Likvidation - ekstraordinær ansættelse - ugyldighed - skønsreglen. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Likvidation - ekstraordinær ansættelse -
ugyldighed - skønsreglen. (* 1)
A Anpartsselskab i likvidation klagede over de af amtsligningsrådet
foretagne forhøjelser af selskabets skattepligtige indkomst ved ekstraordinær
indkomstansættelse. Forhøjelserne udgjorde 366.315 kr. i yderligere
fortjeneste ved salg af inventar m.v. efter tilsidesættelse af kursnedslag på
gældsbrev, og 90.000 kr. i yderligere værdi af personbil, solgt til
anpartshaveren.
Det fremgik af de fremkomne oplysninger, at det klagende selskab i en
årrække havde drevet frisørvirksomhed fra butikker i København og omegn.
Selskabet var endvidere indgået med 50% i tilsvarende butikker på Sjælland.
Selskabet, hvis regnskabsår omfattede perioden fra den 1. juli til den 30.
juni, var imidlertid trådt i solvent likvidation i august 1985 og var endelig
opløst den 28. februar 1986.
Ved opgørelsen af selskabets afsluttende ansættelse for skatteåret
1985/86, der således vedrørte en periode på 20 måneder, havde selskabet bl.a.
indtægtsført en fortjeneste på 1.153.685 kr. ved salg af inventar i
forbindelse med overdragelse af 5 af de ovennævnte forretninger til tidligere
medarbejdere samt til et søsterselskab, henholdsvis pr. 1. april og 1.
oktober 1985. Overdragelsessummen var kursnedskrevet til kurs 70, idet
købesummen delvist var erlagt med gældsbreve, forrentet med 18% p.a. og med
faste månedlige ydelser over 10 år. Selskabet havde endvidere indtægtsført et
beløb på 378.000 kr. hidrørende fra et salg af en Mercedes personbil til
selskabets hovedanpartshaver i september 1984.
Ved ansættelsen havde amtsligningsrådet imidlertid skønsmæssigt ansat
overdragelsessummen vedrørende inventaret til 1.520.000 kr., idet
amtsligningsrådet havde værdiansat gældsbrevene til kurs 100.
Amtsligningsrådet havde herved henset til gældsbrevenes forrentning, løbetid
og indfrielsesbetingelser samt det forhold, at der ved overdragelsen blev
oprettet en forretningskæde i kreditors navn. Videre havde amtsligningsrådet
Læs alt
skønsmæssigt ansat værdien af den overdragne Mercedes til 468.000 kr. under
hensyn til, at den ca. 3 måneder tidligere var anskaffet af selskabet for
504.387 kr. Merværdien, 90.000 kr., var anset at udgøre maskeret udlodning
for hovedanpartshaveren.
Det klagende selskabs revisor protesterede over for Landsskatteretten imod
de foretagne forhøjelser, idet han gjorde gældende, at den trufne afgørelse
var ugyldig. Det klagende selskabs revisor henviste således til bestemmelsen
i den dagældende skattestyrelseslovs § 18, stk. 5, og anførte, at
amtsligningsrådet havde afsagt kendelse den 30. december 1988, efter at
revisoren ved skrivelse af 21. december havde meddelt, at han ikke kunne
deltage i mødet på grund af ferie. Han sendte i stedet en medarbejder, der
imidlertid ikke var bemyndiget til at beslutte noget. Det klagende selskabs
revisor henviste i den forbindelse til, at Landsskatteretten ved kendelse af
23. juni 1989 i en ifølge revisoren tilsvarende situation havde anset en
ansættelse for ugyldig. Videre gjorde det klagende selskabs revisor gældende,
at ansættelsen var forældet, jf. bestemmelsen i den dagældende
skattestyrelseslovs § 15, stk. 5, idet kendelsen, der måtte anses at vedrøre
ansættelsen for 1984, var afsagt den 30. december 1988. Det klagende selskabs
revisor påberåbte sig herved Østre Landsrets dom af 14. november 1990, hvor
en ekstraordinær ansættelse for et selskab, der blev opløst den 6. oktober
1987, og selskabets ordinære ansættelse, der omfattede perioden fra den 1.
juli til den 30. juni, skulle anses for en ansættelse.
For så vidt angik realiteten gjorde selskabets revisor gældende, at den
selvangivne værdiansættelse af gældsbrevene var realistisk, idet en
sparekasse på overdragelsestidspunkterne havde vurderet kursen på
gældsbrevene til henholdsvis kurs 60 og kurs 70. Klagerens revisor anførte
videre, at i regnskabet indgik ombygning af lejede lokaler med 25% under
inventar, og at denne del måtte være skattefri. Vedrørende overdragelsen af
bilen anførte revisoren, at det var den faktiske overdragelsessum, der var
lagt til grund ved regnskabsaflæggelsen.
Told- og Skattestyrelsen udtalte under sagens behandling, at den
dagældende skattestyrelseslov § 18, stk. 5, der indeholdt en bestemmelse om,
at en klager skulle have lejlighed til en mundtlig forhandling før afgørelse
blev truffet, ikke indeholdt nogen fristregler. Spørgsmålet om udsættelse af
sagen måtte derfor fortolkes under hensyn til forvaltningslovens regler i §
11, stk. 1 og 2, om aktindsigt og kontradiktion, jf. Justitsministeriets
vejledning til forvaltningsloven pkt. 101.
Told- og Skattestyrelsen fandt, at klageren havde været indkaldt med
rimeligt varsel, og at amtsligningsrådet ikke havde været forpligtet til at
udsætte sagen yderligere. Told- og Skattestyrelsen anførte i den forbindelse,
at en revisors ferie i almindelighed ikke kunne anses for gyldigt forfald i
relation til udeblivelse, og at påstanden om ugyldighed på grund af manglende
adgang til kontradiktion ikke kunne støttes på den ovennævnte
landsskatteretskendelse af 23. juni 1989.
Landsskatteretten kunne tiltræde Told- og Skattestyrelsens udtalelse,
hvorefter kravene i henhold til bestemmelsen i den dagældende
skattestyrelseslov § 18, stk. 5, måtte anses at være opfyldt.
Selskabet havde i overensstemmelse med bestemmelsen i selskabsskattelovens
§ 5, stk. 1, foretaget en ordinær ansættelse for skatteåret 1985/86,
omfattende perioden fra den 1. juli 1983 til den 30. juni 1984, samt en
ekstraordinær ansættelse omfattende perioden fra den 1. juli 1984 til
opløsningstidspunktet den 28. februar 1986, eller i alt 20 måneder. Det er
endvidere ubestridt, at der var tale om skønsmæssige reguleringer, hvorfor
bestemmelsen i den dagældende skattestyrelseslov § 15, stk. 5, fandt
anvendelse. I henhold til denne bestemmelse kan forhøjelser af indkomst- og
formueskat ikke finde sted senere end 3 år efter udløbet af det pågældende
indkomstår i det omfang, hvori ansættelsen beror på et skøn. Er indkomståret
ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det
kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.
Sagen vedrørte skatteåret 1985/86, der omfattede både kalenderåret 1984,
som det forskudte indkomstår fra den 1. juli 1983 til den 30. juni 1984
trådte i stedet for, og perioden fra den 1. juli 1984 til den 28. februar
1986, der lå til grund for den ekstraordinære ansættelse.
Retten fandt, at i medfør af praksis måtte såvel den ordinære som den
ekstraordinære ansættelse anses at træde i stedet for indkomståret 1984, jf.
herved Østre Landsrets dom af 14. november 1990. Da ansættelsen af den
ekstraordinære ansættelse var foretaget den 30. december 1988, var de
skønsmæssige reguleringer herefter foretaget i strid med bestemmelsen i den
dagældende skattestyrelseslov § 15, stk. 5. Den påklagede ansættelse blev
derfor nedsat med henholdsvis 366.315 kr. og 90.000 kr. Ansættelsen blev
yderligere nedsat med 43.800 kr. vedrørende en skønsmæssig ansættelse af et
fradrag for advokathonorar, idet bemærkedes, at retten i medfør af
skattestyrelseslovens § 28 havde optaget ansættelsen i sin helhed. LV 1990,
SB 2.1.2.1.1.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Ligningsvejledningens bindende virkning Retsinformation · 26. september 2000
Lignende dokumenter
- SELSKABSBESKATNING 1985 AFSNIT SD - SÆRLIGT OM STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1986 AFSNIT SD - SÆRLIGT OM STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1984 AFSNIT SD - SÆRLIGT OM STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1987 AFSNIT SD - SÆRLIGT OM STIFTELSE OG OPLØSNING AF AKTIE- OG ANPARTSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- Klagen afvist, da konkursbo ikke har tilkendegivet at ville indtræde i sagen. (2011-0025578) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 24. juni 2013
- Kendelse af 1. december 1993. 93-41.254 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 1. december 1993