Afgift af elektricitet spørgsmål om afgiftsgodtgørelse for elforbrug i materiel, der udlejes
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Afgift af elektricitet – spørgsmål om
afgiftsgodtgørelse for elforbrug imateriel, der udlejes
Spørgsmål
Har virksomheden
adgang til at få godtgjort elektricitetsafgift efter reglerne om
procesenergi vedrørende forbrug af elektricitet, fremstillet på egne
generatorer, som anvendes i forbindelse med udlejning af strømforbrugende
udstyr, når udlejning ifølge aftale sker incl. udstyrets forbrug af strøm?
Har det betydning for
svaret, om udlejning sker incl. strømforbrug, hvorved risikoen i det hele
er hos virksomheden, eller om lejer betaler for strøm efter det faktisk
forbrugte antal kWh?
Har det betydning for
svaret, om forbrug af dieselolie, som er medgået til produktion af
elektricitet, der er anvendt til drift af det strømforbrugende udstyr, er
opgjort og faktureret separat?
Har karakteren af det
udlejede udstyr betydning for adgangen af godtgørelse, jf. oversigten
nedenfor under baggrundsoplysningerne?
Svar
Nej - se endvidere
SKATs indstilling og begrundelse mv.
Nej - se endvidere
SKATs indstilling og begrundelse mv.
Nej - se endvidere
SKATs indstilling og begrundelse mv.
Nej -
se endvidere SKATs indstilling og begrundelse mv.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Virksomheden har
Læs alt
som et af sine kerneområder, at servicere musikfestivaler og lignende events
med forskelligt udstyr, heraf en del udstyr, som er strømbærende. Der indgås
lejeaftale mellem virksomheden og den pågældende festival m.fl., hvori det
lejede udstyr er beskrevet, ligesom det fremgår, hvorvidt udstyret leveres
inkl. forbrug af elektricitet.
Virksomheden
opstiller egne generatorer, der producerer den elektricitet, der skal
anvendes
i det strømførende udstyr. Der er dels tale om generatorer med en samlet
kapacitet på mere end 150 kW, dels om generatorer med en kapacitet på mellem
50
og 150 kW. Generatorernes antal og effekt er specificeret i aftalen med
kunden.
Herudover
forestår virksomheden transport, opstilling, montering, tilslutning mv. af
alt
udlejet udstyr, ligesom virksomheden forestår nedtagning og hjemtransport af
samme.
Kunden betaler
dels et fast beløb for leje af materiel mv., dels et variabelt beløb for en
række ydelser, herunder for virksomhedens forbrug af dieselolie, der anvendes
til fremstilling af elektricitet, der anvendes i det udlejede udstyr.
Det strømførende
udstyr omfatter:
Toiletvogne med tank
Toiletvogne med
tilslutning
Bade-/toiletvogne og
moduler
Kontorvogne og moduler
Beboelsesvogne og moduler
Billet-/infovogne og
moduler
Salgs- og lagercontainer
Køle-/fryse- og
bagagecontainere
Køletrailer og ismaskine
Hegn og lyskæder
Tanke og pumper
Mandskabsvogne
Mandskabsmoduler
Radioer
Armbåndsslukkere
Scener og telte - musik
og lyd
Bar trailere - musik, lys
og lyd
Spørgers
eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Bemærkninger i
forbindelse med anmodningen
De lejeaftaler
vedrørende strømførende udstyr, som virksomheden indgår med festivaler m.fl.
indebærer for virksomheden ikke kun en forpligtelse til at levere udstyret,
men
også til at forestå udstyrets drift i den aftalte lejeperiode.
Der vedlægges en
lejeaftale vedrørende strømførende udstyr, der er leveret til en
musikfestival. Denne
lejeaftale indebærer, at virksomheden udelukkende producerer elektricitet til
anvendelse
i egne driftsmidler.
Der kan
forekomme aftaler, hvor der tillige produceres elektricitet, der anvendes til
scenebelysning mv., og hvor elektriciteten i et vist omfang må anses for at
blive solgt. I disse tilfælde skal der ske en fordeling af den producerede
mængde elektricitet. Denne fordeling kan ske ved måling eller ved et skøn.
Lejer har ikke
indflydelse på omfanget af elektricitet, der anvendes i det udlejede udstyr,
ligesom lejer er uden indflydelse på den brændstofmængde, der anvendes for at
producere den nødvendige elektricitet via virksomhedens egne
generatorer.
Der er tale om
dispositioner, der gennemføres i dag, og som også vil blive gennemført
fremover.
For virksomheden
er der tale om væsentlige beløb, og selskabet ønsker en sikkerhed for, at
forbruget
af elektricitet udgør procesenergi med adgang til godtgørelse efter de
almindelige regler. ToldSkat har tidligere afgivet en vejledende udtalelse om
forholdet. Ifølge udtalelsen anser man ikke virksomhedens forbrug af
elektricitet for at være godtgørelsesberettiget.
Efter
elafgiftslovens § 11, stk. 1 ydes til momsregistrerede virksomheder
tilbagebetaling af afgift med undtagelse af 1 øre pr. kWh. Det
tilbagebetalingsberettigede energiforbrug betegnes procesenergi.
Tilbagebetaling
ydes for den elektricitet, som virksomheden har forbrugt, jf. samme
bestemmelses
punkt 1.
Forbrugskriteriet
har Højesteret taget stilling til i sin dom af 16. september 2005, sag
159/2004, Energigruppen Jylland Service A/S mod Skatteministeriet.
Af dommens
præmisser fremgår blandt andet, at bestemmelsens (§ 11, stk. 1) ordlyd,
forarbejder
eller formål ikke giver holdepunkter for at begrænse retten til
tilbagebetaling
til elforbrug, der foregår som led i en særligt kvalificeret
produktionsproces.
Dommen fører
til, at elektricitet, der blev anvendt til fremstilling af lys, der
efterfølgende blev leveret til tredjemand, ansås for at udgøre
godtgørelsesberettiget procesenergi.
Dommen må føre
til, at der skal ske en faktisk bedømmelse af den eller de ydelser, der
leveres, herunder om elektricitet indgår som en integreret del af den aftalte
ydelse, eller om der sker en separat levering af elektricitet.
Dommen var en
ændring af den tidligere dom fra Landsretten, og indebærer en generel ændring
af praksis vedrørende tolkningen af forbrugskriteriet.
Herudover
henvises til Landsskatterettens kendelse i
SKM2002.171.LSR
,
hvor retten anerkender at et selskab, som forestod udlejning af reklamesøjler
måtte anses for at være forbruger af selve reklamebelysningen, idet der i
overvejende grad var tale om korttidsudlejning af reklamepladser. Retten
lagde
vægt på, at forbruget skete i det af virksomheden opstillede udstyr, og at
det
alene var selskabet, der bestemte omfanget af belysningen.
Begge
tolkningsbidrag fører til det resultat, at virksomheden må anses for at være
forbruger af elektricitet, når der er tale om elektricitet, der anvendes til
drift af forskelligt udstyr, når udstyret er udlejet af virksomheden, og
virksomheden samtidig har forpligtet sig til at forestå drift mv. i den
kortvarige
periode, som festivalen, eventet mv. strækker sig over.
SKATs anmodning
om supplerende oplysninger
SKAT anmodede
virksomhedens repræsentant om supplerende og præciserende oplysninger,
bl.a. med henvisning til, at der umiddelbart ikke synes at
være fuld
overensstemmelse mellem virksomhedens udlejningsbetingelser og det anførte
i anmodningen om bindende svar.
Supplerende
oplysninger mv. fra repræsentanten
Repræsentanten fremkom
med følgende supplerende oplysninger, præciseringer mv.:
Afgrænsning af problemstilling
Anmodningen om
bindende svar omfatter kun de situationer, hvor virksomheden udlejer
strømforbrugende
udstyr i form af toiletvogne, kontorvogne, beboelsesvogne, køletrailere.
ismaskiner mm., jf. oversigten i den oprindeligt fremsendte anmodning, og
hvor
virksomheden samtidig er forpligtet til at sørge for drift af udstyret, og
hvor
dette blandt andet sker ved opstilling af egne generatorer med henblik på
fremstilling og levering af strøm til det strømforbrugende udstyr. Såvel
udstyr
som generatorer vil i disse tilfælde være virksomhedens ejendom.
Andre
situationer, hvor f.eks. virksomheden kun leverer generatoren, men hvor
festivalen m.fl., selv disponerer over den producerede strøm til scenelys
mv.,
eller hvor festivalen selv leverer strøm til virksomhedens udstyr, er
ikke
omfattet af anmodningen. I førstnævnte tilfælde er det i det hele kunden, der
disponerer over den fremstillede elektricitet, hvorfor denne, og ikke
virksomheden, er berettiget til en eventuel godtgørelse.
Driftsansvar/driftsherre
I de tilfælde,
hvor virksomheden leverer eget strømforbrugende udstyr inkl. strøm, og til
det
formål anvender egen (eller egne) generatorer, har virksomheden det fulde
ansvar for driften af det udlejede udstyr, herunder for opsætning, drift og
efterfølgende nedtagning af generator/-er.
Hvis en
generator i løbet af en festival bryder ned, er det således
virksomhedens ansvar, at der sker udbedring af generatoren, eller at
generatoren erstattes med en anden.
Herudover gælder
sædvanlige erstatningsretlige regler, hvis generatorer eller udstyr påføres
skader mv. i løbet af en festival, og hvor dette skyldes omstændigheder, som
ikke kan lægges virksomheden til last, f.eks. at en festivalgæst udøver
hærværk
eller lignende mod generatorer eller udstyr.
Dette fremgår
ikke af de generelle retningslinier. Disse retningslinier tager udgangspunkt
i,
at lejer i alle tilfælde selv sørger for tilslutning til blandt andet
elektricitet.
Denne situation er som nævnt ovenfor ikke omfattet af nærværende anmodning,
hvorfor de generelle retningslinier ikke er anvendelige. Når virksomheden
selv
forestår forsyning med elektricitet, og dette sker via en generator, aftales
dette separat med lejer.
Præcisering af forespørgsel
Som det fremgår
ovenfor, omhandler vores anmodning om bindende svar konkret følgende
situation:
Virksomheden
leverer strømforbrugende udstyr og forestår samtidig levering af strøm til
dette udstyr. I alle tilfælde er udstyr og strømkilde
(generator) virksomhedens ejendom.
Virksomheden er
ansvarlig for opstilling, drift og nedtagning af den eller de generatorer,
som
skal forsyne det strømforbrugende udstyr med strøm.
I anmodningen er
der rejst 4 spørgsmål. De tre første spørgsmål angår nærmere, om den måde,
hvorpå virksomheden opkræver betalingen hos kunden har relevans for sagens
bedømmelse.
Supplerende kan
det oplyses, at afregning i dag sker på grundlag af den mængde dieselolie,
som
er medgået til produktion af strøm, der er anvendt i det strømforbrugende
udstyr. Der er således tale om en betaling, der er variabel i forhold til
brugen af det strømforbrugende udstyr. Som det også fremgår af vores forslag
til besvarelse vedrørende punkt 3, er det vores opfattelse, at dette ikke bør
føre til, at virksomhedens kunde anses for at være forbruger af
elektricitet, og Højesterets dom vedrørende Energigruppen Jylland Aps giver
da
heller ikke holdepunkter for dette.
Det 4. spørgsmål
går på, om karakteren af strømforbrugende udstyr på nogen måde kan have
betydning
for adgangen til afgiftsgodtgørelse. Så længe der er tale om udstyr, som ejes
af virksomheden, og som udlejes til en kunde inkl. forsyning med strøm, er
dette efter vores opfattelse ikke tilfældet.
SKATs
indstilling og begrundelse
Ifølge
elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 kan virksomheder, der er registreret
efter
merværdiafgiftsloven, bortset fra de i stk. 2 nævnte tilfælde, få godtgjort
afgiften efter den pågældende lov med undtagelse af 1 øre pr. kWh - af den af
virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet.
Efter
elafgiftslovens § 11, stk. 2 kan tilbagebetaling ikke finde sted for så vidt
angår afsætning af de i bilaget til loven nævnte ydelser. Bilaget til
elafgiftsloven omfatter følgende virksomheder: advokater, arkitekter,
bureauer
(bl.a. vagtbureauer og ægteskabsbureauer), forlystelser, herunder
teaterforestillinger
biografforestillinger mv., landinspektører, mæglere, reklame, revisorer,
rådgivende ingeniører. I tilknytning til bureauer bemærkes det særskilt, at
Højesteret i domme af henholdsvis 8. august 2001 og 6. oktober 2004 (
SKM2001.488.HR
og
SKM.2004.386.HR
)
har fastslået, at et afgørende moment for, om der kan ydes tilbagebetaling af
el- og CO2
-afgift er, om den udøvede virksomhed består i produktion
eller afsætning af varer - eller i afsætning af service- og tjenesteydelser.
Efter
elafgiftslovens § 11, stk. 3 kan tilbagebetaling ikke finde sted for
elforbrug
i bl.a. vandvarmere og rumvarmeaggregater, som f.eks. i
elradiatorer.
Ifølge § 11, stk.
16, 1. pkt. er virksomhederne berettiget til afgiftsgodtgørelse af el-afgift
i
samme omfang, som virksomheden har fradrag for momsen af det indkøbte forbrug
af elektricitet.
Nedenstående
bemærkninger mv. og indstilling fra SKAT tager bl.a. afsæt i præciseringen af
afgrænsningen
af selskabets anmodning.
Endvidere tager
SKATs opfattelse af forholdet og indstilling udgangspunkt i, at den
elektricitet, der produceres, er afgiftspligtig efter elafgiftsloven og
kuldioxidafgiftsloven, dvs., at produktionen af elektricitet sker på anlæg,
der
er omfattet af en registrering efter de nævnte 2 afgiftslove. Hvis dette ikke
er tilfældet, er forbruget af olie til drift af elproduktionsanlægget
(olie til drift af motoren, der driver el-generatoren) omfattet af § 11, stk.
2, 2. pkt. i lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv., jf.
lovbekendtgørelse nr. 297 af 3. april 2006 (mineralolieafgiftsloven),
hvorefter
der ikke ydes tilbagebetaling for afgift af olie, der anvendes som
motorbrændstof.
Derudover
bemærkes det, at de driftsmidler, som virksomheden udlejer til festivaler
m.fl.
er omtalt som strømforbrugende udstyr - enkelte steder som strømførende
udstyr
og strømbærende udstyr - medens det på virksomhedens hjemmeside og
i virksomhedens leverings- og lejebetingelser generelt omtales som
materiel - hvilket ud fra en almindelig sproglig forståelse må anses for mest
dækkende, når der også er tale om kontorvogne, beboelsesvogne, køletrailere
mv.
Ad Højesterets dom af 16. september 2005 vedr.
kommunal gadebelysning
Virksomheden har
som tidligere nævnt - med henvisning til Højesterets dom af 16. september
2005
i sagen vedrørende Energigruppen Jylland ApS mod Skatteministeriet (
SKM2005.394.HR
)
gjort gældende, at virksomheden opfylder elafgiftslovens krav til
afgiftsgodtgørelse
i § 11, stk. 1, nr. 1, om, at elektriciteten er forbrugt af virksomheden.
Fra SKATs side
bemærkes det hertil, at der i Højesteretssagen er tale om en virksomhed, der
forbruger
elektricitet til produktion af gadelys, som den pågældende virksomhed har
indgået en aftale/kontrakt med en anden juridisk enhed om at levere - i det
konkrete tilfælde med Herning Kommune.
Der er efter
SKATs opfattelse forskel imellem de 2 situationer, idet der i sagen
vedrørende
virksomheden er tale om en virksomhed, der udlejer materiel, herunder også
elproduktionsanlæg til festivaler m.fl., medens dette - som nævnt - ikke er
tilfældet i Højesteretssagen.
Virksomheden har
gjort gældende, at lejeaftalerne, som indgås med festivaler m.fl. indebærer,
at
virksomheden ikke kun har en forpligtelse til at levere udstyret, men også
forestår udstyrets drift i den aftalte lejeperiode. Virksomheden har i
tilknytning hertil fremført, at elektriciteten produceres på
elproduktionsanlæg, der ejes af virksomheden. Virksomheden har endvidere
gjort
gældende, at lejer ikke har indflydelse på omfanget af elektricitet, der
anvendes i det udlejede udstyr, ligesom lejer er uden indflydelse på den
brændstofmængde, der anvendes for at producere den nødvendige elektricitet
på virksomhedens egne generatorer.
Ud fra de
foreliggende oplysninger er der efter SKATs opfattelse tale om en situation,
hvor virksomheden stiller teknisk personale til rådighed for festivalen m.fl.
til at sikre driften af elproduktionsanlæggene. Antallet af medarbejdere er
ikke oplyst nærmere, idet det dog af en kontrakt fra 2005 med en
musikfestival
fremgår følgende "Lejer sørger for bespisning af medarbejder fra
udlejningsvirksomheden"
- hvilket kan pege i retning af, at der alene opholder sig en enkelt
medarbejder fra virksomheden under afviklingen af musikfestivalen.
Det kan efter
SKATs opfattelse endvidere udledes, at virksomheden ikke stiller personale
til
rådighed til at varetage alle øvrige arter af driftsmæssige opgaver, der er
ved
afvikling af et arrangement/event som f.eks. en musikfestival, f.eks.
billetsalg, festivaladministration, koncertafvikling og servicering mv. af
gæster, herunder restaurationsdrift, kiosksalg o. lign.
Samlet set er
det SKATs opfattelse, at den faktiske brugsret til/råderet over materiellet
og
dermed driftsansvaret er overdraget fra virksomheden til lejer (festivalen
m.fl.) i lejeperioden. Udtrykt på en anden måde er det lejer, der forestår
den
faktiske afvikling af arrangementet (festivalen mv.) og i den forbindelse
benytter det lejede materiel - og dermed også fremstår som forbruger af
elektriciteten. Man kan efter SKATs opfattelse ikke i et tilfælde som det
foreliggende
adskille brugen af/råderetten til materiellet og forbruget af elektriciteten
i
de lejede billetsalgsvogne, beboelsesvogne, scener, telte mv. Det forhold, at
virksomheden stiller teknisk personale til rådighed ændrer efter SKATs
opfattelse ikke på dette.
Endvidere
bemærkes det, at lejer - efter hidtidig praksis - særskilt betaler for det
faktiske forbrug af dieselolie. Dvs., at elforbruget ikke hidtil er indregnet
i
udlejningsprisen for materiellet. Dette forhold peger efter SKATs opfattelse
i
retning af, at virksomheden med denne praksis grundlæggende ikke har anset
sig
selv som forbruger af elektriciteten i det udlejede materiel.
Som konklusion i
forhold til Højesteretsdommen er det SKATs opfattelse, at forholdet i sagen
vedr.
virksomheden ikke er den samme som i Højesteretssagen, idet der i sagen
vedrørende virksomheden er en faktisk driftsansvarlig forbruger af den
producerede elektricitet i form af lejer (festivalen m.fl.), jf. ovenfor.
Det forhold, at
virksomheden producerer elektricitet på egne elproduktionsanlæg med henblik
på
forbrug i virksomhedens eget - udlejede - materiel, og foretager
udlejning
af materiellet inkl. materiellets forbrug af elektricitet er dermed efter
SKATs
opfattelse utilstrækkeligt til, at forbrugskriteriet i relation til
elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kan anses for opfyldt.
Ad Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2002
vedrørende forbrug af elektricitet i reklamesøjler mv.
Virksomheden har
som tidligere nævnt gjort gældende, at den - udover ovennævnte Højesteretsdom
-
også opfylder forbrugskriteriet i medfør af Landsskatterettens kendelse af
11.
marts 2002 om Godtgørelse af el- og CO2
-afgift - udlejning af
reklameplads (
SKM2002.171.LSR
).
Om selskabet
i Landsskatteretssagen kan det kort oplyses, at dets virksomhed omfatter
opsætning
af reklamesøjler, montering af informationsmateriale, reklamer mv., ugentlig
rengøring af udstyret, vedligeholdelse i øvrigt og udskiftning og fornyelse
af
udstyr.
Selskabet afholder
alle omkostninger til opsætning og drift af udstyret - og det er selskabet,
der
afholder udgifterne til elektriciteten.V
Nedenfor er
gengivet et uddrag fra kendelsen:
"Landsskatteretten
finder, at den af virksomheden udøvede virksomhed må anses for
udlejningsvirksomhed
og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Der er herved lagt vægt på, at
virksomheden
alene udlejer og vedligeholder pladserne til ophængning af materialet, men i
øvrigt ikke ellers er involveret i idéudvikling, layout eller
fremstilling/produktion af materialet. Landsskatteretten finder på den
baggrund
ikke, at der er tale om virksomhed som omfattet af bilaget til
elafgiftsloven.
Landsskatteretten
finder endvidere, at virksomheden må anses som forbruger af selve
reklamebelysningen,
idet der i overvejende grad er tale om korttidsudlejning af reklamepladserne
jf., herved den i Punktafgiftsvejledningen pkt. F. 6.2.3. gengivne udtalelse
fra 1988. Landsskatteretten finder endvidere, at virksomheden må anses som
forbruger af funktionsbelysningen i det opstillede byudstyr. Der er herved
lagt
vægt på, at forbruget sker i det af virksomheden opstillede udstyr, at det
alene er selskabet, der bestemmer omfanget af belysningen, og at belysningen
ikke efter det foreliggende erstatter anden kommunal belysning."
Det er SKATs
opfattelse, at forholdene vedrørende dette selskabs udlejning af
reklamepladser
samt drift af reklamesøjler mv. ikke kan sammenlignes med virksomhedens
udlejning af materiel til festivaler m.fl.. Bl.a. er der i
Landsskatteretssagen
ikke tale om udlejning af udstyr/materiel - men udlejning af en
adgang/ret til at få ophængt informationsmateriale og reklamer mv. i en
periode.
Den faktiske drift af reklamesøjlen blev i alle henseender varetaget af
selskabet.
I den konkrete
sag om anmodning om bindende svar er der som tidligere nævnt tale
om,
at det udlejede materiel anvendes af festivalen m.fl. Det er SKATs
opfattelse,
at man dermed ikke kan adskille forbruget af elektricitet med brugen af
materiellet. Dvs. at elforbrug og benyttelse af det strømforbrugende udstyr
hænger sammen.
Det er endvidere
SKATs opfattelse, at det i sagen vedrørende virksomheden er forbruget af
elektricitet
på festivalpladsen, der er afgørende for den mængde elektricitet, som
virksomheden skal producere. Det er derudover SKATs opfattelse - at man ikke
som hævdet af virksomheden kan sige, at lejer ikke har indflydelse på
omfanget
af elektricitet, der anvendes i det lejede materiel. Tværtimod forholder det
sig efter SKATs opfattelse nærmere modsat, idet det ud fra forholdets natur
er
værten (lejer), herunder scenekunstnere mv. og værtens gæster, der har en
afgørende indflydelse på elforbrugets størrelse mv., fx både i forbindelse
med
koncertafvikling og faciliteterne til servicering mv. af gæsterne.
Konklusion vedrørende SKATs indstilling og begrundelse
Det er efter en
samlet vurdering af forholdene SKATs opfattelse, at virksomheden ikke
opfylder
forbrugskriteriet i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 fsva. den
elektricitet,
der forbruges i det udlejede materiel, jf. ovennævnte begrundelse.
Det bemærkes, at
der ligeledes ikke er adgang til tilbagebeling af kuldioxidafgiften af det
pågældende
forbrug af elektricitet, jf. kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1.
Repræsentantens
bemærkninger til SKATs indstilling og begrundelse
Følgende er et
uddrag af repræsentantens bemærkninger til SKATs indstillling og
begrundelse:
Indledningsvis
skal vi slå fast, at de salgs- og leveringsbetingelser, som figurerer på
virksomhedens hjemmeside er selskabets almindelige betingelser.
Skatterådet anmodes om at bortse fra disse betingelser ved bedømmelse af de
fremsendte
spørgsmål.
Konceptet med
udlejning af generatorer inkl. forbrug af brændstof er nyt, hvilket er
baggrunden
for, at der i sin tid blev indledt drøftelser med daværende Told- og
Skatteregion Thisted. Først når der er en endelig afklaring af de
afgiftsmæssige forhold, vil virksomheden kunne udarbejde standardiserede
lejebetingelser, som er egnede til offentliggørelse på selskabets hjemmeside.
Ad. Højesterets
dom af 16. september 2005
Vi er ikke enige
i, at der er grundlæggende forskel på den situation, hvor en virksomhed
forbruger elektricitet til produktion af gadelys, som sælges til tredjemand,
og
situationen i nærværende sag, hvor virksomheden forbruger elektricitet til
drift af toiletvogne og andet strømforbrugende materiel, som udlejes til
tredjemand, men hvor virksomheden er driftsansvarlig.
I begge
situationer er der tale om virksomheder, der anvender elektricitet til
formål,
henholdsvis salg af lys og udlejning af strømforbrugende materiel, som udgør
procesformål.
Dette skal
tillige ses i tæt sammenhæng med Landsskatterettens kendelse af 11. marts
2002,
hvori det anerkendes, at en virksomheds forbrug af elektricitet i forbindelse
med udlejning af reklamesøjler inkl. belysning anses for at udgøre
procesformål, jf. i øvrigt vores bemærkninger hertil nedenfor.
Herudover skal
vi præcisere, hvilket også fremgår af den indsendte anmodning, at
virksomheden
ikke er berettiget til godtgørelse vedrørende levering af elektricitet, der
af
en festival anvendes til belysning mv. af scene (scenestrøm). Forespørgslen
omhandler kun forbrug af elektricitet i toiletvogne og andet strømforbrugende
udstyr, som ejes af virksomheden, og som udlejes til festivaler m.fl. incl.
forbrug af strøm.
Endvidere skal
vi præcisere, at virksomheden har det reelle ansvar for drift af de
generatorer, som er udlejet til festivalerne. Hvis virksomheden har de
fornødne
ressourcer, anvendes egne medarbejdere, hvorimod der ofte indkøbes ekstern
bistand i forbindelse med større festivalarrangementer.
Som
bilag blev fremlagt en faktura fra et el-installatørfirma til
virksomheden., som har bistået virksomheden i forbindelse med en
musikfestival i 2006, og hvoraf det fremgår, at der i alt er anvendt 471
timer.
Ad
Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2002 vedrørende forbrug af
elektricitet i reklamesøjler mv.
Efter vores
opfattelse tjener Landsskatterettens kendelse vedrørende lysreklamer i det
hele
til at bekræfte, at virksomheden er berettiget til godtgørelse af el-afgift.
Af citatet fra
kendelsen, jf. sagsfremstillingen, fremgår bl.a.:
Den udøvede virksomhed
blev anset for at være udlejningsvirksomhed
virksomheden blev anset
for at være forbruger af reklamebelysningen, idet der i overvejende grad
var tale om korttidsudlejning
Der blev lagt vægt på, at
forbruget skete i det af virksomheden opstillede udstyr, og at det var
selskabet, der bestemte omfanget af belysninger, og at belysningen efter
det oplyste ikke erstatter anden kommunal belysning.
Herved blev virksomheden anset for at være forbruger af udstyr.
Disse kriterier
kan i det store og hele overføres på den virksomhed, som selskabet
udøver.
Således driver virksomheden korttidsudlejning af strømforbrugende
udstyr,
som er virksomhedens ejendom, og som virksomheden har opstillet på
festivalpladser mv. Virksomheden påtager sig herved en reel erhvervsmæssig
risiko i forbindelse med udlejning og drift af det strømforbrugende udstyr.
Omfanget af
brugen af udstyret afhænger af flere faktorer, herunder frem for alt
besøgstallet på festivalen eller eventet. Dette søger virksomheden at tage
højde for ved indgåelse af aftalen med musikfestivalen.
Det sidste punkt,
der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt belysningen erstatter anden kommunal
belysning,
kan ikke længere tillægges vægt, jf. Højesterets dom.
Af
sagsfremstillingen fremgår endvidere, at der i sagen for Landsskatteretten
var
tale om udlejning af en adgang/ret til at få ophængt informationsmateriale og
reklamer mv.
Hertil skal vi
indvende, at i det omfang, der er tale om en adgang/ret, vil dette udgøre en
tjenesteydelse, som ikke kan gøres til genstand for udlejning, men derimod
udgør et salg af den pågældende ydelse. Men Landsskatteretten har netop lagt
vægt på, at der var tale om udlejningsvirksomhed, hvilket må hvile på, at man
anser virksomheden for at bestå i udlejning af lysreklamen for en nærmere
aftalt periode.
Virksomhedens
udlejning af strømforbrugende udstyr adskiller sig ikke herfra, idet der i
realiteten er tale om en midlertidig overdragelse af retten til at benytte
det
pågældende udstyr, uden at driftsrisikoen overgår til lejer.
Afrunding
Det fastholdes,
at virksomheden er berettiget til at få godtgjort el-afgift for brug af
elektricitet til drift mv. af strømforbrugende udstyr, og at svaret på det
første spørgsmål bør være bekræftende.
Vi er selvsagt
enige i, at der gælder begrænsninger i det omfang, den pågældende
elektricitet
anvendes til opvarmningsformål, jf. elafgiftsloven § 11, stk. 3. Derimod er
der
næppe holdepunkter for, at virksomheden anvender elektricitet til formål
omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 2 (bilagsvirksomhed), idet udlejning
af
strømforbrugende materiel ikke er omfattet af bilaget til elafgiftsloven.
SKATs
bemærkninger mv. i relation til repræsentantens indlæg
SKATs
bemærkninger - ad Højesterets dom af 16. september 2005
Forholdet i den
pågældende Højesteretssag er som tidligere anført, at der er tale om en
"gadelysvirksomhed", som har indgået en kontrakt med Herning
Kommune
om levering af gadelys, hvor Højesteret har taget stilling til, at
virksomhedens
forbrug af elektricitet til fremstilling af gadelys er godtgørelsesberettiget
efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, jf. nedenstående uddrag fra
dommen:
"Ifølge
elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende §
9,
stk. 4, nr. 3, kan virksomheder få delvist tilbagebetalt el- og
kuldioxidafgift
af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Højesteret
finder, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd, forarbejder eller formål er
holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der
foregår som led i en særligt kvalificeret produktionsproces. Ved produktion
af
belysning anvendes elektricitet, der forbruges som led i produktionen, og
sådant elforbrug kan berettige til tilbagebetaling af el- og kuldioxidafgift
i
medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens
dagældende § 9, stk. 4, nr. 3, såfremt de øvrige betingelser herfor er
opfyldt."
Det er fortsat
SKATs opfattelse, at forholdene i Højesteretssagen ikke kan sammenlignes med
forholdene
i sagen vedrørende virksomheden, og at Højesterets fortolkning af
forbrugskriteriet, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, dermed heller
ikke
kan overføres til situationen vedrørende virksomheden, hvor der ikke er tale
om
produktion og salg af gadelys, men forbrug af elektricitet i materiel, som
virksomheden udlejer til f.eks. musikfestivaler. Forbruget af elektricitet er
f.eks. til drift af kontormateriel i billet-/infovogne, køle- og fryseanlæg,
pumper, anlæg i bartrailere mv. Endvidere, at virksomheden ved udlejning
af materiellet overdrager brugs-/råderetten over materiellet til lejer
(musikfestivaler mv.), og at lejer i forbindelse med anvendelsen af det
lejede
materiel må anses som forbruger af elektriciteten i det lejede materiel.
Det forhold, at
virksomheden har et driftsansvar ved driften af el-produktionsanlæggene
indebærer ikke, at virksomheden kan anses som "forbruger" af den
producerede elektricitet, heller ikke selv om elektriciteten forbruges i
materiel, der ejes af virksomheden. Ejerforholdet er dermed i den forbindelse
uden betydning. Til sammenligning kan f.eks. en udlejer af kontorlokaler mv.
heller ikke opnå afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der forbruges i
udlejede
lokaler.
Repræsentanten
har endvidere anvendt udtrykket "driftsansvarlig" i forhold til det
udlejede materiel. Det bemærkes hertil, at det forhold, at virksomheden har
ansvaret for, at det udlejede materiel er funktionsdygtigt, og at der er
elektricitet til rådighed i det udlejede materiel, ikke indebærer, at
virksomheden
er den faktiske forbruger af elektriciteten. Som tidligere anført af SKAT, er
det ikke virksomheden, der forestår driften og de øvrige aktiviteter, der er
i
forbindelse med afvikling af f.eks. en musikfestival.
Det er i den
forbindelse også uden betydning, at materiellet udlejes inkl. forbrug af
elektricitet. Til sammenligning kan f.eks. en campingplads, der udlejer
pladser
til campister til en fast pris inkl. forbrug af elektricitet, ikke opnå
afgiftsgodtgørelse
for campistens elforbrug. Det samme gælder f.eks. også lystbådehavne, der
udlejer liggepladser i havnen til en pris inkl. elforbrug.
SKATs
bemærkninger - ad Landsskatterettens kendelse
af 11. marts
2002 vedrørende forbrug af elektricitet i reklamesøjler mv.
Det faktuelle i
sagen er, at Landsskatteretten afviste told- og skatteregionens begrundelse
for, at elforbruget til reklamebelysningen er omfattet af begrebet
"reklame" eller "bureauvirksomhed" i bilaget til
elafgiftsloven, jf. lovens § 11, stk. 2.
SKAT har
bemærket sig, at det fremgår af kendelsen, at Landsskatteretten har lagt vægt
på, at virksomheden alene udlejer og vedligeholder pladserne til ophængning
af
materialet (plakater, reklamer mv.), men i øvrigt ikke ellers er involveret i
idéudvikling, layout eller fremstilling/produktion af materialet.
SKAT fastholder
derfor, at det ikke er selve reklamesøjlen, der udlejes, men pladserne i
reklamesøjlerne. Sammenholdt med, at det fortsat er den pågældende
virksomhed,
der varetager alle aktiviteter, der knytter sig til driften af
reklamesøjlerne
mv., herunder også bestemmer omfanget af belysningen, kan forholdet i
Landsskatteretssagen således ikke sammenlignes med forholdene i sagen
vedrørende virksomheden., idet den faktiske fysiske brugs-/råderet over
materiellet her er overdraget til lejer (musikfestival mv.).
SKATs
bemærkninger - ad Afrunding, herunder endelig indstilling til spørgsmålene
Ad spørgsmål 1
Virksomheden
opfylder ikke forbrugskriteriet i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 fsva.
den
elektricitet, der forbruges i det udlejede materiel, og er ikke
berettiget
til afgiftsgodtgørelse for elforbrug i det udlejede materiel.
Det indstilles
derfor, at spørgsmål 1 besvares med et nej.
Ad spørgsmål 2
Det er uden
betydning for den godtgørelsesmæssige stilling efter elafgiftsloven - om
udlejning sker inkl. strømforbrug eller om lejer betaler for strøm efter det
faktiske forbrugte antal kWh, idet der i begge tilfælde skal ses på, hvem der
er den faktiske forbruger af elektriciteten, jf. elafgiftslovens § 11, stk.
1,
nr. 1. Dette forhold ændrer dermed ikke på den godtgørelsesmæssige stilling
for
virksomheden, jf. førnævnte svar på spørgsmål
1.
Det indstilles
derfor, at spørgsmål 2 besvares med et nej.
Ad spørgsmål 3
Det er uden
betydning for den godtgørelsesmæssige stilling efter elafgiftsloven - om
forbruget af dieselolie, som er medgået ved produktion af elektriciteten, er
opgjort og faktureret separat, idet der også i dette tilfælde skal ses på,
hvem
der er den faktiske forbruger af elektriciteten, jf. elafgiftslovens § 11,
stk.
1, nr. 1. Dette forhold ændrer dermed ikke på den godtgørelsesmæssige
stilling
for virksomheden, jf. svaret på spørgsmål 1.
Det indstilles
derfor, at spørgsmål 3 besvares med et nej.
Ad spørgsmål 4
Karakteren af
det udlejede materiel er i det konkrete tilfælde uden betydning for den
godtgørelsesmæssige stilling efter elafgiftsloven, idet det som tidligere
nævnt
er afgørende, hvem der anvender materiellet og dermed forbruger
elektriciteten
i forbindelse med drift af materiellet, jf. endvidere svaret på spørgsmål 1.
Det indstilles
derfor, at spørgsmål 4 besvares med et nej.
--
Helt afsluttende
har SKAT følgende bemærkninger til det af repræsentanten anførte om, at der
næppe er holdepunkter for, at virksomheden anvender elektricitet til formål
omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 2, idet udlejning af strømforbrugende
materiel ikke er omfattet af bilaget til elafgiftsloven:
Det er fortsat
SKATs opfattelse, at når der tages stilling til den godtgørelsesmæssige
stilling i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 - må det ud fra
bestemmelsens ordlyd også indgå, hvorvidt elforbruget sker ved ydelser
omfattet
af bilaget til elafgiftsloven. Hvis elforbruget f.eks. knytter sig til
forlystelsesvirksomhed, må det dermed indebære, at virksomheden - i givet
fald
- ikke vil være berettiget til afgiftsgodtgørelse for det elforbrug, der
relaterer sig til f.eks. afviklingen af en musikfestival (forlystelse).
Skatterådets
afgørelse og begrundelse
Skatterådet har
på et møde den 21. november 2006 tiltrådt SKATs indstilling og begrundelse,
jf.
ovenfor.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- SKAT har efteropkrævet 610.190 kr. i elafgift for perioden 1. november 2010 til 30. juni 2013 Landsskatteretten · 31. oktober 2016
- Moms af udlejning og pasning af golfbane, fradrag for fællesomkostninger, elafgift og mineralolieafgift Landsskatteretten · 4. oktober 2011
- SKAT har ikke imødekommet en anmodning fra [virksomhed1] A/S, herefter benævnt selskabet, om tilbagebetaling af et CO2-afgiftsbeløb vedrørende stilstandsvarme… Landsskatteretten · 11. september 2013
- Skattecentret har truffet afgørelse om, at selskabets anmodning om ændring af afgiftsansættelsen for perioden 1. juli - 31. december 2003 ikke kan imødekommes… Landsskatteretten · 6. maj 2010
- Skattecentret har efteropkrævet 6.758.537 kr. i el- og vandafgift for perioden 1. januar 2006 - 31. december 2008 Landsskatteretten · 1. november 2011
- Selskabets energiforbrug i varmeveksler 1 på H2 fabrikken er ikke anset for omfattet af reglerne om overskudsvarme Landsskatteretten · 18. juni 2009
Lignende dokumenter
- Elafgift - Afgiftsgodtgørelse - Udlejning af lokaler Retsinformation · 23. februar 2022
- Landsskatteretskendelse af 19. juni 2002 vedr. Godtgørelse for elektricitet serviceselskab, der varetager kommunal gadebelysning m.v. Retsinformation · 12. september 2003
- Skattestyrelsen har opkrævet for meget udbetalt godtgørelse af mineralolieafgift med i alt 730.070 kr. for afgiftsperioderne fra den 1. juli 2020 til den 30.… Landsskatteretten · 12. december 2025
- Elafgift, campingpladser, godtgørelse, forbrug Retsinformation · 24. januar 2020
- Godtgørelse af elafgift og mineralolieafgift SKM-databasen · 6. juli 2020
- Godtgørelse af elafgift af elforbruget til opladning af elbiler kombineret med et afgiftsfritaget solcelleanlæg, der ikke nettoafregner Retsinformation · 3. august 2024