Forslag til folketingsbeslutning om opløsning af Pædofilforeningen/Danish Pedophile Association
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 17. marts 2004 af Peter Skaarup (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF), Per Dalgaard (DF),
Christian H. Hansen (DF), Pia Kjærsgaard (DF),
Pia Kristensen (DF), Poul Nødgaard (DF) og
Birthe Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om opløsning af Pædofilforeningen/Danish Pedophile
Association
Folketinget pålægger regeringen at søge
Pædofilforeningen/Danish Pedophile Association opløst ved dom, så vidt muligt
på grundlag af et foreløbigt forbud, der meddeles af justitsministeren eller
af
en anden myndighed, der er bemyndiget hertil af justitsministeren, jf.
grundlovens § 78, stk. 3, 2. pkt.
Bemærkninger til forslaget
1. Formålet med forslaget
Formålet med dette beslutningsforslag er at pålægge
regeringen at søge Pædofilforeningen/Danish Pedophile Association opløst ved
dom, så vidt muligt på grundlag af et foreløbigt forbud, der meddeles af
justitsministeren eller af en anden myndighed, der er bemyndiget hertil af
justitsministeren, jf. grundlovens § 78, stk. 3, 2. pkt. Det bemærkes, at
foreningen også kendes under navnet »Pædofilgruppen«. På internettet er
foreningen kendt under adresserne
www.danpedo.dk
,
og internationalt er den kendt under adressen
www.danpedo.org
.
Forslagsstillerne har samtidig hermed fremsat forslag til
folketingsbeslutning om ophævelse af forældelsesfristen i sager om seksuelt
Læs alt
misbrug eller udnyttelse af børn (beslutningsforslag nr. 151).
Begge forslag bygger på den opfattelse, at der er et klart
behov for en forstærket indsats i kampen mod seksuel udnyttelse og misbrug
samt
overgreb mod børn.
2. Historik
Før 1967 var al form for pornografi forbudt i Danmark. I
1967 (lov nr. 248 af 9. juni 1967) blev skriftlig pornografi tilladt og i
1969
(lov nr. 224 af 4. juni 1969) tillige billedporno. Indtil 1980 var det
således
i Danmark også lovligt at sælge børnepornografiske billeder, men ikke at
fremstille eller lade sådanne billeder fremstille.
I Danmark kom de første hæfter med børnepornografiske
billeder i handelen
i 1971. Hæfterne var
produceret i Danmark og indeholdt i hovedsagen sort-hvide gengivelser af
overvejende ældre fotografier, dog også med enkelte nyere billeder, der
næsten
alle syntes at stamme fra Nordafrika og Asien. Et øget udbud af publikationer
indeholdende gengivelser af nyere optagelser i farver fremkom fra 1973.
Det skønnes, at der frem til 1980 fremstilledes 200
forskellige hæfter og 100 børnepornografiske film. Det antages, at det
samlede
antal kopier nærmer sig 1 million. Ca. 95 pct. af de danskfremstillede
børnepornografiske produktioner forhandledes til udlændinge ved direkte
eksport
eller ved postordre- eller detailsalg.
I folketingsåret 1978-79 fremsatte Kristeligt Folkeparti et
forslag om at forbyde salg og distribution af børnepornografiske billeder.
Forslaget blev imidlertid nedstemt. Et lignende forslag, der kriminaliserede
salg og distribution af børnepornografi vedtoges imidlertid i Folketinget den
29. maj 1980 (lov nr. 252 af 16. juni 1980) med ikrafttræden den 1. juli
1980.
Det fremgår af begrundelsen for forslaget, at den primære
årsag til forslagets fremsættelse var hensynet til børnenes ve og vel. I
bemærkningerne til lovforslaget henvistes der tillige til, at der i Sverige i
1979 var truffet beslutning om at forbyde børnepornografisk materiale.
Lovforslaget vedtoges på trods af en anbefaling fra Straffelovrådet om at
afholde sig fra at lovgive på området. Det fremgår af anbefalingen fra
Straffelovrådet, at hovedparten af det børnepornografiske materiale, der på
daværende tidspunkt var i cirkulation, forestillede børn i aldersgruppen 9-14
år, men at også materiale med yngre modeller var i handelen.
3. Pædofilforeningen i Danmark – dokumentation,
adfærd og handlemåde
Den danske Pædofilforening har eksisteret siden 1983 og er
i tidens løb ifølge en rapport til FN fra Foreningen Forældre til Børns
Beskyttelse
blevet brugt som høringspartner i forbindelse med lovgivning på børneområdet.
Foreningens aktiviteter er lukkede
for offentligheden, og foreningens medlemmer træder som hovedregel ikke
offentligt frem. Det blev i 1999 anslået, at foreningen havde 80 medlemmer,
men
baggrunden for denne antagelse angives ikke.
På
daværende tidspunkt afholdt foreningen møder ca. 10 gange årligt i et
medborgerhus i København lejet gennem Københavns Uddannelses Center.
Foreningens mødefrekvens angives
fortsat ifølge foreningens hjemmeside at ligge på samme niveau.
Foreningens officielle formål angives at være: a) at fremme
offentlighedens viden om og mindske dens fordomme mod pædofili, børns
seksualitet og frivillige følelsesmæssige og seksuelle forhold mellem voksne
og
børn, b) at virke som socialt kontakt- og støtteorgan for personer, som har
følelsesmæssige, seksuelle, juridiske eller sociale problemer i relation til
pædofili, c) at skabe et forum for udveksling af holdninger og erfaringer
vedrørende roller, identitet og livsstil i relation til pædofili, d) at
arbejde
for at udvikle pædofiles ansvarlighed over for børn, e) foreningen kan
desuden
tage andre seksualpolitiske og børnepolitiske emner op, f) foreningen kan
ikke
organisere eller formidle ulovlige aktiviteter.
Den danske Pædofilforenings hjemmeside www.danpedo.dk er
særdeles veludbygget. Hjemmesiden har i øvrigt for nylig fået ny adresse som
www.danpedo.org. Når man første gang kommer ind på siden, mødes man af en
engelsk tekst, der byder en velkommen til »The Danish Pedophile Association«s
hjemmeside. Dette tyder på, at foreningen i høj grad frekventeres af personer
uden for landets grænser. Det underbygges af aktiviteterne på foreningens
debatforum, hvor antallet af indlæg på den engelsksprogede del af siden langt
overstiger antallet på det danske debatforum.
Hjemmesiden indeholder et begrænset antal artikler, der
søger at blåstemple sex mellem børn og voksne. Det anføres i artiklen »Facts
and Fiction about Child Pornography« bl.a.:
»It is after all less traumatizing for a child to be
photographed by a happy amateur who loves children than by a greedy
mafia-type
believing that he can make money the more hard-core he can make the pictures«
(
det er trods alt mindre traumatiserende for et barn
at blive fotograferet af en lykkelig amatør, som elsker børn, frem for af en
grådig mafiatype, der tror, at han kan tjene flere penge, jo mere hårdkogte
billeder han fremstiller), og
»the current crusade against child porn is therefore,
metaphorically speaking, attacking the medicine rather than the disease« (det
aktuelle korstog mod børnepornografi er derfor billedligt talt et angreb på
medicinen frem for på sygdommen).
Om optagelse af pornografiske film med deltagelse af børn
anføres det: »other children enjoy the acts and are proud to be »movie
stars««
(andre børn nyder optagelserne og er stolte af at være »filmstjerner«).
Konklusionen på den fire sider lange artikel er: »New
dubious ways of keeping the child porn hysteria alive are invented all the
time, but certainly not to the benefit of the children, who can only conclude
from all this fuss that their body is bad.«
(Nye
tvivlsomme metoder til at holde børnepornohysteriet i live opfindes hele
tiden,
men ikke til gavn for børnene, der kun ud fra alt dette postyr kan
konkludere,
at deres kroppe er dårlige).
I artiklen »Pedophilia, Science and Self-deception«
konkluderes det: »Voluntary sexual relations between children and adults do
not
cause any psychological harm other than the problems associated with
discovery
and intervention«.
(Frivillige
seksuelle relationer mellem børn og voksne fører ikke til psykiske skader ud
over de problemer, som opstår i forbindelse med opdagelsen af forholdet og
udefrakommendes indgriben i dette).
Pædofilforeningen er på ingen måde en selvhjælpsgruppe.
Tværtimod opfordrer de pædofile direkte andre pædofile, der længes efter at
have seksuelt samkvem med børn, til at opsøge miljøer, hvor børn findes,
eksempelvis ved at begive sig af med at undervise eller deltage i
sportsaktiviter med børn.
Foruden artikler, der søger at blåstemple pædofili,
indeholder hjemmesiderne et debatforum og en omfattende linkssamling, der kun
kan vække forfærdelse og afsky. Der henvises således til links på
internettet,
der beskæftiger sig med pædofile emner og interesser, f.eks. fortællinger
eller
faktiske beretninger om erotik mellem voksne og små piger og drenge. Disse
links er ofte opbygget i et webdesign, der virker indbydende, med romantiske
titler og med et indhold, der ved første øjekast virker venligt og
tiltalende,
til dels idealistisk. Ubefæstede sjæle kan blive interesseret; man mærker
let,
at det er hele meningen. Når man går bag om de udspekulerede design, træder
man
ind i et univers af sexovergreb, rædsel og hjerteløs behandling af små drenge
og piger, der er camoufleret i et ofte smukt og varmt sprog.
Foreningens debatforum er det sted på hjemmesiden, hvor de
pædofiles sande ansigt vises. Debatforummet fremstår som samlingspunkt for
pædofile fra det meste af verden. I forummet udveksles helt åbent
e-mail-adresser mellem ligesindede. Af sammenhængen fremgår det, at forummets
brugere er meget påpasselige med at beskytte identiteten af de personer, som
man udveksler e-mail-adresser med. Dog er der en stor gruppe af faste
brugere,
hvis e-mail-adresser er umiddelbart tilgængelige på hjemmesiden ved et klik
på
afsenderen.
Forslagsstillerne har valgt at undgå at optrykke de links,
der henvises til fra Pædofilforeningens hjemmeside, ligesom forslagsstillerne
afstår fra at optrykke eksempler på den korrespondance, der finder sted på
hjemmesiden. Det vil ikke være rimeligt, om sådanne henvisninger og tekster
gøres tilgængelige på Folketingets hjemmeside, hvorfra det vil kunne
misbruges
af pædofile grupper. Det er materiale med et stærkt afskyvækkende indhold.
Forslagsstillerne vil dokumentere dette under udvalgsbehandlingen ved at
fremlægge dokumentationen som et internt udvalgsbilag.
Det er forbundet med mange vanskeligheder at vurdere, i
hvilket omfang de personer, der i Danmark dømmes for seksuelle overgreb mod
mindreårige, er organiseret i Pædofilforeningen. Imidlertid er der flere
eksempler på, at i foreningen højtstående personer er blevet dømt for
overgreb
mod børn.
En 78-årig mand, der ifølge Pædofilforeningens hjemmeside i
en årrække fungerede som foreningens kontaktperson og vejleder, blev således
den 29. oktober 2002 i retten i Frederikssund idømt 30 dages fængsel for at
være i besiddelse af syv videobånd indeholdende i alt 24 timers børneporno
med
optagelse af omkring 40 børn, der udfører såvel oral som anal sex. Det
drejede
sig efter politiets oplysninger formodentlig om russiske og østeuropæiske
børn
ned til 6-års-alderen.
Pædofilforeningens aktiviteter blev i detaljer blotlagt i
tv-programmet »De pædofile danskere«, der blev vist på TV 2 i oktober 2000.
Den
ene af journalisterne bag programmet, Jacob Billing, meldte sig ind i
foreningen under påskud af at være pædofil og oplevede dér foreningens
virkelige arbejde, der består i
at mødes
for at udveksle seksuelle erfaringer med børn og for at advare hinanden om
politiets efterforskningsmetoder.
Efterfølgende
blev to af de medvirkende medlemmer af Pædofilforeningen anmeldt til
politiet,
bl.a. en 61-årig mand, der i tv-programmet konstaterede: »Der har været
mindst
100 drenge her. Drengene på 12 år har smidt rundt med mig og været
fuldstændig
vilde med sex. Jeg har kneppet og regeret fra jeg var 20 år.«
De to anmeldte mænd blev senere
dømt.
Den 61-årige var af politiet
kendt fra tidligere pædofilsager. I forbindelse med Jacob Billings medlemskab
af Pædofilforeningen fik Billing flere gange forevist børnepornografiske
videoer af foreningens medlemmer. Redaktør Henrik Grunnet, der var med til at
producere programmet, konstaterer, at »den ansvarlighed, som
Pædofilforeningen
altid taler om – og som er en del af deres formålsparagraffer – den
har vi ikke
set noget til. Vi har ganske enkelt ikke set eksempler på, at medlemmerne
taler
om, at her kan det gå ud over børnene, eller markerer grænser for hinanden
med
hensyn til, hvor langt man kan gå, når man har lyst til sex med børn.«
Pædofilforeningen forsøgte i øvrigt at få nedlagt
fogedforbud mod programmet, hvilket dog som bekendt ikke lykkedes. Under
afhøringen af foreningens talsmand, Svend Jensen, udtalte denne bl.a.
følgende:
»Hvis børn har ret til at sige nej til sex, bør de også have ret til at sige
ja. En ansvarlig pædofil vil altid rette sig efter barnets ønske og vil ikke
gå
længere. Og nogle gange lægger børn på 12 til 14 år altså selv op til det.«
Og
senere: »Børn er så voksne, at de godt kan sige nej, hvis de ikke vil være
med
Sex med mindreårige har jo stået på siden Adam og Eva, og det vil blive ved
med
at eksistere. Det er ganske naturligt. Den drift, vi taler om, er jo den
stærkeste næst efter jernbanedriften.«
4. Grundlovens bestemmelser om foreningsfrihed og
om opløsning af foreninger
Det er et meget væsentligt led i grundlovens
frihedsrettigheder, at foreningsfriheden er beskyttet i grundlovens § 78,
stk.
1 (»Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i
ethvert lovligt øjemed«).
Foreninger spiller en meget vigtig rolle i det danske
samfund, både for den enkelte borgers samvær med andre og for varetagelsen af
borgernes interesser i forholdet til bl.a. offentlige myndigheder. Foreninger
spiller også en stor rolle i den almindelige styring af samfunds- og
erhvervslivet. Grundloven beskytter den enkeltes ret til at deltage i og
mødes
i foreninger uden indblanding fra statsmagten. Hovedformålet med
grundlovens § 78, stk. 1, er således at
beskytte foreninger mod statslig indblanding.
Det fremgår som en forudsætning for grundlovens § 78, stk.
1, at foreningsfriheden kun gælder foreninger med et lovligt formål. Det
offentlige kan ganske vist ikke kræve, at en forening kun kan stiftes, når
den
opfylder bestemte krav med hensyn til lovligheden. Men en ulovlig
foreningsaktivitet kan imødegås på en række måder, der er nærmere beskrevet i
§
78, stk. 2-5. Der kan således anvendes traditionelle retsmidler, f.eks. ved,
at
foreningen eller dens medlemmer kan pålægges straf. Men der kan også blive
tale
om at opløse foreningen.
Det fremgår af grundlovens § 78, stk. 2, at foreninger, der
virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller
lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved
dom.
Videre bestemmes det i stk. 3, at en forening ikke kan opløses ved en
regeringsforanstaltning, men at foreningen foreløbig kan forbydes, hvorefter
der skal anlægges sag imod den til dens opløsning.
En forening kan opløses, selv om der ikke direkte i loven
er et udtrykkeligt forbud mod dens virksomhed. Grundlovens § 78 tillægger
domstolene en selvstændig kompetence til at opløse en forening med ulovligt
formål. Det gælder – som allerede nævnt foran– udtrykkeligt for
voldelige
foreninger, men det gælder også for andre foreninger med ulovligt formål, jf.
grundlovens § 78, stk. 1 og 3, forudsætningsvis.
Grundlovens bestemmelser om opløsning af foreninger har
været taget i anvendelse tre gange. I U 1874.479 opløstes Den Internationale
Arbejderforening for Danmark i medfør af den dagældende grundlovs § 87 på
grund
af foreningens ved dens virksomhed tilkendegivne opfattelse af dens love og
formål. Kommunistloven L1941 349 skal ikke behandles her. Derimod skal
højesteretsdommen U 1924.514 om opløsning af foreningen Nekkab kort omtales.
Sagen drejer sig om en forening, hvis formål ifølge foreningens vedtægters §
2
var »Kun Selskabelighed. Om Vinteren afholdes Karnevaller og Baller, om
Sommeren afholdes Aftenunderholdning, Baller og fælles Skovture.«
Statsadvokaten nedlagde påstand om, at »Foreningens Love ikke udtrykker
Foreningens sande Formaal, men at dette i Virkeligheden er at skaffe mandlige
Medlemmer med homoseksuelle Tilbøjeligheder Samkvem og Forbindelser med andre
Mandspersoner for at øve Uterlighed.« Et formål, der på daværende tidspunkt
var
ulovligt. Højesteret besluttede med baggrund i, at foreningens lovlige
vedtægtsmæssige formål ikke var i overensstemmelse med foreningens ulovlige
reelle formål at opløse foreningen.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at meget tyder på, at
Pædofilforeningens vedtægtsmæssige formål ikke er i overensstemmelse med
foreningens reelle formål, sådan som det er dokumenteret gennem bl.a.
tv-udsendelsen »De pædofile danskere«. Af programmet fremgår det, at
foreningens
egentlige formål er at hjælpe medlemmerne til at finde frem til børn, de kan
misbruge, samt at beskytte medlemmerne mod at blive opdaget, hvilket
forehavende må antages at være en meget klar overtrædelse af gældende dansk
ret.
Rigsadvokaten har i sin redegørelse fra 1998 om
mulighederne for et forbud mod Hells Angels og Bandidos fremført en
fortolkning
af grundlovens § 78, stk. 2, der ikke er i overensstemmelse med den
fortolkning, som hidtil har været gældende i dansk statsforfatningsret.
Kapitel
3 i Rigsadvokatens redegørelse, som indeholder de generelle juridiske
overvejelser om grundlovens § 78, stk. 2, er omdelt på Retsudvalgets alm. del
–
bilag 366, 1997-98, 2. samling. Både Poul Andersen, Alf Ross, Max Sørensen,
Peter Germer og Henrik Zahle har i deres respektive lærebøger inden for
statsforfatningsområdet fastslået, at der gælder en pligt for
anklagemyndigheden – i sidste ende justitsministeren – til at rejse
sag til
opløsning af en forening, der kan siges at overtræde grundlovens § 78, stk.
2.
Professor, lic.jur. Gorm Toftegaard Nielsen har i UFR 1999 B.67 f:
Grundlovens
§ 78 og foreningsforbud, kritiseret Rigsadvokatens fortolkning af § 78, stk.
2.
Af et notat fra Justitsministeriets Lovafdeling til
Folketingets Retsudvalg i marts 1988 (Retsudvalgets alm. del – bilag
295,
1988-89) fremgår det, at »hvis en forening som et almindeligt led i dens
virksomhed overtræder lovgivningen eller
opfordrer
hertil
(forslagsstillernes fremhævelse), kan der være grund til at overveje
spørgsmålet om opløsning af foreningen under henvisning til dens øjemed.« Det
fremhæves yderligere i notatet, at den vold, der omtales i stk. 2, ikke
»alene
tager sigte på voldsudøvelse af samfundsomvæltende karakter«.
Også foreninger, der har til formål at udøve eller faktisk
som led i foreningens aktiviteter udøver vold eller opfordrer til vold, skal
opløses efter grundlovens § 78, stk. 2. Det fremføres yderligere, at der skal
være tale om mere systematisk vold. Opløsningens retsvirkning præciseres
således, at opløsningen ikke vil være til »hinder for, at de samme personer
danner en anden forening til udøvelse af andre aktiviteter eller etablerer
andre former for fællesskaber,
så længe
der ikke er tale om, at den opløste forenings virksomhed i realiteten
fortsættes af samme personkreds
(forslagsstillernes fremhævelse).«
Rigsadvokatens fortolkning af områder for § 78, stk. 2,
stemmer ikke overens med den fortolkning, som fremtræder hos ovennævnte
juridisk kyndige personer. Rigsadvokaten fremfører bl.a., at der som i
straffeprocessen gælder et opportunitetsprincip. Rigsadvokatens eneste
argument
for sin fortolkning er en række bemærkninger til forslaget om at ændre
forslaget i det forkastede 1938-grundlovsforslag fra »kan kræves opløst« til
»bliver at opløse ved dom«.
Rigsadvokatens anden problematiske fortolkning vedrører
spørgsmålet om, hvorvidt stk. 2 alene vedrører foreninger med et politisk
eller
et andet bredere sigte. Justitsministeren og Lovafdelingen mener ikke, at der
gælder en sådan begrænsning. Rigsadvokaten når imidlertid til det modsatte
resultat. Rigsadvokaten hævder, at notatet fra 1988 har støttet sit resultat
på
bemærkninger fra 1938-forslaget til grundlov, og anfører i modsætning hertil:
»Samtlige bemærkninger synes at forudsætte, at § 78, stk. 2, kun omfatter
foreninger,
som har enten et politisk eller et ideologisk, agitatorisk eller lignende mål
med voldsudøvelsen.« Til støtte for sin opfattelse anfører Rigsadvokaten
ligeledes, at det i 1953 ikke var rockerklubber, men politiske bevægelser,
der
blev sat i forbindelse med voldsanvendelse. Rigsadvokaten finder, at
domstolene
må forventes at ville tillægge de nævnte bemærkninger til det ikke vedtagne
1938-grundlovsforslag retskildemæssig værdi. I øvrigt anfører han, at han
finder, at en sproglig fortolkning vil føre til samme resultat. Rigsadvokaten
når til den konklusion, at en forening først virker ved vold i grundlovens
forstand, såfremt de voldelige handlinger, medlemmerne har begået, er sket på
vegne af foreningen.
Dog fremfører Rigsadvokaten videre, at »der kan
argumenteres for, at forhold begået spontant og ud fra medlemmernes egen
beslutning kan tillægges betydning, såfremt de pågældende medlemmer efter
voldsudøvelsen atter optræder som en sammenslutning, idet de strafbare
forhold
herved udadtil vil fremtræde som foreningsaktivitet, jf. præmisserne i den
tyske forbundsforvaltningsdomstols afgørelse. Det forudsættes herved, at
sammenslutningens medlemmer har kendskab til de strafbare forhold og billiger
disse eller i hvert fald affinder sig med disse uden at gøre indsigelse.«
I notatet af 15. marts 1988 fastholdes et enkelt mønster
for fortolkningen. Notatet fremfører, at enhver forening kan
forbydes/opløses,
hvis dens formål er eller den som led i sin almindelige virksomhed overtræder
lovgivningen, samt at der ikke er plads til en opportunitetsafvejning. Virker
en forening ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning
af
anderledes tænkende, skal den opløses. Dette anføres direkte af Alf Ross og
Henrik Zahle.
Med hensyn til fortolkningen af 1938-forslagets begrænsning
til politiske foreninger kan det anføres, at Poul Meyer i Dansk
Forfatningsret,
1950, har fremhævet, at en voldelig forening også i 1938-forslaget kunne
forbydes uanset foreningens formål.
Konkluderende kan det i pagt med professor, lic.jur. Gorm
Toftegaard Nielsen anføres, at Rigsadvokatens »ret til ud fra
opportunitetsprincippet at skønne over, om der skal anlægges opløsningssag,
er
i strid med al statsretlig litteratur og uden en eneste
direkte
kildestøtte. Den anden opfattelse (at stk. 2 kun vedrører
politiske foreninger) har støtte i en dagbladskommentar fra Preben Wilhjelm.
Endelig har Rigsadvokaten lagt beviskravene så højt, at grundlovens hjemmel
for
foreningsforbud fremover må anses for uanvendelig.«
På baggrund heraf er det forslagsstillernes opfattelse, at
såfremt Rigsadvokatens omstridte fortolkning af grundlovens § 78, stk. 2,
ikke
tillægges vægt, vil der ifølge al statsretlig litteratur være baggrund for at
søge Pædofilforeningen opløst, såfremt det kan dokumenteres, at foreningen
har
til formål at udøve vold eller faktisk som led i foreningens aktiviteter
udøver
vold eller opfordrer til vold.
Det er forslagsstillernes forventning, at et sådant bevis
kan føres, jf. oven- og nedenfor.
5. Internationale konventioners bestemmelser
Det fremgår af den europæiske menneskerettighedskonventions
artikel 10 og 11, at enhver har ret til ytringsfrihed og foreningsfrihed. Af
artikel 10 fremgår det yderligere, at retten til ytringsfrihed omfatter
meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker
uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Af
artiklen fremgår det videre, at enhver har ret til at deltage i fredelige
forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte
sig
til fagforeninger for at beskytte sine interesser.
Retten til ytrings- og forsamlingsfrihed er begrænset ved
artiklerne 10 og 11, andet stykke: Heraf fremgår det samstemmende, at
indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder alene kan udøves sådan, som
det er foreskrevet ved lov, og som det er nødvendigt i et demokratisk samfund
af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed,
for at forebygge uro eller forbrydelse, for
at beskytte sundheden eller sædeligheden
(forslagsstillernes fremhævelse)
eller for at beskytte andres
rettigheder og friheder.
Beskyttelse imod forbrydelser og beskyttelse af sundhed og
sædelighed nævnes med andre ord eksplicit som interesser, der kan hjemle, at
retten til ytringsfrihed og foreningsfrihed begrænses. Retten til at ytre sig
frit er i Danmark bl.a. allerede begrænset af straffelovens §§ 230 og 235,
der
forbyder optagelse af utugtige fotografier, film eller lignende af personer
under 18 år samt forbyder erhvervsmæssigt salg eller anden udbredelse af
utugtige fotografier, film eller lignende af børn.
FN’s konvention om barnets rettigheder fra 1989 forpligter
de lande, der har underskrevet konventionen, til at arbejde for børns særlige
ret til omsorg og bistand. Det fremgår af børnekonventionens artikel 19, at
deltagerstaterne skal træffe alle passende
lovgivningsmæssige
(forslagsstillernes fremhævelse), administrative, sociale og
uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former
for
fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig
behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder
seksuelt misbrug
(forslagsstillernes fremhævelse), medens barnet er
i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt. Videre hedder det i
stk.
2, at sådanne beskyttende foranstaltninger i passende omfang bør omfatte
virkningsfulde retningslinjer såvel for udformning af sociale programmer, der
kan yde den nødvendige støtte til barnet og til dem, der har barnet i deres
varetægt, som for andre former for forebyggelse og identifikation,
rapportering, henvisning, undersøgelse, behandling og opfølgning af tilfælde
af
børnemishandling som beskrevet ovenfor og om nødvendigt til
retsforfølgelse
(forslagsstillernes
fremhævelse).
Videre fremgår det af konventionens artikel 34, at
deltagerstaterne påtager sig at beskytte barnet mod alle former for seksuel
udnyttelse og seksuelt misbrug.
Med
henblik herpå skal deltagerstaterne især tage alle passende nationale,
bilaterale og multilaterale forholdsregler for at forhindre,
a)
at et barn overtales eller tvinges til at
deltage i nogen form for ulovlig seksuel aktivitet.
b)
at børn udnyttes til prostitution eller andre
former for ulovlig seksuel aktivitet,
c)
at børn udnyttes i pornografiske
forestillinger og materialer
(forslagsstillernes fremhævelse).
Artikel 36 i børnekonventionen nævner tillige, at
deltagerstaterne skal beskytte barnet mod alle andre former for udnyttelse,
der
på nogen måde kan skade barnet.
Danmark er tidligere blandt andet ved verdenskongressen om
kommerciel udnyttelse af børn i Yokohama i december 2001 blevet kritiseret
skarpt af flere ngo-organisationer for ikke at skride til forbud mod
Pædofilforeningen/Danish Pedophile Association.
Professor
i sociologi ved University of Nottingham Julia O’Connell Davidson
berettede i
et oplæg til kongressen i Yokohama, at den liberale danske lovgivning baner
vejen for at gøre Pædofilforeningens/Danish Pedophile Associations hjemmeside
til et særdeles attraktivt forum for pædofile over hele verden. I et
interview
med Berlingske Tidende erklærede Davidson, at »tilsvarende hjemmesider i
andre
lande er ulovlige eller strengt overvågede. Den danske hjemmesides
tilstedeværelse betyder, at de pædofile verden over meget nemt kan komme i
kontakt med hinanden, og at de efterfølgende kan udveksle forskelligt
materiale
privat.« Davidson bedyrede samtidig, at Pædofilforeningens/Danish Pedophile
Associations hjemmeside er internationalt kendt som et sted, hvor pædofile
kan
få nye kontakter,
hvad trafikken på
hjemmesiden, som er beskrevet tidligere i forslaget, da også understreger.
BBC-radioprogrammet Today sendte i oktober 2003 en lang
række udsendelser, der problematiserede lovligheden af
Pædofilforeningen/Danish
Pedophile Association i Danmark. Udsendelsesrækken var affødt af en dom på 14
års fængsel til den 53-årige brite Stephen Hoath, der i konsekvens af
politiets
manglende vilje til at forfølge en sag om angiveligt seksuelt misbrug af hans
9-årige datter skød og dræbte manden bag de angivelige overgreb.
I BBC-udsendelserne argumenteredes der for, at
Danmark lod ytringsfriheden gå for langt, bl.a. fordi oplysningerne på den
danske pædofilforenings hjemmeside er tilgængelig i hele verden og dermed
udgør
et internationalt problem. Problematikken omkring de pædofiles ret til at
udtrykke
sig frit kan således sidestilles med den kritik, der har været af Danmark i
relation til, at landet i en periode har fungeret som central for udbredelse
af
nazistisk propaganda til bl.a. Tyskland.
Der er ulykkeligvis ingen tvivl om, at Danmark blandt pædofile
opfattes som et rent slaraffenland i sammenligning med andre civiliserede
lande
på grund af Danmarks lemfældige lovgivning på området. Eksempelvis anbefales
forfulgte pædofile på Pædofilforeningens hjemmeside at flytte til »Thailand,
Costa Rica, Denmark or any of the South American nations«.
Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at Danmark med den
nuværende retstilstand, hvor Pædofilforeningen af myndighederne betragtes som
en fuldt lovlig forening, hverken lever op til den europæiske
menneskerettighedskonventions
ordlyd vedrørende muligheden for at indskrænke foreningsfriheden eller lever
op
til de af FN’s børnekonvention krævede foranstaltninger til at forhindre
eller
imødegå seksuel udnyttelse af børn.
I Informations lederartikel den 4. marts 2004 omtales
foreningen Pædofilgruppen, der er identisk med Pædofilforeningen/Danish
Pedophile Association. I artiklen skriver kdj bl.a.:
»Det er en
fundamental uvidenhed om denne problematik – at mange pædofile vitterlig
ikke
fungerer på samme præmisser som os andre – der gør, at Danmark, til vore
nabolandes støt stigende forbløffelse, er ved at udvikle sig til et decideret
pædofilivenligt land. Man deltager fra politisk side ligefrem passivt i
forbrydelserne – for når ingen ansvarlige løfter en finger, har de
pædofile
reelt frit spil. Men ville man dog ikke gøre noget, hvis man nu vidste, at
der
var et massivt problem? Jo da. Sagen er bare den, at de færreste politikere
ulejliger sig med at beskæftige sig indgående med pædofili. Det er jo et
klamt
emne. Og derfor fatter de heller ikke en brik af, hvad det hele går ud på.«
6. Retstilstanden i andre lande
Retstilstanden i Holland, Sverige, Tyskland, Finland,
Norge, Frankrig og England er i et § 20-spørgsmål foranlediget af daværende
MF
Frank Dahlgaard i folketingsåret 2000-01 (S 298) undersøgt i relation til
lovligheden af pædofile foreninger.
Overordnet kan det nævnes, at kun ét land – Holland –
angiver at have en fuldt lovlig forening for pædofile. I de øvrige lande er
myndighederne ikke bekendt med, at sådanne foreninger eksisterer. Det
hollandske justitsministerium oplyser, at pædofilforeningen Martijns
lovlighed
aldrig har været anfægtet.
Det svenske justitsministerium oplyser, at der ikke i
Sverige findes egentlige foreninger for pædofile, men at de pædofile
organiserer sig i netværk, som myndighederne ikke er bekendt med. Den svenske
holdning angives at være, at man respekterer foreningsfriheden, men samtidig
slår skarpt ned på enkeltpersoners aktiviteter. Man vurderede, at en
organisation ville være lovlig, men at de deltagende personers handlinger
– i
kraft af deres seksuelle orientering – ville være ulovlig. Medlemskab af
en
sådan pædofilforening ville således ikke umiddelbart ifølge svensk lov være
strafbart.
Retsstillingen i Storbritannien synes umiddelbart mere
uafklaret. Ej heller her angiver man at have kendskab til lovlige pædofile
foreninger. Pædofile foreninger forstås som foreninger bestående af en gruppe
mennesker, der er seksuelt tiltrukket af børn. Denne form for
foreningsaktivitet er ikke i sig selv ulovlig ifølge britisk lovgivning.
Såfremt foreningens aktiviteter er ulovlige i henhold til britisk lovgivning,
kan en forening opløses og foreningens medlemmer stilles for en domstol.
Hermed
bliver pædofile foreninger, hvis medlemmer udøver kriminelle gerninger,
ulovlige i Storbritannien.
Finske foreningsforhold er reguleret i den finske
föreningslag. Af denne lov fremgår det, at »en förening får bildas för
gemensam
fullföljande av et ideelt syfte. Syftet får inte stride mod lag eller god
sed.«
Samme lovs 8. kapitel indeholder bestemmelser om opløsning af foreninger, som
kan ske alene ved domstolsbeslutning. Med baggrund heri må det konstateres,
at
pædofile foreninger i Finland næppe vil være lovlige. Under alle
omstændigheder
findes der tilsyneladende ikke pædofile foreninger i landet.
Ambassaden i Norge oplyser, at der i norsk lovgivning ikke
består noget egentligt forbud mod pædofile foreninger eller mod medlemskab af
en sådan forening. Justitsministeriet havde dog ikke kendskab til, at en
sådan
forening fandtes. I norsk lovgivning er der derimod forbud mod foreninger,
hvis
medlemmer foretager pædofile overgreb eller drøfter sådanne overgreb eller
foretager anden ulovlig virksomhed såsom udveksling af pædofile overgreb. Som
eksempel på ulovlige aktiviteter nævner det norske justitsministerium råd om,
hvorledes overgreb mod børn foretages. Det understreges her, at alene det at
drøfte seksuelle overgreb i foreningsregi er ulovligt efter norsk ret. Disse
drøftelser foregår som anført ovenfor i rigt mål i Pædofilforeningens regi.
Frankrigs retstilstand adskiller sig fra de øvrige landes
derved, at en forening for at kunne anerkendes som juridisk person
obligatorisk
skal anmeldes til det lokale præfektur. Foreninger, der har et ulovligt
øjemed,
er i Frankrig forbudte. En forening med ulovligt mål for øje – f.eks.
pædofili
– vil således ikke blive anerkendt. Målet kan fremgå af foreningens
vedtægter
eller eventuelt foreningens navn. Hvis en forening anmeldes med et lovligt
formål, hvor det senere bliver klart, at foreningens egentlige aktivitet og
mål
er et andet, vil foreningen være ugyldig og kunne opløses ved dom, hvilket er
væsentligt lettere, end tilfældet er i Danmark. Pædofile foreninger, uanset
om
de er anmeldte eller ikke anmeldte, er således umiddelbart ulovlige efter
fransk ret.
7. Argumenter for forbud
Europæisk forskning viser, at mellem 7 og 20 pct. af alle
piger og mellem 3 og 12 pct. af alle drenge er blevet seksuelt misbrugt før
det
fyldte 18 år.
Red Barnet
angiver, at antallet af anmeldelser af børnepornografi, der forekommer på
internettet, til foreningens hjemmeside har været støt stigende, siden
hjemmesiden blev oprettet i 1998. I 2002 modtog Red Barnets hotline 540
anmeldelser om måneden.
22
pct. af de anmeldte forhold blev af Red Barnet vurderet til at være ulovlige,
24 pct. handlede om børneerotika, og de resterende 54 pct. gav ikke anledning
til videreførelse af sagen og fremtrådte altså med andre ord som lovlig
pornografi.
Selv om antallet
af anmeldelser naturligvis ikke umiddelbart kan tages til indtægt for, at der
så også rent faktisk er mere børnepornografi til rådighed på internettet,
synes
der at være enighed om, at problemet med børnepornografi har været i
stigning,
siden internettet blev en realitet.
Foreningen for Børns Beskyttelse (FBB) angiver i sin
rapport til FN’s komité for børnekonventionen, at foreningen anser det
for
unormalt, at Pædofilforeningen kan eksistere i et land, der har underskrevet
børnekonventionen. FBB henviser blandt andet til programmet »De pædofile
danskere«, i hvilket foreningen finder et forbud mod Pædofilforeningen
godtgjort.
Af programmet fremgår det som nævnt ovenfor, at
Pædofilforeningens virke blandt andet tæller forsøg på at kontakte børn på
internettet med henblik på seksuelt forehavende. Der fortælles desuden i rigt
mål om overgreb mod børn såvel i Danmark som i Indien begået af foreningens
medlemmer.
Ligesom Foreningen for Børns Beskyttelse har også Red
Barnet ved flere lejligheder ytret ønske om, at der nedlægges forbud mod
Pædofilforeningen.
Det er foreningens og Dansk Folkepartis opfattelse, at et
argument om, at et forbud mod Pædofilforeningen alene vil have symbolsk
betydning, ikke kan tale til fordel for, at Pædofilforeningen ikke forbydes.
Argumentet kan vendes om: Hvis Pædofilforeningen ikke forbydes, vil det
således
være at betragte som en stiltiende accept af foreningens virke såvel over for
andre lande som over for pædofile, der påtænker at begå overgreb mod
uskyldige
børn.
På denne baggrund anbefaler Foreningen til Børns
Beskyttelse, at den danske regering omgående tager initiativ til at forbyde
Pædofilforeningen for at demonstrere regeringens alvorlige ønske om at
beskytte
børns rettigheder.
Justitsminister Frank Jensen udtalte, da han i kølvandet på
tv-programmet »De pædofile danskere« bad Københavns Politi undersøge, om der
kunne tilvejebringes tilstrækkeligt med beviser til at rejse en sag om
foreningens lovmedholdelighed, at det skulle kunne bevises, at medlemmerne af
Pædofilgruppen samles med det formål at udveksle ulovligheder: billeder, film
og andet med børnepornografisk materiale.
I dagbladet Informations lederartikel på forsiden den 4.
marts 2004 hedder det bl.a.:
»Kunne man ikke rubbe
neglene lidt inde i Folketinget? Kunne man ikke i det mindste begynde at
drøfte
på politisk plan, om foreningen Pædofilgruppen, som netop har opgraderet sin
hjemmeside til den verdensomspændende adresse www.danpedo.org, nu også er en
lille, jovial selvhjælpsgruppe? I hvert fald er det i givet fald en lille
selvhjælpsgruppe, der opererer på fem sprog via en international hjemmeside
–
komplet med links, chatrum og e-mail-adresser.«
Det er forslagsstillernes opfattelse, at dokumentationen
af, at der foregår ulovligheder i Pædofilforeningen, foreligger i form af
ovennævnte tv-program, »De pædofile danskere«, der entydigt peger i retning
af,
at foreningens formålsparagraffer er et skalkeskjul for foreningens reelle
formål, der er at udveksle erfaringer om, hvordan man kommer i lag med
mindreårige og dermed begår ulovligheder, samt at fungere som pædofil
efterretningstjeneste mod politiet. Det må være indlysende, at en sådan
planlægning af ulovlige aktiviteter, nemlig seksuelt samkvem med mindreårige,
udgør en sådan overtrædelse af straffeloven, at man må konstatere, at
foreningen
virker ved vold, og at foreningens virkelige formål er at øve seksuel vold
mod
børn.
På denne baggrund er det Dansk Folkepartis opfattelse, at
Folketinget bør træffe beslutning om at pålægge regeringen at søge
Pædofilforeningen/Danish Pedophile Association opløst ved dom. Dette kan og
bør
efter forslagsstillernes vurdering så vidt muligt ske på grundlag af et af
justitsministeren foreløbigt meddelt administrativt forbud. Et administrativt
forbud vil være et meget klart signal at sende til det pædofile miljø i
Danmark, og det vil samtidig vise over for mange bekymrede forældre, at
regeringen og Folketinget tager sagen alvorligt.
Et sådant administrativt forbud kan nedlægges
med hjemmel i grundlovens § 78, stk. 3, 2. pkt. Der er intet til hinder for,
at
justitsministeren vælger at lade en anden myndighed, f.eks. politidirektøren
i
København, nedlægge forbuddet. Det er klart, at et administrativt forbud
straks
skal følges op af en retssag, jf. grundlovens § 78, stk. 3, og
retsplejelovens
bestemmelser
Forslagsstillerne opfordrer til, at Folketingets partier –
uanset partiskel – samles om dette forslag, der udelukkende tjener det
formål
at hindre pædofile personer i at samles med ulovligt formål for øje.
Det vil være en falliterklæring, hvis
Folketinget ikke følger opfordringen til at samles om dette forslag. Hvis
forslaget vedtages, vil der være fuldt tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier
for, at der ikke sker overgreb mod ytringsfriheden og forsamlingsfriheden,
idet
alene domstolene kan træffe selve beslutningen om opløsning af foreningen.
Nærværende forslag skal alene pålægge regeringen
at tage de skridt, der er nødvendige for at
få indledt en opløsningssag.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om opløsning af Pædofilforeningen/Danish Pedophile
Association.
(Beslutningsforslag nr. B 150).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om opløsning af Pædofilforeningen/Danish Pedophile Association Retsinformation · 2. juni 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug eller udnyttelse af børn Retsinformation · 17. marts 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om opløsning af foreningen Hizb-ut-Tahrir Retsinformation · 19. maj 2004
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om opløsning af foreningen Retsinformation · 17. juli 2002
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Forslag til folketingsbeslutning om opløsning af rocker- og indvandrerbander Retsinformation · 28. oktober 2011