Spring til indhold

Retsinformation

Arbejdsgiverbetalte uddannelsesudgifter

AFG nr 9108 af 21/01/2003AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet27. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Arbejdsgiverbetalte

uddannelsesudgifter

Spørgsmål

1.

Kan Ligningsrådet bekræfte, at IT-firmaet A/S' dækning af 50 % af udgifterne

forbundet med en medarbejders MBA-studium ved Handelshøjskolen vil være

skattefri for medarbejderen, når medarbejderen samtidig accepterer en

tilsvarende lavere fast løn i den periode, studiet varer?

2.

Vil betalingen være skattefri, hvis medarbejderen beholder sin faste grundløn

i

hele perioden, men satserne for provision nedsættes under studiet uden

efterfølgende regulering?

3.

Vil betalingen være skattefri, hvis provisionssatserne, jf. spørgsmål 2,

føres

tilbage til det oprindelige niveau, når medarbejderen via nedgangen i

provisionen har dækket 50 % af de udgifter, som det er aftalt, at

medarbejderen

skal dække?

4.

Kan Ligningsrådet anerkende, at selskabets dækning af 50 % af udgifterne

forbundet med studierne er skattefri, hvis der indgås en ny provisionsaftale

gældende i studietiden, hvorefter medarbejderen skal være berettiget til en

bestemt andel af den provision af den samlede indtjening af solgte varer og

tjenester i en måned, som han har krav på efter de nugældende

provisionssatser?

5.

Vil selskabets dækning af 50 % af uddannelsesydelserne være skattefri, hvis

provisionsaftalen, jf. spørgsmål 5, føres tilbage til det oprindelige, når

Læs alt

medarbejderen har dækket 50 % af de udgifter, som det er aftalt, at

medarbejderen skal dække?

6.

Som spørgsmål 4, dog sådan, at egenbetalingen effektueres hurtigst muligt og

måles over hvert halve år.

Svar

Se Told- og Skattestyrelsens indstilling.

Beskrivelse

af de faktiske forhold

Selskabet A/S agter at tilbyde medarbejdere, at

selskabet dækker 50 % af udgifterne til et MBA-studium ved Handelshøjskolen.

Selskabet vil løbende betale 100 % af

kursusudgifter og udgifter til bøger og materialer, men selskabet ønsker, at

medarbejderen selv skal dække 50 % af disse udgifter. Medarbejderen skal

derudover selv betale for eventuelle rejser, forplejning og lignende i

forbindelse med studiet.

De samlede udgifter til kursus forventes at blive

i størrelsesordenen 160.000 kr. ekskl. Moms, fordelt i 4 rater over 2 år.

Såfremt medarbejderen måtte afbryde studiet uden

at fuldføre, vil der ikke ske nogen efterfølgende regulering af

egenbetalingen.

Medarbejderens medfinansiering med 50 % af

udgifterne til kursus, bøger og materiale ønskes foretaget ved, at

medarbejderen

accepterer en mindre løn eller provision i den periode, studiet varer.

Finansieringen af medarbejderens andel på 50 % ønskes således foretaget

inden,

der trækkes A-skat, AM- og SP-bidrag. Lønnedgangen vil få betydning for

beregning af feriepenge m.v.

Ad spørgsmål 1

Medarbejderens medfinansiering ønskes effektueret

ved, at den faste månedsløn på 45.000 kr. reduceres i den periode, studiet

varer. Lønreduktionen tilsigter at modsvare 50 % af selskabets udgifter.

Lønnedgangen er reel og får effekt på alle løndele, dvs. ved beregning af

feriepenge, pension mv. Der sker ingen ændringer i den faste arbejdstid, men

der bevilges i et vist omfang fri til eksamensforberedelser og undervisning.

Efter endt studium vil månedslønnen udgøre den samme, som inden studierne

blev

påbegyndt.

Ad spørgsmål 2

Der sker ingen ændringer i medarbejdernes faste

løn. Derimod ændres medarbejderens ret til optjening af provision i perioden.

Størrelsen på provision i selskabet afhænger af,

hvilke produkter og tjenester medarbejderen har solgt i en given periode. Den

procentvise fortjeneste, medarbejderen kan optjene, differentieres afhængigt

af

den tjeneste eller det produkt, medarbejderen har solgt.

Der ønskes indgået en aftale, der indebærer, at

den procentvise fortjeneste, der kan opnås på det enkelte produkt,

nedjusteres

med en fast procent i den periode, studiet varer. Det er hensigten via

nedsættelsen af af provisionssatserne at opnå den ønskede 50 %

medfinansiering

fra medarbejderens side. Efter endt studium vil procenterne igen udgøre det

samme som inden studiestart.

Ad spørgsmål 3

Der er samme faktum som i spørgsmål 2, dog

således, at provisionen justeres til normalt niveau, når medarbejderen

faktisk

har betalt 50 % af udgifterne. Selskabet vil således løbende føre regnskab

med,

hvad medarbejderen ville have optjent i provision, inden studierne startede.

Ad spørgsmål 4

Medarbejderens faste løn justeres ikke. Der indgås

en ny provisionsaftale med medarbejderen, hvorefter medarbejderen kun vil

være

berettiget til at få udbetalt 50 % af de første 10.000 kr. af en mulig

provision, opgjort på basis af de forskellige nugældende satser for de

forskellige ydelser og tjenester, der er solgt i en måned. Overskydende

optjent

provision tilfalder medarbejderen i sin helhed.

Ad spørgsmål 5

Som spørgsmål 4, dog således, at når medarbejderen

har betalt 50 % af udgifterne, vil han herefter have ret til sin sædvanlige

provision.

Ad spørgsmål 6

Som spørgsmål 4, dog således, at optjening af

provision foregår i 6 måneder ad gangen, hvilket falder sammen med selskabets

betaling af en af de fire delfakturaer på 40.000 kr. Overskydende optjent

provision i 6-månedersperioden tilfalder medarbejderen i sin helhed.

I tilfælde af, at det konstaterede salg i et

studiehalvår efter disse regler ikke giver plads til en egenbetaling på

20.000

kr., overføres selskabets krav på egenbetaling tilsvarende til

provisionsberegningen i det efterfølgende studiehalvår. Henstår eksempelvis

10.000 kr., vil medarbejderen næste studiehalvår kun have ret til provision,

der overstiger 30.000 kr.

For så vidt angår spørgsmål 1, er det

revisionsfirmaets opfattelse, at det står arbejdstager og arbejdsgiver frit

at

aftale, hvad en given fremadrettet arbejdsindsats skal give i løn.

Skattelovgivningen forhindrer således ikke, at medarbejderen fremadrettet

accepterer en lavere løn for at udføre samme arbejde som tidligere. At

lønnedgang accepteres samtidig med, at arbejdsgiveren tilbyder at betale

medarbejderens skattefri uddannelse, er efter revisionsfirmaets opfattelse

ikke

i strid med ligningslovens § 31.

Ligningslovens § 9 indeholder et modregningsforbud

vedrørende en løbende nedsættelse af lønnen ved udbetaling af skattefri

godtgørelser. Ligningslovens § 31 indeholder imidlertid intet

modregningsforbud

som i ligningslovens § 16, stk. 12, hvorefter ydelsen bliver skattepligtig,

såfremt medarbejderen indgår en aftale om en lavere løn, samtidig med at

arbejdsgiveren stiller en skattefri pc til rådighed. Det må således stå

selskabet og medarbejderen frit for at indgå en aftale om en lavere løn i den

periode, studiet varer, uden at medarbejderen bliver beskattet af de afholdte

omkostninger til uddannelsen. Lønnedgangen vil have virkning i alle

relationer

såsom lønmodtagerbidrag, feriegodtgørelsesgrundlag, pensionsgrundlag mv.

Lønnedgangen vil også have betydning for eventuelle procentvise

lønforhøjelser

i perioden. Lønnedgangen vil således ikke være i strid med kildeskattelovens

§

46, stk. 3.

Det afgørende for skattefrihed efter

ligningslovens § 31 er efter revisionsfirmaets vurdering, at den valgte

uddannelse ikke er af privat interesse for medarbejderen, men netop er en

relevant uddannelse for en sales Executive i et IT-firma. Selskabet derfor

villig til at dække 50 % af udgifterne forbundet hermed.

Det er således revisionsfirmaets vurdering, at

selskabets dækning af udgifterne til studieafgift, bøger og materialer vil

være

skattefri efter ligningslovens § 31, stk. 3, idet "ydelserne modtages af

en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold". Revisionsfirmaet

tilføjer, at ligningslovens § 31 ikke stiller som vilkår for skattefrihed, at

arbejdsgiver endeligt afholder den totale udgift.

I forbindelse med spørgsmål 2 og 3 er det

revisionsfirmaets vurdering, at der også uden at der opstår skattepligt for

medarbejderen kan aftales en lavere optjening af provision i en fremadrettet

periode mod, at arbejdsgiveren godtgør udgifterne til medarbejderens

uddannelse.

Dette er efter firmaets opfattelse - som anført

under spørgsmål 1 og 2 - hverken i strid med ligningslovens § 31 eller

kildeskattelovens § 46, stk. 3.

Tilsvarende mener revisionsfirmaet, at det ikke er

i strid med ligningslovens § 31, at selskabet fører et "tælleværk",

der sikrer, at medarbejderen ikke kommer til at betale mere end de aftalte 50

%

af udgifterne.

Det er tværtimod revisionsfirmaets vurdering, at

selskabet ved løbende at føre regnskab med, hvad medarbejderen ville have

opnået i provision, inden nedsættelse af optjent provision blev aftalt,

sikrer,

at selskabet faktisk kommer til at afholde 50 % af omkostningerne og ikke

mere

eller mindre i tilfælde af andet salg end forventet i perioden.

Da provision i sagens natur varierer, vil det ikke

som ved en lavere fast løn være muligt for arbejdstager og eller arbejdsgiver

at vide, hvilke omkostninger arbejdsgiveren faktisk afholder, med mindre der

sideløbende med optjent provision holdes regnskab med, hvad medarbejderen

ville

have optjent. Da arbejdsgiveren skal afholde 50 % af udgifterne, må det efter

revisionsfirmaets opfattelse således skattemæssigt accepteres, at

arbejdstager

og arbejdsgiver aftaler, at medarbejderen ikke skal afholde mere end 50 % af

udgifterne. Efter fuldført studie vil lønnen være den samme som inden

studierne.

Efter kildeskattelovens § 46, stk. 3, vil det

efter revisionsfirmaets opfattelse heller ikke være ulovlig modregning at

føre

et "tælleværk", idet der er tale om en reel fremadrettet nedgang i

medarbejderens løn. Lønnedgangen skal således ske i alle relationer, såsom

lønmodtagerbidrag og feriegodtgørelsesgrundlag. Medarbejderen accepterer

blot,

at nedgangen kun skal være af en vis størrelse.

Ad spørgsmål 4, 5 og 6.

Revisionsfirmaet har anført, at forskellen mellem

faktum i spørgsmål 2 og 4,5 og 6 er, at den provisionsaftale, som parterne

indgår, er forskellig.

I stedet for at nedsætte procenterne for optjening

af provision på hver enkelt af de mange tjenester og produkter, selskabet

sælger, indgås en aftale, hvorefter provisionen op til et vist niveau

halveres.

Medarbejderen er således kun berettiget til en provision, der svarer til 50 %

af et provisionsbeløb op til 10.000 kr. pr. måned, beregnet på basis af det

samlede salg i en måned. Hvad angår spørgsmål 6, er forskellen, at

provisionsaftalerne kun gælder for et halvår ad gangen, og at en eventuelt

ikke

tilbagebetalt andel af det af selskabet betalte beløb overføres til det

efterfølgende halvår.

Revisionsfirmaet finder, at de samme

betragtninger, som angivet under spørgsmål 2 og 3 gør sig gældende, idet

firmaet heller ikke her vurderer, at denne model er i strid med

ligningslovens

§ 31, eller at der foreligger ulovlig modregning, jf. kildeskattelovens § 46,

stk. 3.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Ligningslovens § 31 omhandler ydelser til dækning

af udgifter i forbindelse med uddannelser og kurser. Hvis ydelserne modtages

af

en arbejdsgiver m.fl. som led i et ansættelsesforhold mv. skal de ikke

medregnes til den skattepligtige indkomst. Ydelser, som modtages af

arbejdsgiveren i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold er ligeledes

skattefri. De arbejdsgiverbetalte ydelser, som er omfattet af skattefriheden,

er opregnet i stk. 3 og omfatter bl.a. skole- og deltagerbetaling. I henhold

til stk. 2 kan skattefriheden ikke omfatte uddannelser eller kurser, der

udelukkende har privat karakter.

Det er således et krav, at den pågældende

uddannelse eller kurset er erhvervsrelateret og som sådan har et

erhvervsmæssigt sigte.

Ligningslovens § 31 sondrer ikke imellem, om den

pågældende uddannelse i det konkrete tilfælde er en efteruddannelse eller en

grund- eller videreuddannelse. Skattefriheden omfatter alle typer af

efter-/videreuddannelser,

som erhverves på diverse uddannelsesinstitutioner, herunder på universiteter

og

andre højere uddannelsesinstitutioner.

Efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse vil det

heromhandlede MBA-studium være omfattet af skattefriheden i henhold til

ligningslovens § 31 i det omfang, der er tale om egentlig

arbejdsgiverbetaling

for uddannelsen. Kravet om, at uddannelsen er erhvervsrelateret er ligeledes

opfyldt.

Hvis det derimod forholder sig således, at de

pågældende medarbejdere selv afholder udgiften, er situationen ikke omfattet

af

ligningslovens § 31, som forudsætter, at udgiften afholdes af arbejdsgiveren

eller af andre nærmere definerede trediemænd, jf. § 31, stk. 1. Som det

fremgår

af ligningslovens § 31, stk. 6, kan uddannelsesudgifter omfattet af stk. 3,

der

ikke dækkes af en arbejdsgiver mv., ikke fradrages ved indkomstopgørelsen,

med

mindre dette følger af skattelovgivningens almindelige regler.

Bestemmelsen er indsat i ligningslovens § 31 ( ved

lov nr. 135 af 20.3.02) for at understrege, at der ikke er en udvidet adgang

for den ansatte m.fl. til at tage fradrag for udgifter, som ikke dækkes af

arbejdsgiveren m.fl. Det samme fremgår iøvrigt af Ligningsvejledningens

afsnit

A.F.1.4. Således er der efter de almindelige regler kun adgang til fradrag,

hvis der er tale om en efteruddannelsesudgift ( med henblik på at erhverve,

sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6).

Dette indebærer, at uddannelsesudgifter, som

afholdes med henblik på etablering af en fremtidig indkomst, er undtaget fra

fradragsmuligheden. Udgifter til egentlige kompetencegivende

videreuddannelser

som f.eks. MBA-uddannelsen er der således ikke mulighed for at fradrage.

Under henvisning til ovenstående finder styrelsen,

at den omhandlede ordning, hvorefter selskabet tilbyder at dække halvdelen af

uddannelsesudgifterne, er omfattet den type uddannelses- eller kursusydelser,

som kan modtages skattefrit i medfør af ligningslovens § 31 i det omfang,

selskabet faktisk betaler for den.

Den anden halvdel - som finansieres gennem en

lønreduktion i medarbejderenes bruttoløn - enten den egentlige løn eller i

provisionen- er efter styrelsens opfattelse en omgåelse af ligningslovens §

31,

stk. 6, som netop henviser til, at uddannelsesudgifter omfattet af stk. 3,

som

ikke dækkes af en arbejdsgiver m.v. ikke kan fradrages ved indkomstopgørelsen

medmindre dette følger af skattelovgivningens almindelige regler.

Endvidere vil en sådan modregning være i

uoverensstemmelse med kildeskattelovens § 46, stk. 3, som foreskriver, at

indeholdelse af A-skat skal gå forud for andre krav mod den pågældende

A-indkomst, herunder modkrav fra arbejdsgiveren. Aftaler, hvor arbejdsgiveren

i

strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3, foretager en direkte modregning i

den

ansattes kontante løn, vil kunne tilsidesættes. Som eksempel kan nævnes TfS

1994, 599 med kommentar i TfS 1994, 606, hvor arbejdsgiverens udgifter i

forbindelse med en firmabil blev modregnet krone for krone i den ansattes

kontante løn. Det fremgår af kommentaren, at lønmodtagere ikke kan opnå

fradrag

for for udgifter - af enhver art - blot ved at få arbejdsgiveren til at

afholde

dem og derefter søge refusion gennem modregning i A-indkomsten inden

indeholdelse af A-skat.

Problemstillingen svarer iøvrigt til den

utilsigtede anvendelse af skattefrihedsbestemmelserne i den tidligere

gældende

§ 16, stk. 10, i ligningsloven (lovbek. nr. 775 af 17.8.00) vedrørende

pc-ordninger, som på samme måde medførte, at en skattepligtig løn blev

konverteret til et skattefrit gode. For den ansatte betyder en sådan ordning,

at vedkommende opnår, hvad der svarer til et fradrag i den personlige

indkomst

for udgiften til erhvervelsen af et skattefrit gode. Den skattemæssige værdi

at

et sådant fradrag er højere og iøvrigt flyttes den økonomiske del over på

medarbejdersiden.

Den tidligere gældende § 16, stk. 10, i

ligningsloven blev ændret som følge af udbredelsen af de særlige pc-ordninger

med bruttotræk i lønnen. Den nugældende § 16, stk. 12, indeholder således en

værnsregel, som består af en bestemmelse om, at skattefriheden til en

computer

med tilbehør stillet til rådighed ikke gælder, hvis den skattepligtige ved

reduktion i sin bruttoløn har kompenseret arbejdsgiveren for at få stillet

udstyret til rådighed. En sådan værnsregel findes ikke i ligningslovens § 31.

På baggrund af ovenstående indstiller styrelsen,

at der svares bekræftende på spørgsmålet om, hvorvidt selskabet kan dække 50

%

af uddannelsesudgifterne skattefrit. Derimod indstilles det at anse en

modregningsordning som beskrevet for at være i strid med ligningslovens § 31,

stk. 6 og kildeskattelovens § 46, stk. 3.

Ligningsrådet tiltræder indstillingen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter