Kontantlønsnedgang i forbindelse med efteruddannelse på et udenlandsk universitet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kontantlønsnedgang i forbindelse med
efteruddannelse på et udenlandsk universitet
Spørgsmål
Kan Skatterådet bekræfte,
at ydelser, som X modtager af sin arbejdsgiver til dækning af udgifterne
forbundet med efteruddannelse ved et udenlandsk universitet, vil være
skattefri for medarbejderen, når X samtidig accepterer en tilsvarende
lavere fast løn og arbejdsgiveren giver X orlov til gennemførelse af
studiet på fuld tid, således at ydelserne og lønnedgangen foretages efter
endt studieorlov?
Hvis Skatterådet besvarer
spørgsmål 1 benægtende, ville svaret så være positivt, hvis arbejdsgiveren
betalte ydelsen direkte til tredjemand, som har stillet et lån til
rådighed for X til afholdelse af udlægget?
Svar
1. Nej.
2. Nej.
Beskrivelse af de faktiske forhold
X har været
ansat i virksomheden Y siden den 1. september 2000.
Som en vigtig
del af Y's formulerede og generelle karrierepolitik, opfordrer Y sine
medarbejdere til at gennemføre efteruddannelse, særligt i form af MBA eller
LL.M. i udlandet. I modsætning til MBA kan en LL.M. i udlandet som
udgangspunkt
kun gennemføres på fuld tid. Dette følger af universiteternes optagelseskrav
for udlændinge, samt betingelserne for opholdstilladelse i lande som USA.
X var nødsaget
til at gennemføre LL.M-studiet på fuld tid og Y støtter efteruddannelsen ved
at
Læs alt
give studieorlov med garanti om tilbagevenden. Derudover yder Y støtte i form
af et studielegat på kr. 40.000. Endeligt optjenes der anciennitet under
studieorloven, og der ydes fuld ferie med løn i det følgende ferieår, uanset
at
der ikke er optjent ferie efter ferieloven.
Y's tilbud om
studieorlov og støtte er betinget af, at ledelsen vurderer, at
efteruddannelsen
er relevant og nødvendig for X's arbejde og videre karriere. X ansøgte om
optagelse på et universitet i USA og blev optaget for studieåret
2004/2005.
Y gav tilsagn om
studieorlov fra 1. september 2004 til 31. august 2005 på de anførte vilkår,
ud
fra en konkret vurdering fra ledelsens side af den arbejdsmæssige og
karrieremæssige relevans af uddannelsen.
Som følge heraf
tilbød Y at dække de udgifter til LL.M. studiet, som ikke blev dækket gennem
legater
og stipendier mod en aftale om lønnedgang efter tilbagevenden fra
uddannelsesorloven. Tilsagnet om dækning af studieomkostninger blev givet
forud
for gennemførelsen af uddannelsen og afholdelsen af omkostningerne. Tilsagnet
fra Y var betinget af, at aftalen om lønnedgang var skattefri efter
ligningslovens § 31, således at der ikke var tvivl om, hvorvidt Y som
arbejdsgiver var fritaget for indeholdelse af A-skat af lønnedgangen. Aftale
som der blev indgået med Y var mundtlig.
Under
studieorloven forsatte X med at være ansat hos Y. X's e-mail adresse forblev
aktiv og alle blev orienteret om datoen for X's tilbagevenden. X modtog
invitationer til Y's arrangementer, og X arrangerede og deltog i større
konferencer.
Transportomkostningerne blev betalt af Y. X deltog i møder med Y's ledelse
ved
deres besøg i USA.
De udgifter som
Y har givet betinget tilsagn om at yde støtte til mod efterfølgende
lønnedgang,
er alle afholdt i 2005. Udgifterne er afholdt af X som udlæg i henhold til
den
mundtlige aftale, der er indgået med Y, hvorefter de refunderer de udgifter,
som overstiger de modtagne legater under de ovennævnte forudsætninger om
kontantlønsnedgang i perioden efter tilbagevenden fra studieorloven.
De omtalte
udgifter er konkrete dokumenterede udgifter til uddannelsesgebyr, transport,
bøger og husleje i forbindelse med studiet afholdt i 2005.
Udlægget blev
finansieret ved optagelse af en kassekredit i Danske Bank. Kassekreditten
blev
efterfølgende indfriet ved optagelse af et samlet lavt forrentet lån hos Z.
Lånet forrentes på markedsvilkår som flexlån.
Kravet om
medfinansiering fra X's side ønskes foretaget ved, at X accepterer en mindre
løn i en periode efter studieorlovens ophør, svarende til den periode
studieorloven har varet. Finansieringen ønskes således foretaget inden, der
trækkes
A-skat, AM- og SP-bidrag.
Den påtænkte
medfinansiering ønskes effektueret ved, at den faste månedsløn reduceres i en
periode svarende til den periode studiet varede. Lønreduktionen tilsigter at
modsvare Y's udgifter til den del af de af X betalte studieudgifter, som Y
derved efterfølgende vil afholde. Lønnedgangen vil blive reel og får effekt
på
alle løndele, dvs. ved beregning af feriepenge, pension mv. Der sker ingen
ændringer i den faste arbejdstid mv. Efter endt periode, vil månedslønnen
udgøre
den samme, som inden perioden blev påbegyndt.
I forbindelse
med gennemførelsen af LL.M studiet har X afholdt samtlige
uddannelsesomkostninger
personligt som udlæg. Under forudsætning af, at de skattemæssige
betingelser for samtidigt nedgang i kontantlønnen var tilstede, er der
indgået
aftale med Y om, at Y afholder de afholdte udgifter til uddannelse
mv. mod
samtidig nedgang i kontantlønnen. Aftalen, som blev indgået mundtligt,
indeholder følgende elementer:
Refusionen sker over en
periode på 12 måneder, svarende til orlovsperioden, fordelt
ligeligt på perioden og modsvares af en samtidig nedgang i bruttolønnen.
Nedgangen i kontantløn er
reel og får indflydelse på løn under sygdom, ved opsigelse, ferieberegning
mv.
Refusionen er betinget af
fortsat ansættelse, således at ved fratrædelse bortfalder yderligere krav
på refusion.
Ved
denne aftale sidestilles ordningen med en sædvanlig ordning om betaling
af
uddannelsesudgifter til en deltidsuddannelse (executive MBA mv.), med den
eneste forskel at periodiseringen rykkes fra den faktiske uddannelsesperiode
til en tilsvarende periode efter orlovens ophør.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til
sagsfremstilling
Som udgangspunkt
er ydelser modtaget til støtte af efteruddannelse skattefrie, jf.
ligningslovens
§ 31. Det forudsættes alene, at ydelserne modtages som led i et
ansættelsesforhold.
Ligningslovens §
31 forbyder ikke, at medarbejderen er med til at finansiere
uddannelsesstøtten
ved at medarbejderen fremadrettet accepterer en lavere løn for at udføre
samme
arbejde som tidligere. At lønnedgang accepteres samtidigt med, at
arbejdsgiveren tilbyder at betale medarbejderens skattefri uddannelse, er
efter
spørgers opfattelse heller ikke i strid med ligningslovens § 31.
Landskatteretten
har tidligere, i
SKM2004.46.LSR
udtalt, at som ligningsloven § 31 er formuleret, var der intet til hinder for
at et firma dækkede kursusudgifterne mv. til en MBA uddannelse, mod samtidig
nedgang i lønnen.
Den eneste
forskel mellem
SKM2004.46.LSR
og denne forespørgsel er, ifølge spørger, at MBA studiet blev gennemført som
et
deltidsstudium, hvilket muliggjorde en samtidig lønnedgang under studiet. I
modsætning hertil, kan LL.M. uddannelser i udlandet kun gennemføres som
fuldtidsstudier. Dette skyldes dels universitetets optagelseskrav og dels
visum
reglerne i USA.
Det har ikke
været meningen med ligningslovens § 31, at der skal forskelsbehandles mellem
deltids-
og fuldtidsuddannelser i forbindelse med anvendelsen af ligningslovens § 31.
En
naturlig konsekvens af et fuldtidsstudium som gennemføres som led i et
ansættelsesforhold er, at medarbejderen får orlov uden løn med garanti om at
vende tilbage i samme stilling. Uddannelsesstøtten må nødvendigvis ske efter
uddannelsens gennemførelse mod samtidig lønnedgang, da der ikke er nogen løn
at
reducere under orloven. Dette er dog alene en tidsmæssig forskydning af en
ellers identisk ordning i forhold til MBA-afgørelsen (
SKM2004.46.LSR
).
I den konkrete
situation, er der utvivlsomt tale om en uddannelse som er gennemført som led
i
ansættelsesforholdet. Y har således udelukkende givet tilsagn om
uddannelsesorlov med garanti for tilbagevenden i samme stilling, efter at
ledelsen konkret har vurderet at uddannelsen var relevant og nødvendig for X
videre
arbejde og karriere. Hertil kommer, at Y som en vigtig del af dets
formulerede
og generelle karrierepolitik, opfordrede X til at gennemføre uddannelsen,
samt
ydede støtte i form af et studielegat. Endeligt optjente X anciennitet under
studieorloven, og der ydes fuld ferie med løn i det følgende ferieår, uanset
at
der ikke er optjent ferie efter ferieloven.
Y's ydelser til
dækning af udgifterne til uddannelsen er skattefrie efter ligningslovens §
31,
stk. 3 idet "ydelserne modtages af en arbejdsgiver som led i et
ansættelsesforhold". Ligningslovens § 31 stiller ikke som vilkår for
skattefrihed, at ydelserne modtages samtidigt med gennemførelsen af
uddannelsen.
Ydelser til
dækning udgifterne til kursusafgifter er skattefri efter ligningslovens § 31,
stk. 3, pkt. 1 og ydelser til dækning af udgifterne til ophold er skattefri
efter ligningslovens § 31, stk. 3, pkt. 3, jf. stk. 4.
Vedr. ændret
vederlagssammensætning
Stillet godet
til rådighed
Det er ikke
noget udtrykkeligt krav i ligningslovens § 31, at ydelsen reelt stilles til
rådighed for den ansatte, i modsætning til ligningslovens § 16, stk. 12 og
andre bestemmelser. Dette krav er da også fortolket lempeligt i SKATs seneste
afgørelse
SKM2006.441.SR
vedrørende ydet støtte til en MBA uddannelse, hvor beløbet til brug for
uddannelsen blev indbetalt på en konto, i den ansattes navn. Selve
uddannelsen
blev således efter spørgers opfattelse ikke stillet til rådighed.
Dertil kommer,
at universitetet, som de fleste fuldtidsstudier i Danmark og i udlandet,
alene
indgår aftale med de studerende og ikke med deres arbejdsgivere. Teknisk set
ville det derfor ikke være muligt for Y, at være direkte aftalepart med
universitetet. For alle andre omkostninger forbundet med uddannelse (bøger,
rejseomkostninger, mv.), ville et krav om at arbejdsgiveren er den direkte
aftalepart også være uhåndterligt i praksis og stridende mod lovens formål om
fleksibilitet for videreuddannelse på arbejdsmarkedet.
Kravet er da
også yderligere modificeret af Landskatteretten i kendelsen afsagt den 21.
april 2005 gengivet i
SKM2005.242.LSR
.
En udgift til et MBA-kursus, som i en jobskiftesituation ikke ville blive
godtgjort af den hidtidige arbejdsgiver, men i.h.t. aftale om
ansættelsesvilkår
hos den nye arbejdsgiver blev betalt af denne, ansås omfattet af reglerne om
skattefrihed, jf. ligningslovens § 31. Uddannelsen var først færdiggjort
efter
aftale om jobskiftet var indgået.
Det fremgår
således af kendelsen, at der i overensstemmelse med lovens formål stilles
lempelige
krav til, hvorledes ydelsen er stillet den ansatte til rådighed og i hvilken
grad arbejdsgiveren har påtaget sig en egentlig økonomisk risiko. I den
ovennævnte sag, havde den nye arbejdsgiver ikke påtaget sig nogen
forpligtelse
overfor hverken uddannelsessted eller den gamle arbejdsgiver.
Hertil kommer,
at uddannelsen var afsluttet forud for tiltrædelsen og det derfor var mere
tvivlsomt
om ydelsen blev stillet til rådighed som led i ansættelsen, end
i spørgers
tilfælde hvor uddannelsen sker under uddannelsesorlov med garanti om
tilbagevenden. Afgørelsen viser således samtidigt, at formålet med
ligningslovens § 31 tilsiger en lempelig fortolkning af de enkelte kriterier,
når uddannelsen har et sagligt formål i forhold til den ansattes stilling.
Det indgår ikke,
som indikeret i
SKM2005.417.LR
og
SKM2006.441.SR
,
af Landskatterettens præmisser, at ansøgeren i en periode forud for
tiltrædelsen ikke var skattepligtig til Danmark. Landskatterettens præmisser
vedrører udelukkende anvendelsen af ligningslovens § 31. Landskatterettens
afgørelse må således anses for udtryk for gældende ret ved fortolkningen af
ligningslovens § 31.
Det bemærkes i
den forbindelse, at Landskatterettens afgørelse har præjudikatværdi i forhold
til SKAT og Skatterådets praksis, og hverken SKAT eller Skatterådet kan
tilsidesætte Landskatterettens afgørelse, som forsøgt i de ovennævnte
afgørelser. Såfremt Skatterådet eller SKAT mente afgørelsen var forkert burde
de have indbragt afgørelsen for domstolene. Dette er ikke sket, hvorfor
afgørelsen står ved magt i retskildemæssig henseende, som en offentliggjort
Landskatteretskendelse. Det bemærkes i den forbindelse, at Landskatteretten
kun
offentliggør ca. 150-200 ud af ca. 5000 afgørelser årligt.
Skatterådet bør
ikke i besvarelsen af spørgsmål 1 træffe anden afgørelse end i
SKM2006.441.SR
med den begrundelse, at udgifterne refunderes direkte til X og derfor er til
fri disposition til andet formål end uddannelsen.
Det er ikke
korrekt, at beløbet er til fri disposition og således kan anvendes til andet
formål end til betaling af uddannelse. Beløbet som bliver refunderet, er
allerede afholdt som et udlæg og ydelsen vil således alene have karakter af
en
refusion for et beløbet der allerede er anvendt til uddannelsesformål. Dette
beløb kan ikke kræves tilbage fra uddannelsesstedet, men er endeligt betalt.
Det er således ikke korrekt, at beløbet udbetalt fra Y kan anvendes til andet
end uddannelsesformål. Som det fremgår nedenfor, er der ikke er nogen reel
forskel mellem den økonomiske risiko for arbejdsgiveren i sådan en ordning, i
forhold til ordningen i nærværende sag, som skulle berettige forskellige
resultater under ligningslovens § 31.
Kravet til
økonomisk risiko
Det følger af
ovennævnte kendelse fra Landskatteretten (
SKM2005.242.LSR
),
at der stilles lempelige krav til arbejdsgiverens økonomiske risiko i
forbindelse med tilsagn om en ydelse under ligningslovens § 31.
I den refererede
afgørelse kendte den nye arbejdsgiver den nøjagtige økonomiske forpligtelse
på
tilsagnstidspunktet. Den nye arbejdsgiver havde derfor ikke nogen væsentlig
økonomisk risiko, hverken på tilsagns- eller udbetalingstidspunktet, da
arbejdsgiveren kunne indregne udgiften i lønomkostningen overfor den ansatte,
eksempelvis ved at gøre tilsagnet betinget af fortsat ansættelse (stay-on
klausul), sådan som den gamle arbejdsgiver havde gjort. Kravet til økonomisk
risiko må derfor fortolkes lempeligt.
Sammenholdes
afgørelsen med lignende bindende forhåndsbeskeder fra Ligningsrådet
vedrørende
andre typer goder, bliver det klart, at kravet til økonomisk risiko for
arbejdsgiveren skal fortolkes lempeligt. Til eksempel kan nævnes
arbejdsgiverens betaling af telefon, bil, dataforbindelser mv. I alle de
situationer, hvor der er tale om månedlige ydelser med samtidig
bruttolønsnedgang
er den økonomiske risiko selvsagt begrænset.
At der er tale
om en lempelig bedømmelse, fremgår bl.a. af bindende forhåndsbesked fra
Ligningsrådet
af 15. marts 2005 refereret i
SKM2005.157.LR
,
hvor der, i modsætning til tidligere bindende forhåndsbesked af 22. april
2003,
refereret i
SKM2003.182.LR
,
ikke var tale om nogen reel økonomisk risiko for arbejdsgiveren, som følge af
aftalen med telefonselskabet, f.eks. i form af et særligt opsigelsesvarsel.
I forhold til
spørgsmålet om økonomisk risiko gør det i øvrigt ingen reel økonomisk forskel
for arbejdsgiveren om der etableres en ordning om løbende ydelser som ophører
ved fratrædelsen eller om der etableres en ordning med en engangsydelse med
betingelser om tilbagebetaling i forbindelse med fratræden.
Det fremgår i
den forbindelse af SKATs seneste afgørelse
SKM2006.441.SR
,
at tilsagnet om støtte blev givet på et tidspunkt, hvor arbejdsgiveren kendte
arbejdsperioden frem til orloven, hvor arbejdsgiveren kunne foretage
lønnedgang
til kr. 0. Arbejdsgiveren kunne således nøjagtigt beregne lønforpligtelsen
frem
til orloven og ved den gennemførte lønnedgang neutralisere den reelle
økonomiske
forpligtelse. Da arbejdsgiveren ikke var aftalepart og havde modregnet
udgiften
i lønkravet med krone for krone, havde arbejdsgiveren ikke nogen reel
økonomisk
risiko ved ordningen.
Hertil kommer,
at det tidligere i Landsskatterettens førnævnte kendelse (
SKM2005.242.LSR
)
er anerkendt, at stay-on klausuler ikke påvirker den skattemæssige behandling
af bruttolønsordninger.
Såfremt der i en
ordning om betaling af uddannelsesydelser er sket en deponering af ydelsen på
et tidspunkt, hvor arbejdsgiverens lønforpligtelse kan opgøres endeligt eller
såfremt der er indføjet en stay-on klausul med en ret for arbejdsgiveren til
at
kræve ydelsen tilbagebetalt, hvis medarbejderen fratræder før tid, vil
selskabet ikke have nogen reel økonomisk risiko, da tilbagebetalingskravet
mod
medarbejderen kan opgøres til et beløb svarende til det, der er stillet til
rådighed for medarbejderen.
Det forhold, at
ordningen om deponering nu tilsyneladende er anerkendt af Skatterådet, som en
ny og ændret praksis, som ikke kan begrundes i kravet til økonomisk risiko,
bør
i øvrigt ikke tillægges betydning for nærværende sag, hvor X ikke har været
bekendt med denne ændring i praksis da X indgik aftalen med Y.
Såfremt det
alligevel skulle være korrekt, at der kan opstilles et vilkår om, at
arbejdsgiveren skal have en udvidet økonomisk risiko, forholder det sig sådan
i
denne sag, at der rent faktuelt er en reel økonomisk risiko for Y forbundet
med
ordningen.
Ordningen i
nærværende sag er alene betinget af fortsat ansættelse. Afholdes der således
orlov
uden løn i henhold til lov eller personalepolitik, vil Y være forpligtet til
at
fortsætte betalingen af ydelsen uden samtidig mulighed for løntræk. Under en
eventuel orlov med løn vil muligheden for løntræk desuden være reduceret. I
sidstnævnte situation vil lønreduktionen nemlig kunne medføre, at grundlønnen
med eventuelt bruttolønsnedgang kommer under den maksimale refusion efter
reglerne om barselsudligning (L102 vedtaget 25. april 2006 trådte i kraft 1.
oktober 2006), hvorved Y enten ville miste muligheden for at opnå fuld
refusion
eller muligheden for bruttolønsnedgang.
Der henvises i
den forbindelse til førnævnte bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet af
15.
marts 2005 refereret i
SKM2005.157.LR
.
I denne sag, der vedrørte en arbejdsgiverbetalt ADSL forbindelse, lagde
Ligningsrådet til grund, at der forelå en økonomisk risiko under henvisning
til
bl.a. det forhold, at ordningen fortsatte under orlov uden løn.
Det er i den
forbindelse vigtigt at notere, at tilsagnet blev givet i forbindelse med en
orlov uden løn, hvor X efter aftale havde krav på at vende tilbage til samme
stilling. Såfremt X efter orlovens ophør havde udnyttet retten til maksimal
fædre- og barselsorlov, havde Y som følge af tilsagnet om støtte, påtaget sig
en forpligtelse uden samtidig tilsvarende mulighed for bruttolønsnedgang.
Tilsagnet om støtte indebar derfor en reel og ikke uvæsentlig økonomisk
risiko
for Y.
At forpligtelsen
i nærværende sag var betinget af fortsat ansættelse er fuldt ud sædvanligt,
idet de fleste uddannelsesaftaler indeholder sådanne betingelser, også
betegnet
som såkaldte stay-on klausuler især i videregående uddannelsesforløb som
masteruddannelser og MBA programmer.
SKATs indstilling og begrundelse
Ad spm. 1. Efter
ligningslovens § 31 kan en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold
afholde
udgifter til uddannelse og kurser uden at den ansatte beskattes i den
anledning. Bestemmelsen blev indsat ved lov 955 af 20. december 1999, og det
fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet med bestemmelsen
bl.a.
er at styrke virksomhedernes sociale ansvar og medvirke til et højere
uddannelsesniveau for medarbejderne.
Ligningslovens §
31 er således udtryk for en forenkling, da det nu ikke er nødvendigt at
sondre
mellem grund- og videreuddannelser på den ene side og ajourføring eller
vedligeholdelse på den anden side, når udgiften bliver afholdt af
arbejdsgiveren. Uddannelsen skal være erhvervsrettet, men det er ikke en
betingelse, at den tager sigte på fortsat ansættelse hos den nuværende
arbejdsgiver.
I det omfang
udgifterne ikke dækkes af arbejdsgiveren, men af den ansatte selv, er der kun
fradrag efter skattelovgivningens almindelige regler. Det fremgår direkte af
ligningslovens § 31, stk. 6.
Der er ikke i
ligningslovens § 31 fastsat en beløbsmæssig begrænsning for, hvad en
uddannelse
må koste, og det fremgår direkte af bemærkningerne, at skattefriheden f.eks.
omfatter diplom- og masteruddannelser.
Det fremgår
endvidere af ligningslovens § 31 stk. 1, at ydelser til dækning af udgifter i
forbindelse med uddannelser og kurser også er skattefri, når de modtages ved
ophør af et ansættelsesforhold.
Det er SKATs
opfattelse, at den omhandlende LL.M uddannelse, som sådan er omfattet af
ligningsloven § 31
.
Det er i praksis
anerkendt, at en arbejdstager kan indgå aftale om kontantlønnedgang i
forbindelse
med arbejdsgivers tildeling af naturalier med den virkning, at skatten
beregnes
på grundlag af den lavere kontante løn.
Parterne har
således mulighed for at indgå en aftale om, at den ansatte deltager i
finansieringen ved reduktion af sin kontante løn. Der stilles efter praksis
følgende betingelser for, at skattemyndighederne ikke tilsidesætter ændringer
af en allerede eksisterende vederlagsaftale, der indebærer en fremtidig
lavere
kontant løn samtidig med, at den ansatte får stillet et personalegode til
rådighed af arbejdsgiveren:
1. Der skal
foreligge en ændret vederlagsaftale, som indebærer en reel fremadrettet
nedgang
i den kontante løn.
2. Overenskomster
som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale.
3. Den
aftalte reduktion af den kontante løn skal som udgangspunkt løbe over hele
overenskomstperioden.
4. Et
allerede erhvervet krav på kontantløn kan ikke konverteres til en
naturalieydelse uden at være i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3.
5. Arbejdsgiveren
skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det indebærer, at
den ansattes kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der
ikke reguleres i takt med den ansattes forbrug af naturaliegodet eller af de
løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed.
6. Arbejdsgiveren
skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for den ansatte.
Dvs.
det er arbejdsgiveren, der skal være forpligtet til at betale f.eks. den
pågældende udannelsesudgift.
Der har
herudover i Ligningsrådets/Skatterådets praksis været opstillet 2
støttekriterier. Der skal således være tale om en frivillig aftale mellem
arbejdsgiver og arbejdstager, og arbejdstageren skal have mulighed for -
eventuelt med et rimeligt varsel - at udtræde af ordningen.
SKAT bemærker,
at en aftale om ændret vederlagssammensætning er en finansieringsmulighed,
som
har udviklet sig i praksis i forbindelse med, at den ansatte får stillet et
personalegode til rådighed af arbejdsgiveren. De enkelte krav skal således
være
opfyldt førend en kontantlønsnedgang (ændret vederlagssammensætning) kan
accepteres
skattemæssigt som betaling for det pågældende personalegode.
Det er som
anført et krav, at arbejdsgiveren skal være ejer af aktivet eller skal have
indgået aftale med de relevante udenforstående kontraktparter f.eks.
uddannelsesinstitutionen.
I denne sag er
godet imidlertid
ikke
stillet til rådighed af arbejdsgiveren, i det
spørger selv har lagt ud for alle udgifter i forbindelse med uddannelsen og
selv betalt for studieafgiften mv. Arbejdsgiveren har alene givet et mundtlig
tilsagn om, at de efterfølgende vil dække de udgifter, som X ikke har fået
dækket gennem legater betinget, at det kan ske ved en aftale om
kontantlønsnedgang efter tilbagevenden fra uddannelsesorloven. Der er
imidlertid ikke tale om betaling af en udannelsesudgift efter ligningsloven §
31, men derimod den ansattes udgift, som arbejdsgiveren løbende betaler.
Arbejdsgiveren
har altså
ikke
stillet uddannelsen til rådighed for spørger.
I
SKM2004.46.LSR
,
som X henviser til, blev det lagt til grund, at, som ligningsloven § 31 er
formuleret,
er der intet til hinder for at et firma dækker kursusudgifterne mv. til en
MBA
uddannelse, mod nedgang i lønnen. I den pågældende afgørelse, betalte
arbejdsgiveren imidlertid selv 100 % af kursusudgifterne + udgifter til bøger
mv. Medarbejderen dækkede selv 50 % af disse udgifter ved en lønnedgang i
studieperiodens forløb.
SKM2004.46.LSR
og nærværende sag er efter SKATs opfattelse ikke sammenlignelige, da
arbejdsgiveren netop stillede det pågældende gode til rådighed for
arbejdstageren.
I
SKM2006.441.SR
blev det lagt til grund, at en MBA kunne betales ved en lønnedgang under
henvisning til, at arbejdsgiverens betaling skete via en deponeringskonto,
hvorover medarbejderen ikke kunne disponere, og det blev lagt til grund, at
arbejdsgiveren havde stillet uddannelsen til rådighed, da pengene blev sat af
på en separat konto, som specifikt skulle anvendes til uddannelsen. I
SKM2006.441.SR
,
havde arbejdsgiveren således også stillet uddannelsen til rådighed for
medarbejderen,
modsat denne sag. X har oplyst, at den ansatte, i Skatterådets afgørelse
SKM2006.441.SR
,
selv kunne disponere over et beløb, der af arbejdsgiveren var blevet
indbetalt
på en konto til brug for støtte til en MBA uddannelse. Det er ikke korrekt.
Den
ansatte kunne ikke selv disponere over kontoen, som han ville, idet pengene
alene kunne anvendes til betaling af 2. rate af studieafgiften.
X har selv
betalt uddannelsen samt omkostningerne forbundet hermed, og den refusion som
arbejdsgiveren
giver til ham, svarer til den faktiske lønnegang. Arbejdsgiveren er kun
forpligtet til at refundere beløbet til X, hvis X stadig er ansat. Hvis
X
fratræder sin stilling, bortfalder yderligere krav på refusion.
Arbejdsgiveren
løber således ikke nogen økonomisk risiko jf. de ovennævnte betingelser. Det
er
SKATs opfattelse, at arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at betale de
pågældende uddannelsesomkostninger.
Det er X
opfattelse, at
SKM2005.242.LSR
har præjudikatsværdi i forhold til Ligningsrådets afgørelse (
SKM2005.417.LR
),
og at SKAT burde have påklaget Landskatterettens afgørelse, hvis det var
SKATs
opfattelse, at afgørelsen var forkert. Som det fremgår af
SKM2005.417.LR
er det SKATs opfattelse, at resultatet i Landsskatterettens afgørelse (
SKM2005.242.LSR
)
er korrekt, da medarbejderen ikke var skattepligtig til Danmark på det
tidspunkt, hvor han erhvervede ret til pengene fra sin nye arbejdsgiver. SKAT
er imidlertid uenig i begrundelsen for sagen, da udgiften efter SKATs
opfattelse ikke kan være omfattet af ligningsloven § 31. Da resultatet er
korrekt og alene begrundelsen er forkert, valgte SKAT ikke at indbringe den
pågældende kendelse. SKAT bemærker i øvrigt, at den pågældende
Landskatteretskendelse
ikke er relevant i denne sammenhæng. I den pågældende sag, er der
ikke
tale om, at uddannelsen skal finansieres som en ændret
vederlagssammensætning,
som det netop er tilfældet i denne sag.
SKAT er i øvrigt
enig med X i, at den LL.M uddannelse, X har gennemført som sådan er skattefri
efter ligningsloven § 31. Når betalingen af uddannelsen skal ske som en
fremadrettet og ændret vederlagsaftale stilles der jf. ovennævnte visse
betingelser, som skal være opfyldt, førend man kan indgå en sådan aftale med
sin arbejdsgiver. SKAT mener ikke, at de pågældende krav er opfyldt.
Det der er tale
om i denne sag er, at man opdeler X kontante løn i en del der beskattes, og
en
del der udbetales til X skattefrit til at "dække" de
uddannelsesomkostninger, han selv har afholdt - og som han ikke kan få
fradrag
for. X kan dog disponere frit over de skattefri udbetale penge, som X ønsker,
frem for at bruge dem til at betale den pågældende uddannelse. Denne sag
afskiller sig derved fra
SKM2006.441.SR
,
hvor den ansatte ikke selv kunne disponere over pengene.
X har bemærket,
at det forhold, at ordningen om deponering jf.
SKM2006.441.SR
er anerkendt af Skatterådet, som en ny og ændret praksis, ikke bør tillægges
betydning for nærværende sag, hvor X ikke har været bekendt med denne ændring
i
praksis, da X indgik aftalen med Y. SKAT bemærker, at man ikke har en
retsbeskyttet forventning om, at praksis eller lov ikke ændres.
Det er SKATs
opfattelse, at den påtænkte lønnedgang ikke opfylder betingelserne til at
indgå
en fremadrettet og ændret vederlagsaftale.
Der er ikke tale
om et personalegode - X får derimod udbetalt en del af sin pengeløn uden
indeholdelse
af A-skat.
Det bemærkes, at
arbejdsgiveren efter reglerne om udlæg efter regning kan dække de omhandlede
uddannelsesudgifter. Det kræver, at arbejdsgiveren modtager de originale
udgiftsbilag fra X og godtgør ham de udlagte beløb. Det er imidlertid ikke
den
løsning parterne har valgt i denne sag. Man har derimod valgt en ordning,
hvor
arbejdsgiveren ikke stiller godet til rådighed for den ansatte, hvor
arbejdsgiverne ikke løber nogen økonomisk risiko i forbindelse med den
indgåede
ordning, og hvor der er tale om udbetaling af ubeskattede midler, hvorover X
råder frit. Det indstilles, under henvisning hertil, at Skatterådet svarer
nej
til spørgsmål 1.
Ad spørgsmål 2.
Det er SKATs
opfattelse, at det ikke gør nogen forskel, såfremt arbejdsgiveren betaler et
beløb direkte til Z.
Der er tale om
betaling til indfrielse af et lån og ikke betaling til en arbejdsgiverbetalt
udannelsesudgift omfattet af § 31. Der henvises samtidig til gennemgangen
under
spm. 1.
Det indstilles,
at Skatterådet svarer nej til spørgsmål 2.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet
tiltræder SKATs indstilling.
Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode
Svaret er
bindende i 5 år fra afgørelsens dato.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- SKATs bindende svar vedrørende spørgsmål om, hvorvidt selskabet kan tilbyde de ansatte skattefri kosttilskud som led i en aftale om kontantlønsnedgang Landsskatteretten · 1. november 2011
- Delvis arbejdsgiverbetalt MBA Ændret vederlagsaftale Retsinformation · 1. august 2006
- Lønomlægning - Skattefri uddannelse Retsinformation · 21. juni 2019
- Landsskatteretskendelse vedr. arbejdsgivers betaling af 50 % af udgifterne til et MBA-studium Retsinformation · 23. marts 2004
- Arbejdsgiverbetalte uddannelsesudgifter Retsinformation · 27. marts 2003
- SKAT har nægtet fradrag for driftsomkostninger vedrørende Mercedes S65 med 111.527 kr. samt nedsat selskabets afskrivningsgrundlag med 2.147.565 kr Landsskatteretten · 17. oktober 2016
Lignende dokumenter
- Lønomlægning - Skattefri uddannelse Retsinformation · 21. juni 2019
- Delvis arbejdsgiverbetalt MBA Ændret vederlagsaftale Retsinformation · 1. august 2006
- Bruttolønsordning til betaling af studieafgift Retsinformation · 11. november 2017
- Sundhedsforsikring økonomiske vilkår Retsinformation · 29. januar 2007
- Medarbejderobligationsordning - kontantlønsnedgang Retsinformation · 17. juli 2007
- Medarbejderobligationer udenlandske datterselskaber - garanti mindsterente - kontantlønsnedgang Retsinformation · 25. august 2006