1995 LSF 179 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER OG LOV OM OPRETTELSE AF ET ETISK RÅD OG REGULERING AF VISSE BIOMEDICINSKE FORSØG (NEDSÆTTELSE, OPFØLGNING M.V.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov nr. 503 af 24. juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og
behandling af biomedicinske forskningsprojekter, som ændret ved § 8 i lov nr.
1133 af 21. december 1994, foretages følgende ændringer:
1. § 3 affattes således:
» § 3. En regional komite består af mindst 7 medlemmer, hvoraf
de 3 indstilles af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.
Stk. 2. Skønner amtsrådet, at hensynet til en regional komites
virke, projekternes antal eller andre grunde taler derfor, kan en komite
bestå af 9, 11, 13 eller 15 medlemmer. Ved et medlemstal på 9, 11, 13 eller
15 indstilles 4 respektive 5, 6 eller 7 af Statens Sundhedsvidenskabelige
Forskningsråd.
Stk. 3. Den regionale komite vælger selv sin formand og
næstformand blandt de udpegede medlemmer. Komiteen kan vælge at udpege 2
næstformænd.
Stk. 4. Den regionale komite udarbejder forslag til vedtægter, der
godkendes af den centrale komite.
Stk. 5. Komiteernes medlemmer udpeges for 4 år ad gangen svarende
til den amtskommunale valgperiode. Genudpegning af medlemmerne kan ske en
gang.«
2. § 6, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Det samme gælder forskningsprojekter, hvori
biomedicinsk forskning som nævnt i stk. 1 udgør en væsentlig bestanddel af
det samlede projekt.«
3. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Spørgeskemaundersøgelser og
registerforskningsprojekter skal kun anmeldes til en regional komite, såfremt
projektet indeholder et væsentligt element af biomedicinsk forskning eller
udgør en del af et projekt, som indeholder et væsentligt element af
biomedicinsk forskning, og såfremt projektet for den enkelte forsøgsperson
Læs alt
indebærer sundhedsmæssige risici eller på anden måde kan være til belastning
for den pågældende forsøgsperson.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
4. § 8, stk. 1, nr. 3 og 4, affattes således:
»3) der i de tilfælde, hvor forsøget udføres under omstændigheder,
som udelukker information og indhentelse af samtykke efter nr. 2, vil blive
givet information til og indhentet samtykke fra nærmeste pårørende eller en
værge, såfremt der er iværksat værgemål efter værgemålslovens § 5, der
omfatter personlige forhold, herunder beføjelse til at meddele samtykke til
deltagelse i biomedicinske forsøg,
4) det klart fremgår af informationen, at patienter og raske
forsøgspersoner samt pårørende og værge, der har givet samtykke efter nr. 3,
på ethvert tidspunkt kan tilbagekalde sit samtykke,».
5. I § 8, stk. 1, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:
»5) det klart fremgår af den skriftlige information, hvilken
økonomisk støtte forskeren modtager fra private virksomheder, fonde m.v. til
gennemførelse af det pågældende forskningsprojekt, og om forskeren i øvrigt
har en økonomisk tilknytning til private virksomheder, fonde m.v., som har
interesser i det pågældende forskningsprojekt, og«.
Nr. 5 bliver herefter nr. 6.
6. I § 8, stk. 2, ændres »nr. 1-3« til: »nr.
1-5«.
7. § 8, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Komiteen kan i særlige tilfælde bestemme, at
registerforskningsprojekter ikke er omfattet af reglen i stk. 1, nr. 2 og 3,
om informeret samtykke.«
8. I § 8 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om
bestemmelserne i stk. 4.«
9. I § 9 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Den Centrale Videnskabsetiske Komite afgiver hvert
år en redegørelse om et eller flere emner i relation til komiteernes
opfølgning og kontrol med de meddelte tilladelser.
Stk. 4. Emnet eller emnerne for den årlige redegørelse fastlægges
efter nærmere aftale med forskningsministeren.«
10. I § 11 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Kan der ikke i den centrale komite opnås enighed om
bedømmelsen af et projekt, kan komiteen træffe afgørelse ved almindeligt
flertal, såfremt flertallet omfatter et flertal blandt såvel medlemmer
udpeget efter indstilling fra Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd
som blandt andre til Den Centrale Videnskabsetiske Komite udpegede medlemmer,
jf. § 4, stk. 2.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
11. § 16, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Medlemmerne af de regionale komiteer modtager
udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i den kommunale styrelseslov.
Amtsrådet kan beslutte, at medlemmerne herudover ydes diæter og erstatning
for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16 a i den
kommunale styrelseslov. Amtsrådet kan endvidere beslutte, at hvervet som
formand for de regionale komiteer vederlægges med indtil 25.000 kr. årligt,
og at hvervet som næstformand vederlægges med indtil 20.000 kr. årligt. En
vederlagt formand eller næstformand kan ikke samtidig modtage diæter og
erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.«
12. I § 16 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:
»Stk. 4. Medlemmerne af den centrale komite bortset fra
formanden og næstformanden ydes diæter, erstatning for dokumenteret tabt
arbejdsfortjeneste samt udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i den
kommunale styrelseslov.
Stk. 5. Udgiften til vederlæggelse af medlemmerne af de regionale
komiteer og de medlemmer af den centrale komite, der er medlemmer af en
regional komite, afholdes af vedkommende amtskommune. Udgiften til
vederlæggelse af de øvrige medlemmer af den centrale komite samt til fast
vederlag til formanden og næstformanden for den centrale komite afholdes af
forskningsministeren.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 6.
13. § 18, stk. 2, ophæves.
§ 2
I lov nr. 353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd og regulering
af visse biomedicinske forsøg, som senest ændret ved § 19 i lov nr. 503 af
24. juni 1992, foretages følgende ændring:
1. Lovens titel affattes således:
»Lov om oprettelse af et etisk råd«.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1996, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 4, om en ændret affattelse af § 8, stk. 1, nr. 3
og 4, i lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter træder først i kraft den 1. januar 1997.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov nr. 503 af 24. juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og
behandling af biomedicinske forskningsprojekter, som ændret ved § 8 i lov nr.
1133 af 21. december 1994, foretages følgende ændringer:
1. § 3 affattes således:
» § 3. En regional komite består af mindst 7 medlemmer, hvoraf
de 3 indstilles af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.
Stk. 2. Skønner amtsrådet, at hensynet til en regional komites
virke, projekternes antal eller andre grunde taler derfor, kan en komite
bestå af 9, 11, 13 eller 15 medlemmer. Ved et medlemstal på 9, 11, 13 eller
15 indstilles 4 respektive 5, 6 eller 7 af Statens Sundhedsvidenskabelige
Forskningsråd.
Stk. 3. Den regionale komite vælger selv sin formand og
næstformand blandt de udpegede medlemmer. Komiteen kan vælge at udpege 2
næstformænd.
Stk. 4. Den regionale komite udarbejder forslag til vedtægter, der
godkendes af den centrale komite.
Stk. 5. Komiteernes medlemmer udpeges for 4 år ad gangen svarende
til den amtskommunale valgperiode. Genudpegning af medlemmerne kan ske en
gang.«.
2. § 6, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Det samme gælder forskningsprojekter, hvori
biomedicinsk forskning som nævnt i stk. 1 udgør en væsentlig bestanddel af
det samlede projekt.«.
3. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
» Stk. 3. Spørgeskemaundersøgelser og
registerforskningsprojekter skal kun anmeldes til en regional komite, såfremt
projektet indeholder et væsentligt element af biomedicinsk forskning eller
udgør en del af et projekt, som indeholder et væsentligt element af
biomedicinsk forskning, og såfremt projektet for den enkelte forsøgsperson
indebærer sundhedsmæssige risici eller på anden måde kan være til belastning
for den pågældende forsøgsperson.«.
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
4. § 8, stk. 1, nr. 3 og 4, affattes således:
»3) der i de tilfælde, hvor forsøget udføres under omstændigheder,
som udelukker information og indhentelse af samtykke efter nr. 2, vil blive
givet information til og indhentet samtykke fra nærmeste pårørende eller en
værge, såfremt der er iværksat værgemål efter værgemålslovens § 5, der
omfatter personlige forhold, herunder beføjelse til at meddele samtykke til
deltagelse i biomedicinske forsøg,
4) det klart fremgår af informationen, at patienter og raske
forsøgspersoner samt pårørende og værge, der har givet samtykke efter nr. 3,
på ethvert tidspunkt kan tilbagekalde sit samtykke, og«.
5. § 8, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Komiteen kan i særlige tilfælde bestemme, at
registerforskningsprojekter ikke er omfattet af reglen i stk. 1, nr. 2 og 3,
om informeret samtykke.«.
6. I § 8 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
» Stk. 6. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om
bestemmelserne i stk. 4.«.
7. I § 9 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
» Stk. 3. Den Centrale Videnskabsetiske Komite afgiver hvert
år en redegørelse om et eller flere emner i relation til komiteernes
opfølgning og kontrol med de meddelte tilladelser.
Stk. 4. Emnet eller emnerne for den årlige redegørelse fastlægges
efter nærmere aftale med forskningsministeren.«.
8. I § 11 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Kan der ikke i den centrale komite opnås enighed om
bedømmelsen af et projekt, kan komiteen træffe afgørelse ved almindeligt
flertal, såfremt flertallet omfatter såvel medlemmer udpeget efter
indstilling fra Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd som andre til
Den Centrale Videnskabsetiske Komite udpegede medlemmer, jf. § 4, stk.
2.«.
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
9. § 16, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Der ydes kommunale diæter m.v. efter reglerne i lov
om kommuners styrelse til medlemmerne af de regionale komiteer og til de
medlemmer af den centrale komite, der er medlemmer af en regional komite. De
nævnte medlemmer vederlægges af amtskommunerne. Udgiften til eventuel
vederlæggelse af de medlemmer af den centrale komite, der ikke er medlemmer
af regionale komiteer, afholdes af forskningsministeren.«.
10. § 18, stk. 2, ophæves.
§ 2
I lov nr. 353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd og regulering
af visse biomedicinske forsøg, som ændret ved § 18 i lov nr. 503 af 24. juni
1992, foretages følgende ændring:
1. Lovens titel affattes således:
»Lov om oprettelse af et etisk råd«.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1996, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 4, vedrørende ændringer i lovens § 8, stk. 1, nr.
3 og 4, træder først i kraft den 1. januar 1997.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslaget formål
Formålet med lovforslaget er at foretage en lovpligtig revision af lov nr.
503 af 24. juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af
biomedicinske forskningsprojekter. Efter lovens § 18, stk. 2, skal
sundhedsministeren således i folketingsåret 1995-96 fremsætte forslag til
revision af loven.
Med forslaget fastsættes bestemmelser om afgørelsesmåden i Den Centrale
Videnskabsetiske Komite i de tilfælde, hvor der ikke kan opnås enighed om
bedømmelsen af et projekt. Med forslaget sker samtidig enkelte ændringer af
bestemmelserne om udpegning af medlemmer til de regionale komiteer, en
ændring af bestemmelserne om spørgeskemaundersøgelser og
registerforskningsprojekter samt en tilføjelse til bestemmelserne om
komiteernes opfølgning og kontrol med de godkendte projekter.
2. Lovforslagets baggrund
Forslag L 59 til lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af
biomedicinske forskningsprojekter blev fremsat af sundhedsministeren den 23.
oktober 1991 (Folketingets Forhandlinger 1991-92, 767). Forslaget blev 1.
behandlet den 29. oktober 1991 (FF 1991-92, 1143), 2. behandlet den 16. juni
1992 (FF 1991-92, 10538) og vedtaget ved 3. behandling den 19. juni 1992 (FF
1991-92, 11101).
Med lov nr. 503 af 24. juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og
behandling af biomedicinske forskningsprojekter, der trådte i kraft den 1.
oktober 1992, etableredes retligt bindende rammer for den videnskabsetiske
bedømmelse af biomedicinske forskningsprojekter her i landet. Dette gælder,
hvadenten projekterne udføres på levendefødte menneskelige individer,
menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, menneskelige
befrugtede æg, fosteranlæg og fostre, væv, celler og arvebestanddele fra
mennesker, fostre og lignende eller på afdøde.
Siden 1979 har der i Danmark eksisteret et videnskabsetisk komitesystem,
bestående af syv regionale komiteer og en central komite, hvis sekretariater
blev varetaget af det offentlige. Med vedtagelsen af komiteloven skete i
meget vidt omfang en videreførelse af den praksis, som det videnskabsetiske
komitesystem havde fastlagt gennem sit ulovhjemlede virke.
Med loven blev der imidlertid skabt retligt bindende rammer om systemet,
således at komiteernes virke blev en del af den offentlige forvaltning i
offentlighedslovens og forvaltningslovens forstand. Loven indebar samtidig
enkelte væsentlige nydannelser vedrørende komitesystemets kompetenceområde,
komiteernes sammensætning samt finansieringen af de regionale komiteers
arbejde.
Vedrørende kompetenceområdet blev anmeldelse og godkendelse af
biomedicinske forskningsprojekter med loven udvidet til at gælde for alle
biomedicinske projekter, uanset hvilket menneskeligt materiale de udføres på.
Det ulovhjemlede komitesystems regelgrundlag - især Helsinki-deklarationen -
omfattede således alene biomedicinske forskningsprojekter på levende
mennesker, men ikke på afdøde og heller ikke på det menneskelige liv fra
befrugtning til fødsel.
Vedrørende komiteernes sammensætning indebar loven, at det ulovhjemlede
komitesystems paritet mellem læge og videnskabelige medlemmer blev afløst af
et flertal af lægpersoner, både i de regionale komiteer og i den centrale
komite.
Vedrørende finansieringen af de regionale komiteers arbejde blev dette med
loven ændret fra fuldstændig offentlig finansiering til delvis offentlig
finansiering. Til delvis dækning af de regionale komiteers udgifter betaler
statsinstitutioner samt private firmaer og hospitaler således i dag et gebyr
for hver anmeldt projekt til vedkommende amtskommune.
Udover disse nydannelser i komitesystemet blev der med lovens kapitel 4
indført bestemmelser, der helt konkret regulerer forskning og behandling på
forplantningsteknologiområdet. Efter lovens § 14 er det alene tilladt at
foretage sådanne forsøg med befrugtede menneskelige æg og kønsceller, der
agtes anvendt til befrugtning, som er nødvendige for at sikre en forsvarlig
behandlingskvalitet for in vitro befrugtningen. Tilsvarende gælder efter
loven for andre behandlinger for ufrivillig barnløshed, hvor en kvindes æg
befrugtes uden for livmoderen.
Med loven blev der ligeledes i § 14 fastsat:
- en lovmæssig tidsfrist på 14 dage for, hvor længe befrugtede
menneskelige æg må holdes i live uden for en kvindes livmoder,
- et forbud mod donation af befrugtede menneskelige æg, samt
- en bemyndigelse til sundhedsministeren til at fastsætte regler om
nedfrysning og donation af menneskelige æg. Denne bemyndigelse er udnyttet
med Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 392 af 17. maj 1994 om
nedfrysning og donation af menneskelige æg.
Endelig blev der i lovens § 15 fastsat forbud mod forsøg, der har til
formål at muliggøre:
- fremstilling af arvemæssigt identiske menneskelige individer,
- fremstilling af menneskelige individer ved sammensmeltning af genetisk
forskellige fosteranlæg eller dele af forsteranlæg, før de sættes fast i
livmoderen,
- fremstilling af levende menneskelige individer, som er hybrider med en
arvemasse, hvori indgår bestanddele fra andre arter og
- udvikling af et menneskeligt individ i artsfremmed livmoder.
Bestemmelserne i komitelovens kapitel 4 omfatter samtlige de
lovbestemmelser, der i dag regulerer forskning og behandling indenfor
forplantningsteknologiområdet.
3. Udskillelsen af lovens kapitel 4 om forplantningsteknologi
Udviklingen siden lovens ikrafttræden har vist, at der ikke er den nære
sammenhæng mellem komitesystemet og reglerne i lovens kapitel 4 om
forplantningsteknologi, og at der i øvrigt er behov for en yderligere
regulering på forplantningsteknologiområdet. Reglerne omkring
forplantningsteknologien udgør som nævnt den konkrete regulering af forskning
og behandling på området, og reglerne har grundlæggende intet at gøre med
rammerne for en videnskabsetisk bedømmelse af forskningsprojekter.
Regeringen har derfor fundet, at det i forbindelse med revisionen af
komiteloven vil være hensigtsmæssigt at udskille lovens kapitel 4 om
forplantningsteknologi til en selvstændig lovgivning. Regeringen vil
sideløbende med dette forslag fremsætte et lovforslag om kunstig befrugtning
i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v.,
indeholdende en retlig præcisering og uddybning af reguleringen på
forplantningsteknologiområdet, herunder de nuværende bestemmelser i
komitelovens kapitel 4. Revisionen af bestemmelserne i komiteloven i dette
forslag vil derfor ikke omfatte lovens kapitel 4, og en ophævelse af
bestemmelserne i kapitel 4 i komiteloven vil ske i forbindelse med
vedtagelsen af en selvstændig lovgivning om kunstig befrugtning.
Med udskillelsen af kapitel 4 vil komiteloven fremstå som en lov, der
udelukkende indeholder den retlige regulering af det videnskabsetiske
komitesystem. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at komitesystemets
kompetence til at bedømme biomedicinske forsøg på befrugtede æg m.v. ikke med
udskillelsen af kapitel 4 fra komiteloven er ændret. Biomedicinske
forskningsprojekter, der indebærer sådanne forsøg, skal stadig anmeldes til
komitesystemet, jf. lovens § 6, stk. 1, og vil således først kunne
iværksættes, når der af komitesystemet er givet tilladelse hertil.
4. Generel vurdering af komitesystemets virksomhed
De 7 regionale komiteer og Den Centrale Videnskabsetiske Komite behandlede
i 1994 ialt 2908 projekter. Heraf behandlede Den Centrale Videnskabsetiske
Komite i 1994 45 projekter mod 40 projekter i 1993. Langt den overvejende del
af de anmeldte projekter godkendes, men en lang række projekter godkendes
imidlertid først efter, at den projektansvarlige har foretaget ændringer i
projektet efter anvisning fra den videnskabsetiske komite.
Kliniske afprøvninger af lægemidler udgør ca. en 1/3 af de anmeldte
projekter. Af de resterende knap 2000 projekter i 1994 udgjorde
spørgeskemaundersøgelser og registerforskningsprojekter omkring halvdelen.
Komiteerne havde i 1994 ca. 350 anmeldte multicenterprojekter. Da
multicenterprojekter netop behandles i flere komiteer, repræsenterede de 350
projekter ca. 1350 sager i komitesystemet.
Ifølge oplysninger fra komiteerne udgjorde de samlede
administrationsomkostninger for de syv regionale videnskabsetiske komiteer i
1994 knap 4 mill. kr. Disse udgifter omfatter udgifter til aflønning af
personale, diæter, transport m.v. Komiteernes indtægter i form af gebyrer
udgjorde i 1994 ca. 1.750.000 kr., og komiteerne har i 1994 anvendt ca. 1 1/4
årsværk til at administrere gebyrordningen.
Regeringen finder grundlæggende, at komitesystemet i perioden siden lovens
ikrafttræden har levet op til sit formål om at sikre beskyttelsen af
forsøgspersoner, der deltager i biomedicinske forskningsprojekter, samtidig
med at der skabes mulighed for udvikling af ny, værdifuld viden, jf. § 2,
stk. 1. I forbindelse med den videnskabsetiske bedømmelse af
forskningsprojekter foretages således den fornødne afvejning af
beskyttelseshensynet til den enkelte forsøgsperson samtidig med, at der i
komitebedømmelsen indgår en vurdering af, om det enkelte forskningsprojekt er
af god videnskabelig standard og om projektet har et lødigt formål, herunder
om projektet bidrager til udvikling af ny, relevant viden.
De eksisterende retlige rammer for komitesystemet giver efter regeringens
opfattelse et tilstrækkeligt grundlag for en komitebedømmelse, der ikke blot
omfatter en snæver videnskabsetisk vurdering men tillige inddrager mere
almene etiske aspekter. Der synes derfor ikke at være behov for fundamentale
ændringer i de grundlæggende principper for det eksisterende komitesystems
indretning og virksomhed.
Regeringen må dog konstatere, at komiteerne på et par områder ikke fuldt
ud har levet op til bestemmelserne i loven. Der er således behov for at
styrke indsatsen i komiteerne omkring patientinformation og informeret
samtykke samt vedrørende opfølgning og kontrol med de godkendte projekter.
5. Vurdering og revision af lovens bestemmelser
En række af bestemmelserne i den gældende lov har siden lovens
ikrafttræden givet anledning til en række spørgsmål og diskussioner, ikke
mindst i forbindelse med den offentlige debat, der udspillede sig i
forlængelse af det debatmateriale, som forskningsministeren og
sundhedsministeren udsendte i juli 1995. Debatmaterialet gav anledning til en
værdifuld offentlig debat og regeringen modtog en række konstruktive
bemærkninger og forslag til lovens bestemmelser og til komitesystemets virke
i almindelighed.
Regeringen afholdt den 24. oktober 1995 en konference om komitesystemets
virksomhed. Formålet med konferencen var som en opfølgning på sommerens debat
og høringsrunde over regeringens debatmateriale at give komitefolk og andre
en mulighed for at drøfte, hvordan komitesystemet i det daglige fungerer.
Konferencen gav på en række centrale områder i forbindelse med revisionen et
godt indblik i komiteernes daglige virke og viste, at der i forlængelse af
lovrevisionen er behov for at arbejde videre med flere aspekter af
komiteernes arbejde. Der er som en opfølgning på konferencen til samtlige
konferencedeltagere samt til alle høringsparter udsendt en konferencerapport
med referater og indlæg fra debatten.
Med udgangspunkt i de erfaringer, der er høstet med komitesystemets
virksomhed siden lovens ikrafttræden, samt på grundlag af de bemærkninger og
forslag, som er fremkommet i den offentlige debat i almindelighed samt på
konferencen den 24. oktober 1995, finder regeringen, at de væsentligste
spørgsmål i forbindelse med en revision af komitelovens bestemmelser vedrører
følgende elementer:
- Lovens gyldighedsområde
- Komiteernes nedsættelse og arbejdsgang
- Komitesystemets samarbejde med Etisk Råd
- Udformning af patientinformation og indhentning af samtykke
- Afstemningsregler i komitesystemet
- Opfølgning og kontrol med meddelte tilladelser
- Aktindsigt i forbindelse med komitesystemets sagsbehandling
- Spørgsmål om klageadgang i forhold til anmeldte forskningsprojekter
- Gebyrordningen for ikke-amtskommunale projektansøgere.
Ad lovens gyldighedsområde
Lovens gyldighedsområde er biomedicinske forskningsprojekter, hvadenten
der er tale om projekter, der vedrører forsøg med behandling, forsøg med nye
diagnostiske metoder eller forsøg med forebyggende kliniske undersøgelser.
Loven omfatter således alle typer af biomedicinske forskningsprojekter,
uanset om projektet gennemføres i privat eller offentligt regi.
Regeringen finder grundlæggende, at komitesystemets overordnede
virksomhedsområde er veldefineret og velafgrænset i de nuværende bestemmelser
i loven og finder derfor ikke anledning til at ændre lovens bestemmelser på
dette område.
Sundhedsministeriet har i en redegørelse til Folketinget af 17. december
1992 redegjort nærmere for behandlingsforsøg, hvilket vil sige tilfælde, hvor
den behandlende læge i rent behandlingsmæssigt øjemed og i den enkelte
patients eller en mindre gruppe af patienters interesse ændrer på
behandlingsmetoden eller prøver en behandling, der måske ikke tidligere har
været anvendt i den sammenhæng eller på det tidspunkt i behandlingen. Det
blev i redegørelsen til Folketinget slået fast, at behandlingsforsøg måtte
karakteriseres som behandling og ikke som forskning.
Diagnostik og behandling uden forskningsformål, herunder
behandlingsforsøg, er derfor underlagt reglerne i lægeloven samt de ansvars-
og tilsynsregler, som i øvrigt gælder på sundhedsområdet.
I forbindelse med den offentlige debat i forlængelse af regeringens
debatmateriale fra i sommer samt i indlæg og debat på konferencen om
komitesystemet den 24. oktober 1995, er det fra flere sider blevet anbefalet,
at en række af de forskningsprojekter, som i dag anmeldes til komiteerne,
hensigtsmæssigt kan udskilles fra komitesystemets arbejdsopgaver. Der tænkes
her på sociologiske og samfundsmedicinske spørgeskema- og
journalundersøgelser, samt registerforskningsprojekter, der ikke på nogen
måde involverer forsøgspersoner og projekter fra studerende, der ud fra en
videnskabsetisk vurdering er uproblematiske.
Hensynet til forskerne og hensynet til komitesystemets virke indebærer, at
det efter regeringens opfattelse må overvejes, om nogle af disse projekter
hensigtsmæssigt kan udskilles fra komiteernes virksomhed.
Et grundlæggende udgangspunkt for at vurdere, om et givent
forskningsprojekt skal anmeldes til det videnskabsetiske komitesystem, er,
jf. § 6, stk. 2, om biomedicinsk forskning udgør en væsentlig bestanddel af
det pågældende projekt. Regeringen finder det vigtigt, at komiteerne løbende
overvejer, diskuterer og afgrænser komitesystemets virksomhedsområde i
relation til projekternes indhold af biomedicinsk forskning. Det er
imidlertid ikke hensigtsmæssigt i loven at fastsætte, hvilke konkrete typer
af projekter der kan siges at indeholde et så væsentligt element af
biomedicinsk forskning, at de skal anmeldes til komitesystemet.
Da et helt centralt formål med komitebedømmelsen er at sikre beskyttelsen
af forsøgspersoner, der deltager i biomedicinske forskningsprojekter, er det
samtidig afgørende at vurdere, om visse projekter kan afgrænses fra
komitesystemets virksomhedsområde, fordi de typisk ikke omfatter
forsøgspersoner.
En række registerforskningsprojekter involverer ikke deltagelse af
forsøgspersoner, men omfatter alene forskning i registerdata. For de
personer, hvis data indgår i sådanne registre, må interessen primært være, at
personlige data opbevares forsvarligt, eventuelt gennem anonymisering eller
kodning, således at data ikke misbruges.
I forbindelse med oprettelsen af registre skal der udarbejdes
registerforskrifter i overensstemmelse med bestemmelserne i registerloven.
Herved sikres netop, at personlige data i sådanne registre opbevares
forsvarligt samt ikke videregives uretmæssigt. For personer, hvis data indgår
i sådanne registre, indebærer forskriftsmæssigt udarbejdede
registerforskrifter dermed, at registerforskning i sådanne data sker på en
sådan måde, at den enkelte borgers retsbeskyttelse og integritet ikke
krænkes.
På denne baggrund finder regeringen det hensigtsmæssigt, både af hensyn
til forskerne og af hensyn til komitesystemets virksomhed, at sådanne
registerforskningsprojekter ikke tillige kræver anmeldelse til komitesystemet
ved siden af godkendelse i henhold til registerloven.
For en række spørgeskemaundersøgelser gælder, at der ikke er nogen reel
risiko eller belastning forbundet med at deltage i sådanne projekter,
samtidig med at den enkelte person blot kan undlade at deltage i projektet,
hvis vedkommende f.eks. mener, at undersøgelsen virker for påtrængende.
Regeringen er derfor af den opfattelse, at kun spørgeskemaundersøgelser og
registerforskningsprojekter, der indeholder et væsentligt element af
biomedicinsk forskning eller udgør en del af et projekt, der indeholder et
væsentligt element af biomedicinsk forskning og som samtidig indebærer en
sundhedsmæssig risiko for den enkelte forsøgsperson eller på anden måde kan
være til belastning for den pågældende, bør anmeldes til komitesystemet. Også
på dette område er det imidlertid vigtigt, at komiteerne løbende overvejer,
diskuterer og afgrænser komitesystemets virksomhedsområde.
Ad komiteernes nedsættelse og arbejdsgang
Efter de gældende bestemmelser er det amtsrådene, der nedsætter de
regionale videnskabsetiske komiteer. Et amtsråd kan nedsætte en eller flere
komiteer inden for sit geografiske område, ligesom en komite kan nedsættes af
flere amtsråd. Dertil kommer, at amterne kan fastsætte, at en komite skal
bestå af 9 eller 11 medlemmer fremfor af 7 medlemmer, som ifølge gældende
bestemmelser er minimum for en regional komite. Der er således i den gældende
lovgivning tillagt amterne en betydelig frihed med hensyn til nedsættelsen,
størrelsen og arbejdsgangen i de enkelte komiteer. Det forudsættes dog, at et
amtsråd kun opretter mere end en komite inden for sit område eller udvider
medlemsantallet, såfremt arbejdsbyrden taler herfor.
Komitesystemet er på nuværende tidspunkt - som det også gjaldt for det
ulovhjemlede komitesystem før 1. oktober 1992 - opdelt i 7 regionale komiteer
og en central komite. Hver komite omfatter derved mere end en amtskommune -
bortset fra Århus og Københavns amtskommuners komiteer. Baggrunden for, at
regionsprincippet ikke følger amtsgrænserne, er primært, at forskningen ikke
foregår med lige stor intensitet ved de forskellige sygehuse. Som følge deraf
har de komiteer, der betjener universiteterne i København, Århus og Odense et
væsentligt højere antal ansøgninger end de øvrige komiteer.
Specielt komiteen for København og Frederiksberg kommuner behandler på
årsbasis ca. 900 sager ud af ca. 2900 sager, som der i alt behandles i de 7
regionale komiteer. Komiteen består af det maksimale antal på 11 medlemmer,
som i dag er mulig efter loven, og man har på grund af arbejdsbyrden valgt at
lave to underudvalg. De to underudvalg er besat med 5 medlemmer, hvoraf 3 er
lægpersoner og 2 er sundhedsvidenskabelige forskere. Arbejdsgangen er
således, at hver sag i underudvalget forbehandles af en sundhedsvidenskabelig
forsker og en lægperson, som via sekretariatet har mulighed for at indhente
yderligere oplysninger, hvis dette skønnes nødvendigt. Herefter går sagerne
til bedømmelse i underudvalget. Såfremt et medlem ønsker sagen behandlet i et
samlet komitemøde, kan medlemmet forlange dette. Derved sikres, at der i
sager, hvor det enkelte medlem føler sig usikker på bedømmelsen i
underudvalget, kan ske en vurdering af en større kreds.
For en nærmere gennemgang af arbejdsgangen i de øvrige regionale komiteer
kan der henvises til sundhedsministerens besvarelse af 1. marts 1995 af
spørgsmål nr. 46 (alm.del - bilag 111), som Folketingets Sundhedsudvalg har
stillet den 7. december 1994.
Det er grundlæggende regeringens opfattelse, at der er store fordele
forbundet med, at amterne i vid udstrækning fastholder deres betydelige
frihed med hensyn til komitearbejdets nærmere tilrettelæggelse.
Amternes adgang til selv at fastsætte antallet og placeringen af de
regionale videnskabsetiske komiteer samt amternes adgang til at udvide en
komites medlemsantal til 9 eller 11 medlemmer giver i almindelighed i dag
amterne mulighed for en fleksibel indretning og tilpasning af komiteernes
antal, placering og størrelse til den aktuelle arbejdsbyrde i de enkelte
geografiske områder. Eventuelle ændringer i sygehusstrukturen vil naturligvis
på sigt kunne medvirke til ændringer i den sundhedsvidenskabelige
forskningsintensitet i de forskellige egne af landet. De gældende
bestemmelser giver amterne mulighed for at tilpasse komiteernes arbejde til
sådanne udviklingstræk.
Regeringen finder det således hensigtsmæssigt, at amternes store grad af
selvbestemmelse på dette område fastholdes.
Regeringen erkender, at arbejdsbyrden i de store komiteer, specielt i
komiteen for Københavns og Frederiksberg kommuner, siden lovens ikrafttræden
har været stærkt stigende og af mange komitemedlemmer opfattes som en stor
belastning set i relation til den tid, der rimeligvis skal anvendes for at
sætte sig ordentligt ind i de enkelte forsøgsprojekter.
Regeringen finder det imidlertid ikke hensigtsmæssigt i loven at fastsætte
en maksimumgrænse for, hvor mange projekter, de enkelte komiteer må behandle
om året. Regeringen har derfor overvejet andre muligheder for en løsning af
medlemmernes arbejdsbelastning i de store komiteer.
Med henblik på en aflastning af de enkelte komitemedlemmer, havde
regeringen i det lovforslag, der var udsendt til høring, foreslået, at de
amtskommunale myndigheder fik mulighed for til den enkelte komite at udpege
et større antal medlemmer, således at de udpegede medlemmer hver for sig kun
skulle deltage i et begrænset antal møder og derved også kun skulle sætte sig
ind i et begrænset antal sager. Regeringen fastsatte endvidere bestemmelser
om sammensætningen af komiteerne ved behandlingen af sager.
I høringssvarene kritiseres denne løsning af amtskommunale myndigheder,
Den Centrale Videnskabsetiske Komite samt flere regionale komiteer for at
gøre det vanskeligt at opretholde en ensartet bedømmelseskvalitet og
kontinuitet i arbejdet i komiteerne, da konstruktionen rummer en fare for, at
den erfaring med arbejdet i de enkelte komiteer, som medlemmerne opnår, vil
gå tabt. Derudover fremhæves det, at det vil være vanskeligt og ekstra
ressourcekrævende at administrere en ordning med skiftende medlemmer,
samtidig med at forslaget indebærer en sådan sammensætning af komiteerne ved
behandlingen af de enkelte sager, at det ikke vil være muligt for komiteerne
at foretage sagsbehandling i underudvalg samt forenklet sagsbehandling af
visse projekter.
I stedet foreslår flere komiteer, at de gældende bestemmelser i lovens § 3
fastholdes, eventuelt med den ændring, at maksimumstallet i komiteerne
udvides fra 11 til f.eks. 15 medlemmer. Regeringen har på baggrund af
komiteernes bemærkninger fundet det hensigtsmæssigt at bevare de gældende
bestemmelser i komiteloven på dette område, dog således at der foreslås en
udvidelse af det maksimale antal medlemmer til 15, og således at de enkelte
komiteer får mulighed for at udpege en ekstra næstformand.
I den udstrækning, man i de store komiteer gør brug af sagsbehandling i
underudvalg, vil der ved dette forslag blive mulighed for, at de anmeldte
projekter kan fordeles på flere udvalg, således at det enkelte komitemedlem
skal gennemlæse og medvirke ved behandlingen af færre projekter end ellers.
Forslaget giver derfor mulighed for en aflastning af komitemedlemmerne i de
store komiteer.
Der er stor forskel på de forskellige komiteers arbejdsform vedrørende
f.eks. afholdelse af møder, omfanget af ansøgninger, der behandles ved
skriftlig votering, behandlingen af ansøgninger modtaget fra andre komiteer,
behandlingen af tillægsprojekter m.v., jf. sundhedsministerens besvarelse af
1. marts 1995 af spørgsmål nr. 46 (alm.del - bilag 111). Sådanne forskelle
bunder i vid udstrækning i de meget forskellige forhold vedrørende geografisk
afstand, antallet af projekter m.v., der gør sig gældende for de forskellige
komiteer.
For at sikre en betryggende beslutningsprocedure og en ensartet vurdering
af de anmeldte projekter, har Den Centrale Videnskabsetiske Komite udsendt
standardvedtægter og forretningsorden for komiteernes arbejde, som bl.a.
beskriver komiteernes adgang til skriftlig sagsbehandling, sagsbehandling i
underudvalg m.v. Med et sådant sæt af ensartede rammer for komiteernes
arbejde, finder regeringen, at der på trods af forskelle i arbejdsform og
arbejdstilrettelæggelse de enkelte komiteer imellem er sikret tilstrækkeligt
grundlag for en videnskabsetisk bedømmelse af de anmeldte projekter, der
lever op til lovens formål. Regeringen finder derfor ikke grundlag for i
loven at fastsætte detaljerede bestemmelser om arbejdstilrettelæggelsen i de
regionale komiteer.
Vedrørende nedsættelsen af den centrale komite finder regeringen, at
bestemmelserne i § 4 har fungeret fuldt tilfredsstillende. Der er derfor ikke
fundet behov for ændringer på dette område.
Ad komitesystemets samarbejde med Etisk Råd
Efter lovens § 5 skal den centrale komite bl.a. ved fælles møder
samarbejde med Etisk Råd. Komiteen skal ifølge bestemmelsen sammen med Etisk
Råd udarbejde rapporter om principielle etiske problemstillinger, som har
været drøftet i fællesskab.
Det hidtidige samarbejde mellem Den Centrale Videnskabsetiske Komite og
Etisk Råd har vist, at det har været udbytterigt med fælles høringsrunder
forud for afgivelse af udtalelser omkring generelle etiske problemstillinger.
Fælles rapporter foreligger hidtil ikke.
Regeringen ser gerne et fortsat samarbejde mellem Den Centrale
Videnskabsetiske Komite og Etisk Råd, f.eks. i form af redegørelser, der
belyser principielle etiske problemstillinger, der har været drøftet i
fællesskab. På baggrund af de seneste samarbejdsinitiativer kan der da også
fremover forventes et udbygget samarbejde mellem Etisk Råd og Den Centrale
Videnskabsetiske Komite.
Regeringen finder på denne baggrund ikke anledning til lovændringer på
området.
Ad udformning af patientinformation og indhentning af samtykke
Information af forsøgspersoner og indhentning af informeret samtykke eller
stedfortrædende informeret samtykke har været et af de centrale aspekter i
den offentlige debat, i de indkomne høringssvar og på komitekonferencen den
24. oktober 1995.
De gældende regler om information og samtykke i komiteloven fastsætter, at
en komite især skal påse, at de patienter eller raske forsøgspersoner, der
deltager i et projekt, skriftligt og mundtligt orienteres om projektets
indhold, forudselige risici og fordele, og at deres frie og udtrykkelige
samtykke vil blive indhentet og givet skriftligt, jf. § 8, stk. 1, nr. 2.
Komiteen skal samtidig påse, at information vil blive givet til og
samtykke indhentet fra nærmeste pårørende eller værge i de tilfælde, hvor
forsøget udføres under omstændigheder, som udelukker information og
indhentelse af samtykke fra forsøgspersonen, jf. § 8, stk. 1, nr. 3. Endelig
skal komiteen påse, at det af informationen klart fremgår, at patienter og
raske forsøgspersoner samt pårørende og værge på ethvert tidspunkt kan
tilbagekalde sit samtykke, jf. § 8, stk. 1, nr. 4.
I forhold til andre områder indenfor sundhedsvæsenet gælder der i
komitesystemet skærpede krav til informationspligten og til den måde
samtykket indhentes på, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22.
september 1992 om information og samtykke m.v. »Lægers pligt og
patienters ret«, kapitel 2. Heri fastsættes en række specifikke krav
til, hvilke oplysninger, patientinformationen skal indeholde, bl.a. om
forsøgets formål, om vigtige detaljer og procedurer, om forudsigelige risici
og ulemper, herunder uønskede virkninger ved brug af lægemidler, om forsøgets
forventede nytte for patienten og/eller fremtidige patienter samt om andre
behandlingsmuligheder, såfremt patienten afslår at deltage.
Kravene til information og samtykke er endvidere uddybet i Den Centrale
Videnskabsetiske Komites rekommandation nr. 1: »Informeret
samtykke«. Heri hedder det bl.a., at patientinformationen i forbindelse
med oplysning om andre behandlingsmuligheder skal informere om, at nægtet
deltagelse i projektet ikke påvirker nuværende eller fremtidige behandlinger
samt at forsøgspersonen, hvis det ønskes, får adgang til betænkningstid og
mundtlig information i overværelse af en uvildig trediemand. Dertil kommer,
at der ved kliniske afprøvninger af lægemidler stilles krav om yderligere
oplysninger.
I den offentlige debat og i indlæg og debat på komitekonferencen i oktober
1995 har det været fremført, at der i praksis synes at være visse
vanskeligheder med at overholde kravene, og at der derfor bør strammes op på
reglerne enten i lovgivning eller rent administrativt. I forbindelse med
debatten er der samtidig fremsat en række konkrete forslag til forbedring af
patientinformation og indhentning af samtykke. Disse forslag går bl.a. på:
- at forskeren også skal underskrive patientinformationen for at
attestere, at informationen er i overensstemmelse med de oplysninger,
forskeren i øvrigt har kendskab til,
- at den mundtlige information bør foreligge som en del af
forsøgsprotokollen,
- at det er en anden person end den projektansvarlige forsker, som giver
informationen med henblik på at forhindre pression på forsøgspersonen samt
- at forsøgspersonen altid har mulighed for at have en tredieperson
tilstede ved underskrivelsen.
Den sidste pind er reelt sikret gennem retningslinierne i rekommandation
fra Den Centrale Videnskabsetiske Komite.
Det er regeringens opfattelse, at den rejste kritik og de fremsatte
forslag ikke hensigtsmæssigt bør finde udtryk i lovteksten, da det er
regeringens grundlæggende vurdering, at de gældende lovregler på området er
tilstrækkelige som grundlag for at sikre patienter og raske forsøgspersoner
den fornødne information og indsigt i det pågældende projekt, således at
samtykke kan gives på et informeret og frivilligt grundlag. Regeringen finder
imidlertid, at debatten på komitekonferencen klart viser, at der særligt på
dette område er behov for at styrke komiteernes daglige indsats, og de
ovennævnte forslag vil givet kunne bidrage til en styrkelse af
patientinformationen i forbindelse med indhentning af informeret samtykke.
Regeringen lægger derfor stor vægt på, at der i praksis arbejdes videre
med disse og eventuelt andre forslag med henblik på at forbedre
patientinformationen forud for indhentning af samtykke. Det er på denne
baggrund positivt, at Det Etiske Råd, Statens Sundhedsvidenskabelige
Forskningsråd og Den Centrale Videnskabsetiske Komite har igangsat fælles
drøftelser på dette område. Regeringen kan anbefale, at de tre organer indgår
i et fællesarbejde om informations- og samtykkekravenes indhold og
rækkevidde, og den måde de praktiseres på.
Regeringen lægger imidlertid stor vægt på, at der i forlængelse af
lovrevisionen igangsættes et egentligt udvalgsarbejde med det formål at se på
de mere konkrete problemer med udformning af patientinformationer og
indhentning af informeret samtykke. Regeringen finder det naturligt, at
repræsentanter for forskere og patienter også indgår i et sådant
udvalgsarbejde, og de indledende drøftelser mellem Etisk Råd, Statens
Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og Den Centrale Videnskabsetiske Komite
omkring dette spørgsmål kunne passende være et indledende bidrag til
igangsættelsen af et sådant stykke arbejde.
Regeringen finder det tillige vigtigt at diskutere og vurdere, om
indhentning af informeret samtykke i forbindelse med de enkelte projekter
foregår i overensstemmelse med de fastsatte bestemmelser. De i § 9 foreslåede
bestemmelser, hvorefter den centrale komite årligt skal afgive en redegørelse
om et eller flere emner i relation til komiteernes opfølgning og kontrol med
de meddelte tilladelser, giver på dette område en mulighed for at opnå en
overordnet vurdering af, om reglerne om information og informeret samtykke
overholdes. En anden mulighed for at få en vurdering af efterlevelsen af
reglerne på dette område kunne være igangsætning af et forskningsprojekt med
det formål at gennemgå og beskrive patientinformationen og det informerede
samtykke i et eller flere anmeldte forskningsprojekter.
Ad afstemningsregler i komitesystemet
Det følger af bestemmelserne i komitelovens § 7, at der i dag kræves fuld
enighed mellem samtlige af en regional komites medlemmer for, at et projekt
kan godkendes. Kan enighed ikke opnås omkring bedømmelsen af et projekt,
indbringes sagen for Den Centrale Videnskabsetiske Komite, jf. § 7, stk. 4.
Der er ikke i loven fastsat bestemmelser om afgørelsesmåden i Den Centrale
Videnskabsetiske Komite. Det forudsættes imidlertid, at afgørelser her kan
træffes ved almindeligt flertal, såfremt det ikke skulle være muligt at nå
til enighed.
Den hidtidige ordning, hvorefter der tilstræbes enighed omkring
bedømmelsen af de enkelte projekter, har fungeret tilfredsstillende både i de
regionale komiteer og i den centrale komite. I praksis foregår det ved, at
vilkårene for en tilladelse til et givent projekt diskuteres, og at
eventuelle nye krav til den projektansvarlige stilles, således at alle
medlemmer i den pågældende komite dermed kan godkende projektet. Ordningen
fungerer i vid udstrækning i kraft af, at der i komiteerne har været en
udpræget vilje til at søge en løsning, som alle kan være enige i.
Regeringen finder derfor ikke grundlag for at ændre på bestemmelserne
herom i lovens § 7.
Princippet om enighed gælder også ved afgørelser i Den Centrale
Videnskabsetiske Komite. Da det imidlertid er afgørende for hele
komitesystemets funktionsduelighed, at der altid kan træffes endelig
afgørelse i mere vanskelige og principielle sager, er det forudsat, at
afgørelser i den centrale komite i givet fald kan træffes ved almindeligt
flertal.
I en situation, hvor en regional komite, f.eks. på grund af medlemmernes
uforenelighed, ikke vil kunne træffe de nødvendige beslutninger gennem
konsensus, vil man kunne forestille sig, at flere sager end sædvanligt
indbringes for den centrale komite. Dette vil i høj grad aktualisere behovet
for i den centrale komite at kunne træffe endelig afgørelse i sådanne sager.
Afstemningsregler for den centrale komite har hidtil kun været fastsat i
den centrale komites forretningsorden. Regeringen finder det imidlertid
rigtigst, at der direkte i loven indføres en bestemmelse om afgørelsesmåden i
Den Centrale Videnskabsetiske Komite, såfremt der ikke kan opnås enighed. En
sådan bestemmelse vil gælde alle sager, der indbringes for den centrale
komite, også sager der indbringes efter lovens § 7, stk. 4, på grund af
uenighed i den regionale komite.
Det er imidlertid vigtigt at understrege, at en sådan bestemmelse om
afgørelsesmåden i den centrale komite i tilfælde af uenighed ikke ændrer ved
princippet om, at der også i den centrale komite skal tilstræbes enighed i
forbindelse med stillingtagen til indbragte projekters godkendelse. Det må
derfor forventes, at en sådan bestemmelse kun vil blive anvendt i ganske
særlige tilfælde.
Ad opfølgning og kontrol med meddelte tilladelser
Efter lovens § 9 påser komiteerne, at projekter udføres i overensstemmelse
med den meddelte tilladelse, og en komite kan følge enkelte projekters forløb
og herunder forlange, at den afsluttende forskningsrapport eller publikation
sendes til komiteen samt afkræve den projektansvarlige en begrundet
redegørelse i tilfælde, hvor projektet ikke fuldføres.
I den offentlige debat har der fra flere sider været fremført en kritik
af, at komiteerne ikke lever op til deres forpligtelser på dette område.
Debatten på komitekonferencen i oktober 1995 peger da også på, at komiteerne
på dette områder har taget meget få initiativer, og regeringen finder, at
komiteernes indsats på dette område har været utilstrækkelig samt har været
meget varierende fra komite til komite. Med henblik på at styrke komiteernes
opfølgning og kontrol med de godkendte projekter er der i debatten fremført
en række konkrete forslag hertil. Det foreslås bl.a., at der i loven
fastsættes krav om, at komiteerne skal foretage stikprøvekontrol i et vist
omfang, f.eks. 5-10% af de godkendte projekter. Desuden foreslås:
- udlevering af spørgeskemaer til forsøgspersoner, om hvorledes afgivelse
af informeret samtykke har fundet sted,
- kontrol med, at det er den godkendte patientinformation, som er
udleveret samt
- udlevering af obligatoriske blanketter til forskerne, der pålægger dem
at informere komiteen, når projektet er ændret, standset eller gennemført
samt begrunde en eventuel standsning.
Regeringen finder, at bestemmelsen om opfølgning og kontrol med de enkelte
projekter er lovgivningsmæssigt tilstrækkelig, og regeringen lægger stor vægt
på, at det fremover kan sikres, at komiteerne påser, at projekterne efter
bestemmelsen i loven udføres i overensstemmelse med de meddelte tilladelser.
Der er derfor behov for, at der iværksættes flere konkrete tiltag med henblik
på opfølgning og kontrol, og regeringen lægger stor vægt på, at komiteerne
løbende diskuterer og overvejer, hvordan den praktiske udformning af denne
opfølgning og kontrol bedst kan varetages. En række af de i høringssvarene
fremsatte forslag vil hensigtsmæssigt kunne indgå i disse overvejelser.
Regeringen finder det ikke hensigtmæssigt at pålægge de enkelte komiteer
at foretage stikprøvekontrol på en vis procentdel af de godkendte projekter.
Regeringen har derimod overvejet andre muligheder for lovgivningsmæssigt at
styrke komiteernes kontrol og opfølgning med de meddelte tilladelser.
Med henblik på at give komitesystemet og myndighederne et bedre overblik
over de på området iværksatte tiltag finder regeringen det således
hensigtsmæssigt, at der i lovgivningen pålægges komitesystemet årligt at
udarbejde en redegørelse for et eller flere emner i relation til spørgsmålet
om opfølgning og kontrol med de meddelte tilladelser.
Man kunne f.eks. forestille sig en redegørelse om de tiltag, der var
iværksat med henblik på at afdække forsøgspersonernes opfattelse og vurdering
af den skriftlige og mundtlige information i relation til det gennemførte
projekt eller en redegørelse om omfanget af de projekter, som afbrydes samt
begrundelserne herfor.
En sådan redegørelsesinstitution i lovgivningen vil efter regeringens
opfattelse kunne medvirke til at styrke den generelle viden om
komitesystemets virksomhed og derved medvirke til, at det i fremtiden
lovgivningsmæssigt og administrativt vil være mere klart, hvilke områder der
bør sættes ind overfor.
Ad aktindsigt i forbindelse med komitesystemets sagsbehandling
Med offentlighedsloven af 1970 blev der givet enhver en almindelig ret til
aktindsigt i den offentlige forvaltning. Loven markerede
offentlighedsprincippets gennemførelse i Danmark. Gennem offentlighedslovens
(og forvaltningslovens) bestemmelser er borgerne således enten direkte eller
gennem pressen sikret en mulighed for at få information og indsigt i
forvaltningsmyndighedernes virksomhed.
Offentlighedsprincippet gælder for alle områder af den offentlige
forvaltning, uanset om de tilhører den statslige eller kommunale forvaltning,
og uanset om der er tale om almindelige forvaltningsmyndigheder, særlige nævn
eller råd eller særlige forvaltningsenheder. Lovens bestemmelser omfatter
også myndigheder, hvis virksomhed udelukkende er af rådgivende karakter, samt
midlertidige udvalg og kommissioner, herunder tværministerielle
arbejdsgrupper.
Med komitelovens ikrafttræden den 1. oktober 1992 blev komitesystemets
virksomhed en del af den offentlige forvaltning i offentlighedslovens og
forvaltningslovens forstand. Regeringen finder det derfor grundlæggende
vigtigt, at princippet om offentlighed og åbenhed i forvaltningen lægges til
grund for komiteernes behandling af biomedicinske forskningsprojekter.
Det biomedicinske område er det eneste forskningsområde, hvor der er pligt
til at foretage anmeldelse og indhente godkendelse af de enkelte projekter i
et offentligt organ. Dette indebærer, at der vil kunne være konkrete
tilfælde, hvor den biomedicinske forsker har en ophavsretlig interesse i at
kunne beskytte en original ide, metode eller teknik. For komitesystemets
virksomhed er det derfor afgørende, at hensynet til åbenhed, indsigt og
dermed tryghed ved rammerne for forskningen vil være foreneligt med hensynet
til den enkelte forskers ophavsretlige interesse i at beskytte sin
forskningside, metode m.v.
Offentlighedsloven giver efter § 12, stk. 1, nr. 2, adgang til at beskytte
forskeres ophavsretlige interesser for så vidt, det er af væsentlig
økonomisk betydning for den pågældende forsker eller virksomhed, at visse
oplysninger ikke undergives aktindsigt. Denne bestemmelse kan imidlertid ikke
antages at omfatte den økonomiske betydning, der ligger i, at et
(succesfuldt) forskningsprojekt på længere sigt kan betyde forbedrede
karrieremuligheder og eventuelt forøget økonomisk indtjening for den enkelte
forsker.
I tilfælde, hvor den pågældende forsker ikke umiddelbart kan forvente at
opnå forbedrede karrieremuligheder og eventuelt forøget økonomisk indtjening
gennem det pågældende projekt, vil hjemlen til at afslå aktindsigt skulle
søges i bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Efter denne
bestemmelse kan retten til aktindsigt begrænses i det omfang, det er
nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige
interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er
påkrævet. En forudsætning for at anvende bestemmelsen er dog, at
hemmeligholdelse af hensyn til den enkelte forskers interesse er klart
påkrævet, samt at der er en nærliggende fare for, at denne interesse vil lide
skade af betydning, hvis der gives aktindsigt.
På grundlag af Ombudsmandens afgørelse i en konkret sag om afslag på
aktindsigt vedrørende et forskningsprojekt i Den Centrale Videnskabsetiske
Komite, er der et godt grundlag for at antage, at offentlighedslovens § 13,
stk. 1, nr. 6, giver tilstrækkelig mulighed for at beskytte forskeres
ophavsretlige interesser.
Forskningsprojekter kan efter bestemmelserne i offentlighedsloven således
ikke generelt undtages fra princippet om åbenhed og offentlighed.
Udgangspunktet for vurderingen af spørgsmålet om aktindsigt vil derfor være,
at der gives aktindsigt i alt materialet, men at visse oplysninger vil kunne
undtages efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, og da kun, hvor
hensynet til forskerens ophavsretlige interesser kan begrundes efter
bestemmelserne i offentlighedsloven.
Det er på denne baggrund regeringens opfattelse, at offentlighedslovens
bestemmelser på dette område må antages at give forskerne en tilstrækkelig
beskyttelse af deres ophavsretlige interesser. Regeringen finder derfor ikke,
at der i komiteloven er behov for at fastsætte særskilte regler på dette
område. Debatten om dette emne på komitekonferencen understregede efter
regeringens opfattelse, at der ikke i komiteloven er behov for særlige regler
på området.
Ad Spørgsmålet om klageadgang i forhold til anmeldte
forskningsprojekter
Komiteloven indeholder ingen nærmere afgrænsning af, hvilke personer eller
myndigheder, der efter lovens § 12 kan indbringe et projekt for den centrale
komite. I bemærkningerne til loven er det imidlertid fremhævet, at der med
bestemmelsen i § 12 tænkes på f.eks. sygehus- og universitetsmyndigheder,
eller de patient- eller personalegrupper, der berøres af det pågældende
projekt.
Fra tid til anden har spørgsmålet om en nærmere afgrænsning af dette
spørgsmål været rejst overfor komiteerne. Regeringen finder på denne
baggrund, at der i forbindelse med denne revison af loven bør knyttes nogle
bemærkninger til denne problemstilling.
Det følger direkte af komitelovens § 12, at den enkelte forsker eller
projektansvarlige kan indbringe sagen for den centrale komite, såfremt
vedkommende i den regionale komite ikke har opnået tilladelse til at
iværksætte projektet. Dette er i overensstemmelse med, at den enkelte forsker
eller projektansvarlige i forvaltningslovens forstand er ansøger og dermed
klageberettiget.
Om forsøgspersoner og pårørende til forsøgspersoner kan siges at være
klageberettigede i en sag om en videnskabsetisk komites bedømmelse af et
forskningsprojekt, er en væsentlig mere kompliceret problemstilling. Hverken
raske eller syge forsøgspersoner eller pårørende hertil kan siges generelt at
have status som klageberettigede i alle aspekter vedrørende en
videnskabsetisk bedømmelse af et forskningsprojekt. Såfremt forsøgspersonerne
eller de pårørende kan siges at have en særlig interesse i aspekter
vedrørende et projekt, f.eks. i spørgsmålet om udformning af
patientinformationen i relation til oplysningerne om bivirkninger i
forsøgsprotokollen til det pågældende projekt, må de for så vidt angår
sådanne aspekter vurderes til at have en personlig, direkte interesse i sagen
og dens afgørelse og dermed også vurderes til at være klageberettigede i
sagen.
Den omstændighed, at flere slutter sig sammen i en forening eller
lignende, kan i almindelighed ikke føre til, at foreningen m.v. som sådan
anses som klageberettiget i tilfælde, hvor de enkelte medlemmer i foreningen
ikke i sig selv har status af klageberettigede. Det afgørende må normalt
være, om den enkelte opfylder kravene til at kunne anses for at være
klageberettiget i sagen, hvorefter det er et spørgsmål om repræsentation,
hvorvidt man vil anerkende foreningen som den, der varetager alle
klageberettigede personers interesser eller dog interesserne for dem, der
udtrykkeligt har tilkendegivet ønske herom, eventuelt gennem særskilt
fuldmagt.
Sygehus- eller universitetsmyndigheder, personalegrupper eller andre, der
berøres af et givent projekt, vil heller ikke kunne siges generelt at have
status som klageberettigede i alle aspekter vedrørende en videnskabsetisk
bedømmelse af et forskningsprojekt. Der vil imidlertid også her være
tilfælde, hvor sygehus- eller universitetsmyndigheder, enkelte
personalegrupper eller andre har en så direkte interesse i det enkelte
projekt eller i dele heraf, at de må vurderes til være klageberettigede i den
pågældende sag eller vedrørende det pågældende spørgsmål i sagen.
Regeringen finder det hensigtsmæssigt, at der i overensstemmelse med de
almindelige forvaltningsretlige principper i hvert enkelt tilfælde foretages
en konkret vurdering af, om den pågældende person eller institution kan siges
at have en særlig interesse i sagen og dens afgørelse og derved kan anses for
at være klageberettiget, jf. bestemmelsen i lovens § 12. Der bør derfor ikke
i loven foretages en mere præcis afgrænsning af gruppen af klageberettigede.
Regeringen finder på denne baggrund ikke grundlag for at ændre den gældende
bestemmelse i lovens § 12.
Personer, der ikke kan siges at have en særlig interesse i at indbringe et
projekt for den centrale komite, er naturligvis ikke afskåret fra over for
komitesystemet at fremsætte sine synspunkter, som komitesystemet herefter bør
forholde sig til. Dette følger af de almindelige forvaltningsretlige
principper. Det forhold, at en person, en institution m.v. ved sin
henvendelse til komitesystemet rent faktisk giver anledning til, at
komitesystemet rejser en sag eller tager en sag op på ny, medfører ikke i sig
selv, at den pågældende bliver klageberettiget i sagen.
Som klageberettiget i en sag eller dele af en sag opnås en adgang til
aktindsigt, der er videregående end offentlighedens adgang til aktindsigt i
almindelighed. Det er derfor vigtigt, at komitesystemet giver personer eller
institutioner, der i en sag har status som klageberettiget, en videregående
adgang til aktindsigt på de punkter, hvor den pågældende vurderes til at være
klageberettiget.
I en række høringssvar i forbindelse med den offentlige debat anføres det,
at forsøgspersonerne bør have en lovfastsat adgang til altid at se hele
forsøgsprotokollen. Regeringen finder det i overensstemmelse med det
grundlæggende princip om åbenhed, at forsøgspersonernes adgang til at se
forsøgsmaterialet styrkes, og at denne adgang er videre end for
offentligheden i øvrigt. Det synes imidlertid ikke at være hensigtsmæssigt i
loven at fastsætte, at forsøgspersoner altid kan se hele
forsøgsprotokollen. Regeringen finder, at spørgsmålet i hvert enkelt tilfælde
bør vurderes i henhold til de almindelige forvaltningsretlige regler på dette
område.
Ad gebyrordningen for ikke-amtskommunale projektansøgere
Komitelovens kapitel 5 indeholder bestemmelser om finansieringen af
komiteernes udgifter. I medfør af lovens § 16, stk. 4, har
Sundhedsministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 795 af 24. september 1992 om
gebyr for behandling af biomedicinske forskningsprojekter i de regionale
videnskabsetiske komiteer.
Udgifterne til de regionale komiteer afholdes af amtskommunerne, herunder
Københavns og Frederiksberg kommuner. Der betales ikke gebyr for projekter,
der indleveres til den regionale komite af institutioner, som den pågældende
komites egen amtskommune/amtskommuner afholder udgifterne til. For øvrige
projekter, f.eks. fra statsinstitutioner, institutioner fra andre amter,
private hospitaler eller virksomheder betales et gebyr pr. projekt til delvis
dækning af udgifterne i forbindelse med driften af de regionale komiteer.
Amtskommunerne fastsætter selv gebyrets størrelse, som dog ikke må
overstige, hvad der svarer til projektets forventede andel af den pågældende
komites samlede årlige udgift. Gebyrets størrelse kan beregnes ud fra den
gennemsnitlige udgift på landsplan for projekter, hvortil der opkræves gebyr,
dog således at gebyret ikke må overstige den regionale komites forventede
udgifter til behandling af det pågældende projekt.
For projekter, der forventes at kunne behandles i forenklet
ekspeditionsform, fastsættes et reduceret gebyr. Der kan ligeledes fastsættes
et reduceret gebyr for behandling af mindre ændringer i allerede godkendte
projekter. Ved beregning af gebyr for multicenterundersøgelser, dvs.
projekter, der afvikles i mere end en komites område, kan der fastsættes en
tillægstakst, afhængig af antallet af berørte komiteområder.
Siden lovens ikrafttræden har der i den offentlige debat været rejst
kritik mod gebyrordningen. Kritikken er gået på, at gebyrerne fremtræder som
en uheldig særskat på et forskningsområde, som er karakteriseret ved en
politisk målsætning om en forøgelse af den forskningsmæssige indsats. Der har
samtidig været rejst kritik af, at forskere i praksissektoren, hvor forskning
ofte er en ulønnet fritidsbeskæftigelse, selv må betale gebyrerne af deres
egen privatøkonomi. I de indkomne høringssvar i forlængelse af regeringens
debatmateriale er det desuden anført, at gebyrerne rammer særligt hårdt for
studerende ved indlevering af pligtopgaver samt for forskere ved
universitetsinstitutioner, der har vanskeligt ved at finde penge til
gebyrerne.
Amtsrådsforeningen har over for Sundhedsministeriet tilkendegivet, at man
finder gebyrordningen administrativt besværlig og uhensigtsmæssig. Foreningen
foreslår derfor, at gebyrordningen afskaffes, mod at amterne kompenseres for
indtægtstabet herved via bloktilskuddet.
Regeringen har grundlæggende en stor interesse i at sikre gode vilkår for
den sundhedsvidenskabelige forskning. Regeringen finder imidlertid ikke, at
de af amterne fastsatte gebyrer i almindelighed lægger urimeligt store
økonomiske byrder på forskerne i forbindelse med anmeldelse af
forskningsprojekter til komitesystemet. Tallene fra de regionale komiteer
vedrørende gebyrordningen viser samtidig, at der ikke på nuværende tidspunkt
anvendes mange ressourcer på at administrere ordningen set i forhold til de
indtægter, som ordningen giver komiteerne.
Regeringen finder derfor, at amterne og Københavns og Frederiksberg
Kommuner, såfremt de finder behov herfor, fortsat skal have mulighed for at
opkræve gebyrer fra ikke-amtskommunale projektansøgere. Efter
bekendtgørelsens § 4, stk. 1, kan der som nævnt fastsættes et reduceret gebyr
for projekter, der forventes at kunne behandles i forenklet form. Regeringen
finder det naturligt, at det i forbindelse med sagsbehandlingen løbende
vurderes, hvorvidt pligtopgaver fra studerende, projekter fra forskere i
praksissektoren samt andre typer af projekter kan behandles i forenklet form,
således at der for sådanne projekter kan fastsættes et reduceret gebyr.
Regeringen finder på denne baggrund ikke behov for at ændre lovens
bestemmelser på dette område.
6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget har ingen statslige eller kommunaløkonomiske konsekvenser.
Lovforslaget har heller ingen erhvervsøkonomiske eller miljømæssige
konsekvenser samt indeholder ingen EU-retlige aspekter.
7. Hørte myndigheder, organisationer m.fl.:
Forslaget har været sendt til høring hos de involverede statslige
myndigheder, de kommunale og amtskommunale organisationer, patientforeninger,
brugerorganisationer samt øvrige faglige foreninger og organisationer på
området.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
§ 1, nr. 1
Efter de gældende bestemmelser i lovens § 3 har amterne og Københavns og
Frederiksberg kommuner kun adgang til at udpege 7, 9 eller 11 medlemmer til
en regional komite. Med bestemmelsen i § 3, stk. 2, foreslår regeringen, at
de amtskommunale myndigheder får mulighed for også at udpege 13 eller 15
medlemmer til en regional komite. Med denne udvidelse af maksimumstallet
bliver der mulighed for i forbindelse med behandling i underudvalg at fordele
indkomne projektansøgninger på flere udvalg og dermed på flere
komitemedlemmer. Bestemmelsen giver derfor en mulighed for en aflastning af
komitemedlemmer i komiteer med en stor arbejdsbyrde.
Med bestemmelsen i § 3, stk. 3, får de enkelte komiteer adgang til at
udpege en ekstra næstformand. Dette vil særligt være relevant i komiteer,
hvor man vælger at udpege 13 eller 15 medlemmer.
De øvrige bestemmelser i § 3 svarer til bestemmelserne i den gældende
lovgivning.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger (pkt. 5, ad
komiteernes nedsættelse og arbejdsgang).
§ 1, nr. 2 og 3
Anmeldelsespligten efter lovens § 6 gælder biomedicinske
forskningsprojekter, hvorved primært forstås forskning inden for de
lægevidenskabelige fag, den kliniske og den socialmedicinsk-epidemiologiske
forskning. Herudover indgår odontologisk og farmaceutisk forskning under
begrebet.
Efter gældende lovs § 6, stk. 2, omfatter anmeldelsespligten også
spørgeskemaundersøgelser og registerforskning.
Det foreslås i lovforslaget, at bestemmelserne vedrørende
registerforskning og spørgeskemaundersøgelser ændres, således at sådanne
projekter kun skal anmeldes til komitesystemet, såfremt projektet indeholder
et væsentlig element af biomedicinsk forskning eller udgør en del af et
projekt, der indeholder et væsentligt element af biomedicinsk forskning, og
såfremt projektet indebærer en sundhedsmæssig risiko for den enkelte
forsøgsperson eller på anden måde kan belaste den pågældende.
Den præcise afgrænsning af, hvilke projekter der efter den foreslåede
bestemmelse i stk. 3 skal anmeldes til komitesystemet må fortsat bero på en
konkret vurdering i hvert enkelte tilfælde.
Baggrunden for bestemmelsen er imidlertid, at en række af de
registerforskningsprojekter og spørgeskemaundersøgelser, der i dag anmeldes
til komitesystemet - både af hensyn til forskerne og af hensyn til
komiteernes virke - hensigtsmæssigt kan udskilles af komitesystemets
virksomhedsområde. Generelt set vil det nok mest komme på tale at kræve
spørgeskemaundersøgelser anmeldt til komitesystemet, da disse umiddelbart
involverer forsøgspersoner.
Det forudsættes i øvrigt, at Den Centrale Videnskabsetiske Komite udsender
nærmere retningslinier (rekommandation) for, hvorledes afgrænsningen af
projekter, der på dette område skal anmeldes til komitesystemtet, skal ske.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger (pkt. 5, ad lovens
gyldighedsområde).
§ 1, nr. 4
Lovforslagets bestemmelser på dette punkt er en konsekvens af den netop
vedtagne værgemålslov (lov nr. 388 af 14. juni 1995), som træder i kraft 1.
januar 1997. Efter værgemålslovens bestemmelser kan værgemål være af
forskellig retlig, økonomisk eller personlig karakter, og ændringerne i § 8
stk. 1, nr. 3 og 4, er således en direkte følge, at værgebegrebet efter
værgemålsloven ikke vil kunne anvendes i den form, som det i dag anvendes i
komiteloven.
Der er ikke indholdsmæssigt foretaget væsentlige ændringer i de omtalte
bestemmelser, idet det dog skal bemærkes, at der ved indhentelse af
stedfortrædende samtykke typisk vil være tale om, at information først og
fremmest gives til og samtykke indhentes fra nærmeste pårørende og dernæst
fra værge, såfremt der er iværksat værgemål efter værgemålslovens § 5, der
omfatter værge i personlige forhold, herunder beføjelse til at meddele
samtykke til deltagelse i biomedicinske forsøg.
§ 1, nr. 5
Med bestemmelsen foreslås § 8, stk. 3, i den gældende lovgivning ændret.
Den gældende bestemmelse indebærer, at registerforskning ikke er omfattet af
bestemmelserne i § 8, stk. 1, nr. 2 og 3, om informeret samtykke og
stedfortrædende informeret samtykke, men at komiteerne i særlige tilfælde kan
kræve, at der ved registerforskningsprojekter indhentes informeret samtykke
efter disse regler.
Efter § 1, nr. 2, i dette lovforslag foreslås, at reglerne omkring
anmeldelse af spørgeskemaundersøgelser og registerforskningsprojekter ændres.
Ændringen indebærer bl.a., at registerforskningsprojekter kun skal anmeldes,
såfremt projektet for den enkelte forsøgsperson indebærer sundhedsmæssige
risici eller på anden måde kan være til belastning for den pågældende
forsøgsperson.
Registerforskningsprojekter, der efter den foreslåede bestemmelse fortsat
skal anmeldes, må herefter vurderes til at medføre en vis - omend begrænset -
involvering af forsøgspersoner. Regeringen finder det derfor i
overensstemmelse med hensynet til patienter og raske forsøgspersoner, at
reglerne om informeret samtykke og stedfortrædende informeret samtykke også
som hovedregel skal gælde for de registerforskningsprojekter, der efter
lovforslaget fortsat skal anmeldes til komiteerne.
Det kan imidlertid ikke afvises, at der kan opstå særlige tilfælde, hvor
kravet om informeret samtykke ved anmeldelse af et registerforskningsprojekt,
der stadig skal godkendes af komitesystemet, vil være praktisk talt umuligt
at gennemføre, bl.a. i forbindelse med meget store projekter. Regeringen
finder derfor, at der i komiteloven bør være en mulighed for i sådanne
særlige tilfælde at undtage projektet fra reglen om informeret samtykke.
§ 1, nr. 6
Efter bestemmelsen bemyndiges forskningsministeren til at fastsætte
nærmere regler om, hvilke oplysninger komiteerne kan kræve af forskeren med
henblik på komitebedømmelsen, jf. § 8, stk. 4. Regeringen finder, at der i
forlængelse af lovrevisionen kan være behov for at fastsætte nærmere regler
herom. I rekommandationer fra Den Centrale Videnskabsetiske Komite fremgår på
flere områder, hvilke oplysninger, der i forbindelse med projektansøgninger
skal oplyses over for komiteen. Med henblik på eventuelt at styrke
efterlevelsen af disse retningslinier, kan der eventuelt for visse af sådanne
oplysninger være behov for at fastsætte bestemmelser i mere juridisk bindende
form, f.eks. i bekendtgørelse.
§ 1, nr. 7
Efter den gældende lov påser komiteerne, at projekter udføres i
overensstemmelse med den meddelte tilladelse, jf. § 9, stk. 1.
Det foreslås i stk. 3, at Den Centrale Videnskabsetiske Komite hvert år
skal afgive en redegørelse for et eller flere emner i relation til
spørgsmålet om opfølgning og kontrol med de meddelte tilladelser. Efter
forslaget, jf. stk. 4, fastlægges emnet eller emnerne for den årlige
redegørelse efter nærmere aftale med forskningsministeren.
Formålet med forslaget er, at der med henblik på generelt at styrke
komiteernes opfølgning og kontrol indhentes viden og erfaringer med de
tiltag, som komiteerne igangsætter for at påse, at projekterne gennemføres i
overensstemmelse med de meddelte tilladelser.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger (pkt. 5, ad
opfølgning og kontrol med meddelte tilladelser).
§ 1, nr. 8
Formålet med bestemmelsen er at indføre regler om afgørelsesmåden i Den
Centrale Videnskabsetiske Komite i de tilfælde, hvor der ikke blandt
komiteens medlemmer kan opnås enighed om bedømmelsen af et projekt. Efter
bestemmelsen vil afgørelser i Den Centrale Videnskabsetiske Komite i sådanne
tilfælde kunne træffes ved almindeligt flertal, såfremt et sådant flertal
omfatter både læg- og ikke-lægmedlemmer. Bestemmelsen giver mulighed for at
alle projekter, der indbringes for Den Centrale Videnskabsetiske Komite i
princippet kan afgøres ved flertalsafgørelser.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger (pkt. 5, ad
afstemningsregler i komitesystemet).
§ 1, nr. 9
Ændringen af § 16, stk. 3, er en konsekvens af, at der siden komitelovens
ikrafttræden er sket ændringer i lov om kommunernes styrelse, for så vidt
angår spørgsmålet om diæter, godtgørelser m.v. Med den ændrede formulering er
der således ikke tilsigtet en ændring i adgangen til honorering af
medlemmerne af de videnskabsetiske komiteer i forhold til, hvad der i dag
gælder, men udelukkende foreslået en mere tidssvarende formulering set i
relation til eventuelle fremtidige ændringer på dette område i lov om
kommunernes styrelse.
§ 1, nr. 10
Efter den gældende bestemmelse i komitelovens § 18, stk. 2, skal
sundhedsministeren i folketingsåret 1995-96 fremsætte forslag til revision af
loven. Med fremsættelsen af dette lovforslag er bestemmelsen ikke længere
aktuel.
§ 2, nr. 1
Overskriften i lov om oprettelse af et etisk råd ændres i overensstemmelse
med, at loven ikke længere regulerer visse biomedicinske forsøg.
§ 3, nr. 1
Loven træder i kraft den 1. oktober 1996. Efter stk. 2 træder ændringerne
i § 8, stk. 1, nr. 3 og 4, dog først i kraft den 1. januar 1997. Dette
skyldes, at ændringerne i de to bestemmelser er en konsekvens af vedtagelsen
af værgemålsloven, som først træder i kraft den 1. januar 1997.
Bestemmelserne, der henviser til værgemålsloven, kan således ikke træde i
kraft før værgemålsloven.
Efter 2. behandling den 23. maj 1996
§ 1
I lov nr. 503 af 24. juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og
behandling af biomedicinske forskningsprojekter, som ændret ved § 8 i lov nr.
1133 af 21. december 1994, foretages følgende ændringer:
1. § 3 affattes således:
» § 3. En regional komite består af mindst 7 medlemmer, hvoraf
de 3 indstilles af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.
Stk. 2. Skønner amtsrådet, at hensynet til en regional komites
virke, projekternes antal eller andre grunde taler derfor, kan en komite
bestå af 9, 11, 13 eller 15 medlemmer. Ved et medlemstal på 9, 11, 13 eller
15 indstilles 4 respektive 5, 6 eller 7 af Statens Sundhedsvidenskabelige
Forskningsråd.
Stk. 3. Den regionale komite vælger selv sin formand og
næstformand blandt de udpegede medlemmer. Komiteen kan vælge at udpege 2
næstformænd.
Stk. 4. Den regionale komite udarbejder forslag til vedtægter, der
godkendes af den centrale komite.
Stk. 5. Komiteernes medlemmer udpeges for 4 år ad gangen svarende
til den amtskommunale valgperiode. Genudpegning af medlemmerne kan ske en
gang.«
2. § 6, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Det samme gælder forskningsprojekter, hvori
biomedicinsk forskning som nævnt i stk. 1 udgør en væsentlig bestanddel af
det samlede projekt.«
3. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Spørgeskemaundersøgelser og
registerforskningsprojekter skal kun anmeldes til en regional komite, såfremt
projektet indeholder et væsentligt element af biomedicinsk forskning eller
udgør en del af et projekt, som indeholder et væsentligt element af
biomedicinsk forskning, og såfremt projektet for den enkelte forsøgsperson
indebærer sundhedsmæssige risici eller på anden måde kan være til belastning
for den pågældende forsøgsperson.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
4. § 8, stk. 1, nr. 3 og 4, affattes således:
»3) der i de tilfælde, hvor forsøget udføres under omstændigheder,
som udelukker information og indhentelse af samtykke efter nr. 2, vil blive
givet information til og indhentet samtykke fra nærmeste pårørende eller en
værge, såfremt der er iværksat værgemål efter værgemålslovens § 5, der
omfatter personlige forhold, herunder beføjelse til at meddele samtykke til
deltagelse i biomedicinske forsøg,
4) det klart fremgår af informationen, at patienter og raske
forsøgspersoner samt pårørende og værge, der har givet samtykke efter nr. 3,
på ethvert tidspunkt kan tilbagekalde sit samtykke,».
5. I § 8, stk. 1, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:
»5) det klart fremgår af den skriftlige information, hvilken
økonomisk støtte forskeren modtager fra private virksomheder, fonde m.v. til
gennemførelse af det pågældende forskningsprojekt, og om forskeren i øvrigt
har en økonomisk tilknytning til private virksomheder, fonde m.v., som har
interesser i det pågældende forskningsprojekt, og«.
Nr. 5 bliver herefter nr. 6.
6. I § 8, stk. 2, ændres »nr. 1-3« til: »nr.
1-5«.
7. § 8, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Komiteen kan i særlige tilfælde bestemme, at
registerforskningsprojekter ikke er omfattet af reglen i stk. 1, nr. 2 og 3,
om informeret samtykke.«
8. I § 8 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om
bestemmelserne i stk. 4.«
9. I § 9 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Den Centrale Videnskabsetiske Komite afgiver hvert
år en redegørelse om et eller flere emner i relation til komiteernes
opfølgning og kontrol med de meddelte tilladelser.
Stk. 4. Emnet eller emnerne for den årlige redegørelse fastlægges
efter nærmere aftale med forskningsministeren.«
10. I § 11 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Kan der ikke i den centrale komite opnås enighed om
bedømmelsen af et projekt, kan komiteen træffe afgørelse ved almindeligt
flertal, såfremt flertallet omfatter et flertal blandt såvel medlemmer
udpeget efter indstilling fra Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd
som blandt andre til Den Centrale Videnskabsetiske Komite udpegede medlemmer,
jf. § 4, stk. 2.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
11. § 16, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Medlemmerne af de regionale komiteer modtager
udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i den kommunale styrelseslov.
Amtsrådet kan beslutte, at medlemmerne herudover ydes diæter og erstatning
for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16 a i den
kommunale styrelseslov. Amtsrådet kan endvidere beslutte, at hvervet som
formand for de regionale komiteer vederlægges med indtil 25.000 kr. årligt,
og at hvervet som næstformand vederlægges med indtil 20.000 kr. årligt. En
vederlagt formand eller næstformand kan ikke samtidig modtage diæter og
erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.«
12. I § 16 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:
»Stk. 4. Medlemmerne af den centrale komite bortset fra
formanden og næstformanden ydes diæter, erstatning for dokumenteret tabt
arbejdsfortjeneste samt udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i den
kommunale styrelseslov.
Stk. 5. Udgiften til vederlæggelse af medlemmerne af de regionale
komiteer og de medlemmer af den centrale komite, der er medlemmer af en
regional komite, afholdes af vedkommende amtskommune. Udgiften til
vederlæggelse af de øvrige medlemmer af den centrale komite samt til fast
vederlag til formanden og næstformanden for den centrale komite afholdes af
forskningsministeren.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 6.
13. § 18, stk. 2, ophæves.
§ 2
I lov nr. 353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd og regulering
af visse biomedicinske forsøg, som senest ændret ved § 19 i lov nr. 503 af
24. juni 1992, foretages følgende ændring:
1. Lovens titel affattes således:
»Lov om oprettelse af et etisk råd«.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1996, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 4, om en ændret affattelse af § 8, stk. 1, nr. 3
og 4, i lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter træder først i kraft den 1. januar 1997.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 LSF 59 FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER Retsinformation · 13. november 1992
- 1990 LSF 166 FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIO-MEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER Retsinformation · 17. april 1991
- 1995 BTL 179 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER (NEDSÆTTELSE, OPFØLGNING M.V.) NR L 179 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 4. juni 1996
- 1991 LSF 19 FORSLAG TIL LOV OM BIOMEDICINSK FORSØGSVIRKSOMHED SAMT OM DET ETISKE RÅD OG ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM Retsinformation · 2. oktober 1991
- Kompetenceoverførsel og tavshedspligt i det videnskabsetiske komitesystem. Videregivelse af oplysninger. Retsinformation · 25. juni 2003
- 1991 BTL 59 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER NR L 59 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 11. november 1992