Spring til indhold

Retsinformation

Kontantlønsnedgang i forbindelse med efteruddannelse på et udenlandsk universitet

AFG nr 9605 af 20/03/2007AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet18. juli 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kontantlønsnedgang i forbindelse med

efteruddannelse på et udenlandsk universitet

Spørgsmål

Kan Skatterådet bekræfte,

at ydelser, som X modtager af sin arbejdsgiver til dækning af udgifterne

forbundet med efteruddannelse ved et udenlandsk universitet, vil være

skattefri for medarbejderen, når X samtidig accepterer en tilsvarende

lavere fast løn og arbejdsgiveren giver X orlov til gennemførelse af

studiet på fuld tid, således at ydelserne og lønnedgangen foretages efter

endt studieorlov?

Hvis Skatterådet besvarer

spørgsmål 1 benægtende, ville svaret så være positivt, hvis arbejdsgiveren

betalte ydelsen direkte til tredjemand, som har stillet et lån til

rådighed for X til afholdelse af udlægget?

Svar

1. Nej.

2. Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

X har været

ansat i virksomheden Y siden den 1. september 2000.

Som en vigtig

del af Y's formulerede og generelle karrierepolitik, opfordrer Y sine

medarbejdere til at gennemføre efteruddannelse, særligt i form af MBA eller

LL.M. i udlandet. I modsætning til MBA kan en LL.M. i udlandet som

udgangspunkt

kun gennemføres på fuld tid. Dette følger af universiteternes optagelseskrav

for udlændinge, samt betingelserne for opholdstilladelse i lande som USA.

X var nødsaget

til at gennemføre LL.M-studiet på fuld tid og Y støtter efteruddannelsen ved

at

Læs alt

give studieorlov med garanti om tilbagevenden. Derudover yder Y støtte i form

af et studielegat på kr. 40.000. Endeligt optjenes der anciennitet under

studieorloven, og der ydes fuld ferie med løn i det følgende ferieår, uanset

at

der ikke er optjent ferie efter ferieloven.

Y's tilbud om

studieorlov og støtte er betinget af, at ledelsen vurderer, at

efteruddannelsen

er relevant og nødvendig for X's arbejde og videre karriere. X ansøgte om

optagelse på et universitet i USA og blev optaget for studieåret

2004/2005.

Y gav tilsagn om

studieorlov fra 1. september 2004 til 31. august 2005 på de anførte vilkår,

ud

fra en konkret vurdering fra ledelsens side af den arbejdsmæssige og

karrieremæssige relevans af uddannelsen.

Som følge heraf

tilbød Y at dække de udgifter til LL.M. studiet, som ikke blev dækket gennem

legater

og stipendier mod en aftale om lønnedgang efter tilbagevenden fra

uddannelsesorloven. Tilsagnet om dækning af studieomkostninger blev givet

forud

for gennemførelsen af uddannelsen og afholdelsen af omkostningerne. Tilsagnet

fra Y var betinget af, at aftalen om lønnedgang var skattefri efter

ligningslovens § 31, således at der ikke var tvivl om, hvorvidt Y som

arbejdsgiver var fritaget for indeholdelse af A-skat af lønnedgangen. Aftale

som der blev indgået med Y var mundtlig.

Under

studieorloven forsatte X med at være ansat hos Y. X's e-mail adresse forblev

aktiv og alle blev orienteret om datoen for X's tilbagevenden. X modtog

invitationer til Y's arrangementer, og X arrangerede og deltog i større

konferencer.

Transportomkostningerne blev betalt af Y. X deltog i møder med Y's ledelse

ved

deres besøg i USA.

De udgifter som

Y har givet betinget tilsagn om at yde støtte til mod efterfølgende

lønnedgang,

er alle afholdt i 2005. Udgifterne er afholdt af X som udlæg i henhold til

den

mundtlige aftale, der er indgået med Y, hvorefter de refunderer de udgifter,

som overstiger de modtagne legater under de ovennævnte forudsætninger om

kontantlønsnedgang i perioden efter tilbagevenden fra studieorloven.

De omtalte

udgifter er konkrete dokumenterede udgifter til uddannelsesgebyr, transport,

bøger og husleje i forbindelse med studiet afholdt i 2005.

Udlægget blev

finansieret ved optagelse af en kassekredit i Danske Bank. Kassekreditten

blev

efterfølgende indfriet ved optagelse af et samlet lavt forrentet lån hos Z.

Lånet forrentes på markedsvilkår som flexlån.

Kravet om

medfinansiering fra X's side ønskes foretaget ved, at X accepterer en mindre

løn i en periode efter studieorlovens ophør, svarende til den periode

studieorloven har varet. Finansieringen ønskes således foretaget inden, der

trækkes

A-skat, AM- og SP-bidrag.

Den påtænkte

medfinansiering ønskes effektueret ved, at den faste månedsløn reduceres i en

periode svarende til den periode studiet varede. Lønreduktionen tilsigter at

modsvare Y's udgifter til den del af de af X betalte studieudgifter, som Y

derved efterfølgende vil afholde. Lønnedgangen vil blive reel og får effekt

på

alle løndele, dvs. ved beregning af feriepenge, pension mv. Der sker ingen

ændringer i den faste arbejdstid mv. Efter endt periode, vil månedslønnen

udgøre

den samme, som inden perioden blev påbegyndt.

I forbindelse

med gennemførelsen af LL.M studiet har X afholdt samtlige

uddannelsesomkostninger

personligt som udlæg. Under forudsætning af, at de skattemæssige

betingelser for samtidigt nedgang i kontantlønnen var tilstede, er der

indgået

aftale med Y om, at Y afholder de afholdte udgifter til uddannelse

mv. mod

samtidig nedgang i kontantlønnen. Aftalen, som blev indgået mundtligt,

indeholder følgende elementer:

Refusionen sker over en

periode på 12 måneder, svarende til orlovsperioden, fordelt

ligeligt på perioden og modsvares af en samtidig nedgang i bruttolønnen.

Nedgangen i kontantløn er

reel og får indflydelse på løn under sygdom, ved opsigelse, ferieberegning

mv.

Refusionen er betinget af

fortsat ansættelse, således at ved fratrædelse bortfalder yderligere krav

på refusion.

Ved

denne aftale sidestilles ordningen med en sædvanlig ordning om betaling

af

uddannelsesudgifter til en deltidsuddannelse (executive MBA mv.), med den

eneste forskel at periodiseringen rykkes fra den faktiske uddannelsesperiode

til en tilsvarende periode efter orlovens ophør.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til

sagsfremstilling

Som udgangspunkt

er ydelser modtaget til støtte af efteruddannelse skattefrie, jf.

ligningslovens

§ 31. Det forudsættes alene, at ydelserne modtages som led i et

ansættelsesforhold.

Ligningslovens §

31 forbyder ikke, at medarbejderen er med til at finansiere

uddannelsesstøtten

ved at medarbejderen fremadrettet accepterer en lavere løn for at udføre

samme

arbejde som tidligere. At lønnedgang accepteres samtidigt med, at

arbejdsgiveren tilbyder at betale medarbejderens skattefri uddannelse, er

efter

spørgers opfattelse heller ikke i strid med ligningslovens § 31.

Landskatteretten

har tidligere, i

SKM2004.46.LSR

udtalt, at som ligningsloven § 31 er formuleret, var der intet til hinder for

at et firma dækkede kursusudgifterne mv. til en MBA uddannelse, mod samtidig

nedgang i lønnen.

Den eneste

forskel mellem

SKM2004.46.LSR

og denne forespørgsel er, ifølge spørger, at MBA studiet blev gennemført som

et

deltidsstudium, hvilket muliggjorde en samtidig lønnedgang under studiet. I

modsætning hertil, kan LL.M. uddannelser i udlandet kun gennemføres som

fuldtidsstudier. Dette skyldes dels universitetets optagelseskrav og dels

visum

reglerne i USA.

Det har ikke

været meningen med ligningslovens § 31, at der skal forskelsbehandles mellem

deltids-

og fuldtidsuddannelser i forbindelse med anvendelsen af ligningslovens § 31.

En

naturlig konsekvens af et fuldtidsstudium som gennemføres som led i et

ansættelsesforhold er, at medarbejderen får orlov uden løn med garanti om at

vende tilbage i samme stilling. Uddannelsesstøtten må nødvendigvis ske efter

uddannelsens gennemførelse mod samtidig lønnedgang, da der ikke er nogen løn

at

reducere under orloven. Dette er dog alene en tidsmæssig forskydning af en

ellers identisk ordning i forhold til MBA-afgørelsen (

SKM2004.46.LSR

).

I den konkrete

situation, er der utvivlsomt tale om en uddannelse som er gennemført som led

i

ansættelsesforholdet. Y har således udelukkende givet tilsagn om

uddannelsesorlov med garanti for tilbagevenden i samme stilling, efter at

ledelsen konkret har vurderet at uddannelsen var relevant og nødvendig for X

videre

arbejde og karriere. Hertil kommer, at Y som en vigtig del af dets

formulerede

og generelle karrierepolitik, opfordrede X til at gennemføre uddannelsen,

samt

ydede støtte i form af et studielegat. Endeligt optjente X anciennitet under

studieorloven, og der ydes fuld ferie med løn i det følgende ferieår, uanset

at

der ikke er optjent ferie efter ferieloven.

Y's ydelser til

dækning af udgifterne til uddannelsen er skattefrie efter ligningslovens §

31,

stk. 3 idet "ydelserne modtages af en arbejdsgiver som led i et

ansættelsesforhold". Ligningslovens § 31 stiller ikke som vilkår for

skattefrihed, at ydelserne modtages samtidigt med gennemførelsen af

uddannelsen.

Ydelser til

dækning udgifterne til kursusafgifter er skattefri efter ligningslovens § 31,

stk. 3, pkt. 1 og ydelser til dækning af udgifterne til ophold er skattefri

efter ligningslovens § 31, stk. 3, pkt. 3, jf. stk. 4.

Vedr. ændret

vederlagssammensætning

Stillet godet

til rådighed

Det er ikke

noget udtrykkeligt krav i ligningslovens § 31, at ydelsen reelt stilles til

rådighed for den ansatte, i modsætning til ligningslovens § 16, stk. 12 og

andre bestemmelser. Dette krav er da også fortolket lempeligt i SKATs seneste

afgørelse

SKM2006.441.SR

vedrørende ydet støtte til en MBA uddannelse, hvor beløbet til brug for

uddannelsen blev indbetalt på en konto, i den ansattes navn. Selve

uddannelsen

blev således efter spørgers opfattelse ikke stillet til rådighed.

Dertil kommer,

at universitetet, som de fleste fuldtidsstudier i Danmark og i udlandet,

alene

indgår aftale med de studerende og ikke med deres arbejdsgivere. Teknisk set

ville det derfor ikke være muligt for Y, at være direkte aftalepart med

universitetet. For alle andre omkostninger forbundet med uddannelse (bøger,

rejseomkostninger, mv.), ville et krav om at arbejdsgiveren er den direkte

aftalepart også være uhåndterligt i praksis og stridende mod lovens formål om

fleksibilitet for videreuddannelse på arbejdsmarkedet.

Kravet er da

også yderligere modificeret af Landskatteretten i kendelsen afsagt den 21.

april 2005 gengivet i

SKM2005.242.LSR

.

En udgift til et MBA-kursus, som i en jobskiftesituation ikke ville blive

godtgjort af den hidtidige arbejdsgiver, men i.h.t. aftale om

ansættelsesvilkår

hos den nye arbejdsgiver blev betalt af denne, ansås omfattet af reglerne om

skattefrihed, jf. ligningslovens § 31. Uddannelsen var først færdiggjort

efter

aftale om jobskiftet var indgået.

Det fremgår

således af kendelsen, at der i overensstemmelse med lovens formål stilles

lempelige

krav til, hvorledes ydelsen er stillet den ansatte til rådighed og i hvilken

grad arbejdsgiveren har påtaget sig en egentlig økonomisk risiko. I den

ovennævnte sag, havde den nye arbejdsgiver ikke påtaget sig nogen

forpligtelse

overfor hverken uddannelsessted eller den gamle arbejdsgiver.

Hertil kommer,

at uddannelsen var afsluttet forud for tiltrædelsen og det derfor var mere

tvivlsomt

om ydelsen blev stillet til rådighed som led i ansættelsen, end

i spørgers

tilfælde hvor uddannelsen sker under uddannelsesorlov med garanti om

tilbagevenden. Afgørelsen viser således samtidigt, at formålet med

ligningslovens § 31 tilsiger en lempelig fortolkning af de enkelte kriterier,

når uddannelsen har et sagligt formål i forhold til den ansattes stilling.

Det indgår ikke,

som indikeret i

SKM2005.417.LR

og

SKM2006.441.SR

,

af Landskatterettens præmisser, at ansøgeren i en periode forud for

tiltrædelsen ikke var skattepligtig til Danmark. Landskatterettens præmisser

vedrører udelukkende anvendelsen af ligningslovens § 31. Landskatterettens

afgørelse må således anses for udtryk for gældende ret ved fortolkningen af

ligningslovens § 31.

Det bemærkes i

den forbindelse, at Landskatterettens afgørelse har præjudikatværdi i forhold

til SKAT og Skatterådets praksis, og hverken SKAT eller Skatterådet kan

tilsidesætte Landskatterettens afgørelse, som forsøgt i de ovennævnte

afgørelser. Såfremt Skatterådet eller SKAT mente afgørelsen var forkert burde

de have indbragt afgørelsen for domstolene. Dette er ikke sket, hvorfor

afgørelsen står ved magt i retskildemæssig henseende, som en offentliggjort

Landskatteretskendelse. Det bemærkes i den forbindelse, at Landskatteretten

kun

offentliggør ca. 150-200 ud af ca. 5000 afgørelser årligt.

Skatterådet bør

ikke i besvarelsen af spørgsmål 1 træffe anden afgørelse end i

SKM2006.441.SR

med den begrundelse, at udgifterne refunderes direkte til X og derfor er til

fri disposition til andet formål end uddannelsen.

Det er ikke

korrekt, at beløbet er til fri disposition og således kan anvendes til andet

formål end til betaling af uddannelse. Beløbet som bliver refunderet, er

allerede afholdt som et udlæg og ydelsen vil således alene have karakter af

en

refusion for et beløbet der allerede er anvendt til uddannelsesformål. Dette

beløb kan ikke kræves tilbage fra uddannelsesstedet, men er endeligt betalt.

Det er således ikke korrekt, at beløbet udbetalt fra Y kan anvendes til andet

end uddannelsesformål. Som det fremgår nedenfor, er der ikke er nogen reel

forskel mellem den økonomiske risiko for arbejdsgiveren i sådan en ordning, i

forhold til ordningen i nærværende sag, som skulle berettige forskellige

resultater under ligningslovens § 31.

Kravet til

økonomisk risiko

Det følger af

ovennævnte kendelse fra Landskatteretten (

SKM2005.242.LSR

),

at der stilles lempelige krav til arbejdsgiverens økonomiske risiko i

forbindelse med tilsagn om en ydelse under ligningslovens § 31.

I den refererede

afgørelse kendte den nye arbejdsgiver den nøjagtige økonomiske forpligtelse

på

tilsagnstidspunktet. Den nye arbejdsgiver havde derfor ikke nogen væsentlig

økonomisk risiko, hverken på tilsagns- eller udbetalingstidspunktet, da

arbejdsgiveren kunne indregne udgiften i lønomkostningen overfor den ansatte,

eksempelvis ved at gøre tilsagnet betinget af fortsat ansættelse (stay-on

klausul), sådan som den gamle arbejdsgiver havde gjort. Kravet til økonomisk

risiko må derfor fortolkes lempeligt.

Sammenholdes

afgørelsen med lignende bindende forhåndsbeskeder fra Ligningsrådet

vedrørende

andre typer goder, bliver det klart, at kravet til økonomisk risiko for

arbejdsgiveren skal fortolkes lempeligt. Til eksempel kan nævnes

arbejdsgiverens betaling af telefon, bil, dataforbindelser mv. I alle de

situationer, hvor der er tale om månedlige ydelser med samtidig

bruttolønsnedgang

er den økonomiske risiko selvsagt begrænset.

At der er tale

om en lempelig bedømmelse, fremgår bl.a. af bindende forhåndsbesked fra

Ligningsrådet

af 15. marts 2005 refereret i

SKM2005.157.LR

,

hvor der, i modsætning til tidligere bindende forhåndsbesked af 22. april

2003,

refereret i

SKM2003.182.LR

,

ikke var tale om nogen reel økonomisk risiko for arbejdsgiveren, som følge af

aftalen med telefonselskabet, f.eks. i form af et særligt opsigelsesvarsel.

I forhold til

spørgsmålet om økonomisk risiko gør det i øvrigt ingen reel økonomisk forskel

for arbejdsgiveren om der etableres en ordning om løbende ydelser som ophører

ved fratrædelsen eller om der etableres en ordning med en engangsydelse med

betingelser om tilbagebetaling i forbindelse med fratræden.

Det fremgår i

den forbindelse af SKATs seneste afgørelse

SKM2006.441.SR

,

at tilsagnet om støtte blev givet på et tidspunkt, hvor arbejdsgiveren kendte

arbejdsperioden frem til orloven, hvor arbejdsgiveren kunne foretage

lønnedgang

til kr. 0. Arbejdsgiveren kunne således nøjagtigt beregne lønforpligtelsen

frem

til orloven og ved den gennemførte lønnedgang neutralisere den reelle

økonomiske

forpligtelse. Da arbejdsgiveren ikke var aftalepart og havde modregnet

udgiften

i lønkravet med krone for krone, havde arbejdsgiveren ikke nogen reel

økonomisk

risiko ved ordningen.

Hertil kommer,

at det tidligere i Landsskatterettens førnævnte kendelse (

SKM2005.242.LSR

)

er anerkendt, at stay-on klausuler ikke påvirker den skattemæssige behandling

af bruttolønsordninger.

Såfremt der i en

ordning om betaling af uddannelsesydelser er sket en deponering af ydelsen på

et tidspunkt, hvor arbejdsgiverens lønforpligtelse kan opgøres endeligt eller

såfremt der er indføjet en stay-on klausul med en ret for arbejdsgiveren til

at

kræve ydelsen tilbagebetalt, hvis medarbejderen fratræder før tid, vil

selskabet ikke have nogen reel økonomisk risiko, da tilbagebetalingskravet

mod

medarbejderen kan opgøres til et beløb svarende til det, der er stillet til

rådighed for medarbejderen.

Det forhold, at

ordningen om deponering nu tilsyneladende er anerkendt af Skatterådet, som en

ny og ændret praksis, som ikke kan begrundes i kravet til økonomisk risiko,

bør

i øvrigt ikke tillægges betydning for nærværende sag, hvor X ikke har været

bekendt med denne ændring i praksis da X indgik aftalen med Y.

Såfremt det

alligevel skulle være korrekt, at der kan opstilles et vilkår om, at

arbejdsgiveren skal have en udvidet økonomisk risiko, forholder det sig sådan

i

denne sag, at der rent faktuelt er en reel økonomisk risiko for Y forbundet

med

ordningen.

Ordningen i

nærværende sag er alene betinget af fortsat ansættelse. Afholdes der således

orlov

uden løn i henhold til lov eller personalepolitik, vil Y være forpligtet til

at

fortsætte betalingen af ydelsen uden samtidig mulighed for løntræk. Under en

eventuel orlov med løn vil muligheden for løntræk desuden være reduceret. I

sidstnævnte situation vil lønreduktionen nemlig kunne medføre, at grundlønnen

med eventuelt bruttolønsnedgang kommer under den maksimale refusion efter

reglerne om barselsudligning (L102 vedtaget 25. april 2006 trådte i kraft 1.

oktober 2006), hvorved Y enten ville miste muligheden for at opnå fuld

refusion

eller muligheden for bruttolønsnedgang.

Der henvises i

den forbindelse til førnævnte bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet af

15.

marts 2005 refereret i

SKM2005.157.LR

.

I denne sag, der vedrørte en arbejdsgiverbetalt ADSL forbindelse, lagde

Ligningsrådet til grund, at der forelå en økonomisk risiko under henvisning

til

bl.a. det forhold, at ordningen fortsatte under orlov uden løn.

Det er i den

forbindelse vigtigt at notere, at tilsagnet blev givet i forbindelse med en

orlov uden løn, hvor X efter aftale havde krav på at vende tilbage til samme

stilling. Såfremt X efter orlovens ophør havde udnyttet retten til maksimal

fædre- og barselsorlov, havde Y som følge af tilsagnet om støtte, påtaget sig

en forpligtelse uden samtidig tilsvarende mulighed for bruttolønsnedgang.

Tilsagnet om støtte indebar derfor en reel og ikke uvæsentlig økonomisk

risiko

for Y.

At forpligtelsen

i nærværende sag var betinget af fortsat ansættelse er fuldt ud sædvanligt,

idet de fleste uddannelsesaftaler indeholder sådanne betingelser, også

betegnet

som såkaldte stay-on klausuler især i videregående uddannelsesforløb som

masteruddannelser og MBA programmer.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spm. 1. Efter

ligningslovens § 31 kan en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold

afholde

udgifter til uddannelse og kurser uden at den ansatte beskattes i den

anledning. Bestemmelsen blev indsat ved lov 955 af 20. december 1999, og det

fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet med bestemmelsen

bl.a.

er at styrke virksomhedernes sociale ansvar og medvirke til et højere

uddannelsesniveau for medarbejderne.

Ligningslovens §

31 er således udtryk for en forenkling, da det nu ikke er nødvendigt at

sondre

mellem grund- og videreuddannelser på den ene side og ajourføring eller

vedligeholdelse på den anden side, når udgiften bliver afholdt af

arbejdsgiveren. Uddannelsen skal være erhvervsrettet, men det er ikke en

betingelse, at den tager sigte på fortsat ansættelse hos den nuværende

arbejdsgiver.

I det omfang

udgifterne ikke dækkes af arbejdsgiveren, men af den ansatte selv, er der kun

fradrag efter skattelovgivningens almindelige regler. Det fremgår direkte af

ligningslovens § 31, stk. 6.

Der er ikke i

ligningslovens § 31 fastsat en beløbsmæssig begrænsning for, hvad en

uddannelse

må koste, og det fremgår direkte af bemærkningerne, at skattefriheden f.eks.

omfatter diplom- og masteruddannelser.

Det fremgår

endvidere af ligningslovens § 31 stk. 1, at ydelser til dækning af udgifter i

forbindelse med uddannelser og kurser også er skattefri, når de modtages ved

ophør af et ansættelsesforhold.

Det er SKATs

opfattelse, at den omhandlende LL.M uddannelse, som sådan er omfattet af

ligningsloven § 31

.

Det er i praksis

anerkendt, at en arbejdstager kan indgå aftale om kontantlønnedgang i

forbindelse

med arbejdsgivers tildeling af naturalier med den virkning, at skatten

beregnes

på grundlag af den lavere kontante løn.

Parterne har

således mulighed for at indgå en aftale om, at den ansatte deltager i

finansieringen ved reduktion af sin kontante løn. Der stilles efter praksis

følgende betingelser for, at skattemyndighederne ikke tilsidesætter ændringer

af en allerede eksisterende vederlagsaftale, der indebærer en fremtidig

lavere

kontant løn samtidig med, at den ansatte får stillet et personalegode til

rådighed af arbejdsgiveren:

1. Der skal

foreligge en ændret vederlagsaftale, som indebærer en reel fremadrettet

nedgang

i den kontante løn.

2. Overenskomster

som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale.

3. Den

aftalte reduktion af den kontante løn skal som udgangspunkt løbe over hele

overenskomstperioden.

4. Et

allerede erhvervet krav på kontantløn kan ikke konverteres til en

naturalieydelse uden at være i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3.

5. Arbejdsgiveren

skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det indebærer, at

den ansattes kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der

ikke reguleres i takt med den ansattes forbrug af naturaliegodet eller af de

løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed.

6. Arbejdsgiveren

skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for den ansatte.

Dvs.

det er arbejdsgiveren, der skal være forpligtet til at betale f.eks. den

pågældende udannelsesudgift.

Der har

herudover i Ligningsrådets/Skatterådets praksis været opstillet 2

støttekriterier. Der skal således være tale om en frivillig aftale mellem

arbejdsgiver og arbejdstager, og arbejdstageren skal have mulighed for -

eventuelt med et rimeligt varsel - at udtræde af ordningen.

SKAT bemærker,

at en aftale om ændret vederlagssammensætning er en finansieringsmulighed,

som

har udviklet sig i praksis i forbindelse med, at den ansatte får stillet et

personalegode til rådighed af arbejdsgiveren. De enkelte krav skal således

være

opfyldt førend en kontantlønsnedgang (ændret vederlagssammensætning) kan

accepteres

skattemæssigt som betaling for det pågældende personalegode.

Det er som

anført et krav, at arbejdsgiveren skal være ejer af aktivet eller skal have

indgået aftale med de relevante udenforstående kontraktparter f.eks.

uddannelsesinstitutionen.

I denne sag er

godet imidlertid

ikke

stillet til rådighed af arbejdsgiveren, i det

spørger selv har lagt ud for alle udgifter i forbindelse med uddannelsen og

selv betalt for studieafgiften mv. Arbejdsgiveren har alene givet et mundtlig

tilsagn om, at de efterfølgende vil dække de udgifter, som X ikke har fået

dækket gennem legater betinget, at det kan ske ved en aftale om

kontantlønsnedgang efter tilbagevenden fra uddannelsesorloven. Der er

imidlertid ikke tale om betaling af en udannelsesudgift efter ligningsloven §

31, men derimod den ansattes udgift, som arbejdsgiveren løbende betaler.

Arbejdsgiveren

har altså

ikke

stillet uddannelsen til rådighed for spørger.

I

SKM2004.46.LSR

,

som X henviser til, blev det lagt til grund, at, som ligningsloven § 31 er

formuleret,

er der intet til hinder for at et firma dækker kursusudgifterne mv. til en

MBA

uddannelse, mod nedgang i lønnen. I den pågældende afgørelse, betalte

arbejdsgiveren imidlertid selv 100 % af kursusudgifterne + udgifter til bøger

mv. Medarbejderen dækkede selv 50 % af disse udgifter ved en lønnedgang i

studieperiodens forløb.

SKM2004.46.LSR

og nærværende sag er efter SKATs opfattelse ikke sammenlignelige, da

arbejdsgiveren netop stillede det pågældende gode til rådighed for

arbejdstageren.

I

SKM2006.441.SR

blev det lagt til grund, at en MBA kunne betales ved en lønnedgang under

henvisning til, at arbejdsgiverens betaling skete via en deponeringskonto,

hvorover medarbejderen ikke kunne disponere, og det blev lagt til grund, at

arbejdsgiveren havde stillet uddannelsen til rådighed, da pengene blev sat af

på en separat konto, som specifikt skulle anvendes til uddannelsen. I

SKM2006.441.SR

,

havde arbejdsgiveren således også stillet uddannelsen til rådighed for

medarbejderen,

modsat denne sag. X har oplyst, at den ansatte, i Skatterådets afgørelse

SKM2006.441.SR

,

selv kunne disponere over et beløb, der af arbejdsgiveren var blevet

indbetalt

på en konto til brug for støtte til en MBA uddannelse. Det er ikke korrekt.

Den

ansatte kunne ikke selv disponere over kontoen, som han ville, idet pengene

alene kunne anvendes til betaling af 2. rate af studieafgiften.

X har selv

betalt uddannelsen samt omkostningerne forbundet hermed, og den refusion som

arbejdsgiveren

giver til ham, svarer til den faktiske lønnegang. Arbejdsgiveren er kun

forpligtet til at refundere beløbet til X, hvis X stadig er ansat. Hvis

X

fratræder sin stilling, bortfalder yderligere krav på refusion.

Arbejdsgiveren

løber således ikke nogen økonomisk risiko jf. de ovennævnte betingelser. Det

er

SKATs opfattelse, at arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at betale de

pågældende uddannelsesomkostninger.

Det er X

opfattelse, at

SKM2005.242.LSR

har præjudikatsværdi i forhold til Ligningsrådets afgørelse (

SKM2005.417.LR

),

og at SKAT burde have påklaget Landskatterettens afgørelse, hvis det var

SKATs

opfattelse, at afgørelsen var forkert. Som det fremgår af

SKM2005.417.LR

er det SKATs opfattelse, at resultatet i Landsskatterettens afgørelse (

SKM2005.242.LSR

)

er korrekt, da medarbejderen ikke var skattepligtig til Danmark på det

tidspunkt, hvor han erhvervede ret til pengene fra sin nye arbejdsgiver. SKAT

er imidlertid uenig i begrundelsen for sagen, da udgiften efter SKATs

opfattelse ikke kan være omfattet af ligningsloven § 31. Da resultatet er

korrekt og alene begrundelsen er forkert, valgte SKAT ikke at indbringe den

pågældende kendelse. SKAT bemærker i øvrigt, at den pågældende

Landskatteretskendelse

ikke er relevant i denne sammenhæng. I den pågældende sag, er der

ikke

tale om, at uddannelsen skal finansieres som en ændret

vederlagssammensætning,

som det netop er tilfældet i denne sag.

SKAT er i øvrigt

enig med X i, at den LL.M uddannelse, X har gennemført som sådan er skattefri

efter ligningsloven § 31. Når betalingen af uddannelsen skal ske som en

fremadrettet og ændret vederlagsaftale stilles der jf. ovennævnte visse

betingelser, som skal være opfyldt, førend man kan indgå en sådan aftale med

sin arbejdsgiver. SKAT mener ikke, at de pågældende krav er opfyldt.

Det der er tale

om i denne sag er, at man opdeler X kontante løn i en del der beskattes, og

en

del der udbetales til X skattefrit til at "dække" de

uddannelsesomkostninger, han selv har afholdt - og som han ikke kan få

fradrag

for. X kan dog disponere frit over de skattefri udbetale penge, som X ønsker,

frem for at bruge dem til at betale den pågældende uddannelse. Denne sag

afskiller sig derved fra

SKM2006.441.SR

,

hvor den ansatte ikke selv kunne disponere over pengene.

X har bemærket,

at det forhold, at ordningen om deponering jf.

SKM2006.441.SR

er anerkendt af Skatterådet, som en ny og ændret praksis, ikke bør tillægges

betydning for nærværende sag, hvor X ikke har været bekendt med denne ændring

i

praksis, da X indgik aftalen med Y. SKAT bemærker, at man ikke har en

retsbeskyttet forventning om, at praksis eller lov ikke ændres.

Det er SKATs

opfattelse, at den påtænkte lønnedgang ikke opfylder betingelserne til at

indgå

en fremadrettet og ændret vederlagsaftale.

Der er ikke tale

om et personalegode - X får derimod udbetalt en del af sin pengeløn uden

indeholdelse

af A-skat.

Det bemærkes, at

arbejdsgiveren efter reglerne om udlæg efter regning kan dække de omhandlede

uddannelsesudgifter. Det kræver, at arbejdsgiveren modtager de originale

udgiftsbilag fra X og godtgør ham de udlagte beløb. Det er imidlertid ikke

den

løsning parterne har valgt i denne sag. Man har derimod valgt en ordning,

hvor

arbejdsgiveren ikke stiller godet til rådighed for den ansatte, hvor

arbejdsgiverne ikke løber nogen økonomisk risiko i forbindelse med den

indgåede

ordning, og hvor der er tale om udbetaling af ubeskattede midler, hvorover X

råder frit. Det indstilles, under henvisning hertil, at Skatterådet svarer

nej

til spørgsmål 1.

Ad spørgsmål 2.

Det er SKATs

opfattelse, at det ikke gør nogen forskel, såfremt arbejdsgiveren betaler et

beløb direkte til Z.

Der er tale om

betaling til indfrielse af et lån og ikke betaling til en arbejdsgiverbetalt

udannelsesudgift omfattet af § 31. Der henvises samtidig til gennemgangen

under

spm. 1.

Det indstilles,

at Skatterådet svarer nej til spørgsmål 2.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet

tiltræder SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er

bindende i 5 år fra afgørelsens dato.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter