Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 142/2000

KEN nr 11973 af 30/05/2001Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet18. juni 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

142/2000

Foreningen Pædofilgruppen har klaget til

Pressenævnet over en udsendelse bragt i TV 2 den 30. oktober 2000, idet

man mener, at god presseskik er tilsidesat.

Udsendelsen handlede om foreningen Pædofilgruppen.

En journalist fra TV 2 Dok. havde under falsk identitet meldt sig ind i

foreningen ved at foregive at være pædofil for blandt andet at

undersøge, om foreningen efterlever dens formålsparagraf,

navnlig om at foreningen skal arbejde for at øge pædofiles

ansvarlighed over for børn. Journalistens deltagelse i foreningens

møder og i private møder med foreningens medlemmer skete med

skjult kamera. Foreningens medlemmer var under alle disse møder

behørigt anonymiseret.

I udsendelsens begyndelse vises flere små klip, der

senere på ny vises i udsendelsen, og henover disse klip kører

følgende speak:

Speak:

I et år har vi levet under anden

identitet blandt de pædofile. Vi har mødt mennesker, der er

besat af sex med børn. Og vi har mødt ofre, som stadig husker.

Det hele er centreret om en forening - en lovlig forening for voksne, der

går ind for sex med børn. Foreningen kalder sig

Pædofilgruppen.

-----

Speak:

Men samtidig har Danmark som noget

enestående en lovlig forening af pædofile og deres

sympatisører. En forening, hvor de over 100 medlemmer arbejder for, at

sex med børn ikke skal være kriminelt. Og en forening, der er

Læs alt

anerkendt og accepteret af regeringen.

Herefter følger et interview med justitsminister

Frank Jensen og chefkriminalinspektør ved Københavns Politi,

Per Larsen, hvor de blandt andet stilles spørgsmålet, om de

tror, at medlemmerne i foreningen begår kriminelle handlinger.

Interviewet efterfølges af følgende speak:

Speak:

På TV 2 Dok.-redaktionen må vi

altså konstatere, at regeringen anerkender en forening, hvis

erklærede mål det er at gøre sex med børn lovligt.

Og på trods af det erklærede mål må vi konstatere, at

politiet ikke på noget tidspunkt har undersøgt, om medlemmerne i

foreningen lever deres seksuelle ønsker ud. Foreningen af

pædofile nægter i dette brev til TV 2 Dok. selv at udtale sig,

uanset at vi tilbyder dem anonymitet. Vi beslutter i efteråret 1999 at

infiltrere Pædofilgruppen. TV 2 Dok.-journalist Jacob Billing vil

tage en identitet som pædofil. De næste tolv måneder vil

han leve under navnet Jacob Andersen blandt de pædofile med skjult

kamera og mikrofon. Vi ønsker ikke lynch-stemning eller en

folkedomstol. Derfor har vi valgt at skjule identiteten på alle

pædofile i dette program og give dem andre navne.

Mens denne speak kører, ses blandt andet

journalisten under et møde på TV 2 Dok.-redaktionen, ligesom der

vises et billede af Pædofilgruppens brev af 25. juni 2000, hvor

talsmand/rådgiver Svend Jensen meddeler, at TV 2 trods tilbud om

anonymitet ikke kan få lov at filme fra foreningens møder, og at

man ikke ønsker at deltage i et interview, men at TV 2 er velkommen

til at skrive eller ringe med henblik på en orientering om foreningen,

pædofili og hans arbejde.

Speak:

Det er torsdag aften, da jeg for

første gang ankommer til Pædofilgruppens møde.

Mødet bliver holdt i lokaler hos Københavns Ungdomscenter i

midten af København. Kommunen støtter foreningen ved kun at

opkræve en symbolsk pris for leje af lokalet. Dette er et såkaldt

åbent møde, hvor alle kan komme. På mødet

siges:

Ukendt:

Det må være op til de enkelte,

om de dukker op til de her møder og prioriterer, om man tør

komme her eller ej. Fordi det er forbundet med risiko at være her.

Ukendt:

Vi kan ikke gardere os 100 %, men jeg

synes, nogen lider af paranoia, for hvad er risikoen? Selv om der kom

alverdens journalister . Vi kan da ikke blive retsforfulgt, fordi vi sidder i

en lovlig forsamling. Ingen kender vores navne, højest vores fornavne.

Hvad kunne der ske?

Ukendt:

Der kan komme en journalist med skjult

kamera og filme hele banden.

Herefter vises et klip, hvor journalisten i pausen

kontaktes af en af mødedeltagerne, der fortæller om sine

problemer. Klippet efterfølges af denne speak:

Speak:

Per er 54 år og bor alene.

Pædofilgruppen advarer officielt sine medlemmer mod at begå

ulovligheder, men Per taler åbent om sin børneporno, da jeg

møder ham igen på et værtshus:

"

-----

Speak:

Jeg forsøger at trænge dybere

ind i Pædofilgruppen. På et møde har jeg fået

telefonnummeret til en mand, som kalder sig Mogens. Mogens hører til

i Pædofilgruppens inderkreds. Han er tidligere dømt for at have

befølt en 12-årig dreng på kønsdelene. Mogens bor

i en lejlighed i København. Gennem de næste måneder kommer

jeg tættere på ham og lærer ham og hans lyst til drenge at

kende.

Herefter fortæller Mogens under private

møder med journalisten, hvorledes han gennem årene har haft sex

med mindreårige drenge.

-----

Speak:

De nyeste undersøgelser viser, at

ét ud af hvert 100 danske børn er blevet seksuelt misbrugt af

en voksen. Jeg har mødt to tilfældige medlemmer af

Pædofilgruppen, og det, de har fortalt mig, betyder, at begge bryder

loven i deres lyst til børn. Under mit dæknavn Jacob Andersen

er jeg nu blevet optaget i Pædofilgruppens inderkreds. Jeg har oprettet

en postboks, hvor jeg kan modtage foreningens medlemsblad og interne post. I

marts indkaldes der til lukket møde i en privat lejlighed på

Vesterbro i København. På mødet siges der blandt

andet:

Ukendt:

Hvis du vil være 100 % tryg, skal du

ikke komme til de åbne møder.

Ukendt:

Nej, det er så enkelt.

Ukendt:

Kun til de lukkede.

Ukendt:

Var du til behandling i går?

Ukendt:

Nej, i dag.

Ukendt:

På Rigshospitalet?

Ukendt:

På sexologisk klinik for

første gang. Det er helt til grin. Jeg har fået en dom på

ti måneders betinget fængsel.

Ukendt:

Han gik over rødt.

Ukendt:

Ja, ret meget.

Ukendt:

Så skal jeg gå i sexologisk

behandling i to år, hvilket er til grin, men det er trods alt sjovere

end at sidde i fængsel.

Journalist:

Hvad er du blevet dømt for?

Ukendt:

Forskellige seksuelle krænkelser over

for tre drenge under 15 år.

Ukendt:

Og så spørger man ikke

mere.

Ukendt:

Jo, man gør så.

Ukendt:

Hvis du lavede en

håndsoprækning, ville flertallet have domme eller have haft

problemer med politiet. (Herefter siger de enkelte ja til, om de har haft

problemer).

Speak:

I Pædofilgruppen er der altså

medlemmer, som åbent taler om deres misbrug af børn, og flere af

dem er også dømt for det.

-----

Speak:

Jeg er nu blevet kendt og anerkendt som

pædofil af de øvrige i Pædofilgruppen. De tror, at jeg er

en af dem, og de fortæller mig alt. Per har inviteret mig hjem for at

se børneporno.

Herefter vises en scene, hvor Per i sit hjem viser

journalisten børneporno og herunder billeder af den svenske pige

Monika. Herefter følger flere scener, hvor journalisten blandt andet

forsøger at finde frem til Monika og personen, der tog billederne af

Monika. Journalisten finder frem til Monikas moder og fortæller, mens

han viser et billede af datteren, at der er dukket billeder af datteren op i

København, hvilket tydeligt chokerer moderen. Under samtalen med

moderen anvendes skjult kamera. Herefter følger et telefoninterview

med Monika, der indledningsvis siger: "Jeg har brugt 30 år

på at forsøge at glemme, og så ringer du op og

påminder mig". Under interviewet fortæller journalisten

Monika, at der er dukket billeder af hende op blandt pædofile i

København.

-----

Speak:

I Pædofilgruppens

formålsparagraf står, at Pædofilgruppen skal arbejde for at

udvikle pædofiles ansvarlighed over for børn. Men jeg bliver

hurtigt klar over, at møderne mellem de pædofile også

bliver brugt til at advare medlemmerne om politiets metoder.

Herefter vises endnu en scene fra et lukket møde,

hvor der siges:

Ukendt:

Har du computer?

Journalisten:

Ja.

Ukendt:

Chatter du?

Journalisten:

Nej, jeg har aldrig prøvet

det.

Ukendt:

Men jeg advarer dig. Hvis du skulle

få lyst til det, så vær forsigtig, for det kan lade sig

gøre at spore alt. Når du chatter med en dreng på 12

år og tilbyder ham 500 kr., står de der dagen efter. Jeg har selv

været på chatten de tre sidste dage og advaret alle

pædofile. Hold jer væk herfra, hvis I ikke vil have konfiskeret

jeres computer. Alle skal have at vide, hvad der er farligt.

Ukendt:

Det kommer jo an på, hvad man siger.

Man kan være der uden problemer.

Speak:

Mogens vil vise mig, hvordan man ved

hjælp af falske e-mail-adresser kan udveksle børneporno og

skaffe kontakt til børn på internettet. Så jeg indretter

en lejlighed i det indre København med skjulte kameraer og

mikrofon.

Herefter vises en scene, hvor Mogens og journalisten

får kontakt til en mindreårig på internettet.

Speak:

Pædofilgruppens medlemmer viser

altså hinanden, hvordan de ulovligt kan komme i kontakt med

børn. Og det på trods af, at der i Pædofilgruppens

formålsparagraf står, at foreningen hverken kan organisere eller

formidle ulovlige aktiviteter. Men om de gør det, har politiet aldrig

undersøgt.

-----

Herefter vises på ny en scene fra et lukket

møde, hvor der siges følgende:

Ukendt:

For 15 år siden havde jeg en

nøgen dreng på skødet ovre i Hillerødgade

Svømmehal, og det skete den ene gang efter den anden gang. Vi sad

altid i børnesaunaen.

Ukendt:

Ja, det var sgu ikke noget problem.

Ukendt:

Det lyder vist ulovligt.

Speak:

Men gruppen har mærket, at danske

børn er mere på vagt, når de pædofile vil i kontakt

med dem.

Ukendt:

Man får jo ikke noget herhjemme mere,

så man er nødt til at rejse. Det er masser af muligheder, hvis

man har tid. Man skal altså bare have tid.

Ukendt:

Du kan jo heller ikke lokke dem med penge

herhjemme. De har jo røven fuld af dem. De har modetøj og

går på McDonald og bruger 200 kr. om dagen

Speak:

Mogens vil fortælle mig, hvordan jeg

som pædofil kommer i kontakt med børn i udlandet.

Herefter vises to scener, hvor journalisten mødes

med Mogens privat:

Mogens:

Vi har overhovedet ingen rettigheder. Vi

er totalt retsløse. Jeg vil helst til Indien igen, for selv om det

også er totalt ulovligt der, så er det meget udbredt, og ingen

lægger mærke til det.

Speak:

Vi aftaler at tale videre hjemme hos Mogens

om mulighederne i Indien.

-----

Speak:

Mogens kender til et hotel, som styres af

en dansker, han har fået at vide, er pædofil.

Mogens:

Der ligger Beach.

Journalisten:

Der ligger jo mange hoteller.

Mogens:

Ja, ja, men det er også et

turiststed. Men der er ikke nogen turister, når du kommer derned. Ikke

ret mange i hvert tilfælde. Det er jo kun godt. Prøv at se, om

der ligger et, der hedder California. Det var der, han boede, ham danskeren.

Det er jo altid bedre at være pædofil og så oven i

købet have et hotel. Så det er ikke umuligt, at hvis du render

ind i ham, at han kan skaffe eller har forbindelse til en familie, der

sælger sin datter indimellem. Det er ikke umuligt. Og så har du

jo også et sted at gøre det.

I det følgende vises en række scener fra

Indien, hvor hotel California nærmere omtales, og hvor journalisten

blandt andet får kontakt med Mogens´ forbindelse. Denne beretter,

hvorledes Mogens i Indien er sammen med mindreårige, og forbindelsen

vil desuden skaffe journalisten kontakt med en mindreårig.

Programmet afsluttes med følgende speak:

Speak:

I et år har en TV 2 Dok.-medarbejder

infiltreret Pædofilgruppen. Han er kommet tæt på to

tilfældige medlemmer af gruppen. Den ene videregav grov

børneporno, hvor en mand havde fuldbyrdet samleje med en lille pige.

Den anden fortalte om sin sex med små drenge over det meste af

verdenen. I Indien blev vi introduceret til et dansk styret hotel, hvor

manageren er anmeldt for at forgribe sig på lokale børn. Alle

kontakter har vi fået efter, at vi meldte os ind i

Pædofilgruppen. En forening, politiet ikke på noget tidspunkt har

efterforsket, og en forening, der er anerkendt og accepteret af den danske

regering. Vi har kontaktet de pædofile, som medvirker i dette program.

Ingen af dem har ønsket at udtale sig.

Foreningen Pædofilgruppen har indledningsvis

anført, at klagen over udsendelsen går på såvel

udsendelsens indhold såvel som måden, hvorpå den er blevet

researchet og produceret.

Klager har nærmere anført, at optagelse med

skjult kamera er en krænkelse af privatlivets fred i strid med god

presseskik og med straffeloven. Journalisterne har oprindeligt begrundet

brugen af skjult kamera med, at foreningen ikke ville formidle et interview

med en pædofil, hvortil klager har anført, at filmselskabets

anmodning om et sådan interview blev fremsat efter, at optagelserne

havde fundet sted, samt at foreningen havde tilbudt at svare på alle

spørgsmål. Baggrunden for, at klager nægtede at

foranstalte et interview med en pædofil, er, at klager har

særdeles dårlige erfaringer hermed fra flere forskellige

TV-stationer, samt at en eventuel sløring ikke altid er

tilstrækkelig effektiv. TV 2´s udsendelse gav et så misvisende og

krænkende billede af foreningen, at et medlem efterfølgende stod

frem og forsvarede klager på en anden TV-kanal. Dette medførte,

at han blev forfulgt og overfaldet og måtte have politibeskyttelse. Da

forfølgelsen varede ved, blev han nødsaget til at flytte til en

anden by. Eftersom det var TV 2´s udsendelse, der startede denne

lynch-stemning, må klagers modvilje mod et interview siges at have

været særdeles velbegrundet. TV 2 har efterfølgende i et

svar til klager i anledning af fremsendelse af klagen til TV 2 begrundet sin

anvendelse af skjult kamera og sit misbrug af foreningens og medlemmernes

tillid med, at udsendelsen skal dokumentere, at foreningen ikke opfylder

punkt d i sin formålsparagraf: "At arbejde for at udvikle

pædofiles ansvarlig over for børn". Imidlertid har

journalisterne på intet tidspunkt spurgt til, hvorledes denne paragraf

skal forstås. TV 2 synes at anvende den nugældende straffelov som

norm for begrebet ansvarlighed, skønt man er bekendt med, at

foreningen ønsker straffeloven ændret. I lyset af de

øvrige punkter i formålsparagraffen, især punkt a.,

hvorefter foreningen skal arbejde for at fremme offentlighedens viden om og

mindske dens fordomme mod pædofili, børns seksualitet samt

frivillige følelsesmæssige og seksuelle forhold mellem voksne og

børn, må det være indlysende, at punkt d. ikke kan

fortolkes på den måde. I TV 2´s svar til klager har TV 2

endvidere fremført, at foreningens formålsparagraf ikke giver

mening for dem. Der er derfor indlysende, at de burde have stillet

spørgsmål herom, inden de bragte en udsendelse, hvis

hovedformål angiveligt var at bevise, at denne formålsparagraf

ikke bliver overholdt.

Klager har i den forbindelse nærmere redegjort for,

hvorledes foreningen arbejder for punkt d i vedtægterne. Det er blandt

andet klagers synspunkt, at det er bedre at beholde kriminelle medlemmer i

foreningen og forsøge at påvirke dem end at udelukke og

politianmelde dem. Det kan derfor ikke undre, at det er lykkedes journalisten

at finde enkelte medlemmer, som har overtrådt straffeloven, f.eks. ved

besiddelse af børneporno. Såfremt de ikke havde været

medlemmer, ville de efter al sandsynlighed have begået værre

kriminalitet, hvilket visse medlemmer muligvis har gjort, før de blev

medlemmer. Journalisterne har imidlertid overhovedet ikke interesseret sig

for disse problemstillinger. Det har under hele forløbet været

rig lejlighed til at spørge, hvordan foreningens formålsparagraf

skal forstås, idet foreningens rådgiver Svend Jensen gentagne

gange har tilbudt at svare på spørgsmål. Eftersom dette

spørgsmål ikke er blevet stillet og ikke diskuteret i

udsendelsen, har TV 2 ikke gjort et seriøst forsøg på at

dokumentere, at foreningen ikke skulle leve op til sit formål.

Ligeledes viser journalisternes manglende interesse for de nævnte

problemstillinger, at man ikke har forsøgt at sætte sig ind i

pædofiles tankegang, hvilket angiveligt skulle være endnu et

formål med udsendelsen. Med det usædvanligt omfattende

research-arbejde, der er lagt for dagen, er det uforståeligt, at man

ikke har fundet frem til selv de mest grundlæggende problemstillinger,

såfremt formålet var at forstå pædofiles tankegang og

foreningens arbejde med at opfylde sit formål. Dermed bortfalder hele

grundlaget for TV 2´s argumentation.

Klager har i forlængelse heraf anført, at det

eneste kritisable, man har fundet inden for foreningens rammer gennem mange

måneders spionage med skjult kamera, var en enkelt episode, hvor et

medlem advarer andre mod at begå en bestemt ulovlig handling. Dette kan

ikke siges at være uansvarligt. TV 2 har derfor ikke som

påstået bevist, at foreningen ikke lever op til sit formål.

TV 2 hævder nu over for Pressenævnet, at programmet ikke tager

stilling til, om foreningen efterlever sine vedtægter. Hermed

bortfalder TV-stationens begrundelse for at bruge skjult kamera. I

øvrigt dokumenterer bilagene vedlagt TV 2´s brev til nævnet, at

foreningen aktivt beskæftiger sig med diskussionen af ansvarlighed og

driver en seriøs rådgivning på dette grundlag. TV 2 har

altså været bekendt hermed og burde derfor have inddraget denne

viden i en udsendelse, hvis formål angiveligt skulle være at

bevise det modsatte, jf. kravet om efterprøvning. På denne

baggrund forekommer det klager, at udsendelsen havde et andet formål,

nemlig at stille foreningen og dens medlemmer i det dårligst mulige

lys.

Klager har endelig vedrørende brugen af skjult

kamera anført, at dette er sket i modstrid med foreningen

vedtægter og har umuliggjort foreningens fortsatte

rådgivningsarbejde, hvilket må opfattes som en grov

krænkelse af foreningsfriheden. Eftersom ikke-dømte

pædofile ikke kan få en adækvat rådgivning andre

steder, og eftersom denne rådgivning er vigtig for at dæmpe

kriminaliteten, må hensynet til foreningsfriheden veje tungere end

hensynet til TV-selskabernes ytringsfrihed.

Klager har endvidere anført, at god presseskik

forbyder misbrug af andres tillid. Dette forbud er ubetinget, og det giver

derfor ingen mening, når TV 2 taler om berettiget misbrug af tillid.

Journalisten har under arbejdet misbrugt foreningens og medlemmernes tillid

ved at foregive at være en stakkels pædofil, der havde brug for

hjælp. Der var ingen ende på de personlige problemer, han foregav

af have, og medlemmerne fik derfor medlidenhed med ham og tog sig personligt

af ham. TV 2 har da også over for nævnet erkendt at have misbrugt

andres tillid, skønt dette oprindeligt blev benægtet i TV 2´s

svar til klager. Klager må afvise TV 2´s temmelige søgte

argument om, at forbuddet mod misbrug af andres tillid ikke skulle

gælde ved brug af skjult kamera, fordi brug af skjult kamera altid vil

udgøre et misbrug af tillid. Det er klagers opfattelse, at det

naturligvis er muligt at bruge skjult kamera uden at misbruge nogens tillid,

idet man kan filme foreteelser, der foregår alligevel, uden at man

behøver at knytte kontakt til de involverede på en

tillidsskabende måde. Heroverfor står, at journalisten har

misbrugt såvel foreningens som medlemmernes tillid ved sin måde

at skabe kontakt på og ved som tidligere nævnt at foregive at

have store og atypiske personlige problemer, som medlemmerne skulle

hjælpe ham med. Hvad angår de scener, der er fremprovokerede, er

misbruget af tillid så groft, at det efter enhver målestok

må betegnes som urimeligt. Det er indlysende, at de medvirkende

personer her ikke er klar over virkningerne af deres udtalelser.

Klager har herudover anført, at ifølge

reglerne om god presseskik skal oplysninger, der kan være skadelige,

krænkende eller agtelsesforringende, efterprøves ved

forelæggelse for den pågældende. Dette er ikke sket.

Medarbejdere TV 2/Nordisk Film har telefonisk kontaktet Pædofilgruppens

rådgiver Svend Jensen med anmodning om at få et interview med

en pædofil. Svend Jensen afslog at formidle et sådant

interview, men tilbød at svare på alle spørgsmål.

Dette tilbud er senere gentaget skriftligt i brev fra foreningens advokat. TV

2 har ikke benyttet sig af dette tilbud og har dermed forsømt denne

mulighed for efterprøvning. TV 2 synes at sammenblande begreberne

efterprøvning og medvirken. Reglerne for god presseskik indeholder

intet, der kan begrunde TV 2´s krav om, at efterprøvningen skal have

form af et interview med en pædofil. Formålet med kravet om

efterprøvning ved forelæggelse for de pågældende

kunne opfyldes, uanset under hvilken form svaret herpå leveres. Det er

således et groft brud på reglerne om efterprøvning at

kræve svaret leveret i form af et interview, når klager har givet

særdeles gode argumenter for ikke at svare i netop denne form. TV 2´s

hovedpåstand er, at foreningen ikke lever op til sit formål.

Denne påstand burde være forelagt for foreningen med en

detaljeret begrundelse, hvilket der var rig lejlighed til, idet foreningen

både mundtligt og skriftligt har tilbudt at svare på

spørgsmål.

Klager har endvidere gjort gældende, at mange af de

viste scener var fremprovokerede af journalisten. Journalisten opsøgte

flere medlemmer privat og chokerede dem med sine ufølsomme holdninger

over for børn som sexobjekter. Således lagde journalisten et

stort pres på medlemmerne for at få tips om, hvordan han kunne

få sex med en lille pige. Den person, der i udsendelsen kaldes Mogens,

havde gentagne gange advaret journalisten imod at forsøge at have

samleje med en mindreårig pige, men denne havde systematisk bearbejdet

ham og forsøgt at nedbryde hans moral. Ved således at

lægge pres på Mogens lykkedes det at få ham til at

foreslå journalisten at tage til Indien. Udsendelsen giver

således et forkert billede af medlemmets holdning til samleje med

mindreårige piger. Scenerne i Indien var ligeledes fremprovokerede,

idet journalisten havde betalt mellemmænd for at skaffe børn til

sex. Desuden havde journalisten opfordret flere medlemmer til at skaffe

børneporno og taget imod dette i strid med straffeloven. Medlemmerne

har uden tvivl vurderet, at det var bedre, at journalisten brugte

børneporno som erstatning, end at han tog til Indien eller andre

steder og forsøgte af få samleje med en pige. Det kan derfor

ikke siges at være uansvarligt at give ham børneporno.

Journalisten har således både opfordret til og deltaget i

ulovligheder. De indlysende etiske og retssikkerhedsmæssige problemer

heri er grunden til, at end ikke politiet må benytte sådanne

metoder.

Klager har endvidere anført, at der i udsendelsen

udvises hensynsløshed over for en svensk kvinde, der har været

udsat for incest for 30 år siden, ved at journalisten fortæller,

at der cirkulerer billeder af hende blandt pædofile i København,

og han bidrager her til, at hendes traume forværres. Dette strider mod

reglen om, at ofre skal vises det størst mulige hensyn. TV 2 har ikke

afvist, at den hensynsløse behandling af kvinden strider mod god

presseskik, men mener ikke, at klager er berettiget til at klage herover.

Klager har hertil anført, at klagen her er motiveret af foreningens

formål samt af, at krænkelsen af den pågældende

kvinde blandt andet bestod i at omtale Pædofilgruppen for hende. Den

pågældende kvinde gav klart udtryk for, at hun ønskede at

glemme overgrebene, og at hun følte sig krænket over at blive

mindet herom. Det vil derfor ikke være rimeligt at forvente, at hun

selv skulle klage til Pressenævnet, idet det netop ville forværre

hendes situation at skulle se udsendelsen og formulere en klage. Dette

tilfælde er ikke enestående, og Pressenævnet bør

derfor af principielle grunde også behandle dette klagepunkt, uanset om

man måtte finde, at klager ikke har retlig interesse heri. § 6 i

Pressenævnets forretningsorden hjemler mulighed herfor.

Klager har videre anført, at scenerne fra

foreningens møder er udvalgte fra et meget stort materiale og absolut

ikke repræsentative for medlemmernes samtaler om børn eller for

medlemmernes holdninger til kontakt til børn. Flere af

bemærkningerne var ironisk eller humoristisk ment, hvilket

udenforstående næppe har forstået. Det havde været

mere relevant for udsendelsens erklærede formål at gengive

ideologiske diskussioner og diskussioner om, hvad der er skadeligt eller ikke

skadeligt for børn. Sådanne diskussioner er der mange af i

foreningen, både blandt medlemmer, i foreningens blad og på

internettet.

Klager har herudover anført, at udsendelsen skader

foreningens anseelse og giver et falskt billede af foreningen, idet scenerne

er udvalgt og sammenstillet på en stærkt ensidig og manipulerende

måde. Desuden er det vanskeligt for publikum at skelne mellem, hvilke

scener der foregår i foreningens regi, og hvilke scener der

foregår udenfor foreningen. Klager benægter ikke, at det ville

have almen interesse, såfremt foreningen organiserede ulovlige

aktiviteter. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Foreningen har

på intet tidspunkt opfordret medlemmer til at udveksle

børneporno eller begå andre ulovligheder og kan naturligvis ikke

drages til ansvar for, hvad medlemmer foretager sig uden for foreningens

rammer. Det mest bemærkelsesværdige, man har fundet inden for

foreningens virke, er, at et medlem advarer mod at kontakte børn

på internettets chatrooms. Dette svarer til at advare mod at

køre for hurtigt på motorvejen, fordi der er sat

fartfælder op. Den politiske opmærksomhed, som udsendelsen

unægtelig har vakt, bygger på opfattelsen af, at der skulle

foregå noget ulovligt inden for foreningens rammer. Dette viser netop,

at udsendelsen manipulerer med publikum, så de ikke kan skelne mellem,

hvad der foregår inden for og uden for foreningen. Den offentlige

interesse bygger derfor på et falsk grundlag.

TV 2 har indledningsvis oplyst, at behandlingen af emnet

pædofili, herunder den afledte risiko for seksuelt misbrug af

børn, er af væsentlig samfundsmæssig interesse. Det

afspejler sig blandt andet i den omfangsrige debat om emnet, der igennem de

seneste år har udspillet sig dels i den skrevne presse, dels i de

elektroniske medier blandt andet på baggrund af en række konkrete

sager om seksuelle overgreb på børn. I Danmark har en gruppe

pædofile og andre, der sympatiserer med foreningens formål,

organiseret sig i foreningen Pædofilgruppen, der er en lovlig forening.

Da Pædofilgruppen tillige er en forening, der deltager i den offentlige

debat, fandt TV 2 det væsentligt at undersøge, hvorledes

foreningen fungerer, herunder hvad formålet med foreningen er,

hvorledes den efterlever de formålsparagraffer, der er fastsat for dens

virksomhed, og hvordan dens medlemmer opfatter deres seksualitet, og om de

lever deres seksuelle ønsker ud. Det var derfor nærliggende og

relevant at undersøge, dels hvorledes bestemmelsen i

vedtægternes pkt. 1 a om "at fremme offentlighedens viden om og

mindske dens fordomme mod pædofili, børns seksualitet samt

frivillige følelsesmæssige forhold mellem børn og

voksne" harmonerer med bestemmelsen i pkt. 1 d om "at arbejde for

at udvikle pædofiles ansvarlighed over for børn" og i pkt.

1, sidste afsnit, om at "foreningen må ikke organisere eller

formidle ulovlige aktiviteter". Ovennævnte skal ses i lyset af, at

klager offentligt advokerer for, at frivillige seksuelle forhold mellem

børn og voksne er naturlige og derfor skal lovliggøres.

På den baggrund var det relevant at få frem, på hvilken

måde foreningen opfatter sin formålsbestemmelse om at øge

ansvarligheden. Undersøgelsen gik med andre ord ud på at

få konstateret, hvorledes klageren opfatter begrebet ansvarlighed, om

det skal forstås således, at foreningens medlemmer skal afholde

sig fra at have seksuelle forhold til børn, eller om de alene skal

afholde sig fra det, hvis børnene ikke er indforstået hermed.

Derudover ønskede TV 2 at undersøge, på hvilken

måde foreningen virker "som socialt kontakt- og

støtteorggan for personer, som har følelsesmæssige,

seksuelle, juridiske eller sociale problemer i relation til pædofili,

jf. vedtægtens pkt. 1 b. Undersøgelse af disse forhold fandt TV

2 berettiget, særligt fordi pædofiles udlevelse af deres

seksualitet ofte vil kunne være i strid med straffeloven.

TV 2 har anført, at baggrunden for beslutningen om

at anvende skjult kamera var, at undersøgelsen af, om

Pædofilgruppen lever op til bestemmelsen i vedtægten om, at

foreningen skal arbejde for at øge pædofiles ansvarlighed over

for børn, alene kunne ske ved hjælp af brug af skjult kamera,

idet oplysninger herom ikke ville kunne fremkomme ved et almindeligt

interview med foreningens talsmand. At det ikke ville være muligt for

tilrettelæggerne at foretage ovennævnte undersøgelse samt

en undersøgelse af, på hvilken måde foreningen virker for

at opfylde vedtægtens pkt. 1 b, fremgår endvidere af brev af 25.

juni 2000, hvor foreningens rådgiver Svend Jensen tilbyder

tilrettelægger Henrik Grunnet at "orientere yderligere om

foreningen, pædofili og om mit arbejde", hvilket må opfattes

som et klart udtryk for, at foreningen ønsker at kontrollere, hvilke

oplysninger som fremkommer om den, idet foreningens møder er lukkede,

ligesom foreningen trods flere opfordringer og tilsagn om fuld anonymitet

ikke stiller op til interview.

TV 2 har i den forbindelse anført, at det er af

samfundsmæssig interesse at få undersøgt ovennævnte

forhold, idet seksuelle forhold mellem børn og voksne er et alvorligt

anliggende, som samfundet har taget afstand fra blandt andet ved at

kriminalisere det i straffeloven. Dertil kommer, at seksuelle forhold mellem

børn og voksne ikke er forhold mellem ligeværdige parter,

hvorfor der bør udvises stor opmærksomhed om dette

spørgsmål, da børnene dermed bliver en særlig

sårbår gruppe. Når det derudover forholder sig

således, at en del af foreningens medlemmer er pædofile, hvis

udlevelse af deres seksualitet derfor ofte vil være i strid med

straffeloven, var det væsentligt at få undersøgt og

dokumenteret, hvad der foregår på medlemsmøderne i

foreningen, samt når foreningens medlemmer i øvrigt

mødes. Det er i øvrigt uden betydning for vurderingen af, om

det i det konkrete tilfælde var berettiget at anvende skjult kamera,

hvorvidt det i speaken konkluderes, om klageren lever op til sine

vedtægter eller ej. TV 2 må derfor afvise, at anvendelsen af

skjult kamera i det konkrete tilfælde var i strid med god presseskik,

idet alle de personer, der optræder på optagelserne i

øvrigt på behørig vis er anonymiseret. TV 2 har i den

forbindelse henvist til nævnets praksis i sagerne 143/1997, 3/1998,

22/1999, 64/2000 og 65/2000.

TV 2 har endvidere anført, at i det konkrete

tilfælde kunne en undersøgelse af, hvorledes foreningen

fungerer, herunder om den lever op til sine formålsparagraffer, alene

ske ved journalistens medlemskab og dokumentation herfor alene fremskaffes

ved brug af skjulte optagelser. Da anvendelsen af skjult kamera efter sagens

natur for så vidt altid vil udgøre et misbrug af andres tillid,

og da Pressenævnet anerkender, at der under visse nærmere angivne

betingelser er i overensstemmelse med god presseskik at anvende skjult

kamera, gælder forbuddet mod "misbrug af andres tillid" ikke

ubetinget. Der må således i hvert enkelt tilfælde foretages

en afvejning mellem hensynet til den enkeltes krav på beskyttelse og

hensynet til mediernes ytringsfrihed, herunder offentlighedens krav på

at blive gjort bekendt med relevante oplysninger. I det konkrete

tilfælde vejer hensynet til den samfundsmæssige interesse i at

blive gjort bekendt med, hvad der foregår under møder i

foreningen, meget tungt. På den baggrund er anvendelsen af skjult

kamera, herunder det misbrug af foreningens tillid, som efter sagens natur

ligger heri, berettiget.

TV 2 har herudover gjort gældende, at der ikke

består en forpligtelse til at kontrollere oplysningernes rigtighed ved

forelæggelse for klager, idet de oplysninger, der fremkommer om klager

i programmet, herunder hvorledes foreningen fungerer, allerede er

dokumenteret via de autentiske optagelser. Programmets tilrettelæggere

kontaktede imidlertid klageren flere gange - første gang ved skrivelse

af 22. juni 2000, derefter flere gange telefonisk og til sidst den 20.

oktober 2000 - med henblik på at opnå et interview, som er en

helt sædvanlig måde at komme til orde i en TV-produktion,

således at klageren også fik lejlighed til at komme til orde i

programmet. Trods tilsagn om anonymitet ønskede klageren ikke at

medvirke, hverken via sin talsmand og rådgiver eller andre

repræsentanter, hvilket senest blev meddelt ved skrivelse af 24.

oktober 2000. Skrivelsen af 20. oktober 2000 blev den 25. oktober 2000 fulgt

op af en telefonisk henvendelse fra journalist Henrik Grunnet til talsmand

Svend Jensen, hvilket foreningen trods oplysninger om, at der i programmet

ville blive vist optagelser foretaget med skjult kamera, endnu engang

afviste. TV 2 har i den forbindelse henvist til kendelse af 13. november 2000

fra fogedretten, som netop lagde vægt på, at foreningen flere

gange var blevet opfordret til at medvirke, hvilket foreningen ved Svend

Jensen afslog.

Klager har i samme forbindelse anført, at det ikke

i speaken i programmet udtales, at foreningen ikke efterlever bestemmelsen i

sine vedtægter om at øge pædofiles ansvarlighed over for

børn. Programmets speak tager med andre ord ikke stilling hertil. De

optagelser - foretaget med skjult kamera - fra foreningens møder, som

indgår i programmet, dokumenterer, hvad der rent faktisk foregår

på møderne i foreningen. De viser, at der udveksles

informationer om, hvordan man undgår at blive pågrebet, når

man opererer på internettet. De viser, hvorledes medlemmerne ser

på behandlingsdomme, og de viser, hvorledes medlemmerne udveksler

information om muligheden for seksuelt samkvem med børn. Derudover

dokumenterer de, at journalisten via sit medlemskab i foreningen etablerede

kontakt med pædofile, og at disse pædofile f.eks. besad

børnepornografisk materiale og gav hinanden nøje instruktioner

om, på hvilken måde de kunne udleve deres seksualitet. Det

tilkommer herefter offentligheden, dvs. seerne, at vurdere, om foreningen

lever op til sine formålsparagraffer. På den baggrund finder TV 2

ikke, at spørgsmålet om, hvorvidt foreningen efter en naturlig

sproglig fortolkning medvirker til, "at udvikle pædofiles

ansvarlighed over for børn", burde have været forelagt

foreningen til udtalelse.

TV 2 har endvidere anført, at de i programmet viste

scener ikke er fremprovokerede. Dette underbygges af det forløb, der

udspiller sig på sekvenserne i programmet, hvor tonen er fri, og hvor

der ikke er nogen antydning af, at journalisten har fremprovokeret de mange

udtalelser, der dels fremkommer på klagerens lukkede

medlemsmøder dels under møderne med klagerens enkelte

medlemmer.

TV 2 har desuden i relation til den misbrugte svenske

kvinde, der medvirker i programmet, gjort gældende, at klager ikke har

den fornødne retlige interesse i at klage herover, idet dette

spørgsmål ikke vedrører foreningen.

TV 2 har endvidere anført, at

tilrettelæggerne har oplyst og i øvrigt behørigt bemanet

forklaret i Fogedretten, at de scener fra møder i foreningen, der

indgår i programmet, er repræsentative for det, som journalisten

oplevede på møderne og de holdninger, foreningens medlemmer i

øvrigt gav udtryk for. For så vidt angår klagerens

bemærkninger om, at TV 2 ikke behandler de mest fundamentale

problemstillinger omkring pædofili, anføres, at det til enhver

tid tilkommer mediet den redaktionelle frihed at vælge, hvilken

indgangsvinkel behandlingen af en given problemstilling skal have, når

de presseetiske regler i øvrigt overholdes. TV 2 har i den forbindelse

henvist til nævnets kendelse nr. 46/2000. Der består

således ikke en presseetisk forpligtelse til at belyse en

problemstilling fra samtlige vinkler, endsige sørge for at synspunkter

henholdsvis for og imod en given problem stilling repræsenteres

ligeligt. Der består således ikke i det konkrete tilfælde i

medfør af de presseetiske regler en forpligtelse til at gengive alt

det, der er foregået på møder i foreningen. TV 2 fandt det

ikke relevant at medtage eksempelvis sekvenser med diskussioner om

mødernes tilrettelæggelse, økonomi og lokaleproblemer,

hvorimod det var relevant at medtage medlemmernes diskussioner omkring

vanskelighederne med at "købe" børn, hvorledes man

undgår at blive opdaget af politiet ved chat på internettet,

hvorledes man ser på behandlingsdomme m.v., idet netop dette er

illustrerende for, hvorledes pædofile tænker, hvilket var et af

formålene med at vise programmet.

Endelig har TV 2 afvist, at det ikke af programmet

fremgår, hvornår der er tale om optagelser fra møder i

foreningen og møder af mere privat karakter, idet det netop oplyses,

hvornår der vises optagelser fra møderne. TV 2 er enig med

klageren i, at klageren ikke kan drages til ansvar for, hvad foreningens

medlemmer foretager sig uden for foreningens regi. Foreningen tillægges

da heller ikke ansvar herfor i programmet. Programmet konstaterer blot, at

journalisten efter af have meldt sig ind i foreningen fik etableret en

kontakt med nogle pædofile, og at disse under mere private former

udvekslede børnepornografisk materiale og oplysninger om muligt

seksuelt samkvem med mindreårige. Forhold, som er ulovlige efter

straffeloven, og som derfor fandtes relevante at medtage i programmet.

Endelig har TV 2 afvist, at udsendelsen af programmet uberettiget

krænker foreningen og de enkelte medlemmers privatliv, allerede for

samtlige de personer, der optræder på de skjulte optagelser, er

sløret, dels i form af maskering, dels i form af forvrængning af

deres stemmer.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Ulrik

Holmstrup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Som udgangspunkt bør der ikke uden samtykke bringes

optagelser med skjult kamera. En sådan fremgangsmåde kan kun

undtagelsesvis være berettiget efter en nøje afvejning i hvert

enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse i forhold til

den enkeltes krav på beskyttelse. I afvejningen må tillige

indgå, om oplysninger, der ønskes bragt, kan tilvejebringes

på anden måde end ved brug af skjult kamera.

Pressenævnet finder, at der er en klar

samfundsmæssig interesse i omtale af, om Pædofilgruppen

efterlever den formålsparagraf, der er fastsat for foreningens

virksomhed.

Nævnet finder videre, at TV 2 i tilstrækkelig

grad har antageliggjort, at en efterprøvning af

spørgsmålet om, hvorvidt Pædofilgruppen i praksis lever op

til bestemmelsen i foreningens vedtægter om, at foreningen skal arbejde

for at øge pædofiles ansvarlighed over for børn, ikke

synes at kunne komme frem uden anvendelse af skjult kamera. Det er

nævnets opfattelse, at oplysninger fra talsmand/rådgiver for

foreningen Svend Jensen ikke på fyldstgørende vis ville kunne

afdække og besvare dette spørgsmål. Nævnet finder

derfor ikke, at TV 2 på dette punkt har tilsidesat god presseskik.

Nævnet er enig i, at brug af skjult kamera i en sag

som den foreliggende indebærer et misbrug af andres tillid.

Nævnet finder imidlertid under de foreliggende omstændigheder

ikke grundlag for at udtale kritik i den anledning.

Oplysninger, der kan være skadelige, krænkende

eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i

særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved

forelæggelse for den pågældende. Ved brev af 22. juni 2000

anmodede TV 2 Pædofilgruppens talsmand/rådgiver Svend Jensen om

et interview i forbindelse med, at TV 2 overvejede at producere et program om

pædofili. Interviewet skulle blandt andet handle om foreningens

formålsparagraf. Svend Jensen afviste at deltage i noget interview.

Ved brev af 20. oktober 2000 anmodede TV 2 på baggrund af de skjulte

optagelser på ny Svend Jensen om et interview om pædofile

danskere og Pædofilgruppen, hvilket denne igen afviste.

Pressenævnet finder herefter ikke - om end der i nævnet er

enighed om, at TV 2 burde have udfoldet yderligere bestræbelser

på at få indhentet kommentarer fra foreningen -

tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af TV 2 på dette

punkt.

Nævnet har på baggrund af de i sagen

foreliggende oplysninger ikke grundlag for at kunne vurdere, hvorvidt

scenerne fra foreningens møder er repræsentative, eller hvorvidt

der forekommer scener, der på kritisabel måde er fremprovokeret

af journalisten. Det er i øvrigt nævnets opfattelse, at det af

udsendelsen med tilstrækkelig tydelighed fremgår, hvilke scener

der foregår i foreningens regi og hvilke scener, der foregår uden

for foreningen. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik

af TV 2 på disse punkter.

Nævnet finder i relation til den svenske kvinde, der

medvirker i udsendelsen, at klager ikke har retlig interesse i at klage

herover.

Afsagt den 30. maj 2001.

Lignende dokumenter