Spring til indhold

Retsinformation

Offentligt ansattes ytringsfrihed

FOU nr 1998.319UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Offentligt ansattes ytringsfrihed

På baggrund af et indlæg i

tidsskriftet T anmodede jeg under henvisning til ombudsmandslovens § 17, stk.

1, i brev af 24. september 1997 Skatteministeriet om en udtalelse angående

det

der var anført i indlægget. Indlægget var skrevet af konsulent A, Told- og

Skatteregion S, og handlede om en sag hvor besætningen på toldkrydseren K

havde

udtalt sig til en journalist fra dagbladet D. Jeg anmodede endvidere om udlån

af eventuelle akter i sagen.

Told- og Skattestyrelsen besvarede

henvendelsen på Skatteministeriets vegne i et brev af 9. oktober 1997. Med

brevet blev sendt en udtalelse af 2. oktober 1997 med bilag fra regionschefen

for Told- og Skatteregion S.

Efter modtagelsen af Told- og

Skattestyrelsens brev besluttede jeg at foretage en nærmere undersøgelse af

sagen. Den 24. oktober 1997 anmodede jeg besætningsmedlemmerne A, B og C om

eventuelle

bemærkninger til Told- og Skattestyrelsens udtalelse. Jeg modtog udtalelser

fra B og C i breve af henholdsvis 31. oktober og 26. november 1997.

Den 22. december 1997

anmodede jeg Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse i anledning af C's og

B's

kommentarer. Jeg modtog udtalelsen i brev af 23. januar 1998.

Artiklen i dagbladet D den

27. juni 1997 indeholdt bl.a. følgende:

"De seks toldere til søs

har bare et problem: De har kun de to skibe til at kontrollere, at der ikke

smugles narko, mennesker, sprut og cigaretter ind i EU via de danske

farvande.

Læs alt

Og kyststrækningen, de skal vogte, er godt

7.000 kilometer

lang. Så der

er store huller i 'kæden', hvilket giver smuglerne gode chancer for at slippe

igennem kontrollen.

...

Med Schengen-aftalen, som

Danmark netop har tiltrådt, ophæves den permanente personkontrol mellem

EU-landene. Som besætningen på (toldkrydseren K) formulerer det:

'Med Schengen-aftalen bliver

Danmark et slaraffenland for smuglere.'

...

'Men de er også flove - flove

over, at Danmark bruger så få ressourcer til at bevogte EUs ydre grænser.

Kontrollen er pinligt ringe, synes de.

For nogle år siden blev (B) i

TV spurgt, hvordan han ville smugle nogle ton hash ind i EU. Han ville,

svarede

han, sætte sig ned og lave en kold og kynisk risikovurdering, og så ville han

sejle derhen, hvor der er mindst chance for at blive opdaget. Og hvor det så

var? Kongeriget Danmark, lød det oprigtige svar. Men det var ildehørt i

ledelsen og havde nær kostet (B) jobbet. Så i dag nøjes han med at

konstatere:

'Kontrollen er ikke blevet

mere effektiv, og nu vil man yderligere forringe den.'

Baggrunden for besætningens

frygt er, at Told- og Skattestyrelsen vil lægge (toldkrydseren K) og

(toldkrydseren L) op og erstatte dem med to hurtiggående speedbåde, der kan

køres rundt i Danmark på en trailer, samt et mindre skib. Sammen med et

intensiveret samarbejde med søværnet vil det ifølge den arbejdsgruppe af

embedsmænd under Told- og Skattestyrelsen, der har anbefalet løsningen,

styrke kontrollen til søs. I dag lever kontrollen næppe op til EUs krav,

erkender arbejdsgruppen.

Men kontrollen vil blot blive

endnu ringere, mener tolderne på (toldkrydseren K), der kun vil udtale sig

under ét:

'Det er skatteydernes penge,

man vil bruge, og når man skriver noget ukorrekt i en rapport, som skal

bruges

til at træffe beslutninger, er det vores pligt at råbe op.'

...

Med en marchhastighed på 18

knob kan (toldkrydseren K) simpelthen ikke følge med, for fragtskibene drøner

igennem de danske farvande med 25 knob. Som det hedder i rapporten fra

arbejdsgruppen:

(toldkrydseren K) og (toldkrydseren L) sejler så langsomt, at 'bådene i

kritiske kontrolaktioner må anses for delvis uanvendelige til at indhente

visse

kontrolobjekter.'

'Men hvor har arbejdsgruppen

fra, at (toldkrydseren K) og (toldkrydseren L) er begrænset sødygtige? Det er

rent vrøvl, for de er yderst sødygtige,' siger besætningen:

'Skibene kan klare over 90

pct. af opgaverne og skulle blot kunne skyde en større fart for at klare

endnu

flere opgaver. Med to hurtigtgående speedbåde vil man kun kunne klare ti pct.

af opgaverne. Speedbådene vil kun kunne sejle, når det er havblik - og kun i

de indre farvande, dvs. i fjordene - og måske tæt på kysten. Og ulovlig

trafik

til søs tager ikke hensyn til vejret.'

...

Det er sagen om coasteren (M)

et godt eksempel på. I strid blæst fulgte (toldkrydseren K) sammen med en

række

andre skibe i flere døgn (M) ned gennem de danske farvande, før skibet blev

opbragt med knap seks ton hash syd for Fyn.

'En sådan overvågning i så

stærk blæst, at nogle af politifolkene bad om at blive sat af i land, vil

ikke

være mulig med speedbåde. De ville hverken kunne klare bølgerne eller have

brændstof nok,' siger besætningen, hvis kritik bakkes op af mandskabet på

(toldkrydseren L).

Det samme gælder en anden

skygningsopgave, som (toldkrydseren K) netop har været på. Efter et tip om,

at

et sydamerikansk kulskib var på vej fra Sydamerika til Holland og Danmark med

et stort parti kokain til en værdi af omkring 100 mio. kr., skyggede

(toldkrydseren K) skibet fra Skagen til en dansk havn for at sikre, at

kokainen

ikke blev lastet om til andre skibe i rum sø. I havnen, som ikke må nævnes,

da

skibet stadig er 'varmt', stod toldere parat med narkohunde. De blev sendt

ned

i skibet, men fandt ingen kokain. Men alle hundene snusede sig frem til et af

lastrummene, hvor der

havde

været

kokain.

'Mens vi fulgte skibet,

blæste det 13-

15 meter

i sekundet fra sydøst, som er den værste vindretning. En overgang var det

ikke

sjovt - vi fik virkelig nogle tæsk. Speedbådene ville ikke have en kinamands

chance i den situation.'

Told- og Skattestyrelsen

anskaffede i midten af 80'erne en trailerbåret speedbåd på

18 fod

og en lidt større båd på

30 fod.

'Begge disse skibe blev en

buldrende fiasko, så vi forstår ikke, at man nu vil gentage fejlen. Udvalget

bag rapporten kan ikke være uvidende om denne fadæse,' siger besætningen, der

desuden peger på problemer med sikkerheden.

'Det er uforsvarligt, at

nogen skal sætte livet på spil ved at kravle fra en gyngende speedbåd op i et

større skib. Det er livsfarligt, hvis der blot er moderate bølger.'

Speedbådene ville ifølge

besætningen kunne bruges som supplement til (toldkrydseren K) og

(toldkrydseren

L) - men ikke som erstatning.

'Det er det rene 'Ask' og

'Urd' med omvendt fortegn.'

...

'Det vil ikke koste noget,

hvis søværnet skal observere for os. Men hvis vi beder søværnet sejle ud til

et

bestemt skib eller beder dem følge det ned gennem Kattegat, så kører

taxameteret. Betalingen er noget af det, vi nu skal forhandle om, og det kan

blive så dyrt, at vi må gå tilbage og se, hvad vi så gør,' siger (E).

Han har været formand for

arbejdsgruppen, som har anbefalet skrotning af (toldkrydseren K) og

(toldkrydseren

L) og anbefalet at bruge 1,6 mio. kr. på nyt materiel. Og beslutningen om at

følge anbefalingen

er

truffet,

fastslår han. Alternativet til speedbådene var anskaffelse af to nye krydsere

til i alt 30 mio. kr., men den løsning er for dyr og ufleksibel, mener Told

og

Skat.

(E) erkender, at det var en

fiasko, da toldvæsenet sidst brugte speedbåde til smuglerikontrol - men

afviser, at det vil gentage sig:

'Besætningen på

(toldkrydseren K) fremstiller disse speedbåde, som om det er små

yoghurtbægre,

men det er det ikke. Vi er ude efter noget, som er sødygtigt og sikkert, og

som

kan gøre det samme som (toldkrydseren K) og (toldkrydseren L), når vi taler

om

skygningsopgaver. Og sammen med et intensiveret samarbejde med søværnet vil

det give en bedre kontrol til søs.'

(E) forstår godt, at

besætningen på (toldkrydseren K) er frustreret: 'Det er en lidt sørgelig

historie, for det er jo som at tage deres barn fra dem. De kender hver en

skrue

i det skib og er sammen om bord hele sejlsæsonen. Det er et liv for dem - og

det liv stopper'."

Brevet af 27. juni 1997 fra

regionschefen for Told- og Skatteregion S til besætningen på toldkrydseren K

indeholdt følgende:

"I Dagens udgave af

(dagbladet D) er I refereret for udtalelser om 'pinligt ringe kontrol',

'huller

i kæden' mm - og iøvrigt stærkt kritiske udtalelser om det fremtidige

toldkontrolarbejde - især til søs.

Sådanne udtalelser opfatter

vi som illoyale overfor organisationen.

Den 6 juni 1997 opsøgte (A)

mig - for på besætningens vegne at få retningslinier for udtalelser til

pressen, idet der var henvendelser fra pressen. Jeg afbrød et møde for at

føre

samtalen med (A), idet det tilsyneladende var meget vigtigt at få præciseret

hvilke retningslinier der var gældende.

De retningslinier jeg den dag

udstak for (A) var, at I måtte udtale jer om dagens opgaver, den nuværende

måde

at arbejde på og den strategi der følges, samt omtale de resultater der opnås

ved kontrollen til søs.

Jeg præciserede, at I ikke

måtte udtale jer, om fremtiden eller de fremtidige strategier for toldkontrol

-

det er kun regionens direktion eller Told- og Skattestyrelsen der måtte

udtale

sig om det.

I den forbindelse vil jeg

gerne have en personlig udtalelse fra hver af jer om dagens artikel i

(dagbladet

D), herunder om hvem der har givet tilladelse til, at I måtte udtalelse jer

om

til (dagbladet D) som det er sket.

Specielt vil jeg bede om, at

(A)'s kommentarer til samtalen med mig som ovenfor beskrevet.

Udtalelsen skal være

direktionen i hænde d.d kl. 12.00

For fremtiden er det kun

direktionen ved Told*Skat (S) der må udtale sig til pressen mm om toldkontrol

-

herunder den søværts kontrol."

Brevet af 27. juni 1997 fra B

og C til regionschefen lød således:

"I medfør af artiklen i

(dagbladet D) den 27. juni 1997, har du anmodet om en skriftlig redegørelse

vedrørende vores udtalelser til den pågældende avis.

Journalist (J) har overfor os

tilkendegivet, at han i forlængelse af en tidligere artikel i samme avis,

foranlediget af (E) i styrelsen, gerne ville lave et interview med

besætningen

på (toldkrydseren K), da han havde en fornemmelse af, at der var nogle ting i

rapporten om toldarbejdet i fremtiden, han ikke kunne få til at passe sammen.

Vi blev stillet en del

spørgsmål ud fra rapporten, bl.a. om de nuværende fartøjers tilstand, om

hvorfor

man overhovedet havde og havde haft patruljefartøjer, når toldområdet kunne

overvåges fra kysten.

Vi har kun givet udtryk for

vores personlige mening om de ting, og har ikke på noget tidspunkt, som

refereret af (F) udtalt noget om, at man i styrelsen var 'dumme' i hovedet.

Vi

har forsøgt at advare arbejdsgruppen mod at kaste sig ud i nye anskaffelser,

der vil ligne de tidligere uheldige investeringer.

Dog er en ting faldet os for

brystet, nemlig udtalelserne i rapporten, der betegner de nuværende fartøjer

som værende i ringe stand og kun begrænset sødygtige. Det er i allerhøjeste

grad forkert, og det må undre os, at (E), der os bekendt aldrig har været

ombord i fartøjerne, kan udtale sig på denne måde.

Vi er opmærksomme på, at

udtrykket sødygtige, nok er anvendt forkert, da manglende sødygtighed er et

udtryk for at skibet er i så ringe tilstand, at det slet ikke må sejle.

Vi kan ikke have siddende på

os, at vi sejler rundt i ikke sødygtige skibe. Dette ville i sig selv være en

lovstridig handling.

Vi er naturligvis kede af, at

vores udtalelser til avisen opfattes som illoyale, men efter vores opfattelse

ville det have været illoyalt af os, hvis vi ikke havde forsøgt at gøre

arbejdsgruppen opmærksom på, at det med trailerbårne fartøjer tidligere havde

vist sig som en stor fiasko."

I brevet af 27. juni 1997 fra

A til regionschefen var anført følgende:

"1. Efter og have læst

artiklen i (dagbladet D), føler jeg ikke at have været illoyal over for

organisationen.

De udtalelser jeg er fremkommet med mener jeg er rigtige. Når jeg bliver

spurgt

om min mening af en journalist, vedrørende toldkontrol og patruljefartøjerne,

mener jeg det er min demokratiske ret og pligt til at svare udfor min

overbevisning. Jeg kan ikke se at jeg har røbet hemmeligheder, som ikke er

almindeligt kendt, vi lever vel ikke i et østland (tidligere). Desuden har

jeg

flere gange udtalt mig i (tidsskriftet T) om mit syn på toldkontrol uden og

blive sat i fængsel.

2. Vedrørende mit møde med

dig den 6 juni.

Du forklarede mig ganske

rigtigt, at jeg kunne udtale mig om vores arbejdsopgaver mv. og ikke hænge

nogen personer ud, det mener jeg ikke og have gjort."

I A's indlæg i tidsskriftet T

var bl.a. anført følgende:

"Fra en illoyal

medarbejder.

Den 27. juni bragte

(dagbladet D) en artikel om toldkontrollen til søs.

Jeg gik til vores regionschef

nogen dage forinden for at fortælle ham, at en journalist og en fotograf

gerne

ville se patruljefartøjet (toldkrydseren K) og eventuelt sejle med på en kort

tur for at se hvordan vi arbejder til søs.

Jeg fik chefens tilladelse,

men med den bemærkning, at han helst ikke så nogen hængt ud og vi ikke måtte

udtale os om det udvalg, der er nedsat vedrørende den fremtidige kontrol til

søs. Jeg lovede chefen, at jeg ikke ville hænge nogen ud, men at jeg ville

svare

på spørgsmål ud fra min egen viden og erfaring om kontrol til søs, og

forklarede ham at min mening og hans stod klart i modsætning, da han jo selv

sidder i udvalget, og vi da rapporten udkom havde en længere diskussion, hvor

vi absolut ikke var enige.

Den 27. juni, samme dag som

artiklen blev bragt i (dagbladet D), mødte besætningen på (toldkrydseren K)

og

fik besked på straks at melde os hos chefen. Det gjorde vi så og det stod os

klart da vi så chefen, at vi ikke skulle forvente en hyggesnak. Vi blev

spurgt

om vi havde læst (dagbladet D), hvortil vi svarede at det havde vi ikke.

Herefter fik hver enkelt en

fotokopi af (dagbladet D) der omhandlede den artikel, som journalisten havde

skrevet om (toldkrydseren K) og toldkontrollen til søs. Vi fik besked på at

læse artiklen og chefen ville så efterfølgende høre vores mening.

Efter vi havde læst artiklen

blev souschefen tilkaldt og begge ville nu gerne høre hvad vi mente. Vi

forklarede, at vi mente det der stod i artiklen var rigtigt ud fra vores

bedste

overbevisning. Herefter blev samtalen meget kort, vi fik besked på både

mundligt og skriftligt, at vi var illoyale og fremover måtte vi ikke udtale

os

til pressen uden chefen eller souschefens tilladelse.

Samtidig forlangte chefen en

skriftlig udtalelse fra hver enkelt vedrørende artiklen, og det fik han så.

Mit problem er nu, at jeg

slog op i en ordbog for at se hvad illoyal betyder, det var absolut ikke

nogen

positiv læsning.

Meget er jeg blevet kaldt for

i mine 30 år i væsenet, men dette overskygger alt."

Punkt 6 i referatet af

ledelsesmødet den 8. juli 1997 i Told- og Skatteregion S indeholdt følgende:

"I en artikel i

(dagbladet D) d. 27. juni 1997 har (toldkrydseren K)'s besætning udtalt sig

om

det fremtidige toldkontrolarbejde til søs. Inden kontakten med pressen var

det

præciseret, hvad besætningen måtte udtale sig om. Disse retningslinier blev

ikke fulgt.

Foranlediget af denne

hændelse er det besluttet, at det fremover kun er regionens direktion, der

udtaler sig eller giver tilladelse til udtalelser om tjenstlige

forhold."

I regionschefens brev af 2.

oktober 1997 til Told- og Skattestyrelsen var anført følgende:

"Jeg har modtaget en

telefax den 29. september 1997, hvor Styrelsen beder mig om bemærkninger til

et

af (A), besætningsmedlem på (toldkrydseren K), udformet indlæg i

(tidsskriftet

T).

Tids og handlingsforløbet i

sagen er følgende:

6. juni 1997

(A) henvendte sig til mig på

regionen i (S) - for på besætningens vegne at få retningslinier for

udtalelser

til dagspressen - specifikt (dagbladet D) - som havde rettet henvendelse til

besætningen. Det var tilsyneladende meget vigtigt for (A) at få præciseret

retningslinierne, idet han var informeret om, at jeg var optaget af et

vigtigt

ledelsesmøde, som måtte afbrydes af samme årsag.

Normalt henvender (toldkrydseren

K)'s besætning sig altid til både toldkontrolchef (G) og mig, når der kommer

henvendelser fra pressen om udtalelser. (G) var imidlertid ikke til stede den

pågældende dag.

Grunden til denne adfærd er,

at (toldkrydseren K)'s besætning udmærket ved, at den søværts toldkontrol

normalt er 'godt pressestof' og, at søværts toldkontrol netop på det

pågældende

tidspunkt var ekstra godt pressestof på grund af rapporten om den fremtidige

toldkontrol - herunder centrering af toldkontrolopgaverne og en anderledes

måde

at føre søværts kontrol på end den nuværende.

Den ramme for udtalelser, jeg

udstak, var derfor, at besætningen kunne udtale sig om dagens opgaver og den

nuværende måde der arbejdes på, strategien der følges, samt om de resultater

der indtil nu var opnået på området. Det blev præciseret for (A), at

besætningen ikke måtte udtale sig om de fremtidige strategier for

toldkontrol,

herunder anskaffelse af nye både. Sådanne fremadrettede udtalelser skulle ske

enten fra regionens direktion eller fra Told- og Skattestyrelsen.

Der blev ikke den pågældende

dag udfærdiget skriftlige notater på grund af (A)'s henvendelse, idet dette

ikke er kutyme i sådanne tilfælde.

27. juni 1997

Stor var min forbløffelse da

jeg læste artiklen i (dagbladet D) den 27. juni 1997. Artiklen indeholdt

kritik

af både den nuværende søværts toldkontrol og især den fremtidige

kontrolstrategi, som den var foreslået i rapporten om det fremtidige

toldkontrolarbejde.

Souschef (F) og jeg talte om

sagen den 27. juni 1997 om morgenen, og vi blev enige om at indhente en

udtalelser fra besætningen om sagen. Vi var begge temmelig oprørte over de

fremsatte udtalelser, og vi forventede, at regionen ville få kontakt fra

Told-

og Skattestyrelsen med anmodning om udtalelser i sagen.

Specielt var vi oprørte,

fordi vi begge vidste, at (A) på besætningens vegne havde udbedt sig - og

fået

- retningslinier for pressekontakten, og ydermere opfattede vi udtalelserne

som

værende illoyale overfor Told*Skat.

Vi bad om udtalelser fra hver

enkelt af besætningsmedlemmerne - specielt blev (A) bedt om kommentarer til

samtalen den 5. juni 1997 om netop vilkårene for udtalelser til (dagbladet

D).

Se akt nr 1 og 2 i journalsag

(...).

27. juni 1997

(A) og (B) henvendte sig på

regionen med de ønskede skriftlige udtalelser. Se akt 3 og 4 i journalsag

(...).

(F) og jeg drøftede kort

situationen med (A) og (B), og ingen af dem kunne se noget forkert i de

udtalelser, de var fremkommet med overfor dagspressen. Tværtimod kunne de

begge

meddele, at de havde fået journalisten til at modificere kritikken væsentligt

inden artiklen blev bragt i (dagbladet D) den 27. juni 1997.

På mødet blev det endnu

engang præciseret overfor (A) og (B), at udtalelser til pressen om den

fremtidige toldkontrol og de fremtidige strategier - herunder den søværts

kontrol - fremover fremsættes af direktionen ved Told*Skat (S).

8. juli 1997

Sagen blev drøftet på et

ledelsesmøde i regionen, jvf. mødereferat nr. 13/1997 af 8. juli 1997.

Konklusionen på denne del af

ledelsesmødet blev, at det fremover kun er regionens direktion, der udtaler

sig, eller giver tilladelse til udtalelser til pressen om tjenstlige forhold.

Mødereferatet er kommunikeret

til samtlige medarbejdere og ledere ved regionen via regionens elektioniske

G-mail system, og referatet er sammen med øvrige ledelsesreferater indlagt i

regionens H-drev på emnet ledelsesreferater.

Alle har således nu fået

præciseret kendskabet til regionens måde at informere pressen på.

4. august 1997

(F) og jeg drøftede sagen

igen. Vi enedes om, at sagen henlægges. Se notat på akt 4.

Siden har hverken (F) eller

jeg selv drøftet sagen med bådbesætningen eller toldkontrolchef (G)."

B anførte bl.a. følgende til

mig i sit brev af 31. oktober 1997:

"Ved mødet på chefens

kontor den 27. juni 1997, hvor vi blev erklæret for illoyale, fremførte (F),

at

jeg til avisen havde udtalt mig om den ringe toldkontrol i Danmark. Der

henvises til afsnittet i artiklen, 'pinligt ringe kontrol'. Som det fremgår

ved

nærlæsning af artiklen, var det en udtalelse jeg fremkom med til TV2, efter

(M)

aktionen i 1994. Jeg blev bebrejdet, at jeg nu skulle have gentaget denne

udtalelse, hvilket jeg benægtede.

Ved samme lejlighed fik jeg

af chefen, en direkte lodret tjenstlig ordre om, at jeg ikke fremover måtte

udtale mig til pressen om hverken den nuværende eller den fremtidige søværts

toldkontrol.

Af chefens udtalelse til

Ombudsmanden, fremgår det, at han har glemt at oplyse om, at jeg kort efter

mødet den 27. juni, udbad mig en samtale med (F). Denne samtale varede ca. 1

time.

Jeg forsøgte at redegøre for

de af mine synspunkter, der lå til grund for mine udtalelser til avisen.

Herunder også at om ringe toldkontrol, stammede fra den tv-udsendelse. Jeg

fik

blot det svar, at jeg havde 'jokket i spinaten'.

Da jeg henviste til de mange

fejl og subjektive oplysninger i rapporten om toldarbejdet i fremtiden, fik

jeg

det svar, at det var arbejdsgruppens mening, samt styrelsens ønske, at det

skulle være sådan.

Den pågældende journalist,

havde iøvrigt fået rapporten, som er offentligt tilgængelig, udleveret af

kontorchef (E) i styrelsen, og mange af hans spørgsmål havde relation til

denne rapport. Jeg har kun givet udtryk for min personlige mening om

rapporten.

Da mine/vore udtalelser

således ikke er faldet i lod med direktionens, blev vi erklæret for illoyale.

Af chefens udtalelse fremgår

det tillige, at man havde besluttet at henlægge denne sag, og ikke foretage

sig

yderligere.

Dette kommer unægteligt noget

bag på mig, idet jeg ikke til dato har hørt noget om denne henlæggelse. Siden

mødet den 27. juni, har jeg ventet på en eller anden afslutning på sagen,

eventuelt at der ville blive rejst en tjenestemandssag mod os. Vi har ikke

villet fremprovokere denne afslutning, da der som bekendt lige har været en

såkaldt 'prikkerunde' i Told/Skat. Vi ønskede ikke ligefrem at stikke hovedet

i

løvens gab.

På mødet hos chefen, oplyste

vi ledelsen om, at vi havde fået journalisten til at moderere artikelen på

forskellige punkter.

(F) svarede hertil, at hvis

vi ikke havde gjort dette, ville vi være blevet fyret. Det kan oplyses, at

hverken chefen eller (F) havde læst den oprindelige artikel.

Vi har ikke på noget

tidspunkt anfægtet ledelsens ret til at lede og fordele arbejdet, ej heller

deres ret til at skille sig af med de gamle patruljefartøjer. Vi har blot

forsøgt at gøre opmærksom på de forkerte og fejlagtige oplysninger, der

findes

i rapporten om disse fartøjer.

Samtidig har vi ønsket at

advare styrelsen imod at gentage den fiasko, det var med trailerbårne

fartøjer,

da man forsøgte denne løsning for ca. 10 år siden.

Vi følte det var vores pligt

at råbe vagt i gevær, samt at man med rette kunne bebrejde os det, hvis vi

ikke

havde foretaget os noget."

C har i brevet til mig af 26.

november 1997 bl.a. skrevet følgende:

"Efter at have læst

rapporten om toldarbejdet i fremtiden, afsnittet om søværts toldkontrol,

rettede jeg henvendelse til (H).

Jeg indledte samtalen med at

sige, at det vel ikke var normalt, at en medarbejder gav chefen gode råd. Med

mit førstehåndskendskab til (fartøjerne N og O), der var af samme type, som

dem

jeg mente man nu ville anskaffe, ønskede jeg at henlede chefens opmærksomhed

på alle de problemer, der var med disse to fartøjer. Ingen af disse levede på

noget tidspunkt op til de forventninger, man stillede til dem.

...

Efter denne redegørelse udtalte

(H) med en stemmeføring, og et ordvalg, jeg følte truende, at jeg ikke under

nogen omstændigheder måtte udtale mig om disse to fartøjer.

Efter avisartiklen i

(dagbladet D), gentog (H) ordren om, at jeg ikke måtte udtale mig om disse

fartøjer.

Sammen med (B) og (A) modtog

jeg den 27. juni 1997 tillige en lodret tjenstlig ordre om, at jeg ikke måtte

udtale mig til pressen om den nuværende eller fremtidige søværts

toldkontrol."

Regionschefen har i brevet af

7. januar 1998 kommenteret brevene af 31. oktober og 26. november 1997. I

brevet anføres bl.a. følgende:

"Til udtalelse fra (C):

Det er korrekt, at (C) i

foråret 1997 rettede telefonisk henvendelse til mig om sin opfattelse af

tidligere

oplevelser med (fartøjerne N og O). Jeg lyttede og sagde, at fagkontorerne i

Told- og Skattestyrelsen var vidende om det fremførte. Sagen er omkring 10 år

gammel.

Det er ikke min opfattelse,

at mit ordvalg ved afslutningen af telefonsamtalen var truende. Jeg har ikke

sagt, at (C) 'under ingen omstændigheder måtte udtale sig om disse to

fartøjer', idet det var et kendt forhold. Jeg har talt med (C) adskillige

gange

siden, og han har ikke tidligere givet udtryk for, at han opfattede min

adfærd

som truende.

Jeg har ikke talt med (C),

hverken personligt eller telefonisk, om den aktuelle sag. Samtalerne har

været

ført med (A) og (B), så kun brevet af 27. juni 1997 til besætningen kan være

den ordre, (C) hentyder til.

Til udtalelse fra (B):

(B) omtaler en samtale, han

efterfølgende har haft med (F). Denne samtale anmodede han om for at uddybe

sine holdninger. Det var en helt almindelig samtale mellem medarbejder og

leder, der ikke kan opfattes som en fortsættelse af samtalen den 27. juni,

men

som en mulighed for at få luft for sine meninger. (B) gav udtryk for sine

frustrationer omkring flere konkrete afsnit i Toldrapporten, som han mente

var

direkte fejlagtige.

(F) sagde, at (B) havde haft

mulighed for direkte over for udvalget at fremføre sine kommentarer, hvorfor

det må formodes, at de har lyttet til hans meninger. Iøvrigt blev samtalen

afsluttet med, at (B) var velkommen til at komme tilbage og genoptage

samtalen.

(B) gav udtryk for, at han havde fået luft for sine frustrationer.

(B) undrer sig over, at sagen

er henlagt. Det er der imidlertid ikke noget mærkeligt i, idet regionen kun

havde sagen åben, hvis der efterfølgende skulle komme reaktioner fra Told- og

Skattestyrelsen, pressen eller andre implicerede, hvilket blev oplyst over

for

(A) og (B) på mødet den 26. juni 1997. Da der ikke kom henvendelser, blev

journalsagen afsluttet. Det har aldrig været overvejet at rejse

tjenestemandssag mod nogen i denne sag.

Under samtalen den 26. juni

1997 udtalte (B), at han og (A) havde fået tilsendt journalisternes første

udkast til en artikel. Den havde de skåret meget drastisk til, men iøvrigt

ikke

vist til nogen. Jeg husker ikke det præcise ordvalg, men noget i retning af,

at

hvis artiklen havde fået et så belastende indhold, som det blev antydet, så

kunne det da godt være, at nogen ville se på ophavsmændenes

ansættelsesforhold.

Konklusion:

Det er min opfattelse, at

bådmandskabet har fået mulighed for at deltage i beslutningsprocessen. I

foråret 1997, umiddelbart efter offentliggørelsen af Toldrapporten, har (B)

sammen med andre patruljebådsfolk redegjort for både egne og andres

synspunkter

på den søværts toldkontrol over for formanden for den arbejdsgruppe, der har

udarbejdet rapporten - altså over for en af de personer, der senre skulle

medvirke i selve beslutningsprocessen om udmøntningen af den nævnte rapport.

Det møde kom i stand netop for at undgå, at der skulle komme kritik af, at

medarbejderne ikke var blevet hørt."

Told- og Skattestyrelsen

anførte i brevet af 23. januar 1998 bl.a. følgende:

"(C)'s og (B)'s

kommentarer har været til udtalelse hos regionschef (H), hvis bemærkninger

vedlægges

som bilag. Told- og Skattestyrelsen har ingen bemærkninger til det

fremsendte.

Om selve sagen kan det

oplyses, at den fremtidige anvendelse af patruljefartøjer i Told*Skat har

været

genstand for drøftelse i flere omgange - senest i Toldrapporten fra 1997.

Rapporten vedlægges i kopi.

Behandlingen i Toldrapporten

bygger blandt andet på Beslutningsgrundlag vedrørende den fremtidige

anvendelse

af patruljefartøjer i Told*Skat, der er udarbejdet af en arbejdsgruppe i

december 1994. I arbejdsgruppen deltog blandt andre (G), Told- og

Skatteregion

(S), der var daglig leder af mandskabet på (toldkrydseren K).

I forbindelse med

udarbejdelsen af afsnittet om den søgående toldkontrol i Toldrapporten

indkaldte

arbejdsgruppen (G) til en drøftelse af forskellige fremtidige

løsningsmuligheder vedrørende den søværts toldkontrol, herunder graden af et

eventuelt samarbejde med Søværnet. Desuden var (G) behjælpelig med at

indsamle

præstations- og prisdata for det aktuelle udbud af både, der kunne indgå i

løsningen

af opgaven.

Efter udsendelsen af

toldrapporten bad (B) og (I), der var bådfører på (toldkrydseren L), om et

møde

med kontorchef (E), der var formand for arbejdsgruppen. I mødet deltog

tillige

formanden for Dansk Told- og Skatteforbund m.fl.

På mødet blev tankerne bag

Toldrapportens forslag drøftet og de to bådførere fik lejlighed til at

udtrykke

deres betænkelighed ved en løsning med gummibåde eller både, der ikke var

dimensioneret til at løse opgaven. Begge bådførere fremhævede, at

(toldkrydseren K) og (toldkrydseren L) efter deres opfattelse ville kunne

indgå

i den fremtidige løsning af opgaven, og pegede på tidligere erfaringer med

forsøg med andre fartøjer.

Både (B) og (I) afslog en

opfordring til at bidrage til det videre arbejde med udmøntningen af

toldrapportens

anbefalinger. På mødet blev de lovet, at styrelsen, når arbejdet med

udmøntningen af denne del af Toldrapporten bliver igangsat, vil blive tilbudt

deltagelse i arbejdet.

(I) er senere fratrådt som

bådfører. (Toldkrydseren K) og (toldkrydseren L) er i forbindelse med

omstruktureringen af toldopgaven flyttet til Toldcentret i (...).

Told- og Skattestyrelsen har

på intet tidspunkt overvejet at indlede disciplinære skridt mod de

medarbejdere, der er citeret i den pågældende artikel i (dagbladet D)."

Ombudsmandens udtalelse

"1. Offentligt ansattes ytringsfrihed

Det er ikke på noget tidspunkt i sagen blevet gjort gældende at

besætningsmedlemmernes udtalelser til journalisten vedrørte tavshedsbelagte

oplysninger. Det fremgår endvidere af regionschefens udtalelse af 7. januar

1998 at rapporten var blevet offentliggjort i foråret 1997, og det fremgår af

(B)'s udtalelse af 31. oktober 1997 at formanden for arbejdsgruppen der havde

udfærdiget rapporten, havde udleveret et eksemplar af rapporten til den

pågældende journalist fra (dagbladet D).

Jeg har derfor ved min bedømmelse af sagen lagt til grund at

besætningsmedlemmerne ikke har overtrådt deres tavshedspligt med hensyn til

bestemte, faktiske oplysninger som de er blevet bekendt med gennem deres

ansættelse i det offentlige.

Sagen må derfor vurderes på grundlag af reglerne om offentligt ansattes

ytringsfrihed.

2. Udtalelser fremsat på myndighedens vegne eller som privatperson

Når en offentligt ansat fremsætter udtalelser som led i tjenesten er den

ansatte på sædvanlig måde undergivet ledelsens bestemmelse. Ledelsen kan

således beslutte om den ansatte overhovedet skal udtale sig offentligt på

myndighedens vegne og hvad den pågældende i så fald må udtale, jf. Kaj Larsen

mfl., forvaltningsret (1994), s.

129f. Det forholder sig anderledes hvis den ansatte udtaler sig som

privatperson. Som det fremgår nedenfor er der kun få begrænsninger på den

ansattes ret til at ytre sig offentligt som privatperson. Ledelsens adgang

til at fastlægge retningslinier - generelt eller i konkrete tilfælde - for de

ansattes offentlige udtalelser fremsat som privatpersoner, er derfor

tilsvarende begrænset, mens ledelsen i kraft af sine almindelige beføjelser

kan fastlægge retningslinier for udtalelser der fremsættes på myndighedens

vegne.

Tilsyneladende har ledelsen i Told- og Skatteregion (S) ikke under sagens

forløb lagt vægt på om de ansatte udtalte sig som privatpersoner eller på

regionens vegne. Således som

regionschefen i sine breve af 27. juni og 2. oktober 1997 har gengivet sin

samtale den 6. juni 1997 med (A), blev der ikke i de retningslinier som blev

udstukket under samtalen, lagt vægt på om udtalelserne blev fremsat på

regionens vegne. Den kritik af de tre besætningsmedlemmers udtalelser der

udtryktes i regionschefens brev af 27. juni 1997, nævnte heller ikke dette

spørgsmål. Spørgsmålet er også forbigået i de retningslinier for de ansattes

udtalelser om tjenstlige forhold som blev udstukket under ledelsesmødet i

told-

og skatteregionen den 8. juli 1997.

Efter min opfattelse burde

ledelsen af regionen have været opmærksom på at ledelsens adgang til at

fastlægge retningslinier for udtalelser fra regionens medarbejdere angående

tjenstlige forhold i væsentlig grad afhænger af om udtalelserne fremsættes på

egne eller regionens vegne. Jeg henstiller at regionens retningslinier for de

ansattes udtalelser om tjenstlige forhold ændres i overensstemmelse med det

anførte.

3. Udtalelser fremsat som privatperson

Der kan ikke opstilles en

generel formodning for at en ansats udtalelser om tjenstlige forhold der er

fremsat under tjenesten, er fremsat på myndighedens vegne. Det må derfor

afgøres konkret i det enkelte tilfælde om en udtalelse er fremsat af den

ansatte som privatperson eller på myndighedens vegne.

(B) og (C) skriver i

udtalelsen af 27. juni 1997 at de udelukkende har givet udtryk for deres

personlige

meninger til journalisten, og (A)'s brev af 27. juni 1997 må efter min

opfattelse forstås på samme måde. Desuden fremstår besætningsmedlemmernes

udtalelser

i artiklen som egne holdninger og opfattelser angående den nuværende og

fremtidige

toldkontrol. Det må derfor lægges til grund at de udtalte sig som

privatpersoner.

Centralt for spørgsmålet om

rækkevidden af offentligt ansattes ytringsfrihed er hvorvidt der for

udtalelser

fremsat af en offentligt ansat som privatperson kan siges at gælde særlige

begrænsninger som ikke gør sig gældende for den ytringsfrihed der er sikret

borgerne i almindelighed ved grundlovens § 77 og artikel 10 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.

I en sag gengivet i

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 237, fremsatte jeg

følgende

generelle bemærkninger om offentligt ansattes ytringsfrihed.

'...

Ved besvarelsen af det

centrale spørgsmål om, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for

offentligt

ansattes ytringsfrihed i forhold til den ytringsfrihed, der gælder for

borgerne

i almindelighed, er udgangspunktet utvivlsomt, at offentligt ansatte har

ganske samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Det

store

antal offentligt ansatte taler afgørende imod, at der skulle gælde

almindelige

begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne begrænsninger

ville være uforenelige med de hensyn, der ligger bag grundlovens bestemmelser

om

den demokratiske styreform og den herved forudsatte materielle ytringsfrihed.

Det er dog antaget, at

hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og

funktionsevne

i

særlige

tilfælde kan føre til en

begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en

fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte

sådanne særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle

hovedsynspunkter.

Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende

sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har

samme

frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder,

som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af betydning,

om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt

medvirkende

i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i almindelighed ikke

omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de politiske eller

administrative beslutningstagere.

Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før

eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden

en

sag er afgjort, kan - af hensyn til beskyttelse af den interne

beslutningsproces

- være noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere.

Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte

har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for

eget

arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for

medarbejdernes

fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte,

dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger

i

offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil

foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller

har

deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.

...'

I den foreliggende sag har de

tre besætningsmedlemmer udtalt sig offentligt angående en sag der ligger

inden

for deres eget arbejdsområde, den daværende og kommende tilrettelæggelse af

den søværts toldkontrol. De har imidlertid ikke deltaget i

beslutningsprocessen

angående omlægningen af toldkontrollen på en måde der har betydning for deres

adgang til at udtale sig offentligt om beslutningen. De har således ikke

været

medlem af den arbejdsgruppe der har udarbejdet den rapport der dannede

grundlag for beslutningen om at omlægge toldkontrollen, men de har alene

redegjort for deres synspunkter over for arbejdsgruppens formand. Hertil

kommer

at udtalelserne blev fremsat på et tidspunkt hvor beslutningen om at omlægge

den søværts toldkontrol var truffet. Desuden må der lægges vægt på at

besætningsmedlemmernes

udtalelser angik tilførslen og anvendelsen af ressourcer til deres

arbejdsplads, et spørgsmål som havde væsentlig betydning for deres fremtidige

ansættelses- og arbejdsforhold.

På den baggrund er det min

opfattelse at besætningsmedlemmernes udtalelser klart ligger inden for de

særlige begrænsninger der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed.

4. Loyalitetsforpligtelsen

Regionschefen for Told- og

Skatteregion (S) har i sit brev af

27.

juni 1997 betegnet udtalelserne til (dagbladet D) som illoyale over for

organisationen. Denne opfattelse er gentaget i brevet af 2. oktober 1997.

Jeg har tidligere haft lejlighed

til at udtale mig om loyalitetspligtens betydning for offentligt ansattes

adgang til at fremsætte offentlige udtalelser. Jeg henviser til Folketingets

Ombudsmands beretning for året 1991, s. 189 og 200, samt beretningen for året

1995, s. 381 og 432.

Afvejningen mellem hensynet

til loyalitetspligten over for arbejdsgiveren og hensynet til den ansattes

ytringsfrihed har fundet udtryk i de ovenfor under pkt. 3 nævnte generelle

bemærkninger om særlige begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed.

Desuden antages det at hensynet til loyalitetspligten over for arbejdsgiveren

medfører særlige begrænsninger i den ansattes adgang til at fremsætte

urigtige

oplysninger om sit tjenesteområde og eventuelt også med hensyn til

udtalelsernes form. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994),

s. 129.

Derimod er en offentligt

ansat som udgangspunkt berettiget til også at udtale kritik af den pågældende

myndighed uden herved at overskride grænserne for sin loyalitetspligt.

Loyalitetsforpligtelsen kan således ikke begrunde at den offentlige myndighed

som arbejdsgiver prøver at begrænse de udtalelser den ansatte afgiver som

privatperson, udover hvad der følger af ovenstående.

Regionschefens brev af 27.

juni 1997 indeholdt en klar tilkendegivelse om at de tre besætningsmedlemmers

udtalelser blev betragtet som en tilsidesættelse af loyalitetskravene og i

strid med de udstukne retningslinier. Efter det oplyste blev denne opfattelse

tillige meddelt de tre besætningsmedlemmer mundtligt samme dag.

De tre besætningsmedlemmer

kunne efter min opfattelse ikke opfatte dette på anden måde end en

irettesættelse i anledning af deres udtalelser til pressen.

Da udtalelserne ikke indebar

en overskridelse af de retlige grænser for offentligt ansattes ytringsfrihed,

og da de udstukne retningslinier ikke er i overensstemmelse med disse regler,

må jeg konkludere at kritikken af de tre besætningsmedlemmer var uberettiget.

Det var derfor efter min opfattelse kritisabelt at ledelsen af Told- og

Skatteregion (S) irettesatte de tre besætningsmedlemmer. Jeg bemærker i den

forbindelse at jeg ikke har undersøgt om ledelsen af told- og skatteregionen

forinden havde foretaget behørig partshøring.

Jeg foretager herefter ikke

mere i sagen."

I et brev af 5. februar 1999

skrev told- og skatteregionen til mig at regionen havde ændret dets

retningslinier

for de ansattes udtalelser om tjenstlige forhold.

NOTER (*1) Jf. FOB 1987, s.

237,

FOB 1991, s. 189ff

og

FOB 1995, s. 381

og

432.

Lignende dokumenter