Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af energiafgifter. Fællesarealer og faciliteter i udlejningsejendomme
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af energiafgifter.
Fællesarealer og – faciliteter i udlejningsejendomme
Klagen skyldes, at regionen ikke har anset ejendomsselskabet A for
berettiget til fradrag for energiafgifter vedrørende energiforbrug til
fællesarealer og –faciliteter i dets momsregistrerede
udlejningsejendomme, idet
energien ikke er anset for forbrugt af selskabet.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten ændrer regionens
afgørelse.
Sagens oplysninger
Selskabet er et
ejendomsinvesteringsselskab, der forestår udlejning af fast ejendom til
erhvervs- og boligformål. Selskabet har en portefølje på ca. 800.000
m2.
Selskabets ejendomme anvendes udelukkende til udlejning, som primært er
momspligtig erhvervsudlejning (kontorbygninger).
Selskabet viderefakturerer ikke energiforbrug
vedrørende fællesarealer (trappeopgange, adgangsveje, fordelingsgange o.lign)
og fælles faciliteter (elevatorer, ventilationsanlæg, alarmanlæg o.lign.) til
lejerne. Udgifterne til dette energiforbrug indregnes i stedet i prisen på de
udlejede lokaler.
Selskabet har angivet godtgørelse af
bl.a. energiafgifter for energi forbrugt til fællesarealer og
fællesfaciliteter
for de ejendomme, der er omfattet af en frivillig momsregistrering.
ToldSkats afgørelse
Regionen har nægtet godtgørelse for
energiafgifter, der for perioden perioden 1. maj 1999 – 31. december
2002 udgør
Læs alt
i alt 3.986.013 kr., samt nulstillet selskabets efterangivelse af 3. juni
2000
for perioden 1. januar 1997 – 30. april 1999 på i alt 1.041.581 kr.
Selskabet
er ikke anset for berettiget til fradrag for energiafgifter for energi
forbrugt
til fællesarealer og fællesfaciliteter, da selskabet ikke er anset for at
have
forbrugt denne energi, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 2 og 2,
kulafgiftslovens
§ 8, stk. 1, nr. 1 og 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2,
naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1 og 2, samt CO2-afgiftslovens § 9,
stk. 1, jf. stk. 4. Regionen har dog anerkendt, at selskabet er berettiget
til
godtgørelse for afgift af forbrug vedrørende momsregistrerede tomme lejemål
samt forbrug på egen adresse (administrationslokaler). Den endelige opgørelse
heraf forudsætter dog, at selskabet fremlægger dokumentation for, hvor stor
en
andel af afgifterne, der vedrører de godtgørelsesberettigede formål.
Der er ikke adgang til godtgørelse i de
tilfælde, hvor forbrugskriteriet, jf. førnævnte lovbestemmelser, ikke er
opfyldt. Det gælder eksempelvis ved udlejning af fast ejendom. Af
SKM2001.610.LSR fremgår, at udlejere af fast ejendom ikke kan opnå
afgiftsgodtgørelse for elektricitet og varme, der forbruges af lejerne.
Udlejere, der som led i udlejningen også
leverer elektricitet, har derimod adgang til at viderefakturere
afgiftsbelastningen af elforbrug hos lejeren. Afgiften anses for
viderefaktureret
fra udlejer til lejer i den udstrækning, den særskilt er specificeret på
afregningen mellem disse. Det er herefter lejerens godtgørelsesmæssige
stilling, der er afgørende for, hvorvidt der kan ydes godtgørelse for
forbruget. Såfremt udlejer ville kunne fradrage energiafgifter forbrugt af
lejerne
vil det rumme en risiko for, at en lejer, der ikke har fradragsret, indirekte
vil kunne opnå sådan fradragsret.
Ved udlejning af fast ejendom kan der
være fællesarealer, hvor der anvendes energi til belysning i trappeopgange,
på
parkeringspladser, til drift af elevatorer og lignende, der ikke er omfattet
af
lejekontrakterne. Ved afgørelse af, om udlejer kan fradrage energi anvendt
til
disse formål, er det såkaldte forbrugskriterium afgørende for fradragsretten.
Uanset om det er omfattet af lejekontrakterne eller ej, må det antages, at
der
- udover de direkte udlejede lokaler - også er tale om udlejning af retten
til
at benytte fællesarealerne. Således må forbruget af energi på fællesarealerne
betragtes som forbrugt af lejerne i fællesskab og ikke af udlejer. Udlejer
kan
kun i meget begrænset omfang anses som den endelige forbruger af energien.
Udlejer, der i princippet har udlejet hele bygningen, kan ikke selv have et
forbrug i en bygning, hvor han hverken opholder sig eller driver sin
virksomhed
fra. Forbrug af energi til ikke udlejede lokaler kan anses som forbrugt af
udlejer. Ved fordeling af energiforbruget anvendt på fællesarealer vil
udlejer
kunne sidestilles med lejere vedrørende det ikke udlejede areal.
Energiforbruget vil kunne fordeles mellem de enkelte lejere. Fordeling af det
fælles energiforbrug mellem flere lejere vil normalt ske efter en
arealbetragtning, hvorimod forbruget hos de enkelte lejere normalt opgøres
efter måler. Regionen har henvist til SKM2003.44.LSR. Energi anvendt på
fællesarealerne er forbrugt af de enkelte lejere i fællesskab og ikke af
selskabet, hvorfor dette ikke har fradragsret herfor.
Regionen har i forbindelse med sagens
behandling ved Landsskatteretten afgivet udtalelse. Det fremgår bl.a. heraf,
at
der ved afgørelsen af, om selskabet er godtgørelsesberettiget, skal ses på,
hvem der drager nytte af den anvendte energi, hvilket i dette tilfælde er de
enkelte lejere, jf. SKM2001.215.TSS og SKM2002.492.LSR (som er stadfæstet ved
SKM2004.109.VLD). I lighed hermed er energien anvendt på fællesarealerne ikke
forbrugt inden for de fysiske rammer af den virksomhed, der er omfattet af
momsregistreringen. Det er derfor fastholdt, at selskabet ikke kan anses som
forbruger af energien. Det er videre anført, at det grønne reglement
(ToldSkat:
Afgift-Punkt) ikke er gyldigt og ikke kan anvendes som retskilde, og dermed
ikke kan tages som udtryk for gældende ret. I relation til SKM2002.171.LSR
har
regionen anført, at der i denne sag ikke er tale om korttidsudlejning.
Endelig
er det anført, at den påklagede afgørelse ikke er udtryk for en
praksisændring,
men blot en videreførelse af den praksis, der ligger på området, ligesom
afgørelsen
er i overensstemmelse med loven og dens intentioner.
Klagerens påstand og argumenter
Selskabets repræsentant har fremsat
påstand om, at selskabet er berettiget til godtgørelse for de omhandlede
energiafgifter.
Principalt er det gjort gældende, at
selskabet i relation til godtgørelsesreglerne i vand-, CO2- og
energiafgiftslovene må anses som forbruger, og dermed være omfattet af den
heri
givne adgang til godtgørelse for energiforbrug vedrørende fællesarealer og
fællesinstallationer, idet dette energiforbrug må anses for forbrugt af
selskabet i forbindelse med dets momspligtige ejendomsudlejning.
Regionens antagelse af, at forbruget må
anses for at være sket blandt lejerne i forening, beror på en misforståelse
af
retsforholdet mellem lejer og udlejer, ligesom regionens opfattelse af
forbrugskriteriet som et udnyttelses- eller nyttekriterium er uhjemlet og i
strid
med praksis.
Som udgangspunkt er momsregistrerede
virksomheder berettiget til at få energiafgift tilbagebetalt af den af
virksomheden
forbrugte energi. En sådan fritagelse skal ikke fortolkes indskrænkende, idet
dette vil være i strid med kravet om udtrykkelig hjemmel for
afgiftsopkrævning.
Da elafgiften udgør den største andel af det omhandlede efteropkrævningsbeløb
har repræsentanten i den videre argumentation taget udgangspunkt i
elafgiftsloven. Energiafgiftslovenes tilbagebetalingsbestemmelser er i dag
stort set formuleret ensartet. Den gældende formulering af disse kan føres
tilbage til vedtagelsen af lov om afgifter af gas og dieselolie i 1977, hvor
den olie, der blev forbrugt af en momsregistreret virksomhed, kunne
tilbagebetales. Tilbagebetalingsbestemmelsen blev indført i elafgiftsloven i
1979, hvor udtrykket ”anvendt af” blev anvendt i stedet for
”forbrugt af”.
Elafgiftslovens nuværende formulering blev indsat ved lov nr. 626 af 21.
december 1983, hvor det af forarbejderne fremgår, at ændringen alene vedrører
muligheden for fradrag for el forbrugt i forbindelse med varmeproduktion. Der
er således ikke grundlag for at antage, at tilbagebetalingsadgangen skulle
begrænses ved omformuleringen, og udtrykket ”forbrugt af
virksomheden” kan ikke
udlægges som et fysisk kriterium, men i stedet som et økonomisk kriterium.
Vedrørende definitionen af
forbrugskriteriet er det anført, at fastlæggelsen af forbrugeren af energi og
vand har været behandlet i en række sager siden 1999. På baggrund af
kendelser
og domme i disse sager skal forbrugskriteriet fortolkes således, at
forbrugeren
af energi skal anses for at være den virksomhed, som i henhold til mellem
parterne indgåede kontrakt
·
bestemmer energi- eller vandforbrugets
omfang,
·
bestemmer, hvornår og hvordan forbruget
sker,
·
installerer og vedligeholder de
faciliteter, hvorved forbruget sker (lysarmaturer mv.),
·
er forpligtet til at foretage aktiviteten,
som medfører forbruget, og
·
som afholder udgiften til forbruget.
Praksis viser endvidere, at forbruget skal
være sket i tilknytning til den egentlige virksomhedsudøvelse, såfremt
forbruget sker uden for de fysiske rammer af virksomheden. Endelig viser
praksis, at energien – såfremt der kan statueres identifikation mellem
energiforbruget (eller vandforbruget) og den leverede ydelse – betragtes
som
videreleveret i stedet for forbrugt. Der er således ikke i Landsskatterettens
offentliggjorte praksis anvendt et nytte- eller udnyttelseskriterium.
ToldSkat
har påberåbt et nyttekriterium, jf. Told- og Skattestyrelsens meddelelse fra
12. juni 2001 (SKM2001.215.TSS) og afgørelsen refereret i SKM2002.492.LSR,
men
Landsskatteretten har i sidstnævnte afgørelse ikke lagt dette kriterium til
grund, men udelukkende truffet afgørelse på baggrund af en vurdering af, hvem
der foretager det endelige forbrug. Den der foretager forbruget er ikke
nødvendigvis den samme, som den der drager nytte af forbruget.
Det omhandlede energiforbrug fungerer
som en nødvendig infrastruktur for selskabets udlejning af de enkelte lejemål
i
ejendommene, som selskabet over for sine lejere er forpligtet til at afholde,
og som af forsyningsselskaberne faktureres til og betales af selskabet.
Forbruget afholdes kun af selskabet i det omfang, selskabet er forpligtet
over
for sine lejere til at levere infrastrukturen. Selskabet afholder derved
udgifter for at kunne levere den udlejningsydelse, som det er forpligtet til.
Regionens angivelse af, at forbruget må anses at vedrøre de enkelte lejere
– og
at ejendommene må anses for at være fuldt udlejede – beror på en
misforståelse
af en udlejers forpligtelser og udlejeres mulighed for at fakturere andre
omkostninger, end de omkostninger, som er direkte henførbare, til en lejer.
Udlejer har som hovedregel kun mulighed for at viderefakturere energi til
lejer, hvis energien er forbrugt i de lejede lokaler, og dermed er
registreret
på lejers separate måler, eller på anden måde er fordelt mellem og betalt af
lejerne. Energi, som bruges i andre områder af bygningen, er således
principielt lejer uvedkommende, og omkostningen hertil indgår i udlejers
generelle omkostninger til drift af ejendommen. Det kan således ikke med
rette
lægges til grund, at forbruget må anses for at være sket hos lejer frem for
hos
udlejer, hvilket støttes af den offentliggjorte praksis, som er ganske klar.
Endvidere er henvist til ToldSkats
grønne reglement ”AFGIFT-PUNKT”, kapitel 23 om afgiftsgodtgørelse,
side 11,
eksempel 2. Eftersom reglementerne ikke er trukket tilbage, og dermed fortsat
er gyldige, og da ToldSkat hverken i den nugældende punktafgiftsvejledning
eller på anden vis har offentliggjort en praksisændring, er dette fortsat
gældende praksis. Af SKM2003.441.LSR fremgår, at denne praksis med sikkerhed
kan spores tilbage til 1984. Praksis på området er således vel beskrevet, og
regionens afgørelse strider mod den praksis, som af ToldSkat selv beskrives
som
sikker.
Punktafgiftsvejledningen 2002 er ikke
lige så klart formuleret som reglementet. Der er imidlertid ikke på nogen
måde
i vejledningen gennemført en ændring af reglementets praksisgengivelse.
Vejledningen
angiver således heller intet sted, at udlejer som udgangspunkt ikke vil kunne
opnå godtgørelse for energi i udlejningsejendomme. Afsnit F.6.2.2.2 gengiver
derudover en række afgørelser og meddelelser, som har betydning for denne
sag.
Bl.a. er henvist til SKM2002.171.LSR vedrørende en virksomhed, som opnåede
godtgørelse for energi anvendt i læskure og reklamesøjler på offentlig vej.
Landsskatteretten lagde særlig vægt på, at der var tale om funktionsbelysning
i
udstyret, at forbruget skete i udstyr opstillet og vedligeholdt af selskabet,
at alene selskabet bestemte omfanget af belysningen, og at belysningen ikke
erstattede anden kommunal belysning. Disse karakteristika gør sig også
gældende
for selskabets anvendelse af energi. Endvidere er i punktafgiftsvejledningen
beskrevet reglerne for godtgørelse på campingpladser og i lystbådehavne,
hvorved det fastlægges, at udlejer af camping- og bådepladser ikke har
godtgørelse for energiafgifterne af den energi, som leveres til forbrug i
campingvognene, lystbådene mv. Det fastlægges dog også, at udlejer har
godtgørelsesret for energi, som forbruges i køkken- og badefaciliteter mv. og
til belysning mv. af campingpladsens/lystbådehavnens fællesarealer.
Fordelingen
mellem godtgørelsesberettiget og ikke godtgørelsesberettiget forbrug svarer
nøje til den sondring, der bør lægges til grund i denne sag. Det fremgår, at
der ved hver enkelt energitype må anlægges en konkret vurdering af, hvorvidt
udlejer er forbruger af energien. Lejer kan ikke anses for forbruger, alene
fordi denne har adgang til området og har gavn af energiforbruget. Når
belysning mv. er en del af hele ”pakken”, som udlejer leverer til
lejer, når
kun udlejer kan beslutte, hvad der er i pakken, og når lejer (i princippet)
ikke har indflydelse på forbruget, vil lejer ikke efter praksisbeskrivelsen
være
at anse som forbruger. Derimod vil udlejer kunne anses som forbruger af
energien som led i sin udlejningsvirksomhed.
De af regionen påberåbte afgørelser
omhandler andre spørgsmål end nærværende sag. SKM2001.610.LSR omhandler en
udlejers mulighed for godtgørelse af energiafgifter efter en sambeskattet
lejers konkurs. Afgørelsen var begrundet i det faktum, at energiforbruget
konkret vedrørte lejers lejede lokaler og lejers aktiviteter. Sagen vedrørte
således ikke forbrug på fællesarealer, og kan således ikke støtte, at alt
forbrug i en udlejningsejendom kun vedrører lejerne. SKM2003.44.LSR statuerer
ikke, at energiforbrug i udlejningsejendomme altid vil skulle henføres til
lejer, men alene at energiforbrug, som konkret kan henføres til lejer, ikke
kan
godtgøres udlejer.
Derudover er henvist til SKM2002.492.LSR
om godtgørelse af el- og CO2-afgift ved gadebelysning, hvorved det blev
afgjort, at det ikke var muligt at anse en virksomhed som forbruger, idet
energien ikke kunne anses for forbrugt, men i stedet videreleveret i form af
belysning. Regionens anbringender i sagen svarer stort set til Told- og
Skattestyrelsens meddelelse om samme sag, SKM2001.215.TSS. Meddelelsen
opstiller både et nyttekriterium og en heraf afledet betingelse om, at
forbruget skal være sket inden for virksomhedens fysiske rammer.
Landsskatterettens kendelse lægger imidlertid til grund, at elektriciteten
blev
videresolgt i form af belysning til virksomhedens kunde, hvorfor virksomheden
rettelig blev anset som mellemhandler, som ikke afholder den endelige udgift,
men derimod videresælger en ubehandlet vare. Retten lagde særlig vægt på, at
der var en så nær sammenhæng mellem den indkøbte/anvendte elektricitet og det
leverede lys, at disse elementer ikke kunne betragtes adskilt, således at
lyset
skulle udgøre varen, mens elektriciteten skulle være forbrugt af virksomheden
med henblik på fremstilling af lyset. Der er således identifikation mellem
den
indkøbte vare og den leverede ydelse. Retten valgte at se bort fra det af
ToldSkat påberåbte nyttekriterium (fysisk forbrugskriterium) og den deraf
afledte betingelse om forbrug inden for virksomhedens fysiske rammer, men tog
udelukkende stilling til spørgsmålet om, hvem der kunne anses for forbruger.
At
en virksomhed anses for forbruger er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at
virksomheden også er den, der drager nytte af energiforbruget.
I afgørelsen refereret i SKM2002.171.LSR
påstod ToldSkat også, at forbrug kun kunne medføre tilbagebetaling, hvis
forbruget
skete inden for virksomhedens fysiske rammer. Landsskatterettens præmisser
omtaler ikke dette punkt, men retten tillod alligevel virksomheden fradrag.
Endvidere er henvist til TfS 1999.751
LSR og SKM2001.599.LSR vedrørende tilbagebetaling af vandafgift i forbindelse
med udlejning og drift af golfbaner, idet det er bemærket, at principperne i
vandafgiftsloven tillige kan tillægges vægt i relation til
energiafgiftslovene.
TfS 1999.751 LSR vedrørte spørgsmålet om udlejer eller lejer kunne anses for
at
være forbruger, når lejer selv er momsregistreret for videreudlejning af det
lejede. Landsskatteretten lagde særlig vægt på den forpligtelse, som fremgik
af
den indgåede kontrakt. Det kan på grundlag af afgørelsen konkluderes, at
såfremt udlejer har påtaget sig forbrugsforpligtelsen, må udlejer anses som
forbruger af vandet. Denne opfattelse understøttes også af SKM2001.599.LSR,
hvor Landsskatteretten har understreget, at det ikke er muligt med støtte i
TfS
1999.751 LSR at konkludere, at kun en lejer kan anses for at forbruge vand
(eller energi), således som ToldSkat ellers argumenterede for i sagen.
Landsskatteretten konkluderede, at idet udlejer havde bibeholdt sin pligt
over
for golfklubben til at vande og vedligeholde, måtte udlejer anses for at have
forbrugt vandet. Denne konklusion tilsidesatte Told- og Skattestyrelsens
anbringende om, at en kontraktuel fordeling ikke kunne lægges til grund ved
fastlæggelsen af retten til godtgørelse.
Subsidiært er det gjort gældende, at
regionens afgørelse udgør en væsentlig praksisændring, der alene kan
tillægges
fremtidig virkning. Der er herved henvist til den foranstående gennemgang af
den hidtidige og offentliggjorte praksis, som ikke er overensstemmende med
den
påklagede afgørelse.
I relation til regionens udtalelse har
repræsentanten anført, at der fortsat ikke er påvist hjemmel for et fysisk
forbrugskriterium. Landsskatteretten har på intet tidspunkt accepteret dette
krav og har endda afsagt kendelser imod det fysiske krav. Uagtet den
manglende
hjemmel er det videre anført, at det af myndighederne beskrevne
forbrugskriterium ej heller er til hinder for tilbagebetaling i nærværende
sag.
Ejendommene er selskabets fysiske virksomhedsrammer, hvor der som led i
udlejningen
af disse modtages et momsbelagt vederlag. En frivillig momsregistrering for
udlejning af fast ejendom kræver, at en ejendoms matrikelnummer oplyses. De
enkelte ejendomme er derfor opført med matrikelnummer i ToldSkats registre,
som
en del af selskabets momspligtige virksomhed. En påstand om, at de pågældende
ejendomme ikke udgør virksomheden kan således ikke tages til følge. I øvrigt
kan selskabets forbrug på fællesarealer sidestilles med lobbyen mv. i
hoteller.
Et hotel foretager ej heller udlejning af fællesarealer, men disse udgør en
helt nødvendig infrastruktur for den momspligtige aktivitet, som foregår i
resten af virksomheden.
Det er videre anført, at reglementets
manglende retskildeværdi ikke er nærmere begrundet. Reglementet var et
bindende
praksis- og fortolkningsgengivelse fra direktoratet rettet mod
distrikstoldkamrene,
og skal således tillægges retskildeværdi svarende til et cirkulære.
Reglementet
er aldrig erklæret ugyldigt af myndighederne, ligesom der ikke senere er
udsendt særskilt meddelelse, som på det konkrete område tilkendegiver en
praksisændring. Der foreligger ej heller afgørelser, der tilkendegiver en
anden
praksis. Derudover er lovgivningen uændret i forhold til reglementets
udgivelsestidspunkt.
Endelig har ToldSkat selv henvist til reglementet og betegnet det som
gældende
praksis, jf. SKM2003.44.LSR.
Afgørelsen i SKM2002.171.LSR er alene
påberåbt i relation til de særlige forhold der er nævnt i præmisserne, og
hvoraf der kan udledes generelle retningslinier. Afgørelsen er således
relevant
også i tilfælde, hvor der ikke foreligger korttidsudlejning. Den meddelelse
fra
skatteministeren fra 1988, som er refereret i Punktafgiftsvejledningen,
afsnit
F.6.2.3, og som Landsskatteretten også tog stilling til, er ikke påberåbt i
denne sag.
Landsskatterettens bemærkninger og
begrundelse
I medfør af elafgiftslovens § 11, stk.
1, kan momsregistrerede virksomheder, bortset fra de i stk. 2 nævnte
tilfælde,
få tilbagebetalt afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige
elektricitet. Tilsvarende fremgår af kulafgiftslovens § 8, stk. 1, samt
gasafgiftslovens § 10, stk. 1. Af olieafgiftslovens § 11, stk. 1, fremgår, at
momsregistrerede virksomheder kan få tilbagebetaling af den i virksomheden
forbrugte afgiftspligtige olie. Efter de respektive love tilbagebetales
afgiften i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående
merværdiafgift af afgiftspligtige varer og varme. Endvidere kan der i henhold
til CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, ske tilbagebetaling af 10 % af
afgiften efter denne lov for det forbrug, der er fuldt ud
tilbagebetalingsberettiget efter bestemmelserne i de førnævnte respektive
love.
I forarbejderne til de respektive love
forefindes ikke fortolkningsbidrag i relation til forståelsen af, hvornår
afgiftspligtige varer kan anses for forbrugt i/af virksomheden.
Af
ToldSkats grønne reglement ”Afgift-Punkt” kapitel 23 om
afgiftsgodtgørelse fremgår følgende:
”( )
2. Butikscentre og lignende, der er
frivilligt registreret efter momsloven for levering af elektricitet,
eventuelt
som led i en frivillig registrering for udlejning af fast ejendom, kan opnå
godtgørelse af afgift af elektricitet til fællesformål mv i følgende omfang:
Hvis forbruget til fællesformålene uden
specifikationer er indeholdt i betalingen for de omhandlede leverancer (fx
indregnet
i den enkelte lejers husleje) er det den momsregistrerede udlejer, der er
berettiget til godtgørelse.
Hvis udgifterne til fællesformålene (fx
drift af ventilatorer, elevatorer og udendørs belysning) fordeles på de
enkelte
lejere (fx forholdsmæssigt efter lejemålenes størrelse) og faktureres
særskilt
udover den egentlige husleje, betragtes elektriciteten som forbrugt af de
enkelte lejere, som herefter kan opnå godtgørelse efter de almindelige
regler.
( .)”
Vedrørende godtgørelse af energiafgifter
og CO2-afgift fremgår følgende af Punktafgiftsvejledningen 2002, afsnit
F.6.2.2. om udlejningsvirksomhed:
”Udlejere af fast ejendom kan ikke opnå
afgiftsfritagelse for fx elektricitet og varer, der forbruges af lejerne, se
SKM2001.610.LSR.
Udlejere, der som led i udlejningen også
leverer fx elektricitet, har derimod adgang til at viderefakturere
afgiftsbelastningen
af elforbrug hos lejeren. Det er herefter lejerens godtgørelsesmæssige
stilling, der er afgørende for, hvorvidt der kan ydes afgiftsgodtgørelse for
elforbruget.
Udlejerens registrering efter momsloven skal også omfatte levering af fx
elektricitet.
Dog kan feriehoteller, feriecentre o.l.
i lighed med hoteller, moteller mv. opnå godtgørelse af energiafgift og
CO2-afgift af elektricitet til procesformål, der er forbrugt i forbindelse
med
den momspligtige udlejning af værelser, lejligheder mv. Det er uden
betydning,
om der opkræves særskilt betaling for elforbruget, eller om betaling for
elektricitet indgår i lejen.”
Af Punktafgiftsvejledningen 2002, afsnit
F.6.2.3. vedrørende afgørelser - udlejningsvirksomhed fremgår følgende:
”( )
Ved levering af elektricitet til forbrug
i fx campingvogne og hytter, som er campingpladsens eget driftsmiddel, og som
anvendes til udlejningsformål, kan der dog ydes godtgørelse af elafgiften og
CO2-afgiften efter reglerne for let proces. ( )
Elektricitet, der forbruges i køkken- og
badefaciliteter mv., og til belysning mv. af campingpladsen/lystbådehavnens
fællesarealer er godtgørelsesberettiget efter reglerne for let proces,
medmindre
der er tale om elektricitet, der anvendes til fremstilling rumvarme/varmt
vand."
Vedrørende godtgørelse af vandafgift
fremgår følgende af Punktafgiftsvejledningen 2002, afsnit G.5.6.2. –
udlejning
af fast ejendom, følgende:
”( )
Ejendomsudlejeren har derimod ikke selv
adgang til godtgørelse af afgiften, medmindre vandet er forbrugt i udlejers
virksomhed, fx i forbindelse med rengøring af fælles lokaler eller vanding af
fælles udendørs arealer. Det er uden betydning, om betaling for vand er en
del
af lejen, eller om betaling for vand sker særskilt til udlejeren.”
Det refererede afsnit er ikke medtaget i
Punktafgiftsvejledningen 2003-1.
Af præmisserne i SKM2004.109.VLR,
hvorved SKM2002.492.LSR blev stadfæstet, fremgår følgende:
”( )
Som elektricitetsafgiftsloven er
udformet, må der ved en virksomheds forbrug af afgiftspligtig elektricitet i
lovens § 11, stk. 1, nr. 1, forstås det forbrug, der foregår som led i en
produktionsproces i virksomheden – eksempelvis til drift af maskiner,
produktionsanlæg, belysning i virksomheden eller lignende – og det må
kræves,
at elektriciteten kan anses som forbrugt af virksomheden til dette formål.
( ) Indkøb og anvendelse af elektricitet
til driften af belysningsanlægget i kommunen findes ikke at kunne sidestilles
med en sådan produktionsproces, som må forudsættes i
elektricitetsafgiftslovens
§ 11, stk. 1, nr. 1, og EnergiGruppen Jylland Service A/S kan ikke som
virksomhed i denne sammenhæng siges at forbruge elektriciteten til
procesformål.
Landsretten har herved lagt vægt på, at kommunens borgere må anses som de
egentlige forbrugere af elektriciteten til brug for vejbelysningen.”
Det lægges til grund, at de omhandlede
afgifter alene vedrører energiforbrug på fællesarealer og til
fællesfaciliteter
i de af selskabet ejede udlejningsejendomme, som er frivillig
momsregistreret,
og at ingen del af dette energiforbrug er viderefaktureret til lejerne. Sagen
vedrører således ikke forbrug i lokaliteter, hvor der er tillagt den enkelte
lejer en eksklusiv brugsret.
Indledningsvis bemærkes, at det ved
SKM2003.175.LSR blev fastslået, at tilbagebetalingsreglerne i
vandafgiftsloven
skal administreres på samme måde, som de tilsvarende regler i elafgiftsloven.
Retten finder, at den omhandlede energi
må anses for forbrugt af udlejeren. Uanset forbruget vedrører arealer og
faciliteter, hvortil lejerne i de pågældende ejendomme har adgang, kan det
ikke
dermed antages, at disse er forbrugere i energiafgiftslovenes forstand. Den
afgiftspligtige energi må derimod anses for anvendt som en integreret del af
den momspligtige udlejningsvirksomhed, som ikke kan afgrænses til alene at
være
de lokaliteter, hvorfra administrationen af udlejningen foregår, men tillige
må
omfatte selve de udlejede ejendomme. Selskabet er herefter berettiget til
godtgørelse for de omhandlede afgifter i medfør af bl.a. elafgiftslovens §
11,
stk. 1, nr. 1, i det omfang tilbagebetalingsadgang ikke er udelukket efter
rumvarmereglerne i bl.a. elafgiftslovens § 11, stk. 3.
Den påklagede afgørelse ændres derfor,
hvilket er tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- SKAT har ikke imødekommet en anmodning fra [virksomhed1] A/S, herefter benævnt selskabet, om tilbagebetaling af et CO2-afgiftsbeløb vedrørende stilstandsvarme… Landsskatteretten · 11. september 2013
- Selskabets energiforbrug i varmeveksler 1 på H2 fabrikken er ikke anset for omfattet af reglerne om overskudsvarme Landsskatteretten · 18. juni 2009
- Skattestyrelsen har ikke imødekommet selskabets anmodning om regulering af elafgift for perioden 1. januar 2015 – 31. oktober 2015. Selskabet har anmodet… Landsskatteretten · 25. august 2026
- SKAT har afkrævet [virksomhed1] A/S, herefter benævnt selskabet, afgifter i henhold til bestemmelserne i elektricitetsafgiftslovens §11, stk. 3, og… Landsskatteretten · 25. juli 2011
- Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af energi- og CO2-afgift af energi forbrugt til stilstandsvarme og tankopvarmning Retsinformation · 13. august 2009
- Landsskatteretskendelse vedr. anmodning om tilbagebetaling af kuldioxidafgift vedrørende naturgasforbrug i M/R-stationer Retsinformation · 23. marts 2013
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse af 10. december 2002 vedr. Fradrag for el- og CO Retsinformation · 29. september 2003
- Elafgift - Afgiftsgodtgørelse - Udlejning af lokaler Retsinformation · 23. februar 2022
- Landsskatteretskendelse af 5/11 2003 vedr. godtgørelse af elektricitesafgift på campingplads med udlejning af hytter samt Put & Take fiskesøer. Retsinformation · 20. februar 2004
- Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til renovering Retsinformation · 23. juli 2009
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT V. TRSTENJAK fremsat den 9. december 2008 1 Sag C-572/07 EU-domme · 9. december 2008
- Sagen angår prøvelse af Landsskatterettens afgørelser, hvorved Landsskatteretten har stadfæstet Skattestyrelsens afgørelser om, at de sagsøgende kommuner ikke er berettiget til refusion af elafgift pålagt elektricitet anvendt til vejbelysning Domsdatabasen · 11. juli 2025