Spring til indhold

Retsinformation

1995 LSF 179 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER OG LOV OM OPRETTELSE AF ET ETISK RÅD OG REGULERING AF VISSE BIOMEDICINSKE FORSØG (NEDSÆTTELSE, OPFØLGNING M.V.)

1995/1 LSF 179Lovforslag som fremsatFolketinget12. juni 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 503 af 24. juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og

behandling af biomedicinske forskningsprojekter, som ændret ved § 8 i lov nr.

1133 af 21. december 1994, foretages følgende ændringer:

1. § 3 affattes således:

» § 3. En regional komite består af mindst 7 medlemmer, hvoraf

de 3 indstilles af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.

Stk. 2. Skønner amtsrådet, at hensynet til en regional komites

virke, projekternes antal eller andre grunde taler derfor, kan en komite

bestå af 9, 11, 13 eller 15 medlemmer. Ved et medlemstal på 9, 11, 13 eller

15 indstilles 4 respektive 5, 6 eller 7 af Statens Sundhedsvidenskabelige

Forskningsråd.

Stk. 3. Den regionale komite vælger selv sin formand og

næstformand blandt de udpegede medlemmer. Komiteen kan vælge at udpege 2

næstformænd.

Stk. 4. Den regionale komite udarbejder forslag til vedtægter, der

godkendes af den centrale komite.

Stk. 5. Komiteernes medlemmer udpeges for 4 år ad gangen svarende

til den amtskommunale valgperiode. Genudpegning af medlemmerne kan ske en

gang.«

2. § 6, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Det samme gælder forskningsprojekter, hvori

biomedicinsk forskning som nævnt i stk. 1 udgør en væsentlig bestanddel af

det samlede projekt.«

3. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Spørgeskemaundersøgelser og

registerforskningsprojekter skal kun anmeldes til en regional komite, såfremt

projektet indeholder et væsentligt element af biomedicinsk forskning eller

udgør en del af et projekt, som indeholder et væsentligt element af

biomedicinsk forskning, og såfremt projektet for den enkelte forsøgsperson

Læs alt

indebærer sundhedsmæssige risici eller på anden måde kan være til belastning

for den pågældende forsøgsperson.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

4. § 8, stk. 1, nr. 3 og 4, affattes således:

»3) der i de tilfælde, hvor forsøget udføres under omstændigheder,

som udelukker information og indhentelse af samtykke efter nr. 2, vil blive

givet information til og indhentet samtykke fra nærmeste pårørende eller en

værge, såfremt der er iværksat værgemål efter værgemålslovens § 5, der

omfatter personlige forhold, herunder beføjelse til at meddele samtykke til

deltagelse i biomedicinske forsøg,

4) det klart fremgår af informationen, at patienter og raske

forsøgspersoner samt pårørende og værge, der har givet samtykke efter nr. 3,

på ethvert tidspunkt kan tilbagekalde sit samtykke,».

5. I § 8, stk. 1, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:

»5) det klart fremgår af den skriftlige information, hvilken

økonomisk støtte forskeren modtager fra private virksomheder, fonde m.v. til

gennemførelse af det pågældende forskningsprojekt, og om forskeren i øvrigt

har en økonomisk tilknytning til private virksomheder, fonde m.v., som har

interesser i det pågældende forskningsprojekt, og«.

Nr. 5 bliver herefter nr. 6.

6. I § 8, stk. 2, ændres »nr. 1-3« til: »nr.

1-5«.

7. § 8, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Komiteen kan i særlige tilfælde bestemme, at

registerforskningsprojekter ikke er omfattet af reglen i stk. 1, nr. 2 og 3,

om informeret samtykke.«

8. I § 8 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om

bestemmelserne i stk. 4.«

9. I § 9 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. Den Centrale Videnskabsetiske Komite afgiver hvert

år en redegørelse om et eller flere emner i relation til komiteernes

opfølgning og kontrol med de meddelte tilladelser.

Stk. 4. Emnet eller emnerne for den årlige redegørelse fastlægges

efter nærmere aftale med forskningsministeren.«

10. I § 11 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Kan der ikke i den centrale komite opnås enighed om

bedømmelsen af et projekt, kan komiteen træffe afgørelse ved almindeligt

flertal, såfremt flertallet omfatter et flertal blandt såvel medlemmer

udpeget efter indstilling fra Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd

som blandt andre til Den Centrale Videnskabsetiske Komite udpegede medlemmer,

jf. § 4, stk. 2.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

11. § 16, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Medlemmerne af de regionale komiteer modtager

udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i den kommunale styrelseslov.

Amtsrådet kan beslutte, at medlemmerne herudover ydes diæter og erstatning

for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16 a i den

kommunale styrelseslov. Amtsrådet kan endvidere beslutte, at hvervet som

formand for de regionale komiteer vederlægges med indtil 25.000 kr. årligt,

og at hvervet som næstformand vederlægges med indtil 20.000 kr. årligt. En

vederlagt formand eller næstformand kan ikke samtidig modtage diæter og

erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.«

12. I § 16 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4. Medlemmerne af den centrale komite bortset fra

formanden og næstformanden ydes diæter, erstatning for dokumenteret tabt

arbejdsfortjeneste samt udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i den

kommunale styrelseslov.

Stk. 5. Udgiften til vederlæggelse af medlemmerne af de regionale

komiteer og de medlemmer af den centrale komite, der er medlemmer af en

regional komite, afholdes af vedkommende amtskommune. Udgiften til

vederlæggelse af de øvrige medlemmer af den centrale komite samt til fast

vederlag til formanden og næstformanden for den centrale komite afholdes af

forskningsministeren.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 6.

13. § 18, stk. 2, ophæves.

§ 2

I lov nr. 353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd og regulering

af visse biomedicinske forsøg, som senest ændret ved § 19 i lov nr. 503 af

24. juni 1992, foretages følgende ændring:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om oprettelse af et etisk råd«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1996, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 4, om en ændret affattelse af § 8, stk. 1, nr. 3

og 4, i lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter træder først i kraft den 1. januar 1997.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold

tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov nr. 503 af 24. juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og

behandling af biomedicinske forskningsprojekter, som ændret ved § 8 i lov nr.

1133 af 21. december 1994, foretages følgende ændringer:

1. § 3 affattes således:

» § 3. En regional komite består af mindst 7 medlemmer, hvoraf

de 3 indstilles af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.

Stk. 2. Skønner amtsrådet, at hensynet til en regional komites

virke, projekternes antal eller andre grunde taler derfor, kan en komite

bestå af 9, 11, 13 eller 15 medlemmer. Ved et medlemstal på 9, 11, 13 eller

15 indstilles 4 respektive 5, 6 eller 7 af Statens Sundhedsvidenskabelige

Forskningsråd.

Stk. 3. Den regionale komite vælger selv sin formand og

næstformand blandt de udpegede medlemmer. Komiteen kan vælge at udpege 2

næstformænd.

Stk. 4. Den regionale komite udarbejder forslag til vedtægter, der

godkendes af den centrale komite.

Stk. 5. Komiteernes medlemmer udpeges for 4 år ad gangen svarende

til den amtskommunale valgperiode. Genudpegning af medlemmerne kan ske en

gang.«.

2. § 6, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Det samme gælder forskningsprojekter, hvori

biomedicinsk forskning som nævnt i stk. 1 udgør en væsentlig bestanddel af

det samlede projekt.«.

3. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

» Stk. 3. Spørgeskemaundersøgelser og

registerforskningsprojekter skal kun anmeldes til en regional komite, såfremt

projektet indeholder et væsentligt element af biomedicinsk forskning eller

udgør en del af et projekt, som indeholder et væsentligt element af

biomedicinsk forskning, og såfremt projektet for den enkelte forsøgsperson

indebærer sundhedsmæssige risici eller på anden måde kan være til belastning

for den pågældende forsøgsperson.«.

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

4. § 8, stk. 1, nr. 3 og 4, affattes således:

»3) der i de tilfælde, hvor forsøget udføres under omstændigheder,

som udelukker information og indhentelse af samtykke efter nr. 2, vil blive

givet information til og indhentet samtykke fra nærmeste pårørende eller en

værge, såfremt der er iværksat værgemål efter værgemålslovens § 5, der

omfatter personlige forhold, herunder beføjelse til at meddele samtykke til

deltagelse i biomedicinske forsøg,

4) det klart fremgår af informationen, at patienter og raske

forsøgspersoner samt pårørende og værge, der har givet samtykke efter nr. 3,

på ethvert tidspunkt kan tilbagekalde sit samtykke, og«.

5. § 8, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Komiteen kan i særlige tilfælde bestemme, at

registerforskningsprojekter ikke er omfattet af reglen i stk. 1, nr. 2 og 3,

om informeret samtykke.«.

6. I § 8 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

» Stk. 6. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om

bestemmelserne i stk. 4.«.

7. I § 9 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

» Stk. 3. Den Centrale Videnskabsetiske Komite afgiver hvert

år en redegørelse om et eller flere emner i relation til komiteernes

opfølgning og kontrol med de meddelte tilladelser.

Stk. 4. Emnet eller emnerne for den årlige redegørelse fastlægges

efter nærmere aftale med forskningsministeren.«.

8. I § 11 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Kan der ikke i den centrale komite opnås enighed om

bedømmelsen af et projekt, kan komiteen træffe afgørelse ved almindeligt

flertal, såfremt flertallet omfatter såvel medlemmer udpeget efter

indstilling fra Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd som andre til

Den Centrale Videnskabsetiske Komite udpegede medlemmer, jf. § 4, stk.

2.«.

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

9. § 16, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Der ydes kommunale diæter m.v. efter reglerne i lov

om kommuners styrelse til medlemmerne af de regionale komiteer og til de

medlemmer af den centrale komite, der er medlemmer af en regional komite. De

nævnte medlemmer vederlægges af amtskommunerne. Udgiften til eventuel

vederlæggelse af de medlemmer af den centrale komite, der ikke er medlemmer

af regionale komiteer, afholdes af forskningsministeren.«.

10. § 18, stk. 2, ophæves.

§ 2

I lov nr. 353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd og regulering

af visse biomedicinske forsøg, som ændret ved § 18 i lov nr. 503 af 24. juni

1992, foretages følgende ændring:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om oprettelse af et etisk råd«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1996, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 4, vedrørende ændringer i lovens § 8, stk. 1, nr.

3 og 4, træder først i kraft den 1. januar 1997.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold

tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslaget formål

Formålet med lovforslaget er at foretage en lovpligtig revision af lov nr.

503 af 24. juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af

biomedicinske forskningsprojekter. Efter lovens § 18, stk. 2, skal

sundhedsministeren således i folketingsåret 1995-96 fremsætte forslag til

revision af loven.

Med forslaget fastsættes bestemmelser om afgørelsesmåden i Den Centrale

Videnskabsetiske Komite i de tilfælde, hvor der ikke kan opnås enighed om

bedømmelsen af et projekt. Med forslaget sker samtidig enkelte ændringer af

bestemmelserne om udpegning af medlemmer til de regionale komiteer, en

ændring af bestemmelserne om spørgeskemaundersøgelser og

registerforskningsprojekter samt en tilføjelse til bestemmelserne om

komiteernes opfølgning og kontrol med de godkendte projekter.

2. Lovforslagets baggrund

Forslag L 59 til lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af

biomedicinske forskningsprojekter blev fremsat af sundhedsministeren den 23.

oktober 1991 (Folketingets Forhandlinger 1991-92, 767). Forslaget blev 1.

behandlet den 29. oktober 1991 (FF 1991-92, 1143), 2. behandlet den 16. juni

1992 (FF 1991-92, 10538) og vedtaget ved 3. behandling den 19. juni 1992 (FF

1991-92, 11101).

Med lov nr. 503 af 24. juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og

behandling af biomedicinske forskningsprojekter, der trådte i kraft den 1.

oktober 1992, etableredes retligt bindende rammer for den videnskabsetiske

bedømmelse af biomedicinske forskningsprojekter her i landet. Dette gælder,

hvadenten projekterne udføres på levendefødte menneskelige individer,

menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, menneskelige

befrugtede æg, fosteranlæg og fostre, væv, celler og arvebestanddele fra

mennesker, fostre og lignende eller på afdøde.

Siden 1979 har der i Danmark eksisteret et videnskabsetisk komitesystem,

bestående af syv regionale komiteer og en central komite, hvis sekretariater

blev varetaget af det offentlige. Med vedtagelsen af komiteloven skete i

meget vidt omfang en videreførelse af den praksis, som det videnskabsetiske

komitesystem havde fastlagt gennem sit ulovhjemlede virke.

Med loven blev der imidlertid skabt retligt bindende rammer om systemet,

således at komiteernes virke blev en del af den offentlige forvaltning i

offentlighedslovens og forvaltningslovens forstand. Loven indebar samtidig

enkelte væsentlige nydannelser vedrørende komitesystemets kompetenceområde,

komiteernes sammensætning samt finansieringen af de regionale komiteers

arbejde.

Vedrørende kompetenceområdet blev anmeldelse og godkendelse af

biomedicinske forskningsprojekter med loven udvidet til at gælde for alle

biomedicinske projekter, uanset hvilket menneskeligt materiale de udføres på.

Det ulovhjemlede komitesystems regelgrundlag - især Helsinki-deklarationen -

omfattede således alene biomedicinske forskningsprojekter på levende

mennesker, men ikke på afdøde og heller ikke på det menneskelige liv fra

befrugtning til fødsel.

Vedrørende komiteernes sammensætning indebar loven, at det ulovhjemlede

komitesystems paritet mellem læge og videnskabelige medlemmer blev afløst af

et flertal af lægpersoner, både i de regionale komiteer og i den centrale

komite.

Vedrørende finansieringen af de regionale komiteers arbejde blev dette med

loven ændret fra fuldstændig offentlig finansiering til delvis offentlig

finansiering. Til delvis dækning af de regionale komiteers udgifter betaler

statsinstitutioner samt private firmaer og hospitaler således i dag et gebyr

for hver anmeldt projekt til vedkommende amtskommune.

Udover disse nydannelser i komitesystemet blev der med lovens kapitel 4

indført bestemmelser, der helt konkret regulerer forskning og behandling på

forplantningsteknologiområdet. Efter lovens § 14 er det alene tilladt at

foretage sådanne forsøg med befrugtede menneskelige æg og kønsceller, der

agtes anvendt til befrugtning, som er nødvendige for at sikre en forsvarlig

behandlingskvalitet for in vitro befrugtningen. Tilsvarende gælder efter

loven for andre behandlinger for ufrivillig barnløshed, hvor en kvindes æg

befrugtes uden for livmoderen.

Med loven blev der ligeledes i § 14 fastsat:

- en lovmæssig tidsfrist på 14 dage for, hvor længe befrugtede

menneskelige æg må holdes i live uden for en kvindes livmoder,

- et forbud mod donation af befrugtede menneskelige æg, samt

- en bemyndigelse til sundhedsministeren til at fastsætte regler om

nedfrysning og donation af menneskelige æg. Denne bemyndigelse er udnyttet

med Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 392 af 17. maj 1994 om

nedfrysning og donation af menneskelige æg.

Endelig blev der i lovens § 15 fastsat forbud mod forsøg, der har til

formål at muliggøre:

- fremstilling af arvemæssigt identiske menneskelige individer,

- fremstilling af menneskelige individer ved sammensmeltning af genetisk

forskellige fosteranlæg eller dele af forsteranlæg, før de sættes fast i

livmoderen,

- fremstilling af levende menneskelige individer, som er hybrider med en

arvemasse, hvori indgår bestanddele fra andre arter og

- udvikling af et menneskeligt individ i artsfremmed livmoder.

Bestemmelserne i komitelovens kapitel 4 omfatter samtlige de

lovbestemmelser, der i dag regulerer forskning og behandling indenfor

forplantningsteknologiområdet.

3. Udskillelsen af lovens kapitel 4 om forplantningsteknologi

Udviklingen siden lovens ikrafttræden har vist, at der ikke er den nære

sammenhæng mellem komitesystemet og reglerne i lovens kapitel 4 om

forplantningsteknologi, og at der i øvrigt er behov for en yderligere

regulering på forplantningsteknologiområdet. Reglerne omkring

forplantningsteknologien udgør som nævnt den konkrete regulering af forskning

og behandling på området, og reglerne har grundlæggende intet at gøre med

rammerne for en videnskabsetisk bedømmelse af forskningsprojekter.

Regeringen har derfor fundet, at det i forbindelse med revisionen af

komiteloven vil være hensigtsmæssigt at udskille lovens kapitel 4 om

forplantningsteknologi til en selvstændig lovgivning. Regeringen vil

sideløbende med dette forslag fremsætte et lovforslag om kunstig befrugtning

i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v.,

indeholdende en retlig præcisering og uddybning af reguleringen på

forplantningsteknologiområdet, herunder de nuværende bestemmelser i

komitelovens kapitel 4. Revisionen af bestemmelserne i komiteloven i dette

forslag vil derfor ikke omfatte lovens kapitel 4, og en ophævelse af

bestemmelserne i kapitel 4 i komiteloven vil ske i forbindelse med

vedtagelsen af en selvstændig lovgivning om kunstig befrugtning.

Med udskillelsen af kapitel 4 vil komiteloven fremstå som en lov, der

udelukkende indeholder den retlige regulering af det videnskabsetiske

komitesystem. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at komitesystemets

kompetence til at bedømme biomedicinske forsøg på befrugtede æg m.v. ikke med

udskillelsen af kapitel 4 fra komiteloven er ændret. Biomedicinske

forskningsprojekter, der indebærer sådanne forsøg, skal stadig anmeldes til

komitesystemet, jf. lovens § 6, stk. 1, og vil således først kunne

iværksættes, når der af komitesystemet er givet tilladelse hertil.

4. Generel vurdering af komitesystemets virksomhed

De 7 regionale komiteer og Den Centrale Videnskabsetiske Komite behandlede

i 1994 ialt 2908 projekter. Heraf behandlede Den Centrale Videnskabsetiske

Komite i 1994 45 projekter mod 40 projekter i 1993. Langt den overvejende del

af de anmeldte projekter godkendes, men en lang række projekter godkendes

imidlertid først efter, at den projektansvarlige har foretaget ændringer i

projektet efter anvisning fra den videnskabsetiske komite.

Kliniske afprøvninger af lægemidler udgør ca. en 1/3 af de anmeldte

projekter. Af de resterende knap 2000 projekter i 1994 udgjorde

spørgeskemaundersøgelser og registerforskningsprojekter omkring halvdelen.

Komiteerne havde i 1994 ca. 350 anmeldte multicenterprojekter. Da

multicenterprojekter netop behandles i flere komiteer, repræsenterede de 350

projekter ca. 1350 sager i komitesystemet.

Ifølge oplysninger fra komiteerne udgjorde de samlede

administrationsomkostninger for de syv regionale videnskabsetiske komiteer i

1994 knap 4 mill. kr. Disse udgifter omfatter udgifter til aflønning af

personale, diæter, transport m.v. Komiteernes indtægter i form af gebyrer

udgjorde i 1994 ca. 1.750.000 kr., og komiteerne har i 1994 anvendt ca. 1 1/4

årsværk til at administrere gebyrordningen.

Regeringen finder grundlæggende, at komitesystemet i perioden siden lovens

ikrafttræden har levet op til sit formål om at sikre beskyttelsen af

forsøgspersoner, der deltager i biomedicinske forskningsprojekter, samtidig

med at der skabes mulighed for udvikling af ny, værdifuld viden, jf. § 2,

stk. 1. I forbindelse med den videnskabsetiske bedømmelse af

forskningsprojekter foretages således den fornødne afvejning af

beskyttelseshensynet til den enkelte forsøgsperson samtidig med, at der i

komitebedømmelsen indgår en vurdering af, om det enkelte forskningsprojekt er

af god videnskabelig standard og om projektet har et lødigt formål, herunder

om projektet bidrager til udvikling af ny, relevant viden.

De eksisterende retlige rammer for komitesystemet giver efter regeringens

opfattelse et tilstrækkeligt grundlag for en komitebedømmelse, der ikke blot

omfatter en snæver videnskabsetisk vurdering men tillige inddrager mere

almene etiske aspekter. Der synes derfor ikke at være behov for fundamentale

ændringer i de grundlæggende principper for det eksisterende komitesystems

indretning og virksomhed.

Regeringen må dog konstatere, at komiteerne på et par områder ikke fuldt

ud har levet op til bestemmelserne i loven. Der er således behov for at

styrke indsatsen i komiteerne omkring patientinformation og informeret

samtykke samt vedrørende opfølgning og kontrol med de godkendte projekter.

5. Vurdering og revision af lovens bestemmelser

En række af bestemmelserne i den gældende lov har siden lovens

ikrafttræden givet anledning til en række spørgsmål og diskussioner, ikke

mindst i forbindelse med den offentlige debat, der udspillede sig i

forlængelse af det debatmateriale, som forskningsministeren og

sundhedsministeren udsendte i juli 1995. Debatmaterialet gav anledning til en

værdifuld offentlig debat og regeringen modtog en række konstruktive

bemærkninger og forslag til lovens bestemmelser og til komitesystemets virke

i almindelighed.

Regeringen afholdt den 24. oktober 1995 en konference om komitesystemets

virksomhed. Formålet med konferencen var som en opfølgning på sommerens debat

og høringsrunde over regeringens debatmateriale at give komitefolk og andre

en mulighed for at drøfte, hvordan komitesystemet i det daglige fungerer.

Konferencen gav på en række centrale områder i forbindelse med revisionen et

godt indblik i komiteernes daglige virke og viste, at der i forlængelse af

lovrevisionen er behov for at arbejde videre med flere aspekter af

komiteernes arbejde. Der er som en opfølgning på konferencen til samtlige

konferencedeltagere samt til alle høringsparter udsendt en konferencerapport

med referater og indlæg fra debatten.

Med udgangspunkt i de erfaringer, der er høstet med komitesystemets

virksomhed siden lovens ikrafttræden, samt på grundlag af de bemærkninger og

forslag, som er fremkommet i den offentlige debat i almindelighed samt på

konferencen den 24. oktober 1995, finder regeringen, at de væsentligste

spørgsmål i forbindelse med en revision af komitelovens bestemmelser vedrører

følgende elementer:

- Lovens gyldighedsområde

- Komiteernes nedsættelse og arbejdsgang

- Komitesystemets samarbejde med Etisk Råd

- Udformning af patientinformation og indhentning af samtykke

- Afstemningsregler i komitesystemet

- Opfølgning og kontrol med meddelte tilladelser

- Aktindsigt i forbindelse med komitesystemets sagsbehandling

- Spørgsmål om klageadgang i forhold til anmeldte forskningsprojekter

- Gebyrordningen for ikke-amtskommunale projektansøgere.

Ad lovens gyldighedsområde

Lovens gyldighedsområde er biomedicinske forskningsprojekter, hvadenten

der er tale om projekter, der vedrører forsøg med behandling, forsøg med nye

diagnostiske metoder eller forsøg med forebyggende kliniske undersøgelser.

Loven omfatter således alle typer af biomedicinske forskningsprojekter,

uanset om projektet gennemføres i privat eller offentligt regi.

Regeringen finder grundlæggende, at komitesystemets overordnede

virksomhedsområde er veldefineret og velafgrænset i de nuværende bestemmelser

i loven og finder derfor ikke anledning til at ændre lovens bestemmelser på

dette område.

Sundhedsministeriet har i en redegørelse til Folketinget af 17. december

1992 redegjort nærmere for behandlingsforsøg, hvilket vil sige tilfælde, hvor

den behandlende læge i rent behandlingsmæssigt øjemed og i den enkelte

patients eller en mindre gruppe af patienters interesse ændrer på

behandlingsmetoden eller prøver en behandling, der måske ikke tidligere har

været anvendt i den sammenhæng eller på det tidspunkt i behandlingen. Det

blev i redegørelsen til Folketinget slået fast, at behandlingsforsøg måtte

karakteriseres som behandling og ikke som forskning.

Diagnostik og behandling uden forskningsformål, herunder

behandlingsforsøg, er derfor underlagt reglerne i lægeloven samt de ansvars-

og tilsynsregler, som i øvrigt gælder på sundhedsområdet.

I forbindelse med den offentlige debat i forlængelse af regeringens

debatmateriale fra i sommer samt i indlæg og debat på konferencen om

komitesystemet den 24. oktober 1995, er det fra flere sider blevet anbefalet,

at en række af de forskningsprojekter, som i dag anmeldes til komiteerne,

hensigtsmæssigt kan udskilles fra komitesystemets arbejdsopgaver. Der tænkes

her på sociologiske og samfundsmedicinske spørgeskema- og

journalundersøgelser, samt registerforskningsprojekter, der ikke på nogen

måde involverer forsøgspersoner og projekter fra studerende, der ud fra en

videnskabsetisk vurdering er uproblematiske.

Hensynet til forskerne og hensynet til komitesystemets virke indebærer, at

det efter regeringens opfattelse må overvejes, om nogle af disse projekter

hensigtsmæssigt kan udskilles fra komiteernes virksomhed.

Et grundlæggende udgangspunkt for at vurdere, om et givent

forskningsprojekt skal anmeldes til det videnskabsetiske komitesystem, er,

jf. § 6, stk. 2, om biomedicinsk forskning udgør en væsentlig bestanddel af

det pågældende projekt. Regeringen finder det vigtigt, at komiteerne løbende

overvejer, diskuterer og afgrænser komitesystemets virksomhedsområde i

relation til projekternes indhold af biomedicinsk forskning. Det er

imidlertid ikke hensigtsmæssigt i loven at fastsætte, hvilke konkrete typer

af projekter der kan siges at indeholde et så væsentligt element af

biomedicinsk forskning, at de skal anmeldes til komitesystemet.

Da et helt centralt formål med komitebedømmelsen er at sikre beskyttelsen

af forsøgspersoner, der deltager i biomedicinske forskningsprojekter, er det

samtidig afgørende at vurdere, om visse projekter kan afgrænses fra

komitesystemets virksomhedsområde, fordi de typisk ikke omfatter

forsøgspersoner.

En række registerforskningsprojekter involverer ikke deltagelse af

forsøgspersoner, men omfatter alene forskning i registerdata. For de

personer, hvis data indgår i sådanne registre, må interessen primært være, at

personlige data opbevares forsvarligt, eventuelt gennem anonymisering eller

kodning, således at data ikke misbruges.

I forbindelse med oprettelsen af registre skal der udarbejdes

registerforskrifter i overensstemmelse med bestemmelserne i registerloven.

Herved sikres netop, at personlige data i sådanne registre opbevares

forsvarligt samt ikke videregives uretmæssigt. For personer, hvis data indgår

i sådanne registre, indebærer forskriftsmæssigt udarbejdede

registerforskrifter dermed, at registerforskning i sådanne data sker på en

sådan måde, at den enkelte borgers retsbeskyttelse og integritet ikke

krænkes.

På denne baggrund finder regeringen det hensigtsmæssigt, både af hensyn

til forskerne og af hensyn til komitesystemets virksomhed, at sådanne

registerforskningsprojekter ikke tillige kræver anmeldelse til komitesystemet

ved siden af godkendelse i henhold til registerloven.

For en række spørgeskemaundersøgelser gælder, at der ikke er nogen reel

risiko eller belastning forbundet med at deltage i sådanne projekter,

samtidig med at den enkelte person blot kan undlade at deltage i projektet,

hvis vedkommende f.eks. mener, at undersøgelsen virker for påtrængende.

Regeringen er derfor af den opfattelse, at kun spørgeskemaundersøgelser og

registerforskningsprojekter, der indeholder et væsentligt element af

biomedicinsk forskning eller udgør en del af et projekt, der indeholder et

væsentligt element af biomedicinsk forskning og som samtidig indebærer en

sundhedsmæssig risiko for den enkelte forsøgsperson eller på anden måde kan

være til belastning for den pågældende, bør anmeldes til komitesystemet. Også

på dette område er det imidlertid vigtigt, at komiteerne løbende overvejer,

diskuterer og afgrænser komitesystemets virksomhedsområde.

Ad komiteernes nedsættelse og arbejdsgang

Efter de gældende bestemmelser er det amtsrådene, der nedsætter de

regionale videnskabsetiske komiteer. Et amtsråd kan nedsætte en eller flere

komiteer inden for sit geografiske område, ligesom en komite kan nedsættes af

flere amtsråd. Dertil kommer, at amterne kan fastsætte, at en komite skal

bestå af 9 eller 11 medlemmer fremfor af 7 medlemmer, som ifølge gældende

bestemmelser er minimum for en regional komite. Der er således i den gældende

lovgivning tillagt amterne en betydelig frihed med hensyn til nedsættelsen,

størrelsen og arbejdsgangen i de enkelte komiteer. Det forudsættes dog, at et

amtsråd kun opretter mere end en komite inden for sit område eller udvider

medlemsantallet, såfremt arbejdsbyrden taler herfor.

Komitesystemet er på nuværende tidspunkt - som det også gjaldt for det

ulovhjemlede komitesystem før 1. oktober 1992 - opdelt i 7 regionale komiteer

og en central komite. Hver komite omfatter derved mere end en amtskommune -

bortset fra Århus og Københavns amtskommuners komiteer. Baggrunden for, at

regionsprincippet ikke følger amtsgrænserne, er primært, at forskningen ikke

foregår med lige stor intensitet ved de forskellige sygehuse. Som følge deraf

har de komiteer, der betjener universiteterne i København, Århus og Odense et

væsentligt højere antal ansøgninger end de øvrige komiteer.

Specielt komiteen for København og Frederiksberg kommuner behandler på

årsbasis ca. 900 sager ud af ca. 2900 sager, som der i alt behandles i de 7

regionale komiteer. Komiteen består af det maksimale antal på 11 medlemmer,

som i dag er mulig efter loven, og man har på grund af arbejdsbyrden valgt at

lave to underudvalg. De to underudvalg er besat med 5 medlemmer, hvoraf 3 er

lægpersoner og 2 er sundhedsvidenskabelige forskere. Arbejdsgangen er

således, at hver sag i underudvalget forbehandles af en sundhedsvidenskabelig

forsker og en lægperson, som via sekretariatet har mulighed for at indhente

yderligere oplysninger, hvis dette skønnes nødvendigt. Herefter går sagerne

til bedømmelse i underudvalget. Såfremt et medlem ønsker sagen behandlet i et

samlet komitemøde, kan medlemmet forlange dette. Derved sikres, at der i

sager, hvor det enkelte medlem føler sig usikker på bedømmelsen i

underudvalget, kan ske en vurdering af en større kreds.

For en nærmere gennemgang af arbejdsgangen i de øvrige regionale komiteer

kan der henvises til sundhedsministerens besvarelse af 1. marts 1995 af

spørgsmål nr. 46 (alm.del - bilag 111), som Folketingets Sundhedsudvalg har

stillet den 7. december 1994.

Det er grundlæggende regeringens opfattelse, at der er store fordele

forbundet med, at amterne i vid udstrækning fastholder deres betydelige

frihed med hensyn til komitearbejdets nærmere tilrettelæggelse.

Amternes adgang til selv at fastsætte antallet og placeringen af de

regionale videnskabsetiske komiteer samt amternes adgang til at udvide en

komites medlemsantal til 9 eller 11 medlemmer giver i almindelighed i dag

amterne mulighed for en fleksibel indretning og tilpasning af komiteernes

antal, placering og størrelse til den aktuelle arbejdsbyrde i de enkelte

geografiske områder. Eventuelle ændringer i sygehusstrukturen vil naturligvis

på sigt kunne medvirke til ændringer i den sundhedsvidenskabelige

forskningsintensitet i de forskellige egne af landet. De gældende

bestemmelser giver amterne mulighed for at tilpasse komiteernes arbejde til

sådanne udviklingstræk.

Regeringen finder det således hensigtsmæssigt, at amternes store grad af

selvbestemmelse på dette område fastholdes.

Regeringen erkender, at arbejdsbyrden i de store komiteer, specielt i

komiteen for Københavns og Frederiksberg kommuner, siden lovens ikrafttræden

har været stærkt stigende og af mange komitemedlemmer opfattes som en stor

belastning set i relation til den tid, der rimeligvis skal anvendes for at

sætte sig ordentligt ind i de enkelte forsøgsprojekter.

Regeringen finder det imidlertid ikke hensigtsmæssigt i loven at fastsætte

en maksimumgrænse for, hvor mange projekter, de enkelte komiteer må behandle

om året. Regeringen har derfor overvejet andre muligheder for en løsning af

medlemmernes arbejdsbelastning i de store komiteer.

Med henblik på en aflastning af de enkelte komitemedlemmer, havde

regeringen i det lovforslag, der var udsendt til høring, foreslået, at de

amtskommunale myndigheder fik mulighed for til den enkelte komite at udpege

et større antal medlemmer, således at de udpegede medlemmer hver for sig kun

skulle deltage i et begrænset antal møder og derved også kun skulle sætte sig

ind i et begrænset antal sager. Regeringen fastsatte endvidere bestemmelser

om sammensætningen af komiteerne ved behandlingen af sager.

I høringssvarene kritiseres denne løsning af amtskommunale myndigheder,

Den Centrale Videnskabsetiske Komite samt flere regionale komiteer for at

gøre det vanskeligt at opretholde en ensartet bedømmelseskvalitet og

kontinuitet i arbejdet i komiteerne, da konstruktionen rummer en fare for, at

den erfaring med arbejdet i de enkelte komiteer, som medlemmerne opnår, vil

gå tabt. Derudover fremhæves det, at det vil være vanskeligt og ekstra

ressourcekrævende at administrere en ordning med skiftende medlemmer,

samtidig med at forslaget indebærer en sådan sammensætning af komiteerne ved

behandlingen af de enkelte sager, at det ikke vil være muligt for komiteerne

at foretage sagsbehandling i underudvalg samt forenklet sagsbehandling af

visse projekter.

I stedet foreslår flere komiteer, at de gældende bestemmelser i lovens § 3

fastholdes, eventuelt med den ændring, at maksimumstallet i komiteerne

udvides fra 11 til f.eks. 15 medlemmer. Regeringen har på baggrund af

komiteernes bemærkninger fundet det hensigtsmæssigt at bevare de gældende

bestemmelser i komiteloven på dette område, dog således at der foreslås en

udvidelse af det maksimale antal medlemmer til 15, og således at de enkelte

komiteer får mulighed for at udpege en ekstra næstformand.

I den udstrækning, man i de store komiteer gør brug af sagsbehandling i

underudvalg, vil der ved dette forslag blive mulighed for, at de anmeldte

projekter kan fordeles på flere udvalg, således at det enkelte komitemedlem

skal gennemlæse og medvirke ved behandlingen af færre projekter end ellers.

Forslaget giver derfor mulighed for en aflastning af komitemedlemmerne i de

store komiteer.

Der er stor forskel på de forskellige komiteers arbejdsform vedrørende

f.eks. afholdelse af møder, omfanget af ansøgninger, der behandles ved

skriftlig votering, behandlingen af ansøgninger modtaget fra andre komiteer,

behandlingen af tillægsprojekter m.v., jf. sundhedsministerens besvarelse af

1. marts 1995 af spørgsmål nr. 46 (alm.del - bilag 111). Sådanne forskelle

bunder i vid udstrækning i de meget forskellige forhold vedrørende geografisk

afstand, antallet af projekter m.v., der gør sig gældende for de forskellige

komiteer.

For at sikre en betryggende beslutningsprocedure og en ensartet vurdering

af de anmeldte projekter, har Den Centrale Videnskabsetiske Komite udsendt

standardvedtægter og forretningsorden for komiteernes arbejde, som bl.a.

beskriver komiteernes adgang til skriftlig sagsbehandling, sagsbehandling i

underudvalg m.v. Med et sådant sæt af ensartede rammer for komiteernes

arbejde, finder regeringen, at der på trods af forskelle i arbejdsform og

arbejdstilrettelæggelse de enkelte komiteer imellem er sikret tilstrækkeligt

grundlag for en videnskabsetisk bedømmelse af de anmeldte projekter, der

lever op til lovens formål. Regeringen finder derfor ikke grundlag for i

loven at fastsætte detaljerede bestemmelser om arbejdstilrettelæggelsen i de

regionale komiteer.

Vedrørende nedsættelsen af den centrale komite finder regeringen, at

bestemmelserne i § 4 har fungeret fuldt tilfredsstillende. Der er derfor ikke

fundet behov for ændringer på dette område.

Ad komitesystemets samarbejde med Etisk Råd

Efter lovens § 5 skal den centrale komite bl.a. ved fælles møder

samarbejde med Etisk Råd. Komiteen skal ifølge bestemmelsen sammen med Etisk

Råd udarbejde rapporter om principielle etiske problemstillinger, som har

været drøftet i fællesskab.

Det hidtidige samarbejde mellem Den Centrale Videnskabsetiske Komite og

Etisk Råd har vist, at det har været udbytterigt med fælles høringsrunder

forud for afgivelse af udtalelser omkring generelle etiske problemstillinger.

Fælles rapporter foreligger hidtil ikke.

Regeringen ser gerne et fortsat samarbejde mellem Den Centrale

Videnskabsetiske Komite og Etisk Råd, f.eks. i form af redegørelser, der

belyser principielle etiske problemstillinger, der har været drøftet i

fællesskab. På baggrund af de seneste samarbejdsinitiativer kan der da også

fremover forventes et udbygget samarbejde mellem Etisk Råd og Den Centrale

Videnskabsetiske Komite.

Regeringen finder på denne baggrund ikke anledning til lovændringer på

området.

Ad udformning af patientinformation og indhentning af samtykke

Information af forsøgspersoner og indhentning af informeret samtykke eller

stedfortrædende informeret samtykke har været et af de centrale aspekter i

den offentlige debat, i de indkomne høringssvar og på komitekonferencen den

24. oktober 1995.

De gældende regler om information og samtykke i komiteloven fastsætter, at

en komite især skal påse, at de patienter eller raske forsøgspersoner, der

deltager i et projekt, skriftligt og mundtligt orienteres om projektets

indhold, forudselige risici og fordele, og at deres frie og udtrykkelige

samtykke vil blive indhentet og givet skriftligt, jf. § 8, stk. 1, nr. 2.

Komiteen skal samtidig påse, at information vil blive givet til og

samtykke indhentet fra nærmeste pårørende eller værge i de tilfælde, hvor

forsøget udføres under omstændigheder, som udelukker information og

indhentelse af samtykke fra forsøgspersonen, jf. § 8, stk. 1, nr. 3. Endelig

skal komiteen påse, at det af informationen klart fremgår, at patienter og

raske forsøgspersoner samt pårørende og værge på ethvert tidspunkt kan

tilbagekalde sit samtykke, jf. § 8, stk. 1, nr. 4.

I forhold til andre områder indenfor sundhedsvæsenet gælder der i

komitesystemet skærpede krav til informationspligten og til den måde

samtykket indhentes på, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22.

september 1992 om information og samtykke m.v. »Lægers pligt og

patienters ret«, kapitel 2. Heri fastsættes en række specifikke krav

til, hvilke oplysninger, patientinformationen skal indeholde, bl.a. om

forsøgets formål, om vigtige detaljer og procedurer, om forudsigelige risici

og ulemper, herunder uønskede virkninger ved brug af lægemidler, om forsøgets

forventede nytte for patienten og/eller fremtidige patienter samt om andre

behandlingsmuligheder, såfremt patienten afslår at deltage.

Kravene til information og samtykke er endvidere uddybet i Den Centrale

Videnskabsetiske Komites rekommandation nr. 1: »Informeret

samtykke«. Heri hedder det bl.a., at patientinformationen i forbindelse

med oplysning om andre behandlingsmuligheder skal informere om, at nægtet

deltagelse i projektet ikke påvirker nuværende eller fremtidige behandlinger

samt at forsøgspersonen, hvis det ønskes, får adgang til betænkningstid og

mundtlig information i overværelse af en uvildig trediemand. Dertil kommer,

at der ved kliniske afprøvninger af lægemidler stilles krav om yderligere

oplysninger.

I den offentlige debat og i indlæg og debat på komitekonferencen i oktober

1995 har det været fremført, at der i praksis synes at være visse

vanskeligheder med at overholde kravene, og at der derfor bør strammes op på

reglerne enten i lovgivning eller rent administrativt. I forbindelse med

debatten er der samtidig fremsat en række konkrete forslag til forbedring af

patientinformation og indhentning af samtykke. Disse forslag går bl.a. på:

- at forskeren også skal underskrive patientinformationen for at

attestere, at informationen er i overensstemmelse med de oplysninger,

forskeren i øvrigt har kendskab til,

- at den mundtlige information bør foreligge som en del af

forsøgsprotokollen,

- at det er en anden person end den projektansvarlige forsker, som giver

informationen med henblik på at forhindre pression på forsøgspersonen samt

- at forsøgspersonen altid har mulighed for at have en tredieperson

tilstede ved underskrivelsen.

Den sidste pind er reelt sikret gennem retningslinierne i rekommandation

fra Den Centrale Videnskabsetiske Komite.

Det er regeringens opfattelse, at den rejste kritik og de fremsatte

forslag ikke hensigtsmæssigt bør finde udtryk i lovteksten, da det er

regeringens grundlæggende vurdering, at de gældende lovregler på området er

tilstrækkelige som grundlag for at sikre patienter og raske forsøgspersoner

den fornødne information og indsigt i det pågældende projekt, således at

samtykke kan gives på et informeret og frivilligt grundlag. Regeringen finder

imidlertid, at debatten på komitekonferencen klart viser, at der særligt på

dette område er behov for at styrke komiteernes daglige indsats, og de

ovennævnte forslag vil givet kunne bidrage til en styrkelse af

patientinformationen i forbindelse med indhentning af informeret samtykke.

Regeringen lægger derfor stor vægt på, at der i praksis arbejdes videre

med disse og eventuelt andre forslag med henblik på at forbedre

patientinformationen forud for indhentning af samtykke. Det er på denne

baggrund positivt, at Det Etiske Råd, Statens Sundhedsvidenskabelige

Forskningsråd og Den Centrale Videnskabsetiske Komite har igangsat fælles

drøftelser på dette område. Regeringen kan anbefale, at de tre organer indgår

i et fællesarbejde om informations- og samtykkekravenes indhold og

rækkevidde, og den måde de praktiseres på.

Regeringen lægger imidlertid stor vægt på, at der i forlængelse af

lovrevisionen igangsættes et egentligt udvalgsarbejde med det formål at se på

de mere konkrete problemer med udformning af patientinformationer og

indhentning af informeret samtykke. Regeringen finder det naturligt, at

repræsentanter for forskere og patienter også indgår i et sådant

udvalgsarbejde, og de indledende drøftelser mellem Etisk Råd, Statens

Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og Den Centrale Videnskabsetiske Komite

omkring dette spørgsmål kunne passende være et indledende bidrag til

igangsættelsen af et sådant stykke arbejde.

Regeringen finder det tillige vigtigt at diskutere og vurdere, om

indhentning af informeret samtykke i forbindelse med de enkelte projekter

foregår i overensstemmelse med de fastsatte bestemmelser. De i § 9 foreslåede

bestemmelser, hvorefter den centrale komite årligt skal afgive en redegørelse

om et eller flere emner i relation til komiteernes opfølgning og kontrol med

de meddelte tilladelser, giver på dette område en mulighed for at opnå en

overordnet vurdering af, om reglerne om information og informeret samtykke

overholdes. En anden mulighed for at få en vurdering af efterlevelsen af

reglerne på dette område kunne være igangsætning af et forskningsprojekt med

det formål at gennemgå og beskrive patientinformationen og det informerede

samtykke i et eller flere anmeldte forskningsprojekter.

Ad afstemningsregler i komitesystemet

Det følger af bestemmelserne i komitelovens § 7, at der i dag kræves fuld

enighed mellem samtlige af en regional komites medlemmer for, at et projekt

kan godkendes. Kan enighed ikke opnås omkring bedømmelsen af et projekt,

indbringes sagen for Den Centrale Videnskabsetiske Komite, jf. § 7, stk. 4.

Der er ikke i loven fastsat bestemmelser om afgørelsesmåden i Den Centrale

Videnskabsetiske Komite. Det forudsættes imidlertid, at afgørelser her kan

træffes ved almindeligt flertal, såfremt det ikke skulle være muligt at nå

til enighed.

Den hidtidige ordning, hvorefter der tilstræbes enighed omkring

bedømmelsen af de enkelte projekter, har fungeret tilfredsstillende både i de

regionale komiteer og i den centrale komite. I praksis foregår det ved, at

vilkårene for en tilladelse til et givent projekt diskuteres, og at

eventuelle nye krav til den projektansvarlige stilles, således at alle

medlemmer i den pågældende komite dermed kan godkende projektet. Ordningen

fungerer i vid udstrækning i kraft af, at der i komiteerne har været en

udpræget vilje til at søge en løsning, som alle kan være enige i.

Regeringen finder derfor ikke grundlag for at ændre på bestemmelserne

herom i lovens § 7.

Princippet om enighed gælder også ved afgørelser i Den Centrale

Videnskabsetiske Komite. Da det imidlertid er afgørende for hele

komitesystemets funktionsduelighed, at der altid kan træffes endelig

afgørelse i mere vanskelige og principielle sager, er det forudsat, at

afgørelser i den centrale komite i givet fald kan træffes ved almindeligt

flertal.

I en situation, hvor en regional komite, f.eks. på grund af medlemmernes

uforenelighed, ikke vil kunne træffe de nødvendige beslutninger gennem

konsensus, vil man kunne forestille sig, at flere sager end sædvanligt

indbringes for den centrale komite. Dette vil i høj grad aktualisere behovet

for i den centrale komite at kunne træffe endelig afgørelse i sådanne sager.

Afstemningsregler for den centrale komite har hidtil kun været fastsat i

den centrale komites forretningsorden. Regeringen finder det imidlertid

rigtigst, at der direkte i loven indføres en bestemmelse om afgørelsesmåden i

Den Centrale Videnskabsetiske Komite, såfremt der ikke kan opnås enighed. En

sådan bestemmelse vil gælde alle sager, der indbringes for den centrale

komite, også sager der indbringes efter lovens § 7, stk. 4, på grund af

uenighed i den regionale komite.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at en sådan bestemmelse om

afgørelsesmåden i den centrale komite i tilfælde af uenighed ikke ændrer ved

princippet om, at der også i den centrale komite skal tilstræbes enighed i

forbindelse med stillingtagen til indbragte projekters godkendelse. Det må

derfor forventes, at en sådan bestemmelse kun vil blive anvendt i ganske

særlige tilfælde.

Ad opfølgning og kontrol med meddelte tilladelser

Efter lovens § 9 påser komiteerne, at projekter udføres i overensstemmelse

med den meddelte tilladelse, og en komite kan følge enkelte projekters forløb

og herunder forlange, at den afsluttende forskningsrapport eller publikation

sendes til komiteen samt afkræve den projektansvarlige en begrundet

redegørelse i tilfælde, hvor projektet ikke fuldføres.

I den offentlige debat har der fra flere sider været fremført en kritik

af, at komiteerne ikke lever op til deres forpligtelser på dette område.

Debatten på komitekonferencen i oktober 1995 peger da også på, at komiteerne

på dette områder har taget meget få initiativer, og regeringen finder, at

komiteernes indsats på dette område har været utilstrækkelig samt har været

meget varierende fra komite til komite. Med henblik på at styrke komiteernes

opfølgning og kontrol med de godkendte projekter er der i debatten fremført

en række konkrete forslag hertil. Det foreslås bl.a., at der i loven

fastsættes krav om, at komiteerne skal foretage stikprøvekontrol i et vist

omfang, f.eks. 5-10% af de godkendte projekter. Desuden foreslås:

- udlevering af spørgeskemaer til forsøgspersoner, om hvorledes afgivelse

af informeret samtykke har fundet sted,

- kontrol med, at det er den godkendte patientinformation, som er

udleveret samt

- udlevering af obligatoriske blanketter til forskerne, der pålægger dem

at informere komiteen, når projektet er ændret, standset eller gennemført

samt begrunde en eventuel standsning.

Regeringen finder, at bestemmelsen om opfølgning og kontrol med de enkelte

projekter er lovgivningsmæssigt tilstrækkelig, og regeringen lægger stor vægt

på, at det fremover kan sikres, at komiteerne påser, at projekterne efter

bestemmelsen i loven udføres i overensstemmelse med de meddelte tilladelser.

Der er derfor behov for, at der iværksættes flere konkrete tiltag med henblik

på opfølgning og kontrol, og regeringen lægger stor vægt på, at komiteerne

løbende diskuterer og overvejer, hvordan den praktiske udformning af denne

opfølgning og kontrol bedst kan varetages. En række af de i høringssvarene

fremsatte forslag vil hensigtsmæssigt kunne indgå i disse overvejelser.

Regeringen finder det ikke hensigtmæssigt at pålægge de enkelte komiteer

at foretage stikprøvekontrol på en vis procentdel af de godkendte projekter.

Regeringen har derimod overvejet andre muligheder for lovgivningsmæssigt at

styrke komiteernes kontrol og opfølgning med de meddelte tilladelser.

Med henblik på at give komitesystemet og myndighederne et bedre overblik

over de på området iværksatte tiltag finder regeringen det således

hensigtsmæssigt, at der i lovgivningen pålægges komitesystemet årligt at

udarbejde en redegørelse for et eller flere emner i relation til spørgsmålet

om opfølgning og kontrol med de meddelte tilladelser.

Man kunne f.eks. forestille sig en redegørelse om de tiltag, der var

iværksat med henblik på at afdække forsøgspersonernes opfattelse og vurdering

af den skriftlige og mundtlige information i relation til det gennemførte

projekt eller en redegørelse om omfanget af de projekter, som afbrydes samt

begrundelserne herfor.

En sådan redegørelsesinstitution i lovgivningen vil efter regeringens

opfattelse kunne medvirke til at styrke den generelle viden om

komitesystemets virksomhed og derved medvirke til, at det i fremtiden

lovgivningsmæssigt og administrativt vil være mere klart, hvilke områder der

bør sættes ind overfor.

Ad aktindsigt i forbindelse med komitesystemets sagsbehandling

Med offentlighedsloven af 1970 blev der givet enhver en almindelig ret til

aktindsigt i den offentlige forvaltning. Loven markerede

offentlighedsprincippets gennemførelse i Danmark. Gennem offentlighedslovens

(og forvaltningslovens) bestemmelser er borgerne således enten direkte eller

gennem pressen sikret en mulighed for at få information og indsigt i

forvaltningsmyndighedernes virksomhed.

Offentlighedsprincippet gælder for alle områder af den offentlige

forvaltning, uanset om de tilhører den statslige eller kommunale forvaltning,

og uanset om der er tale om almindelige forvaltningsmyndigheder, særlige nævn

eller råd eller særlige forvaltningsenheder. Lovens bestemmelser omfatter

også myndigheder, hvis virksomhed udelukkende er af rådgivende karakter, samt

midlertidige udvalg og kommissioner, herunder tværministerielle

arbejdsgrupper.

Med komitelovens ikrafttræden den 1. oktober 1992 blev komitesystemets

virksomhed en del af den offentlige forvaltning i offentlighedslovens og

forvaltningslovens forstand. Regeringen finder det derfor grundlæggende

vigtigt, at princippet om offentlighed og åbenhed i forvaltningen lægges til

grund for komiteernes behandling af biomedicinske forskningsprojekter.

Det biomedicinske område er det eneste forskningsområde, hvor der er pligt

til at foretage anmeldelse og indhente godkendelse af de enkelte projekter i

et offentligt organ. Dette indebærer, at der vil kunne være konkrete

tilfælde, hvor den biomedicinske forsker har en ophavsretlig interesse i at

kunne beskytte en original ide, metode eller teknik. For komitesystemets

virksomhed er det derfor afgørende, at hensynet til åbenhed, indsigt og

dermed tryghed ved rammerne for forskningen vil være foreneligt med hensynet

til den enkelte forskers ophavsretlige interesse i at beskytte sin

forskningside, metode m.v.

Offentlighedsloven giver efter § 12, stk. 1, nr. 2, adgang til at beskytte

forskeres ophavsretlige interesser for så vidt, det er af væsentlig

økonomisk betydning for den pågældende forsker eller virksomhed, at visse

oplysninger ikke undergives aktindsigt. Denne bestemmelse kan imidlertid ikke

antages at omfatte den økonomiske betydning, der ligger i, at et

(succesfuldt) forskningsprojekt på længere sigt kan betyde forbedrede

karrieremuligheder og eventuelt forøget økonomisk indtjening for den enkelte

forsker.

I tilfælde, hvor den pågældende forsker ikke umiddelbart kan forvente at

opnå forbedrede karrieremuligheder og eventuelt forøget økonomisk indtjening

gennem det pågældende projekt, vil hjemlen til at afslå aktindsigt skulle

søges i bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Efter denne

bestemmelse kan retten til aktindsigt begrænses i det omfang, det er

nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige

interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er

påkrævet. En forudsætning for at anvende bestemmelsen er dog, at

hemmeligholdelse af hensyn til den enkelte forskers interesse er klart

påkrævet, samt at der er en nærliggende fare for, at denne interesse vil lide

skade af betydning, hvis der gives aktindsigt.

På grundlag af Ombudsmandens afgørelse i en konkret sag om afslag på

aktindsigt vedrørende et forskningsprojekt i Den Centrale Videnskabsetiske

Komite, er der et godt grundlag for at antage, at offentlighedslovens § 13,

stk. 1, nr. 6, giver tilstrækkelig mulighed for at beskytte forskeres

ophavsretlige interesser.

Forskningsprojekter kan efter bestemmelserne i offentlighedsloven således

ikke generelt undtages fra princippet om åbenhed og offentlighed.

Udgangspunktet for vurderingen af spørgsmålet om aktindsigt vil derfor være,

at der gives aktindsigt i alt materialet, men at visse oplysninger vil kunne

undtages efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, og da kun, hvor

hensynet til forskerens ophavsretlige interesser kan begrundes efter

bestemmelserne i offentlighedsloven.

Det er på denne baggrund regeringens opfattelse, at offentlighedslovens

bestemmelser på dette område må antages at give forskerne en tilstrækkelig

beskyttelse af deres ophavsretlige interesser. Regeringen finder derfor ikke,

at der i komiteloven er behov for at fastsætte særskilte regler på dette

område. Debatten om dette emne på komitekonferencen understregede efter

regeringens opfattelse, at der ikke i komiteloven er behov for særlige regler

på området.

Ad Spørgsmålet om klageadgang i forhold til anmeldte

forskningsprojekter

Komiteloven indeholder ingen nærmere afgrænsning af, hvilke personer eller

myndigheder, der efter lovens § 12 kan indbringe et projekt for den centrale

komite. I bemærkningerne til loven er det imidlertid fremhævet, at der med

bestemmelsen i § 12 tænkes på f.eks. sygehus- og universitetsmyndigheder,

eller de patient- eller personalegrupper, der berøres af det pågældende

projekt.

Fra tid til anden har spørgsmålet om en nærmere afgrænsning af dette

spørgsmål været rejst overfor komiteerne. Regeringen finder på denne

baggrund, at der i forbindelse med denne revison af loven bør knyttes nogle

bemærkninger til denne problemstilling.

Det følger direkte af komitelovens § 12, at den enkelte forsker eller

projektansvarlige kan indbringe sagen for den centrale komite, såfremt

vedkommende i den regionale komite ikke har opnået tilladelse til at

iværksætte projektet. Dette er i overensstemmelse med, at den enkelte forsker

eller projektansvarlige i forvaltningslovens forstand er ansøger og dermed

klageberettiget.

Om forsøgspersoner og pårørende til forsøgspersoner kan siges at være

klageberettigede i en sag om en videnskabsetisk komites bedømmelse af et

forskningsprojekt, er en væsentlig mere kompliceret problemstilling. Hverken

raske eller syge forsøgspersoner eller pårørende hertil kan siges generelt at

have status som klageberettigede i alle aspekter vedrørende en

videnskabsetisk bedømmelse af et forskningsprojekt. Såfremt forsøgspersonerne

eller de pårørende kan siges at have en særlig interesse i aspekter

vedrørende et projekt, f.eks. i spørgsmålet om udformning af

patientinformationen i relation til oplysningerne om bivirkninger i

forsøgsprotokollen til det pågældende projekt, må de for så vidt angår

sådanne aspekter vurderes til at have en personlig, direkte interesse i sagen

og dens afgørelse og dermed også vurderes til at være klageberettigede i

sagen.

Den omstændighed, at flere slutter sig sammen i en forening eller

lignende, kan i almindelighed ikke føre til, at foreningen m.v. som sådan

anses som klageberettiget i tilfælde, hvor de enkelte medlemmer i foreningen

ikke i sig selv har status af klageberettigede. Det afgørende må normalt

være, om den enkelte opfylder kravene til at kunne anses for at være

klageberettiget i sagen, hvorefter det er et spørgsmål om repræsentation,

hvorvidt man vil anerkende foreningen som den, der varetager alle

klageberettigede personers interesser eller dog interesserne for dem, der

udtrykkeligt har tilkendegivet ønske herom, eventuelt gennem særskilt

fuldmagt.

Sygehus- eller universitetsmyndigheder, personalegrupper eller andre, der

berøres af et givent projekt, vil heller ikke kunne siges generelt at have

status som klageberettigede i alle aspekter vedrørende en videnskabsetisk

bedømmelse af et forskningsprojekt. Der vil imidlertid også her være

tilfælde, hvor sygehus- eller universitetsmyndigheder, enkelte

personalegrupper eller andre har en så direkte interesse i det enkelte

projekt eller i dele heraf, at de må vurderes til være klageberettigede i den

pågældende sag eller vedrørende det pågældende spørgsmål i sagen.

Regeringen finder det hensigtsmæssigt, at der i overensstemmelse med de

almindelige forvaltningsretlige principper i hvert enkelt tilfælde foretages

en konkret vurdering af, om den pågældende person eller institution kan siges

at have en særlig interesse i sagen og dens afgørelse og derved kan anses for

at være klageberettiget, jf. bestemmelsen i lovens § 12. Der bør derfor ikke

i loven foretages en mere præcis afgrænsning af gruppen af klageberettigede.

Regeringen finder på denne baggrund ikke grundlag for at ændre den gældende

bestemmelse i lovens § 12.

Personer, der ikke kan siges at have en særlig interesse i at indbringe et

projekt for den centrale komite, er naturligvis ikke afskåret fra over for

komitesystemet at fremsætte sine synspunkter, som komitesystemet herefter bør

forholde sig til. Dette følger af de almindelige forvaltningsretlige

principper. Det forhold, at en person, en institution m.v. ved sin

henvendelse til komitesystemet rent faktisk giver anledning til, at

komitesystemet rejser en sag eller tager en sag op på ny, medfører ikke i sig

selv, at den pågældende bliver klageberettiget i sagen.

Som klageberettiget i en sag eller dele af en sag opnås en adgang til

aktindsigt, der er videregående end offentlighedens adgang til aktindsigt i

almindelighed. Det er derfor vigtigt, at komitesystemet giver personer eller

institutioner, der i en sag har status som klageberettiget, en videregående

adgang til aktindsigt på de punkter, hvor den pågældende vurderes til at være

klageberettiget.

I en række høringssvar i forbindelse med den offentlige debat anføres det,

at forsøgspersonerne bør have en lovfastsat adgang til altid at se hele

forsøgsprotokollen. Regeringen finder det i overensstemmelse med det

grundlæggende princip om åbenhed, at forsøgspersonernes adgang til at se

forsøgsmaterialet styrkes, og at denne adgang er videre end for

offentligheden i øvrigt. Det synes imidlertid ikke at være hensigtsmæssigt i

loven at fastsætte, at forsøgspersoner altid kan se hele

forsøgsprotokollen. Regeringen finder, at spørgsmålet i hvert enkelt tilfælde

bør vurderes i henhold til de almindelige forvaltningsretlige regler på dette

område.

Ad gebyrordningen for ikke-amtskommunale projektansøgere

Komitelovens kapitel 5 indeholder bestemmelser om finansieringen af

komiteernes udgifter. I medfør af lovens § 16, stk. 4, har

Sundhedsministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 795 af 24. september 1992 om

gebyr for behandling af biomedicinske forskningsprojekter i de regionale

videnskabsetiske komiteer.

Udgifterne til de regionale komiteer afholdes af amtskommunerne, herunder

Københavns og Frederiksberg kommuner. Der betales ikke gebyr for projekter,

der indleveres til den regionale komite af institutioner, som den pågældende

komites egen amtskommune/amtskommuner afholder udgifterne til. For øvrige

projekter, f.eks. fra statsinstitutioner, institutioner fra andre amter,

private hospitaler eller virksomheder betales et gebyr pr. projekt til delvis

dækning af udgifterne i forbindelse med driften af de regionale komiteer.

Amtskommunerne fastsætter selv gebyrets størrelse, som dog ikke må

overstige, hvad der svarer til projektets forventede andel af den pågældende

komites samlede årlige udgift. Gebyrets størrelse kan beregnes ud fra den

gennemsnitlige udgift på landsplan for projekter, hvortil der opkræves gebyr,

dog således at gebyret ikke må overstige den regionale komites forventede

udgifter til behandling af det pågældende projekt.

For projekter, der forventes at kunne behandles i forenklet

ekspeditionsform, fastsættes et reduceret gebyr. Der kan ligeledes fastsættes

et reduceret gebyr for behandling af mindre ændringer i allerede godkendte

projekter. Ved beregning af gebyr for multicenterundersøgelser, dvs.

projekter, der afvikles i mere end en komites område, kan der fastsættes en

tillægstakst, afhængig af antallet af berørte komiteområder.

Siden lovens ikrafttræden har der i den offentlige debat været rejst

kritik mod gebyrordningen. Kritikken er gået på, at gebyrerne fremtræder som

en uheldig særskat på et forskningsområde, som er karakteriseret ved en

politisk målsætning om en forøgelse af den forskningsmæssige indsats. Der har

samtidig været rejst kritik af, at forskere i praksissektoren, hvor forskning

ofte er en ulønnet fritidsbeskæftigelse, selv må betale gebyrerne af deres

egen privatøkonomi. I de indkomne høringssvar i forlængelse af regeringens

debatmateriale er det desuden anført, at gebyrerne rammer særligt hårdt for

studerende ved indlevering af pligtopgaver samt for forskere ved

universitetsinstitutioner, der har vanskeligt ved at finde penge til

gebyrerne.

Amtsrådsforeningen har over for Sundhedsministeriet tilkendegivet, at man

finder gebyrordningen administrativt besværlig og uhensigtsmæssig. Foreningen

foreslår derfor, at gebyrordningen afskaffes, mod at amterne kompenseres for

indtægtstabet herved via bloktilskuddet.

Regeringen har grundlæggende en stor interesse i at sikre gode vilkår for

den sundhedsvidenskabelige forskning. Regeringen finder imidlertid ikke, at

de af amterne fastsatte gebyrer i almindelighed lægger urimeligt store

økonomiske byrder på forskerne i forbindelse med anmeldelse af

forskningsprojekter til komitesystemet. Tallene fra de regionale komiteer

vedrørende gebyrordningen viser samtidig, at der ikke på nuværende tidspunkt

anvendes mange ressourcer på at administrere ordningen set i forhold til de

indtægter, som ordningen giver komiteerne.

Regeringen finder derfor, at amterne og Københavns og Frederiksberg

Kommuner, såfremt de finder behov herfor, fortsat skal have mulighed for at

opkræve gebyrer fra ikke-amtskommunale projektansøgere. Efter

bekendtgørelsens § 4, stk. 1, kan der som nævnt fastsættes et reduceret gebyr

for projekter, der forventes at kunne behandles i forenklet form. Regeringen

finder det naturligt, at det i forbindelse med sagsbehandlingen løbende

vurderes, hvorvidt pligtopgaver fra studerende, projekter fra forskere i

praksissektoren samt andre typer af projekter kan behandles i forenklet form,

således at der for sådanne projekter kan fastsættes et reduceret gebyr.

Regeringen finder på denne baggrund ikke behov for at ændre lovens

bestemmelser på dette område.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget har ingen statslige eller kommunaløkonomiske konsekvenser.

Lovforslaget har heller ingen erhvervsøkonomiske eller miljømæssige

konsekvenser samt indeholder ingen EU-retlige aspekter.

7. Hørte myndigheder, organisationer m.fl.:

Forslaget har været sendt til høring hos de involverede statslige

myndigheder, de kommunale og amtskommunale organisationer, patientforeninger,

brugerorganisationer samt øvrige faglige foreninger og organisationer på

området.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

§ 1, nr. 1

Efter de gældende bestemmelser i lovens § 3 har amterne og Københavns og

Frederiksberg kommuner kun adgang til at udpege 7, 9 eller 11 medlemmer til

en regional komite. Med bestemmelsen i § 3, stk. 2, foreslår regeringen, at

de amtskommunale myndigheder får mulighed for også at udpege 13 eller 15

medlemmer til en regional komite. Med denne udvidelse af maksimumstallet

bliver der mulighed for i forbindelse med behandling i underudvalg at fordele

indkomne projektansøgninger på flere udvalg og dermed på flere

komitemedlemmer. Bestemmelsen giver derfor en mulighed for en aflastning af

komitemedlemmer i komiteer med en stor arbejdsbyrde.

Med bestemmelsen i § 3, stk. 3, får de enkelte komiteer adgang til at

udpege en ekstra næstformand. Dette vil særligt være relevant i komiteer,

hvor man vælger at udpege 13 eller 15 medlemmer.

De øvrige bestemmelser i § 3 svarer til bestemmelserne i den gældende

lovgivning.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger (pkt. 5, ad

komiteernes nedsættelse og arbejdsgang).

§ 1, nr. 2 og 3

Anmeldelsespligten efter lovens § 6 gælder biomedicinske

forskningsprojekter, hvorved primært forstås forskning inden for de

lægevidenskabelige fag, den kliniske og den socialmedicinsk-epidemiologiske

forskning. Herudover indgår odontologisk og farmaceutisk forskning under

begrebet.

Efter gældende lovs § 6, stk. 2, omfatter anmeldelsespligten også

spørgeskemaundersøgelser og registerforskning.

Det foreslås i lovforslaget, at bestemmelserne vedrørende

registerforskning og spørgeskemaundersøgelser ændres, således at sådanne

projekter kun skal anmeldes til komitesystemet, såfremt projektet indeholder

et væsentlig element af biomedicinsk forskning eller udgør en del af et

projekt, der indeholder et væsentligt element af biomedicinsk forskning, og

såfremt projektet indebærer en sundhedsmæssig risiko for den enkelte

forsøgsperson eller på anden måde kan belaste den pågældende.

Den præcise afgrænsning af, hvilke projekter der efter den foreslåede

bestemmelse i stk. 3 skal anmeldes til komitesystemet må fortsat bero på en

konkret vurdering i hvert enkelte tilfælde.

Baggrunden for bestemmelsen er imidlertid, at en række af de

registerforskningsprojekter og spørgeskemaundersøgelser, der i dag anmeldes

til komitesystemet - både af hensyn til forskerne og af hensyn til

komiteernes virke - hensigtsmæssigt kan udskilles af komitesystemets

virksomhedsområde. Generelt set vil det nok mest komme på tale at kræve

spørgeskemaundersøgelser anmeldt til komitesystemet, da disse umiddelbart

involverer forsøgspersoner.

Det forudsættes i øvrigt, at Den Centrale Videnskabsetiske Komite udsender

nærmere retningslinier (rekommandation) for, hvorledes afgrænsningen af

projekter, der på dette område skal anmeldes til komitesystemtet, skal ske.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger (pkt. 5, ad lovens

gyldighedsområde).

§ 1, nr. 4

Lovforslagets bestemmelser på dette punkt er en konsekvens af den netop

vedtagne værgemålslov (lov nr. 388 af 14. juni 1995), som træder i kraft 1.

januar 1997. Efter værgemålslovens bestemmelser kan værgemål være af

forskellig retlig, økonomisk eller personlig karakter, og ændringerne i § 8

stk. 1, nr. 3 og 4, er således en direkte følge, at værgebegrebet efter

værgemålsloven ikke vil kunne anvendes i den form, som det i dag anvendes i

komiteloven.

Der er ikke indholdsmæssigt foretaget væsentlige ændringer i de omtalte

bestemmelser, idet det dog skal bemærkes, at der ved indhentelse af

stedfortrædende samtykke typisk vil være tale om, at information først og

fremmest gives til og samtykke indhentes fra nærmeste pårørende og dernæst

fra værge, såfremt der er iværksat værgemål efter værgemålslovens § 5, der

omfatter værge i personlige forhold, herunder beføjelse til at meddele

samtykke til deltagelse i biomedicinske forsøg.

§ 1, nr. 5

Med bestemmelsen foreslås § 8, stk. 3, i den gældende lovgivning ændret.

Den gældende bestemmelse indebærer, at registerforskning ikke er omfattet af

bestemmelserne i § 8, stk. 1, nr. 2 og 3, om informeret samtykke og

stedfortrædende informeret samtykke, men at komiteerne i særlige tilfælde kan

kræve, at der ved registerforskningsprojekter indhentes informeret samtykke

efter disse regler.

Efter § 1, nr. 2, i dette lovforslag foreslås, at reglerne omkring

anmeldelse af spørgeskemaundersøgelser og registerforskningsprojekter ændres.

Ændringen indebærer bl.a., at registerforskningsprojekter kun skal anmeldes,

såfremt projektet for den enkelte forsøgsperson indebærer sundhedsmæssige

risici eller på anden måde kan være til belastning for den pågældende

forsøgsperson.

Registerforskningsprojekter, der efter den foreslåede bestemmelse fortsat

skal anmeldes, må herefter vurderes til at medføre en vis - omend begrænset -

involvering af forsøgspersoner. Regeringen finder det derfor i

overensstemmelse med hensynet til patienter og raske forsøgspersoner, at

reglerne om informeret samtykke og stedfortrædende informeret samtykke også

som hovedregel skal gælde for de registerforskningsprojekter, der efter

lovforslaget fortsat skal anmeldes til komiteerne.

Det kan imidlertid ikke afvises, at der kan opstå særlige tilfælde, hvor

kravet om informeret samtykke ved anmeldelse af et registerforskningsprojekt,

der stadig skal godkendes af komitesystemet, vil være praktisk talt umuligt

at gennemføre, bl.a. i forbindelse med meget store projekter. Regeringen

finder derfor, at der i komiteloven bør være en mulighed for i sådanne

særlige tilfælde at undtage projektet fra reglen om informeret samtykke.

§ 1, nr. 6

Efter bestemmelsen bemyndiges forskningsministeren til at fastsætte

nærmere regler om, hvilke oplysninger komiteerne kan kræve af forskeren med

henblik på komitebedømmelsen, jf. § 8, stk. 4. Regeringen finder, at der i

forlængelse af lovrevisionen kan være behov for at fastsætte nærmere regler

herom. I rekommandationer fra Den Centrale Videnskabsetiske Komite fremgår på

flere områder, hvilke oplysninger, der i forbindelse med projektansøgninger

skal oplyses over for komiteen. Med henblik på eventuelt at styrke

efterlevelsen af disse retningslinier, kan der eventuelt for visse af sådanne

oplysninger være behov for at fastsætte bestemmelser i mere juridisk bindende

form, f.eks. i bekendtgørelse.

§ 1, nr. 7

Efter den gældende lov påser komiteerne, at projekter udføres i

overensstemmelse med den meddelte tilladelse, jf. § 9, stk. 1.

Det foreslås i stk. 3, at Den Centrale Videnskabsetiske Komite hvert år

skal afgive en redegørelse for et eller flere emner i relation til

spørgsmålet om opfølgning og kontrol med de meddelte tilladelser. Efter

forslaget, jf. stk. 4, fastlægges emnet eller emnerne for den årlige

redegørelse efter nærmere aftale med forskningsministeren.

Formålet med forslaget er, at der med henblik på generelt at styrke

komiteernes opfølgning og kontrol indhentes viden og erfaringer med de

tiltag, som komiteerne igangsætter for at påse, at projekterne gennemføres i

overensstemmelse med de meddelte tilladelser.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger (pkt. 5, ad

opfølgning og kontrol med meddelte tilladelser).

§ 1, nr. 8

Formålet med bestemmelsen er at indføre regler om afgørelsesmåden i Den

Centrale Videnskabsetiske Komite i de tilfælde, hvor der ikke blandt

komiteens medlemmer kan opnås enighed om bedømmelsen af et projekt. Efter

bestemmelsen vil afgørelser i Den Centrale Videnskabsetiske Komite i sådanne

tilfælde kunne træffes ved almindeligt flertal, såfremt et sådant flertal

omfatter både læg- og ikke-lægmedlemmer. Bestemmelsen giver mulighed for at

alle projekter, der indbringes for Den Centrale Videnskabsetiske Komite i

princippet kan afgøres ved flertalsafgørelser.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger (pkt. 5, ad

afstemningsregler i komitesystemet).

§ 1, nr. 9

Ændringen af § 16, stk. 3, er en konsekvens af, at der siden komitelovens

ikrafttræden er sket ændringer i lov om kommunernes styrelse, for så vidt

angår spørgsmålet om diæter, godtgørelser m.v. Med den ændrede formulering er

der således ikke tilsigtet en ændring i adgangen til honorering af

medlemmerne af de videnskabsetiske komiteer i forhold til, hvad der i dag

gælder, men udelukkende foreslået en mere tidssvarende formulering set i

relation til eventuelle fremtidige ændringer på dette område i lov om

kommunernes styrelse.

§ 1, nr. 10

Efter den gældende bestemmelse i komitelovens § 18, stk. 2, skal

sundhedsministeren i folketingsåret 1995-96 fremsætte forslag til revision af

loven. Med fremsættelsen af dette lovforslag er bestemmelsen ikke længere

aktuel.

§ 2, nr. 1

Overskriften i lov om oprettelse af et etisk råd ændres i overensstemmelse

med, at loven ikke længere regulerer visse biomedicinske forsøg.

§ 3, nr. 1

Loven træder i kraft den 1. oktober 1996. Efter stk. 2 træder ændringerne

i § 8, stk. 1, nr. 3 og 4, dog først i kraft den 1. januar 1997. Dette

skyldes, at ændringerne i de to bestemmelser er en konsekvens af vedtagelsen

af værgemålsloven, som først træder i kraft den 1. januar 1997.

Bestemmelserne, der henviser til værgemålsloven, kan således ikke træde i

kraft før værgemålsloven.

Efter 2. behandling den 23. maj 1996

§ 1

I lov nr. 503 af 24. juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og

behandling af biomedicinske forskningsprojekter, som ændret ved § 8 i lov nr.

1133 af 21. december 1994, foretages følgende ændringer:

1. § 3 affattes således:

» § 3. En regional komite består af mindst 7 medlemmer, hvoraf

de 3 indstilles af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.

Stk. 2. Skønner amtsrådet, at hensynet til en regional komites

virke, projekternes antal eller andre grunde taler derfor, kan en komite

bestå af 9, 11, 13 eller 15 medlemmer. Ved et medlemstal på 9, 11, 13 eller

15 indstilles 4 respektive 5, 6 eller 7 af Statens Sundhedsvidenskabelige

Forskningsråd.

Stk. 3. Den regionale komite vælger selv sin formand og

næstformand blandt de udpegede medlemmer. Komiteen kan vælge at udpege 2

næstformænd.

Stk. 4. Den regionale komite udarbejder forslag til vedtægter, der

godkendes af den centrale komite.

Stk. 5. Komiteernes medlemmer udpeges for 4 år ad gangen svarende

til den amtskommunale valgperiode. Genudpegning af medlemmerne kan ske en

gang.«

2. § 6, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Det samme gælder forskningsprojekter, hvori

biomedicinsk forskning som nævnt i stk. 1 udgør en væsentlig bestanddel af

det samlede projekt.«

3. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Spørgeskemaundersøgelser og

registerforskningsprojekter skal kun anmeldes til en regional komite, såfremt

projektet indeholder et væsentligt element af biomedicinsk forskning eller

udgør en del af et projekt, som indeholder et væsentligt element af

biomedicinsk forskning, og såfremt projektet for den enkelte forsøgsperson

indebærer sundhedsmæssige risici eller på anden måde kan være til belastning

for den pågældende forsøgsperson.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

4. § 8, stk. 1, nr. 3 og 4, affattes således:

»3) der i de tilfælde, hvor forsøget udføres under omstændigheder,

som udelukker information og indhentelse af samtykke efter nr. 2, vil blive

givet information til og indhentet samtykke fra nærmeste pårørende eller en

værge, såfremt der er iværksat værgemål efter værgemålslovens § 5, der

omfatter personlige forhold, herunder beføjelse til at meddele samtykke til

deltagelse i biomedicinske forsøg,

4) det klart fremgår af informationen, at patienter og raske

forsøgspersoner samt pårørende og værge, der har givet samtykke efter nr. 3,

på ethvert tidspunkt kan tilbagekalde sit samtykke,».

5. I § 8, stk. 1, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:

»5) det klart fremgår af den skriftlige information, hvilken

økonomisk støtte forskeren modtager fra private virksomheder, fonde m.v. til

gennemførelse af det pågældende forskningsprojekt, og om forskeren i øvrigt

har en økonomisk tilknytning til private virksomheder, fonde m.v., som har

interesser i det pågældende forskningsprojekt, og«.

Nr. 5 bliver herefter nr. 6.

6. I § 8, stk. 2, ændres »nr. 1-3« til: »nr.

1-5«.

7. § 8, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Komiteen kan i særlige tilfælde bestemme, at

registerforskningsprojekter ikke er omfattet af reglen i stk. 1, nr. 2 og 3,

om informeret samtykke.«

8. I § 8 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om

bestemmelserne i stk. 4.«

9. I § 9 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. Den Centrale Videnskabsetiske Komite afgiver hvert

år en redegørelse om et eller flere emner i relation til komiteernes

opfølgning og kontrol med de meddelte tilladelser.

Stk. 4. Emnet eller emnerne for den årlige redegørelse fastlægges

efter nærmere aftale med forskningsministeren.«

10. I § 11 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Kan der ikke i den centrale komite opnås enighed om

bedømmelsen af et projekt, kan komiteen træffe afgørelse ved almindeligt

flertal, såfremt flertallet omfatter et flertal blandt såvel medlemmer

udpeget efter indstilling fra Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd

som blandt andre til Den Centrale Videnskabsetiske Komite udpegede medlemmer,

jf. § 4, stk. 2.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

11. § 16, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Medlemmerne af de regionale komiteer modtager

udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i den kommunale styrelseslov.

Amtsrådet kan beslutte, at medlemmerne herudover ydes diæter og erstatning

for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16 a i den

kommunale styrelseslov. Amtsrådet kan endvidere beslutte, at hvervet som

formand for de regionale komiteer vederlægges med indtil 25.000 kr. årligt,

og at hvervet som næstformand vederlægges med indtil 20.000 kr. årligt. En

vederlagt formand eller næstformand kan ikke samtidig modtage diæter og

erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.«

12. I § 16 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4. Medlemmerne af den centrale komite bortset fra

formanden og næstformanden ydes diæter, erstatning for dokumenteret tabt

arbejdsfortjeneste samt udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i den

kommunale styrelseslov.

Stk. 5. Udgiften til vederlæggelse af medlemmerne af de regionale

komiteer og de medlemmer af den centrale komite, der er medlemmer af en

regional komite, afholdes af vedkommende amtskommune. Udgiften til

vederlæggelse af de øvrige medlemmer af den centrale komite samt til fast

vederlag til formanden og næstformanden for den centrale komite afholdes af

forskningsministeren.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 6.

13. § 18, stk. 2, ophæves.

§ 2

I lov nr. 353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd og regulering

af visse biomedicinske forsøg, som senest ændret ved § 19 i lov nr. 503 af

24. juni 1992, foretages følgende ændring:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om oprettelse af et etisk råd«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1996, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 4, om en ændret affattelse af § 8, stk. 1, nr. 3

og 4, i lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter træder først i kraft den 1. januar 1997.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold

tilsiger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter