Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-480
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Pressenævnets
kendelse i sag 2007-6-480
[K] har klaget til
Pressenævnet over en udsendelse i Danmarks Radio den 2. januar 2007, idet man
mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at
Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle.
1. Sagsfremstilling
Danmarks Radio bragte den 2.
januar 2007 forbrugermagasinet ”Kontant” under temaet ”
Medicinfidus koster samfundet og patienterne dyrt”.
Udsendelsen
handlede om medicinalvirksomheders dispositioner i forhold til udløb af
patentperioder. Der gives eksempler på, at medicinalvirksomheder inden
patentudløb
på et produkt lancerer et nyt, lignende produkt, som af Lægemiddelstyrelsen
placeres i en anden substitutionsgruppe end det gamle præparat. Dette
medfører,
at de kopipræparater, der kommer på markedet ved det gamle produkts
patentudløb, ikke kan substituere det nye præparat, og medicinalvirksomhedens
markedsandel opretholdes derfor længere.
Udsendelsen begynder med en
sammenklippet introduktion. Af intro’en fremgår bl.a. følgende:
”
Speak
: Medicinindustrien – ikke mindst et par af giganterne – har
fundet ud af, at hvis det kniber med at opfinde nye produkter, så er der
masser
af penge i at justere en smule på de gamle.
Jens Peter Kampmann, institutchef, institut for Rationel Farmakoterapi
:
Læs alt
Det er salgsgimmick, det er finurligheder – næsten at narre folk.
Speak
: Det koster samfundet og de syge hundreder af millioner
kroner hvert år. Og de eneste, der får det bedre af de her forbedrede
præparater, det er firmaerne bag og deres store pengekasser.
Jens Peter Kampmann
: Det er gået meget godt indtil nu, så hvorfor
skulle de stoppe. Nej – det tror jeg ikke, de vil, de får blod på
tanden.
Speak:
Patienterne får til gengæld tømt tegnebogen, for de går glip
af langt billigere kopimedicin.
[B]
: Det er meget prisen, der er afgørende, fordi at jeg bruger
mange penge på meget medicin om måneden – ikke også.
Speak
: Og for os alle sammen betyder pillefabrikanternes smarte
trick kæmpespild.
”
Udsendelsen fortsætter:
”Studievært
: Det handler om ny medicin, men i virkeligheden handler
det om penge. Hundrede-tusindvis af danskere tager medicin hver dag. En del
af
dem har oplevet, at den pille, de kendte, pludselig er væk fra apotekets
hylder. Til gengæld har producenten opfundet en hel ny pille. Og så er den
nye
pille selvfølgelig meget bedre end den gamle – eller er den?
...
Studievært (har emballage til piller i hånden)
: Når et firma har
lavet sådan en ny pille her, så har det patent på den i op til 10 år. Når
patentperioden så er slut, har konkurrenterne kopipillerne parat. Og så kan
det
jo godt knibe med at holde prisen oppe på originalen, for kopierne er typisk
meget billigere. Men nu skal I høre eventyret om den fine gamle
pillefabrikant,
der opfandt kuren mod kopierne. Der var en gang en pillefabrik. Den hjalp en
masse mennesker med at blive raske og tjente penge i både sække og kister på
sine piller. En dag kom fabrikkens konkurrenter så og råbte ”hyp –
alle mine
kunder – nu kan I få den samme slags pille meget billigere hos
mig”. ”Hvor skal
jeg nu tjene alle de rare penge?” spurgte den gamle pillefabrikant. For
han
blev ganske bedrøvet over al den konkurrence. Men så fik han en ide:
”Jeg
standser salget af min gode gamle pille, men laver en magen til, bare som
bukkebruse-tablet”, gnæggede den gamle fabrikant, og så græd
konkurrenterne.
For de havde jo ikke en kopi af bukkebruse-udgaven af den gamle pille, og
patienterne – de fik lange røde næser, og måtte købe den gamle pille som
ny
brusetablet i stedet for billige kopier. For det er ganske vist – en
gammel
pille kan blive helt ny, når bare man er kreativ. Men ét er eventyr, noget
helt
andet er jo virkeligheden. Og dog. Nu skal vi møde en medicin, der blev
ændret
så lidt, at det ifølge myndighederne kun handler om at tjene penge. Nemlig
ved
at hindre kunderne – patienterne – i at få præcis den samme
behandling meget
billigere.
Speak
: En helt ny og meget bedre smeltetablet til alle dem, der
ikke kan synke vores almindelige pille.
Speak
: Sådan markedsførte medicinalvirksomheden Organon i januar
2002 deres Remeron Smelt mod depression. Men den køber en af landets førende
eksperter i ny medicin ikke.
Jens Peter Kampmann, institutchef, institut for Rationel Farmakoterapi
:
Reklametricks – det, synes jeg, er et meget godt ord. Det er
reklamefiduser –
det ord vil jeg bruge.
Jens Peter Kampmann
: De gør det selvfølgelig for at tjene penge.
Patenttider udløber jo, det er det, det hele handler om det her. Og når
patenttiden er ved at udløbe gælder det om at få lægerne over på noget nyt
smart.
Speak
: Da patentet på den gamle Remeron udløb i starten af 2003,
sad smeltetabletten på hele markedet. Og hvor man ville forvente, at de
billige
kopier overtog det meste af markedet i løbet af ganske få uger, så gik der i
dette tilfælde hele to år, før kopierne havde overtaget bare halvdelen af
forbruget.
Jens Peter Kampmann
: Man skal tænke sig om og sige, hov, hvad er
det for noget det her? Det er ikke for min skyld, de gør det her. Det er for
deres egen pengeindtjening. Så – det er reklametricks.
Speak
: For Organon har det været en god forretning at erstatte den
gamle pille med en smeltetablet. Og det har været en tilsvarende dårlig
forretning for samfundet. Lægemiddelkonsulenten i Region Syddanmark har været
med til at regne på, hvad det har kostet det offentlige i medicintilskud, at
kopipræparaterne er blevet holdt udenfor.
Thomas Croft Buck, Lægemiddelkonsulent, Region Syddanmark
: Det har
vi regnet ud, at de her tre års tid, hvor det her har stået på, det er tæt på
100 millioner kroner, som det har kostet samfundet.
Interviewer
: Er de godt givet ud, de
penge?
Thomas Croft Buck
: Nej, det synes jeg
ikke. Man kunne jo næsten drive et mindre hospital for de penge der.
Studievært:
Men for den kreative pillemager er der mange andre
muligheder... Hvad nu hvis patienterne ikke længere skal synke pillen, men
lade
den smelte på tungen?
Speak:
[A] må jævnligt en tur på apoteket. Hun lider nemlig af
migræne.
[A], formand, Migrænikerforbundet:
Jeg tager rundt regnet 100
tabletter om året sådan cirka i runde tal.
Speak:
I mange år har hun brugt præparatet Imigran – en pille, der
sluges med et glas vand. Men for ca. to år siden præsenterede producenten,
[K],
en ny variant af pillen. En vandopløselig tablet, der fik navnet Sprint.
[A]:
Det blev annonceret både i aviser og alle mulige, i medierne
forskellige steder, at nu kom Imigran Sprint, som var meget bedre. Og det de
ville sælge den på, og som de også publicerede en hel del artikler om, det
var,
at den virkede hurtigere.
Speak (billede af Imigran Sprint, der droppes i et glas vand og meget
langsomt opløses)
: I følge [K]s egne undersøgelser virker Sprint-udgaven af
Imigran 10 minutter hurtigere end den gamle pille. Institut for Rationel
Farmakoterapi har sammenlignet de to piller, og igen er de ikke imponerede.
Jens Peter Kampmann:
Jeg mener altså, at hurtighedsforskellen er
meget lille. Jeg tror ikke, den er pengene værd, men det må du snakke med
patienten om selvfølgelig. Men det er altså noget med 10 minutter eller sådan
noget, det drejer sig om, det er meget meget lidt. Jeg mener igen, det er
salgsgimmick, det er finurligheder – næsten at narre folk. Ja, det mener
jeg.
Speak
: Det første år Sprint’en var på markedet, blev patienterne
imidlertid ikke narret. Da havde de nemlig stadig valget mellem den gamle
pille
og den nye, vandopløselige tablet. Og rigtig mange – hele 92 procent af
brugerne – valgte at blive på den gamle pille. Alligevel valgte [K] i
december
2005 overraskende nok at trække den gamle og mest sælgende pille tilbage
[I skærmbilledet drejer en
pakning med Imigran Sprint rundt til karrusel-musik]. Den tilbagetrækning fik
Migrænikerforbundets forkvinde til at tænke.
[A]:
Det var dog en eddersmart måde at bevare sit patent på.
Speak
: Fordi den nye pille var vandopløselig, kunne apotekerne ikke
udlevere en billigere kopi til at sluge. [K] har ikke ønsket at medvirke i et
tv-interview, men har oplyst, at
det
kom
helt
bag på dem.
Kjeld Møller Petersen, Professor i sundhedsøkonomi:
Det er jo
firmaer, som normalt analyserer tingene grundigt i gennem, så jeg tror den
forsigtige version det er at sige, det kan ikke komme som den store
overraskelse.
Speak
: For migrænikerne var der meget på spil. De havde regnet med
at skulle spare rigtig mange penge, når patentet på den gamle Imigran-pille
udløb i maj 2006.
[A]:
Så skrev vi til Sundhedsministeren og sagde, at vi syntes, det
var det samme indholdsstof og derfor var det urimeligt, at man kunne få et
nyt
patent på det samme indholdsstof – det er det, der er virksomt.
Speak:
Sundhedsministeren bad så Lægemiddelstyrelsen kigge på sagen
igen. Og Styrelsen endte med at beslutte, at apotekerne kan udlevere en
billigere kopi – selv om der står Sprint på recepten. [K] oplyser
telefonisk,
at de er glade for, at patienterne nu kan få en billigere kopi, og at de
under
alle omstændigheder kun ville have tjent nogle få hundrede tusinde kroner
mere,
hvis det ikke havde været tilfældet. I 2005 blev der herhjemme solgt Imigran
for mere end 160.000 kr. – om dagen. Og hvad enten [K] havde tænkt i en
patentforlængelse eller ej, ja så ville resultatet i følge Amtsrådsforeningen
have været, at amterne var gået glip af en årlig besparelse på op imod 80
millioner kroner. Hvis altså ikke Lægemiddelstyrelsen havde grebet ind.
Jens Peter Kampmann:
Selvfølgelig skal man bruge ny medicin, hvis
det er bedre. Det er klart, du skal det. Men det her, det er ikke bedre. Det
er
det, der er forskellen på det.
Speak
: Og for [A] er der sund fornuft i at vælge en kopi, når hun
henter sin ugentlige medicin.
[A]:
Sprint-tabletterne koster nu omkring 65 kroner, og i denne uge
koster kopipræparaterne 6 kroner og 1 øre.
Studievært:
Det handler om mange millioner kroner, det her med pillepatenter,
der udløber. Men det handler jo faktisk også om hverdag og penge for danske
patienter. Som [B], vi mødte for lidt siden.”
Udsendelsen fortsætter med et
eksempel på, at piller mod vandladningsproblemer er blevet udskiftet med
smeltetabletter. Udsendelsen fortsætter:
”
Thomas Croft Buck:
Det er selvfølgelig mistanken, som man kan have
det sådan lidt, at dagsordenen for de firmaer, det er egentlig at tjene penge
og der er egentlig ikke, hvad der er bedst for patienterne, for hvis det var
det, så kan jeg ikke forstå, at de fjernede tabletterne fra markedet.
Studievært:
Det er altså formuer, der allerede er suget ud af
patienternes og skatteydernes lommer. Og det kan blive meget værre allerede i
det år, vi netop har taget hul på. Patenter for godt en halv milliard udløber
i
de kommende måneder.
Speak:
Remeron og Fosamax har været dyre bekendtskaber for
danskerne.
Jens Peter Kampmann:
Det koster mange penge for samfundet –
hundrede millioner kroner, det gør det da. Hundrede millioner kroner.
Speak
: Simpelthen fordi patienterne ikke automatisk skiftes over på
de billige kopipræparater.
Thomas Croft Buck:
Der er jo ikke noget ulovligt i det, kan man
sige. Og det er jo bare mere, jeg stiller bare spørgsmålstegn ved, om vi
egentlig synes, vi får så meget mere sundhed for de penge der.
Speak
: Det samme spørgsmål stiller sundhedsøkonom Kjeld Møller
Petersen.
Kjeld Møller Petersen, Professor i sundhedsøkonomi
: Selve ideen
med, at man giver tilskud til det billigste præparat i gruppen, det har været
med til at skærpe konkurrencen. Og det vi jo ser, hvis det lykkes
medicinalindustrien at komme op med sådanne lidt bedre produkter, det er
selvfølgelig, at den konkurrence, vi betragter som ønskværdig, at den bliver
mindre.
Jens Peter Kampmann:
Industrien er nok lidt presset i øjeblikket.
De siger, at der er en lidt stilstand – en vis slowdown – i
innovationen. Det
vil sige, at de finder på andre måder at tjene penge på.
Thomas Croft Buck:
Konsekvensen af det her, det er jo, at når der
så ikke er konkurrence på markedet, så kan firmaet opretholde den høje pris
på
medicinen, og det betyder så, at patienterne får en høj egenbetaling, og
amterne får også lov til at betale mere i tilskud til behandlingen.
Kjeld Møller Petersen, Professor i sundhedsøkonomi
: Det er jo helt
naturligt. Medicinalindustrien vil prøve at tjene penge. Og de er jo ikke sat
i
verden til alene at skulle sørge for, at vi som patienter eller vi som
skatteborgere skal have det så billigt som muligt. Så det er jo simpelthen
bare
et eksempel på, at økonomiske interesser de strider imod hinanden.
Medicinalindustriens, de offentlige kassers og patienternes.
Jens Peter Kampmann:
så hvorfor skulle de stoppe. Nej – det tror
jeg ikke de vil, de får blod på tanden. De vil gøre det her også – det
vil de.
De vil fortsætte. I en eller anden udgave af det, selvfølgelig. Det mener
jeg,
det vil.
Studievært (i studiet):
Ja velkommen Per Helboe: Det er dig, der er
min og alle danskeres vagthund på dette område – du er afdelingschef i
Lægemiddelstyrelsen. Og er du enig i, som det er blevet sagt flere gange her
i
aften, at det er pengespild, de manøvrer, vi har beskrevet her?
Per Helboe, Afdelingschef, Lægemiddelstyrelsen:
Jeg er da enig i,
at det er ærgerligt, at samfundet og patienterne går glip af de besparelser,
der kunne være ved at kunne på en enklere måde at gå over til kopipræparater,
ja.
Studievært:
Og så er det gribende enkle spørgsmål jo, hvorfor
stopper I det så ikke, for det kunne man jo godt sige var jeres arbejde, ikke
–
når det nu er pengespild?
Per Helboe
: Jo, men uanset hvad vi måtte mene om det etiske eller
det hensigtsmæssige i de handlinger, så kan vi ikke afvise at godkende et
lægemiddel, hvis det er fornuftigt dokumenteret. Og omvendt kan vi heller
ikke
pålægge et firma at beholde nogle tabletter på markedet, selv om vi også kan
undre os over, at man trækker nogle tabletter tilbage, som har fungeret
udmærket.
Studievært:
Ja, for det var det, jeg ville spørge dig om som det
næste, for nu ser vi her et præparat, som sikkert fungerer glimrende, som
bliver trukket ud af markedet fordi fabrikanten har et nyt og ikke
behandlingsmæssigt bedre præparat parat. Hvorfor accepterer I det?
Per Helboe
: Som jeg siger, det er op til firmaet selv, om de vil
have et præparat på markedet. Det kan vi ikke forhindre dem i.
Studievært:
Men så kunne I jo åbne for, at man kunne få et
tilsvarende præparat som det gamle i bytte for det nye, dyre præparat, ikke?
Per Helboe
: Det er også det, vi gør, alle de steder, hvor vi kan. I
nogle tilfælde, når det er en anden form, så kan vi ikke gøre det. Hvis vi
kan,
så gør vi det. Imigran Sprint, der gik vi ind og lavede den her substitution,
sådan at man umiddelbart skifter til det billige fra det dyre Imigran Sprint.
For andre – smeltetabletterne – der sætter vi patientsikkerheden i
højsædet. Vi
siger, vi mener der er for stor risiko ved at patienterne får skift mellem
tabletter og smelte-tabletter uden rigtigt at vide, hvad det er for noget.
Det
kan give behandlingssvigt og forvirring.
Studievært
: Men vender I ikke det hensyn lidt omvendt, fordi vi fik
jo beskrevet her i et indslag, hvordan det forvirrer patienterne, at de
pludselig skal have det som netop smeltetablet og ikke bare kan fortsætte med
at synke pillen, sådan som de er vant til.
Per Helboe
: Ja – og derfor sætter vi også ind på det her område.
Fordi der, hvor vi mener, man har mulighed for at gøre noget, det er ved at
få
lægerne til at være opmærksomme på, når der kommer de billige kopier og
udskrive dem. Det kan være svært at overskue for læger, fordi der sker meget
på
området, og derfor har vi lavet en aftale med Institut for Rationel
Farmakoterapi – Jens Peter Kampmanns institut – at når den billige
kopi i
sådanne nogle tilfælde kommer på markedet, så oplyser de det i deres
månedsblad, som sendes ud målrettet til samtlige læger i Danmark, så de kan
få
den information lige med det samme.
Studievært
: Men man kunne jo gøre det meget mere enkelt ikke, man
kunne lade det være op til den praktiserende læge og måske apoteket og
forklare
folk, at nu kan I få det som smeltetablet, men den er meget dyrere end
pillen,
som jeg også kan give dig, som du skal synke. Hvorfor gør I ikke det?
Per Helboe
: Jamen det er også det, der er vores foretrukne mål at
nå til, at lægerne, når de er opmærksomme på, at der er en billig kopi, jamen
så skifter de patienterne over til den. Men det skal være, så patienterne er
informeret om det, så vi ikke kommer ud og risikerer noget med
patientsikkerhed.
Det er det, vi sætter i højsædet.
Studievært
: Men det er der jo etableret, har været længe etableret
lovgivningsmæssig mulighed for, at I allerede kunne have gjort, ikke?
Per Helboe
: Jo, men vi laver en specifik faglig vurdering i hvert
enkelt tilfælde, og vi vil ikke spille hasard med patientsikkerheden. Hvis vi
ser nogen mulig risiko der, så vil vi ikke lave den der udbytning.
Studievært
(henvendt til
kamera):
Ja, myndighederne overlader altså ansvaret til dig og din læge,
og lader ellers medicinmøllen kværne videre. ”
Til sagsfremstillingen skal
nævnes, at [K] ved mails af 14. og 29. december 2006 over for Danmarks Radio
har gjort opmærksom på, at det i indlægssedlen til Imigran Sprint anbefales,
at
tabletten skal indtages på samme måde som det originale præparat, Imigran. Af
[K]’s
mail af 14. december 2006 til Danmarks Radio fremgår bl.a. følgende:
”3) Kontant påstår, at vi fra [K]’s side har søgt at få Sprint
placeret i en
anden substitutionsgruppe med det forretningsmæssige motiv, at patienter i
behandling med Sprint ville undgå et skifte til de billigere generiske
præparater.
Ad 3) Det var
Lægemiddelstyrelsen, der egenhændigt valgte at placere Sprint i en anden
substitutionsgruppe. Det havde vi ikke forventet for i indlægssedlen i
Imigran
Sprint står der direkte, at tabletten kan indtages som almindelig tablet. Da
Lægemiddelstyrelsen efterfølgende valgte at justere på deres egne
retningslinier og tillod substitution på tværs af grupperne altså således, at
Sprint automatisk skulle substitueres med en generisk kopi af original
Imigran,
med mindre lægen og patienten insisterede på at få Imigran Sprint, var det
igen
Lægemiddelstyrelsens egen beslutning, men på ingen måde et udtryk for, at de
har ”overrulet” os (Kontants udtryk). Lægemiddelstyrelsen har
ændret sin egen
fortolkning af reglerne. Så udramatisk er det.”
Til sagsfremstillingen skal
endvidere nævnes, at [K] fremsendte en mail den 16. december 2006 til
Danmarks
Radio, hvoraf følgende bl.a. fremgår:
”Vores bekymring forstærkes
naturligvis af, at vi angiveligt kædes sammen med tre andre firmaer, hvis
”adfærds-mønster” skulle have kostet samfundet omkring 100
millioner kroner.
Det forhold, at samfundet påføres ekstra omkostninger, er – som jeg har
fået
det beskrevet – et væsentligt omdrejningspunkt i Kontants udsendelse.
Ifølge
Jens [angiveligt Jens Harder Højbjerg fra [K]] har Kontant imidlertid fredag
telefonisk medgivet, at sagsforløbet omkring Imigran ikke har påført hverken
patienter eller samfundet ekstra omkostninger.”
[K] har over for Danmarks
Radio ved brev af 12. januar 2007 anmodet om at få bragt et genmæle. Af
genmæleteksten fremgår bl.a. følgende:
”[K] har fra begyndelsen
beskrevet, at Imigran Sprint bør indtages som en almindelig tablet – på
samme
måde som Imigran.
[K] har ikke lagt hindringer
i vejen for den frie konkurrence, og deres dispositioner har ikke kostet
patienter eller samfund en krone.”
Danmarks Radio har ved brev
af 25. januar 2007 til [K] afvist at have tilsidesat god presseskik og afvist
at bringe et genmæle.
2. Parternes synspunkter
2.1. [K]s synspunkter
[K] har indledningsvis
oplyst, at virksomheden foreslog Danmarks Radio et opklarende møde, som
mediet
afslog. [K] blev tilbudt at medvirke i udsendelsen via et båndet interview,
hvilket virksomheden afslog. Klager fik det indtryk, at Danmarks Radio
redigerede indslagene færdig 14 dage før udsendelsen, men at den endelige
deadline for optagelserne i studiet, ”LIVE-delen”, var frem til
udsendelsestidspunktet. Den 19. december 2006 fremsendte klager en mail til
flere mailadresser på Kontants redaktion med kommentarer, uden at disse
medtoges i udsendelsen. Danmarks Radio har inddraget [K] i en urimelig
kontekst
mod bedre vidende.
[K] har anført, at
Amtsrådsforeningen (nu Danske Regioner) er at betragte som en
interesseorganisation.
Foreningen varetager amternes interesser i bl.a. det danske sundhedsvæsen og
har markante synspunkter vedrørende kopimedicin. Amtsrådsforeningens
beregninger er ikke det samme som statistik, der er faktuelle oplysninger.
Beregningen på samfundsbesparelsen indebærer, at alt salg af sumatriptan
(lægemidlets aktive stof) efter patentets udløb forbliver på Imigran Sprint
halvandet
år efter patentudløb, hvilket er urealistisk og aldrig tidligere sket. Det
oplyste salgstal på 160.000 kroner om dagen er faktuelt forkert. I
udsendelsen
underbygges tallene om mulige samfundsmæssige besparelser ikke. Udsendelsen
giver det indtryk, at den samfundsmæssige besparelse på 80 millioner kroner
som
følge af patentudløb og deraf følgende kopiprodukter går ”ud over”
medicinalvirksomhedernes
profit. Det er krænkende at blive sammenkædet med disse usammenhængende
beregninger.
[K] har videre anført, at
Danmarks Radio afviste klagers henvendelse vedrørende det hypotetiske salg
under henvisning til, at udsendelsen ikke beskæftigede sig med denne
hypotese.
Omdrejningspunktet er imidlertid den potentielle økonomiske gevinst, hvilket
fremgår af intro’en ”firmaerne bag og deres store
pengekasser”.
[K] har endvidere anført, at
Danmarks Radio ikke har udvist den fornødne kritiske journalistik over for
navnlig oplysninger om, at [K] ”kunne få et nyt patent på det samme
indholdsstof” og ”bevare” patentet samt, at [K] skulle have
annonceret for
lægemidler. Det er ikke muligt at få forlænget patentperioden, og i Danmark
er
det ikke lovligt at reklamere for receptpligtig medicin over for patienter.
[K]
overholder dansk lovgivning. Danmarks Radio videreformidlede forkerte
oplysninger,
som redaktionen burde være bekendt med ikke kan være rigtige.
[K] har herudover anført, at
virksomheden ikke er blevet forelagt den centrale påstand om, at [K]’s
dispositioner har kostet samfundet ”op mod 80 millioner kroner”
eller det
centrale notat fra lægemiddelkonsulenten fra Region Syddanmark. Udsendelsen
formidler urigtige og krænkende påstande om [K], og [K] er del af en samlet
udsendelse, som er anklagende og mistænkeliggør virksomhedens
forretningsmæssige motiver. [K] har over for Danmarks Radio gjort opmærksom
på,
at virksomhedens forretningsmæssige dispositioner ikke er baseret på en
uforudsigelig mergevinst.
Til de enkelte udsagn i
udsendelsen har [K] anført følgende:
·
”Patienterne får til gengæld tømt tegnebogen,
for de går glip af langt billigere kopimedicin”.
Klager har flere gange gjort Danmarks Radio
opmærksom på, at [K]’s dispositioner ikke har kostet patienter penge
eller lagt
hindringer i vejen for billig kopimedicin, men det oplyses ikke i
udsendelsen.
·
Studieværtens eventyrfortælling stiller en
præmis op, der er gennemgående for programmets forståelse og formidling.
Præmissen er imidlertid misvisende i forhold til Imigran. Da [K] i
patentperioden trak Imigran ud af markedet kostede den helt sammenlignelige
tablet Imigran Sprint det samme som den originale Imigran-tablet. Patienterne
måtte ikke købe ”den gamle pille som ny brusetablet i stedet for billige
kopier”. Efter patentperioden kunne kopiproducenter frit markedsføre
kopier.
·
”Men for den kreative pillemager Hvad nu
hvis patienterne ikke længere skal synke pillen, men lade den smelte på
tungen.” Indledningen og udsagnet ” Imigran – en pille, der
sluges med et glas
vand. en ny variant af pillen. En vandopløselig tablet, der fik navnet
Sprint”
medfører, at indslaget vedrørende Imigran forstås som, at ændringen består i
indtagelsesformen. Fra pille til smeltetablet. Imigran Sprint er ikke en
smeltetablet og ikke markedsført som en tablet, der
skulle
opløses i vand, men derimod som en almindelig tablet,
ligesom Imigran. Billederne af Imigran Sprint, der droppes i et glas vand,
giver endvidere et forkert signal om den anbefalede indtagelsesform. Af
indlægssedlen fremgår det, at ”tabletten bør synkes hel med vand (på
grund af
smagen). Dog kan den opløses i vand i tilfælde af synkebesvær”. Klager
har
gjort Danmarks Radio opmærksom herpå.
·
Jens Peter Kampmanns udtalelse: ” det er
altså noget med 10 minutter det er finurligheder – næsten at narre
folk.” er
hans vurdering, men ved, at Danmarks Radio efterfølgende anvender udsagnet
”Det
første år Sprint’en var på markedet, blev patienterne imidlertid ikke
narret ”
fremstår det som rigtigt. Klager afviser at narre folk. Imigran Sprint koster
det samme som Imigran og har en hurtigere virkning. [K] trak endvidere
Imigran
tilbage for at spare omkostninger. Danmarks Radio mistænkeliggør
tilbagetrækningen.
·
”Fordi den nye pille var vandopløselig,
kunne apotekerne ikke udlevere en billigere kopi til at sluge. [K] har ikke
ønsket at medvirke i et tv-interview, men har oplyst, at det kom helt bag på
dem.” Efter patentets udløb kunne apotekeren frit udlevere billigere
kopier, og
det var [K] bekendt med.
·
”De [migrænikerne] havde regnet med at
skulle spare rigtig mange penge, når patentet på den gamle Imigran-pille
udløb
i maj
2006”.
Patienterne sparede mange penge. [K] hindrede ikke markedsadgangen for kopier
af hverken Imigran eller Imigran Sprint.
·
”Sundhedsministeren bad så
Lægemiddelstyrelsen kigge på sagen igen. Og Styrelsen endte med at beslutte,
at
apotekerne kan udlevere en billigere kopi – selv om der står Sprint på
recepten.” Udsagnet giver et ufuldstændigt billede af sagens
hovedspørgsmål.
Lægemiddelstyrelsen foretog ikke et indgreb, men omgjorde sin beslutning. [K]
havde indsendt det materiale, som beslutningen i Lægemiddelstyrelsen baserede
sig på, inklusive oplysning om, at Imigran Sprint skulle indtages som en
almindelig tablet, hvilket klager har gjort Danmarks Radio opmærksom på, men
oplysningen fremgik ikke af udsendelsen.
·
”patienterne nu kan få en billigere kopi”.
Efter patentudløb vil der komme kopiprodukter.
·
”Og vi kan vente mere af den slags. Flere
af de store patenter står nemlig til at udløbe Og mange af firmaerne har
ikke
umiddelbart nogen nye former for medicin, der kan tage over.” Det er en
urimelig mistænkeliggørelse af medicinalindustrien, herunder [K].
·
” bliver trukket ud af markedet, fordi
fabrikanten har et nyt og ikke behandlingsmæssigt bedre præparat parat.
Hvorfor
accepterer I det?” Studieværten konkluderer Imigran Sprint ikke er
behandlingsmæssigt bedre, men de ti minutters hurtigere optagelse gør en
forskel for nogle patienter.
·
”Men så kunne I jo åbne for, at man kunne
få et tilsvarende præparat som det gamle i bytte for det nye, dyre præparat,
ikke?” Det har myndighederne i samarbejde med medicinalindustrien gjort
i en
årrække.
·
”medicinalmøllen kværner videre” virker som
endnu et nedsættende udsagn.
[K] har endelig anført, at
udsendelsen har påført virksomheden stor skade på dens omdømme og muligvis
også
på fremtidige forretningsmuligheder. Virksomheden er berettiget til et
genmæle
over for følgende ukorrekte udsagn:
·
Det fremsatte salgstal for Imigran er
forkert.
·
Den nævnte millionbesparelse er
urealistisk. De 80 millioner kroner er baseret på den urealistiske
forudsætning, at [K] efter patentets udløb opretholdt en uændret markedsandel
i
halvandet år. I notatet står ”Disse besparelser
kan
blive reduceret markant pga. industriens indførelse af en ny
formulering af lægemidlet”. I udsendelsen slår Danmarks Radio imidlertid
fast,
at ”så
ville
resultatet ifølge
Amtsrådsforeningen have været, at ”. [K]’s dispositioner
vedrørende Imigran og
Imigran Sprint har ikke medført ekstra udgifter for patienter eller
skatteydere. [K] har ikke forsøgt at ”tømme patienternes
tegnebøger” for op mod
80 millioner kroner. Udsagnet ”De havde regnet med at spare rigtig mange
penge”
medfører, at seerne underforstået får at vide, at det kom patienterne ikke
til.
Danmarks Radios udlægning er fordrejende, og det er skadeligt for [K] at
blive
beskyldt for samfundsskadelig virksomhed.
·
[K] har afvist at hindre markedsadgangen
for kopimedicin med sine dispositioner, hverken for Imigran eller Imigran
Sprint. Særligt udsagnet ”fordi den nye pille var vandopløselig, kunne
apotekerne ikke udlevere en billigere kopi til at sluge” er ukorrekt. På
tidspunktet for markedsføringen af Imigran Sprint opretholdt [K] stadig sit
patent. Efter udløbet af patentet kan kopiproducenter frit fremstille og
markedsføre kopier.
·
Det er endvidere ikke muligt at bevare,
forlænge eller få et nyt patent. Imigran Sprint er ikke en
”smeltetablet”.
Tabletten er vandopløselig, men anbefales at indtages som en almindelig
tablet.
·
Der har ikke været annonceret for Imigran
Sprint i aviser og forskellige medier i forbindelse med lanceringen.
·
[K] ”narrer” ikke patienterne. Patienterne
fik tilbudt en forbedret tablet til samme pris.
2.2. Danmarks Radios synspunkter
Danmarks Radio har
indledningsvis oplyst, at man færdigredigerede udsendelsen den 19. december
2006 pga. den forestående juleferie – også optagelserne i studiet,
”LIVE-delen”. Der var på intet tidspunkt åbnet op for, at der var
mulighed for
at komme med bemærkninger til programmet senere end 19. december 2006.
Danmarks Radio afviste et
egentligt møde med [K], idet man allerede telefonisk havde talt med
informationschefen to gange og derfor vurderede, at den researchmæssige
afklaring kunne ske over telefonen. Den 18. december
2006 gennemførtes en telefonsamtale med direktør Simon Jose. [K]
tillod ikke, at der blev bragt klip fra telefonsamtalen den 18. december
2006,
hvorfor Danmarks Radio ikke havde mulighed for at bringe [K]’s
synspunkter i
sagen, undtagen i referat og speakform. Den 2. januar 2007 fandt redaktionen
en
mail afsendt fra [K] den 29. december 2006 – tilsyneladende i
forlængelse af en
mail af 19. december 2006. [K] ønskede at få bragt en kommentar i
udsendelsen,
men dette afviste Danmarks Radio under henvisning til deadline den 18.
december
2006. Mailen indeholdt ikke nye oplysninger, hvorfor Danmarks Radios
dispositioner ikke ville være ændret, såfremt mailen var modtaget tidligere.
Danmarks Radio har anført, at
det ligger inden for den redaktionelle frihed at forenkle en kompleks
problemstilling, så den fremstår meningsfuld i et elektronisk medie. Et
eksempel
er udtrykket ”patentforlængelse”.
Besparelsen på 80 millioner
kroner er de samfundsmæssige omkostninger, herunder besparelser på
medicintilskud, som patienter og amter var gået glip af, hvis
Lægemiddelstyrelsens oprindelige afgørelse vedrørende Imigran var opretholdt.
Besparelserne og salgstallet 160.000 kr. om dagen er baseret på tal fra
Amtsrådsforeningen, et notat udarbejdet af lægemiddelkonsulent Thomas Croft
Buck, hvoraf det fremgår, at amterne forventer at spare 83 millioner kroner
på
Imigran i 2007. Danmarks Radio havde ikke grund til at efterprøve tallene,
der
kan sammenlignes med en offentlig statistik. På denne baggrund er der dækning
for udsagnet ” så ville resultatet ifølge Amtsrådsforeningen have været
at
amterne var gået glip af en årlig besparelse på op mod 80 millioner kroner
” I
udsendelsen sættes der ikke tal på [K]’s hypotetiske indtjening. Forud
for
udsendelsen forsøgte Danmarks Radio at få [K]’s kommentar til
Lægemiddelstyrelsens tal ved at forelægge dem for klager, men [K] ønskede
ikke
at udlevere deres omsætningstal.
På et tidspunkt, hvor [K] var
bekendt med udsendelsens vinkling, de medvirkende samt eksemplet Imigran,
blev
klager tilbudt at medvirke i programmet i et båndet interview for at
kommentere
kritikken, men afslog. [K] har fået forelagt kritikkens indhold i det omfang,
det stod i Danmarks Radios magt.
Danmarks Radio har til de
påklagede punkter anført følgende:
·
Udsendelsen postulerer ikke, at
kopiproducenterne forhindres i at udvikle kopier af præparaterne. Indslaget
er
bygget op omkring det faktum, at [K] markedsførte Imigran Sprint i november
2004, markedsføringen af Imigran stoppede i december 2005, hvorved Imigran
Sprint indtil patentudløb i maj 2006 var alene på markedet.
Lægemiddelstyrelsen
revurderede sin afgørelse i december 2005, således, at det efter patentudløb
er
muligt at substituere Imigran Sprint med konventionelle kopipræparater.
·
Danmarks Radio er bekendt med, at Imigran
Sprint ikke er en smeltetablet, og fortalelsen korrigeres senere i indslaget,
hvor
Imigran Sprint omtales som ”en vandopløselig tablet”.
·
Jens Peter Kampmanns udtalelser ”næsten at
narre folk”, ”salgsgimmick” og ”finurligheder” er
hans vurdering, som leder af
den offentlige instans, der vurderer, hvordan danskerne får bedst og mest
medicin
for pengene. Danmarks Radio anvender vurderingen ”narre” som
reference til
Kampmanns udtalelser.
·
Anne Bülow-Olesen fortæller om sin
fortolkning af hændelsesforløbet. Det er ikke Danmarks Radios opgave at
korrigere udsagnene. Hun fortæller om kundernes opfattelse af den
information,
der blev givet i forbindelse med produktlanceringen.
Danmarks Radio har endelig
afvist at bringe et genmæle. [K]’s forslag opfylder ikke kravet i
medieansvarsloven
§ 38, stk. 1, idet Danmarks Radio ikke hævder, at [K] direkte har søgt at
hindre
billig kopimedicin. Endvidere er der ikke fejlagtige oplysninger af
betydning.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
:
I sagens behandling har
følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Jytte Scharling, Bo Maltesen,
Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet finder, at det
er uheldigt, at [A]s udtalelser ”smart måde at bevare sit patent
på” og ”derfor
var det urimeligt, at man [[K]] kunne få et nyt patent på samme
indholdsstof” –
i strid med de faktiske omstændigheder - fremstår som om, [K] fik et nyt
patent
på det samme indholdsstof. Pressenævnet finder imidlertid, at det klart
fremstår som [A]s vurdering af forløbet, og nævnet udtaler ikke sin kritik.
Det følger af de vejledende
regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for
nyhedskilderne,
i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller
skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. Pressenævnet finder, at Danmarks Radio
ikke har tilsidesat god presseskik ved at omtale beregninger fra
Amtsrådsforeningen.
Nævnet har lagt vægt på, at Danmarks Radio oplyste, at tallene kom fra
Amtsrådsforeningen.
Pressenævnet finder videre,
at ordvalget ”hvis altså ikke Lægemiddelstyrelsen havde grebet ind”
ikke i
sammenhængen går ud over den redaktionelle formuleringsfrihed, og nævnet
udtaler ikke kritik heraf.
Oplysninger, som kan være
skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal
efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved
forelæggelse
for den pågældende, jf. vejledende regler for god presseskik, punkt A.3.
Udsendelsen indeholder bl.a. udsagnene ”patienterne får til gengæld tømt
tegnebogen, for de går glip af langt billigere kopimedicin” og
”amterne ville
gå glip af en årlig besparelse på op imod 80 millioner kroner”.
Pressenævnet
finder, at udsagnene indeholder oplysninger, hvorimod udsagnene
”narre”, ”Og vi
kan vente mere af den slags ” samt ”medicinalmøllen kværner
videre” fremstår
som Danmarks Radios kommentarer og ikke som oplysninger.
De nævnte oplysninger må forstås
som, at [K] ville have opnået en tilsvarende fortjeneste på amternes
bekostning. Oplysningerne kan være skadelige, krænkende eller virke
agtelsesforringende for [K] og har derfor skullet efterprøves i særlig grad,
først og fremmest ved forelæggelse for [K]. Pressenævnet finder imidlertid,
at
Danmarks Radio har forsøgt at forelægge oplysningerne for [K] inden
offentliggørelsen ved at give [K] mulighed for at kommentere oplysningerne i
et
båndet interview i udsendelsen. [K] må, som det bl.a. fremgår af mailen af
16.
december 2006, have været bekendt med, at udsendelsen var kritisk over for
[K]’s
dispositioner. [K] afslog imidlertid at deltage i et sådant interview. Under
disse omstændigheder giver udsendelsen af oplysningerne uden yderligere
forelæggelse for [K] ikke anledning til kritik.
Det fremgår af
medieansvarsloven § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger
af
faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden
skade
af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge,
medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Pressenævnet finder, at
udsagnene ”patienter får til gengæld tømt tegnebogen, for de går glip af
langt
billigere kopimedicin” og ”amterne ville gå glip af en årlig
besparelse på op
imod 80 millioner kroner” og må forstås som oplysninger om, at
medicinalvirksomhederne, herunder [K], ville have opnået en tilsvarende
fortjeneste på patienternes og amternes bekostning, hvilket ikke er
dokumenteret
som utvivlsomt rigtigt. Nævnet finder videre, at oplysningen om, at [K] har
annonceret for Imigran Sprint, ikke er utvivlsomt rigtig. Nævnet finder
derfor,
at [K] har krav på genmæle over for disse udsagn.
Pressenævnet finder videre,
at der ikke i øvrigt i udsendelsen er bragt udsagn af faktisk karakter, der
er
egnet til at påføre [K] skade af betydning.
Herefter er [K] berettiget
til efter påkrav at få bragt følgende genmæle i Danmarks Radio, jf.
medieansvarsloven
§ 39:
”Genmæle
I programmet ”Kontant” den 2.
januar 2007 omtalte Danmarks Radio medicinalvirksomheden [K] og præparatet
Imigran Sprint. I den forbindelse anførtes, at ”patienterne får til
gengæld
tømt tegnebogen, for de går glip af langt billigere kopimedicin” og
”amterne
ville gå glip af en årlig besparelse på op imod 80 millioner kroner”.
[K] afviser, at vi skulle
have lagt hindringer i vejen for den frie konkurrence, eller at vores
dispositioner
har medført ekstraudgifter for patienter eller skatteydere.
I udsendelsen blev det
endvidere oplyst, at [K] havde annonceret over for offentligheden, hvilket
ikke
er tilladt for receptpligtig medicin.
[K] afviser at have
annonceret over for offentligheden.
[K]”
Afgjort den 28. april 2007.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00436 Retsinformation · 23. maj 2013
- Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-453 Retsinformation · 22. februar 2007
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 107/2001 Retsinformation · 24. januar 2002
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-499 Retsinformation · 2. juli 2007
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 59/2002 Retsinformation · 13. september 2002
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-476 Retsinformation · 30. april 2007
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-523 Retsinformation · 2. juli 2007
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2008-6-0725 Retsinformation · 19. februar 2009
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-550. Retsinformation · 16. oktober 2007
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Sag om sagsøgtes parallelimport og markedsføring i Danmark af et receptpligtigt lægemiddel fra sagsøger 1, som sagsøgte efter ompakning har solgt under det originale varemærke, Salmex, samt om krænkelse af varemærkerettigheder og god markedsføringsskik i forhold til sagsøger 2, som indehaver af EU-varemærket Salmex og sagsøger 1, som indehaver af den originale markedsføringstilladelse til Salmex i Danmark Domsdatabasen · 19. februar 2021
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/106 Retsinformation · 14. september 2011