Forslag til Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 26. november 2003 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb og oplysningspligter
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1.
Lovens kapitel 2 og 3 finder anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages af
den
offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen, og som består i
1)
husundersøgelse eller
2)
undersøgelse eller
beslaglæggelse af breve og andre papirer.
Stk. 2.
Lovens
kapitel 3 finder også anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages af den
offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen, og som består i
1)
undersøgelse af andre
lokaliteter,
2)
undersøgelse eller
beslaglæggelse af andre genstande,
3)
brud på
meddelelseshemmeligheden eller
Læs alt
4)
eftersyn eller anden
undersøgelse af personer.
Stk. 3.
Lovens
kapitel 4 finder anvendelse i tilfælde, hvor der i lovgivningen mv. er
fastsat
pligt til at meddele oplysninger til den offentlige forvaltning.
Stk. 4.
Vedkommende
minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at
loven helt eller delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber,
institutioner, foreninger mv., som ikke kan henregnes til den offentlige
forvaltning, i det omfang de pågældende ved eller i henhold til lov har fået
tillagt beføjelser til at anvende tvangsindgreb eller oplysningspligter som
nævnt i stk. 1-3.
Stk. 5.
Stk. 1
og 2 omfatter ikke tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse.
Kapitel 2
Gennemførelse af tvangsindgreb
Proportionalitetsprincippet
§ 2.
Tvangsindgreb må kun anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke
er
tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med
indgrebet.
Fremgangsmåden
§ 3.
Ved
beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb finder forvaltningslovens
§§ 3-10, §§ 12-18 og §§ 22-26 anvendelse.
§ 4.
I
sager om iværksættelse af tvangsindgreb skal en myndighed, som mundtligt
modtager oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder af betydning
for
beslutningen om iværksættelse af tvangsindgreb, eller som på anden måde er
bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne.
Det
gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.
§ 5.
Forud for gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et
tvangsindgreb
skal parten underrettes om beslutningen.
Stk. 2.
Underretningen skal ske skriftligt senest 14 dage, inden tvangsindgrebet
gennemføres, og skal indeholde oplysninger om
1)
tid og sted for
indgrebet,
2)
retten til at lade
sig repræsentere eller bistå af andre efter forvaltningslovens § 8,
3)
hovedformålet med
indgrebet og
4)
det faktiske og
retlige grundlag for indgrebet, jf. forvaltningslovens § 24.
Stk. 3.
Parten kan
inden for en af myndigheden fastsat frist fremsætte indsigelse mod den trufne
beslutning. Fastholdes beslutningen, skal dette begrundes skriftligt over for
parten, jf. forvaltningslovens § 24. Meddelelsen om fastholdelse af
beslutningen skal gives inden eller senest samtidig med gennemførelsen af
tvangsindgrebet.
Stk. 4.
Reglerne i
stk. 1-3 kan fraviges helt eller delvist, hvis
1)
øjemedet med
tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis forudgående
underretning
skulle gives,
2)
hensynet til parten
selv taler for det, eller partens rettigheder findes at burde vige for
afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser,
3)
det er nødvendigt af
hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser,
herunder forholdet til EU,
4)
øjeblikkelig
gennemførelse af tvangsindgrebet efter forholdets særlige karakter er
påkrævet,
eller
5)
forudgående
underretning viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig.
Stk. 5.
Hvis en
beslutning om iværksættelse af tvangsindgreb gennemføres uden forudgående
underretning, jf. stk. 4, skal beslutningen samtidig med gennemførelsen
af
indgrebet meddeles parten skriftligt og indeholde de i stk. 2, nr. 1-4,
nævnte oplysninger. Beslutningen skal endvidere indeholde en begrundelse for
fravigelsen af stk. 1-3, jf. forvaltningslovens § 24.
Stk. 6.
Beslutningen
i stk. 5 kan meddeles mundtligt, hvis hensynet til parten selv eller
afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser taler for, at
et
tvangsindgreb gennemføres, inden myndigheden har haft lejlighed til at
udarbejde en skriftlig begrundelse. Den, der har fået beslutningen meddelt
mundtligt, kan forlange efterfølgende at få beslutningen meddelt skriftligt.
En
begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at
tvangsindgrebet er gennemført. Myndigheden skal besvare begæringen snarest
muligt. Er begæringen ikke besvaret inden 14 dage efter, at myndigheden har
modtaget begæringen, skal myndigheden underrette parten om grunden hertil
samt
om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.
§ 6.
Tvangsindgreb,
der foretages uden for myndighedernes embedssteder, må kun foretages mod
forevisning af legitimation.
Stk. 2.
Bestemmelsen
i stk. 1 kan undtagelsesvis helt eller delvist fraviges, hvis afgørende
hensyn taler for det.
§ 7.
Tvangsindgrebet skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader,
herunder så vidt muligt uden at forårsage ødelæggelse eller beskadigelse, og
uden at indgrebet på grund af tidspunktet for foretagelsen eller den måde,
hvorunder det foretages, giver anledning til unødig opsigt.
§ 8.
Hvis myndigheden under gennemførelsen af et tvangsindgreb finder, at den, som
indgrebet er rettet imod, har tilsidesat regler i lovgivningen mv., skal
myndigheden udfærdige rapport om udførelsen af indgrebet. Rapporten skal
snarest muligt udleveres til vedkommende.
Stk. 2.
I andre
tilfælde end de i stk. 1 nævnte skal myndigheden udfærdige og udlevere
en
rapport om udførelsen af indgrebet, hvis en part fremsætter begæring om det.
En
begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at
tvangsindgrebet er gennemført. Myndigheden skal besvare begæringen snarest
muligt. Er begæringen ikke besvaret inden 14 dage efter, at myndigheden har
modtaget begæringen, skal myndigheden underrette parten om grunden hertil
samt
om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.
Kapitel 3
Forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen
af tvangsindgreb
§ 9.
Hvis en enkeltperson eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at
have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den
mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de
forhold,
som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om
strafferetsplejen.
Stk. 2.
Reglen i
stk. 1 gælder ikke, hvis tvangsindgrebet alene gennemføres med henblik
på
at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end
fastsættelse af straf.
Stk. 3.
Reglerne i
stk. 1-2 finder tilsvarende anvendelse, hvis der i sagen rettes et
tvangsindgreb mod andre end den mistænkte.
Stk. 4.
Den
mistænkte kan meddele samtykke til fravigelse af stk. 1 og 3. Samtykket
skal være skriftligt og skal meddeles på et frivilligt, specifikt og
informeret
grundlag. Et samtykke kan til enhver tid tilbagekaldes. Meddeler den
mistænkte
samtykke til fravigelse af stk. 1 og 3, finder reglerne i §§ 2-8
tilsvarende
anvendelse ved de i § 1, stk. 1, nævnte tvangsindgreb.
Kapitel 4
Retten til ikke at inkriminere sig selv mv.
§ 10.
Hvis
der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har
begået
en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen
mv. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til
den
mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges
tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse.
Stk. 2.
I forhold
til andre end den mistænkte gælder bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt
til
at meddele oplysninger, i det omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt
til
brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
Stk. 3.
En myndighed
skal vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele
oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse. Hvis den mistænkte meddeler samtykke til at afgive
oplysninger, finder reglerne i § 9, stk. 4, 2. og 3. pkt.,
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Den
mistænkte kan meddele samtykke til anvendelse af en oplysningspligt over for
andre med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag
mod den mistænkte. Reglerne i § 9, stk. 4, 2. og 3. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
Kapitel 5
Ophævelse mv. af visse kontrolbestemmelser i
lovgivningen
§ 11.
§ 28
i lov nr. 319 af 14. maj 1997
om inkassovirksomhed, som ændret senest ved lov nr. 467 af 7. juni 2001,
ophæves.
§ 12.
I
lov om anvendelse af Danmarks undergrund, jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af
11.
juni 2002, foretages følgende ændring:
1.
§ 27, stk. 1,
affattes således:
»Tilsynsmyndighedens medarbejdere har, hvor der skønnes at
være en nærliggende risiko for en uhensigtsmæssig anvendelse eller udnyttelse
af undergrunden, uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til alle
dele af virksomheden.«
§ 13.
I
lov nr. 364 af 18. maj 1994 om produktsikkerhed, som ændret ved lov nr. 458
af
10. juni 2003, foretages følgende ændring:
1.
§ 22, stk. 1, 2. pkt.,
affattes
således:
»Kontrolmyndigheden har, hvor der er formodet risiko for, at
et produkt kan indebære fare for forbrugernes sundhed og sikkerhed, uden
retskendelse mod behørig legitimation adgang til fabrikations-, salgs- og
lagerlokaler mv. og transportmidler, som tilhører nogen, der omfattes af
lovens
§§ 4 og 5.«
§ 14.
I
lov nr. 314 af 5. maj 2000, som ændret ved lov nr. 458 af 10. juni 2003 om
autorisation af elinstallatører, foretages følgende ændring:
1.
§ 14, stk. 1,
affattes således:
»Sikkerhedsstyrelsen har efter forudgående underretning uden
retskendelse og mod forevisning af behørig legitimation adgang til offentlig
eller privat ejendom med henblik på at undersøge eller lade undersøge
elinstallationsarbejder udført af en elinstallatør, hvis der er formodet
risiko
for, at elinstallationen indebærer livs- eller brandfare, eller med
henblik på at undersøge eller lade undersøge, hvorvidt en virksomhed har
etableret og opretholder et sikkerhedskvalitetsstyringssystem i
overensstemmelse
med kravene hertil.«
§ 15.
I
lov nr. 251 af 6. maj 1993 om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk
materiel, som ændret senest ved lov nr. 458 af 10. juni 2003, foretages
følgende ændring:
1.
§ 24, stk. 5,
ophæves.
§ 16.
I
lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 28. januar
1997, foretages følgende ændring:
1.
I
§ 50
indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der
udelukkende anvendes til privat beboelse.«
§ 17.
I
lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 23. juni 2001, som ændret
senest ved lov nr. 391 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 61
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der
udelukkende anvendes til privat beboelse.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
§ 18.
I
lov nr. 180 af 8. maj 1985 om okker, som ændret ved lov nr. 466 af 7. juni
2001, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 10
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der
udelukkende anvendes til privat beboelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 19.
I
lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 569 af 30. juni 1997, som ændret
senest ved lov nr. 1055 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 32
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der
udelukkende anvendes til privat beboelse. Stk. 1 finder tilsvarende ikke
anvendelse for rum på skibe, som udelukkende anvendes til privat beboelse.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
§ 20.
I
lov nr. 111 af 12. marts 1988 om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken,
som ændret senest ved lov nr. 392 af 28. maj 2003, foretages følgende
ændringer:
1.
I
§ 49
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der
udelukkende anvendes til privat beboelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 21.
I
lov om godtgørelse i forbindelse med indsamling af hermetisk forseglede
nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier), jf.
lovbekendtgørelse nr. 547 af 30. maj 2000, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 4
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Stk. 1
finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende
anvendes til privat beboelse.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
Kapitel 6
Ændring af visse bestemmelser om oplysningspligt
§ 22.
I
lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 som
senest ændret ved lov nr. 437 af 10. juni 2002, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 76
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Hvis der
er konkret mistanke om, at en juridisk person har begået en lovovertrædelse,
der kan medføre straf, gælder pligten for fysiske personer med tilknytning
til
den juridiske person til at meddele oplysninger efter stk. 1, i det
omfang
oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre
spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2, i lov om
retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
§ 23.
I
lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 627 af 26. juli 2002,
foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 19
indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
»Stk. 3.
Hvis der
er konkret mistanke om, at en juridisk person har begået en lovovertrædelse,
der kan medføre straf, gælder pligten for såvel skibets fører og maskinchef
som
enhver, der handler på disses vegne, til at meddele oplysninger om ansattes
sikkerhed og sundhed om bord, jf. stk. 1, i det omfang oplysningerne
alene
søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end
fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2, i lov om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
Kapitel 7
Ikrafttræden mv.
§ 24.
Loven
træder i kraft den 1. januar 2005.
§ 25.
Loven gælder ikke for sager om færøske og grønlandske anliggender, men kan
ved
kongelig anordning sættes i kraft for sådanne sager med de afvigelser, som de
særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette gælder dog kun for
sager, der er eller har været under behandling af rigsmyndigheder.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1.
Lovforslagets baggrund mv.
8
2.
Oversigt over lovforslaget
8
2.1.
Forvaltningens gennemførelse af tvangsindgreb
8
2.2.
Tvangsindgreb ved mistanke om strafbar lovovertrædelse
mv.
9
2.3.
Ikrafttræden mv.
9
3.
Tvangsindgreb
9
3.1.
Anvendelsesområde
9
3.1.1.
Kommissionens forslag
9
3.1.2.
Justitsministeriets overvejelser
10
3.1.2.1.
Tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72
10
3.1.2.2.
Tvangsindgreb ikke omfattet af grundlovens § 72
10
3.1.2.3.
Tvangsindgreb efter forudgående retskendelse
11
3.2.
Adgangen til at foretage tvangsindgreb
12
3.2.1.
Gældende ret
12
3.2.2.
Kommissionens forslag
13
3.2.3.
Justitsministeriets overvejelser
13
3.3.
Fremgangsmåden ved forvaltningens gennemførelse af
tvangsindgreb
14
3.3.1.
Gældende ret
14
3.3.2.
Forudgående retskendelse
14
3.3.2.1.
Kommissionens forslag
14
3.3.2.2.
Justitsministeriets overvejelser
15
3.3.3.
Valg af lovmodel
15
3.3.3.1.
Kommissionens forslag
15
3.3.3.2.
Justitsministeriets overvejelser
16
3.3.4.
Tidspunktet for en afgørelse
16
3.3.4.1.
Kommissionens forslag
16
3.3.4.2.
Justitsministeriets overvejelser
16
3.3.5.
Partsbegrebet
17
3.3.5.1.
Kommissionens forslag
17
3.3.5.2.
Justitsministeriets overvejelser
17
3.3.6.
Inhabilitet
17
3.3.6.1.
Kommissionens forslag
17
3.3.6.2.
Justitsministeriets overvejelser
17
3.3.7.
Vejledning og repræsentation
17
3.3.7.1.
Kommissionens forslag
17
3.3.7.2.
Justitsministeriets overvejelser
18
3.3.8.
Partsaktindsigt
18
3.3.8.1.
Kommissionens forslag
18
3.3.8.2.
Justitsministeriets overvejelser
18
3.3.9.
Partshøring (varsling)
18
3.3.9.1.
Kommissionens forslag
18
3.3.9.2.
Justitsministeriets overvejelser
19
3.3.10.
Begrundelse og klagevejledning
21
3.3.10.1.
Kommissionens forslag
21
3.3.10.2.
Justitsministeriets overvejelser
21
3.3.11.
Notatpligt og udarbejdelse af rapporter
22
3.3.11.1.
Kommissionens forslag
22
3.3.11.2.
Justitsministeriets overvejelser
23
3.3.12.
Klageadgang
23
3.3.12.1.
Kommissionens forslag
23
3.3.12.2.
Justitsministeriets overvejelser
23
3.3.13.
Legitimation
24
3.3.13.1.
Kommissionens forslag
24
3.3.13.2.
Justitsministeriets overvejelser
24
3.3.14.
Skånsomhed
25
3.3.14.1.
Kommissionens forslag
25
3.3.14.2.
Justitsministeriets overvejelser
25
3.4.
Fælles kontrolbesøg mv.
25
3.4.1.
Gældende ret
25
3.4.2.
Kommissionens forslag
25
3.4.3.
Justitsministeriets overvejelser
26
3.5.
Offentliggørelse af oplysninger om resultat af
kontrolbesøg mv.
26
3.5.1.
Gældende ret
26
3.5.2.
Kommissionens forslag
26
3.5.3.
Justitsministeriets overvejelser
26
3.6.
Forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen af
tvangsindgreb
26
3.6.1.
Gældende ret
26
3.6.2.
Kommissionens forslag
27
3.6.3.
Justitsministeriets overvejelser
28
4.
Oplysningspligter og retten til ikke at inkriminere sig
selv
30
4.1.
Gældende ret
30
4.2.
Kommissionens forslag
32
4.2.1.
Anvendelsesområde
32
4.2.2.
Anvendelse af oplysningspligter over for en mistænkt
32
4.2.3.
Anvendelse af oplysningspligter over for andre end den
mistænkte
33
4.2.4.
Juridiske personer
33
4.2.5.
Enkeltmandsvirksomheder
34
4.2.6.
Mindretalsudtalelse
34
4.3.
Justitsministeriets overvejelser
35
4.3.1.
Indledning
35
4.3.2.
Anvendelse af oplysningspligter over for en mistænkt
35
4.3.3.
Anvendelse af oplysningspligter over andre end den
mistænkte
36
4.3.4.
Juridiske personer
36
4.3.5.
Enkeltmandsvirksomheder
38
4.3.6.
Mindretalsudtalelse
38
5.
Privates adgang til at anvende tvangsindgreb eller
oplysningspligter
38
6.
Anvendelse af oplysninger som bevis i en straffesag
38
6.1.
Gældende ret
38
6.2.
Kommissionens forslag
39
6.3.
Justitsministeriets overvejelser
40
7.
Særligt om forholdet til EU-retten mv.
41
8.
Årlig retssikkerhedsredegørelse
41
9.
Økonomiske og administrative konsekvenser mv.
41
9.1.
Staten og kommunerne
41
9.2.
Erhvervslivet og borgerne
42
9.3.
Miljømæssige konsekvenser og forholdet til EU-retten.
42
9.4.
Sammenfattende skema
42
10.
Hørte myndigheder og organisationer mv.
42
1. Lovforslagets baggrund
mv.
Af regeringsgrundlaget fra 2001 fremgår det, at regeringen
ville nedsætte en retssikkerhedskommission med henblik på at forbedre
borgernes
og virksomhedernes retssikkerhed i tilfælde, hvor offentlige myndigheder kan
opnå adgang til private boliger og virksomheder samt i tilfælde, hvor borgere
og virksomheder er forpligtet til at meddele visse oplysninger til det
offentlige.
På den baggrund nedsatte justitsministeren i februar 2002
Retssikkerhedskommissionen, der fik til opgave at komme med forslag til en
række lovændringer, der fremmer borgernes retssikkerhed.
I kommissoriet er det bl.a. anført, at kommissionen skulle
gennemgå de regler i lovgivningen, der indeholder hjemmel til, at offentlige
myndigheder, som handler uden for strafferetsplejen, uden forudgående
retskendelse kan opnå adgang til private boliger og virksomheder eller
foretage
andre tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72. I den forbindelse
skulle
kommissionen overveje, hvilke hensyn der kan begrunde regler af den nævnte
karakter, og identificere eksisterende bestemmelser, som efter kommissionens
opfattelse går videre, end de angivne hensyn kan begrunde, med henblik på
tilpasning af disse.
Retssikkerhedskommissionen skulle endvidere udarbejde
udkast til et samlet regelsæt, der fastlægger retningslinjer for
myndighedernes
adfærd i forbindelse med gennemførelse af tvangsindgreb af den omhandlede
karakter, og udarbejde udkast til regler, der kan afklare, hvilken nærmere
retsstilling borgeren mv. har, og hvilke retsgarantier som skal gælde, hvis
der
i tilknytning til myndighedernes virksomhed (f.eks. under gennemførelsen af
et
kontrolbesøg) opstår spørgsmål om, hvorvidt den pågældende borger mv. har
begået en lovovertrædelse, som kan medføre bøde eller anden straf.
I juni 2003 afgav Retssikkerhedskommissionen sin betænkning
nr. 1428/2003. Ved afgivelsen af betænkningen bestod kommissionen af en
formand
(retschef Jens Møller, Folketingets Ombudsmand) og 18 andre medlemmer som
repræsentanter for Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Dansk Industri, Dansk
Arbejdsgiverforening, Danmarks Fiskeriforening, Finansrådet, Forsikring og
Pension, Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening,
Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark, Realkreditrådet,
Beskæftigelsesministeriet, Justitsministeriet, Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri, Skatteministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Den
Danske Dommerforening, Politimesterforeningen samt Rigsadvokaten.
Kommissionens forslag er afgivet i enighed bortset fra ét
medlem, som ikke støtter forslaget i sin helhed, samt 4 medlemmer som ikke
støtter et enkelt af kommissionens forslag. Endvidere har ét medlem afgivet
en
supplerende særudtalelse.
Lovforslaget bygger på betænkningen og de høringssvar over
betænkningen, som Justitsministeriet har modtaget, jf. nedenfor pkt. 10.
Spørgsmålet om forbedring af borgernes retssikkerhed bl.a.
i forbindelse med forvaltningsmyndigheders anvendelse af tvangsindgreb,
herunder spørgsmålet om nedsættelse af en retssikkerhedskommission, har
tidligere været behandlet i Folketinget. I de seneste folketingssamlinger har
spørgsmålet således været drøftet i 1998 i forbindelse med beslutningsforslag
nr. B 8 (jf. Folketingstidende 1998-1999, tillæg A, sp. 1329 og 1334 samt
Folketingets forhandlinger, sp. 801). Spørgsmålet har endvidere været drøftet
i
1999 i forbindelse med beslutningsforslag nr. B 118 (jf. Folketingstidende
1998-1999, tillæg A, sp. 5288 og 5290 samt Folketingets forhandlinger, sp.
6295).
2. Oversigt over
lovforslaget
2.1. Forvaltningens
gennemførelse af tvangsindgreb
Det foreslås at lovfæste det forvaltningsretlige
proportionalitetsprincip, hvilket indebærer, at en forvaltningsmyndighed kun
kan beslutte at iværksætte et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med
indgrebet.
I lovforslaget foreslås endvidere generelle regler om den
fremgangsmåde, som forvaltningsmyndighederne skal følge ved gennemførelsen af
et tvangsindgreb uden for strafferetsplejen. Lovforslaget indebærer således,
at
en række af forvaltningslovens regler om partsrettigheder overføres til dette
område. Det drejer sig bl.a. om forvaltningslovens regler om partsaktindsigt,
begrundelse og klagevejledning.
Herudover indebærer lovforslaget, at forvaltningen som
hovedregel skal give underretning til vedkommende borger eller virksomhed
forud
for et tvangsindgrebs gennemførelse.
Dette udgangspunkt kan dog fraviges bl.a. i tilfælde, hvor
øjemedet med et kontrolbesøg mv. ville forspildes, såfremt der gives
forudgående
underretning. Det kan bl.a. være tilfældet ved kontrolbesøg, der har til
formål
at undersøge et »øjebliksbillede« f.eks. af arbejdsmiljømæssige forhold hos
en
virksomhed eller af hygiejnetilstanden hos en fødevareproducent.
Lovforslagets udgangspunkt om underretning forud for et
tvangsindgrebs gennemførelse kan bl.a. også fraviges, hvor afgørende hensyn
til
private eller offentlige interesser taler for det. Det kan f.eks. være
tilfældet ved fare for menneskers sikkerhed og sundhed.
Desuden indeholder lovforslaget regler om pligt for
myndigheden til at forevise legitimation i forbindelse med gennemførelse af
tvangsindgreb, pligt til at udvise størst mulig skånsomhed under et
tvangsindgrebs gennemførelse samt pligt til i en række tilfælde at udfærdige
en
rapport om udførelsen af et tvangsindgreb.
De nævnte regler om forvaltningens gennemførelse af
tvangsindgreb vil efter lovforslaget omfatte de tilfælde, hvor en myndighed
uden for strafferetsplejen uden forudgående retskendelse foretager et
tvangsindgreb, som består i husundersøgelse, herunder f.eks. undersøgelse af
privat beboelse, kontorer mv., eller i undersøgelse af breve og andre
papirer,
herunder f.eks. regnskabsbilag, forretningsdokumenter mv.
2.2. Tvangsindgreb ved
mistanke om strafbar lovovertrædelse mv.
Lovforslaget indeholder også regler om forvaltningens
anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen i
tilfælde, hvor der opstår mistanke om, at en borger eller virksomhed har
begået
et strafbart forhold.
Efter lovforslaget vil der i disse situationer gælde
særlige begrænsninger i adgangen til at anvende tvangsindgreb efter reglerne
uden for strafferetsplejen samt i adgangen til at anvende bestemmelser i
lovgivningen mv. om pligt til at give oplysninger til forvaltningen.
Myndighederne kan således ikke gennemføre tvangsindgreb,
hvis formålet er at tilvejebringe oplysninger til brug for fastsættelse af
straf. Et tvangsindgreb må i så fald gennemføres efter reglerne i
retsplejeloven om politiets adgang til at foretage indgreb inden for
strafferetsplejen.
Lovforslaget vil derimod ikke være til hinder for, at en
myndighed – også hvor der foreligger mistanke om en strafsanktioneret
lovovertrædelse – kan foretage kontrolbesøg eller andre tvangsindgreb,
hvis
formålet er at tilvejebringe oplysninger til brug for varetagelsen af
tilsyns-
og kontrolopgaver mv., der ikke vedrører fastsættelse af straf.
Endvidere indebærer lovforslaget, at forvaltningen som
udgangspunkt ikke over for borgere og virksomheder kan anvende
oplysningspligter,
der er fastsat i den øvrige lovgivning, hvis vedkommende er mistænkt for en
strafbar lovovertrædelse. Denne del af forslaget bygger bl.a. på det princip
om
retten til ikke at inkriminere sig selv, der følger af Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
2.3. Ikrafttræden mv.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar
2005. Sigtet er at give de berørte myndigheder tilstrækkelig tid til at
indrette sig på lovforslagets regler, herunder at udarbejde nødvendigt
vejledningsmateriale om lovens anvendelse.
Justitsministeriet vil efter lovforslagets gennemførelse og
ikrafttræden årligt udarbejde en redegørelse om forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen.
3. Tvangsindgreb
3.1. Anvendelsesområde
3.1.1. Kommissionens forslag
I overensstemmelse med kommissoriet har kommissionen
udarbejdet et samlet regelsæt, der regulerer dels myndighedernes
fremgangsmåde
ved gennemførelse af tvangsindgreb, dels borgernes og virksomhedernes
retstilling, hvis der i tilknytning til tvangsindgreb opstår spørgsmål om,
hvorvidt den pågældende har begået en lovovertrædelse, som kan medføre straf.
Der henvises til pkt. 3.3 og 3.6 nedenfor.
Regelsættet omfatter de tvangsindgreb, som kan foretages
tvangsmæssigt af den offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen og
uden
forudgående retskendelse, og som er omfattet af grundlovens § 72 - det
vil
sige består i »husundersøgelse«, »beslaglæggelse og undersøgelse af breve og
andre papirer« eller »brud på meddelelseshemmeligheden«.
Ved »husundersøgelse« forstås undersøgelse af private
boliger og andre rum, der ikke er offentligt tilgængelige. Som eksempel kan
nævnes fabriks- og lagerlokaler, kontorer, baglokaler til butikker, stalde
mv.
Det antages, at undersøgelse af transportmidler som udgangspunkt ikke er
omfattet af begrebet. Endvidere antages det, at udtrykket heller ikke
omfatter
besigtigelse af udendørs lokaliteter, som f.eks. marker og byggepladser.
Ved »beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre
papirer« forstås enhver rådighedsberøvelse og undersøgelse af breve,
forretningspapirer, regnskaber, notater, protokoller mv.
»Brud på meddelelseshemmeligheden« - der i grundlovens
§ 72 betegnes »brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden« -
antages
at foreligge, når der er truffet foranstaltninger med henblik på at opnå
kendskab til indholdet af en meddelelse eller foranstaltninger med henblik på
at få oplyst, om en sådan meddelelse overhovedet er afsendt. Der kan f.eks.
være tale om undersøgelse af breve og pakker eller aflytning af telefon og
anden telekommunikation.
I overensstemmelse med kommissoriet har kommissionen ikke
overvejet, om de regler, som kommissionens flertal foreslår, alene bør finde
anvendelse på visse af de tvangsindgreb, som er omfattet af grundlovens
§ 72.
Kommissionen har heller ikke overvejet, om de regler, som
flertallet i kommissionen foreslår, bør finde anvendelse på tvangsindgreb,
som
ikke er omfattet af grundlovens § 72, f.eks. besigtigelse af udendørs
lokaliteter.
Endelig har kommissionen ikke overvejet, om reglerne i
forslaget også bør finde anvendelse i tilfælde, hvor tvangsindgreb alene kan
ske på baggrund af en forudgående retskendelse.
Der henvises til side 114 i betænkningen.
Kommissionen behandler grundlovens § 72 i
betænkningens kapitel 3.
3.1.2. Justitsministeriets
overvejelser
3.1.2.1. Tvangsindgreb omfattet af
grundlovens § 72
Justitsministeriet har overvejet, om lovforslagets regler
om tvangsindgreb bør finde anvendelse på alle de former for tvangsindgreb,
der
er omfattet af grundlovens § 72.
I forbindelse med disse overvejelser må der efter
Justitsministeriets opfattelse skelnes mellem på den ene side lovforslagets
regler om gennemførelsen af tvangsindgreb, herunder reglerne om
fremgangsmåden
(lovforslagets kapitel 2), og på den anden side lovforslagets regler om
borgernes og virksomhedernes retsstilling, hvis der i tilknytning til
forvaltningsmyndigheders tvangsindgreb opstår mistanke om en lovovertrædelse,
der kan medføre straf (lovforslagets kapitel 3).
Hvad angår lovforslagets regler om gennemførelse af
tvangsindgreb, herunder reglerne om fremgangsmåden, finder
Justitsministeriet,
at husundersøgelse samt beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre
papirer bør være omfattet af reglerne. Disse tvangsindgrebsformer må i
almindelighed anses for at have en sådan karakter, at der vil kunne være
behov
for en særlig retsbeskyttelse og udtrykkelige regler herom. Der henvises til
lovforslagets § 1, stk. 1.
Derimod finder Justitsministeriet ikke, at indgreb i
meddelelseshemmeligheden bør være omfattet af lovforslagets regler om
fremgangsmåden ved tvangsindgreb. Justitsministeriet har i den forbindelse
lagt
vægt på, at indgreb i meddelelseshemmeligheden uden for strafferetsplejen
ofte
har en intensitet og karakter, der ikke medfører et behov for særlige regler
om
myndighedernes fremgangsmåde, herunder om varsling eller efterfølgende
underretning om indgrebet efter reglerne i lovforslaget. Som eksempel kan
nævnes tilfælde, hvor toldmyndighederne i medfør af toldlovgivningen
kontrollerer pakker og andre forsendelser fra udlandet med henblik på bl.a.
at
konstatere, om forsendelserne indeholder ikke-afgiftsberigtigede varer.
Hertil
kommer, at de foreslåede regler om myndighedernes fremgangsmåde ville medføre
betydelige økonomiske og administrative konsekvenser, der ikke i
almindelighed
ville stå i rimeligt forhold til den retssikkerhedsmæssige gevinst, såfremt
reglerne også skulle omfatte sådanne indgreb i meddelelseshemmeligheden.
For så vidt angår lovforslagets regler om borgernes og
virksomhedernes retsstilling ved mistanke om et strafbart forhold, er det
Justitsministeriets opfattelse, at anvendelsesområdet ikke bør begrænses i
forhold til anvendelsesområdet for grundlovens § 72. Lovforslagets
regler
om borgernes og virksomhedernes retsstilling tilsigter således at modvirke
omgåelse af retsplejelovens regler om tvangsindgreb i forbindelse med
efterforskningen af straffesager, og Justitsministeriet finder, at dette
hensyn
er lige tungvejende ved alle tvangsindgreb, der omfattes af grundlovens
§ 72. Der henvises til lovforslaget § 1, stk. 2.
3.1.2.2. Tvangsindgreb ikke omfattet af
grundlovens § 72
Justitsministeriet har overvejet, om anvendelsesområdet for
kommissionens forslag til regler om tvangsindgreb i nogle tilfælde bør
udvides
til også at gælde andre typer af tvangsindgreb end de indgreb, der er
omfattet
af grundlovens § 72. Som eksempel på sådanne andre indgreb kan nævnes
besigtigelse af udendørs lokaliteter som f.eks. marker og byggepladser samt
eftersyn på personer.
I forbindelse med disse overvejelser må der efter
Justitsministeriets opfattelse ligeledes skelnes mellem på den ene side
lovforslagets regler om gennemførelsen af tvangsindgreb, herunder reglerne om
fremgangsmåden (lovforslagets kapitel 2), og på den anden side lovforslagets
regler om borgernes og virksomhedernes retsstilling, hvis der i tilknytning
til
forvaltningsmyndigheders tvangsindgreb opstår mistanke om et strafbart
forhold
(lovforslagets kapitel 3).
Hvad angår lovforslagets regler om gennemførelse af
tvangsindgreb, herunder reglerne om fremgangsmåden, finder Justitsministeriet
ikke, at der er grundlag for at udvide anvendelsesområdet i forhold til
kommissionens forslag. Justitsministeriet har i den forbindelse lagt vægt på,
at indgreb, der falder uden for grundlovens § 72, i almindelighed er
mindre intensive, og der er derfor ikke samme behov for den særlige
beskyttelse
efter lovforslagets regler. Hertil kommer, at lovforslagets regler om
fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindgreb i vidt omfang er udformet
netop med henblik på i praksis at være egnede til at finde anvendelse, når
der
er tale om tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72.
Det er den overvejende opfattelse i den statsretlige
litteratur, at offentligt tilgængelige lokaler ikke er omfattet af
grundlovens
§ 72, men kommissionen har i sit lovudkast forudsat, at sådanne lokaler
er
omfattet af udkastets regler om forvaltningens gennemførelse af tvangsindgreb
(lovudkastets kapitel 2), hvis den, som har rådighed over lokalerne,
protesterer mod den pågældende myndigheds tilstedeværelse (betænkningen, side
24 f og 174).
Det er Justitsministeriets opfattelse, at hensynet til at
beskytte den enkeltes privatliv mv. ikke gør sig gældende i forhold til
offentligt tilgængelige lokaler som f.eks. butikslokaler.
Lovforslaget indebærer derfor, at tvangsindgreb, der består
i undersøgelse af sådanne lokaler, i det hele falder uden for
anvendelsesområdet for de foreslåede regler om forvaltningens gennemførelse
af
tvangsindgreb (lovforslagets kapitel 2), herunder reglerne om varsling.
Med hensyn til lovforslagets regler om borgernes og
virksomhedernes retsstilling i tilfælde, hvor der i tilknytning til
forvaltningsmyndigheders tvangsindgreb opstår spørgsmål om et strafbart
forhold, er det derimod Justitsministeriets opfattelse, at anvendelsesområdet
ikke bør begrænses til de typer af indgreb, der er omfattet af grundlovens
§ 72. De pågældende regler om forholdet til strafferetsplejen ved
gennemførelse af tvangsindgreb bør efter Justitsministeriets opfattelse også
gælde for tvangsindgreb, som består i undersøgelse (ransagning) af andre
lokaliteter og genstande end dem, der er omfattet af grundlovens § 72,
ligesom reglerne efter Justitsministeriets opfattelse bør gælde ved
beslaglæggelse af andre genstande end dem, der er omfattet af grundlovens
§ 72, samt ved eftersyn og anden undersøgelse af personer
(legemsindgreb).
I den forbindelse har Justitsministeriet lagt vægt på, at
lovforslagets regler om de tilfælde, hvor der opstår mistanke om et strafbart
forhold, tilsigter at modvirke omgåelse af retsplejelovens regler om
politiets
anvendelse af tvangsindgreb i forbindelse med efterforskningen af en
straffesag. Retsplejelovens regler om ransagning (kapitel 73) omfatter også
andre lokaliteter mv. end dem, der er omfattet af grundlovens § 72,
herunder f.eks. ransagning af en bil. Tilsvarende omfatter reglerne om
beslaglæggelse i retsplejeloven (kapitel 74) andre genstande end dem, der er
omfattet af grundlovens § 72, og retsplejeloven indeholder desuden
særlige
regler om eftersyn og anden undersøgelse af personer (legemsindgreb).
Justitsministeriet finder derfor, at hensynet til at undgå omgåelse af
retsplejelovens regler om politiets anvendelse af tvangsindgreb i forbindelse
med efterforskningen af en straffesag har samme vægt, hvad enten der er tale
om
tvangsindgreb, som er omfattet af grundlovens § 72 – og dermed af
kommissionens lovudkast – eller der er tale om en række tvangsindgreb,
der
falder uden for grundlovens § 72.
På den anførte baggrund foreslår Justitsministeriet, at
lovforslagets regler om borgernes og virksomhedernes retsstilling, hvis der i
tilknytning til forvaltningsmyndighedernes tvangsindgreb opstår mistanke om
et
strafbart forhold, udover tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72
(husundersøgelse, undersøgelse og beslaglæggelse af breve og andre papirer
samt
brud på meddelelseshemmeligheden) også skal finde anvendelse ved
tvangsindgreb,
som består i undersøgelse af andre lokaliteter og genstande, beslaglæggelse
af
andre genstande eller eftersyn og anden undersøgelse af personer.
Som eksempel på en bestemmelse, hvor en
forvaltningsmyndighed har adgang til at undersøge andre lokaliteter eller
genstande mv. end dem, der er omfattet af grundlovens § 72, kan nævnes
toldlovens § 16, hvorefter de statslige told- og skattemyndigheder har
ret
til at foretage undersøgelser af visse befordringsmidler.
Som eksempel på tilfælde, hvor en forvaltningsmyndighed har
adgang til at beslaglægge genstande mv., der ikke er omfattet af grundlovens
§ 72, kan nævnes fødevarelovens § 64, hvorefter ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri bl.a. kan bestemme, at varer, der ikke
opfylder
de krav, som er fastsat i loven mv., skal beslaglægges.
Som eksempel på tilfælde, hvor en forvaltningsmyndighed har
adgang til at foretage eftersyn på personer, kan nævnes toldlovens § 25,
hvorefter de statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at
foretage
eftersyn på personer, som med henblik på kontrol standses i henhold til
bestemmelserne i toldlovens §§ 23 og 24.
3.1.2.3. Tvangsindgreb efter forudgående
retskendelse
Kommissionens forslag til regler om forvaltningens
anvendelse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen gælder som nævnt i
pkt.
3.1.1, hvor et tvangsindgreb foretages uden forudgående retskendelse.
I relativt få tilfælde findes der i lovgivningen krav om,
at et tvangsindgreb uden for strafferetsplejen kun kan ske efter forudgående
retskendelse. Som eksempel kan nævnes konkurrencelovens § 18,
stk. 3,
hvorefter Konkurrencestyrelsens kontrolundersøgelser kun kan finde sted efter
indhentet retskendelse. Et andet eksempel er bygningsfredningslovens
§ 32,
hvorefter miljøministeren eller den, der bemyndiges hertil, har adgang til
offentlige og private bygninger for at tilvejebringe oplysninger til brug for
afgørelser i henhold til loven. Det fremgår af det høringssvar, som
Kulturministeriet har afgivet til Retssikkerhedskommissionen, at bestemmelsen
fortolkes således, at der kræves retskendelse, jf. side 123 i bilagsdelen til
betænkningen.
Der kan rejses det spørgsmål, om kommissionens forslag til
regler om tvangsindgreb bør udvides til også at gælde i sådanne tilfælde,
hvor
forvaltningsmyndighedernes tvangsindgreb uden for strafferetsplejen sker på
baggrund af forudgående retskendelse. Som anført i pkt. 3.1.1 har
kommissionen
– i overensstemmelse med regeringsgrundlaget fra 2001 og kommissoriet
for dens
arbejde – ikke skullet overveje dette spørgsmål.
De retssikkerhedshensyn, der ligger bag kommissionens
forslag, kan efter Justitsministeriets opfattelse tale for, at der også bør
indføres regler om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb inden for de
–
som nævnt relativt få – områder, hvor der stilles krav om forudgående
retskendelse.
Da Retssikkerhedskommissionen ikke har skullet behandle
dette spørgsmål, har der imidlertid ikke været lejlighed til på nuværende
tidspunkt nærmere at gennemgå og overveje, om indførelsen af regler om
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb kan rejse særlige
problemstillinger
på de forvaltningsområder, hvor der kræves forudgående retskendelse.
På den baggrund foreslås det – på linie med kommissionens
lovudkast – at reglerne om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb
ikke skal
omfatte tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse. Samtidig
vil
Justitsministeriet i samarbejde med de berørte myndigheder tage initiativ til
at overveje, om det på et senere tidspunkt bør foreslås at udvide lovens
anvendelsesområde, således at de foreslåede regler om tvangsindgreb helt
eller
delvist også vil gælde i tilfælde, hvor der er krav om forudgående
retskendelse. Resultatet af disse overvejelser vil foreligge i forbindelse
med
den evaluering, som iværksættes i begyndelsen af 2006 (det vil sige 1 år
efter
lovens ikrafttræden l. januar 2005), og som er omtalt nedenfor i pkt. 9.1 om
de
økonomiske og administrative konsekvenser.
Et andet spørgsmål er, i hvilket omfang der i lovgivningen
bør gælde krav om forudgående retskendelse i forbindelse med tvangsindgreb
uden
for strafferetsplejen. Herom henvises til pkt. 3.3.2 nedenfor.
3.2. Adgangen til at foretage tvangsindgreb
3.2.1. Gældende ret
Der findes ikke i dansk ret generelle regler om
forvaltningsmyndigheders adgang til at foretage tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen. I en lang række love er der imidlertid hjemmel til, at
forvaltningsmyndigheder – typisk uden forudgående retskendelse –
kan foretage
en række forskellige tvangsindgreb uden for strafferetsplejen.
Som eksempel kan nævnes byggelovens § 19, hvorefter
kommunalbestyrelsen uden retskendelse bl.a. kan forlange adgang til privat
ejendom for at undersøge, om der er sket overtrædelse af loven mv. Et andet
eksempel er arbejdsmiljølovens § 76, stk. 2, hvorefter
Arbejdstilsynet har adgang til offentlige og private arbejdssteder i det
omfang, det er påkrævet for, at tilsynet kan varetage dets opgaver, og efter
skattekontrollovens
§ 6, stk. 4, har skattemyndighederne adgang til hos
erhvervsdrivende,
der fører regnskab, og enhver juridisk person at gennemgå deres
regnskabsmateriale med bilag mv., der kan have betydning for skatteligningen.
Størstedelen af de eksisterende bestemmelser om
forvaltningsmyndigheders adgang til at iværksætte tvangsindgreb er begrundet
i
kontrolhensyn. Det vil sige, at formålet med bestemmelserne er at sikre, at
myndighederne kan udøve en effektiv kontrol med overholdelsen af de gældende
regler på de enkelte forvaltningsområder.
I visse tilfælde er bestemmelser om myndighedernes adgang
til at foretage tvangsindgreb begrundet i andre hensyn end kontrolhensyn.
F.eks. har forvaltningsmyndigheder undertiden adgang til at iværksætte
tvangsindgreb med henblik på fuldbyrdelse af en afgørelse eller at iværksætte
sådanne indgreb i visse særlige nødretslignende situationer, hvor det må
anses
for påkrævet at gribe ind.
I dag findes ca. 185 love og bekendtgørelser mv., der
indeholder bestemmelser, som giver hjemmel til uden forudgående retskendelse
at
foretage tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72.
Der henvises i det hele til betænkningens kapitel 4, der
behandler de gældende regler om myndighedernes adgang til at foretage
kontrolbesøg mv. Der henvises i øvrigt til betænkningens bilagsdel, der bl.a.
indeholder de høringssvar, som kommissionen har indhentet fra de enkelte
ministerier.
3.2.2. Kommissionens forslag
Retssikkerhedskommissionen har i forbindelse med sit
arbejde anmodet samtlige ministerier om at oplyse, hvilke eksisterende
bestemmelser på de enkelte ministeriers område der giver
forvaltningsmyndigheder adgang til uden for strafferetsplejen og uden
forudgående
retskendelse at foretage tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72.
Kommissionen har endvidere anmodet om at få oplyst, om bestemmelserne stadig
må
anses for påkrævede.
De hørte ministerier har – med ganske få undtagelser –
vurderet, at de omhandlede bestemmelser er nødvendige i deres eksisterende
form. Kommissionen har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte denne
vurdering
af behovet for de nævnte regler. Kommissionen henviser i den forbindelse til,
at effektivitets- og systemhensyn er tungtvejende, og at
retssikkerhedshensynet
bør varetages igennem processuelle regler.
Flertallet i kommissionen foreslår samtidig at lovfæste en
egentlig proportionalitetsgrundsætning, hvorefter tvangsindgreb kun må
anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og
hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.
Der henvises til betænkningens side 111f.
3.2.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at
der ikke er grundlag for at tilsidesætte de hørte myndigheders vurdering af
behovet for bestemmelser, der hjemler adgang til at foretage tvangsindgreb
uden
for strafferetsplejen og uden retskendelse. Justitsministeriet har ligesom
kommissionens flertal lagt vægt på, at bestemmelser, der indeholder hjemmel
til
at gennemføre tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, er begrundet i
hensynet
til at kunne føre en effektiv kontrol mv. med henblik på at sikre
overholdelsen
af lovgivningen på de enkelte forvaltningsområder. Hensynet til borgernes og
virksomhedernes retssikkerhed bør derfor i første række varetages gennem
processuelle regler – det vil sige regler om bl.a. fremgangsmåden ved
gennemførelse af et tvangsindgreb.
Det skal i øvrigt bemærkes, at Justitsministeriet i
forbindelse med den lovtekniske gennemgang af andre ministeriers lovforslag
tilstræber, at der ikke unødigt medtages bestemmelser, der gør det muligt for
offentlige myndigheder at skaffe sig adgang til privat ejendom. I den
forbindelse kan der henvises til Justitsministeriets vejledning om
lovkvalitet,
hvor det bl.a. er anført, at det i hvert enkelt tilfælde nøje må overvejes,
om
det overhovedet er nødvendigt – med eller uden retskendelse - at
tillægge
offentlige myndigheder adgang til privat ejendom, herunder om andre og mindre
indgribende kontrolforanstaltninger kan anses for tilstrækkelige. Endvidere
er
det anført, at hvis der er behov for en sådan adgang, bør omfanget heraf
begrænses mest muligt, f.eks. ved at der alene gives adgang til
forretningslokaler, mens private boliger holdes udenfor. Endelig fremgår det
af
vejledningen, at der i bemærkningerne til en kontrolbestemmelse bør gives en
begrundelse for, hvorfor bestemmelsen er nødvendig, ligesom der bør gives en
udførlig angivelse af bestemmelsens anvendelsesområde. Disse retningslinjer i
Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet vil også fremover blive fulgt i
forbindelse med udarbejdelsen af lovgivning.
Justitsministeriet er endvidere enig med kommissionens
flertal i, at der bør lovfæstes en proportionalitetsgrundsætning. Efter
Justitsministeriets opfattelse bør en forvaltningsmyndighed således kun kunne
anvende tvangsindgreb, der er omfattet af lovforslaget, hvis mindre
indgribende
foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt
forhold til formålet med indgrebet. Der henvises til lovforslagets § 2
om
proportionalitetsprincippet.
I forbindelse med den i pkt. 3.2.2 nævnte høring af
samtlige ministerier er der i den gældende lovgivning mv. blevet
identificeret
enkelte bestemmelser, der kan ophæves eller præciseres.
Det er således Justitsministeriets opfattelse, at
inkassolovens § 28 kan ophæves. Politiet har efter denne bestemmelse
uden
forudgående retskendelse adgang til lokaler, hvorfra en
autorisationsindehaver
driver inkassovirksomhed, og til de derværende forretningsoplysninger for at
føre det nødvendige tilsyn med autorisationsindehaverens virksomhed.
Bestemmelsen synes ikke at have været anvendt i praksis, og dens formål må
antages at kunne opnås med mindre indgribende midler.
Kontrollen med behandlingen af inddrevne pengebeløb må
således efter Justitsministeriets opfattelse antages at kunne varetages i
tilstrækkeligt omfang ved forpligtelsen for autorisationsindehavere til at
aflægge årsregnskab og ved til enhver tid på begæring at kunne oplyse
fordringshaveren om størrelsen af de pengebeløb, som er inddrevet for denne,
jf. inkassolovens § 16, der er strafsanktioneret efter lovens § 29.
Der henvises til lovforslagets § 11 om ophævelse af
§ 28 i inkassoloven.
Inden for Økonomi- og Erhvervsministeriets ressort foreslås
det på en række områder, at myndighedernes adgang til ejendom uden
retskendelse
indskrænkes til kun at omfatte særlige tilfælde. Det drejer sig om
undergrundslovens § 27, stk. 1, produktsikkerhedslovens § 22,
stk. 1, og § 14, stk. 1, i lov om autorisation af
elinstallatører. Desuden foreslås det, at stærkstrømslovens § 24,
stk. 5, hvorefter der kan meddeles administrative bødeforelæg, ophæves.
Der henvises til lovforslagets §§ 12-15.
Inden for Miljøministeriets ressort foreslås det endvidere
på en række områder at præcisere, at myndighedernes adgang til ejendom uden
retskendelse ikke omfatter bygninger, rum mv., der udelukkende anvendes til
privat beboelse.
Der henvises til lovforslagets §§ 16-21.
3.3. Fremgangsmåden ved forvaltningens
gennemførelse af tvangsindgreb
3.3.1. Gældende ret
Der findes ikke i dansk ret et samlet regelsæt, der tager
sigte særligt på myndighedernes adfærd i forbindelse med gennemførelsen af
tvangsindgreb uden for strafferetsplejen.
Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at der ikke
findes regler om spørgsmålet.
Der er således i en række af de love, som hjemler adgang
for forvaltningsmyndigheder til at foretage tvangsindgreb af den omhandlede
karakter, fastsat særlige bestemmelser om den fremgangsmåde, som
myndighederne
skal følge i de nævnte sager. Som eksempel kan nævnes bestemmelser om, at
indgreb kun kan gennemføres »mod behørig legitimation«. Der er også i visse
tilfælde fastsat særlige bestemmelser om varsling (forudgående meddelelse) og
bestemmelser om skånsomhed ved foretagelse af indgrebet.
Ved forvaltningsmyndigheders foretagelse af tvangsindgreb
gælder endvidere de krav til forvaltningens optræden og adfærd, som følger af
principperne om god forvaltningsskik. Disse principper om god
forvaltningsskik
– der navnlig er udviklet i Folketingets Ombudsmands praksis –
stiller bl.a.
krav til myndighederne om en rimelig sagsbehandlingstid og om hensynsfuld og
høflig optræden.
Herudover indeholder lov om behandling af personoplysninger
generelle bestemmelser om personoplysninger, som behandles på edb, eller som
er
eller vil blive indeholdt i et register. Disse lovbestemmelser om bl.a. den
dataansvarlige myndigheds pligt til at give den registrerede visse
oplysninger
og den registreredes ret til indsigt gælder også i sager om
forvaltningsmyndigheders gennemførelse af tvangsindgreb.
Forvaltningsloven og dens processuelle garantier om bl.a.
partshøring og begrundelse samt bestemmelsen om forvaltningens pligt til at
gøre notat om faktiske oplysninger i en sag (offentlighedslovens § 6)
gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet
»afgørelse« af en forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 2,
stk. 1. I den forbindelse har der i den forvaltningsretlige litteratur
været rejst spørgsmål om, hvorvidt tvangsindgreb uden for strafferetsplejen i
sig selv er omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb og dermed af
lovens
processuelle garantier. Spørgsmålet er i praksis ikke afklaret.
I betænkningens kapitel 5 er de gældende regler om
myndighedernes fremgangsmåde i forbindelse med gennemførelsen af kontrolbesøg
mv. nærmere beskrevet.
3.3.2. Forudgående retskendelse
3.3.2.1. Kommissionens
forslag
Kommissionen har ikke fundet anledning til at foreslå, at
der i højere grad indføres krav om forudgående retskendelse ved
forvaltningens
iværksættelse af tvangsindgreb.
I betænkningen er det i den forbindelse anført, at
kommissionens opfattelse på dette punkt er den samme, som fandt udtryk i
betænkning nr. 1039/1985 om tvangsindgreb uden for strafferetsplejen.
Udvalget, der afgav den nævnte betænkning, henviste til, at
værdien af et krav om retskendelse hænger sammen med beskrivelsen af de
retsstiftende kendsgerninger (det retsfaktum), der skal være opfyldt for, at
indgrebet kan foretages. Med hensyn til de beføjelser, som er tillagt
forvaltningsmyndighederne i kontroløjemed, eller som er hjemlet med henblik
på
oplysning af konkrete sager, er der i almindelighed ikke nogen
retsfaktumbeskrivelse eller alene en beskrivelse, der er så ubestemt, at den
næppe har nogen selvstændig betydning. Udvalget fandt under henvisning
hertil,
at man i sådanne tilfælde bør undlade at stille krav om retskendelse. Et krav
om retskendelse ville således efter udvalgets opfattelse ofte være et unødigt
omsvøb, der vil belaste domstolene med unødige sager og svække
forvaltningsmyndighedernes kontrolmuligheder, uden at der reelt er vundet
noget
i retssikkerhedsmæssig henseende.
I overensstemmelse hermed er det kommissionens opfattelse,
at indførelse af et almindeligt krav om forudgående retskendelse ikke vil
være
nogen reel retssikkerhedsmæssig gevinst og desuden vil kunne have betydelige
ressourcemæssige konsekvenser og konsekvenser for myndighedernes mulighed for
at gennemføre en effektiv kontrol.
Det nævnes i den forbindelse i betænkningen, at de enkelte
ministerier har vurderet, at der i almindelighed ikke er grundlag for at
anbefale, at der indføres krav om forudgående retskendelse som grundlag for
de
tvangsindgreb, som de enkelte ministerier har hjemmel til at foretage.
Der henvises til betænkningens side 113f.
3.3.2.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig kommissionens
synspunkter om spørgsmålet om indførelse af krav om forudgående retskendelse.
Det er således også Justitsministeriets opfattelse, at
indførelse af et almindeligt krav om forudgående retskendelse ikke vil
medføre
en reel retssikkerhedsmæssig gevinst, idet der normalt ikke vil være nogen
nærmere beskrivelse i lovgivningen af, hvilke betingelser (hvilket
retsfaktum)
der skal være opfyldt for at kunne foretage et tvangsindgreb i form af f.eks.
stikprøvekontrol, og dermed normalt heller ikke noget grundlag for en nærmere
domstolsprøvelse. Hertil kommer, at et almindeligt krav om forudgående
retskendelse kunne have betydelige ressourcemæssige konsekvenser samt
konsekvenser for myndighedernes muligheder for at gennemføre en effektiv
kontrol.
3.3.3. Valg af lovmodel
3.3.3.1.
Kommissionens forslag
Kommissionen har overvejet, hvilken lovmodel der bør
anvendes ved fastsættelsen af et samlet regelsæt om myndighedernes adfærd i
forbindelse med gennemførelsen af tvangsindgreb af den omhandlede karakter.
Kommissionen finder, at én mulighed ville være at udarbejde
helt nye og selvstændige regler på området. En anden mulighed ville være helt
eller delvist at »overføre« allerede kendte regelsæt, således at de også
gælder
på dette område. De nævnte muligheder er efter kommissionens opfattelse ikke
modsætninger og vil eventuelt kunne kombineres.
Kommissionens flertal foreslår i den forbindelse, at en
række af forvaltningslovens bestemmelser overføres til sager om gennemførelse
af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen.
Flertallet henviser til, at der som nævnt ovenfor under
pkt. 3.3.1 i den forvaltningsretlige litteratur har været rejst spørgsmål om,
hvorvidt forvaltningsloven allerede i dag gælder for beslutninger om
iværksættelse af tvangsindgreb. Kommissionens flertal lægger også vægt på, at
de sagsområder, som forvaltningsloven med sikkerhed gælder for, under alle
omstændigheder har væsentlig lighed med det her foreliggende retsområde.
Endvidere henviser flertallet til, at forvaltningsloven
indeholder meget gennemarbejdede bestemmelser, som der allerede foreligger en
omfattende praksis om, og som i vidt omfang er indarbejdet i borgernes og
myndighedernes retsbevidsthed.
Kommissionens flertal lægger desuden vægt på, at
forvaltningslovens partsbeføjelser har karakter af helt grundlæggende
rettigheder, som – i forskellige udformninger – har fundet udtryk i
andre
regelsæt, og som tillige er anerkendt og anvendt i international sammenhæng.
Endelig henviser kommissionens flertal til, at de omhandlede
tvangsindgreb ofte vil blive foretaget i nær tilknytning til behandlingen af
underliggende sager, som utvivlsomt er omfattet af forvaltningslovens regler.
På den baggrund har kommissionen foretaget en vurdering af,
om forvaltningslovens enkelte bestemmelser med mening kan anvendes i de
omhandlede situationer, og om de i givet fald kan anses for tilstrækkelige.
Kommissionens vurdering af disse spørgsmål er beskrevet nærmere nedenfor
under
pkt. 3.3.4 – 3.3.10.
Kommissionen understreger, at det på forhånd ligger fast,
at en overførelse af forvaltningslovens regler ikke vil kunne løse alle de
spørgsmål, som det efter kommissoriet skal overvejes at fastsætte regler om.
Det gælder bl.a. med hensyn til en udtrykkelig bestemmelse om skånsomhed ved
tvangsindgrebets gennemførelse, idet forvaltningsloven ikke indeholder
bestemmelser herom.
Ét medlem af kommissionen har tilkendegivet, at det er
uhensigtsmæssigt, at betænkningens udkast til lovforslag om retssikkerhed mv.
ikke i sig selv indeholder de relevante bestemmelser, men i væsentligt omfang
henviser til forvaltningsloven, jf. nærmere betænkningens side 159f.
Et andet medlem af kommissionen kan som anført i pkt. 1
ikke støtte flertallets forslag i sin helhed. Særligt om flertallets forslag
til lovmodel anfører medlemmet, at om end forslaget indeholder en række
undtagelsesbestemmelser, findes det ikke at være hensigtsmæssigt eller
betryggende at gennemføre et regelsæt, der ikke er baseret på de særlige
hensyn
bag arbejdsmiljøbestemmelserne. Som eksempel fremhæves det, at en række af
forslagets bestemmelser om varsling, begrundelse mv. afviger fra gældende ret
på arbejdsmiljøområdet. Efter medlemmets opfattelse skabes der med
kommissionens lovudkast uklarhed om reglerne og en unødig bureaukratisering
og
konfliktskabelse mellem virksomheden, de ansatte og
arbejdsmiljømyndighederne,
jf. betænkningens side 160f.
Der henvises endvidere til side 114ff i betænkningen.
3.3.3.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at
fastsættelsen af særlige regler om forvaltningsmyndigheders fremgangsmåde ved
gennemførelsen af tvangsindgreb som udgangspunkt bør ske ved at overføre en
række af forvaltningslovens bestemmelser til det omhandlede område.
Justitsministeriet har i den forbindelse lagt vægt på de
samme forhold som flertallet. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.3.3.1
ovenfor samt til pkt. 3.3.4 – 3.3.10 nedenfor.
Som nævnt i pkt. 3.3.3.1 har ét medlem af kommissionen
tilkendegivet, at det er uhensigtsmæssigt, at betænkningens udkast til
lovforslag om retssikkerhed mv. ikke i sig selv indeholder de relevante
bestemmelser, men i væsentligt omfang henviser til forvaltningsloven. Hertil
bemærkes, at der er tale om en henvisning til nogle grundlæggende og
almindelige forvaltningsretlige regler, der i forvejen i en lang række
sammenhænge er indarbejdet i myndighedernes virksomhed i forhold til
borgerne.
Der vil desuden i fornødent omfang blive udarbejdet vejledningsmateriale, der
forklarer lovforslagets betydning inden for de enkelte myndighedsområder.
Bl.a.
på den baggrund finder Justitsministeriet det ikke nødvendigt i selve
lovforslaget at gentage indholdet af de pågældende regler i
forvaltningsloven.
Som nævnt under pkt. 1 og 3.3.3.1 ovenfor kan ét medlem af
kommissionen ikke tilslutte sig flertallets forslag i sin helhed. I den
forbindelse fremhæver medlemmet særligt arbejdsmiljøområdet. Efter
Justitsministeriets opfattelse tager lovforslaget i fornødent omfang hensyn
til
de forhold, der bl.a. gælder på arbejdsmiljøområdet, også for så vidt angår
varsling og begrundelse. Arbejdstilsynet skal således efter lovforslaget ikke
varsle kontrolbesøg, hvis forudgående underretning indebærer, at øjemedet med
besøget forspildes, eller hvis retten til forudgående varsling findes at
burde
vige for afgørende hensyn til private eller offentlige interesser (som f.eks.
de ansattes sikkerhed), jf. lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1 og 2,
der er nærmere omtalt i pkt. 3.3.9 nedenfor. Endvidere indebærer
lovforslaget,
at Arbejdstilsynet heller ikke fremover i sin begrundelse for et tilsynsbesøg
må oplyse over for arbejdsgiveren, at et besøg sker på baggrund af en klage,
herunder en klage fra ansatte i virksomheden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.9 om partshøring
(varsling) og 3.3.10 om begrundelse.
3.3.4. Tidspunktet for en afgørelse
3.3.4.1. Kommissionens
forslag
For en række af forvaltningslovens regler – f.eks.
forvaltningslovens § 22 om begrundelse for en afgørelse – har det
betydning, på hvilket tidspunkt en afgørelse skal anses for truffet.
Kommissionens
flertal anfører, at det naturlige udgangspunkt i denne sammenhæng må være, at
en afgørelse anses for truffet på det tidspunkt, hvor den pågældende
myndighed
beslutter, at der med hjemmel i den relevante lovbestemmelse skal iværksættes
et tvangsindgreb f.eks. i form af et kontrolbesøg.
Kommissionen har overvejet, om en afgørelse burde anses for
truffet på et tidligere tidspunkt end det anførte. Det hænger sammen med, at
myndighederne i tilfælde, hvor der er behov for at modtage oplysninger, som
kan
fremskaffes ved tvangsindgreb, formentlig i vidt omfang nøjes med i første
omgang mere formløst at anmode den pågældende borger eller virksomhed om
frivilligt at indsende oplysningerne til myndigheden, således at det ikke er
nødvendigt f.eks. at gennemføre kontrolbesøg.
Skulle en afgørelse anses for at foreligge allerede på
tidspunktet for en sådan formløs henvendelse, ville der foreligge en
principielt meget betydelig udvidelse af forvaltningslovens afgørelsesbegreb.
Hertil kommer, at en sådan ordning ville indebære et meget betydeligt
administrativt merarbejde for myndighederne, som næppe ville modsvares af
tilsvarende retssikkerhedsmæssige fordele for de berørte borgere og
virksomheder. Bl.a. ud fra disse hensyn finder kommissionen ikke grundlag for
at fastslå en udvidelse i forhold til, hvad der følger af en almindelig
anvendelse af forvaltningslovens afgørelsesbegreb.
Der henvises til side 116ff i betænkningen.
3.3.4.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at
afgørelsen om foretagelse af et tvangsindgreb bør anses for truffet på det
tidspunkt, hvor den pågældende myndighed beslutter, at der med hjemmel i den
relevante lovbestemmelse skal iværksættes et tvangsindgreb f.eks. i form af
et
kontrolbesøg.
Justitsministeriet kan i den forbindelse tiltræde det af
flertallet anførte om, at det ville rejse et generelt spørgsmål om en
udvidelse
af forvaltningslovens afgørelsesbegreb, hvis man på det omhandlede område
valgte en ordning, hvorefter man skulle anse afgørelsen for truffet allerede
på
det tidspunkt, hvor en myndighed mere formløst anmoder en borger eller
virksomhed om frivilligt at indsende de ønskede oplysninger, således at det
ikke er nødvendigt at gennemføre f.eks. et kontrolbesøg.
Da en sådan ordning også efter Justitsministeriets
opfattelse ville indebære et betydeligt administrativt merarbejde for
myndighederne, som næppe ville modsvares af tilsvarende retssikkerhedsmæssige
fordele for de berørte borgere og virksomheder, er Justitsministeriet enig
med
kommissionens flertal i, at der ikke er grundlag for at foreslå en sådan
udvidelse i forhold til, hvad der følger af en almindelig anvendelse af
forvaltningslovens afgørelsesbegreb.
3.3.5. Partsbegrebet
3.3.5.1. Kommissionens
forslag
En række beføjelser i forvaltningsloven, herunder reglerne
om aktindsigt i kapitel 4 og begrundelse i kapitel 6, kan kun udøves af en
part. Efter forvaltningslovens ordning beror en afgrænsning af sagens parter
på
en konkret vurdering af, hvilken interesse den pågældende person mv. har i
sagens udfald. Efter flertallets opfattelse bør dette også være ordningen på
det her foreliggende område.
Kommissionens flertal bemærker i den forbindelse, at selve
den omstændighed, at der bliver iværksat et tvangsindgreb over for en person,
i
sig selv er så indgribende, at vedkommende må anses for part i sagen herom,
og
at dette også må gælde i tilfælde, hvor indgrebet alene iværksættes for at
indhente oplysninger om en anden persons forhold.
Der henvises til side 118 i betænkningen.
3.3.5.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde det af flertallet anførte
om, hvem der må anses for part i en sag om iværksættelse af tvangsindgreb.
Justitsministeriet er således enig med flertallet i, at et tvangsindgreb over
for en person i sig selv er så indgribende, at vedkommende må anses for part
i
sagen herom, og at dette også må gælde i tilfælde, hvor indgrebet alene
iværksættes for at indhente oplysninger om en anden persons forhold.
3.3.6. Inhabilitet
3.3.6.1. Kommissionens forslag
Kommissionens flertal foreslår, at forvaltningslovens
kapitel 2 (§§ 3-6) om inhabilitet skal finde anvendelse på det
omhandlede
område.
I forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1-5, er det
nærmere opregnet, i hvilke tilfælde en person må anses for inhabil. Hvis en
person er inhabil, må vedkommende efter lovens § 3, stk. 3, ikke
medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.
Kommissionens flertal henviser til, at det er almindeligt
antaget, at forvaltningslovens bestemmelser på dette område har karakter af
en
lovfæstelse af almindelige forvaltningsretlige retsprincipper, der således
også
gælder uden for lovens anvendelsesområde. En overførelse af lovens
bestemmelser
kan derfor ikke antages at indebære reelle ændringer i forhold til gældende
ret.
Endvidere henvises til, at bestemmelserne efter flertallets
opfattelse også i øvrigt må anses for velegnede og tilstrækkelige til at
finde
anvendelse på det foreliggende område.
Der henvises nærmere til betænkningens side 119.
3.3.6.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig forslaget fra
kommissionens flertal om at overføre forvaltningslovens §§ 3-6 om
inhabilitet.
Der henvises til lovforslagets § 3.
3.3.7. Vejledning og
repræsentation
3.3.7.1. Kommissionens
forslag
Kommissionens flertal foreslår, at forvaltningslovens
kapitel 3 (§§ 7 og 8) om vejledning og repræsentation mv. skal finde
anvendelse ved de omhandlede tvangsindgreb.
Forvaltningslovens § 7 indeholder en almindelig
bestemmelse om forvaltningsmyndigheders vejledningspligt over for borgerne.
Forvaltningslovens § 8 indeholder en bestemmelse om en parts ret til at
lade sig repræsentere og bistå af andre.
Kommissionens flertal bemærker, at det er almindeligt
antaget, at disse bestemmelser i forvaltningsloven er udslag af generelle
forvaltningsretlige principper, der også gælder uden for forvaltningslovens
anvendelsesområde. En overførelse af lovens bestemmelser vil derfor efter
flertallets opfattelse – på samme måde som med hensyn til bestemmelserne
om
inhabilitet, jf. ovenfor under pkt. 3.3.6.1 – ikke indebære reelle
ændringer i
forhold til gældende ret.
Det bemærkes endvidere, at bestemmelserne efter flertallets
opfattelse også i øvrigt må anses for velegnede til at finde anvendelse på
det
foreliggende område. Kommissionens flertal foreslår dog en særskilt regel om,
at myndighederne af egen drift skal vejlede den pågældende borger eller
virksomhed om retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre ved
gennemførelsen af tvangsindgreb. Det antages, at vejledningspligten efter
forvaltningsloven alene gælder, hvis den pågældende selv retter henvendelse
til
myndigheden.
Der henvises til betænkningens side 120.
3.3.7.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig flertallets forslag om
at overføre forvaltningslovens §§ 7-8 om vejledning og repræsentation
mv.
til det omhandlede område. Der henvises til lovforslagets § 3.
Justitsministeriet er endvidere enig med flertallet i, at
det vil være rigtigst, at myndighederne af egen drift vejleder den pågældende
borger eller virksomhed om retten til at lade sig repræsentere eller bistå af
andre ved gennemførelsen af et tvangsindgreb. I den forbindelse henvises til
lovforslagets § 5, stk. 2, nr. 2.
3.3.8. Partsaktindsigt
3.3.8.1. Kommissionens
forslag
Kommissionens flertal foreslår, at forvaltningslovens
§§ 9-10 og §§ 12-18 om partsaktindsigt skal finde anvendelse i
sager
om de omhandlede tvangsindgreb. Bestemmelserne adskiller sig fra de
almindelige
regler om aktindsigt i offentlighedsloven ved, at de giver parten en udvidet
adgang til aktindsigt.
Kommissionen anfører, at den, der er part i sagen, allerede
i dag vil have udvidet adgang til aktindsigt efter forvaltningslovens regler,
i
det omfang det pågældende tvangsindgreb sker som led i behandlingen af en
afgørelsessag – og sagen dermed i sin helhed er omfattet af
forvaltningslovens
anvendelsesområde.
På den baggrund finder kommissionens flertal, at
forvaltningslovens regler om partsaktindsigt som udgangspunkt er egnet til at
gælde i denne sammenhæng.
Flertallet finder dog ikke, at bestemmelsen i
forvaltningslovens § 11 skal finde anvendelse ved beslutninger om
iværksættelse af tvangsindgreb. Forvaltningslovens § 11, stk. 1,
indebærer, at sagens afgørelse – det vil i nærværende sammenhæng sige
beslutningen
om at iværksætte tvangsindgrebet – skal udsættes, hvis parten fremsætter
begæring om aktindsigt. Beslutningen kan herefter først træffes, når der er
givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne. Efter
bestemmelsens stk. 2 gælder denne ret til udsættelse af sagen dog bl.a.
ikke, hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde
vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler
imod en sådan udsættelse. Forvaltningslovens § 11 om udsættelse af en
sags
afgørelse finder også anvendelse, hvis parten klager til en overordnet
forvaltningsmyndighed over afslag på aktindsigt, jf. forvaltningslovens
§ 16, stk. 4, 2. pkt.
Kommissionens flertal peger på, at der over for partens
interesse i, at sagens afgørelse udsættes, står en række modstående hensyn,
herunder hensynet til at myndighedernes planlægning af kontrolbesøg kan
foregå
inden for hensigtsmæssige rammer og ikke i unødigt omfang vanskeliggøres af
begæringer om aktindsigt og deraf følgende udsættelser af sagens afgørelse.
Flertallet finder, at disse modstående hensyn er af en sådan vægt, at
bestemmelsen i forvaltningslovens § 11 ikke bør overføres til det
omhandlede område. Som en konsekvens af ikke at lade § 11 gælde vil den
nævnte bestemmelse i forvaltningslovens § 16, stk. 4, 2. pkt., der
henviser til § 11, blive uden betydning.
Der henvises til side 121ff i betænkningen.
3.3.8.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at
bestemmelserne i forvaltningslovens §§ 9-10 og §§ 12-18 bør finde
anvendelse ved beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.
Af de grunde, som anføres af kommissionens flertal, er
Justitsministeriet endvidere enig i, at forvaltningslovens § 11 om
udsættelse af sagens afgørelse ikke skal finde anvendelse på det her
omhandlede
område.
Der henvises til lovforslagets § 3.
3.3.9. Partshøring (varsling)
3.3.9.1. Kommissionens
forslag
Kommissionens flertal har overvejet, om reglerne i
forvaltningslovens kapitel 5 (§§ 19-21) om partshøring bør finde
anvendelse ved beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.
Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at
der skal ske partshøring om væsentlige oplysninger, som vedrører en sags
faktiske omstændigheder, og som er til ugunst for en part. Det er en
forudsætning, at parten ikke allerede er bekendt med, at myndighederne er i
besiddelse af oplysningerne, og at de indgår i den pågældende sag.
Efter flertallets opfattelse bør forvaltningslovens
partshøringsregler ikke finde anvendelse i nærværende sammenhæng. I den
forbindelse henviser kommissionens flertal til, at en overførsel af
bestemmelsen i forvaltningslovens § 19 ville medføre, at myndighederne
pålægges ikke ubetydelige administrative byrder ved først at skulle foretage
partshøring – hvilket efter flertallets opfattelse ville skulle ske
skriftligt
– og herefter meddele parten beslutningen om iværksættelse af
tvangsindgreb,
hvilket flertallet også finder burde ske i skriftlig form.
Kommissionens flertal foreslår i stedet en bestemmelse om,
at myndigheden senest 14 dage forud for gennemførelsen af en beslutning om
iværksættelse af et tvangsindgreb skriftligt skal underrette parten herom, og
at parten inden for en nærmere fastsat frist kan fremsætte indsigelse mod den
trufne beslutning. Fremkommer der ikke sådanne indsigelser, er beslutningen
endelig, uden at myndigheden i den forbindelse skal give parten nogen ny
meddelelse. Fremkommer der indsigelser, og ønsker myndigheden herefter at
fastholde beslutningen, skal dette inden eller senest samtidig med
gennemførelsen af tvangsindgrebet begrundes skriftligt over for parten.
Flertallet henviser i den forbindelse til, at de berørte
borgeres og virksomheders behov for at blive orienteret om et påtænkt
tvangsindgreb og om muligheden for at komme med indsigelser herimod vil kunne
tilgodeses på tilstrækkelig vis ved forud for gennemførelsen af en beslutning
om iværksættelse af et tvangsindgreb at underrette parten herom. Det anføres
endvidere, at en sådan model - i sammenligning med en partshøringspligt
svarende
til, hvad der følger af forvaltningsloven - vil være ressourcebesparende for
myndighederne, uden at de berørte borgeres og virksomheders retssikkerhed
forringes.
Kommissionens flertal foreslår, at den forudgående
underretning skal indeholde oplysninger om tid og sted for indgrebet, retten
til at lade sig repræsentere eller bistå af andre efter forvaltningslovens
§ 8, hovedformålet med indgrebet og det faktiske og retlige grundlag for
indgrebet, jf. forvaltningslovens § 24. Flertallet anfører, at sådanne
oplysninger i væsentligt omfang vil kunne imødegå de betænkeligheder om
manglende retssikkerhed mv. på området, som der har været givet udtryk for i
den offentlige debat, og der vil samtidig være tale om en ordning, der ikke
pålægger myndighederne urimelige administrative byrder.
Med hensyn til den foreslåede pligt til at angive det
faktiske grundlag for tvangsindgrebet peger kommissionens flertal på, at der
i
arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, og i stærkstrømslovens § 22,
stk. 2, findes regler om, at der i forbindelse med et tilsynsbesøg ikke
må
gives oplysning om, at tilsynsbesøget foretages som følge af en klage.
Kommissionens flertal foreslår, at disse bestemmelser skal gå forud for den
foreslåede bestemmelse om angivelse af det faktiske grundlag for et
tvangsindgreb.
Flertallet henviser i den forbindelse bl.a. til, at der på de pågældende
områder gør sig særlige forhold gældende, hvorefter en arbejdstager mv. har
behov for den beskyttelse, som bestemmelserne i arbejdsmiljøloven og
stærkstrømsloven er udtryk for.
Der henvises nærmere til side 123ff i betænkningen.
Kommissionens flertal foreslår endvidere, at de foreslåede
regler om forudgående underretning skal kunne fraviges helt eller delvist,
hvis
(1) øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis
forudgående underretning skulle gives, (2) hensynet til parten selv taler for
det, eller partens rettigheder findes at burde vige for afgørende hensyn til
andre private eller offentlige interesser, (3) det er nødvendigt af hensyn
til
rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder
forholdet til EU, (4) øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter
forholdets særlige karakter er påkrævet, eller (5) forudgående underretning
viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig.
Flertallet forudsætter i den forbindelse, at fravigelse
alene kan ske i det omfang, som kan begrundes i de nævnte hensyn.
Der henvises til betænkningens side 126ff.
Forvaltningsloven indeholder i § 21 en særlig
bestemmelse om partens ret til at kræve afgørelsen af en sag udsat med
henblik
på at fremkomme med en udtalelse. Kommissionens flertal finder ikke, at denne
bestemmelse bør finde anvendelse i denne sammenhæng, og fremhæver hensynet
til,
at myndighedernes planlægning af kontrolbesøg mv. kan foregå inden for
rimelige
og hensigtsmæssige rammer og ikke i unødigt omfang vanskeliggøres af
begæringer
om udsættelse. Endvidere henviser flertallet til, at de berørte borgere og
virksomheder i kraft af den foreslåede regel om forudgående underretning, som
er beskrevet ovenfor, er sikret adgang til at afgive udtalelse til sagen,
inden
beslutningen om iværksættelse af et tvangsindgreb gennemføres.
Der henvises til side 129 i betænkningen.
3.3.9.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet er af de grunde, der er anført af
kommissionens flertal, enig med flertallet i, at forvaltningslovens
bestemmelser om partshøring ikke bør overføres til det omhandlede område.
Justitsministeriet kan tilslutte sig flertallets forslag
om, at der i stedet indføres en bestemmelse om, at myndigheden senest 14 dage
forud for gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et
tvangsindgreb
skriftligt skal underrette parten herom, og at parten inden for en nærmere
fastsat frist kan fremsætte indsigelse mod den trufne beslutning.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil den foreslåede
model tilgodese de berørte borgeres og virksomheders retssikkerhed uden at
pålægge de pågældende myndigheder sådanne væsentlige administrative byrder,
som
en overførsel af forvaltningslovens regler om partshøring i givet fald ville
medføre.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig flertallets
forslag om, hvilke oplysninger den forudgående underretning skal indeholde.
Justitsministeriet er således enig med flertallet i, at
oplysninger om tid og sted for indgrebet, retten til at lade sig repræsentere
eller bistå af andre efter forvaltningslovens § 8, hovedformålet med
indgrebet samt det faktiske og retlige grundlag for indgrebet vil kunne
imødegå
en række af de betænkeligheder om manglende retssikkerhed på området, som der
har været givet udtryk for i den offentlige debat.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig flertallets
forslag om, at bestemmelserne i arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, og
i
stærkstrømslovens § 22, stk. 2, skal gå forud for den foreslåede
bestemmelse om angivelse af det faktiske grundlag for et tvangsindgreb.
Justitsministeriet er således enig med flertallet i, at der på de pågældende
områder gør sig særlige forhold gældende, idet en arbejdstager mv. kan have
behov for den beskyttelse, der ligger i, at myndigheden ikke må give
oplysning
om, at et tilsynsbesøg foretages som følge af en klage.
Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at
de foreslåede regler om forudgående underretning i visse tilfælde bør kunne
fraviges helt eller delvist.
I den forbindelse finder Justitsministeriet ligesom
kommissionens flertal, at de foreslåede regler om forudgående underretning
skal
kunne fraviges helt eller delvist, hvis øjemedet med indgrebets gennemførelse
ville forspildes ved forudgående underretning. Det gælder ikke alene
tilfælde,
hvor det efter en nærmere vurdering af den enkelte sags omstændigheder må
antages, at øjemedet med indgrebet ville blive forspildt, såfremt der skete
forudgående varsling. Det gælder således også tilfælde, hvor det generelt må
antages, at øjemedet med kontrollen ville blive forspildt, såfremt den
pågældende borger eller virksomhed var »advaret« forinden. Som eksempel herpå
kan nævnes tilfælde, hvor kontrollen har karakter af en kontrol af et
»øjebliksbillede« – f.eks. når fødevaremyndighederne skal kontrollere
hygiejnetilstanden på en restaurant, eller når Told og Skat – eventuelt
i
samarbejde med Arbejdsdirektoratet – skal kontrollere, om der i en
virksomhed
er personer, som udfører »sort« arbejde.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør de foreslåede
regler om forudgående underretning ligeledes – som anbefalet af
kommissionens
flertal - helt eller delvist kunne fraviges, hvis hensynet til parten selv
taler for det. Justitsministeriet finder således ikke grundlag for et krav om
forudgående underretning om kontrolbesøg mv. i tilfælde, hvor borgeren eller
virksomheden ingen interesse har i et varsel. Som eksempel herpå kan nævnes
tilfælde, hvor parten selv anmoder om, at der straks gennemføres et
kontrolbesøg mv.
Justitsministeriet er endvidere enig i, at en myndighed bør
kunne gennemføre et tvangsindgreb uanset, at forudgående underretning herom
ikke er sket, i tilfælde, hvor afgørende hensyn til private eller offentlige
interesser taler for det. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor hensyn til
de
ansattes sikkerhed og sundhed taler for, at Arbejdstilsynet gennemfører et
kontrolbesøg uden at afvente en forudgående varsling.
Justitsministeriet finder også ligesom flertallet, at de
foreslåede regler om forudgående underretning bør kunne fraviges i det
omfang,
det er nødvendigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske eller
udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU. I den forbindelse
skal det navnlig bemærkes, at Danmark efter visse EU-retlige regler er
forpligtet til at lade kontrolbesøg ske uanmeldt.
Justitsministeriet er desuden enig med kommissionens
flertal i, at de foreslåede regler om forudgående underretning bør kunne
fraviges, hvis øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter forholdets
særlige karakter er påkrævet. Som eksempel kan nævnes redningsberedskabets
indtrængen i private ejendomme i forbindelse med brande eller udslip.
Endelig finder Justitsministeriet ligesom flertallet, at
kravet om forudgående underretning bør kunne fraviges, hvis underretning
viser
sig umulig, eller hvis vanskelighederne ved at gennemføre en underretning
ikke
vil stå mål med den retssikkerhedsmæssige gevinst herved. Som eksempel kan
nævnes tilfælde, hvor fiskerimyndighederne foretager kontrol af de fartøjer,
der kommer i havn på et bestemt tidspunkt, uden at det på forhånd er muligt
at
fastlægge, hvilke fartøjer det vil dreje sig om.
Alle de ovennævnte hensyn er efter Justitsministeriets
opfattelse af en sådan vægt, at kravet om forudgående underretning bør kunne
fraviges i de pågældende tilfælde. Det bemærkes i den forbindelse, at
Justitsministeriet ligesom kommissionens flertal forudsætter, at fravigelse
alene kan ske i det omfang, det kan begrundes i de nævnte hensyn.
I nogle tilfælde vil der kunne være tale om, at en
myndighed ønsker at gennemføre et kontrolbesøg mv. f.eks. på en virksomhed
uden, at de nævnte undtagelser til kravet om forudgående underretning er
opfyldt for alle de forhold, der kan blive undersøgt under kontrolbesøget. Om
sådanne »blandede« kontrolbesøg mv. lægger kommissionens flertal op til, at
undladelse af forudgående varsel kun kan ske med hensyn til en del af
kontrolbesøget – nemlig de dele af et kontrolbesøg, hvor f.eks. øjemedet
ville
forspildes.
Justitsministeriet finder som udgangspunkt ikke, at det vil
være hensigtsmæssigt, at spørgsmålet om forudgående varsel skal vurderes
særskilt for forskellige dele af et kontrolbesøg mv. Hertil kommer, at en
ordning, hvorefter f.eks. Arbejdstilsynet skulle varsle en del af et
kontrolbesøg, reelt også ville kunne være et forhåndsvarsel til virksomheden
om, at det pågældende kontrolbesøg desuden ville omfatte undersøgelse af
forhold, hvor øjemedet med kontrollen netop ville være forspildt, hvis der
skulle ske forudgående underretning.
På den baggrund forudsætter Justitsministeriet med
lovforslaget, at udgangspunktet vil være, at en myndighed kan fravige den
nævnte hovedregel om forudgående underretning, såfremt én eller flere af de
nævnte undtagelser til kravet om forudgående underretning er opfyldt med
hensyn
til ikke uvæsentlige dele af et samlet kontrolbesøg mv.
Det netop anførte indebærer naturligvis ikke, at en
myndighed vil være berettiget til at søge at omgå kravet om forudgående
underretning ved at lade et kontrolbesøg mv. omfatte visse forhold, der kan
henføres til en af de nævnte undtagelser, såfremt der ikke er nogen rimelig
og
naturlig anledning til det.
Med hensyn til bestemmelsen i forvaltningslovens § 21
om retten til at afgive udtalelse er Justitsministeriet enig med
kommissionens
flertal i, at denne bestemmelse ikke bør finde anvendelse på det omhandlede
område. I den forbindelse lægger Justitsministeriet vægt på, at
myndighedernes
planlægning af kontrolbesøg mv. bør foregå inden for rimelige og
hensigtsmæssige rammer og ikke i unødigt omfang vanskeliggøres af begæringer
om
udsættelse. Justitsministeriet er endvidere enig med flertallet i, at de
berørte borgere og virksomheder i kraft af den foreslåede regel om
forudgående
underretning, som er beskrevet ovenfor, er sikret tilstrækkelig adgang til at
afgive udtalelse til sagen, inden et tvangsindgreb gennemføres.
3.3.10. Begrundelse og klagevejledning
3.3.10.1. Kommissionens
forslag
Kommissionens flertal foreslår, at forvaltningslovens
§§ 22-26 om begrundelse og klagevejledning skal finde anvende ved
beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.
Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1,
at en begrundelse som hovedregel skal indeholde en henvisning til de
retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang
afgørelsen
efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige
angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt
væsentlig
betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2.
Kommissionens flertal foreslår, at beslutninger om at
iværksætte de omhandlede tvangsindgreb som udgangspunkt skal meddeles
skriftligt, idet retssikkerhedsmæssige hensyn efter kommissionens opfattelse
taler for en sådan ordning.
Som beskrevet ovenfor under pkt. 3.3.9 finder kommissionen,
at parten forud for gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et
tvangsindgreb skal underrettes skriftligt, og at denne underretning bl.a.
skal
indeholde oplysninger om det faktiske og retlige grundlag for indgrebet, jf.
forvaltningslovens § 24. I tilfælde, hvor et tvangsindgreb gennemføres
uden forudgående underretning, forudsætter flertallet, at en skriftlig
meddelelse normalt skal gives samtidig med gennemførelsen af indgrebet. Der
kan
dog efter flertallets opfattelse forekomme særlige tilfælde, hvor der er
behov
for øjeblikkelig indgriben fra myndighedens side f.eks. over for en ulovlig
eller farlig tilstand, og hvor der derfor ikke er tid til at udfærdige en
skriftlig meddelelse om indgrebet. Kommissionens flertal finder, at
beslutningen om iværksættelse af et tvangsindgreb i sådanne tilfælde i første
omgang bør kunne meddeles mundtligt, men at parten efterfølgende kan
fremsætte
begæring om at få skriftlig meddelelse om beslutningen.
Efter forvaltningslovens § 25 skal afgørelser, som kan
påklages til anden forvaltningsmyndighed, og som meddeles skriftligt, være
ledsaget af en vejledning om klageadgang og angivelse af klageinstans samt
oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder en eventuel
klagefrist. Kommissionens flertal finder, at reglen i forvaltningslovens
§ 25 er egnet til at finde anvendelse på det her omhandlede område.
Der henvises til side 130f i betænkningen.
3.3.10.2.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at
forvaltningslovens §§ 22-26 om begrundelse og klagevejledning bør finde
anvendelse ved beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb. Der henvises
til
lovforslagets § 3.
Justitsministeriet deler endvidere flertallets opfattelse
af, at retssikkerhedsmæssige hensyn taler for, at beslutninger om
iværksættelse
af tvangsindgreb som udgangspunkt skal meddeles skriftligt. Der henvises til
lovforslagets § 5.
Justitsministeriet forudsætter i den forbindelse ligesom
kommissionens flertal, at den skriftlige meddelelse i tilfælde, hvor et
tvangsindgreb gennemføres uden forudgående underretning, normalt skal gives
samtidig med gennemførelsen af indgrebet. Som påpeget af flertallet kan der
dog
forekomme særlige tilfælde, hvor der er behov for øjeblikkelig indgriben fra
myndighedernes side, f.eks. over for en ulovlig eller farlig tilstand, og
hvor
beslutningen om iværksættelse af et tvangsindgreb derfor i første omgang bør
kunne meddeles mundtligt.
Justitsministeriet har herudover overvejet, om
myndighederne også i andre tilfælde, hvor et tvangsindgreb gennemføres uden
forudgående underretning, bør kunne meddele en beslutning om iværksættelse af
tvangsindgreb mundtligt. I den forbindelse har Justitsministeriet navnlig
lagt
vægt på, at kravet om skriftlig underretning ikke skal opleves som
unødvendigt
eller forsinkende.
Justitsministeriet finder i den forbindelse, at en
beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb, som ikke er blevet varslet,
også bør kunne meddeles mundtligt i visse andre tilfælde end, hvor der er
behov
for »øjeblikkelig indgriben« fra myndighedens side. Også i situationer, hvor
der foreligger andre afgørende hensyn til private eller offentlige
interesser,
bør en myndighed således efter Justitsministeriets opfattelse kunne
gennemføre
et tvangsindgreb, inden myndigheden har haft lejlighed til at udarbejde en
skriftlig begrundelse. Som eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor
Arbejdstilsynet bliver opmærksom på sikkerheds- eller sundhedsfarlige
forhold.
Hvis afgørende hensyn til de ansattes sikkerhed mv. taler for det, bør
Arbejdstilsynet i så fald kunne gennemføre et kontrolbesøg, inden der har
været
lejlighed til at udfærdige en skriftlig begrundelse.
Det er ligeledes Justitsministeriets opfattelse, at
praktiske hensyn indebærer, at myndigheden i almindelighed bør kunne meddele
en
beslutning om et uvarslet tvangsindgreb mundtligt, såfremt hensynet til
parten
selv taler for, at tvangsindgrebet gennemføres, inden myndigheden har haft
lejlighed til at udarbejde en skriftlig begrundelse. Som eksempel herpå kan
nævnes tilfælde, hvor en borger eller virksomhed selv anmoder om, at en
myndighed straks skal gennemføre et kontrolbesøg.
Justitsministeriet kan tilslutte sig flertallets forslag
om, at en part, der efter lovforslagets regler har modtaget en mundtlig
meddelelse om iværksættelsen af tvangsindgrebet, efterfølgende kan fremsætte
begæring om at få en skriftlig meddelelse.
Der henvises til lovforslagets § 5, stk. 5 og 6.
Som nævnt under pkt. 3.3.9 er der i arbejdsmiljølovens
§ 79, stk. 2, og i stærkstrømslovens § 22, stk. 2,
fastsat
regler om, at tilsynsmyndigheden ikke over for henholdsvis arbejdsgiveren
eller
dennes repræsentant og ejeren eller brugeren af en elinstallation må oplyse,
at
et tilsynsbesøg foretages som følge af en klage. Justitsministeriet finder af
de grunde, som er nævnt under pkt. 3.3.9, at arbejdsmiljølovens § 79,
stk. 2, og stærkstrømslovens § 22, stk. 2, bør gå forud for
lovforslagets regel om angivelse af det faktiske grundlag for et
tvangsindgreb.
Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at
forvaltningslovens regler om klagevejledning (§§ 25-26) bør finde
anvendelse ved beslutningen om iværksættelse af tvangsindgreb.
3.3.11. Notatpligt og
udarbejdelse af rapporter
3.3.11.1. Kommissionens forslag
Kommissionens flertal foreslår, at en bestemmelse med et
indhold, der svarer til offentlighedslovens § 6, stk. 1, om
notatpligt bør gælde i sager om tvangsindgreb. Offentlighedslovens § 6
pålægger myndighederne at gøre notat om oplysninger, der modtages mundtligt
eller på anden måde i sager, hvor der vil blive truffet en afgørelse. Det
gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.
Herudover finder kommissionens flertal, at
retssikkerhedsmæssige hensyn tilsiger, at der i tilfælde, hvor
forvaltningsmyndigheder under gennemførelsen af et tvangsindgreb finder, at
den, som indgrebet er rettet imod, har tilsidesat regler i lovgivningen mv.,
bør udarbejdes egentlige rapporter, der efterfølgende udleveres til den
pågældende borger eller virksomhed.
Finder myndigheden derimod ikke, at den, som indgrebet
rettes imod, har tilsidesat regler i lovgivningen mv., bør myndigheden efter
flertallets opfattelse alene have pligt til at udfærdige og udlevere en
rapport
om udførelsen af indgrebet, hvis parten fremsætter begæring om det.
Der henvises nærmere til betænkningens side 131f.
3.3.11.2.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at
en bestemmelse med et indhold svarende til offentlighedslovens § 6,
stk. 1, bør finde anvendelse i sager om tvangsindgreb. Der henvises til
lovforslagets § 4.
Som nævnt ovenfor under pkt. 3.3.11.1 pålægger
offentlighedslovens § 6 alene myndighederne en pligt til at gøre notat
om
visse oplysninger. Justitsministeriet er af de grunde, der af anført af
kommissionens flertal, enig i, at der herudover bør indføres en bestemmelse
om,
at der i tilfælde, hvor myndigheden under gennemførelsen af et tvangsindgreb
finder, at den, som indgrebet er rettet imod, har tilsidesat regler i
lovgivningen mv., skal udarbejdes en rapport om udførelsen af indgrebet, som
efterfølgende udleveres til den pågældende borger eller virksomhed.
Justitsministeriet er endvidere enig med kommissionens
flertal i, at der i tilfælde, hvor myndigheden ikke finder, at den, som
indgrebet rettes imod, har tilsidesat regler i lovgivningen mv., bør være
pligt
for myndigheden til at udfærdige og udlevere en rapport om udførelsen af
indgrebet, hvis parten fremsætter begæring herom.
Der henvises til lovforslagets § 8.
3.3.12. Klageadgang
3.3.12.1. Kommissionens
forslag
Kommissionens flertal finder ikke, at myndighedens
beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb skal kunne påklages
umiddelbart
i forbindelse med den underretning, som myndigheden efter kommissionens
forslag
skal give forud for gennemførelsen af beslutningen om iværksættelse af et
tvangsindgreb. I stedet indebærer kommissionens forslag, at parten på dette
tidspunkt gives adgang til at fremsætte indsigelser mod den trufne
beslutning,
hvorefter myndigheden er forpligtet til at overveje, om beslutningen bør
fastholdes (se pkt. 3.3.9 ovenfor).
Kommissionen har herudover overvejet, hvorvidt der bør
foreslås generelle regler, der regulerer spørgsmålet om klageadgang i
forbindelse med andre beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb,
herunder
navnlig i de tilfælde, hvor myndigheden – efter parten har fremsat
indsigelser
– fastholder en tidligere beslutning om iværksættelse af et
tvangsindgreb, og i
de tilfælde, hvor myndigheden iværksætter et tvangsindgreb uden varsel.
Kommissionen finder, at det på den ene side kan anføres, at
adgangen til at få en beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb prøvet
i
en klageinstans indebærer en yderligere retssikkerhedsgaranti for parten. På
den anden side kan det efter flertallets opfattelse anføres, at indførelsen
af
en generel klageadgang alene ville have begrænset retssikkerhedsmæssig
betydning,
idet klageinstansen i en række tilfælde reelt ikke ville have noget at
efterprøve (f.eks. hvis der er tale om en stikprøvekontrol).
Endvidere anfører kommissionen, at indførelsen af en
generel adgang til at klage over beslutninger om iværksættelse af
tvangsindgreb
ville være yderligere ressourcekrævende for myndighederne.
På baggrund af en samlet afvejning af de nævnte hensyn
finder kommissionens flertal ikke, at der bør fastsættes generelle regler om
adgang til at klage over beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.
Regler om klageadgang må således efter kommissionens
opfattelse i givet fald fastsættes ud fra en afvejning af de hensyn, der gør
sig gældende på det enkelte forvaltningsområde.
Kommissionen har endvidere overvejet, hvorvidt der bør fastsættes
særlige regler om opsættende virkning.
Kommissionen anfører, at spørgsmålet om, hvorvidt en klage
har opsættende virkning, i nogle tilfælde er direkte reguleret i loven. I
tilfælde, hvor der ikke i loven er taget stilling til spørgsmål om opsættende
virkning, har klagen ikke uden videre suspensiv virkning. Spørgsmålet om
opsættende virkning må i så fald afgøres ud fra en – i nogle tilfælde
ganske
kompliceret – afvejning af forskellige almindelige hensyn. Det må i den
forbindelse tillægges vægt, om underinstansens afgørelse i væsentlig grad vil
miste sin betydning, eller om øjemedet hermed vil forspildes, hvis klagen har
opsættende virkning. Samtidig må det i den samlede afvejning indgå, om
klageadgangen vil blive gjort mere eller mindre illusorisk, hvis klagen i det
konkrete tilfælde ikke tillægges opsættende virkning.
Kommissionen finder, at de eksisterende regler og
principper vedrørende spørgsmålet om opsættende virkning må anses for
tilstrækkelige. Der er således efter kommissionens opfattelse ikke behov for
at
fastsætte særlige regler herom på det omhandlede område.
Der henvises til betænkningens side 133ff.
3.3.12.2.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i, at myndighedens beslutning om
iværksættelse af et tvangsindgreb ikke skal kunne påklages i forbindelse med
den underretning, som myndigheden skal give forud for gennemførelsen af
beslutningen om iværksættelse af et tvangsindgreb. I stedet foreslås – i
overensstemmelse med flertallets forslag - en bestemmelse om, at parten gives
adgang til at fremsætte indsigelser mod den trufne beslutning, hvorefter
myndigheden er forpligtet til at overveje, om beslutningen bør fastholdes.
Der
henvises til lovforslagets § 5, stk. 3.
Justitsministeriet er endvidere af de grunde, der er anført
af kommissionens flertal, enig i, at der ikke bør fastsættes generelle regler
om adgang til at klage over beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.
Regler om klageadgang må således efter Justitsministeriets opfattelse i givet
fald fastsættes på de enkelte forvaltningsområder ud fra en afvejning af de
hensyn, der her gør sig gældende.
Endelig er Justitsministeriet enig i, at der med hensyn til
beslutninger om tvangsindgreb uden for strafferetsplejen ikke er behov for at
fastsætte særlige regler om opsættende virkning i tilfælde, hvor der kan
indgives klage over en sådan beslutning.
3.3.13. Legitimation
3.3.13.1. Kommissionens
forslag
Kommissionens flertal foreslår, at der fastsættes en
udtrykkelig bestemmelse om, at tvangsindgreb, der foretages uden for
myndighedernes embedssteder, som hovedregel kun må foretages mod forevisning
af
legitimation.
Flertallet finder, at den nævnte legitimation bør vise,
hvilken myndighed vedkommende person repræsenterer, samt indeholde
identificerbare oplysninger om den pågældendes identitet (f.eks.
tjenestenummer). Endvidere finder flertallet, at legitimationen skal
forevises
uopfordret, når der træffes nogen på stedet.
Kommissionens flertal foreslår herudover en bestemmelse,
hvorefter en myndighed undtagelsesvis helt eller delvist kan undlade at følge
den foreslåede bestemmelse om fremvisning af legitimation, hvis afgørende
hensyn taler for det. Flertallet henviser i den forbindelse til, at der kan
forekomme tilfælde, hvor det efter en konkret vurdering undtagelsesvist vil
være velbegrundet ikke at oplyse navn mv. Det kan således efter
omstændighederne være tilfældet, hvis den eller de personer, som et
tvangsindgreb rettes mod, udviser en truende adfærd mv.
Kommissionen bemærker, at der på politiets område i
Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 32 af 17. november 1993 er fastsat
særlige
regler om forevisning af legitimationskort. Det fremgår heraf bl.a., at en
polititjenestemand på opfordring af nogen, som vedkommende kommer i
forbindelse
med i tjenstlig anledning, skal opgive charge, navn og tjenestested, ligesom
legitimationskort normalt skal forevises. Fremsættes opfordringen under
anholdelse eller uroligheder, eller fremsættes den af en person, der er
spirituspåvirket, provokerende eller stærkt uligevægtig, kan en
polititjenestemand
dog undlade at give de nævnte oplysninger og undlade at fremvise
legitimationskort. Den, der fremsætter opfordringen, skal i sådanne tilfælde
henvises til polititjenestemandens tjenestested, som derfor snarest skal
underrettes om forholdet.
Kommissionens flertal påpeger, at Rigspolitichefens
kundgørelse giver en videregående mulighed for at undlade (uopfordret) at
forevise legitimation end den bestemmelse, som kommissionens flertal
foreslår.
Flertallet har i den forbindelse ikke nærmere overvejet og taget stilling
til,
om der for politiet kan gøre sig særlige hensyn gældende, således at der i
bekræftende fald vil være behov for de særlige regler i kundgørelsen i
tilfælde, hvor politiet gennemfører eller bistår ved gennemførelsen af
tvangsindgreb
uden for strafferetsplejen.
Der henvises til side 135f.
3.3.13.2.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig flertallets forslag
om, at tvangsindgreb, der foretages uden for myndighedernes embedssteder, som
hovedregel kun må foretages mod forevisning af legitimation.
Justitsministeriet finder ligesom flertallet, at den nævnte
legitimation bør vise, hvilken myndighed vedkommende person repræsenterer,
samt
indeholde identificerbare oplysninger om den pågældendes identitet (f.eks.
tjenestenummer). Justitsministeriet deler endvidere flertallets opfattelse
af,
at legitimationen skal forevises uopfordret, når der træffes nogen på stedet.
Justitsministeriet er desuden enig i, at der kan forekomme
tilfælde, hvor det efter en konkret vurdering undtagelsesvist vil være
velbegrundet ikke at oplyse navn mv. Justitsministeriet kan derfor tilslutte
sig flertallets forslag om, at en myndighed undtagelsesvist helt eller
delvist
kan undlade at følge den foreslåede bestemmelse om fremvisning af
legitimation,
hvis afgørende hensyn taler for det.
Hvad angår politiets område, er det Justitsministeriets
opfattelse, at der i tilfælde, hvor politiet gennemfører tvangsindgreb uden
for
strafferetsplejen, ikke gør sig sådanne særlige hensyn gældende, som kan
begrunde, at politiet skulle have en mindre vidtgående pligt til uopfordret
at
fremvise legitimation, end hvad der efter den foreslåede bestemmelse vil
gælde
for andre forvaltningsmyndigheder.
Justitsministeriet har derfor ikke fundet anledning til at
foreslå, at reglen om fremvisning af legitimation ikke skal gælde i samme
udstrækning for politiet som for andre myndigheder, der gennemfører
tvangsindgreb uden for strafferetsplejen.
Det bemærkes i den forbindelse, at de særlige situationer,
hvor en polititjenestemand efter Rigspolitichefens kundgørelse kan undlade at
opgive navn mv. – f.eks. hvor den, som indgrebet rettes imod er stærkt
uligevægtig – vil være omfattet af bestemmelsen i lovforslagets
§ 6,
stk. 2, når indgrebet foretages uden for strafferetsplejen.
Der henvises til lovforslagets § 6.
3.3.14. Skånsomhed
3.3.14.1. Kommissionens
forslag
Kommissionens flertal foreslår, at der fastsættes en
udtrykkelig bestemmelse om, at tvangsindgreb skal foretages så skånsomt, som
omstændighederne tillader, herunder så vidt muligt uden at forårsage
ødelæggelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på grund af tidspunktet
for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver anledning til
unødig opsigt.
Flertallet henviser i den forbindelse til, at det
almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip bl.a. indebærer, at
forvaltningsmyndigheder ikke må foretage indgreb på en måde, der er unødigt
generende for den pågældende borger mv.
Der henvises til side 136 i betænkningen.
3.3.14.2. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at
der bør fastsættes en udtrykkelig bestemmelse om, at tvangsindgreb skal
foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader, herunder så vidt muligt
uden at forårsage ødelæggelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på
grund
af tidspunktet for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages,
giver
anledning til unødig opsigt.
Der henvises til lovforslagets § 7.
3.4. Fælles kontrolbesøg mv.
3.4.1. Gældende ret
På en række områder indgår flere myndigheder i dag i et
samarbejde om fælles kontrolbesøg mv. Som eksempel kan nævnes, at Told og
Skat
og Arbejdsdirektoratet gennemfører fælles kontrolbesøg i virksomheder for at
kontrollere, om der udføres »sort« arbejde.
En myndighed, der deltager i en samordnet kontrol med andre
myndigheder, opnår ikke af denne grund øgede kontrolbeføjelser. I forbindelse
med et fælles kontrolbesøg kan en forvaltningsmyndighed således alene anvende
de kontrolbeføjelser, som efter lovgivningen tilkommer denne myndighed, og
kan
ikke benytte sig af andre myndigheders beføjelser.
3.4.2. Kommissionens forslag
Kommissionens flertal bemærker, at det vil være hver enkelt
myndigheds opgave at påse, at de regler, som kommissionen foreslår med hensyn
til fremgangsmåden mv. ved gennemførelse af kontrolbesøg, bliver fulgt i
forbindelse med et fælles kontrolbesøg. Eksempelvis vil det være den enkelte
myndigheds opgave på forhånd at vurdere, om gennemførelsen af et kontrolbesøg
vil ligge inden for rammerne af det proportionalitetsprincip, som
kommissionen
foreslår lovfæstet.
Når det gælder den foreslåede bestemmelse om forudgående
varsling af et kontrolbesøg, vil det efter flertallets opfattelse ligeledes
være den enkelte myndighed, der skal sørge for, at bestemmelsen overholdes
for
det tvangsindgreb, som denne myndighed påtænker at gennemføre som led i et
fælles kontrolbesøg. I overensstemmelse hermed må vurderingen af, om der
eventuelt er grundlag for at undlade forudgående varsling efter den
foreslåede
bestemmelse, ske separat for hver enkelt myndighed. Det forhold, at én
myndighed i det pågældende tilfælde, vil være berettiget til at undlade
forudgående varsling, indebærer således ikke, at andre myndigheder, som skal
deltage i et fælles kontrolbesøg, kan undlade at varsle deres kontrolbesøg.
Kommissionens flertal understreger, at det anførte ikke er
til hinder for, at myndighederne som led i fælles kontrol har et praktisk
samarbejde, herunder f.eks. i forbindelse med fremsendelse af
varslingsskrivelse og udfærdigelse af rapport om kontrolbesøgets
gennemførelse.
Myndighederne vil også i forbindelse med det fælles kontrolbesøg kunne yde
hinanden praktisk bistand, f.eks. således at medarbejdere fra én myndighed
kan
yde bistand, hvis der i tilknytning til den del af kontrolbesøget, som angår
en
anden myndighed, skal ske borttransport af dokumenter eller andre effekter
mv.
Kommissionen har – i overensstemmelse med kommissoriet –
overvejet, om der bør opstilles særlige regler for de tilfælde, hvor
myndigheder foretager fælles kontrolbesøg. Efter kommissionens opfattelse er
der imidlertid ikke behov for at opstille sådanne særlige regler ved siden af
de regler, som kommissionen i øvrigt foreslår, og som også vil gælde i
forbindelse med gennemførelsen af fælles kontrolbesøg.
I øvrigt opfordrer kommissionens flertal til, at
myndighederne også fremover er opmærksomme på mulighederne for at gennemføre
fælles kontrolbesøg. Både hensynet til en effektiv kontrol og hensynet til at
udsætte berørte borgere og virksomheder for mindst mulig gene i forbindelse
med
kontrolbesøg taler således for, at de relevante myndigheder har et indbyrdes
samarbejde, der giver mulighed for efter omstændighederne at gennemføre
fælles
kontrolbesøg.
3.4.3. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at
det vil være hver enkelt myndigheds opgave at påse, at lovforslagets regler
om
fremgangsmåden mv. ved gennemførelse af kontrolbesøg bliver fulgt i
forbindelse
med et fælles kontrolbesøg.
Justitsministeriet er således enig i, at det vil være den
enkelte myndighed, der skal sørge for, at lovforslagets regler om varsling
overholdes for det tvangsindgreb, som denne myndighed påtænker at gennemføre
som led i et fælles kontrolbesøg. I overensstemmelse hermed må vurderingen
af,
om der eventuelt er grundlag for at undlade forudgående varsling efter den
foreslåede bestemmelse, ske separat for hver enkelt myndighed.
Justitsministeriet finder ligesom kommissionens flertal, at
der ikke ved siden af lovforslagets regler om myndighedernes fremgangsmåde
mv.
er behov for at opstille særlige regler om fælles kontrolbesøg.
Justitsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at
lovforslaget – som anført af kommissionen - ikke er til hinder for, at
myndighederne som led i fælles kontrol har et praktisk samarbejde, herunder
f.eks. i forbindelse med fremsendelse af varslingsskrivelse og udfærdigelse
af
rapport om kontrolbesøgets gennemførelse. Myndighederne vil også i
forbindelse
med det fælles kontrolbesøg kunne yde hinanden praktisk bistand.
Både hensynet til en effektiv kontrol og hensynet til at
udsætte berørte borgere og virksomheder for mindst mulig gene taler i den
forbindelse som anført af kommissionen for, at de relevante myndigheder i
videst muligt omfang har et indbyrdes samarbejde, der giver mulighed for at
gennemføre fælles kontrolbesøg.
3.5. Offentliggørelse af oplysninger om
resultat af kontrolbesøg mv.
3.5.1. Gældende ret
Spørgsmålet om en
offentlig myndigheds adgang til af egen drift at offentliggøre resultatet af
kontrolbesøg mv. skal som udgangspunkt afgøres efter de almindelige regler om
tavshedspligt i forvaltningsloven og straffeloven samt efter reglerne i
persondataloven.
Anmoder
offentligheden om adgang til sådanne oplysninger, vil det normalt være de
almindelige regler i offentlighedsloven, der afgør om en sådan anmodning kan
imødekommes.
Inden for det
enkelte forvaltningsområde kan der være fastsat særlige regler om
offentliggørelse af kontrol- og analyseresultater. På Fødevareministeriets
område er der således i flere love fastsat regler om offentliggørelse af
kontrol- og analyseresultater, herunder offentliggørelse med navns nævnelse
af
resultater samt art og omfang af sanktioner på baggrund af den kontrol, som
gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven, jf.
bl.a. fødevareloven, lov om foderstoffer samt lov om frø, kartofler og
planter.
3.5.2. Kommissionens forslag
Efter kommissoriet
har kommissionen i relevant omfang kunne inddrage spørgsmål om myndighedernes
adgang til at meddele offentligheden oplysninger om resultatet af
kontrolbesøg
hos virksomheden.
Kommissionen har
ikke fundet anledning til at komme ind på dette spørgsmål.
3.5.3. Justitsministeriets overvejelser
Det er
Justitsministeriets opfattelse, at spørgsmål om offentliggørelse af
resultater
af kontrolbesøg mv. fortsat som udgangspunkt bør afgøres efter de almindelige
regler om tavshedspligt, reglerne i persondataloven og de almindelige regler
om
aktindsigt i offentlighedsloven.
I det omfang der
findes behov for at fastsætte yderligere regler om adgang til at
offentliggøre
sådanne oplysninger, må det således efter Justitsministeriets opfattelse som
hidtil ske i lovgivningen inden for det enkelte forvaltningsområde.
3.6.
Forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen af tvangsindgreb
3.6.1.
Gældende ret
Der findes ikke i
dag et generelt regelsæt, der regulerer adgangen til at foretage
tvangsindgreb
uden for strafferetsplejen i tilfælde, hvor der er mistanke om, at en person
har begået et strafbart forhold.
Spørgsmålet blev
behandlet af det udvalg nedsat af Justitsministeriet, der i 1985 afgav
betænkning nr. 1039/1985 om tvangsindgreb uden for strafferetsplejen. I
betænkningen anførte udvalget bl.a., at udgangspunktet i kommende lovgivning
bør være, at ikke-straffeprocessuelle tvangsindgreb ikke anvendes, i det
omfang
en tilsynsmyndighed mv. har begrundet mistanke om et strafbart forhold, og
forholdet er anmeldt til politiet.
Det bagvedliggende
synspunkt er, at anvendelsen af et tvangsindgreb i tilfælde, hvor der
foreligger en sådan mistanke, i stedet bør ske efter reglerne i
retsplejeloven,
som netop tilsigter at varetage de særlige retssikkerhedsmæssige hensyn, der
gør sig gældende, når en person mistænkes for at have begået et strafbart
forhold.
I overensstemmelse
hermed er det i en række nyere lovforarbejder lagt til grund, at
administrative
kontrolmyndigheder mv. ikke kan anvende tvangsindgreb, hvis en person er
konkret mistænkt for et strafbart forhold. Det er i den forbindelse lagt til
grund, at muligheden for at anvende tvangsindgreb uden for strafferetsplejen
begrænses fra det tidspunkt, hvor der foreligger konkret mistanke om et
strafbart forhold og ikke – som anbefalet i 1985-betænkningen – fra
det
tidspunkt, hvor den pågældende myndighed eventuelt indgiver anmeldelse om
forholdet
til politiet.
Som eksempel på
lovforarbejder, hvor dette synspunkt er afspejlet, kan bl.a. nævnes L 73/1998
om forslag til lov om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven,
arbejdsmarkedsfondsloven, toldloven og en række afgiftslove. Her fremgår det
af
Skatteministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 8. november 1998 fra
Folketingets Skatteudvalg (L 73 – bilag 2) bl.a., at skattemyndighederne
er
udelukket fra at anvende de administrative kontrolbeføjelser, hvis
skattemyndighederne inden et kontrolbesøgs foretagelse har formodning om et
strafbart forhold og vurderer, at der er grundlag for at rejse sigtelse.
Skattemyndighedernes anvendelse af kontrolbeføjelser er ifølge besvarelsen
begrænset til de tilfælde, hvor kontrollen ikke foretages med henblik på at
straffe den pågældende.
De nugældende
regler om forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelse af tvangsindgreb
er
i øvrigt beskrevet på side 89ff i betænkningen.
3.6.2.
Kommissionens forslag
Kommissionens
flertal finder, at den praksis, der som nævnt i pkt. 3.6.1 umiddelbart
ovenfor
følger af de senere års lovgivning på en række forvaltningsområder, bør
overføres til en generel regel. Der bør således efter flertallets opfattelse
indsættes en generel bestemmelse i lovgivningen om begrænsninger i
administrative myndigheders adgang til at udøve kontrolbeføjelser i tilfælde,
hvor der foreligger konkret mistanke om et strafbart forhold. Det gælder,
hvad
enten der er tale om tvangsindgreb rettet mod den, som er mistænkt, eller mod
andre.
Flertallet anfører
som overordnet argument, at hensynet til ikke at omgå de straffeprocessuelle
regler i retsplejeloven – som indeholder regler for adgang til
ransagning,
beslaglæggelse mv. i forbindelse med efterforskning af strafbare forhold
–
indebærer, at der bør være begrænsninger i mulighederne for, at offentlige
myndigheder kan foretage tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, hvis der
er
konkret mistanke om, at en person har begået et strafbart forhold.
Kommissionens
flertal finder, at forvaltningsmyndighedernes kontrolbeføjelser bør begrænses
fra det tidspunkt, hvor en person »med rimelig grund mistænkes for at have
begået et strafbart forhold«. Kommissionens flertal har i den forbindelse
lagt
vægt på, at dette »skæringstidspunkt« i højere grad end f.eks. tidspunktet
for
en myndigheds indgivelse af politianmeldelse tilgodeser borgernes
retssikkerhed. En ordning, hvorefter en forvaltningsmyndighed frem til
tidspunktet for indgivelse af politianmeldelse uden særlige begrænsninger
skulle kunne foretage tvangsindgreb med hjemmel i de administrative
kontrolbestemmelser, ville således efter flertallets opfattelse bl.a. være
forbundet med en omgåelsesrisiko, idet en myndighed bevidst ville kunne
udskyde
tidspunktet for indgivelse af anmeldelse.
At der skal være tale
om, at »en person med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart
forhold«, indebærer ifølge flertallet, at mistanken skal være baseret på
fornødne konkrete, objektive oplysninger i den konkrete sag. En myndighed,
som
har mistanke om, at »der er noget galt«, vil i den forbindelse uden særlige
begrænsninger kunne være berettiget til at gennemføre eller fortsætte et
kontrolbesøg mv., indtil der i givet fald er tilvejebragt visse nærmere
konkretiserede oplysninger om karakteren og omfanget af det eller de forhold,
som mistanken angår.
Kommissionens
flertal har overvejet, om de særlige begrænsninger i adgangen til at
gennemføre
kontrolbesøg mv. i tilfælde, hvor en person med rimelig grund mistænkes for
at
have begået et strafbart forhold, burde udformes således, at et tvangsindgreb
i
disse tilfælde ikke kan gennemføres, medmindre det vil kunne udelukkes, at
der
vil blive tilvejebragt oplysninger af betydning for bedømmelsen af den
formodede lovovertrædelse.
Flertallet finder
imidlertid, at en sådan bestemmelse ville føre til en retstilstand, der ikke
forekommer acceptabel, idet f.eks. arbejdsmiljø-, miljø- og
fødevaremyndighederne i tilfælde, hvor en borger eller en virksomhed
mistænkes
for et strafbart forhold, i givet fald ville være afskåret fra at gennemføre
kontrolbesøg med henblik på i anledning af det samme forhold at nedlægge
påbud
mv. for f.eks. at standse et farligt arbejde eller en igangværende forurening
eller for f.eks. at undgå salg af sundhedsfarlige fødevarer.
På den baggrund
foreslår kommissionens flertal i stedet en bestemmelse, hvorefter en
forvaltningsmyndighed i tilfælde, hvor en person i overensstemmelse med det
anførte med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold,
vil være berettiget til at foretage tvangsindgreb uden for strafferetsplejen,
i
det omfang det sker med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Denne begrænsning
indebærer, at myndighederne i de nævnte tilfælde ikke vil kunne foretage et
kontrolbesøg mv., hvis formålet hermed ville være at tilvejebringe
oplysninger
til brug for en straffesag. Derimod kan myndighederne også i tilfælde, hvor
en
person med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold,
gennemføre eller fortsætte et tvangsindgreb og dermed tilvejebringe
oplysninger
om det eller de forhold, som mistanken omfatter, hvis formålet er at
tilvejebringe oplysningerne til brug for andet end fastsættelse af straf. Den
foreslåede bestemmelse skal gælde, hvad enten der er tale om tvangsindgreb
rettet mod den mistænkte eller mod andre.
Herudover foreslår
kommissionens flertal en bestemmelse om, at den mistænkte kan give samtykke
til
fravigelse af de foreslåede begrænsninger. Flertallet bemærker i den
forbindelse, at de foreslåede begrænsninger bygger på hensynet til den
mistænktes retssikkerhed, således at den mistænkte med sit samtykke bør kunne
ophæve de nævnte begrænsninger.
Der henvises til
side 145ff i betænkningen.
Som nævnt under
pkt. 1 kan ét medlem af kommissionen ikke støtte flertallets forslag i sin
helhed. Om flertallets forslag til regler om forholdet til strafferetsplejen
ved gennemførelse af tvangsindgreb anfører medlemmet, at de foreslåede regler
er for vidtgående og i forhold til i dag vil begrænse og besværliggøre
myndighedernes mulighed for at varetage deres tilsyns- og kontrolopgaver.
Efter
medlemmets opfattelse kan konsekvenserne blive, at Arbejdstilsynet i vidt
omfang vil være nødsaget til at inddrage politi- og anklagemyndighed på et
meget
tidligere stadie af sagsforløbet også i småsager, der i dag ofte kan klares
administrativt. Medlemmet anfører i den forbindelse, at det i værste fald kan
medføre, at sager ikke oplyses tilstrækkeligt eller opgives af
ressourcemæssige
årsager.
3.6.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet
er enig med kommissionens flertal i, at hensynet til ikke at omgå de
straffeprocessuelle regler indebærer, at der bør gælde særlige begrænsninger
i
myndighedernes muligheder for at foretage tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen, hvis der er konkret mistanke om, at en person har begået
et
strafbart forhold. Foreligger der en sådan mistanke, bør et tvangsindgreb som
udgangspunkt ske efter retsplejelovens regler om adgang til ransagning,
beslaglæggelse mv. i forbindelse med efterforskning af strafbare forhold.
Justitsministeriet
kan i den forbindelse også tilslutte sig flertallets valg af
»skæringstidspunkt«. Af de grunde, som er anført af kommissionens flertal, er
det således også Justitsministeriets opfattelse, at
forvaltningsmyndighedernes
beføjelser til at gennemføre tvangsindgreb skal begrænses fra det tidspunkt,
hvor en person med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart
forhold. Der henvises til lovforslagets § 9, stk. 1.
I overensstemmelse
med opfattelsen hos kommissionens flertal må den nævnte mistanke være baseret
på fornødne konkrete, objektive oplysninger i den pågældende sag.
Justitsministeriet er således enig i, at det vil kunne være berettiget at
gennemføre eller fortsætte et kontrolbesøg mv., indtil der i givet fald er
tilvejebragt visse nærmere konkretiserede oplysninger om karakteren og
omfanget
af det eller de forhold, som mistanken angår. Der henvises nærmere til
bemærkningerne til lovforslagets § 9.
Det forudsættes i
den forbindelse, at det i almindelighed er den pågældende tilsynsmyndighed
mv.,
der skal vurdere, om der foreligger rimelig grund til mistanke om et
strafbart
forhold. Spørgsmål herom skal således normalt ikke overgives til politiets
stillingtagen.
Justitsministeriet
er endvidere enig med kommissionens flertal i, at det ville medføre en
uacceptabel retstilstand, hvis en forvaltningsmyndighed i tilfælde, hvor der
foreligger den nævnte mistanke om et strafbart forhold, skulle være afskåret
fra at udføre en række opgaver af væsentlig eller afgørende betydning for
administrationen og kontrollen af lovgivningen mv. på det pågældende område.
Justitsministeriet
kan derfor tilslutte sig flertallets forslag om, at en forvaltningsmyndighed
i
sager, hvor en person med rimelig grund mistænkes for at have begået et
strafbart forhold, vil være berettiget til at foretage et tvangsindgreb, i
det
omfang det sker med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Tilsynsmyndigheder
mv. vil således – uanset at en person med rimelig grund mistænkes for at
have
begået et strafbart forhold – kunne gennemføre et tvangsindgreb, hvis
det alene
sker med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af
andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Der henvises til lovforslagets
§ 9, stk. 2.
Det anførte
indebærer, at en myndighed - selv om der foreligger rimelig grund til
mistanke
om et strafbart forhold – kan gennemføre eller fortsætte et kontrolbesøg
eller
andet tvangsindgreb og dermed tilvejebringe oplysninger, der vedrører det
mulige strafbare forhold, hvis formålet alene er at tilvejebringe
oplysningerne
til brug for f.eks. spørgsmål om udstedelse af et påbud eller forbud i medfør
af lovgivningen på det enkelte område, spørgsmål om tilbagekaldelse af en
tilladelse mv., eller andre spørgsmål, der ikke vedrører fastsættelse af
straf.
Hvis formålet ikke
er at tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag, kan
administrative
myndigheder således i forbindelse med varetagelse af deres tilsyns- og
kontrolopgaver mv. foretage kontrolbesøg og andre tvangsindgreb, uanset at
der
hermed tilvejebringes oplysninger, som også vil have betydning for behandling
af eventuelle spørgsmål om fastsættelse af straf, herunder for myndighedens
vurdering af, om der f.eks. ved at indgive politianmeldelse er grundlag for
en
videre strafferetlig forfølgning af sagen.
På den baggrund er
det Justitsministeriets opfattelse, at lovforslaget vil medføre, at
tilsynsmyndigheder mv. fortsat i meget vidt omfang kan gennemføre
kontrolbesøg
og andre tvangsindgreb, selv om der foreligger rimelig grund til mistanke om
et
strafbart forhold. De forskellige myndigheder vil således efter lovgivningen
på
det enkelte område i almindelighed have til opgave at varetage en række
opgaver, der netop ikke vedrører fastsættelse af straf, og lovforslaget vil
som
anført ikke være til hinder for at gennemføre tvangsindgreb, hvor formålet
alene er at løse sådanne kontrol- og tilsynsopgaver mv.
Lovforslaget
vedrører desuden kun begrænsninger i adgangen til at gennemføre
tvangsindgreb.
Der er med lovforslaget ikke noget til hinder for, at den pågældende
tilsynsmyndighed mv. foretager andre sagsbehandlingsskridt med det formål at
behandle spørgsmål om fastsættelse af straf. I overensstemmelse hermed lægges
der ikke med lovforslaget op til nogen ændring af den praksis, der eksisterer
på de enkelte områder med hensyn til arbejdsfordelingen mellem
tilsynsmyndigheder mv. og politiet. Også i de tilfælde, hvor lovforslaget vil
afskære en tilsynsmyndighed fra selv at foretage et tvangsindgreb – og
hvor et
tvangsindgreb derfor i givet fald skal forestås af politiet (ofte med rettens
godkendelse) efter reglerne i retsplejeloven – forudsættes det således,
at der
ikke sker nogen forskydning af den øvrige arbejdsfordeling mellem
tilsynsmyndighederne mv. og politiet.
Det forhold, at
spørgsmål om foretagelse af tvangsindgreb i visse tilfælde skal overlades til
politiet, bør derfor ikke i almindelighed medføre ændringer med hensyn til, i
hvilket omfang de forskellige tilsynsmyndigheder mv. – efter den
praksis, der
gælder på det enkelte område - f.eks. undersøger og forbereder en sag, inden
sagen eventuelt overgives til politiet med henblik på stillingtagen til, om
der
skal rejses tiltale. Det bemærkes herved, at det ofte vil være
tilsynsmyndighederne, der besidder den særlige faglige ekspertise, som der er
behov for ved behandling af straffesager om overtrædelse af lovgivningen på
det
enkelte forvaltningsområde. Af den grund forudsættes det også, at politiet i
tilfælde, hvor et tvangsindgreb efter lovforslaget kun kan gennemføres efter
reglerne i retsplejeloven, normalt vil skulle være ledsaget af repræsentanter
for vedkommende tilsynsmyndighed mv. Endvidere vil sagen i disse tilfælde,
når
tvangsindgrebet er gennemført – i det omfang der er praksis for det på
det
enkelte forvaltningsområde – kunne sendes tilbage til vedkommende
kontrolmyndighed mv. med henblik på yderligere sagsbehandling også af
spørgsmål, der vedrører eventuel efterfølgende pålæggelse af straf.
Justitsministeriet
er enig med kommissionens flertal i, at de foreslåede begrænsninger i
adgangen
til at gennemføre tvangsindgreb bør gælde, hvad enten der er tale om
tvangsindgreb rettet mod den mistænkte eller mod andre. Justitsministeriet
har
i den forbindelse ligesom kommissionens flertal lagt vægt på, at hensynet til
ikke at omgå retsplejelovens regler om strafferetsplejen - der indeholder
bestemmelser om ransagning mv. både over for mistænkte og over for
ikke-mistænkte personer - taler for at begrænse forvaltningsmyndighedernes
muligheder for at kunne foretage tvangsindgreb ikke blot i forhold til en
mistænkt person, men også i forhold til ikke-mistænkte personer, der indgår i
sagen. Der henvises til lovforslagets § 9, stk. 3.
Endvidere kan
Justitsministeriet tilslutte sig flertallets forslag om, at den mistænkte
skal
kunne give samtykke til at ophæve de foreslåede begrænsninger. Der henvises
til
lovforslagets § 9, stk. 4.
Som anført ovenfor
under pkt. 3.1.2.2 finder Justitsministeriet, at de foreslåede regler om
forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen af tvangsindgreb ikke
alene
bør omfatte de typer af tvangsindgreb, som er omfattet af grundlovens
§ 72. Justitsministeriet finder således, at de nævnte regler også bør
gælde for tvangsindgreb, som består i undersøgelse af andre lokaliteter og
genstande, beslaglæggelse af andre genstande eller eftersyn og anden
undersøgelse af personer.
De foreslåede
bestemmelser vil i visse tilfælde kunne indebære, at en myndighed, som i
forbindelse med et kontrolbesøg mv. får mistanke om et strafbart forhold, vil
være afskåret fra at benytte en eventuel hjemmel i lovgivningen til
umiddelbart
at beslaglægge relevante bevismidler (f.eks. regnskabsbilag, andre dokumenter
mv.). Myndigheden må i så fald søge at indhente vedkommendes samtykke til
–
uanset den opståede mistanke om strafbart forhold – at beslaglægge de
pågældende effekter, jf. bestemmelsen i lovforslagets § 9, stk. 3.
Hvis et sådant samtykke ikke kan opnås, forudsættes det, at myndigheden
–
såfremt den finder tilstrækkelig anledning til straks at tilkalde politiet
med
henblik på gennemførelse af en beslaglæggelse efter de straffeprocessuelle
regler i retsplejeloven – vil have ret til at forblive på stedet for at
sikre
eventuelle beviser, indtil politiet møder frem. Bl.a. fordi den mistænkte kan
give samtykke til, at den pågældende myndighed i givet fald beslaglægger
bevismidler mv., må det forventes, at der alene i relativt få tilfælde –
hvor
mistanken vedrører mere grove lovovertrædelser – vil kunne være
anledning til
at tilkalde politiet.
Særligt om
søfartsmyndighedernes kontrol efter søfartslovgivningen bemærkes, at det i
praksis ofte ikke vil være muligt for politiet at foretage tvangsindgreb
efter
reglerne i retsplejeloven på skibe, der f.eks. befinder sig til søs, eller på
danske skibe, der befinder sig i udenlandsk havn. Hertil kommer, at det efter
omstændighederne kan være særligt indgribende over for skibet, hvis dets
videre
sejlads skal afvente, at politiet kommer frem til skibet og undersøger det.
Økonomi- og erhvervsministeren vil derfor efter drøftelse med
justitsministeren
overveje, om der kan være anledning til at foreslå ændringer i
søfartslovgivningen, som giver søfartsmyndighederne mulighed for i visse
tilfælde at foretage tvangsindgreb på skibe, selv om betingelserne i
lovforslagets § 9 ikke er opfyldt.
I tilknytning
hertil bemærkes, at havmiljøloven giver hjemmel til, at forsvarsministeren og
miljøministeren eller den, de bemyndiger dertil, i tilfælde af olieudslip kan
foretage tvangsindgreb efter retsplejelovens regler på skibe og platforme.
Miljøministeren vil efter drøftelse med justitsministeren overveje, om der
kan
være anledning til at foreslå ændringer i havmiljøloven, som giver
myndighederne mulighed for også i visse andre tilfælde at foretage
tvangsindgreb på skibe mv., selv om betingelserne i lovforslagets § 9
ikke
er opfyldt.
Tilsvarende kan der
gøre sig særlige forhold gældende for fiskerimyndighederne.
Fødevareministeren
vil derfor efter drøftelse med justitsministeren overveje, om der kan være
anledning til at foreslå ændringer i fiskerilovgivningen, som giver
fiskerikontrollen mulighed for i visse tilfælde at foretage tvangsindgreb på
skibe, selv om betingelserne i lovforslagets § 9 ikke er opfyldt.
Som nævnt under
pkt. 1 og 3.6.2 ovenfor kan ét medlem af kommissionen ikke tilslutte sig
flertallets forslag i sin helhed. I den forbindelse fremhæver medlemmet
særligt, at de foreslåede regler er for vidtgående og i forhold til i dag vil
begrænse og besværliggøre myndighedernes mulighed for at varetage deres
tilsyns- og kontrolopgaver.
Justitsministeriet
skal i den forbindelse henvise til det, der er anført ovenfor. Her fremgår
det
bl.a. at Justitsministeriet i overensstemmelse med opfattelsen hos flertallet
af kommissionen finder, at der bør gælde særlige begrænsninger i adgangen til
at gennemføre kontrolbesøg mv. uden for strafferetsplejen, hvis der
foreligger
rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold. Lovforslagets regler
herom
indebærer ikke, at tilsynsmyndigheder mv. afskæres fra at gennemføre
kontrolbesøg, hvis formålet alene er at varetage tilsyns- og kontrolopgaver
på
det pågældende område. Desuden forudsættes det som nævnt, at de foreslåede
regler – der ligger på linie med gældende regler på en række områder
– ikke vil
medføre nogen forskydning af den øvrige sagsbehandling fra de enkelte
tilsynsmyndigheder over til politiet.
4. Oplysningspligter og retten til ikke at
inkriminere sig selv
4.1.
Gældende ret
Selvinkrimineringsgrundsætningen
indebærer, at en person, der er anklaget for et strafbart forhold, har ret
til
ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse og til ikke at blive tvunget
til
at medvirke til at opklare det påståede strafbare forhold.
Grundsætningen er
beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, der bl.a.
er til hinder for, at administrative myndigheder anvender strafsanktionerede
oplysningspligter over for en person, der er »anklaget« i konventionens
forstand, med henblik på at få borgeren selv til at oplyse den påståede
»forbrydelse«. Det gælder, hvad enten der er tale om afgivelse af forklaring
eller om vedkommendes fremskaffelse af dokumenter mv.
Begrebet »anklage«
i artikel 6 er et selvstændigt konventionsbegreb. Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol har i sin praksis defineret »anklage« som en
officiel
tilkendegivelse fra den kompetente myndighed over for en person, der
indeholder
en beskyldning om, at den pågældende har begået et strafbart forhold.
I tilknytning
hertil har Domstolen ved sin fortolkning af udtrykket »forbrydelse« navnlig
lagt vægt på, hvorvidt de bestemmelser, der udgør grundlaget for
forfølgningen,
i det pågældende retssystem henregnes til strafferetten eller anses for at
være
af disciplinærretlig, forvaltningsretlig eller anden ikke-strafferetlig
karakter. Der lægges endvidere vægt på karakteren af den pågældende
forseelse,
navnlig om der er tale om overtrædelser af forskrifter, der påhviler bestemte
persongrupper, eller overtrædelser af almene normer, der gælder for enhver.
Endelig lægges der vægt på karakteren og intensiteten af den sanktion, der
kan
blive tale om at ikende. Den faktisk ikendte sanktion er således ikke i sig
selv afgørende. Domstolen har ofte tilkendegivet, at der lægges mest vægt på
de
to sidstnævnte kriterier.
Det er ikke afklaret
i konventionspraksis, om forbudet mod selvinkriminering i artikel 6 er til
hinder for, at administrative myndigheder fortsætter behandlingen af en civil
sag, f.eks. med henblik på at meddele et forbud eller et påbud, og i
forbindelse hermed anvender oplysningspligter under trussel om straf mv.,
selv
om der er blevet indledt strafforfølgning i anledning af samme forhold,
f.eks.
for udøvelse af virksomhed uden overholdelse af relevant lovgivning. I det
omfang oplysningerne vedrører det eller de forhold, der har givet anledning
til
strafforfølgning, er det imidlertid nærliggende at antage, at den »anklagede«
kan påberåbe sig forbudet mod selvinkriminering i artikel 6.
Forbudet mod
selvinkriminering i artikel 6 kan derimod ikke antages at være til hinder
for,
at administrative myndigheder pålægger en person at tilvejebringe
oplysninger,
der kan inkriminere andre personer.
Det er ikke
afklaret i konventionspraksis, om og i hvilket omfang juridiske personer kan
påberåbe sig retten til ikke at udtale sig og forbudet mod selvinkriminering.
Det skal dog bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at juridiske
personer i hvert fald i et vist omfang i andre sammenhænge kan påberåbe sig
artikel 6, herunder den såkaldte uskyldsformodning, retten til en rettergang
inden en rimelig frist og retten til en adgang til en domstol.
På den baggrund kan
det ikke udelukkes, at Domstolen vil lægge til grund, at også juridiske
personer kan påberåbe sig retten til ikke at udtale og forbudet mod
selvinkriminering. Det kan i den forbindelse tilføjes, at EF-domstolen ved
dom
af 15. oktober 2002 (C-238/99P m.fl., Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl.) i
den
pågældende sag lader et selvinkrimineringsforbud gælde i forhold til
juridiske
personer, jf. dommens præmis 279 ff.
Selvinkrimineringsgrundsætningen
har i en række tilfælde været behandlet af de danske domstole og er i et vist
omfang lovfæstet i dansk ret. I retsplejelovens regler om strafferetsplejen
er
der således fastsat regler om, at en sigtet eller tiltalt ikke har pligt til
at
udtale sig om det eller de forhold, som sigtelsen eller tiltalen omfatter.
Hvad angår
politiets afhøringer i forbindelse med efterforskning af strafbare forhold,
fremgår det af retsplejelovens § 752, stk. 1, at en sigtet, inden
vedkommende afhøres af politiet, udtrykkeligt skal gøres bekendt med
sigtelsen
og med, at vedkommende ikke har pligt til at udtale sig. Ved afhøringer i
retten finder retsplejelovens § 752 tilsvarende anvendelse, jf.
§ 754. Under rettens behandling af en straffesag skal tiltalte spørges,
om
vedkommende er villig til at forklare nærmere om de forhold, som tiltalen
angår, jf. retsplejelovens § 868 og § 928.
Endvidere fremgår
det af retsplejelovens § 171 om vidnepligt, at pligt til at afgive
forklaring som vidne i retten bl.a. ikke foreligger, hvis forklaringen
antages
at ville udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd.
Uden for
strafferetsplejen er der derimod ikke fastsat generelle lovbestemmelser om
forbudet mod selvinkriminering, men det kan i lovgivningen på de enkelte
forvaltningsområder
være lagt til grund, at administrative myndigheder må afstå fra at benytte
oplysningspligter, hvis der på tidspunktet for benyttelsen er mistanke om
strafbare forhold.
Som eksempel på
lovforarbejder, hvor dette synspunkt er afspejlet, kan bl.a. nævnes § 1,
nr. 2 i L 62 af 27. oktober 1999 om ændring af lov om luftfart (vedtaget som
lov nr. 346 af 17. maj 2000), der giver Statens Luftfartsvæsen adgang til at
få
oplyst, hvem der på et hvilket som helst tidspunkt har været ansvarlig for
operationen af et luftfartøj. I Trafikministeriets bemærkninger til
bestemmelsen anføres det, at bestemmelsen ikke kan anvendes, hvis der på det
tidspunkt, hvor anmodningen fremsættes, er mistanke om, at ejer eller bruger
selv har gjort sig skyldig i strafbart forhold i forbindelse med den
pågældende
flyvning.
Der henvises i det
hele til betænkningens side 65ff.
4.2. Kommissionens forslag
4.2.1. Anvendelsesområde
I overensstemmelse
med kommissoriet for kommissionens arbejde foreslås i betænkningen en række
regler, der afklarer, hvilken nærmere retsstilling borgere og virksomheder
har,
hvis der i tilknytning til forvaltningsmyndigheders virksomhed uden for
strafferetsplejen (f.eks. under gennemførelsen af et kontrolbesøg) opstår
spørgsmål om, hvorvidt den pågældende borger eller virksomhed har begået en
lovovertrædelse, som kan medføre straf.
I den forbindelse
foreslår kommissionens flertal bl.a. regler, der skal sikre den mistænktes
ret
til ikke at inkriminere sig selv i situationer, hvor lovgivningen foreskriver
en pligt til at meddele visse oplysninger til en forvaltningsmyndighed.
Kommissionens
udkast til de omhandlede regler omfatter de tilfælde, hvor der i lovgivningen
mv. er fastsat pligt til at meddele oplysninger til en offentlig myndighed,
og
hvor denne pligt er strafsanktioneret eller kan gennemtvinges med tvangsbøder
eller lignende. Reglerne omfatter endvidere såvel afgivelse af forklaring som
vedkommendes fremskaffelse af dokumenter mv.
Der henvises til
betænkningens side 139ff.
4.2.2.
Anvendelse af oplysningspligter over for en mistænkt
Kommissionens
flertal foreslår, at der indføres en bestemmelse i lovgivningen, som – i
lyset
af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den
retspraksis,
der knytter sig til denne bestemmelse – fastslår, at en person, som
mistænkes
for at have begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf eller anden
sanktion, som må sidestilles med straf, ikke har pligt til at meddele
oplysninger til en offentlig forvaltningsmyndighed, medmindre det kan
udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, kan have betydning for
bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
Som begrundelse for
en sådan bestemmelse henviser flertallet som anført til den retspraksis om
det
almindelige forbud mod selvinkriminering, der bl.a. kan støttes på Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention. Herudover finder flertallet, at også
hensynet til ikke at omgå strafferetsplejens regler taler for, at der bør
gælde
begrænsninger for myndighedernes anvendelse af bestemmelser i lovgivningen om
oplysningspligt over for personer mv., som mistænkes for at have begået en
strafbar handling. Inden for strafferetsplejen har en mistænkt eller tiltalt
person således ikke pligt til at afgive forklaring, jf. retsplejelovens
§§ 171 og 752.
Flertallet finder,
at den omtalte bestemmelse ikke alene skal finde anvendelse i tilfælde, hvor
manglende opfyldelse af oplysningspligten kan medføre straf, men også i
tilfælde, hvor lovovertrædelsen kan medføre en anden sanktion, som må
sidestilles med straf. I den forbindelse henviser flertallet til artikel 6 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som også omfatter sanktioner,
der
ikke efter national ret henregnes til strafferetsplejen, men som ikke desto
mindre må sidestilles med straf.
Uden for
flertallets forslag falder tilfælde, hvor myndigheden ikke har adgang til at
søge oplysningspligten gennemtvunget. Flertallets forslag omfatter derfor
ikke
tilfælde, hvor en part f.eks. i forbindelse med en ansøgning må give visse
oplysninger som forudsætning for, at ansøgningen kan imødekommes, og hvor
manglende afgivelse af oplysninger alene kan tillægges såkaldt processuel
skadevirkning, således at ansøgningen eventuelt ikke kan imødekommes.
Kommissionens
flertal anfører, at der skal foreligge en konkret mistanke, før den
foreslåede
bestemmelse finder anvendelse, og at det som udgangspunkt må være afgørende,
om
myndighedens mistanke er så stærk, at der inden for strafferetsplejen ville
være grundlag for at rejse en sigtelse. Der skal således foreligge
omstændigheder, spor mv., som på objektivt grundlag og med rimelighed kan
tale
for vedkommendes mulige skyld. I den forbindelse bemærkes, at en person
normalt
skal anses for sigtet, når mistanken samler sig om vedkommende, og
efterforskningen direkte retter sig mod den pågældende og ikke mod en bredere
kreds.
Efter flertallets
opfattelse er det af afgørende betydning, at en mistænkt person er bekendt
med
retten til ikke at afgive oplysninger. Der foreslås derfor også en
bestemmelse,
der udtrykkeligt fastsætter, at den pågældende myndighed i de nævnte tilfælde
skal vejlede vedkommende om, at der ikke er pligt til at meddele oplysninger
til myndigheden. Kommissionens flertal foreslår endvidere en bestemmelse, der
fastslår, at den mistænkte kan give samtykke til, at myndigheden indhenter
oplysninger hos vedkommende om den formodede lovovertrædelse. Flertallet
finder, at et sådant samtykke skal være skriftligt og skal gives på et
frivilligt, specifikt og informeret grundlag.
Kommissionen
anfører, at den foreslåede bestemmelse om begrænsninger i adgangen til at
anvende oplysningspligter må antages at svare til, hvad der i dag er den
gældende retstilstand på en lang række forvaltningsområder.
Flertallet bemærker
dog samtidig, at den foreslåede bestemmelse på visse områder går længere end,
hvad der følger af gældende ret. Som eksempel henvises til bestemmelsen i
færdselslovens § 65, stk. 1, hvorefter ejeren (brugeren) af et
køretøj efter anmodning fra politiet skal oplyse, hvilke personer der som
førere har benyttet køretøjet. I sager om hastighedskontrol fortolkes
bestemmelsen således, at en ejer af et køretøj, som umiddelbart mistænkes for
at have ført køretøjet på gerningstidspunktet, har pligt til at afgive
oplysninger til politiet i tilfælde, hvor føreren og dermed gerningsmanden
har
været en anden end ejeren selv. Den bestemmelse, som flertallet forslår, vil
begrænse en sådan pligt, idet en mistænkt person efter den foreslåede
bestemmelse heller ikke vil have pligt til at afgive oplysninger i tilfælde,
hvor det (efterfølgende) viser sig, at der ikke er grundlag for at anse
vedkommende for skyldig i det eller de forhold, som mistanken omfattede.
Flertallet anfører
i den forbindelse, at baggrunden for den nævnte forskel er, at den foreslåede
bestemmelse ikke alene støttes på retten til ikke at inkriminere sig selv,
men
også er begrundet i hensynet til ikke at omgå strafferetsplejens regler, og
det
bemærkes i den forbindelse, at der ved en eventuel gennemførelse af de
regler,
som flertallet foreslår, må tages stilling til, om der på visse områder som
f.eks. med hensyn til sager om automatisk hastighedskontrol foreligger
særlige
hensyn, som gør, at der på disse områder alene bør gælde den begrænsning i
pligten til at afgive oplysninger, som antages at følge af artikel 6 i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Der henvises til
side 139ff i betænkningen.
4.2.3. Anvendelse af oplysningspligter over for andre end
den mistænkte
Kommissionens
flertal foreslår endvidere en bestemmelse, der regulerer spørgsmålet om
anvendelse af oplysningspligter over for andre end den mistænkte.
Flertallet henviser
i den forbindelse til, at administrative myndigheder – uden at komme i
konflikt
med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – kan
pålægge andre
end den mistænkte at tilvejebringe oplysninger, som kan belaste en mistænkt
person. Hensynet til at imødegå omgåelse af strafferetsplejens regler
indebærer
imidlertid efter flertallets opfattelse, at offentlige
forvaltningsmyndigheder
bør være afskåret fra at anvende regler uden for strafferetsplejen om
oplysningspligt mv. over for andre end den mistænkte, hvis oplysningerne
søges
tilvejebragt med henblik på behandlingen af spørgsmål om straf.
Kommissionens
flertal foreslår derfor en bestemmelse, hvorefter andre end den mistænkte
alene
har pligt til i sager, hvor der indgår en mistænkt person, at meddele
oplysninger, i det omfang myndigheden indhenter oplysningerne med henblik på
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. En sådan
bestemmelse
vil således ikke være til hinder for, at den pågældende myndighed kan
påberåbe
sig regler i lovgivningen om oplysningspligt, hvis oplysningerne søges
tilvejebragt med henblik på varetagelse af opgaver uden for
strafferetsplejen.
Flertallet foreslår
endvidere, at den mistænkte – som kan give afkald på sin egen ret til
ikke at
afgive oplysninger – skal kunne give samtykke til, at myndigheden over
for
tredjemand kan anvende regler om oplysningspligt uden den begrænsning, der
følger af den foreslåede bestemmelse.
Flertallet bemærker
i den forbindelse, at der med udtrykket »andre end den mistænkte« sigtes til
tredjemænd, som er private. Flertallets forslag regulerer således ikke
spørgsmålet om indhentelse af oplysninger hos andre offentlige myndigheder.
Der henvises til
betænkningens side 144f.
4.2.4.
Juridiske personer
Kommissionens
flertal foreslår, at de nævnte begrænsninger i adgangen til at håndhæve
oplysningspligter skal gælde, hvad enten den mistænkte er en enkeltperson
eller
en juridisk person. I den forbindelse har kommissionen lagt vægt på, at
hensynet til ikke at omgå de straffeprocessuelle regler har samme vægt, hvad
enten mistanken er rettet mod en fysisk eller juridisk person. Hertil kommer,
at det ikke kan afvises, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6 skal fortolkes således, at bestemmelsen også beskytter juridiske
personer mod selvinkriminering.
For så vidt angår
de tilfælde, hvor den, som mistænkes for et strafbart forhold, er en juridisk
person, har kommissionen overvejet, i hvilket omfang fysiske personer med
tilknytning
til den juridiske person skal identificeres med denne. Med udtrykket »fysiske
personer med tilknytning til en juridisk person« sigter kommissionen til en
juridisk persons bestyrelse, direktion og ansatte.
Kommissionen
anfører, at spørgsmålet om identifikation mellem en juridisk person og
fysiske
personer med tilknytning til den juridiske person
for det første
har betydning i de tilfælde, hvor en oplysningspligt
i lovgivningen påhviler en juridisk person som sådan, men hvor
oplysningspligten for den juridiske person (virksomheden) forstås således, at
pligten generelt – det vil sige uafhængigt af, om der foreligger en
mistanke om
et strafbart forhold – også kan rettes mod fysiske personer inden for
virksomheden, f.eks. ansatte. Skal en oplysningspligt, der påhviler en
virksomhed, derimod forstås således, at den ikke kan rettes mod ansatte eller
andre fysiske personer med tilknytning til virksomheden, gælder dette
naturligvis også i tilfælde, hvor virksomheden er mistænkt for at have begået
et strafbart forhold.
Det er opfattelsen
hos flertallet i kommissionen, at et krav til den juridiske person om at
meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse, hverken bør kunne rettes mod den juridiske person som sådan
eller mod fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, hvis der
er en konkret mistanke om, at en juridisk person har begået en
lovovertrædelse,
der kan medføre straf eller anden sanktion, som må sidestilles med straf. I
sådanne tilfælde har den juridiske person heller ikke pligt til at lade en
fysisk person udtale sig på den juridiske persons vegne.
Kommissionen har
for det andet
overvejet, om der i den
nævnte sammenhæng ligeledes bør ske identifikation mellem en juridisk person,
som mistænkes for at have begået et strafbart forhold, og fysiske personer
med
tilknytning til den juridiske person i de tilfælde, hvor oplysningspligter i
lovgivningen mv. er formuleret således, at de udtrykkeligt (også) påhviler en
række fysiske personer med tilknytning til den juridiske person og ikke alene
den juridiske person som sådan.
Kommissionen har i
den forbindelse nærmere overvejet to forskellige modeller:
Én mulighed ville
være, at der også i tilfælde, hvor en oplysningspligt er formuleret således,
at
den påhviler medlemmer af en virksomheds ledelse, ansatte mv., skal ske
identifikation mellem den juridiske person og fysiske personer med
tilknytning
til den juridiske person, såfremt der foreligger mistanke om, at der er
begået
en lovovertrædelse, som kan medføre straf for den juridiske person som sådan.
En anden mulighed
ville være at bruge den samme ordning, som kendes inden for
strafferetsplejen.
Den straffeprocessuelle ordning indebærer, at der i forbindelse med en
indenretlig behandling af en straffesag mod en juridisk person tillægges den
juridiske persons processuelle repræsentant – som selskabet selv vælger
blandt
personerne i ledelsen – samme rettigheder som det tiltalte selskab,
hvorimod
andre fysiske personer med tilknytning til den tiltalte juridiske person,
f.eks. ansatte, som hovedregel behandles efter reglerne om vidnepligt.
Kommissionen har –
bl.a. af tidsmæssige årsager – valgt ikke at lægge sig fast på én af
modellerne.
Kommissionens
flertal forudsætter dog, at ansatte mv. i en virksomhed, uanset hvilken af de
to modeller der vælges, ikke vil være afskåret fra frivilligt – det vil
sige,
uden at der er tale om håndhævelse af en oplysningspligt over for den
pågældende – at meddele myndigheden oplysninger om det eller de forhold,
som
mistanken mod den juridiske person angår.
Kommissionens
flertal bemærker også, at der, hvis man måtte vælge den første model med fuld
identifikation, vil kunne være områder, hvor særlige hensyn gør sig gældende,
og hvor der derfor vil kunne være behov for at fravige denne model, herunder
muligvis på arbejdsmiljøområdet, hvor lovgivningen har til formål at beskytte
de ansattes sundhed mv.
Endelig peger
kommissionens flertal på, at der muligvis på enkelte områder vil kunne være
behov for at overveje særlige regler om spørgsmålet om identifikation i
forholdet mellem koncernforbundne selskaber.
Der henvises til
side 148ff i betænkningen.
4.2.5.
Enkeltmandsvirksomheder
Kommissionens
flertal bemærker, at spørgsmålet om identifikation mellem en juridisk person
(en virksomhed) og fysiske personer med tilknytning til den juridiske person
opstår som følge af den retlige konstruktion for sådanne virksomheder.
Flertallet peger i den forbindelse på, at et tilsvarende spørgsmål ikke
nødvendigvis opstår for enkeltmandsvirksomheder, hvor mistanken om et
strafbart
forhold i givet fald vil være rettet mod en fysisk person (ejeren).
Flertallet har ikke
overvejet sidstnævnte spørgsmål nærmere, men henleder dog opmærksomheden på,
at
der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt ansatte i enkeltmandsvirksomheder bør
have pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen
af
den formodede lovovertrædelse i tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheden
(ejeren)
mistænkes for at have begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf eller
anden
sanktion, som må sidestilles med straf. Flertallet henviser i den forbindelse
til, at det formentlig bl.a. vil afhænge af forholdene på det enkelte område,
om der kan være behov for en nærmere regulering af dette spørgsmål.
Der henvises til
side 152 f i betænkningen.
4.2.6.
Mindretalsudtalelse
Ét medlem af
kommissionen kan som nævnt under pkt. 1 ikke støtte flertallets forslag i sin
helhed. Særligt om flertallets forslag til regler om retten til ikke at
inkriminere sig selv anfører medlemmet bl.a., at de foreslåede regler er for
vidtgående og vil begrænse og besværliggøre myndighedernes mulighed for at
varetage deres tilsyns- og kontrolopgaver i forhold til i dag. Efter
medlemmets
opfattelse kan konsekvenserne blive, at Arbejdstilsynet i vidt omfang vil
være
nødsaget til at inddrage politi- og anklagemyndighed på et meget tidligere
stadie af sagsforløbet også i småsager, der i dag ofte kan klares
administrativt. Medlemmet anfører i den forbindelse, at det i værste fald kan
medføre, at sager ikke oplyses tilstrækkeligt eller opgives af
ressourcemæssige
årsager.
4.3. Justitsministeriets overvejelser
4.3.1. Indledning
Justitsministeriet
kan tilslutte sig, at der indføres generelle bestemmelser om adgangen for
forvaltningsmyndigheder til at anvende regler om oplysningspligt, hvis der
foreligger konkret mistanke om, at der er begået et strafbart forhold.
Bestemmelserne bør
efter Justitsministeriets opfattelse omfatte alle tilfælde, hvor der i
lovgivningen eller i medfør af lovgivningen er fastsat pligt til at meddele
oplysninger til en forvaltningsmyndighed. Det gælder således uanset, om en
overtrædelse af oplysningspligten kan sanktioneres med straf eller
gennemtvinges ved f.eks. tvangsbøder.
Derimod finder
Justitsministeriet ikke, at de foreslåede bestemmelser skal omfatte tilfælde,
hvor der efter lovgivningen mv. ikke er pligt for borgeren til at afgive
oplysninger, og hvor borgerens manglede medvirken til at oplyse en sag alene
kan få såkaldt processuel skadevirkning – det vil sige bevismæssig
skadevirkning – for vedkommende ved sagens afgørelse. Om spørgsmål om
også i
disse tilfælde at vejlede den mistænkte om retten til ikke at udtale sig
henvises til pkt. 4.3.2.
Der henvises til
lovforslaget § 1, stk. 3, samt til pkt. 4.3.2 umiddelbart nedenfor.
4.3.2.
Anvendelse af oplysningspligter over for en mistænkt
Af de grunde, der
er anført af kommissionens flertal, er Justitsministeriet enig i, at der bør
indføres en bestemmelse i lovgivningen, som fastslår, at en person, som
mistænkes for at have begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, ikke
har pligt til at meddele oplysninger til en offentlig forvaltningsmyndighed,
medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, kan
have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Der henvises
til lovforslagets § 10, stk. 1.
Justitsministeriet
kan – i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – også
tilslutte
sig, at bestemmelsen om anvendelsen af oplysningspligter over for en mistænkt
tillige omfatter sanktioner, som efter konventionen må sidestilles med straf.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 10, stk. 1.
For så vidt angår
mistankekravet i bestemmelsen, er Justitsministeriet enig i, at det bør være
afgørende, om myndighedens mistanke er så stærk, at der ville være grundlag
for
inden for strafferetsplejen at rejse en sigtelse eller at tillægge
vedkommende en
sigtets rettigheder. Der skal således foreligge omstændigheder, spor
mv.,
som på objektivt grundlag og med rimelighed kan tale for vedkommendes mulige
skyld.
Det forudsættes herved, at det i almindelighed er den pågældende myndighed
selv, der foretager vurderingen af dette spørgsmål uden f.eks. at inddrage
politiet.
I overensstemmelse
med flertallets opfattelse finder Justitsministeriet det endvidere vigtigt,
at
en mistænkt person er bekendt med retten til ikke at afgive oplysninger. Der
foreslås derfor i lovforslagets § 10, stk. 3, 1. pkt., en
bestemmelse,
der udtrykkeligt fastsætter, at den pågældende myndighed skal vejlede
vedkommende om, at der ikke er pligt til at meddele oplysninger til
myndigheden.
Justitsministeriet
finder i den forbindelse ligesom kommissionens flertal, at en mistænkt bør
kunne give skriftligt samtykke til, at myndigheden indhenter oplysninger hos
vedkommende om den formodede lovovertrædelse. Der henvises til lovforslagets
§ 10,
stk. 3, 2. pkt.
Det er
Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede bestemmelse om
begrænsninger
i adgangen til at anvende oplysningspligter må antages at svare til, hvad der
i
almindelighed er gældende ret på en lang række forvaltningsområder.
Imidlertid
er der enkelte områder, hvor lovforslaget går videre end den nugældende
retstilstand. I den forbindelse fremhæver kommissionens flertal
færdselslovens
§ 65, stk. 1, hvorefter ejeren (brugeren) af et køretøj efter
anmodning fra politiet skal oplyse, hvilke personer der som førere eventuelt
har benyttet køretøjet. Af hensyn til en fortsat effektiv hastighedskontrol
finder Justitsministeriet, at en mistænkt ejer (bruger) stadig bør have pligt
til at oplyse, hvilke andre personer der som førere eventuelt har benyttet
køretøjet. Det forudsættes således, at bestemmelsen i færdselslovens
§ 65,
stk. 1, går forud for lovforslagets § 10, stk. 1.
Som anført
omhandler lovforslaget kun tilfælde, hvor der i lovgivningen mv. er fastsat
en
oplysningspligt. Lovforslaget regulerer således ikke de situationer, hvor
myndighederne anmoder en person om oplysninger, uden at der i lovgivningen
mv.
er pligt til at give oplysninger til myndigheden. Det indebærer imidlertid
ikke, at en forvaltningsmyndighed i en sådan situation uden videre kan anmode
en mistænkt om oplysninger, der vedrører et strafbart forhold.
Også i disse
tilfælde, hvor der selv uden en mistanke om et strafbart forhold ikke ville
have været pligt for vedkommende til at give oplysninger, må det antages, at
en
myndighed i fornødent omfang i forbindelse med en eventuel anmodning om at
modtage oplysninger bør vejlede en mistænkt person om, at vedkommende ikke
har
pligt til at afgive oplysninger af betydning for det eller de forhold, som
mistanken omfatter. For politiets vedkommende findes en udtrykkelig
bestemmelse
herom i retsplejelovens § 752, hvorefter politiet skal gøre en sigtet
opmærksom på retten til ikke at udtale sig – hvilket gælder, selv om
vedkommende
heller ikke ville have pligt til at udtale sig til politiet, såfremt der ikke
forelå grundlag for en sigtelse.
4.3.3. Anvendelse af oplysningspligter over andre end den
mistænkte
Justitsministeriet
er af de grunde, som kommissionens flertal har anført, enig i, at
forvaltningsmyndigheder, der handler uden for strafferetsplejen, bør være
afskåret fra at anvende regler om oplysningspligt over for andre end den
mistænkte, hvis oplysningerne søges tilvejebragt med henblik på behandlingen
af
spørgsmål om straf. Der henvises til lovforslagets § 9, stk. 2.
I lighed med
kommissionens flertal lægger Justitsministeriet vægt på, at forslaget ikke er
til hinder for, at den pågældende myndighed stadig kan anvende regler om
oplysningspligt, såfremt oplysningerne søges tilvejebragt med henblik på
varetagelse af opgaver uden for strafferetsplejen. Det indebærer, at
myndigheden vil kunne anvende en oplysningspligt over for andre end den
mistænkte, hvis formålet med at tilvejebringe oplysninger ikke er at behandle
spørgsmål om fastsættelse af straf.
Justitsministeriet
er endvidere enig i, at den mistænkte skal kunne give samtykke til, at
myndigheden over for tredjemand kan anvende regler om oplysningspligt uden
den
begrænsning, der følger af lovforslagets § 10, stk. 2. Der henvises
til
lovforslagets § 10, stk. 4.
Justitsministeriet
kan også tilslutte sig, at de foreslåede bestemmelser ikke skal regulere
spørgsmålet om indhentelse af oplysninger hos andre offentlige myndigheder.
Spørgsmål herom må i stedet vurderes efter bl.a. forvaltningslovens regler om
videregivelse af oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder.
Særligt om
konkurrencemyndighederne bemærkes, at konkurrencelovens § 17 indeholder en
bestemmelse, hvorefter Konkurrencestyrelsen kan kræve alle de oplysninger,
der
er nødvendige for styrelsens virksomhed eller for at afgøre, om et forhold er
omfattet af konkurrenceloven. Endvidere indeholder konkurrencelovens § 18,
stk.
1, en bestemmelse, hvorefter Konkurrencestyrelsen i forbindelse med
kontrolundersøgelser kan kræve mundtlige forklaringer. Økonomi- og
Erhvervsministeriet har oplyst, at disse bestemmelser, der bl.a. har
sammenhæng
med EU-retlige regler, fortolkes således, at der for en mistænkt kan være
pligt
til at afgive visse oplysninger i overensstemmelse med EF-domstolens domme på
konkurrenceområdet. Endvidere kan der for andre end den mistænkte være pligt
til at afgive oplysninger, selv om dette i det enkelte tilfælde måtte ske med
henblik på behandling af spørgsmål om fastsættelse af straf. For at sikre
samspillet mellem EU-reglerne – herunder de EU-regler, der vedrører
Europa-kommissionens adgang til at kræve oplysninger i konkurrencesager
– og de
regler, der regulerer Konkurrencestyrelsens behandling af sådanne sager,
forudsættes det, at bestemmelserne i konkurrencelovens § 17 og § 18, stk. 1,
skal gå forud for lovforslagets § 10, stk. 2, om adgangen til at kræve
oplysninger hos andre end den mistænkte. Om spørgsmål om bl.a.
EU-konkurrenceretten kan i øvrigt henvises til betænkningen, side 48 ff og 80
f.
4.3.4.
Juridiske personer
Justitsministeriet
er enig med kommissionens flertal i, at der med hensyn til oplysningspligter,
der påhviler en juridisk person som sådan, og hvor der er en konkret mistanke
om, at den juridiske person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre
straf, hverken bør kunne pålægges den juridiske person som sådan eller
fysiske
personer med tilknytning til den juridiske person at meddele oplysninger, som
kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Der
henvises til lovforslagets § 10, stk. 1.
Som nævnt ovenfor
under pkt. 4.2.4 har kommissionen i den forbindelse særligt overvejet,
hvorvidt
der også bør ske en sådan identifikation mellem en juridisk person, som
mistænkes for at have begået et strafbart forhold, og fysiske personer med
tilknytning til den juridiske person i de tilfælde, hvor oplysningspligter i
lovgivningen er formuleret således, at de (også) påhviler en række fysiske
personer med tilknytning til den juridiske person. Som eksempel på en sådan
bestemmelse kan nævnes skattekontrollovens § 8 D, hvorefter bestyrelser
eller lignende øverste ledelser for private juridiske personer samt
partrederier efter anmodning skal meddele skattemyndighederne oplysninger,
der
af myndighederne skønnes at være af væsentlig betydning for skatteligningen.
Kommissionen har -
som det fremgår af pkt. 4.2.4 - ikke taget endelig stilling til dette
spørgsmål, men har beskrevet to mulige modeller.
Den ene model
indebærer, at der også i disse tilfælde skal ske identifikation mellem den
juridiske person og fysiske personer med tilknytning til den juridiske
person,
såfremt der foreligger konkret mistanke om, at der er begået en
lovovertrædelse, som kan medføre straf for den juridiske person som sådan.
Den anden model
indebærer, at der i disse tilfælde kun skal ske identifikation mellem den
mistænkte juridiske person og en enkelt person fra virksomhedens ledelse (den
processuelle repræsentant), hvorimod andre fysiske personer med tilknytning
til
den juridiske person, herunder ansatte, behandles som tredjemænd (vidner).
Anvendes den
førstnævnte model med fuld identifikation vil fysiske personer med
tilknytning
til en juridisk person, som mistænkes for en strafbar lovovertrædelse,
således
ikke kunne pålægges at afgive oplysninger til myndigheden, medmindre det kan
udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for
bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse, jf. lovforslagets § 10,
stk. 1. Anvendes den anden model vil fysiske personer med tilknytning
til
den juridiske person derimod kunne pålægges at afgive oplysninger til
myndigheden, hvis det sker med henblik på andre spørgsmål end fastsættelse af
straf, jf. lovforslagets § 10, stk. 2.
Efter
Justitsministeriets opfattelse bør der også i tilfælde, hvor en
oplysningspligt
er formuleret således, at den påhviler medlemmer af en virksomheds ledelse,
ansatte mv., som udgangspunkt ske fuld identifikation mellem den juridiske
person og fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, såfremt
der foreligger konkret mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, som
kan medføre straf for den juridiske person som sådan.
Justitsministeriet
har herved lagt vægt på, at man ved valget af formulering af bestemmelser i
lovgivningen om oplysningspligt næppe i almindelighed har haft den her
omhandlede problemstilling for øje. Endvidere finder Justitsministeriet, at
det
ville være uhensigtsmæssigt, hvis man ved udfærdigelsen af bestemmelser om
oplysningspligter i fremtiden skulle lade det principielle spørgsmål om
identifikation mellem en juridisk person og fysiske personer med tilknytning
til den juridiske person afhænge af, hvilken formulering af bestemmelsen man
i
givet fald måtte vælge.
Justitsministeriet
finder desuden, at anvendelse af kommissionens anden model – hvorefter
der alene
skulle ske identifikation mellem den juridiske person og en enkelt person fra
den juridiske persons ledelse (den processuelle repræsentant) - kunne
indebære
vanskelige afgrænsningsspørgsmål, idet en forvaltningsmyndighed i forbindelse
med spørgsmålet om anvendelse af en oplysningspligt i så fald skulle vurdere,
hvorvidt der var tale om en fysisk person, som under en eventuel senere
straffesag mod den juridiske person ville blive tillagt beføjelser som
processuel repræsentant.
Hertil kommer, at
størstedelen af de eksisterende oplysningspligter ikke alene omhandler
adgangen
til at kræve oplysninger meddelt mundtligt, men også indebærer, at
oplysninger
enten af egen drift eller efter begæring fra myndigheden skal indsendes til
den
pågældende myndighed. I sådanne situationer ville det efter
Justitsministeriets
opfattelse være uhensigtsmæssigt at lade spørgsmål om anvendelse af
oplysningspligten afhænge af, hvilken eller hvilke fysiske personer i
virksomheden der står for at sende oplysningerne til myndigheden.
Justitsministeriet
er opmærksom på, at der på arbejdsmiljøområdet, hvor lovgivningen har til
formål at beskytte de ansattes sundhed mv., gør sig særlige hensyn gældende.
Efter arbejdsmiljølovens § 76 skal enhver, der er pålagt pligter efter
loven, herunder ansatte personer, efter anmodning give Arbejdstilsynet alle
oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af tilsynets virksomhed.
Justitsministeriet foreslår, at denne oplysningspligt fortsat i alle tilfælde
skal finde anvendelse i forhold til fysiske personer med tilknytning til den
juridiske person, i det omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til
brug
for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Inden for
arbejdsmiljøområdet vil der således fortsat være mulighed for – også i
tilfælde, hvor virksomheden som sådan mistænkes for en strafbar overtrædelse
af
reglerne på området – at anvende en oplysningspligt i forhold til
ansatte, hvis
formålet hermed alene er at tilvejebringe oplysninger til brug for udførelsen
af tilsyns – og kontrolopgaver. Der henvises til lovforslagets
§ 22.
Efter § 19,
stk. 2, i lov om sikkerhed til søs, er skibets fører, maskinchef og
enhver, der handler på disses vegne, bl.a. forpligtet til at give
Søfartsstyrelsen enhver oplysning i forbindelse med styrelsens undersøgelser
efter loven, herunder f.eks. undersøgelser vedrørende ansattes sikkerhed og
sundhed om bord. Justitsministeriet foreslår ligeledes, at denne
oplysningspligt fortsat skal finde anvendelse, i det omfang oplysninger om
ansattes sikkerhed og sundhed om bord alene søges tilvejebragt til brug for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Der henvises til
lovforslagets § 23.
Justitsministeriet
finder ikke anledning til at foreslå særlige regler om identifikation i
forholdet mellem koncernforbundne selskaber.
4.3.5. Enkeltmandsvirksomheder
Som anført i pkt.
4.2.5 opstår det nævnte spørgsmål om identifikation som følge af den retlige
konstruktion for juridiske personer.
Kommissionens
flertal henleder i den forbindelse opmærksomheden på, at der også kan rejses
spørgsmål om, hvorvidt ansatte i enkeltmandsvirksomheder bør have pligt til
at
meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse i tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheden (ejeren) mistænkes
for
at have begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf.
Justitsministeriet
finder ikke tilstrækkelig anledning til at foreslå generelle regler, der
regulerer det nævnte spørgsmål om identifikation i forhold til
enkeltmandsvirksomheder i tilfælde, hvor ejeren mistænkes for en strafbar
lovovertrædelse. Ansatte i enkeltmandsvirksomheder har dermed efter
lovforslaget i sådanne tilfælde pligt til at meddele oplysninger, i det
omfang
oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre
spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. lovforslagets § 10,
stk. 2.
4.3.6. Mindretalsudtalelse
Som nævnt under
pkt. 1 og 4.2.6 ovenfor kan ét medlem af kommissionen ikke tilslutte sig
flertallets forslag i sin helhed. Særligt om flertallets forslag til regler
om
retten til ikke at inkriminere sig selv anfører medlemmet bl.a., at de
foreslåede regler er for vidtgående og vil begrænse og besværliggøre
myndighedernes mulighed for at varetage deres tilsyns- og kontrolopgaver.
Hertil skal
Justitsministeriet bemærke, at lovforslagets § 10 begrænser
forvaltningsmyndighedernes muligheder for at håndhæve oplysningspligter ved
mistanke om strafbare forhold, bl.a. fordi der i strafferetsretsplejen er
fastsat særlige regler herom, og fordi Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
i vidt omfang er til hinder for anvendelse af strafsanktionerede
oplysningspligter i disse situationer. Det skal i den forbindelse
understreges,
at de enkelte forvaltningsmyndigheder – også ved mistanke om strafbare
forhold
– kan anvende oplysningspligter over for den mistænkte, såfremt det kan
udelukkes, at de ønskede oplysninger kan have betydning for straffesagen.
Endvidere kan de enkelte forvaltningsmyndigheder anvende oplysningspligter
over
for andre personer end den mistænkte (eller personer, som identificeres med
denne), i det omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Der kan i øvrigt
henvises til pkt. 3.6.3 ovenfor med bl.a. Justitsministeriets bemærkninger
til
den pågældende mindretalsudtalelse.
5. Privates adgang til at anvende tvangsindgreb eller
oplysningspligter
Der er eksempler
på, at adgangen til at anvende tvangsindgreb mv. over for borgere og
virksomheder ved eller i henhold til lov er henlagt til selskaber, andre
private institutioner mv., som ikke er omfattet af den offentlige
forvaltning.
Eksempelvis kan
private som f.eks. ansatte i et privat laboratorium, der foretager
prøveudtagninger, under visse betingelser have adgang til offentlige og
private
ejendomme for at gennemføre tekniske undersøgelser af forurenede arealer, jf.
jordforureningslovens § 57, stk. 1.
Justitsministeriet
finder, at vedkommende minister efter forhandling med justitsministeren bør
have mulighed for at bestemme, at lovforslagets regler helt eller delvis skal
gælde også i tilfælde af denne karakter. Der henvises til lovforslagets
§ 1, stk. 4. Det bemærkes i den forbindelse, at forvaltningsloven
indeholder en lignende bestemmelse, hvorefter vedkommende minister efter
forhandling
med justitsministeren kan fastsætte regler om, at forvaltningsloven helt
eller
delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger
mv.,
som ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning, jf. forvaltningslovens
§ 1,
stk. 2.
6. Anvendelse af oplysninger som bevis i en straffesag
6.1. Gældende ret
Retssikkerhedskommissionen har også behandlet en række
spørgsmål om anvendelsen af oplysninger, der er fremskaffet ved tvangsindgreb
eller benyttelse af oplysningspligter, som bevis i en eventuel efterfølgende
straffesag. I den forbindelse opstår således bl.a. spørgsmålet om adgangen
til
at anvende oplysninger som bevis i en straffesag, såfremt de pågældende
oplysninger måtte være tilvejebragt i strid med reglerne på det pågældende
område.
I straffesager er menneskerettighedskonventionens artikel
6, der bl.a. omhandler retten til en retfærdig rettergang, ikke generelt til
hinder for som bevis at anvende oplysninger, der er tilvejebragt i strid med
national ret eller konventionen. Det afgørende er, om straffesagen –
uanset
brugen af det ulovlige bevis – ud fra en helhedsbedømmelse har været
retfærdig.
Der skal således foretages en bedømmelse af den pågældende ulovlighed og
– når
der er tale om krænkelser af konventionen – karakteren af den pågældende
krænkelse. Det tillægges betydning, om forsvarets rettigheder er blevet
respekteret, herunder navnlig om vedkommende har haft mulighed for at anfægte
bevisets ægthed og anvendelse. Det tillægges endvidere betydning, om det
ulovlige bevis er det eneste eller afgørende bevis.
Også i dansk ret er det lagt til grund, at det må bero på
en konkret vurdering, om et bevismiddel kan anvendes, hvis det er
tilvejebragt
ved brud på gældende regler. Der vil være tale om en konkret afvejning, hvori
indgår: (1) retsbruddets karakter og grovhed, (2) den påsigtede kriminalitets
grovhed, (3) bevisets betydning i sagen, og (4) hvilken interesse der er
blevet
krænket ved det ulovlige indgreb.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at
myndighederne i visse særlige tilfælde heller ikke kan benytte lovligt
tilvejebragte bevismidler under en straffesag. I sagen Saunders mod
Storbritannien (dom af 17. december 1996) fastslog Domstolen således, at det
udgjorde en krænkelse af forbudet mod selvinkriminering, at
anklagemyndigheden
benyttede forklaringer, som klager havde afgivet til administrative
myndigheder
under trussel om straf på et tidspunkt, hvor der endnu ikke var rejst tiltale
mod klager.
Dommen vedrørte en direktør i et selskab, der var tiltalt
for strafbare handlinger i forbindelse med virksomhedens overtagelse af et
andet selskab. Forholdet omkring selskabsovertagelserne havde været genstand
for en undersøgelse af nogle inspektører, der havde til opgave at undersøge
det
faktiske hændelsesforløb. Klager havde afgivet forklaring til inspektørerne,
og
der var tale om en strafsanktioneret vidnepligt. Der blev efterfølgende rejst
tiltale mod klager, og under straffesagen anvendte anklagemyndigheden de
forklaringer, som klager havde afgivet til inspektørerne, som bevis i
straffesagen mod klager.
Domstolen udtalte, at forbudet mod selvinkriminering ikke
kun omfatter udtalelser eller erkendelser, der er direkte selvinkriminerende.
Det skyldes, at forklaringer, der er fremkommet under tvang, kan benyttes af
anklagemyndigheden til at imødegå eller så tvivl omkring en tiltalts
forklaring
i retten. Domstolen lagde vægt på, at anklagemyndigheden rent faktisk havde
benyttet forklaringerne på en måde, der skulle inkriminere klager, og at
klagers forklaringer udgjorde en betydelig del af anklagemyndighedens sag. På
den baggrund fastslog Domstolen, at anklagemyndighedens anvendelse af de
forklaringer, som klager var blevet tvunget til at afgive, var i strid med
artikel 6.
Der henvises til betænkningens side 83ff.
6.2. Kommissionens forslag
Har en myndighed handlet i strid med de af kommissionen
foreslåede bestemmelser om gennemførelsen af tvangsindgreb og håndhævelse af
oplysningspligter i tilfælde, hvor en person er mistænkt for at have begået
et
strafbart forhold, må det efter flertallets opfattelse i overensstemmelse med
almindelige principper for anvendelse af ulovligt tilvejebragte beviser bero
på
en konkret vurdering, om de pågældende oplysninger kan tillades anvendt som
bevis i en straffesag.
Som supplement til de nugældende almindelige principper for
anvendelse af ulovligt tilvejebragte bevismidler foreslår kommissionens
flertal
en bestemmelse (§ 11 i betænkningens lovudkast), der regulerer visse
tilfælde, hvor der er tale om lovligt tilvejebragte beviser. En myndighed kan
således efter lovforslagets § 9, stk. 2, have adgang til at
foretage
et tvangsindgreb, hvis tvangsindgrebet alene gennemføres med henblik på at
tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end
fastsættelse af straf. En myndighed kan desuden benytte oplysningspligter
over
for andre end den mistænkte efter lovforslagets § 10, stk. 2, i det
omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for behandlingen af
andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Selv om oplysningerne således
tilvejebringes til brug for andre spørgsmål end fastsættelse af straf, vil
der
efter de nævnte bestemmelser i lovforslagets § 9, stk. 2, og
§ 10, stk. 2, ikke være noget til hinder for, at oplysningerne også
efterfølgende anvendes ved en eventuel straffesag.
Flertallet i kommissionen finder i den forbindelse, at der
kan være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved anvendelsen af sådanne
oplysninger som bevis i straffesager, selv om det oprindelige formål med at
tilvejebringe oplysninger har været at anvende oplysninger til brug for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
For at imødegå sådanne retssikkerhedsmæssige
betænkeligheder har kommissionen overvejet, om der for tilfælde af den nævnte
karakter burde indføres særlige begrænsninger i forvaltningsmyndighedernes
mulighed for at videregive oplysninger af den nævnte karakter til politi og
anklagemyndighed.
Kommissionen finder imidlertid ikke at kunne anbefale en
bestemmelse herom. En sådan bestemmelse, hvorefter et spørgsmål om
beskyttelsen
af mistænktes personers retssikkerhed inden for strafferetsplejen skulle
søges
varetaget gennem fravigelse af de almindelige betingelser efter
forvaltningsloven og persondataloven for videregivelse af oplysninger fra
andre
myndigheder til politiet, forekommer efter kommissionens flertal ikke
nærliggende.
På den baggrund foreslår kommissionens flertal i stedet en
bestemmelse, der indebærer en begrænsning i adgangen til at anvende
oplysninger
som bevis i en straffesag, hvis oplysningerne på et tidspunkt efter, at der
er
opstået mistanke om et strafbart forhold, er tilvejebragt i forbindelse med
gennemførelse af et tvangsindgreb uden for strafferetsplejen eller ved
anvendelsen af regler om oplysningspligt. Sådanne oplysninger skal således
ikke
kunne anvendes som bevis, hvis retten efter en konkret vurdering finder det
retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der
ikke
har foreligget hensyn, som kunne begrunde, at myndigheden uden at afvente den
videre behandling af sagen i strafferetsplejens former har fremskaffet
oplysningerne med henblik på ikke-strafferetlige foranstaltninger mv.
Efter flertallets opfattelse skal den foreslåede
begrænsning i adgangen til at benytte beviser kun omfatte straffesager, der
behandles ved domstolene, og ikke i de sager, hvor en myndighed efter loven
har
adgang til administrativt at slutte en straffesag med bøde. I sidstnævnte
tilfælde er der efter flertallets opfattelse ikke behov for en sådan
bestemmelse, idet pålæggelse af administrative bøder forudsætter, at den
mistænkte person erklærer sig skyldig og er villig til at lade sagen afslutte
uden behandling ved domstolene.
Et mindretal i kommissionen (fem medlemmer) kan ikke
tilslutte sig den foreslåede bestemmelse. Fire medlemmer anfører i den
forbindelse
bl.a., at der ikke er grund til at hindre, at anklagemyndigheden fremlægger
beviser i en straffesag, hvis der ikke er noget at bebrejde
forvaltningsmyndigheden i forbindelse med fremskaffelsen af oplysninger, der
viser sig at kunne anvendes i en straffesag. Desuden er det efter
mindretallets
opfattelse ikke klart, efter hvilke kriterier domstolene skal vurdere, om et
lovligt tilvejebragt bevis kan anvendes eller skal afskæres.
Mindretallet finder det endvidere problematisk, at
domstolene under en straffesag vil skulle vurdere, om der på et bestemt
tidspunkt for måske adskillige år siden forelå en mistanke med en sådan
styrke
hos forvaltningsmyndigheden, at forvaltningsmyndigheden burde have afholdt
sig
fra at gennemføre et kontrolbesøg eller anvende en oplysningspligt.
Endelig anfører mindretallet i kommissionen, at det ikke
forekommer logisk, at den foreslåede bestemmelse alene omfatter sager, der
behandles som straffesager i retten, men ikke tilfælde, hvor en
forvaltningsmyndighed efter lovgivningen har adgang til administrativt at
afslutte en straffesag med et bødeforlæg. Det påpeges, at grundlaget for en
straffesag, der behandles ved domstolene, herved bliver et andet og mere
begrænset end det grundlag, som kan anvendes ved administrativ afgørelse af
en
tilsvarende straffesag.
Der henvises til betænkningen side 153ff.
6.3. Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet er enig i, at spørgsmål om som bevis i
en straffesag at anvende oplysninger, der måtte blive tilvejebragt i strid
med
de foreslåede regler om anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, må
afgøres i overensstemmelse med de almindelige principper om afskæring af
ulovligt tilvejebragte beviser, jf. herom pkt. 6.1.
Som det fremgår af pkt. 6.2, foreslår kommissionens flertal
en begrænsning i adgangen til at benytte lovligt tilvejebragte beviser i
straffesager, hvis retten finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Et
mindretal i kommissionen er bl.a. ud fra principielle betragtninger imod et
sådant forslag.
Som følge af de betænkeligheder, som dette mindretal har
anført, har Justitsministeriet nøje overvejet, om flertallets forslag om en
begrænsning i adgangen til at benytte lovligt tilvejebragte beviser i
straffesager bør medtages i lovforslaget.
Efter en samlet afvejning finder Justitsministeriet ikke,
at flertallets forslag bør medtages. Justitsministeriet finder således –
ligesom kommissionens flertal er inde på i betænkningen – at man kan
have
forståelse for en række af de principielle betænkeligheder, som mindretallet
har
givet udtryk for i kommissionen. Hertil kommer, at domstolene og
anklagemyndigheden i deres høringssvar over betænkningen giver udtryk for
tilsvarende betænkeligheder ved denne del af lovforslaget.
Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at den
manglende lovfæstelse af flertallets forslag ikke betyder, at
anklagemyndigheden i alle tilfælde kan anvende lovligt tilvejebragte
oplysninger som bevis i straffesager. I den forbindelse kan der henvises til
pkt. 6.1 ovenfor, hvor det er omtalt, at Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention i praksis er blevet fortolket således, at også
lovligt tilvejebragte oplysninger i visse særlige tilfælde bør afskæres som
bevis i en straffesag.
Justitsministeriet vil samtidig anmode Rigsadvokaten om ved
udgangen af 2006 at vurdere, i hvilket omfang anvendelsen i straffesager af
bevismidler, der lovligt er tilvejebragt ved myndighedsskridt uden for
strafferetsplejen, giver anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser i
praksis. I lyset heraf vil der eventuelt være behov for på ny at overveje den
omhandlede problemstilling.
7. Særligt om forholdet til EU-retten mv.
Særligt om forholdet til EU-retten bemærkes, at
Europa-kommissionen i et vist omfang har beføjelser til at foretage
kontrolbesøg samt afkræve borgere og virksomheder oplysninger - eventuelt
bistået af nationale myndigheder. Det gælder navnlig inden for
EU-konkurrenceretten,
hvor Europa-kommissionen har vid adgang til bl.a. at indhente relevante
oplysninger hos virksomheder.
I det omfang EU har selvstændige beføjelser af denne
karakter, er anvendelsen heraf ikke reguleret i dette lovforslag, der alene
gælder for danske forvaltningsmyndigheders anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter. Reguleringen sker i stedet i EU-retsakter, jf. f.eks.
EU-forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i
EF-traktatens artikel 81 og 82.
Der vil herudover være en række tilfælde, hvor danske
forvaltningsmyndigheders anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter
sker
på grundlag af regler, der beror på EU-retlige (jf. herved også den
almindelige
loyalitetsforpligtelse efter EF-traktatens artikel 10) eller andre
internationale forpligtelser. Her vil lovforslagets regler i fornødent omfang
skulle vige for sådanne regler med henblik på, at myndighederne kan leve op
til
disse forpligtelser. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til
betænkningen,
side 47ff, 80f og 173.
8. Årlig
retssikkerhedsredegørelse
Det er i regeringsgrundlaget 2001 angivet, at regeringen
hvert år vil aflevere en retssikkerhedsredegørelse til Folketinget for at
styrke den offentlige interesse og debat om borgernes retssikkerhed.
I overensstemmelse hermed vil Justitsministeriet efter
lovforslagets gennemførelse og ikrafttræden årligt – første gang efter
udgangen
af 2005 – udarbejde en redegørelse om forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen. Den årlige
redegørelse vil bl.a. skulle indeholde en omtale af eventuel ny lovgivning,
der
vedrører den offentlige forvaltnings adgang til at foretage tvangsindgreb
uden
for strafferetsplejen, samt på udvalgte områder en omtale af praksis med
hensyn
til anvendelse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, herunder på
udvalgte områder angivelser over antallet af henholdsvis varslede og
uvarslede
kontrolbesøg mv. hos borgere og virksomheder.
9. Økonomiske og
administrative konsekvenser mv.
9.1. Staten og kommunerne
Lovforslaget indebærer, at der indføres regler om den
fremgangsmåde, som forvaltningsmyndighederne skal følge ved gennemførelsen af
tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, herunder om myndighedens pligt til
at
anvende en række af forvaltningslovens regler om partsrettigheder i
forbindelse
med beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb, om myndighedens pligt til
varsling inden gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et
tvangsindgreb og om myndighedens pligt til udfærdigelse af rapporter om
udførelsen af et tvangsindgreb. Bestemmelserne herom i lovforslagets kapitel
2
udgør et nyt samlet regelsæt, som alle myndigheder fremover som minimum skal
iagttage i forbindelse med gennemførelse af tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen. Disse generelle regler kan derfor også erstatte eventuelle
særregler om myndighedernes adfærd, som findes i de enkelte love, der hjemler
foretagelse af tvangsindgreb. Mange myndigheder vil således som følge af
lovforslagets retningslinier om fremgangsmåden ved iværksættelse af
tvangsindgreb skulle indføre nye sagsskridt i forhold til tidligere.
Kommunernes Landsforening og de ministerier, der har været
repræsenteret i Retssikkerhedskommissionen, er i betænkningen fremkommet med
nogle nærmere skønsmæssige beregninger over de økonomiske konsekvenser af at
gennemføre kommissionens forslag. Der henvises til side 202-203 i
betænkningen.
Det bemærkes, at lovforslaget på visse punkter er ændret i
forhold til Retssikkerhedskommissionens lovudkast. Bl.a. er lovforslagets
anvendelsesområde begrænset i forhold til kommissionens lovudkast, således at
indgreb i meddelelseshemmeligheden ikke er omfattet af lovforslagets regler
om
fremgangsmåden ved tvangsindgreb, jf. pkt. 3.1.2.1.
Indførelse af nye sagsskridt hos myndighederne bl.a. i
forbindelse med varsling af kontrolbesøg vil i sagens natur give merarbejde,
såfremt myndighederne uændret fastholder nuværende arbejdsgange og procedurer
i
sagsbehandlingen. Det vurderes imidlertid, at arbejdsgange mv. vil kunne
omlægges på en sådan måde, at de nye sagsskridt vil kunne integreres i
sagsbehandlingen uden mærkbart merarbejde og dermed væsentlige merudgifter
til
følge. Hertil kommer, at de foreslåede regler – herunder især
bestemmelserne om
forudgående varsling – muligvis i sig selv vil kunne medføre en mere
effektiv
gennemførelse af kontrolbesøg mv.
På den baggrund er det tvivlsomt om – og i givet fald i
hvilket omfang – lovforslagets regler om fremgangsmåden ved
gennemførelse af
tvangsindgreb i praksis vil medføre merudgifter for myndighederne, da det vil
afhænge af, om arbejdsgange mv. omlægges som forventet.
Som følge af denne usikkerhed indbudgetteres der ikke
kompensationer til de berørte ministerier fra lovens ikrafttræden i 2005. I
stedet iværksættes der i begyndelsen af 2006 en evaluering af lovens første
virkeår med henblik på at identificere eventuelle merudgifter som følge af
loven hos de berørte myndigheder. Det forudsættes, at denne evaluering
færdiggøres, så den kan indgå i forhandlingerne om ministeriernes
bevillingsmæssige rammer for 2007.
For så vidt angår kommunerne afklares de budgetmæssige
forhold som led i de årlige forhandlingsrunder mellem staten og kommunerne om
den kommunale økonomi.
9.2. Erhvervslivet og
borgerne
Lovforslaget vil kunne medføre en vis tilpasning hos
erhvervslivet og borgerne, der er en følge af de foreslåede regler om
myndighedernes fremgangsmåde ved iværksættelse af tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen. De tilpasningsmæssige følgevirkninger findes alene at være
af marginal betydning. Lovforslaget har derfor ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne af betydning.
9.3. Miljømæssige
konsekvenser og forholdet til EU-retten.
Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige
konsekvenser. For så vidt angår forholdet til EU-retten henvises til pkt. 7.
9.4. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og amtskommuner
Ingen af betydning
Ingen af betydning, idet der
dog iværksættes evaluering heraf, jf. ovenfor
Administrative konsekvenser
for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen af betydning
Omlægning af arbejdsgange, jf.
ovenfor
Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet og borgerne
Ingen
Ingen af betydning
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige
konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Reglerne i lovforslaget viger
for EU-retlige regler
10. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Lovforslaget bygger på Retssikkerhedskommissionens
betænkning, der har været sendt til høring hos følgende myndigheder og
organisationer mv.:
Præsidenterne for Østre Landsret og Vestre Landsret,
Præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus, Odense,
Aalborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren
i
København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Dansk Retspolitisk Forening,
Institut
for Menneskerettigheder, Datatilsynet, Kommunernes Landsforening,
Amtsrådsforeningen,
Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Dansk Arbejdsgiverforening,
Landsorganisationen i Danmark, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring &
Pension, Dansk Industri, Landbrugsraadet, Danmarks Fiskeriforening,
Akademikernes Centralorganisation, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd, Ledernes Hovedorganisation, Sammenslutningen af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, COOP Danmark, DAKOFO, Danmarks
Fiskeindustri-
og Eksportforening, Dansk Handel og Service, HTS Interesseorganisationen,
Forbrugerrådet, HORESTA, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,
Foreningen
Registrerede Revisorer FRR, Forbrugerombudsmanden, Danmarks Rederiforening og
Specialarbejderforbundet i Danmark.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Anvendelsesområde
I kapitlet fastlægges lovforslagets anvendelsesområde.
Bestemmelserne i lovforslaget er minimumsbestemmelser,
således at regler i anden lovgivning, der giver parten en bedre retsstilling,
i
almindelighed går forud for lovforslagets bestemmelser.
I visse tilfælde kan der blive tale om at fravige
lovforslagets bestemmelser, også selv om lovforslaget ville give parten en
bedre retsstilling.
Lovforslagets regler må således bl.a. vige for anden
lovgivning, der tilsigter at opfylde internationale forpligtelser.
I det omfang lovforslagets bestemmelser ikke vil være
forenelige med EU-regler, der har direkte virkning her i landet, følger det
umiddelbart af princippet om EU-rettens forrang, at de EU-retlige regler i
alle
tilfælde må gå forud for lovforslagets bestemmelser.
Til § 1
Til stk. 1
Bestemmelsen indebærer, at lovforslagets kapitel 2 og 3
finder anvendelse ved husundersøgelse samt undersøgelse og beslaglæggelse af
breve og andre papirer, som foretages tvangsmæssigt af den offentlige
forvaltning uden for strafferetsplejen.
Formuleringerne »husundersøgelse« og »undersøgelse eller
beslaglæggelse af breve og andre papirer« sigter til visse af de indgreb, der
er omfattet af grundlovens § 72, jf. den nærmere omtale i pkt. 3.1 i de
almindelige bemærkninger.
»Husundersøgelse« i
nr.
1
omfatter således undersøgelse af private lokaliteter, som anvendes til
beboelse. Herudover omfatter bestemmelsen andre rum, der ikke er offentligt
tilgængelige som f.eks. fabriks- og lagerlokaler, baglokaler til butikker
mv.,
garager, stalde og lader.
Det forudsættes også, at »husundersøgelse« omfatter
undersøgelse af rum mv. i befordringsmidler, i det omfang de kan siges at
være
sidestillet med beboelsesrum, som f.eks. kahytsrum på et skib og soverum i
lastbiler. Herudover omfatter bestemmelsen ikke undersøgelse af
transportmidler. Som eksempel herpå kan nævnes undersøgelse af en bils
bagagerum eller førerkabine eller undersøgelse af lasten i et skib eller en
lastbil. Se dog § 1, stk. 2, nedenfor.
Bestemmelsen omfatter ikke undersøgelse af lokaler, hvortil
der er almindelig offentlig adgang (som f.eks. butiks- og
restaurationslokaler). Uden for stk. 1 falder desuden indgreb i form af
besigtigelse af udendørs lokaliteter som f.eks. marker, haver, gårdspladser
og
byggepladser. Endvidere omfatter bestemmelsen ikke indgreb i form af bl.a.
prøveudtagninger (f.eks. jord- eller vandprøver) og legemsindgreb (f.eks.
eftersyn på personer). Se dog § 1, stk. 2, nedenfor.
Hvis der i forbindelse med f.eks. et kontrolbesøg, der
består i undersøgelse af forretningslokaler mv., også foretages en
prøveudtagning mv., vil dette imidlertid falde inden for lovens
anvendelsesområde, idet de dele af det samlede indgreb, der angår
undersøgelse
af de pågældende lokaler, som anført er omfattet af bestemmelsen.
»Undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre
papirer« i
nr. 2
omfatter enhver
rådighedsberøvelse og undersøgelse af private notater, forretningspapirer,
regnskaber, protokoller, logbøger og lignende. Det gælder, hvad enten de
pågældende oplysninger mv. findes i papirform eller elektronisk form.
Legitimationspapirer og andre papirer som f.eks. pas og
kørekort, der er udstedt af en offentlig myndighed og er beregnet til
forevisning,
er ikke omfattet.
Foranstaltninger, der vedrører breve mv. under forsendelse,
er ikke omfattet af udtrykket »undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og
andre papirer«. I disse tilfælde vil der være tale om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, som falder uden for stk. 1, men derimod er
omfattet af stk. 2.
Lovforslagets kapitel 2 og 3 finder inden for de anførte
rammer anvendelse på indgreb, der foretages tvangsmæssigt. Hermed sigtes til
det forhold, at en myndighed beslutter, at der med hjemmel i lovgivningen
skal
iværksættes et af de nævnte indgreb. I den forbindelse er det uden betydning,
om vedkommende borger eller virksomhed giver samtykke til indgrebets
gennemførelse. Lovforslaget omfatter således også tilfælde, hvor den
pågældende
ikke protesterer mod myndighedens beslutning om at foretage et indgreb.
Kun indgreb, der foretages »uden for strafferetsplejen«, er
omfattet af lovforslagets anvendelsesområde. Det indebærer navnlig, at
tvangsindgreb omfattet af retsplejelovens regler om efterforskning mv. af
straffesager falder uden for lovens anvendelsesområde.
Endvidere forudsættes udtrykket »uden for
strafferetsplejen« ikke at omfatte sager, der har tilknytning til
straffuldbyrdelse. Det vil sige, at indgreb, der er reguleret i
straffuldbyrdelsesloven, ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde.
Udtrykket »den offentlige forvaltning«, der anvendes i
bestemmelsen, skal forstås i overensstemmelse med de tilsvarende udtryk i
forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 1,
stk. 1. Omfattet er således alle forvaltningsmyndigheder, herunder såvel
statslige som kommunale myndigheder. Udenfor falder organer, der ikke kan
henregnes til den offentlige forvaltning, som f.eks. domstolene.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 forudsættes ikke
at omfatte foranstaltninger, som en offentlig forvaltningsmyndighed måtte
være
berettiget til at foretage i forhold til myndighedens personale. Det gælder
f.eks. med hensyn til åbning af ansattes e-post, således at spørgsmål herom i
stedet vil være reguleret af reglerne i persondataloven mv. og straffelovens
regler om brevhemmeligheden.
Tilsvarende forudsættes det, at den foreslåede bestemmelse
i stk. 1 – i modsætning til stk. 2 - ikke finder anvendelse i
tilfælde, hvor en institution inden for den offentlige forvaltning måtte have
adgang til lokaler mv., der bebos af personer, som opholder sig på
institutionen, eller f.eks. måtte have adgang til efter lovgivningen mv. på
det
pågældende område i visse situationer at åbne post, der modtages af
institutionens beboere.
Da lovforslagets regler i kapitel 2 er udformet med henblik
på en række tilfælde, hvor der foretages tvangsindgreb over for borgere og
virksomheder, forudsættes det endvidere, at den foreslåede bestemmelse i
stk. 1 ikke omfatter tilfælde, hvor en forvaltningsmyndighed har adgang
til at foretage kontrolbesøg mv. hos en anden forvaltningsmyndighed. Også
sådanne tilfælde er derimod omfattet af stk. 2 og dermed af
lovforslagets
kap. 3 om forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelse af tvangsindgreb.
Til stk. 2
Bestemmelsen indebærer, at lovforslagets kapitel 3 også
finder anvendelse ved undersøgelse af andre lokaliteter og genstande,
beslaglæggelse af andre genstande, brud på meddelelseshemmeligheden samt
eftersyn og anden undersøgelse af personer, som kan foretages tvangsmæssigt
af
den offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen.
Med formuleringerne »undersøgelse af andre lokaliteter« og
»undersøgelse eller beslaglæggelse af andre genstande« i
nr. 1 og 2
sigtes til de ransagnings- og beslaglæggelsestilfælde i
retsplejeloven, der falder uden for stk. 1. Der henvises til
retsplejelovens kapitel 73 og 74.
Udtrykket »andre lokaliteter« omfatter bl.a. udendørs
lokaliteter som f.eks. haver, marker, gårdspladser og byggepladser samt en
række lokaliteter, hvortil der er almindelig offentlig adgang som f.eks.
butikslokaler og visse kontorlokaler. Udenfor falder derimod lokaliteter, der
har til hovedformål at tjene som egentligt opholdssted for et offentligt
publikum mv., herunder restaurationslokaler.
Omfattet af udtrykket »andre genstande« er bl.a.
transportmidler. Som eksempel herpå kan nævnes undersøgelse af en bils
bagagerum samt undersøgelse af lasten i et skib eller en lastbil.
»Beslaglæggelse af andre genstande« omfatter enhver form
for rådighedsberøvelse af f.eks. varer, produkter til bearbejdning, maskiner
mv.
»Brud på meddelelseshemmeligheden« - der i grundlovens
§ 72 betegnes »brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden« -
antages
at foreligge, når der er truffet foranstaltninger med henblik på at opnå
kendskab til indholdet af en meddelelse eller foranstaltninger med henblik på
at få oplyst, om en sådan meddelelse overhovedet er afsendt. Der kan f.eks.
være tale om undersøgelse af breve og pakker eller aflytning af telefon eller
anden telekommunikation.
»Eftersyn eller anden undersøgelse af personer« omfatter de
legemsindgreb, der også er omfattet af retsplejelovens kapitel 72, herunder
f.eks. besigtigelse af legemets ydre, visitation af tøj, som den pågældende
er
iført, samt nærmere undersøgelse af legemet.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1,
stk. 1, ovenfor.
Til stk. 3
Bestemmelsen indebærer, at lovforslagets kapitel 4 finder
anvendelse i tilfælde, hvor der i lovgivningen mv. er fastsat pligt til at
meddele oplysninger til den offentlige forvaltning.
Med formuleringen »lovgivningen mv.« sigtes til alle typer
af offentligretlige retsakter, herunder f.eks. også bekendtgørelser.
Der henvises nærmere til bemærkningerne nedenfor til
bestemmelsen i lovforslagets § 10.
Til stk. 4
Bestemmelsen indebærer, at vedkommende minister efter
forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at loven helt
eller
delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger
mv.,
der ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, i
det omfang disse ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelser til
at
anvende tvangsindgreb eller oplysningspligter som nævnt i stk. 1-3.
Den foreslåede bestemmelse vil inden for de anførte rammer
også kunne finde anvendelse i forhold til private enkeltpersoner.
Til stk. 5
Bestemmelsen indebærer, at tvangsindgreb, som falder ind
under stk. 1 eller 2, ikke er omfattet af lovens kapitel 2 og 3, hvis
tvangsindgrebet foretages efter indhentet retskendelse.
Bestemmelsen henviser alene til § 1, stk. 1 og 2, men ikke
til stk. 3. Det indebærer, at den foreslåede bestemmelse om selvinkriminering
i
§ 10 vil gælde også for myndigheder, der alene kan foretage tvangsindgreb
efter
retskendelse.
Der henvises til pkt. 3.1.2.3 i de almindelige
bemærkninger.
Til kapitel 2
Gennemførelse af tvangsindgreb
I kapitlet fastsættes proportionalitetsprincippet og regler
for den fremgangsmåde, der skal iagttages af forvaltningen ved beslutninger
om
iværksættelse af de indgreb, der er omfattet af § 1, stk. 1.
I tilfælde, hvor flere myndigheder indgår i et samarbejde
om fælles kontrolbesøg mv., finder reglerne anvendelse for hver af
myndighederne for den del af tvangsindgrebet, som den pågældende myndighed
ønsker at iværksætte.
Proportionalitetsprincippet
Til § 2
I forvaltningsretten antages at gælde en almindelig
grundsætning om forholdsmæssighed (proportionalitet). Heri ligger, at der
ikke
må anvendes mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende
foranstaltninger er tilstrækkelige, og indgrebet skal som middel stå i
rimeligt
forhold til målet.
Bestemmelsen indebærer, at det udtrykkeligt fastsættes, at
der ved beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb gælder et sådant
proportionalitetsprincip.
Inden en myndighed træffer beslutning om iværksættelse af
et tvangsindgreb f.eks. som led i en kontrol, som det påhviler myndigheden at
udføre, skal myndigheden således overveje, om indgrebet eventuelt kan
erstattes
af andre og mindre indgribende kontrolmåder.
En myndighed bør derfor efter omstændighederne f.eks.
overveje, om de oplysninger, som myndigheden ville kunne tilvejebringe ved
gennemførelsen af et kontrolbesøg, i stedet vil være mulige at indhente ved
at
rette en mere formløs henvendelse til parten og anmode denne om at indsende
relevante dokumenter mv.
Fremgangsmåden
Til § 3
Efter forvaltningslovens § 2, stk. 1, gælder
lovens centrale bestemmelser om partsbeføjelser (§§ 7-26) for sager,
hvori
der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.
Forvaltningslovens regler om inhabilitet (§§ 3-6) gælder udover for
sådanne sager tillige for sager om indgåelse af kontraktforhold mv.
Uden for forvaltningslovens afgørelsesbegreb falder som
udgangspunkt processuelle beslutninger, som træffes under og som led i sagens
behandling, herunder f.eks. beslutninger om sagens oplysning.
Det er efter gældende ret ikke afklaret, i hvilket omfang
beslutninger om foretagelse af de tvangsindgreb, der er omfattet af
lovforslagets § 1, stk. 1, skal betragtes som afgørelser i
forvaltningslovens forstand (således at forvaltningslovens regler om
partsbeføjelser finder anvendelse), eller om sådanne indgreb i stedet må
betragtes som processuelle beslutninger (således at forvaltningslovens regler
om partsbeføjelser ikke finder anvendelse).
I lovforslagets § 3 fastsættes det udtrykkeligt, at
forvaltningslovens §§ 3-10, §§ 12-18 og §§ 22-26 gælder ved
beslutninger om iværksættelse af de tvangsindgreb, der er omfattet af
lovforslagets § 1, stk. 1. Der henvises herved til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.3.3 - 3.3.10.
For en række af de bestemmelser i forvaltningsloven, som
der er henvist til i lovforslagets § 3, har det betydning, på hvilket
tidspunkt en afgørelse skal anses for truffet. I den nærmere omtale af dette
spørgsmål i pkt. 3.3.4 er det anført, at en »afgørelse« i forvaltningslovens
forstand i nærværende sammenhæng skal anses for truffet på det tidspunkt,
hvor
der foreligger en beslutning om, at der med hjemmel i den relevante
lovbestemmelse skal iværksættes et tvangsindgreb.
I overensstemmelse hermed er lovforslagets § 3
formuleret således, at forvaltningslovens §§ 3-10, §§ 12-18 og
§§ 22-26 finder anvendelse »ved beslutninger om iværksættelse af
tvangsindgreb«. Lovforslagets § 3 – og dermed de regler i
forvaltningsloven, der er henvist til i bestemmelsen – vil derimod ikke
gælde,
når offentlige myndigheder formløst anmoder om, at borgerne frivilligt
indsender oplysninger, som ville kunne fremskaffes ved anvendelsen af
tvangsindgreb. Sådanne henvendelser indeholder således ikke en beslutning om
iværksættelse af et tvangsindgreb.
Som nævnt finder de nævnte bestemmelser i forvaltningsloven
anvendelse ved beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb. Hvis det ved
gennemførelsen af indgrebet undtagelsesvist viser sig nødvendigt at anvende
tvang, må dette anses for et accessorium til den allerede trufne beslutning,
således at de nævnte bestemmelser i forvaltningsloven ikke skal iagttages på
ny.
For en række af de bestemmelser i forvaltningsloven, som
der er henvist til i lovforslagets § 3, har det endvidere betydning,
hvem
der kan anses for »part« i sagen. For at en person kan betragtes som part, er
det i almindelighed en betingelse, at den pågældende har en væsentlig og
individuel interesse i sagen – typisk som følge af, at det er
vedkommende, som
myndighedens afgørelse er rettet imod. I den nærmere omtale af dette
spørgsmål
i de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.5, er det anført, at selve den
omstændighed, at der bliver iværksat et tvangsindgreb over for en person, i
sig
selv er af så indgribende karakter, at vedkommende må anses for at være part
i
sagen, og at dette også må gælde i tilfælde, hvor indgrebet alene iværksættes
for at indhente oplysninger om en anden persons forhold.
Med henvisningen til bestemmelsen i forvaltningslovens
§ 18 fastslås det, at denne bestemmelse skal anvendes, hvis en part
anmoder om aktindsigt i oplysninger om gennemførelsen af et tvangsindgreb
mv.,
der beror i en afsluttet straffesag.
Det tilføjes, at den foreslåede bestemmelse ikke indeholder
en henvisning til bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 8
(§§ 27-32)
om tavshedspligt, videregivelse af oplysninger til en anden
forvaltningsmyndighed mv. Imidlertid følger det af forvaltningslovens
§ 2,
stk. 3, hvorefter bestemmelserne i lovens kapitel 8 gælder for al
virksomhed, der udøves inden for den offentlige forvaltning, at de nævnte
bestemmelser finder anvendelse i de omhandlede sager om iværksættelse og
gennemførelse af tvangsindgreb.
Til § 4
Efter offentlighedslovens § 6, stk. 1, skal en
myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske
omstændigheder, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger,
gøre notat om indholdet af oplysningerne, medmindre oplysningerne i øvrigt
fremgår af sagens dokumenter.
Efter bestemmelsens ordlyd gælder pligten kun i sager, hvor
der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Som anført i
bemærkningerne til lovforslagets § 3 er det efter gældende ret ikke
afklaret, om beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb kan betragtes som
afgørelser i forvaltningslovens forstand. Det kan derfor være tvivlsomt, i
hvilket omfang notatpligten efter offentlighedsloven finder anvendelse i
sådanne tilfælde.
På den baggrund foreslås det i lovforslagets § 4
udtrykkeligt at fastsætte, at en bestemmelse, der svarer til
offentlighedslovens § 6 om notatpligt, finder anvendelse i sager om
iværksættelse af tvangsindgreb.
Til § 5
Lovforslagets § 3 indeholder en opregning af de
bestemmelser i forvaltningsloven, der finder anvendelse ved beslutninger om
iværksættelse af tvangsindgreb.
Det drejer sig om bestemmelserne i lovens §§ 3-10,
§§ 12-18 og §§ 22-26.
Det følger således af lovforslagets § 3, at
forvaltningslovens §§ 19-21 om partshøring ikke finder anvendelse ved
beslutninger af den omhandlede art. Der henvises herved til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.3.9.
Bestemmelsen i lovforslagets § 5 indeholder regler om
den underretning, som myndigheden – i stedet for at foretage partshøring
– skal
give parten i forbindelse med en beslutning om iværksættelse af et
tvangsindgreb.
Når myndigheden har truffet beslutning om iværksættelse af
et tvangsindgreb, skal myndigheden således efter bestemmelsen som hovedregel
forud for gennemførelsen af tvangsindgrebet give parten meddelelse herom.
Parten skal herefter have lejlighed til inden for en nærmere fastsat frist at
fremkomme med indsigelser mod den trufne beslutning, der således i den
forstand
kan siges at være af foreløbig karakter.
Fremkommer parten med indsigelser, har myndigheden pligt
til at genoverveje sin beslutning i lyset af de fremsatte indsigelser.
Fremkommer parten ikke med indsigelser, er beslutningen
endelig.
Til stk. 1
Bestemmelsen indebærer, at den, som en beslutning om
iværksættelse af et tvangsindgreb retter sig imod, forud for gennemførelsen
af
beslutningen skal underrettes.
Til stk. 2
I bestemmelsen fastsættes regler om formen og indholdet af
den i lovforslagets § 5, stk. 1, nævnte underretning.
Bestemmelsen indebærer, at underretningen skal ske
skriftligt senest 14 dage, inden tvangsindgrebet gennemføres.
Skriftlighedskravet indebærer ikke, at underretning
nødvendigvis skal foretages i form af papirbaseret kommunikation, men alene
at
underretning ikke kan ske mundtligt. Bestemmelsen er således ikke til hinder
for, at underretning efter omstændighederne kan ske f.eks. ved at sende en
e-mail til den pågældende borger eller virksomhed, hvis der i øvrigt er
hjemmel
til at anvende denne kommunikationsform i det enkelte tilfælde. Endvidere er
bestemmelsen ikke til hinder for, at underretningen gives i form af
udfyldelse
af fortrykte blanketter. Det vil navnlig have relevans på
forvaltningsområder,
hvor der foretages en række ensartede tvangsindgreb (f.eks. kontrolbesøg).
I bestemmelsen er opregnet de oplysninger, som den nævnte
underretning skal indeholde. Det drejer sig om oplysninger om tid og sted for
indgrebet, retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre efter
forvaltningslovens § 8, hovedformålet med indgrebet samt det faktiske og
retlige grundlag for indgrebet.
Pligten til underretning om »tid og sted« for indgrebet
indebærer, at såvel dato som (i det omfang det er muligt) klokkeslæt for
f.eks.
et kontrolbesøg skal oplyses, samt at det skal oplyses, hvor besøget finder
sted. Det skal i den forbindelse – hvis der er anledning til det –
oplyses, om
det kun er en del af f.eks. en virksomhed, der kan forventes berørt af
kontrolbesøget.
Pligten til underretning om »retten til at lade sig
repræsentere eller bistå af andre efter forvaltningsloven § 8«
indebærer,
at myndigheden af egen drift skal vejlede om denne ret.
Efter forvaltningslovens § 8, stk. 1, 1. pkt.,
kan den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade
sig repræsentere eller bistå af andre. En part kan således i forbindelse med
en
beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb lade sig repræsentere eller
bistå af en sagkyndig, f.eks. sin advokat eller revisor, eller af f.eks. en
ægtefælle.
Det følger dog af forvaltningslovens § 8, stk. 1,
2. pkt., at en myndighed kan kræve, at parten medvirker personligt, når det
er
af betydning for sagens afgørelse. En myndighed kan således kræve, at en part
i
forbindelse med en beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb, herunder
ved gennemførelsen af indgrebet, medvirker personligt, hvis det efter en
konkret vurdering er af betydning for sagen.
Efter § 8, stk. 2, gælder retten til
repræsentation eller bistand ikke, hvis partens interesse i at lade sig
repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.
Pligten til underretning om »hovedformålet« med indgrebet
indebærer, at det skal oplyses, med hvilket formål myndigheden har påtænkt at
foretage indgrebet. Er der f.eks. tale om, at myndigheden som led i sin
løbende
kontrolvirksomhed ønsker at foretage en generel kontrol af, om parten
overholder lovgivningen på et bestemt område, må dette oplyses over for
parten.
Pligten til underretning om »det faktiske og det retlige
grundlag« for det påtænkte indgreb indebærer, at hjemlen for gennemførelsen
af
indgrebet skal oplyses. Endvidere skal det oplyses, om indgrebet beror på en
ren udtrækning, som det kan tænkes ved stikprøvekontrol, eller om der
foreligger andre omstændigheder bag besøget, f.eks. en anmeldelse eller en
generel risikovurdering af behovet for kontrol inden for den pågældende
erhvervsbranche mv.
Hvis det er en anmeldelse, der udgør grundlaget for
indgrebet, skal også anmelderens identitet oplyses, medmindre partens
interesse
i at kunne benytte kendskab til denne oplysning efter en konkret vurdering
findes at burde vige for afgørende private eller offentlige interesser, jf.
henvisningen i bestemmelsen til forvaltningslovens § 24.
Særligt om arbejdsmiljøområdet bemærkes, at det i
arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, er fastsat, at en medarbejder ved
Arbejdstilsynet ikke over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant må
oplyse, at et tilsynsbesøg foretages som følge af en klage.
En tilsvarende bestemmelse findes i stærkstrømslovens
§ 22, stk. 2, hvorefter kontrol- og tilsynsmyndigheden ikke må
oplyse
ejeren eller brugeren af en elinstallation om, hvorvidt et tilsynsbesøg sker
som følge af en klage. Det samme gælder i forbindelse med kontrol hos
forhandlere eller producenter af el-materiel samt ved tilsyn på
elforsyningsanlæg.
Det forudsættes, at disse bestemmelser skal gå forud for
den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, stk. 2, nr. 4,
således at der i de nævnte tilfælde fortsat ikke vil kunne gives oplysning
om,
at et tilsynsbesøg foretages som følge af en klage.
Om adgangen til i øvrigt at fravige kravet om angivelse af
det faktiske grundlag for indgrebet, herunder oplysninger om en eventuel
anmeldelse eller klage, henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets
§ 5, stk. 4, nr. 2, nedenfor.
Til stk. 3
Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 3, 1.
pkt., indebærer, at parten inden for en af myndigheden fastsat frist har
adgang
til at fremsætte indsigelser mod beslutningen om at iværksætte tvangsindgreb.
Ved fastsættelsen af fristen bør der tages hensyn til, at
parten får rimelig tid til at overveje sagen. På den baggrund forudsættes
det,
at fristen som udgangspunkt fastsættes til ikke under 7 dage.
Partens retsmiddel mod beslutningen om iværksættelse af et
tvangsindgreb er således at fremsætte indsigelser over for den myndighed, der
har truffet beslutningen. Myndigheden har herefter pligt til at genoverveje
sin
beslutning i lyset af de fremsatte indsigelser.
Fremkommer parten inden for den fastsatte frist med
indsigelser, har myndigheden således pligt til at vurdere, om der er grundlag
for at fastholde beslutningen om iværksættelse af tvangsindgreb. Gøres der
f.eks. indsigelse mod tidspunktet for indgrebets gennemførelse, må
myndigheden
foretage en afvejning af bl.a. hensynet til parten og hensynet til en
hensigtsmæsig myndighedsplanlægning. Fastholdes beslutningen, indebærer
lovforslagets § 5, stk. 3, 2. pkt., at dette skal begrundes
skriftligt over for parten. Der består ikke en almindelig pligt til i en
begrundelse at gå ind på samtlige anbringender mv. fra partens side, men i
det
omfang der er tale om relevante anbringender, er der en formodning for, at de
bør berøres i begrundelsen. Den skriftlige meddelelse om fastholdelse af
beslutningen skal gives inden eller senest samtidig med gennemførelsen af
tvangsindgrebet.
Såfremt parten ikke inden udløbet af den fastsatte frist
fremsætter indsigelser mod beslutningen om iværksættelse af tvangsindgreb, er
beslutningen endelig, uden at myndigheden i den forbindelse skal give parten
nogen ny meddelelse.
Fremkommer parten efter udløbet af den fastsatte frist med
indsigelser, har myndigheden ikke en ubetinget pligt til at genoptage sagen.
Spørgsmålet må i stedet bero på almindelige forvaltningsretlige principper om
adgang til at begære en sag genoptaget. Parten har efter disse principper
ikke
i alle tilfælde krav på en ny realitetsbehandling af sagen. Det må således i
almindelighed antages, at en part alene har krav på genoptagelse og ny
realitetsbehandling af sagen i tilfælde, hvor der i forbindelse med
genoptagelsesanmodningen (indsigelserne) fremkommer nye, faktiske oplysninger
af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at
sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i
forbindelse med myndighedens oprindelige stillingtagen til sagen.
Til stk. 4
Bestemmelsen fastsætter nærmere regler for, i hvilke
tilfælde en myndighed kan fravige reglerne i lovforslagets § 5,
stk. 1-3.
Fravigelsen kan ske helt eller delvist. Der kan således
forekomme tilfælde, hvor det ikke er nødvendigt helt at undlade at give
parten
forudgående underretning om det påtænkte tvangsindgreb, men f.eks. alene at
fravige reglen om, at underretningen skal gives senest 14 dage før
gennemførelsen af indgrebet.
Endvidere kan der forekomme tilfælde, hvor det alene kan
være nødvendigt at fravige kravet om f.eks. angivelse af det faktiske
grundlag
for indgrebet, herunder i visse af de tilfælde, hvor en myndighed ud fra en
generel risikovurdering har valgt at rette særlig fokus mod en bestemt gruppe
eller branche, jf. nærmere nedenfor under bemærkningerne til undtagelsen i
nr.
2
Bestemmelsen indeholder en opregning af de hensyn, der kan
begrunde, at reglerne om forudgående underretning fraviges helt eller
delvist.
I et vist omfang vil de forskellige undtagelsesmuligheder, der omtales
nedenfor,
kunne overlappe hinanden.
I nogle tilfælde vil der kunne være tale om, at en
myndighed ønsker at gennemføre et kontrolbesøg mv. f.eks. på en virksomhed
uden, at de nævnte undtagelser til kravet om forudgående underretning er
opfyldt i forhold til alle de forhold, der kan blive undersøgt under
kontrolbesøget. Herom henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
pkt.
3.3.9.
Til nr. 1
Reglerne i lovforslagets § 5, stk. 1-3, kan for
det første fraviges helt eller delvist, hvis øjemedet med tvangsindgrebets
gennemførelse ville forspildes, hvis forudgående underretning skulle gives.
Bestemmelsen tager først og fremmest sigte på de tilfælde,
hvor en myndighed foretager tvangsindgreb som led i sin kontrol- eller
tilsynsvirksomhed.
Kontrolbesøg kan således foretages uvarslet, hvis det i det
konkrete tilfælde efter en nærmere vurdering af den enkelte sags
omstændigheder
må antages, at øjemedet med kontrolbesøget ville blive forspildt, såfremt der
skete forudgående varsling. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en
myndighed
på baggrund af tidligere erfaringer med en part har grund til at antage, at
den
pågældende vil bortskaffe de effekter mv., der ønskes kontrolleret.
Bestemmelsen sigter endvidere til kontrolbesøg, som en
myndighed foretager på områder, hvor det generelt må antages, at øjemedet med
kontrollen ville blive forspildt, såfremt den pågældende borger eller
virksomhed var »advaret« forinden. Der tænkes her særligt på de tilfælde,
hvor
kontrollen har karakter af en kontrol af et »øjebliksbillede« – f.eks.
når
fødevaremyndighederne skal kontrollere hygiejnetilstanden på en restaurant,
eller når Told og Skat – eventuelt i samarbejde med Arbejdsdirektoratet
– skal
kontrollere, om der i en virksomhed er personer, som udfører »sort« arbejde.
Som eksempel på kontrol af et »øjebliksbillede« kan også
nævnes Told og Skats toldkontroller af varer i det danske toldområde.
Også i tilfælde, hvor tvangsindgrebet ikke foretages som
led i kontrol- eller tilsynsvirksomhed, kan der efter en nærmere vurdering af
den enkelte sags omstændigheder være risiko for, at øjemedet med
tvangsindgreb
ville blive forspildt, såfremt der skete forudgående varsling. Som eksempel
kan
nævnes sager, hvor tvangsindgrebet sker som led i fuldbyrdelsen af en
afgørelse, f.eks. hvor kommunen i forbindelse med fuldbyrdelsen af en
afgørelse
om tvangsfjernelse af et barn søger efter barnet i
forældremyndighedsindehaverens bolig.
Til nr. 2
Reglerne i lovforslagets § 5, stk. 1-3, kan for
det andet fraviges helt eller delvist, hvis hensynet til parten selv taler
for
det, eller hvis partens rettigheder findes at burde vige for afgørende hensyn
til andre private eller offentlige interesser.
Bestemmelsen vil normalt kunne finde anvendelse, hvis den,
som indgrebet er rettet mod, eller dennes repræsentant giver konkret samtykke
til – eller ligefrem anmoder om – at der gennemføres et
bestemt
kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb uden forudgående
underretning, jf. formuleringen »hensynet til parten selv«.
Som et eksempel på anvendelse af den foreslåede bestemmelse
i nr. 2, med henvisning til »afgørende hensyn til andre private eller
offentlige interesser«, kan nævnes tilfælde, hvor afgørende hensyn til de
ansattes sikkerhed og sundhed taler for, at Arbejdstilsynet gennemfører
kontrolbesøget uden at afvente forudgående underretning.
Bestemmelsen kan ligeledes finde anvendelse f.eks. i
tilfælde, hvor der i finansielle virksomheder er opstået en alvorlig
økonomisk
situation, der kræver, at Finanstilsynet omgående får adgang til virksomheden
af hensyn til de finansielle markeder, kreditorer mv.
Det forudsættes desuden, at bestemmelsen efter
omstændighederne vil kunne anvendes i situationer, hvor myndighederne som
følge
af lovbestemte frister har kort tid til at træffe afgørelse om gennemførelse
af
eventuelt kontrolbesøg mv. Som eksempel herpå kan nævnes opkrævningslovens
§ 12, stk. 2, hvorefter en virksomheds tilsvar af skatter og
afgifter
mv., som opkræves efter opkrævningsloven, og som for en afregningsperiode er
negativt, skal udbetales til virksomheden senest 3 uger efter modtagelse af
rettidig angivelse for den pågældende periode. I sådanne tilfælde kan
reglerne
i lovforslagets § 5, stk. 1-3, i fornødent omfang fraviges, såfremt
der i perioden mellem myndighedens modtagelse af angivelsen og fristen for
udbetaling ønskes gennemført et kontrolbesøg i virksomheden til brug for
sagens
behandling.
Bestemmelsen giver også adgang til – som en delvis
fravigelse af hovedreglen i stk. 1 og 2 – i forbindelse med en
forudgående
varsling ikke at gøre parten bekendt med det faktiske grundlag for
beslutningen
om iværksættelse af et tvangsindgreb. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor en
myndighed ud fra en generel – f.eks. edb-baseret - risikovurdering har
valgt at
rette særlig fokus mod en bestemt gruppe, branche eller vareart mv., og hvor
den særlige indsats mod denne gruppe, branche eller vareart mv. vil blive
vanskeliggjort, hvis det afsløres, at der er tale om en særlig fokuseret
indsats på området. Et eksempel kan også være, at afgørende hensyn til en
anmelder eller klager taler for, at anmelderens eller klagerens identitet
ikke
oplyses.
Til nr. 3
For det tredje kan reglerne i lovforslagets § 5,
stk. 1-3, fraviges helt eller delvist, hvis det er nødvendigt af hensyn
til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder
forholdet til EU.
Bestemmelsen sigter navnlig til Danmarks EU-retlige
forpligtelser. På en række områder følger det således af EU-direktiver, at
Danmark er forpligtet til at fastsætte regler om, at kontrolbesøg skal kunne
ske uanmeldt.
Desuden er der i en række EU-forordninger fastsat regler om
uanmeldt kontrolbesøg. Sådanne forordninger har direkte virkning her i
landet.
Pligt til at kunne foretage uanmeldte kontrolbesøg kan også
følge af andre internationale forpligtelser end EU-retten. Eksempelvis kan
nævnes, at Danmark har tiltrådt en række ILO-konventioner, hvorefter der skal
være adgang til at foretage uanmeldte kontrolbesøg.
Spørgsmålet om, hvorvidt – og i givet fald i hvilket omfang
– der foreligger en international forpligtelse til at gennemføre
uanmeldte
kontrolbesøg mv., vil bero på en nærmere fortolkning af det pågældende
internationale retsinstruments bestemmelser.
Den foreslåede bestemmelse vil kun kunne anvendes, hvis det
på grundlag af en sådan fortolkning må antages at være nødvendigt for at leve
op til en international forpligtelse (f.eks. en forpligtelse til, at en vis
andel af en myndigheds kontrolbesøg skal ske uanmeldt).
Til nr. 4
Reglerne i lovforslagets § 5, stk. 1-3, kan
endvidere fraviges helt eller delvist, hvis øjeblikkelig gennemførelse af
tvangsindgrebet efter forholdets særlige karakter er påkrævet.
Bestemmelsen sigter til tilfælde, hvor der kan være et
behov for, at en myndighed øjeblikkeligt griber ind og gennemfører et
tvangsindgreb f.eks. af hensyn til personers sikkerhed. Som eksempel kan
nævnes
redningsberedskabets indtrængen i private ejendomme i forbindelse med brande
eller udslip.
Til nr. 5
Endelig kan reglerne i lovforslagets § 5,
stk. 1-3, fraviges helt eller delvist, hvis forudgående underretning
viser
sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig.
Som eksempel på situationer, hvor bestemmelsen kan tænkes
anvendt, kan nævnes tilfælde, hvor fiskerimyndighederne foretager kontrol af
de
fartøjer, der kommer i havn på et bestemt tidspunkt, uden at det på forhånd
er
muligt at fastlægge, hvilke fartøjer det vil dreje sig om. Tilsvarende får
Søfartsstyrelsen ofte først meget kort tid før anløb kendskab til de skibe,
der
skal kontrolleres som led i kontrollen efter EU-direktivet om
havnestatskontrol.
Til stk. 5
Bestemmelsen indebærer, at myndigheden i de tilfælde, hvor
en beslutning om iværksættelse af tvangsindgreb gennemføres uden forudgående
underretning, samtidig med gennemførelsen af tvangsindgrebet skal give parten
skriftlig meddelelse om beslutningen.
Den skriftlige meddelelse skal indeholde de oplysninger,
der fremgår af lovforslagets § 5, stk. 2, nr. 1-4. Der henvises til
bemærkningerne ovenfor til denne bestemmelse.
Endvidere skal den skriftlige meddelelse indeholde en
begrundelse for, hvorfor reglerne i lovforslagets § 5, stk. 1-3, om
forudgående underretning er fraveget. Er der f.eks. tale om, at
fødevaremyndighederne foretager uanmeldt kontrolbesøg på en restaurant for at
kontrollere hygiejnetilstanden, skal parten have skriftlig meddelelse om, at
myndigheden er kommet uanmeldt, fordi øjemedet med kontrolbesøget ellers
ville
være forspildt.
I tilfælde, hvor der ved en forudgående underretning er
sket en delvis fravigelse af reglerne i § 5, stk. 1-3 – f.eks.
således at det faktiske grundlag for et kontrolbesøg ikke er angivet (se
bl.a.
bemærkningerne til § 5, stk. 4, nr. 2) – forudsættes det med
den
foreslåede bestemmelse i stk. 5, at myndigheden samtidig med
gennemførelse
af tvangsindgrebet giver vedkommende de oplysninger, der er udeladt i den
forudgående underretning, såfremt de hensyn, der begrundede udeladelsen, ikke
længere foreligger. Der skal endvidere i disse tilfælde gives en begrundelse
for den delvise fravigelse af reglerne i stk. 1-3, herunder f.eks. en
begrundelse hvis fristen i stk. 2 på 14 dage er fraveget.
Det følger af forvaltningslovens § 24, stk. 3, om
begrundelse, at begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jf. forvaltningslovens § 15.
En myndighed vil således kunne undlade at begrunde, at
reglerne i lovforslagets § 5, stk. 1-3, om forudgående underretning
er fraveget, hvis oplysningerne i en sådan begrundelse ville kunne undtages
fra
partsaktindsigt.
Som eksempel på tilfælde, hvor bestemmelsen i
forvaltningslovens § 24, stk. 3, efter omstændighederne vil kunne
finde anvendelse, kan nævnes, at en myndighed i den forudgående underretning,
som skal gives efter lovforslagets § 5, stk. 2, har undladt at
oplyse
om det faktiske grundlag for indgrebet, idet der er afgørende hensyn til
private eller offentlige interesser, der taler for at hemmeligholde disse
oplysninger, jf. nærmere ovenfor under bemærkningerne til bestemmelsen i
lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 2. En myndighed, der iværksætter et
tvangsindgreb, kan således efter omstændighederne f.eks. være berettiget til
at
undlade at oplyse klagens indgivelse, klagers identitet mv. i begrundelsen
for,
at der ikke er sket forudgående underretning om det faktiske grundlag for
indgrebet.
Til stk. 6
Lovforslagets § 5, stk. 5, bestemmer, at parten –
når en beslutning om iværksættelse af tvangsindgreb gennemføres uden
forudgående underretning – samtidig med gennemførelsen af indgrebet skal
have
skriftlig meddelelse om beslutningen.
Der kan dog forekomme tilfælde, hvor hensynet til parten
selv eller afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser
taler
for, at et tvangsindgreb gennemføres, inden myndigheden har haft lejlighed
til
at udarbejde en skriftlig begrundelse. Som eksempel herpå kan nævnes
tilfælde,
hvor en borger eller virksomhed selv anmoder om, at myndigheden straks skal
gennemføre et kontrolbesøg, eller tilfælde, hvor en myndighed bliver
opmærksom
på sikkerheds- eller sundhedsfarlige forhold mv., der taler for, at et
kontrolbesøg gennemføres, inden der har været lejlighed til at udarbejde en
skriftlig begrundelse.
Det fastsættes derfor i lovforslagets § 5,
stk. 6, at beslutningen i tilfælde af denne karakter kan meddeles
mundtligt.
En part, der har fået mundtlig meddelelse om beslutningen,
kan forlange efterfølgende at få beslutningen meddelt skriftligt. En begæring
herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at
tvangsindgrebet er gennemført. Myndigheden skal besvare begæringen snarest
muligt. Er begæringen ikke besvaret inden 14 dage efter, at myndigheden har
modtaget den, skal myndigheden underrette parten om grunden hertil samt om,
hvornår begæringen kan forventes besvaret.
Om indholdet af den skriftlige meddelelse henvises til
bemærkningerne ovenfor til bestemmelsen i lovforslagets § 5,
stk. 5.
Det forudsættes, at et uvarslet tvangsindgreb kan
gennemføres, selv om mundtlig meddelelse om tvangsindgrebet viser sig umulig,
f.eks. fordi ingen træffes på den pågældende lokalitet.
Til § 6
Til stk. 1
Bestemmelsen fastsætter, at tvangsindgreb, der foretages
uden for en myndigheds embedssteder, kun må foretages mod forevisning af
behørig legitimation. Det forudsættes således, at myndigheden ved
gennemførelsen af et tvangsindgreb over for en virksomhed retter henvendelse
til virksomhedens repræsentant, hvad enten der er tale om indehaveren eller
ansat personale. Træffes der ikke umiddelbart nogen på stedet, er myndigheden
forpligtet til at forsøge at finde en person på stedet, der kan repræsentere
den pågældende virksomhed. Det forudsættes i den forbindelse, at myndigheden
normalt skal rette henvendelse til virksomhedens repræsentant ved
kontrolbesøgets begyndelse, medmindre særlige hensyn taler for, at
gennemførelsen af tvangsindgrebet påbegyndes uden forudgående henvendelse til
virksomhedens repræsentant, jf. nærmere stk. 2 nedenfor.
Legitimationen skal forevises uopfordret til den, indgrebet
retter sig mod, og skal vise, hvilken myndighed vedkommende person
repræsenterer, samt indeholde identificerbare oplysninger om den pågældendes
identitet (f.eks. tjenestenummer).
Til stk. 2
Bestemmelsen fastsætter, at bestemmelsen i lovforslagets
§ 6, stk. 1, undtagelsesvis kan fraviges helt eller delvist, hvis
afgørende hensyn taler for det.
Denne bestemmelse indebærer bl.a., at en myndighed vil
kunne undlade at følge den foreslåede bestemmelse i stk. 1 om
legitimation, i det omfang den eller de personer, som et tvangsindgreb rettes
mod,
udviser en sådan truende adfærd mv., at det efter en konkret vurdering
undtagelsesvis vil være velbegrundet ikke at oplyse navn eller andre
identitetsoplysninger, ligesom der i ganske særlige tilfælde kan foreligge
omstændigheder, der berettiger, at der heller ikke gives oplysninger om
tjenestested.
Til § 7
Almindelige forvaltningsretlige principper fører til, at
myndigheden skal foretage et tvangsindgreb så skånsomt som muligt.
Lovforslagets § 7 lovfæster dette ved at fastslå, at
et tvangsindgreb skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader,
herunder så vidt muligt uden at forårsage ødelæggelse eller beskadigelse, og
uden at indgrebet på grund af tidspunktet for foretagelsen eller den måde,
hvorunder det foretages, giver anledning til unødig opsigt.
Eksempelvis må myndigheden drage omsorg for, at et
kontrolbesøg hos en virksomhed gennemføres på en måde, der ikke unødigt
griber
forstyrrende ind i virksomhedens arbejde, og at kontrolbesøget ikke giver
anledning til unødig opsigt hos kunder, naboer mv.
Til § 8
Bestemmelsen i lovforslagets § 8 fastsætter en pligt
for myndighederne til at udarbejde en rapport om udførelsen af et
tvangsindgreb
i tilfælde, hvor myndigheden under gennemførelsen af et tvangsindgreb finder,
at den, som indgrebet er rettet imod, har tilsidesat regler i lovgivningen
mv.
Rapporten skal snarest udleveres til vedkommende.
Finder myndigheden under gennemførelsen af et tvangsindgreb
ikke, at den, som indgrebet rettes imod, har tilsidesat regler i lovgivningen
mv., indebærer bestemmelsen i lovforslagets § 8, stk. 2, at
myndigheden alene har pligt til at udfærdige og udlevere en rapport om
udførelsen af indgrebet, hvis parten fremsætter begæring om det. En begæring
herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at
tvangsindgrebet er gennemført. Myndigheden skal besvare begæringen snarest
muligt. Er begæringen ikke besvaret inden 14 dage efter, at myndigheden har
modtaget den, skal myndigheden underrette parten om grunden hertil samt om,
hvornår begæringen kan forventes besvaret.
Bestemmelsen angiver ikke, hvad rapporten om indgrebets
udførelse nærmere skal indeholde. Det skyldes, at behovet for notering af
oplysninger i rapporten vil variere afhængigt af, hvordan et tvangsindgreb
forløber, samt formålet med og omfanget af tvangsindgrebet. Overordnet skal
rapporten imidlertid give et udførligt og dækkende indtryk af
tvangsindgrebets
forløb.
Der kan samtidig peges på en række omstændigheder, der vil
have betydning for, hvor omfattende rapporten bør være.
Således vil der normalt være et større behov for notering
af oplysninger i rapporten, hvis indgrebet foretages uden samtykke fra den,
som
indgrebet retter sig mod. Der vil endvidere være et større behov for notering
af oplysninger i rapporten, hvis myndigheden tager genstande i besiddelse i
forbindelse med indgrebet. Endvidere kan der peges på, at jo mere indgribende
og omfattende et tvangsindgreb er, jo større vil behovet for notering af
oplysninger i rapporten være.
Som minimum vil der normalt være behov for i rapporten at
notere oplysninger om indgrebets formål, tidspunktet for indgrebet, hvilke
personer der var til stede, om der blev anvendt tvang ved gennemførelsen, og
hvilke genstande der eventuelt blev taget i myndighedernes besiddelse.
Det bemærkes, at udarbejdelse af den pågældende rapport i
vidt omfang vil kunne ske ved udfyldelse af fortrykte blanketter.
Den udfærdigede rapport vil have bevismæssig betydning,
hvis der efterfølgende opstår spørgsmål om et tvangsindgrebs forløb mv.
Undladelse af at udfærdige den nævnte rapport – f.eks. i tilfælde, hvor
der er
konstateret en lovovertrædelse, men hvor overtrædelsen er af en sådan
karakter,
at den ikke umiddelbart giver myndigheden anledning til at foretage egentlige
retsskridt – vil derfor efter omstændighederne kunne have bevismæssig
skadevirkning for myndigheden, hvis den senere ønsker at foretage retsskridt
mv. under henvisning til forhold, som knytter sig til det pågældende
kontrolbesøg mv.
Til kapitel 3
Forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen
af tvangsindgreb
I kapitlet fastsættes regler for myndighedernes
gennemførelse af tvangsindgreb i tilfælde, hvor en person er mistænkt for at
have begået et strafbart forhold. Reglerne vil gælde, hvad enten myndigheden
selv har adgang til at søge et eventuelt strafbart forhold afsluttet ved en
administrativ bøde (bødeforelæg), eller myndigheden ikke har en sådan adgang
og
derfor i alle tilfælde vil være henvist til at lade en videre behandling af
spørgsmål om fastsættelse af straf overgå til politiet.
Til § 9
Til stk. 1
Hvis en person med rimelig grund mistænkes for at have
begået en strafbar lovovertrædelse, indebærer bestemmelsen, at tvangsindgreb
over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det
eller
de forhold, som mistanken omfatter, alene kan gennemføres efter reglerne i
retsplejeloven om strafferetsplejen. Det gælder, uanset om den mistænkte er
en
fysisk eller juridisk person.
Den foreslåede bestemmelse afgrænser således anvendelsen af
tvangsindgreb uden for strafferetsplejen i forhold til anvendelsen af indgreb
i
form af ransagning, beslaglæggelse mv. inden for strafferetsplejen.
Bestemmelsen finder anvendelse i tilfælde, hvor myndigheden
forud for f.eks. et kontrolbesøg er bekendt med oplysninger, der kan
begrunde,
at en person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar
lovovertrædelse.
Endvidere finder bestemmelsen anvendelse i tilfælde, hvor
myndigheden i forbindelse med gennemførelsen af f.eks. et kontrolbesøg får
kendskab til oplysninger, der kan begrunde, at en person med rimelig grund
mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse.
Efter bestemmelsens ordlyd skal der være tale om, at en
person »med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar
lovovertrædelse«. Der skal således foreligge en mistanke om et strafbart
forhold, som kan henføres til én eller flere bestemte personer. At der skal
være »rimelig grund« til en sådan mistanke indebærer, at mistanken skal være
baseret på fornødne konkrete, objektive oplysninger i den pågældende sag.
Om dette er tilfældet, må bero på en samlet konkret
vurdering i den enkelte situation i overensstemmelse med de principper og
retningslinier, der allerede i dag gælder på området.
Er der tale om ren stikprøvekontrol, vil der selvsagt ikke
foreligge en mistanke i bestemmelsens forstand.
Det samme gælder i tilfælde, hvor en myndighed f.eks.
ønsker at undersøge forhold, som kun muligvis kan give anledning til mistanke
–
f.eks. på baggrund af generelle erfaringer med en bestemt branche eller
virksomhed. En mere almindelig, erfaringsbaseret fornemmelse hos den
pågældende
myndighed om, at der kan være »noget galt«, indebærer således ikke, at der
efter bestemmelsen foreligger mistanke om et strafbart forhold.
Såfremt den pågældende myndighed f.eks. fra naboer,
konkurrenter eller ansatte i virksomheden modtager anmeldelse om forhold, som
efter deres karakter er strafbare, må det bero på en konkret vurdering, om
der
foreligger en mistanke som angivet i bestemmelsen. I den forbindelse må det
bl.a. indgå, hvor troværdig anmeldelsen forekommer, hvor konkret de
pågældende
forhold er angivet, og om der i øvrigt – det vil sige i de oplysninger,
som
myndigheden herudover er i besiddelse af – er holdepunkter for, at der
kan
foreligge et strafbart forhold. En anmeldelse vil således ikke i sig selv
skabe
grundlag for en mistanke som angivet i bestemmelsen, hvis anmeldelsen ikke
indeholder bl.a. tilstrækkeligt konkretiserede oplysninger om de pågældende
forhold.
I tilfælde, hvor der – bl.a. på grundlag af de anførte
retningslinier – ikke med rimelig grund foreligger mistanke om et
strafbart
forhold, finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse. Det betyder, at
den
forslåede bestemmelse ikke medfører begrænsninger i de beføjelser, som
myndigheden har efter den pågældende særlovgivning.
Må det derimod konstateres, at der foreligger en mistanke
af den angivne karakter, indebærer den foreslåede bestemmelse, at
tvangsindgreb
over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det
eller
de forhold, som mistanken omfatter, alene kan gennemføres efter reglerne i
retsplejeloven om strafferetsplejen, jf. dog stk. 2 nedenfor. Det gælder
som nævnt, uanset om mistanken foreligger på forhånd – det vil sige før
iværksættelsen af det pågældende tvangsindgreb – eller mistanken først
opstår
efter, at tvangsindgrebet er iværksat (f.eks. i forbindelse med
gennemførelsen
af et kontrolbesøg).
Det anførte skal imidlertid ses i lyset af, at formålet med
den foreslåede bestemmelse som beskrevet ovenfor er at trække en grænse
mellem
på den ene side de tvangsindgreb, der kan foretages af de enkelte
forvaltningsmyndigheder uden for strafferetsplejen, og på den anden side de
tvangsindgreb, der alene kan foretages af politiet efter retsplejelovens
regler
om strafferetsplejen.
I den forbindelse bør der ikke kunne opstå situationer,
hvor den pågældende forvaltningsmyndighed er afskåret fra selv at
tilvejebringe
fornødne oplysninger mv., men hvor det materiale, der foreligger, samtidig er
så generelt og ukonkret, at det ikke er muligt at vurdere, om der er grundlag
for iværksættelse af straffeprocessuelle indgreb som f.eks. beslaglæggelse. I
givet fald ville der være tilfælde, hvor nødvendige oplysninger til brug for
kontrol mv. ikke kunne tilvejebringes efter nogen af de gældende regelsæt.
På den baggrund indebærer bestemmelsen, at den pågældende
myndighed også i de nævnte tilfælde er berettiget til at anvende sine
beføjelser efter særlovgivningen med henblik på at fremskaffe oplysninger i
det
omfang, det må anses for nødvendigt for, at myndigheden kan vurdere, om der
er
tale om en sag, som bør overgives til politiet, og for, at politiet kan
vurdere, om der – også ud fra ressourcemæssige hensyn – er
fornødent grundlag
for at iværksætte strafferetlig efterforskning (herunder beslaglæggelse mv.).
Det forudsættes derfor bl.a., at myndigheden – f.eks. ved
optælling af den pågældende virksomheds varer eller gennemgang af relevante
regnskaber mv. – vil kunne tilvejebringe oplysninger, der gør det muligt
nærmere at angive karakteren og omfanget af de forhold, som mistanken
vedrører.
Hvis f.eks. skattemyndighederne i forbindelse med et kontrolbesøg i en
virksomhed konstaterer, at der sælges ulovligt importerede varer, og der i
den
forbindelse opstår mistanke om, at der foreligger en strafbar overtrædelse af
afgiftslovgivningen, vil skattemyndighederne normalt være berettiget til at
fortsætte kontrolbesøget i virksomheden, indtil de nævnte oplysninger er
tilvejebragt. Tilsvarende vil gælde, hvis skattemyndighederne på baggrund af
en
anmeldelse har en - ikke nærmere konkretiseret - mistanke om, at en
virksomhed
f.eks. sælger ulovligt importerede varer. I så fald vil skattemyndighederne
således normalt være berettiget til at foretage et kontrolbesøg, der gør det
muligt nærmere at angive karakteren og omfanget af de forhold, som mistanken
vedrører.
Myndigheden vil derimod ikke tvangsmæssigt kunne skaffe sig
oplysninger i et omfang, der rækker videre, end det nævnte hensyn
nødvendiggør.
Yderligere oplysninger må i stedet fremskaffes af politiet efter
retsplejelovens regler om bl.a. beslaglæggelse.
Det forudsættes, at det er den pågældende myndighed selv,
der vurderer, om der foreligger den nævnte mistanke om et strafbart forhold,
uden at dette spørgsmål i almindelighed overgives til politiets
stillingtagen.
Bestemmelsen er alene til hinder for, at den pågældende
myndighed i en række tilfælde gennemfører tvangsindgreb omfattet af
lovforslagets § 1, stk. 1 og 2. Der vil således efter den
foreslåede
bestemmelse ikke gælde begrænsninger for, at myndigheden – eventuelt
efter
aftale med politiet – foretager andre sagsbehandlingsskridt med henblik
på den
videre behandling af spørgsmål om fastsættelse af straf, f.eks. analyse af
indhentede prøver eller en vurdering af de allerede foreliggende oplysninger.
Der henvises til pkt. 3.6.3 i de almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen vil kunne indebære, at en myndighed, som i
forbindelse med et kontrolbesøg mv. får mistanke om et strafbart forhold, vil
være afskåret fra at benytte en eventuel hjemmel i lovgivningen til
umiddelbart
at beslaglægge relevante beviser (f.eks. regnskabsbilag, andre dokumenter
mv.).
Myndigheden må i så fald søge at indhente vedkommendes samtykke til –
uanset
den opståede mistanke om strafbart forhold – at beslaglægge de
pågældende
effekter, jf. bestemmelsen i lovforslagets § 9, stk. 3. Hvis et
sådant samtykke ikke kan opnås, forudsættes det, at myndigheden –
såfremt den
finder tilstrækkelig anledning til straks at tilkalde politiet med henblik på
gennemførelse af en beslaglæggelse efter de straffeprocessuelle regler i
retsplejeloven
– vil have ret til at forblive på stedet for at sikre eventuelle
beviser,
indtil politiet møder frem.
Bestemmelsen indebærer, at anvendelsen af tvangsindgreb kun
udelukkes med hensyn til det eller de forhold, hvor der er en mistanke om, at
parten har begået et strafbart forhold. Myndigheden vil derfor uden særlige
begrænsninger kunne anvende sine kontrolbeføjelser mv. med henblik på at
kontrollere andre forhold, som ikke er omfattet af mistanken.
Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor Arbejdstilsynet i
forbindelse med et kontrolbesøg i en virksomhed konstaterer, at der er begået
en strafbar overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, idet arbejdet ved en
bestemt maskine ikke udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Arbejdstilsynet
vil
efter lovforslagets § 9, stk. 1 – når mistanken er
konkretiseret
således, at der er »rimelig grund« til mistanken, jf. ovenfor – være
afskåret
fra at undersøge dette forhold nærmere, men vil være berettiget til at
undersøge andre forhold, herunder f.eks. andre maskiner. I det pågældende
eksempel vil Arbejdstilsynet normalt heller ikke være afskåret fra at
gennemføre et nyt kontrolbesøg hos virksomheden f.eks. 14 dage senere for at
påse, om arbejdet ved den omhandlede maskine på dette tidspunkt udføres
sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Den omstændighed, at maskinen ikke opfyldte
arbejdsmiljøreglerne under det tidligere besøg, vil således ikke i
almindelighed i sig selv indebære, at der forud for det efterfølgende
kontrolbesøg vil være rimelig grund til mistanke om, at maskinen fortsat ikke
opfylder reglerne.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i de almindelige
bemærkninger.
Om adgangen til under visse betingelser at gennemføre
tvangsindgreb uden for strafferetsplejen med henblik på undersøgelse mv. af
det
eller de samme forhold, som er omfattet af en mistanke om en strafbar
overtrædelse af reglerne på det pågældende område, henvises til lovforslagets
§ 9, stk. 2, og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til stk. 2
Bestemmelsen indebærer, at bestemmelsen i lovforslagets
§ 9, stk. 1, ikke finder anvendelse, hvis tvangsindgrebet alene
gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
Hvis formålet med et tvangsindgreb alene er at indsamle
oplysninger til brug for andre spørgsmål end fastsættelse af straf, vil
indgrebet således kunne gennemføres over for en person, som mistænkes for et
strafbart forhold, selv om de oplysninger, der søges tilvejebragt, vedrører
det
eller de forhold, som mistanken omfatter.
Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor skattemyndighederne
ønsker at anvende beføjelserne i skattekontrolloven med henblik på den
løbende
skattemæssige ligning, uanset at vedkommende person med rimelig grund
mistænkes
for at have begået et strafbart forhold, der vedrører de samme
omstændigheder,
som skatteligningen angår.
Et andet eksempel kan være, at fødevaremyndighederne –
uanset at en person med rimelig grund mistænkes for at have begået en
strafbar
overtrædelse af fødevarelovgivningen ved at have produceret en vare, der
indeholder sundhedsfarlige stoffer – ønsker at anvende tvangsindgreb med
henblik på meddelelse af påbud om destruktion af de sundhedsfarlige varer.
Et tredje eksempel kan være, at Arbejdstilsynet efter en
arbejdsulykke finder det nødvendigt at gennemføre tvangsindgreb med henblik
på
meddelelse af påbud om etablering af sikkerhedsmæssigt forsvarlige
arbejdsforhold, uanset at arbejdsgiveren med rimelig grund kan mistænkes for
at
have begået et strafbart forhold.
I en række tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke
om et strafbart forhold, vil der foreligge en situation,
hvor
myndigheden kan have brug for oplysninger om det eller de
forhold, som mistanken omfatter, til brug for behandlingen af spørgsmål, der
ikke vedrører fastsættelse af straf – som f.eks. udstedelse af påbud
eller
forbud eller inddragelse mv. af en tilladelse –
og hvor
myndigheden samtidig er opmærksom på, at der som supplement
eller alternativ til iværksættelse af sådanne ikke-strafferetlige
foranstaltninger også kan blive tale om at forfølge spørgsmålet om straf
(enten
ved at myndigheden selv har mulighed for i givet fald at afgøre sagen med et
bødeforelæg eller ved at anmelde forholdet til politiet).
Som anført indebærer den foreslåede bestemmelse, at et
tvangsindgreb kan gennemføres (eller fortsættes), hvis formålet med at
tilvejebringe de pågældende oplysninger alene er at behandle andre spørgsmål
end fastsættelse af straf. Vil formålet med tvangsindgrebet (også) være at
tilvejebringe oplysninger til brug for spørgsmål om fastsættelse af straf,
vil
myndigheden derimod kun kunne gennemføre et tvangsindgreb efter regler uden
for
strafferetsplejen, såfremt den mistænkte meddeler samtykke, jf. bestemmelsen
i
stk. 4.
Ved fastlæggelsen af, hvad der vil være formålet med et
tvangsindgreb, bemærkes i den forbindelse, at det ofte vil være relevant for
en
myndighed med henblik på varetagelsen af sine tilsyns- og kontrolopgaver mv.
gennem et kontrolbesøg at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen
af andre spørgsmål end fastsættelse af straf – og dette uafhængigt af,
at de
pågældende oplysninger også kan anvendes ved en efterfølgende vurdering af,
om
der er anledning til at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf.
Udtrykket »hvis et tvangsindgreb alene gennemføres med
henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre
spørgsmål end fastsættelse af straf« skal derfor forstås således, at en
myndighed efter lovforslagets § 9, stk. 2, vil kunne gennemføre et
tvangsindgreb, hvis det kan lægges til grund, at det ville være et naturligt
og
sagligt begrundet led i sagens behandling også at gennemføre det pågældende
tvangsindgreb, såfremt der ikke kunne blive tale om efterfølgende eventuelt
(tillige) at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf. At myndigheden
muligvis samtidig er opmærksom på, at oplysningerne også vil kunne være
relevante ved en eventuel senere straffesag, er i den forbindelse uden
betydning.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i
pkt. 3.6.
Til stk. 3
Bestemmelsen regulerer myndighedernes adgang til at
gennemføre et tvangsindgreb over for en tredjemand med henblik på at indhente
oplysninger af betydning for en straffesag mod den mistænkte.
Bestemmelsen fastsætter, at reglerne i lovforslagets
§ 9, stk. 1-2, finder tilsvarende anvendelse, hvis der i sagen
rettes
et tvangsindgreb mod andre end den mistænkte. Et tvangsindgreb kan således
alene gennemføres hos tredjemand, hvis et tilsvarende indgreb ville kunne
gennemføres hos den mistænkte selv efter bestemmelserne i lovforslagets
§ 9, stk. 1-2. Der henvises til bemærkningerne ovenfor til disse
bestemmelser.
Bestemmelsen indebærer, at gennemførelse af et
tvangsindgreb over for en tredjemand med henblik på at tilvejebringe
oplysninger til brug for en straffesag om det eller de forhold, som mistanken
mod vedkommende omfatter, i givet fald skal ske i overensstemmelse med
retsplejelovens regler om ransagning mv. over for ikke-mistænkte personer.
Til stk. 4
Bestemmelsen fastsætter, at en part kan give samtykke til
fravigelse af reglerne i lovforslagets § 9, stk. 1 og 3.
Bestemmelsen indebærer således, at en mistænkt med sit
samtykke kan tillade, at der efter reglerne i den pågældende særlovgivning
gennemføres et tvangsindgreb over for vedkommende og/eller over for
tredjemand
med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, der er
omfattet af mistanken, til brug for behandlingen af spørgsmålet om
fastsættelse
af straf.
I bestemmelsen præciseres det, at reglerne i lovforslagets
§§ 2-8 finder tilsvarende anvendelse ved de i § 1, stk. 1,
nævnte tvangsindgreb også i tilfælde, hvor der gennemføres et kontrolbesøg
mv.
på grundlag af den mistænktes samtykke.
Er den mistænkte en juridisk person, kan samtykket gives af
en fysisk person, som er bemyndiget til at give et sådant samtykke på den
juridiske persons vegne. Bemyndigelsen kan følge af regler i lovgivningen om,
hvem der er berettiget til at repræsentere og tegne den juridiske person
udadtil. Er der f.eks. tale om et aktieselskab, følger det af
aktieselskabslovens § 60, stk. 1, at medlemmer af bestyrelsen og af
direktionen repræsenterer selskabet udadtil. Selskabet forpligtes ved
retshandler, som på selskabets vegne indgås af den samlede bestyrelse eller
af
et medlem af bestyrelsen eller af en direktør, jf. § 60, stk. 2.
Disse personer vil således som udgangspunkt på selskabets vegne kunne give
samtykke til fravigelse af reglerne i lovforslagets § 9, stk. 1 og
3.
En juridisk person kan herudover konkret beslutte, at én eller flere personer
–
f.eks. den daglige leder – skal være bemyndiget til på den juridiske
persons
vegne at give samtykke til fravigelse af reglerne i lovforslagets § 9,
stk. 1 og 3, ligesom det kan følge af vedkommendes stilling, at den
pågældende må antages at have fuldmagt til at meddele samtykke på den
juridiske
persons vegne.
Et samtykke skal være skriftligt og skal gives på et
frivilligt, specifikt og informeret grundlag.
Skriftlighedskravet indebærer, at det ikke er
tilstrækkeligt, at den mistænkte mundtligt tilkendegiver, at tvangsindgrebet
kan gennemføres efter de forvaltningsretlige regler.
At samtykket skal gives på et »frivilligt« grundlag
betyder, at samtykket ikke må være afgivet under tvang. Det skal således stå
den mistænkte frit for, om vedkommende ønsker at give afkald på de
retsgarantier, der følger af retsplejelovens regler om strafferetsplejen.
I kravet om, at samtykket skal ske på et »specifikt«
grundlag, ligger, at det klart og utvetydigt skal fremgå, hvad det er, der
meddeles samtykke til. Det skal således bl.a. fremgå, hvad det er for
tvangsindgreb, som den mistænkte samtykker i, at myndigheden kan gennemføre.
At samtykket skal gives på et »informeret« grundlag
betyder, at den mistænkte skal være klar over, hvad det er vedkommende
meddeler
samtykke til. Myndigheden skal således sikre sig, at der gives den mistænkte
tilstrækkelig information til, at den pågældende kan vurdere, hvorvidt
samtykke
skal meddeles. Myndigheden skal således bl.a. oplyse om, at den mistænkte
ikke
har pligt til at acceptere gennemførelsen af et tvangsindgreb efter de
forvaltningsretlige regler, ligesom myndigheden skal gøre den mistænkte
bekendt
med, at de oplysninger, der vil blive tilvejebragt, senere kan komme til at
indgå i en straffesag mod den pågældende.
Et meddelt samtykke kan til enhver tid tilbagekaldes.
Tilbagekaldes samtykket betyder det, at tvangsindgreb herefter alene vil
kunne
gennemføres efter reglerne i lovforslagets § 9, stk. 1-3. Der
stilles
ikke formkrav til den mistænktes tilbagekaldelse af samtykke. En sådan
tilbagekaldelse vil således kunne ske såvel mundtligt som skriftligt.
Til kapitel 4
Retten til ikke at inkriminere sig selv mv.
I kapitlet fastsættes regler for, i hvilket omfang regler i
lovgivningen mv. om pligt til at meddele oplysninger til den offentlige
forvaltning gælder, når en person er mistænkt for at have begået et strafbart
forhold.
Reglerne vil – ligesom lovforslagets kapitel 3 - gælde,
hvad enten myndigheden selv har adgang til at søge et eventuelt strafbart
forhold afsluttet ved en administrativ bøde (bødeforelæg), eller myndigheden
ikke har en sådan adgang og derfor i alle tilfælde vil være henvist til at
lade
en videre behandling af spørgsmål om fastsættelse af straf overgå til
politiet.
Til § 10
Til stk. 1
Bestemmelsen skal bl.a. ses i sammenhæng med den praksis,
som knytter sig til artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, hvorefter en person, som er anklaget for en
forbrydelse, har ret til ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse og
til
ikke at blive tvunget til at medvirke til at opklare den påståede
forbrydelse.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger i pkt. 4.1,
er det efter omstændighederne forbundet med en vis usikkerhed at afgøre, om
en
person er »anklaget« for en forbrydelse i konventionens forstand og dermed
kan
påberåbe sig forbudet mod selvinkriminering.
Udtrykket »forbrydelse« i konventionen omfatter først og
fremmest tilfælde, hvor der til en lovovertrædelse er knyttet sædvanlige
strafferetlige sanktioner i form af bøde, frihedsstraf mv. Herudover antages
det, at udtrykket efter omstændighederne også omfatter lovovertrædelser,
hvortil der er knyttet sanktioner, som efter national lovgivning ikke
henregnes
til strafferetsplejen, men som uanset dette kan sidestilles med straf.
På den anførte baggrund fastsætter bestemmelsen i
lovforslagets § 10, stk. 1, at administrative myndigheder må afstå
fra at benytte oplysningspligter over for en person, mod hvem der er rettet
en
konkret mistanke om, at vedkommende har begået en lovovertrædelse, der kan
medføre straf. Det gælder dog ikke, hvis det kan udelukkes, at de
oplysninger,
som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse.
Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor der i lovgivningen
mv. er fastsat pligt til at meddele oplysninger til en offentlig myndighed.
Det
gælder uanset, om en overtrædelse af oplysningspligten kan sanktioneres med
straf eller kan gennemtvinges ved f.eks. tvangsbøder.
Bestemmelsen gælder, hvad enten den mistænkte er en fysisk
eller juridisk person.
Udtrykket »straf« i bestemmelsen skal forstås i
overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6,
jf. pkt. 4.1 i de almindelige bemærkninger samt Retssikkerhedskommissionens
betænkning side 68f med omtale af konventionens udtryk »anklaget for en
forbrydelse«.
Med hensyn til kravet om, at der skal foreligge en konkret
mistanke, må det som udgangspunkt være afgørende, om myndighedens mistanke er
så stærk, at der ville være grundlag for inden for strafferetsplejen at rejse
en sigtelse eller at tillægge vedkommende en sigtets rettigheder. Der skal
således foreligge omstændigheder, spor mv., som på objektivt grundlag og med
rimelighed kan tale for vedkommendes mulige skyld. En person skal normalt
anses
for sigtet, når mistanken samler sig om vedkommende, og efterforskningen
direkte retter sig mod den pågældende og ikke mod en bredere kreds. Det
forudsættes, at det er den myndighed, der i givet fald skal anvende
oplysningspligten, som i almindelighed foretager vurderingen af, om der er
grundlag for en konkret mistanke.
Bestemmelsen indebærer, at den mistænkte person i de nævnte
tilfælde alene har pligt til at meddele oplysninger, i det omfang det kan
udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for
bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Om dette er tilfældet, må bero
på
en konkret vurdering i den enkelte sag. Kan det efter en sådan vurdering ikke
udelukkes, at oplysningerne vil kunne have betydning for bedømmelsen af den
formodede lovovertrædelse, kan oplysningspligten ikke anvendes.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at den mistænkte
pålægges at give (faktuelle) oplysninger, som er uden betydning for
bedømmelsen
af, hvorvidt den pågældende har begået en lovovertrædelse, der kan medføre
straf. Bestemmelsen vil således ikke være til hinder for at anvende en
oplysningspligt til at kræve oplysninger om navn, adresse mv., jf. herved
også
retsplejelovens § 750, hvorefter enhver på forlangende er forpligtet til
over for politiet at opgive navn, adresse og fødselsdato.
På en række områder har borgere og virksomheder pligt til
løbende at indberette visse oplysninger til en myndighed. F.eks. kan en
virksomhed have pligt til løbende at foretage angivelser, egenkontrolmålinger
mv., der skal indgives til en myndighed. Opstår der – f.eks. på baggrund
af en
indberetning - konkret mistanke om en strafsanktioneret lovovertrædelse, vil
den pågældende oplysningspligt ikke af den grund bortfalde. Myndigheden vil
således stadig kunne anvende oplysningspligten over for den mistænkte borger
eller virksomhed, i det omfang det kan udelukkes, at de oplysninger, som den
fortsatte løbende pligt til at foretage indberetning vedrører, vil have
betydning for det eller de forhold, som den foreliggende mistanke omfatter.
Med hensyn til spørgsmålet om identifikation mellem en
mistænkt juridisk person og fysiske personer med tilknytning den juridiske
person henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 4.2.4 og 4.3.4 samt
lovforslagets § 22 og 23 med tilhørende bemærkninger.
I en række tilfælde vil en myndighed ud fra de foreliggende
oplysninger have gjort op med, at der ikke er anledning til at forfølge
spørgsmålet om fastsættelse af straf, selv om der foreligger en formodning
eller antagelse om, at der vedkommende borger eller virksomhed har begået en
overtrædelse af lovgivningen, der kan sanktioneres med straf. Det vil bl.a.
kunne gælde, hvis overtrædelsen er af mindre grov karakter. I sådanne
tilfælde
vil bestemmelsen i § 10, stk. 1, ikke (længere) finde anvendelse.
Måtte der i den pågældende sag efterfølgende på ny opstå spørgsmål om
eventuelt
at fastsætte straf – f.eks. hvis der senere fremkommer oplysninger, der
viser,
at en lovovertrædelse kan være af mere grov karakter – vil det
imidlertid igen
blive relevant at iagttage § 10, stk. 1, samt den beskyttelse, der
følger af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Den foreslåede bestemmelse berører ikke retsplejelovens
regler om politiets afhøringer samt retsplejelovens vidneregler.
Bestemmelsen regulerer ikke spørgsmålet om, hvorvidt det er
muligt at straffe en person, som nægter at efterkomme et pålæg om at
fremkomme
med oplysninger i tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen mistanke om
strafbare forhold, og hvor det efterfølgende viser sig, at årsagen til, at
den
pågældende nægtede at medvirke, er, at vedkommende ønskede at dække over at
have begået strafbare forhold.
Bestemmelsen regulerer heller ikke spørgsmålet om, hvorvidt
det er muligt at straffe en person for afgivelse af urigtige oplysninger i
tilfælde, hvor den pågældende er sigtet for et strafbart forhold, eller hvor
vedkommende ved at afgive sandfærdige oplysninger ville kunne sigtes for et
strafbart forhold.
Endvidere forudsættes det, at bestemmelsen i lovforslagets
§ 10 ikke berører de særlige regler om vidnepligt mv., der findes i
tjenestemandslovgivningens regler om tjenstligt forhør samt i lov om
undersøgelseskommissioner.
Bestemmelsen i færdselslovens § 65, stk. 1,
hvorefter ejeren (brugeren) af et køretøj efter anmodning fra politiet skal
oplyse, hvilke personer der som førere har benyttet køretøjet, forudsættes at
gå forud for lovforslagets § 10, stk. 1. Der henvises til pkt.
4.2.2
og 4.3.2 i de almindelige bemærkninger.
At en myndighed fra det tidspunkt, hvor der foreligger en
konkret mistanke, som udgangspunkt ikke længere kan anvende en
oplysningspligt,
er ikke i sig selv ensbetydende med, at myndigheden vil være afskåret fra at
anvende andre kontrolbeføjelser, herunder tvangsindgreb, selv om dette sker
med
henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af
spørgsmål
om straf. Myndigheden vil således – som anført i bemærkningerne til
lovforslagets § 9 - kunne gennemføre eller fortsætte et kontrolbesøg,
indtil der i givet fald er tilvejebragt visse nærmere konkretiserede
oplysninger om karakteren og omfanget af det eller de forhold, som mistanken
angår, således at der foreligger oplysninger, som kan danne grundlag for, at
en
person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar
lovovertrædelse, jf. nærmere bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslagets
§ 9, stk. 1, ovenfor.
Der kan således efter omstændighederne forekomme tilfælde,
hvor en myndigheds beføjelser til at anvende en oplysningspligt over for en
mistænkt person ophører på et tidligere tidspunkt end det tidspunkt, hvor
myndigheden må afstå fra at gennemføre tvangsindgreb over for den mistænkte
med
henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for en eventuel straffesag.
Hvis f.eks. skattemyndighederne i forbindelse med et
kontrolbesøg i en virksomhed konstaterer, at der sælges ulovligt importerede
varer, og der i den forbindelse opstår en konkret mistanke om, at
virksomheden
har begået en strafbar overtrædelse af afgiftslovgivningen, må
skattemyndighederne afstå fra at benytte en oplysningspligt over for den
mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger, der kan have betydning
for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Skattemyndighederne vil
imidlertid i det pågældende eksempel være berettiget til at fortsætte
kontrolbesøget, indtil der er foretaget en optælling af antallet af ulovligt
importerede varer og dermed tilvejebragt nærmere konkretiserede oplysninger
om
karakteren og omfanget af den ulovlige import, som mistanken angår.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 9. Her er det også anført, at myndigheden – hvor der foreligger
rimelig
grund til mistanke om et strafbart forhold – uden særlige begrænsninger
vil
have adgang til hos en mistænkt person at gennemføre eller fortsætte et
kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, hvis
formålet
er at tilvejebringe oplysninger til brug for andre spørgsmål end fastsættelse
af straf.
Til stk. 2
Bestemmelsen vedrører myndighedernes adgang til at anvende
en oplysningspligt over for andre end den mistænkte.
Bestemmelsen indebærer, at andre end den mistænkte har
pligt til at meddele oplysninger i sagen, i det omfang oplysningerne alene
søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end
fastsættelse af straf.
Bestemmelsen indebærer således for det første, at en
tredjemand kan pålægges at meddele oplysninger om andre forhold end den
formodede lovovertrædelse.
For det andet indebærer bestemmelsen, at myndighederne
fortsat vil kunne pålægge tredjemand at meddele oplysninger om det eller de
forhold, hvor der foreligger en konkret mistanke om en lovovertrædelse, hvis
oplysningerne alene søges tilvejebragt med henblik på andre spørgsmål end
fastsættelse af straf.
Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor skattemyndighederne
har mistanke om, at en person har afgivet urigtig selvangivelse for en
bestemt
periode. Skattemyndighederne vil efter den foreslåede bestemmelse være
berettiget til med henblik på den løbende skattemæssige ligning at pålægge en
selvstændig erhvervsdrivende tredjemand at meddele oplysninger om den
omsætning, som vedkommende har haft med den mistænkte i den omhandlede
periode.
Et andet eksempel kan være, at fødevaremyndighederne –
uanset at der er en konkret mistanke om, at en person har begået en strafbar
overtrædelse af fødevarelovgivningen ved at have produceret en vare, der
indeholder
sundhedsfarlige stoffer – ønsker at pålægge den tredjemand, som har købt
varerne af producenten, at meddele oplysninger om, hvortil varerne er
videresolgt, med henblik på at få lokaliseret og destrueret de
sundhedsfarlige
varer.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en tredjemand uden
at være forpligtet hertil – og uden den mistænktes samtykke, jf.
stk. 4
nedenfor – frivilligt kan meddele oplysninger til myndigheden til brug
for
behandlingen af spørgsmålet om fastsættelse af straf.
I modsætning til stk. 1, der bl.a. skal ses på
baggrund af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, omfatter
bestemmelsen alene tilfælde, hvor lovovertrædelsen kan medføre straf.
Bestemmelsen omfatter således ikke tilfælde, hvor mistanken vedrører en
lovovertrædelse, som kan medføre en sanktion, der må sidestilles med straf,
jf.
om det sidste bemærkningerne til stk. 1 samt pkt. 4.1 i de almindelige
bemærkninger.
Med udtrykket »andre end den mistænkte« i bestemmelsen
sigtes der til tredjemænd, som er private. Den foreslåede bestemmelse
regulerer
således ikke spørgsmålet om indhentelse af oplysninger hos andre offentlige
myndigheder. Hvis en forvaltningsmyndighed har mistanke om et strafbart
forhold, må spørgsmålet om pligt for andre offentlige myndigheder til at
meddele oplysninger til brug for sagen derfor afgøres efter andre regler
–
herunder forvaltningslovens § 31, der indebærer, at en offentlig
forvaltningsmyndighed som udgangspunkt er forpligtet til efter begæring at
videregive oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, i det omfang
videregivelsen vil være berettiget efter forvaltningslovens regler mv.
Det forudsættes, som beskrevet i pkt. 4.3.3, at
bestemmelserne i konkurrencelovens §§ 17 og 18, stk. 1, skal gå forud for den
foreslåede bestemmelse i stk. 2 om adgangen til at kræve oplysninger hos
andre
end den mistænkte. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.3.3.
Til stk. 3
Bestemmelsen indebærer, at en myndighed skal vejlede den
mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele oplysninger, som
kan
have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
Bestemmelsen finder for det første anvendelse i tilfælde,
hvor en person efter anmodning eller begæring har pligt til at give en
myndighed oplysninger. Endvidere finder bestemmelsen anvendelse i tilfælde,
hvor oplysningspligten har karakter af en pligt til af egen drift at meddele
en
myndighed oplysninger.
I tilfælde, hvor en oplysningspligt først indtræder efter
meddelelse af et pålæg fra en myndighed, kan myndigheden ikke meddele et
sådant
pålæg for så vidt angår oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen
af
den formodede lovovertrædelse. Myndigheden kan derimod rette henvendelse til
den mistænkte med en forespørgsel om, hvorvidt den pågældende frivilligt
ønsker
at meddele de ønskede oplysninger.
I tilfælde, hvor en oplysningspligt består løbende, f.eks.
hvor en person har pligt til hvert år at indsende visse oplysninger, har
myndigheden – i tilfælde, hvor den, som oplysningspligten påhviler, er
mistænkt
for en lovovertrædelse, der kan medføre straf – pligt til i fornødent
omfang at
meddele den pågældende, at oplysningspligten ikke længere består i forhold
til
oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse.
Hvis den mistænkte meddeler samtykke til at afgive
oplysningerne, skal samtykket være skriftligt og meddeles på et frivilligt,
specifikt og informeret grundlag. Om kravene til et samtykke henvises nærmere
til bemærkningerne ovenfor til bestemmelsen i lovforslagets § 9,
stk. 4.
Til stk. 4
Bestemmelsen indebærer, at en mistænkt kan meddele samtykke
til, at myndigheden kan anvende en oplysningspligt overfor en tredjemand med
henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag mod den
mistænkte.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en tredjemand –
uden den mistænktes samtykke – frivilligt kan meddele oplysninger til
myndigheden uden at være forpligtet til det.
Et samtykke skal gives på et skriftligt, frivilligt,
specifikt og informeret grundlag. Om kravene til et samtykke henvises nærmere
til bemærkningerne ovenfor til bestemmelsen i lovforslagets § 9,
stk. 4.
Til kapitel 5
Ophævelse mv. af visse kontrolbestemmelser i
lovgivningen
I kapitlet fastsættes regler om ophævelse mv. af visse
kontrolbestemmelser i lovgivningen.
Til § 11
Bestemmelsen indebærer, at inkassolovens § 28 ophæves.
Efter denne bestemmelse har politiet uden retskendelse adgang til lokaler,
hvorfra en autorisationsindehaver driver inkassovirksomhed, og til de
derværende forretningsoplysninger for at føre det nødvendige tilsyn med
autorisationsindehaverens virksomhed
Der henvises til pkt. 3.2.3 i de almindelige bemærkninger.
Til § 12
Den gældende undergrundslovs § 27, stk. 1,
indeholder en generel regel om, at tilsynsmyndighedens medarbejdere til
enhver
tid uden retskendelse, i det omfang det er påkrævet for, at de kan varetage
deres hverv, har adgang til alle dele af virksomheden (det vil sige
virksomheder, som foretager og er rettighedshavere til forundersøgelse,
efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden).
Den gældende § 27, stk. 1, omfatter ikke
situationer, hvor oplysninger i praksis kan tilvejebringes i kraft af reglen
i
§ 26, stk. 1, hvorefter rettighedshavere skal give
tilsynsmyndigheden
de oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af tilsynets virksomhed.
Bestemmelsen har ikke hidtil været anvendt tvangsmæssigt i
praksis, og det vurderes ikke at være nødvendigt at opretholde den i sin
nuværende bredt formulerede form. Bestemmelsen vurderes dog stadig at være
nødvendig i særlige tilfælde, hvor der er nærliggende risiko for, at der ikke
sker en hensigtsmæssig anvendelse eller udnyttelse af undergrunden.
Med forslaget præciseres bestemmelsen, således at adgangen
uden retskendelse er begrænset til at kunne finde sted i sådanne situationer,
hvor der er nærliggende risiko for, at der ikke sker en hensigtsmæssig
anvendelse eller udnyttelse af undergrunden.
Til § 13
Den gældende produktsikkerhedslovs § 22, stk. 1,
2. pkt., indeholder en generel regel om, at kontrolmyndigheden uden
retskendelse
har adgang til fabrikations-, salgs- og lagerlokaler mv. og transportmidler,
som tilhører nogen, der omfattes af lovens §§ 4 og 5, det vil sige
producenter og distributører.
Formålet med bestemmelsen er, at myndighederne skal kunne
gribe effektivt ind over for produkter, der vil kunne indebære alvorlig fare
for forbrugernes sundhed og sikkerhed. Bestemmelsen sikrer myndighederne den
nødvendige hjemmel til at få adgang til fabrikations- og lagerlokaler samt
transportmidler.
Bestemmelsen har ikke hidtil været anvendt tvangsmæssigt i
praksis, og det vurderes ikke at være nødvendigt at opretholde den i sin
nuværende bredt formulerede form.
Med forslaget indskrænkes hjemmelen til adgang uden
retskendelse derfor til at omfatte tilfælde, hvor der er formodet risiko for,
at et produkt kan indebære fare for forbrugernes sundhed og sikkerhed.
Til § 14
I § 14 i lov om autorisation af elinstallatører er der
givet Elektricitetsrådet (pr. 1. januar 2004: Sikkerhedsstyrelsen) mulighed
for, hvis det skønnes nødvendigt, efter forudgående underretning uden
retskendelse og mod forevisning af legitimation at få adgang til
offentlig
og privat ejendom for at undersøge eller lade undersøge, hvorvidt en
elinstallatør har udført et installationsarbejde på tilfredsstillende måde,
eller hvorvidt en virksomhed har etableret og opretholder et
sikkerhedskvalitetsstyringssystem i overensstemmelse med kravene.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det var
nødvendigt at give Elektricitetsrådet mulighed for at gribe ind over for
elinstallatørers arbejde i tilfælde, hvor der er mistanke om livsfarlige
elektriske installationer, eller elinstallationer, der indebærer brandfare.
Bestemmelsen om kontrol af elinstallatørers arbejde er kun
sjældent anvendt i praksis.
På den baggrund foreslås det, at bestemmelsens
anvendelsesområde begrænses således, at der kun er adgang uden retskendelse
til
at undersøge elinstallationsarbejder, hvis der er formodet risiko for, at en
elinstallation frembyder fare for liv eller brand.
Til § 15
Bestemmelsen i stærkstrømslovens § 24, stk. 5,
indeholder en hjemmel til udstedelse af administrative bødeforelæg i
forbindelse med kontrollen med elektrisk materiel.
Bestemmelsen har aldrig været anvendt i praksis, og det
foreslås derfor at ophæve den.
Til §§ 16-21
Tilsynsmyndighederne har jævnligt behov for at have adgang
til både offentlige og private ejendomme hovedsageligt for at kunne føre
tilsyn
med overholdelsen af de omhandlede love og regler udstedt i medfør heraf.
Administrationen af reglerne begrænser sig i praksis til, at tilsyn alene
føres
på de dele af ejendomme og lokaliteter, som er relevante for myndighedernes
kontrol.
De foreslåede bestemmelser indebærer i den forbindelse en
præcisering af, at de pågældende regler om adgang til tilsyn mv. ikke
omfatter
bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende anvendes til privat
beboelse.
Til kapitel 6
Ændring af visse bestemmelser om oplysningspligt
I kapitlet fastsættes regler om visse fysiske personers
pligt til at meddele oplysninger i tilfælde, hvor en virksomhed (en juridisk
person) er mistænkt for overtrædelse af regler på arbejdsmiljøområdet.
Til § 22
Efter arbejdsmiljølovens § 76, stk. 1, skal
enhver, der er pålagt pligter efter loven, herunder ansatte personer, efter
anmodning give Arbejdstilsynet alle oplysninger, der er nødvendige for
udøvelsen af tilsynets virksomhed.
Det forudsættes i lovforslaget, at der i tilfælde, hvor en
oplysningspligt er formuleret således, at den påhviler medlemmer af en
virksomheds ledelse, ansatte mv., som udgangspunkt skal ske identifikation
mellem den juridiske person og fysiske personer med tilknytning til den
juridiske person, såfremt der foreligger mistanke om, at der er begået en
lovovertrædelse, som kan medføre straf for den juridiske person som sådan.
Der
henvises til bemærkningerne til § 10, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at dette udgangspunkt
fraviges på arbejdsmiljøområdet, således at ansatte mv. fortsat vil have
pligt
til at afgive oplysninger til Arbejdstilsynet også i tilfælde, hvor
virksomheden
(en juridisk person) som sådan mistænkes for en strafbar overtrædelse af
arbejdsmiljølovgivningen, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til
brug for andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. forslagets § 10,
stk. 2.
Til § 23
Efter § 19, stk. 2, i lov om sikkerhed til søs,
er skibets fører, maskinchef og enhver, der handler på disses vegne, bl.a.
forpligtet til at give Søfartsstyrelsen enhver oplysning i forbindelse med
styrelsens undersøgelser efter loven, herunder f.eks. undersøgelser
vedrørende
ansattes sikkerhed og sundhed om bord.
Det forudsættes i lovforslaget, at der i tilfælde, hvor en
oplysningspligt er formuleret således, at den påhviler medlemmer af en
virksomheds ledelse, ansatte mv., skal ske identifikation mellem den
juridiske
person og fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, såfremt
der foreligger mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, som kan
medføre straf for den juridiske person som sådan. Der henvises til
lovforslagets § 10, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at dette udgangspunkt
fraviges, når søfartsmyndighederne udfører opgaver, der vedrører de ansattes
sikkerhed og sundhed om bord, således at ansatte mv. fortsat vil have pligt
til
at afgive oplysninger til myndighederne også i tilfælde, hvor virksomheden
(en
juridisk person) som sådan mistænkes for en strafbar lovovertrædelse af
lovgivningen på området, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til
brug
for andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. forslagets § 10,
stk. 2.
Til kapitel 7
Ikrafttræden mv.
I kapitlet fastsættes regler for lovforslagets ikrafttræden
og territoriale gyldighed.
Til § 24
Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for lovforslagets
ikrafttræden.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2005,
således at de berørte myndigheder vil have den fornødne tid til at indrette
sig
på lovforslagets regler, herunder udarbejde vejledningsmateriale mv.
Til § 25
I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke gælder for
Grønland og Færøerne, men at loven ved kongelig anordning vil kunne sættes i
kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger. Dette gælder dog kun for sager, der er eller
har
været under behandling af rigsmyndigheder.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 28.
Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang
til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver inkassovirksomhed, og de
derværende forretningsoplysninger for at føre det nødvendige tilsyn med
autorisationsindehaverens virksomhed.
§ 11.
§ 28
i lov nr. 319 af 14. maj
1997 om inkassovirksomhed, som ændret senest ved lov nr. 467 af 7. juni 2001,
ophæves.
§ 12.
I
lov om anvendelse af Danmarks undergrund, jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af
11. juni 2002, foretages følgende ændring:
1.
§ 27, stk. 1,
affattes således:
§ 27.
Tilsynsmyndighedens medarbejdere har til enhver tid uden retskendelse mod
behørig legitimation, i det omfang det er påkrævet for, at de kan varetage
deres hverv, adgang til alle dele af virksomheden.
»Tilsynsmyndighedens medarbejdere har, hvor der skønnes at
være en nærliggende risiko for en uhensigtsmæssig anvendelse eller udnyttelse
af undergrunden, uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til alle
dele af virksomheden.«
- - -
§ 13.
I lov nr. 364 af 18. maj 1994 om produktsikkerhed, som ændret ved lov nr. 458
af 10. juni 2003, foretages følgende ændring:
1.
§ 22, stk. 1, 2. pkt.
affattes
således:
§ 22.
Kontrolmyndigheden har adgang til uden betaling at udtage prøveeksemplarer af
produktet eller bestanddele heraf med henblik på undersøgelser og
afprøvninger. Kontrolmyndigheden har uden retskendelse mod behørig
legitimation adgang til fabrikations-, salgs- og lagerlokaler mv. og
transportmidler, som tilhører nogen, der omfattes af §§ 4 og 5.
»Kontrolmyndigheden har, hvor der er formodet risiko for,
at et produkt kan indebære fare for forbrugernes sundhed og sikkerhed, uden
retskendelse mod behørig legitimation adgang til fabrikations-, salgs- og
lagerlokaler mv. og transportmidler, som tilhører nogen, der omfattes af
lovens §§ 4 og 5.«
§ 14.
I lov nr. 314 af 5. maj 2000, som ændret ved lov nr. 458 af 10. juni 2003 om
autorisation af elinstallatører, foretages følgende ændring:
1.
§ 14, stk. 1,
affattes således:
§ 14.
Sikkerhedsstyrelsen
har, hvis det skønnes nødvendigt, efter forudgående underretning uden
retskendelse mod forevisning af legitimation adgang til offentlig og privat
ejendom for at undersøge eller lade undersøge, hvorvidt en elinstallatør har
udført et installationsarbejde på tilfredsstillende måde, eller hvorvidt en
virksomhed har etableret og opretholder et sikkerhedskvalitetsstyringssystem
i overensstemmelse med kravene hertil.
»Sikkerhedsstyrelsen har efter forudgående underretning
uden retskendelse og mod forevisning af behørig legitimation adgang til
offentlig eller privat ejendom med henblik at undersøge eller lade undersøge
elinstallationsarbejder udført af en elinstallatør, hvis der er formodet
risiko for, at elinstallationen indebærer livs- eller brandfare,
eller med henblik på at undersøge eller lade undersøge, hvorvidt en
virksomhed har etableret og opretholder et sikkerhedskvalitetsstyringssystem
i overensstemmelse med kravene hertil.«
- - -
§ 15.
I lov nr. 251 af 6. maj 1993 om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk
materiel, som ændret senest ved lov nr. 458 af 10. juni 2003, foretages
følgende ændring:
§ 24.
- - -
1.
§ 24, stk. 5,
ophæves.
Stk. 5.
Ved
overtrædelse af bestemmelser, der udstedes efter § 12, stk. 1, kan
Sikkerhedsstyrelsen tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig
forfølgning, hvis den, der har begået overtrædelsen, erkender sig skyldig og
erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter begæring
kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
§ 16.
I lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 28.
januar 1997, foretages følgende ændringer:
§ 50.
- - -
1.
I
§ 50
indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der
udelukkende anvendes til privat beboelse.«
§ 17.
I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 23. juni 2001, som ændret
senest ved lov nr. 391 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:
§ 61.
- - -
1.
I
§ 61
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
Stk. 2.
Mindst 2
uger forud skal der gives skriftlig meddelelse til ejere og brugere af
ejendommen eller, hvis dette ikke er muligt, ske offentliggørelse i et eller
flere lokale blade om, at sådanne arbejder eller undersøgelser vil blive
foretaget.
»Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der
udelukkende anvendes til privat beboelse.«
Stk. 3.
Bestemmelserne i § 57, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse
ved udøvelsen af beføjelserne i stk. 1.
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 4.
De skader
og ulemper, der forvoldes ved foranstaltningerne efter stk. 1, skal
erstattes, eventuelt i forbindelse med en efterfølgende ekspropriation.
§ 18.
I lov nr. 180 af 8. maj 1985 om okker, som ændret ved lov nr. 466 af 7. juni
2001, foretages følgende ændringer:
§ 10.
- - -
1.
I
§ 10
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
Stk. 2.
Politiet
kan yde bistand hertil efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem
miljøministeren og justitsministeren.
»Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der
udelukkende anvendes til privat beboelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 19.
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 569 af 30. juni 1997, som
ændret senest ved lov nr. 1055 af 17. december 2002, foretages følgende
ændringer:
§ 32.
- - -
1.
I
§ 32
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
Stk. 2.
Politiet
yder nødvendig bistand til at udnytte adgangsretten efter stk. 1.
»Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der
udelukkende anvendes til privat beboelse. Stk. 1 finder tilsvarende ikke
anvendelse for rum på skibe, som udelukkende anvendes til privat beboelse.«
Stk. 3.
Ved
eftersyn af erhvervsvirksomheder skal indehaveren og beskæftigede personer
yde de i stk. 1 nævnte myndigheder fornøden vejledning og hjælp
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
§ 20.
I lov nr. 111 af 12. marts 1988 om beskyttelse af de ydre koge i
Tøndermarsken, som ændret senest ved lov nr. 392 af 28. maj 2003, foretages
følgende ændringer:
§ 49.
- - -
1.
I
§ 49
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
Stk. 2.
Politiet
yder bistand hertil. Justitsministeren kan efter forhandling med
miljøministeren fastsætte nærmere regler herom.
»Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der
udelukkende anvendes til privat beboelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 21.
I lov om godtgørelse i forbindelse med indsamling af hermetisk forseglede
nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier), jf.
lovbekendtgørelse nr. 547 af 30. maj 2000, foretages følgende ændringer:
§ 4.
-
- -
1.
I
§ 4
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
Stk. 2.
Politiet
yder bistand hertil. Justitsministeren kan efter forhandling med miljø- og
energiministeren fastsætte nærmere regler herom.
»Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der
udelukkende anvendes til privat beboelse.«
Stk. 3.
Ved
eftersyn af erhvervsvirksomheder skal indehaveren og beskæftigede personer
yde miljømyndighederne fornøden vejledning og hjælp.
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
§ 22.
I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 som
senest ændret ved lov nr. 437 af 10. juni 2002, foretages følgende ændringer:
§ 76.
- - -
1.
I
§ 76
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
Stk. 2.
Arbejdstilsynets
medarbejdere har uden retskendelse mod behørig legitimation til enhver tid
adgang til offentlige og private arbejdssteder, jf. dog stk. 3, i det
omfang, det er påkrævet, for at de kan varetage deres hverv. Politiet yder om
fornødent bistand hertil. Nærmere regler om bistanden kan fastsættes af
arbejdsministeren efter forhandling med justitsministeren.
»Stk. 2.
Hvis der
er konkret mistanke om, at en juridisk person har begået en lovovertrædelse,
der kan medføre straf, gælder pligten for fysiske personer med tilknytning
til den juridiske person til at meddele oplysninger efter stk. 1, i det
omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for behandlingen af
andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2, i lov
om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter.«
Stk. 3.
Stk. 2
finder ikke anvendelse ved Arbejdstilsynets kontrol med arbejde af
ikke-erhvervsmæssig karakter, der udføres af en person på eller i dennes
private bolig, fritidsbolig, grund i tilknytning hertil, køretøj,
fritidsfartøj eller andre løsøregenstande tilhørende husstanden.
Beskæftigelsesministeren kan dog fastsætte, at Arbejdstilsynet fortsat kan
føre kontrol og tilsyn med elevatorer og andet løfteudstyr samt trykbærende
udstyr uden retskendelse.
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5
Stk. 4.
Arbejdstilsynets
medarbejdere kan som led i tilsynets udøvelse uden retskendelse kræve
tilgængelig dokumentation udleveret, herunder foretage fotografiske
optagelser og lignende, og medtage prøver til nærmere analyse eller
undersøgelse. Arbejdsgiveren eller dennes repræsentant, jf. § 23 og
§ 24, skal underrettes herom.
§ 23.
I lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 627 af 26. juli 2002,
foretages følgende ændringer:
§ 19.
- - -
1.
I
§ 19
indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
Stk. 2.
- -
-
Stk. 3.
Søfartsstyrelsens
medarbejdere skal ved udførelsen af hvervet drage omsorg for, at skibet ikke
unødigt opholdes, og at arbejdet om bord ikke unødigt vanskeliggøres.
»Stk. 3.
Hvis der
er konkret mistanke om, at en juridisk person har begået en lovovertrædelse,
der kan medføre straf, gælder pligten for såvel skibets fører og maskinchef
som enhver, der handler på disses vegne, til at meddele oplysninger om
ansattes sikkerhed og sundhed om bord, jf. stk. 1, i det omfang
oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre
spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2, i lov om
retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
Lignende dokumenter
- A.C.1.1.1 Formål og anvendelsesområde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Udlevering af oplysninger Landsskatteretten · 4. oktober 2013
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 Q. RETSSIKKERHEDSLOVEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 Q. RETSSIKKERHEDSLOVEN Retsinformation · 5. februar 2008
- Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter Retsinformation · 16. november 2019
- A.C.1.1.2 Kontrol og anden virksomhed Den juridiske vejledning · 1. juli 2026