Spring til indhold

Retsinformation

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-480

KEN nr 9359 af 18/04/2007Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet27. april 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Pressenævnets

kendelse i sag 2007-6-480

[K] har klaget til

Pressenævnet over en udsendelse i Danmarks Radio den 2. januar 2007, idet man

mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at

Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle.

1. Sagsfremstilling

Danmarks Radio bragte den 2.

januar 2007 forbrugermagasinet ”Kontant” under temaet ”

Medicinfidus koster samfundet og patienterne dyrt”.

Udsendelsen

handlede om medicinalvirksomheders dispositioner i forhold til udløb af

patentperioder. Der gives eksempler på, at medicinalvirksomheder inden

patentudløb

på et produkt lancerer et nyt, lignende produkt, som af Lægemiddelstyrelsen

placeres i en anden substitutionsgruppe end det gamle præparat. Dette

medfører,

at de kopipræparater, der kommer på markedet ved det gamle produkts

patentudløb, ikke kan substituere det nye præparat, og medicinalvirksomhedens

markedsandel opretholdes derfor længere.

Udsendelsen begynder med en

sammenklippet introduktion. Af intro’en fremgår bl.a. følgende:

”

Speak

: Medicinindustrien – ikke mindst et par af giganterne – har

fundet ud af, at hvis det kniber med at opfinde nye produkter, så er der

masser

af penge i at justere en smule på de gamle.

Jens Peter Kampmann, institutchef, institut for Rationel Farmakoterapi

:

Læs alt

Det er salgsgimmick, det er finurligheder – næsten at narre folk.

Speak

: Det koster samfundet og de syge hundreder af millioner

kroner hvert år. Og de eneste, der får det bedre af de her forbedrede

præparater, det er firmaerne bag og deres store pengekasser.

Jens Peter Kampmann

: Det er gået meget godt indtil nu, så hvorfor

skulle de stoppe. Nej – det tror jeg ikke, de vil, de får blod på

tanden.

Speak:

Patienterne får til gengæld tømt tegnebogen, for de går glip

af langt billigere kopimedicin.

[B]

: Det er meget prisen, der er afgørende, fordi at jeg bruger

mange penge på meget medicin om måneden – ikke også.

Speak

: Og for os alle sammen betyder pillefabrikanternes smarte

trick kæmpespild.

”

Udsendelsen fortsætter:

”Studievært

: Det handler om ny medicin, men i virkeligheden handler

det om penge. Hundrede-tusindvis af danskere tager medicin hver dag. En del

af

dem har oplevet, at den pille, de kendte, pludselig er væk fra apotekets

hylder. Til gengæld har producenten opfundet en hel ny pille. Og så er den

nye

pille selvfølgelig meget bedre end den gamle – eller er den?

...

Studievært (har emballage til piller i hånden)

: Når et firma har

lavet sådan en ny pille her, så har det patent på den i op til 10 år. Når

patentperioden så er slut, har konkurrenterne kopipillerne parat. Og så kan

det

jo godt knibe med at holde prisen oppe på originalen, for kopierne er typisk

meget billigere. Men nu skal I høre eventyret om den fine gamle

pillefabrikant,

der opfandt kuren mod kopierne. Der var en gang en pillefabrik. Den hjalp en

masse mennesker med at blive raske og tjente penge i både sække og kister på

sine piller. En dag kom fabrikkens konkurrenter så og råbte ”hyp –

alle mine

kunder – nu kan I få den samme slags pille meget billigere hos

mig”. ”Hvor skal

jeg nu tjene alle de rare penge?” spurgte den gamle pillefabrikant. For

han

blev ganske bedrøvet over al den konkurrence. Men så fik han en ide:

”Jeg

standser salget af min gode gamle pille, men laver en magen til, bare som

bukkebruse-tablet”, gnæggede den gamle fabrikant, og så græd

konkurrenterne.

For de havde jo ikke en kopi af bukkebruse-udgaven af den gamle pille, og

patienterne – de fik lange røde næser, og måtte købe den gamle pille som

ny

brusetablet i stedet for billige kopier. For det er ganske vist – en

gammel

pille kan blive helt ny, når bare man er kreativ. Men ét er eventyr, noget

helt

andet er jo virkeligheden. Og dog. Nu skal vi møde en medicin, der blev

ændret

så lidt, at det ifølge myndighederne kun handler om at tjene penge. Nemlig

ved

at hindre kunderne – patienterne – i at få præcis den samme

behandling meget

billigere.

Speak

: En helt ny og meget bedre smeltetablet til alle dem, der

ikke kan synke vores almindelige pille.

Speak

: Sådan markedsførte medicinalvirksomheden Organon i januar

2002 deres Remeron Smelt mod depression. Men den køber en af landets førende

eksperter i ny medicin ikke.

Jens Peter Kampmann, institutchef, institut for Rationel Farmakoterapi

:

Reklametricks – det, synes jeg, er et meget godt ord. Det er

reklamefiduser –

det ord vil jeg bruge.

Jens Peter Kampmann

: De gør det selvfølgelig for at tjene penge.

Patenttider udløber jo, det er det, det hele handler om det her. Og når

patenttiden er ved at udløbe gælder det om at få lægerne over på noget nyt

smart.

Speak

: Da patentet på den gamle Remeron udløb i starten af 2003,

sad smeltetabletten på hele markedet. Og hvor man ville forvente, at de

billige

kopier overtog det meste af markedet i løbet af ganske få uger, så gik der i

dette tilfælde hele to år, før kopierne havde overtaget bare halvdelen af

forbruget.

Jens Peter Kampmann

: Man skal tænke sig om og sige, hov, hvad er

det for noget det her? Det er ikke for min skyld, de gør det her. Det er for

deres egen pengeindtjening. Så – det er reklametricks.

Speak

: For Organon har det været en god forretning at erstatte den

gamle pille med en smeltetablet. Og det har været en tilsvarende dårlig

forretning for samfundet. Lægemiddelkonsulenten i Region Syddanmark har været

med til at regne på, hvad det har kostet det offentlige i medicintilskud, at

kopipræparaterne er blevet holdt udenfor.

Thomas Croft Buck, Lægemiddelkonsulent, Region Syddanmark

: Det har

vi regnet ud, at de her tre års tid, hvor det her har stået på, det er tæt på

100 millioner kroner, som det har kostet samfundet.

Interviewer

: Er de godt givet ud, de

penge?

Thomas Croft Buck

: Nej, det synes jeg

ikke. Man kunne jo næsten drive et mindre hospital for de penge der.

Studievært:

Men for den kreative pillemager er der mange andre

muligheder... Hvad nu hvis patienterne ikke længere skal synke pillen, men

lade

den smelte på tungen?

Speak:

[A] må jævnligt en tur på apoteket. Hun lider nemlig af

migræne.

[A], formand, Migrænikerforbundet:

Jeg tager rundt regnet 100

tabletter om året sådan cirka i runde tal.

Speak:

I mange år har hun brugt præparatet Imigran – en pille, der

sluges med et glas vand. Men for ca. to år siden præsenterede producenten,

[K],

en ny variant af pillen. En vandopløselig tablet, der fik navnet Sprint.

[A]:

Det blev annonceret både i aviser og alle mulige, i medierne

forskellige steder, at nu kom Imigran Sprint, som var meget bedre. Og det de

ville sælge den på, og som de også publicerede en hel del artikler om, det

var,

at den virkede hurtigere.

Speak (billede af Imigran Sprint, der droppes i et glas vand og meget

langsomt opløses)

: I følge [K]s egne undersøgelser virker Sprint-udgaven af

Imigran 10 minutter hurtigere end den gamle pille. Institut for Rationel

Farmakoterapi har sammenlignet de to piller, og igen er de ikke imponerede.

Jens Peter Kampmann:

Jeg mener altså, at hurtighedsforskellen er

meget lille. Jeg tror ikke, den er pengene værd, men det må du snakke med

patienten om selvfølgelig. Men det er altså noget med 10 minutter eller sådan

noget, det drejer sig om, det er meget meget lidt. Jeg mener igen, det er

salgsgimmick, det er finurligheder – næsten at narre folk. Ja, det mener

jeg.

Speak

: Det første år Sprint’en var på markedet, blev patienterne

imidlertid ikke narret. Da havde de nemlig stadig valget mellem den gamle

pille

og den nye, vandopløselige tablet. Og rigtig mange – hele 92 procent af

brugerne – valgte at blive på den gamle pille. Alligevel valgte [K] i

december

2005 overraskende nok at trække den gamle og mest sælgende pille tilbage

[I skærmbilledet drejer en

pakning med Imigran Sprint rundt til karrusel-musik]. Den tilbagetrækning fik

Migrænikerforbundets forkvinde til at tænke.

[A]:

Det var dog en eddersmart måde at bevare sit patent på.

Speak

: Fordi den nye pille var vandopløselig, kunne apotekerne ikke

udlevere en billigere kopi til at sluge. [K] har ikke ønsket at medvirke i et

tv-interview, men har oplyst, at

det

kom

helt

bag på dem.

Kjeld Møller Petersen, Professor i sundhedsøkonomi:

Det er jo

firmaer, som normalt analyserer tingene grundigt i gennem, så jeg tror den

forsigtige version det er at sige, det kan ikke komme som den store

overraskelse.

Speak

: For migrænikerne var der meget på spil. De havde regnet med

at skulle spare rigtig mange penge, når patentet på den gamle Imigran-pille

udløb i maj 2006.

[A]:

Så skrev vi til Sundhedsministeren og sagde, at vi syntes, det

var det samme indholdsstof og derfor var det urimeligt, at man kunne få et

nyt

patent på det samme indholdsstof – det er det, der er virksomt.

Speak:

Sundhedsministeren bad så Lægemiddelstyrelsen kigge på sagen

igen. Og Styrelsen endte med at beslutte, at apotekerne kan udlevere en

billigere kopi – selv om der står Sprint på recepten. [K] oplyser

telefonisk,

at de er glade for, at patienterne nu kan få en billigere kopi, og at de

under

alle omstændigheder kun ville have tjent nogle få hundrede tusinde kroner

mere,

hvis det ikke havde været tilfældet. I 2005 blev der herhjemme solgt Imigran

for mere end 160.000 kr. – om dagen. Og hvad enten [K] havde tænkt i en

patentforlængelse eller ej, ja så ville resultatet i følge Amtsrådsforeningen

have været, at amterne var gået glip af en årlig besparelse på op imod 80

millioner kroner. Hvis altså ikke Lægemiddelstyrelsen havde grebet ind.

Jens Peter Kampmann:

Selvfølgelig skal man bruge ny medicin, hvis

det er bedre. Det er klart, du skal det. Men det her, det er ikke bedre. Det

er

det, der er forskellen på det.

Speak

: Og for [A] er der sund fornuft i at vælge en kopi, når hun

henter sin ugentlige medicin.

[A]:

Sprint-tabletterne koster nu omkring 65 kroner, og i denne uge

koster kopipræparaterne 6 kroner og 1 øre.

Studievært:

Det handler om mange millioner kroner, det her med pillepatenter,

der udløber. Men det handler jo faktisk også om hverdag og penge for danske

patienter. Som [B], vi mødte for lidt siden.”

Udsendelsen fortsætter med et

eksempel på, at piller mod vandladningsproblemer er blevet udskiftet med

smeltetabletter. Udsendelsen fortsætter:

”

Thomas Croft Buck:

Det er selvfølgelig mistanken, som man kan have

det sådan lidt, at dagsordenen for de firmaer, det er egentlig at tjene penge

og der er egentlig ikke, hvad der er bedst for patienterne, for hvis det var

det, så kan jeg ikke forstå, at de fjernede tabletterne fra markedet.

Studievært:

Det er altså formuer, der allerede er suget ud af

patienternes og skatteydernes lommer. Og det kan blive meget værre allerede i

det år, vi netop har taget hul på. Patenter for godt en halv milliard udløber

i

de kommende måneder.

Speak:

Remeron og Fosamax har været dyre bekendtskaber for

danskerne.

Jens Peter Kampmann:

Det koster mange penge for samfundet –

hundrede millioner kroner, det gør det da. Hundrede millioner kroner.

Speak

: Simpelthen fordi patienterne ikke automatisk skiftes over på

de billige kopipræparater.

Thomas Croft Buck:

Der er jo ikke noget ulovligt i det, kan man

sige. Og det er jo bare mere, jeg stiller bare spørgsmålstegn ved, om vi

egentlig synes, vi får så meget mere sundhed for de penge der.

Speak

: Det samme spørgsmål stiller sundhedsøkonom Kjeld Møller

Petersen.

Kjeld Møller Petersen, Professor i sundhedsøkonomi

: Selve ideen

med, at man giver tilskud til det billigste præparat i gruppen, det har været

med til at skærpe konkurrencen. Og det vi jo ser, hvis det lykkes

medicinalindustrien at komme op med sådanne lidt bedre produkter, det er

selvfølgelig, at den konkurrence, vi betragter som ønskværdig, at den bliver

mindre.

Jens Peter Kampmann:

Industrien er nok lidt presset i øjeblikket.

De siger, at der er en lidt stilstand – en vis slowdown – i

innovationen. Det

vil sige, at de finder på andre måder at tjene penge på.

Thomas Croft Buck:

Konsekvensen af det her, det er jo, at når der

så ikke er konkurrence på markedet, så kan firmaet opretholde den høje pris

på

medicinen, og det betyder så, at patienterne får en høj egenbetaling, og

amterne får også lov til at betale mere i tilskud til behandlingen.

Kjeld Møller Petersen, Professor i sundhedsøkonomi

: Det er jo helt

naturligt. Medicinalindustrien vil prøve at tjene penge. Og de er jo ikke sat

i

verden til alene at skulle sørge for, at vi som patienter eller vi som

skatteborgere skal have det så billigt som muligt. Så det er jo simpelthen

bare

et eksempel på, at økonomiske interesser de strider imod hinanden.

Medicinalindustriens, de offentlige kassers og patienternes.

Jens Peter Kampmann:

så hvorfor skulle de stoppe. Nej – det tror

jeg ikke de vil, de får blod på tanden. De vil gøre det her også – det

vil de.

De vil fortsætte. I en eller anden udgave af det, selvfølgelig. Det mener

jeg,

det vil.

Studievært (i studiet):

Ja velkommen Per Helboe: Det er dig, der er

min og alle danskeres vagthund på dette område – du er afdelingschef i

Lægemiddelstyrelsen. Og er du enig i, som det er blevet sagt flere gange her

i

aften, at det er pengespild, de manøvrer, vi har beskrevet her?

Per Helboe, Afdelingschef, Lægemiddelstyrelsen:

Jeg er da enig i,

at det er ærgerligt, at samfundet og patienterne går glip af de besparelser,

der kunne være ved at kunne på en enklere måde at gå over til kopipræparater,

ja.

Studievært:

Og så er det gribende enkle spørgsmål jo, hvorfor

stopper I det så ikke, for det kunne man jo godt sige var jeres arbejde, ikke

–

når det nu er pengespild?

Per Helboe

: Jo, men uanset hvad vi måtte mene om det etiske eller

det hensigtsmæssige i de handlinger, så kan vi ikke afvise at godkende et

lægemiddel, hvis det er fornuftigt dokumenteret. Og omvendt kan vi heller

ikke

pålægge et firma at beholde nogle tabletter på markedet, selv om vi også kan

undre os over, at man trækker nogle tabletter tilbage, som har fungeret

udmærket.

Studievært:

Ja, for det var det, jeg ville spørge dig om som det

næste, for nu ser vi her et præparat, som sikkert fungerer glimrende, som

bliver trukket ud af markedet fordi fabrikanten har et nyt og ikke

behandlingsmæssigt bedre præparat parat. Hvorfor accepterer I det?

Per Helboe

: Som jeg siger, det er op til firmaet selv, om de vil

have et præparat på markedet. Det kan vi ikke forhindre dem i.

Studievært:

Men så kunne I jo åbne for, at man kunne få et

tilsvarende præparat som det gamle i bytte for det nye, dyre præparat, ikke?

Per Helboe

: Det er også det, vi gør, alle de steder, hvor vi kan. I

nogle tilfælde, når det er en anden form, så kan vi ikke gøre det. Hvis vi

kan,

så gør vi det. Imigran Sprint, der gik vi ind og lavede den her substitution,

sådan at man umiddelbart skifter til det billige fra det dyre Imigran Sprint.

For andre – smeltetabletterne – der sætter vi patientsikkerheden i

højsædet. Vi

siger, vi mener der er for stor risiko ved at patienterne får skift mellem

tabletter og smelte-tabletter uden rigtigt at vide, hvad det er for noget.

Det

kan give behandlingssvigt og forvirring.

Studievært

: Men vender I ikke det hensyn lidt omvendt, fordi vi fik

jo beskrevet her i et indslag, hvordan det forvirrer patienterne, at de

pludselig skal have det som netop smeltetablet og ikke bare kan fortsætte med

at synke pillen, sådan som de er vant til.

Per Helboe

: Ja – og derfor sætter vi også ind på det her område.

Fordi der, hvor vi mener, man har mulighed for at gøre noget, det er ved at

få

lægerne til at være opmærksomme på, når der kommer de billige kopier og

udskrive dem. Det kan være svært at overskue for læger, fordi der sker meget

på

området, og derfor har vi lavet en aftale med Institut for Rationel

Farmakoterapi – Jens Peter Kampmanns institut – at når den billige

kopi i

sådanne nogle tilfælde kommer på markedet, så oplyser de det i deres

månedsblad, som sendes ud målrettet til samtlige læger i Danmark, så de kan

få

den information lige med det samme.

Studievært

: Men man kunne jo gøre det meget mere enkelt ikke, man

kunne lade det være op til den praktiserende læge og måske apoteket og

forklare

folk, at nu kan I få det som smeltetablet, men den er meget dyrere end

pillen,

som jeg også kan give dig, som du skal synke. Hvorfor gør I ikke det?

Per Helboe

: Jamen det er også det, der er vores foretrukne mål at

nå til, at lægerne, når de er opmærksomme på, at der er en billig kopi, jamen

så skifter de patienterne over til den. Men det skal være, så patienterne er

informeret om det, så vi ikke kommer ud og risikerer noget med

patientsikkerhed.

Det er det, vi sætter i højsædet.

Studievært

: Men det er der jo etableret, har været længe etableret

lovgivningsmæssig mulighed for, at I allerede kunne have gjort, ikke?

Per Helboe

: Jo, men vi laver en specifik faglig vurdering i hvert

enkelt tilfælde, og vi vil ikke spille hasard med patientsikkerheden. Hvis vi

ser nogen mulig risiko der, så vil vi ikke lave den der udbytning.

Studievært

(henvendt til

kamera):

Ja, myndighederne overlader altså ansvaret til dig og din læge,

og lader ellers medicinmøllen kværne videre. ”

Til sagsfremstillingen skal

nævnes, at [K] ved mails af 14. og 29. december 2006 over for Danmarks Radio

har gjort opmærksom på, at det i indlægssedlen til Imigran Sprint anbefales,

at

tabletten skal indtages på samme måde som det originale præparat, Imigran. Af

[K]’s

mail af 14. december 2006 til Danmarks Radio fremgår bl.a. følgende:

”3) Kontant påstår, at vi fra [K]’s side har søgt at få Sprint

placeret i en

anden substitutionsgruppe med det forretningsmæssige motiv, at patienter i

behandling med Sprint ville undgå et skifte til de billigere generiske

præparater.

Ad 3) Det var

Lægemiddelstyrelsen, der egenhændigt valgte at placere Sprint i en anden

substitutionsgruppe. Det havde vi ikke forventet for i indlægssedlen i

Imigran

Sprint står der direkte, at tabletten kan indtages som almindelig tablet. Da

Lægemiddelstyrelsen efterfølgende valgte at justere på deres egne

retningslinier og tillod substitution på tværs af grupperne altså således, at

Sprint automatisk skulle substitueres med en generisk kopi af original

Imigran,

med mindre lægen og patienten insisterede på at få Imigran Sprint, var det

igen

Lægemiddelstyrelsens egen beslutning, men på ingen måde et udtryk for, at de

har ”overrulet” os (Kontants udtryk). Lægemiddelstyrelsen har

ændret sin egen

fortolkning af reglerne. Så udramatisk er det.”

Til sagsfremstillingen skal

endvidere nævnes, at [K] fremsendte en mail den 16. december 2006 til

Danmarks

Radio, hvoraf følgende bl.a. fremgår:

”Vores bekymring forstærkes

naturligvis af, at vi angiveligt kædes sammen med tre andre firmaer, hvis

”adfærds-mønster” skulle have kostet samfundet omkring 100

millioner kroner.

Det forhold, at samfundet påføres ekstra omkostninger, er – som jeg har

fået

det beskrevet – et væsentligt omdrejningspunkt i Kontants udsendelse.

Ifølge

Jens [angiveligt Jens Harder Højbjerg fra [K]] har Kontant imidlertid fredag

telefonisk medgivet, at sagsforløbet omkring Imigran ikke har påført hverken

patienter eller samfundet ekstra omkostninger.”

[K] har over for Danmarks

Radio ved brev af 12. januar 2007 anmodet om at få bragt et genmæle. Af

genmæleteksten fremgår bl.a. følgende:

”[K] har fra begyndelsen

beskrevet, at Imigran Sprint bør indtages som en almindelig tablet – på

samme

måde som Imigran.

[K] har ikke lagt hindringer

i vejen for den frie konkurrence, og deres dispositioner har ikke kostet

patienter eller samfund en krone.”

Danmarks Radio har ved brev

af 25. januar 2007 til [K] afvist at have tilsidesat god presseskik og afvist

at bringe et genmæle.

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har indledningsvis

oplyst, at virksomheden foreslog Danmarks Radio et opklarende møde, som

mediet

afslog. [K] blev tilbudt at medvirke i udsendelsen via et båndet interview,

hvilket virksomheden afslog. Klager fik det indtryk, at Danmarks Radio

redigerede indslagene færdig 14 dage før udsendelsen, men at den endelige

deadline for optagelserne i studiet, ”LIVE-delen”, var frem til

udsendelsestidspunktet. Den 19. december 2006 fremsendte klager en mail til

flere mailadresser på Kontants redaktion med kommentarer, uden at disse

medtoges i udsendelsen. Danmarks Radio har inddraget [K] i en urimelig

kontekst

mod bedre vidende.

[K] har anført, at

Amtsrådsforeningen (nu Danske Regioner) er at betragte som en

interesseorganisation.

Foreningen varetager amternes interesser i bl.a. det danske sundhedsvæsen og

har markante synspunkter vedrørende kopimedicin. Amtsrådsforeningens

beregninger er ikke det samme som statistik, der er faktuelle oplysninger.

Beregningen på samfundsbesparelsen indebærer, at alt salg af sumatriptan

(lægemidlets aktive stof) efter patentets udløb forbliver på Imigran Sprint

halvandet

år efter patentudløb, hvilket er urealistisk og aldrig tidligere sket. Det

oplyste salgstal på 160.000 kroner om dagen er faktuelt forkert. I

udsendelsen

underbygges tallene om mulige samfundsmæssige besparelser ikke. Udsendelsen

giver det indtryk, at den samfundsmæssige besparelse på 80 millioner kroner

som

følge af patentudløb og deraf følgende kopiprodukter går ”ud over”

medicinalvirksomhedernes

profit. Det er krænkende at blive sammenkædet med disse usammenhængende

beregninger.

[K] har videre anført, at

Danmarks Radio afviste klagers henvendelse vedrørende det hypotetiske salg

under henvisning til, at udsendelsen ikke beskæftigede sig med denne

hypotese.

Omdrejningspunktet er imidlertid den potentielle økonomiske gevinst, hvilket

fremgår af intro’en ”firmaerne bag og deres store

pengekasser”.

[K] har endvidere anført, at

Danmarks Radio ikke har udvist den fornødne kritiske journalistik over for

navnlig oplysninger om, at [K] ”kunne få et nyt patent på det samme

indholdsstof” og ”bevare” patentet samt, at [K] skulle have

annonceret for

lægemidler. Det er ikke muligt at få forlænget patentperioden, og i Danmark

er

det ikke lovligt at reklamere for receptpligtig medicin over for patienter.

[K]

overholder dansk lovgivning. Danmarks Radio videreformidlede forkerte

oplysninger,

som redaktionen burde være bekendt med ikke kan være rigtige.

[K] har herudover anført, at

virksomheden ikke er blevet forelagt den centrale påstand om, at [K]’s

dispositioner har kostet samfundet ”op mod 80 millioner kroner”

eller det

centrale notat fra lægemiddelkonsulenten fra Region Syddanmark. Udsendelsen

formidler urigtige og krænkende påstande om [K], og [K] er del af en samlet

udsendelse, som er anklagende og mistænkeliggør virksomhedens

forretningsmæssige motiver. [K] har over for Danmarks Radio gjort opmærksom

på,

at virksomhedens forretningsmæssige dispositioner ikke er baseret på en

uforudsigelig mergevinst.

Til de enkelte udsagn i

udsendelsen har [K] anført følgende:

·

”Patienterne får til gengæld tømt tegnebogen,

for de går glip af langt billigere kopimedicin”.

Klager har flere gange gjort Danmarks Radio

opmærksom på, at [K]’s dispositioner ikke har kostet patienter penge

eller lagt

hindringer i vejen for billig kopimedicin, men det oplyses ikke i

udsendelsen.

·

Studieværtens eventyrfortælling stiller en

præmis op, der er gennemgående for programmets forståelse og formidling.

Præmissen er imidlertid misvisende i forhold til Imigran. Da [K] i

patentperioden trak Imigran ud af markedet kostede den helt sammenlignelige

tablet Imigran Sprint det samme som den originale Imigran-tablet. Patienterne

måtte ikke købe ”den gamle pille som ny brusetablet i stedet for billige

kopier”. Efter patentperioden kunne kopiproducenter frit markedsføre

kopier.

·

”Men for den kreative pillemager Hvad nu

hvis patienterne ikke længere skal synke pillen, men lade den smelte på

tungen.” Indledningen og udsagnet ” Imigran – en pille, der

sluges med et glas

vand. en ny variant af pillen. En vandopløselig tablet, der fik navnet

Sprint”

medfører, at indslaget vedrørende Imigran forstås som, at ændringen består i

indtagelsesformen. Fra pille til smeltetablet. Imigran Sprint er ikke en

smeltetablet og ikke markedsført som en tablet, der

skulle

opløses i vand, men derimod som en almindelig tablet,

ligesom Imigran. Billederne af Imigran Sprint, der droppes i et glas vand,

giver endvidere et forkert signal om den anbefalede indtagelsesform. Af

indlægssedlen fremgår det, at ”tabletten bør synkes hel med vand (på

grund af

smagen). Dog kan den opløses i vand i tilfælde af synkebesvær”. Klager

har

gjort Danmarks Radio opmærksom herpå.

·

Jens Peter Kampmanns udtalelse: ” det er

altså noget med 10 minutter det er finurligheder – næsten at narre

folk.” er

hans vurdering, men ved, at Danmarks Radio efterfølgende anvender udsagnet

”Det

første år Sprint’en var på markedet, blev patienterne imidlertid ikke

narret ”

fremstår det som rigtigt. Klager afviser at narre folk. Imigran Sprint koster

det samme som Imigran og har en hurtigere virkning. [K] trak endvidere

Imigran

tilbage for at spare omkostninger. Danmarks Radio mistænkeliggør

tilbagetrækningen.

·

”Fordi den nye pille var vandopløselig,

kunne apotekerne ikke udlevere en billigere kopi til at sluge. [K] har ikke

ønsket at medvirke i et tv-interview, men har oplyst, at det kom helt bag på

dem.” Efter patentets udløb kunne apotekeren frit udlevere billigere

kopier, og

det var [K] bekendt med.

·

”De [migrænikerne] havde regnet med at

skulle spare rigtig mange penge, når patentet på den gamle Imigran-pille

udløb

i maj

2006”.

Patienterne sparede mange penge. [K] hindrede ikke markedsadgangen for kopier

af hverken Imigran eller Imigran Sprint.

·

”Sundhedsministeren bad så

Lægemiddelstyrelsen kigge på sagen igen. Og Styrelsen endte med at beslutte,

at

apotekerne kan udlevere en billigere kopi – selv om der står Sprint på

recepten.” Udsagnet giver et ufuldstændigt billede af sagens

hovedspørgsmål.

Lægemiddelstyrelsen foretog ikke et indgreb, men omgjorde sin beslutning. [K]

havde indsendt det materiale, som beslutningen i Lægemiddelstyrelsen baserede

sig på, inklusive oplysning om, at Imigran Sprint skulle indtages som en

almindelig tablet, hvilket klager har gjort Danmarks Radio opmærksom på, men

oplysningen fremgik ikke af udsendelsen.

·

”patienterne nu kan få en billigere kopi”.

Efter patentudløb vil der komme kopiprodukter.

·

”Og vi kan vente mere af den slags. Flere

af de store patenter står nemlig til at udløbe Og mange af firmaerne har

ikke

umiddelbart nogen nye former for medicin, der kan tage over.” Det er en

urimelig mistænkeliggørelse af medicinalindustrien, herunder [K].

·

” bliver trukket ud af markedet, fordi

fabrikanten har et nyt og ikke behandlingsmæssigt bedre præparat parat.

Hvorfor

accepterer I det?” Studieværten konkluderer Imigran Sprint ikke er

behandlingsmæssigt bedre, men de ti minutters hurtigere optagelse gør en

forskel for nogle patienter.

·

”Men så kunne I jo åbne for, at man kunne

få et tilsvarende præparat som det gamle i bytte for det nye, dyre præparat,

ikke?” Det har myndighederne i samarbejde med medicinalindustrien gjort

i en

årrække.

·

”medicinalmøllen kværner videre” virker som

endnu et nedsættende udsagn.

[K] har endelig anført, at

udsendelsen har påført virksomheden stor skade på dens omdømme og muligvis

også

på fremtidige forretningsmuligheder. Virksomheden er berettiget til et

genmæle

over for følgende ukorrekte udsagn:

·

Det fremsatte salgstal for Imigran er

forkert.

·

Den nævnte millionbesparelse er

urealistisk. De 80 millioner kroner er baseret på den urealistiske

forudsætning, at [K] efter patentets udløb opretholdt en uændret markedsandel

i

halvandet år. I notatet står ”Disse besparelser

kan

blive reduceret markant pga. industriens indførelse af en ny

formulering af lægemidlet”. I udsendelsen slår Danmarks Radio imidlertid

fast,

at ”så

ville

resultatet ifølge

Amtsrådsforeningen have været, at ”. [K]’s dispositioner

vedrørende Imigran og

Imigran Sprint har ikke medført ekstra udgifter for patienter eller

skatteydere. [K] har ikke forsøgt at ”tømme patienternes

tegnebøger” for op mod

80 millioner kroner. Udsagnet ”De havde regnet med at spare rigtig mange

penge”

medfører, at seerne underforstået får at vide, at det kom patienterne ikke

til.

Danmarks Radios udlægning er fordrejende, og det er skadeligt for [K] at

blive

beskyldt for samfundsskadelig virksomhed.

·

[K] har afvist at hindre markedsadgangen

for kopimedicin med sine dispositioner, hverken for Imigran eller Imigran

Sprint. Særligt udsagnet ”fordi den nye pille var vandopløselig, kunne

apotekerne ikke udlevere en billigere kopi til at sluge” er ukorrekt. På

tidspunktet for markedsføringen af Imigran Sprint opretholdt [K] stadig sit

patent. Efter udløbet af patentet kan kopiproducenter frit fremstille og

markedsføre kopier.

·

Det er endvidere ikke muligt at bevare,

forlænge eller få et nyt patent. Imigran Sprint er ikke en

”smeltetablet”.

Tabletten er vandopløselig, men anbefales at indtages som en almindelig

tablet.

·

Der har ikke været annonceret for Imigran

Sprint i aviser og forskellige medier i forbindelse med lanceringen.

·

[K] ”narrer” ikke patienterne. Patienterne

fik tilbudt en forbedret tablet til samme pris.

2.2. Danmarks Radios synspunkter

Danmarks Radio har

indledningsvis oplyst, at man færdigredigerede udsendelsen den 19. december

2006 pga. den forestående juleferie – også optagelserne i studiet,

”LIVE-delen”. Der var på intet tidspunkt åbnet op for, at der var

mulighed for

at komme med bemærkninger til programmet senere end 19. december 2006.

Danmarks Radio afviste et

egentligt møde med [K], idet man allerede telefonisk havde talt med

informationschefen to gange og derfor vurderede, at den researchmæssige

afklaring kunne ske over telefonen. Den 18. december

2006 gennemførtes en telefonsamtale med direktør Simon Jose. [K]

tillod ikke, at der blev bragt klip fra telefonsamtalen den 18. december

2006,

hvorfor Danmarks Radio ikke havde mulighed for at bringe [K]’s

synspunkter i

sagen, undtagen i referat og speakform. Den 2. januar 2007 fandt redaktionen

en

mail afsendt fra [K] den 29. december 2006 – tilsyneladende i

forlængelse af en

mail af 19. december 2006. [K] ønskede at få bragt en kommentar i

udsendelsen,

men dette afviste Danmarks Radio under henvisning til deadline den 18.

december

2006. Mailen indeholdt ikke nye oplysninger, hvorfor Danmarks Radios

dispositioner ikke ville være ændret, såfremt mailen var modtaget tidligere.

Danmarks Radio har anført, at

det ligger inden for den redaktionelle frihed at forenkle en kompleks

problemstilling, så den fremstår meningsfuld i et elektronisk medie. Et

eksempel

er udtrykket ”patentforlængelse”.

Besparelsen på 80 millioner

kroner er de samfundsmæssige omkostninger, herunder besparelser på

medicintilskud, som patienter og amter var gået glip af, hvis

Lægemiddelstyrelsens oprindelige afgørelse vedrørende Imigran var opretholdt.

Besparelserne og salgstallet 160.000 kr. om dagen er baseret på tal fra

Amtsrådsforeningen, et notat udarbejdet af lægemiddelkonsulent Thomas Croft

Buck, hvoraf det fremgår, at amterne forventer at spare 83 millioner kroner

på

Imigran i 2007. Danmarks Radio havde ikke grund til at efterprøve tallene,

der

kan sammenlignes med en offentlig statistik. På denne baggrund er der dækning

for udsagnet ” så ville resultatet ifølge Amtsrådsforeningen have været

at

amterne var gået glip af en årlig besparelse på op mod 80 millioner kroner

” I

udsendelsen sættes der ikke tal på [K]’s hypotetiske indtjening. Forud

for

udsendelsen forsøgte Danmarks Radio at få [K]’s kommentar til

Lægemiddelstyrelsens tal ved at forelægge dem for klager, men [K] ønskede

ikke

at udlevere deres omsætningstal.

På et tidspunkt, hvor [K] var

bekendt med udsendelsens vinkling, de medvirkende samt eksemplet Imigran,

blev

klager tilbudt at medvirke i programmet i et båndet interview for at

kommentere

kritikken, men afslog. [K] har fået forelagt kritikkens indhold i det omfang,

det stod i Danmarks Radios magt.

Danmarks Radio har til de

påklagede punkter anført følgende:

·

Udsendelsen postulerer ikke, at

kopiproducenterne forhindres i at udvikle kopier af præparaterne. Indslaget

er

bygget op omkring det faktum, at [K] markedsførte Imigran Sprint i november

2004, markedsføringen af Imigran stoppede i december 2005, hvorved Imigran

Sprint indtil patentudløb i maj 2006 var alene på markedet.

Lægemiddelstyrelsen

revurderede sin afgørelse i december 2005, således, at det efter patentudløb

er

muligt at substituere Imigran Sprint med konventionelle kopipræparater.

·

Danmarks Radio er bekendt med, at Imigran

Sprint ikke er en smeltetablet, og fortalelsen korrigeres senere i indslaget,

hvor

Imigran Sprint omtales som ”en vandopløselig tablet”.

·

Jens Peter Kampmanns udtalelser ”næsten at

narre folk”, ”salgsgimmick” og ”finurligheder” er

hans vurdering, som leder af

den offentlige instans, der vurderer, hvordan danskerne får bedst og mest

medicin

for pengene. Danmarks Radio anvender vurderingen ”narre” som

reference til

Kampmanns udtalelser.

·

Anne Bülow-Olesen fortæller om sin

fortolkning af hændelsesforløbet. Det er ikke Danmarks Radios opgave at

korrigere udsagnene. Hun fortæller om kundernes opfattelse af den

information,

der blev givet i forbindelse med produktlanceringen.

Danmarks Radio har endelig

afvist at bringe et genmæle. [K]’s forslag opfylder ikke kravet i

medieansvarsloven

§ 38, stk. 1, idet Danmarks Radio ikke hævder, at [K] direkte har søgt at

hindre

billig kopimedicin. Endvidere er der ikke fejlagtige oplysninger af

betydning.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

:

I sagens behandling har

følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Jytte Scharling, Bo Maltesen,

Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet finder, at det

er uheldigt, at [A]s udtalelser ”smart måde at bevare sit patent

på” og ”derfor

var det urimeligt, at man [[K]] kunne få et nyt patent på samme

indholdsstof” –

i strid med de faktiske omstændigheder - fremstår som om, [K] fik et nyt

patent

på det samme indholdsstof. Pressenævnet finder imidlertid, at det klart

fremstår som [A]s vurdering af forløbet, og nævnet udtaler ikke sin kritik.

Det følger af de vejledende

regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for

nyhedskilderne,

i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller

skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. Pressenævnet finder, at Danmarks Radio

ikke har tilsidesat god presseskik ved at omtale beregninger fra

Amtsrådsforeningen.

Nævnet har lagt vægt på, at Danmarks Radio oplyste, at tallene kom fra

Amtsrådsforeningen.

Pressenævnet finder videre,

at ordvalget ”hvis altså ikke Lægemiddelstyrelsen havde grebet ind”

ikke i

sammenhængen går ud over den redaktionelle formuleringsfrihed, og nævnet

udtaler ikke kritik heraf.

Oplysninger, som kan være

skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal

efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved

forelæggelse

for den pågældende, jf. vejledende regler for god presseskik, punkt A.3.

Udsendelsen indeholder bl.a. udsagnene ”patienterne får til gengæld tømt

tegnebogen, for de går glip af langt billigere kopimedicin” og

”amterne ville

gå glip af en årlig besparelse på op imod 80 millioner kroner”.

Pressenævnet

finder, at udsagnene indeholder oplysninger, hvorimod udsagnene

”narre”, ”Og vi

kan vente mere af den slags ” samt ”medicinalmøllen kværner

videre” fremstår

som Danmarks Radios kommentarer og ikke som oplysninger.

De nævnte oplysninger må forstås

som, at [K] ville have opnået en tilsvarende fortjeneste på amternes

bekostning. Oplysningerne kan være skadelige, krænkende eller virke

agtelsesforringende for [K] og har derfor skullet efterprøves i særlig grad,

først og fremmest ved forelæggelse for [K]. Pressenævnet finder imidlertid,

at

Danmarks Radio har forsøgt at forelægge oplysningerne for [K] inden

offentliggørelsen ved at give [K] mulighed for at kommentere oplysningerne i

et

båndet interview i udsendelsen. [K] må, som det bl.a. fremgår af mailen af

16.

december 2006, have været bekendt med, at udsendelsen var kritisk over for

[K]’s

dispositioner. [K] afslog imidlertid at deltage i et sådant interview. Under

disse omstændigheder giver udsendelsen af oplysningerne uden yderligere

forelæggelse for [K] ikke anledning til kritik.

Det fremgår af

medieansvarsloven § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger

af

faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden

skade

af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge,

medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Pressenævnet finder, at

udsagnene ”patienter får til gengæld tømt tegnebogen, for de går glip af

langt

billigere kopimedicin” og ”amterne ville gå glip af en årlig

besparelse på op

imod 80 millioner kroner” og må forstås som oplysninger om, at

medicinalvirksomhederne, herunder [K], ville have opnået en tilsvarende

fortjeneste på patienternes og amternes bekostning, hvilket ikke er

dokumenteret

som utvivlsomt rigtigt. Nævnet finder videre, at oplysningen om, at [K] har

annonceret for Imigran Sprint, ikke er utvivlsomt rigtig. Nævnet finder

derfor,

at [K] har krav på genmæle over for disse udsagn.

Pressenævnet finder videre,

at der ikke i øvrigt i udsendelsen er bragt udsagn af faktisk karakter, der

er

egnet til at påføre [K] skade af betydning.

Herefter er [K] berettiget

til efter påkrav at få bragt følgende genmæle i Danmarks Radio, jf.

medieansvarsloven

§ 39:

”Genmæle

I programmet ”Kontant” den 2.

januar 2007 omtalte Danmarks Radio medicinalvirksomheden [K] og præparatet

Imigran Sprint. I den forbindelse anførtes, at ”patienterne får til

gengæld

tømt tegnebogen, for de går glip af langt billigere kopimedicin” og

”amterne

ville gå glip af en årlig besparelse på op imod 80 millioner kroner”.

[K] afviser, at vi skulle

have lagt hindringer i vejen for den frie konkurrence, eller at vores

dispositioner

har medført ekstraudgifter for patienter eller skatteydere.

I udsendelsen blev det

endvidere oplyst, at [K] havde annonceret over for offentligheden, hvilket

ikke

er tilladt for receptpligtig medicin.

[K] afviser at have

annonceret over for offentligheden.

[K]”

Afgjort den 28. april 2007.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter