PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT EJ - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit EJ - Afståelse af fast ejendom
E.J.1 Fællesregler
Litteratur:
Hans Christensen: Ekspropriationserstatning (Juristen 3/87, s. 113).
Inden gennemgangen af reglerne om de enkelte beskatningsformer redegøres
der i det følgende for visse fælles regler.
E.J.1.1 Hvilke "afståelser"
Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom i udlandet beskattes i Danmark,
hvis ejeren er fuldt skattepligtig her til landet. Efter
dobbeltbeskatningsoverenskomsterne tilkommer beskatningsretten dog ofte det
land, hvor ejendommen er beliggende.
Beskatningsreglerne omfatter såvel fortjeneste ved salg af fast ejendom
som fortjenester, der stammer fra afståelse af "varige" middelbare
ejendomsrettigheder over fast ejendom, f.eks servitutter og købe- og
forkøbsrettigheder.
* Lsr. kendelse af 22. dec. 1993, TfS 1994.339. En dispositionsret over 7
huse, som en klager ved et tidligere salg af grunden havde forbeholdt sig,
blev senere afhændet. Dispositionsretten fandtes at være en servitut på den
solgte grund, hvorfor avancen ved salg af retten var omfattet af reglerne i
ejendomsavancebeskatningsloven (EBL). *
I lsr. 1983.29 blev ejeren af en ejendom anset for særlig
indkomstskattepligtig af en erstatning på 25.000 kr., som han modtog for
aflysning af en servitut på naboejendommen. SD udtalte under sagens
behandling for Landsskatteretten, at en servitut af den omhandlede art skal
tages i betragtning ved vurderingen af såvel den tjenende som den herskende
ejendom, samt at formuegoder, der medtages ved ejendommens ansættelse til
ejendomsværdi, også må betragtes som fast ejendom i relation til reglerne om
særlig indkomstskat af fortjeneste ved afståelse, hvilket måtte gælde uanset
om det kunne konstateres, hvorvidt der konkret havde været taget hensyn til
servitutten ved vurderingerne forud for aflysningen af denne.
Læs alt
Landsskatteretten var enig i det anførte og beskattede den ved
servitutaflysningen opnåede fortjeneste som særlig indkomst.
Anskaffelsessummen for servitutten ansattes til 12.500 kr. Se ligeledes
E.J.2.7.6 om erstatning for rådighedsindskrænkninger i forbindelse med
placering af vindmøller på ejendommen.
Godtgørelser eller erstatninger for midlertidige rådighedsindskrænkninger
er almindeligt indkomstskattepligtige, idet de betragtes som indtægter på
linie med lejeindtægter.
Hvis der i anledning af skade på en bygning udbetales ejeren en
forsikrings- eller erstatningssum, sidestilles det indvundne beløb
principielt med en salgssum, jf. EBL § 2. Dette gælder også erstatninger ydet
efter lov nr. 340 af 6. juni 1991 om erstatning forårsaget af stormflod. Se
dog E.J.2.1 om eventuel fritagelse.
Erstatningsbeløb, der modtages i anledning af ekspropriation mv.,
beskattes, medmindre evt. fortjeneste er fritaget for beskatning i medfør af
EBL § 11. Se E.J.2.2.
Ejendomsoverdragelser mellem samlevende ægtefæller og mellem ægtefæller i
forbindelse med separation eller skilsmisse betragtes ikke som afståelser,
der kan udløse beskatning, jf. KSL § 26 B.
Hvor anpartshaverne i en ejendom udstykker den i ejerlejligheder og
derefter ændrer deres anparter i den samlede ejendom til specielt nævnte
ejerlejligheder, anses dette som afståelse (mageskifte), skd. 1977.2.
I udstykningslovens § 1 er det bestemt, at der ikke må ske særskilt
afhændelse eller pantsætning af en del af en samlet fast ejendom eller et
umatrikuleret areal, ligesom en sådan del ikke må gives i brug til en anden
person for et længere tidsrum end 10 år. Skøder, købekontrakter mv.
vedrørende sådanne andele af en samlet ejendom, f.eks. købekontrakter
vedrørende haveparceller i en kolonihave, må derfor i forhold til det
offentlige anses for ugyldige, hvorfor fortjeneste ved salg af sådanne
parceller ikke kan anses som fortjeneste ved salg af fast ejendom, men evt.
må beskattes efter reglerne om salg af andelsbeviser mv. Derimod beskattes en
fortjeneste ved salg af en bygning på parcellen som fortjeneste ved salg af
fast ejendom.
Når en handel hæves
Hvis betingelserne for en handels gennemførelse ikke opfyldes, og handelen
derfor hæves, kan overdragelsen i visse tilfælde ikke tillægges skattemæssig
virkning. En eventuel beskatning af sælgerens avance ved handelen skal i så
fald ophæves.
Manglende opfyldelse af en på aftaletidspunktet objektivt konstaterbar
betingelse medfører, at aftalen også i skattemæssig henseende må anses for en
nullitet (skd. 1977.64), f.eks. i de tilfælde, hvor handelen er betinget af,
at ejendommen skifter zone, eller at udstykningstilladelse opnås, eller hvor
handelen f.eks. er gjort betinget af, at sælgeren ikke beskattes af avancen
el.lign. Når handelen herefter anses for en nullitet, skal parterne
skattemæssigt stilles, som om handelen ikke var indgået, se eksempelvis lsr.
1979.38.
En handel, der hæves, fordi køberen ikke er i stand til at udrede den
kontante betaling, kan efter omstændighederne også i skattemæssig henseende
betragtes som ikke indgået. Dette gælder dog ikke, hvis der er givet
udsættelse med den kontante udbetaling i længere tid, normalt over 1 år.
Hvis handelen derimod hæves af andre årsager, og ejendommen som følge
heraf tages tilbage af sælgeren, kan der ikke skattemæssigt ses bort fra
handelen.
Ved sælgerens overtagelse af ejendommen påny, foreligger således en ny
handel. Sælgeren anses i denne situation at have erhvervet ejendommen for en
pris svarende til det hos køberen udestående beløb plus omkostninger plus
eventuelt overtagne prioriteter mv.
Se lsr. 1976.59, hvor køberen af en ejendom, der på grund af
misligholdelse blev tilbageskødet sælgeren, opnåede fradrag for renteudgifter
og ejendomsskatter i besiddelsestiden, hvorimod et af køberen udredet
erstatningsbeløb, som han betragtede som en fradragsberettiget leje- eller
forpagtningsafgift, blev anset som et ikke-fradragsberettiget formuetab.
Ved et retsforlig fik køberen af en ubebygget grund tilkendt en erstatning
på 30.000 kr. fra sælgeren, som uretmæssigt havde solgt grunden til en anden
køber. Erstatningen skulle hverken medregnes ved opgørelsen af den
skattepligtige almindelige eller særlige indkomst.
E.J.1.2 Tidspunktet for erhvervelse og afståelse
E.J.1.2.1 Køb og salg
Hvor ejendomsovergangen sker ved salg, anses afståelsen for sket på det
tidspunkt, hvor der mellem køber og sælger er indgået en endelig og bindende
aftale om ejendommens overdragelse. I de fleste tilfælde oprettes der ved
aftalens indgåelse en slutseddel underskrevet af parterne, og datoen for
denne vil i reglen være afgørende. Om bevisbedømmelsen henvises til UfR
1970.518 (H) (HD af 28. maj 1970) hvor man ikke imod et betinget skødes
datering og oplysningerne i parternes selvangivelser fandt det godtgjort, at
der var truffet en endelig og bindende aftale på et tidligere tidspunkt. Se
tillige VLD af 12. okt. 1989, Skat 1989.12.923.
Det skal bemærkes, at det i retspraksis som hovedregel ikke anses for
muligt at føre bevis for mundtlige aftaler om overdragelse af fast ejendom,
se bl.a. UfR 1965.280 (H) og lsr. 1980.194.
Det er uden betydning, hvornår køberen rent faktisk overtager ejendommen
efter sælgeren.
Når der er indgået en endelig og bindende overdragelsesaftale, der
omfatter alle for parterne væsentlige punkter i forbindelse med ejendommens
overdragelse, vil datoen herfor være afgørende, selv om der senere sker
mindre ændringer, f.eks. med hensyn til det overdragne areal, se lsr. 1969.98
og 1971.120.
For at en ejendom kan anses for erhvervet, henholdsvis afstået, må aftalen
mellem parterne gå ud på, at ejendommen straks eller senere overtages af
køberen på nærmere fastsatte vilkår.
En ejendom anses således ikke for afstået, hvis ejeren blot har indgået en
aftale om, at en anden er berettiget - men ikke forpligtet til - inden en
forud fastsat frist at købe ejendommen for en bestemt købesum (køberet), se
E.J.5.2.2.
Den omstændighed, at datoen for overtagelse af den faste ejendom er
udskudt til et senere tidspunkt, må således ikke give anledning til
forveksling med de tilfælde, hvor der alene er tillagt en anden køberet til
en ejendom, uden at denne anden har forpligtet sig til at udnytte retten.
Når en kommune som følge af loven om tilbudspligt overtager en ejendom, er
tidspunktet for aftalen med kommunen afgørende, selv om ejendommen eventuelt
forinden har været solgt til anden side, lsr. 1977.115.
Aftaletidspunktet er også afgørende, hvor aftalen er betinget af f.eks.
købesummens betaling eller en udstykningsapprobation. De betingelser, der
forekommer i forbindelse med aftaler om overdragelse af fast ejendom vil som
regel være resolutive, således at de ikke udskyder
retserhvervelsestidspunktet jfr. HD af 17. dec 1982 (UfR 1983.111 (H)) Dette
gælder således, hvor aftalens gyldighed er betinget af offentlig myndigheds
godkendelse, se skd. 1971.104 om overdragelse til umyndig.
Derimod blev en ejendomsoverdragelse, som bl.a. var betinget af, at der
blev givet tilladelse til grusgravning, anset for udskudt, til tilladelsen
forelå, Skat 1987.11.799. Denne betingelse blev således anset for suspensiv.
Det er fast praksis, at aftaletidspunktet er afgørende, hvor aftalen er
indgået med en kommune, selv om en sådan overdragelse kræver godkendelse, se
lsr. 1968.11 og 1971.120 samt UfR 1973.651 (H). (Julianelyst).
Når en skatteyder afgiver tilbud om salg til staten af en parcel, anses
retten til købesummen derimod først erhvervet på det tidspunkt, da
finansudvalget tiltræder statens erhvervelse af arealet, og tilbuddet
accepteres, idet der først da er indgået en aftale, lsr. 1969.94.
I et tilfælde, hvor et offentligt skiftet bo afhænder en ejendom, anses
bindende aftale ikke at være indgået ved enearvingens underskrift på
slutsedlen (som sælger), men først ved boets godkendelse af handelen på en
skiftesamling.
Ægtefællesamtykket efter lov om ægteskabets retsvirkninger antages ikke at
have betydning for fastsættelsen af overdragelsestidspunktet, TfS 1984.283.
Ved udlodning fra et likvidationsbo anses ejendommen først erhvervet ved
den endelige likvidation. Det forhold, at skatteyderen er hovedaktionær i det
likviderede aktieselskab, og at det kun formelt er aktieselskabet, der har
erhvervet ejendommen, kan ikke bevirke nogen forskel.
Hvor en skatteyder i 1965 havde erhvervet rådighedsret til en uudstykket
parcel i et haveselskab, ansås anskaffelsestidspunktet i relation til
opgørelsen af særlig indkomst at være 1974, hvor grunden var blevet
selvstændigt matrikuleret og adkomstskøde udstedt fra haveselskabet til den
pågældende, lsr. 1981.31.
Ved erhvervelse af et eller flere yderligere grundarealer, der
sammenlægges med det oprindelige, anses købet af det enkelte grundareal for
anskaffelse af en ny ejendom i relation til EBL § 6. Det vil sige, at
anskaffelsessummerne for de enkelte erhvervelser reguleres hver for sig.
For en bygning på lejet grund regnes ejertiden fra bygningens erhvervelse
(opførelse), medens evt. senere køb af grunden anses for erhvervelse af en ny
ejendom, Skat 1990.2.139.
E.J.1.2.2 Bebyggelse skader på ejendommen
Har ejeren i sin besiddelsestid opført bygninger på ejendommen eller
udført større forbedringer på denne, er der grundlag for tillæg for
forbedringer mv. i henhold til EBL § 5, stk. 2.
Ejerperioden i relation til EBL § 6 regnes i disse tilfælde altid
udelukkende fra grundens eller hovedejendommens anskaffelse.
I skadestilfælde anses "afståelse" for sket i det år, hvor
skaden er indtruffet, lsr. 1971.115.
En i 1975 erhvervet ejendom blev i 1981 forbedret ved opførelse af en ny
staldbygning, der nedbrændte i 1983. Den udbetalte branderstatning blev ikke
beskattet, da det oprindelige anskaffelsestidspunkt for grunden, 1975, skal
anvendes ved beregningen af nedtrapningen af den skattepligtige fortjeneste,
jf. EBL § 6, uanset der er tale om en delafståelse, som udelukkende omfatter
den senere opførte bygning, TfS 1985.234.
E.J.1.2.3 Gave og arveforskud
Erhverves eller afstås en ejendom ved gave, lægges det tidspunkt, hvor
modtageren underrettes om gaven til grund. Hvor modtageren betaler delvis
vederlag (blandet køb og gave), f.eks. ved overtagelse af indestående
prioriteter, er aftaletidspunktet afgørende. Arveforskud behandles på samme
måde som gave.
E.J.1.2.4 Arv og bodeling mv.
Om tidspunktet for erhvervelse og afståelse i forbindelse med dødsfald
henvises til A.I.
E.J.1.2.5 Overdragelse mellem ægtefæller
Hvis der sker overdragelse af en fast ejendom mellem samlevende
ægtefæller, eller hvis en ejendom i forbindelse med skifte ved separation
eller skilsmisse er overført til den anden ægtefælle, anses ejendommen
erhvervet på tidspunktet for den oprindelige erhvervelse.
Dette gælder dog ikke, såfremt ejendommen forinden er solgt på
tvangsauktion, og tvangsauktionskøberen - typisk en ufyldestgjort panthaver -
videreoverdrager sine rettigheder til den tidligere ejers ægtefælle. I så
fald behandles tvangsauktionssalget og tvangsauktionskøberens videresalg som
to selvstændige ejendomshandler, og den tidligere ejers ægtefælle anses da
for at have erhvervet ejendommen ved overdragelsen fra tvangsauktionskøberen.
Dette gælder også, selv om fogedudlægsskøde udstedes direkte til ægtefællen.
En skatteyder havde som højestbydende på 1. auktion erhvervet ægtefællens
ejendom. Da et forsikringsselskab som ufyldestgjort panthaver forlangte 2.
auktion, aftaltes det, at forsikringsselskabet skulle videresælge ejendommen
til skatteyderen, hvis det blev højestbydende. Ejendommen måtte ved
tvangsauktionen anses for afstået til tredjemand, nemlig
forsikringsselskabet, og skatteyder kunne først anses for at have anskaffet
ejendommen på 2. auktion, hvor betingelsen for overdragelsen, nemlig at
selskabet blev højestbydende, var opfyldt.
E.J.1.2.6 Tvangsauktion
Selv om der i henhold til retsplejelovens § 576 afholdes ny auktion over
en ejendom, anses denne normalt for afstået til højestbydende på datoen for
1. auktion, jf. Skat 1986.9.554.
Kun hvor der på den nye auktion fremkommer et højere bud eller hvis
højestbydende på 1. auktion ikke længere er bundet af sit bud (fordi den nye
auktion afholdes mere end 6 uger efter 1. auktion) anses ejendommen først for
afstået ved hammerslag på den nye auktion, jf. bl.a. TfS 1985.745z.
E.J.1.3 Opgørelse af overdragelsessummen
Udgangspunktet for opgørelsen af overdragelsessummen er det beløb, der er
anført i skødet eller slutsedlen. Hvis der i overdragelsessummen indgår
vederlag for inventar, besætning eller lignende, skal disse beløb fratrækkes,
jf. lsr. 1976.131, hvor overdragelsessummen blev reduceret skønsmæssigt på
trods af en af sælger udarbejdet inventarliste.
Overtager køberen en gæld uden for købesummen, skal denne gæld medregnes
ved opgørelsen af overdragelsessummen. Vej- og kloakgæld samt restgæld
vedrørende tilslutningsafgift overtages ofte uden for købesummen, se som
eksempel lsr. 1969.98.
Er en del af overdragelsessummen berigtiget ved, at køberen har påtaget
sig en aftægtsforpligtelse over for sælger, medregnes forpligtelsens
kapitalværdi i overdragelsessummen.
Brugs-, rente- og indtægtsnydelser medtages til den kapitaliserede værdi,
jf. bekendtgørelse nr. 699 af 16. oktober 1991 om arve- og gaveafgift og
bekendtgørelse nr. 939 af 8. december 1993 om fastsættelse af værdien af
brugs-, rente- eller indtægtsnydelser ved beregning af arve- og gaveafgift.
Ved overdragelse af en ejendom, hvorpå der hviler en sådan forpligtelse,
opgøres kapitalværdien efter ydelsens årlige værdi og
kapitaliseringsfaktorerne på overdragelsestidspunktet.
Hvor det ved kommuners salg af grunde i salgsbetingelserne er bestemt, at
såfremt bebyggelse ikke er sket inden en vis frist, skal kommunen have ret
til at købe grunden tilbage til den oprindelige købspris med et procenttillæg
p.a., anses procenttillægget som en bestanddel af tilbagekøbssummen og ikke
som en rente.
E.J.1.3.1 Køb og salg på tvangsauktion
Ved køb af en ejendom på tvangsauktion er anskaffelsessummen lig med
budsummen, herunder de siden sidste forfaldsdag og indtil auktionstidspunktet
påløbne renter, med tillæg af de omkostninger og forfaldne skatter og ydelser
mv., som køberen udreder uden for budsummen, jf. HD af 6. sept. 1984 (TfS
1984.425).
Ved overtagelse som ufyldestgjort panthaver på tvangsauktion opgøres
anskaffelsessummen som summen af kursværdien på auktionstidspunktet af
restgælden af de overtagne prioriteter samt af panthaverens restfordring med
tillæg af omkostninger. Ved kursværdien af restfordringen forstås den
faktiske kursværdi, fastsat under hensyntagen til, hvor stor en del af
pantebrevet der har sikkerhed inden for ejendommens handelsværdi. (Denne
opgørelsesmetode finder ikke anvendelse ved afgørelsen af, om panthaveren har
opnået hel eller delvis dækning af renterestancen på sit eget pantebrev. Se
herom A.D.1.4).
Afståelsesvederlaget ved salg på tvangsauktion opgøres som budsummen
(herunder forfaldne ydelser samt påløbne renter indtil auktionstidspunktet)
med tillæg af de beløb, som betales af køberen ud over budsummen, f.eks.
forfaldne skatter. Der skal foretages en kontantomregning af de prioriteter,
der er indeholdt i budsummen.
Når ejendommen overtages af en ufyldestgjort panthaver, må sælgers
afståelsesvederlag ligeledes opgøres som budsummen på auktionen med tillæg af
de beløb, som køberen har overtaget uden for budsummen. Der skal også her
foretages en kontantomregning af de prioriteter, der er indeholdt i
budsummen.
Retsplejelovens § 578
Nedsætter retten i medfør af retsplejelovens § 578 den personlige
restfordring, idet det senere ved videresalg af ejendommen eller på anden
måde godtgøres, at budsummen stod i misforhold til ejendommens værdi, anses
afståelsessummen for forhøjet svarende til nedsættelsen af restfordringen, og
skatteansættelsen for afståelsesåret må derfor eventuelt ændres.
Princippet i retsplejelovens § 578 må efter omstændighederne også kunne
finde anvendelse, når restfordringen nedsættes eller eftergives af en
ufyldestgjort panthaver, selvom dette er sket uden udtrykkelig påberåbelse af
bestemmelsen. Det er dog en forudsætning, at betingelserne for at anvende
bestemmelsen er opfyldt. Er ejendommen således videresolgt af panthaveren til
en pris, der væsentligt overstiger budsummen, og restfordringen samtidig
hermed er nedsat eller eftergivet, peger dette mod, at der er grundlag for at
forhøje afståelsessummen ved salg af ejendommen på tvangsauktionen, selvom
der ikke er sket nedsættelse af restfordringen under påberåbelse af
retsplejelovens § 578, jf. forudsætningsvis TfS 1986.6.
Derimod fandtes et realkreditinstituts køb på tvangsauktion og
efterfølgende salg til den tidligere ejers hustru for et noget højere beløb
ikke at skulle føre til en forhøjelse af det ved auktionen opnåede
afståelsesvederlag i henhold til princippet i RPL § 578, idet budsummen ikke
kunne anses for at have stået i tilstrækkeligt misforhold til ejendommens
værdi på auktionstidspunktet, jf. TfS 1987.594.
E.J.1.3.2 Gave og arveforskud
Hvis en gaveoverdragelse medfører afgiftspligt, skal ejendommen betragtes
som overdraget til den værdi, der lægges til grund ved beregningen af
gaveafgift. Gaveafgiften beregnes på grundlag af ejendommens handelsværdi.
Ligningsmyndighederne har ikke mulighed for ved opgørelsen af den
skattepligtige fortjeneste at fravige den værdiansættelse, der er sket til
brug ved afgiftsberegningen, lsr. 1977.103.
Indtræder der indkomstskattepligt ved gaveoverdragelsen, benyttes den
værdi, der lægges til grund ved beregningen af skatten, som
anskaffelsessum/afhændelsessum.
Hvis gaven ikke er afgifts- eller indkomstskattepligtig, går man også ud
fra handelsværdien på overdragelsestidspunktet, og denne værdi må da ansættes
alene til brug ved opgørelsen af afståelsesvederlaget.
En gårdejer erhvervede i 1972 fra sin far en landbrugsejendom, delvis som
gave. I henhold til forpagtningskontrakt beholdt faderen indtægterne og
brugen af ejendommen indtil juli 1974, hvorefter gaveafgiften skulle beregnes
af den højere værdi på dette tidspunkt, jf. § 5b i arve- og gaveafgiftsloven.
Ved afgiftsberigtigelsen blev ejendommens værdi væsentligt forhøjet i forhold
til værdien i 1972, og skatteyderen havde i overensstemmelse hermed forhøjet
afskrivningsgrundlaget for driftsbygningerne med disses andel af
værdiforøgelsen. Landsskatteretten gav ham medhold heri, lsr. 1981.2. I
konsekvens af denne kendelse bør værdien, der er anvendt ved
gaveafgiftsberegningen, også anvendes som anskaffelsessum ved senere salg af
ejendommen.
E.J.1.3.3 Arv og bodeling mv.
Om anskaffelsessum mv. i forbindelse med arveudlæg og bodeling mv.,
henvises til LVA.
E.J.1.3.4 Købe- og forkøbsrettigheder
Hvis en ejendom erhverves ved udnyttelse af en forkøbs- eller køberet, vil
overtagelsessummen være den ved indrømmelsen af retten aftalte pris (med
tillæg af et eventuelt vederlag for køberetten), medmindre den økonomiske
fordel ved udnyttelsen af retten beskattes eller afgiftsberigtiges som følge
af de implicerede parters interessefællesskab (familieforhold,
ansættelsesforhold, aktionær i relation til selskab mv.). Det samme gælder,
hvor sælgeren af en ejendom forbeholder sig en genkøbsret til hele eller en
del af den solgte ejendom til en forud fastsat pris, medmindre de konkrete
omstændigheder fører til, at man bl.a. på grund af den tidsmæssige sammenhæng
anser aftalen om tilbagekøb for en omgåelse, og beregner fortjenesten som ved
et delsalg, se lsr. 1975.34. I øvrigt henvises til E.J.5.2.
E.J.1.3.5 Afståelsessummen
De omkostninger ved afhændelsen, der er afholdt af sælgeren, kan fradrages
i afståelsesvederlaget.
Endvidere kan sælgeren fratrække udgifter til arbejder på ejendommen, som
udføres for hans regning efter afhændelsen, jf. lsr. 1982.195.
Ligeledes kan fratrækkes den særlige 5 pct.-afgift, som skal erlægges ved
førstegangsoverdragelse af visse ejerlejligheder (jf. lovbek. nr. 522 af 24.
sept. 1982).
Aftægtsforpligtelser mv.
Den del af afståelsesvederlaget, der berigtiges ved, at køber påtager sig
en aftægtsforpligtelse over for sælgeren, kan ikke fragå i
afståelsesvederlaget, selv om sælgeren er indkomstskattepligtig af de
fremtidige, årlige aftægtsydelser.
For at kunne gennemføre et ejendomssalg måtte ejeren betale 40.000 kr. til
sin moder til afløsning af den på ejendommen hvilende aftægtsforpligtelse
over for hende. Aftægtsretten blev under forhandlinger fastsat til en
kapitalværdi af 32.300 kr., og da aftægtsrettens kapitalværdi var indgået som
led i berigtigelsen af ejendommens anskaffelsessum, kunne differencen mellem
de anførte 40.000 kr. og 32.300 kr. fratrækkes afståelsesvederlaget.
En rentedekort, der skyldes, at sælgeren har forlangt den kontante del af
købesummen betalt før overtagelsen kan ikke fradrages i afståelsesvederlaget.
Beløb, der indestår på en udlejningsejendoms vedligeholdelseskonto, og som
ved salg af ejendommen godskrives køberen, fradrages ved opgørelsen af
fortjenesten.
Hvis sælgeren, da han i sin tid erhvervede ejendommen, forpligtede sig til
ved salg af ejendommen at afgive en del af vederlaget til den tidligere ejer
eller til andre (f.eks. søskende), kan dette beløb fradrages i sælgerens
afståelsesvederlag, jf. bl.a. lsr. 1978.37.
Se endvidere skd. 1978.104, hvor afståelsesvederlaget blev reduceret med
et beløb på 45.000 kr., som sælgeren havde betalt tre panthavere for
reduktion af pantet ved frasalg af en grund.
Udstedelse af pantebreve til den ikke-adkomsthavende part i et
samlivsforhold blev anset som kompensation for den pågældendes betaling af
udgifter vedrørende ejendommen og godtgørelse for andel i værdistigning. Der
er ikke hjemmel til at fratrække en sådan ydelse ved avanceopgørelsen i
forbindelse med salget af ejendommen, jf. ØLD af 12. dec. 1983 (TfS 1984.3).
En oprydningserstatning på 41.602 kr., udbetalt som følge af brandskade på
en fast ejendom, skulle henregnes til afståelsessummen på linie med selve
branderstatningen. Da de faktisk afholdte udgifter til ryddeliggørelse af
grunden, som havde andraget 65.573 kr., måtte anses for nødvendige, fordi de
nedbrændte bygninger ikke blev genopført, skulle de fragå i den opgjorte
afståelsessum, således at fortjenesten blev nedsat med forskellen mellem de
to beløb, 23.971 kr. med tillæg af 50 pct., TfS 1984.467. Se evt. E.A.1.3.3.
I forbindelse med salg af en ejerlejlighed, hvortil en person havde
tinglyst livsvarig brugsret, afholdt ejeren udgifter til istandsættelse af en
anden lejlighed for at formå indehaveren af brugsretten til at opgive denne
og i stedet overtage den anden lejlighed. Istandsættelsesudgifterne kunne
fradrages ved avanceopgørelsen, idet det måtte anses for en forudsætning for
at opnå en tilfredsstillende pris for ejerlejligheden, at denne var frigjort
for boligretten, jf. Skat 1985.9.251.
E.J.1.3.6 Anskaffelsessummen
Omkostningerne ved erhvervelsen kan normalt tillægges anskaffelsessummen.
Stempeludgifter til skøde og eventuelle sælgerpantebreve afholdt i
forbindelse med ejendommens erhvervelse kan tillægges anskaffelsessummen
fuldt ud, selv om disse har bevirket et nedslag i evt. gave/arveafgift, skd.
1978.65.
Sagsomkostninger, som sælgeren af en ejendom måtte afholde for at få
fastslået sin formelle adkomst til ejendommen, kunne tillægges
anskaffelsessummen, Skat 1987.11.803.
Udstykningsafgiften pr. ejerlejlighed ved opdeling af en ejendom i
ejerlejligheder kan ligeledes tillægges anskaffelsessummen.
Når udstedelsen af byggetilladelse betinges af, at ejeren af ejendommen
betaler et beløb til f.eks. en kommunal parkeringsfond, kan bidraget
tillægges ved opgørelsen af anskaffelsessummen ved senere salg af ejendommen.
Den kapitaliserede værdi af eventuelle aftægtsforpligtelser, som
skatteyderen påtog sig ved erhvervelsen af ejendommen, skal medregnes i
anskaffelsessummen.
Forbedringer
Udgifter til forbedring af ejendommen, herunder værdien af eget arbejde i
det omfang værdien heraf har været medregnet til ejerens skattepligtige
indkomst, kan tillægges anskaffelsessummen, jf. dog EBL § 5, stk. 2,
hvorefter kun den del af forbedringsudgifterne, der overstiger 10.000 kr. pr.
kalenderår, skal medregnes. Se E.J.2.7.3.2.
Forbedringsudgifter, der er betalt ved skattefri tilskud, kan ikke
medregnes til anskaffelsessummen.
Delafståelser
Afstås en del af en ejendom, skal anskaffelsessummen opgøres på grundlag
af den del af den samlede anskaffelssum, der kan henføres til det afståede.
Se nærmere E.J.2.7.6.
Hævd
Ejendomserhvervelse af fast ejendom ved hævd har ingen skattemæssige
konsekvenser for erhververen ved erhvervelsen, men ved afståelse indgår det
ved hævd indvundne areal i anskaffelsessummen med 0 kr.
Om beskatning ved dødsfald, se A.I.
E.J.2 Beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven
Lovbek. nr. 538 af 20. juni 1994 om beskatning af fortjeneste ved
afståelse af fast ejendom (EBL) gælder for afståelse af alle typer af
ejendomme, bortset fra ejendomme erhvervet som led i den pågældendes næring
(se E.J.4) samt ejerlejligheder omfattet af lov om beskatning af fortjeneste
ved førstegangsafståelse af visse ejerlejligheder mv. (se E.J.6).
Fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse, ejerlejligheder og
sommerhuse (parcelhusreglen) er som hovedregel fritaget for beskatning efter
loven, se LVA, afsnit A.G.3.
Der henvises i øvrigt til skd. cirk. nr. 166 af 12. sept. 1994.
Fortjenesten medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For
personer skal fortjenesten medtages som kapitalindkomst. Anvendes
virksomhedsordningen, indgår fortjenesten i virksomhedens overskud.
Opgørelse af fortjenesten
Fortjenesten medregnes fuldt ud i den skattepligtige indkomst, når
afståelsen finder sted efter mindre end 3 års ejertid, jf. EBL § 6. Ved
afståelse i det 4. til det 9. ejerår nedsættes fortjenesten med 5% for hvert
påbegyndt år. Der sker ikke yderligere nedsættelse af fortjenesten, således
at 70% af fortjenesten beskattes ved salg i det 9. ejerår og senere.
Såfremt anskaffelsessummen er opgjort efter § 5 A, sker der ikke
nedtrapning af fortjenesten.
Fradrag for tab
Tab ved salg af fast ejendom for et givet indkomstår kan fradrages i
indkomstårets fortjeneste ved salg af fast ejendom, jf. EBL § 6, stk. 4-6,
og, såfremt årets tab overstiger årets fortjeneste, kan det overskydende tab
fradrages i fortjeneste ved salg af fast ejendom i de 5 efterfølgende
indkomstår. Fradrag for tab kan kun overføres til fradrag i et senere
indkomstår, såfremt det ikke kan rummes i nettofortjenesten ved afståelse af
fast ejendom i et tidligere indkomstår.
Har ejendommen ikke været ejet i 3 år, kan tabet fradrages fuldt ud. Tab
efter 3 års ejertid nedtrappes efter samme regler som fortjeneste og kan
fradrages med det nedtrappede beløb.
Tab, der vedrører afståelse af en- og tofamilieshuse, sommerhuse og
ejerlejligheder m.v., der kan sælges skattefrit, hvis boligen har tjent som
bolig for ejeren eller dennes husstand, kan ikke fradrages. Tab, der vedrører
landbrugets stuehuse m.v. , der kan sælges skattefrit efter reglerne i § 9,
kan heller ikke fradrages.
Da det ikke er hensigten, at de ændrede beskatningsregler skal give
mulighed for, at der kan fradrages tab, der vedrører perioden før lovens
ikrafttræden, indeholder loven en særlig beskatningsregel vedrørende
tabsfradrag. Såfremt den skattepligtige har valgt den oprindelige
anskaffelsessum som grundlag for opgørelse af den skattepligtige indkomst, og
der herved opgøres et tab, kan tabet ikke fradrages med et større beløb end
det tab, der kan opgøres ved i stedet at anvende ejendomsværdien pr. 1.
januar 1993 med tillæg af 10%, eller ejendomsværdien pr. 19. maj 1993,
såfremt der er foretaget en vurdering efter vurderingslovens § 4 B.
Overstiger en ægtefælles tab dennes fortjenester ved afståelse af fast
ejendom, kan det overskydende beløb i indkomståret overføres til fradrag i
den anden ægtefælles fortjenester ved afståelse af fast ejendom. Tabet kan
ligeledes overføres til fradrag i den anden ægtefælles fortjenester ved
afståelse af fast ejendom i de 5 efterfølgende indkomstår, hvis tabet ikke
kan indeholdes i den skattepligtiges nettofortjenester ved afståelse af fast
ejendom i det pågældende indkomstår. Det er en betingelse for overførsel af
tab til ægtefællen, at ægtefællerne er samlevende ved udgangen af det
pågældende indkomstår, jf. kildeskattelovens § 4.
Ifølge EBL § 14 A kan afdødes uudnyttede tab ved afståelse af fast
ejendom, som efter skattelovgivningens almindelige regler kan fremføres til
fradrag i senere års gevinster ved afståelse af fast ejendom af tilsvarende
karakter, overtages af dødsboet.
Hvis en ægtefælle, der levede sammen med afdøde inden dødsfaldet, er
indtrådt i afdødes skattemæssige stilling efter kildeskattelovens § 29,
overtager ægtefællen også et evt. uudnyttet tab hos afdøde, som kan fremføres
hos ægtefællen indenfor samme tidsrum, som det ville have kunnet hos afdøde
og på de samme betingelser.
Før reglerne om opgørelsen af fortjenesten/tabet gennemgås (i E.J.2.7),
skal først omtales en række tilfælde, hvor der ikke sker beskatning ved
overdragelsen, jf. E.J.2.1-2.6.
E.J.2.1 Fritagelse for beskatning af skadeserstatninger, EBL § 10
Modtagelsen af en erstatnings- eller forsikringssum medfører beskatning
efter samme regler som gælder for en salgssum, men den skattepligtige kan
ifølge EBL § 10 søge ligningsmyndigheden om fritagelse for at medregne
fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af erstatnings- eller
forsikringssum i anledning af en indtruffen skade, på betingelse af, at a.
der foretages genopførelse for et beløb, der mindst svarer til erstatnings-
eller forsikringssummen b. på den samme ejendom og c. som hovedregel senest i
indkomståret efter, at fortjenesten er konstateret. Fristen for genopførelse
udløber dog tidligst med det indkomstår, som følger nærmest efter det, hvori
en erstatningssum er endeligt fastsat, og fristen kan endvidere under ganske
særlige omstændigheder forlænges efter ansøgning derom til
ligningsmyndigheden.
Ad a.: Det er ikke en betingelse, at der genopføres bygninger eller
installationer af samme art som de skaderamte.
Ombygning af en eksisterende bygning sidestilles med genopførelse af den
skadelidte bygning, jf. EBL § 10, stk. 6. Derimod kan køb af
erstatningsejendom ikke sidestilles med genopførelse, skd. 1974.98.
Som ovenfor anført kræves ifølge lovbestemmelsen, at der til genopførelsen
anvendes et beløb, der mindst svarer til erstatnings- eller
forsikringssummen. I praksis tillades dog ganske uvæsentlige afvigelser
mellem erstatnings- eller forsikringssummen og det beløb, der anvendes til
genopførelse eller ombygning, hvilket svarer til praksis vedrørende den
tidligere gældende regel i LOSI § 2B, jf. skd. cirk. nr. 177 af 12. okt.
1981.
Skatterådet havde anset en skatteyder for indkomstskattepligtig af en
lovliggørelseserstatning på 4.000 kr., som udgjorde en særskilt post i den
til ham udbetalte brandskadeerstatning. Det var oplyst, at nogle
driftsbygninger på klagerens landbrugsejendom var blevet ødelagt ved brand.
Bygningerne, der havde været forsikret til fuld- og nyværdi, var meget gamle
og med kampestensfundament, som ikke gik helt ned til frostfri dybde. De
opfyldte derfor ikke de nugældende bygningsreglementer, og ved genopførelsen
var der stillet krav om, at de nye bygninger skulle opfylde de nugældende
krav. Det var af den grund, at den nævnte lovliggørelseserstatning var blevet
udbetalt. Lsr. fandt ikke, at der forelå omstændigheder, der medførte, at
lovliggørelseserstatningen skattemæssigt skulle behandles anderledes end
branderstatningen i øvrigt, TfS 1984.7.
Ad b.: Ligningsrådet kan, såfremt en lov eller en offentlig myndigheds
bestemmelse hindrer hel eller delvis genopførelse på samme ejendom,
dispensere fra betingelsen og således meddele fritagelse for
indkomstbeskatning, når genopførelse sker helt eller delvis på en anden
ejendom inden for den fastsatte tidsfrist. Dispensation kan dog kun opnås i
disse tilfælde, hvis der i stedet foretages genopførelse på en anden ejendom
for et beløb, der svarer til erstatnings- eller forsikringssummen.
Ligningsrådet kan tillige meddele dispensation, hvis den skaderamte
anvender hele forsikringssummen til genopførelse dels på det oprindelige
sted, dels på en anden ejendom.
Ligningsrådet kan endvidere dispensere fra den nævnte betingelse, såfremt
skade har ramt en af flere erhvervsejendomme, som tilhører samme ejer, og som
udgør en driftsenhed, og ejeren ønsker at foretage genopførelse på en anden
af disse ejendomme end den skaderamte.
Ligningsrådet træffer i denne forbindelse afgørelse om det fremtidige
afskrivningsgrundlag og om den ved en senere afståelse gældende
anskaffelsessum for ejendommen, jf. EBL § 10, stk. 5.
En skatteyder modtog erstatning på grund af skade på en ejendom, der
indeholdt såvel erhvervsvirksomhed som beboelse i kælderen. Efter byggeloven
kunne han ikke få tilladelse til at genopføre ejendommen, hvis der skulle
være beboelse i kælderen. Han anmodede om dispensation. Da loven forhindrede
genopførelse af en ejendom med beboelseslokaler, blev der givet dispensation
på betingelse af, at der genopførtes en bygning uden beboelseslokaler på det
oprindelige sted samt et beboelseshus på en anden grund, skd. 1981.33.
En skatteyder havde i sit årsregnskab gjort opmærksom på, at han ønskede
at anvende en brandskadeerstatning til genopførelse. Dette ansås at være
tilstrækkeligt som ansøgning i relation til EBL § 10, lsr. 1982.147.
Der kan ikke kræves renter med tilbagevirkende kraft af det beløb, der
skal efterbetales i skat af fortjenesten af en erstatningssum, såfremt
fristen for genopførelse af ejendommen ikke overholdes, skd. 1980.43.
Konsekvenser for afskrivningerne
Af EBL § 10, stk. 3, fremgår, at der kun kan foretages skattemæssige
afskrivninger på den genopførte ejendom inden for de rammer, der er fastsat i
AL § 26 A. Se afsnit E.C.4.1.15.
Konsekvenser ved senere afståelse
I EBL § 10, stk. 4, fastsættes det, at skattepligtige, der har opnået
fritagelse for beskatning af erstatningssummer, ved senere afståelse af den
genopførte ejendom kan medregne følgende ved opgørelse af den regulerede
anskaffelsessum:
a)anskaffelsesudgifter, der var afholdt, før skaden skete,
b)vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, der var afholdt, før skaden
skete, i det omfang de kan medregnes efter EBL § 5, stk. 2,
c)beløb, hvormed de afholdte udgifter til genopførelse overstiger
forsikrings- eller erstatningssummen, og
d)udgifter til vedligeholdelse og forbedring af den genopførte ejendom, i
det omfang de kan medregnes efter EBL § 5, stk. 2.
Ved opgørelsen af anskaffelsessummen for den genopførte ejendom beregnes
faste tillæg og forbedrings- og vedligeholdelsestillæg efter EBL § 5, stk. 1
og 2, på sædvanlig vis.
Disse regler om opgørelse af anskaffelsessummen er uafhængige af, om der
kan afskrives på den pågældende ejendom.
Når genopførelse sker på en anden ejendom, er det endvidere forudsat, at
der foretages en reduktion ved opgørelsen af anskaffelsessummen for den
oprindelige ejendom. Reduktionen skal svare til det beløb, hvormed den
beskadigede bygning indgik i anskaffelsessummen for den oprindelige ejendom.
Som eksempel på anvendelsen af den tidligere gældende LOSI § 2 B, som
svarer til EBL § 10, kan henvises til lsr. 1980.158 vedrørende en skatteyder,
som i 1971 erhvervede en landbrugsejendom på ca. 1 ha. I juli 1974 nedbrændte
bygningerne, og skatteyderen fik udbetalt en erstatning på ca. 586.000 kr.,
hvoraf ca. 318.000 kr. vedrørte stuehuset og resten staldbygningerne.
Skatteyderen opgav at videreføre sin rideskole og udstykkede i stedet
ejendommen i 7 parceller. På en af parcellerne opførte han et parcelhus til
egen beboelse for ca. 410.000 kr. Stuehuset var forsikret efter
bestemmelserne om "fuld- og nyværdiforsikring" og staldbygningerne
efter bestemmelserne om "fuldværdiforsikring".
Herefter fandt Landsskatteretten, at der forelå to forsikringssummer, der
skattemæssigt skulle behandles hver for sig. Skatteyderen var derfor alene
skattepligtig af erstatningen for staldbygningerne, medens erstatningen for
det nedbrændte stuehus ikke skulle medregnes ved opgørelsen af den særlige
indkomst, idet opførelsessummen for det nyopførte parcelhus oversteg
erstatningen, og opførelsen af huset på en parcel, der var udstykket fra
ejendommen, var tilstrækkelig til at anse betingelsen om genopførelse på
samme ejendom for opfyldt.
E.J.2.2 Fritagelse for beskatning af ekspropriationserstatninger mv., EBL
§ 11
Fortjeneste, der er indvundet ved modtagelsen af en
ekspropriationserstatning eller er indvundet som fortjeneste ved salg til en
erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at
ekspropriere ejendommen, er fritaget for beskatning i medfør af EBL § 11.
Ved lov nr. 214 af 28. apr. 1993 er fortjeneste indvundet ved afhændelse
efter værditabslovens § 11 blevet omfattet af EBL § 11, således at
fortjenesten er skattefri.
Selv om der er tale om skattefrihed, "forbruges" en del af
anskaffelsessummen, således at ejendommens anskaffelsessum ved senere
afståelse af restejendommen herved er formindsket.
Ved frivillig overdragelse i "ekspropriationssituationer" er det
for at opnå fritagelse for beskatning en betingelse, at erhververen efter
formålet med erhvervelsen aktuelt opfylder betingelserne for at ekspropriere.
Den frivillige overdragelse skal ske i stedet for en aktuel og planlagt
ekspropriation, d.v.s. at erhververen, hvis aftale om frivillig overdragelse
ikke opnås, har hjemmel til inden for kort tid at gennemføre en
ekspropriation, se modsætningsvis lsr. 1983.102 (1½ år før lokalplanens
vedtagelse). Skattefrihed indtræder således ikke, når en kommune i
forbindelse med en aktuel ekspropriationssituation indgår supplerende aftale
om at erhverve et yderligere areal, som ligger udover, hvad der direkte er
omfattet af den aktuelle ekspropriationshjemmel.
Salg til fredningsstyrelsen af en ejendom, som i henhold til
fredningsplanudvalgets landskabsanalyse af 1974 var placeret i zone 1
"landområder af største interesse", ansås ikke for omfattet af § 2
D i LOSI (= nuværende EBL § 11), bl.a. under hensyn til, at planlægningen af
det pågældende område på salgstidspunktet alene var af foreløbig karakter,
jf. ØLD af 13. okt. 1986 (Skat 1986.11.646).
Derimod ansås ved VLD af 10. nov. 1986 (Skat 1987.1.18) salg til en
kommune af et areal på ca. 18.800 m2, beliggende i landzone i umiddelbar
tilknytning til en skole for omfattet af LOSI § 2 D (svarende til EBL § 11),
uanset salget ikke skete i h.t. en godkendt lokalplan. Arealet blev erhvervet
af kommunen med henblik på etablering af en sportsplads ved skolen, og ifølge
en af kommunalbestyrelsen afgivet udtalelse kunne en lokalplan have været
udarbejdet inden handelen, men kommunen havde anset dette for unødvendigt,
bl.a. fordi planstyrelsen i lignende sager havde udtalt, at etablering af
idrætsanlæg og fodboldbaner i landzoneområder i tilknytning til eksisterende
offentlige anlæg ikke er lokalplanpligtig. Landsretten udtalte, at efter
ordlyden af og forarbejderne til LOSI § 2 D var skattefritagelsen alene
betinget af, at der til det formål, hvortil der var sket salg, i lovgivningen
var hjemmel til at foretage ekspropriation. Da det var ubestridt, at det i
sagen omhandlede areal kunne have været eksproprieret, og at det var anvendt
til de formål, hvortil det blev erhvervet, gav retten skatteyderen medhold.
Landsskatteretten har statueret, at erstatninger i henhold til § 12 i by-
og landzoneloven må sidestilles med erstatninger efter byreguleringslovens §
14, lsr. 1982.146. Byreguleringsloven blev ophævet med virkning fra 1. jan.
1970.
En afståelse i fri handel af areal til etablering af TV 2-stationer kunne
sidestilles med ekspropriation i relation til EBL § 11, når regionplantillæg
var godkendt, idet erhververen, Statens Teletjeneste, først herefter ville
kunne ekspropriere de omhandlede arealer.
Afståelse af et areal til et privat varmeværk, i et tilfælde, hvor der var
hjemmel i varmeforsyningsloven til at ekspropriere til det pågældende formål
ansås ikke for omfattet af EBL § 11, Lsr-kendelse, Told*Skat Nyt 1992.5.151.
Kendelsen er indbragt for domstolene. * Ved ØLD af 1. juni 1994 (TfS
1994.574) blev betaling for rådighedsindskrænkning ikke fritaget for
beskatning. Rådighedsindskrænkningen påførtes ved aftale med et menighedsråd,
som ikke havde ekspropriationskompetence. Kommunen var interesseret i
rådighedsindskrænkningen, men spørgsmålet om dens pålæggelse ved
ekspropriation (lokalplan) havde ikke været til behandling i kommunen. Dommen
er appelleret. *
E.J.2.2.1 Restarealer
Restarealer, som ejeren med hjemmel i § 16, stk. 3, i lovbek. af 4. juli
1991 om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom kan begære
omfattet af ekspropriationen på grund af, at arealet ikke kan anvendes
rimeligt efter ekspropriationen, er også omfattet af fritagelsesbestemmelsen
i EBL § 11. Det samme gælder restarealer, der er omfattet af § 51, stk. 3, i
lov om offentlige veje.
E.J.2.2.2 Naturfredning
Erstatninger, der udbetales i medfør af lov om naturbeskyttelse kap. 6
(fredning), er omfattet af fritagelsesbestemmelsen.
E.J.2.2.3 Alle typer af ekspropriative afståelser
Alle typer af ekspropriative afståelser er omfattet af EBL § 11. Det er
ikke afgørende om betegnelsen "ekspropriation" er anvendt i selve
den lovbestemmelse, der hjemler den ekspropriative afståelse. F.eks. anses en
påbudt afståelse af fast ejendom ved en gårdrydning, jfr. lovbek. nr. 498 af
28. juni 1990 om byfornyelse og boligforbedring § 31 b, for omfattet af
skattefritagelsen.
Overdragelsen til staten i medfør af lov nr. 230 af 7. juni 1972 om
erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål vil være omfattet af
fritagelsen, såfremt staten har hjemmel til at foretage ekspropriationen, jf.
lovens § 7, dvs. i tilfælde, hvor det på grundlag af en iværksat planlægning
til fremme af befolkningens rekreative interesser findes, at ejendommen eller
en del af denne er særlig egnet til fremme af lovens formål og når det
endvidere er af væsentlig betydning at råde over ejendommen for at sikre
gennemførelse af en iværksat planlægning til fremme af lovens formål.
Fritagelsen gælder også for erstatninger, der udbetales ved ekspropriation
af middelbare rettigheder over en fast ejendom, servitutter mv.
Som eksempel kan nævnes erstatningsbeløb, der udredes i anledning af, at
fredningsmyndighederne for en længere periode nedlægger forbud mod fortsat
udnyttelse af en ejendoms råstoffer, såsom sten, grus o.s.v., skd. 1982.18.
E.J.2.2.4 Jordfordeling
Jordfordeling i forbindelse med ekspropriation er omfattet af
skattefritagelsen, når jordfordelingen gennemføres ved ekspropriation. Det
samme gælder, når en offentlig myndighed, der aktuelt kunne have
eksproprieret arealerne til jordfordeling, i stedet erhverver arealerne ved
køb, men til samme formål. Som eksempler kan nævnes erhvervelser efter § 51,
stk. 5, i lov om offentlige veje og § 16, stk. 3, i lov om fremgangsmåden ved
ekspropriation vedrørende fast ejendom.
I andre tilfælde, hvor der ikke foreligger en aktuel hjemmel til at
gennemføre en jordfordeling ved ekspropriation, finder EBL § 7, stk. 1, om
jordombytning anvendelse, se E.J.2.3.
Er en jordfordeling i forbindelse med en ekspropriation omfattet af
skattefritagelsen, betyder det, at beløb, som en lodsejer modtager ud over en
eventuel tildeling af et nyt jordstykke til erstatning for det afgivne, er
skattefri. Ved en senere afståelse af det i forbindelse med en sådan
jordfordeling erhvervede areal, finder EBL § 7, stk. 1, anvendelse, se
E.J.2.3.
E.J.2.2.5 Landsaftalen om naturgasanlæg mv.
Mellem landbrugsorganisationerne og naturgasselskaberne, er der indgået en
landsaftale om frivillig fastsættelse af erstatning i forbindelse med
anbringelse, drift og vedligeholdelse af gas- og andre energiførende
rørledninger med tilbehør i landbrugsjord.
Erstatningerne er opdelt i forskellige grupper:
1.Servituterstatning
Til sikring af anlægsselskabets nødvendige rettigheder i forbindelse med
fremføringen og vedligeholdelse af gasledningsnettet tinglyses en servitut på
ejendommen. Erstatning herfor er skattefri.
2.Erstatning for mærkepæle
Der ydes én gang for alle en erstatning for mærkepæle, der placeres
i ejendoms- eller markskel. Erstatningen anses for skattefri.
3.Erstatning for afgrødetab
For tab på afgrøder under ledningsarbejdet - nedlægning, drifts-,
reparations- og udskiftningsarbejder - ydes erstatning. Beløbet er almindelig
indkomstskattepligtigt.
4.Erstatning for ejendomsværdiforringelse ved gravearbejde og lign.
Ved gravearbejde i landbrugsjord kan jordens normale struktur ændres,
hvorved ejendommens værdi forringes. Erstatning herfor må, hvis der er tale
om varige skader på ejendommen, anses for skattefri. Erstatninger for skader,
der ikke kan antages at være varige, er derimod skattepligtige.
5.Erstatning for øvrige ulemper
For de øvrige ulemper betales der særskilt erstatning. Erstatninger efter
denne bestemmelse er skattefrie eller skattepligtige afhængig af, hvad
erstatningen ydes for.
Som eksempler på skattefrie erstatninger kan nævnes beløb til retablering
af privat have samt erstatning for, at eksisterende bygninger ikke kan
udvides på grund af gasledninger.
Som eksempler på erstatninger, der er skattepligtige, kan nævnes
erstatninger for driftsmæssige ulemper i form af opsætning af midlertidigt
kreaturhegn mv.
Ligningsmyndighederne bør i almindelighed følge den fordeling af
erstatningsbeløbene, som ekspropriationsmyndighederne har foretaget, jf. TfS
1985.137.
E.J.2.2.6 Tilfælde der ikke er omfattet af EBL § 11
Fritagelsesreglen omfatter ikke de tilfælde, hvor der skal svares
almindelig indkomstskat, fordi den afståede ejendom er erhvervet som led i
næring, eller avancen beskattes efter ELBL.
Genvundne afskrivninger
Skattefritagelsesreglen omfatter kun ekspropriationserstatninger, som
ville have været skattepligtige efter EBL. Hvis der ved en
ekspropriationserstatning fremkommer genvundne afskrivninger, er beskatningen
af disse i medfør af AL ikke omfattet af fritagelsen.
Driftstab mv.
Det er kun erstatninger for afståelse af fast ejendom, der er fritaget for
beskatning, herunder erstatninger for afståelse af en varig middelbar
rettighed, en servitut mv. samt ulempeerstatninger for værdiforringelser på
tilstødende ejendom eller restejendom.
Derimod er erstatning for driftstab, afgrødetab, flytteomkostninger og
lignende, som måtte være indeholdt i ekspropriationserstatningen, ikke
skattefri.
E.J.2.3 Jordombytning EBL § 7, stk. 1
Er fast ejendom afstået ved jordombytning som led i en jordfordelingssag
efter lov om jordfordeling mellem landejendomme (lovbek. nr. 467 af 22. juni
1990), kan den skattepligtige ifølge EBL § 7, stk. 1, forlange, at der ved
opgørelsen af fortjenesten ses bort fra den afståelse af ubebygget areal, der
efter værdiforholdene på tidspunktet for jordombytningen modsvares af
modtaget ubebygget areal.
Ved senere afståelse af et tilbyttet areal, der efter værdiforholdene på
tidspunktet for jordbyttet blev modsvaret af afgivet areal, opgøres
anskaffelsessummen for det tilbyttede areal, som om det var erhvervet på
samme tidspunkt og for samme beløb, som det i sin tid afgivne areal.
Forbedrings- og vedligeholdelsesudgifter, der inden jordombytningen er
afholdt vedrørende det i sin tid afgivne areal, tages herved i betragtning i
det omfang, de kan medregnes efter EBL § 5, stk. 2.
Såfremt den skattepligtige ved en jordombytning afstår et areal af mindre
værdi end det areal, der modtages, vil den skattepligtige ved at fordre
bestemmelsen i § 7, stk. 1, anvendt, undgå, at den ved denne afståelse
opnåede fortjeneste medregnes til hans skattepligtige indkomst i
ombytningsåret. Ved senere afståelse benyttes anskaffelsessummen for det
afgivne mindre værdifulde areal som anskaffelsessum for det tilbyttede areal.
Såfremt den skattepligtige ved jordombytning har afstået et areal af
større værdi end det modtagne areal, vil anvendelsen af bestemmelsen i § 7,
stk. 1, føre til, at alene forskellen mellem det afgivne og det modtagne
areals værdi anses som afståelsesvederlag ved opgørelsen af en eventuel
fortjeneste. Ved beregningen af den skattepligtige fortjeneste skal
anskaffelsessummen for det afgivne areal, reduceres med følgende brøk:
værdien af det modtagne areal
-----------------------------
værdien af det afgivne areal
Eksempel:
En skattepligtig afgiver som led i en jordombytning et ubebygget areal til
en samlet værdi af 150.000 kr. og modtager i stedet et ubebygget areal til en
værdi af 100.000 kr. For det afgivne areal andrager den opgjorte
anskaffelsessum 90.000 kr.
Fordrer den skattepligtige bestemmelsen i § 7, stk. 1, anvendt, skal hans
skattepligtige fortjeneste opgøres således:
kr.
Værdien af afstået areal 150.000
Værdien af modtaget areal 100.000
---------
Nettoafståelse 50.000
Heri fradrages forholdsmæssig andel af
anskaffelsessummen for det afståede areal:
100.000 * 90.000 kr.
90.000 kr. - --------------------
150.000
30.000
--------
Opgjort fortjeneste til evt. beskatning 20.000
Om jordfordeling, der foretages ved ekspropriation henvises til E.J.2.2.4.
For ejendomme, hvor der er foretaget jordombytning før den 19. maj 1993,
opgøres anskaffelsessummen for det tilbyttede areal efter reglerne i § 4,
stk. 3. Ved opgørelsen af anskaffelsessummen efter § 4, stk. 3, 4. pkt.
(opgørelse på grundlag af den oprindelige anskaffelsessum) opgøres
anskaffelsessummen for det tilbyttede areal, som om det var erhvervet på
samme tidspunkt og for samme beløb som det i sin tid afgivne areal. Hertil
kan lægges udgifter til vedligeholdelse og forbedring, der inden
jordombytningen er afholdt vedrørende det i sin tid afgivne areal, og
tilsvarende udgifter, der er afholdt på det tilbyttede areal inden den 1.
januar 1993. Udgifter som nævnt i § 5, stk. 2, 4., 5. og 6. pkt. medregnes
ikke.
E.J.2.4 Mageskifte af ubebyggede arealer
EBL § 7, stk. 2
I henhold til EBL § 7, stk. 2, kan fortjenester ved mageskifte i et vist
omfang fritages for beskatning. Det er en betingelse herfor, at mageskiftet
kun omfatter ubebyggede arealer, og at der ikke i forbindelse med mageskiftet
foruden arealet er ydet et vederlag på mere end 10.000 kr.
Skattefritagelsen er ikke definitiv, men beskatningen er blot suspenderet,
idet anskaffelsessummen for det areal, der erhverves ved mageskiftet, ved
senere afståelse opgøres, som om arealet var erhvervet på samme tidspunkt og
for samme beløb, som det areal, der afstås ved mageskiftet. Ved opgørelsen af
anskaffelsessummen medregnes også forbedrings- og vedligeholdelsesudgifter,
der inden mageskiftet er afholdt vedrørende det afståede areal, og som kan
medregnes efter § 5, stk. 2, samt det faste tillæg efter § 5, stk. 1.
Omkostningerne ved mageskiftet kan ikke ved senere salg tillægges den
regulerede anskaffelsessum.
For ejendomme, der er mageskiftet før den 19. maj 1993, opgøres
anskaffelsessummen for den mageskiftede ejendom efter reglerne i § 4, stk. 3.
Ved opgørelsen af anskaffelsessummen efter § 4, stk. 3, 4. pkt. (opgørelse på
grundlag af den oprindelige anskaffelsessum) opgøres anskaffelsessummen for
den mageskiftede ejendom, som om den var erhvervet på samme tidspunkt og for
samme beløb som den i sin tid afståede ejendom ved mageskiftet. Hertil kan
lægges udgifter til vedligeholdelse og forbedring, der er afholdt vedrørende
den ved mageskiftet afståede ejendom, og tilsvarende udgifter, der er afholdt
på den ved mageskiftet erhvervede ejendom inden den 1. januar 1993. Udgifter
som nævnt i § 5, stk. 2, 4., 5. og 6. pkt. medregnes ikke.
Ansøgning om fritagelse indgives til den lokale skattemyndighed, hvis
afgørelse kan påklages til told- og skatteregionen.
I en sag om mageskifte mellem en skatteyder og en kommune blev der givet
afslag på en ansøgning om fritagelse for beskatning. Det blev under sagens
behandling oplyst, at skatteyderen samtidig med mageskiftet solgte et andet
areal af ejendommen til kommunen mod betaling af 292.444 kr. De to handler
måtte betragtes under eet, hvorfor betingelserne for anvendelse af
fritagelsesbestemmelsen ikke var opfyldt.
En gårdejer havde ved betinget skøde af 30. maj 1980 afhændet en parcel på
6,4 ha af sin ejendom til en nabo, og i stedet fra denne erhvervet en parcel
på 7 ha. Imidlertid havde gårdejeren ved betinget skøde af samme dato købt en
parcel på godt 6 ha af naboejendommen. Mageskiftet og den samtidigt indgåede
handel vedrørende parcellen på godt 6 ha måtte betragtes under eet, således
at det efter praksis ikke var muligt at fritage for beskatning, skd. 1981.30.
Reglen kan ikke anvendes i tilfælde, hvor parterne ikke er identiske,
f.eks. i tilfælde, hvor A afgiver jord til B, der afgiver jord til C, der
afgiver jord til A, ligesom reglen ikke kan anvendes på en del af en samlet
overdragelse.
Reglen finder anvendelse på opløsning af sameje uanset antallet af ejere.
Et landbrugsareal, tilhørende en større erhvervsvirksomhed, mageskiftedes
på dennes initiativ og bekostning med et andet nærliggende areal af samme
størrelse og grundværdi. Omkostningerne, som alene betaltes af
erhvervsvirksomheden, beløb sig til 37.415 kr. Alligevel meddeltes der
fritagelse for beskatning, idet der blev henset til, at der efter det oplyste
ikke findes nogen kutyme for, hvorledes sagsomkostningerne fordeles ved
mageskifte, skd. 1982.31.
E.J.2.5 Geninvesteringer
EBL §§ 6 A-C
Efter reglerne i §§ 6 A-C kan en skattepligtig ved at anskaffe en ny
ejendom, ved at genopføre en skadelidt ejendom eller ved at ombygge, tilbygge
eller nybygge på en ejendom i forbindelse med afståelsen af en fast ejendom,
herunder et delsalg, udskyde beskatningen til en senere ejendomsafståelse.
Den skattepligtige kan således vælge mellem at lade sig beskatte ved
afståelsen af ejendommen, eller at udskyde beskatningen til en senere
afståelse ved at modregne fortjenesten i anskaffelsessummen for den
nyerhvervede eller den genopførte ejendom eller i udgifterne ved ombygningen,
tilbygningen eller nybygningen på en fast ejendom.
§ 6 A omfatter situationer, hvor en ejendom sælges, og hvor der i
umiddelbar forbindelse hermed købes en ny fast ejendom.
§ 6 B vedrører den situation, hvor der i forbindelse med modtagelsen af en
forsikrings- eller erstatningssum i anledning af en indtruffen skade sker
genopførelse af ejendommen. Bestemmelsen omfatter ikke udskydelse af
beskatningen af eventuelle genvundne afskrivninger efter afskrivningsloven.
§ 6 C omfatter de situationer, hvor der i forbindelse med en afståelse af
fast ejendom sker ombygning, tilbygning eller nybygning på en fast ejendom.
Såfremt der afstås flere ejendomme, hvor der er såvel fortjeneste som tab,
kan den skattepligtige vælge mellem at overføre hele fortjenesten ved salg af
en ejendom til modregning i anskaffelsessummen for en ny ejendom, i det
omfang fortjenesten kan rummes i anskaffelsessummen, eller at modregne
fortjenesten i eventuelle tab ved afståelse af fast ejendom.
En eller flere fortjenester kan fordeles og modregnes i anskaffelsessummen
for en eller flere ejendomme, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Generelle betingelser
En betingelse for at anvende reglerne i §§ 6 A-C er, at der ved afståelsen
af en ejendom konstateres en skattepligtig fortjeneste.
Adgangen til at modregne fortjenesten i anskaffelsessummen for en anden
ejendom foreligger kun, når såvel den ejendom, der afstås, som den ejendom,
der erhverves, anvendes helt eller delvis i ejerens eller den samlevende
ægtefælles erhvervsvirksomhed. Det er en betingelse for at anvende reglerne
mellem samlevende ægtefæller, at ægtefællerne er samlevende ved udgangen af
det indkomstår, hvori afståelse finder sted, og det indkomstår, hvor
erhvervelsen finder sted. Erhvervsvirksomhed omfatter ikke udlejning af fast
ejendom, hvad enten der er tale om udlejning til beboelse, eller udlejning
til en lejer, der anvender ejendommen til erhvervsmæssig virksomhed. Reglerne
finder derfor ikke anvendelse i de tilfælde, hvor ejendommen udelukkende er
en udlejningsejendom. Bortforpagtning af fast ejendom som nævnt i
vurderingslovens § 33, stk. 4 og 7, anses ikke i denne forbindelse for
virksomhed ved udlejning af fast ejendom.
Reglerne finder ikke anvendelse for så vidt angår en- og tofamilieshuse,
ejerlejligheder, sommerhusejendomme, anpartslejligheder og salg af aktier
mv., der er forbundet med brugsret til en beboelseslejlighed, der er omfattet
af lovens § 8, og en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder, der er omfattet
af § 9, stk. 4, eller ejendomme, der er beliggende i udlandet, herunder
Færøerne og Grønland.
Såfremt den skattepligtige ønsker at anvende reglerne, skal hele
fortjenesten modregnes i anskaffelsessummen, genopførelsessummen eller i
udgifterne til ombygningen, tilbygningen eller nybygningen. Overstiger
fortjenesten den kontante anskaffelsessum for den nyerhvervede ejendom mv.,
beskattes den overskydende fortjeneste efter lovens almindelige regler.
Fortjenesten, der kan modregnes i anskaffelsessummen for den nyerhvervede
ejendom, opgøres efter de sædvanlige regler i § 6, stk. 1, som forskellen
mellem anskaffelsessummen reguleret for tillæggene efter § 5, stk. 1 og 2, og
afståelsessummen, og reduceret med en evt. pålignet frigørelsesafgift.
Fortjenesten nedsættes derimod ikke med den procentvise nedtrapning i forhold
til ejertiden, som sker fra det 4. ejerår. Er både den afståede og den
erhvervede ejendom omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1, stk. 5 eller
stk. 7, vedrørende landbrugsejendomme mv., indrømmes der ikke fradrag efter §
9, stk. 1 - 3, for den del af fortjenesten, der forholdsmæssigt falder på den
del af ejendommen, der tjener til bolig for ejeren.
Såfremt ejeren ved opgørelsen af fortjenesten på den afståede ejendom
ønsker at anvende reglerne om indeksering af anskaffelsessummen, jf. § 5 A,
skal indeksering ligeledes finde sted ved senere afståelse af den erhvervede
ejendom, såfremt den skattepligtige ønsker at modregne fortjenesten på den
solgte ejendom i anskaffelsessummen for den erhvervede ejendom, jf. § 6 A,
stk. 6. Denne bestemmelse indebærer, at indeksering af anskaffelsessummen ved
opgørelse af fortjenesten ved afståelse af en landbrugsejendom mv. alene kan
finde anvendelse, såfremt den nyerhvervede ejendom ligeledes er en
landbrugsejendom mv., der er omfattet af § 5 A.
Periode for geninvestering af fortjenesten
Betingelsen for, at den skattepligtige kan overføre en fortjeneste efter §
6 A ved afståelsen af en fast ejendom i forbindelse med erhvervelse af en ny
ejendom er, at erhvervelsen finder sted i indkomståret før afståelsesåret, i
afståelsesåret eller i indkomståret efter afståelsesåret.
Ved genopførelse af en skadelidt ejendom er det en betingelse for at
anvende § 6 B, at genopførelsen finder sted i det indkomstår, hvori skaden
indtræffer, eller i det nærmest følgende indkomstår. Det er endvidere en
betingelse, at genopførelsen sker på den samme ejendom.
Betingelsen for at anvende reglen i § 6 C er, at ombygningen, nybygningen
eller tilbygningen finder sted enten i det indkomstår, hvor afståelsen finder
sted, i indkomståret før afståelsesåret eller i indkomståret efter
afståelsesåret.
Der er ikke mulighed for dispensation.
Krav til selvangivelsen
Den skattepligtige skal senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen,
genopførelsen eller om-, til- eller nybygningen finder sted, begære reglerne
anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse. Såfremt fortjenesten er
beskattet i det foregående indkomstår, kan ansættelsen genoptages.
Tilbagebetaling af eventuel overskydende skat sker efter de gældende regler.
Såfremt erhvervelsen af fast ejendom finder sted i det seneste indkomstår
forud for afståelsesåret, skal den skattepligtige begære reglen anvendt
senest ved indsendelsen af rettidig selvangivelse for afståelsesåret.
Hvis der ikke erhverves fast ejendom mv. senest i året efter
afståelsesåret, beskattes fortjenesten eller den del af fortjenesten, der
ikke er benyttet til erhvervelse eller investering i fast ejendom, for det
indkomstår, hvori fortjenesten blev konstateret.
E.J.2.6 Succession
Der er for visse ejendomme adgang til at succedere ved
ejendomsoverdragelse i levende live i familieforhold. Bestemmelserne om
succession ved overdragelse i levende live i familieforhold findes i KSL § 33
C. Der henvises til E.I.6.
De ejendomme, der kan succederes i, er ejendomme, der helt eller delvis
anvendes i overdragerens erhvervsvirksomhed. Udlejning af fast ejendom er
ikke i denne forbindelse erhvervsvirksomhed. Bortforpagtning af fast ejendom
som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 4 og 7 anses ikke for virksomhed ved
udlejning af fast ejendom.
I EBL § 14 er der givet adgang til at succedere i afdødes skattemæssige
stilling. Der kan dog ikke succederes i ejendomme, der ikke er anvendt helt
eller delvis i afdødes eller dennes ægtefælles erhvervsvirksomhed.
Erhvervsvirksomhed omfatter ikke i denne forbindelse udlejning af fast
ejendom. Derimod anses bortforpagtning af fast ejendom som nævnt i
vurderingslovens § 33, stk. 4 og 7 ikke for virksomhed ved udlejning af fast
ejendom.
Arvinger mv. kan også succedere i ejendomme, for hvilke anskaffelsessummen
er nedsat med fortjeneste fra afståelse af anden fast ejendom efter §§ 6 A-C.
Dødsboet beskattes ikke ved salg eller udlæg af en- og tofamilieshuse og
ejerlejligheder samt andre fortjenester, der er omfattet af § 8, hvis
ejendommen før dødsfaldet kunne være solgt skattefrit efter § 8 eller § 9,
stk. 4. I fortjeneste ved et dødsbos salg af ejendomme, der er omfattet af §
9, stk. 1, gives der et fradrag efter § 9, stk. 1-3, hvis der ved afståelse
før dødsfaldet var blevet givet et sådant fradrag.
Ved udlæg af en ejendom, der er fritaget for beskatning, eller der
udlægges uden succession, skal ægtefælle, arving eller legatar ved en senere
afståelse anse ejendommen for erhvervet ved udlægget til de værdier, den er
opført med i den endelige boopgørelse, en opgørelse efter KSL § 20, stk. 2,
eller en opgørelse efter KSL § 20 C, stk. 4.
Om dødsbobeskatning se nærmere A.I.
E.J.2.7 Opgørelse af fortjenesten
Fortjenesten opgøres som forskellen mellem på den ene side
afståelsessummen omregnet til kontantværdi efter § 4, stk. 4 og på den anden
side anskaffelsessummen opgjort efter § 4, stk. 2 (omregnet til kontantværdi)
eller stk. 3, se nedenfor, og reguleret efter § 5 eller § 5 A.
Vedrørende opgørelsen af afståelses- og anskaffelsessummen henvises til
E.J.1.3 - E.J.1.3.6.
E.J.2.7.1 Omregning til kontantværdi
Afståelsessummen skal omregnes til kontantværdi efter EBL § 4, stk. 4.
Dette sker ved at lægge en kontant udbetaling ved salget sammen med en
omregnet værdi af ejendommens gældsposter på afståelsestidspunktet.
Omregningen af ejendommens gældsposter skal foretages efter kursen på
anskaffelsestidspunktet eller, hvis gælden er stiftet senere, på
gældsstiftelsestidspunktet.
De indtil den 22. juli 1994 gældende regler for omregning fremgår af
Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 663 af 23. oktober 1989, se herom
ligningsvejledningen for 1993, E.J.2.7.1. * Ifølge Skatteministeriets
bekendtgørelse nr. 667 af 13. juli 1994, der trådte i kraft den 23. juli
1994, sker kontantværdiansættelse af overdragelsessummer efter EBL efter
følgende regler * :
Ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 2, nr. 1 anses
gældsstiftelsestidspunktet for realkreditlån, der er stiftet senere end
ejendommens anskaffelsestidspunkt, og som udbetales kontant, at være datoen
for lånets udbetaling. Tilsvarende anses gældsstiftelsestidspunktet for gæld
i henhold til private pantebreve at være datoen for lånets udbetaling.
Udbetales realkreditlånet, der er stiftet efter anskaffelsestidspunktet,
ikke kontant, er gældsstiftelsestidspunktet datoen for obligationernes
overførsel til låntagerens konto i værdipapircentralen, jf. bekendtgørelsens
§ 2, stk. 2, nr. 2.
Gældsstiftelsestidspunktet for forhåndslån bestemmes på samme måde som
gældsstiftelsestidspunktet for andre lån.
Ejerskiftelån, der optages af sælger, behandles på samme måde som ethvert
andet lån, der stiftes efter ejendommens anskaffelsestidspunkt.
Ifølge bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1 skal lån, der er ydet i
børsnoterede obligationer, herunder indekslån, ansættes til den kurs, hvortil
obligationerne er noteret på Københavns Fondsbørs.
Kontantlån, der er optaget i forbindelse med overdragelsen af ejendommen,
og som modsvares af børsnoterede obligationer, skal ansættes til lånets
pålydende, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2. Hvis kontantlånet ikke er
optaget i forbindelse med overdragelsen, skal børskursen på de underliggende
obligationer (obligationsrestgælden) anvendes.
Anslåede realkreditlån, der modsvares af børsnoterede obligationer, skal
ansættes til den børskurs, der var gældende den dag, de underliggende
obligationer sælges, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 3. Anslåede
realkreditlån, der senere overføres til låntagerens konto i
værdipapircentralen, ansættes til den kurs, der er gældende den dag,
obligationerne overføres.
Efter bekendtgørelsens § 3, stk. 2, er børskursen den omsætningsvejede
gennemsnitskurs af alle handler på Københavns Fondsbørs, der benævnes som
alle-handler kursen. For så vidt angår obligationer, der er optaget til
offentlig notering på en udenlandsk fondsbørs eller som handles på et andet
udenlandsk marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og
åbent for offentligheden, anvendes den kurs, hvortil obligationen er noteret.
Befinder fondsbørsen eller markedet sig i en stat, der ikke er medlem af Den
Europæiske Union, skal fondsbørsen eller markedet være godkendt af
Finanstilsynet.
I det omfang realkreditlån ikke er omfattet af de lån, der er nævnt i
bekendtgørelsens § 3, stk. 1, kontantomregnes gælden til den kurs, som det
pågældende lån i henhold til lånets indfrielsesvilkår kan indfries til på det
aktuelle tidspunkt.
Andre fordringer og gæld, herunder private pantebreve, skal kursansættes
til handelsværdien. Til vejledning udarbejdes der et tabelmateriale, der
udsendes kvartalsvis af Told- og Skattestyrelsen. For 1994: TfS 1994.248,
1994, 441, 1994, 649 og 1994, 763.
Ved fastsættelsen af kursværdien efter tabelmaterialet, kan der dog også
tages hensyn til eventuelle særlige forhold.
Det er udelukkende pantebrevets kontantværdi på salgstidspunktet, der er
af betydning - en senere indløsning eller et salg af pantebrevet giver ingen
anledning til ændring af afståelsesvederlaget.
Sælgerpantebreve, der ikke kom sælgeren i hænde, men blev solgt til
tredjemand umiddelbart i forbindelse med handelen, kunne ved avanceopgørelsen
indgå til salgskursen, der var lavere end de objektive kurser. Et
efterstående sælgerpantebrev, som var usælgeligt, og som sælger havde i
behold, skulle derimod indregnes til den objektive kurs, Skat 1990.1.54.
Der gælder ikke som ved formueansættelsen særlige regler for
kursansættelsen af gældsposter under 25.000 kr. eller med en restløbetid på
under 4 år.
For lån optaget i pengeinstitutter på institutternes sædvanlige rente- og
afdragsvilkår betyder det normalt, at kursen kan ansættes til pari.
De såkaldte knæklån, hvor tilbagebetalings- og rentevilkårene ændres på
forud fastlagte tidspunkter, kursansættes under hensyn til de varierende
forrentnings-, afdrags- og opsigelsesvilkår.
Hvor der er tale om en fast rente, men lånet i en periode er helt eller
delvis afdragsfrit, kursansættes lånet på grundlag af den samlede restløbetid
med mulighed for skønsmæssig korrektion. I tilfælde, hvor renten er
"knækket", mens gælden afdrages på normale vilkår, kursansættes
lånet på grundlag af den højeste tilbageværende rente med samme mulighed for
skønsmæssig korrektion.
For indfriede gældsposter gælder som hovedregel, at det er den faktisk
anvendte indfrielseskurs, der lægges til grund. Hvis indfrielseskursen
overstiger den objektive kurs på indfrielsestidspunktet, er det dog den
objektive kurs, der skal lægges til grund.
Gæld, der kan indfries til pari, kan ifølge bekendtgørelsens § 5 ikke
ansættes til en kurs på over 100.
Efterfølgende tab på sælgerpantebreve
Normalt vil efterfølgende tab på sælgerpantebreve i fast ejendom på grund
af debitors manglende betalingsevne ikke medføre en genoptagelse af
ansættelsen med henblik på den ved avanceopgørelsen anvendte kurs på
sælgerpantebrevene.
Ekstraordinær indfrielse
Der gælder særlige regler for opgørelse af afståelsessummen, når der er
tale om gældsposter, der er medregnet ved anskaffelsessummens kontantværdi,
og som er indfriet helt eller delvis i ejerperioden gennem ekstraordinære
afdrag.
I disse tilfælde reguleres afståelsessummens kontantværdi med forskellen
mellem den indfriede gældsposts kursværdi på henholdsvis
anskaffelsestidspunktet og indfrielsestidspunktet. Når kursværdien er højere
på indfrielsestidspunktet end på anskaffelsestidspunktet, nedsættes
afståelsessummen med forskelsbeløbet. Hvis kursværdien er faldet fra
anskaffelsestidspunktet til indfrielsestidspunktet, forhøjes afståelsessummen
med forskelsbeløbet.
Når en gældspost, der er medregnet ved beregningen af ejendommens
anskaffelsessum, indfries ved ekstraordinære afdrag i ejerperioden, er
indfrielsestidspunktet det tidspunkt, hvor sælger er endeligt frigjort for
yderligere betaling af gælden. Ekstraordinære afdrag omfatter alle former for
særlige afdrag, herunder ejerskifteafdrag, der er foretaget i ejerperioden.
Overflytning af et prioritetslån til en anden ejendom anses ikke for
indfrielse, Skat 1989.8.614.
Afståelsesvederlaget for ejendomme, der er erhvervet før den 19. maj 1993
Afståelsessummen omregnes til kontantværdi efter samme regler som omtalt
ovenfor. Det omfatter også de situationer, hvor ejendomsværdien pr. 1. januar
1993 med tillæg af 10% eller ejendomsværdien ifølge en omvurdering i henhold
til vurderingslovens § 4 B eller handelsværdien pr. 19. maj 1993 anvendes som
ejendommens anskaffelsessum. Omregningen sker således altid efter kursen på
det faktiske anskaffelsestidspunkt eller på gældsstiftelsestidspunktet, hvis
gælden er optaget efter anskaffelsen.
Regulering i forbindelse med ekstraordinær indfrielse af gæld forudsætter,
at den pågældende ekstraordinært indfriede gældspost indgår i den
kontantomregnede anskaffelsessum. Der kan derfor ikke foretages en sådan
regulering i det omfang, ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 med tillæg af 10%
eller en omvurdering i henhold til vurderingslovens § 4 B anvendes som
ejendommens anskaffelsessum.
Anskaffelsessummen
Anskaffelsessummen omregnes til kontantværdi efter de samme
retningslinier, som er omtalt ovenfor om afståelsesvederlaget.
Kurstab kan ikke medregnes i anskaffelsessummen, hvis ejeren selv opfører
og prioriterer ejendommen.
Anskaffelsessummen skal ikke omregnes til kontantværdi i de tilfælde, hvor
ejendommen er erhvervet før den 19. maj 1993, og anskaffelsessummen er
opgjort på grundlag af en værdi, der i forvejen udgør en kontantværdi. Det
gælder således i de tilfælde, hvor ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 med
tillæg af 10% eller en vurdering efter vurderingslovens § 4 B anvendes som
anskaffelsessum.
For ejendomme erhvervet før den 19. maj 1993 er der fastsat særlige regler
for opgørelse af anskaffelsessummen, se E.J.7.2. I de tilfælde, hvor
ejendommens ejendomsværdi eller handelsværdien på et givet tidspunkt anvendes
som anskaffelsessum, kan omkostningerne ved anskaffelsen ikke tillægges.
E.J.2.7.2. Anskaffelsessum for ejendomme anskaffet før 19. maj 1993
Når en ejendom er erhvervet før den 19. maj 1993, skal der opgøres en
særlig indgangsværdi som anskaffelsessum. Værdien udgør en af følgende
værdier, jf. § 4, stk. 3:
1.Den ansatte ejendomsværdi pr. 1. januar 1993 (handelsværdien) med et
tillæg på 10%.
2.Ejendomsværdien i henhold til en vurdering, der er begæret efter
vurderingslovens § 4 B inden 31. december 1993.
3.Den oprindelige kontantomregnede anskaffelsessum med tillæg af
vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, der er afholdt inden 1. januar
1993, hvis denne værdi er højere end værdien efter 1. og 2. Udgifter som
nævnt i § 5, stk. 2, 4., 5. og 6. pkt. medregnes ikke.
Er vurdering begæret efter vurderingslovens § 4 B, skal ejendomsværdien
efter denne vurdering benyttes, men den skattepligtige kan altid vælge at
benytte den under 3. nævnte værdi.
Anskaffelsessummen for ejendomme, der er beliggende i udlandet er:
1.Værdien i handel og vandel den 19. maj 1993.
2.Den faktiske anskaffelsessum omregnet til kontantværdi og tillagt
vedligeholdelses- og forbedringsudgifter afholdt inden den 1. januar 1993,
hvis denne værdi er højere end værdien efter 1.
E.J.2.7.3 Regulering af anskaffelsessummen
Den opgjorte anskaffelsessum reguleres efter reglerne i §§ 5 eller 5 A.
E.J.2.7.3.1 Fast tillæg på 10.000 kr.
EBL § 5, stk. 1
Anskaffelsessummen forhøjes med et tillæg på 10.000 kr. for
anskaffelsesåret og hvert af de efterfølgende kalenderår, hvori den
skattepligtige har ejet ejendommen. For ejendomme, der er erhvervet før den
19. maj 1993, ydes tillægget fra og med 1993. Tillægget gives dog ikke for
det kalenderår, hvori ejendommen afstås, med mindre afståelsen sker i samme
kalenderår som anskaffelsen.
Tillægget gives, hvad enten der er foretaget forbedrings- eller
vedligeholdelsesarbejder på ejendommen eller ej.
E.J.2.7.3.2 Tillæg for vedligeholdelses- eller forbedringsudgifter udover
10.000 kr.
EBL § 5, stk. 2
Anskaffelsessummen forhøjes endvidere med afholdte udgifter til
vedligeholdelse eller forbedringer, i det omfang disse pr. kalenderår har
oversteget det faste tillæg på 10.000 kr.
For ejendomme, der er anskaffet før den 19. maj 1993, medtages alene
udgifter, der er afholdt den 1. januar 1993 eller senere. Såfremt ejendommen
er begæret vurderet efter vurderingslovens § 4 B eller er omfattet af § 4,
stk. 3, 6. pkt. (ejendomme beliggende i udlandet, for hvilke
anskaffelsessummen er værdien i handel og vandel den 19. maj 1993) medtages
alene udgifter, der er afholdt efter den 19. maj 1993.
Der kan ikke medregnes vedligeholdelsesudgifter, for hvilke den pågældende
kunne opnå fradrag på selvangivelsen. Det er uden betydning, om sådanne
udgifter rent faktisk er trukket fra.
Udgifter til forbedringer, der er betalt ved skattefri tilskud, kan heller
ikke medregnes.
Såfremt skatteyderen alene har haft ret til standardfradraget efter LL §
15 J vedrørende en- og tofamilieshuse mv., kan afholdte
vedligeholdelsesudgifter dog medregnes i det omfang, de overstiger det faste
tillæg på 10.000 kr.
Udgifter til ombygning eller forbedring af afskrivningsberettigede
bygninger og installationer i afskrivningsberettigede bygninger, der er
fradraget i den skattepligtige indkomst efter AL § 21, stk. 2, samt udgifter,
der er fratrukket efter LL § 8 C, medregnes ikke.
Ved opgørelsen af de udgifter, der kan danne grundlag for dette tillæg,
kan værdien af eget arbejde kun medregnes, hvis den pågældende er beskattet
af værdien af eget arbejde.
Såfremt der i det kalenderår, hvori ejendommen afstås, er afholdt udgifter
til forbedring og vedligeholdelse udover beløbsgrænsen i § 5, stk. 1,
tillægges disse udgifter, i det omfang de overstiger 10.000 kr., også
anskaffelsessummen. Der er således her en forskel fra det faste tillæg.
E.J.2.7.3.3 Mælkekvoter
EBL § 5, stk. 3 og stk. 4
Ifølge EBL § 5, stk. 3, forhøjes anskaffelsessummen med vederlag, der er
betalt for en mælkekvote ved tildelingen. Såfremt den skattepligtige er
blevet beskattet af kvotens værdi ved tildelingen, kan det beskattede beløb
tillægges anskaffelsessummen. Er ejendommen omfattet af § 5 A, forhøjes den
regulerede anskaffelsessum efter § 5 A, stk. 1, i det år, hvor mælkekvoten
erhverves.
Bestemmelsen har virkning for mælkekvoter, der ejes den 18. juni 1993,
eller som erhverves den 18. juni 1993 eller senere. Anvendes ejendommens
ejendomsværdi pr. 1. januar 1993 med tillæg af 10% eller vurderingen efter
vurderingslovens § 4 B som anskaffelsessum, finder bestemmelsen alene
anvendelse for mælkekvoter, der er erhvervet henholdsvis den 2. januar 1993
eller senere eller den 20. maj 1993 eller senere.
Ved afståelse af en mælkekvote den 18. juni 1993 eller senere nedsættes
ejendommens anskaffelsessum i det indkomstår, hvor afståelsen sker, med det
vederlag, der modtages for afståelsen af mælkekvoten, EBL § 5, stk. 4. Hvis
ejendommens anskaffelsessum indekseres efter reglerne i § 5 A, nedsættes
ejendommens regulerede anskaffelsessum i det år, hvor mælkekvoten afstås.
E.J.2.7.3.4 Særregler for landbrugsejendomme mv.
EBL § 5 A
For ejendomme, der på afståelsestidspunktet helt eller delvis benyttes til
landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage samt skovbrugsejendomme,
som er omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 4 eller stk. 7, kan den
skattepligtige vælge at indeksere ejendommens anskaffelsessum ved opgørelsen
af den skattepligtige fortjeneste i stedet for at nedsætte fortjenesten eller
tabet efter § 6, stk. 2. Den kontantomregnede anskaffelsessum kan reguleres
med den procent (beregnet med en decimal), hvormed reguleringstallet i PSL §
20 er ændret fra anskaffelsesåret til afståelsesåret.
Anskaffelsessummen reguleres for hvert påbegyndt kalenderår gennem hele
ejerperioden og således også i afståelsesåret.
For ejendomme, der er erhvervet før den 19. maj 1993, kan
anskaffelsessummen dog først reguleres fra og med kalenderåret 1993. Det
gælder også for de ejendomme, for hvilke der anvendes den oprindelige
anskaffelsessum med tillæg af de inden den 1. januar 1993 afholdte
vedligeholdelses- og forbedringsudgifter som indgangsværdi.
Indeksering kan tidligst ske ved et salg i kalenderåret 1994.
Det beløb, som anskaffelsessummen forhøjes med efter § 5, stk. 1,
reguleres på samme måde fra det kalenderår, tillægget vedrører, til det
kalenderår, hvori ejendommen afstås.
Beløbet, som anskaffelsessummen forhøjes med efter § 5, stk. 2, reguleres
på samme måde fra kalenderåret for vedligeholdelsesarbejdets eller
forbedringens fuldførelse til det kalenderår, hvori ejendommen afstås.
For 1993 og 1994 er reguleringstallet henholdsvis 120 og 123,6. Den
procentvise ændring udgør 3,0%. Ved salg i 1994 af en ejendom, der er
anskaffet før den 19. maj 1993, skal anskaffelsessummen derfor reguleres med
3%. Det samme gælder for tillægget på 10.000 kr. efter EBL § 5, stk. 1, der
således vil udgøre 10.300 kr.
E.J.2.7.4 Beskatning af fortjenesten
EBL § 6
Fortjenesten medregnes i den skattepligtige indkomst, for personer i
kapitalindkomsten, efter reglerne omtalt i E.J.2. Anvendes
virksomhedsordningen, indgår fortjenesten i virksomhedens overskud.
Om reglerne for fradrag for tab henvises ligeledes til E.J.2.
Såfremt anskaffelsessummen er opgjort efter § 5 A, sker der ikke
nedtrapning af fortjenesten.
Fradrag for frigørelsesafgift
EBL § 6, stk. 3
Hvis der i den periode, hvor den skattepligtige har ejet ejendommen, er
pålignet ejendommen frigørelsesafgift, nedsættes den opgjorte fortjeneste med
et beløb, der svarer til det dobbelte af den pålignede frigørelsesafgift.
Ved en skatteprocent på 50, svarer dette til, at afgiften direkte var
blevet fratrukket i skatten. Hvis det beløb, der kan trækkes fra, er større
end fortjenesten, kan det overskydende beløb ikke fradrages.
Den her omtalte bestemmelse om nedsættelse af fortjenesten gælder dog
ikke, hvis frigørelsesafgiften er tilbagebetalt eller bortfaldet efter
frigørelsesafgiftslovens § 8A, stk. 1, 2 eller 4, jf. lovbek. nr. 549 af 9.
juli 1991, eller ejendommen er omfattet af § 4, stk. 3, 1. og 2. pkt., og
frigørelsesafgiftspligten er opstået inden den 1. januar 1993 eller inden den
19. maj 1993, såfremt der er begæret vurdering efter vurderingslovens § 4 B.
E.J.2.7.5 Fradrag ved salg af stuehuse og blandede ejendomme
EBL § 9
Der ydes et fradrag i fortjenesten ved afståelse af ejendomme, der på
afståelsestidspunktet helt eller delvis benyttes til landbrug, gartneri,
planteskole eller frugtplantage, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, samt
skovbrugsejendomme, jf. vurderingslovens § 33, stk. 7, 1. pkt., hvis
afståelsen omfatter stuehuset.
Et tilsvarende fradrag ydes ved afståelse af ejendomme, der ikke er
parcelhuse, men som indeholder en eller to selvstændige lejligheder, når
ejendommen i en del af eller hele perioden har tjent til bolig for ejeren og
i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt ("blandede
ejendomme"), jf. vurderingslovens § 33, stk. 5.
Der stilles ikke krav til størrelsen af det grundareal, der eventuelt
hører til beboelsen.
Fradraget svarer til den del af fortjenesten, der vedrører ejerboligen.
Størrelsen af fradraget opgøres på grundlag af en forholdsmæssig fordeling
af ejendomsværdien for den samlede ejendom mellem henholdsvis ejerboligen og
resten af ejendommen. Det beløb, der herefter i givet fald
skal trækkes fra i fortjenesten, opgøres således:
ejendomsværdi for boligen
------------------------------------- * fortjenesten
ejendomsværdi for den samlede ejendom
Udgangspunktet for denne fordeling tages i den senest forud for afståelsen
ansatte kontantejendomsværdi med årsreguleringer, uanset om denne er blevet
bekendtgjort på afståelsestidspunktet, se TfS 1985.234 (der i øvrigt
omhandler den skattemæssige behandling af forsikringssummer ved brandskader
på stuehuse og driftsbygninger).
Den forholdsmæssige fordeling sker på grundlag af den fordeling,
vurderingsrådet har foretaget af kontantejendomsværdien for hele ejendommen.
Ejerboligen kan dog højst indgå med et grundbeløb, som reguleres efter PSL
§ 20. Det regulerede grundbeløb udgør for indkomståret 1994 601.200 kr. *
I tilfælde, hvor fordelingen ikke er foretaget i forbindelse med den
seneste vurdering forud for afståelsen, foretages fordelingen af
vurderingsrådet. Som beregningsgrundlag anvendes den seneste forud for
afståelsen ansatte kontantejendomsværdi reguleret efter vurderingslovens § 2
A. Fordelingen foretages i øvrigt efter samme retningslinier som den
fordeling, der foretages i forbindelse med vurderingen i henhold til
vurderingslovens § 33, stk. 4 og 5. Den skattepligtige kan anmode om
fordeling, når der er indgået en bindende aftale om ejendommens overdragelse.
Fordelingen kan endvidere begæres af de skattelignende myndigheder i
forbindelse med ligningen.
Vurderingsrådets fordeling kan påklages til skyldrådet. Klagefristen er 4
uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. Skyldrådets afgørelse
kan indbringes for Landsskatteretten efter reglerne i skattestyrelsesloven.
Se eventuelt taleksemplet i skd. cirk. nr. 166 af 12. sept. 1994, pkt.
4.15, eksempel 1.
E.J.2.7.6 Delafståelse
Ved afståelse af en del af en ejendom foretages en forholdsmæssig
fordeling af den opgjorte anskaffelsessum på henholdsvis den afståede del og
den resterende del af ejendommen.
En tilsvarende opgørelsesmåde skal anvendes i tilfælde af delvis skade på
en ejendom.
Ved denne fordeling af anskaffelsessummen skal der ikke alene tages hensyn
til det frasolgte areals størrelse i forhold til hele ejendommen, men der må
også lægges vægt på de forskellige arealdeles beliggenhed,
udnyttelsesmulighed og bonitet. Endvidere må det tages i betragtning, om de
oprindelige bygninger var beliggende på det frasolgte areal eller på
restejendommen. I nogle tilfælde vil værdien af denne blive formindsket på
grund af frasalget, og i så fald må der overføres en til værdiforringelsen
svarende del af anskaffelsessummen til den anskaffelsessum, der skal regnes
med for det solgte areal.
Ligningsmyndigheden vil ved henvendelse til T&S kunne få en udtalelse
angående fordelingen af anskaffelsessummen.
Om delafståelse ved aflysning af en servitut, se lsr. 1983.29, omtalt
under E.J.1.1.
Vindmøller
Engangsbeløb, der udbetales til ejeren af en ejendom som erstatning for
placering af en eller flere vindmøller på ejendommen samt for de
rådighedsindskrænkninger over ejendommen som i forbindelse hermed pålægges
ejeren i henhold til en aftale gældende for 30 år anses som vederlag for en
delafståelse.
Det faste tillæg
I de tilfælde, hvor den skattepligtige kun afstår en del af en fast
ejendom, skal det faste tillæg på 10.000 kr. nedsættes forholdsmæssigt. Dette
sker efter forholdet mellem anskaffelsessummen for hele ejendommen og
anskaffelsessummen for den del af ejendommen, der afstås, jf. TfS 1984.214.
På en i 1980 erhvervet grund blev i 1981 opført en bygning, der brændte i
1983. For den periode, hvori skatteyderen ejer både grunden og bygningen skal
der ske en forholdsmæssig fordeling af 10.000 kr.'s tillægget mellem grund og
bygning efter værdiforholdene mellem disse, jf. TfS 1985.234.
Tillæg for forbedringer eller vedligeholdelse
Også tillægget for afholdte vedligeholdelses- og forbedringsudgifter
reduceres ved delsalg. Den skattepligtige kan derefter alene medregne sådanne
udgifter, som kan henføres til den afståede del af ejendommen. Det er
endvidere en betingelse, at disse udgifter overstiger det faste
forholdsmæssige tillæg, beregnet som angivet ovenfor.
Ved delsalg af en ejendom havde kreditor forlangt samtlige sine pantebreve
i ejendommen indfriet til pari. Kun den del af kurstabet herved, der
forholdsmæssigt svarede til den frasolgte del af ejendommen, kunne indgå i
avanceopgørelsen, Skat 1989.11.876.
Ved senere salg af restejendommen kan alene den endnu ikke-udnyttede del
af faste tillæg eller tillæg for vedligeholdelses- og forbedringsudgifter
tillægges den reducerede anskaffelsessum.
Reguleringen foretages som beskrevet under E.J.2.7.3.1 - 2.7.3.2.
E.J.2.7.7 Sameje
Såfremt den skattepligtige ejer en ejendom i sameje med andre, nedsættes
det faste tillæg på 10.000 kr. til en så stor del af 10.000 kr., som svarer
til den pågældendes andel af ejendommen, jf. § 5, stk. 1, 5. pkt.
I samejesituationen kan tilsvarende kun den del af vedligeholdelses- og
forbedringsudgifterne, som den pågældende selv har afholdt, medregnes ved
beregningen af tillæg efter § 5, stk. 2, jf. § 5, stk. 2, 10. pkt. Udgifterne
må endvidere have oversteget det forholdsmæssige faste tillæg efter § 5, stk.
1, 5. pkt.
Ved forskydninger i samejeforholdet skal der ved en eventuel senere
afståelse opgøres en reguleret anskaffelsessum for hver anpartserhvervelse.
Når en samejer i ejertiden yderligere har erhvervet en anpart, skal
reguleringen af anskaffelsessummen ske for hver anpartserhvervelse for sig,
og ved opgørelsen af ejertiden skal der tages hensyn til, at anparterne er
erhvervet på forskellige tidspunkter, skd. 1983.31.
Når en skatteyder har erhvervet andele af en fast ejendom på forskellige
tidspunkter, skal der som nævnt ved en senere afståelse opgøres en reguleret
afståelsessum for hver erhvervelse.
E.J.2.7.8 Ejendomme med afløst jordrentepligt
EBL § 7, stk. 3
I følge EBL § 7, stk. 3 opgøres anskaffelsessummen for ejendomme, der har
fået afløst en jordrentepligt, som afløsningssummen for jordrente med et
tillæg for bygningsværdien.
Reglerne for beregning af dette tillæg er fastsat ved ministeriet for
skatter og afgifters bek. nr. 716 af 16. dec. 1982, der med virkning fra den
23. juli 1994 er afløst af Skatteministeriets bek. nr. 667 af 13. juli 1994.
For ejendomme, der har fået afløst jordrentepligt før den 19. maj 1993,
opgøres anskaffelsessummen efter reglerne i § 4, stk. 3. Ved opgørelsen af
anskaffelsessummen efter § 4, stk. 3, 4. pkt., benyttes afløsningssummen for
jordrenten med et tillæg for bygningsværdien samt udgifter til
vedligeholdelse og forbedring, der er afholdt inden den 1. januar 1993.
Udgifter som nævnt i § 5, stk. 2, 4., 5. og 6. pkt. medregnes ikke.
E.J.2.8 Yderligere vederlag
EBL § 13
EBL § 13 indeholder en regel om beskatning i tilfælde, hvor en ejendom
afstås på sådanne vilkår, at erhververen skal yde den tidligere ejer et
yderligere vederlag for ejendommen ved erhververens senere afståelse af
ejendommen (f.eks. en andel af den fortjeneste, der opnås ved afståelsen). I
disse tilfælde skal den tidligere ejer give oplysning om det yderligere
vederlag i sin selvangivelse for det indkomstår, hvori retten til beløbet er
erhvervet. Der skal foretages en ny opgørelse af fortjenesten for den
tidligere ejer. Ved denne opgørelse skal fortjenesten beregnes, som om det
samlede vederlag var opnået allerede i det indkomstår, hvor ejendommen blev
afstået. Denne omregning skal foretages, selv om der ikke i det indkomstår
hvor ejendommen blev afstået, er konstateret nogen skattepligtig fortjeneste.
E.J.2.9 Henstand
EBL § 12
Skatteyderen kan, når omstændighederne, herunder navnlig hensynet til
videreførelsen af en erhvervsvirksomhed, taler herfor, under visse nærmere
betingelser efter ansøgning opnå henstand med betalingen af skatten af
fortjenesten. Se i øvrigt skd. cirk. nr. 166 af 12. sept. 1994, pkt. 6.
E.J.3 Frigørelsesafgift
Loven om frigørelsesafgift mv. udløser en afgift af den værdistigning, der
normalt forekommer ved en ejendoms inddragelse i byzone eller
sommerhusområde.
I tilknytning hertil skal en eventuel fortjeneste ved den første
afståelse/delafståelse, herunder ekspropriation, af en ejendom, efter at der
er indtrådt pligt til at svare frigørelsesafgift enten beskattes i henhold
til loven om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom (EBL),
se herom afsnit E.J.2, eller efter SL, hvis ejendommen er erhvervet som led i
den pågældendes næringsvej, se afsnit E.J.4.
Der henvises til lovbek. nr. 549 af 9. juli 1991 om frigørelsesafgift mv.
af fast ejendom, samt skm.cirk. nr. 64 af 18. maj 1992.
Endvidere henvises til skm.bek. nr. 271 af 22. april 1992.
Yderligere henvises til ligningsdirektoratets cirkulære af 16. april 1974
om vurderingsmyndighedernes opgaver i forbindelse med lov om
frigørelsesafgift.
E.J.3.1 Hvem påligner?
Frigørelsesafgiften pålignes af den kommunale skattemyndighed i den
kommune, hvor den afgiftspligtige ejendom ligger. Er ejendommen beliggende i
flere kommuner, foretages påligningen i den kommune, hvor den største del af
den afgiftspligtige del af ejendommen er beliggende. Der henvises til
T&S's vejledning Ø 50 om beregning af frigørelsesafgift mv. i forbindelse
med anvendelsen af skemaerne Ø 1-Ø 5.
E.J.3.2 Frigørelsesafgift
Frigørelsesafgiften pålignes, når ejendommen (eller en del af denne)
inddrages under byzone eller sommerhusområde.
E.J.3.2.1 Hvilke ejendomme
Efter lov om planlægning beskrives byzone som bl.a. et område, der i en
lokalplan (tidligere byplanvedtægt) er udlagt til bymæssig bebyggelse eller
offentligt, herunder rekreativt, formål. Planloven indeholder ingen
begrænsning for størrelsen af de rekreative områder. Det forhold, at en
ejendom, der var blevet inddraget under byzone, ifølge en byplanvedtægt var
blevet udlagt til offentligt rekreativt formål, herunder skov, der iflg.
sagens oplysninger var på 2500 ha, medførte ikke fritagelse for betaling af
afståelsesafgift efter lov om frigørelsesafgift mv. Højesterets dom af 24.
juni 1991, TfS 1991.287. Afståelsesafgiften bortfaldt iøvrigt med virkning
fra 1. juli 1982. Frigørelsesafgiftspligten omfatter dog kun ejendomme, der
på inddragelsestidspunktet benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller
frugtplantage, og ejendomme, der den 1. aug. 1969 blev benyttet i de nævnte
erhverv, men som efter dette tidspunkt enten er blevet tilplantet, uden at
arealet er undergivet fredskovpligt, eller ikke længere bliver benyttet.
Ved afgørelsen af om ejendommen kan karakteriseres som en
landbrugsejendom, henvises til vurderingslovens § 33. Afgørende er, om
ejendommen rent faktisk benyttes til produktion af afgrøder eller til
husdyrhold.
Grund, gårdsplads og have til landbrugsejendomme mv. medtages under de til
nævnte formål benyttede arealer. Endvidere medtages de til landbrug mv.
knyttede ubenyttede arealer som f.eks. hede- mose- og klitarealer samt
arealer, der anvendes til juletræsdyrkning og iøvrigt mindre skov- og
plantagearealer. Afgørende er, om sådanne arealer indgår som et naturligt led
i landbrugsejendommens drift, VLD af 16. jan. 1981 (skd. 1981.s.281) og lsr.
1981.210.
Begrebet landbrugsejendomme mv. omfatter også hønserier, anderier og
fællesstalde samt visse specialiserede gartneriejendomme, hvor
planteproduktion er hovedformålet (f.eks. champignon-dyrkning og
orkidé- dyrkning). Rideskoler og hestestutterier falder også inden for
landbrugsbegrebet, såfremt de drives i forbindelse med en landbrugsejendom.
Udenfor falder arealer, der henligger ubenyttede uden at være knyttet til
en landbrugsejendom mv., f.eks. hede-, mose- og klitarealer, jagtarealer og
arealer, der anvendes til camping- og parkerings- og udstillingsplads o.l.,
samt arealer, der anvendes til rekreative formål. Udenfor falder endvidere
arealer, der er inddraget til erhvervsmæssig udvinding af forekomster i
jorden, f.eks. brunkuls- grus-, kridt-, ler- og mergellejer mv.
Inddrages et areal fra et sommerhusområde til en byzone, indtræder der
ikke pligt til at svare frigørelsesafgift. Det samme gælder, hvor et areal
(eventuelt bebygget) i landzone - men uden zoneinddragelse - overgår til
andet end landbrugsmæssig anvendelse i h.t. §§ 7, 8 og 8a, jf. § 9 i den
tidligere gældende by- og landzonelov, jf. nu planlægningsloven §§ 35, 36 og
37. En eventuel senere inddragelse af en sådan ejendom under en byzone eller
et sommerhusområde udløser heller ingen pligt til at svare frigørelsesafgift,
idet arealet - legalt - ikke længere bliver benyttet til landbrug.
I et tilfælde havde en gartner ansøgt amtsrådet om tilladelse til at
ejendommen blev anvendt til andet end landbrug mv. Tilladelse blev givet, men
han bebyggede rent faktisk kun en del af ejendommen og fik denne del
udmatrikuleret. I forbindelse med en senere inddragelse i byzone af hele
ejendommen blev det afgjort, at der selvom amtsrådstilladelsen omfattede hele
arealet, skulle svares frigørelsesafgift af den ikke-bebyggede del af
gartneriet.
Hvis en ejendom derimod i strid med gældende bestemmelser er overgået til
anden anvendelse, skal der bortses fra denne anden anvendelse, og ejendommen
skal stadig anses for benyttet til landbrug mv., lsr. 1976.181.
Hvis en ejendom anvendes til andet end landbrug, uden at der er indhentet
tilladelse hertil fra amtsrådet, vil der blive pålignet frigørelsesafgift ved
en senere zoneændring. Dette gælder også i et tilfælde, hvor
zonemyndighederne senere udtalte, at de ville have givet tilladelsen, såfremt
der var blevet ansøgt herom (retsforlig, se Skat 1986.6.424).
En tilladelse, givet i h.t. § 6, jf. § 9 i by- og landzoneloven eller en
hertil svarende tilladelse efter planlægningslovens § 35, medfører ikke, at
pligt til at svare frigørelsesafgift bortfalder, når zoneændringen indtræder.
Tilladelser i medfør af nævnte § 6 er blot tilladelser til visse matrikulære
forandringer, der af praktiske grunde ofte indrømmes inden den egentlige
zoneændring, for at udstykning mv. kan være foretaget og salg således
påbegyndes, så snart zoneændringen er en realitet.
Frigørelsesafgift svares ikke af ejendomme eller arealer, der på
tidspunktet for inddragelsen i byzone eller sommerhusområde er undergivet
jordrentepligt.
E.J.3.2.2 Afgiftspligtens indtræden
Pligt til at svare frigørelsesafgift indtræder i medfør af bek. nr. 271 af
22. april 1992 fra og med datoen for kommunens første bekendtgørelse af en
endeligt vedtaget eller godkendt lokalplan. Offentliggørelsen skal ske i
lokale dagblade eller ugeaviser, der har en almindelig udbredelse i kommunen.
E.J.3.2.3 Hvem påhviler afgiften?
Frigørelsesafgift svares af personer, selskaber, foreninger mv. og
dødsboer, uanset om de er skattepligtige her i landet. Staten og kommunerne
skal ligeledes svare frigørelsesafgift.
Der skal svares frigørelsesafgift, selv om den frigørelsesafgiftspligtige
ejendom er erhvervet som led i næring.
Som hovedregel påhviler pligten til at svare frigørelsesafgift, den der på
tidspunktet for afgiftspligtens indtræden har tinglyst adkomst til
ejendommen. I overdragelsessituationen bliver erhververen dog undertiden
afgiftspligtig. Dette gælder således, når ejendommen på det nævnte tidspunkt
ved en endelig og bindende aftale er afstået. I disse tilfælde påhviler
afgiftspligten erhververen, lsr. 1981.127.
I et tilfælde, hvor der forelå slutseddel i aug. 1969, men hvor amtsrådet
i nov. 1969 ikke godkendte handelen, blev slutsedlens indhold ændret i juni
1970, hvorefter handelen i juli 1970 blev godkendt af amtsrådet. Zoneændring
indtrådte i maj 1970. Da parterne var enige om handelens gennemførelse og
blot ændrede vilkårene, blev handelen anset for indgået i 1969, således at
afgiftspligten kom til at påhvile køber.
En ejendom blev afstået inden zoneændring ved et skøde, betinget af andet
end købesummens betaling. Skødets betingelser blev opfyldt, og køber blev
anset afgiftspligtig, lsr. 1979.15
En kommune eksproprierede under en åstedsforretning af 20.6.1972 et areal,
omfattet af en vedtægt, der samme dag blev godkendt af Boligministeriet.
Frigørelsesafgiftspligten m.h.t. dette areal indtrådte ved bek. i
Statstidende den 22.6.1972. Afgiftspligten påhvilede herefter kommunen.
E.J.3.2.4 Opgørelse af det afgiftspligtige beløb
Frigørelsesafgiften beregnes af den afgiftspligtige ejendoms
frigørelsesværdi. Frigørelsesværdien udgør det beløb, hvormed et slutbeløb
overstiger et basisbeløb.
Slutbeløbet
Slutbeløbet vil herefter være den ejendomsværdi, der ansættes for
ejendommen ved den vurdering, der i henhold til vurderingslovens § 4 A skal
foretages umiddelbart efter zoneoverførslen. Er kun en del af ejendommen
inddraget skal kun en del af den samlede ejendomsværdi benyttes som
slutbeløb. Det er ejendommens tilstand på tidspunktet for zoneoverdragelsen
samt prisforholdene pr. den seneste 1. jan. forud for dette tidspunkt, der
skal lægges til grund for ansættelsen.
Basisbeløbet
a.Basisbeløbet beregnes som hovedregel ved at formindske den
afgiftspligtige ejendoms ejendomsværdi ved den sidste vurdering før
inddragelsen, reguleret i henhold til vurderingslovens § 2A, med et eventuelt
differencebeløb og forhøje det herefter fremkomne beløb med 50%.
Differencebeløbet er udtryk for "forventningsværdien", idet det
ansættes af vurderingsmyndighederne som forskellen mellem ejendommens
handelsværdi og værdien som bondegård. Frigørelsesafgift skal kun svares af
den værdistigning, der følger af selve zoneoverførslen. Det er derfor i
frigørelsesafgiftslovens § 2, stk. 1, 4. pkt. bestemt, at basisbeløbet skal
beregnes på grundlag af ejendomsværdien ved den sidste vurdering før
inddragelsen med eventuelle årsreguleringer i henhold til vurderingslovens §
2 A. Er kun en del af ejendommen zoneinddraget, skal kun en del af den
samlede ejendomsværdi benyttes som basisbeløb.
b.Den afgiftspligtige kan i stedet altid vælge at anvende 13. almindelige
vurdering pr. 1. aug. 1965, men der indrømmes i så fald ikke det under a.
nævnte tillæg på 50%.
c.Den, der har erhvervet ejendommen inden 15. marts 1969 kan vælge i
stedet at anvende ejendommens anskaffelsessum med tillæg af de i forbindelse
med erhvervelsen afholdte omkostninger, men der indrømmes ikke det under a.
nævnte tillæg på 50%.
d.For ejendomme, der har fået afløst jordrentepligt, kan i stedet for det
under a. nævnte basisbeløb anvendes afløsningssummen for jordrente med et
tillæg for bygningsværdien. M.h.t. bygningsværdien, se ministeriet for
skatter og afgifters bek. nr. 716 af 16. dec. 1982.
Er kun en del af ejendommen erhvervet før 15. marts 1969, kan der alene
for den del anvendes anskaffelsessummen som basisbeløb. For den øvrige del af
ejendommen opgøres basisbeløbet efter reglerne under a eller b.
Fordelinger
Såfremt kun en del af en ejendom er frigørelsesafgiftspligtig, eller der
er sket udstykning eller sammenlægning mellem tidspunktet for
basisvurderingen og slutvurderingen, eller såfremt kun en del af en
afgiftspligtig ejendom afstås, skal vurderingsrådet efter anmodning fra den
kommunale skattemyndighed foretage en fordeling af basisvurdering og/eller
slutvurdering.
Forbedringer
Er der i tiden mellem de 2 vurderinger - evt. mellem
anskaffelsestidspunktet og slutvurderingen - foretaget forbedringer af
ejendommen, nedsættes frigørelsesværdien med det beløb, der kan dokumenteres
at være anvendt hertil.
Vedligeholdelsesudgifter kan ikke tages i betragtning ved beregningen af
frigørelsesværdien.
Såfremt den afgiftspligtige ved opgørelsen af frigørelsesværdien vælger at
anvende lovens hovedregel m.h.t. basisbeløbet, kan der ved opgørelsen af
frigørelsesværdien efter ansøgning gives et fradrag for værditab på bygninger
mv., opstået inden det tidspunkt, der er bestemmende for fastsættelsen af
basisbeløbet.
Ved værditab forstås den nedgang i eller det bortfald af værdi af
bygninger, andre anlæg og beplantninger mv., der indtræder som følge af, at
de økonomiske forudsætninger for den hidtidige anvendelse af bygningerne mv.
bortfalder. Er der således på tidspunktet for basisvurderingen ansat
differencebeløb, vil der som hovedregel skulle ansættes et værditab. Der kan
derimod ikke tages hensyn til værdinedgang på grund af ændringer i
prisforholdene i øvrigt, slid, aldersforringelse og lignende forhold. Der
henvises til punkt V i ligningsdirektoratets cirkulære af 16. april 1974.
Hver ejendom for sig
Frigørelsesværdien afrundes nedad til det nærmeste med 100 delelige
kronebeløb. Af dette beløb udredes frigørelsesafgiften med 40% af 200.000 kr.
og 60% af resten. Afgiftsbeløb under 100 kr. opkræves ikke.
Frigørelsesafgiften beregnes for hver ejendom for sig. Den høje procent på
60 skal derfor anvendes ved beregning af afgift på frigørelsesværdi på over
200.000 kr., selv om ejendommen er i sameje, og afgiften derfor skal deles
mellem flere ejere. Afgiften beregnes af hver ejendom for sig. Det betyder,
at hvor flere matrikelnumre udgør én ejendom, foretages der kun
én afgiftsberegning.
Da slutvurderingen foretages efter ejendommens tilstand på tidspunktet for
zoneinddragelsen, er det dette tidspunkt, der er afgørende for, om en ejendom
i denne henseende kan anses for én ejendom, jf. Landsskatterettens
afgørelse af 28. oktober 1992 (Told*Skat Nyt 1993.3.100).
Betalingsfrist for det afgiftspligtige beløb
Den forfaldne frigørelsesafgift skal betales senest månedsdagen efter
forfaldsdagen for at anses for rettidigt betalt. Betales afgiften ikke
rettidigt, forrentes den med 6% p.a. fra forfaldsdagen at regne. Denne
morarente, der ikke kan fradrages ved indkomstopgørelsen, skal betales selv
om afgiften måtte forfalde til betaling indenfor den i lovens § 6, stk. 2
nævnte rentefrie henstandsperiode på 4 år (se endvidere afsnit 3.2.5 om
betingelser for henstand).
E.J.3.2.5 Henstand
Afgiften forfalder til betaling månedsdagen efter, at den afgiftspligtige
har modtaget meddelelse om afgiftens beregning. Der er dog adgang til at opnå
henstand med betalingen. Begæring herom skal fremsættes over for den
kommunale skattemyndighed inden udløbet af betalingsfristen. Den kommunale
skattemyndighed kan dispensere fra denne tidsfrist, når fristoverskridelsen
skønnes at være undskyldelig, og omstændighederne i øvrigt taler derfor, jf.
Skatteministeriets bek. nr. 654 af 18. sept. 1990.
Betingelser for henstand
Henstand er betinget af, at ejendommen drives som landbrug mv., og at der
ydes sikkerhed for betalingen, f.eks. i form af bankgaranti eller ved
tinglyst skadesløsbrev på den afgiftspligtige ejendom.
Det er en betingelse, at skadesløsbrevets pålydende skal have panteret
indenfor den ved den senest foretagne vurdering ansatte ejendomsværdi med
eventuelle årsreguleringer i henhold til vurderingslovens § 2 A.
I et tilfælde, hvor den i h.t. vurderingslovens § 4 A foretagne
slutvurdering blev nedsat, og skadesløsbrevets pålydende herefter ikke kunne
rummes inden for ejendomsværdien, måtte skadesløsbrevet ændres, og den
overskydende frigørelsesafgift indbetales.
Omkostninger ved skadesløsbrevets oprettelse, tinglysning og stempling
skal betales af den afgiftspligtige.
Henstandsbeløbet er rentefrit i 4 år fra forfaldsdagen og forrentes
derefter med 6% p.a. Renterne, der er fradragsberettiget ved
indkomstopgørelsen, betales halvårsvis den 1. april og den 1. okt. for det da
forløbne halvår.
Hvornår forfalder henstandsbeløbet til betaling
Henstandsfristen udløber senest 12 år efter forfaldsdagen.
Skatteministeren kan dog i særlige tilfælde forlænge denne frist, hvilken
beføjelse ministeren fra 1. okt. 1990 har henlagt til de kommunale
skattemyndigheder.
Ejerskifte
For samtlige ejendomme gælder, at henstandsbeløbet forfalder til betaling
ved ejerskifte. Og hvor kun en del af ejendommen afstås, forfalder en
forholdsmæssig del af afgiften. Dette gælder, hvad enten der afstås et areal
af ejendommen eller en middelbar rettighed. Om afståelse af middelbar
rettighed, se afsnit E.J.1.1.
Henstandsbeløbet forfalder til betaling straks ved ejerskiftet, hvilket
vil sige det tidspunkt, hvor der mellem køber og sælger er indgået en endelig
og bindende aftale om ejendommens overdragelse. Som hovedregel må en af
parterne underskreven slutseddel anses for tilstrækkelig.
Det anses imidlertid ikke for ejerskifte i denne henseende, hvis
erhververen er den afgiftspligtiges ægtefælle. Det samme gælder, hvis
ejendommen er erhvervet i et dødsbo, og erhververen er afdødes ægtefælle.
Overgang til anden anvendelse
Henstanden bortfalder hvis den afgiftspligtige ejendom ikke længere
benyttes til landbrug mv. Overgår kun en del af ejendommen til anden
anvendelse, forfalder kun en forholdsmæssig del af afgiften.
Det er ofte vanskeligt at afgøre, hvornår en landbrugsejendom mv. kan
anses overgået til anden anvendelse. En udstykning af ejendommen i parceller
er ikke tilstrækkelig. Der skal normalt være sket "noget fysisk ude i
marken". Er der således foretaget en egentlig byggemodning i form af
kloakering og anlæg af f.eks. asfalteret vej, kan ejendommen ikke længere
anses for landbrugsmæssigt anvendt.
I et tilfælde, hvor en ejer af en landbrugsejendom havde indgået
overenskomst om lerafgravning på ejendommen, forfaldt henstandsbeløbet til
betaling, da man anså ejendommen for overgået til andet end landbrugsmæssig
anvendelse.
Ved ejendommens overgang til anden anvendelse forfalder henstandsbeløbet
til betaling 6 måneder efter tidspunktet for den vurdering, hvor den ændrede
benyttelse konstateres.
Der kan ikke bevilges fritagelse eller lempelse for frigørelsesafgift.
E.J.3.3 Tilbageførsel af arealer til landzone
Ved lov nr. 288 af 26. juni 1975 blev der indført visse regler om
tilbageførsel af arealer fra byzone og sommerhusområde til landzone. Adgangen
til tilbageførsel blev imidlertid begrænset til kun at omfatte arealer, der
ved by- og landzonelovens ikrafttræden den 1. jan. 1970 var, som man udtrykte
det, "født" i byzone eller "født" i sommerhusområde (de i
kapitel II i frigørelsesafgiftsloven omhandlede ejendomme).
Ved lov nr. 256 af 6. juni 1985 er by- og landzonelovens § 2A imidlertid
ændret således, at bestemmelsen også omfatter ejendomme, der er zoneændret
efter 1. jan. 1970.
Ændringen af by- og landzoneloven har medført ændring af forskellige
skattelove, jf. lov nr. 244 af 6. juni 1985.
E.J.3.3.1 Tilbagebetaling af frigørelsesafgift
Tilbageføres en afgiftspligtig ejendom eller en afgiftspligtig del af en
ejendom til landzone i medfør af bestemmelsen i by- og landzonelovens § 2A,
nu planlægningslovens § 45, tilbagebetales frigørelsesafgiften til den
afgiftspligtige, såfremt den pågældende er ejer af ejendommen, henholdsvis
den afgiftspligtige del af ejendommen, på tidspunktet for ejendommens
tilbageførsel, jf. frigørelsesafgiftslovens § 8 A, stk. 1.
Tilbagebetaling finder også sted, såfremt ejendommen eller en del af denne
er overdraget til en person, der på tidspunktet for overdragelsen tilhørte
den personkreds, der er angivet i den dagældende affattelse af
frigørelsesafgiftslovens § 7, stk. 2, såfremt den pågældende stadig er ejer
på tidspunktet for ejendommens tilbageførsel, jf. § 8 A, stk. 2. Dette vil
sige den afgiftspligtiges ægtefælle eller beslægtet eller besvogret i op-
eller nedstigende linie, eller at ejendommen er erhvervet i et dødsbo, og
erhververen er en af de nævnte personer.
Frigørelsesafgiften tilbagebetales med tillæg af renter på 4 pct. p.a.,
beregnet fra betalingsdagen.
Er frigørelsesafgiften betalt, efter at der er betalt henstandsrenter,
tilbagebetales halvdelen af henstandsrenterne til ejendommens ejer, såfremt
denne har krav på tilbagebetaling af frigørelsesafgiften.
Reglerne om tilbagebetaling af frigørelsesafgift og/eller renter omfatter
ikke ejendomme, der tilhører staten eller kommunerne.
Tilbagebetalt frigørelsesafgift skal ikke medregnes ved
indkomstopgørelsen. Det samme gælder henstandsrenter, jf. LL § 17B.
E.J.3.3.2 Frigørelsesafgiften ikke betalt
Hvis frigørelsesafgiften ikke er betalt, fordi der er ydet henstand med
betalingen i henhold til lovens § 6, bortfalder henstandsbeløbet. Halvdelen
af betalte henstandsrenter udbetales til den, der på tidspunktet for
henstandsbeløbets bortfald er ejer af ejendommen.
Frigørelsesafgift, der er tilbagebetalt eller bortfaldet i medfør af § 8A,
kan ikke fradrages i avanceopgørelsen ved ejendommens afståelse. Dette gælder
såvel i de tilfælde, hvor avancen beskattes som almindelig indkomst i medfør
af SL § 5 a som i de tilfælde, hvor avancen henhører under EBL, jf.
henholdsvis LL § 4A, stk. 4 og EBL § 6, stk. 3, 2. punktum. Tilsvarende kan
frigørelsesafgiften heller ikke fratrækkes i avancer opgjort efter EBL,
såfremt den er opstået inden den 1. januar 1993, hvis anskaffelsessummen
opgøres på grundlag af ejendomsværdien pr. 1. januar 1993, og ej heller,
såfremt frigørelsesafgiften er opstået inden den 19. maj 1993, hvis
anskaffelsessummen opgøres på grundlag af en vurdering efter vurderingslovens
§ 4 B.
E.J.4 Almindelig indkomst, næring
Der henvises til Ole Bjørn m.fl.: Lærebog om indkomstskat (7. udg.) s. 196
ff, Helkett (16. udg.) s. 526 ff, Thøger Nielsen: Indkomstbeskatning I, s.
549-576, Moritz Hansen: Beskatning af fast ejendom (2. rev. udg. 1976), Lars
Vistesen: Mange momenter indgår i næringsbeskatning ved salg af fast ejendom
(RR 1987.1.84).
Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom erhvervet som led i næring
beskattes som personlig indkomst, jf. SL §§ 4 og 5a, idet
ejendomsavancebeskatningsloven ikke finder anvendelse. Tab kan tilsvarende
fradrages i den personlige indkomst.
Næringsdrivende i relation til handel med fast ejendom skal endvidere
medregne kursavancer og kan fradrage kurstab på pantebreve erhvervet som led
i næringen, se herom afsnit A.D.2.2.2.
Ved næring forstås den varige virksomhed, en skattepligtig udøver som sin
hele eller delvise levevej. Enkeltstående dispositioner omfattes alene af
reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, selv om de foretages med henblik
på at opnå fortjeneste ved videresalg (spekulation). Næringsbeskatning
omfatter således fortjeneste og tab, som er realiseret på ejendomme, der
hører til omsætningsformuen.
Det beror på en konkret bedømmelse, om der foreligger næring, idet der dog
i praksis foretages en afvejning af visse typiske momenter.
Skattemyndighederne har bevisbyrden for deres påstand om, at den
skattepligtige er næringsdrivende ved erhvervelsen af ejendommen, eller at
næring påbegyndes herved. Er dette godtgjort, gælder en formodningsregel om,
at også den foreliggende ejendom er omfattet af næringsvirksomheden, se
f.eks. VLD af 15. nov. 1983 (skd. 1984.s.270), VLD af 10. okt. 1984 (TfS
1984.523), VLD af 11. dec. 1984 (TfS 1985.45) samt HD af 6. dec. 1988, Skat
1989.2.131.
HD af 11. apr. 1985 (TfS 1985.258) statuerede næring ved en murermesters
salg af en ejendom, der havde været benyttet til egen beboelse. Grunden var
erhvervet i april 1975. Den herpå opførte ejendom tjente til bolig fra 1.
jan. 1976 til salget pr. 1. aug. 1978. På købstidspunktet var skatteyderen
selvstændig murermester. Denne virksomhed udvidedes i 1976 med køb og salg af
fast ejendom. Landsretten havde ikke statueret næring, da næring først ansås
for at være påbegyndt efter anskaffelsen af ejendommen. Højesteret ændrede
afgørelsen, da også købet i foråret 1975 af den omhandlede parcel og salget
af den bebyggede ejendom lidt over 3 år senere under de foreliggende
omstændigheder fandtes at være sket som led i hans næring.
Se også HD af 24. apr. 1992. En advokats fortjeneste ved salg af en
ejerlejlighed blev anset for almindelig indkomst, idet der var tale om
binæring. Advokaten havde tidligere deltaget som interessent i 4 mindre
udstykningsforetagender, og udøvede i hvert fald på tidspunktet for
erhvervelsen af den omhandlede ejendom en sådan virksomhed med køb og salg af
fast ejendom, at ejendommen måtte anses for at være erhvervet som led i hans
næringsvej, TfS 1992.261.
ØLD af 17. februar 1993, Told*Skat Nyt 1993.9.407. En skatteyder, der
siden 1959 havde drevet landbrug som hovederhverv, og siden 1960'erne havde
handlet et betydeligt antal ejendomme, dels personligt og dels i et selskab,
hvori han var hovedaktionær, blev beskattet af fortjeneste ved salg af to
sommerhuse som binæring. Ved afgørelsen blev der henset til omfanget og
antallet af ejendomshandler, den tidsmæssige udstrækning af de tidligere
afståelser samt størrelsen og kontinuiteten af fortjenesterne. Sommerhusene
var erhvervet i henholdsvis 1972 og 1974 og havde været udlejet indtil salget
i 1983. * ØLD af 13. apr. 1994, TfS 1994.383. En byggeadvokat havde i en
årrække drevet næringsvirksomhed med handel med faste ejendomme af
forskellige kategorier, i vidt omfang sammen med andre næringsdrivende inden
for området. I 1981, 1982 og 1983 afhændede han sine andele i hotelejendomme
og industriejendomme, som han i sin tid havde erhvervet, angiveligt fordi han
ønskede at få kapital, der var blevet frigjort, investeret i kapitalanlæg.
Landsretten fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse
salgene af andele i hoteller mv. for at falde uden for hans næringsvirksomhed
med salg af fast ejendom. Hans avance ved salgene var derfor med rette anset
for skattepligtig almindelig indkomst. *
E.J.4.1 Næringsmomenter
E.J.4.1.1 Arbejdsområde
En række faggrupper vil som følge af deres arbejdsområde være omfattet af
næringsformodning. Dette gælder, selv om der kun er tale om bierhverv.
Næringsformodningen gælder som udgangspunkt alle salg, uanset virksomheden
hidtil kun har omfattet en bestemt kategori af ejendomme.
Ejendomshandlere og selvstændige håndværksmestre med andele i
byggeentrepriser beskattes næsten altid. Udtrykket ejendomshandler skal
forstås bogstaveligt, idet ejendomsmæglere, hvis virksomhed kun har bestået
af formidling af ejendomshandel, ikke er omfattet. Imidlertid vil ganske få
ejendomshandler for ejendomsmæglerens egen regning bringe ham ind under
næringsbeskatning, idet mæglerens fagkundskab på området og erhvervsmæssige
tilknytning til ejendomsmarkedet i sig selv skaber en formodning for næring.
Næringsbeskatning vil også kunne komme på tale for byggeadvokater,
arkitekter, bygningsingeniører, landinspektører og bygningshåndværkssvende.
Bygningshåndværkere, der kun udfører reparationsarbejder og ikke opfører
eller sælger ejendomme for egen regning, og arkitekter mv., der aldrig har
bygget huse for egen regning omfattes ikke af næringsformodningen, UfR
1981.1005 (H) og UfR 1970.552 (Ø).
HD af 13. jan. 1988, Skat 1988.3.131: En tømrermester, der som deltager i
et interessentskab havde opført en udlejningsejendom, og som ved
interessentskabets opløsning havde overtaget 2 blokke i ejendommen, som han -
angiveligt af likviditetsmæssige grunde - udstykkede i ejerlejligheder, blev
næringsbeskattet af salg efter 15 års ejertid. Tømrermesteren havde ikke for
egen regning opført udlejningsejendomme, bortset fra en enkelt, som ikke var
udstykket.
UfR 1972.716 (H) (skd. 1972.s.170). En gas- og vandmester og dennes fader,
der i forening drev håndværksvirksomhed som sanitets-, gas- og vandmestre med
reparationsarbejder mv., men havde opført et parcelhus, blev beskattet af
fortjenesten ved salget ud fra et næringssynspunkt. Det blev oplyst, at huset
var opført med det formål, at sønnen skulle bebo ejendommen, men at han ved
færdiggørelsen fandt, at huset på grund af forskellige, hovedsagelig
familiemæssige, omstændigheder ikke mere var velegnet hertil, hvorefter det
blev afhændet, uden at sønnen var flyttet ind. Højesteret begrunder
afgørelsen med, at selv om det lægges til grund, at sønnen oprindelig havde
til hensigt at opføre et hus til egen beboelse, måtte det antages, at
byggeriet og salget skete som et led i sønnens og faderens næring, bl.a.
fordi byggeregnskabet mv. i enhver henseende indgik i interessentskabets
regnskaber, og at blikkenslagerarbejdet, der udgjorde en stor del af
håndværkerudgifterne, var udført delvis inden for firmaets arbejdstid.
HD af 22. aug. 1984 (TfS 1984.396). En slagtermester - der drev
bibeskæftigelse ved handel med fast ejendom - blev næringsbeskattet ved salg
af et parcelhus efter 16 års besiddelsestid.
HD af 6. dec. 1988, Skat 1989.2.131. En murermester blev anset som
almindelig indkomstskattepligtig ved salg af udlejningsejendomme 8 og 10 år
efter, at han havde erhvervet dem fra et aktieselskab, hvori han 7 år
tidligere havde erhvervet samtlige aktier ved arv. Det forhold, at den
pågældendes næring ikke tidligere havde omfattet udlejningsejendomme, fandtes
ikke at kunne føre til et andet resultat.
UfR 1977.282 (H) (skd. 1977.s.211). En byggeadvokat ansås
indkomstskattepligtig af fortjeneste ved salg af ejerlejligheder i ejendomme,
som han havde erhvervet i 1954 og 1957, 14 og 11 år før salg af de første
ejerlejligheder. Der fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse
advokatens dispositioner vedrørende disse ejendomme for at falde uden for den
af ham drevne almindelige næringsvirksomhed inden for fast ejendom. Det må
antages at være uden betydning for resultatet, om ejendommene var solgt efter
eller uden opdeling i ejerlejligheder.
E.J.4.1.2 Aktivitetens omfang
For personer uden for de i afsnit E.J.4.1.1 omhandlede faggrupper, vil
hyppige køb/salg af fast ejendom over en periode kunne medføre
næringsformodning. Her må det samlede antal omsatte ejendomme tillægges vægt,
idet der dog ikke kan fastsættes en absolut talmæssig grænse. Endvidere må
kontinuiteten og størrelsen af fortjenesten tages i betragtning.
Det er en forudsætning, at der er tale om en løbende omsætning, da
enkeltstående ejendomskøb, som foretages af personer, der ikke er belastede
af tidligere ejendomshandler eller tilknytning til ejendomsmarkedet, alene
kan betragtes som spekulation (EBL). Dette gælder, selv om der investeres
betydelige beløb i ejendommen, og selv om videresalget indbringer stor
fortjeneste.
På den anden side vil erhvervelse og videreførelse af et
udstykningsforetagende i drift kunne anses som etablering af næring og
således medføre næringsbeskatning.
UfR 1973.485 (H). En direktørs erhvervelse af 37 ejendomme og afhændelse
af 25 førte til næringsbeskatning.
Ved HD af 2. okt. 1984 (TfS 1984.466) blev en ejer af udlejningsejendomme
anset for næringsdrivende. Sagsøgeren gjorde gældende, at han aldrig havde
haft erhverv ved køb og salg af ejendomme, og at i hvert fald de senest
foretagne køb var foretaget med henblik på investering. Østre Landsret lagde
i dommen til grund, at sagsøgeren i årene fra 1935 til 1977 havde købt 41
udlejningsejendomme og solgt 35 af dem. Disse handeler var i det væsentlige
sket før 1961. Men også siden havde sagsøgeren gennem et aktieselskab og ved
samarbejde med en forhenværende vekselerer købt og solgt udlejningsejendomme
og andele heri. Hans formue var i dette tidsrum tredoblet, og hans indkomster
havde været små, idet der var foretaget betydelige afskrivninger. På denne
baggrund fandt retten, at salget af de omhandlede ejendomme var sket som et
led i sagsøgerens næring.
ØLD af 7. maj 1981 (skd. 1982.s.201). En direktør og hovedaktionær i
trælastbranchen (kun grossistvirksomhed) købte i 1966 samlet 192
sommerhusgrunde af et familieaktieselskab, hvori hans hustru havde betydelige
kapitalmæssige interesser. Det var direktørens plan at opføre sommerhuse til
udlejning, men han måtte afhænde grundene til et aktieselskab med en samlet
avance på 2.984 kr. Skatteyderen havde ikke før eller senere beskæftiget sig
med udstykning af grunde, og det skyldtes en tilfældighed og familiemæssige
forhold, at han foretog dette enkeltstående køb af sommerhusgrunde.
Landsretten fandt det ikke godtgjort, at dette enkeltstående engagement havde
været et led i skatteyderens næring, hvorefter han ikke var almindelig
indkomstskattepligtig af kursværdien på sælgerpantebrevene.
HD af 11. jan. 1982 (UfR 1982.144 (H)). En arkitekt, hvis hustru i 1972
havde erhvervet et større antal attraktivt beliggende sommerhusgrunde, blev
fritaget for næringsbeskatning af fortjenesten ved salg året efter af 22 af
grundene. Han blev i stedet spekulationsbeskattet af fortjenesten, som i dag
ville have været omfattet af reglerne i EBL.
Skat 1985.4.105: En luftkaptajn, der havde erhvervet 9 grunde i Spanien
med henblik på bebyggelse og videresalg, blev nægtet fradrag for tab ved
salg, idet Landsskatteretten bl.a. under hensyn til, at skatteyderen ikke
tidligere havde haft et arbejdsområde, der omfattede salg af fast ejendom,
fandt, at erhvervelsen af grundene ikke var sket som led i en løbende næring,
eller at skatteyderen ved køb af grundene kunne anses for at have etableret
en næringsvej.
E.J.4.1.3 Konsortialfællesskab, interessentskab
Hvis en ejendom erhverves eller opføres af et konsortialfællesskab, vil
dette kunne føre til næringsbeskatning hos den enkelte deltager af avancen
ved afståelse. Det er bl.a. konsortialdeltagernes tilknytning til
ejendomsmarkedet, som har afsmittende effekt, hvorved der skabes en
formodning for næring. Der skal dog foretages en individuel bevisbedømmelse
for hver enkelt deltager i konsortiet. Må det efter en sådan bevisbedømmelse
konstateres, at den pågældendes virksomhed hverken før eller efter hans
indtræden i konsortiet kan anses som næring, vil han ikke blive
næringsbeskattet.
HD af 28. april 1982 (skd. 1983.s.268), UfR 1982.570 (H). 2 interessenter,
henholdsvis en vekselerer og en ejendomsmægler, der i kompagniskab købte og
solgte fast ejendom, blev anset for næringsdrivende også med hensyn til en
række udlejningsejendomme, som i følge den interessentskabskontrakt, der blev
oprettet som led i erhvervelsen af udlejningsejendommene, alene var erhvervet
". . . med henblik på betryggelse af vor alderdom, og efter vor død til
sikring af vore enker og børn." I dommen anførtes, at interessenterne i
tilknytning til deres erhverv som vekselerer og ejendomsmægler drev en
vidstrakt virksomhed, der foruden ejendomsadministration og pantebrevshandel
også omfattede køb af faste ejendomme - efter det oplyste på grundlag af
misligholdte pantebreve - og senere salg af de nævnte ejendomme. På denne
baggrund findes der ikke i besiddelsestiden for de i sagen omhandlede
ejendomme, som i øvrigt enten slet ikke eller kun i beskedent omfang
afkastede udbytte, og i den i interessentskabskontrakten tilkendegivne
hensigt med deres erhvervelse at være tilstrækkeligt grundlag for at anse
interessenternes dispositioner vedrørende disse ejendomme for at falde uden
for deres næring.
VLD af 2. juni 1981 (skd. 1981.s.398). En VVS-installatør deltog i et
kommanditselskab, som opførte et par udlejningsbyggerier. Da udlejningen
viste sig underskudsgivende, blev ejendommen opdelt i ejerlejligheder og
solgt. Installatøren, som var frimurer, kom ifølge det oplyste alene til at
deltage i opførelsen af ejendommene i samarbejde med andre håndværkere som
led i planerne om at opføre en bygning, som kunne rumme en loge til
frimurerordenen. Bl.a. under hensyn til, at byggerierne blev udført af
byggekonsortier, der bestod af håndværkere og advokater, fandt landsretten,
at fortjenesterne ved salg af ejerlejligheder måtte anses for opnået som led
i næring. Det blev ikke tillagt betydning, at installatøren personligt havde
forestillet sig, at hans deltagelse i byggerierne i det væsentligste tog
sigte på tilvejebringelse af en anlægsformue i selvpensioneringsøjemed. Ej
heller blev det tillagt betydning, at installatøren kun udførte en mindre del
af de samlede entrepriser vedrørende de 2 byggerier.
VLD af 20. nov. 1984 (TfS 1984.583). En civilingeniør blev efter en
ejertid på ca. 10 år næringsbeskattet ved salg af en anpart af en større
industriejendom, som et kommanditselskab havde erhvervet med henblik på
udlejning. Kommanditselskabet var stiftet af ham selv, en direktør, en
arkitekt og 2 andre civilingeniører - alle beskæftiget inden for
byggebranchen. Retten lagde bl.a. vægt på, at ejendommen var erhvervet i
samarbejde med en kreds af personer med solid professionel indsigt i
virksomhed med køb og salg af fast ejendom.
Skat 1989.7.545. Et anpartsselskab, hvis formål var at købe og bebygge en
grund og derefter drive ejendommen som komplementar i et kommanditselskab,
blev anset for skattepligtigt ud fra næringssynspunktet af avancen ved salg
af komplementarandelen (1 pct.), idet afsmitningssynspunktet blev anset for
anvendeligt, efter at kommanditisterne var næringsbeskattet af salgsavancen.
Anpartsselskabet havde ikke i øvrigt omsat fast ejendom. Afgørelsen er
indbragt for domstolene.
VLD af 13. aug. 1993, Told*Skat Nyt 1993.22.1023. Andel i et
kommanditselskabs fortjeneste ved salg af fast ejendom var skattepligtig
almindelig indkomst for en kommanditist, uanset at denne i øvrigt ikke havde
haft andre aktiviteter vedrørende køb og salg af fast ejendom.
Kommanditselskabet var anset for næringsdrivende med køb og salg af fast
ejendom, og komplementaren og de to kommanditister, der havde den bestemmende
indflydelse i kommanditselskabet, var næringsdrivende med handel med fast
ejendom. Sagen blev indbragt for Højesteret, men anken er nu hævet.
UfR 1982.443 (H) (skd. 1982.s.283) statuerede, at en gårdejer, der indskød
et grundstykke i et interessentskab, stiftet med henblik på at gennemføre
udstykning og salg af en række parceller, ikke var almindelig
indkomstskattepligtig af de indvundne fortjenester, uagtet at de øvrige
interessenter var blevet anset for almindelig indkomstskattepligtige. Det var
ubestridt i sagen, at gårdejeren ikke var blevet beskattet, såfremt han havde
solgt grundstykket til interessentskabet.
Dommen er kommenteret af Munch i UfR 1982B.325. Fra kommentaren kan
nævnes: "Det har ikke været tanken at tage afstand fra, at spekulations-
eller næringshensigt hos nogle deltagere i en fælles virksomhed kan få
betydning til belysning af andre deltageres forhold. Var jord blevet købt hos
tredjemand af interessentskabet kunne man ikke ved bedømmelsen af gårdejerens
mulige skattepligt have set bort fra de andre interessenters forhold."
"Under de i Højesterets præmisser beskrevne omstændigheder måtte
forholdene ved gårdejerens erhvervelse af arealet tillægges større betydning
end forholdene omkring interessentskabets stiftelse og drift."
ØLD af 6. apr. 1987, Skat 1987.6.400. En restauratørs indtræden i 2
ejendomsinteressentskaber ved arveudlæg uden succession for en ideel anpart
på henholdsvis 3,79 pct. og 5,9 pct. ansås som indtræden i en bestående
næringsvirksomhed, hvorfor arvingen skulle indkomstbeskattes af sin del af
fortjenesten ved de efter arveudlægget stedfundne salg af ejerlejligheder
beliggende i 2 udlejningsejendomme, som interessentskaberne havde opført og
udstykket som led i næring.
ØLD af 18. sep. 1990, t&s nyt 1991.2.57. En tidligere ansat i
byggehandelsvirksomhed blev anset for næringsdrivende med køb og salg af fast
ejendom, særligt ud fra et afsmitningssynspunkt, idet sagsøger i flere år
havde været deltager i interessentskaber sammen med særdeles kyndige indenfor
ejendomshandelsmarkedet.
Lsr. kendelse af 30. jun. 1993, Told*Skat Nyt 1993.17.798. Andel af en
række ejerlejlighedsejendomme blev udlagt uden succession til klager.
Ejendomsandelene tilhørte afdødes anlægsformue, og uanset at de øvrige andele
af ejendommene for en dels vedkommende tilhørte næringsdrivende personer
inden for ejendomsområdet, blev klager ikke næringsbeskattet ved salg af
ejerlejligheder, da han ikke selv fandtes at være næringsdrivende i relation
til fast ejendom. * ØLD af 3. marts 1994, TfS 1994.294. En revisor købte i
1983 som deltager i et interessentskab en ideel anpart på 10% af en
udlejningsejendom. Der var tre andre interessenter, herunder to
ejendomsselskaber, der hver erhvervede andele på 40%. Ejendomsselskaberne,
der gennem en årrække havde foretaget køb og salg af fast ejendom, indgik i
en koncern, som skatteyderen var revisor for. Han benyttede
investeringsfondshenlæggelser til erhvervelsen af sin andel af ejendommen.
Ejendommen blev afhændet igen i februar 1986. Landsretten lagde til grund, at
revisoren måtte være bekendt med, at de to selskaber, der erhvervede de 80%
af ejendommen, havde drevet næring med køb og salg af fast ejendom og derfor
med rette var blevet beskattet af fortjenesten ved salget. Der var derfor en
formodning for, at også han havde erhvervet sin andel af ejendommen som led i
næring, og landsretten fandt ikke, at denne formodning var blevet afkræftet
af revisoren. *
E.J.4.1.4 Aktieselskaber - afsmitning
Ved bedømmelsen af, hvorvidt et aktieselskabs erhvervelse af fast ejendom
er sket som led i næring, vil man ud over selskabets vedtægtsmæssige formål i
udstrakt grad lægge vægt på selskabets faktiske aktivitet og aktionærernes
forhold. Som eksempler på en sådan "afsmitning" henvises til UfR
1942.95 (H) og 1943.43 (H).
Ligeledes vil der ved bedømmelsen af aktionærernes forhold under særlige
omstændigheder kunne lægges vægt på selskabets forhold. Se som eksempler
herpå UfR 1956.261 (H) og lsr. 1977.110.
Et moderselskabs forhold vil tilsvarende kunne lægges til grund ved
bedømmelsen af datterselskabet, jf. princippet i UfR 1972.520 (H)
(kommenteret i UfR 1972B.238), hvor Højesteret dog ikke fandt grundlag for
nærings- eller spekulationsbeskatning, da moderselskabet trods dets
formålsbestemmelse ikke havde handlet med fast ejendom overhovedet, ligesom
datterselskabet ikke havde handlet med andre ejendomme end den foreliggende.
VLD af 25.8.1980 (skd. 1981.s.94). En direktør erhvervede i aug. 1972 en
byggegrund, hvorpå han lod opføre et hus til beboelse for sig og sin familie.
Samme år stiftede han et byggeselskab med det formål, at drive
byggevirksomhed samt handel med fast ejendom mv. Huset, der var færdigt til
indflytning i jan. 1973, blev solgt i nov. 1974. Under hensyn til, at
direktøren begyndte sin virksomhed i byggeselskabet samtidig med erhvervelsen
af grunden, og at han efterfølgende drev virksomhed med køb og salg af faste
ejendomme, fandt landsretten, at muligheden for fortjeneste ved videresalg
havde haft en sådan betydning for ham ved erhvervelsen, at avancen måtte
anses for indkomstskattepligtig efter statsskattelovens § 5a. Sml. VLD af 11.
dec. 1984 (TfS 1985.45).
HD af 22. sept. 1989, Skat 1989.11.858. Et aktieselskab, som blev stiftet
med henblik på opførelse af et forretnings- og kontorcenter, og hvis stiftere
alle havde væsentlig tilknytning til byggebranchen, blev næringsbeskattet ved
salg af en del af ejendommen, uanset vedtægter og aktionærkreds var ændret i
mellemtiden. Skat 1990.4.287. Ændringer i et selskabs ejerforhold og
formålsparagraf kunne ikke medføre næringsbeskatning m.h.t. en ejendom,
selskabet forinden havde erhvervet som anlægsaktiv.
Om afsmitning i relation til næringsbeskatning af kursavancer, se også
A.D.2.2.5.
For ejendomsselskaber vil det bero på en konkret undersøgelse, hvorvidt
selskabets afhændelse af fast ejendom er et led i næringsvirksomhed.
Selskabets formålsparagraf er ikke eneafgørende.
HD af 18. dec. 1991, Told*Skat Nyt 1992.3.74. Et selskabs salg af en del
af en udlejningsejendom blev anset for sket i næring. Der var henset til
selskabets stiftelsesoverenskomst, hvorefter formålet bl.a. omfattede
eventuelt salg af fast ejendom. Endvidere havde selskabet udover den nævnte
ejendom købt en grund, hvorpå der blev opført parcelhuse til videresalg, og
hovedaktionærerne havde begge tilknytning til byggevirksomhed. Der henvises i
øvrigt til LVS.
E.J.4.1.5 Anlægsinvestering - overgang til anlægsformue
En påstand om, at en eller flere ejendomme, der er erhvervet efter
påbegyndelsen af næringsvirksomheden, er købt med selvpensionering eller
kapitalanlæg for øje, vil normalt ikke blive fulgt, se bl.a. UfR 1975.519 (H)
(skd. 1976.s.61), og VLD af 29. juni 1988, Skat 1988.8.457. Om
driftsbygninger se E.J.4.1.6.1.
Hvis en ejendom er erhvervet som led i næring, vil en påstand om senere
overgang til anlægsformue ligeledes kun sjældent kunne forventes fulgt. Hvis
skatteyderen har ejet ejendommen i meget lang tid, herunder en årrække efter
virksomheden i øvrigt er ophørt, vil det dog kunne bevirke, at
næringsformodningen anses for afkræftet.
Håndværkere vil iflg. praksis yderst sjældent få medhold i en påstand om
overgang til anlægsformue. En ejendomshandler har i et enkelt tilfælde fået
medhold i en sådan påstand, se nedenfor om HD af 25. jan. 1971 (UfR 1971.133
(H)).
En ejendoms karakter af udlejningsejendom afkræfter ikke
næringsformodningen.
Salg af en ejendom, som tilhører den næringsdrivendes ægtefælle, anses for
sket som led i næringsvirksomhed, medmindre ægtefællen medbragte ejendommen i
ægteskabet, har arvet ejendommen eller det i øvrigt kan godtgøres, at
ægtefællen har haft en ekstraordinær anledning til kapitalanlæg, f.eks.
placering af en betydelig likvid formue i fast ejendom. * Se dog LSR af 20.
sept. 1994, TfS 1994.727. Klageren, der var sygeplejerske, havde i 1978
erhvervet en ejerlejlighed med henblik på at sikre moderens fortsatte
beboelse af lejligheden. Ejerlejligheden blev solgt i 1990 som følge af
moderens sygdom. Uanset at klagerens ægtefælle måtte anses for at være
omfattet af en næringsformodning vedrørende fast ejendom, fandt
Landsskatteretten, at klagerens afståelse af ejerlejligheden ikke var sket
som led i næring. Der blev herved henset til, at klageren ikke tidligere
havde handlet med fast ejendom i noget væsentligt omfang, samt til det
oplyste om baggrunden for erhvervelsen af den omhandlede ejerlejlighed,
ejertidens længde og omstændighederne ved salget af ejendommen. *
Som eksempel på accept af en påstand om kapitalanlæg kan henvises til HD
af 25. jan. 1971 (UfR 1971.133 (H)) skd. 1971.s.80. En gårdejer solgte i 1949
sin gård og ophørte med at drive landbrug. Omkring 1951 foretog han en del
handeler med fast ejendom, men ophørte hermed i hvert fald i 1953.
Skatteyderens handeler med fast ejendom foregik i et værtshusmiljø omkring
Kvægtorvet i København, og de fleste handeler havde medført tab for
skatteyderen. Da skatteyderen var nervesvækket og periodevis utilregnelig,
søgte hans familie at få ham væk fra værtshusmiljøet, hvorfor han som led i
afviklingen af sin handelsvirksomhed købte en landejendom i Tikøb i 1952.
Ejendommen lå uden for udviklingsområde og blev søgt afhændet med tab, såvel
i 1952, da den bortforpagtedes, som i 1958. I 1961 afgik skatteyderen ved
døden, hvorefter enken hensad i uskiftet bo. I 1965 solgte enken ejendommen
med gevinst. Flertallet i Højesteret fandt at ejendommen måtte anses for
erhvervet som led i afviklingen af gårdejerens handelsvirksomhed, men selv om
dette ikke måtte have været tilfældet, antog Højesteret, at ejendommen var
overgået til anlægsformuen, idet retten henså til den lange besiddelsestid,
og til at ejendommen stedse var blevet drevet som landbrug. Herefter var
betingelserne for beskatning af avancen som almindelig indkomst ikke opfyldt.
Se endvidere VLD af 21. aug. 1989, Skat 1989.10.781. En murermesters
erhvervelse af en ejendom med henblik på at drive cafeteria blev anset for en
anlægsinvestering. Skatteyderen og hans hustru drev selv cafeteriet i 1 år,
medens han havde opgivet sin næringsvirksomhed som murermester. Efter
bortforpagtning i 9 år blev ejendommen solgt til forpagter.
Se også UfR 1970.64 (H) (skd. 1970.s.57), hvor der dog forelå særegne
omstændigheder.
Det kan forekomme, at en videresalgshensigt, som forelå ved erhvervelsen,
må anses for opgivet ved afhændelsen med den virkning, at ejendommen ikke
længere behandles som næringsejendom. Det anførte er principielt tiltrådt af
Højesteret i ovennævnte UfR 1971.133 (H) (skd. 1971.s.80), jf. også
kommentaren i UfR 1971B.247.
Når en udlægshaver succederer i afdødes næring efter reglerne i
kildeskatteloven, må det som udgangspunkt anses for udelukket, at ejendommen
skattemæssigt kan overgå til anlægsformue, idet dog en samlet bedømmelse af
forholdene kan føre til afkræftelse af næringsformodningen. Se i øvrigt herom
Lida Hulgaard i Jur. & Økon. 1974, s. 48 ff og Vedel i UfR 1974B.288 ff
og Vedel: Dødsbobeskatningen 5. udg. s. 186. Se også afsnit A.I.
ØLD af 30. sept. 1965, gengivet i SO 1966.24D. En tømrermester blev
næringsbeskattet ved salg af en ejendom til lejeren, der igennem 20 år havde
anvendt den til politistation.
Skat 1985.1.21. En forhenværende murermesters salg af 2 ejendomskomplekser
blev ikke beskattet med almindelig indkomstskat under hensyn til ejertidens
længde (18-21 år) og længden af perioden mellem murermestervirksomhedens
ophør og salgene (11 år).
HD af 18. aug. 1989, Skat 1989.10.791. Næringsformodningen blev ikke anset
for afkræftet ved en pensioneret ejendomsmæglers evt. salg af en ejendom
erhvervet i 1969 og før mæglervirksomhedens ophør. Retten lagde vægt på, at
ejendommen efter sin karakter og beliggenhed måtte anses for mindre egnet som
anlægsinvestering, og at skatteyderen også efter mæglervirksomhedens ophør
havde beskæftiget sig med ejendomshandel.
VLD af 25. okt. 1990, t&s nyt 1991.3.112. Næringsformodningen blev
undtagelsesvist anset for afkræftet ved salg af en andel af to
udlejningsejendomme. Der var henset til den lange besiddelsestid og til, at
ejendommene trods opfordringer hertil ikke blev udstykket i ejerlejligheder.
Endvidere til at ejendommene blev afhændet som en helhed efter sagsøgerens og
de øvrige deltageres pensionsalder og ophør med næringsvirksomhed.
HD af 4. dec. 1991. En tidligere bygmesters salg af en udlejningsejendom
efter 17 års ejerskab blev anset for sket i næring. Ejendommen, der var
anskaffet i 1970 blev solgt i 1987. Sagsøgeren havde som led i sin
byggevirksomhed gennem en længere årrække drevet næringsvirksomhed med køb og
salg af fast ejendom. Efter ophør med byggevirksomheden i 1968 købte og
solgte han frem til begyndelsen af 1980'erne udlejningsejendomme i ikke
ubetydeligt omfang. Næringsformodningen blev herefter ikke anset for
afkræftet, Told*Skat Nyt 1992.2.35.
E.J.4.1.6 Ejendommens anvendelse
Ejendommens konkrete anvendelse og placering i skatteyderens økonomi kan
bevirke, at ejendommen ikke anses erhvervet som led i den af skatteyderen i
øvrigt drevne næring ved handel med fast ejendom.
E.J.4.1.6.1 Driftsbygning
Den næringsdrivende skatteyders forretningsejendom vil kunne anses for en
anlægsejendom, således at fortjeneste ved salg beskattes efter reglerne i
EBL.
HD af 9. aug. 1990, Skat 1990.10.747. En bygmester havde i 1979 erhvervet
en grund, der iflg. lokalplan skulle benyttes til både bolig og erhverv. I
overensstemmelse med hensigten ved erhvervelsen anvendtes grunden til
oplagsplads for bygmesterens virksomhed, og der opførtes et parcelhus, som
benyttedes til familiens bolig og til kontor. Ejendommen solgtes på
tvangsauktion i 1984. Højesteret nægtede fradrag for det herved lidte tab, da
bygmesteren ved erhvervelsen havde haft til hensigt at anvende ejendommen i
en længere årrække, og salget alene skete, fordi han på grund af sygdom og
mindre indkomst var tvunget til det.
ØLD af 22. sept. 1987, Skat 1987.11.787. En ingeniør ejede halvdelen af
aktiekapitalen i et murer- og entreprenørselskab. Endvidere ejede han
personligt halvdelen af den ejendom, hvorfra selskabet drev sin virksomhed,
idet ejendommen fungerede som administrationsbygning og oplagsplads for
selskabet. Såvel skatteyderen som selskabet var blevet næringsbeskattet ved
salg af ejendomme. P.g.a. alvorlig sygdom påtænkte skatteyderen at sælge sin
halvdel af nævnte ejendom. Østre Landsret lagde til grund, at erhvervelsen og
bebyggelsen af ejendommen fandt sted for at kunne drive
entreprenørvirksomheden fra denne ejendom i stedet for som hidtil fra 2
ejendomme, der havde fungeret som henholdsvis administrationsbygning og
oplagsplads. Henset til at salget alene var begrundet i skatteyderens
alvorlige sygdom, der gjorde ham ude af stand til at deltage i driften, fandt
landsretten herefter, at erhvervelsen og senere salget af halvdelen af
ejendommen ikke kunne anses som et led i skatteyderens næringsvirksomhed.
ØLD af 30. jan. 1984, TfS 1984.84. Tømrermester ikke anset
indkomstskattepligtig af avance ved salg af værkstedsbygning, opført til og
benyttet i hans tømrervirksomhed i 4½ år.
ØLD af 25. juni 1991, t&s nyt 1991.14.772. Et selskab havde opført en
lagerbygning, der solgtes til et søsterselskab og efter salget udlejedes til
og benyttedes af selskabet. Salget kunne ikke henføres til selskabets
næringsvirksomhed, da virksomheden trods selskabets formålsparagraf ikke
havde omfattet handel med fast ejendom. At øvrige selskaber indenfor samme
koncern var næringsdrivende med fast ejendom kunne ikke føre til andet
resultat.
ØLD af 12. okt. 1981, skd. 1982.s.359. En skatteyder, der primært drev
virksomhed med køb og salg af møntvaskerier og -renserier, blev anset
skattepligtig af en fortjeneste ved salg af en ideel anpart af den ejendom,
hvori renseriet var beliggende, idet ejendommen alene var erhvervet som led i
købet af renseriet samme sted. Fortjenesten fandtes på denne baggrund opnået
som et led i den pågældendes næring.
VLD af 14. aug. 1990, SKAT 1990.10.748. En arkitekts salg af hotel efter 7
års ejertid blev anset for sket i næring. Der havde indtil købstidspunktet
været tale om omfattende næring med fast ejendom. Ved købet indgik 6
rækkehuse i handelen. Hoteldrift forelå kun i begrænset omfang. Landsretten
anså ikke næringsformodningen for afkræftet, idet det måtte antages, at
muligheden for videresalg med fortjeneste havde indgået som et blandt flere
motiver til erhvervelsen af hotellet.
E.J.4.1.6.2 Egen bolig
En ejendom, som har været den næringsdrivendes private bolig igennem en
årrække, vil kunne udskilles fra omsætningsformuen. Den ledende dom på
området, UfR 1967.258 (H) (skd. 1967.s.84), er kommenteret af Trolle i UfR
1967B.255. Det anføres i kommentaren, at man af dommen vel kan udlede, at en
håndværker, der til vanlig pris køber eller bygger et hus til sig selv og
først afhænder det efter en halv snes års forløb, i almindelighed ikke vil
være indkomstskattepligtig af avancen. Herefter har man i tidligere praksis
opstillet en forhåndsformodning for næring, hvis den private bolig sælges
efter mindre end 10 års beboelsestid. I visse tilfælde er kravet om 10 års
beboelse dog fraveget, jf. Helkett, 16. udg., side 527, og de nedenfor nævnte
domme.
HD af 27. juni 1985 (TfS 1985.457): En murermester blev ikke beskattet af
avancen ved salg af en beboelsesejendom efter 6 års ejertid og 5 års
beboelsestid, idet den pågældende ved erhvervelsen af grunden og opførelsen
af huset havde til hensigt at anvende ejendommen som en varig bolig for sig
og sin familie, hvilket efter forholdene på erhvervelsestidspunktet ikke
kunne anses for urealistisk. Se også HD af 7. juni 1985 (TfS 1985.430), hvor
en ejendomsmægler ikke blev næringsbeskattet af avancen ved salg af et
parcelhus efter 5 års ejertid, selv om den pågældende forud for erhvervelsen
havde påbegyndt næring ved køb og salg af udlejningsejendomme, der blev
opdelt og solgt i ejerlejligheder.
HD af 22. jan. 1985 (TfS 1985.87). Næringsformodningen blev ikke anset for
afkræftet ved salg af en ejendom, der havde været benyttet til egen beboelse
i ca. 2½ år.
HD af 16. feb. 1987, Skat 1987.4.256. Ejendomshandler blev beskattet af
fortjeneste ved salg i 1979 af privat beboelsesejendom efter 4½ års
beboelsestid. Skatteyderens virksomhed, der omfattede såvel kommissionshandel
som handel med egne ejendomme og pantebreve samt nybyggeri, blev oprindeligt
drevet i selskabsform, men siden blev kommissionshandelen udskilt som
personlig virksomhed, medens den øvrige virksomhed fortsattes i et nystiftet
anpartsselskab. Retten lagde bl.a. vægt på, at skatteyderen på tidspunktet
for erhvervelsen af ejendommen havde erhverv som ejendomshandler og også i
øvrigt drev virksomhed på ejendomsmarkedet gennem det af ham dominerede
selskab, samt at han siden 1963 havde ejet 3 familieboliger.
ØLD af 25. apr. 1991, t&s nyt 1991.10.533. Næringsformodningen blev
ikke anset for afkræftet ved salg af en ejendom efter 15 år. Ejendommen var
opført med henblik på egen beboelse, men havde aldrig været beboet af
skatteyderen. * VLD af 14. sept. 1994, TfS 1994.650. En kloakmester købte i
1972 af sin moder et areal beliggende i bymæssig bebyggelse. Han udstykkede
og byggemodnede arealet. Han afhændede nogle af de udstykkede grunde i
ubebygget stand og andre med parcelhuse, han havde opført. Den ene af
grundene beholdt han, idet han oplyste, at han agtede at anvende den til
bolig. I 1986 opgav han dog at etablere bolig på grunden og afhændede denne.
Landsretten fandt, at det efter det oplyste om hans byggevirksomhed og køb og
salg af faste ejendomme måtte lægges til grund, at også anskaffelsen af det i
sagen omhandlede areal var sket som led i næringsvirksomhed, og at denne
salgshensigt ikke senere var opgivet. *
Om nægtet fradrag for tab, se HD af 9. aug. 1990, Skat 1990.10.747, Skat
1990.3.214 samt VLD af 8. maj 1991, t&s nyt 1991.11.577.
E.J.4.1.6.3 Købs-/salgsårsag
Købsformål og salgsårsag tillægges normalt ikke vægt ved bedømmelsen af,
om en ejendom kan holdes uden for næringsbeskatning. Personlige forhold, som
sygdom, økonomiske vanskeligheder og trivselsproblemer berettiger således
efter praksis ikke hertil. Se dog VLD af 8. aug. 1980 (skd. 1981.s.82).
E.J.4.1.7 Betydning af erhvervelsesmåden
E.J.4.1.7.1 Erhvervelse ved gave
Når erhvervelsen er sket som en ren gave, d.v.s. at der intet vederlag er
betalt, må næring normalt anses for udelukket. Hvor der sker en
gaveoverdragelse af et allerede ved overtagelsen tilrettelagt
udstykningsforetagende, - som erhververen fortsætter - beskattes fortjenesten
ved salgene dog som almindelig indkomst ud fra et næringssynspunkt.
Overdragelse af fast ejendom sker normalt ikke som ren gave, men som
blandet køb og gave. Blandet køb og gave foreligger, hvor erhververen betaler
et kontant beløb, påtager sig en gældsforpligtelse, eller, hvor indestående
prioriteter overtages. I disse tilfælde må det ud fra en helhedsvurdering af
forholdet omkring købet og salget afgøres, hvorledes ejendommen er erhvervet.
Se HD af 11. jan. 1982 (UfR 1982.144 (H)) og HD af 15. maj 1985 (TfS
1985.334), der vedrørte det nu ophævede spekulationsbegreb, samt lsr.
1980.149.
E.J.4.1.7.2 Erhvervelse ved arv mv.
Når en ejendom er erhvervet ved arv fra en person, der er afgået ved døden
før 1. jan. 1970, kan der ske beskatning med almindelig indkomstskat, når
arvinger fortsætter udstykningen af en arvet ejendom, lsr. 1964.120 og UfR
1969.108 (H), kommenteret i UfR 1969B.141.
Hvis afdøde var næringsdrivende og er afgået ved døden den 1. jan. 1970
eller senere, og arvingen indtræder (succederer) i afdødes skattemæssige
stilling med hensyn til den faste ejendom, skal fortjeneste ved salg af
ejendommen beskattes som almindelig indkomst. Om overgang til anlægsformue
henvises til E.J.4.1.5.
Hvis et bo skiftes - privat eller offentligt - vil den efterlevende
ægtefælle ikke kunne beskattes af fortjeneste ved salg som almindelig
indkomst, medmindre der er sket succession, eller en udstyknings- eller
ejendomshandlervirksomhed o.l. fortsættes.
En ægtefælle, der sidder i uskiftet bo efter en arvelader, der er afgået
ved døden før 1. jan. 1970, antages at indtræde i den afdøde ægtefælles
retsstilling. Således vil en i uskiftet bo hensiddende ægtefælle blive
beskattet af fortjeneste ved salg af ejendomme, som afdøde har erhvervet som
led i næringen.
Hvor afdøde er død den 1. jan. 1970 eller senere, er det udtrykkeligt
fastsat i KSL § 29, at der altid sker succession, når en efterlevende
ægtefælle overtager boet til hensidden i uskiftet bo, eller det udleveres til
ægtefællen i medfør af skiftelovens § 57, stk. 1.
Hvis arvelader er død den 1. jan. 1970 eller senere, fastslår KSL § 33, at
erhvervelsen alene sker ved arv, selv om aktivernes værdi overstiger
modtagerens andel i boet. Det er således udelukkende et spørgsmål, om der er
sket succession eller ikke.
Det bemærkes, at såfremt arvingen ved arveudlæg uden succession indtræder
i en bestående næringsvirksomhed med handel med fast ejendom, skal der ske
beskatning af arvingens andel af fortjenester ved de salg af ejendomme, som
sker efter arveudlægget, idet der i boet kun er gjort op med de i arveladers
navn foretagne salg af ejendomme, jf. ØLD af 6. apr. 1987 (Skat 1987.6.400).
Om udlæg fra dødsboer, se afsnit A.I.
E.J.4.1.7.3 Erhvervelse fra ægtefælle
Hvis en person overdrager en ejendom til en samlevende ægtefælle, udløses
der ikke beskatning. Til gengæld indtræder den modtagende ægtefælle i den
overdragende ægtefælles skattemæssige stilling med hensyn til
anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum, ligesom den modtagende ægtefælle
ved salg også vil være omfattet af næringsformodningen.
Er ejendommen erhvervet ved skifte i anledning af separation eller
skilsmisse, indtræder den modtagende ægtefælle på samme måde som ovenfor i
den overdragende ægtefælles stilling med hensyn til anskaffelsestidspunkt og
anskaffelsessum. Ved overtagelsen må der i hvert tilfælde træffes afgørelse
om, hvorvidt erhvervelsen er sket i næringsøjemed.
E.J.4.1.7.4 Erhvervelse på tvangsauktion
Erhvervelse på tvangsauktion vil normalt være uden betydning for
afgørelsen af, om en ejendom kan anses for anskaffet som led i
næringsvirksomhed, se HD af 22. marts 1982 (UfR 1982.427 (H)).
E.J.4.1.7.5 Betaling for vareleverance
Når en ejendom er erhvervet som led i næringen på den måde, at den er
modtaget som betaling for vareleverancer, beskattes fortjenesten ved salg som
almindelig indkomst, lsr. 1967.116.
E.J.4.1.7.6 Erhvervelse ved udnyttelse af købe- eller forkøbsret
Ved salg af en ejendom, som er erhvervet ved udnyttelse af køberet (eller
forkøbsret), er det afgørende, om selve udnyttelsen af retten, dvs.
erhvervelsen af ejendommen, er sket som led i næringsvirksomhed, medens
forholdene omkring erhvervelsen af køberetten er uden betydning. Om
beskatning af køberet mv., se E.J.5.2.
E.J.4.1.8 Andre afståelser end salg
SL § 5a nævner kun salg af fast ejendom. I praksis beskattes dog også
fortjeneste fremkommet ved anden afståelse som almindelig indkomst.
Fortjeneste ved tvangsafståelse samt ved udbetaling af skades- eller
ekspropriationserstatning beskattes som almindelig indkomst. Om
ekspropriation, se HD af 22. marts 1982 (UfR 1982.427 (H)).
* Hvis erstatningssummen imidlertid fuldt ud i umiddelbar tilknytning til
udbetalingen anvendes til genopførelse af den skadede ejendom, sker der ikke
beskatning. *
Fortjeneste ved mageskifte, hvor der foreligger næring, beskattes som
almindelig indkomst, og den særlige mageskifteregel i EBL kan ikke anvendes.
Hvis en ejendom, som er erhvervet som led i næring, bortgives, beskattes
en urealiseret fortjeneste ved gaveoverdragelsen som almindelig indkomst, ØLD
af 2.11.1965, gengivet i SO 1966.114D og lsr. 1968.23.
E.J.4.2 Opgørelse af den skattepligtige fortjeneste
Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste (eller
tabet) er forskellen mellem afhændelsessummen og anskaffelsessummen. Der
tages udgangspunkt i de nominelle værdier i modsætning til EBL's
kontantværdier.
Anskaffelsessummen for en ejerlejlighed, som er udstykket efter
erhvervelsen, må opgøres på grundlag af den samlede anskaffelsessum for hele
ejendommen og fordeles på de enkelte lejligheder efter et konkret skøn over
forholdene på anskaffelsestidspunktet. Fordelingstal eller arealstørrelse vil
dog i de fleste tilfælde kunne anvendes som fordelingsgrundlag, lsr.
1973.124.
Hvis der har været afskrevet på ejendommen, skal afskrivningerne
fratrækkes anskaffelsessummen, lsr. 1963.117 og 1969.121. Dette hænger sammen
med, at genvundne afskrivninger skal beskattes som almindelig indkomst, hvis
ejendommen eller installationen er erhvervet som led i næring, jf. pkt. 174 i
skd. cirk. af 22. nov. 1983 om AL. Er der tale om bygninger på lejet grund
(afskrevet efter AL eller SL), skal genvundne afskrivninger beskattes som
almindelig indkomst, hvis bygningerne er erhvervet som led i næring.
Obligationer, som indgår i vederlaget for en ejendom, medregnes ved senere
ejendomsafståelse til anskaffelsessummen med kursværdien på det tidspunkt,
hvor de blev overdraget til sælgeren, lsr. 1981.32.
Tidligere beskattet værdi af eget arbejde og mestersalær medregnes i
anskaffelsessummen.
Frigørelsesafgift, der i henhold til lov om frigørelsesafgift mv. af fast
ejendom er pålagt sælgeren i hans ejertid, fradrages ved opgørelsen af
fortjeneste eller tab, LL § 4A. Dette gælder dog ikke, såfremt
frigørelsesafgiften er bortfaldet eller tilbagebetalt, jf. afsnit E.J.3.3.
Den fortjeneste, der skal beskattes, er nettoudbyttet af handlen.
Skatteyderen kan derfor fratrække samtlige udgifter vedr. den solgte ejendom,
f.eks. alle udgifter ved køb og salg, såsom advokatudgifter,
udstykningsomkostninger, stempelgebyrer, herunder også anmeldelsesafgiften
ved opdeling af en ejendom i ejerlejligheder, jf. stempelloven § 45A, den
særlige 5 pct. afgift ved førstegangsoverdragelser af ejerlejligheder, jf.
lov nr. 243 af 4. juni 1982, eller landinspektørudgifter mv. (lsr. 1973.124)
samt forbedringsudgifter.
Skatteydere, som erhvervsmæssigt opfører eller erhverver ejendomme til
salg, kan kun henføre kurstab ved prioritering til en ejendoms skattemæssige
anskaffelsessum i det omfang, låneprovenuet svarer til den del af ejendommens
anskaffelsessum, som ikke er berigtiget ved overdragelse af prioriteter.
Kurstab/kursgevinst ved ny- eller omprioritering i ejertiden får - i det
omfang lånene overtages af køber som led i overdragelsesvilkårene -
indflydelse på avanceopgørelsen, idet eventuelle kurstab tillægges
anskaffelsessummen, og eventuelle kursgevinster fradrages i
anskaffelsessummen.
Hvis en næringsdrivende med hensyn til fast ejendom indfrier de offentlige
lån i en ejendom med obligationer erhvervet til en lavere kurs end pari, skal
den opnåede kursgevinst, dvs. forskellen mellem køberkursen på
indfrielsestidspunktet og pari, fradrages i ejendommens anskaffelsessum ved
et senere salg af ejendommen. Er den næringsdrivende samtidig næringsdrivende
med hensyn til obligationer, vil han blive beskattet af eventuel forskel
mellem obligationernes anskaffelsesskurs og den på indfrielsestidspunktet
gældende køberkurs.Dette gælder for personer. For så vidt angår selskaber
henvises til A.D.2.2.6.
En næringsdrivende er skattepligtig af den fulde reservefondsudlodning i
forbindelse med indfrielse af gamle lån.
Indeksreguleringer af lån i fast ejendom, jf. lov nr. 81 af 17. marts 1982
om indeksregulerede realkreditlån, kan ikke fradrages løbende i den
skattepligtige indkomst. Ved opgørelsen af fortjeneste eller tab ved salg
skal lånets samlede indeksreguleringer medregnes, herunder indeksreguleringer
på afdrag, som sælgeren har præsteret i tiden indtil salget.
Pantebreve, som en skatteyder modtager som delvis betaling af salgssummen
for den afhændede ejendom, nedskrives til kursværdien ved opgørelsen af
avancen. Ved kursfastsættelsen tages der hensyn til det almindelige
kursniveau, pantebrevets nominelle forrentning, afdragstid og placering i
prioritetsrækken. Kursnedslaget skal fragå i indkomsten det år, hvor
fortjenesten (eller tabet) ved salget af ejendommen medtages, også selv om
der på dette tidspunkt ikke er taget bestemmelse om de nærmere vilkår for
pantebrevene, lsr. 1975.113.
Et selskabs køb af en andel af en større ejerlejlighedsejendom skete med
henblik på, at selskabet kunne opnå fortjeneste ved videresalg af
ejerlejlighederne. Ca. 20 pct. af ejerlejlighederne blev solgt straks, og det
blev lagt til grund, at skødevilkårene ved selskabets overtagelse af
ejendomsanparten var udformet med henblik på, at provenuet af
ejerlejlighedssalgene skulle anvendes til finansiering af købet. Under disse
omstændigheder fandtes tab ved kursregulering af sælgerpantebrevene
fremkommet ved ejerlejlighedssalgene og gevinst ved delvis indfrielse af
nogle af selskabet udstedte gældsbreve til berigtigelse af købesummen at
burde opgøres under ét ved indkomstopgørelsen. Da selskabet havde
nedskrevet værdien af sælgerpantebrevene med et beløb, der oversteg de ved
købesummens berigtigelse konstaterede kursavancer, var der ikke grundlag for
at anse disse som en skattefri formueforøgelse. Selskabet blev følgelig
indkomstbeskattet af kursavancerne ved delvis indfrielse af omhandlede
gældsbreve til underkurs, jf. HD af 13. feb. 1987, Skat 1987.4.251. Med den
af Højesteret anførte begrundelse var der ikke anledning til at tage stilling
til, om ejendommen var erhvervet som led i næring eller i spekulationsøjemed,
idet resultatet ville være uændret, cfr. landsrettens dom, der statuerede
næring. Det bemærkes endvidere, at synspunktet "sammenhængende kurstab
og kursgevinst" formentlig kun kan anvendes, hvor der som i den nævnte
sag forelå konkrete holdepunkter for en sådan sammenhæng. I andre tilfælde
kan kursavancer kun beskattes, hvor der foreligger næring.
Indfrielsesgevinsterne på sælgerpantebrevene skal indkomstbeskattes, når
skatteyderen er næringsdrivende, jf. UfR 1972.90 (H).
Sælgeren vil være almindelig indkomstskattepligtig af modtagne
overskudsandele, udredt som et led i berigtigelsen af købesummen, lsr.
1975.135.
Selv om der i en næringsavance er fratrukket kurstab ved prioritering mv.,
og sælgeren stadig har obligationerne i behold på salgstidspunktet, kan
senere konstaterede fortjenester eller tab ved udtrækning eller salg af
obligationerne kun påvirke indkomstopgørelsen, hvis sælgeren endvidere udøver
næring ved køb og salg af obligationer, men ikke alene fordi han er
næringsdrivende m.h.t. køb og salg af fast ejendom, TfS 1990.45. Dette gælder
for personer. For så vidt angår selskaber henvises til A.D.2.2.6.
Om tidspunktet for konstatering af skattepligtig fortjeneste eller tab
henvises til E.J.1.2 og om beskatning ved dødsfald, se A.I.
Om succession ved familieoverdragelse i levende live, se E.I.6.
Afhændelsestab - driftstab
HD af 17. dec. 1985, Skat 1986.1.52: Advokats tab ved afholdelse af et
aktieselskabs løbende driftsudgifter og indfrielse af dets gældsforpligtelser
i forbindelse med opførelse af og salg af et motel hverken anset for et
afhændelsestab eller et driftstab, jf. SL § 5, stk. 1a og § 6, stk. 1a,
uanset advokaten som byggeadvokat personligt drev næring med køb og salg af
fast ejendom, idet selskabsformen blev anset for bindende for advokaten. Om
driftstab, se nærmere E.A.2.5.
E.J.5 Beskatning efter andre regler
E.J.5.1 Overdragelse mellem selskab og aktionær
Hvis en skatteyder overdrager en ejendom til et af ham behersket
aktieselskab, vil en eventuel overpris være skattepligtig for ham som
maskeret udlodning fra selskabet. På tilsvarende måde kan der tilføres en
aktionær en indkomstskattepligtig fordel ved overdragelse fra selskabet til
ham til underpris. Se herom LVS.
E.J.5.2 Forkøbs-, købe og genkøbsret
Der henvises til Strobels artikel i UfR 1970B.281, Herler i UfR 1970B.167
og Laustsen i RR 1965, s. 331. Se endvidere Ole Bjørn m.fl. (7. udg.):
Lærebog om indkomstskat, s. 177 ff.
E.J.5.2.1 Forkøbsret
En forkøbsret er en ret for en person til at købe en bestemt ejendom, hvis
ejeren vil sælge ejendommen. Ejeren forpligter sig med andre ord til i
tilfælde af salg først at tilbyde ejendommen til den, der har forkøbsret til
ejendommen.
En aftale om forkøbsret er således ikke en afståelse i lovens forstand.
Dette gælder, selv om pris og andet er aftalt allerede på tidspunktet for
forkøbsrettens indrømmelse. Først når ejendommen købes ved udnyttelse af
forkøbsretten, foreligger der en overdragelse.
E.J.5.2.2 Køberet
En aftale om køberet vedr. en fast ejendom er en forpligtelse for ejeren
af ejendommen til at afstå denne til køberettens indehaver, normalt inden for
et vist nærmere tidsrum. En køberetsaftale er derfor heller ikke overdragelse
i lovens forstand, idet retten er suspensivt betinget af, at den til
køberetten berettigede ønsker at udnytte køberetten. Først ved køberettens
udnyttelse foreligger der en overdragelse.
På en ejendom, erhvervet i 1968, var i 1977 i forbindelse med en
forpagtningskontrakt indrømmet en vederlagsfri køberet. Efter
forpagtningskontraktens bortfald i 1982 på grund af misligholdelse, blev en
ny køberet til anden side indrømmet i 1983 mod vederlag. Avancen herved blev
ikke beskattet, idet indrømmelsen af køberet i 1977 ikke blev anset for at
afbryde klagerens ejertid, Skat 1989.1.80.
Vederlag for indrømmelse af køberet
Modtager den, der tilstår en anden en køberet til sin ejendom, vederlag
herfor, anses dette som et vederlag for påtagelsen af en
rådighedsindskrænkning, se E.J.1.1. Fortjenesten skal da beskattes.
Vederlag for overdragelse af køberet
Såfremt køberetten som sådan overdrages mod vederlag, er dette
skattepligtigt for overdrageren, hvis udnyttelse af køberetten og påfølgende
salg af ejendommen ville have medført beskatning, Skat 1988.11.685. Det er
dog en betingelse, at køberetten på overdragelsestidspunktet repræsenterer en
økonomisk værdi. En interessent i et byggefirma overdrog sin andel af
køberetten til de resterende parceller i et udstykningsområde til nogle af
firmaets kreditorer til fuld afvikling af deres tilgodehavender for en pris
af 20.000 kr. pr. parcel. Landsretten lagde med henvisning til en under sagen
afgivet skønserklæring til grund, at køberetten efter sit indhold ikke
repræsenterede nogen selvstændig økonomisk værdi ved overdragelsen til
kreditorerne, hvilket bekræftedes af den senere prisudvikling i området. Der
kunne herefter bortses fra, at der ved aftalerne med kreditorerne blev
fastsat en pris på 20.000 kr. pr. parcel, idet prisfastsættelsen efter det
oplyste skete for at nå frem til det beløb, som omtrentligt modsvarede den
samlede gældsbyrde og blev opretholdt, efter at den lokale skattemyndighed
havde tilkendegivet, at aftalerne ikke ville udløse noget skattetilsvar, VLD
af 17. juni 1985 (TfS 1985.442).
Indebærer køberetten en gave
Mellem uafhængige parter vil det normalt ved tilståelsen af en køberet (og
ved tilståelsen af en forkøbsret) være aftalt, at ejendommens handelsværdi på
tidspunktet for køberettens udnyttelse skal lægges til grund. Men selv om
aftalen går ud på, at det er handelsværdien på tidspunktet for køberettens
indrømmelse, kan det normalt ikke statueres, at der foreligger en gave til
køberen, når der er tale om uafhængige parter.
Som eksempel kan nævnes en VLD af 6.12.1978 (skd. 1979.s.103). En enke
overdrog den i hendes ejendom beliggende manufakturforretning til en
uafhængig trediemand, som samtidig lejede manufakturforretningens lokaler i
ejendommen. Forretningen havde hidtil været drevet af hendes mand og søn, der
begge kort tid efter hinanden var afgået ved døden. Lejekontrakten indeholdt
bl.a. en bestemmelse om, at manufakturhandleren skulle have forkøbsret til
ejendommen til en pris, der ingensinde måtte overstige 300.000 kr. Efter at
enken i 1975 var afgået ved døden, solgte hendes bo i overensstemmelse med
den tilståede forkøbsret ejendommen til manufakturhandleren for 300.000 kr.
Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at enken helt eller delvis
havde ydet nogen skattepligtig gave.
Hvis der derimod handles mellem parter, der ikke kan anses for uafhængige,
kan der foreligge en gave svarende til differencen mellem den ved køberettens
indrømmelse fastsatte pris og den ved køberettens udnyttelse konstaterede
handelsværdi.
Det vil være tilfældet, når der er tale om 1) Parter, der befinder sig
inden for det normale gavemiljø (nært beslægtede el.lign.). 2) Arbejdstager i
forhold til arbejdsgiver, UfR 1977.460 (H) (skd. 1977.s.218) og lsr.
1970.101.3) Aktionær i forhold til selskab og omvendt.
I lsr. 1979.56 erhvervede en fader med 3 sønner, hvoraf den ene endnu var
mindreårig, en landbrugsejendom på den måde, at han og de 2 sønner ejede
ejendommen i lige sameje, medens den mindreårige fik tilsikret ret til fra
sit fyldte 21. år at indtræde som medejer for 1/4 med samme købesum med
tillæg af senere fra de 3 samejere tilført kapital. Den pågældende blev
myndig i 1969, men udnyttede først køberetten i 1972. Lsr fandt, at der ikke
ved den oprindelige aftale var tale om en "normal" gensidig
bebyrdende retshandel. Forskellen mellem ejendommens værdi ved køberettens
udnyttelse og det for ejendommen ydede vederlag blev herefter betragtet som
en gave til køberen.
Endvidere kan nævnes ØLD af 15.3.1979 (skd. 1979.s.207), hvor en økonomisk
fordel ved udnyttelse af en køberet ikke blev anset for
indkomstskattepligtig, hverken som arbejdsvederlag eller som gave. Forholdet
var det, at et ældre ægtepar, hvor hustruen var svagelig, i 1964 tilstod et
ægtepar en køberet til deres villa til handelsværdien i 1964, idet køberetten
dog først kunne udnyttes ved sælgerægteparrets død eller fraflytning.
Indehaverne af køberetten solgte deres eget parcelhus og flyttede ind i en
lejlighed i den omhandlede villa på normale lejevilkår, idet aftalen bl.a.
gik ud på, at hustruen, der var sygehjælper, skulle yde det ældre ægtepar
pleje, hushjælp mv. mod normal betaling, i hvilken anledning hun opsagde sin
hidtidige deltidsstilling.
Vederlag for opgivelse af køberet
Modtager den til køberetten berettigede et vederlag for at opgive denne
ret, kan et sådant vederlag normalt ikke indkomstbeskattes. Hvis retten kan
anses erhvervet som led i næring, bliver der dog tale om beskatning som
almindelig indkomst i medfør af SL §§ 4 og 5 a. Endvidere vil der blive tale
om indkomstbeskatning i de tilfælde, hvor en udnyttelse af køberetten ville
have medført indkomstbeskatning. Se til eksempel Skat 1988.11.685, hvor en
lejers opgivelse af sin køberet for at muliggøre salg direkte til en køber,
men efter aftale mellem denne og lejeren, blev sidestillet med udnyttelse af
køberetten.
En erstatning for retsstridig krænkelse af en tilsagt forkøbsret til en
fast ejendom kunne ikke anses som fortjeneste ved ejendomssalg eller ved
afståelse af retten i henhold til udbytte-, forpagtnings- eller lejekontrakt,
lsr. 1976.137.
E.J.5.2.3 Genkøbsret
Hvis sælgeren af en ejendom betinger sig en genkøbsret, skal denne
behandles efter samme retningslinier som en køberet.
Som eksempel kan anføres lsr. 1979.169, hvor en skatteyders nu afdøde mand
i 1962, da han var direktør i et selskab, havde solgt sin villa til
aktieselskabet med en klausul om, at han i de første 20 år havde en
tilbagekøbsret til ejendommen for samme beløb. Direktøren ejede 1/3 af
selskabets aktiekapital, og for salgsprovenuet erhvervede han yderligere 15%
af aktiekapitalen ved at købe halvdelen af sin søsters aktier. I 1972
udnyttede skatteyderen tilbagekøbsretten. Skatteyderen blev anset for
almindelig indkomstskattepligtig af den økonomiske fordel, der udgjorde
forskellen mellem overdragelsessummen og handelsværdien på tidspunktet for
tilbagekøbet.
Hvis genkøbsretten afstås til køberen af ejendommen imod et vederlag,
betragtes vederlaget (for opgivelse af genkøbsretten) som yderligere vederlag
for ejendommen.
E.J.5.3 Yderligere vederlag
Såfremt sælgeren af en fast ejendom forbeholder sig at få del i avancen
ved købers senere salg af ejendommen, skal et sådant yderligere vederlag
beskattes hos den oprindelige ejer i modtagelsesåret, når denne blev
beskattet med almindelig indkomstskat af fortjenesten ved salget af
ejendommen. Blev fortjenesten i sin tid beskattet efter EBL, skal der
foretages en ny opgørelse af indkomsten, se afsnit E.J.2.8 foran.
Der kan også foreligge en aftale om, at trediemand skal have del i
fortjenesten ved ejendommens senere salg. I så fald er vederlaget den
oprindelige ejer uvedkommende, men skal beskattes hos modtageren i det år,
fortjenesten konstateres.
E.J.5.4 Jordforekomster
Ved salg eller delsalg af en ejendom, hvorpå der er fundet moler, grus,
tørv eller lignende, behandles disse forekomster skattemæssigt som en del af
den faste ejendom. Et evt. vederlag for forekomsterne indgår som en del af
afståelsessummen for den faste ejendom. Fortjenesten beskattes således efter
reglerne i EBL eller som almindelig indkomst, hvis ejendommen er erhvervet
som led i næring.
En evt. merpris, som opnås på grund af jordforekomster, er derimod ikke i
øvrigt skattepligtig som almindelig indkomst, idet forholdet ikke anses som
salg af et varelager under ét, UfR 1954.511 (H) og lsr. 1962.114.
Dette gælder, selv om skatteyderen har købt ejendommen med det formål at
udnytte de på ejendommen værende jordforekomster, lsr. 1971.37 og 1957.22.
Udlejer eller bortforpagter ejeren retten til at udvinde forekomster,
anses dette for afståelse af en andel af den faste ejendom. Vederlaget
beskattes derfor efter EBL, hvad enten betaling sker med et engangsbeløb
eller løbende i takt med indvindingen.
I en bindende forhåndsbesked, Told*Skat Nyt 1993.10.498, er salg af en del
af en landbrugsejendom med klausul om, at arealet skulle tilbageføres til en
landbrugsejendom efter endt udnyttelse, blevet anset for omfattet af EBL. De
særlige vilkår i skødet, herunder at der skulle ske en efterfølgende
regulering af prisen under hensyn til de udgravede grusmængder, kunne ikke
bevirke, at der ikke var tale om en endelig overdragelse af ejendommen.
Erstatningsbeløb, der udredes til ejeren af en ejendom i anledning af, at
der for en længerevarende periode nedlægges forbud mod fortsat udnyttelse af
ejendommens råstoffer, såsom sten, grus osv., er omfattet af
fritagelsesbestemmelsen i EBL § 11, da forbudet anses som ekspropriation af
middelbare rettigheder over fast ejendom, skd. 1982.18.
Ydes et tilsvarende beløb til en forpagter af ejendommen, er erstatningen
vederlag for opgivelse af retten ifølge en lejekontrakt eller lign. og
beskattes efter de herom gældende regler, se E.I.4.2.1.
Se endvidere E.E.2.3 og E.E.3.5.
E.J.6 Ejerlejlighedsbeskatningsloven
Litteratur
Hans Christensen: Beskatning ved førstegangssalg af visse ejerlejligheder,
Revisorbladet 1986-4-8.
E.J.6.1 Indledning
Reglerne om beskatning af fortjeneste ved førstegangsafståelse af visse
ejerlejligheder mv. fremgår af lov nr. 193 af 9. apr. 1986 (i det følgende
kaldet ELBL), som ændret ved lov nr. 421 af 25. juni 1993. Reglerne, der har
virkning for afståelse af ejerlejligheder, hvor lejeforholdene er ophørt den
12. feb. 1986 eller senere, er nærmere omtalt i skd. cirk. nr. 20 af 2. dec.
1986. I øvrigt henvises til bek. nr. 829 af 2. dec. 1986 om afgivelse af
oplysninger om udlejede og afståede ejerlejligheder.
ELBL indeholder endvidere en konsekvensændring i lov om beskatning af
fortjeneste ved afståelse af fast ejendom (EBL), idet beskatningen efter EBL
ophæves for de ejerlejligheder, der omfattes ELBL.
ELBL vedrører alene beskatning af fortjeneste ved afståelse af
ejerlejligheder, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring.
Hvis betingelserne for beskatning ifølge ELBL ikke er opfyldt, kan der
blive tale om beskatning i medfør af reglerne i EBL.
ELBL omfatter fortjeneste ved afståelse af visse ejerlejligheder, der er
beliggende i bygninger, hvis opførelse er påbegyndt senest den 1. juli 1966.
Endvidere skal lejlighederne være udstykket som ejerlejligheder inden den 12.
feb. 1986, jf. lovens § 1, stk. 2.
Det er desuden en betingelse for eventuel beskatning, at lejlighederne har
været udlejet helt eller delvis til beboelse den 11. feb. 1986. Lejligheder,
der udelukkende har været udlejet til andet formål end beboelse, er ikke
omfattet af lovens bestemmelser, jf. lovens § 1, stk. 2.
Reglerne i ELBL finder anvendelse ved afståelse af ejerlejligheder, der
tilhører juridiske eller fysiske personer, der er fuldt eller begrænset
skattepligtige her til landet. Reglerne omfatter også afståelse af
ejerlejligheder i udlandet, når sådanne ejerlejligheder tilhører fysiske
eller juridiske personer, der er fuldt skattepligtige her i landet.
Dødsboers afståelser af ejerlejligheder er dog ikke omfattet af lovens
bestemmelser, jf. § 6, stk. 1. Fortjeneste ved afståelse af ejerlejligheder,
som er udlagt fra et dødsbo efter den 11. febr. 1986, er heller ikke omfattet
af lovens bestemmelser, jf. § 6, stk. 2.
* Derimod gælder loven for ejerlejligheder, der er udlagt fra et dødsbo
før den 11. febr. 1986, lsr. kendelse af 22. sept. 1994, TfS 1994.744. *
Efter lovens § 1, stk. 3, indtræder skattepligten på det tidspunkt, hvor
det lejeforhold, der bestod den 11. feb. 1986, ophører. Tidspunktet for
lejlighedens afståelse er uden betydning for skattepligtens indtræden.
Skatten beregnes dog først og forfalder til betaling, når lejligheden afstås.
E.J.6.2 5-årsreglen
Efter lovens § 1, stk. 4, indtræder skattepligt dog kun, når der i en
periode på indtil 5 år forud for lejeforholdets ophør i den lejlighed, der
afstås, er ophørt lejeforhold i 5 andre af den skattepligtiges
ejerlejligheder. 5-års perioden regnes tilbage i tiden og begynder 5 år forud
for det tidspunkt, hvor lejeforholdet i den aktuelle lejlighed ophører. 5-års
perioden begynder dog tidligst den 12. feb. 1986. Lejeforhold, der er ophørt
i lejligheder før den 12. feb. 1986, medregnes således ikke ved opgørelsen af
antal ophørte lejeforhold i en 5-års periode.
Ved opgørelsen af antal ejerlejligheder, hvis nuværende lejeforhold er
ophørt i en 5-års periode, medregnes ophørte lejeforhold i alle den
skattepligtiges ejerlejligheder, der opfylder betingelserne i lovens § 1,
stk. 2. Ophør af lejeforhold i ejerlejligheder, der er erhvervet som led i
den skattepligtiges næring, medregnes ikke ved opgørelsen af antal ophørte
lejeforhold efter § 1, stk. 4, jf. lovens § 1, stk. 6.
Sameje
Hvis en skattepligtig ejer eller har ejet ejerlejligheder i sameje med
andre, f.eks. i form af et interessentskab, medregnes antallet af ophørte
lejeforhold i de pågældende ejerlejligheder ved opgørelsen af antal ophørte
lejeforhold hos den skattepligtige efter lovens § 1, stk. 4.
Eksempel
En skattepligtig ejer 9 lejligheder, der alle var udlejede den 11. feb.
1986 og som i øvrigt opfylder betingelserne i lovens § 1, stk. 2.
Antal ophørte lejeforhold i en 5-års periode samt beskatning af
fortjenesten ved afståelse af hver af lejlighederne efter det pågældende
lejeforholds ophør fremgår af nedenstående oversigt:
--------------------------------------------------------------------------
Dato for ophør af 5-års perioden Antal ophørte Beskatning af
lejeforhold i lejeforhold i fortjeneste sker
lejlighed nr. perioden i henhold til:
--------------------------------------------------------------------------
1. 31/1 90 12/2 86 - 31/1 90 1 EBL
2. 30/3 90 12/2 86 - 30/3 90 2 -
3. 31/1 91 12/2 86 - 31/1 91 3 -
4. 1/5 92 2/5 87 - 1/5 92 4 -
5. 20/11 93 21/11 88 - 20/11 93 5 -
6. 31/12 93 1/1 89 - 31/12 93 6 ELBL
7. 31/10 94 1/11 89 - 31/10 94 7 -
8. 31/12 96 1/1 92 - 31/12 96 5 EBL
9. 31/3 97 1/4 92 - 31/3 97 6 ELBL
--------------------------------------------------------------------------
E.J.6.3 Hvornår er der tale om ophør
Et lejeforhold anses for ophørt på det tidspunkt, hvor lejeren eller
udlejeren har givet meddelelse om opsigelse eller ophævelse af lejemålet
efter lejelovgivningens regler herom, jf. lovens § 1, stk. 5.
Efter lejelovens §§ 75-78 har en lejers ægtefælle/samlever eller et
husstandsmedlem under visse betingelser ret til at fortsætte et lejeforhold,
hvorfor lejeforholdet i disse situationer ikke anses for ophørt i relation
til ELBL.
Når en lejer af en lejlighed bytter lejlighed med en ejer eller lejer af
en anden lejlighed eller selvstændig beboelse, jf. § 1, pkt. 8, i lov nr. 300
af 4. juni 1986 om lov om ændring af lov om leje, anses lejeforholdet heller
ikke for ophørt.
Ophører lejeforholdet ved lejerens død, anses det for ophørt på
tidspunktet for dødsfaldet.
Et lejeforhold, der ophører i en funktionærbolig, medregnes ikke ved
opgørelsen af antal ophørte lejeforhold efter § 1, stk. 4, når lejligheden
efter lejeforholdets ophør genudlejes som funktionærbolig. Lejeforholdet i en
funktionærbolig anses først for ophørt på det tidspunkt, hvor lejligheden
anvendes til andet formål. Skattepligten efter § 1, stk. 3, indtræder på det
tidspunkt, hvor det nævnte lejeforhold anses for ophørt.
Tidsbegrænsede lejeforhold, der er indgået før lovens ikrafttræden (12.
feb. 1986), anses for ophørt ved udløbet af den aftalte lejeperiode.
Når en ejer af en udlejet ejerlejlighed overdrager lejligheden til den
hidtidige lejer, som lejligheden var udlejet til den 11. feb. 1986, eller til
lejerens ægtefælle, anses lejeforholdet ikke for ophørt i lovens forstand.
Tagetagen i en større ejerlejlighedsejendom var opdelt i 2
ejerlejligheder, der igen var opdelt i en række selvstændigt udlejede
værelser. I forbindelse med en af brandmyndighederne påkrævet modernisering
af tagetagen begæredes bindende forhåndsbesked om, hvorvidt opsigelse af
samtlige lejere i alle værelser, opdeling af tagetagen i 3 ejerlejligheder og
herefter udlejning af disse ville blive anset for ophør af lejemål i ELBL's
forstand.
Ligningsrådet besvarede spørgsmålet bekræftende f.s.v.a. opsigelse af
værelseslejemålene i de 2 eksisterende ejerlejligheder, men fandt, at den
nyudstykkede tredje ejerlejlighed ikke var omfattet af loven, idet den var
udstykket efter den 12. feb. 1986.
E.J.6.4 Hovedaktionærer
I lovens § 3 er fastsat særlige regler for opgørelsen af antal ophørte
lejeforhold for en skattepligtig, der dels selv har ejerlejligheder, dels
ejer 25% eller mere af aktiekapitalen eller har indflydelse som omhandlet i §
19 a, stk. 2-4, i personskatteloven i et selskab, som har ejerlejligheder.
Når et lejeforhold ophører i en af den skattepligtiges egne
ejerlejligheder, skal den pågældende ved anvendelse af 5-års reglen i § 1,
stk. 4, medregne dels ophørte lejeforhold i egne ejerlejligheder, dels
lejeforhold, der er ophørt i det pågældende selskabs ejerlejligheder, ved
afgørelse af, om der indenfor de sidste 5 år er ophørt mere end 5 lejeforhold
i aktionærens ejerlejligheder.
Derimod skal selskabet ikke ved opgørelsen af antal ophørte lejeforhold i
selskabets lejligheder inden for en 5-års periode medregne ophørte
lejeforhold i ejerlejligheder tilhørende den skattepligtige .
E.J.6.5 Ægtefæller
Ved opgørelsen af antal ophørte lejeforhold efter § 1, stk. 4, skal en
gift person medregne lejeforhold, der er ophørt i ægtefællens
ejerlejligheder, indenfor en 5-års periode, jf. lovens § 4. Dette gælder,
uanset om ægtefællerne har været gift i hele den 5-års periode, der lægges
til grund. Reglen gælder kun for samlevende ægtefæller, jf. KSL § 4. Derimod
skal lejeforhold, der er ophørt i en tidligere ægtefælles ejerlejligheder,
ikke medregnes.
I medfør af bestemmelsen i KSL § 26 B anses overdragelser mellem
samlevende ægtefæller ikke for afståelse.
Når en længstlevende ægtefælle er omfattet af KSL § 29, stk. 1-3 (uskiftet
bo mv.), vil ægtefællen indtræde i afdødes skattemæssige stilling, både med
hensyn til fortjeneste ved afståelse af ejerlejligheder, som indgår i boet,
og med hensyn til opgørelsen af antal ophørte lejeforhold, jf. § 5 i ELBL.
E.J.6.6 Dødsboer
Efter lovens § 6, stk. 1, er fortjeneste ved et dødsbos afståelse af en
ejerlejlighed ikke omfattet af loven. Fortjeneste ved afståelsen beskattes
derfor fortsat efter reglerne i EBL. Dødsboet skal heller ikke beskattes af
fortjenesten ved udlæg af en ejerlejlighed fra boet.
Når en ægtefælle, arving eller legatar afstår en ejerlejlighed, som er
udlagt fra et dødsbo efter den 11. feb. 1986, medregnes fortjenesten ved
afståelsen ikke ved opgørelsen af den skattepligtiges indkomst efter § 1 for
en udlægsmodtager, jf. lovens § 6, stk. 2. Ophørte lejeforhold i
ejerlejligheder, der er udlagt fra et dødsbo efter den 11. feb. 1986,
medregnes ikke ved opgørelsen af antal ophørte lejeforhold efter § 1, stk. 4,
for en udlægsmodtager.
E.J.6.7 Opgørelse af fortjenesten
Efter lovens § 1 medregnes fortjenesten ved opgørelsen af den
skattepligtige almindelige indkomst.
For en skattepligtig person medregnes fortjenesten ved opgørelsen af den
personlige indkomst.
Fortjenesten opgøres på samme måde som fortjeneste ved afståelse af
ejerlejligheder som led i den skattepligtiges næring. Fortjenesten opgøres
som forskellen mellem den nominelle afståelsessum med fradrag af
salgsomkostninger og den nominelle anskaffelsessum med tillæg af
anskaffelsesudgifter og eventuelle forbedringer m.m.
Sælgerpantebreve, som den skattepligtige modtager til hel eller delvis
berigtigelse af afståelsessummen, omregnes til kontantværdi.
Dog skal kursgevinst på modtagne sælgerpantebreve ikke medregnes ved
indkomstopgørelsen, hvis de opfylder kravene til mindsterente, jf. § 7 i KGL.
Dette gælder for personer. For så vidt angår selskaber henvises til
A.D.2.2.6.
Er der afskrevet på ejerlejligheden, formindskes anskaffelsessummen med de
faktisk foretagne afskrivninger. Fortjenesten opgøres i disse tilfælde på
samme måde som for næringsejendomme, hvorpå der er foretaget skattemæssige
afskrivninger, dvs. som forskellen mellem afståelsessummen og bygningens
nedskrevne værdi.
Tab ved afståelse af en ejerlejlighed kan ikke fradrages ved
indkomstopgørelsen, jf. lovens § 2, stk. 2.
E.J.7 Timeshare
E.J.7.1 Indledning
Timeshareordningerne går i princippet ud på at udbyde brugen af
ferielejlighed mv., i bestemte uger af året. Konstruktionerne af forholdet
mellem udbyderne - selve projektet - og køberne er imidlertid højst
forskellige fra det ene projekt til det andet.
I nogle af ordningerne erhverver køberen skøde for en andel af f.eks. en
ferielejlighed. I andre ordninger er brugsretten knyttet til ejerskab af
aktier i det selskab, som ejer selve det benyttede objekt. Endvidere er der
ordninger, hvor der er tale om køb af en brugsret, der i de fleste henseender
minder om egentlig "udlejning", dvs. uden skøde, aktier mv. Udover
disse hovedgrupper, findes der arrangementer i grænseområder mellem de nævnte
typer af ordninger.
Karakteristisk for ordningerne kan siges at være, at der er tale om ret
til at benytte en bolig i nogle bestemte uger hvert år i en periode, der kan
strække sig fra en kortere årrække på f.eks. 10 år til et ubegrænset tidsrum,
og at benyttelsen i det væsentligste betales med en éngangsydelse.
På grund af timesharearrangementernes opbygningsmæssige variation, må man
som udgangspunkt tage stilling til de skattemæssige konsekvenser i hvert
enkelt tilfælde.
E.J.7.2 Timeshare med skøde
I de arrangementer, hvor der er tale om et egentligt ejendomskøb, får
køberen skøde på en andel af en ejendom samt disposition over denne i en
nærmere angivet periode. Køberen opnår således udover retten til at bruge
ejendommen også ret til at disponere over denne i form af salg, pantsætning
mv.
Sælgeren
Hvis sælgeren som led i sin næring handler med ejendomme, skal fortjeneste
eller tab ved salget medregnes til den skattepligtige almindelige indkomst.
Sker salget ikke som led i næringen, anvendes reglerne i EBL.
Køberne
Hos køberne, som ejer ejendommen i sameje, må der ved indkomstopgørelsen
medregnes en lejeværdi. Endvidere er de pågældendes andel af renteudgifterne
fradragsberettigede.
Ligningslovens procentregler for beregning af lejeværdi af bolig i egen
ejendom gælder også for skattepligtige, der ejer ejendommen i sameje med
andre, jf. LL § 15 I, se A.D.3.3.3.
Procentreglerne gælder kun for de medejere, som ejendommen tjener til
bolig for. Lejeværdien opgøres som om kun beboerne var ejere af ejerboligen
og indtægtsføres med et beløb, der svarer til den procentvist opgjorte
lejeværdi, som kan henføres til den del af ejendommen, som den pågældende
benytter, og for det tidsrum, benyttelsen varer.
Hvis andelen af ejendommen udelukkende benyttes til udlejning, beregnes
der ikke lejeværdi. Derimod beskattes lejeindtægten som almindelig indkomst.
Iøvrigt opgøres ejendommens regnskab efter samme regler som for
udlejningsejendomme. Der kan endvidere foretages afskrivninger på inventar
efter AL afsnit I.
Hvis andelen af ejendommen kun udlejes delvis, men ellers benyttes af
ejeren, kan der foretages fradrag for udgifter afholdt til vedligeholdelse af
indbo og inventar. Der kan endvidere foretages afskrivninger efter AL afsnit
II om driftsmidler, der anvendes både til erhvervsmæssige og private formål.
Fradrag godkendes med så stor en del af den afholdte
vedligeholdelsesudgift, henholdsvis det beregnede afskrivningsbeløb, som
svarer til den erhvervsmæssige andel af inventarets og indboets benyttelse i
det pågældende indkomstår.
Se eventuelt nærmere A.D.3.2.7 (om udlejning - helt eller delvis - af
sommerhuse mv.).
E.J.7.3 Timeshare med aktier
I disse timesharearrangementer ejer et aktieselskab f.eks. en fast ejendom
med ferielejligheder. Selskabet udbyder herefter aktier til interesserede
købere, som dermed opnår en forudbestillings/brugsret til en lejlighed i
ejendommen.
Beskatning i selskabet
Hvis selskabet stiller lejligheder til rådighed for aktionærerne for et
lejebeløb og/eller et gebyr, som ligger under markedslejen, skal selskabet -
udover det oppebårne lejebeløb mv. - beskattes af forskellen mellem
markedslejen (den objektive lejeværdi) og det oppebårne lejebeløb mv., jf. HD
af 14. maj 1984 (TfS 1984.272), omtalt under E.K.1.3.
Beskatning hos aktionærerne
Almindeligt udbytte af aktierne vil være aktieindkomst efter LL § 16 A.
I timesharearrangementer med køb af aktier vil det normalt følge af
aktionæroverenskomsten, at selskabets aktionærer opnår ret til hvert år at
forudbestille et vist antal ugers ophold i ferielejligheden.
For forudbestillingsretten betaler aktionærerne typisk et servicegebyr,
der skal anvendes til dækning af lejlighedens driftsomkostninger.
I praksis er aktionærer med bolig i selskabets ejendom anset for
indkomstskattepligtige af maskeret udbytte opgjort på grundlag af en
skønsmæssig fastsat lejeindtægt - den objektive lejeværdi - sat i relation
til den faktiske betalte leje.
Aktionærerne der udnytter forudbestillingsretten beskattes af maskeret
udbytte efter LL § 16 A, stk. 1, såfremt det efter en konkret bedømmelse må
antages, at den objektive udlejningsværdi på ferielejligheden overstiger det
for benyttelsen af forudbestillingsretten fastsatte servicegebyr samt en
eventuel erlagt leje. * Dette synspunkt er tiltrådt ved VLD af 19. aug. 1994,
jf. TfS 1994.621. *
Eventuel afhændelse af aktierne følger de almindelige regler for
aktieafståelse. Se S.G.2.
E.J.7.4 Timeshare med brugsret
I den sidste af de 3 hovedgrupper af timesharearrangementer er der tale om
køb af en brugsret i en tidsbegrænset årrække.
De tidsbegrænsede timesharearrangementer med brugsret anses for
lejeforhold, uanset om der er tale om en meget lang tidsbegrænset periode,
f.eks. 99 år, hvorimod de tidsubegrænsede arrangementer skattemæssigt
behandles som overdragelse af fast ejendom, jf. E.J.7.2.
VLD af 28. nov. 1988, Skat 1989.2.122. Aftale om køb af
ejerlejlighedsandele blev p.g.a. de aftalte vilkår i skattemæssig henseende
betragtet som lejeaftale.
Engangsbetaling periodiseres ikke
Strækker brugsretten sig over et længere åremål, f.eks. 99 år, og betales
der herfor et engangsbeløb, anses dette for en i lejeforhold atypisk
berigtigelsesform. Ifølge en bindende forhåndsbesked beskattes udlejeren
derfor fuldt ud af beløbet ved aftalens indgåelse. Der skal således ikke som
normalt ved beskatning af forudbetalt husleje foretages periodisering af
engangsbeløbet over et til brugsretten svarende åremål.
Indeholder engangsvederlaget et beløb, der afsættes som reserve til
fremtidige større vedligeholdelser og ombygninger, skal dette beløb dog først
indtægtsføres ved afholdelsen af udgifterne til vedligeholdelse og ombygning,
TfS 1987.158.
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT EJ - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT EJ - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT EJ - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT EJ - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT EJ - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT EJ - AFSTÅELSE AF FAST EJENDOM Retsinformation · 5. februar 2008