Spring til indhold

Retsinformation

Repræsentationsudgifter, fradrag for

KEN nr 60553 af 12/08/1998Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet24. maj 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Repræsentationsudgifter, fradrag for

borgmester

forventningsprincip

Reference:

SL § 6 a

LL § 9

LV 1997 A.F.1.14

A klagede for indkomstårene 1993-1995 inkl. over, at told- og

skatteregionen ikke havde godkendt fradrag for repræsentationsudgifter

m.v. med 6.000 kr. for hvert af årene.

Det fremgik af sagen, at klageren blev valgt til borgmester i X Kommune i

1978. Klageren havde i de påklagede indkomstår foretaget et

skønsmæssigt fradrag for repræsentationsudgifter m.v. i

forbindelse med erhvervelse af indtægt som borgmester.

Klageren havde vedrørende fradraget oplyst, at han i en lang

årrække havde fået godkendt et skønsmæssigt

fradrag for repræsentationsudgifter m.v. afholdt i forbindelse med

erhvervelsen af indtægten fra hvervet som borgmester. Fradraget blev

oprindeligt aftalt og godkendt af ligningskommissionen. Fradraget blev aftalt

til 4.500 kr. pr. år. Beløbet blev efter aftale med de stedlige

skattemyndigheder forhøjet til 6.000 kr. pr. år i 1985.

Told- og skatteregionen havde under henvisning til skattestyrelseslovens §

14, stk. 4, ændret indkomstansættelserne med den begrundelse, at

der ikke var hjemmel til at foretage fradrag. Regionen havde henvist til, at

hvervet som borgmester ikke kunne anses som et lønmodtagerjob, og at

klageren derfor ikke var omfattet af reglerne i ligningslovens § 9 om

lønmodtageres ret til fradrag for udgifter i forbindelse med

udførelsen af det indtægtsgivende arbejde.

Regionen havde anført, at klageren ikke i kraft af sin stilling som

borgmester havde adgang til fradrag for repræsentationsudgifter.

Læs alt

Sådanne udgifter blev dækket af kommunen og kunne derfor ikke

anses for anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf.

statsskattelovens § 6, litra a.

Regionen havde endvidere fundet, at klageren ikke kunne støtte ret

på forventningsprincippet med henvisning til, at et ukorrekt svar fra

en kommunal ligningsmyndighed ikke havde nogen bindende virkning, når

en overordnet statslig skattemyndighed som led i sin

revisionsbeføjelse ændrede ansættelsen, ligesom

tilkendegivelser fra en skattemyndighed, der hvilede på et delvist

forkert grundlag, ikke kunne skabe en retsbeskyttet forventning hos en

skatteyder.

Det var endvidere en betingelse for at støtte ret på

forventningsprincippet, at skattemyndighedernes tilkendegivelse havde

været egnet til at øve indflydelse på de faktiske

dispositioner. Regionen fandt, at dette ikke var tilfældet i denne sag,

da en borgmester ikke havde haft mulighed for at fradrage omkostninger til

repræsentation i forbindelse med sit hverv.

Klageren nedlagde over for Landsskatteretten påstand om, at de af de

stedlige myndigheder godkendte fradrag blev lagt til grund ved

indkomstansættelserne ud fra et forventningsprincip. Han havde til

støtte herfor henvist til, at han havde indgået aftale med

skattemyndighederne om fradraget, og at dette var blevet godkendt af

ligningsmyndighederne.

Klageren havde endvidere anført, at han havde afholdt en

række udgifter som borgmester, der ikke var blevet refunderet af

kommunen. Disse udgifter måtte anses for fradragsberettigede, jf.

statsskattelovens § 6. Han havde ikke gemt dokumentation for de afholdte

udgifter. Han havde endelig anført, at han hele tiden havde

været tryg ved aftalen, han havde indgået med kommunen.

Told- og Skattestyrelsen havde under sagens behandling i Landsskatteretten

indstillet de påklagede forhøjelser opretholdt med

følgende begrundelse:

"...at styrelsen ikke finder, at der er hjemmel til at indrømme en

borgmester fradrag for afholdte udgifter i forbindelse med hvervet, hverken

efter ligningslovens § 9 - da en borgmester ikke kan anses for

lønmodtager - eller i øvrigt efter statsskattelovens § 6 a om

fradrag for driftsomkostninger, da det ikke er nødvendigt for en

borgmesters opretholdelse af indtjeningen, at der på egen regning

afholdes udgifter til repræsentation. I den forbindelse bemærkes,

at Folketinget ved lov nr. 534 af 13. december 1985 begrænsede adgangen

til fradrag for repræsentationsudgifter til 25 %. Den

påståede fornyede aftale med forvaltningen i 1985 om et

årligt fradrag på kr. 6.000 indebar således en

forudsætning om, at klageren afholdt udgifter til repræsentation

på kr. 24.000 om året.

Det er en betingelse for at opnå fradrag for

repræsentationsudgifter, at udgiften fremtræder som en

nødvendig driftsudgift for den pågældende jf.

Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 punkt 14.3.3. Det

kan for lønmodtagere f. eks. være tilfældet, såfremt

den pågældende er lønnet med provision af den

omsætning, som repræsentationen er afholdt med henblik

på.

En borgmester har isoleret set ikke den fornødne selvstændige

indkomstmæssige interesse i at afholde repræsentationsudgifter

for kommunen, da dette som ovenfor anført ikke er nødvendigt

for at opretholde indtjeningen. Sådanne udgifter må kommunen selv

afholde f. eks. efter reglerne om udlæg efter regning, jf.

intentionerne bag skattereformen 1987 om at tilskynde arbejdsgiveren til at

afholde de udgifter, der er forbundet med arbejdet.

En borgmester kan dog have en økonomisk interesse i at blive

genvalgt. Udgifter, som politikere afholder med henblik på valg eller

genvalg, er indkomstopgørelsen uvedkommende jf. TfS 1995-320.

For så vidt angår spørgsmålet, om klageren efter

praksis om forventningsprincippet kan støtte ret på den

påståede aftale med skatteforvaltningen bemærkes, at denne

aftale ikke ses at være nærmere underbygget eller dokumenteret,

jf. herved dommene TfS 1997, 364 og 365 ØL, hvor der ikke kunne

støttes ret på skattemyndighedernes udsagn, allerede fordi de

skattepligtige ikke kunne løfte bevisbyrden for, at et udsagn var

afgivet.

Såfremt det kan lægges til grund, at en aftale har være

indgået, er det styrelsens opfattelse, at der til trods herfor ikke kan

støttes ret på aftalen, selv om klageren har disponeret i tillid

hertil. Til støtte herfor kan henvises til, at der efter retspraksis

alene har kunnet støttes ret på "forkerte" udsagn fra de

kommunale ligningsmyndigheder, hvis udsagnet drejer sig om et faktisk

fordelingsskøn eller lignende, jf. Retssikkerhedsudvalgets

redegørelse 1996, s. 106-107, og de der citerede

afgørelser.

I den foreliggende sag er der tale om et hjemmelmæssigt

spørgsmål, således at retspraksis ikke giver belæg

for, at klageren kan støtte ret på aftalen. Hertil kommer, at

aftalen endvidere må antages at føre til et resultat, der kan

karakteriseres som direkte eller åbenbart ulovmedholdeligt, hvilket

yderligere understøtter, at der ikke kan støttes ret på

aftalen, jf. ovennævnte redegørelse fra Retssikkerhedsudvalget

s. 87 og s. 110-111.

..."

Landsskatteretten fandt i lighed med Told- og Skattestyrelsen, at der

hverken i ligningslovens § 9 eller statsskattelovens § 6, litra a, var

hjemmel til, at en borgmester kunne fradrage udgifter til

repræsentation i forbindelse med hvervet som borgmester.

Uanset at fradragene var godkendt i en årrække, fandt retten i

lighed med styrelsen, at klageren ikke kunne støtte ret på

forventningsprincippet. Selv om det måtte lægges til grund, at

der havde foreligget en aftale med den kommunale skattemyndighed om

fradraget, kunne dette som følge af revisionsbeføjelsen ikke

være bindende for de overordnede skattemyndigheder i et tilfælde

som det foreliggende, hvor der ikke var tale om en skønsmæssig

fordeling af et i princippet hjemlet fradrag, men derimod om, hvorvidt der

overhovedet var hjemmel til at fradrage udgifter af den omhandlede

karakter.

Landsskatteretten fandt herefter, at de påklagede forhøjelser

skulle stadfæstes.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter