Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Overdragelse af køberet til udstykningsgrund
- beskatning af avance ved afståelse
Reference:
EBL
LV 1998 E.J.5.2.2
A A/S klagede for indkomståret 1996 over, at
skatteankenævnet havde anset avance ved overdragelse af køberet
for omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.
Det fremgik af sagens oplysninger, at A A/S, herefter
benævnt selskabet, i november 1995 fik reserveret et areal i en
kommunal udstykningsgrund (grund 1). Prisen for grunden var aftalt til 35 kr.
pr. m², eller i alt 481.810 kr. B ønskede imidlertid at overtage grund
1, og ved efterfølgende forhandlinger mellem kommunen, B og selskabet
accepterede selskabet at afstå fra at købe grund 1 mod at kunne
købe en tilsvarende grund (grund 2), hvorefter B erhvervede grund 1.
Grund 2 kostede imidlertid 60 kr. pr. m², eller i alt 840.000 kr. Som en del
af aftalen skulle B betale en difference på 344.150 kr., som
indbetaltes til kommunen på en check dateret den 19. december 1996.
Skatteankenævnet havde ved den påklagede
afgørelse anset selskabet for skattepligtig af avancen ved
afståelse af køberetten til den første grund i
medfør af ejendomsavancebeskatningslovens bestemmelser. Som
begrundelse for afgørelsen havde nævnet bl.a. anført, at
selskabet da forhandlingerne med B og kommunen påbegyndtes, allerede
havde meddelt kommunen, at selskabet ønskede at købe grunden,
at B ikke tidligere havde været ejer af den grund, selskabet
købte, samt at transaktionerne omkring de to grunde blev foretaget
efter fælles aftale mellem de 3 involverede parter. Herefter
måtte selskabet anses for at have overdraget køberetten, jf.
Læs alt
Landsskatterettens afgørelse i TfS 1988, 613, hvorfor vederlaget
herfor var skattepligtigt, jf. også cirk. nr. 166 af 12. september
1994, pkt. 2.1. og Ligningsvejledningen 1996 E.J.5.2.2., ligesom der ikke var
tale om et mageskifte.
Klagerens repræsentant havde over for
Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at det omhandlede
vederlag vedrørte kompensation for opgivelse af en køberet.
Til støtte for påstanden havde
repræsentanten bl.a. anført, at opgivelsen blev ensidigt
udvirket af kommunen og B's fælles varetagelse af offentlige interesser
ved at motivere til et frikøb af den erhvervsbyggegrund, som var
omfattet af selskabets køberet, og ved at tilskynde selskabet til at
tåle en ny køberet etableret på et andet grundstykke i
nabolaget. Selskabet betingede sig således blot
skadesløsholdelse ved opgivelsen af køberetten. Vederlag for
opgivelse af en køberet var ikke skattepligtig i medfør af
statsskatteloven eller ejendomsavancebeskatningsloven, jf. cirk. nr. 166 af
12. september 1994, pkt. 2.1. Repræsentanten havde herved
anført:
"Vi gør gældende, at vederlag for opgivelse
af en køberet ikke er omfattet af skattepligt i henhold til
statsskattelovens bestemmelser, og at et sådant vederlag ikke er
omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, jf. cirkulære nr. 166 af
12. september 1994, punkt 2.1. om lovens anvendelsesområde, hvorfra
citeres:
"Reglerne omfatter tillige fortjenester, der stammer fra
afståelse af middelbare ejendomsrettigheder over fast ejendom, som f.
eks. vederlag for at tilstå en anden køberet til en ejendom,
idet ejeren gennem modtagelsen af vederlaget for køberetten
påtager sig en rådighedsindskrænkning."
Det er vor opfattelse, at den sproglige formulering
begrænser cirkulærets anvendelse som beskatningshjemmel til en
gennemførelse af beskatning af de vederlag, som tilflyder ejere af
fast ejendom for påtagelse af rådighedsindskrænkning,
byrder og gener som kompensation for ejerens meddelelse af en køberet.
Derved får vederlaget nærmest karakter af en fremrykket betaling
i forhold til senere udnyttelse ved gennemførelse af det forventede
køb, hhv. en "præmie" for at være sikret
køberetten, dvs. ligheder til indgåelse af en option med
"fortrydelsesadgang".
Loven kan ikke anvendes vedrørende skatteydere, som
ikke er, ikke har været, og ikke bliver ejer af en fast ejendom, som
opgivelsen af køberetten direkte vedrører, hvorfor loven ikke
finder anvendelse i forhold til selskabet.
I den foreliggende situation er der tale om den - i
forhold til citatet fra cirkulæret - omvendte situation, nemlig at
kommunen ved sin rolle sikrer en betaling til indehaveren af
køberetten for at formå denne til at opgive sin ret, jf.
reservation den 8. november 1995. Havde der ved reservationen været
ydet en betaling til kommunen for indrømmelse af denne køberet,
ville dette vederlag have været skattepligtigt for ejeren, forudsat at
denne ikke positivt var fritaget for skattepligt."
Subsidiært havde repræsentanten nedlagt
påstand om, at der mellem selskabet og B blev truffet aftale om, at der
var tale om et mageskifte af et ubebygget areal, jf.
ejendomsavancebeskatningslovens § 7, stk. 2. For selskabet var der alene tale
om, at et andet jordstykke trådte i stedet for det oprindelige, uden
omkostninger for selskabet i øvrigt.
Endelig havde repræsentanten, såfremt
selskabet måtte blive anset for skattepligtig af avancen, anmodet om,
at avancen blev anset for genanbragt i medfør af
ejendomsavancebeskatningslovens § 6A. Til støtte for dette havde
repræsentanten henvist til skattestyrelseslovens § 28, stk. 1, 2. pkt.
og § 23, stk. 2, 2. pkt. og bl.a. anført, at dette måtte
være muligt, uanset reglen om, at anvendelse af genanbringelsesreglen
ikke var begæret anvendt ved indsendelse af selvangivelsen, jf. § 6A,
stk. 1, litra c. Som følge af sagens udvikling, hvor der havde
været begrundet foranledning til at antage, at der var tale om vederlag
for en opgivelse af køberetten, der således var skattefri, havde
det ikke været muligt eller naturligt ved selvangivelsen i det
pågældende indkomstår at begære reglen om
genanbringelse anvendt.
Landsskatterettens bemærkninger:
Selskabet havde købt grund 2, som selskabet ikke
havde køberet til, for en købesum på 840.000 kr., hvoraf
B havde betalt 344.150 kr. Baggrunden for, at B havde betalt dette
beløb, var, at selskabet uanset sin køberet til grund 1 havde
accepteret, at B kunne købe denne grund af kommunen til den pris, der
var fastsat i selskabets køberet, nemlig 481.810 kr. Selskabet havde
således overdraget sin køberet til grund 1 til B, og da denne
overdragelse var sket mod en økonomisk modydelse på 344.150 kr.,
var selskabet skattepligtig af dette beløb efter
ejendomsavancebeskatningsloven.
Landsskatteretten fandt ikke anledning til at tage
stilling til anmodningen om genanbringelse, da dette spørgsmål
ikke havde været forelagt de stedlige skattemyndigheder.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Landsskatteretskendelse af 13. december 2002 vedr. Landbrug genanbringelse af ejendomsavance Retsinformation · 29. september 2003
- Ejendomsavance Retsinformation · 23. maj 2000
- Nedlukningserstatning til minkavler - beskatning af genvundne afskrivninger og ejendomsavance mv. - ikke ekspropriation Retsinformation · 1. august 2024
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT EJ - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT EJ - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT EJ - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT EJ - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT EJ - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT EJ - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008