Spring til indhold

Retsinformation

Autoforhandler

KEN nr 11125 af 26/02/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet8. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Autoforhandler

demonstrationsbiler

varelager eller driftsmidler

Reference:

AL § 2, stk. 8

A A/S klagede for indkomståret 1996 over, at told- og skatteregionen

ikke havde godkendt afskrivning på demo-biler, 276.006 kr.

Det fremgik af sagen, at det klagende selskab drev virksomhed med

forhandling af nye og brugte personbiler.

Selskabet havde indregistreret et antal biler, i virksomhedsregi betegnet

demo-biler, der dels var stillet til rådighed for selskabets

sælgere til privatkørsel, således at hver sælger

rådede over en bil til privatkørsel, dels anvendtes til

erhvervsmæssig kørsel. Den erhvervsmæssige kørsel

bestod dels i demonstrationsture med kunder, dels i erhvervsmæssig

transport i virksomhedens regi.

Selskabet tilstræbte, at der mellem demo-bilerne var en sådan

variation i størrelser og bilmærker, at der var mulighed for at

tilbyde kunderne at prøve en sådan bil, som kunderne overvejede

at købe en ny model af.

Klagerens revisor havde forklaret, at bilerne som oftest var seneste model

og havde en anvendelsestid i virksomheden på 1 - 1 1/2 år.

Demobilerne var principielt ikke til salg, men blev alligevel solgt direkte

til kunderne, dels grundet selskabets og sælgernes sammenfaldende

interesser i at have nye demo-biler, dels kundernes interesse i at

købe demo-bilerne relativt billigt.

Det fremgik af en af told- og skatteregionen udarbejdet oversigt, at

selskabet i 1996 købte i alt 12 demo-biler, hvoraf 7 blev solgt igen i

årets løb. I oversigten var 4 biler angivet som Demo-bil

vedrørende 2 bestemte afdelinger, mens 8 biler var angivet som

Læs alt

vedrørende 4 bestemte medarbejdere.

Selskabet havde anset demo-bilerne for driftsmidler, således at

varelageret alene bestod af dels nye uindregistrerede biler, dels brugte

biler, der var indkøbt direkte eller taget ind som bytte.

Selskabet havde følgelig ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst foretaget afskrivning med 30 % på demo-bilerne

i overensstemmelse med afskrivningslovens regler, ligesom salget var

behandlet efter afskrivningslovens § 2.

Told- og skatteregionen havde imidlertid fundet, at demo-bilerne

måtte anses for en del af selskabets varelager, og derfor ikke

afskrivningsberettiget efter afskrivningsloven. Regionen havde herved henvist

til Landsskatterettens kendelse af 17. januar 1959, idet regionen ikke havde

fundet den af revisor anførte kendelse fra Landsskatteretten, TfS

1993.424 relevant.

Told- og skatteregionen havde videre fundet, at selskabet ved

opgørelsen af demo-bilernes værdi som varelager ikke kunne

foretage nedslag for en skønsmæssig avance ved videresalg

på 10.000 kr. pr. stk.

Det klagende selskabs revisor havde over for Landsskatteretten principalt

påstået fradraget godkendt som selvangivet, idet han gjorde

gældende, at demo-bilerne måtte anses for driftsmidler.

Han anførte til støtte herfor, at selskabet havde en fast

bestand af demo-biler, der løbende blev brugt i virksomheden til

følgende formål:

opfyldelse af selskabets kontraktlige forpligtelser til at stille bil til

rådighed for sælgernes private kørsel.

erhvervsmæssig transport i virksomhedens regi, og

hjælpemiddel i forbindelse med salg af andre, nye biler,

Han fandt, at den relativt korte anvendelsestid i virksomheden ikke kunne

gøre nogen forskel heri, og anførte, at det ikke var utypisk,

at andre virksomheder udskiftede biler hvert 2. eller 3. år.

Han henviste til Landsskatterettens kendelse TfS 1993.424, hvor et

EDB-firma fik medhold i, at deres eget EDB-anlæg, som de solgte, var

driftsmidler, uanset at de handlede med tilsvarende produkter.

Han henviste endvidere til F 7390/87 fra Direktoratet for

Toldvæsenet, hvori det bl.a. anførtes: "Som lagerbiler kan ikke

anses brugte biler, der benyttes af virksomheden, ..."

Han havde subsidiært påstået selskabet berettiget til at

værdiansætte demo-bilerne som varelager med udgangspunkt i en

skønnet nettorealisationsværdi med fradrag af en bruttoavance

på 10.000 kr.

Han gjorde gældende, at virksomheden efter varelagerloven kunne

opgøre varelagerets værdi til dagsprisen, hvilket efter

Ligningsvejledningen 1997 E.B.2.6.1.4. var indkøbsprisen på

statustidspunktet.

Dagsprisen var således den pris, som virksomheden ville være

villig til at give for en tilsvarende bil på statustidspunktet, en

pris, der naturligt ville give plads til almindelig avance.

Landsskatteretten udtalte:

Løsøregenstande, som en virksomhed besad med henblik

på videresalg som led i salgsnæring, var som udgangspunkt

omfattet af varelagerlovens varelagerbegreb. Aktiver, som en virksomhed besad

til brug i driften, ville som udgangspunkt være omfattet af

driftsmiddelbegrebet i afskrivningsloven. Ved sondringen mellem sådanne

omsætningsaktiver og driftsmidler måtte henses til hensigten med

erhvervelsen og virksomhedens faktiske anvendelse af aktiverne.

Landsskatteretten fandt, at der for virksomheder, der drev

salgsnæring med løsøre, var en formodning for at

genstande, der efter sin art var omfattet af næringsvirksomheden,

indgik i varelageret.

Det var derfor virksomheden, der ved sine dispositioner ved erhvervelsen

og efterfølgende brug, viste, at den/de konkrete genstande ikke var

købt til (eller eventuelt var udskilt af) varelageret og

overgået til en driftsfunktion.

Landsskatteretten fandt i den foreliggende sag ikke tilstrækkeligt

grundlag for at anse de omhandlede demo-biler for overgået til en

driftsfunktion. Der var herved bl.a. henset til omsætningshastigheden

for demo-bilerne i det pågældende år, og at bilerne som

oftest var seneste model.

For så vidt angik revisorens subsidiære påstand

bemærkede retten, at dagspriserne var skønnet med udgangspunkt i

selskabets anskaffelsessummer, der var nedskrevet for værditab m.v. Det

måtte formodes, at selskabet som professionel bilhandler havde

erhvervet bilerne til priser, der gav plads til omkostninger og avance. Der

var på denne baggrund ikke grundlag for at nedskrive værdien fra

anskaffelsessummen med yderligere bruttoavance.

Landsskatteretten fandt således, at selskabet ikke havde

sandsynliggjort, at de af regionen ansatte værdier ikke var udtryk for

dagsprisen for de pågældende biler ved udgangen af

indkomståret.

Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter