Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-232

KEN nr 9111 af 24/01/2006Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet20. marts 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2005-6-232

Grundfos har klaget til

Pressenævnet over en artikel i Berlingske Nyhedsmagasin nr. 25, der vedrører

perioden 15. – 25. september 2005, idet Grundfos mener, at god

presseskik er

tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

1.1. Leder i Berlingske

Nyhedsmagasin nr. 25

Lederen, der har overskriften

”Lad os nu få sandheden frem ” har følgende indledning:

..om den bestikkelsessag,

som Grundfos er involveret i. Forløbet er indtil nu dybt uværdigt. Det ser ud

til, at Grundfos-ledelsen vil lægge låg på sagen om bestikkelse i Irak og

håber

på, at det hele kan dysses ned og blive glemt – at det hele går over som

en

sommerforkølelse. ”

1.2. Artikel i Berlingske

Nyhedsmagasin nr. 25

Artiklen, der har

overskriften ”Små beskidte hemmeligheder”

indledes med et opslag med

følgende underrubrik:

”Lige nu er det perfekte tidspunkt

at studere det, der officielt slet ikke findes: Korruption i dansk

erhvervsliv.

Fra Saddam Husseins tjenere i Grundfos over Carl Bros særlige honorarer uden

besty-relsens bemyndigelse’ i Tyskland til Skanskas ulovlige

Læs alt

returkommission i

Farum. Vi siger et - og gør noget andet. Og så håber vi aldrig at skulle

fortælle vores børn eller Bagmandspolitiet om det.”

Næste side fortsætter

artiklen således:

”I Randers går en direktør

rundt og gemmer sig. Vi ved meget lidt om ham - bortset fra, at han hedder

[A].

På vejen, hvor han bor, og i håndboldklubben, hvor han arbejder, er han for

de

fleste bare pensioneret eksportdirektør fra Grundfos. Ham direktøren, som ved

årsskiftet var med til at redde [B] fra et krak.

Men boldklubbens bestyrelse

har længe kendt hele historien.

[A] forlod en ledende

stilling i Grundfos i maj 2004, efter at han som ansvarlig for Grundfos’

ordrer

under FN’s mad-for-olie’-program var genstand for en intern

undersøgelse.

Undersøgelsen omhandlede

korruption.

Det er ikke noget at prale af

og hvad vigtigere er: [A] er omfattet af en tavshedspligt over for sin

tidligere arbejdsgiver. Sagen forbliver en lille hemmelighed mellem ham og

bestyrelsen.

2. september får resten af

Randers, ja hele Danmark, pludselig besked.

De store morgenaviser skriver,

at en irakisk Grundfos-repræsentant udpeger [A] som hovedmanden i en

bestikkelsessag i millionklassen.

Hverken Grundfos eller den

tidligere eksportdirektør selv vil kommentere hans involvering.

Det er ikke jordens

undergang, det føles bare sådan. [A] har det skidt, siger de, der kender ham.

Officielt har han taget et par ugers ferie fra arbejdet som direktør i den

lokale håndboldklub. I klubben siger de, at de ikke ved, hvornår han er

tilbage. Hans hustru besvarer de fleste telefonopkald i hjemmet. Tit er det

journalister, der ringer.

De vil vide, om hendes mand

er korrupt. Om Grundfos fyrede ham, fordi han betalte bestikkelse til Iraks

diktator, Saddam Hussein. Spørgsmålene er ikke bare ubehagelige, de er

surrealistiske.

Men her kommer det mest surrealistiske:

[A] er ikke alene.

Tolv danske erhvervsfolk fra

tre forskellige koncerner er lige nu under anklage for bestikkelse eller

medvirken til det. Med FN’s søgelys rettet mod yderligere 73 danske

virksomheder, der mistænkes for korruption under

mad-for-olie’-programmet, kan

listen hurtigt blive længere.

I Grundfos er den tidligere

eksportdirektør blot en af syv medarbejdere, som den irakiske

Grundfos-repræsentant

vil have til at afgive forklaring i en civil sag i Sø- og Handelsretten.

Blandt

dem Grundfos-arvingen [C] selv.

[C] kalder den irakiske

Grundfos-repræsentants beskyldninger for “uhyrlige”. Men i to andre

bestikkelsessager,

afdækket i den interne Grundfos-undersøgelse, har han allerede afskediget to

medarbejdere.

Tre nu forhenværende ledende

Carl Bro-medarbejdere er tiltalt for mandatsvig som led i en

bestikkelsesaffære

i Tyskland. De nægter sig skyldige i både korruption og mandatsvig.

Endnu tættere på en dom er

Københavns Byret i den tredje aktuelle bestikkelsessag herhjemme: Som en

sidesag til retsopgøret mod tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte er to

Skanska-direktører tiltalt for bestikkelse. Den ene har erkendt sig skyldig,

den anden nægter.

Lige nu er med andre ord det

perfekte tidspunkt at studere det, der officielt slet ikke findes: Korruption

i

dansk erhvervsliv.

Stort set alle større

virksomheder møder krav om bestikkelse på en del af deres eksportmarkeder.

Men

nej, de betaler naturligvis aldrig.

Officielt. Bestikkelse er

ikke bare forbudt og omfattet af straffelovens bestemmelser med en

strafferamme

på op til tre år. I de fleste direktørkontrakter er det i dag skrevet ind i

managers code of conduct, at korruption eller medvirken til det fører til

øjeblikkelig afskedigelse.

Alligevel har vi Grundfos-sagen,

som bryder netop nu, Carl Bro-affæren og straffesagen mod de to

Skanska-direktører - veldokumenterede bestikkelsessager fra så forskellige

hjørner af verden som Irak, Tyskland og Nordsjælland.

I ingen af sagerne har de

mistænkte haft noget rigtigt motiv. De er ikke selv blevet rige på

korruptionen,

og de har faktisk også vanskeligt kunnet udføre bestikkelsen på egen hånd.

Alt

tyder på, at de har været tvunget til at involvere en større kreds af

mennesker, herunder deres overordnede, for at gennemføre bestikkelsen.

Kun koncernerne har haft både

motiv og lejlighed: Ved stor kreativitet kunne de udbetale bestikkelse, og de

gjorde det. Hvorfor?

For at få ordren.

For at forvandle fugle på

taget til fakturaer.

For bundlinjen.

Specialist i burgere: Til

dagligt ejer og driver [D] en stribe McDonald’s restauranter på

franchisebasis.

Det med hvervet som bestyrelsesformand i [B] var egentlig ikke meningen. Men

da

håndboldklubben var ved at krakke, skulle en eller anden sætte sig for

bordenden, og det blev så ham. På samme måde med [A]. Den pensionerede

Grundfos-direktør

skulle egentlig bare passe tjansen som direktør et par måneder. Og så blev

han

hængende.

[A] har ikke sagt et ord om

skandalen offentligt. Og hans arbejdsgiver, bestyrelsesformand [D], henholder

sig i første omgang til en pressemeddelelse, som [B] har sendt ud om

bestikkelsessagen.

Ifølge den har bestyrelsen

fuld tillid til Knudsen, som i øvrigt havde orienteret sin bestyrelse om

bestikkelsessagen, før den kom i pressen.

Men Berlingske Nyhedsmagasin

vil gerne høre lidt mere om, hvad bestyrelsen vidste om [A]s fortid og

hvornår.

“Jørgen har en tavshedspligt

i forhold til Grundfos. Men han har loyalt oplyst mig om de ting, han kunne

oplyse om inden for sin tavshedspligt. Vi har haft de informationer, vi havde

behov for, allerede før vi ansatte Jørgen.”

[D] er specialist i burgere,

ikke bestikkelse. Men han lægger ikke skjul på, at Grundfos kunne have skånet

[A].

“Grundfos selv har kontaktet

myndighederne og fortalt, at Grundfos lavede noget skidt i 2000 og 2001. Med

lidt smidighed kunne Grundfos have kaldt det provision eller noget andet frem

for korruption. Der er mange måder at afregne tingene på. Jeg kender selv

mange, der handler med lande i den tredje verden. Alle ved, at der kan man

ikke

handle, hvis ikke man har noget i skjortelommen.”

Personligt har [D] svært ved

at være forarget.

“For det første er [A] ikke

sigtet, for det andet er han ikke dømt. I min verden er det to vigtige

forhold.

Sagen vedrører en anden virksomhed og en jobfunktion, som Jørgen bestred for

nogle år tilbage i tiden. Hvis han nu havde begået berigelseskriminalitet -

eller pædofili, som alle har en holdning til - havde vi nok taget

affære.”

Den tredje opringning: For

Sune Salling-Mortensen, koncernkommunikationsdirektør i Grundfos, begynder

tingene at blive komplicerede ved journalisternes tredje opringning.

Journalisterne fra Berlingske Tidende spørger hen på eftermiddagen torsdag

18.

august direkte, om Grundfos kan sige sig fri for at have begået noget,

Grundfos

ikke burde under FN’s mad-for-olie’-program. Det kan Grundfos

ikke. Faktisk er

der konstateret uregelmæssigheder i en kortere periode i virksomhedens

engagement i Irak, siger Sune Salling-Mortensen.

Få dage senere, på et

pressemøde i “The Poul Due-Jensen Academy” I Bjerringbro, fortæller

Grundfos´

topledelse, [C] og [E], om skandalen. Grundfos smurte diktatoren Saddam

Husseins

styre med 5 mio. kr. for at opnå ordrer i to tilfælde. Det har en intern

kontrol afsløret, hvorefter to medarbejdere blev afskediget i juni 2004. I

yderligere et tilfælde er der gjort forsøg på bestikkelse.

Grundfos informerede allerede

dengang Udenrigsministeriet samt FN, men hverken Bagmandspolitiet eller

offentligheden blev informeret. Der kom til at gå et år, før det skete - og

kun

takket være Berlingske Tidendes journalister.

“Vi føler fuldt ansvar - både

[E] og jeg selv - og det løber vi ikke fra. Alligevel er vi nødt til at gå

ned

og se, hvor lovbruddet reelt er foregået,” siger [C] på pressemødet.

Dermed påtager han sig “det

fulde, formelle ansvar”, som det så smukt hedder i Berlingskes reportage

dagen

derpå. Indtil den dag kunne en ledelse enten vælge at påtage sig det fulde

ansvar eller det formelle. [C] formår begge dele.

Men det er også en særlig dag

for netop ham.

Allerede i 2002 forpligtede

han med sin signatur Grundfos til - som en af de første virksomheder

herhjemme

- at støtte FN’s bestræbelser på at gøre op med bl.a. korruption.

Ritzaus Bureau kontakter

Udenrigsministeriet for at spørge, om det virkeligt kan passe, at ministeriet

i

over et år har kendt til Grundfos’ bestikkelse uden at gå til politiet.

Fuldmægtig i ministeriets Irakkontor [F] forklarer:

“Vi anvendte udtrykkene

returkommission og bestikkelse. For os var det vigtigt, at sagen kom ind i

FN-sporet.”

Stævnet: Kort efter går

jagten ind på Grundfos’ eksportdirektør, [A].

Berlingske Nyhedsmagasin har

ringet flere gange samt skrevet til ham. Men uden held. [A] ønsker ikke at

udtale sig.

Sammen med seks andre

Grundfos-medarbejdere fremgår hans navn ellers af en stævning fra den

irakiske

entreprenør [G]. Dokumenter, som Nyhedsmagasinet er i besiddelse af i kopi,

viser, at [A] bemyndigede[G] til at repræsentere Grundfos i Irak.

Grundfos-repræsentanten er

vred. Efter eget udsagn har han i alt 8,8 mio kr. til gode hos Grundfos efter

fire kontrakter i perioden 2000-2001. Nu lægger han alle kort på bordet i Sø-

og Handelsretten. På fakturaer for handler under

mad-for-olie’-programmet

fremgår såkaldte differencebeløb’ for i alt 4,9 mio. kr. Efter disse

beløb

står der formuleringer som we gave 50% to our friends’. Vennerne var

angiveligt Saddam Hussein og hans embedsmænd.

Men det er ikke det mest

belastende for Grundfos.

Allerede i 2001 - mens

mad-for-olie’-programmet stadig kørte - kunne [C] måske have grebet

ind. Det

år afsendte [G] flere telefaxer stilet til bl.a. [C] med oplysninger om

korruptionen. [C] afviser alle beskyldningerne som “fantasifulde”.

Indtil

Bagmandspolitiet har afsluttet sine undersøgelser, ønsker Grundfos ikke at

kommentere sagen yderligere.

Såvel sagen i Sø- og

Handelsretten som den straffesag, Bagmandspolitiet forventes at indlede, kan

få

Grundfos-skandalen til at eksplodere på ny.

Hvad vidste Grundfos-toppen?

Hvordan fik de skyldige en returkommission på 5 mio. kr. gennem

Grundfos’

bogholderi til Saddam Hussein-regimets konti i banker i Libanon, Jordan og

Hviderusland?

To versioner: Det er ikke let

at føre et millionbeløb ud af en moderne virksomhed til lyssky affærer som

bestikkelse uden ledende medarbejderes udtalte eller stiltiende accept.

Tre nu forhenværende ledende

medarbejdere i entreprenørgiganten Carl Bro, [H], [I] og [J], er i dag

tiltalt

for mandatsvig. Bagmandspolitiet mener, at de har ført ca. 2 mio. kr. af

Carls

Bros penge over i egne lommer. De tre tiltalte nægter at afgive forklaring

til

Bagmandspolitiet, men har givet en overordentlig detaljeret forklaring i

Økonomisk Ugebrev.

I 1998 står et datterselskab

i Carl Bro-koncernen over for et gennembrud på det tyske marked. Carl Bro kan

få en opgave i Hamburg. Der er kun et men. En tysk mellemmand forlanger et

par

millioner kroner i et særligt honorar for at sikre Carl Bro kontrakten. Han

vil

ikke skrive et bilag, og han vil have pengene kontant.

Direktøren for

datterselskabet forhører sig hos sin bestyrelse - så meget står i dag fast.

Men

herfra er der to versioner af historien. Carl Bros officielle forklaring: At

bestyrelsen selvfølgelig ikke kan eller vil medvirke til at udbetale

bestikkelse. Og så de tre tiltaltes. At de får besked om at gå videre med

arbejdet.

Mellem de to historier ligger

en stribe opsigtsvækkende referater fra bestyrelsens møde. Fra det første

udkast, der bekræfter tiltaltes forklaring, til det endelige udkast, hvor

bestyrelsen utvetydigt afviser at medvirke til korruption.

Faktum er, at Carl Bro får

opgaven. Daværende finansdirektør [L] kan ikke udbetale beløbet til

mellemmanden uden fornødent bilag.

Det sender den ene af de tre

tiltalte til Schweiz. Her indvilger en tidligere dansk professionel

fodboldspiller,

nu bosat i alpelandet, i at skrive en fiktiv faktura. Beløbet udbetales, og

de

2 mio. kr. i kontanter bliver bragt til Tyskland, hvor den tyske mellemmand

venter.

Nægter alt: De tre tiltalte

nægter at løfte sløret for, hvem den mystiske tyske mellemmand er. De har

givet

ham deres ord, siger de. Bagmandspolitiet har på den baggrund valgt at

tiltale

de i dag fyrede Carl Bro-medarbejdere for mandatsvig. Domstolene skal nu

afgøre, om de tiltalte faktisk har taget pengene selv eller om de taler

sandt.

Det bliver en interessant sag at følge.

Den daværende administrerende

direktør for Carl Bro, [M], som for nylig blev gået fra Banestyrelsen, nægter

at have haft kendskab til bestikkelsesaffæren, men har samtidig offentligt

udtrykt sin forundring over, at de tre tiltalte skal beskyldes for at have

taget pengene til sig selv. Hans efterfølger, [N], kommer også til at afgive

forklaring, ligesom finansdirektør [L]. Han afviser at have medvirket til

bestikkelse, skønt de tiltalte ligger inde med dokumenter, som viser, at [L]

var meget langt i forberedelserne af transaktionen.

I et fortroligt notat fra 26.

februar 1998 skriver finansdirektøren, at koncernen “skal have et

bilag”, samt

at “vi har ikke med disse vilkår givet tilsagn om, at vi accepterer at

drive

tysk virksomhed fremover på disse præmisser.”

Til Jyllands-Posten har han

dog udtalt, at han ikke mener, at det var det sidste, der blev sagt i den

sag.

Han tilføjer:

“Hvis jeg husker forkert, må

det være sket ud fra en vurdering af de samlede risici. Men jeg vil hellere

brække begge ben end at lave forretninger på den måde.”

Tilbage står, at det var,

præcis hvad de involverede gjorde. Brækkede ben, arme og hals i deres

professionelle liv og lavede forretninger. De tre tiltalte nægter sig

skyldige

i både bestikkelse og mandatsvig. I stedet taler de om honorarer for

lobbyisme.

Det er et gennemgående træk i

sagerne. Ingen kan lide det grimme ord bestikkelse. Carl Bro og Grundfos

foretrækker at tale om uregelmæssigheder’. Atter andre foretrækker

særlige

honorarer’, kommission’, smøring’ eller slet og ret

erkendtlighed’.

Rystet minister:

Erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) var rystet over afsløringerne af de to

tilfælde af bestikkelse i Grundfos.

“Danske virksomheder skal

handle anstændigt, også selv om de agerer i lande, der ikke har de samme

traditioner for ordentlig og anstændig virksomhedsdrift, som vi har

herhjemme,”

sagde ministeren.

Godt en uge senere

offentliggjorde FN en delundersøgelse af korruptionen under

mad-for-olie’-programmet i Irak. I den undersøgelse var i alt 75 danske

virksomheder anklaget for bestikkelse. Og det i et lande med traditioner for

“ordentlig og anstændig virksomhedsdrift”.

Hvis Bendt Bendtsen stadig

skulle være af den opfattelse, at korruption er noget, der kun foregår i

udlandet, kan han sætte sig ned i Københavns Byret i disse dage. Her kan han

høre, hvordan Farums borgmester Peter Brixtofte forlangte, at Skanska skulle

lægge 9 mio. kr. oven på regningen for byggeriet af Stavnsholthallen.

Derefter

skulle Skanska i form af et sponsorat føre 9 mio. kr. over til Farum

Boldklub,

hvor Peter Brixtofte i øvrigt selv var aktionær.

Én Skanska-direktør har

erklæret sig skyldig i returkommissionen, en anden Skanska-direktør - en mand

på 52-årig - nægter sig skyldig.

Men divisionsdirektør [O]

forklarede i sidste uge retten, at han konfronterede den 52-årige og

fortalte,

at han var bekendt med, at der i forbindelse med renoveringen af

Stavnsholthallen i Farum var en kæmpe overfakturering, som finansierede

sponsoratet.

“Han (direktøren, red.)

sagde, at han ikke kunne gøre noget. Jeg sagde, at han måtte lave det om, men

han sagde: Hvordan vil du ha’ jeg skal gøre det?’”

Straffeloven åbner mulighed

for, at Bagmandspolitiet kan gå efter koncernerne i bestikkelsessagerne. Men

hidtil er det aldrig sket i dansk retshistorie. Grundfos-sagen kan blive den

første af sin art, og hvis Grundfos kendes skyldig, kan koncernen straffes

med

en bøde. Ligesom i Skanska-sagen kan Bagmandspolitiet også vælge at gå efter

den øverste ledelse personligt og kræve fængselsstraf. Lige nu undersøger

Bagmandspolitiet muligheden for at rejse tiltale mod den øverste Carl

Bro-ledelse.

Sagerne vil sikkert blive

tilløbsstykker. De er alvorlige nok, for de drejer sig dybest set om en

udplyndring

af Iraks befolkning, af køberne af Carl Bros tyske boligprojekt samt Farums

skatteborgere.

Måske kan de oven i købet

løfte en flig af sløret for det store

spørgsmål: Hvorfor glemmer

pæne danskere deres samvittighed i deres professionelle liv, når de får

muligheden for at lukke en aftale?

Men sagerne vil også

indeholde tragikomiske højdepunkter.

I Grundfos skrev den korrupte

irakiske repræsentant [G] til den højt respekterede, socialt ansvarlige og

til

det sidste uvidende [C], og advarede mod “de farer, der har omringet

firmaets

omdømme”.

I Skanska-sagen er den

rygende pistol det stykke papir, hvorpå den tidligere ordførende direktør i

Farum Kommune, [P], regner overfaktureringen igennem. [P] selv husker intet

om

notatet.

Hele Carl Bro-affæren bygger

på et fiktivt bilag fra Schweiz, som gled glat igennem koncernens

økonomiafdeling på trods af, at Carl Bro aldrig har haft aktiviteter i

landet.

Vi ser ingenting, husker

ingenting og tænker ingenting.

Det er business as usual.

I morgen

venter en ny dag, en ny handel og hvem ved, måske en ny fortjeneste.”

En illustreret tekstboks

under artiklen indeholder følgende kronologiske gennemgang af

”olie-for-mad

skandalen”:

”August 1990: FN indfører

sanktioner mod Irak efter invasionen i Kuwait.

Marts 1991: FN foreslår, at

Irak får lov til at sælge sin olie mod betaling i civile/humanitære varer.

Iraks regering afviser forslaget.

April 1995: FN’s

Sikkerhedsråd vedtager med en resolution at etablere

olie-for-mad’-programmet.

Irak afviser programmets betingelser.

December 1996:

Olie-for-mad’-programmet sættes i værk, og den første olie eksporteres.

19. marts 2003: Den anden

Irak-krig begynder.

November 2003: Olie-for-mad’-programmet

lukkes ned og overdrages til koalitionspartnerne bag besættelsen af Irak.

Januar 2004: En irakisk avis

offentliggør en liste med 270 navne fra 40 lande, som angiveligt har

profiteret

på ulovligt salg af olie gennem olie-for-mad’-programmet.

Marts 2004: USA’s

revisionskontor siger, at Saddam Hussein har tjent 10 mia. dollar på

olie-for-mad’-programmet fra 1997 til 2002.

April 2004: USA’s tidligere

centralbankchef, Paul Volcker, udpeges af FN til at lede en undersøgelse af

olie-for-mad’-programmet. USA’s og Iraks regeringer påbegynder

hver deres

undersøgelse.

November 2004: Undersøgere i

USA’s senat oplyser, at de mener, at Saddam Hussein har tjent mere end

21 mia.

dollar på ulovligt oliesalg og bestikkelse.

Januar 2005: En

irakisk-amerikansk forretningsmand, [Q], erkender, at han har været ulovlig

agent for Saddam Husseins regering, og at han har tilranet sig midler fra

programmet.

Februar 2005: To FN-ansatte

suspenderes for at have bedraget mad-for-olie’-programmet.

Begge nægter sig skyldige.

Marts 2005: I en FN-rapport

sættes der spørgsmålstegn ved Kojo Annans handlemåde i forbindelse med

mad-for-olie’-programmet.

April 2005: En texansk

forretningsmand, en bulgarer og en brite dømmes ved en domstol i USA for at

have betalt bestikkelser til Saddam Husseins regime.

Maj 2005: Et britiske

parlamentsmedlem og en tidligere fransk indenrigsminister anklages af en

undersøgelseskomite i USA’s senat for at have modtaget oliemidler fra

Saddam

Husseins regime. Begge benægter. Få dage senere anklages flere russiske

politikere og embedsmænd for det samme. Også de benægter enhver skyld.

August 2005: Lederen af

mad-for-olie’-programmet, [R], træder tilbage efter offentliggørelsen

af den

tredje kritiske rapport, hvor han anklages for at have modtaget 150.000

dollar

i bestikkelse.

September 2005: Paul Volckers

undersøgelsesudvalg offentliggør sin endelige rapport, der fordømmer de

“ulovlige, uetiske og korrupte” handlinger under

mad-for-olie’-programmet.

Generalsekretær Kofi Annan kritiseres for dårlig ledelse.”

Af en skematisk opbygget

tekstboks fremgår følgende vedrørende Grundfos. (Tekstboksen indeholder

tilsvarende beskrivelser af to andre sager vedrørende virksomhederne Skanska

og

Carl Bro):

”Anklage: Korruption

Synder/syndebukke: To

Grundfos-medarbejdere, hvis identitet er ukendt

Tiltaltes stilling til

anklagen: Delvis tilståelse

Forbrydelse: Mistanke om

returkommission på fem mio. ved to salg af pumper til Irak samt forsøg på

samme

i et tredje tilfælde i 2000 og 2001

Smoking gun: Dokumenter, gemt

privat uden for sagsmapperne, afleveret af de to nu fhv.

Grundfos-medarbejdere

De profiterer: Grundfos samt

Saddam Husseins regime

Potentielle skadelidte: Iraks

befolkning

Strafferamme: Tre års

ubetinget fængsel

Topfolk i skudlinjen: [C], [E]

PR-rådgiver: Jøp Ove &

Myrthu*

Sladrehank: Amerikanske

CIA-agenter samt FN

De havde nyheden: Berlingske

Tidende

Konsekvens: Grundfos kan gå

glip af projekter baseret på lån fra de store udviklingsbanker

Perspektiv: Gjorde Grundfos

det onde for at gøre det gode under ’mad-for-olie’-programmet

– eller var der

alene tale om dårlig dømmekraft?

*Ikke officielt bekræftet:

Jess Myrthu nægter at kommentere kundeforhold”

Under et fotografi af

bestyrelsesformand [C] og koncernchef [E]s er trykt følgende tekst:

”BRØDEBETYNGEDE: Bestyrelsesformand

[C] og koncernchef [E] måtte hårdt presset kalde til pressemøde om

bestikkelsessagen mod Grundfos.”

Under en række af fire mindre

fotografier af forskellige mødesi-tuationer står følgende:

”SNAPSHOTS: Fra

forhandlingerne mellem Grundfos’ [A] og den korrupte irakiske

repræsentant, [G].”

1.3. Sagsfremstilling i

øvrigt

Ved brev af 20. september

2005 anmodede Grundfos med henvisning til medieansvarslovens § 36, stk. 1,

Berlingske Nyhedsmagasin om at bringe følgende genmæle:

”I Berlingske Nyhedsmagasin

fredag den 16. september fremgår det af et skema på side 22, at Grundfos er

under ”Anklage” for ”Korruption”.

Dette er en faktuelt forkert

oplysning, idet Grundfos end ikke er sigtet, og det som bagmandspolitiet

efterforsker ikke er ”korruption” men overfakturering.

Videre anføres det under

”Tiltaltes stilling til anklagen”: ”Delvis tilståelse”.

Dette er en faktuel forkert

oplysning, idet hverken Grundfos, nuværende eller tidligere medarbejdere har

erkendt eller indrømmet korruption eller bestikkelse, ligesom ingen er

sigtet.

Videre anføres det under

ordet ”Sladrehanke”: ”Amerikanske CIA-agenter samt FN”.

Dette er en faktuelt forkert

oplysning i relation til Grundfos. Ingen af de nævnte parter har været

”sladrehanke”. Grundfos informerede uopfordret FN’s

undersøgelseskommission.

Videre anføres det under

ordene ”De havde Nyheden”: ”Berlingske Tidende”.

Dette er en faktuelt forkert

oplysning, idet Morgenavisen Jyllands-Posten og dagbladet Børsen bragte

”Nyheden” samtidig med Berlingske Tidende på baggrund af den

pressemeddelelse,

som Grundfos uopfordret udsendte torsdag den 18. august.

”

Genmælet blev i uændret form

bragt i Berlingske Nyhedsmagasin nr. 26, vedrørende perioden 23.-29.

september

2005.

2. Parternes synspunkter

2.1. Grundfos’ synspunkter

Grundfos har til støtte for

klagen generelt anført, at Berlingske Nyhedsmagasin har handlet i strid med

god

presseskik, idet oplysningerne i den første artikel uanset disses skadelige

karakter ikke har været forelagt Grundfos til udtalelse inden

offentliggørelsen.

Det bestrides, at den ansvarlige journalist skulle have forsøgt at ringe til

selskabets kommunikationsdirektør. Sådanne telefonopkald ville enten være

blevet besvaret af direktørens sekretær, som ville have taget imod besked,

eller være blevet registret på direktørens mobiltelefon. Ingen af delene er

imidlertid sket.

Berlingske Nyhedsmagasin har

endvidere undladt at udvise den fornødne kritik over for oplysningerne i

stævningen

fra [G], uanset at dennes udsagn må antages at være farvet af personlig

interesse

eller skadevoldende hensigt.

En række nærmere angivne

formuleringer i den første artikel er herudover faktuelt forkerte, mens andre

fremstår som ubegrundede eller udokumenterede påstande eller som udtryk for

subjektive vurderinger. Det drejer sig om følgende formuleringer, for så vidt

de vedrører selskabet eller dettes ledelse:

1.”Tolv danske erhvervsfolk

er lige nu under anklage for bestikkelse eller medvirken til det.”

2.”Alligevel har vi

Grundfos-sagen, som bryder netop nu, Carl Bro-affæren og straffesagen mod de

to

Skanska-direktører - veldokumenterede bestikkelsessager fra så forskellige

hjørner af verden som Irak, Tyskland og Nordsjælland.”

3.”I ingen af sagerne har de

mistænkte haft noget rigtigt motiv. De er ikke selv blevet rige på

korruptionen,

og de har faktisk også vanskeligt kunnet udføre bestikkelsen på egen hånd.

Alt

tyder på, at de har været tvunget til at involvere en større kreds af

mennesker, herunder deres overordnede, for at gennemføre bestikkelsen.”

4.”Kun koncernerne har haft

både motiv og lejlighed: Ved stor kreativitet kunne de udbetale bestikkelse,

og

de gjorde det.”

5.”Grundfos smurte diktatoren

Saddam Husseins styre med 5 mio. kr. for at opnå ordrer i to tilfælde.”

6.”Allerede i 2002

forpligtede han med sin signatur Grundfos til - som en af de første

virksomheder

herhjemme - at støtte FN’s bestræbelser på at gøre op med bl.a.

korruption.”

7.”Det år afsendte [G] flere

telefaxer stilet til bl.a. [C] med oplysninger om korruptionen.”

8.”Sagerne vil sikkert blive

tilløbsstykker. De er alvorlige nok, for de drejer sig dybest set om en

udplyndring af Iraks befolkning, af køberne af Carl Bros tyske bolig-projekt

samt Farums skatteborgere.”

9.Grundfos har gjort

tilsvarende synspunkter gældende vedrørende indledningen til lederen.

2.2. Berlingske

Nyhedsmagasins synspunkter

Berlingske Nyhedsmagasin har

anført, at den ansvarlige journalist faktisk forsøgte at forelægge artiklens

oplysninger for Grundfos inden offentliggørelsen. I de 6 dage, arbejdet med

artiklen stod på, foretog journalisten således dagligt forgæves opringninger

til Grundfos kommunikationsdirektør både via dennes mobiltelefon og via

selskabets hovednummer. Hertil kommer, at Grundfos allerede i en redegørelse

af

18. august 2005 havde meddelt, at virksomheden ikke havde yderligere

kommenterer

til sagen, inden den endelige rapport fra FN’s uafhængige

undersøgelseskomité

forelå. I en pressemeddelelse af 1. september 2005 afviste selskabet atter at

kommentere sagen, så længe denne blev undersøgt af Statsadvokaten for Særlig

Økonomisk Kriminalitet.

Oplysningerne i [G]s stævning

har Grundfos alene ønsket at kommentere ved sin pressemeddelelse af 1.

september 2005, hvori oplysningerne beskrives som ”fantasifulde”,

hvilket

behørigt citeres i artiklen.

Berlingske Nyhedsmagasin har

videre anført, at klagen i vidt omfang allerede er imødekommet ved det

genmæle,

som Grundfos selv har formuleret, og som blev bragt i uændret form på

ledersiden

i Berlingske Nyhedsmagasin den 23.-29. september 2005.

Med hensyn til grundlaget for

de konkrete formuleringer, som Grundfos henviser til i klagen, er disse

baseret

på Grundfos egen redegørelse af 18. august 2005 og pressemeddelelsen af 1.

september 2005 samt udtalelser på pressemødet i Bjerringbro og stævningen fra

[G].

Artiklen har således karakter af en opsamlende fremstilling med grundlag i

allerede kendt materiale.

Formuleringerne har navnlig

støtte i redegørelsen af 18. august 2005, hvoraf det netop fremgår, at

”[t]o

medarbejderes ansættelse bringes til ophør, idet det er dokumenteret, at de

pågældende salgsmedarbejdere har accepteret at betale returkommission til de

irakiske myndigheder.” Afslutningsvis i redegørelsen beklager selskabet

endvidere dybt, ”at to medarbejdere har medvirket til bestikkelse i

forbindelse

med Grundfos salg af pumper under Oil for Food-programmet”.

De udtryk, der herudover må

antages at bære præg af subjektive meningstilkendegivelser, fremtræder alene

sådan og ligger i øvrigt inden for rammerne af den redaktionelle

formuleringsfrihed.

I sagens behandling har

følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Lene Pagter Kristensen,

Finn Rowold, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard.

3. Pressenævnets afgørelse og

begrundelse:

Nævnet finder, at

oplysningerne om Grundfos er af en sådan karakter, at de burde være

efterprøvet

ved at blive forelagt for virksomheden, inden de blev offentliggjort. Nævnet

kan på baggrund af parternes modstridende forklaringer imidlertid ikke

afgøre,

i hvilken udstrækning Berlingske Nyhedsmagasin faktisk forsøgte at forelægge

oplysningerne ved telefonisk kontakt til Grundfos kommunikationsdirektør.

Nævnet har overvejet, om Berlingske Nyhedsmagasin på baggrund af

oplysningernes

karakter burde have forsøgt at forelægge disse på anden måde. Henset til

Grundfos tidligere afvisninger af at udtale sig i sagen og artiklens karakter

af en opsamlende fremstilling med grundlag i allerede kendt materiale mener

nævnet imidlertid ikke, at dette er tilfældet. Nævnet finder derfor, at der

ikke er grundlag for at udtale kritik på dette punkt.

For så vidt angår de konkrete

formuleringer, klagen sigter til, bemærker nævnet, at disse i al væsentligt

må

henføres til Grundfos’ egne udtalelser i sagen, herunder navnlig

redegørelsen

af 18. august 2005, eller til stævningen fra [G], som Grundfos har haft

lejlighed til at kommentere ved den ligeledes citerede pressemeddelelse af 1.

september 2005. Også de mere subjektivt prægede udsagn, der fremstår som

journalistens egne konklusioner på grundlag af det foreliggende materiale,

ligger efter nævnets opfattelse inden for rammerne af den almindelige

redaktionelle

formuleringsfrihed.

Den skadesvirkning, som i

hvert fald de mere faktuelt prægede formuleringer må antages at have haft for

Grundfos, skal efter nævnets opfattelse endvidere vurderes i lyset af

Grundfos’

egen formulering af det genmæle, der på virksomhedens foranledning blev bragt

i

Børsens Nyhedsmagasin den 23. september 2006. Genmælet berører således ingen

af

de formuleringer, der i nærværende klage beskrives som faktuelt forkerte.

Også på denne baggrund finder

nævnet ikke grundlag for at udtale sin kritik i anledning af de konkrete

formuleringer, som klagen sigter til.

Sammenfattende finder nævnet,

at der ikke er grundlag for at udtale kritik i sagen.

Afgjort den 24. januar 2006

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter