Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 19/11 2001 vedr. Selvstændig vognmand med transportopgaver i udlandet.

KEN nr 10042 af 19/11/2001Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. august 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 19/11 2001 vedr. Selvstændig

vognmand med transportopgaver i udlandet.

A klager for indkomståret 1997 over, at skatteankenævnet har

forhøjet hans indkomst med 9.227 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren den 1. juni 1997

startede som selvstændig vognmand. Han kørte i det påklagede år hovedsagelig

for B A/S og primært til Sverige og Norge. I den forbindelse har klageren

foretaget fradrag med Ligningsrådets standardsats for vognmænd med i alt

128,5

døgn á 256 kr., eller med i alt 32.896 kr. for udgifter på rejsedage, jf.

ligningslovens

§ 9, stk. 7. Ved beregningen opgjorde klageren tidsmæssigt fradraget fra da

han

forlod sin faste bopæl og til han kom tilbage hertil.

Der er forelagt følgende eksempel på klagerens kørselsmønster:

Efter aflæsning mandag morgen i Kolding starter ny tur.

8-9-97

kl. 09,00 Kolding,

afgang

8-9

kl. 09,15

Kolding, læsser 29 ruller tråd

8-9

kl. 11,00

Fredericia, læsser 3 pll.

8-9

kl. 17,00

Helsingør, færge

kl. 18,30

Helsingborg, ankomst Sverige

Læs alt

8-9

kl.

22,00

Sjötofta, overnatning

9-9

kl. 07,00

--------, aflæsser 22 rl. tråd

9-9

kl.

09,00

Anderstorp, aflæsser 7 rl. tråd

9-9

kl.

10,00

-----------, aflæsser 2 pll.

9-9

kl.

12,00

Forslada, læsset 1 pll.

9-9

kl.

13,00

Värnamo, aflæsset 1 pll.

9-9

kl.

14,00

Alvesta, læsset 17 pk. træ

9-9

kl.

18,30

Helsingborg, færge

9-9

kl. 19,30

Helsingør, ankomst Danmark

9-9

kl. 24,00

Odense, ankomst Odense og overnatning

10-9

kl. 07,00

Odense, aflæsser 17 pk. træ

Tur slutter kl. 8,30 i Odense. Ny tur starter.

10-9

kl.

08,30

Odense, afgang

10-9

kl.

08,45

-------, læsser 12 pll. papir

10-9

kl.

10,00

-------, læsser 4 pll.

10-9

kl.

11,00

Taulov, aflæsser 1 pll. til anden lastbil

10-9

kl.

11,30

Kolding, læsser 24 pll.

10-9

kl.

17,00

Frederikshavn, læsser 2 pll.

10-9

kl.

18,00

-------, færge til Sverige

10-9

kl.

23,30

Göteborg, ank. og overnatning

11-9

kl.

06,00

-----------, afg.

11-9

kl.

09,00

Ödeshög, aflæsser 5 pll.

11-9

kl.

10,00

Motola, aflæsser 1 pll.

11-9

kl.

11,00

Norrköbing, aflæsser 1 pll.

11-9

kl.

11,30

-------------, aflæsser 1 pll.

11-9

kl. 13,00

Kristineholm, aflæsser 5 pll.

11-9

kl.

14,30

Störgnäs, aflæsser 24 pll.

11-9

kl.

16,00

Vesterås, aflæsser 4 pll.

11-9

kl.

19,00

Skinnskatteberg, overnatning

12-9

kl.

07,00

------------------- læsser 5 pk. finer

12-9

kl.

10,00

Mariaberg, læsser 3 pll.

12-9

kl.

11,30

Mariastad, læsser 23 pll.

12-9

kl.

17,30

Göteborg, færge til Danmark

12-9

kl.

22,00

Frederikshavn, overnatning

13-9

kl.

07,00

----------------, afgang

13-9

kl.

11,30

Kolding

, Week-end

15-9

kl.

06,45

----------, afg. fra bopæl

15-9

kl.

07,00

----------, aflæsser 23 pll.

15-9

kl.

09,30

Roust, aflæsser 5 pk. finer

Tur slutter kl. 10,00 i Roust. Ny tur starter.

Skatteforvaltningens

synspunkt

Skatteforvaltningen beskar imidlertid klagerens fradrag, og

indrømmede alene et skønsmæssigt fradrag for udenlandsrejser beregnet fra det

tidspunkt, hvor klageren passerede grænsen ud af Danmark, og indtil han

passerede grænsen ind i landet igen. Klagerens fradrag for udenlandsrejser

blev

herefter opgjort til 20.224 kr.

Skatteankenævnets

synspunkt

Skatteankenævnet anså dog klageren for berettiget til at

foretage fradrag med godtgørelsessatserne for årets udenlandsrejser beregnet

fra det tidspunkt, hvor klageren forlod sin bopæl, og til han vendte tilbage

dertil efter rejsen. Der blev herved henvist til, at det ikke positivt i

loven

eller forarbejderne hertil er anført, hvornår en udenlandsrejse begynder.

Nævnet fandt derfor at måtte henholde sig til principperne i de generelle

regler for lønmodtagere. Skatteankenævnet ændrede i øvrigt efter en nærmere

gennemgang det selvangivne antal fra 128,5 udedøgn til 117,5 udedøgn.

Told- og Skattestyrelsens

synspunkt

Told- og Skattestyrelsen fandt imidlertid ikke, at det af skatteankenævnet

godkendte fradrag var i overensstemmelse med bestemmelsen i ligningslovens §

9,

stk. 7. Der blev herved henvist til, at det ikke ved lovændringen havde været

intentionen at selvstændigt erhvervsdrivende skulle indrømmes fradrag efter

standardsatser, når de befandt sig i Danmark. Det fremgår således af

forarbejderne til lovbestemmelsen, at baggrunden for fradragsreglen var, at

de

selvstændige vognmænd – ligesom de ansatte chauffører – havde

besvær og

vanskeligheder i forbindelse med at samle udgiftsbilag ved rejse i udlandet

og

få dem godkendt af skattevæsenet, jf. forslaget til lov nr. 452 af 10. juni

1997 om ændring af ligningsloven, L 257, pkt. 7, c.

For langturschauffører eller vognmænd, der arbejder som

chauffører, omfatter en rejse altid mange rejsemål/-delmål (midlertidige

arbejdssteder), idet deres arbejde med kørsel af lastvognen bevirker, at de

får

nye, midlertidige arbejdssteder i takt med kørslen.

Ved høringen af forslaget til lov L 88 tilkendegav Foreningen af

Statsautoriserede Revisorer i øvrigt, at fradragsreglen for selvstændigt

erhvervsdrivende burde udvides til også at gælde ved rejse i Danmark. Dette

blev imidlertid afvist, jf. L 88, og den nuværende bestemmelse i

ligningslovens

§ 9 A, stk. 8, gælder derfor også kun for udgifter til kost og

småfornødenheder, der afholdes i udlandet i forbindelse med et midlertidigt

arbejdssted der.

Ligningsrådets synspunkt

Styrelsen indstillede derfor til Ligningsrådet, at fradraget for

udenlandsrejser blev opgjort og fastsat i overensstemmelse med det af

Skatteforvaltningen godkendte fradrag, hvilket rådet tiltrådte, jf.

skattestyrelseslovens § 14, stk. 5, jf. § 19.

Klagerens skatterådgivers

skriftlige indlæg

For Landsskatteretten har skatterådgiveren fastholdt, at

klageren har ret til standardfradrag for kørsel i udlandet fra det tidspunkt,

hvor kørslen starter fra hjemmet til det tidspunkt, hvor klageren igen er på

bopælen, når kørslen har medført overnatning på grund af afstanden, og

kørslen

til og fra hjemmet kun er afbrudt af af- og pålæsning i forbindelse med

kørslen

til og fra udlandet, idet fradraget efter rådgiverens opfattelse skal

beregnes

på samme måde som for lønmodtagere, der kører som langturschauffører.

Da skatteankenævnet efter en nærmere gennemgang har ændret det

selvangivne antal fra 128,5 udedøgn til 117,5 udedøgn, er det herefter

skatterådgiverens påstand, at ankenævnets opgørelse skal lægges til grund.

Fradraget er beregnet i henhold til den dagældende

ligningslovens § 9, stk. 7, hvorefter

”Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden mellem

bopæl og midlertidigt arbejdssted i udlandet ikke har mulighed for at

overnatte

på den sædvanlige bopæl, kan vælge at foretage fradrag med de i § 6 fastsatte

satser i stedet for de faktiske udgifter”.

Al den kørsel, som klageren har foretaget fradrag for efter

denne bestemmelse, er således forårsaget af et midlertidigt arbejdssted,

nemlig

Sverige. Til skatterådgiverens skrivelse af 23. august 2000 til Ligningsrådet

er i øvrigt vedhæftet et eksempel på en kørselsrapport for en typisk

kørselsuge

i 1997.

I øvrigt har skatterådgiveren følgende bemærkninger til Told- og

Skattestyrelsens sagsfremstilling:

Rådgiveren finder, at Told- og Skattestyrelsens fortolkning af

rejsebegrebet hverken finder støtte i lovteksten, i forarbejderne til

lovforslaget eller i praksis i øvrigt.

I sagsfremstillingen refereres til forarbejderne til

lovbestemmelsen, ”at de selvstændige vognmænd – ligesom de ansatte

chauffører –

havde besvær og vanskeligheder med at samle udgiftsbilag ved rejse i udlandet

og få dem godkendt af skattevæsenet, jf. forslaget til lov nr. 452 af 10.

juni

1997 om ændring af LL, L 257, pkt. 7, c.”

Om selvstændige vognmænd fremgår dog af bemærkningerne:

”De har imidlertid vanskeligt ved at samle bilag og få de

indsamlede bilag godkendt af skattevæsenet. Det har desuden været vanskeligt

at

nå op på de beløb, der svarer til standardsatserne.”

Rådgiveren gør herefter gældende, at der altså ikke kun er tale

om bilag ved rejse i udlandet, men om bilag i almindelighed. Det er vel også

derfor, at loven åbner mulighed for at anvende de samme standardsatser for de

to grupper af langturschauffører, lønmodtagere og selvstændige

erhvervsdrivende.

For så vidt angår styrelsens bemærkninger om, at for

langturschauffører og vognmænd, der kører som chauffører, omfatter en rejse

altid mange rejsemål/-delmål, må grænsen efter rådgiverens opfattelse gå på,

om

turen er tilrettelagt med henblik på kørsel i udlandet. Hvis for eksempel

vognmanden kører fra hjemmet til en virksomhed for at læsse varer/gods, er

rejsen til udlandet efter almindelig opfattelse og efter praksis påbegyndt

fra

hjemmet. Om der kan fratrækkes standardfradrag for denne rejse, skal alene

afgøres ud fra afstanden og den heraf manglende mulighed for overnatning på

den

sædvanlige bopæl.

Told- og Skattestyrelsens fortolkning af, at det kun er udgifter

til kost og småfornødenheder, der afholdes i udlandet i forbindelse med de

midlertidige arbejdssteder der, som kan fratrækkes, er rådgiveren i øvrigt

ikke

enig i. Efter ligningslovens § 9, stk. 6, kan følgende satser anvendes til

dækning af merudgifter til kost og småfornødenheder i stedet for faktiske

beløb:

”1) Ved rejse

med

overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på 265 kr. pr.

døgn.”

Den eneste betingelse for at udløse standardfradrag er ifølge

rådgiveren altså også i dette tilfælde, at der har været tale om overnatning.

Det er endeligt efter rådgiverens opfattelse ikke

hensigtsmæssigt, at Told- og Skattestyrelsen administrativt forsøger at

stramme

reglerne for selvstændige vognmænds rejser til udlandet, når det fra

lovgivers

side har været hensigten at lempe fradragsretten. Det er tilmed

tilkendegivet,

at man ønsker at sidestille de vognmænd, der kører som chauffører, med

langturschaufførerne på fradragsområdet. Told- og Skattestyrelsens

indstilling

indebærer efter rådgiverens opfattelse, at selvstændige vognmænd tvinges til

at

drive virksomheden i selskabsform for at opnå fradrag svarende til

langturschauffører, der kører som ansatte.

Konsekvensen af Told- og Skattestyrelsens indstilling er, at

kørslen i Danmark berettiger til fradrag efter dokumentation og kørslen i

udlandet efter standardsatsen for samme rejse tur/retur. Dette har efter

rådgiverens opfattelse ikke været hensigten med lovændringen i 1997.

Rådgiveren

er dog enig i, at standardsatserne for kørsel udelukkende i Danmark ikke kan

anvendes.

Hverken Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet har i

øvrigt ønsket at kommentere hans indsigelse om, at man skal anvende to sæt

fradragsregler for samme rejse, ligesom Ligningsrådet ikke har tilkendegivet,

om standardfradraget skal beregnes fra pålæsningssted, færgehavn, på bromidte

eller ved ankomsten til udenlandsk havn eller lignende.

Når der i sagsfremstillingen bl.a. henvises til, at FSR´s

forslag om at anvende

reglerne om

standardfradrag for selvstændige ved rejse i Danmark ikke vandt gehør, kan

den

manglende accept heraf ikke bruges som et argument for at nægte

standardfradrag

for det tidsrum af en rejse til udlandet, der foregår i Danmark. FSR´s

tilkendegivelse

i forbindelse med L 88 drejede sig kun om rejser i Danmark.

Told- og Skattestyrelsens

udtalelse

Told- og Skattestyrelsen har i den anledning bl.a. udtalt til

Landsskatteretten, at den af klagen omhandlede regel i ligningslovens § 9 A,

stk. 8, er ændret ved lov nr. 1300 af 20. december 2000. Ændringen består i,

at

ordene ”i udlandet” er udgået af bestemmelsen. Om baggrunden for

denne

lovændring, der blev fremsat den 10. november 2000, står der bl.a. i

bemærkningerne til lovforslaget L 97:

”Det må antages, at selvstændigt erhvervsdrivende på rejse har

forhold, der ikke adskiller sig væsentligt fra lønmodtageres forhold, når de

er

på rejse. For at skabe yderligere ligestilling mellem personer på rejse

foreslås det derfor at give selvstændigt erhvervsdrivende mulighed for ved

rejser i Danmark at trække rejseudgifter fra med standardsatserne for

skattefri

rejsegodtgørelse/rejsefradrag til lønmodtagere i det pågældende erhverv. Den

mulighed har de selvstændigt erhvervsdrivende efter de gældende regler kun

for

rejse i udlandet.”

Klagerens rådgivers

kommentar

Klagerens rådgiver, der er gjort bekendt med styrelsens

udtalelse, har hertil bl.a. anført, at han er enig i, at den omhandlede regel

i

ligningslovens § 9 A, stk. 8, er ændret med virkning fra og med indkomståret

2001. Denne lovændring er imidlertid efter rådgiverens opfattelse ikke en

konsekvens af Ligningsrådets eller Told- og Skattestyrelsens indsats, men

udelukkende led i en politisk aftale om lettelser generelt til

transporterhveret. Aftalen tog bl.a. sigte på en mere generel forbedring af

de

selvstændiges muligheder for rejsefradrag. Når Told- og Skattestyrelsen

nævner

denne lovændring, kan denne efter rådgiverens opfattelse ikke bruges som

argument for, at den tidligere retstilstand med hensyn til ture til og fra

udlandet var som påstået af Told- og Skattestyrelsen.

Forklaringen ved den

mundtlige forhandling

Klagerens rådgiver har endvidere henvist til selve

lovbestemmelsens indhold, hvorefter der kun opstilles to betingelser for at

kunne opnå fradrag: Der skal være en afstand mellem bopæl og det midlertidige

arbejdssted og det skal ikke være muligt at overnatte på den sædvanlige

bopæl.

Der opstilles således ikke andre betingelser i loven.

Med lovændringen er der heller ikke sket nogen ændring af det

generelle rejsebegreb eller indført et nyt rejsebegreb. På samme måde som i

Storebælt-sagen (UfR 1996, side 1360 H) kan Told- og Skattestyrelsen derfor

ikke give sig til at tolke rejsebegrebet anderledes.

Det kan også undre, at en vognmand skulle anvende to regelsæt

for den samme tur. Et for kørslen fra X til grænsen og et for kørslen i

udlandet herefter. En ansat langturschauffør anvender heller ikke to

regelsæt.

Der står heller ingen steder, at der skal være tale om udgifter

til kost og småfornødenheder, der afholdes i udlandet.

Foreligger en fortolkningstvivl, er det også uheldigt, hvis

myndighederne er for rigoristiske i deres udlægning. Hvis lovgivningens

hensigt

er at begunstige, må man også tolke til gunst for borgeren.

I nærværende sag kan det også undre, at klageren i konsekvens af

styrelsens holdning slet ikke er blevet indrømmet noget fradrag for sin

kørsel

i Danmark.

Repræsentanten for klagerens brancheforening har videre oplyst,

at Foreningen af Danske Langtursvognmænd har deltaget i det lovforberedende

arbejde omkring bestemmelsens indførelse. Her har der på intet tidspunkt være

nævnt synspunkter som de af styrelsen anførte. Forholdet er nærmere dette, at

den daværende skatskatteminister ikke fandt anledning til at præcisere i

lovteksten.

I øvrigt var det hensigten med lovændringen at skabe

ligestilling ikke bare mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende,

men også mellem en personlig virksomhed drevet i virksomhedsordningen og

virksomheder drevet i selskabsform. Det kan ikke være rigtigt, at en

virksomhed

med styrelsens udlægning herefter skal lægges ind i et selskab for at

vognmanden kan blive lønmodtager og derfor være omfattet af reglerne fra han

kører hjemmefra.

Alle indgåede overenskomster opererer også med begrebet rejse

fra bopæl/arbejdsgivers sted til bopæl/arbejdsgivers sted.

Advokatens procedure

Efter advokatens opfattelse vedrører sagen et rent

fortolkningsspørgsmål, hvor udgangspunktet er, at man må se på

lovbestemmelsens

ordlyd. I lovbestemmelsen står der blot, at det skal have været en umulighed

at

overnatte på bopælen. Denne betingelse er således opfyldt, og loven

indeholder

ikke yderligere betingelser. Afstanden fra bopælen er således den udløsende

begivenhed for fradraget. Det kan derfor ikke kræves, at hele kørslen sker i

udlandet eller at overnatningen sker her. Det er dansk rets almindelige

rejsebegreb, der finder anvendelse, jf. forslaget til lov nr. 452 af 10. juni

1997.

Ser man på motiverne bag lovbestemmelsen siger de almindelige

bemærkninger, at hvor det før har været krævet, at der af de selvstændige

vognmænd blev fremskaffet bilag, kan alle nu anvende standardsatserne. I de

specielle bemærkninger siges også, at reglerne for de selvstændige vognmænd

herefter er de samme som for lønmodtagere. Der er derfor efter advokatens

opfattelse ikke i bemærkningerne støtte for Told- og Skattestyrelsens

fortolkning af bestemmelsen.

Domspraksis viser også, at der stilles skærpede krav til

lovhjemmelen. Dette fremgår af dommene om de fikserede renter, kunstnerisk

virksomhed i selskabsform, Store Bælts-sagen, og de handelsrejsendes

standardfradrag (hovedmåltidskriteriet). Hvis lovbestemmelsens ordlyd er

opfyldt, må andre synspunkter derfor vige.

Lovgiverne har heller ikke tilføjet et nyt stk. 2 til

bestemmelsen, hvor det direkte er nævnt, at man i forbindelse med selve

kørslen

i Danmark kun kan få dækket sine merudgifter. Det fremgår også, at lovgiverne

i

forbindelse med bestemmelsens indførelse tænkte på de selvstændige vognmænd.

Man kendte således til forholdene, men alligevel blev der ikke indført nogen

særbestemmelse i loven. Styrelsen har også i TfS 1999.97 udtalt sig om

forståelsen af rejsebegrebet for lønmodtagere ved tremåneders- og

seksmånedersrejser uden overnatning på bopælen ved et midlertidigt

arbejdssted.

Rejsen startede her ved bopælen. Samme regelsæt er også anvendt i de

arbejdsretlige overenskomster. Styrelsens henvisning til et cirkulære, der

kom tre år efter, forekommer advokaten også

tynd. Den senere lovændring siger heller ikke noget om, hvorledes

bestemmelsen

skal tolkes. Styrelsen har derfor ikke nogen reelle begrundelser for

hjemmelen.

Landsskatteretten

bemærker

, at efter lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997 har

ligningslovens § 9, stk. 7, følgende formulering:

” Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden

mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted i udlandet ikke har mulighed for

at

overnatte på den sædvanlige bopæl, kan vælge at foretage fradrag med de i

stk.

6 fastsatte satser i stedet for de faktiske udgifter”.

Landsskatteretten bemærker videre, at klageren efter de

forelagte oplysninger har haft kørsel til Sverige og Norge i forbindelse med

transportopgaver, herunder med af- og pålæsning i Sverige. Han har således

haft

et midlertidigt arbejdssted i udlandet uden at kunne komme hjem til bopælen

til

overnatning, jf. ligningslovens § 9, stk. 7. Landsskatteretten kan herefter

tiltræde det af advokaten anførte, hvorefter klageren i princippet opfylder

de

kriterier, der er fastsat i lovbestemmelsen. Det forudsættes herved, at

overnatningerne uden for hjemmet i det enkelte tilfælde har været

nødvendiggjort af arbejdsforholdene i udlandet. Der vil under disse

omstændigheder kunne beregnes fradrag efter bestemmelsen af hele turens

varighed, jf. herved det af advokaten anførte. Forhøjelsen af klagerens

indkomst med 9.227 kr. frafaldes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter