Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 16. juli 2003 vedr. Fradrag for renteudgifter til realkreditinstitut

KEN nr 9667 af 16/07/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet28. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 16. juli 2003 vedr. Fradrag for

renteudgifter til realkreditinstitut

A klager for indkomståret 1999 over, at skatteankenævnet ikke

har godkendt fradrag for renteudgifter, 15.938 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren er medlem af

Seniorboligforeningen B, idet han ejer en ejerlejlighed beliggende i

foreningen.

Klagerens revisor har overfor Landsskatteretten specificeret

rentebeløbet på 15.938 kr. således:

”Seniorboligforeningen B”.

Opgørelse af renteudgifter for året 1999:

Ejerforeningens samlede renteudgifter for 1999 specificeres

således:

Kreditforening, prioritetsrenter

324.163 kr.

Kreditforening, byggekredit

28.983 kr.

C Bank, lån køb af grund

9.240 kr.

Kreditforening, garantiprovision

20.136 kr.

RENTEUDGIFTER I ALT

382.522 kr.

Renteudgifterne fordeles ligeligt mellem ejerboligforeningens 24

medlemmer og

andrager således for hvert

medlem:

RENTERUDGIFTER (kr. 382.522:24)kr.

15.938”

Advokaten har overfor Landsskatteretten fremlagt kopi af brev af

Læs alt

23. september 1999 fra Kreditforeningen, hvoraf det bl.a. fremgår:

”I relation til realkreditbelåning af den pågældende ejendom,

henledes opmærksomheden på, at realkreditlån kun kan ydes såfremt pantsætter

tillige er debitor på lånet, ligesom

at

kreditforeningen i forbindelse med salg af de enkelte ejendomme/udstykning af

det etablerede lån forbeholder sig sædvanlig kreditvurdering af de enkelte

erhververe af de udmatrikulerede ejendomme, hvilket jeg imidlertid har

forstået

er sket.

Dette medfører, at etablering af lånefaciliteten må ske til

foreningen – med foreningen som debitor.

Da det forudsættes, at byggeriet ikke er færdiggjort – og den i

realkredithenseende belånte værdi således ikke er til stede, vil lånet alene

kunne ydes som et forhåndslån, hvilket indebærer at der skal stilles garanti

for lånets indfrielse, i tilfælde af at den forudsatte værdi ikke etableres

(idet det i øvrigt forudsættes at betingelserne for ydelse af forhåndslån er

opfyldte).”

Advokaten har endvidere fremlagt kopi af vedtægter for

Seniorboligforeningen som vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling

den

11. august 1999. Heraf fremgår det bl.a.:

”Ejerforeningens formål er at administrere og varetage fornøden

udvendig vedligeholdelse af ejendommen, således at denne til stadighed vil

fremtræde velholdt og attraktiv, samt øvrige fællesanliggender for at bevare

miljø og via Fælleshus at skabe rammer for fælles aktiviteter i bebyggelsen.

Ejerforeningen udarbejder en husorden.

4. Medlemmer.

Som medlemmer af ejerforeningen kan kun optages ejere af

ejendommens lejligheder. Disse skal være fyldt 55 år, og må ikke have

umyndige

hjemmeboende børn. Bestyrelsen kan dog dispensere herfra. Medlemskab af

foreningen er obligatorisk, og kan ikke udskilles fra ejendomsretten.

5. Ejerforeningens forpligtelser.

For ejerforeningens forpligtelser hæfter medlemmerne pro rata.

Den til enhver tid værende ejer, hæfter over for ejerforeningen for alle

tilgodehavender med tillæg af renter og omkostninger som ejerforeningen måtte

have vedrørende den pågældendes lejlighed, også selvom dette tilgodehavende

er

opstået i en tidligere ejers tid.

6. Foreligger der ikke et af Generalforsamlingen godkendt

byggeprojekt senest d. 1. februar 2000, vil 1/3 af foreningens medlemmer

skriftligt kunne forlange, at byggegrunden sælges og foreningens formue

udloddes.

16. Tegningsret.

Ejerforeningen forpligtes ved underskrift af formanden eller

næstformanden for bestyrelsen samt 1 andet medlem af denne.”

Advokaten har endvidere fremlagt kopi af betinget skøde

vedrørende klageren og dennes ægtefælles køb af en ejerlejlighed af

Seniorboligforeningen B. Det betinget skøde er underskrevet den 20. december

1999. Skødet er endeligt lyst den 27. september 2001. Der er endvidere

fremlagt

kopi af kautionserklæring underskrevet af klageren og dennes ægtefælle den

27.

august 1999. Kautionen er en selvskyldnerkaution, der vedrører et

obligationslån på 13.301.000 kr. i Kreditforeningen og en byggelånskredit på

13.518.000 kr. i D Bank samt en forhåndslånsgaranti på 13.301.000 kr. stillet

af samme bank til sikkerhed for ovennævnte realkreditlån. Klagerens

forpligtelse er begrænset til 1/24 af 26.819.000 kr., idet der er tale om en

pro rata hæftelse.

Klagerens revisor har fremlagt kopi af brev af 30. august 1999

fra Kreditforeningen vedrørende Seniorboligforeningen B, hvoraf fremgår, at

det

fradragsberettigede beløb vedrørende 1. terminsydelse (perioden 31/8 1999 til

30/9 1999) og 2. terminsydelse (perioden 1/10 1999 – 31/12 1999) kan

opgøres

til 324.162.60 kr. Revisor har endvidere fremlagt årsoversigt fra D Bank pr.

31. december 1999, hvoraf fremgår, at Seniorboligforeningen B har 3 konti i

banken, heraf et byggelån, erhverv, hvor den samlede nettorenteudgift er på

28.983,04 kr. Revisor har yderligere fremlagt kopi af årsoversigt pr. 31.

december 1999 fra C Bank, hvoraf fremgår, at Seniorboligforeningen har haft

et

boliglån i banken, der er udgået pr. 15. september 1999, hvor der er

tilskrevet

9.240.06 kr. i rente. Revisor

har endvidere fremlagt kopi af brev af 31. december 1999 fra D Bank

vedrørende

forhåndslån, hvoraf fremgår, at provision af garanti pr. 31. december 1999

udgør 16.995,73 kr. Garantibeløbet er på 13.301.000 kr. og beregningsperioden

er kvartalsvis.

Af sagens oplysninger fremgår endvidere, at

Seniorboligforeningen overtog området den 22. juni 1999. Ejerforholdet

overgik

først i sidste halvdel af år 2000 til de enkelte personer. Klagerens

fordelingstal er 10, hvilket er det samme for alle 24 medlemmer af

foreningen.

Skatteankenævnet har nægtet fradrag for renteudgifter til

Kreditforeningen, jf. ligningslovens § 5.

Nævnet har herved henset til, at det er Seniorboligforeningen,

der er debitor i gældsforholdet. Beboerne har påtaget sig

selvskyldnerkaution,

men selvskyldnerkautionen er ikke gjort gældende. Ved selvskyldnerkaution er

kautionsforpligtelsen kun aktuel, når hoveddebitor ikke betaler rettidigt,

hvilket ikke er tilfældet i den konkrete sag.

Klagerens advokat har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand

om, at klageren er berettiget til et rentefradrag på 15.938 kr. i det

omhandlende indkomstår.

Advokaten har til støtte herfor bl.a. anført, at en gruppe ældre

medborgere forinden købet af grunden i forsommeren 1999 havde forhandlet med

Kommunen omkring etablering af almene ældreboliger eller støttet

andelsboliger.

Da det viste sig, at det ikke var muligt at etablere ældreboliger under disse

former, valgte gruppen at erhverve grunden med henblik på at etablere

ejerboliger som ejerlejligheder. Gruppen bag grundkøbet valgte selv at stå

som

bygherre og indgik byggeaftale med E A/S. I henhold til aftalen med E A/S

blev

der indrømmet de enkelte ejerlejlighedsindehavere omfattende adgang til at

foretage individuelle indretninger af boligerne.

Advokaten har endvidere anført, at under hensyn til, at de

enkelte ejerlejlighedsindehavere, herunder klageren, havde hele den

økonomiske

risiko i byggefasen, var det afgørende, at den enkelte på et tidligt

tidspunkt

i byggeforløbet, kunne fastlåse fremtidige boligudgifter. For at imødekomme

dette ønske, blev der indgået aftale med Kreditforeningen omkring den

individuelle belåning. For imidlertid at kunne opfylde

realkreditlovgivningens

krav til en sådan låneoptagelse var det nødvendigt administrativt at etablere

Seniorboligforeningen B. Der henvises til Kreditforeningens brev af 12.

januar

2001. I henhold til de enkelte beboeres ønsker i august måned 1999 er der

udstedt delpantebreve i overensstemmelse hermed. De enkelte beboere har

tiltrådt disse pantebreve og har påtaget sig en pro rata kaution for det

samlede

forhåndslån.

Advokaten har endvidere anført, at bebyggelsen den 15. december

1999 er blevet opdelt i ejerlejligheder. Vedtægterne for ejerforeningen er

tinglyst den 14. december 1999 og skøderne til de enkelte beboere er tinglyst

den 20. januar 2000.

Advokaten har endvidere gjort gældende, at Seniorboligforeningen

B ikke i den konkrete sag i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr.

6,

kan betragtes som en erhvervsmæssig enhed samt, at indtægter og udgifter som

følge af transparensprincippet vil skulle beskattes hos hvert medlem.

Advokaten har oplyst, at der blev optaget et lån til køb af

grunden i C Bank, hvor hvert medlem af gruppen desuden betalte 25.000 kr. Det

særegne ved denne sag er således, at en gruppe mennesker selv påtager sig

risikoen for et byggeri til ca. 26. mio. kr. Alternativet var at overlade

byggeriet til en entreprenør og derefter købe de færdige lejligheder af

denne.

Men fordelen ved denne model har været, dels at byggeriet er blevet billigere

ved, at gruppen selv har stået som bygherre samt, at der har været mulighed

for

at tilpasse indretningen af den enkelte lejlighed efter hver ejers ønsker.

Advokaten har endvidere anført, at da der var tale om mennesker,

der allerede havde en bolig, der skulle sælges først, skulle byggeriet

finansieres, og man ønskede ligeledes at låse de fremtidige boligudgifter

fast.

Der blev afholdt et møde med Kreditforeningen med deltagelse af alle

medlemmer

af boligforeningen. På mødet redegjorde alle medlemmer for, hvor stort et lån

de behøvede, idet en del af dem også havde mulighed for at egenfinansiere en

del af beløbet. Låneønskerne beløb sig til i alt ca. 13. mio. kr.

Kreditforeningen tilbød herefter et realkreditlån på ca. 13 mio. kr. samt en

byggelånskredit på ca. 13 mio. kr.

Advokaten har understreget, at det bærende i hele forløbet havde

været de mennesker, der står bag foreningen og ikke selve foreningen.

Foreningen var blevet oprettet, idet det havde været et krav fra

Kreditforeningen, at der skulle oprettes en forening. Foreningen var alene et

forvaltningsorgan, der ikke havde særskilte interesser ved udformningen af de

enkelte boliger. Advokaten henviste endvidere til, at Kreditforeningen i

forbindelse med ydelsen af lånet til foreningen havde foretaget en

kreditvurdering af hvert enkelt medlem.

Revisor har til støtte for fradrag henvist til

ejerlejlighedslovens § 2, stk. 2 samt Karnovs lovsamling og TfS 1996,471.

Formanden for ejerboligforeningen, har oplyst, at han havde

været med fra starten af projektet. Selve foreningen ejede intet, men det var

den enkelte ejer, der hæftede for sin egen bolig. Han oplyste endvidere, at

alle boliger var solgt på det tidspunkt, hvor man indgik aftale med

Kreditforeningen om finansieringen af byggeriet. Foreningen havde således

ingen

selvstændig rolle i forbindelse med byggeriet, fx salg af boliger. Boligerne

blev, før byggeriet blev indledt, fordelt ved lodtrækning med udgangspunkt i

en

skitse lavet af E A/S. E A/S havde således lavet en ramme for, hvordan

byggeriet skulle se ud. Hvert enkelt medlem havde mulighed for individuelle

tilpasninger, fx hvorvidt køkkenet skulle være åbent eller lukket, valg af

gulvtype, køkkenskabe, døre m.v. Boligerne blev fordelt inden finansieringen

kom på plads. Han var flyttet ind i Blok A, der havde stået færdig først,

omkring den 1. oktober 2000. De følgende blokke var blevet færdige nogle

måneder senere.

Advokaten har oplyst, at grunden blev købt den 22/6 1999 af

Seniorboligforeningen. Seniorboligforeningen afholdt stiftende

generalforsamling den 25. maj 1998.

Revisor har oplyst, at i forbindelse med køb af grunden havde

hver enkelt medlem indbetalt 25.000 kr. Endvidere blev der optaget et lån i C

Bank.

Advokaten har endvidere anført, at sagen var særegen, da der var

tale om lån optaget af en ejerforening, der ikke var i drift modsat de

foreliggende domme, der vedrørte lån optaget af en ejerforening, der var i

drift.

Told- og Skattestyrelsen har tilsluttet sig klagerens påstand,

men med den begrundelse, at ejerforeningen må anses som et selvstændigt

skattesubjekt omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, idet

ejerforeningen har et betydeligt foreningspræg. Fradragsretten for klageren

følger derfor af regler om objektiv skattepligt, herunder læren om rette

udgiftshaver. Der henvises til TfS 1993,455 ØLD, hvis præmisser bygger på en

forudsætning om, at ejerforeninger er selvstændige skattesubjekter. De med

lånet forbundne renteudgifter må henføres til de enkelte medlemmer af

ejerforeningen som rette udgiftshavere, idet ejerforeningen med

låneoptagelsen

ikke har handlet på egne vegne, men på medlemmernes vegne som fuldmægtig for

disse. Styrelsen har herved lagt vægt på, at de enkelte medlemmer af

ejerforeningen over for långiver hæfter personligt og proratorisk tillige med

det oplyste om, at det var et krav fra långiver, at lånet blev ydet til

ejerforeningen, jf. brev af 23. september 1999 fra Kreditforeningen til

ejerforeningens rådgiver. Styrelsen har endelig lagt vægt på, at lånet blev

optaget af hensyn til medlemmerne. De med lånet forbundne renteudgifter vil i

konsekvens heraf skulle henføres til de enkelte medlemmer af ejerforeningen

som

rette udgiftshavere, hvorefter de enkelte medlemmer -

herunder klageren – vil kunne fradrage deres

andel af den samlede renteudgift på fælleslånet, jf. statsskattelovens § 6,

stk. 1, litra e.

Landsskatteretten skal

udtale:

Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at

rentefradraget tilkommer den, der hæfter for den gæld, som renteudgifterne

vedrører.

Landsskatteretten finder, at en ejerforening oprettet i

overensstemmelse med reglerne i Lov om Ejerlejligheder som udgangspunkt alene

har karakter af et administrationsfællesskab, idet foreningen på vegne af

ejerlejlighedsejerne har til opgave at administrere fælles anliggender, jf.

lovens forarbejder. De reelle pligt- og rettighedssubjekter er

lejlighedsejerne, og ejerforeningen kan ikke anses for omfattet af

selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, i det omfang ejerforeningen blot

varetager opgaver inden for sit almindelige formål, jf. TfS 1996,471. Et

medlem

af foreningen har derfor som udgangspunkt fradrag for renteudgifter

vedrørende

gæld optaget i foreningens navn i henhold til fordelingstal, jf.

statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten finder, at det på det foreliggende grundlag må

lægges til grund, at Seniorboligforeningen er stiftet den 25. maj 1998, samt

at

klageren var medlem af foreningen i indkomståret 1999.

Landsskatteretten finder endvidere, at optagelse af lån til

finansiering af opførelse af ejerforeningens ejendom falder inden for

foreningens almindelige formål, hvorfor klageren er berettiget til fradrag

for

hans andel af de herved påløbne renter, jf. fordelingstallet, jf.

statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Vedrørende garantiprovisionen i forbindelse med forhåndslånet

finder retten, at det må lægges til grund, at der er tale om en løbende

provision, der er fradragsberettiget, jf. ligningslovens § 8, stk. 3. Der er

herved henset til, at det fremgår af oversigten fra D Bank A/S, at

provisionen

beregnes kvartalsvis. Retten finder dog på det foreliggende grundlag, at der

alene er dokumenteret en udgift på 16.995,73 kr. under henvisning til brev af

31. december 1999 fra D Bank, hvoraf fremgår, at provision af garanti

vedrørende forhåndslån udgør 16.995.73 kr.

Retten finder på den baggrund, at klageren er berettiget til

fradrag for renteudgifter på 15.808 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1,

litra e. Den påklagede ansættelse nedsættes med 15.808 kr.

(379.382 kr. : 24).

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter