Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i Bryssel den 10. april 1926 afsluttede internationale konvention om indførelse af visse ensartede regler om immunitet for statsskibe med tillægsprotokol af 24. maj 1934. (* 1)

BKI nr 44 af 08/10/1951Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet9. november 1951

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i

Bryssel den 10. april 1926 afsluttede internationale konvention om indførelse

af visse ensartede regler om immunitet for statsskibe med tillægsprotokol af

24. maj 1934. (* 1)

I henhold til kgl. resolution af 9. oktober 1950 har Danmark ratificeret

følgende konvention med tillægsprotokol:

INTERNATIONAL KONVENTION

om indførelse af visse ensartede regler om immunitet for

statsskibe.

Præsidenten for Det tyske Rige, Hans Majestæt Belgiens Konge, Præsidenten

for republikken Brasilien, Præsidenten for republikken Chile, Hans Majestæt

Kongen af Danmark og Island, Hans Majestæt Kongen af Spanien, Den estniske

Statsældste, Præsidenten for den franske republik, Hans majestæt Kongen af

det forenede Kongerige Storbritannien og Irland og de britiske oversøiske

lande, Kejser af Indien, Hans Højhed Kongeriget Ungarns Rigsforstander, Hans

Majestæt Kongen af Italien, Hans Majestæt Kejseren af Japan, Præsidenten for

republikken Letland, Præsidenten for republikken Mexico, Hans Majestæt Kongen

af Norge, Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene, Præsidenten for den

polske republik, Præsidenten for den portugisiske republik, Hans Majestæt

Kongen af Rumænien, Hans Majestæt Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Konge

og Hans Majestæt Kongen af Sverige

har i erkendelse af det ønskelige i, at der ved fælles overenskomst

fastsættes visse ensartede regler om immunitet for statsskibe, besluttet at

afslutte en dertil sigtende konvention og som deres befuldmægtigede udnævnt:

( her opregnes navnene på de befuldmægtigede)

Hvilken, dertil behørigt befuldmægtigede, er kommet overens om følgende:

Artikel 1.

Søgående skibe, der tilhører stater eller benyttes af dem, ladninger, der

tilhører stater, ladninger og passagerer, der befordres af statsskibe, såvel

som de stater, der er ejere af skivene eller som benytter dem, eller som er

Læs alt

ejere af ladningerne, er i henseende til fordringer, der angår benyttelsen af

skibe eller befordringen af ladningerne, underkastet de samme regler om

ansvar og de samme forpligtelser, som gælder for private skibe, ladninger og

rederivirksomheder.

Artikel 2.

Forsåvidt angår dette ansvar og disse forpligtelser er reglerne om

domstolenes kompetence, om hvilke krav, der kan gøres gældende for den, og om

rettergangsmåden de samme som for handelsskibe i privat eje og for private

ladninger og deres ejere.

Artikel 3.

§ 1. Bestemmelserne i de to foregående artikler er

ikke anvendelige på krigsskibe, på statsyachter, opsynsskibe, hospitalsskibe,

hjælpeskibe, provianteringsskibe og andre skibe, der tilhører eller benyttes

af en stat, og som i det øjeblik, da fordringen opstår, udelukkende anvendes

i ikke-kommerciel statstjeneste, og disse skibe skal ikke være genstand for

arrest, beslag eller nogen anden retlig tilbageholdelse og heller ikke for

nogen retsforfølgning »in rem«.

De interesserede har dog ret til at fremføre deres krav for de kompetente

domstole i den stat, der ejer eller benytter skibet, uden at denne stat kan

gøre brug af sin immunitet forsåvidt angår:

1. krav på erstatning i anledning af sammenstød eller

andre søulykker;

2. krav på godtgørelse for bistand og bjærgning og på

havaribidrag;

3. krav, der grunder sig på reparation, levering af

fornødenheder og andre kontrakter vedrørende skibet.

§ 2. De samme regler anvendes på ladninger, der

tilhører en stat og befordres på sådanne skibe som ovenfor nævnt.

§ 3. Ladninger, der tilhører en stat og befordres på

handelsskibe i et ikke-kommercielt statsøjemed, skal ikke være genstand for

arrest, beslag eller nogen anden retlig tilbageholdelse og heller ikke for

nogen retsforfølgning »in rem«.

Krav på erstatning i anledning af sammenstød og søulykke, krav på

godtgørelse for bistand og bjærgning og på havaribidrag, såvel som krav, der

grunder sig på kontrakter vedrørende disse ladninger, skal dog kunne indtales

ved den domstol, der har kompetence i kraft af artikel 2.

Artikel 4.

Staterne kan påberåbe sig samme realitetsindsigelser,

forældelsesindsigelser og ansvarsbegrænsninger som private skibe og deres

ejere.

Hvis det er nødvendigt at tilpasse eller ændre bestemmelserne om sådanne

realitetsindsigelser, forældelsesindsigelser og ansvarsbegrænsninger for at

gøre den anvendelige på krigsskibe eller på statsskibe, der omfattes af

artikel 3, skal der sluttes en særskilt konvention i dette øjemed. Indtil

dette er sket, kan de nationale love fastsætte de fornødne bestemmelser i

overensstemmelse med nærværende konventions ånd og grundsætninger.

Artikel 5.

Er der i det i artikel 3 nævnte tilfælde efter domstolens mening tvivl om

skibets eller ladningens statslige og ikke-kommercielle karakter, skal en

bevidnelse, under tegnet af den diplomatiske repræsentant for den

kontraherende stat, som skibet eller ladningen tilhører, og fremsendt ved

mellemkomst af den stat, for hvis domstole sagen er indbragt, gælde som bevis

for, at skibet eller ladningen omfattes af artikel 3, men kun forsåvidt det

drejer sig om at få ophævet arrest, beslag eller anden retlig

tilbageholdelse.

Artikel 6.

Bestemmelserne i denne konvention skal anvendes i enhver kontraherende

stat under forbehold af adgang til ikke at gøre dem anvendelige til fordel

for ikke kontraherende stater og deres undersåtter eller til at gøre

anvendelsen betinget af gensidighed.

På den anden side er intet til hinder for, at en kontraherende stat ved

sine egne love bestemmer, hvilke rettigheder dens borgere skal have for dens

domstole.

Artikel 7.

I krigstid forbeholder enhver kontraherende stat sig ret til ved en

erklæring, meddelt de andre kontraherende stater, at suspendere anvendelsen

af nærværende konvention i den forstand, at i et sådant tilfælde hverken de

skive, der tilhører eller benyttes af den, eller de ladninger, der tilhører

den, skal kunne være genstand for beslag, arrest eller tilbageholdelse af en

udenlandsk domstol. Men fordringshaveren skal have ret til at anlægge sag ved

den domstol, der er kompetent i kraft af artikel 2 og 3.

Artikel 8.

Intet i denne konvention har indflydelse op de kontraherende staters ret

til at tage de forholdsregler, som de af neutraliteten flydende rettigheder

og pligter kan gøre påkrævede.

Artikel 9.

Senest ved udløbet af en tidsfrist af to år fra dagen for undertegningen

af konventionen at regne træder den belgiske regering i forbindelse med de

høje kontraherende parters regeringer, der har erklæret sig rede til at

ratificere den, med det formål at få afgjort, om der er anledning til at

sætte den i kraft. Ratifikationerne deponeres i Bryssel på den dag, der

fastsættes ved overenskomst mellem de nævnte regeringer. Den første

deponering af ratifikationer skal konstateres ved protokol, der undertegnes

af repræsentanterne for de stater, der tager del deri, af af Belgiens

udenrigsminister.

Senere deponeringer skal ske ved en skriftlig meddelelse, rettet til den

belgiske regering og ledsaget af ratifikationsinstrumentet.

Bekræftet genpart af protokollen angående den første deponering af

ratifikationer, af de i foregående stykke nævnte meddelelser, såvel som de af

ratifikationsinstrumenter, der ledsager dem, skal straks, ved den belgiske

regerings foranstaltning og ad diplomatisk vej, sendes til de stater, der har

undertegnet eller tiltrådt denne konvention. I de i foregående stykke nævnte

tilfælde skal den nævnte regering samtidig give underretning om, på hvilken

dag den modtog meddelelsen.

Artikel 10.

De stater, der ikke har undertegnet, kan tiltræde denne konvention, hvad

enten de har været repræsenterede på den internationale konference i Bryssel

eller ikke.

En stat, der ønsker at tiltræde, meddeler skriftlig sin hensigt til den

belgiske regering, idet den oversender tiltrædelsesdokumentet, der deponeres

i den nævnte regerings arkiver.

Den belgiske regering skal straks oversende alle de stater, der har

undertegnet eller tiltrådt konventionen, en bekræftet genpart af meddelelsen

såvel som at tiltrædelsesdokumentet med angivelse af, på hvilken dag den

modtog meddelelsen.

Artikel 11.

De høje kontraherende parter kan ved undertegningen, ved deponeringen af

ratifikationerne eller ved tiltrædelsen erklære, at deres antagelse af denne

konvention ikke skal gælde for bestemte eller for nogen af de selvstyrede

dominions, kolonierne, besiddelserne, protektoraterne eller de oversøiske

territorier, der befinder sig under deres overhøjhed eller beskyttelse, Som

følge heraf kan de senere tiltræde særskilt for den ene eller den anden af

disse selvstyrende dominions, kolonier, besiddelser, protektorater eller

oversøiske territorier, der således har været udelukkede i deres oprindelige

erklæring. De kan også, i overensstemmelse med de her givne bestemmelser,

opsige denne konvention særskilt for en eller flere af de selvstyrende

dominions, kolonier, besiddelserne, protektoraterne eller de oversøiske

territorier, der står under deres overhøjhed eller beskyttelse.

Artikel 12.

For de stater, der deltager i den første deponering af ratifikationer,

træder denne konvention i kraft et år efter deponeringsprotokollens datum.

For de stater, der senere ratificerer eller tiltræder konventionen, ligesom i

tilfælde, hvor ikraftsættelsen skre senere i henhold til artikel 11, træder

den i kraft seks måneder efter, at den belgiske regering har modtaget de

meddelelser, der omhandles i artikel 9, 2det stykke og i artikel 10, 2det

stykke.

Artikel 13.

Skulle en af de kontraherende stater ønske at opsige denne konvention,

skal opsigelsen skriftlig meddeles den belgiske regering, der straks skal

tilstille alle de øvrige stater bekræftet genpart af meddelelsen med

oplysning om dagen for modtagelsen.

Opsigelsen får alene virkning for den stat, der har foretaget den, og

først et år efter at opsigelsen er modtaget af den belgiske regering.

Artikel 14.

Enhver af de kontraherende stater har ret til at begære en ny konference

sammenkaldt med det formål at undersøge hvilke forbedringer, der kan indføres

i konventionen.

Den stat, der vil gøre brug af denne ret, skal et år i forvejen meddele de

andre stater sin hensigt gennem den belgiske regering, der vil påtage sig at

sammenkalde konferencen.

Udfærdiget i Bryssel, i eet eksemplar den 10. april 1926.

(underskrifter).

Protokol undertegnet i Bryssel den 24. maj 1934 som tillæg til den

under 10. april 1926 sammesteds undertegnede internationale konvention om

indførelse af visse ensartede regler om immunitet for statsskibe.

De regeringer, der har undertegnet den internationale konvention om

indførelse af visse regler om immunitet for statsskibe,

har, efter at have anerkendt nødvendigheden af at præcisere enkelte af de

deri indeholdte bestemmelser, udpeget de undertegnede befuldmægtigede, som

efter indbyrdes forevisning af deres i behørig form affattede og godkendte

fuldmagter er kommet overens om følgende:

I.

Da der er opstået tvivl om spørgsmålet, hvorvidt og i hvilken udstrækning

ordene »benyttes af en stat« i konventionens artikel 3 gælder eller

kunne fortolkes som gældende skibe, der befragtes af en stat enten på tid

eller for bestemt rejse, afgivet nedenstående erklæring til klarlæggelse af

forholdet:

»Skibe, der er befragtet afg en stat enten på tid eller for bestemt

rejse,- og som udelukkende anvendes i ikke-kommerciel statstjeneste - såvel

som de af samme befordrede ladninger kan ikke være genstand for arrest,

beslag eller nogen anden retlig tilbageholdelse, men denne immunitet skal

ikke kunne præjudicere andre rettigheder eller regresmidler, som de

interesserede måtte have. En bevidnelse udfærdiget således som fastsat i

konventionens artikel 5 af den diplomatiske repræsentant for den pågældende

stat skal også i det her omhandlede tilfælde gælde som bevis på arten af den

tjeneste, i hvilken skibet benyttes.«

II.

Med hensyn til den i artikel 3, 1ste stykke, nævnte undtagelse er det en

aftale, at ejendomsretten til et skib erhvervet af staten eller statens

benyttelse af samme på det tidspunkt, hvor foranstaltninger til arrest,

beslag eller anden retlig tilbageholdelse finder sted, skal betragtes som

faldende sammen med den eksisterende ejendomsret eller faktiske benyttelse i

det øjeblik, fordringen opstår.

Heraf følger, at staterne kan påberåbe sig denne artikel til fordel for de

skibe, de ejer eller benytter på det tidspunkt, hvor foranstaltninger til

arrest, beslag eller anden retlig tilbageholdelse finder sted, såfremt de

pågældende skibe udelukkende benyttes i ikke- kommerciel statstjeneste.

III.

Det er en aftale, at intet i bestemmelserne i konventionens artikel 5

forhindrer de interesserede regeringer i selv at møde i den jurisdiktion,

hvor sagen er til behandling, og der fremlægge den i fornævnte artikel

omtalte bevidnelse, når det sker i overensstemmelse med den rettergangsmåde,

som er fastsat ved de nationale love.

IV.

Da konventionen på intet punkt berører krigsførende og neutrale staters

rettigheder og forpligtelser, gøres der ved artikel 7 på ingen måde indgreb i

de på behørig vis oprettede priseretters kompetence.

V.

Det er en aftale, at intet i bestemmelserne i konventionens artikel 2 på

nogen måde begrænser eller berører anvendelsen af de nationale procesregler i

sager, hvor staten er part.

VI.

Når det drejer sig om bevisførelse eller fremlæggelse af dokumenter, og

sådan bevisførelse eller dokumentation efter den pågældende regerings mening

ikke kan ske, uden at nationale interesser skades derved, skal regeringen

kunne afholde sig derfra ved at påberåbe sig varetagelsen af disse nationale

interesser.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, der er behørigt bemyndiget af

deres regeringer, underskrevet nærværende tillægs-protokol, som vil være at

betragte som integrerende del af konventionen af 10 april 1926., hvortil den

knytter sig.

Udfærdiget i Bryssel den 24. maj 1934, i eet eksemplar, som skal forblive

deponeret i den belgiske regerings arkiver.

(Underskrifter).

Danmarks ratifikationsinstrument blev den 16. november 1950 deponeret i

det belgiske udenrigsministerium, og konvention med dertil hørende

tillægsprotokol er herefter i overensstemmelse med artikel 12 for Danmarks

vedkommende trådt i kraft den 16. maj 1951.

Nedenfor anføres de lande, som hidtil har ratificeret, henholdsvis

tiltrådt konventionen. Den vedføjede dato angiver tidspunktet for

deponeringen af ratifikationsinstrumentet, respektive notifikationen af

tiltrædelsen:

Belgien ............................................... 8. 1. 1936

Brasilien ............................................. 8. 1. 1936

Chile ................................................. 8. 1. 1936

Estland ............................................... 8. 1. 1936

Ungarn ................................................ 8. 1. 1936

Polen ................................................. 8. 1. 1936

Tyskland .............................................. 27. 6. 1936

Nederlandene og Curacao, holl. Indien, Surinam ....... 8. 7. 1936

Italien og de ital.kolonier .......................... 27. 1. 1937

Rumænien .............................................. 4. 8. 1937

Portugal .............................................. 27. 6. 1938

Sverige ............................................... 1. 7. 1938

Norge ................................................. 25. 4. 1939

Danmark ............................................... 16. 11. 1950

Grækenland ............................................ 19. 5. 1951

Hvilket herved bringes til almindelig kundskab.

Udenrigsministeriet, den 8. oktober

1951.

Ole Bjørn Kraft.

Lignende dokumenter