Aktindsigt i dokumenter vedrørende "selskabstømmersag". Afgørelsesbegrebet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Aktindsigt i dokumenter vedrørende
"selskabstømmersag". Afgørelsesbegrebet
Aktindsigtssagen udsprang af
en selskabstømmersag hvorunder konkursboet efter selskabet X på foranledning
af
den eneste kreditor Told- og Skattestyrelsen anlagde civilretligt
erstatningssøgsmål mod den bank som var "køberbank" i handelen med
selskabet. Advokatens klient A var under sagen adciteret af den sagsøgte bank
og havde på sin side adciteret Told- og Skatteregion Vejle samt Vejle
Kommune.
Det fremgik af sagens akter
at advokaten i brev af 8. november 1996 anmodede Told- og Skatteregion Vejle
om aktindsigt i bl.a. alle dokumenter, dateret 1991 eller senere, der var i
regionens besiddelse vedrørende selskabet X under konkurs.
Told- og Skatteregion Vejle
traf den 2. december 1996 afgørelse i anledning af anmodningen. Regionen
skrev
bl.a. følgende:
"For så vidt angår
anmodningen vedrørende (X) må
Told*Skat lægge til grund,
at De fremsætter anmodningen på vegne af (A), som ikke kan anses for at være
part i sagen Told*Skat ctr. B. Deres anmodning skal således behandles med
udgangspunkt i Offentlighedslovens § 4.
Ved gennemgang af sagen er
der endvidere henset til bestemmelsen i Statsskattelovens § 44 jf.
Offentlighedsloven
§ 14, som pålægger Told*Skat ubetinget tavshedspligt om oplysninger
vedrørende
en skatteyders skatteforhold, restanceforhold, forhold vedrørende omsætning
Læs alt
mv.
Med henvisning til det
anførte fremsendes vedlagt kopi af Told*Skats registreringssag for selskabet:
..."
I et brev af 20. december
1996 fastholdt advokaten anmodningen om aktindsigt. Advokaten henviste bl.a.
til at A var part i en retssag der udsprang af en stævning udtaget af
selskabet
X under konkurs på foranledning af Told- og Skattestyrelsen, og at
sagsanlægget
angik omstændigheder vedrørende det konkursramte selskabs skatteforhold.
Advokaten foreslog at regionen undersøgte sin indberetning til Told- og
Skattestyrelsen for at finde frem til yderligere dokumenter.
Den 7. januar 1997 besvarede
told- og skatteregionen advokatens henvendelse således:
"...
Deres henvendelse forstås
bl.a. således, at De er uenig med regionen i, at anmodningen skal behandles
efter Offentlighedslovens § 4, idet De mener, at reglerne om partsindsigt
skal
anvendes.
I denne anledning kan
meddeles, at regionen ikke kan følge Dem i, at Deres klient er part i sagen
Told*Skat ctr. B. Deres klients rolle må ses som et spørgsmål om
rådgiveransvar
i forhold til (B).
Det kan endvidere meddeles,
at Told*Skat Vejle ikke er i besiddelse af flere dokumenter end, hvad der
allerede er fremsendt til Dem. Den af Dem omtalte indberetningssag til Told-
og
Skattestyrelsen beror ikke ved/er ikke udarbejdet af Told*Skat Vejle. Så vidt
det fremgår af sagen, er pågældende indberetning udarbejdet af
Erstatningsgruppen
ved Københavns Skatteforvaltning..."
Ved brev af 9. januar 1997
indbragte advokaten told- og skatteregionens afgørelse for Told- og
Skattestyrelsen. I klagen skrev advokaten bl.a.:
"Regionen har truffet
afgørelse om, at min klient ikke er part i sagen, der på Told &
Skattestyrelsens
foranledning er anlagt mod (B). Dette er ikke rigtigt med mindre Told &
Skattestyrelsen uden forbehold meddeler, at såvel sagsøgeren som adciterede
Told & Skatteregion Vejle tiltræder, at (A) ikke har begået fejl eller
har
udvist forsømmelser i forbindelse med overdragelsen af det omhandlede
selskab.
Told & Skattestyrelsen er rådig over sagsøgerens sag, og er dermed i en
stilling så denne erklæring kan afgives.
Det fastholdes derfor, at
reglerne om partsindsigt skal anvendes.
Jeg har noteret Told &
Skatteregion Vejles oplysning om, at Told & Skatteregionen ikke har
afgivet
nogen indberetning om selskabet (X) under konkurs til Told &
Skattestyrelsen."
Told- og Skatteregion Vejle
oversendte sagen til klagebehandling i Told- og Skattestyrelsen med oplysning
om at regionen ikke mente at kunne ændre sin afgørelse.
Told- og Skattestyrelsen traf
afgørelse i sagen den 13. februar 1997. Afgørelsen havde følgende indhold:
"...
Styrelsen skal i denne
anledning meddele, at Deres begæring om aktindsigt på vegne (A) ikke kan
imødekommes efter forvaltningsloven.
I følge forvaltningslovens §
2, gælder loven for behandling af sager, hvori der er eller vil blive truffet
afgørelse af en forvaltningsmyndighed.
Med udtrykket 'truffet
afgørelse' sigtes i følge lovforslagets bemærkninger til udfærdigelsen af
retsakter, det vil sige udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er
eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.
Erstatningskrav er ikke
udtrykkeligt omtalt i bemærkningerne, men der er i teorien enighed om, at
forvaltningslovens regler næppe finder direkte anvendelse i sager om
erstatning
på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler. Sådanne sager
afgøres
af domstolene, i det omfang sagen ikke kan afgøres forligsmæssigt.
Hertil kommer, at styrelsen
ikke finder, at forvaltningslovens § 9, kan finde anvendelse. Bestemmelsen
siger, at den der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet
afgørelse af en forvaltningsmyndighed kan forlange at blive gjort bekendt med
sagens dokumenter. Da der som nævnt ovenfor ikke foreligger en sag, hvori der
vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, er der som følge
heraf
ikke adgang til aktindsigt efter forvaltningslovens kap. 4 i materiale, der
er
indhentet til brug for en erstatningssag i forbindelse med en
selskabstømningssag.
Aktindsigt vil derfor ikke
kunne kræves efter bestemmelserne i forvaltningsloven. Derimod skal Deres
begæring om aktindsigt behandles efter reglerne i offentlighedslovens § 4 om
egenaccess.
Det fremgår af
offentlighedslovens § 4, stk. 1, at enhver med de undtagelser, der er nævnt i
lovens §§ 7-14, kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er
indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i
administrativ
sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.
På denne baggrund, skal
styrelsen derfor fastholde Told- og Skatteregion Vejles afgørelser af
henholdsvis
2. december 1996 og 7. januar 1997, hvorefter Deres begæring om aktindsigt
skal
behandles efter offentlighedslovens bestemmelser.
De har ikke påklaget omfanget
af den aktindsigt som Told- og Skatteregion Vejle i de ovennævnte afgørelse
har meddelt Dem. Styrelsen skal dog for god ordens skyld bemærke følgende
vedrørende omfanget af en aktindsigt i henhold til offentlighedsloven:
Til brug for styrelsens
behandling af erstatningssager i forbindelse med selskabstømninger udarbejder
told- og skatteregionerne eller, som i det foreliggende tilfælde, Københavns
Skatteforvaltning en såkaldt erstatningsrapport.
Denne erstatningsrapport
indeholder en sagsfremstilling og dokumenter vedrørende de faktiske
omstændigheder i forbindelse med overdragelsen af kapitalandelene.
Sagsfremstillingen og dokumenterne vedrører såvel sælgerne, køberne, det
handlede selskab og de involverede pengeinstitutters forhold og adfærd.
Erstatningsrapporten indeholder endvidere oplysninger og dokumenter om
købers,
sælgers og selskabets økonomiske forhold.
Det følger af
offentlighedslovens § 12, at retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger
om
enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold.
Det følger endvidere af
offentlighedslovens § 14, at pligten til at meddele oplysninger kan være
begrænset af særlige bestemmelser om tavshedspligt. Sådanne særlige
tavshedsbestemmelser findes i statsskattelovens § 44, der siger, at
skattemyndighederne
er forpligtet til overfor uvedkommende, at iagttage ubetinget tavshed med
hensyn til de oplysninger om skatteydernes indkomst- og formueforhold som
under
varetagelsen af deres hverv måtte komme til deres kundskab.
Deres klient kan således
alene få adgang til det materiale, der er indeholdt i erstatningsrapporten
med
de begrænsninger, der følger af offentlighedslovens bestemmelser.
Styrelsen skal derfor henvise
Dem til at fremsætte Deres begæring om aktindsigt i erstatningsrapportens
materiale overfor Københavns Skatteforvaltning, ...
Styrelsen skal endvidere
henvise Dem til, at rette henvendelse til kurator i konkursboet efter
selskabet... vedrørende adgang til oplysninger vedrørende det tømte selskab.
..."
Den 18. februar 1997 klagede
advokaten til mig. Han redegjorde i den forbindelse for hvorfor Told- og
Skatteregion Vejles forhold havde særlig interesse for A's retsstilling.
Advokaten anførte herefter:
"... Jeg har søgt at
begære aktindsigt og har modtaget dette - men i begrænset omfang. Det er ikke
rigtigt at jeg ikke har påklaget omfanget af aktindsigten. Jeg har påklaget
de
trufne afgørelse i sin helhed. Min opfattelse er den, at Told &
Skattestyrelsens
og Told & Skatteregion Vejles stilling i forhold til min klient bevirker,
at min klient har adgang til partindsigt. Jeg har videre den opfattelse, at
offentlighedslovens § 12 i øvrigt ikke kan benyttes som begrundelse for ikke
at
udlevere oplysninger om det konkursramte selskabs forhold. Det konkursramte
selskabs forhold er i det hele kontrolleret af Told & Skattestyrelsen, og
der er ingen enkelt persons interesse der ville blive krænket ved at udlevere
oplysning om konkursboets forhold.
Jeg bemærker i øvrigt, at
Københavns Skatteforvaltning, selskabsbeskatningen, i et brev af 10. februar
1997 har afvist min begæring om aktindsigt i den såkaldte erstatningsrapport.
Dette nævnes fordi Told & Skattestyrelsen i sin afgørelse henviste mig
til
at fremsætte begæring overfor Københavns Skatteforvaltning herom."
I anledning af advokatens
klage indhentede jeg udtalelser fra Told- og Skatteregion Vejle og Told- og
Skattestyrelsen.
Vedrørende aktindsigtssagen
henviste regionen i en udtalelse af 7. april 1997 til den tidligere
korrespondance
i sagen.
Told- og Skattestyrelsen
redegjorde i sin udtalelse af 9. maj 1997 indledningsvis for de generelle
retningslinier for behandling af erstatningssager i forbindelse med
selskabstømning.
Af udtalelsen fremgik herefter følgende:
"...
Det er told- og
skatteregionerne, der har forestået arbejdet med at indsamle oplysninger og
dokumenter.
Når en region, eventuelt i samarbejde med kurator, har indsamlet det
materiale,
der kan forventes indsamlet i den enkelte konkrete sag, udarbejder regionen
en
såkaldt erstatningsrapport. Denne erstatningsrapport indeholder en
sagsfremstilling af de faktiske omstændigheder i forbindelse med
overdragelsen
af kapitalandelene samt de indsamlede dokumenter. Erstatningsrapporten
indeholder
således oplysninger om de parter, der har været involveret i overdragelsen,
det
vil sige sælger, køber, det handlede og tømte selskab og de involverede
pengeinstitutters forhold og adfærd, samt oplysninger om købers og sælgers
økonomiske forhold, og det tømte selskabs skattemæssige og økonomiske
forhold.
Når regionen har udarbejdet
erstatningsrapporten indsendes den til styrelsen.
Styrelsen foretager herefter
en vurdering af sagen. Hvis det vurderes, at der er et tilstrækkeligt
grundlag
for et erstatningskrav oversendes sagen til Kammeradvokaten.
Kammeradvokaten foretager
herefter en juridisk bedømmelse af sagen, og hvis han finder sagen egnet som
erstatningssag, rejser han herefter erstatningskravet overfor de
erstatningsansvarlige.
Ønsker de erstatningsansvarlige ikke frivilligt at anerkende et
erstatningsansvar,
vil Kammeradvokaten i medfør af konkurslovens § 137, anlægge civilretlig
erstatningssag mod sælger og/eller køberbank i konkursboets navn.
I visse sager har sælger og
køberbank haft mulighed for at underskrive en erklæring om suspension af
forældelse af passivitet. Denne mulighed har foreligget i sager, hvor der
ikke
var et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere erstatningsgrundlaget inden der
indtrådte forældelse af erstatningskravet.
4
Forvaltningslovens regler ctr.
offentlighedslovens regler
Styrelsen har i forbindelse
med advokat (...)'s begæring om aktindsigt, men også i forbindelse med
behandlingen af de utallige andre begæringer vi har modtaget i
selskabstømningssagerne,
lagt til grund, at der ikke er tale om 'afgørelsessager' i forvaltningslovens
forstand.
I følge forvaltningslovens §
2, gælder loven for
'behandling af sager, hvori
der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.'
Med udtrykket 'truffet
afgørelse' i forvaltningslovens § 2 sigtes i følge lovforslagets bemærkninger
til udfærdigelsen af retsakter, det vil sige udtalelser, der går ud på at
fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Det
udtales udtrykkeligt i bemærkningerne, at bestemmelsen efter sin formulering
kun omfatter sagsbehandling i forbindelse med udfærdigelsen af
offentligretlige
retsakter i modsætning til indgåelse af kontraktsforhold eller andre
privatretlige dispositioner, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp.
115f.
Erstatningskrav er ikke
udtrykkeligt omtalt i bemærkningerne, men der er i teorien enighed om, at
forvaltningslovens regler næppe finder direkte anvendelse i sager om
erstatning på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler. Sådanne
sager må 'afgøres' af domstolene, i det omfang sagen ikke kan afgøres
forligsmæssigt. Der henvises i denne forbindelse til kommentar til
forvaltningsloven
(2. udgave), s.
49f,
og til Gammeltoft Hansen mfl., forvaltningsret (1994), s. 40. Der foreligger
ikke styrelsen bekendt trykte ombudsmandsafgørelser eller retspraksis om
spørgsmålet.
Sager om erstatningskrav
rejst på grundlag af dansk rets almindelige regler eller reglerne i
selskabslovene
er således efter styrelsens opfattelse ikke omfattet af forvaltningslovens
regler.
Advokat (...) anfører i sin
klage, at Told*Skat's stilling i forhold til hans klient bevirker, at hans
klient har adgang til partindsigt.
Når styrelsen ikke finder, at
advokat (...)'s klient er part i henhold til forvaltningslovens § 9, beror
det
på, at allerede fordi der ikke foreligger en sag, hvori der er eller vil
blive
truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan den pågældende ikke
påberåbe sig partsstatus i henhold til forvaltningsloven.
Det er derimod styrelsens
opfattelse, at begæringer om aktindsigt i erstatningssagerne i forbindelse
med
selskabstømning skal behandles efter reglerne i offentlighedslovens § 4 om
egenacces. I henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 1, kan enhver med de
undtagelser, der er nævnt i lovens §§ 7-14, forlange at blive gjort
bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en
forvaltningsmyndighed
som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.
Det har på denne baggrund
efter styrelsens opfattelse mindre betydning om det er forvaltningslovens
eller offentlighedslovens bestemmelser der finder anvendelse i
erstatningssagerne i forbindelse med selskabstømning. De mulige
erstatningsansvarlige
vil med offentlighedslovens regler om egenacces og aktindsigt reelt have
stort
set samme mulighed for at opnå aktindsigt.
Da erstatningsrapporten som
ovenfor nævnt indeholder oplysninger og dokumenter om andre enkeltpersoners
(køber, sælger mfl.) forhold, kan der i henhold til offentlighedslovens § 12,
stk. 1, nr. 1, ikke meddeles aktindsigt i disse andre enkeltpersoners private
og økonomiske forhold.
Styrelsen er i denne
forbindelse enig med advokat (...) i, at det konkursramte selskab, der er en
juridisk
person, ikke falder ind under offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, der
taler om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold.
Det følger imidlertid af
offentlighedslovens § 14, at pligten til at meddele oplysninger kan være
begrænset
af særlige bestemmelser om tavshedspligt. Sådanne særlige
tavshedsbestemmelser
findes i statsskattelovens § 44, der siger, at skattemyndighederne er
forpligtet til overfor uvedkommende, at iagttage ubetinget tavshed med hensyn
til de oplysninger om skatteydernes indkomst- og formueforhold som
under
varetagelsen af deres hverv måtte komme til deres kundskab. Styrelsen har som
følge af disse særlige tavshedsbestemmelser fundet, at der ikke kan meddeles
aktindsigt i oplysninger (der) vedrører det konkursramte selskab. Det skal
tilføjes, at styrelsen i forbindelse med aktindsigtsbegæringer i en række
tilfælde
har indhentet samtykke fra kurator i konkursboet efter det tømte selskab til
udlevering af oplysninger om selskabets forhold. Styrelsen kan selvfølgelig
ikke pålægge kurator at afgive et sådant samtykke.
B
Herunder følger en gennemgang
af behandlingen af den påklagede aktindsigtsbegæring, samt en stillingtagen
til
det af advokat (...) anførte vedrørende partsindsigt.
...
2 Advokat (...)'s konkrete anbringender vedrørende hans klients status
som part
Advokat (...) anfører i sin
klage til Dem, at styrelsens og Told- og Skatteregion Vejles stilling i
forhold til hans klient bevirker, at hans klient har adgang til partindsigt.
Styrelsen skal i denne
anledning i det hele henvise til det under pkt. 4 anførte, og alene gentage
at
erstatningskrav på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler
'afgøres' af domstolene og derfor ikke henhører under forvaltningslovens
regler.
Advokat (...) anfører
endvidere til støtte for hans klients adgang til partsindsigt, at Told*Skat
har
udvist egen skyld.
Styrelsen skal i denne
anledning oplyse, at det er karakteristisk for erstatningssagerne i
forbindelse
med selskabstømning, at disse egenskylds betragtninger fremsættes under de
verserende
erstatningssager, dog uden at Told*Skat dog er adciteret under sagerne.
På samme måde som det
henhører under domstolenes kompetence at tage stilling til
erstatningsansvaret,
er det domstolene der har kompetence til, at tage stilling til, hvorvidt der
foreligger en sådan egen skyld fra skattemyndighedernes side at
erstatningskravet
skal nedsættes eller bortfalde.
Det er styrelsens opfattelse,
at aktindsigt i sådanne oplysninger kan nægtes efter opsamlingsbestemmelsen i
offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Dette gælder efter vores opfattelse
både, hvor Told*Skat er part under retssagen, men også i tilfælde hvor
Told*Skat
ikke er part under retssagen.
Hvis aktindsigt ikke kan
nægtes i disse situationer vil det betyde en tilsidesættelse af
forhandlingsmaksimen
i retsplejelovens bestemmelser om bevisførelse under civile retssager. Det
ville være urimeligt såfremt en part under en verserende retssag kunne
forlange aktindsigt i materiale, der i givet fald ville kunne inkriminere en
adciteret part.
Nægtelse af aktindsigt i
sådanne oplysninger vil endvidere efter styrelsens opfattelse ikke forringe
de
sagsøgte eller de adciteredes retsstilling under retssagen. I henhold til
retsplejelovens § 298 har en part under en civil retssag editionspligt.
Ligeledes
kan en part, der vil påberåbe sig dokumenter, der er undergivet modpartens
rådighed, opfordre modparten til at fremlægge disse (provokation). Undlader
en
part at efterkomme editionspligten eller de fremsatte provokationer, vil
retten
i henhold til retsplejelovens § 344, stk. 2, kunne tillægge dette virkning
til
fordel for modparten.
Styrelsen skal afslutningsvis
bemærke, at vi på det seneste har modtaget et stigende antal begæringer om
aktindsigt fra de sagsøgte sælgere og fra adciterede rådgivere og banker,
primært i erstatningssager der allerede verserer ved domstolene.
Aktindsigtsbegæringerne
vedrører oplysninger om det tømte selskabs forhold.
Styrelsen finder, at der er
en risiko for, såfremt disse begæringer mod forventning skal behandles efter
forvaltningsloven, at vil det forhale retssagernes behandling ved domstolene,
fordi ressoucerne i Told*Skat skal anvendes til at behandle
aktindsigtsbegæringer
fremfor at fremskaffe og fremlægge oplysningerne under de verserende
retssager.
Allerede det forhold, at begæringerne skal behandles efter
offentlighedslovens
bestemmelser kræver en større og større ressourceindsats i Told*Skat og
dermed
en fare for forsinkelse af retssagerne. Dermed kan der opstå 'flaskehalse' i
hele domstolssystemet. Sådanne flaskehalse vil være til gene ikke blot for
gennemførelse af selskabstømningssagerne, men også for alle andre sager, der
skal behandles ved domstolene."
Advokaten kommenterede
myndighedernes udtalelser i et brev af 23. juni 1997 hvori han bl.a. anførte:
"
Forvaltningsloven
:
Styrelsen har i brev af 9.
maj 1997 anført, at der ikke er tale om en 'afgørelse' som omtalt i
forvaltningslovens
§§ 2 og 9.
Styrelsens opfattelse er
forkert på dette punkt.
Som det fremgår af Styrelsens
indlæg har Styrelsen udarbejdet en såkaldt nettoliste vedrørende
overskudsselskaber, der kan have været udsat for selskabstømning.
Det fremgår forudsætningsvis
af Styrelsens indlæg, at der ikke i alle sager anlægges retssag ved
domstolene.
Styrelsens beslutning om at
anlægge retssag i det enkelte tilfælde, må betragtes som en 'afgørelse' i
forvaltningslovens forstand.
Det af Styrelsen på side 4
anførte vedrørende Kammeradvokatens rolle i vurderingen af om der skal
anlægges
sag fratager ikke beslutningen dens karakter af en 'afgørelse'. Dels er det
klart, at den endelige beslutningskompetence tilkommer Styrelsen, dels vil
Styrelsen ikke kunne overlade beslutningskompetencen til Kammeradvokaten, jf.
FOB 1985, s. 209.
Til støtte for, at Styrelsens
beslutning er en 'afgørelse' i forvaltningslovens forstand skal jeg henvise
til
John Vogter
: Forvaltningsloven med
kommentarer, 2. udgave (1992), s. 46, samt FOB 1992, s. 296, og de generelle
bemærkninger, der er anført heri.
Det fremgår af den pågældende
udtalelse, s. 300:
'Efter den fortolkningsmetode
bør det tilstræbes at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse ved
myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom beslutningen er af en
sådan
art, at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for
at
få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser iøvrigt vil være egnede til
at tilgodese borgerens interesser i henseende til at øve indflydelse på
myndighedens beslutningsprocesser.'
I den pågældende sag udtalte
ombudsmanden, at forvaltningsloven fandt anvendelse i en sag, hvor
Patientklagenævnet havde anmodet politiet om at rejse tiltale mod en læge.
Det er min opfattelse, at de
samme hensyn gør sig gældende i nærværende sag.
Styrelsens beslutning om at
anlægge sag ved domstolene har en sådan indgribende betydning for min klient,
at denne har en væsentlig interesse i at få tillagt lovens beføjelser,
herunder
bestemmelserne om aktindsigt.
Det bemærkes endvidere, at
selve det forhold, at der ikke direkte bliver udtaget stævning mod min
klient,
ikke kan tillægges betydning, idet selskabstømmersagernes natur lægger op
til,
at Styrelsens sagsanlæg starter en kædereaktion af sagsanlæg. Dette følger
bla.
af, at det er Styrelsens opfattelse, at sælgerne af selskaberne skal
identificeres med deres rådgivere.
Sagsanlægget mod min klient
er således direkte affødt af Styrelsens indstilling i denne sag.
Det bemærkes endvidere, at
det fremgår af Styrelsens indlæg, at Styrelsen ikke er uenig i, at min klient
har partsstatus. En gennemgang af de hos styrelsen beroende dokumenter ville
formentlig
også vise, at det er Styrelsens opfattelse, at min klient indtager en central
rolle i sagen.
Til støtte for, at
forvaltningslovens bestemmelser finder anvendelse skal jeg endvidere henvise
til FOB 1989, s. 36, samt FO udtalelse, J.nr. 1986-1537-220,
kommenteret af
John Vogter
: Forvaltningsloven
med kommentarer, 2. udgave (1992), s. 47-48.
Som nævnt i mit brev af 18.
februar 1997 er det min opfattelse, at Told- og Skatteregion Vejles
manglende indgriben i forbindelse med selskabstømningen har været direkte
årsag til det krav der er rejst mod min klient.
Som følge heraf er det af
væsentlig interesse for min klient, at få indblik i Skatteregionens forhold.
Retsplejelovens regler er
ikke i tilstrækkelig grad egnet til at beskytte min klients interesser,
hvorfor
min klient har en væsentlig interesse i at blive meddelt aktindsigt efter
forvaltningslovens § 9.
Dette understøttes da også
af, at Kammeradvokaten ikke har opfyldt mine processuelle opfordringer under
den verserende retssag. Endvidere vil det i en sag som nærværende, der er af
en kompliceret natur, være en forudsætning for at fremsætte relevante
editionsbegæringer, at der i forvejen haves kendskab til de hos styrelsen
beroende akter. Såfremt min klient ikke får aktindsigt vil der derfor være en
nærliggende fare for at min klient lider retstab.
Her kan jeg tilføje (om en
anden tilsvarende sag), at kun på grund af fuldstændig aktindsigt har den
sagsøgte i Told & Skats sag j.nr. (...) fået kendskab til oplysninger om,
at det 'tømte' selskab efter overdragelsen havde sædvanlig forretningsmæssig
virksomhed. Det kunne ikke - end ikke antydningsvis - udledes af
de
med stævningen fremlagte oplysninger, at der slet ikke var tale om
selskabstømning.
Min klients adgang til
aktindsigt efter forvaltningsloven begrænses ikke af, at oplysningerne skal
anvendes til brug for en verserende retssag. Dette fremgår da også
forudsætningsvis af FOB 1994, s. 414.
Selve det forhold, at en
oplysning er inkriminerende for den pågældende myndighed berettiger ikke
myndigheden til at tilbageholde oplysningen. Dette fremgår forudsætningsvis
af
bemærkningerne til forvaltningsloven, Folketingstidende 1985/1986 tillæg A,
sp. 80:
'I overensstemmelse med dansk
forvaltningsretlig tradition bør forvaltningsprocessen udformes således, at
forvaltningsmyndighederne ikke fremtræder som parter i et modsætningsforhold
til de enkelte borgere. Et grundlæggende princip bør efter
justitsministeriets
opfattelse forsat være, at borgeren under opfyldelse af færrest mulige
formkrav skal kunne henvende sig til den pågældende forvaltningsmyndighed om
en sag, hvorefter forvaltningsmyndigheden skal sørge for, at borgeren får
netop den retsstilling, som er forudsat i den lovgivning, der regulerer det
pågældende forvaltningsområde, eller den for borgeren bedst mulige
retsstilling, hvis lovgivningen åbner mulighed for flere løsninger.'
Det bestrides iøvrigt, at der
skulle være grundlag for at begrænse omfanget af min klients aktindsigt efter
forvaltningsloven.
Styrelsens begrundelse for at
meddele afslag om aktindsigt efter offentlighedsloven vedrører således
bestemmelsen om tavshedspligt i offentlighedslovens § 14. En tilsvarende
bestemmelse gælder ikke for aktindsigt efter forvaltningsloven.
Endvidere vil hensynet til
private interesser, jf. forvaltningslovens § 15 ikke kunne begrunde en
begrænsning, idet Styrelsen må antages at være eneste implicerede i sagen,
som
har en interesse i at aktindsigt nægtes.
Offentlighedsloven
:
For så vidt angår spørgsmålet
om aktindsigt efter offentlighedsloven haves følgende bemærkninger:
Det fremgår af
offentlighedslovens § 4, stk. 1, at min klient har en generel adgang til
aktindsigt.
Endvidere fremgår det af
offentlighedslovens § 4, stk. 2, at min klient har ret til 'egenacces'. Dette
bestrides da heller ikke af Styrelsen.
Erstatningsrapporten
Det fremgår af § 4, stk. 2,
forudsætningsvis, at retten til 'egenacces' ikke er begrænset af
offentlighedslovens
§ 12. Dette medfører, at min klient som udgangspunkt har ret til alle
oplysninger, der direkte vedrører min klient. Dette gælder uanset om min
klient derved måtte få oplysninger om andre personer, jf.
John Vogter
: Offentlighedsloven med kommentarer (1992), s. 91, og
FOB 1990.594.
Erstatningsrapporten rummer
oplysninger, der vedrører min klient. Det følger af det ovenstående, at min
klient har krav på at blive gjort bekendt med disse oplysninger. Idet
erstatningsrapporten udgør en kompleks helhed må det antages at være en
forudsætning for, at oplysningerne giver mening, at min klient får lejlighed
til at gøre sig bekendt med erstatningsrapporten i dens helhed.
På baggrund heraf er det min
opfattelse, at aktindsigt i erstatningsrapporten ikke, som af Styrelsen
anført,
kan nægtes med henvisning til offentlighedslovens § 12.
Det er min opfattelse, at
Styrelsen, inden aktindsigt i erstatningsrapporten blev nægtet, burde have
søgt
at indhente de øvrige impliceredes samtykke til, at der blev givet
aktindsigt,
jf.
John Vogter
: Offentlighedsloven
med kommentarer (1992), s. 182. Det bemærkes i den forbindelse, at sælger af
selskabet har anmodet om aktindsigt i samme omfang som min klient.
Under alle omstændigheder har
min klient krav på aktindsigt i de dele af erstatningsrapporten der ikke
indeholder oplysninger om andre personer.
Københavns Skatteforvaltning
har begrundet afslaget om aktindsigt med, at erstatningsrapporten er et
internt dokument.
Dette bestrides allerede af
den grund, at erstatningsrapporten er udleveret til Styrelsen.
Oplysninger vedrørende det konkursramte selskab
Styrelsen påberåber sig til
støtte for, at min klient ikke kan få aktindsigt i materiale vedrørende det
konkursramte selskab statsskattelovens § 44, jf. offentlighedslovens § 14.
En bestemmelse om
tavshedspligt må generelt forudsætte, at der findes et subjekt, som har en
interesse
i, at tavshedspligten opretholdes. Dette må således også gælde i relation til
statsskattelovens § 44.
I nærværende sag har det
pågældende selskab været under konkursbehandling gennem flere år. Endvidere
er
der tale om, at Styrelsen har kontrollen og rådigheden over selskabet. Det må
således formodes, at den eneste grund til, at konkursboet holdes i 'live' er,
at Styrelsens erstatningskrav skal forfølges.
Det pågældende skattesubjekt
som tavshedspligten skulle beskytte er således uden nogen form for interesse
i, at tavshedspligten opretholdes.
Den eneste aktør, der har
interesse i, at tavshedspligten opretholdes, må antages at være Styrelsen.
Det gøres på baggrund heraf
gældende, at statsskattelovens § 44, jf. offentlighedslovens § 14 ikke er til
hinder for, at Styrelsen giver aktindsigt i materiale vedrørende det
konkursramte
selskab.
Dette finder tillige støtte
i, at statsskattelovens § 44 angiver, at tavshedspligt skal iagttages overfor
'uvedkommende'. I forhold til et subjekt, der ikke har interesse i, at
tavshedspligten
opretholdes kan der næppe tales om, at en person kan være 'uvedkommende'.
Såfremt aktindsigt nægtes med
henvisning til statsskattelovens § 44, jf. offentlighedslovens § 14, ville
der
iøvrigt være tale om ren formalisme, idet Styrelsen forudsætter, at der kan
gives aktindsigt med kurators samtykke. Som ovenfor nævnt har Styrelsen
rådigheden og kontrollen over konkursboet. Kurators samtykke må derfor
formodes at blive givet såfremt Styrelsen anmoder herom.
Det må under alle
omstændigheder gælde, at Styrelsen kun kan nægte aktindsigt i oplysninger,
der
vedrører det konkursramte selskabs indkomst og formueforhold.
Egenskyldsproblematikken
For så vidt angår min klients
adgang til aktindsigt i oplysninger vedrørende 'egenskyldsproblematikken'
henviser Styrelsen til offentlighedslovens § 13, stk. 1 nr. 6.
Det er således Styrelsens
opfattelse, at det forhold, at der verserer en retssag skulle begrænse min
klients adgang til at få aktindsigt.
Styrelsens standpunkt er
forkert. Jeg skal i den forbindelse henvise til FOB 1994.414.
§ 13, stk. 1 nr. 6 omhandler
'private eller offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets
særlige natur er påkrævet.'
Det er min opfattelse, at
hensynet til, at det offentlige vinder en verserende retssag ikke er en
interesse,
der er værnet af bestemmelsen (eller af andre bestemmelser i
offentlighedsloven).
Dette understøttes af
bemærkningerne til forvaltningsloven, Folketingstidende 1985/1986, tillæg A,
sp. 80:
'I overensstemmelse med dansk
forvaltningsretlig tradition bør forvaltningsprocessen udformes således, at
forvaltningsmyndighederne ikke fremtræder som parter i et modsætningsforhold
til de enkelte borgere. Et grundlæggende princip bør efter
justitsministeriets
opfattelse fortsat være, at borgeren under opfyldelse af færrest mulige
formkrav skal kunne henvende sig til den pågældende forvaltningsmyndighed om
en sag, hvorefter forvaltningsmyndigheden skal sørge for, at borgeren får
netop den retsstilling, som er forudsat i den lovgivning, der regulerer det
pågældende forvaltningsområde, eller den for borgeren bedst mulige
retsstilling, hvis lovgivningen åbner mulighed for flere løsninger.'
Denne udtalelse rummer det
standpunkt, der naturligvis må gælde i en retsstat, nemlig, at forvaltningen
ikke eksisterer af hensyn til sig selv, men derimod af hensyn til borgerne.
Det følger endvidere heraf,
at forvaltningens opgave er at give borgeren den bedst mulige retsstilling
uanset om dette betyder, at forvaltningen må fremkomme med oplysninger, der
inkriminerer forvaltningen.
Det gøres som følge heraf
gældende, at min klient har krav på aktindsigt i de oplysninger der vedrører
'egenskyldsproblematikken'.
Afslutningsvist bemærkes, at
Styrelsen ikke kan undlade at give aktindsigt med henvisning til
'ressourcemæssige'
hensyn.
Forvaltningens opgave er at
sikre borgerne den retsstilling der tilkommer disse. Såfremt Styrelsen
finder,
at mængden af sager er til hinder for at give borgerne den retsstilling, der
tilkommer disse, er den eneste farbare vej, at Styrelsen opgiver at forfølge
sagerne. Der kan således under ingen omstændigheder gives køb på borgernes
retsbeskyttelse.
Iøvrigt bemærkes, at
ressourcemæssige hensyn ikke er et hensyn, der begrunder begrænsning af
retten
til aktindsigt, hverken efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven
(eller for den sags skyld Den Europæiske Menneskerettighedskonvention)."
Told- og Skattestyrelsen
fremkom i brev af 17. november 1997 med bemærkninger til det advokaten havde
anført. Styrelsen bad om at jeg i min udtalelse tog stilling til ikke blot
spørgsmålet om hvorvidt forvaltningslovens regler finder anvendelse på
aktindsigtsbegæringer fremsat af personer (juridiske såvel som fysiske) der
er
adciteret af en sagsøgt, men også om forvaltningslovens regler finder
anvendelse
på aktindsigtsbegæringer fremsat af personer der er direkte sagsøgt under en
erstatningssag.
Baggrunden herfor var et ønske om at sikre at udtalelsen fik vejledende
karakter for hele sagsområdet vedrørende selskabstømninger. Styrelsen
fortsatte:
"...
III Advokat (...)'s udtalelse af 23. juni 1997
Det af advokat (...) i brev
af 23. juni 1997 anførte kan efter styrelsens opfattelse opdeles i følgende
tre
hovedargumenter, hvoraf de to første er argumenter vedrører den generelle
problemstilling om, hvorvidt forvaltningslovens finder anvendelse på
selskabstømningssagerne, mens det tredje vedrører den konkrete sag:
1
Styrelsens beslutning
om at anlægge retssag må betragtes som en afgørelse.
2
De af sælger
adciterede rådgivere har et væsentligt behov for at få tillagt
forvaltningslovens beføjelser.
3
Specielle forhold i
den konkrete sag, der medfører et konkret væsentlighedsbehov for aktindsigt.
Styrelsen vil nedenfor
kommentere disse hovedsynspunkter.
1 Styrelsens beslutning om at anlægge retssag må betragtes som en
afgørelse
Under dette punkt anfører
advokat (...), at styrelsens beslutning om, at anlægge retssag i det enkelte
tilfælde må betragtes som en 'afgørelse' i forvaltningslovens forstand.
Advokat (...) henviser til
støtte for sin opfattelse blandt andet til John Vogter, Forvaltningsloven med
kommentarer, 2. udgave (1992), s. 46 og s. 47-48.
Styrelsen skal bemærke, at
henvisningerne til ovennævnte lovkommentar ikke er fyldestgørende eller
udtømmende. Der henvises i denne forbindelse til styrelsens brev af 9. maj
1997
punkt 4, hvor det anføres:
'Erstatningskrav er ikke
udtrykkeligt omtalt i bemærkningerne, men der er i teorien enighed om, at
forvaltningslovens regler næppe finder direkte anvendelse i sager om
erstatning på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler. Sådanne
sager må 'afgøres' af domstolene, i det omfang sagen ikke kan afgøres
forligsmæssigt. Der henvises i denne forbindelse til kommentar til
forvaltningsloven
(2. udgave), s.
49f,
og til Gammeltoft Hansen mfl., forvaltningsret (1994), s. 40. Der foreligger
ikke styrelsen bekendt trykte ombudsmandsafgørelser eller retspraksis om
spørgsmålet.'
Advokat (...) anfører, at det
er styrelsen, der kan beslutte at anlægge retssag. Dette giver anledning til
følgende bemærkninger om, (1) hvem retssagerne anlægges overfor og (2) hvem
der
anlægger retssagerne.
(1) Styrelsen skal for det
første gentage, at kravet på erstatning rejses overfor sælgerne af de tømte
overskudsselskaber og eventuelt de pengeinstitutter, også kaldet køberbanker,
der har gennemført betalingstransaktionerne i henhold til selskabstømmernes
instrukser. Ved sælgere forstås de oprindelige aktionærer eller anpartshavere
i overskudsselskabet, der har drevet den (lovlige) virksomhed i selskabet,
som
gav anledning til det skattekrav, til dækning af hvilket der var afsat midler
i
selskabet.
Der rejses ikke krav om
erstatning mod sælgernes rådgivere, idet det er vores opfattelse at sælgerne
hæfter for deres rådgivere. Det overlades således til sælgerne at rejse
regressager
mod disse rådgivere.
Styrelsen skal endvidere
benytte lejligheden til at præcisere på, hvilket grundlag sælgerne ifalder et
civilretligt ansvar i forbindelse med selskabstømning. Præciseringen er efter
styrelsens opfattelse nødvendig af hensyn til vurderingen af, hvorvidt
forvaltningslovens
regler, herunder reglerne om aktindsigt, finder anvendelse på
selskabstømningssagerne.
Det er i styrelsens brev af
9. maj 1997 nævnt, at ansvarssagerne overfor sælgerne rejses dels på grundlag
af dansk rets almindelige culparegel, dels efter de objektive bestemmelser i
anparts- og aktieselskabslovene. Der er i september 1997 afsagt 3
landsretsdomme, hvorefter grundlaget for sælgers ansvar efter styrelsens
opfattelse kan fastlægges således:
En sælger pådrager
sig i almindelighed et erstatningsansvar efter dansk rets almindelige
erstatningsregel
over for skattevæsenet, når et selskab er solgt og tømt ved bruttoafregning.
Der
henvises TfS 1997.110 H
Der påhviler altid en sælger et objektivt ansvar for
tilbageførsel, jf. tidligere anpartselskabslovs § 84, stk. 4, nu § 49, stk.
4,
(aktieselskabslovens § 115, stk. 4) af retsstridige udbetalinger fra et
selskab, når selskabet er tømt ved nettoafregning. Der henvises til TfS
1997.725.
Der påhviler en sælger en objektiv hæftelse, jf.
tidligere anpartsselskabslovens § 84, stk. 5, nu § 49, stk. 5,
(aktieselskabslovens
§ 115, stk. 5) for det tab, som det tømte selskab lider, når selskabet tømmes
efter en mellemform af brutto- og nettoafregning. Der henvises til TfS
1997.711 og TfS 1997.754.
Selvom det måtte lægges til
grund, i overensstemmelse med Højesterets dom af 21. januar 1997 i
Satairsagen,
at erstatningskravet i bruttoafregningssager tilkommer skattevæsenet direkte,
så vil skattemyndighedernes beslutning om gøre et erstatningsansvar efter
dansk rets almindelige erstatningsregel gældende overfor sælger være at
sammenligne med en offentlig kreditors beslutning om, at inddrive et skyldigt
skattekrav. Det fremgår da også af John Vogter, Forvaltningsloven med
kommentarer (1992-udgaven), s. 48, at handler det offentlige som kreditor i
anledning af offentretlige eller privatretlige krav, vil de fornødne skridt
som myndigheden må tage, ikke være afgørelser i forvaltningslovens forstand.
Taler vi derimod om krav på
tilbageførsel af det tømte selskabs midler i henhold til den tidligere
anpartsselskabslovs § 84, stk. 4 og 5 (nu § 49, stk. 4 og 5), og
aktieselskabslovens § 115, stk. 4 og 5, må det lægges til grund, at
tilbageførselskravet tilkommer konkursboet efter det tømte selskab.
(2) Styrelsen skal for det
andet tydeliggøre, hvem det er, der rejser
erstatningskravene/tilbageførselskravene
overfor sælgere og køberbanker.
Det er karakteristisk for
konkursboerne efter de tømte selskaber, at eneste kreditor er skattevæsenet,
og eneste aktiv er et erstatningskrav mod sælgere eller andre, der har
pådraget sig ansvar i forbindelse med tømningen af selskabet. Da der således
ingen midler er i boet, har Told*Skat været nødt til, at påtage sig, at
afholde
omkostningerne ved bobehandlingen, herunder afholde omkostningerne ved
førelse
af de civilretlige sager på boets vegne efter principperne i konkurslovens §
137. I konsekvens heraf har Told*Skat den 3. juli 1995 og den 18. juli 1997
indgået aftaler (kuratoraftalen) med kuratorerne i konkursboerne efter de
tømte
selskaber. Aftalen præciserer kurators rolle i oprydningen efter
selskabstømningerne. Det skal fremhæves, at kuratoraftalen ikke indskrænker
kurators pligter og rettigheder i henhold til konkursloven.
Det skal for god ordens skyld
nævnes, at ikke blot i de sager, hvor kravet mod sælger støttes på de
objektive
bestemmelser i selskabslovene, men også i de sager, hvor kravet støttes på
den
almindelige erstatningsregel rejses kravet mod sælger sædvanligvis af
konkursboet
og ikke direkte af Told*Skat.
Det skal endvidere bemærkes,
at kuratorerne i konkursboerne efter de tømte selskaber i henhold til
retningslinjer af 18. juli 1997 for samarbejdet mellem Told*Skat,
Kammeradvokaten og kuratorerne om erstatnings- og straffesager har
overtaget behandlingen af erstatningssager, hvor selskabet er handlet efter
1. september 1992. Kuratorerne skal i henhold til retningslinjerne udsende
krævebreve og rentepåkrav til de erstatningsansvarlige og udtage stævning,
hvis
der ikke sker en frivillig indbetaling, samt sikre at der ikke indtræder
forældelse af krav.
Det er herefter fortsat
styrelsens opfattelse, at forvaltningslovens regler ikke finder anvendelse på
civilretlige sager i forbindelse med selskabstømning. Kravene mod sælgerne
hviler enten på den almindelige erstatningsregel eller på de objektive
bestemmelser i selskabslovene. Told*Skat forfølger kravene mod sælgerne som
et
led i inddrivelsen af skyldige skattekrav. Inddrivelsen af kravene sker
sædvanligvis i konkursboets navn, men Told*Skat afholder omkostningerne
herved, idet konkursboet er uden midler.
2 De af sælger adciterede rådgivere har et væsentligt behov for at få
tillagt forvaltningslovens beføjelser
Advokat (...) anfører
endvidere, at anlæggelse af retssag har en sådan indgribende betydning, at
der
for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for at få tillagt
forvaltningslovens beføjelser.
Advokat (...) anfører, at der
gør sig de samme hensyn gældende, som i den sag, hvor Ombudsmanden udtalte,
at
forvaltningsloven fandt anvendelse i en sag, hvor Patientklagenævnet havde
anmodet
politiet om at rejse tiltale mod en læge.
Advokat (...) glemmer her
efter styrelsens opfattelse, at sondre mellem sager af offentligretlig
karakter
og sager af civilretlig/privatretlig karakter. Styrelsen kan ikke som
forvaltningsmyndighed
pålægge en sælger eller sælgers rådgiver et erstatningsansvar eller et
objektivt ansvar efter selskabslovene. Told*Skat er endvidere uden faktisk og
retlig indflydelse på, hvorvidt sælger og/eller køberbank adciterer
rådgivere,
eller andre, såsom købere, konkursboer efter opkøberselskaber, sælgerbanker
mfl. under de verserende retssager.
Styrelsen finder i øvrigt
ikke, at der i den foreliggende sag eller i selskabstømningssagerne som
helhed
foreligger hensyn af lignende karakter som i FOB 1992, s. 296.
Det er skattevæsenet og/eller
konkursboet efter det tømte selskab, der er skadelidt i
selskabstømningssagerne.
Det er derfor skadelidte, der i civilretligt regi, nemlig ved de almindelige
domstole, anlægger søgsmål mod skadevolderne, nemlig sælgere og køberbanker
med henblik på, at få dækket det tab, som skattevæsenet og/eller konkursboet
lider ved at selskabet er blevet tømt.
3 Specielle forhold i den konkrete sag, der medfører en konkret
væsentlighedsbehov for aktindsigt.
Det skal indledningsvis
fastlægges, jf. ovenfor under punkt I, at nærværende sag drejer sig om,
hvorvidt forvaltningslovens regler finder anvendelse på en begæring om
aktindsigt, der er fremsat af en person, der er adciteret af sagsøgte under
en
civilretlig erstatningssag, der er anlagt af konkursboet efter et tømt
selskab, hvor skatteministeriet efter principperne i konkurslovens § 137,
afholder omkostningerne og fører sagen på konkursboet vegne.
Der er begæret aktindsigt i
alle dokumenter, der vedrører det tømte selskabs forhold.
Den person, der har begæret
aktindsigt, har under den verserende civilretlige erstatningssag adciteret
Told-
og Skatteregion Vejle og Vejle Kommune. Det kan oplyses, at der ikke i andre
af
de ca. 400 verserende erstatningssager i forbindelse med selskabstømning er
sket adcitation af skatteministeriet, styrelsen, told- og
skatteregionerne
eller kommunerne.
Advokat (...) anfører som
konkrete væsentlighedsgrunde for, at hans klient i den konkrete sag får
tillagt forvaltningslovens beføjelser, at
·
Told- og Skatteregion Vejles
manglende indgriben i forbindelse med selskabstømningen har været direkte
årsag
til det krav, der er rejst imod hans klient.
·
Kammeradvokaten ikke har opfyldt
processuelle opfordringer, der er fremsat under retssagen.
·
selve det forhold, at en oplysning er
inkriminerende for den pågældende myndighed ikke berettiger til at
tilbageholde
oplysningen.
Det er styrelsens opfattelse,
at det henhører under domstolenes kompetence, at tage stilling til disse
forhold.
Styrelsen finder endvidere,
at de af advokat (...) citerede bemærkninger i forarbejderne til
Forvaltningsloven
i Folketingstidende 1985/1986, tillæg A, sp. 80, vedrører sager af
offentretlig/forvaltningsmæssig
karakter. Hverken den almindelige erstatningsregel, eller bestemmelserne i
anpartsselskabslovens § 84, stk. 4 og 5 (aktieselskabslovens § 15, stk. 4 og
5)
kan betragtes som lovgivning, 'der regulerer det pågældende
forvaltningsområde', ligesom Told*Skat i øvrigt ingen kompetence har til at
administrere på selskabslovenes område. Forholdet mellem advokat (...)'s
klient
og de adciterede skattemyndigheder må derfor ganske ligestilles med et
normalt
partsforhold i en retssag. Det ville derfor være urimeligt, hvis modparten i
sager som de omhandlede til skade for offentlige myndigheder kunne basere en
aktindsigt på de påberåbte bestemmelser i forvaltningsloven.
Nægtelse af aktindsigt i
sådanne oplysninger vil endvidere efter styrelsens opfattelse ikke forringe
de
sagsøgte eller de adciteredes retsstilling under retssagen. I henhold til
retsplejelovens § 298 har en part under en civil retssag editionspligt.
Ligeledes
kan en part, der vil påberåbe sig dokumenter, der er undergivet modpartens
rådighed,
opfordre modparten til at fremlægge disse (provokation). Undlader en part at
efterkomme editionspligten eller de fremsatte provokationer, vil retten i
henhold
til retsplejelovens § 344, stk. 2, kunne tillægge dette virkning til fordel
for
modparten.
Styrelsen opfatter også det
af advokat (...) under punktet om offentlighedsloven anførte, som vedrørende
den konkrete sag.
Advokat (...) har påklaget
styrelsens afgørelse af 13. februar 1997, der var en afgørelse af advokat
(...)'s påklage at Told- og Skatteregion Vejles afgørelse af 7. januar
1997. Styrelsens afgørelse vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt (A) kunne få
aktindsigt i alle dokumenter, der vedrørte selskabet (X) under konkurs.
Aktindsigtsbegæringen
vedrørte ikke retten til egenacces i henhold til offentlighedslovens § 4,
stk.
2, hvorfor styrelsen ikke har taget stilling hertil.
Styrelsen henviste i sin
afgørelse advokat (...) til, at rette henvendelse til Københavns
Skatteforvaltning
vedrørende aktindsigt.
Københavns Skatteforvaltning
har den 10. juli 1997 truffet afgørelse om aktindsigt. Denne afgørelse er
styrelsen bekendt ikke påklaget til højere administrativ myndighed, som i det
foreliggende tilfælde er styrelsen.
Da advokat (...) således ikke
har udnyttet det administrative klagesystem, finder styrelsen ikke at denne
afgørelse kan indgå i Ombudsmandens behandling. Advokat (...) må i stedet
henvises til, at indbringe Københavns Skatteforvaltnings afgørelse for
styrelsen.
Som det fremgår af styrelsens
afgørelse af 13. februar 1997, indeholdt advokat (...)'s påklage af 9. januar
1997 ikke en påklage af omfanget af den aktindsigt, som Told- og
Skatteregion Vejle har meddelt ham. Styrelsen fandt dog, jf. den almindelige
forvaltningsretlige oplysningspligt, anledning til at oplyse om, at der alene
kunne meddeles aktindsigt i det materiale, der var indeholdt i
erstatningsrapporten
med de begrænsninger, der følger af offentlighedslovens bestemmelser.
Advokat (...) anfører i sin
klage til Ombudsmanden af 18. februar 1997, at det ikke er rigtigt, at han
ikke
har påklaget omfanget af aktindsigten. Det kan imidlertid lægges til grund,
at
trods af styrelsens udtrykkelige tilkendegivelse herom, har advokat (...)
ikke
anmodet styrelsen om, at genoptage klagesagen med henblik på som klageinstans
også at træffe afgørelse om omfanget af aktindsigten. På denne baggrund
finder
styrelsen, at advokat (...) skal henvises til, at begære styrelsens
klagesagsbehandling
på dette punkt genoptaget. Herved sikres styrelsen lejlighed til, at træffe
en
konkret afgørelse på dette punkt i den foreliggende sag.
Styrelsen skal afslutningsvis
meddele, at i henhold til punkt 17 i retningslinjerne af 18. juli 1997 for
samarbejdet mellem Told*Skat, Kammeradvokaten og kuratorerne om
erstatnings-
og straffesager i forbindelse med selskabstømninger, meddeler kuratorerne
'Told- og Skattestyrelsen samtykke til at udlevere oplysninger
vedrørende
det tømte selskabs forhold, herunder økonomiske og skattemæssige forhold, til
de sælgere eller andre ansvarlige, der har behov for oplysningerne med
henblik
på gennemførelse af regres'. Kopi af retningslinjerne vedlægges til
orientering.
Styrelsen har herved
medvirket til at sikre, at de erstatningsansvarlige og regresansvarlige i
erstatningssagerne
i forbindelse med selskabstømning, har mulighed for at få adgang til
oplysninger om det tømte selskabs forhold til brug for de verserende
erstatningssager og regressager.
..."
Told- og Skattestyrelsens
udtalelse gav advokaten anledning til i brev af 24. november 1997 at gentage
at
det reelle forhold i sagerne var at Told- og Skattestyrelsen fremsatte
erstatningskrav på egne vegne.
Ombudsmandens udtalelse
"Forvaltningslovens § 2, stk. 1, har denne ordlyd:
'Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet
afgørelse af en forvaltningsmyndighed.'
Om retten til aktindsigt fremgår følgende af forvaltningslovens § 9, stk. 1:
'Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af
en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens
dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende
ønsker at blive gjort bekendt med.'
I den foreliggende sag har De på vegne af Deres klient anmodet Told- og
Skatteregion Vejle om aktindsigt i alle dokumenter fra 1991 og frem
vedrørende selskabet (X) under konkurs. Told- og Skatteregionen traf den 2.
december 1996 afgørelse efter offentlighedslovens regler og meddelte i øvrigt
efterfølgende at regionen ikke var i besiddelse af flere dokumenter end dem
De havde modtaget. For så vidt angår den såkaldte erstatningsrapport oplyste
regionen samtidig at rapporten ikke beroede ved eller var udarbejdet af
regionen, og regionen henviste Dem vedrørende disse dokumenter til
Erstatningsgruppen ved Københavns Skatteforvaltning. (Jeg bemærker i den
forbindelse at jeg går ud fra at de dokumenter som Told- og Skatteregion
Vejle den 4. december 1997 fremsendte i anledning af mit brev af 25. juli
1997 - om udlån af de sagsakter der ikke var omfattet af aktindsigten -
hidrører fra erstatningsrapporten og i hvert fald ikke var i regionens
besiddelse da regionen traf afgørelse om aktindsigtsspørgsmålet.) Told- og
Skattestyrelsen tiltrådte den 13. februar 1997 regionens vurdering af at
Deres begæring om aktindsigt ikke kunne imødekommes efter forvaltningsloven,
men skulle behandles efter offentlighedslovens § 4. Det er spørgsmålet om
rigtigheden af denne vurdering jeg har undersøgt i anledning af Deres klage.
Det følger af forvaltningslovens § 2, stk. 1, og § 9, stk. 1, at loven alene
finder anvendelse på Deres anmodning om aktindsigt hvis skattemyndighederne i
øvrigt må antages at have truffet eller skulle træffe afgørelse i den sag som
aktindsigtsanmodningen vedrører. Afgørelsen må i givet fald bestå i Told- og
Skattestyrelsens beslutning om at oversende sagen til Kammeradvokaten til
nærmere bedømmelse af
om sagen er egnet til at blive forelagt domstolene i form af civilretligt
erstatningssøgsmål.
Ved vurderingen af
udstrækningen af forvaltningslovens afgørelsesbegreb bør der efter min
opfattelse
indgå flere kriterier.
Jeg mener således at det i en
sag som den foreliggende bl.a. bør tillægges en vis, omend ikke afgørende,
vægt
at sagen angår et eventuelt erstatningsansvar på grundlag af dansk rets
almindelige erstatningsregler. Jeg henviser i den forbindelse også til
Gammeltoft-Hansen
mfl., Forvaltningsret (1994), s. 40, og John Vogter, Forvaltningsloven med
kommentarer (1992), s.
49f,
hvor det anføres at forvaltningslovens regler næppe finder direkte anvendelse
ved erstatningskrav der rejses på grundlag af dansk rets almindelige
erstatningsregler
uden for kontrakt.
Bemærkningerne i den anførte
litteratur tager sigte på den formentlig mere almindeligt forekommende
situation
hvor et erstatningskrav gøres gældende
mod
det offentlige
, men må dog også gælde i tilfælde hvor et eventuelt
erstatningskrav uden for kontrakt rejses (på foranledning) af en
forvaltningsmyndighed
mod en privat part.
Særligt i denne situation må det efter min opfattelse ved bedømmelsen af om
der er tale om en 'afgørelsessag' desuden være af betydning i hvor høj grad
erstatningskravet
kan siges at blive rejst i sammenhæng med myndighedens sædvanlige offentlige
virksomhed. I den foreliggende sag vil det eventuelle erstatningskrav i givet
fald blive gjort gældende med baggrund i en ganske ekstraordinær situation,
nemlig et muligt kriminelt forhold i forbindelse med virksomhedshandelen; et
eventuelt krav vil således blive rejst uden tilknytning til
skattemyndighedernes
almindelige virksomhed (skatteligningen).
Det kan til belysning af
dette synspunkt bemærkes at jeg tidligere - i en sag behandlet under j.nr.
1993-2092-689 - har fundet at Justitsministeriets afvisning af at imødekomme
et erstatningskrav rejst som følge af en fejl begået af en byret var en
afgørelse i forvaltningslovens forstand uagtet at ansvarsspørgsmålet måtte
bedømmes på grundlag af de almindelige regler om erstatning uden for
kontrakt.
I den sag udsprang erstatningskravet direkte af domstolens almindelige
virksomhed (dommerens embedsførelse), hvortil kommer at klageren må antages
at
have haft et væsentligt behov for at blive tillagt partsbeføjelser, jf.
straks
nedenfor, bl.a. fordi Justitsministeriet ved sin afvisning af kravet afgjorde
det endelige udfald af sagen.
Jeg har endvidere i en delvis
tilsvarende sag omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s.
296ff, som De også har henvist til i forbindelse med den foreliggende sag,
haft anledning til at fremkomme med bemærkninger om forvaltningslovens
afgørelsesbegreb. I denne sag havde Patientklagenævnet på baggrund af en
udtalelse fra Sundhedsstyrelsen anmodet politiet om at rejse tiltale mod en
læge for overtrædelse af bestemmelser i lægeloven. Jeg anførte bl.a. følgende
(s.
300f
):
'...
I (forvaltnings)lovens § 2, stk.
1, er det fastlagt, at loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er
eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Efter
forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 115)
sigtes der med udtrykket 'truffet afgørelse' til udfærdigelse af retsakter,
det
vil sige udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være
ret i et foreliggende tilfælde, Det samme er anført i Justitsministeriets
vejledning om forvaltningsloven, pkt. 10. Det er på dette grundlag antaget i
praksis, at anklagemyndighedens beslutning om at rejse tiltale ikke er en
afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at det samme gælder en myndigheds
indstilling til en anden myndighed til brug for en sags afgørelse, jf. John
Vogter:
Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s.
51f.
Som omtalt i det anførte
værk, s. 45, kan der imidlertid ved fastlæggelsen af afgørelsesbegrebet
vælges
to forskellige fortolkningsprincipper. Ved siden af den traditionelle
afgrænsning af afgørelsesbegrebet peges der på den fortolkningsmetode, som
jeg
har fremhævet i Juridisk Grundbog, bind 4 (1989), s. 30ff (og nu i
Forvaltningsret (1994), s. 41; min tilføjelse). Efter den fortolkningsmetode
bør det tilstræbes at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse ved
myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom beslutningen er af en
sådan
art, at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for
at
få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser i øvrigt vil være egnede
til
at tilgodese borgernes interesser i henseende til at øve indflydelse på
myndighedens beslutningsprocesser.
I forbindelse med
patientklagesager må der efter min opfattelse lægges vægt på, at
Patientklagenævnet
kun anmoder politiet om at rejse tiltale i de sager, der efter nævnets
opfattelse er så alvorlige, at det ikke er tilstrækkeligt, at nævnet giver
udtryk
for kritik af patientbehandlingen. Derfor vil selve beslutningen om at anmode
politiet om, at der rejses tiltale, være meget belastende for den pågældende
sundhedsperson, og det må i øvrigt også antages, at beslutningen i væsentlig
grad vil påvirke straffesagens forløb. Behovet for at tillægge den pågældende
partsrettigheder er således efter min mening på sin vis større i disse sager
end i de sager hvor den pågældende utvivlsomt har partsrettigheder, der
afsluttes med, at Patientklagenævnet udtaler kritik af patientbehandlingen.
På
denne baggrund er det min opfattelse, at forvaltningsloven også finder
anvendelse i sager af denne karakter.'
Som det fremgår lagde jeg ved
udtalelsen vægt på at der i den beskrevne situation måtte antages at være et
særligt behov for at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse i
forhold
til forvaltningsmyndighedens beslutning om at anmode politiet om at rejse
tiltale (og på at partsbeføjelser i øvrigt måtte anses for at være egnede til
at tilgodese den pågældendes interesser i henseende til at øve indflydelse på
myndighedens beslutningsprocesser).
Jeg bemærker i den
forbindelse at Deres klient - som også nævnt af Told- og Skattestyrelsen i
udtalelse
af 9. maj 1997 - efter offentlighedslovens bestemmelser formentlig havde
adgang til aktindsigt i samme dokumenter som det ville være tilfældet efter
forvaltningslovens regler.
Det fremgår i øvrigt af Told-
og Skatteregion Vejles brev af 7. januar 1997 at De rent faktisk havde
modtaget de dokumenter vedrørende sagen som regionen var i besiddelse af.
Hertil kommer at der
eventuelt under en retssag vil være yderligere muligheder for at få fremlagt
dokumenter under henvisning til retsplejelovens regler; Deres og klientens
adgang til øvrige dokumenter vedrørende sagen er således ikke udtømt med
skattemyndighedernes afgørelse.
Jeg mener på den baggrund
ikke at der i den foreliggende sag er et så tungtvejende behov for at
tillægge
Deres klient partsstatus at dette kan være udslagsgivende for bedømmelsen af
om
der må antages at foreligge en 'afgørelsessag'.
Efter en samlet vurdering er
det herefter min opfattelse at jeg ikke har fuldt tilstrækkeligt grundlag for
at kritisere Told- og Skatteregion Vejle og Told- og Skattestyrelsens
vurdering af at aktindsigtsanmodningen ikke skulle afgøres efter
forvaltningslovens
regler - allerede fordi der ikke forelå en 'afgørelsessag' i
forvaltningslovens
forstand.
Det bemærkes at jeg herefter
ikke har haft anledning til nærmere at overveje om Deres klient i givet fald
måtte anses som part i sagen, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 1.
Told- og Skatteregion Vejle
sendte som nævnt efter det oplyste samtlige de akter som regionen var i
besiddelse
af til Dem. Vedrørende den af Dem (i brev af 20. december 1996) omtalte
indberetning
henviste regionen til Erstatningsgruppen ved Københavns Skatteforvaltning. De
har i Deres klage til mig af 18. februar 1997 oplyst at Københavns
Skatteforvaltning, Selskabsbeskatningen, i et brev af 10. februar 1997
afviste
Deres begæring om aktindsigt i erstatningsrapporten. Denne afgørelse var ikke
vedlagt klagen. Told- og Skattestyrelsen har imidlertid i brev af 17.
november
1997 bemærket at Københavns Skatteforvaltning den 10. juli 1997 traf
afgørelse
om aktindsigt, og at den afgørelse ikke ses at være påklaget til styrelsen.
For så vidt angår spørgsmålet
om aktindsigt i erstatningsrapporten må jeg på den baggrund henvise Dem til i
givet fald at klage til Told- og Skattestyrelsen over Københavns
Skatteforvaltnings afgørelse. Jeg henviser herved til at ombudsmanden ikke
kan
behandle en klage over et forhold der kan påklages til en anden
forvaltningsmyndighed
førend den anden forvaltningsmyndighed har truffet afgørelse (§ 14 i lov nr.
473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Told- og Skattestyrelsens
bemærkninger i afgørelsen af 13. februar 1997 om omfanget af eventuel
aktindsigt i erstatningsrapporten efter offentlighedslovens regler kan ikke
træde i stedet for en konkret afgørelse af spørgsmålet.
Jeg foretager mig herefter
ikke yderligere i sagen."
NOTER (*1) Jf. FOB 1985, s.
209,
FOB 1992, s. 296ff,
FOB 1989, s. 36,
FOB 1994, s. 414
og FOB 1990, s. 594.
Lignende dokumenter
- Landsskatterettens kendelse vedr. Fradrag for udgifter til erstatning og omkostninger i forbindelse med selskabstømmersager Retsinformation · 16. juli 2009
- Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for udgifter til erstatninger og omkostninger i forbindelse med selskabstømmersager Retsinformation · 27. juli 2010
- Domstolens Dom (Sjette Afdeling) af 14. november 2002. - SPKR 4 nr. 3482 ApS mod Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, Aktieselskabet af 11/9 1996 og Arden Transport & Spedition ved Søren Lauritsen og Lene Lauritsen I/S (ATS). - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Vestre Landsret - Danmark. - Forordning (EØF) nr. 2913/92 og (EØF) nr. 2454/93 - ekstern fællesskabsforsendelse - overtrædelse… EU-domme · 14. november 2002
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 26. november 2014
- Landsskatteretskendelse af 31. januar 2003 vedr. Driftsudgifter advokatvirksomhed i aktieselskabsform Retsinformation · 22. oktober 2003
- Kendelse af 17. januar 1994. 92-73.813 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. januar 1994