Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT AE - FRADRAG I KAPITALINDKOMST

STV nr 20002 af 01/01/1997Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit AE - Fradrag i kapitalindkomst

A.E.1 Renteudgifter mv.

Renteudgifter er fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra e.

Fradragsretten efter denne bestemmelse forudsætter, at der er tale om

renteudgifter.

Hverken SL eller skattelovgivningen iøvrigt indeholder nogen skattemæssig

begrebsbestemmelse af "renteudgifter". Derimod er der i praksis

skabt en almindelig rentedefinition.

Efter denne anerkendes en renteudgift kun som beløb, der er et sædvanligt

periodisk vederlag til kreditor - beregnet som en bestemt procentdel af den

til enhver tid værende gæld - for at stille kapital til disposition, jf. UfR

1960.589 HRD, lsr. 1971. 65 samt en bindende forhåndsbesked gengivet i Skat

1989.4.351 (TfS 1989, 288) * Se TfS 1997, 77 (BF) hvor

Ligningsrådet fandt at basisdelen af en kombinationsforrentning er en

rente i LL's forstand medens den variable del ikke er.* Se også nedenfor om

betingelser for rentefradrag.

Fradragsberettigede renteudgifter kan fratrækkes for såvel private som

erhvervsmæssige gældsforhold. Fradraget foretages som hovedregel i

kapitalindkomsten jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 1. For bankierer, vekselerer og

personer, der driver næring med finansiering mv. kan fradrag dog foretages i

den personlige indkomst, jf. PSL § 4, stk. 3. Vedrørende rentefradrag for

personer der driver selvstændig erhvervsvirksomhed under virksomhedsordningen

henvises til afsnit E.G.1.4.1. Den periodemæssige placering af

fradragsberettigede renteudgifter følger af LL § 5, som er nærmere omtalt

nedenfor under afsnit A.E.1.1.2.

Ved beregning af skattelempelse i henhold til en

dobbeltbeskatningsoverenskomst eller efter LL § 33, skal der ved opgørelsen

af den lempelsesberettigede udenlandske indkomst bl.a. fratrækkes de

renteudgifter, der kan anses for at vedrøre denne indkomst jf. afsnit D.C.3,

hvor reglerne i LL § 33 F og LL § 5 D er omtalt.

Læs alt

Udover egentlige renteudgifter er der særlige regler for provisioner og

kreditafgifter, jf. LL § 8, stk. 3 og den nærmere omtale under afsnit

A.E.1.3.

Vederlag i form af kursgevinster ved at få eller stille kapital til

rådighed er nærmere omtalt under afsnit A.D.2.

A.E.1.1 Betingelser for rentefradrag

Renteudgifter er ifølge rentedefinitionen vederlag for gæld.

Gældsforholdet skal indeholde en retlig bindende forpligtelse, såvel til at

betale en gæld, som til at forrente denne, jf. lsr. 1939.73, 1955.76 og TfS

1995, 542. I fiktive låneforhold vil der ikke kunne foretages fradrag for en

beregnet rente. Se herom afsnit A.E.1.4.4.

A.E.1.1.1 Retlig forpligtelse

Heri ligger for det første, at der skal være tale om et retlig

forpligtende gældsforhold, hvori der er stiftet en reel fordring på

skyldneren. En vurdering heraf vil bl.a. omhandle tilbagebetalingspligten,

der ikke må være knyttet til uvisse fremtidige betingelser. Grundlaget for

forpligtelsen er bedømt i en række afgørelser, hvor der har været et nært

slægtskabsforhold mellem debitor og kreditor. Se lsr. 1983.150, hvor LSR på

grundlag af de tilvejebragte oplysninger herunder bl.a. det mellem parterne

bestående familieforhold samt lånearrangementets usædvanlige karakter nægtede

fradrag. Se desuden lsr. 1975.176, 1978.200, 1978.201 og TfS 1996, 226, hvor

en skatteyder ikke var berettiget til at fradrage renteudgifter ifølge

gældsbrev vedrørende et lån optaget hos en mindreårig søn, idet den indgåede

låneaftale var ugyldig efter myndighedslovens § 34 og henset hertil fandt LSR

, at der ikke påhvilede klageren en retlig forpligtelse i henhold til

gældsbrevet. En usikker adskillelse mellem kreditor og debitor kan således

give anledning til, at vurdere om grundlaget for forpligtelsen udspringer af

en reel fordring. I VLD af 21. mar. 1980 (skd 56.53) ansås en skatteyder for

berettiget til at foretage fradrag for renteudgifter i henhold til et

pantebrev udstedt i 1970 til svigerfaderen ved en ejendomshandel.

Svigerfaderen gaveoverdrog ultimo 1973 pantebrevet til skatteyderens datter.

Det blev godtgjort, at der påhvilede skatteyderen en retlig forpligtelse til

at udrede rentebeløbene i overenstemmelse med pantebrevets indhold. I UfR

1982.618 (HRD), blev fradrag for renter af anlægsudgifter ved kloakering ikke

anerkendt fuldt ud, da gælden i en årrække ikke var aktuel for de enkelte

grundejere. I TfS 1990, 149 (HRD) blev en renteudgift ikke anerkendt som

fradragsberettiget, da der ikke var tale om en retligt forbindende

forpligtelse.

I TfS 1995, 640 blev fradrag for en renteudgift tillagt den ene part fuldt

ud selv om en tidligere samlever ikke var frigjort overfor en af kreditorerne

en kreditforening. Klageren havde ved tinglyst skøde overtaget den tidligere

samlevers halvdel af ejendommen, og havde sidenhen betalt samtlige

prioritetsydelser. Se endvidere nedenfor under afsnit A.E.1.1.4.

For det andet skal der være tale om reelle renteudgifter, i modsætning til

en beregnet rente der - helt eller delvist - ikke er et vederlag til kreditor

for at stille kapital til disposition, men bliver udredt for at tilgodese

andre hensyn. For at nedbringe sin kassekredit lånte en skatteyder et beløb

af sin datter, med en aftalt forrentning på 25 pct. p.a. Forrentningen

fandtes unormal høj, samt at der forelå en ikke fradragsberettiget

understøttelse fra faderen til datteren. Skatteyderen blev derfor kun anset

for berettiget til at fradrage 12 pct. p.a. af lånet svarende til den

renteudgift, der var sparet på hans kassekredit, lsr 1977.655.

En beregnet rente, der alene har til formål at udligne forskellen mellem

et ud- og indbetalingstidspunkt, fx mellem flere arvinger i et dødsbo eller

flere deltagere i et fælles projekt, kan ikke anerkendes skattemæssigt. Se

UfR 1970.8 (HRD) hvor en arving ikke kunne fratrække en mellemrente, samt

lsr. 1977.185 hvor hustruens andel af et rentetilsvar i forbindelse med

bodeling ved skilsmisse ikke ansås for fradragsberettiget.

Et rentekrav der i det væsentligste beror på skyldnerens egen afgørelse og

ikke på kreditors fordring, kan ikke godkendes som en fradragsberettiget

renteudgift, se hertil TfS 1995, 542., hvor en renteforhøjelse ikke blev

tillagt skattemæssig virkning, da renten ikke udsprang af en retlig

forpligtelse til at forrente en gæld, udover den i låneforholdet oprindelige

aftalte rente. Se endvidere UfR 1963.734 (HRD), samt lsr. 1982.74.

Det er uden betydning for fradragsretten, hvorfra skyldneren har fået

midlerne til betalingen. Der er således fradragsret for renter, selv om

midlerne til betalingen hidrører fra skattefri tilskud, jf. skd. 39.291.

A.E.1.1.2 Renten skal være forfalden

Renter fratrækkes som hovedregel, når de forfalder, jf. LL § 5, stk. 1.

Forfaldstiden er som udgangspunkt det betalingstidspunkt, der er aftalt i

gældsforholdet. Se skm. cirk. nr. 72 af 17. apr. 1996, pkt. 8.1.1.

Forfaldne renter kan som udgangspunkt fratrækkes, hvadenten de faktisk

betales eller blot debiteres den pågældende konto. Se dog nedenfor om

forudforfaldne og om ikke betalte renter, samt om rentefradrag ved

eftergivelse.

Ved afgørelsen af om et rentebeløb er forfaldent og dermed

fradragsberettiget, eller om der på forhånd er givet henstand med

rentebetalingen, således at forfaldstidspunktet anses for udskudt, kan der

bl.a. lægges vægt på, om der skal beregnes rentes rente, se lsr. 1978.196. En

skatteyder optog i 1992 et lån til køb af anparter. Lånet samt renter

tilskrevet 6 kalendermåneder forud og beregnede og tilskrevne renters rente

forfaldt til betaling den 30. jun. 1995.

Her fandt LSR , at henstand med rentebetalingen var givet på en sådan

måde, at forfaldstiden var udskudt til den 30. jun. 1995, og der kunne

således ikke indrømmes fradag for renter i 1992, jf. TfS 1995, 786.

Ved HRD af 18. dec. 1987, Skat 1988.2.72 (TfS 1988, 29), blev det antaget,

at der i et låneforhold mellem en mor og en søn var ydet en tidsubestemt

henstand med rentebetalingerne, hvorfor sønnen ikke havde fradragsret for

beløbene, jf. ligeledes TfS 1996, 225.

Procesrente betalt i henhold til lov nr. 1098 af 21. dec. 1994 om renter

ved for sen betaling mv. (renteloven) er fradragsberettigede på

forfaldstidspunktet.

Morarenter af for sent betalte ydelser til kreditforeninger mv. kan

trækkes fra i opkrævningsåret.

Forudforfaldne renter LL § 5, stk. 2

Forfalder renter for en længere periode, fx ved låneoptagelsen kan der kun

ske fradrag for renteudgifter, der vedrører det pågældende indkomstår.

Efter LL § 5, stk. 2 kan renteudgifter, som vedrører en længere periode

end 6 måneder, og som forfalder mere end 6 måneder før udløbet af perioden,

ikke fradrages på det aftalte forfaldstidspunkt, men skal fordeles over den

periode, renten vedrører.

Bestemmelsen medfører, at den enkelte skatteyder ved siden af lån, hvor

renterne fradrages efter forfaldsprincippet, kan have andre lån, for hvilke

rentefradraget fordeles over den periode, renten vedrører. Afgørende er

vilkårene i den enkelte låneaftale.

Der opstilles to betingelser, som begge skal være opfyldt, for at

fradraget for forudforfaldne renter skal fordeles efter LL § 5, stk. 2.

1. at renterne vedrører en længere periode end 6 måneder, og

2. at renterne forfalder mere end 6 måneder før udløbet af perioden.

En skatteyder havde optaget to veksellån ultimo 1984 og 1985. I begge

tilfælde var låneoptagelsen tilrettelagt således, at skatteyderen skulle opnå

mulighed for fradrag af ét års rente. Selv om rentebetalingen (i begge

tilfælde) formelt var opdelt i to samtidig indgåede aftaler om forfaldsdage

med en uges mellemrum anså Landsskatteretten lånearrangementerne for omfattet

af LL § 5, stk. 2, hvorfor renterne skulle periodiseres, TOLD* SKAT Nyt

1991.14.780 (TfS 1991, 314).

LL § 5, stk. 2, har virkning for renter af gæld, der stiftes eller

forlænges efter den 14. mar. 1984, eller gæld, hvor de oprindeligt aftalte

vilkår ændres efter denne dato.

Debitor ikke solvent -

LL § 5, stk. 7

Ifølge LL § 5, stk. 7 kan renteudgifter først fratrækkes i det indkomstår,

hvor betaling sker, såfremt renteudgifter vedrørende tidligere indkomstår i

samme gældsforhold endnu ikke er betalt ved udgangen af det indkomstår,

indkomstopgørelsen vedrører. Det vil med andre ord sige, at ikke betalte

renter kan fradrages, hvis den skattepligtige kun er i restance med

renteudgifter for det aktuelle indkomstår.

I tilfælde af konkurs har skatteyderen ikke fradrag for de renteudgifter,

der indgår i konkursindkomsten, se afsnit E.L.1.4.1, og vedrørende akkord og

gældssanering se afsnit E.L. 2.9.

Eksempel

Indkomstår Rente Betaling Fradragsbeløb

1. 12.000 0 12.000

2. 12.000 6.000 0

3. 12.000 18.000 24.000

Den skattepligtige opnår i år 1 (= stiftelsesåret) fradrag for den

forfaldne rente, selv om der ikke er betalt noget beløb.

I år 2 betales 6.000 kr., som afskrives på restancen for år 1. Da der er

en yderligere restance vedrørende år 1, udskydes fradragsretten i år 2, og

den skattepligtige kan derfor ikke fradrage noget beløb i år 2.

I år 3 betales 18.000 kr., der dækker både restancen fra år 1 og år 2.

Rentebeløbet, der forfaldt i år 2, kan derfor nu fradrages med 12.000 kr.,

og selv om ingen del af renten, der forfaldt i år 3, er betalt, kan renten

fratrækkes fuldt ud, idet der ikke er restancer for tidligere år.

Forfaldne og betalte renter kan fratrækkes i betalingsåret, selv om der

henstår ubetalte renter af gælden vedrørende tidligere indkomstår, Skat

1988.11.688 (TfS 1988, 616).

Renter til et pengeinstitut, en bankier eller vekselerer anses i denne

forbindelse for betalt, såfremt rentetilskrivningen ikke medfører, at

kreditten overstiger det aftalte maksimum. En kassekredits maksimum beror på

den indbyrdes aftale mellem den skattepligtige og pengeinstituttet. De

renteudgifter, der debiteres en kassekredit ud over det aftalte maksimum,

anses som udgangspunkt for ikke betalte. Hvis kassekredittens maksimum

efterfølgende forhøjes, anses renteudgifterne for betalt, såfremt de ligger

inden for det nye maksimum. Der lægges i denne forbindelse vægt på, hvad

fordringshaverens kontoudtog udviser. Reglen om, at betaling i visse tilfælde

anses at foreligge ved den blotte debitering på en kassekredit eller

lignende, anses som udtryk for, at kassekreditten indenfor det aftalte

maksimum tilsigter at give kontohaveren et reelt betalingsmiddel. Såfremt en

efterfølgende udvidelse af kreditten alene tilsigter at skabe dækning for

pengeinstituttets rentedebitering og således ikke er udtryk for en reel

udvidelse af kreditten, antages egentlig betaling dog ikke at foreligge. Det

må bero på en konkret vurdering af årets samlede bevægelser på

kassekreditten, om der er renter i restance fra tidligere indkomstår.

Debitering af morarenter på en løbende kredit hos andre kreditorer, fx hos

en vareleverandør, kan derimod ikke sidestilles med betaling.

Hvis kreditor og debitor har indgået en aftale om udskydelse af betalingen

inden forfaldsdatoen, så udskydes rentefradragsretten også. Indgås aftalen

derimod efter forfaldsdatoen, er der fradragsret for renterne.

Fradragsretten for ikke betalte renter udskydes ikke, hvis den

skattepligtige kan godtgøre, at have været i stand til ved udgangen af det

indkomstår, indkomstopgørelsen vedrører, at betale samtlige forfaldne

gældsposter eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Omvendt

udskydes fradragsretten til betalingstidspunktet, når den skattepligtige ikke

kan opfylde sine gældsforpligtelser. Dette er som udgangspunkt tilfældet,

hvis den skattepligtige er erklæret konkurs eller har standset sine

betalinger. Manglende evne til at opfylde gældsforpligtelserne foreligger

også ofte, når der ved udlæg eller tvangsauktion ikke har kunnet opnås

dækning hos den skattepligtige. Betingelsen for at udskyde fradragsretten må

endvidere anses for opfyldt, når den skattepligtige erkender at være

insolvent.

LL § 5, stk. 7, er nærmere omtalt i skm. cirk. nr. 72 af 17. apr. 1996,

pkt. 8.1.5. og 8.1.6.

Effektiv betaling

LL § 5, stk. 7, udskyder fradragstidspunktet for forfaldne renter til det

tidspunkt, hvor debitor betaler i penge. Det betyder, at fradragsretten for

forfaldne, ikke betalte renter ikke genopstår ved akkord, gældssanering eller

lignende, men kun ved faktisk betaling, Skat 1988.4.231 (TfS 1988, 206).

A.E.1.1.3 Rentefradrag ved gældseftergivelse

LL § 5, stk. 8

Efter LL § 5, stk. 8 (tidligere stk. 9) er fradragsretten for påløbne

renter vedrørende gæld, der nedsættes som følge af en gældseftergivelse,

undergivet visse begrænsninger.

Loven har virkning for aftaler og kendelser om gældseftergivelse, som er

indgået efter lovens ikrafttræden. Loven trådte i kraft den 15. jun. 1995.

Reglerne er nærmere beskrevet i cirk. nr. 26 af 5. feb. 1996 om lov af

ændring af forskellige skattelove (handel med underskudsselskaber,

gældseftergivelse og renter ved gældseftergivelse)

Se om den praksisskabte regel gældende indtil lovens ikrafttræden, -

TOLD*SKAT Nyt 1991 nr. 11 og Skat 1988, nr. 3.

Begrænsningen indtræder for alle låneforhold, hvor skyldneren opnår en

gældseftergivelse, der medfører en nedskrivning af gælden fx ved

tvangsakkord, frivillig akkord, gældssanering og enkeltstående

gældseftergivelser ved aftale med en enkelt eller enkelte kreditorer.

Ligeledes vil en aftale om gældseftergivelse betinget af, at debitor

overholder en betalingsordning, være omfattet af begrænsningen på

aftaletidspunktet. LL § 5, stk. 8, 1. pkt., begrænser fradragsretten for

renter af gæld omfattet af nedsættelsen, således at det oprindelige forhold

mellem hovedstol og renter af den samlede gæld før nedsættelsen fastholdes.

Eksempel:

År 1 Gæld 300.000 kr.

Renter 50.000 kr.

Ved indkomstopgørelsen for år 1 fratrækkes årets påløbne forfaldne renter

på 50.000 kr.

År 2 Gæld 350.000 kr.

Renter 50.000 kr.

Den samlede gæld er på 400.000 kr., hvoraf 100.000 kr. er påløbne renter.

Gælden nedsættes til 50 pct. dvs. til 200.000 kr.

Efter LL § 5, stk. 8 vil skatteyderen - efter betaling af den nedsatte

gæld - være berettiget til et fradrag på 50 pct. af den oprindelige rentedel

før nedsættelsen, i eksemplet 50 pct. af 100.000 kr. ialt 50.000 kr. Da

skatteyderen i eksemplet foretog fradrag for forfaldne renter i år 1, kan der

ikke foretages yderligere fradrag.

Det følger af LL § 5, stk. 8, 2. pkt., at skatteyderen kan opretholde

fradrag for forfaldne ikke betalte renter, selv om om nedsættelsen har

bevirket, at rentedelen efter nedsættelsen er mindre end det allerede

foretagne fradrag.

Hvis gælden i ovenstående eksempel blev nedsat med 75 pct. ville det

således ikke medføre regulering af den tidligere skatteansættelse.

Eksempel:

År 1 Gæld 300.000 kr.

Renter 50.000 kr.

Ved indkomstopgørelsen for år 1 fratrækkes årets påløbne renter på 50.000

kr.

År 2 Gæld 350.000 kr.

Renter 50.000 kr.

Den samlede gæld er på 400.000 kr., hvoraf 100.000 kr. er påløbne renter.

Gælden nedsættes med 75 pct. dvs. til 100.000 kr. Skatteyderen vil efter

nedsættelsen være berettiget til et fradrag på 25.000 kr. dvs. 25 pct. af den

oprindelige rentedel på 100.000 kr. Der kan som i eksemplet ovenfor ikke

foretages fradrag, da dette blev foretaget i år 1. Selv om rentedelen efter

gældseftergivelsen er mindre end det i år 1 foretagne fradrag på 50.000 kr.

skal der ikke ske genoptagelse, da den samlede nedsatte gæld på 100.000 kr.

stadig overstiger det allerede foretagne fradrag. Dog kan skatteyderen ikke

opretholde fradrag som måtte overstige den samlede nedsatte gæld. Her vil der

være grundlag for at ændre skatteansættelsen.

Parternes frie adgang til at træffe bestemmelse om fordeling af

indbetalinger, der foretages efter gældsnedsættelsen, på henholdsvis

hovedstol og rentedel er ikke ændret. Fradragstidspunktet for renter efter

nedsættelsen afgøres efter de almindelige regler herom jf. LL § 5, stk. 1. og

stk. 7. Har skatteyderen - før gældsnedsættelsen - foretaget fradrag for

forfaldne men ubetalte renter, er der efter nedsættelsen tale om en

restancesituation, hvorefter fradragsretten afgøres efter LL § 5, stk. 7.

Gældsnedsættelsen konstituerer således ikke et nyt låneforhold.

*Aftalt senere gældseftergivelse

Hvis der fx i forbindelse med en gældsafviklingsaftale aftales en senere

gældseftergivelse, vil gælden normalt blive betragtet som eftergivet på

aftaletidspunktet uanset, at eftergivelsen er betinget af overholdelse af en

afdragsaftale. Der vil således ikke være fradrag for renter, der er påløbet

den del af gælden, der herved er eftergivet. Se TfS 1997, 863 (BF) hvor der

blev indgået en aftale om eftergivelse af gælden efter 62 mdr. betinget af

betaling af renter på gælden i perioden. Ligningsrådet fandt, at renter ikke

kunne fratrækkes, fordi de blev anset som afdrag på hovedstolen.*

Forældelse af rentekrav

I det omfang der gives fradrag for ikke betalte renter, skal der ske

efterbeskatning heraf, når kreditors krav på renterne forældes. Se reglerne

om fradrag for renter omfattet af gældseftergivelse. Det vil normalt sige i

det 5. indkomstår, efter at renterne er fratrukket ved indkomstopgørelsen.

Der må på baggrund af skyldnerens økonomiske forhold på

forældelsestidspunktet foretages en bedømmelse af gældens værdi på dette

tidspunkt, og den skattepligtige fordel ansættes til denne værdi, jf. Skat

1988.462 (HRD) (TfS 1988, 366).

Krav på rente er en selvstændig fordring, der kan forældes uafhængigt af

hovedfordringen og eventuelt efter andre regler end denne (rentefordringen 5

år - hovedfordringen 20 år, hvis der foreligger særligt retsgrundlag). Ved

hovedfordringens forældelse bortfalder også rentekrav, selv om disse ikke

ville være forældede, hvis de blev bedømt som selvstændige fordringer (dette

gælder dog ikke, hvis der er udstedt rentekuponer).

Om eventuel suspension og afbrydelse af forældelsen, se afsnit A.K.5.3.

A.E.1.1.4 Gælden skal påhvile den skattepligtige

Der foreligger kun et gældsforhold for såvidt angår den debitor, der

hæfter direkte for gælden overfor kreditor. At debitor lægger rentebetalingen

over på andre bevirker ikke, at fradragsretten videreføres til disse, se lsr.

1975.175, hvor fradrag for renteudgifter ikke godkendtes i et tilfælde, hvor

der blev optaget lån til finansiering af ombygning af en ejendom, som ejedes

af skatteyderens moder. Låneoptagelsen skete i moderens navn og med

ejendommen som pantsikring, medens det var aftalt, at sønnen skulle betale

alle ydelser vedrørende lånene samt stigningen i ejendomsudgifterne.

Det kan i visse sager være vanskeligt at afgøre hvordan fordelingen af

hæftelsen skal være mellem flere parter, der har et lån sammen, fx fordi de i

fællesskab ejer en fast ejendom.

Hvis parterne hæfter hver i sær for et lån eller hæfter pro rata for dele

af et fælles lån, er der ingen tvivl, idet der kun er fradrag for de lån, der

hæftes for se skd 52.38 hvor Et papirløst par drev en virksomhed, der

tilhørte den ene part. Da gælden i virksomheden kun påhvilede den pågældende

skulle hele rentefradraget foretages i dennes indkomst. I TfS 1992, 195

(ØLD), hvor hustruen, som ejede ejendommen og hæftede for lånene i denne,

havde det fulde fradrag i 1988, rentefradragene overgik først til manden i

forbindelse med at han overtog ejendommen i 1989. TfS 1995, 241 hvor det

bl.a. fastslås, at kun den part som hæfter overfor kreditor for lån, kunne

opnå fradrag for renteudgifterne.

Hvis der er tale om solidarisk hæftelse, som der ofte er tale om fx ved

belåning af fast ejendom, er det noget vanskeligere at afgører, fordi det i

praksis er accepteret, at der ved aftale mellem debitorerne kan ske en

forskydning af hæftelsen mellem parterne med den konsekvens, at

rentefradragsretten forskydes tilsvarende. Forskydningen kan indebære, at kun

den ene part har rentefradrag, selv om begge parter stadig hæfter overfor

kreditor.

Til belysning af denne praksis kan nævnes at LSR har offentliggjort en

række afgørelser vedrørende fordelingen af hæftelse i forbindelse med

samlivsophør.

I nogle situationer er det fundet bevist/sandsynliggjort, at hæftelsen er

overdraget i andre ikke.

I TfS 1991, 60 blev det afgjort, at en skatteyder, der selv om han havde

betalt alle renterne på et banklån, som han hæftede solidarisk for sammen med

sin tidligere samlever, så var han kun berettiget til fradrag for 50 pct. af

renteudgifterne bl.a. fordi den tidligere samlever var meddebitor for lånet,

og fordi der ikke var taget stilling til fordeling af hæftelsen ved

samlivsophævelsen, uanset at han både under og efter samlivets ophør havde

betalt alle renterne. Se også TfS 1995, 640, som er nævnt ovenfor under

afsnit A.E.1.1.1, hvor en aftale om forskydning af hæftelsen mellem to parter

accepteres, så kun den ene fik rentefradrag, uanset at begge parter stadig

hæftede overfor kreditforeningen. I TfS 1995, 787 blev fradragsretten tillagt

den ene af de tidligere ægtefælle fuldt ud vedrørende 1992 for et

andelsboliglån i en bank, som begge hæftede for. Lånet var optaget i 1988,

men parterne havde ved separation i 1990 aftalt, at den ene part overtog

lejlighed og lån. I TfS 1995, 754 blev fordelingen 50 pct. til hver

vedrørende 1991 fastholdt af LSR under henvisning til KSL § 24 A, da der ikke

var en klar aftale mellem parterne. Det fik ingen betydning, at der havde

været en anden fordeling før separationen, og det fandtes ikke godtgjort, at

der i nov. 1990, hvor bodelingen blev foretaget var taget stilling til

fordelingen af hæftelsen vedrørende 1991. I TfS 1995, 367 blev en boopgørelse

som var udfærdiget den 2. jul. 1992 med virkning fra 1. sep. 1991 ikke

tillagt virkning for 1990, hvor parterne blev separeret. Se endvidere

TOLD*SKAT

Nyt 1991.2.86 (TfS 1991, 60) og TOLD*SKAT Nyt 1992.21.637 (TfS 1992, 195).

Det er således en forudsætning for fradrag, at renterne udredes af den,

der er debitor i skyldforholdet og gældsforpligtelsen skal være aktuel, Skat

1988.7.404, (TfS 1988, 394) se tillige lsr. 1974.64. Til belysning heraf

foreligger en række afgørelser, hvor andelshavere nægtes fradrag for

renteudgifter, som udredes af dem, men vedrører en gæld, der påhviler

andelsselskabet eller - foreningen, se bl.a UfR 1960.355 (HRD) og ØLD af 17.

maj 1967 (skd.4.30), TOLD*SKAT Nyt 1991,522 (TfS 1991, 182) (skatteyderen fik

medhold i Højesteret, jf. TfS 1993, 541). * Se også TfS 1997, 469, hvor

TSS svarer en kreditforening på nogle spørgsmål om rentefradragets

fordeling mellem samboende ikke gifte. *

Om andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til andelsboligforeningen

henvises endvidere til SD-cirk. 1982-2. Se endvidere SD-cirk. 1983-47 om

ligestilling af aktionærer i boligaktieselskaber med andelsbolighavere i

andelsboligforeninger.

HRD af 6. apr. 1979 vedrører et tilfælde hvor en grundejerforening havde

optaget et byggemodningslån i en bank. Retten fandt, at der i henhold til

foreningens vedtægter påhvilede de enkelte medlemmer en aktuel gæld over for

foreningen samt en forpligtelse til at forrente gælden med den af banken

(over for foreningen) krævede rentesats. Se tilsvarende lsr. 1979.88.

LSR fastslog i TfS 1996, 471, at en ejerlejlighedsforening ikke er et

selvstændigt skattesubjekt omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, når foreningen

varetager opgaver indenfor dens almindelige formål. En ejerforening er et

lovpligtigt administrationsfællesskab, der gennem fuldmagt indgår aftaler,

hvorved de enkelte ejerlejlighedsejere bliver direkte forpligtet henholdsvis

berettiget.

Derimod kunne medlemmerne af en ejerlejlighedsforening, der ville købe en

lejlighed i ejendommen til brug som funktionærbolig, ikke hver for sig

fradrage deres andel (efter fordelingstal) af renteudgifterne vedrørende

prioritetsgælden i funktionærlejligheden, idet der ikke ansås at påhvile de

enkelte medlemmer en aktuel gældsforpligtelse. Hverken overfor ejerforeningen

eller over for panthaverne i funktionærlejligheden, som foreningen skulle stå

som køber af, jf. Skat 1986.10.616 (TfS 1986, 570).

En i en grundmodningsudgift inkluderet anlægsrente, der blev opkrævet over

ejendomsskattebilletten, var ikke fradragsberettiget, da der ikke var tale om

renter af en skatteyderen påhvilende gæld, men om en del af byggeudgiften,

lsr. 1976.65.

Tilsvarende ansås en skatteyders betaling af byggemodningsudgifter i sin

helhed for en del af den samlede købesum for grunden, selv om byggeselskabet

havde beregnet renter af hans og øvrige køberes andel af de samlede

byggemodningsudgifter, lsr. 1981.90.

En skatteyder erhvervede i 1969 en ejendom, hvor der pantstiftende var

tinglyst en udstykningsdeklaration til sikkerhed for bl.a. kloakbidrag. 6 år

senere blev det fastsat, i hvilket omfang grundejerne skulle bidrage til

omkostningerne. Udstykningsdeklarationen ansås ikke for en selvstændig,

aktuel gældsforpligtelse, idet der først i 1975 blev hjemmel til at opkræve

anlægsudgifterne, herunder påløbne renter, HRD af 10. maj 1982 (skd.64.9).

Et finansieringsselskabs krav på renter af en byggekredit til bygning af

en trawler blev anset for fradragsberettiget for partrederne, uanset at

trawleren aldrig blev færdiggjort eller leveret på grund af værftets konkurs,

VLD af 18. feb. 1982 (skd 74.410).

En forbrugsforenings virksomhed bestod i at indgå overenskomst med

virksomheder indenfor visse brancher om finansiering af medlemmernes køb af

forbrugsgoder. Når medlemmerne foretog indkøb, kunne betaling ske med en

rekvisition udleveret af foreningen. Rekvisitionen var påført et

maksimumsbeløb, og det beløb, foreningen herved lagde ud for medlemmet skulle

afvikles med en fast månedlig rate, og ved køb, der betaltes over 24 måneder

eller længere tillagdes rente. Medlemmerne havde fradragsret for renterne,

idet der skete et reelt udlæg til medlemmet fra foreningen, og medlemmet

forpligtede sig ved tilbagebetalingen til at erlægge en rente inkluderet i

den månedlige ydelse.

Det godtgørelsesbeløb, som banker og sparekasser beregner sig ved

udbetaling på anfordring af beløb indsat på konti med opsigelse, betragtes

efter praksis som reduktion af renteindtægten, lsr. 1966.147.

Den renteudgift en obligationskøber afholder (beregnet rente fra sidste

forfaldstermin og indtil købsdagen) fratrækkes i betalingsåret LL § 5 C, se

afsnit A.D.1.1.

Ved kapitaludvidelse i aktieselskaber betaler nye aktionærer en rente fra

begyndelsen af det løbende regnskabsår til tegningsdagen for at kunne deltage

på lige fod med de gamle aktionærer i vedkommende regnskabsårs

udbyttefordeling. Den rente kan fratrækkes i det indkomstår, i hvilket

beløbet forfalder.

Tvangsauktion

De renteudgifter (og ejendomsskatter), der er påløbet før auktionen kan

ikke fratrækkes af auktionskøberen, idet sådanne ydelser - når de skal

betales af erhververen - må anses for at være en del af anskaffelsessummen,

jf. HRD af 6. sep. 1984 (skd. 71.867).

Ved køb af fast ejendom på tvangsauktion i tilfælde hvor der afholdes 2.

auktion, får køberen fradrag for renter fra tidspunktet for afholdelse af 2.

auktion, hvis køberen først byder på denne auktion, eller hvis køberen på 2.

auktion ikke længere er bundet af sit bud på 1. auktion, fordi den 6 ugers

frist, som gælder ifølge pkt.4 i justitsministeriets bek. nr. 652 af 15. dec.

1978 om tvangsauktionsvilkår, er udløbet. Hvis køberen, der erhverver adkomst

til ejendommen på 2. auktion, stadig er bundet af sit bud afgivet på 1.

auktion, anses erhvervelsen af ejendommen at være sket på 1. auktion med den

virkning, at renter, der er påløbet i tiden mellem 1. og 2. auktion, kan

fratrækkes i køberens indkomstopgørelse, jf. lsr. 1985.161.

En panthaver, der havde overtaget ejendommen til brugeligt pant, ansås

først for at have erhvervet adkomst til ejendommen på 2. auktion, hvor han

var højstbydende ved et overbud i forhold til 1. auktion. Rentefradragsretten

indtrådte dermed først fra dette tidspunkt, lsr. 1986.19.

En række personer genkøbte samlet på tvangsauktion en ejendom for at

bevare de grunde, de hver for sig havde købt. Landsskatteretten fandt, at det

var de enkelte personer, der havde erhvervet ejendommen - og ikke en

»genkøbsforening« - og at de pågældende havde påtaget sig

selvstændige gældsforpligtelser over for kreditorerne, hvorfor de blev anset

for berettigede til individuelle rentefradrag, lsr. 1976.62.

En skatteyder blev anset berettiget til fradrag for renter der var påløbet

i tiden fra sidste terminsdag til tvangsauktionsdagen, idet Landsskatteretten

fandt, at renterne var forfaldne ved skatteyderens misligholdelse overfor

panthaverne, samt at der var fradragsret for de renter, der var påløbet

indtil auktionsdagen, i det omfang renterne var dækket af budsummen, jf. Skat

1985.11.310.

Renterestancer, der berigtiges kontant i forbindelse med tvangsauktion

over fast ejendom, kan fratrækkes af tvangsauktionssælgeren.

Budsummen, der omfatter restgæld og afdragsrestancer samt renterestancer i

op til et år på hver prioritet, er det beløb, som tvangsauktionssælgeren

afstår ejendommen for, jf. tinglysningslovens § 40, stk. 4. Budsummen

omfatter herudover påløbne endnu ikke forfaldne renter. Det er derfor i

princippet tvangsauktionssælgeren, der betaler renterestancerne med ret til

fradrag for de renterestancer, som bliver berigtiget kontant i forbindelse

med tvangsauktionen.

Sælgerens fradragsret begrænses ikke af LL § 5, stk. 7, for renter, som er

omfattet af budsummen og derfor berigtiges kontant i forbindelse med

tvangsauktionen.

Fratrukne ikke-betalte, forfaldne renter, der ikke omfattes af budsummen,

vil tvangsauktionssælger blive beskattet af i det år, hvor rentekravet

forældes, dvs. normalt 5 år senere, jf. Skat 1987.6.448 (TfS 1987, 348). Se

dog afsnit A.K.4.5.

Ejendomskøb

I lsr. 1977.182 og 183 anses nogle påståede rentebeløb ved køb af ejendom

som finansieringstillæg og dermed en ikke fradragsberettiget del af

ejendommens anskaffelsessum.

Samme resultat kom man til i VLD 3. mar. 1980 (Skd. 55.311): En ingeniør

indgik aftale med en ejendomshandler om opførelsen af et parcelhus på en

grund, der tilhørte ejendomshandleren. I forbindelse med byggeriet optog

ejendomshandleren et byggelån, som ingeniøren skulle afholde udgifterne til,

dog således, at endelig afregning først skulle ske efter endt prioritering af

ejendommen. Ingeniøren overtog grunden og huset og betalte udover købesummen

bl.a. de påløbne byggelånsrenter med i alt 28.918 kr.

Retten anså parternes aftale som en aftale om køb af et færdigt hus, hvis

købesum var fastsat til kostprisen for såvel grund som bygninger med alle

påløbne omkostninger, herunder de påløbne byggelånsrenter, som først blev

betalt ved indfrielsen af byggelånet efter byggeriets afslutning, og derfor

måtte betragtes som en del af købesummen for huset og ikke som renter af en

ingeniøren over for banken eller ejendomshandleren påhvilende aktuel

gældsforpligtelse.

En skatteyder blev dog anset for berettiget til fradrag af renterne af et

byggelån, der var optaget i en anden persons navn, idet han over for den

formelle låntager hæftede for alle med byggeriet forbundne omkostninger,

herunder for renter af byggelånet, VLD af 18. okt. 1978 (Skd. 51.272).

Ved ejendomsoverdragelser vil der i reglen foreligge en

refusionsopgørelse, der med udgangspunkt i en bestemt skæringsdato fordeler

prioritetsydelser, skatter mv. mellem sælger og køber. Normalt vil

skæringsdatoen ligge efter tidspunktet for aftalen om ejendomsoverdragelsen.

I sådanne tilfælde vil refusionsopgørelsens fordeling af renteudgifterne

normalt kunne lægges til grund for den skattemæssige opgørelse. En skatteyder

er kun berettiget til at fradrage prioritetsrenter beregnet i forhold til den

tid, hvori vedkommende har ejet ejendommen. Renteudgifter, der vedrører en

længere periode forud for aftaledatoen og som ifølge aftale er betalt af

køberen, kan derfor ikke fradrages, men må anses som et tillæg til

købesummen.

En køber af en fast ejendom var lånsøger og debitor for et

kreditforeningslån, der blev udbetalt før den i slutsedlen fastsatte

overtagelsesdag. Køberen blev anset for berettiget til at fradrage

renteudgifter, der var påløbet fra udbetalingsdagen til overtagelsesdagen.

Skatteyderen blev modsvarende anset for skattepligtig af renteindtægten af

låneprovenuet, der var indsat på en af ham oprettet sikringskonto, jf. Skat

1987.8.595 (TfS 1987, 389).

En ejendomshandel blev hævet, da køberen ikke kunne præstere den kontante

udbetaling. Han måtte betale erstatning til sælgeren bl.a. for rentetab for

perioden fra hans overtagelsesdag til den nye købers overtagelsesdag. Dette

»rentebeløb« kunne ikke anses for renter af en ham påhvilende gæld,

men måtte betragtes som en ikke-fradragsberettiget erstatning for

ikke-opfyldelse, lsr. 1980.200 og Skat 1986.4.274 (TfS 1986, 235).

I forbindelse med køb af fast ejendom eller løsøre i forældres (eller

værgers) navn - men for den umyndige - opstår problemet om, hvem der kan

foretage fradrag for renteudgifter og restgæld i de tilfælde, hvor købet sker

på afbetaling. Hvis forældrene (værgen) og den umyndige i deres

selvangivelser har » overført« formuegodet fra forældrene til den

umyndige, må det anses for godtgjort, at der inter partes er truffet aftale

(evt. stiltiende) om et videresalg til den umyndige på samme vilkår som

værgens køb. Denne aftale kan lægges til grund ved ligningen. Det må dog som

foran nævnt være en betingelse, at parterne har »forudsat« aftalen

og forholdt sig i overensstemmelse dermed ved udfyldelsen af deres

selvangivelser.

Kurssikring af ejerskiftelån

Ved kurssikring af ejerskiftelån er køberen i visse tilfælde forpligtet

til at refundere sælgeren forskellen mellem kontantlånsrenten til

kreditforeningen og den rente, som kan opnås af de deponerede beløb i et

pengeinstitut.

Køberen kan ikke fradrage denne udgift, da der ikke er tale om en

renteudgift for vedkommende som ikke er debitor, men om en

omkostningsgodtgørelse til sælgeren.

Differencerente ved indfrielse af realkreditlån

Lån udstedt på grundlag af konvertible obligationer kan opsiges til

kontant indfrielse til en obligationsrentetermin. Opsigelsen skal afgives med

et varsel på mindst 4 til 6 måneder, afhængig af realkreditinstitut og

lånetype.

For at eliminere risikoen for et stigende renteniveau for et eventuelt nyt

lån i opsigelsesperioden (konverteringssituationen) kan man vælge at opsige

lånet til »straksindfrielse«. Lånet kan derved indfries kontant før

opsigelsesperiodens udløb mod betaling af obligationsrestgælden til kurs 100

tillagt sædvanlig delydelse frem til indfrielsesdatoen og tillagt renten af

obligationsrestgælden mellem indfrielsesdatoen og opsigelsesdatoen (udløbet

af opsigelsesperioden).

Der fratrækkes en rentegodtgørelse, der svarer til den rente, som

realkreditinstituttet kan indtjene, ved at obligationerne først kan blive

udtrukket til indfrielse hos obligationsejeren fra opsigelsesdatoen.

Differencen mellem obligationsrenten fra opsigelsestidspunktet til

opsigelsesdagen og realkreditinstituttets rentegodtgørelse vedrørende det

indbetalte beløb (»opsigelsesrenten«, der er en nettorenteudgift

for låntageren), er fradragsberettiget for låntageren, jf. UfR 1947.725. I

dommen fik en skatteyder fradrag for en renteudgift betalt til en

kreditforening ved konvertering af et lån. Renten var beregnet fra tiden for

indfrielse den 8. jul. 1942 til terminen den 11. dec. samme år. Højesteret

begrundede afgørelsen med, at det omtvistede beløb udsprang af debitors

retlige forpligtelse i henhold til pantebrevet, da debitor i henhold til den

skete opsigelse tidligst kontraktsmæssigt kunne frigøre sig ved kontant

betaling til terminen den 11. dec. 1942.

Vedrører differencerenten en periode på mere end 6 mdr. skal

obligationsrenten fordeles over perioden, jf. LL § 5, stk.2, se afsnit

A.E.1.1.2.

Kaution

En kautionist kan kun fratrække den rente af en kautionsgæld, der påløber

(og er forfalden), efter at kautionsforpligtelsen er blevet aktuel. Ved

selvskyldnerkaution er kautionsforpligtelsen aktuel, når hoveddebitor ikke

betaler rettidigt, og ved simpel kaution, når hoveddebitors manglende

betalingsevne er konstateret af kreditor, se losr. 1932.189. Derimod har

kautionisten ikke fradragsret for den renteudgift, der påløber, indtil

kautionsforpligtelsen på en af de to ovennævnte måder bliver aktuel, jf. lsr.

1985.162. I TfS 1995, 640 gav Landsskatteretten en klager medhold i, at

fradragsretten for renter af realkreditlån blev tillagt klageren fuldt ud,

selv om den tidligere samlever stadig var meddebitor overfor en af

kreditorerne.

Klageren havde ved tinglyst skøde overdraget den tidligere samlevers

halvdel af ejendommen, og havde betalt samtlige ydelser.

I Skat 1987.7.491 (VLD) (TfS 1987, 348) blev en skatteyder tilpligtet som

selvskyldner at betale et beløb in solidum med en medkautionist.

Skatteyderen gjorde gældende, at han var berettiget til fradrag for det

fulde rentebeløb, idet han hæftede direkte over for kreditor for gælden og de

påløbne renter. Medkautionisten var insolvent, hvorfor et regreskrav mod ham

ville være værdiløst.

Skatteyderen havde ikke betalt nogen del af det skyldige rentebeløb. Han

havde derfor ikke erhvervet noget refusionskrav mod medkautionisten, der

kunne anses for uerholdeligt på grund af dennes insolvens, og som derfor i

givet fald ville kunne begrunde fradragsret for det fulde rentebeløb. Da

skatteyderen i det indbyrdes forhold imellem ham og medkautionisten hæftede

for halvdelen af renteudgiften fandt landsretten at fradraget for de påløbne

renter måtte begrænses hertil. Se desuden Skat 1990.12.979 (TfS 1990, 558).

Ejerskiftegebyr

Ved ejerskifte (af en fast ejendom) erlægges i visse tilfælde et

ejerskiftegebyr (fx en procentdel af pantebrevets hovedstol eller restgæld) i

stedet for ejerskifteafdrag. Et sådant gebyr anses som indkomstskattepligtigt

for pantekreditor, medens pantedebitor ikke kan fradrage det.

A.E.1.2 Finansierings- og afbetalingstillæg

Faste finansieringstillæg og afbetalingstillæg betragtes ikke som

fradragsberettigede renteudgifter, UfR 1960.589 (HRD). Se også ØLD af 11.

nov. 1974 (9. afd. nr. 97/1973), hvor der nægtes fradrag for en renteudgift,

der i lånedokumentet fremstod som et kurstab, uagtet kurstabet faktisk var

beregnet som 15 pct. rente af den aktuelle gæld. Sådanne afbetalings- og

finansieringstillæg kan derimod afskrives sammen med købesummen, hvor der er

tale om køb af afskrivningsberettigede aktiver.

Såfremt der af restkøbesummen skal betales rente af den til enhver tid

værende restgæld, kan den senest ved indkomstårets udløb forfaldne rente

fradrages, selv om den forlods beregnede rente er tillagt restkøbesummen og

afdrages sammen med denne.

Danmarks automobilforhandlerforening har oprettet en standardkontrakt til

brug ved salg af biler på afbetaling. Renterne er i kontrakten og i de

finansierings- og rentetabeller, der på foreningens foranledning er

opstillet, fastsat til en fast procent pr. måned af den til enhver tid

værende restgæld, og den betales sammen med afdrag på restgælden med en fast

månedlig ydelse. Det kan på grundlag af de nævnte tabeller ses, hvor stor en

del af de i henhold til afbetalingskontrakten betalte ydelser, der er afdrag,

og hvor stor en del, der er renter. Renter efter disse kontrakter og

tilsvarende andre kontrakter er fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen.

Bilsalg med tilbagekøbspligt

Ved bilsalg på afbetaling er det en betingelse for fradrag for

renteudgifterne, at der er tale om en reel gæld som køber er retligt

forpligtet til at forrente, i modsætning til, at købsaftalen må betragtes som

en aftale om leje.

I følge praksis har købsaftaler været tilsidesat, hvor sælger havde en

tilbagekøbspligt og restkøbesummen ikke blev amortiseret. I et tilfælde, hvor

der derimod skete en sådan amortisering af restkøbesummen, at den fastsatte

tilbagekøbspris var et udtryk for den forventede brugtvognspris, meddelte

Ligningsrådet bindende forhåndsbesked om, at aftalen ansås for en

salgsaftale.

A.E.1.3 Provisioner, låneafgifter og kautionsforsikringspræmier - LL § 8,

stk. 3

I medfør af LL § 8, stk. 3, kan løbende provisioner eller præmier for lån,

som en skatteyder optager, fratrækkes ved indkomstopgørelsen. Løbende præmier

for sikring af den skattepligtiges tilgodehavender samt præmier og lignende

løbende ydelser for kaution for den skattepligtiges gæld kan ligeledes

fradrages.

Derimod kan stiftelsesprovisioner, éngangspræmier og lignende

éngangsydelser for lån eller for sikring af tilgodehavender kun

fratrækkes, dersom lånets løbetid ifølge låneaftalen er mindre end to år.

Stiftelsesprovision for et byggelån, som løb i 7-8 måneder, og ifølge

aftalen med sparekassen skulle indfries snarest muligt efter byggeriets

færdiggørelse ved optagelse af kreditforeningslån, blev anset for

fradragsberettiget. Landsskatteretten lagde vægt på, at låneaftalen ikke

kunne opfattes som noget tilsagn om lån ud over to år, lsr. 1974.168.

Stiftelsesprovisionen ved oprettelse af en kassekredit kan kun fradrages, når

den konkrete afviklingsaftale lyder på en løbetid under to år, og dette

gælder, selv om kassekreditkontrakten normalt indeholder en klausul om, at

kreditor nårsomhelst, uanset aftalte afdrags- og nedskrivningsvilkår, kan

forlange kreditten afviklet, jf. lsr. 1984.160 og 1985.60 (hvor løbetiden var

nøjagtig to år). Er der ikke aftalt en afviklingsperiode, er der som

udgangspunkt en formodning for, at løbetiden er over 2 år, jf. Skat

1986.2.152 (TfS 1986, 138).

Fradrag blev nægtet for stiftelsesprovisionen for et lån med en aftalt

løbetid på fem år, uanset at det blev indfriet efter kun et års forløb, lsr.

1974.63. En efterfølgende forlængelse af lånets løbetid har ingen indflydelse

på fradragsretten.

En stiftelsesprovision på 20 pct. vedrørende et lån i et bankierfirma

oversteg væsentligt, hvad pengeinstitutter normalt ville beregne sig i

stiftelsesprovision. Herefter godkendtes et fradrag på 4 pct. af hovedstolen,

medens restbeløbet ansås for et ikke fradragsberettiget kurstab, lsr.

1981.80.

En del af stiftelsesprovisionen på et sparekasselån, anvendt til køb af

statsgældsbeviser i sparekassen til lavere kurs end børskursen, blev ikke

anset for fradragsberettiget i det omfang beløbet svarede til underkursen på

statsgældsbeviserne, Skat 1989.9.735 (TfS 1989, 516).

Provisioner for bankgarantier er fradragsberettigede, såfremt der er tale

om en løbende provision, medens bankgarantiprovision ikke kan fradrages ved

indkomstopgørelsen, såfremt der er tale om en engangsprovision, og lånets

løbetid overstiger to år. Se hertil afgørelse fra Skatteministeriet TfS 1995,

611.

Se dog TfS 1997, 245, hvor Landsskatteretten statuerer, at bestemmelsen i

LL § 8, stk. 3, litra c, omfattede en garantiprovision, hvor sikringsperioden

var mindre end 2 år, uanset, at det underliggende låneforhold havde en

længere løbetid.

Udgift til løbende præmier, der betales et forsikringsselskab eller et

pengeinstitut for at yde en pantebrevsgaranti, er fradragsberettiget efter LL

§ 8, stk. 3. Gebyr for oprettelse af en konto i et pengeinstitut er ligeledes

fradragsberettiget efter LL § 8, stk. 3.

Udgifter til stempel af lånedokumenter er ikke fradragsberettigede efter

LL § 8, stk. 3, lsr. 1975.162.

Fradrag blev nægtet for gebyr vedrørende tinglysning, udfærdigelse af

pantebrev og deklaration, prioriteringsassistance, påtegning på ejerpantebrev

og besigtelse af ejendom, da disse udgifter ikke var af en sådan karakter,

som var forudsat henført til LL § 8, stk. 3, litra c, lsr. 1984.161.

Det gebyr på 2 pct. af den forfaldne ydelse, dog mindst 50 kr., der ifølge

pantebrevsformularen kan forlanges, når en ydelse ikke betales rettidigt, kan

ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, skd. 34.267.

Det gebyr på fx 5 kr. pr. måned, der af nogle stormagasiner og

kontosammenslutninger opkræves hos kunderne, kan ikke fratrækkes i medfør af

LL § 8, stk. 3, da gebyret, der er et fast månedligt beløb, ikke kan

sidestilles med provision eller præmie for lån.

Et ekspeditionsgebyr til en bank for et byggelån med løbetid på under 2 år

blev ikke anset for fradragsberettiget efter LL § 8, stk. 3, under hensyn

til, at banken havde oplyst, at gebyret skulle dække papirmæssige

ekspeditioner, Skat 1989.9.730 (TfS 1989, 512). Skm. cirk. nr. 72 af 17. apr.

1996, pkt. 8.8.

LL § 5, stk. 3

I henhold til LL § 5, stk. 3, kan der i stiftelsesåret kun fratrækkes 2,5

pct. af lånets hovedstol. Overskydende stiftelsesprovision mv. fordeles over

den resterende låneperiode.

Eksempel

Et lån på 100.000 kr. stiftes den 1. dec. 1996 med en løbetid på 16

måneder.

Stiftelsesprovisionen udgør 4 pct. af hovedstolen, eller 4.000 kr. Den

skattepligtige har kalenderårsregnskab.

I 1996 fradrages 2,5 pct. af hovedstolen på 100.000 kr. dvs. 2.500 kr.

Det resterende beløb, der kan fradrages, udgør 1.500 kr., som fordeles

over restløbetiden på 15 måneder således:

1.500 x 12

I 1997 fradrages ---------- = 1.200 kr.

15

1.500 x 3

I 1998 fradrages ---------- = 300 kr.

15

LL § 5, stk. 2

Hvis løbende provisioner og præmier for lån, som den skattepligtige

optager, og præmier og lignende løbende ydelser for kaution for den

skattepligtiges gæld forfalder forud, skal disse efter LL § 5, stk.2,

fradrages på forfaldstidspunktet eller fordeles til fradrag over perioden

efter samme regler, som gælder for forudforfaldne renter, se afsnit

A.E.1.1.2. Se skm. cirk. nr. 76 af 17. apr. 1996, pkt. 8.1.2 og 8.1.3.

A.E.1.4 Særlige forhold

A.E.1.4.1 Stats- og studielån fra SUstyrelsen

Der findes 4 former for rentebærende lån fra SUstyrelsen.Hypotekbanken

administrerer SU-lån, når tilbagebetalingspligten indtræder.

Lån 4 er statslån ydet i støtteårene 1982/83 - 1987/88. Lån 5 er studielån

ydet i støtteårene 1988/89 - 1990. Lån 6 er studielån - herunder slutlån ydet

fra og med støtteåret 1991. Herudover løber endnu et begrænset antal Lån 1,

som er statslån ydet i støtteårene 1970/71-1974/75. Støtteåret fulgte indtil

31. jul. 1990 undervisningsåret (1. aug. til 31. jul.). Det har fra 1. jan.

1991 fulgt kalenderåret, idet perioden 1. aug. - 31. dec. 1990 udgjorde et

selvstændigt (overgangs) støtteår på 5 måneder (støtteåret 1990).

Lån 4 forrentes i uddannelsesperioden med diskontoen minus 3 pct. p.a.

Derefter forrentes gælden med den til enhver tid gældende diskonto plus 1

pct. p.a. Lån 5 og Lån 6 forrentes i uddannelsesperioden med 4 pct. p.a.

Derefter forrentes gælden med diskontoen plus et tillæg (på højest 1 pct.)

eller minus et fradrag. Tillægget/fradraget fastsættes på finansloven for

ét år ad gangen. Det er for 199 7 fastsat til1pct.

Låntagere med Lån 4 og/eller Lån 5 - og evt. tillige Lån 6 - skal efter

loven om statens uddannelsesstøtte normalt begynde tilbagebetalingen af

lånet/lånene, herunder tilskrevne renter, 1 år efter udløbet af det støtteår,

hvori uddannelsesperioden er ophørt, dog tidligst 1. aug..

Låntagere, som alene har Lån 6,- dvs. som kun har fået lån efter 1. jan.

1991- skal efter loven normalt begynde tilbagebetalingen af lånet, herunder

tilskrevne renter, 1 år efter udløbet af det støtteår, hvori

uddannelsesperioden er ophørt, dvs. normalt den 1. jan. (første gang 1. jan.

1993).

Tilbagebetalingen af Lån 4, 5 og 6 sker med lige store af Hypotekbanken

fastsatte ydelser hver anden måned.

Lån 1 er rentefrit under uddannelsen indtil den støtteberettigende

studietid er opbrugt. Derefter forrentes gælden med den til enhver tid

gældende diskonto plus 1. pct. p.a. Tilbagebetalingen af Lån 1, herunder

tilskrevne renter, skal normalt begynde 1 år efter uddannelsens afslutning

eller afbrud.

Tilbagebetalingen sker med lige store, af Hypotekbanken fastsatte ydelser

hver tredje måned.

Fælles for alle SU-lån

Der kan normalt ikke fastsættes tidligere tilbagebetalingstidspunkter end

de ovenfor nævnte, og der kan ikke indgås aftale om tilbagebetaling før disse

tidspunkter. Låntagerne kan dog før tilbagebetalingstidspunktet når som helst

med frigørende virkning frivilligt indbetale beløb efter eget ønske på deres

lån til SUstyrelsen, jf.§ 44, stk. 6 i Undervisningsministeriets bek. nr. 671

af 7. aug. 1995.

Ydelserne dækker først de tilskrevne renter , derefter afdrag på

hovedstolen. Det samme gælder frivilligt indbetalte beløb før

tilbagebetalingstidspunktet. Der kan ikke aftales anden afdragsmetode.

Ca. 2 måneder før tilbagebetalingstidspunktet overgår administrationen af

lånet/lånene fra SUstyrelsen til Hypotekbanken.

Ca. 1 måned før tilbagebetalingstidspunktet får låntageren

tilbagebetalingsplan fra Hypotekbanken. Heraf fremgår bl.a. den samlede

rentetilskrivning på lånet, indtil tilbagebetalingen skal begynde

(forfaldstidspunktet). De i årets løb tilskrevne renter fremgår af låntagers

årsopgørelse. På den første årsopgørelse fra Hypotekbanken, efter at

tilbagebetalingen er påbegyndt, vil den samlede rentetilskrivning frem til

den 31. dec. året før fremgå.

Fradrag for renter kan normalt først foretages, når tilbagebetalingen af

lånet/lånene skal begynde i henhold til den af Hypotekbanken fastsatte

tilbagebetalingsordning. For renter, der tilskrives i uddannelsesperioden og

i den tilbagebetalingsfrie periode, er der ydet henstand indtil

tilbagebetalingsordning fastsættes. Derefter kan betalte renter fradrages, og

renter tilskrevet i løbet af året fradrages på forfaldstidspunktet, uanset om

de er betalt, forudsat at tilbagebetalingsordningen overholdes. Såfremt

låntager benytter sig af sin ret til at indbetale frivillige ydelser før

tilbagebetalingspligten er indtrådt, vil de faktisk betalte renter anses for

forfaldne på betalingstidspunktet. Årets tilskrevne renter vil ikke kunne

fradrages, medmindre de faktisk betales. Kun rentedelen af de indbetalte

frivillige ydelser udløser fradragsret.

Af låntagers årsopgørelse fra SUstyrelsen/Hypotekbanken vil fremgå, hvor

stor en del af årets indbetalinger som udgør betalte renter.

Frivillige betalinger foretaget før 1. jan. 1994 må anses for forfaldne

pr. 1. jan. 1994 og dermed udløse fradragsret i 1994.

Såfremt et statslån/studielån (lån 1, 4, 5 eller 6) misligholdes som følge

af fx manglende betalinger af renter og afdrag, vil lånet blive opsagt til

skadesløs betaling. Lånet overgår herefter til Hypotekbankens inddrivelse af

misligholdt studiegæld. I følge praksis beregnes der kreditrente (lån 4, 5 og

6) af hele det skyldige beløb, herunder tidligere tilskrevne, men ikke

betalte renter, til og med 1 måned efter opsigelsestidspunktet. Herefter skal

der betales morarenter - simpel rente - af hele gælden. Disse morarenter

anses nu

- i modsætning til tidligere - for fradragsberettigede i det indkomstår,

de vedrører, se afsnit A.E.1.1.2.

Eftergivelse af studiegæld efter reglerne i kap. 3 i lovbek. nr. 547 af

29. jun. 1997 om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af

studiegæld, er skattefri, jf. LL § 7 æ. § 17 i kap. 4 i lov om tilskud til

afvikling af studiegæld mv. er overført som § 31, stk. 4 i lov om statens

uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 430 af 23. maj 1996.

A.E.1.4.2 Statsgaranterede studielån

Tildeling af statsgaranterede studielån er ophørt med udgangen af jul.

måned 1993.

Renter af statsgaranterede studielån kan først fratrækkes, når beløbet er

forfaldent. Fradraget kan altså i almindelighed først foretages, når

afviklingen af lånemellemværendet påbegyndes, idet der for renter påløbet i

studietiden eller indtil tilbagebetalingsaftalen indgås, er ydet henstand,

indtil betaling sker i henhold til den med långiveren indgåede

betalingsaftale, jf. SD cirk.nr. 514 af 23. feb. 1977.

Renter påløbet efter afviklingen er påbegyndt fratrækkes løbende på

tilskrivningstidspunktet i lighed med "almindelige" banklån,

medmindre fradragsretten udskydes i medfør af LL § 5, stk. 7, hvilket er

tilfældet, hvis der foreligger en misligholdelses- eller restancesituation,

og foregående års renter ikke er betalt fuldt ud ved udgangen af

indkomståret, og debitor ikke er i stand til at betale eller stille sikkerhed

for gælden.

Der er ikke tale om misligholdelse, selv om debitor kortvarigt ikke

overholder sin betalingsaftale, når kreditor accepterer dette, LL § 5, stk. 7

skal derfor ikke anvendes i denne situation. Det må således bedømmes konkret,

om der foreligger en misligholdelses- eller restancesituation, se også

nedenfor om det ved betalingsaftale med Hypotekbanken anførte.

En studerende havde inden studiets afslutning indgået aftale med

pengeinstituttet om at tilbagebetale et studielån med 250 kr. pr. mdr. Den

pågældende fratrak herefter det i året indbetalte beløb, 2.250 kr. samt de i

årets løb påløbne renter 12.975 kr., i alt 15.225 kr. Gælden på studielånet

var ved indkomstårets begyndelse 99.777 kr. og ved slutningen 123.751 kr. Der

kunne ikke anses at være indgået en afviklingsaftale, når der i indkomståret

var foretaget udbetalinger fra lånet, som oversteg afdragene på det samme

lån. Den pågældende kunne herefter alene fratrække det faktisk indbetalte

beløb, lsr. 1984.82.

Renter af studielån med privat kaution som sikkerhed ansås for forfaldne

på tilskrivningstidspunktet, Skat 1985.3.73.

Fradrag for de i studietiden tilskrevne renter kan som nævnt først ske,

når der foreligger en aftale mellem pengeinstituttet og låntageren om

tilbagebetaling.

Denne aftale vil normalt også fastlægge, hvorledes ydelserne skal fordeles

på renter og afdrag. Dette gælder også, hvor afviklingen påbegyndes inden

studiets afslutning.

I praksis forekommer forskellige aftaler om afviklingen af gælden, som kan

belyses ved et eksempel:

Eksempel

Det forudsættes, at der er givet henstand med lånets afvikling til 1. jan.

1997, at hovedstolen (oprindeligt lån) er 10.000 kr., at tilskrevne renter

indtil 1. jan. 1997 er 5.000 kr., således at den samlede gæld er 15.000 kr. I

1997 indbetales fx 4.500 kr. og tilskrives 2.000 kr. i renter.

-------------------------------------------------------------

Aftale I:

De månedlige ydelser anvendes først til nedbringelse af de renter, som er

tilskrevet inden afviklingen er påbegyndt.

Fradragsberettiget rente:

Årets ydelse 4.500 kr.

Tilskrevne renter 2.000 kr.

Samlet fradrag for 1997 6.500 kr.

-------------------------------------------------------------

Aftale II:

De månedlige ydelser anvendes først til nedbringelse af de renter, som er

tilskrevet efter at afviklingen er påbegyndt, og derefter på de renter,

som er tilskrevet inden afviklingen er påbegyndt.

Årets ydelse 4.500 kr.

er fradragsberettiget, da den

udelukkende medgår til dækning

af renter. Overstiger de tilskrevne renter

årets ydelse, er også det overskydende beløb

fradragsberettiget.

-------------------------------------------------------------

Aftale III:

De månedlige ydelser anvendes først til nedbringelse af de renter, som

er tilskrevet efter at afviklingen er påbegyndt, og derefter

forholdsmæssigt på de renter, som er tilskrevet inden afviklingen er

påbegyndt, og afdrag på hovedstolen.

Fradragsberettiget rente:

5.000

-----

15.000 af ydelsen på 2.500 kr. 833 kr.

Tilskrevne renter 2.000 kr.

Samlet fradrag for 1997 2.833 kr.

------------------------------------------------------------

Uden aftale om fordeling:

Ydelserne skal anses for at indeholde både renter og afdrag, jf. lsr.

1974.62 og 1974.166. Fordelingen foretages efter forholdet mellem de i

henstandsperioden tilskrevne renter og summen af hovedstol og disse

renter. Herudover vil de i afviklingsperioden tilskrevne renter kunne

fradrages i indkomstopgørelsen for rentetilskrivningsåret.

Fradragsberettiget rente:

5.000

-----

15.000 af ydelsen på 4.500 kr. 1.500 kr.

Tilskrevne renter 2.000 kr.

Samlet fradrag for 1997 3.500 kr.

-------------------------------------------------------------

Disse metoder anvendes kun indtil de renter, som er tilskrevet inden

afviklingens påbegyndelse, er afdraget.

Når studielånet indfries af Hypotekbanken

I et tilfælde, hvor Statskassen måtte indfri et nødlidende studielån,

herunder et rentebeløb på 21.245 kr., og lånet herefter overgik til

Hypotekbankens administration af misligholdt studiegæld, kunne låntageren

ikke fratrække det nævnte rentebeløb på 21.245 kr., men kun fratrække et

beløb på 600 kr., som han det pågældende indkomstår havde betalt som renter

til den nye kreditor Hypotekbanken i henhold til et med denne indgået forlig

om afvikling af gælden. Den omstændighed, at aftalen om tilbagebetalingen er

indgået med Hypotekbanken kan ikke bevirke, at låntageren er anderledes

stillet, end han ville være, såfremt aftalen var indgået med det långivende

pengeinstitut, jf. lsr. 1984.168.

Når misligholdte studielån indfries af Hypotekbanken, betragtes den

oprindelige hovedstol tillagt de indtil overtagelsen påløbne renter som ny

hovedstol for Hypotekbanken.

Det indgår normalt som et led i tilbagebetalingsaftalen, at indbetalinger

først anvendes til dækning af incassoomkostninger, dernæst til dækning af

renter til Hypotekbanken, og endelig til dækning af Hypotekbankens hovedstol.

Den del af indbetalingerne, som dækker afdrag på Hypotekbankens hovedstol,

fordeles forholdsmæssigt mellem renter og afdrag efter forholdet mellem de

før Hypotekbankens overtagelse påløbne renter og

Hypotekbankens nye hovedstol.

Den del af afdraget, som således kan henføres til renter, kan fratrækkes

ved indkomstopgørelsen, jf. lsr. 1984.168.

Renter til Hypotekbanken tilskrives ikke hovedstolen. Renterne, der har

karakter af simpel rente, beregnes først, når der sker indbetaling. Renterne

anses for fradragsberettigede i det indkomstår, de påløber, medmindre

fradragsretten udskydes i medfør af LL § 5, stk. 7.

Fradragsretten udskydes, hvis debitor er i en misligholdelses- eller

restancesituation, og foregående års renter til Hypotekbanken ikke er betalt

fuldt ud ved udgangen af indkomståret og debitor ikke er i stand til at

betale eller stille sikkerhed for gælden.

Der må i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering af debitors

forhold, herunder indholdet af den tilbagebetalingsaftale den pågældende har

med Hypotekbanken.

I TfS 1996, 122 blev et studielån i 1987 overtaget af Hypotekbanken. Det

skyldige beløb var opgjort til ca. 200.000 kr., som blev afdraget med 500 kr.

pr. måned. Landsskatteretten fandt, at der var tale om en trangsbestemt

aftale efter LL § 5, stk. 7, således at forfaldstidspunktet for påløbne

renter var udskudt til betalingstidspunktet. Skatteyderen havde frem til 31.

dec. 1992 fået fradrag for et beløb på ca. 133.000 kr., som også kunne

indeholde de i 1993 betalte beløb til dækning af renter, hvorfor fradrag for

renter i dette år blev nægtet.

Tilskud til afvikling af studiegæld

Der kan i henhold til Finansministeriets lovbek. nr. 246 af 29. mar. 1996

ydes tilskud til personer med statsgaranterede studielån, når visse nærmere

betingelser er opfyldt.

Tilskuddet, der medregnes til den personlige indkomst, udbetales ikke til

tilskudsmodtagerne, men overføres direkte til deres studielånskonto i

pengeinstituttet, der krediteres for tilskudsbeløbet.

Tilskuddet anvendes normalt til at dække ydelser, der forfalder i henhold

til afviklingsaftale med det pågældende pengeinstitut, således at

tilskudsmodtageren opnår en hel eller delvis betalingsfritagelse og dermed en

likviditetslettelse.

Tilskuddet, som er indbetalt til pengeinstituttet, sidestilles

skattemæssigt med ydelser, der betales direkte af låntageren til

pengeinstituttet, dvs. at en fordeling af tilskud på renter og afdrag skal

ske i overensstemmelse med den mellem pengeinstituttet og låntager indgåede

aftale.

For låntagere, der har fået udsættelse med tilbagebetaling af studielånet,

vil der normalt ikke foreligge en sådan aftale om fordeling af eventuelle

ydelser på renter og afdrag. I disse tilfælde skal tilskuddet forlods anses

medgået til dækning af de i studietiden påløbne renter. Når der ydes tilskud

til et lån, der er overtaget af Hypotekbanken, anvendes tilskuddet til at

dække renter og afdrag, men ikke omkostninger, der er påløbet som følge af

misligholdelse over for Hypotekbanken.

Problemer ved fraflytning

En skatteyder søgte om tilladelse til på selvangivelsen for indkomståret

1976 at fratrække samtlige tilskrevne, ikke betalte renter vedrørende

statsgaranterede studielån, idet han anførte, at han ellers ikke ville få

mulighed for at fratrække disse renteudgifter, da han pr. 1. aug. 1976 var

fast bosat i Norge, og de norske skattemyndigheder ikke ville tillade fradrag

efter samme regler som i Danmark. Ansøgningen blev ikke imødekommet.

Et tilskud i henhold til lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om

eftergivelse af studiegæld, der blev udbetalt under debitors ophold i

Grønland og beskattet der, blev anset for indkomst, der kunne beskattes i

Grønland og ikke som en reduktion af de i Danmark fradragsberettigede

renteudgifter på studielånet, Skat 1989.6.470 (TfS 1989, 370).

A.E.1.4.3 Styklånsprovision

Den styklånsprovision, som en baissespekulant betaler vekselereren, kan

ikke sidestilles med en renteudgift, men med den provision, der beregnes ved

køb og salg, og altså som en omkostning, der skal tages i betragtning ved

opgørelsen af spekulationsfortjenesten eller -tabet, lsr. 1958.116. Efter

samme afgørelse nægtes fradrag for det beløb, som spekulanten må betale til

dækning af det udbytte, der falder på de lånte aktier, se også lsr. 1958.115.

A.E.1.4.4 Gældsforpligtelsens indhold

I en række domstolsafgørelser blev fradrag for renteudgifter nægtet, selv

om betingelserne omtalt under afsnit A.E.1.1.1 til A.E.1.1.3 formelt set var

opfyldte. Derimod kunne indholdet af gældsforpligtelsen ikke ubetinget lægges

til grund efter sin ydre form - som køb af fast ejendom eller lån i

pengeinstitut o.a.- for at fremtvinge ønskede skattemæssige følger. De reelle

økonomiske indhold blev efter en konkret vurdering afvist at være i

overensstemmelse med de skatteretlige krav til fradragsret i låneforhold. I

følgende domme blev de foretagne dispositioner, helt eller delvist,

tilsidesat i skattemæssig henseende:

I UfR 1991.209 (HRD)(TfS 1992, 78) ansås en aftale om køb af fast ejendom

i Spanien ikke i skattemæssig henseende som køb af en andel af en lejlighed

med dertil hørende pligt til at betale og - indtil betalingen skete - at

forrente købesummen. Skatteyderen havde efter Højesterets opfattelse ikke

påtaget sig en gældsforpligtelse, der berettigede ham til at betragte de

betalte ydelser som fradragsberettigede renter.

I TOLD*SKAT Nyt 1993.84 (ØLD) (TfS 1993, 341), fik et selskab ikke

anerkendt rentefradrag. Selskabets finansiering var uklar, og de

bogholderimæssige posteringer kunne ikke godtgøre, at selskabet havde påtaget

sig en reel forpligtelse til at betale renter.

I TOLD*SKAT Nyt 1992.23.755 (HRD) (TfS 1992, 328), blev rentefradrag

nægtet, hvor det ved optagelse af lån i et pengeinstitut samtidig aftaltes,

at låneprovenuet indestod i pengeinstituttet som sikkerhed for lånet.

Skatteyderen fik ikke fradragsret for en del af renterne, da disse ikke i

skattemæssig henseende kunne anses for at være renter af gæld, idet

skatteyderen var afskåret fra at råde over låneprovenuet.

I TfS 1994, 718 (HRD) blev fradragsret i indkomståret 1986 for

forudbetalte renter ved lånefinansieret obligationskøb nægtet, idet

skatteyderens eneste eller væsentligste formål med låneoptagelsen var at

udnytte ændringer vedrørende skattemæssig behandling af renteudgifter og

renteindtægter. Låneprovenuet blev indsat på en samtidig oprettet håndpantsat

konto i Sparekassen. I tidsrummet fra låneoptagelsen indtil skatteyderen i

1987 faktisk anvendte indeståendet til køb af obligationer, savnede

arrangementet skattemæssig realitet.

I TOLD*SKAT Nyt 1993.18.806 (VLD) (TfS 1993, 77). En skatteyder blev

nægtet fradrag for renteudgifter da lånearrangementet ikke var udtryk for

økonomisk realitet og kun begrundet af skattemæssige overvejelser.

Skatteyderen placerede låneprovenuerne på aftaleindskudskonti, der for den

enes vedkommende var håndpantsat og for den anden krævede accept før

eventuelle dispositioner.

Fælleskasser

Samme problematik har gjort sig gældende vedrørende de såkaldte

indskudslån i fælleskasser. Deltagerne optager lån i fælleskassen.

Låneprovenuet bliver ikke udbetalt, men indsættes til sikkerhed for lånet på

en samtidigt oprettet indskudskonto i fælleskassen. Låntageren opnår herved

ret til rentefrie lån fra den i fælleskassen etablerede skattefrie lånefond.

Sådanne lånearrangementer savner reelt grundlag. Se især Skat 1987.2.94 (VLD)

(TfS 1987, 5), TfS 1994, 587 (HRD).

Ved dom ligeledes af 8. aug. 1994, når Højesteret dog til et andet

resultat i en sag om fælleskasselån. Se TfS 1994, 598 (HRD).

Skatteyderen havde fri rådighed over lånene i fælleskassen og havde bla.

anvendt dem til investeringer i den af ham ejede landbrugsejendom.

Højesteret fandt det derfor betænkeligt at statuere manglende skattemæssig

realitet.

I § 1 i lov nr. 374 af 18. maj 1994 om bl.a andelskasser blev der fra

indkomståret 1995, ved en tilføjelse til SSL § 1, stk. 1, nr. 2 a, pålagt

andelskasser, herunder fælleskasser, selskabsbeskatning. Der sker nu

beskatning af samtlige renteindtægter. Rentefradraget for deltagernes

"indskudslån" modsvares af beskatningen af renteindtægten i

fælleskassen.

I TfS 1996, 427 (ØLD) (appelleret til Højesteret) blev nægtet fradrag for

renteudgifter vedr. lån på limited eller non-recourse vilkår, endvidere

henvises til TfS 1996, 458 og TfS 1996, 459 (indbragt for domstolene), hvor

Landsskatteretten fandt, at bl.a fradrag for renteudgifter på limited

eller nonrecourse vilkår ikke kunne godkendes, da optagne lån ikke kunne

anses at påhvile skatteyderne som en reel retlig forpligtelse.

Indekslån

Spørgsmålet om fradragsret for ydelserne på indekslån omtales under afsnit

A.D.2.1.7.

I TOLD*SKAT Nyt 1993.19.841 (ØLD) (TfS 1993, 341), fik et selskab ikke

anerkendt rentefradrag. Selskabets finansering var uklar, og de

bogholderimæssige posteringer kunne ikke godtgøre, at selskabet havde påtaget

sig en reel forpligtelse til at betale renter.

A.E.1.5 Begrænsninger af rentefradragsretten

A.E.1.5.1 LL § 17

Ifølge bestemmelsen i LL § 17 kan renter af gæld ikke bringes til fradrag

ved indkomstopgørelsen i det omfang, skyldneren har påtaget sig gælden over

for livsarvinger eller disses ægtefæller som gave eller som arveforskud.

Stedbørn og plejebørn sidestilles med livsarvinger.

Det samme gælder renter af gavegæld til fonde, legater e. l., der helt

eller delvis er oprettet til fordel for bestemte familier.

Et barnebarn blev anset for omfattet af udtrykket livsarvinger i LL § 17,

selv om barnets far levede, og bedstefaderen kunne derfor ikke fradrage

renter af en gavegæld til barnebarnet, jf. Skat 1986.1.71 (TfS 1986, 117).

En skatteyder havde udstedt et afdragsfrit pantebrev på 500.000 kr. til en

uddannelsesfond. Pantebrevet forrentedes med 3 1/2 pct. af hovedstolen.

Fondens formål var at yde uddannelsesstøtte til descendenter efter

skatteyderen og hendes ægtefælle. Fondsbestyrelsen kunne dog i ganske særlige

tilfælde, når det var en velfærdssag for den pågældende, yde støtte til en

descendent i tilfælde af dennes alvorlige sygdom eller i andre tilsvarende

alvorlige situationer. Fradrag for renter af pantebrevet kunne ikke

godkendes, lsr. 1985.164.

Bestemmelsen tager sigte på tilfælde, hvor den skattepligtige har ydet en

gave (herunder arveforskud) ved, at han har udstedt et rentebærende gældsbrev

med sig selv som debitor. Hvis et sådant gældsbrev er udstedt til afkom, kan

de renter, som giveren udreder, ikke fradrages ved indkomstopgørelsen.

Er der ydet et vederlag, der svarer til gældsbrevets værdi, kan renterne

derimod fradrages. Dækker vederlaget kun en del af gældsbrevets værdi, kan en

hertil svarende del af renterne fradrages.

Fradrag blev nægtet for renter af et pantebrev, som en fader udstedte til

afløsning af en - uden vederlag - påtagen forpligtelse til at yde en årlig

understøttelse til datteren.

Fradrag af renter for gavegæld nægtes, også hvor gælden er sikret ved et

omsætteligt pantebrev. Når debitors afkom mv. ikke længere er kreditor ifølge

pantebrevet, kan renter fradrages på sædvanlig måde. Se endvidere lsr.

1968.146 (omgåelse) og VLD af 26. mar. 1975 (Skd. 37.161).

I skd. 29.166, var gældsbrevet ikke udstedt til udstederens afkom, men til

udstederens broder, der senere videreoverdrog det til sin fader, der derefter

overdrog det til sine børnebørn (herunder udstederens mindreårige børn) som

gave. Under hensyn til at gældsforholdet havde en reel forretningsmæssig

baggrund, at børnebørnene fik gældsbrevet til fri rådighed, og at

renteydelsen på gældsbrevet ikke havde sit udspring i en gavedisposition fra

debitors side, fandt man ikke forholdet omfattet af begrænsningen i LL § 17,

jf. VLD af 21. mar. 1980 (Skd. 56.33) omtalt foran under afsnit A.E.1.1.1.

En bedstemoder udstedte 4 pantebreve med pant i den hende tilhørende

ejendom og overdrog pantebrevene til sine 4 børnebørn. Bedstemoderen kunne

ikke som debitor fradrage renterne vedrørende pantebrevene. Hvis

bedstemoderen senere overdrager den pantsatte ejendom ved salg eller gave til

sine 2 børn, der hver er far til 2 af børnebørnene, indtræder der fradragsret

for renter af pantebrevene for børnebørnenes forældre ved det foretagne

debitorskifte.

Bestemmelsen berører ikke modtagerens pligt til at svare indkomstskat af

renterne (jf. lsr. 1962.21) og heller ikke pligten til at svare gaveafgift.

Bestemmelsen er anvendt analogt på gavegæld til børn af en person, der

lever sammen med giveren.

A.E.1.5.2 LL § 18

Renter af lån, der optages mod sikkerhed i livsforsikringspolicer tegnet

efter den 30. nov. 1939, kan kun bringes til fradrag ved indkomstopgørelsen

for så vidt angår den rente, der vedrører den del af gælden, som overstiger

forsikringens genkøbsværdi. Bestemmelsen kommer dog ikke til anvendelse på

forsikringer, hvor præmiebetalingsperioden strækker sig over mindst 10 år, og

hvis tilbagekøbsværdi ikke vilkårligt er forøget ved ekstraordinære

præmieindskud. Fradrag for betalte renter af nogle med sikkerhed i

annuitetsforsikringer optagne lån kunne, da den aftalte

præmiebetalingsperiode for alle forsikringerne oversteg 10 år, ikke nægtes

med henvisning til bestemmelsen i LL § 18, uanset at præmiebetalingen for de

omhandlede forsikringer, der var tegnet i 1968 og 1970, var ophørt med de i

dec. 1971 forfaldne præmier, og forsikringerne var tilbagekøbt i jul. 1973,

lsr. 1981.91.

Reglen i LL § 18 er ikke begrænset til de tilfælde, hvor der optages lån i

det forsikringsselskab, der har udstedt policen. En skatteyder optog

veksellån i en bank med garantistillelse fra et forsikringsselskab, som fik

sikkerhed i en af klager tegnet livsforsikringspolice. Der blev endvidere

stillet supplerende sikkerhed ved et ejerpantebrev i hans ejendom. Lånet of

livsforsikringen var beløbs- og tidsmæsssigt sammenfaldende.

Landsskatteretten fandt, at renter og gæld ikke kunne fradrages, jf. LL § 18,

stk.2 (tidligere stk. 1 og 2) jf. TOLD*SKAT Nyt 1993.14.679 (TfS 1993, 348).

* I TfS 1997, 223 fastslog ØL, at der ikke var fradrag for renteudgifterne

på et udenlandsk veksellån, hvor der var stillet sikkerhed bl.a. i en

livsforsikring, fordi forsikringen oprindeligt var tegnet med en løbetid på 6

år, hvilket ØL lagde til grund ved vurderingen af forsikringens løbetid.

Selv om den senere var udvidet med 4 år, var der på intet tidspunkt en

restløbetid på 10 år, og på udvidelsestidspunktet var der en restløbetid på 8

år.* Se endvidere Skat 1985.1.28.

A.E.1.5.3 Renter af skatter og af told- og forbrugsafgifter - LL § 17 A,

stk. 1

I LL § 17 A bestemmes:

"Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan udgifter til

renter af skatter samt told- og forbrugsafgifter ikke fradrages, bortset fra

renter ved henstand efter § 6 i lov om frigørelsesafgift mv. af fast ejendom,

§ 36 i lov om afgift af dødsboer og gaver og § 12 i lov om beskatning af

fortjeneste ved afståelse af fast ejendom".

Bestemmelsen gælder således renter af alle skattearter (herunder også

skatter pålignet dødsboer), bortset fra renter, der hidrører fra de nævnte

henstandstilfælde. Disse er fradragsberettigede, uanset hvornår de er

påløbet.

Renter vedrørende betaling for ydelser som vand, gas, el og lign. er

fortsat fradragsberettigede, jf. Skm. cirk. nr. 72 af 17. apr. 1996, pkt.

8.10. Renter af skyldig AM-bidrag kan ikke fratrækkes ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst, jf. senest bek. nr. 1250 af 16. dec. 1996 § 19, stk.

3.

LL § 17 A, stk. 2

Renter af lån til betaling af ejendomsskatter

Renter af lån, der er ydet i henhold til lov om lån til betaling af

ejendomsskatter for visse parcel- og rækkehuse og lov om lån til betaling af

ejendomsskatter, kan ikke fradrages ifølge LL § 17 A, stk. 2, som har

virkning for lån, der ydes til betaling af ejendomsskatter mv. vedrørende

indkomståret 1983 og følgende skatteår, og tillige har virkning for renter

fra og med 1. jan. 1983 af lån ydet i henhold til lov om lån til betaling af

ejendomsskatter for visse parcel- og rækkehuse i 1982 og tidligere. Det samme

gør sig gældende for renter af lån ydet efter værditabslovens § 10, jf. lov

nr. 214 af 28. apr. 1993.

LL § 17 A, stk. 3.

Renter af boligydelseslån

Renter af boligydelseslån, der er ydet i henhold til lov om boligydelse

til pensionister eller lov om individuel boligstøtte, kan ikke fradrages, LL

§ 17 A, stk. 3.

Andet

Om fradragsret for renter vedrørende efterbetalings- og bødebeløb har

Skattedepartementet udtalt, at renter, der fra og med 1. jan. 1976 påløber

efterbetalingsbeløbet, ikke kan fradrages. Derimod er renter af bødebeløbet

fortsat fradragsberettiget.

I følge skd. 63.340 kan renter af norsk arveafgift fradrages.

Procenttillægget til restskat kan ikke fratrækkes.

Lignende dokumenter