Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

2003/1 LSF 96Lovforslag som fremsatJustitsministeriet26. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 26. november 2003 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af

tvangsindgreb og oplysningspligter

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1.

Lovens kapitel 2 og 3 finder anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages af

den

offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen, og som består i

1)

husundersøgelse eller

2)

undersøgelse eller

beslaglæggelse af breve og andre papirer.

Stk. 2.

Lovens

kapitel 3 finder også anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages af den

offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen, og som består i

1)

undersøgelse af andre

lokaliteter,

2)

undersøgelse eller

beslaglæggelse af andre genstande,

3)

brud på

meddelelseshemmeligheden eller

Læs alt

4)

eftersyn eller anden

undersøgelse af personer.

Stk. 3.

Lovens

kapitel 4 finder anvendelse i tilfælde, hvor der i lovgivningen mv. er

fastsat

pligt til at meddele oplysninger til den offentlige forvaltning.

Stk. 4.

Vedkommende

minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at

loven helt eller delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber,

institutioner, foreninger mv., som ikke kan henregnes til den offentlige

forvaltning, i det omfang de pågældende ved eller i henhold til lov har fået

tillagt beføjelser til at anvende tvangsindgreb eller oplysningspligter som

nævnt i stk. 1-3.

Stk. 5.

Stk. 1

og 2 omfatter ikke tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse.

Kapitel 2

Gennemførelse af tvangsindgreb

Proportionalitetsprincippet

§ 2.

Tvangsindgreb må kun anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke

er

tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med

indgrebet.

Fremgangsmåden

§ 3.

Ved

beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb finder forvaltningslovens

§§ 3-10, §§ 12-18 og §§ 22-26 anvendelse.

§ 4.

I

sager om iværksættelse af tvangsindgreb skal en myndighed, som mundtligt

modtager oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder af betydning

for

beslutningen om iværksættelse af tvangsindgreb, eller som på anden måde er

bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne.

Det

gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

§ 5.

Forud for gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et

tvangsindgreb

skal parten underrettes om beslutningen.

Stk. 2.

Underretningen skal ske skriftligt senest 14 dage, inden tvangsindgrebet

gennemføres, og skal indeholde oplysninger om

1)

tid og sted for

indgrebet,

2)

retten til at lade

sig repræsentere eller bistå af andre efter forvaltningslovens § 8,

3)

hovedformålet med

indgrebet og

4)

det faktiske og

retlige grundlag for indgrebet, jf. forvaltningslovens § 24.

Stk. 3.

Parten kan

inden for en af myndigheden fastsat frist fremsætte indsigelse mod den trufne

beslutning. Fastholdes beslutningen, skal dette begrundes skriftligt over for

parten, jf. forvaltningslovens § 24. Meddelelsen om fastholdelse af

beslutningen skal gives inden eller senest samtidig med gennemførelsen af

tvangsindgrebet.

Stk. 4.

Reglerne i

stk. 1-3 kan fraviges helt eller delvist, hvis

1)

øjemedet med

tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis forudgående

underretning

skulle gives,

2)

hensynet til parten

selv taler for det, eller partens rettigheder findes at burde vige for

afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser,

3)

det er nødvendigt af

hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser,

herunder forholdet til EU,

4)

øjeblikkelig

gennemførelse af tvangsindgrebet efter forholdets særlige karakter er

påkrævet,

eller

5)

forudgående

underretning viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig.

Stk. 5.

Hvis en

beslutning om iværksættelse af tvangsindgreb gennemføres uden forudgående

underretning, jf. stk. 4, skal beslutningen samtidig med gennemførelsen

af

indgrebet meddeles parten skriftligt og indeholde de i stk. 2, nr. 1-4,

nævnte oplysninger. Beslutningen skal endvidere indeholde en begrundelse for

fravigelsen af stk. 1-3, jf. forvaltningslovens § 24.

Stk. 6.

Beslutningen

i stk. 5 kan meddeles mundtligt, hvis hensynet til parten selv eller

afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser taler for, at

et

tvangsindgreb gennemføres, inden myndigheden har haft lejlighed til at

udarbejde en skriftlig begrundelse. Den, der har fået beslutningen meddelt

mundtligt, kan forlange efterfølgende at få beslutningen meddelt skriftligt.

En

begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at

tvangsindgrebet er gennemført. Myndigheden skal besvare begæringen snarest

muligt. Er begæringen ikke besvaret inden 14 dage efter, at myndigheden har

modtaget begæringen, skal myndigheden underrette parten om grunden hertil

samt

om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.

§ 6.

Tvangsindgreb,

der foretages uden for myndighedernes embedssteder, må kun foretages mod

forevisning af legitimation.

Stk. 2.

Bestemmelsen

i stk. 1 kan undtagelsesvis helt eller delvist fraviges, hvis afgørende

hensyn taler for det.

§ 7.

Tvangsindgrebet skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader,

herunder så vidt muligt uden at forårsage ødelæggelse eller beskadigelse, og

uden at indgrebet på grund af tidspunktet for foretagelsen eller den måde,

hvorunder det foretages, giver anledning til unødig opsigt.

§ 8.

Hvis myndigheden under gennemførelsen af et tvangsindgreb finder, at den, som

indgrebet er rettet imod, har tilsidesat regler i lovgivningen mv., skal

myndigheden udfærdige rapport om udførelsen af indgrebet. Rapporten skal

snarest muligt udleveres til vedkommende.

Stk. 2.

I andre

tilfælde end de i stk. 1 nævnte skal myndigheden udfærdige og udlevere

en

rapport om udførelsen af indgrebet, hvis en part fremsætter begæring om det.

En

begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at

tvangsindgrebet er gennemført. Myndigheden skal besvare begæringen snarest

muligt. Er begæringen ikke besvaret inden 14 dage efter, at myndigheden har

modtaget begæringen, skal myndigheden underrette parten om grunden hertil

samt

om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.

Kapitel 3

Forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen

af tvangsindgreb

§ 9.

Hvis en enkeltperson eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at

have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den

mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de

forhold,

som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om

strafferetsplejen.

Stk. 2.

Reglen i

stk. 1 gælder ikke, hvis tvangsindgrebet alene gennemføres med henblik

på

at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end

fastsættelse af straf.

Stk. 3.

Reglerne i

stk. 1-2 finder tilsvarende anvendelse, hvis der i sagen rettes et

tvangsindgreb mod andre end den mistænkte.

Stk. 4.

Den

mistænkte kan meddele samtykke til fravigelse af stk. 1 og 3. Samtykket

skal være skriftligt og skal meddeles på et frivilligt, specifikt og

informeret

grundlag. Et samtykke kan til enhver tid tilbagekaldes. Meddeler den

mistænkte

samtykke til fravigelse af stk. 1 og 3, finder reglerne i §§ 2-8

tilsvarende

anvendelse ved de i § 1, stk. 1, nævnte tvangsindgreb.

Kapitel 4

Retten til ikke at inkriminere sig selv mv.

§ 10.

Hvis

der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har

begået

en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen

mv. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til

den

mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges

tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse.

Stk. 2.

I forhold

til andre end den mistænkte gælder bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt

til

at meddele oplysninger, i det omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt

til

brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.

Stk. 3.

En myndighed

skal vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele

oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse. Hvis den mistænkte meddeler samtykke til at afgive

oplysninger, finder reglerne i § 9, stk. 4, 2. og 3. pkt.,

tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Den

mistænkte kan meddele samtykke til anvendelse af en oplysningspligt over for

andre med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag

mod den mistænkte. Reglerne i § 9, stk. 4, 2. og 3. pkt., finder

tilsvarende anvendelse.

Kapitel 5

Ophævelse mv. af visse kontrolbestemmelser i

lovgivningen

§ 11.

§ 28

i lov nr. 319 af 14. maj 1997

om inkassovirksomhed, som ændret senest ved lov nr. 467 af 7. juni 2001,

ophæves.

§ 12.

I

lov om anvendelse af Danmarks undergrund, jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af

11.

juni 2002, foretages følgende ændring:

1.

§ 27, stk. 1,

affattes således:

»Tilsynsmyndighedens medarbejdere har, hvor der skønnes at

være en nærliggende risiko for en uhensigtsmæssig anvendelse eller udnyttelse

af undergrunden, uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til alle

dele af virksomheden.«

§ 13.

I

lov nr. 364 af 18. maj 1994 om produktsikkerhed, som ændret ved lov nr. 458

af

10. juni 2003, foretages følgende ændring:

1.

§ 22, stk. 1, 2. pkt.,

affattes

således:

»Kontrolmyndigheden har, hvor der er formodet risiko for, at

et produkt kan indebære fare for forbrugernes sundhed og sikkerhed, uden

retskendelse mod behørig legitimation adgang til fabrikations-, salgs- og

lagerlokaler mv. og transportmidler, som tilhører nogen, der omfattes af

lovens

§§ 4 og 5.«

§ 14.

I

lov nr. 314 af 5. maj 2000, som ændret ved lov nr. 458 af 10. juni 2003 om

autorisation af elinstallatører, foretages følgende ændring:

1.

§ 14, stk. 1,

affattes således:

»Sikkerhedsstyrelsen har efter forudgående underretning uden

retskendelse og mod forevisning af behørig legitimation adgang til offentlig

eller privat ejendom med henblik på at undersøge eller lade undersøge

elinstallationsarbejder udført af en elinstallatør, hvis der er formodet

risiko

for, at elinstallationen indebærer livs- eller brandfare, eller med

henblik på at undersøge eller lade undersøge, hvorvidt en virksomhed har

etableret og opretholder et sikkerhedskvalitetsstyringssystem i

overensstemmelse

med kravene hertil.«

§ 15.

I

lov nr. 251 af 6. maj 1993 om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk

materiel, som ændret senest ved lov nr. 458 af 10. juni 2003, foretages

følgende ændring:

1.

§ 24, stk. 5,

ophæves.

§ 16.

I

lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 28. januar

1997, foretages følgende ændring:

1.

I

§ 50

indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der

udelukkende anvendes til privat beboelse.«

§ 17.

I

lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 23. juni 2001, som ændret

senest ved lov nr. 391 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 61

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der

udelukkende anvendes til privat beboelse.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

§ 18.

I

lov nr. 180 af 8. maj 1985 om okker, som ændret ved lov nr. 466 af 7. juni

2001, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 10

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der

udelukkende anvendes til privat beboelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 19.

I

lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 569 af 30. juni 1997, som ændret

senest ved lov nr. 1055 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 32

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der

udelukkende anvendes til privat beboelse. Stk. 1 finder tilsvarende ikke

anvendelse for rum på skibe, som udelukkende anvendes til privat beboelse.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

§ 20.

I

lov nr. 111 af 12. marts 1988 om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken,

som ændret senest ved lov nr. 392 af 28. maj 2003, foretages følgende

ændringer:

1.

I

§ 49

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der

udelukkende anvendes til privat beboelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 21.

I

lov om godtgørelse i forbindelse med indsamling af hermetisk forseglede

nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier), jf.

lovbekendtgørelse nr. 547 af 30. maj 2000, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 4

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Stk. 1

finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende

anvendes til privat beboelse.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

Kapitel 6

Ændring af visse bestemmelser om oplysningspligt

§ 22.

I

lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 som

senest ændret ved lov nr. 437 af 10. juni 2002, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 76

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Hvis der

er konkret mistanke om, at en juridisk person har begået en lovovertrædelse,

der kan medføre straf, gælder pligten for fysiske personer med tilknytning

til

den juridiske person til at meddele oplysninger efter stk. 1, i det

omfang

oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre

spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2, i lov om

retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og

oplysningspligter.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

§ 23.

I

lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 627 af 26. juli 2002,

foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 19

indsættes efter stk. 2 som nyt

stykke:

»Stk. 3.

Hvis der

er konkret mistanke om, at en juridisk person har begået en lovovertrædelse,

der kan medføre straf, gælder pligten for såvel skibets fører og maskinchef

som

enhver, der handler på disses vegne, til at meddele oplysninger om ansattes

sikkerhed og sundhed om bord, jf. stk. 1, i det omfang oplysningerne

alene

søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end

fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2, i lov om retssikkerhed ved

forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Kapitel 7

Ikrafttræden mv.

§ 24.

Loven

træder i kraft den 1. januar 2005.

§ 25.

Loven gælder ikke for sager om færøske og grønlandske anliggender, men kan

ved

kongelig anordning sættes i kraft for sådanne sager med de afvigelser, som de

særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette gælder dog kun for

sager, der er eller har været under behandling af rigsmyndigheder.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1.

Lovforslagets baggrund mv.

8

2.

Oversigt over lovforslaget

8

2.1.

Forvaltningens gennemførelse af tvangsindgreb

8

2.2.

Tvangsindgreb ved mistanke om strafbar lovovertrædelse

mv.

9

2.3.

Ikrafttræden mv.

9

3.

Tvangsindgreb

9

3.1.

Anvendelsesområde

9

3.1.1.

Kommissionens forslag

9

3.1.2.

Justitsministeriets overvejelser

10

3.1.2.1.

Tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72

10

3.1.2.2.

Tvangsindgreb ikke omfattet af grundlovens § 72

10

3.1.2.3.

Tvangsindgreb efter forudgående retskendelse

11

3.2.

Adgangen til at foretage tvangsindgreb

12

3.2.1.

Gældende ret

12

3.2.2.

Kommissionens forslag

13

3.2.3.

Justitsministeriets overvejelser

13

3.3.

Fremgangsmåden ved forvaltningens gennemførelse af

tvangsindgreb

14

3.3.1.

Gældende ret

14

3.3.2.

Forudgående retskendelse

14

3.3.2.1.

Kommissionens forslag

14

3.3.2.2.

Justitsministeriets overvejelser

15

3.3.3.

Valg af lovmodel

15

3.3.3.1.

Kommissionens forslag

15

3.3.3.2.

Justitsministeriets overvejelser

16

3.3.4.

Tidspunktet for en afgørelse

16

3.3.4.1.

Kommissionens forslag

16

3.3.4.2.

Justitsministeriets overvejelser

16

3.3.5.

Partsbegrebet

17

3.3.5.1.

Kommissionens forslag

17

3.3.5.2.

Justitsministeriets overvejelser

17

3.3.6.

Inhabilitet

17

3.3.6.1.

Kommissionens forslag

17

3.3.6.2.

Justitsministeriets overvejelser

17

3.3.7.

Vejledning og repræsentation

17

3.3.7.1.

Kommissionens forslag

17

3.3.7.2.

Justitsministeriets overvejelser

18

3.3.8.

Partsaktindsigt

18

3.3.8.1.

Kommissionens forslag

18

3.3.8.2.

Justitsministeriets overvejelser

18

3.3.9.

Partshøring (varsling)

18

3.3.9.1.

Kommissionens forslag

18

3.3.9.2.

Justitsministeriets overvejelser

19

3.3.10.

Begrundelse og klagevejledning

21

3.3.10.1.

Kommissionens forslag

21

3.3.10.2.

Justitsministeriets overvejelser

21

3.3.11.

Notatpligt og udarbejdelse af rapporter

22

3.3.11.1.

Kommissionens forslag

22

3.3.11.2.

Justitsministeriets overvejelser

23

3.3.12.

Klageadgang

23

3.3.12.1.

Kommissionens forslag

23

3.3.12.2.

Justitsministeriets overvejelser

23

3.3.13.

Legitimation

24

3.3.13.1.

Kommissionens forslag

24

3.3.13.2.

Justitsministeriets overvejelser

24

3.3.14.

Skånsomhed

25

3.3.14.1.

Kommissionens forslag

25

3.3.14.2.

Justitsministeriets overvejelser

25

3.4.

Fælles kontrolbesøg mv.

25

3.4.1.

Gældende ret

25

3.4.2.

Kommissionens forslag

25

3.4.3.

Justitsministeriets overvejelser

26

3.5.

Offentliggørelse af oplysninger om resultat af

kontrolbesøg mv.

26

3.5.1.

Gældende ret

26

3.5.2.

Kommissionens forslag

26

3.5.3.

Justitsministeriets overvejelser

26

3.6.

Forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen af

tvangsindgreb

26

3.6.1.

Gældende ret

26

3.6.2.

Kommissionens forslag

27

3.6.3.

Justitsministeriets overvejelser

28

4.

Oplysningspligter og retten til ikke at inkriminere sig

selv

30

4.1.

Gældende ret

30

4.2.

Kommissionens forslag

32

4.2.1.

Anvendelsesområde

32

4.2.2.

Anvendelse af oplysningspligter over for en mistænkt

32

4.2.3.

Anvendelse af oplysningspligter over for andre end den

mistænkte

33

4.2.4.

Juridiske personer

33

4.2.5.

Enkeltmandsvirksomheder

34

4.2.6.

Mindretalsudtalelse

34

4.3.

Justitsministeriets overvejelser

35

4.3.1.

Indledning

35

4.3.2.

Anvendelse af oplysningspligter over for en mistænkt

35

4.3.3.

Anvendelse af oplysningspligter over andre end den

mistænkte

36

4.3.4.

Juridiske personer

36

4.3.5.

Enkeltmandsvirksomheder

38

4.3.6.

Mindretalsudtalelse

38

5.

Privates adgang til at anvende tvangsindgreb eller

oplysningspligter

38

6.

Anvendelse af oplysninger som bevis i en straffesag

38

6.1.

Gældende ret

38

6.2.

Kommissionens forslag

39

6.3.

Justitsministeriets overvejelser

40

7.

Særligt om forholdet til EU-retten mv.

41

8.

Årlig retssikkerhedsredegørelse

41

9.

Økonomiske og administrative konsekvenser mv.

41

9.1.

Staten og kommunerne

41

9.2.

Erhvervslivet og borgerne

42

9.3.

Miljømæssige konsekvenser og forholdet til EU-retten.

42

9.4.

Sammenfattende skema

42

10.

Hørte myndigheder og organisationer mv.

42

1. Lovforslagets baggrund

mv.

Af regeringsgrundlaget fra 2001 fremgår det, at regeringen

ville nedsætte en retssikkerhedskommission med henblik på at forbedre

borgernes

og virksomhedernes retssikkerhed i tilfælde, hvor offentlige myndigheder kan

opnå adgang til private boliger og virksomheder samt i tilfælde, hvor borgere

og virksomheder er forpligtet til at meddele visse oplysninger til det

offentlige.

På den baggrund nedsatte justitsministeren i februar 2002

Retssikkerhedskommissionen, der fik til opgave at komme med forslag til en

række lovændringer, der fremmer borgernes retssikkerhed.

I kommissoriet er det bl.a. anført, at kommissionen skulle

gennemgå de regler i lovgivningen, der indeholder hjemmel til, at offentlige

myndigheder, som handler uden for strafferetsplejen, uden forudgående

retskendelse kan opnå adgang til private boliger og virksomheder eller

foretage

andre tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72. I den forbindelse

skulle

kommissionen overveje, hvilke hensyn der kan begrunde regler af den nævnte

karakter, og identificere eksisterende bestemmelser, som efter kommissionens

opfattelse går videre, end de angivne hensyn kan begrunde, med henblik på

tilpasning af disse.

Retssikkerhedskommissionen skulle endvidere udarbejde

udkast til et samlet regelsæt, der fastlægger retningslinjer for

myndighedernes

adfærd i forbindelse med gennemførelse af tvangsindgreb af den omhandlede

karakter, og udarbejde udkast til regler, der kan afklare, hvilken nærmere

retsstilling borgeren mv. har, og hvilke retsgarantier som skal gælde, hvis

der

i tilknytning til myndighedernes virksomhed (f.eks. under gennemførelsen af

et

kontrolbesøg) opstår spørgsmål om, hvorvidt den pågældende borger mv. har

begået en lovovertrædelse, som kan medføre bøde eller anden straf.

I juni 2003 afgav Retssikkerhedskommissionen sin betænkning

nr. 1428/2003. Ved afgivelsen af betænkningen bestod kommissionen af en

formand

(retschef Jens Møller, Folketingets Ombudsmand) og 18 andre medlemmer som

repræsentanter for Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Dansk Industri, Dansk

Arbejdsgiverforening, Danmarks Fiskeriforening, Finansrådet, Forsikring og

Pension, Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening,

Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark, Realkreditrådet,

Beskæftigelsesministeriet, Justitsministeriet, Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri, Skatteministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Den

Danske Dommerforening, Politimesterforeningen samt Rigsadvokaten.

Kommissionens forslag er afgivet i enighed bortset fra ét

medlem, som ikke støtter forslaget i sin helhed, samt 4 medlemmer som ikke

støtter et enkelt af kommissionens forslag. Endvidere har ét medlem afgivet

en

supplerende særudtalelse.

Lovforslaget bygger på betænkningen og de høringssvar over

betænkningen, som Justitsministeriet har modtaget, jf. nedenfor pkt. 10.

Spørgsmålet om forbedring af borgernes retssikkerhed bl.a.

i forbindelse med forvaltningsmyndigheders anvendelse af tvangsindgreb,

herunder spørgsmålet om nedsættelse af en retssikkerhedskommission, har

tidligere været behandlet i Folketinget. I de seneste folketingssamlinger har

spørgsmålet således været drøftet i 1998 i forbindelse med beslutningsforslag

nr. B 8 (jf. Folketingstidende 1998-1999, tillæg A, sp. 1329 og 1334 samt

Folketingets forhandlinger, sp. 801). Spørgsmålet har endvidere været drøftet

i

1999 i forbindelse med beslutningsforslag nr. B 118 (jf. Folketingstidende

1998-1999, tillæg A, sp. 5288 og 5290 samt Folketingets forhandlinger, sp.

6295).

2. Oversigt over

lovforslaget

2.1. Forvaltningens

gennemførelse af tvangsindgreb

Det foreslås at lovfæste det forvaltningsretlige

proportionalitetsprincip, hvilket indebærer, at en forvaltningsmyndighed kun

kan beslutte at iværksætte et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er

tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med

indgrebet.

I lovforslaget foreslås endvidere generelle regler om den

fremgangsmåde, som forvaltningsmyndighederne skal følge ved gennemførelsen af

et tvangsindgreb uden for strafferetsplejen. Lovforslaget indebærer således,

at

en række af forvaltningslovens regler om partsrettigheder overføres til dette

område. Det drejer sig bl.a. om forvaltningslovens regler om partsaktindsigt,

begrundelse og klagevejledning.

Herudover indebærer lovforslaget, at forvaltningen som

hovedregel skal give underretning til vedkommende borger eller virksomhed

forud

for et tvangsindgrebs gennemførelse.

Dette udgangspunkt kan dog fraviges bl.a. i tilfælde, hvor

øjemedet med et kontrolbesøg mv. ville forspildes, såfremt der gives

forudgående

underretning. Det kan bl.a. være tilfældet ved kontrolbesøg, der har til

formål

at undersøge et »øjebliksbillede« f.eks. af arbejdsmiljømæssige forhold hos

en

virksomhed eller af hygiejnetilstanden hos en fødevareproducent.

Lovforslagets udgangspunkt om underretning forud for et

tvangsindgrebs gennemførelse kan bl.a. også fraviges, hvor afgørende hensyn

til

private eller offentlige interesser taler for det. Det kan f.eks. være

tilfældet ved fare for menneskers sikkerhed og sundhed.

Desuden indeholder lovforslaget regler om pligt for

myndigheden til at forevise legitimation i forbindelse med gennemførelse af

tvangsindgreb, pligt til at udvise størst mulig skånsomhed under et

tvangsindgrebs gennemførelse samt pligt til i en række tilfælde at udfærdige

en

rapport om udførelsen af et tvangsindgreb.

De nævnte regler om forvaltningens gennemførelse af

tvangsindgreb vil efter lovforslaget omfatte de tilfælde, hvor en myndighed

uden for strafferetsplejen uden forudgående retskendelse foretager et

tvangsindgreb, som består i husundersøgelse, herunder f.eks. undersøgelse af

privat beboelse, kontorer mv., eller i undersøgelse af breve og andre

papirer,

herunder f.eks. regnskabsbilag, forretningsdokumenter mv.

2.2. Tvangsindgreb ved

mistanke om strafbar lovovertrædelse mv.

Lovforslaget indeholder også regler om forvaltningens

anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen i

tilfælde, hvor der opstår mistanke om, at en borger eller virksomhed har

begået

et strafbart forhold.

Efter lovforslaget vil der i disse situationer gælde

særlige begrænsninger i adgangen til at anvende tvangsindgreb efter reglerne

uden for strafferetsplejen samt i adgangen til at anvende bestemmelser i

lovgivningen mv. om pligt til at give oplysninger til forvaltningen.

Myndighederne kan således ikke gennemføre tvangsindgreb,

hvis formålet er at tilvejebringe oplysninger til brug for fastsættelse af

straf. Et tvangsindgreb må i så fald gennemføres efter reglerne i

retsplejeloven om politiets adgang til at foretage indgreb inden for

strafferetsplejen.

Lovforslaget vil derimod ikke være til hinder for, at en

myndighed – også hvor der foreligger mistanke om en strafsanktioneret

lovovertrædelse – kan foretage kontrolbesøg eller andre tvangsindgreb,

hvis

formålet er at tilvejebringe oplysninger til brug for varetagelsen af

tilsyns-

og kontrolopgaver mv., der ikke vedrører fastsættelse af straf.

Endvidere indebærer lovforslaget, at forvaltningen som

udgangspunkt ikke over for borgere og virksomheder kan anvende

oplysningspligter,

der er fastsat i den øvrige lovgivning, hvis vedkommende er mistænkt for en

strafbar lovovertrædelse. Denne del af forslaget bygger bl.a. på det princip

om

retten til ikke at inkriminere sig selv, der følger af Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.

2.3. Ikrafttræden mv.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar

2005. Sigtet er at give de berørte myndigheder tilstrækkelig tid til at

indrette sig på lovforslagets regler, herunder at udarbejde nødvendigt

vejledningsmateriale om lovens anvendelse.

Justitsministeriet vil efter lovforslagets gennemførelse og

ikrafttræden årligt udarbejde en redegørelse om forvaltningens anvendelse af

tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen.

3. Tvangsindgreb

3.1. Anvendelsesområde

3.1.1. Kommissionens forslag

I overensstemmelse med kommissoriet har kommissionen

udarbejdet et samlet regelsæt, der regulerer dels myndighedernes

fremgangsmåde

ved gennemførelse af tvangsindgreb, dels borgernes og virksomhedernes

retstilling, hvis der i tilknytning til tvangsindgreb opstår spørgsmål om,

hvorvidt den pågældende har begået en lovovertrædelse, som kan medføre straf.

Der henvises til pkt. 3.3 og 3.6 nedenfor.

Regelsættet omfatter de tvangsindgreb, som kan foretages

tvangsmæssigt af den offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen og

uden

forudgående retskendelse, og som er omfattet af grundlovens § 72 - det

vil

sige består i »husundersøgelse«, »beslaglæggelse og undersøgelse af breve og

andre papirer« eller »brud på meddelelseshemmeligheden«.

Ved »husundersøgelse« forstås undersøgelse af private

boliger og andre rum, der ikke er offentligt tilgængelige. Som eksempel kan

nævnes fabriks- og lagerlokaler, kontorer, baglokaler til butikker, stalde

mv.

Det antages, at undersøgelse af transportmidler som udgangspunkt ikke er

omfattet af begrebet. Endvidere antages det, at udtrykket heller ikke

omfatter

besigtigelse af udendørs lokaliteter, som f.eks. marker og byggepladser.

Ved »beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre

papirer« forstås enhver rådighedsberøvelse og undersøgelse af breve,

forretningspapirer, regnskaber, notater, protokoller mv.

»Brud på meddelelseshemmeligheden« - der i grundlovens

§ 72 betegnes »brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden« -

antages

at foreligge, når der er truffet foranstaltninger med henblik på at opnå

kendskab til indholdet af en meddelelse eller foranstaltninger med henblik på

at få oplyst, om en sådan meddelelse overhovedet er afsendt. Der kan f.eks.

være tale om undersøgelse af breve og pakker eller aflytning af telefon og

anden telekommunikation.

I overensstemmelse med kommissoriet har kommissionen ikke

overvejet, om de regler, som kommissionens flertal foreslår, alene bør finde

anvendelse på visse af de tvangsindgreb, som er omfattet af grundlovens

§ 72.

Kommissionen har heller ikke overvejet, om de regler, som

flertallet i kommissionen foreslår, bør finde anvendelse på tvangsindgreb,

som

ikke er omfattet af grundlovens § 72, f.eks. besigtigelse af udendørs

lokaliteter.

Endelig har kommissionen ikke overvejet, om reglerne i

forslaget også bør finde anvendelse i tilfælde, hvor tvangsindgreb alene kan

ske på baggrund af en forudgående retskendelse.

Der henvises til side 114 i betænkningen.

Kommissionen behandler grundlovens § 72 i

betænkningens kapitel 3.

3.1.2. Justitsministeriets

overvejelser

3.1.2.1. Tvangsindgreb omfattet af

grundlovens § 72

Justitsministeriet har overvejet, om lovforslagets regler

om tvangsindgreb bør finde anvendelse på alle de former for tvangsindgreb,

der

er omfattet af grundlovens § 72.

I forbindelse med disse overvejelser må der efter

Justitsministeriets opfattelse skelnes mellem på den ene side lovforslagets

regler om gennemførelsen af tvangsindgreb, herunder reglerne om

fremgangsmåden

(lovforslagets kapitel 2), og på den anden side lovforslagets regler om

borgernes og virksomhedernes retsstilling, hvis der i tilknytning til

forvaltningsmyndigheders tvangsindgreb opstår mistanke om en lovovertrædelse,

der kan medføre straf (lovforslagets kapitel 3).

Hvad angår lovforslagets regler om gennemførelse af

tvangsindgreb, herunder reglerne om fremgangsmåden, finder

Justitsministeriet,

at husundersøgelse samt beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre

papirer bør være omfattet af reglerne. Disse tvangsindgrebsformer må i

almindelighed anses for at have en sådan karakter, at der vil kunne være

behov

for en særlig retsbeskyttelse og udtrykkelige regler herom. Der henvises til

lovforslagets § 1, stk. 1.

Derimod finder Justitsministeriet ikke, at indgreb i

meddelelseshemmeligheden bør være omfattet af lovforslagets regler om

fremgangsmåden ved tvangsindgreb. Justitsministeriet har i den forbindelse

lagt

vægt på, at indgreb i meddelelseshemmeligheden uden for strafferetsplejen

ofte

har en intensitet og karakter, der ikke medfører et behov for særlige regler

om

myndighedernes fremgangsmåde, herunder om varsling eller efterfølgende

underretning om indgrebet efter reglerne i lovforslaget. Som eksempel kan

nævnes tilfælde, hvor toldmyndighederne i medfør af toldlovgivningen

kontrollerer pakker og andre forsendelser fra udlandet med henblik på bl.a.

at

konstatere, om forsendelserne indeholder ikke-afgiftsberigtigede varer.

Hertil

kommer, at de foreslåede regler om myndighedernes fremgangsmåde ville medføre

betydelige økonomiske og administrative konsekvenser, der ikke i

almindelighed

ville stå i rimeligt forhold til den retssikkerhedsmæssige gevinst, såfremt

reglerne også skulle omfatte sådanne indgreb i meddelelseshemmeligheden.

For så vidt angår lovforslagets regler om borgernes og

virksomhedernes retsstilling ved mistanke om et strafbart forhold, er det

Justitsministeriets opfattelse, at anvendelsesområdet ikke bør begrænses i

forhold til anvendelsesområdet for grundlovens § 72. Lovforslagets

regler

om borgernes og virksomhedernes retsstilling tilsigter således at modvirke

omgåelse af retsplejelovens regler om tvangsindgreb i forbindelse med

efterforskningen af straffesager, og Justitsministeriet finder, at dette

hensyn

er lige tungvejende ved alle tvangsindgreb, der omfattes af grundlovens

§ 72. Der henvises til lovforslaget § 1, stk. 2.

3.1.2.2. Tvangsindgreb ikke omfattet af

grundlovens § 72

Justitsministeriet har overvejet, om anvendelsesområdet for

kommissionens forslag til regler om tvangsindgreb i nogle tilfælde bør

udvides

til også at gælde andre typer af tvangsindgreb end de indgreb, der er

omfattet

af grundlovens § 72. Som eksempel på sådanne andre indgreb kan nævnes

besigtigelse af udendørs lokaliteter som f.eks. marker og byggepladser samt

eftersyn på personer.

I forbindelse med disse overvejelser må der efter

Justitsministeriets opfattelse ligeledes skelnes mellem på den ene side

lovforslagets regler om gennemførelsen af tvangsindgreb, herunder reglerne om

fremgangsmåden (lovforslagets kapitel 2), og på den anden side lovforslagets

regler om borgernes og virksomhedernes retsstilling, hvis der i tilknytning

til

forvaltningsmyndigheders tvangsindgreb opstår mistanke om et strafbart

forhold

(lovforslagets kapitel 3).

Hvad angår lovforslagets regler om gennemførelse af

tvangsindgreb, herunder reglerne om fremgangsmåden, finder Justitsministeriet

ikke, at der er grundlag for at udvide anvendelsesområdet i forhold til

kommissionens forslag. Justitsministeriet har i den forbindelse lagt vægt på,

at indgreb, der falder uden for grundlovens § 72, i almindelighed er

mindre intensive, og der er derfor ikke samme behov for den særlige

beskyttelse

efter lovforslagets regler. Hertil kommer, at lovforslagets regler om

fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindgreb i vidt omfang er udformet

netop med henblik på i praksis at være egnede til at finde anvendelse, når

der

er tale om tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72.

Det er den overvejende opfattelse i den statsretlige

litteratur, at offentligt tilgængelige lokaler ikke er omfattet af

grundlovens

§ 72, men kommissionen har i sit lovudkast forudsat, at sådanne lokaler

er

omfattet af udkastets regler om forvaltningens gennemførelse af tvangsindgreb

(lovudkastets kapitel 2), hvis den, som har rådighed over lokalerne,

protesterer mod den pågældende myndigheds tilstedeværelse (betænkningen, side

24 f og 174).

Det er Justitsministeriets opfattelse, at hensynet til at

beskytte den enkeltes privatliv mv. ikke gør sig gældende i forhold til

offentligt tilgængelige lokaler som f.eks. butikslokaler.

Lovforslaget indebærer derfor, at tvangsindgreb, der består

i undersøgelse af sådanne lokaler, i det hele falder uden for

anvendelsesområdet for de foreslåede regler om forvaltningens gennemførelse

af

tvangsindgreb (lovforslagets kapitel 2), herunder reglerne om varsling.

Med hensyn til lovforslagets regler om borgernes og

virksomhedernes retsstilling i tilfælde, hvor der i tilknytning til

forvaltningsmyndigheders tvangsindgreb opstår spørgsmål om et strafbart

forhold, er det derimod Justitsministeriets opfattelse, at anvendelsesområdet

ikke bør begrænses til de typer af indgreb, der er omfattet af grundlovens

§ 72. De pågældende regler om forholdet til strafferetsplejen ved

gennemførelse af tvangsindgreb bør efter Justitsministeriets opfattelse også

gælde for tvangsindgreb, som består i undersøgelse (ransagning) af andre

lokaliteter og genstande end dem, der er omfattet af grundlovens § 72,

ligesom reglerne efter Justitsministeriets opfattelse bør gælde ved

beslaglæggelse af andre genstande end dem, der er omfattet af grundlovens

§ 72, samt ved eftersyn og anden undersøgelse af personer

(legemsindgreb).

I den forbindelse har Justitsministeriet lagt vægt på, at

lovforslagets regler om de tilfælde, hvor der opstår mistanke om et strafbart

forhold, tilsigter at modvirke omgåelse af retsplejelovens regler om

politiets

anvendelse af tvangsindgreb i forbindelse med efterforskningen af en

straffesag. Retsplejelovens regler om ransagning (kapitel 73) omfatter også

andre lokaliteter mv. end dem, der er omfattet af grundlovens § 72,

herunder f.eks. ransagning af en bil. Tilsvarende omfatter reglerne om

beslaglæggelse i retsplejeloven (kapitel 74) andre genstande end dem, der er

omfattet af grundlovens § 72, og retsplejeloven indeholder desuden

særlige

regler om eftersyn og anden undersøgelse af personer (legemsindgreb).

Justitsministeriet finder derfor, at hensynet til at undgå omgåelse af

retsplejelovens regler om politiets anvendelse af tvangsindgreb i forbindelse

med efterforskningen af en straffesag har samme vægt, hvad enten der er tale

om

tvangsindgreb, som er omfattet af grundlovens § 72 – og dermed af

kommissionens lovudkast – eller der er tale om en række tvangsindgreb,

der

falder uden for grundlovens § 72.

På den anførte baggrund foreslår Justitsministeriet, at

lovforslagets regler om borgernes og virksomhedernes retsstilling, hvis der i

tilknytning til forvaltningsmyndighedernes tvangsindgreb opstår mistanke om

et

strafbart forhold, udover tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72

(husundersøgelse, undersøgelse og beslaglæggelse af breve og andre papirer

samt

brud på meddelelseshemmeligheden) også skal finde anvendelse ved

tvangsindgreb,

som består i undersøgelse af andre lokaliteter og genstande, beslaglæggelse

af

andre genstande eller eftersyn og anden undersøgelse af personer.

Som eksempel på en bestemmelse, hvor en

forvaltningsmyndighed har adgang til at undersøge andre lokaliteter eller

genstande mv. end dem, der er omfattet af grundlovens § 72, kan nævnes

toldlovens § 16, hvorefter de statslige told- og skattemyndigheder har

ret

til at foretage undersøgelser af visse befordringsmidler.

Som eksempel på tilfælde, hvor en forvaltningsmyndighed har

adgang til at beslaglægge genstande mv., der ikke er omfattet af grundlovens

§ 72, kan nævnes fødevarelovens § 64, hvorefter ministeren for

fødevarer, landbrug og fiskeri bl.a. kan bestemme, at varer, der ikke

opfylder

de krav, som er fastsat i loven mv., skal beslaglægges.

Som eksempel på tilfælde, hvor en forvaltningsmyndighed har

adgang til at foretage eftersyn på personer, kan nævnes toldlovens § 25,

hvorefter de statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at

foretage

eftersyn på personer, som med henblik på kontrol standses i henhold til

bestemmelserne i toldlovens §§ 23 og 24.

3.1.2.3. Tvangsindgreb efter forudgående

retskendelse

Kommissionens forslag til regler om forvaltningens

anvendelse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen gælder som nævnt i

pkt.

3.1.1, hvor et tvangsindgreb foretages uden forudgående retskendelse.

I relativt få tilfælde findes der i lovgivningen krav om,

at et tvangsindgreb uden for strafferetsplejen kun kan ske efter forudgående

retskendelse. Som eksempel kan nævnes konkurrencelovens § 18,

stk. 3,

hvorefter Konkurrencestyrelsens kontrolundersøgelser kun kan finde sted efter

indhentet retskendelse. Et andet eksempel er bygningsfredningslovens

§ 32,

hvorefter miljøministeren eller den, der bemyndiges hertil, har adgang til

offentlige og private bygninger for at tilvejebringe oplysninger til brug for

afgørelser i henhold til loven. Det fremgår af det høringssvar, som

Kulturministeriet har afgivet til Retssikkerhedskommissionen, at bestemmelsen

fortolkes således, at der kræves retskendelse, jf. side 123 i bilagsdelen til

betænkningen.

Der kan rejses det spørgsmål, om kommissionens forslag til

regler om tvangsindgreb bør udvides til også at gælde i sådanne tilfælde,

hvor

forvaltningsmyndighedernes tvangsindgreb uden for strafferetsplejen sker på

baggrund af forudgående retskendelse. Som anført i pkt. 3.1.1 har

kommissionen

– i overensstemmelse med regeringsgrundlaget fra 2001 og kommissoriet

for dens

arbejde – ikke skullet overveje dette spørgsmål.

De retssikkerhedshensyn, der ligger bag kommissionens

forslag, kan efter Justitsministeriets opfattelse tale for, at der også bør

indføres regler om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb inden for de

–

som nævnt relativt få – områder, hvor der stilles krav om forudgående

retskendelse.

Da Retssikkerhedskommissionen ikke har skullet behandle

dette spørgsmål, har der imidlertid ikke været lejlighed til på nuværende

tidspunkt nærmere at gennemgå og overveje, om indførelsen af regler om

forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb kan rejse særlige

problemstillinger

på de forvaltningsområder, hvor der kræves forudgående retskendelse.

På den baggrund foreslås det – på linie med kommissionens

lovudkast – at reglerne om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb

ikke skal

omfatte tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse. Samtidig

vil

Justitsministeriet i samarbejde med de berørte myndigheder tage initiativ til

at overveje, om det på et senere tidspunkt bør foreslås at udvide lovens

anvendelsesområde, således at de foreslåede regler om tvangsindgreb helt

eller

delvist også vil gælde i tilfælde, hvor der er krav om forudgående

retskendelse. Resultatet af disse overvejelser vil foreligge i forbindelse

med

den evaluering, som iværksættes i begyndelsen af 2006 (det vil sige 1 år

efter

lovens ikrafttræden l. januar 2005), og som er omtalt nedenfor i pkt. 9.1 om

de

økonomiske og administrative konsekvenser.

Et andet spørgsmål er, i hvilket omfang der i lovgivningen

bør gælde krav om forudgående retskendelse i forbindelse med tvangsindgreb

uden

for strafferetsplejen. Herom henvises til pkt. 3.3.2 nedenfor.

3.2. Adgangen til at foretage tvangsindgreb

3.2.1. Gældende ret

Der findes ikke i dansk ret generelle regler om

forvaltningsmyndigheders adgang til at foretage tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen. I en lang række love er der imidlertid hjemmel til, at

forvaltningsmyndigheder – typisk uden forudgående retskendelse –

kan foretage

en række forskellige tvangsindgreb uden for strafferetsplejen.

Som eksempel kan nævnes byggelovens § 19, hvorefter

kommunalbestyrelsen uden retskendelse bl.a. kan forlange adgang til privat

ejendom for at undersøge, om der er sket overtrædelse af loven mv. Et andet

eksempel er arbejdsmiljølovens § 76, stk. 2, hvorefter

Arbejdstilsynet har adgang til offentlige og private arbejdssteder i det

omfang, det er påkrævet for, at tilsynet kan varetage dets opgaver, og efter

skattekontrollovens

§ 6, stk. 4, har skattemyndighederne adgang til hos

erhvervsdrivende,

der fører regnskab, og enhver juridisk person at gennemgå deres

regnskabsmateriale med bilag mv., der kan have betydning for skatteligningen.

Størstedelen af de eksisterende bestemmelser om

forvaltningsmyndigheders adgang til at iværksætte tvangsindgreb er begrundet

i

kontrolhensyn. Det vil sige, at formålet med bestemmelserne er at sikre, at

myndighederne kan udøve en effektiv kontrol med overholdelsen af de gældende

regler på de enkelte forvaltningsområder.

I visse tilfælde er bestemmelser om myndighedernes adgang

til at foretage tvangsindgreb begrundet i andre hensyn end kontrolhensyn.

F.eks. har forvaltningsmyndigheder undertiden adgang til at iværksætte

tvangsindgreb med henblik på fuldbyrdelse af en afgørelse eller at iværksætte

sådanne indgreb i visse særlige nødretslignende situationer, hvor det må

anses

for påkrævet at gribe ind.

I dag findes ca. 185 love og bekendtgørelser mv., der

indeholder bestemmelser, som giver hjemmel til uden forudgående retskendelse

at

foretage tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72.

Der henvises i det hele til betænkningens kapitel 4, der

behandler de gældende regler om myndighedernes adgang til at foretage

kontrolbesøg mv. Der henvises i øvrigt til betænkningens bilagsdel, der bl.a.

indeholder de høringssvar, som kommissionen har indhentet fra de enkelte

ministerier.

3.2.2. Kommissionens forslag

Retssikkerhedskommissionen har i forbindelse med sit

arbejde anmodet samtlige ministerier om at oplyse, hvilke eksisterende

bestemmelser på de enkelte ministeriers område der giver

forvaltningsmyndigheder adgang til uden for strafferetsplejen og uden

forudgående

retskendelse at foretage tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72.

Kommissionen har endvidere anmodet om at få oplyst, om bestemmelserne stadig

må

anses for påkrævede.

De hørte ministerier har – med ganske få undtagelser –

vurderet, at de omhandlede bestemmelser er nødvendige i deres eksisterende

form. Kommissionen har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte denne

vurdering

af behovet for de nævnte regler. Kommissionen henviser i den forbindelse til,

at effektivitets- og systemhensyn er tungtvejende, og at

retssikkerhedshensynet

bør varetages igennem processuelle regler.

Flertallet i kommissionen foreslår samtidig at lovfæste en

egentlig proportionalitetsgrundsætning, hvorefter tvangsindgreb kun må

anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og

hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.

Der henvises til betænkningens side 111f.

3.2.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at

der ikke er grundlag for at tilsidesætte de hørte myndigheders vurdering af

behovet for bestemmelser, der hjemler adgang til at foretage tvangsindgreb

uden

for strafferetsplejen og uden retskendelse. Justitsministeriet har ligesom

kommissionens flertal lagt vægt på, at bestemmelser, der indeholder hjemmel

til

at gennemføre tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, er begrundet i

hensynet

til at kunne føre en effektiv kontrol mv. med henblik på at sikre

overholdelsen

af lovgivningen på de enkelte forvaltningsområder. Hensynet til borgernes og

virksomhedernes retssikkerhed bør derfor i første række varetages gennem

processuelle regler – det vil sige regler om bl.a. fremgangsmåden ved

gennemførelse af et tvangsindgreb.

Det skal i øvrigt bemærkes, at Justitsministeriet i

forbindelse med den lovtekniske gennemgang af andre ministeriers lovforslag

tilstræber, at der ikke unødigt medtages bestemmelser, der gør det muligt for

offentlige myndigheder at skaffe sig adgang til privat ejendom. I den

forbindelse kan der henvises til Justitsministeriets vejledning om

lovkvalitet,

hvor det bl.a. er anført, at det i hvert enkelt tilfælde nøje må overvejes,

om

det overhovedet er nødvendigt – med eller uden retskendelse - at

tillægge

offentlige myndigheder adgang til privat ejendom, herunder om andre og mindre

indgribende kontrolforanstaltninger kan anses for tilstrækkelige. Endvidere

er

det anført, at hvis der er behov for en sådan adgang, bør omfanget heraf

begrænses mest muligt, f.eks. ved at der alene gives adgang til

forretningslokaler, mens private boliger holdes udenfor. Endelig fremgår det

af

vejledningen, at der i bemærkningerne til en kontrolbestemmelse bør gives en

begrundelse for, hvorfor bestemmelsen er nødvendig, ligesom der bør gives en

udførlig angivelse af bestemmelsens anvendelsesområde. Disse retningslinjer i

Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet vil også fremover blive fulgt i

forbindelse med udarbejdelsen af lovgivning.

Justitsministeriet er endvidere enig med kommissionens

flertal i, at der bør lovfæstes en proportionalitetsgrundsætning. Efter

Justitsministeriets opfattelse bør en forvaltningsmyndighed således kun kunne

anvende tvangsindgreb, der er omfattet af lovforslaget, hvis mindre

indgribende

foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt

forhold til formålet med indgrebet. Der henvises til lovforslagets § 2

om

proportionalitetsprincippet.

I forbindelse med den i pkt. 3.2.2 nævnte høring af

samtlige ministerier er der i den gældende lovgivning mv. blevet

identificeret

enkelte bestemmelser, der kan ophæves eller præciseres.

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at

inkassolovens § 28 kan ophæves. Politiet har efter denne bestemmelse

uden

forudgående retskendelse adgang til lokaler, hvorfra en

autorisationsindehaver

driver inkassovirksomhed, og til de derværende forretningsoplysninger for at

føre det nødvendige tilsyn med autorisationsindehaverens virksomhed.

Bestemmelsen synes ikke at have været anvendt i praksis, og dens formål må

antages at kunne opnås med mindre indgribende midler.

Kontrollen med behandlingen af inddrevne pengebeløb må

således efter Justitsministeriets opfattelse antages at kunne varetages i

tilstrækkeligt omfang ved forpligtelsen for autorisationsindehavere til at

aflægge årsregnskab og ved til enhver tid på begæring at kunne oplyse

fordringshaveren om størrelsen af de pengebeløb, som er inddrevet for denne,

jf. inkassolovens § 16, der er strafsanktioneret efter lovens § 29.

Der henvises til lovforslagets § 11 om ophævelse af

§ 28 i inkassoloven.

Inden for Økonomi- og Erhvervsministeriets ressort foreslås

det på en række områder, at myndighedernes adgang til ejendom uden

retskendelse

indskrænkes til kun at omfatte særlige tilfælde. Det drejer sig om

undergrundslovens § 27, stk. 1, produktsikkerhedslovens § 22,

stk. 1, og § 14, stk. 1, i lov om autorisation af

elinstallatører. Desuden foreslås det, at stærkstrømslovens § 24,

stk. 5, hvorefter der kan meddeles administrative bødeforelæg, ophæves.

Der henvises til lovforslagets §§ 12-15.

Inden for Miljøministeriets ressort foreslås det endvidere

på en række områder at præcisere, at myndighedernes adgang til ejendom uden

retskendelse ikke omfatter bygninger, rum mv., der udelukkende anvendes til

privat beboelse.

Der henvises til lovforslagets §§ 16-21.

3.3. Fremgangsmåden ved forvaltningens

gennemførelse af tvangsindgreb

3.3.1. Gældende ret

Der findes ikke i dansk ret et samlet regelsæt, der tager

sigte særligt på myndighedernes adfærd i forbindelse med gennemførelsen af

tvangsindgreb uden for strafferetsplejen.

Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at der ikke

findes regler om spørgsmålet.

Der er således i en række af de love, som hjemler adgang

for forvaltningsmyndigheder til at foretage tvangsindgreb af den omhandlede

karakter, fastsat særlige bestemmelser om den fremgangsmåde, som

myndighederne

skal følge i de nævnte sager. Som eksempel kan nævnes bestemmelser om, at

indgreb kun kan gennemføres »mod behørig legitimation«. Der er også i visse

tilfælde fastsat særlige bestemmelser om varsling (forudgående meddelelse) og

bestemmelser om skånsomhed ved foretagelse af indgrebet.

Ved forvaltningsmyndigheders foretagelse af tvangsindgreb

gælder endvidere de krav til forvaltningens optræden og adfærd, som følger af

principperne om god forvaltningsskik. Disse principper om god

forvaltningsskik

– der navnlig er udviklet i Folketingets Ombudsmands praksis –

stiller bl.a.

krav til myndighederne om en rimelig sagsbehandlingstid og om hensynsfuld og

høflig optræden.

Herudover indeholder lov om behandling af personoplysninger

generelle bestemmelser om personoplysninger, som behandles på edb, eller som

er

eller vil blive indeholdt i et register. Disse lovbestemmelser om bl.a. den

dataansvarlige myndigheds pligt til at give den registrerede visse

oplysninger

og den registreredes ret til indsigt gælder også i sager om

forvaltningsmyndigheders gennemførelse af tvangsindgreb.

Forvaltningsloven og dens processuelle garantier om bl.a.

partshøring og begrundelse samt bestemmelsen om forvaltningens pligt til at

gøre notat om faktiske oplysninger i en sag (offentlighedslovens § 6)

gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet

»afgørelse« af en forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 2,

stk. 1. I den forbindelse har der i den forvaltningsretlige litteratur

været rejst spørgsmål om, hvorvidt tvangsindgreb uden for strafferetsplejen i

sig selv er omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb og dermed af

lovens

processuelle garantier. Spørgsmålet er i praksis ikke afklaret.

I betænkningens kapitel 5 er de gældende regler om

myndighedernes fremgangsmåde i forbindelse med gennemførelsen af kontrolbesøg

mv. nærmere beskrevet.

3.3.2. Forudgående retskendelse

3.3.2.1. Kommissionens

forslag

Kommissionen har ikke fundet anledning til at foreslå, at

der i højere grad indføres krav om forudgående retskendelse ved

forvaltningens

iværksættelse af tvangsindgreb.

I betænkningen er det i den forbindelse anført, at

kommissionens opfattelse på dette punkt er den samme, som fandt udtryk i

betænkning nr. 1039/1985 om tvangsindgreb uden for strafferetsplejen.

Udvalget, der afgav den nævnte betænkning, henviste til, at

værdien af et krav om retskendelse hænger sammen med beskrivelsen af de

retsstiftende kendsgerninger (det retsfaktum), der skal være opfyldt for, at

indgrebet kan foretages. Med hensyn til de beføjelser, som er tillagt

forvaltningsmyndighederne i kontroløjemed, eller som er hjemlet med henblik

på

oplysning af konkrete sager, er der i almindelighed ikke nogen

retsfaktumbeskrivelse eller alene en beskrivelse, der er så ubestemt, at den

næppe har nogen selvstændig betydning. Udvalget fandt under henvisning

hertil,

at man i sådanne tilfælde bør undlade at stille krav om retskendelse. Et krav

om retskendelse ville således efter udvalgets opfattelse ofte være et unødigt

omsvøb, der vil belaste domstolene med unødige sager og svække

forvaltningsmyndighedernes kontrolmuligheder, uden at der reelt er vundet

noget

i retssikkerhedsmæssig henseende.

I overensstemmelse hermed er det kommissionens opfattelse,

at indførelse af et almindeligt krav om forudgående retskendelse ikke vil

være

nogen reel retssikkerhedsmæssig gevinst og desuden vil kunne have betydelige

ressourcemæssige konsekvenser og konsekvenser for myndighedernes mulighed for

at gennemføre en effektiv kontrol.

Det nævnes i den forbindelse i betænkningen, at de enkelte

ministerier har vurderet, at der i almindelighed ikke er grundlag for at

anbefale, at der indføres krav om forudgående retskendelse som grundlag for

de

tvangsindgreb, som de enkelte ministerier har hjemmel til at foretage.

Der henvises til betænkningens side 113f.

3.3.2.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig kommissionens

synspunkter om spørgsmålet om indførelse af krav om forudgående retskendelse.

Det er således også Justitsministeriets opfattelse, at

indførelse af et almindeligt krav om forudgående retskendelse ikke vil

medføre

en reel retssikkerhedsmæssig gevinst, idet der normalt ikke vil være nogen

nærmere beskrivelse i lovgivningen af, hvilke betingelser (hvilket

retsfaktum)

der skal være opfyldt for at kunne foretage et tvangsindgreb i form af f.eks.

stikprøvekontrol, og dermed normalt heller ikke noget grundlag for en nærmere

domstolsprøvelse. Hertil kommer, at et almindeligt krav om forudgående

retskendelse kunne have betydelige ressourcemæssige konsekvenser samt

konsekvenser for myndighedernes muligheder for at gennemføre en effektiv

kontrol.

3.3.3. Valg af lovmodel

3.3.3.1.

Kommissionens forslag

Kommissionen har overvejet, hvilken lovmodel der bør

anvendes ved fastsættelsen af et samlet regelsæt om myndighedernes adfærd i

forbindelse med gennemførelsen af tvangsindgreb af den omhandlede karakter.

Kommissionen finder, at én mulighed ville være at udarbejde

helt nye og selvstændige regler på området. En anden mulighed ville være helt

eller delvist at »overføre« allerede kendte regelsæt, således at de også

gælder

på dette område. De nævnte muligheder er efter kommissionens opfattelse ikke

modsætninger og vil eventuelt kunne kombineres.

Kommissionens flertal foreslår i den forbindelse, at en

række af forvaltningslovens bestemmelser overføres til sager om gennemførelse

af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen.

Flertallet henviser til, at der som nævnt ovenfor under

pkt. 3.3.1 i den forvaltningsretlige litteratur har været rejst spørgsmål om,

hvorvidt forvaltningsloven allerede i dag gælder for beslutninger om

iværksættelse af tvangsindgreb. Kommissionens flertal lægger også vægt på, at

de sagsområder, som forvaltningsloven med sikkerhed gælder for, under alle

omstændigheder har væsentlig lighed med det her foreliggende retsområde.

Endvidere henviser flertallet til, at forvaltningsloven

indeholder meget gennemarbejdede bestemmelser, som der allerede foreligger en

omfattende praksis om, og som i vidt omfang er indarbejdet i borgernes og

myndighedernes retsbevidsthed.

Kommissionens flertal lægger desuden vægt på, at

forvaltningslovens partsbeføjelser har karakter af helt grundlæggende

rettigheder, som – i forskellige udformninger – har fundet udtryk i

andre

regelsæt, og som tillige er anerkendt og anvendt i international sammenhæng.

Endelig henviser kommissionens flertal til, at de omhandlede

tvangsindgreb ofte vil blive foretaget i nær tilknytning til behandlingen af

underliggende sager, som utvivlsomt er omfattet af forvaltningslovens regler.

På den baggrund har kommissionen foretaget en vurdering af,

om forvaltningslovens enkelte bestemmelser med mening kan anvendes i de

omhandlede situationer, og om de i givet fald kan anses for tilstrækkelige.

Kommissionens vurdering af disse spørgsmål er beskrevet nærmere nedenfor

under

pkt. 3.3.4 – 3.3.10.

Kommissionen understreger, at det på forhånd ligger fast,

at en overførelse af forvaltningslovens regler ikke vil kunne løse alle de

spørgsmål, som det efter kommissoriet skal overvejes at fastsætte regler om.

Det gælder bl.a. med hensyn til en udtrykkelig bestemmelse om skånsomhed ved

tvangsindgrebets gennemførelse, idet forvaltningsloven ikke indeholder

bestemmelser herom.

Ét medlem af kommissionen har tilkendegivet, at det er

uhensigtsmæssigt, at betænkningens udkast til lovforslag om retssikkerhed mv.

ikke i sig selv indeholder de relevante bestemmelser, men i væsentligt omfang

henviser til forvaltningsloven, jf. nærmere betænkningens side 159f.

Et andet medlem af kommissionen kan som anført i pkt. 1

ikke støtte flertallets forslag i sin helhed. Særligt om flertallets forslag

til lovmodel anfører medlemmet, at om end forslaget indeholder en række

undtagelsesbestemmelser, findes det ikke at være hensigtsmæssigt eller

betryggende at gennemføre et regelsæt, der ikke er baseret på de særlige

hensyn

bag arbejdsmiljøbestemmelserne. Som eksempel fremhæves det, at en række af

forslagets bestemmelser om varsling, begrundelse mv. afviger fra gældende ret

på arbejdsmiljøområdet. Efter medlemmets opfattelse skabes der med

kommissionens lovudkast uklarhed om reglerne og en unødig bureaukratisering

og

konfliktskabelse mellem virksomheden, de ansatte og

arbejdsmiljømyndighederne,

jf. betænkningens side 160f.

Der henvises endvidere til side 114ff i betænkningen.

3.3.3.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at

fastsættelsen af særlige regler om forvaltningsmyndigheders fremgangsmåde ved

gennemførelsen af tvangsindgreb som udgangspunkt bør ske ved at overføre en

række af forvaltningslovens bestemmelser til det omhandlede område.

Justitsministeriet har i den forbindelse lagt vægt på de

samme forhold som flertallet. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.3.3.1

ovenfor samt til pkt. 3.3.4 – 3.3.10 nedenfor.

Som nævnt i pkt. 3.3.3.1 har ét medlem af kommissionen

tilkendegivet, at det er uhensigtsmæssigt, at betænkningens udkast til

lovforslag om retssikkerhed mv. ikke i sig selv indeholder de relevante

bestemmelser, men i væsentligt omfang henviser til forvaltningsloven. Hertil

bemærkes, at der er tale om en henvisning til nogle grundlæggende og

almindelige forvaltningsretlige regler, der i forvejen i en lang række

sammenhænge er indarbejdet i myndighedernes virksomhed i forhold til

borgerne.

Der vil desuden i fornødent omfang blive udarbejdet vejledningsmateriale, der

forklarer lovforslagets betydning inden for de enkelte myndighedsområder.

Bl.a.

på den baggrund finder Justitsministeriet det ikke nødvendigt i selve

lovforslaget at gentage indholdet af de pågældende regler i

forvaltningsloven.

Som nævnt under pkt. 1 og 3.3.3.1 ovenfor kan ét medlem af

kommissionen ikke tilslutte sig flertallets forslag i sin helhed. I den

forbindelse fremhæver medlemmet særligt arbejdsmiljøområdet. Efter

Justitsministeriets opfattelse tager lovforslaget i fornødent omfang hensyn

til

de forhold, der bl.a. gælder på arbejdsmiljøområdet, også for så vidt angår

varsling og begrundelse. Arbejdstilsynet skal således efter lovforslaget ikke

varsle kontrolbesøg, hvis forudgående underretning indebærer, at øjemedet med

besøget forspildes, eller hvis retten til forudgående varsling findes at

burde

vige for afgørende hensyn til private eller offentlige interesser (som f.eks.

de ansattes sikkerhed), jf. lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1 og 2,

der er nærmere omtalt i pkt. 3.3.9 nedenfor. Endvidere indebærer

lovforslaget,

at Arbejdstilsynet heller ikke fremover i sin begrundelse for et tilsynsbesøg

må oplyse over for arbejdsgiveren, at et besøg sker på baggrund af en klage,

herunder en klage fra ansatte i virksomheden.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.9 om partshøring

(varsling) og 3.3.10 om begrundelse.

3.3.4. Tidspunktet for en afgørelse

3.3.4.1. Kommissionens

forslag

For en række af forvaltningslovens regler – f.eks.

forvaltningslovens § 22 om begrundelse for en afgørelse – har det

betydning, på hvilket tidspunkt en afgørelse skal anses for truffet.

Kommissionens

flertal anfører, at det naturlige udgangspunkt i denne sammenhæng må være, at

en afgørelse anses for truffet på det tidspunkt, hvor den pågældende

myndighed

beslutter, at der med hjemmel i den relevante lovbestemmelse skal iværksættes

et tvangsindgreb f.eks. i form af et kontrolbesøg.

Kommissionen har overvejet, om en afgørelse burde anses for

truffet på et tidligere tidspunkt end det anførte. Det hænger sammen med, at

myndighederne i tilfælde, hvor der er behov for at modtage oplysninger, som

kan

fremskaffes ved tvangsindgreb, formentlig i vidt omfang nøjes med i første

omgang mere formløst at anmode den pågældende borger eller virksomhed om

frivilligt at indsende oplysningerne til myndigheden, således at det ikke er

nødvendigt f.eks. at gennemføre kontrolbesøg.

Skulle en afgørelse anses for at foreligge allerede på

tidspunktet for en sådan formløs henvendelse, ville der foreligge en

principielt meget betydelig udvidelse af forvaltningslovens afgørelsesbegreb.

Hertil kommer, at en sådan ordning ville indebære et meget betydeligt

administrativt merarbejde for myndighederne, som næppe ville modsvares af

tilsvarende retssikkerhedsmæssige fordele for de berørte borgere og

virksomheder. Bl.a. ud fra disse hensyn finder kommissionen ikke grundlag for

at fastslå en udvidelse i forhold til, hvad der følger af en almindelig

anvendelse af forvaltningslovens afgørelsesbegreb.

Der henvises til side 116ff i betænkningen.

3.3.4.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at

afgørelsen om foretagelse af et tvangsindgreb bør anses for truffet på det

tidspunkt, hvor den pågældende myndighed beslutter, at der med hjemmel i den

relevante lovbestemmelse skal iværksættes et tvangsindgreb f.eks. i form af

et

kontrolbesøg.

Justitsministeriet kan i den forbindelse tiltræde det af

flertallet anførte om, at det ville rejse et generelt spørgsmål om en

udvidelse

af forvaltningslovens afgørelsesbegreb, hvis man på det omhandlede område

valgte en ordning, hvorefter man skulle anse afgørelsen for truffet allerede

på

det tidspunkt, hvor en myndighed mere formløst anmoder en borger eller

virksomhed om frivilligt at indsende de ønskede oplysninger, således at det

ikke er nødvendigt at gennemføre f.eks. et kontrolbesøg.

Da en sådan ordning også efter Justitsministeriets

opfattelse ville indebære et betydeligt administrativt merarbejde for

myndighederne, som næppe ville modsvares af tilsvarende retssikkerhedsmæssige

fordele for de berørte borgere og virksomheder, er Justitsministeriet enig

med

kommissionens flertal i, at der ikke er grundlag for at foreslå en sådan

udvidelse i forhold til, hvad der følger af en almindelig anvendelse af

forvaltningslovens afgørelsesbegreb.

3.3.5. Partsbegrebet

3.3.5.1. Kommissionens

forslag

En række beføjelser i forvaltningsloven, herunder reglerne

om aktindsigt i kapitel 4 og begrundelse i kapitel 6, kan kun udøves af en

part. Efter forvaltningslovens ordning beror en afgrænsning af sagens parter

på

en konkret vurdering af, hvilken interesse den pågældende person mv. har i

sagens udfald. Efter flertallets opfattelse bør dette også være ordningen på

det her foreliggende område.

Kommissionens flertal bemærker i den forbindelse, at selve

den omstændighed, at der bliver iværksat et tvangsindgreb over for en person,

i

sig selv er så indgribende, at vedkommende må anses for part i sagen herom,

og

at dette også må gælde i tilfælde, hvor indgrebet alene iværksættes for at

indhente oplysninger om en anden persons forhold.

Der henvises til side 118 i betænkningen.

3.3.5.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde det af flertallet anførte

om, hvem der må anses for part i en sag om iværksættelse af tvangsindgreb.

Justitsministeriet er således enig med flertallet i, at et tvangsindgreb over

for en person i sig selv er så indgribende, at vedkommende må anses for part

i

sagen herom, og at dette også må gælde i tilfælde, hvor indgrebet alene

iværksættes for at indhente oplysninger om en anden persons forhold.

3.3.6. Inhabilitet

3.3.6.1. Kommissionens forslag

Kommissionens flertal foreslår, at forvaltningslovens

kapitel 2 (§§ 3-6) om inhabilitet skal finde anvendelse på det

omhandlede

område.

I forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1-5, er det

nærmere opregnet, i hvilke tilfælde en person må anses for inhabil. Hvis en

person er inhabil, må vedkommende efter lovens § 3, stk. 3, ikke

medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.

Kommissionens flertal henviser til, at det er almindeligt

antaget, at forvaltningslovens bestemmelser på dette område har karakter af

en

lovfæstelse af almindelige forvaltningsretlige retsprincipper, der således

også

gælder uden for lovens anvendelsesområde. En overførelse af lovens

bestemmelser

kan derfor ikke antages at indebære reelle ændringer i forhold til gældende

ret.

Endvidere henvises til, at bestemmelserne efter flertallets

opfattelse også i øvrigt må anses for velegnede og tilstrækkelige til at

finde

anvendelse på det foreliggende område.

Der henvises nærmere til betænkningens side 119.

3.3.6.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig forslaget fra

kommissionens flertal om at overføre forvaltningslovens §§ 3-6 om

inhabilitet.

Der henvises til lovforslagets § 3.

3.3.7. Vejledning og

repræsentation

3.3.7.1. Kommissionens

forslag

Kommissionens flertal foreslår, at forvaltningslovens

kapitel 3 (§§ 7 og 8) om vejledning og repræsentation mv. skal finde

anvendelse ved de omhandlede tvangsindgreb.

Forvaltningslovens § 7 indeholder en almindelig

bestemmelse om forvaltningsmyndigheders vejledningspligt over for borgerne.

Forvaltningslovens § 8 indeholder en bestemmelse om en parts ret til at

lade sig repræsentere og bistå af andre.

Kommissionens flertal bemærker, at det er almindeligt

antaget, at disse bestemmelser i forvaltningsloven er udslag af generelle

forvaltningsretlige principper, der også gælder uden for forvaltningslovens

anvendelsesområde. En overførelse af lovens bestemmelser vil derfor efter

flertallets opfattelse – på samme måde som med hensyn til bestemmelserne

om

inhabilitet, jf. ovenfor under pkt. 3.3.6.1 – ikke indebære reelle

ændringer i

forhold til gældende ret.

Det bemærkes endvidere, at bestemmelserne efter flertallets

opfattelse også i øvrigt må anses for velegnede til at finde anvendelse på

det

foreliggende område. Kommissionens flertal foreslår dog en særskilt regel om,

at myndighederne af egen drift skal vejlede den pågældende borger eller

virksomhed om retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre ved

gennemførelsen af tvangsindgreb. Det antages, at vejledningspligten efter

forvaltningsloven alene gælder, hvis den pågældende selv retter henvendelse

til

myndigheden.

Der henvises til betænkningens side 120.

3.3.7.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig flertallets forslag om

at overføre forvaltningslovens §§ 7-8 om vejledning og repræsentation

mv.

til det omhandlede område. Der henvises til lovforslagets § 3.

Justitsministeriet er endvidere enig med flertallet i, at

det vil være rigtigst, at myndighederne af egen drift vejleder den pågældende

borger eller virksomhed om retten til at lade sig repræsentere eller bistå af

andre ved gennemførelsen af et tvangsindgreb. I den forbindelse henvises til

lovforslagets § 5, stk. 2, nr. 2.

3.3.8. Partsaktindsigt

3.3.8.1. Kommissionens

forslag

Kommissionens flertal foreslår, at forvaltningslovens

§§ 9-10 og §§ 12-18 om partsaktindsigt skal finde anvendelse i

sager

om de omhandlede tvangsindgreb. Bestemmelserne adskiller sig fra de

almindelige

regler om aktindsigt i offentlighedsloven ved, at de giver parten en udvidet

adgang til aktindsigt.

Kommissionen anfører, at den, der er part i sagen, allerede

i dag vil have udvidet adgang til aktindsigt efter forvaltningslovens regler,

i

det omfang det pågældende tvangsindgreb sker som led i behandlingen af en

afgørelsessag – og sagen dermed i sin helhed er omfattet af

forvaltningslovens

anvendelsesområde.

På den baggrund finder kommissionens flertal, at

forvaltningslovens regler om partsaktindsigt som udgangspunkt er egnet til at

gælde i denne sammenhæng.

Flertallet finder dog ikke, at bestemmelsen i

forvaltningslovens § 11 skal finde anvendelse ved beslutninger om

iværksættelse af tvangsindgreb. Forvaltningslovens § 11, stk. 1,

indebærer, at sagens afgørelse – det vil i nærværende sammenhæng sige

beslutningen

om at iværksætte tvangsindgrebet – skal udsættes, hvis parten fremsætter

begæring om aktindsigt. Beslutningen kan herefter først træffes, når der er

givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne. Efter

bestemmelsens stk. 2 gælder denne ret til udsættelse af sagen dog bl.a.

ikke, hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde

vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler

imod en sådan udsættelse. Forvaltningslovens § 11 om udsættelse af en

sags

afgørelse finder også anvendelse, hvis parten klager til en overordnet

forvaltningsmyndighed over afslag på aktindsigt, jf. forvaltningslovens

§ 16, stk. 4, 2. pkt.

Kommissionens flertal peger på, at der over for partens

interesse i, at sagens afgørelse udsættes, står en række modstående hensyn,

herunder hensynet til at myndighedernes planlægning af kontrolbesøg kan

foregå

inden for hensigtsmæssige rammer og ikke i unødigt omfang vanskeliggøres af

begæringer om aktindsigt og deraf følgende udsættelser af sagens afgørelse.

Flertallet finder, at disse modstående hensyn er af en sådan vægt, at

bestemmelsen i forvaltningslovens § 11 ikke bør overføres til det

omhandlede område. Som en konsekvens af ikke at lade § 11 gælde vil den

nævnte bestemmelse i forvaltningslovens § 16, stk. 4, 2. pkt., der

henviser til § 11, blive uden betydning.

Der henvises til side 121ff i betænkningen.

3.3.8.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at

bestemmelserne i forvaltningslovens §§ 9-10 og §§ 12-18 bør finde

anvendelse ved beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.

Af de grunde, som anføres af kommissionens flertal, er

Justitsministeriet endvidere enig i, at forvaltningslovens § 11 om

udsættelse af sagens afgørelse ikke skal finde anvendelse på det her

omhandlede

område.

Der henvises til lovforslagets § 3.

3.3.9. Partshøring (varsling)

3.3.9.1. Kommissionens

forslag

Kommissionens flertal har overvejet, om reglerne i

forvaltningslovens kapitel 5 (§§ 19-21) om partshøring bør finde

anvendelse ved beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.

Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at

der skal ske partshøring om væsentlige oplysninger, som vedrører en sags

faktiske omstændigheder, og som er til ugunst for en part. Det er en

forudsætning, at parten ikke allerede er bekendt med, at myndighederne er i

besiddelse af oplysningerne, og at de indgår i den pågældende sag.

Efter flertallets opfattelse bør forvaltningslovens

partshøringsregler ikke finde anvendelse i nærværende sammenhæng. I den

forbindelse henviser kommissionens flertal til, at en overførsel af

bestemmelsen i forvaltningslovens § 19 ville medføre, at myndighederne

pålægges ikke ubetydelige administrative byrder ved først at skulle foretage

partshøring – hvilket efter flertallets opfattelse ville skulle ske

skriftligt

– og herefter meddele parten beslutningen om iværksættelse af

tvangsindgreb,

hvilket flertallet også finder burde ske i skriftlig form.

Kommissionens flertal foreslår i stedet en bestemmelse om,

at myndigheden senest 14 dage forud for gennemførelsen af en beslutning om

iværksættelse af et tvangsindgreb skriftligt skal underrette parten herom, og

at parten inden for en nærmere fastsat frist kan fremsætte indsigelse mod den

trufne beslutning. Fremkommer der ikke sådanne indsigelser, er beslutningen

endelig, uden at myndigheden i den forbindelse skal give parten nogen ny

meddelelse. Fremkommer der indsigelser, og ønsker myndigheden herefter at

fastholde beslutningen, skal dette inden eller senest samtidig med

gennemførelsen af tvangsindgrebet begrundes skriftligt over for parten.

Flertallet henviser i den forbindelse til, at de berørte

borgeres og virksomheders behov for at blive orienteret om et påtænkt

tvangsindgreb og om muligheden for at komme med indsigelser herimod vil kunne

tilgodeses på tilstrækkelig vis ved forud for gennemførelsen af en beslutning

om iværksættelse af et tvangsindgreb at underrette parten herom. Det anføres

endvidere, at en sådan model - i sammenligning med en partshøringspligt

svarende

til, hvad der følger af forvaltningsloven - vil være ressourcebesparende for

myndighederne, uden at de berørte borgeres og virksomheders retssikkerhed

forringes.

Kommissionens flertal foreslår, at den forudgående

underretning skal indeholde oplysninger om tid og sted for indgrebet, retten

til at lade sig repræsentere eller bistå af andre efter forvaltningslovens

§ 8, hovedformålet med indgrebet og det faktiske og retlige grundlag for

indgrebet, jf. forvaltningslovens § 24. Flertallet anfører, at sådanne

oplysninger i væsentligt omfang vil kunne imødegå de betænkeligheder om

manglende retssikkerhed mv. på området, som der har været givet udtryk for i

den offentlige debat, og der vil samtidig være tale om en ordning, der ikke

pålægger myndighederne urimelige administrative byrder.

Med hensyn til den foreslåede pligt til at angive det

faktiske grundlag for tvangsindgrebet peger kommissionens flertal på, at der

i

arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, og i stærkstrømslovens § 22,

stk. 2, findes regler om, at der i forbindelse med et tilsynsbesøg ikke

må

gives oplysning om, at tilsynsbesøget foretages som følge af en klage.

Kommissionens flertal foreslår, at disse bestemmelser skal gå forud for den

foreslåede bestemmelse om angivelse af det faktiske grundlag for et

tvangsindgreb.

Flertallet henviser i den forbindelse bl.a. til, at der på de pågældende

områder gør sig særlige forhold gældende, hvorefter en arbejdstager mv. har

behov for den beskyttelse, som bestemmelserne i arbejdsmiljøloven og

stærkstrømsloven er udtryk for.

Der henvises nærmere til side 123ff i betænkningen.

Kommissionens flertal foreslår endvidere, at de foreslåede

regler om forudgående underretning skal kunne fraviges helt eller delvist,

hvis

(1) øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis

forudgående underretning skulle gives, (2) hensynet til parten selv taler for

det, eller partens rettigheder findes at burde vige for afgørende hensyn til

andre private eller offentlige interesser, (3) det er nødvendigt af hensyn

til

rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder

forholdet til EU, (4) øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter

forholdets særlige karakter er påkrævet, eller (5) forudgående underretning

viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig.

Flertallet forudsætter i den forbindelse, at fravigelse

alene kan ske i det omfang, som kan begrundes i de nævnte hensyn.

Der henvises til betænkningens side 126ff.

Forvaltningsloven indeholder i § 21 en særlig

bestemmelse om partens ret til at kræve afgørelsen af en sag udsat med

henblik

på at fremkomme med en udtalelse. Kommissionens flertal finder ikke, at denne

bestemmelse bør finde anvendelse i denne sammenhæng, og fremhæver hensynet

til,

at myndighedernes planlægning af kontrolbesøg mv. kan foregå inden for

rimelige

og hensigtsmæssige rammer og ikke i unødigt omfang vanskeliggøres af

begæringer

om udsættelse. Endvidere henviser flertallet til, at de berørte borgere og

virksomheder i kraft af den foreslåede regel om forudgående underretning, som

er beskrevet ovenfor, er sikret adgang til at afgive udtalelse til sagen,

inden

beslutningen om iværksættelse af et tvangsindgreb gennemføres.

Der henvises til side 129 i betænkningen.

3.3.9.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet er af de grunde, der er anført af

kommissionens flertal, enig med flertallet i, at forvaltningslovens

bestemmelser om partshøring ikke bør overføres til det omhandlede område.

Justitsministeriet kan tilslutte sig flertallets forslag

om, at der i stedet indføres en bestemmelse om, at myndigheden senest 14 dage

forud for gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et

tvangsindgreb

skriftligt skal underrette parten herom, og at parten inden for en nærmere

fastsat frist kan fremsætte indsigelse mod den trufne beslutning.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil den foreslåede

model tilgodese de berørte borgeres og virksomheders retssikkerhed uden at

pålægge de pågældende myndigheder sådanne væsentlige administrative byrder,

som

en overførsel af forvaltningslovens regler om partshøring i givet fald ville

medføre.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig flertallets

forslag om, hvilke oplysninger den forudgående underretning skal indeholde.

Justitsministeriet er således enig med flertallet i, at

oplysninger om tid og sted for indgrebet, retten til at lade sig repræsentere

eller bistå af andre efter forvaltningslovens § 8, hovedformålet med

indgrebet samt det faktiske og retlige grundlag for indgrebet vil kunne

imødegå

en række af de betænkeligheder om manglende retssikkerhed på området, som der

har været givet udtryk for i den offentlige debat.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig flertallets

forslag om, at bestemmelserne i arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, og

i

stærkstrømslovens § 22, stk. 2, skal gå forud for den foreslåede

bestemmelse om angivelse af det faktiske grundlag for et tvangsindgreb.

Justitsministeriet er således enig med flertallet i, at der på de pågældende

områder gør sig særlige forhold gældende, idet en arbejdstager mv. kan have

behov for den beskyttelse, der ligger i, at myndigheden ikke må give

oplysning

om, at et tilsynsbesøg foretages som følge af en klage.

Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at

de foreslåede regler om forudgående underretning i visse tilfælde bør kunne

fraviges helt eller delvist.

I den forbindelse finder Justitsministeriet ligesom

kommissionens flertal, at de foreslåede regler om forudgående underretning

skal

kunne fraviges helt eller delvist, hvis øjemedet med indgrebets gennemførelse

ville forspildes ved forudgående underretning. Det gælder ikke alene

tilfælde,

hvor det efter en nærmere vurdering af den enkelte sags omstændigheder må

antages, at øjemedet med indgrebet ville blive forspildt, såfremt der skete

forudgående varsling. Det gælder således også tilfælde, hvor det generelt må

antages, at øjemedet med kontrollen ville blive forspildt, såfremt den

pågældende borger eller virksomhed var »advaret« forinden. Som eksempel herpå

kan nævnes tilfælde, hvor kontrollen har karakter af en kontrol af et

»øjebliksbillede« – f.eks. når fødevaremyndighederne skal kontrollere

hygiejnetilstanden på en restaurant, eller når Told og Skat – eventuelt

i

samarbejde med Arbejdsdirektoratet – skal kontrollere, om der i en

virksomhed

er personer, som udfører »sort« arbejde.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør de foreslåede

regler om forudgående underretning ligeledes – som anbefalet af

kommissionens

flertal - helt eller delvist kunne fraviges, hvis hensynet til parten selv

taler for det. Justitsministeriet finder således ikke grundlag for et krav om

forudgående underretning om kontrolbesøg mv. i tilfælde, hvor borgeren eller

virksomheden ingen interesse har i et varsel. Som eksempel herpå kan nævnes

tilfælde, hvor parten selv anmoder om, at der straks gennemføres et

kontrolbesøg mv.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at en myndighed bør

kunne gennemføre et tvangsindgreb uanset, at forudgående underretning herom

ikke er sket, i tilfælde, hvor afgørende hensyn til private eller offentlige

interesser taler for det. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor hensyn til

de

ansattes sikkerhed og sundhed taler for, at Arbejdstilsynet gennemfører et

kontrolbesøg uden at afvente en forudgående varsling.

Justitsministeriet finder også ligesom flertallet, at de

foreslåede regler om forudgående underretning bør kunne fraviges i det

omfang,

det er nødvendigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske eller

udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU. I den forbindelse

skal det navnlig bemærkes, at Danmark efter visse EU-retlige regler er

forpligtet til at lade kontrolbesøg ske uanmeldt.

Justitsministeriet er desuden enig med kommissionens

flertal i, at de foreslåede regler om forudgående underretning bør kunne

fraviges, hvis øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter forholdets

særlige karakter er påkrævet. Som eksempel kan nævnes redningsberedskabets

indtrængen i private ejendomme i forbindelse med brande eller udslip.

Endelig finder Justitsministeriet ligesom flertallet, at

kravet om forudgående underretning bør kunne fraviges, hvis underretning

viser

sig umulig, eller hvis vanskelighederne ved at gennemføre en underretning

ikke

vil stå mål med den retssikkerhedsmæssige gevinst herved. Som eksempel kan

nævnes tilfælde, hvor fiskerimyndighederne foretager kontrol af de fartøjer,

der kommer i havn på et bestemt tidspunkt, uden at det på forhånd er muligt

at

fastlægge, hvilke fartøjer det vil dreje sig om.

Alle de ovennævnte hensyn er efter Justitsministeriets

opfattelse af en sådan vægt, at kravet om forudgående underretning bør kunne

fraviges i de pågældende tilfælde. Det bemærkes i den forbindelse, at

Justitsministeriet ligesom kommissionens flertal forudsætter, at fravigelse

alene kan ske i det omfang, det kan begrundes i de nævnte hensyn.

I nogle tilfælde vil der kunne være tale om, at en

myndighed ønsker at gennemføre et kontrolbesøg mv. f.eks. på en virksomhed

uden, at de nævnte undtagelser til kravet om forudgående underretning er

opfyldt for alle de forhold, der kan blive undersøgt under kontrolbesøget. Om

sådanne »blandede« kontrolbesøg mv. lægger kommissionens flertal op til, at

undladelse af forudgående varsel kun kan ske med hensyn til en del af

kontrolbesøget – nemlig de dele af et kontrolbesøg, hvor f.eks. øjemedet

ville

forspildes.

Justitsministeriet finder som udgangspunkt ikke, at det vil

være hensigtsmæssigt, at spørgsmålet om forudgående varsel skal vurderes

særskilt for forskellige dele af et kontrolbesøg mv. Hertil kommer, at en

ordning, hvorefter f.eks. Arbejdstilsynet skulle varsle en del af et

kontrolbesøg, reelt også ville kunne være et forhåndsvarsel til virksomheden

om, at det pågældende kontrolbesøg desuden ville omfatte undersøgelse af

forhold, hvor øjemedet med kontrollen netop ville være forspildt, hvis der

skulle ske forudgående underretning.

På den baggrund forudsætter Justitsministeriet med

lovforslaget, at udgangspunktet vil være, at en myndighed kan fravige den

nævnte hovedregel om forudgående underretning, såfremt én eller flere af de

nævnte undtagelser til kravet om forudgående underretning er opfyldt med

hensyn

til ikke uvæsentlige dele af et samlet kontrolbesøg mv.

Det netop anførte indebærer naturligvis ikke, at en

myndighed vil være berettiget til at søge at omgå kravet om forudgående

underretning ved at lade et kontrolbesøg mv. omfatte visse forhold, der kan

henføres til en af de nævnte undtagelser, såfremt der ikke er nogen rimelig

og

naturlig anledning til det.

Med hensyn til bestemmelsen i forvaltningslovens § 21

om retten til at afgive udtalelse er Justitsministeriet enig med

kommissionens

flertal i, at denne bestemmelse ikke bør finde anvendelse på det omhandlede

område. I den forbindelse lægger Justitsministeriet vægt på, at

myndighedernes

planlægning af kontrolbesøg mv. bør foregå inden for rimelige og

hensigtsmæssige rammer og ikke i unødigt omfang vanskeliggøres af begæringer

om

udsættelse. Justitsministeriet er endvidere enig med flertallet i, at de

berørte borgere og virksomheder i kraft af den foreslåede regel om

forudgående

underretning, som er beskrevet ovenfor, er sikret tilstrækkelig adgang til at

afgive udtalelse til sagen, inden et tvangsindgreb gennemføres.

3.3.10. Begrundelse og klagevejledning

3.3.10.1. Kommissionens

forslag

Kommissionens flertal foreslår, at forvaltningslovens

§§ 22-26 om begrundelse og klagevejledning skal finde anvende ved

beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.

Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1,

at en begrundelse som hovedregel skal indeholde en henvisning til de

retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang

afgørelsen

efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige

angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt

væsentlig

betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2.

Kommissionens flertal foreslår, at beslutninger om at

iværksætte de omhandlede tvangsindgreb som udgangspunkt skal meddeles

skriftligt, idet retssikkerhedsmæssige hensyn efter kommissionens opfattelse

taler for en sådan ordning.

Som beskrevet ovenfor under pkt. 3.3.9 finder kommissionen,

at parten forud for gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et

tvangsindgreb skal underrettes skriftligt, og at denne underretning bl.a.

skal

indeholde oplysninger om det faktiske og retlige grundlag for indgrebet, jf.

forvaltningslovens § 24. I tilfælde, hvor et tvangsindgreb gennemføres

uden forudgående underretning, forudsætter flertallet, at en skriftlig

meddelelse normalt skal gives samtidig med gennemførelsen af indgrebet. Der

kan

dog efter flertallets opfattelse forekomme særlige tilfælde, hvor der er

behov

for øjeblikkelig indgriben fra myndighedens side f.eks. over for en ulovlig

eller farlig tilstand, og hvor der derfor ikke er tid til at udfærdige en

skriftlig meddelelse om indgrebet. Kommissionens flertal finder, at

beslutningen om iværksættelse af et tvangsindgreb i sådanne tilfælde i første

omgang bør kunne meddeles mundtligt, men at parten efterfølgende kan

fremsætte

begæring om at få skriftlig meddelelse om beslutningen.

Efter forvaltningslovens § 25 skal afgørelser, som kan

påklages til anden forvaltningsmyndighed, og som meddeles skriftligt, være

ledsaget af en vejledning om klageadgang og angivelse af klageinstans samt

oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder en eventuel

klagefrist. Kommissionens flertal finder, at reglen i forvaltningslovens

§ 25 er egnet til at finde anvendelse på det her omhandlede område.

Der henvises til side 130f i betænkningen.

3.3.10.2.

Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at

forvaltningslovens §§ 22-26 om begrundelse og klagevejledning bør finde

anvendelse ved beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb. Der henvises

til

lovforslagets § 3.

Justitsministeriet deler endvidere flertallets opfattelse

af, at retssikkerhedsmæssige hensyn taler for, at beslutninger om

iværksættelse

af tvangsindgreb som udgangspunkt skal meddeles skriftligt. Der henvises til

lovforslagets § 5.

Justitsministeriet forudsætter i den forbindelse ligesom

kommissionens flertal, at den skriftlige meddelelse i tilfælde, hvor et

tvangsindgreb gennemføres uden forudgående underretning, normalt skal gives

samtidig med gennemførelsen af indgrebet. Som påpeget af flertallet kan der

dog

forekomme særlige tilfælde, hvor der er behov for øjeblikkelig indgriben fra

myndighedernes side, f.eks. over for en ulovlig eller farlig tilstand, og

hvor

beslutningen om iværksættelse af et tvangsindgreb derfor i første omgang bør

kunne meddeles mundtligt.

Justitsministeriet har herudover overvejet, om

myndighederne også i andre tilfælde, hvor et tvangsindgreb gennemføres uden

forudgående underretning, bør kunne meddele en beslutning om iværksættelse af

tvangsindgreb mundtligt. I den forbindelse har Justitsministeriet navnlig

lagt

vægt på, at kravet om skriftlig underretning ikke skal opleves som

unødvendigt

eller forsinkende.

Justitsministeriet finder i den forbindelse, at en

beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb, som ikke er blevet varslet,

også bør kunne meddeles mundtligt i visse andre tilfælde end, hvor der er

behov

for »øjeblikkelig indgriben« fra myndighedens side. Også i situationer, hvor

der foreligger andre afgørende hensyn til private eller offentlige

interesser,

bør en myndighed således efter Justitsministeriets opfattelse kunne

gennemføre

et tvangsindgreb, inden myndigheden har haft lejlighed til at udarbejde en

skriftlig begrundelse. Som eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor

Arbejdstilsynet bliver opmærksom på sikkerheds- eller sundhedsfarlige

forhold.

Hvis afgørende hensyn til de ansattes sikkerhed mv. taler for det, bør

Arbejdstilsynet i så fald kunne gennemføre et kontrolbesøg, inden der har

været

lejlighed til at udfærdige en skriftlig begrundelse.

Det er ligeledes Justitsministeriets opfattelse, at

praktiske hensyn indebærer, at myndigheden i almindelighed bør kunne meddele

en

beslutning om et uvarslet tvangsindgreb mundtligt, såfremt hensynet til

parten

selv taler for, at tvangsindgrebet gennemføres, inden myndigheden har haft

lejlighed til at udarbejde en skriftlig begrundelse. Som eksempel herpå kan

nævnes tilfælde, hvor en borger eller virksomhed selv anmoder om, at en

myndighed straks skal gennemføre et kontrolbesøg.

Justitsministeriet kan tilslutte sig flertallets forslag

om, at en part, der efter lovforslagets regler har modtaget en mundtlig

meddelelse om iværksættelsen af tvangsindgrebet, efterfølgende kan fremsætte

begæring om at få en skriftlig meddelelse.

Der henvises til lovforslagets § 5, stk. 5 og 6.

Som nævnt under pkt. 3.3.9 er der i arbejdsmiljølovens

§ 79, stk. 2, og i stærkstrømslovens § 22, stk. 2,

fastsat

regler om, at tilsynsmyndigheden ikke over for henholdsvis arbejdsgiveren

eller

dennes repræsentant og ejeren eller brugeren af en elinstallation må oplyse,

at

et tilsynsbesøg foretages som følge af en klage. Justitsministeriet finder af

de grunde, som er nævnt under pkt. 3.3.9, at arbejdsmiljølovens § 79,

stk. 2, og stærkstrømslovens § 22, stk. 2, bør gå forud for

lovforslagets regel om angivelse af det faktiske grundlag for et

tvangsindgreb.

Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at

forvaltningslovens regler om klagevejledning (§§ 25-26) bør finde

anvendelse ved beslutningen om iværksættelse af tvangsindgreb.

3.3.11. Notatpligt og

udarbejdelse af rapporter

3.3.11.1. Kommissionens forslag

Kommissionens flertal foreslår, at en bestemmelse med et

indhold, der svarer til offentlighedslovens § 6, stk. 1, om

notatpligt bør gælde i sager om tvangsindgreb. Offentlighedslovens § 6

pålægger myndighederne at gøre notat om oplysninger, der modtages mundtligt

eller på anden måde i sager, hvor der vil blive truffet en afgørelse. Det

gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

Herudover finder kommissionens flertal, at

retssikkerhedsmæssige hensyn tilsiger, at der i tilfælde, hvor

forvaltningsmyndigheder under gennemførelsen af et tvangsindgreb finder, at

den, som indgrebet er rettet imod, har tilsidesat regler i lovgivningen mv.,

bør udarbejdes egentlige rapporter, der efterfølgende udleveres til den

pågældende borger eller virksomhed.

Finder myndigheden derimod ikke, at den, som indgrebet

rettes imod, har tilsidesat regler i lovgivningen mv., bør myndigheden efter

flertallets opfattelse alene have pligt til at udfærdige og udlevere en

rapport

om udførelsen af indgrebet, hvis parten fremsætter begæring om det.

Der henvises nærmere til betænkningens side 131f.

3.3.11.2.

Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at

en bestemmelse med et indhold svarende til offentlighedslovens § 6,

stk. 1, bør finde anvendelse i sager om tvangsindgreb. Der henvises til

lovforslagets § 4.

Som nævnt ovenfor under pkt. 3.3.11.1 pålægger

offentlighedslovens § 6 alene myndighederne en pligt til at gøre notat

om

visse oplysninger. Justitsministeriet er af de grunde, der af anført af

kommissionens flertal, enig i, at der herudover bør indføres en bestemmelse

om,

at der i tilfælde, hvor myndigheden under gennemførelsen af et tvangsindgreb

finder, at den, som indgrebet er rettet imod, har tilsidesat regler i

lovgivningen mv., skal udarbejdes en rapport om udførelsen af indgrebet, som

efterfølgende udleveres til den pågældende borger eller virksomhed.

Justitsministeriet er endvidere enig med kommissionens

flertal i, at der i tilfælde, hvor myndigheden ikke finder, at den, som

indgrebet rettes imod, har tilsidesat regler i lovgivningen mv., bør være

pligt

for myndigheden til at udfærdige og udlevere en rapport om udførelsen af

indgrebet, hvis parten fremsætter begæring herom.

Der henvises til lovforslagets § 8.

3.3.12. Klageadgang

3.3.12.1. Kommissionens

forslag

Kommissionens flertal finder ikke, at myndighedens

beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb skal kunne påklages

umiddelbart

i forbindelse med den underretning, som myndigheden efter kommissionens

forslag

skal give forud for gennemførelsen af beslutningen om iværksættelse af et

tvangsindgreb. I stedet indebærer kommissionens forslag, at parten på dette

tidspunkt gives adgang til at fremsætte indsigelser mod den trufne

beslutning,

hvorefter myndigheden er forpligtet til at overveje, om beslutningen bør

fastholdes (se pkt. 3.3.9 ovenfor).

Kommissionen har herudover overvejet, hvorvidt der bør

foreslås generelle regler, der regulerer spørgsmålet om klageadgang i

forbindelse med andre beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb,

herunder

navnlig i de tilfælde, hvor myndigheden – efter parten har fremsat

indsigelser

– fastholder en tidligere beslutning om iværksættelse af et

tvangsindgreb, og i

de tilfælde, hvor myndigheden iværksætter et tvangsindgreb uden varsel.

Kommissionen finder, at det på den ene side kan anføres, at

adgangen til at få en beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb prøvet

i

en klageinstans indebærer en yderligere retssikkerhedsgaranti for parten. På

den anden side kan det efter flertallets opfattelse anføres, at indførelsen

af

en generel klageadgang alene ville have begrænset retssikkerhedsmæssig

betydning,

idet klageinstansen i en række tilfælde reelt ikke ville have noget at

efterprøve (f.eks. hvis der er tale om en stikprøvekontrol).

Endvidere anfører kommissionen, at indførelsen af en

generel adgang til at klage over beslutninger om iværksættelse af

tvangsindgreb

ville være yderligere ressourcekrævende for myndighederne.

På baggrund af en samlet afvejning af de nævnte hensyn

finder kommissionens flertal ikke, at der bør fastsættes generelle regler om

adgang til at klage over beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.

Regler om klageadgang må således efter kommissionens

opfattelse i givet fald fastsættes ud fra en afvejning af de hensyn, der gør

sig gældende på det enkelte forvaltningsområde.

Kommissionen har endvidere overvejet, hvorvidt der bør fastsættes

særlige regler om opsættende virkning.

Kommissionen anfører, at spørgsmålet om, hvorvidt en klage

har opsættende virkning, i nogle tilfælde er direkte reguleret i loven. I

tilfælde, hvor der ikke i loven er taget stilling til spørgsmål om opsættende

virkning, har klagen ikke uden videre suspensiv virkning. Spørgsmålet om

opsættende virkning må i så fald afgøres ud fra en – i nogle tilfælde

ganske

kompliceret – afvejning af forskellige almindelige hensyn. Det må i den

forbindelse tillægges vægt, om underinstansens afgørelse i væsentlig grad vil

miste sin betydning, eller om øjemedet hermed vil forspildes, hvis klagen har

opsættende virkning. Samtidig må det i den samlede afvejning indgå, om

klageadgangen vil blive gjort mere eller mindre illusorisk, hvis klagen i det

konkrete tilfælde ikke tillægges opsættende virkning.

Kommissionen finder, at de eksisterende regler og

principper vedrørende spørgsmålet om opsættende virkning må anses for

tilstrækkelige. Der er således efter kommissionens opfattelse ikke behov for

at

fastsætte særlige regler herom på det omhandlede område.

Der henvises til betænkningens side 133ff.

3.3.12.2.

Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i, at myndighedens beslutning om

iværksættelse af et tvangsindgreb ikke skal kunne påklages i forbindelse med

den underretning, som myndigheden skal give forud for gennemførelsen af

beslutningen om iværksættelse af et tvangsindgreb. I stedet foreslås – i

overensstemmelse med flertallets forslag - en bestemmelse om, at parten gives

adgang til at fremsætte indsigelser mod den trufne beslutning, hvorefter

myndigheden er forpligtet til at overveje, om beslutningen bør fastholdes.

Der

henvises til lovforslagets § 5, stk. 3.

Justitsministeriet er endvidere af de grunde, der er anført

af kommissionens flertal, enig i, at der ikke bør fastsættes generelle regler

om adgang til at klage over beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb.

Regler om klageadgang må således efter Justitsministeriets opfattelse i givet

fald fastsættes på de enkelte forvaltningsområder ud fra en afvejning af de

hensyn, der her gør sig gældende.

Endelig er Justitsministeriet enig i, at der med hensyn til

beslutninger om tvangsindgreb uden for strafferetsplejen ikke er behov for at

fastsætte særlige regler om opsættende virkning i tilfælde, hvor der kan

indgives klage over en sådan beslutning.

3.3.13. Legitimation

3.3.13.1. Kommissionens

forslag

Kommissionens flertal foreslår, at der fastsættes en

udtrykkelig bestemmelse om, at tvangsindgreb, der foretages uden for

myndighedernes embedssteder, som hovedregel kun må foretages mod forevisning

af

legitimation.

Flertallet finder, at den nævnte legitimation bør vise,

hvilken myndighed vedkommende person repræsenterer, samt indeholde

identificerbare oplysninger om den pågældendes identitet (f.eks.

tjenestenummer). Endvidere finder flertallet, at legitimationen skal

forevises

uopfordret, når der træffes nogen på stedet.

Kommissionens flertal foreslår herudover en bestemmelse,

hvorefter en myndighed undtagelsesvis helt eller delvist kan undlade at følge

den foreslåede bestemmelse om fremvisning af legitimation, hvis afgørende

hensyn taler for det. Flertallet henviser i den forbindelse til, at der kan

forekomme tilfælde, hvor det efter en konkret vurdering undtagelsesvist vil

være velbegrundet ikke at oplyse navn mv. Det kan således efter

omstændighederne være tilfældet, hvis den eller de personer, som et

tvangsindgreb rettes mod, udviser en truende adfærd mv.

Kommissionen bemærker, at der på politiets område i

Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 32 af 17. november 1993 er fastsat

særlige

regler om forevisning af legitimationskort. Det fremgår heraf bl.a., at en

polititjenestemand på opfordring af nogen, som vedkommende kommer i

forbindelse

med i tjenstlig anledning, skal opgive charge, navn og tjenestested, ligesom

legitimationskort normalt skal forevises. Fremsættes opfordringen under

anholdelse eller uroligheder, eller fremsættes den af en person, der er

spirituspåvirket, provokerende eller stærkt uligevægtig, kan en

polititjenestemand

dog undlade at give de nævnte oplysninger og undlade at fremvise

legitimationskort. Den, der fremsætter opfordringen, skal i sådanne tilfælde

henvises til polititjenestemandens tjenestested, som derfor snarest skal

underrettes om forholdet.

Kommissionens flertal påpeger, at Rigspolitichefens

kundgørelse giver en videregående mulighed for at undlade (uopfordret) at

forevise legitimation end den bestemmelse, som kommissionens flertal

foreslår.

Flertallet har i den forbindelse ikke nærmere overvejet og taget stilling

til,

om der for politiet kan gøre sig særlige hensyn gældende, således at der i

bekræftende fald vil være behov for de særlige regler i kundgørelsen i

tilfælde, hvor politiet gennemfører eller bistår ved gennemførelsen af

tvangsindgreb

uden for strafferetsplejen.

Der henvises til side 135f.

3.3.13.2.

Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig flertallets forslag

om, at tvangsindgreb, der foretages uden for myndighedernes embedssteder, som

hovedregel kun må foretages mod forevisning af legitimation.

Justitsministeriet finder ligesom flertallet, at den nævnte

legitimation bør vise, hvilken myndighed vedkommende person repræsenterer,

samt

indeholde identificerbare oplysninger om den pågældendes identitet (f.eks.

tjenestenummer). Justitsministeriet deler endvidere flertallets opfattelse

af,

at legitimationen skal forevises uopfordret, når der træffes nogen på stedet.

Justitsministeriet er desuden enig i, at der kan forekomme

tilfælde, hvor det efter en konkret vurdering undtagelsesvist vil være

velbegrundet ikke at oplyse navn mv. Justitsministeriet kan derfor tilslutte

sig flertallets forslag om, at en myndighed undtagelsesvist helt eller

delvist

kan undlade at følge den foreslåede bestemmelse om fremvisning af

legitimation,

hvis afgørende hensyn taler for det.

Hvad angår politiets område, er det Justitsministeriets

opfattelse, at der i tilfælde, hvor politiet gennemfører tvangsindgreb uden

for

strafferetsplejen, ikke gør sig sådanne særlige hensyn gældende, som kan

begrunde, at politiet skulle have en mindre vidtgående pligt til uopfordret

at

fremvise legitimation, end hvad der efter den foreslåede bestemmelse vil

gælde

for andre forvaltningsmyndigheder.

Justitsministeriet har derfor ikke fundet anledning til at

foreslå, at reglen om fremvisning af legitimation ikke skal gælde i samme

udstrækning for politiet som for andre myndigheder, der gennemfører

tvangsindgreb uden for strafferetsplejen.

Det bemærkes i den forbindelse, at de særlige situationer,

hvor en polititjenestemand efter Rigspolitichefens kundgørelse kan undlade at

opgive navn mv. – f.eks. hvor den, som indgrebet rettes imod er stærkt

uligevægtig – vil være omfattet af bestemmelsen i lovforslagets

§ 6,

stk. 2, når indgrebet foretages uden for strafferetsplejen.

Der henvises til lovforslagets § 6.

3.3.14. Skånsomhed

3.3.14.1. Kommissionens

forslag

Kommissionens flertal foreslår, at der fastsættes en

udtrykkelig bestemmelse om, at tvangsindgreb skal foretages så skånsomt, som

omstændighederne tillader, herunder så vidt muligt uden at forårsage

ødelæggelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på grund af tidspunktet

for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver anledning til

unødig opsigt.

Flertallet henviser i den forbindelse til, at det

almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip bl.a. indebærer, at

forvaltningsmyndigheder ikke må foretage indgreb på en måde, der er unødigt

generende for den pågældende borger mv.

Der henvises til side 136 i betænkningen.

3.3.14.2. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at

der bør fastsættes en udtrykkelig bestemmelse om, at tvangsindgreb skal

foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader, herunder så vidt muligt

uden at forårsage ødelæggelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på

grund

af tidspunktet for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages,

giver

anledning til unødig opsigt.

Der henvises til lovforslagets § 7.

3.4. Fælles kontrolbesøg mv.

3.4.1. Gældende ret

På en række områder indgår flere myndigheder i dag i et

samarbejde om fælles kontrolbesøg mv. Som eksempel kan nævnes, at Told og

Skat

og Arbejdsdirektoratet gennemfører fælles kontrolbesøg i virksomheder for at

kontrollere, om der udføres »sort« arbejde.

En myndighed, der deltager i en samordnet kontrol med andre

myndigheder, opnår ikke af denne grund øgede kontrolbeføjelser. I forbindelse

med et fælles kontrolbesøg kan en forvaltningsmyndighed således alene anvende

de kontrolbeføjelser, som efter lovgivningen tilkommer denne myndighed, og

kan

ikke benytte sig af andre myndigheders beføjelser.

3.4.2. Kommissionens forslag

Kommissionens flertal bemærker, at det vil være hver enkelt

myndigheds opgave at påse, at de regler, som kommissionen foreslår med hensyn

til fremgangsmåden mv. ved gennemførelse af kontrolbesøg, bliver fulgt i

forbindelse med et fælles kontrolbesøg. Eksempelvis vil det være den enkelte

myndigheds opgave på forhånd at vurdere, om gennemførelsen af et kontrolbesøg

vil ligge inden for rammerne af det proportionalitetsprincip, som

kommissionen

foreslår lovfæstet.

Når det gælder den foreslåede bestemmelse om forudgående

varsling af et kontrolbesøg, vil det efter flertallets opfattelse ligeledes

være den enkelte myndighed, der skal sørge for, at bestemmelsen overholdes

for

det tvangsindgreb, som denne myndighed påtænker at gennemføre som led i et

fælles kontrolbesøg. I overensstemmelse hermed må vurderingen af, om der

eventuelt er grundlag for at undlade forudgående varsling efter den

foreslåede

bestemmelse, ske separat for hver enkelt myndighed. Det forhold, at én

myndighed i det pågældende tilfælde, vil være berettiget til at undlade

forudgående varsling, indebærer således ikke, at andre myndigheder, som skal

deltage i et fælles kontrolbesøg, kan undlade at varsle deres kontrolbesøg.

Kommissionens flertal understreger, at det anførte ikke er

til hinder for, at myndighederne som led i fælles kontrol har et praktisk

samarbejde, herunder f.eks. i forbindelse med fremsendelse af

varslingsskrivelse og udfærdigelse af rapport om kontrolbesøgets

gennemførelse.

Myndighederne vil også i forbindelse med det fælles kontrolbesøg kunne yde

hinanden praktisk bistand, f.eks. således at medarbejdere fra én myndighed

kan

yde bistand, hvis der i tilknytning til den del af kontrolbesøget, som angår

en

anden myndighed, skal ske borttransport af dokumenter eller andre effekter

mv.

Kommissionen har – i overensstemmelse med kommissoriet –

overvejet, om der bør opstilles særlige regler for de tilfælde, hvor

myndigheder foretager fælles kontrolbesøg. Efter kommissionens opfattelse er

der imidlertid ikke behov for at opstille sådanne særlige regler ved siden af

de regler, som kommissionen i øvrigt foreslår, og som også vil gælde i

forbindelse med gennemførelsen af fælles kontrolbesøg.

I øvrigt opfordrer kommissionens flertal til, at

myndighederne også fremover er opmærksomme på mulighederne for at gennemføre

fælles kontrolbesøg. Både hensynet til en effektiv kontrol og hensynet til at

udsætte berørte borgere og virksomheder for mindst mulig gene i forbindelse

med

kontrolbesøg taler således for, at de relevante myndigheder har et indbyrdes

samarbejde, der giver mulighed for efter omstændighederne at gennemføre

fælles

kontrolbesøg.

3.4.3. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at

det vil være hver enkelt myndigheds opgave at påse, at lovforslagets regler

om

fremgangsmåden mv. ved gennemførelse af kontrolbesøg bliver fulgt i

forbindelse

med et fælles kontrolbesøg.

Justitsministeriet er således enig i, at det vil være den

enkelte myndighed, der skal sørge for, at lovforslagets regler om varsling

overholdes for det tvangsindgreb, som denne myndighed påtænker at gennemføre

som led i et fælles kontrolbesøg. I overensstemmelse hermed må vurderingen

af,

om der eventuelt er grundlag for at undlade forudgående varsling efter den

foreslåede bestemmelse, ske separat for hver enkelt myndighed.

Justitsministeriet finder ligesom kommissionens flertal, at

der ikke ved siden af lovforslagets regler om myndighedernes fremgangsmåde

mv.

er behov for at opstille særlige regler om fælles kontrolbesøg.

Justitsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at

lovforslaget – som anført af kommissionen - ikke er til hinder for, at

myndighederne som led i fælles kontrol har et praktisk samarbejde, herunder

f.eks. i forbindelse med fremsendelse af varslingsskrivelse og udfærdigelse

af

rapport om kontrolbesøgets gennemførelse. Myndighederne vil også i

forbindelse

med det fælles kontrolbesøg kunne yde hinanden praktisk bistand.

Både hensynet til en effektiv kontrol og hensynet til at

udsætte berørte borgere og virksomheder for mindst mulig gene taler i den

forbindelse som anført af kommissionen for, at de relevante myndigheder i

videst muligt omfang har et indbyrdes samarbejde, der giver mulighed for at

gennemføre fælles kontrolbesøg.

3.5. Offentliggørelse af oplysninger om

resultat af kontrolbesøg mv.

3.5.1. Gældende ret

Spørgsmålet om en

offentlig myndigheds adgang til af egen drift at offentliggøre resultatet af

kontrolbesøg mv. skal som udgangspunkt afgøres efter de almindelige regler om

tavshedspligt i forvaltningsloven og straffeloven samt efter reglerne i

persondataloven.

Anmoder

offentligheden om adgang til sådanne oplysninger, vil det normalt være de

almindelige regler i offentlighedsloven, der afgør om en sådan anmodning kan

imødekommes.

Inden for det

enkelte forvaltningsområde kan der være fastsat særlige regler om

offentliggørelse af kontrol- og analyseresultater. På Fødevareministeriets

område er der således i flere love fastsat regler om offentliggørelse af

kontrol- og analyseresultater, herunder offentliggørelse med navns nævnelse

af

resultater samt art og omfang af sanktioner på baggrund af den kontrol, som

gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven, jf.

bl.a. fødevareloven, lov om foderstoffer samt lov om frø, kartofler og

planter.

3.5.2. Kommissionens forslag

Efter kommissoriet

har kommissionen i relevant omfang kunne inddrage spørgsmål om myndighedernes

adgang til at meddele offentligheden oplysninger om resultatet af

kontrolbesøg

hos virksomheden.

Kommissionen har

ikke fundet anledning til at komme ind på dette spørgsmål.

3.5.3. Justitsministeriets overvejelser

Det er

Justitsministeriets opfattelse, at spørgsmål om offentliggørelse af

resultater

af kontrolbesøg mv. fortsat som udgangspunkt bør afgøres efter de almindelige

regler om tavshedspligt, reglerne i persondataloven og de almindelige regler

om

aktindsigt i offentlighedsloven.

I det omfang der

findes behov for at fastsætte yderligere regler om adgang til at

offentliggøre

sådanne oplysninger, må det således efter Justitsministeriets opfattelse som

hidtil ske i lovgivningen inden for det enkelte forvaltningsområde.

3.6.

Forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen af tvangsindgreb

3.6.1.

Gældende ret

Der findes ikke i

dag et generelt regelsæt, der regulerer adgangen til at foretage

tvangsindgreb

uden for strafferetsplejen i tilfælde, hvor der er mistanke om, at en person

har begået et strafbart forhold.

Spørgsmålet blev

behandlet af det udvalg nedsat af Justitsministeriet, der i 1985 afgav

betænkning nr. 1039/1985 om tvangsindgreb uden for strafferetsplejen. I

betænkningen anførte udvalget bl.a., at udgangspunktet i kommende lovgivning

bør være, at ikke-straffeprocessuelle tvangsindgreb ikke anvendes, i det

omfang

en tilsynsmyndighed mv. har begrundet mistanke om et strafbart forhold, og

forholdet er anmeldt til politiet.

Det bagvedliggende

synspunkt er, at anvendelsen af et tvangsindgreb i tilfælde, hvor der

foreligger en sådan mistanke, i stedet bør ske efter reglerne i

retsplejeloven,

som netop tilsigter at varetage de særlige retssikkerhedsmæssige hensyn, der

gør sig gældende, når en person mistænkes for at have begået et strafbart

forhold.

I overensstemmelse

hermed er det i en række nyere lovforarbejder lagt til grund, at

administrative

kontrolmyndigheder mv. ikke kan anvende tvangsindgreb, hvis en person er

konkret mistænkt for et strafbart forhold. Det er i den forbindelse lagt til

grund, at muligheden for at anvende tvangsindgreb uden for strafferetsplejen

begrænses fra det tidspunkt, hvor der foreligger konkret mistanke om et

strafbart forhold og ikke – som anbefalet i 1985-betænkningen – fra

det

tidspunkt, hvor den pågældende myndighed eventuelt indgiver anmeldelse om

forholdet

til politiet.

Som eksempel på

lovforarbejder, hvor dette synspunkt er afspejlet, kan bl.a. nævnes L 73/1998

om forslag til lov om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven,

arbejdsmarkedsfondsloven, toldloven og en række afgiftslove. Her fremgår det

af

Skatteministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 8. november 1998 fra

Folketingets Skatteudvalg (L 73 – bilag 2) bl.a., at skattemyndighederne

er

udelukket fra at anvende de administrative kontrolbeføjelser, hvis

skattemyndighederne inden et kontrolbesøgs foretagelse har formodning om et

strafbart forhold og vurderer, at der er grundlag for at rejse sigtelse.

Skattemyndighedernes anvendelse af kontrolbeføjelser er ifølge besvarelsen

begrænset til de tilfælde, hvor kontrollen ikke foretages med henblik på at

straffe den pågældende.

De nugældende

regler om forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelse af tvangsindgreb

er

i øvrigt beskrevet på side 89ff i betænkningen.

3.6.2.

Kommissionens forslag

Kommissionens

flertal finder, at den praksis, der som nævnt i pkt. 3.6.1 umiddelbart

ovenfor

følger af de senere års lovgivning på en række forvaltningsområder, bør

overføres til en generel regel. Der bør således efter flertallets opfattelse

indsættes en generel bestemmelse i lovgivningen om begrænsninger i

administrative myndigheders adgang til at udøve kontrolbeføjelser i tilfælde,

hvor der foreligger konkret mistanke om et strafbart forhold. Det gælder,

hvad

enten der er tale om tvangsindgreb rettet mod den, som er mistænkt, eller mod

andre.

Flertallet anfører

som overordnet argument, at hensynet til ikke at omgå de straffeprocessuelle

regler i retsplejeloven – som indeholder regler for adgang til

ransagning,

beslaglæggelse mv. i forbindelse med efterforskning af strafbare forhold

–

indebærer, at der bør være begrænsninger i mulighederne for, at offentlige

myndigheder kan foretage tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, hvis der

er

konkret mistanke om, at en person har begået et strafbart forhold.

Kommissionens

flertal finder, at forvaltningsmyndighedernes kontrolbeføjelser bør begrænses

fra det tidspunkt, hvor en person »med rimelig grund mistænkes for at have

begået et strafbart forhold«. Kommissionens flertal har i den forbindelse

lagt

vægt på, at dette »skæringstidspunkt« i højere grad end f.eks. tidspunktet

for

en myndigheds indgivelse af politianmeldelse tilgodeser borgernes

retssikkerhed. En ordning, hvorefter en forvaltningsmyndighed frem til

tidspunktet for indgivelse af politianmeldelse uden særlige begrænsninger

skulle kunne foretage tvangsindgreb med hjemmel i de administrative

kontrolbestemmelser, ville således efter flertallets opfattelse bl.a. være

forbundet med en omgåelsesrisiko, idet en myndighed bevidst ville kunne

udskyde

tidspunktet for indgivelse af anmeldelse.

At der skal være tale

om, at »en person med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart

forhold«, indebærer ifølge flertallet, at mistanken skal være baseret på

fornødne konkrete, objektive oplysninger i den konkrete sag. En myndighed,

som

har mistanke om, at »der er noget galt«, vil i den forbindelse uden særlige

begrænsninger kunne være berettiget til at gennemføre eller fortsætte et

kontrolbesøg mv., indtil der i givet fald er tilvejebragt visse nærmere

konkretiserede oplysninger om karakteren og omfanget af det eller de forhold,

som mistanken angår.

Kommissionens

flertal har overvejet, om de særlige begrænsninger i adgangen til at

gennemføre

kontrolbesøg mv. i tilfælde, hvor en person med rimelig grund mistænkes for

at

have begået et strafbart forhold, burde udformes således, at et tvangsindgreb

i

disse tilfælde ikke kan gennemføres, medmindre det vil kunne udelukkes, at

der

vil blive tilvejebragt oplysninger af betydning for bedømmelsen af den

formodede lovovertrædelse.

Flertallet finder

imidlertid, at en sådan bestemmelse ville føre til en retstilstand, der ikke

forekommer acceptabel, idet f.eks. arbejdsmiljø-, miljø- og

fødevaremyndighederne i tilfælde, hvor en borger eller en virksomhed

mistænkes

for et strafbart forhold, i givet fald ville være afskåret fra at gennemføre

kontrolbesøg med henblik på i anledning af det samme forhold at nedlægge

påbud

mv. for f.eks. at standse et farligt arbejde eller en igangværende forurening

eller for f.eks. at undgå salg af sundhedsfarlige fødevarer.

På den baggrund

foreslår kommissionens flertal i stedet en bestemmelse, hvorefter en

forvaltningsmyndighed i tilfælde, hvor en person i overensstemmelse med det

anførte med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold,

vil være berettiget til at foretage tvangsindgreb uden for strafferetsplejen,

i

det omfang det sker med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Denne begrænsning

indebærer, at myndighederne i de nævnte tilfælde ikke vil kunne foretage et

kontrolbesøg mv., hvis formålet hermed ville være at tilvejebringe

oplysninger

til brug for en straffesag. Derimod kan myndighederne også i tilfælde, hvor

en

person med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold,

gennemføre eller fortsætte et tvangsindgreb og dermed tilvejebringe

oplysninger

om det eller de forhold, som mistanken omfatter, hvis formålet er at

tilvejebringe oplysningerne til brug for andet end fastsættelse af straf. Den

foreslåede bestemmelse skal gælde, hvad enten der er tale om tvangsindgreb

rettet mod den mistænkte eller mod andre.

Herudover foreslår

kommissionens flertal en bestemmelse om, at den mistænkte kan give samtykke

til

fravigelse af de foreslåede begrænsninger. Flertallet bemærker i den

forbindelse, at de foreslåede begrænsninger bygger på hensynet til den

mistænktes retssikkerhed, således at den mistænkte med sit samtykke bør kunne

ophæve de nævnte begrænsninger.

Der henvises til

side 145ff i betænkningen.

Som nævnt under

pkt. 1 kan ét medlem af kommissionen ikke støtte flertallets forslag i sin

helhed. Om flertallets forslag til regler om forholdet til strafferetsplejen

ved gennemførelse af tvangsindgreb anfører medlemmet, at de foreslåede regler

er for vidtgående og i forhold til i dag vil begrænse og besværliggøre

myndighedernes mulighed for at varetage deres tilsyns- og kontrolopgaver.

Efter

medlemmets opfattelse kan konsekvenserne blive, at Arbejdstilsynet i vidt

omfang vil være nødsaget til at inddrage politi- og anklagemyndighed på et

meget

tidligere stadie af sagsforløbet også i småsager, der i dag ofte kan klares

administrativt. Medlemmet anfører i den forbindelse, at det i værste fald kan

medføre, at sager ikke oplyses tilstrækkeligt eller opgives af

ressourcemæssige

årsager.

3.6.3.

Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet

er enig med kommissionens flertal i, at hensynet til ikke at omgå de

straffeprocessuelle regler indebærer, at der bør gælde særlige begrænsninger

i

myndighedernes muligheder for at foretage tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen, hvis der er konkret mistanke om, at en person har begået

et

strafbart forhold. Foreligger der en sådan mistanke, bør et tvangsindgreb som

udgangspunkt ske efter retsplejelovens regler om adgang til ransagning,

beslaglæggelse mv. i forbindelse med efterforskning af strafbare forhold.

Justitsministeriet

kan i den forbindelse også tilslutte sig flertallets valg af

»skæringstidspunkt«. Af de grunde, som er anført af kommissionens flertal, er

det således også Justitsministeriets opfattelse, at

forvaltningsmyndighedernes

beføjelser til at gennemføre tvangsindgreb skal begrænses fra det tidspunkt,

hvor en person med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart

forhold. Der henvises til lovforslagets § 9, stk. 1.

I overensstemmelse

med opfattelsen hos kommissionens flertal må den nævnte mistanke være baseret

på fornødne konkrete, objektive oplysninger i den pågældende sag.

Justitsministeriet er således enig i, at det vil kunne være berettiget at

gennemføre eller fortsætte et kontrolbesøg mv., indtil der i givet fald er

tilvejebragt visse nærmere konkretiserede oplysninger om karakteren og

omfanget

af det eller de forhold, som mistanken angår. Der henvises nærmere til

bemærkningerne til lovforslagets § 9.

Det forudsættes i

den forbindelse, at det i almindelighed er den pågældende tilsynsmyndighed

mv.,

der skal vurdere, om der foreligger rimelig grund til mistanke om et

strafbart

forhold. Spørgsmål herom skal således normalt ikke overgives til politiets

stillingtagen.

Justitsministeriet

er endvidere enig med kommissionens flertal i, at det ville medføre en

uacceptabel retstilstand, hvis en forvaltningsmyndighed i tilfælde, hvor der

foreligger den nævnte mistanke om et strafbart forhold, skulle være afskåret

fra at udføre en række opgaver af væsentlig eller afgørende betydning for

administrationen og kontrollen af lovgivningen mv. på det pågældende område.

Justitsministeriet

kan derfor tilslutte sig flertallets forslag om, at en forvaltningsmyndighed

i

sager, hvor en person med rimelig grund mistænkes for at have begået et

strafbart forhold, vil være berettiget til at foretage et tvangsindgreb, i

det

omfang det sker med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Tilsynsmyndigheder

mv. vil således – uanset at en person med rimelig grund mistænkes for at

have

begået et strafbart forhold – kunne gennemføre et tvangsindgreb, hvis

det alene

sker med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af

andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Der henvises til lovforslagets

§ 9, stk. 2.

Det anførte

indebærer, at en myndighed - selv om der foreligger rimelig grund til

mistanke

om et strafbart forhold – kan gennemføre eller fortsætte et kontrolbesøg

eller

andet tvangsindgreb og dermed tilvejebringe oplysninger, der vedrører det

mulige strafbare forhold, hvis formålet alene er at tilvejebringe

oplysningerne

til brug for f.eks. spørgsmål om udstedelse af et påbud eller forbud i medfør

af lovgivningen på det enkelte område, spørgsmål om tilbagekaldelse af en

tilladelse mv., eller andre spørgsmål, der ikke vedrører fastsættelse af

straf.

Hvis formålet ikke

er at tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag, kan

administrative

myndigheder således i forbindelse med varetagelse af deres tilsyns- og

kontrolopgaver mv. foretage kontrolbesøg og andre tvangsindgreb, uanset at

der

hermed tilvejebringes oplysninger, som også vil have betydning for behandling

af eventuelle spørgsmål om fastsættelse af straf, herunder for myndighedens

vurdering af, om der f.eks. ved at indgive politianmeldelse er grundlag for

en

videre strafferetlig forfølgning af sagen.

På den baggrund er

det Justitsministeriets opfattelse, at lovforslaget vil medføre, at

tilsynsmyndigheder mv. fortsat i meget vidt omfang kan gennemføre

kontrolbesøg

og andre tvangsindgreb, selv om der foreligger rimelig grund til mistanke om

et

strafbart forhold. De forskellige myndigheder vil således efter lovgivningen

på

det enkelte område i almindelighed have til opgave at varetage en række

opgaver, der netop ikke vedrører fastsættelse af straf, og lovforslaget vil

som

anført ikke være til hinder for at gennemføre tvangsindgreb, hvor formålet

alene er at løse sådanne kontrol- og tilsynsopgaver mv.

Lovforslaget

vedrører desuden kun begrænsninger i adgangen til at gennemføre

tvangsindgreb.

Der er med lovforslaget ikke noget til hinder for, at den pågældende

tilsynsmyndighed mv. foretager andre sagsbehandlingsskridt med det formål at

behandle spørgsmål om fastsættelse af straf. I overensstemmelse hermed lægges

der ikke med lovforslaget op til nogen ændring af den praksis, der eksisterer

på de enkelte områder med hensyn til arbejdsfordelingen mellem

tilsynsmyndigheder mv. og politiet. Også i de tilfælde, hvor lovforslaget vil

afskære en tilsynsmyndighed fra selv at foretage et tvangsindgreb – og

hvor et

tvangsindgreb derfor i givet fald skal forestås af politiet (ofte med rettens

godkendelse) efter reglerne i retsplejeloven – forudsættes det således,

at der

ikke sker nogen forskydning af den øvrige arbejdsfordeling mellem

tilsynsmyndighederne mv. og politiet.

Det forhold, at

spørgsmål om foretagelse af tvangsindgreb i visse tilfælde skal overlades til

politiet, bør derfor ikke i almindelighed medføre ændringer med hensyn til, i

hvilket omfang de forskellige tilsynsmyndigheder mv. – efter den

praksis, der

gælder på det enkelte område - f.eks. undersøger og forbereder en sag, inden

sagen eventuelt overgives til politiet med henblik på stillingtagen til, om

der

skal rejses tiltale. Det bemærkes herved, at det ofte vil være

tilsynsmyndighederne, der besidder den særlige faglige ekspertise, som der er

behov for ved behandling af straffesager om overtrædelse af lovgivningen på

det

enkelte forvaltningsområde. Af den grund forudsættes det også, at politiet i

tilfælde, hvor et tvangsindgreb efter lovforslaget kun kan gennemføres efter

reglerne i retsplejeloven, normalt vil skulle være ledsaget af repræsentanter

for vedkommende tilsynsmyndighed mv. Endvidere vil sagen i disse tilfælde,

når

tvangsindgrebet er gennemført – i det omfang der er praksis for det på

det

enkelte forvaltningsområde – kunne sendes tilbage til vedkommende

kontrolmyndighed mv. med henblik på yderligere sagsbehandling også af

spørgsmål, der vedrører eventuel efterfølgende pålæggelse af straf.

Justitsministeriet

er enig med kommissionens flertal i, at de foreslåede begrænsninger i

adgangen

til at gennemføre tvangsindgreb bør gælde, hvad enten der er tale om

tvangsindgreb rettet mod den mistænkte eller mod andre. Justitsministeriet

har

i den forbindelse ligesom kommissionens flertal lagt vægt på, at hensynet til

ikke at omgå retsplejelovens regler om strafferetsplejen - der indeholder

bestemmelser om ransagning mv. både over for mistænkte og over for

ikke-mistænkte personer - taler for at begrænse forvaltningsmyndighedernes

muligheder for at kunne foretage tvangsindgreb ikke blot i forhold til en

mistænkt person, men også i forhold til ikke-mistænkte personer, der indgår i

sagen. Der henvises til lovforslagets § 9, stk. 3.

Endvidere kan

Justitsministeriet tilslutte sig flertallets forslag om, at den mistænkte

skal

kunne give samtykke til at ophæve de foreslåede begrænsninger. Der henvises

til

lovforslagets § 9, stk. 4.

Som anført ovenfor

under pkt. 3.1.2.2 finder Justitsministeriet, at de foreslåede regler om

forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen af tvangsindgreb ikke

alene

bør omfatte de typer af tvangsindgreb, som er omfattet af grundlovens

§ 72. Justitsministeriet finder således, at de nævnte regler også bør

gælde for tvangsindgreb, som består i undersøgelse af andre lokaliteter og

genstande, beslaglæggelse af andre genstande eller eftersyn og anden

undersøgelse af personer.

De foreslåede

bestemmelser vil i visse tilfælde kunne indebære, at en myndighed, som i

forbindelse med et kontrolbesøg mv. får mistanke om et strafbart forhold, vil

være afskåret fra at benytte en eventuel hjemmel i lovgivningen til

umiddelbart

at beslaglægge relevante bevismidler (f.eks. regnskabsbilag, andre dokumenter

mv.). Myndigheden må i så fald søge at indhente vedkommendes samtykke til

–

uanset den opståede mistanke om strafbart forhold – at beslaglægge de

pågældende effekter, jf. bestemmelsen i lovforslagets § 9, stk. 3.

Hvis et sådant samtykke ikke kan opnås, forudsættes det, at myndigheden

–

såfremt den finder tilstrækkelig anledning til straks at tilkalde politiet

med

henblik på gennemførelse af en beslaglæggelse efter de straffeprocessuelle

regler i retsplejeloven – vil have ret til at forblive på stedet for at

sikre

eventuelle beviser, indtil politiet møder frem. Bl.a. fordi den mistænkte kan

give samtykke til, at den pågældende myndighed i givet fald beslaglægger

bevismidler mv., må det forventes, at der alene i relativt få tilfælde –

hvor

mistanken vedrører mere grove lovovertrædelser – vil kunne være

anledning til

at tilkalde politiet.

Særligt om

søfartsmyndighedernes kontrol efter søfartslovgivningen bemærkes, at det i

praksis ofte ikke vil være muligt for politiet at foretage tvangsindgreb

efter

reglerne i retsplejeloven på skibe, der f.eks. befinder sig til søs, eller på

danske skibe, der befinder sig i udenlandsk havn. Hertil kommer, at det efter

omstændighederne kan være særligt indgribende over for skibet, hvis dets

videre

sejlads skal afvente, at politiet kommer frem til skibet og undersøger det.

Økonomi- og erhvervsministeren vil derfor efter drøftelse med

justitsministeren

overveje, om der kan være anledning til at foreslå ændringer i

søfartslovgivningen, som giver søfartsmyndighederne mulighed for i visse

tilfælde at foretage tvangsindgreb på skibe, selv om betingelserne i

lovforslagets § 9 ikke er opfyldt.

I tilknytning

hertil bemærkes, at havmiljøloven giver hjemmel til, at forsvarsministeren og

miljøministeren eller den, de bemyndiger dertil, i tilfælde af olieudslip kan

foretage tvangsindgreb efter retsplejelovens regler på skibe og platforme.

Miljøministeren vil efter drøftelse med justitsministeren overveje, om der

kan

være anledning til at foreslå ændringer i havmiljøloven, som giver

myndighederne mulighed for også i visse andre tilfælde at foretage

tvangsindgreb på skibe mv., selv om betingelserne i lovforslagets § 9

ikke

er opfyldt.

Tilsvarende kan der

gøre sig særlige forhold gældende for fiskerimyndighederne.

Fødevareministeren

vil derfor efter drøftelse med justitsministeren overveje, om der kan være

anledning til at foreslå ændringer i fiskerilovgivningen, som giver

fiskerikontrollen mulighed for i visse tilfælde at foretage tvangsindgreb på

skibe, selv om betingelserne i lovforslagets § 9 ikke er opfyldt.

Som nævnt under

pkt. 1 og 3.6.2 ovenfor kan ét medlem af kommissionen ikke tilslutte sig

flertallets forslag i sin helhed. I den forbindelse fremhæver medlemmet

særligt, at de foreslåede regler er for vidtgående og i forhold til i dag vil

begrænse og besværliggøre myndighedernes mulighed for at varetage deres

tilsyns- og kontrolopgaver.

Justitsministeriet

skal i den forbindelse henvise til det, der er anført ovenfor. Her fremgår

det

bl.a. at Justitsministeriet i overensstemmelse med opfattelsen hos flertallet

af kommissionen finder, at der bør gælde særlige begrænsninger i adgangen til

at gennemføre kontrolbesøg mv. uden for strafferetsplejen, hvis der

foreligger

rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold. Lovforslagets regler

herom

indebærer ikke, at tilsynsmyndigheder mv. afskæres fra at gennemføre

kontrolbesøg, hvis formålet alene er at varetage tilsyns- og kontrolopgaver

på

det pågældende område. Desuden forudsættes det som nævnt, at de foreslåede

regler – der ligger på linie med gældende regler på en række områder

– ikke vil

medføre nogen forskydning af den øvrige sagsbehandling fra de enkelte

tilsynsmyndigheder over til politiet.

4. Oplysningspligter og retten til ikke at

inkriminere sig selv

4.1.

Gældende ret

Selvinkrimineringsgrundsætningen

indebærer, at en person, der er anklaget for et strafbart forhold, har ret

til

ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse og til ikke at blive tvunget

til

at medvirke til at opklare det påståede strafbare forhold.

Grundsætningen er

beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, der bl.a.

er til hinder for, at administrative myndigheder anvender strafsanktionerede

oplysningspligter over for en person, der er »anklaget« i konventionens

forstand, med henblik på at få borgeren selv til at oplyse den påståede

»forbrydelse«. Det gælder, hvad enten der er tale om afgivelse af forklaring

eller om vedkommendes fremskaffelse af dokumenter mv.

Begrebet »anklage«

i artikel 6 er et selvstændigt konventionsbegreb. Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol har i sin praksis defineret »anklage« som en

officiel

tilkendegivelse fra den kompetente myndighed over for en person, der

indeholder

en beskyldning om, at den pågældende har begået et strafbart forhold.

I tilknytning

hertil har Domstolen ved sin fortolkning af udtrykket »forbrydelse« navnlig

lagt vægt på, hvorvidt de bestemmelser, der udgør grundlaget for

forfølgningen,

i det pågældende retssystem henregnes til strafferetten eller anses for at

være

af disciplinærretlig, forvaltningsretlig eller anden ikke-strafferetlig

karakter. Der lægges endvidere vægt på karakteren af den pågældende

forseelse,

navnlig om der er tale om overtrædelser af forskrifter, der påhviler bestemte

persongrupper, eller overtrædelser af almene normer, der gælder for enhver.

Endelig lægges der vægt på karakteren og intensiteten af den sanktion, der

kan

blive tale om at ikende. Den faktisk ikendte sanktion er således ikke i sig

selv afgørende. Domstolen har ofte tilkendegivet, at der lægges mest vægt på

de

to sidstnævnte kriterier.

Det er ikke afklaret

i konventionspraksis, om forbudet mod selvinkriminering i artikel 6 er til

hinder for, at administrative myndigheder fortsætter behandlingen af en civil

sag, f.eks. med henblik på at meddele et forbud eller et påbud, og i

forbindelse hermed anvender oplysningspligter under trussel om straf mv.,

selv

om der er blevet indledt strafforfølgning i anledning af samme forhold,

f.eks.

for udøvelse af virksomhed uden overholdelse af relevant lovgivning. I det

omfang oplysningerne vedrører det eller de forhold, der har givet anledning

til

strafforfølgning, er det imidlertid nærliggende at antage, at den »anklagede«

kan påberåbe sig forbudet mod selvinkriminering i artikel 6.

Forbudet mod

selvinkriminering i artikel 6 kan derimod ikke antages at være til hinder

for,

at administrative myndigheder pålægger en person at tilvejebringe

oplysninger,

der kan inkriminere andre personer.

Det er ikke

afklaret i konventionspraksis, om og i hvilket omfang juridiske personer kan

påberåbe sig retten til ikke at udtale sig og forbudet mod selvinkriminering.

Det skal dog bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at juridiske

personer i hvert fald i et vist omfang i andre sammenhænge kan påberåbe sig

artikel 6, herunder den såkaldte uskyldsformodning, retten til en rettergang

inden en rimelig frist og retten til en adgang til en domstol.

På den baggrund kan

det ikke udelukkes, at Domstolen vil lægge til grund, at også juridiske

personer kan påberåbe sig retten til ikke at udtale og forbudet mod

selvinkriminering. Det kan i den forbindelse tilføjes, at EF-domstolen ved

dom

af 15. oktober 2002 (C-238/99P m.fl., Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl.) i

den

pågældende sag lader et selvinkrimineringsforbud gælde i forhold til

juridiske

personer, jf. dommens præmis 279 ff.

Selvinkrimineringsgrundsætningen

har i en række tilfælde været behandlet af de danske domstole og er i et vist

omfang lovfæstet i dansk ret. I retsplejelovens regler om strafferetsplejen

er

der således fastsat regler om, at en sigtet eller tiltalt ikke har pligt til

at

udtale sig om det eller de forhold, som sigtelsen eller tiltalen omfatter.

Hvad angår

politiets afhøringer i forbindelse med efterforskning af strafbare forhold,

fremgår det af retsplejelovens § 752, stk. 1, at en sigtet, inden

vedkommende afhøres af politiet, udtrykkeligt skal gøres bekendt med

sigtelsen

og med, at vedkommende ikke har pligt til at udtale sig. Ved afhøringer i

retten finder retsplejelovens § 752 tilsvarende anvendelse, jf.

§ 754. Under rettens behandling af en straffesag skal tiltalte spørges,

om

vedkommende er villig til at forklare nærmere om de forhold, som tiltalen

angår, jf. retsplejelovens § 868 og § 928.

Endvidere fremgår

det af retsplejelovens § 171 om vidnepligt, at pligt til at afgive

forklaring som vidne i retten bl.a. ikke foreligger, hvis forklaringen

antages

at ville udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd.

Uden for

strafferetsplejen er der derimod ikke fastsat generelle lovbestemmelser om

forbudet mod selvinkriminering, men det kan i lovgivningen på de enkelte

forvaltningsområder

være lagt til grund, at administrative myndigheder må afstå fra at benytte

oplysningspligter, hvis der på tidspunktet for benyttelsen er mistanke om

strafbare forhold.

Som eksempel på

lovforarbejder, hvor dette synspunkt er afspejlet, kan bl.a. nævnes § 1,

nr. 2 i L 62 af 27. oktober 1999 om ændring af lov om luftfart (vedtaget som

lov nr. 346 af 17. maj 2000), der giver Statens Luftfartsvæsen adgang til at

få

oplyst, hvem der på et hvilket som helst tidspunkt har været ansvarlig for

operationen af et luftfartøj. I Trafikministeriets bemærkninger til

bestemmelsen anføres det, at bestemmelsen ikke kan anvendes, hvis der på det

tidspunkt, hvor anmodningen fremsættes, er mistanke om, at ejer eller bruger

selv har gjort sig skyldig i strafbart forhold i forbindelse med den

pågældende

flyvning.

Der henvises i det

hele til betænkningens side 65ff.

4.2. Kommissionens forslag

4.2.1. Anvendelsesområde

I overensstemmelse

med kommissoriet for kommissionens arbejde foreslås i betænkningen en række

regler, der afklarer, hvilken nærmere retsstilling borgere og virksomheder

har,

hvis der i tilknytning til forvaltningsmyndigheders virksomhed uden for

strafferetsplejen (f.eks. under gennemførelsen af et kontrolbesøg) opstår

spørgsmål om, hvorvidt den pågældende borger eller virksomhed har begået en

lovovertrædelse, som kan medføre straf.

I den forbindelse

foreslår kommissionens flertal bl.a. regler, der skal sikre den mistænktes

ret

til ikke at inkriminere sig selv i situationer, hvor lovgivningen foreskriver

en pligt til at meddele visse oplysninger til en forvaltningsmyndighed.

Kommissionens

udkast til de omhandlede regler omfatter de tilfælde, hvor der i lovgivningen

mv. er fastsat pligt til at meddele oplysninger til en offentlig myndighed,

og

hvor denne pligt er strafsanktioneret eller kan gennemtvinges med tvangsbøder

eller lignende. Reglerne omfatter endvidere såvel afgivelse af forklaring som

vedkommendes fremskaffelse af dokumenter mv.

Der henvises til

betænkningens side 139ff.

4.2.2.

Anvendelse af oplysningspligter over for en mistænkt

Kommissionens

flertal foreslår, at der indføres en bestemmelse i lovgivningen, som – i

lyset

af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den

retspraksis,

der knytter sig til denne bestemmelse – fastslår, at en person, som

mistænkes

for at have begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf eller anden

sanktion, som må sidestilles med straf, ikke har pligt til at meddele

oplysninger til en offentlig forvaltningsmyndighed, medmindre det kan

udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, kan have betydning for

bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.

Som begrundelse for

en sådan bestemmelse henviser flertallet som anført til den retspraksis om

det

almindelige forbud mod selvinkriminering, der bl.a. kan støttes på Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention. Herudover finder flertallet, at også

hensynet til ikke at omgå strafferetsplejens regler taler for, at der bør

gælde

begrænsninger for myndighedernes anvendelse af bestemmelser i lovgivningen om

oplysningspligt over for personer mv., som mistænkes for at have begået en

strafbar handling. Inden for strafferetsplejen har en mistænkt eller tiltalt

person således ikke pligt til at afgive forklaring, jf. retsplejelovens

§§ 171 og 752.

Flertallet finder,

at den omtalte bestemmelse ikke alene skal finde anvendelse i tilfælde, hvor

manglende opfyldelse af oplysningspligten kan medføre straf, men også i

tilfælde, hvor lovovertrædelsen kan medføre en anden sanktion, som må

sidestilles med straf. I den forbindelse henviser flertallet til artikel 6 i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som også omfatter sanktioner,

der

ikke efter national ret henregnes til strafferetsplejen, men som ikke desto

mindre må sidestilles med straf.

Uden for

flertallets forslag falder tilfælde, hvor myndigheden ikke har adgang til at

søge oplysningspligten gennemtvunget. Flertallets forslag omfatter derfor

ikke

tilfælde, hvor en part f.eks. i forbindelse med en ansøgning må give visse

oplysninger som forudsætning for, at ansøgningen kan imødekommes, og hvor

manglende afgivelse af oplysninger alene kan tillægges såkaldt processuel

skadevirkning, således at ansøgningen eventuelt ikke kan imødekommes.

Kommissionens

flertal anfører, at der skal foreligge en konkret mistanke, før den

foreslåede

bestemmelse finder anvendelse, og at det som udgangspunkt må være afgørende,

om

myndighedens mistanke er så stærk, at der inden for strafferetsplejen ville

være grundlag for at rejse en sigtelse. Der skal således foreligge

omstændigheder, spor mv., som på objektivt grundlag og med rimelighed kan

tale

for vedkommendes mulige skyld. I den forbindelse bemærkes, at en person

normalt

skal anses for sigtet, når mistanken samler sig om vedkommende, og

efterforskningen direkte retter sig mod den pågældende og ikke mod en bredere

kreds.

Efter flertallets

opfattelse er det af afgørende betydning, at en mistænkt person er bekendt

med

retten til ikke at afgive oplysninger. Der foreslås derfor også en

bestemmelse,

der udtrykkeligt fastsætter, at den pågældende myndighed i de nævnte tilfælde

skal vejlede vedkommende om, at der ikke er pligt til at meddele oplysninger

til myndigheden. Kommissionens flertal foreslår endvidere en bestemmelse, der

fastslår, at den mistænkte kan give samtykke til, at myndigheden indhenter

oplysninger hos vedkommende om den formodede lovovertrædelse. Flertallet

finder, at et sådant samtykke skal være skriftligt og skal gives på et

frivilligt, specifikt og informeret grundlag.

Kommissionen

anfører, at den foreslåede bestemmelse om begrænsninger i adgangen til at

anvende oplysningspligter må antages at svare til, hvad der i dag er den

gældende retstilstand på en lang række forvaltningsområder.

Flertallet bemærker

dog samtidig, at den foreslåede bestemmelse på visse områder går længere end,

hvad der følger af gældende ret. Som eksempel henvises til bestemmelsen i

færdselslovens § 65, stk. 1, hvorefter ejeren (brugeren) af et

køretøj efter anmodning fra politiet skal oplyse, hvilke personer der som

førere har benyttet køretøjet. I sager om hastighedskontrol fortolkes

bestemmelsen således, at en ejer af et køretøj, som umiddelbart mistænkes for

at have ført køretøjet på gerningstidspunktet, har pligt til at afgive

oplysninger til politiet i tilfælde, hvor føreren og dermed gerningsmanden

har

været en anden end ejeren selv. Den bestemmelse, som flertallet forslår, vil

begrænse en sådan pligt, idet en mistænkt person efter den foreslåede

bestemmelse heller ikke vil have pligt til at afgive oplysninger i tilfælde,

hvor det (efterfølgende) viser sig, at der ikke er grundlag for at anse

vedkommende for skyldig i det eller de forhold, som mistanken omfattede.

Flertallet anfører

i den forbindelse, at baggrunden for den nævnte forskel er, at den foreslåede

bestemmelse ikke alene støttes på retten til ikke at inkriminere sig selv,

men

også er begrundet i hensynet til ikke at omgå strafferetsplejens regler, og

det

bemærkes i den forbindelse, at der ved en eventuel gennemførelse af de

regler,

som flertallet foreslår, må tages stilling til, om der på visse områder som

f.eks. med hensyn til sager om automatisk hastighedskontrol foreligger

særlige

hensyn, som gør, at der på disse områder alene bør gælde den begrænsning i

pligten til at afgive oplysninger, som antages at følge af artikel 6 i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Der henvises til

side 139ff i betænkningen.

4.2.3. Anvendelse af oplysningspligter over for andre end

den mistænkte

Kommissionens

flertal foreslår endvidere en bestemmelse, der regulerer spørgsmålet om

anvendelse af oplysningspligter over for andre end den mistænkte.

Flertallet henviser

i den forbindelse til, at administrative myndigheder – uden at komme i

konflikt

med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – kan

pålægge andre

end den mistænkte at tilvejebringe oplysninger, som kan belaste en mistænkt

person. Hensynet til at imødegå omgåelse af strafferetsplejens regler

indebærer

imidlertid efter flertallets opfattelse, at offentlige

forvaltningsmyndigheder

bør være afskåret fra at anvende regler uden for strafferetsplejen om

oplysningspligt mv. over for andre end den mistænkte, hvis oplysningerne

søges

tilvejebragt med henblik på behandlingen af spørgsmål om straf.

Kommissionens

flertal foreslår derfor en bestemmelse, hvorefter andre end den mistænkte

alene

har pligt til i sager, hvor der indgår en mistænkt person, at meddele

oplysninger, i det omfang myndigheden indhenter oplysningerne med henblik på

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. En sådan

bestemmelse

vil således ikke være til hinder for, at den pågældende myndighed kan

påberåbe

sig regler i lovgivningen om oplysningspligt, hvis oplysningerne søges

tilvejebragt med henblik på varetagelse af opgaver uden for

strafferetsplejen.

Flertallet foreslår

endvidere, at den mistænkte – som kan give afkald på sin egen ret til

ikke at

afgive oplysninger – skal kunne give samtykke til, at myndigheden over

for

tredjemand kan anvende regler om oplysningspligt uden den begrænsning, der

følger af den foreslåede bestemmelse.

Flertallet bemærker

i den forbindelse, at der med udtrykket »andre end den mistænkte« sigtes til

tredjemænd, som er private. Flertallets forslag regulerer således ikke

spørgsmålet om indhentelse af oplysninger hos andre offentlige myndigheder.

Der henvises til

betænkningens side 144f.

4.2.4.

Juridiske personer

Kommissionens

flertal foreslår, at de nævnte begrænsninger i adgangen til at håndhæve

oplysningspligter skal gælde, hvad enten den mistænkte er en enkeltperson

eller

en juridisk person. I den forbindelse har kommissionen lagt vægt på, at

hensynet til ikke at omgå de straffeprocessuelle regler har samme vægt, hvad

enten mistanken er rettet mod en fysisk eller juridisk person. Hertil kommer,

at det ikke kan afvises, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions

artikel 6 skal fortolkes således, at bestemmelsen også beskytter juridiske

personer mod selvinkriminering.

For så vidt angår

de tilfælde, hvor den, som mistænkes for et strafbart forhold, er en juridisk

person, har kommissionen overvejet, i hvilket omfang fysiske personer med

tilknytning

til den juridiske person skal identificeres med denne. Med udtrykket »fysiske

personer med tilknytning til en juridisk person« sigter kommissionen til en

juridisk persons bestyrelse, direktion og ansatte.

Kommissionen

anfører, at spørgsmålet om identifikation mellem en juridisk person og

fysiske

personer med tilknytning til den juridiske person

for det første

har betydning i de tilfælde, hvor en oplysningspligt

i lovgivningen påhviler en juridisk person som sådan, men hvor

oplysningspligten for den juridiske person (virksomheden) forstås således, at

pligten generelt – det vil sige uafhængigt af, om der foreligger en

mistanke om

et strafbart forhold – også kan rettes mod fysiske personer inden for

virksomheden, f.eks. ansatte. Skal en oplysningspligt, der påhviler en

virksomhed, derimod forstås således, at den ikke kan rettes mod ansatte eller

andre fysiske personer med tilknytning til virksomheden, gælder dette

naturligvis også i tilfælde, hvor virksomheden er mistænkt for at have begået

et strafbart forhold.

Det er opfattelsen

hos flertallet i kommissionen, at et krav til den juridiske person om at

meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse, hverken bør kunne rettes mod den juridiske person som sådan

eller mod fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, hvis der

er en konkret mistanke om, at en juridisk person har begået en

lovovertrædelse,

der kan medføre straf eller anden sanktion, som må sidestilles med straf. I

sådanne tilfælde har den juridiske person heller ikke pligt til at lade en

fysisk person udtale sig på den juridiske persons vegne.

Kommissionen har

for det andet

overvejet, om der i den

nævnte sammenhæng ligeledes bør ske identifikation mellem en juridisk person,

som mistænkes for at have begået et strafbart forhold, og fysiske personer

med

tilknytning til den juridiske person i de tilfælde, hvor oplysningspligter i

lovgivningen mv. er formuleret således, at de udtrykkeligt (også) påhviler en

række fysiske personer med tilknytning til den juridiske person og ikke alene

den juridiske person som sådan.

Kommissionen har i

den forbindelse nærmere overvejet to forskellige modeller:

Én mulighed ville

være, at der også i tilfælde, hvor en oplysningspligt er formuleret således,

at

den påhviler medlemmer af en virksomheds ledelse, ansatte mv., skal ske

identifikation mellem den juridiske person og fysiske personer med

tilknytning

til den juridiske person, såfremt der foreligger mistanke om, at der er

begået

en lovovertrædelse, som kan medføre straf for den juridiske person som sådan.

En anden mulighed

ville være at bruge den samme ordning, som kendes inden for

strafferetsplejen.

Den straffeprocessuelle ordning indebærer, at der i forbindelse med en

indenretlig behandling af en straffesag mod en juridisk person tillægges den

juridiske persons processuelle repræsentant – som selskabet selv vælger

blandt

personerne i ledelsen – samme rettigheder som det tiltalte selskab,

hvorimod

andre fysiske personer med tilknytning til den tiltalte juridiske person,

f.eks. ansatte, som hovedregel behandles efter reglerne om vidnepligt.

Kommissionen har –

bl.a. af tidsmæssige årsager – valgt ikke at lægge sig fast på én af

modellerne.

Kommissionens

flertal forudsætter dog, at ansatte mv. i en virksomhed, uanset hvilken af de

to modeller der vælges, ikke vil være afskåret fra frivilligt – det vil

sige,

uden at der er tale om håndhævelse af en oplysningspligt over for den

pågældende – at meddele myndigheden oplysninger om det eller de forhold,

som

mistanken mod den juridiske person angår.

Kommissionens

flertal bemærker også, at der, hvis man måtte vælge den første model med fuld

identifikation, vil kunne være områder, hvor særlige hensyn gør sig gældende,

og hvor der derfor vil kunne være behov for at fravige denne model, herunder

muligvis på arbejdsmiljøområdet, hvor lovgivningen har til formål at beskytte

de ansattes sundhed mv.

Endelig peger

kommissionens flertal på, at der muligvis på enkelte områder vil kunne være

behov for at overveje særlige regler om spørgsmålet om identifikation i

forholdet mellem koncernforbundne selskaber.

Der henvises til

side 148ff i betænkningen.

4.2.5.

Enkeltmandsvirksomheder

Kommissionens

flertal bemærker, at spørgsmålet om identifikation mellem en juridisk person

(en virksomhed) og fysiske personer med tilknytning til den juridiske person

opstår som følge af den retlige konstruktion for sådanne virksomheder.

Flertallet peger i den forbindelse på, at et tilsvarende spørgsmål ikke

nødvendigvis opstår for enkeltmandsvirksomheder, hvor mistanken om et

strafbart

forhold i givet fald vil være rettet mod en fysisk person (ejeren).

Flertallet har ikke

overvejet sidstnævnte spørgsmål nærmere, men henleder dog opmærksomheden på,

at

der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt ansatte i enkeltmandsvirksomheder bør

have pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen

af

den formodede lovovertrædelse i tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheden

(ejeren)

mistænkes for at have begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf eller

anden

sanktion, som må sidestilles med straf. Flertallet henviser i den forbindelse

til, at det formentlig bl.a. vil afhænge af forholdene på det enkelte område,

om der kan være behov for en nærmere regulering af dette spørgsmål.

Der henvises til

side 152 f i betænkningen.

4.2.6.

Mindretalsudtalelse

Ét medlem af

kommissionen kan som nævnt under pkt. 1 ikke støtte flertallets forslag i sin

helhed. Særligt om flertallets forslag til regler om retten til ikke at

inkriminere sig selv anfører medlemmet bl.a., at de foreslåede regler er for

vidtgående og vil begrænse og besværliggøre myndighedernes mulighed for at

varetage deres tilsyns- og kontrolopgaver i forhold til i dag. Efter

medlemmets

opfattelse kan konsekvenserne blive, at Arbejdstilsynet i vidt omfang vil

være

nødsaget til at inddrage politi- og anklagemyndighed på et meget tidligere

stadie af sagsforløbet også i småsager, der i dag ofte kan klares

administrativt. Medlemmet anfører i den forbindelse, at det i værste fald kan

medføre, at sager ikke oplyses tilstrækkeligt eller opgives af

ressourcemæssige

årsager.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

4.3.1. Indledning

Justitsministeriet

kan tilslutte sig, at der indføres generelle bestemmelser om adgangen for

forvaltningsmyndigheder til at anvende regler om oplysningspligt, hvis der

foreligger konkret mistanke om, at der er begået et strafbart forhold.

Bestemmelserne bør

efter Justitsministeriets opfattelse omfatte alle tilfælde, hvor der i

lovgivningen eller i medfør af lovgivningen er fastsat pligt til at meddele

oplysninger til en forvaltningsmyndighed. Det gælder således uanset, om en

overtrædelse af oplysningspligten kan sanktioneres med straf eller

gennemtvinges ved f.eks. tvangsbøder.

Derimod finder

Justitsministeriet ikke, at de foreslåede bestemmelser skal omfatte tilfælde,

hvor der efter lovgivningen mv. ikke er pligt for borgeren til at afgive

oplysninger, og hvor borgerens manglede medvirken til at oplyse en sag alene

kan få såkaldt processuel skadevirkning – det vil sige bevismæssig

skadevirkning – for vedkommende ved sagens afgørelse. Om spørgsmål om

også i

disse tilfælde at vejlede den mistænkte om retten til ikke at udtale sig

henvises til pkt. 4.3.2.

Der henvises til

lovforslaget § 1, stk. 3, samt til pkt. 4.3.2 umiddelbart nedenfor.

4.3.2.

Anvendelse af oplysningspligter over for en mistænkt

Af de grunde, der

er anført af kommissionens flertal, er Justitsministeriet enig i, at der bør

indføres en bestemmelse i lovgivningen, som fastslår, at en person, som

mistænkes for at have begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, ikke

har pligt til at meddele oplysninger til en offentlig forvaltningsmyndighed,

medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, kan

have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Der henvises

til lovforslagets § 10, stk. 1.

Justitsministeriet

kan – i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – også

tilslutte

sig, at bestemmelsen om anvendelsen af oplysningspligter over for en mistænkt

tillige omfatter sanktioner, som efter konventionen må sidestilles med straf.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 10, stk. 1.

For så vidt angår

mistankekravet i bestemmelsen, er Justitsministeriet enig i, at det bør være

afgørende, om myndighedens mistanke er så stærk, at der ville være grundlag

for

inden for strafferetsplejen at rejse en sigtelse eller at tillægge

vedkommende en

sigtets rettigheder. Der skal således foreligge omstændigheder, spor

mv.,

som på objektivt grundlag og med rimelighed kan tale for vedkommendes mulige

skyld.

Det forudsættes herved, at det i almindelighed er den pågældende myndighed

selv, der foretager vurderingen af dette spørgsmål uden f.eks. at inddrage

politiet.

I overensstemmelse

med flertallets opfattelse finder Justitsministeriet det endvidere vigtigt,

at

en mistænkt person er bekendt med retten til ikke at afgive oplysninger. Der

foreslås derfor i lovforslagets § 10, stk. 3, 1. pkt., en

bestemmelse,

der udtrykkeligt fastsætter, at den pågældende myndighed skal vejlede

vedkommende om, at der ikke er pligt til at meddele oplysninger til

myndigheden.

Justitsministeriet

finder i den forbindelse ligesom kommissionens flertal, at en mistænkt bør

kunne give skriftligt samtykke til, at myndigheden indhenter oplysninger hos

vedkommende om den formodede lovovertrædelse. Der henvises til lovforslagets

§ 10,

stk. 3, 2. pkt.

Det er

Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede bestemmelse om

begrænsninger

i adgangen til at anvende oplysningspligter må antages at svare til, hvad der

i

almindelighed er gældende ret på en lang række forvaltningsområder.

Imidlertid

er der enkelte områder, hvor lovforslaget går videre end den nugældende

retstilstand. I den forbindelse fremhæver kommissionens flertal

færdselslovens

§ 65, stk. 1, hvorefter ejeren (brugeren) af et køretøj efter

anmodning fra politiet skal oplyse, hvilke personer der som førere eventuelt

har benyttet køretøjet. Af hensyn til en fortsat effektiv hastighedskontrol

finder Justitsministeriet, at en mistænkt ejer (bruger) stadig bør have pligt

til at oplyse, hvilke andre personer der som førere eventuelt har benyttet

køretøjet. Det forudsættes således, at bestemmelsen i færdselslovens

§ 65,

stk. 1, går forud for lovforslagets § 10, stk. 1.

Som anført

omhandler lovforslaget kun tilfælde, hvor der i lovgivningen mv. er fastsat

en

oplysningspligt. Lovforslaget regulerer således ikke de situationer, hvor

myndighederne anmoder en person om oplysninger, uden at der i lovgivningen

mv.

er pligt til at give oplysninger til myndigheden. Det indebærer imidlertid

ikke, at en forvaltningsmyndighed i en sådan situation uden videre kan anmode

en mistænkt om oplysninger, der vedrører et strafbart forhold.

Også i disse

tilfælde, hvor der selv uden en mistanke om et strafbart forhold ikke ville

have været pligt for vedkommende til at give oplysninger, må det antages, at

en

myndighed i fornødent omfang i forbindelse med en eventuel anmodning om at

modtage oplysninger bør vejlede en mistænkt person om, at vedkommende ikke

har

pligt til at afgive oplysninger af betydning for det eller de forhold, som

mistanken omfatter. For politiets vedkommende findes en udtrykkelig

bestemmelse

herom i retsplejelovens § 752, hvorefter politiet skal gøre en sigtet

opmærksom på retten til ikke at udtale sig – hvilket gælder, selv om

vedkommende

heller ikke ville have pligt til at udtale sig til politiet, såfremt der ikke

forelå grundlag for en sigtelse.

4.3.3. Anvendelse af oplysningspligter over andre end den

mistænkte

Justitsministeriet

er af de grunde, som kommissionens flertal har anført, enig i, at

forvaltningsmyndigheder, der handler uden for strafferetsplejen, bør være

afskåret fra at anvende regler om oplysningspligt over for andre end den

mistænkte, hvis oplysningerne søges tilvejebragt med henblik på behandlingen

af

spørgsmål om straf. Der henvises til lovforslagets § 9, stk. 2.

I lighed med

kommissionens flertal lægger Justitsministeriet vægt på, at forslaget ikke er

til hinder for, at den pågældende myndighed stadig kan anvende regler om

oplysningspligt, såfremt oplysningerne søges tilvejebragt med henblik på

varetagelse af opgaver uden for strafferetsplejen. Det indebærer, at

myndigheden vil kunne anvende en oplysningspligt over for andre end den

mistænkte, hvis formålet med at tilvejebringe oplysninger ikke er at behandle

spørgsmål om fastsættelse af straf.

Justitsministeriet

er endvidere enig i, at den mistænkte skal kunne give samtykke til, at

myndigheden over for tredjemand kan anvende regler om oplysningspligt uden

den

begrænsning, der følger af lovforslagets § 10, stk. 2. Der henvises

til

lovforslagets § 10, stk. 4.

Justitsministeriet

kan også tilslutte sig, at de foreslåede bestemmelser ikke skal regulere

spørgsmålet om indhentelse af oplysninger hos andre offentlige myndigheder.

Spørgsmål herom må i stedet vurderes efter bl.a. forvaltningslovens regler om

videregivelse af oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder.

Særligt om

konkurrencemyndighederne bemærkes, at konkurrencelovens § 17 indeholder en

bestemmelse, hvorefter Konkurrencestyrelsen kan kræve alle de oplysninger,

der

er nødvendige for styrelsens virksomhed eller for at afgøre, om et forhold er

omfattet af konkurrenceloven. Endvidere indeholder konkurrencelovens § 18,

stk.

1, en bestemmelse, hvorefter Konkurrencestyrelsen i forbindelse med

kontrolundersøgelser kan kræve mundtlige forklaringer. Økonomi- og

Erhvervsministeriet har oplyst, at disse bestemmelser, der bl.a. har

sammenhæng

med EU-retlige regler, fortolkes således, at der for en mistænkt kan være

pligt

til at afgive visse oplysninger i overensstemmelse med EF-domstolens domme på

konkurrenceområdet. Endvidere kan der for andre end den mistænkte være pligt

til at afgive oplysninger, selv om dette i det enkelte tilfælde måtte ske med

henblik på behandling af spørgsmål om fastsættelse af straf. For at sikre

samspillet mellem EU-reglerne – herunder de EU-regler, der vedrører

Europa-kommissionens adgang til at kræve oplysninger i konkurrencesager

– og de

regler, der regulerer Konkurrencestyrelsens behandling af sådanne sager,

forudsættes det, at bestemmelserne i konkurrencelovens § 17 og § 18, stk. 1,

skal gå forud for lovforslagets § 10, stk. 2, om adgangen til at kræve

oplysninger hos andre end den mistænkte. Om spørgsmål om bl.a.

EU-konkurrenceretten kan i øvrigt henvises til betænkningen, side 48 ff og 80

f.

4.3.4.

Juridiske personer

Justitsministeriet

er enig med kommissionens flertal i, at der med hensyn til oplysningspligter,

der påhviler en juridisk person som sådan, og hvor der er en konkret mistanke

om, at den juridiske person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre

straf, hverken bør kunne pålægges den juridiske person som sådan eller

fysiske

personer med tilknytning til den juridiske person at meddele oplysninger, som

kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Der

henvises til lovforslagets § 10, stk. 1.

Som nævnt ovenfor

under pkt. 4.2.4 har kommissionen i den forbindelse særligt overvejet,

hvorvidt

der også bør ske en sådan identifikation mellem en juridisk person, som

mistænkes for at have begået et strafbart forhold, og fysiske personer med

tilknytning til den juridiske person i de tilfælde, hvor oplysningspligter i

lovgivningen er formuleret således, at de (også) påhviler en række fysiske

personer med tilknytning til den juridiske person. Som eksempel på en sådan

bestemmelse kan nævnes skattekontrollovens § 8 D, hvorefter bestyrelser

eller lignende øverste ledelser for private juridiske personer samt

partrederier efter anmodning skal meddele skattemyndighederne oplysninger,

der

af myndighederne skønnes at være af væsentlig betydning for skatteligningen.

Kommissionen har -

som det fremgår af pkt. 4.2.4 - ikke taget endelig stilling til dette

spørgsmål, men har beskrevet to mulige modeller.

Den ene model

indebærer, at der også i disse tilfælde skal ske identifikation mellem den

juridiske person og fysiske personer med tilknytning til den juridiske

person,

såfremt der foreligger konkret mistanke om, at der er begået en

lovovertrædelse, som kan medføre straf for den juridiske person som sådan.

Den anden model

indebærer, at der i disse tilfælde kun skal ske identifikation mellem den

mistænkte juridiske person og en enkelt person fra virksomhedens ledelse (den

processuelle repræsentant), hvorimod andre fysiske personer med tilknytning

til

den juridiske person, herunder ansatte, behandles som tredjemænd (vidner).

Anvendes den

førstnævnte model med fuld identifikation vil fysiske personer med

tilknytning

til en juridisk person, som mistænkes for en strafbar lovovertrædelse,

således

ikke kunne pålægges at afgive oplysninger til myndigheden, medmindre det kan

udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for

bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse, jf. lovforslagets § 10,

stk. 1. Anvendes den anden model vil fysiske personer med tilknytning

til

den juridiske person derimod kunne pålægges at afgive oplysninger til

myndigheden, hvis det sker med henblik på andre spørgsmål end fastsættelse af

straf, jf. lovforslagets § 10, stk. 2.

Efter

Justitsministeriets opfattelse bør der også i tilfælde, hvor en

oplysningspligt

er formuleret således, at den påhviler medlemmer af en virksomheds ledelse,

ansatte mv., som udgangspunkt ske fuld identifikation mellem den juridiske

person og fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, såfremt

der foreligger konkret mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, som

kan medføre straf for den juridiske person som sådan.

Justitsministeriet

har herved lagt vægt på, at man ved valget af formulering af bestemmelser i

lovgivningen om oplysningspligt næppe i almindelighed har haft den her

omhandlede problemstilling for øje. Endvidere finder Justitsministeriet, at

det

ville være uhensigtsmæssigt, hvis man ved udfærdigelsen af bestemmelser om

oplysningspligter i fremtiden skulle lade det principielle spørgsmål om

identifikation mellem en juridisk person og fysiske personer med tilknytning

til den juridiske person afhænge af, hvilken formulering af bestemmelsen man

i

givet fald måtte vælge.

Justitsministeriet

finder desuden, at anvendelse af kommissionens anden model – hvorefter

der alene

skulle ske identifikation mellem den juridiske person og en enkelt person fra

den juridiske persons ledelse (den processuelle repræsentant) - kunne

indebære

vanskelige afgrænsningsspørgsmål, idet en forvaltningsmyndighed i forbindelse

med spørgsmålet om anvendelse af en oplysningspligt i så fald skulle vurdere,

hvorvidt der var tale om en fysisk person, som under en eventuel senere

straffesag mod den juridiske person ville blive tillagt beføjelser som

processuel repræsentant.

Hertil kommer, at

størstedelen af de eksisterende oplysningspligter ikke alene omhandler

adgangen

til at kræve oplysninger meddelt mundtligt, men også indebærer, at

oplysninger

enten af egen drift eller efter begæring fra myndigheden skal indsendes til

den

pågældende myndighed. I sådanne situationer ville det efter

Justitsministeriets

opfattelse være uhensigtsmæssigt at lade spørgsmål om anvendelse af

oplysningspligten afhænge af, hvilken eller hvilke fysiske personer i

virksomheden der står for at sende oplysningerne til myndigheden.

Justitsministeriet

er opmærksom på, at der på arbejdsmiljøområdet, hvor lovgivningen har til

formål at beskytte de ansattes sundhed mv., gør sig særlige hensyn gældende.

Efter arbejdsmiljølovens § 76 skal enhver, der er pålagt pligter efter

loven, herunder ansatte personer, efter anmodning give Arbejdstilsynet alle

oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af tilsynets virksomhed.

Justitsministeriet foreslår, at denne oplysningspligt fortsat i alle tilfælde

skal finde anvendelse i forhold til fysiske personer med tilknytning til den

juridiske person, i det omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til

brug

for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Inden for

arbejdsmiljøområdet vil der således fortsat være mulighed for – også i

tilfælde, hvor virksomheden som sådan mistænkes for en strafbar overtrædelse

af

reglerne på området – at anvende en oplysningspligt i forhold til

ansatte, hvis

formålet hermed alene er at tilvejebringe oplysninger til brug for udførelsen

af tilsyns – og kontrolopgaver. Der henvises til lovforslagets

§ 22.

Efter § 19,

stk. 2, i lov om sikkerhed til søs, er skibets fører, maskinchef og

enhver, der handler på disses vegne, bl.a. forpligtet til at give

Søfartsstyrelsen enhver oplysning i forbindelse med styrelsens undersøgelser

efter loven, herunder f.eks. undersøgelser vedrørende ansattes sikkerhed og

sundhed om bord. Justitsministeriet foreslår ligeledes, at denne

oplysningspligt fortsat skal finde anvendelse, i det omfang oplysninger om

ansattes sikkerhed og sundhed om bord alene søges tilvejebragt til brug for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Der henvises til

lovforslagets § 23.

Justitsministeriet

finder ikke anledning til at foreslå særlige regler om identifikation i

forholdet mellem koncernforbundne selskaber.

4.3.5. Enkeltmandsvirksomheder

Som anført i pkt.

4.2.5 opstår det nævnte spørgsmål om identifikation som følge af den retlige

konstruktion for juridiske personer.

Kommissionens

flertal henleder i den forbindelse opmærksomheden på, at der også kan rejses

spørgsmål om, hvorvidt ansatte i enkeltmandsvirksomheder bør have pligt til

at

meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse i tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheden (ejeren) mistænkes

for

at have begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf.

Justitsministeriet

finder ikke tilstrækkelig anledning til at foreslå generelle regler, der

regulerer det nævnte spørgsmål om identifikation i forhold til

enkeltmandsvirksomheder i tilfælde, hvor ejeren mistænkes for en strafbar

lovovertrædelse. Ansatte i enkeltmandsvirksomheder har dermed efter

lovforslaget i sådanne tilfælde pligt til at meddele oplysninger, i det

omfang

oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre

spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. lovforslagets § 10,

stk. 2.

4.3.6. Mindretalsudtalelse

Som nævnt under

pkt. 1 og 4.2.6 ovenfor kan ét medlem af kommissionen ikke tilslutte sig

flertallets forslag i sin helhed. Særligt om flertallets forslag til regler

om

retten til ikke at inkriminere sig selv anfører medlemmet bl.a., at de

foreslåede regler er for vidtgående og vil begrænse og besværliggøre

myndighedernes mulighed for at varetage deres tilsyns- og kontrolopgaver.

Hertil skal

Justitsministeriet bemærke, at lovforslagets § 10 begrænser

forvaltningsmyndighedernes muligheder for at håndhæve oplysningspligter ved

mistanke om strafbare forhold, bl.a. fordi der i strafferetsretsplejen er

fastsat særlige regler herom, og fordi Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

i vidt omfang er til hinder for anvendelse af strafsanktionerede

oplysningspligter i disse situationer. Det skal i den forbindelse

understreges,

at de enkelte forvaltningsmyndigheder – også ved mistanke om strafbare

forhold

– kan anvende oplysningspligter over for den mistænkte, såfremt det kan

udelukkes, at de ønskede oplysninger kan have betydning for straffesagen.

Endvidere kan de enkelte forvaltningsmyndigheder anvende oplysningspligter

over

for andre personer end den mistænkte (eller personer, som identificeres med

denne), i det omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Der kan i øvrigt

henvises til pkt. 3.6.3 ovenfor med bl.a. Justitsministeriets bemærkninger

til

den pågældende mindretalsudtalelse.

5. Privates adgang til at anvende tvangsindgreb eller

oplysningspligter

Der er eksempler

på, at adgangen til at anvende tvangsindgreb mv. over for borgere og

virksomheder ved eller i henhold til lov er henlagt til selskaber, andre

private institutioner mv., som ikke er omfattet af den offentlige

forvaltning.

Eksempelvis kan

private som f.eks. ansatte i et privat laboratorium, der foretager

prøveudtagninger, under visse betingelser have adgang til offentlige og

private

ejendomme for at gennemføre tekniske undersøgelser af forurenede arealer, jf.

jordforureningslovens § 57, stk. 1.

Justitsministeriet

finder, at vedkommende minister efter forhandling med justitsministeren bør

have mulighed for at bestemme, at lovforslagets regler helt eller delvis skal

gælde også i tilfælde af denne karakter. Der henvises til lovforslagets

§ 1, stk. 4. Det bemærkes i den forbindelse, at forvaltningsloven

indeholder en lignende bestemmelse, hvorefter vedkommende minister efter

forhandling

med justitsministeren kan fastsætte regler om, at forvaltningsloven helt

eller

delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger

mv.,

som ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning, jf. forvaltningslovens

§ 1,

stk. 2.

6. Anvendelse af oplysninger som bevis i en straffesag

6.1. Gældende ret

Retssikkerhedskommissionen har også behandlet en række

spørgsmål om anvendelsen af oplysninger, der er fremskaffet ved tvangsindgreb

eller benyttelse af oplysningspligter, som bevis i en eventuel efterfølgende

straffesag. I den forbindelse opstår således bl.a. spørgsmålet om adgangen

til

at anvende oplysninger som bevis i en straffesag, såfremt de pågældende

oplysninger måtte være tilvejebragt i strid med reglerne på det pågældende

område.

I straffesager er menneskerettighedskonventionens artikel

6, der bl.a. omhandler retten til en retfærdig rettergang, ikke generelt til

hinder for som bevis at anvende oplysninger, der er tilvejebragt i strid med

national ret eller konventionen. Det afgørende er, om straffesagen –

uanset

brugen af det ulovlige bevis – ud fra en helhedsbedømmelse har været

retfærdig.

Der skal således foretages en bedømmelse af den pågældende ulovlighed og

– når

der er tale om krænkelser af konventionen – karakteren af den pågældende

krænkelse. Det tillægges betydning, om forsvarets rettigheder er blevet

respekteret, herunder navnlig om vedkommende har haft mulighed for at anfægte

bevisets ægthed og anvendelse. Det tillægges endvidere betydning, om det

ulovlige bevis er det eneste eller afgørende bevis.

Også i dansk ret er det lagt til grund, at det må bero på

en konkret vurdering, om et bevismiddel kan anvendes, hvis det er

tilvejebragt

ved brud på gældende regler. Der vil være tale om en konkret afvejning, hvori

indgår: (1) retsbruddets karakter og grovhed, (2) den påsigtede kriminalitets

grovhed, (3) bevisets betydning i sagen, og (4) hvilken interesse der er

blevet

krænket ved det ulovlige indgreb.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at

myndighederne i visse særlige tilfælde heller ikke kan benytte lovligt

tilvejebragte bevismidler under en straffesag. I sagen Saunders mod

Storbritannien (dom af 17. december 1996) fastslog Domstolen således, at det

udgjorde en krænkelse af forbudet mod selvinkriminering, at

anklagemyndigheden

benyttede forklaringer, som klager havde afgivet til administrative

myndigheder

under trussel om straf på et tidspunkt, hvor der endnu ikke var rejst tiltale

mod klager.

Dommen vedrørte en direktør i et selskab, der var tiltalt

for strafbare handlinger i forbindelse med virksomhedens overtagelse af et

andet selskab. Forholdet omkring selskabsovertagelserne havde været genstand

for en undersøgelse af nogle inspektører, der havde til opgave at undersøge

det

faktiske hændelsesforløb. Klager havde afgivet forklaring til inspektørerne,

og

der var tale om en strafsanktioneret vidnepligt. Der blev efterfølgende rejst

tiltale mod klager, og under straffesagen anvendte anklagemyndigheden de

forklaringer, som klager havde afgivet til inspektørerne, som bevis i

straffesagen mod klager.

Domstolen udtalte, at forbudet mod selvinkriminering ikke

kun omfatter udtalelser eller erkendelser, der er direkte selvinkriminerende.

Det skyldes, at forklaringer, der er fremkommet under tvang, kan benyttes af

anklagemyndigheden til at imødegå eller så tvivl omkring en tiltalts

forklaring

i retten. Domstolen lagde vægt på, at anklagemyndigheden rent faktisk havde

benyttet forklaringerne på en måde, der skulle inkriminere klager, og at

klagers forklaringer udgjorde en betydelig del af anklagemyndighedens sag. På

den baggrund fastslog Domstolen, at anklagemyndighedens anvendelse af de

forklaringer, som klager var blevet tvunget til at afgive, var i strid med

artikel 6.

Der henvises til betænkningens side 83ff.

6.2. Kommissionens forslag

Har en myndighed handlet i strid med de af kommissionen

foreslåede bestemmelser om gennemførelsen af tvangsindgreb og håndhævelse af

oplysningspligter i tilfælde, hvor en person er mistænkt for at have begået

et

strafbart forhold, må det efter flertallets opfattelse i overensstemmelse med

almindelige principper for anvendelse af ulovligt tilvejebragte beviser bero

på

en konkret vurdering, om de pågældende oplysninger kan tillades anvendt som

bevis i en straffesag.

Som supplement til de nugældende almindelige principper for

anvendelse af ulovligt tilvejebragte bevismidler foreslår kommissionens

flertal

en bestemmelse (§ 11 i betænkningens lovudkast), der regulerer visse

tilfælde, hvor der er tale om lovligt tilvejebragte beviser. En myndighed kan

således efter lovforslagets § 9, stk. 2, have adgang til at

foretage

et tvangsindgreb, hvis tvangsindgrebet alene gennemføres med henblik på at

tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end

fastsættelse af straf. En myndighed kan desuden benytte oplysningspligter

over

for andre end den mistænkte efter lovforslagets § 10, stk. 2, i det

omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for behandlingen af

andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Selv om oplysningerne således

tilvejebringes til brug for andre spørgsmål end fastsættelse af straf, vil

der

efter de nævnte bestemmelser i lovforslagets § 9, stk. 2, og

§ 10, stk. 2, ikke være noget til hinder for, at oplysningerne også

efterfølgende anvendes ved en eventuel straffesag.

Flertallet i kommissionen finder i den forbindelse, at der

kan være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved anvendelsen af sådanne

oplysninger som bevis i straffesager, selv om det oprindelige formål med at

tilvejebringe oplysninger har været at anvende oplysninger til brug for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.

For at imødegå sådanne retssikkerhedsmæssige

betænkeligheder har kommissionen overvejet, om der for tilfælde af den nævnte

karakter burde indføres særlige begrænsninger i forvaltningsmyndighedernes

mulighed for at videregive oplysninger af den nævnte karakter til politi og

anklagemyndighed.

Kommissionen finder imidlertid ikke at kunne anbefale en

bestemmelse herom. En sådan bestemmelse, hvorefter et spørgsmål om

beskyttelsen

af mistænktes personers retssikkerhed inden for strafferetsplejen skulle

søges

varetaget gennem fravigelse af de almindelige betingelser efter

forvaltningsloven og persondataloven for videregivelse af oplysninger fra

andre

myndigheder til politiet, forekommer efter kommissionens flertal ikke

nærliggende.

På den baggrund foreslår kommissionens flertal i stedet en

bestemmelse, der indebærer en begrænsning i adgangen til at anvende

oplysninger

som bevis i en straffesag, hvis oplysningerne på et tidspunkt efter, at der

er

opstået mistanke om et strafbart forhold, er tilvejebragt i forbindelse med

gennemførelse af et tvangsindgreb uden for strafferetsplejen eller ved

anvendelsen af regler om oplysningspligt. Sådanne oplysninger skal således

ikke

kunne anvendes som bevis, hvis retten efter en konkret vurdering finder det

retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der

ikke

har foreligget hensyn, som kunne begrunde, at myndigheden uden at afvente den

videre behandling af sagen i strafferetsplejens former har fremskaffet

oplysningerne med henblik på ikke-strafferetlige foranstaltninger mv.

Efter flertallets opfattelse skal den foreslåede

begrænsning i adgangen til at benytte beviser kun omfatte straffesager, der

behandles ved domstolene, og ikke i de sager, hvor en myndighed efter loven

har

adgang til administrativt at slutte en straffesag med bøde. I sidstnævnte

tilfælde er der efter flertallets opfattelse ikke behov for en sådan

bestemmelse, idet pålæggelse af administrative bøder forudsætter, at den

mistænkte person erklærer sig skyldig og er villig til at lade sagen afslutte

uden behandling ved domstolene.

Et mindretal i kommissionen (fem medlemmer) kan ikke

tilslutte sig den foreslåede bestemmelse. Fire medlemmer anfører i den

forbindelse

bl.a., at der ikke er grund til at hindre, at anklagemyndigheden fremlægger

beviser i en straffesag, hvis der ikke er noget at bebrejde

forvaltningsmyndigheden i forbindelse med fremskaffelsen af oplysninger, der

viser sig at kunne anvendes i en straffesag. Desuden er det efter

mindretallets

opfattelse ikke klart, efter hvilke kriterier domstolene skal vurdere, om et

lovligt tilvejebragt bevis kan anvendes eller skal afskæres.

Mindretallet finder det endvidere problematisk, at

domstolene under en straffesag vil skulle vurdere, om der på et bestemt

tidspunkt for måske adskillige år siden forelå en mistanke med en sådan

styrke

hos forvaltningsmyndigheden, at forvaltningsmyndigheden burde have afholdt

sig

fra at gennemføre et kontrolbesøg eller anvende en oplysningspligt.

Endelig anfører mindretallet i kommissionen, at det ikke

forekommer logisk, at den foreslåede bestemmelse alene omfatter sager, der

behandles som straffesager i retten, men ikke tilfælde, hvor en

forvaltningsmyndighed efter lovgivningen har adgang til administrativt at

afslutte en straffesag med et bødeforlæg. Det påpeges, at grundlaget for en

straffesag, der behandles ved domstolene, herved bliver et andet og mere

begrænset end det grundlag, som kan anvendes ved administrativ afgørelse af

en

tilsvarende straffesag.

Der henvises til betænkningen side 153ff.

6.3. Justitsministeriets

overvejelser

Justitsministeriet er enig i, at spørgsmål om som bevis i

en straffesag at anvende oplysninger, der måtte blive tilvejebragt i strid

med

de foreslåede regler om anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, må

afgøres i overensstemmelse med de almindelige principper om afskæring af

ulovligt tilvejebragte beviser, jf. herom pkt. 6.1.

Som det fremgår af pkt. 6.2, foreslår kommissionens flertal

en begrænsning i adgangen til at benytte lovligt tilvejebragte beviser i

straffesager, hvis retten finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Et

mindretal i kommissionen er bl.a. ud fra principielle betragtninger imod et

sådant forslag.

Som følge af de betænkeligheder, som dette mindretal har

anført, har Justitsministeriet nøje overvejet, om flertallets forslag om en

begrænsning i adgangen til at benytte lovligt tilvejebragte beviser i

straffesager bør medtages i lovforslaget.

Efter en samlet afvejning finder Justitsministeriet ikke,

at flertallets forslag bør medtages. Justitsministeriet finder således –

ligesom kommissionens flertal er inde på i betænkningen – at man kan

have

forståelse for en række af de principielle betænkeligheder, som mindretallet

har

givet udtryk for i kommissionen. Hertil kommer, at domstolene og

anklagemyndigheden i deres høringssvar over betænkningen giver udtryk for

tilsvarende betænkeligheder ved denne del af lovforslaget.

Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at den

manglende lovfæstelse af flertallets forslag ikke betyder, at

anklagemyndigheden i alle tilfælde kan anvende lovligt tilvejebragte

oplysninger som bevis i straffesager. I den forbindelse kan der henvises til

pkt. 6.1 ovenfor, hvor det er omtalt, at Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention i praksis er blevet fortolket således, at også

lovligt tilvejebragte oplysninger i visse særlige tilfælde bør afskæres som

bevis i en straffesag.

Justitsministeriet vil samtidig anmode Rigsadvokaten om ved

udgangen af 2006 at vurdere, i hvilket omfang anvendelsen i straffesager af

bevismidler, der lovligt er tilvejebragt ved myndighedsskridt uden for

strafferetsplejen, giver anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser i

praksis. I lyset heraf vil der eventuelt være behov for på ny at overveje den

omhandlede problemstilling.

7. Særligt om forholdet til EU-retten mv.

Særligt om forholdet til EU-retten bemærkes, at

Europa-kommissionen i et vist omfang har beføjelser til at foretage

kontrolbesøg samt afkræve borgere og virksomheder oplysninger - eventuelt

bistået af nationale myndigheder. Det gælder navnlig inden for

EU-konkurrenceretten,

hvor Europa-kommissionen har vid adgang til bl.a. at indhente relevante

oplysninger hos virksomheder.

I det omfang EU har selvstændige beføjelser af denne

karakter, er anvendelsen heraf ikke reguleret i dette lovforslag, der alene

gælder for danske forvaltningsmyndigheders anvendelse af tvangsindgreb og

oplysningspligter. Reguleringen sker i stedet i EU-retsakter, jf. f.eks.

EU-forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i

EF-traktatens artikel 81 og 82.

Der vil herudover være en række tilfælde, hvor danske

forvaltningsmyndigheders anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

sker

på grundlag af regler, der beror på EU-retlige (jf. herved også den

almindelige

loyalitetsforpligtelse efter EF-traktatens artikel 10) eller andre

internationale forpligtelser. Her vil lovforslagets regler i fornødent omfang

skulle vige for sådanne regler med henblik på, at myndighederne kan leve op

til

disse forpligtelser. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til

betænkningen,

side 47ff, 80f og 173.

8. Årlig

retssikkerhedsredegørelse

Det er i regeringsgrundlaget 2001 angivet, at regeringen

hvert år vil aflevere en retssikkerhedsredegørelse til Folketinget for at

styrke den offentlige interesse og debat om borgernes retssikkerhed.

I overensstemmelse hermed vil Justitsministeriet efter

lovforslagets gennemførelse og ikrafttræden årligt – første gang efter

udgangen

af 2005 – udarbejde en redegørelse om forvaltningens anvendelse af

tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen. Den årlige

redegørelse vil bl.a. skulle indeholde en omtale af eventuel ny lovgivning,

der

vedrører den offentlige forvaltnings adgang til at foretage tvangsindgreb

uden

for strafferetsplejen, samt på udvalgte områder en omtale af praksis med

hensyn

til anvendelse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, herunder på

udvalgte områder angivelser over antallet af henholdsvis varslede og

uvarslede

kontrolbesøg mv. hos borgere og virksomheder.

9. Økonomiske og

administrative konsekvenser mv.

9.1. Staten og kommunerne

Lovforslaget indebærer, at der indføres regler om den

fremgangsmåde, som forvaltningsmyndighederne skal følge ved gennemførelsen af

tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, herunder om myndighedens pligt til

at

anvende en række af forvaltningslovens regler om partsrettigheder i

forbindelse

med beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb, om myndighedens pligt til

varsling inden gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et

tvangsindgreb og om myndighedens pligt til udfærdigelse af rapporter om

udførelsen af et tvangsindgreb. Bestemmelserne herom i lovforslagets kapitel

2

udgør et nyt samlet regelsæt, som alle myndigheder fremover som minimum skal

iagttage i forbindelse med gennemførelse af tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen. Disse generelle regler kan derfor også erstatte eventuelle

særregler om myndighedernes adfærd, som findes i de enkelte love, der hjemler

foretagelse af tvangsindgreb. Mange myndigheder vil således som følge af

lovforslagets retningslinier om fremgangsmåden ved iværksættelse af

tvangsindgreb skulle indføre nye sagsskridt i forhold til tidligere.

Kommunernes Landsforening og de ministerier, der har været

repræsenteret i Retssikkerhedskommissionen, er i betænkningen fremkommet med

nogle nærmere skønsmæssige beregninger over de økonomiske konsekvenser af at

gennemføre kommissionens forslag. Der henvises til side 202-203 i

betænkningen.

Det bemærkes, at lovforslaget på visse punkter er ændret i

forhold til Retssikkerhedskommissionens lovudkast. Bl.a. er lovforslagets

anvendelsesområde begrænset i forhold til kommissionens lovudkast, således at

indgreb i meddelelseshemmeligheden ikke er omfattet af lovforslagets regler

om

fremgangsmåden ved tvangsindgreb, jf. pkt. 3.1.2.1.

Indførelse af nye sagsskridt hos myndighederne bl.a. i

forbindelse med varsling af kontrolbesøg vil i sagens natur give merarbejde,

såfremt myndighederne uændret fastholder nuværende arbejdsgange og procedurer

i

sagsbehandlingen. Det vurderes imidlertid, at arbejdsgange mv. vil kunne

omlægges på en sådan måde, at de nye sagsskridt vil kunne integreres i

sagsbehandlingen uden mærkbart merarbejde og dermed væsentlige merudgifter

til

følge. Hertil kommer, at de foreslåede regler – herunder især

bestemmelserne om

forudgående varsling – muligvis i sig selv vil kunne medføre en mere

effektiv

gennemførelse af kontrolbesøg mv.

På den baggrund er det tvivlsomt om – og i givet fald i

hvilket omfang – lovforslagets regler om fremgangsmåden ved

gennemførelse af

tvangsindgreb i praksis vil medføre merudgifter for myndighederne, da det vil

afhænge af, om arbejdsgange mv. omlægges som forventet.

Som følge af denne usikkerhed indbudgetteres der ikke

kompensationer til de berørte ministerier fra lovens ikrafttræden i 2005. I

stedet iværksættes der i begyndelsen af 2006 en evaluering af lovens første

virkeår med henblik på at identificere eventuelle merudgifter som følge af

loven hos de berørte myndigheder. Det forudsættes, at denne evaluering

færdiggøres, så den kan indgå i forhandlingerne om ministeriernes

bevillingsmæssige rammer for 2007.

For så vidt angår kommunerne afklares de budgetmæssige

forhold som led i de årlige forhandlingsrunder mellem staten og kommunerne om

den kommunale økonomi.

9.2. Erhvervslivet og

borgerne

Lovforslaget vil kunne medføre en vis tilpasning hos

erhvervslivet og borgerne, der er en følge af de foreslåede regler om

myndighedernes fremgangsmåde ved iværksættelse af tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen. De tilpasningsmæssige følgevirkninger findes alene at være

af marginal betydning. Lovforslaget har derfor ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne af betydning.

9.3. Miljømæssige

konsekvenser og forholdet til EU-retten.

Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige

konsekvenser. For så vidt angår forholdet til EU-retten henvises til pkt. 7.

9.4. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og amtskommuner

Ingen af betydning

Ingen af betydning, idet der

dog iværksættes evaluering heraf, jf. ovenfor

Administrative konsekvenser

for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen af betydning

Omlægning af arbejdsgange, jf.

ovenfor

Økonomiske og administrative

konsekvenser for erhvervslivet og borgerne

Ingen

Ingen af betydning

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige

konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige

konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Reglerne i lovforslaget viger

for EU-retlige regler

10. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Lovforslaget bygger på Retssikkerhedskommissionens

betænkning, der har været sendt til høring hos følgende myndigheder og

organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre Landsret og Vestre Landsret,

Præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus, Odense,

Aalborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren

i

København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,

Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Dansk Retspolitisk Forening,

Institut

for Menneskerettigheder, Datatilsynet, Kommunernes Landsforening,

Amtsrådsforeningen,

Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Dansk Arbejdsgiverforening,

Landsorganisationen i Danmark, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring &

Pension, Dansk Industri, Landbrugsraadet, Danmarks Fiskeriforening,

Akademikernes Centralorganisation, Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd, Ledernes Hovedorganisation, Sammenslutningen af Landbrugets

Arbejdsgiverforeninger, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, COOP Danmark, DAKOFO, Danmarks

Fiskeindustri-

og Eksportforening, Dansk Handel og Service, HTS Interesseorganisationen,

Forbrugerrådet, HORESTA, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,

Foreningen

Registrerede Revisorer FRR, Forbrugerombudsmanden, Danmarks Rederiforening og

Specialarbejderforbundet i Danmark.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Anvendelsesområde

I kapitlet fastlægges lovforslagets anvendelsesområde.

Bestemmelserne i lovforslaget er minimumsbestemmelser,

således at regler i anden lovgivning, der giver parten en bedre retsstilling,

i

almindelighed går forud for lovforslagets bestemmelser.

I visse tilfælde kan der blive tale om at fravige

lovforslagets bestemmelser, også selv om lovforslaget ville give parten en

bedre retsstilling.

Lovforslagets regler må således bl.a. vige for anden

lovgivning, der tilsigter at opfylde internationale forpligtelser.

I det omfang lovforslagets bestemmelser ikke vil være

forenelige med EU-regler, der har direkte virkning her i landet, følger det

umiddelbart af princippet om EU-rettens forrang, at de EU-retlige regler i

alle

tilfælde må gå forud for lovforslagets bestemmelser.

Til § 1

Til stk. 1

Bestemmelsen indebærer, at lovforslagets kapitel 2 og 3

finder anvendelse ved husundersøgelse samt undersøgelse og beslaglæggelse af

breve og andre papirer, som foretages tvangsmæssigt af den offentlige

forvaltning uden for strafferetsplejen.

Formuleringerne »husundersøgelse« og »undersøgelse eller

beslaglæggelse af breve og andre papirer« sigter til visse af de indgreb, der

er omfattet af grundlovens § 72, jf. den nærmere omtale i pkt. 3.1 i de

almindelige bemærkninger.

»Husundersøgelse« i

nr.

1

omfatter således undersøgelse af private lokaliteter, som anvendes til

beboelse. Herudover omfatter bestemmelsen andre rum, der ikke er offentligt

tilgængelige som f.eks. fabriks- og lagerlokaler, baglokaler til butikker

mv.,

garager, stalde og lader.

Det forudsættes også, at »husundersøgelse« omfatter

undersøgelse af rum mv. i befordringsmidler, i det omfang de kan siges at

være

sidestillet med beboelsesrum, som f.eks. kahytsrum på et skib og soverum i

lastbiler. Herudover omfatter bestemmelsen ikke undersøgelse af

transportmidler. Som eksempel herpå kan nævnes undersøgelse af en bils

bagagerum eller førerkabine eller undersøgelse af lasten i et skib eller en

lastbil. Se dog § 1, stk. 2, nedenfor.

Bestemmelsen omfatter ikke undersøgelse af lokaler, hvortil

der er almindelig offentlig adgang (som f.eks. butiks- og

restaurationslokaler). Uden for stk. 1 falder desuden indgreb i form af

besigtigelse af udendørs lokaliteter som f.eks. marker, haver, gårdspladser

og

byggepladser. Endvidere omfatter bestemmelsen ikke indgreb i form af bl.a.

prøveudtagninger (f.eks. jord- eller vandprøver) og legemsindgreb (f.eks.

eftersyn på personer). Se dog § 1, stk. 2, nedenfor.

Hvis der i forbindelse med f.eks. et kontrolbesøg, der

består i undersøgelse af forretningslokaler mv., også foretages en

prøveudtagning mv., vil dette imidlertid falde inden for lovens

anvendelsesområde, idet de dele af det samlede indgreb, der angår

undersøgelse

af de pågældende lokaler, som anført er omfattet af bestemmelsen.

»Undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre

papirer« i

nr. 2

omfatter enhver

rådighedsberøvelse og undersøgelse af private notater, forretningspapirer,

regnskaber, protokoller, logbøger og lignende. Det gælder, hvad enten de

pågældende oplysninger mv. findes i papirform eller elektronisk form.

Legitimationspapirer og andre papirer som f.eks. pas og

kørekort, der er udstedt af en offentlig myndighed og er beregnet til

forevisning,

er ikke omfattet.

Foranstaltninger, der vedrører breve mv. under forsendelse,

er ikke omfattet af udtrykket »undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og

andre papirer«. I disse tilfælde vil der være tale om indgreb i

meddelelseshemmeligheden, som falder uden for stk. 1, men derimod er

omfattet af stk. 2.

Lovforslagets kapitel 2 og 3 finder inden for de anførte

rammer anvendelse på indgreb, der foretages tvangsmæssigt. Hermed sigtes til

det forhold, at en myndighed beslutter, at der med hjemmel i lovgivningen

skal

iværksættes et af de nævnte indgreb. I den forbindelse er det uden betydning,

om vedkommende borger eller virksomhed giver samtykke til indgrebets

gennemførelse. Lovforslaget omfatter således også tilfælde, hvor den

pågældende

ikke protesterer mod myndighedens beslutning om at foretage et indgreb.

Kun indgreb, der foretages »uden for strafferetsplejen«, er

omfattet af lovforslagets anvendelsesområde. Det indebærer navnlig, at

tvangsindgreb omfattet af retsplejelovens regler om efterforskning mv. af

straffesager falder uden for lovens anvendelsesområde.

Endvidere forudsættes udtrykket »uden for

strafferetsplejen« ikke at omfatte sager, der har tilknytning til

straffuldbyrdelse. Det vil sige, at indgreb, der er reguleret i

straffuldbyrdelsesloven, ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde.

Udtrykket »den offentlige forvaltning«, der anvendes i

bestemmelsen, skal forstås i overensstemmelse med de tilsvarende udtryk i

forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 1,

stk. 1. Omfattet er således alle forvaltningsmyndigheder, herunder såvel

statslige som kommunale myndigheder. Udenfor falder organer, der ikke kan

henregnes til den offentlige forvaltning, som f.eks. domstolene.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 forudsættes ikke

at omfatte foranstaltninger, som en offentlig forvaltningsmyndighed måtte

være

berettiget til at foretage i forhold til myndighedens personale. Det gælder

f.eks. med hensyn til åbning af ansattes e-post, således at spørgsmål herom i

stedet vil være reguleret af reglerne i persondataloven mv. og straffelovens

regler om brevhemmeligheden.

Tilsvarende forudsættes det, at den foreslåede bestemmelse

i stk. 1 – i modsætning til stk. 2 - ikke finder anvendelse i

tilfælde, hvor en institution inden for den offentlige forvaltning måtte have

adgang til lokaler mv., der bebos af personer, som opholder sig på

institutionen, eller f.eks. måtte have adgang til efter lovgivningen mv. på

det

pågældende område i visse situationer at åbne post, der modtages af

institutionens beboere.

Da lovforslagets regler i kapitel 2 er udformet med henblik

på en række tilfælde, hvor der foretages tvangsindgreb over for borgere og

virksomheder, forudsættes det endvidere, at den foreslåede bestemmelse i

stk. 1 ikke omfatter tilfælde, hvor en forvaltningsmyndighed har adgang

til at foretage kontrolbesøg mv. hos en anden forvaltningsmyndighed. Også

sådanne tilfælde er derimod omfattet af stk. 2 og dermed af

lovforslagets

kap. 3 om forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelse af tvangsindgreb.

Til stk. 2

Bestemmelsen indebærer, at lovforslagets kapitel 3 også

finder anvendelse ved undersøgelse af andre lokaliteter og genstande,

beslaglæggelse af andre genstande, brud på meddelelseshemmeligheden samt

eftersyn og anden undersøgelse af personer, som kan foretages tvangsmæssigt

af

den offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen.

Med formuleringerne »undersøgelse af andre lokaliteter« og

»undersøgelse eller beslaglæggelse af andre genstande« i

nr. 1 og 2

sigtes til de ransagnings- og beslaglæggelsestilfælde i

retsplejeloven, der falder uden for stk. 1. Der henvises til

retsplejelovens kapitel 73 og 74.

Udtrykket »andre lokaliteter« omfatter bl.a. udendørs

lokaliteter som f.eks. haver, marker, gårdspladser og byggepladser samt en

række lokaliteter, hvortil der er almindelig offentlig adgang som f.eks.

butikslokaler og visse kontorlokaler. Udenfor falder derimod lokaliteter, der

har til hovedformål at tjene som egentligt opholdssted for et offentligt

publikum mv., herunder restaurationslokaler.

Omfattet af udtrykket »andre genstande« er bl.a.

transportmidler. Som eksempel herpå kan nævnes undersøgelse af en bils

bagagerum samt undersøgelse af lasten i et skib eller en lastbil.

»Beslaglæggelse af andre genstande« omfatter enhver form

for rådighedsberøvelse af f.eks. varer, produkter til bearbejdning, maskiner

mv.

»Brud på meddelelseshemmeligheden« - der i grundlovens

§ 72 betegnes »brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden« -

antages

at foreligge, når der er truffet foranstaltninger med henblik på at opnå

kendskab til indholdet af en meddelelse eller foranstaltninger med henblik på

at få oplyst, om en sådan meddelelse overhovedet er afsendt. Der kan f.eks.

være tale om undersøgelse af breve og pakker eller aflytning af telefon eller

anden telekommunikation.

»Eftersyn eller anden undersøgelse af personer« omfatter de

legemsindgreb, der også er omfattet af retsplejelovens kapitel 72, herunder

f.eks. besigtigelse af legemets ydre, visitation af tøj, som den pågældende

er

iført, samt nærmere undersøgelse af legemet.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1,

stk. 1, ovenfor.

Til stk. 3

Bestemmelsen indebærer, at lovforslagets kapitel 4 finder

anvendelse i tilfælde, hvor der i lovgivningen mv. er fastsat pligt til at

meddele oplysninger til den offentlige forvaltning.

Med formuleringen »lovgivningen mv.« sigtes til alle typer

af offentligretlige retsakter, herunder f.eks. også bekendtgørelser.

Der henvises nærmere til bemærkningerne nedenfor til

bestemmelsen i lovforslagets § 10.

Til stk. 4

Bestemmelsen indebærer, at vedkommende minister efter

forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at loven helt

eller

delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger

mv.,

der ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, i

det omfang disse ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelser til

at

anvende tvangsindgreb eller oplysningspligter som nævnt i stk. 1-3.

Den foreslåede bestemmelse vil inden for de anførte rammer

også kunne finde anvendelse i forhold til private enkeltpersoner.

Til stk. 5

Bestemmelsen indebærer, at tvangsindgreb, som falder ind

under stk. 1 eller 2, ikke er omfattet af lovens kapitel 2 og 3, hvis

tvangsindgrebet foretages efter indhentet retskendelse.

Bestemmelsen henviser alene til § 1, stk. 1 og 2, men ikke

til stk. 3. Det indebærer, at den foreslåede bestemmelse om selvinkriminering

i

§ 10 vil gælde også for myndigheder, der alene kan foretage tvangsindgreb

efter

retskendelse.

Der henvises til pkt. 3.1.2.3 i de almindelige

bemærkninger.

Til kapitel 2

Gennemførelse af tvangsindgreb

I kapitlet fastsættes proportionalitetsprincippet og regler

for den fremgangsmåde, der skal iagttages af forvaltningen ved beslutninger

om

iværksættelse af de indgreb, der er omfattet af § 1, stk. 1.

I tilfælde, hvor flere myndigheder indgår i et samarbejde

om fælles kontrolbesøg mv., finder reglerne anvendelse for hver af

myndighederne for den del af tvangsindgrebet, som den pågældende myndighed

ønsker at iværksætte.

Proportionalitetsprincippet

Til § 2

I forvaltningsretten antages at gælde en almindelig

grundsætning om forholdsmæssighed (proportionalitet). Heri ligger, at der

ikke

må anvendes mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende

foranstaltninger er tilstrækkelige, og indgrebet skal som middel stå i

rimeligt

forhold til målet.

Bestemmelsen indebærer, at det udtrykkeligt fastsættes, at

der ved beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb gælder et sådant

proportionalitetsprincip.

Inden en myndighed træffer beslutning om iværksættelse af

et tvangsindgreb f.eks. som led i en kontrol, som det påhviler myndigheden at

udføre, skal myndigheden således overveje, om indgrebet eventuelt kan

erstattes

af andre og mindre indgribende kontrolmåder.

En myndighed bør derfor efter omstændighederne f.eks.

overveje, om de oplysninger, som myndigheden ville kunne tilvejebringe ved

gennemførelsen af et kontrolbesøg, i stedet vil være mulige at indhente ved

at

rette en mere formløs henvendelse til parten og anmode denne om at indsende

relevante dokumenter mv.

Fremgangsmåden

Til § 3

Efter forvaltningslovens § 2, stk. 1, gælder

lovens centrale bestemmelser om partsbeføjelser (§§ 7-26) for sager,

hvori

der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Forvaltningslovens regler om inhabilitet (§§ 3-6) gælder udover for

sådanne sager tillige for sager om indgåelse af kontraktforhold mv.

Uden for forvaltningslovens afgørelsesbegreb falder som

udgangspunkt processuelle beslutninger, som træffes under og som led i sagens

behandling, herunder f.eks. beslutninger om sagens oplysning.

Det er efter gældende ret ikke afklaret, i hvilket omfang

beslutninger om foretagelse af de tvangsindgreb, der er omfattet af

lovforslagets § 1, stk. 1, skal betragtes som afgørelser i

forvaltningslovens forstand (således at forvaltningslovens regler om

partsbeføjelser finder anvendelse), eller om sådanne indgreb i stedet må

betragtes som processuelle beslutninger (således at forvaltningslovens regler

om partsbeføjelser ikke finder anvendelse).

I lovforslagets § 3 fastsættes det udtrykkeligt, at

forvaltningslovens §§ 3-10, §§ 12-18 og §§ 22-26 gælder ved

beslutninger om iværksættelse af de tvangsindgreb, der er omfattet af

lovforslagets § 1, stk. 1. Der henvises herved til de almindelige

bemærkninger pkt. 3.3.3 - 3.3.10.

For en række af de bestemmelser i forvaltningsloven, som

der er henvist til i lovforslagets § 3, har det betydning, på hvilket

tidspunkt en afgørelse skal anses for truffet. I den nærmere omtale af dette

spørgsmål i pkt. 3.3.4 er det anført, at en »afgørelse« i forvaltningslovens

forstand i nærværende sammenhæng skal anses for truffet på det tidspunkt,

hvor

der foreligger en beslutning om, at der med hjemmel i den relevante

lovbestemmelse skal iværksættes et tvangsindgreb.

I overensstemmelse hermed er lovforslagets § 3

formuleret således, at forvaltningslovens §§ 3-10, §§ 12-18 og

§§ 22-26 finder anvendelse »ved beslutninger om iværksættelse af

tvangsindgreb«. Lovforslagets § 3 – og dermed de regler i

forvaltningsloven, der er henvist til i bestemmelsen – vil derimod ikke

gælde,

når offentlige myndigheder formløst anmoder om, at borgerne frivilligt

indsender oplysninger, som ville kunne fremskaffes ved anvendelsen af

tvangsindgreb. Sådanne henvendelser indeholder således ikke en beslutning om

iværksættelse af et tvangsindgreb.

Som nævnt finder de nævnte bestemmelser i forvaltningsloven

anvendelse ved beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb. Hvis det ved

gennemførelsen af indgrebet undtagelsesvist viser sig nødvendigt at anvende

tvang, må dette anses for et accessorium til den allerede trufne beslutning,

således at de nævnte bestemmelser i forvaltningsloven ikke skal iagttages på

ny.

For en række af de bestemmelser i forvaltningsloven, som

der er henvist til i lovforslagets § 3, har det endvidere betydning,

hvem

der kan anses for »part« i sagen. For at en person kan betragtes som part, er

det i almindelighed en betingelse, at den pågældende har en væsentlig og

individuel interesse i sagen – typisk som følge af, at det er

vedkommende, som

myndighedens afgørelse er rettet imod. I den nærmere omtale af dette

spørgsmål

i de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.5, er det anført, at selve den

omstændighed, at der bliver iværksat et tvangsindgreb over for en person, i

sig

selv er af så indgribende karakter, at vedkommende må anses for at være part

i

sagen, og at dette også må gælde i tilfælde, hvor indgrebet alene iværksættes

for at indhente oplysninger om en anden persons forhold.

Med henvisningen til bestemmelsen i forvaltningslovens

§ 18 fastslås det, at denne bestemmelse skal anvendes, hvis en part

anmoder om aktindsigt i oplysninger om gennemførelsen af et tvangsindgreb

mv.,

der beror i en afsluttet straffesag.

Det tilføjes, at den foreslåede bestemmelse ikke indeholder

en henvisning til bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 8

(§§ 27-32)

om tavshedspligt, videregivelse af oplysninger til en anden

forvaltningsmyndighed mv. Imidlertid følger det af forvaltningslovens

§ 2,

stk. 3, hvorefter bestemmelserne i lovens kapitel 8 gælder for al

virksomhed, der udøves inden for den offentlige forvaltning, at de nævnte

bestemmelser finder anvendelse i de omhandlede sager om iværksættelse og

gennemførelse af tvangsindgreb.

Til § 4

Efter offentlighedslovens § 6, stk. 1, skal en

myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske

omstændigheder, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger,

gøre notat om indholdet af oplysningerne, medmindre oplysningerne i øvrigt

fremgår af sagens dokumenter.

Efter bestemmelsens ordlyd gælder pligten kun i sager, hvor

der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Som anført i

bemærkningerne til lovforslagets § 3 er det efter gældende ret ikke

afklaret, om beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb kan betragtes som

afgørelser i forvaltningslovens forstand. Det kan derfor være tvivlsomt, i

hvilket omfang notatpligten efter offentlighedsloven finder anvendelse i

sådanne tilfælde.

På den baggrund foreslås det i lovforslagets § 4

udtrykkeligt at fastsætte, at en bestemmelse, der svarer til

offentlighedslovens § 6 om notatpligt, finder anvendelse i sager om

iværksættelse af tvangsindgreb.

Til § 5

Lovforslagets § 3 indeholder en opregning af de

bestemmelser i forvaltningsloven, der finder anvendelse ved beslutninger om

iværksættelse af tvangsindgreb.

Det drejer sig om bestemmelserne i lovens §§ 3-10,

§§ 12-18 og §§ 22-26.

Det følger således af lovforslagets § 3, at

forvaltningslovens §§ 19-21 om partshøring ikke finder anvendelse ved

beslutninger af den omhandlede art. Der henvises herved til de almindelige

bemærkninger pkt. 3.3.9.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5 indeholder regler om

den underretning, som myndigheden – i stedet for at foretage partshøring

– skal

give parten i forbindelse med en beslutning om iværksættelse af et

tvangsindgreb.

Når myndigheden har truffet beslutning om iværksættelse af

et tvangsindgreb, skal myndigheden således efter bestemmelsen som hovedregel

forud for gennemførelsen af tvangsindgrebet give parten meddelelse herom.

Parten skal herefter have lejlighed til inden for en nærmere fastsat frist at

fremkomme med indsigelser mod den trufne beslutning, der således i den

forstand

kan siges at være af foreløbig karakter.

Fremkommer parten med indsigelser, har myndigheden pligt

til at genoverveje sin beslutning i lyset af de fremsatte indsigelser.

Fremkommer parten ikke med indsigelser, er beslutningen

endelig.

Til stk. 1

Bestemmelsen indebærer, at den, som en beslutning om

iværksættelse af et tvangsindgreb retter sig imod, forud for gennemførelsen

af

beslutningen skal underrettes.

Til stk. 2

I bestemmelsen fastsættes regler om formen og indholdet af

den i lovforslagets § 5, stk. 1, nævnte underretning.

Bestemmelsen indebærer, at underretningen skal ske

skriftligt senest 14 dage, inden tvangsindgrebet gennemføres.

Skriftlighedskravet indebærer ikke, at underretning

nødvendigvis skal foretages i form af papirbaseret kommunikation, men alene

at

underretning ikke kan ske mundtligt. Bestemmelsen er således ikke til hinder

for, at underretning efter omstændighederne kan ske f.eks. ved at sende en

e-mail til den pågældende borger eller virksomhed, hvis der i øvrigt er

hjemmel

til at anvende denne kommunikationsform i det enkelte tilfælde. Endvidere er

bestemmelsen ikke til hinder for, at underretningen gives i form af

udfyldelse

af fortrykte blanketter. Det vil navnlig have relevans på

forvaltningsområder,

hvor der foretages en række ensartede tvangsindgreb (f.eks. kontrolbesøg).

I bestemmelsen er opregnet de oplysninger, som den nævnte

underretning skal indeholde. Det drejer sig om oplysninger om tid og sted for

indgrebet, retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre efter

forvaltningslovens § 8, hovedformålet med indgrebet samt det faktiske og

retlige grundlag for indgrebet.

Pligten til underretning om »tid og sted« for indgrebet

indebærer, at såvel dato som (i det omfang det er muligt) klokkeslæt for

f.eks.

et kontrolbesøg skal oplyses, samt at det skal oplyses, hvor besøget finder

sted. Det skal i den forbindelse – hvis der er anledning til det –

oplyses, om

det kun er en del af f.eks. en virksomhed, der kan forventes berørt af

kontrolbesøget.

Pligten til underretning om »retten til at lade sig

repræsentere eller bistå af andre efter forvaltningsloven § 8«

indebærer,

at myndigheden af egen drift skal vejlede om denne ret.

Efter forvaltningslovens § 8, stk. 1, 1. pkt.,

kan den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade

sig repræsentere eller bistå af andre. En part kan således i forbindelse med

en

beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb lade sig repræsentere eller

bistå af en sagkyndig, f.eks. sin advokat eller revisor, eller af f.eks. en

ægtefælle.

Det følger dog af forvaltningslovens § 8, stk. 1,

2. pkt., at en myndighed kan kræve, at parten medvirker personligt, når det

er

af betydning for sagens afgørelse. En myndighed kan således kræve, at en part

i

forbindelse med en beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb, herunder

ved gennemførelsen af indgrebet, medvirker personligt, hvis det efter en

konkret vurdering er af betydning for sagen.

Efter § 8, stk. 2, gælder retten til

repræsentation eller bistand ikke, hvis partens interesse i at lade sig

repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.

Pligten til underretning om »hovedformålet« med indgrebet

indebærer, at det skal oplyses, med hvilket formål myndigheden har påtænkt at

foretage indgrebet. Er der f.eks. tale om, at myndigheden som led i sin

løbende

kontrolvirksomhed ønsker at foretage en generel kontrol af, om parten

overholder lovgivningen på et bestemt område, må dette oplyses over for

parten.

Pligten til underretning om »det faktiske og det retlige

grundlag« for det påtænkte indgreb indebærer, at hjemlen for gennemførelsen

af

indgrebet skal oplyses. Endvidere skal det oplyses, om indgrebet beror på en

ren udtrækning, som det kan tænkes ved stikprøvekontrol, eller om der

foreligger andre omstændigheder bag besøget, f.eks. en anmeldelse eller en

generel risikovurdering af behovet for kontrol inden for den pågældende

erhvervsbranche mv.

Hvis det er en anmeldelse, der udgør grundlaget for

indgrebet, skal også anmelderens identitet oplyses, medmindre partens

interesse

i at kunne benytte kendskab til denne oplysning efter en konkret vurdering

findes at burde vige for afgørende private eller offentlige interesser, jf.

henvisningen i bestemmelsen til forvaltningslovens § 24.

Særligt om arbejdsmiljøområdet bemærkes, at det i

arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, er fastsat, at en medarbejder ved

Arbejdstilsynet ikke over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant må

oplyse, at et tilsynsbesøg foretages som følge af en klage.

En tilsvarende bestemmelse findes i stærkstrømslovens

§ 22, stk. 2, hvorefter kontrol- og tilsynsmyndigheden ikke må

oplyse

ejeren eller brugeren af en elinstallation om, hvorvidt et tilsynsbesøg sker

som følge af en klage. Det samme gælder i forbindelse med kontrol hos

forhandlere eller producenter af el-materiel samt ved tilsyn på

elforsyningsanlæg.

Det forudsættes, at disse bestemmelser skal gå forud for

den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, stk. 2, nr. 4,

således at der i de nævnte tilfælde fortsat ikke vil kunne gives oplysning

om,

at et tilsynsbesøg foretages som følge af en klage.

Om adgangen til i øvrigt at fravige kravet om angivelse af

det faktiske grundlag for indgrebet, herunder oplysninger om en eventuel

anmeldelse eller klage, henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets

§ 5, stk. 4, nr. 2, nedenfor.

Til stk. 3

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 3, 1.

pkt., indebærer, at parten inden for en af myndigheden fastsat frist har

adgang

til at fremsætte indsigelser mod beslutningen om at iværksætte tvangsindgreb.

Ved fastsættelsen af fristen bør der tages hensyn til, at

parten får rimelig tid til at overveje sagen. På den baggrund forudsættes

det,

at fristen som udgangspunkt fastsættes til ikke under 7 dage.

Partens retsmiddel mod beslutningen om iværksættelse af et

tvangsindgreb er således at fremsætte indsigelser over for den myndighed, der

har truffet beslutningen. Myndigheden har herefter pligt til at genoverveje

sin

beslutning i lyset af de fremsatte indsigelser.

Fremkommer parten inden for den fastsatte frist med

indsigelser, har myndigheden således pligt til at vurdere, om der er grundlag

for at fastholde beslutningen om iværksættelse af tvangsindgreb. Gøres der

f.eks. indsigelse mod tidspunktet for indgrebets gennemførelse, må

myndigheden

foretage en afvejning af bl.a. hensynet til parten og hensynet til en

hensigtsmæsig myndighedsplanlægning. Fastholdes beslutningen, indebærer

lovforslagets § 5, stk. 3, 2. pkt., at dette skal begrundes

skriftligt over for parten. Der består ikke en almindelig pligt til i en

begrundelse at gå ind på samtlige anbringender mv. fra partens side, men i

det

omfang der er tale om relevante anbringender, er der en formodning for, at de

bør berøres i begrundelsen. Den skriftlige meddelelse om fastholdelse af

beslutningen skal gives inden eller senest samtidig med gennemførelsen af

tvangsindgrebet.

Såfremt parten ikke inden udløbet af den fastsatte frist

fremsætter indsigelser mod beslutningen om iværksættelse af tvangsindgreb, er

beslutningen endelig, uden at myndigheden i den forbindelse skal give parten

nogen ny meddelelse.

Fremkommer parten efter udløbet af den fastsatte frist med

indsigelser, har myndigheden ikke en ubetinget pligt til at genoptage sagen.

Spørgsmålet må i stedet bero på almindelige forvaltningsretlige principper om

adgang til at begære en sag genoptaget. Parten har efter disse principper

ikke

i alle tilfælde krav på en ny realitetsbehandling af sagen. Det må således i

almindelighed antages, at en part alene har krav på genoptagelse og ny

realitetsbehandling af sagen i tilfælde, hvor der i forbindelse med

genoptagelsesanmodningen (indsigelserne) fremkommer nye, faktiske oplysninger

af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at

sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i

forbindelse med myndighedens oprindelige stillingtagen til sagen.

Til stk. 4

Bestemmelsen fastsætter nærmere regler for, i hvilke

tilfælde en myndighed kan fravige reglerne i lovforslagets § 5,

stk. 1-3.

Fravigelsen kan ske helt eller delvist. Der kan således

forekomme tilfælde, hvor det ikke er nødvendigt helt at undlade at give

parten

forudgående underretning om det påtænkte tvangsindgreb, men f.eks. alene at

fravige reglen om, at underretningen skal gives senest 14 dage før

gennemførelsen af indgrebet.

Endvidere kan der forekomme tilfælde, hvor det alene kan

være nødvendigt at fravige kravet om f.eks. angivelse af det faktiske

grundlag

for indgrebet, herunder i visse af de tilfælde, hvor en myndighed ud fra en

generel risikovurdering har valgt at rette særlig fokus mod en bestemt gruppe

eller branche, jf. nærmere nedenfor under bemærkningerne til undtagelsen i

nr.

2

Bestemmelsen indeholder en opregning af de hensyn, der kan

begrunde, at reglerne om forudgående underretning fraviges helt eller

delvist.

I et vist omfang vil de forskellige undtagelsesmuligheder, der omtales

nedenfor,

kunne overlappe hinanden.

I nogle tilfælde vil der kunne være tale om, at en

myndighed ønsker at gennemføre et kontrolbesøg mv. f.eks. på en virksomhed

uden, at de nævnte undtagelser til kravet om forudgående underretning er

opfyldt i forhold til alle de forhold, der kan blive undersøgt under

kontrolbesøget. Herom henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger

pkt.

3.3.9.

Til nr. 1

Reglerne i lovforslagets § 5, stk. 1-3, kan for

det første fraviges helt eller delvist, hvis øjemedet med tvangsindgrebets

gennemførelse ville forspildes, hvis forudgående underretning skulle gives.

Bestemmelsen tager først og fremmest sigte på de tilfælde,

hvor en myndighed foretager tvangsindgreb som led i sin kontrol- eller

tilsynsvirksomhed.

Kontrolbesøg kan således foretages uvarslet, hvis det i det

konkrete tilfælde efter en nærmere vurdering af den enkelte sags

omstændigheder

må antages, at øjemedet med kontrolbesøget ville blive forspildt, såfremt der

skete forudgående varsling. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en

myndighed

på baggrund af tidligere erfaringer med en part har grund til at antage, at

den

pågældende vil bortskaffe de effekter mv., der ønskes kontrolleret.

Bestemmelsen sigter endvidere til kontrolbesøg, som en

myndighed foretager på områder, hvor det generelt må antages, at øjemedet med

kontrollen ville blive forspildt, såfremt den pågældende borger eller

virksomhed var »advaret« forinden. Der tænkes her særligt på de tilfælde,

hvor

kontrollen har karakter af en kontrol af et »øjebliksbillede« – f.eks.

når

fødevaremyndighederne skal kontrollere hygiejnetilstanden på en restaurant,

eller når Told og Skat – eventuelt i samarbejde med Arbejdsdirektoratet

– skal

kontrollere, om der i en virksomhed er personer, som udfører »sort« arbejde.

Som eksempel på kontrol af et »øjebliksbillede« kan også

nævnes Told og Skats toldkontroller af varer i det danske toldområde.

Også i tilfælde, hvor tvangsindgrebet ikke foretages som

led i kontrol- eller tilsynsvirksomhed, kan der efter en nærmere vurdering af

den enkelte sags omstændigheder være risiko for, at øjemedet med

tvangsindgreb

ville blive forspildt, såfremt der skete forudgående varsling. Som eksempel

kan

nævnes sager, hvor tvangsindgrebet sker som led i fuldbyrdelsen af en

afgørelse, f.eks. hvor kommunen i forbindelse med fuldbyrdelsen af en

afgørelse

om tvangsfjernelse af et barn søger efter barnet i

forældremyndighedsindehaverens bolig.

Til nr. 2

Reglerne i lovforslagets § 5, stk. 1-3, kan for

det andet fraviges helt eller delvist, hvis hensynet til parten selv taler

for

det, eller hvis partens rettigheder findes at burde vige for afgørende hensyn

til andre private eller offentlige interesser.

Bestemmelsen vil normalt kunne finde anvendelse, hvis den,

som indgrebet er rettet mod, eller dennes repræsentant giver konkret samtykke

til – eller ligefrem anmoder om – at der gennemføres et

bestemt

kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb uden forudgående

underretning, jf. formuleringen »hensynet til parten selv«.

Som et eksempel på anvendelse af den foreslåede bestemmelse

i nr. 2, med henvisning til »afgørende hensyn til andre private eller

offentlige interesser«, kan nævnes tilfælde, hvor afgørende hensyn til de

ansattes sikkerhed og sundhed taler for, at Arbejdstilsynet gennemfører

kontrolbesøget uden at afvente forudgående underretning.

Bestemmelsen kan ligeledes finde anvendelse f.eks. i

tilfælde, hvor der i finansielle virksomheder er opstået en alvorlig

økonomisk

situation, der kræver, at Finanstilsynet omgående får adgang til virksomheden

af hensyn til de finansielle markeder, kreditorer mv.

Det forudsættes desuden, at bestemmelsen efter

omstændighederne vil kunne anvendes i situationer, hvor myndighederne som

følge

af lovbestemte frister har kort tid til at træffe afgørelse om gennemførelse

af

eventuelt kontrolbesøg mv. Som eksempel herpå kan nævnes opkrævningslovens

§ 12, stk. 2, hvorefter en virksomheds tilsvar af skatter og

afgifter

mv., som opkræves efter opkrævningsloven, og som for en afregningsperiode er

negativt, skal udbetales til virksomheden senest 3 uger efter modtagelse af

rettidig angivelse for den pågældende periode. I sådanne tilfælde kan

reglerne

i lovforslagets § 5, stk. 1-3, i fornødent omfang fraviges, såfremt

der i perioden mellem myndighedens modtagelse af angivelsen og fristen for

udbetaling ønskes gennemført et kontrolbesøg i virksomheden til brug for

sagens

behandling.

Bestemmelsen giver også adgang til – som en delvis

fravigelse af hovedreglen i stk. 1 og 2 – i forbindelse med en

forudgående

varsling ikke at gøre parten bekendt med det faktiske grundlag for

beslutningen

om iværksættelse af et tvangsindgreb. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor en

myndighed ud fra en generel – f.eks. edb-baseret - risikovurdering har

valgt at

rette særlig fokus mod en bestemt gruppe, branche eller vareart mv., og hvor

den særlige indsats mod denne gruppe, branche eller vareart mv. vil blive

vanskeliggjort, hvis det afsløres, at der er tale om en særlig fokuseret

indsats på området. Et eksempel kan også være, at afgørende hensyn til en

anmelder eller klager taler for, at anmelderens eller klagerens identitet

ikke

oplyses.

Til nr. 3

For det tredje kan reglerne i lovforslagets § 5,

stk. 1-3, fraviges helt eller delvist, hvis det er nødvendigt af hensyn

til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder

forholdet til EU.

Bestemmelsen sigter navnlig til Danmarks EU-retlige

forpligtelser. På en række områder følger det således af EU-direktiver, at

Danmark er forpligtet til at fastsætte regler om, at kontrolbesøg skal kunne

ske uanmeldt.

Desuden er der i en række EU-forordninger fastsat regler om

uanmeldt kontrolbesøg. Sådanne forordninger har direkte virkning her i

landet.

Pligt til at kunne foretage uanmeldte kontrolbesøg kan også

følge af andre internationale forpligtelser end EU-retten. Eksempelvis kan

nævnes, at Danmark har tiltrådt en række ILO-konventioner, hvorefter der skal

være adgang til at foretage uanmeldte kontrolbesøg.

Spørgsmålet om, hvorvidt – og i givet fald i hvilket omfang

– der foreligger en international forpligtelse til at gennemføre

uanmeldte

kontrolbesøg mv., vil bero på en nærmere fortolkning af det pågældende

internationale retsinstruments bestemmelser.

Den foreslåede bestemmelse vil kun kunne anvendes, hvis det

på grundlag af en sådan fortolkning må antages at være nødvendigt for at leve

op til en international forpligtelse (f.eks. en forpligtelse til, at en vis

andel af en myndigheds kontrolbesøg skal ske uanmeldt).

Til nr. 4

Reglerne i lovforslagets § 5, stk. 1-3, kan

endvidere fraviges helt eller delvist, hvis øjeblikkelig gennemførelse af

tvangsindgrebet efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Bestemmelsen sigter til tilfælde, hvor der kan være et

behov for, at en myndighed øjeblikkeligt griber ind og gennemfører et

tvangsindgreb f.eks. af hensyn til personers sikkerhed. Som eksempel kan

nævnes

redningsberedskabets indtrængen i private ejendomme i forbindelse med brande

eller udslip.

Til nr. 5

Endelig kan reglerne i lovforslagets § 5,

stk. 1-3, fraviges helt eller delvist, hvis forudgående underretning

viser

sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig.

Som eksempel på situationer, hvor bestemmelsen kan tænkes

anvendt, kan nævnes tilfælde, hvor fiskerimyndighederne foretager kontrol af

de

fartøjer, der kommer i havn på et bestemt tidspunkt, uden at det på forhånd

er

muligt at fastlægge, hvilke fartøjer det vil dreje sig om. Tilsvarende får

Søfartsstyrelsen ofte først meget kort tid før anløb kendskab til de skibe,

der

skal kontrolleres som led i kontrollen efter EU-direktivet om

havnestatskontrol.

Til stk. 5

Bestemmelsen indebærer, at myndigheden i de tilfælde, hvor

en beslutning om iværksættelse af tvangsindgreb gennemføres uden forudgående

underretning, samtidig med gennemførelsen af tvangsindgrebet skal give parten

skriftlig meddelelse om beslutningen.

Den skriftlige meddelelse skal indeholde de oplysninger,

der fremgår af lovforslagets § 5, stk. 2, nr. 1-4. Der henvises til

bemærkningerne ovenfor til denne bestemmelse.

Endvidere skal den skriftlige meddelelse indeholde en

begrundelse for, hvorfor reglerne i lovforslagets § 5, stk. 1-3, om

forudgående underretning er fraveget. Er der f.eks. tale om, at

fødevaremyndighederne foretager uanmeldt kontrolbesøg på en restaurant for at

kontrollere hygiejnetilstanden, skal parten have skriftlig meddelelse om, at

myndigheden er kommet uanmeldt, fordi øjemedet med kontrolbesøget ellers

ville

være forspildt.

I tilfælde, hvor der ved en forudgående underretning er

sket en delvis fravigelse af reglerne i § 5, stk. 1-3 – f.eks.

således at det faktiske grundlag for et kontrolbesøg ikke er angivet (se

bl.a.

bemærkningerne til § 5, stk. 4, nr. 2) – forudsættes det med

den

foreslåede bestemmelse i stk. 5, at myndigheden samtidig med

gennemførelse

af tvangsindgrebet giver vedkommende de oplysninger, der er udeladt i den

forudgående underretning, såfremt de hensyn, der begrundede udeladelsen, ikke

længere foreligger. Der skal endvidere i disse tilfælde gives en begrundelse

for den delvise fravigelse af reglerne i stk. 1-3, herunder f.eks. en

begrundelse hvis fristen i stk. 2 på 14 dage er fraveget.

Det følger af forvaltningslovens § 24, stk. 3, om

begrundelse, at begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jf. forvaltningslovens § 15.

En myndighed vil således kunne undlade at begrunde, at

reglerne i lovforslagets § 5, stk. 1-3, om forudgående underretning

er fraveget, hvis oplysningerne i en sådan begrundelse ville kunne undtages

fra

partsaktindsigt.

Som eksempel på tilfælde, hvor bestemmelsen i

forvaltningslovens § 24, stk. 3, efter omstændighederne vil kunne

finde anvendelse, kan nævnes, at en myndighed i den forudgående underretning,

som skal gives efter lovforslagets § 5, stk. 2, har undladt at

oplyse

om det faktiske grundlag for indgrebet, idet der er afgørende hensyn til

private eller offentlige interesser, der taler for at hemmeligholde disse

oplysninger, jf. nærmere ovenfor under bemærkningerne til bestemmelsen i

lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 2. En myndighed, der iværksætter et

tvangsindgreb, kan således efter omstændighederne f.eks. være berettiget til

at

undlade at oplyse klagens indgivelse, klagers identitet mv. i begrundelsen

for,

at der ikke er sket forudgående underretning om det faktiske grundlag for

indgrebet.

Til stk. 6

Lovforslagets § 5, stk. 5, bestemmer, at parten –

når en beslutning om iværksættelse af tvangsindgreb gennemføres uden

forudgående underretning – samtidig med gennemførelsen af indgrebet skal

have

skriftlig meddelelse om beslutningen.

Der kan dog forekomme tilfælde, hvor hensynet til parten

selv eller afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser

taler

for, at et tvangsindgreb gennemføres, inden myndigheden har haft lejlighed

til

at udarbejde en skriftlig begrundelse. Som eksempel herpå kan nævnes

tilfælde,

hvor en borger eller virksomhed selv anmoder om, at myndigheden straks skal

gennemføre et kontrolbesøg, eller tilfælde, hvor en myndighed bliver

opmærksom

på sikkerheds- eller sundhedsfarlige forhold mv., der taler for, at et

kontrolbesøg gennemføres, inden der har været lejlighed til at udarbejde en

skriftlig begrundelse.

Det fastsættes derfor i lovforslagets § 5,

stk. 6, at beslutningen i tilfælde af denne karakter kan meddeles

mundtligt.

En part, der har fået mundtlig meddelelse om beslutningen,

kan forlange efterfølgende at få beslutningen meddelt skriftligt. En begæring

herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at

tvangsindgrebet er gennemført. Myndigheden skal besvare begæringen snarest

muligt. Er begæringen ikke besvaret inden 14 dage efter, at myndigheden har

modtaget den, skal myndigheden underrette parten om grunden hertil samt om,

hvornår begæringen kan forventes besvaret.

Om indholdet af den skriftlige meddelelse henvises til

bemærkningerne ovenfor til bestemmelsen i lovforslagets § 5,

stk. 5.

Det forudsættes, at et uvarslet tvangsindgreb kan

gennemføres, selv om mundtlig meddelelse om tvangsindgrebet viser sig umulig,

f.eks. fordi ingen træffes på den pågældende lokalitet.

Til § 6

Til stk. 1

Bestemmelsen fastsætter, at tvangsindgreb, der foretages

uden for en myndigheds embedssteder, kun må foretages mod forevisning af

behørig legitimation. Det forudsættes således, at myndigheden ved

gennemførelsen af et tvangsindgreb over for en virksomhed retter henvendelse

til virksomhedens repræsentant, hvad enten der er tale om indehaveren eller

ansat personale. Træffes der ikke umiddelbart nogen på stedet, er myndigheden

forpligtet til at forsøge at finde en person på stedet, der kan repræsentere

den pågældende virksomhed. Det forudsættes i den forbindelse, at myndigheden

normalt skal rette henvendelse til virksomhedens repræsentant ved

kontrolbesøgets begyndelse, medmindre særlige hensyn taler for, at

gennemførelsen af tvangsindgrebet påbegyndes uden forudgående henvendelse til

virksomhedens repræsentant, jf. nærmere stk. 2 nedenfor.

Legitimationen skal forevises uopfordret til den, indgrebet

retter sig mod, og skal vise, hvilken myndighed vedkommende person

repræsenterer, samt indeholde identificerbare oplysninger om den pågældendes

identitet (f.eks. tjenestenummer).

Til stk. 2

Bestemmelsen fastsætter, at bestemmelsen i lovforslagets

§ 6, stk. 1, undtagelsesvis kan fraviges helt eller delvist, hvis

afgørende hensyn taler for det.

Denne bestemmelse indebærer bl.a., at en myndighed vil

kunne undlade at følge den foreslåede bestemmelse i stk. 1 om

legitimation, i det omfang den eller de personer, som et tvangsindgreb rettes

mod,

udviser en sådan truende adfærd mv., at det efter en konkret vurdering

undtagelsesvis vil være velbegrundet ikke at oplyse navn eller andre

identitetsoplysninger, ligesom der i ganske særlige tilfælde kan foreligge

omstændigheder, der berettiger, at der heller ikke gives oplysninger om

tjenestested.

Til § 7

Almindelige forvaltningsretlige principper fører til, at

myndigheden skal foretage et tvangsindgreb så skånsomt som muligt.

Lovforslagets § 7 lovfæster dette ved at fastslå, at

et tvangsindgreb skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader,

herunder så vidt muligt uden at forårsage ødelæggelse eller beskadigelse, og

uden at indgrebet på grund af tidspunktet for foretagelsen eller den måde,

hvorunder det foretages, giver anledning til unødig opsigt.

Eksempelvis må myndigheden drage omsorg for, at et

kontrolbesøg hos en virksomhed gennemføres på en måde, der ikke unødigt

griber

forstyrrende ind i virksomhedens arbejde, og at kontrolbesøget ikke giver

anledning til unødig opsigt hos kunder, naboer mv.

Til § 8

Bestemmelsen i lovforslagets § 8 fastsætter en pligt

for myndighederne til at udarbejde en rapport om udførelsen af et

tvangsindgreb

i tilfælde, hvor myndigheden under gennemførelsen af et tvangsindgreb finder,

at den, som indgrebet er rettet imod, har tilsidesat regler i lovgivningen

mv.

Rapporten skal snarest udleveres til vedkommende.

Finder myndigheden under gennemførelsen af et tvangsindgreb

ikke, at den, som indgrebet rettes imod, har tilsidesat regler i lovgivningen

mv., indebærer bestemmelsen i lovforslagets § 8, stk. 2, at

myndigheden alene har pligt til at udfærdige og udlevere en rapport om

udførelsen af indgrebet, hvis parten fremsætter begæring om det. En begæring

herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at

tvangsindgrebet er gennemført. Myndigheden skal besvare begæringen snarest

muligt. Er begæringen ikke besvaret inden 14 dage efter, at myndigheden har

modtaget den, skal myndigheden underrette parten om grunden hertil samt om,

hvornår begæringen kan forventes besvaret.

Bestemmelsen angiver ikke, hvad rapporten om indgrebets

udførelse nærmere skal indeholde. Det skyldes, at behovet for notering af

oplysninger i rapporten vil variere afhængigt af, hvordan et tvangsindgreb

forløber, samt formålet med og omfanget af tvangsindgrebet. Overordnet skal

rapporten imidlertid give et udførligt og dækkende indtryk af

tvangsindgrebets

forløb.

Der kan samtidig peges på en række omstændigheder, der vil

have betydning for, hvor omfattende rapporten bør være.

Således vil der normalt være et større behov for notering

af oplysninger i rapporten, hvis indgrebet foretages uden samtykke fra den,

som

indgrebet retter sig mod. Der vil endvidere være et større behov for notering

af oplysninger i rapporten, hvis myndigheden tager genstande i besiddelse i

forbindelse med indgrebet. Endvidere kan der peges på, at jo mere indgribende

og omfattende et tvangsindgreb er, jo større vil behovet for notering af

oplysninger i rapporten være.

Som minimum vil der normalt være behov for i rapporten at

notere oplysninger om indgrebets formål, tidspunktet for indgrebet, hvilke

personer der var til stede, om der blev anvendt tvang ved gennemførelsen, og

hvilke genstande der eventuelt blev taget i myndighedernes besiddelse.

Det bemærkes, at udarbejdelse af den pågældende rapport i

vidt omfang vil kunne ske ved udfyldelse af fortrykte blanketter.

Den udfærdigede rapport vil have bevismæssig betydning,

hvis der efterfølgende opstår spørgsmål om et tvangsindgrebs forløb mv.

Undladelse af at udfærdige den nævnte rapport – f.eks. i tilfælde, hvor

der er

konstateret en lovovertrædelse, men hvor overtrædelsen er af en sådan

karakter,

at den ikke umiddelbart giver myndigheden anledning til at foretage egentlige

retsskridt – vil derfor efter omstændighederne kunne have bevismæssig

skadevirkning for myndigheden, hvis den senere ønsker at foretage retsskridt

mv. under henvisning til forhold, som knytter sig til det pågældende

kontrolbesøg mv.

Til kapitel 3

Forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen

af tvangsindgreb

I kapitlet fastsættes regler for myndighedernes

gennemførelse af tvangsindgreb i tilfælde, hvor en person er mistænkt for at

have begået et strafbart forhold. Reglerne vil gælde, hvad enten myndigheden

selv har adgang til at søge et eventuelt strafbart forhold afsluttet ved en

administrativ bøde (bødeforelæg), eller myndigheden ikke har en sådan adgang

og

derfor i alle tilfælde vil være henvist til at lade en videre behandling af

spørgsmål om fastsættelse af straf overgå til politiet.

Til § 9

Til stk. 1

Hvis en person med rimelig grund mistænkes for at have

begået en strafbar lovovertrædelse, indebærer bestemmelsen, at tvangsindgreb

over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det

eller

de forhold, som mistanken omfatter, alene kan gennemføres efter reglerne i

retsplejeloven om strafferetsplejen. Det gælder, uanset om den mistænkte er

en

fysisk eller juridisk person.

Den foreslåede bestemmelse afgrænser således anvendelsen af

tvangsindgreb uden for strafferetsplejen i forhold til anvendelsen af indgreb

i

form af ransagning, beslaglæggelse mv. inden for strafferetsplejen.

Bestemmelsen finder anvendelse i tilfælde, hvor myndigheden

forud for f.eks. et kontrolbesøg er bekendt med oplysninger, der kan

begrunde,

at en person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar

lovovertrædelse.

Endvidere finder bestemmelsen anvendelse i tilfælde, hvor

myndigheden i forbindelse med gennemførelsen af f.eks. et kontrolbesøg får

kendskab til oplysninger, der kan begrunde, at en person med rimelig grund

mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse.

Efter bestemmelsens ordlyd skal der være tale om, at en

person »med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar

lovovertrædelse«. Der skal således foreligge en mistanke om et strafbart

forhold, som kan henføres til én eller flere bestemte personer. At der skal

være »rimelig grund« til en sådan mistanke indebærer, at mistanken skal være

baseret på fornødne konkrete, objektive oplysninger i den pågældende sag.

Om dette er tilfældet, må bero på en samlet konkret

vurdering i den enkelte situation i overensstemmelse med de principper og

retningslinier, der allerede i dag gælder på området.

Er der tale om ren stikprøvekontrol, vil der selvsagt ikke

foreligge en mistanke i bestemmelsens forstand.

Det samme gælder i tilfælde, hvor en myndighed f.eks.

ønsker at undersøge forhold, som kun muligvis kan give anledning til mistanke

–

f.eks. på baggrund af generelle erfaringer med en bestemt branche eller

virksomhed. En mere almindelig, erfaringsbaseret fornemmelse hos den

pågældende

myndighed om, at der kan være »noget galt«, indebærer således ikke, at der

efter bestemmelsen foreligger mistanke om et strafbart forhold.

Såfremt den pågældende myndighed f.eks. fra naboer,

konkurrenter eller ansatte i virksomheden modtager anmeldelse om forhold, som

efter deres karakter er strafbare, må det bero på en konkret vurdering, om

der

foreligger en mistanke som angivet i bestemmelsen. I den forbindelse må det

bl.a. indgå, hvor troværdig anmeldelsen forekommer, hvor konkret de

pågældende

forhold er angivet, og om der i øvrigt – det vil sige i de oplysninger,

som

myndigheden herudover er i besiddelse af – er holdepunkter for, at der

kan

foreligge et strafbart forhold. En anmeldelse vil således ikke i sig selv

skabe

grundlag for en mistanke som angivet i bestemmelsen, hvis anmeldelsen ikke

indeholder bl.a. tilstrækkeligt konkretiserede oplysninger om de pågældende

forhold.

I tilfælde, hvor der – bl.a. på grundlag af de anførte

retningslinier – ikke med rimelig grund foreligger mistanke om et

strafbart

forhold, finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse. Det betyder, at

den

forslåede bestemmelse ikke medfører begrænsninger i de beføjelser, som

myndigheden har efter den pågældende særlovgivning.

Må det derimod konstateres, at der foreligger en mistanke

af den angivne karakter, indebærer den foreslåede bestemmelse, at

tvangsindgreb

over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det

eller

de forhold, som mistanken omfatter, alene kan gennemføres efter reglerne i

retsplejeloven om strafferetsplejen, jf. dog stk. 2 nedenfor. Det gælder

som nævnt, uanset om mistanken foreligger på forhånd – det vil sige før

iværksættelsen af det pågældende tvangsindgreb – eller mistanken først

opstår

efter, at tvangsindgrebet er iværksat (f.eks. i forbindelse med

gennemførelsen

af et kontrolbesøg).

Det anførte skal imidlertid ses i lyset af, at formålet med

den foreslåede bestemmelse som beskrevet ovenfor er at trække en grænse

mellem

på den ene side de tvangsindgreb, der kan foretages af de enkelte

forvaltningsmyndigheder uden for strafferetsplejen, og på den anden side de

tvangsindgreb, der alene kan foretages af politiet efter retsplejelovens

regler

om strafferetsplejen.

I den forbindelse bør der ikke kunne opstå situationer,

hvor den pågældende forvaltningsmyndighed er afskåret fra selv at

tilvejebringe

fornødne oplysninger mv., men hvor det materiale, der foreligger, samtidig er

så generelt og ukonkret, at det ikke er muligt at vurdere, om der er grundlag

for iværksættelse af straffeprocessuelle indgreb som f.eks. beslaglæggelse. I

givet fald ville der være tilfælde, hvor nødvendige oplysninger til brug for

kontrol mv. ikke kunne tilvejebringes efter nogen af de gældende regelsæt.

På den baggrund indebærer bestemmelsen, at den pågældende

myndighed også i de nævnte tilfælde er berettiget til at anvende sine

beføjelser efter særlovgivningen med henblik på at fremskaffe oplysninger i

det

omfang, det må anses for nødvendigt for, at myndigheden kan vurdere, om der

er

tale om en sag, som bør overgives til politiet, og for, at politiet kan

vurdere, om der – også ud fra ressourcemæssige hensyn – er

fornødent grundlag

for at iværksætte strafferetlig efterforskning (herunder beslaglæggelse mv.).

Det forudsættes derfor bl.a., at myndigheden – f.eks. ved

optælling af den pågældende virksomheds varer eller gennemgang af relevante

regnskaber mv. – vil kunne tilvejebringe oplysninger, der gør det muligt

nærmere at angive karakteren og omfanget af de forhold, som mistanken

vedrører.

Hvis f.eks. skattemyndighederne i forbindelse med et kontrolbesøg i en

virksomhed konstaterer, at der sælges ulovligt importerede varer, og der i

den

forbindelse opstår mistanke om, at der foreligger en strafbar overtrædelse af

afgiftslovgivningen, vil skattemyndighederne normalt være berettiget til at

fortsætte kontrolbesøget i virksomheden, indtil de nævnte oplysninger er

tilvejebragt. Tilsvarende vil gælde, hvis skattemyndighederne på baggrund af

en

anmeldelse har en - ikke nærmere konkretiseret - mistanke om, at en

virksomhed

f.eks. sælger ulovligt importerede varer. I så fald vil skattemyndighederne

således normalt være berettiget til at foretage et kontrolbesøg, der gør det

muligt nærmere at angive karakteren og omfanget af de forhold, som mistanken

vedrører.

Myndigheden vil derimod ikke tvangsmæssigt kunne skaffe sig

oplysninger i et omfang, der rækker videre, end det nævnte hensyn

nødvendiggør.

Yderligere oplysninger må i stedet fremskaffes af politiet efter

retsplejelovens regler om bl.a. beslaglæggelse.

Det forudsættes, at det er den pågældende myndighed selv,

der vurderer, om der foreligger den nævnte mistanke om et strafbart forhold,

uden at dette spørgsmål i almindelighed overgives til politiets

stillingtagen.

Bestemmelsen er alene til hinder for, at den pågældende

myndighed i en række tilfælde gennemfører tvangsindgreb omfattet af

lovforslagets § 1, stk. 1 og 2. Der vil således efter den

foreslåede

bestemmelse ikke gælde begrænsninger for, at myndigheden – eventuelt

efter

aftale med politiet – foretager andre sagsbehandlingsskridt med henblik

på den

videre behandling af spørgsmål om fastsættelse af straf, f.eks. analyse af

indhentede prøver eller en vurdering af de allerede foreliggende oplysninger.

Der henvises til pkt. 3.6.3 i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen vil kunne indebære, at en myndighed, som i

forbindelse med et kontrolbesøg mv. får mistanke om et strafbart forhold, vil

være afskåret fra at benytte en eventuel hjemmel i lovgivningen til

umiddelbart

at beslaglægge relevante beviser (f.eks. regnskabsbilag, andre dokumenter

mv.).

Myndigheden må i så fald søge at indhente vedkommendes samtykke til –

uanset

den opståede mistanke om strafbart forhold – at beslaglægge de

pågældende

effekter, jf. bestemmelsen i lovforslagets § 9, stk. 3. Hvis et

sådant samtykke ikke kan opnås, forudsættes det, at myndigheden –

såfremt den

finder tilstrækkelig anledning til straks at tilkalde politiet med henblik på

gennemførelse af en beslaglæggelse efter de straffeprocessuelle regler i

retsplejeloven

– vil have ret til at forblive på stedet for at sikre eventuelle

beviser,

indtil politiet møder frem.

Bestemmelsen indebærer, at anvendelsen af tvangsindgreb kun

udelukkes med hensyn til det eller de forhold, hvor der er en mistanke om, at

parten har begået et strafbart forhold. Myndigheden vil derfor uden særlige

begrænsninger kunne anvende sine kontrolbeføjelser mv. med henblik på at

kontrollere andre forhold, som ikke er omfattet af mistanken.

Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor Arbejdstilsynet i

forbindelse med et kontrolbesøg i en virksomhed konstaterer, at der er begået

en strafbar overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, idet arbejdet ved en

bestemt maskine ikke udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Arbejdstilsynet

vil

efter lovforslagets § 9, stk. 1 – når mistanken er

konkretiseret

således, at der er »rimelig grund« til mistanken, jf. ovenfor – være

afskåret

fra at undersøge dette forhold nærmere, men vil være berettiget til at

undersøge andre forhold, herunder f.eks. andre maskiner. I det pågældende

eksempel vil Arbejdstilsynet normalt heller ikke være afskåret fra at

gennemføre et nyt kontrolbesøg hos virksomheden f.eks. 14 dage senere for at

påse, om arbejdet ved den omhandlede maskine på dette tidspunkt udføres

sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Den omstændighed, at maskinen ikke opfyldte

arbejdsmiljøreglerne under det tidligere besøg, vil således ikke i

almindelighed i sig selv indebære, at der forud for det efterfølgende

kontrolbesøg vil være rimelig grund til mistanke om, at maskinen fortsat ikke

opfylder reglerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i de almindelige

bemærkninger.

Om adgangen til under visse betingelser at gennemføre

tvangsindgreb uden for strafferetsplejen med henblik på undersøgelse mv. af

det

eller de samme forhold, som er omfattet af en mistanke om en strafbar

overtrædelse af reglerne på det pågældende område, henvises til lovforslagets

§ 9, stk. 2, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til stk. 2

Bestemmelsen indebærer, at bestemmelsen i lovforslagets

§ 9, stk. 1, ikke finder anvendelse, hvis tvangsindgrebet alene

gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.

Hvis formålet med et tvangsindgreb alene er at indsamle

oplysninger til brug for andre spørgsmål end fastsættelse af straf, vil

indgrebet således kunne gennemføres over for en person, som mistænkes for et

strafbart forhold, selv om de oplysninger, der søges tilvejebragt, vedrører

det

eller de forhold, som mistanken omfatter.

Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor skattemyndighederne

ønsker at anvende beføjelserne i skattekontrolloven med henblik på den

løbende

skattemæssige ligning, uanset at vedkommende person med rimelig grund

mistænkes

for at have begået et strafbart forhold, der vedrører de samme

omstændigheder,

som skatteligningen angår.

Et andet eksempel kan være, at fødevaremyndighederne –

uanset at en person med rimelig grund mistænkes for at have begået en

strafbar

overtrædelse af fødevarelovgivningen ved at have produceret en vare, der

indeholder sundhedsfarlige stoffer – ønsker at anvende tvangsindgreb med

henblik på meddelelse af påbud om destruktion af de sundhedsfarlige varer.

Et tredje eksempel kan være, at Arbejdstilsynet efter en

arbejdsulykke finder det nødvendigt at gennemføre tvangsindgreb med henblik

på

meddelelse af påbud om etablering af sikkerhedsmæssigt forsvarlige

arbejdsforhold, uanset at arbejdsgiveren med rimelig grund kan mistænkes for

at

have begået et strafbart forhold.

I en række tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke

om et strafbart forhold, vil der foreligge en situation,

hvor

myndigheden kan have brug for oplysninger om det eller de

forhold, som mistanken omfatter, til brug for behandlingen af spørgsmål, der

ikke vedrører fastsættelse af straf – som f.eks. udstedelse af påbud

eller

forbud eller inddragelse mv. af en tilladelse –

og hvor

myndigheden samtidig er opmærksom på, at der som supplement

eller alternativ til iværksættelse af sådanne ikke-strafferetlige

foranstaltninger også kan blive tale om at forfølge spørgsmålet om straf

(enten

ved at myndigheden selv har mulighed for i givet fald at afgøre sagen med et

bødeforelæg eller ved at anmelde forholdet til politiet).

Som anført indebærer den foreslåede bestemmelse, at et

tvangsindgreb kan gennemføres (eller fortsættes), hvis formålet med at

tilvejebringe de pågældende oplysninger alene er at behandle andre spørgsmål

end fastsættelse af straf. Vil formålet med tvangsindgrebet (også) være at

tilvejebringe oplysninger til brug for spørgsmål om fastsættelse af straf,

vil

myndigheden derimod kun kunne gennemføre et tvangsindgreb efter regler uden

for

strafferetsplejen, såfremt den mistænkte meddeler samtykke, jf. bestemmelsen

i

stk. 4.

Ved fastlæggelsen af, hvad der vil være formålet med et

tvangsindgreb, bemærkes i den forbindelse, at det ofte vil være relevant for

en

myndighed med henblik på varetagelsen af sine tilsyns- og kontrolopgaver mv.

gennem et kontrolbesøg at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen

af andre spørgsmål end fastsættelse af straf – og dette uafhængigt af,

at de

pågældende oplysninger også kan anvendes ved en efterfølgende vurdering af,

om

der er anledning til at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf.

Udtrykket »hvis et tvangsindgreb alene gennemføres med

henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre

spørgsmål end fastsættelse af straf« skal derfor forstås således, at en

myndighed efter lovforslagets § 9, stk. 2, vil kunne gennemføre et

tvangsindgreb, hvis det kan lægges til grund, at det ville være et naturligt

og

sagligt begrundet led i sagens behandling også at gennemføre det pågældende

tvangsindgreb, såfremt der ikke kunne blive tale om efterfølgende eventuelt

(tillige) at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf. At myndigheden

muligvis samtidig er opmærksom på, at oplysningerne også vil kunne være

relevante ved en eventuel senere straffesag, er i den forbindelse uden

betydning.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i

pkt. 3.6.

Til stk. 3

Bestemmelsen regulerer myndighedernes adgang til at

gennemføre et tvangsindgreb over for en tredjemand med henblik på at indhente

oplysninger af betydning for en straffesag mod den mistænkte.

Bestemmelsen fastsætter, at reglerne i lovforslagets

§ 9, stk. 1-2, finder tilsvarende anvendelse, hvis der i sagen

rettes

et tvangsindgreb mod andre end den mistænkte. Et tvangsindgreb kan således

alene gennemføres hos tredjemand, hvis et tilsvarende indgreb ville kunne

gennemføres hos den mistænkte selv efter bestemmelserne i lovforslagets

§ 9, stk. 1-2. Der henvises til bemærkningerne ovenfor til disse

bestemmelser.

Bestemmelsen indebærer, at gennemførelse af et

tvangsindgreb over for en tredjemand med henblik på at tilvejebringe

oplysninger til brug for en straffesag om det eller de forhold, som mistanken

mod vedkommende omfatter, i givet fald skal ske i overensstemmelse med

retsplejelovens regler om ransagning mv. over for ikke-mistænkte personer.

Til stk. 4

Bestemmelsen fastsætter, at en part kan give samtykke til

fravigelse af reglerne i lovforslagets § 9, stk. 1 og 3.

Bestemmelsen indebærer således, at en mistænkt med sit

samtykke kan tillade, at der efter reglerne i den pågældende særlovgivning

gennemføres et tvangsindgreb over for vedkommende og/eller over for

tredjemand

med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, der er

omfattet af mistanken, til brug for behandlingen af spørgsmålet om

fastsættelse

af straf.

I bestemmelsen præciseres det, at reglerne i lovforslagets

§§ 2-8 finder tilsvarende anvendelse ved de i § 1, stk. 1,

nævnte tvangsindgreb også i tilfælde, hvor der gennemføres et kontrolbesøg

mv.

på grundlag af den mistænktes samtykke.

Er den mistænkte en juridisk person, kan samtykket gives af

en fysisk person, som er bemyndiget til at give et sådant samtykke på den

juridiske persons vegne. Bemyndigelsen kan følge af regler i lovgivningen om,

hvem der er berettiget til at repræsentere og tegne den juridiske person

udadtil. Er der f.eks. tale om et aktieselskab, følger det af

aktieselskabslovens § 60, stk. 1, at medlemmer af bestyrelsen og af

direktionen repræsenterer selskabet udadtil. Selskabet forpligtes ved

retshandler, som på selskabets vegne indgås af den samlede bestyrelse eller

af

et medlem af bestyrelsen eller af en direktør, jf. § 60, stk. 2.

Disse personer vil således som udgangspunkt på selskabets vegne kunne give

samtykke til fravigelse af reglerne i lovforslagets § 9, stk. 1 og

3.

En juridisk person kan herudover konkret beslutte, at én eller flere personer

–

f.eks. den daglige leder – skal være bemyndiget til på den juridiske

persons

vegne at give samtykke til fravigelse af reglerne i lovforslagets § 9,

stk. 1 og 3, ligesom det kan følge af vedkommendes stilling, at den

pågældende må antages at have fuldmagt til at meddele samtykke på den

juridiske

persons vegne.

Et samtykke skal være skriftligt og skal gives på et

frivilligt, specifikt og informeret grundlag.

Skriftlighedskravet indebærer, at det ikke er

tilstrækkeligt, at den mistænkte mundtligt tilkendegiver, at tvangsindgrebet

kan gennemføres efter de forvaltningsretlige regler.

At samtykket skal gives på et »frivilligt« grundlag

betyder, at samtykket ikke må være afgivet under tvang. Det skal således stå

den mistænkte frit for, om vedkommende ønsker at give afkald på de

retsgarantier, der følger af retsplejelovens regler om strafferetsplejen.

I kravet om, at samtykket skal ske på et »specifikt«

grundlag, ligger, at det klart og utvetydigt skal fremgå, hvad det er, der

meddeles samtykke til. Det skal således bl.a. fremgå, hvad det er for

tvangsindgreb, som den mistænkte samtykker i, at myndigheden kan gennemføre.

At samtykket skal gives på et »informeret« grundlag

betyder, at den mistænkte skal være klar over, hvad det er vedkommende

meddeler

samtykke til. Myndigheden skal således sikre sig, at der gives den mistænkte

tilstrækkelig information til, at den pågældende kan vurdere, hvorvidt

samtykke

skal meddeles. Myndigheden skal således bl.a. oplyse om, at den mistænkte

ikke

har pligt til at acceptere gennemførelsen af et tvangsindgreb efter de

forvaltningsretlige regler, ligesom myndigheden skal gøre den mistænkte

bekendt

med, at de oplysninger, der vil blive tilvejebragt, senere kan komme til at

indgå i en straffesag mod den pågældende.

Et meddelt samtykke kan til enhver tid tilbagekaldes.

Tilbagekaldes samtykket betyder det, at tvangsindgreb herefter alene vil

kunne

gennemføres efter reglerne i lovforslagets § 9, stk. 1-3. Der

stilles

ikke formkrav til den mistænktes tilbagekaldelse af samtykke. En sådan

tilbagekaldelse vil således kunne ske såvel mundtligt som skriftligt.

Til kapitel 4

Retten til ikke at inkriminere sig selv mv.

I kapitlet fastsættes regler for, i hvilket omfang regler i

lovgivningen mv. om pligt til at meddele oplysninger til den offentlige

forvaltning gælder, når en person er mistænkt for at have begået et strafbart

forhold.

Reglerne vil – ligesom lovforslagets kapitel 3 - gælde,

hvad enten myndigheden selv har adgang til at søge et eventuelt strafbart

forhold afsluttet ved en administrativ bøde (bødeforelæg), eller myndigheden

ikke har en sådan adgang og derfor i alle tilfælde vil være henvist til at

lade

en videre behandling af spørgsmål om fastsættelse af straf overgå til

politiet.

Til § 10

Til stk. 1

Bestemmelsen skal bl.a. ses i sammenhæng med den praksis,

som knytter sig til artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, hvorefter en person, som er anklaget for en

forbrydelse, har ret til ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse og

til

ikke at blive tvunget til at medvirke til at opklare den påståede

forbrydelse.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger i pkt. 4.1,

er det efter omstændighederne forbundet med en vis usikkerhed at afgøre, om

en

person er »anklaget« for en forbrydelse i konventionens forstand og dermed

kan

påberåbe sig forbudet mod selvinkriminering.

Udtrykket »forbrydelse« i konventionen omfatter først og

fremmest tilfælde, hvor der til en lovovertrædelse er knyttet sædvanlige

strafferetlige sanktioner i form af bøde, frihedsstraf mv. Herudover antages

det, at udtrykket efter omstændighederne også omfatter lovovertrædelser,

hvortil der er knyttet sanktioner, som efter national lovgivning ikke

henregnes

til strafferetsplejen, men som uanset dette kan sidestilles med straf.

På den anførte baggrund fastsætter bestemmelsen i

lovforslagets § 10, stk. 1, at administrative myndigheder må afstå

fra at benytte oplysningspligter over for en person, mod hvem der er rettet

en

konkret mistanke om, at vedkommende har begået en lovovertrædelse, der kan

medføre straf. Det gælder dog ikke, hvis det kan udelukkes, at de

oplysninger,

som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse.

Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor der i lovgivningen

mv. er fastsat pligt til at meddele oplysninger til en offentlig myndighed.

Det

gælder uanset, om en overtrædelse af oplysningspligten kan sanktioneres med

straf eller kan gennemtvinges ved f.eks. tvangsbøder.

Bestemmelsen gælder, hvad enten den mistænkte er en fysisk

eller juridisk person.

Udtrykket »straf« i bestemmelsen skal forstås i

overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6,

jf. pkt. 4.1 i de almindelige bemærkninger samt Retssikkerhedskommissionens

betænkning side 68f med omtale af konventionens udtryk »anklaget for en

forbrydelse«.

Med hensyn til kravet om, at der skal foreligge en konkret

mistanke, må det som udgangspunkt være afgørende, om myndighedens mistanke er

så stærk, at der ville være grundlag for inden for strafferetsplejen at rejse

en sigtelse eller at tillægge vedkommende en sigtets rettigheder. Der skal

således foreligge omstændigheder, spor mv., som på objektivt grundlag og med

rimelighed kan tale for vedkommendes mulige skyld. En person skal normalt

anses

for sigtet, når mistanken samler sig om vedkommende, og efterforskningen

direkte retter sig mod den pågældende og ikke mod en bredere kreds. Det

forudsættes, at det er den myndighed, der i givet fald skal anvende

oplysningspligten, som i almindelighed foretager vurderingen af, om der er

grundlag for en konkret mistanke.

Bestemmelsen indebærer, at den mistænkte person i de nævnte

tilfælde alene har pligt til at meddele oplysninger, i det omfang det kan

udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for

bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Om dette er tilfældet, må bero

på

en konkret vurdering i den enkelte sag. Kan det efter en sådan vurdering ikke

udelukkes, at oplysningerne vil kunne have betydning for bedømmelsen af den

formodede lovovertrædelse, kan oplysningspligten ikke anvendes.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at den mistænkte

pålægges at give (faktuelle) oplysninger, som er uden betydning for

bedømmelsen

af, hvorvidt den pågældende har begået en lovovertrædelse, der kan medføre

straf. Bestemmelsen vil således ikke være til hinder for at anvende en

oplysningspligt til at kræve oplysninger om navn, adresse mv., jf. herved

også

retsplejelovens § 750, hvorefter enhver på forlangende er forpligtet til

over for politiet at opgive navn, adresse og fødselsdato.

På en række områder har borgere og virksomheder pligt til

løbende at indberette visse oplysninger til en myndighed. F.eks. kan en

virksomhed have pligt til løbende at foretage angivelser, egenkontrolmålinger

mv., der skal indgives til en myndighed. Opstår der – f.eks. på baggrund

af en

indberetning - konkret mistanke om en strafsanktioneret lovovertrædelse, vil

den pågældende oplysningspligt ikke af den grund bortfalde. Myndigheden vil

således stadig kunne anvende oplysningspligten over for den mistænkte borger

eller virksomhed, i det omfang det kan udelukkes, at de oplysninger, som den

fortsatte løbende pligt til at foretage indberetning vedrører, vil have

betydning for det eller de forhold, som den foreliggende mistanke omfatter.

Med hensyn til spørgsmålet om identifikation mellem en

mistænkt juridisk person og fysiske personer med tilknytning den juridiske

person henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 4.2.4 og 4.3.4 samt

lovforslagets § 22 og 23 med tilhørende bemærkninger.

I en række tilfælde vil en myndighed ud fra de foreliggende

oplysninger have gjort op med, at der ikke er anledning til at forfølge

spørgsmålet om fastsættelse af straf, selv om der foreligger en formodning

eller antagelse om, at der vedkommende borger eller virksomhed har begået en

overtrædelse af lovgivningen, der kan sanktioneres med straf. Det vil bl.a.

kunne gælde, hvis overtrædelsen er af mindre grov karakter. I sådanne

tilfælde

vil bestemmelsen i § 10, stk. 1, ikke (længere) finde anvendelse.

Måtte der i den pågældende sag efterfølgende på ny opstå spørgsmål om

eventuelt

at fastsætte straf – f.eks. hvis der senere fremkommer oplysninger, der

viser,

at en lovovertrædelse kan være af mere grov karakter – vil det

imidlertid igen

blive relevant at iagttage § 10, stk. 1, samt den beskyttelse, der

følger af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den foreslåede bestemmelse berører ikke retsplejelovens

regler om politiets afhøringer samt retsplejelovens vidneregler.

Bestemmelsen regulerer ikke spørgsmålet om, hvorvidt det er

muligt at straffe en person, som nægter at efterkomme et pålæg om at

fremkomme

med oplysninger i tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen mistanke om

strafbare forhold, og hvor det efterfølgende viser sig, at årsagen til, at

den

pågældende nægtede at medvirke, er, at vedkommende ønskede at dække over at

have begået strafbare forhold.

Bestemmelsen regulerer heller ikke spørgsmålet om, hvorvidt

det er muligt at straffe en person for afgivelse af urigtige oplysninger i

tilfælde, hvor den pågældende er sigtet for et strafbart forhold, eller hvor

vedkommende ved at afgive sandfærdige oplysninger ville kunne sigtes for et

strafbart forhold.

Endvidere forudsættes det, at bestemmelsen i lovforslagets

§ 10 ikke berører de særlige regler om vidnepligt mv., der findes i

tjenestemandslovgivningens regler om tjenstligt forhør samt i lov om

undersøgelseskommissioner.

Bestemmelsen i færdselslovens § 65, stk. 1,

hvorefter ejeren (brugeren) af et køretøj efter anmodning fra politiet skal

oplyse, hvilke personer der som førere har benyttet køretøjet, forudsættes at

gå forud for lovforslagets § 10, stk. 1. Der henvises til pkt.

4.2.2

og 4.3.2 i de almindelige bemærkninger.

At en myndighed fra det tidspunkt, hvor der foreligger en

konkret mistanke, som udgangspunkt ikke længere kan anvende en

oplysningspligt,

er ikke i sig selv ensbetydende med, at myndigheden vil være afskåret fra at

anvende andre kontrolbeføjelser, herunder tvangsindgreb, selv om dette sker

med

henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af

spørgsmål

om straf. Myndigheden vil således – som anført i bemærkningerne til

lovforslagets § 9 - kunne gennemføre eller fortsætte et kontrolbesøg,

indtil der i givet fald er tilvejebragt visse nærmere konkretiserede

oplysninger om karakteren og omfanget af det eller de forhold, som mistanken

angår, således at der foreligger oplysninger, som kan danne grundlag for, at

en

person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar

lovovertrædelse, jf. nærmere bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslagets

§ 9, stk. 1, ovenfor.

Der kan således efter omstændighederne forekomme tilfælde,

hvor en myndigheds beføjelser til at anvende en oplysningspligt over for en

mistænkt person ophører på et tidligere tidspunkt end det tidspunkt, hvor

myndigheden må afstå fra at gennemføre tvangsindgreb over for den mistænkte

med

henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for en eventuel straffesag.

Hvis f.eks. skattemyndighederne i forbindelse med et

kontrolbesøg i en virksomhed konstaterer, at der sælges ulovligt importerede

varer, og der i den forbindelse opstår en konkret mistanke om, at

virksomheden

har begået en strafbar overtrædelse af afgiftslovgivningen, må

skattemyndighederne afstå fra at benytte en oplysningspligt over for den

mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger, der kan have betydning

for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Skattemyndighederne vil

imidlertid i det pågældende eksempel være berettiget til at fortsætte

kontrolbesøget, indtil der er foretaget en optælling af antallet af ulovligt

importerede varer og dermed tilvejebragt nærmere konkretiserede oplysninger

om

karakteren og omfanget af den ulovlige import, som mistanken angår.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets

§ 9. Her er det også anført, at myndigheden – hvor der foreligger

rimelig

grund til mistanke om et strafbart forhold – uden særlige begrænsninger

vil

have adgang til hos en mistænkt person at gennemføre eller fortsætte et

kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, hvis

formålet

er at tilvejebringe oplysninger til brug for andre spørgsmål end fastsættelse

af straf.

Til stk. 2

Bestemmelsen vedrører myndighedernes adgang til at anvende

en oplysningspligt over for andre end den mistænkte.

Bestemmelsen indebærer, at andre end den mistænkte har

pligt til at meddele oplysninger i sagen, i det omfang oplysningerne alene

søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end

fastsættelse af straf.

Bestemmelsen indebærer således for det første, at en

tredjemand kan pålægges at meddele oplysninger om andre forhold end den

formodede lovovertrædelse.

For det andet indebærer bestemmelsen, at myndighederne

fortsat vil kunne pålægge tredjemand at meddele oplysninger om det eller de

forhold, hvor der foreligger en konkret mistanke om en lovovertrædelse, hvis

oplysningerne alene søges tilvejebragt med henblik på andre spørgsmål end

fastsættelse af straf.

Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor skattemyndighederne

har mistanke om, at en person har afgivet urigtig selvangivelse for en

bestemt

periode. Skattemyndighederne vil efter den foreslåede bestemmelse være

berettiget til med henblik på den løbende skattemæssige ligning at pålægge en

selvstændig erhvervsdrivende tredjemand at meddele oplysninger om den

omsætning, som vedkommende har haft med den mistænkte i den omhandlede

periode.

Et andet eksempel kan være, at fødevaremyndighederne –

uanset at der er en konkret mistanke om, at en person har begået en strafbar

overtrædelse af fødevarelovgivningen ved at have produceret en vare, der

indeholder

sundhedsfarlige stoffer – ønsker at pålægge den tredjemand, som har købt

varerne af producenten, at meddele oplysninger om, hvortil varerne er

videresolgt, med henblik på at få lokaliseret og destrueret de

sundhedsfarlige

varer.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en tredjemand uden

at være forpligtet hertil – og uden den mistænktes samtykke, jf.

stk. 4

nedenfor – frivilligt kan meddele oplysninger til myndigheden til brug

for

behandlingen af spørgsmålet om fastsættelse af straf.

I modsætning til stk. 1, der bl.a. skal ses på

baggrund af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, omfatter

bestemmelsen alene tilfælde, hvor lovovertrædelsen kan medføre straf.

Bestemmelsen omfatter således ikke tilfælde, hvor mistanken vedrører en

lovovertrædelse, som kan medføre en sanktion, der må sidestilles med straf,

jf.

om det sidste bemærkningerne til stk. 1 samt pkt. 4.1 i de almindelige

bemærkninger.

Med udtrykket »andre end den mistænkte« i bestemmelsen

sigtes der til tredjemænd, som er private. Den foreslåede bestemmelse

regulerer

således ikke spørgsmålet om indhentelse af oplysninger hos andre offentlige

myndigheder. Hvis en forvaltningsmyndighed har mistanke om et strafbart

forhold, må spørgsmålet om pligt for andre offentlige myndigheder til at

meddele oplysninger til brug for sagen derfor afgøres efter andre regler

–

herunder forvaltningslovens § 31, der indebærer, at en offentlig

forvaltningsmyndighed som udgangspunkt er forpligtet til efter begæring at

videregive oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, i det omfang

videregivelsen vil være berettiget efter forvaltningslovens regler mv.

Det forudsættes, som beskrevet i pkt. 4.3.3, at

bestemmelserne i konkurrencelovens §§ 17 og 18, stk. 1, skal gå forud for den

foreslåede bestemmelse i stk. 2 om adgangen til at kræve oplysninger hos

andre

end den mistænkte. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.3.3.

Til stk. 3

Bestemmelsen indebærer, at en myndighed skal vejlede den

mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele oplysninger, som

kan

have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.

Bestemmelsen finder for det første anvendelse i tilfælde,

hvor en person efter anmodning eller begæring har pligt til at give en

myndighed oplysninger. Endvidere finder bestemmelsen anvendelse i tilfælde,

hvor oplysningspligten har karakter af en pligt til af egen drift at meddele

en

myndighed oplysninger.

I tilfælde, hvor en oplysningspligt først indtræder efter

meddelelse af et pålæg fra en myndighed, kan myndigheden ikke meddele et

sådant

pålæg for så vidt angår oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen

af

den formodede lovovertrædelse. Myndigheden kan derimod rette henvendelse til

den mistænkte med en forespørgsel om, hvorvidt den pågældende frivilligt

ønsker

at meddele de ønskede oplysninger.

I tilfælde, hvor en oplysningspligt består løbende, f.eks.

hvor en person har pligt til hvert år at indsende visse oplysninger, har

myndigheden – i tilfælde, hvor den, som oplysningspligten påhviler, er

mistænkt

for en lovovertrædelse, der kan medføre straf – pligt til i fornødent

omfang at

meddele den pågældende, at oplysningspligten ikke længere består i forhold

til

oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse.

Hvis den mistænkte meddeler samtykke til at afgive

oplysningerne, skal samtykket være skriftligt og meddeles på et frivilligt,

specifikt og informeret grundlag. Om kravene til et samtykke henvises nærmere

til bemærkningerne ovenfor til bestemmelsen i lovforslagets § 9,

stk. 4.

Til stk. 4

Bestemmelsen indebærer, at en mistænkt kan meddele samtykke

til, at myndigheden kan anvende en oplysningspligt overfor en tredjemand med

henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag mod den

mistænkte.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en tredjemand –

uden den mistænktes samtykke – frivilligt kan meddele oplysninger til

myndigheden uden at være forpligtet til det.

Et samtykke skal gives på et skriftligt, frivilligt,

specifikt og informeret grundlag. Om kravene til et samtykke henvises nærmere

til bemærkningerne ovenfor til bestemmelsen i lovforslagets § 9,

stk. 4.

Til kapitel 5

Ophævelse mv. af visse kontrolbestemmelser i

lovgivningen

I kapitlet fastsættes regler om ophævelse mv. af visse

kontrolbestemmelser i lovgivningen.

Til § 11

Bestemmelsen indebærer, at inkassolovens § 28 ophæves.

Efter denne bestemmelse har politiet uden retskendelse adgang til lokaler,

hvorfra en autorisationsindehaver driver inkassovirksomhed, og til de

derværende forretningsoplysninger for at føre det nødvendige tilsyn med

autorisationsindehaverens virksomhed

Der henvises til pkt. 3.2.3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 12

Den gældende undergrundslovs § 27, stk. 1,

indeholder en generel regel om, at tilsynsmyndighedens medarbejdere til

enhver

tid uden retskendelse, i det omfang det er påkrævet for, at de kan varetage

deres hverv, har adgang til alle dele af virksomheden (det vil sige

virksomheder, som foretager og er rettighedshavere til forundersøgelse,

efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden).

Den gældende § 27, stk. 1, omfatter ikke

situationer, hvor oplysninger i praksis kan tilvejebringes i kraft af reglen

i

§ 26, stk. 1, hvorefter rettighedshavere skal give

tilsynsmyndigheden

de oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af tilsynets virksomhed.

Bestemmelsen har ikke hidtil været anvendt tvangsmæssigt i

praksis, og det vurderes ikke at være nødvendigt at opretholde den i sin

nuværende bredt formulerede form. Bestemmelsen vurderes dog stadig at være

nødvendig i særlige tilfælde, hvor der er nærliggende risiko for, at der ikke

sker en hensigtsmæssig anvendelse eller udnyttelse af undergrunden.

Med forslaget præciseres bestemmelsen, således at adgangen

uden retskendelse er begrænset til at kunne finde sted i sådanne situationer,

hvor der er nærliggende risiko for, at der ikke sker en hensigtsmæssig

anvendelse eller udnyttelse af undergrunden.

Til § 13

Den gældende produktsikkerhedslovs § 22, stk. 1,

2. pkt., indeholder en generel regel om, at kontrolmyndigheden uden

retskendelse

har adgang til fabrikations-, salgs- og lagerlokaler mv. og transportmidler,

som tilhører nogen, der omfattes af lovens §§ 4 og 5, det vil sige

producenter og distributører.

Formålet med bestemmelsen er, at myndighederne skal kunne

gribe effektivt ind over for produkter, der vil kunne indebære alvorlig fare

for forbrugernes sundhed og sikkerhed. Bestemmelsen sikrer myndighederne den

nødvendige hjemmel til at få adgang til fabrikations- og lagerlokaler samt

transportmidler.

Bestemmelsen har ikke hidtil været anvendt tvangsmæssigt i

praksis, og det vurderes ikke at være nødvendigt at opretholde den i sin

nuværende bredt formulerede form.

Med forslaget indskrænkes hjemmelen til adgang uden

retskendelse derfor til at omfatte tilfælde, hvor der er formodet risiko for,

at et produkt kan indebære fare for forbrugernes sundhed og sikkerhed.

Til § 14

I § 14 i lov om autorisation af elinstallatører er der

givet Elektricitetsrådet (pr. 1. januar 2004: Sikkerhedsstyrelsen) mulighed

for, hvis det skønnes nødvendigt, efter forudgående underretning uden

retskendelse og mod forevisning af legitimation at få adgang til

offentlig

og privat ejendom for at undersøge eller lade undersøge, hvorvidt en

elinstallatør har udført et installationsarbejde på tilfredsstillende måde,

eller hvorvidt en virksomhed har etableret og opretholder et

sikkerhedskvalitetsstyringssystem i overensstemmelse med kravene.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det var

nødvendigt at give Elektricitetsrådet mulighed for at gribe ind over for

elinstallatørers arbejde i tilfælde, hvor der er mistanke om livsfarlige

elektriske installationer, eller elinstallationer, der indebærer brandfare.

Bestemmelsen om kontrol af elinstallatørers arbejde er kun

sjældent anvendt i praksis.

På den baggrund foreslås det, at bestemmelsens

anvendelsesområde begrænses således, at der kun er adgang uden retskendelse

til

at undersøge elinstallationsarbejder, hvis der er formodet risiko for, at en

elinstallation frembyder fare for liv eller brand.

Til § 15

Bestemmelsen i stærkstrømslovens § 24, stk. 5,

indeholder en hjemmel til udstedelse af administrative bødeforelæg i

forbindelse med kontrollen med elektrisk materiel.

Bestemmelsen har aldrig været anvendt i praksis, og det

foreslås derfor at ophæve den.

Til §§ 16-21

Tilsynsmyndighederne har jævnligt behov for at have adgang

til både offentlige og private ejendomme hovedsageligt for at kunne føre

tilsyn

med overholdelsen af de omhandlede love og regler udstedt i medfør heraf.

Administrationen af reglerne begrænser sig i praksis til, at tilsyn alene

føres

på de dele af ejendomme og lokaliteter, som er relevante for myndighedernes

kontrol.

De foreslåede bestemmelser indebærer i den forbindelse en

præcisering af, at de pågældende regler om adgang til tilsyn mv. ikke

omfatter

bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende anvendes til privat

beboelse.

Til kapitel 6

Ændring af visse bestemmelser om oplysningspligt

I kapitlet fastsættes regler om visse fysiske personers

pligt til at meddele oplysninger i tilfælde, hvor en virksomhed (en juridisk

person) er mistænkt for overtrædelse af regler på arbejdsmiljøområdet.

Til § 22

Efter arbejdsmiljølovens § 76, stk. 1, skal

enhver, der er pålagt pligter efter loven, herunder ansatte personer, efter

anmodning give Arbejdstilsynet alle oplysninger, der er nødvendige for

udøvelsen af tilsynets virksomhed.

Det forudsættes i lovforslaget, at der i tilfælde, hvor en

oplysningspligt er formuleret således, at den påhviler medlemmer af en

virksomheds ledelse, ansatte mv., som udgangspunkt skal ske identifikation

mellem den juridiske person og fysiske personer med tilknytning til den

juridiske person, såfremt der foreligger mistanke om, at der er begået en

lovovertrædelse, som kan medføre straf for den juridiske person som sådan.

Der

henvises til bemærkningerne til § 10, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at dette udgangspunkt

fraviges på arbejdsmiljøområdet, således at ansatte mv. fortsat vil have

pligt

til at afgive oplysninger til Arbejdstilsynet også i tilfælde, hvor

virksomheden

(en juridisk person) som sådan mistænkes for en strafbar overtrædelse af

arbejdsmiljølovgivningen, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til

brug for andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. forslagets § 10,

stk. 2.

Til § 23

Efter § 19, stk. 2, i lov om sikkerhed til søs,

er skibets fører, maskinchef og enhver, der handler på disses vegne, bl.a.

forpligtet til at give Søfartsstyrelsen enhver oplysning i forbindelse med

styrelsens undersøgelser efter loven, herunder f.eks. undersøgelser

vedrørende

ansattes sikkerhed og sundhed om bord.

Det forudsættes i lovforslaget, at der i tilfælde, hvor en

oplysningspligt er formuleret således, at den påhviler medlemmer af en

virksomheds ledelse, ansatte mv., skal ske identifikation mellem den

juridiske

person og fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, såfremt

der foreligger mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, som kan

medføre straf for den juridiske person som sådan. Der henvises til

lovforslagets § 10, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at dette udgangspunkt

fraviges, når søfartsmyndighederne udfører opgaver, der vedrører de ansattes

sikkerhed og sundhed om bord, således at ansatte mv. fortsat vil have pligt

til

at afgive oplysninger til myndighederne også i tilfælde, hvor virksomheden

(en

juridisk person) som sådan mistænkes for en strafbar lovovertrædelse af

lovgivningen på området, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til

brug

for andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. forslagets § 10,

stk. 2.

Til kapitel 7

Ikrafttræden mv.

I kapitlet fastsættes regler for lovforslagets ikrafttræden

og territoriale gyldighed.

Til § 24

Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for lovforslagets

ikrafttræden.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2005,

således at de berørte myndigheder vil have den fornødne tid til at indrette

sig

på lovforslagets regler, herunder udarbejde vejledningsmateriale mv.

Til § 25

I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke gælder for

Grønland og Færøerne, men at loven ved kongelig anordning vil kunne sættes i

kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger. Dette gælder dog kun for sager, der er eller

har

været under behandling af rigsmyndigheder.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 28.

Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang

til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver inkassovirksomhed, og de

derværende forretningsoplysninger for at føre det nødvendige tilsyn med

autorisationsindehaverens virksomhed.

§ 11.

§ 28

i lov nr. 319 af 14. maj

1997 om inkassovirksomhed, som ændret senest ved lov nr. 467 af 7. juni 2001,

ophæves.

§ 12.

I

lov om anvendelse af Danmarks undergrund, jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af

11. juni 2002, foretages følgende ændring:

1.

§ 27, stk. 1,

affattes således:

§ 27.

Tilsynsmyndighedens medarbejdere har til enhver tid uden retskendelse mod

behørig legitimation, i det omfang det er påkrævet for, at de kan varetage

deres hverv, adgang til alle dele af virksomheden.

»Tilsynsmyndighedens medarbejdere har, hvor der skønnes at

være en nærliggende risiko for en uhensigtsmæssig anvendelse eller udnyttelse

af undergrunden, uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til alle

dele af virksomheden.«

- - -

§ 13.

I lov nr. 364 af 18. maj 1994 om produktsikkerhed, som ændret ved lov nr. 458

af 10. juni 2003, foretages følgende ændring:

1.

§ 22, stk. 1, 2. pkt.

affattes

således:

§ 22.

Kontrolmyndigheden har adgang til uden betaling at udtage prøveeksemplarer af

produktet eller bestanddele heraf med henblik på undersøgelser og

afprøvninger. Kontrolmyndigheden har uden retskendelse mod behørig

legitimation adgang til fabrikations-, salgs- og lagerlokaler mv. og

transportmidler, som tilhører nogen, der omfattes af §§ 4 og 5.

»Kontrolmyndigheden har, hvor der er formodet risiko for,

at et produkt kan indebære fare for forbrugernes sundhed og sikkerhed, uden

retskendelse mod behørig legitimation adgang til fabrikations-, salgs- og

lagerlokaler mv. og transportmidler, som tilhører nogen, der omfattes af

lovens §§ 4 og 5.«

§ 14.

I lov nr. 314 af 5. maj 2000, som ændret ved lov nr. 458 af 10. juni 2003 om

autorisation af elinstallatører, foretages følgende ændring:

1.

§ 14, stk. 1,

affattes således:

§ 14.

Sikkerhedsstyrelsen

har, hvis det skønnes nødvendigt, efter forudgående underretning uden

retskendelse mod forevisning af legitimation adgang til offentlig og privat

ejendom for at undersøge eller lade undersøge, hvorvidt en elinstallatør har

udført et installationsarbejde på tilfredsstillende måde, eller hvorvidt en

virksomhed har etableret og opretholder et sikkerhedskvalitetsstyringssystem

i overensstemmelse med kravene hertil.

»Sikkerhedsstyrelsen har efter forudgående underretning

uden retskendelse og mod forevisning af behørig legitimation adgang til

offentlig eller privat ejendom med henblik at undersøge eller lade undersøge

elinstallationsarbejder udført af en elinstallatør, hvis der er formodet

risiko for, at elinstallationen indebærer livs- eller brandfare,

eller med henblik på at undersøge eller lade undersøge, hvorvidt en

virksomhed har etableret og opretholder et sikkerhedskvalitetsstyringssystem

i overensstemmelse med kravene hertil.«

- - -

§ 15.

I lov nr. 251 af 6. maj 1993 om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk

materiel, som ændret senest ved lov nr. 458 af 10. juni 2003, foretages

følgende ændring:

§ 24.

- - -

1.

§ 24, stk. 5,

ophæves.

Stk. 5.

Ved

overtrædelse af bestemmelser, der udstedes efter § 12, stk. 1, kan

Sikkerhedsstyrelsen tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig

forfølgning, hvis den, der har begået overtrædelsen, erkender sig skyldig og

erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter begæring

kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

§ 16.

I lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 28.

januar 1997, foretages følgende ændringer:

§ 50.

- - -

1.

I

§ 50

indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der

udelukkende anvendes til privat beboelse.«

§ 17.

I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 23. juni 2001, som ændret

senest ved lov nr. 391 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:

§ 61.

- - -

1.

I

§ 61

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

Stk. 2.

Mindst 2

uger forud skal der gives skriftlig meddelelse til ejere og brugere af

ejendommen eller, hvis dette ikke er muligt, ske offentliggørelse i et eller

flere lokale blade om, at sådanne arbejder eller undersøgelser vil blive

foretaget.

»Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der

udelukkende anvendes til privat beboelse.«

Stk. 3.

Bestemmelserne i § 57, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse

ved udøvelsen af beføjelserne i stk. 1.

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

Stk. 4.

De skader

og ulemper, der forvoldes ved foranstaltningerne efter stk. 1, skal

erstattes, eventuelt i forbindelse med en efterfølgende ekspropriation.

§ 18.

I lov nr. 180 af 8. maj 1985 om okker, som ændret ved lov nr. 466 af 7. juni

2001, foretages følgende ændringer:

§ 10.

- - -

1.

I

§ 10

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

Stk. 2.

Politiet

kan yde bistand hertil efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem

miljøministeren og justitsministeren.

»Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der

udelukkende anvendes til privat beboelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 19.

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 569 af 30. juni 1997, som

ændret senest ved lov nr. 1055 af 17. december 2002, foretages følgende

ændringer:

§ 32.

- - -

1.

I

§ 32

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

Stk. 2.

Politiet

yder nødvendig bistand til at udnytte adgangsretten efter stk. 1.

»Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der

udelukkende anvendes til privat beboelse. Stk. 1 finder tilsvarende ikke

anvendelse for rum på skibe, som udelukkende anvendes til privat beboelse.«

Stk. 3.

Ved

eftersyn af erhvervsvirksomheder skal indehaveren og beskæftigede personer

yde de i stk. 1 nævnte myndigheder fornøden vejledning og hjælp

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

§ 20.

I lov nr. 111 af 12. marts 1988 om beskyttelse af de ydre koge i

Tøndermarsken, som ændret senest ved lov nr. 392 af 28. maj 2003, foretages

følgende ændringer:

§ 49.

- - -

1.

I

§ 49

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

Stk. 2.

Politiet

yder bistand hertil. Justitsministeren kan efter forhandling med

miljøministeren fastsætte nærmere regler herom.

»Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der

udelukkende anvendes til privat beboelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 21.

I lov om godtgørelse i forbindelse med indsamling af hermetisk forseglede

nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier), jf.

lovbekendtgørelse nr. 547 af 30. maj 2000, foretages følgende ændringer:

§ 4.

-

- -

1.

I

§ 4

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

Stk. 2.

Politiet

yder bistand hertil. Justitsministeren kan efter forhandling med miljø- og

energiministeren fastsætte nærmere regler herom.

»Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der

udelukkende anvendes til privat beboelse.«

Stk. 3.

Ved

eftersyn af erhvervsvirksomheder skal indehaveren og beskæftigede personer

yde miljømyndighederne fornøden vejledning og hjælp.

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

§ 22.

I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 som

senest ændret ved lov nr. 437 af 10. juni 2002, foretages følgende ændringer:

§ 76.

- - -

1.

I

§ 76

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

Stk. 2.

Arbejdstilsynets

medarbejdere har uden retskendelse mod behørig legitimation til enhver tid

adgang til offentlige og private arbejdssteder, jf. dog stk. 3, i det

omfang, det er påkrævet, for at de kan varetage deres hverv. Politiet yder om

fornødent bistand hertil. Nærmere regler om bistanden kan fastsættes af

arbejdsministeren efter forhandling med justitsministeren.

»Stk. 2.

Hvis der

er konkret mistanke om, at en juridisk person har begået en lovovertrædelse,

der kan medføre straf, gælder pligten for fysiske personer med tilknytning

til den juridiske person til at meddele oplysninger efter stk. 1, i det

omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for behandlingen af

andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2, i lov

om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og

oplysningspligter.«

Stk. 3.

Stk. 2

finder ikke anvendelse ved Arbejdstilsynets kontrol med arbejde af

ikke-erhvervsmæssig karakter, der udføres af en person på eller i dennes

private bolig, fritidsbolig, grund i tilknytning hertil, køretøj,

fritidsfartøj eller andre løsøregenstande tilhørende husstanden.

Beskæftigelsesministeren kan dog fastsætte, at Arbejdstilsynet fortsat kan

føre kontrol og tilsyn med elevatorer og andet løfteudstyr samt trykbærende

udstyr uden retskendelse.

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5

Stk. 4.

Arbejdstilsynets

medarbejdere kan som led i tilsynets udøvelse uden retskendelse kræve

tilgængelig dokumentation udleveret, herunder foretage fotografiske

optagelser og lignende, og medtage prøver til nærmere analyse eller

undersøgelse. Arbejdsgiveren eller dennes repræsentant, jf. § 23 og

§ 24, skal underrettes herom.

§ 23.

I lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 627 af 26. juli 2002,

foretages følgende ændringer:

§ 19.

- - -

1.

I

§ 19

indsættes efter stk. 2 som nyt

stykke:

Stk. 2.

- -

-

Stk. 3.

Søfartsstyrelsens

medarbejdere skal ved udførelsen af hvervet drage omsorg for, at skibet ikke

unødigt opholdes, og at arbejdet om bord ikke unødigt vanskeliggøres.

»Stk. 3.

Hvis der

er konkret mistanke om, at en juridisk person har begået en lovovertrædelse,

der kan medføre straf, gælder pligten for såvel skibets fører og maskinchef

som enhver, der handler på disses vegne, til at meddele oplysninger om

ansattes sikkerhed og sundhed om bord, jf. stk. 1, i det omfang

oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre

spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2, i lov om

retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og

oplysningspligter.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Lignende dokumenter