Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af energiafgifter. Fællesarealer og faciliteter i udlejningsejendomme

KEN nr 10381 af 15/11/2004Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet1. juni 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af energiafgifter.

Fællesarealer og – faciliteter i udlejningsejendomme

Klagen skyldes, at regionen ikke har anset ejendomsselskabet A for

berettiget til fradrag for energiafgifter vedrørende energiforbrug til

fællesarealer og –faciliteter i dets momsregistrerede

udlejningsejendomme, idet

energien ikke er anset for forbrugt af selskabet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer regionens

afgørelse.

Sagens oplysninger

Selskabet er et

ejendomsinvesteringsselskab, der forestår udlejning af fast ejendom til

erhvervs- og boligformål. Selskabet har en portefølje på ca. 800.000

m2.

Selskabets ejendomme anvendes udelukkende til udlejning, som primært er

momspligtig erhvervsudlejning (kontorbygninger).

Selskabet viderefakturerer ikke energiforbrug

vedrørende fællesarealer (trappeopgange, adgangsveje, fordelingsgange o.lign)

og fælles faciliteter (elevatorer, ventilationsanlæg, alarmanlæg o.lign.) til

lejerne. Udgifterne til dette energiforbrug indregnes i stedet i prisen på de

udlejede lokaler.

Selskabet har angivet godtgørelse af

bl.a. energiafgifter for energi forbrugt til fællesarealer og

fællesfaciliteter

for de ejendomme, der er omfattet af en frivillig momsregistrering.

ToldSkats afgørelse

Regionen har nægtet godtgørelse for

energiafgifter, der for perioden perioden 1. maj 1999 – 31. december

2002 udgør

Læs alt

i alt 3.986.013 kr., samt nulstillet selskabets efterangivelse af 3. juni

2000

for perioden 1. januar 1997 – 30. april 1999 på i alt 1.041.581 kr.

Selskabet

er ikke anset for berettiget til fradrag for energiafgifter for energi

forbrugt

til fællesarealer og fællesfaciliteter, da selskabet ikke er anset for at

have

forbrugt denne energi, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 2 og 2,

kulafgiftslovens

§ 8, stk. 1, nr. 1 og 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2,

naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1 og 2, samt CO2-afgiftslovens § 9,

stk. 1, jf. stk. 4. Regionen har dog anerkendt, at selskabet er berettiget

til

godtgørelse for afgift af forbrug vedrørende momsregistrerede tomme lejemål

samt forbrug på egen adresse (administrationslokaler). Den endelige opgørelse

heraf forudsætter dog, at selskabet fremlægger dokumentation for, hvor stor

en

andel af afgifterne, der vedrører de godtgørelsesberettigede formål.

Der er ikke adgang til godtgørelse i de

tilfælde, hvor forbrugskriteriet, jf. førnævnte lovbestemmelser, ikke er

opfyldt. Det gælder eksempelvis ved udlejning af fast ejendom. Af

SKM2001.610.LSR fremgår, at udlejere af fast ejendom ikke kan opnå

afgiftsgodtgørelse for elektricitet og varme, der forbruges af lejerne.

Udlejere, der som led i udlejningen også

leverer elektricitet, har derimod adgang til at viderefakturere

afgiftsbelastningen af elforbrug hos lejeren. Afgiften anses for

viderefaktureret

fra udlejer til lejer i den udstrækning, den særskilt er specificeret på

afregningen mellem disse. Det er herefter lejerens godtgørelsesmæssige

stilling, der er afgørende for, hvorvidt der kan ydes godtgørelse for

forbruget. Såfremt udlejer ville kunne fradrage energiafgifter forbrugt af

lejerne

vil det rumme en risiko for, at en lejer, der ikke har fradragsret, indirekte

vil kunne opnå sådan fradragsret.

Ved udlejning af fast ejendom kan der

være fællesarealer, hvor der anvendes energi til belysning i trappeopgange,

på

parkeringspladser, til drift af elevatorer og lignende, der ikke er omfattet

af

lejekontrakterne. Ved afgørelse af, om udlejer kan fradrage energi anvendt

til

disse formål, er det såkaldte forbrugskriterium afgørende for fradragsretten.

Uanset om det er omfattet af lejekontrakterne eller ej, må det antages, at

der

- udover de direkte udlejede lokaler - også er tale om udlejning af retten

til

at benytte fællesarealerne. Således må forbruget af energi på fællesarealerne

betragtes som forbrugt af lejerne i fællesskab og ikke af udlejer. Udlejer

kan

kun i meget begrænset omfang anses som den endelige forbruger af energien.

Udlejer, der i princippet har udlejet hele bygningen, kan ikke selv have et

forbrug i en bygning, hvor han hverken opholder sig eller driver sin

virksomhed

fra. Forbrug af energi til ikke udlejede lokaler kan anses som forbrugt af

udlejer. Ved fordeling af energiforbruget anvendt på fællesarealer vil

udlejer

kunne sidestilles med lejere vedrørende det ikke udlejede areal.

Energiforbruget vil kunne fordeles mellem de enkelte lejere. Fordeling af det

fælles energiforbrug mellem flere lejere vil normalt ske efter en

arealbetragtning, hvorimod forbruget hos de enkelte lejere normalt opgøres

efter måler. Regionen har henvist til SKM2003.44.LSR. Energi anvendt på

fællesarealerne er forbrugt af de enkelte lejere i fællesskab og ikke af

selskabet, hvorfor dette ikke har fradragsret herfor.

Regionen har i forbindelse med sagens

behandling ved Landsskatteretten afgivet udtalelse. Det fremgår bl.a. heraf,

at

der ved afgørelsen af, om selskabet er godtgørelsesberettiget, skal ses på,

hvem der drager nytte af den anvendte energi, hvilket i dette tilfælde er de

enkelte lejere, jf. SKM2001.215.TSS og SKM2002.492.LSR (som er stadfæstet ved

SKM2004.109.VLD). I lighed hermed er energien anvendt på fællesarealerne ikke

forbrugt inden for de fysiske rammer af den virksomhed, der er omfattet af

momsregistreringen. Det er derfor fastholdt, at selskabet ikke kan anses som

forbruger af energien. Det er videre anført, at det grønne reglement

(ToldSkat:

Afgift-Punkt) ikke er gyldigt og ikke kan anvendes som retskilde, og dermed

ikke kan tages som udtryk for gældende ret. I relation til SKM2002.171.LSR

har

regionen anført, at der i denne sag ikke er tale om korttidsudlejning.

Endelig

er det anført, at den påklagede afgørelse ikke er udtryk for en

praksisændring,

men blot en videreførelse af den praksis, der ligger på området, ligesom

afgørelsen

er i overensstemmelse med loven og dens intentioner.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har fremsat

påstand om, at selskabet er berettiget til godtgørelse for de omhandlede

energiafgifter.

Principalt er det gjort gældende, at

selskabet i relation til godtgørelsesreglerne i vand-, CO2- og

energiafgiftslovene må anses som forbruger, og dermed være omfattet af den

heri

givne adgang til godtgørelse for energiforbrug vedrørende fællesarealer og

fællesinstallationer, idet dette energiforbrug må anses for forbrugt af

selskabet i forbindelse med dets momspligtige ejendomsudlejning.

Regionens antagelse af, at forbruget må

anses for at være sket blandt lejerne i forening, beror på en misforståelse

af

retsforholdet mellem lejer og udlejer, ligesom regionens opfattelse af

forbrugskriteriet som et udnyttelses- eller nyttekriterium er uhjemlet og i

strid

med praksis.

Som udgangspunkt er momsregistrerede

virksomheder berettiget til at få energiafgift tilbagebetalt af den af

virksomheden

forbrugte energi. En sådan fritagelse skal ikke fortolkes indskrænkende, idet

dette vil være i strid med kravet om udtrykkelig hjemmel for

afgiftsopkrævning.

Da elafgiften udgør den største andel af det omhandlede efteropkrævningsbeløb

har repræsentanten i den videre argumentation taget udgangspunkt i

elafgiftsloven. Energiafgiftslovenes tilbagebetalingsbestemmelser er i dag

stort set formuleret ensartet. Den gældende formulering af disse kan føres

tilbage til vedtagelsen af lov om afgifter af gas og dieselolie i 1977, hvor

den olie, der blev forbrugt af en momsregistreret virksomhed, kunne

tilbagebetales. Tilbagebetalingsbestemmelsen blev indført i elafgiftsloven i

1979, hvor udtrykket ”anvendt af” blev anvendt i stedet for

”forbrugt af”.

Elafgiftslovens nuværende formulering blev indsat ved lov nr. 626 af 21.

december 1983, hvor det af forarbejderne fremgår, at ændringen alene vedrører

muligheden for fradrag for el forbrugt i forbindelse med varmeproduktion. Der

er således ikke grundlag for at antage, at tilbagebetalingsadgangen skulle

begrænses ved omformuleringen, og udtrykket ”forbrugt af

virksomheden” kan ikke

udlægges som et fysisk kriterium, men i stedet som et økonomisk kriterium.

Vedrørende definitionen af

forbrugskriteriet er det anført, at fastlæggelsen af forbrugeren af energi og

vand har været behandlet i en række sager siden 1999. På baggrund af

kendelser

og domme i disse sager skal forbrugskriteriet fortolkes således, at

forbrugeren

af energi skal anses for at være den virksomhed, som i henhold til mellem

parterne indgåede kontrakt

·

bestemmer energi- eller vandforbrugets

omfang,

·

bestemmer, hvornår og hvordan forbruget

sker,

·

installerer og vedligeholder de

faciliteter, hvorved forbruget sker (lysarmaturer mv.),

·

er forpligtet til at foretage aktiviteten,

som medfører forbruget, og

·

som afholder udgiften til forbruget.

Praksis viser endvidere, at forbruget skal

være sket i tilknytning til den egentlige virksomhedsudøvelse, såfremt

forbruget sker uden for de fysiske rammer af virksomheden. Endelig viser

praksis, at energien – såfremt der kan statueres identifikation mellem

energiforbruget (eller vandforbruget) og den leverede ydelse – betragtes

som

videreleveret i stedet for forbrugt. Der er således ikke i Landsskatterettens

offentliggjorte praksis anvendt et nytte- eller udnyttelseskriterium.

ToldSkat

har påberåbt et nyttekriterium, jf. Told- og Skattestyrelsens meddelelse fra

12. juni 2001 (SKM2001.215.TSS) og afgørelsen refereret i SKM2002.492.LSR,

men

Landsskatteretten har i sidstnævnte afgørelse ikke lagt dette kriterium til

grund, men udelukkende truffet afgørelse på baggrund af en vurdering af, hvem

der foretager det endelige forbrug. Den der foretager forbruget er ikke

nødvendigvis den samme, som den der drager nytte af forbruget.

Det omhandlede energiforbrug fungerer

som en nødvendig infrastruktur for selskabets udlejning af de enkelte lejemål

i

ejendommene, som selskabet over for sine lejere er forpligtet til at afholde,

og som af forsyningsselskaberne faktureres til og betales af selskabet.

Forbruget afholdes kun af selskabet i det omfang, selskabet er forpligtet

over

for sine lejere til at levere infrastrukturen. Selskabet afholder derved

udgifter for at kunne levere den udlejningsydelse, som det er forpligtet til.

Regionens angivelse af, at forbruget må anses at vedrøre de enkelte lejere

– og

at ejendommene må anses for at være fuldt udlejede – beror på en

misforståelse

af en udlejers forpligtelser og udlejeres mulighed for at fakturere andre

omkostninger, end de omkostninger, som er direkte henførbare, til en lejer.

Udlejer har som hovedregel kun mulighed for at viderefakturere energi til

lejer, hvis energien er forbrugt i de lejede lokaler, og dermed er

registreret

på lejers separate måler, eller på anden måde er fordelt mellem og betalt af

lejerne. Energi, som bruges i andre områder af bygningen, er således

principielt lejer uvedkommende, og omkostningen hertil indgår i udlejers

generelle omkostninger til drift af ejendommen. Det kan således ikke med

rette

lægges til grund, at forbruget må anses for at være sket hos lejer frem for

hos

udlejer, hvilket støttes af den offentliggjorte praksis, som er ganske klar.

Endvidere er henvist til ToldSkats

grønne reglement ”AFGIFT-PUNKT”, kapitel 23 om afgiftsgodtgørelse,

side 11,

eksempel 2. Eftersom reglementerne ikke er trukket tilbage, og dermed fortsat

er gyldige, og da ToldSkat hverken i den nugældende punktafgiftsvejledning

eller på anden vis har offentliggjort en praksisændring, er dette fortsat

gældende praksis. Af SKM2003.441.LSR fremgår, at denne praksis med sikkerhed

kan spores tilbage til 1984. Praksis på området er således vel beskrevet, og

regionens afgørelse strider mod den praksis, som af ToldSkat selv beskrives

som

sikker.

Punktafgiftsvejledningen 2002 er ikke

lige så klart formuleret som reglementet. Der er imidlertid ikke på nogen

måde

i vejledningen gennemført en ændring af reglementets praksisgengivelse.

Vejledningen

angiver således heller intet sted, at udlejer som udgangspunkt ikke vil kunne

opnå godtgørelse for energi i udlejningsejendomme. Afsnit F.6.2.2.2 gengiver

derudover en række afgørelser og meddelelser, som har betydning for denne

sag.

Bl.a. er henvist til SKM2002.171.LSR vedrørende en virksomhed, som opnåede

godtgørelse for energi anvendt i læskure og reklamesøjler på offentlig vej.

Landsskatteretten lagde særlig vægt på, at der var tale om funktionsbelysning

i

udstyret, at forbruget skete i udstyr opstillet og vedligeholdt af selskabet,

at alene selskabet bestemte omfanget af belysningen, og at belysningen ikke

erstattede anden kommunal belysning. Disse karakteristika gør sig også

gældende

for selskabets anvendelse af energi. Endvidere er i punktafgiftsvejledningen

beskrevet reglerne for godtgørelse på campingpladser og i lystbådehavne,

hvorved det fastlægges, at udlejer af camping- og bådepladser ikke har

godtgørelse for energiafgifterne af den energi, som leveres til forbrug i

campingvognene, lystbådene mv. Det fastlægges dog også, at udlejer har

godtgørelsesret for energi, som forbruges i køkken- og badefaciliteter mv. og

til belysning mv. af campingpladsens/lystbådehavnens fællesarealer.

Fordelingen

mellem godtgørelsesberettiget og ikke godtgørelsesberettiget forbrug svarer

nøje til den sondring, der bør lægges til grund i denne sag. Det fremgår, at

der ved hver enkelt energitype må anlægges en konkret vurdering af, hvorvidt

udlejer er forbruger af energien. Lejer kan ikke anses for forbruger, alene

fordi denne har adgang til området og har gavn af energiforbruget. Når

belysning mv. er en del af hele ”pakken”, som udlejer leverer til

lejer, når

kun udlejer kan beslutte, hvad der er i pakken, og når lejer (i princippet)

ikke har indflydelse på forbruget, vil lejer ikke efter praksisbeskrivelsen

være

at anse som forbruger. Derimod vil udlejer kunne anses som forbruger af

energien som led i sin udlejningsvirksomhed.

De af regionen påberåbte afgørelser

omhandler andre spørgsmål end nærværende sag. SKM2001.610.LSR omhandler en

udlejers mulighed for godtgørelse af energiafgifter efter en sambeskattet

lejers konkurs. Afgørelsen var begrundet i det faktum, at energiforbruget

konkret vedrørte lejers lejede lokaler og lejers aktiviteter. Sagen vedrørte

således ikke forbrug på fællesarealer, og kan således ikke støtte, at alt

forbrug i en udlejningsejendom kun vedrører lejerne. SKM2003.44.LSR statuerer

ikke, at energiforbrug i udlejningsejendomme altid vil skulle henføres til

lejer, men alene at energiforbrug, som konkret kan henføres til lejer, ikke

kan

godtgøres udlejer.

Derudover er henvist til SKM2002.492.LSR

om godtgørelse af el- og CO2-afgift ved gadebelysning, hvorved det blev

afgjort, at det ikke var muligt at anse en virksomhed som forbruger, idet

energien ikke kunne anses for forbrugt, men i stedet videreleveret i form af

belysning. Regionens anbringender i sagen svarer stort set til Told- og

Skattestyrelsens meddelelse om samme sag, SKM2001.215.TSS. Meddelelsen

opstiller både et nyttekriterium og en heraf afledet betingelse om, at

forbruget skal være sket inden for virksomhedens fysiske rammer.

Landsskatterettens kendelse lægger imidlertid til grund, at elektriciteten

blev

videresolgt i form af belysning til virksomhedens kunde, hvorfor virksomheden

rettelig blev anset som mellemhandler, som ikke afholder den endelige udgift,

men derimod videresælger en ubehandlet vare. Retten lagde særlig vægt på, at

der var en så nær sammenhæng mellem den indkøbte/anvendte elektricitet og det

leverede lys, at disse elementer ikke kunne betragtes adskilt, således at

lyset

skulle udgøre varen, mens elektriciteten skulle være forbrugt af virksomheden

med henblik på fremstilling af lyset. Der er således identifikation mellem

den

indkøbte vare og den leverede ydelse. Retten valgte at se bort fra det af

ToldSkat påberåbte nyttekriterium (fysisk forbrugskriterium) og den deraf

afledte betingelse om forbrug inden for virksomhedens fysiske rammer, men tog

udelukkende stilling til spørgsmålet om, hvem der kunne anses for forbruger.

At

en virksomhed anses for forbruger er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at

virksomheden også er den, der drager nytte af energiforbruget.

I afgørelsen refereret i SKM2002.171.LSR

påstod ToldSkat også, at forbrug kun kunne medføre tilbagebetaling, hvis

forbruget

skete inden for virksomhedens fysiske rammer. Landsskatterettens præmisser

omtaler ikke dette punkt, men retten tillod alligevel virksomheden fradrag.

Endvidere er henvist til TfS 1999.751

LSR og SKM2001.599.LSR vedrørende tilbagebetaling af vandafgift i forbindelse

med udlejning og drift af golfbaner, idet det er bemærket, at principperne i

vandafgiftsloven tillige kan tillægges vægt i relation til

energiafgiftslovene.

TfS 1999.751 LSR vedrørte spørgsmålet om udlejer eller lejer kunne anses for

at

være forbruger, når lejer selv er momsregistreret for videreudlejning af det

lejede. Landsskatteretten lagde særlig vægt på den forpligtelse, som fremgik

af

den indgåede kontrakt. Det kan på grundlag af afgørelsen konkluderes, at

såfremt udlejer har påtaget sig forbrugsforpligtelsen, må udlejer anses som

forbruger af vandet. Denne opfattelse understøttes også af SKM2001.599.LSR,

hvor Landsskatteretten har understreget, at det ikke er muligt med støtte i

TfS

1999.751 LSR at konkludere, at kun en lejer kan anses for at forbruge vand

(eller energi), således som ToldSkat ellers argumenterede for i sagen.

Landsskatteretten konkluderede, at idet udlejer havde bibeholdt sin pligt

over

for golfklubben til at vande og vedligeholde, måtte udlejer anses for at have

forbrugt vandet. Denne konklusion tilsidesatte Told- og Skattestyrelsens

anbringende om, at en kontraktuel fordeling ikke kunne lægges til grund ved

fastlæggelsen af retten til godtgørelse.

Subsidiært er det gjort gældende, at

regionens afgørelse udgør en væsentlig praksisændring, der alene kan

tillægges

fremtidig virkning. Der er herved henvist til den foranstående gennemgang af

den hidtidige og offentliggjorte praksis, som ikke er overensstemmende med

den

påklagede afgørelse.

I relation til regionens udtalelse har

repræsentanten anført, at der fortsat ikke er påvist hjemmel for et fysisk

forbrugskriterium. Landsskatteretten har på intet tidspunkt accepteret dette

krav og har endda afsagt kendelser imod det fysiske krav. Uagtet den

manglende

hjemmel er det videre anført, at det af myndighederne beskrevne

forbrugskriterium ej heller er til hinder for tilbagebetaling i nærværende

sag.

Ejendommene er selskabets fysiske virksomhedsrammer, hvor der som led i

udlejningen

af disse modtages et momsbelagt vederlag. En frivillig momsregistrering for

udlejning af fast ejendom kræver, at en ejendoms matrikelnummer oplyses. De

enkelte ejendomme er derfor opført med matrikelnummer i ToldSkats registre,

som

en del af selskabets momspligtige virksomhed. En påstand om, at de pågældende

ejendomme ikke udgør virksomheden kan således ikke tages til følge. I øvrigt

kan selskabets forbrug på fællesarealer sidestilles med lobbyen mv. i

hoteller.

Et hotel foretager ej heller udlejning af fællesarealer, men disse udgør en

helt nødvendig infrastruktur for den momspligtige aktivitet, som foregår i

resten af virksomheden.

Det er videre anført, at reglementets

manglende retskildeværdi ikke er nærmere begrundet. Reglementet var et

bindende

praksis- og fortolkningsgengivelse fra direktoratet rettet mod

distrikstoldkamrene,

og skal således tillægges retskildeværdi svarende til et cirkulære.

Reglementet

er aldrig erklæret ugyldigt af myndighederne, ligesom der ikke senere er

udsendt særskilt meddelelse, som på det konkrete område tilkendegiver en

praksisændring. Der foreligger ej heller afgørelser, der tilkendegiver en

anden

praksis. Derudover er lovgivningen uændret i forhold til reglementets

udgivelsestidspunkt.

Endelig har ToldSkat selv henvist til reglementet og betegnet det som

gældende

praksis, jf. SKM2003.44.LSR.

Afgørelsen i SKM2002.171.LSR er alene

påberåbt i relation til de særlige forhold der er nævnt i præmisserne, og

hvoraf der kan udledes generelle retningslinier. Afgørelsen er således

relevant

også i tilfælde, hvor der ikke foreligger korttidsudlejning. Den meddelelse

fra

skatteministeren fra 1988, som er refereret i Punktafgiftsvejledningen,

afsnit

F.6.2.3, og som Landsskatteretten også tog stilling til, er ikke påberåbt i

denne sag.

Landsskatterettens bemærkninger og

begrundelse

I medfør af elafgiftslovens § 11, stk.

1, kan momsregistrerede virksomheder, bortset fra de i stk. 2 nævnte

tilfælde,

få tilbagebetalt afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige

elektricitet. Tilsvarende fremgår af kulafgiftslovens § 8, stk. 1, samt

gasafgiftslovens § 10, stk. 1. Af olieafgiftslovens § 11, stk. 1, fremgår, at

momsregistrerede virksomheder kan få tilbagebetaling af den i virksomheden

forbrugte afgiftspligtige olie. Efter de respektive love tilbagebetales

afgiften i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående

merværdiafgift af afgiftspligtige varer og varme. Endvidere kan der i henhold

til CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, ske tilbagebetaling af 10 % af

afgiften efter denne lov for det forbrug, der er fuldt ud

tilbagebetalingsberettiget efter bestemmelserne i de førnævnte respektive

love.

I forarbejderne til de respektive love

forefindes ikke fortolkningsbidrag i relation til forståelsen af, hvornår

afgiftspligtige varer kan anses for forbrugt i/af virksomheden.

Af

ToldSkats grønne reglement ”Afgift-Punkt” kapitel 23 om

afgiftsgodtgørelse fremgår følgende:

”( )

2. Butikscentre og lignende, der er

frivilligt registreret efter momsloven for levering af elektricitet,

eventuelt

som led i en frivillig registrering for udlejning af fast ejendom, kan opnå

godtgørelse af afgift af elektricitet til fællesformål mv i følgende omfang:

Hvis forbruget til fællesformålene uden

specifikationer er indeholdt i betalingen for de omhandlede leverancer (fx

indregnet

i den enkelte lejers husleje) er det den momsregistrerede udlejer, der er

berettiget til godtgørelse.

Hvis udgifterne til fællesformålene (fx

drift af ventilatorer, elevatorer og udendørs belysning) fordeles på de

enkelte

lejere (fx forholdsmæssigt efter lejemålenes størrelse) og faktureres

særskilt

udover den egentlige husleje, betragtes elektriciteten som forbrugt af de

enkelte lejere, som herefter kan opnå godtgørelse efter de almindelige

regler.

( .)”

Vedrørende godtgørelse af energiafgifter

og CO2-afgift fremgår følgende af Punktafgiftsvejledningen 2002, afsnit

F.6.2.2. om udlejningsvirksomhed:

”Udlejere af fast ejendom kan ikke opnå

afgiftsfritagelse for fx elektricitet og varer, der forbruges af lejerne, se

SKM2001.610.LSR.

Udlejere, der som led i udlejningen også

leverer fx elektricitet, har derimod adgang til at viderefakturere

afgiftsbelastningen

af elforbrug hos lejeren. Det er herefter lejerens godtgørelsesmæssige

stilling, der er afgørende for, hvorvidt der kan ydes afgiftsgodtgørelse for

elforbruget.

Udlejerens registrering efter momsloven skal også omfatte levering af fx

elektricitet.

Dog kan feriehoteller, feriecentre o.l.

i lighed med hoteller, moteller mv. opnå godtgørelse af energiafgift og

CO2-afgift af elektricitet til procesformål, der er forbrugt i forbindelse

med

den momspligtige udlejning af værelser, lejligheder mv. Det er uden

betydning,

om der opkræves særskilt betaling for elforbruget, eller om betaling for

elektricitet indgår i lejen.”

Af Punktafgiftsvejledningen 2002, afsnit

F.6.2.3. vedrørende afgørelser - udlejningsvirksomhed fremgår følgende:

”( )

Ved levering af elektricitet til forbrug

i fx campingvogne og hytter, som er campingpladsens eget driftsmiddel, og som

anvendes til udlejningsformål, kan der dog ydes godtgørelse af elafgiften og

CO2-afgiften efter reglerne for let proces. ( )

Elektricitet, der forbruges i køkken- og

badefaciliteter mv., og til belysning mv. af campingpladsen/lystbådehavnens

fællesarealer er godtgørelsesberettiget efter reglerne for let proces,

medmindre

der er tale om elektricitet, der anvendes til fremstilling rumvarme/varmt

vand."

Vedrørende godtgørelse af vandafgift

fremgår følgende af Punktafgiftsvejledningen 2002, afsnit G.5.6.2. –

udlejning

af fast ejendom, følgende:

”( )

Ejendomsudlejeren har derimod ikke selv

adgang til godtgørelse af afgiften, medmindre vandet er forbrugt i udlejers

virksomhed, fx i forbindelse med rengøring af fælles lokaler eller vanding af

fælles udendørs arealer. Det er uden betydning, om betaling for vand er en

del

af lejen, eller om betaling for vand sker særskilt til udlejeren.”

Det refererede afsnit er ikke medtaget i

Punktafgiftsvejledningen 2003-1.

Af præmisserne i SKM2004.109.VLR,

hvorved SKM2002.492.LSR blev stadfæstet, fremgår følgende:

”( )

Som elektricitetsafgiftsloven er

udformet, må der ved en virksomheds forbrug af afgiftspligtig elektricitet i

lovens § 11, stk. 1, nr. 1, forstås det forbrug, der foregår som led i en

produktionsproces i virksomheden – eksempelvis til drift af maskiner,

produktionsanlæg, belysning i virksomheden eller lignende – og det må

kræves,

at elektriciteten kan anses som forbrugt af virksomheden til dette formål.

( ) Indkøb og anvendelse af elektricitet

til driften af belysningsanlægget i kommunen findes ikke at kunne sidestilles

med en sådan produktionsproces, som må forudsættes i

elektricitetsafgiftslovens

§ 11, stk. 1, nr. 1, og EnergiGruppen Jylland Service A/S kan ikke som

virksomhed i denne sammenhæng siges at forbruge elektriciteten til

procesformål.

Landsretten har herved lagt vægt på, at kommunens borgere må anses som de

egentlige forbrugere af elektriciteten til brug for vejbelysningen.”

Det lægges til grund, at de omhandlede

afgifter alene vedrører energiforbrug på fællesarealer og til

fællesfaciliteter

i de af selskabet ejede udlejningsejendomme, som er frivillig

momsregistreret,

og at ingen del af dette energiforbrug er viderefaktureret til lejerne. Sagen

vedrører således ikke forbrug i lokaliteter, hvor der er tillagt den enkelte

lejer en eksklusiv brugsret.

Indledningsvis bemærkes, at det ved

SKM2003.175.LSR blev fastslået, at tilbagebetalingsreglerne i

vandafgiftsloven

skal administreres på samme måde, som de tilsvarende regler i elafgiftsloven.

Retten finder, at den omhandlede energi

må anses for forbrugt af udlejeren. Uanset forbruget vedrører arealer og

faciliteter, hvortil lejerne i de pågældende ejendomme har adgang, kan det

ikke

dermed antages, at disse er forbrugere i energiafgiftslovenes forstand. Den

afgiftspligtige energi må derimod anses for anvendt som en integreret del af

den momspligtige udlejningsvirksomhed, som ikke kan afgrænses til alene at

være

de lokaliteter, hvorfra administrationen af udlejningen foregår, men tillige

må

omfatte selve de udlejede ejendomme. Selskabet er herefter berettiget til

godtgørelse for de omhandlede afgifter i medfør af bl.a. elafgiftslovens §

11,

stk. 1, nr. 1, i det omfang tilbagebetalingsadgang ikke er udelukket efter

rumvarmereglerne i bl.a. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Den påklagede afgørelse ændres derfor,

hvilket er tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter