Vejledning om lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning om lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse
af
tvangsindgreb og
oplysningspligter
Punkt
I.
Indledning
1 – 4
II.
Hvilke myndigheder
er omfattet af loven?
5 – 9
III.
Reglerne om
myndighedernes fremgangsmåde ved anvendelse af visse tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen
10 – 75
a.
Hvilke typer af tvangsindgreb er omfattet af reglerne?
11 – 14
b.
Valg af kontrolmåde (proportionalitet)
– 15
c.
Forvaltningslovens regler
16 – 28
Hvem er beskyttet af reglerne?
18 – 21
Reglerne om inhabilitet
– 22
Læs alt
Reglerne om vejledning og repræsentation
– 23
Reglerne om partsaktindsigt
– 24
Reglerne om begrundelse
– 25
Reglerne om klagevejledning
26 – 28
d.
Myndighedens notatpligt
29 – 33
e.
Reglerne om varsling
34 – 68
Hvem skal varsles?
– 35
Tidspunktet for varslingen og varslingsskrivelsens form
– 36
Varslingsskrivelsens indhold
37 – 41
Partens indsigelser
42 – 45
f.
Fravigelse af kravet om varsling
– 46
Formålet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes
47 – 50
Hensynet til parten selv taler for det
– 51
Afgørende hensyn til private eller offentlige interesser
– 52
Hensynet til rigets udenrigspolitiske og økonomiske
interesser, herunder forholdet til EU
53 – 54
Øjeblikkelig gennemførelse er påkrævet
– 55
Underretning er umulig eller uforholdsmæssig vanskelig
– 56
”Blandede” kontrolbesøg mv.
57 – 58
Forhold, der falder uden for det oprindelige
tvangsindgreb
– 59
Fælles kontrolbesøg mv.
– 60
Myndighedens oplysningspligt ved fravigelse af reglerne
om varsling
61 – 68
Skriftlig meddelelse
61 – 64
Mundtlig meddelelse
65 – 68
g.
Legitimation
69 – 70
Pligt til at vise legitimation
– 69
Undtagelse fra pligten til at vise legitimation
– 70
h.
Skånsomhed ved foretagelse af indgrebet
– 71
i.
Udarbejdelse af rapport om indgrebet
72 – 75
Offentliggørelse af oplysninger om resultatet af et
kontrolbesøg mv.
– 75
IV.
Anvendelse af
tvangsindgreb uden for strafferetsplejen ved mistanke om strafbare
lovovertrædelser
76 – 109
a.
Hvilke typer af tvangsindgreb er omfattet af reglerne?
77 – 85
b.
Hvem er beskyttet af reglerne?
86 – 87
c.
Begrænsninger i gennemførelse af tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen
88 – 99
På hvilket tidspunkt skal mistanken foreligge?
89 – 90
Hvornår er der ”rimelig grund til mistanke”?
91 – 96
d.
Adgang til at gennemføre tvangsindgreb, selv om der
foreligger rimelig grund til mistanke om strafbart forhold
97 – 99
Senere brug af oplysninger under en eventuel straffesag
– 99
e.
Samtykke
100 – 109
Samtykke fra juridiske personer
– 101
Krav til samtykket
102 – 107
Tilbagekaldelse af et samtykke
108 – 109
V.
Brug af
oplysningspligter ved mistanke om strafbare lovovertrædelser
110 – 137
a.
Hvad er en oplysningspligt?
111 – 113
b.
Hvem er beskyttet af reglerne?
– 114
c.
Hvornår foreligger der ”konkret mistanke”?
115 – 116
d.
Adgang til at anvende oplysningspligter, selv om der
foreligger konkret mistanke om strafbart forhold
117 – 132
Adgang til at anvende oplysningspligter over for den
mistænkte, selv om der foreligger konkret mistanke om strafbart forhold
118 – 120
Adgang til at anvende oplysningspligter over for andre
end den mistænkte, selv om der foreligger konkret mistanke om strafbart
forhold
121 – 124
Hvornår er der tale om ”andre end den mistænkte”?
125 – 130
Mulighed for anvendelse af andre kontrolbeføjelser
– 131
Senere brug af oplysninger under en eventuel straffesag
– 132
e.
Vejledning
133 – 135
f.
Samtykke
136 – 137
Bilag
Bilag 1. Lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter
46
I. Indledning
1.
Ved lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens
anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter er der gennemført en samlet
regulering af en række spørgsmål, der vedrører tilfælde, hvor en
forvaltningsmyndighed har mulighed for uden for strafferetsplejen at foretage
tvangsindgreb uden forudgående retskendelse, samt tilfælde, hvor borgere og
virksomheder er forpligtet til at meddele oplysninger til en
forvaltningsmyndighed.
Loven
indeholder bl.a. regler om den fremgangsmåde, som forvaltningsmyndighederne
skal følge ved iværksættelse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen
(kontrolbesøg mv.), herunder regler om myndighedernes pligt til at give
underretning
til vedkommende borger eller virksomhed forud for et tvangsindgrebs
gennemførelse, samt regler om myndighedernes pligt til at udarbejde en
rapport,
hvis der konstateres overtrædelser af lovgivningen.
Desuden
indeholder loven regler om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter uden for strafferetsplejen i tilfælde, hvor der opstår
mistanke om, at en borger eller virksomhed har begået et strafbart forhold.
Loven
træder i kraft den 1. januar 2005.
Loven
er optrykt som bilag 1 til vejledningen.
2.
Loven er udarbejdet på grundlag af Retssikkerhedskommissionens betænkning
nr. 1428/2003.
Lovforslaget
blev skriftligt fremsat den 26. november 2003. Fremsættelsen er gengivet i
Folketingstidende (F.T.) 2003/04, tillæg A, s. 3107, og lovforslaget som
fremsat er gengivet i F.T. 2003/04, tillæg A, s. 3041. Lovforslaget blev den
10. december 2003 undergivet 1. behandling, som er gengivet i F.T. 2003/04,
Folketingets forhandlinger, s. 2896. Retsudvalget afgav betænkning den 27.
maj
2004. Betænkningen findes i F.T. 2003-2004, tillæg B, s. 2142. Lovforslaget
blev den 1. juni 2004 undergivet 2. behandling, der er gengivet i F.T.
2003/04,
Folketingets forhandlinger, s. 11312. Den 4. juni 2004 blev lovforslaget
undergivet 3. behandling, som er gengivet i F.T. 2003/04, Folketingets
forhandlinger, s. 11710. Den vedtagne lov er gengivet i F.T. 2003/04, tillæg
C,
s. 786.
3.
Bestemmelserne i loven er minimumsbestemmelser, således at regler i
anden lovgivning, der giver parten en bedre retsstilling, i almindelighed går
forud for lovens bestemmelser.
I
visse særlige tilfælde kan der dog blive tale om at fravige lovens
bestemmelser, også selv om loven ville give parten en bedre retsstilling.
Lovens regler må således bl.a. vige for anden lovgivning, der tilsigter at
opfylde internationale forpligtelser, herunder regler, der beror på
EU-retlige
forpligtelser.
EU-retlige
regler har i visse tilfælde direkte virkning her i landet, hvilket vil sige,
at
reglerne har virkning her i landet uden gennemførelse ved national
lovgivning.
I det omfang lovens regler ikke er forenelige med sådanne EU-regler, følger
det
af princippet om EU-rettens forrang, at de EU-retlige regler går forud for
lovens regler.
4.
Det følger af de enkelte forvaltningsmyndigheders vejledningspligt, at
borgerne og virksomhederne, herunder navnlig parter i de pågældende sager, i
fornødent omfang skal vejledes om lovens indhold.
II. Hvilke myndigheder er omfattet af loven?
5.
Lovens kapitel 1 indeholder de almindelige regler om lovens
anvendelsesområde.
Loven
gælder for alle dele af den offentlige forvaltning. Denne afgrænsning svarer
til, hvad der er fastsat i forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Loven
omfatter således alle forvaltningsmyndigheder, uanset om de tilhører den
statslige eller den kommunale forvaltning, og uanset om der er tale om
almindelige forvaltningsmyndigheder, særlige nævn eller råd.
6.
Loven omfatter ikke Folketinget, Folketingets Ombudsmand og andre
myndigheder med tilknytning til Folketinget som f.eks. Rigsrevisionen.
7.
Uden for loven falder endvidere domstolene, også for så vidt angår de
sager uden for den egentlige retspleje, der er henlagt til domstolene.
Loven
gælder heller ikke for herværende udenlandske myndigheder og internationale
organisationer.
Loven
gælder ikke for sager om færøske og grønlandske anliggender.
8.
Uden for loven falder som hovedregel også institutioner, foreninger og
selskaber, der er organiseret på privatretligt grundlag. Det gælder, uanset
om
den virksomhed, der udøves, ganske kan sidestilles med den, som sædvanligvis
udøves af forvaltningsmyndigheder.
9.
Efter lovens § 1, stk. 4, kan vedkommende minister efter forhandling
med justitsministeren fastsætte regler om, at loven helt eller delvis skal
gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger mv., som ikke
kan henregnes til den offentlige forvaltning, i det omfang de pågældende ved
eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelser til at anvende
tvangsindgreb eller oplysningspligter som nævnt i lovens § 1, stk. 1-3.
III. Reglerne om myndighedernes fremgangsmåde ved
anvendelse af visse tvangsindgreb uden for strafferetsplejen
10.
Lovens kapitel 2 indeholder regler om forvaltningsmyndighedernes
fremgangsmåde ved gennemførelsen af visse tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen.
At
der skal være tale om tvangsindgreb uden for strafferetsplejen indebærer
navnlig, at tvangsindgreb, som i medfør af retsplejelovens regler foretages
som
led i straffesagers behandling, ikke er omfattet.
I
de fleste tilfælde, hvor forvaltningsmyndigheder har adgang til at foretage
tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, er der ikke krav om, at myndigheden
forinden skal indhente en retskendelse. Hvor der i lovgivningen
undtagelsesvist
er fastsat krav om forudgående retskendelse ved gennemførelse af
tvangsindgreb
uden for strafferetsplejen, finder reglerne i lovens kapitel 2 ikke
anvendelse,
jf. § 1, stk. 5.
a.
Hvilke typer af tvangsindgreb er omfattet af reglerne?
11.
Reglerne i lovens kapitel 2 gælder ved gennemførelse af tvangsindgreb,
der består i 1) husundersøgelse eller 2) undersøgelse eller beslaglæggelse af
breve og andre papirer, jf. § 1, stk. 1.
12.
Med udtrykket
”husundersøgelse”
sigtes der bl.a. til
undersøgelse af private lokaliteter, som anvendes til beboelse. Herudover
omfatter udtrykket andre rum, der ikke er offentligt tilgængelige, som f.eks.
fabriks- og lagerlokaler, baglokaler til butikker mv., garager, stalde og
lader. Omfattet er tillige kontorer og kontorlignende lokaler, i det omfang
de
ikke er offentligt tilgængelige.
Husundersøgelse
omfatter også undersøgelse af rum mv. i befordringsmidler, i det omfang de
kan
siges at være sidestillet med beboelsesrum som f.eks. kahytsrum på et skib og
soverum i lastbiler. Herudover er undersøgelse af transportmidler ikke
omfattet. F.eks. er undersøgelse af en bils bagagerum eller førerkabine eller
undersøgelse af lasten i et skib eller en lastbil ikke omfattet af lovens
kapitel 2.
Husundersøgelse
omfatter ikke undersøgelse af lokaler, hvortil der er almindelig offentlig
adgang
som f.eks. butiks- og restaurationslokaler. Udenfor falder desuden indgreb i
form af undersøgelse af udendørs lokaliteter som f.eks. marker, haver,
gårdspladser og byggepladser.
Udtrykket
husundersøgelse omfatter heller ikke indgreb i form af bl.a. prøveudtagninger
(f.eks. jord- eller vandprøver). Imidlertid vil lovens kapitel 2 finde
anvendelse, hvis myndigheden i forbindelse med foretagelse af en
prøveudtagning
mv. skal have adgang til lokaliteter, således at der som følge heraf vil være
tale om en husundersøgelse.
13. Med udtrykket
”undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre
papirer”
sigtes der til enhver rådighedsberøvelse og undersøgelse af
private notater, forretningspapirer, regnskaber, protokoller, logbøger og
andre
dokumenter. Det gælder, hvad enten de pågældende oplysninger mv. findes i
papirform
eller elektronisk form.
Legitimationspapirer
og andre papirer som f.eks. pas og kørekort, der er udstedt af en offentlig
myndighed og er beregnet til forevisning, er ikke omfattet.
Foranstaltninger
som f.eks. åbning og tilbageholdelse, der vedrører breve mv.
under forsendelse
, er ikke omfattet af
udtrykket ”undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre
papirer”.
14.
Reglerne i lovens kapitel 2 finder anvendelse i alle tilfælde, hvor en
myndighed beslutter, at der med hjemmel i lovgivningen skal iværksættes et af
de nævnte indgreb. Omfattet er således ikke kun de formentlig meget få
tilfælde, hvor der måtte opstå behov for – med politiets bistand –
at anvende
fysisk tvang. Det vil sige, at det er uden betydning, om vedkommende borger
eller virksomhed giver samtykke til indgrebets gennemførelse. Lovens kapitel
2
omfatter derfor også tilfælde, hvor den pågældende part ikke protesterer mod,
at myndigheden foretager et af de nævnte indgreb.
b. Valg af kontrolmåde
(proportionalitet)
15.
Et tvangsindgreb må kun anvendes, hvis mindre indgribende
foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt
forhold til formålet med indgrebet (proportionalitetsprincippet), jf. § 2.
Inden
en myndighed træffer beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb, skal
myndigheden således overveje, om indgrebet eventuelt kan erstattes af andre
og
mindre indgribende kontrolmåder.
En
myndighed bør derfor f.eks. overveje, om de oplysninger, som myndigheden
ville
kunne tilvejebringe ved at gennemføre et tvangsindgreb, i stedet vil være
mulige at indhente ved at rette en mere formløs henvendelse til parten og
anmode denne om at indsende relevante dokumenter mv.
Inden
for de enkelte forvaltningsområder må de kontrolformål mv., der kan begrunde
iværksættelse af et tvangsindgreb, i vidt omfang antages at indebære, at det
kun undtagelsesvist vil være relevant nærmere at overveje, om indgrebet
eventuelt ville kunne erstattes af andre og mindre indgribende dispositioner.
c. Forvaltningslovens regler
16.
I lovens § 3 fastsættes det, at forvaltningslovens regler om
inhabilitet (forvaltningslovens §§ 3-6), vejledning og repræsentation
(forvaltningslovens §§ 7-8), partsaktindsigt (forvaltningslovens §§ 9-10 og
§§
12-18) samt begrundelse og klagevejledning (forvaltningslovens §§ 22-26)
finder
anvendelse ved beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.
De
nævnte bestemmelser i forvaltningsloven finder – i lighed med de øvrige
bestemmelser i lovens kapitel 2 – kun anvendelse ved tvangsindgreb, der
består
i husundersøgelse eller i undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre
papirer. Der henvises herved til pkt. 11-13.
17.
De nævnte bestemmelser i forvaltningsloven finder anvendelse ”ved
beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb”. En sådan beslutning
anses for
truffet på det tidspunkt, hvor myndigheden beslutter, at der med hjemmel i
den
relevante lovbestemmelse skal iværksættes et tvangsindgreb, f.eks. i form af
et
kontrolbesøg. Hvis det ved selve gennemførelsen af indgrebet viser sig
nødvendigt
at anvende tvang, må dette anses for et accessorium til den allerede trufne
beslutning.
Hvis
en myndighed formløst anmoder en borger eller virksomhed om frivilligt at
indsende oplysninger, som ville kunne fremskaffes ved anvendelse af
tvangsindgreb, vil der ikke være tale om en beslutning om iværksættelse af
tvangsindgreb. De nævnte bestemmelser i forvaltningsloven vil derfor ikke
finde
anvendelse ved sådanne henvendelser.
Hvem er beskyttet af reglerne?
18.
For en række af bestemmelserne i lovens kapitel 2 samt for flere af de
bestemmelser i forvaltningsloven, som der er henvist til i lovens § 3, har
det
betydning, hvem der kan anses for ”part” i sagen. Det gælder
således i forhold
til lovens §§ 5 og 8 samt forvaltningslovens §§ 8-10, §§ 12-18 og §§ 22-24.
Loven
indeholder ikke en definition af partsbegrebet, som derfor skal forstås i
overensstemmelse med forvaltningsrettens almindelige partsbegreb.
19.
I overensstemmelse hermed vil det forhold, at der træffes beslutning
om at iværksætte et tvangsindgreb, indebære, at den, som indgrebet skal
iværksættes overfor, må anses for part i den pågældende sag.
Det
gælder ikke alene i tilfælde, hvor indgrebet iværksættes for at indhente
oplysninger om vedkommendes egne forhold. Også i tilfælde, hvor
tvangsindgrebet
iværksættes for at indhente oplysninger om en anden persons forhold, skal den
person, virksomhed mv., som der iværksættes et tvangsindgreb overfor, anses
for
part.
20.
Det forhold, at en person ved sin henvendelse til en
forvaltningsmyndighed rent faktisk giver anledning til, at myndigheden
gennemfører et tvangsindgreb, medfører ikke i sig selv, at den pågældende
bliver part i sagen. Således vil den, der ved at rette henvendelse til f.eks.
en skatte- eller miljømyndighed giver anledning til, at myndigheden
iværksætter
en undersøgelse, ikke af denne grund få stilling som part i sagen.
Der
henvises i øvrigt til pkt. 49-55 i Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven,
hvor partsbegrebet er nærmere behandlet.
21. Lovens kapitel 2 omfatter (i modsætning til lovens kapitel 3) ikke
foranstaltninger, som en myndighed måtte være berettiget til at foretage i
forhold til myndighedens eget personale som f.eks. åbning af ansattes e-post.
Spørgsmål herom er i stedet reguleret af persondataloven mv. og straffelovens
regler om brevhemmeligheden.
Lovens
kapitel 2 finder heller ikke (i modsætning til lovens kapitel 3) anvendelse i
tilfælde, hvor en offentlig institution måtte have adgang til lokaler mv.,
der
bebos af personer, som opholder sig på institutionen, eller f.eks. måtte have
adgang til at åbne post, der modtages af institutionens beboere.
Lovens
kapitel 2 finder endvidere ikke (i modsætning til lovens kapitel 3)
anvendelse
i forhold til en myndigheds kontrolbesøg mv. hos en anden offentlig
myndighed.
Reglerne
om inhabilitet
22.
Lovens § 3 henviser bl.a. til forvaltningslovens regler om personlig
inhabilitet.
En
person, der virker inden for den offentlige forvaltning, kan derfor ikke
medvirke ved behandlingen af en sag om iværksættelse af et tvangsindgreb,
hvis
vedkommende er inhabil efter reglerne i forvaltningsloven.
Den,
som er bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger
forhold,
som kan bevirke inhabilitet, skal snarest underrette sin foresatte inden for
myndigheden.
Der
henvises i øvrigt til forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet samt pkt.
13-27 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, hvor reglerne om
inhabilitet er nærmere behandlet.
Reglerne
om vejledning og repræsentation
23.
Lovens § 3 henviser desuden til forvaltningslovens regler om
vejledning og repræsentation.
For
alle forvaltningsmyndigheder gælder der således en almindelig pligt til at
vejlede borgerne i forbindelse med sager om iværksættelse af tvangsindgreb.
Endvidere
kan den, der er part i en sag om gennemførelse af tvangsindgreb, i
almindelighed på ethvert tidspunkt af sagens behandling vælge at lade sig
repræsentere eller bistå af andre, herunder bl.a. under gennemførelsen af
tvangsindgrebet.
Myndighederne
skal desuden i forbindelse med varsling af tvangsindgreb af egen drift
vejlede
den pågældende borger eller virksomhed om retten til at lade sig repræsentere
eller bistå af andre ved gennemførelsen af tvangsindgrebet. Der henvises i
den
forbindelse til pkt. 39.
Retten
til at lade sig repræsentere eller bistå af andre må i visse tilfælde vige
for
hensyn til væsentlige offentlige eller private interesser, jf. herved
forvaltningslovens § 8, stk. 2. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor
formålet
med et kontrolbesøg vil kunne forspildes, hvis myndighederne skulle afvente,
at
en repræsentant kommer til stede.
Der
henvises i øvrigt til forvaltningslovens kapitel 3 om vejledning og
repræsentation samt pkt. 28-44 i Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven, hvor reglerne om vejledning og repræsentation er nærmere
behandlet.
Reglerne
om partsaktindsigt
24.
Lovens § 3 henviser også til hovedparten af forvaltningslovens kapitel
4, der vedrører partens ret til aktindsigt.
En
person eller virksomhed mv., som der iværksættes tvangsindgreb overfor, eller
som i øvrigt er part, har således i medfør af forvaltningslovens kapitel 4
som
udgangspunkt ret til aktindsigt i en sag, der vedrører iværksættelse af et
tvangsindgreb.
Forvaltningslovens
§ 11 om udsættelse af sagen i anledning af en aktindsigtsbegæring finder ikke
anvendelse.
Der
henvises i øvrigt til forvaltningslovens kapitel 4 om partsaktindsigt samt
pkt.
56-57, 62-100 og 102-104 i Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven,
hvor reglerne om partsaktindsigt er nærmere behandlet.
Reglerne om begrundelse
25.
Lovens § 3 henviser endvidere til forvaltningslovens regler om
begrundelse.
Det
betyder, at der for alle forvaltningsmyndigheder gælder en pligt til at
begrunde beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb over for borgere og
virksomheder.
Begrundelsespligten
er navnlig aktuel i forbindelse med den underretning (varsling), som
myndigheden
skal give i forbindelse med gennemførelsen af tvangsindgrebet. Der henvises
derfor nærmere til omtalen heraf under pkt. 34-68.
Reglerne om klagevejledning
26.
Lovens § 3 henviser herudover til forvaltningslovens regler om
klagevejledning.
Det
påhviler dermed alle forvaltningsmyndigheder at give borgere og virksomheder
klagevejledning i forbindelse med gennemførelsen af tvangsindgreb.
Klagevejledning skal gives i de tilfælde, hvor der er klageadgang, og hvor
beslutningen om iværksættelse af tvangsindgreb meddeles skriftligt.
27.
Klagevejledning skal ikke gives i forbindelse med den underretning
(varsling), som myndigheden skal give forud for gennemførelsen af
tvangsindgrebet (se nærmere om varsling under pkt. 34-68). Det skyldes, at
beslutningen om iværksættelse af et tvangsindgreb ikke på dette tidspunkt kan
påklages.
28.
Klagevejledning skal derimod gives i de tilfælde, hvor myndigheden –
efter at den pågældende borger eller virksomhed har fremsat indsigelser i
forbindelse med den forudgående varsling – fastholder beslutningen om
iværksættelse af tvangsindgrebet, og i de tilfælde, hvor myndigheden
iværksætter et tvangsindgreb uden varsel og skriftligt meddeler beslutningen
på
stedet. I tilfælde, hvor myndigheden har meddelt beslutningen mundtligt på
stedet, og den pågældende borger eller virksomhed efterfølgende forlanger at
få
beslutningen meddelt skriftligt, skal en sådan efterfølgende skriftlig
meddelelse også indeholde klagevejledning.
Det
er i de nævnte tilfælde en forudsætning, at der inden for det pågældende
forvaltningsområde eksisterer en klageadgang for så vidt angår beslutningen
om
at iværksætte et tvangsindgreb. Loven indeholder ikke generelle regler om
adgangen til at klage over beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.
Det
vil sige, at spørgsmålet om klageadgang vil bero på de regler mv., der er på
det enkelte forvaltningsområde.
Der
henvises i øvrigt til forvaltningslovens kapitel 7 om klagevejledning samt
pkt.
139-144 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, hvor reglerne
om
klagevejledning er nærmere omtalt.
d.
Myndighedens notatpligt
29.
En myndighed skal gøre notat om oplysninger vedrørende en sags
faktiske omstændigheder, som modtages mundtligt, eller som myndigheden på
anden
måde bliver bekendt med, hvis oplysningerne er af betydning for beslutningen
om
iværksættelse af et tvangsindgreb, jf. lovens § 4. Bestemmelsen svarer til
den
almindelige bestemmelse om notatpligt i offentlighedslovens § 6.
30.
Den offentlige forvaltning indhenter ofte mundtlige oplysninger om
faktiske omstændigheder som grundlag for sine beslutninger om iværksættelse
af
tvangsindgreb mv. Denne fremgangsmåde kan betyde en hurtigere og enklere
sagsbehandling, og dens anvendelse bør ikke søges begrænset. Det er dog
vigtigt, at adgangen for parten til at få oplysninger i en sag om
tvangsindgreb
ikke udelukkes ved, at myndigheden anvender denne fremgangsmåde. Det er
ligeledes af betydning for forvaltningsmyndigheden selv, at det senere vil
være
muligt at konstatere, hvilke faktiske oplysninger der indgik i
beslutningsgrundlaget, f.eks. hvis det senere overvejes, om en sag er blevet
behandlet korrekt.
31.
Notatpligtens udstrækning er ikke i første række afhængig af, om en
oplysning efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, men beror
i
højere grad på, hvilken funktion oplysningen har i myndighedens
sagsbehandling.
Det afgørende for, om en oplysning skal noteres ned, er således, om
oplysningen
er af en sådan karakter, at den tilvejebringes for at skabe klarhed med
hensyn
til sagens faktiske omstændigheder. Den omfatter således i første række
oplysninger om gjorte iagttagelser, resultatet af foretagne målinger og andre
undersøgelser, fastslåede oplysninger om økonomiske forhold og lignende.
Myndighedens
egne standpunkter, argumenter eller vurderinger med hensyn til en beslutning
om
iværksættelse af tvangsindgreb vil derimod ikke være omfattet af
notatpligten.
Det samme gælder oplysninger om indholdet af gældende ret.
32.
Notatpligten gælder alle oplysninger vedrørende en sags faktiske
omstændigheder, der ikke allerede fremgår af sagens dokumenter, uanset på
hvilken måde oplysningerne er tilgået sagen. Notatpligten vil således også
kunne omfatte oplysninger, der udveksles mundtligt inden for samme myndighed,
f.eks. mellem ansatte. Også oplysninger, som stammer fra andre af
myndighedens
sager eller fra registre, skal noteres på sagen, eventuelt i form af en
henvisning.
33.
Det er ikke en nødvendig konsekvens af notatpligten, at oplysningerne
straks ved modtagelsen skrives ned i et særligt dokument. Der vil som hidtil
kunne gøres notat om oplysningerne i den pågældende myndigheds interne
arbejdsmateriale, f.eks. referatark og lignende, herunder bl.a. elektronisk
notering.
e.
Reglerne om varsling
34.
Når myndigheden har truffet beslutning om at iværksætte et
tvangsindgreb, skal myndigheden give parten meddelelse herom forud for
gennemførelsen af tvangsindgrebet, jf. § 5, stk. 1.
Der
er i en række tilfælde mulighed for at fravige dette krav. Der henvises
herved
nærmere til pkt. 46-56.
Hvem skal
varsles?
35.
Meddelelse skal gives til den, som tvangsindgrebet retter sig imod.
Den, som tvangsindgrebet retter sig imod, er den person eller virksomhed mv.,
der råder over de lokaliteter eller de papirer, som indgrebet retter sig
imod.
Som
eksempel kan nævnes en virksomhed eller privatperson, der ejer eller lejer de
lokaler, som skal undersøges i forbindelse med et tvangsindgreb.
I
tilfælde, hvor der er tale om en juridisk person, bør meddelelsen i
almindelighed sendes til den juridiske persons hovedsæde, medmindre der fra
den
pågældende virksomheds side er givet samtykke til, at meddelelsen alene
sendes
til den underafdeling, produktionsenhed, forretning mv., hvor kontrolbesøget
mv. skal foretages. At meddelelsen i almindelighed bør sendes til hovedsædet
er
ikke til hinder for, at myndigheden samtidig hermed sender en kopi af
meddelelsen til den pågældende underafdeling mv.
Efter
omstændighederne er det ikke enhver part i en sag om gennemførelse af et
tvangsindgreb, der skal underrettes om en beslutning om gennemførelse af
tvangsindgreb.
Der kan således være personer, som efter almindelige forvaltningsretlige
principper må betragtes som part i en sag, men som ikke efter loven skal
underrettes om en beslutning om gennemførelse af tvangsindgreb, fordi de ikke
har rådighed over den ejendom eller de papirer, som et tvangsindgreb retter
sig
imod.
Tidspunktet
for varslingen og varslingsskrivelsens form
36.
Underretningen til parten, som indgrebet retter sig imod, skal som
udgangspunkt ske skriftligt senest 14 dage, inden tvangsindgrebet
gennemføres,
jf. § 5, stk. 2.
Skriftlighedskravet
indebærer ikke, at underretning nødvendigvis skal foretages i form af
papirbaseret
kommunikation, men alene at underretning ikke kan ske mundtligt. Loven er
således ikke til hinder for, at underretning kan ske f.eks. ved at sende en
e-post til den pågældende borger eller virksomhed, hvis der i øvrigt er
hjemmel
til at anvende denne kommunikationsform i det enkelte tilfælde.
Det
vil ofte være hensigtsmæssigt, at underretningen gives ved, at fortrykte
blanketter
udfyldes af myndigheden. Det vil navnlig have relevans på
forvaltningsområder,
hvor der foretages en række ensartede tvangsindgreb (f.eks. kontrolbesøg).
Varslingsskrivelsens
indhold
37.
I lovens § 5, stk. 2, er opregnet de oplysninger, som underretningen
skal indeholde. Det drejer sig om oplysninger om tid og sted for indgrebet,
retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre, hovedformålet med
indgrebet samt det faktiske og retlige grundlag for indgrebet.
Underretningen
skal endvidere indeholde oplysning om retten til inden for en af myndigheden
fastsat frist at fremsætte indsigelse mod den trufne beslutning om
iværksættelse af tvangsindgrebet, jf. § 5, stk. 3.
38.
Pligten til at underrette om
”tid
og sted”
for indgrebet betyder, at såvel dato som (i det omfang det er
muligt) klokkeslæt for f.eks. et kontrolbesøg skal oplyses. Det er således
ikke
tilstrækkeligt at oplyse, at et kontrolbesøg gennemføres i en bestemt måned
eller uge.
Det
skal endvidere oplyses, hvor besøget finder sted. I den forbindelse vil det i
almindelighed være tilstrækkeligt at oplyse adressen på f.eks. den
virksomhed,
som skal undersøges. Hvis der er anledning til det, skal det oplyses, om det
kun er en del af f.eks. en virksomhed, der kan forventes berørt af
kontrolbesøget
mv.
39.
Pligten til at underrette om
”retten
til at lade sig repræsentere eller bistå af andre”
indebærer, at
myndigheden af egen drift skal vejlede om denne ret. Der henvises herved også
til pkt. 23.
40.
Pligten til at underrette om
”hovedformålet”
med indgrebet indebærer, at det skal oplyses, hvad der er myndighedens formål
med at foretage indgrebet. Hvis der f.eks. er tale om, at myndigheden som led
i
sin løbende kontrolvirksomhed ønsker at foretage en kontrol af, om parten
overholder lovgivningen på et bestemt område, må dette oplyses over for
parten.
41.
Pligten til at underrette om
”det
faktiske og det retlige grundlag”
for det påtænkte indgreb betyder, at
hjemlen for gennemførelsen af indgrebet skal oplyses. I den forbindelse er
det
ikke tilstrækkeligt kun at henvise generelt til den pågældende lov mv. Der
skal
henvises til den konkrete hjemmelsbestemmelse.
For
så vidt angår det faktiske grundlag, skal det oplyses, om indgrebet beror på
en
ren udtrækning, som det kan tænkes ved stikprøvekontrol, eller om der
foreligger andre omstændigheder bag besøget, f.eks. en anmeldelse eller en
generel risikovurdering af behovet for kontrol inden for den pågældende
erhvervsbranche mv.
Hvis
det er en anmeldelse, der udgør grundlaget for indgrebet, skal også
anmelderens
identitet oplyses, medmindre partens interesse i at kende denne oplysning
efter
en konkret vurdering findes at burde vige for afgørende private eller
offentlige interesser, jf. henvisningen i bestemmelsen til forvaltningslovens
§
24.
Særligt
om arbejdsmiljøområdet bemærkes, at en medarbejder ved Arbejdstilsynet ikke
må
oplyse arbejdsgiveren eller dennes repræsentant om, at et tilsynsbesøg
foretages som følge af en klage. Tilsvarende gælder for stærkstrømsområdet,
hvor kontrol- og tilsynsmyndigheden ikke må oplyse ejeren eller brugeren af
en
elinstallation om, hvorvidt et tilsynsbesøg sker som følge af en klage. Det
samme gælder i forbindelse med kontrol hos forhandlere eller producenter af
el-materiel samt ved tilsyn på elforsyningsanlæg. Disse bestemmelser går
forud
for bestemmelsen i lovens § 5, stk. 2, nr. 4.
Partens
indsigelser
42.
En part har inden for en frist, der fastsættes af myndigheden, adgang
til at fremsætte indsigelser mod beslutningen om at iværksætte tvangsindgreb,
jf. § 5, stk. 3.
Ved
fastsættelsen af fristen bør der tages hensyn til, at parten får rimelig tid
til at overveje sagen. På den baggrund bør fristen som udgangspunkt ikke
fastsættes til under 7 dage.
Kommer
parten inden for den fastsatte frist med indsigelser, har myndigheden pligt
til
at vurdere, om der er grundlag for at fastholde beslutningen om iværksættelse
af tvangsindgreb. Gøres der f.eks. indsigelse mod tidspunktet for indgrebets
gennemførelse, må myndigheden foretage en afvejning af bl.a. hensynet til
parten over for hensynet til en hensigtsmæssig myndighedsplanlægning. Da
varsling som hovedregel skal gives 14 dage inden tvangsindgrebet gennemføres,
må det i den forbindelse antages, at der kun undtagelsesvist vil foreligge
tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at imødekomme en indsigelse mod
tidspunktet for indgrebets gennemførelse.
Som
eksempler på andre indsigelser kan nævnes tilfælde, hvor parten mener, at de
lovmæssige betingelser for at gennemføre tvangsindgrebet ikke er opfyldt.
Endvidere kan nævnes den situation, at parten gør indsigelser, fordi parten
mener, at vedkommende med rimelig grund kan mistænkes for at have begået en
strafbar lovovertrædelse, således at lovens § 9 kan begrænse adgangen til at
gennemføre
tvangsindgrebet.
43.
Hvis myndigheden efter en nærmere vurdering af indsigelserne
fastholder beslutningen om gennemførelse af tvangsindgrebet, skal dette
begrundes skriftligt over for parten, jf. forvaltningslovens § 24.
Myndigheden
har som regel ikke pligt til i en begrundelse at gå ind på samtlige
anbringender mv. fra partens side, men i det omfang der er tale om relevante
anbringender, er der en formodning for, at de bør berøres i begrundelsen. Den
skriftlige meddelelse om fastholdelse af beslutningen skal gives inden eller
senest samtidig med gennemførelsen af tvangsindgrebet.
44.
Hvis parten ikke fremsætter indsigelser mod beslutningen om
iværksættelse af tvangsindgreb inden udløbet af den fastsatte frist, er
beslutningen endelig, uden at myndigheden i den forbindelse skal give parten
nogen ny meddelelse.
45.
Fremkommer parten efter udløbet af den fastsatte frist med
indsigelser, har myndigheden ikke en ubetinget pligt til at genoptage sagen.
Parten har således alene krav på genoptagelse og ny realitetsbehandling af
sagen i tilfælde, hvor der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen
(indsigelserne)
fremkommer nye, faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at
der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald,
hvis
oplysningerne havde foreligget i forbindelse med myndighedens oprindelige
stillingtagen til sagen.
f.
Fravigelser af kravet om varsling
46.
En myndighed kan efter § 5, stk. 4, nr. 1-5, fravige reglerne om
varsling.
Fravigelsen
kan ske helt eller delvist. Der kan således forekomme tilfælde, hvor det ikke
er nødvendigt helt at undlade at give parten forudgående underretning om det
påtænkte tvangsindgreb, men f.eks. alene at fravige reglen om, at
underretningen skal gives senest 14 dage før gennemførelsen af indgrebet.
De
forskellige undtagelsesmuligheder, der omtales nedenfor, vil i et vist omfang
kunne overlappe hinanden.
Formålet med tvangsindgrebets
gennemførelse ville forspildes
47.
Efter
nr. 1
kan reglerne om varsling fraviges helt eller
delvist, hvis øjemedet (formålet) med tvangsindgrebets gennemførelse ville
forspildes, hvis der skulle gives forudgående underretning.
Bestemmelsen
tager først og fremmest sigte på de tilfælde, hvor en myndighed foretager
tvangsindgreb som led i sin kontrol- eller tilsynsvirksomhed.
48.
Kontrolbesøg kan således foretages uvarslet, hvis det i det konkrete
tilfælde efter en nærmere vurdering af den enkelte sags omstændigheder må
antages, at formålet med kontrolbesøget ville blive forspildt, hvis der skete
forudgående varsling. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en myndighed på
baggrund af tidligere erfaringer med en part, en bestemt branche eller dele
af
en branche har en begrundet formodning om, at den pågældende borger eller
virksomhed
vil fjerne de genstande mv., der ønskes kontrolleret.
49.
Bestemmelsen sigter endvidere til kontrolbesøg, som en myndighed
foretager på områder, hvor det generelt må antages, at formålet med
kontrollen
ville blive forspildt, hvis den pågældende borger eller virksomhed var
”advaret” forinden. Det vil sige, at der sigtes til de ofte
forekommende
tilfælde, hvor kontrollen har karakter af en kontrol af et
”øjebliksbillede”.
50.
Også i tilfælde, hvor tvangsindgrebet ikke foretages som led i
kontrol- eller tilsynsvirksomhed, kan der efter en nærmere vurdering af den
enkelte sags omstændigheder være risiko for, at formålet med tvangsindgreb
ville blive forspildt, hvis der skete forudgående varsling. Som eksempel kan
nævnes sager, hvor tvangsindgrebet sker som led i fuldbyrdelsen af en
afgørelse, f.eks. hvor kommunen i forbindelse med fuldbyrdelsen af en
afgørelse
om tvangsfjernelse af et barn søger efter barnet i
forældremyndighedsindehaverens
bolig.
Hensynet til parten selv taler for det
51.
Efter
nr. 2, 1. led,
kan reglerne om varsling fraviges helt
eller delvist, hvis hensynet til parten selv taler for det.
Bestemmelsen
vil kunne finde anvendelse, hvis den, som indgrebet er rettet mod, eller
dennes
repræsentant giver konkret samtykke til – eller ligefrem anmoder om
– at der
gennemføres et
bestemt
kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb uden
forudgående underretning.
Afgørende hensyn til private eller
offentlige interesser
52.
Efter
nr. 2, 2. led,
kan reglerne om varsling fraviges, hvis
partens rettigheder findes at burde vige for afgørende hensyn til private
eller
offentlige interesser.
Som
et eksempel kan nævnes tilfælde, hvor afgørende hensyn til de ansattes
sikkerhed og sundhed taler for, at Arbejdstilsynet gennemfører et
kontrolbesøg
uden at afvente forudgående underretning.
Bestemmelsen
vil desuden efter omstændighederne kunne anvendes i situationer, hvor
myndighederne
som følge af lovbestemte frister har kort tid til at træffe afgørelse om
gennemførelse af et eventuelt kontrolbesøg mv. Som eksempel herpå kan nævnes
ordningen efter opkrævningsloven, hvorefter en virksomheds tilsvar af skatter
og afgifter mv., som opkræves efter opkrævningsloven, og som for en
afregningsperiode er negativt, skal udbetales til virksomheden senest 3 uger
efter modtagelse af rettidig angivelse for den pågældende periode. I sådanne
tilfælde
kan reglerne om varsling i fornødent omfang fraviges, hvis der i perioden
mellem myndighedens modtagelse af angivelsen og fristen for udbetaling ønskes
gennemført et kontrolbesøg i virksomheden til brug for sagens behandling.
Bestemmelsen
giver også adgang til – som en delvis fravigelse af reglerne om varsling
– i
forbindelse med en forudgående varsling ikke at gøre parten bekendt med det
faktiske grundlag for beslutningen om iværksættelse af et tvangsindgreb. Det
kan f.eks. være tilfælde, hvor en myndighed ud fra en generel risikovurdering
har valgt at rette særlig fokus mod en bestemt gruppe, branche eller vareart
mv., og hvor den særlige indsats mod denne gruppe, branche eller vareart mv.
vil blive vanskeliggjort, hvis det afsløres, at der er tale om en særlig
fokuseret indsats på området. Et eksempel kan også være, at afgørende hensyn
til en anmelder eller klager taler for, at anmelderens eller klagerens
identitet ikke oplyses.
Hensynet til rigets udenrigspolitiske og
økonomiske interesser, herunder forholdet til EU
53.
Efter
nr.
3 kan reglerne om varsling fraviges helt eller
delvist, hvis det er nødvendigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske eller
udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU.
Bestemmelsen
sigter navnlig til Danmarks EU-retlige forpligtelser. På en række områder
følger
det således af EU-direktiver, at Danmark er forpligtet til at fastsætte
regler
om, at kontrolbesøg skal kunne ske uanmeldt.
Desuden
er der i en række EU-forordninger fastsat regler om uanmeldt kontrolbesøg.
Sådanne forordninger har direkte virkning her i landet.
Pligt
til at kunne foretage uanmeldte kontrolbesøg kan også følge af andre
internationale forpligtelser end EU-retten. Eksempelvis kan nævnes, at
Danmark
har tiltrådt en række ILO-konventioner, hvorefter der skal være adgang til at
foretage uanmeldte kontrolbesøg.
54.
Spørgsmålet om, hvorvidt – og i givet fald i hvilket omfang – der
foreligger en international forpligtelse til at gennemføre uanmeldte
kontrolbesøg mv., vil bero på en nærmere fortolkning af den pågældende
internationale retsakt bestemmelser.
Bestemmelsen
vil kun kunne anvendes, hvis det på grundlag af en sådan fortolkning må
antages
at være nødvendigt at foretage uanmeldte kontrolbesøg mv. for at leve op til
en
international forpligtelse (f.eks. en forpligtelse til, at en vis andel af en
myndigheds kontrolbesøg skal ske uanmeldt).
Øjeblikkelig gennemførelse er påkrævet
55.
Efter
nr.
4 kan reglerne om varsling fraviges helt eller
delvist, hvis øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter forholdets
særlige karakter er påkrævet.
Bestemmelsen
sigter til tilfælde, hvor der kan være et behov for, at en myndighed
øjeblikkeligt griber ind og gennemfører et tvangsindgreb f.eks. af hensyn til
personers sikkerhed. Som eksempel kan nævnes redningsberedskabets indtrængen
i
private ejendomme i forbindelse med brande eller udslip.
Underretning er umulig eller
uforholdsmæssig vanskelig
56.
Efter
nr.
5 kan reglerne om varsling fraviges helt eller
delvist, hvis forudgående underretning viser sig umulig eller er
uforholdsmæssig vanskelig.
I
det omfang der er tale om husundersøgelse eller undersøgelse eller
beslaglæggelse af breve og andre papirer (se nærmere herom under pkt. 12-13),
således at lovens § 5 finder anvendelse, kan nr. 5 eksempelvis være relevant
i
tilfælde, hvor toldmyndighederne foretager toldkontrol af varer i det danske
toldområde, og hvor det ofte ikke vil være muligt på forhånd at fastlægge,
hvilke bestemte varer mv. en toldkontol skal omfatte.
”Blandede” kontrolbesøg mv.
57.
I nogle tilfælde vil der kunne være tale om, at en myndighed ønsker at
gennemføre et kontrolbesøg mv. f.eks. på en virksomhed, uden at de ovennævnte
undtagelser til kravet om forudgående varsling er opfyldt for alle de
forhold,
som kan blive undersøgt under kontrolbesøget.
I
sådanne tilfælde af ”blandede” kontrolbesøg mv. kan myndigheden
gennemføre det
samlede tvangsindgreb uden forudgående varsling, hvis undtagelserne for at
undlade forudgående varsling er opfyldt for en ikke uvæsentlig del af et
tvangsindgreb, jf. lovens § 5, stk. 5.
58.
I udtrykket ”en ikke uvæsentlig del” ligger ikke, at
tvangsindgrebet
nødvendigvis i overvejende grad skal omfatte forhold, hvor betingelserne for
at
undlade forudgående varsling er opfyldt. I udtrykket ligger alene, at den del
af et tvangsindgreb, der skal kunne danne grundlag for, at det samlede
kontrolbesøg gennemføres uden forudgående varsling, ikke må udgøre en ganske
underordnet
og perifer del af det samlede tvangsindgreb.
Myndighederne
vil naturligvis ikke kunne søge at omgå kravet om forudgående varsling ved at
lade et kontrolbesøg mv. omfatte visse forhold, som kan henføres til en af de
nævnte undtagelser, hvis der ikke er nogen rimelig og naturlig anledning til
det.
Forhold, der falder uden for det
oprindelige tvangsindgreb
59.
Hvis en myndighed under gennemførelsen af et kontrolbesøg mv. bliver
opmærksom på ”nye” forhold – det vil sige forhold, som falder
uden for
myndighedens oprindelige beslutning om et kontrolbesøg – vil sådanne
forhold om
nødvendigt kunne undersøges med det samme uden forudgående varsling, hvis
betingelserne for at undlade forudgående varsling er opfyldt for disse
”nye”
forhold.
Der
henvises i øvrigt til pkt. 97-98 med hensyn til spørgsmålet om undersøgelse
af sådanne
”nye” forhold i de tilfælde, hvor myndigheden har mistanke om, at
der i
relation til de pågældende forhold kan være begået en strafbar
lovovertrædelse.
Fælles kontrolbesøg mv.
60.
I tilfælde, hvor flere myndigheder indgår i et samarbejde om fælles
kontrolbesøg mv., opnår de enkelte myndigheder ikke af denne grund øgede
kontrolbeføjelser. I forbindelse med et fælles kontrolbesøg, kan en myndighed
således alene anvende de kontrolbeføjelser, som efter lovgivningen tilkommer
denne myndighed, og kan ikke benytte sig af andre myndigheders beføjelser.
Det
er i forbindelse med fælles kontrolbesøg den enkelte myndigheds opgave at
påse,
at lovens regler om fremgangsmåden mv. ved gennemførelse af kontrolbesøg
bliver
fulgt. Vurderingen af, om der eventuelt er grundlag for f.eks. at undlade
forudgående varsling, skal således ske separat for hver enkelt myndighed.
Lovens
bestemmelser er ikke til hinder for, at myndigheder har et praktisk
samarbejde
som led i fælles kontrol, herunder f.eks. i forbindelse med fremsendelse af
varslingsskrivelse og udfærdigelse af rapport om kontrolbesøgets
gennemførelse.
Myndighederne vil også i forbindelse med et fælles kontrolbesøg kunne yde
hinanden praktisk bistand.
Myndighedens
oplysningspligt ved fravigelse af reglen om varsling
Skriftlig
meddelelse
61.
I tilfælde, hvor en beslutning om iværksættelse af tvangsindgreb
gennemføres uden forudgående varsling, skal myndigheden samtidig med
gennemførelsen af tvangsindgrebet give parten skriftlig meddelelse om
beslutningen, jf. § 5, stk. 6.
Det
vil ofte være hensigtsmæssigt, at underretningen gives i form af fortrykte
blanketter, der udfyldes af myndigheden. Det vil navnlig have relevans på
forvaltningsområder, hvor der foretages en række ensartede tvangsindgreb
(f.eks. kontrolbesøg).
62.
Den skriftlige meddelelse skal indeholde de samme oplysninger, som en
forudgående varsling skulle have indeholdt, herunder oplysninger om tid og
sted
for indgrebet, retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre,
hovedformålet med indgrebet samt det faktiske og retlige grundlag for
indgrebet. Der henvises til bemærkningerne ovenfor under pkt. 37-41.
I
tilfælde, hvor der ved en forudgående varsling er sket en delvis fravigelse
af
reglerne om varslingsskrivelsens indhold – f.eks. således at det
faktiske
grundlag for et kontrolbesøg ikke er angivet – skal myndigheden samtidig
med
gennemførelse af tvangsindgrebet giver vedkommende de oplysninger, som er
udeladt i den forudgående varsling, hvis de hensyn, der begrundede
undladelsen,
ikke længere foreligger.
63.
Den skriftlige meddelelse skal også indeholde en begrundelse for,
hvorfor reglerne om varsling er fraveget. Er der f.eks. tale om, at
fødevaremyndighederne foretager uanmeldt kontrolbesøg på en restaurant for at
kontrollere hygiejnetilstanden, skal parten have skriftlig meddelelse om, at
myndigheden
er kommet uanmeldt, fordi formålet med kontrolbesøget ellers ville være
forspildt, eller fordi en af de andre undtagelsesbestemmelser i § 5, stk. 4,
er
opfyldt.
64.
En myndighed kan undlade at begrunde, at reglerne i lovens § 5, stk.
1-3, om forudgående varsling er fraveget, hvis partens interesse i at kunne
benytte kendskab til begrundelsen til varetagelse af sit tarv findes at burde
vige for afgørende hensyn til private eller offentlige interesser, jf.
forvaltningslovens
§ 24, stk. 3.
Som
eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en myndighed i den forudgående varsling,
som
skal gives efter lovens § 5, stk. 2, har undladt at oplyse om det faktiske
grundlag for indgrebet, idet der er afgørende hensyn til private eller
offentlige interesser, som taler for at hemmeligholde disse oplysninger. En
myndighed, der iværksætter et tvangsindgreb, kan i sådanne tilfælde efter
omstændighederne være berettiget til f.eks. at undlade at oplyse om en klages
indgivelse, klagers identitet mv. i begrundelsen for, at der ikke er sket
forudgående underretning om det faktiske grundlag for indgrebet, hvis
afgørende
private eller offentlige hensyn i det konkrete tilfælde taler for at
hemmeligholde oplysningerne om klagers identitet mv.
Hvis
de nævnte omstændigheder fører til, at myndigheden helt undlader at oplyse
noget om det faktiske grundlag for tvangsindgrebet, vil det i visse tilfælde
kunne indebære en risiko for, at virksomheden mv. ud fra den manglende
oplysning
kan slutte sig til, hvorfor tvangsindgrebet foretages. For at undgå denne
risiko kan myndigheden i sådanne tilfælde i stedet vælge at angive mere
generelt, at tvangsindgrebet skyldes f.eks. en risikovurdering eller en
vurdering af behovet for kontrol med virksomhedens forhold på det pågældende
område.
Mundtlig meddelelse
65.
Der kan forekomme tilfælde, hvor hensynet til parten selv eller
afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser taler for, at
et
tvangsindgreb gennemføres, inden myndigheden har haft lejlighed til at
udarbejde en skriftlig underretning.
Som
eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en borger eller virksomhed selv anmoder
om,
at myndigheden straks skal gennemføre et kontrolbesøg, eller hvor der gives
samtykke til, at myndigheden kan gennemføre et kontrolbesøg uden udarbejdelse
af skriftlig underretning. Desuden kan det være tilfælde, hvor en myndighed
bliver opmærksom på sikkerheds- eller sundhedsfarlige forhold mv., som taler
for, at et kontrolbesøg gennemføres, inden der har været lejlighed til at
udarbejde en skriftlig begrundelse.
I
sådanne tilfælde kan underretning om tvangsindgrebet meddeles mundtligt, jf.
§
5, stk. 7.
66.
En part, der har fået mundtlig meddelelse om beslutningen om
iværksættelse af tvangsindgrebet, kan forlange efterfølgende at få
beslutningen
meddelt skriftligt. Om indholdet af den skriftlige meddelelse henvises til
pkt.
62-64.
67.
En begæring om en efterfølgende skriftlig meddelelse skal fremsættes
over for myndigheden inden 14 dage efter, at tvangsindgrebet er gennemført.
Myndigheden skal besvare begæringen snarest muligt. Er begæringen ikke
besvaret
inden 14 dage efter, at myndigheden har modtaget den, skal myndigheden
underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes
besvaret.
68.
Et tvangsindgreb kan gennemføres, selv om mundtlig meddelelse om
tvangsindgrebet viser sig umulig, fordi ingen træffes på den pågældende
lokalitet.
g.
Legitimation
Pligt til at
vise legitimation
69.
Tvangsindgreb, der foretages uden for en myndigheds embedssteder, må
kun foretages mod forevisning af behørig legitimation, jf. § 6.
En
myndighed skal således ved gennemførelsen af et tvangsindgreb over for f.eks.
en virksomhed rette henvendelse til virksomhedens repræsentant, hvad enten
der
er tale om indehaveren eller ansat personale. Træffes der ikke umiddelbart
nogen på stedet, er myndigheden forpligtet til at forsøge at finde en person
på
stedet, som kan repræsentere den pågældende virksomhed.
Myndigheden
skal normalt rette henvendelse til virksomhedens repræsentant ved
kontrolbesøgets begyndelse, medmindre særlige hensyn taler for, at
gennemførelsen af tvangsindgrebet påbegyndes uden forudgående henvendelse til
virksomhedens repræsentant.
Legitimationen
skal forevises uopfordret til den, indgrebet retter sig mod, og skal vise,
hvilken myndighed vedkommende person repræsenterer, samt indeholde
identificerbare oplysninger om den pågældendes identitet (f.eks.
tjenestenummer).
Undtagelse fra pligten til at vise
legitimation
70.
Pligten til at vise legitimation kan undtagelsesvis fraviges helt
eller delvist, hvis afgørende hensyn taler for det.
Det
indebærer bl.a., at en myndighed vil kunne undlade at forevise legitimation,
i
det omfang den eller de personer, som et tvangsindgreb rettes mod, udviser en
sådan truende adfærd mv., at det efter en konkret vurdering undtagelsesvis
vil
være velbegrundet ikke at oplyse navn eller andre identitetsoplysninger,
ligesom der i ganske særlige tilfælde kan foreligge omstændigheder, som
berettiger,
at der heller ikke gives oplysninger om tjenestested.
h.
Skånsomhed ved foretagelsen af indgrebet
71.
Myndigheden skal foretage et tvangsindgreb så skånsomt som
omstændighederne tillader, herunder så vidt muligt uden at forårsage
ødelæggelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på grund af tidspunktet
for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver anledning til
unødig opsigt, jf. herved lovens § 7.
F.eks.
må myndigheden drage omsorg for, at et kontrolbesøg ikke giver anledning til
unødig opsigt hos kunder, naboer mv., og at et kontrolbesøg hos en virksomhed
gennemføres på en måde, der ikke unødigt griber forstyrrende ind i
virksomhedens
arbejde.
i.
Udarbejdelse af rapport om indgrebet
72.
Myndighederne har pligt til at udarbejde en rapport om udførelsen af
et tvangsindgreb i tilfælde, hvor myndigheden under gennemførelsen af et
tvangsindgreb finder, at den, som indgrebet er rettet imod, har tilsidesat
regler i lovgivningen mv., jf. § 8. Rapporten skal snarest udleveres til
vedkommende.
I tilfælde, hvor rapporten ikke udleveres på stedet i umiddelbar tilknytning
til indgrebets afslutning, bør myndigheden i almindelighed oplyse den
pågældende
om, at en rapport vil blive udarbejdet og eftersendt.
73.
Finder myndigheden under gennemførelsen af et tvangsindgreb ikke, at
den, som indgrebet rettes imod, har tilsidesat regler i lovgivningen mv., har
myndigheden alene pligt til at udfærdige og udlevere en rapport om udførelsen
af indgrebet, hvis parten fremsætter begæring om det. En begæring herom skal
fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at tvangsindgrebet er
gennemført.
Myndigheden skal besvare begæringen snarest muligt. Er begæringen ikke
besvaret
inden 14 dage efter, at myndigheden har modtaget den, skal myndigheden
underrette
parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.
74.
Bestemmelsen i lovens § 8 angiver ikke, hvad rapporten om indgrebets
udførelse nærmere skal indeholde. Det skyldes, at behovet for notering af
oplysninger i rapporten vil variere afhængigt af, hvordan et tvangsindgreb
forløber, samt formålet med og omfanget af tvangsindgrebet.
Overordnet
skal rapporten imidlertid give et udførligt og dækkende indtryk af
tvangsindgrebets forløb. Der kan i den forbindelse peges på en række
omstændigheder,
som vil have betydning for, hvor omfattende rapporten bør være.
Således
vil der normalt være et større behov for notering af oplysninger i rapporten,
hvis indgrebet foretages uden samtykke fra den, som indgrebet retter sig mod,
herunder også hvis der undtagelsesvis er anvendt fysisk tvang. Der vil
endvidere være et større behov for notering af oplysninger i rapporten, hvis
myndigheden tager genstande i besiddelse i forbindelse med indgrebet.
Endvidere
kan der peges på, at jo mere indgribende og omfattende et tvangsindgreb er,
jo
større vil behovet for notering af oplysninger i rapporten være.
Som
minimum vil der normalt være behov for i rapporten at notere oplysninger om
indgrebets formål, tidspunktet for indgrebet, hvilke personer der var til
stede, om indgrebet blev foretaget uden samtykke, herunder ved anvendelse af
fysisk tvang, og hvilke genstande der eventuelt blev taget i myndighedernes
besiddelse.
Udarbejdelse
af rapporten vil i vidt omfang kunne ske ved udfyldelse af fortrykte
blanketter.
Dette vil navnlig have relevans på forvaltningsområder, hvor der foretages en
række ensartede tvangsindgreb (f.eks. kontrolbesøg).
Offentliggørelse af oplysninger om
resultatet af kontrolbesøg mv.
75.
Spørgsmålet om en myndigheds adgang til af egen drift at offentliggøre
resultatet af kontrolbesøg mv. skal som udgangspunkt afgøres efter de
almindelige regler om tavshedspligt i forvaltningsloven og straffeloven,
reglerne i persondataloven samt
eventuelle
særlige regler om tavshedspligt i særlovgivningen.
Anmoder
offentligheden om adgang til oplysninger om resultatet af kontrolbesøg mv.,
vil
det normalt være de almindelige regler i offentlighedsloven om aktindsigt,
der
afgør om en sådan anmodning kan imødekommes.
Inden
for det enkelte forvaltningsområde kan der være fastsat særlige regler om
offentliggørelse af kontrolresultater mv.
IV. Anvendelse af tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen ved mistanke om strafbare lovovertræ-delser
76.
Lovens kapitel 3 indeholder regler om myndighedernes mulighed for uden
forudgående retskendelse at anvende tvangsindgreb uden for strafferetsplejen
i
tilfælde, hvor der opstår rimelig grund til mistanke om, at en borger eller
virksomhed har begået et strafbart forhold.
Formålet
med reglerne er at modvirke omgåelse af strafferetsplejens regler om adgangen
til at foretage tvangsindgreb i straffesager. Reglerne gælder, hvad enten
myndigheden selv har mulighed for at søge et eventuelt strafbart forhold
afsluttet ved et administrativt bødeforlæg, eller myndigheden ikke har en
sådan
mulighed og derfor i alle tilfælde vil være henvist til at lade en videre
behandling af spørgsmålet om fastsættelse af straf overgå til politiet.
a. Hvilke typer af tvangsindgreb er
omfattet af reglerne?
77.
Reglerne i lovens kapitel 3 gælder – ligesom reglerne i kapitel 2 –
for tvangsindgreb, der består i husundersøgelse eller i undersøgelse eller
beslaglæggelse af breve og andre papirer.
Kapitel
3 gælder herudover også i forhold til tvangsindgreb i form af 1) undersøgelse
af andre lokaliteter, 2) undersøgelse eller beslaglæggelse af andre
genstande,
3) brud på meddelelseshemmeligheden samt 4) eftersyn eller anden undersøgelse
af personer, jf. § 1, stk. 1 og 2.
78.
Om udtrykkene
”husundersøgelse”
og
”undersøgelse eller beslaglæggelse af
breve og andre papirer”
henvises til pkt. 12-13.
79.
Med udtrykket
”undersøgelse af
andre lokaliteter”
sigtes til undersøgelse af lokaliteter, der ikke kan
betegnes som husundersøgelse. Undersøgelse af andre lokaliteter omfatter
derfor
bl.a. undersøgelse af udendørslokaliteter som f.eks. haver, marker,
gårdspladser, byggepladser samt undersøgelse af en række andre lokaliteter,
hvortil der er almindelig offentlig adgang som f.eks. butikslokaler og visse
kontorlokaler.
Lokaliteter,
der har til hovedformål at tjene som egentligt opholdssted for et offentligt
publikum mv., herunder restaurationslokaler, er ikke omfattet.
80.
Udtrykket
”undersøgelse af andre
genstande”
omfatter undersøgelse af genstande, der ikke kan betegnes som
breve eller andre papirer. Omfattet er undersøgelse af f.eks. varer,
produkter
til bearbejdning og maskiner. Undersøgelse af andre genstande omfatter også
bl.a. undersøgelse af transportmidler, herunder undersøgelse af en bils
bagagerum og undersøgelse af lasten i et skib eller en lastbil.
81.
Udtrykket
”beslaglæggelse af
andre genstande”
omfatter enhver form for rådighedsberøvelse af genstande
som omtalt i pkt. 80.
82.
”Brud på
meddelelseshemmeligheden”
– som i grundlovens § 72 betegnes som ”brud på
post-, telegraf- og telefonhemmeligheden” – foreligger, når der er
foretaget
handlinger med henblik på at opnå kendskab til indholdet af en meddelelse
eller
foretaget handlinger for at få oplyst, om en sådan meddelelse overhovedet er
afsendt. Som eksempler kan nævnes undersøgelse af breve og pakker under
forsendelse eller aflytning af telefon eller anden kommunikation.
83.
Udtrykket
”eftersyn eller anden
undersøgelse af personer”
omfatter de legemsindgreb, der også er omfattet
af retsplejelovens kapitel 72, herunder f.eks. besigtigelse af kroppens ydre,
visitation af tøj, som den pågældende er iført, og nærmere undersøgelse af
kroppen. Som eksempel kan nævnes told- og skattemyndighedernes adgang til at
foretage eftersyn på personer, som med henblik på kontrol standses efter
bestemmelserne i toldloven.
84.
Reglerne i lovens kapitel 3 vedrører kun begrænsninger i adgangen til
at anvende tvangsindgreb omfattet af lovens § 1, stk. 1 og 2. Lovens
bestemmelser er således ikke til hinder for, at myndighederne foretager andre
sagsbehandlingsskridt med henblik på den videre behandling af spørgsmål om
fastsættelse af straf. Som eksempler herpå kan nævnes analyse af indhentede
prøver eller en vurdering af de oplysninger, som foreligger, inden sagen
eventuelt overgives til politiet med henblik på stillingtagen til, om der
skal
rejses tiltale.
85.
Lovens bestemmelser er heller ikke til hinder for, at repræsentanter
for vedkommende kontrolmyndighed ledsager politiet ved tvangsindgreb, der kun
kan gennemføres efter reglerne i retsplejeloven. Loven er i sådanne tilfælde
endvidere ikke til hinder for, at sagen – når tvangsindgrebet er
gennemført af
politiet – sendes tilbage til vedkommende myndighed med henblik på
yderligere
sagsbehandling af spørgsmål, der vedrører eventuel efterfølgende pålæggelse
af
straf.
b. Hvem er beskyttet af reglerne?
86.
Reglerne i lovens kapitel 3 finder anvendelse, hvis en person med
rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, jf. §
9, stk. 1. Det gælder, uanset om mistanken er rettet mod en fysisk person
eller
mod en juridisk person som sådan (f.eks. et aktie- eller anpartsselskab).
87.
Reglerne finder både anvendelse, når et tvangsindgreb rettes mod den
mistænkte, og når et tvangsindgreb rettes mod andre end den mistænkte, jf. §
9,
stk. 3. Reglerne finder således også anvendelse, hvis myndigheden gennemfører
et tvangsindgreb over for en tredjemand med henblik på at indhente
oplysninger
af betydning for en straffesag mod den mistænkte.
c. Begrænsninger i gennemførelse af
tvangsindgreb uden for strafferetsplejen
88.
Hvis en person med rimelig grund mistænkes for at have begået en
strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte eller
tredjemand med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det pågældende
forhold, kun gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om
strafferetsplejen,
jf. § 9, stk. 1 og 3.
Det
gælder dog efter § 9, stk. 2, ikke, hvis tvangsindgrebet gennemføres med
henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandling af andre
spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. navnlig pkt. 97-98 nedenfor, hvor
det
er omtalt, at myndighederne som følge heraf i vidt omfang kan foretage
tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, selv om der i den pågældende sag
foreligger rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold.
På hvilket tidspunkt skal mistanken
foreligge?
89.
Bestemmelsen i lovens § 9 finder anvendelse, hvis mistanken foreligger
på forhånd – det vil sige, hvis myndigheden før f.eks. et kontrolbesøg
er
bekendt med oplysninger, der kan begrunde, at en person med rimelig grund
mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse. Desuden finder
bestemmelsen anvendelse, hvis mistanken opstår efter, at tvangsindgrebet er
iværksat, f.eks. i forbindelse med gennemførelsen af et kontrolbesøg.
Lovens
§ 9 kan således have betydning både for mulighederne for at iværksætte et
tvangsindgreb og for mulighederne for at fortsætte et allerede iværksat
tvangsindgreb.
90.
Hvis bestemmelsen i de nævnte mistanketilfælde medfører, at
myndigheden vil være afskåret fra at benytte en eventuel hjemmel til
umiddelbart at beslaglægge relevante beviser som f.eks. regnskabsmateriale
eller andre dokumenter mv., må myndigheden forsøge at indhente samtykke til
beslaglæggelsen
fra den pågældende (se nærmere om samtykke under pkt. 100-109).
Lykkes
dette ikke, og myndigheden finder tilstrækkeligt grund til straks at tilkalde
politiet med henblik på beslaglæggelse efter retsplejelovens regler, har
myndigheden ret til at blive på stedet for ved sin observation at sikre
eventuelle beviser, indtil politiet møder op.
Hvornår er der ”rimelig grund til
mistanke”?
91.
Der skal foreligge en mistanke om et strafbart forhold, som kan
henføres til én eller flere bestemte personer.
At
der skal foreligge
”rimelig grund”
til en sådan mistanke, betyder, at mistanken skal være baseret på fornødne
konkrete,
objektive oplysninger i den pågældende sag. Dette vil afhænge af en samlet
konkret vurdering i den enkelte situation. I nogle tilfælde vil ”rimelig
grund
til mistanke” kunne opstå på et tidligere tidspunkt end det tidspunkt,
hvor
myndigheden eventuelt vælger at indgive politianmeldelse.
Normalt
er det den pågældende myndighed selv, der må vurdere, om der foreligger den
nævnte mistanke om et strafbart forhold. Spørgsmålet bør således i
almindelighed
ikke overgives til politiets stillingtagen.
92.
En mere almindelig, erfaringsbaseret fornemmelse hos en myndighed om,
at der kan være ”noget galt”, indebærer ikke, at der foreligger
mistanke i
bestemmelsens forstand.
En
myndighed vil således godt kunne undersøge forhold, som kun muligvis kan give
anledning til mistanke på baggrund af generelle erfaringer med en bestemt
branche eller virksomhed.
93.
Den omstændighed, at en myndighed tidligere har foretaget f.eks. et
kontrolbesøg hos en virksomhed, hvor der blev konstateret en strafbar
overtrædelse af den pågældende lovgivning, indebærer heller ikke i sig selv,
at
der forud for et kontrolbesøg i almindelighed vil være ”rimelig
grund” til
mistanke om, at virksomheden fortsat overtræder reglerne med hensyn til det
tidligere konstaterede forhold.
94.
Hvis en myndighed f.eks. fra naboer, konkurrenter eller ansatte i en
virksomhed modtager en anmeldelse om forhold, som efter deres karakter kan
være
strafbare, beror det på en konkret vurdering, om der herefter foreligger
rimelig grund til mistanke.
I
denne vurdering må det bl.a. indgå, hvor troværdig anmeldelsen virker, hvor
konkret de pågældende forhold er angivet, og om der i øvrigt i de
oplysninger,
som myndigheden herudover er i besiddelse af, er holdepunkter for, at der kan
foreligge et strafbart forhold. En anmeldelse vil således ikke i sig selv
skabe
grundlag for en mistanke som angivet i lovens § 9.
95.
En myndighed kan i visse tilfælde have en mistanke om, at der
foreligger et strafbart forhold, men det materiale, som forligger, er så
generelt og ukonkret, at det ikke er muligt at vurdere, om der er grundlag
for
bl.a. at iværksætte straffeprocessuelle indgreb som f.eks. beslaglæggelse. I
sådanne tilfælde kan myndigheden anvende sine beføjelser efter
særlovgivningen
for at fremskaffe oplysninger, i det omfang det må anses for nødvendigt for,
at
myndigheden kan vurdere, om der er tale om en sag, der bør overgives til
politiet, og for, at politiet kan vurdere, om der – også ud fra
ressourcemæssige
hensyn – er et tilstrækkeligt grundlag for at indlede en strafferetlig
efterforskning (f.eks. beslaglæggelse).
Som
eksempel kan nævnes tilfælde, hvor skatte- og afgiftsmyndighederne på
baggrund
af en anmeldelse har en ikke nærmere konkretiseret mistanke om, at en
virksomhed sælger ulovligt importerede varer. Her vil myndighederne normalt
også være berettiget til at foretage et kontrolbesøg, der gør det muligt
nærmere at angive karakteren og omfanget af de forhold, som mistanken
vedrører.
Fra
det tidspunkt, hvor der herefter måtte foreligge sådanne tilstrækkeligt
konkretiserede oplysninger, at der er ”rimelig grund til mistanke”
om et
strafbart forhold, vil myndighederne kunne gennemføre/fortsætte
kontrolbesøget,
hvis formålet hermed er at tilvejebringe oplysninger til brug for behandling
af
andre spørgsmål end straf (se nærmere pkt. 97-98 nedenfor), eller hvis den
mistænkte person meddeler samtykke (se nærmere pkt. 100).
96.
Anvendelsen af tvangsindgreb begrænses kun med hensyn til det eller de
forhold, som mistanken vedrører. Myndigheden vil således uden begrænsninger
kunne anvende sine beføjelser med henblik på at undersøge andre forhold, der
ikke er omfattet af mistanken.
d. Adgang til at foretage tvangsindgreb,
selv om der foreligger rimelig grund til mistanke om strafbart forhold
97.
Selv om en person med rimelig grund mistænkes for at have begået en
strafbar lovovertrædelse, kan myndighederne gennemføre eller fortsætte et
kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb over for den mistænkte med hensyn til
de
forhold, som mistanken omfatter, hvis indgrebet gennemføres med henblik på at
tilvejebringe oplysninger til brug for behandling af andre spørgsmål end
fastsættelse
af straf, jf. § 9, stk. 2.
Som
eksempler på behandling af andre spørgsmål end fastsættelse af straf kan
nævnes
udstedelse af påbud eller forbud i medfør af lovgivningen på det enkelte
område, spørgsmål om tilbagekaldelse af en tilladelse samt indskærpelse af og
vejledning om lovgivningen på området.
Da
tvangsindgreb i praksis meget ofte gennemføres med henblik på at
tilvejebringe
oplysninger til brug for behandling af andre spørgsmål end fastsættelse af
straf, indebærer § 9, stk. 2, at myndighederne i vidt omfang vil kunne
gennemføre tvangsindgreb, selv om vedkommende borger eller virksomhed med
rimelig
grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold.
Eksempelvis
kan skattemyndighederne gennemføre tvangsindgreb med henblik på den løbende
skattemæssige ligning, selv om den pågældende person med rimelig grund
mistænkes for at have begået et strafbart forhold, der vedrører de samme
omstændigheder, som mistanken omfatter.
Ligeledes
kan fødevaremyndighederne anvende tvangsindgreb med henblik på meddelelse af
påbud om destruktion af sundhedsskadelige varer, selv om den pågældende
person
med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold ved
produktionen af de sundhedsskadelige varer.
Tilsvarende
kan Arbejdstilsynet efter en arbejdsulykke gennemføre tvangsindgreb med
henblik
på meddelelse af påbud om etablering af sikkerhedsmæssigt forsvarlige
arbejdsforhold, uanset at arbejdsgiveren i forbindelse med ulykken med
rimelig
grund kan mistænkes for at have begået et strafbart forhold.
98.
I en række tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om et
strafbart forhold, vil der foreligge en situation,
hvor
myndigheden kan have brug for oplysninger om det forhold, som
mistanken omfatter, til brug for f.eks. udstedelse af påbud eller forbud
eller
inddragelse mv. af en tilladelse,
og hvor
myndigheden samtidig er opmærksom på, at der som supplement eller alternativ
til iværksættelse af sådanne ikke-strafferetlige foranstaltninger også kan
blive tale om at forfølge spørgsmålet om straf (f.eks. ved at anmelde
forholdet
til politiet).
Hvis
det i sådanne tilfælde kan lægges til grund, at det ville være et naturligt
og
sagligt begrundet led i sagens behandling også at gennemføre det pågældende
tvangsindgreb, såfremt der ikke kunne blive tale om efterfølgende eventuelt
(tillige) at forfølge spørgsmålet om straf, vil tvangsindgrebet kunne
gennemføres
af myndigheden. At myndigheden muligvis samtidig er opmærksom på, at
oplysningerne
også vil kunne være relevante ved en eventuel senere straffesag, er i den
forbindelse
uden betydning.
Hvis
formålet med at gennemføre tvangsindgrebet derimod er at tilvejebringe
oplysninger til brug for behandling af
både
andre spørgsmål end fastsættelse af straf
og
spørgsmålet om fastsættelse af straf, kan myndigheden kun gennemføre
tvangsindgrebet, hvis den mistænkte meddeler samtykke (se nærmere om samtykke
under pkt. 100-109).
Senere brug af oplysninger under en
eventuel straffesag
99.
Lovens § 9 er ikke til hinder for, at myndighederne overlader politiet
materiale som f.eks. fotografiske optagelser, prøver, regnskaber mv., som
myndighederne har tilvejebragt i forbindelse med deres tilsyns- og
kontrolvirksomhed.
Bestemmelsen
regulerer heller ikke mulighederne for under en eventuel senere straffesag at
anvende oplysninger, som er tilvejebragt under et kontrolbesøg mv.
e. Samtykke
100.
En mistænkt kan give samtykke til fravigelse af reglerne i lovens § 9,
stk. 1-3, jf. § 9, stk. 4.
Et
sådant samtykke betyder, at den pågældende myndighed kan gennemføre det
pågældende tvangsindgreb, også selv om formålet – eller ét af formålene
–
hermed måtte være at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af
en
straffesag.
Samtykke fra juridiske personer
101.
Er den mistænkte en juridisk person, kan samtykket gives af en fysisk
person, som er bemyndiget til at give et sådant samtykke på den juridiske
persons vegne.
Bemyndigelsen
kan følge af regler i lovgivningen om, hvem der er berettiget til at
repræsentere og tegne den juridiske person udadtil. Er der f.eks. tale om et
aktieselskab, følger det af aktieselskabslovens § 60, stk. 1, at medlemmer af
bestyrelsen og af direktionen repræsenterer selskabet udadtil. Selskabet
forpligtes
ved retshandler, som på selskabets vegne indgås af den samlede bestyrelse
eller
af et medlem af bestyrelsen eller af en direktør, jf. § 60, stk. 2. Disse
personer vil således som udgangspunkt på selskabets vegne kunne give samtykke
til fravigelse af reglerne i lovens § 9, stk. 1 og 3.
En
juridisk person kan herudover konkret beslutte, at én eller flere personer
–
f.eks. den daglige leder – skal være bemyndiget til på den juridiske
persons
vegne at give samtykke til fravigelse af reglerne i lovens § 9, stk. 1 og 3,
ligesom det kan følge af vedkommendes stilling, at den pågældende må antages
at
have fuldmagt til at meddele samtykke på den juridiske persons vegne.
Krav til samtykket
102.
Et samtykke skal være skriftligt og skal gives på et frivilligt,
specifikt og informeret grundlag.
103.
Skriftlighedskravet indebærer, at det ikke er tilstrækkeligt, at den
mistænkte mundtligt tilkendegiver, at tvangsindgrebet kan gennemføres.
104.
At samtykket skal gives på et
”frivilligt”
grundlag betyder, at samtykket ikke må være afgivet under tvang. Det skal
således stå den mistænkte frit for, om vedkommende ønsker at give afkald på
de
retsgarantier, der følger af retsplejelovens regler inden for
strafferetsplejen.
Myndigheden vil i den forbindelse eventuelt kunne
orientere den pågældende om politiets muligheder for at foretage
tvangsindgrebet efter retsplejelovens regler.
105.
I kravet om, at samtykket skal ske på et
”specifikt”
grundlag, ligger, at det klart og utvetydigt skal
fremgå, hvad det er, der meddeles samtykke til. Det skal således bl.a.
fremgå,
hvad det er for tvangsindgreb, som den mistænkte samtykker i, at myndigheden
kan gennemføre.
106.
At samtykket skal gives på et
”informeret”
grundlag betyder, at den mistænkte skal være klar over, hvad vedkommende
meddeler samtykke til. Myndigheden skal således sikre sig, at der gives den
mistænkte tilstrækkelig information til, at den pågældende kan vurdere,
hvorvidt samtykke skal meddeles. Myndigheden skal i den forbindelse bl.a.
oplyse om, at den mistænkte ikke har pligt til at acceptere gennemførelsen af
et tvangsindgreb, ligesom myndigheden skal gøre den mistænkte bekendt med, at
de oplysninger, der vil blive tilvejebragt, senere kan komme til at indgå i
en
straffesag mod den pågældende.
107.
Hvis en mistænkt giver samtykke til gennemførelse af et tvangsindgreb
omfattet af lovens § 1, stk. 1 (se nærmere om disse under pkt. 11-14), finder
reglerne i lovens kapitel 2 herefter anvendelse. Det betyder, at
myndighederne
skal følge den fremgangsmåde, der er beskrevet i lovens §§ 2-8, i forbindelse
med gennemførelsen af det pågældende tvangsindgreb.
Tilbagekaldelse af et samtykke
108.
En mistænkt kan til enhver tid tilbagekalde sit samtykke. Tilbagekaldes
samtykket, betyder det, at tvangsindgreb herefter kun vil kunne gennemføres
efter reglerne i lovens § 9, stk. 1-3.
109.
Der stilles ikke formkrav til den mistænktes tilbagekaldelse af
samtykke. En sådan tilbagekaldelse vil således kunne ske såvel mundtligt som
skriftligt.
V. Brug af oplysningspligter ved mistanke om strafbare
lovovertrædelser
110.
Lovens kapitel 4 indeholder regler om myndighedernes mulighed for
anvendelse af oplysningspligter i tilfælde, hvor der opstår mistanke om, at
en
borger eller virksomhed har begået et strafbart forhold.
Reglerne
skal ses i lyset af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
der bl.a. indeholder et forbud mod såkaldt selvinkriminering.
Udgangspunktet
i lovens § 10 er, at bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at meddele
oplysninger til myndigheder inden for den offentlige forvaltning ikke gælder,
hvis der er konkret mistanke om, at en person har begået en lovovertrædelse,
der kan medføre straf. Myndighederne må således i disse tilfælde som
udgangspunkt afstå fra at udnytte de pågældende oplysningspligter.
a. Hvad er en oplysningspligt?
111.
Reglerne omfatter alle tilfælde, hvor der i lov eller bekendtgørelse
mv. er fastsat pligt til at meddele oplysninger til en myndighed. Det gælder,
uanset om en overtrædelse af oplysningspligten kan sanktioneres med straf
eller
gennemtvinges ved f.eks. tvangsbøder.
Reglerne
omfatter både oplysningspligter, hvorefter myndigheden kan kræve afgivelse af
mundtlige eller skriftlige oplysninger, og oplysningspligter, hvorefter
vedkommende borger eller virksomhed er forpligtet til af egen drift at
indsende
oplysninger til den pågældende myndighed.
112.
Reglerne omfatter ikke tilfælde, hvor vedkommende ikke er forpligtet
til at afgive oplysninger, og hvor vedkommendes manglende medvirken til at
oplyse en sag alene kan få såkaldt processuel – det vil sige bevismæssig
–
skadevirkning for vedkommende ved sagens afgørelse.
113.
Det forhold, at lovens kapitel 4 ikke finder anvendelse i tilfælde,
hvor en myndighed anmoder en person om oplysninger, uden at der i
lovgivningen
mv. er pligt til at give oplysninger til myndigheden, indebærer ikke, at en
myndighed i en sådan situation uden videre kan anmode en mistænkt om
oplysninger, der vedrører et strafbart forhold. Også i disse tilfælde bør en
myndighed således i fornødent omfang i forbindelse med anmodningen om at
modtage oplysninger vejlede en mistænkt person om, at vedkommende ikke har
pligt til at afgive oplysninger, der har betydning for det forhold, som
mistanken
omfatter.
b. Hvem er beskyttet af reglerne?
114.
Reglerne i lovens kapitel 4 finder anvendelse, hvad enten den
mistænkte er en fysisk eller juridisk person (f.eks. aktie- eller
anpartsselskab).
c. Hvornår foreligger der ”konkret
mistanke”?
115.
Med hensyn til kravet om, at der skal foreligge en konkret mistanke,
er det som udgangspunkt afgørende, om myndighedens mistanke er så stærk, at
der
ville være grundlag for inden for strafferetsplejen at rejse en sigtelse
eller
at tillægge vedkommende en sigtets rettigheder.
Der
skal således foreligge omstændigheder, spor mv., som på objektivt grundlag og
med rimelighed kan tale for vedkommendes mulige skyld.
Hvis
en myndighed f.eks. fra naboer, konkurrenter eller ansatte i en virksomhed
modtager en anmeldelse om forhold, som efter deres karakter kan være
strafbare,
beror det på en vurdering i det enkelte tilfælde, om der herefter foreligger
en
konkret mistanke.
I
denne vurdering må det bl.a. indgå, hvor troværdig anmeldelsen fremtræder,
hvor
konkret de pågældende forhold er angivet, og om der i øvrigt i de
oplysninger,
som myndigheden herudover er i besiddelse af, er holdepunkter for, at der kan
foreligge et strafbart forhold. En anmeldelse vil således ikke i sig selv
skabe
grundlag for en konkret mistanke om et strafbart forhold.
Normalt
er det den myndighed, der i givet fald skal anvende oplysningspligten, som må
vurdere, om der er grundlag for en konkret mistanke. Spørgsmålet bør således
i
almindelighed ikke overgives til politiets stillingtagen.
116.
På en række områder har borgere og virksomheder pligt til løbende at
indberette visse oplysninger til en myndighed. F.eks. kan en virksomhed have
pligt til løbende at foretage angivelser, egenkontrolmålinger mv., der skal
indgives til en myndighed.
At
der er opstået konkret mistanke om en strafbar lovovertrædelse for en bestemt
periode, er ikke ensbetydende med, at oplysningspligten af den grund
bortfalder
også for efterfølgende perioder.
Som
eksempel kan nævnes de pligter i lovgivningen, der vedrører løbende
indberetning om produktion, forbrug mv. Opstår der på baggrund af en sådan
indberetning konkret mistanke om, at en virksomhed i den periode (f.eks. det
år
eller kvartal), som indberetningen vedrører, har overtrådt reglerne på det
pågældende område, vil dette ikke i sig selv medføre, at pligten til fortsat
at
indberette om kommende perioder suspenderes.
At
der måtte være konkret mistanke om, at reglerne er overtrådt i en bestemt
periode eller med hensyn til et konkret forhold, er således ikke ensbetydende
med, at der vil være konkret mistanke om, at reglerne (også) vil blive
overtrådt i senere perioder mv. Hvis f.eks. en indberetning fra en borger
eller
virksomhed af egenkontrolmålinger giver anledning til konkret mistanke om, at
vedkommende i 1. kvartal af det pågældende år har overtrådt regler inden for
miljøområdet, vil dette således ikke være ensbetydende med, at der efter
lovens
§ 10, stk. 1, vil være opstået en konkret mistanke om, at vedkommende også i
2.
kvartal vil overtræde de samme regler – og vedkommende vil derfor
fortsat kunne
have pligt til gennem egenkontrolmålinger at indberette til myndigheden i de
følgende kvartaler. Det er dog bl.a. en forudsætning herfor, at det kan
udelukkes, at de oplysninger, som vil fremkomme ved den fortsatte løbende
pligt
til at foretage indberetninger, vil have betydning for det eller de forhold,
som den mistanke, der vedrører en tidligere periode, omfatter. Der henvises
herved nærmere til pkt. 118.
d. Adgang til at anvende
oplysningspligter, selv om der foreligger konkret mistanke om strafbart
forhold
117.
Spørgsmålet om, i hvilke tilfælde en oplysningspligt kan anvendes,
hvis der foreligger en konkret mistanke om, at en person har begået en
lovovertrædelse, der kan medføre straf, er afhængig af, om oplysningerne skal
komme fra den mistænkte selv eller fra andre end den mistænkte.
Adgang
til at anvende oplysningspligter over for den mistænkte, selv om der
foreligger
konkret mistanke om strafbart forhold
118.
Selv om der er konkret mistanke om, at en person har begået en
lovovertrædelse, der kan medføre straf, kan myndigheden anvende den
pågældende
oplysningspligt over for den mistænkte, hvis det kan udelukkes, at de
oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af
den
formodede lovovertrædelse, jf. § 10, stk. 1.
Om
dette er tilfældet, må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag. Kan
det
efter en sådan vurdering ikke udelukkes, at oplysningerne vil kunne have
betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse, kan
oplysningspligten
ikke anvendes.
I
en række tilfælde vil en myndighed ud fra de foreliggende oplysninger have
gjort op med, at der ikke er anledning til at forfølge spørgsmålet om
fastsættelse af straf, selv om der foreligger en konkret mistanke om, at den
pågældende
borger eller virksomhed har begået en overtrædelse af lovgivningen, der kan
sanktioneres med straf. Det vil bl.a. kunne gælde, hvis overtrædelsen er af
mindre grov karakter. I sådanne tilfælde vil bestemmelsen i § 10, stk. 1,
ikke
finde anvendelse. Opstår der i den samme sag efterfølgende igen spørgsmål om
eventuelt at fastsætte straf – f.eks. hvis der senere fremkommer
oplysninger,
der viser, at en lovovertrædelse kan være af mere grov karakter – vil
det
imidlertid igen blive relevant at iagttage § 10, stk. 1.
119.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at den mistænkte pålægges at give
(faktuelle) oplysninger, som er uden betydning for bedømmelsen af, hvorvidt
den
pågældende har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf. Bestemmelsen
vil således f.eks. ikke være til hinder for at anvende en oplysningspligt til
at kræve oplysninger om navn, adresse mv.
120.
I modsætning til § 10, stk. 2, der omhandler brug af oplysningspligter
over for andre end den mistænkte, omfatter bestemmelsen i § 10, stk. 1, ikke
kun tilfælde, hvor lovovertrædelsen kan medføre straf. Bestemmelsen i § 10,
stk. 1, omfatter således ifølge forarbejderne også tilfælde, hvor mistanken
vedrører
en lovovertrædelse, som kan medføre en sanktion, der må sidestilles med straf
(f.eks. visse alvorlige disciplinære sanktioner).
Adgang til at anvende oplysningspligter
over for andre end den mistænkte, selv om der foreligger konkret mistanke om
strafbart forhold
121.
Selv om der er konkret mistanke om, at en person har begået en
lovovertrædelse,
der kan medføre straf, kan myndigheden anvende den pågældende oplysningspligt
over for andre end den mistænkte, hvis oplysningerne søges tilvejebragt til
brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10,
stk. 2.
122.
Bestemmelsen betyder for det første, at en tredjemand kan pålægges at
meddele oplysninger om andre forhold end den formodede lovovertrædelse.
For
det andet indebærer bestemmelsen, at myndighederne fortsat vil kunne pålægge
tredjemand at meddele oplysninger om det eller de forhold, hvor der
foreligger
en konkret mistanke om en lovovertrædelse, hvis oplysningerne søges
tilvejebragt med henblik på andre spørgsmål end fastsættelse af straf (f.eks.
udstedelse af påbud eller forbud). Det gælder også, selv om oplysningerne kan
have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
Som
eksempel kan nævnes tilfælde, hvor skattemyndighederne har mistanke om, at en
person har afgivet urigtig selvangivelse for en bestemt periode.
Skattemyndighederne vil i så fald fortsat være berettiget til med henblik på
den løbende skattemæssige ligning i forhold til den mistænkte at pålægge en
selvstændig erhvervsdrivende tredjemand at meddele oplysninger om den
omsætning, som vedkommende har haft med den mistænkte i den omhandlede
periode.
Tilsvarende
vil eksempelvis fødevaremyndighederne – uanset at der er en konkret
mistanke
om, at en person har begået en strafbar overtrædelse af fødevarelovgivningen
ved at have produceret en vare, der indeholder sundhedsfarlige stoffer –
kunne
pålægge den tredjemand, som har købt varerne af producenten, at meddele
oplysninger om, hvortil varerne er videresolgt, med henblik på at få
lokaliseret
og destrueret de sundhedsfarlige varer.
123.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en tredjemand uden at være
forpligtet hertil – og uden den mistænktes samtykke (se nærmere herom
under
pkt. 136-137) – frivilligt kan meddele oplysninger til myndigheden til
brug for
behandlingen af spørgsmålet om fastsættelse af straf.
124.
Med udtrykket
”andre end den
mistænkte”
i bestemmelsen sigtes der til tredjemænd, som er private.
Bestemmelsen
regulerer således ikke spørgsmålet om indhentelse af oplysninger hos andre
offentlige myndigheder. Hvis en forvaltningsmyndighed har mistanke om et
strafbart forhold, må spørgsmålet om pligt for andre offentlige myndigheder
til
at meddele oplysninger til brug for sagen derfor afgøres efter andre regler
–
herunder forvaltningslovens § 31. Forvaltningslovens § 31 indebærer, at en
offentlig myndighed som udgangspunkt er forpligtet til efter begæring at
videregive oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, i det omfang
videregivelsen vil være berettiget efter forvaltningslovens regler mv.
Hvornår er der tale om ”andre end den
mistænkte”?
125.
I de tilfælde, hvor der er konkret mistanke om, at der er begået en
lovovertrædelse, der kan medføre straf for en juridiske person som sådan,
skal
der i relation til lovens § 10 ske fuld identifikation mellem den juridiske
person og fysiske personer med tilknytning til den juridiske person. Der vil
således skulle ske identifikation mellem den juridiske person og f.eks.
ansatte
samt medlemmer af den juridiske persons bestyrelse og direktion.
126.
Konsekvensen af, at der sker identifikation mellem den juridiske
person og fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, er, at
de
fysiske personer (f.eks. ansatte) ikke kan pålægges at afgive oplysninger til
myndigheden, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges
tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse
(se nærmere herom under pkt. 118-119).
127.
Loven er ikke til hinder for, at ansatte mv. i en virksomhed
frivilligt meddeler oplysninger til en myndighed om forhold, der vedrører en
konkret mistanke om, at den juridiske person (virksomheden) som sådan har
begået et strafbart forhold. Loven indebærer således alene, at ansatte mv.
som
udgangspunkt ikke vil kunne forpligtes til at afgive oplysninger til den
pågældende myndighed om forhold, der vedrører en konkret mistanke om, at den
juridiske person (virksomheden) har begået en strafbar overtrædelse.
128.
Der skal ikke ske identifikation mellem på den ene side en mistænkt
juridisk person og på den anden side f.eks. aktionærer, som ikke deltager i
bestyrelsen mv., samt andre personer, som uden at være i et
ansættelseslignende
forhold til den juridiske person udfører opgaver for denne.
Ligeledes
skal der ikke i relation til lovens kapitel 4 ske identifikation mellem en
mistænkt person og dennes advokat. Reglerne i lovens kapitel 4 ændrer ikke de
gældende retsvirkninger af advokaters tavshedspligt.
Der
skal heller ikke i relation til lovens kapitel 4 ske identifikation mellem en
mistænkt person og dennes nærmeste som f.eks. ægtefælle og børn.
129.
Den omtalte ordning med identifikation er udtrykkeligt fraveget på
arbejdsmiljøområdet, således at ansatte mv. har pligt til i det omfang
oplysningerne søges tilvejebragt til brug for andre spørgsmål end
fastsættelse
af straf at afgive oplysninger til Arbejdstilsynet også i tilfælde, hvor
virksomheden (en juridisk person) som sådan mistænkes for en strafbar
overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, jf. lovens § 22. Det samme gælder
på
søfartsområdet, når søfartsmyndighederne udfører opgaver, der vedrører de
ansattes sikkerhed og sundhed om bord, jf. lovens § 23.
130.
For så vidt angår ansatte i enkeltmandsvirksomheder (personligt ejede
virksomheder) skal der ikke ske identifikation mellem den pågældende
virksomhed
(ejeren) og de ansatte i forbindelse med anvendelse af lovens kapitel 4.
Mulighed for anvendelse af andre
kontrolbeføjelser
131.
At en myndighed fra det tidspunkt, hvor der foreligger en konkret
mistanke, som udgangspunkt ikke længere kan anvende en oplysningspligt,
betyder
ikke i sig selv, at myndigheden vil være afskåret fra at anvende andre
kontrolbeføjelser, herunder tvangsindgreb.
Myndigheden
vil således bl.a. – også hvor der foreligger mistanke om et strafbart
forhold –
uden særlige begrænsninger have adgang til hos en mistænkt person at
gennemføre
eller fortsætte et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen, hvis formålet er at tilvejebringe oplysninger til brug for
andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Der henvises nærmere til pkt.
97-98.
Senere brug af oplysninger under en eventuel
straffesag
132.
Lovens kapitel 4 er ikke til hinder for, at myndighederne overlader
politiet materiale som f.eks. prøver, regnskaber, øvrige oplysninger mv., som
myndighederne har tilvejebragt i forbindelse med deres tilsyns- og
kontrolvirksomhed.
Bestemmelsen
i lovens § 10 regulerer heller ikke mulighederne for under en eventuel senere
straffesag at anvende oplysninger, som er tilvejebragt gennem en
oplysningspligt.
e. Vejledning
133.
En myndighed skal vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har
pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af
den
formodede lovovertrædelse, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt.
134.
Vejledningspligten gælder for det første i tilfælde, hvor en person
efter anmodning fra myndigheden har pligt til at meddele oplysninger.
Vejledningspligten gælder også i tilfælde, hvor oplysningspligten har
karakter
af en pligt til af egen drift at meddele en myndighed oplysninger.
I
tilfælde, hvor en oplysningspligt først indtræder efter pålæg fra en
myndighed,
kan myndigheden ikke give et sådant pålæg for så vidt angår oplysninger, som
kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
Myndigheden kan derimod rette henvendelse til den mistænkte med en
forespørgsel
om, hvorvidt den pågældende frivilligt ønsker at meddele de ønskede
oplysninger.
Myndigheden skal i den forbindelse vejlede den mistænkte om, at vedkommende
ikke har pligt til at meddele de pågældende oplysninger.
I
tilfælde, hvor en oplysningspligt består løbende, f.eks. hvor en person har
pligt til hvert år at indsende visse oplysninger, har myndigheden – i
tilfælde,
hvor den, som oplysningspligten påhviler, er mistænkt for en lovovertrædelse,
der kan medføre straf – pligt til i fornødent omfang at meddele den
pågældende,
at oplysningspligten ikke længere består i forhold til oplysninger, som kan
have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
135.
Der stilles ikke formkrav til vejledningen af den mistænkte.
Vejledningen kan således gives såvel mundtligt som skriftligt.
f. Samtykke
136.
Den mistænkte kan meddele samtykke til at afgive oplysninger til brug
for en straffesag mod vedkommende, jf. § 10, stk. 3, 2. pkt.
Den
mistænkte kan også meddele samtykke til, at myndigheden kan anvende en
oplysningspligt overfor en tredjemand med henblik på at tilvejebringe
oplysninger til brug for en straffesag mod den mistænkte, jf. § 10, stk. 4.
Bestemmelsen
er ikke til hinder for, at en tredjemand – uden den mistænktes samtykke
–
frivilligt kan meddele oplysninger til myndigheden uden at være forpligtet
til
det. Der henvises herved til pkt. 123.
137.
Hvis den mistænkte meddeler samtykke til at afgive oplysninger eller
samtykke til, at myndigheden til brug for en straffesag kan anvende en
oplysningspligt over for en tredjemand, skal samtykket være skriftligt og
meddeles på et frivilligt, specifikt og informeret grundlag. Om kravene til
et
samtykke samt tilbagekaldelse af samtykke henvises nærmere til pkt. 102-109.
Justitsministeriet, den 22. december
2004
Ole Hasselgaard
Bilag 1
Lov nr. 442 af 9.
juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb
og oplysningspligter
Udeladt her
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter Retsinformation · 26. november 2003
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 Q. RETSSIKKERHEDSLOVEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 Q. RETSSIKKERHEDSLOVEN Retsinformation · 5. februar 2008
- Skriftlig fremsættelse (26. november 2003) - L 96 Retsinformation · 26. november 2003
- Vejledning om anvendelse af retssikkerhedsloven på miljøområdet Retsinformation · 17. september 2008
- Afgørelse om påbud om ikke at flytte svin fra seks ejendomme Klagenævn (Nævnenes Hus) · 28. juli 2015