Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 5. december 2002 vedr. Godtgørelse for CO

KEN nr 9496 af 05/12/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet24. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 5. december 2002 vedr. Godtgørelse

for CO

2

-afgift – ikke momsregistreret virksomhed

Klagen skyldes, at Told- og Skatteregionen ikke har anset

virksomheden A for berettiget til godtgørelse for CO2-afgift i perioden 1.

april 1995 til 30. juni 2000, idet den udøvede virksomhed ikke er anset for

færgedrift, jf.

CO2-afgiftslovens § 7,

stk. 4, pkt. 2.

Det er oplyst, at virksomheden pr. 1. november 1990 blev

registreret efter lov om arbejdsmarkedsbidrag. Som aktivitet blev herved

anført

”bådcharter m/fører, lystfiskeri (passagersejlads)”. Klageren har

efterfølgende

anmodet om bevilling til godtgørelse af mineralolieafgift i henhold til lov

om

godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift pr. 1. april 1995. Af den

medsendte

registreringsmeddelelse fremgår, at den vigtigste aktivitet er anført som

”kollektiv trafik (søtransport)”. Klagerens anmodning var videre

vedlagt kopi

af målebrev, nationalitetsbevis og farttilladelse.

Virksomhedens aktiviteter består efter det oplyste overvejende i

sejlads med passagerer, hvoraf sejlads med lystfiskere udgør ca. 90 % og

tursejlads udgør ca. 10 %. I meget begrænset omfang har virksomheden

indtægter

vedrørende udlån/udlejning af fiskegrej, hvilken indtægt ikke registreres.

Told- og Skatteregionen traf den 1. oktober 2000 afgørelse om,

at klageren ikke var berettiget til at få tilbagebetalt CO2-afgift i medfør

Læs alt

af

CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, pkt. 2, idet betingelsen om, at de

afgiftspligtige varer har været anvendt til færgedrift ikke var opfyldt.

Videre

er klageren ikke anset for omfattet af CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, pkt. 1,

idet betingelsen herfor er, at man er registreret efter momsloven for sejlads

med skibe og fiskerfartøjer. Følgelig har regionen foretaget efteropkrævning

af

den for perioden 1. april 1995 – 30. juni 2000 for meget udbetalte

CO2-afgift.

Det er i afgørelsen anført, at regionen ikke tidligere har reageret på de

afgivne angivelser, idet man først er blevet bekendt med de faktiske forhold

i

forbindelse med behandlingen af denne sag.

I sagen foreligger eftersynsskema/kontrolrapport udarbejdet af

told- og skatteregionen hvoraf fremgår, at virksomheden i juli 2000 blev

udtaget til kontrol. Videre fremgår, at der blev afholdt et møde med

virksomheden på regionen den 24. juli 2000, hvor de indgivne angivelser samt

den af klageren medbragte dokumentation blev gennemgået. Klageren blev herved

orienteret om, at han alene har fradrag for olieafgift og moms heraf, men

ikke

fradrag for CO2-afgift og moms heraf samt moms af varekøb. Klageren fremførte

bl.a. på mødet, at han ved registreringen havde fået oplyst, at han også

kunne

fratrække CO2-afgift og moms heraf.

Den 25. juli 2000 fremsendte told- og skatteregionen forslag om

tilbagebetaling af den for meget godtgjorte moms og CO2-afgift. Den 8. august

2000 fremkom klageren med indsigelser, hvorefter told- og skatteregionen den

1.

oktober 2000 traf afgørelse som ovenfor anført.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt principal

påstand om, at told- og skatteregionens afgørelse er ugyldig, idet regionen

ikke har udarbejdet sagsfremstilling, før der blev truffet afgørelse i sagen,

jf. skattestyrelseslovens § 21, stk. 3.

Subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at regionen ikke er

berettiget til at kræve tilbagebetaling af den tidligere godtgjorte

CO2-afgift.

Det er til støtte herfor anført, at det fejlagtigt foretagne fradrag skyldes,

at regionen i forbindelse med klagerens første henvendelse i 1995 ikke har

kunnet give fyldestgørende information vedrørende hans rettigheder. Klageren

har bemærket, at han i forbindelse med virksomhedsstarten den 1. april 1994

ved

henvendelse til Told- og Skatteregionen fik oplyst, at han ikke kunne opnå

fritagelse for hverken CO2- eller olieafgift. Han blev af en kollega vejledt

om

at rette henvendelse til en anden told- og skatteregion, som havde godkendt

sådant fradrag. En opringning fra klagerens Told- og Skatteregionen til den

anden told- og skatteregion løste op for sagen, hvorefter klageren blev

forelagt, at han skulle lade sit firma momsregistrere, uanset den udøvede

sejladsform ikke var momspligtig, idet dette var nødvendigt for fritagelse

for

afgifterne. Klageren er ikke på noget tidspunkt blevet skriftligt orienteret

om

ordlyden endsige betydning af de gældende lovbestemmelser. Klageren har

derfor

først i forbindelse med den påklagede afgørelse indset, at han ikke er

berettiget til det omhandlede fradrag. Klageren har således foretaget fradrag

i

god tro siden den 1. april 1995, ligesom han i momsangivelserne har foretaget

specifikation af de fratrukne beløb, hvorfor regionen for længst burde have

reageret herpå.

Told- og Skatteregionen har i en til Landsskatteretten afgivet

udtalelse indstillet, at den påklagede afgørelse ikke som følge af den

manglende udarbejdelse af sagsfremstilling kan anses for ugyldig. Følgende

fremgår heraf:

”Regionen har den 25. juli 2000 fremsendt et forslag til

afgørelse til klager. I dette forslag begrunder regionen, hvorfor klager skal

efterbetale moms og CO2-afgift. Klager anmodes endvidere om at fremkomme med

bemærkninger til regionens forslag.

I brev af 7. august 2000 fremkommer klager med bemærkninger til

regionens forslag til afgørelse.

I regionens afgørelse af 1. oktober 2000 redegør regionen for

klagers indsigelser, der kommenteres. Regionen fastholder, at der skal ske

efteropkrævning af moms og CO2-afgift.

Det fremgår af forvaltningslovens § 24, at en begrundelse for en

afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til

hvilke

afgørelsen er truffet. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en

kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder,

som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Forvaltningslovens § 19 fastsætter regler om partshøring,

hvorefter der skal foretages høring, når en part i en sag ikke kan antages at

være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der taler til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Det fremgår af skattestyrelseslovens § 21, stk. 3, der tillige

finder anvendelse ved moms- og afgiftssager, jf. bl.a. momslovens § 79, stk.

2,

at der skal udarbejdes en sagsfremstilling forinden skatteankenævnet

(Landsskatteretten) afgør en klage. Sagsfremstillingen skal indeholde en

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktisk forhold, der

påtænkes

tillagt betydning ved afgørelsen. Hvis ikke nævnet fuldt ud kan imødekomme

klagerens påstand sendes sagsfremstillingen til klageren med opfordring til

at

fremkomme med bemærkninger til fremstillingen inden 14 dage.

Regionen har ikke tidligere udarbejdet et egentligt dokument,

der benævnes sagsfremstilling. Regionen har efterfølgende udarbejdet en

sagsfremstilling, der opfylder skattestyrelseslovens § 21, stk. 3.

Sagsfremstillingen har været fremsendt til høring hos klager.

Ved vurderingen af om regionens afgørelse er ugyldig som følge

af manglende sagsfremstilling, bør det med stor vægt indgå, at regionen har

iagttaget forvaltningslovens regler omkring begrundelse og partshøring.

Regionen har tillige opfyldt skattestyrelseslovens § 21, stk. 3 således, at

der

har været udarbejdet en redegørelse over de oplysninger vedrørende sagens

faktisk forhold, der påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen, ligesom der

har

været foretaget den fornødne partshøring.

På denne baggrund er det regionens opfattelse, at der ikke er

svigtet nogen retsgarantier ved at regionen ikke tidligere har udarbejdet en

egentlig sagsfremstilling.”

Landsskatteretten skal

udtale:

Det følger af cirkulære nr. 42 af 25. marts 1998 om lov nr. 1098

af 29. december 1997 (ændret klagestruktur m.v.) og om sagsbehandling, pkt.

2.3, at der i sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal udarbejdes

en

sagsfremstilling, før der træffes afgørelse i sagen. Af cirkulærets pkt.

2.5.1,

fremgår, at forinden der træffes en afgørelse i en sag, der kan påklages til

Landsskatteretten, skal den under punkt. 2.3. omtalte sagsfremstilling mv.

fremsendes til sagens parter. Disse skal gives en frist på mindst 14 dage

regnet fra dagen for materialets fremsendelse, til at fremkomme med

kommentarer

til materialet, herunder til at anmode om et møde med myndigheden, inden der

træffes afgørelse i sagen.

Landsskatteretten bemærker herved, at kravet om udarbejdelse og

fremsendelse af sagsfremstilling, forinden der træffes afgørelse i en sag, er

et led i partshøringen. Landsskatteretten finder, at regionen ved den

manglende

udarbejdelse og fremsendelse af en sagsfremstilling, forinden der blev

truffet

afgørelse i sagen, har tilsidesat en væsentlig garantiforskrift, der generelt

må anses for egnet til at påvirke en afgørelses lovlighed og rigtighed.

Henset

til at told- og skatteregionen ved det fremsendte forslag til afgørelse har

redegjort for det for sagens afgørelse relevante faktiske grundlag og retlige

regler samt fremkommet med en begrundelse for den påtænkte ændring finder

Landsskatteretten, at den manglende udarbejdelse og fremsendelse af

sagsfremstilling imidlertid ikke kan antages at have haft betydning for

sagens

afgørelse. Klagerens principale påstand kan følgelig ikke tages til følge.

Retten bemærker herefter, at det efter de foreliggende

oplysninger kan lægges til grund, at klageren driver virksomhed med sejlads

med

passagerer (lystfiskere) og klagerens virksomhed følgelig er omfattet af

fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 15, om

personbefordring.

Videre bemærkes, at klageren ved den påklagede afgørelse har

fået godtgjort olieafgift vedrørende den omhandlede sejlads i henhold til

bestemmelsen i olieafgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 1, hvorefter afgiften

godtgøres af varer der anvendes til erhvervsmæssig sejlads med andre fartøjer

end de i stk. 1, nr. 3, nævnte bortset fra lystfartøjer. I henhold til

administrativ praksis har klageren tillige fået godtgjort momsen heraf.

I henhold til CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, kan afgiften

tilbagebetales for nærmere angivne varer, der anvendes til virksomhed, der er

registreret efter merværdiafgiftsloven, til sejlads med skibe og

fiskerfartøjer, der ikke er omfattet af stk. 1, dog bortset fra

lystfartøjer.

Bestemmelsen blev indsat

ved § 1, nr. 7, i lov nr. 1018 af 19. december 1992. Af de generelle

bemærkninger til lovforslaget (L 32) fremgår følgende:

”Endvidere foreslås CO2-afgiftslovens bestemmelser om

afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelse udvidet til at omfattet CO2-afgift

af

mineralolier, der anvendes til sejlads - herunder med fiskerfartøjer og

færger

– og fly samt afgift af mineralolier, der er brugt til ikke-energimæssig

anvendelse. Herved vil bestemmelserne komme i overensstemmelse med de regler,

der skal gælde i EF fra den 1. januar 1993”.

Af de særlige bemærkninger til § 1, nr. 6 og 7, fremgår

følgende:

”bestemmelserne indeholder regler for afgiftsfritagelse og

afgiftsgodtgørelse. Bestemmelserne svarer til de tilsvarende bestemmelser i

energiafgiftslovene, inklusive de foreslåede ændringer i lov om energiafgift

af

mineralolier m.v.

Afgiftsfritagelsen og afgiftsgodtgørelsen foreslås udvidet til

at omfatte mineralolier til sejlads, herunder med fiskerfartøjer og færger,

men

ikke lystfartøjer. ( )”

I henhold til den samtidigt foreslåede ændring af

olieafgiftsloven fremgår af lovforslagets § 9, stk. 3, at afgiften godtgøres

af

varer, der anvendes til jernbane- og færgedrift samt til erhvervsmæssig

sejlads

med andre fartøjer end de i stk. 1, nr. 2, nævnte, bortset fra lystfartøjer.

Den foreslåede (og senere vedtagne) bestemmelse svarer til den nugældende i

olieafgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 1.

Af den relevante bestemmelse i Rådets direktiv 92/81 af 19.

oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier

(strukturdirektivet)

med senere ændringer fremgår af artikel 8 følgende:

”1. Ud over de i direktiv 92/12 fastsatte alm. bestemmelser om

fritagne anvendelsesformål for afgiftspligtige varer og uden at andre

EF-bestemmelser herved berøres, fritager medlemsstaterne nedennævnte varer

for

den harmoniserede punktafgift på betingelser, som de fastsætter med henblik

på

at sikre en korrekt og ukompliceret anvendelse af disse fritagelser og undgå

svig, unddragelse og misbrug:

( )

c)mineralolier, der leveres til anvendelse som motorbrændstof

med henblik på sejlads i EF-farvande (herunder til fiskeri), medmindre der er

tale om lystsejlads.

I dette direktiv forstås ved lystsejlads ejerens eller en fysisk

eller juridisk persons anvendelse af et fartøj, som den pågældende har

rådighed

over enten ved leje eller på anden måde, til ikke-erhvervsmæssige formål,

navnlig andre formål end personbefordring og godstransport eller levering af

tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål.”

Landsskatteretten bemærker, at i henhold til ordlyden af

CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, er godtgørelse af CO2-afgiften betinget af, at

de afgiftspligtige varer er forbrugt i forbindelse med udøvelse af

momspligtig

sejlads. På grundlag heraf finder retten, at bestemmelsen i CO2-afgiftslovens

§

7, stk. 4, hvorefter det er en betingelse for tilbagebetaling af afgiften, at

virksomheden er momsregistreret, ikke kan anses for at være i

overensstemmelse

med strukturdirektivets artikel 8, stk. 1, litra c, hvori fastsættes for

medlemslandene obligatoriske fritagelsesregler. Retten bemærker herved, at

henset til at CO2-afgiften beregnes på grundlag af den forbrugte mængde

mineralolieprodukter, må denne anses omfattet af den harmoniserede

punktafgiftsordning, jf. herved EF-domstolens præjudicielle afgørelse i sag

C-346/97 – Braathens Sverige AB. Retten finder videre, at

direktivbestemmelsen

må anses for tilstrækkelig klar, præcis og ubetinget til at klageren kan

påberåbe sig denne, jf. førnævnte afgørelse. Klageren må herefter med

henvisning til artikel 8, stk. 1, litra c, anses for berettiget til

godtgørelse

for den i sagen omhandlede CO2-afgift, ligesom han i henhold til

administrativ

praksis må anses for berettiget til godtgørelse for momsen heraf. Den

påklagede

afgørelse ændres i overensstemmelse hermed, hvilket er tiltrådt af Told- og

Skattestyrelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter