Spring til indhold

Retsinformation

Indledende behandling ved politiet og statsadvokats sagsoplysning af politiklagenævnssag

FOU nr 1999.218UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Indledende behandling ved politiet og statsadvokats

sagsoplysning af politiklagenævnssag

A klagede over nogle forhold

i forbindelse med en politiklagenævnssag, herunder politiets indledende

efterforskning, statsadvokatens oplysningsgrundlag og manglende partshøring.

Sagens nærmere omstændigheder

var følgende:

B rettede den 27. februar

1998 kl. 20.10 henvendelse til politiet i Esbjerg idet hun ønskede at klage

over A som er ansat ved politiet i Esbjerg.

Klagen blev modtaget af

vagthavende ved ordenspolitiet, politiassistent C, som tillige fungerede som

stedfortræder for afdelingslederen, politiinspektøren. C kontaktede herefter

telefonisk politiinspektøren som bemyndigede ham til at gennemføre en samtale

med B og efterfølgende nedskrive hvad der passerede i forbindelse med hendes

henvendelse og samtalen.

B uddybede samme aften på

politistationen sin klage over for politiassistent C. C nedskrev B’s

forklaring i en afhøringsrapport under overskriften: “Vedr. ... klage

over

pa. (A), Esbjerg Politi.”

Af rapporten fremgik at B

havde forklaret at hun dagen før, den 26. februar 1998, havde været på

paskontoret sammen med sine to søstre og den ene søsters søn. Formålet med

besøget var at B skulle have skrevet et af sin søsters børn i sit pas.

B’s nevø kontaktede under

opholdet en politimand som også B senere talte med. Manden var ved at spise

et

æble. I første omgang talte de om et smykke som B havde tabt, og dernæst om

muligheden for en rundvisning på politistationen for B’s nevø.

Læs alt

Politimanden

oplyste at de kunne komme op og aftale en rundvisning. Han sagde at de vidste

hvor han sad. B opgav efter sin forklaring ikke sit navn eller andet til

politimanden.

B forklarede endvidere at hun

følte at politimanden kiggede efter hende da hun og hendes søstre sammen med

drengen efterfølgende tog opstilling foran hittegodskontoret for at holde øje

med en køreprøve.

Af rapporten fremgik desuden

følgende:

“...

D.d. kl. ca. 18.15 blev afh.

ringet op på sin bopæl. Efter at afh. tog røret af telefonen og præsenterede

sig, spurgte en mandsstemme, uden at præsentere sig, om afh. var klar til,

sammen med hendes nevø, at få en rundtur.

Afh. svarede straks, ’det kan

jeg da ikke, fordi jeg har jo ikke min nevø her’. Afh. var straks klar

over, at

det drejede sig om den aftalte rundvisning på Esbjerg Politistation, men

troede, at det var hendes søsters mand, der ville lave en ’joke’

med hende.

Afh. fandt dog hurtigt ud af, at det er alvorligt ment. Manden i telefonen

svarede, ’nå, men ved du hvem jeg er’. Afh. sagde, her, at ’Du

er manden på

politistationen, der spiste et grønt æble’, hvilket han svarede ja til.

Manden i telefonen, spurgte

så, om afh. var interesseret i selv at få en rundvisning på stationen. Afh.

svarede nej til dette, idet det var hendes nevø, der skulle se stationen.

Manden i telefonen, spurgte

så igen, om afh. ville ned og se stationen, uden hendes nevø, idet denne nevø

var en træls eller bøvlet unge, at have med. I dette udsagn følte afh., at

nevøen kun var i vejen, og at det kun var afh., som han ville have en aftale

med.

I samme åndedrag sagde han,

’jeg ved jo også, hvem din fader er’, og han ville gerne diskutere

hendes

faders sag med hende under 4 øjne. Afh. fader navn blev ikke nævnt på noget

tidspunkt.

Afh. forklarede i den

forbindelse, at hendes fader, (...), var den. 4. juni 1994 blevet

varetægtsfængslet for drabsforsøg i 6 måneder, hvilket han dog senere blev

frikendt for. Afh. mente også, at denne politimand, havde bevogtet hendes

fader, under et retsmøde, hvor de pårørende havde fået lov til at tale med

hendes fader i et venterum ved retten.

Afh. blev efter dette

mærkelig til mode, og bange, hvorefter hun afviste, at ville komme ind på

politigården og tale om denne sag.

Efter dette blev afh. igen

spurgt, om hun ville komme ind og se stationen. Det virkede som om, at han

ikke

kunne forstå afvisningen. Afh. sagde til dette, at hun kun ville komme derind

sammen med hendes nevø.

På dette tidspunkt, spurgte

afh. efter, hvor han havde afh.’s telefonnummer fra. Til dette svarede

han, ’os

politifolk, vi har jo vores forbindelser’.

Efter dette, spurgte han, om

han måtte ringe tilbage, for at aftale en for-rundvisning. Afh. svarede først

ja til dette. Afh. var på dette tidspunkt, stadig noget overrumplet af

situationen. Hun rettede ja-et til et nej, og spurgte, om hun ikke kunne

ringe

tilbage.

Personen svarede ja til

dette. Afh. spurgte derfor om hans navn. Til dette svarede han, at han hed

(A),

og at hun kunne ringe på politistationen. Afh. sagde så, ’Vi snakkes

ved’,

hvorefter han svarede ’ja, ja det gør vi da.’. Herefter blev røret

lagt på.

Afh. forklarede til

rapporten, at hun havde indtryk af, at pgl. var beruset. Dette skønnede hun

ud

fra, den måde han talte på, samt at han gentog sig selv mange gange.

Afh. mente, grunden for

henvendelsen var, at han enten var blevet forelsket i hende, eller han ville

forsøge at ’score’ hende.

Med hensyn til omtalen af

hendes fader, følte afh. ikke, at det var en trussel, men nærmere et ønske om

at gøre afh. nysgerrig, således at han kunne komme til at tale med hende i

enerum.

Afh. forklarede, at hun havde

et vidne til samtalen, (D).

Dette vidne, opholdt sig i

afh.s lejlighed, da opringningen kom.

Da afh. blev klar over, at

det ikke var en ’joke’, vinkede hun vidnet over til telefonen,

hvorefter vidnet

lyttede til samtalen. Vidnet har overhørt samtalen fra det sted, hvor afh.

spurgte manden i telefonen, om det var ham med det grønne æble.

Afh. vil gerne klage over

(A)’s opførsel, idet hun følte, at både opringningen med de skjulte

tilbud, og

omtalen af hendes fader var utilstedelig.

...”

Den 3. marts 1998 fremsendte

Politimesteren i Esbjerg afhøringsrapporten til Statsadvokaten i Sønderborg

med

henblik på at statsadvokaten indledte en nærmere undersøgelse i sagen.

Den 27. marts 1998 foretog

statsadvokaten indenretligt forhør af D ved Retten i Esbjerg hvilket fremgik

af

afhøringsrapport af samme dag.

D bekræftede i sin forklaring

B’s forklaring vedrørende telefonsamtalen, herunder at D overhørte en

del af

samtalen.

Den 29. april 1998 klagede A

til Statsadvokaten i Sønderborg. A’s advokat havde på dette tidspunkt

modtaget

et kopisæt af sagen vedrørende A.

I klagen anførte A blandt andet

følgende:

“...

Af kopisættet kan jeg se, at

politiassistent (C) den 27. februar 1998 optager afhøringsrapport, som er den

modtagne klage.

Som det fremgår af

retsplejelovens § 119

(1019, min

rettelse)

er det statsadvokaten der behandler klager over politipersonalets

adfærd, og klager skal stiles direkte til statsadvokaten. Kun uopsættelige

undersøgelsesskridt kan politiet foretage på egen hånd, og det var ikke

nødvendigt i nærværende sag.

Det fremgår af

politimestercirkulære nr. 6/1995 fra politimester Illum, Esbjerg, at der som

retningslinie for modtagelse af klager ved mundtlige henvendelser skal

henvises

til en samtale med en afdelingsleder eller dennes stedfortræder, med mindre

der

åbenbart er tale om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten

eller en alvorlig klage over politipersonalets adfærd i tjenesten, hvilken

adfærd helt åbenbart ikke kan karakteriseres som en ’mindre klage’.

Det er min opfattelse, at

anmeldelsen i form af en egentlig afhøringsrapport medfører, at (jeg) ikke

får

det fair play som lovændringen i 1995 tilsigter. Herudover finder jeg det

forkert, at statsadvokaten lægger rapporten til grund som afhøringsrapport,

idet vidnet efterfølgende bliver afhørt med udgangspunkt i rapporten.

Statsadvokaten burde have

indkaldt klageren til rapportoptagelse i henhold til Retsplejelovens

bestemmelser og eventuelt efterfølgende have afhørt vidnet.

Var den korrekte

fremgangsmåde blevet fulgt af politiet, dels ved anmeldelsen hvor et

efterfølgende møde med en afdelingsleder måske kunne have medført klagens

bortfald, dels ved at statsadvokaten ved afhøringen af klageren selv måske

ved

visitation kunne have afvist klagen har medført, at (jeg) stilles ringere end

(jeg) burde have gjort ved den verserende sag.

...”

Den 4. maj 1998 foretog statsadvokaten

indenretligt forhør af A ved Retten i Esbjerg hvilket fremgik af

afhøringsrapport

af samme dag. A blev afhørt uden sigtelse og med sin advokats

tilstedeværelse.

Af A’s forklaring fremgik at

han havde en anden opfattelse af det passerede end B. A havde forklaret at B,

hvis ene søster og far han kendte, rettede henvendelse til ham 2-3 gange

under

sit besøg på politistationen den 26. februar 1998.

A forklarede videre at B

havde sagt til ham at det var hende som tog sig af rundvisningen sammen med

nevøen, og at hun uden forbehold accepterede at A skulle sætte sig i

forbindelse med hende.

Om baggrunden for

telefonopkaldet oplyste A at han havde undersøgt om der var en rundvisning på

trapperne hvilket der ikke var. A måtte derfor henvise til en kollega der

havde

med den slags at gøre.

Af afhøringsrapporten fremgik

desuden at A havde forklaret at han ringede fredag den 27. februar 1998 efter

at have været til et møde hvor han havde indtaget højst 3 øl og 2 snapse. Han

følte sig ikke påvirket, i hvert fald ikke i en grad så han ikke kunne føre

en

almindelig samtale.

A forklarede at han

præsenterede sig i telefonen og oplyste at det drejede sig om rundvisningen,

men at han ikke nåede længere, da han “fik en spand lort i hovedet”

og blev

bebrejdet at han ringede sent, og at de ikke havde nogen aftale om

rundvisning.

Han forsøgte herpå at dæmpe B ned.

A tilkendegav desuden at han

ikke havde truet eller udnyttet sin stilling, og forklarede at der ikke på

nogen måde var bagtanker med opkaldet. Han kunne ikke huske at han skulle

have

foreslået B at komme ind på stationen samme aften, og han huskede ikke at

have

tilbudt B en rundvisning alene, men han vil dog ikke afvise dette sidste

punkt.

At han havde nævnt faderens

sag, forklarede A med at han prøvede alt for at få B ned på jorden igen.

Den 20. maj 1998 foretog

statsadvokaten indenretligt forhør af kontorfuldmægtig E ved Retten i Esbjerg

hvilket fremgik af afhøringsrapport af samme dag.

E er ansat ved politiet i

Esbjerg og var til stede ved B’s ophold på politistationen den 26.

februar

1998.

E forklarede at hun ikke

kendte B. Hun forklarede at hun observerede at en høj lyshåret dame var henne

for at tale med A. E fulgte ikke med i samtalen og var ikke i stand til at

gentage hvad der var blevet sagt.

Samme dag, den 20. maj 1998,

foretog statsadvokaten indenretligt forhør af kontorassistent F ved Retten i

Esbjerg hvilket fremgik af afhøringsrapport af samme dag.

F er ansat ved politiet i

Esbjerg og var ligesom E til stede ved B’s ophold på politistationen den

26.

februar 1998.

F forklarede at hun havde et

vist kendskab til B som hun havde gået i skole med.

F forklarede at det var hende

som ekspederede B’s søster ved skranken. Hun havde observeret at B var

henne

hos A, men hun kunne ikke høre hvad de talte om. Hun forklarede at de grinte

og

snakkede sammen som almindelig hyggesnak.

Den 1998 meddelte

Statsadvokaten i Sønderborg A sin afgørelse i anledning af A’s klage

over

politiets afhøring af B og over at statsadvokaten lagde afhøringsrapporten

til grund

for sin undersøgelse. Statsadvokaten havde forinden indhentet en udtalelse

fra

Politimesteren i Esbjerg.

Af brevet fremgik blandt

andet følgende:

“...

Politimesteren har blandt

andet udtalt, at han er af den opfattelse, at der i forbindelse med

(B)’s klage

er henholdt helt i overensstemmelse med retningslinierne i

politimestercirkulære nr. 6/95. Politimesteren har endvidere bemærket, at det

fremgår af pa. (C)’s afhøringsrapport af 27. februar 1998, at (B)

rettede

henvendelse til stationen fredag aften kl. 20.10 for at klage over en

politiassistent. På dette tidspunkt er vagthavende hos ordenspolitiet

stedfortræder for politiinspektøren. Politiassistent (C) forelagde telefonisk

sagen for politiinspektøren og blev her bemyndiget til at gennemføre samtalen

med (B) og efterfølgende notere klagerens forklaring ned. Formålet med

samtalen var at afklare klagens karakter. Politimesteren har endelig oplyst,

at

politirapporten af 27. februar 1998 svarer til de notitser, der ofte

udarbejdes

i anledning af klager over politiet. Politimesteren er af den opfattelse, at

det indledende arbejde er i overensstemmelse med de retningslinier, der er

fastlagt for behandling af klagesager efter 1. januar 1996.

Det fremgår af

retsplejelovens § 1019, stk. 3, at politiet på egen hånd, kan foretage

uopsættelige undersøgelsesskridt, som politiet snarest muligt skal underrette

statsadvokaten om. Det samme gælder vedrørende mulige straffesager mod

politiet, jfr. retsplejelovens § 1020 b, stk. 3. Ifølge bemærkningerne til

lovforslaget vedr. behandlingen af klager over politipersonalet m.v. har

disse

bestemmelser et snævert anvendelsesområde og tilsigter at undgå bevistab.

Det fremgår endvidere af

bemærkningerne, at selv om det er statsadvokaten, der behandler klager over

politiets adfærd, forudsættes det, at den hidtil fulgte praksis vedrørende

politiets behandling af mindre klager opretholdes. Således vil små klager

kunne

afgøres ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren.

Politiet skal udfærdige en notits om det passerede, som skal sendes til

statsadvokaten, der så kan få lejlighed til, eventuelt af egen drift, at

iværksætte en nærmere undersøgelse. Notitsen skal tillige fremsendes til

politiklagenævnet ved statsadvokatens foranstaltning. Der kan tillige

henvises

til betænkning nr. 1278, kap. 11, afsnit 4.

For at kunne vurdere klagen,

og bedømme om der er tale om en mindre klage, der kan afsluttes med en

samtale

med en overordnet polititjenestemand, er det efter min opfattelse i

overensstemmelse med politiklagenævnsordningen, at klageren overfor politiet

afgiver forklaring om det passerede i en situation som i denne konkrete sag.

For så vidt angår (B)’s

henvendelse, viste der sig at være behov for en mere detaljeret forklaring,

der

blev skrevet ned i en afhøringsrapport, som Politimesteren videresendte til

statsadvokaturen.

(B)’s klage er efter min

opfattelse en alvorlig adfærdsklage. Sagen giver endvidere grundlag for

mistanke om overtrædelse af straffelovens § 150. Dette kunne imidlertid først

vurderes efter at (B) havde forklaret om det passerede. Sagen blev derpå

straks

videresendt til statsadvokaten.

Det er min opfattelse, at der

ikke er grundlag for at kritisere politiets indledende dispositioner i sagen.

De nævner i Deres skrivelse

af 29. april 1998, at statsadvokaten burde have indkaldt klageren til

afhøring,

og først derefter afhørt vidner i sagen. (B)’s forklaring til politiet

er efter

min opfattelse forholdsvis detaljeret. Der er intet grundlag for at antage,

at

afhøringen ikke er foregået forsvarligt, og (B) har gennemlæst og godkendt

forklaringen. På den baggrund ville det efter min opfattelse være unødvendigt

dobbeltarbejde, at anmode hende om at gentage forklaringen for en medarbejder

fra statsadvokaturen. Det ville endvidere forhale sagens videre ekspedition,

hvilket ingen kan være interesseret i. Jeg har imidlertid indkaldt (B) til

efterafhøring, således at hun kan foreholdes de fremkomne oplysninger i

sagen.

Jeg mener således ikke, at

(Deres) retssikkerhed er blevet tilsidesat i forbindelse med sagens

behandling.

...”

Den 22. juni 1998 blev B

afhørt ved Retten i Esbjerg hvilket fremgik af afhøringsrapport af samme dag.

Hun gentog i alt væsentligt den forklaring som fremgik af politirapporten af

27. februar 1998.

A påklagede den 23. juni 1998

statsadvokatens afgørelse af 2. juni 1998 til Rigsadvokaten. I klagen anførte

A

blandt andet følgende:

“...

Politiassistent (C) blev

herefter beordret til at indkalde klageren straks til stationen for at

foretage

en decideret afhøring til rapport. Sidstnævnte har politiassistent (C) udtalt

og forklaret over for (mig).

Ovenstående fremgangsmåde er

klart i strid med Justitsministeriets cirkulæreskrivelse til

Anklagemyndigheden

og Politiet vedrørende behandling af klager over politipersonale m.v. af 29.

december 1995 samt Rigsadvokatens cirkulære til samtlige politimestre af 14.

juni 1996.

Det fremgår af

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse side 2, 3. afsnit, at ’politiet i

adfærdsklager udelukkende kan foretage uopsættelige undersøgelsesskridt, der

ikke kan afvente at statsadvokaten indleder sin undersøgelse af en konkret

sag.

Formålet med bestemmelsen,

som har et snævert sigte er at undgå bevistab som følge af den korte tid der

i

praksis efter omstændighederne vil kunne gå, før statsadvokaten kan tage sig

af sagen’. Det fremgår endvidere under punkt 3, straffesager mod

politiet, at

samme fremgangsmåde skal ske i straffesager mod politipersonale.

Under punkt 7 i cirkulæret er

anført ’behandlingen af mindre klager’.

Af andet afsnit fremgår det,

at ’mange små klager bliver afgjort ved en samtale mellem overordnet

polititjenestemand og klageren, hvorved fejltagelser og misforståelser

opklares, og klageren vil undertiden være tilfreds hermed.

I nogle tilfælde vil klageren

umiddelbart kunne få medhold i sin klage, f.eks. hvor den indklagede

polititjenestemand erkender at have opført sig ukorrekt.

Såfremt klageren i sådanne

tilfælde modtager beklagelse af det passerede med tilsagn om at forholdet vil

blive påtalt, og han erklærer sig tilfreds hermed, vil der ofte ikke være

behov

for at iværksætte nogen undersøgelse. Klageren må imidlertid af politiet

vejledes om den formelle klagemulighed ved statsadvokaten, og politiet må

udfærdige en notits om det passerede, som forelægges for

statsadvokaten’.

I den konkrete sag foreligger

ingen risiko for tab af bevis, og der er ingen anledning til at foretage

uopsættelige skridt. Ej heller har muligheden for en samtale med en

overordnet

tjenestemand, som ovenfor anført, været forsøgt.

...”

Den 8. juli 1998 meddelte

Rigsadvokaten A sin afgørelse efter at have indhentet en udtalelse fra

statsadvokaten. Rigsadvokaten erklærede sig enig i statsadvokatens afgørelse

af 2. juni 1998 og lagde vægt på de samme forhold.

Den 31. august 1998 meddelte

Statsadvokaten i Sønderborg A sin afgørelse i politiklagesagen. Sagen havde

forinden været forelagt politiklagenævnet der havde erklæret sig enig i

afgørelsen.

Det fremgik af afgørelsen at

statsadvokaten ikke fandt grundlag for at rejse sigtelse over for A for

overtrædelse af straffelovens § 150 og § 155. Statsadvokaten indstillede på

baggrund heraf sin efterforskning i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.

Statsadvokaten udtalte

imidlertid,

at

A ikke burde have foretaget opringningen efter at have indtaget

spiritus,

at

A ikke burde have

inviteret B ind på stationen til en rundvisning, og

at

han ikke burde have tilkendegivet at han ville have en samtale

under fire øjne om faderens tidligere sag.

Statsadvokaten udtrykte sin

beklagelse over for B og underrettede Politimesteren i Esbjerg om sin

afgørelse

med henblik på en eventuel disciplinær reaktion over for A.

Den 28. september 1998

påklagede A statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten

besvarede klagen den 3. december 1998 efter at have indhentet en udtalelse

fra

Statsadvokaten i Sønderborg.

Rigsadvokaten anførte blandt

andet følgende:

“...

De har i Deres skrivelse af

1. oktober 1998 anført, at (De) ikke har fået adgang til kontradiktion i

anledning af genafhøringen af (B) den 22. juni 1998.

Statsadvokaten har i sin udtalelse

til mig anført, at sagen - som anført ovenfor - har været behandlet som en

potentiel straffelovsovertrædelse efter retsplejelovens kapitel 93 c.

Statsadvokaten har derfor ikke fremsendt sagsfremstilling, hvilket er

baggrunden for, at der ikke er givet adgang til kontradiktion efter

genafhøring

af klageren.

Jeg kan tilføje at

forvaltningslovens regler om partshøring ikke gælder i sager om strafferetlig

forfølgning af lovovertrædelser, jf. lovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 9,

stk.

3.

Jeg kan herefter meddele, at

jeg ikke har fundet grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse,

hvorefter

statsadvokaten beklager det passerede.

Jeg har ved min afgørelse

lagt vægt på de samme forhold, som statsadvokaten har anført som begrundelse

for sin afgørelse. Jeg finder dog, at det selv om det måtte lægges til grund,

at (B) hidsede sig op, yderligere må anses for kritisabelt, at faderens sag,

der var afsluttet ved Vestre Landsrets dom af 23. november 1994, er blevet

bragt på bane af (Dem).

...”

A klagede herefter til mig.

I forbindelse med min

behandling af klagen udtalte Statsadvokaten i Sønderborg blandt andet

følgende:

“...

Jeg finder det ikke afgørende

om de indledende oplysninger skrives i en rapport med overskriften

’notits’

eller en rapport med overskriften ’afhøringsrapport’. De indledende

oplysninger medførte, at sagen straks blev videresendt til statsadvokaturen

jfr. sagens bilag 1.

Vedr. Politimestercirkulære

nr. 6/95 fra Politimesteren i Esbjerg bemærkes, at dette findes at være i

overensstemmelse med både intentionerne vedr. notitsklager og den måde,

hvorpå

ordningen administreres i praksis. De øvrige retningslinier findes tillige at

være i overensstemmelse med reglerne vedr. klager/anmeldelser mod

polititjenestemænd. Det kan i praksis i en konkret situation være en

vanskelig

afgrænsning, om en klager skal afskæres fra at udtale sig i en situation,

hvor

klagen ser ud til at være udenfor ’notitsområdet’, men hvor klager

har et

ønske om at udtale sig.

...”

Statsadvokaten henholdt sig i

øvrigt til sin afgørelse af 2. juni 1998. Rigsadvokaten henholdt sig til

statsadvokatens udtalelse samt til sin afgørelse af 8. juli 1998.

Ombudsmandens udtalelse

“Jeg har forstået Deres brev som en klage over statsadvokatens og

Rigsadvokatens afgørelse af henholdsvis 2. juni og 8. juli 1998. Jeg har

således ikke forstået henvendelsen som en klage over afgørelsen i

politiklagenævnssagen, dvs. afgørelsen i selve sagen om adfærdsklagen.

Deres klage angår således dels spørgsmålet om politiets afhøring af (B), dels

det forhold at statsadvokaten lod politiets afhøringsrapport indgå som en del

af grundlaget for sin undersøgelse, og endelig statsadvokatens manglende

partshøring.

1. Politiets afhøring af (B)

Ved lovændring af 1. januar 1996 blev retsplejelovens bestemmelser om

behandling af klager over politiet ændret (lov nr. 393 af 14. juni 1995 om

ændring af retsplejeloven). Lovændringen havde blandt andet baggrund i

betænkning 1278/1994 om behandlingen af klager over politipersonale.

Bestemmelserne indebærer at klager over politiet skal undersøges og afgøres

af statsadvokaterne. Dette gælder både adfærdsklager, dvs. klager over

politiets opførsel der kan føre til disciplinære reaktioner, og straffesager,

dvs. klager hvor det skal undersøges om der er grundlag for at rejse

strafferetlig tiltale imod politipersonale på grund af adfærd i tjenesten.

Lovændringen var blandt andet begrundet i et ønske om at politiet ikke

længere skulle undersøge og afgøre klager over sig selv sådan som det

tidligere var tilfældet.

Klager over politiet skal således efter bestemmelserne indbringes for

statsadvokaten (lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1998 om rettens

pleje, § 1019 og § 1020).

Dette indebærer imidlertid ikke at politiet ikke kan modtage, videresende og

i et vist begrænset omfang behandle sager om politiet. Således fremgår det af

lovens forarbejder at den hidtidige praksis hvorefter mindre klager kan

behandles af politiet, opretholdes. Der er

blandt andet anført følgende herom i lovens forarbejder (Folketingstidende

1994-95, tillæg A, sp. 3565):

’...

Selv om det efter den

foreslåede bestemmelse er statsadvokaten, der behandler klager over

politipersonalets adfærd, forudsættes det, at den hidtil fulgte praksis

vedrørende politiets behandling af mindre klager opretholdes, afsnit 3.1.2.

Efter denne praksis bliver mange småklager afgjort ved en samtale mellem en

overordnet polititjenestemand og klageren. Klageren må imidlertid af politiet

vejledes om den formelle klagemulighed til statsadvokaten, og politiet må

udfærdige en notits om det passerede, som forelægges for statsadvokaten,

således at statsadvokaten kan få lejlighed til eventuelt at iværksætte en

undersøgelse af egen drift.

...’

Efter bestemmelserne i

retsplejelovens § 1019, stk. 3, og § 1020, stk. 3, kan politiet på egen hånd

foretage uopsættelige efterforskningsskridt, dvs. undersøgelsesskridt der

ikke

kan afvente at statsadvokaten indleder sin efterforskning. Bestemmelserne har

til formål at undgå bevistab som følge af den tid der kan gå før

statsadvokaten

kan tage sig af sagen. Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde.

Statsadvokaten skal snarest muligt underrettes om sådanne

efterforskningsskridt

(Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 3565).

Politiets visitering af

klager over politipersonalets adfærd er desuden reguleret ved

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse til Anklagemyndigheden og Politiet

vedrørende klager over politipersonale m.v. af 29. december 1995 og

Rigsadvokatens cirkulære til samtlige politimestre af 14. juni 1996. Jeg

henviser til citaterne herfra ovenfor (...).

I Esbjerg politikreds gælder

endvidere politimestercirkulære nr. 6/1995 af 29. december 1995. Af

cirkulæret

fremgår blandt andet følgende:

’...

RETNINGSLINIER FOR MODTAGELSE AF

KLAGER.

Selve modtagelsen.

Mundtlige henvendelser.

1. Tilkendegiver en borger et

ønske om at klage over politipersonalet, henvises klageren til en samtale med

en afdelingsleder eller dennes stedfortræder,

medmindre

der åbenbart er tale om

enten

a. en anmeldelse om et

strafbart forhold begået af politipersonalet i tjenesten,

eller

b. en alvorlig klage over

politipersonalets adfærd i tjenesten, hvilken adfærd helt åbenbart ikke kan

karakteriseres som en ’mindre klage’.

...

DEN UMIDDELBARE EFTERFØLGENDE

EKSPEDITION.

1. Under afdelingslederens

samtale med klageren søges afdækket, om der alene er tale om en alvorlig ment

adfærdsklage, en dispositionsklage, en klage over en materiel afgørelse eller

en blanding af forskellige kategorier af klager.

...’

Det fremgår af sagen at

klagen mod (Dem) i første omgang blev modtaget af den vagthavende

politiassistent som tillige fungerede som stedfortræder for afdelingslederen,

politiinspektøren, og at den vagthavende umiddelbart herefter blev bemyndiget

af politiinspektøren til at gennemføre en samtale med klageren og

efterfølgende

nedskrive hvad der passerede i forbindelse med samtalen.

Det fremgår ikke af sagen

hvilke oplysninger den vagthavende politiassistent modtog da klagen i første

omgang blev indgivet af (B). Jeg kan derfor ikke vurdere om det på dette

tidspunkt

burde have stået den vagthavende politiassistent klart at der åbenbart var

tale

om en klage som efter politimestercirkulære 6/95 ikke burde behandles af

politiet. Jeg lægger på baggrund af sagens øvrige oplysninger til grund at

dette ikke var tilfældet.

Dette forløb er derfor, som

det er forelagt for mig, i overensstemmelse med visitationsordningen ved

politiet som den er fastlagt i politimestercirkulære for Esbjerg politi nr.

6/1995 af 29. december 1995.

Uanset at indholdet af

samtalen blev noteret i form af en afhøringsrapport, mener jeg ikke at der

var

tale om et egentligt efterforskningsskridt. Derimod havde samtalen til formål

at klarlægge den mundtlige klages karakter, herunder om der var tale om

anmeldelse af et strafbart forhold, eller om en adfærdsklage som efter

omstændighederne

kunne afgøres ved en samtale sådan som det er forudsat i lovens forarbejder.

Jeg kan derfor ikke kritisere

politiets fremgangsmåde.

2. Statsadvokatens inddragelse af afhøringsrapporten af 27. februar

1998 i sin undersøgelse

I lyset af de synspunkter som

jeg har anført ovenfor, kan jeg ikke kritisere at statsadvokaten lod

afhøringsrapporten af 27. februar 1998 indgå som en del af grundlaget for sin

undersøgelse.

Jeg lægger herunder vægt på

at rapporten, uanset dennes form af en afhøringsrapport udarbejdet af

politiet,

udgjorde et skriftligt grundlag for klagen som var underskrevet af klageren

og

således måtte kunne sidestilles med en klage udformet af klageren selv.

3. Statsadvokatens manglende partshøring

Efter bestemmelsen i

retsplejelovens § 1019e, stk. 4, som gælder for adfærdsklager, skal den

beskikkede advokat løbende have tilsendt genpart af det materiale som

statsadvokaten tilvejebringer som led i undersøgelsen. Der er ikke tale om en

egentlig partshøring da den løbende orientering ikke udtrykkeligt er fulgt af

nogen adgang til at fremkomme med en udtalelse. Den beskikkede advokat har

endvidere ikke adgang til at overlevere det fremkomne materiale til sin

klient

eller andre (lovens § 1019, stk. 4). Bestemmelsen er ikke gentaget i lovens

kapitel 93c om straffesager idet der her henvises til retsplejelovens

almindelige bestemmelser om behandling af straffesager (lovens § 1020g).

Regler om partshøring findes

i forvaltningsloven hvis § 19 indeholder følgende bestemmelser:

’

§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

...

4) parten ikke har ret til

aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende

oplysninger,...”

Forvaltningslovens § 9, som

indleder lovens kapitel 4, indeholder følgende bestemmelse:

’

§ 9.

...

Stk. 3.

Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke i sager om strafferetlig

forfølgning af lovovertrædelser, jf. dog §

18.’

Som det fremgår af sagen,

behandlede Statsadvokaten i Sønderborg indledningsvis klagen imod (A) som en

potentiel straffelovsovertrædelse efter retsplejelovens kapitel 93c.

Statsadvokatens efterforskning havde således blandt andet til formål at

undersøge om der var grundlag for at sigte (A) for overtrædelse af

straffelovens § 150 og § 155 ved at have misbrugt sin stilling til at forsøge

at tvinge (B) til at komme ind på politistationen.

Jeg finder ikke grundlag for

at kritisere at statsadvokaten ikke partshørte (Dem) i det tidsrum hvor sagen

blev behandlet som en potentiel straffesag.

Fra det tidspunkt da statsadvokaten

traf beslutning om at opgive strafferetlig forfølgning, men fastholdt at

ville

udtale kritik af (A)’s adfærd, ændrede sagen karakter bl.a. således at

partshøringsforpligtelsen efter den ovenfor gengivne bestemmelse i

forvaltningslovens § 19 indtrådte.

Rigsadvokaten har i den

ovenfor delvis gengivne afgørelse af 3. december 1998 om

partshøringsforpligtelsen henvist til at der var tale om en potentiel

straffelovsovertrædelse, og at forvaltningslovens regler om partshøring ikke

gælder i sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser, jf.

forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 9, stk. 3.

Jeg går ud fra at

Rigsadvokaten med dette alene sigter til tiden forud for beslutningen om at

opgive påtale.

Pligten til at foretage

partshøring efter forvaltningslovens § 19 foreligger alene i de tilfælde hvor

myndigheden er kommet i besiddelse af (nye) oplysninger om faktiske forhold

som er til ugunst for parten, og som er af væsentlig betydning for sagens

afgørelse, og som parten må antages ikke at være bekendt med.

Da (B)’s forklaring i retten

den 22. juni 1998 ikke indeholdt sådanne oplysninger, foretager jeg ikke mere

vedrørende partshøringsspørgsmålet.

Jeg foretager mig ikke mere i

sagen.

...”

Lignende dokumenter