Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. aktieavance.

KEN nr 9733 af 09/12/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet13. september 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. aktieavance.

Urealiseret fortjeneste ved flytning til Frankrig.

Fratrædelsesgodtgørelse i form af brugt bil.

Klagen vedrører beskatning af

urealiseret fortjeneste på aktier ved A’s fraflytning til Frankrig, jf.

aktieavancebeskatningslovens § 13 a, samt værdiansættelse af bil modtaget

delvist som fratrædelsesgodtgørelse.

Landsskatterettens

afgørelse

Indkomståret 1998

- Aktieindkomst

Skatteforvaltningen har anset

urealiseret avance på aktier i B A/S for skattepligtige, jf.

aktieavancebeskatningslovens

§ 13 a

5.138.039 kr.

Landsskatteretten finder, at

klageren i henhold til den dagældende bestemmelse i

aktieavancebeskatningslovens

§ 13 a er skattepligtig af en urealiseret avance på aktier i B A/S med

4.020.714 kr.

Personlig

indkomst

Fratrædelsesgodtgørelse ansat

af skatteforvaltningen til 174.113 kr. Selvangivet med

99.113

kr. Forhøjelse 75.000 kr.

Landsskatteretten nedsætter

fratrædelsesgodtgørelsen til 154.113 kr.

Urealiseret

Læs alt

aktieavance i forbindelse med fraflytning til Frankrig

Sagens

oplysninger

Klagerens fulde skattepligt

til Danmark ophørte den 15. august 1998 i forbindelse med fraflytning til

Frankrig. Klageren og hans ægtefælle var indtil fraflytningen tilmeldt

folkeregisteret på adressen X.

På fraflytningstidspunktet

var klageren hovedaktionær i B A/S i likvidation. Selskabet, der trådte i

solvent likvidation pr. 1. juli 1998, ejede 2 ejendomme. Ejendommene blev i

juni 1998 sat til salg gennem statsaut. ejendomsmæglere & valuarer.

Den ene ejendom var vurderet som en ejerboligejendom

til beboelse. Ejendomsvurderingen udgjorde pr. 1. januar 1998 og pr. 1.

januar

1999 henholdsvis 1.650.000 kr. og 1.600.000 kr.

Den anden ejendom var vurderet som en erhvervsejendom

til beboelse og forretning. Ejendomsvurderingen udgjorde pr. 1. januar 1998

og

pr. 1. januar 1999 henholdsvis 4.900.000 kr. og 4.950.000 kr. Ejendommen har

ikke haft registrerede beboere siden 22. januar 1971.

Ejendommene blev solgt med overtagelse henholdsvis pr.

15. april 1999 og pr. 1. august 1999 for en kontant købesum på henholdsvis

2.550.000 kr. og 6.075.000 kr., eller i alt 8.625.000 kr.

Ifølge indgangsregnskab for likvidationen pr. 1. juli

1998 blev den forventede salgssum ved salg af ejendomme ansat til 6.550.000

kr.

Følgebrev af 29. juni 1999

til selvangivelsen for perioden fra 1. januar til 15. august 1999 var vedlagt

et bilag, hvor den urealiserede aktieavance var opgjort til 4.020.714 kr. Den

urealiserede aktieavance var ikke overført til selvangivelsen og derfor ikke

tidligere beskattet. Ved klagerens opgørelse af den urealiserede aktieavance

er

der taget udgangspunkt i en beregnet skattekurs pr. 30. juni 1998. I denne

beregning indgår ejendommenene til en skattemæssig værdi med henholdsvis

1.650.000 kr. og 4.900.000 kr., eller i alt 6.550.000 kr. Klageren har

opgjort avancen

således:

Skattekurs baseret på

regnskab pr. 30. juni 1998

Skattemæssig indre værdi pr.

30. juni 1998

Egenkapital

ifølge regnskab

1.461.576 kr.

Skyldigt udbytte

70.000

kr.

Regnskabsmæssig værdi ejendom

-1.513.225 kr.

Skattemæssig værdi ejendom

6.550.000

kr.

5.036.775 kr.

6.568.351 kr.

Skattekursværdi, 90 %

5.911.516

kr.

Opgørelse af avance

Værdi ved fraflytning

5.911.516

kr.

Anskaffelsessum

Nom. 196.000 anskaffet 10/7 1970

196.000 kr.

Nom.

10.000 anskaffet 15/5

1974

10.000

kr.

Nom.

10.000 anskaffet 15/5

1975

10.000

kr.

Nom.

10.000 anskaffet 15/5 1976

10.000 kr.

Nom.

10.000 anskaffet

1/6 1980

10.000 kr.

Nom.

10.000 anskaffet 20/5

1981

10.000

kr.

Nom.

10.000 anskaffet 15/5

1983

10.000

kr.

Nom. 144.000 anskaffet

1/2

1985

635.585

kr.

-891.585 kr.

Fortjeneste

5.019.931

kr.

Nedslag 25 % af 196.000/400.000 * 5.019.931

614.942 kr.

Nedslag 24 % af

10.000/400.000

* 5.019.931

30.120 kr.

Nedslag 23 % af

10.000/400.000

* 5.019.931

28.865 kr.

Nedslag 22 % af

10.000/400.000

* 5.019.931

27.610 kr.

Nedslag 18 % af

10.000/400.000

* 5.019.931

22.590 kr.

Nedslag 17 % af

10.000/400.000

* 5.019.931

21.335 kr.

Nedslag 15 % af

10.000/400.000

* 5.019.931

18.825 kr.

Nedslag 13 % af 144.000/400.000 * 5.019.931

234.933 kr.

-999.217 kr.

Skattepligtig fortjeneste

4.020.714

kr.

Af det endelige

likvidationsregnskab pr. 31. oktober 1999 for B A/S i likvidation fremgår, at

ejendommene blev solgt for en kontant salgssum på henholdsvis 2.550.000 kr.

pr.

8. juni 1999 og 6.075.000 kr. pr. 5. august 1999, eller i alt 8.625.000 kr.

Selskabet ophørte pr. 2.

december 1999.

Klageren har i indkomstårene 1998, 1999 og 2000

modtaget pension fra danske pensionsordninger med løbende udbetalinger på

henholdsvis 222.968 kr., 262.538 kr. og 263.039 kr.

Ifølge det oplyste har klageren ikke siden

fraflytningen haft lønnet beskæftigelse eller etableret virksomhed i

Frankrig.

Skatteforvaltningens

afgørelse

Skattemæssig avance på aktier

i B A/S ved fraflytning den 15. august 1998 er ansat til 5.138.039 kr., jf.

aktieavancebeskatningslovens § 13 a.

Ligningsvejledningen 1999

S.F.2.3.3. indeholder retningslinier for fastsættelsen af handelsværdien af

unoterede aktier. Ifølge disse retningslinier kan man i en række tilfælde gå

ud

fra, at ejendommens handelsværdi ikke vil afvige væsentligt fra den seneste

foreliggende ejendomsvurdering.

En række forhold kan dog

medføre, at den seneste kendte offentlige ejendomsvurdering og dermed

aktiekursen anses for uegnet som udtryk for aktiernes værdi i handel og

vandel.

I sådanne tilfælde kan skattekursen ikke anses for at udgøre handelsværdien.

En sådan situation er til

stede her, idet der ca. 1 år efter klagerens fraflytning skete en handel med

ejendommene mellem uafhængige parter til en pris, der ligger 2.075.000 kr. og

dermed væsentligt over den fastsatte værdi. Det virker urealistisk, at

ejendommene, der omkring fraflytningstidspunktet blev sat til salg for

12.000.000 kr. af en sagkyndig erhvervsejendomsmægler, og ca. 1 år efter blev

solgt for 8.625.000 kr., på fraflytningstidspunktet skulle have en værdi

svarende til den offentlige vurdering på 6.550.000 kr.

I det endelige

likvidationsregnskab pr. 31. oktober 1999 for B A/S i likvidation fremgår, at

ejendommene blev solgt til følgende kontante salgssummer:

I 2.550.000 kr. (pr. 8/6

1999) II 6.075.000 kr. (pr. 5/8 1999) I alt 8.625.000 kr.

Ejendommene er således

umiddelbart steget i handelsværdi med 2.075.000 kr. (31,7 %) fra 15. august

1998 til 5. august 1999 ifølge det selvangivne.

Det er skatteforvaltningens

opfattelse, at der ikke er sket en stigning i handelsværdien af ejendommene

med

31,7 % i den omhandlede periode. Skatteforvaltningen har undersøgt

prisstigningerne på ejendomsmarkedet for erhvervsejendomme og konstateret, at

prisstigningerne i gennemsnit har ligget på 5,3-6,5 % fra 1. juli 1998 til

30.

juni 1999. Prisudviklingen er beregnet på baggrund af samtlige handler af

erhvervsejendomme i Danmark i perioden, og må derfor anses for dækkende for

prisudviklingen for salget af erhvervsejendomme i Danmark.

Ejendommenes handelspriser på

fraflytningstidspunktet kan derfor fastsættes til de opnåede handelspriser

mellem uafhængige parter i sommeren 1999 med fradrag for prisudvikling på 6,5

%. Da ejendommene er solgt for i alt 8.625.000 kr., kan handelsværdierne på

fraflytningstidspunktet med fradrag af 6,5 % fastsættes afrundet til

8.100.000

kr.

Skatteforvaltningen har

herefter opgjort den skattemæssige avance således:

Skattekurs baseret på regnskab pr. 30. juni 1998

Skattemæssig indre værdi pr. 30. juni 1998

1.461.576 kr.

Skyldigt udbytte

70.000

kr.

Regnskabsmæssig værdi ejendom

-1.513.225 kr.

Skattemæssig værdi ejendom

8.100.000

kr.

6.586.775

kr.

8.118.351 kr.

Skattekursværdi, 90 %

7.306.516

kr.

Opgørelse af avance

Værdi ved fraflytning

7.306.516

kr.

Anskaffelsessum

Nom. 196.000 anskaffet 10/7 1970

196.000 kr.

Nom.

10.000 anskaffet 15/5

1974

10.000

kr.

Nom.

10.000 anskaffet 15/5

1975

10.000

kr.

Nom.

10.000 anskaffet 15/5

1976

10.000

kr.

Nom.

10.000 anskaffet

1/6 1980

10.000 kr.

Nom.

10.000 anskaffet 20/5

1981

10.000

kr.

Nom.

10.000 anskaffet 15/5

1983

10.000

kr.

Nom. 144.000 anskaffet

1/2

1985

635.585

kr.

Nom. 400.000 i alt

-891.585

kr.

Fortjeneste

6.414.931

kr.

Nedslag 25 % af 196.000/400.000 * 6.414.931

785.829 kr.

Nedslag 24 % af

10.000/400.000

* 6.414.931

38.490 kr.

Nedslag 23 % af

10.000/400.000

* 6.414.931

36.886 kr.

Nedslag 22 % af

10.000/400.000

* 6.414.931

35.282 kr.

Nedslag 18 % af

10.000/400.000

* 6.414.931

28.867 kr.

Nedslag 17 % af

10.000/400.000

* 6.414.931

27.263 kr.

Nedslag 15 % af

10.000/400.000

* 6.414.931

24.056 kr.

Nedslag 13 % af 144.000/400.000 * 6.414.931

300.219 kr.

-1.276.892 kr.

Skattepligtig fortjeneste, aktieindkomst

5.138.039

kr.

Klagerens påstand

og argumenter

Klagerens repræsentant har

principalt fremsat påstand om, at klageren ikke beskattes af urealiseret

aktieavance på 5.138.039 kr. ved opgørelsen af aktieindkomsten for

indkomståret

1998.

Til støtte for den

principale påstand har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at

aktieavancebeskatningslovens

§ 13 a er i strid med de grundlæggende økonomiske frihedsrettigheder i

EF-traktaten, herunder særligt diskriminations- og restriktionsforbudet i

art.

39 om arbejdstageres frie bevægelighed inden for fællesmarkedet.

Diskriminationen

rammer EU-retligt klagerens retsstilling som en af den begunstigede

personkreds

i såvel art. 18, art. 39, art. 43 og art. 49. Der er således ikke hjemmel til

at opkræve fraflytningsskat begrundet i klagerens udrejse fra Danmark.

Aktieavancebeskatningslovens § 13 a er i strid med de trinhøjere normer, der

følger af fællesskabsretten. Den trinhøjere norm er selve EF-traktaten og det

fællesskabsretlige princip om kravet til EU-konform fortolkning.

Traktatbestemmelserne er umiddelbart anvendelige.

Diskrimination

Bestemmelsen i

aktieavancebeskatningslovens § 13 a og den danske fraflytningsbeskatning er

en

grundlæggende hindring i oprindelseslandet for udøvelse af traktatsikrede

rettigheder. Ordningen kan ikke retfærdiggøres i hensynet til sammenhæng i

beskatningsordning eller lignende. Diskriminationen retter sig mod personer -

EU-borgere i Danmark, der ønsker at rejse til et andet EU-land for at

arbejde,

frem for personer, der rejser til et andet sted i Danmark. Artikel 39 i

EF-traktaten er umiddelbart anvendelig i alle medlemsstater, og bestemmelsen

kan påberåbes af alle EU-statsborgere, jf. EF-domstolens afgørelser i sagen

C-26/62 Van Gend en Loos og i sagen C-281/98 Angonese.

Hindring

i oprindelsesstaten

Det følger af

aktieavancebeskatningslovens § 13 a, at der ved fraflytning fra Danmark skal

ske beskatning, som om aktierne var afstået. Såfremt der opnås henstand med

skatten, stilles der fra skattemyndighederne krav om fuld sikkerhedsstillelse

for henstandsbeløbet/skatten. Indholdet af denne bestemmelse udgør en

væsentlig

økonomisk og dermed klar hindring for en person, der ønsker at rejse til et

andet EU-land for at arbejde. Aktieavancebeskatningslovens § 13 a udgør

en

hindring for arbejdskraftens bevægelighed, og hindringen er opstillet af

oprindelseslandet. Denne type restriktion er omfattet af

diskriminationsforbuddet i art. 39 og klart udtrykt i EF-domstolens domme

C-415/93 Bosman, C-81/87 Daily Mail og C-264/96 ICI samt Direktiv 73/148 EEC.

De nævnte sager angår overtrædelse af tidligere art. 52 og art. 58, nu art.

43

og art. 48, om etableringsfrihed, men som det fremgår af præmisserne

udstrækkes

forbuddet mod hindringer opstillet af oprindelseslandet også til traktatens

andre diskriminationsforbud.

Retfærdiggørelse

af hindringen?

Såfremt en medlemsstat kan

begrunde eller retfærdiggøre en opstillet hindring, er der efter EU-retlig

praksis mulighed for, at denne kan opretholdes. Det argument, der normalt

fremføres for at retfærdiggøre en hindring på skatteområdet, støttes i

Bachmann-dommen C 204/90, hvor det anføres, at hindringen kan skyldes

hensynet

til sammenhængen i beskatningsordningen. Imidlertid er rækkevidden af

Bachmann-dommen i denne sammenhæng yderst begrænset. For det første fordi

sagerne ikke er sammenlignelige vedrørende de underliggende nationale

skatteregler. For det andet fordi de faktiske forhold i Bachmann-dommen

afviger

væsentligt fra de foreliggende omstændigheder. Der var tale om muligheden for

at udøve rettigheder i modtagerstaten. Bachmann-dommen omhandlede et nægtet

fradrag for bidrag til en pensionsordning oprettet i en anden medlemsstat.

For

klageren er der tale om en hindring opstillet af oprindelsesstaten. De to

situationer har således et meget forskelligt retsfaktum.

Et andet og ofte benyttet

argument for opretholdelse af en hindring for den frie bevægelighed er

hensynet

til modarbejdelse af skatteudnyttelse. EF-domstolen har flere gange udtalt,

at

regler, der er begrundet i hensynet til imødegåelse af skatteudnyttelse, ikke

er i strid med traktaten. Det er imidlertid kun nationale regler, der rammer

rent kunstige skattemæssige arrangementer, der accepteres i EU-retlig

henseende, og dermed ikke sager som reelt skal løses ad bilateral vej mellem

staternes dobbeltbeskatningsaftaler. Domstolen accepterer ikke regler, der er

udformet som generelle værnsregler, og som forskelsbehandler enhver

skatteyder,

der foretager en given grænseoverskridende disposition i forhold til en

national disposition. Der er herved henvist til C-294/97 Eurowings. Regler

der

medfører forskelsbehandling mellem skatteydere, der foretager en national

disposition og en grænseoverskridende disposition, kan kun tillades af

hensynet

til imødegåelse af skatteunddragelse, hvis de er udformet således, at de

alene

rammer kunstige skattemæssige arrangementer og ikke forhindrer eller

besværliggør udøvelsen af en traktatsikret rettighed. Dette blev tydeligt

illustreret i C-9/02 Lasteyrie præmis 51.

Aktieavancebeskatningslovens

§ 13 a rammer alle borgere, der ønsker at udøve deres traktatsikrede ret.

Bestemmelsens generelle natur gør den således uegnet til at ramme konkret

skatteunddragelse, og den fungerer dermed som en generel værnsregel, der ikke

kan tjene som en retfærdiggørelse af hindringen.

Formålet

Reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 13 a blev

indført som en del af ”skatteflugtspakken” i 1987. Såfremt det

primære formål

var at indføre et territorial-beskatningsprincip, var regelkomplekset

formentlig ikke blevet kaldt ”skatteflugtspakken”. Det er i øvrigt

uomtvisteligt, at formålet med aktieavancebeskatningsloven er at sikre det

danske skatteprovenu ved at hindre skatteflugt, hvilket fremgår af FT

1986/87,

Tillæg A, sp. 4451ff, og FT 1986/87, Tillæg A, sp. 4357ff. Hertil kommer, at

der

efter § 13 a, stk. 7, gives credit for udenlandsk betalt skat af den avance,

der bliver fraflytningsbeskattet efter § 13 a. Dette giver ikke mening,

såfremt

formålet var at indføre et territorialprincip. Et territorialprincip betyder,

at avance, der er opstået i Danmark, skal beskattes i Danmark. Når der gives

credit for udenlandsk betalt skat, bliver en avance, der er opstået i

Danmark,

netop ikke beskattet i Danmark. Havde man ønsket at indføre et

territorialprincip, ville dette kun kunne indføres gennem en ændring af

dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, der som altovervejende udgangspunkt giver

bopælslandet beskatningsretten til aktieavancer. Bestemmelsens formål var og

er

alene at ramme de tilfælde, hvor fraflytningen skyldes et ønske om

skatteflugt.

Dette formål er uforeneligt med EU-retten, hvilket fremgår af C-9/02

Lasteyrie

præmis 52 sammenholdt med præmis 58.

EU-praksis

EF-domstolen har i senere

praksis generelt indskrænket betydningen af argumentet omkring hensynet til

beskatningsstrukturen. I sagen C 80/94 Wielockx fremhæver domstolen, at

sammenhængen i beskatningsordningen er sikret igennem

dobbeltbeskatningsaftalerne og ikke ved en streng sammenhæng mellem adgang

til

fradrag og beskatning af pensionsudbetalinger. Domstolen har således udtalt,

at

spørgsmålet om sammenhæng i beskatningsordningen skal afklares via

dobbeltbeskatningsoverenskomster,

og at dette hensyn ikke kan begrunde en overtrædelse af traktatbestemmelserne

om fri bevægelighed.

Proportionalitetsprincippet

Proportionalitetsprincippet

i EU-retten tilsiger, at hvis et mål kan nås med forskellige andre og mindre

restriktive midler, skal medlemsstaten anvende det middel, der ikke hindrer

den

frie bevægelighed. Aktieavancebeskatningslovens § 13 a er affattet helt

generelt, og fanger derfor også de situationer, hvor der ikke foreligger

skattemæssige overvejelser bag fraflytningen. Der kan nævnes en række mindre

indgribende alternativer til de nuværende generelle regler om

fraflytningsbeskatning:

·

En ny bestemmelse, der tager udgangspunkt i

en helt konkret vurdering af, om der foreligger skatteudnyttelse eller

unddragelse. En sådan værnsregel vil formentlig være i overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet.

·

Ændre dobbeltbeskatningsoverenskomsterne,

så beskatningsretten til aktieavancer tildeles overenskomstens kildeland.

·

Ændre dobbeltbeskatningsoverenskomsterne,

så fraflytningsstaten bevarer beskatningsretten til de avancer, der er

opstået

indtil fraflytningstidspunktet.

·

Indføre lagerbeskatning af aktier for

derved at opnå løbende beskatning af værdistigninger.

Diskriminationsprøvelse

EF-domstolen har i sagerne

ICI C-264/96 og Gilly C 336/96 anlagt en egentlig diskriminationsprøvelse af

hindringer opstillet af oprindelsesstaten. Dermed har domstolen prøvet

medlemslandenes nationale skatteregler udfra en stringent vurdering af

reglernes dis-kriminerende virkning. Dette betyder, at såfremt der udløses

skattemæssige konsekvenser ved en flytning til et andet EU-land, som ikke

udløses ved en flytning indenfor medlemsstatens grænser, vil der som

altovervejende udgangspunkt foreligge en overtrædelse af

diskriminationsforbuddet i artiklerne 39 og 43.

Traktatstridig hindring før og efter lov nr. 221 af

31. marts 2004

Reglerne i

aktieavancebeskatningslovens § 13 a var og er utvivlsomt fortsat i strid med

EU-retten uanset ændringerne gennemført med lov nr. 221 af 31. marts 2004.

Det

er ubestridt, at elementer i aktieavancebeskatningslovens § 13 a, således som

den var udformet på klagerens fraflytningstidspunkt, ikke var i

overensstemmelse

med EU-retten.

Diskriminationsprøvelsen

fremgår også tydeligt i C-9/02 Lasteyrie præmis 45 og 46, hvor det fremhæves,

at såfremt en borger ønsker at udøve sin traktatsikrede ret til at etablere

sig

i en anden medlemsstat, betyder fraflytningsskatten, at der udløses

skattemæssige konsekvenser, alene fordi borgeren flytter sit skattemæssige

hjemsted. Det forhold, at flytningen udløser beskatning, fremhæver domstolen

som værende i bedste fald hæmmende for den fri etableringsret. Domstolen

fremhæver endvidere i præmis 55, at reglernes detaljer ikke kan ændre på

konklusionen. Her tænkes særligt på spørgsmål om adgang til henstand og

opgørelse

af sikkerhedsstillelse. Domstolen udtaler endvidere i præmis 43, at

selv en hindring for etableringsfriheden, der

er af begrænset rækkevidde eller har ringe betydning, er forbudt ved

traktatens

artikel 52.

Hertil kommer, at EF-Domstolen på intet tidspunkt i C-9/02

Lasteyrie tilkendegav, at det var kravet om sikkerhedsstillelse, der var

diskriminerende og udslagsgivende. Derimod udtaler domstolen i præmis 47, at

kravet om sikkerhedsstillelse i sig selv er diskriminerende. Denne vending

var

næppe brugt, såfremt kravet om sikkerhedsstillelse var det eneste

diskriminerende aspekt i bestemmelsen. Omtalen af kravet om

sikkerhedsstillelse

er alene medtaget for at bekræfte konklusionen i præmis 46, der kun omhandler

den diskriminerende effekt i en skatteregel, der udløser beskatning af en

ikke

realiseret avance på aktier, fordi en skatteyder udøver en traktatsikret

rettighed. Det fastslås således utvetydigt i C-9/02 Lasteyrie, at

bestemmelser

om fraflytningsskat på urealiserede avancer er i strid med traktaten.

Domstolen

udtaler i generelle vendinger, at art. 43 forhindrer medlemsstater i at

etablere skatteregler, der udløser beskatning af latente værdistigninger i

forbindelse med en skatteyders fraflytning. Der henvises til den franske

bestemmelse som et eksempel på en sådan hindring af den fri etableringsret.

Dommen har dermed en meget vidtrækkende præjudikatsværdi, idet man ikke blot

udtaler, at den konkrete bestemmelse er i strid med traktaten.

I relation til den

diskriminerende virkning af aktieavancebeskatningsloven § 13 a efter

vedtagelsen af lov nr. 221 af 31. marts 2004 (L221/2004) er der stadig en

række

konkrete forhold, der stiller en skatteyder, der ønsker at udøve sin

traktatsikrede rettighed, væsentligt dårligere end den skatteyder, der

forbliver i Danmark.

·

Der skal indgives en henstandsanmodning

sammen med selvangivelsen i året, hvor skatteyderen fraflytter eller skifter

skattemæssigt hjemsted. Der skal udarbejdes selvangivelse såvel ved

fraflytningen

som ved den efterfølgende afståelse af aktier under opholdet i udlandet.

Indsendes henstandsanmodningen ikke rettidigt, bortfalder muligheden for

henstand. Indgiver en skatteyder, der ikke flytter fra Danmark sin

selvangivelse for sent, udløser dette ikke beskatning af en urealiseret

aktieavance.

·

Den skattepligtige skal have overblik over

sine skattepligtsforhold, idet et skift af skattemæssigt hjemsted udløser

fraflytningsskat og dermed et krav om indgivelse af rettidig

henstandsanmodning.

Det er ofte vanskeligt at vurdere, hvornår en dobbeltdomicileret person

skifter

hjemsted ifølge en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Ved en fejlvurdering af

det

skattemæssige hjemsted kan en skatteyder således afskæres fra at opnå

henstand,

fordi der ikke indsendes en rettidig henstandsanmodning.

·

Selvangivelsen skal indeholde en

aktieavanceopgørelse af den endnu ikke realiserede avance. En sådan

avanceberegning kan være meget vanskelig og bekostelig, såfremt skatteyderen

må

benytte sig af ekstern assistance. Denne avanceberegning kan dermed påføre en

likviditetsbelastning af skatteyderen. Denne belastning ville i forbindelse

med

en faktisk afståelse af aktierne være mindre, da der formentlig ville være

frigjort midler fra salget til betaling af regningen.

·

I forbindelse med principperne for

opgørelsen af fraflytningsskatten er der flere åbenbare eksempler på

diskrimination af skatteyderen, der flytter til Køln frem for Kolding.

I § 13 a, stk. 3, 2. pkt., fremgår det, at

fradragsberettigede tab kun kan fradrages i de avancer på aktier, der er

opgjort efter fraflytningsbeskatningsreglerne. Dette betyder, at et tab på

unoterede aktier ejet i over 3 år ikke kan modregnes i andre

fraflytningsbeskattede avancer som f.eks. avancer efter kursgevinstlovens §

37

eller ligningslovens § 28. En skatteyder, der bliver i Danmark, vil kunne

modregne negativ aktieindkomst i slutskatten efter personskattelovens § 8 a,

stk. 5 og 6, og dermed også i skatten, der beregnes af fortjenester efter

kursgevinstloven og ligningslovens § 28. En fraflytter risikerer dermed at

skulle betale fraflytterskat, selvom den pågældende har et samlet netto tab

på

de aktiver, der er undergivet fraflytningsbeskatning. Det betyder, at

aktieavancebeskatningslovens

§ 13 a stadig stiller en skatteyder, der udøver sin traktatsikrede ret,

økonomisk ringere end en, der bliver i Danmark.

·

I forbindelse med en eventuel omberegning

af den beregnede skat sker der stadig beskatning efter de regler, der var

gældende på fraflytningstidspunktet. Det er således skattepligtsophøret, der

udløser beskatningen, og en fraflyttet skatteyder kan således ikke opnå en

eventuel fordel ved skattelettelser eller ændring af beregningsreglerne.

Det fremgår, at den skattepligtige kan vælge

at opgøre fortjenesten eller tabet på grundlag af ”afståelsessummen

henholdsvis

handelsværdien og ejertid på dette tidspunkt” dvs. det faktiske

afståelsestidspunkt. Der står ikke i bestemmelsen, at den skattepligtige kan

vælge beskatning efter de regler, der gælder på det faktiske salgstidspunkt.

Dette fremgår klart af punkt 14 i cirkulære nr. 237 af 30. december 1987.

·

En person, der er blevet undergivet

fraflytningsbeskatning, vil, hvis han deltager i en skattefri transaktion

omfattet af fusionsdirektivet 90/434, være ringere stillet, end hvis han var

blevet i Danmark. Hvis fraflytteren eksempelvis ombytter sine

fraflytningsbeskattede aktier med aktier i et nystiftet selskab, og

ombytningen

gennemføres skattefrit i overensstemmelse med direktivet og de regler, der

gælder i tilflytningslandet, anses de fraflytningsbeskattede aktier for

afstået

i relation til aktieavancebeskatningslovens § 13 a. Dermed ophører henstanden

ligesom muligheden for omberegning, såfremt aktierne senere afstås med tab.

Denne hindring eksisterer ikke for en person, der bliver i Danmark.

Denne ikke udtømmende liste

illustrerer, at der selv efter lovændringen i L221/2004 stadig sker en reel

diskrimination og i visse tilfælde endog en højere beskatning af personer,

der

udøver deres traktatsikrede ret og flytter til Køln i stedet for til

Kolding.

Det fremgår endvidere af en

artikel i Berlingske Tidende den 21. januar 2002, at der er udarbejdet et

internt notat i Skatteministeriet om aktieavancebeskatningslovens § 13 a

sammenholdt med EF-traktatens bestemmelser. Ifølge artiklen konkluderes der i

notatet, at det kan ”

diskuteres om fraflytningsreglerne er i strid med

EU-rettens regler om fri bevægelighed. Meget taler for, at dette er

tilfældet”.

Skatteministeriet konkluderer således i notatet, at reglen i

aktieavancebeskatningslovens § 13 a forekommer at være i strid med EU-rettens

grundlæggende frihedsrettigheder.

Reel økonomisk belastning - og

de facto gennemført opkrævning som følge af fraflytningsbeskatning af

klageren

I bemærkningerne til L 199

konstaterer skatteministeren, at ”de gældende regler i

aktieavancebeskatningslovens

§ 13 a om beskatning af urealiserede aktieavancer m.v. svarer i al

væsentlighed

til de franske regler” dvs. netop de regler, som EF-domstolen kendte

uforenelige med etableringsretten i Lasteyrie-dommen. Det forhold, at

klageren

allerede har betalt en del af skatten, betyder, at han ikke

”begunstiges” af

lovændringen, men at der derimod de facto er beregnet og opkrævet skat af en

urealiseret avance, hvilket utvivlsomt er i strid med C-9/02 Lasteyrie præmis

69.

I SKM 2005.421 LSR udtaler

Landsskatteretten:

”Formålet med bestemmelserne i

aktieavancebeskatningslovens § 13 a og kursgevinstlovens § 37 er at sikre det

danske skatteprovenu ved at hindre skatteflugt, jf. FT 1986/87, Tillæg A, sp.

4451ff, og FT 1986/87, Tillæg A, sp. 4357ff. De dagældende regler i

aktieavancebeskatningslovens § 13 a om beskatning af urealiserede

aktieavancer

ved fraflytning m.v. svarer i al væsentlighed til de franske regler, jf.

herved

bemærkningerne til lov nr. 221 af 31. marts 2004 (L 119 2003/04) punkt 2.5.

De

dagældende regler i kursgevinstlovens § 37 var endnu mere indgribende over

for

skatteyderen end såvel den dagældende regel i aktieavancebeskatningslovens §

13

a som de franske regler, idet der ikke var mulighed for at søge om henstand

med

betaling af den beregnede skat eller mulighed for omberegning eller bortfald

af

skatten.

Retten finder herefter, at de på

fraflytningstidspunktet gældende regler i kursgevinstlovens § 37 ikke er i

overensstemmelse med EU-retten, herunder princippet om arbejdskraftens fri

bevægelighed og princippet om fri etableringsret i EF-Traktaten, jf. særligt

EF-Traktatens artikel 48 (nu artikel 39 EF) og artikel 52 (nu artikel 43 EF),

og dermed heller ikke i overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i

EØS-Traktaten, jf. særligt EØS-Traktatens artikel 4, 28 og 31.”

Klageren er de facto blevet

skattemæssigt behandlet som en skatteyder, der blev fraflytningsbeskattet

efter

kursgevinstlovens § 37, idet skatten forfaldt i forbindelse med fraflytning.

Personkredsen

Klageren er omfattet af den

begunstigede personkreds i såvel traktatens art. 18, art. 39, art. 43 som

art. 49. Det fremgår af klagerens erklæring af 31. januar 2003 og erklæring

af

28. februar 2003, at det efter flytningen er og hele tiden har været hans

hensigt at indlede arbejdsmæssige aktiviteter i Frankrig. Klageren ønsker

beskæftigelse som konsulent hos tidligere samarbejdspartnere indenfor den

branche, han tidligere har drevet erhverv i, og han overvejer

tillige/alternativt mulighederne for etablering af selvstændig virksomhed.

Det

forhold, at klageren ikke aktuelt er i lønnet beskæftigelse, kan efter

EU-retlig praksis ikke udelukke beskyttelse, når klageren på såvel

fraflytningstidspunktet som nu vurderer mulighederne for

erhvervsbeskæftigelse

som ansat konsulent, og samtidig undersøger mulighederne for at etablere

selvstændig virksomhed i Frankrig. Der er tale om konkrete undersøgelser og

drøftelser med tidligere kunder med henblik på at opnå beskæftigelse. En

person

der ikke aktuelt er i arbejde i et medlemsland, men som søger beskæftigelse,

er

efter EU retspraksis beskyttet af art. 39, jf. C-292/89 Antonissen.

Klageren ser sig måske ansat

på deltid eller etableret som selvstændig som bierhverv, hvilket henset til

klagerens alder vil være et naturligt aktivitetsniveau. Deltidsbeskæftigelse

eller endog et aktivitetsniveau, der ligger under normal deltid, er efter EU

retspraksis også omfattet af art. 39. Domstolen udtalte i C-53/81 Levin, om

en

borger der overvejende levede af formueindtægter, at art. 39 også omfatter en

statsborger fra en anden medlemsstat, som på en anden medlemsstats område

udøver lønnet beskæftigelse, som giver en indtægt, der ligger under det

beløb,

der i opholdsstaten anses som tilstrækkeligt til det fornødne underhold.

Domstolen understregede i præmis 16, at lønnet arbejde, der alene fungerede

som

et supplement til andre formueindtægter, også er tilstrækkeligt. Det er

således

tilstrækkeligt, at klageren efter sin flytning til Frankrig faktisk har været

arbejds- eller erhvervssøgende. Der er ikke efter retspraksis et krav om, at

borgeren faktisk skal opnå ansættelse eller som aktiv tjene til forsørgelse

for

at nyde beskyttelse efter traktaten.

Fysiske personer, der flytter

til et andet medlemsland med henblik på at etablere sig, er efter EU

retspraksis også omfattet af art. 43. Der er således ikke et krav om en

omgående etablering, efter at en person ankommer til medlemslandet, jf.

C-55/94

Gebhard. Klageren var hovedaktionær, hvorfor hans ”flytning med

aktiekapitalen”

i det hele skal respekteres af art. 43, hvor den danske fraflytningsskat

fremstår som en klar hindring. Det fremgår af EU-praksis, at når der er tale

om

aktier med dominerende indflydelse, er det reglerne om etablering, der finder

anvendelse, og ikke reglerne om fri kapitalbevægelser, der skal anvendes, jf.

princippet i sag C-208/00 Überseering.

Unionsborgerskabet

Unionsborgerbegrebet blev

indført ved Maastricht-traktaten med virkning fra 1. november 1993 og fremgår

af art. 17-22. Det fremgår direkte af art. 17, stk. 2, at unionsborgere har

de

rettigheder og er underkastet de pligter, der er indeholdt i traktaten. Fri

bevægelighed er endvidere sikret unionsborgere efter art. 18. Efter

indførelse

af unionsborgerskabet - der indebærer fri bevægelighed for alle

unionsborgere,

er der principiel fri bevægelighed for alle unionsborgere. Principperne om

fri

bevægelighed er derfor lagt i langt bredere rammer end tidligere antaget.

Siden

indførelse af unionsborgerskabet åbner kombinationen af unionsborger-begrebet

i

kombination med det generelle diskriminationsforbud nye muligheder for

fortolkning af frihedsrettighederne. Således gives alle unionsborgere ret til

fri

bevægelighed. Denne målsætning forfølges endvidere også i traktatens art. 13,

hvorefter der kan træffes hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe

forskelsbehandling p.g.a. bl.a. alder mv. De retlige forbud mod at

diskriminere

fysiske personer p.g.a. nationalitet skal således fortolkes i lyset af disse

diskriminationsforbud. Der er herved henvist til Ruth Nielsen,

”EU-Ret”, 3.

udgave.

Artikel

49 – subsidiære betragtninger

Argumenterne i relation til

art. 49 skal ses som et subsidiært anbringende, idet hindringerne direkte

angår

art. 39 og art. 43. Hindringen efter art. 49 er indirekte. Det følger

endvidere

af art. 50, at synspunkter efter reglerne om tjenesteydelser er subsidiære i

forhold til de øvrige frihedsrettigheder. Artikel 49 skal sikre fri

udveksling

af tjenesteydelser, og den sikrer ikke kun frihed for tjenesteyderen, men

tillige fri adgang for modtageren. Klageren modtager pensioner (private

ordninger) fra Danmark, og aktieavancebeskatningslovens § 13 a hindrer reelt

den fri mulighed for unionsborgerens frie bevægelighed, jf. art. 18. I

kombinationen mellem art. 18 og art. 49 vil fraflytningsskatten efter

aktieavancebeskatningsloven tillige skabe en indirekte hindring for fri

erhvervelse af pensioner (modtageren) ud fra det synspunkt, at danske

borgere,

der vil fraflytte Danmark og tage ophold/bopæl i andet EU-land, indirekte via

fraflytningsbeskatningen hindres i deres adgang til fri bevægelighed og fri

erhvervelse af pensioner. Med andre ord er fraflytningsbeskatningen i

aktieavancebeskatningslovens

§ 13 a en så væsentlig og byrdefuld beskatning, at den vil afholde en lang

række danskere fra at fraflytte alene af den grund, og dette er hindrende for

princippet om tjenesteydelsernes fri bevægelighed - set fra modtagersiden.

Sammenfatning

Aktieavancebeskatningslovens

§ 13 a var således ikke i overensstemmelse med EU-retten på

fraflytningstidspunktet

i august 1998. Der er derfor ikke hjemmel til at opkræve fraflytningsskat

begrundet

i klagerens udrejse fra Danmark i 1998. Spørgsmålet om den efterfølgende

ændring af aktieavancebeskatningslovens § 13 a ved L 221 har ikke relevans

for

klageren, idet han faktisk er blevet opkrævet fraflytningsskat. Klagerens

situation er dermed fuldt i overensstemmelse med forholdene i SKM 2005.421,

hvor Landsskatteretten statuerede, at den tilsvarende bestemmelse i

kursgevinstlovens

§ 37 ikke var forenelig med EU-retten.

Subsidiært har repræsentanten

fremsat påstand om, at aktieindkomsten nedsættes med 1.117.325 kr. til

4.020.714 kr. Mere subsidiært har repræsentanten fremsat påstand om, at den

skattemæssige aktieavance opgøres på baggrund af et af Landsskatteretten

selvstændigt udøvet skøn.

Til støtte for den subsidiære

og den mere subsidiære påstand har repræsentanten bl.a. anført, at

ejendommene,

der tilhørte B A/S, i forbindelse med klagerens fraflytning blev sat til salg

gennem en ejendomsmægler. Begge ejendomme havde en speciel profil, idet der

var

tale om henholdsvis en ejendom, der var godkendt til helårsbeboelse og

beliggende i umiddelbar nærhed af en erhvervsejendom, og en

udlejningsejendom,

der ikke var udlejet på tidspunktet for det påtænkte salg.

Ejendomsmægleren har i

erklæring af 28. august 2000 og erklæring af 21. december 2000 oplyst, at man

i

juni 1998, hvor ejendommene blev sat til salg, anså det for hensigtsmæssigt

at

forsøge at sælge ejendommene samlet. Ejendommene blev af ejendomsmægleren

annonceret ca. 15 gange i aviser, blade mv.. De samlede

markedsføringsomkostninger beløb sig til 43.178,50 kr. På grund af afmattet

efterspørgsel i efteråret 1998 valgte ejendomsmægleren at kontakte 10

konkurrerende erhvervsmæglerfirmaer for igennem deres kundekartoteker at nå

ud

til en større potentiel kundegruppe. Dette betød, at ejendomsmægleren måtte

afgive salærandel til de konkurrerende erhvervsmæglerfirmaer. Trods ihærdige

og

seriøse forsøg lykkedes det ikke ejendomsmægleren at sælge ejendommene før

august 1999. Det er ejendomsmæglers opfattelse, at den pris, som blev opnået

efter godt 1 år og 3 måneders salgsbestræbelser, er udtryk for den stigende

interesse for markedet, som opstod i forsommeren 1999. Hertil kommer, at

køber

var et investeringsfirma, der med henblik på videresalg havde specialiseret

sig

i opkøb og renovering af ejendomme med en speciel beliggenhed.

En forudsætning for umiddelbart

at opgøre handelsværdien på unoterede aktier er, at de har været omsat kort

tid

før opgørelsen. Har aktierne ikke været omsat og har der ikke været andre

omstændigheder,

der kan anses for egnet til at fastsætte handelsværdien på aktierne, må

værdierne

i selskabet opgøres efter almindelige principper og herefter anvendes som

grundlag for værdiansættelsen af aktierne.

Cirkulære nr. 185 af 17.11.82

(værdiansættelsescirkulæret) gælder principielt indenfor arv- og

gaveafgiftsforhold,

men cirkulæret fastsætter principperne for udmåling af værdier i handel og

vandel. Den retlige betydning af cirkulæret er, at skattemyndighederne ikke i

et enkelt

tilfælde kan fravige disse principper, hvorfor en

værdifastsættelse, der følger cirkulærets rammer, ikke kan korrigeres. Dette

følger endvidere direkte af lighedsprincippet i dansk forvaltningsret, at

lige

forhold skal behandles lige. Praksis for værdiansættelse af unoterede aktier

fremgår af ligningsvejledningen 1998, afsnit S.F.1.2.3.3, der henviser til

værdiansættelsescirkulæret. Det er derfor disse retningslinier, der skal

lægges

til grund ved værdiansættelsen, hvorfor den af kommunen foretagne forhøjelse

ikke har fornøden hjemmelsmæssig baggrund. Om ligningsvejledningens bindende

virkning henvises til TfS 1994.295 VLD, hvor landsretten udtalte: ”

De af

Told- og Skattestyrelsen årligt udarbejdede og offentliggjorte

ligningsvejledninger må antages at være udtryk for den praksis, som

ligningsmyndighederne følger, og som skatteborgerne derfor som udgangspunkt

bør

kunne indrette sig i tillid til som værende udtryk for gældende ret på

området.”

Disse domspræmisser er et klart udtryk for retstilstanden på

dette område, og dermed kan et cirkulære heller ikke i et enkelt

tilfælde

fraviges til ugunst for skatteyderen, når han handler indenfor og i

retsbeskyttet tillid til dette.

Ifølge

værdiansættelsescirkulærets pkt. 6 kan fast ejendom værdiansættes til den

seneste offentliggjorte offentlige ejendomsvurdering plus/minus 15%.

Handelsværdien på aktierne i B A/S var ikke kendt på opgørelsestidspunktet,

hvorfor værdien af ejendommene blev medtaget til værdien efter den seneste

offentliggjorte ejendomsvurdering. Klagerens værdiansættelse er dermed i fuld

overensstemmelse med cirkulæret.

Denne praksis er nu

videreført i TS-cirkulære 2000-09 om værdiansættelse af unoterede aktier.

Cirkulæret

beskriver, hvorledes opgørelsen foretages, når der ikke er en kendt

handelsværdi på opgørelsestidspunktet. Der fortages en opgørelse af

selskabets

indre værdi ifølge seneste aflagte årsregnskab. Derefter korrigeres fast

ejendom ved, at den regnskabsmæssige post erstattes af den seneste kendte

offentlige ejendomsvurdering. Det fremgår af rapporten fra arbejdsgruppen

vedrørende unoterede aktier, at den seneste offentlige ejendomsvurdering bør

anvendes,

fordi den bogførte værdi ofte afviger væsentligt fra den reelle handelsværdi.

Det er arbejdsgruppens anbefaling, at fast ejendom medregnes til værdien

ifølge

den seneste offentlige ejendomsvurdering plus eventuelle forbedringer, der

ikke

måtte være indeholdt i ejendomsvurderingen. Værdiansættelsen af klagerens

ejendom

er således i fuld overensstemmelse med retningslinierne såvel i forhold til

det

nye cirkulære som i forhold til praksis i øvrigt.

Det fremgår endvidere af

vurderingslovens §§ 3 og 6, at ejendomsværdien skal afspejle markedsprisen

pr.

1. januar i vurderingsåret. Vurderingslovens princip er således, at

ejendomsvurderingen skal være identisk med værdien i handel og vandel. Der

hersker således en stærk formodning for, at ejendomsvurderingen er et udtryk

for markedsprisen.

Skatteforvaltningen har lagt

vægt på den udbudte pris, hvilket ikke kan anvendes til at fastsætte

markedsprisen på en ejendom. Den udbudte pris er et udtryk for den ene parts

forhåbninger og forventninger, der ofte viser sig urealistiske, hvilket også

blev tilfældet for klageren. Det forhold, at skatteforvaltningen 1 år og 3

måneder efter fraflytningen har kunnet konstatere, at salgsprisen var højere

end ejendomsvurderingen, og efterfølgende inddrager dette faktum i

værdifastsættelsen,

ændrer ikke på, at værdifastsættelsen blev foretaget i overensstemmelse med

gældende praksis. Efterfølgende begivenheder, som den særligt gunstige

prisudvikling på ejendomsmarked udviser, kan ikke påvirke den oprindelige

bedømmelse på fraflytningstidspunktet, særligt ikke når det er et udtryk for

en

fravigelse af en fast praksis, og denne sker til ugunst for én enkelt

skatteyder, der har indrettet sig i tillid til denne praksis.

SKATs indstilling

Kammeradvokaten har på vegne

af SKAT indstillet, at klageren i henhold til aktieavancebeskatningslovens §

13

a anses for skattepligtig af en urealiseret avance på aktier i B A/S på

4.020.714 kr.

SKAT bestrider for så vidt

ikke, at enkelte elementer i aktieavancebeskatningslovens § 13 a, således som

den var udformet på tidspunktet for ophøret af klagerens skattepligt til

Danmark, næppe kan anses for at have været i overensstemmelse med EU-retten.

Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at bestemmelsen var uforenelig med

EU-retten i et sådant omfang, at bestemmelsen i sin helhed bør anses for

uanvendelig i forhold til klageren.

Indholdet og rækkevidden af Hughes de Lasteyrie du

Saillant-dommen

De Lasteyrie-dommen -

EF-Domstolens dom i sag C-9/02 - vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en regel i

den franske skattelovgivning om fraflytningsbeskatning af ikke-realiserede

avancer på større aktieposter var i strid med EF-traktatens princip om

etableringsfrihed.

Den franske regel indebar, at

aktieejere ved flytning af det skattemæssige hjemsted fra Frankrig skulle

beskattes af den "konstaterede fortjeneste" (differencen mellem

anskaffelsessummen og aktiernes værdi ved fraflytningen), mens konstaterede

tab

ikke kunne fradrages i anden realiseret fortjeneste af samme art. Der kunne

efter de franske bestemmelser gives henstand med betalingen af skatten

betinget

af, at den skattepligtige selvangav den konstaterede fortjeneste, anmodede om

henstand, udpegede en repræsentant i Frankrig med bemyndigelse til at modtage

meddelelser vedrørende skatteansættelsen, samt forud for fraflytningen

stillede

sikkerhed for, at beløbet kunne opkræves. Skattepligtige, der havde fået

henstand, var omfattet af en løbende selvangivelsesforpligtelse og undladelse

af at opfylde denne indebar, at skatten straks forfaldt til betaling. Såfremt

den skattepligtige havde betalt skat i bopælsstaten af fortjeneste, der

faktisk

var realiseret uden for Frankrig, blev der ydet nedslag i den i Frankrig

pålignede indkomstskat, forudsat at den udenlandske skat var sammenlignelig

med

fransk indkomstskat. Det franske skattekrav var efter bestemmelsernes

udformning

tidsbegrænset på den måde, at det bortfaldt efter 5 år fra fraflytningen -

eller før, hvis den skattepligtige flyttede tilbage til Frankrig - såfremt

den

skattepligtige på dette tidspunkt stadig var ejer af de pågældende aktier.

Af dommens præmis 17 fremgår

det, at den franske domstol forelagde sagen for EF-Domstolen, fordi den -

særligt under hensyn til de byrder, der kan være forbundet med at skulle

stille

sikkerhed for at opnå henstand med skattebetalingen - fandt, at det gav

anledning til tvivl, om reglerne indebar en hindring for etableringsfriheden.

Den franske regering anførte

(præmis 24 og 25), at formålet med bestemmelserne var at forebygge risikoen

for

skatteunddragelse. Det anførtes således, at bestemmelsen blev vedtaget som en

følge af visse skattepligtiges adfærd, der bestod i, før de afstod

værdipapirer, midlertidigt at flytte deres skattemæssige hjemsted med det ene

formål at undgå at betale skat af avancen i Frankrig. Den franske regering

anførte videre, at manglen på effektive midler til at foretage

skatteopkrævning

i andre medlemslande nødvendiggjorde, at betalingshenstand blev betinget af

sikkerhedsstillelse.

Domstolen konkluderer i

præmis 46-48, at den franske bestemmelse kunne hindre etableringsfriheden,

idet

en skattepligtig, der ønskede at flytte sit hjemsted fra det franske område,

blev behandlet ufordelagtigt i forhold til en person, der beholdt sin bopæl i

Frankrig, og at denne forskellige behandling - som følge af de betydelige

økonomiske konsekvenser - kunne bevirke, at den skattepligtige afholdt sig

fra

at foretage en sådan flytning. Domstolen henviser herved særligt til, at

henstand ikke blev ydet automatisk, og at meddelelse af henstand var

underlagt

strenge betingelser, herunder bl.a., at der skulle stilles sikkerhed.

Domstolen

bemærker i den forbindelse, at sådan sikkerhed i sig selv har en restriktiv

virkning for så vidt, som den fratager den skattepligtige adgang til at råde

over det formuegode, der stilles som sikkerhed.

I præmis 49-68 behandler

Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt den hindring af etableringsfriheden, som

den

franske bestemmelse således var udtryk for, alligevel kunne tillades.

Domstolen

beskriver betingelserne herfor, nemlig, at den pågældende foranstaltning har

et

lovligt formål, som er foreneligt med traktaten og begrundet i tvingende

almene

hensyn, samt at foranstaltningens gennemførelse er egnet til at sikre

virkeliggørelsen af det forfulgte mål, og ikke går ud over, hvad der er

nødvendigt

for at nå dette mål.

I relation til det af den

franske stat påberåbte hensyn til at forebygge skatteunddragelse, bemærker

Domstolen, at bestemmelsen ikke specielt havde til formål at udelukke rent

kunstige arrangementer, idet der var tale om en generel regel, der således

var

langt mere omfattende. Domstolen anfører videre (præmis 54), at det forfulgte

formål kunne nås ved foranstaltninger, som var mindre indgribende eller

mindre

restriktive for etableringsfriheden, og som specifikt vedrørte risikoen for

en

midlertidig flytning alene med henblik på afståelse af aktierne.

I relation til det af den

hollandske regering anførte synspunkt om, at sammenhængen i det franske

skattesystem nødvendiggjorde, at beskatning ved fraflytning kombineredes med

et

krav om sikkerhedsstillelse for opnåelse af henstand (præmis 61), bemærker

Domstolen i præmis 62-67, at den franske bestemmelse om

fraflytningsbeskatning

ikke var begrundet i nødvendigheden af at sikre sammenhængen i det franske

skattesystem. Domstolen henviser til, at dette hensyn ikke var påberåbt af

den

franske regering, som derimod havde gjort gældende, at formålet var at

forhindre midlertidige, skattemæssigt begrundede flytninger af skattemæssigt

hjemsted fra Frankrig (præmis 64). Domstolen bemærker i den forbindelse

videre

(præmis 65-66), at det nærmere indhold i beskatningsordningen ikke tydede på,

at formålet med bestemmelsen i stedet skulle være at sikre fransk beskatning

af

avancer opnået under den skattepligtiges ophold på fransk område.

I relation til det af den

tyske regering anførte argument om, at der skal tages hensyn til fordelingen

af

beskatningsretten mellem fraflytningsstaten og værtsstaten, bemærker

Domstolen

blot (præmis 68), at tvisten hverken vedrørte fordelingen af

beskatningsretten

mellem medlemsstater eller de franske myndigheders ret til at beskatte

latente

avancer, som en reaktion på konstruerede flytninger af hjemsted, men derimod,

hvorvidt de foranstaltninger, der var vedtaget i denne hensigt, var i

overensstemmelse

med de krav, etableringsfriheden stiller. Domstolen henviser i den

forbindelse

til pkt. 82 i generaladvokatens forslag til afgørelse. Det bemærkes, at

generaladvokaten i forslagets pkt. 83 supplerende anfører, at sagen drejede

sig

om nationale bestemmelser, som "ikke nødvendigvis er en konsekvens af

fordelingen af beskatningsretten mellem medlemsstaterne, og som i øvrigt

systematisk

er ufordelagtige for skattepligtige, der ønsker at gøre brug af de

rettigheder,

de har i henhold til fællesskabsretten".

Den nugældende aktieavancebeskatningslovs § 13 a og

dennes forenelighed med EU-retten

Ved lov nr. 221/2004 blev der

gennemført en række ændringer af bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens

§

13 a. For fysiske personer, hvis skattepligt her til landet ophører ved

fraflytning til en anden medlemsstat, er hovedtrækkene i

fraflytningsbeskatningsordningen herefter følgende:

·

Reglerne gælder som udgangspunkt kun

fysiske personer, der har været fuldt skattepligtige her til landet i mindst

7

år inden for de seneste 10 år før skattepligtsophøret eller flytningen af

skattemæssigt hjemsted, jf. aktieavancebeskatningslovens § 13 a, stk. 4.

·

Fortjeneste på aktier m.v., som den

pågældende ejer på tidspunktet for skattepligtsophøret eller flytningen af

skattemæssigt hjemsted, beskattes i samme omfang, som hvis aktierne var

afstået

på dette tidspunkt, jf. § 13 a, stk. 1.

·

Aktierne anses for afstået med et beløb

svarende til værdien på tidspunktet for skattepligtsophøret eller flytningen

af

skattemæssigt hjemsted, idet tab, der kan fradrages efter lovens almindelige

regler, dog kun kan fradrages i fortjeneste på andre aktier omfattet af § 13

a,

stk. 1, jf. § 13 a, stk. 3.

·

Der kan opnås henstand med betalingen af

skatter beregnet efter aktieavancebeskatningslovens § 13 a, jf. § 13 a, stk.

5,

jf. kildeskattelovens § 73 E.

·

Henstand meddeles efter anmodning, og det

er en betingelse for henstanden, at der indgives selvangivelse i forbindelse

med fraflytningen og på ny på tidspunktet for aktiernes afståelse, jf.

reglerne

i kildeskattelovens § 73 E.

·

Når aktierne afstås, kan den skattepligtige

vælge at få skatten omberegnet, således at beskatningen gennemføres på

grundlag

af den faktiske besiddelsestid og den faktiske værdi på

afståelsestidspunktet,

jf. § 13 a, stk. 6.

·

På afståelsestidspunktet ydes der nedslag i

den her i landet beregnede skat med det beløb, som bopælsstaten opkræver på

den

fortjeneste, der er skattepligtig her i landet efter § 13 a - såfremt der er

indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst dog på betingelse af, at

bopælslandet

har en ubetinget ret til at beskatte denne fortjeneste efter overenskomsten -

jf. § 13 a, stk. 7.

Det er SKATs opfattelse, at

den beskatningsordning, der følger af den nugældende § 13 a, og som har de

nævnte hovedelementer, er i fuld overensstemmelse med EU-retten. Dette

støtter

SKAT på følgende betragtninger:

Formålet med

aktieavancebeskatningslovens § 13 a er ikke det samme som formålet med de

franske regler, der blev anset for stridende mod EU-retten i de

Lasteyrie-dommen. Formålet med de franske regler var at hindre

omgåelse/skatteunddragelse. Hensigten var således at ramme de tilfælde, hvor

personer, der var fuldt skattepligtige i Frankrig, kortvarigt flyttede til

udlandet med henblik på at undgå beskatning af avancer på værdipapirer eller

med henblik på at opnå en lempeligere beskatning af sådanne avancer. Dette

formål kom bl.a. til udtryk ved, at der efter de franske regler ikke skulle

ske

beskatning, når en person 5 år efter fraflytningen fortsat ikke var blevet

fuldt skattepligtig til Frankrig.

Det var et væsentligt element

i Domstolens begrundelse for at anse de franske regler for stridende mod

EU-retten, at de franske regler var udformet på en sådan måde, at de kunne

udgøre en hindring for, at personer ønskede at flytte til en anden

medlemsstat,

selv om de pågældende personer ikke blot havde til hensigt at fraflytte

Frankrig midlertidigt af skattemæssige grunde.

Reglen i

aktieavancebeskatningslovens § 13 a har imidlertid ikke blot det formål at

sikre, at aktieavancer undergives dansk beskatning i de tilfælde, hvor den

skattepligtige blot ønsker at fraflytte Danmark midlertidigt af skattemæssige

grunde:

Aktieavancebeskatningslovens

§ 13 a blev indført som led i skattereformen 1986. I skattereformaftalen er

det

bl.a. anført:

”Der skal gennemføres regler,

der modvirker skatteflugt.

Det

skal ved disse regler tilstræbes, at indtægter optjent her i landet, også

beskattes her. Det skal indgå heri, at også urealiserede avancer og

skattekredit på indtægt, der er optjent her, bliver beskattet i forbindelse

med

fraflytning. De ændrede regler skal tillige begrænse mulighederne for at

undgå

beskatning gennem udnyttelse af forskelle i de enkelte landes

skatteregler.”

Som dette citat viser, var det et overordnet formål

med skattereformen at sikre, at enhver form for indtægt, der er optjent her i

landet, også undergives beskatning her i landet. Dette ville modvirke

skatteflugt, men hensigten var ikke blot at ”ramme” personer, der

havde til

hensigt at fraflytte landet af rent skattemæssige grunde. Tværtimod var det

hensigten at gennemføre et generelt princip om, at alle indtægter optjent her

i

landet også rent faktisk skulle undergives beskatning her i landet, uanset

hvad

der var den skattepligtiges begrundelse for at fraflytte Danmark.

Bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens

§ 13 a er således udtryk for gennemførelsen af et

territorialbeskatningsprincip, og bestemmelsen blev indført samtidig med

indførelsen af en række andre bestemmelser i den danske lovgivning, som

sikrede, at indtægt her i landet blev undergivet beskatning her i landet i

overensstemmelse med dette territorialbeskatningsprincip.

I forarbejderne til den

ændring af aktieavancebeskatningsloven, der blev gennemført som led i

skattereformen,

anføres det i overensstemmelse hermed, at forslaget er et led i aftalen, og

det

ovenfor citerede uddrag fra denne aftale gengives nærmest ordret

(Folketingstidende 1986-87, Tillæg A, sp. 4451).

Om formålet bag den

foreslåede regel i aktieavancebeskatningslovens § 13 a anføres det endvidere

(Folketingstidende 1986/87, Tillæg A, sp. 4461-4462):

”Formålet

med den foreslåede lovændring er, at der i forbindelse med fraflytning skal

ske

beskatning af aktieavancer, der er optjent, mens aktionæren har været

skattepligtig her til landet.”

En beskatningsordning, der

baserer sig på et territorialprincip, således at indtægt optjent her i landet

beskattes her i landet, stiller alle lige og indebærer hverken nogen åbenbar

eller skjult forskelsbehandling i strid med traktaten, jf. i overensstemmelse

hermed EF-Domstolens dom af 15. maj 1997 i sag C-250/95, Futura

Participations

, præmis 22.

Hvis den danske

beskatningsordning skulle kunne anses for at udgøre en hindring for den frie

bevægelighed,

vil det derfor i hvert fald forudsætte, at en person, som ønsker at flytte

fra

Danmark, behandles ufordelagtigt i forhold til en person, der beholder sin

bopæl i Danmark, jf. i overensstemmelse hermed de Lastyrie-dommens præmis 46.

Med andre ord kan traktatens bestemmelser om den frie bevægelighed kun anses

for at være til hinder for en beskatningsordning, der, som den danske, er

baseret på et territorialprincip, såfremt reglerne tillægger flytning til en

anden medlemsstat retsvirkninger, som er ufordelagtige i forhold til

retsvirkningerne forbundet med, at den pågældende forbliver i Danmark.

Bestemmelsen i

aktieavancebeskatningslovens § 13 a er imidlertid udformet på en sådan måde,

at

den sikrer, at personer, der vælger at fraflytte Danmark, ikke stilles

ringere,

end hvis de i stedet var forblevet her i Danmark. Dette sikres ved, at der

blot

på grundlag af en simpel anmodning kan opnås henstand med betalingen af den

beregnede skat, jf. kildeskattelovens § 73 E. Såfremt aktierne på et senere

tidspunkt afstås, har den pågældende endvidere adgang til at kræve den

beregnede skat omberegnet, således at skatten beregnes på grundlag af den

faktiske afståelsessum og den faktiske besiddelsestid. Endelig er reglerne

udformet på en sådan måde, at den danske skat nedsættes med et eventuelt

beløb,

som er betalt i skat til bopælslandet af den fortjeneste, som den beregnede

skat vedrører - i tilfælde af, at der er indgået en

dobbeltbeskatningsoverenskomst dog på betingelse af, at det andet land efter

dobbeltbeskatningsoverenskomsten har en ubetinget ret til at beskatte den

pågældende

fortjeneste.

Heraf følger, at en person,

der fraflytter Danmark, ikke udsættes for en mere byrdefuld beskatning af en

eventuel fortjeneste end personer, der vælger at forblive her i landet. Det

er

på den baggrund SKATs opfattelse, at der ikke er grundlag for at hævde, at

aktieavancebeskatningslovens § 13 a indebærer, at personer, der vælger at

fraflytte Danmark, i skattemæssig henseende behandles ufordelagtigt i forhold

til personer, der vælger at forblive her i landet, og at bestemmelsen derfor

ikke kan anses for at udgøre en hindring for den frie bevægelighed efter

traktatens bestemmelser herom.

Det skal tilføjes, at den,

der vælger at fraflytte Danmark, vil skulle indgive en anmodning for at opnå

henstand med skattebetalingen. Desuden er det en betingelse for at opnå

henstand,

at der indgives en selvangivelse på fraflytningstidspunktet, og på ny når

aktierne afstås. For så vidt angår kravet om indgivelse af selvangivelse,

svarer dette imidlertid fuldstændig til, hvad der gælder for personer, der

forbliver fuldt skattepligtige til og hjemmehørende i Danmark. For så vidt

angår betingelsen om, at der skal indgives en anmodning om henstand,

bemærkes,

at der er tale om en administrativ ”byrde” for den fraflyttende

person, der er

så ubetydelig, at den ikke kan betragtes som en hindring for den frie

bevægelighed. Kravet om, at der indgives en anmodning om henstand, kan ikke i

sig selv anses for udgørende en restriktion for den frie bevægelighed. Dette

krav har blot til formål at sikre, at beskatningen faktisk kan gennemføres,

og

går ikke videre end strengt nødvendigt for at opfylde dette formål.

Reglen om, at henstand kun

ydes efter anmodning, skal således ses i lyset af, at det almindeligvis

forholder sig således, at Danmark ikke ville kunne gennemføre en beskatning

efter fraflytningen, idet dobbeltbeskatningsoverenskomsterne i almindelighed

tillægger bopælsstaten retten til at beskatte aktieavancer. En forudsætning

for, at der kan ske beskatning af indtægt i form af urealiserede

aktieavancer,

der er indtjent, mens den pågældende har været hjemmehørende her i landet, er

således, at beskatningen finder sted senest i forbindelse med fraflytningen.

Ved at muligheden for at opnå henstand er gjort betinget af en foregående

anmodning om henstand, sikres det, at det ikke kan hævdes, at beskatningen

først sker efter fraflytningstidspunktet. Såfremt Landsskatteretten måtte

finde, at reglen om, at henstand kun ydes efter forudgående anmodning, kan

anses for at udgøre en restriktion i den frie bevægelighed, må denne

restriktion derfor anses for begrundet i tvingende almene hensyn, nemlig

hensynet til at sikre en gennemførelse af den danske beskatning og dermed

også

hensynet til at sikre fordelingen af beskatningsretten mellem Danmark og

tilflytterstaten, jf. præmis 68 i de Lasteyrie-dommen.

Sammenfattende er det således SKATs opfattelse, at en

ordning, som den der gælder efter den nugældende aktieavancebeskatningslovs §

13 a, er en naturlig konsekvens af anvendelsen af et beskatningssystem

baseret

på et territorialprincip, og at en sådan beskatningsordning i

overensstemmelse

med EF-Domstolens praksis hverken kan anses for at være diskriminerende eller

udgøre en restriktion for den frie bevægelighed.

Den nugældende

aktieavancebeskatningslovs § 13 a stiller endvidere ikke personer, der

fraflytter

Danmark, mere ufordelagtigt end personer, der vælger at forblive her i

landet.

Der pålægges ikke fraflyttende personer administrative byrder, der i sig selv

kan anses for at udgøre en restriktion for den frie bevægelighed. Selv om de

administrative betingelser for at opnå henstand med skattebetalingen måtte

kunne anses for at udgøre en restriktion i den frie bevægelighed, vil sådanne

restriktioner under alle omstændigheder være begrundet i tvingende almene

hensyn, idet de administrative ”byrder”, som fraflyttende personer

pålægges,

ikke går videre, end hvad der er strengt nødvendigt for, at beskatningen

overhovedet kan gennemføres, således at der sikres en fordeling af

beskatningsretten

mellem Danmark og tilflytningsstaten, der er i overensstemmelse med den

ordning, baseret på et territorialprincip, som aktieavancebeskatningslovens §

13 a er udtryk for.

Aktieavancebeskatningslovens § 13 a på

fraflytningstidspunktet og dennes overensstemmelse med EU-retten

I relation til en bedømmelse

af reglernes overensstemmelse med EU-retten er de eneste relevante forskelle

mellem den nugældende aktieavancebeskatningslovs § 13 a og bestemmelsen i den

udformning,

som den havde på fraflytningstidspunktet, at det efter de på

fraflytningstidspunktet gældende regler var en betingelse for meddelelse af

henstand, at der blev stillet sikkerhed for skattebetalingen, ligesom der

blev

beregnet et tillæg til henstandsbeløbet. Det er netop i relation til disse

bestemmelser, at der kan rejses tvivl om foreneligheden med EU-retten af den

dagældende aktieavancebeskatningslovs § 13 a.

Når en national lovgivning

ikke er forenelig med EU-retten, påhviler det de nationale domstole og

myndigheder at undlade at bringe de bestemmelser i anvendelse, som strider

mod

EU-retten. Heraf følger imidlertid ikke, at de nationale domstole og

myndigheder helt skal undlade at gennemføre en beskatning, blot fordi der er

elementer i beskatningsordningen, der strider mod EU-retten.

Når det er fastslået, at en

national lovgivning strider mod EU-retten, fører denne konklusion tværtimod

blot til, at det er de led i den nationale beskatningsordning, som må anses

for

uforenelige med EU-retten, som den nationale myndighed eller domstol skal

undlade at bringe i anvendelse. Der er herved henvist til EF-Domstolens dom

af

16. juli 1992 i sag C-343/90, præmis 49, og af 13. december 1983 i sag

C-222/82, præmis 40.

Det beror nødvendigvis på en

nærmere vurdering af det konkrete regelsæt, om en uoverensstemmelse med

EU-retten skal medføre, at regelsættet overhovedet ikke anvendes, eller om

det

er muligt at udskille de dele, der strider mod EU-retten, og herefter anvende

regelsættets øvrige dele.

I det konkrete tilfælde er

der efter SKATs opfattelse intet grundlag for at anse bestemmelsen i den

dagældende § 13 a for uanvendelig i sin helhed, hvis bestemmelserne om

sikkerhedsstillelse som betingelse for henstand og beregning af et tillæg til

henstandsbeløbet betragtes som stridende mod EU-retten. Tværtimod kan de

nationale myndigheder og domstole blot tilsidesætte disse bestemmelser, som

uden videre kan adskilles fra det øvrige indhold i den dagældende

aktieavancebeskatningslovs § 13 a. Konsekvensen af en uoverensstemmelse med

EU-retten kan således højst være, at klageren kan kræve, at myndighederne

ikke

håndhæver kravet om sikkerhedsstillelse som betingelse for henstand, og at

der

heller ikke opkræves et tillæg til henstandsbeløbet. De nævnte konsekvenser

er

allerede sikret ved ikrafttrædelsen af lov nr. 221/2004, som har medført

bortfald af sikkerheder, og som har indebåret, at der ikke opkræves et tillæg

til henstandsbeløbet.

Selv hvis det lægges til

grund, at der var elementer i den dagældende aktieavancebeskatningslovs § 13

a,

der må anses for stridende mod EU-retten, kan dette derfor efter SKATs

opfattelse ikke begrunde en ændring af den påklagede ansættelse, idet dette

ville være udtryk for en tilsidesættelse af den danske lovgivning i langt

videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at bringe regelsættet i

overensstemmelse med EU-retten.

Det skal herved bemærkes, at dette resultat ikke er

udtryk for, at lov nr. 221/2004 ”med tilbagevirkende kraft”

reparerer på en

EU-retsstridighed. Realiteten er derimod, at den frigivelse af stillede

sikkerheder og det bortfald af tillæg til henstandsbeløb, som følger af

lovens

bestemmelser, blot fastslår, hvad der under alle omstændigheder ville være

konsekvensen af en uforenelighed med fællesskabsretten selv uden udtrykkelig

lovregulering.

Endelig bemærkes, at

Landsskatteretten selv i sin tidligere praksis på tilsvarende vis har anvendt

en regel, der af Landsskatteretten blev anset for stridende mod EU-retten,

idet

Landsskatteretten samtidig undlod at bringe reglen i anvendelse i det omfang,

den kunne anses for stridende mod EU-retten. I kendelsen gengivet i TfS

2003.250 LSR fastslog Landsskatteretten således, at bestemmelsen om omregning

til helårsindkomst i den dagældende personskattelovs § 14 ikke kunne anses

for

at være i overensstemmelse med EU-retten. Landsskatteretten drog imidlertid

ikke den konsekvens heraf, at der slet ikke skulle tages hensyn til

helårsindkomsten, men fastslog derimod, at den beregnede helårsindkomst

skulle

nedsættes til et beløb svarende til den faktiske helårsindkomst, hvorved

beskatningen kunne anses for at være i overensstemmelse med EU-retten.

Kendelsen

er således udtryk for en anerkendelse af princippet om, at den omstændighed,

at

enkelte led i en beskatningsordning eller en beskatningsregel strider mod

EU-retten, ikke medfører, at ordningen eller reglen tilsidesættes i sin

helhed,

såfremt det er muligt at gennemføre en beskatning i overensstemmelse med

EU-retten ved en delvis tilsidesættelse af reglen.

Betydningen

af, at klageren ikke anmodede om henstand med skattebetalingen i forbindelse

med fraflytningen

Klagerens repræsentant har

som begrundelse for at modsætte sig en udsættelse af sagen, indtil

EF-Domstolen

har truffet afgørelse i den verserende sag C-470/04, van Dijk, henvist til,

at

klageren faktisk ikke anmodede om henstand med skattebetalingen på

fraflytningstidspunktet, og at han derfor heller ikke ”har fået gavn

af”, at

stillede sikkerheder er bortfaldet efter ikrafttrædelsen af lov nr. 221/2004.

Tværtimod har klageren betalt en del af skatten, og der påløber morarenter på

den ikke betalte del heraf.

Da det efter SKATs opfattelse

må fastslås, at det kun var de nævnte elementer i den dagældende

aktieavancebeskatningslovs § 13 a, der vil kunne anses for stridende mod

EU-retten, kan disse omstændigheder imidlertid ikke føre til, at det netop i

forhold til klageren fastslås, at beskatningen i sin helhed bør

tilsidesættes.

Realiteten er nemlig, at det er klagerens egen adfærd, der har betydet, at

han

ikke nu har henstand uden sikkerhedsstillelse.

I en situation, hvor en

beskatningsregel indeholder krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for

henstand

og beregning af tillæg til henstandsbeløbet, som strider mod EU-retten, men

hvor reglen i øvrigt ikke strider herimod, kan EU-retten kun føre til en

tilsidesættelse af netop de EU-retsstridige krav.

Klageren kunne blot have

anmodet om henstand samt have anfægtet krav om sikkerhedsstillelse og om

beregning af tillæg med henvisning til EU-retten. Den omstændighed, at

klageren

i stedet valgte at undlade at søge henstand, kan derfor ikke føre til, at

selve

beskatningen, som i sig selv er i fuld overensstemmelse med EU-retten, ikke

kan

gennemføres i forhold til klageren. Det var således klagerens eget valg om

ikke

at anfægte de pågældende elementer, men i stedet at søge at undgå enhver form

for beskatning efter bestemmelsen, der har medført, at klageren er i den

situation, som det faktisk er tilfældet.

Klageren kan ikke påberåbe sig traktatens bestemmelser

om arbejdskraftens frie bevægelighed og etableringsfriheden

Da klageren flyttede til

Frankrig i 1998 var han ikke arbejdstager, og han havde efter det oplyste

heller ingen konkrete planer om at etablere sig som selvstændig

erhvervsdrivende i Frankrig. Klageren har afgivet en erklæring af 31. januar

2003, hvoraf det fremgår, at han på dette tidspunkt fortsat ikke drev nogen

erhvervsvirksomhed i Frankrig eller var arbejdstager dér, og det må lægges

til

grund, at dette fortsat er tilfældet. I erklæringen giver klageren udtryk

for,

at det har været og fortsat er hans ”hensigt at indlede arbejdsmæssige

aktiviteter” efter flytningen, enten ved at etablere en eller anden form

for

erhvervsvirksomhed eller ved at blive arbejdstager i Frankrig. Det må på

baggrund

af erklæringen lægges til grund, at klageren i nogle år, efter at han

flyttede

til Frankrig, ikke var arbejdssøgende eller havde konkrete planer om

etablering

af en selvstændig erhvervsvirksomhed. Klagerens ”hensigt” fremstår

som mere

ubestemte ”planer” om på et eller andet tidspunkt igen at tage

”fat på det

erhvervsmæssige”.

Under disse omstændigheder

kan klageren hverken påberåbe sig traktatens artikel 39 om arbejdskraftens

frie

bevægelighed eller artikel 43 om den frie etableringsret.

Det bemærkes vedrørende

artikel 39, at klageren ikke kan anses for at have været arbejdstager på

fraflytningstidspunktet, da dette forudsætter, at den pågældende faktisk er

beskæftiget som arbejdstager. En person kan kun betragtes som arbejdstager,

når

vedkommende udøver ”en reel økonomisk aktivitet”. EF-Domstolen har

dog i sin

praksis anerkendt, at arbejdskraftens frie bevægelighed kan påberåbes af

personer, der ikke aktuelt er arbejdstagere, men som ønsker at flytte til en

anden medlemsstat med henblik på at søge arbejde dér eller for at søge

arbejde

dér, jf. dommen af 26. februar 1991 i sag C-292/89, Antonissen, navnlig

præmis

8-14. Som det fremgår af denne dom, finder bestemmelsen i art. 39 anvendelse

på

sådanne tilfælde, fordi arbejdskraftens frie bevægelighed ellers ville være

illusorisk. I praksis vil det således kunne være forbundet med betydelige

vanskeligheder faktisk at udnytte arbejdskraftens frie bevægelighed, hvis der

kunne lægges hindringer i vejen for, at personer, der ønsker at finde en

egnet

lønnet beskæftigelse, tager ophold i den medlemsstat, hvor de ønsker at søge

arbejde. Der er imidlertid intet grundlag for at udstrække anvendelsesområdet

for art. 39 i forhold til ikke-arbejdstagere til at omfatte andre end de, der

faktisk søger arbejde i tilflytterstaten. En person, der ikke på tidspunktet

for flytningen søger eller har til hensigt at begynde at søge arbejde i

umiddelbar forbindelse hermed, kan altså ikke påberåbe sig bestemmelsen i

traktatens art. 39 om arbejdskraftens frie bevægelighed. Ellers ville kravet

om, at der skal udøves en reel økonomisk aktivitet, jo også blive helt

indholdsløst.

Det må lægges til grund, at

klageren på fraflytningstidspunktet ikke var arbejdstager, og at han ikke

søgte

- eller havde til hensigt at søge - arbejde i Frankrig i umiddelbar

forlængelse

af tilflytningen. Hans eneste ”tilknytning” til arbejdsmarkedet

bestod i den

uvisse mulighed for, at han på et eller andet tidspunkt ville begynde at søge

arbejde i tilflytterstaten, hvilket imidlertid ikke kan begrunde, at han kan

påberåbe sig art. 39.

I overensstemmelse hermed

fastslog Domstolen da også i Antonissen-dommen, at den ret til at tage ophold

i

en anden medlemsstat med henblik på at søge arbejde dér, som følger af art.

39,

kun kan påberåbes i en vis periode i forbindelse med tilflytningen. Det udgør

således ifølge dommen ikke nogen hindring for arbejdskraftens frie

bevægelighed, hvis personer kun har ret til at opholde sig i en anden

medlemsstat i en periode, der må anses for at give vedkommende en rimelig

mulighed for faktisk at opnå lønnet beskæftigelse. I dommen fastslog

Domstolen,

at 6 måneder forekom at udgøre en sådan rimelig periode. Modsætningsvis

følger

det af dommen, at en person, der - som det må anses for at være tilfældet for

klagerens vedkommende - end ikke har til hensigt til at søge arbejde inden

for

denne ”rimelige periode” efter tilflytningen, ikke kan påberåbe sig

art. 39.

Klageren kan således ikke påberåbe

sig arbejdskraftens frie bevægelighed, når han aldrig har udnyttet denne frie

bevægelighed til at have lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat. Dette

er

også lagt til grund i Østre Landsrets dom i TfS 2005.504 Ø.

Også i relation til

etableringsfriheden efter art. 43 er det ifølge Domstolens praksis et krav,

at

der udøves en reel erhvervsmæssig aktivitet. Bestemmelsen i art. 43 kan

således

kun påberåbes af fysiske eller juridiske personer, der aktuelt har planer om

at

etablere sig i en medlemsstat, jf. navnlig Domstolens dom af 25. juli 1991 i

sag C-221/89, Factortame II, præmis 20-21.

Klageren må anses for at have haft arbejde eller været

selvstændig erhvervsdrivende i Danmark indtil fraflytningen i 1998.

Bestemmelserne i artiklerne 39 og 43 kan imidlertid ikke påberåbes, når blot

en

person på et eller andet tidspunkt har været arbejdstager eller drevet

selvstændig erhvervsvirksomhed. Tværtimod er det en forudsætning for, at

bestemmelserne kan påberåbes, at vedkommende ønsker at arbejde eller etablere

sig i en anden medlemsstat.

Klageren kan på den baggrund

hverken påberåbe sig traktatens artikel 39 eller artikel 43.

Værdiansættelse af aktier

SKAT er enig i, at der ved

kursfastsættelsen af aktierne på fraflytningstidspunktet ikke er grundlag for

at tilsidesætte klagerens værdiansættelse af ejendommene til i alt 6.550.000

kr., og at den urealiserede avance på aktierne i B A/S på

fraflytningstidspunktet derfor kan ansættes til 4.020.714 kr.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det lægges til grund, at klageren den 15. august 1998 flyttede fra

Danmark til Frankrig, og at hans fulde skattepligt til Danmark i henhold til

kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, ophørte på dette tidspunkt.

Det lægges endvidere til

grund, at klageren, der er født i 1936, både før og efter fraflytningen har

modtaget pension fra danske pensionsordninger med løbende udbetalinger og

derfor først efter pensioneringen har bosat sig i Frankrig og dermed i et

andet

EU-land. Klageren har endvidere ikke siden fraflytningen og dermed ikke inden

for en rimelig periode efter tilflytningen haft lønnet beskæftigelse eller

etableret selvstændig virksomhed i Frankrig.

Under disse omstændigheder

vil EF-traktatens artikel 48 (nu artikel 39 EF) og EF-traktatens artikel 52

(nu

artikel 43 EF) ikke konkret kunne bringes i anvendelse i forhold til

klageren.

Beskatningen af urealiserede avancer på aktier i B A/S på

fraflytningstidspunktet kan derfor ikke anses for at være i strid med

EF-traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed og

etableringsretten, ligesom EF-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for

tjenesteydelser og kapital ikke ses krænket.

Der henvises herved til Østre

Landsrets dom af 24. maj 2005, offentliggjort i TfS 2005.504 Ø, og

EF-domstolens dom af 26. februar 1991 i sag C-292/89, Antonissen.

Ophører en persons

skattepligt efter kildeskattelovens § 1 som følge af fraflytning, eller

bliver

en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst

hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, skal fortjeneste på

aktier m.v., som den pågældende ejer på tidspunktet for skattepligtsophøret

eller flytningen af skattemæssigt hjemsted, beskattes i samme omfang, som

hvis

aktierne var afstået på dette tidspunkt, jf. den dagældende bestemmelse i

aktieavancebeskatningslovens § 13 a, stk. 1, 1. pkt.

Ved opgørelsen af den

skattepligtige fortjeneste efter stk. 1 anses aktierne for afstået for et

beløb

svarende til værdien på tidspunktet for skattepligtsophøret eller flytningen

af

skattemæssigt hjemsted, jf. § 13 a, stk. 3.

Klageren var på fraflytningstidspunktet hovedaktionær

i B A/S i likvidation.

Da klageren opfylder betingelsen i § 13 a, stk. 4, 1. pkt., om fuld

skattepligt

efter kildeskattelovens § 1 i en periode på i alt mindst 5 år inden for de

seneste 10 år før skattepligtsophøret,

og da fritagelsesbestemmelsen i § 13 a, stk. 2,

ikke er opfyldt, skal der herefter opgøres en fortjeneste eller et tab på

aktierne på fraflytningstidspunktet i overensstemmelse med de almindelige

regler i aktieavancebeskatningsloven.

Ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste

efter aktieavancebeskatningslovens § 13 a, stk. 1, anses aktierne for afstået

for et beløb svarende til værdien på tidspunktet for skattepligtsophøret

eller

flytningen af skattemæssigt hjemsted, jf. § 13 a, stk. 3.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 208

1986/87, at ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste benyttes som

afståelsessum værdien af aktierne på tidspunktet for

skattepligtsophøret/hjemstedsflytningen.

Værdien opgøres efter reglerne i Skattedepartementets cirkulære nr. 185 af

17.

november 1982 (gaveafgiftscirkulæret).

Ved værdiansættelsen af

aktierne i B A/S i likvidation på fraflytningstidspunktet den 15. august 1998

har klageren ansat værdien af ejendommene til den seneste offentliggjorte

ejendomsvurdering pr. 1. januar 1998 på i alt 6.550.000 kr.

Klageren har således ved

avanceopgørelsen anvendt de retningslinier for opgørelsen af værdien af

unoterede aktier og værdien af fast ejendom, der er angivet i

cirkulære nr. 185 af 17.

november 1982 om værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og

ved

gaveafgiftsberegning og i Ligningsvejledningen 1998 afsnit S.F.1.2.3.2. og

S.F.1.2.3.3.

Herefter og under hensyntagen

til,

at

ejendommene først blev solgt ved skøde af henholdsvis 8. juni 1999 og 5.

august

1999 og dermed henholdsvis ca. 8 måneder og ca. 12 måneder efter klagerens

fraflytning den 15. august 1998, og at ejendommenes samlede ejendomsvurdering

pr. 1. januar 1999 beløbsmæssige svarer til ejendommenes samlede

ejendomsvurdering pr. 1. januar 1998, finder retten ikke tilstrækkeligt

grundlag for ved kursfastsættelsen af aktierne på fraflytningstidspunktet at

tilsidesætte klagerens værdiansættelse af ejendommene til i alt 6.550.000 kr.

som værende udtryk for ejendommenes handelsværdi på fraflytningstidspunktet.

Afgørelsen nedsættes derfor på dette punkt fra

5.138.039 kr. til 4.020.714 kr. i overensstemmelse med den subsidiære

påstand.

Fratrædelsesgodtgørelse

Sagens oplysninger

Klageren var indtil

fraflytningen til Frankrig den 15. august 1998 ansat som direktør i C A/S.

Af direktørkontrakt af 21.

oktober 1980 mellem C A/S og klageren fremgår bl.a., at klageren med virkning

fra 1. oktober 1980 blev ansat som direktør for selskabet. Selskabet skulle

stille en bil til rådighed for klageren og betale alle driftsomkostninger

vedrørende bilen. Bilen skulle være en Audi 100 eller en tilsvarende biltype

efter selskabets og klagerens indbyrdes aftale. I tilfælde af fratræden kunne

klageren købe bilen til den bogførte værdi.

I forbindelse med klagerens

fratræden som direktør i selskabet og flytning til Frankrig

købte klageren den 27. november 1998 af

selskabet den tidligere benyttede firmabil for 25.887 kr. svarende til den

bogførte værdi.

Følgende fremgår af

købstilbud af 27. november 1998 fra bilforhandler til C v/klageren:

”Vedr.: Købstilbud på

Deres brugte vogn

Vi refererer til behagelig

samtale og sender købstilbud på Deres brugte vogn som følger:

Mærke:

Audi

Model:

100

2.8 5 gear

Farve:

Azuritblå

1. reg. dato:

18.02.92

Km.:

100.000

Reg.nr.:

xxxxxx

Tilbudspris:

Kr.

125.000,00

Prisen er sat udfra, at bilen

er skadefri samt fejlfri.

Vi tager naturligvis

forbehold for fejl eller mangler som ikke er os bekendte, og vi gør opmærksom

på, at dette købstilbud er gældende 7 dage fra dato.

”

Klageren har i selvangivelsen

for indkomståret 1998 selvangivet en fratrædelsesgodtgørelse på 99.113 kr.,

svarende til forskellen mellem tilbudsprisen på 125.000 kr. og den bogførte

værdi på 25.887 kr. Fratrædelsesgodtgørelsen er selvangivet med bruttobeløbet

før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, skattefri del og 15 % nedslag.

Skatteforvaltningens

afgørelse

Med udgangspunkt i DAF

brugtvognskatalog er handelsprisen fastsat til 200.000 kr. i forbindelse med

købet

af firmabilen fra selskabet til 25.887 kr. svarende til den bogførte værdi.

Da

klageren alene er beskattet af en fratrædelsesgodtgørelse på en

bilforhandlers

tilbudspris på 125.000 kr. med nedslag for købsprisen på 25.887 kr., eller

99.113 kr., skal klageren beskattes med yderligere 75.000 kr. i

fratrædelsesgodtgørelse, jf. ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 3.

Skatteforvaltningen har

opgjort fratrædelsesgodtgørelsen således:

Salgspris på Audi 100, jf. DAF´s brugtvognskatalog

221.000

kr.

Nedslag for kilometerstand 100.000 – 90.000 km

x

0,77

kr.

7.700

kr.

213.300 kr.

Anslået forhandleravance

10.000

kr.

203.300 kr.

Afrundet overdragelsespris

200.000

kr.

Bogført værdi

25.887

kr.

Fratrædelsesgodtgørelse

174.113

kr.

Selvangivet fratrædelsesgodtgørelse

99.113

kr.

Forhøjelse af fratrædelsesgodtgørelse

75.000

kr.

Ifølge årsopgørelsen er

beløbet på 174.113 kr. reduceret med arbejdsmarkedsbidrag /pension på 15.670

kr. og et bundfradrag på 10.500 kr. 85% af det resterende beløb, eller i alt

125.751 kr., er medregnet i den skattepligtige indkomst.

Klagerens påstand og

argumenter

Klagerens repræsentant har

fremsat påstand om, at forhøjelsen af fratrædelsesgodtgørelsen med 75.000 kr.

tilbageføres.

Til støtte for påstanden har

repræsentanten bl.a. gjort gældende, at C A/S i forbindelse med klagerens

fratræden som direktør ønskede at sælge firmabilen til klageren og derfor

indhentede et købstilbud fra bilforhandler, der den 27. november 1998 gav et

tilbud på 125.000 kr. Dette tilbud blev indhentet for at sikre, at den

korrekte

værdi blev lagt til grund ved opgørelsen af fratrædelsesgodtgørelsen.

Værdien er objektivt fastsat

af en professionel forhandler af bilmærket Audi og dermed af en uafhængig

tredjemand, og værdien er ansat inden overdragelsen fandt sted. Der er

således

ikke tale om efterrationaliseringer, og tilbuddet blev givet til C A/S. C A/S

kendte bilen fra serviceeftersyn m.v., og kendte som lokal bilforhandler den

aktuelle markedssituation og efterspørgsel på den pågældende model.

Forhandleren

kunne derfor foretage en konkret vurdering af bilen. Forhandleren er et

anerkendt firma, som ikke vil udarbejde værdiansættelser, som ikke er udtryk

for realistiske markedsværdier. Tilbudet er derfor udtryk for markedsværdien,

og dermed prisen ved alternativt salg til tredjemand.

Klageren tog bilen med til

Frankrig, men vendte primo 1999 tilbage til forhandleren for at få et nyt

købstilbud med henblik på salg af bilen, men da ville forhandleren ikke købe

bilen. I den forbindelse oplyste forhandleren, at han ikke længere ønskede at

købe bilen, idet ”bunden var gået ud af brugtvognsmarkedet”. Dette

tilsiger, at

bilen henset til alder og kørsel ikke havde højere værdi end selvangivet, og

at

forhandlerens værdiansættelse i 1998 var i overkanten. Værkfører hos

forhandleren

har i e-mailkorrespondance med klageren anført:

”Vedr. det tilbud du fik 27.

november 1998, var det den pris vi ville give for din bil på det

tidspunkt.”

Værkføreren har herved bekræftet, at tilbudsprisen i 1998 alene gjaldt på

tilbudstidspunktet. Værkføreren har herved indirekte bekræftet klagerens

oplysninger om, at forhandleren ved efterfølgende henvendelse fra klageren

ikke

ville købe bilen.

Skatteforvaltningen har

anvendt DAFs brugtvognskatalog som det eneste moment i bedømmelsen af

markedsværdien.

Dette er i strid med den almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætning om

det pligtmæssige skøn. Forvaltningen må ikke i henhold til denne

retsgrundsætning anvende ét kriterium som det afgørende og derved udelukke

andre saglige kriterier i det lovlige skøn. Ved en vurdering af

markedsværdien

indgår flere elementer, hvoraf DAFs brugtvognskatalogs pris kan være et af

dem.

Ved udelukkende at lægge vægt på DAF´s katalog er der tale om en

sagsbehandlingsfejl, der er i klar strid med forvaltningsretlig praksis. Der

er

herved henvist til TfS 1999.557 og Ligningsvejledningen 1999 afsnit A.H.3.

Skatteforvaltningen har

således ved fastsættelsen af bilens værdi i realiteten tilsidesat det

pligtmæssige

skøn, idet skatteforvaltningen har taget udgangspunkt i Danmarks

Automobilforhandler Forenings Brugtbilkatalog og ikke har givet nedslag i

dette

udgangspunkt. De prismekanismer, der gør sig gældende ved værdiansættelse af

brugte biler, er mangeartede. Enhver bil er i et vist omfang unika, således

at

der ved værdiansættelse skal ske et konkret skøn. Et sådant konkret og

individuelt skøn er foretaget af forhandleren den 27. november 1998. Dette

konkrete skøn er udtryk for en fagmands vurdering af prisen. Den pågældende

forretning er ikke blot en forhandler med autorisation til at sælge under

firmanavnet, men er et direkte ejet datterselskab af det aktuelle

moderselskab.

Forhandlerens skøn er

udtryk for markedsværdien, og der skal for en sådan brugt bil tages hensyn

til

forhandlerens skøn over udgifter til klargøringsomkostninger,

salgsomkostninger, garanti og forhandleravance, samt antal kørte kilometer.

Der

er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som er foretaget af den

bilsagkyndige fra forhandleren, som i øvrigt er en, for klageren, uafhængig

part. Det er ikke urealistisk, når der tages højde for

klargøringsomkostninger,

salgsomkostninger, garanti og forhandleravance, samt antal kørte kilometer,

at

der nås en værdi som ansat af forhandleren.

Den af skatteforvaltningen

anslåede forhandleravance på 10.000 kr. er ikke realistisk. En forhandler har

udover en fortjeneste på en brugt bil også omkostninger til klargøring og små

reparationer, før bilen sættes til salg. Disse omkostninger er ikke indregnet

i

opgørelsen over forhandleravancen. Der var på salgstidspunktet tale om en 6

år

gammel bil, hvorfor der utvivlsomt skal foretages små reparationer samt

klargøring.

Ifølge den uafhængige

vurderingsservice på

www.bilpriser.dk

er

der en forskel på forhandlerens købspris og udsalgspris på 61.600 kr. på den

pågældende Audi. Dette beløb er udtryk for en mere realistisk vurdering af

forhandlerens klargøringsomkostninger, reparationsudgifter, renteudgifter,

garantiforpligtelse samt avance m.v. Det er derfor et beløb i denne

størrelsesorden, der skal trækkes fra en vurderet salgspris.

SKATs indstilling

Kammeradvokaten har på vegne

af SKAT indstillet, at handelsværdien af bilen på tidspunktet for klagerens

fratræden som direktør i selskabet C A/S passende kan ansættes til 180.000

kr.,

og at fratrædelsesgodtgørelsen derfor kan fastsættes til 154.113 kr., jf.

ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 3.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Værdien af bilen, som sælges

af C A/S til klageren, må fastsættes med udgangspunkt i den pris, som

selskabet

kunne forvente at opnå ved salg til en uafhængig tredjemand på

overdragelsestidspunktet. Det tilbud, som selskabet den 27. november 1998

ensidigt har indhentet kan ikke tillægges afgørende vægt.

Ved værdiansættelsen må der

henses til det oplyste om bilen, herunder mærke, model, alder, stand og

kilometertal, og at der ifølge tilbudet af 27. november 1998 var tale om en

skade- og fejlfri bil.

På baggrund af sagens

oplysninger, herunder den vejledende udsalgspris i Danmarks

Automobilforhandler

Forenings Brugtbilkatalog pr. 15. oktober 1998, der er baseret på

indberettede

salg af biler af samme type som den omhandlede, og som skal korrigeres for

klargøringsomkostninger, salgsomkostninger, garanti og forhandleravance samt

antal kørte kilometer, finder retten herefter, at handelsværdien på

tidspunktet

for klagerens fratræden som direktør i selskabet passende kan ansættes til

180.000 kr.

Skatteforvaltningen har foretaget skønnet over

handelsværdien af bilen med udgangspunkt i oplysningerne i Danmarks

Automobilforhandler Forenings Brugtbilkatalog, men har ved værdiansættelsen

af

bilen tillige taget hensyn til bl.a. forhandleravance. Skatteforvaltningen

har

derfor ikke tilsidesat den forvaltningsretlige retsgrundsætning om det

pligtmæssige skøn, idet forvaltningen således ikke har anvendt Danmarks

Automobilforhandler Forenings Brugtbilkatalog som det eneste moment i

bedømmelsen af bilens handelsværdi.

Da klageren har modtaget

bilen som delvis vederlag ved fratræden af direktørstilling, finder retten

herefter, at forskellen mellem handelsværdien på 180.000 kr. og den bogførte

værdi på 25.887 kr., eller 154.113 kr., må anses for fratrædelsesgodtgørelse,

jf. ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 3.

Afgørelsen ændres på dette

punkt i overensstemmelse hermed.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter