Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 111/2001

KEN nr 9642 af 16/01/2002Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet24. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

111/2001

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel

bragt i Politiken den 9. september 2001, idet han mener, at god presseskik er

tilsidesat.

Artiklen med overskriften "Historien om en

skandale" handlede om Copenhagen Opera Festival. I artiklen hed det

blandt andet:

-----

"Der er dejligt ude på landet. Og sådan

en mild maj-eftermiddag omkring det idylliske Astrup Gods ved Jyderup kvidrer

fuglene skønt mellem pyntegran og lysegrønne marker. Stilheden

brydes pludselig af brølet fra en baryton. Indenfor på godset er

100 af de mest fremtrædende erhvervsfolk i Danmark og deres bedre

halvdele samlet til en eksklusiv operafest.

Manden med den voldsomme barytonrøst hedder [K].

Han er berygtet i etablerede operakredse for at være en ihærdig

iværksætter. Og ofte stabler han arrangementer på benene,

hvor hans egen ukontrollerede stemme spiller hovedrollen. Mens de

færreste operakyndige falder for hans stemme, fascinerer han folk

omkring sig med sin ildsjæl og idealisme.

En række af Danmarks erhvervsfolk er denne

eftermiddag ved at overgive sig selv og deres tegnebøger til [K]s

drøm, Copenhagen Opera Festival. En koncertrække, der ni aftener

i august og september skal samle mindst 20.000 operaelskere i Forum i

København.

Vært ved det løfterige arrangement på

Astrup Gods er Godsets ejer, Henrik Schrøder. Han er nybagt

bestyrelsesmedlem i Copenhagen Opera Festival, der skal skaffe investorer til

sommerens festival i Forum. Jesper Berning, advokat og formand for

Læs alt

bestyrelsen, er ikke selv til stede. Men rygterne om eftermiddagsseancens

larmende succes når hurtigt advokatens ører.

" Henrik Schrøders eneste bekymring var, om

taget ville lette, fordi sangernes stemmer var så store. Vi havde

inviteret erhvervsfolk, som vi kendte, og vidste var interesserede i kunst.

Vi ville have en publikumsreaktion, og arrangementet på Astrup Gods var

en kæmpesucces", fortæller Jesper Berning i dag, fire

måneder senere."

-----

"Mit indtryk af [K] var særdeles positivt. Han

er en fremragende baryton, og så er han en ildsjæl. Vi var klar

over, at han var kontroversiel, men syntes det, han ville skabe, var

spændende. Og så var projektet lidt ment som en provokation mod

det etablerede operamiljø i Danmark. Det fortryder jeg ikke",

fastslår Jesper Berning."

-----

"19. maj klokken 16 slår godsejer Henrik

Schrøder så dørene op for den storstilede

fundraisingkoncert på Astrup Gods. [K] underholder sammen med to

italienske sangere, og de 100 inviterede erhvervsfolk er

begejstrede."

I en rubrik indsat i artiklen var anført

følgende:

"[K]

[K] er 40 år gammel og opvokset på

Christianshavn, hvor han stadig bor. Hans uddannelse til sanger begynder

først i 1980erne, hvor han får sangtimer af Ulrik Cold. Siden

følger han undervisningen på Royal College of Music i London og

på sang-akademiet ved Scalaoperaen i Milano. [K] debuterer i 1990 ved

en koncert i Tivoli. To år senere tager han en bachelor i

teatervidenskab på Københavns Universitet. I 1997 etablerer han

"International Opera Challenge" (IOC) med det formål at

støtte nye talenter indenfor det italienske stemmefag og hjælpe

dem i gang med karrieren. [K] og IOC står blandt andet bag

operakoncerter i Odd Fellow Palæet (1997) og Falkoner Centret (1999).

Begge var publikumsfiaskoer og fik dårlige anmeldelser. I operakredse

har han ry for at være fantast, og hans sangstemme karakteriseres som

ukontrolleret."

Rubrikken var ledsaget af et billede af klager

iført et teaterkostume. Til højre for billedet var

anført "PRIVATFOTO".

Klageren har anført, at bladet ved at

offentliggøre den pågældende artikel har handlet i strid

med god presseskik. Selv om klager med tilfredshed har kunnet konstatere, at

han i artiklen frikendes for at have et ansvar for operafestivalens

økonomiske fallit, ændrer det ikke ved, at de to journalister

viderebringer ubegrundede og ondsindede rygter. Klager har i den forbindelse

fremhævet udsagnene "Stilheden blev brudt af et brøl fra en

baryton", "Han er kendt i operakredse for at arrangere projekter

med sin egen brølende stemme i centrum" og "I den danske

operaverden er han kendt for at have en ukontrolleret stemme".

Klageren har hertil særligt anført, at han

har vanskeligt ved at forstå, hvordan journalisterne kan udtrykke sig

som gjort, da ingen af dem var tilstede ved koncerten på Astrup Gods,

endsige har hørt ham synge live. Journalisterne har endvidere ikke

på noget tidspunkt bedt klager om at spille et demobånd/CD,

således at de selv kunne høre klager synge og bedømme

ham. Den ene af journalisterne har imidlertid rost klager, da hun

hørte to minutter af en liveoptagelse. Det er derfor utroligt, at hun

bagefter kan vælge at skrive, som hun gør. Bladet har over for

klager forklaret, at pianister fra konservatoriet, som tidligere har

akkompagneret ham, anmeldere og en enkelt person blandt de

tilstedeværende ved koncerten på Astrup Gods har betegnet klagers

stemme som brølende og ukontrolleret. Klager har til dette

anført, at da han de senere år alene har sunget i udlandet, og

eftersom de tre eneste pianister, han har arbejdet sammen med de senere

år, nægter at have udtalt sig til bladet, har han anmodet bladet

om at opgive dets kilder - navne, adresser og stillinger. Hvis kilderne har

sagt det, som de åbenbart er citeret for, må de også

være parat til at stå frem og sige det med navns nævnelse.

Under alle omstændigheder er der tale om at viderebringe ubegrundet

ondsindet sladder, idet de to journalister ikke kan have nogen

selvstændig mening om klagers kunstneriske og professionelle

kvaliteter, da de ikke har hørt ham synge live.

Klageren har videre anført, at historien med

bladets anmelder Jan Jacoby, som bladet henviser til, ikke er korrekt. Med

hensyn til Jacob Wivels anmeldelse i Jyllands-Posten er denne korrekt

citeret af bladet, men videobåndet og lydoptagelsen fra koncerten giver

et helt andet billede end det, som Jacob Wivel har skrevet.

Klageren har endelig til dette punkt anført, at han

som professionel sanger ikke kan have siddende på sig, at han skulle

have en ukontrolleret og brølende stemme det er

ærekrænkende og direkte skadeligt for klagers videre karriere og

virke som sanger. Klager har som kunstner og solist ikke noget som helst imod

at blive anmeldt, så længe at artikler og anmeldelser bygger

på en seriøs objektiv vurdering og ikke på ondsindet

forældede rygter og halve sandheder, som bevidst bliver fordrejet til

at passe til lejligheden.

Klageren har desuden anført, at den ene af

journalisterne lovede at opgive billedkilden, da hun lånte billedet af

ham som Scarpia. Det har hun imidlertid ikke gjort. Som billedet

fremstår, kunne det ligeså godt være klager i et

maskebalskostume lejet hos Amorin på Vesterbrogade, da det jo ikke er

alle bladets læsere, som kender operaen Tosca eller har et

indgående kendskab til de enkelte rollefigurer.

Klageren har sammenfattende anført, at det ikke kan

være rimeligt, at bladet bruger en artikel til at viderebringe

ubegrundede og ondsindede rygter, som man har hørt, og samtidig ikke

er parat til at opgive sine kilder, ligesom det er urimelig, at bladet ikke

som det mindste kan nævne, hvad et udlånt fotografi

forestiller.

Bladet har indledningsvis anført, at det

næppe kan komme som nogen overraskelse for nævnet, at bladet ikke

ønsker at oplyse sine kilder. Derimod vil bladet meget gerne

dokumentere, at de i artiklen anførte karakteristikker af klager er

dækkende for opfattelsen blandt relevante bedømmere.

Bladet har i den forbindelse anført, at bladets

journalister var meget grundige i deres research i forbindelse med artiklerne

om Copenhagen Opera Festival. De talte med et hav af kilder i miljøet,

hvoraf mange - hvilket er meget naturligt i den branche - ikke ville have

deres navne frem. Klager er kendt som en meget højrøstet herre,

og han er samtidig kendt for at være i besiddelse af en stemme, der

ikke kan begå sig i det professionelle miljø.

Bladet har i den forbindelse henvist til dets

musikanmelder Jan Jacobys beskrivelse af sit første møde med

klageren, ligesom bladet har henvist til Jakob Wivels anmeldelse af

International Opera Challenge i Jyllands-Posten den 27. november 1997, der

bar overskriften "Sølle ouverture".

Bladet har anført, at det må siges at

være ukontroversielt at viderebringe den i musikmiljøet udbredte

opfattelse, at klageren har en "brølende" og

"ukontrolleret" stemme. Når man vælger at optræde

offentligt og blive anmeldt, ligger det i sagens natur, at man også

må acceptere negativ omtale.

Bladet har endelig noteret sig klagers utilfredshed med

billedteksten. Det er imidlertid et spørgsmål, der må

siges at falde under Pressenævnets bagatelgrænse.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen

og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at

personer, der giver sig af med at optræde offentligt, i højere

grad end mange andre må tåle at være underkastet pressens

kritiske bedømmelse.

Nævnet lægger til grund, at udsagnene om

klager i bladet hviler på en research i det musikmiljø, som

klager befinder sig i. Bladet har i artiklen gengivet en opfattelse, der er i

dette miljø om klager og hans sang. Særligt hvad angår

udsagnet om klagers optræden ved fundraising-arrangementet på

Astrup Gods, finder nævnet det antageligt, at vurderingen af klagers

sang stammer fra en person, der overværede den pågældende

koncert. Ved at offentliggøre de pågældende vurderinger af

klager og hans sang har bladet ikke handlet i strid med god presseskik.

Nævnet finder heller ikke anledning til at

kritisere, at bladet har afvist at give nærmere oplysninger om sine

kilder i musikmiljøet.

Endelig finder nævnet ikke grundlag for at udtale

kritik af den tekst, der ledsager artiklens billede af klager.

Afsagt den 16. januar 2002

Lignende dokumenter