Indledende behandling ved politiet og statsadvokats sagsoplysning af politiklagenævnssag
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Indledende behandling ved politiet og statsadvokats
sagsoplysning af politiklagenævnssag
A klagede over nogle forhold
i forbindelse med en politiklagenævnssag, herunder politiets indledende
efterforskning, statsadvokatens oplysningsgrundlag og manglende partshøring.
Sagens nærmere omstændigheder
var følgende:
B rettede den 27. februar
1998 kl. 20.10 henvendelse til politiet i Esbjerg idet hun ønskede at klage
over A som er ansat ved politiet i Esbjerg.
Klagen blev modtaget af
vagthavende ved ordenspolitiet, politiassistent C, som tillige fungerede som
stedfortræder for afdelingslederen, politiinspektøren. C kontaktede herefter
telefonisk politiinspektøren som bemyndigede ham til at gennemføre en samtale
med B og efterfølgende nedskrive hvad der passerede i forbindelse med hendes
henvendelse og samtalen.
B uddybede samme aften på
politistationen sin klage over for politiassistent C. C nedskrev B’s
forklaring i en afhøringsrapport under overskriften: “Vedr. ... klage
over
pa. (A), Esbjerg Politi.”
Af rapporten fremgik at B
havde forklaret at hun dagen før, den 26. februar 1998, havde været på
paskontoret sammen med sine to søstre og den ene søsters søn. Formålet med
besøget var at B skulle have skrevet et af sin søsters børn i sit pas.
B’s nevø kontaktede under
opholdet en politimand som også B senere talte med. Manden var ved at spise
et
æble. I første omgang talte de om et smykke som B havde tabt, og dernæst om
muligheden for en rundvisning på politistationen for B’s nevø.
Læs alt
Politimanden
oplyste at de kunne komme op og aftale en rundvisning. Han sagde at de vidste
hvor han sad. B opgav efter sin forklaring ikke sit navn eller andet til
politimanden.
B forklarede endvidere at hun
følte at politimanden kiggede efter hende da hun og hendes søstre sammen med
drengen efterfølgende tog opstilling foran hittegodskontoret for at holde øje
med en køreprøve.
Af rapporten fremgik desuden
følgende:
“...
D.d. kl. ca. 18.15 blev afh.
ringet op på sin bopæl. Efter at afh. tog røret af telefonen og præsenterede
sig, spurgte en mandsstemme, uden at præsentere sig, om afh. var klar til,
sammen med hendes nevø, at få en rundtur.
Afh. svarede straks, ’det kan
jeg da ikke, fordi jeg har jo ikke min nevø her’. Afh. var straks klar
over, at
det drejede sig om den aftalte rundvisning på Esbjerg Politistation, men
troede, at det var hendes søsters mand, der ville lave en ’joke’
med hende.
Afh. fandt dog hurtigt ud af, at det er alvorligt ment. Manden i telefonen
svarede, ’nå, men ved du hvem jeg er’. Afh. sagde, her, at ’Du
er manden på
politistationen, der spiste et grønt æble’, hvilket han svarede ja til.
Manden i telefonen, spurgte
så, om afh. var interesseret i selv at få en rundvisning på stationen. Afh.
svarede nej til dette, idet det var hendes nevø, der skulle se stationen.
Manden i telefonen, spurgte
så igen, om afh. ville ned og se stationen, uden hendes nevø, idet denne nevø
var en træls eller bøvlet unge, at have med. I dette udsagn følte afh., at
nevøen kun var i vejen, og at det kun var afh., som han ville have en aftale
med.
I samme åndedrag sagde han,
’jeg ved jo også, hvem din fader er’, og han ville gerne diskutere
hendes
faders sag med hende under 4 øjne. Afh. fader navn blev ikke nævnt på noget
tidspunkt.
Afh. forklarede i den
forbindelse, at hendes fader, (...), var den. 4. juni 1994 blevet
varetægtsfængslet for drabsforsøg i 6 måneder, hvilket han dog senere blev
frikendt for. Afh. mente også, at denne politimand, havde bevogtet hendes
fader, under et retsmøde, hvor de pårørende havde fået lov til at tale med
hendes fader i et venterum ved retten.
Afh. blev efter dette
mærkelig til mode, og bange, hvorefter hun afviste, at ville komme ind på
politigården og tale om denne sag.
Efter dette blev afh. igen
spurgt, om hun ville komme ind og se stationen. Det virkede som om, at han
ikke
kunne forstå afvisningen. Afh. sagde til dette, at hun kun ville komme derind
sammen med hendes nevø.
På dette tidspunkt, spurgte
afh. efter, hvor han havde afh.’s telefonnummer fra. Til dette svarede
han, ’os
politifolk, vi har jo vores forbindelser’.
Efter dette, spurgte han, om
han måtte ringe tilbage, for at aftale en for-rundvisning. Afh. svarede først
ja til dette. Afh. var på dette tidspunkt, stadig noget overrumplet af
situationen. Hun rettede ja-et til et nej, og spurgte, om hun ikke kunne
ringe
tilbage.
Personen svarede ja til
dette. Afh. spurgte derfor om hans navn. Til dette svarede han, at han hed
(A),
og at hun kunne ringe på politistationen. Afh. sagde så, ’Vi snakkes
ved’,
hvorefter han svarede ’ja, ja det gør vi da.’. Herefter blev røret
lagt på.
Afh. forklarede til
rapporten, at hun havde indtryk af, at pgl. var beruset. Dette skønnede hun
ud
fra, den måde han talte på, samt at han gentog sig selv mange gange.
Afh. mente, grunden for
henvendelsen var, at han enten var blevet forelsket i hende, eller han ville
forsøge at ’score’ hende.
Med hensyn til omtalen af
hendes fader, følte afh. ikke, at det var en trussel, men nærmere et ønske om
at gøre afh. nysgerrig, således at han kunne komme til at tale med hende i
enerum.
Afh. forklarede, at hun havde
et vidne til samtalen, (D).
Dette vidne, opholdt sig i
afh.s lejlighed, da opringningen kom.
Da afh. blev klar over, at
det ikke var en ’joke’, vinkede hun vidnet over til telefonen,
hvorefter vidnet
lyttede til samtalen. Vidnet har overhørt samtalen fra det sted, hvor afh.
spurgte manden i telefonen, om det var ham med det grønne æble.
Afh. vil gerne klage over
(A)’s opførsel, idet hun følte, at både opringningen med de skjulte
tilbud, og
omtalen af hendes fader var utilstedelig.
...”
Den 3. marts 1998 fremsendte
Politimesteren i Esbjerg afhøringsrapporten til Statsadvokaten i Sønderborg
med
henblik på at statsadvokaten indledte en nærmere undersøgelse i sagen.
Den 27. marts 1998 foretog
statsadvokaten indenretligt forhør af D ved Retten i Esbjerg hvilket fremgik
af
afhøringsrapport af samme dag.
D bekræftede i sin forklaring
B’s forklaring vedrørende telefonsamtalen, herunder at D overhørte en
del af
samtalen.
Den 29. april 1998 klagede A
til Statsadvokaten i Sønderborg. A’s advokat havde på dette tidspunkt
modtaget
et kopisæt af sagen vedrørende A.
I klagen anførte A blandt andet
følgende:
“...
Af kopisættet kan jeg se, at
politiassistent (C) den 27. februar 1998 optager afhøringsrapport, som er den
modtagne klage.
Som det fremgår af
retsplejelovens § 119
(1019, min
rettelse)
er det statsadvokaten der behandler klager over politipersonalets
adfærd, og klager skal stiles direkte til statsadvokaten. Kun uopsættelige
undersøgelsesskridt kan politiet foretage på egen hånd, og det var ikke
nødvendigt i nærværende sag.
Det fremgår af
politimestercirkulære nr. 6/1995 fra politimester Illum, Esbjerg, at der som
retningslinie for modtagelse af klager ved mundtlige henvendelser skal
henvises
til en samtale med en afdelingsleder eller dennes stedfortræder, med mindre
der
åbenbart er tale om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten
eller en alvorlig klage over politipersonalets adfærd i tjenesten, hvilken
adfærd helt åbenbart ikke kan karakteriseres som en ’mindre klage’.
Det er min opfattelse, at
anmeldelsen i form af en egentlig afhøringsrapport medfører, at (jeg) ikke
får
det fair play som lovændringen i 1995 tilsigter. Herudover finder jeg det
forkert, at statsadvokaten lægger rapporten til grund som afhøringsrapport,
idet vidnet efterfølgende bliver afhørt med udgangspunkt i rapporten.
Statsadvokaten burde have
indkaldt klageren til rapportoptagelse i henhold til Retsplejelovens
bestemmelser og eventuelt efterfølgende have afhørt vidnet.
Var den korrekte
fremgangsmåde blevet fulgt af politiet, dels ved anmeldelsen hvor et
efterfølgende møde med en afdelingsleder måske kunne have medført klagens
bortfald, dels ved at statsadvokaten ved afhøringen af klageren selv måske
ved
visitation kunne have afvist klagen har medført, at (jeg) stilles ringere end
(jeg) burde have gjort ved den verserende sag.
...”
Den 4. maj 1998 foretog statsadvokaten
indenretligt forhør af A ved Retten i Esbjerg hvilket fremgik af
afhøringsrapport
af samme dag. A blev afhørt uden sigtelse og med sin advokats
tilstedeværelse.
Af A’s forklaring fremgik at
han havde en anden opfattelse af det passerede end B. A havde forklaret at B,
hvis ene søster og far han kendte, rettede henvendelse til ham 2-3 gange
under
sit besøg på politistationen den 26. februar 1998.
A forklarede videre at B
havde sagt til ham at det var hende som tog sig af rundvisningen sammen med
nevøen, og at hun uden forbehold accepterede at A skulle sætte sig i
forbindelse med hende.
Om baggrunden for
telefonopkaldet oplyste A at han havde undersøgt om der var en rundvisning på
trapperne hvilket der ikke var. A måtte derfor henvise til en kollega der
havde
med den slags at gøre.
Af afhøringsrapporten fremgik
desuden at A havde forklaret at han ringede fredag den 27. februar 1998 efter
at have været til et møde hvor han havde indtaget højst 3 øl og 2 snapse. Han
følte sig ikke påvirket, i hvert fald ikke i en grad så han ikke kunne føre
en
almindelig samtale.
A forklarede at han
præsenterede sig i telefonen og oplyste at det drejede sig om rundvisningen,
men at han ikke nåede længere, da han “fik en spand lort i hovedet”
og blev
bebrejdet at han ringede sent, og at de ikke havde nogen aftale om
rundvisning.
Han forsøgte herpå at dæmpe B ned.
A tilkendegav desuden at han
ikke havde truet eller udnyttet sin stilling, og forklarede at der ikke på
nogen måde var bagtanker med opkaldet. Han kunne ikke huske at han skulle
have
foreslået B at komme ind på stationen samme aften, og han huskede ikke at
have
tilbudt B en rundvisning alene, men han vil dog ikke afvise dette sidste
punkt.
At han havde nævnt faderens
sag, forklarede A med at han prøvede alt for at få B ned på jorden igen.
Den 20. maj 1998 foretog
statsadvokaten indenretligt forhør af kontorfuldmægtig E ved Retten i Esbjerg
hvilket fremgik af afhøringsrapport af samme dag.
E er ansat ved politiet i
Esbjerg og var til stede ved B’s ophold på politistationen den 26.
februar
1998.
E forklarede at hun ikke
kendte B. Hun forklarede at hun observerede at en høj lyshåret dame var henne
for at tale med A. E fulgte ikke med i samtalen og var ikke i stand til at
gentage hvad der var blevet sagt.
Samme dag, den 20. maj 1998,
foretog statsadvokaten indenretligt forhør af kontorassistent F ved Retten i
Esbjerg hvilket fremgik af afhøringsrapport af samme dag.
F er ansat ved politiet i
Esbjerg og var ligesom E til stede ved B’s ophold på politistationen den
26.
februar 1998.
F forklarede at hun havde et
vist kendskab til B som hun havde gået i skole med.
F forklarede at det var hende
som ekspederede B’s søster ved skranken. Hun havde observeret at B var
henne
hos A, men hun kunne ikke høre hvad de talte om. Hun forklarede at de grinte
og
snakkede sammen som almindelig hyggesnak.
Den 1998 meddelte
Statsadvokaten i Sønderborg A sin afgørelse i anledning af A’s klage
over
politiets afhøring af B og over at statsadvokaten lagde afhøringsrapporten
til grund
for sin undersøgelse. Statsadvokaten havde forinden indhentet en udtalelse
fra
Politimesteren i Esbjerg.
Af brevet fremgik blandt
andet følgende:
“...
Politimesteren har blandt
andet udtalt, at han er af den opfattelse, at der i forbindelse med
(B)’s klage
er henholdt helt i overensstemmelse med retningslinierne i
politimestercirkulære nr. 6/95. Politimesteren har endvidere bemærket, at det
fremgår af pa. (C)’s afhøringsrapport af 27. februar 1998, at (B)
rettede
henvendelse til stationen fredag aften kl. 20.10 for at klage over en
politiassistent. På dette tidspunkt er vagthavende hos ordenspolitiet
stedfortræder for politiinspektøren. Politiassistent (C) forelagde telefonisk
sagen for politiinspektøren og blev her bemyndiget til at gennemføre samtalen
med (B) og efterfølgende notere klagerens forklaring ned. Formålet med
samtalen var at afklare klagens karakter. Politimesteren har endelig oplyst,
at
politirapporten af 27. februar 1998 svarer til de notitser, der ofte
udarbejdes
i anledning af klager over politiet. Politimesteren er af den opfattelse, at
det indledende arbejde er i overensstemmelse med de retningslinier, der er
fastlagt for behandling af klagesager efter 1. januar 1996.
Det fremgår af
retsplejelovens § 1019, stk. 3, at politiet på egen hånd, kan foretage
uopsættelige undersøgelsesskridt, som politiet snarest muligt skal underrette
statsadvokaten om. Det samme gælder vedrørende mulige straffesager mod
politiet, jfr. retsplejelovens § 1020 b, stk. 3. Ifølge bemærkningerne til
lovforslaget vedr. behandlingen af klager over politipersonalet m.v. har
disse
bestemmelser et snævert anvendelsesområde og tilsigter at undgå bevistab.
Det fremgår endvidere af
bemærkningerne, at selv om det er statsadvokaten, der behandler klager over
politiets adfærd, forudsættes det, at den hidtil fulgte praksis vedrørende
politiets behandling af mindre klager opretholdes. Således vil små klager
kunne
afgøres ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren.
Politiet skal udfærdige en notits om det passerede, som skal sendes til
statsadvokaten, der så kan få lejlighed til, eventuelt af egen drift, at
iværksætte en nærmere undersøgelse. Notitsen skal tillige fremsendes til
politiklagenævnet ved statsadvokatens foranstaltning. Der kan tillige
henvises
til betænkning nr. 1278, kap. 11, afsnit 4.
For at kunne vurdere klagen,
og bedømme om der er tale om en mindre klage, der kan afsluttes med en
samtale
med en overordnet polititjenestemand, er det efter min opfattelse i
overensstemmelse med politiklagenævnsordningen, at klageren overfor politiet
afgiver forklaring om det passerede i en situation som i denne konkrete sag.
For så vidt angår (B)’s
henvendelse, viste der sig at være behov for en mere detaljeret forklaring,
der
blev skrevet ned i en afhøringsrapport, som Politimesteren videresendte til
statsadvokaturen.
(B)’s klage er efter min
opfattelse en alvorlig adfærdsklage. Sagen giver endvidere grundlag for
mistanke om overtrædelse af straffelovens § 150. Dette kunne imidlertid først
vurderes efter at (B) havde forklaret om det passerede. Sagen blev derpå
straks
videresendt til statsadvokaten.
Det er min opfattelse, at der
ikke er grundlag for at kritisere politiets indledende dispositioner i sagen.
De nævner i Deres skrivelse
af 29. april 1998, at statsadvokaten burde have indkaldt klageren til
afhøring,
og først derefter afhørt vidner i sagen. (B)’s forklaring til politiet
er efter
min opfattelse forholdsvis detaljeret. Der er intet grundlag for at antage,
at
afhøringen ikke er foregået forsvarligt, og (B) har gennemlæst og godkendt
forklaringen. På den baggrund ville det efter min opfattelse være unødvendigt
dobbeltarbejde, at anmode hende om at gentage forklaringen for en medarbejder
fra statsadvokaturen. Det ville endvidere forhale sagens videre ekspedition,
hvilket ingen kan være interesseret i. Jeg har imidlertid indkaldt (B) til
efterafhøring, således at hun kan foreholdes de fremkomne oplysninger i
sagen.
Jeg mener således ikke, at
(Deres) retssikkerhed er blevet tilsidesat i forbindelse med sagens
behandling.
...”
Den 22. juni 1998 blev B
afhørt ved Retten i Esbjerg hvilket fremgik af afhøringsrapport af samme dag.
Hun gentog i alt væsentligt den forklaring som fremgik af politirapporten af
27. februar 1998.
A påklagede den 23. juni 1998
statsadvokatens afgørelse af 2. juni 1998 til Rigsadvokaten. I klagen anførte
A
blandt andet følgende:
“...
Politiassistent (C) blev
herefter beordret til at indkalde klageren straks til stationen for at
foretage
en decideret afhøring til rapport. Sidstnævnte har politiassistent (C) udtalt
og forklaret over for (mig).
Ovenstående fremgangsmåde er
klart i strid med Justitsministeriets cirkulæreskrivelse til
Anklagemyndigheden
og Politiet vedrørende behandling af klager over politipersonale m.v. af 29.
december 1995 samt Rigsadvokatens cirkulære til samtlige politimestre af 14.
juni 1996.
Det fremgår af
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse side 2, 3. afsnit, at ’politiet i
adfærdsklager udelukkende kan foretage uopsættelige undersøgelsesskridt, der
ikke kan afvente at statsadvokaten indleder sin undersøgelse af en konkret
sag.
Formålet med bestemmelsen,
som har et snævert sigte er at undgå bevistab som følge af den korte tid der
i
praksis efter omstændighederne vil kunne gå, før statsadvokaten kan tage sig
af sagen’. Det fremgår endvidere under punkt 3, straffesager mod
politiet, at
samme fremgangsmåde skal ske i straffesager mod politipersonale.
Under punkt 7 i cirkulæret er
anført ’behandlingen af mindre klager’.
Af andet afsnit fremgår det,
at ’mange små klager bliver afgjort ved en samtale mellem overordnet
polititjenestemand og klageren, hvorved fejltagelser og misforståelser
opklares, og klageren vil undertiden være tilfreds hermed.
I nogle tilfælde vil klageren
umiddelbart kunne få medhold i sin klage, f.eks. hvor den indklagede
polititjenestemand erkender at have opført sig ukorrekt.
Såfremt klageren i sådanne
tilfælde modtager beklagelse af det passerede med tilsagn om at forholdet vil
blive påtalt, og han erklærer sig tilfreds hermed, vil der ofte ikke være
behov
for at iværksætte nogen undersøgelse. Klageren må imidlertid af politiet
vejledes om den formelle klagemulighed ved statsadvokaten, og politiet må
udfærdige en notits om det passerede, som forelægges for
statsadvokaten’.
I den konkrete sag foreligger
ingen risiko for tab af bevis, og der er ingen anledning til at foretage
uopsættelige skridt. Ej heller har muligheden for en samtale med en
overordnet
tjenestemand, som ovenfor anført, været forsøgt.
...”
Den 8. juli 1998 meddelte
Rigsadvokaten A sin afgørelse efter at have indhentet en udtalelse fra
statsadvokaten. Rigsadvokaten erklærede sig enig i statsadvokatens afgørelse
af 2. juni 1998 og lagde vægt på de samme forhold.
Den 31. august 1998 meddelte
Statsadvokaten i Sønderborg A sin afgørelse i politiklagesagen. Sagen havde
forinden været forelagt politiklagenævnet der havde erklæret sig enig i
afgørelsen.
Det fremgik af afgørelsen at
statsadvokaten ikke fandt grundlag for at rejse sigtelse over for A for
overtrædelse af straffelovens § 150 og § 155. Statsadvokaten indstillede på
baggrund heraf sin efterforskning i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.
Statsadvokaten udtalte
imidlertid,
at
A ikke burde have foretaget opringningen efter at have indtaget
spiritus,
at
A ikke burde have
inviteret B ind på stationen til en rundvisning, og
at
han ikke burde have tilkendegivet at han ville have en samtale
under fire øjne om faderens tidligere sag.
Statsadvokaten udtrykte sin
beklagelse over for B og underrettede Politimesteren i Esbjerg om sin
afgørelse
med henblik på en eventuel disciplinær reaktion over for A.
Den 28. september 1998
påklagede A statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten
besvarede klagen den 3. december 1998 efter at have indhentet en udtalelse
fra
Statsadvokaten i Sønderborg.
Rigsadvokaten anførte blandt
andet følgende:
“...
De har i Deres skrivelse af
1. oktober 1998 anført, at (De) ikke har fået adgang til kontradiktion i
anledning af genafhøringen af (B) den 22. juni 1998.
Statsadvokaten har i sin udtalelse
til mig anført, at sagen - som anført ovenfor - har været behandlet som en
potentiel straffelovsovertrædelse efter retsplejelovens kapitel 93 c.
Statsadvokaten har derfor ikke fremsendt sagsfremstilling, hvilket er
baggrunden for, at der ikke er givet adgang til kontradiktion efter
genafhøring
af klageren.
Jeg kan tilføje at
forvaltningslovens regler om partshøring ikke gælder i sager om strafferetlig
forfølgning af lovovertrædelser, jf. lovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 9,
stk.
3.
Jeg kan herefter meddele, at
jeg ikke har fundet grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse,
hvorefter
statsadvokaten beklager det passerede.
Jeg har ved min afgørelse
lagt vægt på de samme forhold, som statsadvokaten har anført som begrundelse
for sin afgørelse. Jeg finder dog, at det selv om det måtte lægges til grund,
at (B) hidsede sig op, yderligere må anses for kritisabelt, at faderens sag,
der var afsluttet ved Vestre Landsrets dom af 23. november 1994, er blevet
bragt på bane af (Dem).
...”
A klagede herefter til mig.
I forbindelse med min
behandling af klagen udtalte Statsadvokaten i Sønderborg blandt andet
følgende:
“...
Jeg finder det ikke afgørende
om de indledende oplysninger skrives i en rapport med overskriften
’notits’
eller en rapport med overskriften ’afhøringsrapport’. De indledende
oplysninger medførte, at sagen straks blev videresendt til statsadvokaturen
jfr. sagens bilag 1.
Vedr. Politimestercirkulære
nr. 6/95 fra Politimesteren i Esbjerg bemærkes, at dette findes at være i
overensstemmelse med både intentionerne vedr. notitsklager og den måde,
hvorpå
ordningen administreres i praksis. De øvrige retningslinier findes tillige at
være i overensstemmelse med reglerne vedr. klager/anmeldelser mod
polititjenestemænd. Det kan i praksis i en konkret situation være en
vanskelig
afgrænsning, om en klager skal afskæres fra at udtale sig i en situation,
hvor
klagen ser ud til at være udenfor ’notitsområdet’, men hvor klager
har et
ønske om at udtale sig.
...”
Statsadvokaten henholdt sig i
øvrigt til sin afgørelse af 2. juni 1998. Rigsadvokaten henholdt sig til
statsadvokatens udtalelse samt til sin afgørelse af 8. juli 1998.
Ombudsmandens udtalelse
“Jeg har forstået Deres brev som en klage over statsadvokatens og
Rigsadvokatens afgørelse af henholdsvis 2. juni og 8. juli 1998. Jeg har
således ikke forstået henvendelsen som en klage over afgørelsen i
politiklagenævnssagen, dvs. afgørelsen i selve sagen om adfærdsklagen.
Deres klage angår således dels spørgsmålet om politiets afhøring af (B), dels
det forhold at statsadvokaten lod politiets afhøringsrapport indgå som en del
af grundlaget for sin undersøgelse, og endelig statsadvokatens manglende
partshøring.
1. Politiets afhøring af (B)
Ved lovændring af 1. januar 1996 blev retsplejelovens bestemmelser om
behandling af klager over politiet ændret (lov nr. 393 af 14. juni 1995 om
ændring af retsplejeloven). Lovændringen havde blandt andet baggrund i
betænkning 1278/1994 om behandlingen af klager over politipersonale.
Bestemmelserne indebærer at klager over politiet skal undersøges og afgøres
af statsadvokaterne. Dette gælder både adfærdsklager, dvs. klager over
politiets opførsel der kan føre til disciplinære reaktioner, og straffesager,
dvs. klager hvor det skal undersøges om der er grundlag for at rejse
strafferetlig tiltale imod politipersonale på grund af adfærd i tjenesten.
Lovændringen var blandt andet begrundet i et ønske om at politiet ikke
længere skulle undersøge og afgøre klager over sig selv sådan som det
tidligere var tilfældet.
Klager over politiet skal således efter bestemmelserne indbringes for
statsadvokaten (lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1998 om rettens
pleje, § 1019 og § 1020).
Dette indebærer imidlertid ikke at politiet ikke kan modtage, videresende og
i et vist begrænset omfang behandle sager om politiet. Således fremgår det af
lovens forarbejder at den hidtidige praksis hvorefter mindre klager kan
behandles af politiet, opretholdes. Der er
blandt andet anført følgende herom i lovens forarbejder (Folketingstidende
1994-95, tillæg A, sp. 3565):
’...
Selv om det efter den
foreslåede bestemmelse er statsadvokaten, der behandler klager over
politipersonalets adfærd, forudsættes det, at den hidtil fulgte praksis
vedrørende politiets behandling af mindre klager opretholdes, afsnit 3.1.2.
Efter denne praksis bliver mange småklager afgjort ved en samtale mellem en
overordnet polititjenestemand og klageren. Klageren må imidlertid af politiet
vejledes om den formelle klagemulighed til statsadvokaten, og politiet må
udfærdige en notits om det passerede, som forelægges for statsadvokaten,
således at statsadvokaten kan få lejlighed til eventuelt at iværksætte en
undersøgelse af egen drift.
...’
Efter bestemmelserne i
retsplejelovens § 1019, stk. 3, og § 1020, stk. 3, kan politiet på egen hånd
foretage uopsættelige efterforskningsskridt, dvs. undersøgelsesskridt der
ikke
kan afvente at statsadvokaten indleder sin efterforskning. Bestemmelserne har
til formål at undgå bevistab som følge af den tid der kan gå før
statsadvokaten
kan tage sig af sagen. Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde.
Statsadvokaten skal snarest muligt underrettes om sådanne
efterforskningsskridt
(Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 3565).
Politiets visitering af
klager over politipersonalets adfærd er desuden reguleret ved
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse til Anklagemyndigheden og Politiet
vedrørende klager over politipersonale m.v. af 29. december 1995 og
Rigsadvokatens cirkulære til samtlige politimestre af 14. juni 1996. Jeg
henviser til citaterne herfra ovenfor (...).
I Esbjerg politikreds gælder
endvidere politimestercirkulære nr. 6/1995 af 29. december 1995. Af
cirkulæret
fremgår blandt andet følgende:
’...
RETNINGSLINIER FOR MODTAGELSE AF
KLAGER.
Selve modtagelsen.
Mundtlige henvendelser.
1. Tilkendegiver en borger et
ønske om at klage over politipersonalet, henvises klageren til en samtale med
en afdelingsleder eller dennes stedfortræder,
medmindre
der åbenbart er tale om
enten
a. en anmeldelse om et
strafbart forhold begået af politipersonalet i tjenesten,
eller
b. en alvorlig klage over
politipersonalets adfærd i tjenesten, hvilken adfærd helt åbenbart ikke kan
karakteriseres som en ’mindre klage’.
...
DEN UMIDDELBARE EFTERFØLGENDE
EKSPEDITION.
1. Under afdelingslederens
samtale med klageren søges afdækket, om der alene er tale om en alvorlig ment
adfærdsklage, en dispositionsklage, en klage over en materiel afgørelse eller
en blanding af forskellige kategorier af klager.
...’
Det fremgår af sagen at
klagen mod (Dem) i første omgang blev modtaget af den vagthavende
politiassistent som tillige fungerede som stedfortræder for afdelingslederen,
politiinspektøren, og at den vagthavende umiddelbart herefter blev bemyndiget
af politiinspektøren til at gennemføre en samtale med klageren og
efterfølgende
nedskrive hvad der passerede i forbindelse med samtalen.
Det fremgår ikke af sagen
hvilke oplysninger den vagthavende politiassistent modtog da klagen i første
omgang blev indgivet af (B). Jeg kan derfor ikke vurdere om det på dette
tidspunkt
burde have stået den vagthavende politiassistent klart at der åbenbart var
tale
om en klage som efter politimestercirkulære 6/95 ikke burde behandles af
politiet. Jeg lægger på baggrund af sagens øvrige oplysninger til grund at
dette ikke var tilfældet.
Dette forløb er derfor, som
det er forelagt for mig, i overensstemmelse med visitationsordningen ved
politiet som den er fastlagt i politimestercirkulære for Esbjerg politi nr.
6/1995 af 29. december 1995.
Uanset at indholdet af
samtalen blev noteret i form af en afhøringsrapport, mener jeg ikke at der
var
tale om et egentligt efterforskningsskridt. Derimod havde samtalen til formål
at klarlægge den mundtlige klages karakter, herunder om der var tale om
anmeldelse af et strafbart forhold, eller om en adfærdsklage som efter
omstændighederne
kunne afgøres ved en samtale sådan som det er forudsat i lovens forarbejder.
Jeg kan derfor ikke kritisere
politiets fremgangsmåde.
2. Statsadvokatens inddragelse af afhøringsrapporten af 27. februar
1998 i sin undersøgelse
I lyset af de synspunkter som
jeg har anført ovenfor, kan jeg ikke kritisere at statsadvokaten lod
afhøringsrapporten af 27. februar 1998 indgå som en del af grundlaget for sin
undersøgelse.
Jeg lægger herunder vægt på
at rapporten, uanset dennes form af en afhøringsrapport udarbejdet af
politiet,
udgjorde et skriftligt grundlag for klagen som var underskrevet af klageren
og
således måtte kunne sidestilles med en klage udformet af klageren selv.
3. Statsadvokatens manglende partshøring
Efter bestemmelsen i
retsplejelovens § 1019e, stk. 4, som gælder for adfærdsklager, skal den
beskikkede advokat løbende have tilsendt genpart af det materiale som
statsadvokaten tilvejebringer som led i undersøgelsen. Der er ikke tale om en
egentlig partshøring da den løbende orientering ikke udtrykkeligt er fulgt af
nogen adgang til at fremkomme med en udtalelse. Den beskikkede advokat har
endvidere ikke adgang til at overlevere det fremkomne materiale til sin
klient
eller andre (lovens § 1019, stk. 4). Bestemmelsen er ikke gentaget i lovens
kapitel 93c om straffesager idet der her henvises til retsplejelovens
almindelige bestemmelser om behandling af straffesager (lovens § 1020g).
Regler om partshøring findes
i forvaltningsloven hvis § 19 indeholder følgende bestemmelser:
’
§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
...
4) parten ikke har ret til
aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende
oplysninger,...”
Forvaltningslovens § 9, som
indleder lovens kapitel 4, indeholder følgende bestemmelse:
’
§ 9.
...
Stk. 3.
Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke i sager om strafferetlig
forfølgning af lovovertrædelser, jf. dog §
18.’
Som det fremgår af sagen,
behandlede Statsadvokaten i Sønderborg indledningsvis klagen imod (A) som en
potentiel straffelovsovertrædelse efter retsplejelovens kapitel 93c.
Statsadvokatens efterforskning havde således blandt andet til formål at
undersøge om der var grundlag for at sigte (A) for overtrædelse af
straffelovens § 150 og § 155 ved at have misbrugt sin stilling til at forsøge
at tvinge (B) til at komme ind på politistationen.
Jeg finder ikke grundlag for
at kritisere at statsadvokaten ikke partshørte (Dem) i det tidsrum hvor sagen
blev behandlet som en potentiel straffesag.
Fra det tidspunkt da statsadvokaten
traf beslutning om at opgive strafferetlig forfølgning, men fastholdt at
ville
udtale kritik af (A)’s adfærd, ændrede sagen karakter bl.a. således at
partshøringsforpligtelsen efter den ovenfor gengivne bestemmelse i
forvaltningslovens § 19 indtrådte.
Rigsadvokaten har i den
ovenfor delvis gengivne afgørelse af 3. december 1998 om
partshøringsforpligtelsen henvist til at der var tale om en potentiel
straffelovsovertrædelse, og at forvaltningslovens regler om partshøring ikke
gælder i sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser, jf.
forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 9, stk. 3.
Jeg går ud fra at
Rigsadvokaten med dette alene sigter til tiden forud for beslutningen om at
opgive påtale.
Pligten til at foretage
partshøring efter forvaltningslovens § 19 foreligger alene i de tilfælde hvor
myndigheden er kommet i besiddelse af (nye) oplysninger om faktiske forhold
som er til ugunst for parten, og som er af væsentlig betydning for sagens
afgørelse, og som parten må antages ikke at være bekendt med.
Da (B)’s forklaring i retten
den 22. juni 1998 ikke indeholdt sådanne oplysninger, foretager jeg ikke mere
vedrørende partshøringsspørgsmålet.
Jeg foretager mig ikke mere i
sagen.
...”
Lignende dokumenter
- Disciplinær bøde. Manglende partshøring, begrundelse, bekendtgørelse. Retsinformation · 25. juni 2003
- Politiklagenævnssag sat i bero. Begrundelse Retsinformation · 2. oktober 2002
- Udtagelse af blodprøver i forbindelse med statsadvokatundersøgelse Retsinformation · 3. marts 2003
- Opfølgning til inspektion af venterum på politistationen i Esbjerg Retsinformation · 14. november 2014
- Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling Retsinformation · 7. oktober 2015
- Part Klageberettiget Retsinformation · 13. juli 2007