Spring til indhold

Retsinformation

Rejse- og befordringsgodtgørelse

KEN nr 11128 af 28/09/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet8. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Rejse- og befordringsgodtgørelse

sælger

Ligningsrådets anvisninger ikke fulgt.

Reference:

LL § 9

LV 1998.A.B.1.7.2.

A klagede for indkomståret 1994 over, at skatteankenævnet

havde anset udbetalt befordrings- pg rejsegodtgørelse, 83.875 kr.,

for skattepligtig personlig indkomst, og samtidig anset ham for berettiget

til fradrag for befordring efter efter ligningslovens § 9 C med 20.620 kr.

samt fradrag for handelsrejsende, 5.700 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren i det pågældende

indkomstår var ansat som sælger i B A/S i et tilknyttet selskab C

Aps, hvor han havde en lønindtægt på 107.915 kr. og modtog

befordrings- og rejsegodtgørelse med ialt 83.875 kr.

Told- og Skatteregionen havde foretaget arbejdsgiverkontrol i firmaet og i

den forbindelse konstateret, at virksomheden ikke havde fulgt

Ligningsrådets afregningsregler i forbindelse med udbetaling af

skattefri kørselsgodtgørelse og skattefri

rejsegodtgørelse, jf. Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1993 -

23. Det var oplyst, at udbetalingerne var foretaget som a contoudbetalinger

med lige store månedlige beløb uden månedlig afregning.

Der var i stedet sket regulering af udbetalt skattefri godtgørelse 1 -

2 gange årligt.

Told- og skatteregionens afgørelse havde været indbragt for

Told- og Skattestyrelsen, der 30. januar 1996 havde stadfæstet

regionens afgørelse for så vidt angik pålæggelse af

pligt for arbejdsgiveren til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af

den udbetalte befordrings- og rejsegodtgørelse, jf. ligningslovens §

9, stk. 5.

Læs alt

Skatteankenævnet havde i overensstemmelse hermed anset den udbetalte

befordrings- og rejsegodtgørelse, ialt 83.875 kr., for skattepligtig

som personlig indkomst. Nævnet havde samtidig anset klageren for

berettiget til fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C med 20.620

kr. samt til fradrag for handelsrejsende for 114 dage a 50 kr.

Skatteankenævnet havde i den forbindelse anført, at de

fremsendte køresedler ikke kunne danne grundlag for at anse de

modtagne godtgørelser for at være skattefri, jf. ligningslovens

§ 9.

Nævnet havde endvidere anført, at køresedlerne

på grund af de påpegede uoverensstemmelser ikke uden korrektioner

kunne anvendes til beregning af befordringsfradrag efter ligningslovens § 9

C. Nævnet havde antaget, at den gennemsnitlige daglige kørsel

havde udgjort 100 km, og fradraget var herefter beregnet med udgangspunkt

heri reduceret med 24 km, jf. ligningslovens § 9 C.

Skatteankenævnet havde ikke antaget, at der var kørt mere end

100 km på alle arbejdsdage, og fradrag for handelsrejsende var derfor

alene beregnet for halvdelen af arbejdsdagene eller 114 dage.

Klagerens revisor havde henvist til en ikke offentliggjort

landsskatteretteretskendelse af 24. februar 1998 vedrørende en

sælger, der havde fået udbetalt kørselsgodtgørelse

a conto uden månedlig afregning. Retten anførte, at man i den

konkrete sag var betænkelig ved at fastslå, at der var sket en

sådan tilsidesættelse af reglerne i ligningslovens § 9, stk. 5,

2. pkt., at der var grundlag for at anse de udbetalte godtgørelser for

skattepligtige. Revisoren havde i den forbindelse gjort gældende, at

klagerens sag var analog med den nævnte sag.

Revisoren havde endvidere henvist til en anden ikke offentliggjort

landsskatteretskendelse af 21- juni 1999 vedrørende en sælger

ansat i det samme firma som klageren, der ligeledes havde fået udbetalt

kørselsgodtgørelse som a contoudbetalinger med lige store

månedlige beløb uden månedlig afregning. Der var i stedet

sket regulering af udbetalt skattefri godtgørelse 1 - 2 gange

årligt.

Revisoren havde endvidere anført, at klageren i mange år

havde kørt som sælger i B A/S og i den forbindelse stillet sin

egen bil til rådighed.

I forbindelse med at reglerne blev ændret i 1994, indgik klageren en

aftale med arbejdsgiveren om godtgørelse for erhvervsmæssig

kørsel i egen bil efter satserne for skattefri

kørselsgodtgørelse. Da man kendte det årlige

kørselsbehov, blev det aftalt, at man udbetalte et månedligt

beløb på 7.000 kr. til a contodækning af kørslen

samt udedage. Kørebøgerne blev indgivet til arbejdsgiveren hver

måned til kontrol og regulering af a contobeløb, hvis det ikke

svarede til det skønnede antal kilometer ved årets start.

Klageren havde i 1994 modtaget 11.030 kr. mere som skattefrie

godtgørelser end der fremgik af kørebøgerne, hvilket

skyldtes en regnefejl i selskabets bogholderi. Klageren havde ikke

tilbagebetalt det for meget udbetalte.

Revisoren gjorde derfor gældende, at den skattepligtige indkomst

skulle forhøjes med det for meget udbetalte

godtgørelsesbeløb, 11.030 kr.

Revisoren havde under henvisning til, at skatteankenævnet havde

anført, at klagerens køresedler ikke kunne danne grundlag for

at anse de modtagne godtgørelser for skattefri, gjort gældende,

at dette skyldtes, at en sælger, der besøgte flere kunder om

dagen i en by og dens omegn, ikke kun kørte fra et punkt til et andet,

men at der også var en del intern kørsel i den by eller omegn,

som havde været målet for besøget.

Landsskatteretten udtalte:

Efter ligningslovens § 9, stk. 5, var godtgørelser, der udbetaltes

af arbejdsgiveren udgifter, som en lønmodtager påførtes

som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen.

Dette gjaldt dog ikke godtgørelse for rejse- og

befordringsudgifter, såfremt godtgørelsen ikke oversteg satser,

der var fastsat af Ligningsrådet. Godtgørelsen var i så

fald skattefri.

Det fremgik af punkt 2.2. i Told- og Skattestyrelsens cirkulære,

1993 - 23, der var udstedt i medfør af ovennævnte bestemmelse,

at det var en forudsætning for udbetaling af skattefri

befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren førte kontrol med

antallet af kørte kilometer. Faste månedlige eller årlige

befordringsgodtgørelser blev medregnet ved

indkomstopgørelsen.

Landsskatteretten bemærkede, at bestemmelsen i ligningslovens § 9

havde været administreret således, at det for så vidt angik

befordringsgodtgørelse havde været en forudsætning for

skattefrihed, at der i overensstemmelse med ligningsvejledningens angivelser

ikke skete udbetaling af faste månedlige eller årlige

beløb, der var fastsat uafhængig af kørte kilometer. Det

var pålagt arbejdsgiveren at kontrollere, at der blev afregnet på

grundlag af Ligningsrådets satser i forhold til kilometetertallet. Af

forarbejderne til bestemmelsen fremgik, at reglerne forudsattes administreret

i overensstemmelse med Ligningsrådets anvisninger. Ved

bedømmelsen af det foreliggende tilfælde måtte det

lægges til grund, at der ikke var sket justeringer af klagerens

kørselsbehov i årets løb, ligesom det måtte

lægges til grund, at der ej heller var sket reguleringer af for meget

udbetalt kørselsgodtgørelse i årets løb, idet det

for meget udbetalte beløb, 11.030 kr., ikke var tilbagebetalt.

Landsskatteretten fandt herefter ikke grundlag for at ændre de

påklagede ansættelser af personlig indkomst og fradrag for

befordring, der herefter blev stadfæstet.

Hvad angik fradrag for handelsrejsende fandt Landsskatteretten ej heller i

sagens oplysninger grundlag for at ændre ansættelsen, der derfor

blev stadfæstes.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter