Udtagelse af blodprøver i forbindelse med statsadvokatundersøgelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udtagelse af blodprøver i forbindelse med
statsadvokatundersøgelse
Den 6. juni 1996 blev E
Politi af læge B, S Hospital, kaldt til A's bopæl med henblik på at
tvangstilbageholde/tvangsindlægge hende. Ved gennemførelsen heraf blev det
nødvendigt at fastholde A. Under fastholdelsen mistede hun bevidstheden, og
blev kørt til E Sygehus, hvor hun kort tid efter blev erklæret død.
Det fremgik af et notat fra
Statsadvokaten i Sønderborg at Politimesteren i E den 6. juni 1996
underrettede
statsadvokaten om A's dødsfald. Om blodprøveudtagning var følgende anført i
notatet:
"Jeg anmodede om, at der
blev udtaget blodprøve af de politiassistenter, der havde haft fysisk kontakt
med afdøde.
...
Spørgsmålet om udtagelse af
blodprøve blev påny drøftet. Jeg fastholdt denne anmodning. Hvis de
pågældende
ikke ville medvirke til udtagelse af blodprøve, anmodede jeg om, at de
herefter
blev opfordret til at puste i alkometer, idet jeg samtidig understregede
betydningen af blodprøverne som bevismiddel."
Vicepolitiinspektør C, E
Politi, udarbejdede den 24. juni 1996 en notits over hændelsesforløbet. I
notitsen var følgende anført vedrørende spørgsmålet om blodprøveudtagning:
"Han (politimesteren;
min tilføjelse) oplyste, at hun (vicestatsadvokat (D); min tilføjelse) bl.a.
havde anmodet ham om at begære blodprøve udtaget af de implicerede kolleger.
PM oplyste, at han over for
Læs alt
vicestatsadvokaten havde udtrykt meget stor betænkelighed ved denne
anmodning,
idet der på ingen måde var mistanke om spirituspåvirkethed.
Han havde foreslået
alternative muligheder - f.eks., at ordenspolitiets ledelse besigtigede de
pågældende politiassistenter - eller, at der blev foretaget en alkotest af
dem.
Vicestatsadvokaten havde
fastholdt sit krav - og begrundede det bl.a. med, at hun af Rigspolitiets
Rejseafdeling - efter en aktuel sag i Ringsted politikreds - var blevet gjort
bekendt med, at en sådan blodprøveudtagning var et rutinemæssigt
efterforskningsskridt
ved gennemførelse af en sådan undersøgelse.
Hun gjorde i øvrigt PM
opmærksom på, at det var Statsadvokaten, der efterforskede sådanne sager -
og,
at PM skulle følge hendes anvisninger.
Sagen blev herefter drøftet
PM, næstformanden i politiforeningen og undertegnede imellem.
Vi henstillede til de
implicerede kolleger, at de indvilligede i den nævnte blodprøveudtagelse.
Blodprøveudtagelsen skete med
kollegernes samtykke - men situationen taget i betragtning, kan jeg bestemt
ikke afvise, at de har følt sig presset til at efterkomme Statsadvokatens
anmodning."
I breve af 7. og 12. juni
1996 klagede politiassistenternes forening til Politimesteren i E over
udtagelsen af blodprøver. I brevet af 7. juni 1996 anførte foreningen bl.a.
følgende:
"De nævnte følte sig
alle i den givne situation 'presset' til at medvirke til
blodprøveudtagningen."
I brevet af 12. juni 1996 er
bl.a. følgende anført:
"For det første
foreligger der ikke nogen frivillighed fra de fire kollegers side, idet de
blev
gjort bekendt med, at en nægtelse ville betyde, at man så modsætningsvis
kunne
drage den konklusion, at der 'nok var noget at skjule'.
Jeg håber man umiddelbart kan
(se) det helt uacceptable i en sådan 'musefælde-klausul'.
Med dette som baggrund og for
at undgå interne trakasserier gik kollegerne med til at blodprøve blev taget,
idet de netop ikke havde noget at skjule, men lad mig slå fast, at det er
helt
og aldeles sket under 'frivillig tvang'."
Klagerne blev ved brev af 24.
juni 1996 sendt til Rigsadvokaten. Politimesteren anførte i brevet at der
efter
hans opfattelse var behov for en principiel stillingtagen til spørgsmålet om
blodprøveudtagning.
I anledning af klagen
indhentede Rigsadvokaten en udtalelse af 8. juli 1996 fra Statsadvokaten i
Sønderborg. Statsadvokaten anførte bl.a. følgende i udtalelsen:
"Anmodningen om
blodprøveudtagning angik alene de politiassistenter, der havde været i fysisk
kontakt med afdøde. Der var ikke tale om noget tvangsindgreb, idet det skulle
tilkendegives de pågældende, at de, såfremt de ikke ville medvirke til
udtagelse af blodprøve, skulle opfordres til at puste i alkometer. Da
politiassistenterne ikke modsatte sig udtagelsen af blodprøver, opstod
problemet ikke, idet bemærkes, at tvangsindgreb end ikke har været overvejet,
da der ikke i den givne situation i kraft af manglende mistankepådragende
adfærd er den fornødne hjemmel.
...
Der foreligger i forvejen en
sag fra (X-by), hvor en psykiatrisk patient dør efter afgivelse af skud fra
politiet - en sag, som behandles efter reglerne i retsplejelovens §
1020 a, stk. 2 - hvor de implicerede
politifolk ifølge oplysning fra Statsadvokaten for Sjælland fik udtaget
blodprøver. Endelig er det fra Rigspolitichefens rejseafdeling tilkendegivet,
at blodprøveudtagninger, som de omhandlede, i så ekstremt alvorlige sager må
anses for rutinemæssige.
I klageskrivelse af 7. juni
1996 ... anføres, at de 4 politiassistenter alle i den givne situation følte
sig 'presset' til at medvirke til blodprøveudtagningen. Det er for mig en
given omstændighed, at hele forløbet den pågældende aften og nat må have
været
en traumatisk oplevelse og virkningerne heraf blev tilbudt imødegået ved
krisehjælp. Det er min vurdering, at denne klage er fremsat diskret og må ses
i
lyset af næroplevelsen i tid."
Rigsadvokaten meddelte i brev
af 31. juli 1996 foreningen at Rigsadvokaten ikke mente der var grundlag for
at kritisere statsadvokatens anmodning om udtagelse af blodprøver.
Rigsadvokaten anførte bl.a. følgende i brevet:
"Jeg har ved min
afgørelse lagt vægt på, at undersøgelsen i henhold til retsplejelovens §
1020 a, stk. 2, omhandlede en persons
død i politiets varetægt, mens den pågældende var ilagt håndjern, og efter at
der var anvendt stav mod den pågældende. En undersøgelse af et så tragisk
hændelsesforløb må gennemføres så grundigt som muligt, herunder ikke mindst
af
hensyn til de involverede politiassistenter, der som anført ikke har modsat
sig
udtagelsen af blodprøver."
Foreningen klagede i brev af
2. august 1996 til mig over Rigsadvokatens afgørelse i sagen. I brevet var
bl.a. følgende anført:
"Yderligere findes det
stærkt betænkeligt, at man i den grad 'gradbøjer' fakta, idet de involverede
politifolk fik at vide, at 'det nok var klogest at lade blodprøven udtage for
ellers kunne man få den opfattelse ... osv.'.
En sådan samtale kan vist
ikke efter min bedste opfattelse opfattes som nogen frihed til valg, idet
truslerne ligger i luften.
...
Ydermere finder jeg det også
betænkeligt, al den stund, at Politimesteren i (E) overfor
Vicestatsadvokaten,
der var undersøger, nægtede at medvirke til blodprøveudtagelsen på baggrund
af,
at han ikke fandt, at der var hjemmel eller grundlag for noget sådant.
Der var intet der på nogen
måde indikerede, at de 4 politifolk havde indtaget nogen form for alkohol og
dette plejer i almindelighed at være et krav til blodprøveudtagelsen, men som
anført ikke i den pågældende sagstype.
...
Det forholder sig sådan, at
vicestatsadvokaten beordrede politimesteren til at udtage prøven, hvordan man
så end kan beordre en politimester til noget sådan.
Politimesteren og
vicepolitiinspektør (C), der kom tilstede på politistationen, valgte så en
fremgangsmåde, som jeg også finder kritisabel, nemlig at bruge vendingen
overfor kollegerne 'Hvis du ikke deltager kan man få den opfattelse ...
osv.'.
I den situation skal man vist
være meget stærk for at stå imod og ændrer efter min opfattelse ikke det
kritisable i Statsadvokatens handling."
Dansk Politiforbund bad i
brev af 12. august 1996 Justitsministeriet om at udvirke at Rigsadvokaten
afgav
et uddybende svar på et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg om emnet.
Forbundet
anførte bl.a. følgende i brevet:
"Dansk Politiforbund er
orienteret om, at de implicerede polititjenestemænd har modtaget en tjenstlig
ordre om at medvirke ved blodprøveudtagelsen, bl.a. under henvisning til
Rigspolitichefens kundgørelse I nr. 10, hvoraf det fremgår, at såfremt man
ikke medvirker ved en blodprøveudtagelse, behandles dette som en selvstændig
overtrædelse.
Dansk Politiforbund har fået
oplyst, at vicestatsadvokat (D) har henholdt sig hertil, og på den baggrund
afgav polititjenestemændene under protest en blodprøve."
Justitsministeriet svarede i
brev af 21. august 1996 Dansk Politiforbund. Ministeriet anførte bl.a.
følgende:
"I relation til
forbundets anmodning om en redegørelse for reglerne om udtagelse af
blodprøver
på polititjenestemænd i forbindelse med behandlingen af klagesager kan det
oplyses, at der ikke i de nye klagenævnsregler findes særlige bestemmelser om
udtagelse af blodprøver på polititjenestemænd. Det er således retsplejelovens
almindelige regler om legemsindgreb samt færdselslovens § 55, der finder
anvendelse.
...
Rigsadvokaten og
Statsadvokaten i Sønderborg har endvidere i relation til den konkrete sag,
som
forbundet henviser til, oplyst, at blodprøverne er afgivet med de implicerede
polititjenestemænds samtykke.
Dansk Politiforbund har
imidlertid i sin seneste henvendelse af 12. august 1996 anført, at
blodprøverne
efter forbundets opfattelse ikke kan anses at være afgivet med de implicerede
polititjenestemænds samtykke, idet blodprøveudtagningen bl.a. er foretaget
under henvisning til Rigspolitichefens Kundgørelse I, nr. 10.
Rigsadvokaten har oplyst, at
der er indgivet klage over Statsadvokaten i Sønderborgs embedsførelse,
hvorfor
Justitsministeriet af principielle grunde ikke på nuværende tidspunkt finder
at
burde udtale sig nærmere om den konkrete sag. Justitsministeriet har derfor
videresendt forbundets henvendelse af 12. august 1996 til Rigsadvokaten til
videre foranstaltning. En eventuel orientering af Folketingets Retsudvalg bør
efter Justitsministeriets opfattelse afvente udfaldet af Rigsadvokatens
behandling
af klagesagen.
For så vidt angår
henvisningen til Rigspolitichefens Kundgørelse I, nr. 10, anbefales det som
bekendt i rapporten om Polititjenestemænds retsstilling i forbindelse med
tjenstlige undersøgelser m.v., der er afgivet af et underudvalg under
Justitsministeriets Centrale Samarbejdsudvalg for Politiet, at der i
forbindelse med gennemførelsen af en ny ordning for behandligen af klager
over
politiet overvejes en udbygning og ændring af Rigspolitichefens Kundgørelse
I,
nr. 10, om disciplinærsagers behandling.
Rigspolitichefen er i
overensstemmelse hermed og med drøftelserne på bl.a. mødet den 9. maj 1995 i
Justitsministeriets Centrale Samarbejdsudvalg i færd med at revidere og
udbygge Kundgørelse I, nr. 10, i lyset af bl.a. det nye regelsæt for
behandlingen af klager over politiet.
Rigspolitichefen har i den
forbindelse overfor Justitsministeriet bekræftet, at bestemmelsen i
Kundgørelsens pkt. 5 - hvorefter nægtelse af at medvirke til udtagelse af
blodprøve i sig selv må betragtes som en tjenesteforseelse - ikke vil blive
videreført i den ny kundgørelse i sin nuværende affattelse. Bestemmelsen, der
er af ældre dato, synes på dette punkt ikke at være i overensstemmelse med
den
retsopfattelse, der gives udtryk for i kapitel 2 i rapporten om
polititjenestemænds retsstilling i forbindelse med tjenstlige undersøgelser
m.v., og som Justitsministeriet deler."
Rigsadvokaten svarede i brev
af 30. oktober 1996 Dansk Politiforbund, idet Rigsadvokaten bl.a. anførte
følgende:
"I anledning af det i
Politiforbundets henvendelse anførte har jeg indhentet en supplerende
udtalelse
fra Statsadvokaten i Sønderborg.
Det fremgår blandt andet
heraf, at vicestatsadvokat (D) har afvist, at hun under samtalerne med
politimesteren
skulle have givet nogen tjenstlig ordre om udtagelse af blodprøverne, ligesom
hun ikke har henvist til Rigspolitichefens kundgørelse I, nr. 10."
I anledning af foreningens
klage modtog jeg udtalelser af 26. september 1996 og 29. november 1996 fra
henholdsvis Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten. Statsadvokaten og
Rigsadvokaten henholdt sig til deres tidligere afgørelser i sagen og de
tidligere udtalelser i sagen.
I brev af 10. december 1996
fremkom foreningen med bemærkninger til udtalelserne. Foreningen anførte
bl.a.
følgende:
"Påstanden om, at
Rejseholdet anvender blodprøveudtagning generelt er ikke korrekt, idet det
aldeles ikke er rutinemæssigt. Hvorfra man har fået den fejlopfattelse er
mærkværdigt, idet udåndingstesten er det man anvender og så frivilligt."
I anledning af foreningens
bemærkninger anmodede jeg statsadvokaten og Rigsadvokaten om deres eventuelle
bemærkninger til det af foreningen anførte. I en udtalelse af 14. januar 1997
anførte statsadvokaten bl.a. følgende:
"Jeg finder således,
sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, at kunne konstatere, at de
implicerede politiassistenter har givet samtykke til udtagelse af
blodprøverne
og at der her fra embedet alene har været anmodet om politiassistenternes
frivillige medvirken til blodprøveudtagelse alternativt alkometertest, idet
blodprøvernes højere bevisværdi samtidig har været påpeget."
Rigsadvokaten henholdt sig i
brev af 17. januar 1997 til det af statsadvokaten anførte.
Den 25. februar 1997 bad jeg
Rigspolitichefen om via Justitsministeriet at fremkomme med en udtalelse om
praksis i disse sager der indtil den 1. januar 1996 blev undersøgt af
politiet.
Rigspolitichefen anførte herpå bl.a. følgende i brev af 3. april 1997:
"Jeg kan i den
forbindelse oplyse, at der indtil ændringen af retsplejeloven pr. 1. januar
1996, hvor kompetencen til undersøgelse mv. i tilfælde som det foreliggende
overgik til statsadvokaterne, som udgangspunkt ikke er udtaget blodprøve i de
sager, som Rejseafdelingen har behandlet, når der ikke har været konkret
mistanke om spirituspåvirkethed. Det bemærkes dog, at der i et enkelt
tilfælde
fra 1986, hvor en polititjenestemand skød og dræbte en person, blev udtaget
blodprøve, uagtet der ikke var konkret mistanke om spirituspåvirkethed.
Baggrunden
herfor syntes at være, at den pågældende blev tilkaldt til opgaven direkte
fra
sit hjem.
Spørgsmålet om behov for
blodprøveudtagning har beroet på en konkret vurdering i de enkelte tilfælde.
Det kan bekræftes, at der fra
Rejseafdelingens side er anvendt udtryk som 'et rutinemæssigt
efterforskningsskridt' omkring blodprøveudtagning
i en sag som den nævnte fra Ringsted
politikreds, hvor to politiassistenter afgav skud mod en psykiatrisk patient,
der blev ramt flere gange og umiddelbart herefter afgik ved døden.
Omstændighederne i den pågældende sag var af en sådan karakter, at det blev
fundet rigtigt - selvom politiassistenterne
skønnedes ædru - at udtage blodprøve, dels som led i bevissikringen i en
eventuel straffesag mod en eller begge politiassistenter, dels som en
beskyttelse
af de pågældende mod eventuelle senere urigtige påstande om
sprirituspåvirkethed."
Justitsministeriet anførte
bl.a. følgende i sin udtalelse af 27. maj 1997:
"Justitsministeriet kan
yderligere oplyse, at Rigsadvokaten i sin beretning om behandlingen af klager
over politiet (1996), side 160-161, har anført, at det efter drøftelse med
politiorganisationerne er besluttet, at i tilfælde, hvor retsplejelovens
eller
færdselslovens regler om udtagelse af blodprøve ikke finder anvendelse, kan
statsadvokaterne besigtige den implicerede polititjenestemand eller anmode en
repræsentant fra politikredsens øverste ledelse - kriminalinspektøren eller
politiinspektøren - om dette. Polititjenestemanden kan dog selv fremsætte
ønsker om, at der foretages udåndingsprøve eller tages blodprøve."
I brev af 5. september 1997
bad jeg Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten om deres eventuelle
bemærkninger til Rigspolitichefens og Justitsministeriets udtalelser.
Statsadvokaten anførte i brev af 18. september 1997 at udtalelserne ikke gav
statsadvokaten anledning til yderligere bemærkninger. I brev af 10. november
1997 anførte Rigsadvokaten bl.a. følgende:
"Rigspolitichefen har
ved skrivelse af 3. april 1997 bekræftet, at der fra Rejseafdelingens side er
anvendt udtryk som 'et rutinemæssigt efterforskningsskridt' omkring
blodprøveudtagning i en sag fra Ringsted Politikreds. Sagen er omtalt side 95
i
min Beretning for 1996 om behandling af klager over politiet.
Jeg skal hertil bemærke, at
en repræsentant for Rigspolitichefens Rejseafdeling allerede i februar 1996
på
et kursus for anklagemyndighedens chargerede personale om afdelingens
erfaringer fra efterforskning af sager mod polititjenestemænd, var fremkommet
med nogle tilkendegivelser, der havde efterladt det bestemte indtryk hos
kursusdeltagerne om, at der i hidtidig praksis 'rutinemæssigt' var blevet
udtaget blodprøver i alvorligere sager."
Jeg bad herefter
Justitsministeriet om på ny - efter eventuel indhentet udtalelse fra
Rigspolitichefen - at udtale sig om hvilken praksis der havde været for at
fremsætte anmodning/krav om udtagelse af blodprøver i sådanne sager, og med
hvilken hjemmel dette skete. Rigspolitichefen anførte på den baggrund i brev
af
23. marts 1998 bl.a. følgende:
"Den pågældende
kriminalkommissær, der underviste på det nævnte kursus, kan i dag ikke huske
det præcise ordvalg i forbindelse med omtale af mulige efterforskningsskridt
i
sager, hvor politiet har været nødsaget til at udøve betydelig magtanvendelse
(fx anvendelse af skydevåben med døden eller alvorlig tilskadekomst til
følge)
Rejseafdelingen har imidlertid oplyst, at man har fulgt den praksis, at man i
sådanne sager rutinemæssigt
har overvejet
, om blodprøver burde
søges udtaget, dels som et led i bevissikringen i en eventuel straffesag mod
polititjenestemanden, dels som beskyttelse af den pågældende
polititjenestemand
mod eventuelle urigtige beskyldninger om spirituspåvirkethed."
Justitsministeriet henviste
på baggrund af Rigspolitichefens udtalelse til sin udtalelse af 27. maj 1997.
Ved breve af 16. april 1998 sendte jeg kopi af udtalelserne til foreningen og
til Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten til orientering.
Ombudsmandens udtalelse
"Indledningsvis bemærker jeg at min undersøgelse alene har omfattet
Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokatens afgørelser. Som meddelt
foreningen i mit brev af 19. august 1996 har Politimesteren i (E)'s
fremgangsmåde ved anmodningen om blodprøveudtagelsen ikke været omfattet af
min undersøgelse.
Efter retsplejelovens §
1020 a, stk. 2, iværksætter statsadvokaterne efterforskning, når en person er
afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets
indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Politimesteren
i (E) har således forestået den praktiske gennemførelse af
blodprøveudtagningerne på vegne af Statsadvokaten i Sønderborg.
Der er ikke i retsplejelovens kapitel 93 c om straffesager mod
politipersonale fastsat bestemmelser om udtagelse af blodprøver. Det er
derfor retsplejelovens almindelige regler om legemsindgreb der finder
anvendelse i disse sager.
Statsadvokaten og Rigsadvokaten har vedrørende spørgsmålet om den fornødne
hjemmel for udtagelsen af blodprøverne dels anført at det var deres
opfattelse at det var administrativ praksis at foretage et sådant
efterforskningsskridt, dels at de implicerede politiassistenter har givet
samtykke til udtagelsen af blodprøverne.
1. Administrativ praksis
Jeg har forstået det sådan at Rigspolitichefen i forbindelse med de nye
regler om behandling af klager mv. over politiet, hvorved kompetencen fra den
1. januar 1996 overgik fra politiet til anklagemyndigheden, afholdt et eller
flere kurser for relevante medarbejdere inden for anklagemyndigheden. På et
af disse kurser er der fra Rigspolitichefens side fremkommet udtalelser som
af kursisterne er blevet opfattet sådan, at det i sager hvor en person i
politiets varetægt var afgået ved døden, var praksis at udtage blodprøver af
de polititjenestemænd der havde været impliceret i episoden.
Jeg må på grundlag af udtalelserne fra Rigspolitichefen lægge til grund at
der ikke, mens disse sager
blev undersøgt af politiet, har været nogen praksis for at udtage blodprøver,
medmindre der var konkret mistanke om spirituspåvirkethed.
Hjemlen til at udtage
blodprøver af de implicerede polititjenestemænd kan allerede af den grund
ikke
søges i administrativ praksis.
Jeg bemærker herved at jeg i
øvrigt ikke mener at administrativ praksis kan udgøre den tilstrækkelige
hjemmel for et legemsindgreb, jf. Hans Gammeltoft-Hansen, Straffeprocessuelle
Tvangsindgreb, 1981, s. 25, med note 1, med henvisning til Alf Ross, Dansk
Statsforfatningsret, 2. udg., s. 426, Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2.
udg., s.
363f,
Anders Bratholm, Politiet og legalitetsprinsippet, Festskrift til Stephan
Hurwitz, 1971, s. 89 og Torstein Eckhoff, Legalitetsprinsippet, TfR 1963, s.
231.
2. Samtykke
Legemsindgreb er reguleret i
retsplejelovens kapitel 72. Reglerne om legemsindgreb over for en person der
ikke er sigtet, på grundlag af samtykke findes i retsplejelovens § 792 d,
stk.
1, der har følgende indhold:
'Legemsindgreb over for en
person, der ikke er sigtet, er ikke omfattet af reglerne i dette kapitel,
såfremt den pågældende meddeler samtykke til indgrebet. Samtykket skal så
vidt
muligt være skriftligt. I øvrigt må legemsindgreb over for en person, der
ikke
er sigtet, kun foretages efter reglerne i stk. 2 og 4.'
I det foreliggende tilfælde
ses der ikke at være nogen begrundelse for at der ikke i overensstemmelse med
retsplejelovens regler blev indhentet skriftligt samtykke. Jeg mener således
at
det er kritisabelt at statsadvokaten ikke sikrede sig at de implicerede
politiassistenter afgav et skriftligt samtykke, inden blodprøverne blev
udtaget. Det er beklageligt at Rigsadvokaten ikke har påtalt dette forhold
over
for statsadvokaten.
Jeg har samtidig hermed gjort
Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten bekendt med min opfattelse.
Det er imidlertid ikke noget
ufravigeligt krav at samtykket foreligger skriftligt. Et gyldigt meddelt
mundtligt samtykke kan således efter omstændighederne udgøre hjemlen for
udtagelsen af blodprøverne.
Foreningen har anført at de
implicerede politiassistenter blev presset til lade blodprøverne udtage. Det
har endvidere været anført at der har været henvist til det dagældende pkt. 5
i
Rigspolitichefens Kundgørelse I, nr. 10, der havde følgende indhold:
'Har en tjenstlig forseelse
bestået i eller været forbundet med påvirkning af spiritus, bør
tjenestemanden
underkastes spiritusprøve og herunder afgive blodprøve. Der er - bortset fra
bestemmelserne i færdselslovens § 55 og retsplejelovens kapitel 72 - ikke
hjemmel til at gennemføre spiritusprøve eller udtagning af blodprøve med
magt,
men nægtelse af at medvirke til prøverne må i sig selv betragtes som en
tjenesteforseelse, der vil blive behandlet og vurderet i forbindelse med den
foreliggende sag.'
Statsadvokaten har i sin udtalelse
af 8. juli 1996 anført at de implicerede politiassistenter 'ikke modsatte
sig'
udtagelsen af blodprøverne. I sin udtalelse af 14. januar 1997 konstaterede
statsadvokaten at de implicerede politiassistenter havde samtykket i
udtagelsen af blodprøverne.
Dersom et samtykke skal
udgøre den tilstrækkelige hjemmel for foretagelsen af et tvangsindgreb, må
det
forudsættes at der er tale om et 'ægte' samtykke i den forstand at det
meddeles
uden nogen form for direkte eller indirekte tvang, pres eller lignende. I den
foreliggende situation, hvor anmodningen bliver fremsat af en overordnet, og
hvor den pågældende polititjenestemand må formodes i forvejen at være præget
af
de forudgående begivenheder, samt hvor vedkommende eventuelt bliver gjort
bekendt med eller er bekendt med at en nægtelse betragtes som en
tjenesteforseelse, forekommmer det betænkeligt at betragte samtykket som
fuldt
ud frivilligt afgivet.
Jeg mener endvidere - sådan
som sagen er oplyst for mig - at måtte lægge til grund at de pågældende
politiassistenter ikke udtrykkeligt er blevet gjort bekendt med, at
blodprøverne
ikke kunne udtages tvangsmæssigt og at en nægtelse af at medvirke ikke ville
kunne medføre tjenstlige reaktioner.
3. Konklusion
Som det fremgår er det min
opfattelse at der hverken har været hjemmel i administrativ praksis eller i
retsplejelovens bestemmelser til udtagelsen af blodprøverne.
Det er meget beklageligt at
Statsadvokaten i Sønderborg ikke inden udtagelsen af blodprøverne sikrede sig
at der var hjemmel hertil, ligesom det må anses for kritisabelt at
Rigsadvokaten
ikke påtalte dette over for statsadvokaten.
Jeg har samtidig hermed gjort
Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten bekendt med min opfattelse, men
jeg foretager mig ikke mere, idet jeg forstår at proceduren er ændret således
at der for fremtiden kun vil blive foretaget legemsindgreb, såfremt
retsplejelovens
betingelser for at foretage indgrebet tvangsmæssigt er opfyldt."
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Udtagelse af blodprøve, anklagemyndighedens deltagelse i retsmøder via videokommunikation ved fristforlængelser m.v.) Retsinformation · 12. november 2015
- Indledende behandling ved politiet og statsadvokats sagsoplysning af politiklagenævnssag Retsinformation · 18. september 2001
- Kendelse af 30. juni 2021 i FV2020-1317 Arbejdsretten m.fl. · 30. juni 2021
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat C. Stix-Hackl fremsat den 30. januar 2003 EU-domme · 30. januar 2003
- Politiklagenævnssag sat i bero. Begrundelse Retsinformation · 2. oktober 2002
- Videregivelse af personoplysninger fra statsadvokat til politimester. Bedømmelsesgrundlag Retsinformation · 7. oktober 2008