Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for befordring og udgifter til kost og logi i forbindelse med studium under åben uddannelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for befordring og
udgifter til kost og logi i forbindelse med studium under åben uddannelse
Klagen
vedrører
Der klages over, at klageren ikke er
anset for berettiget til fradrag for befordring og til fradrag for udgifter
til
kost og logi i forbindelse med studium under åben uddannelse ved X
Universitet.
Landsskatterettens
afgørelse
Skatteankenævnet har ikke godkendt
fradrag for befordring og kost og logi i forbindelse med BA –
jurastudium ved X
Universitet selvangivet med 39.883 kr.
Landsskatteretten stadfæster
skatteankenævnets afgørelse.
Sagens
oplysninger
Klageren har i det pågældende indkomstår
været ansat som faglig konsulent i en fagforening beliggende i Y. Klageren
har
ved indkomstopgørelsen foretaget fradrag for befordring og øvrige
lønmodtagerudgifter, kost og logi, i forbindelse med sit studium som BA. jur.
under åben uddannelse ved X Universitet.
Det selvangivne fradrag på i alt 39.883
kr. har bestået af fradrag for befordring og udgifter til kost og logi.
Klageren har selv afholdt udgifter til befordring, kost og logi.
Klageren har over for de stedlige
skattemyndigheder begrundet fradraget med, at der er tale om efteruddannelse,
Læs alt
da der er tale om samme erhverv med forøgede krav til stillingen. Det er
endvidere oplyst, at en gennemgribende ændring af strukturen og
stillingsindholdet
i fagforeningen har gjort, at det faglige niveau endnu en gang blev forøget
for
klageren, hvilket er begrundelsen for hans uddannelse som BA. jur.
Klageren har en grunduddannelse som
shippingmand med arbejde som speditør. Han har gennemgået en arbejdsretlig
grunduddannelse og har deltaget i en del kurser af personlig og faglig art.
Skatteforvaltningen har vurderet
jurastudiet som en videreuddannelse, idet der er tale om et længerevarende
uddannelsesforløb, der strækker sig over 5 år, hvilket går uden for rammerne
for ajourføring og vedligeholdelse af tidligere erhvervet viden.
Klagerens udgifter til uddannelsen, som
er betalt af arbejdsgiveren, er blevet godkendt af skatteforvaltningen som
skattefri for klageren, da der gives skattefrihed, uanset om der er tale om
videreuddannnelse, jf. ligningslovens § 31, stk. 6. Da uddannelsen som BA.
jur.
er vurderet som videreuddannelse, er klageren nægtet fradrag
Skatteankenævnets
afgørelse
Klageren er ikke anset for berettiget
til at fratrække udgifter til befordring, kost og logi, jf. ligningslovens §
9
C og 9 A med henvisning til ligningslovens § 31, stk. 6, idet jurastudiet på
X Universitet
er anset for at være en videregående uddannelse med den følge, at
uddannelsesstedet ikke betragtes som en arbejdsplads.
Klageren har i klagen til
Landsskatteretten anført, at uddannelsen til BA. jur. kun er en 3 – årig
uddannelse under åben uddannelse på X Universitet, hvor overbygningen til
cand.
jur. ikke var mulig på tidspunktet for uddannelsens påbegyndelse.
Klageren har endvidere henvist til, at
uddannelsen er at betragte som en efteruddannelse med henvisning til lov nr.
88
af 17. november 1999 omhandlende ligningslovens § 31. Loven blev gennemført
bl.a. på baggrund af, at danskernes uddannelse skal betragtes som et
væsentligt
aktiv for Danmark.
Hertil bemærkes:
BA jur. er stadig en videregående
universitetsuddannelse med henvisning til mulighed for at tage overbygningen
til cand. jur. efterfølgende. Herudover er BA. jur. i sig selv en
kompetencegivende uddannelse, hvilket klageren har defineret i sin tidligere
arbejdsbeskrivelse
indeholdende arbejdsgiverens efterfølgende forventninger.
Det bemærkes under henvisning til
skatteankenævnets sagsfremstilling, at sagen er behandlet efter
ligningslovens
§ 9 og § 9 A, jf. ligningslovens § 31, stk. 6, idet klagerens arbejdsgiver
ikke
har refunderet udgifter til kost, logi og befordring.
Skatteankenævnet har udelukkende henvist
til ligningslovens § 31 vedrørende definitionen af efteruddannelse og
videreuddannelse i forbindelse med vurderingen af fradragsretten.
Klagerens
påstand og argumenter
Sagen drejer sig om, hvorvidt en åben
uddannelse skal anses for at være efteruddannelse eller videreuddannelse i
forhold til ligningsloven.
Den 4. november 1999 fremsatte den
daværende skatteminister et ændringsforslag til ligningsloven, efter at
statsministeren i sin nytårstale havde slået til lyd for, at danskerne
uddannede sig, idet en veluddannet arbejdsstyrke var et væsentligt aktiv for
Danmark i konkurrencen med udlandet. Lovforslaget blev fremsat med bl.a.
ændringer i ligningslovens § 31. Efterfølgende er der stillet spørgsmål om
sondringen mellem efter- og videreuddannelse. Landsskatteretten har i en
række
afgørelser taget stilling til fortolkning af spørgsmålet.
Det må herefter fastslås, at
retsstillingen omkring efter- og videreuddannelse er som følger: Regeringen
ønsker at fremme uddannelse generelt, herunder især præmiere de medarbejdere,
som bliver på arbejdsmarkedet. De omkostninger, man skal afholde for at få en
indkomst, skal man kunne dække, således at man sikrer videreudvikling af
medarbejdernes kompetence samt muligheder for efteruddannelse. Arbejdsgiveren
kan skattefrit for lønmodtageren dække alle almindelige omkostninger til
efter-
og videreuddannelse, og de omkostninger, som ikke dækkes, kan, hvad angår
efteruddannelse, opføres som fradrag på lønmodtagerens selvangivelse. Derimod
kan lønmodtageren ikke opføre fradrag for udgifter til videreuddannelse på
sin
selvangivelse.
Når efteruddannelse skal defineres, skal
der foretages en individuel vurdering af hver enkelt sag, men der lægges vægt
på følgende momenter:
At emnerne på uddannelsen harmonerer med
det i øvrigt erhvervede uddannelsesniveau og ikke går væsentligt videre end
dette. Altså en ajourføring og vedligeholdelse af tidligere erhvervet viden.
Uddannelsen i sig selv må således ikke være kompetencegivende.
At uddannelsen anbefales af
lønmodtagerens organisation.
At uddannelsen tages efter aftale med
arbejdsgiveren på dennes foranledning og/eller i dennes tjeneste.
At uddannelsen har en konkret og direkte
tilknytning til indkomsterhvervelsen.
At der er en tæt arbejdsmæssig
tilknytning til virksomheden i den periode, uddannelsen varer.
At der udbetales løn i
uddannelsesperioden, og at lønmodtageren i øvrigt bevarer sine rettigheder i
ansættelsen, herunder optjent anciennitet og pension.
At arbejdsgiverens uddannelsesmidler er
begrænsede.
Skatteankenævnets afgørelse indeholder
to fejl, som er afgørende for den negative afgørelse. Dels indeholder
afgørelsen ikke denne grundige individuelle sondering af, om kriterierne for
efteruddannelse er opfyldt, og dels sker der en meget uheldig sammenblanding
af
jurastudiets grunduddannelse BA. Jur. på 3 år – som der er tale om i
denne sag
– og jurastudiets efterfølgende overbygning cand. jur. på i alt 5 år.
Det fastslås hermed, at der i nærværende
sag ikke er tale om en 5 – årig cand. jur. uddannelse. Dels er det ikke
indeholdt i aftalen mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren, som ligger til
grund for hele sagen, og dels er er det ikke muligt at gennemføre en 5 –
årig
cand. jur. uddannelse under åben uddannelse på X Universitet. Overbygningen
udbydes ikke under åben uddannelse.
Skatteankenævnet jonglerer i
sagsfremstillingen frem og tilbage mellem ”juristuddannelsen”,
”uddannelse til
jurist”, ”uddannelsesforløb, der strækker sig over 5 år”,
”uddannelse til
jurist”, ”længerevarende jurastudie (3 år med efterfølgende
overbygning)” og
i
samme afsnit ”jurauddannelse giver
ikke kompetence til at søge andre jobs”. Da der ikke er tale om en 5
– årig
videregående uddannelse, som konkret ikke udbydes under åben uddannelse, men
om
en 3 – årig uddannelse, er der en konkret og afgørende fejl i
skatteankenævnets
afgørelsesgrundlag, som Landsskatteretten må korrigere.
Hvad angår den individuelle sondring af,
hvorvidt kriterierne for efteruddannelse er opfyldt, starter skatteankenævnet
i
afgørelsen med at fastslå, at ”jurastudiet på X Universitet må anses for
at
være en videregående uddannelse”. Igen den konkrete fejlforståelse af
sagens
indhold med hensyn til studiet, men også en videreførsel af
skatteforvaltningens konklusion, at når der er tale om en
universitetsuddannelse, kan der ikke være tale om efteruddannelse. I
sagsfremstillingen skriver skatteankenævnet, at ”Afgrænsningen mellem
efteruddannelse og videreuddannelse må således ske ved, at det enkelte
kursustilbud sammenholdes med den ansattes arbejdsfunktion og
uddannelse”. Det
kan der kun herske enighed om, men et begrundet skøn fremgår ikke andetsteds
af
afgørelsen. I sagsfremstillingen, udtales det blot, ”at efter
skatteforvaltningens opfattelse er der ikke tale om en efteruddannelse”.
Nærmest kommer man i sagsfremstillingen med ”Det vurderes, at de faglige
juridiske kurser, som klageren har gennemgået, ikke har den tilsvarende
dybde,
som et længerevarende jurastudium (3 år med efterfølgende overbygning). Altså
1
½ linie med indbygget fejlopfattelse af sagens genstand. Næste afsnit kan
kort
omskrives til ”når man anser det nødvendigt at uddanne sig på
jurastudiet i den
eksisterende stilling, er der tale om en videregående uddannelse”.
Endelig kan det undre, at
skatteankenævnet under punktet lovregler og praksis kun har medtaget 2
”negative” afgørelser. TfS.1997.8 er medtaget, men derimod ikke
SKM2002.234
LSR, som kom til det modsatte resultat, idet den tilsidesatte TfS.1997.8.
Derudover er en 9 år gammel afgørelse medtaget, TfS.1993.286 – altså
inden
regeringens ændring af uddannelsespolitikken på området og den efterfølgende
ændring af ligningsloven.
Sagsfremstillingen og dokumentationen
kan tyde på, at skatteankenævnet på forhånd har besluttet, hvilken
konklusion,
man ønsker at nå i sagen, for derefter at argumentere ud fra dette
standpunkt.
Er det tilfældet, har man sat skøn under regel.
Stillingens indhold som faglig konsulent
i en tværfaglig fagforening indebærer løsning af og rådgivning om juridiske
spørgsmål. Derudover indeholdt stillingen på aftaletidspunktet en ordning,
hvor
komplicerede sager fra hele regionen om erstatning i kontrakt, komplicerede
sager om erstatning uden for kontrakt (f. eks. arbejdsskade og
erstatningssager) samt straffesager blev løst af klageren, som også fungerede
som coach/specialist på disse områder for de i alt 11 faglige kolleger
fordelt
på 5 afdelinger. Dette skyldtes netop det uddannelsesmæssige niveau på
aftaletidspunktet.
Den grunduddannelse samt den
videreuddannelse, fagforeningen havde givet, svarede til det
uddannelsesniveau,
som en advokatfuldmægtig har, hvilket bestyrkes af, at modparten i faglige
sager oftest er arbejdsgiverorganisationer eller advokatfuldmægtige. Var
uddannelsesniveauet og kompetenceniveauet ikke tilsvarende, havde
ancienniteten
næppe været 7 år på nuværende tidspunkt og 5 år på ligningstidspunktet for
denne sag. Det er således ikke korrekt, når skatteankenævnet, har anført, at
uddannelsesniveauet ikke svarede til en juridisk grunduddannelse.
Uddannelsesniveauet i eksempelvis konkursret behandles ikke på jurastudiets
grunduddannelse, men derimod på overbygningen. Det til trods er netop
konkursret et væsentligt arbejdsområde i stillingen. Der kan nævnes mange
andre
lignende eksempler, og der henvises til det vedlagte CV for klageren. Der er
altså tale om en fejlopfattelse, når skatteankenævnet opfører den forudgående
uddannelse som en grunduddannelse med en række kurser. Der er tale om en
grunduddannelse samt en egentlig videreuddannelse indenfor fagforeningen,
inden
efteruddannelsen blev påbegyndt. Det må derfor fastslås, at uddannelsen
ligger
indenfor rammerne af efteruddannelse, og at efteruddannelsen har en konkret
og
direkte tilknytning til indkomsterhvervelsen.
Det fremgår af klagerens CV, at han i
perioden september 1995 til januar 1996 har gennemgået en arbejdsretlig
grunduddannelse.
Det antydes af skatteankenævnet i
sagsfremstillingen, at BA. jur. uddannelse vil kunne føre til en højere
stilling end den nuværende med ”blot” en BA. jur. Der ansættes i
det hele meget
få BA. jur. i stillinger i Danmark, og ingen i lønmodtagerorganisationer,
arbejdsorganisationer, advokatkontorer m.v., hvilket afkræfter formodningen
for
videreuddannelse.
Skatteankenævnet har konstateret, at der
foreligger en aftale om betalt uddannelse mellem arbejdsgiver og lønmodtager.
Skrivelsen er ganske kort, men forholdene er, at aftalen kom i stand i
forbindelse med en række medarbejderudviklingsaftaler, hvor undervisningen
under Åben Uddannelse blot var et af flere uddannelsestiltag. Formålet var
efteruddannelse af bl.a. områderne erstatning i kontrakt samt erstatning
udenfor kontrakt (jurastudiets 1. og 3. år) samt bl.a. strafferet,
straffeproces og tingsret (jurastudiets 2. og 3. år) samt bl.a. strafferet,
straffeproces og tingsret (jurastudiets 2. og 3. år). Arbejdsgiver og faglig
organisation er sammenfaldende i dette tilfælde, men begge anbefalede
efteruddannelsen. Uddannelsen er således sket efter aftale med arbejdsgiveren
og i dennes tjeneste.
Klagerens arbejdsgiver har i en
erklæring af 2. oktober 2001 bekræftet, at arbejdsgiveren betaler uddannelsen
for klageren, da denne er at betragte som relevant efteruddannelse i
forbindelse med jobbet.
Afdelingen skulle selv afholde
udgifterne til uddannelsen inden for det eksisterende budget. Da midlerne var
begrænsede, blev aftalen, at firmaet betalte bøger, kursusafgift m.v., men
ikke
transport, kost og logi. Arbejdstiden blev ligeledes ændret, således at
arbejdstiderne (fikstid og flekstid) passede med uddannelsen og med
transporten
til og fra uddannelsen. Skatteankenævnet ses ikke at have lagt vægt på disse
forhold og har ej heller lagt vægt på, at skatteministeren har udtalt, at
”i
praksis har den omstændighed, at udgiften er afholdt på arbejdsgiverens
foranledning og i dennes interesse – fordi uddannelsen har relation til
virksomhedens arbejdsområde, imidlertid trukket i retning af
efteruddannelse”.
Uddannelsesmidlerne var altså begrænsede, og arbejdet blev lagt til rette,
således at uddannelsen kunne gennemføres.
Uddannelsen startede i sommeren 1999 og
har samtidig været beskæftigelse på fuld tid, dog således at arbejdstiden
blev
tilrettelagt sådan at studiet kunne gennemføres. Der har altså siden
uddannelsens start været en tæt arbejdsmæssig tilknytning til virksomheden,
ligesom der i hele uddannelsesperioden er udbetalt løn. Ligeledes bevares
anciennitet, pension m.v. i den nuværende uddannelsesorlovsperiode.
Uddannelsen påbegyndtes i sommeren 1999,
men på grund af uvidenhed omkring reglerne er der ikke foretaget fradrag for
tilsvarende udgifter til transport, kost og logi for indkomståret 1999.
Skatteforvaltningen er i forbindelse med den foreliggende sag blevet bekendt
med dette, dog uden at det har ført til vejledning om at indsende anmodning
om
refusion af udgifterne. Skatteankenævnet anmodes om at tage stilling til, om
disse udgifter kan refunderes i forbindelse med den foreliggende sag. Beløbet
udgør ca. 18.000 kr.
Klageren har foretaget fradrag på
selvangivelsen for indkomståret 2001 for tilsvarende
efteruddannelsesudgifter.
Den omhandlede uddannelse falder efter
en konkret og individuel vurdering indenfor området af efteruddannelse af de
anførte grunde.
Det er korrekt som antaget af
skatteankenævnet, at BA. jur. er en videregående universitetsuddannelse, men
der er tale om en baglæns konklusion fra skatteankenævnets side. Argumentet
fra
skatteankenævnets side har kun betydning, hvis man forudsætter, at der på
aftaletidspunktet (eller eventuelt i løbet af gennemførelsesåret 2000) var en
aftale om at gennemføre en videregående uddannelse. Skatteankenævnet har i
sin
argumentation forsøgt at fremføre dette, men det er en udokumenteret påstand.
Der har ikke på noget tidspunkt været nogen aftale mellem arbejdsgiveren og
klageren om at gennemføre BA. jur. Der er således tale om en
”bagslutning” fra
skatteankenævnets side og ikke en forudsætning eller et faktum.
Derimod er det et faktum, som er
dokumenteret af klageren, at der forelå en beslutning mellem arbejdsgiveren
og
klageren taget i forbindelse med medarbejderudviklingssamtaler om en række
efteruddannelsestiltag i 2000, hvoriblandt 2 enkeltfag under åben uddannelse
på
X Universitet indgik i ”den samlede efteruddannelsespakke”. Det er
korrekt, at
BA jur. giver mulighed for at læse overbygningen til cand. jur., men igen
savner argumentet mening i denne sammenhæng. Det forudsætter, at der forelå
en
beslutning eller en intention om at gennemføre BA. jur., hvilket ikke var
tilfældet.
Skatteankenævnet har endvidere anført,
at BA. jur. i sig selv er en kompetencegivende uddannelse. Det er formelt
rigtigt, men reelt forkert. Hvis der ses bort fra det faktuelle indhold i
sagen
– at hvis der ikke forelå nogen aftale, forudsætning, intention eller
lignende
om at gennemføre en uddannelsen BA. jur. – er det generelt set et
faktum, at
BA. jur. ikke er kompetencegivende til et job i den juridiske verden i
Danmark.
Dette vil kunne bekræftes af de faglige organisationer, som organiserer
området.
I den konkrete sag er det ligeledes et
faktum, at efteruddannelsen ikke var kompetencegivende til en
”bedre” stilling,
men udelukkende blev gennemført med henblik på, at klageren skulle
kvalificere
sig til at møde de udfordringer, som hans stilling medførte og vil medføre i
fremtiden.
Skatteankenævnet har anført, at man
udelukkende har henvist til ligningsloven i forbindelse meddefinitionen af
efteruddannelse og videreuddannelse. Modsætningsvis må det betyde, at
skatteankenævnet ikke har benyttet sig af den afgørelsespraksis, der er på
området i sin vurdering af sagen. Loven i sig selv indeholder ikke mange
retningslinier for definitionen, hvilket også bekræftes af de mange spørgsmål
fra folketinget til ministeren om netop definitionerne. Disse fastlægges
således gennem afgørelserne (praksis). En del af disse afgørelser er netop
truffet af Landsskatteretten.
Told-
og Skattestyrelsens bemærkninger
ToldSkat har under sagens behandling i
Landsskatteretten bl.a. anført følgende:
”ToldSkat skal bemærke, at beløb, som en
arbejdsgiver betaler for de ansattes skolegang, og værdien af lærebøger, som
arbejdsgiveren køber og stiller til rådighed for ansatte under uddannelsen
ikke
beskattes, jf. ligningslovens § 31. Skattefriheden omfatter en række andre
ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelse og kurser, når
ydelserne modtages fra en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold eller
som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.
Skattefriheden omfatter blandt andet
lange videregående uddannelser, der erhverves på universiteter og andre
højere
uddannelsesinstitutioner.
Ydelser til godtgørelse af udgifter til
kost og logi og befordring skal ikke medregnes til den skattepligtige
indkomst.
Dette fremgår af ligningslovens § 31, stk. 3, og Ligningsvejledningen 2004
– 1
almindelig del, punkt A.B.1.9.21.
Af ligningslovens § 31, stk. 6, fremgår
det, at udgifter omfattet af ligningslovens § 31, stk. 3, der ikke dækkes af
en
arbejdsgiver m.v., ikke kan fradrages af den skattepligtige medmindre dette
følger af skattelovgivningens almindelige regler.
Heraf følger, at der som udgangspunkt
ikke kan tages fradrag for udgifter til uddannelse, herunder udgifter til
studierejser og kurser, som afholdes som led i en kompetencegivende
uddannelse.
Dette skyldes at udgifter til uddannelse anses for en etableringsudgift.
Udgiften afholdes til etableringen af et indkomstgrundlag og ikke til
erhvervelse af indkomsten.
Hvis der derimod er tale om, at udgifter
afholdt som led i en efteruddannelse vil udgiften være fradragsberettiget.
Det
er en betingelse, at kurset m.v. har den fornødne forbindelse til den
løngivende stilling.
Grænsen mellem videreuddannelse og
efteruddannelse er ikke skarp. Men det er karakteristisk for en
efteruddannelse, at den har til formål at vedligeholde og ajourføre den viden
eller de kvalifikationer, som kræves for at kunne bestride det aktuelle
arbejdsområde.
I modsætning hertil kan en videreuddannelse karakteriseres ved, at den
medfører
en opkvalificering til en anden og eventuelt højere kvalificeret funktion.
Ligningslovens § 31, stk. 6, medfører
altså ikke en udvidet adgang til at tage fradrag, der er således kun adgang
til
fradrag, hvis der er tale om en efteruddannelsesudgift.
Ifølge Ligningsvejledningen benævnes
uddannelser der erhverves på universiteter og andre højere uddannelser som
”lange videregående uddannelser”.
Skatteyder oplyser ligeledes selv, at BA
jur. uddannelsen er en del af det fundament (en grundforståelse) som især den
kommende meget specialiserede undervisning i ex. socialret skal bygge på.
På den baggrund finder ToldSkat at der
er tale om en kompetencegivende universitetsuddannelse som efter de
almindelige
regler ikke giver adgang til fradrag af udgifter til befordring, kost og
logi.”
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
To retsmedlemmer, herunder
retsformanden, bemærker, at efter ligningslovens § 31, stk. 6, kan udgifter,
der ikke dækkes af arbejdsgiveren, ikke fratrækkes, med mindre det følger af
skattelovgivningens almindelige regler. Det betyder efter hidtidig praksis,
at
efteruddannelse - ajourføring og vedligeholdelse af tidligere erhvervet viden
-
kan fradrages, medens ny kompetencegivende uddannelse ikke giver adgang til
fradrag. Disse retsmedlemmer stemmer for at stadfæste den påklagede
ansættelse,
jf. ligningslovens § 31, stk. 6.
Et retsmedlem bemærker, at klagerens
deltagelse i BA. Jur. studiet er sket efter krav fra arbejdsgiveren. Da
klagerens deltagelse i undervisningen således er sket på arbejdsgiverens
foranledning og i dennes interesse, og deltagelsen i undervisningen har været
relateret til klagerens beskæftigelse og ansættelse hos arbejdsgiveren,
stemmer
dette retsmedlem for at anse klageren berettiget til det selvangivne fradrag
for befordring, kost og logi.
Der træffes afgørelse efter
stemmeflertallet.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Beskatning af befordringsgodtgørelse Landsskatteretten · 27. september 2012
- Rejsegodtgørelse udbetalt som skattefri er anset for skattepligtig A-indkomst Landsskatteretten · 20. september 2011
- Udbetalt befordringsgodtgørelse er anset for skattepligtig Landsskatteretten · 22. maj 2012
- Klageren er anset for skattepligtig af rejsegodtgørelse udbetalt som skattefri Landsskatteretten · 19. maj 2010
- Udbetalt rejsegodtgørelse er anset for udbetaling af løn til selskabets hovedanpartshaver og de ansatte chauffører Landsskatteretten · 16. december 2010
- Udbetalt rejsegodtgørelse er anset for skattepligtig indkomst Landsskatteretten · 16. januar 2012
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse vedr. Kontraktansat ved Forsvaret civiluddannelse til bygningskonstruktør - differencefradrag Retsinformation · 4. april 2007
- Landsskatteretskendelse vedr. rejse- og opholdsudgifter - brobizz - arbejdssted i Danmark og Sverige - kost og logi Retsinformation · 23. oktober 2006
- Landsskatteretskendelse vedr. rejseudgifter for person, der havde ca. 90 km mellem bopæl og arbejdsplads Retsinformation · 20. april 2005
- Landsskatteretskendelse vedr. rejseudgifter for ansat ved Metroprojekt Retsinformation · 7. juni 2005
- Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for rejseudgifter og kost og logi-godtgørelse under turnusophold – bindende svar Retsinformation · 12. januar 2010
- Landsskatteretskendelse af 23. september 2003 vedr. befordringsudgifter for udstationeret i Bosnien Retsinformation · 16. februar 2004