PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT AE - FRADRAG I KAPITALINDKOMST
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit AE - Fradrag i kapitalindkomst
A.E.1 Renteudgifter mv.
Renteudgifter er fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra e.
Fradragsretten efter denne bestemmelse forudsætter, at der er tale om
renteudgifter.
Hverken SL eller skattelovgivningen iøvrigt indeholder nogen skattemæssig
begrebsbestemmelse af "renteudgifter". Derimod er der i praksis
skabt en almindelig rentedefinition.
Efter denne anerkendes en renteudgift kun som beløb, der er et sædvanligt
periodisk vederlag til kreditor - beregnet som en bestemt procentdel af den
til enhver tid værende gæld - for at stille kapital til disposition, jf. UfR
1960.589 HRD, lsr. 1971. 65 samt en bindende forhåndsbesked gengivet i Skat
1989.4.351 (TfS 1989, 288) * Se TfS 1997, 77 (BF) hvor
Ligningsrådet fandt at basisdelen af en kombinationsforrentning er en
rente i LL's forstand medens den variable del ikke er.* Se også nedenfor om
betingelser for rentefradrag.
Fradragsberettigede renteudgifter kan fratrækkes for såvel private som
erhvervsmæssige gældsforhold. Fradraget foretages som hovedregel i
kapitalindkomsten jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 1. For bankierer, vekselerer og
personer, der driver næring med finansiering mv. kan fradrag dog foretages i
den personlige indkomst, jf. PSL § 4, stk. 3. Vedrørende rentefradrag for
personer der driver selvstændig erhvervsvirksomhed under virksomhedsordningen
henvises til afsnit E.G.1.4.1. Den periodemæssige placering af
fradragsberettigede renteudgifter følger af LL § 5, som er nærmere omtalt
nedenfor under afsnit A.E.1.1.2.
Ved beregning af skattelempelse i henhold til en
dobbeltbeskatningsoverenskomst eller efter LL § 33, skal der ved opgørelsen
af den lempelsesberettigede udenlandske indkomst bl.a. fratrækkes de
renteudgifter, der kan anses for at vedrøre denne indkomst jf. afsnit D.C.3,
hvor reglerne i LL § 33 F og LL § 5 D er omtalt.
Læs alt
Udover egentlige renteudgifter er der særlige regler for provisioner og
kreditafgifter, jf. LL § 8, stk. 3 og den nærmere omtale under afsnit
A.E.1.3.
Vederlag i form af kursgevinster ved at få eller stille kapital til
rådighed er nærmere omtalt under afsnit A.D.2.
A.E.1.1 Betingelser for rentefradrag
Renteudgifter er ifølge rentedefinitionen vederlag for gæld.
Gældsforholdet skal indeholde en retlig bindende forpligtelse, såvel til at
betale en gæld, som til at forrente denne, jf. lsr. 1939.73, 1955.76 og TfS
1995, 542. I fiktive låneforhold vil der ikke kunne foretages fradrag for en
beregnet rente. Se herom afsnit A.E.1.4.4.
A.E.1.1.1 Retlig forpligtelse
Heri ligger for det første, at der skal være tale om et retlig
forpligtende gældsforhold, hvori der er stiftet en reel fordring på
skyldneren. En vurdering heraf vil bl.a. omhandle tilbagebetalingspligten,
der ikke må være knyttet til uvisse fremtidige betingelser. Grundlaget for
forpligtelsen er bedømt i en række afgørelser, hvor der har været et nært
slægtskabsforhold mellem debitor og kreditor. Se lsr. 1983.150, hvor LSR på
grundlag af de tilvejebragte oplysninger herunder bl.a. det mellem parterne
bestående familieforhold samt lånearrangementets usædvanlige karakter nægtede
fradrag. Se desuden lsr. 1975.176, 1978.200, 1978.201 og TfS 1996, 226, hvor
en skatteyder ikke var berettiget til at fradrage renteudgifter ifølge
gældsbrev vedrørende et lån optaget hos en mindreårig søn, idet den indgåede
låneaftale var ugyldig efter myndighedslovens § 34 og henset hertil fandt LSR
, at der ikke påhvilede klageren en retlig forpligtelse i henhold til
gældsbrevet. En usikker adskillelse mellem kreditor og debitor kan således
give anledning til, at vurdere om grundlaget for forpligtelsen udspringer af
en reel fordring. I VLD af 21. mar. 1980 (skd 56.53) ansås en skatteyder for
berettiget til at foretage fradrag for renteudgifter i henhold til et
pantebrev udstedt i 1970 til svigerfaderen ved en ejendomshandel.
Svigerfaderen gaveoverdrog ultimo 1973 pantebrevet til skatteyderens datter.
Det blev godtgjort, at der påhvilede skatteyderen en retlig forpligtelse til
at udrede rentebeløbene i overenstemmelse med pantebrevets indhold. I UfR
1982.618 (HRD), blev fradrag for renter af anlægsudgifter ved kloakering ikke
anerkendt fuldt ud, da gælden i en årrække ikke var aktuel for de enkelte
grundejere. I TfS 1990, 149 (HRD) blev en renteudgift ikke anerkendt som
fradragsberettiget, da der ikke var tale om en retligt forbindende
forpligtelse.
I TfS 1995, 640 blev fradrag for en renteudgift tillagt den ene part fuldt
ud selv om en tidligere samlever ikke var frigjort overfor en af kreditorerne
en kreditforening. Klageren havde ved tinglyst skøde overtaget den tidligere
samlevers halvdel af ejendommen, og havde sidenhen betalt samtlige
prioritetsydelser. Se endvidere nedenfor under afsnit A.E.1.1.4.
For det andet skal der være tale om reelle renteudgifter, i modsætning til
en beregnet rente der - helt eller delvist - ikke er et vederlag til kreditor
for at stille kapital til disposition, men bliver udredt for at tilgodese
andre hensyn. For at nedbringe sin kassekredit lånte en skatteyder et beløb
af sin datter, med en aftalt forrentning på 25 pct. p.a. Forrentningen
fandtes unormal høj, samt at der forelå en ikke fradragsberettiget
understøttelse fra faderen til datteren. Skatteyderen blev derfor kun anset
for berettiget til at fradrage 12 pct. p.a. af lånet svarende til den
renteudgift, der var sparet på hans kassekredit, lsr 1977.655.
En beregnet rente, der alene har til formål at udligne forskellen mellem
et ud- og indbetalingstidspunkt, fx mellem flere arvinger i et dødsbo eller
flere deltagere i et fælles projekt, kan ikke anerkendes skattemæssigt. Se
UfR 1970.8 (HRD) hvor en arving ikke kunne fratrække en mellemrente, samt
lsr. 1977.185 hvor hustruens andel af et rentetilsvar i forbindelse med
bodeling ved skilsmisse ikke ansås for fradragsberettiget.
Et rentekrav der i det væsentligste beror på skyldnerens egen afgørelse og
ikke på kreditors fordring, kan ikke godkendes som en fradragsberettiget
renteudgift, se hertil TfS 1995, 542., hvor en renteforhøjelse ikke blev
tillagt skattemæssig virkning, da renten ikke udsprang af en retlig
forpligtelse til at forrente en gæld, udover den i låneforholdet oprindelige
aftalte rente. Se endvidere UfR 1963.734 (HRD), samt lsr. 1982.74.
Det er uden betydning for fradragsretten, hvorfra skyldneren har fået
midlerne til betalingen. Der er således fradragsret for renter, selv om
midlerne til betalingen hidrører fra skattefri tilskud, jf. skd. 39.291.
A.E.1.1.2 Renten skal være forfalden
Renter fratrækkes som hovedregel, når de forfalder, jf. LL § 5, stk. 1.
Forfaldstiden er som udgangspunkt det betalingstidspunkt, der er aftalt i
gældsforholdet. Se skm. cirk. nr. 72 af 17. apr. 1996, pkt. 8.1.1.
Forfaldne renter kan som udgangspunkt fratrækkes, hvadenten de faktisk
betales eller blot debiteres den pågældende konto. Se dog nedenfor om
forudforfaldne og om ikke betalte renter, samt om rentefradrag ved
eftergivelse.
Ved afgørelsen af om et rentebeløb er forfaldent og dermed
fradragsberettiget, eller om der på forhånd er givet henstand med
rentebetalingen, således at forfaldstidspunktet anses for udskudt, kan der
bl.a. lægges vægt på, om der skal beregnes rentes rente, se lsr. 1978.196. En
skatteyder optog i 1992 et lån til køb af anparter. Lånet samt renter
tilskrevet 6 kalendermåneder forud og beregnede og tilskrevne renters rente
forfaldt til betaling den 30. jun. 1995.
Her fandt LSR , at henstand med rentebetalingen var givet på en sådan
måde, at forfaldstiden var udskudt til den 30. jun. 1995, og der kunne
således ikke indrømmes fradag for renter i 1992, jf. TfS 1995, 786.
Ved HRD af 18. dec. 1987, Skat 1988.2.72 (TfS 1988, 29), blev det antaget,
at der i et låneforhold mellem en mor og en søn var ydet en tidsubestemt
henstand med rentebetalingerne, hvorfor sønnen ikke havde fradragsret for
beløbene, jf. ligeledes TfS 1996, 225.
Procesrente betalt i henhold til lov nr. 1098 af 21. dec. 1994 om renter
ved for sen betaling mv. (renteloven) er fradragsberettigede på
forfaldstidspunktet.
Morarenter af for sent betalte ydelser til kreditforeninger mv. kan
trækkes fra i opkrævningsåret.
Forudforfaldne renter LL § 5, stk. 2
Forfalder renter for en længere periode, fx ved låneoptagelsen kan der kun
ske fradrag for renteudgifter, der vedrører det pågældende indkomstår.
Efter LL § 5, stk. 2 kan renteudgifter, som vedrører en længere periode
end 6 måneder, og som forfalder mere end 6 måneder før udløbet af perioden,
ikke fradrages på det aftalte forfaldstidspunkt, men skal fordeles over den
periode, renten vedrører.
Bestemmelsen medfører, at den enkelte skatteyder ved siden af lån, hvor
renterne fradrages efter forfaldsprincippet, kan have andre lån, for hvilke
rentefradraget fordeles over den periode, renten vedrører. Afgørende er
vilkårene i den enkelte låneaftale.
Der opstilles to betingelser, som begge skal være opfyldt, for at
fradraget for forudforfaldne renter skal fordeles efter LL § 5, stk. 2.
1. at renterne vedrører en længere periode end 6 måneder, og
2. at renterne forfalder mere end 6 måneder før udløbet af perioden.
En skatteyder havde optaget to veksellån ultimo 1984 og 1985. I begge
tilfælde var låneoptagelsen tilrettelagt således, at skatteyderen skulle opnå
mulighed for fradrag af ét års rente. Selv om rentebetalingen (i begge
tilfælde) formelt var opdelt i to samtidig indgåede aftaler om forfaldsdage
med en uges mellemrum anså Landsskatteretten lånearrangementerne for omfattet
af LL § 5, stk. 2, hvorfor renterne skulle periodiseres, TOLD* SKAT Nyt
1991.14.780 (TfS 1991, 314).
LL § 5, stk. 2, har virkning for renter af gæld, der stiftes eller
forlænges efter den 14. mar. 1984, eller gæld, hvor de oprindeligt aftalte
vilkår ændres efter denne dato.
Debitor ikke solvent -
LL § 5, stk. 7
Ifølge LL § 5, stk. 7 kan renteudgifter først fratrækkes i det indkomstår,
hvor betaling sker, såfremt renteudgifter vedrørende tidligere indkomstår i
samme gældsforhold endnu ikke er betalt ved udgangen af det indkomstår,
indkomstopgørelsen vedrører. Det vil med andre ord sige, at ikke betalte
renter kan fradrages, hvis den skattepligtige kun er i restance med
renteudgifter for det aktuelle indkomstår.
I tilfælde af konkurs har skatteyderen ikke fradrag for de renteudgifter,
der indgår i konkursindkomsten, se afsnit E.L.1.4.1, og vedrørende akkord og
gældssanering se afsnit E.L. 2.9.
Eksempel
Indkomstår Rente Betaling Fradragsbeløb
1. 12.000 0 12.000
2. 12.000 6.000 0
3. 12.000 18.000 24.000
Den skattepligtige opnår i år 1 (= stiftelsesåret) fradrag for den
forfaldne rente, selv om der ikke er betalt noget beløb.
I år 2 betales 6.000 kr., som afskrives på restancen for år 1. Da der er
en yderligere restance vedrørende år 1, udskydes fradragsretten i år 2, og
den skattepligtige kan derfor ikke fradrage noget beløb i år 2.
I år 3 betales 18.000 kr., der dækker både restancen fra år 1 og år 2.
Rentebeløbet, der forfaldt i år 2, kan derfor nu fradrages med 12.000 kr.,
og selv om ingen del af renten, der forfaldt i år 3, er betalt, kan renten
fratrækkes fuldt ud, idet der ikke er restancer for tidligere år.
Forfaldne og betalte renter kan fratrækkes i betalingsåret, selv om der
henstår ubetalte renter af gælden vedrørende tidligere indkomstår, Skat
1988.11.688 (TfS 1988, 616).
Renter til et pengeinstitut, en bankier eller vekselerer anses i denne
forbindelse for betalt, såfremt rentetilskrivningen ikke medfører, at
kreditten overstiger det aftalte maksimum. En kassekredits maksimum beror på
den indbyrdes aftale mellem den skattepligtige og pengeinstituttet. De
renteudgifter, der debiteres en kassekredit ud over det aftalte maksimum,
anses som udgangspunkt for ikke betalte. Hvis kassekredittens maksimum
efterfølgende forhøjes, anses renteudgifterne for betalt, såfremt de ligger
inden for det nye maksimum. Der lægges i denne forbindelse vægt på, hvad
fordringshaverens kontoudtog udviser. Reglen om, at betaling i visse tilfælde
anses at foreligge ved den blotte debitering på en kassekredit eller
lignende, anses som udtryk for, at kassekreditten indenfor det aftalte
maksimum tilsigter at give kontohaveren et reelt betalingsmiddel. Såfremt en
efterfølgende udvidelse af kreditten alene tilsigter at skabe dækning for
pengeinstituttets rentedebitering og således ikke er udtryk for en reel
udvidelse af kreditten, antages egentlig betaling dog ikke at foreligge. Det
må bero på en konkret vurdering af årets samlede bevægelser på
kassekreditten, om der er renter i restance fra tidligere indkomstår.
Debitering af morarenter på en løbende kredit hos andre kreditorer, fx hos
en vareleverandør, kan derimod ikke sidestilles med betaling.
Hvis kreditor og debitor har indgået en aftale om udskydelse af betalingen
inden forfaldsdatoen, så udskydes rentefradragsretten også. Indgås aftalen
derimod efter forfaldsdatoen, er der fradragsret for renterne.
Fradragsretten for ikke betalte renter udskydes ikke, hvis den
skattepligtige kan godtgøre, at have været i stand til ved udgangen af det
indkomstår, indkomstopgørelsen vedrører, at betale samtlige forfaldne
gældsposter eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Omvendt
udskydes fradragsretten til betalingstidspunktet, når den skattepligtige ikke
kan opfylde sine gældsforpligtelser. Dette er som udgangspunkt tilfældet,
hvis den skattepligtige er erklæret konkurs eller har standset sine
betalinger. Manglende evne til at opfylde gældsforpligtelserne foreligger
også ofte, når der ved udlæg eller tvangsauktion ikke har kunnet opnås
dækning hos den skattepligtige. Betingelsen for at udskyde fradragsretten må
endvidere anses for opfyldt, når den skattepligtige erkender at være
insolvent.
LL § 5, stk. 7, er nærmere omtalt i skm. cirk. nr. 72 af 17. apr. 1996,
pkt. 8.1.5. og 8.1.6.
Effektiv betaling
LL § 5, stk. 7, udskyder fradragstidspunktet for forfaldne renter til det
tidspunkt, hvor debitor betaler i penge. Det betyder, at fradragsretten for
forfaldne, ikke betalte renter ikke genopstår ved akkord, gældssanering eller
lignende, men kun ved faktisk betaling, Skat 1988.4.231 (TfS 1988, 206).
A.E.1.1.3 Rentefradrag ved gældseftergivelse
LL § 5, stk. 8
Efter LL § 5, stk. 8 (tidligere stk. 9) er fradragsretten for påløbne
renter vedrørende gæld, der nedsættes som følge af en gældseftergivelse,
undergivet visse begrænsninger.
Loven har virkning for aftaler og kendelser om gældseftergivelse, som er
indgået efter lovens ikrafttræden. Loven trådte i kraft den 15. jun. 1995.
Reglerne er nærmere beskrevet i cirk. nr. 26 af 5. feb. 1996 om lov af
ændring af forskellige skattelove (handel med underskudsselskaber,
gældseftergivelse og renter ved gældseftergivelse)
Se om den praksisskabte regel gældende indtil lovens ikrafttræden, -
TOLD*SKAT Nyt 1991 nr. 11 og Skat 1988, nr. 3.
Begrænsningen indtræder for alle låneforhold, hvor skyldneren opnår en
gældseftergivelse, der medfører en nedskrivning af gælden fx ved
tvangsakkord, frivillig akkord, gældssanering og enkeltstående
gældseftergivelser ved aftale med en enkelt eller enkelte kreditorer.
Ligeledes vil en aftale om gældseftergivelse betinget af, at debitor
overholder en betalingsordning, være omfattet af begrænsningen på
aftaletidspunktet. LL § 5, stk. 8, 1. pkt., begrænser fradragsretten for
renter af gæld omfattet af nedsættelsen, således at det oprindelige forhold
mellem hovedstol og renter af den samlede gæld før nedsættelsen fastholdes.
Eksempel:
År 1 Gæld 300.000 kr.
Renter 50.000 kr.
Ved indkomstopgørelsen for år 1 fratrækkes årets påløbne forfaldne renter
på 50.000 kr.
År 2 Gæld 350.000 kr.
Renter 50.000 kr.
Den samlede gæld er på 400.000 kr., hvoraf 100.000 kr. er påløbne renter.
Gælden nedsættes til 50 pct. dvs. til 200.000 kr.
Efter LL § 5, stk. 8 vil skatteyderen - efter betaling af den nedsatte
gæld - være berettiget til et fradrag på 50 pct. af den oprindelige rentedel
før nedsættelsen, i eksemplet 50 pct. af 100.000 kr. ialt 50.000 kr. Da
skatteyderen i eksemplet foretog fradrag for forfaldne renter i år 1, kan der
ikke foretages yderligere fradrag.
Det følger af LL § 5, stk. 8, 2. pkt., at skatteyderen kan opretholde
fradrag for forfaldne ikke betalte renter, selv om om nedsættelsen har
bevirket, at rentedelen efter nedsættelsen er mindre end det allerede
foretagne fradrag.
Hvis gælden i ovenstående eksempel blev nedsat med 75 pct. ville det
således ikke medføre regulering af den tidligere skatteansættelse.
Eksempel:
År 1 Gæld 300.000 kr.
Renter 50.000 kr.
Ved indkomstopgørelsen for år 1 fratrækkes årets påløbne renter på 50.000
kr.
År 2 Gæld 350.000 kr.
Renter 50.000 kr.
Den samlede gæld er på 400.000 kr., hvoraf 100.000 kr. er påløbne renter.
Gælden nedsættes med 75 pct. dvs. til 100.000 kr. Skatteyderen vil efter
nedsættelsen være berettiget til et fradrag på 25.000 kr. dvs. 25 pct. af den
oprindelige rentedel på 100.000 kr. Der kan som i eksemplet ovenfor ikke
foretages fradrag, da dette blev foretaget i år 1. Selv om rentedelen efter
gældseftergivelsen er mindre end det i år 1 foretagne fradrag på 50.000 kr.
skal der ikke ske genoptagelse, da den samlede nedsatte gæld på 100.000 kr.
stadig overstiger det allerede foretagne fradrag. Dog kan skatteyderen ikke
opretholde fradrag som måtte overstige den samlede nedsatte gæld. Her vil der
være grundlag for at ændre skatteansættelsen.
Parternes frie adgang til at træffe bestemmelse om fordeling af
indbetalinger, der foretages efter gældsnedsættelsen, på henholdsvis
hovedstol og rentedel er ikke ændret. Fradragstidspunktet for renter efter
nedsættelsen afgøres efter de almindelige regler herom jf. LL § 5, stk. 1. og
stk. 7. Har skatteyderen - før gældsnedsættelsen - foretaget fradrag for
forfaldne men ubetalte renter, er der efter nedsættelsen tale om en
restancesituation, hvorefter fradragsretten afgøres efter LL § 5, stk. 7.
Gældsnedsættelsen konstituerer således ikke et nyt låneforhold.
*Aftalt senere gældseftergivelse
Hvis der fx i forbindelse med en gældsafviklingsaftale aftales en senere
gældseftergivelse, vil gælden normalt blive betragtet som eftergivet på
aftaletidspunktet uanset, at eftergivelsen er betinget af overholdelse af en
afdragsaftale. Der vil således ikke være fradrag for renter, der er påløbet
den del af gælden, der herved er eftergivet. Se TfS 1997, 863 (BF) hvor der
blev indgået en aftale om eftergivelse af gælden efter 62 mdr. betinget af
betaling af renter på gælden i perioden. Ligningsrådet fandt, at renter ikke
kunne fratrækkes, fordi de blev anset som afdrag på hovedstolen.*
Forældelse af rentekrav
I det omfang der gives fradrag for ikke betalte renter, skal der ske
efterbeskatning heraf, når kreditors krav på renterne forældes. Se reglerne
om fradrag for renter omfattet af gældseftergivelse. Det vil normalt sige i
det 5. indkomstår, efter at renterne er fratrukket ved indkomstopgørelsen.
Der må på baggrund af skyldnerens økonomiske forhold på
forældelsestidspunktet foretages en bedømmelse af gældens værdi på dette
tidspunkt, og den skattepligtige fordel ansættes til denne værdi, jf. Skat
1988.462 (HRD) (TfS 1988, 366).
Krav på rente er en selvstændig fordring, der kan forældes uafhængigt af
hovedfordringen og eventuelt efter andre regler end denne (rentefordringen 5
år - hovedfordringen 20 år, hvis der foreligger særligt retsgrundlag). Ved
hovedfordringens forældelse bortfalder også rentekrav, selv om disse ikke
ville være forældede, hvis de blev bedømt som selvstændige fordringer (dette
gælder dog ikke, hvis der er udstedt rentekuponer).
Om eventuel suspension og afbrydelse af forældelsen, se afsnit A.K.5.3.
A.E.1.1.4 Gælden skal påhvile den skattepligtige
Der foreligger kun et gældsforhold for såvidt angår den debitor, der
hæfter direkte for gælden overfor kreditor. At debitor lægger rentebetalingen
over på andre bevirker ikke, at fradragsretten videreføres til disse, se lsr.
1975.175, hvor fradrag for renteudgifter ikke godkendtes i et tilfælde, hvor
der blev optaget lån til finansiering af ombygning af en ejendom, som ejedes
af skatteyderens moder. Låneoptagelsen skete i moderens navn og med
ejendommen som pantsikring, medens det var aftalt, at sønnen skulle betale
alle ydelser vedrørende lånene samt stigningen i ejendomsudgifterne.
Det kan i visse sager være vanskeligt at afgøre hvordan fordelingen af
hæftelsen skal være mellem flere parter, der har et lån sammen, fx fordi de i
fællesskab ejer en fast ejendom.
Hvis parterne hæfter hver i sær for et lån eller hæfter pro rata for dele
af et fælles lån, er der ingen tvivl, idet der kun er fradrag for de lån, der
hæftes for se skd 52.38 hvor Et papirløst par drev en virksomhed, der
tilhørte den ene part. Da gælden i virksomheden kun påhvilede den pågældende
skulle hele rentefradraget foretages i dennes indkomst. I TfS 1992, 195
(ØLD), hvor hustruen, som ejede ejendommen og hæftede for lånene i denne,
havde det fulde fradrag i 1988, rentefradragene overgik først til manden i
forbindelse med at han overtog ejendommen i 1989. TfS 1995, 241 hvor det
bl.a. fastslås, at kun den part som hæfter overfor kreditor for lån, kunne
opnå fradrag for renteudgifterne.
Hvis der er tale om solidarisk hæftelse, som der ofte er tale om fx ved
belåning af fast ejendom, er det noget vanskeligere at afgører, fordi det i
praksis er accepteret, at der ved aftale mellem debitorerne kan ske en
forskydning af hæftelsen mellem parterne med den konsekvens, at
rentefradragsretten forskydes tilsvarende. Forskydningen kan indebære, at kun
den ene part har rentefradrag, selv om begge parter stadig hæfter overfor
kreditor.
Til belysning af denne praksis kan nævnes at LSR har offentliggjort en
række afgørelser vedrørende fordelingen af hæftelse i forbindelse med
samlivsophør.
I nogle situationer er det fundet bevist/sandsynliggjort, at hæftelsen er
overdraget i andre ikke.
I TfS 1991, 60 blev det afgjort, at en skatteyder, der selv om han havde
betalt alle renterne på et banklån, som han hæftede solidarisk for sammen med
sin tidligere samlever, så var han kun berettiget til fradrag for 50 pct. af
renteudgifterne bl.a. fordi den tidligere samlever var meddebitor for lånet,
og fordi der ikke var taget stilling til fordeling af hæftelsen ved
samlivsophævelsen, uanset at han både under og efter samlivets ophør havde
betalt alle renterne. Se også TfS 1995, 640, som er nævnt ovenfor under
afsnit A.E.1.1.1, hvor en aftale om forskydning af hæftelsen mellem to parter
accepteres, så kun den ene fik rentefradrag, uanset at begge parter stadig
hæftede overfor kreditforeningen. I TfS 1995, 787 blev fradragsretten tillagt
den ene af de tidligere ægtefælle fuldt ud vedrørende 1992 for et
andelsboliglån i en bank, som begge hæftede for. Lånet var optaget i 1988,
men parterne havde ved separation i 1990 aftalt, at den ene part overtog
lejlighed og lån. I TfS 1995, 754 blev fordelingen 50 pct. til hver
vedrørende 1991 fastholdt af LSR under henvisning til KSL § 24 A, da der ikke
var en klar aftale mellem parterne. Det fik ingen betydning, at der havde
været en anden fordeling før separationen, og det fandtes ikke godtgjort, at
der i nov. 1990, hvor bodelingen blev foretaget var taget stilling til
fordelingen af hæftelsen vedrørende 1991. I TfS 1995, 367 blev en boopgørelse
som var udfærdiget den 2. jul. 1992 med virkning fra 1. sep. 1991 ikke
tillagt virkning for 1990, hvor parterne blev separeret. Se endvidere
TOLD*SKAT
Nyt 1991.2.86 (TfS 1991, 60) og TOLD*SKAT Nyt 1992.21.637 (TfS 1992, 195).
Det er således en forudsætning for fradrag, at renterne udredes af den,
der er debitor i skyldforholdet og gældsforpligtelsen skal være aktuel, Skat
1988.7.404, (TfS 1988, 394) se tillige lsr. 1974.64. Til belysning heraf
foreligger en række afgørelser, hvor andelshavere nægtes fradrag for
renteudgifter, som udredes af dem, men vedrører en gæld, der påhviler
andelsselskabet eller - foreningen, se bl.a UfR 1960.355 (HRD) og ØLD af 17.
maj 1967 (skd.4.30), TOLD*SKAT Nyt 1991,522 (TfS 1991, 182) (skatteyderen fik
medhold i Højesteret, jf. TfS 1993, 541). * Se også TfS 1997, 469, hvor
TSS svarer en kreditforening på nogle spørgsmål om rentefradragets
fordeling mellem samboende ikke gifte. *
Om andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til andelsboligforeningen
henvises endvidere til SD-cirk. 1982-2. Se endvidere SD-cirk. 1983-47 om
ligestilling af aktionærer i boligaktieselskaber med andelsbolighavere i
andelsboligforeninger.
HRD af 6. apr. 1979 vedrører et tilfælde hvor en grundejerforening havde
optaget et byggemodningslån i en bank. Retten fandt, at der i henhold til
foreningens vedtægter påhvilede de enkelte medlemmer en aktuel gæld over for
foreningen samt en forpligtelse til at forrente gælden med den af banken
(over for foreningen) krævede rentesats. Se tilsvarende lsr. 1979.88.
LSR fastslog i TfS 1996, 471, at en ejerlejlighedsforening ikke er et
selvstændigt skattesubjekt omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, når foreningen
varetager opgaver indenfor dens almindelige formål. En ejerforening er et
lovpligtigt administrationsfællesskab, der gennem fuldmagt indgår aftaler,
hvorved de enkelte ejerlejlighedsejere bliver direkte forpligtet henholdsvis
berettiget.
Derimod kunne medlemmerne af en ejerlejlighedsforening, der ville købe en
lejlighed i ejendommen til brug som funktionærbolig, ikke hver for sig
fradrage deres andel (efter fordelingstal) af renteudgifterne vedrørende
prioritetsgælden i funktionærlejligheden, idet der ikke ansås at påhvile de
enkelte medlemmer en aktuel gældsforpligtelse. Hverken overfor ejerforeningen
eller over for panthaverne i funktionærlejligheden, som foreningen skulle stå
som køber af, jf. Skat 1986.10.616 (TfS 1986, 570).
En i en grundmodningsudgift inkluderet anlægsrente, der blev opkrævet over
ejendomsskattebilletten, var ikke fradragsberettiget, da der ikke var tale om
renter af en skatteyderen påhvilende gæld, men om en del af byggeudgiften,
lsr. 1976.65.
Tilsvarende ansås en skatteyders betaling af byggemodningsudgifter i sin
helhed for en del af den samlede købesum for grunden, selv om byggeselskabet
havde beregnet renter af hans og øvrige køberes andel af de samlede
byggemodningsudgifter, lsr. 1981.90.
En skatteyder erhvervede i 1969 en ejendom, hvor der pantstiftende var
tinglyst en udstykningsdeklaration til sikkerhed for bl.a. kloakbidrag. 6 år
senere blev det fastsat, i hvilket omfang grundejerne skulle bidrage til
omkostningerne. Udstykningsdeklarationen ansås ikke for en selvstændig,
aktuel gældsforpligtelse, idet der først i 1975 blev hjemmel til at opkræve
anlægsudgifterne, herunder påløbne renter, HRD af 10. maj 1982 (skd.64.9).
Et finansieringsselskabs krav på renter af en byggekredit til bygning af
en trawler blev anset for fradragsberettiget for partrederne, uanset at
trawleren aldrig blev færdiggjort eller leveret på grund af værftets konkurs,
VLD af 18. feb. 1982 (skd 74.410).
En forbrugsforenings virksomhed bestod i at indgå overenskomst med
virksomheder indenfor visse brancher om finansiering af medlemmernes køb af
forbrugsgoder. Når medlemmerne foretog indkøb, kunne betaling ske med en
rekvisition udleveret af foreningen. Rekvisitionen var påført et
maksimumsbeløb, og det beløb, foreningen herved lagde ud for medlemmet skulle
afvikles med en fast månedlig rate, og ved køb, der betaltes over 24 måneder
eller længere tillagdes rente. Medlemmerne havde fradragsret for renterne,
idet der skete et reelt udlæg til medlemmet fra foreningen, og medlemmet
forpligtede sig ved tilbagebetalingen til at erlægge en rente inkluderet i
den månedlige ydelse.
Det godtgørelsesbeløb, som banker og sparekasser beregner sig ved
udbetaling på anfordring af beløb indsat på konti med opsigelse, betragtes
efter praksis som reduktion af renteindtægten, lsr. 1966.147.
Den renteudgift en obligationskøber afholder (beregnet rente fra sidste
forfaldstermin og indtil købsdagen) fratrækkes i betalingsåret LL § 5 C, se
afsnit A.D.1.1.
Ved kapitaludvidelse i aktieselskaber betaler nye aktionærer en rente fra
begyndelsen af det løbende regnskabsår til tegningsdagen for at kunne deltage
på lige fod med de gamle aktionærer i vedkommende regnskabsårs
udbyttefordeling. Den rente kan fratrækkes i det indkomstår, i hvilket
beløbet forfalder.
Tvangsauktion
De renteudgifter (og ejendomsskatter), der er påløbet før auktionen kan
ikke fratrækkes af auktionskøberen, idet sådanne ydelser - når de skal
betales af erhververen - må anses for at være en del af anskaffelsessummen,
jf. HRD af 6. sep. 1984 (skd. 71.867).
Ved køb af fast ejendom på tvangsauktion i tilfælde hvor der afholdes 2.
auktion, får køberen fradrag for renter fra tidspunktet for afholdelse af 2.
auktion, hvis køberen først byder på denne auktion, eller hvis køberen på 2.
auktion ikke længere er bundet af sit bud på 1. auktion, fordi den 6 ugers
frist, som gælder ifølge pkt.4 i justitsministeriets bek. nr. 652 af 15. dec.
1978 om tvangsauktionsvilkår, er udløbet. Hvis køberen, der erhverver adkomst
til ejendommen på 2. auktion, stadig er bundet af sit bud afgivet på 1.
auktion, anses erhvervelsen af ejendommen at være sket på 1. auktion med den
virkning, at renter, der er påløbet i tiden mellem 1. og 2. auktion, kan
fratrækkes i køberens indkomstopgørelse, jf. lsr. 1985.161.
En panthaver, der havde overtaget ejendommen til brugeligt pant, ansås
først for at have erhvervet adkomst til ejendommen på 2. auktion, hvor han
var højstbydende ved et overbud i forhold til 1. auktion. Rentefradragsretten
indtrådte dermed først fra dette tidspunkt, lsr. 1986.19.
En række personer genkøbte samlet på tvangsauktion en ejendom for at
bevare de grunde, de hver for sig havde købt. Landsskatteretten fandt, at det
var de enkelte personer, der havde erhvervet ejendommen - og ikke en
»genkøbsforening« - og at de pågældende havde påtaget sig
selvstændige gældsforpligtelser over for kreditorerne, hvorfor de blev anset
for berettigede til individuelle rentefradrag, lsr. 1976.62.
En skatteyder blev anset berettiget til fradrag for renter der var påløbet
i tiden fra sidste terminsdag til tvangsauktionsdagen, idet Landsskatteretten
fandt, at renterne var forfaldne ved skatteyderens misligholdelse overfor
panthaverne, samt at der var fradragsret for de renter, der var påløbet
indtil auktionsdagen, i det omfang renterne var dækket af budsummen, jf. Skat
1985.11.310.
Renterestancer, der berigtiges kontant i forbindelse med tvangsauktion
over fast ejendom, kan fratrækkes af tvangsauktionssælgeren.
Budsummen, der omfatter restgæld og afdragsrestancer samt renterestancer i
op til et år på hver prioritet, er det beløb, som tvangsauktionssælgeren
afstår ejendommen for, jf. tinglysningslovens § 40, stk. 4. Budsummen
omfatter herudover påløbne endnu ikke forfaldne renter. Det er derfor i
princippet tvangsauktionssælgeren, der betaler renterestancerne med ret til
fradrag for de renterestancer, som bliver berigtiget kontant i forbindelse
med tvangsauktionen.
Sælgerens fradragsret begrænses ikke af LL § 5, stk. 7, for renter, som er
omfattet af budsummen og derfor berigtiges kontant i forbindelse med
tvangsauktionen.
Fratrukne ikke-betalte, forfaldne renter, der ikke omfattes af budsummen,
vil tvangsauktionssælger blive beskattet af i det år, hvor rentekravet
forældes, dvs. normalt 5 år senere, jf. Skat 1987.6.448 (TfS 1987, 348). Se
dog afsnit A.K.4.5.
Ejendomskøb
I lsr. 1977.182 og 183 anses nogle påståede rentebeløb ved køb af ejendom
som finansieringstillæg og dermed en ikke fradragsberettiget del af
ejendommens anskaffelsessum.
Samme resultat kom man til i VLD 3. mar. 1980 (Skd. 55.311): En ingeniør
indgik aftale med en ejendomshandler om opførelsen af et parcelhus på en
grund, der tilhørte ejendomshandleren. I forbindelse med byggeriet optog
ejendomshandleren et byggelån, som ingeniøren skulle afholde udgifterne til,
dog således, at endelig afregning først skulle ske efter endt prioritering af
ejendommen. Ingeniøren overtog grunden og huset og betalte udover købesummen
bl.a. de påløbne byggelånsrenter med i alt 28.918 kr.
Retten anså parternes aftale som en aftale om køb af et færdigt hus, hvis
købesum var fastsat til kostprisen for såvel grund som bygninger med alle
påløbne omkostninger, herunder de påløbne byggelånsrenter, som først blev
betalt ved indfrielsen af byggelånet efter byggeriets afslutning, og derfor
måtte betragtes som en del af købesummen for huset og ikke som renter af en
ingeniøren over for banken eller ejendomshandleren påhvilende aktuel
gældsforpligtelse.
En skatteyder blev dog anset for berettiget til fradrag af renterne af et
byggelån, der var optaget i en anden persons navn, idet han over for den
formelle låntager hæftede for alle med byggeriet forbundne omkostninger,
herunder for renter af byggelånet, VLD af 18. okt. 1978 (Skd. 51.272).
Ved ejendomsoverdragelser vil der i reglen foreligge en
refusionsopgørelse, der med udgangspunkt i en bestemt skæringsdato fordeler
prioritetsydelser, skatter mv. mellem sælger og køber. Normalt vil
skæringsdatoen ligge efter tidspunktet for aftalen om ejendomsoverdragelsen.
I sådanne tilfælde vil refusionsopgørelsens fordeling af renteudgifterne
normalt kunne lægges til grund for den skattemæssige opgørelse. En skatteyder
er kun berettiget til at fradrage prioritetsrenter beregnet i forhold til den
tid, hvori vedkommende har ejet ejendommen. Renteudgifter, der vedrører en
længere periode forud for aftaledatoen og som ifølge aftale er betalt af
køberen, kan derfor ikke fradrages, men må anses som et tillæg til
købesummen.
En køber af en fast ejendom var lånsøger og debitor for et
kreditforeningslån, der blev udbetalt før den i slutsedlen fastsatte
overtagelsesdag. Køberen blev anset for berettiget til at fradrage
renteudgifter, der var påløbet fra udbetalingsdagen til overtagelsesdagen.
Skatteyderen blev modsvarende anset for skattepligtig af renteindtægten af
låneprovenuet, der var indsat på en af ham oprettet sikringskonto, jf. Skat
1987.8.595 (TfS 1987, 389).
En ejendomshandel blev hævet, da køberen ikke kunne præstere den kontante
udbetaling. Han måtte betale erstatning til sælgeren bl.a. for rentetab for
perioden fra hans overtagelsesdag til den nye købers overtagelsesdag. Dette
»rentebeløb« kunne ikke anses for renter af en ham påhvilende gæld,
men måtte betragtes som en ikke-fradragsberettiget erstatning for
ikke-opfyldelse, lsr. 1980.200 og Skat 1986.4.274 (TfS 1986, 235).
I forbindelse med køb af fast ejendom eller løsøre i forældres (eller
værgers) navn - men for den umyndige - opstår problemet om, hvem der kan
foretage fradrag for renteudgifter og restgæld i de tilfælde, hvor købet sker
på afbetaling. Hvis forældrene (værgen) og den umyndige i deres
selvangivelser har » overført« formuegodet fra forældrene til den
umyndige, må det anses for godtgjort, at der inter partes er truffet aftale
(evt. stiltiende) om et videresalg til den umyndige på samme vilkår som
værgens køb. Denne aftale kan lægges til grund ved ligningen. Det må dog som
foran nævnt være en betingelse, at parterne har »forudsat« aftalen
og forholdt sig i overensstemmelse dermed ved udfyldelsen af deres
selvangivelser.
Kurssikring af ejerskiftelån
Ved kurssikring af ejerskiftelån er køberen i visse tilfælde forpligtet
til at refundere sælgeren forskellen mellem kontantlånsrenten til
kreditforeningen og den rente, som kan opnås af de deponerede beløb i et
pengeinstitut.
Køberen kan ikke fradrage denne udgift, da der ikke er tale om en
renteudgift for vedkommende som ikke er debitor, men om en
omkostningsgodtgørelse til sælgeren.
Differencerente ved indfrielse af realkreditlån
Lån udstedt på grundlag af konvertible obligationer kan opsiges til
kontant indfrielse til en obligationsrentetermin. Opsigelsen skal afgives med
et varsel på mindst 4 til 6 måneder, afhængig af realkreditinstitut og
lånetype.
For at eliminere risikoen for et stigende renteniveau for et eventuelt nyt
lån i opsigelsesperioden (konverteringssituationen) kan man vælge at opsige
lånet til »straksindfrielse«. Lånet kan derved indfries kontant før
opsigelsesperiodens udløb mod betaling af obligationsrestgælden til kurs 100
tillagt sædvanlig delydelse frem til indfrielsesdatoen og tillagt renten af
obligationsrestgælden mellem indfrielsesdatoen og opsigelsesdatoen (udløbet
af opsigelsesperioden).
Der fratrækkes en rentegodtgørelse, der svarer til den rente, som
realkreditinstituttet kan indtjene, ved at obligationerne først kan blive
udtrukket til indfrielse hos obligationsejeren fra opsigelsesdatoen.
Differencen mellem obligationsrenten fra opsigelsestidspunktet til
opsigelsesdagen og realkreditinstituttets rentegodtgørelse vedrørende det
indbetalte beløb (»opsigelsesrenten«, der er en nettorenteudgift
for låntageren), er fradragsberettiget for låntageren, jf. UfR 1947.725. I
dommen fik en skatteyder fradrag for en renteudgift betalt til en
kreditforening ved konvertering af et lån. Renten var beregnet fra tiden for
indfrielse den 8. jul. 1942 til terminen den 11. dec. samme år. Højesteret
begrundede afgørelsen med, at det omtvistede beløb udsprang af debitors
retlige forpligtelse i henhold til pantebrevet, da debitor i henhold til den
skete opsigelse tidligst kontraktsmæssigt kunne frigøre sig ved kontant
betaling til terminen den 11. dec. 1942.
Vedrører differencerenten en periode på mere end 6 mdr. skal
obligationsrenten fordeles over perioden, jf. LL § 5, stk.2, se afsnit
A.E.1.1.2.
Kaution
En kautionist kan kun fratrække den rente af en kautionsgæld, der påløber
(og er forfalden), efter at kautionsforpligtelsen er blevet aktuel. Ved
selvskyldnerkaution er kautionsforpligtelsen aktuel, når hoveddebitor ikke
betaler rettidigt, og ved simpel kaution, når hoveddebitors manglende
betalingsevne er konstateret af kreditor, se losr. 1932.189. Derimod har
kautionisten ikke fradragsret for den renteudgift, der påløber, indtil
kautionsforpligtelsen på en af de to ovennævnte måder bliver aktuel, jf. lsr.
1985.162. I TfS 1995, 640 gav Landsskatteretten en klager medhold i, at
fradragsretten for renter af realkreditlån blev tillagt klageren fuldt ud,
selv om den tidligere samlever stadig var meddebitor overfor en af
kreditorerne.
Klageren havde ved tinglyst skøde overdraget den tidligere samlevers
halvdel af ejendommen, og havde betalt samtlige ydelser.
I Skat 1987.7.491 (VLD) (TfS 1987, 348) blev en skatteyder tilpligtet som
selvskyldner at betale et beløb in solidum med en medkautionist.
Skatteyderen gjorde gældende, at han var berettiget til fradrag for det
fulde rentebeløb, idet han hæftede direkte over for kreditor for gælden og de
påløbne renter. Medkautionisten var insolvent, hvorfor et regreskrav mod ham
ville være værdiløst.
Skatteyderen havde ikke betalt nogen del af det skyldige rentebeløb. Han
havde derfor ikke erhvervet noget refusionskrav mod medkautionisten, der
kunne anses for uerholdeligt på grund af dennes insolvens, og som derfor i
givet fald ville kunne begrunde fradragsret for det fulde rentebeløb. Da
skatteyderen i det indbyrdes forhold imellem ham og medkautionisten hæftede
for halvdelen af renteudgiften fandt landsretten at fradraget for de påløbne
renter måtte begrænses hertil. Se desuden Skat 1990.12.979 (TfS 1990, 558).
Ejerskiftegebyr
Ved ejerskifte (af en fast ejendom) erlægges i visse tilfælde et
ejerskiftegebyr (fx en procentdel af pantebrevets hovedstol eller restgæld) i
stedet for ejerskifteafdrag. Et sådant gebyr anses som indkomstskattepligtigt
for pantekreditor, medens pantedebitor ikke kan fradrage det.
A.E.1.2 Finansierings- og afbetalingstillæg
Faste finansieringstillæg og afbetalingstillæg betragtes ikke som
fradragsberettigede renteudgifter, UfR 1960.589 (HRD). Se også ØLD af 11.
nov. 1974 (9. afd. nr. 97/1973), hvor der nægtes fradrag for en renteudgift,
der i lånedokumentet fremstod som et kurstab, uagtet kurstabet faktisk var
beregnet som 15 pct. rente af den aktuelle gæld. Sådanne afbetalings- og
finansieringstillæg kan derimod afskrives sammen med købesummen, hvor der er
tale om køb af afskrivningsberettigede aktiver.
Såfremt der af restkøbesummen skal betales rente af den til enhver tid
værende restgæld, kan den senest ved indkomstårets udløb forfaldne rente
fradrages, selv om den forlods beregnede rente er tillagt restkøbesummen og
afdrages sammen med denne.
Danmarks automobilforhandlerforening har oprettet en standardkontrakt til
brug ved salg af biler på afbetaling. Renterne er i kontrakten og i de
finansierings- og rentetabeller, der på foreningens foranledning er
opstillet, fastsat til en fast procent pr. måned af den til enhver tid
værende restgæld, og den betales sammen med afdrag på restgælden med en fast
månedlig ydelse. Det kan på grundlag af de nævnte tabeller ses, hvor stor en
del af de i henhold til afbetalingskontrakten betalte ydelser, der er afdrag,
og hvor stor en del, der er renter. Renter efter disse kontrakter og
tilsvarende andre kontrakter er fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen.
Bilsalg med tilbagekøbspligt
Ved bilsalg på afbetaling er det en betingelse for fradrag for
renteudgifterne, at der er tale om en reel gæld som køber er retligt
forpligtet til at forrente, i modsætning til, at købsaftalen må betragtes som
en aftale om leje.
I følge praksis har købsaftaler været tilsidesat, hvor sælger havde en
tilbagekøbspligt og restkøbesummen ikke blev amortiseret. I et tilfælde, hvor
der derimod skete en sådan amortisering af restkøbesummen, at den fastsatte
tilbagekøbspris var et udtryk for den forventede brugtvognspris, meddelte
Ligningsrådet bindende forhåndsbesked om, at aftalen ansås for en
salgsaftale.
A.E.1.3 Provisioner, låneafgifter og kautionsforsikringspræmier - LL § 8,
stk. 3
I medfør af LL § 8, stk. 3, kan løbende provisioner eller præmier for lån,
som en skatteyder optager, fratrækkes ved indkomstopgørelsen. Løbende præmier
for sikring af den skattepligtiges tilgodehavender samt præmier og lignende
løbende ydelser for kaution for den skattepligtiges gæld kan ligeledes
fradrages.
Derimod kan stiftelsesprovisioner, éngangspræmier og lignende
éngangsydelser for lån eller for sikring af tilgodehavender kun
fratrækkes, dersom lånets løbetid ifølge låneaftalen er mindre end to år.
Stiftelsesprovision for et byggelån, som løb i 7-8 måneder, og ifølge
aftalen med sparekassen skulle indfries snarest muligt efter byggeriets
færdiggørelse ved optagelse af kreditforeningslån, blev anset for
fradragsberettiget. Landsskatteretten lagde vægt på, at låneaftalen ikke
kunne opfattes som noget tilsagn om lån ud over to år, lsr. 1974.168.
Stiftelsesprovisionen ved oprettelse af en kassekredit kan kun fradrages, når
den konkrete afviklingsaftale lyder på en løbetid under to år, og dette
gælder, selv om kassekreditkontrakten normalt indeholder en klausul om, at
kreditor nårsomhelst, uanset aftalte afdrags- og nedskrivningsvilkår, kan
forlange kreditten afviklet, jf. lsr. 1984.160 og 1985.60 (hvor løbetiden var
nøjagtig to år). Er der ikke aftalt en afviklingsperiode, er der som
udgangspunkt en formodning for, at løbetiden er over 2 år, jf. Skat
1986.2.152 (TfS 1986, 138).
Fradrag blev nægtet for stiftelsesprovisionen for et lån med en aftalt
løbetid på fem år, uanset at det blev indfriet efter kun et års forløb, lsr.
1974.63. En efterfølgende forlængelse af lånets løbetid har ingen indflydelse
på fradragsretten.
En stiftelsesprovision på 20 pct. vedrørende et lån i et bankierfirma
oversteg væsentligt, hvad pengeinstitutter normalt ville beregne sig i
stiftelsesprovision. Herefter godkendtes et fradrag på 4 pct. af hovedstolen,
medens restbeløbet ansås for et ikke fradragsberettiget kurstab, lsr.
1981.80.
En del af stiftelsesprovisionen på et sparekasselån, anvendt til køb af
statsgældsbeviser i sparekassen til lavere kurs end børskursen, blev ikke
anset for fradragsberettiget i det omfang beløbet svarede til underkursen på
statsgældsbeviserne, Skat 1989.9.735 (TfS 1989, 516).
Provisioner for bankgarantier er fradragsberettigede, såfremt der er tale
om en løbende provision, medens bankgarantiprovision ikke kan fradrages ved
indkomstopgørelsen, såfremt der er tale om en engangsprovision, og lånets
løbetid overstiger to år. Se hertil afgørelse fra Skatteministeriet TfS 1995,
611.
Se dog TfS 1997, 245, hvor Landsskatteretten statuerer, at bestemmelsen i
LL § 8, stk. 3, litra c, omfattede en garantiprovision, hvor sikringsperioden
var mindre end 2 år, uanset, at det underliggende låneforhold havde en
længere løbetid.
Udgift til løbende præmier, der betales et forsikringsselskab eller et
pengeinstitut for at yde en pantebrevsgaranti, er fradragsberettiget efter LL
§ 8, stk. 3. Gebyr for oprettelse af en konto i et pengeinstitut er ligeledes
fradragsberettiget efter LL § 8, stk. 3.
Udgifter til stempel af lånedokumenter er ikke fradragsberettigede efter
LL § 8, stk. 3, lsr. 1975.162.
Fradrag blev nægtet for gebyr vedrørende tinglysning, udfærdigelse af
pantebrev og deklaration, prioriteringsassistance, påtegning på ejerpantebrev
og besigtelse af ejendom, da disse udgifter ikke var af en sådan karakter,
som var forudsat henført til LL § 8, stk. 3, litra c, lsr. 1984.161.
Det gebyr på 2 pct. af den forfaldne ydelse, dog mindst 50 kr., der ifølge
pantebrevsformularen kan forlanges, når en ydelse ikke betales rettidigt, kan
ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, skd. 34.267.
Det gebyr på fx 5 kr. pr. måned, der af nogle stormagasiner og
kontosammenslutninger opkræves hos kunderne, kan ikke fratrækkes i medfør af
LL § 8, stk. 3, da gebyret, der er et fast månedligt beløb, ikke kan
sidestilles med provision eller præmie for lån.
Et ekspeditionsgebyr til en bank for et byggelån med løbetid på under 2 år
blev ikke anset for fradragsberettiget efter LL § 8, stk. 3, under hensyn
til, at banken havde oplyst, at gebyret skulle dække papirmæssige
ekspeditioner, Skat 1989.9.730 (TfS 1989, 512). Skm. cirk. nr. 72 af 17. apr.
1996, pkt. 8.8.
LL § 5, stk. 3
I henhold til LL § 5, stk. 3, kan der i stiftelsesåret kun fratrækkes 2,5
pct. af lånets hovedstol. Overskydende stiftelsesprovision mv. fordeles over
den resterende låneperiode.
Eksempel
Et lån på 100.000 kr. stiftes den 1. dec. 1996 med en løbetid på 16
måneder.
Stiftelsesprovisionen udgør 4 pct. af hovedstolen, eller 4.000 kr. Den
skattepligtige har kalenderårsregnskab.
I 1996 fradrages 2,5 pct. af hovedstolen på 100.000 kr. dvs. 2.500 kr.
Det resterende beløb, der kan fradrages, udgør 1.500 kr., som fordeles
over restløbetiden på 15 måneder således:
1.500 x 12
I 1997 fradrages ---------- = 1.200 kr.
15
1.500 x 3
I 1998 fradrages ---------- = 300 kr.
15
LL § 5, stk. 2
Hvis løbende provisioner og præmier for lån, som den skattepligtige
optager, og præmier og lignende løbende ydelser for kaution for den
skattepligtiges gæld forfalder forud, skal disse efter LL § 5, stk.2,
fradrages på forfaldstidspunktet eller fordeles til fradrag over perioden
efter samme regler, som gælder for forudforfaldne renter, se afsnit
A.E.1.1.2. Se skm. cirk. nr. 76 af 17. apr. 1996, pkt. 8.1.2 og 8.1.3.
A.E.1.4 Særlige forhold
A.E.1.4.1 Stats- og studielån fra SUstyrelsen
Der findes 4 former for rentebærende lån fra SUstyrelsen.Hypotekbanken
administrerer SU-lån, når tilbagebetalingspligten indtræder.
Lån 4 er statslån ydet i støtteårene 1982/83 - 1987/88. Lån 5 er studielån
ydet i støtteårene 1988/89 - 1990. Lån 6 er studielån - herunder slutlån ydet
fra og med støtteåret 1991. Herudover løber endnu et begrænset antal Lån 1,
som er statslån ydet i støtteårene 1970/71-1974/75. Støtteåret fulgte indtil
31. jul. 1990 undervisningsåret (1. aug. til 31. jul.). Det har fra 1. jan.
1991 fulgt kalenderåret, idet perioden 1. aug. - 31. dec. 1990 udgjorde et
selvstændigt (overgangs) støtteår på 5 måneder (støtteåret 1990).
Lån 4 forrentes i uddannelsesperioden med diskontoen minus 3 pct. p.a.
Derefter forrentes gælden med den til enhver tid gældende diskonto plus 1
pct. p.a. Lån 5 og Lån 6 forrentes i uddannelsesperioden med 4 pct. p.a.
Derefter forrentes gælden med diskontoen plus et tillæg (på højest 1 pct.)
eller minus et fradrag. Tillægget/fradraget fastsættes på finansloven for
ét år ad gangen. Det er for 199 7 fastsat til1pct.
Låntagere med Lån 4 og/eller Lån 5 - og evt. tillige Lån 6 - skal efter
loven om statens uddannelsesstøtte normalt begynde tilbagebetalingen af
lånet/lånene, herunder tilskrevne renter, 1 år efter udløbet af det støtteår,
hvori uddannelsesperioden er ophørt, dog tidligst 1. aug..
Låntagere, som alene har Lån 6,- dvs. som kun har fået lån efter 1. jan.
1991- skal efter loven normalt begynde tilbagebetalingen af lånet, herunder
tilskrevne renter, 1 år efter udløbet af det støtteår, hvori
uddannelsesperioden er ophørt, dvs. normalt den 1. jan. (første gang 1. jan.
1993).
Tilbagebetalingen af Lån 4, 5 og 6 sker med lige store af Hypotekbanken
fastsatte ydelser hver anden måned.
Lån 1 er rentefrit under uddannelsen indtil den støtteberettigende
studietid er opbrugt. Derefter forrentes gælden med den til enhver tid
gældende diskonto plus 1. pct. p.a. Tilbagebetalingen af Lån 1, herunder
tilskrevne renter, skal normalt begynde 1 år efter uddannelsens afslutning
eller afbrud.
Tilbagebetalingen sker med lige store, af Hypotekbanken fastsatte ydelser
hver tredje måned.
Fælles for alle SU-lån
Der kan normalt ikke fastsættes tidligere tilbagebetalingstidspunkter end
de ovenfor nævnte, og der kan ikke indgås aftale om tilbagebetaling før disse
tidspunkter. Låntagerne kan dog før tilbagebetalingstidspunktet når som helst
med frigørende virkning frivilligt indbetale beløb efter eget ønske på deres
lån til SUstyrelsen, jf.§ 44, stk. 6 i Undervisningsministeriets bek. nr. 671
af 7. aug. 1995.
Ydelserne dækker først de tilskrevne renter , derefter afdrag på
hovedstolen. Det samme gælder frivilligt indbetalte beløb før
tilbagebetalingstidspunktet. Der kan ikke aftales anden afdragsmetode.
Ca. 2 måneder før tilbagebetalingstidspunktet overgår administrationen af
lånet/lånene fra SUstyrelsen til Hypotekbanken.
Ca. 1 måned før tilbagebetalingstidspunktet får låntageren
tilbagebetalingsplan fra Hypotekbanken. Heraf fremgår bl.a. den samlede
rentetilskrivning på lånet, indtil tilbagebetalingen skal begynde
(forfaldstidspunktet). De i årets løb tilskrevne renter fremgår af låntagers
årsopgørelse. På den første årsopgørelse fra Hypotekbanken, efter at
tilbagebetalingen er påbegyndt, vil den samlede rentetilskrivning frem til
den 31. dec. året før fremgå.
Fradrag for renter kan normalt først foretages, når tilbagebetalingen af
lånet/lånene skal begynde i henhold til den af Hypotekbanken fastsatte
tilbagebetalingsordning. For renter, der tilskrives i uddannelsesperioden og
i den tilbagebetalingsfrie periode, er der ydet henstand indtil
tilbagebetalingsordning fastsættes. Derefter kan betalte renter fradrages, og
renter tilskrevet i løbet af året fradrages på forfaldstidspunktet, uanset om
de er betalt, forudsat at tilbagebetalingsordningen overholdes. Såfremt
låntager benytter sig af sin ret til at indbetale frivillige ydelser før
tilbagebetalingspligten er indtrådt, vil de faktisk betalte renter anses for
forfaldne på betalingstidspunktet. Årets tilskrevne renter vil ikke kunne
fradrages, medmindre de faktisk betales. Kun rentedelen af de indbetalte
frivillige ydelser udløser fradragsret.
Af låntagers årsopgørelse fra SUstyrelsen/Hypotekbanken vil fremgå, hvor
stor en del af årets indbetalinger som udgør betalte renter.
Frivillige betalinger foretaget før 1. jan. 1994 må anses for forfaldne
pr. 1. jan. 1994 og dermed udløse fradragsret i 1994.
Såfremt et statslån/studielån (lån 1, 4, 5 eller 6) misligholdes som følge
af fx manglende betalinger af renter og afdrag, vil lånet blive opsagt til
skadesløs betaling. Lånet overgår herefter til Hypotekbankens inddrivelse af
misligholdt studiegæld. I følge praksis beregnes der kreditrente (lån 4, 5 og
6) af hele det skyldige beløb, herunder tidligere tilskrevne, men ikke
betalte renter, til og med 1 måned efter opsigelsestidspunktet. Herefter skal
der betales morarenter - simpel rente - af hele gælden. Disse morarenter
anses nu
- i modsætning til tidligere - for fradragsberettigede i det indkomstår,
de vedrører, se afsnit A.E.1.1.2.
Eftergivelse af studiegæld efter reglerne i kap. 3 i lovbek. nr. 547 af
29. jun. 1997 om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af
studiegæld, er skattefri, jf. LL § 7 æ. § 17 i kap. 4 i lov om tilskud til
afvikling af studiegæld mv. er overført som § 31, stk. 4 i lov om statens
uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 430 af 23. maj 1996.
A.E.1.4.2 Statsgaranterede studielån
Tildeling af statsgaranterede studielån er ophørt med udgangen af jul.
måned 1993.
Renter af statsgaranterede studielån kan først fratrækkes, når beløbet er
forfaldent. Fradraget kan altså i almindelighed først foretages, når
afviklingen af lånemellemværendet påbegyndes, idet der for renter påløbet i
studietiden eller indtil tilbagebetalingsaftalen indgås, er ydet henstand,
indtil betaling sker i henhold til den med långiveren indgåede
betalingsaftale, jf. SD cirk.nr. 514 af 23. feb. 1977.
Renter påløbet efter afviklingen er påbegyndt fratrækkes løbende på
tilskrivningstidspunktet i lighed med "almindelige" banklån,
medmindre fradragsretten udskydes i medfør af LL § 5, stk. 7, hvilket er
tilfældet, hvis der foreligger en misligholdelses- eller restancesituation,
og foregående års renter ikke er betalt fuldt ud ved udgangen af
indkomståret, og debitor ikke er i stand til at betale eller stille sikkerhed
for gælden.
Der er ikke tale om misligholdelse, selv om debitor kortvarigt ikke
overholder sin betalingsaftale, når kreditor accepterer dette, LL § 5, stk. 7
skal derfor ikke anvendes i denne situation. Det må således bedømmes konkret,
om der foreligger en misligholdelses- eller restancesituation, se også
nedenfor om det ved betalingsaftale med Hypotekbanken anførte.
En studerende havde inden studiets afslutning indgået aftale med
pengeinstituttet om at tilbagebetale et studielån med 250 kr. pr. mdr. Den
pågældende fratrak herefter det i året indbetalte beløb, 2.250 kr. samt de i
årets løb påløbne renter 12.975 kr., i alt 15.225 kr. Gælden på studielånet
var ved indkomstårets begyndelse 99.777 kr. og ved slutningen 123.751 kr. Der
kunne ikke anses at være indgået en afviklingsaftale, når der i indkomståret
var foretaget udbetalinger fra lånet, som oversteg afdragene på det samme
lån. Den pågældende kunne herefter alene fratrække det faktisk indbetalte
beløb, lsr. 1984.82.
Renter af studielån med privat kaution som sikkerhed ansås for forfaldne
på tilskrivningstidspunktet, Skat 1985.3.73.
Fradrag for de i studietiden tilskrevne renter kan som nævnt først ske,
når der foreligger en aftale mellem pengeinstituttet og låntageren om
tilbagebetaling.
Denne aftale vil normalt også fastlægge, hvorledes ydelserne skal fordeles
på renter og afdrag. Dette gælder også, hvor afviklingen påbegyndes inden
studiets afslutning.
I praksis forekommer forskellige aftaler om afviklingen af gælden, som kan
belyses ved et eksempel:
Eksempel
Det forudsættes, at der er givet henstand med lånets afvikling til 1. jan.
1997, at hovedstolen (oprindeligt lån) er 10.000 kr., at tilskrevne renter
indtil 1. jan. 1997 er 5.000 kr., således at den samlede gæld er 15.000 kr. I
1997 indbetales fx 4.500 kr. og tilskrives 2.000 kr. i renter.
-------------------------------------------------------------
Aftale I:
De månedlige ydelser anvendes først til nedbringelse af de renter, som er
tilskrevet inden afviklingen er påbegyndt.
Fradragsberettiget rente:
Årets ydelse 4.500 kr.
Tilskrevne renter 2.000 kr.
Samlet fradrag for 1997 6.500 kr.
-------------------------------------------------------------
Aftale II:
De månedlige ydelser anvendes først til nedbringelse af de renter, som er
tilskrevet efter at afviklingen er påbegyndt, og derefter på de renter,
som er tilskrevet inden afviklingen er påbegyndt.
Årets ydelse 4.500 kr.
er fradragsberettiget, da den
udelukkende medgår til dækning
af renter. Overstiger de tilskrevne renter
årets ydelse, er også det overskydende beløb
fradragsberettiget.
-------------------------------------------------------------
Aftale III:
De månedlige ydelser anvendes først til nedbringelse af de renter, som
er tilskrevet efter at afviklingen er påbegyndt, og derefter
forholdsmæssigt på de renter, som er tilskrevet inden afviklingen er
påbegyndt, og afdrag på hovedstolen.
Fradragsberettiget rente:
5.000
-----
15.000 af ydelsen på 2.500 kr. 833 kr.
Tilskrevne renter 2.000 kr.
Samlet fradrag for 1997 2.833 kr.
------------------------------------------------------------
Uden aftale om fordeling:
Ydelserne skal anses for at indeholde både renter og afdrag, jf. lsr.
1974.62 og 1974.166. Fordelingen foretages efter forholdet mellem de i
henstandsperioden tilskrevne renter og summen af hovedstol og disse
renter. Herudover vil de i afviklingsperioden tilskrevne renter kunne
fradrages i indkomstopgørelsen for rentetilskrivningsåret.
Fradragsberettiget rente:
5.000
-----
15.000 af ydelsen på 4.500 kr. 1.500 kr.
Tilskrevne renter 2.000 kr.
Samlet fradrag for 1997 3.500 kr.
-------------------------------------------------------------
Disse metoder anvendes kun indtil de renter, som er tilskrevet inden
afviklingens påbegyndelse, er afdraget.
Når studielånet indfries af Hypotekbanken
I et tilfælde, hvor Statskassen måtte indfri et nødlidende studielån,
herunder et rentebeløb på 21.245 kr., og lånet herefter overgik til
Hypotekbankens administration af misligholdt studiegæld, kunne låntageren
ikke fratrække det nævnte rentebeløb på 21.245 kr., men kun fratrække et
beløb på 600 kr., som han det pågældende indkomstår havde betalt som renter
til den nye kreditor Hypotekbanken i henhold til et med denne indgået forlig
om afvikling af gælden. Den omstændighed, at aftalen om tilbagebetalingen er
indgået med Hypotekbanken kan ikke bevirke, at låntageren er anderledes
stillet, end han ville være, såfremt aftalen var indgået med det långivende
pengeinstitut, jf. lsr. 1984.168.
Når misligholdte studielån indfries af Hypotekbanken, betragtes den
oprindelige hovedstol tillagt de indtil overtagelsen påløbne renter som ny
hovedstol for Hypotekbanken.
Det indgår normalt som et led i tilbagebetalingsaftalen, at indbetalinger
først anvendes til dækning af incassoomkostninger, dernæst til dækning af
renter til Hypotekbanken, og endelig til dækning af Hypotekbankens hovedstol.
Den del af indbetalingerne, som dækker afdrag på Hypotekbankens hovedstol,
fordeles forholdsmæssigt mellem renter og afdrag efter forholdet mellem de
før Hypotekbankens overtagelse påløbne renter og
Hypotekbankens nye hovedstol.
Den del af afdraget, som således kan henføres til renter, kan fratrækkes
ved indkomstopgørelsen, jf. lsr. 1984.168.
Renter til Hypotekbanken tilskrives ikke hovedstolen. Renterne, der har
karakter af simpel rente, beregnes først, når der sker indbetaling. Renterne
anses for fradragsberettigede i det indkomstår, de påløber, medmindre
fradragsretten udskydes i medfør af LL § 5, stk. 7.
Fradragsretten udskydes, hvis debitor er i en misligholdelses- eller
restancesituation, og foregående års renter til Hypotekbanken ikke er betalt
fuldt ud ved udgangen af indkomståret og debitor ikke er i stand til at
betale eller stille sikkerhed for gælden.
Der må i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering af debitors
forhold, herunder indholdet af den tilbagebetalingsaftale den pågældende har
med Hypotekbanken.
I TfS 1996, 122 blev et studielån i 1987 overtaget af Hypotekbanken. Det
skyldige beløb var opgjort til ca. 200.000 kr., som blev afdraget med 500 kr.
pr. måned. Landsskatteretten fandt, at der var tale om en trangsbestemt
aftale efter LL § 5, stk. 7, således at forfaldstidspunktet for påløbne
renter var udskudt til betalingstidspunktet. Skatteyderen havde frem til 31.
dec. 1992 fået fradrag for et beløb på ca. 133.000 kr., som også kunne
indeholde de i 1993 betalte beløb til dækning af renter, hvorfor fradrag for
renter i dette år blev nægtet.
Tilskud til afvikling af studiegæld
Der kan i henhold til Finansministeriets lovbek. nr. 246 af 29. mar. 1996
ydes tilskud til personer med statsgaranterede studielån, når visse nærmere
betingelser er opfyldt.
Tilskuddet, der medregnes til den personlige indkomst, udbetales ikke til
tilskudsmodtagerne, men overføres direkte til deres studielånskonto i
pengeinstituttet, der krediteres for tilskudsbeløbet.
Tilskuddet anvendes normalt til at dække ydelser, der forfalder i henhold
til afviklingsaftale med det pågældende pengeinstitut, således at
tilskudsmodtageren opnår en hel eller delvis betalingsfritagelse og dermed en
likviditetslettelse.
Tilskuddet, som er indbetalt til pengeinstituttet, sidestilles
skattemæssigt med ydelser, der betales direkte af låntageren til
pengeinstituttet, dvs. at en fordeling af tilskud på renter og afdrag skal
ske i overensstemmelse med den mellem pengeinstituttet og låntager indgåede
aftale.
For låntagere, der har fået udsættelse med tilbagebetaling af studielånet,
vil der normalt ikke foreligge en sådan aftale om fordeling af eventuelle
ydelser på renter og afdrag. I disse tilfælde skal tilskuddet forlods anses
medgået til dækning af de i studietiden påløbne renter. Når der ydes tilskud
til et lån, der er overtaget af Hypotekbanken, anvendes tilskuddet til at
dække renter og afdrag, men ikke omkostninger, der er påløbet som følge af
misligholdelse over for Hypotekbanken.
Problemer ved fraflytning
En skatteyder søgte om tilladelse til på selvangivelsen for indkomståret
1976 at fratrække samtlige tilskrevne, ikke betalte renter vedrørende
statsgaranterede studielån, idet han anførte, at han ellers ikke ville få
mulighed for at fratrække disse renteudgifter, da han pr. 1. aug. 1976 var
fast bosat i Norge, og de norske skattemyndigheder ikke ville tillade fradrag
efter samme regler som i Danmark. Ansøgningen blev ikke imødekommet.
Et tilskud i henhold til lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om
eftergivelse af studiegæld, der blev udbetalt under debitors ophold i
Grønland og beskattet der, blev anset for indkomst, der kunne beskattes i
Grønland og ikke som en reduktion af de i Danmark fradragsberettigede
renteudgifter på studielånet, Skat 1989.6.470 (TfS 1989, 370).
A.E.1.4.3 Styklånsprovision
Den styklånsprovision, som en baissespekulant betaler vekselereren, kan
ikke sidestilles med en renteudgift, men med den provision, der beregnes ved
køb og salg, og altså som en omkostning, der skal tages i betragtning ved
opgørelsen af spekulationsfortjenesten eller -tabet, lsr. 1958.116. Efter
samme afgørelse nægtes fradrag for det beløb, som spekulanten må betale til
dækning af det udbytte, der falder på de lånte aktier, se også lsr. 1958.115.
A.E.1.4.4 Gældsforpligtelsens indhold
I en række domstolsafgørelser blev fradrag for renteudgifter nægtet, selv
om betingelserne omtalt under afsnit A.E.1.1.1 til A.E.1.1.3 formelt set var
opfyldte. Derimod kunne indholdet af gældsforpligtelsen ikke ubetinget lægges
til grund efter sin ydre form - som køb af fast ejendom eller lån i
pengeinstitut o.a.- for at fremtvinge ønskede skattemæssige følger. De reelle
økonomiske indhold blev efter en konkret vurdering afvist at være i
overensstemmelse med de skatteretlige krav til fradragsret i låneforhold. I
følgende domme blev de foretagne dispositioner, helt eller delvist,
tilsidesat i skattemæssig henseende:
I UfR 1991.209 (HRD)(TfS 1992, 78) ansås en aftale om køb af fast ejendom
i Spanien ikke i skattemæssig henseende som køb af en andel af en lejlighed
med dertil hørende pligt til at betale og - indtil betalingen skete - at
forrente købesummen. Skatteyderen havde efter Højesterets opfattelse ikke
påtaget sig en gældsforpligtelse, der berettigede ham til at betragte de
betalte ydelser som fradragsberettigede renter.
I TOLD*SKAT Nyt 1993.84 (ØLD) (TfS 1993, 341), fik et selskab ikke
anerkendt rentefradrag. Selskabets finansiering var uklar, og de
bogholderimæssige posteringer kunne ikke godtgøre, at selskabet havde påtaget
sig en reel forpligtelse til at betale renter.
I TOLD*SKAT Nyt 1992.23.755 (HRD) (TfS 1992, 328), blev rentefradrag
nægtet, hvor det ved optagelse af lån i et pengeinstitut samtidig aftaltes,
at låneprovenuet indestod i pengeinstituttet som sikkerhed for lånet.
Skatteyderen fik ikke fradragsret for en del af renterne, da disse ikke i
skattemæssig henseende kunne anses for at være renter af gæld, idet
skatteyderen var afskåret fra at råde over låneprovenuet.
I TfS 1994, 718 (HRD) blev fradragsret i indkomståret 1986 for
forudbetalte renter ved lånefinansieret obligationskøb nægtet, idet
skatteyderens eneste eller væsentligste formål med låneoptagelsen var at
udnytte ændringer vedrørende skattemæssig behandling af renteudgifter og
renteindtægter. Låneprovenuet blev indsat på en samtidig oprettet håndpantsat
konto i Sparekassen. I tidsrummet fra låneoptagelsen indtil skatteyderen i
1987 faktisk anvendte indeståendet til køb af obligationer, savnede
arrangementet skattemæssig realitet.
I TOLD*SKAT Nyt 1993.18.806 (VLD) (TfS 1993, 77). En skatteyder blev
nægtet fradrag for renteudgifter da lånearrangementet ikke var udtryk for
økonomisk realitet og kun begrundet af skattemæssige overvejelser.
Skatteyderen placerede låneprovenuerne på aftaleindskudskonti, der for den
enes vedkommende var håndpantsat og for den anden krævede accept før
eventuelle dispositioner.
Fælleskasser
Samme problematik har gjort sig gældende vedrørende de såkaldte
indskudslån i fælleskasser. Deltagerne optager lån i fælleskassen.
Låneprovenuet bliver ikke udbetalt, men indsættes til sikkerhed for lånet på
en samtidigt oprettet indskudskonto i fælleskassen. Låntageren opnår herved
ret til rentefrie lån fra den i fælleskassen etablerede skattefrie lånefond.
Sådanne lånearrangementer savner reelt grundlag. Se især Skat 1987.2.94 (VLD)
(TfS 1987, 5), TfS 1994, 587 (HRD).
Ved dom ligeledes af 8. aug. 1994, når Højesteret dog til et andet
resultat i en sag om fælleskasselån. Se TfS 1994, 598 (HRD).
Skatteyderen havde fri rådighed over lånene i fælleskassen og havde bla.
anvendt dem til investeringer i den af ham ejede landbrugsejendom.
Højesteret fandt det derfor betænkeligt at statuere manglende skattemæssig
realitet.
I § 1 i lov nr. 374 af 18. maj 1994 om bl.a andelskasser blev der fra
indkomståret 1995, ved en tilføjelse til SSL § 1, stk. 1, nr. 2 a, pålagt
andelskasser, herunder fælleskasser, selskabsbeskatning. Der sker nu
beskatning af samtlige renteindtægter. Rentefradraget for deltagernes
"indskudslån" modsvares af beskatningen af renteindtægten i
fælleskassen.
I TfS 1996, 427 (ØLD) (appelleret til Højesteret) blev nægtet fradrag for
renteudgifter vedr. lån på limited eller non-recourse vilkår, endvidere
henvises til TfS 1996, 458 og TfS 1996, 459 (indbragt for domstolene), hvor
Landsskatteretten fandt, at bl.a fradrag for renteudgifter på limited
eller nonrecourse vilkår ikke kunne godkendes, da optagne lån ikke kunne
anses at påhvile skatteyderne som en reel retlig forpligtelse.
Indekslån
Spørgsmålet om fradragsret for ydelserne på indekslån omtales under afsnit
A.D.2.1.7.
I TOLD*SKAT Nyt 1993.19.841 (ØLD) (TfS 1993, 341), fik et selskab ikke
anerkendt rentefradrag. Selskabets finansering var uklar, og de
bogholderimæssige posteringer kunne ikke godtgøre, at selskabet havde påtaget
sig en reel forpligtelse til at betale renter.
A.E.1.5 Begrænsninger af rentefradragsretten
A.E.1.5.1 LL § 17
Ifølge bestemmelsen i LL § 17 kan renter af gæld ikke bringes til fradrag
ved indkomstopgørelsen i det omfang, skyldneren har påtaget sig gælden over
for livsarvinger eller disses ægtefæller som gave eller som arveforskud.
Stedbørn og plejebørn sidestilles med livsarvinger.
Det samme gælder renter af gavegæld til fonde, legater e. l., der helt
eller delvis er oprettet til fordel for bestemte familier.
Et barnebarn blev anset for omfattet af udtrykket livsarvinger i LL § 17,
selv om barnets far levede, og bedstefaderen kunne derfor ikke fradrage
renter af en gavegæld til barnebarnet, jf. Skat 1986.1.71 (TfS 1986, 117).
En skatteyder havde udstedt et afdragsfrit pantebrev på 500.000 kr. til en
uddannelsesfond. Pantebrevet forrentedes med 3 1/2 pct. af hovedstolen.
Fondens formål var at yde uddannelsesstøtte til descendenter efter
skatteyderen og hendes ægtefælle. Fondsbestyrelsen kunne dog i ganske særlige
tilfælde, når det var en velfærdssag for den pågældende, yde støtte til en
descendent i tilfælde af dennes alvorlige sygdom eller i andre tilsvarende
alvorlige situationer. Fradrag for renter af pantebrevet kunne ikke
godkendes, lsr. 1985.164.
Bestemmelsen tager sigte på tilfælde, hvor den skattepligtige har ydet en
gave (herunder arveforskud) ved, at han har udstedt et rentebærende gældsbrev
med sig selv som debitor. Hvis et sådant gældsbrev er udstedt til afkom, kan
de renter, som giveren udreder, ikke fradrages ved indkomstopgørelsen.
Er der ydet et vederlag, der svarer til gældsbrevets værdi, kan renterne
derimod fradrages. Dækker vederlaget kun en del af gældsbrevets værdi, kan en
hertil svarende del af renterne fradrages.
Fradrag blev nægtet for renter af et pantebrev, som en fader udstedte til
afløsning af en - uden vederlag - påtagen forpligtelse til at yde en årlig
understøttelse til datteren.
Fradrag af renter for gavegæld nægtes, også hvor gælden er sikret ved et
omsætteligt pantebrev. Når debitors afkom mv. ikke længere er kreditor ifølge
pantebrevet, kan renter fradrages på sædvanlig måde. Se endvidere lsr.
1968.146 (omgåelse) og VLD af 26. mar. 1975 (Skd. 37.161).
I skd. 29.166, var gældsbrevet ikke udstedt til udstederens afkom, men til
udstederens broder, der senere videreoverdrog det til sin fader, der derefter
overdrog det til sine børnebørn (herunder udstederens mindreårige børn) som
gave. Under hensyn til at gældsforholdet havde en reel forretningsmæssig
baggrund, at børnebørnene fik gældsbrevet til fri rådighed, og at
renteydelsen på gældsbrevet ikke havde sit udspring i en gavedisposition fra
debitors side, fandt man ikke forholdet omfattet af begrænsningen i LL § 17,
jf. VLD af 21. mar. 1980 (Skd. 56.33) omtalt foran under afsnit A.E.1.1.1.
En bedstemoder udstedte 4 pantebreve med pant i den hende tilhørende
ejendom og overdrog pantebrevene til sine 4 børnebørn. Bedstemoderen kunne
ikke som debitor fradrage renterne vedrørende pantebrevene. Hvis
bedstemoderen senere overdrager den pantsatte ejendom ved salg eller gave til
sine 2 børn, der hver er far til 2 af børnebørnene, indtræder der fradragsret
for renter af pantebrevene for børnebørnenes forældre ved det foretagne
debitorskifte.
Bestemmelsen berører ikke modtagerens pligt til at svare indkomstskat af
renterne (jf. lsr. 1962.21) og heller ikke pligten til at svare gaveafgift.
Bestemmelsen er anvendt analogt på gavegæld til børn af en person, der
lever sammen med giveren.
A.E.1.5.2 LL § 18
Renter af lån, der optages mod sikkerhed i livsforsikringspolicer tegnet
efter den 30. nov. 1939, kan kun bringes til fradrag ved indkomstopgørelsen
for så vidt angår den rente, der vedrører den del af gælden, som overstiger
forsikringens genkøbsværdi. Bestemmelsen kommer dog ikke til anvendelse på
forsikringer, hvor præmiebetalingsperioden strækker sig over mindst 10 år, og
hvis tilbagekøbsværdi ikke vilkårligt er forøget ved ekstraordinære
præmieindskud. Fradrag for betalte renter af nogle med sikkerhed i
annuitetsforsikringer optagne lån kunne, da den aftalte
præmiebetalingsperiode for alle forsikringerne oversteg 10 år, ikke nægtes
med henvisning til bestemmelsen i LL § 18, uanset at præmiebetalingen for de
omhandlede forsikringer, der var tegnet i 1968 og 1970, var ophørt med de i
dec. 1971 forfaldne præmier, og forsikringerne var tilbagekøbt i jul. 1973,
lsr. 1981.91.
Reglen i LL § 18 er ikke begrænset til de tilfælde, hvor der optages lån i
det forsikringsselskab, der har udstedt policen. En skatteyder optog
veksellån i en bank med garantistillelse fra et forsikringsselskab, som fik
sikkerhed i en af klager tegnet livsforsikringspolice. Der blev endvidere
stillet supplerende sikkerhed ved et ejerpantebrev i hans ejendom. Lånet of
livsforsikringen var beløbs- og tidsmæsssigt sammenfaldende.
Landsskatteretten fandt, at renter og gæld ikke kunne fradrages, jf. LL § 18,
stk.2 (tidligere stk. 1 og 2) jf. TOLD*SKAT Nyt 1993.14.679 (TfS 1993, 348).
* I TfS 1997, 223 fastslog ØL, at der ikke var fradrag for renteudgifterne
på et udenlandsk veksellån, hvor der var stillet sikkerhed bl.a. i en
livsforsikring, fordi forsikringen oprindeligt var tegnet med en løbetid på 6
år, hvilket ØL lagde til grund ved vurderingen af forsikringens løbetid.
Selv om den senere var udvidet med 4 år, var der på intet tidspunkt en
restløbetid på 10 år, og på udvidelsestidspunktet var der en restløbetid på 8
år.* Se endvidere Skat 1985.1.28.
A.E.1.5.3 Renter af skatter og af told- og forbrugsafgifter - LL § 17 A,
stk. 1
I LL § 17 A bestemmes:
"Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan udgifter til
renter af skatter samt told- og forbrugsafgifter ikke fradrages, bortset fra
renter ved henstand efter § 6 i lov om frigørelsesafgift mv. af fast ejendom,
§ 36 i lov om afgift af dødsboer og gaver og § 12 i lov om beskatning af
fortjeneste ved afståelse af fast ejendom".
Bestemmelsen gælder således renter af alle skattearter (herunder også
skatter pålignet dødsboer), bortset fra renter, der hidrører fra de nævnte
henstandstilfælde. Disse er fradragsberettigede, uanset hvornår de er
påløbet.
Renter vedrørende betaling for ydelser som vand, gas, el og lign. er
fortsat fradragsberettigede, jf. Skm. cirk. nr. 72 af 17. apr. 1996, pkt.
8.10. Renter af skyldig AM-bidrag kan ikke fratrækkes ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst, jf. senest bek. nr. 1250 af 16. dec. 1996 § 19, stk.
3.
LL § 17 A, stk. 2
Renter af lån til betaling af ejendomsskatter
Renter af lån, der er ydet i henhold til lov om lån til betaling af
ejendomsskatter for visse parcel- og rækkehuse og lov om lån til betaling af
ejendomsskatter, kan ikke fradrages ifølge LL § 17 A, stk. 2, som har
virkning for lån, der ydes til betaling af ejendomsskatter mv. vedrørende
indkomståret 1983 og følgende skatteår, og tillige har virkning for renter
fra og med 1. jan. 1983 af lån ydet i henhold til lov om lån til betaling af
ejendomsskatter for visse parcel- og rækkehuse i 1982 og tidligere. Det samme
gør sig gældende for renter af lån ydet efter værditabslovens § 10, jf. lov
nr. 214 af 28. apr. 1993.
LL § 17 A, stk. 3.
Renter af boligydelseslån
Renter af boligydelseslån, der er ydet i henhold til lov om boligydelse
til pensionister eller lov om individuel boligstøtte, kan ikke fradrages, LL
§ 17 A, stk. 3.
Andet
Om fradragsret for renter vedrørende efterbetalings- og bødebeløb har
Skattedepartementet udtalt, at renter, der fra og med 1. jan. 1976 påløber
efterbetalingsbeløbet, ikke kan fradrages. Derimod er renter af bødebeløbet
fortsat fradragsberettiget.
I følge skd. 63.340 kan renter af norsk arveafgift fradrages.
Procenttillægget til restskat kan ikke fratrækkes.
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT AE - FRADRAG I KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008
- Sagen drejer sig om anerkendelse af skattemæssigt fradrag uden kildeartsbegrænsning for en erstatningsforpligtelse i forbindelse med udøvelse af bestyrelseshverv i en bank Domsdatabasen · 4. april 2025
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT AE - FRADRAG I KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT AE - FRADRAG I KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT AD - KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008
- LIGNINGSVEJLEDNING 1998 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008