Bekendtgørelse af konvention af 10. maj 1952 om arrest i søgående skibe
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse
af
konvention af 10. maj 1952 om
arrest i søgående skibe
Efter at Folketinget den 15. marts 1984 havde givet sit
samtykke dertil, ratificerede Danmark den 27. april 1989 den i Bruxelles den
10. maj 1952 udfærdigede konvention om arrest i søgående
skibe.
Konventionen har følgende ordlyd:
Oversættelse
International konvention
om arrest i søgående skibe,
undertegnet i Bruxelles den 10. maj 1952
De høje kontraherende parter,
som finder det ønskeligt, at der ved overenskomst
fastsættes visse ensartede regler om arrest i søgående
skibe, har vedtaget at indgå en konvention med dette formål, og
er blevet enige om følgende:
Artikel 1
I denne konvention skal følgende ord have den
betydning, som her tillægges dem:
(1) »søretskrav« betyder krav, der er opstået på
grundlag af et eller flere af følgende punkter:
(a) skade forårsaget af et skib ved sammenstød eller
på anden måde;
(b) død eller legemsbeskadigelse på en person
forårsaget af et skib eller indtruffet i forbindelse med et skibs
drift;
(c) bjærgning;
(d) aftale ved certeparti eller på anden måde om brug eller
Læs alt
leje af et skib;
(e) aftale ved certeparti eller på anden måde om transport
af gods med et skib;
(f) tab af gods eller skade på gods, herunder også bagage
transporteret med et skib;
(g) almindeligt havari;
(h) bodmeri;
(i) bugsering;
(j) lodsning;
(k) gods eller materialer som er leveret til et skib på et
hvilket som helst sted til brug ved dets drift eller vedligeholdelse;
(l) bygning, reparation eller udstyr af et skib samt omkostninger og
afgifter ved doksætning;
(m) hyre til skibsfører, officerer eller mandskab;
(n) skibsførerens udlæg, herunder udlæg betalt af
afskibere, befragtere eller agenter for skibets eller rederens regning;
(o) tvister om adkomsten eller ejendomsretten til et skib;
(p) tvist mellem samejere af et skib om ejendomsretten, besiddelsen,
brugen eller indtægterne af skibet;
(q) prioritetslån eller hypotekslån i et skib.
(2) »Arrest« betyder tilbageholdelse af et skib efter rettens
afgørelse for et sikre et søretskrav, men omfatter ikke
beslaglæggelse af et skib ved tvangsfuldbyrdelse af en dom.
(3) »Person« omfatter enkeltpersoner, interessentskaber, ansvarlige
selskaber, selskaber med begrænset ansvar, stater, deres ministerier og
offentlige myndigheder.
(4) »Sagsøger« betyder en person, som påstår at han
har et søretskrav.
Artikel 2
Et skib, som fører en kontraherende stats flag, kan
arresteres i enhver kontraherende stat for søretskrav men ikke for
andre krav; men konventionen skal hverken udvide eller indskrænke nogen
ret eller myndighed, som staterne eller deres ministerier, offentlige
myndigheder eller dok- eller havnemyndigheder har i henhold til deres
nationale love eller forskrifter til at arrestere, tilbageholde eller
på anden måde hindre et skib i at sejle inden for statens
jurisdiktion.
Artikel 3
(1) Med forbehold af bestemmelserne i stykke (4) i denne artikel og i
artikel 10 kan sagsøgeren arrestere enten det skib, som
søretskravet gælder, eller et hvilket som helst andet skib, som
ejes af den samme person, som, da kravet opstod, var ejer af det
førstnævnte skib, selv om det arresterede skib er klar til at
sejle; men for krav som nævnt i artikel 1 (1) (o), (p) eller (q) kan
kun det skib, kravet gælder, arresteres.
Flere skibe anses for at have samme ejer, når alle andele
tilhører samme person eller
personer.
(3) Et skib skal ikke arresteres og sikkerhed ikke stilles mere end en
gang i samme eller en anden kontraherende stat for samme søretskrav
fra samme sagsøger; og hvis et skib er blevet arresteret i en
sådan stat, eller sikkerhed er stillet for at få arresten
ophævet eller for at hindre arrest, skal enhver senere arrest i skibet
eller i et andet skib som har samme ejer, efter begæring af samme
sagsøger for samme søretskrav, ophæves og skibet frigives
af retten eller den kompetente juridiske myndighed i vedkommende stat,
medmindre sagsøgeren for nævnte ret eller myndighed fører
fyldestgørende bevis for, at sikkerheden var endelig frigivet
før den senere arrest blev gjort, eller at der er en anden gyldig
grund til at opretholde arresten.
(4) Når i tilfælde af bareboat-befragtning befragteren, men
ikke den registrerede reder, er personlig ansvarlig for et søretskrav,
som gælder skibet, kan sagsøgeren arrestere dette skib eller et
andet skib, som ejes af befragteren, i overensstemmelse med bestemmelserne i
denne konvention: men intet andet skib, som tilhører den registrerede
reder, kan arresteres for sådanne søretskrav.
Bestemmelserne i dette stykke skal også gælde i andre
tilfælde, hvor en anden person end den registrerede reder er ansvarlig
for et søretskrav i forbindelse med det pågældende
skib.
Artikel 4
Et skib kan kun arresteres efter afgørelse af en
domstol eller anden kompetent juridisk myndighed i den kontraherende stat,
hvor arresten er begæret.
Artikel 5
Den domstol eller kompetente juridiske myndighed, inden
for hvis jurisdiktion et skib arresteres, skal ophæve arresten, hvis
tilstrækkelig sikkerhed stilles, med undtagelse af tilfælde, hvor
et skib er arresteret for et søretskrav som nævnt i artikel l
(1) (o) eller (p). I sådanne tilfælde kan retten eller
vedkommende myndighed tillade den person, som har skibet i sin besiddelse, at
fortsætte med at bruge skibet mod tilstrækkelig sikkerhed, eller
den kan træffe anden bestemmelse med hensyn til brugen af skibet i den
tid arresten varer.
I mangel af overenskomst mellem parterne om sikkerhedens
tilstrækkelighed, kan retten eller vedkommende myndighed bestemme dens
art og størrelse.
En begæring om ophævelse af arresten skal ikke
fortolkes som en anerkendelse af ansvar eller som frafald af rederens
lovbestemte ansvarsbegrænsning.
Artikel 6
Alle spørgsmål om sagsøgerens
eventuelle svar for skade forvoldt ved arrest i et skib eller for
omkostningerne ved sikkerhed, som er stillet for at få arresten
ophævet eller for at hindre arrest, skal afgøres efter
lovgivningen i den kontraherende stat, hvor arresten er gjort eller
begæret.
De processuelle regler om arrest i skibe, om
fremgangsmåden for at få arrestbeslutning efter artikel 4 og alle
processuelle spørgsmål, som arresten ellers giver anledning til,
afgøres efter loven i den kontraherende stat, hvor arresten er gjort
eller begæret.
Artikel 7
(1) Domstolene i det land, hvor arresten er gjort, skal have myndighed
til at pådømme det krav arresten gælder, hvis de har en
sådan juridisk myndighed i henhold til landets lovgivning, eller i
følgende tilfælde:
(a) hvis sagsøgeren har sin faste bopæl eller har sit
hovedkontor i det land, hvor arresten er gjort;
(b) hvis kravet er opstået i det land, hvor arresten er
gjort;
(c) hvis kravet gælder den rejse under hvilken arresten er
gjort;
(d) hvis kravet er opstået på grund af et sammenstød
eller under omstændigheder som nævnt i artikel 10 i den
internationale konvention om ensartede regler om sammenstød mellem
skibe, undertegnet i Bruxelles den 23. september 1910;
(e) hvis kravet gælder bjærgning;
(f) hvis kravet gælder et hypotekslån eller pantelån
i det arresterede skib.
(2) Hvis den domstol, inden for hvis jurisdiktion skibet er arresteret,
ikke har myndighed til at pådømme kravet, og sikkerhed stilles
efter artikel 5 for at få arresten ophævet, skal det udtrykkelig
bestemmes, at denne sikkerhed skal gælde for opfyldelsen af enhver dom,
som senere måtte blive afsagt af en kompetent domstol: og retten eller
den kompetente juridiske myndighed i det land, hvor arresten er gjort, skal
fastsætte en frist, inden for hvilken sagsøgeren skal
anlægge sag ved en kompetent domstol.
(3) Hvis parterne er blevet enige om at lade tvisten
pådømme af en anden domstol end den, inden for hvis jurisdiktion
arresten er gjort, eller af en voldgiftsret, skal retten eller den kompetente
juridiske myndighed i det land, hvor arresten er gjort, fastsætte en
frist, inden for hvilken sagsøgeren skal anlægge sagen.
(4) Hvis sagen i tilfælde som anført i de to
foregående stykker ikke bliver anlagt inden den fastsatte frist, kan
sagsøgte kræve arresten af skibet ophævet eller
sikkerheden frigivet.
(5) Denne artikel skal ikke gælde for sager, som omfattes af
bestemmelserne i den reviderede Rhinfartkonvention af 17. oktober
1868.
Artikel 8
(1) Bestemmelserne i denne konvention skal gælde ethvert
fartøj, som fører en kontraherende stats flag inden for en
anden kontraherende stats jurisdiktion.
(2) Et skib, som fører en ikke-kontraherende stats flag, kan
arresteres i en kontraherende stat for søretskrav som nævnt i
artikel l eller for andre krav, som efter den kontraherende stats lovgivning
kan sikres ved arrest.
(3) Enhver kontraherende stat har dog ret til helt eller delvis at
udelukke, at konventionen finder anvendelse til fordel for ikke-
kontraherende stater eller personer, som ikke på arrestdagen. har fast
bopæl eller har hovedkontor i en kontraherende stat.
(4) Denne konvention medfører ingen ændring i de
retsregler, som gælder i de kontraherende stater om arrest i skibe i
den stat, hvis flag det fører, når sagsøgeren har fast
bopæl eller har sit hovedkontor i denne stat.
(5) Når en anden end den oprindelige sagsøger gør
søretskrav gældende enten på grund af indtræden,
overdragelse eller med anden hjemmel, skal denne tredje part ved anvendelsen
af denne konvention anses for at have samme bopæl eller hovedkontor som
den oprindelige sagsøger.
Artikel 9
Denne konvention giver ikke grundlag for noget krav, som
ikke, uafhængig af dens bestemmelser, ville være hjemlet i den
lovgivning, der anvendes af den domstol, som har sagen, og heller ikke for
nogen søpanteret, som ikke er hjemlet i henhold til nævnte
lovgivning eller i henhold til konventionen om panterettigheder i skibe, hvis
den finder anvendelse.
Artikel 10
De høje kontraherende parter kan ved
undertegnelsen, ved deponeringen af deres ratifikation eller ved
tiltrædelsen forbeholde sig:
(a) ret til ikke at anvende konventionen på arrest i skibe for
krav som nævnt i artikel 1 (1) (o) og (p), men på disse krav
anvende deres nationale lovgivning;
(b) ret til ikke at anvende første stykke i artikel 3 på
arrest i skibe inden for deres jurisdiktion for krav som nævnt i
artikel 1 (1) (q).
Artikel 11
De høje kontraherende parter forpligter sig til at
henvise til voldgift enhver tvist mellem staterne om fortolkningen eller
anvendelsen af denne konvention, men uden at dette berører de
forpligtelser, som de måtte have påtaget sig ved at vedtage, at
tvistigheder mellem dem skal indbringes for den Internationale Domstol.
Artikel 12
Denne konvention er åben for undertegnelse af de
stater, som har været repræsenteret på den niende
diplomatiske søretskonference. Det belgiske udenrigsministerium skal
udfærdige undertegnelsesprotokollen.
Artikel 13
Denne konvention skal ratificeres og
ratifikationsinstrumenterne deponeres i det belgiske udenrigsministerium, som
skal give alle stater, som har undertegnet eller tiltrådt konventionen,
underretning om deponeringen af instrumenterne.
Artikel 14
(a) Denne konvention træder i kraft mellem de to stater, som
først ratificerer den, seks måneder efter den dag, hvor det
andet ratifikationsinstrument bliver deponeret.
(b) For enhver undertegnende stat, som ratificerer konventionen efter
deponeringen af det andet ratifikationsinstrument, træder denne
konvention i kraft seks måneder efter deponeringen af dennes eget
ratifikationsinstrument.
Artikel 15
Stater, som ikke har været repræsenteret
på den niende diplomatiske søretskonference, kan tiltræde
konventionen.
Tiltrædelsen meddeles det belgiske
udenrigsministerium, som ad diplomatisk vej underretter alle stater som har
undertegnet eller tiltrådt konventionen.
For en tiltrædende stat træder konventionen i
kraft seks måneder efter den dag, hvor meddelelsen modtages, dog ikke
før konventionen er trådt i kraft i henhold til artikel 14
(a).
Artikel 16
Enhver af de høje kontraherende parter kan efter
udløbet af en periode på tre år fra konventionens
ikrafttræden i forhold til denne part kræve en konference
indkaldt for at behandle forslag til ændringer.
Enhver af de høje kontraherende parter, som vil
gøre brug af denne ret, skal henvende sig til den belgiske regering,
som skal indkalde til konferencen inden seks måneder.
Artikel 17
Enhver af de høje kontraherende parter har ret til
at opsige konventionen når som helst, efter at den er trådt i
kraft for denne part. Opsigelsen får virkning et år efter den
dag, hvor meddelelse om opsigelsen er modtaget af den belgiske regering, som
skal give de andre høje kontraherende parter underretning herom ad
diplomatisk vej.
Artikel 18
(a) Enhver af de høje kontraherende parter kan, når den
ratificerer eller tiltræder konventionen eller senere, skriftligt
meddele det belgiske udenrigsministerium, at konventionen skal udvides til at
omfatte territorier, hvis internationale interesser den varetager. For
sådanne territorier skal konventionen træde i kraft seks
måneder efter den dag, hvor det belgiske udenrigsministerium har
modtaget meddelelsen, dog ikke før den er trådt i kraft for
vedkommende høje kontraherende part.
(b) Enhver af de høje kontraherende parter, som har afgivet en
erklæring som nævnt under (a) om konventionens udvidelse til at
omfatte territorier, hvis internationale interesser den varetager, kan
når som helst meddele det belgiske udenrigsministerium, at konventionen
skal ophøre at gælde for det pågældende territorium.
Denne opsigelse får virkning et år efter den dag, hvor opsigelsen
modtages af det belgiske udenrigsministerium.
(c) Det belgiske udenrigsministerium giver alle stater, som har
undertegnet eller tiltrådt konventionen, underretning om enhver
opsigelse, det har modtaget i henhold til denne artikel.
Udfærdiget i Bruxelles den 10. maj 1952, på
fransk og engelsk, således at de to tekster har samme gyldighed.
Konventionen trådte i medfør af art. 14 (a) i
kraft den 24. februar 1956. Konventionen trådte i medfør af art.
14 (b) i kraft for Danmark den 2. november 1989. Konventionen gælder
ikke for Færøerne og Grønland.
Konventionen er foruden af Danmark ratificeret eller
tiltrådt af:
Schweiz
14. september 1955
Spanien
14. september 1955
Costa Rica
24. februar 1956
Egypten
24. februar 1956
Haiti
24. februar 1956
Vatikanstaten
10. februar 1957
Cambodia
12. maj 1957
Portugal
4. november 1957
Frankrig
25. november 1957
Benin*
23. oktober 1958
Cameroun*
23. oktober 1958
Comorerne*
23. oktober 1958
Folkerepublikken
Congo*
23. oktober 1958
Elfenbenskysten
23. oktober 1958
Djibouti*
23. oktober 1958
Gabon*
23. oktober 1958
Republikken Guinea*
23. oktober 1958
Burkina Faso*
23. oktober 1958
Mauretanien*
23. oktober 1958
Niger*
23. oktober 1958
Den Central-
afrikanske
Republik*
23. oktober 1958
Republikken
Madagaskar
23. oktober 1958
Senegal*
23. oktober 1958
Mali*
23. oktober 1958
Tchad*
23. oktober 1958
Togo*
23. oktober 1958
Det Forenede
Kongerige
Storbritannien og
Nordirland
18. september 1959
Belgien
10. oktober 1961
Malaysia
(kun for staten
Sarawak)
28. januar 1963
Brunei
29. september 1963
Fiji
29. september 1963
Guyana*
29. september 1963
Mauritius
29. september 1963
Seychellerne*
29. september 1963
Nigeria
7. maj 1964
Algeriet
18. februar 1965
Antigua/Barbuda
12. november 1965
Bahamas*
12. november 1965
Den Dominikanske
Republik
12. november 1965
Grenada
12. november 1965
St. Kitts-Nevis
12. november 1965
Saint Lucia
12. november 1965
Saint Vincent og
Grenadinerne
12. november 1965
Belize
21. marts 1966
Kiribati*
21. marts 1966
Salomonøerne
21. marts 1966
Tuvalu*
21. marts 1966
Grækenland
27. august 1967
Zaire
17. januar 1968
Jugoslavien
25. januar 1968
Paraguay
22. maj 1968
Syrien
3. august 1972
Forbunds-
republikken
Tyskland
6. april 1973
Polen
16. januar 1977
Tonga
13. december 1978
Italien
9. maj 1980
Nederlandene
20. juli 1983
Cuba
21. maj 1984
Irland
17. april 1990
Marokko
11. januar 1991
Slovenien
25. juni 1991
Luxembourg
18. august 1991
Kroatien
8. oktober 1991
Sverige
30. oktober 1993
Letland
17. november 1993
Norge
1. maj 1995
Rumænien
28. maj 1996
Finland
21. juni 1996
Rusland
29. oktober 1999
De med * markerede lande, der ifølge
erklæringer fra Frankrig henholdsvis Storbritannien er
omfattet af konventionen, har ikke, bortset fra Republikken Guinea,
jfr. nedenfor, som selvstændige stater bekræftet deres deltagelse
i konventionen. Republikken Guinea har afgivet erklæring om
tiltrædelse af konventionen med virkning fra 12. juni 1995.
Frankrig
har under henvisning til artikel 18 (a)
erklæret, at Marquesas-øerne, Tuamotu og Gambier, Sous le
Vent-øerne, Saint Pierre og Miquelon-øerne, Wallis og
Futuna-øerne, Ny Caledonien og territorier, Tahiti og territorier samt
det franske antarktiske område er omfattet af konventionen.
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland
har under henvisning til artikel 18 (a) erklæret, at Gibraltar,
Hong Kong, De britiske Jomfruøer, Bermuda, Cayman-øerne,
Montserrat, Anguilla, St. Helena, Turks- og Caicos-øerne, Guernsey og
Falklandsøerne er omfattet af konventionen. En tilsvarende
erklæring er afgivet for øen Man med virkning fra 14. oktober
1993.
Storbritannien har taget forbehold med henvisning til
konventionens artikel 10. Storbritannien forbeholder sig retten til at
udstrække bestemmelserne i artikel 10 til at omfatte de territorier,
hvor Storbritannien har ansvaret for de internationale relationer.
Storbritannien har endvidere forbeholdt sig ret til ikke at lade
konventionens bestemmelser omfatte krigsskibe eller skibe ejet af eller i
tjeneste for en stat. Gibraltar, Hong Kong, De britiske Jomfruøer,
Bermuda, Cayman-øerne, Montserrat, Anguilla, St. Helena, Turks- og
Caicos-øerne, Guernsey, Falklandsøerne og øen Man er
tillige omfattet af dette forbehold.
Storbritannien har afgivet erklæring om ophør
af internationale rettigheder og forpligtelser efter overdragelsen af Hong
Kong til Kina med virkning fra 1. juli 1997.
Nederlandene
har ratificeret for Kongeriget i
Europa og for De Nederlandske Antiller. Nederlandene henviser til artikel 10,
stk. (a) og (b) og tilkendegiver følgende forbehold:
Konventionens bestemmelser finder ikke anvendelse på arrest i
et skib på grundlag af et af de i artikel 1, o) og p) omhandlede
søretskrav, i hvilke tilfælde nederlandsk lov finder anvendelse;
og
bestemmelserne i artikel 3, stk. 1 finder ikke anvendelse
på arrest foretaget på Kongeriget Nederlandenes territorium
på grundlag af krav omhandlet i artikel 1, q).
Costa Rica har taget følgende forbehold:
Artikel 3, stk. 1 kan ikke påberåbes til at
arrestere et skib, som fordringen ikke vedrører, og som ikke
længere tilhører den person, som var ejer af det skib, som
kravet gælder, i overensstemmelse med skibsregistret i det land, hvis
flag det fører, og selv om det har tilhørt denne.
Costa Rica anerkender ikke den forpligtende karakter af artikel 7,
stk. 1. a), b), c), d), e) og f), da de eneste domstole, som efter
republikkens lovgivning er kompetente til at dømme i sager
vedrørende søretskrav, er domstolene på
sagsøgerens hjemsted, undtagen i sager omhandlet i artikel 1,
stk. 1, o), p) og q) eller domstolene i den stat, hvis flag skibet
fører.
Ved ratifikationen af denne konvention forbeholder Costa
Ricas regering sig retten til at anvende handels- og arbejdslovgivningen
vedrørende arrest i udenlandske skibe, der anløber dets
havne.
Cambodia
og Egypten har taget forbehold med
henvisning til artikel 10 og Forbundsrepublikken Tyskland med
henvisning til artikel 10 (a) og (b).
Cuba
har taget forbehold med henvisning til artikel
10, samt forbehold om ikke at anvende konventionens bestemmelser på
krigsskibe, statsskibe eller skibe i en stats tjeneste. Cuba har tillige
afgivet en erklæring med henvisning til artikel 18.
Italien
henviser til artikel 10 stk. (a) og
(b) og forbeholder sig:
retten til ikke at anvende konventionens bestemmelser ved arrest i et
skib på grundlag af de i artikel 1, o) og p) omhandlede
søretskrav og at anvende sin nationale ret på en sådan
arrest.
retten til ikke at anvende bestemmelserne i artikel 3, stk. 1,
på arrest foretaget på sit territorium på grundlag af krav
omhandlet i artikel 1, q).
Jugoslavien
forbeholder sig i overensstemmelse med
denne konventions artikel 10 retten til ikke at anvende dens bestemmelser
på arrest i et skib foretaget på grundlag af et søretskrav
omhandlet i artikel 1, o) og til at anvende national ret på sådan
arrest.
Antigua og Barbuda, Bahamas, Belize, Den Dominikanske
Republik, Fiji, Grenada, Guyana, Kiribati, Mauritius, Nigeria, Saint
Christophe-Nevis, Saint Lucia, Saint Vincent og Grenadinerne,
Salomonøerne, Malaysia (kun for staten Sarawak), Seychellerne, Tonga
og Tuvalu
har endvidere forbeholdt sig ret til ikke at lade konventionens
bestemmelser omfatte krigsskibe eller skibe ejet af eller i tjeneste for en
stat.
Portugal
har under henvisning til artikel 18
erklæret, at konventionen med virkning fra 23. september 1999
udstrækkes til at omfatte Macao.
Portugal har med virkning fra 20. december 1999 endvidere
erklæret ikke længere at være ansvarlig for Macao med
hensyn til konventionen.
Kina
har erklæret, at det med virkning fra 1.
juli 1997 har overtaget forpligtelser og rettigheder for Hong Kong og fra 20.
december 1999 har overtaget forpligtelser og rettigheder for Macao i relation
til konventionen.
Kina har samtidig forbeholdt sig ret til ikke at lade
konventionens bestemmelser omfatte krigsskibe eller skibe ejet af eller i
tjeneste for en stat.
Rusland
har forbeholdt sig ret til ikke at lade
konventionens bestemmelser omfatte krigsskibe, militære forsyningsskibe
eller skibe ejet af eller i tjeneste for staten, og som udelukkende bruges i
ikke-kommercielt øjemed.
Rusland henviser til artikel 10, stk. (a) og (b) og
forbeholder sig retten til ikke at anvende:
konventionens bestemmelser ved arrest i et skib på grundlag af
de i artikel 1, stk. 1, o) og p) omhandlede søretskrav og til at
anvende sin nationale ret på en sådan arrest,
bestemmelserne i artikel 3, stk. 1 på arrest i et skib
foretaget på sit territorium på grundlag af krav omhandlet i
konventionens artikel 1, stk. 1, q).
Udenrigsministeriet, den 11. december
2000
Niels Helveg Petersen
Lignende dokumenter
- 1988 LSF 138 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SØLOVEN OG RETSPLEJELOVEN (ARREST I SKIB) Retsinformation · 17. maj 1989
- 1994 LSF 107 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, LOV OM EF-DOMSKONVENTIONEN M.V. OG LOV OM ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE AF NORDISKE AFGØRELSER OM PRIVATRETLIGE KRAV (TILTRÆDELSE AF SAN SEBASTIAN-KONVENTIONEN OG LUGANOKONVENTIONEN) Retsinformation · 30. marts 1995
- Bekendtgørelse af international konvention af 29. november 1969 om det privatretlige ansvar for skader ved olieforurening. (* 1) Retsinformation · 6. december 1975
- Bekendtgørelse om ikrafttræden af lov om EF-domskonventionen m.v. og af retsplejelovens § 247. Retsinformation · 31. oktober 1986
- Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i Bryssel den 10. april 1926 afsluttede internationale konvention om indførelse af visse ensartede regler om immunitet for statsskibe med tillægsprotokol af 24. maj 1934. (* 1) Retsinformation · 9. november 1951
- Bekendtgørelse af konvention af 17. december 1971 om civilretligt ansvar ved søtransport af nukleart materiale. (* 1) Retsinformation · 6. december 1975