Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. aktielåneaftaler

KEN nr 9145 af 19/12/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet22. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. aktielåneaftaler

Klagen vedrører Ligningsrådets bindende forhåndsbesked for

så vidt angår besvarelsen af spørgsmålene A og C.

Spørgsmålene til

Ligningsrådet var følgende:

Spørgsmål 1 (ikke

påklaget)

Kan det bekræftes, at der er tale om lån og ikke

realisation, hvis parterne i en aftale om lån af aktier vælger at benytte de

internationalt anerkendte rammeaftaler Morgan Stanley & Co. International

Limited – Overseas Securities Lender’s Agreement eller Overseas

Securities

Lenders Association – Global Master Securities Lending Agreement, under

forudsætning af, at låneaftalen omfatter børsnoterede aktier og låneperiodens

varighed er fastlagt efter individuel aftale.

Spørgsmål 2 (ikke

påklaget)

Kan det bekræftes, at et udlån af udenlandske børsnoterede

aktier vil betragtes som et udlån og ikke en afståelse af aktier, såfremt

aftalen indgås på vilkår svarende til ”Standardvilkårene” godkendt

af

Ligningsrådet ved TfS 1999.408 og andre aftaler godkendt af Ligningsrådet.

Ved

udenlandske børsnoterede aktier skal i denne forbindelse forstås aktier

noterede på markeder, der opfylder FIBV’s markedsvilkår.

Spørgsmål A

Kan det bekræftes, at avanceopgørelsen for låntager, ved

videresalg af de lånte aktier, foretages efter aktieavancebeskatningsloven og

som én forretning i henhold til afgørelserne vedrørende baisseforretninger

(Meddelelser fra Landsskatteretten 1966, nr. 13 samt TfS 1989, nr. 471).

Læs alt

Spørgsmål B (ikke

påklaget)

Kan det bekræftes, at vederlaget herunder kompensation for

udbytte til långiver er en fradragsberettiget driftsomkostning for

næringsdrivende med aktier.

Spørgsmål C

Kan det bekræftes, at andre låntagere har fradragsret for

vederlag herunder kompensation for udbytte til långiver efter følgende

retningslinier:

Låntager har videresolgt aktierne og modtager derfor

ikke udbytte, men skal på trods heraf kompensere långiver udbyttet:

Vederlaget

inklusive kompensation for udbytte betragtes hos låntager som en omkostning

og

kan fratrækkes i låntagers avanceopgørelse ved aktiesalget.

Låntager har ikke videresolgt aktierne har ikke

modtaget udbytte:

Udgifter til

vederlag kan ikke fratrækkes.

Låntager har ikke videresolgt aktierne, men modtaget

udbytte:

Låntager kompenserer långiver

udbyttet. Det kompenserede udbytte er en nødvendig omkostning ved erhvervelse

af udbytte hos låntager, og kan derfor modregnes i det udbytte, som låntager

modtager.

Ligningsrådet

besvarede spørgsmålene således:

Ad spørgsmål 1

Ja .....

Ad spørgsmål 2

Ja ......

Ad spørgsmål A

Nej, låntager skal beregne sin avance efter

statsskattelovens § 4 fra salg til genkøb. Dette gælder såvel for låntager,

som

har aktielån som hel eller delvis levevej, som for låntagere, der ikke har

det.

Ad spørgsmål B

Der vil være en formodning for dette.

Ad spørgsmål C

Nej ....

Sagen drejer sig om den skattemæssige behandling af

aktielån, forstået som standardiserede aftaler om lån af børsnoterede aktier,

hvor låntager mod et vederlag og eventuelt i forbindelse med

sikkerhedsstillelse

modtager en given post aktier, som låntager herefter kan råde over ved f.eks.

salg. Ved aftalens udløb skal aktierne tilbageleveres til långiver, eventuelt

efter genkøb.

Det er oplyst, at klageren efter introduktionen af

aktielånsordninger i maj 1999 ikke konstaterede den forventede låneaktivitet,

hvilket skyldes, at kun aktier, der er noterede på Københavns Fondsbørs, er

omfattet af standardvilkårene i den udformning, som blev godkendt af

Ligningsrådet ved TfS 1999.408 (herefter standardvilkårene).

Et af formålene med de formaliserede låneordninger har været

at gøre afviklingen af indgåede handler mere smidig. Danmark har normalt en

velfungerende clearing og afvikling, men der er opstået flere

afviklingsproblemer i takt med, at antallet af udenlandske aktører på det

danske marked er vokset. Det er klagerens erfaring, at udenlandske aktører

har

vanskeligheder ved at levere aktier til tiden. En årsag hertil er bl.a., at

de

udenlandske modparter er vant til, at der eksisterer en velfungerende

låneordning, som de kan benytte, hvis de ikke umiddelbart kan skaffe aktierne

i

markedet.

Samtidig er det konstateret, at de udenlandske modparter

foretrækker internationalt anerkendte rammeaftaler, når de indgår

låneforretninger. Dette kan f.eks. være Morgan Stanley & Co.

International Limited – Overseas

Securities Lender’s Agreement (herefter benævnt OSLA) eller Overseas

Securities

Lenders Association – Global Master Securities Lending Agreement

(herefter

benævnt ISLA).

Generelt kan bemærkes om de to aftaler, at de i

overensstemmelse med engelsk aftaleretlig tradition er meget detaljerede, og

at

de omfatter flere typer af værdipapirer. Klagerens anmodning om bindende

forhåndsbesked omfatter alene aftaler om udlån af børsnoterede aktier. OSLA

har

altid Morgan Stanley & Co. International Limited som den ene part i

aktieudlånet, mens ISLA er en rammeaftale, der kan indgås mellem vilkårlige

parter.

Der er ikke i de to aftaler indarbejdet en maksimal løbetid,

men begge parter kan opsige aftalen med 15 dages varsel. Standardvilkårenes

pkt. 7 indeholder en maksimal løbetid på 6 måneder. Klagerens forespørgsel

vedrører alene aftaler, hvor der er fastsat en endelig udløbstermin, således

at

parterne individuelt i den konkrete aftale har fastsat udløbsterminen for

aftalen.

Det fremgår af henholdsvis OSLA pkt. 1 c og pkt. 4 B og ISLA

pkt. 4.2, at ejendomsretten over aktierne overgår til låntager i forbindelse

med udlånet, idet de fulde økonomiske og forvaltningsmæssige rettigheder

overgår til låntager, herunder retten til at låntager kan afstå eller

genudlåne

aktierne til tredjemand efter overdragelsen af aktieposten. Ejendomsrettens

overgang registreres i de relevante ejerregistre. Af OSLA aftalens pkt. 4 B

fremgår dog, at låntager, før denne benytter sig af sine forvaltningsmæssige

rettigheder, skal spørge långiver, hvordan denne ville have udøvet

rettigheden

og handle i overensstemmelse hermed. Långiver har samme forpligtelse for så

vidt angår de rettigheder, der udspringer af værdipapirer, som er stillet til

sikkerhed for det primære aktielån. Begge forpligtelser er under forudsætning

af, at det rent faktisk er en af parterne i låneaftalen, der er i besiddelse

af

papirerne på tidspunktet for rettighedens udøvelse.

Ved de tre forskellige standardaftaler skal der betales et

vederlag fra låntager til långiver for udlånet af aktierne. I OSLA og ISLA

aftalerne benævnes dette vederlag ”rates” og beregnes som en aftalt

procentsats

af den daglige markedskurs på de udlånte aktier. Vederlaget påløber derfor

som

hovedregel dagligt med månedlig afregning til långiver, jf. OSLA pkt. 5 og

ISLA

pkt. 7. Ifølge ISLA skal der endvidere beregnes en rente af det kontantbeløb,

som låntager – hvis dette er aftalt – har overført til långiver til

sikkerhed

for aftalen. Skyldigt vederlag for lånet kan modregnes i renten på

sikkerhedsstillelsen. Ifølge standardvilkårene beregnes vederlaget på

baggrund

af den aftalte løbetid og aktiernes kursværdi og forfalder ved lånetidens

udløb, jf. standardvilkårenes pkt. 11.

For så vidt angår udbytte, der udbetales til de udlånte

aktier i udlånsperioden, bestemmer standardvilkårenes pkt. 8. 1, at udbyttet

skal tilfalde låntager, hvis det forfalder i lånets løbetid, dog skal

udbyttet

afregnes til långiver, uanset om låntager på forfaldstidspunktet er i

besiddelse af aktierne eller har videresolgt disse. Der tages ikke stilling

til

”frugter” af en eventuel sikkerhedsstillelse.

Ifølge OSLA

pkt. 4 B

i skal låntager afregne indkomster fra de udlånte værdipapirer til långiver,

såfremt en sådan indkomst forfalder i lånets løbetid. Af pkt. 5 B

kan det udledes, at eventuelle indtægter af

sikkerhedsstillelsen, som måtte modtages af långiver, fordi vedkommende er i

besiddelse af aktivet, skal overføres til låntager. Tilsvarende forpligtes

både

låntager og långiver efter ISLA pkt. 4 til at afregne indkomst, der forfalder

af henholdsvis udlånte aktier og kontante beløb eller værdipapirer, der er

stillet til sikkerhed for de lånte aktier.

Efter alle tre aftaler overgår retten til at modtage udbytte

fra de udlånte aktier til låntager, men samtidig har låntager en forpligtelse

til at udbetale et tilsvarende beløb til långiver, uanset om låntager rent

faktisk er i besiddelse af aktierne og dermed modtager udbyttebeløbet.

Efter standardvilkårene kan långiver forlange, at låntager

stiller sikkerhed for tilbagelevering af aktier og for de øvrige

forpligtelser,

idet det i øvrigt overlades til parterne at aftale størrelsen og karakteren

af

denne sikkerhed. Efter OSLA pkt. 6 A skal sikkerhedsstillelse ske ved en

overførsel

af enten kontanter eller værdipapirer til långiver, der opnår samme

rettigheder

over sikkerhedsstillelsen, som låntager opnår over de udlånte aktier. Beløbet

skal løbende reguleres efter værdien af de udlånte aktier, jf. pkt. 6 H.

Ifølge

ISLA pkt. 5 stilles sikkerhed ved overførsel af kontantbeløb eller

værdipapirer

til långiver, idet låntager ved overførslen kan overdrage den fulde

ejendomsret

til det aktiv, der stilles til sikkerhed for aftalen, til långiver.

Når den aftalte låneperiode er udløbet og låntager ikke som

aftalt leverer de lånte papirer tilbage, kan långiver i henhold til de danske

standardvilkårs pkt. 13.2, umiddelbart foretage dækningskøb, hvorefter

långivers krav mod låntager skifter til at være en pengefordring. I samme

situation giver OSLA pkt. 7 C og D långiver valget mellem at forlænge lånet

eller at foretage dækningskøb. Dækningskøb kan dog først foretages, når

låntager har fået meddelelse om, at långiver vil foretage et sådant på hans

regning. Ifølge ISLA pkt. 9.1 og 2 kan begge parter foretage dækningskøb af

de

værdipapirer, der ikke aftalemæssigt leveres tilbage til parten.

Spørgsmål A:

Ligningsrådet er af den opfattelse, at låntager skal beregne

avancen fra salg til genkøb efter statsskattelovens § 4 f, og at dette gælder

såvel for låntagere, som har aktielån som hel eller delvis levevej, som for

låntagere, der ikke har det. Dette indebærer, at låntagere, der er

næringsdrivende skal medregne gevinster og har fradrag for tab, medens øvrige

låntagere skal medregne gevinster og ikke har fradrag for tab.

Det er til støtte herfor bl.a. anført, at formueændringer,

der skyldes værdistigninger eller fald på skatteyderens ejendele, som

udgangspunkt er indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. statsskattelovens § 5 a.

Al lovgivning, der gør avance eller tab på aktiver i skatteyderens besiddelse

skattepligtig eller fradragsberettiget er derfor undtagelser til denne

hovedregel. Dette principielle udgangspunkt er dog – som skatteretten

har

udviklet sig – mere teoretisk end praktisk. Avancebeskatningen er

således i sin

natur beskatning af værdistigninger på ejendele, der opstår i den tid,

skatteyderen har disse i sin besiddelse. Når avancebeskatningen har dette

indhold, kan man derfor ikke tale om gevinst eller tab ved ikke at eje et

aktiv. Der er i så fald ikke tale om en værdiændring af skatteyderens formue,

men derimod om værdiændring på andre personers ejendele. Også

aktieavancebeskatningsloven er baseret på beskatning af værdistigninger og

fald

på aktier i besiddelsestiden. Dette fremgår af såvel ordvalg og systematik i

den gældende lov, som af forarbejderne til både den første vedtagne

aktieavancebeskatningslov som også de forudgående bestemmelser i lov om

særlig

indkomstskat af 11.6.1960. Aktieavancebeskatningsloven anvendes ikke

nødvendigvis,

når blot der er tale om en gevinst eller et tab, der følger af 2

modsatrettede

aktiehandler. Der skal være tale om en avance eller et tab, der fremkommer

ved,

at aktierne i ejerens besiddelsestid mellem en erhvervelse og en afståelse

har

været udsat for kursstigning eller kursfald. Der er uden tvivl ikke i

forbindelse med udarbejdelse af reglerne om beskatning af aktieavancer tænkt

på

en situation som den foreliggende, men loven er udarbejdet med traditionelle

haussegevinster for øje. Ikke desto mindre er det Ligningsrådets opfattelse,

at

lovens ordlyd og systematik er bygget op på en sådan måde, at loven ikke

hjemler, at gevinst fra salg til genkøb beskattes direkte. Låntager i en

aktielånsordning kan derfor ikke opgøre sin avance efter reglerne i

aktieavancebeskatningsloven.

Ligningsrådet har med samme begrundelse afvist at

statsskattelovens § 5 a kan anses at indeholde hjemmel til beskatning,

såfremt

aktieavancebeskatningsloven ikke kan anses at finde anvendelse. Også denne

bestemmelse forudsætter en avance i den periode, hvor det pågældende aktiv er

ejet af den skattepligtige.

Ligningsrådet er derimod af den opfattelse, at den genvist

eller det tab, der opstår, når lånte aktier sælges og tilbagekøbes, skal

beskattes efter reglerne i statsskatteloven i lighed med tidligere praksis

for

beskatning af finansielle instrumenter. Dette medfører, at skattepligtige,

der

har det som hel eller delvis led i deres næringsvej at lån aktier med

baisseforretninger for øje, beskattes af gevinst og har fradrag for tab efter

statsskattelovens § 4 a. For øvrige skattepligtige gælder, at det er

skattepligtige af gevinster efter statsskattelovens § 4 f, jf. TfS 1998.625

H.

Selvom en skatteyder måtte været lagerbeskattet af visse aktier omfattede af

aktieavancebeskatningsloven, skal en opgørelse af gevinst og tab efter

statsskatteloven først ske, når forretningen er afsluttet. På dette tidspunkt

kan det afgøres, om aftalen er gennemført efter sit indhold eller

misligholdt.

Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at den bindende

forhåndsbesked ændres, principalt således at beskatning af gevinst og tab ved

låntagers videresalg og genkøb af lånte aktier (låntagers baisseforretning)

skal ske efter aktieavancebeskatningslovens regler. Hvis Landsskatteretten

tiltræder Ligningsrådets opfattelse, at der ikke er hjemmel til at beskatte

gevinst og tab ved låntagers videresalg og genkøb af de lånte aktier efter

aktiebeskatningslovens regler har hun subsidiært gjort gældende, at

beskatning

skal ske efter reglerne i statsskattelovens § 5 a, herunder reglerne for

ikke-næringsdrivende om spekulation.

Hun har til støtte for den principale påstand bl.a. anført,

at der er hjemmel i aktieavancebeskatningslovens § 4 til beskatning af

låntageres gevinst og tab ved salg og genkøb af de lånte aktier, og at det

vil

være besynderligt, hvis køb og salg af aktier som led i et aktielån skulle

behandles som ”lotterispil samt andet spil og væddemål”, jf.

statsskatteloven §

4 f. Når salg og genkøb af aktier som led i aktielån skal indpasses i

lovgivningen,

er det mest nærliggende at beskatte efter aktieavancebeskatningsloven, enten

direkte eller ved analog eller parallel anvendelse af loven, der udtømmende

gør

op med beskatningen ved køb og salg af aktier. Det forhold, at

aktieavancebeskatningsloven opfattes som udtømmende, lægger ikke op til en

indskrænkende fortolkning af loven. Det er helt åbenbart, at disse køb og

salg

af aktier har langt mere lighed med andre køb og salg af aktier, der omfattes

af aktieavancebeskatningsloven, end de har med statsskattelovens § 4 og

væddemålsbestemmelsen. Det gælder, uanset om aktieavancebeskatningsloven

umiddelbart vedrører det typetilfælde, at der erhverves aktier, der

efterfølgende afstås. Det bemærkes, at der er tale om egentlige salg og køb,

hvor pengestrømmene følger dispositionerne, ikke terminsforretninger, der

ikke

forudsætter konkrete handler og som typisk differenceafregnes. Aktielån må

vurderes som en helhed og som en samlet transaktion, bestående i lån, salg,

genkøb og tilbagelevering af de lånte aktier. Erhvervelsen af aktierne sker

ved

lånet, gevinst-/tabsrisiko opstår ved det efterfølgende salg, og størrelsen

heraf konstateres ved genkøbet af aktierne.

Hun har subsidiært gjort gældende, at beskatningen skal ske

efter statsskatteloven § 5a, hvis det er statsskatteloven og ikke

aktieavancebeskatningsloven, der finder anvendelse.

Landsskatteretten

udtaler:

Indledningsvis bemærkes det, at Ligningsrådet ved

besvarelsen af spørgsmålene 1 og 2 bekræftede, at der er tale om lån og ikke

realisation ved de omhandlede aftaler om aktielån. Disse spørgsmål er ikke

påklaget til Landsskatteretten, og denne opfattelse må derfor lægges til

grund

ved besvarelsen af

spørgsmål A.

Det må videre lægges til grund, at den bindende

forhåndsbesked alene vedrører de tilfælde, hvor enten der rent faktisk sker

salg og efterfølgende køb af aktierne eller hvor låntager beholder aktierne i

hele perioden, og ikke de tilfælde, hvor aftalen misligholdes. Samtidig må

det

lægges til grund, at låntager ikke er næringsdrivende med handel med aktier.

Endelig må det anses for ubestridt, at låntagers tab eller gevinst skal

opgøres

med udgangspunkt i differencen mellem afståelsessummen ved salget af aktierne

og købesummen ved genkøbet af aktierne.

Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 2, omfatter

loven fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier, afståelse af tegningsret

til aktier samt afståelse af aktieretter.

Loven er indrettet således, at der for så vidt angår

ikke-næringsdrivende sondres mellem på den ene side de tilfælde, hvor

erhvervelsen af aktier sker på et tidspunkt, der ligger mindre end 3 år før

afståelsen (§ 2), og på den anden side de tilfælde, hvor erhvervelsen sker

mere

end 3 år før afståelsen (§ 4). Reglerne om opgørelse af avance eller tab

findes

i § 5 og § 6, der begge indledes med udtrykket fortjeneste eller tab

”ved

afståelse af aktier”.

Aktieavancebeskatningsloven antager således som sit

udgangspunkt, at fortjeneste eller tab konstateres ved erhvervelse og

efterfølgende afståelse af aktier. Ved aktielån konstateres fortjeneste eller

tab ved afståelse og efterfølgende generhvervelse af aktier.

Landsskatteretten finder, at fortjeneste eller tab ved salg

og køb af aktier som led i en aftale om aktielån ikke kan anses for omfattet

af

aktieavancebeskatningsloven. Dette skyldes, at gevinst og tab ved en sådan

transaktion ikke knytter sig til låntagers besiddelse af aktierne, men til

den

periode, hvor låntager ikke ejer aktierne og til selve aftalen om aktielånet.

Denne konstruktion er ikke omfattet af aktieavancebeskatningsloven, der efter

sin ordlyd og systematik omfatter gevinst eller tab ved afståelse af aktier,

tegningsretter og aktieretter og forudsætter, at gevinsten eller tabet er

konstateret ved erhvervelse og efterfølgende afståelse af aktierne. Det er

derfor

en forudsætning for anvendelse af denne lov, at fortjeneste eller tab dels

konstateres ved afståelse, dels knytter sig til den periode, hvor

skatteyderen

har været ejer af aktierne.

Aftalen om aktielån kan heller ikke anses for omfattet af

statsskattelovens § 5 a, idet denne lovbestemmelse omhandler indtægt ved salg

af den skattepligtiges ejendele, hvorfor en indtægt konstateret

ved tilbagekøb af aktier ikke er omfattet.

Retten finder derimod, at gevinst og tab ved sådanne

aktielånsordninger må anses for omfattet af statsskattelovens § 4 f. Dette

indebærer, at nettogevinsten er skattepligtig, mens tab ikke vil være

fradragsberettigede.

Retten kan således tiltræde Ligningsrådets besvarelse af

spørgsmål A, og den bindende forhåndsbesked stadfæstes på dette punkt.

Spørgsmål C:

Ligningsrådet finder, at vederlag og kompensation for

udbytte er omkostninger af en karakter, der er avanceopgørelsen uvedkommende.

Ligningsrådet er af den opfattelse, at der ikke skal sondres mellem

situationer, hvor aktierne er solgt, og de situationer, hvor låntager har

aktierne i behold. Vederlag og udbyttekompensation kvalificeres uafhængigt

af,

om låntager besidder aktierne og dermed modtager udbytte fra selskabet eller

ej. Afgørende for muligheden for at tillægge omkostninger til

anskaffelsessummen på en aktiepost er, om det er en omkostning, der relaterer

sig til gennemførelsen af handelen. Låntager i et aktielån modtager en

aktiepost. Eventuelle transaktionsomkostninger vil kunne tillægges en

anskaffelsessum på aktierne, såfremt de medgår til erhvervelse af denne post.

Vederlag og kompensation for udbytte må dog anses som en integreret del af

selve låneaftalen og ikke en omkostning i forbindelse med erhvervelse af

aktierne. Der kan eksempelvis indtræde misligholdelsesbeføjelser for aftalen

som sådan, såfremt beløbene ikke betales. Omkostningerne er derfor heller

ikke

en omkostning i forbindelse med salg og genkøb af aktieposten eller en del af

denne på et senere tidspunkt. Omkostningerne er derfor også

genanskaffelsessummen

uvedkommende. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at udgiften afholdes

uafhængigt af, om hele den lånte aktiepost sælges og genanskaffes, om ingen

af

de lånte aktier videresælges eller som en tredje mulighed, at kun en del af

posten afstås og genanskaffes. Omkostningerne er altså uafhængige af, om

aktierne sælges og genkøbes.

Advokaten har nedlagt påstand om ændring af Ligningsrådets

besvarelse af dette spørgsmål. Hun har til støtte herfor gjort gældende, at

det

fastholdes, at ikke-erhvervsdrivende låntagere bør beskattes efter ABL § 2.

Ved

beskatning efter disse regler fastholdes det, at vederlag for aktielånet til

långiver kan fratrækkes i låntagers avanceopgørelse ved aktiesalget. Det

samme

gælder for det kompenserende udbytte, der er betalt til långiver. Hvis de

lånte

aktier ikke er videresolgt, og låntager har oppebåret udbytte, som

videregives

til långiver, kan det betalte udbytte skattemæssigt modregnes i det udbytte,

som låntager oppebærer. Hun kan således ikke tiltræde Ligningsrådets

synspunkt,

at der er tale om en omkostning, der ikke relaterer sig til gennemførslen af

handlen. Aktielån er en samlet transaktion, og de udgifter, der er afholdt

til

vederlag og udbytte til långiver, er omkostninger, der afholdes for at

erhverve

gevinsten ved salg og genkøb af aktier, det vil sige gevinsten ved

baisseforretningen. Aktielånet kan ikke splittes op i enkelte bestanddele.

Hvis låntager oppebærer udbytte på de lånte aktier (som

altså ikke er solgt på det tidspunkt, hvor der deklareres udbytte) og i

overensstemmelse

med aftalen afgiver dette udbytte til långiver, har låntager ikke erhvervet

nogen indkomst, der er skattepligtig. Det er et grundvilkår for beskatning af

al indkomst, at der er erhvervet en indtægt. Hvis aktielån henføres under

statsskattelovens § 4, må sædvanlig praksis for fradrag af

ikke-erhvervsmæssigt

anvendte udgifter gælde. For ikke-erhvervsmæssig virksomhed, der beskattes

efter statsskattelovens § 4, er indtægter skattepligtig indkomst. Udgifter,

der

er afholdt med henblik på at erhverve indtægter ved ikke-erhvervsmæssig

virksomhed, fradrages disse indtægter efter et nettoindkomstprincip, jf.

Redegørelse fra Skatteretsrådet, april 2001: ”Notat om

indkomstopgørelsen i

ikke-erhvervsmæssig virksomhed.” I dette notat antages det videre, at

underskud

ved, at en ikke-erhvervsmæssig virksomheds omkostninger er større end

virksomhedens indtægter, ikke kan fratrækkes ved årets samlede

indkomstopgørelse og heller ikke fremføres til modregning i senere års

overskud

fra ikke-erhvervsmæssig virksomhed. Denne praksis modificeres dog, såfremt

der

kan konstateres en direkte sammenhæng mellem udgifter, der kan indeholdes i

årets underskud, og indtægter, erhvervet i senere år. Disse udgifter vil

formentlig kunne fremføres til modregning i de sammenhængende indtægter. Det

gøres i overensstemmelse hermed gældende, at låntager ikke skal beskattes af

det udbytte, som han modtager for lånte aktier og efter kontrakten afgiver

til

långiver. Låntager har ikke herved erhvervet nogen skattepligtig indkomst.

Det

gøres videre gældende, at alle udgifter, som låntager afholder, fratrækkes i

en

eventuel gevinst ved salg og genkøb af de lånte aktier og i andre indtægter,

som låntager måtte oppebære, eksempelvis ved udbytte på de lånte aktier. Det

gælder ikke kun aktieafgift, købs- og salgsprovisioner samt eventuelle

advokat-

og revisorudgifter, men også afgivelse af ikke-oppebåret udbytte til långiver

i

tilfælde, hvor aktiernes sælges før og genkøbes efter generalforsamlingen, og

de omkostninger, der betales til långiver som vederlag for aktielånet. Det

gøres videre gældende, at tab på aktielåneforretninger kan fratrækkes i

gevinst

på andre aktielåneaftaler, hvis beskatning skal ske efter statsskattelovens §

4.

Landsskatteretten

udtaler:

Det må lægges til grund, at spørgsmål C alene drejer sig om

de skattemæssige forhold for personer eller selskaber, der ikke er

næringsdrivende med aktier.

Den første del af spørgsmålet vedrører den situation, hvor

låntager har videresolgt aktierne, ikke modtager udbytte, men skal kompensere

långiver for udbyttet. Det løbende vederlag og det beløb, der er betalt til

långiver som kompensation for udbyttet, har en sådan direkte forbindelse til

aftalen om aktielån, at udgifterne skal indgå ved opgørelsen af låntagers

gevinst eller tab ved salg og køb af aktierne efter reglerne i

statsskattelovens § 4 f. Besvarelsen af denne del af spørgsmålet skal derfor

ændres til en bekræftelse.

Den anden del af spørgsmålet drejer sig om de tilfælde, hvor

låntager ikke sælger de lånte aktier og ikke modtager udbytte i låneperioden.

Låntager kan ikke have konstateret en gevinst ved låneaftalen, da han ikke

har

solgt eller genkøbt aktierne. Udgifterne til vederlaget for at låne aktierne

udgør derfor hans tab ved aftalen, og dette tab er efter statsskattelovens §

4

f ikke fradragsberettiget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men

alene i eventuelle andre gevinster ved tilsvarende aftaler i samme år.

Besvarelsen af denne del af spørgsmål vil med denne begrundelse være at ændre

til en bekræftelse.

I den tredje situation har låntager ikke videresolgt

aktierne, men har i låneperioden modtaget udbytte, som han skal kompensere

långiver for. Da låntager ikke er blevet ejer af aktierne i kraft af

låneaftalen eller på anden måde, er han ikke skattepligtig af udbyttet, der

tilkommer långiver i henhold til de indgåede aftaler. Dette har skattemæssigt

samme effekt som modregning, og uanset formuleringen af denne del af

spørgsmålet, kan besvarelsen af denne del af spørgsmålet derfor ændres til en

bekræftelse.

Den bindende forhåndsbesked vil således for så vidt angår

spørgsmål C samlet være at ændre til et Ja.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter