Landsskatteretskendelse af 19. juni 2002 vedr. Godtgørelse for elektricitet serviceselskab, der varetager kommunal gadebelysning m.v.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Landsskatteretskendelse af 19. juni 2002 vedr. Godtgørelse
for elektricitet – serviceselskab, der varetager kommunal gadebelysning
m.v.
Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har truffet afgørelse
om, at A A/S ikke er berettiget til afgiftsgodtgørelse for elektricitet
indkøbt
og anvendt af selskabet til belysning af offentlige gader m.v.
Det er oplyst, at klageren er et 100 % ejet datterselskab til B
A/S, som er ejet af X Kommune. Selskabet B A/S blev dannet som følge af
liberaliseringen indenfor hele forsyningssektoren, hvorefter X Kommune har
overdraget virksomheden at varetage eksempelvis levering af vand, varme og
elektricitet til brugerne i kommunen. Virksomhedens aktiviteter er dog ikke
begrænset alene til X Kommune, men er rettet mod alle, herunder private, der
vil
aftage selskabets ydelser og som virksomheden udbyder på almindelige
markedsvilkår i lige konkurrence med andre aktører på markedet.
I forbindelse med oprettelsen af B A/S blev A A/S ligeledes
oprettet med henblik på at levere serviceydelser i tilknytning til
leverancerne
fra moderselskabet.
Det er videre oplyst, at ved aftale af 28. juni 2000 blev
vejbelysningsanlægget i X Kommune overdraget fra kommunen til B A/S, således
at
selskabet herefter skulle drive og vedligeholde anlægget. B A/S
videreoverdrog
samtlige rettigheder og forpligtelser vedr. vejbelysningsanlægget til A A/S,
der herefter leverer vejbelysning til X Kommune mod betaling. Selskabet
indkøber til brug herfor den nødvendige elektricitet på det fri el-marked.
Af overdragelsesaftalen, der er medunderskrevet af klageren,
fremgår der af pkt. 6.1. følgende:
Læs alt
”Det påhviler B A/S at drive og vedligeholde
Vejbelysningsanlægget oplistet i bilag 1 og 2, således som disse løbende er
opdateret, på en sådan måde at de til enhver tid gældende offentligretlige
regler om krav til vejbelysning og vejbelysningsanlæg opfyldes, og på en
sådan
måde, at der sikres X kommunes borgere en tilfredsstillende, hensigtsmæssig,
forsvarlig og omkostningseffektiv vejbelysning.
Vejbelysningsanlæg på private fællesveje drives og vedligeholdes
som øvrige belysningsanlæg og er beskrevet i bilag 6.”.
Det fremgår videre af aftalens bilag 5, at X Kommune for
levering af lys i perioden 1. januar 2000 til 31. december 2000 skulle betale
8.637.175 kr. ekskl. moms + regulering for evt. nyanlæg i perioden. Prisen
ligger således fast, dog med en kvartalsvis pristalsregulering, første gang
den
1. januar 2001. X Kommunes betaling er dermed uafhængig af den indkøbte
mængde
elektricitet og prisen herfor.
Told- og skatteregionen har truffet afgørelse om, at klageren
ikke er anset for berettiget til afgiftsgodtgørelse efter
elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens §
9,
stk. 1, og stk. 4, nr. 3, for elektricitet, der er anvendt til belysning af
offentlige gader og parkeringspladser i X.
Regionen har til støtte for sin afgørelse anført, at
elektricitet anvendt til almen gadebelysning ikke kan betragtes som forbrugt
af
den virksomhed, der varetager belysningen. Regionen har i denne forbindelse
henvist til Punktafgiftsvejledningen 2000, afsnit F.6.2.1, side 289, hvoraf
fremgår, at virksomheder m.v., som varetager drift af gadebelysning, ikke kan
opnå godtgørelse af afgiften af forbruget af elektricitet hertil. Dette
standpunkt har i øvrigt fremgået første gang i Vejledningen P 84 fra januar
1988 om godtgørelse af diverse afgifter, ligesom det har fremgået af et
Nyhedsbrev af 10. december 1992.
Endvidere har regionen henvist til, at det fremgår af
Punktafgiftsvejledningen 2000 under afsnit F.6.2.3, at virksomheder, der er
frivilligt registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, ikke
kan
få godtgjort afgift af elektricitet og varme (og vand), som lejerne har
forbrugt. Dette gælder også, hvor huslejen indeholder betaling for
elektricitet
og varme.
Endelig har Momsnævnet truffet afgørelse den 6. februar 1995,
refereret i Punktafgiftsvejledningen 2000, afsnit F.6.6.3, side 325-326 om,
at
et musikhus, der frivilligt var registreret for udlejning af fast ejendom,
ikke
kunne opnå afgiftsgodtgørelse for elektricitet til belysning af et offentligt
tilgængeligt parkområde, der lå i tilknytning til musikhuset.
Regionen har med sin afgørelse lagt vægt på, at det er X
Kommunes borgere og virksomheder mfl., der drager nytte af elektriciteten og
ikke klageren, der alene skal drive og vedligeholde vejbelysningsanlægget,
jf.
pkt. 6.1. i overdragelsesaftalen. Udnyttelsen sker således ikke i tæt kontakt
til virksomheden, men derimod til en større kreds udenfor virksomheden. Dette
forhold ændres ikke ved, at det er klageren, der skal afholde udgiften til
elforbruget i forhold til elforsyningsvirksomheden. Det er ligeledes korrekt,
at man har givet afgiftsgodtgørelse for elektricitet forbrugt i separate
automater og telefonbokse, men til forskel for gadebelysning, er
automaten/telefonboksen
selve ”virksomheden”, og nyttiggørelsen sker i forbindelse med
selve brugen
heraf.
Samtidig har regionen lagt vægt på, at X Kommune reelt yder
omkostningsdækning, hvilket understøttes af, at energidelen er anslået til at
udgøre 3,25 mio. kWh af det samlede grundbeløb, jævnfør tillæg af 14.
december
2000 til overdragelsesaftalen. Elektriciteten er således indgået med en
selvstændig vægt ved prisfastsættelsen, ligesom begge parter har mulighed for
at kræve betalingen genforhandlet, jf. aftalens punkt 9. samt bilag 5.
Endvidere har regionen henvist til, at forholdene i denne sag
ikke er sammenlignelige med eksempelvis andre serviceydelsesvirksomheder,
f.eks. et hotel eller forsamlingshus, hvor der betales moms af vederlaget for
udlejning af lokaler, og hvor udlejer efter hidtidig praksis har adgang til
afgiftsgodtgørelse for elforbruget til belysning af de udlejede lokaler. I
sidstnævnte tilfælde er der tale om, at forbruget af elektricitet sker
indenfor
virksomhedens ”rammer”, mens der i den foreliggende sag foreligger
et forbrug,
der sker uden for den momsregistrerede virksomheds ”rammer”, men i
det
offentlige rum. Forholdet i denne sag er i øvrigt heller ikke sammenlignelig
med en virksomheds forbrug af elektricitet til lysreklamer, som er omfattet
af
bilaget til elektricitetsafgiftsloven, idet de i bilaget nævnte erhverv
generelt ikke har adgang til afgiftsgodtgørelse, uanset hvorledes deres
ydelse
i øvrigt afsættes. Endelig er der efter regionens opfattelse en så nær
sammenhæng mellem elektricitet og lys, at disse elementer ikke kan skilles
ad.
Sluttelig har regionen henvist til, at ved den kendelse fra
Landsskatteretten af 11. marts 2002, som repræsentanten har henvist til, SKM
2002.171 (TfS 2002.408), fik et selskab fradragsret for afgiften af strøm til
funktionsbelysning i byudstyr med den begrundelse, at det alene var
selskabet,
der bestemte omfanget af belysningen og denne ikke efter det foreliggende
erstattede anden kommunal belysning. Selskabet fik således fradragsret, fordi
det var selskabet, der bestemte omfanget af belysningen i modsætning til
nærværende sag, hvor det er kommunen, som køber, der fastsætter omfanget af
belysningen og kravene hertil. Samtidig fremgik det også af kendelsen, at en
del af begrundelsen var, at belysningen ikke erstattede den kommunale
belysning, i modsætning til denne sag, hvor selskabet netop har overtaget den
kommunale belysning. Den pågældende kendelse støtter således ikke klagerens
repræsentants påstand.
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er
berettiget til godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgift, jf.
elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk.
1,
og stk. 4, nr. 3.
Repræsentanten har til støtte for påstanden anført, at der
objektivt set er to forhold, der skal være opfyldt, for at der kan opnås
godtgørelse efter elektricitetsafgiftsloven, nemlig at virksomheden skal være
registreret efter momsloven, og at den afgiftspligtige elektricitet skal være
forbrugt af virksomheden.
Efter en gennemgang af lovreglerne og forarbejderne på området
må ordene ”den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige
elektricitet” i
elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, forstås i ordenes sædvanlige
betydning, således, at der ved en virksomheds eget forbrug af elektricitet,
må
forstås elektricitet, som er leveret til virksomheden og anvendt i
forbindelse
med virksomhedens aktiviteter bortset fra elektricitet, som leveres videre
til
fremmede. I denne forbindelse viser undtagelsesreglen for elektricitet til
bl.a. varmepumper i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 3, der også gælder
fjernvarmeværkers drift af varmepumper til opvarmning af
fjernvarmeleverancer,
helt tydeligt, at denne elektricitet må anses for at være til værkets eget
forbrug efter hovedreglen. Det er jo netop på grund af en undtagelse fra
hovedreglen, at denne elektricitet specifikt ikke skal henregnes til
egetforbruget og dermed være afskåret fra afgiftsgodtgørelse. Den analoge
følge
heraf må være, at elektricitet til drift af vejbelysningsanlæg må være
lysleverandørens eget forbrug efter hovedreglen. Klageren må derfor ligeledes
være berettiget til godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgift for
indkøb
af elektricitet til belysning, som klageren forbruger og benytter, således at
det kun er borgere og virksomheder i X, der indirekte har nytte af den
anvendte
elektricitet til vejbelysning. Klageren bør derfor sidestilles med andre
momspligtige virksomheder, der indkøber elektricitet direkte med henblik på
at
fremstille varer eller præstere momspligtige tjenesteydelser, og som ikke er
afskåret fra afgiftsgodtgørelse. Produktionen i dette tilfælde er blot
indrettet således, at den af klageren indkøbte og anvendte elektricitet
bliver
afsat i form af lys til forbrugerne, ligesom afsætning af en hvilken som
helst
anden vare. Klagerens repræsentant har i denne forbindelse henvist til en
Højesterets dom fra 1989 på det momsretlige område, refereret i TfS 1989 135,
der i princippet sidestiller afsætning af lys med andre traditionelle
produktionsvirksomheder.
Samtidig har klagerens repræsentant henvist til, at man ved
fortolkning af begrebet ”eget forbrug” i elektricitetsafgiftsloven
kan hente
bidrag fra mineralolieafgiftslovens område, idet der på dette punkt ved
ændringen af elektricitetsafgiftsloven i 1983 blev skabt overensstemmelse i
ordvalget mellem de to afgiftslove, udover at energi til varmefremstilling
ikke
længere blev godtgørelsesberettiget. I denne forbindelse har repræsentanten
henvist til bemærkningerne til mineralolieafgiftsloven (forslag til lov om
afgift af gas- og dieselolie) FT 1976/77, Tillæg A, spalte 5086, hvoraf
fremgår, at:
”Der kan kun medregnes afgift af afgiftspligtig olie, der er
forbrugt i virksomheden. Man kan ikke medregne afgift af indkøbte varer, der
ikke i sig selv er afgiftspligtige, men for hvilke leverandøren har haft en
afgiftsbelastning som følge af et forbrug af afgiftspligtige varer, f.eks.
fjernvarme eller opvarmning fra en fælles opvarmningscentral.”.
I bemærkningen ligger der en sondring mellem indkøb af direkte
afgiftspligtige varer og varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men
hvor der er medgået afgiftspligtig energi til frembringelsen af disse varer.
Det er alene den virksomhed, der indkøber de afgiftspligtige varer, der har
adgang til fradrag, og ikke den virksomhed, der aftager de varer, som er
frembragt bl.a. på grundlag af de afgiftspligtige varer. Udtrykket
”leverandør”
i den citerede bemærkning kan ligestilles med A A/S, således at det ikke er X
Kommune, der har fradragsret for den elektricitet, der er medgået til
fremstilling af vejbelysning, men derimod klageren. Det er således det
ovennævnte kriterium, der sammen med en momsregistreringspligt, skal lægges
til
grund for vurderingen af, hvorvidt der er adgang til fradrag for
elektricitetsafgiften.
Imidlertid synes såvel told- og skatteregionen som Told- og
Skattestyrelsen at opstille yderligere kriterier for hvem, der kan anses som
forbruger, idet myndighederne er af den opfattelse, at fradragsretten tillige
er betinget af, hvem der drager nytte af den anvendte energi, og at
anvendelsen
skal ske inden for de ”fysiske” rammer af virksomheden.
Repræsentanten har i
denne forbindelse gjort gældende, at der hverken i lovgivningen eller i
forarbejderne er hjemmel til sådanne yderligere indskærpende kriterier,
ligesom
repræsentanten ikke er bekendt med, at en sådan principiel sondring tidligere
skulle være omtalt i vejledninger m.v. I så fald kunne der anlægges den
betragtning, at en bygningsentreprenør ikke skulle have adgang til fradrag
for
afgift af elektricitet anvendt på en byggeplads, da ”nyderen” i
dette tilfælde
ville være bygherren. Samtidig er man ikke bekendt med, at virksomheders
forbrug af elektricitet, som må antages at finde sted uden for virksomhedens
fysiske rammer, såsom elektricitet til driften af separate automater og
telefonbokse, af denne grund efter praksis skulle være afskåret fra
elektricitetsafgiftsgodtgørelse. Regionens henvisning til afgørelsen vedr.
musikhuset, der var frivillig registreret efter momslovgivningen, kan ikke
anvendes
i nærværende sag, idet der var tale om nægtelse af afgiftsgodtgørelse for
belysning af et parkområde, der var anset som adgangsvej til en forlystelse,
der i det hele var omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, og som
således overhovedet ikke kunne opnå afgiftsgodtgørelse.
I nærværende sag er A A/S’s produkt levering af lys. En sådan
leverance kræver ikke alene strøm, men tillige glødelamper, lysstandere,
ledninger, reparations- og vedligeholdelsesarbejder etc. Der er således tale
om
en samlet leverance i form af en tjenesteydelse. På denne baggrund er det
utvivlsomt, at A A/S, der er forbruger af strømmen, når elektricitet anvendes
til virksomhedens drift til fremstilling af belysning på virksomhedens
belysningsanlæg. Virksomheden leverer således ikke elektricitet videre til
fremmede, men forbruger energien selv. Virksomheden er således en
servicevirksomhed på linie med eksempelvis en privat parkeringskælder eller
et
frysehus, der udbyder udlejning eller opbevaring. I disse tilfælde ville der
ikke være tvivl om, at parkeringsudbyderen eller frysehusejeren ville være
berettiget til godtgørelse af elektricitetsafgiften af den energi, som de
forbrugte som led i driften.
Klagerens repræsentant har endvidere til støtte for påstanden
anført, at man må skelne mellem elektricitet og lys, idet elektriciteten, er
det, der går gennem ledningsnettet, mens vejbelysning først fremkommer, når
elektriciteten er gået gennem et belysningsanlæg, bestående af master, pærer
m.v., hvorfor X Kommune er afhængig af det anlæg, som A A/S ejer, for at
kunne
få belyst gader og stræder i kommunen. Den beskrevne situation kan i øvrigt
sammenlignes med fjernvarmeværkers anvendelse af brændsler til fremstilling
af
varme.
Klagerens repræsentant har herudover anført, at for så vidt
angår prisfastsættelsen af klagerens ydelse til X Kommune, er det
uvedkommende
for nærværende sag, hvorledes størrelsen af vederlaget for belysningen
fremkommer, da det afgørende for, om klageren er berettiget til
afgiftsgodtgørelse er, at klageren selv har forbrugt elektricitet, som er
medgået til vejbelysning. Samtidig er der ikke, som anført af regionen, tale
om
omkostningsdækning. Den aftalte pris reguleres af udviklingen i prisindekset,
således at hvis klageren udfører sine opgaver mere effektivt og reducerer
sine
omkostninger derved, sker der ikke en tilsvarende reducering af den aftalte
pris. At prisen eventuelt bl.a. er fastsat under hensyn til forventede
omkostninger er ikke unormalt mellem selskaber, men er samtidig ikke
ensbetydende med, at der så er tale om omkostningsdækning. Klageren er i
overensstemmelse med elreformen en selvstændig virksomhed, der virker på en
forretningsmæssig basis, og som ikke omfattes af ”hvile i sig selv
princippet”.
Det at kontrakten pålægger virksomheden visse krav som skal være opfyldte, er
blot naturlig og normalt i forbindelse med kontrakter af denne type og kan
ikke
begrunde, at virksomheden herefter ikke skulle være godtgørelsesberettiget.
Klagerens repræsentant har desuden henvist til, at det af
Punktafgiftsvejledningen 2000, side 323, fremgår, at der ikke ydes
afgiftsgodtgørelse for elektricitet medgået til lysreklamer, som en
virksomhed
anvender i forbindelse med leje af separat reklameplads, hvilket alene er
begrundet med, at der er tale om et elektricitetsforbrug, der er omfattet af
elektricitetsafgiftslovens bilag, som opregner en række
virksomheder/aktiviteter, der undtagelsesvis er afskåret fra godtgørelse. Med
baggrund i dette må det antages, at elektricitet til de separate lysreklamer
anses for at være forbrugt af virksomheden selv, hvis man skal lægge den
opfattelse, som punktafgiftsvejledningen giver udtryk for, til grund.
For så vidt angår lovændringen i 1997 vedr. campingpladser og
lystbådehavne har repræsentanten anført, at disse forhold ikke er
sammenlignelige med nærværende situation. Campingpladser og lystbådehavne
leverer alene strøm til brugerne, som brugerne efter egen disposition
anvender
til belysning og de hårde hvidevarer m.v., som brugerne i øvrigt selv har
anskaffet og vedligeholder. Samtidig er præciseringen i lovgivningen alene
begrænset til de campingvogne og lystbåde, som pladserne og havnene ikke selv
ejer. Såfremt pladserne og havnene selv ejer de pågældende vogne/både må det
modsætningsvis lægges til grund, at pladserne/havnene fortsat har adgang til
afgiftsgodtgørelse, da der så vil være tale om levering af en sammensat
ydelse
til forskel fra den blotte levering af strøm. I øvrigt fremgår det af
punktafgiftsvejledningen, afsnit F.6.2.3., side 290, at elektricitet, der
forbruges i køkken- og badefaciliteter m.v., og til belysning m.v. af
campingpladsen/lystbådehavnens fællesarealer er godtgørelsesberettiget efter
reglerne om let proces, medmindre der er tale om elektricitet, der anvendes
til
fremstilling af rumvarme/varmt vand.
Klagerens repræsentant har tillige til støtte for påstanden om
afgiftsgodtgørelse henvist til en afgørelse fra Landsskatteretten refereret i
TfS 1999 751, vedr. vandafgiftsloven - et område, der er meget
sammenligneligt
med elektricitetsafgiftsområdet. Afgørelsen vedrørte et K/S, der havde lejet
et
golfbaneanlæg m.m. af ejerne, et I/S. K/S’et havde herefter
bortforpagtet
golfbanen til en golfklub, men på vilkår af, at K/S’et bl.a. skulle
vedligeholde golfbanen. I/S’et leverede i denne forbindelse vand til
vanding af
golfbanen, men det var K/S’et, der blev anset som den endelige forbruger
af
vandet og dermed også dette selskab, der kunne få afgiftsgodtgørelse. På
samme
måde må klageren i nærværende sag kunne få ret til afgiftsgodtgørelse, idet
klageren fik leveret elektricitet fra et elselskab, hvorefter klageren
forbrugte denne elektricitet i gadebelysningsanlægget til glæde for borgere
m.v., ligesom vandingen af golfbanen i den nævnte sag skete til glæde for
dens
brugere. I den nævnte sag inddrog man i øvrigt ikke det synspunkt, at det
skulle være golfklubben, der drog nytte af det anvendte vand.
Klagerens repræsentant har endelig til støtte for påstanden
henvist til en kendelse fra Landsskatteretten af 11. marts 2002, SKM 2002.171
(TfS 2002. 408) vedrørende udlejning af reklameplads, hvor elektriciteten
blev
forbrugt af udlejeren, hvorfor det også var denne, der var berettiget til
godtgørelse af elektricitetsafgift. På samme måde måtte selskabet i
nærværende
sag anses som forbrugeren.
Sluttelig har klagerens repræsentant henvist til en afgørelse
fra Momsnævnet fra 1971, refereret i Skat og Erhverv, september 2001. Af
afgørelsen fremgår det, at nævnet gav medhold i, at kommunale
elforsyningsvirksomheder, der var registreret efter merværdiafgiftsloven ved
opgørelsen
af den indgående afgift kunne medtage afgiften på indkøb m.v. vedr.
gadebelysning. Repræsentanten har hertil anført, at man på samme måde i
nærværende sag, må kunne få afgiftsgodtgørelse for klagerens indkøb af
elektricitet anvendt til gadebelysning.
Told- og Skattestyrelsen har indstillet den påklagede afgørelse
stadfæstet og har anført, at den i nærværende sag omhandlede elektricitet,
der
er anvendt til belysning af gader, p-pladser m.v. ikke kan anses for forbrugt
af den momsregistrerede virksomhed. Styrelsen har i denne forbindelse henvist
til styrelsens meddelelse af 12. juni 2001 (SKM-2001.215.TSS), hvoraf det
bl.a.
fremgår, at der med lov nr. 444 af 10. juni 1997 om ændring af forskellige
afgiftslove skete en præcisering af, at campingpladser og lystbådehavne ikke
havde adgang til energiafgiftsgodtgørelse.
Endvidere kan der ikke drages modsætningsvise konklusioner i
forhold til lovændringen i 1983 (lov nr. 626 af 21. december 1983 om ændring
af
lov om afgift af elektricitet), som skulle give selskabet adgang til
godtgørelse af afgift af elektricitet efter elektricitetsafgiftslovens § 11,
stk. 1.
For så vidt angår Momsnævnets afgørelse fra 1971 har styrelsen
anført, at momsloven ikke indeholder samme forbrugskriterium som i
energiafgiftslovgivningen med hensyn til momsregistrerede virksomheders
adgang
til fradrag for moms. F.eks. er der adgang til fradrag for moms for varer,
der
er indkøbt til videresalg, mens der ikke tilsvarende er adgang til
godtgørelse
af energiafgifter. Der er således ikke fuld parallelitet imellem adgang til
fradrag for moms og energiafgifter.
Styrelsen har endelig for så vidt angår Højesterets dom
refereret i TfS 1989.135 anført, at i det pågældende tilfælde fastslår dommen
afgiftspligtens omfang efter momsloven for ydelser udført af Y Kommunale
Værker
og ikke en evt. adgang til godtgørelse af en energiafgift af den indkøbte
elektricitet.
Landsskatteretten skal
udtale:
I henhold til elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1,
kan virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven som
hovedregel
få tilbagebetalt afgiften efter loven med undtagelse af 1 øre pr. kWh, af den
af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Klagerens aktiviteter
vedrørende belysning er ikke omfattet af de i stk. 2 og 3, nævnte undtagelser
til denne hovedregel.
Efter kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, kan
virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven få tilbagebetalt
10
% af kuldioxidafgiften for det forbrug, der er fuldt ud
tilbagebetalingsberettiget efter § 11 i elektricitetsafgiftsloven.
To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder at klageren
ikke kan anses for berettiget til godtgørelse af elektricitets- og
kuldioxidafgift, jf. elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, samt
kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, idet klageren ikke kan
anses at forbruge den afgiftspligtige elektricitet.
Disse retsmedlemmer har lagt vægt på, at klagerens indkøb og
anvendelse af elektricitet til belysning af offentlige gader m.v., som
klageren
i henhold til en kontrakt med X Kommune modtager betaling for, ikke kan anses
at være elektricitet forbrugt af virksomheden, men derimod må anses som
elektricitet, der i form af belysning er videreleveret til og forbrugt af
kommunen og dennes borgere m.v. Disse retsmedlemmer finder herved, at der er
en
så nær sammenhæng mellem den indkøbte og anvendte elektricitet og det
leverede
lys, at disse elementer ikke kan betragtes adskilt, således at lyset skulle
udgøre ”varen”, mens elektriciteten skulle være forbrugt af
virksomheden med
henblik på fremstilling af lyset. At klageren samtidig ved den nævnte
kontrakt
har overtaget hele vejbelysningsanlægget samt påtaget sig
vedligeholdelsespligten m.v. for anlægget indebærer ikke, at den anvendte
elektricitet
herefter kan anses som forbrugt af virksomheden.
Et retsmedlem finder, at klageren er berettiget til godtgørelse
af elektricitets- og kuldioxidafgift. Der er herved henset til, at klageren
skal levere en vare i form af lys ifølge en kontrakt indgået med X Kommune.
Dette retsmedlem finder herefter, at det er virksomheden, der har forbrugt
den
indkøbte elektricitet således, at denne via ledningsnettet, standere mv. er
blevet omsat til lys. Man må derfor adskille elementerne elektricitet og lys
fra hinanden.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter den
påklagede afgørelse stadfæstes
Lignende dokumenter
- Elafgift levering af vejbelysning alene til kommune, der er eneaktionær Retsinformation · 18. juli 2007
- Elafgift Vejbelysning (Højesterets dom af 16. september 2005) Retsinformation · 10. april 2006
- Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af energiafgift kommunale havne Retsinformation · 29. juni 2005
- Godtgørelse af afgift efter el-, gas eller mineralolieafgiftsloven i forbindelse med oprensning af forurenet jord – forbruger af det anvendte energiprodukt Retsinformation · 2. november 2023
- Om selskabet har krav på tilbagebetaling af energiafgifter for 2000-2003 i forbindelse med drift af vejbelysning, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og… Landsskatteretten · 1. juli 2010
- Afgift af elektricitet gadebelysning mv. Retsinformation · 17. januar 2002