Spring til indhold

Retsinformation

Afgift af elektricitet spørgsmål om afgiftsgodtgørelse for elforbrug i materiel, der udlejes

AFG nr 9752 af 21/11/2006AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet19. januar 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Afgift af elektricitet – spørgsmål om

afgiftsgodtgørelse for elforbrug imateriel, der udlejes

Spørgsmål

Har virksomheden

adgang til at få godtgjort elektricitetsafgift efter reglerne om

procesenergi vedrørende forbrug af elektricitet, fremstillet på egne

generatorer, som anvendes i forbindelse med udlejning af strømforbrugende

udstyr, når udlejning ifølge aftale sker incl. udstyrets forbrug af strøm?

Har det betydning for

svaret, om udlejning sker incl. strømforbrug, hvorved risikoen i det hele

er hos virksomheden, eller om lejer betaler for strøm efter det faktisk

forbrugte antal kWh?

Har det betydning for

svaret, om forbrug af dieselolie, som er medgået til produktion af

elektricitet, der er anvendt til drift af det strømforbrugende udstyr, er

opgjort og faktureret separat?

Har karakteren af det

udlejede udstyr betydning for adgangen af godtgørelse, jf. oversigten

nedenfor under baggrundsoplysningerne?

Svar

Nej - se endvidere

SKATs indstilling og begrundelse mv.

Nej - se endvidere

SKATs indstilling og begrundelse mv.

Nej - se endvidere

SKATs indstilling og begrundelse mv.

Nej -

se endvidere SKATs indstilling og begrundelse mv.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Virksomheden har

Læs alt

som et af sine kerneområder, at servicere musikfestivaler og lignende events

med forskelligt udstyr, heraf en del udstyr, som er strømbærende. Der indgås

lejeaftale mellem virksomheden og den pågældende festival m.fl., hvori det

lejede udstyr er beskrevet, ligesom det fremgår, hvorvidt udstyret leveres

inkl. forbrug af elektricitet.

Virksomheden

opstiller egne generatorer, der producerer den elektricitet, der skal

anvendes

i det strømførende udstyr. Der er dels tale om generatorer med en samlet

kapacitet på mere end 150 kW, dels om generatorer med en kapacitet på mellem

50

og 150 kW. Generatorernes antal og effekt er specificeret i aftalen med

kunden.

Herudover

forestår virksomheden transport, opstilling, montering, tilslutning mv. af

alt

udlejet udstyr, ligesom virksomheden forestår nedtagning og hjemtransport af

samme.

Kunden betaler

dels et fast beløb for leje af materiel mv., dels et variabelt beløb for en

række ydelser, herunder for virksomhedens forbrug af dieselolie, der anvendes

til fremstilling af elektricitet, der anvendes i det udlejede udstyr.

Det strømførende

udstyr omfatter:

Toiletvogne med tank

Toiletvogne med

tilslutning

Bade-/toiletvogne og

moduler

Kontorvogne og moduler

Beboelsesvogne og moduler

Billet-/infovogne og

moduler

Salgs- og lagercontainer

Køle-/fryse- og

bagagecontainere

Køletrailer og ismaskine

Hegn og lyskæder

Tanke og pumper

Mandskabsvogne

Mandskabsmoduler

Radioer

Armbåndsslukkere

Scener og telte - musik

og lyd

Bar trailere - musik, lys

og lyd

Spørgers

eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Bemærkninger i

forbindelse med anmodningen

De lejeaftaler

vedrørende strømførende udstyr, som virksomheden indgår med festivaler m.fl.

indebærer for virksomheden ikke kun en forpligtelse til at levere udstyret,

men

også til at forestå udstyrets drift i den aftalte lejeperiode.

Der vedlægges en

lejeaftale vedrørende strømførende udstyr, der er leveret til en

musikfestival. Denne

lejeaftale indebærer, at virksomheden udelukkende producerer elektricitet til

anvendelse

i egne driftsmidler.

Der kan

forekomme aftaler, hvor der tillige produceres elektricitet, der anvendes til

scenebelysning mv., og hvor elektriciteten i et vist omfang må anses for at

blive solgt. I disse tilfælde skal der ske en fordeling af den producerede

mængde elektricitet. Denne fordeling kan ske ved måling eller ved et skøn.

Lejer har ikke

indflydelse på omfanget af elektricitet, der anvendes i det udlejede udstyr,

ligesom lejer er uden indflydelse på den brændstofmængde, der anvendes for at

producere den nødvendige elektricitet via virksomhedens egne

generatorer.

Der er tale om

dispositioner, der gennemføres i dag, og som også vil blive gennemført

fremover.

For virksomheden

er der tale om væsentlige beløb, og selskabet ønsker en sikkerhed for, at

forbruget

af elektricitet udgør procesenergi med adgang til godtgørelse efter de

almindelige regler. ToldSkat har tidligere afgivet en vejledende udtalelse om

forholdet. Ifølge udtalelsen anser man ikke virksomhedens forbrug af

elektricitet for at være godtgørelsesberettiget.

Efter

elafgiftslovens § 11, stk. 1 ydes til momsregistrerede virksomheder

tilbagebetaling af afgift med undtagelse af 1 øre pr. kWh. Det

tilbagebetalingsberettigede energiforbrug betegnes procesenergi.

Tilbagebetaling

ydes for den elektricitet, som virksomheden har forbrugt, jf. samme

bestemmelses

punkt 1.

Forbrugskriteriet

har Højesteret taget stilling til i sin dom af 16. september 2005, sag

159/2004, Energigruppen Jylland Service A/S mod Skatteministeriet.

Af dommens

præmisser fremgår blandt andet, at bestemmelsens (§ 11, stk. 1) ordlyd,

forarbejder

eller formål ikke giver holdepunkter for at begrænse retten til

tilbagebetaling

til elforbrug, der foregår som led i en særligt kvalificeret

produktionsproces.

Dommen fører

til, at elektricitet, der blev anvendt til fremstilling af lys, der

efterfølgende blev leveret til tredjemand, ansås for at udgøre

godtgørelsesberettiget procesenergi.

Dommen må føre

til, at der skal ske en faktisk bedømmelse af den eller de ydelser, der

leveres, herunder om elektricitet indgår som en integreret del af den aftalte

ydelse, eller om der sker en separat levering af elektricitet.

Dommen var en

ændring af den tidligere dom fra Landsretten, og indebærer en generel ændring

af praksis vedrørende tolkningen af forbrugskriteriet.

Herudover

henvises til Landsskatterettens kendelse i

SKM2002.171.LSR

,

hvor retten anerkender at et selskab, som forestod udlejning af reklamesøjler

måtte anses for at være forbruger af selve reklamebelysningen, idet der i

overvejende grad var tale om korttidsudlejning af reklamepladser. Retten

lagde

vægt på, at forbruget skete i det af virksomheden opstillede udstyr, og at

det

alene var selskabet, der bestemte omfanget af belysningen.

Begge

tolkningsbidrag fører til det resultat, at virksomheden må anses for at være

forbruger af elektricitet, når der er tale om elektricitet, der anvendes til

drift af forskelligt udstyr, når udstyret er udlejet af virksomheden, og

virksomheden samtidig har forpligtet sig til at forestå drift mv. i den

kortvarige

periode, som festivalen, eventet mv. strækker sig over.

SKATs anmodning

om supplerende oplysninger

SKAT anmodede

virksomhedens repræsentant om supplerende og præciserende oplysninger,

bl.a. med henvisning til, at der umiddelbart ikke synes at

være fuld

overensstemmelse mellem virksomhedens udlejningsbetingelser og det anførte

i anmodningen om bindende svar.

Supplerende

oplysninger mv. fra repræsentanten

Repræsentanten fremkom

med følgende supplerende oplysninger, præciseringer mv.:

Afgrænsning af problemstilling

Anmodningen om

bindende svar omfatter kun de situationer, hvor virksomheden udlejer

strømforbrugende

udstyr i form af toiletvogne, kontorvogne, beboelsesvogne, køletrailere.

ismaskiner mm., jf. oversigten i den oprindeligt fremsendte anmodning, og

hvor

virksomheden samtidig er forpligtet til at sørge for drift af udstyret, og

hvor

dette blandt andet sker ved opstilling af egne generatorer med henblik på

fremstilling og levering af strøm til det strømforbrugende udstyr. Såvel

udstyr

som generatorer vil i disse tilfælde være virksomhedens ejendom.

Andre

situationer, hvor f.eks. virksomheden kun leverer generatoren, men hvor

festivalen m.fl., selv disponerer over den producerede strøm til scenelys

mv.,

eller hvor festivalen selv leverer strøm til virksomhedens udstyr, er

ikke

omfattet af anmodningen. I førstnævnte tilfælde er det i det hele kunden, der

disponerer over den fremstillede elektricitet, hvorfor denne, og ikke

virksomheden, er berettiget til en eventuel godtgørelse.

Driftsansvar/driftsherre

I de tilfælde,

hvor virksomheden leverer eget strømforbrugende udstyr inkl. strøm, og til

det

formål anvender egen (eller egne) generatorer, har virksomheden det fulde

ansvar for driften af det udlejede udstyr, herunder for opsætning, drift og

efterfølgende nedtagning af generator/-er.

Hvis en

generator i løbet af en festival bryder ned, er det således

virksomhedens ansvar, at der sker udbedring af generatoren, eller at

generatoren erstattes med en anden.

Herudover gælder

sædvanlige erstatningsretlige regler, hvis generatorer eller udstyr påføres

skader mv. i løbet af en festival, og hvor dette skyldes omstændigheder, som

ikke kan lægges virksomheden til last, f.eks. at en festivalgæst udøver

hærværk

eller lignende mod generatorer eller udstyr.

Dette fremgår

ikke af de generelle retningslinier. Disse retningslinier tager udgangspunkt

i,

at lejer i alle tilfælde selv sørger for tilslutning til blandt andet

elektricitet.

Denne situation er som nævnt ovenfor ikke omfattet af nærværende anmodning,

hvorfor de generelle retningslinier ikke er anvendelige. Når virksomheden

selv

forestår forsyning med elektricitet, og dette sker via en generator, aftales

dette separat med lejer.

Præcisering af forespørgsel

Som det fremgår

ovenfor, omhandler vores anmodning om bindende svar konkret følgende

situation:

Virksomheden

leverer strømforbrugende udstyr og forestår samtidig levering af strøm til

dette udstyr. I alle tilfælde er udstyr og strømkilde

(generator) virksomhedens ejendom.

Virksomheden er

ansvarlig for opstilling, drift og nedtagning af den eller de generatorer,

som

skal forsyne det strømforbrugende udstyr med strøm.

I anmodningen er

der rejst 4 spørgsmål. De tre første spørgsmål angår nærmere, om den måde,

hvorpå virksomheden opkræver betalingen hos kunden har relevans for sagens

bedømmelse.

Supplerende kan

det oplyses, at afregning i dag sker på grundlag af den mængde dieselolie,

som

er medgået til produktion af strøm, der er anvendt i det strømforbrugende

udstyr. Der er således tale om en betaling, der er variabel i forhold til

brugen af det strømforbrugende udstyr. Som det også fremgår af vores forslag

til besvarelse vedrørende punkt 3, er det vores opfattelse, at dette ikke bør

føre til, at virksomhedens kunde anses for at være forbruger af

elektricitet, og Højesterets dom vedrørende Energigruppen Jylland Aps giver

da

heller ikke holdepunkter for dette.

Det 4. spørgsmål

går på, om karakteren af strømforbrugende udstyr på nogen måde kan have

betydning

for adgangen til afgiftsgodtgørelse. Så længe der er tale om udstyr, som ejes

af virksomheden, og som udlejes til en kunde inkl. forsyning med strøm, er

dette efter vores opfattelse ikke tilfældet.

SKATs

indstilling og begrundelse

Ifølge

elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 kan virksomheder, der er registreret

efter

merværdiafgiftsloven, bortset fra de i stk. 2 nævnte tilfælde, få godtgjort

afgiften efter den pågældende lov med undtagelse af 1 øre pr. kWh - af den af

virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet.

Efter

elafgiftslovens § 11, stk. 2 kan tilbagebetaling ikke finde sted for så vidt

angår afsætning af de i bilaget til loven nævnte ydelser. Bilaget til

elafgiftsloven omfatter følgende virksomheder: advokater, arkitekter,

bureauer

(bl.a. vagtbureauer og ægteskabsbureauer), forlystelser, herunder

teaterforestillinger

biografforestillinger mv., landinspektører, mæglere, reklame, revisorer,

rådgivende ingeniører. I tilknytning til bureauer bemærkes det særskilt, at

Højesteret i domme af henholdsvis 8. august 2001 og 6. oktober 2004 (

SKM2001.488.HR

og

SKM.2004.386.HR

)

har fastslået, at et afgørende moment for, om der kan ydes tilbagebetaling af

el- og CO2

-afgift er, om den udøvede virksomhed består i produktion

eller afsætning af varer - eller i afsætning af service- og tjenesteydelser.

Efter

elafgiftslovens § 11, stk. 3 kan tilbagebetaling ikke finde sted for

elforbrug

i bl.a. vandvarmere og rumvarmeaggregater, som f.eks. i

elradiatorer.

Ifølge § 11, stk.

16, 1. pkt. er virksomhederne berettiget til afgiftsgodtgørelse af el-afgift

i

samme omfang, som virksomheden har fradrag for momsen af det indkøbte forbrug

af elektricitet.

Nedenstående

bemærkninger mv. og indstilling fra SKAT tager bl.a. afsæt i præciseringen af

afgrænsningen

af selskabets anmodning.

Endvidere tager

SKATs opfattelse af forholdet og indstilling udgangspunkt i, at den

elektricitet, der produceres, er afgiftspligtig efter elafgiftsloven og

kuldioxidafgiftsloven, dvs., at produktionen af elektricitet sker på anlæg,

der

er omfattet af en registrering efter de nævnte 2 afgiftslove. Hvis dette ikke

er tilfældet, er forbruget af olie til drift af elproduktionsanlægget

(olie til drift af motoren, der driver el-generatoren) omfattet af § 11, stk.

2, 2. pkt. i lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv., jf.

lovbekendtgørelse nr. 297 af 3. april 2006 (mineralolieafgiftsloven),

hvorefter

der ikke ydes tilbagebetaling for afgift af olie, der anvendes som

motorbrændstof.

Derudover

bemærkes det, at de driftsmidler, som virksomheden udlejer til festivaler

m.fl.

er omtalt som strømforbrugende udstyr - enkelte steder som strømførende

udstyr

og strømbærende udstyr - medens det på virksomhedens hjemmeside og

i virksomhedens leverings- og lejebetingelser generelt omtales som

materiel - hvilket ud fra en almindelig sproglig forståelse må anses for mest

dækkende, når der også er tale om kontorvogne, beboelsesvogne, køletrailere

mv.

Ad Højesterets dom af 16. september 2005 vedr.

kommunal gadebelysning

Virksomheden har

som tidligere nævnt - med henvisning til Højesterets dom af 16. september

2005

i sagen vedrørende Energigruppen Jylland ApS mod Skatteministeriet (

SKM2005.394.HR

)

gjort gældende, at virksomheden opfylder elafgiftslovens krav til

afgiftsgodtgørelse

i § 11, stk. 1, nr. 1, om, at elektriciteten er forbrugt af virksomheden.

Fra SKATs side

bemærkes det hertil, at der i Højesteretssagen er tale om en virksomhed, der

forbruger

elektricitet til produktion af gadelys, som den pågældende virksomhed har

indgået en aftale/kontrakt med en anden juridisk enhed om at levere - i det

konkrete tilfælde med Herning Kommune.

Der er efter

SKATs opfattelse forskel imellem de 2 situationer, idet der i sagen

vedrørende

virksomheden er tale om en virksomhed, der udlejer materiel, herunder også

elproduktionsanlæg til festivaler m.fl., medens dette - som nævnt - ikke er

tilfældet i Højesteretssagen.

Virksomheden har

gjort gældende, at lejeaftalerne, som indgås med festivaler m.fl. indebærer,

at

virksomheden ikke kun har en forpligtelse til at levere udstyret, men også

forestår udstyrets drift i den aftalte lejeperiode. Virksomheden har i

tilknytning hertil fremført, at elektriciteten produceres på

elproduktionsanlæg, der ejes af virksomheden. Virksomheden har endvidere

gjort

gældende, at lejer ikke har indflydelse på omfanget af elektricitet, der

anvendes i det udlejede udstyr, ligesom lejer er uden indflydelse på den

brændstofmængde, der anvendes for at producere den nødvendige elektricitet

på virksomhedens egne generatorer.

Ud fra de

foreliggende oplysninger er der efter SKATs opfattelse tale om en situation,

hvor virksomheden stiller teknisk personale til rådighed for festivalen m.fl.

til at sikre driften af elproduktionsanlæggene. Antallet af medarbejdere er

ikke oplyst nærmere, idet det dog af en kontrakt fra 2005 med en

musikfestival

fremgår følgende "Lejer sørger for bespisning af medarbejder fra

udlejningsvirksomheden"

- hvilket kan pege i retning af, at der alene opholder sig en enkelt

medarbejder fra virksomheden under afviklingen af musikfestivalen.

Det kan efter

SKATs opfattelse endvidere udledes, at virksomheden ikke stiller personale

til

rådighed til at varetage alle øvrige arter af driftsmæssige opgaver, der er

ved

afvikling af et arrangement/event som f.eks. en musikfestival, f.eks.

billetsalg, festivaladministration, koncertafvikling og servicering mv. af

gæster, herunder restaurationsdrift, kiosksalg o. lign.

Samlet set er

det SKATs opfattelse, at den faktiske brugsret til/råderet over materiellet

og

dermed driftsansvaret er overdraget fra virksomheden til lejer (festivalen

m.fl.) i lejeperioden. Udtrykt på en anden måde er det lejer, der forestår

den

faktiske afvikling af arrangementet (festivalen mv.) og i den forbindelse

benytter det lejede materiel - og dermed også fremstår som forbruger af

elektriciteten. Man kan efter SKATs opfattelse ikke i et tilfælde som det

foreliggende

adskille brugen af/råderetten til materiellet og forbruget af elektriciteten

i

de lejede billetsalgsvogne, beboelsesvogne, scener, telte mv. Det forhold, at

virksomheden stiller teknisk personale til rådighed ændrer efter SKATs

opfattelse ikke på dette.

Endvidere

bemærkes det, at lejer - efter hidtidig praksis - særskilt betaler for det

faktiske forbrug af dieselolie. Dvs., at elforbruget ikke hidtil er indregnet

i

udlejningsprisen for materiellet. Dette forhold peger efter SKATs opfattelse

i

retning af, at virksomheden med denne praksis grundlæggende ikke har anset

sig

selv som forbruger af elektriciteten i det udlejede materiel.

Som konklusion i

forhold til Højesteretsdommen er det SKATs opfattelse, at forholdet i sagen

vedr.

virksomheden ikke er den samme som i Højesteretssagen, idet der i sagen

vedrørende virksomheden er en faktisk driftsansvarlig forbruger af den

producerede elektricitet i form af lejer (festivalen m.fl.), jf. ovenfor.

Det forhold, at

virksomheden producerer elektricitet på egne elproduktionsanlæg med henblik

på

forbrug i virksomhedens eget - udlejede - materiel, og foretager

udlejning

af materiellet inkl. materiellets forbrug af elektricitet er dermed efter

SKATs

opfattelse utilstrækkeligt til, at forbrugskriteriet i relation til

elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kan anses for opfyldt.

Ad Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2002

vedrørende forbrug af elektricitet i reklamesøjler mv.

Virksomheden har

som tidligere nævnt gjort gældende, at den - udover ovennævnte Højesteretsdom

-

også opfylder forbrugskriteriet i medfør af Landsskatterettens kendelse af

11.

marts 2002 om Godtgørelse af el- og CO2

-afgift - udlejning af

reklameplads (

SKM2002.171.LSR

).

Om selskabet

i Landsskatteretssagen kan det kort oplyses, at dets virksomhed omfatter

opsætning

af reklamesøjler, montering af informationsmateriale, reklamer mv., ugentlig

rengøring af udstyret, vedligeholdelse i øvrigt og udskiftning og fornyelse

af

udstyr.

Selskabet afholder

alle omkostninger til opsætning og drift af udstyret - og det er selskabet,

der

afholder udgifterne til elektriciteten.V

Nedenfor er

gengivet et uddrag fra kendelsen:

"Landsskatteretten

finder, at den af virksomheden udøvede virksomhed må anses for

udlejningsvirksomhed

og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Der er herved lagt vægt på, at

virksomheden

alene udlejer og vedligeholder pladserne til ophængning af materialet, men i

øvrigt ikke ellers er involveret i idéudvikling, layout eller

fremstilling/produktion af materialet. Landsskatteretten finder på den

baggrund

ikke, at der er tale om virksomhed som omfattet af bilaget til

elafgiftsloven.

Landsskatteretten

finder endvidere, at virksomheden må anses som forbruger af selve

reklamebelysningen,

idet der i overvejende grad er tale om korttidsudlejning af reklamepladserne

jf., herved den i Punktafgiftsvejledningen pkt. F. 6.2.3. gengivne udtalelse

fra 1988. Landsskatteretten finder endvidere, at virksomheden må anses som

forbruger af funktionsbelysningen i det opstillede byudstyr. Der er herved

lagt

vægt på, at forbruget sker i det af virksomheden opstillede udstyr, at det

alene er selskabet, der bestemmer omfanget af belysningen, og at belysningen

ikke efter det foreliggende erstatter anden kommunal belysning."

Det er SKATs

opfattelse, at forholdene vedrørende dette selskabs udlejning af

reklamepladser

samt drift af reklamesøjler mv. ikke kan sammenlignes med virksomhedens

udlejning af materiel til festivaler m.fl.. Bl.a. er der i

Landsskatteretssagen

ikke tale om udlejning af udstyr/materiel - men udlejning af en

adgang/ret til at få ophængt informationsmateriale og reklamer mv. i en

periode.

Den faktiske drift af reklamesøjlen blev i alle henseender varetaget af

selskabet.

I den konkrete

sag om anmodning om bindende svar er der som tidligere nævnt tale

om,

at det udlejede materiel anvendes af festivalen m.fl. Det er SKATs

opfattelse,

at man dermed ikke kan adskille forbruget af elektricitet med brugen af

materiellet. Dvs. at elforbrug og benyttelse af det strømforbrugende udstyr

hænger sammen.

Det er endvidere

SKATs opfattelse, at det i sagen vedrørende virksomheden er forbruget af

elektricitet

på festivalpladsen, der er afgørende for den mængde elektricitet, som

virksomheden skal producere. Det er derudover SKATs opfattelse - at man ikke

som hævdet af virksomheden kan sige, at lejer ikke har indflydelse på

omfanget

af elektricitet, der anvendes i det lejede materiel. Tværtimod forholder det

sig efter SKATs opfattelse nærmere modsat, idet det ud fra forholdets natur

er

værten (lejer), herunder scenekunstnere mv. og værtens gæster, der har en

afgørende indflydelse på elforbrugets størrelse mv., fx både i forbindelse

med

koncertafvikling og faciliteterne til servicering mv. af gæsterne.

Konklusion vedrørende SKATs indstilling og begrundelse

Det er efter en

samlet vurdering af forholdene SKATs opfattelse, at virksomheden ikke

opfylder

forbrugskriteriet i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 fsva. den

elektricitet,

der forbruges i det udlejede materiel, jf. ovennævnte begrundelse.

Det bemærkes, at

der ligeledes ikke er adgang til tilbagebeling af kuldioxidafgiften af det

pågældende

forbrug af elektricitet, jf. kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1.

Repræsentantens

bemærkninger til SKATs indstilling og begrundelse

Følgende er et

uddrag af repræsentantens bemærkninger til SKATs indstillling og

begrundelse:

Indledningsvis

skal vi slå fast, at de salgs- og leveringsbetingelser, som figurerer på

virksomhedens hjemmeside er selskabets almindelige betingelser.

Skatterådet anmodes om at bortse fra disse betingelser ved bedømmelse af de

fremsendte

spørgsmål.

Konceptet med

udlejning af generatorer inkl. forbrug af brændstof er nyt, hvilket er

baggrunden

for, at der i sin tid blev indledt drøftelser med daværende Told- og

Skatteregion Thisted. Først når der er en endelig afklaring af de

afgiftsmæssige forhold, vil virksomheden kunne udarbejde standardiserede

lejebetingelser, som er egnede til offentliggørelse på selskabets hjemmeside.

Ad. Højesterets

dom af 16. september 2005

Vi er ikke enige

i, at der er grundlæggende forskel på den situation, hvor en virksomhed

forbruger elektricitet til produktion af gadelys, som sælges til tredjemand,

og

situationen i nærværende sag, hvor virksomheden forbruger elektricitet til

drift af toiletvogne og andet strømforbrugende materiel, som udlejes til

tredjemand, men hvor virksomheden er driftsansvarlig.

I begge

situationer er der tale om virksomheder, der anvender elektricitet til

formål,

henholdsvis salg af lys og udlejning af strømforbrugende materiel, som udgør

procesformål.

Dette skal

tillige ses i tæt sammenhæng med Landsskatterettens kendelse af 11. marts

2002,

hvori det anerkendes, at en virksomheds forbrug af elektricitet i forbindelse

med udlejning af reklamesøjler inkl. belysning anses for at udgøre

procesformål, jf. i øvrigt vores bemærkninger hertil nedenfor.

Herudover skal

vi præcisere, hvilket også fremgår af den indsendte anmodning, at

virksomheden

ikke er berettiget til godtgørelse vedrørende levering af elektricitet, der

af

en festival anvendes til belysning mv. af scene (scenestrøm). Forespørgslen

omhandler kun forbrug af elektricitet i toiletvogne og andet strømforbrugende

udstyr, som ejes af virksomheden, og som udlejes til festivaler m.fl. incl.

forbrug af strøm.

Endvidere skal

vi præcisere, at virksomheden har det reelle ansvar for drift af de

generatorer, som er udlejet til festivalerne. Hvis virksomheden har de

fornødne

ressourcer, anvendes egne medarbejdere, hvorimod der ofte indkøbes ekstern

bistand i forbindelse med større festivalarrangementer.

Som

bilag blev fremlagt en faktura fra et el-installatørfirma til

virksomheden., som har bistået virksomheden i forbindelse med en

musikfestival i 2006, og hvoraf det fremgår, at der i alt er anvendt 471

timer.

Ad

Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2002 vedrørende forbrug af

elektricitet i reklamesøjler mv.

Efter vores

opfattelse tjener Landsskatterettens kendelse vedrørende lysreklamer i det

hele

til at bekræfte, at virksomheden er berettiget til godtgørelse af el-afgift.

Af citatet fra

kendelsen, jf. sagsfremstillingen, fremgår bl.a.:

Den udøvede virksomhed

blev anset for at være udlejningsvirksomhed

virksomheden blev anset

for at være forbruger af reklamebelysningen, idet der i overvejende grad

var tale om korttidsudlejning

Der blev lagt vægt på, at

forbruget skete i det af virksomheden opstillede udstyr, og at det var

selskabet, der bestemte omfanget af belysninger, og at belysningen efter

det oplyste ikke erstatter anden kommunal belysning.

Herved blev virksomheden anset for at være forbruger af udstyr.

Disse kriterier

kan i det store og hele overføres på den virksomhed, som selskabet

udøver.

Således driver virksomheden korttidsudlejning af strømforbrugende

udstyr,

som er virksomhedens ejendom, og som virksomheden har opstillet på

festivalpladser mv. Virksomheden påtager sig herved en reel erhvervsmæssig

risiko i forbindelse med udlejning og drift af det strømforbrugende udstyr.

Omfanget af

brugen af udstyret afhænger af flere faktorer, herunder frem for alt

besøgstallet på festivalen eller eventet. Dette søger virksomheden at tage

højde for ved indgåelse af aftalen med musikfestivalen.

Det sidste punkt,

der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt belysningen erstatter anden kommunal

belysning,

kan ikke længere tillægges vægt, jf. Højesterets dom.

Af

sagsfremstillingen fremgår endvidere, at der i sagen for Landsskatteretten

var

tale om udlejning af en adgang/ret til at få ophængt informationsmateriale og

reklamer mv.

Hertil skal vi

indvende, at i det omfang, der er tale om en adgang/ret, vil dette udgøre en

tjenesteydelse, som ikke kan gøres til genstand for udlejning, men derimod

udgør et salg af den pågældende ydelse. Men Landsskatteretten har netop lagt

vægt på, at der var tale om udlejningsvirksomhed, hvilket må hvile på, at man

anser virksomheden for at bestå i udlejning af lysreklamen for en nærmere

aftalt periode.

Virksomhedens

udlejning af strømforbrugende udstyr adskiller sig ikke herfra, idet der i

realiteten er tale om en midlertidig overdragelse af retten til at benytte

det

pågældende udstyr, uden at driftsrisikoen overgår til lejer.

Afrunding

Det fastholdes,

at virksomheden er berettiget til at få godtgjort el-afgift for brug af

elektricitet til drift mv. af strømforbrugende udstyr, og at svaret på det

første spørgsmål bør være bekræftende.

Vi er selvsagt

enige i, at der gælder begrænsninger i det omfang, den pågældende

elektricitet

anvendes til opvarmningsformål, jf. elafgiftsloven § 11, stk. 3. Derimod er

der

næppe holdepunkter for, at virksomheden anvender elektricitet til formål

omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 2 (bilagsvirksomhed), idet udlejning

af

strømforbrugende materiel ikke er omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

SKATs

bemærkninger mv. i relation til repræsentantens indlæg

SKATs

bemærkninger - ad Højesterets dom af 16. september 2005

Forholdet i den

pågældende Højesteretssag er som tidligere anført, at der er tale om en

"gadelysvirksomhed", som har indgået en kontrakt med Herning

Kommune

om levering af gadelys, hvor Højesteret har taget stilling til, at

virksomhedens

forbrug af elektricitet til fremstilling af gadelys er godtgørelsesberettiget

efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, jf. nedenstående uddrag fra

dommen:

"Ifølge

elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende §

9,

stk. 4, nr. 3, kan virksomheder få delvist tilbagebetalt el- og

kuldioxidafgift

af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Højesteret

finder, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd, forarbejder eller formål er

holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der

foregår som led i en særligt kvalificeret produktionsproces. Ved produktion

af

belysning anvendes elektricitet, der forbruges som led i produktionen, og

sådant elforbrug kan berettige til tilbagebetaling af el- og kuldioxidafgift

i

medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens

dagældende § 9, stk. 4, nr. 3, såfremt de øvrige betingelser herfor er

opfyldt."

Det er fortsat

SKATs opfattelse, at forholdene i Højesteretssagen ikke kan sammenlignes med

forholdene

i sagen vedrørende virksomheden, og at Højesterets fortolkning af

forbrugskriteriet, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, dermed heller

ikke

kan overføres til situationen vedrørende virksomheden, hvor der ikke er tale

om

produktion og salg af gadelys, men forbrug af elektricitet i materiel, som

virksomheden udlejer til f.eks. musikfestivaler. Forbruget af elektricitet er

f.eks. til drift af kontormateriel i billet-/infovogne, køle- og fryseanlæg,

pumper, anlæg i bartrailere mv. Endvidere, at virksomheden ved udlejning

af materiellet overdrager brugs-/råderetten over materiellet til lejer

(musikfestivaler mv.), og at lejer i forbindelse med anvendelsen af det

lejede

materiel må anses som forbruger af elektriciteten i det lejede materiel.

Det forhold, at

virksomheden har et driftsansvar ved driften af el-produktionsanlæggene

indebærer ikke, at virksomheden kan anses som "forbruger" af den

producerede elektricitet, heller ikke selv om elektriciteten forbruges i

materiel, der ejes af virksomheden. Ejerforholdet er dermed i den forbindelse

uden betydning. Til sammenligning kan f.eks. en udlejer af kontorlokaler mv.

heller ikke opnå afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der forbruges i

udlejede

lokaler.

Repræsentanten

har endvidere anvendt udtrykket "driftsansvarlig" i forhold til det

udlejede materiel. Det bemærkes hertil, at det forhold, at virksomheden har

ansvaret for, at det udlejede materiel er funktionsdygtigt, og at der er

elektricitet til rådighed i det udlejede materiel, ikke indebærer, at

virksomheden

er den faktiske forbruger af elektriciteten. Som tidligere anført af SKAT, er

det ikke virksomheden, der forestår driften og de øvrige aktiviteter, der er

i

forbindelse med afvikling af f.eks. en musikfestival.

Det er i den

forbindelse også uden betydning, at materiellet udlejes inkl. forbrug af

elektricitet. Til sammenligning kan f.eks. en campingplads, der udlejer

pladser

til campister til en fast pris inkl. forbrug af elektricitet, ikke opnå

afgiftsgodtgørelse

for campistens elforbrug. Det samme gælder f.eks. også lystbådehavne, der

udlejer liggepladser i havnen til en pris inkl. elforbrug.

SKATs

bemærkninger - ad Landsskatterettens kendelse

af 11. marts

2002 vedrørende forbrug af elektricitet i reklamesøjler mv.

Det faktuelle i

sagen er, at Landsskatteretten afviste told- og skatteregionens begrundelse

for, at elforbruget til reklamebelysningen er omfattet af begrebet

"reklame" eller "bureauvirksomhed" i bilaget til

elafgiftsloven, jf. lovens § 11, stk. 2.

SKAT har

bemærket sig, at det fremgår af kendelsen, at Landsskatteretten har lagt vægt

på, at virksomheden alene udlejer og vedligeholder pladserne til ophængning

af

materialet (plakater, reklamer mv.), men i øvrigt ikke ellers er involveret i

idéudvikling, layout eller fremstilling/produktion af materialet.

SKAT fastholder

derfor, at det ikke er selve reklamesøjlen, der udlejes, men pladserne i

reklamesøjlerne. Sammenholdt med, at det fortsat er den pågældende

virksomhed,

der varetager alle aktiviteter, der knytter sig til driften af

reklamesøjlerne

mv., herunder også bestemmer omfanget af belysningen, kan forholdet i

Landsskatteretssagen således ikke sammenlignes med forholdene i sagen

vedrørende virksomheden., idet den faktiske fysiske brugs-/råderet over

materiellet her er overdraget til lejer (musikfestival mv.).

SKATs

bemærkninger - ad Afrunding, herunder endelig indstilling til spørgsmålene

Ad spørgsmål 1

Virksomheden

opfylder ikke forbrugskriteriet i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 fsva.

den

elektricitet, der forbruges i det udlejede materiel, og er ikke

berettiget

til afgiftsgodtgørelse for elforbrug i det udlejede materiel.

Det indstilles

derfor, at spørgsmål 1 besvares med et nej.

Ad spørgsmål 2

Det er uden

betydning for den godtgørelsesmæssige stilling efter elafgiftsloven - om

udlejning sker inkl. strømforbrug eller om lejer betaler for strøm efter det

faktiske forbrugte antal kWh, idet der i begge tilfælde skal ses på, hvem der

er den faktiske forbruger af elektriciteten, jf. elafgiftslovens § 11, stk.

1,

nr. 1. Dette forhold ændrer dermed ikke på den godtgørelsesmæssige stilling

for

virksomheden, jf. førnævnte svar på spørgsmål

1.

Det indstilles

derfor, at spørgsmål 2 besvares med et nej.

Ad spørgsmål 3

Det er uden

betydning for den godtgørelsesmæssige stilling efter elafgiftsloven - om

forbruget af dieselolie, som er medgået ved produktion af elektriciteten, er

opgjort og faktureret separat, idet der også i dette tilfælde skal ses på,

hvem

der er den faktiske forbruger af elektriciteten, jf. elafgiftslovens § 11,

stk.

1, nr. 1. Dette forhold ændrer dermed ikke på den godtgørelsesmæssige

stilling

for virksomheden, jf. svaret på spørgsmål 1.

Det indstilles

derfor, at spørgsmål 3 besvares med et nej.

Ad spørgsmål 4

Karakteren af

det udlejede materiel er i det konkrete tilfælde uden betydning for den

godtgørelsesmæssige stilling efter elafgiftsloven, idet det som tidligere

nævnt

er afgørende, hvem der anvender materiellet og dermed forbruger

elektriciteten

i forbindelse med drift af materiellet, jf. endvidere svaret på spørgsmål 1.

Det indstilles

derfor, at spørgsmål 4 besvares med et nej.

--

Helt afsluttende

har SKAT følgende bemærkninger til det af repræsentanten anførte om, at der

næppe er holdepunkter for, at virksomheden anvender elektricitet til formål

omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 2, idet udlejning af strømforbrugende

materiel ikke er omfattet af bilaget til elafgiftsloven:

Det er fortsat

SKATs opfattelse, at når der tages stilling til den godtgørelsesmæssige

stilling i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 - må det ud fra

bestemmelsens ordlyd også indgå, hvorvidt elforbruget sker ved ydelser

omfattet

af bilaget til elafgiftsloven. Hvis elforbruget f.eks. knytter sig til

forlystelsesvirksomhed, må det dermed indebære, at virksomheden - i givet

fald

- ikke vil være berettiget til afgiftsgodtgørelse for det elforbrug, der

relaterer sig til f.eks. afviklingen af en musikfestival (forlystelse).

Skatterådets

afgørelse og begrundelse

Skatterådet har

på et møde den 21. november 2006 tiltrådt SKATs indstilling og begrundelse,

jf.

ovenfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter