1990 LSF 166 FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIO-MEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Komitesystemet
§ 1. Amtsrådene nedsætter regionale videnskabsetiske komiteer. Et
amtsråd kan nedsætte een eller flere komiteer inden for sit geografiske
område. En komite kan også nedsættes af flere amtsråd.
Stk. 2. Ved amtsråd forstås tillige Københavns
Borgerrepræsentation og Frederiksberg Kommunalbestyrelse.
§ 2. En regional komite består af mindst 7 medlemmer, hvoraf de 3
indstilles af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.
Stk. 2. Skønner amtsrådet, at hensynet til en regional komites
virke, projekternes antal, eller taler andre grunde derfor, kan en komite
bestå af 9 eller 11 medlemmer. Ved et medlemstal på 9 eller 11 indstilles 4
respektive 5 af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.
Stk. 3. Den regionale komite vælger selv sin formand og
næstformand blandt de udpegede medlemmer.
Stk. 4. Den regionale komite udarbejder forslag til vedtægter, der
godkendes af den centrale komite.
Stk. 5. Komiteernes medlemmer udpeges for 4 år ad gangen svarende
til den amtskommunale valgperiode. Genudpegning af medlemmerne kan ske een
gang.
§ 3. Undervisnings- og forskningsministeren nedsætter Den Centrale
Videnskabsetiske Komite. Komiteen består af 2 medlemmer udpeget af hver af de
regionale komiteer samt 2 medlemmer udpeget af undervisnings- og
forskningsministeren og 2 medlemmer udpeget af sundhedsministeren.
Stk. 2. Af de medlemmer, der udpeges af de regionale komiteer,
vælges den ene blandt de medlemmer, der er indstillet af Det
Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. Den anden vælges blandt komiteens
øvrige medlemmer.
Stk. 3. Det ene af de medlemmer, der udpeges af henholdsvis
undervisnings- og forskningsministeren og sundhedsministeren, skal
Læs alt
repræsentere statslige forskningsinteresser, det andet folkeoplysende,
almenkulturelle eller sociale interesser, der er af betydning for den
centrale komites virke. Disse medlemmer må ikke have sæde i kommunale råd
eller i Folketinget.
Stk. 4. Komiteen vælger selv sin formand og næstformand blandt de
udpegede medlemmer.
Stk. 5. Komiteen udarbejder forslag til vedtægter, der godkendes
af undervisnings- og forskningsministeren.
Stk. 6. Komiteens medlemmer udpeges for 4 år ad gangen svarende
til den amtskommunale valgperiode. Genudpegning af medlemmerne kan ske een
gang.
§ 4. Den centrale komite skal bl.a. ved fælles møder samarbejde
med Det Etiske Råd. Komiteen og rådet udarbejder sammen en rapport om
principielle etiske problemstillinger, som har været drøftet i fællesskab.
Kapitel 2
Anmeldelse og tilladelse
§ 5. Ethvert bio-medicinsk forskningsprojekt på:
1) levendefødte menneskelige individer,
2) menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning,
menneskelige befrugtede æg, fosteranlæg og fostre,
3) væv, celler og arvebestanddele fra mennesker, fostre og lignende, og
4) afdøde
skal anmeldes til den regionale komite for det område, hvori den
projektansvarlige har sit virke.
Stk. 2. Det samme gælder forskningsprojekter, hvori bio-medicinsk
forskning, som nævnt i stk. 1, udgør en væsentlig bestanddel af det samlede
projekt samt spørgeskemaundersøgelser og registerforskning vedrørende de
nævnte områder.
Stk. 3. Den centrale komite kan fastsætte regler for den praktiske
tilrettelæggelse af den videnskabsetiske bedømmelse af projekter, der udføres
på flere forskningsinstitutioner (multicenterundersøgelser).
§ 6. Projekter, der er omfattet af § 5, må ikke iværksættes, før
der er foretaget en videnskabsetisk bedømmelse heraf og givet tilladelse af
den regionale komite til iværksættelsen, jf. dog § 13. Den regionale
videnskabsetiske komite og den centrale komite kan kræve ændringer i
projektet og i øvrigt yde råd og vejledning med hensyn til dettes udformning.
Stk. 2. Projekter, der er tilladt efter stk. 1, må ikke
iværksættes og gennemføres med væsentlige ændringer uden komiteens
tilladelse.
Stk. 3. Ved projekter, hvori indgår klinisk afprøvning af
lægemidler, der er omfattet af lov om lægemidler, afgiver den regionale
komite en indstilling om den videnskabsetiske bedømmelse af projektet til
Sundhedsstyrelsen. Indstillingen skal afgives senest 6 uger efter, at den
regionale komite har kunnet foretage bedømmelsen. Sundhedsstyrelsen giver den
endelige tilladelse til iværksættelsen af projektet.
Stk. 4. Kan der ikke i en regional komite opnås enighed om
bedømmelsen af et projekt eller finder komiteen, at projektet rejser
spørgsmål af principiel karakter, forelægges projektet for den centrale
komite, jf. § 10.
Stk. 5. Komiteerne skal gøre brug af konsulentbistand i de
tilfælde, hvor de ikke selv råder over fornøden faglig ekspertise til at
bedømme forelagte projekter.
Kapitel 3
Komitesystemets opgaver
§ 7. I bedømmelsen påser komiteerne især, at:
1) de risici, der kan være forbundet med at gennemføre projektet, er nøje
vurderet, og hverken i sig selv eller i forhold til projektets forudseelige
fordele, har et uforsvarligt omfang,
2) de patienter eller raske forsøgspersoner, der deltager i projektet,
skriftligt og mundtligt vil blive orienteret om dettes indhold, forudseelige
risici og fordele, og at deres frie og udtrykkelige samtykke vil blive
indhentet og givet skriftligt,
3) information vil blive givet til og samtykke indhentet fra nærmeste
pårørende, værge eller donor i de tilfælde, hvor forsøget udføres under
omstændigheder, som udelukker information og indhentelse af samtykke efter
nr. 2,
4) det klart fremgår af informationen, at patienter og raske
forsøgspersoner eller pårørende, værge eller donor på ethvert tidspunkt kan
tilbagekalde sit samtykke, og at
5) projektet efter sit formål og med hensyn til sin metodik repræsenterer
god videnskabelig standard, samt at der er tilstrækkelig grund til at
gennemføre projektet.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om bestemmelserne
i stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 3. Komiteen kan i særlige tilfælde kræve, at der ved
registerforskningsprojekter indhentes informeret samtykke fra deltagerne i
projektet.
Stk. 4. Komiteen kan afkræve forskeren alle oplysninger, der er
nødvendige for bedømmelsen efter stk. 1.
Stk. 5. Såfremt forsøgspersoner modtager vederlag eller anden
ydelse for at deltage i forsøget, skal komiteen godkende dette og påse, at
det ikke er egnet til at påvirke samtykkeafgivelsen på utilbørlig vis.
§ 8. Komiteen påser, at projekter udføres i overensstemmelse med
den meddelte tilladelse, jf. § 6.
Stk. 2. En komite kan følge enkelte projekters forløb og herunder
forlange, at den afsluttende forskningsrapport eller publikation sendes til
komiteen. Komiteen kan afkræve den projektansvarlige en begrundet redegørelse
i tilfælde, hvor projektet ikke fuldføres.
§ 9. Komiteerne følger løbende udviklingen inden for den
bio-medicinske forskning og virker inden for deres område for udbredelsen af
kendskabet til de etiske problemer, der kan være forbundet hermed.
§ 10. Den centrale komite har til opgave, at:
1) koordinere arbejdet i de regionale komiteer og fastsætte retningslinier
og rådgive disse i videnskabsetiske spørgsmål,
2) følge forskningsudviklingen og virke for forståelsen af de etiske
problemstillinger, udviklingen kan medføre i forhold til offentligheden,
myndigheder m.v., og at
3) behandle forskningsprojekter, som er forelagt komiteen efter § 6, stk.
4, § 11, og § 13.
Stk. 2. Den centrale komites afgørelse kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
§ 11. En forsker, der ikke har fået en regional komites tilladelse
til at iværksætte et projekt, kan indbringe afgørelsen for den centrale
komite. Et projekt kan ligeledes indbringes for den centrale komite af
enhver, der har en særlig interesse heri.
§ 12. De regionale komiteer og den centrale komite afgiver en
årsberetning, der indeholder en redegørelse for komiteernes virksomhed og
praksis i det forløbne år. I årsberetningerne beskrives væsentlige
videnskabsetiske problemer, komiteerne har drøftet, og der redegøres for
begrundelserne for udfaldet af væsentlige sager. Der optrykkes endelig en
liste over alle anmeldte projekter.
Kapitel 4
Forskning på befrugtede menneskelige æg og menneskelige
kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning
§ 13. Bio-medicinske forsøg på befrugtede menneskelige æg og
kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, må, på de i §§ 5-7 nævnte
betingelser, kun foretages efter tilladelse fra såvel den regionale som den
centrale komite, hvis de har til formål at forbedre in vitro befrugtning med
henblik på at fremkalde en graviditet. Tilsvarende gælder for andre
behandlinger for ufrivillig barnløshed, hvor en kvindes æg befrugtes uden for
livmoderen.
Stk. 2. Udtagning og befrugtning af æg, med henblik på at
gennemføre andre forsøg end de i stk. 1 nævnte, er ikke tilladt.
Stk. 3. De befrugtede æg må kun holdes i live uden for en kvindes
livmoder i 14 dage fra befrugtningen er sket, heri ikke medregnet den tid,
hvori de befrugtede æg har været nedfrosset.
Stk. 4. Befrugtede menneskelige æg, der har været gjort til
genstand for bio-medicinsk forskning efter stk. 1, må ikke opsættes i
kvindens livmoder, med mindre det kan ske uden nogen risiko for videregivelse
af arvelige sygdomme, defekter, misdannelser eller lignende.
Stk. 5. Donation af befrugtede menneskelige æg er ikke tilladt.
Stk. 6. Sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om
nedfrysning og donation af menneskelige æg.
§ 14. Følgende forsøg må ikke foretages:
1) Forsøg, der har til formål at muliggøre fremstilling af arvemæssigt
identiske menneskelige individer.
2) Forsøg, der har til formål at muliggøre fremstilling af menneskelige
individer ved sammensmeltning af genetisk forskellige fosteranlæg eller dele
af fosteranlæg, før de sætter sig fast i livmoderen.
3) Forsøg, der har til formål at muliggøre fremstilling af levende
menneskelige individer, som er hybrider med en arvemasse, hvori indgår
bestanddele fra andre arter.
4) Forsøg, der har til formål at muliggøre udvikling af et menneskeligt
individ i artsfremmed livmoder.
Kapitel 5
Finansiering
§ 15. Udgifterne til de regionale komiteer afholdes af
amtskommunerne. Til delvis dækning af udgifterne betaler statsinstitutioner
samt private firmaer og hospitaler et gebyr pr. projekt til vedkommende
amtskommune. Amtskommunen fastsætter gebyrets størrelse, som ikke må
overstige, hvad der svarer til projektets forventede andel af den pågældende
komites samlede årlige udgift.
Stk. 2. Den centrale komites udgifter afholdes af undervisnings-
og forskningsministeren. Ministeren stiller den fornødne sekretariatsbistand
til rådighed.
Stk. 3. Der ydes kommunale diæter, befordringsgodtgørelse samt
godtgørelse for fravær fra hjemstedet til medlemmerne af de regionale
komiteer og til de medlemmer af den centrale komite, der er medlemmer af en
regional komite. De nævnte medlemmer vederlægges af amtskommunerne. Udgiften
til eventuel vederlæggelse af de medlemmer af den centrale komite, der ikke
er medlemmer af regionale komiteer, afholdes af undervisnings- og
forskningsministeren.
Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om den i stk.
1 nævnte finansieringsordning.
Kapitel 6
Straf
§ 16. Den, der iværksætter et projekt i strid med § 5, § 6, § 13,
stk. 2, 3, 4 og 5, og § 14, kan straffes med bøde eller hæfte.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde.
Stk. 3. For overtrædelser, der begås af et aktieselskab,
andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant
bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt
fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten,
kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
Kapitel 7
Ikrafttræden m.v.
§ 17. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.
Stk. 2. Sundhedsministeren fremsætter forslag til revision af
loven i folketingsåret 1994-95.
§ 18. I lov nr. 353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd
og regulering af visse bio-medicinske forsøg, som ændret ved lov nr. 315 af
16. maj 1990, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, 2. pkt. , udgår: »der er oprettet efter
Helsinki-deklaration II«.
2. § 4, stk. 2 , ophæves.
3. § 8, stk. 1, nr. 1 , affattes således: »I samarbejde med de
videnskabsetiske komiteer drøftes almene etiske spørgsmål i forbindelse med
forsøg på mennesker«.
4. Efter § 10 udgår: »Forsøg«.
5. § 11 ophæves.
6. Efter § 11 ændres »Straffebestemmelser« til:
»Ikrafttrædelsesbestemmelser«.
7. § 12 ophæves.
§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund
Baggrunden for lovforslaget er, at indenrigsministeren i bemærkningerne
til forslag til lov om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse
bio-medicinske forsøg (L 76 af 12. november 1986), tilkendegav, at der ville
blive iværksat et udredningsarbejde om behovet for at fastsætte lovregler om
bio-medicinske forsøg på levende forsøgspersoner, jf. Folketingstidende,
Tillæg A, spalte 1574-1575.
Endvidere blev der i § 4, stk. 2, i lov om oprettelse af et etisk råd m.v.
(lov nr. 353 af 3. juni 1987) indført et midlertidigt forbud mod forsøg på
befrugtede menneskelige æg. I samme lovs § 4, stk. 1, blev Det Etiske Råd
pålagt at afgive indstilling til indenrigsministeren (nu sundhedsministeren)
om fastsættelse af regler ved lov om beskyttelse af befrugtede menneskelige
æg og levende fosteranlæg og fostre samt genetiske forsøg på menneskelige
kønsceller, som bliver brugt til befrugtning.
Ved lov nr. 315 af 16. maj 1990 om ændring af lov om oprettelse af et
etisk råd m.v. (udskydelse af lovrevisionen) blev forbudet i § 4, stk. 2, i
loven om Det Etiske Råd forlænget med 1 år indtil udløbet af
folketingssamlingen 1990/91. Begrundelsen for udsættelsen var, at en endelig
regulering af forsøgsadgangen måtte ses i sammenhæng med spørgsmålet om
retlig regulering af bio-medicinsk forskning på levende mennesker, som
sundhedsministeren agtede at fremsætte lovforslag om i 1990/91, jf.
Folketingets Forhandlinger, 1989/90, sp.8026-8031.
2. Lovforslagets hovedindhold og gyldighedsområde
Lovforslaget tilstræber først og fremmest at skabe retligt bindende
rammer for den videnskabsetiske bedømmelse af bio-medicinske
forskningsprojekter her i landet. Det gælder, hvadenten de udføres på
levendefødte menneskelige individer, befrugtede menneskelige æg, fosteranlæg
og menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, eller på
afdøde.
Lovforslaget indeholder derfor regler om:
- Oprettelse af et videnskabsetisk komitesystem (kap. 1, §§ 1 - 4).
- Lovpligtig anmeldelse til dette komitesystem af bio-medicinske
forskningsprojekter på levendefødte menneskelige individer, befrugtede
menneskelige æg, fosteranlæg og fostre og menneskelige kønsceller, der agtes
anvendt til befrugtning, samt på afdøde (kap. 2, §§ 5-6).
- De overordnede principper, det lovfæstede komitesystem skal lægge til
grund for sin bedømmelse af anmeldte projekter, og komitesystemets øvrige
opgaver (kap. 3, §§ 7-12).
- Særregler om forsøg på befrugtede menneskelige æg og kønsceller, der
agtes anvendt til befrugtning samt forbud mod visse forsøg (kap. 4, §§
13-14).
- Komitesystemets finansiering (kap. 5, § 15).
- Straf for overtrædelse af lovens bestemmelser (kap. 6, § 16).
Lovforslagets gyldighedsområde er bio-medicinske
forskningsprojekter. Det omhandler derimod ikke medicinsk behandling
eller diagnostik af enkelte patienter, hvor formålet udelukkende er en
bedring af patienternes tilstand gennem klarlæggelse af sygdomsbilledet og
adækvat læge- og sygeplejemæssig indsats. Det følger heraf, at forslaget
heller ikke gælder såkaldte behandlingsforsøg eller eksperimentel behandling,
d.v.s. tilfælde, hvor den behandlende læge i rent behandlingsmæssigt øjemed
og i den enkelte patients interesse prøver en anden behandlingsform.
Diagnostik og behandling uden forskningsformål - herunder behandlingsforsøg -
er således ikke omfattet af forslagets regler om anmeldelsespligt og
komitebedømmelse, men er som hidtil underlagt reglerne i lægeloven
(lovbekendtgørelse nr. 426 af 19. august 1976 om udøvelse af lægegerning),
samt de ansvars- og tilsynsregler, som i øvrigt gælder på sundhedsområdet.
Det følger således også af lovforslaget, at forslaget ikke regulerer in
vitro befrugtningsteknikken som behandlingsmetode med henblik på at fremkalde
en graviditet. § 13 omhandler kun egentlig forskning på befrugtede
menneskelige æg. Bestemmelsen indeholder dog i stk. 5 et forbud mod donation
af befrugtede menneskelige æg, og stk. 6 bemyndiger sundhedsministeren til at
fastsætte regler om nedfrysning og donation af menneskelige æg.
Om afgrænsningen af begrebet forskning, som det anvendes i lovforslaget
over for bl.a. behandling og behandlingsforsøg, henvises til bemærkningerne
til §§ 5 og 6.
3. Hovedtankerne bag lovforslaget
Videnskabsetisk bedømmelse af bio-medicinske forskningsprojekter er ikke
noget nyt i Danmark. Siden slutningen af 1970'erne har der eksisteret et
videnskabsetisk komitesystem her i landet, omfattende syv regionale komiteer
og en central komite, hvis sekretariater er blevet varetaget af det
offentlige (amtskommunerne, Odense Universitet og Undervisningsministeriets
forskningsafdeling). Om systemet og dets regelgrundlag henvises til
betænkning nr. 1185, 1989, »Forskning på mennesket - etik/jura«,
kap. 4, afsnit 2.
Når dette system nu foreslås afløst af en lovreguleret ordning, skyldes
det en flerhed af grunde, der spænder fra rent praktiske og organisatoriske
hensyn til mere ideelle motiver:
En videreførelse af det eksisterende komitesystem rejser en række
problemer, som samlet vil kunne løses bedre gennem lovgivning. Antallet af
projekter, der forelægges, er voksende, arbejdsbelastningen stigende og vil
gøre det ønskeligt, at der sker en vis styrkelse af komiteernes bevillinger.
Samtidig er der behov for at få klarlagt systemets kompetence og ansvar inden
for det samlede sundhedsvæsen og det net af myndigheder m.v., systemet indgår
i og samarbejder med, herunder også lægemiddelindustrien. Komiteernes
sammensætning bør justeres, således at lægmandselementet styrkes. Endelig bør
der indføres regler, som giver komiteerne mulighed for at udøve en vis
opfølgende og efterkontrollerende virksomhed over for bedømte
forskningsprojekter, ligesom de bør have bedre muligheder for at manifestere
sig over for offentligheden.
Disse forhold ville - taget hver for sig - formentlig kunne løses inden
for rammerne af den aftale, der ligger til grund for det eksisterende
komitesystem, men under eet vil en lovgivning givetvis være et bedre
instrument.
Andre grunde taler imidlertid også for lovgivning:
Der tænkes her på selve det principielle, at det ved lov slås fast, at
videnskabsetisk bedømmelse af bio-medicinske forskningsprojekter er en
selvfølgelig del af sundhedsvæsenets virksomhed.
Dertil kommer, at det eksisterende komitesystems regelgrundlag - især
Helsinki-deklarationen - alene omfatter bio-medicinske forskningsprojekter på
levende mennesker, men ikke på afdøde (lig) og heller ikke på det
menneskelige liv fra befrugtning til fødsel. Deklarationens regler er
endvidere ikke som sådanne juridisk bindende for forskerne. Endelig taler
hensynet til en afklaring af patienters og forsøgspersoners retsstilling for,
at principperne for komitebedømmelsen af forskningsprojekter fastslås ved
lov.
4. Lovforslagets forarbejder
Lovforslaget er udarbejdet på grundlag af følgende betænkninger m.v.:
- Betænkning nr. 1185, 1989, »Forskning på mennesket -
etik/jura«, afgivet af et udvalg nedsat af sundhedsministeren,
- »Debatoplæg om et kontrolorgan«, Etisk Råd, 1989,
- »Beskyttelse af menneskelige kønsceller, befrugtede æg, fosteranlæg
og fostre«, en redegørelse, Etisk Råd, 1989.
Til disse publikationer foreligger udtalelser fra en meget bred kreds af
myndigheder, organisationer m.fl.
I bemærkningerne til de enkelte lovbestemmelser kommenteres i fornødent
omfang væsentlige afvigelser mellem lovforslaget og de forslag,
publikationerne stiller.
5. Internationale forhold
De spørgsmål, der foreslås reguleret ved lovforslaget, har i de senere år
påkaldt sig stor opmærksomhed i hele den vestlige verden. Både på nationalt
niveau samt i Europarådet og EF er der taget initiativer af betydning for
regulering af den bio-medicinske forskning.
Set i en international sammenhæng er Danmark imidlertid nået langt med
hensyn til videnskabsetisk bedømmelse af bio-medicinske forskningsprojekter.
Af de europæiske lande er det kun Frankrig, der har gennemført en lovgivning
om videnskabsetiske komiteer. Lovens ikrafttræden blev dog forsinket, fordi
den ikke - som her i landet - har kunnet baseres på et allerede eksisterende
regionalt system.
I nordisk sammenhæng skal det nævnes, at såvel Sverige som Norge baserer
den videnskabsetiske indseende med bio-medicinske forskningsprojekter på
Helsinki-deklarationen.
I Sverige består systemet af institutionskomiteer tilknyttet de
medicinske fakulteter. Der findes 6 regionale komiteer samt 4 lokale, der er
underlagt een eller flere af de regionale komiteer. Alle komiteer behandler
lægevidenskabelige forskningsprojekter, mens 4 af komiteerne tillige er
ansvarlige for den videnskabsetiske behandling af odontologiske
forskningsprojekter. I Sverige er komitesystemet blevet vurderet i
betænkningen »Etisk granskning av medicinsk forskning« (SOU
1989:75). I denne vurderes komiteerne generelt positivt, men højere grad af
offentlighed om videnskabsetiske problemer efterlyses, ligesom
sammensætningen af komiteerne foreslås taget op til overvejelse. I
betænkningen »Forskningsetisk prøvning« (SOU 1989:74) overvejes den
generelle bedømmelse af forskningsprojekter, der omfatter mennesker, herunder
ikke-bio-medicinsk forskning.
I Norge er der oprettet 5 regionale videnskabsetiske komiteer
svarende til den regionale inddeling af sundhedssystemet. Komiteerne er
tilknyttet de medicinske fakulteter, og medlemmerne udpeges af regeringen,
nærmere bestemt af Kultur- og Videnskabsministeren, der tillige finansierer
den løbende drift. Hver regional komite har 7 medlemmer. Der er udgivet en
hvidbog af Kultur- og Videnskabsministeriet (St.meld. nr.28 (1988.89) Om
forskning), hvori den videnskabsetiske komitebehandling nærmere er behandlet.
I Europarådets regi foreligger 2 dokumenter af særlig interesse for
lovforslagets udformning:
- Rådets rekommandation af februar 1990 om medicinsk forskning på
mennesker.
- Et sekretariatspapir fra Rådets ad hoc ekspertkomite om fremskridt i de
bio-medicinske videnskaber (CAHBI) omhandlende kunstig befrugtning og
forskning på befrugtede menneskelige æg.
Rekommandationen om forskning på mennesket er af betydning for
lovforslagets regler i §§ 1-12, d.v.s. bestemmelserne om komitesystemet og
dets opgaver. Dens bestemmelser er ikke bindende for lovgivningsmagten i
Danmark, og de regler, der følges i Danmark i dag, er i øvrigt allerede
forenelige med disse. Specielt skal fremhæves, at rekommandationen ikke
stiller krav om lovgivning som hjemmel for håndhævelsen af de principper, den
opstiller. Disse gælder udelukkende forskning på levende, raske
forsøgspersoner eller patienter, idet rekommandationen dog ikke sondrer
skarpt mellem de to grupper. Lovforslagets udformning og præciseringen af
indholdet af dettes § 6 i bemærkningerne til denne er fuldt forenelige med
rekommandationen.
Rådets sekretariatspapir om kunstig befrugtning har ikke status som
rekommandation. Papiret er udsendt til medlemslandenes regeringer med henblik
på at kunne indgå i udarbejdelsen af eventuelle regelsæt. Det foreslås bl.a.,
at der fastsættes en 14-dages grænse for, hvor længe et befrugtet
menneskeligt æg må holdes i live uden for en kvindes livmoder, jf. i øvrigt
lovforslagets § 13 og bemærkningerne hertil.
På EF-plan arbejdes der med regler i relation til videnskabsetiske
komiteer. Det sker blandt andet i forbindelse med lægemiddelafprøvninger,
hvor »Good Clinical Practice For Trials On Medicinal Products In The
European Community« blev færdigbehandlet i 1990. Der er foreløbig kun
tale om ikke-bindende »Guidelines«, men det må påregnes, at
reglerne på et tidspunkt bliver indeholdt i et direktiv.
Der er tillige på EF-plan vedtaget et direktiv om aktive medicinske
implantable anordninger, og der er ligeledes planlagt direktivforslag om
medicinske anordninger og in-vitro-diagnostisk udstyr. Det er i direktivet
anført, at kliniske afprøvninger af aktive medicinske implantable anordninger
skal foregå i overensstemmelse med Helsinki-deklarationen.
Der henvises i den forbindelse til sundhedsministerens forslag til lov om
medicinsk udstyr (lovforslag nr. 153 af 22. februar 1991).
I relation til forskning på kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning
og befrugtede menneskelige æg, er lovgivning gennemført i England, hvor et
kontrolorgan (Human Fertilisation and Embryology Authority) er nedsat med
henblik på at kontrollere forskning af den nævnte art. Loven fastsætter en
forholdsvis liberal adgang til forskning inden for de første 14 dage efter
befrugtning er sket.
Lovgivning er også for nylig gennemført i Forbundsrepublikken Tyskland med
den virkning, at der ikke er mulighed for at udføre forskning på befrugtede
menneskelige æg.
En gennemførelse af det foreliggende lovforslag vil i international
sammenhæng betyde, at Danmark vil have et system, der lever fuldt op til de
krav om videnskabsetisk bedømmelse af bio-medicinske forskningsprojekter, der
vil blive stillet i fremtiden. Dette gælder ikke mindst inden for EF, hvor en
fortsat harmonisering af bl.a. lægemiddelafprøvninger må antages at komme til
at indbefatte fælles normer for videnskabsetisk bedømmelse.
6. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser
I årene siden 1979 er der i Danmark opbygget et system af 7 regionale
videnskabsetiske komiteer og een central komite med ligelig repræsentation af
lægfolk og forskere. Grundlaget for komiteernes virksomhed er den såkaldte
Helsinki-deklaration II. Komiteerne har til opgave at påse overholdelse af
deklarationens krav om, at bio-medicinske forskningsprojekter på levende
mennesker skal sendes til en særligt udnævnt, uafhængig komite »til
overvejelse, kommentarer og vejledning«. Til komitesystemet anmeldtes
2334 projekter i 1989.
Komiteernes sekretariater varetages af amtskommunerne. De samlede
udgifter, der ligger i størrelsesordenen små 3 mill. kr., afholdes af
amtskommunerne. Den centrale videnskabsetiske komites sekretariat varetages
og betales af forskningsafdelingen under Undervisnings- og
Forskningsministeriet. Udgifterne er i størrelsesordenen 250.000 kr. årligt.
Dette system foreslås nu afløst af et egentligt lovfæstet system.
En gennemførelse af lovforslaget forudsættes ikke at medføre en
nævneværdig stigning i antallet af regionale videnskabsetiske komiteer.
Derimod vil lovforslaget for de regionale komiteers vedkommende
betyde, at de amtskommunale forvaltninger må påregne, at der skal anvendes
yderligere personale til at betjene komiteerne. Dette skyldes væsentligst, at
komiteerne ved en lovfæstelse vil blive en del af den offentlige forvaltning
i offentlighedslovens forstand. Det vil være realistisk at anslå, at der på
landsbasis bliver tale om en fordobling i forhold til hidtil, uanset at der
naturligvis kan forekomme forskelle mellem de enkelte komiteers behov for
yderligere sekretærbistand.
Endelig må der budgetteres med udgifter til diæter m.v. til
komitemedlemmerne svarende til, hvad der udbetales til medlemmer af
kommunalbestyrelser/amtsråd.
De samlede udgifter ved en gennemførelse af lovforslaget kan for de
regionale komiteers vedkommende anslås til at være ca. 5,6 mill. kr.,
hvilket svarer til en merudgift på ca. 3 mill. kr. i forhold til, hvad
amtskommunerne betaler i dag.
Til delvis dækning af udgifterne foreslås det, at statsinstitutioner samt
private hospitaler og firmaer betaler et gebyr pr. projekt til vedkommende
amtskommune, der svarer til projektets forventede andel af den pågældende
komites samlede årlige udgift, jf. bemærkningerne til § 15. Det skønnes på
denne baggrund, at amtskommunernes reelle merudgift vil være ca. 250.000 kr.,
idet alene medicinalindustrien må skønnes at bidrage med ca. 1,9 mill. kr.
til komiteernes drift.
Udgifterne til den centrale komite afholdes af undervisnings- og
forskningsministeren, jf. § 15, stk. 2, hvor de samlede udgifter anslås at
blive ca. 1,5 mill. kr., idet det må påregnes, at der skal anvendes ca. 1
mill. kr. til informationsskabende aktiviteter. Den anslåede merudgift for
staten udgør ca. 1,25 mill. kr.
Bemærkninger til de enkelte lovbestemmelser
Til § 1
De regionale komiteer foreslås i § 1 nedsat af amtsrådene. Dette er
en ændring i forhold til i dag. De eksisterende videnskabsetiske komiteer er
nedsat af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og amtsrådene.
Amtsrådenes kompetence efter § 1 er begrundet i, at den
bio-medicinske forskning i altovervejende grad foregår inden for
sundhedsvæsenet og er en uadskillelig del af dettes virksomhed og af
lægeuddannelsen. Da det på regionalt niveau er amtsrådene, der har ansvaret
for sundhedsvæsenet, bør komiteerne fuldt ud nedsættes af disse, og deres
drift være amtsrådenes ansvar. Derimod vil amtsrådene ikke kunne gribe ind i
konkrete sager og omgøre afgørelser, som er truffet af komiteerne.
Forslaget afviger fra de tanker, der er indeholdt i Etisk Råds
»Debatoplæg om organiseringen af et kontrolorgan«. Det Etiske Råd
tilslutter sig, at et komitesystem må omfatte regionale komiteer, men
argumenterer for, at et uafhængighedssynspunkt bør føre til, at komiteerne
ikke nedsættes af amtsrådene. Disse bør endvidere »sikres en fast
bevilling og sekretariater, der ansættes af de regionale formænd og dermed er
uafhængige af amtsrådet«.
Forskellen på forslagets § 1 og Etisk Råds oplæg er ikke begrundet
i et forskelligt syn på værdien af uafhængighed i vurderingen af
videnskabsetiske problemstillinger. Forskellen beror udelukkende på,
hvorledes den ønskede vurdering mest hensigtmæssigt kan gennemføres. Det vil
med andre ord sige, hvorledes et funktionsdueligt system opbygges inden for
sundhedsvæsenet til at løse denne opgave. I forslagets § 5 og § 7
fastslås, hvilke opgaver komitesystemet skal varetage, og hvilke overordnede
principper, det skal lægge til grund for sit arbejde. Det er en selvfølge, at
lovforslaget bygger på den antagelse, at komiteerne i varetagelsen af disse
opgaver ikke følger uvedkommende hensyn, respektive varetager interesser, der
ikke er forenelige med formålet med komitesystemet.
En vigtig virkning af § 1 vil være, at komiteernes virke fremover
bliver en del af den offentlige forvaltning i offentlighedslovens og
forvaltningslovens forstand.
I § 1 åbnes der mulighed for, at et amtsråd kan nedsætte mere end
een komite inden for sit område, idet det dog forudsættes, at arbejdsbyrden
taler herfor. Flere amtsråd kan også gå sammen om at oprette een komite. Det
overlades til amtsrådene at træffe nærmere aftale om medlemmernes udpegning,
sekretariatsfunktionen m.v., hvis de går sammen om at oprette en komite.
Antallet af komiteer i Danmark er i dag 7. Da landet er inddelt i 14
amtskommuner (samt Københavns og Frederiksberg Kommuner, der tillige
varetager amtskommunale opgaver) betyder det, at hver komite omfatter mere
end een amtskommune - bortset fra Århus og Københavns amtskommuners komiteer.
Når regionsprincippet ikke følger amtsgrænserne, skyldes det bl.a., at
forskningen ikke foregår med lige stor intensitet ved de forskellige
sygehuse. Hvis forskellene i komiteernes arbejdsopgaver skal udlignes, og
hver komite samtidig skal have mulighed for at behandle et tilstrækkelig
bredt udsnit af projekter, må komiteernes arbejdsområde som hovedregel dække
flere amtskommuner.
Til § 2
De regionale komiteer foreslås sammensat efter følgende principper:
- Obligatorisk skal en regional komite som minimum bestå af 7
medlemmer, der sammensættes af læge medlemmer og medlemmer med bio-medicinsk
forskningserfaring. De læge medlemmer kan være medlemmer af amtsrådet eller
andre. De »faglige« medlemmer findes - som i dag - gennem Statens
Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. Det forudsættes, at de pågældende er
aktive bio-medicinske forskere med hovedarbejdssted inden for amtskommunen.
- Fakultativt kan amtsrådet herudover udpege yderligere 2
eller 4 medlemmer, således at komiteens samlede medlemstal bliver 9 eller 11.
Ved et medlemstal på 9 eller 11 indstilles 4 respektive 5 af Statens
Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. Det forudsættes i øvrigt, at mindst 1
respektive 2 medlemmer indstilles fra folkeoplysende og almenkulturelle
foreninger og organisationer i amtskommunen.
I det eksisterende komitesystem er der ligelig repræsentation af lægfolk
og forskningsrådsudpegede.
Forslaget følger således indstillingerne i betænkningen »Forskning på
mennesket« og Det Etiske Råds »Debatoplæg«, der argumenterer
for en overvægt af lægfolk.
Både »Forskning på mennesket« og Etisk Råds
»Debatoplæg« argumenterer for en blandet sammensætning af
komiteerne omfattende såvel lægfolk som folk med forskningserfaring.
Hovedbegrundelsen for dette er, at den videnskabsetiske bedømmelse af
bio-medicinske forskningsprojekter ikke er mulig uden en forståelse af
projekternes faglige indhold - men heller ikke uden at faglige hensyn
afbalanceres med ikke-faglige.
Ved udpegningen skal amtsrådene tilstræbe en ligelig repræsentation af
mænd og kvinder, som foreskrevet i lov nr. 157 af 24. april 1985 om
ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegning af medlemmer til offentlige
udvalg, kommissioner o.lign.
Den regionale komite vælger selv sin formand og næstformand, ligesom
komiteen udarbejder forslag til vedtægter. Med henblik på at sikre
koordination i sagsbehandlingen og ensartede retningslinier for bedømmelsen
af projekterne, skal vedtægterne dog godkendes af Den Centrale
Videnskabsetiske Komite.
I stk. 5 foreslås det, at komiteernes medlemmer udpeges for 4 år ad
gangen svarende til den amtskommunale valgperiode og at genudpegning af
medlemmer kun kan ske een gang.
Til § 3
Den Centrale Videnskabsetiske Komite foreslås nedsat af undervisnings- og
forskningsministeren. Den foreslås sammensat efter følgende principper:
- De regionale komiteer udpeger hver 2 medlemmer til komiteen. Af disse
skal det ene medlem tages blandt de forskningsrådsindstillede, det andet
blandt komiteernes øvrige medlemmer.
- Herudover udpeger undervisnings- og forskningsministeren og
sundhedsministeren hver 2 medlemmer til komiteen. Af disse skal det ene
repræsentere statslige forskningsinteresser og -hensyn, det andet bredere
folkeoplysende, almenkulturelle eller sociale interesser.
Forslaget afviger fra det eksisterende komitesystem på følgende punkter:
I det eksisterende system er Den Centrale Videnskabsetiske Komite ikke
nedsat af undervisnings- og forskningsministeren, men dens sekretariat
varetages af Undervisningsministeriets forskningsafdeling. Komiteen tæller
heller ikke ministerudpegede medlemmer.
Forslaget følger betænkningen »Forskning på mennesket«, idet
denne dog anbefaler, at de ministerudpegede medlemmer alle skal være lægfolk.
Herudover er forslaget baseret på den tanke, at ministrenes interesse i
komiteens virke går ad to kanaler:
Dels gennem deres ansvar for forskningsudviklingen, dels gennem deres
almenkulturelle, herunder sundhedspolitiske, engagement i de problemer,
komitesystemet kan blive stillet overfor.
Forslaget afviger fra Det Etiske Råds »Debatoplæg«. Det siges
heri (pg. 3), at af hensyn til »tilliden til godkendelsessystemet er det
helt afgørende, at kontrolorganets uafhængighed ikke kan anfægtes. Det
betyder, at kontrolorganet på centralt niveau må have en selvstændig
bevilling på finansloven, et sekretariat, der ansættes af formanden, og med
Det Etiske Råd som ansættelsessted, d.v.s. uafhængigt af
Sundhedsministeriet.«
I fortsættelse af denne tankegang skitseres (pg. 5-10) forskellige
modeller omfattende en hel eller delvis fusion af Den Centrale
Videnskabsetiske Komite og Det Etiske Råd. Det fremhæves, at de to organer
under alle omstændigheder bør have fælles sekretariat, og det nævnes (pg. 8),
at »Sundhedsministeren og Folketingets Udvalg ang. Det Etiske Råd bør
som nu i forening udpege medlemmer«, hvis de to organer fusioneres til
eet.
Det er regeringens opfattelse, at en lovfæstelse af et komitesystem som
det foreslåede ikke umiddelbart giver anledning til ændringer på det centrale
niveau. Eventuelle afgrænsningsproblemer mellem den foreslåede centrale
videnskabsetiske komite og Det Etiske Råd skønnes ikke at blive større end,
at de vil kunne løses ved et fornuftigt samarbejdsmønster mellem organerne.
Placeringen af sekretariatet for den eksisterende centrale komite i
forskningsafdelingen er bl.a. begrundet i, at forskningsafdelingen er
koordinerende myndighed for en række forskningspolitiske organer. Hertil
kommer, at den bio-medicinske forskning som sådan har berøringsflader både
til forskningens og sundhedsvæsenets ministerier. Ud fra disse synspunkter
foreslås komiteen nedsat af undervisningsministeren, således at dens
sekretariat fortsat varetages af forskningsafdelingen.
Forslagets § 3, stk. 4, er en nydannelse. Den eksisterende komites
formand udpeges af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.
Til § 4
Efter forslagets § 4 skal den centrale komite samarbejde med Det
Etiske Råd. Det kan ske ved fælles møder samt ved møder mellem formænd og
næstformænd for de respektive organer, men i øvrigt er formen ikke tilsigtet
fastlagt ved lov. Herudover skal de to organer i fællesskab udarbejde en
rapport om principielle etiske problemstillinger, som har været drøftet i
fællesskab.
Til § 5 og § 6
I § 5 fastslås det grundlæggende princip i lovforslaget, at den
videnskabsetiske komitebedømmelse omfatter alle bio-medicinske
forskningsprojekter, uanset hvilket menneskeligt materiale de udføres på.
Komitebedømmelsen omfatter også forskningsprojekter, hvoraf den nævnte
forskning udgør en væsentlig bestanddel samt spørgeskemaundersøgelser og
registerforskning inden for det bio-medicinske område.
For disse projekter gælder en anmeldelsespligt, som efter § 6
betyder, at de ikke må iværksættes - eller iværksættes med væsentlige
ændringer, jf. § 6, stk. 2 - uden at de er godkendt af den kompetente
komite/myndighed. Iværksættelse i strid med disse regler er sanktioneret med
straf af bøde eller hæfte i forslagets § 16.
Der indføres hermed en juridisk bindende anmeldelsespligt, der afløser den
kollegialt sanktionerede anmeldelsespligt, som ligger til grund for det
eksisterende komitesystem.
Anmeldelsespligten efter § 5 gælder som nævnt bio-medicinske
forskningsprojekter. Herved forstås primært forskning inden for de
lægevidenskabelige fag, den kliniske og den socialmedicinsk-epidemiologiske
forskning. Begrebet omfatter, ud over udforskningen af de somatiske sygdomme,
tillige de psykiatriske og de klinisk-psykologiske sygdomme og
tilstandsformer. Herudover inddrages tilsvarende odontologisk og farmaceutisk
forskning under begrebet.
Endelig omfatter begrebet spørgeskemaundersøgelser og registerforskning
vedrørende de nævnte emner, jf. § 5, stk. 2.
Ved forskning forstås en planlagt virksomhed, som har til formål
systematisk at erhverve viden om sygdommes opståen og om forebyggelse,
diagnostik og behandling heraf. Virksomheden skal være planlagt, og formålet
skal være en systematisk videnserhvervelse. Derved adskilles forskningen fra
forebyggelse, diagnostik og behandling i konkrete situationer eller over for
konkrete individer/patienter, hvor formålet alene er at opnå en forbedring af
disses livskvalitet, men ikke en planlagt, systematisk videnserhvervelse.
Den søgte viden skal med andre ord være erhvervet og kunne beskrives på en
sådan måde, at den kan vurderes og kritiseres uafhængigt af den konkrete
læge-patientsituation.
Hermed afgrænses forskningsbegrebet principielt over for det såkaldte
behandlingsforsøg og over for kvalitetskontrol. Behandlingsforsøg taler man
om, hvor den behandlende læge i patientens interesse ændrer behandling,
respektive prøver en anden behandling i håb om at bedre patientens tilstand.
Der kan tænkes situationer, hvor det er vanskeligt kategorisk at sige, om der
er tale om klinisk forskning eller behandling, bl.a. fordi formålet har
afgørende betydning for afgrænsningen. Da både behandling og
behandlingsforsøg er omfattet af Sundhedsstyrelsens cirkulære af 21. oktober
1982 om information og samtykke, bør afgrænsningen i praksis ske på grundlag
af vejledende synspunkter i forbindelse med en revision af omtalte cirkulære.
Dermed vil de strengere formkrav, der opstilles i lovforslaget, kun komme til
at gælde forskning, samtidig med, at der tages hensyn til både patienterne,
til procedurernes forskellighed og til sundhedsvæsenets daglige
funktionsduelighed.
Afgrænsningen af forskning over for kvalitetskontrol (og follow-up studier
og registrering af data) frembyder lignende problemer. Heller ikke på disse
områder er det muligt i lovform at fastlægge et utvetydigt kriterium, der
afgrænser den registrerende opfølgende virksomhed i forbindelse med en
behandling, fra situationer, hvor formålet med virksomheden rummer
forskningsmæssige elementer og etiske problemstillinger, som kan begrunde
komitebedømmelse. Problemerne må derfor løses efter samme synspunkter som
ovenfor nævnt.
Inden for denne afgrænsning af § 5 og § 6's gyldighedsområde rummer
bestemmelserne en udvidelse i forhold til i dag, ved at omfatte forskning på
afdøde og på menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning og
befrugtede menneskelige æg.
Forskning på afdøde er ikke omfattet af Helsinki-deklarationen. I
rekommandation nr. 5 anbefaler Den Centrale Videnskabsetiske Komite, at man
på dette forskningsområde følger synspunkter svarende til dem, der gælder
forskning på levende mennesker, d.v.s., at der indhentes komitevurdering. Der
har med andre ord været en kollegial indforståelse med at følge deklarationen
uanset, at den ikke gælder på området. Når forskning på afdøde nu inddrages
under et lovhjemlet komitesystem og de regler, der gælder for dette, er det
vigtigt, at forskningsbegrebet afgrænses over for de procedurer, der er
omfattet af lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. (lov nr. 402 af
13.juni 1990) d.v.s. medico-legalt ligsyn, lægevidenskabelig obduktion og
udtagelse af organer m.v. i transplantationsøjemed. Med hensyn til dødens
konstatering henvises til den før omtalte lov, hvoraf det også fremgår (§
16), at der uanset samtykke ikke må foretages bio-medicinske forsøg på
hjernedøde.
Der foreligger i øvrigt afgrænsningsproblemer, der er beslægtet med de
ovenfor nævnte i forhold til levende mennesker. Udgangspunktet må være, at
medico-legalt ligsyn og udtagelse af organer m.v. i transplantationsøjemed,
falder uden for lovforslagets gyldighedsområde på grund af formålet med disse
procedurer. For så vidt angår obduktioner må langt hovedparten af disse
ligeledes undtages lovforslagets bestemmelser, fordi de udføres som led i en
sædvanlig vurdering af et sygdoms-/behandlingsforløb eller i
uddannelsesmæssigt øjemed. Kun de obduktioner, hvor der er et generelt
videnserhvervende element, der ikke er et led i uddannelsesforløbet, vil med
andre ord kunne være omfattet af anmeldelsespligten og de virkninger, der
følger deraf. Da lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. stiller
krav om samtykke fra afdøde eller afdødes nærmeste i obduktionstilfælde, vil
den reelle retlige forskel, på om en procedure henføres til det ene eller det
andet regelsæt, ikke være stor. Afgrænsningen medfører imidlertid - ligesom
ovenfor - at de strengere formkrav, der gælder, når der er tale om forskning,
ikke unødigt udstrækkes til at gælde sundhedsvæsenets sædvanlige
ikke-forskningsprægede rutiner.
Anmeldelsespligten efter § 5 gælder »ethvert«
forskningsprojekt, uanset hvor det udføres - på offentligt sygehus,
universitetsinstitut, i læge- og tandlægepraksis eller i private
virksomheder.
Multicenterundersøgelser efter § 5, stk. 3, er undersøgelser, der
udføres på flere forskningsinstitutioner. Der er her behov for en vis
praktisk koordination af komitebedømmelserne, som bedst løses ved
retningslinjer fra den centrale komite. Den eksisterende centrale
videnskabsetiske komite har udsendt rekommandation nr. 3, der blev revurderet
i 1989.
I § 6, stk. 3, præciseres det, at hvor der er tale om kliniske
afprøvninger af lægemidler, må forskningsprojektet ikke iværksættes, før
Sundhedsstyrelsen har givet tilladelse hertil. Baggrunden for den præcisering
er, at alle kliniske afprøvninger af lægemidler skal forelægges
Sundhedsstyrelsen i medfør af lægemiddelloven.
Til sikring af, at brugerne ikke belastes unødigt ved, at to myndigheder
skal vurdere de kliniske afprøvninger, er der indsat en frist på 6 uger for
den regionale komites bedømmelse af projektet. Fristen er sat i forhold til
det tidspunkt, hvor projektet er tilstrækkelig godt beskrevet til, at en
bedømmelse kan foretages. Det er således tillige overladt til den
projektansvarlige at sikre sig, at alle nødvendige oplysninger foreligger for
komiteen så tidligt som muligt.
Den regionale komites videnskabsetiske bedømmelse af projekter, der
omhandler kliniske afprøvninger af lægemidler, skal principielt set indeholde
de samme elementer som bedømmelsen af andre forskningsprojekter, jf.
forslagets § 7. Dette er en konsekvens af, at der i en videnskabsetisk
bedømmelse ikke kan drages en fuldstændig klar sondring mellem faglige
elementer og etiske. Det samme forhold gør sig derfor også gældende med
hensyn til Sundhedsstyrelsens vurdering af projekter efter lægemiddelloven.
Hensynet til en rationel og saglig opgavevaretagelse betyder dog, at der i
praksis skal tilstræbes en opdeling de to myndigheder imellem, således at den
enkelte myndighed hovedsageligt bedømmer de forhold, som myndigheden ud fra
sin opbygning og faglige ekspertise har de bedste forudsætninger for at
vurdere. Det betyder, at den regionale komite i sin bedømmelse skal lægge
hovedvægten på vurderingen af det rimelige i at inddrage patienter og
forsøgspersoner i den pågældende afprøvning, kontrollere udformningen af
patientinformationen samt vurdere kravene til indhentelsen af samtykket.
Sundhedsstyrelsen bør derimod lægge hovedvægten på en farmaceutisk vurdering
af lægemidlet, vurdering af det prækliniske materiale, den
kliniske/farmakologiske vurdering af indikation og dosering,
behandlingsvarighed, bivirkninger og muligheden for interaktioner.
Sundhedsstyrelsen giver, på baggrund af den regionale komites indstilling og
egne vurderinger, forskeren den endelige godkendelse.
Sundhedsstyrelsen vil som hidtil kunne kræve en klinisk afprøvning stoppet
efter reglerne i lægemiddelloven.
Efter § 6, stk. 4, skal et projekt henvises til Den Centrale
Videnskabsetiske Komite, hvis der ikke kan opnås enighed om det eller der
hersker tvivl om bedømmelsen. Bestemmelsen forudsætter, at komiteerne ikke
træffer deres afgørelser ved afstemninger, men ad argumentationens vej søger
at opnå enighed i bedømmelsen. Er der tvivl i komiteen, bør denne normalt
forelægges den pågældende forsker, inden komiteen beslutter sig. Bestemmelsen
svarer således til gældende praksis. Viser det sig, f.eks. p.g.a. komiteernes
ændrede sammensætning eller antallet af sager, at systemet ikke kan fungere
tilfredsstillende, må det - på grundlag af indhøstede erfaringer - overvejes
at indføre en egentlig afstemningsregel.
Efter § 6, stk. 5, forpligtes komiteerne til at betjene sig af
konsulentbistand i de tilfælde, hvor de ikke råder over fornøden faglig
kompetence til at bedømme forelagte projekter. Det kan ske formelt som
uformelt, f.eks. i form af en telefonisk konsultation hos en kollega.
De hidtidige erfaringer har vist, at komiteerne sædvanligvis selv besidder
den fornødne faglige kompetence. I modsat fald benytter komiteerne sig
hovedsageligt af vederlagsfri og uformelle kontakter til kollegaer.
Til § 7
I § 7 fastslås de principielle, overordnede elementer, der skal
indgå i komitebedømmelsen. Der er tale om en rammebestemmelse, der
forudsættes udfyldt på grundlag af de principper, bestemmelsen og
bemærkningerne nedenfor fastlægger. For så vidt angår krav til information og
samtykke forudsættes dette at ske ved sundhedsministeren, jf. § 7, stk.
2.
Det første overordnede princip, der fastslås i bestemmelsen, er, at
komitebedømmelsen ligeligt varetager en flerhed af formål: Først og fremmest
en beskyttelse af raske forsøgspersoner, patienter og andre, der medvirker i
forskningsprojekter. Derudover har bestemmelsen til formål at sikre, at
projekterne har den ønskelige videnskabelige kvalitet, d.v.s. efter deres
formål og metodik opfylder et krav til god videnskabelig standard.
Bedømmelsen begrænser sig med andre ord ikke til en vurdering af, om
relevante krav til information og samtykke er opfyldt, men omfatter tillige
forsøgets »rent videnskabelige« indhold og metodik. Dermed
udtrykkes en grundtanke i lovforslaget, nemlig, at der i den etiske
bedømmelse af bio-medicinsk forskning, ikke kan drages noget skarpt skel
mellem bedømmelsens rent »faglige« og dens
»etisk-juridiske« elementer. Der er tale om en samlet vurdering,
hvori begge elementer indgår.
Ser man dernæst på de elementer i bedømmelsen, der vedrører raske
forsøgspersoner og patienter samt disses sikkerhed, opstiller bestemmelsen 2
overordnede krav, nemlig om risikoafvejning og om information og samtykke.
Bestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 1, fastslår, at projektet skal
indeholde en risikoafvejning. Risikoen skal vurderes i sig selv, d.v.s. uden
hensyn til eventuelle fordele for en konkret person og i forhold til
projektets forudseelige fordele for forsøgspersoner og forskning.
En øvre grænse for, hvad der kan forsvares, vil allerede følge af
lægelovens § 6.
En anden ydergrænse i risikovurderingen vil være, at raske forsøgspersoner
kun må udsættes for risici, der kan karakteriseres som minimale.
Imellem disse yderpunkter kan der, for voksne habile patienter, være tale
om, at en højere risiko kan være acceptabel, fordi den er prisen for en mulig
helbredsmæssig fordel.
For raske forsøgspersoner og voksne habile patienter gælder endvidere
efter § 7, stk. 1, nr. 2, et krav om fuld mundtlig og skriftlig
information, og skriftligt samtykke til at deltage i projektet. Kravet om
skriftligt samtykke er en nydannelse og væsentligst begrundet i hensynet til
at støtte informationsprocessens lødighed. Det bør klart af
informationsmaterialet fremgå, at samtykket ikke indebærer noget medansvar
for projektet for den underskrivende.
Reglen i § 7, stk. 1, nr. 3, åbner mulighed for at gennemføre
forsøg med stedfortrædende samtykke fra nærmeste pårørende, værge eller
donor. Bestemmelsen omfatter 3 forskellige typiske situationer:
A: Forsøg, der udføres på levende menneskelige individer, der på grund af
bevidstløshed, ung alder, mental tilstand eller af andre lignende grunde er
afskåret fra at forstå den ønskede information og selv give et samtykke.
B: Forsøg, der udføres på afdøde (lig).
C: Forsøg på menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning og
befrugtede menneskelige æg.
Efter § 7, stk. 1, nr. 5, skal komiteen endvidere påse, at
projektet efter sit formål og med hensyn til sin metodik repræsenterer god
videnskabelig standard. Komiteen skal også påse, at der er tilstrækkelig
grund til at gennemføre projektet. Der er først og fremmest tale om et
standardkrav, der har karakter af en henvisning til den udvikling, der hele
tiden finder sted inden for forskningen. Efter de øjeblikkeligt gældende krav
indebærer bestemmelsen bl.a., at komiteen skal påse, at de nødvendige
dyreforsøg er gennemført, at projektet nødvendigvis skal udføres på de
personer eller det menneskelige materiale, det ønskes udført på. Herudover
skal komiteen påse, at projektet har et lødigt formål, herunder at der er
tale om et projekt, som kan bidrage til udvikling af ny, relevant viden.
I denne forbindelse bemærkes, at Sundhedsstyrelsens lægemiddelafdeling
allerede i dag afviser kliniske afprøvninger, hvis de må anses for
overflødige, fordi de forhold, der ønskes undersøgt, allerede skønnes at være
tilstrækkelig belyst.
I § 7, stk. 3, foreslås, at komiteen i særlige tilfælde kan kræve,
at der ved registerforskning indhentes informeret samtykke fra deltagerne i
projektet. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis det på et senere tidspunkt
kan blive nødvendigt at rette henvendelse til deltagerne eller ved mindre
projekter, hvor det er overkommeligt at kontakte deltagerne. Efter den
gældende registerlovgivning gælder der ikke noget krav om informeret samtykke
fra de personer, hvis data anvendes i forskningsprojekter. Ved revisionen af
registerlovgivningen i 1987 gav Folketinget udtryk for den opfattelse (jf.
Folketingstidende 1986-87, tillæg A, spalte 508), at anmeldelse af
bio-medicinske forskningsprojekter til en videnskabsetisk komite rummede en
tilstrækkelig integritetsbeskyttelse. Lovforslaget indebærer ingen ændringer
heri, men hviler på den opfattelse, at en ændring af registerlovgivningens
regler om integritetsbeskyttelse må være af generel karakter og hvile på en
vurdering af denne lovgivnings hensigtsmæssighed. Den foreslåede adgang for
komiteen til at kræve samtykke indhentet har til dels karakter af en
lovfæstelse af praksis i det eksisterende komitesystem.
Bestemmelsen i § 7, stk. 4, har først og fremmest til formål at
gøre det muligt for komiteen at få projektets baggrund - herunder dets
finansiering - klart belyst i tilfælde, hvor protokollen har givet komiteen
et indtryk af, at uvedkommende hensyn har kunnet spille ind i projektets
udformning.
I § 7, stk. 5 , fastslås det, at den regionale komite skal godkende
eventuelle vederlag eller anden ydelse for deltagelse i forsøg samt påse, at
dette ikke er egnet til at påvirke samtykkeafgivelsen.
Til § 8
I § 8 hjemles de regionale komiteers beføjelser til at følge
godkendte projekter.
I dag findes der ingen regler eller fast praksis, der giver sikkerhed for,
at godkendte projekter gennemføres efter planen - eller i det hele taget
gennemføres. Dette forhold foreslås ændret i § 8, således at
komitesystemet får adgang til at udøve en vis opfølgende virksomhed.
Det foreslås således:
- at komiteerne får mulighed for at udøve en vis opsøgende, stikprøvevis
kontrol med forløbet, f.eks. ved at anmode een eller flere forsker(e) om, på
et passende stadium, at redegøre for de udvalgte projekters forløb og
videnskabelige standard, og
- at publikationen eller rapporten altid tilgår komiteen, når den er
udarbejdet, og at der også her udøves en form for stikprøvekontrol ved, med
mellemrum, at sammenholde protokol og rapport.
Der er ikke hermed tilsigtet en udtømmende opregning af de krav, der kan
stilles, og komiteerne kan f.eks. bestemme:
- at projekter, der udføres på sygehusene, påtegnes af administrerende
overlæge/lederskabet. Dermed understreges afdelingsansvaret for projekternes
relevans, indhold og lødighed, men også for, at de afvikles i
overensstemmelse med protokollen,
- at informationsmaterialet til forsøgspersonerne altid rummer elementære
oplysninger om den pågældende komite, dens medlemmer, hjemsted o.s.v.,
således at forsøgspersonerne ved, hvor de kan henvende sig, og
- at de personer, som har deltaget i forsøget, i særlige tilfælde
efterfølgende kan underrettes om resultatet. En naturlig afslutning på
projektet kan være en orientering til alle de deltagende forsøgspersoner, når
forsøget er afsluttet og opgjort.
Til § 9
I § 9 hjemles de regionale komiteers almindelige oplysende og
debatskabende kompetence. Bestemmelsen forudsætter, at komiteerne af egen
drift kan tage spørgsmål op og meddeler sig til offentligheden, når de
skønner, at der foreligger etiske problemer af en sådan karakter, at en
offentlig meningsudveksling er ønskelig.
Til § 10
Beskrivelsen af den centrale komites funktioner svarer i store træk til
den gældende ordning. Om § 10, stk. 1, nr. 3, henvises til
bemærkningerne til § 13.
Komiteen har efter § 10, stk. 1, nr. 1, til opgave at koordinere
arbejdet i de regionale komiteer, rådgive disse i mere principielle og
vanskelige sager samt fungere som en art ankeinstans for afgørelser, der er
truffet regionalt.
Komiteens rådgivning kan ske konkret i forbindelse med behandlingen af et
projekt, der har givet anledning til uenighed i en regional komite, eller
hvis bedømmelse i øvrigt har rejst principielle spørgsmål i komiteen. I den
forløbne periode er rådgivningen og koordination tillige sket ved
udarbejdelse af et antal rekommandationer (for tiden 12), der supplerer,
udfylder og fortolker Helsinki-deklarationens alment formulerede
bestemmelser. Rekommandationerne har med andre ord karakter af en art
national tydeliggørelse eller tillempning af deklarationen.
Forslaget i § 10, stk. 1, nr. 2, fremhæver, at den centrale komite
har vigtige funktioner i forhold til offentligheden. Komiteen opnår gennem
den løbende indsigt i de forelagte forskningsprojekter en betydelig indsigt i
forskningsudviklingen og dermed mulighed for på et solidt grundlag at
informere om denne udvikling og deltage i debatten om den. Dette har hidtil
kun kunnet ske i nok så begrænset udstrækning, bl.a. på grund af de beskedne
ressourcemæssige rammer, der har været afsat til komiteens virke. Dette
forudsættes ændret fremover.
Endelighedsbestemmelsen for så vidt angår den videnskabsetiske bedømmelse
i § 10, stk. 2, vil tillige betyde, at der ikke i forbindelse med
administrativ rekurs efter anden lovgivning, vil kunne foretages ændringer i
den videnskabsetiske bedømmelse.
Til § 11
§ 11 fastslår, at den forsker, hvis projekt ikke har kunnet opnå
en regional komites accept, kan forelægge projektet for den centrale komite.
Et projekt, som er tiltrådt af en regional komite efter § 6, kan
ligeledes forelægges den centrale komite af enhver, der har en »særlig
interesse« heri. Der tænkes her f.eks. på sygehus- og
universitetsmyndigheder, eller de patient- eller personalegrupper, der
berøres af projektet.
Til § 12
De regionale komiteer og den centrale komite skal årligt afgive en
beretning, der indeholder en redegørelse for komiteernes virksomhed og
praksis. Bestemmelsen indeholder i øvrigt en række nærmere krav til
beretningen.
Beretningernes væsentligste formål vil være at sikre offentligheden
løbende indseende med, hvilke problemer, komiteerne behandler og hvilke
synspunkter, der har været lagt til grund for vurderingen.
Til § 13
§ 13 fastslår, at det alene er tilladt at foretage sådanne forsøg
med befrugtede menneskelige æg og kønsceller, der agtes anvendt til
befrugtning, som er nødvendige for at sikre en forsvarlig behandlingskvalitet
for in-vitrobefrugtningen. Tilsvarende gælder for andre behandlinger for
ufrivillig barnløshed, hvor en kvindes æg befrugtes uden for livmoderen.
Det betyder, at det hidtil gældende forbud mod forskning på befrugtede
menneskelige æg i lov nr. 353 af 3.juni 1987 om oprettelse af et etisk råd
m.v., § 4, stk. 2, ophæves for de nævnte forsøg. Hovedbegrundelsen for nu at
indføre en adgang til forskning på dette felt er, at in vitro-befrugtning er
en anerkendt behandling i det danske sundhedsvæsen, hvadenten behandlingen
udføres på offentligt sygehus eller private klinikker/hospitaler. Som på alle
andre behandlingsområder er forskning en integreret del af den stadige
udvikling af behandlingskvaliteten, og en fortsat afvisning af at tillade
forskning vil følgelig være ensbetydende med bevidst at tilbyde ringere
behandling end den mulige.
Forslaget vil medføre, at forskningsprojekter med andre formål end
forbedring af befrugtningsteknikken med henblik på fremkaldelse af en
graviditet fortsat ikke er tilladt.
Det foreslås i § 13, stk. 1, at alle projekter omfattet af
bestemmelsen obligatorisk skal bedømmes både i en regional komite og den
centrale komite. Det er ønskeligt, at der på dette specielle forskningsfelt
lægges en ensartet standard for hele landet, og at der til enhver tid
er overblik over forskningsudviklingen. Den centrale komite kan således
fastsætte generelle retningslinier for bedømmelsen af sådanne projekter ved
at følge eller gå imod en regional komites afgørelse.
Bestemmelserne i § 13, stk. 2, indebærer, at der kun kan forskes på
såkaldte »overskydende« æg. Ren donation af æg til forskningsformål
er med andre ord udelukket.
Samtidig foreslås i § 13, stk. 3, indført en lovmæssig tidsfrist
for, hvor længe befrugtede menneskelige æg må holdes i live uden for en
kvindes livmoder. Den tilladte forskning forudsætter en befrugtning uden for
en kvindes livmoder og rejser dermed et behov for at fastlægge, hvor længe
det befrugtede æg må holdes i live i denne tilstand. I denne forbindelse
foreslås i bestemmelsen indført en 14-dages frist regnet fra befrugtningen,
væsentligst begrundet i, at på dette tidspunkt er den såkaldte implantation
normalt sket og et afgørende nyt stadium i den samlede fosterudvikling
indtrådt. Denne regel har desuden opnået en vis international accept. I de 14
dage skal ikke medregnes den tid, hvori de befrugtede æg evt. befinder sig i
nedfrosset tilstand.
Fra det øjeblik implantationen er sket, gælder - hvadenten befrugtning har
fundet sted in vitro eller i en kvindes livmoder - de almindelige regler om
komiteforelæggelse, information og samtykke m.v. i forslagets §§ 5 -
7, herunder stedfortrædende samtykke, hvis der er tale om forskning på
fostre. § 13, stk. 4, fastslår, at befrugtede menneskelige æg, der har
været gjort til genstand for forskning, ikke må opsættes i en kvindes
livmoder, med mindre det kan ske uden nogen risiko for videregivelse af
arvelige sygdomme, defekter, misdannelser eller lignende.
I § 13, stk. 5, forbydes donation af befrugtede menneskelige æg.
Det er regeringens opfattelse, at der er vægtige grunde, som taler for at
forbyde donation af befrugtede menneskelige æg. Donation af befrugtede
menneskelige æg er ligeledes forbudt i Norge og Sverige. Forbudet vil kun
begrænse muligheden for at afhjælpe ufrivillig barnløshed hos det meget
begrænsede antal par, hvor såvel kvinden som manden er infertile.
I § 13, stk. 6, bemyndiges sundhedsministeren til at fastsætte
regler om nedfrysning og donation af menneskelige æg. Efter gældende ret er
nedfrysning og donation af menneskelige æg ikke forbudt, men de behandlende
læger har afventet Folketingets stillingtagen hertil, inden de tager disse
teknikker i brug.
Bestemmelsen giver ministeren hjemmel til at regulere de spørgsmål af mere
sundhedsfaglig karakter, som anvendelsen af teknikkerne kan rejse. Der tænkes
navnlig på spørgsmål som krav til indretning af æg- og sædbanker, kriterier
for nedfrysning af æg og sæd, maksimal opbevaringstid og donoranonymitet. Det
er derimod ikke tanken at fastsætte regler vedrørende de civilretlige
spørgsmål, som anvendelsen af disse teknikker kan tænkes at give anledning
til.
Regeringen forudsætter, at det kun tillades at nedfryse ubefrugtede og
befrugtede menneskelige æg i maksimalt 1 år, og at donation af ubefrugtede
menneskelige æg sker anonymt.
Til § 14
Bestemmelsen svarer til § 11 i lov om oprettelse af et etisk råd
m.v. Bestemmelsens overflytning til denne lov er af rent redaktionel
karakter.
Samtidig er der i nr. 4 tilføjet et forbud mod forsøg med det formål at
muliggøre individudvikling i artsfremmed livmoder. Forbudet følger delvis Det
Etiske Råds forslag i »Beskyttelse af menneskelige kønsceller,
befrugtede æg, fosteranlæg og fostre« pg. 77-78. De øvrige forbud, som
anføres i Det Etiske Råds redegørelse, er allerede i et vist omfang dækket af
lovforslagets bestemmelser.
Til § 15
I § 15 foreslås finansieringen af komitesystemet opdelt, således
at amtskommunerne finansierer driften af de regionale komiteer, mens staten
bekoster udgifterne i forbindelse med den centrale komites opgaver.
Amtskommunerne vil modtage tilskud til driften fra de statsinstitutioner samt
private hospitaler og firmaer, der benytter sig af de regionale komiteer. Der
er ikke med formuleringen tilsigtet nogen udtømmende opregning af de
institutioner, der kan afkræves et gebyr.
Godtgørelse til medlemmerne af de regionale komiteer, herunder til de
medlemmer, der tillige er medlemmer af den centrale komite, foreslås givet
til alle medlemmer, i modsætning til i dag, hvor kun amtsrådsmedlemmer
modtager godtgørelse. Godtgørelsen foreslås fastsat som diæter,
befordringsgodtgørelse og godtgørelse for fravær fra hjemstedet, i
overensstemmelse med, hvad der gælder for medlemmer af
kommunalbestyrelser/amtsråd, jf. lov om kommunernes styrelse. For de
medlemmer af den centrale komite, der ikke er medlemmer af en regional
komite, afgøres spørgsmålet om vederlæggelse i overensstemmelse med statens
almindelige regler.
For statens vedkommende har den foreslåede ordning karakter af en
formalisering af allerede gældende praksis, fordi en række statsinstitutioner
bidrager til det eksisterende komitesystem. For den private sektor, herunder
medicinalfabrikanter og importører, vil der reelt blive tale om en ny udgift.
Et vigtigt argument for det foreslåede system er, at samtlige brugere har
samme væsentlige interesse i, at forskningsprojekter til enhver tid
underkastes en forsvarlig vurdering, og at der derfor oprettes et
velfungerende komitesystem. Specielt for den private sektor gælder, at
kvaliteten af komitevurderingen har væsentlige konkurrencemæssige aspekter,
fordi sektoren afsætter på et marked, der præges af meget streng kontrol.
Til kapitel 6
I § 16 hjemles straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af
bestemmelserne i §§ 5, 6, 13, stk. 2, 3, 4 og 5 og § 14.
Reglen skal ses i sammenhæng med den praksis, der har udviklet sig for at
få forskningsrådsstøtte, ligesom støtte fra private fonde i vid udstrækning
også betinges af komitegodkendelse, samt at publikation, i anerkendte
videnskabelige tidsskrifter i realiteten ikke står åben for projekter, der
ikke er godkendt af en komite.
Til kapitel 7
I § 17 foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1992.
Baggrunden for revisionsbestemmelsen i § 17, stk. 2, er, at en
lovfæstelse af et komitesystem er en nydannelse, og at det er ønskeligt at
følge udviklingen med henblik på eventuelle justeringer af loven.
Ændringerne af en række bestemmelser i lov om oprettelse af et etisk råd
m.v. er af redaktionel karakter.
Kapitlet indeholder sædvanligt forbehold vedrørende Færøerne og Grønland.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 LSF 59 FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER Retsinformation · 13. november 1992
- 1995 LSF 179 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER OG LOV OM OPRETTELSE AF ET ETISK RÅD OG REGULERING AF VISSE BIOMEDICINSKE FORSØG (NEDSÆTTELSE, OPFØLGNING M.V.) Retsinformation · 12. juni 1996
- 1991 LSF 19 FORSLAG TIL LOV OM BIOMEDICINSK FORSØGSVIRKSOMHED SAMT OM DET ETISKE RÅD OG ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM Retsinformation · 2. oktober 1991
- 1995 BTL 179 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER (NEDSÆTTELSE, OPFØLGNING M.V.) NR L 179 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 4. juni 1996
- 1991 BTL 59 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER NR L 59 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 11. november 1992
- Kompetenceoverførsel og tavshedspligt i det videnskabsetiske komitesystem. Videregivelse af oplysninger. Retsinformation · 25. juni 2003