Spring til indhold

Retsinformation

Politiklagenævnssag sat i bero. Begrundelse

FOU nr 2001.147UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Politiklagenævnssag sat i bero. Begrundelse

Sagen angik en

politiklagenævnssag som var rejst på baggrund af nogle anmeldelser mod

politipersonale, herunder anmeldelser om vold i forbindelse med en

anholdelse.

Under sagen traf statsadvokaten som behandlede politiklagenævnssagen,

beslutning om at stille sagen i bero indtil en straffesag mod klagerne var

afgjort. Baggrunden herfor var at politiklagenævnssagens hovedpunkter havde

hændelsesmæssigt sammenfald med de episoder som havde givet anledning til

straffesagen. Rigsadvokaten som fik statsadvokatens afgørelse forelagt, fandt

ikke grundlag for at tilsidesætte statsadvokatens konkrete skøn vedrørende

berostillelsen på dette tidspunkt.

En advokat, A, klagede til

mig i anledning af berostillelsen. A klagede for det første (som advokat for

Politiforbundet i Danmark) over statsadvokaternes prioritering i forholdet

mellem politiklagenævnssager og straffesager i almindelighed. For det andet

klagede A for to politiassistenter over Rigsadvokatens afgørelse af 26. april

2000 i den konkrete sag.

Jeg meddelte A at jeg i

første omgang havde besluttet at begrænse min undersøgelse til den konkrete

sag

vedrørende Rigsadvokatens afgørelse af 26. april 2000. Jeg oplyste videre at

jeg, når jeg havde behandlet denne sag, vil tage stilling til om der var

grundlag for at indlede en ombudsmandsundersøgelse af statsadvokaternes

prioritering i forholdet mellem politiklagenævnssager og straffesager i

almindelighed.

Sagens hændelsesforløb og

behandling ved Statsadvokaten for Sjælland og Rigsadvokaten blev gengivet

således af Rigsadvokaten:

”Det fremgår af sagen, at

Læs alt

politiassistenterne (P1) og (P2) den 6. august 1999 blev sendt til Holbæk

Station for at yde DSB assistance i forbindelse med, at to personer havde

kørt

uden billet i regionaltoget mellem København og Holbæk. Politiassistenterne

traf på stedet bl.a. de armenske statsborgere, (K1) og (K2). Episoden

udviklede

sig og endte med, at de pågældende blev anholdt som sigtet for overtrædelse

af

jernbaneloven. (K1) blev endvidere sigtet for overtrædelse af straffelovens §

119 ved på perronen at have tildelt politiassistent (P2) et knytnæveslag på

skulderen.

Ved skrivelse af 15.

november 1999 til Justitsministeriet indgav (K1) og (K2) klage over Holbæk

politis ’vold og for ulovlig anholdelse af (K2) den 6. august

1999’. I klagen

var det blandt andet anført, at politiassistenterne havde optrådt uhøfligt og

været meget voldsomme under anholdelsen, ligesom de havde slået klagerne.

Justitsministeriet

fremsendte den 22. november 1999 klagen til Statsadvokaten for Sjælland til

videre foranstaltning. Statsadvokaten underrettede den 14. december 1999

klagerne om modtagelsen af klagen og anmodede samtidig Politimesteren i

Holbæk

om at identificere de indklagede polititjenestemænd og fremsende materiale,

der

belyste klagen.

Politimesteren fremsendte de

ønskede oplysninger til statsadvokaten den 22. december 1999.

Ved skrivelser af 7. januar

2000 underrettede statsadvokaten sagens parter og Politiklagenævnet for

Statsadvokaten for Sjælland om, at behandlingen af klagesagen var sat i bero

indtil straffesagen mod klagerne var afgjort. Statsadvokaten anmodede

samtidig

Politimesteren i Holbæk om at fremskynde straffesagen mod klagerne.

Ved skrivelse af 13. januar

2000 anmodede politiklagenævnet statsadvokaten om at modtage sagens akter,

idet

man ikke umiddelbart var enig i, at hele sagen, der efter det oplyste også

vedrørte dispositionsklager og adfærdsklager i forbindelse med løsladelsen,

skulle afvente straffesagen.

Ved skrivelse af 26. januar

2000 meddelte statsadvokaten politiklagenævnet, at klagens hovedpunkter efter

hans opfattelse var klagen over vold og ulovlig anholdelse, og at dette var

baggrunden for, at han havde besluttet at afvente straffesagens udfald. Han

anførte endvidere, at klagens fulde omfang i øvrigt ville blive klarlagt ved

afhøringerne af klagerne, når straffesagen var afgjort.

Ved skrivelse af 26. april

2000 meddelte jeg de indklagedes advokat (A), at jeg ikke fandt grundlag for

at

tilsidesætte statsadvokatens konkrete skøn vedrørende prioriteringen af

straffesagen mod klagerne og klagesagen mod hans klienter.

Statsadvokaten rejste ved

anklageskrift af 18. august 2000 tiltale mod (K1) for blandt andet

overtrædelse

af straffelovens § 119. ( )

Ved skrivelse af 25. august

2000 meddelte jeg advokat (A), at jeg ikke fandt grundlag for at ændre min

afgørelse af 26. april 2000. Jeg anmodede samtidig statsadvokaten om at

fremskynde straffesagens behandling mest muligt.

(K1) blev ved Retten i

Holbæks dom af 30. oktober 2000 idømt 20 dages betinget hæfte for

overtrædelse

af straffelovens § 119, stk. 1, og våbenloven. Dommen blev ved en skrivelse

af

13. november 2000 fra domfældte til Justitsministeriet, hvor den blev

modtaget

den 14. november 2000, anket til landsretten.

Justitsministeriet

videresendte skrivelsen den 22. november 2000 og statsadvokaten udfærdigede

ankemeddelelse den 28. november 2000, hvori han principielt nedlagde påstand

om

afvisning af anken som for sent iværksat. Statsadvokaten anmodede ved

påtegning

af 29. november 2000 landsretten om at behandle admitteringsspørgsmålet

forlods

og særskilt.

På baggrund af en klage fra

(K1) og (K2) over, at statsadvokaten intet havde foretaget sig vedrørende

klagen af 15. november 1999, anmodede jeg den 3. november 2000 statsadvokaten

om at fremskynde klagesagens behandling.

Det fremgår endelig, at

statsadvokaten ved skrivelse af 22. marts 2001 meddelte advokat (A), at han

ville høre nærmere til klagesagen, når ankesagen var afgjort. (K1)’s

anke af

13. november 2000 blev afvist ved Østre Landsrets kendelse af 6. april 2001.

Statsadvokaten har i

udtalelsen af 2. juli 2001 oplyst, at klagesagen blev sat i bero på udfaldet

af

ankesagen i forventning om, at admitteringsspørgsmålet ville blive afgjort

efter ganske kort tid.

(K1) og (K2) blev udsendt af

Danmark den 4. april 2001.

Det fremgår af klagesagen,

at de indklagede politiassistenter og to andre politiassistenter blev

indkaldt

til afhøring på statsadvokatens kontor den 17. juli 2001. Klagesagen er endnu

ikke afgjort.

”

I advokat A’s klage til mig

anførte A bl.a. følgende:

”1.

Definition af

problemstillingen.

Reglerne om straffesager mod

politipersonale findes i retsplejelovens kap. 93 c. Der er ikke i disse

regler

taget stilling til, hvornår Statsadvokaten skal påbegynde efterforskningen i

en

politiklagenævnssag, hvor polititjenestemænd bliver anmeldt for strafbart

forhold.

I praksis forekommer det

ganske ofte, at det hændelsesforløb, der giver anledning til anmeldelsen,

ligeledes har givet anledning til en straffesag imod anmelderen.

Det har efter min opfattelse

i praksis vist sig, i hvert fald hos Statsadvokaten for København og hos

Statsadvokaten for Sjælland, at når en situation, som ovenfor beskrevet,

foreligger, vil Statsadvokaten helt generelt nedprioritere behandlingen af

politiklagenævnssagen på bekostning af straffesagen. Dette indebærer efter

min

opfattelse, at der helt generelt sker en berostillelse af

politiklagenævnssagen, indtil straffesagen er afgjort i hvert fald i 1.

instans. Så vidt jeg kan bedømme, sker dette uanset om straffesagen måtte

være

en banal politivedtægtsovertrædelse, og politiklagenævnssagen vedrører

alvorlige beskyldninger til eksempel grov vold.

3.

Juridisk vurdering af den

konkrete sag.

Straffesager mod

politipersonale er reguleret i retsplejelovens kap. 93 c. Spørgsmålet om

prioriteringen af en straffesag mod politipersonale, hvor der samtidig er

rejst

straffesag mod klager, er ikke særskilt behandlet i retsplejelovens kap. 93

c,

eller andet steds i retsplejeloven, ligesom der ikke i retsplejeloven er

fastsat særlige regler om sagsbehandlingstiden for klagesager mod

politipersonale.

Det kan på denne baggrund

konstateres, at der som hovedregel gælder de samme krav til sagsbehandlingen

som på andre områder, hvor den offentlige forvaltning er involveret, herunder

at enhver sag fremmes med den nødvendige hurtighed således, at

sagsbehandlingstiden ikke bliver urimelig lang.

Rigsadvokaten har i

beretningen om politiklagenævnssager for 1997, afsnit 7.5, behandlet

problemstillingen omkring berostillelse af en klagesag som følge af

verserende

straffesager mod klager. Rigsadvokaten fastslog her, at Statsadvokaterne bør

have et vidt skøn over, om man konkret skal stille en klagesag i bero.

Denne opfattelse er i og for

sig i overensstemmelse med gældende forvaltningsretlige principper, når blot

en

berostillelse beror på en

konkret

vurdering

af det foreliggende tilfælde og bygger på en afvejning af

konsekvenserne for sagsbehandlingstiden for klagesagen holdt op mod det

hensigtsmæssige i at afvente straffesagens udfald.

Spørgsmålet er herefter om

afgørelsen i nærværende sag er udtryk for en konkret vurdering eller derimod

er

udtryk for, at Statsadvokaten per automatik berostiller klagesager, såfremt

der

verserer en straffesag mod klager.

Rigsadvokaten konkluderer i

brev af 26. april 2000 (bilag ), at der ikke er anledning til at

tilsidesætte

Statsadvokaten for Sjællands konkrete skøn vedrørende prioritering af

straffesagen mod klagerne og klagesagen imod mine klienter.

Som begrundelse herfor

anfører Rigsadvokaten følgende:

’Jeg finder således, statsadvokaten i skrivelse af 26. januar 2000

sagligt og udførligt har angivet baggrunden for beslutningen om at sætte

behandlingen af klagesagen i bero.

Det fremgår blandt andet heraf, at statsadvokatens hensigt er, at få

klarlagt klagens fulde omfang, samt hvilke politifolk, der eventuelt

yderligere

klages over ud over deres klienter.’

Da Rigsadvokaten som

begrundelse for ovennævnte konklusion således i det hele henviser til

indholdet

af Statsadvokatens skrivelse af 26. januar d.å. til Politiklagenævnet (bilag

), må vurderingen af afgørelsens overensstemmelse med princippet om hurtig

og

effektiv sagsbehandling derfor bygge på Statsadvokatens argumentation for

berostillelse.

Så vidt det kan ses, beror

Statsadvokatens beslutning på at:

’klagen over vold og ulovlig anholdelse er anset for klagens

hovedpunkter’.

Det er efter min opfattelse

ikke klart, hvorfor den omstændighed, at klagen vedrører vold og ulovlig

anholdelse, er afgørende for spørgsmålet om nedprioritering af klagesagen.

Videre anfører

Statsadvokaten at:

’det ikke fremgår ganske tydeligt om det er de samme politiassistenter,

der igennem hele hændelsesforløbet har haft med klagerne at gøre, eller om

klagen, for så vidt angår behandlingen på politistationen og i forbindelse

med

løsladelsen, eventuelt vedrører andre polititjenestemænd end de på nuværende

tidspunkt identificerede.’

Dette spørgsmål kan

klarlægges på fuldstændig samme måde, som Statsadvokaterne i almindelighed

gør,

når der er tvivl om, hvilke polititjenestemænd der har haft med klageren at

gøre. Man spørger embedet. I øvrigt skal bemærkes, at klagen er forholdsvis

detaljeret, ligesom Statsadvokaten kan spørge klagerne, om de på det

foreliggende grundlag ønsker at klage over flere polititjenestemænd end de

allerede indklagede.

Yderligere anføres, at

Statsadvokaten agter at få klarlagt klagens fulde omfang:

’ ved afhøringer af (K1) og (K2) her ved embedet, når straffesagen mod

de pågældende er afgjort’.

Så vidt ses, er der derfor

ikke tale om et argument for udsættelse af behandling af

politiklagenævnssagen

på bekostning af straffesagen. Uanset hvornår Statsadvokaten vælger at

behandle

klagesagen, skal der naturligvis foretages tilbundsgående undersøgelser, der

klarlægger sagens omfang. Dette er selve fundamentet for Statsadvokatens

afgørelse af klagesagen, men har intet med spørgsmålet om berostillelse at

gøre.

På baggrund af ovenstående

synes det at kunne konstateres, at det påståede konkrete skøn Statsadvokaten

for Sjælland har foretaget i nærværende sag blot dækker over en helt fast

rutine gående på, at klagesager stilles i bero indtil straffesagen mod klager

er gennemført.

I den som bilag 13 fremlagte

skrivelse af 13. september 2000 fra Statsadvokaten for København til

Politiklagenævnet for København [som angår en anden konkret sag; min

bemærkning] anfører Statsadvokaten bl.a. følgende:

’I overensstemmelse med helt fast praksis bør en undersøgelse i

nærværende sag derfor afvente udfaldet af den verserende straffesag, der

omhandler helt samme handlingsforløb.’

Statsadvokaten for København

fastslår således i denne skrivelse, at der ikke mere er tale om et konkret

skøn, men

’helt fast praksis’.

Det gøres på den baggrund

gældende, at denne ’helt faste praksis’ savner hjemmel i

retsplejeloven, er i

strid med god forvaltningsskik og i øvrigt i strid med

Menneskerettighedskonventionens artikel 6.

I den konkrete sag er der nu

gået ca. 1 år og 7 måneder siden begivenheden fandt sted (6. august 1999),

ligesom der er gået ca. 1 år og 4 måneder siden anmeldelsen blev indgivet

(15.

november 1999).

Mine 2 klienter i den

konkrete sag har nu gennem næsten 16 måneder måttet leve med en række ganske

alvorlige beskyldninger, som kan medføre såvel suspension som straf og

afskedigelse, ligesom mine klienter fortsat må leve i fuldstændig uvished om,

hvornår deres sag bliver afgjort.

Såvel den konkrete sag som

problemstillingen i almindelighed er efter min opfattelse i

retssikkerhedsmæssig henseende dybt betænkelig.

Polititjenestemænd, der

indkaldes til at afgive vidneforklaring i en situation som den foreliggende,

kan naturligvis påberåbe sig vidnefritagelse i medfør af retsplejelovens §

171,

stk. 2, nr. 1.

Tiltalte, der måtte få

kendskab til Statsadvokaternes praksis, kan således med held, efter at der er

rejst tiltale, indgive en anmeldelse imod de implicerede polititjenestemænd i

en række tilfælde med den konsekvens, at Anklagemyndigheden under

domsforhandlingen i straffesagen må ændre sin påstand fra domfældelse i

overensstemmelse med anklageskriftet til frifindelse, når de implicerede

polititjenestemænd (som de eneste vidner) påberåber sig vidnefritagelse.

Sådanne uheldige konsekvenser af den praktiserede ordning vil i hvert fald

kunne elimineres, såfremt politiklagenævnssagen færdigbehandles inden

domsforhandlingen i straffesagen, hvad der efter min opfattelse helt oplagt

bør

ske, såfremt beskyldningerne imod de implicerede polititjenestemænd er

alvorlige, herunder med beskyldninger om vold.”

Ved brev af 22. marts 2001

anmodede jeg Rigsadvokaten og Statsadvokaten for Sjælland om en udtalelse i

anledning af klagen og om udlån af sagens akter.

Den 26. april 2001 oplyste

Rigsadvokaten telefonisk en af mine medarbejdere om at Rigsadvokaten havde

modtaget en udtalelse i sagen fra Statsadvokaten for Sjælland den 11. april

2001,

men at sagen gav anledning til visse principielle overvejelser. Der ville

derfor gå lidt tid inden Rigsadvokaten havde sin udtalelse parat.

Da jeg endnu ikke havde

modtaget udtalelsen, bad jeg i brev af 22. juni 2001 om nærmere oplysning om

sagens behandling og om hvornår jeg kunne vente svar.

I brev af 27. juni 2001

oplyste Rigsadvokaten at statsadvokaten samme dag var blevet bedt om en

supplerende udtalelse i sagen, og at Rigsadvokaten ville vende tilbage

snarest

efter modtagelsen af denne.

Ved brev af 29. august 2001 bad jeg

Rigsadvokaten om nærmere oplysning om sagens behandling og om hvornår jeg

kunne

forvente svar. Jeg bad om at sagens behandling blev fremskyndet mest muligt.

Den 4. september 2001 modtog

jeg udtalelser fra Statsadvokaten for Sjælland og Rigsadvokaten.

Ved brev af 7. september

2001 sendte jeg kopi af udtalelserne til advokat A med henblik på eventuelle

bemærkninger.

Jeg modtog A’s bemærkninger

ved brev af 8. oktober 2001.

Statsadvokaten for Sjælland

anførte bl.a. følgende i sin udtalelse af 9. april 2001:

”Tilbagesendes til

Rigsadvokaten

idet jeg fortsat kan

henholde mig til mine tidligere udtalelser, senest den 4. juli 2000, idet jeg

skal bemærke, at det ikke er korrekt, som anført af advokat (A), at

politiklagenævnssager her ved embedet ubetinget sættes i bero på udfaldet af

en

til grund liggende straffesag mod klageren. Dette afgøres efter en helt

konkret

afvejning af de i sagen værende forhold, herunder navnlig, om der er

hændelsessammenfald mellem episoden, der begrunder klagen/anmeldelsen mod

polititjenestemanden og straffesagen mod klager/anmelder.

Såfremt der er et

hændelsesmæssigt sammenfald er det korrekt, at politiklagesagen som

hovedregel

afventer afgørelsen af straffesagen mod klager.

Det er således min

opfattelse, at det i disse tilfælde er hensigtsmæssigt ved behandlingen af

politiklagesagen, at kunne anvende retsbøger med vidneforklaringer mv. fra

straffesagen som en procesbesparende foranstaltning. Denne fremgangsmåde

skønnes retssikkerhedsmæsigt fuldt forsvarlig, hvorimod det næppe er

tænkeligt,

at de tilsvarende afhøringer i politiklagenævnssagen, vil blive tillagt nogen

væsentlig bevisvægt ved behandlingen af straffesagen.

Endvidere finder jeg det

meget betænkeligt, såfremt de tiltalte klagere kan overtage den styring med

straffesagens forløb, der tilkommer domstole og anklagemyndighed ved at

indgive

klage over polititjenestemændene. En del klager synes således direkte at

udspringe af den omstændighed, at politiet har rejst sag mod de pågældende.

”

I sin udtalelse af

3. september 2001 anførte Rigsadvokaten, ud

over den ovenfor citerede gengivelse af sagens hændelsesforløb og behandling,

følgende:

”

Som anført i min afgørelse

af 26. april 2000 fremgår det af min beretning om behandlingen af klager over

politiet i 1997 side 127 f., at jeg i en skrivelse af 11. november 1997 til

Justitsministeriet på baggrund af en henvendelse fra Dansk Politiforbund til

Justitsministeriet udtalte, at statsadvokaterne havde tilkendegivet, at en

straffesag som hovedregel bør afgøres forud for en klagesag, der udspringer

af

den samme episode. Jeg bemærkede hertil, at jeg kunne tiltræde det af

statsadvokaterne anførte, og at statsadvokaterne efter min opfattelse bør

have

et vidt skøn over, hvordan en undersøgelse i en politiklagenævnssag

tilrettelægges, herunder om det efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt

at sætte behandlingen af en klagesag i bero på afgørelsen af en straffesag. I

min beretning for 2000 side 86 anføres det, at det i visse sager kan være

indlysende, at en klage skal afvises forlods, og at det i mange sager næppe

er

nødvendigt at afvente ankebehandlingen af straffesagen mod klager, førend

klagesagen behandles.

Jeg kan henholde mig til

mine afgørelser af 26. april og 25. august 2000, hvorefter jeg ikke på det

pågældende

tidspunkt fandt anledning til at tilsidesætte statsadvokatens skøn om, at det

i

den konkrete sag – hvor straffesagen vedrørte overtrædelse af

straffelovens §

119 begået i forbindelse med anholdelsen den 6. august 1999 over for

politiassistent mod (K1), og hvor klagesagen bl.a. vedrørte en klage over den

samme politiassistents voldelige adfærd under samme anholdelse – var

mest

hensigtsmæssigt at lade straffesagen afgøre før klagesagen.

Det er imidlertid min

opfattelse, at der ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for tillige at lade

klagesagens behandling afvente udfaldet af ankesagen, hvilket jeg har meddelt

statsadvokaten. Jeg har herved blandt andet lagt vægt på, at klagesagen

allerede på dette tidspunkt havde afventet straffesagen i næsten 1 år, og at

anken efter det alt foreliggende var iværksat for sent, og således måtte

forventes afvist.

Den sene besvarelse

beklages.”

I min udtalelse af 23.

november 2001 anførte jeg bl.a. følgende:

Ombudsmandens udtalelse

”Mine undersøgelser i denne sag angår, i overensstemmelse med det der er

anført ovenfor, spørgsmålet om Statsadvokaten for Sjællands beslutning om at

stille behandlingen af politiklagenævnssagen i bero og Rigsadvokatens

tiltrædelse heraf. Jeg vil i tillæg hertil tage stilling til om der er

grundlag for at indlede en ombudsmandsundersøgelse af statsadvokaternes

prioritering i forholdet mellem politiklagenævnssager og straffesager i

almindelighed.

1. Berostillelsen

Der er ikke i forvaltningsloven fastsat generelle bestemmelser om

myndighedernes sagsbehandlingstid. Spørgsmålet om på hvilket tidspunkt en

myndigheds sagsbehandlingstid overskrider det acceptable, kan derfor ikke

besvares generelt. Et grundlæggende krav til forvaltningen er at afgørelser

skal træffes så hurtigt som det er muligt og forsvarligt.

Ved vurderingen af en

myndigheds sagsbehandlingstid må man, ud over den absolutte

sagsbehandlingstid,

tage andre forhold i betragtning, herunder sagens karakter, omfanget af de

undersøgelser myndigheden skal foretage, den sædvanlige sagsbehandlingstid

samt

de løbende ekspeditioner i sagen. Myndighedernes berostillelse af en sag

adskiller sig fra den situation hvor behandlingen af en sag trækker ud af

ovennævnte årsager. Berostillelse hviler på myndighedens beslutning om ikke

at

behandle sagen i en vis periode, og en sagligt begrundet berostillelse af en

sag kan (og vil ofte) bevirke at en længere samlet sagsbehandlingstid må

accepteres.

Flere forhold kan være

afgørende for myndighedernes adgang til at stille en sag i bero, herunder

sagens karakter (sagens afhængighed af andre sager, borgernes eventuelle

retskrav på en ydelse eller lignende), regelbundne frister og myndighedens

ressourcer.

Ombudsmanden har i tidlig

ombudsmandspraksis udtalt at uanset det ønskelige i at sagernes afgørelse

ikke

blev forhalet, kunne ombudsmanden ikke udtale sig imod at myndighederne lod

en

afgørelse afvente afgørelsen i en anden for retten eller for andre

myndigheder

verserende sag hvis afgørelse var af betydning for den sag der blev stillet i

bero, for så vidt afgørelsen i den anden sag kunne forventes truffet i en

nærmere fremtid, jf. f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1960,

s. 47ff*, om en sag i Landsskatteretten.

Afgørelsen af hvorvidt det

kan anses for rimeligt at stille en sag i bero mens udfaldet af en anden sag

afventes, afhænger i første omgang af en prognose for betydningen af den

anden

sag. Statsadvokaten har bl.a. henvist til den procesbesparelse som forventes

at

kunne opnås ved at afvente udfaldet af straffesagen.

I en sag som den foreliggende

er der på den anden side et klart og vægtigt hensyn at tage til de politifolk

som er involveret i klagesagen der kan have alvorlige tjenestelige og/eller

strafferetlige konsekvenser, ligesom også hensynet til klagerne naturligvis

er

af betydning.

Statsadvokaten og

Rigsadvokaten bygger i vidt omfang deres afgørelser om prioriteringen af

politiklagenævnssager på vurderinger og afvejninger af en række forskellige

hensyn og omstændigheder vedrørende forhold som de nævnte. I det foreliggende

tilfælde gælder det altså en afvejning af de forskellige hensyn som er nævnt

ovenfor. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje

disse

forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end

statsadvokaten og Rigsadvokaten der beskæftiger sig med det pågældende

sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere

myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis myndighederne

efter det oplyste har lagt vægt på hensyn som er usaglige, hvis

berostillelsen

trækker åbenbart urimeligt ud, hvis sagen er mangelfuldt oplyst eller

afgørelsen

i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der

ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet

sådanne omstændigheder.

Jeg har heller ikke fundet

grundlag for at iværksætte en nærmere undersøgelse af hvorvidt kravet om

rettergang inden en rimelig frist i artikel 6, stk. 1, i den europæiske

menneskerettighedskonvention skulle være tilsidesat. Jeg har herved bl.a.

lagt

vægt på at fristberegningen efter bestemmelsen normalt ikke begynder at løbe

før den pågældende er ’anklaget’, jf. herved Lorenzen mfl., Den

Europæiske

Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 1994, s. 158 f, samt fra dansk

retspraksis f.eks. dommene gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1759 Ø

og 2001, s. 253 Ø, hvor fristberegningen løb fra tidspunktet for sigtelsen.

Jeg kan derfor ikke

kritisere Statsadvokaten for Sjællands afgørelse af 7. januar 2000 om at

sætte

behandlingen af politiklagenævnssagen i bero eller Rigsadvokatens afgørelse

af

26. april 2000 hvorunder Rigsadvokaten ikke fandt grundlag for at

tilsidesætte

statsadvokatens konkrete skøn vedrørende prioriteringen af straffesagen mod

klagerne og klagesagen mod Deres klienter.

Rigsadvokaten har, som det

fremgår ovenfor, udtalt at der efter Rigsadvokatens opfattelse ikke var fuldt

tilstrækkeligt grundlag for tillige at lade klagesagens behandling afvente

udfaldet af ankesagen. Jeg har ikke fundet grundlag for at udtale mig herom.

2. Meddelelse af beslutning om berostillelsen – begrundelse

Det fremgår af

Politimesteren i Holbæks notat af 17. december 1999 at de implicerede

politiassistenter af politimesteren på dette tidspunkt var blevet gjort

bekendt

med klagen mod dem (der som nævnt blev indgivet til Justitsministeriet ved

brev

af 15. november 1999), og at statsadvokaten ved brev af 7. januar 2000

underrettede

sagens parter og politiklagenævnet om at behandlingen af klagesagen var sat i

bero.

Statsadvokaten gav i sit

brev af 7. januar 2000 ikke de indklagede politiassistenter nogen begrundelse

for sin beslutning. Statsadvokatens begrundelse for berostillelsen ses først

at

fremgå af statsadvokatens brev af 26. januar 2000 til politiklagenævnet.

Den begrundelsespligt som

følger af reglerne i forvaltningslovens §§ 22-24, gælder for afgørelser

vedrørende sagens realitet,

dvs.

udtalelser der går ud på at fastslå hvad der er eller skal være ret i det

foreliggende tilfælde

. Beslutninger der træffes som led i selve

sagsforberedelsen (procesledende afgørelser), skal efter disse regler som

udgangspunkt ikke ledsages af en begrundelse.

Efter min opfattelse bør fortolkningen

af forvaltningsloven i almindelighed tage udgangspunkt i at det skal

tilstræbes

at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse ved myndighedsudøvelse af

besluttende karakter dersom beslutningen er af en sådan art at der for de

berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for at få tillagt lovens

beføjelser og disse beføjelser i øvrigt vil være egnede til at tilgodese

borgernes interesser i henseende til at øve indflydelse på myndighedernes

beslutningsprocesser.

Jeg har på denne baggrund

overvejet om en beslutning om berostillelse i et tilfælde som det

foreliggende

kan anses for omfattet af lovens afgørelsesbegreb. I en sag som denne hvor

der

er væsentlige hensyn at tage til de implicerede politifolk, og hvor der er

udsigt til at berostillelsen vil stå på i længere tid, har sagens parter en

klar interesse i at kunne påvirke statsadvokatens beslutningsproces også i

denne fase af politiklagenævnssagens behandling. Forvaltningslovens

bestemmelser om begrundelse ville efter min opfattelse kunne medvirke til at

opfylde dette behov og til generelt at sikre rigtige afgørelser.

Jeg har imidlertid ikke

fundet tilstrækkeligt grundlag for at antage at forvaltningsloven finder

anvendelse i sådanne tilfælde, men det er min opfattelse at det havde været

bedst stemmende med god forvaltningsskik om statsadvokaten havde angivet en

begrundelse for sin beslutning over for sagens parter i overensstemmelse med

principperne i forvaltningslovens § 22 og § 24.

Jeg har ikke fundet grundlag

for at formulere dette som en egentlig kritik af statsadvokaten, men jeg har

gjort Statsadvokaten for Sjælland og Rigsadvokaten bekendt med min opfattelse

heraf, og jeg har anmodet Rigsadvokaten om at gøre de øvrige statsadvokater

bekendt med min opfattelse.

Jeg har ikke grundlag for at

kritisere statsadvokatens og Rigsadvokatens begrundelser som de kommer til

udtryk i henholdsvis statsadvokatens brev til politiklagenævnet af 26. januar

2000 og Rigsadvokatens brev til Dem af 26. april 2000.

3. Statsadvokatens kontrolprocedurer

Hensynet til parterne i en

berostillet politiklagenævnssag som den foreliggende tilsiger at

statsadvokaten

er særligt opmærksom på at den sag hvis udfald afventes, ikke trækker unødigt

ud til skade for den udsatte sag. Såfremt straffesagen trækker væsentligt ud,

må statsadvokaten løbende genoverveje sin beslutning om berostillelse.

Det fremgår af sagens

oplysninger at statsadvokaten dels umiddelbart efter modtagelsen af klagen

mod

politipersonalet anmodede Politimesteren i Holbæk om at fremskynde

straffesagen

mod klagerne, dels løbende har rykket politimesteren for svar i de perioder

hvor sagen afventede politimesteren.

Jeg har ikke grundlag for at

kritisere statsadvokatens opfølgning af sagen efter beslutningen om

berostillelsen i øvrigt. Jeg har ikke hermed taget stilling til

statsadvokatens

beslutning om tillige at lade klagesagens behandling afvente udfaldet af

ankesagen, jf. mine bemærkninger under punkt 1.

4. Undersøgelse af prioriteringen af politiklagenævnssager i

almindelighed

På baggrund af min gennemgang

af denne sag, herunder udtalelserne fra statsadvokaten og Rigsadvokaten, har

jeg ikke fundet grundlag for at indlede en ombudsmandsundersøgelse af

statsadvokaternes prioritering i forholdet mellem politiklagenævnssager og

straffesager i almindelighed. Jeg har herunder lagt vægt på det oplyste om at

der sker en konkret vurdering af sagerne (hvilket til dels understøttes af

sager som er gennemgået i Rigsadvokatens beretning 1999, s. 128-129 og

Rigsadvokatens beretning 2000, s. 86), og at de hensyn som statsadvokaterne

og

Rigsadvokaten efter det oplyste lægger vægt på ved denne konkrete vurdering,

efter min opfattelse er saglige.

Jeg foretager mig derfor

ikke yderligere på det foreliggende grundlag.

Ved brev af 23. april 2002

oplyste Rigsadvokaten mig om at sagen blev taget op på det ordinære

statsadvokatmøde i oktober 2001. Rigsadvokaten tilkendegav på mødet at det

fortsat er Rigsadvokatens opfattelse at statsadvokaterne bør have et vidt

skøn

over hvordan en undersøgelse i en politiklagenævnssag skal tilrettelægges,

herunder om det efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt at sætte

behandlingen af en klagesag i bero på afgørelsen af en straffesag.

Rigsadvokaten nævnte desuden på statsadvokatmødet at statsadvokaten i sådanne

situationer bør være opmærksom på at der kan være anledning til af egen drift

at revurdere afgørelsen efter nogen tid, f.eks. hvis straffesagen trækker ud

eller andre særlige forhold gør sig gældende, ligesom spørgsmålet om

genoptagelse af behandlingen af klagesagen endvidere kan overvejes efter dom

i

1. instans i straffesagen selv om denne måtte blive anket.

Rigsadvokaten oplyste

desuden at Rigsadvokaten ved brev af 12. december 2001 havde underrettet

statsadvokaterne om min udtalelse i sagen, og at statsadvokaterne behandlede

spørgsmålet på et fællesmøde i december 2001. Statsadvokaterne fandt blandt

andet at opmærksomheden fortsat bør være henledt på om dele af

klagen/anmeldelsen kan behandles forlods.

Endelig oplyste

Rigsadvokaten at spørgsmålet har været drøftet på et møde mellem

Rigsadvokaten

og statsadvokaterne den 3.-4. januar 2002 hvor der var enighed om at der i

det

omfang det er muligt, skal gives begrundelse for en beslutning om

berostillelse. Rigsadvokaten har på baggrund af min udtalelse ved

cirkulæreskrivelse af 23. april 2002 anmodet statsadvokaterne om – i

forbindelse med meddelelsen af en beslutning om berostillelse til sagens

parter

– at angive en begrundelse for beslutningen.

NOTER: (*) FOB 1960, s. 47.

Lignende dokumenter