Landsskatteretskendelse vedr. Afgiftspligtig del af nyt lån - nedsættelse med del af oprindeligt lån - lånekonvertering
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
vedr. Afgiftspligtig del af nyt lån - nedsættelse med del af oprindeligt lån
-
lånekonvertering
Klagen skyldes, at den
afgiftspligtige del af et nyt lån med pant i fast ejendom ikke er nedsat med
nogen del af et oprindeligt lån i forbindelse med lånekonvertering, da det
oprindelige lån var indfriet før det nye lån blev ydet.
Landsskatterettens afgørelse
Afgiftsmyndighedens afgørelse
ændres således, at afgiftsgrundlaget opgøres i overensstemmelse med klagerens
påstand, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2. Retten har ved
påkendelsen
ikke taget stilling til tilbagebetalingsspørgsmålet, idet den nærmere
afgørelse
herom overlades til afgiftsmyndigheden.
Sagens oplysninger
Den 18. marts 2003 oprettede
debitor B et pantebrev til A stort 1.046.000 kr. med pant i ejendommen C.
Pantebrevet blev anmeldt til tinglysning og tinglyst den 6. juni 2003. Der
blev
ved anmeldelsen til tinglysning betalt 17.100 kr. i tinglysningsafgift.
Pantebrevets ”afgiftskasse” var ikke fyldestgørende udfyldt,
hvilket klageren
overfor afgiftsmyndigheden har oplyst skyldtes en fejl. Klageren har
endvidere
ved brev af 17. juni 2003 oplyst, at der afgiftsmæssigt skulle have været
overført restgæld fra et tidligere pantebrev, stort 720.000 kr., med pant i
samme
ejendom. Dette pantebrev blev aflyst den 6. juni 2003 samtidig med
Læs alt
tinglysningen af det nye pantebrev. Pantebrevet var ifølge kreditors
indfrielseskvittering tidligere blevet indfriet den 4. november 2002.
Klageren har for
Landsskatteretten fremlagt et notat fra Skatteministeriets Departement af 26.
juni 1998 om indfrielse som betingelse for afgiftsfri låneombytning. Af
notatet
fremgår bl.a. følgende:
”( ) D har rettet henvendelse
til Departementet med forslag til en formulering af lovbemærkninger til den
kommende registreringsafgiftslov § 5, stk. 2 (den nuværende stempellovs § 62,
stk. 1, nr. 3). Efter forslaget anses kravet om, at det nye lån skal optages
til indfrielse af tilsvarende lån af praktiske grunde for opfyldt, selvom det
gamle lån ikke er kommet til udbetaling, når blot der er stiftet pant for
"det gamle lån”, og dette enten er afgiftsberigtiget eller fritaget
herfor
i medfør af lovforslagets § 5, stk. 2.
Departementet har fundet den
foreslåede formulering for vidtgående. Endvidere har departementet anset en
så
udvidende fortolkning for at være i strid med grundtanken i registrerings
loven
om at undgå fritagelser i videst mulig omfang. Departementet har med henblik
på
en fremtidig præcisering foreslået, at det fremgår af lovbemærkningerne til §
5, stk. 2, at kravet om at lånet skal optages til indfrielse af tilsvarende
lån
indebærer, at det ikke vil være muligt at overføre registreringsafgiften fra
et
tidligere underskrevet og afgiftsberigtiget pantebrev, hvor lånet ikke er
udbetalt.
( )
Konklusion.
Gældende regler.
Departementet er fortsat af
den opfattelse, at der efter de gældende regler ikke er mulighed for at
overføre stempel til et nyt pantebrev i en situation, hvor der ikke er
udbetalt
noget lån på det tilsvarende (mellemliggende) pantebrev. Det er heller ikke
muligt at opnå stempelrefusion, i en situation hvor afgiften er overført til
nyt pantebrev. Der kan således kun ske vilkårsændringer, der kunne være
optaget
i det oprindelige retsforhold, jfr. stempellovens § 10, stk. 2.
Lovforslaget.
Efter fornyede overvejelser i
forbindelse med lovforslaget foreslår departementet nu, at der i stedet for
ordet "indfrielse" i lovforslagets § 5, stk. 2, indsættes ordet
"afløses", således at afgiftsfri låneombytning kun betinges af, at
det kun er restgælden på det eksisterende realkreditlån, der fritages for
procentafgiften, og kun hvis pantet er sikret i den samme ejendom.
Der er herved lagt vægt på,
at branchen efter lovforslaget kan opnå en låneombytning uden indfrielse af
det
eksisterende realkreditlån ved allonge til det eksisterende pantebrev efter §
7
eller ved godtgørelse af afgift i forbindelse med det ikke-effektuerede
pantebrev efter § 15. Kravet om indfrielse bør derfor ikke opretholdes alene
fordi lovteksten svarer til den gældende lovtekst ( )”
Af et af klageren fremlagt
udkast fra april 1998 til de specielle bemærkninger til den senere § 5, stk.
2,
i tinglysningsafgiftsloven fremgår følgende:
”( ) Afgiftsfriheden efter §
5, stk. 2, gælder kun i det omfang, lånet optages til indfrielse af et lån
med
tilsvarende pant i samme ejendom. Kravet om at lånet skal optages til
indfrielse af tilsvarende lån indebærer, at det ikke vil være muligt at
overføre registreringsafgiften fra et tidligere underskrevet og
afgiftsberigtiget pantebrev, hvor lånet ikke er udbetalt. Er det nye lån
højere, skal der betales afgift efter stk. 1 af forskellen mellem den gamle
hæftelse og den nye panthæftelse. For låneomlægninger, der ikke opfylder
betingelserne efter stk. 2, skal der svares afgift af hele den nye
panthæftelse
efter stk. 1. Afgiftsfriheden efter bestemmelsen er betinget af, at
optagelsen
af det nye lån sker til indfrielse af det gamle lån. Anmeldelsen til
tinglysning af det nye pant skal ske senest samtidig med aflysningen af det
tidligere pant. ( )”
Afgiftsmyndighedens afgørelse
Afgiftsmyndigheden har ved
den påklagede afgørelse fastsat tinglysningsafgiften af det omhandlede
pantebrev således:
Afgiftsgrundlag:
1.046.000 kr.
Variabel
afgift:
15.700 kr.
Fast
afgift:
1.400 kr.
I
alt:
17.100 kr.
Afgiftsmyndigheden har ved
afgørelsen bl.a. henvist til, bestemmelsen i tinglysningsafgiftslovens § 5,
stk. 2 stiller krav om, at det nye lån skal afløse det oprindelige lån. Der
må
ikke være en mellemfinansieringsperiode mellem indfrielsen af det gamle lån
og
optagelsen af det nye lån. Afgiftsfriheden er knyttet til selve
låneomlægningen. Der skal kun betales variabel afgift i det omfang, det nye
lån
overstiger det gamle lån. Bestemmelsen indeholder således en
afgiftsbegunstigelse for den del af det nye lån, som rent faktisk optages til
at afløse et lån med tilsvarende pant i samme ejendom. Det afgørende for,
hvor
stor en del af restgælden, der kan overføres, er derfor, hvor stor restgælden
på det oprindelige lån var på tidspunktet for låneombytningen.
Afgiftsbegunstigelsen
i lovens § 5, stk. 2 forudsætter således, at der er en reel restgæld på
tidspunktet for låneombytningen, dvs. at det oprindelige lån ikke er blevet
indfriet, inden det nye lån med pant i samme ejendom ydes. Det nye afløsende
lån betragtes i afgiftsmæssig henseende som ydet på det tidspunkt, debitor
har
underskrevet det nye pantebrev.
I denne sag blev det nye lån
ydet den 18. marts 2003. Det oprindelige lån blev indfriet den 4. november
2002. Da det oprindelige lån således var indfriet, før det nye lån blev ydet,
var der ingen restgæld at overføre på tidspunktet for låneombytningen. Der
skulle derfor have været betalt afgift af hele det pantsikrede beløb på
1.046.000 kr., i alt 17.100 kr.
Afgiftsmyndigheden har
herefter ikke imødekommet klagerens anmodning om godtgørelse af afgift,
allerede fordi den afgift der blev betalt ved tinglysningen er anset for at
være korrekt.
I anledning af sagens påklage
til Landsskatteretten har Kammeradvokaten på vegne af afgiftsmyndigheden
bl.a.
supplerende udtalt, at tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, er en
undtagelse
til hovedreglen i § 5, stk. 1, og derfor skal fortolkes indskrænkende. Ordene
i
første punktum "den del af lånet, som optages til at afløse et lån med
tilsvarende pant i samme ejendom" indebærer, at det nye lån umiddelbart
skal afløse det oprindelige lån. Det betyder efter en almindelig
ordlydsfortolkning, at der ikke må være en
"mellemfinansieringsperiode" mellem ophøret af det gamle lån og
optagelsen af det nye lån. Dette bliver særligt klart, når man tager i
betragtning, at klagerens standpunkt også gælder for den situation, hvor det
oprindelige lån fuldt ud indfries/ophører, uden at hverken et
realkreditinstitut eller en af de andre kreditorer omfattet af § 5, stk. 2
har
ydet mellemfinansiering. Det kan f.eks. være, at pantsætter har brugt frie
midler, før han optager et nyt lån.
I den situation er der ikke
et lån, og efter ordlyden af § 5, stk. 2, er det et krav, at der er et lån,
der
afløses.
Det er uden støtte i såvel
ordlyden som forarbejder, når det anføres i klageskrivelsen, ''at det eneste
moment, der efter tinglysningsafgiftsloven spiller en rolle i relation til
den
transaktionsmæssige kontinuitet, er ... at anmeldelsen til tinglysning af det
nye pant sker senest samtidig med aflysningen af det tidligere pant, og at
det
tidligere pant er aflyst senest et år efter anmeldelsen til tinglysning af
det
nye pant. ". Klageren henviser til den dagældende
tinglysningsafgiftslovs
§ 5, stk. 2, andet punktum. Det fremgår ikke af indlægget, hvorfor klageren
helt bortfortolker første punktum. De krav, som er opstillet i første
punktum,
gælder naturligvis. De gælder, uanset om der er tale om krav til kredsen af
de
omfattede panthavere, eller kravene til oprindelig løbetid mv., eller at der
skal afløses et lån med tilsvarende pant i samme ejendom.
At der er tale om bindende
direktiver - også i første punktum - viser også ordlyden af andet punktum med
ordene "Anvendelsen af
reglen
i
1. pkt. ... '~ (kammeradvokatens fremhævelse).
Kravet i loven til det nye
lån er, at det får "tilsvarende pant i samme ejendom" som det gamle
lån.
Såfremt et pantesikret lån i
fast ejendom bliver indfriet, er der to mulige udfald for pantet:
Såfremt pantebrevet ikke er
et negotiabelt pantebrev - hvilket oftest er tilfældet for så vidt angår
realkreditinstitutpantebreve - bortfalder pantet ved indfrielse af lånet, jf.
gældsbrevslovens § 27 og Carstensen og Rørdam: Pant (7. udg. - 2002), side
113,
og Bent Iversen: Panteret i fast ejendom og løsøre, side 82. Herefter
eksisterer
der ikke et pant. Formelt er pantet stadig tinglyst som eksisterende. Dette
ændrede imidlertid ikke ved, at pantet materielt ikke eksisterer. Der er
hermed
efter indfrielse/ophøret af lånet ikke pant, der kan overføres til et nyt
lån.
Såfremt pantebrevet er
negotiabelt, og pantebrevet indfries, vil pantebrevet enten blive kvitteret
eller tiltransporteret til ejeren eventuelt med henblik på, at pantebrevet
skal
stilles til sikkerhed for et senere lån. Ved overdragelse af pantebrevet ved
lånets indfrielse til låntager skifter pantebrevet karakter til i realiteten
at
være et ejerpantebrev, jf. Carstensen og Rørdam: Pant (7. udg. - 2002), side
93, og Helge Beck Thomsen: Mangler ved pantebreve, side 26.
Det følger direkte af § 5,
stk. 2, første punktums ordlyd, at ejerpantebreve ikke er omfattet af
afgiftsfritagelsen.
Dette stammer tilbage fra stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, hvor det i
Vejledningen om Stempelafgift, side 134, er begrundet med, at ejerpantebreve
ikke giver direkte pant i fast ejendom. Denne begrundelse er gentaget i
cirkulære om lov nr. 382 af 2. juni 1999 om afgift af tinglysning og
registrering af ejer- og panterettigheder med senere ændringer, pkt. 5.2.2.
Hvis afgift kan overføres i
tilfælde, hvor det oprindelige lån er indfriet/ophørt, og det nye lån ikke er
optaget på ophørstidspunktet, er realiteten, at der i hvert fald i
tinglysningsafgiftsmæssig henseende reelt foreligger et ejerpantebrev.
Pantebrevet tjener alene til sikkerhed for et eventuelt kommende lån.
Hertil kommer, at der i
bestemmelsen står "tilsvarende pant'~ Dette støtter også, at det
underliggende låneforhold skal eksistere ved tinglysning af det nye pant.
Ellers vil der ikke være tilsvarende pant at erstatte - enten fordi det er
bortfaldet som følge af lånets ophør, eller har skiftet karakter fra direkte
pant i den faste ejendom til pant i form af - i realiteten - et
ejerpantebrev.
Det følger af ordlyden af §
5, stk. 2, at det pant, man i tinglysningsmæssig henseende kan overføre,
alene
er restgælden på det gamle lån og ikke det oprindeligt pantsatte beløb. Der
er
således ikke ret til at overføre tinglysningsafgift for den del af lånet, som
låntageren har betalt i form af afdrag.
Hvorfor skulle det gøre nogen
forskel, om låntageren betaler ordinære afdrag, eller om låntageren foretager
ekstraordinære afdrag? Det kan både være en delvis indfrielse af
realkreditlånet og en fuld indfrielse af lånet uden direkte optagelse af et
nyt
lån.
Hvis Landsskatteretten giver
klageren medhold er der ikke nogen grænse for, hvor længe der går mellem
ophøret af det oprindelige lån og registreringen af det nye lån. Det
indebærer,
at der principielt kan være et halvt år, et, to, fem, ti og endda tyve år
imellem ophøret af det første lån og optagelsen af det nye lån. Denne
konsekvens har klageren ikke forholdt sig til i klageskrivelsen af 23. maj
2005.
Klageren har i
klageskrivelsen af 23. maj 2005, side 2, sidste afsnit, sidste punktum,
anført,
"at ikke mindst første led af bestemmelsen i tinglysningsafgiftslovens §
5, stk. 2, 2. pkt., ville være åbenbart overflødigt, hvis
indfrielseselementet
kunne tillægges nogen betydning. "
Når klageren mener, at første
led ville være "åbenbart overflødigt' er der vel ingen grund til at
forklare,
hvorfor klageren mener, at det er åbenbart overflødigt, hvilket klageren
følgelig heller ikke forklarer. Imidlertid er forholdet det, at klageren ikke
har ret.
I det tilfælde at det
tidligere pant er aflyst før tinglysningen af det nye pant, så er der ikke i
tinglysningsmæssig henseende et pant at indtræde i. Hertil kommer, at det er
lettere at konstatere, at det nye lån med tilsvarende pant afløser det gamle
lån med pant, når det gamle lån ikke er aflyst af tingbogen.
Ordenshensyn taler selvsagt
også for at sikre, at der ikke er lyst ikke eksisterende pantsætninger. Dette
øger tingbøgernes oplysningsværdi. Dette er en af grundene til, at
realkreditlån efter realkreditlovens § l, stk. 4, første punktum, ikke må
ydes
mod sikkerhedsstillelse i form af ejerpantebreve eller skadesløsbreve. Der er
henvist til U 2003.174 HK, hvor Højesteret citerer fra motiverne til denne
lov.
Klageren har i
klageskrivelsens side 2, fjerde afsnit, anført, at nydannelsen ved
tinglysningsafgiftsloven i forhold til den aflyste stempelafgiftslov var, at
et
dokumentbaseret afgiftssystem blev forladt til fordel for et
registreringssystem, hvor det afgørende element er karakteren af
transaktionen.
Når klageren alene tillægger
det tinglysningsmæssige betydning er dette i reel modstrid med at lægge vægt
på
transaktionen.
Klageren anfører videre, side
2, fjerde afsnit, at lanceringen af et krav, der vedrører samspillet mellem
tidspunktet for indfrielsen af et oprindeligt lån og tidspunktet for
oprettelsen af det nye pantebrev, ikke just vil være befordrende for denne
proces.
Det er svært at forstå
betydningen heraf. Hvis panthaver og pantsætter ønsker at overføre afgift
efter
reglen, skal der jo under alle omstændigheder indføjes en stempelkasse.
Hertil
kommer, at § 5, stk. 2, alene gælder realkreditlån og pengeinstitutlån, og at
såvel de professionelle kreditinstitutter som pantsætterne er afgiftspligtige
og hæfter solidarisk, jf. tinglysningsafgiftslovens § 18, nr. 2. Der er
derfor
næppe en større risiko for omgåelse/ misbrug/ snyd.
Forarbejderne støtter
afgiftsmyndighedens opfattelse. Det fremgår ikke af disse, at man ved i
tinglysningsafgiftslovens
§ 5, stk. 2, at anvende ordet "afløse" har ønsket epokegørende
nydannelser på muligheden for at overføre afgift ved låneomlægninger.
Det fremgår ikke af
forarbejderne, at valget af ordet "afløse" skulle betyde, at
mellemfinansieringsperioder og dermed reelt ejerpantebreve kan accepteres.
Tværtimod fremgår det i de
almindelige bemærkninger i lovmotiverne i Folketingstidende 1998/99, Tillæg
A,
side 4946, under overskriften Forholdet til EU-retten følgende:
"Forslagets § 5, stk. 2,
der svarer til den nuværende regel i stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, ...
"
Forslagets § 5, stk. 2, blev
til lovens § 5, stk. 2.
Når det i de almindelige
bemærkninger angives, at § 5, stk. 2, svarer til den dagældende stempellovs §
62, stk. l, nr. 3, taler dette for, at området for afgiftsfritagelse ikke er
udvidet så væsentligt, at mellemfinansieringsperioder og dermed reelt
ejerpantebreve kan eller skal accepteres.
I de samme lovmotiver, side
4951, anføres det om den gældende stempellovs § 62, stk. l, nr. 3, at den
''giver ret til afgiftsfrit at ombytte realkreditlån og realkreditlignende
lån
i pengeinstitutter med tilsvarende lån.”
I beskrivelsen af
lovforslaget hedder det:
"De låneomlægninger, der
kan ske afgiftsfrit efter § 5, stk. 2, er ombytning af realkreditlån mv. ...
"
Beskrivelsen af området for
den dagældende stempellovs § 62, stk. l, nr. 3, er beskrevet med samme ord,
nemlig ordet "ombytte". I begge beskrivelser er det
"lån",
der ombyttes - ikke pant.
Samme sted i lovforarbejderne
hedder det:
”I stk. 2 bestemmes det, at
der ved visse pantsikrede låneomlægninger (konverteringer) i fast ejendom
(dog
ikke ved ejerpantebrev eller skadesløsbrev) alene skal betales afgift i det
omfang, det nye lån overstiger det gamle. Den del af lånet, der optages til
afløsning af det gamle lån, skal der således ikke betales afgift af. "
Samme sted fremgår det:
"Afgiftsfriheden efter §
5, stk. 2, gælder kun i det omfang, lånet optages til afløsning af et lån med
tilsvarende pant i samme ejendom. "
Forarbejderne viser, at det
relevante er, om det nye lån optages til afløsning af det gamle lån, altså at
der er en sammenhæng mellem det nye og det gamle lån. Hvis det gamle lån
ikke eksisterer på
tidspunktet for optagelsen af det nye lån, er der ikke en sådan sammenhæng og
dermed heller ikke nogen afgift at overføre.
I Folketingstidende 1998-99,
Tillæg A, side 4951, højre spalte anføres det, at efter § 5, stk. 2, skal der
alene "betales afgift i det omfang/ det nye lån overstiger det
gamle". Det hedder i den forbindelse:
''Den del af lånet/ der
optages til afløsning af det gamle lån/ skal der således ikke betales afgift
af. "
Afgiftsfritagelsen er således
knyttet sammen med lånekonverteringen inter partes og ikke med tinglysning.
Det påpeges i
klageskrivelsen, side 2, femte afsnit, andet punktum, at det efter
lovmotiverne
til tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, ''nu er muligt at anse lånet for
optaget til afløsning af et tilsvarende lån/ selvom lånet i henhold til det
pantebrev/
der skal afløses/ ikke er blevet effektueret'~ hvilket er et direkte citat
fra
Folketingstidende 1998¬99, Tillæg A, side 4951. Advokaten anfører videre, at
"indfrielsesspørgsmålet således ikke er blevet aktuelt".
Dette sted i lovmotiverne
synes klageren at tillægge endog meget stor vægt. Udlægningen er imidlertid
ikke korrekt.
Når der er indgået aftale om
lånet, er lånet dermed ydet. Der foreligger dermed faktisk en låneaftale. At
lånet ikke er blevet "effektueret" eller udbetalt til låntager
ændrer
ikke ved, at der er et lån. Låntager kan til enhver tid kræve lånet
effektueret/udbetalt.
At der var et lån, viser også
ordvalget i motiverne med angivelse, at det nye lån optages til
"afløsning"
af "et tilsvarende lån" og at "lånet" ikke er blevet
effektueret.
Som det fremgår af det
ovenstående, støtter såvel lovordene, sigtet med lovændringen, lovmotiverne
som
konteksten tinglysningsafgiftsmyndighedens afgørelse. Ds fortolkning giver
reel
adgang til ejerpantebreve og til, at der kan løbe principielt uendelig tid
imellem det gamle låns ophør og optagelsen af det nye lån.
D har ikke støtte i
retskilderne for, at der med tinglysningsafgiftslovens indtræden skulle
foretages så radikale ændringer af reglerne om overførsel af afgift ved
låneomlægninger.
SKAT, Hovedcentrets, indstilling
SKAT, repræsenteret ved
Kammeradvokaten, har indstillet den påklagede afgørelse stadfæstet, og har
herved i hovedsagen henholdt sig til det tidligere i sagen anførte.
Klagerens påstand og argumenter
Klageren har overfor Landsskatteretten
nedlagt påstand om, at den afgiftspligtige del af det nye lån stort 1.046.000
kr. nedsættes med restgælden på det tidligere lån, oprindeligt stort 720.000
kr., på indfrielsestidspunktet.
Til støtte for påstanden har
klageren bl.a. gjort gældende, at det - yderligere - samtidighedskriterium i
forhold til ordlyden af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, som
afgiftsmyndigheden har begrundet afgørelsen med, ikke blot er uhjemlet, men
er
direkte i strid med såvel lovens utvetydige, klare og i denne henseende
udtømmende ordlyd, formålet og sigtet med loven som forarbejderne til
bestemmelsen.
Allerede den ændrede
formulering af lovbestemmelsen sammenholdt med de utvetydige
formålstilkendegivelser
og fortolkningsbidrag i lovforarbejderne burde være afgørende. Det eneste
moment, der efter tinglysningsafgiftsloven nu spiller en rolle i relation til
den transaktionsmæssige kontinuitet, er således i nøje overensstemmelse med
affattelsen af § 5, stk. 2, andet pkt., at anmeldelsen til tinglysning af det
nye pant sker senest samtidig med aflysningen af det tidligere pant, og at
det
tidligere pant er aflyst senest et år efter anmeldelsen til tinglysning af
det
nye pant.
Med hensyn til
samtidighedskrav har lovgiver altså valgt, at det afgørende kriterium er, om
tinglysningen og aflysningen finder sted samtidig - eller mere nøjagtigt om
(anmeldelsen til) tinglysning befinder sig tidsmæssigt før eller samtidig med
aflysningen (af det tidligere pant).
Når det således i lovteksten
utvetydigt er anført, at det hidtidige pant blot ikke må være aflyst forinden
tinglysningen af det nye pant, er der intet belæg for at sammenkæde
afgiftsfriheden med selve låneomlægningen ved at indfortolke krav til,
hvornår
indfrielsen af det oprindelige lån har fundet sted.
Da tinglysningsafgiftsloven
ved årtusindeskiftet afløste stempelafgiftsloven, var den epokegørende
nydannelse, at et dokumentbaseret afgiftssystem blev forladt til fordel for
et
registreringssystem, hvor det afgørende element er karakteren af
transaktionen.
Herved opnåedes en fremtidssikring af afgiftsberigtigelsen, der vil kunne
gennemføres på elektronisk grundlag. Det turde være evident, at lanceringen
af
et krav, der vedrører samspillet mellem tidspunktet for indfrielsen af et
oprindeligt lån og tidspunktet for oprettelsen af det nye pantebrev, ikke
just
vil være befordrende for denne proces.
At indfrielsesmomentet er
ganske uden relevans, fremgår endvidere allerede af det forhold, at
indfrielse
som kriterium er forladt til fordel for afløsning, hvorved bemærkes, at
bestemmelsen i stempelafgiftslovens § 62, stk. 1, nr. 3, netop centrerede om
indfrielseselementet.
Om indfrielseselementet er
det bemærket, at Told- og Skattestyrelsen allerede i begyndelsen af 1990'erne
havde anlagt en ganske lempelig fortolkning af dette kriterium, idet
styrelsen
på forespørgsel fra D havde meddelt, at stempelfritagelsen i § 62, stk. l,
nr.
3 også fandt anvendelse, såfremt en låntager ønskede at skifte institut,
efter
at der forelå et stemplet pantebrev, men før lånet udbetaltes, jf. herved
udtalelsen offentliggjort i t&s nyt 1992, side 193 (nr. 6), der tillige
er
omtalt på side
324 f. i den 2. udgave af Stempelloven med kommentarer, som
Jon Stokholm, John Kessler og Finn Lernø udgav i 1994.
Indtil den sidste fase af
arbejdet i det stempeludvalg, hvis betænkning nr. 1364 fra 1998 stort set
uændret ligger til grund for tinglysningsafgiftsloven, og hvori klagerens
advokat har anført at have medvirket, opererede udvalget desuagtet med
indfrielse som det relevante kriterium. I et af de seneste udkast til
lovkommentarer hed det således, at kravet om, at lånet skal optages til
indfrielse af tilsvarende lån, indebærer, at det ikke vil være muligt at
overføre registreringsafgiften fra et tidligere underskrevet og
afgiftsberigtiget pantebrev, hvis lånet ikke er udbetalt.
På baggrund af et notat fra
Skattedepartementet besluttedes det ikke at opretholde kravet om indfrielse,
hvilket er den direkte baggrund for den klare tilkendegivelse i såvel
betænkningen som det senere lovforslag om, at det nu er muligt at anse et lån
for optaget til afløsning af et tilsvarende lån, selvom lånet i henhold til
det
pantebrev, der skal afløses, ikke er blevet effektueret.
Når et lån således slet ikke
behøver at være udbetalt (effektueret), og der således ikke kan blive tale om
indfrielse, må selvsagt så meget desto mere gælde, at indfrielsestidspunktet
ikke kan tillægges nogen som helst betydning.
Dette understøttes ligeledes
entydigt og klart af forarbejderne til tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2,
hvor det således udtales, at det nu er muligt at anse lånet for optaget til
afløsning af et tilsvarende lån, selvom lånet i henhold til det pantebrev,
der
skal afløses, ikke er blevet effektueret, og indfrielsesspørgsmålet således
ikke er aktuelt, jf. herved såvel bemærkningerne til lovforslaget som
stempeludvalgets
betænkning. I både bemærkningerne og betænkningen anføres det tilmed
yderligere, at anmeldelsen til tinglysning af det nye pant skal ske senest
samtidig med aflysningen af det tidligere pant, og at det tidligere pant
således ikke må aflyses (advokatens understregning), inden det nye pant
anmeldes til tinglysning. Disse synspunkter ville være såvel genstandsløse
som
absurde, hvis indfrielseselementet kunne indtage nogen som helst relevant
rolle, hvorved fremhæves, at ikke mindst første led af bestemmelsen i
tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, 2. pkt. ville være åbenbart
overflødigt,
hvis indfrielseselementet kunne tillægges nogen betydning.
Det burde herefter være
krystalklart, at det på ingen måde er legitimt at introducere synspunkter om,
at afløsningselementet indebærer, at der ikke må være en
mellemfinansieringsperiode mellem indfrielsen af det gamle lån og optagelsen
af
det nye lån, og at det kun er den aktuelle restgæld på det oprindelige lån på
tidspunktet for låneombytningen, der kan nyde godt af afgiftsbegunstigelsen,
således at det oprindelige lån ikke må være blevet
indfriet
(advokatens
understregning), inden det nye lån med pant i samme ejendom ydes.
For god ordens skyld er
følgende endvidere præciseret:
Det er ikke bare D’s
opfattelse, at der godt kan være en mellemfinansieringsperiode mellem ophøret
af det gamle lån og optagelsen af det nye lån. I overensstemmelse med de
utvetydige lovmotiver er det derimod D’s opfattelse, at lånet i henhold
til det
pantebrev, der skal afløses, ikke engang behøver at være effektueret. Det er
endvidere korrekt, at det efter D’s opfattelse alene er det
tinglysningsmæssige
aspekt, der har betydning, medens selve transaktionen mellem långiver og
låntager er som udgangspunkt uden betydning, hvilket også er i nøje
overensstemmelse med hele formålet og sigtet med tinglysningsafgiftsloven.
Det
skal i den forbindelse specielt erindres, at den afgiftsudløsende
omstændighed
ikke længere er oprettelsen af et dokument, men tinglysning/registrering af
transaktionen. Det indebærer blandt andet, at pantsætning af fast ejendom kan
passere afgiftsfrit, såfremt sikkerhedsstillelsen ikke søges tinglyst.
Som allerede fremhævet i det
foregående, er der heller ikke tale om, at klageren bortfortolker det første
punktum i § 5, stk. 2. Teksten udlægges derimod blot således som
stempeludvalget og lovgiver i overensstemmelse med de klare lovmotiver har
afgrænset bestemmelsens anvendelsesområde.
Når Kammeradvokaten i
høringssvaret begiver sig ud i panteretlige betragtninger, herunder om
ejerpantebreves sande natur, er det et vidnesbyrd om den vidtløftiggørelse og
sløring af problemstillingens rette sammenhæng, som indholdet af
høringssvaret
er udtryk for, når Kammeradvokaten inddrager en flerhed af uvedkommende
forhold.
Det afgørende er, at det
tidligere pantebrev ikke må aflyses, inden det nye pant anmeldes til
tinglysning.
Denne klare motivudtalelse ville være meningsløs, hvis der gjaldt et krav om,
hvornår det pågældende lån var indfriet.
Klageren har endvidere
bemærket bl.a., at der for at undgå fortolkningstvivl er behov for så
objektive
kriterier som muligt ved fastlæggelsen af rækkevidden af § 5, stk. 2.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Tinglysningsafgiftslovens §
5, stk. 1, 1.-2. pkt., og stk. 2, har følgende ordlyd:
”§ 5. For tinglysning af
pant, bortset fra retspant, udgør afgiften 1.400 kr. og 1,5 pct. af det
pantsikrede
beløb. Det pantsikrede beløb er pantebrevets nominelle hovedstol.
( )
Stk. 2. Ved tinglysning af
pant i fast ejendom, bortset fra pant ifølge ejerpantebrev og skadesløsbrev,
til sikkerhed for lån i realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond
eller for lån i pengeinstitutter med en oprindelig løbetid på mindst 10 år og
højst 30 år medregnes ikke til det pantsikrede beløb, jf. stk. 1, den del af
lånet, som optages til at afløse et lån med tilsvarende pant i samme ejendom.
Anvendelsen af reglen i 1. pkt. er betinget af, at anmeldelsen til
tinglysning
af det nye pant sker senest samtidig med aflysningen af det tidligere pant,
og
at det tidligere pant er aflyst senest 1 år efter anmeldelsen til tinglysning
af det nye pant.”
Af de specielle
lovbemærkninger til § 5, stk. 2, i lovforslag L 208 af 25. marts 1999 –
den
senere tinglysningsafgiftslovs § 5, stk. 2, – fremgår bl.a.:
”( ) Det er nu muligt, at
anse lånet for optaget til afløsning af et tilsvarende lån, selvom lånet i
henhold til det pantebrev, der skal afløses, ikke er blevet effektueret. (
)”
Henset til ordlyden af
tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, og sammenhængen med hovedreglen i
lovbestemmelsens stk. 1, må bestemmelsen anses for en forholdsvis præcist
afgrænset undtagelsesregel til § 5, stk. 1. Endvidere taget i betragtning, at
forarbejderne til § 5, stk. 2, udtrykkeligt nævner, at det ikke kan stilles
som
yderligere betingelse for anvendelsen af bestemmelsen, at det lån der afløses
er effektueret, må det samlet have formodningen imod sig, at der kan
indfortolkes yderligere begrænsninger i bestemmelsen for så vidt angår det
lån
der afløses, end de i bestemmelsen udtrykkeligt opregnede.
I den foreliggende sag er
samtlige betingelser opregnet i § 5, stk. 2, opfyldt, og det afløsende
realkreditpantebrev
blev anmeldt til tinglysning samme dag som det forholdsvis nyligt indfriede
pantebrev, der skulle afløses, blev anmeldt til aflysning. Det har på denne
baggrund fremstået som kendeligt på tinglysningstidspunktet, at der
nærliggende
var tale om en faktisk afløsningssituation i forholdet mellem de to
pantebreve.
Derfor finder retten, at
ombytningen er omfattet af afløsningsbegrebet i § 5, stk. 2, idet
afgiftsgrundlaget
herefter skal opgøres i overensstemmelse med klagerens påstand.
Retten har ved påkendelsen ikke taget stilling til
tilbagebetalingsspørgsmålet, idet den nærmere afgørelse heraf overlades til
afgiftsmyndigheden.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Tinglysningsafgift vedrørende visse ejerpantebreve i fast ejendom Retsinformation · 15. marts 2018
- Tinglysningsafgift allonge til pantebreve inddragelse af yderligere fast ejendom under pantet - efteropkrævning Retsinformation · 2. august 2006
- SKAT har fremsat krav om tilbagebetaling af eksportgodtgørelse for 6.109.698 kr Landsskatteretten · 12. april 2021
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse af 9. juli 2003 vedr. Tinglysningsafgift overførsel af afgift fra ikke tinglyst pantebrev Retsinformation · 31. oktober 2003
- Landsskatteretskendelse vedr. Overdragelse af ejendom fra I/S til et A/S - tinglysningsafgift Retsinformation · 29. marts 2007
- TINGLYSNINGSAFGIFTSVEJLEDNING 2006 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- Landsskatteretskendelse af 30. september 2002 vedr. Tinglysningsafgift allonge til pantebrev Retsinformation · 22. oktober 2003
- TINGLYSNINGSAFGIFTSVEJLEDNING 2000 9. BILAG Retsinformation · 5. februar 2008
- TINGLYSNINGSAFGIFTSVEJLEDNING 2007 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008