Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-288
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2006-6-288
[K] har ved advokat Johan
Schlüter klaget til Pressenævnet over en udsendelse i Danmarks Radio den 6.
december 2005, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har
endvidere
klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle.
1. Sagsfremstilling
Indslaget i programmet
”Kontant” den 6. december 2005 i Danmarks Radio er lavet i
samarbejde med Ekstra
Bladet, der sideløbende bragte en artikelserie vedrørende [K].
1.1. Kontant, Danmarks Radio, den 6. december 2005
Programmet indledes med klip
fra indslaget vedrørende mund- og fodmalende kunstnere, der vises senere i
programmet. Udsendelsen begynder:
”Studievært
: Det her er julekort, der sælges af FNs børnefond,
UNICEF, overskuddet af salget går til fondens hjælpearbejde verden over. De
her
julekort sælges af De Mund- og Fodmalende Kunstneres Forlag, og når man køber
dem, så tror man også, at man støtter en god sag.
Speak
: Det troede [A og A1] i hvert fald.
[A1]
: De handicappede vil man altid synes har brug for lidt ekstra,
ikke?
Speak
: Men af den årlige omsætning på 18 mio. kroner bliver en god
del sendt til udlandet. Kun sølle 3 % går til de mund- og fodmalende
Læs alt
kunstnere.
Og det er en forretning, som Dansk Handicapforbund bestemt ikke bryder sig
om.
DHF, formand
: Plat, at drive plat på de ældre.
Speak
: Og der er ligefrem tale om verdensomspændende plat. Kontant
kommer på sporet af en regulær pengemaskine, da vi går på jagt efter de store
beløb, der forsvinder ud af Danmark. En jagt, der bringer os til
skatteparadiset Liechtenstein.”
Der vises herefter andre
indslag, hvorefter programmet vender tilbage til [K], Foreningen af Mund- og
fodmalende kunstnere. Udsendelsen fortsætter:
”Studievært
: Når man ser julekortene, der er lavet af mund- og
fodmalende kunstnere, og læser salgsmaterialet, der følger med, ja så er det
ikke så svært at finde den gavmilde side frem i sig selv, men den stemning
ændrer sig brat, når man kigger bag det rørende ydre. Her finder man nemlig
en
velsmurt pengemaskine styret af økonomiske bagmænd, der rager til sig med
arme
og ben. Det er en dydig historie, vi fortæller nu, og den begynder i [A og
A1]s
dagligstue.
Speak
: Som når man igen i år åbner postkassen og finder en pakke
med mund- og fodmalende julekort, så har selv skeptikeren [A1] svært ved at
stå
imod.
[A1]
: Ja, det handicappede vil man vel altid synes har brug for
lidt ekstra, ikke?
Speak
: Ægteparret har nu købt julekortene gennem ti år. Motiverne
er malet med munden eller fødderne af handicappede, der ikke kan bruge
armene.
Her er det optagelser af en dansk kunstner fra TV 2-programmet Dags Dato, der
sidste år kiggede nærmere på mund- og fodmalerne. Hvert år husstandsomdeles
en
pakke med seks julekort, lidt gavemærkater og en lommekalender. Med i pakken
er
et girokort, så man kan betale 79 kroner, hvis man har lyst, og brev, hvori
der
blandt andet står:
Speak
: ”Deres køb af varer giver kunstnerne mulighed for at udvikle
kunstneriske evner, at blive værdsat som kunstner, at kunne forsørge sig selv
gennem deres kunstneriske virke.”
Speak
: Og beskrivelsen virker efter hensigten. Selv en professionel
reklamemand er overbevist.
Sune Bang, partner, Propaganda - McCann
: Det er jo alt i alt et
meget, meget sympatisk, rørende og hyggeligt initiativ.
Speak
: Sune Bang har mange års erfaring i at lave kampagner for
velgørende organisationer. Han ved, hvad der virker, når det drejer sig om at
få danskerne til at punge ud til et godt formål. I dette tilfælde er det det
personlige brev, der gør forskellen.
Sune Bang
: Man kan se de personlige historier. Det vil sige, at jeg
får en relation til de her personer, som jeg støtter direkte. Her er nogen,
der
personligt henvender sig næsten, så jeg er næsten udvalgt til at hjælpe dem.
Det vil jeg sige. Meget sympatisk.
Speak
: Teksten får altså os til at tro, at vi støtter et godt
formål. Det indtryk har [A og A1] også fået.
[A]
: Det er sådan en lille forening, der hjælper de mennesker til
at kunne gøre noget med deres maleri, som de måske ikke havde mulighed for.
Speak
: Men lille er ikke et ord, man kan bruge om organisationen
bag mund- og fodmalende kunstnere. Kontant har gennemgået firmaets
regnskaber.
Sidste år solgte det for godt 18 mio. kroner. Det svarer til, at mere end
200.000 danskere købte en pakke med julekort. Og når alle omkostningerne er
betalt, står virksomheden med godt fire en halv millioner kroner i overskud.
Der er altså rigeligt med penge til at støtte en god sag. Men hvor mange
handicappede får egentlig del i overskuddet?
Speak (henvendt til [A])
: Hvor mange af de her malere, tror du, der
er?
[A]
: I Danmark? Et par hundrede stykker måske.
Speak
: Her tager [A] dog grundigt fejl. I virkeligheden er der kun
ét fuldgyldigt dansk medlem af organisationen. Ruth Christensen.
[A]
: Det var ikke meget.
[A1]
: Det er ret chokerende. Synes jeg ærlig talt.
[A]
: Jeg troede, at der var flere. Det var mærkeligt.
Speak
: Ruth Christensen får udbetalt knap 32.000 kroner om måneden.
Derudover er to andre kunstnere tilknyttet foreningen. De får begge et mindre
tilskud til materialer. Alt i alt løber det op i 500.000 kroner, der
udbetales
til de handicappede danske kunstnere om året. Ud af de godt 18 millioner
kroner, som mund- og fodmalerne altså sælger julekort for, bliver det til en
udbetaling på under 3 % til de danske kunstnere. Hvad der sker med resten af
julekorts-millionerne, vender vi tilbage til.
Studievært
: I mellemtiden skal vi en tur på gaden og møde én, der
også appellerer til vores gavmildhed her i december. Julekortene fra De Mund-
og Fodmalendes Forlag er nemlig ikke alene på markedet.
UNICEF-medarbejder (på gaden)
: Så er det UNICEFs børnefond.
Gaveidéer og kort
Speak
: Vi er på strøget i Birkerød med en frivillig fra UNICEF
UNICEF-medarbejder
: Min belønning det er den tilfredsstillelse, at
jeg gør noget for den store Verden.
Speak
: UNICEF solgte sidste år for knap 12 millioner kroner
julekort og andre tryksager – altså kun 2/3 af mund- og fodmalernes
omsætning
på 18 millioner kroner. Og der er også forskel på, hvordan pengene forvaltes.
Hos mund- og fodmalerne går der altså mindre end 3 % af indtægterne til de
danske kunstnere. Hos UNICEF derimod går mellem 40 og 50 % af indtægterne fra
julekort til hjælpearbejdet, og det oplyses kunderne om, inden de køber
varerne
i modsætning til køberne af julekort fra mund- og fodmalerne.
Steen Andersen, Generalsekretær, UNICEF Danmark
: Grundlæggende har
vi en ting, vi lever af. Og det er en troværdighed. Når man støtter UNICEF,
så
ved man, at det er børn der og der, hvis vi nu er meget specifikke med, at
det
er en specialkampagne. Eller det i hvert fald er børn i verdens fattige
lande.
Speak
: UNICEF offentliggør man hvert år et regnskab, hvor enhver
kan få indsigt i, hvordan pengene bruges. Hos mund- og fodmalerne er det en
forretningshemmelighed. Lad os for eksempel se lidt nærmere på, hvad man kan
få
at vide. I modsætning til, hvad mange købere af mund- og fodmalernes julekort
tror, er der ikke tale om en lille dansk forening, men om en
verdensomspændende
koncern. Systemet er bygget op sådan her. Overskuddet fra Danmark. Altså
sidste
år 4,5 mio. kroner bliver hvert år sendt fra salgskontoret i Roskilde til
moderselskabet, der har hjemme i skatteparadiset Liechtenstein. I dette
moderselskab samles der millionoverskud fra salgskontorer ligesom det danske
i
hele 46 lande verden over. Præcis hvor meget, der ender i Liechtenstein, kan
Kontant ikke få noget svar på. Moderselskabets regnskab er hemmeligt, og det
samlede overskud er endnu en forretningshemmelighed. Men hvis folk i lande
som
USA, England, Tyskland og Frankrig er ligeså gavmilde som danskerne ved
juletid, så peger tallene på, at koncernen skaber et samlet overskud på flere
hundrede millioner kroner hvert år. Det eneste, virksomheden oplyser, er, at
80
% af overskuddet går til de handicappede kunstnere. Et tal, som ingen kan
kontrollere. Tallet gentages af mund- og fodmalernes danske direktør over for
Kontant.
Randi Viereck, direktør, Mund- og Fodmalernes Forlag
: Det, jeg
siger, er, at vi dernede fra har fået oplyst, at det der går ud af landet.
Der
bliver de 80 % brugt til lønindhold, eller hvad man skal kalde det til
kunstnerne. Og de 20 % anvendes til udstillinger, rejser og administration.
Speak
: Men så må der vel være en stor del kunstnere, der får glæde
af pengene i udlandet. Næh, faktisk er der bare 103 kunstnere som danske Ruth
Christensen, der får en regulær løn af julekorts-virksomheden. Dertil kommer
knap 500 kunstnere, der får det mindre tilskud til materialer. De samlede
udbetalinger til alle kunstnere i verden løber sig op i knap 84 millioner
kroner om året ifølge Kontants beretninger. Altså langt fra det sandsynlige
årlige overskud på flere hundrede millioner kroner på verdensplan. Den danske
direktør forklarer os, at når pengene har forladt Danmark, så ved hun ikke
længere, hvad der sker med dem. Faktisk taler hun ikke med dem.
Speak
: Hvor meget kontakt har du til Liechtenstein?
Randi Viereck
: Det er jo ikke så voldsomt meget jo, på den måde.
Speak
: Hvordan foregår det, hvis du kan fortælle mig lidt om det?
Randi Viereck
: Der er jo ikke så meget dialog, andet end at jeg
sender pengene derned.
Speak
: Tilbage i Hvidovre sidder [A og A1] med deres ønske om at
hjælpe de handicappede kunstnere.
[A]
: Jamen jeg føler mig, hvis man skal sige det på pænt dansk,
røvrendt. Jeg synes, det er. Det er virkelig snyd.
Speak
: Også i de handicappedes egen forening, Dansk Handicap
Forbund, er man forargede over mund- og fodmalernes forretningsmetoder.
Jan Jørgensen, Landsformand, Dansk Handicap Forbund
: Platte. Det er
plat. At drive plat på de handicappede.
Speak
: Dansk Handicap Forbund mener, at mund- og fodmalernes
salgsmateriale er vildledende.
Jan Jørgensen
: Hvis folk tror, at man samler penge ind til en sag,
og så de penge går ned i ens egen lomme, så vildleder man jo folk. Så bruger
man jo sit handicap bevidst til at vildlede folk.
Studievært
: Vildledning eller ej, så giver salget af de her kort
hvert år et overskud på 4,5 millioner kroner, som de Mund- og Fodmalendes
Forlag altså sender ud af landet, men hvor bliver pengene egentlig af? Som vi
lige hørt - enten kan eller vil den danske direktør ikke fortælle det. Så vi
tager selv på jagt efter en forklaring. Vi følger pengestrømmen til
miniputstaten Liechtenstein. Det kendte skatteparadis, hvor det indtil for
fire
år siden var fuldt ud lovligt at hvidvaske sorte penge.
Speak
: Kontant er på vej til Liechtenstein. Med os har vi en stak
hemmelige dokumenter, som en tidligere medarbejder i mund- og fodmalernes
hovedkvarter har lækket til pressen. De viser blandt andet, hvad der lader
til
at være en overførsel af en sum penge fra mund- og fodmalerne til en fond ved
navn Lapislazuli. Det mistænkelige er, at [K], som er mund- og
fodmaler-organisationens officielle navn, ikke må informeres. Før afrejse
viser
vi dokumenterne til en konsulent hos revisionsselskabet Deloitte.
Jeppe Stokholm, Seniorkonsulent, Deloitte
: Fondens formål, hvis det
er at være velgørenhed. Hvis det er at distribuere midler ud til en afgrænset
persongruppe. Så betyder det, at denne afgrænsede persongruppes midler kan
blive inddraget af stifteren og blive brugt til private formål.
Speak
: Med andre ord fondens stifter kan benytte pengene efter for
godt befindende. Jeppe Stokholm understreger dog, at dokumenterne ikke
isoleret
set beviser noget, fordi de ikke er underskrevet. Men de rejser nogle
spørgsmål, som Kontant gerne vil have besvaret i Liechtenstein... Her er
penge
omdrejningspunktet og diskretion en selvfølge. Det gælder også for
organisationen af mund- og fodmalere. Faktisk står det sort på hvidt i
organisationens vedtægter, at medarbejderne har tavshedspligt og bliver
straffet, hvis de løfter sløret for de interne økonomiske forhold. Men
hvorfor
skal det hele være så hemmeligt? Vi opsøger først mund- og fodmalernes
hovedkontor og beder om at tale med organisationens direktør, Frans
Moseleigner, men han er ikke til at træffe. Vi spørger også efter Frans
Moseleigners svigerfar, Herbert Batliner, der er juridisk rådgiver for
organisationen.
Receptionist (over
dørtelefonen)
:
There is nobody in today.
Speak
: Dokumenterne viser, at netop Herbert Batliner har
uindskrænket magt over midlerne i fonden Lapislazuli, der altså
tilsyneladende
hemmeligt har fået overført beløb fra mund- og fodmalerne. Herbert Batliner
er
kendt for at være en meget pressesky mand, og det er måske ikke så mærkeligt.
Den 77-årige advokat er nemlig mistænkt for at have hvidvasket gigantiske
summer af sorte penge fra en lang række kriminelle personer og
organisationer.
I 1978 lykkedes det TV-aktuelt at få et interview med Herbert Batliner i en
udsendelse, der netop handlede om at vaske sorte penge hvide.
Interviewer (interview optaget i 1978)
: Er det lige meget for Dem,
om det er sorte eller hvide penge?
Herbert Batliner, Advokat, Liechtenstein (tidligere udsendelse)
: Ja,
det er det.
Speak
: Men nu, 27 år efter, er Herbert Batliner betydeligt sværere
at få i tale. Vi prøver nu et af hans advokatfirmaer.”
Kontants udsendte journalist
får at vide, at Herbert Batliner sidder i møde med en klient og derfor ikke
kan
tale med journalisten. Udsendelsen fortsætter:
”Speak
: Kort efter kommer en bestemt herre ned i receptionen.
Den bestemte herre: Han
[Herbert Batliner] er her ikke, og han vil ikke møde Dem. Slet ikke.
Speak
: Men vi har jo netop fået at vide, at Herbert Batliner er i
Liechtenstein, mens vi er på besøg. Trods gentagne forespørgsler får vi dog
aldrig Batliners svar på vores spørgsmål. Vi bliver flere gange lovet, at han
vil ringe tilbage, men det sker ikke.
Studievært
: Nærmere på de mange millioners videre skæbne kommer vi
ikke. I denne mail afviser organisationen at besvare nogen som helst
spørgsmål,
der drejer sig om interne økonomiske forhold. Nu er det jo i sig selv ikke en
forbrydelse at tjene penge, men måden, man gør det på, kan diskuteres. Det er
helt i orden, at de Mund- og Fodmalende Kunstneres Forlag driver en
tilsyneladende rigtig god forretning, men at det gøres i en stemning og tone
af
velgørenhed er ikke i orden. Derfor mener flere politikere, at der skal
sættes
en stopper for salget af julekort her i Danmark.
Elisabeth Geday, Forretningsordfører, Rad. V.
: Hvis du kom og
spurgte ti tilfældigt udvalgte danskere, om det her det var et firma eller en
organisation af handicappede malere, som får pengene til et godgørende
formål,
så ved jeg godt, at de vil svare det sidste. Det er det, folk tror, og derfor
er det vildledende.
Karen Hækkerup, Forbrugerordfører, Socialdemokratiet
: Man får et
indtryk af, at man støtter et godt formål, og det vil vi gerne. Især i
juletiden. Man får ikke noget indtryk af at blive snydt og bedraget. Og det
synes jeg, man gør.
Speak
: Men den konservative forbrugerminister, Lars Barfoed,
afviser at skride ind over for organisationen af mund- og fodmalere. Han
henviser til forbrugerombudsmanden, som tidligere har indskærpet over for
mund-
og fodmalerne, at de i deres materiale skal gøre det klart, at der ikke er
tale
om en velgørende organisation. Og det står der ganske rigtigt også nævnt med
små bogstaver på bagsiden af det brev, der følger med julekortene. Men både
de
Radikale og Socialdemokraterne mener altså, at det er vildledende
markedsføring, og ser gerne salget af julekort standset.
Karen Hækkerup
: Loven er meget generel, så hvis man på nogen måder
kan stramme op, så sådan noget som det her ikke bliver tilladt, så lægger
Socialdemokraterne meget gerne stemmer til det.
Speak
: Elisabeth Geday sætter sin lid til den nye
markedsføringslov.
Elisabeth Geday
: Jeg har en tiltro til, at det giver
forbrugerombudsmanden en mulighed for at gribe ind. For det den her
virksomhed
gør, det er, den overholder lovens bogstav, men ikke lovens ånd.
Studievært
: Den nye markedsføringslov træder i kraft til sommer,
spørgsmålet er så, om forbrugerombudsmanden kan eller vil bruge den til at
skride ind over for de mund- og fodmalendes salgsmetoder. Det var Kontant for
denne gang ”
Danmarks Radio har den 23.
december 2005 afvist at bringe et genmæle i sagen.
2. Parternes synspunkter
2.1. [K]s synspunkter
Advokat Johan Schlüter har
anført, at Danmarks Radio i udsendelsen fremsætter krænkende udtalelser på
udokumenteret
grundlag. [K] har anført, at navnlig følgende er i strid med god presseskik:
”Man tror, man støtter en god sag, men i virkeligheden
er der tale om en pengemaskine” og ”Når man ser salgsmaterialet, er
det ikke
svært at finde den gavmilde side frem i sig selv”. Udsagnene er en
forvanskning
af virkeligheden, idet seeren ikke gøres opmærksom på, at [K] driver en
virksomhed på kommercielle vilkår. [K] har gjort opmærksom på, at der i
salgsbrevet til årets udsendelse af julekort fulgte følgende salgsbrev:
”Mund-
og Fodmalende Kunstnerens Forlag er ikke en velgørenhedsorganisation, men et
firma ” På brevets forside var videre angivet: ”Vi gør opmærksom
på, at der
hverken består betalings-, opbevarings- eller tilbagesendelsespligt.”
At Danmarks
Radio først sent i udsendelsen gør opmærksom på [K]s kommercielle status,
selvom der i salgsmaterialet er gjort opmærksom på, at der ikke er tale om en
velgørenhedsorganisation.
At det er vildledende, når [K] sammenlignes med UNICEF,
idet UNICEF er en velgørenhedsorganisation.
”Bag det ydre finder man en velsmurt pengemaskine med
økonomiske bagmænd, der rager til sig med arme og ben”. Udsagnet
fremstår, som
om de midler, der tilgår organisationen, ikke anvendes til gavn for de
handikappede kunstnere, hvilket ikke er korrekt.
Beregningerne, der anslår, at 3 % af indtægterne fra
Danmark går til danske kunstnere, er misvisende.
Til udsagnet: ”Vildledning eller ej, så giver salget af
de her kort hvert år et overskud på 4,5 mio. kr., som de Mund- og Fodmalendes
Forlag sender ud af landet.” har [K] anført, at det er det
internationale
hovedkontor i Liechtenstein, der sørger for betalingerne til kunstnerne.
”Med andre ord fondens stifter kan benytte fondens
midler efter for godt befindende”. Indslagets konklusioner fremstår, som
om en
advokat i Liechtenstein beriger sig gennem [K]s midler i strid med [K]s
vedtægter og forretningsgange.
”Medarbejdere i [K] kan straffes, hvis de løfter sløret
for interne økonomiske forhold i virksomheden” er en sædvanlig
tavshedspligtsklausel.
Der vises et tyve år gammelt interview med Herbert
Batliner. [K] har anført, at udtalelserne ikke har noget at gøre med [K], men
virker mistænkeliggørende over for [K], idet Batliner udtaler sig om sorte
penge.
[K]
afviser, at der er en forbindelse mellem [K] og fonden Lapislazuli, som
Herbert
Batliner var formand for. Pr-bureauet oplyste om sammenhængen, men Danmarks
Radio valgte at fortie oplysningerne.
Ordet
”plat” anvendes af Jan Jørgensen om virksomheden, ligesom han
udtaler, at der
er tale om ”vildledende salgsmateriale”.
Karen
Hækkerup som ekspertkilde udtaler, at virksomheden er ”snyd og
bedrag”. [K] har
anført, at Danmarks Radio burde have fået en kvalificeret bedømmelse ved
eventuelt at henvende sig til en universitetsjurist.
”Man
tror, det er en lille forening, der hjælper de handicappede” udtaler [A
og A1].
Om ægteparret udtales, at ”de føler sig røvrendt” og
”snydt”.
At
Sune Bang ikke nævner, at han opfatter [K] som velgørende, alligevel
konkluderer
journalisten, at ”dette får os til at tro, vi støtter en god sag”.
Advokaten har videre anført,
at indslaget er klippet sådan sammen, at oplysninger om lovligheden af [K]s
salgsmetoder forsvinder i indslagets mistænkeliggørelse af [K].
Advokaten har herudover
anført, at Danmarks Radio burde have efterprøvet oplysningerne inden
offentliggørelsen, herunder burde oplysningerne være forelagt det danske
medlem, Ruth Christensen, der tidligere har deltaget i tv-interviews.
Udsendelsen havde ikke en sådan nyhedsværdi, at offentliggørelsen ikke kunne
vente, til Ruth Christensen var at træffe.
Advokaten har endelig anført,
at pr-bureauet besvarede Danmarks Radios henvendelse inden offentliggørelsen,
ligesom et andet dansk medlem, Ann Lund Christensen, var villig til at stille
op til interview og var til prøveinterview vedrørende et andet indslag på
Danmarks Radio om [K].
Advokaten mener, at
ovenstående berettiger [K] til at få bragt et genmæle.
2.2. Danmarks Radios synspunkter
Danmarks Radio bemærker, at
der kun er bragt oplysninger, der allerede var offentligt tilgængelige eller
udleveret af firmaets pr-bureau.
Til de påklagede udsagn
vedrørende god presseskik, har Danmarks Radio anført følgende:
At flere efterlades med det indtryk, at salgsmaterialet
er fra en velgørenhedsorganisation. Danmarks Radio bemærker, at [K] selv har
udtalt, at mange opfatter [K] som velgørende, ligesom der gøres opmærksom på,
at fremgangsmåden er lovlig.
At der ca. 6 minutter inde i indslagspakken gøres
opmærksom på, at ”.. der ikke er tale om en lille dansk forening, men om
en verdensomspændende
koncern”. Danmarks Radio har videre anført, at det blot konstateres, at
meddelelsen om, at [K] ikke er en velgørende organisation, står med småt
– men
ikke med mindre typer end den øvrige tekst.
At det er
relevant at sammenligne UNICEF og [K], idet organisationerne kæmper om de
samme
penge, idet folk opfatter [K] som en velgørende virksomhed.
At udsagnet ”Bag det ydre finder man en velsmurt
pengemaskine med økonomiske bagmænd, som rager til sig med arme og ben”
er
berettiget, idet [K] omsætter for mange hundrede millioner kroner på
verdensplan. Ordvalget er endvidere berettiget, idet [K] ikke kan forklare
misforholdet mellem indtægter og udbetalinger.
At der på baggrund af konkrete beregninger konstateres,
at de danske kunstnere får det, der svarer til 3 % af omsætningen i Danmark.
Danmarks Radio har videre anført, at der gøres opmærksom på, at 80 % af
indtægterne går direkte til kunstnerne.
At udsagnet ”Vildledning eller ej. Så giver salget af
de her kort hvert år et overskud på 4,5 mio. kroner, som de Mund- og
Fodmalendes Forlag sender ud af landet” er en faktuel konstatering, som
fremgår
af VMDFKs danske afdelings regnskab. Danmarks Radio anfører videre, at det
fremgår af udsendelsen, at overskuddene fra de enkelte lande ender i
Liechtenstein,
hvorfra de bliver fordelt.
At der i sammenhæng med udsagnet ”Med andre ord fondens
stifter kan benytte fondens midler efter for godt befindende” gøres
opmærksom
på, at det ikke er bevist, at overførsler har fundet sted, men at
dokumenterne
rejser nogle spørgsmål.
At der ikke nævnes noget om, at det er odiøst, at
medarbejderne har tavshedspligt under strafansvar.
At klippet
fra 1978 er relevant, idet det viser [K]s rådgiver, Herbert Batliners,
erhvervsmæssige baggrund.
Ad 10.
At [K] selv bekræfter en forbindelse
mellem fonden Lapislazuli og [K].
Ad 11.-13.
At det er relevant at gengive Jan Jørgensens,
Karen Hækkerups og ægteparret [A og A1]s udtalelser, idet disse illustrerer
opfattelsen af [K] på baggrund af [K]s salgsmateriale.
Ad 14.
At Sune Bangs flere gange over for
Danmarks Radio tilkendegav, at salgsmaterialet gav indtryk af, at en lille
dansk forening stod bag. Danmarks Radio har videre anført, at man ikke er
forpligtede til at vise hele interviewet.
Danmarks Radio har videre
anført, at alle oplysningerne i udsendelsen er forsøgt efterprøvet og er
refereret nøjagtigt. Danmarks Radio har herudover anført, at der er gjort
omfattende forsøg på at kontakte ansvarlige personer omkring [K] med henblik
på
interviews, men ingen ønskede at medvirke, ligesom nogle ikke vendte tilbage
herom.
Danmarks Radio bemærker
herudover, at man opfordrede pr-bureauet til at imødegå kritikpunkterne, der
ville fremkomme i udsendelsen, men at [K] ikke besvarede spørgsmål vedrørende
økonomiske forhold. Danmarks Radio har videre anført, at Ruth Christensen
ikke
er den officielle talsmand for [K], hvorfor den række af repræsentanter, der
blev forsøgt kontaktet, var mere indlysende. Danmarks Radio har vedrørende
Ruth
Christensen anført, at hun er underlagt tavshedspligt om [K]s økonomiske
forhold, hvilket fremgår af et tidligere interview på TV 2. Danmarks Radio
forsøgte imidlertid at kontakte Ruth Christensen, men hun var ikke at træffe.
Danmarks Radio mener ikke, at
det bragte er i strid med god presseskik, og har endvidere afvist at bringe
et
genmæle.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse:
I sagens behandling har
følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Axel Kierkegaard, Jan
Kristensen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Vedrørende klagepunkterne 1
og 5-8 finder Pressenævnet, at ordvalget ikke i sammenhængen går ud over den
redaktionelle formuleringsfrihed, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.
Vedrørende klagepunkterne 2,
3 og 9 finder Nævnet, at i overensstemmelse med det almindelige princip om
redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at
beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Pressenævnet finder, at det ældre
interview med advokat Herbert Batliner, sammenligningen med UNICEF, samt
tidspunktet hvor Danmarks Radio informerer om [K]s kommercielle status,
ligger
inden for rammerne af redaktørens redigeringsret, og Nævnet udtaler ikke
kritik
heraf.
Parterne har afgivet
modstridende forklaringer vedrørende klagepunkt 10 om en forbindelse mellem
fonden Lapislazuli og [K]. På grund af de begrænsede muligheder for at føre
bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til hvilken forklaring,
der er den rigtige.
De anvendte udtryk i
klagepunkterne 4 og 11-14: ”Bag det ydre finder man en velsmurt
pengemaskine
med økonomiske bagmænd, der rager til sig med arme og ben”,
”plat”,
”vildledende salgsmateriale”, ”Man tror, det er en lille
forening, der hjælper
de handicappede”, ”dette får os til at tro, vi støtter en god
sag” samt ”snyd
og bedrag”, fremstår dels som Danmarks Radios vurdering og dels som
henholdsvis
Jan Jørgensens, [A og A1]s, Sune Bangs og Karen Hækkerups vurderinger af
salgsmaterialet, hvorfor Nævnet ikke udtaler kritik af det bragte. Endvidere
fremstår udsagnene ”de føler sig røvrendt” og ”snydt” som
Danmarks Radios
vurdering af ægteparret [A og A1]s opfattelse, og Nævnet finder, at der
heller
ikke er grundlag for at udtale kritik vedrørende disse udsagn.
Pressenævnet finder
endvidere, at Danmarks Radio i tilstrækkelig grad har forsøgt at efterprøve
de
oplysninger, som er bragt i udsendelsen. Nævnet har herved også lagt vægt på,
at Danmarks Radio inden offentliggørelsen forsøgte at indhente kommentarer
fra
flere forskellige kilder.
Det fremgår af
medieansvarsloven § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle over for
oplysninger
af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden
skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge,
medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Tre medlemmer –
Axel Kierkegaard, Kaare R. Skou og Ole
Askvig
– udtaler:
Vi finder, at udsagnet ”Bag
det ydre finder man en velsmurt pengemaskine med økonomiske bagmænd, der
rager
til sig med arme og ben” må forstås som en oplysning om, at bagmændene
beriger
sig på de handicappedes bekostning, hvilket ikke er dokumenteret som
utvivlsomt
rigtigt. Vi finder, at oplysningen kan skade [K]s omdømme og dermed
muligheden
for at tiltrække kunder. Oplysningen må derfor anses for egnet til at kunne
påføre virksomheden skade af betydning, hvorfor [K] har krav på genmæle
vedrørende disse udsagn i medfør af medieansvarslovens § 36, stk. 1.
Vi finder, at der i øvrigt i
udsendelsen ikke er bragt udsagn af faktisk karakter, der er egnet til at
påføre [K] skade af betydning.
Et medlem –
Jan Kristensen
– udtaler:
Jeg finder, at udsagnene i
udsendelsen Kontant ikke er af en sådan faktisk karakter, at der er grundlag
for at pålægge Danmarks Radio at bringe et genmæle.
Der afsiges kendelse efter
stemmeflertallet.
[K] er berettiget til efter
påkrav at få bragt følgende genmæle i Danmarks Radio, jf. medieansvarsloven §
39:
”Genmæle:
I programmet ”Kontant” den 6.
december 2005 omtalte Danmarks Radio Vereinigung der Mund- und Fussmalenden
Künstler in aller Welt E.V., [K], og følgende udsagn anførtes blandt andet:
”Bag det ydre finder man en velsmurt pengemaskine med økonomiske
bagmænd, der
rager til sig med arme og ben”.
[K] bestrider rigtigheden af
udsagnet.
Vereinigung der Mund- und
Fussmalenden Künstler in aller Welt E.V., [K].”
Afgjort den 14. juni 2006.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-613 Retsinformation · 26. februar 2008
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-498 Retsinformation · 2. juli 2007
- Pressenævnets kendelse i sag 12-70-00218 Retsinformation · 12. maj 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00436 Retsinformation · 23. maj 2013
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-136 Retsinformation · 5. juli 2005
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00476 Retsinformation · 4. marts 2014
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-297 Retsinformation · 8. august 2006
- De tiltalte blev frifundet Domsdatabasen · 1. november 2018
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-280 Retsinformation · 3. maj 2006
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-568 Retsinformation · 4. december 2007
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-480 Retsinformation · 27. april 2007
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-580 Retsinformation · 4. december 2007