Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11177 af 22/10/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet16. august 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Overdragelse af køberet til udstykningsgrund

- beskatning af avance ved afståelse

Reference:

EBL

LV 1998 E.J.5.2.2

A A/S klagede for indkomståret 1996 over, at

skatteankenævnet havde anset avance ved overdragelse af køberet

for omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.

Det fremgik af sagens oplysninger, at A A/S, herefter

benævnt selskabet, i november 1995 fik reserveret et areal i en

kommunal udstykningsgrund (grund 1). Prisen for grunden var aftalt til 35 kr.

pr. m², eller i alt 481.810 kr. B ønskede imidlertid at overtage grund

1, og ved efterfølgende forhandlinger mellem kommunen, B og selskabet

accepterede selskabet at afstå fra at købe grund 1 mod at kunne

købe en tilsvarende grund (grund 2), hvorefter B erhvervede grund 1.

Grund 2 kostede imidlertid 60 kr. pr. m², eller i alt 840.000 kr. Som en del

af aftalen skulle B betale en difference på 344.150 kr., som

indbetaltes til kommunen på en check dateret den 19. december 1996.

Skatteankenævnet havde ved den påklagede

afgørelse anset selskabet for skattepligtig af avancen ved

afståelse af køberetten til den første grund i

medfør af ejendomsavancebeskatningslovens bestemmelser. Som

begrundelse for afgørelsen havde nævnet bl.a. anført, at

selskabet da forhandlingerne med B og kommunen påbegyndtes, allerede

havde meddelt kommunen, at selskabet ønskede at købe grunden,

at B ikke tidligere havde været ejer af den grund, selskabet

købte, samt at transaktionerne omkring de to grunde blev foretaget

efter fælles aftale mellem de 3 involverede parter. Herefter

måtte selskabet anses for at have overdraget køberetten, jf.

Læs alt

Landsskatterettens afgørelse i TfS 1988, 613, hvorfor vederlaget

herfor var skattepligtigt, jf. også cirk. nr. 166 af 12. september

1994, pkt. 2.1. og Ligningsvejledningen 1996 E.J.5.2.2., ligesom der ikke var

tale om et mageskifte.

Klagerens repræsentant havde over for

Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at det omhandlede

vederlag vedrørte kompensation for opgivelse af en køberet.

Til støtte for påstanden havde

repræsentanten bl.a. anført, at opgivelsen blev ensidigt

udvirket af kommunen og B's fælles varetagelse af offentlige interesser

ved at motivere til et frikøb af den erhvervsbyggegrund, som var

omfattet af selskabets køberet, og ved at tilskynde selskabet til at

tåle en ny køberet etableret på et andet grundstykke i

nabolaget. Selskabet betingede sig således blot

skadesløsholdelse ved opgivelsen af køberetten. Vederlag for

opgivelse af en køberet var ikke skattepligtig i medfør af

statsskatteloven eller ejendomsavancebeskatningsloven, jf. cirk. nr. 166 af

12. september 1994, pkt. 2.1. Repræsentanten havde herved

anført:

"Vi gør gældende, at vederlag for opgivelse

af en køberet ikke er omfattet af skattepligt i henhold til

statsskattelovens bestemmelser, og at et sådant vederlag ikke er

omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, jf. cirkulære nr. 166 af

12. september 1994, punkt 2.1. om lovens anvendelsesområde, hvorfra

citeres:

"Reglerne omfatter tillige fortjenester, der stammer fra

afståelse af middelbare ejendomsrettigheder over fast ejendom, som f.

eks. vederlag for at tilstå en anden køberet til en ejendom,

idet ejeren gennem modtagelsen af vederlaget for køberetten

påtager sig en rådighedsindskrænkning."

Det er vor opfattelse, at den sproglige formulering

begrænser cirkulærets anvendelse som beskatningshjemmel til en

gennemførelse af beskatning af de vederlag, som tilflyder ejere af

fast ejendom for påtagelse af rådighedsindskrænkning,

byrder og gener som kompensation for ejerens meddelelse af en køberet.

Derved får vederlaget nærmest karakter af en fremrykket betaling

i forhold til senere udnyttelse ved gennemførelse af det forventede

køb, hhv. en "præmie" for at være sikret

køberetten, dvs. ligheder til indgåelse af en option med

"fortrydelsesadgang".

Loven kan ikke anvendes vedrørende skatteydere, som

ikke er, ikke har været, og ikke bliver ejer af en fast ejendom, som

opgivelsen af køberetten direkte vedrører, hvorfor loven ikke

finder anvendelse i forhold til selskabet.

I den foreliggende situation er der tale om den - i

forhold til citatet fra cirkulæret - omvendte situation, nemlig at

kommunen ved sin rolle sikrer en betaling til indehaveren af

køberetten for at formå denne til at opgive sin ret, jf.

reservation den 8. november 1995. Havde der ved reservationen været

ydet en betaling til kommunen for indrømmelse af denne køberet,

ville dette vederlag have været skattepligtigt for ejeren, forudsat at

denne ikke positivt var fritaget for skattepligt."

Subsidiært havde repræsentanten nedlagt

påstand om, at der mellem selskabet og B blev truffet aftale om, at der

var tale om et mageskifte af et ubebygget areal, jf.

ejendomsavancebeskatningslovens § 7, stk. 2. For selskabet var der alene tale

om, at et andet jordstykke trådte i stedet for det oprindelige, uden

omkostninger for selskabet i øvrigt.

Endelig havde repræsentanten, såfremt

selskabet måtte blive anset for skattepligtig af avancen, anmodet om,

at avancen blev anset for genanbragt i medfør af

ejendomsavancebeskatningslovens § 6A. Til støtte for dette havde

repræsentanten henvist til skattestyrelseslovens § 28, stk. 1, 2. pkt.

og § 23, stk. 2, 2. pkt. og bl.a. anført, at dette måtte

være muligt, uanset reglen om, at anvendelse af genanbringelsesreglen

ikke var begæret anvendt ved indsendelse af selvangivelsen, jf. § 6A,

stk. 1, litra c. Som følge af sagens udvikling, hvor der havde

været begrundet foranledning til at antage, at der var tale om vederlag

for en opgivelse af køberetten, der således var skattefri, havde

det ikke været muligt eller naturligt ved selvangivelsen i det

pågældende indkomstår at begære reglen om

genanbringelse anvendt.

Landsskatterettens bemærkninger:

Selskabet havde købt grund 2, som selskabet ikke

havde køberet til, for en købesum på 840.000 kr., hvoraf

B havde betalt 344.150 kr. Baggrunden for, at B havde betalt dette

beløb, var, at selskabet uanset sin køberet til grund 1 havde

accepteret, at B kunne købe denne grund af kommunen til den pris, der

var fastsat i selskabets køberet, nemlig 481.810 kr. Selskabet havde

således overdraget sin køberet til grund 1 til B, og da denne

overdragelse var sket mod en økonomisk modydelse på 344.150 kr.,

var selskabet skattepligtig af dette beløb efter

ejendomsavancebeskatningsloven.

Landsskatteretten fandt ikke anledning til at tage

stilling til anmodningen om genanbringelse, da dette spørgsmål

ikke havde været forelagt de stedlige skattemyndigheder.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter