Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om opløsning af Pædofilforeningen/Danish Pedophile Association

2003/1 BSF 150Beslutningsforslag som fremsatFolketinget17. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 17. marts 2004 af Peter Skaarup (DF),

Kristian Thulesen Dahl (DF), Per Dalgaard (DF),

Christian H. Hansen (DF), Pia Kjærsgaard (DF),

Pia Kristensen (DF), Poul Nødgaard (DF) og

Birthe Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om opløsning af Pædofilforeningen/Danish Pedophile

Association

Folketinget pålægger regeringen at søge

Pædofilforeningen/Danish Pedophile Association opløst ved dom, så vidt muligt

på grundlag af et foreløbigt forbud, der meddeles af justitsministeren eller

af

en anden myndighed, der er bemyndiget hertil af justitsministeren, jf.

grundlovens § 78, stk. 3, 2. pkt.

Bemærkninger til forslaget

1. Formålet med forslaget

Formålet med dette beslutningsforslag er at pålægge

regeringen at søge Pædofilforeningen/Danish Pedophile Association opløst ved

dom, så vidt muligt på grundlag af et foreløbigt forbud, der meddeles af

justitsministeren eller af en anden myndighed, der er bemyndiget hertil af

justitsministeren, jf. grundlovens § 78, stk. 3, 2. pkt. Det bemærkes, at

foreningen også kendes under navnet »Pædofilgruppen«. På internettet er

foreningen kendt under adresserne

www.danpedo.dk

,

og internationalt er den kendt under adressen

www.danpedo.org

.

Forslagsstillerne har samtidig hermed fremsat forslag til

folketingsbeslutning om ophævelse af forældelsesfristen i sager om seksuelt

Læs alt

misbrug eller udnyttelse af børn (beslutningsforslag nr. 151).

Begge forslag bygger på den opfattelse, at der er et klart

behov for en forstærket indsats i kampen mod seksuel udnyttelse og misbrug

samt

overgreb mod børn.

2. Historik

Før 1967 var al form for pornografi forbudt i Danmark. I

1967 (lov nr. 248 af 9. juni 1967) blev skriftlig pornografi tilladt og i

1969

(lov nr. 224 af 4. juni 1969) tillige billedporno. Indtil 1980 var det

således

i Danmark også lovligt at sælge børnepornografiske billeder, men ikke at

fremstille eller lade sådanne billeder fremstille.

I Danmark kom de første hæfter med børnepornografiske

billeder i handelen

i 1971. Hæfterne var

produceret i Danmark og indeholdt i hovedsagen sort-hvide gengivelser af

overvejende ældre fotografier, dog også med enkelte nyere billeder, der

næsten

alle syntes at stamme fra Nordafrika og Asien. Et øget udbud af publikationer

indeholdende gengivelser af nyere optagelser i farver fremkom fra 1973.

Det skønnes, at der frem til 1980 fremstilledes 200

forskellige hæfter og 100 børnepornografiske film. Det antages, at det

samlede

antal kopier nærmer sig 1 million. Ca. 95 pct. af de danskfremstillede

børnepornografiske produktioner forhandledes til udlændinge ved direkte

eksport

eller ved postordre- eller detailsalg.

I folketingsåret 1978-79 fremsatte Kristeligt Folkeparti et

forslag om at forbyde salg og distribution af børnepornografiske billeder.

Forslaget blev imidlertid nedstemt. Et lignende forslag, der kriminaliserede

salg og distribution af børnepornografi vedtoges imidlertid i Folketinget den

29. maj 1980 (lov nr. 252 af 16. juni 1980) med ikrafttræden den 1. juli

1980.

Det fremgår af begrundelsen for forslaget, at den primære

årsag til forslagets fremsættelse var hensynet til børnenes ve og vel. I

bemærkningerne til lovforslaget henvistes der tillige til, at der i Sverige i

1979 var truffet beslutning om at forbyde børnepornografisk materiale.

Lovforslaget vedtoges på trods af en anbefaling fra Straffelovrådet om at

afholde sig fra at lovgive på området. Det fremgår af anbefalingen fra

Straffelovrådet, at hovedparten af det børnepornografiske materiale, der på

daværende tidspunkt var i cirkulation, forestillede børn i aldersgruppen 9-14

år, men at også materiale med yngre modeller var i handelen.

3. Pædofilforeningen i Danmark – dokumentation,

adfærd og handlemåde

Den danske Pædofilforening har eksisteret siden 1983 og er

i tidens løb ifølge en rapport til FN fra Foreningen Forældre til Børns

Beskyttelse

blevet brugt som høringspartner i forbindelse med lovgivning på børneområdet.

Foreningens aktiviteter er lukkede

for offentligheden, og foreningens medlemmer træder som hovedregel ikke

offentligt frem. Det blev i 1999 anslået, at foreningen havde 80 medlemmer,

men

baggrunden for denne antagelse angives ikke.

På

daværende tidspunkt afholdt foreningen møder ca. 10 gange årligt i et

medborgerhus i København lejet gennem Københavns Uddannelses Center.

Foreningens mødefrekvens angives

fortsat ifølge foreningens hjemmeside at ligge på samme niveau.

Foreningens officielle formål angives at være: a) at fremme

offentlighedens viden om og mindske dens fordomme mod pædofili, børns

seksualitet og frivillige følelsesmæssige og seksuelle forhold mellem voksne

og

børn, b) at virke som socialt kontakt- og støtteorgan for personer, som har

følelsesmæssige, seksuelle, juridiske eller sociale problemer i relation til

pædofili, c) at skabe et forum for udveksling af holdninger og erfaringer

vedrørende roller, identitet og livsstil i relation til pædofili, d) at

arbejde

for at udvikle pædofiles ansvarlighed over for børn, e) foreningen kan

desuden

tage andre seksualpolitiske og børnepolitiske emner op, f) foreningen kan

ikke

organisere eller formidle ulovlige aktiviteter.

Den danske Pædofilforenings hjemmeside www.danpedo.dk er

særdeles veludbygget. Hjemmesiden har i øvrigt for nylig fået ny adresse som

www.danpedo.org. Når man første gang kommer ind på siden, mødes man af en

engelsk tekst, der byder en velkommen til »The Danish Pedophile Association«s

hjemmeside. Dette tyder på, at foreningen i høj grad frekventeres af personer

uden for landets grænser. Det underbygges af aktiviteterne på foreningens

debatforum, hvor antallet af indlæg på den engelsksprogede del af siden langt

overstiger antallet på det danske debatforum.

Hjemmesiden indeholder et begrænset antal artikler, der

søger at blåstemple sex mellem børn og voksne. Det anføres i artiklen »Facts

and Fiction about Child Pornography« bl.a.:

»It is after all less traumatizing for a child to be

photographed by a happy amateur who loves children than by a greedy

mafia-type

believing that he can make money the more hard-core he can make the pictures«

(

det er trods alt mindre traumatiserende for et barn

at blive fotograferet af en lykkelig amatør, som elsker børn, frem for af en

grådig mafiatype, der tror, at han kan tjene flere penge, jo mere hårdkogte

billeder han fremstiller), og

»the current crusade against child porn is therefore,

metaphorically speaking, attacking the medicine rather than the disease« (det

aktuelle korstog mod børnepornografi er derfor billedligt talt et angreb på

medicinen frem for på sygdommen).

Om optagelse af pornografiske film med deltagelse af børn

anføres det: »other children enjoy the acts and are proud to be »movie

stars««

(andre børn nyder optagelserne og er stolte af at være »filmstjerner«).

Konklusionen på den fire sider lange artikel er: »New

dubious ways of keeping the child porn hysteria alive are invented all the

time, but certainly not to the benefit of the children, who can only conclude

from all this fuss that their body is bad.«

(Nye

tvivlsomme metoder til at holde børnepornohysteriet i live opfindes hele

tiden,

men ikke til gavn for børnene, der kun ud fra alt dette postyr kan

konkludere,

at deres kroppe er dårlige).

I artiklen »Pedophilia, Science and Self-deception«

konkluderes det: »Voluntary sexual relations between children and adults do

not

cause any psychological harm other than the problems associated with

discovery

and intervention«.

(Frivillige

seksuelle relationer mellem børn og voksne fører ikke til psykiske skader ud

over de problemer, som opstår i forbindelse med opdagelsen af forholdet og

udefrakommendes indgriben i dette).

Pædofilforeningen er på ingen måde en selvhjælpsgruppe.

Tværtimod opfordrer de pædofile direkte andre pædofile, der længes efter at

have seksuelt samkvem med børn, til at opsøge miljøer, hvor børn findes,

eksempelvis ved at begive sig af med at undervise eller deltage i

sportsaktiviter med børn.

Foruden artikler, der søger at blåstemple pædofili,

indeholder hjemmesiderne et debatforum og en omfattende linkssamling, der kun

kan vække forfærdelse og afsky. Der henvises således til links på

internettet,

der beskæftiger sig med pædofile emner og interesser, f.eks. fortællinger

eller

faktiske beretninger om erotik mellem voksne og små piger og drenge. Disse

links er ofte opbygget i et webdesign, der virker indbydende, med romantiske

titler og med et indhold, der ved første øjekast virker venligt og

tiltalende,

til dels idealistisk. Ubefæstede sjæle kan blive interesseret; man mærker

let,

at det er hele meningen. Når man går bag om de udspekulerede design, træder

man

ind i et univers af sexovergreb, rædsel og hjerteløs behandling af små drenge

og piger, der er camoufleret i et ofte smukt og varmt sprog.

Foreningens debatforum er det sted på hjemmesiden, hvor de

pædofiles sande ansigt vises. Debatforummet fremstår som samlingspunkt for

pædofile fra det meste af verden. I forummet udveksles helt åbent

e-mail-adresser mellem ligesindede. Af sammenhængen fremgår det, at forummets

brugere er meget påpasselige med at beskytte identiteten af de personer, som

man udveksler e-mail-adresser med. Dog er der en stor gruppe af faste

brugere,

hvis e-mail-adresser er umiddelbart tilgængelige på hjemmesiden ved et klik

på

afsenderen.

Forslagsstillerne har valgt at undgå at optrykke de links,

der henvises til fra Pædofilforeningens hjemmeside, ligesom forslagsstillerne

afstår fra at optrykke eksempler på den korrespondance, der finder sted på

hjemmesiden. Det vil ikke være rimeligt, om sådanne henvisninger og tekster

gøres tilgængelige på Folketingets hjemmeside, hvorfra det vil kunne

misbruges

af pædofile grupper. Det er materiale med et stærkt afskyvækkende indhold.

Forslagsstillerne vil dokumentere dette under udvalgsbehandlingen ved at

fremlægge dokumentationen som et internt udvalgsbilag.

Det er forbundet med mange vanskeligheder at vurdere, i

hvilket omfang de personer, der i Danmark dømmes for seksuelle overgreb mod

mindreårige, er organiseret i Pædofilforeningen. Imidlertid er der flere

eksempler på, at i foreningen højtstående personer er blevet dømt for

overgreb

mod børn.

En 78-årig mand, der ifølge Pædofilforeningens hjemmeside i

en årrække fungerede som foreningens kontaktperson og vejleder, blev således

den 29. oktober 2002 i retten i Frederikssund idømt 30 dages fængsel for at

være i besiddelse af syv videobånd indeholdende i alt 24 timers børneporno

med

optagelse af omkring 40 børn, der udfører såvel oral som anal sex. Det

drejede

sig efter politiets oplysninger formodentlig om russiske og østeuropæiske

børn

ned til 6-års-alderen.

Pædofilforeningens aktiviteter blev i detaljer blotlagt i

tv-programmet »De pædofile danskere«, der blev vist på TV 2 i oktober 2000.

Den

ene af journalisterne bag programmet, Jacob Billing, meldte sig ind i

foreningen under påskud af at være pædofil og oplevede dér foreningens

virkelige arbejde, der består i

at mødes

for at udveksle seksuelle erfaringer med børn og for at advare hinanden om

politiets efterforskningsmetoder.

Efterfølgende

blev to af de medvirkende medlemmer af Pædofilforeningen anmeldt til

politiet,

bl.a. en 61-årig mand, der i tv-programmet konstaterede: »Der har været

mindst

100 drenge her. Drengene på 12 år har smidt rundt med mig og været

fuldstændig

vilde med sex. Jeg har kneppet og regeret fra jeg var 20 år.«

De to anmeldte mænd blev senere

dømt.

Den 61-årige var af politiet

kendt fra tidligere pædofilsager. I forbindelse med Jacob Billings medlemskab

af Pædofilforeningen fik Billing flere gange forevist børnepornografiske

videoer af foreningens medlemmer. Redaktør Henrik Grunnet, der var med til at

producere programmet, konstaterer, at »den ansvarlighed, som

Pædofilforeningen

altid taler om – og som er en del af deres formålsparagraffer – den

har vi ikke

set noget til. Vi har ganske enkelt ikke set eksempler på, at medlemmerne

taler

om, at her kan det gå ud over børnene, eller markerer grænser for hinanden

med

hensyn til, hvor langt man kan gå, når man har lyst til sex med børn.«

Pædofilforeningen forsøgte i øvrigt at få nedlagt

fogedforbud mod programmet, hvilket dog som bekendt ikke lykkedes. Under

afhøringen af foreningens talsmand, Svend Jensen, udtalte denne bl.a.

følgende:

»Hvis børn har ret til at sige nej til sex, bør de også have ret til at sige

ja. En ansvarlig pædofil vil altid rette sig efter barnets ønske og vil ikke

gå

længere. Og nogle gange lægger børn på 12 til 14 år altså selv op til det.«

Og

senere: »Børn er så voksne, at de godt kan sige nej, hvis de ikke vil være

med

Sex med mindreårige har jo stået på siden Adam og Eva, og det vil blive ved

med

at eksistere. Det er ganske naturligt. Den drift, vi taler om, er jo den

stærkeste næst efter jernbanedriften.«

4. Grundlovens bestemmelser om foreningsfrihed og

om opløsning af foreninger

Det er et meget væsentligt led i grundlovens

frihedsrettigheder, at foreningsfriheden er beskyttet i grundlovens § 78,

stk.

1 (»Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i

ethvert lovligt øjemed«).

Foreninger spiller en meget vigtig rolle i det danske

samfund, både for den enkelte borgers samvær med andre og for varetagelsen af

borgernes interesser i forholdet til bl.a. offentlige myndigheder. Foreninger

spiller også en stor rolle i den almindelige styring af samfunds- og

erhvervslivet. Grundloven beskytter den enkeltes ret til at deltage i og

mødes

i foreninger uden indblanding fra statsmagten. Hovedformålet med

grundlovens § 78, stk. 1, er således at

beskytte foreninger mod statslig indblanding.

Det fremgår som en forudsætning for grundlovens § 78, stk.

1, at foreningsfriheden kun gælder foreninger med et lovligt formål. Det

offentlige kan ganske vist ikke kræve, at en forening kun kan stiftes, når

den

opfylder bestemte krav med hensyn til lovligheden. Men en ulovlig

foreningsaktivitet kan imødegås på en række måder, der er nærmere beskrevet i

§

78, stk. 2-5. Der kan således anvendes traditionelle retsmidler, f.eks. ved,

at

foreningen eller dens medlemmer kan pålægges straf. Men der kan også blive

tale

om at opløse foreningen.

Det fremgår af grundlovens § 78, stk. 2, at foreninger, der

virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller

lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved

dom.

Videre bestemmes det i stk. 3, at en forening ikke kan opløses ved en

regeringsforanstaltning, men at foreningen foreløbig kan forbydes, hvorefter

der skal anlægges sag imod den til dens opløsning.

En forening kan opløses, selv om der ikke direkte i loven

er et udtrykkeligt forbud mod dens virksomhed. Grundlovens § 78 tillægger

domstolene en selvstændig kompetence til at opløse en forening med ulovligt

formål. Det gælder – som allerede nævnt foran– udtrykkeligt for

voldelige

foreninger, men det gælder også for andre foreninger med ulovligt formål, jf.

grundlovens § 78, stk. 1 og 3, forudsætningsvis.

Grundlovens bestemmelser om opløsning af foreninger har

været taget i anvendelse tre gange. I U 1874.479 opløstes Den Internationale

Arbejderforening for Danmark i medfør af den dagældende grundlovs § 87 på

grund

af foreningens ved dens virksomhed tilkendegivne opfattelse af dens love og

formål. Kommunistloven L1941 349 skal ikke behandles her. Derimod skal

højesteretsdommen U 1924.514 om opløsning af foreningen Nekkab kort omtales.

Sagen drejer sig om en forening, hvis formål ifølge foreningens vedtægters §

2

var »Kun Selskabelighed. Om Vinteren afholdes Karnevaller og Baller, om

Sommeren afholdes Aftenunderholdning, Baller og fælles Skovture.«

Statsadvokaten nedlagde påstand om, at »Foreningens Love ikke udtrykker

Foreningens sande Formaal, men at dette i Virkeligheden er at skaffe mandlige

Medlemmer med homoseksuelle Tilbøjeligheder Samkvem og Forbindelser med andre

Mandspersoner for at øve Uterlighed.« Et formål, der på daværende tidspunkt

var

ulovligt. Højesteret besluttede med baggrund i, at foreningens lovlige

vedtægtsmæssige formål ikke var i overensstemmelse med foreningens ulovlige

reelle formål at opløse foreningen.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at meget tyder på, at

Pædofilforeningens vedtægtsmæssige formål ikke er i overensstemmelse med

foreningens reelle formål, sådan som det er dokumenteret gennem bl.a.

tv-udsendelsen »De pædofile danskere«. Af programmet fremgår det, at

foreningens

egentlige formål er at hjælpe medlemmerne til at finde frem til børn, de kan

misbruge, samt at beskytte medlemmerne mod at blive opdaget, hvilket

forehavende må antages at være en meget klar overtrædelse af gældende dansk

ret.

Rigsadvokaten har i sin redegørelse fra 1998 om

mulighederne for et forbud mod Hells Angels og Bandidos fremført en

fortolkning

af grundlovens § 78, stk. 2, der ikke er i overensstemmelse med den

fortolkning, som hidtil har været gældende i dansk statsforfatningsret.

Kapitel

3 i Rigsadvokatens redegørelse, som indeholder de generelle juridiske

overvejelser om grundlovens § 78, stk. 2, er omdelt på Retsudvalgets alm. del

–

bilag 366, 1997-98, 2. samling. Både Poul Andersen, Alf Ross, Max Sørensen,

Peter Germer og Henrik Zahle har i deres respektive lærebøger inden for

statsforfatningsområdet fastslået, at der gælder en pligt for

anklagemyndigheden – i sidste ende justitsministeren – til at rejse

sag til

opløsning af en forening, der kan siges at overtræde grundlovens § 78, stk.

2.

Professor, lic.jur. Gorm Toftegaard Nielsen har i UFR 1999 B.67 f:

Grundlovens

§ 78 og foreningsforbud, kritiseret Rigsadvokatens fortolkning af § 78, stk.

2.

Af et notat fra Justitsministeriets Lovafdeling til

Folketingets Retsudvalg i marts 1988 (Retsudvalgets alm. del – bilag

295,

1988-89) fremgår det, at »hvis en forening som et almindeligt led i dens

virksomhed overtræder lovgivningen eller

opfordrer

hertil

(forslagsstillernes fremhævelse), kan der være grund til at overveje

spørgsmålet om opløsning af foreningen under henvisning til dens øjemed.« Det

fremhæves yderligere i notatet, at den vold, der omtales i stk. 2, ikke

»alene

tager sigte på voldsudøvelse af samfundsomvæltende karakter«.

Også foreninger, der har til formål at udøve eller faktisk

som led i foreningens aktiviteter udøver vold eller opfordrer til vold, skal

opløses efter grundlovens § 78, stk. 2. Det fremføres yderligere, at der skal

være tale om mere systematisk vold. Opløsningens retsvirkning præciseres

således, at opløsningen ikke vil være til »hinder for, at de samme personer

danner en anden forening til udøvelse af andre aktiviteter eller etablerer

andre former for fællesskaber,

så længe

der ikke er tale om, at den opløste forenings virksomhed i realiteten

fortsættes af samme personkreds

(forslagsstillernes fremhævelse).«

Rigsadvokatens fortolkning af områder for § 78, stk. 2,

stemmer ikke overens med den fortolkning, som fremtræder hos ovennævnte

juridisk kyndige personer. Rigsadvokaten fremfører bl.a., at der som i

straffeprocessen gælder et opportunitetsprincip. Rigsadvokatens eneste

argument

for sin fortolkning er en række bemærkninger til forslaget om at ændre

forslaget i det forkastede 1938-grundlovsforslag fra »kan kræves opløst« til

»bliver at opløse ved dom«.

Rigsadvokatens anden problematiske fortolkning vedrører

spørgsmålet om, hvorvidt stk. 2 alene vedrører foreninger med et politisk

eller

et andet bredere sigte. Justitsministeren og Lovafdelingen mener ikke, at der

gælder en sådan begrænsning. Rigsadvokaten når imidlertid til det modsatte

resultat. Rigsadvokaten hævder, at notatet fra 1988 har støttet sit resultat

på

bemærkninger fra 1938-forslaget til grundlov, og anfører i modsætning hertil:

»Samtlige bemærkninger synes at forudsætte, at § 78, stk. 2, kun omfatter

foreninger,

som har enten et politisk eller et ideologisk, agitatorisk eller lignende mål

med voldsudøvelsen.« Til støtte for sin opfattelse anfører Rigsadvokaten

ligeledes, at det i 1953 ikke var rockerklubber, men politiske bevægelser,

der

blev sat i forbindelse med voldsanvendelse. Rigsadvokaten finder, at

domstolene

må forventes at ville tillægge de nævnte bemærkninger til det ikke vedtagne

1938-grundlovsforslag retskildemæssig værdi. I øvrigt anfører han, at han

finder, at en sproglig fortolkning vil føre til samme resultat. Rigsadvokaten

når til den konklusion, at en forening først virker ved vold i grundlovens

forstand, såfremt de voldelige handlinger, medlemmerne har begået, er sket på

vegne af foreningen.

Dog fremfører Rigsadvokaten videre, at »der kan

argumenteres for, at forhold begået spontant og ud fra medlemmernes egen

beslutning kan tillægges betydning, såfremt de pågældende medlemmer efter

voldsudøvelsen atter optræder som en sammenslutning, idet de strafbare

forhold

herved udadtil vil fremtræde som foreningsaktivitet, jf. præmisserne i den

tyske forbundsforvaltningsdomstols afgørelse. Det forudsættes herved, at

sammenslutningens medlemmer har kendskab til de strafbare forhold og billiger

disse eller i hvert fald affinder sig med disse uden at gøre indsigelse.«

I notatet af 15. marts 1988 fastholdes et enkelt mønster

for fortolkningen. Notatet fremfører, at enhver forening kan

forbydes/opløses,

hvis dens formål er eller den som led i sin almindelige virksomhed overtræder

lovgivningen, samt at der ikke er plads til en opportunitetsafvejning. Virker

en forening ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning

af

anderledes tænkende, skal den opløses. Dette anføres direkte af Alf Ross og

Henrik Zahle.

Med hensyn til fortolkningen af 1938-forslagets begrænsning

til politiske foreninger kan det anføres, at Poul Meyer i Dansk

Forfatningsret,

1950, har fremhævet, at en voldelig forening også i 1938-forslaget kunne

forbydes uanset foreningens formål.

Konkluderende kan det i pagt med professor, lic.jur. Gorm

Toftegaard Nielsen anføres, at Rigsadvokatens »ret til ud fra

opportunitetsprincippet at skønne over, om der skal anlægges opløsningssag,

er

i strid med al statsretlig litteratur og uden en eneste

direkte

kildestøtte. Den anden opfattelse (at stk. 2 kun vedrører

politiske foreninger) har støtte i en dagbladskommentar fra Preben Wilhjelm.

Endelig har Rigsadvokaten lagt beviskravene så højt, at grundlovens hjemmel

for

foreningsforbud fremover må anses for uanvendelig.«

På baggrund heraf er det forslagsstillernes opfattelse, at

såfremt Rigsadvokatens omstridte fortolkning af grundlovens § 78, stk. 2,

ikke

tillægges vægt, vil der ifølge al statsretlig litteratur være baggrund for at

søge Pædofilforeningen opløst, såfremt det kan dokumenteres, at foreningen

har

til formål at udøve vold eller faktisk som led i foreningens aktiviteter

udøver

vold eller opfordrer til vold.

Det er forslagsstillernes forventning, at et sådant bevis

kan føres, jf. oven- og nedenfor.

5. Internationale konventioners bestemmelser

Det fremgår af den europæiske menneskerettighedskonventions

artikel 10 og 11, at enhver har ret til ytringsfrihed og foreningsfrihed. Af

artikel 10 fremgår det yderligere, at retten til ytringsfrihed omfatter

meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker

uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Af

artiklen fremgår det videre, at enhver har ret til at deltage i fredelige

forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte

sig

til fagforeninger for at beskytte sine interesser.

Retten til ytrings- og forsamlingsfrihed er begrænset ved

artiklerne 10 og 11, andet stykke: Heraf fremgår det samstemmende, at

indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder alene kan udøves sådan, som

det er foreskrevet ved lov, og som det er nødvendigt i et demokratisk samfund

af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed,

for at forebygge uro eller forbrydelse, for

at beskytte sundheden eller sædeligheden

(forslagsstillernes fremhævelse)

eller for at beskytte andres

rettigheder og friheder.

Beskyttelse imod forbrydelser og beskyttelse af sundhed og

sædelighed nævnes med andre ord eksplicit som interesser, der kan hjemle, at

retten til ytringsfrihed og foreningsfrihed begrænses. Retten til at ytre sig

frit er i Danmark bl.a. allerede begrænset af straffelovens §§ 230 og 235,

der

forbyder optagelse af utugtige fotografier, film eller lignende af personer

under 18 år samt forbyder erhvervsmæssigt salg eller anden udbredelse af

utugtige fotografier, film eller lignende af børn.

FN’s konvention om barnets rettigheder fra 1989 forpligter

de lande, der har underskrevet konventionen, til at arbejde for børns særlige

ret til omsorg og bistand. Det fremgår af børnekonventionens artikel 19, at

deltagerstaterne skal træffe alle passende

lovgivningsmæssige

(forslagsstillernes fremhævelse), administrative, sociale og

uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former

for

fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig

behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder

seksuelt misbrug

(forslagsstillernes fremhævelse), medens barnet er

i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt. Videre hedder det i

stk.

2, at sådanne beskyttende foranstaltninger i passende omfang bør omfatte

virkningsfulde retningslinjer såvel for udformning af sociale programmer, der

kan yde den nødvendige støtte til barnet og til dem, der har barnet i deres

varetægt, som for andre former for forebyggelse og identifikation,

rapportering, henvisning, undersøgelse, behandling og opfølgning af tilfælde

af

børnemishandling som beskrevet ovenfor og om nødvendigt til

retsforfølgelse

(forslagsstillernes

fremhævelse).

Videre fremgår det af konventionens artikel 34, at

deltagerstaterne påtager sig at beskytte barnet mod alle former for seksuel

udnyttelse og seksuelt misbrug.

Med

henblik herpå skal deltagerstaterne især tage alle passende nationale,

bilaterale og multilaterale forholdsregler for at forhindre,

a)

at et barn overtales eller tvinges til at

deltage i nogen form for ulovlig seksuel aktivitet.

b)

at børn udnyttes til prostitution eller andre

former for ulovlig seksuel aktivitet,

c)

at børn udnyttes i pornografiske

forestillinger og materialer

(forslagsstillernes fremhævelse).

Artikel 36 i børnekonventionen nævner tillige, at

deltagerstaterne skal beskytte barnet mod alle andre former for udnyttelse,

der

på nogen måde kan skade barnet.

Danmark er tidligere blandt andet ved verdenskongressen om

kommerciel udnyttelse af børn i Yokohama i december 2001 blevet kritiseret

skarpt af flere ngo-organisationer for ikke at skride til forbud mod

Pædofilforeningen/Danish Pedophile Association.

Professor

i sociologi ved University of Nottingham Julia O’Connell Davidson

berettede i

et oplæg til kongressen i Yokohama, at den liberale danske lovgivning baner

vejen for at gøre Pædofilforeningens/Danish Pedophile Associations hjemmeside

til et særdeles attraktivt forum for pædofile over hele verden. I et

interview

med Berlingske Tidende erklærede Davidson, at »tilsvarende hjemmesider i

andre

lande er ulovlige eller strengt overvågede. Den danske hjemmesides

tilstedeværelse betyder, at de pædofile verden over meget nemt kan komme i

kontakt med hinanden, og at de efterfølgende kan udveksle forskelligt

materiale

privat.« Davidson bedyrede samtidig, at Pædofilforeningens/Danish Pedophile

Associations hjemmeside er internationalt kendt som et sted, hvor pædofile

kan

få nye kontakter,

hvad trafikken på

hjemmesiden, som er beskrevet tidligere i forslaget, da også understreger.

BBC-radioprogrammet Today sendte i oktober 2003 en lang

række udsendelser, der problematiserede lovligheden af

Pædofilforeningen/Danish

Pedophile Association i Danmark. Udsendelsesrækken var affødt af en dom på 14

års fængsel til den 53-årige brite Stephen Hoath, der i konsekvens af

politiets

manglende vilje til at forfølge en sag om angiveligt seksuelt misbrug af hans

9-årige datter skød og dræbte manden bag de angivelige overgreb.

I BBC-udsendelserne argumenteredes der for, at

Danmark lod ytringsfriheden gå for langt, bl.a. fordi oplysningerne på den

danske pædofilforenings hjemmeside er tilgængelig i hele verden og dermed

udgør

et internationalt problem. Problematikken omkring de pædofiles ret til at

udtrykke

sig frit kan således sidestilles med den kritik, der har været af Danmark i

relation til, at landet i en periode har fungeret som central for udbredelse

af

nazistisk propaganda til bl.a. Tyskland.

Der er ulykkeligvis ingen tvivl om, at Danmark blandt pædofile

opfattes som et rent slaraffenland i sammenligning med andre civiliserede

lande

på grund af Danmarks lemfældige lovgivning på området. Eksempelvis anbefales

forfulgte pædofile på Pædofilforeningens hjemmeside at flytte til »Thailand,

Costa Rica, Denmark or any of the South American nations«.

Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at Danmark med den

nuværende retstilstand, hvor Pædofilforeningen af myndighederne betragtes som

en fuldt lovlig forening, hverken lever op til den europæiske

menneskerettighedskonventions

ordlyd vedrørende muligheden for at indskrænke foreningsfriheden eller lever

op

til de af FN’s børnekonvention krævede foranstaltninger til at forhindre

eller

imødegå seksuel udnyttelse af børn.

I Informations lederartikel den 4. marts 2004 omtales

foreningen Pædofilgruppen, der er identisk med Pædofilforeningen/Danish

Pedophile Association. I artiklen skriver kdj bl.a.:

»Det er en

fundamental uvidenhed om denne problematik – at mange pædofile vitterlig

ikke

fungerer på samme præmisser som os andre – der gør, at Danmark, til vore

nabolandes støt stigende forbløffelse, er ved at udvikle sig til et decideret

pædofilivenligt land. Man deltager fra politisk side ligefrem passivt i

forbrydelserne – for når ingen ansvarlige løfter en finger, har de

pædofile

reelt frit spil. Men ville man dog ikke gøre noget, hvis man nu vidste, at

der

var et massivt problem? Jo da. Sagen er bare den, at de færreste politikere

ulejliger sig med at beskæftige sig indgående med pædofili. Det er jo et

klamt

emne. Og derfor fatter de heller ikke en brik af, hvad det hele går ud på.«

6. Retstilstanden i andre lande

Retstilstanden i Holland, Sverige, Tyskland, Finland,

Norge, Frankrig og England er i et § 20-spørgsmål foranlediget af daværende

MF

Frank Dahlgaard i folketingsåret 2000-01 (S 298) undersøgt i relation til

lovligheden af pædofile foreninger.

Overordnet kan det nævnes, at kun ét land – Holland –

angiver at have en fuldt lovlig forening for pædofile. I de øvrige lande er

myndighederne ikke bekendt med, at sådanne foreninger eksisterer. Det

hollandske justitsministerium oplyser, at pædofilforeningen Martijns

lovlighed

aldrig har været anfægtet.

Det svenske justitsministerium oplyser, at der ikke i

Sverige findes egentlige foreninger for pædofile, men at de pædofile

organiserer sig i netværk, som myndighederne ikke er bekendt med. Den svenske

holdning angives at være, at man respekterer foreningsfriheden, men samtidig

slår skarpt ned på enkeltpersoners aktiviteter. Man vurderede, at en

organisation ville være lovlig, men at de deltagende personers handlinger

– i

kraft af deres seksuelle orientering – ville være ulovlig. Medlemskab af

en

sådan pædofilforening ville således ikke umiddelbart ifølge svensk lov være

strafbart.

Retsstillingen i Storbritannien synes umiddelbart mere

uafklaret. Ej heller her angiver man at have kendskab til lovlige pædofile

foreninger. Pædofile foreninger forstås som foreninger bestående af en gruppe

mennesker, der er seksuelt tiltrukket af børn. Denne form for

foreningsaktivitet er ikke i sig selv ulovlig ifølge britisk lovgivning.

Såfremt foreningens aktiviteter er ulovlige i henhold til britisk lovgivning,

kan en forening opløses og foreningens medlemmer stilles for en domstol.

Hermed

bliver pædofile foreninger, hvis medlemmer udøver kriminelle gerninger,

ulovlige i Storbritannien.

Finske foreningsforhold er reguleret i den finske

föreningslag. Af denne lov fremgår det, at »en förening får bildas för

gemensam

fullföljande av et ideelt syfte. Syftet får inte stride mod lag eller god

sed.«

Samme lovs 8. kapitel indeholder bestemmelser om opløsning af foreninger, som

kan ske alene ved domstolsbeslutning. Med baggrund heri må det konstateres,

at

pædofile foreninger i Finland næppe vil være lovlige. Under alle

omstændigheder

findes der tilsyneladende ikke pædofile foreninger i landet.

Ambassaden i Norge oplyser, at der i norsk lovgivning ikke

består noget egentligt forbud mod pædofile foreninger eller mod medlemskab af

en sådan forening. Justitsministeriet havde dog ikke kendskab til, at en

sådan

forening fandtes. I norsk lovgivning er der derimod forbud mod foreninger,

hvis

medlemmer foretager pædofile overgreb eller drøfter sådanne overgreb eller

foretager anden ulovlig virksomhed såsom udveksling af pædofile overgreb. Som

eksempel på ulovlige aktiviteter nævner det norske justitsministerium råd om,

hvorledes overgreb mod børn foretages. Det understreges her, at alene det at

drøfte seksuelle overgreb i foreningsregi er ulovligt efter norsk ret. Disse

drøftelser foregår som anført ovenfor i rigt mål i Pædofilforeningens regi.

Frankrigs retstilstand adskiller sig fra de øvrige landes

derved, at en forening for at kunne anerkendes som juridisk person

obligatorisk

skal anmeldes til det lokale præfektur. Foreninger, der har et ulovligt

øjemed,

er i Frankrig forbudte. En forening med ulovligt mål for øje – f.eks.

pædofili

– vil således ikke blive anerkendt. Målet kan fremgå af foreningens

vedtægter

eller eventuelt foreningens navn. Hvis en forening anmeldes med et lovligt

formål, hvor det senere bliver klart, at foreningens egentlige aktivitet og

mål

er et andet, vil foreningen være ugyldig og kunne opløses ved dom, hvilket er

væsentligt lettere, end tilfældet er i Danmark. Pædofile foreninger, uanset

om

de er anmeldte eller ikke anmeldte, er således umiddelbart ulovlige efter

fransk ret.

7. Argumenter for forbud

Europæisk forskning viser, at mellem 7 og 20 pct. af alle

piger og mellem 3 og 12 pct. af alle drenge er blevet seksuelt misbrugt før

det

fyldte 18 år.

Red Barnet

angiver, at antallet af anmeldelser af børnepornografi, der forekommer på

internettet, til foreningens hjemmeside har været støt stigende, siden

hjemmesiden blev oprettet i 1998. I 2002 modtog Red Barnets hotline 540

anmeldelser om måneden.

22

pct. af de anmeldte forhold blev af Red Barnet vurderet til at være ulovlige,

24 pct. handlede om børneerotika, og de resterende 54 pct. gav ikke anledning

til videreførelse af sagen og fremtrådte altså med andre ord som lovlig

pornografi.

Selv om antallet

af anmeldelser naturligvis ikke umiddelbart kan tages til indtægt for, at der

så også rent faktisk er mere børnepornografi til rådighed på internettet,

synes

der at være enighed om, at problemet med børnepornografi har været i

stigning,

siden internettet blev en realitet.

Foreningen for Børns Beskyttelse (FBB) angiver i sin

rapport til FN’s komité for børnekonventionen, at foreningen anser det

for

unormalt, at Pædofilforeningen kan eksistere i et land, der har underskrevet

børnekonventionen. FBB henviser blandt andet til programmet »De pædofile

danskere«, i hvilket foreningen finder et forbud mod Pædofilforeningen

godtgjort.

Af programmet fremgår det som nævnt ovenfor, at

Pædofilforeningens virke blandt andet tæller forsøg på at kontakte børn på

internettet med henblik på seksuelt forehavende. Der fortælles desuden i rigt

mål om overgreb mod børn såvel i Danmark som i Indien begået af foreningens

medlemmer.

Ligesom Foreningen for Børns Beskyttelse har også Red

Barnet ved flere lejligheder ytret ønske om, at der nedlægges forbud mod

Pædofilforeningen.

Det er foreningens og Dansk Folkepartis opfattelse, at et

argument om, at et forbud mod Pædofilforeningen alene vil have symbolsk

betydning, ikke kan tale til fordel for, at Pædofilforeningen ikke forbydes.

Argumentet kan vendes om: Hvis Pædofilforeningen ikke forbydes, vil det

således

være at betragte som en stiltiende accept af foreningens virke såvel over for

andre lande som over for pædofile, der påtænker at begå overgreb mod

uskyldige

børn.

På denne baggrund anbefaler Foreningen til Børns

Beskyttelse, at den danske regering omgående tager initiativ til at forbyde

Pædofilforeningen for at demonstrere regeringens alvorlige ønske om at

beskytte

børns rettigheder.

Justitsminister Frank Jensen udtalte, da han i kølvandet på

tv-programmet »De pædofile danskere« bad Københavns Politi undersøge, om der

kunne tilvejebringes tilstrækkeligt med beviser til at rejse en sag om

foreningens lovmedholdelighed, at det skulle kunne bevises, at medlemmerne af

Pædofilgruppen samles med det formål at udveksle ulovligheder: billeder, film

og andet med børnepornografisk materiale.

I dagbladet Informations lederartikel på forsiden den 4.

marts 2004 hedder det bl.a.:

»Kunne man ikke rubbe

neglene lidt inde i Folketinget? Kunne man ikke i det mindste begynde at

drøfte

på politisk plan, om foreningen Pædofilgruppen, som netop har opgraderet sin

hjemmeside til den verdensomspændende adresse www.danpedo.org, nu også er en

lille, jovial selvhjælpsgruppe? I hvert fald er det i givet fald en lille

selvhjælpsgruppe, der opererer på fem sprog via en international hjemmeside

–

komplet med links, chatrum og e-mail-adresser.«

Det er forslagsstillernes opfattelse, at dokumentationen

af, at der foregår ulovligheder i Pædofilforeningen, foreligger i form af

ovennævnte tv-program, »De pædofile danskere«, der entydigt peger i retning

af,

at foreningens formålsparagraffer er et skalkeskjul for foreningens reelle

formål, der er at udveksle erfaringer om, hvordan man kommer i lag med

mindreårige og dermed begår ulovligheder, samt at fungere som pædofil

efterretningstjeneste mod politiet. Det må være indlysende, at en sådan

planlægning af ulovlige aktiviteter, nemlig seksuelt samkvem med mindreårige,

udgør en sådan overtrædelse af straffeloven, at man må konstatere, at

foreningen

virker ved vold, og at foreningens virkelige formål er at øve seksuel vold

mod

børn.

På denne baggrund er det Dansk Folkepartis opfattelse, at

Folketinget bør træffe beslutning om at pålægge regeringen at søge

Pædofilforeningen/Danish Pedophile Association opløst ved dom. Dette kan og

bør

efter forslagsstillernes vurdering så vidt muligt ske på grundlag af et af

justitsministeren foreløbigt meddelt administrativt forbud. Et administrativt

forbud vil være et meget klart signal at sende til det pædofile miljø i

Danmark, og det vil samtidig vise over for mange bekymrede forældre, at

regeringen og Folketinget tager sagen alvorligt.

Et sådant administrativt forbud kan nedlægges

med hjemmel i grundlovens § 78, stk. 3, 2. pkt. Der er intet til hinder for,

at

justitsministeren vælger at lade en anden myndighed, f.eks. politidirektøren

i

København, nedlægge forbuddet. Det er klart, at et administrativt forbud

straks

skal følges op af en retssag, jf. grundlovens § 78, stk. 3, og

retsplejelovens

bestemmelser

Forslagsstillerne opfordrer til, at Folketingets partier –

uanset partiskel – samles om dette forslag, der udelukkende tjener det

formål

at hindre pædofile personer i at samles med ulovligt formål for øje.

Det vil være en falliterklæring, hvis

Folketinget ikke følger opfordringen til at samles om dette forslag. Hvis

forslaget vedtages, vil der være fuldt tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier

for, at der ikke sker overgreb mod ytringsfriheden og forsamlingsfriheden,

idet

alene domstolene kan træffe selve beslutningen om opløsning af foreningen.

Nærværende forslag skal alene pålægge regeringen

at tage de skridt, der er nødvendige for at

få indledt en opløsningssag.

Skriftlig fremsættelse

Peter Skaarup

(DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om opløsning af Pædofilforeningen/Danish Pedophile

Association.

(Beslutningsforslag nr. B 150).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter