Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning om lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

Gældende VEJ nr 10326 af 22/12/2004VejledningJustitsministeriet10. januar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning om lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse

af

tvangsindgreb og

oplysningspligter

Punkt

I.

Indledning

1 – 4

II.

Hvilke myndigheder

er omfattet af loven?

5 – 9

III.

Reglerne om

myndighedernes fremgangsmåde ved anvendelse af visse tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen

10 – 75

a.

Hvilke typer af tvangsindgreb er omfattet af reglerne?

11 – 14

b.

Valg af kontrolmåde (proportionalitet)

– 15

c.

Forvaltningslovens regler

16 – 28

Hvem er beskyttet af reglerne?

18 – 21

Reglerne om inhabilitet

– 22

Læs alt

Reglerne om vejledning og repræsentation

– 23

Reglerne om partsaktindsigt

– 24

Reglerne om begrundelse

– 25

Reglerne om klagevejledning

26 – 28

d.

Myndighedens notatpligt

29 – 33

e.

Reglerne om varsling

34 – 68

Hvem skal varsles?

– 35

Tidspunktet for varslingen og varslingsskrivelsens form

– 36

Varslingsskrivelsens indhold

37 – 41

Partens indsigelser

42 – 45

f.

Fravigelse af kravet om varsling

– 46

Formålet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes

47 – 50

Hensynet til parten selv taler for det

– 51

Afgørende hensyn til private eller offentlige interesser

– 52

Hensynet til rigets udenrigspolitiske og økonomiske

interesser, herunder forholdet til EU

53 – 54

Øjeblikkelig gennemførelse er påkrævet

– 55

Underretning er umulig eller uforholdsmæssig vanskelig

– 56

”Blandede” kontrolbesøg mv.

57 – 58

Forhold, der falder uden for det oprindelige

tvangsindgreb

– 59

Fælles kontrolbesøg mv.

– 60

Myndighedens oplysningspligt ved fravigelse af reglerne

om varsling

61 – 68

Skriftlig meddelelse

61 – 64

Mundtlig meddelelse

65 – 68

g.

Legitimation

69 – 70

Pligt til at vise legitimation

– 69

Undtagelse fra pligten til at vise legitimation

– 70

h.

Skånsomhed ved foretagelse af indgrebet

– 71

i.

Udarbejdelse af rapport om indgrebet

72 – 75

Offentliggørelse af oplysninger om resultatet af et

kontrolbesøg mv.

– 75

IV.

Anvendelse af

tvangsindgreb uden for strafferetsplejen ved mistanke om strafbare

lovovertrædelser

76 – 109

a.

Hvilke typer af tvangsindgreb er omfattet af reglerne?

77 – 85

b.

Hvem er beskyttet af reglerne?

86 – 87

c.

Begrænsninger i gennemførelse af tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen

88 – 99

På hvilket tidspunkt skal mistanken foreligge?

89 – 90

Hvornår er der ”rimelig grund til mistanke”?

91 – 96

d.

Adgang til at gennemføre tvangsindgreb, selv om der

foreligger rimelig grund til mistanke om strafbart forhold

97 – 99

Senere brug af oplysninger under en eventuel straffesag

– 99

e.

Samtykke

100 – 109

Samtykke fra juridiske personer

– 101

Krav til samtykket

102 – 107

Tilbagekaldelse af et samtykke

108 – 109

V.

Brug af

oplysningspligter ved mistanke om strafbare lovovertrædelser

110 – 137

a.

Hvad er en oplysningspligt?

111 – 113

b.

Hvem er beskyttet af reglerne?

– 114

c.

Hvornår foreligger der ”konkret mistanke”?

115 – 116

d.

Adgang til at anvende oplysningspligter, selv om der

foreligger konkret mistanke om strafbart forhold

117 – 132

Adgang til at anvende oplysningspligter over for den

mistænkte, selv om der foreligger konkret mistanke om strafbart forhold

118 – 120

Adgang til at anvende oplysningspligter over for andre

end den mistænkte, selv om der foreligger konkret mistanke om strafbart

forhold

121 – 124

Hvornår er der tale om ”andre end den mistænkte”?

125 – 130

Mulighed for anvendelse af andre kontrolbeføjelser

– 131

Senere brug af oplysninger under en eventuel straffesag

– 132

e.

Vejledning

133 – 135

f.

Samtykke

136 – 137

Bilag

Bilag 1. Lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved

forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

46

I. Indledning

1.

Ved lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens

anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter er der gennemført en samlet

regulering af en række spørgsmål, der vedrører tilfælde, hvor en

forvaltningsmyndighed har mulighed for uden for strafferetsplejen at foretage

tvangsindgreb uden forudgående retskendelse, samt tilfælde, hvor borgere og

virksomheder er forpligtet til at meddele oplysninger til en

forvaltningsmyndighed.

Loven

indeholder bl.a. regler om den fremgangsmåde, som forvaltningsmyndighederne

skal følge ved iværksættelse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen

(kontrolbesøg mv.), herunder regler om myndighedernes pligt til at give

underretning

til vedkommende borger eller virksomhed forud for et tvangsindgrebs

gennemførelse, samt regler om myndighedernes pligt til at udarbejde en

rapport,

hvis der konstateres overtrædelser af lovgivningen.

Desuden

indeholder loven regler om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og

oplysningspligter uden for strafferetsplejen i tilfælde, hvor der opstår

mistanke om, at en borger eller virksomhed har begået et strafbart forhold.

Loven

træder i kraft den 1. januar 2005.

Loven

er optrykt som bilag 1 til vejledningen.

2.

Loven er udarbejdet på grundlag af Retssikkerhedskommissionens betænkning

nr. 1428/2003.

Lovforslaget

blev skriftligt fremsat den 26. november 2003. Fremsættelsen er gengivet i

Folketingstidende (F.T.) 2003/04, tillæg A, s. 3107, og lovforslaget som

fremsat er gengivet i F.T. 2003/04, tillæg A, s. 3041. Lovforslaget blev den

10. december 2003 undergivet 1. behandling, som er gengivet i F.T. 2003/04,

Folketingets forhandlinger, s. 2896. Retsudvalget afgav betænkning den 27.

maj

2004. Betænkningen findes i F.T. 2003-2004, tillæg B, s. 2142. Lovforslaget

blev den 1. juni 2004 undergivet 2. behandling, der er gengivet i F.T.

2003/04,

Folketingets forhandlinger, s. 11312. Den 4. juni 2004 blev lovforslaget

undergivet 3. behandling, som er gengivet i F.T. 2003/04, Folketingets

forhandlinger, s. 11710. Den vedtagne lov er gengivet i F.T. 2003/04, tillæg

C,

s. 786.

3.

Bestemmelserne i loven er minimumsbestemmelser, således at regler i

anden lovgivning, der giver parten en bedre retsstilling, i almindelighed går

forud for lovens bestemmelser.

I

visse særlige tilfælde kan der dog blive tale om at fravige lovens

bestemmelser, også selv om loven ville give parten en bedre retsstilling.

Lovens regler må således bl.a. vige for anden lovgivning, der tilsigter at

opfylde internationale forpligtelser, herunder regler, der beror på

EU-retlige

forpligtelser.

EU-retlige

regler har i visse tilfælde direkte virkning her i landet, hvilket vil sige,

at

reglerne har virkning her i landet uden gennemførelse ved national

lovgivning.

I det omfang lovens regler ikke er forenelige med sådanne EU-regler, følger

det

af princippet om EU-rettens forrang, at de EU-retlige regler går forud for

lovens regler.

4.

Det følger af de enkelte forvaltningsmyndigheders vejledningspligt, at

borgerne og virksomhederne, herunder navnlig parter i de pågældende sager, i

fornødent omfang skal vejledes om lovens indhold.

II. Hvilke myndigheder er omfattet af loven?

5.

Lovens kapitel 1 indeholder de almindelige regler om lovens

anvendelsesområde.

Loven

gælder for alle dele af den offentlige forvaltning. Denne afgrænsning svarer

til, hvad der er fastsat i forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Loven

omfatter således alle forvaltningsmyndigheder, uanset om de tilhører den

statslige eller den kommunale forvaltning, og uanset om der er tale om

almindelige forvaltningsmyndigheder, særlige nævn eller råd.

6.

Loven omfatter ikke Folketinget, Folketingets Ombudsmand og andre

myndigheder med tilknytning til Folketinget som f.eks. Rigsrevisionen.

7.

Uden for loven falder endvidere domstolene, også for så vidt angår de

sager uden for den egentlige retspleje, der er henlagt til domstolene.

Loven

gælder heller ikke for herværende udenlandske myndigheder og internationale

organisationer.

Loven

gælder ikke for sager om færøske og grønlandske anliggender.

8.

Uden for loven falder som hovedregel også institutioner, foreninger og

selskaber, der er organiseret på privatretligt grundlag. Det gælder, uanset

om

den virksomhed, der udøves, ganske kan sidestilles med den, som sædvanligvis

udøves af forvaltningsmyndigheder.

9.

Efter lovens § 1, stk. 4, kan vedkommende minister efter forhandling

med justitsministeren fastsætte regler om, at loven helt eller delvis skal

gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger mv., som ikke

kan henregnes til den offentlige forvaltning, i det omfang de pågældende ved

eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelser til at anvende

tvangsindgreb eller oplysningspligter som nævnt i lovens § 1, stk. 1-3.

III. Reglerne om myndighedernes fremgangsmåde ved

anvendelse af visse tvangsindgreb uden for strafferetsplejen

10.

Lovens kapitel 2 indeholder regler om forvaltningsmyndighedernes

fremgangsmåde ved gennemførelsen af visse tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen.

At

der skal være tale om tvangsindgreb uden for strafferetsplejen indebærer

navnlig, at tvangsindgreb, som i medfør af retsplejelovens regler foretages

som

led i straffesagers behandling, ikke er omfattet.

I

de fleste tilfælde, hvor forvaltningsmyndigheder har adgang til at foretage

tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, er der ikke krav om, at myndigheden

forinden skal indhente en retskendelse. Hvor der i lovgivningen

undtagelsesvist

er fastsat krav om forudgående retskendelse ved gennemførelse af

tvangsindgreb

uden for strafferetsplejen, finder reglerne i lovens kapitel 2 ikke

anvendelse,

jf. § 1, stk. 5.

a.

Hvilke typer af tvangsindgreb er omfattet af reglerne?

11.

Reglerne i lovens kapitel 2 gælder ved gennemførelse af tvangsindgreb,

der består i 1) husundersøgelse eller 2) undersøgelse eller beslaglæggelse af

breve og andre papirer, jf. § 1, stk. 1.

12.

Med udtrykket

”husundersøgelse”

sigtes der bl.a. til

undersøgelse af private lokaliteter, som anvendes til beboelse. Herudover

omfatter udtrykket andre rum, der ikke er offentligt tilgængelige, som f.eks.

fabriks- og lagerlokaler, baglokaler til butikker mv., garager, stalde og

lader. Omfattet er tillige kontorer og kontorlignende lokaler, i det omfang

de

ikke er offentligt tilgængelige.

Husundersøgelse

omfatter også undersøgelse af rum mv. i befordringsmidler, i det omfang de

kan

siges at være sidestillet med beboelsesrum som f.eks. kahytsrum på et skib og

soverum i lastbiler. Herudover er undersøgelse af transportmidler ikke

omfattet. F.eks. er undersøgelse af en bils bagagerum eller førerkabine eller

undersøgelse af lasten i et skib eller en lastbil ikke omfattet af lovens

kapitel 2.

Husundersøgelse

omfatter ikke undersøgelse af lokaler, hvortil der er almindelig offentlig

adgang

som f.eks. butiks- og restaurationslokaler. Udenfor falder desuden indgreb i

form af undersøgelse af udendørs lokaliteter som f.eks. marker, haver,

gårdspladser og byggepladser.

Udtrykket

husundersøgelse omfatter heller ikke indgreb i form af bl.a. prøveudtagninger

(f.eks. jord- eller vandprøver). Imidlertid vil lovens kapitel 2 finde

anvendelse, hvis myndigheden i forbindelse med foretagelse af en

prøveudtagning

mv. skal have adgang til lokaliteter, således at der som følge heraf vil være

tale om en husundersøgelse.

13. Med udtrykket

”undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre

papirer”

sigtes der til enhver rådighedsberøvelse og undersøgelse af

private notater, forretningspapirer, regnskaber, protokoller, logbøger og

andre

dokumenter. Det gælder, hvad enten de pågældende oplysninger mv. findes i

papirform

eller elektronisk form.

Legitimationspapirer

og andre papirer som f.eks. pas og kørekort, der er udstedt af en offentlig

myndighed og er beregnet til forevisning, er ikke omfattet.

Foranstaltninger

som f.eks. åbning og tilbageholdelse, der vedrører breve mv.

under forsendelse

, er ikke omfattet af

udtrykket ”undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre

papirer”.

14.

Reglerne i lovens kapitel 2 finder anvendelse i alle tilfælde, hvor en

myndighed beslutter, at der med hjemmel i lovgivningen skal iværksættes et af

de nævnte indgreb. Omfattet er således ikke kun de formentlig meget få

tilfælde, hvor der måtte opstå behov for – med politiets bistand –

at anvende

fysisk tvang. Det vil sige, at det er uden betydning, om vedkommende borger

eller virksomhed giver samtykke til indgrebets gennemførelse. Lovens kapitel

2

omfatter derfor også tilfælde, hvor den pågældende part ikke protesterer mod,

at myndigheden foretager et af de nævnte indgreb.

b. Valg af kontrolmåde

(proportionalitet)

15.

Et tvangsindgreb må kun anvendes, hvis mindre indgribende

foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt

forhold til formålet med indgrebet (proportionalitetsprincippet), jf. § 2.

Inden

en myndighed træffer beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb, skal

myndigheden således overveje, om indgrebet eventuelt kan erstattes af andre

og

mindre indgribende kontrolmåder.

En

myndighed bør derfor f.eks. overveje, om de oplysninger, som myndigheden

ville

kunne tilvejebringe ved at gennemføre et tvangsindgreb, i stedet vil være

mulige at indhente ved at rette en mere formløs henvendelse til parten og

anmode denne om at indsende relevante dokumenter mv.

Inden

for de enkelte forvaltningsområder må de kontrolformål mv., der kan begrunde

iværksættelse af et tvangsindgreb, i vidt omfang antages at indebære, at det

kun undtagelsesvist vil være relevant nærmere at overveje, om indgrebet

eventuelt ville kunne erstattes af andre og mindre indgribende dispositioner.

c. Forvaltningslovens regler

16.

I lovens § 3 fastsættes det, at forvaltningslovens regler om

inhabilitet (forvaltningslovens §§ 3-6), vejledning og repræsentation

(forvaltningslovens §§ 7-8), partsaktindsigt (forvaltningslovens §§ 9-10 og

§§

12-18) samt begrundelse og klagevejledning (forvaltningslovens §§ 22-26)

finder

anvendelse ved beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.

De

nævnte bestemmelser i forvaltningsloven finder – i lighed med de øvrige

bestemmelser i lovens kapitel 2 – kun anvendelse ved tvangsindgreb, der

består

i husundersøgelse eller i undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre

papirer. Der henvises herved til pkt. 11-13.

17.

De nævnte bestemmelser i forvaltningsloven finder anvendelse ”ved

beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb”. En sådan beslutning

anses for

truffet på det tidspunkt, hvor myndigheden beslutter, at der med hjemmel i

den

relevante lovbestemmelse skal iværksættes et tvangsindgreb, f.eks. i form af

et

kontrolbesøg. Hvis det ved selve gennemførelsen af indgrebet viser sig

nødvendigt

at anvende tvang, må dette anses for et accessorium til den allerede trufne

beslutning.

Hvis

en myndighed formløst anmoder en borger eller virksomhed om frivilligt at

indsende oplysninger, som ville kunne fremskaffes ved anvendelse af

tvangsindgreb, vil der ikke være tale om en beslutning om iværksættelse af

tvangsindgreb. De nævnte bestemmelser i forvaltningsloven vil derfor ikke

finde

anvendelse ved sådanne henvendelser.

Hvem er beskyttet af reglerne?

18.

For en række af bestemmelserne i lovens kapitel 2 samt for flere af de

bestemmelser i forvaltningsloven, som der er henvist til i lovens § 3, har

det

betydning, hvem der kan anses for ”part” i sagen. Det gælder

således i forhold

til lovens §§ 5 og 8 samt forvaltningslovens §§ 8-10, §§ 12-18 og §§ 22-24.

Loven

indeholder ikke en definition af partsbegrebet, som derfor skal forstås i

overensstemmelse med forvaltningsrettens almindelige partsbegreb.

19.

I overensstemmelse hermed vil det forhold, at der træffes beslutning

om at iværksætte et tvangsindgreb, indebære, at den, som indgrebet skal

iværksættes overfor, må anses for part i den pågældende sag.

Det

gælder ikke alene i tilfælde, hvor indgrebet iværksættes for at indhente

oplysninger om vedkommendes egne forhold. Også i tilfælde, hvor

tvangsindgrebet

iværksættes for at indhente oplysninger om en anden persons forhold, skal den

person, virksomhed mv., som der iværksættes et tvangsindgreb overfor, anses

for

part.

20.

Det forhold, at en person ved sin henvendelse til en

forvaltningsmyndighed rent faktisk giver anledning til, at myndigheden

gennemfører et tvangsindgreb, medfører ikke i sig selv, at den pågældende

bliver part i sagen. Således vil den, der ved at rette henvendelse til f.eks.

en skatte- eller miljømyndighed giver anledning til, at myndigheden

iværksætter

en undersøgelse, ikke af denne grund få stilling som part i sagen.

Der

henvises i øvrigt til pkt. 49-55 i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven,

hvor partsbegrebet er nærmere behandlet.

21. Lovens kapitel 2 omfatter (i modsætning til lovens kapitel 3) ikke

foranstaltninger, som en myndighed måtte være berettiget til at foretage i

forhold til myndighedens eget personale som f.eks. åbning af ansattes e-post.

Spørgsmål herom er i stedet reguleret af persondataloven mv. og straffelovens

regler om brevhemmeligheden.

Lovens

kapitel 2 finder heller ikke (i modsætning til lovens kapitel 3) anvendelse i

tilfælde, hvor en offentlig institution måtte have adgang til lokaler mv.,

der

bebos af personer, som opholder sig på institutionen, eller f.eks. måtte have

adgang til at åbne post, der modtages af institutionens beboere.

Lovens

kapitel 2 finder endvidere ikke (i modsætning til lovens kapitel 3)

anvendelse

i forhold til en myndigheds kontrolbesøg mv. hos en anden offentlig

myndighed.

Reglerne

om inhabilitet

22.

Lovens § 3 henviser bl.a. til forvaltningslovens regler om personlig

inhabilitet.

En

person, der virker inden for den offentlige forvaltning, kan derfor ikke

medvirke ved behandlingen af en sag om iværksættelse af et tvangsindgreb,

hvis

vedkommende er inhabil efter reglerne i forvaltningsloven.

Den,

som er bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger

forhold,

som kan bevirke inhabilitet, skal snarest underrette sin foresatte inden for

myndigheden.

Der

henvises i øvrigt til forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet samt pkt.

13-27 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, hvor reglerne om

inhabilitet er nærmere behandlet.

Reglerne

om vejledning og repræsentation

23.

Lovens § 3 henviser desuden til forvaltningslovens regler om

vejledning og repræsentation.

For

alle forvaltningsmyndigheder gælder der således en almindelig pligt til at

vejlede borgerne i forbindelse med sager om iværksættelse af tvangsindgreb.

Endvidere

kan den, der er part i en sag om gennemførelse af tvangsindgreb, i

almindelighed på ethvert tidspunkt af sagens behandling vælge at lade sig

repræsentere eller bistå af andre, herunder bl.a. under gennemførelsen af

tvangsindgrebet.

Myndighederne

skal desuden i forbindelse med varsling af tvangsindgreb af egen drift

vejlede

den pågældende borger eller virksomhed om retten til at lade sig repræsentere

eller bistå af andre ved gennemførelsen af tvangsindgrebet. Der henvises i

den

forbindelse til pkt. 39.

Retten

til at lade sig repræsentere eller bistå af andre må i visse tilfælde vige

for

hensyn til væsentlige offentlige eller private interesser, jf. herved

forvaltningslovens § 8, stk. 2. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor

formålet

med et kontrolbesøg vil kunne forspildes, hvis myndighederne skulle afvente,

at

en repræsentant kommer til stede.

Der

henvises i øvrigt til forvaltningslovens kapitel 3 om vejledning og

repræsentation samt pkt. 28-44 i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven, hvor reglerne om vejledning og repræsentation er nærmere

behandlet.

Reglerne

om partsaktindsigt

24.

Lovens § 3 henviser også til hovedparten af forvaltningslovens kapitel

4, der vedrører partens ret til aktindsigt.

En

person eller virksomhed mv., som der iværksættes tvangsindgreb overfor, eller

som i øvrigt er part, har således i medfør af forvaltningslovens kapitel 4

som

udgangspunkt ret til aktindsigt i en sag, der vedrører iværksættelse af et

tvangsindgreb.

Forvaltningslovens

§ 11 om udsættelse af sagen i anledning af en aktindsigtsbegæring finder ikke

anvendelse.

Der

henvises i øvrigt til forvaltningslovens kapitel 4 om partsaktindsigt samt

pkt.

56-57, 62-100 og 102-104 i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven,

hvor reglerne om partsaktindsigt er nærmere behandlet.

Reglerne om begrundelse

25.

Lovens § 3 henviser endvidere til forvaltningslovens regler om

begrundelse.

Det

betyder, at der for alle forvaltningsmyndigheder gælder en pligt til at

begrunde beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb over for borgere og

virksomheder.

Begrundelsespligten

er navnlig aktuel i forbindelse med den underretning (varsling), som

myndigheden

skal give i forbindelse med gennemførelsen af tvangsindgrebet. Der henvises

derfor nærmere til omtalen heraf under pkt. 34-68.

Reglerne om klagevejledning

26.

Lovens § 3 henviser herudover til forvaltningslovens regler om

klagevejledning.

Det

påhviler dermed alle forvaltningsmyndigheder at give borgere og virksomheder

klagevejledning i forbindelse med gennemførelsen af tvangsindgreb.

Klagevejledning skal gives i de tilfælde, hvor der er klageadgang, og hvor

beslutningen om iværksættelse af tvangsindgreb meddeles skriftligt.

27.

Klagevejledning skal ikke gives i forbindelse med den underretning

(varsling), som myndigheden skal give forud for gennemførelsen af

tvangsindgrebet (se nærmere om varsling under pkt. 34-68). Det skyldes, at

beslutningen om iværksættelse af et tvangsindgreb ikke på dette tidspunkt kan

påklages.

28.

Klagevejledning skal derimod gives i de tilfælde, hvor myndigheden –

efter at den pågældende borger eller virksomhed har fremsat indsigelser i

forbindelse med den forudgående varsling – fastholder beslutningen om

iværksættelse af tvangsindgrebet, og i de tilfælde, hvor myndigheden

iværksætter et tvangsindgreb uden varsel og skriftligt meddeler beslutningen

på

stedet. I tilfælde, hvor myndigheden har meddelt beslutningen mundtligt på

stedet, og den pågældende borger eller virksomhed efterfølgende forlanger at

få

beslutningen meddelt skriftligt, skal en sådan efterfølgende skriftlig

meddelelse også indeholde klagevejledning.

Det

er i de nævnte tilfælde en forudsætning, at der inden for det pågældende

forvaltningsområde eksisterer en klageadgang for så vidt angår beslutningen

om

at iværksætte et tvangsindgreb. Loven indeholder ikke generelle regler om

adgangen til at klage over beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.

Det

vil sige, at spørgsmålet om klageadgang vil bero på de regler mv., der er på

det enkelte forvaltningsområde.

Der

henvises i øvrigt til forvaltningslovens kapitel 7 om klagevejledning samt

pkt.

139-144 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, hvor reglerne

om

klagevejledning er nærmere omtalt.

d.

Myndighedens notatpligt

29.

En myndighed skal gøre notat om oplysninger vedrørende en sags

faktiske omstændigheder, som modtages mundtligt, eller som myndigheden på

anden

måde bliver bekendt med, hvis oplysningerne er af betydning for beslutningen

om

iværksættelse af et tvangsindgreb, jf. lovens § 4. Bestemmelsen svarer til

den

almindelige bestemmelse om notatpligt i offentlighedslovens § 6.

30.

Den offentlige forvaltning indhenter ofte mundtlige oplysninger om

faktiske omstændigheder som grundlag for sine beslutninger om iværksættelse

af

tvangsindgreb mv. Denne fremgangsmåde kan betyde en hurtigere og enklere

sagsbehandling, og dens anvendelse bør ikke søges begrænset. Det er dog

vigtigt, at adgangen for parten til at få oplysninger i en sag om

tvangsindgreb

ikke udelukkes ved, at myndigheden anvender denne fremgangsmåde. Det er

ligeledes af betydning for forvaltningsmyndigheden selv, at det senere vil

være

muligt at konstatere, hvilke faktiske oplysninger der indgik i

beslutningsgrundlaget, f.eks. hvis det senere overvejes, om en sag er blevet

behandlet korrekt.

31.

Notatpligtens udstrækning er ikke i første række afhængig af, om en

oplysning efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, men beror

i

højere grad på, hvilken funktion oplysningen har i myndighedens

sagsbehandling.

Det afgørende for, om en oplysning skal noteres ned, er således, om

oplysningen

er af en sådan karakter, at den tilvejebringes for at skabe klarhed med

hensyn

til sagens faktiske omstændigheder. Den omfatter således i første række

oplysninger om gjorte iagttagelser, resultatet af foretagne målinger og andre

undersøgelser, fastslåede oplysninger om økonomiske forhold og lignende.

Myndighedens

egne standpunkter, argumenter eller vurderinger med hensyn til en beslutning

om

iværksættelse af tvangsindgreb vil derimod ikke være omfattet af

notatpligten.

Det samme gælder oplysninger om indholdet af gældende ret.

32.

Notatpligten gælder alle oplysninger vedrørende en sags faktiske

omstændigheder, der ikke allerede fremgår af sagens dokumenter, uanset på

hvilken måde oplysningerne er tilgået sagen. Notatpligten vil således også

kunne omfatte oplysninger, der udveksles mundtligt inden for samme myndighed,

f.eks. mellem ansatte. Også oplysninger, som stammer fra andre af

myndighedens

sager eller fra registre, skal noteres på sagen, eventuelt i form af en

henvisning.

33.

Det er ikke en nødvendig konsekvens af notatpligten, at oplysningerne

straks ved modtagelsen skrives ned i et særligt dokument. Der vil som hidtil

kunne gøres notat om oplysningerne i den pågældende myndigheds interne

arbejdsmateriale, f.eks. referatark og lignende, herunder bl.a. elektronisk

notering.

e.

Reglerne om varsling

34.

Når myndigheden har truffet beslutning om at iværksætte et

tvangsindgreb, skal myndigheden give parten meddelelse herom forud for

gennemførelsen af tvangsindgrebet, jf. § 5, stk. 1.

Der

er i en række tilfælde mulighed for at fravige dette krav. Der henvises

herved

nærmere til pkt. 46-56.

Hvem skal

varsles?

35.

Meddelelse skal gives til den, som tvangsindgrebet retter sig imod.

Den, som tvangsindgrebet retter sig imod, er den person eller virksomhed mv.,

der råder over de lokaliteter eller de papirer, som indgrebet retter sig

imod.

Som

eksempel kan nævnes en virksomhed eller privatperson, der ejer eller lejer de

lokaler, som skal undersøges i forbindelse med et tvangsindgreb.

I

tilfælde, hvor der er tale om en juridisk person, bør meddelelsen i

almindelighed sendes til den juridiske persons hovedsæde, medmindre der fra

den

pågældende virksomheds side er givet samtykke til, at meddelelsen alene

sendes

til den underafdeling, produktionsenhed, forretning mv., hvor kontrolbesøget

mv. skal foretages. At meddelelsen i almindelighed bør sendes til hovedsædet

er

ikke til hinder for, at myndigheden samtidig hermed sender en kopi af

meddelelsen til den pågældende underafdeling mv.

Efter

omstændighederne er det ikke enhver part i en sag om gennemførelse af et

tvangsindgreb, der skal underrettes om en beslutning om gennemførelse af

tvangsindgreb.

Der kan således være personer, som efter almindelige forvaltningsretlige

principper må betragtes som part i en sag, men som ikke efter loven skal

underrettes om en beslutning om gennemførelse af tvangsindgreb, fordi de ikke

har rådighed over den ejendom eller de papirer, som et tvangsindgreb retter

sig

imod.

Tidspunktet

for varslingen og varslingsskrivelsens form

36.

Underretningen til parten, som indgrebet retter sig imod, skal som

udgangspunkt ske skriftligt senest 14 dage, inden tvangsindgrebet

gennemføres,

jf. § 5, stk. 2.

Skriftlighedskravet

indebærer ikke, at underretning nødvendigvis skal foretages i form af

papirbaseret

kommunikation, men alene at underretning ikke kan ske mundtligt. Loven er

således ikke til hinder for, at underretning kan ske f.eks. ved at sende en

e-post til den pågældende borger eller virksomhed, hvis der i øvrigt er

hjemmel

til at anvende denne kommunikationsform i det enkelte tilfælde.

Det

vil ofte være hensigtsmæssigt, at underretningen gives ved, at fortrykte

blanketter

udfyldes af myndigheden. Det vil navnlig have relevans på

forvaltningsområder,

hvor der foretages en række ensartede tvangsindgreb (f.eks. kontrolbesøg).

Varslingsskrivelsens

indhold

37.

I lovens § 5, stk. 2, er opregnet de oplysninger, som underretningen

skal indeholde. Det drejer sig om oplysninger om tid og sted for indgrebet,

retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre, hovedformålet med

indgrebet samt det faktiske og retlige grundlag for indgrebet.

Underretningen

skal endvidere indeholde oplysning om retten til inden for en af myndigheden

fastsat frist at fremsætte indsigelse mod den trufne beslutning om

iværksættelse af tvangsindgrebet, jf. § 5, stk. 3.

38.

Pligten til at underrette om

”tid

og sted”

for indgrebet betyder, at såvel dato som (i det omfang det er

muligt) klokkeslæt for f.eks. et kontrolbesøg skal oplyses. Det er således

ikke

tilstrækkeligt at oplyse, at et kontrolbesøg gennemføres i en bestemt måned

eller uge.

Det

skal endvidere oplyses, hvor besøget finder sted. I den forbindelse vil det i

almindelighed være tilstrækkeligt at oplyse adressen på f.eks. den

virksomhed,

som skal undersøges. Hvis der er anledning til det, skal det oplyses, om det

kun er en del af f.eks. en virksomhed, der kan forventes berørt af

kontrolbesøget

mv.

39.

Pligten til at underrette om

”retten

til at lade sig repræsentere eller bistå af andre”

indebærer, at

myndigheden af egen drift skal vejlede om denne ret. Der henvises herved også

til pkt. 23.

40.

Pligten til at underrette om

”hovedformålet”

med indgrebet indebærer, at det skal oplyses, hvad der er myndighedens formål

med at foretage indgrebet. Hvis der f.eks. er tale om, at myndigheden som led

i

sin løbende kontrolvirksomhed ønsker at foretage en kontrol af, om parten

overholder lovgivningen på et bestemt område, må dette oplyses over for

parten.

41.

Pligten til at underrette om

”det

faktiske og det retlige grundlag”

for det påtænkte indgreb betyder, at

hjemlen for gennemførelsen af indgrebet skal oplyses. I den forbindelse er

det

ikke tilstrækkeligt kun at henvise generelt til den pågældende lov mv. Der

skal

henvises til den konkrete hjemmelsbestemmelse.

For

så vidt angår det faktiske grundlag, skal det oplyses, om indgrebet beror på

en

ren udtrækning, som det kan tænkes ved stikprøvekontrol, eller om der

foreligger andre omstændigheder bag besøget, f.eks. en anmeldelse eller en

generel risikovurdering af behovet for kontrol inden for den pågældende

erhvervsbranche mv.

Hvis

det er en anmeldelse, der udgør grundlaget for indgrebet, skal også

anmelderens

identitet oplyses, medmindre partens interesse i at kende denne oplysning

efter

en konkret vurdering findes at burde vige for afgørende private eller

offentlige interesser, jf. henvisningen i bestemmelsen til forvaltningslovens

§

24.

Særligt

om arbejdsmiljøområdet bemærkes, at en medarbejder ved Arbejdstilsynet ikke

må

oplyse arbejdsgiveren eller dennes repræsentant om, at et tilsynsbesøg

foretages som følge af en klage. Tilsvarende gælder for stærkstrømsområdet,

hvor kontrol- og tilsynsmyndigheden ikke må oplyse ejeren eller brugeren af

en

elinstallation om, hvorvidt et tilsynsbesøg sker som følge af en klage. Det

samme gælder i forbindelse med kontrol hos forhandlere eller producenter af

el-materiel samt ved tilsyn på elforsyningsanlæg. Disse bestemmelser går

forud

for bestemmelsen i lovens § 5, stk. 2, nr. 4.

Partens

indsigelser

42.

En part har inden for en frist, der fastsættes af myndigheden, adgang

til at fremsætte indsigelser mod beslutningen om at iværksætte tvangsindgreb,

jf. § 5, stk. 3.

Ved

fastsættelsen af fristen bør der tages hensyn til, at parten får rimelig tid

til at overveje sagen. På den baggrund bør fristen som udgangspunkt ikke

fastsættes til under 7 dage.

Kommer

parten inden for den fastsatte frist med indsigelser, har myndigheden pligt

til

at vurdere, om der er grundlag for at fastholde beslutningen om iværksættelse

af tvangsindgreb. Gøres der f.eks. indsigelse mod tidspunktet for indgrebets

gennemførelse, må myndigheden foretage en afvejning af bl.a. hensynet til

parten over for hensynet til en hensigtsmæssig myndighedsplanlægning. Da

varsling som hovedregel skal gives 14 dage inden tvangsindgrebet gennemføres,

må det i den forbindelse antages, at der kun undtagelsesvist vil foreligge

tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at imødekomme en indsigelse mod

tidspunktet for indgrebets gennemførelse.

Som

eksempler på andre indsigelser kan nævnes tilfælde, hvor parten mener, at de

lovmæssige betingelser for at gennemføre tvangsindgrebet ikke er opfyldt.

Endvidere kan nævnes den situation, at parten gør indsigelser, fordi parten

mener, at vedkommende med rimelig grund kan mistænkes for at have begået en

strafbar lovovertrædelse, således at lovens § 9 kan begrænse adgangen til at

gennemføre

tvangsindgrebet.

43.

Hvis myndigheden efter en nærmere vurdering af indsigelserne

fastholder beslutningen om gennemførelse af tvangsindgrebet, skal dette

begrundes skriftligt over for parten, jf. forvaltningslovens § 24.

Myndigheden

har som regel ikke pligt til i en begrundelse at gå ind på samtlige

anbringender mv. fra partens side, men i det omfang der er tale om relevante

anbringender, er der en formodning for, at de bør berøres i begrundelsen. Den

skriftlige meddelelse om fastholdelse af beslutningen skal gives inden eller

senest samtidig med gennemførelsen af tvangsindgrebet.

44.

Hvis parten ikke fremsætter indsigelser mod beslutningen om

iværksættelse af tvangsindgreb inden udløbet af den fastsatte frist, er

beslutningen endelig, uden at myndigheden i den forbindelse skal give parten

nogen ny meddelelse.

45.

Fremkommer parten efter udløbet af den fastsatte frist med

indsigelser, har myndigheden ikke en ubetinget pligt til at genoptage sagen.

Parten har således alene krav på genoptagelse og ny realitetsbehandling af

sagen i tilfælde, hvor der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen

(indsigelserne)

fremkommer nye, faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at

der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald,

hvis

oplysningerne havde foreligget i forbindelse med myndighedens oprindelige

stillingtagen til sagen.

f.

Fravigelser af kravet om varsling

46.

En myndighed kan efter § 5, stk. 4, nr. 1-5, fravige reglerne om

varsling.

Fravigelsen

kan ske helt eller delvist. Der kan således forekomme tilfælde, hvor det ikke

er nødvendigt helt at undlade at give parten forudgående underretning om det

påtænkte tvangsindgreb, men f.eks. alene at fravige reglen om, at

underretningen skal gives senest 14 dage før gennemførelsen af indgrebet.

De

forskellige undtagelsesmuligheder, der omtales nedenfor, vil i et vist omfang

kunne overlappe hinanden.

