Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 1. oktober 2002 vedr. Straksfradrag tilbygning ctr. nybygning

KEN nr 10166 af 01/10/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet19. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 1. oktober 2002 vedr.

Straksfradrag – tilbygning ctr. nybygning

A klager for indkomståret 1999 over, at skatteankenævnet har

forhøjet hans indkomst med 101.885 kr., idet nævnet ikke har godkendt

straksfradrag i forbindelse med tilbygning af stald, 107.247 kr., men i

stedet

har godkendt ordinær afskrivning med 5 % eller med 5.362 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren i 1999 opførte en staldbygning

på 1.823 m

2

. Denne bygning blev forbundet med den oprindelige

staldbygning på 690 m

2

via en mindre bygning indeholdende kontor,

toilet- og badefaciliteter samt en drivgang mellem de to stalde.

Der er fremlagt billeder mv. af staldbygningernes placering og

indvendige indretning.

Skatteankenævnet har bl.a. begrundet afgørelsen med, at der med

den ny afskrivningslov - med virkning for indkomståret 1999 - er sket en

stramning med hensyn til, hvornår der er tale om en bygning, hvorpå der skal

afskrives efter de almindelige regler i afskrivningslovens § 14. Dette

fremgår

af Ligningsvejledningen 1999 anvisninger under afsnit E.C.4.4.4.1, hvori det

bl.a. anføres, at:

”.... Er tilbygningen derimod meget væsentlig, og kan den

fungere selvstændigt, må tilbygningen behandles som en selvstændig ny

bygning,

hvorpå der skal afskrives efter de almindelige regler i AL § 14, uanset

eventuel fysisk forbindelse til den eksisterende bygning ved mellemgange

eller

Læs alt

lignende. Bestemmelsen indebærer på dette punkt en stramning i forhold til

gældende praksis.

....”

Ankenævnet finder herefter, at den nyopførte svinestald på 1.823

m

2

er så væsentlig en tilbygning, der har bevirket en

produktionsforøgelse til ca. det dobbelte, at den ikke kan betegnes som en

ombygnings- eller forbedringsudgift i henhold til afskrivningslovens § 18,

stk.

2, men derimod som en nybygning, der kan afskrives ordinært efter

afskrivningslovens § 14.

Klagerens repræsentant påstår skatteankenævnets afgørelse nedsat

til det selvangivne. Til støtte for påstanden henviser han bl.a. til, at det

vedrørende fortolkning og praksis af § 25 i den tidligere afskrivningslov, er

anført i Ligningsvejledningen 1998 afsnit E.C.4.1.10.2, at:

”....

Tilbygninger til eksisterende bygninger omfattes også af

reglerne om straks-afskrivning.

Det må være en forudsætning for at anse en bygningsudvidelse for

en tilbygning, dels at der er en direkte fysisk sammenhæng mellem den nye og

den gamle bygning, dels at der er en indre naturlig forbindelse eller

gennemgang mellem den oprindelige bygning og den senere opførte bygning.

....

Det ikke er muligt at opstille et enkelt afgørende kriterium

for, hvornår der foreligger én eller flere bygninger, og afgørelsen heraf må

bero på et samlet skøn over, om ejendommen udgør en bygningsmæssig helhed jf.

fx LSRM 1980.115, hvor Landsskatteretten statuerede, at bygninger der var

forbundet med hinanden gennem en gangbygning udgjorde en bygningsmæssig

helhed.”

....

Der kan endvidere ses på benyttelsen af de enkelte bygningsdele,

idet den omstændighed, at der f.eks. foregår samme produktion i hele

byggeriet,

taler for at anse byggeriet for én bygning, i modsætning til hvis

bygningsdelene

anvendes til forskellige formål.

....”

I den konkrete sag er der kun en produktion i det samlede

bygningssæt nemlig produktion af smågrise. Den opførte drægtighedsstald er

således en integreret del af det samlede produktionssystem. Når søerne har

gået

i drægtighedsstalden overflyttes de efterfølgende til farestalden i det

oprindelige staldsystem. Den "nyopførte" del af bygningen bruges

således ikke og kan ikke anvendes til en særskilt produktion.

Der henvises endvidere til Ligningsvejledningen 2000 E.C.4.4.4.1

hvoraf det fremgår:

"....som et eksempel på, at en tilbygning udgør en naturlig

del af en eksisterende bygning, kan nævnes pakke og kølerum, der opføres i

forbindelse med væksthuse, idet der foregår en produktionsproces, der starter

i

væksthusene, fortsætter i pakkerummet og ender i kølerummet. Ofte foregår

produktionen i et væksthusgartneri på den måde, at nye kulturer er placeret

et

sted, men ældre kulturer er placeret et andet sted. I løbet af

produktionsprocessen flyttes kulturerne fra et sted til et andet. Også i

denne

situation må kravet om, at den allerede eksisterende bygning og det nye

tilbyggede væksthus fungerer som et hele anses for opfyldt. For så vidt angår

udbygning med nye væksthuse, vil vurderingen afhænge af indretningen og

anvendelsen af disse.

....”

Repræsentanten er af den opfattelse, at sagen kan være

sammenlignelig med det nævnte eksempel. Det er simpelthen en forudsætning for

at der kan produceres smågrise i bygningssættet, at søerne overføres mellem

de

forskellige afdelinger som f.eks. løbeafdeling, drægtighedsstald, farestald

osv. Den nye tilbygning kan ikke anvendes alene i en produktion.

I øvrigt bemærkes det, at tilbygningen af brandsikringsmæssige

årsager er placeret parallelt med det oprindelige bygningssæt, og at den er

forbundet med en bygning indeholdende kontor, toiletter, baderum samt

drivgang,

hvor dyrene kan drives fra drægtighedsstalden ind i farestalden beliggende i

den oprindelige del af bygningssættet. Dette er efter repræsentantens

opfattelse af stor betydning for vurderingen af sagen. Det ses på de vedlagte

fotografier af bygningerne, at der er tale om tilbygning af samme

konstruktion

f.s.v. angår murværk, tag osv. Af billederne fremgår sammenbygningen

ligeledes.

Det er repræsentantens påstand, at det anførte i § 18, stk. 2,

3. pkt. vedrørende tilbygninger alene har betydning ved kvalificeringen af

hvilke omkostninger, der berettiger til straksfradrag efter samme

bestemmelse.

Efter hans opfattelse, har bestemmelsen i § 18, stk. 2, 3 pkt., således ikke

konsekvenser for, hvad der forstås ved én bygning som anført i §§ 14 og 21.

Det

er tillige repræsentantens påstand, at den nye skærpende regel i

afskrivningslovens § 18, stk. 2, 1 pkt., alene har den betydning, at ikke

alle

afskrivningsberettigede bygninger indgår i beregningsgrundlaget til

straksfradrag. Ændringen har således ikke betydning for, hvad der kan

betragtes

som én bygning.

Endelig henvises til en ikke offentliggjort

landsskatteretskendelse af 18. oktober 2001, j.nr. 2-7-1814-0094 (også for

indkomståret 1999), hvori der indrømmes straksfradrag i forbindelse med

tilbygning af et lagerlokale.

Landsskatteretten

skal indledningsvis bemærke, at afskrivningslovens regler på dette område med

virkning fra og med indkomståret 1999 blev ændret ved vedtagelse af en ny §

18

i loven.

Af

§ 18, stk. 2’s, ordlyd

fremgår bl.a., at udgifter til ombygning kun behandles som ombygnings- eller

forbedringsudgifter, når tilbygningen udgør en naturlig del af den

eksisterende

bygning.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår endvidere, at

nybygninger og ”selvstændige” tilbygninger ikke giver adgang til

straksfradrag.

Det et videre i bemærkningerne til lovforslaget anført, at tilbygninger

herefter er arealudvidelser af en eksisterende bygning. At tilbygningen

”udgør

en naturlig del af den eksisterende bygning” indebærer, at der fysisk

skal være

en sammenhæng, og at bygningen fungerer som et hele. Er tilbygningen derimod

meget væsentlig, og kan den fungere selvstændigt, må tilbygningen behandles

som

en selvstændig ny bygning, hvorpå der skal afskrives efter de almindelige

regler i § 14, uanset eventuel fysisk forbindelse til den eksisterende

bygning

ved mellemgange eller lignende. Forslaget indebærer på dette punkt en

stramning

i forhold til gældende praksis.

Af ministerens svar af 16/6 1998 til udvalget fremgår endelig

bl.a., at ved at forbinde en egentlig nybygning med den eksisterende bygning

ved mellemgange eller lignende eller såkaldte ”afskrivningsbroer”

kan man

straksfradrage hele udgiften. Dette har ikke været meningen med

straksfradraget.

Landsskatteretten er efter en samlet vurdering herefter enig i

skatteankenævnets afgørelse, hvorefter den opførte svinestald ikke kan anses

for en tilbygning efter reglerne i afskrivningslovens § 18. Retten har ved

afgørelsen bl.a. henset til, at den eksisterende svinestald er på 690 m

2

,

mens tilbygningen til svinestalden er på 1.823 m

2

. Udvidelsen

tredobler således staldarealet, mens produktionen af smågrise næsten

fordobles

fra 3.129 stk. (1998) til 6.180 stk. (2000). Da de to bygninger samtidig er

forskellige mht. bredde og ikke er naturligt sammenhængende, men derimod er

forbundet af en mellembygning indeholdende kontor-/badefaciliteter og

løbegang,

kan tilbygningen efter rettens opfattelse ikke betragtes som en naturlig del

af

den eksisterende bygning. Endelig kan de to bygninger fungere selvstændigt i

forhold til hinanden.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter