Cirkulære om lov nr. 388 af 2. juni 1999 om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven og kommuneskatteloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om lov nr. 388 af 2. juni 1999
om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven og
kommuneskatteloven
(Til de statslige told- og skattemyndigheder og de
kommunale skattemyndigheder)
Indledning
Ved lov nr. 388 af 2. juni 1999 om ændring af
skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven og kommuneskatteloven
(Indgreb mod sort arbejde, socialt bedrageri m.v.) er der som led i
finanslovsaftalen for 1999 gennemført en række initiativer, der
har til formål at nedbringe omfanget af »sort« arbejde og socialt
bedrageri, herunder forbedre myndighedernes muligheder for at
imødegå overtrædelser af lovgivningen om skatter og andre
ydelser til det offentlige.
Efter loven er Told- og Skattestyrelsen bemyndiget til,
med henblik på at imødegå overtrædelser af
lovgivningen om skatter og andre ydelser til det offentlige, at foretage en
tidsbegrænset registrering af personer og virksomheder, der har
påført eller forsøgt at påføre det
offentlige betydelige tab af skatter eller afgifter.
I skattekontrollovens § 13 om straf for skattesvig er
det præciseret, at den almindelige medvirkensregel i straffelovens
§ 23 finder anvendelse i fuldt omfang i forbindelse med skattesvig.
Endvidere er det gjort strafbart for virksomheder at
udstede urigtige fakturaer eller lignende dokumentation for levering eller
aftagelse af varer eller ydelser, og der er foretaget en kriminalisering af
virksomheders aftagelse af »sorte« varer eller ydelser.
Cirkulæret omhandler ikke de dele af loven, der
vedrører Told- og Skattestyrelsens adgang til at foretage
registersamkøring, jf. skattekontrollovens § 6 E,
Læs alt
indeholdelsespligtiges pligt til at foretage månedlige indberetninger
om modtagere af A-indkomst (MIA-ordningen), jf. kildeskattelovens § 57,
og ændringen af reglerne om regulering og afregning af kommunale
skatter mellem staten og kommunerne, jf. kommuneskattelovens § 16 b.
Paragrafhenvisningerne er, hvis ikke andet er
anført, til skattekontrolloven.
Indholdsfortegnelse
1. Told- og Skattestyrelsens observationsregister, jf. § 6 F.
2. Strafansvar for medvirken til skattesvig, jf. § 13,
stk. 1, 2. pkt.
3. Strafansvar for virksomheders udstedelse af urigtige fakturaer og
lignende dokumentation, jf. § 13 B og momslovens § 81, stk. 4.
4. Strafansvar for virksomheders aftagelse af »sorte« varer eller
ydelser, jf. § 13 C og momslovens § 81, stk. 5.
5. Ikrafttræden.
1. Told- og Skattestyrelsens observationsregister, jf. § 6 F
1.1. Generelt:
Efter § 6 F i
skattekontrolloven kan Told- og Skattestyrelsen, med henblik på at
imødegå overtrædelser af lovgivningen om skatter og andre
ydelser til det offentlige, oprette et register over fysiske og juridiske
personer, der har påført eller forsøgt at
påføre det offentlige betydelige tab af skatter,
arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter.
Formålet med registret er at skabe et modspil til
selskabstømmere, konkursryttere, udbydere af uholdbare
skattearrangementer og lignende større skatteunddragere. Med registret
vil de statslige told- og skattemyndigheder kunne blive varskoet om
identiteten af personer og selskaber, der repræsenterer en betydelig
risiko for unddragelse af skatter og lignende ydelser til det offentlige.
Told- og skattemyndighederne får således bedre mulighed for at
tilrettelægge behandlingen af sager, hvori sådanne personer eller
selskaber er involverede, og for at opdage tilfælde, hvor lovgivningen
er overtrådt eller forsøgt overtrådt.
Ved udformningen af § 6 F er der foretaget en
afvejning mellem på den ene side virkningen af at blive registreret i
et register som det foreslåede, og på den anden side
skattemyndighedernes behov for et register som dette, herunder at det
indeholder aktuelle oplysninger.
En registrering vil indebære, at den
pågældende vil blive fulgt nøjere af skatte- og
afgiftsmyndighederne. Men den pågældende bliver ikke - som
følge af registreringen - afskåret fra nogen rettigheder, og de
registrerede oplysninger må ikke samkøres med andre registrerede
oplysninger.
1.2. Kriterier for registrering:
Registrering i
observationsregistret kan kun foretages, hvis formålet er at
imødegå overtrædelser af lovgivningen om skatter eller
andre ydelser til det offentlige.
Det er derudover en betingelse for en registrering, at den
pågældende har påført eller forsøgt at
påføre det offentlige betydelige tab af skatter,
arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter, herunder moms.
Der skal være tale om et betydeligt tab for det
offentlige, for at en registrering kan foretages. At tabet skal være
betydeligt indebærer, at påførte tab samlet set skal
være i en størrelsesorden på mindst 50.000 kr. Et tab
anses i denne sammenhæng for påført, når kravet er
overgivet til tvangsinddrivelse.
Grundlaget for registrering er objektive kriterier i den
forstand, at der som udgangspunkt skal foreligge en dom eller en endelig
administrativ afgørelse, hvori det er konstateret, at den
pågældende forsætligt eller groft uagtsomt enten
har påført det offentlige et betydeligt tab af den nævnte
slags eller forsøgt at påføre det offentlige et
sådant betydeligt tab.
Den pågældende skal således have
været part i den pågældende sag, med deraf følgende
partsbeføjelser, herunder beføjelse til at påklage en
afgørelse i sagen. Der kan ikke foretages registrering på
grundlag af en dom eller en endelig administrativ afgørelse, hvor det
kun indirekte er konstateret, at den pågældende enten har
påført det offentlige et betydeligt tab eller har forsøgt
at påføre det offentlige et betydeligt tab. Er tabet
påført eller forsøgt påført af en juridisk
person, vil der dog i et vist omfang kunne foretages en registrering af ejere
mv. af den juridiske person, jf. nedenfor under punkt 1.3.
Udover registrering på grundlag af en dom eller en
endelig administrativ afgørelse vil der kunne foretages registrering i
følgende tilfælde og i tilfælde, der ganske kan
sidestilles hermed, af:
1) En fysisk eller juridisk person, der administrativt har vedtaget en
bøde for overtrædelse af told-, skatte- eller
afgiftslovgivningen.
2) En udbyder eller erhvervsmæssig formidler af
skattearrangementer, der ved forskudsregistreringen eller ligningen er
tilsidesat som værende uden reelt indhold. Et skattearrangement er
karakteriseret ved, at der med det primære formål at spare eller
udskyde skat er anskaffet et formuegode eller finansielt instrument, og at
anskaffelsen helt eller delvis er finansieret ved lån.
3) En fysisk eller juridisk person, der har deltaget i
momskarruselsvindel. Ved momskarruselsvindel forstås en svindelmetode,
hvor der igangsættes transaktioner mellem en række momspligtige i
to eller flere EU-lande med eller uden varer med henblik på misbrug af
reglerne vedrørende momsfrit salg mellem momsregistrerede virksomheder
i medlemslandene.
4) En fysisk person, der har deltaget i selskabstømning på
køberside.
5) En fysisk eller juridisk person, der har fået inddraget en
bevilling til særlige kreditvilkår til told- eller
afgiftslempelse, fordi den pågældende har overtrådt de
vilkår, som bevillingen var tildelt under.
6) En juridisk person, der mere end to gange er ansat
skønsmæssigt på grund af manglende (selv-) angivelse af
den skattepligtige indkomst/afgift.
7) En fysisk person, der står bag virksomheder, der mere end to
gange er gået konkurs eller er tvangsopløst med tab for staten
til følge.
Det ligger således udenfor intentionerne med
bestemmelsen, at der kan foretages registrering alene på grundlag af en
almindelig skattesag. Men som eksempelvis nævnt ovenfor under nr. 2 kan
der i visse tilfælde foretages en registrering af udbyder eller
formidler, hvis det i forbindelse med forskudsregistreringen er konstateret,
at et skattearrangement er uden reelt indhold.
Fremgår det ikke af en administrativ
afgørelse som nævnt ovenfor under nr. 1-7, at tabet er
påført eller forsøgt påført forsætligt
eller groft uagtsomt, må dette forhold afklares, før en
registrering kan foretages. Det kan gøres ved, at Told- og
Skattestyrelsen skriver til den pågældende om den
påtænkte registrering og oplyser om, hvilket grundlag der efter
Told- og Skattestyrelsens opfattelse er for at foretage registreringen.
Skrivelsen kan udformes således, at registrering foretages med den
tilsendte begrundelse, hvis den pågældende ikke inden 30 dage har
fremsat en begrundet indsigelse imod eller aftalt møde om det oplyste
registreringsgrundlag.
1.3. Kompetence:
§ 6 F i skattekontrolloven er
formet som en bemyndigelse til Told- og Skattestyrelsen. Det vil
således være Told- og Skattestyrelsen, der fra sag til sag i
første instans afgør, om en registrering skal foretages.
Den afgørelse, der danner grundlaget for en
registrering, skal være båret af andre hensyn end hensynet til at
skabe mulighed for en registrering. Told- og Skattestyrelsen kan som
dataansvarlig ikke af egen drift skabe det retlige grundlag for en
registrering, men Told- og Skattestyrelsen kan som forvaltningsmyndighed i
anden sammenhæng træffe en afgørelse, der opfylder kravene
til et registreringsgrundlag, men ved denne afgørelse kan styrelsen
ikke inddrage muligheden for en registrering i beslutningsgrundlaget.
Den, der bliver optaget i registret, skal samtidig med
registreringen underrettes om registreringen og om grundlaget herfor. Fysiske
personer, der registreres, skal vejledes om muligheden for at klage til
Registertilsynet over registreringen.
De oplysninger, der registreres, er oplysninger om den
pågældendes identitet samt oplysninger om grundlaget for
registreringen. I forbindelse med registrering af identiteten af en juridisk
person, der ejes eller beherskes af en eller få fysiske personer,
f.eks. et aktieselskab ejet af en hovedaktionær, vil der udover en
registrering af identiteten af den juridiske person og den, der på den
juridiske persons vegne forsætligt eller groft uagtsomt har
påført eller forsøgt at påføre det
offentlige et betydeligt tab, kunne foretages registrering af identiteten af
den pågældende hovedaktionær.
1.4. Tavshedspligt:
Oplysninger, der er registreret
efter § 6 F, samt oplysninger, der indgår i den sagsbehandling i
Told- og Skattestyrelsen, der ligger til grund for en registrering, er
undergivet samme særlige tavshedspligt som den, der efter
skattestyrelseslovens § 37 gælder for oplysninger, som
skattemyndighederne bliver bekendt med under varetagelsen af deres
arbejde.
I langt de fleste tilfælde vil dette følge
direkte af § 37 i skattestyrelsesloven, men den foreslåede
særlige tavshedspligt vil også omfatte økonomiske og
erhvervsmæssige oplysninger om arbejdsmarkedsbidrag, told og
afgifter.
Kun de statslige told- og skattemyndigheder har efter
Told- og Skattestyrelsens bestemmelser direkte adgang til at søge i
registret.
Det beror på de almindelige regler i
forvaltningsloven og lov om offentlige myndigheders registre, om oplysninger
fra registret kan videregives til en anden forvaltningsmyndighed.
Oplysninger, der er undergivet den særlige
tavshedspligt, kan som udgangspunkt ikke videregives til private.
1.5. Sletning af oplysninger:
Den registrering, som
Told- og Skattestyrelsen kan foretage efter § 6 F, er begrænset
tidsmæssigt.
Efter bestemmelsen kan en registrering ikke foretages
senere end fem år efter, at det forhold, der begrunder registreringen,
er konstateret. Det vil som udgangspunkt sige, at en registrering ikke kan
foretages senere end fem år efter, at dommen er afsagt eller den
endelige administrative afgørelse truffet.
En registrering skal slettes, når der er
forløbet fem år efter, at det forhold, der har begrundet
registreringen, er konstateret, medmindre der forinden er fremkommet nye
grunde for en registrering.
Konstateres der efterfølgende nye forhold, der
begrunder en registrering, løber der en ny femårig frist.
2. Strafansvar for medvirken til skattesvig, jf. § 13,
stk. 1, 2. pkt.
2.1. Generelt:
§ 13, stk. 1, 1. pkt., har
følgende ordlyd:
»§ 13. Den, der med forsæt til at
unddrage det offentlige skat, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger
til brug ved afgørelse af, om en person er undergivet skattepligt,
eller til brug ved afgørelse af skatteansættelse eller
skatteberegning, straffes for skattesvig med bøde, hæfte eller
fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes medvirken
til skattesvig, jf. straffelovens § 23.
Stk. 2. Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen bøde
eller under skærpende omstændigheder hæfte.«
Strafansvaret efter § 13, stk. 1, 1. pkt.,
omfatter ikke kun den skattepligtige, men kan efter bestemmelsen
pålægges enhver, der afgiver de pågældende
oplysninger.
I forarbejderne til § 13, stk. 1, 1. pkt., er
anført, at hvis en person, der har medvirket til skattesvig, ikke er
direkte omfattet af § 13, vil hans forhold være omfattet af de
almindelige regler om medvirken i straffelovens §§ 23 og 24.
Straffelovens § 23 har følgende ordlyd:
»§ 23. Den for en lovovertrædelse
givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller
dåd har medvirket til gerningen. Straffen kan nedsættes for den,
der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et
allerede fattet forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet,
eller en tilsigtet medvirken er mislykkedes.
Stk. 2. Straffen kan ligeledes nedsættes for den, der medvirker
til krænkelse af et særligt pligtforhold, men selv står
udenfor dette.
Stk. 3. For så vidt ikke andet er bestemt, kan straf for
medvirken ved lovovertrædelser, der ikke straffes med højere
straf end hæfte, bortfalde, når den medvirkende kun har villet
yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet
forsæt, samt når hans medvirken skyldes uagtsomhed.«
Efter straffelovens § 2 finder straffelovens kapitler
1-11 anvendelse på alle strafbare forhold, for så vidt ikke andet
er bestemt. Dette betyder, at straffelovens § 23 også gælder
for forhold, der er strafbare efter regler i andre love end straffeloven,
herunder i skattekontrolloven.
I bemærkningerne til lovforslaget er om baggrunden
for § 13, stk. 1, 2. pkt., anført:
»
Den lovændring, der blev gennemført i
1971, har i praksis i de senere år givet anledning til tvivl om, i
hvilket omfang straffelovens § 23 om medvirken kan anvendes som grundlag
for strafansvar for personer, der ikke direkte er omfattet af personkredsen i
skattekontrollovens § 13.
I en sag, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
1989, side 128 H, havde tiltalte opført et privat svømmebassin
for en hovedaktionær, men havde faktureret til dennes selskaber som
fradrags- og afskrivningsberettigede leverancer. Ved Vestre Landsret blev
tiltalte dømt for medvirken til selskabernes og hovedaktionærens
skattesvig, idet sidstnævnte betragtedes som skattepligtig af
værdien af svømmebassinet (maskeret udlodning). Tiltaltes
murerselskab havde endvidere udført håndværksarbejder for
venner og ansatte og for tiltalte selv uden at have faktureret disse
arbejder. For disse forhold blev tiltalte dømt for dels medvirken til
ydelsesmodtagernes skattesvig, dels som medvirkende til murermesterselskabets
skattesvig (idet selskabet ikke havde indtægtsført denne
yderligere erhvervsindkomst) og endelig for egen skattesvig (idet
værdien af de ufakturerede arbejder ansås for værende
maskeret udbytte for tiltalte). Afgørelsen var i overensstemmelse med
dagældende praksis på området.
Ved Højesterets dom hjemvistes sagen, der var en
tilståelsessag, til fornyet behandling i byretten, idet
Højesteret på grund af de sparsomme oplysninger i dommene og
retsbogsudskrifterne fandt det tvivlsomt, om den tiltalte tillige ved
omfaktureringerne havde gjort sig skyldig i medvirken til skattesvig. I
præmisserne fastslog Højesteret, at skattekontrollovens
§ 13, stk. 1, efter sin ordlyd har »...et geringsindhold, der
omfatter visse former for medvirken til andres skatteunddragelse. Efter det i
forarbejderne anførte må de personer, der omfattes af
bestemmelsen, have bistået umiddelbart ved afgivelsen af urigtige eller
vildledende oplysninger til brug for ligningsmyndighederne - typisk ved
udarbejdelsen af en urigtig selvangivelse. Det må bero på en
konkret vurdering, om og i hvilket omfang der med hjemmel i straffelovens
§ 23 kan ske en udvidelse af bestemmelsen til at gælde andre
former for medvirken, og en sådan vurdering må også
være afgørende for, om straffelovens § 289 kan bringes i
anvendelse.«
Ved sagens genoptagelse, jf. Tidsskrift for Skatter og
Afgifter 1990.52 V, blev tiltalte frifundet for medvirkensforholdet i
relation til hovedaktionæren, idet landsretten fandt, at de
pågældende omfaktureringer nok havde til formål at
gøre det muligt for hovedaktionæren at besvige de selskaber, han
var direktør for og aktionær i, men ikke at muliggøre
skattesvig. Selv om omfaktureringerne var egnede til at hidføre
skattesvig, fandtes den tiltalte, der i mellemtiden havde trukket sin
tilståelse tilbage, ikke at have haft det fornødne forsæt
til hovedaktionærens skattesvig. Tiltalte blev derimod dømt for
overtrædelse af § 13, stk. 1, for så vidt angik hans
egen og det af ham beherskede selskabs skatteunddragelser.
Retspraksis ved landsretterne har tilsyneladende taget
denne højesteretsdom til indtægt for, at der kun i meget
begrænset omfang kan straffes for medvirken til skattesvig efter
straffelovens § 23. Som eksempler kan nævnes Tidsskrift for
Skatter og Afgifter 1998.187 Ø og Tidsskrift for Skatter og Afgifter
1998.317 Ø.
I 1998.187 Ø blev en hovedaktionær og en
revisor dømt for overtrædelse af straffelovens § 289 i
forbindelse med et urigtigt selskabsregnskab, hvori indgik to fiktive
provisionsnotaer. De to andre tiltalte, der havde udfærdiget de fiktive
notaer, blev i byretten dømt for medvirken, men blev frifundet i
landsretten. Det udtaltes i den forbindelse: »De tiltaltes handlinger, der
ikke omfattes af beskrivelsen i skattekontrollovens § 13, findes ikke at
have haft en så nær tilknytning til skatteunddragelsen, at der er
tilstrækkelig grundlag for at fastslå medvirkensansvar i
medfør af straffelovens § 23.«
I 1998.317 Ø var tiltalte 2 tiltalt for medvirken
til tiltaltes 1´s skatte- og momssvig. Tiltalte 1 var restauratør og
tiltalte 2´s samlever, og tiltalte 2 var daglig bestyrer af og
regnskabsfører for restauranten. Tiltalte 2 nedskrev den daglige
omsætning, og tiltalte 1 holdt den ikke-bogførte del af
omsætningen uden for sit moms- og skatteregnskab. Tiltalte 2 blev
dømt i byretten, men frifundet i landsretten. Landsretten henviste
til, at domfældelse for medvirken til skatte- og afgiftsunddragelse i
følge retspraksis som udgangspunkt forudsætter, at den
pågældende har bistået umiddelbart ved indgivelse af det
urigtige afgiftstilsvar eller urigtige oplysninger til
skattevæsenet.
Det foreslås på denne baggrund
præciseret i skattekontrolloven, at de almindelige regler for strafbar
medvirken efter straffelovens § 23 i fuldt omfang finder anvendelse ved
medvirken til overtrædelse af skattekontrollovens § 13.
Den foreslåede henvisning til straffelovens
§ 23 har til formål at fastslå, at medvirkensansvaret ikke
er begrænset til tilfælde, hvor bistanden har haft en
særlig nær tilknytning til skattesvigen (afgivelsen af de
urigtige oplysninger til skattemyndighederne), men at det også omfatter
andre tilfælde, hvor den pågældende ved tilskyndelse,
råd eller dåd har medvirket til skattesvigen. Dette
indebærer bl.a., at også medvirkenshandlinger, der er fjernere
fra selve afgivelsen af oplysningerne, vil kunne danne grundlag for et
medvirkensansvar, såfremt der foreligger den fornødne
tilregnelse. Om det tilstrækkelige bevismateriale er til stede må
naturligvis i alle tilfælde bero på en konkret vurdering.«
2.2. Henvisningen til de almindelige
medvirkensregler:
§ 13 stk. 1, 2. pkt., har følgende ordlyd:
»På samme måde straffes medvirken til
skattesvig, jf. straffelovens § 23.«
Efter § 13, stk. 2, gælder dette også ved grov
uagtsomhed, men her er straffen normalt kun bøde.
Formålet med bestemmelsen i § 13, stk. 1,
2. pkt., er at præcisere, at medvirkensansvaret ikke er begrænset
til tilfælde, hvor bistanden har haft en særlig nær
tilknytning til skattesvigen, men at det også omfatter andre
tilfælde, hvor den pågældende ved tilskyndelse, råd
eller dåd har medvirket til skattesvigen.
Der er derimod ikke tale om, at nogle af de handlinger,
der tidligere direkte var omfattet af § 13, flyttes ud af § 13 og i
stedet fremover skal bedømmes som medvirkenshandlinger efter
straffelovens § 23 med mulighed for strafnedsættelse efter f.eks.
straffelovens § 23, stk. 2.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at handlinger, der
består i at udarbejde opgørelser, f.eks. om omsætning,
lagerbeholdning m.v., der senere anvendes som grundlag for angivelser overfor
skattemyndighederne, falder indenfor området for medvirken.
Det er ikke hensigten med § 13, stk. 1, 2. pkt.,
at udelukke anvendelsen af et medvirkensansvar i forhold til de øvrige
straffebestemmelser i skattekontrolloven, der ikke indeholder en udtrykkelig
henvisning til straffelovens § 23. Således vil der også
fremover med henvisning til straffelovens § 23 kunne straffes for
medvirken til skatteunddragelse efter eksempelvis § 15 eller
§ 16.
Objektivt kræver et strafansvar for medvirken med
henvisning til § 13, stk. 1, 2. pkt., at der foreligger medvirken i
form af tilskyndelse, råd eller dåd, jf. straffelovens
§ 23.
Subjektivt er medvirkensansvaret ikke begrænset til
forsætlige forhold. Der vil også kunne straffes for medvirken i
tilfælde af grov uagtsomhed, jf. § 13, stk. 2.
Efter straffelovens § 289, 1. pkt., straffes med
fængsel indtil 4 år »den, der gør sig skyldig i
skattesvig af særlig grov karakter, jf. skattekontrollovens § 13,
stk. 1.« Bestemmelsen omfatter således også medvirken
til skattesvig efter § 13, stk. 1, 2. pkt.
Om forholdet mellem medvirkensreglen i § 13,
stk. 1, 2. pkt., og de nye bestemmelser i § 13 B og § 13 C
henvises til punkterne 3 og 4 nedenfor.
3. Strafansvar for virksomheders udstedelse af urigtige fakturaer og
lignende dokumentation, jf. § 13 B og momslovens § 81, stk. 4
3.1. Generelt:
I sammenhæng med de
overvejelser, der ligger bag præciseringen af strafansvaret for
medvirken, jf. ovenfor under punkt 2, er der indsat følgende
bestemmelse i skattekontrolloven:
» § 13 B. Den, der som led i virksomhed
forsætligt udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller udsteder
anden urigtig dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller
ydelser, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2
år, hvis dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for
opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Stk. 2. Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen
bøde.«
Udstedelse af dokumenter, der er falske eller som
indeholder urigtige oplysninger, kan være strafbart efter en
række bestemmelser.
Brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold er
strafbart efter straffelovens § 171. Bestemmelsen omfatter både
tilfælde, hvor der er tale om en falsk underskrift, og tilfælde,
hvor selve indholdet af dokumentet er forfalsket.
Efter straffelovens § 163 straffes den, der til brug
i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet
læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som
den pågældende ikke har viden om.
Efter momslovens § 52 skal enhver registreret
virksomhed for levering af varer og ydelser udstede en faktura til
modtageren. Overtrædelse af denne bestemmelse straffes efter lovens
§ 81, stk. 1, med bøde.
Efter momslovens § 81, stk. 2, kan der
fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller
groft uagtsomt overtræder bestemmelserne i medfør af
forskrifterne til momsloven. Efter reglerne i kapitel 11 i
bekendtgørelse nr. 1090 af 23. december 1998 om
merværdiafgiftsloven (momsloven) skal der for hver leverance af
momspligtige varer eller ydelser fra en registreret virksomhed udstedes
faktura til modtageren. Ved salg fra en registreret virksomhed til privat
forbrug kan udstedelse af faktura dog undlades. Forsætlig eller grov
uagtsom tilsidesættelse af fakturakravene, herunder udstedelse af en
urigtig faktura, straffes efter bekendtgørelsens § 92,
stk. 2, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt
efter momslovens § 81, stk. 3. Efter denne bestemmelse er straffen
bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år,
såfremt overtrædelsen er begået med forsæt til at
unddrage statskassen afgift eller uberettiget opnå udbetalinger.
Ved lov nr. 388 af 2. juni 1999 er der indsat
følgende bestemmelse i momslovens § 81:
»Stk. 4.
Den, der som led i virksomhed
forsætligt udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller udsteder
anden urigtig dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller
ydelser, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2
år, hvis dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for
opgørelsen af et afgiftstilsvar. Begås handlingen af grov
uagtsomhed, er straffen bøde.«
De bemærkninger, der i det følgende
gøres om § 13 B, gælder tilsvarende for momslovens § 81, stk.
4.
I og med det er en forudsætning for anvendelsen af
§ 13 B, at den urigtige dokumentation er egnet til at blive anvendt som
grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst, har
bestemmelsen karakter af en selvstændig kriminalisering af en
særlig form for deltagelse i skattesvig, idet en sådan urigtig
fakturering m.v. fremmer modtagerens eller andres muligheder for på et
senere tidspunkt at begå skattesvig.
3.2. Alene virksomheders udstedelse af urigtig
dokumentation er omfattet:
§ 13 B omfatter kun udstedelse af urigtige
fakturaer m.v., når dette sker som led i virksomhed. Bestemmelsen
omfatter således ikke privates udstedelse af den nævnte
dokumentation.
§ 13 B finder anvendelse, uanset om virksomheden drives
personligt, af et selskab eller af en anden juridisk person. Ved
forståelsen af ordet »virksomhed« er det skattelovgivningens
almindelige virksomhedsbegreb, der finder anvendelse, jf. f.eks.
skattekontrollovens § 8 P.
Det er uden betydning for bestemmelsens
anvendelsesområde, om det er virksomhedsejeren, ansatte eller andre,
der er bemyndiget til at handle på virksomhedens vegne, der udsteder
den urigtige dokumentation.
Er udstedelsen ikke sket som led i virksomhed, falder
forholdet udenfor § 13 B. I så fald vil udstederen eventuelt kunne
pådrage sig medansvar for modtagerens skattesvig efter den almindelige
medvirkensbestemmelse i straffelovens § 23.
3.3. Dokumentationens indhold og karakter:
Den
dokumentation, det efter § 13 B er strafbart at give et urigtigt
indhold, er dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller
ydelser. Dokumentationen kan eksempelvis have karakter af en faktura, en
afregningsseddel eller en kreditnota. Dokumentationen vil sædvanligvis
indeholde oplysninger om karakteren og mængden af de varer eller
ydelser, der er disponeret over, identifikation af leverandør og
aftager, dato og eventuelt prisen.
Udtrykket »varer eller ydelser« dækker såvel
fysiske genstande, herunder valuta, som ydelse af arbejdskraft.
Dokumentationen skal være egnet til at blive anvendt
som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Heri
ligger bl.a., at urigtigheden i dokumentationen skal være relevant for
opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Indeholder eksempelvis en
faktura, der udstedes til en erhvervsdrivende, og som er egnet til at
indgå i den pågældendes skatteregnskab, en forkert dato,
vil forholdet kun være omfattet af § 13 B i det omfang, den
urigtige dato må anses at have betydning for opgørelsen af den
skattepligtige indkomst.
At dokumentationen skal være egnet til at blive
anvendt som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst
betyder ikke, at der alene sigtes til modtagerens skattepligtige
indkomst. Men det vil normalt være den, der ifølge fakturaen er
anført som aftager af den underliggende vare eller ydelse, som vil
kunne anvende fakturaen m.v. som grundlag for opgørelsen af den
skattepligtige indkomst. I visse tilfælde vil dokumentationen
også være egnet til at blive anvendt som grundlag for
opgørelsen af andre personers skattepligtige indkomst, eksempelvis en
ægtefælle.
Ikke enhver form for dokumentation vil være omfattet
af bestemmelsen, selv om dokumentet vedrører levering eller aftagelse
af en vare eller en ydelse. Som eksempel kan nævnes de såkaldte
»pizzerialønsedler«, der udstedes af arbejdsgivere til brug for
ansattes dokumentation for forsørgerevne overfor
Udlændingestyrelsen i forbindelse med sager om
familiesammenføring. Der er i disse tilfælde tale om en
særlig dokumentation, der er udarbejdet specielt til brug for
Udlændingestyrelsen. Dokumentationen erstatter ikke de
lønsedler, arbejdsgivere efter kildeskatteloven skal udfærdige
til brug for skattemyndighederne.
Strafansvaret omfatter såvel urigtig dokumentation
udstedt på papirmedium som urigtig dokumentation udstedt på anden
måde, f.eks. elektronisk.
3.4. Fuldbyrdelsestidspunkt og subjektive betingelser:
Overtrædelsen af § 13 B er fuldbyrdet på tidspunktet for
udstedelsen af den urigtige dokumentation. Det er således uden
betydning, om modtageren eller andre efterfølgende faktisk anvender
dokumentationen til at begå skattesvig med.
Såfremt betingelserne for at anvende § 13 B er
opfyldt, forudsættes det, at der alene straffes efter denne
bestemmelse. Dette betyder, at selv om betingelserne for at straffe for
medvirken til skattesvig efter § 13, jf. straffelovens § 23,
isoleret set er opfyldt, skal der ikke samtidig straffes efter disse
bestemmelser. Der bliver således ikke tale om at straffe i
sammenstød mellem § 13 og § 13 B.
Straffelovens § 289 om bl.a. straf i tilfælde
af grov skattesvig omfatter ikke § 13 B.
De subjektive betingelser for overtrædelse af
§ 13 B, stk. 1, er forsæt til alle led i gerningsindholdet.
Forsætskravet er således knyttet til såvel udstedelsen af
den urigtige dokumentation som til dokumentationens egnethed til at blive
anvendt som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. I
relation til sidstnævnte vil forsætskravet være opfyldt,
hvis den pågældende forstår, at dokumentationen er egnet
til at blive anvendt på den nævnte måde.
4. Strafansvar for virksomheders aftagelse af »sorte« varer eller
ydelser, jf. § 13 C og momslovens § 81, stk. 5
4.1. Generelt:
§ 13 C har følgende
ordlyd:
»§ 13 C. Den, der som led i virksomhed
aftager varer eller ydelser på sådanne fordelagtige vilkår,
at den pågældende indser, at leverandøren eller yderen
ikke vil opfylde sine forpligtelser til rettidigt at selvangive vederlaget
eller til rettidigt at afregne skyldig skat eller indeholdt skat eller
arbejdsmarkedsbidrag, straffes med bøde, hæfte eller
fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen
bøde.«
I bemærkningerne til lovforslaget er om baggrunden
for § 13 C anført:
»
I praksis straffes den, der aftager »sorte« varer
eller ydelser, som udgangspunkt ikke. Ved »sorte« varer eller ydelser
forstås i denne sammenhæng, at den, der leverer varen eller
præsterer ydelsen, ikke opfylder sine forpligtelser efter den fiskale
lovgivning til f.eks. at betale skat af vederlaget.
Denne praksis bygger bl.a. på, at
skattespørgsmålet opfattes som et spørgsmål mellem
den, der modtager vederlaget, og det offentlige, således at strafansvar
alene kan komme på tale for den »sortarbejdende« og ikke for kunden.
Dertil kommer, at aftagelse af »sorte« varer eller ydelser normalt ligger
forud for det tidspunkt, hvor den fiskale forpligtelse skal opfyldes.
De almindelige regler om medvirken, jf. straffelovens
§ 23, fører imidlertid ikke nødvendigvis til det resultat,
at medvirkensansvar for kunden principielt er udelukket. Det bemærkes
herved, at også den medvirkende, der står udenfor et
pligtforhold, er strafferetlig ansvarlig.....
Det skal fremhæves, at selve det at købe en
vare eller ydelse billigst muligt selvsagt ikke skal være strafbart.
Bestemmelsen tager således ikke sigte på tilfælde, hvor der
nok er tale om fordelagtige vilkår, men hvor der ikke er grund til at
tro, at vilkårene er påvirket af, at leverandøren eller
yderen ikke vil opfylde sine forpligtelser efter den fiskale lovgivning.
Det må forventes, at bestemmelsen navnlig på
grund af bevismæssige vanskeligheder kun vil blive anvendt i
begrænset omfang i praksis.....
Selv om private således holdes udenfor
kriminaliseringen efter skattekontrollovens §13 C, er det hensigten i
større omfang at synliggøre eksistensen af »sort« arbejde for
derigennem at fremme en holdningsændring i befolkningen til gavn for en
begrænsning af efterspørgslen på »sorte« ydelser. Det er
derfor tanken - sideløbende med den her foreslåede
kriminalisering af aftagere af »sorte« varer eller ydelser som led i
virksomhed - administrativt at indføre krav om udstedelse af faktura,
når en virksomhed leverer varer eller ydelser.
Efter merværdiafgiftsloven og den i medfør
heraf udstedte bekendtgørelse skal der for hver leverance af
momspligtige varer eller ydelser fra en registreret virksomhed udstedes
faktura til modtageren. Ved salg fra en erhvervsdrivende til private
forbrugere kan udstedelse af faktura dog undlades.
Det er nu tanken ved en ændring af
momsbekendtgørelsen at ophæve denne fritagelse for udstedelse af
fakturaer ved leverancer til privat forbrug, eventuelt med en
bagatelgrænse.
Ændringen indebærer ikke en pligt for den
private forbruger til at opbevare fakturaen. Myndighederne vil således
ikke i forbindelse med en konkret forespørgsel kunne forlange, at
køber skal kunne fremvise relevant udstedt faktura til
dokumentation.
Fakturakravet vil ikke fjerne »sorte« varer eller ydelser
fra det private forbrug, men kravet forventes at ville påvirke
befolkningens holdning til efterspørgslen af »sorte« varer eller
ydelser.«
Det særlige ved en straffebestemmelse som § 13 C er,
at selve den kriminaliserede handling - aftagelsen af varer eller ydelser -
foretages på et tidspunkt, der ligger forud for det tidspunkt, hvor
leverandøren eller yderen skal opfylde sine forpligtelser efter
skattelovgivningen, og hvor skatteunddragelsen således muligvis finder
sted.
Ved lov nr. 388 af 2. juni 1999 er indsat følgende
bestemmelse i momslovens § 81:
»Stk. 5. Den, der som led i virksomhed aftager varer
eller ydelser på sådanne fordelagtige vilkår, at den
pågældende indser, at leverandøren eller yderen ikke vil
opfylde sin forpligtelse til at medregne vederlaget til afgiftstilsvaret
eller til rettidigt at afregne afgiftstilsvaret, straffes med bøde,
hæfte eller fængsel indtil 2 år. Begås handlingen af
grov uagtsomhed, er straffen bøde.«
De bemærkninger, der i det følgende
gøres om § 13 C, gælder tilsvarende for momslovens § 81, stk.
5.
4.2. Alene virksomheders aftagelse af »sorte« varer
eller ydelser er omfattet:
Det er alene aftagelse af »sorte« varer eller
ydelser, når dette sker som led i virksomhed, der er strafbart. § 13 C
omfattet således ikke privates aftagelse af »sorte« varer eller
ydelser. Hvorvidt private vil kunne straffes beror på opfyldelse af de
objektive og subjektive betingelser for at bringe den almindelige
medvirkensregel efter straffelovens § 23 i anvendelse i forbindelse med
overtrædelse af andre straffebestemmelser, eksempelvis
skattekontrollovens § 13 eller kildeskattelovens § 75.
§ 13 C finder anvendelse, uanset om virksomheden drives
personligt, af et selskab eller af en anden juridisk person.Ved
forståelsen af ordet »virksomhed« er det skattelovgivningens
almindelige virksomhedsbegreb, der finder anvendelse, jf. f.eks.
skattekontrollovens § 8 P.
Udtrykket »varer eller ydelser« dækker såvel
fysiske genstande, herunder valuta, som ydelse af arbejdskraft.
I situationer, hvor der foreligger et
ansættelsesforhold mellem aftageren og yderen af en arbejdsydelse,
således at aftageren er indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven ved
lønafregningen, vil der kunne straffes i sammenstød mellem
§ 13 C og kildeskattelovens § 74.
Hvis der udbetales A-indkomst uden samtidig indeholdelse
af A-skat, vil forholdet være omfattet af kildeskattelovens § 74
om indeholdelsespligt, herunder af dens kvalificerede bestemmelse. Hvis
arbejdsydelsen samtidig modtages på sådanne fordelagtige
vilkår - typisk en lav løn - at arbejdsgiveren indser, at den
ansatte ikke vil opgive vederlaget overfor skattevæsenet, vil der
tillige kunne straffes efter § 13 C.
Hvis derimod aftageren modtager en arbejdsydelse fra en
ansat i en anden virksomhed - og der således ikke foreligger et
egentligt ansættelsesforhold mellem aftageren og yderen af
arbejdskraften fra den anden virksomhed - til så fordelagtig en pris,
at aftageren indser, at den pågældende virksomhed ikke vil
opfylde sine forpligtelser til at indeholde skat eller arbejdsmarkedsbidrag,
vil aftageren alene kunne straffes efter § 13 C. Et praktisk eksempel
herpå er den såkaldte »piratrengøring«.
4.3. Fordelagtige vilkår:
Afgørende
for om der kan ifaldes ansvar efter § 13 C er, om aftagelsen af de
»sorte« varer eller ydelser er sket på sådanne fordelagtige
vilkår, at aftageren - det vil sige den, der erhverver en ret over
varen eller ydelsen - indser, at leverandøren eller yderen ikke vil
opfylde sine forpligtelser efter skattelovgivningen.
Det forudsættes, at bestemmelsen primært
anvendes i de tilfælde, hvor leverandøren eller yderen
efterfølgende faktisk har overtrådt sine forpligtelser efter
skattelovgivningen.
Anvendelsen af ordet »indser« dækker det
traditionelle strafferetlige forsætsbegreb.
Idet baggrunden for bedømmelsen af aftagerens
tilregnelse normalt er de vilkår, som aftagelsen er sket på,
må der foretages en markedsmæssig vurdering af vilkårene
for aftagelsen.
Særligt vedrørende priser bemærkes, at
priser under særlige omstændigheder kan ligge under de
markedspriser, der ville gælde under normale forhold. Som eksempel kan
nævnes et nødlidende firmas lagersalg eller særlige
introduktionspriser for at komme ind på markedet. Afvigelser fra
normale markedspriser kan således være en indikator, men det vil
bero på en konkret bedømmelse i den enkelte sag, hvilken
betydning markedsprisen har i relation til tilregnelsesbeviset.
4.4. Tilsidesættelse af fiskale forpligtelser:
De forpligtelser, som aftageren efter § 13 C skal indse, at
leverandøren eller yderen ikke vil opfylde, er pligten til rettidigt
at selvangive vederlaget eller rettidigt at afregne indeholdt eller skyldig
skat eller arbejdsmarkedsbidrag.
Ordet »rettidigt« er udtryk for, at leverandøren
eller yderen på sædvanlig måde af egen drift skal
selvangive eller betalt skat af vederlaget. Kravet om rettidig selvangivelse
af vederlaget eller rettidig afregning af skatter m.v. er ikke opfyldt,
såfremt leverandøren eller yderen venter med at selvangive
vederlaget m.v., indtil den pågældende opdager, at en kontrol er
ved at blive indledt.
4.5. Ansvarsfriholdelse:
Under hensyn til den tvivl
om leverandørens hensigter i forhold til skattelovgivningen, der kan
være forbundet med aftagelsen af varer eller ydelser på
fordelagtige vilkår, kan den aftagende virksomhed frigøre sig
for en eventuel tiltalerejsning efter § 13 C eller momslovens § 81, stk.
5, ved at indsende en meddelelse om leverancen til den told- og skatteregion,
hvor leverandøren er hjemmehørende. Meddelelsen skal udover at
identificere afsenderen indeholde kopi af faktura eller lignende
dokumentation for leverancen og vilkårene herfor, samt i øvrigt
fremstå som en meddelelse vedrørende ansvarsfriholdelse efter
§ 13 C eller momslovens § 81, stk. 5.
Told- og skatteregionen skal kvittere for modtagelsen af
meddelelsen.
I de tilfælde, hvor der er indsendt en sådan
meddelelse om aftagelse af varer eller ydelser, må de statslige told-
og skattemyndigheder ikke indlede en sag om overtrædelse af § 13 C
eller momslovens § 81, stk. 5, mod aftageren for det forhold, der er omfattet
af meddelelsen.
Med denne ordning kan på den ene side aftagerne i
tvivlstilfælde friholde sig for et muligt strafansvar, og på den
anden side får myndighederne et grundlag for at foretage
stikprøvekontrol.
5. Ikrafttræden
Loven trådte i kraft den 1. juli 1999.
Dette medfører, at registrering efter § 6 F
ikke vil kunne foretages af forhold, der er konstateret før udgangen
af juni 1994.
Bestemmelserne i § 13 B og momslovens § 81,
stk. 4, har virkning for fakturaer og anden urigtig dokumentation, der
udstedes efter lovens ikrafttræden.
Bestemmelserne i § 13 C og momslovens § 81,
stk. 5, har virkning for varer eller ydelser, der aftages efter lovens
ikrafttræden.
Skatteministeriet, den 28. juli 1999
Peter Loft
/Claus Kargo
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (21. april 1999) - L 229 Retsinformation · 21. april 1999
- Forslag til Lov om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven og kommuneskatteloven Retsinformation · 21. april 1999
- SKATs kontrolinformationsregister - KINFO Retsinformation · 18. juli 2007
- MOMSVEJLEDNINGEN 2000 AFSNIT V STRAFFEBESTEMMELSER Retsinformation · 5. februar 2008
- MOMSVEJLEDNINGEN 2001 Retsinformation · 5. februar 2008
- MOMSVEJLEDNING 2002 AFSNIT V STRAFFEBESTEMMELSER Retsinformation · 5. februar 2008