Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om lov nr. 388 af 2. juni 1999 om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven og kommuneskatteloven

Gældende CIR nr 123 af 28/07/1999CirkulæreSkatte- og Vækstministeriet12. august 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om lov nr. 388 af 2. juni 1999

om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven og

kommuneskatteloven

(Til de statslige told- og skattemyndigheder og de

kommunale skattemyndigheder)

Indledning

Ved lov nr. 388 af 2. juni 1999 om ændring af

skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven og kommuneskatteloven

(Indgreb mod sort arbejde, socialt bedrageri m.v.) er der som led i

finanslovsaftalen for 1999 gennemført en række initiativer, der

har til formål at nedbringe omfanget af »sort« arbejde og socialt

bedrageri, herunder forbedre myndighedernes muligheder for at

imødegå overtrædelser af lovgivningen om skatter og andre

ydelser til det offentlige.

Efter loven er Told- og Skattestyrelsen bemyndiget til,

med henblik på at imødegå overtrædelser af

lovgivningen om skatter og andre ydelser til det offentlige, at foretage en

tidsbegrænset registrering af personer og virksomheder, der har

påført eller forsøgt at påføre det

offentlige betydelige tab af skatter eller afgifter.

I skattekontrollovens § 13 om straf for skattesvig er

det præciseret, at den almindelige medvirkensregel i straffelovens

§ 23 finder anvendelse i fuldt omfang i forbindelse med skattesvig.

Endvidere er det gjort strafbart for virksomheder at

udstede urigtige fakturaer eller lignende dokumentation for levering eller

aftagelse af varer eller ydelser, og der er foretaget en kriminalisering af

virksomheders aftagelse af »sorte« varer eller ydelser.

Cirkulæret omhandler ikke de dele af loven, der

vedrører Told- og Skattestyrelsens adgang til at foretage

registersamkøring, jf. skattekontrollovens § 6 E,

Læs alt

indeholdelsespligtiges pligt til at foretage månedlige indberetninger

om modtagere af A-indkomst (MIA-ordningen), jf. kildeskattelovens § 57,

og ændringen af reglerne om regulering og afregning af kommunale

skatter mellem staten og kommunerne, jf. kommuneskattelovens § 16 b.

Paragrafhenvisningerne er, hvis ikke andet er

anført, til skattekontrolloven.

Indholdsfortegnelse

1. Told- og Skattestyrelsens observationsregister, jf. § 6 F.

2. Strafansvar for medvirken til skattesvig, jf. § 13,

stk. 1, 2. pkt.

3. Strafansvar for virksomheders udstedelse af urigtige fakturaer og

lignende dokumentation, jf. § 13 B og momslovens § 81, stk. 4.

4. Strafansvar for virksomheders aftagelse af »sorte« varer eller

ydelser, jf. § 13 C og momslovens § 81, stk. 5.

5. Ikrafttræden.

1. Told- og Skattestyrelsens observationsregister, jf. § 6 F

1.1. Generelt:

Efter § 6 F i

skattekontrolloven kan Told- og Skattestyrelsen, med henblik på at

imødegå overtrædelser af lovgivningen om skatter og andre

ydelser til det offentlige, oprette et register over fysiske og juridiske

personer, der har påført eller forsøgt at

påføre det offentlige betydelige tab af skatter,

arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter.

Formålet med registret er at skabe et modspil til

selskabstømmere, konkursryttere, udbydere af uholdbare

skattearrangementer og lignende større skatteunddragere. Med registret

vil de statslige told- og skattemyndigheder kunne blive varskoet om

identiteten af personer og selskaber, der repræsenterer en betydelig

risiko for unddragelse af skatter og lignende ydelser til det offentlige.

Told- og skattemyndighederne får således bedre mulighed for at

tilrettelægge behandlingen af sager, hvori sådanne personer eller

selskaber er involverede, og for at opdage tilfælde, hvor lovgivningen

er overtrådt eller forsøgt overtrådt.

Ved udformningen af § 6 F er der foretaget en

afvejning mellem på den ene side virkningen af at blive registreret i

et register som det foreslåede, og på den anden side

skattemyndighedernes behov for et register som dette, herunder at det

indeholder aktuelle oplysninger.

En registrering vil indebære, at den

pågældende vil blive fulgt nøjere af skatte- og

afgiftsmyndighederne. Men den pågældende bliver ikke - som

følge af registreringen - afskåret fra nogen rettigheder, og de

registrerede oplysninger må ikke samkøres med andre registrerede

oplysninger.

1.2. Kriterier for registrering:

Registrering i

observationsregistret kan kun foretages, hvis formålet er at

imødegå overtrædelser af lovgivningen om skatter eller

andre ydelser til det offentlige.

Det er derudover en betingelse for en registrering, at den

pågældende har påført eller forsøgt at

påføre det offentlige betydelige tab af skatter,

arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter, herunder moms.

Der skal være tale om et betydeligt tab for det

offentlige, for at en registrering kan foretages. At tabet skal være

betydeligt indebærer, at påførte tab samlet set skal

være i en størrelsesorden på mindst 50.000 kr. Et tab

anses i denne sammenhæng for påført, når kravet er

overgivet til tvangsinddrivelse.

Grundlaget for registrering er objektive kriterier i den

forstand, at der som udgangspunkt skal foreligge en dom eller en endelig

administrativ afgørelse, hvori det er konstateret, at den

pågældende forsætligt eller groft uagtsomt enten

har påført det offentlige et betydeligt tab af den nævnte

slags eller forsøgt at påføre det offentlige et

sådant betydeligt tab.

Den pågældende skal således have

været part i den pågældende sag, med deraf følgende

partsbeføjelser, herunder beføjelse til at påklage en

afgørelse i sagen. Der kan ikke foretages registrering på

grundlag af en dom eller en endelig administrativ afgørelse, hvor det

kun indirekte er konstateret, at den pågældende enten har

påført det offentlige et betydeligt tab eller har forsøgt

at påføre det offentlige et betydeligt tab. Er tabet

påført eller forsøgt påført af en juridisk

person, vil der dog i et vist omfang kunne foretages en registrering af ejere

mv. af den juridiske person, jf. nedenfor under punkt 1.3.

Udover registrering på grundlag af en dom eller en

endelig administrativ afgørelse vil der kunne foretages registrering i

følgende tilfælde og i tilfælde, der ganske kan

sidestilles hermed, af:

1) En fysisk eller juridisk person, der administrativt har vedtaget en

bøde for overtrædelse af told-, skatte- eller

afgiftslovgivningen.

2) En udbyder eller erhvervsmæssig formidler af

skattearrangementer, der ved forskudsregistreringen eller ligningen er

tilsidesat som værende uden reelt indhold. Et skattearrangement er

karakteriseret ved, at der med det primære formål at spare eller

udskyde skat er anskaffet et formuegode eller finansielt instrument, og at

anskaffelsen helt eller delvis er finansieret ved lån.

3) En fysisk eller juridisk person, der har deltaget i

momskarruselsvindel. Ved momskarruselsvindel forstås en svindelmetode,

hvor der igangsættes transaktioner mellem en række momspligtige i

to eller flere EU-lande med eller uden varer med henblik på misbrug af

reglerne vedrørende momsfrit salg mellem momsregistrerede virksomheder

i medlemslandene.

4) En fysisk person, der har deltaget i selskabstømning på

køberside.

5) En fysisk eller juridisk person, der har fået inddraget en

bevilling til særlige kreditvilkår til told- eller

afgiftslempelse, fordi den pågældende har overtrådt de

vilkår, som bevillingen var tildelt under.

6) En juridisk person, der mere end to gange er ansat

skønsmæssigt på grund af manglende (selv-) angivelse af

den skattepligtige indkomst/afgift.

7) En fysisk person, der står bag virksomheder, der mere end to

gange er gået konkurs eller er tvangsopløst med tab for staten

til følge.

Det ligger således udenfor intentionerne med

bestemmelsen, at der kan foretages registrering alene på grundlag af en

almindelig skattesag. Men som eksempelvis nævnt ovenfor under nr. 2 kan

der i visse tilfælde foretages en registrering af udbyder eller

formidler, hvis det i forbindelse med forskudsregistreringen er konstateret,

at et skattearrangement er uden reelt indhold.

Fremgår det ikke af en administrativ

afgørelse som nævnt ovenfor under nr. 1-7, at tabet er

påført eller forsøgt påført forsætligt

eller groft uagtsomt, må dette forhold afklares, før en

registrering kan foretages. Det kan gøres ved, at Told- og

Skattestyrelsen skriver til den pågældende om den

påtænkte registrering og oplyser om, hvilket grundlag der efter

Told- og Skattestyrelsens opfattelse er for at foretage registreringen.

Skrivelsen kan udformes således, at registrering foretages med den

tilsendte begrundelse, hvis den pågældende ikke inden 30 dage har

fremsat en begrundet indsigelse imod eller aftalt møde om det oplyste

registreringsgrundlag.

1.3. Kompetence:

§ 6 F i skattekontrolloven er

formet som en bemyndigelse til Told- og Skattestyrelsen. Det vil

således være Told- og Skattestyrelsen, der fra sag til sag i

første instans afgør, om en registrering skal foretages.

Den afgørelse, der danner grundlaget for en

registrering, skal være båret af andre hensyn end hensynet til at

skabe mulighed for en registrering. Told- og Skattestyrelsen kan som

dataansvarlig ikke af egen drift skabe det retlige grundlag for en

registrering, men Told- og Skattestyrelsen kan som forvaltningsmyndighed i

anden sammenhæng træffe en afgørelse, der opfylder kravene

til et registreringsgrundlag, men ved denne afgørelse kan styrelsen

ikke inddrage muligheden for en registrering i beslutningsgrundlaget.

Den, der bliver optaget i registret, skal samtidig med

registreringen underrettes om registreringen og om grundlaget herfor. Fysiske

personer, der registreres, skal vejledes om muligheden for at klage til

Registertilsynet over registreringen.

De oplysninger, der registreres, er oplysninger om den

pågældendes identitet samt oplysninger om grundlaget for

registreringen. I forbindelse med registrering af identiteten af en juridisk

person, der ejes eller beherskes af en eller få fysiske personer,

f.eks. et aktieselskab ejet af en hovedaktionær, vil der udover en

registrering af identiteten af den juridiske person og den, der på den

juridiske persons vegne forsætligt eller groft uagtsomt har

påført eller forsøgt at påføre det

offentlige et betydeligt tab, kunne foretages registrering af identiteten af

den pågældende hovedaktionær.

1.4. Tavshedspligt:

Oplysninger, der er registreret

efter § 6 F, samt oplysninger, der indgår i den sagsbehandling i

Told- og Skattestyrelsen, der ligger til grund for en registrering, er

undergivet samme særlige tavshedspligt som den, der efter

skattestyrelseslovens § 37 gælder for oplysninger, som

skattemyndighederne bliver bekendt med under varetagelsen af deres

arbejde.

I langt de fleste tilfælde vil dette følge

direkte af § 37 i skattestyrelsesloven, men den foreslåede

særlige tavshedspligt vil også omfatte økonomiske og

erhvervsmæssige oplysninger om arbejdsmarkedsbidrag, told og

afgifter.

Kun de statslige told- og skattemyndigheder har efter

Told- og Skattestyrelsens bestemmelser direkte adgang til at søge i

registret.

Det beror på de almindelige regler i

forvaltningsloven og lov om offentlige myndigheders registre, om oplysninger

fra registret kan videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Oplysninger, der er undergivet den særlige

tavshedspligt, kan som udgangspunkt ikke videregives til private.

1.5. Sletning af oplysninger:

Den registrering, som

Told- og Skattestyrelsen kan foretage efter § 6 F, er begrænset

tidsmæssigt.

Efter bestemmelsen kan en registrering ikke foretages

senere end fem år efter, at det forhold, der begrunder registreringen,

er konstateret. Det vil som udgangspunkt sige, at en registrering ikke kan

foretages senere end fem år efter, at dommen er afsagt eller den

endelige administrative afgørelse truffet.

En registrering skal slettes, når der er

forløbet fem år efter, at det forhold, der har begrundet

registreringen, er konstateret, medmindre der forinden er fremkommet nye

grunde for en registrering.

Konstateres der efterfølgende nye forhold, der

begrunder en registrering, løber der en ny femårig frist.

2. Strafansvar for medvirken til skattesvig, jf. § 13,

stk. 1, 2. pkt.

2.1. Generelt:

§ 13, stk. 1, 1. pkt., har

følgende ordlyd:

»§ 13. Den, der med forsæt til at

unddrage det offentlige skat, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger

til brug ved afgørelse af, om en person er undergivet skattepligt,

eller til brug ved afgørelse af skatteansættelse eller

skatteberegning, straffes for skattesvig med bøde, hæfte eller

fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes medvirken

til skattesvig, jf. straffelovens § 23.

Stk. 2. Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen bøde

eller under skærpende omstændigheder hæfte.«

Strafansvaret efter § 13, stk. 1, 1. pkt.,

omfatter ikke kun den skattepligtige, men kan efter bestemmelsen

pålægges enhver, der afgiver de pågældende

oplysninger.

I forarbejderne til § 13, stk. 1, 1. pkt., er

anført, at hvis en person, der har medvirket til skattesvig, ikke er

direkte omfattet af § 13, vil hans forhold være omfattet af de

almindelige regler om medvirken i straffelovens §§ 23 og 24.

Straffelovens § 23 har følgende ordlyd:

»§ 23. Den for en lovovertrædelse

givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller

dåd har medvirket til gerningen. Straffen kan nedsættes for den,

der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et

allerede fattet forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet,

eller en tilsigtet medvirken er mislykkedes.

Stk. 2. Straffen kan ligeledes nedsættes for den, der medvirker

til krænkelse af et særligt pligtforhold, men selv står

udenfor dette.

Stk. 3. For så vidt ikke andet er bestemt, kan straf for

medvirken ved lovovertrædelser, der ikke straffes med højere

straf end hæfte, bortfalde, når den medvirkende kun har villet

yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet

forsæt, samt når hans medvirken skyldes uagtsomhed.«

Efter straffelovens § 2 finder straffelovens kapitler

1-11 anvendelse på alle strafbare forhold, for så vidt ikke andet

er bestemt. Dette betyder, at straffelovens § 23 også gælder

for forhold, der er strafbare efter regler i andre love end straffeloven,

herunder i skattekontrolloven.

I bemærkningerne til lovforslaget er om baggrunden

for § 13, stk. 1, 2. pkt., anført:

»

Den lovændring, der blev gennemført i

1971, har i praksis i de senere år givet anledning til tvivl om, i

hvilket omfang straffelovens § 23 om medvirken kan anvendes som grundlag

for strafansvar for personer, der ikke direkte er omfattet af personkredsen i

skattekontrollovens § 13.

I en sag, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

1989, side 128 H, havde tiltalte opført et privat svømmebassin

for en hovedaktionær, men havde faktureret til dennes selskaber som

fradrags- og afskrivningsberettigede leverancer. Ved Vestre Landsret blev

tiltalte dømt for medvirken til selskabernes og hovedaktionærens

skattesvig, idet sidstnævnte betragtedes som skattepligtig af

værdien af svømmebassinet (maskeret udlodning). Tiltaltes

murerselskab havde endvidere udført håndværksarbejder for

venner og ansatte og for tiltalte selv uden at have faktureret disse

arbejder. For disse forhold blev tiltalte dømt for dels medvirken til

ydelsesmodtagernes skattesvig, dels som medvirkende til murermesterselskabets

skattesvig (idet selskabet ikke havde indtægtsført denne

yderligere erhvervsindkomst) og endelig for egen skattesvig (idet

værdien af de ufakturerede arbejder ansås for værende

maskeret udbytte for tiltalte). Afgørelsen var i overensstemmelse med

dagældende praksis på området.

Ved Højesterets dom hjemvistes sagen, der var en

tilståelsessag, til fornyet behandling i byretten, idet

Højesteret på grund af de sparsomme oplysninger i dommene og

retsbogsudskrifterne fandt det tvivlsomt, om den tiltalte tillige ved

omfaktureringerne havde gjort sig skyldig i medvirken til skattesvig. I

præmisserne fastslog Højesteret, at skattekontrollovens

§ 13, stk. 1, efter sin ordlyd har »...et geringsindhold, der

omfatter visse former for medvirken til andres skatteunddragelse. Efter det i

forarbejderne anførte må de personer, der omfattes af

bestemmelsen, have bistået umiddelbart ved afgivelsen af urigtige eller

vildledende oplysninger til brug for ligningsmyndighederne - typisk ved

udarbejdelsen af en urigtig selvangivelse. Det må bero på en

konkret vurdering, om og i hvilket omfang der med hjemmel i straffelovens

§ 23 kan ske en udvidelse af bestemmelsen til at gælde andre

former for medvirken, og en sådan vurdering må også

være afgørende for, om straffelovens § 289 kan bringes i

anvendelse.«

Ved sagens genoptagelse, jf. Tidsskrift for Skatter og

Afgifter 1990.52 V, blev tiltalte frifundet for medvirkensforholdet i

relation til hovedaktionæren, idet landsretten fandt, at de

pågældende omfaktureringer nok havde til formål at

gøre det muligt for hovedaktionæren at besvige de selskaber, han

var direktør for og aktionær i, men ikke at muliggøre

skattesvig. Selv om omfaktureringerne var egnede til at hidføre

skattesvig, fandtes den tiltalte, der i mellemtiden havde trukket sin

tilståelse tilbage, ikke at have haft det fornødne forsæt

til hovedaktionærens skattesvig. Tiltalte blev derimod dømt for

overtrædelse af § 13, stk. 1, for så vidt angik hans

egen og det af ham beherskede selskabs skatteunddragelser.

Retspraksis ved landsretterne har tilsyneladende taget

denne højesteretsdom til indtægt for, at der kun i meget

begrænset omfang kan straffes for medvirken til skattesvig efter

straffelovens § 23. Som eksempler kan nævnes Tidsskrift for

Skatter og Afgifter 1998.187 Ø og Tidsskrift for Skatter og Afgifter

1998.317 Ø.

I 1998.187 Ø blev en hovedaktionær og en

revisor dømt for overtrædelse af straffelovens § 289 i

forbindelse med et urigtigt selskabsregnskab, hvori indgik to fiktive

provisionsnotaer. De to andre tiltalte, der havde udfærdiget de fiktive

notaer, blev i byretten dømt for medvirken, men blev frifundet i

landsretten. Det udtaltes i den forbindelse: »De tiltaltes handlinger, der

ikke omfattes af beskrivelsen i skattekontrollovens § 13, findes ikke at

have haft en så nær tilknytning til skatteunddragelsen, at der er

tilstrækkelig grundlag for at fastslå medvirkensansvar i

medfør af straffelovens § 23.«

I 1998.317 Ø var tiltalte 2 tiltalt for medvirken

til tiltaltes 1´s skatte- og momssvig. Tiltalte 1 var restauratør og

tiltalte 2´s samlever, og tiltalte 2 var daglig bestyrer af og

regnskabsfører for restauranten. Tiltalte 2 nedskrev den daglige

omsætning, og tiltalte 1 holdt den ikke-bogførte del af

omsætningen uden for sit moms- og skatteregnskab. Tiltalte 2 blev

dømt i byretten, men frifundet i landsretten. Landsretten henviste

til, at domfældelse for medvirken til skatte- og afgiftsunddragelse i

følge retspraksis som udgangspunkt forudsætter, at den

pågældende har bistået umiddelbart ved indgivelse af det

urigtige afgiftstilsvar eller urigtige oplysninger til

skattevæsenet.

Det foreslås på denne baggrund

præciseret i skattekontrolloven, at de almindelige regler for strafbar

medvirken efter straffelovens § 23 i fuldt omfang finder anvendelse ved

medvirken til overtrædelse af skattekontrollovens § 13.

Den foreslåede henvisning til straffelovens

§ 23 har til formål at fastslå, at medvirkensansvaret ikke

er begrænset til tilfælde, hvor bistanden har haft en

særlig nær tilknytning til skattesvigen (afgivelsen af de

urigtige oplysninger til skattemyndighederne), men at det også omfatter

andre tilfælde, hvor den pågældende ved tilskyndelse,

råd eller dåd har medvirket til skattesvigen. Dette

indebærer bl.a., at også medvirkenshandlinger, der er fjernere

fra selve afgivelsen af oplysningerne, vil kunne danne grundlag for et

medvirkensansvar, såfremt der foreligger den fornødne

tilregnelse. Om det tilstrækkelige bevismateriale er til stede må

naturligvis i alle tilfælde bero på en konkret vurdering.«

2.2. Henvisningen til de almindelige

medvirkensregler:

§ 13 stk. 1, 2. pkt., har følgende ordlyd:

»På samme måde straffes medvirken til

skattesvig, jf. straffelovens § 23.«

Efter § 13, stk. 2, gælder dette også ved grov

uagtsomhed, men her er straffen normalt kun bøde.

Formålet med bestemmelsen i § 13, stk. 1,

2. pkt., er at præcisere, at medvirkensansvaret ikke er begrænset

til tilfælde, hvor bistanden har haft en særlig nær

tilknytning til skattesvigen, men at det også omfatter andre

tilfælde, hvor den pågældende ved tilskyndelse, råd

eller dåd har medvirket til skattesvigen.

Der er derimod ikke tale om, at nogle af de handlinger,

der tidligere direkte var omfattet af § 13, flyttes ud af § 13 og i

stedet fremover skal bedømmes som medvirkenshandlinger efter

straffelovens § 23 med mulighed for strafnedsættelse efter f.eks.

straffelovens § 23, stk. 2.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at handlinger, der

består i at udarbejde opgørelser, f.eks. om omsætning,

lagerbeholdning m.v., der senere anvendes som grundlag for angivelser overfor

skattemyndighederne, falder indenfor området for medvirken.

Det er ikke hensigten med § 13, stk. 1, 2. pkt.,

at udelukke anvendelsen af et medvirkensansvar i forhold til de øvrige

straffebestemmelser i skattekontrolloven, der ikke indeholder en udtrykkelig

henvisning til straffelovens § 23. Således vil der også

fremover med henvisning til straffelovens § 23 kunne straffes for

medvirken til skatteunddragelse efter eksempelvis § 15 eller

§ 16.

Objektivt kræver et strafansvar for medvirken med

henvisning til § 13, stk. 1, 2. pkt., at der foreligger medvirken i

form af tilskyndelse, råd eller dåd, jf. straffelovens

§ 23.

Subjektivt er medvirkensansvaret ikke begrænset til

forsætlige forhold. Der vil også kunne straffes for medvirken i

tilfælde af grov uagtsomhed, jf. § 13, stk. 2.

Efter straffelovens § 289, 1. pkt., straffes med

fængsel indtil 4 år »den, der gør sig skyldig i

skattesvig af særlig grov karakter, jf. skattekontrollovens § 13,

stk. 1.« Bestemmelsen omfatter således også medvirken

til skattesvig efter § 13, stk. 1, 2. pkt.

Om forholdet mellem medvirkensreglen i § 13,

stk. 1, 2. pkt., og de nye bestemmelser i § 13 B og § 13 C

henvises til punkterne 3 og 4 nedenfor.

3. Strafansvar for virksomheders udstedelse af urigtige fakturaer og

lignende dokumentation, jf. § 13 B og momslovens § 81, stk. 4

3.1. Generelt:

I sammenhæng med de

overvejelser, der ligger bag præciseringen af strafansvaret for

medvirken, jf. ovenfor under punkt 2, er der indsat følgende

bestemmelse i skattekontrolloven:

» § 13 B. Den, der som led i virksomhed

forsætligt udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller udsteder

anden urigtig dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller

ydelser, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2

år, hvis dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for

opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 2. Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen

bøde.«

Udstedelse af dokumenter, der er falske eller som

indeholder urigtige oplysninger, kan være strafbart efter en

række bestemmelser.

Brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold er

strafbart efter straffelovens § 171. Bestemmelsen omfatter både

tilfælde, hvor der er tale om en falsk underskrift, og tilfælde,

hvor selve indholdet af dokumentet er forfalsket.

Efter straffelovens § 163 straffes den, der til brug

i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet

læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som

den pågældende ikke har viden om.

Efter momslovens § 52 skal enhver registreret

virksomhed for levering af varer og ydelser udstede en faktura til

modtageren. Overtrædelse af denne bestemmelse straffes efter lovens

§ 81, stk. 1, med bøde.

Efter momslovens § 81, stk. 2, kan der

fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller

groft uagtsomt overtræder bestemmelserne i medfør af

forskrifterne til momsloven. Efter reglerne i kapitel 11 i

bekendtgørelse nr. 1090 af 23. december 1998 om

merværdiafgiftsloven (momsloven) skal der for hver leverance af

momspligtige varer eller ydelser fra en registreret virksomhed udstedes

faktura til modtageren. Ved salg fra en registreret virksomhed til privat

forbrug kan udstedelse af faktura dog undlades. Forsætlig eller grov

uagtsom tilsidesættelse af fakturakravene, herunder udstedelse af en

urigtig faktura, straffes efter bekendtgørelsens § 92,

stk. 2, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt

efter momslovens § 81, stk. 3. Efter denne bestemmelse er straffen

bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år,

såfremt overtrædelsen er begået med forsæt til at

unddrage statskassen afgift eller uberettiget opnå udbetalinger.

Ved lov nr. 388 af 2. juni 1999 er der indsat

følgende bestemmelse i momslovens § 81:

»Stk. 4.

Den, der som led i virksomhed

forsætligt udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller udsteder

anden urigtig dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller

ydelser, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2

år, hvis dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for

opgørelsen af et afgiftstilsvar. Begås handlingen af grov

uagtsomhed, er straffen bøde.«

De bemærkninger, der i det følgende

gøres om § 13 B, gælder tilsvarende for momslovens § 81, stk.

4.

I og med det er en forudsætning for anvendelsen af

§ 13 B, at den urigtige dokumentation er egnet til at blive anvendt som

grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst, har

bestemmelsen karakter af en selvstændig kriminalisering af en

særlig form for deltagelse i skattesvig, idet en sådan urigtig

fakturering m.v. fremmer modtagerens eller andres muligheder for på et

senere tidspunkt at begå skattesvig.

3.2. Alene virksomheders udstedelse af urigtig

dokumentation er omfattet:

§ 13 B omfatter kun udstedelse af urigtige

fakturaer m.v., når dette sker som led i virksomhed. Bestemmelsen

omfatter således ikke privates udstedelse af den nævnte

dokumentation.

§ 13 B finder anvendelse, uanset om virksomheden drives

personligt, af et selskab eller af en anden juridisk person. Ved

forståelsen af ordet »virksomhed« er det skattelovgivningens

almindelige virksomhedsbegreb, der finder anvendelse, jf. f.eks.

skattekontrollovens § 8 P.

Det er uden betydning for bestemmelsens

anvendelsesområde, om det er virksomhedsejeren, ansatte eller andre,

der er bemyndiget til at handle på virksomhedens vegne, der udsteder

den urigtige dokumentation.

Er udstedelsen ikke sket som led i virksomhed, falder

forholdet udenfor § 13 B. I så fald vil udstederen eventuelt kunne

pådrage sig medansvar for modtagerens skattesvig efter den almindelige

medvirkensbestemmelse i straffelovens § 23.

3.3. Dokumentationens indhold og karakter:

Den

dokumentation, det efter § 13 B er strafbart at give et urigtigt

indhold, er dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller

ydelser. Dokumentationen kan eksempelvis have karakter af en faktura, en

afregningsseddel eller en kreditnota. Dokumentationen vil sædvanligvis

indeholde oplysninger om karakteren og mængden af de varer eller

ydelser, der er disponeret over, identifikation af leverandør og

aftager, dato og eventuelt prisen.

Udtrykket »varer eller ydelser« dækker såvel

fysiske genstande, herunder valuta, som ydelse af arbejdskraft.

Dokumentationen skal være egnet til at blive anvendt

som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Heri

ligger bl.a., at urigtigheden i dokumentationen skal være relevant for

opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Indeholder eksempelvis en

faktura, der udstedes til en erhvervsdrivende, og som er egnet til at

indgå i den pågældendes skatteregnskab, en forkert dato,

vil forholdet kun være omfattet af § 13 B i det omfang, den

urigtige dato må anses at have betydning for opgørelsen af den

skattepligtige indkomst.

At dokumentationen skal være egnet til at blive

anvendt som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst

betyder ikke, at der alene sigtes til modtagerens skattepligtige

indkomst. Men det vil normalt være den, der ifølge fakturaen er

anført som aftager af den underliggende vare eller ydelse, som vil

kunne anvende fakturaen m.v. som grundlag for opgørelsen af den

skattepligtige indkomst. I visse tilfælde vil dokumentationen

også være egnet til at blive anvendt som grundlag for

opgørelsen af andre personers skattepligtige indkomst, eksempelvis en

ægtefælle.

Ikke enhver form for dokumentation vil være omfattet

af bestemmelsen, selv om dokumentet vedrører levering eller aftagelse

af en vare eller en ydelse. Som eksempel kan nævnes de såkaldte

»pizzerialønsedler«, der udstedes af arbejdsgivere til brug for

ansattes dokumentation for forsørgerevne overfor

Udlændingestyrelsen i forbindelse med sager om

familiesammenføring. Der er i disse tilfælde tale om en

særlig dokumentation, der er udarbejdet specielt til brug for

Udlændingestyrelsen. Dokumentationen erstatter ikke de

lønsedler, arbejdsgivere efter kildeskatteloven skal udfærdige

til brug for skattemyndighederne.

Strafansvaret omfatter såvel urigtig dokumentation

udstedt på papirmedium som urigtig dokumentation udstedt på anden

måde, f.eks. elektronisk.

3.4. Fuldbyrdelsestidspunkt og subjektive betingelser:

Overtrædelsen af § 13 B er fuldbyrdet på tidspunktet for

udstedelsen af den urigtige dokumentation. Det er således uden

betydning, om modtageren eller andre efterfølgende faktisk anvender

dokumentationen til at begå skattesvig med.

Såfremt betingelserne for at anvende § 13 B er

opfyldt, forudsættes det, at der alene straffes efter denne

bestemmelse. Dette betyder, at selv om betingelserne for at straffe for

medvirken til skattesvig efter § 13, jf. straffelovens § 23,

isoleret set er opfyldt, skal der ikke samtidig straffes efter disse

bestemmelser. Der bliver således ikke tale om at straffe i

sammenstød mellem § 13 og § 13 B.

Straffelovens § 289 om bl.a. straf i tilfælde

af grov skattesvig omfatter ikke § 13 B.

De subjektive betingelser for overtrædelse af

§ 13 B, stk. 1, er forsæt til alle led i gerningsindholdet.

Forsætskravet er således knyttet til såvel udstedelsen af

den urigtige dokumentation som til dokumentationens egnethed til at blive

anvendt som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. I

relation til sidstnævnte vil forsætskravet være opfyldt,

hvis den pågældende forstår, at dokumentationen er egnet

til at blive anvendt på den nævnte måde.

4. Strafansvar for virksomheders aftagelse af »sorte« varer eller

ydelser, jf. § 13 C og momslovens § 81, stk. 5

4.1. Generelt:

§ 13 C har følgende

ordlyd:

»§ 13 C. Den, der som led i virksomhed

aftager varer eller ydelser på sådanne fordelagtige vilkår,

at den pågældende indser, at leverandøren eller yderen

ikke vil opfylde sine forpligtelser til rettidigt at selvangive vederlaget

eller til rettidigt at afregne skyldig skat eller indeholdt skat eller

arbejdsmarkedsbidrag, straffes med bøde, hæfte eller

fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen

bøde.«

I bemærkningerne til lovforslaget er om baggrunden

for § 13 C anført:

»

I praksis straffes den, der aftager »sorte« varer

eller ydelser, som udgangspunkt ikke. Ved »sorte« varer eller ydelser

forstås i denne sammenhæng, at den, der leverer varen eller

præsterer ydelsen, ikke opfylder sine forpligtelser efter den fiskale

lovgivning til f.eks. at betale skat af vederlaget.

Denne praksis bygger bl.a. på, at

skattespørgsmålet opfattes som et spørgsmål mellem

den, der modtager vederlaget, og det offentlige, således at strafansvar

alene kan komme på tale for den »sortarbejdende« og ikke for kunden.

Dertil kommer, at aftagelse af »sorte« varer eller ydelser normalt ligger

forud for det tidspunkt, hvor den fiskale forpligtelse skal opfyldes.

De almindelige regler om medvirken, jf. straffelovens

§ 23, fører imidlertid ikke nødvendigvis til det resultat,

at medvirkensansvar for kunden principielt er udelukket. Det bemærkes

herved, at også den medvirkende, der står udenfor et

pligtforhold, er strafferetlig ansvarlig.....

Det skal fremhæves, at selve det at købe en

vare eller ydelse billigst muligt selvsagt ikke skal være strafbart.

Bestemmelsen tager således ikke sigte på tilfælde, hvor der

nok er tale om fordelagtige vilkår, men hvor der ikke er grund til at

tro, at vilkårene er påvirket af, at leverandøren eller

yderen ikke vil opfylde sine forpligtelser efter den fiskale lovgivning.

Det må forventes, at bestemmelsen navnlig på

grund af bevismæssige vanskeligheder kun vil blive anvendt i

begrænset omfang i praksis.....

Selv om private således holdes udenfor

kriminaliseringen efter skattekontrollovens §13 C, er det hensigten i

større omfang at synliggøre eksistensen af »sort« arbejde for

derigennem at fremme en holdningsændring i befolkningen til gavn for en

begrænsning af efterspørgslen på »sorte« ydelser. Det er

derfor tanken - sideløbende med den her foreslåede

kriminalisering af aftagere af »sorte« varer eller ydelser som led i

virksomhed - administrativt at indføre krav om udstedelse af faktura,

når en virksomhed leverer varer eller ydelser.

Efter merværdiafgiftsloven og den i medfør

heraf udstedte bekendtgørelse skal der for hver leverance af

momspligtige varer eller ydelser fra en registreret virksomhed udstedes

faktura til modtageren. Ved salg fra en erhvervsdrivende til private

forbrugere kan udstedelse af faktura dog undlades.

Det er nu tanken ved en ændring af

momsbekendtgørelsen at ophæve denne fritagelse for udstedelse af

fakturaer ved leverancer til privat forbrug, eventuelt med en

bagatelgrænse.

Ændringen indebærer ikke en pligt for den

private forbruger til at opbevare fakturaen. Myndighederne vil således

ikke i forbindelse med en konkret forespørgsel kunne forlange, at

køber skal kunne fremvise relevant udstedt faktura til

dokumentation.

Fakturakravet vil ikke fjerne »sorte« varer eller ydelser

fra det private forbrug, men kravet forventes at ville påvirke

befolkningens holdning til efterspørgslen af »sorte« varer eller

ydelser.«

Det særlige ved en straffebestemmelse som § 13 C er,

at selve den kriminaliserede handling - aftagelsen af varer eller ydelser -

foretages på et tidspunkt, der ligger forud for det tidspunkt, hvor

leverandøren eller yderen skal opfylde sine forpligtelser efter

skattelovgivningen, og hvor skatteunddragelsen således muligvis finder

sted.

Ved lov nr. 388 af 2. juni 1999 er indsat følgende

bestemmelse i momslovens § 81:

»Stk. 5. Den, der som led i virksomhed aftager varer

eller ydelser på sådanne fordelagtige vilkår, at den

pågældende indser, at leverandøren eller yderen ikke vil

opfylde sin forpligtelse til at medregne vederlaget til afgiftstilsvaret

eller til rettidigt at afregne afgiftstilsvaret, straffes med bøde,

hæfte eller fængsel indtil 2 år. Begås handlingen af

grov uagtsomhed, er straffen bøde.«

De bemærkninger, der i det følgende

gøres om § 13 C, gælder tilsvarende for momslovens § 81, stk.

5.

4.2. Alene virksomheders aftagelse af »sorte« varer

eller ydelser er omfattet:

Det er alene aftagelse af »sorte« varer eller

ydelser, når dette sker som led i virksomhed, der er strafbart. § 13 C

omfattet således ikke privates aftagelse af »sorte« varer eller

ydelser. Hvorvidt private vil kunne straffes beror på opfyldelse af de

objektive og subjektive betingelser for at bringe den almindelige

medvirkensregel efter straffelovens § 23 i anvendelse i forbindelse med

overtrædelse af andre straffebestemmelser, eksempelvis

skattekontrollovens § 13 eller kildeskattelovens § 75.

§ 13 C finder anvendelse, uanset om virksomheden drives

personligt, af et selskab eller af en anden juridisk person.Ved

forståelsen af ordet »virksomhed« er det skattelovgivningens

almindelige virksomhedsbegreb, der finder anvendelse, jf. f.eks.

skattekontrollovens § 8 P.

Udtrykket »varer eller ydelser« dækker såvel

fysiske genstande, herunder valuta, som ydelse af arbejdskraft.

I situationer, hvor der foreligger et

ansættelsesforhold mellem aftageren og yderen af en arbejdsydelse,

således at aftageren er indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven ved

lønafregningen, vil der kunne straffes i sammenstød mellem

§ 13 C og kildeskattelovens § 74.

Hvis der udbetales A-indkomst uden samtidig indeholdelse

af A-skat, vil forholdet være omfattet af kildeskattelovens § 74

om indeholdelsespligt, herunder af dens kvalificerede bestemmelse. Hvis

arbejdsydelsen samtidig modtages på sådanne fordelagtige

vilkår - typisk en lav løn - at arbejdsgiveren indser, at den

ansatte ikke vil opgive vederlaget overfor skattevæsenet, vil der

tillige kunne straffes efter § 13 C.

Hvis derimod aftageren modtager en arbejdsydelse fra en

ansat i en anden virksomhed - og der således ikke foreligger et

egentligt ansættelsesforhold mellem aftageren og yderen af

arbejdskraften fra den anden virksomhed - til så fordelagtig en pris,

at aftageren indser, at den pågældende virksomhed ikke vil

opfylde sine forpligtelser til at indeholde skat eller arbejdsmarkedsbidrag,

vil aftageren alene kunne straffes efter § 13 C. Et praktisk eksempel

herpå er den såkaldte »piratrengøring«.

4.3. Fordelagtige vilkår:

Afgørende

for om der kan ifaldes ansvar efter § 13 C er, om aftagelsen af de

»sorte« varer eller ydelser er sket på sådanne fordelagtige

vilkår, at aftageren - det vil sige den, der erhverver en ret over

varen eller ydelsen - indser, at leverandøren eller yderen ikke vil

opfylde sine forpligtelser efter skattelovgivningen.

Det forudsættes, at bestemmelsen primært

anvendes i de tilfælde, hvor leverandøren eller yderen

efterfølgende faktisk har overtrådt sine forpligtelser efter

skattelovgivningen.

Anvendelsen af ordet »indser« dækker det

traditionelle strafferetlige forsætsbegreb.

Idet baggrunden for bedømmelsen af aftagerens

tilregnelse normalt er de vilkår, som aftagelsen er sket på,

må der foretages en markedsmæssig vurdering af vilkårene

for aftagelsen.

Særligt vedrørende priser bemærkes, at

priser under særlige omstændigheder kan ligge under de

markedspriser, der ville gælde under normale forhold. Som eksempel kan

nævnes et nødlidende firmas lagersalg eller særlige

introduktionspriser for at komme ind på markedet. Afvigelser fra

normale markedspriser kan således være en indikator, men det vil

bero på en konkret bedømmelse i den enkelte sag, hvilken

betydning markedsprisen har i relation til tilregnelsesbeviset.

4.4. Tilsidesættelse af fiskale forpligtelser:

De forpligtelser, som aftageren efter § 13 C skal indse, at

leverandøren eller yderen ikke vil opfylde, er pligten til rettidigt

at selvangive vederlaget eller rettidigt at afregne indeholdt eller skyldig

skat eller arbejdsmarkedsbidrag.

Ordet »rettidigt« er udtryk for, at leverandøren

eller yderen på sædvanlig måde af egen drift skal

selvangive eller betalt skat af vederlaget. Kravet om rettidig selvangivelse

af vederlaget eller rettidig afregning af skatter m.v. er ikke opfyldt,

såfremt leverandøren eller yderen venter med at selvangive

vederlaget m.v., indtil den pågældende opdager, at en kontrol er

ved at blive indledt.

4.5. Ansvarsfriholdelse:

Under hensyn til den tvivl

om leverandørens hensigter i forhold til skattelovgivningen, der kan

være forbundet med aftagelsen af varer eller ydelser på

fordelagtige vilkår, kan den aftagende virksomhed frigøre sig

for en eventuel tiltalerejsning efter § 13 C eller momslovens § 81, stk.

5, ved at indsende en meddelelse om leverancen til den told- og skatteregion,

hvor leverandøren er hjemmehørende. Meddelelsen skal udover at

identificere afsenderen indeholde kopi af faktura eller lignende

dokumentation for leverancen og vilkårene herfor, samt i øvrigt

fremstå som en meddelelse vedrørende ansvarsfriholdelse efter

§ 13 C eller momslovens § 81, stk. 5.

Told- og skatteregionen skal kvittere for modtagelsen af

meddelelsen.

I de tilfælde, hvor der er indsendt en sådan

meddelelse om aftagelse af varer eller ydelser, må de statslige told-

og skattemyndigheder ikke indlede en sag om overtrædelse af § 13 C

eller momslovens § 81, stk. 5, mod aftageren for det forhold, der er omfattet

af meddelelsen.

Med denne ordning kan på den ene side aftagerne i

tvivlstilfælde friholde sig for et muligt strafansvar, og på den

anden side får myndighederne et grundlag for at foretage

stikprøvekontrol.

5. Ikrafttræden

Loven trådte i kraft den 1. juli 1999.

Dette medfører, at registrering efter § 6 F

ikke vil kunne foretages af forhold, der er konstateret før udgangen

af juni 1994.

Bestemmelserne i § 13 B og momslovens § 81,

stk. 4, har virkning for fakturaer og anden urigtig dokumentation, der

udstedes efter lovens ikrafttræden.

Bestemmelserne i § 13 C og momslovens § 81,

stk. 5, har virkning for varer eller ydelser, der aftages efter lovens

ikrafttræden.

Skatteministeriet, den 28. juli 1999

Peter Loft

/Claus Kargo

Lignende dokumenter