Spring til indhold

Retsinformation

Aktindsigt i dokumenter vedrørende "selskabstømmersag". Afgørelsesbegrebet

FOU nr 1998.284UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Aktindsigt i dokumenter vedrørende

"selskabstømmersag". Afgørelsesbegrebet

Aktindsigtssagen udsprang af

en selskabstømmersag hvorunder konkursboet efter selskabet X på foranledning

af

den eneste kreditor Told- og Skattestyrelsen anlagde civilretligt

erstatningssøgsmål mod den bank som var "køberbank" i handelen med

selskabet. Advokatens klient A var under sagen adciteret af den sagsøgte bank

og havde på sin side adciteret Told- og Skatteregion Vejle samt Vejle

Kommune.

Det fremgik af sagens akter

at advokaten i brev af 8. november 1996 anmodede Told- og Skatteregion Vejle

om aktindsigt i bl.a. alle dokumenter, dateret 1991 eller senere, der var i

regionens besiddelse vedrørende selskabet X under konkurs.

Told- og Skatteregion Vejle

traf den 2. december 1996 afgørelse i anledning af anmodningen. Regionen

skrev

bl.a. følgende:

"For så vidt angår

anmodningen vedrørende (X) må

Told*Skat lægge til grund,

at De fremsætter anmodningen på vegne af (A), som ikke kan anses for at være

part i sagen Told*Skat ctr. B. Deres anmodning skal således behandles med

udgangspunkt i Offentlighedslovens § 4.

Ved gennemgang af sagen er

der endvidere henset til bestemmelsen i Statsskattelovens § 44 jf.

Offentlighedsloven

§ 14, som pålægger Told*Skat ubetinget tavshedspligt om oplysninger

vedrørende

en skatteyders skatteforhold, restanceforhold, forhold vedrørende omsætning

Læs alt

mv.

Med henvisning til det

anførte fremsendes vedlagt kopi af Told*Skats registreringssag for selskabet:

..."

I et brev af 20. december

1996 fastholdt advokaten anmodningen om aktindsigt. Advokaten henviste bl.a.

til at A var part i en retssag der udsprang af en stævning udtaget af

selskabet

X under konkurs på foranledning af Told- og Skattestyrelsen, og at

sagsanlægget

angik omstændigheder vedrørende det konkursramte selskabs skatteforhold.

Advokaten foreslog at regionen undersøgte sin indberetning til Told- og

Skattestyrelsen for at finde frem til yderligere dokumenter.

Den 7. januar 1997 besvarede

told- og skatteregionen advokatens henvendelse således:

"...

Deres henvendelse forstås

bl.a. således, at De er uenig med regionen i, at anmodningen skal behandles

efter Offentlighedslovens § 4, idet De mener, at reglerne om partsindsigt

skal

anvendes.

I denne anledning kan

meddeles, at regionen ikke kan følge Dem i, at Deres klient er part i sagen

Told*Skat ctr. B. Deres klients rolle må ses som et spørgsmål om

rådgiveransvar

i forhold til (B).

Det kan endvidere meddeles,

at Told*Skat Vejle ikke er i besiddelse af flere dokumenter end, hvad der

allerede er fremsendt til Dem. Den af Dem omtalte indberetningssag til Told-

og

Skattestyrelsen beror ikke ved/er ikke udarbejdet af Told*Skat Vejle. Så vidt

det fremgår af sagen, er pågældende indberetning udarbejdet af

Erstatningsgruppen

ved Københavns Skatteforvaltning..."

Ved brev af 9. januar 1997

indbragte advokaten told- og skatteregionens afgørelse for Told- og

Skattestyrelsen. I klagen skrev advokaten bl.a.:

"Regionen har truffet

afgørelse om, at min klient ikke er part i sagen, der på Told &

Skattestyrelsens

foranledning er anlagt mod (B). Dette er ikke rigtigt med mindre Told &

Skattestyrelsen uden forbehold meddeler, at såvel sagsøgeren som adciterede

Told & Skatteregion Vejle tiltræder, at (A) ikke har begået fejl eller

har

udvist forsømmelser i forbindelse med overdragelsen af det omhandlede

selskab.

Told & Skattestyrelsen er rådig over sagsøgerens sag, og er dermed i en

stilling så denne erklæring kan afgives.

Det fastholdes derfor, at

reglerne om partsindsigt skal anvendes.

Jeg har noteret Told &

Skatteregion Vejles oplysning om, at Told & Skatteregionen ikke har

afgivet

nogen indberetning om selskabet (X) under konkurs til Told &

Skattestyrelsen."

Told- og Skatteregion Vejle

oversendte sagen til klagebehandling i Told- og Skattestyrelsen med oplysning

om at regionen ikke mente at kunne ændre sin afgørelse.

Told- og Skattestyrelsen traf

afgørelse i sagen den 13. februar 1997. Afgørelsen havde følgende indhold:

"...

Styrelsen skal i denne

anledning meddele, at Deres begæring om aktindsigt på vegne (A) ikke kan

imødekommes efter forvaltningsloven.

I følge forvaltningslovens §

2, gælder loven for behandling af sager, hvori der er eller vil blive truffet

afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Med udtrykket 'truffet

afgørelse' sigtes i følge lovforslagets bemærkninger til udfærdigelsen af

retsakter, det vil sige udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er

eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.

Erstatningskrav er ikke

udtrykkeligt omtalt i bemærkningerne, men der er i teorien enighed om, at

forvaltningslovens regler næppe finder direkte anvendelse i sager om

erstatning

på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler. Sådanne sager

afgøres

af domstolene, i det omfang sagen ikke kan afgøres forligsmæssigt.

Hertil kommer, at styrelsen

ikke finder, at forvaltningslovens § 9, kan finde anvendelse. Bestemmelsen

siger, at den der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet

afgørelse af en forvaltningsmyndighed kan forlange at blive gjort bekendt med

sagens dokumenter. Da der som nævnt ovenfor ikke foreligger en sag, hvori der

vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, er der som følge

heraf

ikke adgang til aktindsigt efter forvaltningslovens kap. 4 i materiale, der

er

indhentet til brug for en erstatningssag i forbindelse med en

selskabstømningssag.

Aktindsigt vil derfor ikke

kunne kræves efter bestemmelserne i forvaltningsloven. Derimod skal Deres

begæring om aktindsigt behandles efter reglerne i offentlighedslovens § 4 om

egenaccess.

Det fremgår af

offentlighedslovens § 4, stk. 1, at enhver med de undtagelser, der er nævnt i

lovens §§ 7-14, kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er

indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i

administrativ

sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.

På denne baggrund, skal

styrelsen derfor fastholde Told- og Skatteregion Vejles afgørelser af

henholdsvis

2. december 1996 og 7. januar 1997, hvorefter Deres begæring om aktindsigt

skal

behandles efter offentlighedslovens bestemmelser.

De har ikke påklaget omfanget

af den aktindsigt som Told- og Skatteregion Vejle i de ovennævnte afgørelse

har meddelt Dem. Styrelsen skal dog for god ordens skyld bemærke følgende

vedrørende omfanget af en aktindsigt i henhold til offentlighedsloven:

Til brug for styrelsens

behandling af erstatningssager i forbindelse med selskabstømninger udarbejder

told- og skatteregionerne eller, som i det foreliggende tilfælde, Københavns

Skatteforvaltning en såkaldt erstatningsrapport.

Denne erstatningsrapport

indeholder en sagsfremstilling og dokumenter vedrørende de faktiske

omstændigheder i forbindelse med overdragelsen af kapitalandelene.

Sagsfremstillingen og dokumenterne vedrører såvel sælgerne, køberne, det

handlede selskab og de involverede pengeinstitutters forhold og adfærd.

Erstatningsrapporten indeholder endvidere oplysninger og dokumenter om

købers,

sælgers og selskabets økonomiske forhold.

Det følger af

offentlighedslovens § 12, at retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger

om

enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold.

Det følger endvidere af

offentlighedslovens § 14, at pligten til at meddele oplysninger kan være

begrænset af særlige bestemmelser om tavshedspligt. Sådanne særlige

tavshedsbestemmelser findes i statsskattelovens § 44, der siger, at

skattemyndighederne

er forpligtet til overfor uvedkommende, at iagttage ubetinget tavshed med

hensyn til de oplysninger om skatteydernes indkomst- og formueforhold som

under

varetagelsen af deres hverv måtte komme til deres kundskab.

Deres klient kan således

alene få adgang til det materiale, der er indeholdt i erstatningsrapporten

med

de begrænsninger, der følger af offentlighedslovens bestemmelser.

Styrelsen skal derfor henvise

Dem til at fremsætte Deres begæring om aktindsigt i erstatningsrapportens

materiale overfor Københavns Skatteforvaltning, ...

Styrelsen skal endvidere

henvise Dem til, at rette henvendelse til kurator i konkursboet efter

selskabet... vedrørende adgang til oplysninger vedrørende det tømte selskab.

..."

Den 18. februar 1997 klagede

advokaten til mig. Han redegjorde i den forbindelse for hvorfor Told- og

Skatteregion Vejles forhold havde særlig interesse for A's retsstilling.

Advokaten anførte herefter:

"... Jeg har søgt at

begære aktindsigt og har modtaget dette - men i begrænset omfang. Det er ikke

rigtigt at jeg ikke har påklaget omfanget af aktindsigten. Jeg har påklaget

de

trufne afgørelse i sin helhed. Min opfattelse er den, at Told &

Skattestyrelsens

og Told & Skatteregion Vejles stilling i forhold til min klient bevirker,

at min klient har adgang til partindsigt. Jeg har videre den opfattelse, at

offentlighedslovens § 12 i øvrigt ikke kan benyttes som begrundelse for ikke

at

udlevere oplysninger om det konkursramte selskabs forhold. Det konkursramte

selskabs forhold er i det hele kontrolleret af Told & Skattestyrelsen, og

der er ingen enkelt persons interesse der ville blive krænket ved at udlevere

oplysning om konkursboets forhold.

Jeg bemærker i øvrigt, at

Københavns Skatteforvaltning, selskabsbeskatningen, i et brev af 10. februar

1997 har afvist min begæring om aktindsigt i den såkaldte erstatningsrapport.

Dette nævnes fordi Told & Skattestyrelsen i sin afgørelse henviste mig

til

at fremsætte begæring overfor Københavns Skatteforvaltning herom."

I anledning af advokatens

klage indhentede jeg udtalelser fra Told- og Skatteregion Vejle og Told- og

Skattestyrelsen.

Vedrørende aktindsigtssagen

henviste regionen i en udtalelse af 7. april 1997 til den tidligere

korrespondance

i sagen.

Told- og Skattestyrelsen

redegjorde i sin udtalelse af 9. maj 1997 indledningsvis for de generelle

retningslinier for behandling af erstatningssager i forbindelse med

selskabstømning.

Af udtalelsen fremgik herefter følgende:

"...

Det er told- og

skatteregionerne, der har forestået arbejdet med at indsamle oplysninger og

dokumenter.

Når en region, eventuelt i samarbejde med kurator, har indsamlet det

materiale,

der kan forventes indsamlet i den enkelte konkrete sag, udarbejder regionen

en

såkaldt erstatningsrapport. Denne erstatningsrapport indeholder en

sagsfremstilling af de faktiske omstændigheder i forbindelse med

overdragelsen

af kapitalandelene samt de indsamlede dokumenter. Erstatningsrapporten

indeholder

således oplysninger om de parter, der har været involveret i overdragelsen,

det

vil sige sælger, køber, det handlede og tømte selskab og de involverede

pengeinstitutters forhold og adfærd, samt oplysninger om købers og sælgers

økonomiske forhold, og det tømte selskabs skattemæssige og økonomiske

forhold.

Når regionen har udarbejdet

erstatningsrapporten indsendes den til styrelsen.

Styrelsen foretager herefter

en vurdering af sagen. Hvis det vurderes, at der er et tilstrækkeligt

grundlag

for et erstatningskrav oversendes sagen til Kammeradvokaten.

Kammeradvokaten foretager

herefter en juridisk bedømmelse af sagen, og hvis han finder sagen egnet som

erstatningssag, rejser han herefter erstatningskravet overfor de

erstatningsansvarlige.

Ønsker de erstatningsansvarlige ikke frivilligt at anerkende et

erstatningsansvar,

vil Kammeradvokaten i medfør af konkurslovens § 137, anlægge civilretlig

erstatningssag mod sælger og/eller køberbank i konkursboets navn.

I visse sager har sælger og

køberbank haft mulighed for at underskrive en erklæring om suspension af

forældelse af passivitet. Denne mulighed har foreligget i sager, hvor der

ikke

var et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere erstatningsgrundlaget inden der

indtrådte forældelse af erstatningskravet.

4

Forvaltningslovens regler ctr.

offentlighedslovens regler

Styrelsen har i forbindelse

med advokat (...)'s begæring om aktindsigt, men også i forbindelse med

behandlingen af de utallige andre begæringer vi har modtaget i

selskabstømningssagerne,

lagt til grund, at der ikke er tale om 'afgørelsessager' i forvaltningslovens

forstand.

I følge forvaltningslovens §

2, gælder loven for

'behandling af sager, hvori

der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.'

Med udtrykket 'truffet

afgørelse' i forvaltningslovens § 2 sigtes i følge lovforslagets bemærkninger

til udfærdigelsen af retsakter, det vil sige udtalelser, der går ud på at

fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Det

udtales udtrykkeligt i bemærkningerne, at bestemmelsen efter sin formulering

kun omfatter sagsbehandling i forbindelse med udfærdigelsen af

offentligretlige

retsakter i modsætning til indgåelse af kontraktsforhold eller andre

privatretlige dispositioner, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp.

115f.

Erstatningskrav er ikke

udtrykkeligt omtalt i bemærkningerne, men der er i teorien enighed om, at

forvaltningslovens regler næppe finder direkte anvendelse i sager om

erstatning på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler. Sådanne

sager må 'afgøres' af domstolene, i det omfang sagen ikke kan afgøres

forligsmæssigt. Der henvises i denne forbindelse til kommentar til

forvaltningsloven

(2. udgave), s.

49f,

og til Gammeltoft Hansen mfl., forvaltningsret (1994), s. 40. Der foreligger

ikke styrelsen bekendt trykte ombudsmandsafgørelser eller retspraksis om

spørgsmålet.

Sager om erstatningskrav

rejst på grundlag af dansk rets almindelige regler eller reglerne i

selskabslovene

er således efter styrelsens opfattelse ikke omfattet af forvaltningslovens

regler.

Advokat (...) anfører i sin

klage, at Told*Skat's stilling i forhold til hans klient bevirker, at hans

klient har adgang til partindsigt.

Når styrelsen ikke finder, at

advokat (...)'s klient er part i henhold til forvaltningslovens § 9, beror

det

på, at allerede fordi der ikke foreligger en sag, hvori der er eller vil

blive

truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan den pågældende ikke

påberåbe sig partsstatus i henhold til forvaltningsloven.

Det er derimod styrelsens

opfattelse, at begæringer om aktindsigt i erstatningssagerne i forbindelse

med

selskabstømning skal behandles efter reglerne i offentlighedslovens § 4 om

egenacces. I henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 1, kan enhver med de

undtagelser, der er nævnt i lovens §§ 7-14, forlange at blive gjort

bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en

forvaltningsmyndighed

som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.

Det har på denne baggrund

efter styrelsens opfattelse mindre betydning om det er forvaltningslovens

eller offentlighedslovens bestemmelser der finder anvendelse i

erstatningssagerne i forbindelse med selskabstømning. De mulige

erstatningsansvarlige

vil med offentlighedslovens regler om egenacces og aktindsigt reelt have

stort

set samme mulighed for at opnå aktindsigt.

Da erstatningsrapporten som

ovenfor nævnt indeholder oplysninger og dokumenter om andre enkeltpersoners

(køber, sælger mfl.) forhold, kan der i henhold til offentlighedslovens § 12,

stk. 1, nr. 1, ikke meddeles aktindsigt i disse andre enkeltpersoners private

og økonomiske forhold.

Styrelsen er i denne

forbindelse enig med advokat (...) i, at det konkursramte selskab, der er en

juridisk

person, ikke falder ind under offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, der

taler om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold.

