Autoforhandler
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Autoforhandler
demonstrationsbiler
varelager eller driftsmidler
Reference:
AL § 2, stk. 8
A A/S klagede for indkomståret 1996 over, at told- og skatteregionen
ikke havde godkendt afskrivning på demo-biler, 276.006 kr.
Det fremgik af sagen, at det klagende selskab drev virksomhed med
forhandling af nye og brugte personbiler.
Selskabet havde indregistreret et antal biler, i virksomhedsregi betegnet
demo-biler, der dels var stillet til rådighed for selskabets
sælgere til privatkørsel, således at hver sælger
rådede over en bil til privatkørsel, dels anvendtes til
erhvervsmæssig kørsel. Den erhvervsmæssige kørsel
bestod dels i demonstrationsture med kunder, dels i erhvervsmæssig
transport i virksomhedens regi.
Selskabet tilstræbte, at der mellem demo-bilerne var en sådan
variation i størrelser og bilmærker, at der var mulighed for at
tilbyde kunderne at prøve en sådan bil, som kunderne overvejede
at købe en ny model af.
Klagerens revisor havde forklaret, at bilerne som oftest var seneste model
og havde en anvendelsestid i virksomheden på 1 - 1 1/2 år.
Demobilerne var principielt ikke til salg, men blev alligevel solgt direkte
til kunderne, dels grundet selskabets og sælgernes sammenfaldende
interesser i at have nye demo-biler, dels kundernes interesse i at
købe demo-bilerne relativt billigt.
Det fremgik af en af told- og skatteregionen udarbejdet oversigt, at
selskabet i 1996 købte i alt 12 demo-biler, hvoraf 7 blev solgt igen i
årets løb. I oversigten var 4 biler angivet som Demo-bil
vedrørende 2 bestemte afdelinger, mens 8 biler var angivet som
Læs alt
vedrørende 4 bestemte medarbejdere.
Selskabet havde anset demo-bilerne for driftsmidler, således at
varelageret alene bestod af dels nye uindregistrerede biler, dels brugte
biler, der var indkøbt direkte eller taget ind som bytte.
Selskabet havde følgelig ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst foretaget afskrivning med 30 % på demo-bilerne
i overensstemmelse med afskrivningslovens regler, ligesom salget var
behandlet efter afskrivningslovens § 2.
Told- og skatteregionen havde imidlertid fundet, at demo-bilerne
måtte anses for en del af selskabets varelager, og derfor ikke
afskrivningsberettiget efter afskrivningsloven. Regionen havde herved henvist
til Landsskatterettens kendelse af 17. januar 1959, idet regionen ikke havde
fundet den af revisor anførte kendelse fra Landsskatteretten, TfS
1993.424 relevant.
Told- og skatteregionen havde videre fundet, at selskabet ved
opgørelsen af demo-bilernes værdi som varelager ikke kunne
foretage nedslag for en skønsmæssig avance ved videresalg
på 10.000 kr. pr. stk.
Det klagende selskabs revisor havde over for Landsskatteretten principalt
påstået fradraget godkendt som selvangivet, idet han gjorde
gældende, at demo-bilerne måtte anses for driftsmidler.
Han anførte til støtte herfor, at selskabet havde en fast
bestand af demo-biler, der løbende blev brugt i virksomheden til
følgende formål:
opfyldelse af selskabets kontraktlige forpligtelser til at stille bil til
rådighed for sælgernes private kørsel.
erhvervsmæssig transport i virksomhedens regi, og
hjælpemiddel i forbindelse med salg af andre, nye biler,
Han fandt, at den relativt korte anvendelsestid i virksomheden ikke kunne
gøre nogen forskel heri, og anførte, at det ikke var utypisk,
at andre virksomheder udskiftede biler hvert 2. eller 3. år.
Han henviste til Landsskatterettens kendelse TfS 1993.424, hvor et
EDB-firma fik medhold i, at deres eget EDB-anlæg, som de solgte, var
driftsmidler, uanset at de handlede med tilsvarende produkter.
Han henviste endvidere til F 7390/87 fra Direktoratet for
Toldvæsenet, hvori det bl.a. anførtes: "Som lagerbiler kan ikke
anses brugte biler, der benyttes af virksomheden, ..."
Han havde subsidiært påstået selskabet berettiget til at
værdiansætte demo-bilerne som varelager med udgangspunkt i en
skønnet nettorealisationsværdi med fradrag af en bruttoavance
på 10.000 kr.
Han gjorde gældende, at virksomheden efter varelagerloven kunne
opgøre varelagerets værdi til dagsprisen, hvilket efter
Ligningsvejledningen 1997 E.B.2.6.1.4. var indkøbsprisen på
statustidspunktet.
Dagsprisen var således den pris, som virksomheden ville være
villig til at give for en tilsvarende bil på statustidspunktet, en
pris, der naturligt ville give plads til almindelig avance.
Landsskatteretten udtalte:
Løsøregenstande, som en virksomhed besad med henblik
på videresalg som led i salgsnæring, var som udgangspunkt
omfattet af varelagerlovens varelagerbegreb. Aktiver, som en virksomhed besad
til brug i driften, ville som udgangspunkt være omfattet af
driftsmiddelbegrebet i afskrivningsloven. Ved sondringen mellem sådanne
omsætningsaktiver og driftsmidler måtte henses til hensigten med
erhvervelsen og virksomhedens faktiske anvendelse af aktiverne.
Landsskatteretten fandt, at der for virksomheder, der drev
salgsnæring med løsøre, var en formodning for at
genstande, der efter sin art var omfattet af næringsvirksomheden,
indgik i varelageret.
Det var derfor virksomheden, der ved sine dispositioner ved erhvervelsen
og efterfølgende brug, viste, at den/de konkrete genstande ikke var
købt til (eller eventuelt var udskilt af) varelageret og
overgået til en driftsfunktion.
Landsskatteretten fandt i den foreliggende sag ikke tilstrækkeligt
grundlag for at anse de omhandlede demo-biler for overgået til en
driftsfunktion. Der var herved bl.a. henset til omsætningshastigheden
for demo-bilerne i det pågældende år, og at bilerne som
oftest var seneste model.
For så vidt angik revisorens subsidiære påstand
bemærkede retten, at dagspriserne var skønnet med udgangspunkt i
selskabets anskaffelsessummer, der var nedskrevet for værditab m.v. Det
måtte formodes, at selskabet som professionel bilhandler havde
erhvervet bilerne til priser, der gav plads til omkostninger og avance. Der
var på denne baggrund ikke grundlag for at nedskrive værdien fra
anskaffelsessummen med yderligere bruttoavance.
Landsskatteretten fandt således, at selskabet ikke havde
sandsynliggjort, at de af regionen ansatte værdier ikke var udtryk for
dagsprisen for de pågældende biler ved udgangen af
indkomståret.
Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Afskrivning, Driftsmidler Retsinformation · 4. oktober 2000
- Vedligeholdelse ctr. forbedring Retsinformation · 23. maj 2000
- Ægtefællebidrag. Erhvervsdrivendes bidragsevne Retsinformation · 4. maj 1999
- Etablering af benzinanlæg Retsinformation · 1. maj 2001
- Ikke-egenproducerede kryptokunstværker anset som omsætningsaktiver Retsinformation · 16. august 2025
- Opgørelse af anskaffelsenssummen for edb-software til afskrivning Landsskatteretten · 28. august 2017
Lignende dokumenter
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Reischl fremsat den 29. maj 1979. — Advokatrådet som mandater for P. Conradsen A/S mod Ministeriet for skatter og afgifter. EU-domme · 29. maj 1979
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat F.G. Jacobs fremsat den 20. januar 2005 EU-domme · 20. januar 2005
- Videresalg af biler - brugte biler - demonstrationsmodeller Retsinformation · 22. juli 2009
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger fremsat den 21. januar 1999. - Royscot Leasing Ltd, Royscot Industrial Leasing Ltd, Allied Domecq plc og T.C. Harrison Group Ltd mod Commissioners of Customs & Excise. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Court of Appeal (England & Wales - Forenede Kongerige. - Moms - Andet direktivs artikel 11, stk. 1 og 4 - Sjette direktivs artikel 17, stk. 2 og 6… EU-domme · 21. januar 1999
- Goodwilll finansielle virksomheder koncernintern overdragelse Retsinformation · 5. november 2003
- Bindende svar - Leasingselskaber kan som udgangspunkt afgiftsberigtige på grundlag af indkøbspris. Interesseforbundne parter, skal dokumentere, at der i et ikke uvæsentligt omfang er foretaget afgiftsberigtigelser på et tilsvarende grundlag til uafhængige Retsinformation · 13. april 2016