Spring til indhold

Retsinformation

Likvidation - ekstraordinær ansættelse - ugyldighed - skønsreglen. (* 1)

KEN nr 18410 af 07/11/1991Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Likvidation - ekstraordinær ansættelse -

ugyldighed - skønsreglen. (* 1)

A Anpartsselskab i likvidation klagede over de af amtsligningsrådet

foretagne forhøjelser af selskabets skattepligtige indkomst ved ekstraordinær

indkomstansættelse. Forhøjelserne udgjorde 366.315 kr. i yderligere

fortjeneste ved salg af inventar m.v. efter tilsidesættelse af kursnedslag på

gældsbrev, og 90.000 kr. i yderligere værdi af personbil, solgt til

anpartshaveren.

Det fremgik af de fremkomne oplysninger, at det klagende selskab i en

årrække havde drevet frisørvirksomhed fra butikker i København og omegn.

Selskabet var endvidere indgået med 50% i tilsvarende butikker på Sjælland.

Selskabet, hvis regnskabsår omfattede perioden fra den 1. juli til den 30.

juni, var imidlertid trådt i solvent likvidation i august 1985 og var endelig

opløst den 28. februar 1986.

Ved opgørelsen af selskabets afsluttende ansættelse for skatteåret

1985/86, der således vedrørte en periode på 20 måneder, havde selskabet bl.a.

indtægtsført en fortjeneste på 1.153.685 kr. ved salg af inventar i

forbindelse med overdragelse af 5 af de ovennævnte forretninger til tidligere

medarbejdere samt til et søsterselskab, henholdsvis pr. 1. april og 1.

oktober 1985. Overdragelsessummen var kursnedskrevet til kurs 70, idet

købesummen delvist var erlagt med gældsbreve, forrentet med 18% p.a. og med

faste månedlige ydelser over 10 år. Selskabet havde endvidere indtægtsført et

beløb på 378.000 kr. hidrørende fra et salg af en Mercedes personbil til

selskabets hovedanpartshaver i september 1984.

Ved ansættelsen havde amtsligningsrådet imidlertid skønsmæssigt ansat

overdragelsessummen vedrørende inventaret til 1.520.000 kr., idet

amtsligningsrådet havde værdiansat gældsbrevene til kurs 100.

Amtsligningsrådet havde herved henset til gældsbrevenes forrentning, løbetid

og indfrielsesbetingelser samt det forhold, at der ved overdragelsen blev

oprettet en forretningskæde i kreditors navn. Videre havde amtsligningsrådet

Læs alt

skønsmæssigt ansat værdien af den overdragne Mercedes til 468.000 kr. under

hensyn til, at den ca. 3 måneder tidligere var anskaffet af selskabet for

504.387 kr. Merværdien, 90.000 kr., var anset at udgøre maskeret udlodning

for hovedanpartshaveren.

Det klagende selskabs revisor protesterede over for Landsskatteretten imod

de foretagne forhøjelser, idet han gjorde gældende, at den trufne afgørelse

var ugyldig. Det klagende selskabs revisor henviste således til bestemmelsen

i den dagældende skattestyrelseslovs § 18, stk. 5, og anførte, at

amtsligningsrådet havde afsagt kendelse den 30. december 1988, efter at

revisoren ved skrivelse af 21. december havde meddelt, at han ikke kunne

deltage i mødet på grund af ferie. Han sendte i stedet en medarbejder, der

imidlertid ikke var bemyndiget til at beslutte noget. Det klagende selskabs

revisor henviste i den forbindelse til, at Landsskatteretten ved kendelse af

23. juni 1989 i en ifølge revisoren tilsvarende situation havde anset en

ansættelse for ugyldig. Videre gjorde det klagende selskabs revisor gældende,

at ansættelsen var forældet, jf. bestemmelsen i den dagældende

skattestyrelseslovs § 15, stk. 5, idet kendelsen, der måtte anses at vedrøre

ansættelsen for 1984, var afsagt den 30. december 1988. Det klagende selskabs

revisor påberåbte sig herved Østre Landsrets dom af 14. november 1990, hvor

en ekstraordinær ansættelse for et selskab, der blev opløst den 6. oktober

1987, og selskabets ordinære ansættelse, der omfattede perioden fra den 1.

juli til den 30. juni, skulle anses for en ansættelse.

For så vidt angik realiteten gjorde selskabets revisor gældende, at den

selvangivne værdiansættelse af gældsbrevene var realistisk, idet en

sparekasse på overdragelsestidspunkterne havde vurderet kursen på

gældsbrevene til henholdsvis kurs 60 og kurs 70. Klagerens revisor anførte

videre, at i regnskabet indgik ombygning af lejede lokaler med 25% under

inventar, og at denne del måtte være skattefri. Vedrørende overdragelsen af

bilen anførte revisoren, at det var den faktiske overdragelsessum, der var

lagt til grund ved regnskabsaflæggelsen.

Told- og Skattestyrelsen udtalte under sagens behandling, at den

dagældende skattestyrelseslov § 18, stk. 5, der indeholdt en bestemmelse om,

at en klager skulle have lejlighed til en mundtlig forhandling før afgørelse

blev truffet, ikke indeholdt nogen fristregler. Spørgsmålet om udsættelse af

sagen måtte derfor fortolkes under hensyn til forvaltningslovens regler i §

11, stk. 1 og 2, om aktindsigt og kontradiktion, jf. Justitsministeriets

vejledning til forvaltningsloven pkt. 101.

Told- og Skattestyrelsen fandt, at klageren havde været indkaldt med

rimeligt varsel, og at amtsligningsrådet ikke havde været forpligtet til at

udsætte sagen yderligere. Told- og Skattestyrelsen anførte i den forbindelse,

at en revisors ferie i almindelighed ikke kunne anses for gyldigt forfald i

relation til udeblivelse, og at påstanden om ugyldighed på grund af manglende

adgang til kontradiktion ikke kunne støttes på den ovennævnte

landsskatteretskendelse af 23. juni 1989.

Landsskatteretten kunne tiltræde Told- og Skattestyrelsens udtalelse,

hvorefter kravene i henhold til bestemmelsen i den dagældende

skattestyrelseslov § 18, stk. 5, måtte anses at være opfyldt.

Selskabet havde i overensstemmelse med bestemmelsen i selskabsskattelovens

§ 5, stk. 1, foretaget en ordinær ansættelse for skatteåret 1985/86,

omfattende perioden fra den 1. juli 1983 til den 30. juni 1984, samt en

ekstraordinær ansættelse omfattende perioden fra den 1. juli 1984 til

opløsningstidspunktet den 28. februar 1986, eller i alt 20 måneder. Det er

endvidere ubestridt, at der var tale om skønsmæssige reguleringer, hvorfor

bestemmelsen i den dagældende skattestyrelseslov § 15, stk. 5, fandt

anvendelse. I henhold til denne bestemmelse kan forhøjelser af indkomst- og

formueskat ikke finde sted senere end 3 år efter udløbet af det pågældende

indkomstår i det omfang, hvori ansættelsen beror på et skøn. Er indkomståret

ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det

kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Sagen vedrørte skatteåret 1985/86, der omfattede både kalenderåret 1984,

som det forskudte indkomstår fra den 1. juli 1983 til den 30. juni 1984

trådte i stedet for, og perioden fra den 1. juli 1984 til den 28. februar

1986, der lå til grund for den ekstraordinære ansættelse.

Retten fandt, at i medfør af praksis måtte såvel den ordinære som den

ekstraordinære ansættelse anses at træde i stedet for indkomståret 1984, jf.

herved Østre Landsrets dom af 14. november 1990. Da ansættelsen af den

ekstraordinære ansættelse var foretaget den 30. december 1988, var de

skønsmæssige reguleringer herefter foretaget i strid med bestemmelsen i den

dagældende skattestyrelseslov § 15, stk. 5. Den påklagede ansættelse blev

derfor nedsat med henholdsvis 366.315 kr. og 90.000 kr. Ansættelsen blev

yderligere nedsat med 43.800 kr. vedrørende en skønsmæssig ansættelse af et

fradrag for advokathonorar, idet bemærkedes, at retten i medfør af

skattestyrelseslovens § 28 havde optaget ansættelsen i sin helhed. LV 1990,

SB 2.1.2.1.1.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter