Spring til indhold

Retsinformation

Standardfradrag - eksportmedarbejder. (* 1)

KEN nr 18426 af 11/12/1991Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Standardfradrag - eksportmedarbejder. (* 1)

A klagede for indkomståret 1989 over, at de lokale skattemyndigheder ikke

havde godkendt hans ligningsmæssige fradrag på 14.270 kr. i standardfradrag

for arbejde i udlandet, beregnet som 10 dage a 55 kr. og 98 dage a 140 kr.

Det var oplyst, at klageren var ansat hos et aktieselskab i Jylland.

Ifølge oplysning fra arbejdsgiveren havde klageren i 1989 haft i alt 108

rejsedage til USSR, Sydkorea, Singapore, Czekoslovakiet, Frankrig og

Tyskland. Endvidere havde arbejdsgiveren oplyst, at klageren havde fået

godtgjort sine rejseudgifter efter regning, lige som han havde fået udbetalt

en skattefri godtgørelse på 60% af Ligningsrådets satser for skattefri

rejsegodtgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 7.

Det var endvidere oplyst, at klageren var projektleder ved opførelse af

produktionsvirksomheder forskellige steder, navnlig i udviklingslande. Hans

arbejde bestod i dels at varetage det økonomiske grundlag for projekter i

udlandet og dels i vidt omfang at føre tilsyn med projekterne i udlandet.

Skatteankenævnet havde ikke fundet, at klageren kunne anses for berettiget

til det omhandlede standardfradrag på 14.270 kr., når han havde modtaget den

nævnte skattefri godtgørelse, der fandtes bl.a. at give dækning for de samme

udgifter, som standardfradraget tilsigtede at dække.

Klageren gjorde over for Landsskatteretten gældende, at der ikke var

grundlag for at nægte ham det pågældende standardfradrag, henvist bl.a. til

ligningsvejledningen for indkomståret 1989, afsnit D 2.3.28, og SD-cirkulære

1988-65.

Told- og Skattestyrelsen udtalte i anledning af klagen til

Landsskatteretten, at det måtte anses for en forudsætning for, at klageren

kunne indrømmes det omhandlede standardfradrag, at han opfyldte betingelserne

for at kunne anses for eksportmedarbejder. Styrelsen fandt ikke, at det af

sagens oplysninger fremgik, at klageren opfyldte denne betingelse.

Landsskatteretten fandt, at det måtte lægges til grund, at klageren i

indkomståret 1989 havde været eksportmedarbejder, jf. ligningslovens § 9 E,

Læs alt

stk. 2, da han havde udført arbejde i udlandet med sigte på at opfylde

aftaler om salg af arbejdsgiverens vare- og tjenesteydelser.

Retten fandt ikke, at ligningslovens § 9 E, respektive Ligningsrådets

anvisning vedrørende fradrag for merudgifter ved lønarbejde i udlandet, jf.

SD-cirkulære 1988-65, gjorde det til en betingelse for indrømmelse af

standardfradrag som det omhandlede, at den skattepligtige ikke havde modtaget

skattefri rejsegodtgørelse eller havde fået sine udgifter dækket ved udlæg

efter regning, cfr. herved anvisningens 1. afsnit vedrørende fradrag for

udgifter til kost og logi. Under den forudsætning, at klageren kunne anses

for eksportmedarbejder, havde Told- og Skattestyrelsen tilsluttet sig dette

resultat. Ansættelsen blev herefter nedsat i overensstemmelse med klagerens

påstand.

LV 1990, D 2.3.28.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter