Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om gældsbreve (Gældsbrevsloven)

Ikke gældende siden 1. april 2014 LBK nr 669 af 23/09/1986LovbekendtgørelseJustitsministeriet9. oktober 1986

Gældende udgave: LBK nr 333 af 31/03/2014

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 223 afgørelser

Det finansielle ankenævn 121, Landsskatteretten 39, Domsdatabasen 18, Retsinformation 16, Klagenævnet for Domænenavne 12, Klagenævn (Nævnenes Hus) 8

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af lov om gældsbreve

(Gældsbrevsloven)

Herved bekendtgøres lov nr. 146 af 13. april 1938 om

gældsbreve med de ændringer, der følger af lov nr. 114 af 31. marts 1960, lov

nr. 408 af 30. november 1965, lov nr. 250 af 12. juni 1975, § 4, nr. 2, lov

nr. 638 af 21. december 1977, § 10, stk. 3, og lov nr. 187 af 9. maj 1984, §

2.

I. Fælles bestemmelser

§ 1. Den, der udsteder et gældsbrev, mister ikke

derved indsigelser fra det retsforhold, der gav anledning til gældsbrevets

udstedelse, medmindre andet er aftalt eller følger af særlige omstændigheder.

§ 2. Når et gældsbrev er udstedt af flere, er

udstederne forpligtet een for alle og alle for een, medmindre andet er

aftalt.

Stk. 2. Har en af dem betalt gælden, kan kan afkræve

hver enkelt af medskylderne hans del. Hvis en af medskylderne åbenbart ikke

kan betale eller hans opholdssted er ubekendt, må de andre udrede hver sin

del af, hvad han ikke har betalt. Det samme gælder, hvis han ikke har betalt

sin del inden 14 dage, efter at krav herom er fremsat eller på betryggende

måde afsendt til ham.

§ 3. Er der ikke truffet aftale om betalingsstedet,

skal betaling erlægges på fordringshaverens bopæl, eller, hvis han driver

forretning, på forretningsstedet. Hvis fordringshaveren flytter til et andet

land, eller fordringen erhverves af en person i et andet land, skal betaling

erlægges på det tidligere betalingssted.

Stk. 2. Fordringshaveren kan dog fordre betalingen

erlagt på et andet sted i det land, hvor betaling skal ske, såfremt dette

ikke medfører væsentlig ulempe eller udgift for skyldneren.

Stk. 3. Er fordringshaveren flyttet eller fordringen

kommet på andre hænder, uden at skyldneren har fået at vide, hvor betaling

Læs alt

skal ske, medfører en deraf følgende forsinkelse med betalingen intet ansvar

for skyldneren. Fordringshaveren må dække udgifter og tab som skyldneren har

haft, fordi han ikke kendte forandringen.

§ 4. Ved gældsbreve, der er udstedt til

ihændehaveren, skal betaling dog ske i skyldnerens forretningslokale, når

ikke andet er aftalt.

Stk. 2. Samme regel anvendes på gældsbreve, der

fremtræder som led i en sammenhørende udgivelse af et større antal gældsbreve

med fælles tekst (massegældsbreve), eller som i anledning af indlån udstedes

af banker eller andre, hvis virksomhed omfatter modtagelse af indlån.

§ 5. Er der ikke aftalt noget om betalingstiden, er

skyldneren forpligtet til at betale gælden, såsnart fordringshaveren

forlanger det, og berettiget til at betale til enhver tid.

Stk. 2. Hvis et gældsbrevs forfaldsdag eller sidste

rettidige betalingsdag falder på en helligdag eller en lørdag eller på

grundlovsdagen den 5. juni, udskydes forfaldsdagen, henholdsvis sidste

rettidige betalingsdag, til den følgende søgnedag. Dette gælder også, når

gældsbrevet lyder på betaling inden en vis frist, som udløber på en helligdag

eller en lørdag eller på grundlovsdagen.

Stk. 3. Lyder et gældsbrev på betaling i (11.) juni

eller (11.) december termin, regnes den 11. som forfaldsdag, men betaling

anses for rettidig, når der erlægges senest den 18. i måneden eller, når

denne er en helligdag eller en lørdag, den følgende søgnedag. Ved andre

gældsbreve har skyldneren kun løbedage, når det er aftalt.

§ 6. (Ophævet).

§ 7. Lyder gældsbrevet på mønt, der ikke er gangbar

på det sted, hvor betaling sker, kan betalingen, medmindre andet er aftalt,

ske enten i den mønt, hvorpå gældsbrevet lyder, eller i stedets mønt efter

værdien på betalingsdagen.

Stk. 2. Betaler skyldneren ikke i rette tid et

gældsbrev, hvis mønt ikke er gangbar på det sted, hvor betaling skal ske, og

er gældsbrevets mønt faldet i kurs, har fordringshaveren krav på erstatning

for det tab, han derved måtte have lidt. Hvis omstændighederne ikke giver

grundlag for at opgøre tabet anderledes, kan han kræve betaling i mønt, der

er gangbar på det sted, hvor betaling skulle ske, efter kursen på den dag, da

gælden skulle være betalt.

Stk. 3. Kurstabet skal dog ikke erstattes, hvis

forhalingen beror på fordringshaverens forhold eller skyldes

lovgivningsforanstaltninger, standsninger i den almindelige samfærdsel eller

lignende uovervindelige hindringer, som skyldneren ikke burde have regnet med

ved gældsbrevets udstedelse.

§ 8. (Ophævet).

§ 9. Overdrages et gældsbrev til eje eller pant,

indestår overdrageren for, at fordringen består. Dette gælder dog ikke ved

gaver og heller ikke, når erhververen vidste, at fordringen ikke bestod,

eller havde grund til mistanke derom.

§ 10. Overdrageren af et gældsbrev indestår kun for

skyldnerens vederhæftighed, når han har påtaget sig det.

II. Omsætningsgældsbreve

§ 11. Reglerne i dette kapitel kommer til anvendelse

på omsætningsgældsbreve.

Stk. 2. Omsætningsgældsbreve er:

1. Gældsbreve, der lyder på betaling til ihændehaveren

eller ikke angiver, hvem gælden skal betales til (ihændehavergældsbreve).

2. Gældsbreve, der lyder på betaling til bestemt

person eller ordre (ordregældsbreve).

3. Gældsbreve, der giver pant i fast ejendom eller

registreret skib eller luftfartøj, medmindre der i gældsbrevet er indføjet

ordene »ikke til ordre« eller tilsvarende forbehold.

4. Gældsbreve, der lyder på betaling til en bestemt

person (navnegældsbreve), når de utvetydig angiver, at de skal være

omsætningsgældsbreve.

§ 12. Får et ihændehavergældsbrev påtegning om, at

fordringen tilkommer en bestemt person, eller at det skal betales til en

bestemt person eller ordre, vedbliver det at være undergivet denne lovs

regler om ihændehavergældsbreve, medmindre påtegningen er underskrevet af

skyldneren eller foretaget med hjemmel i gældsbrevet.

Stk. 2. Massegældsbreve, der er udstedt til

ihændehaveren eller til bestemt person eller ordre, vedbliver at være

omsætningsgældsbreve, selv om de af skyldneren forsynes med påtegning om, at

de er noteret på navn. De undergives for en del særlige regler ved denne lovs

kapitler 5 og 6.

§ 13. Ved ihændehavergældsbreve formodes den, der har

gældsbrevet i hænde, at have retten til at gøre fordringen gældende. Ved

andre omsætningsgældsbreve formodes retten at tilkomme den, der har

gældsbrevet i hænde, når det enten er stilet til ham eller er overdraget til

ham eller til ihændehaveren ved skriftlige overdragelser, der fremtræder som

en sammenhængende række.

§ 14. Når et ihændehavergældsbrev er overdraget til

eje eller pant af den, der sad inde med det, og erhververen har fået

gældsbrevet i hænde, hindrer det ikke hans ret, at overdrageren var umyndig

eller manglede ret til at råde over gældsbrevet, medmindre erhververen vidste

dette eller ikke har udvist den agtpågivenhed som forholdene krævede.

Stk. 2. Ved andre omsætningsgældsbreve gælder det

samme, dersom overdragelsen er foretaget af den, som efter § 13 formodes at

have ret til at gøre fordringen gældende, eller af nogen, som med grund

antoges at være identisk med ham eller at have fuldmagt til at overdrage for

ham. Støtter overdrageren sin ret på tidligere overdragelser, behøver

erhververen ikke at prøve deres ægthed eller gyldighed, medmindre

omstændighederne giver grund dertil.

Stk. 3. Forekommer der unoterede påtegninger om

rettigheder på et massegældsbrev, som er stilet til ihændehaveren, og som

ikke kan fås noteret på navn, behøver erhververen ikke at tage hensyn til

dem.

§ 15. Over for den, der ved overdragelse har

erhvervet ret over et omsætningsgældsbrev og fået det i hænde, kan udstederen

ikke gøre gældende,

at gældsbrevet var ugyldigt efter reglerne i lov nr. 242 af 8. maj 1917 om

aftaler og andre retshandler på formuerettens område §§ 29-33, eller at det

efter at være underskrevet af ham er udgivet uden hans vilje,

at han ikke har modtaget det aftalte vederlag eller har andre indsigelser

fra det retsforhold, som gav anledning til gældsbrevets udstedelse,

at betaling var sket før overdragelsen, eller at skyldforholdet i øvrigt

var ophørt eller ændret ved aftale, modregningserklæring, opsigelse eller

dom.

Stk. 2. En indsigelse går dog ikke tabt, når

erhververen vidste, at der forelå omstændigheder, hvorpå indsigelsen kunne

støttes, eller havde grund til mistanke derom.

Stk. 3. Har gældsbrevet fået en påtegning, der ikke let

kan fjernes, om betaling eller andet forhold, hvorpå der kan støttes en

indsigelse, bevares indsigelsen, selv om påtegningen var fjernet inden

overdragelsen.

§ 16. Havde skyldneren betalt renter, der forfaldt

før overdragelsen, kan han gøre dette gældende også over for en erhverver i

god tro. Han beholder også alle andre indsigelser mod krav på renter, der

efter gældsbrevet skulle være betalt før overdragelsen.

Stk. 2. Det samme gælder om afdrag, som efter

gældsbrevet skal erlægges til bestemt angivne tidspunkter.

§ 17. Udstederen kan selv over for en erhverver i god

tro påberåbe sig,

at gældsbrevet var falsk eller forfalsket, underskrevet på hans vegne uden

fuldmagt dertil, eller ugyldigt på grund af voldelig tvang (lov nr. 242 af 8.

maj 1917 om aftaler og andre retshandler på formuerettens område § 28),

mindreårighed, tinglyst umyndiggørelse og lavværgemål eller manglende fornuft

(lov nr. 277 af 30. juni 1922 om umyndighed og værgemål § 65),

at gældsbrevet var erklæret dødt og magtesløst, eller at fordringen var

ophørt eller forandret efter lovgivningens regler om deponering, forældelse,

præklusion, tvangsakkord eller gældssanering.

§ 18. Over for den, som har fået et

omsætningsgældsbrev i hænde ved overdragelse til eje eller pant, kan

skyldneren kun kræve modregning med fordringer på overdrageren, hvis

erhververen vidste, at skyldneren havde en fordring, der kunne benyttes til

modregning, og at han ville lide tab ved overdragelsen, dersom den afskar

modregning.

Stk. 2. Adgangen til at modregne fordringer, der

udspringer af samme retsforhold som gældsbrevsfordringen, bevares dog trods

overdragelsen, medmindre andet følger af reglerne om indsigelser fra dette

forhold.

§ 19. Betaler skyldneren et ihændehavergældsbrev til

den, der sidder inde med det, frigøres han, selv om modtageren var umyndig

eller manglede ret til at modtage betalingen, medmindre han vidste dette

eller ikke har udvist den agtpågivenhed, som forholdene krævede, for at

undgå, at beløbet kom i urette hænder.

Stk. 2. Ved andre omsætningsgældsbreve gælder det

samme, hvis betaling er sket til den, som efter § 13 formodes at have ret til

at gøre fordringen gældende, eller til nogen, som med grund antoges at være

identisk med ham eller at have fuldmagt fra ham til at modtage betaling.

Støtter modtageren sin ret på tidligere overdragelser, behøver skyldneren

ikke at prøve deres ægthed eller gyldighed, medmindre omstændighederne giver

grund dertil.

§ 20. Når et omsætningsgældsbrev er overdraget til

eje eller pant, kan skyldneren med frigørende virkning betale forfaldne

renter til overdrageren, medmindre han vidste, at denne ikke længere havde

ret til at modtage betalingen, eller havde grund til mistanke derom. Det

samme gælder om afdrag, som efter gældsbrevet skal erlægges til bestemt

angivne tidspunkter.

Stk. 2. Betaling til overdrageren fra en kautionist

eller i øvrigt fra andre end gældsbrevsskyldneren virker ikke frigørende,

medmindre såvel den betalende som skyldneren var i god tro.

Stk. 3. Hvis gældsbrevsforpligtelsen uden

fordringshaverens medvirken er gået over på en ny skyldner, frigøres denne

ikke ved betaling til overdrageren, medmindre også den tidligere skyldner var

i god tro eller den, til hvem gældsbrevet er overdraget, ved overdragelsen

vidste, at forpligtelsen var gået over på den nye skyldner.

§ 21. Skyldneren er kun forpligtet til at betale

gælden mod udlevering af gældsbrevet. Drejer det sig ikke om et

ihændehavergældsbrev, kan skyldneren desuden kræve kvittering på gældsbrevet.

Stk. 2. Betaler han efter forfaldstid afdrag, der efter

gældsbrevet skal erlægges til bestemt angivne tidspunkter, kan han kun

forlange særskilt kvittering. Andre afdrag kan han tillige kræve afskrevet på

gældsbrevet.

Stk. 3. Når skyldneren har interesse deri, kan han

kræve, at fordringshaveren påtegner gældsbrevet kvittering om afdrag, som er

betalt.

Stk. 4. Opsiges gældsbrevet, kan skyldneren forlange,

at det får påtegning herom.

§ 22. Pantsætning af et omsætningsgældsbrev og anden

overdragelse til sikkerhed har ikke gyldighed mod overdragerens kreditorer,

medmindre erhververen har fået gældsbrevet i hænde.

§ 23. Rentekuponer til massegældsbreve følger lovens

regler om ihændehavergældsbreve.

Stk. 2. Bestemmelser i gældsbrevenes fælles tekst er

bindende for den, der erhverver en kupon. Han må også finde sig i den

indsigelse, at det gældsbrev, kuponen hørte til, er ugyldigt, fordi det ikke

er udgivet af udstederen.

Stk. 3. Når gældsbrevet med hjemmel i den fælles tekst

er udtrukket eller på anden måde forfaldet til indfrielse, giver senere

forfaldende kuponer ikke krav på betaling.

Stk. 4. Skyldneren kan ikke påberåbe sig § 19, hvis han

særskilt indfrier en kupon mere end en måned før forfaldsdag. Overdrages en

kupon særskilt inden samme tid, anvendes §§ 14 og 15 ikke.

Stk. 5. Overdrages kuponer sammen med gældsbrevet, får

erhververen ikke bedre ret med hensyn til kuponerne end med hensyn til

gældsbrevet.

§ 24. Udbyttekuponer, der hører til et aktiebrev

eller andet bevis for andelsret i et selskab, følger ligeledes reglerne om

ihændehavergældsbreve.

Stk. 2. Selskabets vedtægter er bindende for den, der

erhverver en kupon. Han må også finde sig i den indsigelse, at aktiebrevet

eller andelsbeviset ikke gav andelsret i selskabet, dengang kuponen forfaldt.

Stk. 3. Overdrages en kupon særskilt, inden udbyttet er

fastsat, anvendes §§ 14 og 15 ikke.

Stk. 4. Overdrages kuponer sammen med aktiebrevet eller

andelsbeviset, får erhververen ikke bedre ret med hensyn til kuponerne end

med hensyn til aktiebrevet eller andelsbeviset.

Stk. 5. På kuponer, hvorefter et bestemt beløb

udbetales på et i kuponen angivet tidspunkt, finder bestemmelsen i § 23, stk.

4, tilsvarende anvendelse.

§ 25. Fordringen ifølge en rente- eller udbyttekupon

falder bort, hvis kuponen ikke er forevist til betaling inden 3 år fra

forfaldsdagen eller inden udløbet af den længere frist, der måtte være

tilsikret kuponejerne. 3 års fristen kan ikke forkortes.

Stk. 2. Den, der inden fristens udløb har anmeldt for

skyldneren, at hans kupon er bortkommet, og som antageliggør sin ejendomsret,

kan efter fristens udløb fordre kuponens beløb betalt. Kravet forældes efter

reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908.

III. Simple gældsbreve

§ 26. Reglerne i dette kapitel finder kun anvendelse

på simple gældsbreve, hvorved forstås navnegældsbreve, der ikke falder ind

under § 11, nr. 3 eller 4.

§ 27. Overdrages et simpelt gældsbrev til eje eller

pant, får erhververen ikke bedre ret end overdrageren, medmindre andet følger

af særlige retsregler.

§ 28. En fordring på overdrageren kan skyldneren

benytte til modregning, medmindre han har erhvervet fordringen efter det

tidspunkt, da han fik kundskab eller formodning om overdragelsen. Var

fordringen uforfalden på dette tidspunkt, kan den dog kun bruges til

modregning, hvis den forfaldt senest samtidig med gældsbrevsfordringen.

§ 29. Er et simpelt gældsbrev overdraget til eje

eller pant, kan skyldneren dog, når andet ikke følger af gældsbrevets særlige

beskaffenhed, med frigørende virkning betale til overdrageren, medmindre han

vidste, at denne ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller han

ikke har udvist den agtpågivenhed, som forholdene krævede.

§ 30. Når skyldneren betaler til den, til hvem et

simpelt gældsbrev skriftlig er overdraget til eje eller pant, hindrer det

ikke hans frigørelse, at overdragelsen var ugyldig. Skyldneren frigøres dog

ikke, hvis han vidste dette eller havde grund til mistanke derom, og heller

ikke, hvis overdragelsen var ugyldig af en af de grunde, § 17 nævner.

§ 31. Overdragelse af et simpelt gældsbrev til eje

eller pant har ikke gyldighed mod overdragerens kreditorer, medmindre

skyldneren fra overdrageren eller erhververen har fået underretning om

overdragelsen.

Stk. 2. Har fordringshaveren overdraget gældsbrevet til

flere forskellige, går en senere erhverver forud, når skyldneren først har

fået underretning om overdragelsen til ham, og erhveveren var i god tro ved

underretningen.

Stk. 3. Når en handelsvirksomhed eller en

bogføringspligtig erhvervsvirksomhed af anden art overdrages sammen med

virksomhedens udestående fordringer, anvendes disse regler dog kun, hvis

overdragelsen sker til sikkerhed.

Stk. 4. Medfører gældsbrevets særlige beskaffenhed, at

skyldneren ikke frigøres ved at betale til andre end ihændehaveren, får

overdragelsen gyldighed mod overdragerens kreditorer, når erhververen har

fået gældsbrevet i hænde. Har fordringshaveren overdraget fordringen til

flere forskellige, går en senere erhverver forud, når han har fået

gældsbrevet i hænde i god tro.

IV. Kontrabøger for modtagne indlån

§ 32. Kontrabøger, som til bevis for indskud udstedes

af banker, sparekasser eller andre, hvis almindelige virksomhed omfatter

modtagelse af indlån, er undergivet reglerne i denne lovs kapitel 1 og 3,

medmindre andet følger af §§ 33-35.

§ 33. Aftale om, at penge, der indestår på kontrabog,

udbetales til enhver, der møder med bogen, kan kontrabogens udsteder kun

påberåbe sig, når den er indført i kontrabogen på iøjnefaldende måde.

Stk. 2. Udbetaling til en uberettiget ihændehaver

virker ikke frigørende, hvis han ikke har opgivet det navn, kontoen lyder på.

Dersom særlige omstændigheder opfordrer hertil, må der afkræves den mødende

bevis for hans ret til at hæve på bogen.

§ 34. Overdragelse af en kontrabog til eje eller pant

får først gyldighed mod overdragerens kreditorer, når kontrabogens udsteder

har noteret overdragelsen på kontoen i sine bøger og meddelt erhververen

dette med angivelse af, hvilket beløb der indestår på kontoen. Når notering

begæres af kontohaveren, og bogen forelægges udstederen, påhviler det denne

at foretage notering og give erhververen meddelelse, medmindre udstederens

vedtægter udelukker notering af overdragelser.

Stk. 2. Har kontrabogens ejer overdraget ret over bogen

til flere forskellige, går en senere erhverver forud, når har får sin ret

noteret på kontoen og modtager meddelelsen derom i god tro.

Stk. 3. Hvis der kan hæves på bogen af enhver

ihændehaver, kræves det yderligere, at erhververen har fået kontrabogen i

hænde.

§ 35. Kontrabogens udsteder kan ikke kræve modregning

med fordringer på overdrageren, når han har givet erhververen meddelelse som

nævnt i § 34. Han kan heller ikke gøre gældende, at han ikke skyldte beløbet,

medmindre erhververen vidste dette eller havde grund til mistanke herom.

Stk. 2. Såfremt udstederen gyldigt har forbeholdt sig

ret til at betale til enhver, der møder med kontrabogen, bevarer han trods

notering om overdragelsen sin adgang til at betale til ihændehaveren,

medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

V. Notering af massegældsbreve

§ 36. Dette kapitels regler anvendes på:

1. Massegældsbreve, som er omsætningsgældsbreve og

udtaler, at de kan noteres på navn.

2. Massegældsbreve, som er udstedt før lovens

ikrafttræden, og som hidtil var genstand for notering i henhold til

forordning af 21. juni 1844.

§ 37. Gældsbrevet betragtes som noteret på navn, når

det er stilet til en bestemt person, eller når skyldneren har forsynet det

med påtegning om, at det er noteret på navn. Navnet behøver ikke at være

påført gældsbrevet.

Stk. 2. Gældsbrevet anses som noteret på ihændehaveren,

når skyldneren har forsynet det med påtegning om, at det er noteret på

ihændehaveren.

Stk. 3. Skyldnerens påtegning bevidner, at der på

gældsbrevets rubrik i hans noteringsbog er indført henholdsvis den

berettigedes navn eller bemærkning om, at gældsbrevet er overdraget til

ihændehaveren. Som indførelse af den berettigedes navn betragtes også

bemærkningen om, at rådighed eller medrådighed over gældsbrevet tilkommer en

bestemt person.

§ 38. Betaler skyldneren et på navn noteret gældsbrev

til en person, der støtter sin ret på en unoteret overdragelse, frigøres han

ikke, dersom det viser sig, at overdragelsen fra den noterede ejer var falsk.

Skyldneren kan nægte at betale til den, der støtter sin ret på en unoteret

overdragelse.

§ 39. På gældsbrevets overdragelse til eje eller pant

anvendes reglerne i § 14 med følgende ændringer:

Stk. 2. Hvis gældsbrevet ved overdragelsen var noteret

på en andens navn end overdragerens, fortrænger erhververen først den

noterede ret, når gældsbrevet er blevet noteret på hans navn eller på

ihændehaveren, og retten går ikke tabt, hvis erhververen, inden han modtog

meddelelse om noteringen, har fået at vide, at overdrageren manglede ret til

at råde over gældsbrevet.

Stk. 3. En noteringspåtegning, der var fjernet inden

overdragelsen, er ikke til hinder for, at erhververen vinder ret over

gældsbrevet, medmindre dettes udseende gav grund til mistanke.

Stk. 4. Når gældsbrevet ved overdragelsen bar en ægte

noteringspåtegning, hindrer det ikke erhververens ret, at den foranstående

overdragelsesrække ikke hang sammen.

§ 40. Når den, på hvis navn et gældsbrev er noteret,

anmelder for skyldneren, at gældsbrevet er frakommet ham, må skyldneren ikke

på tredjemands begæring notere gældsbrevet på ny, og skyldneren frigøres ikke

ved at betale gældsbrevet eller udlevere nyt kuponark til en uberettiget

ihændehaver.

Stk. 2. Hvis anmelderens bopæl ikke meddeles skyldneren

og heller ikke kendes af ham, afvises anmeldelsen. Virkningen af anmeldelsen

falder bort, når en ihændehaver af gældsbrevet får sin ret til at råde over

gældsbrevet fastslået ved erkendelse fra anmelderen eller endelig dom over

ham. Bor anmelderen i udlandet, og har han ikke i anmeldelsen udpeget en

stedfortræder her i landet, kan sagen anlægges her i landet på det sted, hvor

notering begæres.

Stk. 3. Hvis en ihændehaver har meldt sig, men han ikke

rejser sag mod anmelderen inden tre måneder, efter at han er blevet afvist af

skyldneren, skal den omstændighed, at gældsbrevet er blevet forelagt

skyldneren, ikke udelukke dets mortifikation, når det har vist sig umuligt at

opspore den, der meldte sig med gældsbrevet.

§ 41. For at formindske faren for, at falske

overdragelser anmeldes til notering, påhviler det skyldneren i det omfang,

justitsministeren bestemmer, at foretage stikprøvevis kontrol af noteringerne

ved udsendelse af skriftlig meddelelse om den foretagne notering til den, på

hvis navn gældsbrevet forud var noteret, og hvis adresse var påført

gældsbrevet eller i øvrigt let kan udfindes.

Stk. 2. Mod gebyr af højst 1 krone kan den, der får et

gældsbrev noteret på navn, fordre meddelelse i anbefalet brev om notering af

overdragelse eller ophævelse af hans ret over gældsbrevet.

Stk. 3. Om antallet af udsendte meddelelser og modtagne

indsigelser aflægger skyldneren beretning til justitsministeren.

§ 42. Nærmere regler om fremgangsmåden ved notering

og om de i § 41 omhandlede forhold fastsættes af justitsministeren efter

forhandling med ministeren for handel, industri og søfart.

VI. Forældelse af massegældsbreve

og kuponer

§ 43. Fordringen efter et massegældsbrev forældes 10

år fra forfaldsdagen, når denne er kalendermæssig bestemt i dokumentet eller

med hjemmel i dettes tekst hidført ved offentlig bekendtgørelse om udtrækning

eller om opsigelse fra skyldnerens side.

Stk. 2. 10 år efter udstedelsen forældes

massegældsbreve, der kan kræves betalt til enhver tid (på anfordring).

Stk. 3. Andre massegældsbreve forældes i 20 år fra

forfaldsdagen.

Stk. 4. Fristen kan forlænges eller forkortes ved

udtrykkelig bestemmelse i gældsbrevet.

Stk. 5. Har skyldneren i forældelsestiden indløst en

gyldig rentekupon, løber forældelsen af gældsbrevet tidligst fra kuponens

forfaldsdag.

§ 44. Massegældsbreve, der er deponeret hos

skyldneren (indskrevet), forældes også, når der efter deponeringen er gået 20

år, uden at renter er betalt.

§ 45. Når et massegældsbrev med rentekuponer ikke

giver fordringshaveren ret til at kræve kapitalen tilbagebetalt, forældes

fordringen - bortset fra, hvad der følger af § 44 - først, når der er

forløbet 3 år efter den rentetermin, til hvilken den sidste af de udgivne

rentekuponer er forfaldet til indløsning, uden at der er fremsat krav om nye

rentekuponer, og kun, hvis der i de sidste 20 år ikke er fremkommet nogen

rentekupon fra dette tidsrum til indløsning.

§ 46. Fordringen ifølge en rente- eller udbyttekupon,

der rettidig er forevist til betaling, jfr. § 25, stk. 1, forældes i 10 år

fra forevisningen.

§ 47. Forældelsen afbrydes ved, at fordringshaveren

inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller

foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold forfølger disse

til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse. Har skyldneren

standset sine betalinger, kan forældelsen derhos afbrydes ved skriftlig

anmeldelse af kravet.

§ 48. Forældelse af et massegældsbrev medfører ikke

bortfald af krav ifølge rentekuponer, der er forfaldet senest den dag, da

gældsbrevet blev forældet.

Stk. 2. Om forældelsen skal der i det omfang, hvori det

hjemles ved lov om mortifikation af værdipapirer § 15, ske anmeldelse til det

der omhandlede kartotek.

§ 49. Den, der inden udløbet af de i §§ 43, 44 eller

46 nævnte forældelsesfrister har anmeldt for skyldneren, at hans

fordringsdokument er gået tabt, og som antageliggør sin ejendomsret, kan

efter fristens udløb kræve fordringen betalt. Kravet forældes efter reglerne

i lov nr. 274 af 22. december 1908.

VII. Overgangsbestemmelser

§ 50. Denne lov træder i kraft den 1. juli 1938.

§ 51. Lovens kapitel 1-6 anvendes også på gældsbreve

og kuponer, der er udstedt før lovens ikrafttræden, medmindre andet følger af

§§ 52-59.

§ 52. Bestemmelserne i lovens §§ 1-5 og 7 finder kun

anvendelse på gældsbreve, der er udstedt efter lovens ikrafttræden.

§ 53. Lovens § 6 anvendes i alle tilfælde, hvor

betalingstiden indtræder efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. § 8 kommer til anvendelse på ældre gældsbreve,

når det forhold, der giver anledning til at påkalde gældsbrevets

bestemmelser, er indtrådt efter lovens ikrafttræden.

§ 54. Ved anvendelsen af lovens regler skal ældre

navnegældsbreve behandles, som om de var stilet til bestemt person eller

ordre, medmindre der i gældsbrevet er indføjet ordene »ikke til

ordre« eller tilsvarende forbehold. I stedet for § 14 skal ældre

retsregler dog anvendes medmindre gældsbrevet er et massegældsbrev eller

bærer en udstedelsesdag, der ligger efter lovens ikrafttræden.

§ 55. § 12 anvendes, selv om påtegningen er givet før

lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Reglen i § 20 om, at afdrag kan betales med

frigørende virkning til overdrageren, skal, når overdragelsen er sket før

lovens ikrafttræden, kun anvendes, dersom erhververen forsømmer at underrette

skyldneren om overdragelsen.

§ 56. Hvis en rente- eller udbyttekupons forfaldsdag

er kommet før lovens ikrafttræden, regnes de i § 25 nævnte 3 år fra

ikrafttrædelsesdagen. Fordringen bortfalder dog i hvert fald, når den ville

være faldet bort efter hidtil gældende ret.

§ 57. Ved kontrabøger, der er udstedt før lovens

ikrafttræden, kan udstederen uanset § 33, stk. 1, påberåbe sig bestemmelser i

sine vedtægter eller forretningsbetingelser, når disse er optaget i

kontrabogen. Udstederen vil dog ved en kontrabogs første præsentation for ham

efter lovens ikrafttræden have at give bogen påtegning i overensstemmelse med

det i § 33, stk. 1, angivne.

§ 58. Forordning af 21. juni 1844 finder anvendelse

på enhver notering, som før nærværende lovs ikrafttræden er sket i henhold

til forordningen. Dog vinder en erhverver ret i overensstemmelse med § 39,

stk. 1 og 2, overalt, hvor den notering, han påberåber sig, er sket efter

lovens ikrafttræden, ligesom § 39, stk. 3, anvendes overalt, hvor

overdragelsen er sket, efter at loven er trådt i kraft.

§ 59. I de første 3 år efter lovens ikrafttræden skal

forældelse i henhold til kapitel 6 ikke kunne indtræde, medmindre fordringen

også ville være forældet efter ældre rets regler.

VIII. Ændringer i andre love

§ 60. DL 1-23-13 og 14 - for Færøernes vedkommende NL

1-21-13 og 14, - forordning af 6. oktober 1753, § 9, forordning af 9. februar

1798, forordning af 21. juni 1844, lov af 6. april 1855 § 3, lov nr. 18 af

28. januar 1871 samt alle særlige regler om vekselobligationer ophæves.

§ 61. Denne lovs § 2 skal anvendes også på

samkautionister.

§ 62. (Ophævet).

----

Lov nr. 212 af 26. april 1973 indeholder følgende bestemmelse:

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. (* 1)

----

Lov nr. 250 af 12. juni 1975 indeholder følgende bestemmelse:

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 1, 2 og 4, nr. 1, 2, 3, 5 og 6, kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne.

Stk. 3. §§ 2 og 4, nr. 1, 2, 3, 5, og 6, kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for Grønland. (* 2)

----

Lov nr. 638 af 21. december 1977 indeholder følgende bestemmelse:

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

----

Lov nr. 187 af 9. maj 1984 indeholder følgende bestemmelser:

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

§§ 1-2 kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Justitsministeriet, den 23. september

1986

Erik Ninn-Hansen

/Jens Møller

Officielle noter

(* 1) Se anordning nr. 586 af 19. november 1973 samt endvidere lov nr. 104

af 31. marts 1965 om ikraftsættelse for Grønland af visse formueretlige love

m.v., § 1, nr. 9.

(* 2) Se anordning nr. 350 af 14. juli 1980.

Lignende dokumenter