Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for befordring og udgifter til kost og logi i forbindelse med studium under åben uddannelse

KEN nr 9790 af 13/10/2004Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet20. april 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for befordring og

udgifter til kost og logi i forbindelse med studium under åben uddannelse

Klagen

vedrører

Der klages over, at klageren ikke er

anset for berettiget til fradrag for befordring og til fradrag for udgifter

til

kost og logi i forbindelse med studium under åben uddannelse ved X

Universitet.

Landsskatterettens

afgørelse

Skatteankenævnet har ikke godkendt

fradrag for befordring og kost og logi i forbindelse med BA –

jurastudium ved X

Universitet selvangivet med 39.883 kr.

Landsskatteretten stadfæster

skatteankenævnets afgørelse.

Sagens

oplysninger

Klageren har i det pågældende indkomstår

været ansat som faglig konsulent i en fagforening beliggende i Y. Klageren

har

ved indkomstopgørelsen foretaget fradrag for befordring og øvrige

lønmodtagerudgifter, kost og logi, i forbindelse med sit studium som BA. jur.

under åben uddannelse ved X Universitet.

Det selvangivne fradrag på i alt 39.883

kr. har bestået af fradrag for befordring og udgifter til kost og logi.

Klageren har selv afholdt udgifter til befordring, kost og logi.

Klageren har over for de stedlige

skattemyndigheder begrundet fradraget med, at der er tale om efteruddannelse,

Læs alt

da der er tale om samme erhverv med forøgede krav til stillingen. Det er

endvidere oplyst, at en gennemgribende ændring af strukturen og

stillingsindholdet

i fagforeningen har gjort, at det faglige niveau endnu en gang blev forøget

for

klageren, hvilket er begrundelsen for hans uddannelse som BA. jur.

Klageren har en grunduddannelse som

shippingmand med arbejde som speditør. Han har gennemgået en arbejdsretlig

grunduddannelse og har deltaget i en del kurser af personlig og faglig art.

Skatteforvaltningen har vurderet

jurastudiet som en videreuddannelse, idet der er tale om et længerevarende

uddannelsesforløb, der strækker sig over 5 år, hvilket går uden for rammerne

for ajourføring og vedligeholdelse af tidligere erhvervet viden.

Klagerens udgifter til uddannelsen, som

er betalt af arbejdsgiveren, er blevet godkendt af skatteforvaltningen som

skattefri for klageren, da der gives skattefrihed, uanset om der er tale om

videreuddannnelse, jf. ligningslovens § 31, stk. 6. Da uddannelsen som BA.

jur.

er vurderet som videreuddannelse, er klageren nægtet fradrag

Skatteankenævnets

afgørelse

Klageren er ikke anset for berettiget

til at fratrække udgifter til befordring, kost og logi, jf. ligningslovens §

9

C og 9 A med henvisning til ligningslovens § 31, stk. 6, idet jurastudiet på

X Universitet

er anset for at være en videregående uddannelse med den følge, at

uddannelsesstedet ikke betragtes som en arbejdsplads.

Klageren har i klagen til

Landsskatteretten anført, at uddannelsen til BA. jur. kun er en 3 – årig

uddannelse under åben uddannelse på X Universitet, hvor overbygningen til

cand.

jur. ikke var mulig på tidspunktet for uddannelsens påbegyndelse.

Klageren har endvidere henvist til, at

uddannelsen er at betragte som en efteruddannelse med henvisning til lov nr.

88

af 17. november 1999 omhandlende ligningslovens § 31. Loven blev gennemført

bl.a. på baggrund af, at danskernes uddannelse skal betragtes som et

væsentligt

aktiv for Danmark.

Hertil bemærkes:

BA jur. er stadig en videregående

universitetsuddannelse med henvisning til mulighed for at tage overbygningen

til cand. jur. efterfølgende. Herudover er BA. jur. i sig selv en

kompetencegivende uddannelse, hvilket klageren har defineret i sin tidligere

arbejdsbeskrivelse

indeholdende arbejdsgiverens efterfølgende forventninger.

Det bemærkes under henvisning til

skatteankenævnets sagsfremstilling, at sagen er behandlet efter

ligningslovens

§ 9 og § 9 A, jf. ligningslovens § 31, stk. 6, idet klagerens arbejdsgiver

ikke

har refunderet udgifter til kost, logi og befordring.

Skatteankenævnet har udelukkende henvist

til ligningslovens § 31 vedrørende definitionen af efteruddannelse og

videreuddannelse i forbindelse med vurderingen af fradragsretten.

Klagerens

påstand og argumenter

Sagen drejer sig om, hvorvidt en åben

uddannelse skal anses for at være efteruddannelse eller videreuddannelse i

forhold til ligningsloven.

Den 4. november 1999 fremsatte den

daværende skatteminister et ændringsforslag til ligningsloven, efter at

statsministeren i sin nytårstale havde slået til lyd for, at danskerne

uddannede sig, idet en veluddannet arbejdsstyrke var et væsentligt aktiv for

Danmark i konkurrencen med udlandet. Lovforslaget blev fremsat med bl.a.

ændringer i ligningslovens § 31. Efterfølgende er der stillet spørgsmål om

sondringen mellem efter- og videreuddannelse. Landsskatteretten har i en

række

afgørelser taget stilling til fortolkning af spørgsmålet.

Det må herefter fastslås, at

retsstillingen omkring efter- og videreuddannelse er som følger: Regeringen

ønsker at fremme uddannelse generelt, herunder især præmiere de medarbejdere,

som bliver på arbejdsmarkedet. De omkostninger, man skal afholde for at få en

indkomst, skal man kunne dække, således at man sikrer videreudvikling af

medarbejdernes kompetence samt muligheder for efteruddannelse. Arbejdsgiveren

kan skattefrit for lønmodtageren dække alle almindelige omkostninger til

efter-

og videreuddannelse, og de omkostninger, som ikke dækkes, kan, hvad angår

efteruddannelse, opføres som fradrag på lønmodtagerens selvangivelse. Derimod

kan lønmodtageren ikke opføre fradrag for udgifter til videreuddannelse på

sin

selvangivelse.

Når efteruddannelse skal defineres, skal

der foretages en individuel vurdering af hver enkelt sag, men der lægges vægt

på følgende momenter:

At emnerne på uddannelsen harmonerer med

det i øvrigt erhvervede uddannelsesniveau og ikke går væsentligt videre end

dette. Altså en ajourføring og vedligeholdelse af tidligere erhvervet viden.

Uddannelsen i sig selv må således ikke være kompetencegivende.

At uddannelsen anbefales af

lønmodtagerens organisation.

At uddannelsen tages efter aftale med

arbejdsgiveren på dennes foranledning og/eller i dennes tjeneste.

At uddannelsen har en konkret og direkte

tilknytning til indkomsterhvervelsen.

At der er en tæt arbejdsmæssig

tilknytning til virksomheden i den periode, uddannelsen varer.

At der udbetales løn i

uddannelsesperioden, og at lønmodtageren i øvrigt bevarer sine rettigheder i

ansættelsen, herunder optjent anciennitet og pension.

At arbejdsgiverens uddannelsesmidler er

begrænsede.

Skatteankenævnets afgørelse indeholder

to fejl, som er afgørende for den negative afgørelse. Dels indeholder

afgørelsen ikke denne grundige individuelle sondering af, om kriterierne for

efteruddannelse er opfyldt, og dels sker der en meget uheldig sammenblanding

af

jurastudiets grunduddannelse BA. Jur. på 3 år – som der er tale om i

denne sag

– og jurastudiets efterfølgende overbygning cand. jur. på i alt 5 år.

Det fastslås hermed, at der i nærværende

sag ikke er tale om en 5 – årig cand. jur. uddannelse. Dels er det ikke

indeholdt i aftalen mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren, som ligger til

grund for hele sagen, og dels er er det ikke muligt at gennemføre en 5 –

årig

cand. jur. uddannelse under åben uddannelse på X Universitet. Overbygningen

udbydes ikke under åben uddannelse.

Skatteankenævnet jonglerer i

sagsfremstillingen frem og tilbage mellem ”juristuddannelsen”,

”uddannelse til

jurist”, ”uddannelsesforløb, der strækker sig over 5 år”,

”uddannelse til

jurist”, ”længerevarende jurastudie (3 år med efterfølgende

overbygning)” og

i

samme afsnit ”jurauddannelse giver

ikke kompetence til at søge andre jobs”. Da der ikke er tale om en 5

– årig

videregående uddannelse, som konkret ikke udbydes under åben uddannelse, men

om

en 3 – årig uddannelse, er der en konkret og afgørende fejl i

skatteankenævnets

afgørelsesgrundlag, som Landsskatteretten må korrigere.

Hvad angår den individuelle sondring af,

hvorvidt kriterierne for efteruddannelse er opfyldt, starter skatteankenævnet

i

afgørelsen med at fastslå, at ”jurastudiet på X Universitet må anses for

at

være en videregående uddannelse”. Igen den konkrete fejlforståelse af

sagens

indhold med hensyn til studiet, men også en videreførsel af

skatteforvaltningens konklusion, at når der er tale om en

universitetsuddannelse, kan der ikke være tale om efteruddannelse. I

sagsfremstillingen skriver skatteankenævnet, at ”Afgrænsningen mellem

efteruddannelse og videreuddannelse må således ske ved, at det enkelte

kursustilbud sammenholdes med den ansattes arbejdsfunktion og

uddannelse”. Det

kan der kun herske enighed om, men et begrundet skøn fremgår ikke andetsteds

af

afgørelsen. I sagsfremstillingen, udtales det blot, ”at efter

skatteforvaltningens opfattelse er der ikke tale om en efteruddannelse”.

Nærmest kommer man i sagsfremstillingen med ”Det vurderes, at de faglige

juridiske kurser, som klageren har gennemgået, ikke har den tilsvarende

dybde,

som et længerevarende jurastudium (3 år med efterfølgende overbygning). Altså

1

½ linie med indbygget fejlopfattelse af sagens genstand. Næste afsnit kan

kort

omskrives til ”når man anser det nødvendigt at uddanne sig på

jurastudiet i den

eksisterende stilling, er der tale om en videregående uddannelse”.

Endelig kan det undre, at

skatteankenævnet under punktet lovregler og praksis kun har medtaget 2

”negative” afgørelser. TfS.1997.8 er medtaget, men derimod ikke

SKM2002.234

LSR, som kom til det modsatte resultat, idet den tilsidesatte TfS.1997.8.

Derudover er en 9 år gammel afgørelse medtaget, TfS.1993.286 – altså

inden

regeringens ændring af uddannelsespolitikken på området og den efterfølgende

ændring af ligningsloven.

Sagsfremstillingen og dokumentationen

kan tyde på, at skatteankenævnet på forhånd har besluttet, hvilken

konklusion,

man ønsker at nå i sagen, for derefter at argumentere ud fra dette

standpunkt.

Er det tilfældet, har man sat skøn under regel.

Stillingens indhold som faglig konsulent

i en tværfaglig fagforening indebærer løsning af og rådgivning om juridiske

spørgsmål. Derudover indeholdt stillingen på aftaletidspunktet en ordning,

hvor

komplicerede sager fra hele regionen om erstatning i kontrakt, komplicerede

sager om erstatning uden for kontrakt (f. eks. arbejdsskade og

erstatningssager) samt straffesager blev løst af klageren, som også fungerede

som coach/specialist på disse områder for de i alt 11 faglige kolleger

fordelt

på 5 afdelinger. Dette skyldtes netop det uddannelsesmæssige niveau på

aftaletidspunktet.

Den grunduddannelse samt den

videreuddannelse, fagforeningen havde givet, svarede til det

uddannelsesniveau,

som en advokatfuldmægtig har, hvilket bestyrkes af, at modparten i faglige

sager oftest er arbejdsgiverorganisationer eller advokatfuldmægtige. Var

uddannelsesniveauet og kompetenceniveauet ikke tilsvarende, havde

ancienniteten

næppe været 7 år på nuværende tidspunkt og 5 år på ligningstidspunktet for

denne sag. Det er således ikke korrekt, når skatteankenævnet, har anført, at

uddannelsesniveauet ikke svarede til en juridisk grunduddannelse.

Uddannelsesniveauet i eksempelvis konkursret behandles ikke på jurastudiets

grunduddannelse, men derimod på overbygningen. Det til trods er netop

konkursret et væsentligt arbejdsområde i stillingen. Der kan nævnes mange

andre

lignende eksempler, og der henvises til det vedlagte CV for klageren. Der er

altså tale om en fejlopfattelse, når skatteankenævnet opfører den forudgående

uddannelse som en grunduddannelse med en række kurser. Der er tale om en

grunduddannelse samt en egentlig videreuddannelse indenfor fagforeningen,

inden

efteruddannelsen blev påbegyndt. Det må derfor fastslås, at uddannelsen

ligger

indenfor rammerne af efteruddannelse, og at efteruddannelsen har en konkret

og

direkte tilknytning til indkomsterhvervelsen.

Det fremgår af klagerens CV, at han i

perioden september 1995 til januar 1996 har gennemgået en arbejdsretlig

grunduddannelse.

Det antydes af skatteankenævnet i

sagsfremstillingen, at BA. jur. uddannelse vil kunne føre til en højere

stilling end den nuværende med ”blot” en BA. jur. Der ansættes i

det hele meget

få BA. jur. i stillinger i Danmark, og ingen i lønmodtagerorganisationer,

arbejdsorganisationer, advokatkontorer m.v., hvilket afkræfter formodningen

for

videreuddannelse.

Skatteankenævnet har konstateret, at der

foreligger en aftale om betalt uddannelse mellem arbejdsgiver og lønmodtager.

Skrivelsen er ganske kort, men forholdene er, at aftalen kom i stand i

forbindelse med en række medarbejderudviklingsaftaler, hvor undervisningen

under Åben Uddannelse blot var et af flere uddannelsestiltag. Formålet var

efteruddannelse af bl.a. områderne erstatning i kontrakt samt erstatning

udenfor kontrakt (jurastudiets 1. og 3. år) samt bl.a. strafferet,

straffeproces og tingsret (jurastudiets 2. og 3. år) samt bl.a. strafferet,

straffeproces og tingsret (jurastudiets 2. og 3. år). Arbejdsgiver og faglig

organisation er sammenfaldende i dette tilfælde, men begge anbefalede

efteruddannelsen. Uddannelsen er således sket efter aftale med arbejdsgiveren

og i dennes tjeneste.

Klagerens arbejdsgiver har i en

erklæring af 2. oktober 2001 bekræftet, at arbejdsgiveren betaler uddannelsen

for klageren, da denne er at betragte som relevant efteruddannelse i

forbindelse med jobbet.

Afdelingen skulle selv afholde

udgifterne til uddannelsen inden for det eksisterende budget. Da midlerne var

begrænsede, blev aftalen, at firmaet betalte bøger, kursusafgift m.v., men

ikke

transport, kost og logi. Arbejdstiden blev ligeledes ændret, således at

arbejdstiderne (fikstid og flekstid) passede med uddannelsen og med

transporten

til og fra uddannelsen. Skatteankenævnet ses ikke at have lagt vægt på disse

forhold og har ej heller lagt vægt på, at skatteministeren har udtalt, at

”i

praksis har den omstændighed, at udgiften er afholdt på arbejdsgiverens

foranledning og i dennes interesse – fordi uddannelsen har relation til

virksomhedens arbejdsområde, imidlertid trukket i retning af

efteruddannelse”.

Uddannelsesmidlerne var altså begrænsede, og arbejdet blev lagt til rette,

således at uddannelsen kunne gennemføres.

Uddannelsen startede i sommeren 1999 og

har samtidig været beskæftigelse på fuld tid, dog således at arbejdstiden

blev

tilrettelagt sådan at studiet kunne gennemføres. Der har altså siden

uddannelsens start været en tæt arbejdsmæssig tilknytning til virksomheden,

ligesom der i hele uddannelsesperioden er udbetalt løn. Ligeledes bevares

anciennitet, pension m.v. i den nuværende uddannelsesorlovsperiode.

Uddannelsen påbegyndtes i sommeren 1999,

men på grund af uvidenhed omkring reglerne er der ikke foretaget fradrag for

tilsvarende udgifter til transport, kost og logi for indkomståret 1999.

Skatteforvaltningen er i forbindelse med den foreliggende sag blevet bekendt

med dette, dog uden at det har ført til vejledning om at indsende anmodning

om

refusion af udgifterne. Skatteankenævnet anmodes om at tage stilling til, om

disse udgifter kan refunderes i forbindelse med den foreliggende sag. Beløbet

udgør ca. 18.000 kr.

Klageren har foretaget fradrag på

selvangivelsen for indkomståret 2001 for tilsvarende

efteruddannelsesudgifter.

Den omhandlede uddannelse falder efter

en konkret og individuel vurdering indenfor området af efteruddannelse af de

anførte grunde.

Det er korrekt som antaget af

skatteankenævnet, at BA. jur. er en videregående universitetsuddannelse, men

der er tale om en baglæns konklusion fra skatteankenævnets side. Argumentet

fra

skatteankenævnets side har kun betydning, hvis man forudsætter, at der på

aftaletidspunktet (eller eventuelt i løbet af gennemførelsesåret 2000) var en

aftale om at gennemføre en videregående uddannelse. Skatteankenævnet har i

sin

argumentation forsøgt at fremføre dette, men det er en udokumenteret påstand.

Der har ikke på noget tidspunkt været nogen aftale mellem arbejdsgiveren og

klageren om at gennemføre BA. jur. Der er således tale om en

”bagslutning” fra

skatteankenævnets side og ikke en forudsætning eller et faktum.

Derimod er det et faktum, som er

dokumenteret af klageren, at der forelå en beslutning mellem arbejdsgiveren

og

klageren taget i forbindelse med medarbejderudviklingssamtaler om en række

efteruddannelsestiltag i 2000, hvoriblandt 2 enkeltfag under åben uddannelse

på

X Universitet indgik i ”den samlede efteruddannelsespakke”. Det er

korrekt, at

BA jur. giver mulighed for at læse overbygningen til cand. jur., men igen

savner argumentet mening i denne sammenhæng. Det forudsætter, at der forelå

en

beslutning eller en intention om at gennemføre BA. jur., hvilket ikke var

tilfældet.

Skatteankenævnet har endvidere anført,

at BA. jur. i sig selv er en kompetencegivende uddannelse. Det er formelt

rigtigt, men reelt forkert. Hvis der ses bort fra det faktuelle indhold i

sagen

– at hvis der ikke forelå nogen aftale, forudsætning, intention eller

lignende

om at gennemføre en uddannelsen BA. jur. – er det generelt set et

faktum, at

BA. jur. ikke er kompetencegivende til et job i den juridiske verden i

Danmark.

Dette vil kunne bekræftes af de faglige organisationer, som organiserer

området.

I den konkrete sag er det ligeledes et

faktum, at efteruddannelsen ikke var kompetencegivende til en

”bedre” stilling,

men udelukkende blev gennemført med henblik på, at klageren skulle

kvalificere

sig til at møde de udfordringer, som hans stilling medførte og vil medføre i

fremtiden.

Skatteankenævnet har anført, at man

udelukkende har henvist til ligningsloven i forbindelse meddefinitionen af

efteruddannelse og videreuddannelse. Modsætningsvis må det betyde, at

skatteankenævnet ikke har benyttet sig af den afgørelsespraksis, der er på

området i sin vurdering af sagen. Loven i sig selv indeholder ikke mange

retningslinier for definitionen, hvilket også bekræftes af de mange spørgsmål

fra folketinget til ministeren om netop definitionerne. Disse fastlægges

således gennem afgørelserne (praksis). En del af disse afgørelser er netop

truffet af Landsskatteretten.

Told-

og Skattestyrelsens bemærkninger

ToldSkat har under sagens behandling i

Landsskatteretten bl.a. anført følgende:

”ToldSkat skal bemærke, at beløb, som en

arbejdsgiver betaler for de ansattes skolegang, og værdien af lærebøger, som

arbejdsgiveren køber og stiller til rådighed for ansatte under uddannelsen

ikke

beskattes, jf. ligningslovens § 31. Skattefriheden omfatter en række andre

ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelse og kurser, når

ydelserne modtages fra en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold eller

som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

Skattefriheden omfatter blandt andet

lange videregående uddannelser, der erhverves på universiteter og andre

højere

uddannelsesinstitutioner.

Ydelser til godtgørelse af udgifter til

kost og logi og befordring skal ikke medregnes til den skattepligtige

indkomst.

Dette fremgår af ligningslovens § 31, stk. 3, og Ligningsvejledningen 2004

– 1

almindelig del, punkt A.B.1.9.21.

Af ligningslovens § 31, stk. 6, fremgår

det, at udgifter omfattet af ligningslovens § 31, stk. 3, der ikke dækkes af

en

arbejdsgiver m.v., ikke kan fradrages af den skattepligtige medmindre dette

følger af skattelovgivningens almindelige regler.

Heraf følger, at der som udgangspunkt

ikke kan tages fradrag for udgifter til uddannelse, herunder udgifter til

studierejser og kurser, som afholdes som led i en kompetencegivende

uddannelse.

Dette skyldes at udgifter til uddannelse anses for en etableringsudgift.

Udgiften afholdes til etableringen af et indkomstgrundlag og ikke til

erhvervelse af indkomsten.

Hvis der derimod er tale om, at udgifter

afholdt som led i en efteruddannelse vil udgiften være fradragsberettiget.

Det

er en betingelse, at kurset m.v. har den fornødne forbindelse til den

løngivende stilling.

Grænsen mellem videreuddannelse og

efteruddannelse er ikke skarp. Men det er karakteristisk for en

efteruddannelse, at den har til formål at vedligeholde og ajourføre den viden

eller de kvalifikationer, som kræves for at kunne bestride det aktuelle

arbejdsområde.

I modsætning hertil kan en videreuddannelse karakteriseres ved, at den

medfører

en opkvalificering til en anden og eventuelt højere kvalificeret funktion.

Ligningslovens § 31, stk. 6, medfører

altså ikke en udvidet adgang til at tage fradrag, der er således kun adgang

til

fradrag, hvis der er tale om en efteruddannelsesudgift.

Ifølge Ligningsvejledningen benævnes

uddannelser der erhverves på universiteter og andre højere uddannelser som

”lange videregående uddannelser”.

Skatteyder oplyser ligeledes selv, at BA

jur. uddannelsen er en del af det fundament (en grundforståelse) som især den

kommende meget specialiserede undervisning i ex. socialret skal bygge på.

På den baggrund finder ToldSkat at der

er tale om en kompetencegivende universitetsuddannelse som efter de

almindelige

regler ikke giver adgang til fradrag af udgifter til befordring, kost og

logi.”

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

To retsmedlemmer, herunder

retsformanden, bemærker, at efter ligningslovens § 31, stk. 6, kan udgifter,

der ikke dækkes af arbejdsgiveren, ikke fratrækkes, med mindre det følger af

skattelovgivningens almindelige regler. Det betyder efter hidtidig praksis,

at

efteruddannelse - ajourføring og vedligeholdelse af tidligere erhvervet viden

-

kan fradrages, medens ny kompetencegivende uddannelse ikke giver adgang til

fradrag. Disse retsmedlemmer stemmer for at stadfæste den påklagede

ansættelse,

jf. ligningslovens § 31, stk. 6.

Et retsmedlem bemærker, at klagerens

deltagelse i BA. Jur. studiet er sket efter krav fra arbejdsgiveren. Da

klagerens deltagelse i undervisningen således er sket på arbejdsgiverens

foranledning og i dennes interesse, og deltagelsen i undervisningen har været

relateret til klagerens beskæftigelse og ansættelse hos arbejdsgiveren,

stemmer

dette retsmedlem for at anse klageren berettiget til det selvangivne fradrag

for befordring, kost og logi.

Der træffes afgørelse efter

stemmeflertallet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter