1988 LSF 138 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SØLOVEN OG RETSPLEJELOVEN (ARREST I SKIB)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 141 af 1. april 1985, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 284 indsættes:
»Kapitel 12 a
Om arrest i skib
§ 285. Ved søretskrav forstås i denne lov krav, som har en eller flere af
følgende årsager:
1) skade på ejendom forårsaget af et skib ved sammenstød eller på anden
måde,
2) skade på person forårsaget af et skib eller opstået i forbindelse med
skibets drift,
3) bjærgning,
4) aftale ved certeparti eller på anden måde om brug eller leje af et
skib,
5) aftale ved certeparti eller på anden måde om befordring af gods med et
skib,
6) tab af eller skade på gods, herunder rejsegods, der befordres med et
skib,
7) almindeligt havari,
8) bodmeri,
9) bugsering,
10) havne-, kanal- og andre vandvejsafgifter samt lodsning,
11) levering af gods eller materialer til et skib, uanset leveringsstedet,
for at bruges til dets drift eller vedligeholdelse,
12) bygning og reparation af eller levering af udstyr til et skib samt
omkostninger og afgifter ved doksætning,
13) hyre til skibsfører og andre medlemmer af besætningen,
14) skibsførers udlæg, herunder udlæg gjort af afskibere, befragtere eller
af agenter for skibets eller ejerens regning,
Læs alt
15) tvist om ejendomsretten til et skib,
16) tvist mellem samejere af et skib om ejendomsretten, besiddelsen,
brugen eller indtægterne af skibet eller
17) panterettigheder i skib.
§ 286. Arrest i skib i henhold til denne lov kan kun foretages til
sikkerhed for et søretskrav. Ved arrest i skib forstås i denne lov
tilbageholdelse af et tilstedeværende skib.
Stk. 2. Om arrest i skib uden forbud mod skibets afsejling til sikkerhed
for et søretskrav eller andre krav gælder retsplejelovens regler.
§ 287. Arrest i skib kan foretages i det skib, som søretskravet angår.
Hvis kravet har en årsag, der er nævnt i § 285, nr. 1-14, kan arrest også
foretages i et andet skib, der ejes af den, som ejede det skib, kravet angår,
da kravet opstod.
Stk. 2. Hæfter skibets ejer ikke for et krav, der angår skibet, og som har
en årsag, der er nævnt i § 285, nr. 1-14, kan arrest foretages i skibet samt
i et andet skib, der tilhører den, der hæfter for kravet.
Stk. 3. Skibe har samme ejer, når samtlige skibsparter tilhører den eller
de samme personer.
Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan arrest ikke foretages i
skib, hvori der ikke vil kunne foretages udlæg for kravet.
Stk. 5. En fordringshaver kan ikke opnå arrest i skib mere end en gang for
samme krav. Det samme gælder, når sikkerhed er stillet for at afværge eller
ophæve arrest i skib. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaveren godtgør,
at sikkerheden var endeligt frigivet, før den senere arrest blev begæret,
eller der er anden særlig grund til at foretage arresten.
§ 288. Inden arrestforretning påbegyndes eller arrest foretages, kan
fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal
stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved
arresten, dog som udgangspunkt ikke ud over et beløb svarende til 5 dages
hyretab for skibet.
Stk. 2. Efter at arrest er foretaget, kan fogedretten som betingelse for
arrestens opretholdelse bestemme, at sikkerheden skal forhøjes.
§ 289. Arrest, der støttes på de i § 285, nr. 1-14 og 17, nævnte krav, kan
afværges, og foretagen arrest skal ophæves, såfremt der stilles en efter
fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens fordring med
tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i
forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende
fordringen.
Stk. 2. Ved arrest, der støttes på de i § 285, nr. 15 og 16, nævnte krav,
kan det mod sikkerhedsstillelse tillades den person, der har skibet i sin
besiddelse, at fortsætte med brugen af skibet, eller der kan træffes anden
bestemmelse for brugen af skibet i den tid, arresten varer.
§ 290. Bestemmelserne om arrest i lov om rettens pleje finder i øvrigt
anvendelse for arrest i skib.
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september
1986, som ændret senest ved lov nr. 731 af 7. december 1988, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 246 indsættes:
»§ 246 a. Sager om stadfæstelse af arrest i et skib og om den
fordring, for hvilken arresten er gjort, kan anlægges ved retten på det sted,
hvor arresten er foretaget eller ville være foretaget, hvis den ikke var
afværget ved sikkerhedsstillelse.«
2. I § 247, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Dette gælder dog ikke sager, der anlægges ved det i § 246 a nævnte
værneting, og som er omfattet af konventionen af 10. maj 1952 om arrest i
søgående skibe.«
3. I § 628 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Sager om arrest i skib med forbud mod skibets afsejling til
sikring af et søretskrav behandles efter reglerne i sølovens kapitel 12
a.«
§ 3
Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af
industriministeren.
Stk. 2. Er anmodning om arrest indgivet til fogedretten før lovens
ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 141 af 1. april 1985, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 284 indsættes:
»Kapitel 12 a
Om arrest i skib
§ 285. Ved søretskrav forstås i denne lov krav, som har en eller flere af
følgende årsager:
1) skade på ejendom forårsaget af et skib ved sammenstød eller på anden
måde,
2) skade på person forårsaget af et skib eller opstået i forbindelse med
skibets drift,
3) bjærgning,
4) aftale ved certeparti eller på anden måde om brug eller leje af et
skib,
5) aftale ved certeparti eller på anden måde om befordring af gods med et
skib,
6) tab af eller skade på gods, herunder rejsegods, der befordres med et
skib,
7) almindeligt havari,
8) bodmeri,
9) bugsering,
10) havne-, kanal- og andre vandvejsafgifter samt lodsning,
11) levering af gods eller materialer til et skib, uanset leveringsstedet,
for at bruges til dets drift eller vedligeholdelse,
12) bygning og reparation af eller levering af udstyr til et skib samt
omkostninger og afgifter ved doksætning,
13) hyre til skibsfører og andre medlemmer af besætningen,
14) skibsførers udlæg, herunder udlæg gjort af afskibere, befragtere eller
af agenter for skibets eller ejerens regning,
15) tvist om ejendomsretten til et skib,
16) tvist mellem samejere af et skib om ejendomsretten, besiddelsen,
brugen eller indtægterne af skibet, eller
17) panterettigheder i skib.
§ 286. Arrest i skib i henhold til denne lov kan kun foretages til
sikkerhed for et søretskrav. Ved arrest i skib forstås i denne lov
tilbageholdelse af et tilstedeværende skib.
Stk. 2. Om arrest i skib uden forbud mod skibets afsejling til sikkerhed
for et søretskrav eller andre krav gælder retsplejelovens regler.
§ 287. Arrest i skib kan foretages i det skib, som søretskravet angår.
Hvis kravet har en årsag, der er nævnt i § 285, nr. 1-14, kan arrest også
foretages i et andet skib, der ejes af den, som ejede det skib, kravet angår,
da kravet opstod.
Stk. 2. Hæfter skibets ejer ikke for et krav, der angår skibet, og som har
en årsag, der er nævnt i § 285, nr. 1-14, kan arrest foretages i skibet samt
i et andet skib, der tilhører den, der hæfter for kravet.
Stk. 3. Skibe har samme ejer, når samtlige skibsparter tilhører den eller
de samme personer.
Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan arrest ikke foretages i
skib, hvori der ikke vil kunne foretages udlæg for kravet.
Stk. 5. En fordringshaver kan ikke opnå arrest i skib mere end en gang for
samme krav. Det samme gælder, når sikkerhed er stillet for at afværge eller
ophæve arrest i skib. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaveren godtgør,
at sikkerheden var endelig frigivet, før den senere arrest blev begæret,
eller der er anden særlig grund til at foretage arresten.
§ 288. Inden arrestforretning påbegyndes eller arrest foretages, kan
fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal
stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved
arresten, dog som udgangspunkt ikke udover et beløb svarende til 5 dages
hyretab for skibet.
Stk. 2. Efter at arrest er foretaget, kan fogedretten som betingelse for
arrestens opretholdelse bestemme, at sikkerheden skal forhøjes.
§ 289. Arrest, der støttes på de i § 285, nr. 1-14 og 17, nævnte krav, kan
afværges og foretagen arrest skal ophæves, såfremt der stilles en efter
fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens fordring med
tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i
forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende
fordringen.
Stk. 2. Ved arrest, der støttes på de i § 285, nr. 15 og 16, nævnte krav,
kan det mod sikkerhedsstillelse tillades den person, der har skibet i sin
besiddelse, at fortsætte med brugen af skibet, eller der kan træffes anden
bestemmelse for brugen af skibet i den tid, arresten varer.
§ 290. Bestemmelserne om arrest i lov om rettens pleje finder i øvrigt
anvendelse for arrest i skib.
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986
som ændret senest ved lov nr. 731 af 7. december 1988, foretages følgende
ændringer:
1. Efter § 246 indsættes:
»§ 246 a. Sager om stadfæstelse af arrest i et skib og om den
fordring, for hvilken arresten er gjort, kan anlægges ved retten på det
sted,hvor arresten er foretaget, eller ville være foretaget, hvis den ikke
var afværget ved sikkerhedstillelse.«
2. I § 247, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Dette gælder dog ikke sager, der anlægges ved det i § 246 a nævnte
værneting, og som er omfattet af konventionen af 10. maj 1952 om arrest i
søgående skibe.«
3. I § 628 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Sager om arrest i skib med forbud mod skibets afsejling til
sikring af et søretskrav behandles efter reglerne i sølovens kapitel 12
a.«
§ 3.
Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af Industriministeren.
Stk. 2. Er anmodning om arrest indgivet til fogedretten før lovens
ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lovforslaget tilsigter at gøre det muligt for Danmark at tiltræde den i
Bruxelles den 10. maj 1952 vedtagne konvention om arrest i søgående skibe,
der er medtaget som bilag 1.
EF's domskonvention, konvention af 27. september 1968 om retternes
kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder
handelssager, som tiltrådt af Danmark ved den såkaldte
tiltrædelseskonvention, jf. lov nr. 325 af 4. juni 1986 om domskonventionen
m.v., indebærer, at reglerne om godsværneting ikke længere kan anvendes ved
retsforfølgning i forbindelse med arrest i skib, der er omfattet af
domskonventionen. Domskonventionen ville således alvorligt begrænse
mulighederne for at opnå jurisdiktion i søretssager, hvor sagen ofte er
baseret på godsværneting.
Med nærværende lovforslag bevares dansk værneting ved retsforfølgning i
forbindelse med arrest i skib, der er omfattet af domskonventionen.
I forbindelse med forhandlingerne i EF om Danmarks, Irlands og Det
forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse af
domskonventionen blev det overvejet at tilføje konventionen et særligt afsnit
om retternes kompetence i søretssager, hvilket dog af hensyn til
konventionens overskuelighed blev opgivet. Spørgsmålet fandtes bedst at kunne
løses på grundlag af domskonventionens art. 57, hvorefter konventionen ikke
berører overenskomster, som de kontraherende stater har tiltrådt eller vil
tiltræde, og som på særlige områder fastsætter regler for domstolenes
kompetence samt for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser. Da
arrestkonventionen bl.a. indeholder bestemmelser om arrestværneting, ville
der med hensyn hertil kunne opnås europæisk retsenhed ved, at alle
medlemslandene tiltræder denne konvention.
Spørgsmålet har endvidere betydning efter artikel 54 a i den parallelle
konvention til domskonventioner med EFTA-landene, indgået den 16. september
1988, (»Lugano-konventionen«).
Da der for Danmarks og Irlands vedkommende måtte påregnes, at der ville gå
nogen tid hermed, blev der for disse stater indført en overgangsordning for
kompetence i søretssager støttende sig på reglerne i arrestkonventionen.
Denne ordning ophører i hver af disse stater, når konventionen træder i kraft
for den pågældende stats vedkommende og senest 3 år efter
tiltrædelseskonventionens ikrafttræden for disse staters vedkommende, dvs.
den 1. november 1989, jf. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 724 af 22.
oktober 1986, hvorefter domskonventionen trådte ikraft for Danmarks
vedkommende den 1. november 1986. Ved en fælleserklæring afgivet af
EF-landenes repræsentanter i Rådet blev der udtrykt ønske om, at de
medlemsstater, som er kyststater, og som endnu ikke deltager i
arrestkonventionen af 10. maj 1952, ratificerer eller tiltræder denne så
hurtigt som muligt.
Danmarks tiltrædelse af arrestkonventionen vil forudsætte særlige
lovbestemmelser om arrest i skib.
Arrestkonventionen omhandler ikke arrest i skibsladning. Herom vil derfor
fortsat i enhver henseende gælde de almindelige bestemmelser om arrest, og
inden for EF vil domstolskompetencen være reguleret af domskonventionen.
Herfra er der dog ved tiltrædelseskonventionen gjort en undtagelse for sager
om betaling af den bjærgeløn, der forlanges for bjærgning, der er kommet en
skibsladning eller fragt til gode, og der herfor er gjort arrest i ladningen.
Der vil her, ligesom ved arrest i skib, inden for EF gælde et
arrestværneting.
Som følge af at arrestkonventionen bl.a. omhandler forholdet til skibe,
hjemmehørende i lande, der ikke har tiltrådt konventionen, vil konventionens
værnetingsbestemmelse også være afgørende i sager, der følger af arrest i
sådanne skibe.
Der er ikke fundet anledning til ved gennemførelse af konventionens
bestemmelser at sondre mellem koventionsskibe og andre skibe og ej heller
mellem arrest i danske og fremmede skibe, selv om konventionen åbner mulighed
herfor. Sådanne sondringer vil medføre en unødvendig komplicering af lovens
administration. Arrestværnetinget vil således i alle tilfælde kunne benyttes
efter foretaget arrest i skib.
Arrestkonventionen er begrundet i et ønske om at skabe et vist mål af
international retsenhed på et område, hvor nationale regler hidtil havde
udvist store forskelligheder. Det har herved været hensigten at sikre visse
rettigheder for såvel rederne som for disses kreditorer. Konventionen er
fremkommet som et kompromis mellem britisk og fransk (kontinental) ret, hvis
regler på dette område repræsenterede yderpunkter. Medens den kontinentale
ret gennemgående har tilladt arrest i ethvert rederen tilhørende skib eller
andet gods for et hvilket som helst pengekrav, var det britiske system
baseret på, at kun det skib, som kravet angik, samt eventuelle andre rederen
tilhørende skibe, kunne arresteres. Kompromiset består navnlig deri, at
arrest i skib kun kan gøres for en række nærmere angivne krav
(søretskravene), samt at ikke blot det skib, som kravet angår, men med visse
undtagelser også andre rederen eller skyldneren tilhørende skibe, kan
arresteres for kravet.
Konventionen omfatter dog praktisk talt alle krav, for hvilke arrest i
skib for tiden bliver foretaget. I forhold til nordisk og kontinental ret,
som tillader arrest for alle slags pengekrav, indebærer konventionen dog en
begrænsning i den nuværende adgang, idet der ikke kan foretages arrest i
henhold til denne lov for krav mod rederen, hvis kravet er skibet
uvedkommende.
Når man fra dansk side ikke tidligere har tiltrådt denne konvention,
skyldes dette bl.a., at man har fundet, at konventionsteksten indeholder en
række uklarheder, også af mere principiel karakter, vedrørende dens
anvendelsesområde. Dette spørgsmål har blandt andet været behandlet i en
artikel af professor Allan Philip i Nordisk Tidsskrift for International Ret
1977, side 113ff. »Maritime Jurisdiction in the EEC«. Det anføres
her, at en gennemførelse af konventionens bestemmelser ikke automatisk
medfører, at der vil blive adgang til at gennemføre arrest for krav, som ikke
allerede efter gældende national lovgivning giver adgang til arrest.
Konventionen omhandler således, hvilke processuelle regler man skal følge,
hvis en sag om et udenlandsk krav skal bedømmes efter udenlandsk ret ved en
dansk domstol, jf. artikel 6. Det følger derimod ikke af konventionen, at
konventionsstaterne nødvendigvis skal ændre deres materielle
arrestbestemmelser og udvide arrestmulighederne, jf. artikel 9.
Konventionen indeholder især regler om:
1) hvilke krav - søretskrav - som kan være grundlag for arrest,
2) i hvilke skibe, der kan gøres arrest for disse krav, og
3) domstolskompetence for kravets videre behandling.
Herudover indeholder konventionen bestemmelser om medvirken af retslig
myndighed, arrestens afværgelse eller ophævelse af sikkerhedsstillelse m.v.
Processuelle spørgsmål i forbindelse med arrestens gennemførelse og videre
forfølgning overlades - bortset fra reglen om domstolskompetence - til
national lovgivning.
Arrest er i konventionens forstand tilbageholdelse af et skib efter
retslig beslutning til sikring af et søretskrav. Andre følger for skibet end
selve tilbageholdelsen angives ikke. Den gældende regel i dansk ret om, at
skyldneren desuden især afskæres fra ved retshandler at råde over det
arresterede, omtales ikke i konventionen, men må kunne opretholdes.
Arrest i skibe her i landet foretages kun sjældent i danske skibe, hvilket
formentlig har sammenhæng med, at andre danske retsmidler står til
kreditorernes rådighed.
Hvis en kreditor derimod ønsker at gennemføre sit krav i Danmark mod et
udenlandsk skib, er en arrest ofte hans eneste mulighed. Arrester i fremmede
skibe forekommer da også langt hyppigere, typisk i tilfælde, hvor kreditor er
dansk, eller hvor kreditor anser anvendelse af danske retsregler for særligt
betryggende.
Med hensyn til betingelserne for at foretage arrest, rejser konventionens
gennemførelse her i landet visse problemer. Konventionen tillader nemlig, at
arrest kan foretages i ting, hvori der ikke ville kunne gøres udlæg for den
pågældende fordring. Dette problem opstår som følge af konventionens
bestemmelser om adgang til arrest i tilfælde, hvor f.eks. en befragter, men
ikke skibets ejer, hæfter personligt for kravet. Udlæg i skibet vil i sådanne
tilfælde ifølge gældende dansk ret alene kunne ske, såfremt kravet er sikret
ved søpanteret i skibet, jf. sølovens § 244, hvilket må antages at gælde også
under en række andre landes retssystemer, medens konventionens regel ifølge
dens ordlyd ikke er begrænset hertil. Konventionen åbner med andre ord
mulighed for arrest, uanset om kravet ville kunne forfølges ved udlæg i det
arresterede skib eller ej.
Som nævnt ovenfor skal konventionen forstås som en begrænsning i adgangen
til arrest i skib, uden at de deltagende lande forpligtes til at udnytte de
inden for denne begrænsning liggende muligheder. Heroverfor kan det dog
nævnes, at konventionens art. 8 og 10 lader formode, at konventionens formål
er at sikre ikke blot skibet, men også skibets kreditorer visse rettigheder.
Denne ret kan anses som en modydelse til kreditorerne til gengæld for den
indførte begrænsning af de krav, der kan føre til arrest i skib.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor langt disse rettigheder går, hvilket atter
er et spørgsmål om, i hvilken udstrækning det vil være tilladt at opstille
vilkår for adgangen til arrest. Herom siger konventionen intet udtrykkeligt,
bortset fra art. 9, der fastslår at ingen af konventionens regler skal kunne
fortolkes som givende adgang til nogen beføjelse, som ikke følger af den
lovgivning, der i det enkelte tilfælde finder anvendelse. Det er derfor
klart, at der i lovgivningen kan opstilles visse betingelser for arrest
udover den omstændighed, at man har et søretskrav, som man ønsker at sikre,
og at sådanne betingelser kan gå ud over det rent processuelle.
Lovforslaget bygger på den forudsætning, at konventionen ikke begrænser,
hvilke betingelser der kan stilles, og derfor ikke udelukker opretholdelse af
den betingelse, at der i det skib, som ønskes arresteret, ville kunne gøres
udlæg for kravet. I modsat fald ville en arrest kunne virke som en
utilladelig pression over for skibets ejer til at afværge arresten ved
sikkerhedsstillelse. Man støtter sig her på de ovennævnte betragtninger
fremført af professor Allan Philip i »Nordisk Tidsskrift for
International Ret«, 1977, side 113 ff.
Hvad angår det nærmere indhold af bestemmelserne om arrest i skib for
krav, for hvilke skibets ejer ikke hæfter personligt, henvises til
lovudkastets § 287 og bemærkninger hertil.
Lovforslaget er udformet i samarbejde med det af Industriministeriet
nedsatte sølovsudvalg.
Lovforslagets gennemførelse vil ikke have statsfinansielle eller
administrative konsekvenser.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til § 285:
Bestemmelsen gentager konventionens definition i artikel 1 (1) af
søretskrav. Når bodmeri, hvorved forstås et lån, som skipperen ifølge ældre
ret kunne optage i nødstilfælde, er medtaget i lovudkastet, uanset at dette
begreb ikke mere kendes i dansk ret, skyldes det, at muligheden af, at der
kan fremkomme begæring om arrest for sådanne krav støttet på fremmed ret,
ikke kan udelukkes.
De krav, der er nævnt i nr. 10, er ikke alle medtaget som søretskrav i
konventionen, men støttes på konventionens artikel 2.
Om de under nr. 17 nævnte panterettigheder bemærkes, at konventionen ikke
nævner søpant under søretskravene. Dette skyldes, at søpant alene er
sikkerhed for et søretskrav. Mange søretskrav er i øvrigt udstyret med
søpanteret, jf. sølovens § 244.
Forbud mod et skibs afsejling, der støttes på et af de i § 285 nævnte
krav, betragtes som arrest i skib, jf. retsplejelovens § 652.
Arrest i skib omfatter ikke tvangsfuldbyrdelse af dom.
Arrest i skib omfatter ikke arrest, der alene foretages i skibsladning,
fragt, containere eller bunkers. Herom gælder retsplejelovens regler.
Til § 286:
Bestemmelsen er baseret på konventionens artikel 1 (2) og artikel 2.
Arrest i skib i henhold til konventionens regler forudsætter skibets
tilstedeværelse og dets fysiske tilbageholdelse. Med hensyn til en arrest
uden forbud mod skibets afsejling gælder retsplejelovens almindelige regler
om arrest, idet en sådan arrest ikke er omfattet af arrestkonventionen, der
ikke kan antages at være til hinder for en sådan arrest. Arrest uden forbud
mod skibets afsejling, hvor sikringsakten er registrering i skibsregistret af
en fogedkendelse i henhold til retsplejelovens regler, kan derfor ske også
for andre krav end de, der er nævnt i denne lovs § 285.
Arresten tjener til sikring af bestående krav, men medfører ikke i sig
selv nogen ændring af kravets retsstilling.
Konventionens artikel 2 tilsigter at begrænse antallet af de krav, for
hvilke der kan gøres arrest i skib. Alle krav, der er sikret ved søpant, er
omfattet af søretskravene, der er opregnet i § 285.
Det siges i konventionens artikel 2, at arrest i skib kan finde sted inden
for en kontraherende stats jurisdiktion. Bestemmelsen modificeres af gældende
folkeretlige regler, som begrænser adgangen til at arrestere et fremmed skib,
der befinder sig i »uskadelig passage« af søterritoriet. Kyststaten
må ikke arrestere sådanne skibe til fremme af civilt søgsmål, medmindre det
sker for forpligtelser, som skibet har påtaget eller pådraget sig under eller
med henblik på dets rejse gennem kyststatens farvand. Dog kan arrest gøres,
når skibet ligger stille i søterritoriet eller passerer dette efter at have
forladt indre farvand.
Til § 287:
Stk. 1 og 2
Lovudkastets § 287, stk. 1 og 2, er en følge af konventionens bestemmelser
i artikel 3 (1) og 3 (4) om, i hvilke skibe arrest kan gøres, idet der
sondres mellem det skib, kravet angår, og andre skyldneren tilhørende skibe.
For de under § 285, nr. 15, 16 og 17, nævnte søretskrav kan arrest alene
gøres i det skib, kravet angår.
Når en anden person end skibets ejer hæfter for kravet, kan ifølge stk. 2
arrest også gøres i andre skyldneren tilhørende skibe.
I fremmede statsskibe og skibsladninger, der tilhører fremmede stater, kan
arrest kun foretages efter reglerne herom i lov nr. 198 af 16. maj 1950 om
fremmede statsskibe m.v., jf. retsplejelovens § 628, stk. 2.
Det er ikke fundet nødvendigt i lovteksten at gentage konventionens
bestemmelse om, at arrest kan foretages, selvom skibet er sejlfærdigt.
Stk. 3
Bestemmelsen er baseret på konventionens artikel 3 (2). Ved en
»person« i stk. 3, forstås i medfør af konventionens artikel 1 (3)
enkeltpersoner, selskaber, stater og disses administrationsgrene. Der vil
derfor i de fleste tilfælde ikke være tvivl om, hvorvidt skibe ejes af den
eller de samme personer. Skibe, der ejes af de samme personer som partredere,
må anses at have samme ejer uanset eventuelle forskelle i skibsparternes
størrelse og fordeling.
Stk. 4
Uanset at konventionen i artikel 3 (4) giver mulighed for, at arrest kan
gøres selv i tilfælde, hvor skibets ejer ikke hæfter personligt for det
pågældende krav, har man i stk. 4 fastholdt det i dansk ret hidtil gældende
vilkår, at arrest ikke kan foretages i ting, hvori der ikke ville kunne gøres
udlæg for den pågældende fordring. Arrest her i landet, uden at skibets ejer
hæfter personligt for kravet, vil herefter alene kunne finde sted, såfremt
kravet er sikret ved søpanteret. Dette vil gælde, uanset om fordringshaveren
måtte være hjemmehørende i et land, som har gennemført arrestkonventionen
uden et tilsvarende forbehold.
Stk. 5
Bestemmelsen i stk. 5, der er en følge af konventionens artikel 3 (3),
gælder uden hensyn til, om skibet tidligere er blevet arresteret her i landet
eller i udlandet, og uanset, om vedkommende land er tilsluttet konventionen.
Der kan heller ikke opnås arrest i andre skyldneren tilhørende skibe
(søsterskibe).
Der kan være »særlig grund« til at tillade ny arrest, hvor den
sikkerhed, som det arresterede skib yder, er utilstrækkelig, eller hvor
sikkerhedsstillelsen for at afværge arrest har vist sig at være
utilstrækkelig på grund af forhold, der var ukendte på tidspunktet for dens
fastsættelse eller på grund af senere begivenheder, f.eks. kautionistens
konkurs.
Til § 288:
Stk. 1
Med hensyn til størrelsen af sikkerhedsstillelsen har der ikke udviklet
sig en fast praksis herfor og bestemmelsen tilsigter en ensartet praksis.
Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 629, stk. 1, dog således at det
er angivet, at et beløb svarende til 5 dages hyretab for skibet i reglen må
findes at kunne tages som udgangspunkt ved afgørelse af sikkerhedens
størrelse. Det må formodes i almindelighed at indebære en reduktion af
størrelsen af den sikkerhed, der hidtil har været krævet. Ved hyretab menes
det tidstab, som skibet vil have, hvis det bliver forsinket. Er der
usikkerhed om skibets omtrentlige tidstab, kan rekvirenten sandsynliggøre
dette ved hjælp af en erklæring fra en skibsmægler eller lignende om den
daglige hyre, som skibet må antages at optjene, hvis det var tidsbortfragtet.
Fogedretten kan fastsætte sikkerheden til et højere beløb end svarende til
5 dages hyretab i tilfælde, hvor skyldneren kan sandsynliggøre, at tabet er
væsentligt større.
Stk. 2
Ifølge retsplejelovens § 629, stk. 1, kan fogedens bestemmelse om
sikkerhedsstillelsens størrelse ikke ændres, efter at arresten er foretaget.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fraviger dette princip for arrest i skib
og giver fogedretterne hjemmel til at kræve sikkerhedsstillelsen forhøjet
efter arrest er foretaget, hvis det viser sig påkrævet. Dette vil navnlig
kunne forekomme, hvor skibet tilbageholdes i længere tid end forventet.
Stiller arrestrekvirenten ikke den forhøjede sikkerhed, bortfalder arresten.
Til § 289:
Bestemmelsen er en følge af konventionens artikel 5. Foruden
retsplejelovens almindelige regler om sikkerhedsstillelse gælder der i
henhold til sølovens §§ 240, 241, 241 a og 272, særlige regler om afværgelse
eller ophævelse af arrest for krav, for hvilke ansvaret er begrænset.
Det bestemmes i artikel 5 i konventionen, at en begæring om afværgelse
eller ophævelse af arrest i skib ikke skal kunne fortolkes som anerkendelse
af ansvar eller som frafald af ejerens lovbestemte ansvarsbegrænsning. Da
dette kan betragtes som en selvfølgelighed, er bestemmelsen ikke optaget i
lovteksten.
Den sikkerhed, som kan stilles til afværgelse eller ophævelse af arrest,
må, i overensstemmelse med, hvad der i øvrigt gælder i dansk ret, være
tilstrækkelig til at dække kravet med renter og omkostninger og ikke blot
skibets værdi i tilfælde af, at denne er mindre.
Til § 290:
Her tænkes specielt på alle øvrige spørgsmål om arrestens retsvirkninger
og om skyldnerens ansvar for skade forvoldt ved arrest i skib eller for
omkostninger i forbindelse med sikkerhed, som er stillet for at hindre arrest
eller for at få arresten ophævet, herunder spørgsmål om skyldnerens
sikkerhedsstillelse for dette krav. Det samme gælder alle processuelle
spørgsmål, som arresten ellers giver anledning til. Forfølgning af arrest i
skib og af det eller de krav, arresten angår, sker i overensstemmelse med
bestemmelserne om værneting og arrest i retsplejeloven. Reglerne bliver med
de fornødne lempelser at anvende, når arrest i skib er afværget ved
sikkerhedsstillelse.
Til § 2
Til nr. 1
Efter arrestkonventionens artikel 7 skal domstolene i det land, hvor
arresten er gjort, have myndighed til at pådømme det krav, arresten gælder,
hvis domstolene har en sådan stedlig kompetence efter den nationale
lovgivning eller i en række i konventionen opregnede tilfælde. Denne
alternative mulighed er indføjet i konventionen af hensyn til de lande, der
ikke i deres lovgivning har bestemmelser om arrestværneting, som vil kunne
finde anvendelse i internationale forhold i mangel af andet værneting.
Frem for at anvende konventionens udfyldende værnetingsregler foreslås
indført en almindelig bestemmelse om arrestværneting i retsplejelovens
kapitel 22 om domstolenes stedlige kompetence. Bestemmelsen vil efter sin
formulering kunne anvendes i alle sager vedrørende forfølgning af arrest i
skib og af den fordring, arresten angår. Den vil således også kunne anvendes
vedrørende arrest i skib, hvis flagstat ikke er tilsluttet
arrestkonventionen.
Til nr. 2
Det er med denne bestemmelse præciseret, at arrestværnetinget i § 246 a
kan anvendes i sager om stadfæstelse af arrest i skib m.v. i overensstemmelse
med arrestkonventionen, jf. sølovens kapitel 12 a, selv om bestemmelsens
anvendelse måtte indebære en fravigelse af EF-domskonventionens almindelige
værnetingsregler. En sådan fravigelse er hjemlet ved EF-domskonventionens
artikel 57, sammenholdt med arrestkonventionens artikel 7.
Til nr. 3
Det findes hensigtsmæssigt, at retsplejelovens almindelige bestemmelser om
arrest indeholder en henvisning til særreglerne i sølovens kapitel 12 a.
Det vil fortsat være muligt at foretage arrest uden forbud mod skibets
afsejling efter retsplejelovens regler. En sådan arrest er ikke omfattet af
arrestkonventionen. For at opnå beskyttelse mod godtroende aftaleerhververe
samt kreditorer vedrørende et i Danmark registreret skib vil det være
fornødent at lade arresten registrere i skibsregistret. Der henvises i øvrigt
til bemærkningerne til § 1, ad § 286.
Bilag 1
Bekendtgørelse
af
international konvention om arrest i søgående skibe
Oversættelse
International konvention om arrest i søgående skibe, undertegnet i
Bruxelles den 10. maj 1952 De høje kontraherende parter, som finder det
ønskeligt, at der ved overenskomst fastsættes visse ensartede regler om
arrest i søgående skibe, har vedtaget at indgå en konvention med dette formål
og er blevet enige om følgende:
Artikel 1
I denne konvention skal følgende ord have den betydning, som her tillægges
dem:
(1) »søretskrav« betyder krav, der er opstået på grundlag af et
eller flere af følgende punkter:
(a) skade forårsaget af et skib ved sammenstød eller på anden måde;
(b)død eller legemsbeskadigelse på en person forårsaget af et skib eller
indtruffet i forbindelse med et skibs drift;
(c)bjærgning;
(d)aftale ved certeparti eller på anden måde om brug eller leje af et
skib;
(e)aftale ved certeparti eller på anden måde om transport af gods med et
skib;
(f)tab af gods eller skade på gods, herunder også bagage transporteret med
et skib;
(g)almindeligt havari;
(h)bodmeri;
(i)bugsering;
(j)lodsning;
(k)gods eller materialer som er leveret til et skib på et hvilket som
helst sted til brug ved dets drift eller vedligeholdelse;
(l)bygning, reparation eller udstyr af et skib samt omkostninger og
afgifter ved doksætning;
(m)hyre til skibsfører, officerer eller mandskab;
(n)skibsførerens udlæg, herunder udlæg betalt af afskibere, befragtere
eller agenter for skibets eller rederens regning;
(o)tvister om adkomsten eller ejendomsretten til et skib;
(p)tvist mellem samejere af et skib om ejendomsretten, besiddelsen, brugen
eller indtægterne af skibet;
(q)prioritetslån eller hypotekslån i et skib.
(2) »Arrest« betyder tilbageholdelse af et skib efter rettens
afgørelse for et sikre et søretskrav, men omfatter ikke beslaglæggelse af et
skib ved tvangsfuldbyrdelse af en dom.
(3) »Person« omfatter enkeltpersoner, interessentskaber,
ansvarlige selskaber, selskaber med begrænset ansvar, stater, deres
ministerier og offentlige myndigheder.
(4) »Sagsøger« betyder en person, som påstår at han har et
søretskrav.
Artikel 2
Et skib, som fører en kontraherende stats flag, kan arresteres i enhver
kontraherende stat for søretskrav men ikke for andre krav; men konventionen
skal hverken udvide eller indskrænke nogen ret eller myndighed, som staterne
eller deres ministerier, offentlige myndigheder eller dok- eller
havnemyndigheder har i henhold til deres nationale love eller forskrifter til
at arrestere, tilbageholde eller på anden måde hindre et skib i at sejle
inden for statens jurisdiktion.
Artikel 3
(1) Med forbehold af bestemmelserne i stykke (4) i denne artikel og i
artikel 10 kan sagsøgeren arrestere enten det skib, som søretskravet gælder,
eller et hvilket som helst andet skib, som ejes af den samme person, som, da
kravet opstod, var ejer af det førstnævnte skib, selv om det arresterede skib
er klar til at sejle; men for krav som nævnt i artikel 1 (l) (o), (p) eller
(q) kan kun det skib, kravet gælder, arresteres.
(2) Flere skibe anses for at have samme ejer, når alle andele tilhører
samme person eller personer.
(3) Et skib skal ikke arresteres og sikkerhed ikke stilles mere end en
gang i samme eller en anden kontraherende stat for samme søretskrav fra samme
sagsøger; og hvis et skib er blevet arresteret i en sådan stat, eller
sikkerhed er stillet for at få arresten ophævet eller for at hindre arrest,
skal enhver senere arrest i skibet eller i et andet skib som har samme ejer,
efter begæring af samme sagsøger for samme søretskrav, ophæves og skibet
frigives af retten eller den kompetente juridiske myndighed i vedkommende
stat, medmindre sagsøgeren for nævnte ret eller myndighed fører
fyldestgørende bevis for, at sikkerheden var endelig frigivet før den senere
arrest blev gjort, eller at der er en anden gyldig grund til at opretholde
arresten.
(4) Når i tilfælde af bareboat-befragtning befragteren, men ikke den
registrerede reder, er personlig ansvarlig for et søretskrav, som gælder
skibet, kan sagsøgeren arrestere dette skib eller et andet skib, som ejes af
befragteren, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention: men
intet andet skib, som tilhører den registrerede reder, kan arresteres for
sådanne søretskrav.
Bestemmelserne i dette stykke skal også gælde i andre tilfælde, hvor en
anden person end den registrerede reder er ansvarlig for et søretskrav i
forbindelse med det pågældende skib.
Artikel 4
Et skib kan kun arresteres efter afgørelse af en domstol eller anden
kompetent juridisk myndighed i den kontraherende stat, hvor arresten er
begæret.
Artikel 5
Den domstol eller kompetente juridiske myndighed, inden for hvis
jurisdiktion et skib arresteres, skal ophæve arresten, hvis tilstrækkelig
sikkerhed stilles, med undtagelse af tilfælde, hvor et skib er arresteret for
et søretskrav som nævnt i artikel 1 (l) (o) eller (p). I sådanne tilfælde kan
retten eller vedkommende myndighed tillade den person, som har skibet i sin
besiddelse, at fortsætte med at bruge skibet mod tilstrækkelig sikkerhed,
eller den kan træffe anden bestemmelse med hensyn til brugen af skibet i den
tid arresten varer.
I mangel af overenskomst mellem parterne om sikkerhedens tilstrækkelighed,
kan retten eller vedkommende myndighed bestemme dens art og størrelse.
En begæring om ophævelse af arresten skal ikke fortolkes som en
anerkendelse af ansvar eller som frafald af rederens lovbestemte
ansvarsbegrænsning.
Artikel 6
Alle spørgsmål om sagsøgerens eventuelle ansvar for skade forvoldt ved
arrest i et skib eller for omkostningerne ved sikkerhed, som er stillet for
at få arresten ophævet eller for at hindre arrest, skal afgøres efter
lovgivningen i den kontraherende stat, hvor arresten er gjort eller begæret.
De processuelle regler om arrest i skibe, om fremgangsmåden for at få
arrestbeslutning efter artikel 4 og alle processuelle spørgsmål, som arresten
ellers giver anledning til, afgøres efter loven i den kontraherende stat,
hvor arresten er gjort eller begæret.
Artikel 7
(1) Domstolene i det land, hvor arresten er gjort, skal have myndighed til
at pådømme det krav arresten gælder, hvis de har en sådan juridisk myndighed
i henhold til landets lovgivning, eller i følgende tilfælde:
(a) hvis sagsøgeren har sin faste bopæl eller har sit hovedkontor i det
land, hvor arresten er gjort;
(b)hvis kravet er opstået i det land, hvor arresten er gjort;
(c)hvis kravet gælder den rejse under hvilken arresten er gjort;
(d)hvis kravet er opstået på grund af et sammenstød eller under
omstændigheder som nævnt i artikel 10 i den internationale konvention om
ensartede regler om sammenstød mellem skibe, undertegnet i Bruxelles den 23.
september 1910;
(e)hvis kravet gælder bjærgning;
(f)hvis kravet gælder et hypotekslån eller pantelån i det arresterede
skib.
(2) Hvis den domstol, inden for hvis jurisdiktion skibet er arresteret,
ikke har myndighed til at pådømme kravet, og sikkerhed stilles efter artikel
5 for at få arresten ophævet, skal det udtrykkelig bestemmes, at denne
sikkerhed skal gælde for opfyldelsen af enhver dom, som senere måtte blive
afsagt af en kompetent domstol: og retten eller den kompetente juridiske
myndighed i det land, hvor arresten er gjort, skal fastsætte en frist, inden
for hvilken sagsøgeren skal anlægge sag ved en kompetent domstol.
(3) Hvis parterne er blevet enige om at lade tvisten pådømme af en anden
domstol end den, inden for hvis jurisdiktion arresten er gjort, eller af en
voldgiftsret, skal retten eller den kompetente juridiske myndighed i det
land, hvor arresten er gjort, fastsætte en frist, inden for hvilken
sagsøgeren skal anlægge sagen.
(4) Hvis sagen i tilfælde som anført i de to foregående stykker ikke
bliver anlagt inden den fastsatte frist, kan sagsøgte kræve arresten i skibet
ophævet eller sikkerheden frigivet.
(5) Denne artikel skal ikke gælde for sager, som omfattes af
bestemmelserne i den reviderede Rhinfartkonvention af 17. oktober 1868.
Artikel 8
(1) Bestemmelserne i denne konvention skal gælde ethvert fartøj, som fører
en kontraherende stats flag inden for en anden kontraherende stats
jurisdiktion.
(2) Et skib, som fører en ikke-kontraherende stats flag, kan arresteres i
en kontraherende stat for søretskrav som nævnt i artikel 1 eller for andre
krav, som efter den kontraherende stats lovgivning kan sikres ved arrest.
(3) Enhver kontraherende stat har dog ret til helt eller delvis at
udelukke, at konventionen finder anvendelse til fordel for ikke-kontraherende
stater eller personer, som ikke på arrestdagen har fast bopæl eller har
hovedkontor i en kontraherende stat.
(4) Denne konvention medfører ingen ændring i de retsregler, som gælder i
de kontraherende stater om arrest i skibe i den stat, hvis flag det fører,
når sagsøgeren har fast bopæl eller har sit hovedkontor i denne stat.
(5) Når en anden end den oprindelige sagsøger gør et søretskrav gældende
enten på grund af indtræden, overdragelse eller med anden hjemmel, skal denne
tredje part ved anvendelsen af denne konvention anses for at have samme bopæl
eller hovedkontor som den oprindelige sagsøger.
Artikel 9
Denne konvention giver ikke grundlag for noget krav, som ikke, uafhængig
ef dens bestemmelser, ville være hjemlet i den lovgivning, der anvendes af
den domstol, som har sagen, og heller ikke for nogen søpanteret, som ikke er
hjemlet i henhold til nævnte lovgivning eller i henhold til konventionen om
panterettigheder i skibe, hvis den finder anvendelse.
Artikel 10
De høje kontraherende parter kan ved undertegnelsen, ved deponeringen af
deres ratifikation eller ved tiltrædelsen forbeholde sig:
(a) ret til ikke at anvende konventionen på arrest i skibe for krav som
nævnt i artikel 1 (1) (o) og (p), men på disse krav anvende deres nationale
lovgivning;
(b)ret til ikke at anvende første stykke i artikel 3 på arrest i skibe
inden for deres jurisdiktion for krav som nævnt i artikel 1 (1) (q).
Artikel 11
De høje kontraherende parter forpligter sig til at henvise til voldgift
enhver tvist mellem staterne om fortolkningen eller anvendelsen af denne
konvention, men uden at dette berører de forpligtelser, som de måtte have
påtaget sig ved at vedtage, at tvistigheder mellem dem skal indbringes for
den Internationale Domstol.
Artikel 12
Denne konvention er åben for undertegnelse af de stater, som har været
repræsenteret på den niende diplomatiske søretskonference. Det belgiske
udenrigsministerium skal udfærdige undertegnelsesprotokollen.
Artikel 13
Denne konvention skal ratificeres og ratifikationsdokumenterne deponeres i
det belgiske udenrigsministerium, som skal give alle stater, som har
undertegnet eller tiltrådt konventionen, underretning om deponeringen af
dokumenterne.
Artikel 14
(a) Denne konvention træder i kraft mellem de to stater, som først
ratificerer den, seks måneder efter den dag, hvor det andet
ratifikationsdokument bliver deponeret.
(b)For enhver undertegnende stat, som ratificerer konventionen efter
deponeringen af det andet ratifikationsdokument, træder denne konvention i
kraft seks måneder efter deponeringen af dennes eget ratifikationsdokument.
Artikel 15
Stater, som ikke har været repræsenteret på den niende diplomatiske
søretskonference, kan tiltræde konventionen.
Tiltrædelsen meddeles det belgiske udenrigsministerium, som ad diplomatisk
vej underretter alle stater som har undertegnet eller tiltrådt konventionen.
For en tiltrædende stat træder konventionen i kraft seks måneder efter den
dag, hvor meddelelsen modtages, dog ikke før konventionen er trådt i kraft i
henhold til artikel 14 (a).
Artikel 16
Enhver af de høje kontraherende parter kan efter udløbet af en periode på
tre år fra konventionens ikrafttræden i forhold til denne part kræve en
konference indkaldt for at behandle forslag til ændringer.
Enhver af de høje kontraherende parter, som vil gøre brug af denne ret,
skal henvende sig til den belgiske regering, som skal indkalde til
konferencen inden seks måneder.
Artikel 17
Enhver af de høje kontraherende parter har ret til at opsige konventionen
når som helst, efter at den er trådt i kraft for denne part. Opsigelsen får
virkning et år efter den dag, hvor meddelelse om opsigelsen er modtaget af
den belgiske regering, som skal give de andre høje kontraherende parter
underretning herom ad diplomatisk vej.
Artikel 18
(a) Enhver af de høje kontraherende parter kan, når den ratificerer eller
tiltræder konventionen eller senere, skriftligt meddele det belgiske
udenrigsministerium, at konventionen skal udvides til at omfatte territorier,
hvis internationale interesser den varetager. For sådanne territorier skal
konventionen træde i kraft seks måneder efter den dag, hvor det belgiske
udenrigsministerium har modtaget meddelelsen, dog ikke før den er trådt i
kraft for vedkommende høje kontraherende part.
(b)Enhver af de høje kontraherende parter, som har afgivet en erklæring
som nævnt under (a) om konventionens udvidelse til at omfatte territorier,
hvis internationale interesser den varetager, kan når som helst meddele det
belgiske udenrigsministerium, at konventionen skal ophøre at gælde for det
pågældende territorium. Denne opsigelse får virkning et år efter den dag,
hvor opsigelsen modtages af det belgiske udenrigsministerium.
(c)Det belgiske udenrigsministerium giver alle stater, som har undertegnet
eller tiltrådt konventionen, underretning om enhver opsigelse, det har
modtaget i henhold til denne artikel.
Efter 2. behandling den 14. februar 1989
§ 1
I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 141 af 1. april 1985, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 284 indsættes:
»Kapitel 12 a
Om arrest i skib
§ 285. Ved søretskrav forstås i denne lov krav, som har en eller flere af
følgende årsager:
1) skade på ejendom forårsaget af et skib ved sammenstød eller på anden
måde,
2) skade på person forårsaget af et skib eller opstået i forbindelse med
skibets drift,
3) bjærgning,
4) aftale ved certeparti eller på anden måde om brug eller leje af et
skib,
5) aftale ved certeparti eller på anden måde om befordring af gods med et
skib,
6) tab af eller skade på gods, herunder rejsegods, der befordres med et
skib,
7) almindeligt havari,
8) bodmeri,
9) bugsering,
10) havne-, kanal- og andre vandvejsafgifter samt lodsning,
11) levering af gods eller materialer til et skib, uanset leveringsstedet,
for at bruges til dets drift eller vedligeholdelse,
12) bygning og reparation af eller levering af udstyr til et skib samt
omkostninger og afgifter ved doksætning,
13) hyre til skibsfører og andre medlemmer af besætningen,
14) skibsførers udlæg, herunder udlæg gjort af afskibere, befragtere eller
af agenter for skibets eller ejerens regning,
15) tvist om ejendomsretten til et skib,
16) tvist mellem samejere af et skib om ejendomsretten, besiddelsen,
brugen eller indtægterne af skibet eller
17) panterettigheder i skib.
§ 286. Arrest i skib i henhold til denne lov kan kun foretages til
sikkerhed for et søretskrav. Ved arrest i skib forstås i denne lov
tilbageholdelse af et tilstedeværende skib.
Stk. 2. Om arrest i skib uden forbud mod skibets afsejling til sikkerhed
for et søretskrav eller andre krav gælder retsplejelovens regler.
§ 287. Arrest i skib kan foretages i det skib, som søretskravet angår.
Hvis kravet har en årsag, der er nævnt i § 285, nr. 1-14, kan arrest også
foretages i et andet skib, der ejes af den, som ejede det skib, kravet angår,
da kravet opstod.
Stk. 2. Hæfter skibets ejer ikke for et krav, der angår skibet, og som har
en årsag, der er nævnt i § 285, nr. 1-14, kan arrest foretages i skibet samt
i et andet skib, der tilhører den, der hæfter for kravet.
Stk. 3. Skibe har samme ejer, når samtlige skibsparter tilhører den eller
de samme personer.
Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan arrest ikke foretages i
skib, hvori der ikke vil kunne foretages udlæg for kravet.
Stk. 5. En fordringshaver kan ikke opnå arrest i skib mere end en gang for
samme krav. Det samme gælder, når sikkerhed er stillet for at afværge eller
ophæve arrest i skib. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaveren godtgør,
at sikkerheden var endeligt frigivet, før den senere arrest blev begæret,
eller der er anden særlig grund til at foretage arresten.
§ 288. Inden arrestforretning påbegyndes eller arrest foretages, kan
fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal
stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved
arresten, dog som udgangspunkt ikke ud over et beløb svarende til 5 dages
hyretab for skibet.
Stk. 2. Efter at arrest er foretaget, kan fogedretten som betingelse for
arrestens opretholdelse bestemme, at sikkerheden skal forhøjes.
§ 289. Arrest, der støttes på de i § 285, nr. 1-14 og 17, nævnte krav, kan
afværges, og foretagen arrest skal ophæves, såfremt der stilles en efter
fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens fordring med
tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i
forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende
fordringen.
Stk. 2. Ved arrest, der støttes på de i § 285, nr. 15 og 16, nævnte krav,
kan det mod sikkerhedsstillelse tillades den person, der har skibet i sin
besiddelse, at fortsætte med brugen af skibet, eller der kan træffes anden
bestemmelse for brugen af skibet i den tid, arresten varer.
§ 290. Bestemmelserne om arrest i lov om rettens pleje finder i øvrigt
anvendelse for arrest i skib.
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september
1986, som ændret senest ved lov nr. 731 af 7. december 1988, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 246 indsættes:
»§ 246 a. Sager om stadfæstelse af arrest i et skib og om den
fordring, for hvilken arresten er gjort, kan anlægges ved retten på det sted,
hvor arresten er foretaget eller ville være foretaget, hvis den ikke var
afværget ved sikkerhedsstillelse.«
2. I § 247, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Dette gælder dog ikke sager, der anlægges ved det i § 246 a nævnte
værneting, og som er omfattet af konventionen af 10. maj 1952 om arrest i
søgående skibe.«
3. I § 628 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Sager om arrest i skib med forbud mod skibets afsejling til
sikring af et søretskrav behandles efter reglerne i sølovens kapitel 12
a.«
§ 3
Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af
industriministeren.
Stk. 2. Er anmodning om arrest indgivet til fogedretten før lovens
ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Ændringsforslaget
Af industriministeren:
Til titlen
1) Titlen affattes således:
»Forslag til lov om ændring af søloven og retsplejeloven
(Arrest i skib)»
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget er en præcisering af, at lovforslaget, ud over en
ændring af søloven, indebærer nogle konsekvensændringer af retsplejeloven.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af konvention af 10. maj 1952 om arrest i søgående skibe Retsinformation · 20. december 2000
- Bekendtgørelse af søloven Retsinformation · 24. juni 2025
- Tonnageskatteordningen SKM-databasen · 13. februar 2022
- Deldom om rederansvaret i medfør af sølovens § 151 for skader Domsdatabasen · 17. december 2009
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT E. SHARPSTON fremsat den 14. september 2006 1 Sag C-251/04 EU-domme · 14. september 2006
- Tonnagebeskatning – udlejede skibe SKM-databasen · 19. december 2024