Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven og kommuneskatteloven

1998/1 LSF 229Lovforslag som fremsatSkatteministeriet21. april 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 21. april 1999 af skatteministeren (Ole

Stavad)

Forslag

til

Lov om ændring af skattekontrolloven,

kildeskatteloven, momsloven og kommuneskatteloven

(Indgreb mod sort arbejde, socialt bedrageri m.v.)

§ 1

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 5. august

1998, som ændret senest ved § 4 i lov nr.1056 af 23. december

1998, foretages følgende ændringer:

1.

Efter § 6 D indsættes:

»§ 6 E.

Efter skatteministerens nærmere bestemmelse kan

direktøren for Told- og Skattestyrelsen, i det omfang det anses for at

være af væsentlig betydning for opgørelse eller

inddrivelse af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter, indhente

oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske eller

erhvervsmæssige forhold i elektronisk form fra andre offentlige

myndigheder med henblik på registersamkøring.

Stk. 2.

Resultatet af registersamkøringen kan, i det

omfang det anses for at være af væsentlig betydning for

opgørelse eller inddrivelse af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told

eller afgifter, videregives til statslige told- og skattemyndigheder eller

til kommunale skatte- eller inddrivelsesmyndigheder.

§ 6 F.

Med henblik på at imødegå

overtrædelser af lovgivningen om skatter og andre ydelser til det

Læs alt

offentlige kan Told- og Skattestyrelsen oprette et register over fysiske og

juridiske personer, der har påført eller forsøgt at

påføre det offentlige betydelige tab af skatter,

arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter.

Stk. 2.

Registrerede oplysninger og oplysninger hos Told- og

Skattestyrelsen, der ligger til grund for en registrering, er omfattet af

samme tavshedspligt som den, der gælder for oplysninger omfattet af

skattestyrelseslovens § 37.

Stk. 3.

Registrering kan ikke foretages eller opretholdes mere

end fem år efter, at det forhold, der begrunder en registrering, er

konstateret.«

2.

§ 7 C ophæves.

3.

I § 8 B, stk. 1, og § 8 F, stk. 1,

udgår: »til brug ved skatteligningen«.

4.

I § 8 B, stk. 1,nr. 1, indsættes efter

»pensionsordninger m.v.«: »samt om eksistensen af sådanne ordninger,

hvortil der ikke er foretaget indbetaling«.

5.

I § 13, stk. 1, indsættes som 2.

pkt.:

»På samme måde straffes medvirken til

skattesvig, jf. straffelovens § 23.«

6.

Efter § 13 A indsættes:

»§ 13 B.

Den, der som led i virksomhed forsætligt

udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller udsteder anden urigtig

dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller ydelser, straffes

med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år, hvis

dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for

opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 2.

Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen

bøde.

§ 13 C.

Den, der som led i virksomhed aftager varer eller

ydelser på sådanne fordelagtige vilkår, at den

pågældende indser, at leverandøren eller yderen ikke vil

opfylde sine forpligtelser til rettidigt at selvangive vederlaget eller til

rettidigt at afregne skyldig skat eller indeholdt skat eller

arbejdsmarkedsbidrag, straffes med bøde, hæfte eller

fængsel indtil 2 år.

Stk. 2.

Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen

bøde.«

7.

I § 18 indsættes efter »§ 13«: »,

§ 13 B, § 13 C«.

8.

I § 23 indsættes efter »§§ 13«: », 13 B,

13 C«.

§ 2

I lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal

ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskat), jf.

lovbekendtgørelse nr. 735 af 10. oktober 1998, som ændret senest

ved § 2 i lov nr. 1033 af 23. december 1998, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 57, stk. 1, affattes således:

»Efter nærmere af skatteministeren fastsatte regler

skal de indeholdelsespligtige overfor de statslige told- og skattemyndigheder

foretage angivelse af indeholdelsen, herunder identificere ved personnummer

de personer, der har fået udbetalt eller godskrevet A-indkomst i

A-skatteperioden. Skatteministeren kan fritage grupper af

indeholdelsespligtige fra at identificere modtagere af A-indkomst i

angivelsen.«

2.

I § 57, stk. 2, indsættes som 5.

pkt.:

»Er den indeholdte A-skat angivet rettidigt, men mangler

angivelse af personnumre, finder 3. og 4. pkt. anvendelse.«

3.

I § 57 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5.

De statslige told- og skattemyndigheder kan i

elektronisk form stille oplysninger fra angivelserne til rådighed for

statslige eller kommunale myndigheder til brug for skatteadministration,

inddrivelse af offentlige fordringer eller kontrol af udbetalinger fra det

offentlige. Oplysningerne kan endvidere stilles til rådighed for

statsanerkendte arbejdsløshedskasser til brug for kontrol med

udbetaling af dagpenge m.v.«

§ 3

I merværdiafgiftsloven (momsloven), jf. lovbekendtgørelse nr.

634 af 23. juli 1997, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 890 af 3.

december 1997, § 1 i lov nr. 435 af 26. juni 1998 og senest ved § 5

i lov nr. 1056 af 23. december 1998, foretages følgende

ændring:

1.

I § 81 indsættes efter stk. 3 som nye

stykker:

»Stk. 4.

Den, der som led i virksomhed forsætligt

udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller udsteder anden urigtig

dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller ydelser, straffes

med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år, hvis

dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for

opgørelsen at et afgiftstilsvar. Begås handlingen af grov

uagtsomhed, er straffen bøde.

Stk. 5.

Den, der som led i virksomhed aftager varer eller

ydelser på sådanne fordelagtige vilkår, at den

pågældende indser, at leverandøren eller yderen ikke vil

opfylde sin forpligtelse til at medregne vederlaget til afgiftstilsvaret

eller til rettidigt at afregne afgiftstilsvaret, straffes med bøde,

hæfte eller fængsel indtil 2 år. Begås handlingen af

grov uagtsomhed, er straffen bøde.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 6.

§ 4

I lov om kommunal indkomstskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 803 af 6.

oktober 1995, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1078 af 20.

december 1995, § 2 i lov nr. 423 af 26. juni 1998, § 4 i lov nr.

910 af 16. december 1998 og senest ved § 1 i lov nr. 1014 af 23.

december 1998, foretages følgende ændringer:

1.

I § 16 b, stk. 1, ændres »stk. 2-5«

til: »stk. 2-6«.

2.

I § 16 b indsættes som stk. 6:

»Stk. 6.

Afregning efter stk. 2-5 for et givet

kalenderår foretages sidste gang i det år, der ligger tretten

år efter kalenderåret.«

§ 5

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 1999, jf. dog

stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 2, træder i kraft den 1. januar

2000.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Som led i finanslovsaftalen for1999 blev det mellem

Regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og

Kristeligt Folkeparti aftalt, at der »igangsættes initiativer, der kan

mindske omfanget af socialt bedrageri og sort arbejde, herunder forbedre

muligheder for registersamkøring og myndighedernes kontrolmuligheder

og vilkår vedrørende bevisbyrde.«

Embedsmænd fra Finansministeriet,

Justitsministeriet, Socialministeriet, Arbejdsministeriet, Skatteministeriet,

Erhvervsministeriet og Økonomiministeriet har i et samarbejde

undersøgt en række initiativer, som kan bidrage til at nedbringe

socialt bedrageri og sort arbejde. Det har været retningsgivende for

arbejdet, at sådanne initiativer skal være egnede modtræk

imod de forholdsvis få personer og virksomheder, der bryder reglerne,

uden at være til gene for de mange, der følger reglerne, og som

må bære den økonomiske byrde ved de fås misbrug.

For både de mange og for de få er det

endvidere en forudsætning, at eventuelle initiativer opfylder kravet om

retssikkerhed.

På denne baggrund er det besluttet af søge

følgende initiativer gennemført:

1) Månedlige indberetning af personnumre (MIA) på

alle modtagere af A-indkomst.

2) Indberetning fra pensionsinstitutter af personnumre på ejere

af pensionsordninger.

3) Adgang for kommunale socialforvaltninger til elektronisk at udveksle

oplysninger indbyrdes.

4) Adgang for kommunale socialforvaltninger til elektronisk at indhente

oplysninger fra Told- og Skattestyrelsen.

5) Indhentning af erklæringer fra reelt enlige som betingelse for

at modtage børnetilskud skal kunne spredes over året.

6) Forbedring af arbejdsløshedskassernes muligheder for at

benytte MIA-oplysninger, jf. pkt. 1.

7) Udvalgsarbejde til udvikling af edb-programmer, som kan benyttes i

kontroløjemed.

8) Adgang for Told & Skat til at indhente oplysninger fra andre

myndigheders registre.

9) Etablering af et register i Told- og Skattestyrelsen over personer

og virksomheder, der har påført eller forsøgt at

påføre det offentlige betydelige tab.

10) Kriminalisering af virksomheders udstedelse af falske fakturarer og

lignende dokumentation.

11) Kriminalisering af virksomheders aftagelse af »sorte« varer eller

ydelser.

12) Krav om at momsregistrerede skal udstede fakturaer ved levering til

privatforbrug.

Af de nævnte initiativer kan nr. 4, 6, 7 og 12

gennemføres uden ny lovgivning af henholdsvis Socialministeriet,

Arbejdsministeriet, Finansministeriet og Skatteministeriet. Initiativerne

under nr. 3 og 5 søges gennemført ved et lovforslag fra

Socialministeriet, Indenrigsministeriet og By- og Boligministeriet, som

fremsættes samtidig med nærværende forslag.

Nærværende lovforslag rummer de resterende

initiativer:

Ad 1: Månedlig indberetning til Told & Skat af personnumre

på modtagere af A-indkomst fra alle indeholdelsespligtige, jf.

§ 1, nr. 2 og § 2.

Ad 2: Pligt for den finansielle sektor til at foretage årlige

indberetninger til Told & Skat af identiteten af ejerne af

pensionsordninger, jf. § 1, nr. 3 og 4.

Ad 8: Adgang for Told & Skat til oplysninger, der er registreret

elektronisk hos andre myndigheder, om borgeres og virksomheders

økonomiske eller erhvervsmæssige forhold, når

oplysningerne er af væsentlig betydning for opgørelse eller

inddrivelse af skatter eller afgifter, jf § 1, nr. 1.

Ad 9: Adgang for Told & Skat til at oprette et register over

personer og virksomheder, der har påført eller forsøgt at

påføre det offentlige betydelige tab af skatter m.v., jf.

§ 1, nr. 1.

Ad 10 og 11: Kriminalisering af virksomheders medvirken til skatte-

eller afgiftsunddragelse dels ved udstedelse af urigtige fakturaer og

lignende dokumentation, dels ved aftagelse af »sorte« varer eller ydelser,

jf. § 1, nr. 5-8 og § 3.

Herudover foreslås uafhængigt af

finanslovsaftalen for 1999, at der af administrative grunde indføres

en tidsmæssig grænse på 13 år for regulering og

afregning af kommunale skatter mellem staten og kommunerne, jf. § 4.

Gældende ret og lovforslaget

1. Adgang for de centrale told- og skattemyndigheder til at rekvirere,

registrere og videregive oplysninger, jf. forslaget under § 1, nr.

1:

Erfaringerne med blandt andet selskabstømmere,

konkursryttere, skattearrangementer og dårlige betalere viser, at der

er behov for, at skatte-, afgifts- og inddrivelsesmyndighederne får

bedre adgang til oplysninger, der er registreret hos andre myndigheder, om

økonomiske eller erhvervsmæssige forhold vedrørende

personer og virksomheder, der ikke ønsker at overholde gældende

skatte- og afgiftsregler eller ikke vil betale deres gæld til det

offentlige.

Efter de gældende almindelige regler for

videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder kan skatte-,

afgifts- eller inddrivelsesmyndighederne som udgangspunkt kun indhente

oplysninger fra en anden forvaltningsmyndighed, hvis oplysningen konkret

må anses for at være af væsentlig betydning for henholdsvis

skatte-, afgifts- eller inddrivelsesmyndighedernes virksomhed, og oplysningen

ikke vedrører særlige personlige forhold. Herudover gælder

skattekontrollovens § 8 D, hvorefter bl.a. offentlige myndigheder efter

anmodning skal meddele skattemyndighederne oplysninger, der af

skattemyndighederne skønnes at være af væsentlig betydning

for skatteligningen, men oplysninger om unavngivne skal dog kun gives efter

Ligningsrådets bestemmelse.

Det foreslås på denne baggrund, at

skatteministeren ved bekendtgørelse skal kunne bemyndige

direktøren for Told- og Skattestyrelsen til løbende at indhente

oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske eller

erhvervsmæssige forhold i elektronisk form fra andre

forvaltningsmyndigheder, når oplysningerne er af væsentlig

betydning for opgørelse eller inddrivelse af skatter,

arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter. Efter forslaget vil oplysningerne

kunne videregives til statslige told- og skattemyndigheder eller til

kommunale skatte- eller inddrivelsesmyndigheder, når oplysningerne

må anses for at være af væsentlig betydning for

opgørelse eller inddrivelse af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told

eller afgifter, jf. forslaget under § 1, nr. 1 til § 6 E.

Det foreslås endvidere, at Told- og Skattestyrelsen

med henblik på at imødegå overtrædelser af

lovgivningen om skatter og andre ydelser til det offentlige skal kunne

foretage en tidsbegrænset registrering af personer og virksomheder, der

har påført eller forsøgt at påføre det

offentlige betydelige tab af skatter eller afgifter, jf. forslaget under

§ 1, nr. 1 til § 6 F.

2. Indberetning af ejerne af visse pensionsordninger, jf. forslagene

under § 1, nr. 3 og 4:

Det foreslås at indføre en pligt for den

finansielle sektor til at foretage årlige indberetninger til de

statslige told- og skattemyndigheder om ejerne af pensionsordninger.

Indberetningen skal bl.a. sikre de sociale myndigheder et

kendskab til pensionsordningerne. Efter § 14 i lov om aktiv

socialpolitik kan en kommune ikke yde kontanthjælp, hvis

ansøgeren eller dennes ægtefælle har en formue, der

dækker den pågældendes økonomiske behov. Det er

anslået, at det vil medføre en årlig merudgift for

socialministeriet på mellem 10 og 50 mill. kr., hvis der ved

udmåling af kontanthjælp ikke tages hensyn til kapitalpensioner

m.v.

3. Medvirken til overtrædelse af skattekontrollovens § 13,

jf. forslaget under § 1, nr. 5:

Efter skattekontrollovens § 13 straffes for

skattesvig den, der med forsæt til at unddrage det offentlige skat

afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved afgørelse

af, om en person er undergivet skattepligt, eller til brug ved

afgørelse af skatteansættelse eller skatteberegning. Straffen er

bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Ved grov

uagtsomhed er straffen bøde eller under skærpende

omstændigheder hæfte.

Efter straffelovens § 289 straffes den, der

gør sig skyldig i skattesvig af særlig grov karakter, med

fængsel i op til 4 år.

Efter straffelovens § 23 omfatter den for en

lovovertrædelse givne straffebestemmelse alle, der ved tilskyndelse,

råd eller dåd har medvirket til gerningen.

En bestemmelse om straf for skattesvig fandtes allerede i

lov nr. 104 af 1. juni 1903 om indkomst- og formueskat til staten.

Forgængerne til den nuværende bestemmelse i

skattekontrolloven om straf for skattesvig var § 13 og § 14 i

lov nr. 392 af 12. juli 1946 om selvangivelse af indkomst og formue, om

foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig

m.v. (kontrolloven).

Efter § 13 i kontrolloven straffedes med bøde

eller i særligt grove tilfælde med hæfte eller

fængsel i indtil to år den, der i svigagtig hensigt afgav

urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende

oplysninger til brug ved ansættelsen af sin egen eller en af ham

repræsenteret skatteyders skattepligtige indkomst eller formue

eller til brug ved beregningen af sin egen eller en af ham

repræsenteret skatteyders indkomst- eller formueskat. I bestemmelsen

var tillige fastsat regler om offentliggørelse af den

pågældendes identitet i tilfælde af skattebesvigelse af

mere alvorlig karakter.

I følge forarbejderne til 1946-loven fandt man det

påtrængende, at også professionelle rådgivere, der

havde medvirket til skatteunddragelsen, kunne strafforfølges og

eventuelt idømmes strengere straffe end den pågældende

skatteyder selv. Som følge heraf blev professionelles medvirken til

skatteunddragelse selvstændigt kriminaliseret i lovens § 14,

stk. 1.

Efter § 14, stk. 1, kunne der idømmes

hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel i

op til 2 år til den, der erhvervsmæssigt bistod en

skattepligtig med affattelse af selvangivelse eller regnskab til brug for

ligningsmyndighederne, og som ved denne virksomhed unddrog eller søgte

at unddrage det offentlige skat. Ved grov uagtsomhed kunne der idømmes

bøde eller under skærpende omstændigheder hæfte.

Efter § 14, stk. 2, kunne den, der i

øvrigt forsætligt medvirkede til en forsætlig

overtrædelse af § 13, straffes med bøde eller

hæfte.

Ved lov nr. 539 af 17. december 1971

(skattekontrolloven) er § 13, stk. 1, ændret til den

nugældende affattelse, hvor der er tilstræbt en klar og enkel

beskrivelse af gerningsindholdet.

Efter bestemmelsen straffes »den, der...... afgiver

urigtige eller vildledende oplysninger.....til brug ved afgørelse af,

om en person er..... «. Ansvaret er således ikke begrænset til

den skattepligtige, men kan pålægges enhver, der afgiver de

pågældende oplysninger.

Efter forarbejderne til loven fra 1971 indebærer den

nugældende formulering af § 13 en udvidelse af den personkreds,

der direkte efter skattelovgivningen vil kunne pådrage sig ansvar for

skattesvig. § 14 i kontrolloven blev samtidig ophævet som

overflødig. Det anførtes i den forbindelse i forarbejderne, at

hvis en person, der har medvirket til skattesvig, ikke direkte er omfattet af

§ 13, vil hans forhold være omfattet af de almindelige regler om

medvirken i straffelovens §§ 23 og 24, jf. Folketingstidende 1971-72,

tillæg A, spalte 122.

Den lovændring, der blev gennemført i 1971,

har i praksis i de senere år givet anledning til tvivl om, i hvilket

omfang straffelovens § 23 om medvirken kan anvendes som grundlag for

strafansvar for personer, der ikke direkte er omfattet af personkredsen i

skattekontrollovens § 13.

I en sag, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

1989 s.128 H, havde tiltalte opført et privat svømmebassin for

en hovedaktionær, men havde faktureret til dennes selskaber som

fradrags- og afskrivningsberettigede leverancer. Ved Vestre Landsret blev

tiltalte dømt for medvirken til selskabernes og hovedaktionærens

skattesvig, idet sidstnævnte betragtedes som skattepligtig af

værdien af svømmebassinet (maskeret udlodning). Tiltaltes

murermesterselskab havde endvidere udført

håndværksarbejder for venner og ansatte og for tiltalte selv uden

at have faktureret disse arbejder. For disse forhold blev tiltalte

dømt for dels medvirken til ydelsesmodtagernes skattesvig (disse havde

ikke selvangivet gaverne), dels som medvirkende til murermesterselskabets

skattesvig (idet selskabet ikke havde indtægtsført denne

yderligere erhvervsindkomst) og endelig for egen skattesvig (idet

værdien af de ufakturerede arbejder ansås for værende

maskeret udbytte for tiltalte). Denne afgørelse var i overensstemmelse

med dagældende praksis på området.

Ved Højesterets dom hjemvistes sagen, der var en

tilståelsessag, til fornyet behandling i byretten, idet

Højesteret på grundlag af sparsomme oplysninger i dommene og

retsbogsudskrifterne fandt det tvivlsomt, om den tiltalte tillige ved

omfaktureringerne havde gjort sig skyldig i medvirken til skattesvig. I

præmisserne fastslog Højesteret, at skattekontrollovens

§ 13, stk. 1, efter sin ordlyd har »et gerningsindhold, der

omfatter visse former for medvirken til andres skatteunddragelse. Efter det i

forarbejderne anførte må de personer, der omfattes af

bestemmelsen, have bistået umiddelbart ved afgivelsen af urigtige eller

vildledende oplysninger til brug for ligningsmyndighederne - typisk ved

udarbejdelsen af en urigtig selvangivelse. Det må bero på en

konkret vurdering, om og i hvilket omfang der med hjemmel i straffelovens

§ 23 kan ske en udvidelse af bestemmelsen til at gælde andre

former for medvirken, og en sådan vurdering må også

være afgørende for, om straffelovens § 289 kan bringes i

anvendelse.«

Ved sagens genoptagelse, jf. Tidsskrift for Skatter og

Afgifter 1990.52 V, blev tiltalte frifundet for medvirkensforholdet i

relation til hovedaktionæren, idet landsretten fandt, at de

pågældende omfaktureringer (vedrørende

svømmebassinet) nok havde til formål at gøre det muligt

for hovedaktionæren at besvige de selskaber, han var direktør

for og aktionær i, men ikke at muliggøre skattesvig. Selv om

omfaktureringerne var egnede til at hidføre skattesvig, fandtes den

tiltalte, der i mellemtiden havde trukket sin tilståelse tilbage, ikke

at have haft det fornødne forsæt til hovedaktionærens

skattesvig. Tiltalte blev derimod dømt for overtrædelse af

skattekontrollovens § 13, stk. 1, for så vidt angik hans egen

og det af ham beherskede selskabs skatteunddragelser.

Retspraksis ved landsretterne synes at have taget denne

højesteretsdom til indtægt for kun i meget begrænset

omfang at straffe for medvirken til skattesvig efter straffelovens § 23.

Som eksempler kan nævnes Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1998.187

Ø og Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1998.317 Ø.

I 1998.317 Ø blev en hovedaktionær og en

revisor dømt for overtrædelse af straffelovens § 289 i

forbindelse med et urigtigt selskabsregnskab, hvori to fiktive

provisionsnotaer indgik. De to andre tiltalte, der havde udfærdiget de

fiktive notaer, blev i byretten dømt for medvirken, men blev frifundet

i landsretten. Det udtaltes i den forbindelse:»De tiltaltes handlinger, der

ikke omfattes af beskrivelsen i skattekontrollovens § 13, findes ikke at

have haft en så nær tilknytning til skatteunddragelsen, at der er

tilstrækkelig grundlag for at fastslå medvirkensansvar i

medfør af straffelovens § 23.«

I 1998.187 Ø var tiltalte 2 tiltalt for medvirken

til tiltalte 1´s skatte- og momssvig. Tiltalte 1 var restauratør og

tiltalte 2´s samlever, og tiltalte 2 var daglig bestyrer af og

regnskabsfører for restauranten. Tiltalte 2 nedskrev den daglige

omsætning, og tiltalte 1 holdt den ikke-bogførte del af

omsætningen uden for sit moms- og skatteregnskab. Tiltalte 2 blev

dømt i byretten, men frifundet i landsretten. Landsretten henviste

til, at domfældelse for medvirken til skatte- og afgiftsunddragelse i

følge retspraksis som udgangspunkt forudsætter, at den

pågældende har bistået umiddelbart ved indgivelse af det

urigtige afgiftstilsvar eller urigtige oplysninger til

skattevæsenet.

Det foreslås på denne baggrund

præciseret i skattekontrolloven, at de almindelige regler for strafbar

medvirken efter straffelovens § 23 i fuldt omfang finder anvendelse ved

medvirken til overtrædelse af skattekontrollovens § 13.

Den foreslåede henvisning til straffelovens

§ 23 har til formål at fastslå, at medvirkensansvaret ikke

er begrænset til tilfælde, hvor bistanden har haft en

særlig nær tilknytning til skattesvigen (afgivelsen af de

urigtige oplysninger til skattemyndighederne), men at det også omfatter

andre tilfælde, hvor den pågældende ved tilskyndelse,

råd eller dåd har medvirket til skattesvigen. Dette

indebærer bl.a., at også medvirkenshandlinger, der er fjernere

fra selve afgivelsen af oplysningerne, vil kunne danne grundlag for et

medvirkensansvar, såfremt der foreligger den fornødne

tilregnelse. Om det tilstrækkelige bevismateriale er til stede må

naturligvis i alle tilfælde bero på en konkret vurdering.

Om bestemmelsen henvises i øvrigt til

bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 5.

4. Kriminalisering af virksomheders udstedelse af urigtige fakturaer og

lignende dokumentation, jf. forslaget under § 1, nr. 6 til § 13 B i

skattekontrolloven:

I sammenhæng med de overvejelser, der ligger bag

forslaget om at præcisere strafansvaret for medvirken, der er omtalt

ovenfor under afsnit 3, foreslås, at det direkte i skattekontrolloven

gøres til en strafbar handling at udstede en urigtig faktura eller

lignende dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller ydelser,

hvis dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for

opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Dette forslag kan opfattes som en selvstændig

kriminalisering af en særlig form for medvirken til skattesvig, idet en

sådan urigtig fakturering m.v. fremmer modtagerens muligheder for

på et senere tidspunkt at begå skattesvig. Det bør dog

fremhæves, at overtrædelse af den foreslåede bestemmelse er

fuldbyrdet allerede ved udstedelsen af den urigtige dokumentation, og det er

uden betydning, om modtageren efterfølgende faktisk anvender

dokumentationen til at begå skattesvig med. Det bør endvidere

fremhæves, at straffelovens § 289, der bl.a. anvendes i forhold

til grov skattesvig og medvirken hertil, ikke vil kunne anvendes i forhold

til den foreslåede bestemmelse i § 13 B.

Forslaget skal i øvrigt ses i lyset af, at det er

af væsentlig generel betydning, at eksterne interessenter som

kreditorer, långivere, handelspartnere, myndigheder m.fl. kan have

tillid til, at fakturaer og lignende regnskabsmæssig dokumentation, som

en virksomhed udsteder, er korrekte.

Om bestemmelsen henvises i øvrigt til

bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 6.

Der foreslås indsat en bestemmelse svarende til

§ 13 B i momslovens § 81, jf. forslaget under § 3.

5. Kriminalisering af virksomheders aftagelse af »sorte« varer eller

ydelser, jf. forslaget under § 1, nr. 6 til § 13 C i

skattekontrolloven:

I praksis straffes den, der aftager »sorte« varer eller

ydelser, som udgangspunkt ikke. Ved »sorte« varer eller ydelser forstås

i denne sammehæng, at den, der leverer varen eller præsterer

ydelsen, ikke opfylder sine forpligtelser efter den fiskale lovgivning til

f.eks. at betale skat af vederlaget.

Denne praksis bygger bl.a. på, at

skattespørgsmålet opfattes som et spørgsmål mellem

den, der modtager vederlaget, og det offentlige, således at strafansvar

alene kan komme på tale for den »sortarbejdende« og ikke for kunden.

Dertil kommer, at aftagelse af »sorte« varer eller ydelser normalt ligger

forud for det tidspunkt, hvor den fiskale forpligtelse skal opfyldes.

De almindelige regler om medvirken, jf. straffelovens

§ 23, fører imidlertid ikke nødvendigvis til det resultat,

at medvirkensansvar for kunden principielt er udelukket. Det bemærkes

herved, at også den medvirkende, der står uden for et

pligtforhold, er strafferetlig ansvarlig.

I mange tilfælde foreligger der et samvirke mellem

udbydere og modtagere af »sorte« varer eller ydelser, hvor de helt bevidst

deler den økonomiske fordel, der er forbundet med ikke at opgive det

fulde vederlag til det offentlige. Dette taler for, at de to parter

strafferetligt behandles på nogenlunde samme måde. Det må

nok i mange tilfælde antages, at aftagere af »sorte« varer eller

ydelser alene gennem sanktioner som f.eks. straf kan afholdes herfra, da de

ofte netop ønsker den billigere vare eller ydelse.

Selv om der som ovenfor nævnt under afsnit 3 stilles

forslag om, at der i skattekontrollovens § 13 medtages en udtrykkelig

henvisning til den almindelige medvirkensbestemmelse i straffelovens

§ 23, finder regeringen det rigtigst, at strafansvaret for aftagelse af

»sorte« varer eller ydelser i tilfælde, hvor kunden er en virksomhed,

hviler på en udtrykkelig bestemmelse herom.

Det foreslås således, at der i

skattekontrollens § 13 C indsættes en bestemmelse, hvorefter den,

der som led i virksomhed aftager varer eller ydelser på sådanne

fordelagtige vilkår, at den pågældende indser, at

leverandøren eller yderen ikke vil opfylde sine forpligtelser efter

skattelovgivningen, straffes med bøde, hæfte eller fængsel

indtil 2 år.

Det skal fremhæves, at selve det at købe en

vare eller ydelse billigst muligt selvsagt ikke skal være strafbart.

Bestemmelsen tager således ikke sigte på tilfælde, hvor der

nok er tale om fordelagtige vilkår, men hvor der ikke er grund til at

tro, at vilkårene er påvirket af, at leverandøren eller

yderen ikke vil opfylde sine forpligtelser efter den fiskale lovgivning.

Det må forventes, at bestemmelsen navnlig på

grund af bevismæssige vanskeligheder kun vil blive anvendt i

begrænset omfang i praksis.

Den foreslåede kriminalisering i § 13 C

omfatter virksomheders aftagelse af »sorte« varer eller ydelser, f.eks

»piratrengøring «. Bestemmelsen omfatter ikke privates aftagelse af »sorte« varer eller

ydelser. Det skyldes bl.a., at private ofte ikke har et sådant kendskab

til markedsvilkårene, at de kan bebrejdes at aftage »sorte« varer eller

ydelser af mere individuel karakter. En kriminalisering af privates aftagelse

af »sorte« varer eller ydelser ville desuden kunne

nødvendiggøre, at fakturaer skal gemmes som dokumentation for,

at der er indgået aftale på almindelige markedsmæssige

vilkår, hvilket ville medføre et uforholdsmæssigt stort

administrativt merarbejde for private borgere.

Hvorvidt private undtagelsesvis vil kunne straffes for

aftagelse af »sorte« varer eller ydelser, vil bero på, om de objektive

og subjektive betingelser for at bringe den almindelige medvirkensregel i

anvendelse er opfyldt, jf. skattekontrollovens § 13, jf. straffelovens

§ 23.

Selv om private skal holdes udenfor den foreslåede

kriminalisering efter skattekontrollovens §13 C, er det hensigten at

søge eksistensen af »sort« arbejde synliggjort for derigennem at

fremme en holdningsændring i befolkningen mod »sort« arbejde til gavn for en begrænsning af

efterspørgslen på »sorte« ydelser. Det er derfor tanken

administrativt at indføre krav om udstedelse af faktura, når en

virksomhed leverer varer eller ydelser.

Efter merværdiafgiftsloven og den i medfør

heraf udstedte bekendtgørelse skal der for hver leverance af

momspligtige varer eller ydelser fra en registreret virksomhed udstedes

faktura til modtageren. Ved salg fra en registreret virksomhed til privat

forbrug kan udstedelse af faktura dog undlades.

Det er nu tanken ved en ændring af

momsbekendtgørelsen at ophæve denne fritagelse for udstedelse af

fakturaer ved leverancer til privat forbrug, eventuelt med en

bagatelgrænse.

Ændringen indebærer ikke en pligt for den

private forbruger til at opbevare fakturaen. Myndighederne vil således

ikke i forbindelse med en konkret forespørgsel kunne forlange, at

køber skal kunne fremvise relevant udstedt faktura til

dokumentation.

Fakturakravet vil ikke fjerne »sorte« varer eller ydelser

fra det private forbrug, men kravet forventes at ville begrænse

befolkningens efterspørgsel efter »sorte« varer eller ydelser.

Om den foreslåede bestemmelse i § 13 C henvises

i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 6.

Der foreslås indsat en bestemmelse svarende til

§ 13 C i momslovens § 81, jf. forslaget under § 3.

6. Indførelse af en almindelig pligt for indeholdelsespligtige

til løbende at indberette identiteten af modtagere af A-indkomst

(MIA-ordningen), jf. forslagene under § 1, nr. 2 og § 2:

Det foreslås - for bl.a. at modvirke socialt

bedrageri - at alle indeholdelsespligtige vedrørende A-skat

fremover månedligt skal foretage indberetning til de statslige told- og

skattemyndigheder om identiteten af de personer, der er ydet A-indkomst til.

Skatteministeren kan dog efter forslaget fritage grupper af

indeholdelsespligtige fra at angive identiteten på modtagere af

A-indkomst.

På grund af den usikkerhed, der er forbundet med

vurderingen af de erhvervsadministrative virkninger af forslaget, vil

skatteministeren kunne udnytte denne bemyndigelse efter samråd med

forligspartierne bag finansloven for 1999.

Som led i finanslovsaftalen for 1995 mellem

regeringspartierne (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og

Centrum-Demokraterne) samt Venstre og Det Konservative Folkeparti blev det

aftalt, at de sociale myndigheder og arbejdsløshedskasserne skulle

sættes i stand til hurtigere og mere tidssvarende at kontrollere, om

der sker udbetaling af offentlige ydelser på et urigtigt grundlag.

Ønsket var navnlig at sikre, at dagpengeydelser og

kontanthjælp ikke blev udbetalt samtidig med, at modtageren oppebar

lønindkomst.

Ved lov nr. 1113 af 21. december 1994 blev

skatteministeren bemyndiget til efter aftale med socialministeren at

fastsætte regler, hvorefter arbejdsgivere og andre, der udbetaler

A-indkomst, i forbindelse med den månedlige redegørelse til de

statslige told- og skattemyndigheder for indeholdt A-skat tillige skal

oplyse, hvilke personer, angivet ved personnummer, der i den

pågældende periode har modtaget A-indkomst.

Ordningen skulle tilrettelægges således, at de

indberettede oplysninger om indkomsterhververen hurtigt blev stillet til

rådighed for de sociale myndigheder og arbejdsløshedskasserne

m.v. Herved ville fejludbetalingerne kunne begrænses til

væsentlig kortere perioder med deraf følgende besparelse.

Bemyndigelsen er senest udnyttet ved bekendtgørelse

nr. 975 af 20. november 1996, som ændret ved bekendtgørelse nr.

332 af 8. juni 1998, hvorefter arbejdsgivere, der i det forudgående

kalenderår har haft mindst 11 ansatte, månedligt skal indberette

alle ansattes personnumre til den lokale told- og skatteforvaltning. Pligten

til at indberette består, uanset om der er foretaget indeholdelse i

udbetalingen eller ikke. Der skal ikke foretages indberetning om ydelse af

A-indkomst efter lov om social pension eller efter

pensionsbeskatningsloven.

Indberetning til MIA-ordningen er i dag ikke integreret

med afregning af indeholdt A-skat, men med virkning fra år 2000

gennemfører de statslige told- og skattemyndigheder en

omlægning, der vil forenkle det nuværende indberetningssystem.

Herefter vil manuel indbetaling af indeholdt A-skat og indberetning af

ansattes personnumre ikke længere være adskilt, men kunne ske

på samme blanket. Omlægningen indebærer ikke en

sammenlægning eller sammenkøring af de to systemer.

Omlægningen medfører, at de nuværende

to indberetningsblanketter for henholdsvis indeholdt A-indkomst og

MIA-indberetningen lægges sammen til én. Indeholdelsespligtige

skal herefter på girokortet til indbetaling af A-skat ved en

krydsmarkering anføre, om der i den forløbne måned har

været til- eller afgang af A-indkomstmodtagere, herunder hvilke

personnumre det vedrører.

De eksisterende elektroniske indberetningsløsninger

bibeholdes, og på længere sigt vil de statslige told- og

skattemyndigheder tilbyde indeholdelsespligtige at foretage indberetning af

personnumre over Internettet.

Det store antal virksomheder, der anvender

lønbureauer til administration af deres lønningsregnskab m.v.,

vil ikke i nævneværdig grad blive berørt af den her

foreslåede ændring.

De indberettede oplysninger kan i dag i elektronisk form

stilles til rådighed for offentlige myndigheder og for statsanerkendte

arbejdsløshedskasser med henblik på kontrol af udbetaling af

offentlige ydelser og dagpenge m.v., samt for offentlige myndigheder med

henblik på skattekontrol eller myndighedernes arbejde med at

opkræve restancer til det offentlige.

Indberetningsordningen medvirker i sin nuværende

form til at undgå fejludbetalinger på bl.a.

kontanthjælpområdet, sygedagpengeområdet og

uddannelsesstøtteområdet.

7. Indførelse af en tidsmæssig grænse for regulering

og afregning af skatter mellem staten og kommunerne, jf. forslagene under

§ 4:

Det foreslås, at der af administrative grunde

indføres en tidsmæssig grænse på 13 år for

regulering og afregning af kommunale skatter mellem staten og kommunerne.

Efter kommuneskattelovens § 15 skal staten en gang

månedligt udbetale et beløb til dækning af kommunal

indkomstskat og kirkelige afgifter til kommunerne. Beløbet svarer til

en tolvtedel af kommunens årsbudget.

Efter kommuneskattelovens § 16 og § 16 a

foretages første gang i året 2 år efter kalenderåret

en regulering af de udbetalte beløb på grundlag af de

oplysninger, der foreligger den 1. maj dette år. Alt efter om

forskellen mellem de beregnede skatter og det beløb, der er udbetalt

ved tolvtedelsafregningen, er i statens eller kommunens favør,

opkræver eller udbetaler staten et beløb til kommunen svarende

til differencen. Inden udbetalingen eller opkrævningen bliver

differencen dog korrigeret med et beløb vedrørende betalingen.

Det drejer sig om uerholdeligheder, bevillingsmæssige eftergivelser

eller andre beløb, der er ført i tilgang eller afgang.

I praksis indgår følgende beløb i

fordelingen:

Beregnede skatter herunder beløb vedrørende skat af

aktieindkomst og virksomhedsskat, særlig indkomstskat og

tillægsskat (fra SLUT-systemet).

Ligningsmæssige ændringer vedr. ovennævnte skatter

(fra SLUT-systemet).

Registrerede ændringer i relation til betalingen af beregnede

skatter i statens opkrævningssystem (KOBRA). Kommunerne har i

medfør af kildeskattelovens § 64 et krav på, at der

gennemføres fordeling af pålignede skatter og ændringer

fra statens opkrævningssystem (KOBRA). Disse ændringer -

såkaldte ordrer - omfatter uerholdelighed, forældelse,

bevillingsmæssig eftergivelse og tidligere afskrevne nu indgåede

beløb. Fra år 2005 indgår restancer vedrørende

indkomståret 1992 og fremefter ligeledes som en ordre, der skal

afregnes.

For efterfølgende år - første gang 3

år efter kalenderåret - afvikles fordelingen og den

efterfølgende regulering efter kommuneskattelovens § 16 b. Dette

sker efter samme principper som ved første afregning, idet der dog

tillægges en rente på ca. 6 pct. pr. år. Beløb

vedrørende kalenderåret 1970 indgår med andre ord i

fordelingen i maj 1998 med et rentemæssigt tillæg på ca.

156 pct. Beløb vedrørende restancer efter § 16 b,

stk. 3, indgår først fra og med kalenderåret

1992.

I praksis afvikles fordelingen vedrørende et givet

kalenderår første gang i maj måned to år efter

kalenderåret og omfatter alle tidligere år. I maj måned

1998 afregnes således alle kalenderårene 1970 til og med 1996, i

maj 1999 afregnes alle kalenderårene 1970 til og med 1997, osv. De

omtalte skattebeløb inklusive renter afregnes med en tredjedel hver

den 1. i månederne oktober, november og december.

Formålet med lovforslaget er at reducere de

administrative omkostninger, der er forbundet med beslutningen om pr. 1.

august 1999 at lukke det maskinelle kildeskattesystem vedrørende

årene 1970 til og med 1986, og dermed den maskinelle behandling af

fordelingsoplysninger.

Det er endvidere et formål fremover at

muliggøre en rullende systemnedlukning uden unødige

administrative omkostninger. Der kan således indføres en

rullende systemnedlukning, således at der sker en systematisk lukning

af ældste SLUT-år, hver gang der iværksættes et nyt.

I forbindelse med den rullende nedlukning tages der udgangspunkt i de

oplysninger, der foreligger pr. 1. maj, jf. kommuneskattelovens § 16

b.

Både selve nedlukningen og suspenderingen af

fordelingen er tiltrådt af Kommunernes Landsforening, Københavns

og Frederiksberg kommuner samt Amtsrådsforeningen.

Provenumæssige konsekvenser

1. Indgreb mod sort arbejde og socialt bedrageri m.v.

De foreslåede initiativer i lovforslaget og i det af

Socialministeren samtidigt fremsatte lovforslag om øget fleksibilitet

for kommunerne til at indhente oplysninger har til formål at

begrænse socialt bedrageri, »sort« arbejde samt fejludbetalinger

vedrørende sociale ydelser.

Det faktiske omfang af »sort« arbejde og socialt bedrageri

kendes ikke, bl.a. fordi det ikke ud fra de opdagede overtrædelser er

muligt at skønne over det faktiske omfang. Tilbagevendende

interviewundersøgelser kan dog give et fingerpeg om

størrelsesordenen.

Det vil utvivlsomt have en betydelig præventiv

virkning, at risikoen for at blive taget i socialt bedrageri og »sort«

arbejde bliver større, og at det gøres kriminelt for

virksomheder at udstede falske fakturaer og lignende samt aftage »sort«

arbejde. Hvor meget det vil betyde samfundsøkonomisk, er svært

at gøre op. Men initiativerne vil bl.a. betyde et større

grundlag at udskrive skatter på, og på det sociale område

og dagpengeområdet vil man kunne spare offentlige udgifter. Hertil

kommer, at mediedækningen og den offentlige debat kan være med

til at ændre befolkningens holdning til socialt bedrageri og »sort«

arbejde.

Det skønnes derfor ikke muligt at foretage

opgørelser over virkningen for de offentlige kasser af hvert enkelt

initiativ i lovkomplekset. Der tilstræbes med initiativerne en

budgetforbedring på 500 mill. kr. på helårsbasis.

Forslaget om månedlig indberetning af alle

A-indkomstmodtagere får først virkning fra 1. januar 2000, men

man må forvente, at den præventive virkning af initiativet vil

vise sig med det samme.

2. Tidsmæssig grænse for regulering og afregning af

kommunale skatter m.v.

Efter forslaget overtager staten i forbindelse med

nedlukningen af de ældste slutsystemer hele risikoen vedrørende

skatten af ansættelsesændringer og ændringer

vedrørende skattebetalingen for indkomstår, der ligger mere end

13 år tilbage. I nogle år vil staten få en fordel og i

andre år et tab og omvendt for kommunerne.

I nedenstående oversigt er vist

afregningsbeløbene i de seneste år til kommunerne vedr.

indkomstårene 1970 - 1986. Afregningsbeløbene omfatter amts-,

kommune- og kirkeskat inkl. renter.

Afregningsbeløb til kommunerne vedr.

indkomstårene 1970 - 1986

1995

1996

1997

1998

40 mill. kr.

33 mill. kr.

41 mill. kr.

-34 mill. kr.

Anm.: - Angiver betaling fra kommunerne til staten.

Det fremgår af oversigten, at der har

været tale om både positive og negative afregningsbeløb

på mellem 30 og 40 mill. kr. årligt. Afregningsbeløbet for

1999 er endnu ikke opgjort.

Afregningsbeløbene fra og med 2000 må antages

at ligge på et lavere niveau end i de foregående år. Det

skyldes især flytningen af efterbeskatningstidspunktet for ubenyttede

etableringskontomidler indskudt før 1987, som med virkning for

hævninger efter 1. januar 1999 skal ske i hæveåret i stedet

for i henlæggelsesåret.

I finansåret 2000 skønnes virkningen for

staten at blive et beløb, der kan ligge mellem en gevinst på 25

mill kr. og et tab på 25 mill. kr.

Det tilføjes, at disse reguleringer ikke

indgår i kommunernes budgetlægning og dermed i

fastlæggelsen af den kommunale udskrivningsprocent. Reguleringer

vedrørende disse gamle indkomstår påvirker udelukkende

kommunernes kassebeholdning.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

De foreslåede straffebestemmelser under § 1, nr.

5-8, og § 3 vil ikke berøre virksomheder, der følger reglerne,

negativt men forslagene vil ramme de forholdsvis få virksomheder, som

bryder reglerne. Lovforslagene vil således bidrage til at udjævne

eksisterende konkurrenceforvridninger i brancher med »sort« arbejde. Det

gælder især inden for servicesektoren og bygge- og

anlægssektoren. Efterspørgslen efter ydelser fra virksomheder,

der følger reglerne, vil dermed kunne forøges. Endvidere kan

begrænsningen af det »sorte« arbejde øge det legale

arbejdsudbud.

I øvrigt skønnes lovforslaget ikke at

indebære erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Erhvervsadministrative konsekvenser

Forslagene under § 1, nr. 3 og 4, har været

forelagt et Fokuspanel. Af de virksomheder, der har deltaget i evalueringen,

har ca. 74 pct. tilkendegivet, at lovforslaget indebærer mærkbare

administrative engangsbyrder, og ca. 42 pct. at lovforslaget indebærer

mindre løbende administrative byrder. Engangsbyrderne skønnes

samlet at udgøre ca. 14.000 timer årligt på

samfundsniveau, dog med en betydelig usikkerhed.

Der har været gennemført to

konsekvensvurderinger af forslaget under § 2.

Den ene vurdering - der er foretaget af Told- og

Skattestyrelsen i samarbejde med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen -

konkluderer, at forslagets gennemførelse kan indebære en mindre

løbende administrativ lettelse for virksomhederne under et.

Den anden vurdering - der er foretaget af Erhvervs- og

Selskabstyrelsen ved brug af Erhvervsministeriets Testpanel - konkluderer, at

forslagets gennemførelse kan indebære en betydelig

løbende administrativ merbelastning.

Begge vurderinger konkluderer, at forslagets

gennemførelse i forskelligt omfang kan indebære en administrativ

engangsbelastning for virksomhederne under et.

Det er på baggrund af de ovennævnte

vurderingers uensartede resultater fundet hensigtsmæssigt, at lade

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i samarbejde med Told- og Skattestyrelsen

gennemføre en fornyet analyse med henblik på at verificere

byrdeniveauet. Det forventes, at denne analyse kan gennemføres i

løbet af april måned.

Det foreslås derfor, at ændringen af den

gældende indberetningsordning afventer resultatet af denne fornyede

analyse. Det er herefter tanken, at ordningen kun ændres i det omfang,

der mellem partierne bag finanslovsforliget er enighed om, at der er et

acceptabelt forhold mellem de erhvervsadministrative konsekvenser og de

samfundsmæssige gevinster.

Derudover skønnes lovforslaget ikke at have

nævneværdige erhvervsadministrative konsekvenser.

Administrative konsekvenser

Gennemførelse af forslaget skønnes med stor

usikkerhed at medføre engangsudgifter på i

størrelsesordenen 10 mill. kr. og årlige driftsudgifter på

i størrelsesordenen 3 mill. kr. til edb-udgifter for Told &

Skat.

Derudover skønnes forslaget ikke at have

nævneværdige konsekvenser for stat eller kommuner.

Miljømæssige konsekvenser

Det skønnes, at lovforslaget ikke har

miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Det skønnes, at lovforslaget ikke indeholder

EU-retlige aspekter.

Sammenfatning af økonomiske og administrative

konsekvenser

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og

kommuner

Der tilstræbes med initiativerne mod sort arbejde og

socialt bedrageri m.v. en budgetforbedring på 500 mill. kr. på

helårsbasis.

Efter forslaget om en tidsmæssig grænse for regulering af

kommunale skatter overtager staten hele risikoen vedrørende

ansættelsesændringer m.v. for indkomstår, der ligger mere

end 13 år tilbage. I nogle finansår vil staten få en fordel

og i andre år et tab og omvendt for kommunerne.

Efter forslaget om en tidsmæssig grænse for

regulering af kommunale skatter overtager staten hele risikoen

vedrørende ansættelsesændringer m.v. for indkomstår,

der ligger mere end 13 år tilbage. I nogle finansår vil staten

få en fordel og i andre år et tab og omvendt for

kommunerne.

Administrative konsekvenser for stat, amter og

kommuner

Ved gennemførelse af forslaget om en tidsmæssig

grænse for regulering af kommunale skatter tilstræbes det at

undgå merarbejde hos Told & Skat svarende til 4 årsværk

i årene fremover, og der opnås en besparelse på ca. 50

mill. kr., idet opdatering af edb-systemer undgås.

Gennemførelse af forslaget skønnes med stor

usikkerhed at medføre engangsudgifter på i

størrelsesordenen 10 mill. kr. og årlige driftsudgifter på

i størrelsesordenen 3 mill. kr. til edb-udgifter for Told &

Skat.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Initiativerne mod sort arbejde og socialt bedrageri

medfører en udjævning af konkurrenceforvridninger og øget

efterspørgsel efter ydelser fra virksomheder, der følger

reglerne.

Ingen virkninger af forslaget om en tidsmæssig grænse for

regulering af kommunale skatter.

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Der henvises til bemærkningerne ovenfor.

Forslaget om indberetning af ejerne af visse

pensionsordninger skønnes at medføre mærkbare

administrative engangsbyrder for ca. 74 pct. af virksomhederne, og mindre

løbende administrative byrder for ca. 42 pct.

Vedrørende forslaget om ændring af MIA-ordningen henvises der

til bemærkningerne ovenfor.

I øvrigt har forslaget samlet set ingen nævneværdige

administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Høring

Der er foretaget høring af Registertilsynet over

lovforslagets § 1, nr. 1. Registertilsynet havde ingen indvendinger mod

forslagene.

I forbindelse med lovforslagets fremsættelse er det

sendt til udtalelse hos Advokatrådet, Erhvervenes Skattesekretariat,

Finansrådet, Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Dansk Handel

& Service, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Foreningen af Registrerede

Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Skattechefforeningen,

Dommerforeningen, Skatterevisorforeningen, Politiforeningen i Danmark og

Rigsadvokaten.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (f.s.v.a. forslaget til § 6 E i

skattekontrolloven).

Efter bestemmelsen kan skatteministeren ved

bekendtgørelse bemyndige direktøren for Told- og

Skattestyrelsen til at indhente oplysninger i elektronisk form om fysiske

eller juridiske personers økonomiske eller erhvervsmæssige

forhold fra andre offentlige myndigheder i det omfang, det anses for at

være af væsentlig betydning for opgørelse eller

inddrivelse af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter, med

henblik på samkøring med de hos Told- og Skattestyrelsen

eksisterende oplysninger om de pågældende personer.

Told- og Skattestyrelsen kan efter bestemmelsen kun

rekvirere oplysninger om økonomiske eller erhvervsmæssige

forhold, og kun i det omfang oplysningerne generelt må anses for at

være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatter mere end, hvad

der kræves til en korrekt opgørelse eller inddrivelse af

skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter.

Adgang til oplysninger om rent private forhold som

nævnt i forvaltningslovens § 28, stk. 1, er ikke omfattet af

bemyndigelsen.

De almindelige regler i den kommende lov om behandling af

personoplysninger vil finde anvendelse ved administration af

bestemmelsen.

Udtrykket »af væsentlig betydning for

opgørelse eller inddrivelse af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told

eller afgifter«dækker ikke kun over selve opgørelses- eller

inddrivelsessituationen, men tillige over muligheden for, at Told- og

Skattestyrelsen kan føre kontrol til imødegåelse af

forkerte oplysninger eller sikring af en effektiv inddrivelse. Told- og

Skattestyrelsen får således mulighed for at indhente oplysninger

om økonomiske eller erhvervsmæssige forhold i elektronisk form

som led i en generel søgning til brug for en løbende

kontrol.

Adgangen for Told- og Skattestyrelsen til at indhente

andre myndigheders registrerede oplysninger omfatter blandt andet en adgang

til at foretage elektronisk opkobling til de registre, hvor oplysningerne er

lageret, og en adgang til at rekvirere elektronisk lagrede oplysninger,

f.eks. på diskette, CD-rom eller databånd.

Det er ikke tanken, at bestemmelsen skal anvendes til

etablering af generelle nye registre i Told- og Skattestyrelsen , baseret

på de indhentede data. Det er alene hensigten at sammenholde registrene

(samkøring) i et forløb, der undersøger den samtidige

forekomst i to registre - eller tilstedeværelse i det ene kombineret

med fravær i det andet. De personer eller virksomheder, der ikke falder

for udsøgningskriteriet, forbliver i deres respektive registre.

De berørte personer vil ikke få direkte

underretning om, at der sker sammenkøring af oplysninger, men det vil

som standardoplysning fremgå af registreringsblanketter, angivelses- og

ansøgningsskemaer o.a., at afgivne oplysninger, erklæringer m.v.

må påregnes at blive gjort til genstand for en kontrol bl.a. ved

sammenkøring med allerede registrerede oplysninger hos andre

myndigheder.

Som eksempler på andre myndigheders registre, som

det vil være relevant for Told- og Skattestyrelsen at få adgang

til med henblik på samkøring med oplysninger, der er registreret

af Told- og Skattestyrelsen, kan nævnes:

Sundhedsministeriets registre over virksomheder, der importerer,

anvender eller fremstiller lægemidler.

Sygesikringens (amternes/Sundhedsministeriets) registre over

beløb, der udbetales til ydere.

Erhvervsfremme Styrelsens register over tilskudsordninger

(TØS).

Danmarks Erhvervsfonds Garantiadministrationssystem (DECA) under

Erhvervsfremme Styrelsen.

Nationalbankens register over indberetningerne fra pengeinstitutter

om fysiske og juridiske personers betalingsoverførsler til/fra

udlandet.

Finanstilsynets engagementregister vedrørende oplysninger om

penge- og realkreditinstitutters enkeltarrangementer over en vis

værdi.

Arbejdstilsynets stamregister over arbejdspladser.

Fødevareministeriets registre over importører af

fødevarer fra EU- og tredielande.

Fødevareministeriets registre over fiskere og landbrugere.

Danmarks Statistiks INTRASTAT-oplysninger (handelsstatistiske

oplysninger inden for EU).

Plantedirektoratets gødningsregister og register om

grønne marker og gødningsplaner.

Strukturdirektoratets og EU-direktoratets forskellige registre over

EU-støtteordninger.

Kommunedata I/S s institutionssystem med oplysninger om formidlet

dagpleje.

Fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register over anmeldte

selskaber:

Personer, der i løbet af de seneste 3 år har stiftet

mere end 10 selskaber.

Personer, der i løbet af de seneste 5 år har deltaget i

ledelsen af mere end 5 selskaber, når selskaberne er opløst

efter de pågældende personers indtræden.

Personer, der deltager i ledelsen af mere end 10 aktive selskaber.

Undtaget herfra skal være ledelser i børsnoterede selskaber og

disses datterselskaber, samt datterselskaber af udenlandske selskaber.

Adresser, hvor der er eller har været tilmeldt mere end 10

selskaber. Undtaget herfra skal være adresser tilhørende

børsnoterede selskaber og disses datterselskaber, samt adresser

på advokater.

Danske selskaber, hvis direktører, der tillige kan være

selskabernes ejere, eller revisorer har hjemsted i udlandet.

Den pågældende myndighed afholder selv

eventuelle udgifter, der er forbundet med at give Told- og Skattestyrelsen

adgang til registrerede oplysninger, hvorimod Told- og Skattestyrelsen

afholder eventuelle udgifter, der i øvrigt er forbundet med at

indhente og behandle disse oplysninger.

Det foreslås videre, at i det omfang det anses for

at være af væsentlig betydning for opgørelse eller

inddrivelse af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter, kan

resultatet af registersamkøringen videregives til statslige told- og

skattemyndigheder eller til kommunale skatte- eller

inddrivelsesmyndigheder.

Der skal ved Told- og Skattestyrelsens afgørelse

af, om en videregivelse kan finde sted, tages hensyn til, hvorvidt kendskabet

til resultatet af registersamkøringen er af væsentlig betydning

for den modtagende myndigheds virksomhed. Myndigheden skal således ikke

have udleveret resultater af sammenkørte oplysninger på fysiske

eller juridiske personer, som ikke direkte har relevans for myndighedens

varetagelse af sin opgave.

Til nr. 1 (f.s.v.a. forslaget til § 6 F i skattekontrolloven)

Efter bestemmelsen kan Told- og Skattestyrelsen foretage

en registrering af fysiske og juridiske personer, der har påført

eller søgt at påføre det offentlige betydelige tab af

skatter og lignende ydelser til det offentlige.

Formålet med bestemmelsen er at imødegå

forsøg på overtrædelse af lovgivningen om skatter og

lignende ydelser til det offentlige, samt bidrage til opdagelse af

overtrædelser af denne lovgivning.

Med registret vil de statslige told- og skattemyndigheder

kunne blive varskoet om identiteten af personer og selskaber, der

repræsenterer en betydelig risiko for unddragelse af skatter m.v.

Myndighederne får således bedre mulighed for at

tilrettelægge behandlingen af sager, hvori sådanne personer eller

selskaber er involverede, og for at opdage tilfælde, hvor lovgivningen

er overtrådt eller forsøges overtrådt.

Kriteriet for optagelse i registret er, at den

pågældende har påført eller forsøgt at

påføre det offentlige betydelige tab af skatter,

arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter. Optagelseskriterierne er objektive

i den forstand, at der skal foreligge en administrativ afgørelse eller

en dom, hvori det direkte eller indirekte er konstateret, at den

pågældende enten har påført det offentlige tab af

den nævnte slags eller har forsøgt at påføre det

offentlige sådanne tab. Det er ikke et krav, at den

pågældende afgørelse er endelig.

Det er ikke en betingelse for registrering som

følge af påførte tab, at den pågældende har

handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Registrering kan foretages,

hvis det konstateres, at det offentlige er påført et

væsentligt tab af den pågældende. Der foreligger i denne

sammenhæng et tab, når kravet er overgivet til

tvangsinddrivelse.

I forsøgstilfældene forudsætter

registrering, at den pågældende har handlet med den

fornødne tilregnelse til, at der kan siges at foreligge et

forsøg fra den pågældendes side på at

påføre det offentlige et væsentligt tab.

Det er således ikke tilstrækkeligt til at

statuere et sådant forsøg, at den pågældende f.eks.

fejlagtigt har fortolket tvivlsomme afskrivningsregler til sin egen fordel

eller fejlagtigt har opgjort en skattepligtig avance på en måde,

der fører til lavest mulig skat. Men hvis det konstateres, at

væsentlige forhold er fortiet eller sløret, kan der være

tilstrækkelig anledning til registrering for forsøg. Dette

gælder navnlig, hvis en person f.eks. udbyder skattearrangementer, som

er klart uholdbare.

Eksempler på kriterier, der kan begrunde

registrering, er en fældende straffedom, en administrativ

bødevedtagelse, en dom om erstatningsansvar, en

nægtelse af registrering som moms- eller indeholdelsespligtig efter

reglerne i kildeskattelovens § 56 A på grund af tidligere ejerskab

eller kontrol over en virksomhed, der er ophørt med tab for det

offentlige til følge (»Trip-Trap-Træsko«), eller en

status som udbyder af konstateret uholdbare skattearrangementer.

I kravet om et væsentligt påført eller

muligt tab ligger, at beløbet i sig selv skal være betydeligt.

Det vil ofte i forsøgstilfældene være vanskeligt at

opgøre det mulige tab for det offentlige, men er der tale om

påførte tab, må det vejledende kræves, at

beløbet samlet set ikke er under 50.000 kr.

De oplysninger, der registreres, er oplysninger om den

pågældendes identitet samt oplysninger om grundlaget for

registreringen. I forbindelse med registrering af identiteten af en juridisk

person, der beherskes af en eller få fysiske eller juridiske personer,

f.eks. et aktieselskab ejet af en hovedaktionær, vil der kunne

foretages registrering af identiteten af de pågældende fysiske

eller juridiske personer.

De almindelige regler i den kommende lov om behandling af

personoplysninger vil finde anvendelse ved administration af

bestemmelsen.

Told- og Skattestyrelsen afgør som den

dataansvarlige, om en fysisk eller juridisk person opfylder kriterierne for

at blive registreret. Told- og Skattestyrelsen underretter den

pågældende om registreringen og begrundelsen herfor, samtidig med

at registreringen foretages. Told- og Skattestyrelsens afgørelse om en

registrering kan af den registrerede indbringes for Datatilsynet, men en

klage har ikke opsættende virkning.

Efter stk. 2 undergives oplysninger, der er

registreret efter denne bestemmelse, samt oplysninger, der indgår i den

sagsbehandling i Told- og Skattestyrelsen, der ligger til grund for en

registrering, samme særlige tavshedspligt, som den, der efter

skattestyrelseslovens § 37 gælder for oplysninger, som

skattemyndighederne bliver bekendt med under varetagelsen af deres arbejde. I

langt de fleste tilfælde vil dette følge direkte af bestemmelsen

i skattestyrelseslovens § 37, men den foreslåede særlige

tavshedspligt vil også omfatte økonomiske og

erhvervsmæssige oplysninger om arbejdsmarkedsbidrag, told og

afgifter.

Oplysninger, der er undergivet den særlige

tavshedspligt, kan som udgangspunkt ikke videregives til private.

Den registrering, som Told- og Skattestyrelsen kan

foretage efter bestemmelsen, er begrænset tidsmæssigt. Det

betyder, at en registrering ikke kan foretages senere end fem år efter,

at det forhold, der begrunder registreringen, er konstateret. Ligeledes skal

en registrering slettes, når der er forløbet fem år efter,

at det forhold, der har begrundet registreringen, er konstateret, medmindre

der forinden er nye grunde for en registrering. Konstateres der

efterfølgende nye forhold, der begrunder en registrering, løber

der en ny fem-årig frist.

Til nr. 2

Forslaget er en redaktionel følge af forslagene

under § 2.

Til nr. 3 og 4

Det foreslås, at forsikringsselskaber,

pensionskasser og andre, der forvalter pensionsordninger, fremover

årligt skal indberette hvilende pensionsordninger med angivelse af

ejerens personnummer.

Efter den gældende § 8 F er der allerede i dag

hjemmel til at kræve, at pengeinstitutter til brug for skatteligningen

indberetter identiteten af ejerne af pensionsordninger, der er omfattet af

afsnit I i pensionsbeskatningsloven, herunder hvilende ordninger.

Forslaget har baggrund i et ønske fra de kommunale

socialforvaltninger, der i forbindelse med udbetaling af kontanthjælp

har behov for at vide, om den pågældende klient har let

realiserbar formue, f.eks. pensionsordninger, hvor kapitalværdien af

ejeren helt eller delvis kan kræves udbetalt før tiden.

De nævnte livsforsikringsselskaber og pensionskasser

m.fl. indberetter i forvejen indbetalinger til og udbetalinger fra

sådanne ordninger, men i de tilfælde, hvor ordningen så at

sige er hvilende, vil de årligt indberettede oplysninger ikke medtage

sådanne hvilende ordninger.

Der er i de gældende bestemmelser i §§ 8 B og 8 F

mulighed for at dispensere for indberetningspligten, såfremt det for

enkelte institutter måtte vise sig særlig vanskeligt at opfylde

indberetningskravet fuldt ud.

På baggrund af de foreslåede indberetninger er

det tanken, at de statslige told- og skattemyndigheder danner en samlet

pensionsoversigt fordelt på ejerens personnummer, en oversigt der kan

stilles til rådighed for de kommunale socialforvaltninger.

Ved klientens henvendelse til socialforvaltningen, vil det

herefter i registret kunne oplyses, om den pågældende er ejer af

en pensionsordning og hvilken art, ordningen henhører under.

Den kommunale sagsbehandler og klienten må med

støtte i denne oversigt skabe klarhed over, om ordningen har en

kapitalværdi, der kan kræves udbetalt, og om den i givet

fald har en størrelse som kan få indflydelse på

kontanthjælpen.

Socialforvaltningens kontrolbehov anses for at være

dækket ved adgangen til en personnummer-oversigt, hvoraf det

fremgår, at der for et personnummer findes en ordning (eller flere) i

det (eller de) pensionsinstitutter. Oversigten indeholder ikke specifikke

oplysninger om, hvad ordningens værdi er på det relevante

tidspunkt, eller om der overhovedet kan komme penge til udbetaling. Efter

almindelige forvaltningsretlige principper må socialforvaltningens

klienter selv oplyse størrelsen af eksisterende pensionsordninger.

Til nr. 5

Efter skattekontrollovens § 13 straffes for

skattesvig den, der med forsæt til at unddrage det offentlige skat

afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved afgørelse

af, om en person er undergivet skattepligt, eller til brug ved

afgørelse af skatteansættelse eller skatteberening. Straffen er

bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år. Ved grov

uagtsomhed er straffen bøde eller under skærpende

omstændigheder hæfte.

Strafansvaret efter § 13 omfatter ikke kun den

skattepligtige, men kan pålægges enhver, der afgiver de

pågældende oplysninger.

Hvis en person, der er medvirkende til skattesvig, ikke

direkte er omfattet af § 13, vil forholdet kunne være omfattet af

reglen om medvirken i straffelovens § 23. Bestemmelsen i § 23

finder anvendelse på alle, der ved tilskyndelse, råd eller

dåd har medvirket til gerningen.

Som anført ovenfor i de almindelige

bemærkninger under afsnit 3 har det i praksis givet anledning til

tvivl, i hvilket omfang straffelovens § 23 kan anvendes som grundlag for

strafansvar for personer, der ikke direkte er omfattet af personkredsen i

skattekontrollovens § 13. Dette har ført til, at domstolene har

været tilbageholdende med at statuere medvirkensansvar for personer,

hvis bistand til skattesvig ikke har haft nær tilknytning til selve

afgivelsen af de urigtige oplysninger.

Det foreslås derfor, at der i skattekontrollovens

§ 13, stk. 1, indsættes en udtrykkelig henvisning til

straffelovens § 23. Herved præciseres, at de almindelige

medvirkensregler finder anvendelse i fuldt omfang i forbindelse med

skattesvig. Bestemmelsen vil bl.a. indebære, at handlinger, der

består i at udarbejde opgørelser (f.eks. om omsætning,

lagerbeholdning m.v.), der senere anvendes som grundlag for angivelser

overfor skattemyndighederne, vil falde inden for området for

medvirken.

Det skal fremhæves, at det ikke hermed er hensigten

at udelukke anvendelsen af et medvirkensansvar i forhold til de øvrige

straffebestemmelser i skattekontrolloven, der ikke indeholder en udtrykkelig

henvisning til straffelovens § 23.

Ud over, at der objektivt skal foreligge en medvirken i

form af tilskyndelse, råd eller dåd, kræver et strafansvar

for medvirken endvidere, at der foreligger subjektiv dækning

(tilregnelse). Efter forslaget er medvirkensansvaret ikke begrænset til

forsætlige forhold. Der vil også kunne straffes for medvirken i

tilfælde af grov uagtsomhed, jf. skattekontrollovens § 13,

stk. 2.

Om forholdet mellem medvirkensreglen og de

foreslåede nye bestemmelser i § 13 B og § 13 C henvises til

de almindelige bemærkninger ovenfor og til bemærkningerne

nedenfor til nr. 6.

Til nr. 6 (f.s.v.a. forslaget til § 13 B i skattekontrolloven)

Efter forlaget til § 13 B straffes den, der som led i

virksomhed forsætligt udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller

udsteder anden urigtig dokumentation for levering eller aftagelse af varer

eller ydelser, med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2

år, hvis dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for

opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Begås handlingen af

grov uagtsomhed, er straffen bøde.

Udstedelse af dokumenter, der er falske eller som

indeholder urigtige oplysninger, kan være strafbart efter en

række bestemmelser. Brug af et falsk dokument er strafbart efter

straffelovens § 171. Efter straffelovens § 163 straffes den, der

til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved

andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner

noget, som den pågældende ikke har viden om. Og efter momsloven

er der strafsanktionerede særlige regler om pligt til at udstede

faktura.

Den foreslåede bestemmelse i § 13 B omfatter

kun udstedelse af urigtige fakturaer m.v., når dette sker »som led i

virksomhed«, uanset om virksomheden drives personligt, af et selskab eller af

en anden juridisk person. Ved forståelsen af ordet »virksomhed« er det

skattelovgivningens almindelige virksomhedsbegreb, som dette forstås

andre steder i skattekontrolloven, der finder anvendelse.

Det er uden betydning for bestemmelsens anvendelse, om det

er virksomhedsejeren, ansatte eller andre med tilknytning til virksomheden,

der udsteder den urigtige dokumentation.

Er udstedelsen ikke sket som led i virksomhed, og

fremtræder dokumentationen heller ikke som sådan, falder

forholdet uden for § 13 B. I så fald vil udstederens medansvar for

modtagerens eventuelle skattesvig bero på den almindelige

medvirkensbestemmelse i skattekontrollovens § 13, jf. straffelovens

§ 23, jf. forslagets § 1, nr. 5.

Den dokumentation, det efter § 13 B er strafbart at

give et urigtigt indhold, er dokumentation for levering eller aftagelse af

varer eller ydelser. Dokumentationen kan eksempelvis have karakter af en

faktura, en afregningsseddel eller en kreditnota. Dokumentationen vil

sædvanligvis indeholde oplysninger om karakteren og mængden af de

varer eller ydelser, der er disponeret over, identifikation af

leverandør og aftager, dato og eventuelt prisen.

Udtrykket »varer eller ydelser« dækker såvel

fysiske genstande, herunder valuta, som ydelse af arbejdskraft.

Dokumentationen skal være egnet til at blive anvendt

som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dette skal

forstås med den begrænsning, der ligger i, at urigtigheden i

dokumentationen skal kunne påvirke opgørelsen af den

skattepligtige indkomst. Indeholder en faktura, der udstedes til en

erhvervsdrivende, og som er egnet til at indgå i den

pågældendes skatteregnskab, f.eks. en forkert dato, vil forholdet

således kun være omfattet af den foreslåede bestemmelse i §

13 B i det omfang, den urigtige dato har betydning for opgørelsen af

den skattepligtige indkomst.

Strafansvaret omfatter såvel urigtig dokumentation

udstedt på papirmedium som urigtig dokumentation udstedt på anden

måde, f.eks. elektronisk.

Som anført ovenfor i de almindelige

bemærkninger er overtrædelsen af § 13 B fuldbyrdet ved

udstedelsen af den urigtige dokumentation, og det er uden betydning, om

modtageren efterfølgende faktisk anvender dokumentationen til at

begå skattesvig med.

Er betingelserne for at anvende § 13 B opfyldt,

forudsættes det, at der ikke samtidig bliver tale om at straffe for

medvirken til skattesvig, selv om betingelser herfor isoleret set måtte

være opfyldt. Dette har bl.a. den virkning, at straffelovens § 289

i sin nugældende affattelse ikke vil kunne anvendes i sådanne

tilfælde.

De subjektive betingelser for overtrædelse af

§ 13 B, stk. 1, er forsæt til alle led i gerningsindholdet.

Selv om forsætskravet efter ordlyden alene er knyttet til udstedelsen

af den urigtige dokumentation, gælder forsætskravet således

også i relation til dokumentationens egnethed til at blive anvendt ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Forsætskravet vil her

være opfyldt, hvis den pågældende forstår, at

dokumentationen er egnet til at blive anvendt på den nævnte

måde.

I § 13 B, stk. 2, er der hjemmel til at straffe

i tilfælde af grov uagtsomhed.

Til nr. 6 (f.s.v.a. forslaget til § 13 C i skattekontrolloven)

Efter forslaget til § 13 C straffes den, der som led

i virksomhed aftager varer eller ydelser på sådanne fordelagtige

vilkår, at den pågældende aftager indser, at

leverandøren eller yderen ikke vil opfylde sine forpligtelser til

rettidigt at selvangive vederlaget eller til rettidigt at afregne skyldig

skat eller indeholdt skat eller arbejdsmarkedsbidrag.

Udtrykket »varer eller ydelser« dækker såvel

fysiske genstande, herunder valuta, som ydelse af arbejdskraft.

Det er alene aftagelse af »sorte« varer eller ydelser,

når dette sker som led i virksomhed, der kriminaliseres. For så

vidt angår indholdet af begrebet »virksomhed« henvises til

bemærkningerne ovenfor til skattekontrollovens § 13 B.

Spørgsmålet, om private kan ifalde straf for

aftagelse af »sorte« varer eller ydelser, må således som

udgangspunkt afgøres efter den almindelige bestemmelse om medvirken i

straffelovens § 23, jf. skattekontrollovens § 13, idet et ansvar

efter skattekontrollovens § 13 C er udelukket.

Afgørende for, om der kan ifaldes ansvar efter

§ 13 C, er, om aftagelsen af de »sorte« varer eller ydelser er sket

på sådanne fordelagtige vilkår, at aftageren - det vil sige

den, som erhverver en ret over varen eller ydelsen - indser, at

leverandøren eller yderen ikke vil opfylde sine forpligtelser efter

skattelovgivningen.

Det forudsættes, at bestemmelsen alene anvendes i

tilfælde, hvor leverandøren eller yderen efterfølgende

faktisk har overtrådt sine forpligtelser efter skattelovgivningen.

Bestemmelsens anvendelse af ordet »indser« dækker

det traditionelle strafferetlige forsætsbegreb.

Idet baggrunden for bedømmelsen af aftagerens

tilregnelse normalt er de vilkår, som aftagelsen er sket på,

må der foretages en markedsmæssig vurdering af vilkårene

omkring aftagelsen. Relevante momenter ved vurderingen af, om vilkårene

er særligt fordelagtige, vil bl.a. være pris, forkert

fakturaindhold samt atypiske vilkår, herunder vilkår om, at der

ikke skal indeholdes A-skat.

Særligt vedrørende priser bemærkes, at

priser under særlige omstændigheder kan ligge under de

markedspriser, der ville gælde under normale forhold, f.eks. et

nødlidende firmas lagersalg eller særlige introduktionstilbud

for at komme ind på markedet. Afvigelser fra normale markedspriser kan

således være en indikator, men det vil bero på en konkret

bedømmelse i den enkelte sag, hvilken betydning markedsprisen har i

relation til tilregnelsesbeviset.

De forpligtelser, som aftageren skal indse, at

leverandøren eller yderen ikke vil opfylde, er pligten til rettidigt

at selvangive vederlaget eller rettidigt at afregne indeholdt eller skyldig

skat eller arbejdsmarkedsbidrag. Det er en væsentlig del af

lovforslagets formål at søge gruppen af potentielle aftagere af

varer eller ydelser, hvor vederlaget ikke vil blive opgivet til

skattevæsenet, reduceret, hvorfor dette er et hovedområde for

bestemmelsens anvendelse.

Såfremt aftageren modtager en arbejdsydelse fra en

person i en situation, hvor der foreligger et egentligt

ansættelsesforhold mellem aftager og yder, og der udbetales A-indkomst

uden samtidig indeholdelse af A-skat, vil forholdet være omfattet af

bestemmelsen i kildeskattelovens § 74 om indeholdelsespligt, herunder af

dens kvalificerede bestemmelse. Modtages arbejdsydelsen samtidig på

sådanne fordelagtige vilkår - typisk en lav løn - at

aftageren indser, at den ansatte ikke vil opgive vederlaget overfor

skattevæsenet, straffes der tillige efter § 13 C. Hvis dette ikke

er tilfældet, vil der alene kunne pålægges strafansvar

efter kildeskattelovens § 74.

Et andet eksempel er de tilfælde, hvor aftageren

modtager en arbejdsydelse fra ansatte i en anden virksomhed til så

fordelagtig en pris, at aftageren indser, at den pågældende

virksomhed ikke vil opfylde sine forpligtelser til at indeholde skat eller

arbejdsmarkedsbidrag. Hvor der således ikke foreligger et egentligt

ansættelsesforhold mellem aftageren og yderen af arbejdskraften fra den

anden virksomhed, vil aftageren alene kunne straffes efter § 13 C.

Begås handlingen af grov uagtsomhed, straffes efter

stk. 2 med bøde.

Til nr. 7

Efter bestemmelsen kan juridiske personer som sådan

ifalde strafansvar efter skattekontrollovens § 13 B og § 13 C.

Til nr. 8

Der er tale om en konsekvensændring som følge

af forslagene under § 1, nr. 6.

Til § 2

Til nr. 1

Efter kildeskattelovens § 57, stk. 1, er

skatteministeren bemyndiget til at fastsætte regler for

indeholdelsespligtiges angivelse af indeholdt A-skat.

Med den foreslåede ændring af § 57,

stk. 1, vil angivelsespligten fremover ikke kun omfatte angivelse af

indeholdt A-skat, men også angivelse af personnumrene på de, der

har fået udbetalt eller godskrevet A-indkomst i den foregående

A-skatteperiode. Efter bestemmelsen vil alle indeholdelsespligtige

fremover skulle angive personnumre.

Skatteministeren bemyndiges dog til at fritage grupper af

indeholdelsespligtige fra at identificere modtagere af A-indkomst.

Angivelsen skal som hidtil indgives, uanset om der i

A-skatteperioden er indeholdt A-skat eller ej.

Eksempelvis skal en arbejdsgiver, der alene har

beskæftiget lønmodtagere med frikort, foretage angivelse af, at

der ikke er indeholdt A-skat samt angivelse af lønmodtagernes

personnumre.

Angivelsen kan foretages manuelt på papirmedium

eller elektronisk.

Efter gældende ret skal angivelse af indeholdt

A-skat foretages månedligt, medmindre den indeholdelsespligtige er sat

på forkortet afregning. Ved månedlige angivelser er

betalingsfristen den 10. i den følgende måned. Lovforslaget

ændrer ikke herpå, hvorfor angivelsen af personnumre skal afgives

inden udløbet af denne frist.

Er den indeholdelsespligtige sat på forkortet

afregning, vil den indeholdelsespligtige ikke kunne angive personnumrene

samtidig med angivelsen af indeholdt A-skat, idet personnumrene skal angives

for en måned ad gangen.

Til nr. 2

Indgives en angivelse ikke rettidigt, skal der betales en

afgift til staten. Afgiften udgør 1 pct. af den A-skat, der skal

indbetales for den pågældende periode, dog mindst 500 kr. og

højst 1.100 kr. Skal den indeholdelsespligtige ikke indeholde A-skat

for den pågældende periode, udgør afgiften i

gentagelsestilfælde 500 kr., medmindre der er forløbet mere end

to år, siden den indeholdelsespligtige har indgivet en nul-angivelse

for sent.

Det foreslås, at der i de tilfælde, hvor

angivelsen af indeholdt A-skat er foretaget rettidigt, men angivelsen af

personnumre mangler eller er mangelfuld, kun skal betales en afgift på

500 kr., uanset størrelsen af den indeholdte A-skat, og at afgiften i

disse tilfælde er 0 kr., hvis den indeholdelsespligtige ikke har

angivet indeholdt A-skat eller personnumre for sent inden for en

forudgående to-årig periode.

Til nr. 3

Efter bestemmelsen kan oplysninger om indeholdt A-skat og

personnumre i angivelserne stilles til rådighed for statslige og

kommunale myndigheder med henblik på skatteadministration, inddrivelse

af ydelser til det offentlige og kontrol af udbetalinger fra det offentlige.

Endvidere kan oplysningerne stilles til rådighed for statsanerkendte

arbejdsløshedskasser med henblik på kontrol med udbetaling af

dagpenge m.v.

Til § 3

Til nr. 1 (f.s.v.a. forslaget til § 81, stk. 4 i momsloven).

Efter momslovens § 81, stk. 2, kan der

fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller

groft uagtsomt overtræder bestemmelserne i medfør af

forskrifterne til momsloven. Efter bekendtgørelse nr. 1090 af 23.

december 1998 om merværdiafgiftsloven (momsloven) er der således

bødestraf for manglende overholdelse af fakturakravene.

Efter momslovens § 81, stk. 3, straffes for

momssvig den, der med forsæt unddrager statskassen afgift eller

uberettiget opnår udbetalinger. Straffen er bøde, hæfte

eller fængsel indtil 2 år. Ved grov uagtsomhed er straffen

bøde.

Ved den foreslåede § 81, stk. 4, i

momsloven, der er parallel med forslaget til § 13 B i

skattekontrolloven, præciseres strafansvaret for udstedelse af urigtige

fakturaer eller afregningsbilag for levering af varer eller ydelser.

Bestemmelsen omfatter ethvert tilfælde, hvor

udstederen forsætligt udsteder en urigtig faktura m.v. og samtidig har

en forståelse af, at den pågældende urigtige dokumentation

er egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af et

afgiftstilsvar. Ved bedømmelsen af udstederens tilregnelse finder den

almindelige strafferetlige forsætslære anvendelse.

Der findes allerede i momslovens § 52 bestemmelser om

udstedelse af fakturaer, og det fremgår af momslovens § 81,

stk. 1, at overtrædelse af disse bestemmelser medfører

bødestraf. Årsagen til, at der ved den foreslåede

bestemmelse i momslovens § 81, stk. 4, ved forsætlige forhold

hjemles mulighed for pålæggelse af straf i form af hæfte

eller fængsel indtil 2 år, er, at der her er tale om

kriminalisering af en særlig kvalificeret form for udstedelse af

urigtige fakturaer m.v., der kan medføre momssvig, hvorimod

bestemmelsen i § 52 alene har karakter af en ordensforskrift.

Til nr. 1 (f.s.v.a. forslaget til § 84, stk. 5, i

momsloven).

Efter bestemmelsen straffes den form for medvirken til

afgiftsunddragelse, der består i aftagelse af varer eller ydelser

på sådanne vilkår, at den pågældende indser, at

leverandøren eller yderen ikke vil opfylde sin forpligtelse til at

angive vederlaget i momsregnskabet eller betale moms af vederlaget.

Bestemmelsen er parallel med forslaget til § 13 C i

skattekontrolloven, jf. § 1, nr. 6.

Til § 4

§ 16 b, stk. 6, vedrører den rullende

systemnedlukning af ældste SLUT-år, hver gang et nyt

SLUT-år iværksættes.

Indkomståret 1987 er det første år, der

indgår i den rullende nedlukning. Ved reguleringen i maj 2000

indgår indkomståret 1987 for sidste gang, idet år 2000 er

»...det år, der ligger tretten år efter indkomstårets

udløb«. At 1987 er valgt, har tekniske såvel som

administrative årsager. I teknisk henseende er indkomståret 1987

bekvemt, idet SLUT87 er det første år, der uden

systemmæssige ændringer er operationelt efter

årtusindskiftet. Det kan derfor uden problemer indgå i

reguleringen år 2000. I administrativ henseende er en maskinel sekvens

på tretten år ikke upraktisk, idet antallet af sager, der

løbende vil overgå til manuel behandling som følge af den

systematiske nedlukning, forventes at ligge på et meget beskedent

niveau.

Reguleringen efter § 16 b sker » på grundlag

af en opgørelse foretaget hvert år pr. 1. maj«. I realiteten

er de data, som indgår i reguleringen, registreret op til en

måned før. Denne kronologiske forskydning har sin rent tekniske

årsag i det forhold, at den edb-mæssige behandling af kommunale

indberetninger til SLUT-systemet, kommunale indberetninger vedrørende

betalingerne til KOBRA og den efterfølgende afvikling af de

tilknyttede SLUT-, KOBRA- og fordelingskørsler ikke kan

gennemføres på en gang. Det skal ske i en fast

rækkefølge. Denne systematik vil blive opretholdt i forbindelse

med den rullende nedlukning.

En konsekvens af nedlukningen er, at alle skatter og

betalinger vedrørende lukkede år over for borgerne afregnes af

staten, og at der ikke efterfølgende vil ske en afregning af

beløbene mellem staten og kommunerne. Der er med andre ord tale om, at

staten overtager hele risikoen i relation til ændringer i beregnede

skatter og betalingen heraf.

Til § 5

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.

juli 1999.

Dette medfører, at adgangen til at registrere

fysiske og juridiske personer, der har påført eller

forsøgt at påføre det offentlige betydelige tab, har

virkning for sådanne forhold, der er konstateret efter udgangen af

juni1994, jf. § 1, nr. 1.

Dette ikrafttrædelsestidspunkt medfører

endvidere, at de foreslåede bestemmelser i skattekontrollovens

§ 13 B og momslovens § 81, stk. 4, har virkning for fakturaer

og anden urigtig dokumentation, der udstedes efter lovens ikrafttræden,

jf. § 1, nr. 6, og § 3.

Tilsvarende har de foreslåede bestemmelser i

skattekontrollovens § 13 C og momslovens § 81, stk. 5,

virkning for varer eller ydelser, der aftages efter lovens

ikrafttræden, jf. § 1, nr. 6, og § 3.

Idet de foreslåede ændringer af

kildeskattelovens § 57 retter sig til kildeskattebekendtgørelsen,

vil virkningstidspunktet skulle reguleres i denne, jf. § 2. Denne

ændring påregnes foretaget med virkning fra den 1. januar

2000.

I forlængelse heraf er den foreslåede

ophævelse af skattekontrollovens § 7 C, jf. forslagets § 1,

nr. 2, tillagt virkning fra den 1. januar 2000.

De foreslåede ændringer i kommuneskattelovens

§ 16 b har virkning fra og med den afregning, der foretages i 2000, jf.

§ 4.

Skæringsdato for den lukning af de maskinelle

personskattesystemer, der er besluttet vedrørende indkomstårene

1970 til og med 1986, er den 1. august 1999, hvorved der sikres, at

indberetninger til SLUT-systemet kan være systemmæssigt

færdigbehandlet inden årtusindskiftet. I praksis gælder det

de situationer, hvor en indberetning af en ligningsmæssig ændring

resulterer i en restskat til betaling i tre rater. Opkrævningerne, der

udskrives i denne situation, skal være dateret inden

årtusindskiftet, det vil sige i månederne september, oktober og

november 1999.

Reguleringen efter § 16 b foretages på grundlag

af de oplysninger, der foreligger pr. 1. august i 1999. Det er

nødvendigt at foretage en kronologisk forskydning, og i realiteten er

det oplysningerne, som de foreligger i løbet af juli, der indgår

i reguleringen. Opgørelsen af beløbene vil ske i maj 2000 og

gå til afregning i oktober, november og december år 2000.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 5. august

1998, som ændret senest ved § 4 i lov nr. 1056 af 23. december

1998, foretages følgende ændringer:

1.

Efter § 6 D indsættes:

»§ 6 E. Efter skatteministerens nærmere bestemmelse kan

direktøren for Told- og Skattestyrelsen, i det omfang det anses for at

være af væsentlig betydning for opgørelse eller

inddrivelse af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter, indhente

oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske eller

erhvervsmæssige forhold i elektronisk form fra andre offentlige

myndigheder med henblik på registersamkøring.

Stk. 2.

Resultatet af registersamkøringen kan, i det

omfang det anses for at være af væsentlig betydning for

opgørelse eller inddrivelse af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told

eller afgifter, videregives til statslige told- og skattemyndigheder eller

til kommunale skatte- eller inddrivelsesmyndigheder.

§ 6 F.

Med henblik på at imødegå

overtrædelser af lovgivningen om skatter og andre ydelser til det

offentlige kan Told- og Skattestyrelsen oprette et register over fysiske og

juridiske personer, der har påført eller forsøgt at

påføre det offentlige betydelige tab af skatter,

arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter.

Stk. 2

. Registrerede oplysninger og oplysninger hos Told- og

Skattestyrelsen, der ligger til grund for en registrering, er omfattet af

tavshedspligten efter skattestyrelseslovens § 37.

Stk. 3

. Registrering kan ikke foretages eller opretholdes mere

end fem år efter, at det forhold, der begrunder en registrering, er

konstateret.«

§ 7 C

. Skatteministeren kan efter aftale med socialministeren

fastsætte regler, hvorefter indeholdelsespligtige efter

kildeskatteloven vedrørende A-skat skal foretage månedlige

indberetninger til de statslige told- og skattemyndigheder af personnumrene

(CPR-nr.) på de personer, den indeholdelsespligtige har udbetalt

A-indkomst til i den foregående kalendermåned.

Indberetningspligten består i givet fald, uanset om der er foretaget

indeholdelse af A-skat i udbetalingen eller ej.

2.

§ 7 C ophæves.

Stk. 2.

Skatteministeren kan efter aftale med

arbejdsministeren fastsætte regler, hvorefter statsanerkendte

arbejdsløshedskasser skal foretage løbende edb-indberetninger

af personnumrene på dagpengemodtagere i den foregående

ydelsesperiode.

Stk. 3.

Sker indberetning efter stk. 1 og 2 ikke

rettidigt, skal den indberetningspligtige betale en afgift til staten

på 500 kr. Reglerne i kildeskatteloven om redegørelse for

indeholdelsen efter kildeskattelovens § 57, jf. kildeskattelovens

§ 74, stk. 1, nr. 3 og 4, og §§ 85 og 86, finder tilsvarende

anvendelse på indberetninger efter stk. 1 og 2.

Stk. 4.

Oplysninger som nævnt i stk. 1 og 2, der

modtages af de statslige told- og skattemyndigheder, kan i elektronisk form

stilles til rådighed for statslige og kommunale myndigheder og for

statsanerkendte arbejdsløshedskasser med henblik på kontrol af

udbetaling af offentlige ydelser og dagpenge m.v. bl.a. ved hjælp af

registersamkøring. Oplysningerne kan ligeledes stilles til

rådighed for statslige og kommunale myndigheder med henblik på

skattekontrol eller med henblik på myndighedernes arbejde med at

opkræve restancer til det offentlige.

§ 8 B.

Forsikringsselskaber skal efter nærmere regler,

der fastsættes af skatteministeren, til brug ved skatteligningen hvert

år uden opfordring give de statslige told- og skattemyndigheder

oplysninger til identifikation af forsikringstager samt oplysning om:

3.

I § 8 B, stk. 1, og § 8 F, stk. 1,

udgår: »til brug ved skatteligningen«.

1) forfaldne såvel som indbetalte forsikringspræmier og

indskud én gang for alle til forsikringer, der omfattes af afsnit I og

II i lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.,

2)-9) - - -

Stk. 2-6.

- - -

4.

I § 8 B, stk. 1,nr. 1, indsættes efter

»pensionsordninger m.v.«: »samt om eksistensen af

sådanne ordninger, hvortil der ikke er foretaget indbetaling,«.

§ 8 F

. Banker og sparekasser m.v., der forvalter

pensionsordninger, som omfattes af afsnit I i lov om beskatningen af

pensionsordninger m.v., skal efter nærmere regler, der fastsættes

af skatteministeren, til brug ved skatteligningen hvert år uden

opfordring give de statslige told- og skattemyndigheder oplysninger til

identifikation af ejeren af pensionsordningen samt oplysning om:

1) ordningernes nærmere indhold og om eventuelle ændringer

heri,

2) indbetalte bidrag og indskud én gang for alle,

3) udlodninger som nævnt i nævnte lovs § 30,

stk. 2-4,

4) udbetalinger hidrørende fra ordninger som nævnt i

nævnte lovs § 11 A, herunder om påbegyndelse af og

ændringer i sådanne udbetalinger,

5) udbetalinger i henhold til indekskontrakter, der er oprettet i

medfør af lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og

alderdomsopsparing,

6) udbetalinger af beløb, der omfattes af § 29 i

nævnte lov, og

7) udbetalinger af beløb, der omfattes af nævnte lovs

§§ 25-28, og om dispositioner af den i lovens §§ 30-31 nævnte

karakter, for så vidt dispositionen er pengeinstituttet bekendt.

Stk. 2-4.

- - -

5.

I § 13, stk. 1, indsættes som 2.

pkt.:

§ 13.

Den, der med forsæt til at unddrage det offentlige

skat, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved

afgørelse af, om en person er undergivet skattepligt, eller til brug

ved afgørelse af skatteansættelse eller skatteberegning,

straffes for skattesvig med bøde, hæfte eller fængsel

indtil 2 år.

Stk. 2.

- - -

»

På samme måde

straffes medvirken til skattesvig, jf. straffelovens § 23.«

6.

Efter § 13 A indsættes:

»

§ 13 B. Den, der som led i

virksomhed forsætligt udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller

udsteder anden urigtig dokumentation for levering eller aftagelse af varer

eller ydelser, straffes med bøde, hæfte eller fængsel

indtil 2 år, hvis dokumentationen er egnet til at blive anvendt som

grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 2.

Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen

bøde.

§ 13 C.

Den, der som led i virksomhed aftager varer eller

ydelser på sådanne fordelagtige vilkår, at den

pågældende indser, at leverandøren eller yderen ikke vil

opfylde sine forpligtelser til rettidigt at selvangive vederlaget eller til

rettidigt at afregne skyldig skat eller indeholdt skat eller

arbejdsmarkedsbidrag, straffes med bøde, hæfte eller

fængsel indtil 2 år.

Stk. 2.

Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen

bøde«.

§ 18.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske

personer) strafansvar for overtrædelse af § 11 A, stk. 1, 6

og 8, § 11 B, stk. 1 eller 6, § 11 C, stk. 1 eller 5,

eller § 11 D, jf. § 13 A, samt for overtrædelse af § 13

og § 16 efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

7.

I § 18 indsættes efter »§ 13«: », § 13 B,

§ 13 C«.

§ 23.

Af bøder efter §§ 13, 15 og 16 tilfalder der

vedkommende kommune og amtskommune andele fastsat efter forholdet imellem de

skattebeløb, som det strafbare forhold vedrører.

8.

I § 23 indsættes efter »§§ 13«: », 13 B, 13 C«.

§ 2

I lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal

ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskat), jf.

lovbekendtgørelse nr. 735 af 10. oktober 1998, som ændret senest

ved § 2 i lov nr. 1033 af 23. december 1998, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 57, stk. 1, affattes således:

§ 57.

Efter nærmere af skatteministeren fastsatte regler

skal de indeholdelsespligtige over for skattemyndighederne indgive angivelse

for indeholdelserne.

»

Efter nærmere af

skatteministeren fastsatte regler skal de indeholdelsespligtige overfor de

statslige told- og skattemyndigheder foretage angivelse af indeholdelsen,

herunder identificere ved personnummer de personer, der har fået

udbetalt eller godskrevet A-indkomst i A-skatteperioden. Skatteministeren kan

fritage grupper af indeholdelsespligtige fra at identificere modtagere af

A-indkomst i angivelsen.«

2.

I § 57, stk. 2, indsættes som 5.

pkt.:

Stk. 2

. Såfremt den i stk. 1 nævnte angivelse

ikke er indgivet rettidigt, og A-skattetilsvaret er positivt, skal den

indeholdelsespligtige betale en staten tilfaldende afgift på 1 pct. af

det beløb, som skal indbetales for den pågældende periode.

Afgiften skal dog sammen med afgift efter § 13 A, stk. 2, 2. pkt.,

i lov om en arbejdsmarkedsfond mindst udgøre 500 kr. og kan

højst udgøre 1.100 kr. I tilfælde, hvor A-skattetilsvaret

er nul, skal der i gentagelsestilfælde betales en afgift på 500

kr. Der betales dog ikke afgift i tilfælde, hvor A-skattetilsvaret er

nul, og der er forløbet mere end 2 år, siden en

nul-A-skatteangivelse er indkommet for sent.

»

Er den indeholdte A-skat

angivet rettidigt, men mangler angivelsen af personnumre, finder 3. og 4.

pkt. anvendelse.«

Stk. 3

. Skatteministeren kan meddele fritagelse for afgift

efter stk. 2, når særlige omstændigheder taler

derfor.

Stk. 4.

Skatteministeren kan give regler om de

indeholdelsespligtiges pligt til at sikre oplysninger til brug ved afgivelsen

af de i stk. 1 nævnte redegørelser, herunder pligt til at

modtage og opbevare skattekort, notere oplysninger fra bikort og notere navn

og adresse m.v. på modtagere af A-indkomst, der hverken afleverer

skattekort eller foreviser bikort. Skatteministeren kan endvidere give regler

om de indeholdelsespligtiges regnskabsførelse vedrørende

udbetaling og godskrivning af A-indkomst samt indeholdelse af A-skat.

3.

I § 57 indsættes som stk. 5:

»

Stk. 5. De statslige told- og

skattemyndigheder kan i elektronisk form stille oplysninger fra angivelserne

til rådighed for statslige og kommunale myndigheder til brug for

skatteadministration, inddrivelse af offentlige fordringer og kontrol af

udbetalinger fra det offentlige. Oplysningerne kan endvidere stilles til

rådighed for statsanerkendte arbejdsløshedskasser til brug for

kontrol med udbetaling af dagpenge m.v. «

§ 3

I merværdiafgiftsloven (momsloven), jf. lovbekendtgørelse nr.

634 af 23. juli 1997, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 890 af 3.

december 1997, § 1 i lov nr. 419 af 26. juni 1998, og senest ved

§ 5 i lov nr. 1056 af 23. december 1998, foretages følgende

ændringer:

§ 81.

Med bøde straffes den, der forsætligt eller

groft uagtsomt

1)-6) - - -

Stk. 2-3

. - - -

1.

I § 81 indsættes efter stk. 3 som

nye stykker:

Stk. 4.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

»

Stk. 4. Den, der som led i

virksomhed forsætligt udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller

udsteder anden urigtig dokumentation for levering eller aftagelse af varer

eller ydelser, straffes med bøde, hæfte eller fængsel

indtil 2 år, hvis dokumentationen er egnet til at blive anvendt som

grundlag for opgørelsen af et afgiftstilsvar. Begås

handlingen af grov uagtsomhed, er straffen bøde.

Stk. 5.

Den, der som led i virksomhed aftager varer eller

ydelser på sådanne fordelagtige vilkår, at den

pågældende indser, at leverandøren eller yderne ikke vil

opfylde sin forpligtelse til at medregne vederlaget til afgiftstilsvaret

eller til rettidigt at afregne afgiftstilsvaret, straffes med bøde,

hæfte eller fængsel indtil 2 år. Begås handlingen af

grov uagtsomhed, er straffen bøde «.

Stk. 4 bliver herefter stk. 6.

§ 4

I lov om kommunal indkomstskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 803 af 6.

oktober 1995, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1078 af 20.

december 1995, § 2 i lov nr. 423 af 26. juni 1998, § 4 i lov nr.

910 af 16. december 1998 og senest ved § 1 i lov nr. 1014 af 23.

december 1998, foretages følgende ændringer:

§ 16 b.

Efter reglerne i stk. 2-5 foretages der

regulering og afregning for alle kommuner.

Stk. 2-5.

- - -.

1.

I § 16 b, stk. 1, ændres »stk. 2-5«

til: »stk. 2-6«.

2.

I § 16 b indsættes som

stk. 6:

»

Stk. 6. Afregning efter

stk. 2-5 for et givet kalenderår foretages sidste gang i det

år, der ligger tretten år efter kalenderåret.«

Lignende dokumenter