Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 142/2000
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
142/2000
Foreningen Pædofilgruppen har klaget til
Pressenævnet over en udsendelse bragt i TV 2 den 30. oktober 2000, idet
man mener, at god presseskik er tilsidesat.
Udsendelsen handlede om foreningen Pædofilgruppen.
En journalist fra TV 2 Dok. havde under falsk identitet meldt sig ind i
foreningen ved at foregive at være pædofil for blandt andet at
undersøge, om foreningen efterlever dens formålsparagraf,
navnlig om at foreningen skal arbejde for at øge pædofiles
ansvarlighed over for børn. Journalistens deltagelse i foreningens
møder og i private møder med foreningens medlemmer skete med
skjult kamera. Foreningens medlemmer var under alle disse møder
behørigt anonymiseret.
I udsendelsens begyndelse vises flere små klip, der
senere på ny vises i udsendelsen, og henover disse klip kører
følgende speak:
Speak:
I et år har vi levet under anden
identitet blandt de pædofile. Vi har mødt mennesker, der er
besat af sex med børn. Og vi har mødt ofre, som stadig husker.
Det hele er centreret om en forening - en lovlig forening for voksne, der
går ind for sex med børn. Foreningen kalder sig
Pædofilgruppen.
-----
Speak:
Men samtidig har Danmark som noget
enestående en lovlig forening af pædofile og deres
sympatisører. En forening, hvor de over 100 medlemmer arbejder for, at
sex med børn ikke skal være kriminelt. Og en forening, der er
Læs alt
anerkendt og accepteret af regeringen.
Herefter følger et interview med justitsminister
Frank Jensen og chefkriminalinspektør ved Københavns Politi,
Per Larsen, hvor de blandt andet stilles spørgsmålet, om de
tror, at medlemmerne i foreningen begår kriminelle handlinger.
Interviewet efterfølges af følgende speak:
Speak:
På TV 2 Dok.-redaktionen må vi
altså konstatere, at regeringen anerkender en forening, hvis
erklærede mål det er at gøre sex med børn lovligt.
Og på trods af det erklærede mål må vi konstatere, at
politiet ikke på noget tidspunkt har undersøgt, om medlemmerne i
foreningen lever deres seksuelle ønsker ud. Foreningen af
pædofile nægter i dette brev til TV 2 Dok. selv at udtale sig,
uanset at vi tilbyder dem anonymitet. Vi beslutter i efteråret 1999 at
infiltrere Pædofilgruppen. TV 2 Dok.-journalist Jacob Billing vil
tage en identitet som pædofil. De næste tolv måneder vil
han leve under navnet Jacob Andersen blandt de pædofile med skjult
kamera og mikrofon. Vi ønsker ikke lynch-stemning eller en
folkedomstol. Derfor har vi valgt at skjule identiteten på alle
pædofile i dette program og give dem andre navne.
Mens denne speak kører, ses blandt andet
journalisten under et møde på TV 2 Dok.-redaktionen, ligesom der
vises et billede af Pædofilgruppens brev af 25. juni 2000, hvor
talsmand/rådgiver Svend Jensen meddeler, at TV 2 trods tilbud om
anonymitet ikke kan få lov at filme fra foreningens møder, og at
man ikke ønsker at deltage i et interview, men at TV 2 er velkommen
til at skrive eller ringe med henblik på en orientering om foreningen,
pædofili og hans arbejde.
Speak:
Det er torsdag aften, da jeg for
første gang ankommer til Pædofilgruppens møde.
Mødet bliver holdt i lokaler hos Københavns Ungdomscenter i
midten af København. Kommunen støtter foreningen ved kun at
opkræve en symbolsk pris for leje af lokalet. Dette er et såkaldt
åbent møde, hvor alle kan komme. På mødet
siges:
Ukendt:
Det må være op til de enkelte,
om de dukker op til de her møder og prioriterer, om man tør
komme her eller ej. Fordi det er forbundet med risiko at være her.
Ukendt:
Vi kan ikke gardere os 100 %, men jeg
synes, nogen lider af paranoia, for hvad er risikoen? Selv om der kom
alverdens journalister . Vi kan da ikke blive retsforfulgt, fordi vi sidder i
en lovlig forsamling. Ingen kender vores navne, højest vores fornavne.
Hvad kunne der ske?
Ukendt:
Der kan komme en journalist med skjult
kamera og filme hele banden.
Herefter vises et klip, hvor journalisten i pausen
kontaktes af en af mødedeltagerne, der fortæller om sine
problemer. Klippet efterfølges af denne speak:
Speak:
Per er 54 år og bor alene.
Pædofilgruppen advarer officielt sine medlemmer mod at begå
ulovligheder, men Per taler åbent om sin børneporno, da jeg
møder ham igen på et værtshus:
"
-----
Speak:
Jeg forsøger at trænge dybere
ind i Pædofilgruppen. På et møde har jeg fået
telefonnummeret til en mand, som kalder sig Mogens. Mogens hører til
i Pædofilgruppens inderkreds. Han er tidligere dømt for at have
befølt en 12-årig dreng på kønsdelene. Mogens bor
i en lejlighed i København. Gennem de næste måneder kommer
jeg tættere på ham og lærer ham og hans lyst til drenge at
kende.
Herefter fortæller Mogens under private
møder med journalisten, hvorledes han gennem årene har haft sex
med mindreårige drenge.
-----
Speak:
De nyeste undersøgelser viser, at
ét ud af hvert 100 danske børn er blevet seksuelt misbrugt af
en voksen. Jeg har mødt to tilfældige medlemmer af
Pædofilgruppen, og det, de har fortalt mig, betyder, at begge bryder
loven i deres lyst til børn. Under mit dæknavn Jacob Andersen
er jeg nu blevet optaget i Pædofilgruppens inderkreds. Jeg har oprettet
en postboks, hvor jeg kan modtage foreningens medlemsblad og interne post. I
marts indkaldes der til lukket møde i en privat lejlighed på
Vesterbro i København. På mødet siges der blandt
andet:
Ukendt:
Hvis du vil være 100 % tryg, skal du
ikke komme til de åbne møder.
Ukendt:
Nej, det er så enkelt.
Ukendt:
Kun til de lukkede.
Ukendt:
Var du til behandling i går?
Ukendt:
Nej, i dag.
Ukendt:
På Rigshospitalet?
Ukendt:
På sexologisk klinik for
første gang. Det er helt til grin. Jeg har fået en dom på
ti måneders betinget fængsel.
Ukendt:
Han gik over rødt.
Ukendt:
Ja, ret meget.
Ukendt:
Så skal jeg gå i sexologisk
behandling i to år, hvilket er til grin, men det er trods alt sjovere
end at sidde i fængsel.
Journalist:
Hvad er du blevet dømt for?
Ukendt:
Forskellige seksuelle krænkelser over
for tre drenge under 15 år.
Ukendt:
Og så spørger man ikke
mere.
Ukendt:
Jo, man gør så.
Ukendt:
Hvis du lavede en
håndsoprækning, ville flertallet have domme eller have haft
problemer med politiet. (Herefter siger de enkelte ja til, om de har haft
problemer).
Speak:
I Pædofilgruppen er der altså
medlemmer, som åbent taler om deres misbrug af børn, og flere af
dem er også dømt for det.
-----
Speak:
Jeg er nu blevet kendt og anerkendt som
pædofil af de øvrige i Pædofilgruppen. De tror, at jeg er
en af dem, og de fortæller mig alt. Per har inviteret mig hjem for at
se børneporno.
Herefter vises en scene, hvor Per i sit hjem viser
journalisten børneporno og herunder billeder af den svenske pige
Monika. Herefter følger flere scener, hvor journalisten blandt andet
forsøger at finde frem til Monika og personen, der tog billederne af
Monika. Journalisten finder frem til Monikas moder og fortæller, mens
han viser et billede af datteren, at der er dukket billeder af datteren op i
København, hvilket tydeligt chokerer moderen. Under samtalen med
moderen anvendes skjult kamera. Herefter følger et telefoninterview
med Monika, der indledningsvis siger: "Jeg har brugt 30 år
på at forsøge at glemme, og så ringer du op og
påminder mig". Under interviewet fortæller journalisten
Monika, at der er dukket billeder af hende op blandt pædofile i
København.
-----
Speak:
I Pædofilgruppens
formålsparagraf står, at Pædofilgruppen skal arbejde for at
udvikle pædofiles ansvarlighed over for børn. Men jeg bliver
hurtigt klar over, at møderne mellem de pædofile også
bliver brugt til at advare medlemmerne om politiets metoder.
Herefter vises endnu en scene fra et lukket møde,
hvor der siges:
Ukendt:
Har du computer?
Journalisten:
Ja.
Ukendt:
Chatter du?
Journalisten:
Nej, jeg har aldrig prøvet
det.
Ukendt:
Men jeg advarer dig. Hvis du skulle
få lyst til det, så vær forsigtig, for det kan lade sig
gøre at spore alt. Når du chatter med en dreng på 12
år og tilbyder ham 500 kr., står de der dagen efter. Jeg har selv
været på chatten de tre sidste dage og advaret alle
pædofile. Hold jer væk herfra, hvis I ikke vil have konfiskeret
jeres computer. Alle skal have at vide, hvad der er farligt.
Ukendt:
Det kommer jo an på, hvad man siger.
Man kan være der uden problemer.
Speak:
Mogens vil vise mig, hvordan man ved
hjælp af falske e-mail-adresser kan udveksle børneporno og
skaffe kontakt til børn på internettet. Så jeg indretter
en lejlighed i det indre København med skjulte kameraer og
mikrofon.
Herefter vises en scene, hvor Mogens og journalisten
får kontakt til en mindreårig på internettet.
Speak:
Pædofilgruppens medlemmer viser
altså hinanden, hvordan de ulovligt kan komme i kontakt med
børn. Og det på trods af, at der i Pædofilgruppens
formålsparagraf står, at foreningen hverken kan organisere eller
formidle ulovlige aktiviteter. Men om de gør det, har politiet aldrig
undersøgt.
-----
Herefter vises på ny en scene fra et lukket
møde, hvor der siges følgende:
Ukendt:
For 15 år siden havde jeg en
nøgen dreng på skødet ovre i Hillerødgade
Svømmehal, og det skete den ene gang efter den anden gang. Vi sad
altid i børnesaunaen.
Ukendt:
Ja, det var sgu ikke noget problem.
Ukendt:
Det lyder vist ulovligt.
Speak:
Men gruppen har mærket, at danske
børn er mere på vagt, når de pædofile vil i kontakt
med dem.
Ukendt:
Man får jo ikke noget herhjemme mere,
så man er nødt til at rejse. Det er masser af muligheder, hvis
man har tid. Man skal altså bare have tid.
Ukendt:
Du kan jo heller ikke lokke dem med penge
herhjemme. De har jo røven fuld af dem. De har modetøj og
går på McDonald og bruger 200 kr. om dagen
Speak:
Mogens vil fortælle mig, hvordan jeg
som pædofil kommer i kontakt med børn i udlandet.
Herefter vises to scener, hvor journalisten mødes
med Mogens privat:
Mogens:
Vi har overhovedet ingen rettigheder. Vi
er totalt retsløse. Jeg vil helst til Indien igen, for selv om det
også er totalt ulovligt der, så er det meget udbredt, og ingen
lægger mærke til det.
Speak:
Vi aftaler at tale videre hjemme hos Mogens
om mulighederne i Indien.
-----
Speak:
Mogens kender til et hotel, som styres af
en dansker, han har fået at vide, er pædofil.
Mogens:
Der ligger Beach.
Journalisten:
Der ligger jo mange hoteller.
Mogens:
Ja, ja, men det er også et
turiststed. Men der er ikke nogen turister, når du kommer derned. Ikke
ret mange i hvert tilfælde. Det er jo kun godt. Prøv at se, om
der ligger et, der hedder California. Det var der, han boede, ham danskeren.
Det er jo altid bedre at være pædofil og så oven i
købet have et hotel. Så det er ikke umuligt, at hvis du render
ind i ham, at han kan skaffe eller har forbindelse til en familie, der
sælger sin datter indimellem. Det er ikke umuligt. Og så har du
jo også et sted at gøre det.
I det følgende vises en række scener fra
Indien, hvor hotel California nærmere omtales, og hvor journalisten
blandt andet får kontakt med Mogens´ forbindelse. Denne beretter,
hvorledes Mogens i Indien er sammen med mindreårige, og forbindelsen
vil desuden skaffe journalisten kontakt med en mindreårig.
Programmet afsluttes med følgende speak:
Speak:
I et år har en TV 2 Dok.-medarbejder
infiltreret Pædofilgruppen. Han er kommet tæt på to
tilfældige medlemmer af gruppen. Den ene videregav grov
børneporno, hvor en mand havde fuldbyrdet samleje med en lille pige.
Den anden fortalte om sin sex med små drenge over det meste af
verdenen. I Indien blev vi introduceret til et dansk styret hotel, hvor
manageren er anmeldt for at forgribe sig på lokale børn. Alle
kontakter har vi fået efter, at vi meldte os ind i
Pædofilgruppen. En forening, politiet ikke på noget tidspunkt har
efterforsket, og en forening, der er anerkendt og accepteret af den danske
regering. Vi har kontaktet de pædofile, som medvirker i dette program.
Ingen af dem har ønsket at udtale sig.
Foreningen Pædofilgruppen har indledningsvis
anført, at klagen over udsendelsen går på såvel
udsendelsens indhold såvel som måden, hvorpå den er blevet
researchet og produceret.
Klager har nærmere anført, at optagelse med
skjult kamera er en krænkelse af privatlivets fred i strid med god
presseskik og med straffeloven. Journalisterne har oprindeligt begrundet
brugen af skjult kamera med, at foreningen ikke ville formidle et interview
med en pædofil, hvortil klager har anført, at filmselskabets
anmodning om et sådan interview blev fremsat efter, at optagelserne
havde fundet sted, samt at foreningen havde tilbudt at svare på alle
spørgsmål. Baggrunden for, at klager nægtede at
foranstalte et interview med en pædofil, er, at klager har
særdeles dårlige erfaringer hermed fra flere forskellige
TV-stationer, samt at en eventuel sløring ikke altid er
tilstrækkelig effektiv. TV 2´s udsendelse gav et så misvisende og
krænkende billede af foreningen, at et medlem efterfølgende stod
frem og forsvarede klager på en anden TV-kanal. Dette medførte,
at han blev forfulgt og overfaldet og måtte have politibeskyttelse. Da
forfølgelsen varede ved, blev han nødsaget til at flytte til en
anden by. Eftersom det var TV 2´s udsendelse, der startede denne
lynch-stemning, må klagers modvilje mod et interview siges at have
været særdeles velbegrundet. TV 2 har efterfølgende i et
svar til klager i anledning af fremsendelse af klagen til TV 2 begrundet sin
anvendelse af skjult kamera og sit misbrug af foreningens og medlemmernes
tillid med, at udsendelsen skal dokumentere, at foreningen ikke opfylder
punkt d i sin formålsparagraf: "At arbejde for at udvikle
pædofiles ansvarlig over for børn". Imidlertid har
journalisterne på intet tidspunkt spurgt til, hvorledes denne paragraf
skal forstås. TV 2 synes at anvende den nugældende straffelov som
norm for begrebet ansvarlighed, skønt man er bekendt med, at
foreningen ønsker straffeloven ændret. I lyset af de
øvrige punkter i formålsparagraffen, især punkt a.,
hvorefter foreningen skal arbejde for at fremme offentlighedens viden om og
mindske dens fordomme mod pædofili, børns seksualitet samt
frivillige følelsesmæssige og seksuelle forhold mellem voksne og
børn, må det være indlysende, at punkt d. ikke kan
fortolkes på den måde. I TV 2´s svar til klager har TV 2
endvidere fremført, at foreningens formålsparagraf ikke giver
mening for dem. Der er derfor indlysende, at de burde have stillet
spørgsmål herom, inden de bragte en udsendelse, hvis
hovedformål angiveligt var at bevise, at denne formålsparagraf
ikke bliver overholdt.
Klager har i den forbindelse nærmere redegjort for,
hvorledes foreningen arbejder for punkt d i vedtægterne. Det er blandt
andet klagers synspunkt, at det er bedre at beholde kriminelle medlemmer i
foreningen og forsøge at påvirke dem end at udelukke og
politianmelde dem. Det kan derfor ikke undre, at det er lykkedes journalisten
at finde enkelte medlemmer, som har overtrådt straffeloven, f.eks. ved
besiddelse af børneporno. Såfremt de ikke havde været
medlemmer, ville de efter al sandsynlighed have begået værre
kriminalitet, hvilket visse medlemmer muligvis har gjort, før de blev
medlemmer. Journalisterne har imidlertid overhovedet ikke interesseret sig
for disse problemstillinger. Det har under hele forløbet været
rig lejlighed til at spørge, hvordan foreningens formålsparagraf
skal forstås, idet foreningens rådgiver Svend Jensen gentagne
gange har tilbudt at svare på spørgsmål. Eftersom dette
spørgsmål ikke er blevet stillet og ikke diskuteret i
udsendelsen, har TV 2 ikke gjort et seriøst forsøg på at
dokumentere, at foreningen ikke skulle leve op til sit formål.
Ligeledes viser journalisternes manglende interesse for de nævnte
problemstillinger, at man ikke har forsøgt at sætte sig ind i
pædofiles tankegang, hvilket angiveligt skulle være endnu et
formål med udsendelsen. Med det usædvanligt omfattende
research-arbejde, der er lagt for dagen, er det uforståeligt, at man
ikke har fundet frem til selv de mest grundlæggende problemstillinger,
såfremt formålet var at forstå pædofiles tankegang og
foreningens arbejde med at opfylde sit formål. Dermed bortfalder hele
grundlaget for TV 2´s argumentation.
Klager har i forlængelse heraf anført, at det
eneste kritisable, man har fundet inden for foreningens rammer gennem mange
måneders spionage med skjult kamera, var en enkelt episode, hvor et
medlem advarer andre mod at begå en bestemt ulovlig handling. Dette kan
ikke siges at være uansvarligt. TV 2 har derfor ikke som
påstået bevist, at foreningen ikke lever op til sit formål.
TV 2 hævder nu over for Pressenævnet, at programmet ikke tager
stilling til, om foreningen efterlever sine vedtægter. Hermed
bortfalder TV-stationens begrundelse for at bruge skjult kamera. I
øvrigt dokumenterer bilagene vedlagt TV 2´s brev til nævnet, at
foreningen aktivt beskæftiger sig med diskussionen af ansvarlighed og
driver en seriøs rådgivning på dette grundlag. TV 2 har
altså været bekendt hermed og burde derfor have inddraget denne
viden i en udsendelse, hvis formål angiveligt skulle være at
bevise det modsatte, jf. kravet om efterprøvning. På denne
baggrund forekommer det klager, at udsendelsen havde et andet formål,
nemlig at stille foreningen og dens medlemmer i det dårligst mulige
lys.
Klager har endelig vedrørende brugen af skjult
kamera anført, at dette er sket i modstrid med foreningen
vedtægter og har umuliggjort foreningens fortsatte
rådgivningsarbejde, hvilket må opfattes som en grov
krænkelse af foreningsfriheden. Eftersom ikke-dømte
pædofile ikke kan få en adækvat rådgivning andre
steder, og eftersom denne rådgivning er vigtig for at dæmpe
kriminaliteten, må hensynet til foreningsfriheden veje tungere end
hensynet til TV-selskabernes ytringsfrihed.
Klager har endvidere anført, at god presseskik
forbyder misbrug af andres tillid. Dette forbud er ubetinget, og det giver
derfor ingen mening, når TV 2 taler om berettiget misbrug af tillid.
Journalisten har under arbejdet misbrugt foreningens og medlemmernes tillid
ved at foregive at være en stakkels pædofil, der havde brug for
hjælp. Der var ingen ende på de personlige problemer, han foregav
af have, og medlemmerne fik derfor medlidenhed med ham og tog sig personligt
af ham. TV 2 har da også over for nævnet erkendt at have misbrugt
andres tillid, skønt dette oprindeligt blev benægtet i TV 2´s
svar til klager. Klager må afvise TV 2´s temmelige søgte
argument om, at forbuddet mod misbrug af andres tillid ikke skulle
gælde ved brug af skjult kamera, fordi brug af skjult kamera altid vil
udgøre et misbrug af tillid. Det er klagers opfattelse, at det
naturligvis er muligt at bruge skjult kamera uden at misbruge nogens tillid,
idet man kan filme foreteelser, der foregår alligevel, uden at man
behøver at knytte kontakt til de involverede på en
tillidsskabende måde. Heroverfor står, at journalisten har
misbrugt såvel foreningens som medlemmernes tillid ved sin måde
at skabe kontakt på og ved som tidligere nævnt at foregive at
have store og atypiske personlige problemer, som medlemmerne skulle
hjælpe ham med. Hvad angår de scener, der er fremprovokerede, er
misbruget af tillid så groft, at det efter enhver målestok
må betegnes som urimeligt. Det er indlysende, at de medvirkende
personer her ikke er klar over virkningerne af deres udtalelser.
Klager har herudover anført, at ifølge
reglerne om god presseskik skal oplysninger, der kan være skadelige,
krænkende eller agtelsesforringende, efterprøves ved
forelæggelse for den pågældende. Dette er ikke sket.
Medarbejdere TV 2/Nordisk Film har telefonisk kontaktet Pædofilgruppens
rådgiver Svend Jensen med anmodning om at få et interview med
en pædofil. Svend Jensen afslog at formidle et sådant
interview, men tilbød at svare på alle spørgsmål.
Dette tilbud er senere gentaget skriftligt i brev fra foreningens advokat. TV
2 har ikke benyttet sig af dette tilbud og har dermed forsømt denne
mulighed for efterprøvning. TV 2 synes at sammenblande begreberne
efterprøvning og medvirken. Reglerne for god presseskik indeholder
intet, der kan begrunde TV 2´s krav om, at efterprøvningen skal have
form af et interview med en pædofil. Formålet med kravet om
efterprøvning ved forelæggelse for de pågældende
kunne opfyldes, uanset under hvilken form svaret herpå leveres. Det er
således et groft brud på reglerne om efterprøvning at
kræve svaret leveret i form af et interview, når klager har givet
særdeles gode argumenter for ikke at svare i netop denne form. TV 2´s
hovedpåstand er, at foreningen ikke lever op til sit formål.
Denne påstand burde være forelagt for foreningen med en
detaljeret begrundelse, hvilket der var rig lejlighed til, idet foreningen
både mundtligt og skriftligt har tilbudt at svare på
spørgsmål.
Klager har endvidere gjort gældende, at mange af de
viste scener var fremprovokerede af journalisten. Journalisten opsøgte
flere medlemmer privat og chokerede dem med sine ufølsomme holdninger
over for børn som sexobjekter. Således lagde journalisten et
stort pres på medlemmerne for at få tips om, hvordan han kunne
få sex med en lille pige. Den person, der i udsendelsen kaldes Mogens,
havde gentagne gange advaret journalisten imod at forsøge at have
samleje med en mindreårig pige, men denne havde systematisk bearbejdet
ham og forsøgt at nedbryde hans moral. Ved således at
lægge pres på Mogens lykkedes det at få ham til at
foreslå journalisten at tage til Indien. Udsendelsen giver
således et forkert billede af medlemmets holdning til samleje med
mindreårige piger. Scenerne i Indien var ligeledes fremprovokerede,
idet journalisten havde betalt mellemmænd for at skaffe børn til
sex. Desuden havde journalisten opfordret flere medlemmer til at skaffe
børneporno og taget imod dette i strid med straffeloven. Medlemmerne
har uden tvivl vurderet, at det var bedre, at journalisten brugte
børneporno som erstatning, end at han tog til Indien eller andre
steder og forsøgte af få samleje med en pige. Det kan derfor
ikke siges at være uansvarligt at give ham børneporno.
Journalisten har således både opfordret til og deltaget i
ulovligheder. De indlysende etiske og retssikkerhedsmæssige problemer
heri er grunden til, at end ikke politiet må benytte sådanne
metoder.
Klager har endvidere anført, at der i udsendelsen
udvises hensynsløshed over for en svensk kvinde, der har været
udsat for incest for 30 år siden, ved at journalisten fortæller,
at der cirkulerer billeder af hende blandt pædofile i København,
og han bidrager her til, at hendes traume forværres. Dette strider mod
reglen om, at ofre skal vises det størst mulige hensyn. TV 2 har ikke
afvist, at den hensynsløse behandling af kvinden strider mod god
presseskik, men mener ikke, at klager er berettiget til at klage herover.
Klager har hertil anført, at klagen her er motiveret af foreningens
formål samt af, at krænkelsen af den pågældende
kvinde blandt andet bestod i at omtale Pædofilgruppen for hende. Den
pågældende kvinde gav klart udtryk for, at hun ønskede at
glemme overgrebene, og at hun følte sig krænket over at blive
mindet herom. Det vil derfor ikke være rimeligt at forvente, at hun
selv skulle klage til Pressenævnet, idet det netop ville forværre
hendes situation at skulle se udsendelsen og formulere en klage. Dette
tilfælde er ikke enestående, og Pressenævnet bør
derfor af principielle grunde også behandle dette klagepunkt, uanset om
man måtte finde, at klager ikke har retlig interesse heri. § 6 i
Pressenævnets forretningsorden hjemler mulighed herfor.
Klager har videre anført, at scenerne fra
foreningens møder er udvalgte fra et meget stort materiale og absolut
ikke repræsentative for medlemmernes samtaler om børn eller for
medlemmernes holdninger til kontakt til børn. Flere af
bemærkningerne var ironisk eller humoristisk ment, hvilket
udenforstående næppe har forstået. Det havde været
mere relevant for udsendelsens erklærede formål at gengive
ideologiske diskussioner og diskussioner om, hvad der er skadeligt eller ikke
skadeligt for børn. Sådanne diskussioner er der mange af i
foreningen, både blandt medlemmer, i foreningens blad og på
internettet.
Klager har herudover anført, at udsendelsen skader
foreningens anseelse og giver et falskt billede af foreningen, idet scenerne
er udvalgt og sammenstillet på en stærkt ensidig og manipulerende
måde. Desuden er det vanskeligt for publikum at skelne mellem, hvilke
scener der foregår i foreningens regi, og hvilke scener der
foregår udenfor foreningen. Klager benægter ikke, at det ville
have almen interesse, såfremt foreningen organiserede ulovlige
aktiviteter. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Foreningen har
på intet tidspunkt opfordret medlemmer til at udveksle
børneporno eller begå andre ulovligheder og kan naturligvis ikke
drages til ansvar for, hvad medlemmer foretager sig uden for foreningens
rammer. Det mest bemærkelsesværdige, man har fundet inden for
foreningens virke, er, at et medlem advarer mod at kontakte børn
på internettets chatrooms. Dette svarer til at advare mod at
køre for hurtigt på motorvejen, fordi der er sat
fartfælder op. Den politiske opmærksomhed, som udsendelsen
unægtelig har vakt, bygger på opfattelsen af, at der skulle
foregå noget ulovligt inden for foreningens rammer. Dette viser netop,
at udsendelsen manipulerer med publikum, så de ikke kan skelne mellem,
hvad der foregår inden for og uden for foreningen. Den offentlige
interesse bygger derfor på et falsk grundlag.
TV 2 har indledningsvis oplyst, at behandlingen af emnet
pædofili, herunder den afledte risiko for seksuelt misbrug af
børn, er af væsentlig samfundsmæssig interesse. Det
afspejler sig blandt andet i den omfangsrige debat om emnet, der igennem de
seneste år har udspillet sig dels i den skrevne presse, dels i de
elektroniske medier blandt andet på baggrund af en række konkrete
sager om seksuelle overgreb på børn. I Danmark har en gruppe
pædofile og andre, der sympatiserer med foreningens formål,
organiseret sig i foreningen Pædofilgruppen, der er en lovlig forening.
Da Pædofilgruppen tillige er en forening, der deltager i den offentlige
debat, fandt TV 2 det væsentligt at undersøge, hvorledes
foreningen fungerer, herunder hvad formålet med foreningen er,
hvorledes den efterlever de formålsparagraffer, der er fastsat for dens
virksomhed, og hvordan dens medlemmer opfatter deres seksualitet, og om de
lever deres seksuelle ønsker ud. Det var derfor nærliggende og
relevant at undersøge, dels hvorledes bestemmelsen i
vedtægternes pkt. 1 a om "at fremme offentlighedens viden om og
mindske dens fordomme mod pædofili, børns seksualitet samt
frivillige følelsesmæssige forhold mellem børn og
voksne" harmonerer med bestemmelsen i pkt. 1 d om "at arbejde for
at udvikle pædofiles ansvarlighed over for børn" og i pkt.
1, sidste afsnit, om at "foreningen må ikke organisere eller
formidle ulovlige aktiviteter". Ovennævnte skal ses i lyset af, at
klager offentligt advokerer for, at frivillige seksuelle forhold mellem
børn og voksne er naturlige og derfor skal lovliggøres.
På den baggrund var det relevant at få frem, på hvilken
måde foreningen opfatter sin formålsbestemmelse om at øge
ansvarligheden. Undersøgelsen gik med andre ord ud på at
få konstateret, hvorledes klageren opfatter begrebet ansvarlighed, om
det skal forstås således, at foreningens medlemmer skal afholde
sig fra at have seksuelle forhold til børn, eller om de alene skal
afholde sig fra det, hvis børnene ikke er indforstået hermed.
Derudover ønskede TV 2 at undersøge, på hvilken
måde foreningen virker "som socialt kontakt- og
støtteorggan for personer, som har følelsesmæssige,
seksuelle, juridiske eller sociale problemer i relation til pædofili,
jf. vedtægtens pkt. 1 b. Undersøgelse af disse forhold fandt TV
2 berettiget, særligt fordi pædofiles udlevelse af deres
seksualitet ofte vil kunne være i strid med straffeloven.
TV 2 har anført, at baggrunden for beslutningen om
at anvende skjult kamera var, at undersøgelsen af, om
Pædofilgruppen lever op til bestemmelsen i vedtægten om, at
foreningen skal arbejde for at øge pædofiles ansvarlighed over
for børn, alene kunne ske ved hjælp af brug af skjult kamera,
idet oplysninger herom ikke ville kunne fremkomme ved et almindeligt
interview med foreningens talsmand. At det ikke ville være muligt for
tilrettelæggerne at foretage ovennævnte undersøgelse samt
en undersøgelse af, på hvilken måde foreningen virker for
at opfylde vedtægtens pkt. 1 b, fremgår endvidere af brev af 25.
juni 2000, hvor foreningens rådgiver Svend Jensen tilbyder
tilrettelægger Henrik Grunnet at "orientere yderligere om
foreningen, pædofili og om mit arbejde", hvilket må opfattes
som et klart udtryk for, at foreningen ønsker at kontrollere, hvilke
oplysninger som fremkommer om den, idet foreningens møder er lukkede,
ligesom foreningen trods flere opfordringer og tilsagn om fuld anonymitet
ikke stiller op til interview.
TV 2 har i den forbindelse anført, at det er af
samfundsmæssig interesse at få undersøgt ovennævnte
forhold, idet seksuelle forhold mellem børn og voksne er et alvorligt
anliggende, som samfundet har taget afstand fra blandt andet ved at
kriminalisere det i straffeloven. Dertil kommer, at seksuelle forhold mellem
børn og voksne ikke er forhold mellem ligeværdige parter,
hvorfor der bør udvises stor opmærksomhed om dette
spørgsmål, da børnene dermed bliver en særlig
sårbår gruppe. Når det derudover forholder sig
således, at en del af foreningens medlemmer er pædofile, hvis
udlevelse af deres seksualitet derfor ofte vil være i strid med
straffeloven, var det væsentligt at få undersøgt og
dokumenteret, hvad der foregår på medlemsmøderne i
foreningen, samt når foreningens medlemmer i øvrigt
mødes. Det er i øvrigt uden betydning for vurderingen af, om
det i det konkrete tilfælde var berettiget at anvende skjult kamera,
hvorvidt det i speaken konkluderes, om klageren lever op til sine
vedtægter eller ej. TV 2 må derfor afvise, at anvendelsen af
skjult kamera i det konkrete tilfælde var i strid med god presseskik,
idet alle de personer, der optræder på optagelserne i
øvrigt på behørig vis er anonymiseret. TV 2 har i den
forbindelse henvist til nævnets praksis i sagerne 143/1997, 3/1998,
22/1999, 64/2000 og 65/2000.
TV 2 har endvidere anført, at i det konkrete
tilfælde kunne en undersøgelse af, hvorledes foreningen
fungerer, herunder om den lever op til sine formålsparagraffer, alene
ske ved journalistens medlemskab og dokumentation herfor alene fremskaffes
ved brug af skjulte optagelser. Da anvendelsen af skjult kamera efter sagens
natur for så vidt altid vil udgøre et misbrug af andres tillid,
og da Pressenævnet anerkender, at der under visse nærmere angivne
betingelser er i overensstemmelse med god presseskik at anvende skjult
kamera, gælder forbuddet mod "misbrug af andres tillid" ikke
ubetinget. Der må således i hvert enkelt tilfælde foretages
en afvejning mellem hensynet til den enkeltes krav på beskyttelse og
hensynet til mediernes ytringsfrihed, herunder offentlighedens krav på
at blive gjort bekendt med relevante oplysninger. I det konkrete
tilfælde vejer hensynet til den samfundsmæssige interesse i at
blive gjort bekendt med, hvad der foregår under møder i
foreningen, meget tungt. På den baggrund er anvendelsen af skjult
kamera, herunder det misbrug af foreningens tillid, som efter sagens natur
ligger heri, berettiget.
TV 2 har herudover gjort gældende, at der ikke
består en forpligtelse til at kontrollere oplysningernes rigtighed ved
forelæggelse for klager, idet de oplysninger, der fremkommer om klager
i programmet, herunder hvorledes foreningen fungerer, allerede er
dokumenteret via de autentiske optagelser. Programmets tilrettelæggere
kontaktede imidlertid klageren flere gange - første gang ved skrivelse
af 22. juni 2000, derefter flere gange telefonisk og til sidst den 20.
oktober 2000 - med henblik på at opnå et interview, som er en
helt sædvanlig måde at komme til orde i en TV-produktion,
således at klageren også fik lejlighed til at komme til orde i
programmet. Trods tilsagn om anonymitet ønskede klageren ikke at
medvirke, hverken via sin talsmand og rådgiver eller andre
repræsentanter, hvilket senest blev meddelt ved skrivelse af 24.
oktober 2000. Skrivelsen af 20. oktober 2000 blev den 25. oktober 2000 fulgt
op af en telefonisk henvendelse fra journalist Henrik Grunnet til talsmand
Svend Jensen, hvilket foreningen trods oplysninger om, at der i programmet
ville blive vist optagelser foretaget med skjult kamera, endnu engang
afviste. TV 2 har i den forbindelse henvist til kendelse af 13. november 2000
fra fogedretten, som netop lagde vægt på, at foreningen flere
gange var blevet opfordret til at medvirke, hvilket foreningen ved Svend
Jensen afslog.
Klager har i samme forbindelse anført, at det ikke
i speaken i programmet udtales, at foreningen ikke efterlever bestemmelsen i
sine vedtægter om at øge pædofiles ansvarlighed over for
børn. Programmets speak tager med andre ord ikke stilling hertil. De
optagelser - foretaget med skjult kamera - fra foreningens møder, som
indgår i programmet, dokumenterer, hvad der rent faktisk foregår
på møderne i foreningen. De viser, at der udveksles
informationer om, hvordan man undgår at blive pågrebet, når
man opererer på internettet. De viser, hvorledes medlemmerne ser
på behandlingsdomme, og de viser, hvorledes medlemmerne udveksler
information om muligheden for seksuelt samkvem med børn. Derudover
dokumenterer de, at journalisten via sit medlemskab i foreningen etablerede
kontakt med pædofile, og at disse pædofile f.eks. besad
børnepornografisk materiale og gav hinanden nøje instruktioner
om, på hvilken måde de kunne udleve deres seksualitet. Det
tilkommer herefter offentligheden, dvs. seerne, at vurdere, om foreningen
lever op til sine formålsparagraffer. På den baggrund finder TV 2
ikke, at spørgsmålet om, hvorvidt foreningen efter en naturlig
sproglig fortolkning medvirker til, "at udvikle pædofiles
ansvarlighed over for børn", burde have været forelagt
foreningen til udtalelse.
TV 2 har endvidere anført, at de i programmet viste
scener ikke er fremprovokerede. Dette underbygges af det forløb, der
udspiller sig på sekvenserne i programmet, hvor tonen er fri, og hvor
der ikke er nogen antydning af, at journalisten har fremprovokeret de mange
udtalelser, der dels fremkommer på klagerens lukkede
medlemsmøder dels under møderne med klagerens enkelte
medlemmer.
TV 2 har desuden i relation til den misbrugte svenske
kvinde, der medvirker i programmet, gjort gældende, at klager ikke har
den fornødne retlige interesse i at klage herover, idet dette
spørgsmål ikke vedrører foreningen.
TV 2 har endvidere anført, at
tilrettelæggerne har oplyst og i øvrigt behørigt bemanet
forklaret i Fogedretten, at de scener fra møder i foreningen, der
indgår i programmet, er repræsentative for det, som journalisten
oplevede på møderne og de holdninger, foreningens medlemmer i
øvrigt gav udtryk for. For så vidt angår klagerens
bemærkninger om, at TV 2 ikke behandler de mest fundamentale
problemstillinger omkring pædofili, anføres, at det til enhver
tid tilkommer mediet den redaktionelle frihed at vælge, hvilken
indgangsvinkel behandlingen af en given problemstilling skal have, når
de presseetiske regler i øvrigt overholdes. TV 2 har i den forbindelse
henvist til nævnets kendelse nr. 46/2000. Der består
således ikke en presseetisk forpligtelse til at belyse en
problemstilling fra samtlige vinkler, endsige sørge for at synspunkter
henholdsvis for og imod en given problem stilling repræsenteres
ligeligt. Der består således ikke i det konkrete tilfælde i
medfør af de presseetiske regler en forpligtelse til at gengive alt
det, der er foregået på møder i foreningen. TV 2 fandt det
ikke relevant at medtage eksempelvis sekvenser med diskussioner om
mødernes tilrettelæggelse, økonomi og lokaleproblemer,
hvorimod det var relevant at medtage medlemmernes diskussioner omkring
vanskelighederne med at "købe" børn, hvorledes man
undgår at blive opdaget af politiet ved chat på internettet,
hvorledes man ser på behandlingsdomme m.v., idet netop dette er
illustrerende for, hvorledes pædofile tænker, hvilket var et af
formålene med at vise programmet.
Endelig har TV 2 afvist, at det ikke af programmet
fremgår, hvornår der er tale om optagelser fra møder i
foreningen og møder af mere privat karakter, idet det netop oplyses,
hvornår der vises optagelser fra møderne. TV 2 er enig med
klageren i, at klageren ikke kan drages til ansvar for, hvad foreningens
medlemmer foretager sig uden for foreningens regi. Foreningen tillægges
da heller ikke ansvar herfor i programmet. Programmet konstaterer blot, at
journalisten efter af have meldt sig ind i foreningen fik etableret en
kontakt med nogle pædofile, og at disse under mere private former
udvekslede børnepornografisk materiale og oplysninger om muligt
seksuelt samkvem med mindreårige. Forhold, som er ulovlige efter
straffeloven, og som derfor fandtes relevante at medtage i programmet.
Endelig har TV 2 afvist, at udsendelsen af programmet uberettiget
krænker foreningen og de enkelte medlemmers privatliv, allerede for
samtlige de personer, der optræder på de skjulte optagelser, er
sløret, dels i form af maskering, dels i form af forvrængning af
deres stemmer.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Ulrik
Holmstrup og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Som udgangspunkt bør der ikke uden samtykke bringes
optagelser med skjult kamera. En sådan fremgangsmåde kan kun
undtagelsesvis være berettiget efter en nøje afvejning i hvert
enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse i forhold til
den enkeltes krav på beskyttelse. I afvejningen må tillige
indgå, om oplysninger, der ønskes bragt, kan tilvejebringes
på anden måde end ved brug af skjult kamera.
Pressenævnet finder, at der er en klar
samfundsmæssig interesse i omtale af, om Pædofilgruppen
efterlever den formålsparagraf, der er fastsat for foreningens
virksomhed.
Nævnet finder videre, at TV 2 i tilstrækkelig
grad har antageliggjort, at en efterprøvning af
spørgsmålet om, hvorvidt Pædofilgruppen i praksis lever op
til bestemmelsen i foreningens vedtægter om, at foreningen skal arbejde
for at øge pædofiles ansvarlighed over for børn, ikke
synes at kunne komme frem uden anvendelse af skjult kamera. Det er
nævnets opfattelse, at oplysninger fra talsmand/rådgiver for
foreningen Svend Jensen ikke på fyldstgørende vis ville kunne
afdække og besvare dette spørgsmål. Nævnet finder
derfor ikke, at TV 2 på dette punkt har tilsidesat god presseskik.
Nævnet er enig i, at brug af skjult kamera i en sag
som den foreliggende indebærer et misbrug af andres tillid.
Nævnet finder imidlertid under de foreliggende omstændigheder
ikke grundlag for at udtale kritik i den anledning.
Oplysninger, der kan være skadelige, krænkende
eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i
særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved
forelæggelse for den pågældende. Ved brev af 22. juni 2000
anmodede TV 2 Pædofilgruppens talsmand/rådgiver Svend Jensen om
et interview i forbindelse med, at TV 2 overvejede at producere et program om
pædofili. Interviewet skulle blandt andet handle om foreningens
formålsparagraf. Svend Jensen afviste at deltage i noget interview.
Ved brev af 20. oktober 2000 anmodede TV 2 på baggrund af de skjulte
optagelser på ny Svend Jensen om et interview om pædofile
danskere og Pædofilgruppen, hvilket denne igen afviste.
Pressenævnet finder herefter ikke - om end der i nævnet er
enighed om, at TV 2 burde have udfoldet yderligere bestræbelser
på at få indhentet kommentarer fra foreningen -
tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af TV 2 på dette
punkt.
Nævnet har på baggrund af de i sagen
foreliggende oplysninger ikke grundlag for at kunne vurdere, hvorvidt
scenerne fra foreningens møder er repræsentative, eller hvorvidt
der forekommer scener, der på kritisabel måde er fremprovokeret
af journalisten. Det er i øvrigt nævnets opfattelse, at det af
udsendelsen med tilstrækkelig tydelighed fremgår, hvilke scener
der foregår i foreningens regi og hvilke scener, der foregår uden
for foreningen. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik
af TV 2 på disse punkter.
Nævnet finder i relation til den svenske kvinde, der
medvirker i udsendelsen, at klager ikke har retlig interesse i at klage
herover.
Afsagt den 30. maj 2001.
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 64/2000 Retsinformation · 5. september 2000
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 65/2000 Retsinformation · 5. september 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om opløsning af Pædofilforeningen/Danish Pedophile Association Retsinformation · 17. marts 2004
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 82/1996 Retsinformation · 6. maj 1999
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0876 Retsinformation · 17. november 2009
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0914 Retsinformation · 22. januar 2010