Det følger imidlertid af

offentlighedslovens § 14, at pligten til at meddele oplysninger kan være

begrænset

af særlige bestemmelser om tavshedspligt. Sådanne særlige

tavshedsbestemmelser

findes i statsskattelovens § 44, der siger, at skattemyndighederne er

forpligtet til overfor uvedkommende, at iagttage ubetinget tavshed med hensyn

til de oplysninger om skatteydernes indkomst- og formueforhold som

under

varetagelsen af deres hverv måtte komme til deres kundskab. Styrelsen har som

følge af disse særlige tavshedsbestemmelser fundet, at der ikke kan meddeles

aktindsigt i oplysninger (der) vedrører det konkursramte selskab. Det skal

tilføjes, at styrelsen i forbindelse med aktindsigtsbegæringer i en række

tilfælde

har indhentet samtykke fra kurator i konkursboet efter det tømte selskab til

udlevering af oplysninger om selskabets forhold. Styrelsen kan selvfølgelig

ikke pålægge kurator at afgive et sådant samtykke.

B

Herunder følger en gennemgang

af behandlingen af den påklagede aktindsigtsbegæring, samt en stillingtagen

til

det af advokat (...) anførte vedrørende partsindsigt.

...

2 Advokat (...)'s konkrete anbringender vedrørende hans klients status

som part

Advokat (...) anfører i sin

klage til Dem, at styrelsens og Told- og Skatteregion Vejles stilling i

forhold til hans klient bevirker, at hans klient har adgang til partindsigt.

Styrelsen skal i denne

anledning i det hele henvise til det under pkt. 4 anførte, og alene gentage

at

erstatningskrav på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler

'afgøres' af domstolene og derfor ikke henhører under forvaltningslovens

regler.

Advokat (...) anfører

endvidere til støtte for hans klients adgang til partsindsigt, at Told*Skat

har

udvist egen skyld.

Styrelsen skal i denne

anledning oplyse, at det er karakteristisk for erstatningssagerne i

forbindelse

med selskabstømning, at disse egenskylds betragtninger fremsættes under de

verserende

erstatningssager, dog uden at Told*Skat dog er adciteret under sagerne.

På samme måde som det

henhører under domstolenes kompetence at tage stilling til

erstatningsansvaret,

er det domstolene der har kompetence til, at tage stilling til, hvorvidt der

foreligger en sådan egen skyld fra skattemyndighedernes side at

erstatningskravet

skal nedsættes eller bortfalde.

Det er styrelsens opfattelse,

at aktindsigt i sådanne oplysninger kan nægtes efter opsamlingsbestemmelsen i

offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Dette gælder efter vores opfattelse

både, hvor Told*Skat er part under retssagen, men også i tilfælde hvor

Told*Skat

ikke er part under retssagen.

Hvis aktindsigt ikke kan

nægtes i disse situationer vil det betyde en tilsidesættelse af

forhandlingsmaksimen

i retsplejelovens bestemmelser om bevisførelse under civile retssager. Det

ville være urimeligt såfremt en part under en verserende retssag kunne

forlange aktindsigt i materiale, der i givet fald ville kunne inkriminere en

adciteret part.

Nægtelse af aktindsigt i

sådanne oplysninger vil endvidere efter styrelsens opfattelse ikke forringe

de

sagsøgte eller de adciteredes retsstilling under retssagen. I henhold til

retsplejelovens § 298 har en part under en civil retssag editionspligt.

Ligeledes

kan en part, der vil påberåbe sig dokumenter, der er undergivet modpartens

rådighed, opfordre modparten til at fremlægge disse (provokation). Undlader

en

part at efterkomme editionspligten eller de fremsatte provokationer, vil

retten

i henhold til retsplejelovens § 344, stk. 2, kunne tillægge dette virkning

til

fordel for modparten.

Styrelsen skal afslutningsvis

bemærke, at vi på det seneste har modtaget et stigende antal begæringer om

aktindsigt fra de sagsøgte sælgere og fra adciterede rådgivere og banker,

primært i erstatningssager der allerede verserer ved domstolene.

Aktindsigtsbegæringerne

vedrører oplysninger om det tømte selskabs forhold.

Styrelsen finder, at der er

en risiko for, såfremt disse begæringer mod forventning skal behandles efter

forvaltningsloven, at vil det forhale retssagernes behandling ved domstolene,

fordi ressoucerne i Told*Skat skal anvendes til at behandle

aktindsigtsbegæringer

fremfor at fremskaffe og fremlægge oplysningerne under de verserende

retssager.

Allerede det forhold, at begæringerne skal behandles efter

offentlighedslovens

bestemmelser kræver en større og større ressourceindsats i Told*Skat og

dermed

en fare for forsinkelse af retssagerne. Dermed kan der opstå 'flaskehalse' i

hele domstolssystemet. Sådanne flaskehalse vil være til gene ikke blot for

gennemførelse af selskabstømningssagerne, men også for alle andre sager, der

skal behandles ved domstolene."

Advokaten kommenterede

myndighedernes udtalelser i et brev af 23. juni 1997 hvori han bl.a. anførte:

"

Forvaltningsloven

:

Styrelsen har i brev af 9.

maj 1997 anført, at der ikke er tale om en 'afgørelse' som omtalt i

forvaltningslovens

§§ 2 og 9.

Styrelsens opfattelse er

forkert på dette punkt.

Som det fremgår af Styrelsens

indlæg har Styrelsen udarbejdet en såkaldt nettoliste vedrørende

overskudsselskaber, der kan have været udsat for selskabstømning.

Det fremgår forudsætningsvis

af Styrelsens indlæg, at der ikke i alle sager anlægges retssag ved

domstolene.

Styrelsens beslutning om at

anlægge retssag i det enkelte tilfælde, må betragtes som en 'afgørelse' i

forvaltningslovens forstand.

Det af Styrelsen på side 4

anførte vedrørende Kammeradvokatens rolle i vurderingen af om der skal

anlægges

sag fratager ikke beslutningen dens karakter af en 'afgørelse'. Dels er det

klart, at den endelige beslutningskompetence tilkommer Styrelsen, dels vil

Styrelsen ikke kunne overlade beslutningskompetencen til Kammeradvokaten, jf.

FOB 1985, s. 209.

Til støtte for, at Styrelsens

beslutning er en 'afgørelse' i forvaltningslovens forstand skal jeg henvise

til

John Vogter

: Forvaltningsloven med

kommentarer, 2. udgave (1992), s. 46, samt FOB 1992, s. 296, og de generelle

bemærkninger, der er anført heri.

Det fremgår af den pågældende

udtalelse, s. 300:

'Efter den fortolkningsmetode

bør det tilstræbes at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse ved

myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom beslutningen er af en

sådan

art, at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for

at

få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser iøvrigt vil være egnede til

at tilgodese borgerens interesser i henseende til at øve indflydelse på

myndighedens beslutningsprocesser.'

I den pågældende sag udtalte

ombudsmanden, at forvaltningsloven fandt anvendelse i en sag, hvor

Patientklagenævnet havde anmodet politiet om at rejse tiltale mod en læge.

Det er min opfattelse, at de

samme hensyn gør sig gældende i nærværende sag.

Styrelsens beslutning om at

anlægge sag ved domstolene har en sådan indgribende betydning for min klient,

at denne har en væsentlig interesse i at få tillagt lovens beføjelser,

herunder

bestemmelserne om aktindsigt.

Det bemærkes endvidere, at

selve det forhold, at der ikke direkte bliver udtaget stævning mod min

klient,

ikke kan tillægges betydning, idet selskabstømmersagernes natur lægger op

til,

at Styrelsens sagsanlæg starter en kædereaktion af sagsanlæg. Dette følger

bla.

af, at det er Styrelsens opfattelse, at sælgerne af selskaberne skal

identificeres med deres rådgivere.

Sagsanlægget mod min klient

er således direkte affødt af Styrelsens indstilling i denne sag.

Det bemærkes endvidere, at

det fremgår af Styrelsens indlæg, at Styrelsen ikke er uenig i, at min klient

har partsstatus. En gennemgang af de hos styrelsen beroende dokumenter ville

formentlig

også vise, at det er Styrelsens opfattelse, at min klient indtager en central

rolle i sagen.

Til støtte for, at

forvaltningslovens bestemmelser finder anvendelse skal jeg endvidere henvise

til FOB 1989, s. 36, samt FO udtalelse, J.nr. 1986-1537-220,

kommenteret af

John Vogter

: Forvaltningsloven

med kommentarer, 2. udgave (1992), s. 47-48.

Som nævnt i mit brev af 18.

februar 1997 er det min opfattelse, at Told- og Skatteregion Vejles

manglende indgriben i forbindelse med selskabstømningen har været direkte

årsag til det krav der er rejst mod min klient.

Som følge heraf er det af

væsentlig interesse for min klient, at få indblik i Skatteregionens forhold.

Retsplejelovens regler er

ikke i tilstrækkelig grad egnet til at beskytte min klients interesser,

hvorfor

min klient har en væsentlig interesse i at blive meddelt aktindsigt efter

forvaltningslovens § 9.

Dette understøttes da også

af, at Kammeradvokaten ikke har opfyldt mine processuelle opfordringer under

den verserende retssag. Endvidere vil det i en sag som nærværende, der er af

en kompliceret natur, være en forudsætning for at fremsætte relevante

editionsbegæringer, at der i forvejen haves kendskab til de hos styrelsen

beroende akter. Såfremt min klient ikke får aktindsigt vil der derfor være en

nærliggende fare for at min klient lider retstab.

Her kan jeg tilføje (om en

anden tilsvarende sag), at kun på grund af fuldstændig aktindsigt har den

sagsøgte i Told & Skats sag j.nr. (...) fået kendskab til oplysninger om,

at det 'tømte' selskab efter overdragelsen havde sædvanlig forretningsmæssig

virksomhed. Det kunne ikke - end ikke antydningsvis - udledes af

de

med stævningen fremlagte oplysninger, at der slet ikke var tale om

selskabstømning.

Min klients adgang til

aktindsigt efter forvaltningsloven begrænses ikke af, at oplysningerne skal

anvendes til brug for en verserende retssag. Dette fremgår da også

forudsætningsvis af FOB 1994, s. 414.

Selve det forhold, at en

oplysning er inkriminerende for den pågældende myndighed berettiger ikke

myndigheden til at tilbageholde oplysningen. Dette fremgår forudsætningsvis

af

bemærkningerne til forvaltningsloven, Folketingstidende 1985/1986 tillæg A,

sp. 80:

'I overensstemmelse med dansk

forvaltningsretlig tradition bør forvaltningsprocessen udformes således, at

forvaltningsmyndighederne ikke fremtræder som parter i et modsætningsforhold

til de enkelte borgere. Et grundlæggende princip bør efter

justitsministeriets

opfattelse forsat være, at borgeren under opfyldelse af færrest mulige

formkrav skal kunne henvende sig til den pågældende forvaltningsmyndighed om

en sag, hvorefter forvaltningsmyndigheden skal sørge for, at borgeren får

netop den retsstilling, som er forudsat i den lovgivning, der regulerer det

pågældende forvaltningsområde, eller den for borgeren bedst mulige

retsstilling, hvis lovgivningen åbner mulighed for flere løsninger.'

Det bestrides iøvrigt, at der

skulle være grundlag for at begrænse omfanget af min klients aktindsigt efter

forvaltningsloven.

Styrelsens begrundelse for at

meddele afslag om aktindsigt efter offentlighedsloven vedrører således

bestemmelsen om tavshedspligt i offentlighedslovens § 14. En tilsvarende

bestemmelse gælder ikke for aktindsigt efter forvaltningsloven.

Endvidere vil hensynet til

private interesser, jf. forvaltningslovens § 15 ikke kunne begrunde en

begrænsning, idet Styrelsen må antages at være eneste implicerede i sagen,

som

har en interesse i at aktindsigt nægtes.

Offentlighedsloven

:

For så vidt angår spørgsmålet

om aktindsigt efter offentlighedsloven haves følgende bemærkninger:

Det fremgår af

offentlighedslovens § 4, stk. 1, at min klient har en generel adgang til

aktindsigt.

Endvidere fremgår det af

offentlighedslovens § 4, stk. 2, at min klient har ret til 'egenacces'. Dette

bestrides da heller ikke af Styrelsen.

Erstatningsrapporten

Det fremgår af § 4, stk. 2,

forudsætningsvis, at retten til 'egenacces' ikke er begrænset af

offentlighedslovens

§ 12. Dette medfører, at min klient som udgangspunkt har ret til alle

oplysninger, der direkte vedrører min klient. Dette gælder uanset om min

klient derved måtte få oplysninger om andre personer, jf.

John Vogter

: Offentlighedsloven med kommentarer (1992), s. 91, og

FOB 1990.594.

Erstatningsrapporten rummer

oplysninger, der vedrører min klient. Det følger af det ovenstående, at min

klient har krav på at blive gjort bekendt med disse oplysninger. Idet

erstatningsrapporten udgør en kompleks helhed må det antages at være en

forudsætning for, at oplysningerne giver mening, at min klient får lejlighed

til at gøre sig bekendt med erstatningsrapporten i dens helhed.

På baggrund heraf er det min

opfattelse, at aktindsigt i erstatningsrapporten ikke, som af Styrelsen

anført,

kan nægtes med henvisning til offentlighedslovens § 12.

Det er min opfattelse, at

Styrelsen, inden aktindsigt i erstatningsrapporten blev nægtet, burde have

søgt

at indhente de øvrige impliceredes samtykke til, at der blev givet

aktindsigt,

jf.

John Vogter

: Offentlighedsloven

med kommentarer (1992), s. 182. Det bemærkes i den forbindelse, at sælger af

selskabet har anmodet om aktindsigt i samme omfang som min klient.

Under alle omstændigheder har

min klient krav på aktindsigt i de dele af erstatningsrapporten der ikke

indeholder oplysninger om andre personer.

Københavns Skatteforvaltning

har begrundet afslaget om aktindsigt med, at erstatningsrapporten er et

internt dokument.

Dette bestrides allerede af

den grund, at erstatningsrapporten er udleveret til Styrelsen.

Oplysninger vedrørende det konkursramte selskab

Styrelsen påberåber sig til

støtte for, at min klient ikke kan få aktindsigt i materiale vedrørende det

konkursramte selskab statsskattelovens § 44, jf. offentlighedslovens § 14.

En bestemmelse om

tavshedspligt må generelt forudsætte, at der findes et subjekt, som har en

interesse

i, at tavshedspligten opretholdes. Dette må således også gælde i relation til

statsskattelovens § 44.

I nærværende sag har det

pågældende selskab været under konkursbehandling gennem flere år. Endvidere

er

der tale om, at Styrelsen har kontrollen og rådigheden over selskabet. Det må

således formodes, at den eneste grund til, at konkursboet holdes i 'live' er,

at Styrelsens erstatningskrav skal forfølges.

Det pågældende skattesubjekt

som tavshedspligten skulle beskytte er således uden nogen form for interesse

i, at tavshedspligten opretholdes.

Den eneste aktør, der har

interesse i, at tavshedspligten opretholdes, må antages at være Styrelsen.

Det gøres på baggrund heraf

gældende, at statsskattelovens § 44, jf. offentlighedslovens § 14 ikke er til

hinder for, at Styrelsen giver aktindsigt i materiale vedrørende det

konkursramte

selskab.

Dette finder tillige støtte

i, at statsskattelovens § 44 angiver, at tavshedspligt skal iagttages overfor

'uvedkommende'. I forhold til et subjekt, der ikke har interesse i, at

tavshedspligten

opretholdes kan der næppe tales om, at en person kan være 'uvedkommende'.

Såfremt aktindsigt nægtes med

henvisning til statsskattelovens § 44, jf. offentlighedslovens § 14, ville

der

iøvrigt være tale om ren formalisme, idet Styrelsen forudsætter, at der kan

gives aktindsigt med kurators samtykke. Som ovenfor nævnt har Styrelsen

rådigheden og kontrollen over konkursboet. Kurators samtykke må derfor

formodes at blive givet såfremt Styrelsen anmoder herom.

Det må under alle

omstændigheder gælde, at Styrelsen kun kan nægte aktindsigt i oplysninger,

der

vedrører det konkursramte selskabs indkomst og formueforhold.

Egenskyldsproblematikken

For så vidt angår min klients

adgang til aktindsigt i oplysninger vedrørende 'egenskyldsproblematikken'

henviser Styrelsen til offentlighedslovens § 13, stk. 1 nr. 6.

Det er således Styrelsens

opfattelse, at det forhold, at der verserer en retssag skulle begrænse min

klients adgang til at få aktindsigt.

Styrelsens standpunkt er

forkert. Jeg skal i den forbindelse henvise til FOB 1994.414.

§ 13, stk. 1 nr. 6 omhandler

'private eller offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets

særlige natur er påkrævet.'

Det er min opfattelse, at

hensynet til, at det offentlige vinder en verserende retssag ikke er en

interesse,

der er værnet af bestemmelsen (eller af andre bestemmelser i

offentlighedsloven).

Dette understøttes af

bemærkningerne til forvaltningsloven, Folketingstidende 1985/1986, tillæg A,

sp. 80:

'I overensstemmelse med dansk

forvaltningsretlig tradition bør forvaltningsprocessen udformes således, at

forvaltningsmyndighederne ikke fremtræder som parter i et modsætningsforhold

til de enkelte borgere. Et grundlæggende princip bør efter

justitsministeriets

opfattelse fortsat være, at borgeren under opfyldelse af færrest mulige

formkrav skal kunne henvende sig til den pågældende forvaltningsmyndighed om

en sag, hvorefter forvaltningsmyndigheden skal sørge for, at borgeren får

netop den retsstilling, som er forudsat i den lovgivning, der regulerer det

pågældende forvaltningsområde, eller den for borgeren bedst mulige

retsstilling, hvis lovgivningen åbner mulighed for flere løsninger.'

Denne udtalelse rummer det

standpunkt, der naturligvis må gælde i en retsstat, nemlig, at forvaltningen

ikke eksisterer af hensyn til sig selv, men derimod af hensyn til borgerne.

Det følger endvidere heraf,

at forvaltningens opgave er at give borgeren den bedst mulige retsstilling

uanset om dette betyder, at forvaltningen må fremkomme med oplysninger, der

inkriminerer forvaltningen.

Det gøres som følge heraf

gældende, at min klient har krav på aktindsigt i de oplysninger der vedrører

'egenskyldsproblematikken'.

Afslutningsvist bemærkes, at

Styrelsen ikke kan undlade at give aktindsigt med henvisning til

'ressourcemæssige'

hensyn.

Forvaltningens opgave er at

sikre borgerne den retsstilling der tilkommer disse. Såfremt Styrelsen

finder,

at mængden af sager er til hinder for at give borgerne den retsstilling, der

tilkommer disse, er den eneste farbare vej, at Styrelsen opgiver at forfølge

sagerne. Der kan således under ingen omstændigheder gives køb på borgernes

retsbeskyttelse.

Iøvrigt bemærkes, at

ressourcemæssige hensyn ikke er et hensyn, der begrunder begrænsning af

retten

til aktindsigt, hverken efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven

(eller for den sags skyld Den Europæiske Menneskerettighedskonvention)."

Told- og Skattestyrelsen

fremkom i brev af 17. november 1997 med bemærkninger til det advokaten havde

anført. Styrelsen bad om at jeg i min udtalelse tog stilling til ikke blot

spørgsmålet om hvorvidt forvaltningslovens regler finder anvendelse på

aktindsigtsbegæringer fremsat af personer (juridiske såvel som fysiske) der

er

adciteret af en sagsøgt, men også om forvaltningslovens regler finder

anvendelse

på aktindsigtsbegæringer fremsat af personer der er direkte sagsøgt under en

erstatningssag.

Baggrunden herfor var et ønske om at sikre at udtalelsen fik vejledende

karakter for hele sagsområdet vedrørende selskabstømninger. Styrelsen

fortsatte:

"...

III Advokat (...)'s udtalelse af 23. juni 1997

Det af advokat (...) i brev

af 23. juni 1997 anførte kan efter styrelsens opfattelse opdeles i følgende

tre

hovedargumenter, hvoraf de to første er argumenter vedrører den generelle

problemstilling om, hvorvidt forvaltningslovens finder anvendelse på

selskabstømningssagerne, mens det tredje vedrører den konkrete sag:

1

Styrelsens beslutning

om at anlægge retssag må betragtes som en afgørelse.

2

De af sælger

adciterede rådgivere har et væsentligt behov for at få tillagt

forvaltningslovens beføjelser.

3

Specielle forhold i

den konkrete sag, der medfører et konkret væsentlighedsbehov for aktindsigt.

Styrelsen vil nedenfor

kommentere disse hovedsynspunkter.

1 Styrelsens beslutning om at anlægge retssag må betragtes som en

afgørelse

Under dette punkt anfører

advokat (...), at styrelsens beslutning om, at anlægge retssag i det enkelte

tilfælde må betragtes som en 'afgørelse' i forvaltningslovens forstand.

Advokat (...) henviser til

støtte for sin opfattelse blandt andet til John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer, 2. udgave (1992), s. 46 og s. 47-48.

Styrelsen skal bemærke, at

henvisningerne til ovennævnte lovkommentar ikke er fyldestgørende eller

udtømmende. Der henvises i denne forbindelse til styrelsens brev af 9. maj

1997

punkt 4, hvor det anføres:

'Erstatningskrav er ikke

udtrykkeligt omtalt i bemærkningerne, men der er i teorien enighed om, at

forvaltningslovens regler næppe finder direkte anvendelse i sager om

erstatning på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler. Sådanne

sager må 'afgøres' af domstolene, i det omfang sagen ikke kan afgøres

forligsmæssigt. Der henvises i denne forbindelse til kommentar til

forvaltningsloven

(2. udgave), s.

49f,

og til Gammeltoft Hansen mfl., forvaltningsret (1994), s. 40. Der foreligger

ikke styrelsen bekendt trykte ombudsmandsafgørelser eller retspraksis om

spørgsmålet.'

Advokat (...) anfører, at det

er styrelsen, der kan beslutte at anlægge retssag. Dette giver anledning til

følgende bemærkninger om, (1) hvem retssagerne anlægges overfor og (2) hvem

der

anlægger retssagerne.

(1) Styrelsen skal for det

første gentage, at kravet på erstatning rejses overfor sælgerne af de tømte

overskudsselskaber og eventuelt de pengeinstitutter, også kaldet køberbanker,

der har gennemført betalingstransaktionerne i henhold til selskabstømmernes

instrukser. Ved sælgere forstås de oprindelige aktionærer eller anpartshavere

i overskudsselskabet, der har drevet den (lovlige) virksomhed i selskabet,

som

gav anledning til det skattekrav, til dækning af hvilket der var afsat midler

i

selskabet.

Der rejses ikke krav om

erstatning mod sælgernes rådgivere, idet det er vores opfattelse at sælgerne

hæfter for deres rådgivere. Det overlades således til sælgerne at rejse

regressager

mod disse rådgivere.

Styrelsen skal endvidere

benytte lejligheden til at præcisere på, hvilket grundlag sælgerne ifalder et

civilretligt ansvar i forbindelse med selskabstømning. Præciseringen er efter

styrelsens opfattelse nødvendig af hensyn til vurderingen af, hvorvidt

forvaltningslovens

regler, herunder reglerne om aktindsigt, finder anvendelse på

selskabstømningssagerne.

Det er i styrelsens brev af

9. maj 1997 nævnt, at ansvarssagerne overfor sælgerne rejses dels på grundlag

af dansk rets almindelige culparegel, dels efter de objektive bestemmelser i

anparts- og aktieselskabslovene. Der er i september 1997 afsagt 3

landsretsdomme, hvorefter grundlaget for sælgers ansvar efter styrelsens

opfattelse kan fastlægges således:

En sælger pådrager

sig i almindelighed et erstatningsansvar efter dansk rets almindelige

erstatningsregel

over for skattevæsenet, når et selskab er solgt og tømt ved bruttoafregning.

Der

henvises TfS 1997.110 H

Der påhviler altid en sælger et objektivt ansvar for

tilbageførsel, jf. tidligere anpartselskabslovs § 84, stk. 4, nu § 49, stk.

4,

(aktieselskabslovens § 115, stk. 4) af retsstridige udbetalinger fra et

selskab, når selskabet er tømt ved nettoafregning. Der henvises til TfS

1997.725.

Der påhviler en sælger en objektiv hæftelse, jf.

tidligere anpartsselskabslovens § 84, stk. 5, nu § 49, stk. 5,

(aktieselskabslovens

§ 115, stk. 5) for det tab, som det tømte selskab lider, når selskabet tømmes

efter en mellemform af brutto- og nettoafregning. Der henvises til TfS

1997.711 og TfS 1997.754.

Selvom det måtte lægges til

grund, i overensstemmelse med Højesterets dom af 21. januar 1997 i

Satairsagen,

at erstatningskravet i bruttoafregningssager tilkommer skattevæsenet direkte,

så vil skattemyndighedernes beslutning om gøre et erstatningsansvar efter

dansk rets almindelige erstatningsregel gældende overfor sælger være at

sammenligne med en offentlig kreditors beslutning om, at inddrive et skyldigt

skattekrav. Det fremgår da også af John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer (1992-udgaven), s. 48, at handler det offentlige som kreditor i

anledning af offentretlige eller privatretlige krav, vil de fornødne skridt

som myndigheden må tage, ikke være afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Taler vi derimod om krav på

tilbageførsel af det tømte selskabs midler i henhold til den tidligere

anpartsselskabslovs § 84, stk. 4 og 5 (nu § 49, stk. 4 og 5), og

aktieselskabslovens § 115, stk. 4 og 5, må det lægges til grund, at

tilbageførselskravet tilkommer konkursboet efter det tømte selskab.

(2) Styrelsen skal for det

andet tydeliggøre, hvem det er, der rejser

erstatningskravene/tilbageførselskravene

overfor sælgere og køberbanker.

Det er karakteristisk for

konkursboerne efter de tømte selskaber, at eneste kreditor er skattevæsenet,

og eneste aktiv er et erstatningskrav mod sælgere eller andre, der har

pådraget sig ansvar i forbindelse med tømningen af selskabet. Da der således

ingen midler er i boet, har Told*Skat været nødt til, at påtage sig, at

afholde

omkostningerne ved bobehandlingen, herunder afholde omkostningerne ved

førelse

af de civilretlige sager på boets vegne efter principperne i konkurslovens §

137. I konsekvens heraf har Told*Skat den 3. juli 1995 og den 18. juli 1997

indgået aftaler (kuratoraftalen) med kuratorerne i konkursboerne efter de

tømte

selskaber. Aftalen præciserer kurators rolle i oprydningen efter

selskabstømningerne. Det skal fremhæves, at kuratoraftalen ikke indskrænker

kurators pligter og rettigheder i henhold til konkursloven.

Det skal for god ordens skyld

nævnes, at ikke blot i de sager, hvor kravet mod sælger støttes på de

objektive

bestemmelser i selskabslovene, men også i de sager, hvor kravet støttes på

den

almindelige erstatningsregel rejses kravet mod sælger sædvanligvis af

konkursboet

og ikke direkte af Told*Skat.

Det skal endvidere bemærkes,

at kuratorerne i konkursboerne efter de tømte selskaber i henhold til

retningslinjer af 18. juli 1997 for samarbejdet mellem Told*Skat,

Kammeradvokaten og kuratorerne om erstatnings- og straffesager har

overtaget behandlingen af erstatningssager, hvor selskabet er handlet efter

1. september 1992. Kuratorerne skal i henhold til retningslinjerne udsende

krævebreve og rentepåkrav til de erstatningsansvarlige og udtage stævning,

hvis

der ikke sker en frivillig indbetaling, samt sikre at der ikke indtræder

forældelse af krav.

Det er herefter fortsat

styrelsens opfattelse, at forvaltningslovens regler ikke finder anvendelse på

civilretlige sager i forbindelse med selskabstømning. Kravene mod sælgerne

hviler enten på den almindelige erstatningsregel eller på de objektive

bestemmelser i selskabslovene. Told*Skat forfølger kravene mod sælgerne som

et

led i inddrivelsen af skyldige skattekrav. Inddrivelsen af kravene sker

sædvanligvis i konkursboets navn, men Told*Skat afholder omkostningerne

herved, idet konkursboet er uden midler.

2 De af sælger adciterede rådgivere har et væsentligt behov for at få

tillagt forvaltningslovens beføjelser

Advokat (...) anfører

endvidere, at anlæggelse af retssag har en sådan indgribende betydning, at

der

for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for at få tillagt

forvaltningslovens beføjelser.

Advokat (...) anfører, at der

gør sig de samme hensyn gældende, som i den sag, hvor Ombudsmanden udtalte,

at

forvaltningsloven fandt anvendelse i en sag, hvor Patientklagenævnet havde

anmodet

politiet om at rejse tiltale mod en læge.

Advokat (...) glemmer her

efter styrelsens opfattelse, at sondre mellem sager af offentligretlig

karakter

og sager af civilretlig/privatretlig karakter. Styrelsen kan ikke som

forvaltningsmyndighed

pålægge en sælger eller sælgers rådgiver et erstatningsansvar eller et

objektivt ansvar efter selskabslovene. Told*Skat er endvidere uden faktisk og

retlig indflydelse på, hvorvidt sælger og/eller køberbank adciterer

rådgivere,

eller andre, såsom købere, konkursboer efter opkøberselskaber, sælgerbanker

mfl. under de verserende retssager.

Styrelsen finder i øvrigt

ikke, at der i den foreliggende sag eller i selskabstømningssagerne som

helhed

foreligger hensyn af lignende karakter som i FOB 1992, s. 296.

Det er skattevæsenet og/eller

konkursboet efter det tømte selskab, der er skadelidt i

selskabstømningssagerne.

Det er derfor skadelidte, der i civilretligt regi, nemlig ved de almindelige

domstole, anlægger søgsmål mod skadevolderne, nemlig sælgere og køberbanker

med henblik på, at få dækket det tab, som skattevæsenet og/eller konkursboet

lider ved at selskabet er blevet tømt.

3 Specielle forhold i den konkrete sag, der medfører en konkret

væsentlighedsbehov for aktindsigt.

Det skal indledningsvis

fastlægges, jf. ovenfor under punkt I, at nærværende sag drejer sig om,

hvorvidt forvaltningslovens regler finder anvendelse på en begæring om

aktindsigt, der er fremsat af en person, der er adciteret af sagsøgte under

en

civilretlig erstatningssag, der er anlagt af konkursboet efter et tømt

selskab, hvor skatteministeriet efter principperne i konkurslovens § 137,

afholder omkostningerne og fører sagen på konkursboet vegne.

Der er begæret aktindsigt i

alle dokumenter, der vedrører det tømte selskabs forhold.

Den person, der har begæret

aktindsigt, har under den verserende civilretlige erstatningssag adciteret

Told-

og Skatteregion Vejle og Vejle Kommune. Det kan oplyses, at der ikke i andre

af

de ca. 400 verserende erstatningssager i forbindelse med selskabstømning er

sket adcitation af skatteministeriet, styrelsen, told- og

skatteregionerne

eller kommunerne.

Advokat (...) anfører som

konkrete væsentlighedsgrunde for, at hans klient i den konkrete sag får

tillagt forvaltningslovens beføjelser, at

·

Told- og Skatteregion Vejles

manglende indgriben i forbindelse med selskabstømningen har været direkte

årsag

til det krav, der er rejst imod hans klient.

·

Kammeradvokaten ikke har opfyldt

processuelle opfordringer, der er fremsat under retssagen.

·

selve det forhold, at en oplysning er

inkriminerende for den pågældende myndighed ikke berettiger til at

tilbageholde

oplysningen.

Det er styrelsens opfattelse,

at det henhører under domstolenes kompetence, at tage stilling til disse

forhold.

Styrelsen finder endvidere,

at de af advokat (...) citerede bemærkninger i forarbejderne til

Forvaltningsloven

i Folketingstidende 1985/1986, tillæg A, sp. 80, vedrører sager af

offentretlig/forvaltningsmæssig

karakter. Hverken den almindelige erstatningsregel, eller bestemmelserne i

anpartsselskabslovens § 84, stk. 4 og 5 (aktieselskabslovens § 15, stk. 4 og

5)

kan betragtes som lovgivning, 'der regulerer det pågældende

forvaltningsområde', ligesom Told*Skat i øvrigt ingen kompetence har til at

administrere på selskabslovenes område. Forholdet mellem advokat (...)'s

klient

og de adciterede skattemyndigheder må derfor ganske ligestilles med et

normalt

partsforhold i en retssag. Det ville derfor være urimeligt, hvis modparten i

sager som de omhandlede til skade for offentlige myndigheder kunne basere en

aktindsigt på de påberåbte bestemmelser i forvaltningsloven.

Nægtelse af aktindsigt i

sådanne oplysninger vil endvidere efter styrelsens opfattelse ikke forringe

de

sagsøgte eller de adciteredes retsstilling under retssagen. I henhold til

retsplejelovens § 298 har en part under en civil retssag editionspligt.

Ligeledes

kan en part, der vil påberåbe sig dokumenter, der er undergivet modpartens

rådighed,

opfordre modparten til at fremlægge disse (provokation). Undlader en part at

efterkomme editionspligten eller de fremsatte provokationer, vil retten i

henhold

til retsplejelovens § 344, stk. 2, kunne tillægge dette virkning til fordel

for

modparten.

Styrelsen opfatter også det

af advokat (...) under punktet om offentlighedsloven anførte, som vedrørende

den konkrete sag.

Advokat (...) har påklaget

styrelsens afgørelse af 13. februar 1997, der var en afgørelse af advokat

(...)'s påklage at Told- og Skatteregion Vejles afgørelse af 7. januar

1997. Styrelsens afgørelse vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt (A) kunne få

aktindsigt i alle dokumenter, der vedrørte selskabet (X) under konkurs.

Aktindsigtsbegæringen

vedrørte ikke retten til egenacces i henhold til offentlighedslovens § 4,

stk.

2, hvorfor styrelsen ikke har taget stilling hertil.

Styrelsen henviste i sin

afgørelse advokat (...) til, at rette henvendelse til Københavns

Skatteforvaltning

vedrørende aktindsigt.

Københavns Skatteforvaltning

har den 10. juli 1997 truffet afgørelse om aktindsigt. Denne afgørelse er

styrelsen bekendt ikke påklaget til højere administrativ myndighed, som i det

foreliggende tilfælde er styrelsen.

Da advokat (...) således ikke

har udnyttet det administrative klagesystem, finder styrelsen ikke at denne

afgørelse kan indgå i Ombudsmandens behandling. Advokat (...) må i stedet

henvises til, at indbringe Københavns Skatteforvaltnings afgørelse for

styrelsen.

Som det fremgår af styrelsens

afgørelse af 13. februar 1997, indeholdt advokat (...)'s påklage af 9. januar

1997 ikke en påklage af omfanget af den aktindsigt, som Told- og

Skatteregion Vejle har meddelt ham. Styrelsen fandt dog, jf. den almindelige

forvaltningsretlige oplysningspligt, anledning til at oplyse om, at der alene

kunne meddeles aktindsigt i det materiale, der var indeholdt i

erstatningsrapporten

med de begrænsninger, der følger af offentlighedslovens bestemmelser.

Advokat (...) anfører i sin

klage til Ombudsmanden af 18. februar 1997, at det ikke er rigtigt, at han

ikke

har påklaget omfanget af aktindsigten. Det kan imidlertid lægges til grund,

at

trods af styrelsens udtrykkelige tilkendegivelse herom, har advokat (...)

ikke

anmodet styrelsen om, at genoptage klagesagen med henblik på som klageinstans

også at træffe afgørelse om omfanget af aktindsigten. På denne baggrund

finder

styrelsen, at advokat (...) skal henvises til, at begære styrelsens

klagesagsbehandling

på dette punkt genoptaget. Herved sikres styrelsen lejlighed til, at træffe

en

konkret afgørelse på dette punkt i den foreliggende sag.

Styrelsen skal afslutningsvis

meddele, at i henhold til punkt 17 i retningslinjerne af 18. juli 1997 for

samarbejdet mellem Told*Skat, Kammeradvokaten og kuratorerne om

erstatnings-

og straffesager i forbindelse med selskabstømninger, meddeler kuratorerne

'Told- og Skattestyrelsen samtykke til at udlevere oplysninger

vedrørende

det tømte selskabs forhold, herunder økonomiske og skattemæssige forhold, til

de sælgere eller andre ansvarlige, der har behov for oplysningerne med

henblik

på gennemførelse af regres'. Kopi af retningslinjerne vedlægges til

orientering.

Styrelsen har herved

medvirket til at sikre, at de erstatningsansvarlige og regresansvarlige i

erstatningssagerne

i forbindelse med selskabstømning, har mulighed for at få adgang til

oplysninger om det tømte selskabs forhold til brug for de verserende

erstatningssager og regressager.

..."

Told- og Skattestyrelsens

udtalelse gav advokaten anledning til i brev af 24. november 1997 at gentage

at

det reelle forhold i sagerne var at Told- og Skattestyrelsen fremsatte

erstatningskrav på egne vegne.

Ombudsmandens udtalelse

"Forvaltningslovens § 2, stk. 1, har denne ordlyd:

'Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet

afgørelse af en forvaltningsmyndighed.'

Om retten til aktindsigt fremgår følgende af forvaltningslovens § 9, stk. 1:

'Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af

en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens

dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende

ønsker at blive gjort bekendt med.'

I den foreliggende sag har De på vegne af Deres klient anmodet Told- og

Skatteregion Vejle om aktindsigt i alle dokumenter fra 1991 og frem

vedrørende selskabet (X) under konkurs. Told- og Skatteregionen traf den 2.

december 1996 afgørelse efter offentlighedslovens regler og meddelte i øvrigt

efterfølgende at regionen ikke var i besiddelse af flere dokumenter end dem

De havde modtaget. For så vidt angår den såkaldte erstatningsrapport oplyste

regionen samtidig at rapporten ikke beroede ved eller var udarbejdet af

regionen, og regionen henviste Dem vedrørende disse dokumenter til

Erstatningsgruppen ved Københavns Skatteforvaltning. (Jeg bemærker i den

forbindelse at jeg går ud fra at de dokumenter som Told- og Skatteregion

Vejle den 4. december 1997 fremsendte i anledning af mit brev af 25. juli

1997 - om udlån af de sagsakter der ikke var omfattet af aktindsigten -

hidrører fra erstatningsrapporten og i hvert fald ikke var i regionens

besiddelse da regionen traf afgørelse om aktindsigtsspørgsmålet.) Told- og

Skattestyrelsen tiltrådte den 13. februar 1997 regionens vurdering af at

Deres begæring om aktindsigt ikke kunne imødekommes efter forvaltningsloven,

men skulle behandles efter offentlighedslovens § 4. Det er spørgsmålet om

rigtigheden af denne vurdering jeg har undersøgt i anledning af Deres klage.

Det følger af forvaltningslovens § 2, stk. 1, og § 9, stk. 1, at loven alene

finder anvendelse på Deres anmodning om aktindsigt hvis skattemyndighederne i

øvrigt må antages at have truffet eller skulle træffe afgørelse i den sag som

aktindsigtsanmodningen vedrører. Afgørelsen må i givet fald bestå i Told- og

Skattestyrelsens beslutning om at oversende sagen til Kammeradvokaten til

nærmere bedømmelse af

om sagen er egnet til at blive forelagt domstolene i form af civilretligt

erstatningssøgsmål.

Ved vurderingen af

udstrækningen af forvaltningslovens afgørelsesbegreb bør der efter min

opfattelse

indgå flere kriterier.

Jeg mener således at det i en

sag som den foreliggende bl.a. bør tillægges en vis, omend ikke afgørende,

vægt

at sagen angår et eventuelt erstatningsansvar på grundlag af dansk rets

almindelige erstatningsregler. Jeg henviser i den forbindelse også til

Gammeltoft-Hansen

mfl., Forvaltningsret (1994), s. 40, og John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer (1992), s.

49f,

hvor det anføres at forvaltningslovens regler næppe finder direkte anvendelse

ved erstatningskrav der rejses på grundlag af dansk rets almindelige

erstatningsregler

uden for kontrakt.

Bemærkningerne i den anførte

litteratur tager sigte på den formentlig mere almindeligt forekommende

situation

hvor et erstatningskrav gøres gældende

mod

det offentlige

, men må dog også gælde i tilfælde hvor et eventuelt

erstatningskrav uden for kontrakt rejses (på foranledning) af en

forvaltningsmyndighed

mod en privat part.

Særligt i denne situation må det efter min opfattelse ved bedømmelsen af om

der er tale om en 'afgørelsessag' desuden være af betydning i hvor høj grad

erstatningskravet

kan siges at blive rejst i sammenhæng med myndighedens sædvanlige offentlige

virksomhed. I den foreliggende sag vil det eventuelle erstatningskrav i givet

fald blive gjort gældende med baggrund i en ganske ekstraordinær situation,

nemlig et muligt kriminelt forhold i forbindelse med virksomhedshandelen; et

eventuelt krav vil således blive rejst uden tilknytning til

skattemyndighedernes

almindelige virksomhed (skatteligningen).

Det kan til belysning af

dette synspunkt bemærkes at jeg tidligere - i en sag behandlet under j.nr.

1993-2092-689 - har fundet at Justitsministeriets afvisning af at imødekomme

et erstatningskrav rejst som følge af en fejl begået af en byret var en

afgørelse i forvaltningslovens forstand uagtet at ansvarsspørgsmålet måtte

bedømmes på grundlag af de almindelige regler om erstatning uden for

kontrakt.

I den sag udsprang erstatningskravet direkte af domstolens almindelige

virksomhed (dommerens embedsførelse), hvortil kommer at klageren må antages

at

have haft et væsentligt behov for at blive tillagt partsbeføjelser, jf.

straks

nedenfor, bl.a. fordi Justitsministeriet ved sin afvisning af kravet afgjorde

det endelige udfald af sagen.

Jeg har endvidere i en delvis

tilsvarende sag omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s.

296ff, som De også har henvist til i forbindelse med den foreliggende sag,

haft anledning til at fremkomme med bemærkninger om forvaltningslovens

afgørelsesbegreb. I denne sag havde Patientklagenævnet på baggrund af en

udtalelse fra Sundhedsstyrelsen anmodet politiet om at rejse tiltale mod en

læge for overtrædelse af bestemmelser i lægeloven. Jeg anførte bl.a. følgende

(s.

300f

):

'...

I (forvaltnings)lovens § 2, stk.

1, er det fastlagt, at loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er

eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Efter

forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 115)

sigtes der med udtrykket 'truffet afgørelse' til udfærdigelse af retsakter,

det

vil sige udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være

ret i et foreliggende tilfælde, Det samme er anført i Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven, pkt. 10. Det er på dette grundlag antaget i

praksis, at anklagemyndighedens beslutning om at rejse tiltale ikke er en

afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at det samme gælder en myndigheds

indstilling til en anden myndighed til brug for en sags afgørelse, jf. John

Vogter:

Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s.

51f.

Som omtalt i det anførte

værk, s. 45, kan der imidlertid ved fastlæggelsen af afgørelsesbegrebet

vælges

to forskellige fortolkningsprincipper. Ved siden af den traditionelle

afgrænsning af afgørelsesbegrebet peges der på den fortolkningsmetode, som

jeg

har fremhævet i Juridisk Grundbog, bind 4 (1989), s. 30ff (og nu i

Forvaltningsret (1994), s. 41; min tilføjelse). Efter den fortolkningsmetode

bør det tilstræbes at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse ved

myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom beslutningen er af en

sådan

art, at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for

at

få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser i øvrigt vil være egnede

til

at tilgodese borgernes interesser i henseende til at øve indflydelse på

myndighedens beslutningsprocesser.

I forbindelse med

patientklagesager må der efter min opfattelse lægges vægt på, at

Patientklagenævnet

kun anmoder politiet om at rejse tiltale i de sager, der efter nævnets

opfattelse er så alvorlige, at det ikke er tilstrækkeligt, at nævnet giver

udtryk

for kritik af patientbehandlingen. Derfor vil selve beslutningen om at anmode

politiet om, at der rejses tiltale, være meget belastende for den pågældende

sundhedsperson, og det må i øvrigt også antages, at beslutningen i væsentlig

grad vil påvirke straffesagens forløb. Behovet for at tillægge den pågældende

partsrettigheder er således efter min mening på sin vis større i disse sager

end i de sager hvor den pågældende utvivlsomt har partsrettigheder, der

afsluttes med, at Patientklagenævnet udtaler kritik af patientbehandlingen.

På

denne baggrund er det min opfattelse, at forvaltningsloven også finder

anvendelse i sager af denne karakter.'

Som det fremgår lagde jeg ved

udtalelsen vægt på at der i den beskrevne situation måtte antages at være et

særligt behov for at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse i

forhold

til forvaltningsmyndighedens beslutning om at anmode politiet om at rejse

tiltale (og på at partsbeføjelser i øvrigt måtte anses for at være egnede til

at tilgodese den pågældendes interesser i henseende til at øve indflydelse på

myndighedens beslutningsprocesser).

Jeg bemærker i den

forbindelse at Deres klient - som også nævnt af Told- og Skattestyrelsen i

udtalelse

af 9. maj 1997 - efter offentlighedslovens bestemmelser formentlig havde

adgang til aktindsigt i samme dokumenter som det ville være tilfældet efter

forvaltningslovens regler.

Det fremgår i øvrigt af Told-

og Skatteregion Vejles brev af 7. januar 1997 at De rent faktisk havde

modtaget de dokumenter vedrørende sagen som regionen var i besiddelse af.

Hertil kommer at der

eventuelt under en retssag vil være yderligere muligheder for at få fremlagt

dokumenter under henvisning til retsplejelovens regler; Deres og klientens

adgang til øvrige dokumenter vedrørende sagen er således ikke udtømt med

skattemyndighedernes afgørelse.

Jeg mener på den baggrund

ikke at der i den foreliggende sag er et så tungtvejende behov for at

tillægge

Deres klient partsstatus at dette kan være udslagsgivende for bedømmelsen af

om

der må antages at foreligge en 'afgørelsessag'.

Efter en samlet vurdering er

det herefter min opfattelse at jeg ikke har fuldt tilstrækkeligt grundlag for

at kritisere Told- og Skatteregion Vejle og Told- og Skattestyrelsens

vurdering af at aktindsigtsanmodningen ikke skulle afgøres efter

forvaltningslovens

regler - allerede fordi der ikke forelå en 'afgørelsessag' i

forvaltningslovens

forstand.

Det bemærkes at jeg herefter

ikke har haft anledning til nærmere at overveje om Deres klient i givet fald

måtte anses som part i sagen, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 1.

Told- og Skatteregion Vejle

sendte som nævnt efter det oplyste samtlige de akter som regionen var i

besiddelse

af til Dem. Vedrørende den af Dem (i brev af 20. december 1996) omtalte

indberetning

henviste regionen til Erstatningsgruppen ved Københavns Skatteforvaltning. De

har i Deres klage til mig af 18. februar 1997 oplyst at Københavns

Skatteforvaltning, Selskabsbeskatningen, i et brev af 10. februar 1997

afviste

Deres begæring om aktindsigt i erstatningsrapporten. Denne afgørelse var ikke

vedlagt klagen. Told- og Skattestyrelsen har imidlertid i brev af 17.

november

1997 bemærket at Københavns Skatteforvaltning den 10. juli 1997 traf

afgørelse

om aktindsigt, og at den afgørelse ikke ses at være påklaget til styrelsen.

For så vidt angår spørgsmålet

om aktindsigt i erstatningsrapporten må jeg på den baggrund henvise Dem til i

givet fald at klage til Told- og Skattestyrelsen over Københavns

Skatteforvaltnings afgørelse. Jeg henviser herved til at ombudsmanden ikke

kan

behandle en klage over et forhold der kan påklages til en anden

forvaltningsmyndighed

førend den anden forvaltningsmyndighed har truffet afgørelse (§ 14 i lov nr.

473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Told- og Skattestyrelsens

bemærkninger i afgørelsen af 13. februar 1997 om omfanget af eventuel

aktindsigt i erstatningsrapporten efter offentlighedslovens regler kan ikke

træde i stedet for en konkret afgørelse af spørgsmålet.

Jeg foretager mig herefter

ikke yderligere i sagen."

NOTER (*1) Jf. FOB 1985, s.

209,

FOB 1992, s. 296ff,

FOB 1989, s. 36,

FOB 1994, s. 414

og FOB 1990, s. 594.

Lignende dokumenter