Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 19. juni 2002 vedr. Godtgørelse for elektricitet serviceselskab, der varetager kommunal gadebelysning m.v.

KEN nr 10130 af 19/06/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet12. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Landsskatteretskendelse af 19. juni 2002 vedr. Godtgørelse

for elektricitet – serviceselskab, der varetager kommunal gadebelysning

m.v.

Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har truffet afgørelse

om, at A A/S ikke er berettiget til afgiftsgodtgørelse for elektricitet

indkøbt

og anvendt af selskabet til belysning af offentlige gader m.v.

Det er oplyst, at klageren er et 100 % ejet datterselskab til B

A/S, som er ejet af X Kommune. Selskabet B A/S blev dannet som følge af

liberaliseringen indenfor hele forsyningssektoren, hvorefter X Kommune har

overdraget virksomheden at varetage eksempelvis levering af vand, varme og

elektricitet til brugerne i kommunen. Virksomhedens aktiviteter er dog ikke

begrænset alene til X Kommune, men er rettet mod alle, herunder private, der

vil

aftage selskabets ydelser og som virksomheden udbyder på almindelige

markedsvilkår i lige konkurrence med andre aktører på markedet.

I forbindelse med oprettelsen af B A/S blev A A/S ligeledes

oprettet med henblik på at levere serviceydelser i tilknytning til

leverancerne

fra moderselskabet.

Det er videre oplyst, at ved aftale af 28. juni 2000 blev

vejbelysningsanlægget i X Kommune overdraget fra kommunen til B A/S, således

at

selskabet herefter skulle drive og vedligeholde anlægget. B A/S

videreoverdrog

samtlige rettigheder og forpligtelser vedr. vejbelysningsanlægget til A A/S,

der herefter leverer vejbelysning til X Kommune mod betaling. Selskabet

indkøber til brug herfor den nødvendige elektricitet på det fri el-marked.

Af overdragelsesaftalen, der er medunderskrevet af klageren,

fremgår der af pkt. 6.1. følgende:

Læs alt

”Det påhviler B A/S at drive og vedligeholde

Vejbelysningsanlægget oplistet i bilag 1 og 2, således som disse løbende er

opdateret, på en sådan måde at de til enhver tid gældende offentligretlige

regler om krav til vejbelysning og vejbelysningsanlæg opfyldes, og på en

sådan

måde, at der sikres X kommunes borgere en tilfredsstillende, hensigtsmæssig,

forsvarlig og omkostningseffektiv vejbelysning.

Vejbelysningsanlæg på private fællesveje drives og vedligeholdes

som øvrige belysningsanlæg og er beskrevet i bilag 6.”.

Det fremgår videre af aftalens bilag 5, at X Kommune for

levering af lys i perioden 1. januar 2000 til 31. december 2000 skulle betale

8.637.175 kr. ekskl. moms + regulering for evt. nyanlæg i perioden. Prisen

ligger således fast, dog med en kvartalsvis pristalsregulering, første gang

den

1. januar 2001. X Kommunes betaling er dermed uafhængig af den indkøbte

mængde

elektricitet og prisen herfor.

Told- og skatteregionen har truffet afgørelse om, at klageren

ikke er anset for berettiget til afgiftsgodtgørelse efter

elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens §

9,

stk. 1, og stk. 4, nr. 3, for elektricitet, der er anvendt til belysning af

offentlige gader og parkeringspladser i X.

Regionen har til støtte for sin afgørelse anført, at

elektricitet anvendt til almen gadebelysning ikke kan betragtes som forbrugt

af

den virksomhed, der varetager belysningen. Regionen har i denne forbindelse

henvist til Punktafgiftsvejledningen 2000, afsnit F.6.2.1, side 289, hvoraf

fremgår, at virksomheder m.v., som varetager drift af gadebelysning, ikke kan

opnå godtgørelse af afgiften af forbruget af elektricitet hertil. Dette

standpunkt har i øvrigt fremgået første gang i Vejledningen P 84 fra januar

1988 om godtgørelse af diverse afgifter, ligesom det har fremgået af et

Nyhedsbrev af 10. december 1992.

Endvidere har regionen henvist til, at det fremgår af

Punktafgiftsvejledningen 2000 under afsnit F.6.2.3, at virksomheder, der er

frivilligt registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, ikke

kan

få godtgjort afgift af elektricitet og varme (og vand), som lejerne har

forbrugt. Dette gælder også, hvor huslejen indeholder betaling for

elektricitet

og varme.

Endelig har Momsnævnet truffet afgørelse den 6. februar 1995,

refereret i Punktafgiftsvejledningen 2000, afsnit F.6.6.3, side 325-326 om,

at

et musikhus, der frivilligt var registreret for udlejning af fast ejendom,

ikke

kunne opnå afgiftsgodtgørelse for elektricitet til belysning af et offentligt

tilgængeligt parkområde, der lå i tilknytning til musikhuset.

Regionen har med sin afgørelse lagt vægt på, at det er X

Kommunes borgere og virksomheder mfl., der drager nytte af elektriciteten og

ikke klageren, der alene skal drive og vedligeholde vejbelysningsanlægget,

jf.

pkt. 6.1. i overdragelsesaftalen. Udnyttelsen sker således ikke i tæt kontakt

til virksomheden, men derimod til en større kreds udenfor virksomheden. Dette

forhold ændres ikke ved, at det er klageren, der skal afholde udgiften til

elforbruget i forhold til elforsyningsvirksomheden. Det er ligeledes korrekt,

at man har givet afgiftsgodtgørelse for elektricitet forbrugt i separate

automater og telefonbokse, men til forskel for gadebelysning, er

automaten/telefonboksen

selve ”virksomheden”, og nyttiggørelsen sker i forbindelse med

selve brugen

heraf.

Samtidig har regionen lagt vægt på, at X Kommune reelt yder

omkostningsdækning, hvilket understøttes af, at energidelen er anslået til at

udgøre 3,25 mio. kWh af det samlede grundbeløb, jævnfør tillæg af 14.

december

2000 til overdragelsesaftalen. Elektriciteten er således indgået med en

selvstændig vægt ved prisfastsættelsen, ligesom begge parter har mulighed for

at kræve betalingen genforhandlet, jf. aftalens punkt 9. samt bilag 5.

Endvidere har regionen henvist til, at forholdene i denne sag

ikke er sammenlignelige med eksempelvis andre serviceydelsesvirksomheder,

f.eks. et hotel eller forsamlingshus, hvor der betales moms af vederlaget for

udlejning af lokaler, og hvor udlejer efter hidtidig praksis har adgang til

afgiftsgodtgørelse for elforbruget til belysning af de udlejede lokaler. I

sidstnævnte tilfælde er der tale om, at forbruget af elektricitet sker

indenfor

virksomhedens ”rammer”, mens der i den foreliggende sag foreligger

et forbrug,

der sker uden for den momsregistrerede virksomheds ”rammer”, men i

det

offentlige rum. Forholdet i denne sag er i øvrigt heller ikke sammenlignelig

med en virksomheds forbrug af elektricitet til lysreklamer, som er omfattet

af

bilaget til elektricitetsafgiftsloven, idet de i bilaget nævnte erhverv

generelt ikke har adgang til afgiftsgodtgørelse, uanset hvorledes deres

ydelse

i øvrigt afsættes. Endelig er der efter regionens opfattelse en så nær

sammenhæng mellem elektricitet og lys, at disse elementer ikke kan skilles

ad.

Sluttelig har regionen henvist til, at ved den kendelse fra

Landsskatteretten af 11. marts 2002, som repræsentanten har henvist til, SKM

2002.171 (TfS 2002.408), fik et selskab fradragsret for afgiften af strøm til

funktionsbelysning i byudstyr med den begrundelse, at det alene var

selskabet,

der bestemte omfanget af belysningen og denne ikke efter det foreliggende

erstattede anden kommunal belysning. Selskabet fik således fradragsret, fordi

det var selskabet, der bestemte omfanget af belysningen i modsætning til

nærværende sag, hvor det er kommunen, som køber, der fastsætter omfanget af

belysningen og kravene hertil. Samtidig fremgik det også af kendelsen, at en

del af begrundelsen var, at belysningen ikke erstattede den kommunale

belysning, i modsætning til denne sag, hvor selskabet netop har overtaget den

kommunale belysning. Den pågældende kendelse støtter således ikke klagerens

repræsentants påstand.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er

berettiget til godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgift, jf.

elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk.

1,

og stk. 4, nr. 3.

Repræsentanten har til støtte for påstanden anført, at der

objektivt set er to forhold, der skal være opfyldt, for at der kan opnås

godtgørelse efter elektricitetsafgiftsloven, nemlig at virksomheden skal være

registreret efter momsloven, og at den afgiftspligtige elektricitet skal være

forbrugt af virksomheden.

Efter en gennemgang af lovreglerne og forarbejderne på området

må ordene ”den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige

elektricitet” i

elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, forstås i ordenes sædvanlige

betydning, således, at der ved en virksomheds eget forbrug af elektricitet,

må

forstås elektricitet, som er leveret til virksomheden og anvendt i

forbindelse

med virksomhedens aktiviteter bortset fra elektricitet, som leveres videre

til

fremmede. I denne forbindelse viser undtagelsesreglen for elektricitet til

bl.a. varmepumper i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 3, der også gælder

fjernvarmeværkers drift af varmepumper til opvarmning af

fjernvarmeleverancer,

helt tydeligt, at denne elektricitet må anses for at være til værkets eget

forbrug efter hovedreglen. Det er jo netop på grund af en undtagelse fra

hovedreglen, at denne elektricitet specifikt ikke skal henregnes til

egetforbruget og dermed være afskåret fra afgiftsgodtgørelse. Den analoge

følge

heraf må være, at elektricitet til drift af vejbelysningsanlæg må være

lysleverandørens eget forbrug efter hovedreglen. Klageren må derfor ligeledes

være berettiget til godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgift for

indkøb

af elektricitet til belysning, som klageren forbruger og benytter, således at

det kun er borgere og virksomheder i X, der indirekte har nytte af den

anvendte

elektricitet til vejbelysning. Klageren bør derfor sidestilles med andre

momspligtige virksomheder, der indkøber elektricitet direkte med henblik på

at

fremstille varer eller præstere momspligtige tjenesteydelser, og som ikke er

afskåret fra afgiftsgodtgørelse. Produktionen i dette tilfælde er blot

indrettet således, at den af klageren indkøbte og anvendte elektricitet

bliver

afsat i form af lys til forbrugerne, ligesom afsætning af en hvilken som

helst

anden vare. Klagerens repræsentant har i denne forbindelse henvist til en

Højesterets dom fra 1989 på det momsretlige område, refereret i TfS 1989 135,

der i princippet sidestiller afsætning af lys med andre traditionelle

produktionsvirksomheder.

Samtidig har klagerens repræsentant henvist til, at man ved

fortolkning af begrebet ”eget forbrug” i elektricitetsafgiftsloven

kan hente

bidrag fra mineralolieafgiftslovens område, idet der på dette punkt ved

ændringen af elektricitetsafgiftsloven i 1983 blev skabt overensstemmelse i

ordvalget mellem de to afgiftslove, udover at energi til varmefremstilling

ikke

længere blev godtgørelsesberettiget. I denne forbindelse har repræsentanten

henvist til bemærkningerne til mineralolieafgiftsloven (forslag til lov om

afgift af gas- og dieselolie) FT 1976/77, Tillæg A, spalte 5086, hvoraf

fremgår, at:

”Der kan kun medregnes afgift af afgiftspligtig olie, der er

forbrugt i virksomheden. Man kan ikke medregne afgift af indkøbte varer, der

ikke i sig selv er afgiftspligtige, men for hvilke leverandøren har haft en

afgiftsbelastning som følge af et forbrug af afgiftspligtige varer, f.eks.

fjernvarme eller opvarmning fra en fælles opvarmningscentral.”.

I bemærkningen ligger der en sondring mellem indkøb af direkte

afgiftspligtige varer og varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men

hvor der er medgået afgiftspligtig energi til frembringelsen af disse varer.

Det er alene den virksomhed, der indkøber de afgiftspligtige varer, der har

adgang til fradrag, og ikke den virksomhed, der aftager de varer, som er

frembragt bl.a. på grundlag af de afgiftspligtige varer. Udtrykket

”leverandør”

i den citerede bemærkning kan ligestilles med A A/S, således at det ikke er X

Kommune, der har fradragsret for den elektricitet, der er medgået til

fremstilling af vejbelysning, men derimod klageren. Det er således det

ovennævnte kriterium, der sammen med en momsregistreringspligt, skal lægges

til

grund for vurderingen af, hvorvidt der er adgang til fradrag for

elektricitetsafgiften.

Imidlertid synes såvel told- og skatteregionen som Told- og

Skattestyrelsen at opstille yderligere kriterier for hvem, der kan anses som

forbruger, idet myndighederne er af den opfattelse, at fradragsretten tillige

er betinget af, hvem der drager nytte af den anvendte energi, og at

anvendelsen

skal ske inden for de ”fysiske” rammer af virksomheden.

Repræsentanten har i

denne forbindelse gjort gældende, at der hverken i lovgivningen eller i

forarbejderne er hjemmel til sådanne yderligere indskærpende kriterier,

ligesom

repræsentanten ikke er bekendt med, at en sådan principiel sondring tidligere

skulle være omtalt i vejledninger m.v. I så fald kunne der anlægges den

betragtning, at en bygningsentreprenør ikke skulle have adgang til fradrag

for

afgift af elektricitet anvendt på en byggeplads, da ”nyderen” i

dette tilfælde

ville være bygherren. Samtidig er man ikke bekendt med, at virksomheders

forbrug af elektricitet, som må antages at finde sted uden for virksomhedens

fysiske rammer, såsom elektricitet til driften af separate automater og

telefonbokse, af denne grund efter praksis skulle være afskåret fra

elektricitetsafgiftsgodtgørelse. Regionens henvisning til afgørelsen vedr.

musikhuset, der var frivillig registreret efter momslovgivningen, kan ikke

anvendes

i nærværende sag, idet der var tale om nægtelse af afgiftsgodtgørelse for

belysning af et parkområde, der var anset som adgangsvej til en forlystelse,

der i det hele var omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, og som

således overhovedet ikke kunne opnå afgiftsgodtgørelse.

I nærværende sag er A A/S’s produkt levering af lys. En sådan

leverance kræver ikke alene strøm, men tillige glødelamper, lysstandere,

ledninger, reparations- og vedligeholdelsesarbejder etc. Der er således tale

om

en samlet leverance i form af en tjenesteydelse. På denne baggrund er det

utvivlsomt, at A A/S, der er forbruger af strømmen, når elektricitet anvendes

til virksomhedens drift til fremstilling af belysning på virksomhedens

belysningsanlæg. Virksomheden leverer således ikke elektricitet videre til

fremmede, men forbruger energien selv. Virksomheden er således en

servicevirksomhed på linie med eksempelvis en privat parkeringskælder eller

et

frysehus, der udbyder udlejning eller opbevaring. I disse tilfælde ville der

ikke være tvivl om, at parkeringsudbyderen eller frysehusejeren ville være

berettiget til godtgørelse af elektricitetsafgiften af den energi, som de

forbrugte som led i driften.

Klagerens repræsentant har endvidere til støtte for påstanden

anført, at man må skelne mellem elektricitet og lys, idet elektriciteten, er

det, der går gennem ledningsnettet, mens vejbelysning først fremkommer, når

elektriciteten er gået gennem et belysningsanlæg, bestående af master, pærer

m.v., hvorfor X Kommune er afhængig af det anlæg, som A A/S ejer, for at

kunne

få belyst gader og stræder i kommunen. Den beskrevne situation kan i øvrigt

sammenlignes med fjernvarmeværkers anvendelse af brændsler til fremstilling

af

varme.

Klagerens repræsentant har herudover anført, at for så vidt

angår prisfastsættelsen af klagerens ydelse til X Kommune, er det

uvedkommende

for nærværende sag, hvorledes størrelsen af vederlaget for belysningen

fremkommer, da det afgørende for, om klageren er berettiget til

afgiftsgodtgørelse er, at klageren selv har forbrugt elektricitet, som er

medgået til vejbelysning. Samtidig er der ikke, som anført af regionen, tale

om

omkostningsdækning. Den aftalte pris reguleres af udviklingen i prisindekset,

således at hvis klageren udfører sine opgaver mere effektivt og reducerer

sine

omkostninger derved, sker der ikke en tilsvarende reducering af den aftalte

pris. At prisen eventuelt bl.a. er fastsat under hensyn til forventede

omkostninger er ikke unormalt mellem selskaber, men er samtidig ikke

ensbetydende med, at der så er tale om omkostningsdækning. Klageren er i

overensstemmelse med elreformen en selvstændig virksomhed, der virker på en

forretningsmæssig basis, og som ikke omfattes af ”hvile i sig selv

princippet”.

Det at kontrakten pålægger virksomheden visse krav som skal være opfyldte, er

blot naturlig og normalt i forbindelse med kontrakter af denne type og kan

ikke

begrunde, at virksomheden herefter ikke skulle være godtgørelsesberettiget.

Klagerens repræsentant har desuden henvist til, at det af

Punktafgiftsvejledningen 2000, side 323, fremgår, at der ikke ydes

afgiftsgodtgørelse for elektricitet medgået til lysreklamer, som en

virksomhed

anvender i forbindelse med leje af separat reklameplads, hvilket alene er

begrundet med, at der er tale om et elektricitetsforbrug, der er omfattet af

elektricitetsafgiftslovens bilag, som opregner en række

virksomheder/aktiviteter, der undtagelsesvis er afskåret fra godtgørelse. Med

baggrund i dette må det antages, at elektricitet til de separate lysreklamer

anses for at være forbrugt af virksomheden selv, hvis man skal lægge den

opfattelse, som punktafgiftsvejledningen giver udtryk for, til grund.

For så vidt angår lovændringen i 1997 vedr. campingpladser og

lystbådehavne har repræsentanten anført, at disse forhold ikke er

sammenlignelige med nærværende situation. Campingpladser og lystbådehavne

leverer alene strøm til brugerne, som brugerne efter egen disposition

anvender

til belysning og de hårde hvidevarer m.v., som brugerne i øvrigt selv har

anskaffet og vedligeholder. Samtidig er præciseringen i lovgivningen alene

begrænset til de campingvogne og lystbåde, som pladserne og havnene ikke selv

ejer. Såfremt pladserne og havnene selv ejer de pågældende vogne/både må det

modsætningsvis lægges til grund, at pladserne/havnene fortsat har adgang til

afgiftsgodtgørelse, da der så vil være tale om levering af en sammensat

ydelse

til forskel fra den blotte levering af strøm. I øvrigt fremgår det af

punktafgiftsvejledningen, afsnit F.6.2.3., side 290, at elektricitet, der

forbruges i køkken- og badefaciliteter m.v., og til belysning m.v. af

campingpladsen/lystbådehavnens fællesarealer er godtgørelsesberettiget efter

reglerne om let proces, medmindre der er tale om elektricitet, der anvendes

til

fremstilling af rumvarme/varmt vand.

Klagerens repræsentant har tillige til støtte for påstanden om

afgiftsgodtgørelse henvist til en afgørelse fra Landsskatteretten refereret i

TfS 1999 751, vedr. vandafgiftsloven - et område, der er meget

sammenligneligt

med elektricitetsafgiftsområdet. Afgørelsen vedrørte et K/S, der havde lejet

et

golfbaneanlæg m.m. af ejerne, et I/S. K/S’et havde herefter

bortforpagtet

golfbanen til en golfklub, men på vilkår af, at K/S’et bl.a. skulle

vedligeholde golfbanen. I/S’et leverede i denne forbindelse vand til

vanding af

golfbanen, men det var K/S’et, der blev anset som den endelige forbruger

af

vandet og dermed også dette selskab, der kunne få afgiftsgodtgørelse. På

samme

måde må klageren i nærværende sag kunne få ret til afgiftsgodtgørelse, idet

klageren fik leveret elektricitet fra et elselskab, hvorefter klageren

forbrugte denne elektricitet i gadebelysningsanlægget til glæde for borgere

m.v., ligesom vandingen af golfbanen i den nævnte sag skete til glæde for

dens

brugere. I den nævnte sag inddrog man i øvrigt ikke det synspunkt, at det

skulle være golfklubben, der drog nytte af det anvendte vand.

Klagerens repræsentant har endelig til støtte for påstanden

henvist til en kendelse fra Landsskatteretten af 11. marts 2002, SKM 2002.171

(TfS 2002. 408) vedrørende udlejning af reklameplads, hvor elektriciteten

blev

forbrugt af udlejeren, hvorfor det også var denne, der var berettiget til

godtgørelse af elektricitetsafgift. På samme måde måtte selskabet i

nærværende

sag anses som forbrugeren.

Sluttelig har klagerens repræsentant henvist til en afgørelse

fra Momsnævnet fra 1971, refereret i Skat og Erhverv, september 2001. Af

afgørelsen fremgår det, at nævnet gav medhold i, at kommunale

elforsyningsvirksomheder, der var registreret efter merværdiafgiftsloven ved

opgørelsen

af den indgående afgift kunne medtage afgiften på indkøb m.v. vedr.

gadebelysning. Repræsentanten har hertil anført, at man på samme måde i

nærværende sag, må kunne få afgiftsgodtgørelse for klagerens indkøb af

elektricitet anvendt til gadebelysning.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet den påklagede afgørelse

stadfæstet og har anført, at den i nærværende sag omhandlede elektricitet,

der

er anvendt til belysning af gader, p-pladser m.v. ikke kan anses for forbrugt

af den momsregistrerede virksomhed. Styrelsen har i denne forbindelse henvist

til styrelsens meddelelse af 12. juni 2001 (SKM-2001.215.TSS), hvoraf det

bl.a.

fremgår, at der med lov nr. 444 af 10. juni 1997 om ændring af forskellige

afgiftslove skete en præcisering af, at campingpladser og lystbådehavne ikke

havde adgang til energiafgiftsgodtgørelse.

Endvidere kan der ikke drages modsætningsvise konklusioner i

forhold til lovændringen i 1983 (lov nr. 626 af 21. december 1983 om ændring

af

lov om afgift af elektricitet), som skulle give selskabet adgang til

godtgørelse af afgift af elektricitet efter elektricitetsafgiftslovens § 11,

stk. 1.

For så vidt angår Momsnævnets afgørelse fra 1971 har styrelsen

anført, at momsloven ikke indeholder samme forbrugskriterium som i

energiafgiftslovgivningen med hensyn til momsregistrerede virksomheders

adgang

til fradrag for moms. F.eks. er der adgang til fradrag for moms for varer,

der

er indkøbt til videresalg, mens der ikke tilsvarende er adgang til

godtgørelse

af energiafgifter. Der er således ikke fuld parallelitet imellem adgang til

fradrag for moms og energiafgifter.

Styrelsen har endelig for så vidt angår Højesterets dom

refereret i TfS 1989.135 anført, at i det pågældende tilfælde fastslår dommen

afgiftspligtens omfang efter momsloven for ydelser udført af Y Kommunale

Værker

og ikke en evt. adgang til godtgørelse af en energiafgift af den indkøbte

elektricitet.

Landsskatteretten skal

udtale:

I henhold til elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1,

kan virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven som

hovedregel

få tilbagebetalt afgiften efter loven med undtagelse af 1 øre pr. kWh, af den

af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Klagerens aktiviteter

vedrørende belysning er ikke omfattet af de i stk. 2 og 3, nævnte undtagelser

til denne hovedregel.

Efter kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, kan

virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven få tilbagebetalt

10

% af kuldioxidafgiften for det forbrug, der er fuldt ud

tilbagebetalingsberettiget efter § 11 i elektricitetsafgiftsloven.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder at klageren

ikke kan anses for berettiget til godtgørelse af elektricitets- og

kuldioxidafgift, jf. elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, samt

kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, idet klageren ikke kan

anses at forbruge den afgiftspligtige elektricitet.

Disse retsmedlemmer har lagt vægt på, at klagerens indkøb og

anvendelse af elektricitet til belysning af offentlige gader m.v., som

klageren

i henhold til en kontrakt med X Kommune modtager betaling for, ikke kan anses

at være elektricitet forbrugt af virksomheden, men derimod må anses som

elektricitet, der i form af belysning er videreleveret til og forbrugt af

kommunen og dennes borgere m.v. Disse retsmedlemmer finder herved, at der er

en

så nær sammenhæng mellem den indkøbte og anvendte elektricitet og det

leverede

lys, at disse elementer ikke kan betragtes adskilt, således at lyset skulle

udgøre ”varen”, mens elektriciteten skulle være forbrugt af

virksomheden med

henblik på fremstilling af lyset. At klageren samtidig ved den nævnte

kontrakt

har overtaget hele vejbelysningsanlægget samt påtaget sig

vedligeholdelsespligten m.v. for anlægget indebærer ikke, at den anvendte

elektricitet

herefter kan anses som forbrugt af virksomheden.

Et retsmedlem finder, at klageren er berettiget til godtgørelse

af elektricitets- og kuldioxidafgift. Der er herved henset til, at klageren

skal levere en vare i form af lys ifølge en kontrakt indgået med X Kommune.

Dette retsmedlem finder herefter, at det er virksomheden, der har forbrugt

den

indkøbte elektricitet således, at denne via ledningsnettet, standere mv. er

blevet omsat til lys. Man må derfor adskille elementerne elektricitet og lys

fra hinanden.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter den

påklagede afgørelse stadfæstes

Lignende dokumenter