Politiklagenævnssag sat i bero. Begrundelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Politiklagenævnssag sat i bero. Begrundelse
Sagen angik en
politiklagenævnssag som var rejst på baggrund af nogle anmeldelser mod
politipersonale, herunder anmeldelser om vold i forbindelse med en
anholdelse.
Under sagen traf statsadvokaten som behandlede politiklagenævnssagen,
beslutning om at stille sagen i bero indtil en straffesag mod klagerne var
afgjort. Baggrunden herfor var at politiklagenævnssagens hovedpunkter havde
hændelsesmæssigt sammenfald med de episoder som havde givet anledning til
straffesagen. Rigsadvokaten som fik statsadvokatens afgørelse forelagt, fandt
ikke grundlag for at tilsidesætte statsadvokatens konkrete skøn vedrørende
berostillelsen på dette tidspunkt.
En advokat, A, klagede til
mig i anledning af berostillelsen. A klagede for det første (som advokat for
Politiforbundet i Danmark) over statsadvokaternes prioritering i forholdet
mellem politiklagenævnssager og straffesager i almindelighed. For det andet
klagede A for to politiassistenter over Rigsadvokatens afgørelse af 26. april
2000 i den konkrete sag.
Jeg meddelte A at jeg i
første omgang havde besluttet at begrænse min undersøgelse til den konkrete
sag
vedrørende Rigsadvokatens afgørelse af 26. april 2000. Jeg oplyste videre at
jeg, når jeg havde behandlet denne sag, vil tage stilling til om der var
grundlag for at indlede en ombudsmandsundersøgelse af statsadvokaternes
prioritering i forholdet mellem politiklagenævnssager og straffesager i
almindelighed.
Sagens hændelsesforløb og
behandling ved Statsadvokaten for Sjælland og Rigsadvokaten blev gengivet
således af Rigsadvokaten:
”Det fremgår af sagen, at
Læs alt
politiassistenterne (P1) og (P2) den 6. august 1999 blev sendt til Holbæk
Station for at yde DSB assistance i forbindelse med, at to personer havde
kørt
uden billet i regionaltoget mellem København og Holbæk. Politiassistenterne
traf på stedet bl.a. de armenske statsborgere, (K1) og (K2). Episoden
udviklede
sig og endte med, at de pågældende blev anholdt som sigtet for overtrædelse
af
jernbaneloven. (K1) blev endvidere sigtet for overtrædelse af straffelovens §
119 ved på perronen at have tildelt politiassistent (P2) et knytnæveslag på
skulderen.
Ved skrivelse af 15.
november 1999 til Justitsministeriet indgav (K1) og (K2) klage over Holbæk
politis ’vold og for ulovlig anholdelse af (K2) den 6. august
1999’. I klagen
var det blandt andet anført, at politiassistenterne havde optrådt uhøfligt og
været meget voldsomme under anholdelsen, ligesom de havde slået klagerne.
Justitsministeriet
fremsendte den 22. november 1999 klagen til Statsadvokaten for Sjælland til
videre foranstaltning. Statsadvokaten underrettede den 14. december 1999
klagerne om modtagelsen af klagen og anmodede samtidig Politimesteren i
Holbæk
om at identificere de indklagede polititjenestemænd og fremsende materiale,
der
belyste klagen.
Politimesteren fremsendte de
ønskede oplysninger til statsadvokaten den 22. december 1999.
Ved skrivelser af 7. januar
2000 underrettede statsadvokaten sagens parter og Politiklagenævnet for
Statsadvokaten for Sjælland om, at behandlingen af klagesagen var sat i bero
indtil straffesagen mod klagerne var afgjort. Statsadvokaten anmodede
samtidig
Politimesteren i Holbæk om at fremskynde straffesagen mod klagerne.
Ved skrivelse af 13. januar
2000 anmodede politiklagenævnet statsadvokaten om at modtage sagens akter,
idet
man ikke umiddelbart var enig i, at hele sagen, der efter det oplyste også
vedrørte dispositionsklager og adfærdsklager i forbindelse med løsladelsen,
skulle afvente straffesagen.
Ved skrivelse af 26. januar
2000 meddelte statsadvokaten politiklagenævnet, at klagens hovedpunkter efter
hans opfattelse var klagen over vold og ulovlig anholdelse, og at dette var
baggrunden for, at han havde besluttet at afvente straffesagens udfald. Han
anførte endvidere, at klagens fulde omfang i øvrigt ville blive klarlagt ved
afhøringerne af klagerne, når straffesagen var afgjort.
Ved skrivelse af 26. april
2000 meddelte jeg de indklagedes advokat (A), at jeg ikke fandt grundlag for
at
tilsidesætte statsadvokatens konkrete skøn vedrørende prioriteringen af
straffesagen mod klagerne og klagesagen mod hans klienter.
Statsadvokaten rejste ved
anklageskrift af 18. august 2000 tiltale mod (K1) for blandt andet
overtrædelse
af straffelovens § 119. ( )
Ved skrivelse af 25. august
2000 meddelte jeg advokat (A), at jeg ikke fandt grundlag for at ændre min
afgørelse af 26. april 2000. Jeg anmodede samtidig statsadvokaten om at
fremskynde straffesagens behandling mest muligt.
(K1) blev ved Retten i
Holbæks dom af 30. oktober 2000 idømt 20 dages betinget hæfte for
overtrædelse
af straffelovens § 119, stk. 1, og våbenloven. Dommen blev ved en skrivelse
af
13. november 2000 fra domfældte til Justitsministeriet, hvor den blev
modtaget
den 14. november 2000, anket til landsretten.
Justitsministeriet
videresendte skrivelsen den 22. november 2000 og statsadvokaten udfærdigede
ankemeddelelse den 28. november 2000, hvori han principielt nedlagde påstand
om
afvisning af anken som for sent iværksat. Statsadvokaten anmodede ved
påtegning
af 29. november 2000 landsretten om at behandle admitteringsspørgsmålet
forlods
og særskilt.
På baggrund af en klage fra
(K1) og (K2) over, at statsadvokaten intet havde foretaget sig vedrørende
klagen af 15. november 1999, anmodede jeg den 3. november 2000 statsadvokaten
om at fremskynde klagesagens behandling.
Det fremgår endelig, at
statsadvokaten ved skrivelse af 22. marts 2001 meddelte advokat (A), at han
ville høre nærmere til klagesagen, når ankesagen var afgjort. (K1)’s
anke af
13. november 2000 blev afvist ved Østre Landsrets kendelse af 6. april 2001.
Statsadvokaten har i
udtalelsen af 2. juli 2001 oplyst, at klagesagen blev sat i bero på udfaldet
af
ankesagen i forventning om, at admitteringsspørgsmålet ville blive afgjort
efter ganske kort tid.
(K1) og (K2) blev udsendt af
Danmark den 4. april 2001.
Det fremgår af klagesagen,
at de indklagede politiassistenter og to andre politiassistenter blev
indkaldt
til afhøring på statsadvokatens kontor den 17. juli 2001. Klagesagen er endnu
ikke afgjort.
”
I advokat A’s klage til mig
anførte A bl.a. følgende:
”1.
Definition af
problemstillingen.
Reglerne om straffesager mod
politipersonale findes i retsplejelovens kap. 93 c. Der er ikke i disse
regler
taget stilling til, hvornår Statsadvokaten skal påbegynde efterforskningen i
en
politiklagenævnssag, hvor polititjenestemænd bliver anmeldt for strafbart
forhold.
I praksis forekommer det
ganske ofte, at det hændelsesforløb, der giver anledning til anmeldelsen,
ligeledes har givet anledning til en straffesag imod anmelderen.
Det har efter min opfattelse
i praksis vist sig, i hvert fald hos Statsadvokaten for København og hos
Statsadvokaten for Sjælland, at når en situation, som ovenfor beskrevet,
foreligger, vil Statsadvokaten helt generelt nedprioritere behandlingen af
politiklagenævnssagen på bekostning af straffesagen. Dette indebærer efter
min
opfattelse, at der helt generelt sker en berostillelse af
politiklagenævnssagen, indtil straffesagen er afgjort i hvert fald i 1.
instans. Så vidt jeg kan bedømme, sker dette uanset om straffesagen måtte
være
en banal politivedtægtsovertrædelse, og politiklagenævnssagen vedrører
alvorlige beskyldninger til eksempel grov vold.
3.
Juridisk vurdering af den
konkrete sag.
Straffesager mod
politipersonale er reguleret i retsplejelovens kap. 93 c. Spørgsmålet om
prioriteringen af en straffesag mod politipersonale, hvor der samtidig er
rejst
straffesag mod klager, er ikke særskilt behandlet i retsplejelovens kap. 93
c,
eller andet steds i retsplejeloven, ligesom der ikke i retsplejeloven er
fastsat særlige regler om sagsbehandlingstiden for klagesager mod
politipersonale.
Det kan på denne baggrund
konstateres, at der som hovedregel gælder de samme krav til sagsbehandlingen
som på andre områder, hvor den offentlige forvaltning er involveret, herunder
at enhver sag fremmes med den nødvendige hurtighed således, at
sagsbehandlingstiden ikke bliver urimelig lang.
Rigsadvokaten har i
beretningen om politiklagenævnssager for 1997, afsnit 7.5, behandlet
problemstillingen omkring berostillelse af en klagesag som følge af
verserende
straffesager mod klager. Rigsadvokaten fastslog her, at Statsadvokaterne bør
have et vidt skøn over, om man konkret skal stille en klagesag i bero.
Denne opfattelse er i og for
sig i overensstemmelse med gældende forvaltningsretlige principper, når blot
en
berostillelse beror på en
konkret
vurdering
af det foreliggende tilfælde og bygger på en afvejning af
konsekvenserne for sagsbehandlingstiden for klagesagen holdt op mod det
hensigtsmæssige i at afvente straffesagens udfald.
Spørgsmålet er herefter om
afgørelsen i nærværende sag er udtryk for en konkret vurdering eller derimod
er
udtryk for, at Statsadvokaten per automatik berostiller klagesager, såfremt
der
verserer en straffesag mod klager.
Rigsadvokaten konkluderer i
brev af 26. april 2000 (bilag ), at der ikke er anledning til at
tilsidesætte
Statsadvokaten for Sjællands konkrete skøn vedrørende prioritering af
straffesagen mod klagerne og klagesagen imod mine klienter.
Som begrundelse herfor
anfører Rigsadvokaten følgende:
’Jeg finder således, statsadvokaten i skrivelse af 26. januar 2000
sagligt og udførligt har angivet baggrunden for beslutningen om at sætte
behandlingen af klagesagen i bero.
Det fremgår blandt andet heraf, at statsadvokatens hensigt er, at få
klarlagt klagens fulde omfang, samt hvilke politifolk, der eventuelt
yderligere
klages over ud over deres klienter.’
Da Rigsadvokaten som
begrundelse for ovennævnte konklusion således i det hele henviser til
indholdet
af Statsadvokatens skrivelse af 26. januar d.å. til Politiklagenævnet (bilag
), må vurderingen af afgørelsens overensstemmelse med princippet om hurtig
og
effektiv sagsbehandling derfor bygge på Statsadvokatens argumentation for
berostillelse.
Så vidt det kan ses, beror
Statsadvokatens beslutning på at:
’klagen over vold og ulovlig anholdelse er anset for klagens
hovedpunkter’.
Det er efter min opfattelse
ikke klart, hvorfor den omstændighed, at klagen vedrører vold og ulovlig
anholdelse, er afgørende for spørgsmålet om nedprioritering af klagesagen.
Videre anfører
Statsadvokaten at:
’det ikke fremgår ganske tydeligt om det er de samme politiassistenter,
der igennem hele hændelsesforløbet har haft med klagerne at gøre, eller om
klagen, for så vidt angår behandlingen på politistationen og i forbindelse
med
løsladelsen, eventuelt vedrører andre polititjenestemænd end de på nuværende
tidspunkt identificerede.’
Dette spørgsmål kan
klarlægges på fuldstændig samme måde, som Statsadvokaterne i almindelighed
gør,
når der er tvivl om, hvilke polititjenestemænd der har haft med klageren at
gøre. Man spørger embedet. I øvrigt skal bemærkes, at klagen er forholdsvis
detaljeret, ligesom Statsadvokaten kan spørge klagerne, om de på det
foreliggende grundlag ønsker at klage over flere polititjenestemænd end de
allerede indklagede.
Yderligere anføres, at
Statsadvokaten agter at få klarlagt klagens fulde omfang:
’ ved afhøringer af (K1) og (K2) her ved embedet, når straffesagen mod
de pågældende er afgjort’.
Så vidt ses, er der derfor
ikke tale om et argument for udsættelse af behandling af
politiklagenævnssagen
på bekostning af straffesagen. Uanset hvornår Statsadvokaten vælger at
behandle
klagesagen, skal der naturligvis foretages tilbundsgående undersøgelser, der
klarlægger sagens omfang. Dette er selve fundamentet for Statsadvokatens
afgørelse af klagesagen, men har intet med spørgsmålet om berostillelse at
gøre.
På baggrund af ovenstående
synes det at kunne konstateres, at det påståede konkrete skøn Statsadvokaten
for Sjælland har foretaget i nærværende sag blot dækker over en helt fast
rutine gående på, at klagesager stilles i bero indtil straffesagen mod klager
er gennemført.
I den som bilag 13 fremlagte
skrivelse af 13. september 2000 fra Statsadvokaten for København til
Politiklagenævnet for København [som angår en anden konkret sag; min
bemærkning] anfører Statsadvokaten bl.a. følgende:
’I overensstemmelse med helt fast praksis bør en undersøgelse i
nærværende sag derfor afvente udfaldet af den verserende straffesag, der
omhandler helt samme handlingsforløb.’
Statsadvokaten for København
fastslår således i denne skrivelse, at der ikke mere er tale om et konkret
skøn, men
’helt fast praksis’.
Det gøres på den baggrund
gældende, at denne ’helt faste praksis’ savner hjemmel i
retsplejeloven, er i
strid med god forvaltningsskik og i øvrigt i strid med
Menneskerettighedskonventionens artikel 6.
I den konkrete sag er der nu
gået ca. 1 år og 7 måneder siden begivenheden fandt sted (6. august 1999),
ligesom der er gået ca. 1 år og 4 måneder siden anmeldelsen blev indgivet
(15.
november 1999).
Mine 2 klienter i den
konkrete sag har nu gennem næsten 16 måneder måttet leve med en række ganske
alvorlige beskyldninger, som kan medføre såvel suspension som straf og
afskedigelse, ligesom mine klienter fortsat må leve i fuldstændig uvished om,
hvornår deres sag bliver afgjort.
Såvel den konkrete sag som
problemstillingen i almindelighed er efter min opfattelse i
retssikkerhedsmæssig henseende dybt betænkelig.
Polititjenestemænd, der
indkaldes til at afgive vidneforklaring i en situation som den foreliggende,
kan naturligvis påberåbe sig vidnefritagelse i medfør af retsplejelovens §
171,
stk. 2, nr. 1.
Tiltalte, der måtte få
kendskab til Statsadvokaternes praksis, kan således med held, efter at der er
rejst tiltale, indgive en anmeldelse imod de implicerede polititjenestemænd i
en række tilfælde med den konsekvens, at Anklagemyndigheden under
domsforhandlingen i straffesagen må ændre sin påstand fra domfældelse i
overensstemmelse med anklageskriftet til frifindelse, når de implicerede
polititjenestemænd (som de eneste vidner) påberåber sig vidnefritagelse.
Sådanne uheldige konsekvenser af den praktiserede ordning vil i hvert fald
kunne elimineres, såfremt politiklagenævnssagen færdigbehandles inden
domsforhandlingen i straffesagen, hvad der efter min opfattelse helt oplagt
bør
ske, såfremt beskyldningerne imod de implicerede polititjenestemænd er
alvorlige, herunder med beskyldninger om vold.”
Ved brev af 22. marts 2001
anmodede jeg Rigsadvokaten og Statsadvokaten for Sjælland om en udtalelse i
anledning af klagen og om udlån af sagens akter.
Den 26. april 2001 oplyste
Rigsadvokaten telefonisk en af mine medarbejdere om at Rigsadvokaten havde
modtaget en udtalelse i sagen fra Statsadvokaten for Sjælland den 11. april
2001,
men at sagen gav anledning til visse principielle overvejelser. Der ville
derfor gå lidt tid inden Rigsadvokaten havde sin udtalelse parat.
Da jeg endnu ikke havde
modtaget udtalelsen, bad jeg i brev af 22. juni 2001 om nærmere oplysning om
sagens behandling og om hvornår jeg kunne vente svar.
I brev af 27. juni 2001
oplyste Rigsadvokaten at statsadvokaten samme dag var blevet bedt om en
supplerende udtalelse i sagen, og at Rigsadvokaten ville vende tilbage
snarest
efter modtagelsen af denne.
Ved brev af 29. august 2001 bad jeg
Rigsadvokaten om nærmere oplysning om sagens behandling og om hvornår jeg
kunne
forvente svar. Jeg bad om at sagens behandling blev fremskyndet mest muligt.
Den 4. september 2001 modtog
jeg udtalelser fra Statsadvokaten for Sjælland og Rigsadvokaten.
Ved brev af 7. september
2001 sendte jeg kopi af udtalelserne til advokat A med henblik på eventuelle
bemærkninger.
Jeg modtog A’s bemærkninger
ved brev af 8. oktober 2001.
Statsadvokaten for Sjælland
anførte bl.a. følgende i sin udtalelse af 9. april 2001:
”Tilbagesendes til
Rigsadvokaten
idet jeg fortsat kan
henholde mig til mine tidligere udtalelser, senest den 4. juli 2000, idet jeg
skal bemærke, at det ikke er korrekt, som anført af advokat (A), at
politiklagenævnssager her ved embedet ubetinget sættes i bero på udfaldet af
en
til grund liggende straffesag mod klageren. Dette afgøres efter en helt
konkret
afvejning af de i sagen værende forhold, herunder navnlig, om der er
hændelsessammenfald mellem episoden, der begrunder klagen/anmeldelsen mod
polititjenestemanden og straffesagen mod klager/anmelder.
Såfremt der er et
hændelsesmæssigt sammenfald er det korrekt, at politiklagesagen som
hovedregel
afventer afgørelsen af straffesagen mod klager.
Det er således min
opfattelse, at det i disse tilfælde er hensigtsmæssigt ved behandlingen af
politiklagesagen, at kunne anvende retsbøger med vidneforklaringer mv. fra
straffesagen som en procesbesparende foranstaltning. Denne fremgangsmåde
skønnes retssikkerhedsmæsigt fuldt forsvarlig, hvorimod det næppe er
tænkeligt,
at de tilsvarende afhøringer i politiklagenævnssagen, vil blive tillagt nogen
væsentlig bevisvægt ved behandlingen af straffesagen.
Endvidere finder jeg det
meget betænkeligt, såfremt de tiltalte klagere kan overtage den styring med
straffesagens forløb, der tilkommer domstole og anklagemyndighed ved at
indgive
klage over polititjenestemændene. En del klager synes således direkte at
udspringe af den omstændighed, at politiet har rejst sag mod de pågældende.
”
I sin udtalelse af
3. september 2001 anførte Rigsadvokaten, ud
over den ovenfor citerede gengivelse af sagens hændelsesforløb og behandling,
følgende:
”
Som anført i min afgørelse
af 26. april 2000 fremgår det af min beretning om behandlingen af klager over
politiet i 1997 side 127 f., at jeg i en skrivelse af 11. november 1997 til
Justitsministeriet på baggrund af en henvendelse fra Dansk Politiforbund til
Justitsministeriet udtalte, at statsadvokaterne havde tilkendegivet, at en
straffesag som hovedregel bør afgøres forud for en klagesag, der udspringer
af
den samme episode. Jeg bemærkede hertil, at jeg kunne tiltræde det af
statsadvokaterne anførte, og at statsadvokaterne efter min opfattelse bør
have
et vidt skøn over, hvordan en undersøgelse i en politiklagenævnssag
tilrettelægges, herunder om det efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt
at sætte behandlingen af en klagesag i bero på afgørelsen af en straffesag. I
min beretning for 2000 side 86 anføres det, at det i visse sager kan være
indlysende, at en klage skal afvises forlods, og at det i mange sager næppe
er
nødvendigt at afvente ankebehandlingen af straffesagen mod klager, førend
klagesagen behandles.
Jeg kan henholde mig til
mine afgørelser af 26. april og 25. august 2000, hvorefter jeg ikke på det
pågældende
tidspunkt fandt anledning til at tilsidesætte statsadvokatens skøn om, at det
i
den konkrete sag – hvor straffesagen vedrørte overtrædelse af
straffelovens §
119 begået i forbindelse med anholdelsen den 6. august 1999 over for
politiassistent mod (K1), og hvor klagesagen bl.a. vedrørte en klage over den
samme politiassistents voldelige adfærd under samme anholdelse – var
mest
hensigtsmæssigt at lade straffesagen afgøre før klagesagen.
Det er imidlertid min
opfattelse, at der ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for tillige at lade
klagesagens behandling afvente udfaldet af ankesagen, hvilket jeg har meddelt
statsadvokaten. Jeg har herved blandt andet lagt vægt på, at klagesagen
allerede på dette tidspunkt havde afventet straffesagen i næsten 1 år, og at
anken efter det alt foreliggende var iværksat for sent, og således måtte
forventes afvist.
Den sene besvarelse
beklages.”
I min udtalelse af 23.
november 2001 anførte jeg bl.a. følgende:
Ombudsmandens udtalelse
”Mine undersøgelser i denne sag angår, i overensstemmelse med det der er
anført ovenfor, spørgsmålet om Statsadvokaten for Sjællands beslutning om at
stille behandlingen af politiklagenævnssagen i bero og Rigsadvokatens
tiltrædelse heraf. Jeg vil i tillæg hertil tage stilling til om der er
grundlag for at indlede en ombudsmandsundersøgelse af statsadvokaternes
prioritering i forholdet mellem politiklagenævnssager og straffesager i
almindelighed.
1. Berostillelsen
Der er ikke i forvaltningsloven fastsat generelle bestemmelser om
myndighedernes sagsbehandlingstid. Spørgsmålet om på hvilket tidspunkt en
myndigheds sagsbehandlingstid overskrider det acceptable, kan derfor ikke
besvares generelt. Et grundlæggende krav til forvaltningen er at afgørelser
skal træffes så hurtigt som det er muligt og forsvarligt.
Ved vurderingen af en
myndigheds sagsbehandlingstid må man, ud over den absolutte
sagsbehandlingstid,
tage andre forhold i betragtning, herunder sagens karakter, omfanget af de
undersøgelser myndigheden skal foretage, den sædvanlige sagsbehandlingstid
samt
de løbende ekspeditioner i sagen. Myndighedernes berostillelse af en sag
adskiller sig fra den situation hvor behandlingen af en sag trækker ud af
ovennævnte årsager. Berostillelse hviler på myndighedens beslutning om ikke
at
behandle sagen i en vis periode, og en sagligt begrundet berostillelse af en
sag kan (og vil ofte) bevirke at en længere samlet sagsbehandlingstid må
accepteres.
Flere forhold kan være
afgørende for myndighedernes adgang til at stille en sag i bero, herunder
sagens karakter (sagens afhængighed af andre sager, borgernes eventuelle
retskrav på en ydelse eller lignende), regelbundne frister og myndighedens
ressourcer.
Ombudsmanden har i tidlig
ombudsmandspraksis udtalt at uanset det ønskelige i at sagernes afgørelse
ikke
blev forhalet, kunne ombudsmanden ikke udtale sig imod at myndighederne lod
en
afgørelse afvente afgørelsen i en anden for retten eller for andre
myndigheder
verserende sag hvis afgørelse var af betydning for den sag der blev stillet i
bero, for så vidt afgørelsen i den anden sag kunne forventes truffet i en
nærmere fremtid, jf. f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1960,
s. 47ff*, om en sag i Landsskatteretten.
Afgørelsen af hvorvidt det
kan anses for rimeligt at stille en sag i bero mens udfaldet af en anden sag
afventes, afhænger i første omgang af en prognose for betydningen af den
anden
sag. Statsadvokaten har bl.a. henvist til den procesbesparelse som forventes
at
kunne opnås ved at afvente udfaldet af straffesagen.
I en sag som den foreliggende
er der på den anden side et klart og vægtigt hensyn at tage til de politifolk
som er involveret i klagesagen der kan have alvorlige tjenestelige og/eller
strafferetlige konsekvenser, ligesom også hensynet til klagerne naturligvis
er
af betydning.
Statsadvokaten og
Rigsadvokaten bygger i vidt omfang deres afgørelser om prioriteringen af
politiklagenævnssager på vurderinger og afvejninger af en række forskellige
hensyn og omstændigheder vedrørende forhold som de nævnte. I det foreliggende
tilfælde gælder det altså en afvejning af de forskellige hensyn som er nævnt
ovenfor. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje
disse
forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end
statsadvokaten og Rigsadvokaten der beskæftiger sig med det pågældende
sagsområde i det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun
hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere
myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis myndighederne
efter det oplyste har lagt vægt på hensyn som er usaglige, hvis
berostillelsen
trækker åbenbart urimeligt ud, hvis sagen er mangelfuldt oplyst eller
afgørelsen
i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der
ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet
sådanne omstændigheder.
Jeg har heller ikke fundet
grundlag for at iværksætte en nærmere undersøgelse af hvorvidt kravet om
rettergang inden en rimelig frist i artikel 6, stk. 1, i den europæiske
menneskerettighedskonvention skulle være tilsidesat. Jeg har herved bl.a.
lagt
vægt på at fristberegningen efter bestemmelsen normalt ikke begynder at løbe
før den pågældende er ’anklaget’, jf. herved Lorenzen mfl., Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 1994, s. 158 f, samt fra dansk
retspraksis f.eks. dommene gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1759 Ø
og 2001, s. 253 Ø, hvor fristberegningen løb fra tidspunktet for sigtelsen.
Jeg kan derfor ikke
kritisere Statsadvokaten for Sjællands afgørelse af 7. januar 2000 om at
sætte
behandlingen af politiklagenævnssagen i bero eller Rigsadvokatens afgørelse
af
26. april 2000 hvorunder Rigsadvokaten ikke fandt grundlag for at
tilsidesætte
statsadvokatens konkrete skøn vedrørende prioriteringen af straffesagen mod
klagerne og klagesagen mod Deres klienter.
Rigsadvokaten har, som det
fremgår ovenfor, udtalt at der efter Rigsadvokatens opfattelse ikke var fuldt
tilstrækkeligt grundlag for tillige at lade klagesagens behandling afvente
udfaldet af ankesagen. Jeg har ikke fundet grundlag for at udtale mig herom.
2. Meddelelse af beslutning om berostillelsen – begrundelse
Det fremgår af
Politimesteren i Holbæks notat af 17. december 1999 at de implicerede
politiassistenter af politimesteren på dette tidspunkt var blevet gjort
bekendt
med klagen mod dem (der som nævnt blev indgivet til Justitsministeriet ved
brev
af 15. november 1999), og at statsadvokaten ved brev af 7. januar 2000
underrettede
sagens parter og politiklagenævnet om at behandlingen af klagesagen var sat i
bero.
Statsadvokaten gav i sit
brev af 7. januar 2000 ikke de indklagede politiassistenter nogen begrundelse
for sin beslutning. Statsadvokatens begrundelse for berostillelsen ses først
at
fremgå af statsadvokatens brev af 26. januar 2000 til politiklagenævnet.
Den begrundelsespligt som
følger af reglerne i forvaltningslovens §§ 22-24, gælder for afgørelser
vedrørende sagens realitet,
dvs.
udtalelser der går ud på at fastslå hvad der er eller skal være ret i det
foreliggende tilfælde
. Beslutninger der træffes som led i selve
sagsforberedelsen (procesledende afgørelser), skal efter disse regler som
udgangspunkt ikke ledsages af en begrundelse.
Efter min opfattelse bør fortolkningen
af forvaltningsloven i almindelighed tage udgangspunkt i at det skal
tilstræbes
at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse ved myndighedsudøvelse af
besluttende karakter dersom beslutningen er af en sådan art at der for de
berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for at få tillagt lovens
beføjelser og disse beføjelser i øvrigt vil være egnede til at tilgodese
borgernes interesser i henseende til at øve indflydelse på myndighedernes
beslutningsprocesser.
Jeg har på denne baggrund
overvejet om en beslutning om berostillelse i et tilfælde som det
foreliggende
kan anses for omfattet af lovens afgørelsesbegreb. I en sag som denne hvor
der
er væsentlige hensyn at tage til de implicerede politifolk, og hvor der er
udsigt til at berostillelsen vil stå på i længere tid, har sagens parter en
klar interesse i at kunne påvirke statsadvokatens beslutningsproces også i
denne fase af politiklagenævnssagens behandling. Forvaltningslovens
bestemmelser om begrundelse ville efter min opfattelse kunne medvirke til at
opfylde dette behov og til generelt at sikre rigtige afgørelser.
Jeg har imidlertid ikke
fundet tilstrækkeligt grundlag for at antage at forvaltningsloven finder
anvendelse i sådanne tilfælde, men det er min opfattelse at det havde været
bedst stemmende med god forvaltningsskik om statsadvokaten havde angivet en
begrundelse for sin beslutning over for sagens parter i overensstemmelse med
principperne i forvaltningslovens § 22 og § 24.
Jeg har ikke fundet grundlag
for at formulere dette som en egentlig kritik af statsadvokaten, men jeg har
gjort Statsadvokaten for Sjælland og Rigsadvokaten bekendt med min opfattelse
heraf, og jeg har anmodet Rigsadvokaten om at gøre de øvrige statsadvokater
bekendt med min opfattelse.
Jeg har ikke grundlag for at
kritisere statsadvokatens og Rigsadvokatens begrundelser som de kommer til
udtryk i henholdsvis statsadvokatens brev til politiklagenævnet af 26. januar
2000 og Rigsadvokatens brev til Dem af 26. april 2000.
3. Statsadvokatens kontrolprocedurer
Hensynet til parterne i en
berostillet politiklagenævnssag som den foreliggende tilsiger at
statsadvokaten
er særligt opmærksom på at den sag hvis udfald afventes, ikke trækker unødigt
ud til skade for den udsatte sag. Såfremt straffesagen trækker væsentligt ud,
må statsadvokaten løbende genoverveje sin beslutning om berostillelse.
Det fremgår af sagens
oplysninger at statsadvokaten dels umiddelbart efter modtagelsen af klagen
mod
politipersonalet anmodede Politimesteren i Holbæk om at fremskynde
straffesagen
mod klagerne, dels løbende har rykket politimesteren for svar i de perioder
hvor sagen afventede politimesteren.
Jeg har ikke grundlag for at
kritisere statsadvokatens opfølgning af sagen efter beslutningen om
berostillelsen i øvrigt. Jeg har ikke hermed taget stilling til
statsadvokatens
beslutning om tillige at lade klagesagens behandling afvente udfaldet af
ankesagen, jf. mine bemærkninger under punkt 1.
4. Undersøgelse af prioriteringen af politiklagenævnssager i
almindelighed
På baggrund af min gennemgang
af denne sag, herunder udtalelserne fra statsadvokaten og Rigsadvokaten, har
jeg ikke fundet grundlag for at indlede en ombudsmandsundersøgelse af
statsadvokaternes prioritering i forholdet mellem politiklagenævnssager og
straffesager i almindelighed. Jeg har herunder lagt vægt på det oplyste om at
der sker en konkret vurdering af sagerne (hvilket til dels understøttes af
sager som er gennemgået i Rigsadvokatens beretning 1999, s. 128-129 og
Rigsadvokatens beretning 2000, s. 86), og at de hensyn som statsadvokaterne
og
Rigsadvokaten efter det oplyste lægger vægt på ved denne konkrete vurdering,
efter min opfattelse er saglige.
Jeg foretager mig derfor
ikke yderligere på det foreliggende grundlag.
Ved brev af 23. april 2002
oplyste Rigsadvokaten mig om at sagen blev taget op på det ordinære
statsadvokatmøde i oktober 2001. Rigsadvokaten tilkendegav på mødet at det
fortsat er Rigsadvokatens opfattelse at statsadvokaterne bør have et vidt
skøn
over hvordan en undersøgelse i en politiklagenævnssag skal tilrettelægges,
herunder om det efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt at sætte
behandlingen af en klagesag i bero på afgørelsen af en straffesag.
Rigsadvokaten nævnte desuden på statsadvokatmødet at statsadvokaten i sådanne
situationer bør være opmærksom på at der kan være anledning til af egen drift
at revurdere afgørelsen efter nogen tid, f.eks. hvis straffesagen trækker ud
eller andre særlige forhold gør sig gældende, ligesom spørgsmålet om
genoptagelse af behandlingen af klagesagen endvidere kan overvejes efter dom
i
1. instans i straffesagen selv om denne måtte blive anket.
Rigsadvokaten oplyste
desuden at Rigsadvokaten ved brev af 12. december 2001 havde underrettet
statsadvokaterne om min udtalelse i sagen, og at statsadvokaterne behandlede
spørgsmålet på et fællesmøde i december 2001. Statsadvokaterne fandt blandt
andet at opmærksomheden fortsat bør være henledt på om dele af
klagen/anmeldelsen kan behandles forlods.
Endelig oplyste
Rigsadvokaten at spørgsmålet har været drøftet på et møde mellem
Rigsadvokaten
og statsadvokaterne den 3.-4. januar 2002 hvor der var enighed om at der i
det
omfang det er muligt, skal gives begrundelse for en beslutning om
berostillelse. Rigsadvokaten har på baggrund af min udtalelse ved
cirkulæreskrivelse af 23. april 2002 anmodet statsadvokaterne om – i
forbindelse med meddelelsen af en beslutning om berostillelse til sagens
parter
– at angive en begrundelse for beslutningen.
NOTER: (*) FOB 1960, s. 47.
Lignende dokumenter
- Indledende behandling ved politiet og statsadvokats sagsoplysning af politiklagenævnssag Retsinformation · 18. september 2001
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ny politiklageordning m.v.) Retsinformation · 10. december 2009
- 2010 20-12. Sagsbehandlingstid i sag om miljøgodkendelse Retsinformation · 20. januar 2011
- 1994 LSF 242 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (BEHANDLINGEN AF KLAGER OVER POLITIPERSONALET M.V.) Retsinformation · 15. juni 1995
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - ej medhold Retsinformation · 26. juni 2015
- Vejledning vedrørende behandlingen af klagesager, der henhører under lokalnævnene vedrørende politiets virksomhed Retsinformation · 10. marts 1982