Landsskatteretskendelse af 19/11 2001 vedr. Selvstændig vognmand med transportopgaver i udlandet.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 19/11 2001 vedr. Selvstændig
vognmand med transportopgaver i udlandet.
A klager for indkomståret 1997 over, at skatteankenævnet har
forhøjet hans indkomst med 9.227 kr.
Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren den 1. juni 1997
startede som selvstændig vognmand. Han kørte i det påklagede år hovedsagelig
for B A/S og primært til Sverige og Norge. I den forbindelse har klageren
foretaget fradrag med Ligningsrådets standardsats for vognmænd med i alt
128,5
døgn á 256 kr., eller med i alt 32.896 kr. for udgifter på rejsedage, jf.
ligningslovens
§ 9, stk. 7. Ved beregningen opgjorde klageren tidsmæssigt fradraget fra da
han
forlod sin faste bopæl og til han kom tilbage hertil.
Der er forelagt følgende eksempel på klagerens kørselsmønster:
Efter aflæsning mandag morgen i Kolding starter ny tur.
8-9-97
kl. 09,00 Kolding,
afgang
8-9
kl. 09,15
Kolding, læsser 29 ruller tråd
8-9
kl. 11,00
Fredericia, læsser 3 pll.
8-9
kl. 17,00
Helsingør, færge
kl. 18,30
Helsingborg, ankomst Sverige
Læs alt
8-9
kl.
22,00
Sjötofta, overnatning
9-9
kl. 07,00
--------, aflæsser 22 rl. tråd
9-9
kl.
09,00
Anderstorp, aflæsser 7 rl. tråd
9-9
kl.
10,00
-----------, aflæsser 2 pll.
9-9
kl.
12,00
Forslada, læsset 1 pll.
9-9
kl.
13,00
Värnamo, aflæsset 1 pll.
9-9
kl.
14,00
Alvesta, læsset 17 pk. træ
9-9
kl.
18,30
Helsingborg, færge
9-9
kl. 19,30
Helsingør, ankomst Danmark
9-9
kl. 24,00
Odense, ankomst Odense og overnatning
10-9
kl. 07,00
Odense, aflæsser 17 pk. træ
Tur slutter kl. 8,30 i Odense. Ny tur starter.
10-9
kl.
08,30
Odense, afgang
10-9
kl.
08,45
-------, læsser 12 pll. papir
10-9
kl.
10,00
-------, læsser 4 pll.
10-9
kl.
11,00
Taulov, aflæsser 1 pll. til anden lastbil
10-9
kl.
11,30
Kolding, læsser 24 pll.
10-9
kl.
17,00
Frederikshavn, læsser 2 pll.
10-9
kl.
18,00
-------, færge til Sverige
10-9
kl.
23,30
Göteborg, ank. og overnatning
11-9
kl.
06,00
-----------, afg.
11-9
kl.
09,00
Ödeshög, aflæsser 5 pll.
11-9
kl.
10,00
Motola, aflæsser 1 pll.
11-9
kl.
11,00
Norrköbing, aflæsser 1 pll.
11-9
kl.
11,30
-------------, aflæsser 1 pll.
11-9
kl. 13,00
Kristineholm, aflæsser 5 pll.
11-9
kl.
14,30
Störgnäs, aflæsser 24 pll.
11-9
kl.
16,00
Vesterås, aflæsser 4 pll.
11-9
kl.
19,00
Skinnskatteberg, overnatning
12-9
kl.
07,00
------------------- læsser 5 pk. finer
12-9
kl.
10,00
Mariaberg, læsser 3 pll.
12-9
kl.
11,30
Mariastad, læsser 23 pll.
12-9
kl.
17,30
Göteborg, færge til Danmark
12-9
kl.
22,00
Frederikshavn, overnatning
13-9
kl.
07,00
----------------, afgang
13-9
kl.
11,30
Kolding
, Week-end
15-9
kl.
06,45
----------, afg. fra bopæl
15-9
kl.
07,00
----------, aflæsser 23 pll.
15-9
kl.
09,30
Roust, aflæsser 5 pk. finer
Tur slutter kl. 10,00 i Roust. Ny tur starter.
Skatteforvaltningens
synspunkt
Skatteforvaltningen beskar imidlertid klagerens fradrag, og
indrømmede alene et skønsmæssigt fradrag for udenlandsrejser beregnet fra det
tidspunkt, hvor klageren passerede grænsen ud af Danmark, og indtil han
passerede grænsen ind i landet igen. Klagerens fradrag for udenlandsrejser
blev
herefter opgjort til 20.224 kr.
Skatteankenævnets
synspunkt
Skatteankenævnet anså dog klageren for berettiget til at
foretage fradrag med godtgørelsessatserne for årets udenlandsrejser beregnet
fra det tidspunkt, hvor klageren forlod sin bopæl, og til han vendte tilbage
dertil efter rejsen. Der blev herved henvist til, at det ikke positivt i
loven
eller forarbejderne hertil er anført, hvornår en udenlandsrejse begynder.
Nævnet fandt derfor at måtte henholde sig til principperne i de generelle
regler for lønmodtagere. Skatteankenævnet ændrede i øvrigt efter en nærmere
gennemgang det selvangivne antal fra 128,5 udedøgn til 117,5 udedøgn.
Told- og Skattestyrelsens
synspunkt
Told- og Skattestyrelsen fandt imidlertid ikke, at det af skatteankenævnet
godkendte fradrag var i overensstemmelse med bestemmelsen i ligningslovens §
9,
stk. 7. Der blev herved henvist til, at det ikke ved lovændringen havde været
intentionen at selvstændigt erhvervsdrivende skulle indrømmes fradrag efter
standardsatser, når de befandt sig i Danmark. Det fremgår således af
forarbejderne til lovbestemmelsen, at baggrunden for fradragsreglen var, at
de
selvstændige vognmænd – ligesom de ansatte chauffører – havde
besvær og
vanskeligheder i forbindelse med at samle udgiftsbilag ved rejse i udlandet
og
få dem godkendt af skattevæsenet, jf. forslaget til lov nr. 452 af 10. juni
1997 om ændring af ligningsloven, L 257, pkt. 7, c.
For langturschauffører eller vognmænd, der arbejder som
chauffører, omfatter en rejse altid mange rejsemål/-delmål (midlertidige
arbejdssteder), idet deres arbejde med kørsel af lastvognen bevirker, at de
får
nye, midlertidige arbejdssteder i takt med kørslen.
Ved høringen af forslaget til lov L 88 tilkendegav Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer i øvrigt, at fradragsreglen for selvstændigt
erhvervsdrivende burde udvides til også at gælde ved rejse i Danmark. Dette
blev imidlertid afvist, jf. L 88, og den nuværende bestemmelse i
ligningslovens
§ 9 A, stk. 8, gælder derfor også kun for udgifter til kost og
småfornødenheder, der afholdes i udlandet i forbindelse med et midlertidigt
arbejdssted der.
Ligningsrådets synspunkt
Styrelsen indstillede derfor til Ligningsrådet, at fradraget for
udenlandsrejser blev opgjort og fastsat i overensstemmelse med det af
Skatteforvaltningen godkendte fradrag, hvilket rådet tiltrådte, jf.
skattestyrelseslovens § 14, stk. 5, jf. § 19.
Klagerens skatterådgivers
skriftlige indlæg
For Landsskatteretten har skatterådgiveren fastholdt, at
klageren har ret til standardfradrag for kørsel i udlandet fra det tidspunkt,
hvor kørslen starter fra hjemmet til det tidspunkt, hvor klageren igen er på
bopælen, når kørslen har medført overnatning på grund af afstanden, og
kørslen
til og fra hjemmet kun er afbrudt af af- og pålæsning i forbindelse med
kørslen
til og fra udlandet, idet fradraget efter rådgiverens opfattelse skal
beregnes
på samme måde som for lønmodtagere, der kører som langturschauffører.
Da skatteankenævnet efter en nærmere gennemgang har ændret det
selvangivne antal fra 128,5 udedøgn til 117,5 udedøgn, er det herefter
skatterådgiverens påstand, at ankenævnets opgørelse skal lægges til grund.
Fradraget er beregnet i henhold til den dagældende
ligningslovens § 9, stk. 7, hvorefter
”Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden mellem
bopæl og midlertidigt arbejdssted i udlandet ikke har mulighed for at
overnatte
på den sædvanlige bopæl, kan vælge at foretage fradrag med de i § 6 fastsatte
satser i stedet for de faktiske udgifter”.
Al den kørsel, som klageren har foretaget fradrag for efter
denne bestemmelse, er således forårsaget af et midlertidigt arbejdssted,
nemlig
Sverige. Til skatterådgiverens skrivelse af 23. august 2000 til Ligningsrådet
er i øvrigt vedhæftet et eksempel på en kørselsrapport for en typisk
kørselsuge
i 1997.
I øvrigt har skatterådgiveren følgende bemærkninger til Told- og
Skattestyrelsens sagsfremstilling:
Rådgiveren finder, at Told- og Skattestyrelsens fortolkning af
rejsebegrebet hverken finder støtte i lovteksten, i forarbejderne til
lovforslaget eller i praksis i øvrigt.
I sagsfremstillingen refereres til forarbejderne til
lovbestemmelsen, ”at de selvstændige vognmænd – ligesom de ansatte
chauffører –
havde besvær og vanskeligheder med at samle udgiftsbilag ved rejse i udlandet
og få dem godkendt af skattevæsenet, jf. forslaget til lov nr. 452 af 10.
juni
1997 om ændring af LL, L 257, pkt. 7, c.”
Om selvstændige vognmænd fremgår dog af bemærkningerne:
”De har imidlertid vanskeligt ved at samle bilag og få de
indsamlede bilag godkendt af skattevæsenet. Det har desuden været vanskeligt
at
nå op på de beløb, der svarer til standardsatserne.”
Rådgiveren gør herefter gældende, at der altså ikke kun er tale
om bilag ved rejse i udlandet, men om bilag i almindelighed. Det er vel også
derfor, at loven åbner mulighed for at anvende de samme standardsatser for de
to grupper af langturschauffører, lønmodtagere og selvstændige
erhvervsdrivende.
For så vidt angår styrelsens bemærkninger om, at for
langturschauffører og vognmænd, der kører som chauffører, omfatter en rejse
altid mange rejsemål/-delmål, må grænsen efter rådgiverens opfattelse gå på,
om
turen er tilrettelagt med henblik på kørsel i udlandet. Hvis for eksempel
vognmanden kører fra hjemmet til en virksomhed for at læsse varer/gods, er
rejsen til udlandet efter almindelig opfattelse og efter praksis påbegyndt
fra
hjemmet. Om der kan fratrækkes standardfradrag for denne rejse, skal alene
afgøres ud fra afstanden og den heraf manglende mulighed for overnatning på
den
sædvanlige bopæl.
Told- og Skattestyrelsens fortolkning af, at det kun er udgifter
til kost og småfornødenheder, der afholdes i udlandet i forbindelse med de
midlertidige arbejdssteder der, som kan fratrækkes, er rådgiveren i øvrigt
ikke
enig i. Efter ligningslovens § 9, stk. 6, kan følgende satser anvendes til
dækning af merudgifter til kost og småfornødenheder i stedet for faktiske
beløb:
”1) Ved rejse
med
overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på 265 kr. pr.
døgn.”
Den eneste betingelse for at udløse standardfradrag er ifølge
rådgiveren altså også i dette tilfælde, at der har været tale om overnatning.
Det er endeligt efter rådgiverens opfattelse ikke
hensigtsmæssigt, at Told- og Skattestyrelsen administrativt forsøger at
stramme
reglerne for selvstændige vognmænds rejser til udlandet, når det fra
lovgivers
side har været hensigten at lempe fradragsretten. Det er tilmed
tilkendegivet,
at man ønsker at sidestille de vognmænd, der kører som chauffører, med
langturschaufførerne på fradragsområdet. Told- og Skattestyrelsens
indstilling
indebærer efter rådgiverens opfattelse, at selvstændige vognmænd tvinges til
at
drive virksomheden i selskabsform for at opnå fradrag svarende til
langturschauffører, der kører som ansatte.
Konsekvensen af Told- og Skattestyrelsens indstilling er, at
kørslen i Danmark berettiger til fradrag efter dokumentation og kørslen i
udlandet efter standardsatsen for samme rejse tur/retur. Dette har efter
rådgiverens opfattelse ikke været hensigten med lovændringen i 1997.
Rådgiveren
er dog enig i, at standardsatserne for kørsel udelukkende i Danmark ikke kan
anvendes.
Hverken Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet har i
øvrigt ønsket at kommentere hans indsigelse om, at man skal anvende to sæt
fradragsregler for samme rejse, ligesom Ligningsrådet ikke har tilkendegivet,
om standardfradraget skal beregnes fra pålæsningssted, færgehavn, på bromidte
eller ved ankomsten til udenlandsk havn eller lignende.
Når der i sagsfremstillingen bl.a. henvises til, at FSR´s
forslag om at anvende
reglerne om
standardfradrag for selvstændige ved rejse i Danmark ikke vandt gehør, kan
den
manglende accept heraf ikke bruges som et argument for at nægte
standardfradrag
for det tidsrum af en rejse til udlandet, der foregår i Danmark. FSR´s
tilkendegivelse
i forbindelse med L 88 drejede sig kun om rejser i Danmark.
Told- og Skattestyrelsens
udtalelse
Told- og Skattestyrelsen har i den anledning bl.a. udtalt til
Landsskatteretten, at den af klagen omhandlede regel i ligningslovens § 9 A,
stk. 8, er ændret ved lov nr. 1300 af 20. december 2000. Ændringen består i,
at
ordene ”i udlandet” er udgået af bestemmelsen. Om baggrunden for
denne
lovændring, der blev fremsat den 10. november 2000, står der bl.a. i
bemærkningerne til lovforslaget L 97:
”Det må antages, at selvstændigt erhvervsdrivende på rejse har
forhold, der ikke adskiller sig væsentligt fra lønmodtageres forhold, når de
er
på rejse. For at skabe yderligere ligestilling mellem personer på rejse
foreslås det derfor at give selvstændigt erhvervsdrivende mulighed for ved
rejser i Danmark at trække rejseudgifter fra med standardsatserne for
skattefri
rejsegodtgørelse/rejsefradrag til lønmodtagere i det pågældende erhverv. Den
mulighed har de selvstændigt erhvervsdrivende efter de gældende regler kun
for
rejse i udlandet.”
Klagerens rådgivers
kommentar
Klagerens rådgiver, der er gjort bekendt med styrelsens
udtalelse, har hertil bl.a. anført, at han er enig i, at den omhandlede regel
i
ligningslovens § 9 A, stk. 8, er ændret med virkning fra og med indkomståret
2001. Denne lovændring er imidlertid efter rådgiverens opfattelse ikke en
konsekvens af Ligningsrådets eller Told- og Skattestyrelsens indsats, men
udelukkende led i en politisk aftale om lettelser generelt til
transporterhveret. Aftalen tog bl.a. sigte på en mere generel forbedring af
de
selvstændiges muligheder for rejsefradrag. Når Told- og Skattestyrelsen
nævner
denne lovændring, kan denne efter rådgiverens opfattelse ikke bruges som
argument for, at den tidligere retstilstand med hensyn til ture til og fra
udlandet var som påstået af Told- og Skattestyrelsen.
Forklaringen ved den
mundtlige forhandling
Klagerens rådgiver har endvidere henvist til selve
lovbestemmelsens indhold, hvorefter der kun opstilles to betingelser for at
kunne opnå fradrag: Der skal være en afstand mellem bopæl og det midlertidige
arbejdssted og det skal ikke være muligt at overnatte på den sædvanlige
bopæl.
Der opstilles således ikke andre betingelser i loven.
Med lovændringen er der heller ikke sket nogen ændring af det
generelle rejsebegreb eller indført et nyt rejsebegreb. På samme måde som i
Storebælt-sagen (UfR 1996, side 1360 H) kan Told- og Skattestyrelsen derfor
ikke give sig til at tolke rejsebegrebet anderledes.
Det kan også undre, at en vognmand skulle anvende to regelsæt
for den samme tur. Et for kørslen fra X til grænsen og et for kørslen i
udlandet herefter. En ansat langturschauffør anvender heller ikke to
regelsæt.
Der står heller ingen steder, at der skal være tale om udgifter
til kost og småfornødenheder, der afholdes i udlandet.
Foreligger en fortolkningstvivl, er det også uheldigt, hvis
myndighederne er for rigoristiske i deres udlægning. Hvis lovgivningens
hensigt
er at begunstige, må man også tolke til gunst for borgeren.
I nærværende sag kan det også undre, at klageren i konsekvens af
styrelsens holdning slet ikke er blevet indrømmet noget fradrag for sin
kørsel
i Danmark.
Repræsentanten for klagerens brancheforening har videre oplyst,
at Foreningen af Danske Langtursvognmænd har deltaget i det lovforberedende
arbejde omkring bestemmelsens indførelse. Her har der på intet tidspunkt være
nævnt synspunkter som de af styrelsen anførte. Forholdet er nærmere dette, at
den daværende skatskatteminister ikke fandt anledning til at præcisere i
lovteksten.
I øvrigt var det hensigten med lovændringen at skabe
ligestilling ikke bare mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende,
men også mellem en personlig virksomhed drevet i virksomhedsordningen og
virksomheder drevet i selskabsform. Det kan ikke være rigtigt, at en
virksomhed
med styrelsens udlægning herefter skal lægges ind i et selskab for at
vognmanden kan blive lønmodtager og derfor være omfattet af reglerne fra han
kører hjemmefra.
Alle indgåede overenskomster opererer også med begrebet rejse
fra bopæl/arbejdsgivers sted til bopæl/arbejdsgivers sted.
Advokatens procedure
Efter advokatens opfattelse vedrører sagen et rent
fortolkningsspørgsmål, hvor udgangspunktet er, at man må se på
lovbestemmelsens
ordlyd. I lovbestemmelsen står der blot, at det skal have været en umulighed
at
overnatte på bopælen. Denne betingelse er således opfyldt, og loven
indeholder
ikke yderligere betingelser. Afstanden fra bopælen er således den udløsende
begivenhed for fradraget. Det kan derfor ikke kræves, at hele kørslen sker i
udlandet eller at overnatningen sker her. Det er dansk rets almindelige
rejsebegreb, der finder anvendelse, jf. forslaget til lov nr. 452 af 10. juni
1997.
Ser man på motiverne bag lovbestemmelsen siger de almindelige
bemærkninger, at hvor det før har været krævet, at der af de selvstændige
vognmænd blev fremskaffet bilag, kan alle nu anvende standardsatserne. I de
specielle bemærkninger siges også, at reglerne for de selvstændige vognmænd
herefter er de samme som for lønmodtagere. Der er derfor efter advokatens
opfattelse ikke i bemærkningerne støtte for Told- og Skattestyrelsens
fortolkning af bestemmelsen.
Domspraksis viser også, at der stilles skærpede krav til
lovhjemmelen. Dette fremgår af dommene om de fikserede renter, kunstnerisk
virksomhed i selskabsform, Store Bælts-sagen, og de handelsrejsendes
standardfradrag (hovedmåltidskriteriet). Hvis lovbestemmelsens ordlyd er
opfyldt, må andre synspunkter derfor vige.
Lovgiverne har heller ikke tilføjet et nyt stk. 2 til
bestemmelsen, hvor det direkte er nævnt, at man i forbindelse med selve
kørslen
i Danmark kun kan få dækket sine merudgifter. Det fremgår også, at lovgiverne
i
forbindelse med bestemmelsens indførelse tænkte på de selvstændige vognmænd.
Man kendte således til forholdene, men alligevel blev der ikke indført nogen
særbestemmelse i loven. Styrelsen har også i TfS 1999.97 udtalt sig om
forståelsen af rejsebegrebet for lønmodtagere ved tremåneders- og
seksmånedersrejser uden overnatning på bopælen ved et midlertidigt
arbejdssted.
Rejsen startede her ved bopælen. Samme regelsæt er også anvendt i de
arbejdsretlige overenskomster. Styrelsens henvisning til et cirkulære, der
kom tre år efter, forekommer advokaten også
tynd. Den senere lovændring siger heller ikke noget om, hvorledes
bestemmelsen
skal tolkes. Styrelsen har derfor ikke nogen reelle begrundelser for
hjemmelen.
Landsskatteretten
bemærker
, at efter lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997 har
ligningslovens § 9, stk. 7, følgende formulering:
” Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden
mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted i udlandet ikke har mulighed for
at
overnatte på den sædvanlige bopæl, kan vælge at foretage fradrag med de i
stk.
6 fastsatte satser i stedet for de faktiske udgifter”.
Landsskatteretten bemærker videre, at klageren efter de
forelagte oplysninger har haft kørsel til Sverige og Norge i forbindelse med
transportopgaver, herunder med af- og pålæsning i Sverige. Han har således
haft
et midlertidigt arbejdssted i udlandet uden at kunne komme hjem til bopælen
til
overnatning, jf. ligningslovens § 9, stk. 7. Landsskatteretten kan herefter
tiltræde det af advokaten anførte, hvorefter klageren i princippet opfylder
de
kriterier, der er fastsat i lovbestemmelsen. Det forudsættes herved, at
overnatningerne uden for hjemmet i det enkelte tilfælde har været
nødvendiggjort af arbejdsforholdene i udlandet. Der vil under disse
omstændigheder kunne beregnes fradrag efter bestemmelsen af hele turens
varighed, jf. herved det af advokaten anførte. Forhøjelsen af klagerens
indkomst med 9.227 kr. frafaldes derfor.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Skattefri godtgørelse i forbindelse med ansættelse som kursusassistent hos G1. Spørgsmål om fradrag for arbejdsværelse m.v Landsskatteretten · 12. februar 2009
- Skattefri godtgørelse i forbindelse med ansættelse som kursusleder hos G1. Spørgsmål om fradrag for arbejdsværelse Landsskatteretten · 12. februar 2009
- Selvstændig erhvervsdrivendes standardfradrag for rejseudgifter i udlandet Retsinformation · 26. oktober 2000
- Repræsentationsudgifter, fradrag for Retsinformation · 24. maj 2000
- Ligningsvejledningens bindende virkning Retsinformation · 26. september 2000
- Værdi af fri bil: Værdi af fri telefon, Refusioner – Lønindkomst: Værdi af fri bil, Værdi af fri telefon, Refusioner m.fl. Landsskatteretten · 18. juli 2018
Lignende dokumenter
- Selvstændig erhvervsdrivendes standardfradrag for rejseudgifter i udlandet Retsinformation · 26. oktober 2000
- Sag om, hvorvidt sagsøgeren, der i en del af indkomståret 1999 drev advokatvirksomhed, i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er berettiget til at fradrage en række nærmere angivne udgifter som driftsomkostninger i advokatvirksomheden Domsdatabasen · 5. oktober 2007
- Sag vedr. længden af et opsigelsesvarsel for det samarbejde inden for transportområdet, der gennem nogle år havde udviklet sig mellem sagsøgeren(Part 1 ApS), og sagsøgte selskab Domsdatabasen · 16. januar 2007
- Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af olie- og Co2-afgift – olie forbrugt til transport af særskilt materiel hen til landmanden ikke anset for godtgørelsesberettiget Retsinformation · 17. november 2009
- Betingelser for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse - Indberetningspligt - A-indkomst - Hæftelse for manglende indeholdelse af AM-bidrag og A-skat SKM-databasen · 15. maj 2025
- Landsretten ændrer byrettens dom, i sag om tvist i forbindelse med ophør af samarbejde mellem vognmand og taxiselskab, således at appellanten frifindes Domsdatabasen · 20. februar 2025