Landsskatteretskendelse vedr. aktieavance.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Aktieavancebeskatningsloven § 13 a 127 afgørelser
- Kursgevinstloven § 37 18 afgørelser
- Aktieavancebeskatningsloven § 13 107 afgørelser
- Kildeskatteloven § 73 e 35 afgørelser
- Kildeskatteloven § 1 2.029 afgørelser
- Ligningsloven § 7 o 66 afgørelser
- Ligningsloven § 28 199 afgørelser
- Personskatteloven § 8 a 90 afgørelser
- Vurderingsloven § 3 ophævet 20 afgørelser
- Vurderingsloven § 6 ophævet 117 afgørelser
- Personskatteloven § 14 38 afgørelser
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. aktieavance.
Urealiseret fortjeneste ved flytning til Frankrig.
Fratrædelsesgodtgørelse i form af brugt bil.
Klagen vedrører beskatning af
urealiseret fortjeneste på aktier ved A’s fraflytning til Frankrig, jf.
aktieavancebeskatningslovens § 13 a, samt værdiansættelse af bil modtaget
delvist som fratrædelsesgodtgørelse.
Landsskatterettens
afgørelse
Indkomståret 1998
- Aktieindkomst
Skatteforvaltningen har anset
urealiseret avance på aktier i B A/S for skattepligtige, jf.
aktieavancebeskatningslovens
§ 13 a
5.138.039 kr.
Landsskatteretten finder, at
klageren i henhold til den dagældende bestemmelse i
aktieavancebeskatningslovens
§ 13 a er skattepligtig af en urealiseret avance på aktier i B A/S med
4.020.714 kr.
Personlig
indkomst
Fratrædelsesgodtgørelse ansat
af skatteforvaltningen til 174.113 kr. Selvangivet med
99.113
kr. Forhøjelse 75.000 kr.
Landsskatteretten nedsætter
fratrædelsesgodtgørelsen til 154.113 kr.
Urealiseret
Læs alt
aktieavance i forbindelse med fraflytning til Frankrig
Sagens
oplysninger
Klagerens fulde skattepligt
til Danmark ophørte den 15. august 1998 i forbindelse med fraflytning til
Frankrig. Klageren og hans ægtefælle var indtil fraflytningen tilmeldt
folkeregisteret på adressen X.
På fraflytningstidspunktet
var klageren hovedaktionær i B A/S i likvidation. Selskabet, der trådte i
solvent likvidation pr. 1. juli 1998, ejede 2 ejendomme. Ejendommene blev i
juni 1998 sat til salg gennem statsaut. ejendomsmæglere & valuarer.
Den ene ejendom var vurderet som en ejerboligejendom
til beboelse. Ejendomsvurderingen udgjorde pr. 1. januar 1998 og pr. 1.
januar
1999 henholdsvis 1.650.000 kr. og 1.600.000 kr.
Den anden ejendom var vurderet som en erhvervsejendom
til beboelse og forretning. Ejendomsvurderingen udgjorde pr. 1. januar 1998
og
pr. 1. januar 1999 henholdsvis 4.900.000 kr. og 4.950.000 kr. Ejendommen har
ikke haft registrerede beboere siden 22. januar 1971.
Ejendommene blev solgt med overtagelse henholdsvis pr.
15. april 1999 og pr. 1. august 1999 for en kontant købesum på henholdsvis
2.550.000 kr. og 6.075.000 kr., eller i alt 8.625.000 kr.
Ifølge indgangsregnskab for likvidationen pr. 1. juli
1998 blev den forventede salgssum ved salg af ejendomme ansat til 6.550.000
kr.
Følgebrev af 29. juni 1999
til selvangivelsen for perioden fra 1. januar til 15. august 1999 var vedlagt
et bilag, hvor den urealiserede aktieavance var opgjort til 4.020.714 kr. Den
urealiserede aktieavance var ikke overført til selvangivelsen og derfor ikke
tidligere beskattet. Ved klagerens opgørelse af den urealiserede aktieavance
er
der taget udgangspunkt i en beregnet skattekurs pr. 30. juni 1998. I denne
beregning indgår ejendommenene til en skattemæssig værdi med henholdsvis
1.650.000 kr. og 4.900.000 kr., eller i alt 6.550.000 kr. Klageren har
opgjort avancen
således:
Skattekurs baseret på
regnskab pr. 30. juni 1998
Skattemæssig indre værdi pr.
30. juni 1998
Egenkapital
ifølge regnskab
1.461.576 kr.
Skyldigt udbytte
70.000
kr.
Regnskabsmæssig værdi ejendom
-1.513.225 kr.
Skattemæssig værdi ejendom
6.550.000
kr.
5.036.775 kr.
6.568.351 kr.
Skattekursværdi, 90 %
5.911.516
kr.
Opgørelse af avance
Værdi ved fraflytning
5.911.516
kr.
Anskaffelsessum
Nom. 196.000 anskaffet 10/7 1970
196.000 kr.
Nom.
10.000 anskaffet 15/5
1974
10.000
kr.
Nom.
10.000 anskaffet 15/5
1975
10.000
kr.
Nom.
10.000 anskaffet 15/5 1976
10.000 kr.
Nom.
10.000 anskaffet
1/6 1980
10.000 kr.
Nom.
10.000 anskaffet 20/5
1981
10.000
kr.
Nom.
10.000 anskaffet 15/5
1983
10.000
kr.
Nom. 144.000 anskaffet
1/2
1985
635.585
kr.
-891.585 kr.
Fortjeneste
5.019.931
kr.
Nedslag 25 % af 196.000/400.000 * 5.019.931
614.942 kr.
Nedslag 24 % af
10.000/400.000
* 5.019.931
30.120 kr.
Nedslag 23 % af
10.000/400.000
* 5.019.931
28.865 kr.
Nedslag 22 % af
10.000/400.000
* 5.019.931
27.610 kr.
Nedslag 18 % af
10.000/400.000
* 5.019.931
22.590 kr.
Nedslag 17 % af
10.000/400.000
* 5.019.931
21.335 kr.
Nedslag 15 % af
10.000/400.000
* 5.019.931
18.825 kr.
Nedslag 13 % af 144.000/400.000 * 5.019.931
234.933 kr.
-999.217 kr.
Skattepligtig fortjeneste
4.020.714
kr.
Af det endelige
likvidationsregnskab pr. 31. oktober 1999 for B A/S i likvidation fremgår, at
ejendommene blev solgt for en kontant salgssum på henholdsvis 2.550.000 kr.
pr.
8. juni 1999 og 6.075.000 kr. pr. 5. august 1999, eller i alt 8.625.000 kr.
Selskabet ophørte pr. 2.
december 1999.
Klageren har i indkomstårene 1998, 1999 og 2000
modtaget pension fra danske pensionsordninger med løbende udbetalinger på
henholdsvis 222.968 kr., 262.538 kr. og 263.039 kr.
Ifølge det oplyste har klageren ikke siden
fraflytningen haft lønnet beskæftigelse eller etableret virksomhed i
Frankrig.
Skatteforvaltningens
afgørelse
Skattemæssig avance på aktier
i B A/S ved fraflytning den 15. august 1998 er ansat til 5.138.039 kr., jf.
aktieavancebeskatningslovens § 13 a.
Ligningsvejledningen 1999
S.F.2.3.3. indeholder retningslinier for fastsættelsen af handelsværdien af
unoterede aktier. Ifølge disse retningslinier kan man i en række tilfælde gå
ud
fra, at ejendommens handelsværdi ikke vil afvige væsentligt fra den seneste
foreliggende ejendomsvurdering.
En række forhold kan dog
medføre, at den seneste kendte offentlige ejendomsvurdering og dermed
aktiekursen anses for uegnet som udtryk for aktiernes værdi i handel og
vandel.
I sådanne tilfælde kan skattekursen ikke anses for at udgøre handelsværdien.
En sådan situation er til
stede her, idet der ca. 1 år efter klagerens fraflytning skete en handel med
ejendommene mellem uafhængige parter til en pris, der ligger 2.075.000 kr. og
dermed væsentligt over den fastsatte værdi. Det virker urealistisk, at
ejendommene, der omkring fraflytningstidspunktet blev sat til salg for
12.000.000 kr. af en sagkyndig erhvervsejendomsmægler, og ca. 1 år efter blev
solgt for 8.625.000 kr., på fraflytningstidspunktet skulle have en værdi
svarende til den offentlige vurdering på 6.550.000 kr.
I det endelige
likvidationsregnskab pr. 31. oktober 1999 for B A/S i likvidation fremgår, at
ejendommene blev solgt til følgende kontante salgssummer:
I 2.550.000 kr. (pr. 8/6
1999) II 6.075.000 kr. (pr. 5/8 1999) I alt 8.625.000 kr.
Ejendommene er således
umiddelbart steget i handelsværdi med 2.075.000 kr. (31,7 %) fra 15. august
1998 til 5. august 1999 ifølge det selvangivne.
Det er skatteforvaltningens
opfattelse, at der ikke er sket en stigning i handelsværdien af ejendommene
med
31,7 % i den omhandlede periode. Skatteforvaltningen har undersøgt
prisstigningerne på ejendomsmarkedet for erhvervsejendomme og konstateret, at
prisstigningerne i gennemsnit har ligget på 5,3-6,5 % fra 1. juli 1998 til
30.
juni 1999. Prisudviklingen er beregnet på baggrund af samtlige handler af
erhvervsejendomme i Danmark i perioden, og må derfor anses for dækkende for
prisudviklingen for salget af erhvervsejendomme i Danmark.
Ejendommenes handelspriser på
fraflytningstidspunktet kan derfor fastsættes til de opnåede handelspriser
mellem uafhængige parter i sommeren 1999 med fradrag for prisudvikling på 6,5
%. Da ejendommene er solgt for i alt 8.625.000 kr., kan handelsværdierne på
fraflytningstidspunktet med fradrag af 6,5 % fastsættes afrundet til
8.100.000
kr.
Skatteforvaltningen har
herefter opgjort den skattemæssige avance således:
Skattekurs baseret på regnskab pr. 30. juni 1998
Skattemæssig indre værdi pr. 30. juni 1998
1.461.576 kr.
Skyldigt udbytte
70.000
kr.
Regnskabsmæssig værdi ejendom
-1.513.225 kr.
Skattemæssig værdi ejendom
8.100.000
kr.
6.586.775
kr.
8.118.351 kr.
Skattekursværdi, 90 %
7.306.516
kr.
Opgørelse af avance
Værdi ved fraflytning
7.306.516
kr.
Anskaffelsessum
Nom. 196.000 anskaffet 10/7 1970
196.000 kr.
Nom.
10.000 anskaffet 15/5
1974
10.000
kr.
Nom.
10.000 anskaffet 15/5
1975
10.000
kr.
Nom.
10.000 anskaffet 15/5
1976
10.000
kr.
Nom.
10.000 anskaffet
1/6 1980
10.000 kr.
Nom.
10.000 anskaffet 20/5
1981
10.000
kr.
Nom.
10.000 anskaffet 15/5
1983
10.000
kr.
Nom. 144.000 anskaffet
1/2
1985
635.585
kr.
Nom. 400.000 i alt
-891.585
kr.
Fortjeneste
6.414.931
kr.
Nedslag 25 % af 196.000/400.000 * 6.414.931
785.829 kr.
Nedslag 24 % af
10.000/400.000
* 6.414.931
38.490 kr.
Nedslag 23 % af
10.000/400.000
* 6.414.931
36.886 kr.
Nedslag 22 % af
10.000/400.000
* 6.414.931
35.282 kr.
Nedslag 18 % af
10.000/400.000
* 6.414.931
28.867 kr.
Nedslag 17 % af
10.000/400.000
* 6.414.931
27.263 kr.
Nedslag 15 % af
10.000/400.000
* 6.414.931
24.056 kr.
Nedslag 13 % af 144.000/400.000 * 6.414.931
300.219 kr.
-1.276.892 kr.
Skattepligtig fortjeneste, aktieindkomst
5.138.039
kr.
Klagerens påstand
og argumenter
Klagerens repræsentant har
principalt fremsat påstand om, at klageren ikke beskattes af urealiseret
aktieavance på 5.138.039 kr. ved opgørelsen af aktieindkomsten for
indkomståret
1998.
Til støtte for den
principale påstand har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at
aktieavancebeskatningslovens
§ 13 a er i strid med de grundlæggende økonomiske frihedsrettigheder i
EF-traktaten, herunder særligt diskriminations- og restriktionsforbudet i
art.
39 om arbejdstageres frie bevægelighed inden for fællesmarkedet.
Diskriminationen
rammer EU-retligt klagerens retsstilling som en af den begunstigede
personkreds
i såvel art. 18, art. 39, art. 43 og art. 49. Der er således ikke hjemmel til
at opkræve fraflytningsskat begrundet i klagerens udrejse fra Danmark.
Aktieavancebeskatningslovens § 13 a er i strid med de trinhøjere normer, der
følger af fællesskabsretten. Den trinhøjere norm er selve EF-traktaten og det
fællesskabsretlige princip om kravet til EU-konform fortolkning.
Traktatbestemmelserne er umiddelbart anvendelige.
Diskrimination
Bestemmelsen i
aktieavancebeskatningslovens § 13 a og den danske fraflytningsbeskatning er
en
grundlæggende hindring i oprindelseslandet for udøvelse af traktatsikrede
rettigheder. Ordningen kan ikke retfærdiggøres i hensynet til sammenhæng i
beskatningsordning eller lignende. Diskriminationen retter sig mod personer -
EU-borgere i Danmark, der ønsker at rejse til et andet EU-land for at
arbejde,
frem for personer, der rejser til et andet sted i Danmark. Artikel 39 i
EF-traktaten er umiddelbart anvendelig i alle medlemsstater, og bestemmelsen
kan påberåbes af alle EU-statsborgere, jf. EF-domstolens afgørelser i sagen
C-26/62 Van Gend en Loos og i sagen C-281/98 Angonese.
Hindring
i oprindelsesstaten
Det følger af
aktieavancebeskatningslovens § 13 a, at der ved fraflytning fra Danmark skal
ske beskatning, som om aktierne var afstået. Såfremt der opnås henstand med
skatten, stilles der fra skattemyndighederne krav om fuld sikkerhedsstillelse
for henstandsbeløbet/skatten. Indholdet af denne bestemmelse udgør en
væsentlig
økonomisk og dermed klar hindring for en person, der ønsker at rejse til et
andet EU-land for at arbejde. Aktieavancebeskatningslovens § 13 a udgør
en
hindring for arbejdskraftens bevægelighed, og hindringen er opstillet af
oprindelseslandet. Denne type restriktion er omfattet af
diskriminationsforbuddet i art. 39 og klart udtrykt i EF-domstolens domme
C-415/93 Bosman, C-81/87 Daily Mail og C-264/96 ICI samt Direktiv 73/148 EEC.
De nævnte sager angår overtrædelse af tidligere art. 52 og art. 58, nu art.
43
og art. 48, om etableringsfrihed, men som det fremgår af præmisserne
udstrækkes
forbuddet mod hindringer opstillet af oprindelseslandet også til traktatens
andre diskriminationsforbud.
Retfærdiggørelse
af hindringen?
Såfremt en medlemsstat kan
begrunde eller retfærdiggøre en opstillet hindring, er der efter EU-retlig
praksis mulighed for, at denne kan opretholdes. Det argument, der normalt
fremføres for at retfærdiggøre en hindring på skatteområdet, støttes i
Bachmann-dommen C 204/90, hvor det anføres, at hindringen kan skyldes
hensynet
til sammenhængen i beskatningsordningen. Imidlertid er rækkevidden af
Bachmann-dommen i denne sammenhæng yderst begrænset. For det første fordi
sagerne ikke er sammenlignelige vedrørende de underliggende nationale
skatteregler. For det andet fordi de faktiske forhold i Bachmann-dommen
afviger
væsentligt fra de foreliggende omstændigheder. Der var tale om muligheden for
at udøve rettigheder i modtagerstaten. Bachmann-dommen omhandlede et nægtet
fradrag for bidrag til en pensionsordning oprettet i en anden medlemsstat.
For
klageren er der tale om en hindring opstillet af oprindelsesstaten. De to
situationer har således et meget forskelligt retsfaktum.
Et andet og ofte benyttet
argument for opretholdelse af en hindring for den frie bevægelighed er
hensynet
til modarbejdelse af skatteudnyttelse. EF-domstolen har flere gange udtalt,
at
regler, der er begrundet i hensynet til imødegåelse af skatteudnyttelse, ikke
er i strid med traktaten. Det er imidlertid kun nationale regler, der rammer
rent kunstige skattemæssige arrangementer, der accepteres i EU-retlig
henseende, og dermed ikke sager som reelt skal løses ad bilateral vej mellem
staternes dobbeltbeskatningsaftaler. Domstolen accepterer ikke regler, der er
udformet som generelle værnsregler, og som forskelsbehandler enhver
skatteyder,
der foretager en given grænseoverskridende disposition i forhold til en
national disposition. Der er herved henvist til C-294/97 Eurowings. Regler
der
medfører forskelsbehandling mellem skatteydere, der foretager en national
disposition og en grænseoverskridende disposition, kan kun tillades af
hensynet
til imødegåelse af skatteunddragelse, hvis de er udformet således, at de
alene
rammer kunstige skattemæssige arrangementer og ikke forhindrer eller
besværliggør udøvelsen af en traktatsikret rettighed. Dette blev tydeligt
illustreret i C-9/02 Lasteyrie præmis 51.
Aktieavancebeskatningslovens
§ 13 a rammer alle borgere, der ønsker at udøve deres traktatsikrede ret.
Bestemmelsens generelle natur gør den således uegnet til at ramme konkret
skatteunddragelse, og den fungerer dermed som en generel værnsregel, der ikke
kan tjene som en retfærdiggørelse af hindringen.
Formålet
Reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 13 a blev
indført som en del af ”skatteflugtspakken” i 1987. Såfremt det
primære formål
var at indføre et territorial-beskatningsprincip, var regelkomplekset
formentlig ikke blevet kaldt ”skatteflugtspakken”. Det er i øvrigt
uomtvisteligt, at formålet med aktieavancebeskatningsloven er at sikre det
danske skatteprovenu ved at hindre skatteflugt, hvilket fremgår af FT
1986/87,
Tillæg A, sp. 4451ff, og FT 1986/87, Tillæg A, sp. 4357ff. Hertil kommer, at
der
efter § 13 a, stk. 7, gives credit for udenlandsk betalt skat af den avance,
der bliver fraflytningsbeskattet efter § 13 a. Dette giver ikke mening,
såfremt
formålet var at indføre et territorialprincip. Et territorialprincip betyder,
at avance, der er opstået i Danmark, skal beskattes i Danmark. Når der gives
credit for udenlandsk betalt skat, bliver en avance, der er opstået i
Danmark,
netop ikke beskattet i Danmark. Havde man ønsket at indføre et
territorialprincip, ville dette kun kunne indføres gennem en ændring af
dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, der som altovervejende udgangspunkt giver
bopælslandet beskatningsretten til aktieavancer. Bestemmelsens formål var og
er
alene at ramme de tilfælde, hvor fraflytningen skyldes et ønske om
skatteflugt.
Dette formål er uforeneligt med EU-retten, hvilket fremgår af C-9/02
Lasteyrie
præmis 52 sammenholdt med præmis 58.
EU-praksis
EF-domstolen har i senere
praksis generelt indskrænket betydningen af argumentet omkring hensynet til
beskatningsstrukturen. I sagen C 80/94 Wielockx fremhæver domstolen, at
sammenhængen i beskatningsordningen er sikret igennem
dobbeltbeskatningsaftalerne og ikke ved en streng sammenhæng mellem adgang
til
fradrag og beskatning af pensionsudbetalinger. Domstolen har således udtalt,
at
spørgsmålet om sammenhæng i beskatningsordningen skal afklares via
dobbeltbeskatningsoverenskomster,
og at dette hensyn ikke kan begrunde en overtrædelse af traktatbestemmelserne
om fri bevægelighed.
Proportionalitetsprincippet
Proportionalitetsprincippet
i EU-retten tilsiger, at hvis et mål kan nås med forskellige andre og mindre
restriktive midler, skal medlemsstaten anvende det middel, der ikke hindrer
den
frie bevægelighed. Aktieavancebeskatningslovens § 13 a er affattet helt
generelt, og fanger derfor også de situationer, hvor der ikke foreligger
skattemæssige overvejelser bag fraflytningen. Der kan nævnes en række mindre
indgribende alternativer til de nuværende generelle regler om
fraflytningsbeskatning:
·
En ny bestemmelse, der tager udgangspunkt i
en helt konkret vurdering af, om der foreligger skatteudnyttelse eller
unddragelse. En sådan værnsregel vil formentlig være i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet.
·
Ændre dobbeltbeskatningsoverenskomsterne,
så beskatningsretten til aktieavancer tildeles overenskomstens kildeland.
·
Ændre dobbeltbeskatningsoverenskomsterne,
så fraflytningsstaten bevarer beskatningsretten til de avancer, der er
opstået
indtil fraflytningstidspunktet.
·
Indføre lagerbeskatning af aktier for
derved at opnå løbende beskatning af værdistigninger.
Diskriminationsprøvelse
EF-domstolen har i sagerne
ICI C-264/96 og Gilly C 336/96 anlagt en egentlig diskriminationsprøvelse af
hindringer opstillet af oprindelsesstaten. Dermed har domstolen prøvet
medlemslandenes nationale skatteregler udfra en stringent vurdering af
reglernes dis-kriminerende virkning. Dette betyder, at såfremt der udløses
skattemæssige konsekvenser ved en flytning til et andet EU-land, som ikke
udløses ved en flytning indenfor medlemsstatens grænser, vil der som
altovervejende udgangspunkt foreligge en overtrædelse af
diskriminationsforbuddet i artiklerne 39 og 43.
Traktatstridig hindring før og efter lov nr. 221 af
31. marts 2004
Reglerne i
aktieavancebeskatningslovens § 13 a var og er utvivlsomt fortsat i strid med
EU-retten uanset ændringerne gennemført med lov nr. 221 af 31. marts 2004.
Det
er ubestridt, at elementer i aktieavancebeskatningslovens § 13 a, således som
den var udformet på klagerens fraflytningstidspunkt, ikke var i
overensstemmelse
med EU-retten.
Diskriminationsprøvelsen
fremgår også tydeligt i C-9/02 Lasteyrie præmis 45 og 46, hvor det fremhæves,
at såfremt en borger ønsker at udøve sin traktatsikrede ret til at etablere
sig
i en anden medlemsstat, betyder fraflytningsskatten, at der udløses
skattemæssige konsekvenser, alene fordi borgeren flytter sit skattemæssige
hjemsted. Det forhold, at flytningen udløser beskatning, fremhæver domstolen
som værende i bedste fald hæmmende for den fri etableringsret. Domstolen
fremhæver endvidere i præmis 55, at reglernes detaljer ikke kan ændre på
konklusionen. Her tænkes særligt på spørgsmål om adgang til henstand og
opgørelse
af sikkerhedsstillelse. Domstolen udtaler endvidere i præmis 43, at
selv en hindring for etableringsfriheden, der
er af begrænset rækkevidde eller har ringe betydning, er forbudt ved
traktatens
artikel 52.
Hertil kommer, at EF-Domstolen på intet tidspunkt i C-9/02
Lasteyrie tilkendegav, at det var kravet om sikkerhedsstillelse, der var
diskriminerende og udslagsgivende. Derimod udtaler domstolen i præmis 47, at
kravet om sikkerhedsstillelse i sig selv er diskriminerende. Denne vending
var
næppe brugt, såfremt kravet om sikkerhedsstillelse var det eneste
diskriminerende aspekt i bestemmelsen. Omtalen af kravet om
sikkerhedsstillelse
er alene medtaget for at bekræfte konklusionen i præmis 46, der kun omhandler
den diskriminerende effekt i en skatteregel, der udløser beskatning af en
ikke
realiseret avance på aktier, fordi en skatteyder udøver en traktatsikret
rettighed. Det fastslås således utvetydigt i C-9/02 Lasteyrie, at
bestemmelser
om fraflytningsskat på urealiserede avancer er i strid med traktaten.
Domstolen
udtaler i generelle vendinger, at art. 43 forhindrer medlemsstater i at
etablere skatteregler, der udløser beskatning af latente værdistigninger i
forbindelse med en skatteyders fraflytning. Der henvises til den franske
bestemmelse som et eksempel på en sådan hindring af den fri etableringsret.
Dommen har dermed en meget vidtrækkende præjudikatsværdi, idet man ikke blot
udtaler, at den konkrete bestemmelse er i strid med traktaten.
I relation til den
diskriminerende virkning af aktieavancebeskatningsloven § 13 a efter
vedtagelsen af lov nr. 221 af 31. marts 2004 (L221/2004) er der stadig en
række
konkrete forhold, der stiller en skatteyder, der ønsker at udøve sin
traktatsikrede rettighed, væsentligt dårligere end den skatteyder, der
forbliver i Danmark.
·
Der skal indgives en henstandsanmodning
sammen med selvangivelsen i året, hvor skatteyderen fraflytter eller skifter
skattemæssigt hjemsted. Der skal udarbejdes selvangivelse såvel ved
fraflytningen
som ved den efterfølgende afståelse af aktier under opholdet i udlandet.
Indsendes henstandsanmodningen ikke rettidigt, bortfalder muligheden for
henstand. Indgiver en skatteyder, der ikke flytter fra Danmark sin
selvangivelse for sent, udløser dette ikke beskatning af en urealiseret
aktieavance.
·
Den skattepligtige skal have overblik over
sine skattepligtsforhold, idet et skift af skattemæssigt hjemsted udløser
fraflytningsskat og dermed et krav om indgivelse af rettidig
henstandsanmodning.
Det er ofte vanskeligt at vurdere, hvornår en dobbeltdomicileret person
skifter
hjemsted ifølge en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Ved en fejlvurdering af
det
skattemæssige hjemsted kan en skatteyder således afskæres fra at opnå
henstand,
fordi der ikke indsendes en rettidig henstandsanmodning.
·
Selvangivelsen skal indeholde en
aktieavanceopgørelse af den endnu ikke realiserede avance. En sådan
avanceberegning kan være meget vanskelig og bekostelig, såfremt skatteyderen
må
benytte sig af ekstern assistance. Denne avanceberegning kan dermed påføre en
likviditetsbelastning af skatteyderen. Denne belastning ville i forbindelse
med
en faktisk afståelse af aktierne være mindre, da der formentlig ville være
frigjort midler fra salget til betaling af regningen.
·
I forbindelse med principperne for
opgørelsen af fraflytningsskatten er der flere åbenbare eksempler på
diskrimination af skatteyderen, der flytter til Køln frem for Kolding.
I § 13 a, stk. 3, 2. pkt., fremgår det, at
fradragsberettigede tab kun kan fradrages i de avancer på aktier, der er
opgjort efter fraflytningsbeskatningsreglerne. Dette betyder, at et tab på
unoterede aktier ejet i over 3 år ikke kan modregnes i andre
fraflytningsbeskattede avancer som f.eks. avancer efter kursgevinstlovens §
37
eller ligningslovens § 28. En skatteyder, der bliver i Danmark, vil kunne
modregne negativ aktieindkomst i slutskatten efter personskattelovens § 8 a,
stk. 5 og 6, og dermed også i skatten, der beregnes af fortjenester efter
kursgevinstloven og ligningslovens § 28. En fraflytter risikerer dermed at
skulle betale fraflytterskat, selvom den pågældende har et samlet netto tab
på
de aktiver, der er undergivet fraflytningsbeskatning. Det betyder, at
aktieavancebeskatningslovens
§ 13 a stadig stiller en skatteyder, der udøver sin traktatsikrede ret,
økonomisk ringere end en, der bliver i Danmark.
·
I forbindelse med en eventuel omberegning
af den beregnede skat sker der stadig beskatning efter de regler, der var
gældende på fraflytningstidspunktet. Det er således skattepligtsophøret, der
udløser beskatningen, og en fraflyttet skatteyder kan således ikke opnå en
eventuel fordel ved skattelettelser eller ændring af beregningsreglerne.
Det fremgår, at den skattepligtige kan vælge
at opgøre fortjenesten eller tabet på grundlag af ”afståelsessummen
henholdsvis
handelsværdien og ejertid på dette tidspunkt” dvs. det faktiske
afståelsestidspunkt. Der står ikke i bestemmelsen, at den skattepligtige kan
vælge beskatning efter de regler, der gælder på det faktiske salgstidspunkt.
Dette fremgår klart af punkt 14 i cirkulære nr. 237 af 30. december 1987.
·
En person, der er blevet undergivet
fraflytningsbeskatning, vil, hvis han deltager i en skattefri transaktion
omfattet af fusionsdirektivet 90/434, være ringere stillet, end hvis han var
blevet i Danmark. Hvis fraflytteren eksempelvis ombytter sine
fraflytningsbeskattede aktier med aktier i et nystiftet selskab, og
ombytningen
gennemføres skattefrit i overensstemmelse med direktivet og de regler, der
gælder i tilflytningslandet, anses de fraflytningsbeskattede aktier for
afstået
i relation til aktieavancebeskatningslovens § 13 a. Dermed ophører henstanden
ligesom muligheden for omberegning, såfremt aktierne senere afstås med tab.
Denne hindring eksisterer ikke for en person, der bliver i Danmark.
Denne ikke udtømmende liste
illustrerer, at der selv efter lovændringen i L221/2004 stadig sker en reel
diskrimination og i visse tilfælde endog en højere beskatning af personer,
der
udøver deres traktatsikrede ret og flytter til Køln i stedet for til
Kolding.
Det fremgår endvidere af en
artikel i Berlingske Tidende den 21. januar 2002, at der er udarbejdet et
internt notat i Skatteministeriet om aktieavancebeskatningslovens § 13 a
sammenholdt med EF-traktatens bestemmelser. Ifølge artiklen konkluderes der i
notatet, at det kan ”
diskuteres om fraflytningsreglerne er i strid med
EU-rettens regler om fri bevægelighed. Meget taler for, at dette er
tilfældet”.
Skatteministeriet konkluderer således i notatet, at reglen i
aktieavancebeskatningslovens § 13 a forekommer at være i strid med EU-rettens
grundlæggende frihedsrettigheder.
Reel økonomisk belastning - og
de facto gennemført opkrævning som følge af fraflytningsbeskatning af
klageren
I bemærkningerne til L 199
konstaterer skatteministeren, at ”de gældende regler i
aktieavancebeskatningslovens
§ 13 a om beskatning af urealiserede aktieavancer m.v. svarer i al
væsentlighed
til de franske regler” dvs. netop de regler, som EF-domstolen kendte
uforenelige med etableringsretten i Lasteyrie-dommen. Det forhold, at
klageren
allerede har betalt en del af skatten, betyder, at han ikke
”begunstiges” af
lovændringen, men at der derimod de facto er beregnet og opkrævet skat af en
urealiseret avance, hvilket utvivlsomt er i strid med C-9/02 Lasteyrie præmis
69.
I SKM 2005.421 LSR udtaler
Landsskatteretten:
”Formålet med bestemmelserne i
aktieavancebeskatningslovens § 13 a og kursgevinstlovens § 37 er at sikre det
danske skatteprovenu ved at hindre skatteflugt, jf. FT 1986/87, Tillæg A, sp.
4451ff, og FT 1986/87, Tillæg A, sp. 4357ff. De dagældende regler i
aktieavancebeskatningslovens § 13 a om beskatning af urealiserede
aktieavancer
ved fraflytning m.v. svarer i al væsentlighed til de franske regler, jf.
herved
bemærkningerne til lov nr. 221 af 31. marts 2004 (L 119 2003/04) punkt 2.5.
De
dagældende regler i kursgevinstlovens § 37 var endnu mere indgribende over
for
skatteyderen end såvel den dagældende regel i aktieavancebeskatningslovens §
13
a som de franske regler, idet der ikke var mulighed for at søge om henstand
med
betaling af den beregnede skat eller mulighed for omberegning eller bortfald
af
skatten.
Retten finder herefter, at de på
fraflytningstidspunktet gældende regler i kursgevinstlovens § 37 ikke er i
overensstemmelse med EU-retten, herunder princippet om arbejdskraftens fri
bevægelighed og princippet om fri etableringsret i EF-Traktaten, jf. særligt
EF-Traktatens artikel 48 (nu artikel 39 EF) og artikel 52 (nu artikel 43 EF),
og dermed heller ikke i overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i
EØS-Traktaten, jf. særligt EØS-Traktatens artikel 4, 28 og 31.”
Klageren er de facto blevet
skattemæssigt behandlet som en skatteyder, der blev fraflytningsbeskattet
efter
kursgevinstlovens § 37, idet skatten forfaldt i forbindelse med fraflytning.
Personkredsen
Klageren er omfattet af den
begunstigede personkreds i såvel traktatens art. 18, art. 39, art. 43 som
art. 49. Det fremgår af klagerens erklæring af 31. januar 2003 og erklæring
af
28. februar 2003, at det efter flytningen er og hele tiden har været hans
hensigt at indlede arbejdsmæssige aktiviteter i Frankrig. Klageren ønsker
beskæftigelse som konsulent hos tidligere samarbejdspartnere indenfor den
branche, han tidligere har drevet erhverv i, og han overvejer
tillige/alternativt mulighederne for etablering af selvstændig virksomhed.
Det
forhold, at klageren ikke aktuelt er i lønnet beskæftigelse, kan efter
EU-retlig praksis ikke udelukke beskyttelse, når klageren på såvel
fraflytningstidspunktet som nu vurderer mulighederne for
erhvervsbeskæftigelse
som ansat konsulent, og samtidig undersøger mulighederne for at etablere
selvstændig virksomhed i Frankrig. Der er tale om konkrete undersøgelser og
drøftelser med tidligere kunder med henblik på at opnå beskæftigelse. En
person
der ikke aktuelt er i arbejde i et medlemsland, men som søger beskæftigelse,
er
efter EU retspraksis beskyttet af art. 39, jf. C-292/89 Antonissen.
Klageren ser sig måske ansat
på deltid eller etableret som selvstændig som bierhverv, hvilket henset til
klagerens alder vil være et naturligt aktivitetsniveau. Deltidsbeskæftigelse
eller endog et aktivitetsniveau, der ligger under normal deltid, er efter EU
retspraksis også omfattet af art. 39. Domstolen udtalte i C-53/81 Levin, om
en
borger der overvejende levede af formueindtægter, at art. 39 også omfatter en
statsborger fra en anden medlemsstat, som på en anden medlemsstats område
udøver lønnet beskæftigelse, som giver en indtægt, der ligger under det
beløb,
der i opholdsstaten anses som tilstrækkeligt til det fornødne underhold.
Domstolen understregede i præmis 16, at lønnet arbejde, der alene fungerede
som
et supplement til andre formueindtægter, også er tilstrækkeligt. Det er
således
tilstrækkeligt, at klageren efter sin flytning til Frankrig faktisk har været
arbejds- eller erhvervssøgende. Der er ikke efter retspraksis et krav om, at
borgeren faktisk skal opnå ansættelse eller som aktiv tjene til forsørgelse
for
at nyde beskyttelse efter traktaten.
Fysiske personer, der flytter
til et andet medlemsland med henblik på at etablere sig, er efter EU
retspraksis også omfattet af art. 43. Der er således ikke et krav om en
omgående etablering, efter at en person ankommer til medlemslandet, jf.
C-55/94
Gebhard. Klageren var hovedaktionær, hvorfor hans ”flytning med
aktiekapitalen”
i det hele skal respekteres af art. 43, hvor den danske fraflytningsskat
fremstår som en klar hindring. Det fremgår af EU-praksis, at når der er tale
om
aktier med dominerende indflydelse, er det reglerne om etablering, der finder
anvendelse, og ikke reglerne om fri kapitalbevægelser, der skal anvendes, jf.
princippet i sag C-208/00 Überseering.
Unionsborgerskabet
Unionsborgerbegrebet blev
indført ved Maastricht-traktaten med virkning fra 1. november 1993 og fremgår
af art. 17-22. Det fremgår direkte af art. 17, stk. 2, at unionsborgere har
de
rettigheder og er underkastet de pligter, der er indeholdt i traktaten. Fri
bevægelighed er endvidere sikret unionsborgere efter art. 18. Efter
indførelse
af unionsborgerskabet - der indebærer fri bevægelighed for alle
unionsborgere,
er der principiel fri bevægelighed for alle unionsborgere. Principperne om
fri
bevægelighed er derfor lagt i langt bredere rammer end tidligere antaget.
Siden
indførelse af unionsborgerskabet åbner kombinationen af unionsborger-begrebet
i
kombination med det generelle diskriminationsforbud nye muligheder for
fortolkning af frihedsrettighederne. Således gives alle unionsborgere ret til
fri
bevægelighed. Denne målsætning forfølges endvidere også i traktatens art. 13,
hvorefter der kan træffes hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe
forskelsbehandling p.g.a. bl.a. alder mv. De retlige forbud mod at
diskriminere
fysiske personer p.g.a. nationalitet skal således fortolkes i lyset af disse
diskriminationsforbud. Der er herved henvist til Ruth Nielsen,
”EU-Ret”, 3.
udgave.
Artikel
49 – subsidiære betragtninger
Argumenterne i relation til
art. 49 skal ses som et subsidiært anbringende, idet hindringerne direkte
angår
art. 39 og art. 43. Hindringen efter art. 49 er indirekte. Det følger
endvidere
af art. 50, at synspunkter efter reglerne om tjenesteydelser er subsidiære i
forhold til de øvrige frihedsrettigheder. Artikel 49 skal sikre fri
udveksling
af tjenesteydelser, og den sikrer ikke kun frihed for tjenesteyderen, men
tillige fri adgang for modtageren. Klageren modtager pensioner (private
ordninger) fra Danmark, og aktieavancebeskatningslovens § 13 a hindrer reelt
den fri mulighed for unionsborgerens frie bevægelighed, jf. art. 18. I
kombinationen mellem art. 18 og art. 49 vil fraflytningsskatten efter
aktieavancebeskatningsloven tillige skabe en indirekte hindring for fri
erhvervelse af pensioner (modtageren) ud fra det synspunkt, at danske
borgere,
der vil fraflytte Danmark og tage ophold/bopæl i andet EU-land, indirekte via
fraflytningsbeskatningen hindres i deres adgang til fri bevægelighed og fri
erhvervelse af pensioner. Med andre ord er fraflytningsbeskatningen i
aktieavancebeskatningslovens
§ 13 a en så væsentlig og byrdefuld beskatning, at den vil afholde en lang
række danskere fra at fraflytte alene af den grund, og dette er hindrende for
princippet om tjenesteydelsernes fri bevægelighed - set fra modtagersiden.
Sammenfatning
Aktieavancebeskatningslovens
§ 13 a var således ikke i overensstemmelse med EU-retten på
fraflytningstidspunktet
i august 1998. Der er derfor ikke hjemmel til at opkræve fraflytningsskat
begrundet
i klagerens udrejse fra Danmark i 1998. Spørgsmålet om den efterfølgende
ændring af aktieavancebeskatningslovens § 13 a ved L 221 har ikke relevans
for
klageren, idet han faktisk er blevet opkrævet fraflytningsskat. Klagerens
situation er dermed fuldt i overensstemmelse med forholdene i SKM 2005.421,
hvor Landsskatteretten statuerede, at den tilsvarende bestemmelse i
kursgevinstlovens
§ 37 ikke var forenelig med EU-retten.
Subsidiært har repræsentanten
fremsat påstand om, at aktieindkomsten nedsættes med 1.117.325 kr. til
4.020.714 kr. Mere subsidiært har repræsentanten fremsat påstand om, at den
skattemæssige aktieavance opgøres på baggrund af et af Landsskatteretten
selvstændigt udøvet skøn.
Til støtte for den subsidiære
og den mere subsidiære påstand har repræsentanten bl.a. anført, at
ejendommene,
der tilhørte B A/S, i forbindelse med klagerens fraflytning blev sat til salg
gennem en ejendomsmægler. Begge ejendomme havde en speciel profil, idet der
var
tale om henholdsvis en ejendom, der var godkendt til helårsbeboelse og
beliggende i umiddelbar nærhed af en erhvervsejendom, og en
udlejningsejendom,
der ikke var udlejet på tidspunktet for det påtænkte salg.
Ejendomsmægleren har i
erklæring af 28. august 2000 og erklæring af 21. december 2000 oplyst, at man
i
juni 1998, hvor ejendommene blev sat til salg, anså det for hensigtsmæssigt
at
forsøge at sælge ejendommene samlet. Ejendommene blev af ejendomsmægleren
annonceret ca. 15 gange i aviser, blade mv.. De samlede
markedsføringsomkostninger beløb sig til 43.178,50 kr. På grund af afmattet
efterspørgsel i efteråret 1998 valgte ejendomsmægleren at kontakte 10
konkurrerende erhvervsmæglerfirmaer for igennem deres kundekartoteker at nå
ud
til en større potentiel kundegruppe. Dette betød, at ejendomsmægleren måtte
afgive salærandel til de konkurrerende erhvervsmæglerfirmaer. Trods ihærdige
og
seriøse forsøg lykkedes det ikke ejendomsmægleren at sælge ejendommene før
august 1999. Det er ejendomsmæglers opfattelse, at den pris, som blev opnået
efter godt 1 år og 3 måneders salgsbestræbelser, er udtryk for den stigende
interesse for markedet, som opstod i forsommeren 1999. Hertil kommer, at
køber
var et investeringsfirma, der med henblik på videresalg havde specialiseret
sig
i opkøb og renovering af ejendomme med en speciel beliggenhed.
En forudsætning for umiddelbart
at opgøre handelsværdien på unoterede aktier er, at de har været omsat kort
tid
før opgørelsen. Har aktierne ikke været omsat og har der ikke været andre
omstændigheder,
der kan anses for egnet til at fastsætte handelsværdien på aktierne, må
værdierne
i selskabet opgøres efter almindelige principper og herefter anvendes som
grundlag for værdiansættelsen af aktierne.
Cirkulære nr. 185 af 17.11.82
(værdiansættelsescirkulæret) gælder principielt indenfor arv- og
gaveafgiftsforhold,
men cirkulæret fastsætter principperne for udmåling af værdier i handel og
vandel. Den retlige betydning af cirkulæret er, at skattemyndighederne ikke i
et enkelt
tilfælde kan fravige disse principper, hvorfor en
værdifastsættelse, der følger cirkulærets rammer, ikke kan korrigeres. Dette
følger endvidere direkte af lighedsprincippet i dansk forvaltningsret, at
lige
forhold skal behandles lige. Praksis for værdiansættelse af unoterede aktier
fremgår af ligningsvejledningen 1998, afsnit S.F.1.2.3.3, der henviser til
værdiansættelsescirkulæret. Det er derfor disse retningslinier, der skal
lægges
til grund ved værdiansættelsen, hvorfor den af kommunen foretagne forhøjelse
ikke har fornøden hjemmelsmæssig baggrund. Om ligningsvejledningens bindende
virkning henvises til TfS 1994.295 VLD, hvor landsretten udtalte: ”
De af
Told- og Skattestyrelsen årligt udarbejdede og offentliggjorte
ligningsvejledninger må antages at være udtryk for den praksis, som
ligningsmyndighederne følger, og som skatteborgerne derfor som udgangspunkt
bør
kunne indrette sig i tillid til som værende udtryk for gældende ret på
området.”
Disse domspræmisser er et klart udtryk for retstilstanden på
dette område, og dermed kan et cirkulære heller ikke i et enkelt
tilfælde
fraviges til ugunst for skatteyderen, når han handler indenfor og i
retsbeskyttet tillid til dette.
Ifølge
værdiansættelsescirkulærets pkt. 6 kan fast ejendom værdiansættes til den
seneste offentliggjorte offentlige ejendomsvurdering plus/minus 15%.
Handelsværdien på aktierne i B A/S var ikke kendt på opgørelsestidspunktet,
hvorfor værdien af ejendommene blev medtaget til værdien efter den seneste
offentliggjorte ejendomsvurdering. Klagerens værdiansættelse er dermed i fuld
overensstemmelse med cirkulæret.
Denne praksis er nu
videreført i TS-cirkulære 2000-09 om værdiansættelse af unoterede aktier.
Cirkulæret
beskriver, hvorledes opgørelsen foretages, når der ikke er en kendt
handelsværdi på opgørelsestidspunktet. Der fortages en opgørelse af
selskabets
indre værdi ifølge seneste aflagte årsregnskab. Derefter korrigeres fast
ejendom ved, at den regnskabsmæssige post erstattes af den seneste kendte
offentlige ejendomsvurdering. Det fremgår af rapporten fra arbejdsgruppen
vedrørende unoterede aktier, at den seneste offentlige ejendomsvurdering bør
anvendes,
fordi den bogførte værdi ofte afviger væsentligt fra den reelle handelsværdi.
Det er arbejdsgruppens anbefaling, at fast ejendom medregnes til værdien
ifølge
den seneste offentlige ejendomsvurdering plus eventuelle forbedringer, der
ikke
måtte være indeholdt i ejendomsvurderingen. Værdiansættelsen af klagerens
ejendom
er således i fuld overensstemmelse med retningslinierne såvel i forhold til
det
nye cirkulære som i forhold til praksis i øvrigt.
Det fremgår endvidere af
vurderingslovens §§ 3 og 6, at ejendomsværdien skal afspejle markedsprisen
pr.
1. januar i vurderingsåret. Vurderingslovens princip er således, at
ejendomsvurderingen skal være identisk med værdien i handel og vandel. Der
hersker således en stærk formodning for, at ejendomsvurderingen er et udtryk
for markedsprisen.
Skatteforvaltningen har lagt
vægt på den udbudte pris, hvilket ikke kan anvendes til at fastsætte
markedsprisen på en ejendom. Den udbudte pris er et udtryk for den ene parts
forhåbninger og forventninger, der ofte viser sig urealistiske, hvilket også
blev tilfældet for klageren. Det forhold, at skatteforvaltningen 1 år og 3
måneder efter fraflytningen har kunnet konstatere, at salgsprisen var højere
end ejendomsvurderingen, og efterfølgende inddrager dette faktum i
værdifastsættelsen,
ændrer ikke på, at værdifastsættelsen blev foretaget i overensstemmelse med
gældende praksis. Efterfølgende begivenheder, som den særligt gunstige
prisudvikling på ejendomsmarked udviser, kan ikke påvirke den oprindelige
bedømmelse på fraflytningstidspunktet, særligt ikke når det er et udtryk for
en
fravigelse af en fast praksis, og denne sker til ugunst for én enkelt
skatteyder, der har indrettet sig i tillid til denne praksis.
SKATs indstilling
Kammeradvokaten har på vegne
af SKAT indstillet, at klageren i henhold til aktieavancebeskatningslovens §
13
a anses for skattepligtig af en urealiseret avance på aktier i B A/S på
4.020.714 kr.
SKAT bestrider for så vidt
ikke, at enkelte elementer i aktieavancebeskatningslovens § 13 a, således som
den var udformet på tidspunktet for ophøret af klagerens skattepligt til
Danmark, næppe kan anses for at have været i overensstemmelse med EU-retten.
Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at bestemmelsen var uforenelig med
EU-retten i et sådant omfang, at bestemmelsen i sin helhed bør anses for
uanvendelig i forhold til klageren.
Indholdet og rækkevidden af Hughes de Lasteyrie du
Saillant-dommen
De Lasteyrie-dommen -
EF-Domstolens dom i sag C-9/02 - vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en regel i
den franske skattelovgivning om fraflytningsbeskatning af ikke-realiserede
avancer på større aktieposter var i strid med EF-traktatens princip om
etableringsfrihed.
Den franske regel indebar, at
aktieejere ved flytning af det skattemæssige hjemsted fra Frankrig skulle
beskattes af den "konstaterede fortjeneste" (differencen mellem
anskaffelsessummen og aktiernes værdi ved fraflytningen), mens konstaterede
tab
ikke kunne fradrages i anden realiseret fortjeneste af samme art. Der kunne
efter de franske bestemmelser gives henstand med betalingen af skatten
betinget
af, at den skattepligtige selvangav den konstaterede fortjeneste, anmodede om
henstand, udpegede en repræsentant i Frankrig med bemyndigelse til at modtage
meddelelser vedrørende skatteansættelsen, samt forud for fraflytningen
stillede
sikkerhed for, at beløbet kunne opkræves. Skattepligtige, der havde fået
henstand, var omfattet af en løbende selvangivelsesforpligtelse og undladelse
af at opfylde denne indebar, at skatten straks forfaldt til betaling. Såfremt
den skattepligtige havde betalt skat i bopælsstaten af fortjeneste, der
faktisk
var realiseret uden for Frankrig, blev der ydet nedslag i den i Frankrig
pålignede indkomstskat, forudsat at den udenlandske skat var sammenlignelig
med
fransk indkomstskat. Det franske skattekrav var efter bestemmelsernes
udformning
tidsbegrænset på den måde, at det bortfaldt efter 5 år fra fraflytningen -
eller før, hvis den skattepligtige flyttede tilbage til Frankrig - såfremt
den
skattepligtige på dette tidspunkt stadig var ejer af de pågældende aktier.
Af dommens præmis 17 fremgår
det, at den franske domstol forelagde sagen for EF-Domstolen, fordi den -
særligt under hensyn til de byrder, der kan være forbundet med at skulle
stille
sikkerhed for at opnå henstand med skattebetalingen - fandt, at det gav
anledning til tvivl, om reglerne indebar en hindring for etableringsfriheden.
Den franske regering anførte
(præmis 24 og 25), at formålet med bestemmelserne var at forebygge risikoen
for
skatteunddragelse. Det anførtes således, at bestemmelsen blev vedtaget som en
følge af visse skattepligtiges adfærd, der bestod i, før de afstod
værdipapirer, midlertidigt at flytte deres skattemæssige hjemsted med det ene
formål at undgå at betale skat af avancen i Frankrig. Den franske regering
anførte videre, at manglen på effektive midler til at foretage
skatteopkrævning
i andre medlemslande nødvendiggjorde, at betalingshenstand blev betinget af
sikkerhedsstillelse.
Domstolen konkluderer i
præmis 46-48, at den franske bestemmelse kunne hindre etableringsfriheden,
idet
en skattepligtig, der ønskede at flytte sit hjemsted fra det franske område,
blev behandlet ufordelagtigt i forhold til en person, der beholdt sin bopæl i
Frankrig, og at denne forskellige behandling - som følge af de betydelige
økonomiske konsekvenser - kunne bevirke, at den skattepligtige afholdt sig
fra
at foretage en sådan flytning. Domstolen henviser herved særligt til, at
henstand ikke blev ydet automatisk, og at meddelelse af henstand var
underlagt
strenge betingelser, herunder bl.a., at der skulle stilles sikkerhed.
Domstolen
bemærker i den forbindelse, at sådan sikkerhed i sig selv har en restriktiv
virkning for så vidt, som den fratager den skattepligtige adgang til at råde
over det formuegode, der stilles som sikkerhed.
I præmis 49-68 behandler
Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt den hindring af etableringsfriheden, som
den
franske bestemmelse således var udtryk for, alligevel kunne tillades.
Domstolen
beskriver betingelserne herfor, nemlig, at den pågældende foranstaltning har
et
lovligt formål, som er foreneligt med traktaten og begrundet i tvingende
almene
hensyn, samt at foranstaltningens gennemførelse er egnet til at sikre
virkeliggørelsen af det forfulgte mål, og ikke går ud over, hvad der er
nødvendigt
for at nå dette mål.
I relation til det af den
franske stat påberåbte hensyn til at forebygge skatteunddragelse, bemærker
Domstolen, at bestemmelsen ikke specielt havde til formål at udelukke rent
kunstige arrangementer, idet der var tale om en generel regel, der således
var
langt mere omfattende. Domstolen anfører videre (præmis 54), at det forfulgte
formål kunne nås ved foranstaltninger, som var mindre indgribende eller
mindre
restriktive for etableringsfriheden, og som specifikt vedrørte risikoen for
en
midlertidig flytning alene med henblik på afståelse af aktierne.
I relation til det af den
hollandske regering anførte synspunkt om, at sammenhængen i det franske
skattesystem nødvendiggjorde, at beskatning ved fraflytning kombineredes med
et
krav om sikkerhedsstillelse for opnåelse af henstand (præmis 61), bemærker
Domstolen i præmis 62-67, at den franske bestemmelse om
fraflytningsbeskatning
ikke var begrundet i nødvendigheden af at sikre sammenhængen i det franske
skattesystem. Domstolen henviser til, at dette hensyn ikke var påberåbt af
den
franske regering, som derimod havde gjort gældende, at formålet var at
forhindre midlertidige, skattemæssigt begrundede flytninger af skattemæssigt
hjemsted fra Frankrig (præmis 64). Domstolen bemærker i den forbindelse
videre
(præmis 65-66), at det nærmere indhold i beskatningsordningen ikke tydede på,
at formålet med bestemmelsen i stedet skulle være at sikre fransk beskatning
af
avancer opnået under den skattepligtiges ophold på fransk område.
I relation til det af den
tyske regering anførte argument om, at der skal tages hensyn til fordelingen
af
beskatningsretten mellem fraflytningsstaten og værtsstaten, bemærker
Domstolen
blot (præmis 68), at tvisten hverken vedrørte fordelingen af
beskatningsretten
mellem medlemsstater eller de franske myndigheders ret til at beskatte
latente
avancer, som en reaktion på konstruerede flytninger af hjemsted, men derimod,
hvorvidt de foranstaltninger, der var vedtaget i denne hensigt, var i
overensstemmelse
med de krav, etableringsfriheden stiller. Domstolen henviser i den
forbindelse
til pkt. 82 i generaladvokatens forslag til afgørelse. Det bemærkes, at
generaladvokaten i forslagets pkt. 83 supplerende anfører, at sagen drejede
sig
om nationale bestemmelser, som "ikke nødvendigvis er en konsekvens af
fordelingen af beskatningsretten mellem medlemsstaterne, og som i øvrigt
systematisk
er ufordelagtige for skattepligtige, der ønsker at gøre brug af de
rettigheder,
de har i henhold til fællesskabsretten".
Den nugældende aktieavancebeskatningslovs § 13 a og
dennes forenelighed med EU-retten
Ved lov nr. 221/2004 blev der
gennemført en række ændringer af bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens
§
13 a. For fysiske personer, hvis skattepligt her til landet ophører ved
fraflytning til en anden medlemsstat, er hovedtrækkene i
fraflytningsbeskatningsordningen herefter følgende:
·
Reglerne gælder som udgangspunkt kun
fysiske personer, der har været fuldt skattepligtige her til landet i mindst
7
år inden for de seneste 10 år før skattepligtsophøret eller flytningen af
skattemæssigt hjemsted, jf. aktieavancebeskatningslovens § 13 a, stk. 4.
·
Fortjeneste på aktier m.v., som den
pågældende ejer på tidspunktet for skattepligtsophøret eller flytningen af
skattemæssigt hjemsted, beskattes i samme omfang, som hvis aktierne var
afstået
på dette tidspunkt, jf. § 13 a, stk. 1.
·
Aktierne anses for afstået med et beløb
svarende til værdien på tidspunktet for skattepligtsophøret eller flytningen
af
skattemæssigt hjemsted, idet tab, der kan fradrages efter lovens almindelige
regler, dog kun kan fradrages i fortjeneste på andre aktier omfattet af § 13
a,
stk. 1, jf. § 13 a, stk. 3.
·
Der kan opnås henstand med betalingen af
skatter beregnet efter aktieavancebeskatningslovens § 13 a, jf. § 13 a, stk.
5,
jf. kildeskattelovens § 73 E.
·
Henstand meddeles efter anmodning, og det
er en betingelse for henstanden, at der indgives selvangivelse i forbindelse
med fraflytningen og på ny på tidspunktet for aktiernes afståelse, jf.
reglerne
i kildeskattelovens § 73 E.
·
Når aktierne afstås, kan den skattepligtige
vælge at få skatten omberegnet, således at beskatningen gennemføres på
grundlag
af den faktiske besiddelsestid og den faktiske værdi på
afståelsestidspunktet,
jf. § 13 a, stk. 6.
·
På afståelsestidspunktet ydes der nedslag i
den her i landet beregnede skat med det beløb, som bopælsstaten opkræver på
den
fortjeneste, der er skattepligtig her i landet efter § 13 a - såfremt der er
indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst dog på betingelse af, at
bopælslandet
har en ubetinget ret til at beskatte denne fortjeneste efter overenskomsten -
jf. § 13 a, stk. 7.
Det er SKATs opfattelse, at
den beskatningsordning, der følger af den nugældende § 13 a, og som har de
nævnte hovedelementer, er i fuld overensstemmelse med EU-retten. Dette
støtter
SKAT på følgende betragtninger:
Formålet med
aktieavancebeskatningslovens § 13 a er ikke det samme som formålet med de
franske regler, der blev anset for stridende mod EU-retten i de
Lasteyrie-dommen. Formålet med de franske regler var at hindre
omgåelse/skatteunddragelse. Hensigten var således at ramme de tilfælde, hvor
personer, der var fuldt skattepligtige i Frankrig, kortvarigt flyttede til
udlandet med henblik på at undgå beskatning af avancer på værdipapirer eller
med henblik på at opnå en lempeligere beskatning af sådanne avancer. Dette
formål kom bl.a. til udtryk ved, at der efter de franske regler ikke skulle
ske
beskatning, når en person 5 år efter fraflytningen fortsat ikke var blevet
fuldt skattepligtig til Frankrig.
Det var et væsentligt element
i Domstolens begrundelse for at anse de franske regler for stridende mod
EU-retten, at de franske regler var udformet på en sådan måde, at de kunne
udgøre en hindring for, at personer ønskede at flytte til en anden
medlemsstat,
selv om de pågældende personer ikke blot havde til hensigt at fraflytte
Frankrig midlertidigt af skattemæssige grunde.
Reglen i
aktieavancebeskatningslovens § 13 a har imidlertid ikke blot det formål at
sikre, at aktieavancer undergives dansk beskatning i de tilfælde, hvor den
skattepligtige blot ønsker at fraflytte Danmark midlertidigt af skattemæssige
grunde:
Aktieavancebeskatningslovens
§ 13 a blev indført som led i skattereformen 1986. I skattereformaftalen er
det
bl.a. anført:
”Der skal gennemføres regler,
der modvirker skatteflugt.
Det
skal ved disse regler tilstræbes, at indtægter optjent her i landet, også
beskattes her. Det skal indgå heri, at også urealiserede avancer og
skattekredit på indtægt, der er optjent her, bliver beskattet i forbindelse
med
fraflytning. De ændrede regler skal tillige begrænse mulighederne for at
undgå
beskatning gennem udnyttelse af forskelle i de enkelte landes
skatteregler.”
Som dette citat viser, var det et overordnet formål
med skattereformen at sikre, at enhver form for indtægt, der er optjent her i
landet, også undergives beskatning her i landet. Dette ville modvirke
skatteflugt, men hensigten var ikke blot at ”ramme” personer, der
havde til
hensigt at fraflytte landet af rent skattemæssige grunde. Tværtimod var det
hensigten at gennemføre et generelt princip om, at alle indtægter optjent her
i
landet også rent faktisk skulle undergives beskatning her i landet, uanset
hvad
der var den skattepligtiges begrundelse for at fraflytte Danmark.
Bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens
§ 13 a er således udtryk for gennemførelsen af et
territorialbeskatningsprincip, og bestemmelsen blev indført samtidig med
indførelsen af en række andre bestemmelser i den danske lovgivning, som
sikrede, at indtægt her i landet blev undergivet beskatning her i landet i
overensstemmelse med dette territorialbeskatningsprincip.
I forarbejderne til den
ændring af aktieavancebeskatningsloven, der blev gennemført som led i
skattereformen,
anføres det i overensstemmelse hermed, at forslaget er et led i aftalen, og
det
ovenfor citerede uddrag fra denne aftale gengives nærmest ordret
(Folketingstidende 1986-87, Tillæg A, sp. 4451).
Om formålet bag den
foreslåede regel i aktieavancebeskatningslovens § 13 a anføres det endvidere
(Folketingstidende 1986/87, Tillæg A, sp. 4461-4462):
”Formålet
med den foreslåede lovændring er, at der i forbindelse med fraflytning skal
ske
beskatning af aktieavancer, der er optjent, mens aktionæren har været
skattepligtig her til landet.”
En beskatningsordning, der
baserer sig på et territorialprincip, således at indtægt optjent her i landet
beskattes her i landet, stiller alle lige og indebærer hverken nogen åbenbar
eller skjult forskelsbehandling i strid med traktaten, jf. i overensstemmelse
hermed EF-Domstolens dom af 15. maj 1997 i sag C-250/95, Futura
Participations
, præmis 22.
Hvis den danske
beskatningsordning skulle kunne anses for at udgøre en hindring for den frie
bevægelighed,
vil det derfor i hvert fald forudsætte, at en person, som ønsker at flytte
fra
Danmark, behandles ufordelagtigt i forhold til en person, der beholder sin
bopæl i Danmark, jf. i overensstemmelse hermed de Lastyrie-dommens præmis 46.
Med andre ord kan traktatens bestemmelser om den frie bevægelighed kun anses
for at være til hinder for en beskatningsordning, der, som den danske, er
baseret på et territorialprincip, såfremt reglerne tillægger flytning til en
anden medlemsstat retsvirkninger, som er ufordelagtige i forhold til
retsvirkningerne forbundet med, at den pågældende forbliver i Danmark.
Bestemmelsen i
aktieavancebeskatningslovens § 13 a er imidlertid udformet på en sådan måde,
at
den sikrer, at personer, der vælger at fraflytte Danmark, ikke stilles
ringere,
end hvis de i stedet var forblevet her i Danmark. Dette sikres ved, at der
blot
på grundlag af en simpel anmodning kan opnås henstand med betalingen af den
beregnede skat, jf. kildeskattelovens § 73 E. Såfremt aktierne på et senere
tidspunkt afstås, har den pågældende endvidere adgang til at kræve den
beregnede skat omberegnet, således at skatten beregnes på grundlag af den
faktiske afståelsessum og den faktiske besiddelsestid. Endelig er reglerne
udformet på en sådan måde, at den danske skat nedsættes med et eventuelt
beløb,
som er betalt i skat til bopælslandet af den fortjeneste, som den beregnede
skat vedrører - i tilfælde af, at der er indgået en
dobbeltbeskatningsoverenskomst dog på betingelse af, at det andet land efter
dobbeltbeskatningsoverenskomsten har en ubetinget ret til at beskatte den
pågældende
fortjeneste.
Heraf følger, at en person,
der fraflytter Danmark, ikke udsættes for en mere byrdefuld beskatning af en
eventuel fortjeneste end personer, der vælger at forblive her i landet. Det
er
på den baggrund SKATs opfattelse, at der ikke er grundlag for at hævde, at
aktieavancebeskatningslovens § 13 a indebærer, at personer, der vælger at
fraflytte Danmark, i skattemæssig henseende behandles ufordelagtigt i forhold
til personer, der vælger at forblive her i landet, og at bestemmelsen derfor
ikke kan anses for at udgøre en hindring for den frie bevægelighed efter
traktatens bestemmelser herom.
Det skal tilføjes, at den,
der vælger at fraflytte Danmark, vil skulle indgive en anmodning for at opnå
henstand med skattebetalingen. Desuden er det en betingelse for at opnå
henstand,
at der indgives en selvangivelse på fraflytningstidspunktet, og på ny når
aktierne afstås. For så vidt angår kravet om indgivelse af selvangivelse,
svarer dette imidlertid fuldstændig til, hvad der gælder for personer, der
forbliver fuldt skattepligtige til og hjemmehørende i Danmark. For så vidt
angår betingelsen om, at der skal indgives en anmodning om henstand,
bemærkes,
at der er tale om en administrativ ”byrde” for den fraflyttende
person, der er
så ubetydelig, at den ikke kan betragtes som en hindring for den frie
bevægelighed. Kravet om, at der indgives en anmodning om henstand, kan ikke i
sig selv anses for udgørende en restriktion for den frie bevægelighed. Dette
krav har blot til formål at sikre, at beskatningen faktisk kan gennemføres,
og
går ikke videre end strengt nødvendigt for at opfylde dette formål.
Reglen om, at henstand kun
ydes efter anmodning, skal således ses i lyset af, at det almindeligvis
forholder sig således, at Danmark ikke ville kunne gennemføre en beskatning
efter fraflytningen, idet dobbeltbeskatningsoverenskomsterne i almindelighed
tillægger bopælsstaten retten til at beskatte aktieavancer. En forudsætning
for, at der kan ske beskatning af indtægt i form af urealiserede
aktieavancer,
der er indtjent, mens den pågældende har været hjemmehørende her i landet, er
således, at beskatningen finder sted senest i forbindelse med fraflytningen.
Ved at muligheden for at opnå henstand er gjort betinget af en foregående
anmodning om henstand, sikres det, at det ikke kan hævdes, at beskatningen
først sker efter fraflytningstidspunktet. Såfremt Landsskatteretten måtte
finde, at reglen om, at henstand kun ydes efter forudgående anmodning, kan
anses for at udgøre en restriktion i den frie bevægelighed, må denne
restriktion derfor anses for begrundet i tvingende almene hensyn, nemlig
hensynet til at sikre en gennemførelse af den danske beskatning og dermed
også
hensynet til at sikre fordelingen af beskatningsretten mellem Danmark og
tilflytterstaten, jf. præmis 68 i de Lasteyrie-dommen.
Sammenfattende er det således SKATs opfattelse, at en
ordning, som den der gælder efter den nugældende aktieavancebeskatningslovs §
13 a, er en naturlig konsekvens af anvendelsen af et beskatningssystem
baseret
på et territorialprincip, og at en sådan beskatningsordning i
overensstemmelse
med EF-Domstolens praksis hverken kan anses for at være diskriminerende eller
udgøre en restriktion for den frie bevægelighed.
Den nugældende
aktieavancebeskatningslovs § 13 a stiller endvidere ikke personer, der
fraflytter
Danmark, mere ufordelagtigt end personer, der vælger at forblive her i
landet.
Der pålægges ikke fraflyttende personer administrative byrder, der i sig selv
kan anses for at udgøre en restriktion for den frie bevægelighed. Selv om de
administrative betingelser for at opnå henstand med skattebetalingen måtte
kunne anses for at udgøre en restriktion i den frie bevægelighed, vil sådanne
restriktioner under alle omstændigheder være begrundet i tvingende almene
hensyn, idet de administrative ”byrder”, som fraflyttende personer
pålægges,
ikke går videre, end hvad der er strengt nødvendigt for, at beskatningen
overhovedet kan gennemføres, således at der sikres en fordeling af
beskatningsretten
mellem Danmark og tilflytningsstaten, der er i overensstemmelse med den
ordning, baseret på et territorialprincip, som aktieavancebeskatningslovens §
13 a er udtryk for.
Aktieavancebeskatningslovens § 13 a på
fraflytningstidspunktet og dennes overensstemmelse med EU-retten
I relation til en bedømmelse
af reglernes overensstemmelse med EU-retten er de eneste relevante forskelle
mellem den nugældende aktieavancebeskatningslovs § 13 a og bestemmelsen i den
udformning,
som den havde på fraflytningstidspunktet, at det efter de på
fraflytningstidspunktet gældende regler var en betingelse for meddelelse af
henstand, at der blev stillet sikkerhed for skattebetalingen, ligesom der
blev
beregnet et tillæg til henstandsbeløbet. Det er netop i relation til disse
bestemmelser, at der kan rejses tvivl om foreneligheden med EU-retten af den
dagældende aktieavancebeskatningslovs § 13 a.
Når en national lovgivning
ikke er forenelig med EU-retten, påhviler det de nationale domstole og
myndigheder at undlade at bringe de bestemmelser i anvendelse, som strider
mod
EU-retten. Heraf følger imidlertid ikke, at de nationale domstole og
myndigheder helt skal undlade at gennemføre en beskatning, blot fordi der er
elementer i beskatningsordningen, der strider mod EU-retten.
Når det er fastslået, at en
national lovgivning strider mod EU-retten, fører denne konklusion tværtimod
blot til, at det er de led i den nationale beskatningsordning, som må anses
for
uforenelige med EU-retten, som den nationale myndighed eller domstol skal
undlade at bringe i anvendelse. Der er herved henvist til EF-Domstolens dom
af
16. juli 1992 i sag C-343/90, præmis 49, og af 13. december 1983 i sag
C-222/82, præmis 40.
Det beror nødvendigvis på en
nærmere vurdering af det konkrete regelsæt, om en uoverensstemmelse med
EU-retten skal medføre, at regelsættet overhovedet ikke anvendes, eller om
det
er muligt at udskille de dele, der strider mod EU-retten, og herefter anvende
regelsættets øvrige dele.
I det konkrete tilfælde er
der efter SKATs opfattelse intet grundlag for at anse bestemmelsen i den
dagældende § 13 a for uanvendelig i sin helhed, hvis bestemmelserne om
sikkerhedsstillelse som betingelse for henstand og beregning af et tillæg til
henstandsbeløbet betragtes som stridende mod EU-retten. Tværtimod kan de
nationale myndigheder og domstole blot tilsidesætte disse bestemmelser, som
uden videre kan adskilles fra det øvrige indhold i den dagældende
aktieavancebeskatningslovs § 13 a. Konsekvensen af en uoverensstemmelse med
EU-retten kan således højst være, at klageren kan kræve, at myndighederne
ikke
håndhæver kravet om sikkerhedsstillelse som betingelse for henstand, og at
der
heller ikke opkræves et tillæg til henstandsbeløbet. De nævnte konsekvenser
er
allerede sikret ved ikrafttrædelsen af lov nr. 221/2004, som har medført
bortfald af sikkerheder, og som har indebåret, at der ikke opkræves et tillæg
til henstandsbeløbet.
Selv hvis det lægges til
grund, at der var elementer i den dagældende aktieavancebeskatningslovs § 13
a,
der må anses for stridende mod EU-retten, kan dette derfor efter SKATs
opfattelse ikke begrunde en ændring af den påklagede ansættelse, idet dette
ville være udtryk for en tilsidesættelse af den danske lovgivning i langt
videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at bringe regelsættet i
overensstemmelse med EU-retten.
Det skal herved bemærkes, at dette resultat ikke er
udtryk for, at lov nr. 221/2004 ”med tilbagevirkende kraft”
reparerer på en
EU-retsstridighed. Realiteten er derimod, at den frigivelse af stillede
sikkerheder og det bortfald af tillæg til henstandsbeløb, som følger af
lovens
bestemmelser, blot fastslår, hvad der under alle omstændigheder ville være
konsekvensen af en uforenelighed med fællesskabsretten selv uden udtrykkelig
lovregulering.
Endelig bemærkes, at
Landsskatteretten selv i sin tidligere praksis på tilsvarende vis har anvendt
en regel, der af Landsskatteretten blev anset for stridende mod EU-retten,
idet
Landsskatteretten samtidig undlod at bringe reglen i anvendelse i det omfang,
den kunne anses for stridende mod EU-retten. I kendelsen gengivet i TfS
2003.250 LSR fastslog Landsskatteretten således, at bestemmelsen om omregning
til helårsindkomst i den dagældende personskattelovs § 14 ikke kunne anses
for
at være i overensstemmelse med EU-retten. Landsskatteretten drog imidlertid
ikke den konsekvens heraf, at der slet ikke skulle tages hensyn til
helårsindkomsten, men fastslog derimod, at den beregnede helårsindkomst
skulle
nedsættes til et beløb svarende til den faktiske helårsindkomst, hvorved
beskatningen kunne anses for at være i overensstemmelse med EU-retten.
Kendelsen
er således udtryk for en anerkendelse af princippet om, at den omstændighed,
at
enkelte led i en beskatningsordning eller en beskatningsregel strider mod
EU-retten, ikke medfører, at ordningen eller reglen tilsidesættes i sin
helhed,
såfremt det er muligt at gennemføre en beskatning i overensstemmelse med
EU-retten ved en delvis tilsidesættelse af reglen.
Betydningen
af, at klageren ikke anmodede om henstand med skattebetalingen i forbindelse
med fraflytningen
Klagerens repræsentant har
som begrundelse for at modsætte sig en udsættelse af sagen, indtil
EF-Domstolen
har truffet afgørelse i den verserende sag C-470/04, van Dijk, henvist til,
at
klageren faktisk ikke anmodede om henstand med skattebetalingen på
fraflytningstidspunktet, og at han derfor heller ikke ”har fået gavn
af”, at
stillede sikkerheder er bortfaldet efter ikrafttrædelsen af lov nr. 221/2004.
Tværtimod har klageren betalt en del af skatten, og der påløber morarenter på
den ikke betalte del heraf.
Da det efter SKATs opfattelse
må fastslås, at det kun var de nævnte elementer i den dagældende
aktieavancebeskatningslovs § 13 a, der vil kunne anses for stridende mod
EU-retten, kan disse omstændigheder imidlertid ikke føre til, at det netop i
forhold til klageren fastslås, at beskatningen i sin helhed bør
tilsidesættes.
Realiteten er nemlig, at det er klagerens egen adfærd, der har betydet, at
han
ikke nu har henstand uden sikkerhedsstillelse.
I en situation, hvor en
beskatningsregel indeholder krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for
henstand
og beregning af tillæg til henstandsbeløbet, som strider mod EU-retten, men
hvor reglen i øvrigt ikke strider herimod, kan EU-retten kun føre til en
tilsidesættelse af netop de EU-retsstridige krav.
Klageren kunne blot have
anmodet om henstand samt have anfægtet krav om sikkerhedsstillelse og om
beregning af tillæg med henvisning til EU-retten. Den omstændighed, at
klageren
i stedet valgte at undlade at søge henstand, kan derfor ikke føre til, at
selve
beskatningen, som i sig selv er i fuld overensstemmelse med EU-retten, ikke
kan
gennemføres i forhold til klageren. Det var således klagerens eget valg om
ikke
at anfægte de pågældende elementer, men i stedet at søge at undgå enhver form
for beskatning efter bestemmelsen, der har medført, at klageren er i den
situation, som det faktisk er tilfældet.
Klageren kan ikke påberåbe sig traktatens bestemmelser
om arbejdskraftens frie bevægelighed og etableringsfriheden
Da klageren flyttede til
Frankrig i 1998 var han ikke arbejdstager, og han havde efter det oplyste
heller ingen konkrete planer om at etablere sig som selvstændig
erhvervsdrivende i Frankrig. Klageren har afgivet en erklæring af 31. januar
2003, hvoraf det fremgår, at han på dette tidspunkt fortsat ikke drev nogen
erhvervsvirksomhed i Frankrig eller var arbejdstager dér, og det må lægges
til
grund, at dette fortsat er tilfældet. I erklæringen giver klageren udtryk
for,
at det har været og fortsat er hans ”hensigt at indlede arbejdsmæssige
aktiviteter” efter flytningen, enten ved at etablere en eller anden form
for
erhvervsvirksomhed eller ved at blive arbejdstager i Frankrig. Det må på
baggrund
af erklæringen lægges til grund, at klageren i nogle år, efter at han
flyttede
til Frankrig, ikke var arbejdssøgende eller havde konkrete planer om
etablering
af en selvstændig erhvervsvirksomhed. Klagerens ”hensigt” fremstår
som mere
ubestemte ”planer” om på et eller andet tidspunkt igen at tage
”fat på det
erhvervsmæssige”.
Under disse omstændigheder
kan klageren hverken påberåbe sig traktatens artikel 39 om arbejdskraftens
frie
bevægelighed eller artikel 43 om den frie etableringsret.
Det bemærkes vedrørende
artikel 39, at klageren ikke kan anses for at have været arbejdstager på
fraflytningstidspunktet, da dette forudsætter, at den pågældende faktisk er
beskæftiget som arbejdstager. En person kan kun betragtes som arbejdstager,
når
vedkommende udøver ”en reel økonomisk aktivitet”. EF-Domstolen har
dog i sin
praksis anerkendt, at arbejdskraftens frie bevægelighed kan påberåbes af
personer, der ikke aktuelt er arbejdstagere, men som ønsker at flytte til en
anden medlemsstat med henblik på at søge arbejde dér eller for at søge
arbejde
dér, jf. dommen af 26. februar 1991 i sag C-292/89, Antonissen, navnlig
præmis
8-14. Som det fremgår af denne dom, finder bestemmelsen i art. 39 anvendelse
på
sådanne tilfælde, fordi arbejdskraftens frie bevægelighed ellers ville være
illusorisk. I praksis vil det således kunne være forbundet med betydelige
vanskeligheder faktisk at udnytte arbejdskraftens frie bevægelighed, hvis der
kunne lægges hindringer i vejen for, at personer, der ønsker at finde en
egnet
lønnet beskæftigelse, tager ophold i den medlemsstat, hvor de ønsker at søge
arbejde. Der er imidlertid intet grundlag for at udstrække anvendelsesområdet
for art. 39 i forhold til ikke-arbejdstagere til at omfatte andre end de, der
faktisk søger arbejde i tilflytterstaten. En person, der ikke på tidspunktet
for flytningen søger eller har til hensigt at begynde at søge arbejde i
umiddelbar forbindelse hermed, kan altså ikke påberåbe sig bestemmelsen i
traktatens art. 39 om arbejdskraftens frie bevægelighed. Ellers ville kravet
om, at der skal udøves en reel økonomisk aktivitet, jo også blive helt
indholdsløst.
Det må lægges til grund, at
klageren på fraflytningstidspunktet ikke var arbejdstager, og at han ikke
søgte
- eller havde til hensigt at søge - arbejde i Frankrig i umiddelbar
forlængelse
af tilflytningen. Hans eneste ”tilknytning” til arbejdsmarkedet
bestod i den
uvisse mulighed for, at han på et eller andet tidspunkt ville begynde at søge
arbejde i tilflytterstaten, hvilket imidlertid ikke kan begrunde, at han kan
påberåbe sig art. 39.
I overensstemmelse hermed
fastslog Domstolen da også i Antonissen-dommen, at den ret til at tage ophold
i
en anden medlemsstat med henblik på at søge arbejde dér, som følger af art.
39,
kun kan påberåbes i en vis periode i forbindelse med tilflytningen. Det udgør
således ifølge dommen ikke nogen hindring for arbejdskraftens frie
bevægelighed, hvis personer kun har ret til at opholde sig i en anden
medlemsstat i en periode, der må anses for at give vedkommende en rimelig
mulighed for faktisk at opnå lønnet beskæftigelse. I dommen fastslog
Domstolen,
at 6 måneder forekom at udgøre en sådan rimelig periode. Modsætningsvis
følger
det af dommen, at en person, der - som det må anses for at være tilfældet for
klagerens vedkommende - end ikke har til hensigt til at søge arbejde inden
for
denne ”rimelige periode” efter tilflytningen, ikke kan påberåbe sig
art. 39.
Klageren kan således ikke påberåbe
sig arbejdskraftens frie bevægelighed, når han aldrig har udnyttet denne frie
bevægelighed til at have lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat. Dette
er
også lagt til grund i Østre Landsrets dom i TfS 2005.504 Ø.
Også i relation til
etableringsfriheden efter art. 43 er det ifølge Domstolens praksis et krav,
at
der udøves en reel erhvervsmæssig aktivitet. Bestemmelsen i art. 43 kan
således
kun påberåbes af fysiske eller juridiske personer, der aktuelt har planer om
at
etablere sig i en medlemsstat, jf. navnlig Domstolens dom af 25. juli 1991 i
sag C-221/89, Factortame II, præmis 20-21.
Klageren må anses for at have haft arbejde eller været
selvstændig erhvervsdrivende i Danmark indtil fraflytningen i 1998.
Bestemmelserne i artiklerne 39 og 43 kan imidlertid ikke påberåbes, når blot
en
person på et eller andet tidspunkt har været arbejdstager eller drevet
selvstændig erhvervsvirksomhed. Tværtimod er det en forudsætning for, at
bestemmelserne kan påberåbes, at vedkommende ønsker at arbejde eller etablere
sig i en anden medlemsstat.
Klageren kan på den baggrund
hverken påberåbe sig traktatens artikel 39 eller artikel 43.
Værdiansættelse af aktier
SKAT er enig i, at der ved
kursfastsættelsen af aktierne på fraflytningstidspunktet ikke er grundlag for
at tilsidesætte klagerens værdiansættelse af ejendommene til i alt 6.550.000
kr., og at den urealiserede avance på aktierne i B A/S på
fraflytningstidspunktet derfor kan ansættes til 4.020.714 kr.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det lægges til grund, at klageren den 15. august 1998 flyttede fra
Danmark til Frankrig, og at hans fulde skattepligt til Danmark i henhold til
kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, ophørte på dette tidspunkt.
Det lægges endvidere til
grund, at klageren, der er født i 1936, både før og efter fraflytningen har
modtaget pension fra danske pensionsordninger med løbende udbetalinger og
derfor først efter pensioneringen har bosat sig i Frankrig og dermed i et
andet
EU-land. Klageren har endvidere ikke siden fraflytningen og dermed ikke inden
for en rimelig periode efter tilflytningen haft lønnet beskæftigelse eller
etableret selvstændig virksomhed i Frankrig.
Under disse omstændigheder
vil EF-traktatens artikel 48 (nu artikel 39 EF) og EF-traktatens artikel 52
(nu
artikel 43 EF) ikke konkret kunne bringes i anvendelse i forhold til
klageren.
Beskatningen af urealiserede avancer på aktier i B A/S på
fraflytningstidspunktet kan derfor ikke anses for at være i strid med
EF-traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed og
etableringsretten, ligesom EF-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for
tjenesteydelser og kapital ikke ses krænket.
Der henvises herved til Østre
Landsrets dom af 24. maj 2005, offentliggjort i TfS 2005.504 Ø, og
EF-domstolens dom af 26. februar 1991 i sag C-292/89, Antonissen.
Ophører en persons
skattepligt efter kildeskattelovens § 1 som følge af fraflytning, eller
bliver
en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst
hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, skal fortjeneste på
aktier m.v., som den pågældende ejer på tidspunktet for skattepligtsophøret
eller flytningen af skattemæssigt hjemsted, beskattes i samme omfang, som
hvis
aktierne var afstået på dette tidspunkt, jf. den dagældende bestemmelse i
aktieavancebeskatningslovens § 13 a, stk. 1, 1. pkt.
Ved opgørelsen af den
skattepligtige fortjeneste efter stk. 1 anses aktierne for afstået for et
beløb
svarende til værdien på tidspunktet for skattepligtsophøret eller flytningen
af
skattemæssigt hjemsted, jf. § 13 a, stk. 3.
Klageren var på fraflytningstidspunktet hovedaktionær
i B A/S i likvidation.
Da klageren opfylder betingelsen i § 13 a, stk. 4, 1. pkt., om fuld
skattepligt
efter kildeskattelovens § 1 i en periode på i alt mindst 5 år inden for de
seneste 10 år før skattepligtsophøret,
og da fritagelsesbestemmelsen i § 13 a, stk. 2,
ikke er opfyldt, skal der herefter opgøres en fortjeneste eller et tab på
aktierne på fraflytningstidspunktet i overensstemmelse med de almindelige
regler i aktieavancebeskatningsloven.
Ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste
efter aktieavancebeskatningslovens § 13 a, stk. 1, anses aktierne for afstået
for et beløb svarende til værdien på tidspunktet for skattepligtsophøret
eller
flytningen af skattemæssigt hjemsted, jf. § 13 a, stk. 3.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 208
1986/87, at ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste benyttes som
afståelsessum værdien af aktierne på tidspunktet for
skattepligtsophøret/hjemstedsflytningen.
Værdien opgøres efter reglerne i Skattedepartementets cirkulære nr. 185 af
17.
november 1982 (gaveafgiftscirkulæret).
Ved værdiansættelsen af
aktierne i B A/S i likvidation på fraflytningstidspunktet den 15. august 1998
har klageren ansat værdien af ejendommene til den seneste offentliggjorte
ejendomsvurdering pr. 1. januar 1998 på i alt 6.550.000 kr.
Klageren har således ved
avanceopgørelsen anvendt de retningslinier for opgørelsen af værdien af
unoterede aktier og værdien af fast ejendom, der er angivet i
cirkulære nr. 185 af 17.
november 1982 om værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og
ved
gaveafgiftsberegning og i Ligningsvejledningen 1998 afsnit S.F.1.2.3.2. og
S.F.1.2.3.3.
Herefter og under hensyntagen
til,
at
ejendommene først blev solgt ved skøde af henholdsvis 8. juni 1999 og 5.
august
1999 og dermed henholdsvis ca. 8 måneder og ca. 12 måneder efter klagerens
fraflytning den 15. august 1998, og at ejendommenes samlede ejendomsvurdering
pr. 1. januar 1999 beløbsmæssige svarer til ejendommenes samlede
ejendomsvurdering pr. 1. januar 1998, finder retten ikke tilstrækkeligt
grundlag for ved kursfastsættelsen af aktierne på fraflytningstidspunktet at
tilsidesætte klagerens værdiansættelse af ejendommene til i alt 6.550.000 kr.
som værende udtryk for ejendommenes handelsværdi på fraflytningstidspunktet.
Afgørelsen nedsættes derfor på dette punkt fra
5.138.039 kr. til 4.020.714 kr. i overensstemmelse med den subsidiære
påstand.
Fratrædelsesgodtgørelse
Sagens oplysninger
Klageren var indtil
fraflytningen til Frankrig den 15. august 1998 ansat som direktør i C A/S.
Af direktørkontrakt af 21.
oktober 1980 mellem C A/S og klageren fremgår bl.a., at klageren med virkning
fra 1. oktober 1980 blev ansat som direktør for selskabet. Selskabet skulle
stille en bil til rådighed for klageren og betale alle driftsomkostninger
vedrørende bilen. Bilen skulle være en Audi 100 eller en tilsvarende biltype
efter selskabets og klagerens indbyrdes aftale. I tilfælde af fratræden kunne
klageren købe bilen til den bogførte værdi.
I forbindelse med klagerens
fratræden som direktør i selskabet og flytning til Frankrig
købte klageren den 27. november 1998 af
selskabet den tidligere benyttede firmabil for 25.887 kr. svarende til den
bogførte værdi.
Følgende fremgår af
købstilbud af 27. november 1998 fra bilforhandler til C v/klageren:
”Vedr.: Købstilbud på
Deres brugte vogn
Vi refererer til behagelig
samtale og sender købstilbud på Deres brugte vogn som følger:
Mærke:
Audi
Model:
100
2.8 5 gear
Farve:
Azuritblå
1. reg. dato:
18.02.92
Km.:
100.000
Reg.nr.:
xxxxxx
Tilbudspris:
Kr.
125.000,00
Prisen er sat udfra, at bilen
er skadefri samt fejlfri.
Vi tager naturligvis
forbehold for fejl eller mangler som ikke er os bekendte, og vi gør opmærksom
på, at dette købstilbud er gældende 7 dage fra dato.
”
Klageren har i selvangivelsen
for indkomståret 1998 selvangivet en fratrædelsesgodtgørelse på 99.113 kr.,
svarende til forskellen mellem tilbudsprisen på 125.000 kr. og den bogførte
værdi på 25.887 kr. Fratrædelsesgodtgørelsen er selvangivet med bruttobeløbet
før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, skattefri del og 15 % nedslag.
Skatteforvaltningens
afgørelse
Med udgangspunkt i DAF
brugtvognskatalog er handelsprisen fastsat til 200.000 kr. i forbindelse med
købet
af firmabilen fra selskabet til 25.887 kr. svarende til den bogførte værdi.
Da
klageren alene er beskattet af en fratrædelsesgodtgørelse på en
bilforhandlers
tilbudspris på 125.000 kr. med nedslag for købsprisen på 25.887 kr., eller
99.113 kr., skal klageren beskattes med yderligere 75.000 kr. i
fratrædelsesgodtgørelse, jf. ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 3.
Skatteforvaltningen har
opgjort fratrædelsesgodtgørelsen således:
Salgspris på Audi 100, jf. DAF´s brugtvognskatalog
221.000
kr.
Nedslag for kilometerstand 100.000 – 90.000 km
x
0,77
kr.
7.700
kr.
213.300 kr.
Anslået forhandleravance
10.000
kr.
203.300 kr.
Afrundet overdragelsespris
200.000
kr.
Bogført værdi
25.887
kr.
Fratrædelsesgodtgørelse
174.113
kr.
Selvangivet fratrædelsesgodtgørelse
99.113
kr.
Forhøjelse af fratrædelsesgodtgørelse
75.000
kr.
Ifølge årsopgørelsen er
beløbet på 174.113 kr. reduceret med arbejdsmarkedsbidrag /pension på 15.670
kr. og et bundfradrag på 10.500 kr. 85% af det resterende beløb, eller i alt
125.751 kr., er medregnet i den skattepligtige indkomst.
Klagerens påstand og
argumenter
Klagerens repræsentant har
fremsat påstand om, at forhøjelsen af fratrædelsesgodtgørelsen med 75.000 kr.
tilbageføres.
Til støtte for påstanden har
repræsentanten bl.a. gjort gældende, at C A/S i forbindelse med klagerens
fratræden som direktør ønskede at sælge firmabilen til klageren og derfor
indhentede et købstilbud fra bilforhandler, der den 27. november 1998 gav et
tilbud på 125.000 kr. Dette tilbud blev indhentet for at sikre, at den
korrekte
værdi blev lagt til grund ved opgørelsen af fratrædelsesgodtgørelsen.
Værdien er objektivt fastsat
af en professionel forhandler af bilmærket Audi og dermed af en uafhængig
tredjemand, og værdien er ansat inden overdragelsen fandt sted. Der er
således
ikke tale om efterrationaliseringer, og tilbuddet blev givet til C A/S. C A/S
kendte bilen fra serviceeftersyn m.v., og kendte som lokal bilforhandler den
aktuelle markedssituation og efterspørgsel på den pågældende model.
Forhandleren
kunne derfor foretage en konkret vurdering af bilen. Forhandleren er et
anerkendt firma, som ikke vil udarbejde værdiansættelser, som ikke er udtryk
for realistiske markedsværdier. Tilbudet er derfor udtryk for markedsværdien,
og dermed prisen ved alternativt salg til tredjemand.
Klageren tog bilen med til
Frankrig, men vendte primo 1999 tilbage til forhandleren for at få et nyt
købstilbud med henblik på salg af bilen, men da ville forhandleren ikke købe
bilen. I den forbindelse oplyste forhandleren, at han ikke længere ønskede at
købe bilen, idet ”bunden var gået ud af brugtvognsmarkedet”. Dette
tilsiger, at
bilen henset til alder og kørsel ikke havde højere værdi end selvangivet, og
at
forhandlerens værdiansættelse i 1998 var i overkanten. Værkfører hos
forhandleren
har i e-mailkorrespondance med klageren anført:
”Vedr. det tilbud du fik 27.
november 1998, var det den pris vi ville give for din bil på det
tidspunkt.”
Værkføreren har herved bekræftet, at tilbudsprisen i 1998 alene gjaldt på
tilbudstidspunktet. Værkføreren har herved indirekte bekræftet klagerens
oplysninger om, at forhandleren ved efterfølgende henvendelse fra klageren
ikke
ville købe bilen.
Skatteforvaltningen har
anvendt DAFs brugtvognskatalog som det eneste moment i bedømmelsen af
markedsværdien.
Dette er i strid med den almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætning om
det pligtmæssige skøn. Forvaltningen må ikke i henhold til denne
retsgrundsætning anvende ét kriterium som det afgørende og derved udelukke
andre saglige kriterier i det lovlige skøn. Ved en vurdering af
markedsværdien
indgår flere elementer, hvoraf DAFs brugtvognskatalogs pris kan være et af
dem.
Ved udelukkende at lægge vægt på DAF´s katalog er der tale om en
sagsbehandlingsfejl, der er i klar strid med forvaltningsretlig praksis. Der
er
herved henvist til TfS 1999.557 og Ligningsvejledningen 1999 afsnit A.H.3.
Skatteforvaltningen har
således ved fastsættelsen af bilens værdi i realiteten tilsidesat det
pligtmæssige
skøn, idet skatteforvaltningen har taget udgangspunkt i Danmarks
Automobilforhandler Forenings Brugtbilkatalog og ikke har givet nedslag i
dette
udgangspunkt. De prismekanismer, der gør sig gældende ved værdiansættelse af
brugte biler, er mangeartede. Enhver bil er i et vist omfang unika, således
at
der ved værdiansættelse skal ske et konkret skøn. Et sådant konkret og
individuelt skøn er foretaget af forhandleren den 27. november 1998. Dette
konkrete skøn er udtryk for en fagmands vurdering af prisen. Den pågældende
forretning er ikke blot en forhandler med autorisation til at sælge under
firmanavnet, men er et direkte ejet datterselskab af det aktuelle
moderselskab.
Forhandlerens skøn er
udtryk for markedsværdien, og der skal for en sådan brugt bil tages hensyn
til
forhandlerens skøn over udgifter til klargøringsomkostninger,
salgsomkostninger, garanti og forhandleravance, samt antal kørte kilometer.
Der
er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som er foretaget af den
bilsagkyndige fra forhandleren, som i øvrigt er en, for klageren, uafhængig
part. Det er ikke urealistisk, når der tages højde for
klargøringsomkostninger,
salgsomkostninger, garanti og forhandleravance, samt antal kørte kilometer,
at
der nås en værdi som ansat af forhandleren.
Den af skatteforvaltningen
anslåede forhandleravance på 10.000 kr. er ikke realistisk. En forhandler har
udover en fortjeneste på en brugt bil også omkostninger til klargøring og små
reparationer, før bilen sættes til salg. Disse omkostninger er ikke indregnet
i
opgørelsen over forhandleravancen. Der var på salgstidspunktet tale om en 6
år
gammel bil, hvorfor der utvivlsomt skal foretages små reparationer samt
klargøring.
Ifølge den uafhængige
vurderingsservice på
www.bilpriser.dk
er
der en forskel på forhandlerens købspris og udsalgspris på 61.600 kr. på den
pågældende Audi. Dette beløb er udtryk for en mere realistisk vurdering af
forhandlerens klargøringsomkostninger, reparationsudgifter, renteudgifter,
garantiforpligtelse samt avance m.v. Det er derfor et beløb i denne
størrelsesorden, der skal trækkes fra en vurderet salgspris.
SKATs indstilling
Kammeradvokaten har på vegne
af SKAT indstillet, at handelsværdien af bilen på tidspunktet for klagerens
fratræden som direktør i selskabet C A/S passende kan ansættes til 180.000
kr.,
og at fratrædelsesgodtgørelsen derfor kan fastsættes til 154.113 kr., jf.
ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 3.
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
Værdien af bilen, som sælges
af C A/S til klageren, må fastsættes med udgangspunkt i den pris, som
selskabet
kunne forvente at opnå ved salg til en uafhængig tredjemand på
overdragelsestidspunktet. Det tilbud, som selskabet den 27. november 1998
ensidigt har indhentet kan ikke tillægges afgørende vægt.
Ved værdiansættelsen må der
henses til det oplyste om bilen, herunder mærke, model, alder, stand og
kilometertal, og at der ifølge tilbudet af 27. november 1998 var tale om en
skade- og fejlfri bil.
På baggrund af sagens
oplysninger, herunder den vejledende udsalgspris i Danmarks
Automobilforhandler
Forenings Brugtbilkatalog pr. 15. oktober 1998, der er baseret på
indberettede
salg af biler af samme type som den omhandlede, og som skal korrigeres for
klargøringsomkostninger, salgsomkostninger, garanti og forhandleravance samt
antal kørte kilometer, finder retten herefter, at handelsværdien på
tidspunktet
for klagerens fratræden som direktør i selskabet passende kan ansættes til
180.000 kr.
Skatteforvaltningen har foretaget skønnet over
handelsværdien af bilen med udgangspunkt i oplysningerne i Danmarks
Automobilforhandler Forenings Brugtbilkatalog, men har ved værdiansættelsen
af
bilen tillige taget hensyn til bl.a. forhandleravance. Skatteforvaltningen
har
derfor ikke tilsidesat den forvaltningsretlige retsgrundsætning om det
pligtmæssige skøn, idet forvaltningen således ikke har anvendt Danmarks
Automobilforhandler Forenings Brugtbilkatalog som det eneste moment i
bedømmelsen af bilens handelsværdi.
Da klageren har modtaget
bilen som delvis vederlag ved fratræden af direktørstilling, finder retten
herefter, at forskellen mellem handelsværdien på 180.000 kr. og den bogførte
værdi på 25.887 kr., eller 154.113 kr., må anses for fratrædelsesgodtgørelse,
jf. ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 3.
Afgørelsen ændres på dette
punkt i overensstemmelse hermed.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Bindende svar - Fraflytterskat - aktieavance - ægtefæller Retsinformation · 26. august 2015
- Fraflyttet Danmark, flyttet tilbage til Danmark, påtænker at flytte fra Danmark igen, aktier, fraflytterskat aktieavance, længerevarende tilknytning til Danmark Retsinformation · 30. september 2025
- Aktieprogram for medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer - anvendelse af styresignalet i SKM2020.351.SKTST Retsinformation · 9. juni 2021
- SKAT har anført, at henstandssaldo vedrørende aktier i [virksomhed1] A/S, 2.894.658 kr., er forfalden til betaling, jf. dagældende kildeskattelovs § 73 E, stk.… Landsskatteretten · 29. juni 2015
- Svensk skovejendom, hobbyviksomhed, omfattet af exitbeskatning Retsinformation · 15. november 2023
- Exitbeskatning ved salg af virksomhed Retsinformation · 29. juli 2026
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse vedr. tab på børsnoterede aktier solgt forud for flytning til udlandet - fraflytteravance Retsinformation · 23. marts 2013
- Landsskatteretskendelse vedr. aktier – fraflytterskat – tilflytning til Danmark – indgangsværdier – dobbeltbeskatningsoverenskomst – bindende svar Retsinformation · 5. november 2009
- Landsskatteretskendelse vedr. henstand med pålignet aktieavanceskat uden sikkerhedsstillelse mv. Retsinformation · 2. oktober 2009
- Landsskatteretskendelse vedr. aktieavance – salg af aktier ejet i mindre end 3 år – gennemsnitsmetoden eller aktie-for-aktie metoden Retsinformation · 5. november 2009
- Landsskatteretskendelse vedr. forsikringsselskaber – ejendomsavance – ejendomstab – fradragsbegrænsning Retsinformation · 6. november 2009
- Landsskatteretskendelse vedr. køb og salg af investeringsforeningsbeviser - bindende svar (SKM2009.374.SR) Retsinformation · 8. august 2012