Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-288

KEN nr 9596 af 14/06/2006Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet8. august 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2006-6-288

[K] har ved advokat Johan

Schlüter klaget til Pressenævnet over en udsendelse i Danmarks Radio den 6.

december 2005, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har

endvidere

klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle.

1. Sagsfremstilling

Indslaget i programmet

”Kontant” den 6. december 2005 i Danmarks Radio er lavet i

samarbejde med Ekstra

Bladet, der sideløbende bragte en artikelserie vedrørende [K].

1.1. Kontant, Danmarks Radio, den 6. december 2005

Programmet indledes med klip

fra indslaget vedrørende mund- og fodmalende kunstnere, der vises senere i

programmet. Udsendelsen begynder:

”Studievært

: Det her er julekort, der sælges af FNs børnefond,

UNICEF, overskuddet af salget går til fondens hjælpearbejde verden over. De

her

julekort sælges af De Mund- og Fodmalende Kunstneres Forlag, og når man køber

dem, så tror man også, at man støtter en god sag.

Speak

: Det troede [A og A1] i hvert fald.

[A1]

: De handicappede vil man altid synes har brug for lidt ekstra,

ikke?

Speak

: Men af den årlige omsætning på 18 mio. kroner bliver en god

del sendt til udlandet. Kun sølle 3 % går til de mund- og fodmalende

Læs alt

kunstnere.

Og det er en forretning, som Dansk Handicapforbund bestemt ikke bryder sig

om.

DHF, formand

: Plat, at drive plat på de ældre.

Speak

: Og der er ligefrem tale om verdensomspændende plat. Kontant

kommer på sporet af en regulær pengemaskine, da vi går på jagt efter de store

beløb, der forsvinder ud af Danmark. En jagt, der bringer os til

skatteparadiset Liechtenstein.”

Der vises herefter andre

indslag, hvorefter programmet vender tilbage til [K], Foreningen af Mund- og

fodmalende kunstnere. Udsendelsen fortsætter:

”Studievært

: Når man ser julekortene, der er lavet af mund- og

fodmalende kunstnere, og læser salgsmaterialet, der følger med, ja så er det

ikke så svært at finde den gavmilde side frem i sig selv, men den stemning

ændrer sig brat, når man kigger bag det rørende ydre. Her finder man nemlig

en

velsmurt pengemaskine styret af økonomiske bagmænd, der rager til sig med

arme

og ben. Det er en dydig historie, vi fortæller nu, og den begynder i [A og

A1]s

dagligstue.

Speak

: Som når man igen i år åbner postkassen og finder en pakke

med mund- og fodmalende julekort, så har selv skeptikeren [A1] svært ved at

stå

imod.

[A1]

: Ja, det handicappede vil man vel altid synes har brug for

lidt ekstra, ikke?

Speak

: Ægteparret har nu købt julekortene gennem ti år. Motiverne

er malet med munden eller fødderne af handicappede, der ikke kan bruge

armene.

Her er det optagelser af en dansk kunstner fra TV 2-programmet Dags Dato, der

sidste år kiggede nærmere på mund- og fodmalerne. Hvert år husstandsomdeles

en

pakke med seks julekort, lidt gavemærkater og en lommekalender. Med i pakken

er

et girokort, så man kan betale 79 kroner, hvis man har lyst, og brev, hvori

der

blandt andet står:

Speak

: ”Deres køb af varer giver kunstnerne mulighed for at udvikle

kunstneriske evner, at blive værdsat som kunstner, at kunne forsørge sig selv

gennem deres kunstneriske virke.”

Speak

: Og beskrivelsen virker efter hensigten. Selv en professionel

reklamemand er overbevist.

Sune Bang, partner, Propaganda - McCann

: Det er jo alt i alt et

meget, meget sympatisk, rørende og hyggeligt initiativ.

Speak

: Sune Bang har mange års erfaring i at lave kampagner for

velgørende organisationer. Han ved, hvad der virker, når det drejer sig om at

få danskerne til at punge ud til et godt formål. I dette tilfælde er det det

personlige brev, der gør forskellen.

Sune Bang

: Man kan se de personlige historier. Det vil sige, at jeg

får en relation til de her personer, som jeg støtter direkte. Her er nogen,

der

personligt henvender sig næsten, så jeg er næsten udvalgt til at hjælpe dem.

Det vil jeg sige. Meget sympatisk.

Speak

: Teksten får altså os til at tro, at vi støtter et godt

formål. Det indtryk har [A og A1] også fået.

[A]

: Det er sådan en lille forening, der hjælper de mennesker til

at kunne gøre noget med deres maleri, som de måske ikke havde mulighed for.

Speak

: Men lille er ikke et ord, man kan bruge om organisationen

bag mund- og fodmalende kunstnere. Kontant har gennemgået firmaets

regnskaber.

Sidste år solgte det for godt 18 mio. kroner. Det svarer til, at mere end

200.000 danskere købte en pakke med julekort. Og når alle omkostningerne er

betalt, står virksomheden med godt fire en halv millioner kroner i overskud.

Der er altså rigeligt med penge til at støtte en god sag. Men hvor mange

handicappede får egentlig del i overskuddet?

Speak (henvendt til [A])

: Hvor mange af de her malere, tror du, der

er?

[A]

: I Danmark? Et par hundrede stykker måske.

Speak

: Her tager [A] dog grundigt fejl. I virkeligheden er der kun

ét fuldgyldigt dansk medlem af organisationen. Ruth Christensen.

[A]

: Det var ikke meget.

[A1]

: Det er ret chokerende. Synes jeg ærlig talt.

[A]

: Jeg troede, at der var flere. Det var mærkeligt.

Speak

: Ruth Christensen får udbetalt knap 32.000 kroner om måneden.

Derudover er to andre kunstnere tilknyttet foreningen. De får begge et mindre

tilskud til materialer. Alt i alt løber det op i 500.000 kroner, der

udbetales

til de handicappede danske kunstnere om året. Ud af de godt 18 millioner

kroner, som mund- og fodmalerne altså sælger julekort for, bliver det til en

udbetaling på under 3 % til de danske kunstnere. Hvad der sker med resten af

julekorts-millionerne, vender vi tilbage til.

Studievært

: I mellemtiden skal vi en tur på gaden og møde én, der

også appellerer til vores gavmildhed her i december. Julekortene fra De Mund-

og Fodmalendes Forlag er nemlig ikke alene på markedet.

UNICEF-medarbejder (på gaden)

: Så er det UNICEFs børnefond.

Gaveidéer og kort

Speak

: Vi er på strøget i Birkerød med en frivillig fra UNICEF

UNICEF-medarbejder

: Min belønning det er den tilfredsstillelse, at

jeg gør noget for den store Verden.

Speak

: UNICEF solgte sidste år for knap 12 millioner kroner

julekort og andre tryksager – altså kun 2/3 af mund- og fodmalernes

omsætning

på 18 millioner kroner. Og der er også forskel på, hvordan pengene forvaltes.

Hos mund- og fodmalerne går der altså mindre end 3 % af indtægterne til de

danske kunstnere. Hos UNICEF derimod går mellem 40 og 50 % af indtægterne fra

julekort til hjælpearbejdet, og det oplyses kunderne om, inden de køber

varerne

i modsætning til køberne af julekort fra mund- og fodmalerne.

Steen Andersen, Generalsekretær, UNICEF Danmark

: Grundlæggende har

vi en ting, vi lever af. Og det er en troværdighed. Når man støtter UNICEF,

så

ved man, at det er børn der og der, hvis vi nu er meget specifikke med, at

det

er en specialkampagne. Eller det i hvert fald er børn i verdens fattige

lande.

Speak

: UNICEF offentliggør man hvert år et regnskab, hvor enhver

kan få indsigt i, hvordan pengene bruges. Hos mund- og fodmalerne er det en

forretningshemmelighed. Lad os for eksempel se lidt nærmere på, hvad man kan

få

at vide. I modsætning til, hvad mange købere af mund- og fodmalernes julekort

tror, er der ikke tale om en lille dansk forening, men om en

verdensomspændende

koncern. Systemet er bygget op sådan her. Overskuddet fra Danmark. Altså

sidste

år 4,5 mio. kroner bliver hvert år sendt fra salgskontoret i Roskilde til

moderselskabet, der har hjemme i skatteparadiset Liechtenstein. I dette

moderselskab samles der millionoverskud fra salgskontorer ligesom det danske

i

hele 46 lande verden over. Præcis hvor meget, der ender i Liechtenstein, kan

Kontant ikke få noget svar på. Moderselskabets regnskab er hemmeligt, og det

samlede overskud er endnu en forretningshemmelighed. Men hvis folk i lande

som

USA, England, Tyskland og Frankrig er ligeså gavmilde som danskerne ved

juletid, så peger tallene på, at koncernen skaber et samlet overskud på flere

hundrede millioner kroner hvert år. Det eneste, virksomheden oplyser, er, at

80

% af overskuddet går til de handicappede kunstnere. Et tal, som ingen kan

kontrollere. Tallet gentages af mund- og fodmalernes danske direktør over for

Kontant.

Randi Viereck, direktør, Mund- og Fodmalernes Forlag

: Det, jeg

siger, er, at vi dernede fra har fået oplyst, at det der går ud af landet.

Der

bliver de 80 % brugt til lønindhold, eller hvad man skal kalde det til

kunstnerne. Og de 20 % anvendes til udstillinger, rejser og administration.

Speak

: Men så må der vel være en stor del kunstnere, der får glæde

af pengene i udlandet. Næh, faktisk er der bare 103 kunstnere som danske Ruth

Christensen, der får en regulær løn af julekorts-virksomheden. Dertil kommer

knap 500 kunstnere, der får det mindre tilskud til materialer. De samlede

udbetalinger til alle kunstnere i verden løber sig op i knap 84 millioner

kroner om året ifølge Kontants beretninger. Altså langt fra det sandsynlige

årlige overskud på flere hundrede millioner kroner på verdensplan. Den danske

direktør forklarer os, at når pengene har forladt Danmark, så ved hun ikke

længere, hvad der sker med dem. Faktisk taler hun ikke med dem.

Speak

: Hvor meget kontakt har du til Liechtenstein?

Randi Viereck

: Det er jo ikke så voldsomt meget jo, på den måde.

Speak

: Hvordan foregår det, hvis du kan fortælle mig lidt om det?

Randi Viereck

: Der er jo ikke så meget dialog, andet end at jeg

sender pengene derned.

Speak

: Tilbage i Hvidovre sidder [A og A1] med deres ønske om at

hjælpe de handicappede kunstnere.

[A]

: Jamen jeg føler mig, hvis man skal sige det på pænt dansk,

røvrendt. Jeg synes, det er. Det er virkelig snyd.

Speak

: Også i de handicappedes egen forening, Dansk Handicap

Forbund, er man forargede over mund- og fodmalernes forretningsmetoder.

Jan Jørgensen, Landsformand, Dansk Handicap Forbund

: Platte. Det er

plat. At drive plat på de handicappede.

Speak

: Dansk Handicap Forbund mener, at mund- og fodmalernes

salgsmateriale er vildledende.

Jan Jørgensen

: Hvis folk tror, at man samler penge ind til en sag,

og så de penge går ned i ens egen lomme, så vildleder man jo folk. Så bruger

man jo sit handicap bevidst til at vildlede folk.

Studievært

: Vildledning eller ej, så giver salget af de her kort

hvert år et overskud på 4,5 millioner kroner, som de Mund- og Fodmalendes

Forlag altså sender ud af landet, men hvor bliver pengene egentlig af? Som vi

lige hørt - enten kan eller vil den danske direktør ikke fortælle det. Så vi

tager selv på jagt efter en forklaring. Vi følger pengestrømmen til

miniputstaten Liechtenstein. Det kendte skatteparadis, hvor det indtil for

fire

år siden var fuldt ud lovligt at hvidvaske sorte penge.

Speak

: Kontant er på vej til Liechtenstein. Med os har vi en stak

hemmelige dokumenter, som en tidligere medarbejder i mund- og fodmalernes

hovedkvarter har lækket til pressen. De viser blandt andet, hvad der lader

til

at være en overførsel af en sum penge fra mund- og fodmalerne til en fond ved

navn Lapislazuli. Det mistænkelige er, at [K], som er mund- og

fodmaler-organisationens officielle navn, ikke må informeres. Før afrejse

viser

vi dokumenterne til en konsulent hos revisionsselskabet Deloitte.

Jeppe Stokholm, Seniorkonsulent, Deloitte

: Fondens formål, hvis det

er at være velgørenhed. Hvis det er at distribuere midler ud til en afgrænset

persongruppe. Så betyder det, at denne afgrænsede persongruppes midler kan

blive inddraget af stifteren og blive brugt til private formål.

Speak

: Med andre ord fondens stifter kan benytte pengene efter for

godt befindende. Jeppe Stokholm understreger dog, at dokumenterne ikke

isoleret

set beviser noget, fordi de ikke er underskrevet. Men de rejser nogle

spørgsmål, som Kontant gerne vil have besvaret i Liechtenstein... Her er

penge

omdrejningspunktet og diskretion en selvfølge. Det gælder også for

organisationen af mund- og fodmalere. Faktisk står det sort på hvidt i

organisationens vedtægter, at medarbejderne har tavshedspligt og bliver

straffet, hvis de løfter sløret for de interne økonomiske forhold. Men

hvorfor

skal det hele være så hemmeligt? Vi opsøger først mund- og fodmalernes

hovedkontor og beder om at tale med organisationens direktør, Frans

Moseleigner, men han er ikke til at træffe. Vi spørger også efter Frans

Moseleigners svigerfar, Herbert Batliner, der er juridisk rådgiver for

organisationen.

Receptionist (over

dørtelefonen)

:

There is nobody in today.

Speak

: Dokumenterne viser, at netop Herbert Batliner har

uindskrænket magt over midlerne i fonden Lapislazuli, der altså

tilsyneladende

hemmeligt har fået overført beløb fra mund- og fodmalerne. Herbert Batliner

er

kendt for at være en meget pressesky mand, og det er måske ikke så mærkeligt.

Den 77-årige advokat er nemlig mistænkt for at have hvidvasket gigantiske

summer af sorte penge fra en lang række kriminelle personer og

organisationer.

I 1978 lykkedes det TV-aktuelt at få et interview med Herbert Batliner i en

udsendelse, der netop handlede om at vaske sorte penge hvide.

Interviewer (interview optaget i 1978)

: Er det lige meget for Dem,

om det er sorte eller hvide penge?

Herbert Batliner, Advokat, Liechtenstein (tidligere udsendelse)

: Ja,

det er det.

Speak

: Men nu, 27 år efter, er Herbert Batliner betydeligt sværere

at få i tale. Vi prøver nu et af hans advokatfirmaer.”

Kontants udsendte journalist

får at vide, at Herbert Batliner sidder i møde med en klient og derfor ikke

kan

tale med journalisten. Udsendelsen fortsætter:

”Speak

: Kort efter kommer en bestemt herre ned i receptionen.

Den bestemte herre: Han

[Herbert Batliner] er her ikke, og han vil ikke møde Dem. Slet ikke.

Speak

: Men vi har jo netop fået at vide, at Herbert Batliner er i

Liechtenstein, mens vi er på besøg. Trods gentagne forespørgsler får vi dog

aldrig Batliners svar på vores spørgsmål. Vi bliver flere gange lovet, at han

vil ringe tilbage, men det sker ikke.

Studievært

: Nærmere på de mange millioners videre skæbne kommer vi

ikke. I denne mail afviser organisationen at besvare nogen som helst

spørgsmål,

der drejer sig om interne økonomiske forhold. Nu er det jo i sig selv ikke en

forbrydelse at tjene penge, men måden, man gør det på, kan diskuteres. Det er

helt i orden, at de Mund- og Fodmalende Kunstneres Forlag driver en

tilsyneladende rigtig god forretning, men at det gøres i en stemning og tone

af

velgørenhed er ikke i orden. Derfor mener flere politikere, at der skal

sættes

en stopper for salget af julekort her i Danmark.

Elisabeth Geday, Forretningsordfører, Rad. V.

: Hvis du kom og

spurgte ti tilfældigt udvalgte danskere, om det her det var et firma eller en

organisation af handicappede malere, som får pengene til et godgørende

formål,

så ved jeg godt, at de vil svare det sidste. Det er det, folk tror, og derfor

er det vildledende.

Karen Hækkerup, Forbrugerordfører, Socialdemokratiet

: Man får et

indtryk af, at man støtter et godt formål, og det vil vi gerne. Især i

juletiden. Man får ikke noget indtryk af at blive snydt og bedraget. Og det

synes jeg, man gør.

Speak

: Men den konservative forbrugerminister, Lars Barfoed,

afviser at skride ind over for organisationen af mund- og fodmalere. Han

henviser til forbrugerombudsmanden, som tidligere har indskærpet over for

mund-

og fodmalerne, at de i deres materiale skal gøre det klart, at der ikke er

tale

om en velgørende organisation. Og det står der ganske rigtigt også nævnt med

små bogstaver på bagsiden af det brev, der følger med julekortene. Men både

de

Radikale og Socialdemokraterne mener altså, at det er vildledende

markedsføring, og ser gerne salget af julekort standset.

Karen Hækkerup

: Loven er meget generel, så hvis man på nogen måder

kan stramme op, så sådan noget som det her ikke bliver tilladt, så lægger

Socialdemokraterne meget gerne stemmer til det.

Speak

: Elisabeth Geday sætter sin lid til den nye

markedsføringslov.

Elisabeth Geday

: Jeg har en tiltro til, at det giver

forbrugerombudsmanden en mulighed for at gribe ind. For det den her

virksomhed

gør, det er, den overholder lovens bogstav, men ikke lovens ånd.

Studievært

: Den nye markedsføringslov træder i kraft til sommer,

spørgsmålet er så, om forbrugerombudsmanden kan eller vil bruge den til at

skride ind over for de mund- og fodmalendes salgsmetoder. Det var Kontant for

denne gang ”

Danmarks Radio har den 23.

december 2005 afvist at bringe et genmæle i sagen.

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

Advokat Johan Schlüter har

anført, at Danmarks Radio i udsendelsen fremsætter krænkende udtalelser på

udokumenteret

grundlag. [K] har anført, at navnlig følgende er i strid med god presseskik:

”Man tror, man støtter en god sag, men i virkeligheden

er der tale om en pengemaskine” og ”Når man ser salgsmaterialet, er

det ikke

svært at finde den gavmilde side frem i sig selv”. Udsagnene er en

forvanskning

af virkeligheden, idet seeren ikke gøres opmærksom på, at [K] driver en

virksomhed på kommercielle vilkår. [K] har gjort opmærksom på, at der i

salgsbrevet til årets udsendelse af julekort fulgte følgende salgsbrev:

”Mund-

og Fodmalende Kunstnerens Forlag er ikke en velgørenhedsorganisation, men et

firma ” På brevets forside var videre angivet: ”Vi gør opmærksom

på, at der

hverken består betalings-, opbevarings- eller tilbagesendelsespligt.”

At Danmarks

Radio først sent i udsendelsen gør opmærksom på [K]s kommercielle status,

selvom der i salgsmaterialet er gjort opmærksom på, at der ikke er tale om en

velgørenhedsorganisation.

At det er vildledende, når [K] sammenlignes med UNICEF,

idet UNICEF er en velgørenhedsorganisation.

”Bag det ydre finder man en velsmurt pengemaskine med

økonomiske bagmænd, der rager til sig med arme og ben”. Udsagnet

fremstår, som

om de midler, der tilgår organisationen, ikke anvendes til gavn for de

handikappede kunstnere, hvilket ikke er korrekt.

Beregningerne, der anslår, at 3 % af indtægterne fra

Danmark går til danske kunstnere, er misvisende.

Til udsagnet: ”Vildledning eller ej, så giver salget af

de her kort hvert år et overskud på 4,5 mio. kr., som de Mund- og Fodmalendes

Forlag sender ud af landet.” har [K] anført, at det er det

internationale

hovedkontor i Liechtenstein, der sørger for betalingerne til kunstnerne.

”Med andre ord fondens stifter kan benytte fondens

midler efter for godt befindende”. Indslagets konklusioner fremstår, som

om en

advokat i Liechtenstein beriger sig gennem [K]s midler i strid med [K]s

vedtægter og forretningsgange.

”Medarbejdere i [K] kan straffes, hvis de løfter sløret

for interne økonomiske forhold i virksomheden” er en sædvanlig

tavshedspligtsklausel.

Der vises et tyve år gammelt interview med Herbert

Batliner. [K] har anført, at udtalelserne ikke har noget at gøre med [K], men

virker mistænkeliggørende over for [K], idet Batliner udtaler sig om sorte

penge.

[K]

afviser, at der er en forbindelse mellem [K] og fonden Lapislazuli, som

Herbert

Batliner var formand for. Pr-bureauet oplyste om sammenhængen, men Danmarks

Radio valgte at fortie oplysningerne.

Ordet

”plat” anvendes af Jan Jørgensen om virksomheden, ligesom han

udtaler, at der

er tale om ”vildledende salgsmateriale”.

Karen

Hækkerup som ekspertkilde udtaler, at virksomheden er ”snyd og

bedrag”. [K] har

anført, at Danmarks Radio burde have fået en kvalificeret bedømmelse ved

eventuelt at henvende sig til en universitetsjurist.

”Man

tror, det er en lille forening, der hjælper de handicappede” udtaler [A

og A1].

Om ægteparret udtales, at ”de føler sig røvrendt” og

”snydt”.

At

Sune Bang ikke nævner, at han opfatter [K] som velgørende, alligevel

konkluderer

journalisten, at ”dette får os til at tro, vi støtter en god sag”.

Advokaten har videre anført,

at indslaget er klippet sådan sammen, at oplysninger om lovligheden af [K]s

salgsmetoder forsvinder i indslagets mistænkeliggørelse af [K].

Advokaten har herudover

anført, at Danmarks Radio burde have efterprøvet oplysningerne inden

offentliggørelsen, herunder burde oplysningerne være forelagt det danske

medlem, Ruth Christensen, der tidligere har deltaget i tv-interviews.

Udsendelsen havde ikke en sådan nyhedsværdi, at offentliggørelsen ikke kunne

vente, til Ruth Christensen var at træffe.

Advokaten har endelig anført,

at pr-bureauet besvarede Danmarks Radios henvendelse inden offentliggørelsen,

ligesom et andet dansk medlem, Ann Lund Christensen, var villig til at stille

op til interview og var til prøveinterview vedrørende et andet indslag på

Danmarks Radio om [K].

Advokaten mener, at

ovenstående berettiger [K] til at få bragt et genmæle.

2.2. Danmarks Radios synspunkter

Danmarks Radio bemærker, at

der kun er bragt oplysninger, der allerede var offentligt tilgængelige eller

udleveret af firmaets pr-bureau.

Til de påklagede udsagn

vedrørende god presseskik, har Danmarks Radio anført følgende:

At flere efterlades med det indtryk, at salgsmaterialet

er fra en velgørenhedsorganisation. Danmarks Radio bemærker, at [K] selv har

udtalt, at mange opfatter [K] som velgørende, ligesom der gøres opmærksom på,

at fremgangsmåden er lovlig.

At der ca. 6 minutter inde i indslagspakken gøres

opmærksom på, at ”.. der ikke er tale om en lille dansk forening, men om

en verdensomspændende

koncern”. Danmarks Radio har videre anført, at det blot konstateres, at

meddelelsen om, at [K] ikke er en velgørende organisation, står med småt

– men

ikke med mindre typer end den øvrige tekst.

At det er

relevant at sammenligne UNICEF og [K], idet organisationerne kæmper om de

samme

penge, idet folk opfatter [K] som en velgørende virksomhed.

At udsagnet ”Bag det ydre finder man en velsmurt

pengemaskine med økonomiske bagmænd, som rager til sig med arme og ben”

er

berettiget, idet [K] omsætter for mange hundrede millioner kroner på

verdensplan. Ordvalget er endvidere berettiget, idet [K] ikke kan forklare

misforholdet mellem indtægter og udbetalinger.

At der på baggrund af konkrete beregninger konstateres,

at de danske kunstnere får det, der svarer til 3 % af omsætningen i Danmark.

Danmarks Radio har videre anført, at der gøres opmærksom på, at 80 % af

indtægterne går direkte til kunstnerne.

At udsagnet ”Vildledning eller ej. Så giver salget af

de her kort hvert år et overskud på 4,5 mio. kroner, som de Mund- og

Fodmalendes Forlag sender ud af landet” er en faktuel konstatering, som

fremgår

af VMDFKs danske afdelings regnskab. Danmarks Radio anfører videre, at det

fremgår af udsendelsen, at overskuddene fra de enkelte lande ender i

Liechtenstein,

hvorfra de bliver fordelt.

At der i sammenhæng med udsagnet ”Med andre ord fondens

stifter kan benytte fondens midler efter for godt befindende” gøres

opmærksom

på, at det ikke er bevist, at overførsler har fundet sted, men at

dokumenterne

rejser nogle spørgsmål.

At der ikke nævnes noget om, at det er odiøst, at

medarbejderne har tavshedspligt under strafansvar.

At klippet

fra 1978 er relevant, idet det viser [K]s rådgiver, Herbert Batliners,

erhvervsmæssige baggrund.

Ad 10.

At [K] selv bekræfter en forbindelse

mellem fonden Lapislazuli og [K].

Ad 11.-13.

At det er relevant at gengive Jan Jørgensens,

Karen Hækkerups og ægteparret [A og A1]s udtalelser, idet disse illustrerer

opfattelsen af [K] på baggrund af [K]s salgsmateriale.

Ad 14.

At Sune Bangs flere gange over for

Danmarks Radio tilkendegav, at salgsmaterialet gav indtryk af, at en lille

dansk forening stod bag. Danmarks Radio har videre anført, at man ikke er

forpligtede til at vise hele interviewet.

Danmarks Radio har videre

anført, at alle oplysningerne i udsendelsen er forsøgt efterprøvet og er

refereret nøjagtigt. Danmarks Radio har herudover anført, at der er gjort

omfattende forsøg på at kontakte ansvarlige personer omkring [K] med henblik

på

interviews, men ingen ønskede at medvirke, ligesom nogle ikke vendte tilbage

herom.

Danmarks Radio bemærker

herudover, at man opfordrede pr-bureauet til at imødegå kritikpunkterne, der

ville fremkomme i udsendelsen, men at [K] ikke besvarede spørgsmål vedrørende

økonomiske forhold. Danmarks Radio har videre anført, at Ruth Christensen

ikke

er den officielle talsmand for [K], hvorfor den række af repræsentanter, der

blev forsøgt kontaktet, var mere indlysende. Danmarks Radio har vedrørende

Ruth

Christensen anført, at hun er underlagt tavshedspligt om [K]s økonomiske

forhold, hvilket fremgår af et tidligere interview på TV 2. Danmarks Radio

forsøgte imidlertid at kontakte Ruth Christensen, men hun var ikke at træffe.

Danmarks Radio mener ikke, at

det bragte er i strid med god presseskik, og har endvidere afvist at bringe

et

genmæle.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse:

I sagens behandling har

følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel Kierkegaard, Jan

Kristensen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Vedrørende klagepunkterne 1

og 5-8 finder Pressenævnet, at ordvalget ikke i sammenhængen går ud over den

redaktionelle formuleringsfrihed, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Vedrørende klagepunkterne 2,

3 og 9 finder Nævnet, at i overensstemmelse med det almindelige princip om

redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at

beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Pressenævnet finder, at det ældre

interview med advokat Herbert Batliner, sammenligningen med UNICEF, samt

tidspunktet hvor Danmarks Radio informerer om [K]s kommercielle status,

ligger

inden for rammerne af redaktørens redigeringsret, og Nævnet udtaler ikke

kritik

heraf.

Parterne har afgivet

modstridende forklaringer vedrørende klagepunkt 10 om en forbindelse mellem

fonden Lapislazuli og [K]. På grund af de begrænsede muligheder for at føre

bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til hvilken forklaring,

der er den rigtige.

De anvendte udtryk i

klagepunkterne 4 og 11-14: ”Bag det ydre finder man en velsmurt

pengemaskine

med økonomiske bagmænd, der rager til sig med arme og ben”,

”plat”,

”vildledende salgsmateriale”, ”Man tror, det er en lille

forening, der hjælper

de handicappede”, ”dette får os til at tro, vi støtter en god

sag” samt ”snyd

og bedrag”, fremstår dels som Danmarks Radios vurdering og dels som

henholdsvis

Jan Jørgensens, [A og A1]s, Sune Bangs og Karen Hækkerups vurderinger af

salgsmaterialet, hvorfor Nævnet ikke udtaler kritik af det bragte. Endvidere

fremstår udsagnene ”de føler sig røvrendt” og ”snydt” som

Danmarks Radios

vurdering af ægteparret [A og A1]s opfattelse, og Nævnet finder, at der

heller

ikke er grundlag for at udtale kritik vedrørende disse udsagn.

Pressenævnet finder

endvidere, at Danmarks Radio i tilstrækkelig grad har forsøgt at efterprøve

de

oplysninger, som er bragt i udsendelsen. Nævnet har herved også lagt vægt på,

at Danmarks Radio inden offentliggørelsen forsøgte at indhente kommentarer

fra

flere forskellige kilder.

Det fremgår af

medieansvarsloven § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle over for

oplysninger

af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden

skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge,

medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Tre medlemmer –

Axel Kierkegaard, Kaare R. Skou og Ole

Askvig

– udtaler:

Vi finder, at udsagnet ”Bag

det ydre finder man en velsmurt pengemaskine med økonomiske bagmænd, der

rager

til sig med arme og ben” må forstås som en oplysning om, at bagmændene

beriger

sig på de handicappedes bekostning, hvilket ikke er dokumenteret som

utvivlsomt

rigtigt. Vi finder, at oplysningen kan skade [K]s omdømme og dermed

muligheden

for at tiltrække kunder. Oplysningen må derfor anses for egnet til at kunne

påføre virksomheden skade af betydning, hvorfor [K] har krav på genmæle

vedrørende disse udsagn i medfør af medieansvarslovens § 36, stk. 1.

Vi finder, at der i øvrigt i

udsendelsen ikke er bragt udsagn af faktisk karakter, der er egnet til at

påføre [K] skade af betydning.

Et medlem –

Jan Kristensen

– udtaler:

Jeg finder, at udsagnene i

udsendelsen Kontant ikke er af en sådan faktisk karakter, at der er grundlag

for at pålægge Danmarks Radio at bringe et genmæle.

Der afsiges kendelse efter

stemmeflertallet.

[K] er berettiget til efter

påkrav at få bragt følgende genmæle i Danmarks Radio, jf. medieansvarsloven §

39:

”Genmæle:

I programmet ”Kontant” den 6.

december 2005 omtalte Danmarks Radio Vereinigung der Mund- und Fussmalenden

Künstler in aller Welt E.V., [K], og følgende udsagn anførtes blandt andet:

”Bag det ydre finder man en velsmurt pengemaskine med økonomiske

bagmænd, der

rager til sig med arme og ben”.

[K] bestrider rigtigheden af

udsagnet.

Vereinigung der Mund- und

Fussmalenden Künstler in aller Welt E.V., [K].”

Afgjort den 14. juni 2006.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter