Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af konvention af 10. maj 1952 om arrest i søgående skibe

BKI nr 59 af 11/12/2000Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet20. december 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse

af

konvention af 10. maj 1952 om

arrest i søgående skibe

Efter at Folketinget den 15. marts 1984 havde givet sit

samtykke dertil, ratificerede Danmark den 27. april 1989 den i Bruxelles den

10. maj 1952 udfærdigede konvention om arrest i søgående

skibe.

Konventionen har følgende ordlyd:

Oversættelse

International konvention

om arrest i søgående skibe,

undertegnet i Bruxelles den 10. maj 1952

De høje kontraherende parter,

som finder det ønskeligt, at der ved overenskomst

fastsættes visse ensartede regler om arrest i søgående

skibe, har vedtaget at indgå en konvention med dette formål, og

er blevet enige om følgende:

Artikel 1

I denne konvention skal følgende ord have den

betydning, som her tillægges dem:

(1) »søretskrav« betyder krav, der er opstået på

grundlag af et eller flere af følgende punkter:

(a) skade forårsaget af et skib ved sammenstød eller

på anden måde;

(b) død eller legemsbeskadigelse på en person

forårsaget af et skib eller indtruffet i forbindelse med et skibs

drift;

(c) bjærgning;

(d) aftale ved certeparti eller på anden måde om brug eller

Læs alt

leje af et skib;

(e) aftale ved certeparti eller på anden måde om transport

af gods med et skib;

(f) tab af gods eller skade på gods, herunder også bagage

transporteret med et skib;

(g) almindeligt havari;

(h) bodmeri;

(i) bugsering;

(j) lodsning;

(k) gods eller materialer som er leveret til et skib på et

hvilket som helst sted til brug ved dets drift eller vedligeholdelse;

(l) bygning, reparation eller udstyr af et skib samt omkostninger og

afgifter ved doksætning;

(m) hyre til skibsfører, officerer eller mandskab;

(n) skibsførerens udlæg, herunder udlæg betalt af

afskibere, befragtere eller agenter for skibets eller rederens regning;

(o) tvister om adkomsten eller ejendomsretten til et skib;

(p) tvist mellem samejere af et skib om ejendomsretten, besiddelsen,

brugen eller indtægterne af skibet;

(q) prioritetslån eller hypotekslån i et skib.

(2) »Arrest« betyder tilbageholdelse af et skib efter rettens

afgørelse for et sikre et søretskrav, men omfatter ikke

beslaglæggelse af et skib ved tvangsfuldbyrdelse af en dom.

(3) »Person« omfatter enkeltpersoner, interessentskaber, ansvarlige

selskaber, selskaber med begrænset ansvar, stater, deres ministerier og

offentlige myndigheder.

(4) »Sagsøger« betyder en person, som påstår at han

har et søretskrav.

Artikel 2

Et skib, som fører en kontraherende stats flag, kan

arresteres i enhver kontraherende stat for søretskrav men ikke for

andre krav; men konventionen skal hverken udvide eller indskrænke nogen

ret eller myndighed, som staterne eller deres ministerier, offentlige

myndigheder eller dok- eller havnemyndigheder har i henhold til deres

nationale love eller forskrifter til at arrestere, tilbageholde eller

på anden måde hindre et skib i at sejle inden for statens

jurisdiktion.

Artikel 3

(1) Med forbehold af bestemmelserne i stykke (4) i denne artikel og i

artikel 10 kan sagsøgeren arrestere enten det skib, som

søretskravet gælder, eller et hvilket som helst andet skib, som

ejes af den samme person, som, da kravet opstod, var ejer af det

førstnævnte skib, selv om det arresterede skib er klar til at

sejle; men for krav som nævnt i artikel 1 (1) (o), (p) eller (q) kan

kun det skib, kravet gælder, arresteres.

Flere skibe anses for at have samme ejer, når alle andele

tilhører samme person eller

personer.

(3) Et skib skal ikke arresteres og sikkerhed ikke stilles mere end en

gang i samme eller en anden kontraherende stat for samme søretskrav

fra samme sagsøger; og hvis et skib er blevet arresteret i en

sådan stat, eller sikkerhed er stillet for at få arresten

ophævet eller for at hindre arrest, skal enhver senere arrest i skibet

eller i et andet skib som har samme ejer, efter begæring af samme

sagsøger for samme søretskrav, ophæves og skibet frigives

af retten eller den kompetente juridiske myndighed i vedkommende stat,

medmindre sagsøgeren for nævnte ret eller myndighed fører

fyldestgørende bevis for, at sikkerheden var endelig frigivet

før den senere arrest blev gjort, eller at der er en anden gyldig

grund til at opretholde arresten.

(4) Når i tilfælde af bareboat-befragtning befragteren, men

ikke den registrerede reder, er personlig ansvarlig for et søretskrav,

som gælder skibet, kan sagsøgeren arrestere dette skib eller et

andet skib, som ejes af befragteren, i overensstemmelse med bestemmelserne i

denne konvention: men intet andet skib, som tilhører den registrerede

reder, kan arresteres for sådanne søretskrav.

Bestemmelserne i dette stykke skal også gælde i andre

tilfælde, hvor en anden person end den registrerede reder er ansvarlig

for et søretskrav i forbindelse med det pågældende

skib.

Artikel 4

Et skib kan kun arresteres efter afgørelse af en

domstol eller anden kompetent juridisk myndighed i den kontraherende stat,

hvor arresten er begæret.

Artikel 5

Den domstol eller kompetente juridiske myndighed, inden

for hvis jurisdiktion et skib arresteres, skal ophæve arresten, hvis

tilstrækkelig sikkerhed stilles, med undtagelse af tilfælde, hvor

et skib er arresteret for et søretskrav som nævnt i artikel l

(1) (o) eller (p). I sådanne tilfælde kan retten eller

vedkommende myndighed tillade den person, som har skibet i sin besiddelse, at

fortsætte med at bruge skibet mod tilstrækkelig sikkerhed, eller

den kan træffe anden bestemmelse med hensyn til brugen af skibet i den

tid arresten varer.

I mangel af overenskomst mellem parterne om sikkerhedens

tilstrækkelighed, kan retten eller vedkommende myndighed bestemme dens

art og størrelse.

En begæring om ophævelse af arresten skal ikke

fortolkes som en anerkendelse af ansvar eller som frafald af rederens

lovbestemte ansvarsbegrænsning.

Artikel 6

Alle spørgsmål om sagsøgerens

eventuelle svar for skade forvoldt ved arrest i et skib eller for

omkostningerne ved sikkerhed, som er stillet for at få arresten

ophævet eller for at hindre arrest, skal afgøres efter

lovgivningen i den kontraherende stat, hvor arresten er gjort eller

begæret.

De processuelle regler om arrest i skibe, om

fremgangsmåden for at få arrestbeslutning efter artikel 4 og alle

processuelle spørgsmål, som arresten ellers giver anledning til,

afgøres efter loven i den kontraherende stat, hvor arresten er gjort

eller begæret.

Artikel 7

(1) Domstolene i det land, hvor arresten er gjort, skal have myndighed

til at pådømme det krav arresten gælder, hvis de har en

sådan juridisk myndighed i henhold til landets lovgivning, eller i

følgende tilfælde:

(a) hvis sagsøgeren har sin faste bopæl eller har sit

hovedkontor i det land, hvor arresten er gjort;

(b) hvis kravet er opstået i det land, hvor arresten er

gjort;

(c) hvis kravet gælder den rejse under hvilken arresten er

gjort;

(d) hvis kravet er opstået på grund af et sammenstød

eller under omstændigheder som nævnt i artikel 10 i den

internationale konvention om ensartede regler om sammenstød mellem

skibe, undertegnet i Bruxelles den 23. september 1910;

(e) hvis kravet gælder bjærgning;

(f) hvis kravet gælder et hypotekslån eller pantelån

i det arresterede skib.

(2) Hvis den domstol, inden for hvis jurisdiktion skibet er arresteret,

ikke har myndighed til at pådømme kravet, og sikkerhed stilles

efter artikel 5 for at få arresten ophævet, skal det udtrykkelig

bestemmes, at denne sikkerhed skal gælde for opfyldelsen af enhver dom,

som senere måtte blive afsagt af en kompetent domstol: og retten eller

den kompetente juridiske myndighed i det land, hvor arresten er gjort, skal

fastsætte en frist, inden for hvilken sagsøgeren skal

anlægge sag ved en kompetent domstol.

(3) Hvis parterne er blevet enige om at lade tvisten

pådømme af en anden domstol end den, inden for hvis jurisdiktion

arresten er gjort, eller af en voldgiftsret, skal retten eller den kompetente

juridiske myndighed i det land, hvor arresten er gjort, fastsætte en

frist, inden for hvilken sagsøgeren skal anlægge sagen.

(4) Hvis sagen i tilfælde som anført i de to

foregående stykker ikke bliver anlagt inden den fastsatte frist, kan

sagsøgte kræve arresten af skibet ophævet eller

sikkerheden frigivet.

(5) Denne artikel skal ikke gælde for sager, som omfattes af

bestemmelserne i den reviderede Rhinfartkonvention af 17. oktober

1868.

Artikel 8

(1) Bestemmelserne i denne konvention skal gælde ethvert

fartøj, som fører en kontraherende stats flag inden for en

anden kontraherende stats jurisdiktion.

(2) Et skib, som fører en ikke-kontraherende stats flag, kan

arresteres i en kontraherende stat for søretskrav som nævnt i

artikel l eller for andre krav, som efter den kontraherende stats lovgivning

kan sikres ved arrest.

(3) Enhver kontraherende stat har dog ret til helt eller delvis at

udelukke, at konventionen finder anvendelse til fordel for ikke-

kontraherende stater eller personer, som ikke på arrestdagen. har fast

bopæl eller har hovedkontor i en kontraherende stat.

(4) Denne konvention medfører ingen ændring i de

retsregler, som gælder i de kontraherende stater om arrest i skibe i

den stat, hvis flag det fører, når sagsøgeren har fast

bopæl eller har sit hovedkontor i denne stat.

(5) Når en anden end den oprindelige sagsøger gør

søretskrav gældende enten på grund af indtræden,

overdragelse eller med anden hjemmel, skal denne tredje part ved anvendelsen

af denne konvention anses for at have samme bopæl eller hovedkontor som

den oprindelige sagsøger.

Artikel 9

Denne konvention giver ikke grundlag for noget krav, som

ikke, uafhængig af dens bestemmelser, ville være hjemlet i den

lovgivning, der anvendes af den domstol, som har sagen, og heller ikke for

nogen søpanteret, som ikke er hjemlet i henhold til nævnte

lovgivning eller i henhold til konventionen om panterettigheder i skibe, hvis

den finder anvendelse.

Artikel 10

De høje kontraherende parter kan ved

undertegnelsen, ved deponeringen af deres ratifikation eller ved

tiltrædelsen forbeholde sig:

(a) ret til ikke at anvende konventionen på arrest i skibe for

krav som nævnt i artikel 1 (1) (o) og (p), men på disse krav

anvende deres nationale lovgivning;

(b) ret til ikke at anvende første stykke i artikel 3 på

arrest i skibe inden for deres jurisdiktion for krav som nævnt i

artikel 1 (1) (q).

Artikel 11

De høje kontraherende parter forpligter sig til at

henvise til voldgift enhver tvist mellem staterne om fortolkningen eller

anvendelsen af denne konvention, men uden at dette berører de

forpligtelser, som de måtte have påtaget sig ved at vedtage, at

tvistigheder mellem dem skal indbringes for den Internationale Domstol.

Artikel 12

Denne konvention er åben for undertegnelse af de

stater, som har været repræsenteret på den niende

diplomatiske søretskonference. Det belgiske udenrigsministerium skal

udfærdige undertegnelsesprotokollen.

Artikel 13

Denne konvention skal ratificeres og

ratifikationsinstrumenterne deponeres i det belgiske udenrigsministerium, som

skal give alle stater, som har undertegnet eller tiltrådt konventionen,

underretning om deponeringen af instrumenterne.

Artikel 14

(a) Denne konvention træder i kraft mellem de to stater, som

først ratificerer den, seks måneder efter den dag, hvor det

andet ratifikationsinstrument bliver deponeret.

(b) For enhver undertegnende stat, som ratificerer konventionen efter

deponeringen af det andet ratifikationsinstrument, træder denne

konvention i kraft seks måneder efter deponeringen af dennes eget

ratifikationsinstrument.

Artikel 15

Stater, som ikke har været repræsenteret

på den niende diplomatiske søretskonference, kan tiltræde

konventionen.

Tiltrædelsen meddeles det belgiske

udenrigsministerium, som ad diplomatisk vej underretter alle stater som har

undertegnet eller tiltrådt konventionen.

For en tiltrædende stat træder konventionen i

kraft seks måneder efter den dag, hvor meddelelsen modtages, dog ikke

før konventionen er trådt i kraft i henhold til artikel 14

(a).

Artikel 16

Enhver af de høje kontraherende parter kan efter

udløbet af en periode på tre år fra konventionens

ikrafttræden i forhold til denne part kræve en konference

indkaldt for at behandle forslag til ændringer.

Enhver af de høje kontraherende parter, som vil

gøre brug af denne ret, skal henvende sig til den belgiske regering,

som skal indkalde til konferencen inden seks måneder.

Artikel 17

Enhver af de høje kontraherende parter har ret til

at opsige konventionen når som helst, efter at den er trådt i

kraft for denne part. Opsigelsen får virkning et år efter den

dag, hvor meddelelse om opsigelsen er modtaget af den belgiske regering, som

skal give de andre høje kontraherende parter underretning herom ad

diplomatisk vej.

Artikel 18

(a) Enhver af de høje kontraherende parter kan, når den

ratificerer eller tiltræder konventionen eller senere, skriftligt

meddele det belgiske udenrigsministerium, at konventionen skal udvides til at

omfatte territorier, hvis internationale interesser den varetager. For

sådanne territorier skal konventionen træde i kraft seks

måneder efter den dag, hvor det belgiske udenrigsministerium har

modtaget meddelelsen, dog ikke før den er trådt i kraft for

vedkommende høje kontraherende part.

(b) Enhver af de høje kontraherende parter, som har afgivet en

erklæring som nævnt under (a) om konventionens udvidelse til at

omfatte territorier, hvis internationale interesser den varetager, kan

når som helst meddele det belgiske udenrigsministerium, at konventionen

skal ophøre at gælde for det pågældende territorium.

Denne opsigelse får virkning et år efter den dag, hvor opsigelsen

modtages af det belgiske udenrigsministerium.

(c) Det belgiske udenrigsministerium giver alle stater, som har

undertegnet eller tiltrådt konventionen, underretning om enhver

opsigelse, det har modtaget i henhold til denne artikel.

Udfærdiget i Bruxelles den 10. maj 1952, på

fransk og engelsk, således at de to tekster har samme gyldighed.

Konventionen trådte i medfør af art. 14 (a) i

kraft den 24. februar 1956. Konventionen trådte i medfør af art.

14 (b) i kraft for Danmark den 2. november 1989. Konventionen gælder

ikke for Færøerne og Grønland.

Konventionen er foruden af Danmark ratificeret eller

tiltrådt af:

Schweiz

14. september 1955

Spanien

14. september 1955

Costa Rica

24. februar 1956

Egypten

24. februar 1956

Haiti

24. februar 1956

Vatikanstaten

10. februar 1957

Cambodia

12. maj 1957

Portugal

4. november 1957

Frankrig

25. november 1957

Benin*

23. oktober 1958

Cameroun*

23. oktober 1958

Comorerne*

23. oktober 1958

Folkerepublikken

Congo*

23. oktober 1958

Elfenbenskysten

23. oktober 1958

Djibouti*

23. oktober 1958

Gabon*

23. oktober 1958

Republikken Guinea*

23. oktober 1958

Burkina Faso*

23. oktober 1958

Mauretanien*

23. oktober 1958

Niger*

23. oktober 1958

Den Central-

afrikanske

Republik*

23. oktober 1958

Republikken

Madagaskar

23. oktober 1958

Senegal*

23. oktober 1958

Mali*

23. oktober 1958

Tchad*

23. oktober 1958

Togo*

23. oktober 1958

Det Forenede

Kongerige

Storbritannien og

Nordirland

18. september 1959

Belgien

10. oktober 1961

Malaysia

(kun for staten

Sarawak)

28. januar 1963

Brunei

29. september 1963

Fiji

29. september 1963

Guyana*

29. september 1963

Mauritius

29. september 1963

Seychellerne*

29. september 1963

Nigeria

7. maj 1964

Algeriet

18. februar 1965

Antigua/Barbuda

12. november 1965

Bahamas*

12. november 1965

Den Dominikanske

Republik

12. november 1965

Grenada

12. november 1965

St. Kitts-Nevis

12. november 1965

Saint Lucia

12. november 1965

Saint Vincent og

Grenadinerne

12. november 1965

Belize

21. marts 1966

Kiribati*

21. marts 1966

Salomonøerne

21. marts 1966

Tuvalu*

21. marts 1966

Grækenland

27. august 1967

Zaire

17. januar 1968

Jugoslavien

25. januar 1968

Paraguay

22. maj 1968

Syrien

3. august 1972

Forbunds-

republikken

Tyskland

6. april 1973

Polen

16. januar 1977

Tonga

13. december 1978

Italien

9. maj 1980

Nederlandene

20. juli 1983

Cuba

21. maj 1984

Irland

17. april 1990

Marokko

11. januar 1991

Slovenien

25. juni 1991

Luxembourg

18. august 1991

Kroatien

8. oktober 1991

Sverige

30. oktober 1993

Letland

17. november 1993

Norge

1. maj 1995

Rumænien

28. maj 1996

Finland

21. juni 1996

Rusland

29. oktober 1999

De med * markerede lande, der ifølge

erklæringer fra Frankrig henholdsvis Storbritannien er

omfattet af konventionen, har ikke, bortset fra Republikken Guinea,

jfr. nedenfor, som selvstændige stater bekræftet deres deltagelse

i konventionen. Republikken Guinea har afgivet erklæring om

tiltrædelse af konventionen med virkning fra 12. juni 1995.

Frankrig

har under henvisning til artikel 18 (a)

erklæret, at Marquesas-øerne, Tuamotu og Gambier, Sous le

Vent-øerne, Saint Pierre og Miquelon-øerne, Wallis og

Futuna-øerne, Ny Caledonien og territorier, Tahiti og territorier samt

det franske antarktiske område er omfattet af konventionen.

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

har under henvisning til artikel 18 (a) erklæret, at Gibraltar,

Hong Kong, De britiske Jomfruøer, Bermuda, Cayman-øerne,

Montserrat, Anguilla, St. Helena, Turks- og Caicos-øerne, Guernsey og

Falklandsøerne er omfattet af konventionen. En tilsvarende

erklæring er afgivet for øen Man med virkning fra 14. oktober

1993.

Storbritannien har taget forbehold med henvisning til

konventionens artikel 10. Storbritannien forbeholder sig retten til at

udstrække bestemmelserne i artikel 10 til at omfatte de territorier,

hvor Storbritannien har ansvaret for de internationale relationer.

Storbritannien har endvidere forbeholdt sig ret til ikke at lade

konventionens bestemmelser omfatte krigsskibe eller skibe ejet af eller i

tjeneste for en stat. Gibraltar, Hong Kong, De britiske Jomfruøer,

Bermuda, Cayman-øerne, Montserrat, Anguilla, St. Helena, Turks- og

Caicos-øerne, Guernsey, Falklandsøerne og øen Man er

tillige omfattet af dette forbehold.

Storbritannien har afgivet erklæring om ophør

af internationale rettigheder og forpligtelser efter overdragelsen af Hong

Kong til Kina med virkning fra 1. juli 1997.

Nederlandene

har ratificeret for Kongeriget i

Europa og for De Nederlandske Antiller. Nederlandene henviser til artikel 10,

stk. (a) og (b) og tilkendegiver følgende forbehold:

Konventionens bestemmelser finder ikke anvendelse på arrest i

et skib på grundlag af et af de i artikel 1, o) og p) omhandlede

søretskrav, i hvilke tilfælde nederlandsk lov finder anvendelse;

og

bestemmelserne i artikel 3, stk. 1 finder ikke anvendelse

på arrest foretaget på Kongeriget Nederlandenes territorium

på grundlag af krav omhandlet i artikel 1, q).

Costa Rica har taget følgende forbehold:

Artikel 3, stk. 1 kan ikke påberåbes til at

arrestere et skib, som fordringen ikke vedrører, og som ikke

længere tilhører den person, som var ejer af det skib, som

kravet gælder, i overensstemmelse med skibsregistret i det land, hvis

flag det fører, og selv om det har tilhørt denne.

Costa Rica anerkender ikke den forpligtende karakter af artikel 7,

stk. 1. a), b), c), d), e) og f), da de eneste domstole, som efter

republikkens lovgivning er kompetente til at dømme i sager

vedrørende søretskrav, er domstolene på

sagsøgerens hjemsted, undtagen i sager omhandlet i artikel 1,

stk. 1, o), p) og q) eller domstolene i den stat, hvis flag skibet

fører.

Ved ratifikationen af denne konvention forbeholder Costa

Ricas regering sig retten til at anvende handels- og arbejdslovgivningen

vedrørende arrest i udenlandske skibe, der anløber dets

havne.

Cambodia

og Egypten har taget forbehold med

henvisning til artikel 10 og Forbundsrepublikken Tyskland med

henvisning til artikel 10 (a) og (b).

Cuba

har taget forbehold med henvisning til artikel

10, samt forbehold om ikke at anvende konventionens bestemmelser på

krigsskibe, statsskibe eller skibe i en stats tjeneste. Cuba har tillige

afgivet en erklæring med henvisning til artikel 18.

Italien

henviser til artikel 10 stk. (a) og

(b) og forbeholder sig:

retten til ikke at anvende konventionens bestemmelser ved arrest i et

skib på grundlag af de i artikel 1, o) og p) omhandlede

søretskrav og at anvende sin nationale ret på en sådan

arrest.

retten til ikke at anvende bestemmelserne i artikel 3, stk. 1,

på arrest foretaget på sit territorium på grundlag af krav

omhandlet i artikel 1, q).

Jugoslavien

forbeholder sig i overensstemmelse med

denne konventions artikel 10 retten til ikke at anvende dens bestemmelser

på arrest i et skib foretaget på grundlag af et søretskrav

omhandlet i artikel 1, o) og til at anvende national ret på sådan

arrest.

Antigua og Barbuda, Bahamas, Belize, Den Dominikanske

Republik, Fiji, Grenada, Guyana, Kiribati, Mauritius, Nigeria, Saint

Christophe-Nevis, Saint Lucia, Saint Vincent og Grenadinerne,

Salomonøerne, Malaysia (kun for staten Sarawak), Seychellerne, Tonga

og Tuvalu

har endvidere forbeholdt sig ret til ikke at lade konventionens

bestemmelser omfatte krigsskibe eller skibe ejet af eller i tjeneste for en

stat.

Portugal

har under henvisning til artikel 18

erklæret, at konventionen med virkning fra 23. september 1999

udstrækkes til at omfatte Macao.

Portugal har med virkning fra 20. december 1999 endvidere

erklæret ikke længere at være ansvarlig for Macao med

hensyn til konventionen.

Kina

har erklæret, at det med virkning fra 1.

juli 1997 har overtaget forpligtelser og rettigheder for Hong Kong og fra 20.

december 1999 har overtaget forpligtelser og rettigheder for Macao i relation

til konventionen.

Kina har samtidig forbeholdt sig ret til ikke at lade

konventionens bestemmelser omfatte krigsskibe eller skibe ejet af eller i

tjeneste for en stat.

Rusland

har forbeholdt sig ret til ikke at lade

konventionens bestemmelser omfatte krigsskibe, militære forsyningsskibe

eller skibe ejet af eller i tjeneste for staten, og som udelukkende bruges i

ikke-kommercielt øjemed.

Rusland henviser til artikel 10, stk. (a) og (b) og

forbeholder sig retten til ikke at anvende:

konventionens bestemmelser ved arrest i et skib på grundlag af

de i artikel 1, stk. 1, o) og p) omhandlede søretskrav og til at

anvende sin nationale ret på en sådan arrest,

bestemmelserne i artikel 3, stk. 1 på arrest i et skib

foretaget på sit territorium på grundlag af krav omhandlet i

konventionens artikel 1, stk. 1, q).

Udenrigsministeriet, den 11. december

2000

Niels Helveg Petersen

Lignende dokumenter