Spring til indhold

Retsinformation

Udtagelse af blodprøver i forbindelse med statsadvokatundersøgelse

FOU nr 1998.170UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udtagelse af blodprøver i forbindelse med

statsadvokatundersøgelse

Den 6. juni 1996 blev E

Politi af læge B, S Hospital, kaldt til A's bopæl med henblik på at

tvangstilbageholde/tvangsindlægge hende. Ved gennemførelsen heraf blev det

nødvendigt at fastholde A. Under fastholdelsen mistede hun bevidstheden, og

blev kørt til E Sygehus, hvor hun kort tid efter blev erklæret død.

Det fremgik af et notat fra

Statsadvokaten i Sønderborg at Politimesteren i E den 6. juni 1996

underrettede

statsadvokaten om A's dødsfald. Om blodprøveudtagning var følgende anført i

notatet:

"Jeg anmodede om, at der

blev udtaget blodprøve af de politiassistenter, der havde haft fysisk kontakt

med afdøde.

...

Spørgsmålet om udtagelse af

blodprøve blev påny drøftet. Jeg fastholdt denne anmodning. Hvis de

pågældende

ikke ville medvirke til udtagelse af blodprøve, anmodede jeg om, at de

herefter

blev opfordret til at puste i alkometer, idet jeg samtidig understregede

betydningen af blodprøverne som bevismiddel."

Vicepolitiinspektør C, E

Politi, udarbejdede den 24. juni 1996 en notits over hændelsesforløbet. I

notitsen var følgende anført vedrørende spørgsmålet om blodprøveudtagning:

"Han (politimesteren;

min tilføjelse) oplyste, at hun (vicestatsadvokat (D); min tilføjelse) bl.a.

havde anmodet ham om at begære blodprøve udtaget af de implicerede kolleger.

PM oplyste, at han over for

Læs alt

vicestatsadvokaten havde udtrykt meget stor betænkelighed ved denne

anmodning,

idet der på ingen måde var mistanke om spirituspåvirkethed.

Han havde foreslået

alternative muligheder - f.eks., at ordenspolitiets ledelse besigtigede de

pågældende politiassistenter - eller, at der blev foretaget en alkotest af

dem.

Vicestatsadvokaten havde

fastholdt sit krav - og begrundede det bl.a. med, at hun af Rigspolitiets

Rejseafdeling - efter en aktuel sag i Ringsted politikreds - var blevet gjort

bekendt med, at en sådan blodprøveudtagning var et rutinemæssigt

efterforskningsskridt

ved gennemførelse af en sådan undersøgelse.

Hun gjorde i øvrigt PM

opmærksom på, at det var Statsadvokaten, der efterforskede sådanne sager -

og,

at PM skulle følge hendes anvisninger.

Sagen blev herefter drøftet

PM, næstformanden i politiforeningen og undertegnede imellem.

Vi henstillede til de

implicerede kolleger, at de indvilligede i den nævnte blodprøveudtagelse.

Blodprøveudtagelsen skete med

kollegernes samtykke - men situationen taget i betragtning, kan jeg bestemt

ikke afvise, at de har følt sig presset til at efterkomme Statsadvokatens

anmodning."

I breve af 7. og 12. juni

1996 klagede politiassistenternes forening til Politimesteren i E over

udtagelsen af blodprøver. I brevet af 7. juni 1996 anførte foreningen bl.a.

følgende:

"De nævnte følte sig

alle i den givne situation 'presset' til at medvirke til

blodprøveudtagningen."

I brevet af 12. juni 1996 er

bl.a. følgende anført:

"For det første

foreligger der ikke nogen frivillighed fra de fire kollegers side, idet de

blev

gjort bekendt med, at en nægtelse ville betyde, at man så modsætningsvis

kunne

drage den konklusion, at der 'nok var noget at skjule'.

Jeg håber man umiddelbart kan

(se) det helt uacceptable i en sådan 'musefælde-klausul'.

Med dette som baggrund og for

at undgå interne trakasserier gik kollegerne med til at blodprøve blev taget,

idet de netop ikke havde noget at skjule, men lad mig slå fast, at det er

helt

og aldeles sket under 'frivillig tvang'."

Klagerne blev ved brev af 24.

juni 1996 sendt til Rigsadvokaten. Politimesteren anførte i brevet at der

efter

hans opfattelse var behov for en principiel stillingtagen til spørgsmålet om

blodprøveudtagning.

I anledning af klagen

indhentede Rigsadvokaten en udtalelse af 8. juli 1996 fra Statsadvokaten i

Sønderborg. Statsadvokaten anførte bl.a. følgende i udtalelsen:

"Anmodningen om

blodprøveudtagning angik alene de politiassistenter, der havde været i fysisk

kontakt med afdøde. Der var ikke tale om noget tvangsindgreb, idet det skulle

tilkendegives de pågældende, at de, såfremt de ikke ville medvirke til

udtagelse af blodprøve, skulle opfordres til at puste i alkometer. Da

politiassistenterne ikke modsatte sig udtagelsen af blodprøver, opstod

problemet ikke, idet bemærkes, at tvangsindgreb end ikke har været overvejet,

da der ikke i den givne situation i kraft af manglende mistankepådragende

adfærd er den fornødne hjemmel.

...

Der foreligger i forvejen en

sag fra (X-by), hvor en psykiatrisk patient dør efter afgivelse af skud fra

politiet - en sag, som behandles efter reglerne i retsplejelovens §

1020 a, stk. 2 - hvor de implicerede

politifolk ifølge oplysning fra Statsadvokaten for Sjælland fik udtaget

blodprøver. Endelig er det fra Rigspolitichefens rejseafdeling tilkendegivet,

at blodprøveudtagninger, som de omhandlede, i så ekstremt alvorlige sager må

anses for rutinemæssige.

I klageskrivelse af 7. juni

1996 ... anføres, at de 4 politiassistenter alle i den givne situation følte

sig 'presset' til at medvirke til blodprøveudtagningen. Det er for mig en

given omstændighed, at hele forløbet den pågældende aften og nat må have

været

en traumatisk oplevelse og virkningerne heraf blev tilbudt imødegået ved

krisehjælp. Det er min vurdering, at denne klage er fremsat diskret og må ses

i

lyset af næroplevelsen i tid."

Rigsadvokaten meddelte i brev

af 31. juli 1996 foreningen at Rigsadvokaten ikke mente der var grundlag for

at kritisere statsadvokatens anmodning om udtagelse af blodprøver.

Rigsadvokaten anførte bl.a. følgende i brevet:

"Jeg har ved min

afgørelse lagt vægt på, at undersøgelsen i henhold til retsplejelovens §

1020 a, stk. 2, omhandlede en persons

død i politiets varetægt, mens den pågældende var ilagt håndjern, og efter at

der var anvendt stav mod den pågældende. En undersøgelse af et så tragisk

hændelsesforløb må gennemføres så grundigt som muligt, herunder ikke mindst

af

hensyn til de involverede politiassistenter, der som anført ikke har modsat

sig

udtagelsen af blodprøver."

Foreningen klagede i brev af

2. august 1996 til mig over Rigsadvokatens afgørelse i sagen. I brevet var

bl.a. følgende anført:

"Yderligere findes det

stærkt betænkeligt, at man i den grad 'gradbøjer' fakta, idet de involverede

politifolk fik at vide, at 'det nok var klogest at lade blodprøven udtage for

ellers kunne man få den opfattelse ... osv.'.

En sådan samtale kan vist

ikke efter min bedste opfattelse opfattes som nogen frihed til valg, idet

truslerne ligger i luften.

...

Ydermere finder jeg det også

betænkeligt, al den stund, at Politimesteren i (E) overfor

Vicestatsadvokaten,

der var undersøger, nægtede at medvirke til blodprøveudtagelsen på baggrund

af,

at han ikke fandt, at der var hjemmel eller grundlag for noget sådant.

Der var intet der på nogen

måde indikerede, at de 4 politifolk havde indtaget nogen form for alkohol og

dette plejer i almindelighed at være et krav til blodprøveudtagelsen, men som

anført ikke i den pågældende sagstype.

...

Det forholder sig sådan, at

vicestatsadvokaten beordrede politimesteren til at udtage prøven, hvordan man

så end kan beordre en politimester til noget sådan.

Politimesteren og

vicepolitiinspektør (C), der kom tilstede på politistationen, valgte så en

fremgangsmåde, som jeg også finder kritisabel, nemlig at bruge vendingen

overfor kollegerne 'Hvis du ikke deltager kan man få den opfattelse ...

osv.'.

I den situation skal man vist

være meget stærk for at stå imod og ændrer efter min opfattelse ikke det

kritisable i Statsadvokatens handling."

Dansk Politiforbund bad i

brev af 12. august 1996 Justitsministeriet om at udvirke at Rigsadvokaten

afgav

et uddybende svar på et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg om emnet.

Forbundet

anførte bl.a. følgende i brevet:

"Dansk Politiforbund er

orienteret om, at de implicerede polititjenestemænd har modtaget en tjenstlig

ordre om at medvirke ved blodprøveudtagelsen, bl.a. under henvisning til

Rigspolitichefens kundgørelse I nr. 10, hvoraf det fremgår, at såfremt man

ikke medvirker ved en blodprøveudtagelse, behandles dette som en selvstændig

overtrædelse.

Dansk Politiforbund har fået

oplyst, at vicestatsadvokat (D) har henholdt sig hertil, og på den baggrund

afgav polititjenestemændene under protest en blodprøve."

Justitsministeriet svarede i

brev af 21. august 1996 Dansk Politiforbund. Ministeriet anførte bl.a.

følgende:

"I relation til

forbundets anmodning om en redegørelse for reglerne om udtagelse af

blodprøver

på polititjenestemænd i forbindelse med behandlingen af klagesager kan det

oplyses, at der ikke i de nye klagenævnsregler findes særlige bestemmelser om

udtagelse af blodprøver på polititjenestemænd. Det er således retsplejelovens

almindelige regler om legemsindgreb samt færdselslovens § 55, der finder

anvendelse.

...

Rigsadvokaten og

Statsadvokaten i Sønderborg har endvidere i relation til den konkrete sag,

som

forbundet henviser til, oplyst, at blodprøverne er afgivet med de implicerede

polititjenestemænds samtykke.

Dansk Politiforbund har

imidlertid i sin seneste henvendelse af 12. august 1996 anført, at

blodprøverne

efter forbundets opfattelse ikke kan anses at være afgivet med de implicerede

polititjenestemænds samtykke, idet blodprøveudtagningen bl.a. er foretaget

under henvisning til Rigspolitichefens Kundgørelse I, nr. 10.

Rigsadvokaten har oplyst, at

der er indgivet klage over Statsadvokaten i Sønderborgs embedsførelse,

hvorfor

Justitsministeriet af principielle grunde ikke på nuværende tidspunkt finder

at

burde udtale sig nærmere om den konkrete sag. Justitsministeriet har derfor

videresendt forbundets henvendelse af 12. august 1996 til Rigsadvokaten til

videre foranstaltning. En eventuel orientering af Folketingets Retsudvalg bør

efter Justitsministeriets opfattelse afvente udfaldet af Rigsadvokatens

behandling

af klagesagen.

For så vidt angår

henvisningen til Rigspolitichefens Kundgørelse I, nr. 10, anbefales det som

bekendt i rapporten om Polititjenestemænds retsstilling i forbindelse med

tjenstlige undersøgelser m.v., der er afgivet af et underudvalg under

Justitsministeriets Centrale Samarbejdsudvalg for Politiet, at der i

forbindelse med gennemførelsen af en ny ordning for behandligen af klager

over

politiet overvejes en udbygning og ændring af Rigspolitichefens Kundgørelse

I,

nr. 10, om disciplinærsagers behandling.

Rigspolitichefen er i

overensstemmelse hermed og med drøftelserne på bl.a. mødet den 9. maj 1995 i

Justitsministeriets Centrale Samarbejdsudvalg i færd med at revidere og

udbygge Kundgørelse I, nr. 10, i lyset af bl.a. det nye regelsæt for

behandlingen af klager over politiet.

Rigspolitichefen har i den

forbindelse overfor Justitsministeriet bekræftet, at bestemmelsen i

Kundgørelsens pkt. 5 - hvorefter nægtelse af at medvirke til udtagelse af

blodprøve i sig selv må betragtes som en tjenesteforseelse - ikke vil blive

videreført i den ny kundgørelse i sin nuværende affattelse. Bestemmelsen, der

er af ældre dato, synes på dette punkt ikke at være i overensstemmelse med

den

retsopfattelse, der gives udtryk for i kapitel 2 i rapporten om

polititjenestemænds retsstilling i forbindelse med tjenstlige undersøgelser

m.v., og som Justitsministeriet deler."

Rigsadvokaten svarede i brev

af 30. oktober 1996 Dansk Politiforbund, idet Rigsadvokaten bl.a. anførte

følgende:

"I anledning af det i

Politiforbundets henvendelse anførte har jeg indhentet en supplerende

udtalelse

fra Statsadvokaten i Sønderborg.

Det fremgår blandt andet

heraf, at vicestatsadvokat (D) har afvist, at hun under samtalerne med

politimesteren

skulle have givet nogen tjenstlig ordre om udtagelse af blodprøverne, ligesom

hun ikke har henvist til Rigspolitichefens kundgørelse I, nr. 10."

I anledning af foreningens

klage modtog jeg udtalelser af 26. september 1996 og 29. november 1996 fra

henholdsvis Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten. Statsadvokaten og

Rigsadvokaten henholdt sig til deres tidligere afgørelser i sagen og de

tidligere udtalelser i sagen.

I brev af 10. december 1996

fremkom foreningen med bemærkninger til udtalelserne. Foreningen anførte

bl.a.

følgende:

"Påstanden om, at

Rejseholdet anvender blodprøveudtagning generelt er ikke korrekt, idet det

aldeles ikke er rutinemæssigt. Hvorfra man har fået den fejlopfattelse er

mærkværdigt, idet udåndingstesten er det man anvender og så frivilligt."

I anledning af foreningens

bemærkninger anmodede jeg statsadvokaten og Rigsadvokaten om deres eventuelle

bemærkninger til det af foreningen anførte. I en udtalelse af 14. januar 1997

anførte statsadvokaten bl.a. følgende:

"Jeg finder således,

sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, at kunne konstatere, at de

implicerede politiassistenter har givet samtykke til udtagelse af

blodprøverne

og at der her fra embedet alene har været anmodet om politiassistenternes

frivillige medvirken til blodprøveudtagelse alternativt alkometertest, idet

blodprøvernes højere bevisværdi samtidig har været påpeget."

Rigsadvokaten henholdt sig i

brev af 17. januar 1997 til det af statsadvokaten anførte.

Den 25. februar 1997 bad jeg

Rigspolitichefen om via Justitsministeriet at fremkomme med en udtalelse om

praksis i disse sager der indtil den 1. januar 1996 blev undersøgt af

politiet.

Rigspolitichefen anførte herpå bl.a. følgende i brev af 3. april 1997:

"Jeg kan i den

forbindelse oplyse, at der indtil ændringen af retsplejeloven pr. 1. januar

1996, hvor kompetencen til undersøgelse mv. i tilfælde som det foreliggende

overgik til statsadvokaterne, som udgangspunkt ikke er udtaget blodprøve i de

sager, som Rejseafdelingen har behandlet, når der ikke har været konkret

mistanke om spirituspåvirkethed. Det bemærkes dog, at der i et enkelt

tilfælde

fra 1986, hvor en polititjenestemand skød og dræbte en person, blev udtaget

blodprøve, uagtet der ikke var konkret mistanke om spirituspåvirkethed.

Baggrunden

herfor syntes at være, at den pågældende blev tilkaldt til opgaven direkte

fra

sit hjem.

Spørgsmålet om behov for

blodprøveudtagning har beroet på en konkret vurdering i de enkelte tilfælde.

Det kan bekræftes, at der fra

Rejseafdelingens side er anvendt udtryk som 'et rutinemæssigt

efterforskningsskridt' omkring blodprøveudtagning

i en sag som den nævnte fra Ringsted

politikreds, hvor to politiassistenter afgav skud mod en psykiatrisk patient,

der blev ramt flere gange og umiddelbart herefter afgik ved døden.

Omstændighederne i den pågældende sag var af en sådan karakter, at det blev

fundet rigtigt - selvom politiassistenterne

skønnedes ædru - at udtage blodprøve, dels som led i bevissikringen i en

eventuel straffesag mod en eller begge politiassistenter, dels som en

beskyttelse

af de pågældende mod eventuelle senere urigtige påstande om

sprirituspåvirkethed."

Justitsministeriet anførte

bl.a. følgende i sin udtalelse af 27. maj 1997:

"Justitsministeriet kan

yderligere oplyse, at Rigsadvokaten i sin beretning om behandlingen af klager

over politiet (1996), side 160-161, har anført, at det efter drøftelse med

politiorganisationerne er besluttet, at i tilfælde, hvor retsplejelovens

eller

færdselslovens regler om udtagelse af blodprøve ikke finder anvendelse, kan

statsadvokaterne besigtige den implicerede polititjenestemand eller anmode en

repræsentant fra politikredsens øverste ledelse - kriminalinspektøren eller

politiinspektøren - om dette. Polititjenestemanden kan dog selv fremsætte

ønsker om, at der foretages udåndingsprøve eller tages blodprøve."

I brev af 5. september 1997

bad jeg Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten om deres eventuelle

bemærkninger til Rigspolitichefens og Justitsministeriets udtalelser.

Statsadvokaten anførte i brev af 18. september 1997 at udtalelserne ikke gav

statsadvokaten anledning til yderligere bemærkninger. I brev af 10. november

1997 anførte Rigsadvokaten bl.a. følgende:

"Rigspolitichefen har

ved skrivelse af 3. april 1997 bekræftet, at der fra Rejseafdelingens side er

anvendt udtryk som 'et rutinemæssigt efterforskningsskridt' omkring

blodprøveudtagning i en sag fra Ringsted Politikreds. Sagen er omtalt side 95

i

min Beretning for 1996 om behandling af klager over politiet.

Jeg skal hertil bemærke, at

en repræsentant for Rigspolitichefens Rejseafdeling allerede i februar 1996

på

et kursus for anklagemyndighedens chargerede personale om afdelingens

erfaringer fra efterforskning af sager mod polititjenestemænd, var fremkommet

med nogle tilkendegivelser, der havde efterladt det bestemte indtryk hos

kursusdeltagerne om, at der i hidtidig praksis 'rutinemæssigt' var blevet

udtaget blodprøver i alvorligere sager."

Jeg bad herefter

Justitsministeriet om på ny - efter eventuel indhentet udtalelse fra

Rigspolitichefen - at udtale sig om hvilken praksis der havde været for at

fremsætte anmodning/krav om udtagelse af blodprøver i sådanne sager, og med

hvilken hjemmel dette skete. Rigspolitichefen anførte på den baggrund i brev

af

23. marts 1998 bl.a. følgende:

"Den pågældende

kriminalkommissær, der underviste på det nævnte kursus, kan i dag ikke huske

det præcise ordvalg i forbindelse med omtale af mulige efterforskningsskridt

i

sager, hvor politiet har været nødsaget til at udøve betydelig magtanvendelse

(fx anvendelse af skydevåben med døden eller alvorlig tilskadekomst til

følge)

Rejseafdelingen har imidlertid oplyst, at man har fulgt den praksis, at man i

sådanne sager rutinemæssigt

har overvejet

, om blodprøver burde

søges udtaget, dels som et led i bevissikringen i en eventuel straffesag mod

polititjenestemanden, dels som beskyttelse af den pågældende

polititjenestemand

mod eventuelle urigtige beskyldninger om spirituspåvirkethed."

Justitsministeriet henviste

på baggrund af Rigspolitichefens udtalelse til sin udtalelse af 27. maj 1997.

Ved breve af 16. april 1998 sendte jeg kopi af udtalelserne til foreningen og

til Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten til orientering.

Ombudsmandens udtalelse

"Indledningsvis bemærker jeg at min undersøgelse alene har omfattet

Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokatens afgørelser. Som meddelt

foreningen i mit brev af 19. august 1996 har Politimesteren i (E)'s

fremgangsmåde ved anmodningen om blodprøveudtagelsen ikke været omfattet af

min undersøgelse.

Efter retsplejelovens §

1020 a, stk. 2, iværksætter statsadvokaterne efterforskning, når en person er

afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets

indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Politimesteren

i (E) har således forestået den praktiske gennemførelse af

blodprøveudtagningerne på vegne af Statsadvokaten i Sønderborg.

Der er ikke i retsplejelovens kapitel 93 c om straffesager mod

politipersonale fastsat bestemmelser om udtagelse af blodprøver. Det er

derfor retsplejelovens almindelige regler om legemsindgreb der finder

anvendelse i disse sager.

Statsadvokaten og Rigsadvokaten har vedrørende spørgsmålet om den fornødne

hjemmel for udtagelsen af blodprøverne dels anført at det var deres

opfattelse at det var administrativ praksis at foretage et sådant

efterforskningsskridt, dels at de implicerede politiassistenter har givet

samtykke til udtagelsen af blodprøverne.

1. Administrativ praksis

Jeg har forstået det sådan at Rigspolitichefen i forbindelse med de nye

regler om behandling af klager mv. over politiet, hvorved kompetencen fra den

1. januar 1996 overgik fra politiet til anklagemyndigheden, afholdt et eller

flere kurser for relevante medarbejdere inden for anklagemyndigheden. På et

af disse kurser er der fra Rigspolitichefens side fremkommet udtalelser som

af kursisterne er blevet opfattet sådan, at det i sager hvor en person i

politiets varetægt var afgået ved døden, var praksis at udtage blodprøver af

de polititjenestemænd der havde været impliceret i episoden.

Jeg må på grundlag af udtalelserne fra Rigspolitichefen lægge til grund at

der ikke, mens disse sager

blev undersøgt af politiet, har været nogen praksis for at udtage blodprøver,

medmindre der var konkret mistanke om spirituspåvirkethed.

Hjemlen til at udtage

blodprøver af de implicerede polititjenestemænd kan allerede af den grund

ikke

søges i administrativ praksis.

Jeg bemærker herved at jeg i

øvrigt ikke mener at administrativ praksis kan udgøre den tilstrækkelige

hjemmel for et legemsindgreb, jf. Hans Gammeltoft-Hansen, Straffeprocessuelle

Tvangsindgreb, 1981, s. 25, med note 1, med henvisning til Alf Ross, Dansk

Statsforfatningsret, 2. udg., s. 426, Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2.

udg., s.

363f,

Anders Bratholm, Politiet og legalitetsprinsippet, Festskrift til Stephan

Hurwitz, 1971, s. 89 og Torstein Eckhoff, Legalitetsprinsippet, TfR 1963, s.

231.

2. Samtykke

Legemsindgreb er reguleret i

retsplejelovens kapitel 72. Reglerne om legemsindgreb over for en person der

ikke er sigtet, på grundlag af samtykke findes i retsplejelovens § 792 d,

stk.

1, der har følgende indhold:

'Legemsindgreb over for en

person, der ikke er sigtet, er ikke omfattet af reglerne i dette kapitel,

såfremt den pågældende meddeler samtykke til indgrebet. Samtykket skal så

vidt

muligt være skriftligt. I øvrigt må legemsindgreb over for en person, der

ikke

er sigtet, kun foretages efter reglerne i stk. 2 og 4.'

I det foreliggende tilfælde

ses der ikke at være nogen begrundelse for at der ikke i overensstemmelse med

retsplejelovens regler blev indhentet skriftligt samtykke. Jeg mener således

at

det er kritisabelt at statsadvokaten ikke sikrede sig at de implicerede

politiassistenter afgav et skriftligt samtykke, inden blodprøverne blev

udtaget. Det er beklageligt at Rigsadvokaten ikke har påtalt dette forhold

over

for statsadvokaten.

Jeg har samtidig hermed gjort

Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten bekendt med min opfattelse.

Det er imidlertid ikke noget

ufravigeligt krav at samtykket foreligger skriftligt. Et gyldigt meddelt

mundtligt samtykke kan således efter omstændighederne udgøre hjemlen for

udtagelsen af blodprøverne.

Foreningen har anført at de

implicerede politiassistenter blev presset til lade blodprøverne udtage. Det

har endvidere været anført at der har været henvist til det dagældende pkt. 5

i

Rigspolitichefens Kundgørelse I, nr. 10, der havde følgende indhold:

'Har en tjenstlig forseelse

bestået i eller været forbundet med påvirkning af spiritus, bør

tjenestemanden

underkastes spiritusprøve og herunder afgive blodprøve. Der er - bortset fra

bestemmelserne i færdselslovens § 55 og retsplejelovens kapitel 72 - ikke

hjemmel til at gennemføre spiritusprøve eller udtagning af blodprøve med

magt,

men nægtelse af at medvirke til prøverne må i sig selv betragtes som en

tjenesteforseelse, der vil blive behandlet og vurderet i forbindelse med den

foreliggende sag.'

Statsadvokaten har i sin udtalelse

af 8. juli 1996 anført at de implicerede politiassistenter 'ikke modsatte

sig'

udtagelsen af blodprøverne. I sin udtalelse af 14. januar 1997 konstaterede

statsadvokaten at de implicerede politiassistenter havde samtykket i

udtagelsen af blodprøverne.

Dersom et samtykke skal

udgøre den tilstrækkelige hjemmel for foretagelsen af et tvangsindgreb, må

det

forudsættes at der er tale om et 'ægte' samtykke i den forstand at det

meddeles

uden nogen form for direkte eller indirekte tvang, pres eller lignende. I den

foreliggende situation, hvor anmodningen bliver fremsat af en overordnet, og

hvor den pågældende polititjenestemand må formodes i forvejen at være præget

af

de forudgående begivenheder, samt hvor vedkommende eventuelt bliver gjort

bekendt med eller er bekendt med at en nægtelse betragtes som en

tjenesteforseelse, forekommmer det betænkeligt at betragte samtykket som

fuldt

ud frivilligt afgivet.

Jeg mener endvidere - sådan

som sagen er oplyst for mig - at måtte lægge til grund at de pågældende

politiassistenter ikke udtrykkeligt er blevet gjort bekendt med, at

blodprøverne

ikke kunne udtages tvangsmæssigt og at en nægtelse af at medvirke ikke ville

kunne medføre tjenstlige reaktioner.

3. Konklusion

Som det fremgår er det min

opfattelse at der hverken har været hjemmel i administrativ praksis eller i

retsplejelovens bestemmelser til udtagelsen af blodprøverne.

Det er meget beklageligt at

Statsadvokaten i Sønderborg ikke inden udtagelsen af blodprøverne sikrede sig

at der var hjemmel hertil, ligesom det må anses for kritisabelt at

Rigsadvokaten

ikke påtalte dette over for statsadvokaten.

Jeg har samtidig hermed gjort

Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten bekendt med min opfattelse, men

jeg foretager mig ikke mere, idet jeg forstår at proceduren er ændret således

at der for fremtiden kun vil blive foretaget legemsindgreb, såfremt

retsplejelovens

betingelser for at foretage indgrebet tvangsmæssigt er opfyldt."

Lignende dokumenter