Formålet med tvangsindgrebets

gennemførelse ville forspildes

47.

Efter

nr. 1

kan reglerne om varsling fraviges helt eller

delvist, hvis øjemedet (formålet) med tvangsindgrebets gennemførelse ville

forspildes, hvis der skulle gives forudgående underretning.

Bestemmelsen

tager først og fremmest sigte på de tilfælde, hvor en myndighed foretager

tvangsindgreb som led i sin kontrol- eller tilsynsvirksomhed.

48.

Kontrolbesøg kan således foretages uvarslet, hvis det i det konkrete

tilfælde efter en nærmere vurdering af den enkelte sags omstændigheder må

antages, at formålet med kontrolbesøget ville blive forspildt, hvis der skete

forudgående varsling. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en myndighed på

baggrund af tidligere erfaringer med en part, en bestemt branche eller dele

af

en branche har en begrundet formodning om, at den pågældende borger eller

virksomhed

vil fjerne de genstande mv., der ønskes kontrolleret.

49.

Bestemmelsen sigter endvidere til kontrolbesøg, som en myndighed

foretager på områder, hvor det generelt må antages, at formålet med

kontrollen

ville blive forspildt, hvis den pågældende borger eller virksomhed var

”advaret” forinden. Det vil sige, at der sigtes til de ofte

forekommende

tilfælde, hvor kontrollen har karakter af en kontrol af et

”øjebliksbillede”.

50.

Også i tilfælde, hvor tvangsindgrebet ikke foretages som led i

kontrol- eller tilsynsvirksomhed, kan der efter en nærmere vurdering af den

enkelte sags omstændigheder være risiko for, at formålet med tvangsindgreb

ville blive forspildt, hvis der skete forudgående varsling. Som eksempel kan

nævnes sager, hvor tvangsindgrebet sker som led i fuldbyrdelsen af en

afgørelse, f.eks. hvor kommunen i forbindelse med fuldbyrdelsen af en

afgørelse

om tvangsfjernelse af et barn søger efter barnet i

forældremyndighedsindehaverens

bolig.

Hensynet til parten selv taler for det

51.

Efter

nr. 2, 1. led,

kan reglerne om varsling fraviges helt

eller delvist, hvis hensynet til parten selv taler for det.

Bestemmelsen

vil kunne finde anvendelse, hvis den, som indgrebet er rettet mod, eller

dennes

repræsentant giver konkret samtykke til – eller ligefrem anmoder om

– at der

gennemføres et

bestemt

kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb uden

forudgående underretning.

Afgørende hensyn til private eller

offentlige interesser

52.

Efter

nr. 2, 2. led,

kan reglerne om varsling fraviges, hvis

partens rettigheder findes at burde vige for afgørende hensyn til private

eller

offentlige interesser.

Som

et eksempel kan nævnes tilfælde, hvor afgørende hensyn til de ansattes

sikkerhed og sundhed taler for, at Arbejdstilsynet gennemfører et

kontrolbesøg

uden at afvente forudgående underretning.

Bestemmelsen

vil desuden efter omstændighederne kunne anvendes i situationer, hvor

myndighederne

som følge af lovbestemte frister har kort tid til at træffe afgørelse om

gennemførelse af et eventuelt kontrolbesøg mv. Som eksempel herpå kan nævnes

ordningen efter opkrævningsloven, hvorefter en virksomheds tilsvar af skatter

og afgifter mv., som opkræves efter opkrævningsloven, og som for en

afregningsperiode er negativt, skal udbetales til virksomheden senest 3 uger

efter modtagelse af rettidig angivelse for den pågældende periode. I sådanne

tilfælde

kan reglerne om varsling i fornødent omfang fraviges, hvis der i perioden

mellem myndighedens modtagelse af angivelsen og fristen for udbetaling ønskes

gennemført et kontrolbesøg i virksomheden til brug for sagens behandling.

Bestemmelsen

giver også adgang til – som en delvis fravigelse af reglerne om varsling

– i

forbindelse med en forudgående varsling ikke at gøre parten bekendt med det

faktiske grundlag for beslutningen om iværksættelse af et tvangsindgreb. Det

kan f.eks. være tilfælde, hvor en myndighed ud fra en generel risikovurdering

har valgt at rette særlig fokus mod en bestemt gruppe, branche eller vareart

mv., og hvor den særlige indsats mod denne gruppe, branche eller vareart mv.

vil blive vanskeliggjort, hvis det afsløres, at der er tale om en særlig

fokuseret indsats på området. Et eksempel kan også være, at afgørende hensyn

til en anmelder eller klager taler for, at anmelderens eller klagerens

identitet ikke oplyses.

Hensynet til rigets udenrigspolitiske og

økonomiske interesser, herunder forholdet til EU

53.

Efter

nr.

3 kan reglerne om varsling fraviges helt eller

delvist, hvis det er nødvendigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske eller

udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU.

Bestemmelsen

sigter navnlig til Danmarks EU-retlige forpligtelser. På en række områder

følger

det således af EU-direktiver, at Danmark er forpligtet til at fastsætte

regler

om, at kontrolbesøg skal kunne ske uanmeldt.

Desuden

er der i en række EU-forordninger fastsat regler om uanmeldt kontrolbesøg.

Sådanne forordninger har direkte virkning her i landet.

Pligt

til at kunne foretage uanmeldte kontrolbesøg kan også følge af andre

internationale forpligtelser end EU-retten. Eksempelvis kan nævnes, at

Danmark

har tiltrådt en række ILO-konventioner, hvorefter der skal være adgang til at

foretage uanmeldte kontrolbesøg.

54.

Spørgsmålet om, hvorvidt – og i givet fald i hvilket omfang – der

foreligger en international forpligtelse til at gennemføre uanmeldte

kontrolbesøg mv., vil bero på en nærmere fortolkning af den pågældende

internationale retsakt bestemmelser.

Bestemmelsen

vil kun kunne anvendes, hvis det på grundlag af en sådan fortolkning må

antages

at være nødvendigt at foretage uanmeldte kontrolbesøg mv. for at leve op til

en

international forpligtelse (f.eks. en forpligtelse til, at en vis andel af en

myndigheds kontrolbesøg skal ske uanmeldt).

Øjeblikkelig gennemførelse er påkrævet

55.

Efter

nr.

4 kan reglerne om varsling fraviges helt eller

delvist, hvis øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter forholdets

særlige karakter er påkrævet.

Bestemmelsen

sigter til tilfælde, hvor der kan være et behov for, at en myndighed

øjeblikkeligt griber ind og gennemfører et tvangsindgreb f.eks. af hensyn til

personers sikkerhed. Som eksempel kan nævnes redningsberedskabets indtrængen

i

private ejendomme i forbindelse med brande eller udslip.

Underretning er umulig eller

uforholdsmæssig vanskelig

56.

Efter

nr.

5 kan reglerne om varsling fraviges helt eller

delvist, hvis forudgående underretning viser sig umulig eller er

uforholdsmæssig vanskelig.

I

det omfang der er tale om husundersøgelse eller undersøgelse eller

beslaglæggelse af breve og andre papirer (se nærmere herom under pkt. 12-13),

således at lovens § 5 finder anvendelse, kan nr. 5 eksempelvis være relevant

i

tilfælde, hvor toldmyndighederne foretager toldkontrol af varer i det danske

toldområde, og hvor det ofte ikke vil være muligt på forhånd at fastlægge,

hvilke bestemte varer mv. en toldkontol skal omfatte.

”Blandede” kontrolbesøg mv.

57.

I nogle tilfælde vil der kunne være tale om, at en myndighed ønsker at

gennemføre et kontrolbesøg mv. f.eks. på en virksomhed, uden at de ovennævnte

undtagelser til kravet om forudgående varsling er opfyldt for alle de

forhold,

som kan blive undersøgt under kontrolbesøget.

I

sådanne tilfælde af ”blandede” kontrolbesøg mv. kan myndigheden

gennemføre det

samlede tvangsindgreb uden forudgående varsling, hvis undtagelserne for at

undlade forudgående varsling er opfyldt for en ikke uvæsentlig del af et

tvangsindgreb, jf. lovens § 5, stk. 5.

58.

I udtrykket ”en ikke uvæsentlig del” ligger ikke, at

tvangsindgrebet

nødvendigvis i overvejende grad skal omfatte forhold, hvor betingelserne for

at

undlade forudgående varsling er opfyldt. I udtrykket ligger alene, at den del

af et tvangsindgreb, der skal kunne danne grundlag for, at det samlede

kontrolbesøg gennemføres uden forudgående varsling, ikke må udgøre en ganske

underordnet

og perifer del af det samlede tvangsindgreb.

Myndighederne

vil naturligvis ikke kunne søge at omgå kravet om forudgående varsling ved at

lade et kontrolbesøg mv. omfatte visse forhold, som kan henføres til en af de

nævnte undtagelser, hvis der ikke er nogen rimelig og naturlig anledning til

det.

Forhold, der falder uden for det

oprindelige tvangsindgreb

59.

Hvis en myndighed under gennemførelsen af et kontrolbesøg mv. bliver

opmærksom på ”nye” forhold – det vil sige forhold, som falder

uden for

myndighedens oprindelige beslutning om et kontrolbesøg – vil sådanne

forhold om

nødvendigt kunne undersøges med det samme uden forudgående varsling, hvis

betingelserne for at undlade forudgående varsling er opfyldt for disse

”nye”

forhold.

Der

henvises i øvrigt til pkt. 97-98 med hensyn til spørgsmålet om undersøgelse

af sådanne

”nye” forhold i de tilfælde, hvor myndigheden har mistanke om, at

der i

relation til de pågældende forhold kan være begået en strafbar

lovovertrædelse.

Fælles kontrolbesøg mv.

60.

I tilfælde, hvor flere myndigheder indgår i et samarbejde om fælles

kontrolbesøg mv., opnår de enkelte myndigheder ikke af denne grund øgede

kontrolbeføjelser. I forbindelse med et fælles kontrolbesøg, kan en myndighed

således alene anvende de kontrolbeføjelser, som efter lovgivningen tilkommer

denne myndighed, og kan ikke benytte sig af andre myndigheders beføjelser.

Det

er i forbindelse med fælles kontrolbesøg den enkelte myndigheds opgave at

påse,

at lovens regler om fremgangsmåden mv. ved gennemførelse af kontrolbesøg

bliver

fulgt. Vurderingen af, om der eventuelt er grundlag for f.eks. at undlade

forudgående varsling, skal således ske separat for hver enkelt myndighed.

Lovens

bestemmelser er ikke til hinder for, at myndigheder har et praktisk

samarbejde

som led i fælles kontrol, herunder f.eks. i forbindelse med fremsendelse af

varslingsskrivelse og udfærdigelse af rapport om kontrolbesøgets

gennemførelse.

Myndighederne vil også i forbindelse med et fælles kontrolbesøg kunne yde

hinanden praktisk bistand.

Myndighedens

oplysningspligt ved fravigelse af reglen om varsling

Skriftlig

meddelelse

61.

I tilfælde, hvor en beslutning om iværksættelse af tvangsindgreb

gennemføres uden forudgående varsling, skal myndigheden samtidig med

gennemførelsen af tvangsindgrebet give parten skriftlig meddelelse om

beslutningen, jf. § 5, stk. 6.

Det

vil ofte være hensigtsmæssigt, at underretningen gives i form af fortrykte

blanketter, der udfyldes af myndigheden. Det vil navnlig have relevans på

forvaltningsområder, hvor der foretages en række ensartede tvangsindgreb

(f.eks. kontrolbesøg).

62.

Den skriftlige meddelelse skal indeholde de samme oplysninger, som en

forudgående varsling skulle have indeholdt, herunder oplysninger om tid og

sted

for indgrebet, retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre,

hovedformålet med indgrebet samt det faktiske og retlige grundlag for

indgrebet. Der henvises til bemærkningerne ovenfor under pkt. 37-41.

I

tilfælde, hvor der ved en forudgående varsling er sket en delvis fravigelse

af

reglerne om varslingsskrivelsens indhold – f.eks. således at det

faktiske

grundlag for et kontrolbesøg ikke er angivet – skal myndigheden samtidig

med

gennemførelse af tvangsindgrebet giver vedkommende de oplysninger, som er

udeladt i den forudgående varsling, hvis de hensyn, der begrundede

undladelsen,

ikke længere foreligger.

63.

Den skriftlige meddelelse skal også indeholde en begrundelse for,

hvorfor reglerne om varsling er fraveget. Er der f.eks. tale om, at

fødevaremyndighederne foretager uanmeldt kontrolbesøg på en restaurant for at

kontrollere hygiejnetilstanden, skal parten have skriftlig meddelelse om, at

myndigheden

er kommet uanmeldt, fordi formålet med kontrolbesøget ellers ville være

forspildt, eller fordi en af de andre undtagelsesbestemmelser i § 5, stk. 4,

er

opfyldt.

64.

En myndighed kan undlade at begrunde, at reglerne i lovens § 5, stk.

1-3, om forudgående varsling er fraveget, hvis partens interesse i at kunne

benytte kendskab til begrundelsen til varetagelse af sit tarv findes at burde

vige for afgørende hensyn til private eller offentlige interesser, jf.

forvaltningslovens

§ 24, stk. 3.

Som

eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en myndighed i den forudgående varsling,

som

skal gives efter lovens § 5, stk. 2, har undladt at oplyse om det faktiske

grundlag for indgrebet, idet der er afgørende hensyn til private eller

offentlige interesser, som taler for at hemmeligholde disse oplysninger. En

myndighed, der iværksætter et tvangsindgreb, kan i sådanne tilfælde efter

omstændighederne være berettiget til f.eks. at undlade at oplyse om en klages

indgivelse, klagers identitet mv. i begrundelsen for, at der ikke er sket

forudgående underretning om det faktiske grundlag for indgrebet, hvis

afgørende

private eller offentlige hensyn i det konkrete tilfælde taler for at

hemmeligholde oplysningerne om klagers identitet mv.

Hvis

de nævnte omstændigheder fører til, at myndigheden helt undlader at oplyse

noget om det faktiske grundlag for tvangsindgrebet, vil det i visse tilfælde

kunne indebære en risiko for, at virksomheden mv. ud fra den manglende

oplysning

kan slutte sig til, hvorfor tvangsindgrebet foretages. For at undgå denne

risiko kan myndigheden i sådanne tilfælde i stedet vælge at angive mere

generelt, at tvangsindgrebet skyldes f.eks. en risikovurdering eller en

vurdering af behovet for kontrol med virksomhedens forhold på det pågældende

område.

Mundtlig meddelelse

65.

Der kan forekomme tilfælde, hvor hensynet til parten selv eller

afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser taler for, at

et

tvangsindgreb gennemføres, inden myndigheden har haft lejlighed til at

udarbejde en skriftlig underretning.

Som

eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en borger eller virksomhed selv anmoder

om,

at myndigheden straks skal gennemføre et kontrolbesøg, eller hvor der gives

samtykke til, at myndigheden kan gennemføre et kontrolbesøg uden udarbejdelse

af skriftlig underretning. Desuden kan det være tilfælde, hvor en myndighed

bliver opmærksom på sikkerheds- eller sundhedsfarlige forhold mv., som taler

for, at et kontrolbesøg gennemføres, inden der har været lejlighed til at

udarbejde en skriftlig begrundelse.

I

sådanne tilfælde kan underretning om tvangsindgrebet meddeles mundtligt, jf.

§

5, stk. 7.

66.

En part, der har fået mundtlig meddelelse om beslutningen om

iværksættelse af tvangsindgrebet, kan forlange efterfølgende at få

beslutningen

meddelt skriftligt. Om indholdet af den skriftlige meddelelse henvises til

pkt.

62-64.

67.

En begæring om en efterfølgende skriftlig meddelelse skal fremsættes

over for myndigheden inden 14 dage efter, at tvangsindgrebet er gennemført.

Myndigheden skal besvare begæringen snarest muligt. Er begæringen ikke

besvaret

inden 14 dage efter, at myndigheden har modtaget den, skal myndigheden

underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes

besvaret.

68.

Et tvangsindgreb kan gennemføres, selv om mundtlig meddelelse om

tvangsindgrebet viser sig umulig, fordi ingen træffes på den pågældende

lokalitet.

g.

Legitimation

Pligt til at

vise legitimation

69.

Tvangsindgreb, der foretages uden for en myndigheds embedssteder, må

kun foretages mod forevisning af behørig legitimation, jf. § 6.

En

myndighed skal således ved gennemførelsen af et tvangsindgreb over for f.eks.

en virksomhed rette henvendelse til virksomhedens repræsentant, hvad enten

der

er tale om indehaveren eller ansat personale. Træffes der ikke umiddelbart

nogen på stedet, er myndigheden forpligtet til at forsøge at finde en person

på

stedet, som kan repræsentere den pågældende virksomhed.

Myndigheden

skal normalt rette henvendelse til virksomhedens repræsentant ved

kontrolbesøgets begyndelse, medmindre særlige hensyn taler for, at

gennemførelsen af tvangsindgrebet påbegyndes uden forudgående henvendelse til

virksomhedens repræsentant.

Legitimationen

skal forevises uopfordret til den, indgrebet retter sig mod, og skal vise,

hvilken myndighed vedkommende person repræsenterer, samt indeholde

identificerbare oplysninger om den pågældendes identitet (f.eks.

tjenestenummer).

Undtagelse fra pligten til at vise

legitimation

70.

Pligten til at vise legitimation kan undtagelsesvis fraviges helt

eller delvist, hvis afgørende hensyn taler for det.

Det

indebærer bl.a., at en myndighed vil kunne undlade at forevise legitimation,

i

det omfang den eller de personer, som et tvangsindgreb rettes mod, udviser en

sådan truende adfærd mv., at det efter en konkret vurdering undtagelsesvis

vil

være velbegrundet ikke at oplyse navn eller andre identitetsoplysninger,

ligesom der i ganske særlige tilfælde kan foreligge omstændigheder, som

berettiger,

at der heller ikke gives oplysninger om tjenestested.

h.

Skånsomhed ved foretagelsen af indgrebet

71.

Myndigheden skal foretage et tvangsindgreb så skånsomt som

omstændighederne tillader, herunder så vidt muligt uden at forårsage

ødelæggelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på grund af tidspunktet

for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver anledning til

unødig opsigt, jf. herved lovens § 7.

F.eks.

må myndigheden drage omsorg for, at et kontrolbesøg ikke giver anledning til

unødig opsigt hos kunder, naboer mv., og at et kontrolbesøg hos en virksomhed

gennemføres på en måde, der ikke unødigt griber forstyrrende ind i

virksomhedens

arbejde.

i.

Udarbejdelse af rapport om indgrebet

72.

Myndighederne har pligt til at udarbejde en rapport om udførelsen af

et tvangsindgreb i tilfælde, hvor myndigheden under gennemførelsen af et

tvangsindgreb finder, at den, som indgrebet er rettet imod, har tilsidesat

regler i lovgivningen mv., jf. § 8. Rapporten skal snarest udleveres til

vedkommende.

I tilfælde, hvor rapporten ikke udleveres på stedet i umiddelbar tilknytning

til indgrebets afslutning, bør myndigheden i almindelighed oplyse den

pågældende

om, at en rapport vil blive udarbejdet og eftersendt.

73.

Finder myndigheden under gennemførelsen af et tvangsindgreb ikke, at

den, som indgrebet rettes imod, har tilsidesat regler i lovgivningen mv., har

myndigheden alene pligt til at udfærdige og udlevere en rapport om udførelsen

af indgrebet, hvis parten fremsætter begæring om det. En begæring herom skal

fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at tvangsindgrebet er

gennemført.

Myndigheden skal besvare begæringen snarest muligt. Er begæringen ikke

besvaret

inden 14 dage efter, at myndigheden har modtaget den, skal myndigheden

underrette

parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.

74.

Bestemmelsen i lovens § 8 angiver ikke, hvad rapporten om indgrebets

udførelse nærmere skal indeholde. Det skyldes, at behovet for notering af

oplysninger i rapporten vil variere afhængigt af, hvordan et tvangsindgreb

forløber, samt formålet med og omfanget af tvangsindgrebet.

Overordnet

skal rapporten imidlertid give et udførligt og dækkende indtryk af

tvangsindgrebets forløb. Der kan i den forbindelse peges på en række

omstændigheder,

som vil have betydning for, hvor omfattende rapporten bør være.

Således

vil der normalt være et større behov for notering af oplysninger i rapporten,

hvis indgrebet foretages uden samtykke fra den, som indgrebet retter sig mod,

herunder også hvis der undtagelsesvis er anvendt fysisk tvang. Der vil

endvidere være et større behov for notering af oplysninger i rapporten, hvis

myndigheden tager genstande i besiddelse i forbindelse med indgrebet.

Endvidere

kan der peges på, at jo mere indgribende og omfattende et tvangsindgreb er,

jo

større vil behovet for notering af oplysninger i rapporten være.

Som

minimum vil der normalt være behov for i rapporten at notere oplysninger om

indgrebets formål, tidspunktet for indgrebet, hvilke personer der var til

stede, om indgrebet blev foretaget uden samtykke, herunder ved anvendelse af

fysisk tvang, og hvilke genstande der eventuelt blev taget i myndighedernes

besiddelse.

Udarbejdelse

af rapporten vil i vidt omfang kunne ske ved udfyldelse af fortrykte

blanketter.

Dette vil navnlig have relevans på forvaltningsområder, hvor der foretages en

række ensartede tvangsindgreb (f.eks. kontrolbesøg).

Offentliggørelse af oplysninger om

resultatet af kontrolbesøg mv.

75.

Spørgsmålet om en myndigheds adgang til af egen drift at offentliggøre

resultatet af kontrolbesøg mv. skal som udgangspunkt afgøres efter de

almindelige regler om tavshedspligt i forvaltningsloven og straffeloven,

reglerne i persondataloven samt

eventuelle

særlige regler om tavshedspligt i særlovgivningen.

Anmoder

offentligheden om adgang til oplysninger om resultatet af kontrolbesøg mv.,

vil

det normalt være de almindelige regler i offentlighedsloven om aktindsigt,

der

afgør om en sådan anmodning kan imødekommes.

Inden

for det enkelte forvaltningsområde kan der være fastsat særlige regler om

offentliggørelse af kontrolresultater mv.

IV. Anvendelse af tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen ved mistanke om strafbare lovovertræ-delser

76.

Lovens kapitel 3 indeholder regler om myndighedernes mulighed for uden

forudgående retskendelse at anvende tvangsindgreb uden for strafferetsplejen

i

tilfælde, hvor der opstår rimelig grund til mistanke om, at en borger eller

virksomhed har begået et strafbart forhold.

Formålet

med reglerne er at modvirke omgåelse af strafferetsplejens regler om adgangen

til at foretage tvangsindgreb i straffesager. Reglerne gælder, hvad enten

myndigheden selv har mulighed for at søge et eventuelt strafbart forhold

afsluttet ved et administrativt bødeforlæg, eller myndigheden ikke har en

sådan

mulighed og derfor i alle tilfælde vil være henvist til at lade en videre

behandling af spørgsmålet om fastsættelse af straf overgå til politiet.

a. Hvilke typer af tvangsindgreb er

omfattet af reglerne?

77.

Reglerne i lovens kapitel 3 gælder – ligesom reglerne i kapitel 2 –

for tvangsindgreb, der består i husundersøgelse eller i undersøgelse eller

beslaglæggelse af breve og andre papirer.

Kapitel

3 gælder herudover også i forhold til tvangsindgreb i form af 1) undersøgelse

af andre lokaliteter, 2) undersøgelse eller beslaglæggelse af andre

genstande,

3) brud på meddelelseshemmeligheden samt 4) eftersyn eller anden undersøgelse

af personer, jf. § 1, stk. 1 og 2.

78.

Om udtrykkene

”husundersøgelse”

og

”undersøgelse eller beslaglæggelse af

breve og andre papirer”

henvises til pkt. 12-13.

79.

Med udtrykket

”undersøgelse af

andre lokaliteter”

sigtes til undersøgelse af lokaliteter, der ikke kan

betegnes som husundersøgelse. Undersøgelse af andre lokaliteter omfatter

derfor

bl.a. undersøgelse af udendørslokaliteter som f.eks. haver, marker,

gårdspladser, byggepladser samt undersøgelse af en række andre lokaliteter,

hvortil der er almindelig offentlig adgang som f.eks. butikslokaler og visse

kontorlokaler.

Lokaliteter,

der har til hovedformål at tjene som egentligt opholdssted for et offentligt

publikum mv., herunder restaurationslokaler, er ikke omfattet.

80.

Udtrykket

”undersøgelse af andre

genstande”

omfatter undersøgelse af genstande, der ikke kan betegnes som

breve eller andre papirer. Omfattet er undersøgelse af f.eks. varer,

produkter

til bearbejdning og maskiner. Undersøgelse af andre genstande omfatter også

bl.a. undersøgelse af transportmidler, herunder undersøgelse af en bils

bagagerum og undersøgelse af lasten i et skib eller en lastbil.

81.

Udtrykket

”beslaglæggelse af

andre genstande”

omfatter enhver form for rådighedsberøvelse af genstande

som omtalt i pkt. 80.

82.

”Brud på

meddelelseshemmeligheden”

– som i grundlovens § 72 betegnes som ”brud på

post-, telegraf- og telefonhemmeligheden” – foreligger, når der er

foretaget

handlinger med henblik på at opnå kendskab til indholdet af en meddelelse

eller

foretaget handlinger for at få oplyst, om en sådan meddelelse overhovedet er

afsendt. Som eksempler kan nævnes undersøgelse af breve og pakker under

forsendelse eller aflytning af telefon eller anden kommunikation.

83.

Udtrykket

”eftersyn eller anden

undersøgelse af personer”

omfatter de legemsindgreb, der også er omfattet

af retsplejelovens kapitel 72, herunder f.eks. besigtigelse af kroppens ydre,

visitation af tøj, som den pågældende er iført, og nærmere undersøgelse af

kroppen. Som eksempel kan nævnes told- og skattemyndighedernes adgang til at

foretage eftersyn på personer, som med henblik på kontrol standses efter

bestemmelserne i toldloven.

84.

Reglerne i lovens kapitel 3 vedrører kun begrænsninger i adgangen til

at anvende tvangsindgreb omfattet af lovens § 1, stk. 1 og 2. Lovens

bestemmelser er således ikke til hinder for, at myndighederne foretager andre

sagsbehandlingsskridt med henblik på den videre behandling af spørgsmål om

fastsættelse af straf. Som eksempler herpå kan nævnes analyse af indhentede

prøver eller en vurdering af de oplysninger, som foreligger, inden sagen

eventuelt overgives til politiet med henblik på stillingtagen til, om der

skal

rejses tiltale.

85.

Lovens bestemmelser er heller ikke til hinder for, at repræsentanter

for vedkommende kontrolmyndighed ledsager politiet ved tvangsindgreb, der kun

kan gennemføres efter reglerne i retsplejeloven. Loven er i sådanne tilfælde

endvidere ikke til hinder for, at sagen – når tvangsindgrebet er

gennemført af

politiet – sendes tilbage til vedkommende myndighed med henblik på

yderligere

sagsbehandling af spørgsmål, der vedrører eventuel efterfølgende pålæggelse

af

straf.

b. Hvem er beskyttet af reglerne?

86.

Reglerne i lovens kapitel 3 finder anvendelse, hvis en person med

rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, jf. §

9, stk. 1. Det gælder, uanset om mistanken er rettet mod en fysisk person

eller

mod en juridisk person som sådan (f.eks. et aktie- eller anpartsselskab).

87.

Reglerne finder både anvendelse, når et tvangsindgreb rettes mod den

mistænkte, og når et tvangsindgreb rettes mod andre end den mistænkte, jf. §

9,

stk. 3. Reglerne finder således også anvendelse, hvis myndigheden gennemfører

et tvangsindgreb over for en tredjemand med henblik på at indhente

oplysninger

af betydning for en straffesag mod den mistænkte.

c. Begrænsninger i gennemførelse af

tvangsindgreb uden for strafferetsplejen

88.

Hvis en person med rimelig grund mistænkes for at have begået en

strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte eller

tredjemand med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det pågældende

forhold, kun gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om

strafferetsplejen,

jf. § 9, stk. 1 og 3.

Det

gælder dog efter § 9, stk. 2, ikke, hvis tvangsindgrebet gennemføres med

henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandling af andre

spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. navnlig pkt. 97-98 nedenfor, hvor

det

er omtalt, at myndighederne som følge heraf i vidt omfang kan foretage

tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, selv om der i den pågældende sag

foreligger rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold.

På hvilket tidspunkt skal mistanken

foreligge?

89.

Bestemmelsen i lovens § 9 finder anvendelse, hvis mistanken foreligger

på forhånd – det vil sige, hvis myndigheden før f.eks. et kontrolbesøg

er

bekendt med oplysninger, der kan begrunde, at en person med rimelig grund

mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse. Desuden finder

bestemmelsen anvendelse, hvis mistanken opstår efter, at tvangsindgrebet er

iværksat, f.eks. i forbindelse med gennemførelsen af et kontrolbesøg.

Lovens

§ 9 kan således have betydning både for mulighederne for at iværksætte et

tvangsindgreb og for mulighederne for at fortsætte et allerede iværksat

tvangsindgreb.

90.

Hvis bestemmelsen i de nævnte mistanketilfælde medfører, at

myndigheden vil være afskåret fra at benytte en eventuel hjemmel til

umiddelbart at beslaglægge relevante beviser som f.eks. regnskabsmateriale

eller andre dokumenter mv., må myndigheden forsøge at indhente samtykke til

beslaglæggelsen

fra den pågældende (se nærmere om samtykke under pkt. 100-109).

Lykkes

dette ikke, og myndigheden finder tilstrækkeligt grund til straks at tilkalde

politiet med henblik på beslaglæggelse efter retsplejelovens regler, har

myndigheden ret til at blive på stedet for ved sin observation at sikre

eventuelle beviser, indtil politiet møder op.

Hvornår er der ”rimelig grund til

mistanke”?

91.

Der skal foreligge en mistanke om et strafbart forhold, som kan

henføres til én eller flere bestemte personer.

At

der skal foreligge

”rimelig grund”

til en sådan mistanke, betyder, at mistanken skal være baseret på fornødne

konkrete,

objektive oplysninger i den pågældende sag. Dette vil afhænge af en samlet

konkret vurdering i den enkelte situation. I nogle tilfælde vil ”rimelig

grund

til mistanke” kunne opstå på et tidligere tidspunkt end det tidspunkt,

hvor

myndigheden eventuelt vælger at indgive politianmeldelse.

Normalt

er det den pågældende myndighed selv, der må vurdere, om der foreligger den

nævnte mistanke om et strafbart forhold. Spørgsmålet bør således i

almindelighed

ikke overgives til politiets stillingtagen.

92.

En mere almindelig, erfaringsbaseret fornemmelse hos en myndighed om,

at der kan være ”noget galt”, indebærer ikke, at der foreligger

mistanke i

bestemmelsens forstand.

En

myndighed vil således godt kunne undersøge forhold, som kun muligvis kan give

anledning til mistanke på baggrund af generelle erfaringer med en bestemt

branche eller virksomhed.

93.

Den omstændighed, at en myndighed tidligere har foretaget f.eks. et

kontrolbesøg hos en virksomhed, hvor der blev konstateret en strafbar

overtrædelse af den pågældende lovgivning, indebærer heller ikke i sig selv,

at

der forud for et kontrolbesøg i almindelighed vil være ”rimelig

grund” til

mistanke om, at virksomheden fortsat overtræder reglerne med hensyn til det

tidligere konstaterede forhold.

94.

Hvis en myndighed f.eks. fra naboer, konkurrenter eller ansatte i en

virksomhed modtager en anmeldelse om forhold, som efter deres karakter kan

være

strafbare, beror det på en konkret vurdering, om der herefter foreligger

rimelig grund til mistanke.

I

denne vurdering må det bl.a. indgå, hvor troværdig anmeldelsen virker, hvor

konkret de pågældende forhold er angivet, og om der i øvrigt i de

oplysninger,

som myndigheden herudover er i besiddelse af, er holdepunkter for, at der kan

foreligge et strafbart forhold. En anmeldelse vil således ikke i sig selv

skabe

grundlag for en mistanke som angivet i lovens § 9.

95.

En myndighed kan i visse tilfælde have en mistanke om, at der

foreligger et strafbart forhold, men det materiale, som forligger, er så

generelt og ukonkret, at det ikke er muligt at vurdere, om der er grundlag

for

bl.a. at iværksætte straffeprocessuelle indgreb som f.eks. beslaglæggelse. I

sådanne tilfælde kan myndigheden anvende sine beføjelser efter

særlovgivningen

for at fremskaffe oplysninger, i det omfang det må anses for nødvendigt for,

at

myndigheden kan vurdere, om der er tale om en sag, der bør overgives til

politiet, og for, at politiet kan vurdere, om der – også ud fra

ressourcemæssige

hensyn – er et tilstrækkeligt grundlag for at indlede en strafferetlig

efterforskning (f.eks. beslaglæggelse).

Som

eksempel kan nævnes tilfælde, hvor skatte- og afgiftsmyndighederne på

baggrund

af en anmeldelse har en ikke nærmere konkretiseret mistanke om, at en

virksomhed sælger ulovligt importerede varer. Her vil myndighederne normalt

også være berettiget til at foretage et kontrolbesøg, der gør det muligt

nærmere at angive karakteren og omfanget af de forhold, som mistanken

vedrører.

Fra

det tidspunkt, hvor der herefter måtte foreligge sådanne tilstrækkeligt

konkretiserede oplysninger, at der er ”rimelig grund til mistanke”

om et

strafbart forhold, vil myndighederne kunne gennemføre/fortsætte

kontrolbesøget,

hvis formålet hermed er at tilvejebringe oplysninger til brug for behandling

af

andre spørgsmål end straf (se nærmere pkt. 97-98 nedenfor), eller hvis den

mistænkte person meddeler samtykke (se nærmere pkt. 100).

96.

Anvendelsen af tvangsindgreb begrænses kun med hensyn til det eller de

forhold, som mistanken vedrører. Myndigheden vil således uden begrænsninger

kunne anvende sine beføjelser med henblik på at undersøge andre forhold, der

ikke er omfattet af mistanken.

d. Adgang til at foretage tvangsindgreb,

selv om der foreligger rimelig grund til mistanke om strafbart forhold

97.

Selv om en person med rimelig grund mistænkes for at have begået en

strafbar lovovertrædelse, kan myndighederne gennemføre eller fortsætte et

kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb over for den mistænkte med hensyn til

de

forhold, som mistanken omfatter, hvis indgrebet gennemføres med henblik på at

tilvejebringe oplysninger til brug for behandling af andre spørgsmål end

fastsættelse

af straf, jf. § 9, stk. 2.

Som

eksempler på behandling af andre spørgsmål end fastsættelse af straf kan

nævnes

udstedelse af påbud eller forbud i medfør af lovgivningen på det enkelte

område, spørgsmål om tilbagekaldelse af en tilladelse samt indskærpelse af og

vejledning om lovgivningen på området.

Da

tvangsindgreb i praksis meget ofte gennemføres med henblik på at

tilvejebringe

oplysninger til brug for behandling af andre spørgsmål end fastsættelse af

straf, indebærer § 9, stk. 2, at myndighederne i vidt omfang vil kunne

gennemføre tvangsindgreb, selv om vedkommende borger eller virksomhed med

rimelig

grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold.

Eksempelvis

kan skattemyndighederne gennemføre tvangsindgreb med henblik på den løbende

skattemæssige ligning, selv om den pågældende person med rimelig grund

mistænkes for at have begået et strafbart forhold, der vedrører de samme

omstændigheder, som mistanken omfatter.

Ligeledes

kan fødevaremyndighederne anvende tvangsindgreb med henblik på meddelelse af

påbud om destruktion af sundhedsskadelige varer, selv om den pågældende

person

med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold ved

produktionen af de sundhedsskadelige varer.

Tilsvarende

kan Arbejdstilsynet efter en arbejdsulykke gennemføre tvangsindgreb med

henblik

på meddelelse af påbud om etablering af sikkerhedsmæssigt forsvarlige

arbejdsforhold, uanset at arbejdsgiveren i forbindelse med ulykken med

rimelig

grund kan mistænkes for at have begået et strafbart forhold.

98.

I en række tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om et

strafbart forhold, vil der foreligge en situation,

hvor

myndigheden kan have brug for oplysninger om det forhold, som

mistanken omfatter, til brug for f.eks. udstedelse af påbud eller forbud

eller

inddragelse mv. af en tilladelse,

og hvor

myndigheden samtidig er opmærksom på, at der som supplement eller alternativ

til iværksættelse af sådanne ikke-strafferetlige foranstaltninger også kan

blive tale om at forfølge spørgsmålet om straf (f.eks. ved at anmelde

forholdet

til politiet).

Hvis

det i sådanne tilfælde kan lægges til grund, at det ville være et naturligt

og

sagligt begrundet led i sagens behandling også at gennemføre det pågældende

tvangsindgreb, såfremt der ikke kunne blive tale om efterfølgende eventuelt

(tillige) at forfølge spørgsmålet om straf, vil tvangsindgrebet kunne

gennemføres

af myndigheden. At myndigheden muligvis samtidig er opmærksom på, at

oplysningerne

også vil kunne være relevante ved en eventuel senere straffesag, er i den

forbindelse

uden betydning.

Hvis

formålet med at gennemføre tvangsindgrebet derimod er at tilvejebringe

oplysninger til brug for behandling af

både

andre spørgsmål end fastsættelse af straf

og

spørgsmålet om fastsættelse af straf, kan myndigheden kun gennemføre

tvangsindgrebet, hvis den mistænkte meddeler samtykke (se nærmere om samtykke

under pkt. 100-109).

Senere brug af oplysninger under en

eventuel straffesag

99.

Lovens § 9 er ikke til hinder for, at myndighederne overlader politiet

materiale som f.eks. fotografiske optagelser, prøver, regnskaber mv., som

myndighederne har tilvejebragt i forbindelse med deres tilsyns- og

kontrolvirksomhed.

Bestemmelsen

regulerer heller ikke mulighederne for under en eventuel senere straffesag at

anvende oplysninger, som er tilvejebragt under et kontrolbesøg mv.

e. Samtykke

100.

En mistænkt kan give samtykke til fravigelse af reglerne i lovens § 9,

stk. 1-3, jf. § 9, stk. 4.

Et

sådant samtykke betyder, at den pågældende myndighed kan gennemføre det

pågældende tvangsindgreb, også selv om formålet – eller ét af formålene

–

hermed måtte være at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af

en

straffesag.

Samtykke fra juridiske personer

101.

Er den mistænkte en juridisk person, kan samtykket gives af en fysisk

person, som er bemyndiget til at give et sådant samtykke på den juridiske

persons vegne.

Bemyndigelsen

kan følge af regler i lovgivningen om, hvem der er berettiget til at

repræsentere og tegne den juridiske person udadtil. Er der f.eks. tale om et

aktieselskab, følger det af aktieselskabslovens § 60, stk. 1, at medlemmer af

bestyrelsen og af direktionen repræsenterer selskabet udadtil. Selskabet

forpligtes

ved retshandler, som på selskabets vegne indgås af den samlede bestyrelse

eller

af et medlem af bestyrelsen eller af en direktør, jf. § 60, stk. 2. Disse

personer vil således som udgangspunkt på selskabets vegne kunne give samtykke

til fravigelse af reglerne i lovens § 9, stk. 1 og 3.

En

juridisk person kan herudover konkret beslutte, at én eller flere personer

–

f.eks. den daglige leder – skal være bemyndiget til på den juridiske

persons

vegne at give samtykke til fravigelse af reglerne i lovens § 9, stk. 1 og 3,

ligesom det kan følge af vedkommendes stilling, at den pågældende må antages

at

have fuldmagt til at meddele samtykke på den juridiske persons vegne.

Krav til samtykket

102.

Et samtykke skal være skriftligt og skal gives på et frivilligt,

specifikt og informeret grundlag.

103.

Skriftlighedskravet indebærer, at det ikke er tilstrækkeligt, at den

mistænkte mundtligt tilkendegiver, at tvangsindgrebet kan gennemføres.

104.

At samtykket skal gives på et

”frivilligt”

grundlag betyder, at samtykket ikke må være afgivet under tvang. Det skal

således stå den mistænkte frit for, om vedkommende ønsker at give afkald på

de

retsgarantier, der følger af retsplejelovens regler inden for

strafferetsplejen.

Myndigheden vil i den forbindelse eventuelt kunne

orientere den pågældende om politiets muligheder for at foretage

tvangsindgrebet efter retsplejelovens regler.

105.

I kravet om, at samtykket skal ske på et

”specifikt”

grundlag, ligger, at det klart og utvetydigt skal

fremgå, hvad det er, der meddeles samtykke til. Det skal således bl.a.

fremgå,

hvad det er for tvangsindgreb, som den mistænkte samtykker i, at myndigheden

kan gennemføre.

106.

At samtykket skal gives på et

”informeret”

grundlag betyder, at den mistænkte skal være klar over, hvad vedkommende

meddeler samtykke til. Myndigheden skal således sikre sig, at der gives den

mistænkte tilstrækkelig information til, at den pågældende kan vurdere,

hvorvidt samtykke skal meddeles. Myndigheden skal i den forbindelse bl.a.

oplyse om, at den mistænkte ikke har pligt til at acceptere gennemførelsen af

et tvangsindgreb, ligesom myndigheden skal gøre den mistænkte bekendt med, at

de oplysninger, der vil blive tilvejebragt, senere kan komme til at indgå i

en

straffesag mod den pågældende.

107.

Hvis en mistænkt giver samtykke til gennemførelse af et tvangsindgreb

omfattet af lovens § 1, stk. 1 (se nærmere om disse under pkt. 11-14), finder

reglerne i lovens kapitel 2 herefter anvendelse. Det betyder, at

myndighederne

skal følge den fremgangsmåde, der er beskrevet i lovens §§ 2-8, i forbindelse

med gennemførelsen af det pågældende tvangsindgreb.

Tilbagekaldelse af et samtykke

108.

En mistænkt kan til enhver tid tilbagekalde sit samtykke. Tilbagekaldes

samtykket, betyder det, at tvangsindgreb herefter kun vil kunne gennemføres

efter reglerne i lovens § 9, stk. 1-3.

109.

Der stilles ikke formkrav til den mistænktes tilbagekaldelse af

samtykke. En sådan tilbagekaldelse vil således kunne ske såvel mundtligt som

skriftligt.

V. Brug af oplysningspligter ved mistanke om strafbare

lovovertrædelser

110.

Lovens kapitel 4 indeholder regler om myndighedernes mulighed for

anvendelse af oplysningspligter i tilfælde, hvor der opstår mistanke om, at

en

borger eller virksomhed har begået et strafbart forhold.

Reglerne

skal ses i lyset af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,

der bl.a. indeholder et forbud mod såkaldt selvinkriminering.

Udgangspunktet

i lovens § 10 er, at bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at meddele

oplysninger til myndigheder inden for den offentlige forvaltning ikke gælder,

hvis der er konkret mistanke om, at en person har begået en lovovertrædelse,

der kan medføre straf. Myndighederne må således i disse tilfælde som

udgangspunkt afstå fra at udnytte de pågældende oplysningspligter.

a. Hvad er en oplysningspligt?

111.

Reglerne omfatter alle tilfælde, hvor der i lov eller bekendtgørelse

mv. er fastsat pligt til at meddele oplysninger til en myndighed. Det gælder,

uanset om en overtrædelse af oplysningspligten kan sanktioneres med straf

eller

gennemtvinges ved f.eks. tvangsbøder.

Reglerne

omfatter både oplysningspligter, hvorefter myndigheden kan kræve afgivelse af

mundtlige eller skriftlige oplysninger, og oplysningspligter, hvorefter

vedkommende borger eller virksomhed er forpligtet til af egen drift at

indsende

oplysninger til den pågældende myndighed.

112.

Reglerne omfatter ikke tilfælde, hvor vedkommende ikke er forpligtet

til at afgive oplysninger, og hvor vedkommendes manglende medvirken til at

oplyse en sag alene kan få såkaldt processuel – det vil sige bevismæssig

–

skadevirkning for vedkommende ved sagens afgørelse.

113.

Det forhold, at lovens kapitel 4 ikke finder anvendelse i tilfælde,

hvor en myndighed anmoder en person om oplysninger, uden at der i

lovgivningen

mv. er pligt til at give oplysninger til myndigheden, indebærer ikke, at en

myndighed i en sådan situation uden videre kan anmode en mistænkt om

oplysninger, der vedrører et strafbart forhold. Også i disse tilfælde bør en

myndighed således i fornødent omfang i forbindelse med anmodningen om at

modtage oplysninger vejlede en mistænkt person om, at vedkommende ikke har

pligt til at afgive oplysninger, der har betydning for det forhold, som

mistanken

omfatter.

b. Hvem er beskyttet af reglerne?

114.

Reglerne i lovens kapitel 4 finder anvendelse, hvad enten den

mistænkte er en fysisk eller juridisk person (f.eks. aktie- eller

anpartsselskab).

c. Hvornår foreligger der ”konkret

mistanke”?

115.

Med hensyn til kravet om, at der skal foreligge en konkret mistanke,

er det som udgangspunkt afgørende, om myndighedens mistanke er så stærk, at

der

ville være grundlag for inden for strafferetsplejen at rejse en sigtelse

eller

at tillægge vedkommende en sigtets rettigheder.

Der

skal således foreligge omstændigheder, spor mv., som på objektivt grundlag og

med rimelighed kan tale for vedkommendes mulige skyld.

Hvis

en myndighed f.eks. fra naboer, konkurrenter eller ansatte i en virksomhed

modtager en anmeldelse om forhold, som efter deres karakter kan være

strafbare,

beror det på en vurdering i det enkelte tilfælde, om der herefter foreligger

en

konkret mistanke.

I

denne vurdering må det bl.a. indgå, hvor troværdig anmeldelsen fremtræder,

hvor

konkret de pågældende forhold er angivet, og om der i øvrigt i de

oplysninger,

som myndigheden herudover er i besiddelse af, er holdepunkter for, at der kan

foreligge et strafbart forhold. En anmeldelse vil således ikke i sig selv

skabe

grundlag for en konkret mistanke om et strafbart forhold.

Normalt

er det den myndighed, der i givet fald skal anvende oplysningspligten, som må

vurdere, om der er grundlag for en konkret mistanke. Spørgsmålet bør således

i

almindelighed ikke overgives til politiets stillingtagen.

116.

På en række områder har borgere og virksomheder pligt til løbende at

indberette visse oplysninger til en myndighed. F.eks. kan en virksomhed have

pligt til løbende at foretage angivelser, egenkontrolmålinger mv., der skal

indgives til en myndighed.

At

der er opstået konkret mistanke om en strafbar lovovertrædelse for en bestemt

periode, er ikke ensbetydende med, at oplysningspligten af den grund

bortfalder

også for efterfølgende perioder.

Som

eksempel kan nævnes de pligter i lovgivningen, der vedrører løbende

indberetning om produktion, forbrug mv. Opstår der på baggrund af en sådan

indberetning konkret mistanke om, at en virksomhed i den periode (f.eks. det

år

eller kvartal), som indberetningen vedrører, har overtrådt reglerne på det

pågældende område, vil dette ikke i sig selv medføre, at pligten til fortsat

at

indberette om kommende perioder suspenderes.

At

der måtte være konkret mistanke om, at reglerne er overtrådt i en bestemt

periode eller med hensyn til et konkret forhold, er således ikke ensbetydende

med, at der vil være konkret mistanke om, at reglerne (også) vil blive

overtrådt i senere perioder mv. Hvis f.eks. en indberetning fra en borger

eller

virksomhed af egenkontrolmålinger giver anledning til konkret mistanke om, at

vedkommende i 1. kvartal af det pågældende år har overtrådt regler inden for

miljøområdet, vil dette således ikke være ensbetydende med, at der efter

lovens

§ 10, stk. 1, vil være opstået en konkret mistanke om, at vedkommende også i

2.

kvartal vil overtræde de samme regler – og vedkommende vil derfor

fortsat kunne

have pligt til gennem egenkontrolmålinger at indberette til myndigheden i de

følgende kvartaler. Det er dog bl.a. en forudsætning herfor, at det kan

udelukkes, at de oplysninger, som vil fremkomme ved den fortsatte løbende

pligt

til at foretage indberetninger, vil have betydning for det eller de forhold,

som den mistanke, der vedrører en tidligere periode, omfatter. Der henvises

herved nærmere til pkt. 118.

d. Adgang til at anvende

oplysningspligter, selv om der foreligger konkret mistanke om strafbart

forhold

117.

Spørgsmålet om, i hvilke tilfælde en oplysningspligt kan anvendes,

hvis der foreligger en konkret mistanke om, at en person har begået en

lovovertrædelse, der kan medføre straf, er afhængig af, om oplysningerne skal

komme fra den mistænkte selv eller fra andre end den mistænkte.

Adgang

til at anvende oplysningspligter over for den mistænkte, selv om der

foreligger

konkret mistanke om strafbart forhold

118.

Selv om der er konkret mistanke om, at en person har begået en

lovovertrædelse, der kan medføre straf, kan myndigheden anvende den

pågældende

oplysningspligt over for den mistænkte, hvis det kan udelukkes, at de

oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af

den

formodede lovovertrædelse, jf. § 10, stk. 1.

Om

dette er tilfældet, må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag. Kan

det

efter en sådan vurdering ikke udelukkes, at oplysningerne vil kunne have

betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse, kan

oplysningspligten

ikke anvendes.

I

en række tilfælde vil en myndighed ud fra de foreliggende oplysninger have

gjort op med, at der ikke er anledning til at forfølge spørgsmålet om

fastsættelse af straf, selv om der foreligger en konkret mistanke om, at den

pågældende

borger eller virksomhed har begået en overtrædelse af lovgivningen, der kan

sanktioneres med straf. Det vil bl.a. kunne gælde, hvis overtrædelsen er af

mindre grov karakter. I sådanne tilfælde vil bestemmelsen i § 10, stk. 1,

ikke

finde anvendelse. Opstår der i den samme sag efterfølgende igen spørgsmål om

eventuelt at fastsætte straf – f.eks. hvis der senere fremkommer

oplysninger,

der viser, at en lovovertrædelse kan være af mere grov karakter – vil

det

imidlertid igen blive relevant at iagttage § 10, stk. 1.

119.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at den mistænkte pålægges at give

(faktuelle) oplysninger, som er uden betydning for bedømmelsen af, hvorvidt

den

pågældende har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf. Bestemmelsen

vil således f.eks. ikke være til hinder for at anvende en oplysningspligt til

at kræve oplysninger om navn, adresse mv.

120.

I modsætning til § 10, stk. 2, der omhandler brug af oplysningspligter

over for andre end den mistænkte, omfatter bestemmelsen i § 10, stk. 1, ikke

kun tilfælde, hvor lovovertrædelsen kan medføre straf. Bestemmelsen i § 10,

stk. 1, omfatter således ifølge forarbejderne også tilfælde, hvor mistanken

vedrører

en lovovertrædelse, som kan medføre en sanktion, der må sidestilles med straf

(f.eks. visse alvorlige disciplinære sanktioner).

Adgang til at anvende oplysningspligter

over for andre end den mistænkte, selv om der foreligger konkret mistanke om

strafbart forhold

121.

Selv om der er konkret mistanke om, at en person har begået en

lovovertrædelse,

der kan medføre straf, kan myndigheden anvende den pågældende oplysningspligt

over for andre end den mistænkte, hvis oplysningerne søges tilvejebragt til

brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10,

stk. 2.

122.

Bestemmelsen betyder for det første, at en tredjemand kan pålægges at

meddele oplysninger om andre forhold end den formodede lovovertrædelse.

For

det andet indebærer bestemmelsen, at myndighederne fortsat vil kunne pålægge

tredjemand at meddele oplysninger om det eller de forhold, hvor der

foreligger

en konkret mistanke om en lovovertrædelse, hvis oplysningerne søges

tilvejebragt med henblik på andre spørgsmål end fastsættelse af straf (f.eks.

udstedelse af påbud eller forbud). Det gælder også, selv om oplysningerne kan

have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.

Som

eksempel kan nævnes tilfælde, hvor skattemyndighederne har mistanke om, at en

person har afgivet urigtig selvangivelse for en bestemt periode.

Skattemyndighederne vil i så fald fortsat være berettiget til med henblik på

den løbende skattemæssige ligning i forhold til den mistænkte at pålægge en

selvstændig erhvervsdrivende tredjemand at meddele oplysninger om den

omsætning, som vedkommende har haft med den mistænkte i den omhandlede

periode.

Tilsvarende

vil eksempelvis fødevaremyndighederne – uanset at der er en konkret

mistanke

om, at en person har begået en strafbar overtrædelse af fødevarelovgivningen

ved at have produceret en vare, der indeholder sundhedsfarlige stoffer –

kunne

pålægge den tredjemand, som har købt varerne af producenten, at meddele

oplysninger om, hvortil varerne er videresolgt, med henblik på at få

lokaliseret

og destrueret de sundhedsfarlige varer.

123.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en tredjemand uden at være

forpligtet hertil – og uden den mistænktes samtykke (se nærmere herom

under

pkt. 136-137) – frivilligt kan meddele oplysninger til myndigheden til

brug for

behandlingen af spørgsmålet om fastsættelse af straf.

124.

Med udtrykket

”andre end den

mistænkte”

i bestemmelsen sigtes der til tredjemænd, som er private.

Bestemmelsen

regulerer således ikke spørgsmålet om indhentelse af oplysninger hos andre

offentlige myndigheder. Hvis en forvaltningsmyndighed har mistanke om et

strafbart forhold, må spørgsmålet om pligt for andre offentlige myndigheder

til

at meddele oplysninger til brug for sagen derfor afgøres efter andre regler

–

herunder forvaltningslovens § 31. Forvaltningslovens § 31 indebærer, at en

offentlig myndighed som udgangspunkt er forpligtet til efter begæring at

videregive oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, i det omfang

videregivelsen vil være berettiget efter forvaltningslovens regler mv.

Hvornår er der tale om ”andre end den

mistænkte”?

125.

I de tilfælde, hvor der er konkret mistanke om, at der er begået en

lovovertrædelse, der kan medføre straf for en juridiske person som sådan,

skal

der i relation til lovens § 10 ske fuld identifikation mellem den juridiske

person og fysiske personer med tilknytning til den juridiske person. Der vil

således skulle ske identifikation mellem den juridiske person og f.eks.

ansatte

samt medlemmer af den juridiske persons bestyrelse og direktion.

126.

Konsekvensen af, at der sker identifikation mellem den juridiske

person og fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, er, at

de

fysiske personer (f.eks. ansatte) ikke kan pålægges at afgive oplysninger til

myndigheden, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges

tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse

(se nærmere herom under pkt. 118-119).

127.

Loven er ikke til hinder for, at ansatte mv. i en virksomhed

frivilligt meddeler oplysninger til en myndighed om forhold, der vedrører en

konkret mistanke om, at den juridiske person (virksomheden) som sådan har

begået et strafbart forhold. Loven indebærer således alene, at ansatte mv.

som

udgangspunkt ikke vil kunne forpligtes til at afgive oplysninger til den

pågældende myndighed om forhold, der vedrører en konkret mistanke om, at den

juridiske person (virksomheden) har begået en strafbar overtrædelse.

128.

Der skal ikke ske identifikation mellem på den ene side en mistænkt

juridisk person og på den anden side f.eks. aktionærer, som ikke deltager i

bestyrelsen mv., samt andre personer, som uden at være i et

ansættelseslignende

forhold til den juridiske person udfører opgaver for denne.

Ligeledes

skal der ikke i relation til lovens kapitel 4 ske identifikation mellem en

mistænkt person og dennes advokat. Reglerne i lovens kapitel 4 ændrer ikke de

gældende retsvirkninger af advokaters tavshedspligt.

Der

skal heller ikke i relation til lovens kapitel 4 ske identifikation mellem en

mistænkt person og dennes nærmeste som f.eks. ægtefælle og børn.

129.

Den omtalte ordning med identifikation er udtrykkeligt fraveget på

arbejdsmiljøområdet, således at ansatte mv. har pligt til i det omfang

oplysningerne søges tilvejebragt til brug for andre spørgsmål end

fastsættelse

af straf at afgive oplysninger til Arbejdstilsynet også i tilfælde, hvor

virksomheden (en juridisk person) som sådan mistænkes for en strafbar

overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, jf. lovens § 22. Det samme gælder

på

søfartsområdet, når søfartsmyndighederne udfører opgaver, der vedrører de

ansattes sikkerhed og sundhed om bord, jf. lovens § 23.

130.

For så vidt angår ansatte i enkeltmandsvirksomheder (personligt ejede

virksomheder) skal der ikke ske identifikation mellem den pågældende

virksomhed

(ejeren) og de ansatte i forbindelse med anvendelse af lovens kapitel 4.

Mulighed for anvendelse af andre

kontrolbeføjelser

131.

At en myndighed fra det tidspunkt, hvor der foreligger en konkret

mistanke, som udgangspunkt ikke længere kan anvende en oplysningspligt,

betyder

ikke i sig selv, at myndigheden vil være afskåret fra at anvende andre

kontrolbeføjelser, herunder tvangsindgreb.

Myndigheden

vil således bl.a. – også hvor der foreligger mistanke om et strafbart

forhold –

uden særlige begrænsninger have adgang til hos en mistænkt person at

gennemføre

eller fortsætte et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen, hvis formålet er at tilvejebringe oplysninger til brug for

andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Der henvises nærmere til pkt.

97-98.

Senere brug af oplysninger under en eventuel

straffesag

132.

Lovens kapitel 4 er ikke til hinder for, at myndighederne overlader

politiet materiale som f.eks. prøver, regnskaber, øvrige oplysninger mv., som

myndighederne har tilvejebragt i forbindelse med deres tilsyns- og

kontrolvirksomhed.

Bestemmelsen

i lovens § 10 regulerer heller ikke mulighederne for under en eventuel senere

straffesag at anvende oplysninger, som er tilvejebragt gennem en

oplysningspligt.

e. Vejledning

133.

En myndighed skal vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har

pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af

den

formodede lovovertrædelse, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt.

134.

Vejledningspligten gælder for det første i tilfælde, hvor en person

efter anmodning fra myndigheden har pligt til at meddele oplysninger.

Vejledningspligten gælder også i tilfælde, hvor oplysningspligten har

karakter

af en pligt til af egen drift at meddele en myndighed oplysninger.

I

tilfælde, hvor en oplysningspligt først indtræder efter pålæg fra en

myndighed,

kan myndigheden ikke give et sådant pålæg for så vidt angår oplysninger, som

kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.

Myndigheden kan derimod rette henvendelse til den mistænkte med en

forespørgsel

om, hvorvidt den pågældende frivilligt ønsker at meddele de ønskede

oplysninger.

Myndigheden skal i den forbindelse vejlede den mistænkte om, at vedkommende

ikke har pligt til at meddele de pågældende oplysninger.

I

tilfælde, hvor en oplysningspligt består løbende, f.eks. hvor en person har

pligt til hvert år at indsende visse oplysninger, har myndigheden – i

tilfælde,

hvor den, som oplysningspligten påhviler, er mistænkt for en lovovertrædelse,

der kan medføre straf – pligt til i fornødent omfang at meddele den

pågældende,

at oplysningspligten ikke længere består i forhold til oplysninger, som kan

have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.

135.

Der stilles ikke formkrav til vejledningen af den mistænkte.

Vejledningen kan således gives såvel mundtligt som skriftligt.

f. Samtykke

136.

Den mistænkte kan meddele samtykke til at afgive oplysninger til brug

for en straffesag mod vedkommende, jf. § 10, stk. 3, 2. pkt.

Den

mistænkte kan også meddele samtykke til, at myndigheden kan anvende en

oplysningspligt overfor en tredjemand med henblik på at tilvejebringe

oplysninger til brug for en straffesag mod den mistænkte, jf. § 10, stk. 4.

Bestemmelsen

er ikke til hinder for, at en tredjemand – uden den mistænktes samtykke

–

frivilligt kan meddele oplysninger til myndigheden uden at være forpligtet

til

det. Der henvises herved til pkt. 123.

137.

Hvis den mistænkte meddeler samtykke til at afgive oplysninger eller

samtykke til, at myndigheden til brug for en straffesag kan anvende en

oplysningspligt over for en tredjemand, skal samtykket være skriftligt og

meddeles på et frivilligt, specifikt og informeret grundlag. Om kravene til

et

samtykke samt tilbagekaldelse af samtykke henvises nærmere til pkt. 102-109.

Justitsministeriet, den 22. december

2004

Ole Hasselgaard

Bilag 1

Lov nr. 442 af 9.

juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb

og oplysningspligter

Udeladt her

Lignende dokumenter