Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. Afgiftspligtig del af nyt lån - nedsættelse med del af oprindeligt lån - lånekonvertering

KEN nr 9585 af 22/12/2006Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet17. juli 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

vedr. Afgiftspligtig del af nyt lån - nedsættelse med del af oprindeligt lån

-

lånekonvertering

Klagen skyldes, at den

afgiftspligtige del af et nyt lån med pant i fast ejendom ikke er nedsat med

nogen del af et oprindeligt lån i forbindelse med lånekonvertering, da det

oprindelige lån var indfriet før det nye lån blev ydet.

Landsskatterettens afgørelse

Afgiftsmyndighedens afgørelse

ændres således, at afgiftsgrundlaget opgøres i overensstemmelse med klagerens

påstand, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2. Retten har ved

påkendelsen

ikke taget stilling til tilbagebetalingsspørgsmålet, idet den nærmere

afgørelse

herom overlades til afgiftsmyndigheden.

Sagens oplysninger

Den 18. marts 2003 oprettede

debitor B et pantebrev til A stort 1.046.000 kr. med pant i ejendommen C.

Pantebrevet blev anmeldt til tinglysning og tinglyst den 6. juni 2003. Der

blev

ved anmeldelsen til tinglysning betalt 17.100 kr. i tinglysningsafgift.

Pantebrevets ”afgiftskasse” var ikke fyldestgørende udfyldt,

hvilket klageren

overfor afgiftsmyndigheden har oplyst skyldtes en fejl. Klageren har

endvidere

ved brev af 17. juni 2003 oplyst, at der afgiftsmæssigt skulle have været

overført restgæld fra et tidligere pantebrev, stort 720.000 kr., med pant i

samme

ejendom. Dette pantebrev blev aflyst den 6. juni 2003 samtidig med

Læs alt

tinglysningen af det nye pantebrev. Pantebrevet var ifølge kreditors

indfrielseskvittering tidligere blevet indfriet den 4. november 2002.

Klageren har for

Landsskatteretten fremlagt et notat fra Skatteministeriets Departement af 26.

juni 1998 om indfrielse som betingelse for afgiftsfri låneombytning. Af

notatet

fremgår bl.a. følgende:

”( ) D har rettet henvendelse

til Departementet med forslag til en formulering af lovbemærkninger til den

kommende registreringsafgiftslov § 5, stk. 2 (den nuværende stempellovs § 62,

stk. 1, nr. 3). Efter forslaget anses kravet om, at det nye lån skal optages

til indfrielse af tilsvarende lån af praktiske grunde for opfyldt, selvom det

gamle lån ikke er kommet til udbetaling, når blot der er stiftet pant for

"det gamle lån”, og dette enten er afgiftsberigtiget eller fritaget

herfor

i medfør af lovforslagets § 5, stk. 2.

Departementet har fundet den

foreslåede formulering for vidtgående. Endvidere har departementet anset en

så

udvidende fortolkning for at være i strid med grundtanken i registrerings

loven

om at undgå fritagelser i videst mulig omfang. Departementet har med henblik

på

en fremtidig præcisering foreslået, at det fremgår af lovbemærkningerne til §

5, stk. 2, at kravet om at lånet skal optages til indfrielse af tilsvarende

lån

indebærer, at det ikke vil være muligt at overføre registreringsafgiften fra

et

tidligere underskrevet og afgiftsberigtiget pantebrev, hvor lånet ikke er

udbetalt.

( )

Konklusion.

Gældende regler.

Departementet er fortsat af

den opfattelse, at der efter de gældende regler ikke er mulighed for at

overføre stempel til et nyt pantebrev i en situation, hvor der ikke er

udbetalt

noget lån på det tilsvarende (mellemliggende) pantebrev. Det er heller ikke

muligt at opnå stempelrefusion, i en situation hvor afgiften er overført til

nyt pantebrev. Der kan således kun ske vilkårsændringer, der kunne være

optaget

i det oprindelige retsforhold, jfr. stempellovens § 10, stk. 2.

Lovforslaget.

Efter fornyede overvejelser i

forbindelse med lovforslaget foreslår departementet nu, at der i stedet for

ordet "indfrielse" i lovforslagets § 5, stk. 2, indsættes ordet

"afløses", således at afgiftsfri låneombytning kun betinges af, at

det kun er restgælden på det eksisterende realkreditlån, der fritages for

procentafgiften, og kun hvis pantet er sikret i den samme ejendom.

Der er herved lagt vægt på,

at branchen efter lovforslaget kan opnå en låneombytning uden indfrielse af

det

eksisterende realkreditlån ved allonge til det eksisterende pantebrev efter §

7

eller ved godtgørelse af afgift i forbindelse med det ikke-effektuerede

pantebrev efter § 15. Kravet om indfrielse bør derfor ikke opretholdes alene

fordi lovteksten svarer til den gældende lovtekst ( )”

Af et af klageren fremlagt

udkast fra april 1998 til de specielle bemærkninger til den senere § 5, stk.

2,

i tinglysningsafgiftsloven fremgår følgende:

”( ) Afgiftsfriheden efter §

5, stk. 2, gælder kun i det omfang, lånet optages til indfrielse af et lån

med

tilsvarende pant i samme ejendom. Kravet om at lånet skal optages til

indfrielse af tilsvarende lån indebærer, at det ikke vil være muligt at

overføre registreringsafgiften fra et tidligere underskrevet og

afgiftsberigtiget pantebrev, hvor lånet ikke er udbetalt. Er det nye lån

højere, skal der betales afgift efter stk. 1 af forskellen mellem den gamle

hæftelse og den nye panthæftelse. For låneomlægninger, der ikke opfylder

betingelserne efter stk. 2, skal der svares afgift af hele den nye

panthæftelse

efter stk. 1. Afgiftsfriheden efter bestemmelsen er betinget af, at

optagelsen

af det nye lån sker til indfrielse af det gamle lån. Anmeldelsen til

tinglysning af det nye pant skal ske senest samtidig med aflysningen af det

tidligere pant. ( )”

Afgiftsmyndighedens afgørelse

Afgiftsmyndigheden har ved

den påklagede afgørelse fastsat tinglysningsafgiften af det omhandlede

pantebrev således:

Afgiftsgrundlag:

1.046.000 kr.

Variabel

afgift:

15.700 kr.

Fast

afgift:

1.400 kr.

I

alt:

17.100 kr.

Afgiftsmyndigheden har ved

afgørelsen bl.a. henvist til, bestemmelsen i tinglysningsafgiftslovens § 5,

stk. 2 stiller krav om, at det nye lån skal afløse det oprindelige lån. Der

må

ikke være en mellemfinansieringsperiode mellem indfrielsen af det gamle lån

og

optagelsen af det nye lån. Afgiftsfriheden er knyttet til selve

låneomlægningen. Der skal kun betales variabel afgift i det omfang, det nye

lån

overstiger det gamle lån. Bestemmelsen indeholder således en

afgiftsbegunstigelse for den del af det nye lån, som rent faktisk optages til

at afløse et lån med tilsvarende pant i samme ejendom. Det afgørende for,

hvor

stor en del af restgælden, der kan overføres, er derfor, hvor stor restgælden

på det oprindelige lån var på tidspunktet for låneombytningen.

Afgiftsbegunstigelsen

i lovens § 5, stk. 2 forudsætter således, at der er en reel restgæld på

tidspunktet for låneombytningen, dvs. at det oprindelige lån ikke er blevet

indfriet, inden det nye lån med pant i samme ejendom ydes. Det nye afløsende

lån betragtes i afgiftsmæssig henseende som ydet på det tidspunkt, debitor

har

underskrevet det nye pantebrev.

I denne sag blev det nye lån

ydet den 18. marts 2003. Det oprindelige lån blev indfriet den 4. november

2002. Da det oprindelige lån således var indfriet, før det nye lån blev ydet,

var der ingen restgæld at overføre på tidspunktet for låneombytningen. Der

skulle derfor have været betalt afgift af hele det pantsikrede beløb på

1.046.000 kr., i alt 17.100 kr.

Afgiftsmyndigheden har

herefter ikke imødekommet klagerens anmodning om godtgørelse af afgift,

allerede fordi den afgift der blev betalt ved tinglysningen er anset for at

være korrekt.

I anledning af sagens påklage

til Landsskatteretten har Kammeradvokaten på vegne af afgiftsmyndigheden

bl.a.

supplerende udtalt, at tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, er en

undtagelse

til hovedreglen i § 5, stk. 1, og derfor skal fortolkes indskrænkende. Ordene

i

første punktum "den del af lånet, som optages til at afløse et lån med

tilsvarende pant i samme ejendom" indebærer, at det nye lån umiddelbart

skal afløse det oprindelige lån. Det betyder efter en almindelig

ordlydsfortolkning, at der ikke må være en

"mellemfinansieringsperiode" mellem ophøret af det gamle lån og

optagelsen af det nye lån. Dette bliver særligt klart, når man tager i

betragtning, at klagerens standpunkt også gælder for den situation, hvor det

oprindelige lån fuldt ud indfries/ophører, uden at hverken et

realkreditinstitut eller en af de andre kreditorer omfattet af § 5, stk. 2

har

ydet mellemfinansiering. Det kan f.eks. være, at pantsætter har brugt frie

midler, før han optager et nyt lån.

I den situation er der ikke

et lån, og efter ordlyden af § 5, stk. 2, er det et krav, at der er et lån,

der

afløses.

Det er uden støtte i såvel

ordlyden som forarbejder, når det anføres i klageskrivelsen, ''at det eneste

moment, der efter tinglysningsafgiftsloven spiller en rolle i relation til

den

transaktionsmæssige kontinuitet, er ... at anmeldelsen til tinglysning af det

nye pant sker senest samtidig med aflysningen af det tidligere pant, og at

det

tidligere pant er aflyst senest et år efter anmeldelsen til tinglysning af

det

nye pant. ". Klageren henviser til den dagældende

tinglysningsafgiftslovs

§ 5, stk. 2, andet punktum. Det fremgår ikke af indlægget, hvorfor klageren

helt bortfortolker første punktum. De krav, som er opstillet i første

punktum,

gælder naturligvis. De gælder, uanset om der er tale om krav til kredsen af

de

omfattede panthavere, eller kravene til oprindelig løbetid mv., eller at der

skal afløses et lån med tilsvarende pant i samme ejendom.

At der er tale om bindende

direktiver - også i første punktum - viser også ordlyden af andet punktum med

ordene "Anvendelsen af

reglen

i

1. pkt. ... '~ (kammeradvokatens fremhævelse).

Kravet i loven til det nye

lån er, at det får "tilsvarende pant i samme ejendom" som det gamle

lån.

Såfremt et pantesikret lån i

fast ejendom bliver indfriet, er der to mulige udfald for pantet:

Såfremt pantebrevet ikke er

et negotiabelt pantebrev - hvilket oftest er tilfældet for så vidt angår

realkreditinstitutpantebreve - bortfalder pantet ved indfrielse af lånet, jf.

gældsbrevslovens § 27 og Carstensen og Rørdam: Pant (7. udg. - 2002), side

113,

og Bent Iversen: Panteret i fast ejendom og løsøre, side 82. Herefter

eksisterer

der ikke et pant. Formelt er pantet stadig tinglyst som eksisterende. Dette

ændrede imidlertid ikke ved, at pantet materielt ikke eksisterer. Der er

hermed

efter indfrielse/ophøret af lånet ikke pant, der kan overføres til et nyt

lån.

Såfremt pantebrevet er

negotiabelt, og pantebrevet indfries, vil pantebrevet enten blive kvitteret

eller tiltransporteret til ejeren eventuelt med henblik på, at pantebrevet

skal

stilles til sikkerhed for et senere lån. Ved overdragelse af pantebrevet ved

lånets indfrielse til låntager skifter pantebrevet karakter til i realiteten

at

være et ejerpantebrev, jf. Carstensen og Rørdam: Pant (7. udg. - 2002), side

93, og Helge Beck Thomsen: Mangler ved pantebreve, side 26.

Det følger direkte af § 5,

stk. 2, første punktums ordlyd, at ejerpantebreve ikke er omfattet af

afgiftsfritagelsen.

Dette stammer tilbage fra stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, hvor det i

Vejledningen om Stempelafgift, side 134, er begrundet med, at ejerpantebreve

ikke giver direkte pant i fast ejendom. Denne begrundelse er gentaget i

cirkulære om lov nr. 382 af 2. juni 1999 om afgift af tinglysning og

registrering af ejer- og panterettigheder med senere ændringer, pkt. 5.2.2.

Hvis afgift kan overføres i

tilfælde, hvor det oprindelige lån er indfriet/ophørt, og det nye lån ikke er

optaget på ophørstidspunktet, er realiteten, at der i hvert fald i

tinglysningsafgiftsmæssig henseende reelt foreligger et ejerpantebrev.

Pantebrevet tjener alene til sikkerhed for et eventuelt kommende lån.

Hertil kommer, at der i

bestemmelsen står "tilsvarende pant'~ Dette støtter også, at det

underliggende låneforhold skal eksistere ved tinglysning af det nye pant.

Ellers vil der ikke være tilsvarende pant at erstatte - enten fordi det er

bortfaldet som følge af lånets ophør, eller har skiftet karakter fra direkte

pant i den faste ejendom til pant i form af - i realiteten - et

ejerpantebrev.

Det følger af ordlyden af §

5, stk. 2, at det pant, man i tinglysningsmæssig henseende kan overføre,

alene

er restgælden på det gamle lån og ikke det oprindeligt pantsatte beløb. Der

er

således ikke ret til at overføre tinglysningsafgift for den del af lånet, som

låntageren har betalt i form af afdrag.

Hvorfor skulle det gøre nogen

forskel, om låntageren betaler ordinære afdrag, eller om låntageren foretager

ekstraordinære afdrag? Det kan både være en delvis indfrielse af

realkreditlånet og en fuld indfrielse af lånet uden direkte optagelse af et

nyt

lån.

Hvis Landsskatteretten giver

klageren medhold er der ikke nogen grænse for, hvor længe der går mellem

ophøret af det oprindelige lån og registreringen af det nye lån. Det

indebærer,

at der principielt kan være et halvt år, et, to, fem, ti og endda tyve år

imellem ophøret af det første lån og optagelsen af det nye lån. Denne

konsekvens har klageren ikke forholdt sig til i klageskrivelsen af 23. maj

2005.

Klageren har i

klageskrivelsen af 23. maj 2005, side 2, sidste afsnit, sidste punktum,

anført,

"at ikke mindst første led af bestemmelsen i tinglysningsafgiftslovens §

5, stk. 2, 2. pkt., ville være åbenbart overflødigt, hvis

indfrielseselementet

kunne tillægges nogen betydning. "

Når klageren mener, at første

led ville være "åbenbart overflødigt' er der vel ingen grund til at

forklare,

hvorfor klageren mener, at det er åbenbart overflødigt, hvilket klageren

følgelig heller ikke forklarer. Imidlertid er forholdet det, at klageren ikke

har ret.

I det tilfælde at det

tidligere pant er aflyst før tinglysningen af det nye pant, så er der ikke i

tinglysningsmæssig henseende et pant at indtræde i. Hertil kommer, at det er

lettere at konstatere, at det nye lån med tilsvarende pant afløser det gamle

lån med pant, når det gamle lån ikke er aflyst af tingbogen.

Ordenshensyn taler selvsagt

også for at sikre, at der ikke er lyst ikke eksisterende pantsætninger. Dette

øger tingbøgernes oplysningsværdi. Dette er en af grundene til, at

realkreditlån efter realkreditlovens § l, stk. 4, første punktum, ikke må

ydes

mod sikkerhedsstillelse i form af ejerpantebreve eller skadesløsbreve. Der er

henvist til U 2003.174 HK, hvor Højesteret citerer fra motiverne til denne

lov.

Klageren har i

klageskrivelsens side 2, fjerde afsnit, anført, at nydannelsen ved

tinglysningsafgiftsloven i forhold til den aflyste stempelafgiftslov var, at

et

dokumentbaseret afgiftssystem blev forladt til fordel for et

registreringssystem, hvor det afgørende element er karakteren af

transaktionen.

Når klageren alene tillægger

det tinglysningsmæssige betydning er dette i reel modstrid med at lægge vægt

på

transaktionen.

Klageren anfører videre, side

2, fjerde afsnit, at lanceringen af et krav, der vedrører samspillet mellem

tidspunktet for indfrielsen af et oprindeligt lån og tidspunktet for

oprettelsen af det nye pantebrev, ikke just vil være befordrende for denne

proces.

Det er svært at forstå

betydningen heraf. Hvis panthaver og pantsætter ønsker at overføre afgift

efter

reglen, skal der jo under alle omstændigheder indføjes en stempelkasse.

Hertil

kommer, at § 5, stk. 2, alene gælder realkreditlån og pengeinstitutlån, og at

såvel de professionelle kreditinstitutter som pantsætterne er afgiftspligtige

og hæfter solidarisk, jf. tinglysningsafgiftslovens § 18, nr. 2. Der er

derfor

næppe en større risiko for omgåelse/ misbrug/ snyd.

Forarbejderne støtter

afgiftsmyndighedens opfattelse. Det fremgår ikke af disse, at man ved i

tinglysningsafgiftslovens

§ 5, stk. 2, at anvende ordet "afløse" har ønsket epokegørende

nydannelser på muligheden for at overføre afgift ved låneomlægninger.

Det fremgår ikke af

forarbejderne, at valget af ordet "afløse" skulle betyde, at

mellemfinansieringsperioder og dermed reelt ejerpantebreve kan accepteres.

Tværtimod fremgår det i de

almindelige bemærkninger i lovmotiverne i Folketingstidende 1998/99, Tillæg

A,

side 4946, under overskriften Forholdet til EU-retten følgende:

"Forslagets § 5, stk. 2,

der svarer til den nuværende regel i stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, ...

"

Forslagets § 5, stk. 2, blev

til lovens § 5, stk. 2.

Når det i de almindelige

bemærkninger angives, at § 5, stk. 2, svarer til den dagældende stempellovs §

62, stk. l, nr. 3, taler dette for, at området for afgiftsfritagelse ikke er

udvidet så væsentligt, at mellemfinansieringsperioder og dermed reelt

ejerpantebreve kan eller skal accepteres.

I de samme lovmotiver, side

4951, anføres det om den gældende stempellovs § 62, stk. l, nr. 3, at den

''giver ret til afgiftsfrit at ombytte realkreditlån og realkreditlignende

lån

i pengeinstitutter med tilsvarende lån.”

I beskrivelsen af

lovforslaget hedder det:

"De låneomlægninger, der

kan ske afgiftsfrit efter § 5, stk. 2, er ombytning af realkreditlån mv. ...

"

Beskrivelsen af området for

den dagældende stempellovs § 62, stk. l, nr. 3, er beskrevet med samme ord,

nemlig ordet "ombytte". I begge beskrivelser er det

"lån",

der ombyttes - ikke pant.

Samme sted i lovforarbejderne

hedder det:

”I stk. 2 bestemmes det, at

der ved visse pantsikrede låneomlægninger (konverteringer) i fast ejendom

(dog

ikke ved ejerpantebrev eller skadesløsbrev) alene skal betales afgift i det

omfang, det nye lån overstiger det gamle. Den del af lånet, der optages til

afløsning af det gamle lån, skal der således ikke betales afgift af. "

Samme sted fremgår det:

"Afgiftsfriheden efter §

5, stk. 2, gælder kun i det omfang, lånet optages til afløsning af et lån med

tilsvarende pant i samme ejendom. "

Forarbejderne viser, at det

relevante er, om det nye lån optages til afløsning af det gamle lån, altså at

der er en sammenhæng mellem det nye og det gamle lån. Hvis det gamle lån

ikke eksisterer på

tidspunktet for optagelsen af det nye lån, er der ikke en sådan sammenhæng og

dermed heller ikke nogen afgift at overføre.

I Folketingstidende 1998-99,

Tillæg A, side 4951, højre spalte anføres det, at efter § 5, stk. 2, skal der

alene "betales afgift i det omfang/ det nye lån overstiger det

gamle". Det hedder i den forbindelse:

''Den del af lånet/ der

optages til afløsning af det gamle lån/ skal der således ikke betales afgift

af. "

Afgiftsfritagelsen er således

knyttet sammen med lånekonverteringen inter partes og ikke med tinglysning.

Det påpeges i

klageskrivelsen, side 2, femte afsnit, andet punktum, at det efter

lovmotiverne

til tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, ''nu er muligt at anse lånet for

optaget til afløsning af et tilsvarende lån/ selvom lånet i henhold til det

pantebrev/

der skal afløses/ ikke er blevet effektueret'~ hvilket er et direkte citat

fra

Folketingstidende 1998¬99, Tillæg A, side 4951. Advokaten anfører videre, at

"indfrielsesspørgsmålet således ikke er blevet aktuelt".

Dette sted i lovmotiverne

synes klageren at tillægge endog meget stor vægt. Udlægningen er imidlertid

ikke korrekt.

Når der er indgået aftale om

lånet, er lånet dermed ydet. Der foreligger dermed faktisk en låneaftale. At

lånet ikke er blevet "effektueret" eller udbetalt til låntager

ændrer

ikke ved, at der er et lån. Låntager kan til enhver tid kræve lånet

effektueret/udbetalt.

At der var et lån, viser også

ordvalget i motiverne med angivelse, at det nye lån optages til

"afløsning"

af "et tilsvarende lån" og at "lånet" ikke er blevet

effektueret.

Som det fremgår af det

ovenstående, støtter såvel lovordene, sigtet med lovændringen, lovmotiverne

som

konteksten tinglysningsafgiftsmyndighedens afgørelse. Ds fortolkning giver

reel

adgang til ejerpantebreve og til, at der kan løbe principielt uendelig tid

imellem det gamle låns ophør og optagelsen af det nye lån.

D har ikke støtte i

retskilderne for, at der med tinglysningsafgiftslovens indtræden skulle

foretages så radikale ændringer af reglerne om overførsel af afgift ved

låneomlægninger.

SKAT, Hovedcentrets, indstilling

SKAT, repræsenteret ved

Kammeradvokaten, har indstillet den påklagede afgørelse stadfæstet, og har

herved i hovedsagen henholdt sig til det tidligere i sagen anførte.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har overfor Landsskatteretten

nedlagt påstand om, at den afgiftspligtige del af det nye lån stort 1.046.000

kr. nedsættes med restgælden på det tidligere lån, oprindeligt stort 720.000

kr., på indfrielsestidspunktet.

Til støtte for påstanden har

klageren bl.a. gjort gældende, at det - yderligere - samtidighedskriterium i

forhold til ordlyden af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, som

afgiftsmyndigheden har begrundet afgørelsen med, ikke blot er uhjemlet, men

er

direkte i strid med såvel lovens utvetydige, klare og i denne henseende

udtømmende ordlyd, formålet og sigtet med loven som forarbejderne til

bestemmelsen.

Allerede den ændrede

formulering af lovbestemmelsen sammenholdt med de utvetydige

formålstilkendegivelser

og fortolkningsbidrag i lovforarbejderne burde være afgørende. Det eneste

moment, der efter tinglysningsafgiftsloven nu spiller en rolle i relation til

den transaktionsmæssige kontinuitet, er således i nøje overensstemmelse med

affattelsen af § 5, stk. 2, andet pkt., at anmeldelsen til tinglysning af det

nye pant sker senest samtidig med aflysningen af det tidligere pant, og at

det

tidligere pant er aflyst senest et år efter anmeldelsen til tinglysning af

det

nye pant.

Med hensyn til

samtidighedskrav har lovgiver altså valgt, at det afgørende kriterium er, om

tinglysningen og aflysningen finder sted samtidig - eller mere nøjagtigt om

(anmeldelsen til) tinglysning befinder sig tidsmæssigt før eller samtidig med

aflysningen (af det tidligere pant).

Når det således i lovteksten

utvetydigt er anført, at det hidtidige pant blot ikke må være aflyst forinden

tinglysningen af det nye pant, er der intet belæg for at sammenkæde

afgiftsfriheden med selve låneomlægningen ved at indfortolke krav til,

hvornår

indfrielsen af det oprindelige lån har fundet sted.

Da tinglysningsafgiftsloven

ved årtusindeskiftet afløste stempelafgiftsloven, var den epokegørende

nydannelse, at et dokumentbaseret afgiftssystem blev forladt til fordel for

et

registreringssystem, hvor det afgørende element er karakteren af

transaktionen.

Herved opnåedes en fremtidssikring af afgiftsberigtigelsen, der vil kunne

gennemføres på elektronisk grundlag. Det turde være evident, at lanceringen

af

et krav, der vedrører samspillet mellem tidspunktet for indfrielsen af et

oprindeligt lån og tidspunktet for oprettelsen af det nye pantebrev, ikke

just

vil være befordrende for denne proces.

At indfrielsesmomentet er

ganske uden relevans, fremgår endvidere allerede af det forhold, at

indfrielse

som kriterium er forladt til fordel for afløsning, hvorved bemærkes, at

bestemmelsen i stempelafgiftslovens § 62, stk. 1, nr. 3, netop centrerede om

indfrielseselementet.

Om indfrielseselementet er

det bemærket, at Told- og Skattestyrelsen allerede i begyndelsen af 1990'erne

havde anlagt en ganske lempelig fortolkning af dette kriterium, idet

styrelsen

på forespørgsel fra D havde meddelt, at stempelfritagelsen i § 62, stk. l,

nr.

3 også fandt anvendelse, såfremt en låntager ønskede at skifte institut,

efter

at der forelå et stemplet pantebrev, men før lånet udbetaltes, jf. herved

udtalelsen offentliggjort i t&s nyt 1992, side 193 (nr. 6), der tillige

er

omtalt på side

324 f. i den 2. udgave af Stempelloven med kommentarer, som

Jon Stokholm, John Kessler og Finn Lernø udgav i 1994.

Indtil den sidste fase af

arbejdet i det stempeludvalg, hvis betænkning nr. 1364 fra 1998 stort set

uændret ligger til grund for tinglysningsafgiftsloven, og hvori klagerens

advokat har anført at have medvirket, opererede udvalget desuagtet med

indfrielse som det relevante kriterium. I et af de seneste udkast til

lovkommentarer hed det således, at kravet om, at lånet skal optages til

indfrielse af tilsvarende lån, indebærer, at det ikke vil være muligt at

overføre registreringsafgiften fra et tidligere underskrevet og

afgiftsberigtiget pantebrev, hvis lånet ikke er udbetalt.

På baggrund af et notat fra

Skattedepartementet besluttedes det ikke at opretholde kravet om indfrielse,

hvilket er den direkte baggrund for den klare tilkendegivelse i såvel

betænkningen som det senere lovforslag om, at det nu er muligt at anse et lån

for optaget til afløsning af et tilsvarende lån, selvom lånet i henhold til

det

pantebrev, der skal afløses, ikke er blevet effektueret.

Når et lån således slet ikke

behøver at være udbetalt (effektueret), og der således ikke kan blive tale om

indfrielse, må selvsagt så meget desto mere gælde, at indfrielsestidspunktet

ikke kan tillægges nogen som helst betydning.

Dette understøttes ligeledes

entydigt og klart af forarbejderne til tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2,

hvor det således udtales, at det nu er muligt at anse lånet for optaget til

afløsning af et tilsvarende lån, selvom lånet i henhold til det pantebrev,

der

skal afløses, ikke er blevet effektueret, og indfrielsesspørgsmålet således

ikke er aktuelt, jf. herved såvel bemærkningerne til lovforslaget som

stempeludvalgets

betænkning. I både bemærkningerne og betænkningen anføres det tilmed

yderligere, at anmeldelsen til tinglysning af det nye pant skal ske senest

samtidig med aflysningen af det tidligere pant, og at det tidligere pant

således ikke må aflyses (advokatens understregning), inden det nye pant

anmeldes til tinglysning. Disse synspunkter ville være såvel genstandsløse

som

absurde, hvis indfrielseselementet kunne indtage nogen som helst relevant

rolle, hvorved fremhæves, at ikke mindst første led af bestemmelsen i

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, 2. pkt. ville være åbenbart

overflødigt,

hvis indfrielseselementet kunne tillægges nogen betydning.

Det burde herefter være

krystalklart, at det på ingen måde er legitimt at introducere synspunkter om,

at afløsningselementet indebærer, at der ikke må være en

mellemfinansieringsperiode mellem indfrielsen af det gamle lån og optagelsen

af

det nye lån, og at det kun er den aktuelle restgæld på det oprindelige lån på

tidspunktet for låneombytningen, der kan nyde godt af afgiftsbegunstigelsen,

således at det oprindelige lån ikke må være blevet

indfriet

(advokatens

understregning), inden det nye lån med pant i samme ejendom ydes.

For god ordens skyld er

følgende endvidere præciseret:

Det er ikke bare D’s

opfattelse, at der godt kan være en mellemfinansieringsperiode mellem ophøret

af det gamle lån og optagelsen af det nye lån. I overensstemmelse med de

utvetydige lovmotiver er det derimod D’s opfattelse, at lånet i henhold

til det

pantebrev, der skal afløses, ikke engang behøver at være effektueret. Det er

endvidere korrekt, at det efter D’s opfattelse alene er det

tinglysningsmæssige

aspekt, der har betydning, medens selve transaktionen mellem långiver og

låntager er som udgangspunkt uden betydning, hvilket også er i nøje

overensstemmelse med hele formålet og sigtet med tinglysningsafgiftsloven.

Det

skal i den forbindelse specielt erindres, at den afgiftsudløsende

omstændighed

ikke længere er oprettelsen af et dokument, men tinglysning/registrering af

transaktionen. Det indebærer blandt andet, at pantsætning af fast ejendom kan

passere afgiftsfrit, såfremt sikkerhedsstillelsen ikke søges tinglyst.

Som allerede fremhævet i det

foregående, er der heller ikke tale om, at klageren bortfortolker det første

punktum i § 5, stk. 2. Teksten udlægges derimod blot således som

stempeludvalget og lovgiver i overensstemmelse med de klare lovmotiver har

afgrænset bestemmelsens anvendelsesområde.

Når Kammeradvokaten i

høringssvaret begiver sig ud i panteretlige betragtninger, herunder om

ejerpantebreves sande natur, er det et vidnesbyrd om den vidtløftiggørelse og

sløring af problemstillingens rette sammenhæng, som indholdet af

høringssvaret

er udtryk for, når Kammeradvokaten inddrager en flerhed af uvedkommende

forhold.

Det afgørende er, at det

tidligere pantebrev ikke må aflyses, inden det nye pant anmeldes til

tinglysning.

Denne klare motivudtalelse ville være meningsløs, hvis der gjaldt et krav om,

hvornår det pågældende lån var indfriet.

Klageren har endvidere

bemærket bl.a., at der for at undgå fortolkningstvivl er behov for så

objektive

kriterier som muligt ved fastlæggelsen af rækkevidden af § 5, stk. 2.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Tinglysningsafgiftslovens §

5, stk. 1, 1.-2. pkt., og stk. 2, har følgende ordlyd:

”§ 5. For tinglysning af

pant, bortset fra retspant, udgør afgiften 1.400 kr. og 1,5 pct. af det

pantsikrede

beløb. Det pantsikrede beløb er pantebrevets nominelle hovedstol.

( )

Stk. 2. Ved tinglysning af

pant i fast ejendom, bortset fra pant ifølge ejerpantebrev og skadesløsbrev,

til sikkerhed for lån i realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond

eller for lån i pengeinstitutter med en oprindelig løbetid på mindst 10 år og

højst 30 år medregnes ikke til det pantsikrede beløb, jf. stk. 1, den del af

lånet, som optages til at afløse et lån med tilsvarende pant i samme ejendom.

Anvendelsen af reglen i 1. pkt. er betinget af, at anmeldelsen til

tinglysning

af det nye pant sker senest samtidig med aflysningen af det tidligere pant,

og

at det tidligere pant er aflyst senest 1 år efter anmeldelsen til tinglysning

af det nye pant.”

Af de specielle

lovbemærkninger til § 5, stk. 2, i lovforslag L 208 af 25. marts 1999 –

den

senere tinglysningsafgiftslovs § 5, stk. 2, – fremgår bl.a.:

”( ) Det er nu muligt, at

anse lånet for optaget til afløsning af et tilsvarende lån, selvom lånet i

henhold til det pantebrev, der skal afløses, ikke er blevet effektueret. (

)”

Henset til ordlyden af

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, og sammenhængen med hovedreglen i

lovbestemmelsens stk. 1, må bestemmelsen anses for en forholdsvis præcist

afgrænset undtagelsesregel til § 5, stk. 1. Endvidere taget i betragtning, at

forarbejderne til § 5, stk. 2, udtrykkeligt nævner, at det ikke kan stilles

som

yderligere betingelse for anvendelsen af bestemmelsen, at det lån der afløses

er effektueret, må det samlet have formodningen imod sig, at der kan

indfortolkes yderligere begrænsninger i bestemmelsen for så vidt angår det

lån

der afløses, end de i bestemmelsen udtrykkeligt opregnede.

I den foreliggende sag er

samtlige betingelser opregnet i § 5, stk. 2, opfyldt, og det afløsende

realkreditpantebrev

blev anmeldt til tinglysning samme dag som det forholdsvis nyligt indfriede

pantebrev, der skulle afløses, blev anmeldt til aflysning. Det har på denne

baggrund fremstået som kendeligt på tinglysningstidspunktet, at der

nærliggende

var tale om en faktisk afløsningssituation i forholdet mellem de to

pantebreve.

Derfor finder retten, at

ombytningen er omfattet af afløsningsbegrebet i § 5, stk. 2, idet

afgiftsgrundlaget

herefter skal opgøres i overensstemmelse med klagerens påstand.

Retten har ved påkendelsen ikke taget stilling til

tilbagebetalingsspørgsmålet, idet den nærmere afgørelse heraf overlades til

afgiftsmyndigheden.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter