Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 166 FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIO-MEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER

1990/2 LSF 166Lovforslag som fremsatFolketinget17. april 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Komitesystemet

§ 1. Amtsrådene nedsætter regionale videnskabsetiske komiteer. Et

amtsråd kan nedsætte een eller flere komiteer inden for sit geografiske

område. En komite kan også nedsættes af flere amtsråd.

Stk. 2. Ved amtsråd forstås tillige Københavns

Borgerrepræsentation og Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

§ 2. En regional komite består af mindst 7 medlemmer, hvoraf de 3

indstilles af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.

Stk. 2. Skønner amtsrådet, at hensynet til en regional komites

virke, projekternes antal, eller taler andre grunde derfor, kan en komite

bestå af 9 eller 11 medlemmer. Ved et medlemstal på 9 eller 11 indstilles 4

respektive 5 af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.

Stk. 3. Den regionale komite vælger selv sin formand og

næstformand blandt de udpegede medlemmer.

Stk. 4. Den regionale komite udarbejder forslag til vedtægter, der

godkendes af den centrale komite.

Stk. 5. Komiteernes medlemmer udpeges for 4 år ad gangen svarende

til den amtskommunale valgperiode. Genudpegning af medlemmerne kan ske een

gang.

§ 3. Undervisnings- og forskningsministeren nedsætter Den Centrale

Videnskabsetiske Komite. Komiteen består af 2 medlemmer udpeget af hver af de

regionale komiteer samt 2 medlemmer udpeget af undervisnings- og

forskningsministeren og 2 medlemmer udpeget af sundhedsministeren.

Stk. 2. Af de medlemmer, der udpeges af de regionale komiteer,

vælges den ene blandt de medlemmer, der er indstillet af Det

Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. Den anden vælges blandt komiteens

øvrige medlemmer.

Stk. 3. Det ene af de medlemmer, der udpeges af henholdsvis

undervisnings- og forskningsministeren og sundhedsministeren, skal

Læs alt

repræsentere statslige forskningsinteresser, det andet folkeoplysende,

almenkulturelle eller sociale interesser, der er af betydning for den

centrale komites virke. Disse medlemmer må ikke have sæde i kommunale råd

eller i Folketinget.

Stk. 4. Komiteen vælger selv sin formand og næstformand blandt de

udpegede medlemmer.

Stk. 5. Komiteen udarbejder forslag til vedtægter, der godkendes

af undervisnings- og forskningsministeren.

Stk. 6. Komiteens medlemmer udpeges for 4 år ad gangen svarende

til den amtskommunale valgperiode. Genudpegning af medlemmerne kan ske een

gang.

§ 4. Den centrale komite skal bl.a. ved fælles møder samarbejde

med Det Etiske Råd. Komiteen og rådet udarbejder sammen en rapport om

principielle etiske problemstillinger, som har været drøftet i fællesskab.

Kapitel 2

Anmeldelse og tilladelse

§ 5. Ethvert bio-medicinsk forskningsprojekt på:

1) levendefødte menneskelige individer,

2) menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning,

menneskelige befrugtede æg, fosteranlæg og fostre,

3) væv, celler og arvebestanddele fra mennesker, fostre og lignende, og

4) afdøde

skal anmeldes til den regionale komite for det område, hvori den

projektansvarlige har sit virke.

Stk. 2. Det samme gælder forskningsprojekter, hvori bio-medicinsk

forskning, som nævnt i stk. 1, udgør en væsentlig bestanddel af det samlede

projekt samt spørgeskemaundersøgelser og registerforskning vedrørende de

nævnte områder.

Stk. 3. Den centrale komite kan fastsætte regler for den praktiske

tilrettelæggelse af den videnskabsetiske bedømmelse af projekter, der udføres

på flere forskningsinstitutioner (multicenterundersøgelser).

§ 6. Projekter, der er omfattet af § 5, må ikke iværksættes, før

der er foretaget en videnskabsetisk bedømmelse heraf og givet tilladelse af

den regionale komite til iværksættelsen, jf. dog § 13. Den regionale

videnskabsetiske komite og den centrale komite kan kræve ændringer i

projektet og i øvrigt yde råd og vejledning med hensyn til dettes udformning.

Stk. 2. Projekter, der er tilladt efter stk. 1, må ikke

iværksættes og gennemføres med væsentlige ændringer uden komiteens

tilladelse.

Stk. 3. Ved projekter, hvori indgår klinisk afprøvning af

lægemidler, der er omfattet af lov om lægemidler, afgiver den regionale

komite en indstilling om den videnskabsetiske bedømmelse af projektet til

Sundhedsstyrelsen. Indstillingen skal afgives senest 6 uger efter, at den

regionale komite har kunnet foretage bedømmelsen. Sundhedsstyrelsen giver den

endelige tilladelse til iværksættelsen af projektet.

Stk. 4. Kan der ikke i en regional komite opnås enighed om

bedømmelsen af et projekt eller finder komiteen, at projektet rejser

spørgsmål af principiel karakter, forelægges projektet for den centrale

komite, jf. § 10.

Stk. 5. Komiteerne skal gøre brug af konsulentbistand i de

tilfælde, hvor de ikke selv råder over fornøden faglig ekspertise til at

bedømme forelagte projekter.

Kapitel 3

Komitesystemets opgaver

§ 7. I bedømmelsen påser komiteerne især, at:

1) de risici, der kan være forbundet med at gennemføre projektet, er nøje

vurderet, og hverken i sig selv eller i forhold til projektets forudseelige

fordele, har et uforsvarligt omfang,

2) de patienter eller raske forsøgspersoner, der deltager i projektet,

skriftligt og mundtligt vil blive orienteret om dettes indhold, forudseelige

risici og fordele, og at deres frie og udtrykkelige samtykke vil blive

indhentet og givet skriftligt,

3) information vil blive givet til og samtykke indhentet fra nærmeste

pårørende, værge eller donor i de tilfælde, hvor forsøget udføres under

omstændigheder, som udelukker information og indhentelse af samtykke efter

nr. 2,

4) det klart fremgår af informationen, at patienter og raske

forsøgspersoner eller pårørende, værge eller donor på ethvert tidspunkt kan

tilbagekalde sit samtykke, og at

5) projektet efter sit formål og med hensyn til sin metodik repræsenterer

god videnskabelig standard, samt at der er tilstrækkelig grund til at

gennemføre projektet.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om bestemmelserne

i stk. 1, nr. 1-3.

Stk. 3. Komiteen kan i særlige tilfælde kræve, at der ved

registerforskningsprojekter indhentes informeret samtykke fra deltagerne i

projektet.

Stk. 4. Komiteen kan afkræve forskeren alle oplysninger, der er

nødvendige for bedømmelsen efter stk. 1.

Stk. 5. Såfremt forsøgspersoner modtager vederlag eller anden

ydelse for at deltage i forsøget, skal komiteen godkende dette og påse, at

det ikke er egnet til at påvirke samtykkeafgivelsen på utilbørlig vis.

§ 8. Komiteen påser, at projekter udføres i overensstemmelse med

den meddelte tilladelse, jf. § 6.

Stk. 2. En komite kan følge enkelte projekters forløb og herunder

forlange, at den afsluttende forskningsrapport eller publikation sendes til

komiteen. Komiteen kan afkræve den projektansvarlige en begrundet redegørelse

i tilfælde, hvor projektet ikke fuldføres.

§ 9. Komiteerne følger løbende udviklingen inden for den

bio-medicinske forskning og virker inden for deres område for udbredelsen af

kendskabet til de etiske problemer, der kan være forbundet hermed.

§ 10. Den centrale komite har til opgave, at:

1) koordinere arbejdet i de regionale komiteer og fastsætte retningslinier

og rådgive disse i videnskabsetiske spørgsmål,

2) følge forskningsudviklingen og virke for forståelsen af de etiske

problemstillinger, udviklingen kan medføre i forhold til offentligheden,

myndigheder m.v., og at

3) behandle forskningsprojekter, som er forelagt komiteen efter § 6, stk.

4, § 11, og § 13.

Stk. 2. Den centrale komites afgørelse kan ikke indbringes for

anden administrativ myndighed.

§ 11. En forsker, der ikke har fået en regional komites tilladelse

til at iværksætte et projekt, kan indbringe afgørelsen for den centrale

komite. Et projekt kan ligeledes indbringes for den centrale komite af

enhver, der har en særlig interesse heri.

§ 12. De regionale komiteer og den centrale komite afgiver en

årsberetning, der indeholder en redegørelse for komiteernes virksomhed og

praksis i det forløbne år. I årsberetningerne beskrives væsentlige

videnskabsetiske problemer, komiteerne har drøftet, og der redegøres for

begrundelserne for udfaldet af væsentlige sager. Der optrykkes endelig en

liste over alle anmeldte projekter.

Kapitel 4

Forskning på befrugtede menneskelige æg og menneskelige

kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning

§ 13. Bio-medicinske forsøg på befrugtede menneskelige æg og

kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, må, på de i §§ 5-7 nævnte

betingelser, kun foretages efter tilladelse fra såvel den regionale som den

centrale komite, hvis de har til formål at forbedre in vitro befrugtning med

henblik på at fremkalde en graviditet. Tilsvarende gælder for andre

behandlinger for ufrivillig barnløshed, hvor en kvindes æg befrugtes uden for

livmoderen.

Stk. 2. Udtagning og befrugtning af æg, med henblik på at

gennemføre andre forsøg end de i stk. 1 nævnte, er ikke tilladt.

Stk. 3. De befrugtede æg må kun holdes i live uden for en kvindes

livmoder i 14 dage fra befrugtningen er sket, heri ikke medregnet den tid,

hvori de befrugtede æg har været nedfrosset.

Stk. 4. Befrugtede menneskelige æg, der har været gjort til

genstand for bio-medicinsk forskning efter stk. 1, må ikke opsættes i

kvindens livmoder, med mindre det kan ske uden nogen risiko for videregivelse

af arvelige sygdomme, defekter, misdannelser eller lignende.

Stk. 5. Donation af befrugtede menneskelige æg er ikke tilladt.

Stk. 6. Sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om

nedfrysning og donation af menneskelige æg.

§ 14. Følgende forsøg må ikke foretages:

1) Forsøg, der har til formål at muliggøre fremstilling af arvemæssigt

identiske menneskelige individer.

2) Forsøg, der har til formål at muliggøre fremstilling af menneskelige

individer ved sammensmeltning af genetisk forskellige fosteranlæg eller dele

af fosteranlæg, før de sætter sig fast i livmoderen.

3) Forsøg, der har til formål at muliggøre fremstilling af levende

menneskelige individer, som er hybrider med en arvemasse, hvori indgår

bestanddele fra andre arter.

4) Forsøg, der har til formål at muliggøre udvikling af et menneskeligt

individ i artsfremmed livmoder.

Kapitel 5

Finansiering

§ 15. Udgifterne til de regionale komiteer afholdes af

amtskommunerne. Til delvis dækning af udgifterne betaler statsinstitutioner

samt private firmaer og hospitaler et gebyr pr. projekt til vedkommende

amtskommune. Amtskommunen fastsætter gebyrets størrelse, som ikke må

overstige, hvad der svarer til projektets forventede andel af den pågældende

komites samlede årlige udgift.

Stk. 2. Den centrale komites udgifter afholdes af undervisnings-

og forskningsministeren. Ministeren stiller den fornødne sekretariatsbistand

til rådighed.

Stk. 3. Der ydes kommunale diæter, befordringsgodtgørelse samt

godtgørelse for fravær fra hjemstedet til medlemmerne af de regionale

komiteer og til de medlemmer af den centrale komite, der er medlemmer af en

regional komite. De nævnte medlemmer vederlægges af amtskommunerne. Udgiften

til eventuel vederlæggelse af de medlemmer af den centrale komite, der ikke

er medlemmer af regionale komiteer, afholdes af undervisnings- og

forskningsministeren.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om den i stk.

1 nævnte finansieringsordning.

Kapitel 6

Straf

§ 16. Den, der iværksætter et projekt i strid med § 5, § 6, § 13,

stk. 2, 3, 4 og 5, og § 14, kan straffes med bøde eller hæfte.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der

fastsættes straf af bøde.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af et aktieselskab,

andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant

bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten,

kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Kapitel 7

Ikrafttræden m.v.

§ 17. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

Stk. 2. Sundhedsministeren fremsætter forslag til revision af

loven i folketingsåret 1994-95.

§ 18. I lov nr. 353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd

og regulering af visse bio-medicinske forsøg, som ændret ved lov nr. 315 af

16. maj 1990, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, 2. pkt. , udgår: »der er oprettet efter

Helsinki-deklaration II«.

2. § 4, stk. 2 , ophæves.

3. § 8, stk. 1, nr. 1 , affattes således: »I samarbejde med de

videnskabsetiske komiteer drøftes almene etiske spørgsmål i forbindelse med

forsøg på mennesker«.

4. Efter § 10 udgår: »Forsøg«.

5. § 11 ophæves.

6. Efter § 11 ændres »Straffebestemmelser« til:

»Ikrafttrædelsesbestemmelser«.

7. § 12 ophæves.

§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund

Baggrunden for lovforslaget er, at indenrigsministeren i bemærkningerne

til forslag til lov om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse

bio-medicinske forsøg (L 76 af 12. november 1986), tilkendegav, at der ville

blive iværksat et udredningsarbejde om behovet for at fastsætte lovregler om

bio-medicinske forsøg på levende forsøgspersoner, jf. Folketingstidende,

Tillæg A, spalte 1574-1575.

Endvidere blev der i § 4, stk. 2, i lov om oprettelse af et etisk råd m.v.

(lov nr. 353 af 3. juni 1987) indført et midlertidigt forbud mod forsøg på

befrugtede menneskelige æg. I samme lovs § 4, stk. 1, blev Det Etiske Råd

pålagt at afgive indstilling til indenrigsministeren (nu sundhedsministeren)

om fastsættelse af regler ved lov om beskyttelse af befrugtede menneskelige

æg og levende fosteranlæg og fostre samt genetiske forsøg på menneskelige

kønsceller, som bliver brugt til befrugtning.

Ved lov nr. 315 af 16. maj 1990 om ændring af lov om oprettelse af et

etisk råd m.v. (udskydelse af lovrevisionen) blev forbudet i § 4, stk. 2, i

loven om Det Etiske Råd forlænget med 1 år indtil udløbet af

folketingssamlingen 1990/91. Begrundelsen for udsættelsen var, at en endelig

regulering af forsøgsadgangen måtte ses i sammenhæng med spørgsmålet om

retlig regulering af bio-medicinsk forskning på levende mennesker, som

sundhedsministeren agtede at fremsætte lovforslag om i 1990/91, jf.

Folketingets Forhandlinger, 1989/90, sp.8026-8031.

2. Lovforslagets hovedindhold og gyldighedsområde

Lovforslaget tilstræber først og fremmest at skabe retligt bindende

rammer for den videnskabsetiske bedømmelse af bio-medicinske

forskningsprojekter her i landet. Det gælder, hvadenten de udføres på

levendefødte menneskelige individer, befrugtede menneskelige æg, fosteranlæg

og menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, eller på

afdøde.

Lovforslaget indeholder derfor regler om:

- Oprettelse af et videnskabsetisk komitesystem (kap. 1, §§ 1 - 4).

- Lovpligtig anmeldelse til dette komitesystem af bio-medicinske

forskningsprojekter på levendefødte menneskelige individer, befrugtede

menneskelige æg, fosteranlæg og fostre og menneskelige kønsceller, der agtes

anvendt til befrugtning, samt på afdøde (kap. 2, §§ 5-6).

- De overordnede principper, det lovfæstede komitesystem skal lægge til

grund for sin bedømmelse af anmeldte projekter, og komitesystemets øvrige

opgaver (kap. 3, §§ 7-12).

- Særregler om forsøg på befrugtede menneskelige æg og kønsceller, der

agtes anvendt til befrugtning samt forbud mod visse forsøg (kap. 4, §§

13-14).

- Komitesystemets finansiering (kap. 5, § 15).

- Straf for overtrædelse af lovens bestemmelser (kap. 6, § 16).

Lovforslagets gyldighedsområde er bio-medicinske

forskningsprojekter. Det omhandler derimod ikke medicinsk behandling

eller diagnostik af enkelte patienter, hvor formålet udelukkende er en

bedring af patienternes tilstand gennem klarlæggelse af sygdomsbilledet og

adækvat læge- og sygeplejemæssig indsats. Det følger heraf, at forslaget

heller ikke gælder såkaldte behandlingsforsøg eller eksperimentel behandling,

d.v.s. tilfælde, hvor den behandlende læge i rent behandlingsmæssigt øjemed

og i den enkelte patients interesse prøver en anden behandlingsform.

Diagnostik og behandling uden forskningsformål - herunder behandlingsforsøg -

er således ikke omfattet af forslagets regler om anmeldelsespligt og

komitebedømmelse, men er som hidtil underlagt reglerne i lægeloven

(lovbekendtgørelse nr. 426 af 19. august 1976 om udøvelse af lægegerning),

samt de ansvars- og tilsynsregler, som i øvrigt gælder på sundhedsområdet.

Det følger således også af lovforslaget, at forslaget ikke regulerer in

vitro befrugtningsteknikken som behandlingsmetode med henblik på at fremkalde

en graviditet. § 13 omhandler kun egentlig forskning på befrugtede

menneskelige æg. Bestemmelsen indeholder dog i stk. 5 et forbud mod donation

af befrugtede menneskelige æg, og stk. 6 bemyndiger sundhedsministeren til at

fastsætte regler om nedfrysning og donation af menneskelige æg.

Om afgrænsningen af begrebet forskning, som det anvendes i lovforslaget

over for bl.a. behandling og behandlingsforsøg, henvises til bemærkningerne

til §§ 5 og 6.

3. Hovedtankerne bag lovforslaget

Videnskabsetisk bedømmelse af bio-medicinske forskningsprojekter er ikke

noget nyt i Danmark. Siden slutningen af 1970'erne har der eksisteret et

videnskabsetisk komitesystem her i landet, omfattende syv regionale komiteer

og en central komite, hvis sekretariater er blevet varetaget af det

offentlige (amtskommunerne, Odense Universitet og Undervisningsministeriets

forskningsafdeling). Om systemet og dets regelgrundlag henvises til

betænkning nr. 1185, 1989, »Forskning på mennesket - etik/jura«,

kap. 4, afsnit 2.

Når dette system nu foreslås afløst af en lovreguleret ordning, skyldes

det en flerhed af grunde, der spænder fra rent praktiske og organisatoriske

hensyn til mere ideelle motiver:

En videreførelse af det eksisterende komitesystem rejser en række

problemer, som samlet vil kunne løses bedre gennem lovgivning. Antallet af

projekter, der forelægges, er voksende, arbejdsbelastningen stigende og vil

gøre det ønskeligt, at der sker en vis styrkelse af komiteernes bevillinger.

Samtidig er der behov for at få klarlagt systemets kompetence og ansvar inden

for det samlede sundhedsvæsen og det net af myndigheder m.v., systemet indgår

i og samarbejder med, herunder også lægemiddelindustrien. Komiteernes

sammensætning bør justeres, således at lægmandselementet styrkes. Endelig bør

der indføres regler, som giver komiteerne mulighed for at udøve en vis

opfølgende og efterkontrollerende virksomhed over for bedømte

forskningsprojekter, ligesom de bør have bedre muligheder for at manifestere

sig over for offentligheden.

Disse forhold ville - taget hver for sig - formentlig kunne løses inden

for rammerne af den aftale, der ligger til grund for det eksisterende

komitesystem, men under eet vil en lovgivning givetvis være et bedre

instrument.

Andre grunde taler imidlertid også for lovgivning:

Der tænkes her på selve det principielle, at det ved lov slås fast, at

videnskabsetisk bedømmelse af bio-medicinske forskningsprojekter er en

selvfølgelig del af sundhedsvæsenets virksomhed.

Dertil kommer, at det eksisterende komitesystems regelgrundlag - især

Helsinki-deklarationen - alene omfatter bio-medicinske forskningsprojekter på

levende mennesker, men ikke på afdøde (lig) og heller ikke på det

menneskelige liv fra befrugtning til fødsel. Deklarationens regler er

endvidere ikke som sådanne juridisk bindende for forskerne. Endelig taler

hensynet til en afklaring af patienters og forsøgspersoners retsstilling for,

at principperne for komitebedømmelsen af forskningsprojekter fastslås ved

lov.

4. Lovforslagets forarbejder

Lovforslaget er udarbejdet på grundlag af følgende betænkninger m.v.:

- Betænkning nr. 1185, 1989, »Forskning på mennesket -

etik/jura«, afgivet af et udvalg nedsat af sundhedsministeren,

- »Debatoplæg om et kontrolorgan«, Etisk Råd, 1989,

- »Beskyttelse af menneskelige kønsceller, befrugtede æg, fosteranlæg

og fostre«, en redegørelse, Etisk Råd, 1989.

Til disse publikationer foreligger udtalelser fra en meget bred kreds af

myndigheder, organisationer m.fl.

I bemærkningerne til de enkelte lovbestemmelser kommenteres i fornødent

omfang væsentlige afvigelser mellem lovforslaget og de forslag,

publikationerne stiller.

5. Internationale forhold

De spørgsmål, der foreslås reguleret ved lovforslaget, har i de senere år

påkaldt sig stor opmærksomhed i hele den vestlige verden. Både på nationalt

niveau samt i Europarådet og EF er der taget initiativer af betydning for

regulering af den bio-medicinske forskning.

Set i en international sammenhæng er Danmark imidlertid nået langt med

hensyn til videnskabsetisk bedømmelse af bio-medicinske forskningsprojekter.

Af de europæiske lande er det kun Frankrig, der har gennemført en lovgivning

om videnskabsetiske komiteer. Lovens ikrafttræden blev dog forsinket, fordi

den ikke - som her i landet - har kunnet baseres på et allerede eksisterende

regionalt system.

I nordisk sammenhæng skal det nævnes, at såvel Sverige som Norge baserer

den videnskabsetiske indseende med bio-medicinske forskningsprojekter på

Helsinki-deklarationen.

I Sverige består systemet af institutionskomiteer tilknyttet de

medicinske fakulteter. Der findes 6 regionale komiteer samt 4 lokale, der er

underlagt een eller flere af de regionale komiteer. Alle komiteer behandler

lægevidenskabelige forskningsprojekter, mens 4 af komiteerne tillige er

ansvarlige for den videnskabsetiske behandling af odontologiske

forskningsprojekter. I Sverige er komitesystemet blevet vurderet i

betænkningen »Etisk granskning av medicinsk forskning« (SOU

1989:75). I denne vurderes komiteerne generelt positivt, men højere grad af

offentlighed om videnskabsetiske problemer efterlyses, ligesom

sammensætningen af komiteerne foreslås taget op til overvejelse. I

betænkningen »Forskningsetisk prøvning« (SOU 1989:74) overvejes den

generelle bedømmelse af forskningsprojekter, der omfatter mennesker, herunder

ikke-bio-medicinsk forskning.

I Norge er der oprettet 5 regionale videnskabsetiske komiteer

svarende til den regionale inddeling af sundhedssystemet. Komiteerne er

tilknyttet de medicinske fakulteter, og medlemmerne udpeges af regeringen,

nærmere bestemt af Kultur- og Videnskabsministeren, der tillige finansierer

den løbende drift. Hver regional komite har 7 medlemmer. Der er udgivet en

hvidbog af Kultur- og Videnskabsministeriet (St.meld. nr.28 (1988.89) Om

forskning), hvori den videnskabsetiske komitebehandling nærmere er behandlet.

I Europarådets regi foreligger 2 dokumenter af særlig interesse for

lovforslagets udformning:

- Rådets rekommandation af februar 1990 om medicinsk forskning på

mennesker.

- Et sekretariatspapir fra Rådets ad hoc ekspertkomite om fremskridt i de

bio-medicinske videnskaber (CAHBI) omhandlende kunstig befrugtning og

forskning på befrugtede menneskelige æg.

Rekommandationen om forskning på mennesket er af betydning for

lovforslagets regler i §§ 1-12, d.v.s. bestemmelserne om komitesystemet og

dets opgaver. Dens bestemmelser er ikke bindende for lovgivningsmagten i

Danmark, og de regler, der følges i Danmark i dag, er i øvrigt allerede

forenelige med disse. Specielt skal fremhæves, at rekommandationen ikke

stiller krav om lovgivning som hjemmel for håndhævelsen af de principper, den

opstiller. Disse gælder udelukkende forskning på levende, raske

forsøgspersoner eller patienter, idet rekommandationen dog ikke sondrer

skarpt mellem de to grupper. Lovforslagets udformning og præciseringen af

indholdet af dettes § 6 i bemærkningerne til denne er fuldt forenelige med

rekommandationen.

Rådets sekretariatspapir om kunstig befrugtning har ikke status som

rekommandation. Papiret er udsendt til medlemslandenes regeringer med henblik

på at kunne indgå i udarbejdelsen af eventuelle regelsæt. Det foreslås bl.a.,

at der fastsættes en 14-dages grænse for, hvor længe et befrugtet

menneskeligt æg må holdes i live uden for en kvindes livmoder, jf. i øvrigt

lovforslagets § 13 og bemærkningerne hertil.

På EF-plan arbejdes der med regler i relation til videnskabsetiske

komiteer. Det sker blandt andet i forbindelse med lægemiddelafprøvninger,

hvor »Good Clinical Practice For Trials On Medicinal Products In The

European Community« blev færdigbehandlet i 1990. Der er foreløbig kun

tale om ikke-bindende »Guidelines«, men det må påregnes, at

reglerne på et tidspunkt bliver indeholdt i et direktiv.

Der er tillige på EF-plan vedtaget et direktiv om aktive medicinske

implantable anordninger, og der er ligeledes planlagt direktivforslag om

medicinske anordninger og in-vitro-diagnostisk udstyr. Det er i direktivet

anført, at kliniske afprøvninger af aktive medicinske implantable anordninger

skal foregå i overensstemmelse med Helsinki-deklarationen.

Der henvises i den forbindelse til sundhedsministerens forslag til lov om

medicinsk udstyr (lovforslag nr. 153 af 22. februar 1991).

I relation til forskning på kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning

og befrugtede menneskelige æg, er lovgivning gennemført i England, hvor et

kontrolorgan (Human Fertilisation and Embryology Authority) er nedsat med

henblik på at kontrollere forskning af den nævnte art. Loven fastsætter en

forholdsvis liberal adgang til forskning inden for de første 14 dage efter

befrugtning er sket.

Lovgivning er også for nylig gennemført i Forbundsrepublikken Tyskland med

den virkning, at der ikke er mulighed for at udføre forskning på befrugtede

menneskelige æg.

En gennemførelse af det foreliggende lovforslag vil i international

sammenhæng betyde, at Danmark vil have et system, der lever fuldt op til de

krav om videnskabsetisk bedømmelse af bio-medicinske forskningsprojekter, der

vil blive stillet i fremtiden. Dette gælder ikke mindst inden for EF, hvor en

fortsat harmonisering af bl.a. lægemiddelafprøvninger må antages at komme til

at indbefatte fælles normer for videnskabsetisk bedømmelse.

6. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser

I årene siden 1979 er der i Danmark opbygget et system af 7 regionale

videnskabsetiske komiteer og een central komite med ligelig repræsentation af

lægfolk og forskere. Grundlaget for komiteernes virksomhed er den såkaldte

Helsinki-deklaration II. Komiteerne har til opgave at påse overholdelse af

deklarationens krav om, at bio-medicinske forskningsprojekter på levende

mennesker skal sendes til en særligt udnævnt, uafhængig komite »til

overvejelse, kommentarer og vejledning«. Til komitesystemet anmeldtes

2334 projekter i 1989.

Komiteernes sekretariater varetages af amtskommunerne. De samlede

udgifter, der ligger i størrelsesordenen små 3 mill. kr., afholdes af

amtskommunerne. Den centrale videnskabsetiske komites sekretariat varetages

og betales af forskningsafdelingen under Undervisnings- og

Forskningsministeriet. Udgifterne er i størrelsesordenen 250.000 kr. årligt.

Dette system foreslås nu afløst af et egentligt lovfæstet system.

En gennemførelse af lovforslaget forudsættes ikke at medføre en

nævneværdig stigning i antallet af regionale videnskabsetiske komiteer.

Derimod vil lovforslaget for de regionale komiteers vedkommende

betyde, at de amtskommunale forvaltninger må påregne, at der skal anvendes

yderligere personale til at betjene komiteerne. Dette skyldes væsentligst, at

komiteerne ved en lovfæstelse vil blive en del af den offentlige forvaltning

i offentlighedslovens forstand. Det vil være realistisk at anslå, at der på

landsbasis bliver tale om en fordobling i forhold til hidtil, uanset at der

naturligvis kan forekomme forskelle mellem de enkelte komiteers behov for

yderligere sekretærbistand.

Endelig må der budgetteres med udgifter til diæter m.v. til

komitemedlemmerne svarende til, hvad der udbetales til medlemmer af

kommunalbestyrelser/amtsråd.

De samlede udgifter ved en gennemførelse af lovforslaget kan for de

regionale komiteers vedkommende anslås til at være ca. 5,6 mill. kr.,

hvilket svarer til en merudgift på ca. 3 mill. kr. i forhold til, hvad

amtskommunerne betaler i dag.

Til delvis dækning af udgifterne foreslås det, at statsinstitutioner samt

private hospitaler og firmaer betaler et gebyr pr. projekt til vedkommende

amtskommune, der svarer til projektets forventede andel af den pågældende

komites samlede årlige udgift, jf. bemærkningerne til § 15. Det skønnes på

denne baggrund, at amtskommunernes reelle merudgift vil være ca. 250.000 kr.,

idet alene medicinalindustrien må skønnes at bidrage med ca. 1,9 mill. kr.

til komiteernes drift.

Udgifterne til den centrale komite afholdes af undervisnings- og

forskningsministeren, jf. § 15, stk. 2, hvor de samlede udgifter anslås at

blive ca. 1,5 mill. kr., idet det må påregnes, at der skal anvendes ca. 1

mill. kr. til informationsskabende aktiviteter. Den anslåede merudgift for

staten udgør ca. 1,25 mill. kr.

Bemærkninger til de enkelte lovbestemmelser

Til § 1

De regionale komiteer foreslås i § 1 nedsat af amtsrådene. Dette er

en ændring i forhold til i dag. De eksisterende videnskabsetiske komiteer er

nedsat af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og amtsrådene.

Amtsrådenes kompetence efter § 1 er begrundet i, at den

bio-medicinske forskning i altovervejende grad foregår inden for

sundhedsvæsenet og er en uadskillelig del af dettes virksomhed og af

lægeuddannelsen. Da det på regionalt niveau er amtsrådene, der har ansvaret

for sundhedsvæsenet, bør komiteerne fuldt ud nedsættes af disse, og deres

drift være amtsrådenes ansvar. Derimod vil amtsrådene ikke kunne gribe ind i

konkrete sager og omgøre afgørelser, som er truffet af komiteerne.

Forslaget afviger fra de tanker, der er indeholdt i Etisk Råds

»Debatoplæg om organiseringen af et kontrolorgan«. Det Etiske Råd

tilslutter sig, at et komitesystem må omfatte regionale komiteer, men

argumenterer for, at et uafhængighedssynspunkt bør føre til, at komiteerne

ikke nedsættes af amtsrådene. Disse bør endvidere »sikres en fast

bevilling og sekretariater, der ansættes af de regionale formænd og dermed er

uafhængige af amtsrådet«.

Forskellen på forslagets § 1 og Etisk Råds oplæg er ikke begrundet

i et forskelligt syn på værdien af uafhængighed i vurderingen af

videnskabsetiske problemstillinger. Forskellen beror udelukkende på,

hvorledes den ønskede vurdering mest hensigtmæssigt kan gennemføres. Det vil

med andre ord sige, hvorledes et funktionsdueligt system opbygges inden for

sundhedsvæsenet til at løse denne opgave. I forslagets § 5 og § 7

fastslås, hvilke opgaver komitesystemet skal varetage, og hvilke overordnede

principper, det skal lægge til grund for sit arbejde. Det er en selvfølge, at

lovforslaget bygger på den antagelse, at komiteerne i varetagelsen af disse

opgaver ikke følger uvedkommende hensyn, respektive varetager interesser, der

ikke er forenelige med formålet med komitesystemet.

En vigtig virkning af § 1 vil være, at komiteernes virke fremover

bliver en del af den offentlige forvaltning i offentlighedslovens og

forvaltningslovens forstand.

I § 1 åbnes der mulighed for, at et amtsråd kan nedsætte mere end

een komite inden for sit område, idet det dog forudsættes, at arbejdsbyrden

taler herfor. Flere amtsråd kan også gå sammen om at oprette een komite. Det

overlades til amtsrådene at træffe nærmere aftale om medlemmernes udpegning,

sekretariatsfunktionen m.v., hvis de går sammen om at oprette en komite.

Antallet af komiteer i Danmark er i dag 7. Da landet er inddelt i 14

amtskommuner (samt Københavns og Frederiksberg Kommuner, der tillige

varetager amtskommunale opgaver) betyder det, at hver komite omfatter mere

end een amtskommune - bortset fra Århus og Københavns amtskommuners komiteer.

Når regionsprincippet ikke følger amtsgrænserne, skyldes det bl.a., at

forskningen ikke foregår med lige stor intensitet ved de forskellige

sygehuse. Hvis forskellene i komiteernes arbejdsopgaver skal udlignes, og

hver komite samtidig skal have mulighed for at behandle et tilstrækkelig

bredt udsnit af projekter, må komiteernes arbejdsområde som hovedregel dække

flere amtskommuner.

Til § 2

De regionale komiteer foreslås sammensat efter følgende principper:

- Obligatorisk skal en regional komite som minimum bestå af 7

medlemmer, der sammensættes af læge medlemmer og medlemmer med bio-medicinsk

forskningserfaring. De læge medlemmer kan være medlemmer af amtsrådet eller

andre. De »faglige« medlemmer findes - som i dag - gennem Statens

Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. Det forudsættes, at de pågældende er

aktive bio-medicinske forskere med hovedarbejdssted inden for amtskommunen.

- Fakultativt kan amtsrådet herudover udpege yderligere 2

eller 4 medlemmer, således at komiteens samlede medlemstal bliver 9 eller 11.

Ved et medlemstal på 9 eller 11 indstilles 4 respektive 5 af Statens

Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. Det forudsættes i øvrigt, at mindst 1

respektive 2 medlemmer indstilles fra folkeoplysende og almenkulturelle

foreninger og organisationer i amtskommunen.

I det eksisterende komitesystem er der ligelig repræsentation af lægfolk

og forskningsrådsudpegede.

Forslaget følger således indstillingerne i betænkningen »Forskning på

mennesket« og Det Etiske Råds »Debatoplæg«, der argumenterer

for en overvægt af lægfolk.

Både »Forskning på mennesket« og Etisk Råds

»Debatoplæg« argumenterer for en blandet sammensætning af

komiteerne omfattende såvel lægfolk som folk med forskningserfaring.

Hovedbegrundelsen for dette er, at den videnskabsetiske bedømmelse af

bio-medicinske forskningsprojekter ikke er mulig uden en forståelse af

projekternes faglige indhold - men heller ikke uden at faglige hensyn

afbalanceres med ikke-faglige.

Ved udpegningen skal amtsrådene tilstræbe en ligelig repræsentation af

mænd og kvinder, som foreskrevet i lov nr. 157 af 24. april 1985 om

ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegning af medlemmer til offentlige

udvalg, kommissioner o.lign.

Den regionale komite vælger selv sin formand og næstformand, ligesom

komiteen udarbejder forslag til vedtægter. Med henblik på at sikre

koordination i sagsbehandlingen og ensartede retningslinier for bedømmelsen

af projekterne, skal vedtægterne dog godkendes af Den Centrale

Videnskabsetiske Komite.

I stk. 5 foreslås det, at komiteernes medlemmer udpeges for 4 år ad

gangen svarende til den amtskommunale valgperiode og at genudpegning af

medlemmer kun kan ske een gang.

Til § 3

Den Centrale Videnskabsetiske Komite foreslås nedsat af undervisnings- og

forskningsministeren. Den foreslås sammensat efter følgende principper:

- De regionale komiteer udpeger hver 2 medlemmer til komiteen. Af disse

skal det ene medlem tages blandt de forskningsrådsindstillede, det andet

blandt komiteernes øvrige medlemmer.

- Herudover udpeger undervisnings- og forskningsministeren og

sundhedsministeren hver 2 medlemmer til komiteen. Af disse skal det ene

repræsentere statslige forskningsinteresser og -hensyn, det andet bredere

folkeoplysende, almenkulturelle eller sociale interesser.

Forslaget afviger fra det eksisterende komitesystem på følgende punkter:

I det eksisterende system er Den Centrale Videnskabsetiske Komite ikke

nedsat af undervisnings- og forskningsministeren, men dens sekretariat

varetages af Undervisningsministeriets forskningsafdeling. Komiteen tæller

heller ikke ministerudpegede medlemmer.

Forslaget følger betænkningen »Forskning på mennesket«, idet

denne dog anbefaler, at de ministerudpegede medlemmer alle skal være lægfolk.

Herudover er forslaget baseret på den tanke, at ministrenes interesse i

komiteens virke går ad to kanaler:

Dels gennem deres ansvar for forskningsudviklingen, dels gennem deres

almenkulturelle, herunder sundhedspolitiske, engagement i de problemer,

komitesystemet kan blive stillet overfor.

Forslaget afviger fra Det Etiske Råds »Debatoplæg«. Det siges

heri (pg. 3), at af hensyn til »tilliden til godkendelsessystemet er det

helt afgørende, at kontrolorganets uafhængighed ikke kan anfægtes. Det

betyder, at kontrolorganet på centralt niveau må have en selvstændig

bevilling på finansloven, et sekretariat, der ansættes af formanden, og med

Det Etiske Råd som ansættelsessted, d.v.s. uafhængigt af

Sundhedsministeriet.«

I fortsættelse af denne tankegang skitseres (pg. 5-10) forskellige

modeller omfattende en hel eller delvis fusion af Den Centrale

Videnskabsetiske Komite og Det Etiske Råd. Det fremhæves, at de to organer

under alle omstændigheder bør have fælles sekretariat, og det nævnes (pg. 8),

at »Sundhedsministeren og Folketingets Udvalg ang. Det Etiske Råd bør

som nu i forening udpege medlemmer«, hvis de to organer fusioneres til

eet.

Det er regeringens opfattelse, at en lovfæstelse af et komitesystem som

det foreslåede ikke umiddelbart giver anledning til ændringer på det centrale

niveau. Eventuelle afgrænsningsproblemer mellem den foreslåede centrale

videnskabsetiske komite og Det Etiske Råd skønnes ikke at blive større end,

at de vil kunne løses ved et fornuftigt samarbejdsmønster mellem organerne.

Placeringen af sekretariatet for den eksisterende centrale komite i

forskningsafdelingen er bl.a. begrundet i, at forskningsafdelingen er

koordinerende myndighed for en række forskningspolitiske organer. Hertil

kommer, at den bio-medicinske forskning som sådan har berøringsflader både

til forskningens og sundhedsvæsenets ministerier. Ud fra disse synspunkter

foreslås komiteen nedsat af undervisningsministeren, således at dens

sekretariat fortsat varetages af forskningsafdelingen.

Forslagets § 3, stk. 4, er en nydannelse. Den eksisterende komites

formand udpeges af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.

Til § 4

Efter forslagets § 4 skal den centrale komite samarbejde med Det

Etiske Råd. Det kan ske ved fælles møder samt ved møder mellem formænd og

næstformænd for de respektive organer, men i øvrigt er formen ikke tilsigtet

fastlagt ved lov. Herudover skal de to organer i fællesskab udarbejde en

rapport om principielle etiske problemstillinger, som har været drøftet i

fællesskab.

Til § 5 og § 6

I § 5 fastslås det grundlæggende princip i lovforslaget, at den

videnskabsetiske komitebedømmelse omfatter alle bio-medicinske

forskningsprojekter, uanset hvilket menneskeligt materiale de udføres på.

Komitebedømmelsen omfatter også forskningsprojekter, hvoraf den nævnte

forskning udgør en væsentlig bestanddel samt spørgeskemaundersøgelser og

registerforskning inden for det bio-medicinske område.

For disse projekter gælder en anmeldelsespligt, som efter § 6

betyder, at de ikke må iværksættes - eller iværksættes med væsentlige

ændringer, jf. § 6, stk. 2 - uden at de er godkendt af den kompetente

komite/myndighed. Iværksættelse i strid med disse regler er sanktioneret med

straf af bøde eller hæfte i forslagets § 16.

Der indføres hermed en juridisk bindende anmeldelsespligt, der afløser den

kollegialt sanktionerede anmeldelsespligt, som ligger til grund for det

eksisterende komitesystem.

Anmeldelsespligten efter § 5 gælder som nævnt bio-medicinske

forskningsprojekter. Herved forstås primært forskning inden for de

lægevidenskabelige fag, den kliniske og den socialmedicinsk-epidemiologiske

forskning. Begrebet omfatter, ud over udforskningen af de somatiske sygdomme,

tillige de psykiatriske og de klinisk-psykologiske sygdomme og

tilstandsformer. Herudover inddrages tilsvarende odontologisk og farmaceutisk

forskning under begrebet.

Endelig omfatter begrebet spørgeskemaundersøgelser og registerforskning

vedrørende de nævnte emner, jf. § 5, stk. 2.

Ved forskning forstås en planlagt virksomhed, som har til formål

systematisk at erhverve viden om sygdommes opståen og om forebyggelse,

diagnostik og behandling heraf. Virksomheden skal være planlagt, og formålet

skal være en systematisk videnserhvervelse. Derved adskilles forskningen fra

forebyggelse, diagnostik og behandling i konkrete situationer eller over for

konkrete individer/patienter, hvor formålet alene er at opnå en forbedring af

disses livskvalitet, men ikke en planlagt, systematisk videnserhvervelse.

Den søgte viden skal med andre ord være erhvervet og kunne beskrives på en

sådan måde, at den kan vurderes og kritiseres uafhængigt af den konkrete

læge-patientsituation.

Hermed afgrænses forskningsbegrebet principielt over for det såkaldte

behandlingsforsøg og over for kvalitetskontrol. Behandlingsforsøg taler man

om, hvor den behandlende læge i patientens interesse ændrer behandling,

respektive prøver en anden behandling i håb om at bedre patientens tilstand.

Der kan tænkes situationer, hvor det er vanskeligt kategorisk at sige, om der

er tale om klinisk forskning eller behandling, bl.a. fordi formålet har

afgørende betydning for afgrænsningen. Da både behandling og

behandlingsforsøg er omfattet af Sundhedsstyrelsens cirkulære af 21. oktober

1982 om information og samtykke, bør afgrænsningen i praksis ske på grundlag

af vejledende synspunkter i forbindelse med en revision af omtalte cirkulære.

Dermed vil de strengere formkrav, der opstilles i lovforslaget, kun komme til

at gælde forskning, samtidig med, at der tages hensyn til både patienterne,

til procedurernes forskellighed og til sundhedsvæsenets daglige

funktionsduelighed.

Afgrænsningen af forskning over for kvalitetskontrol (og follow-up studier

og registrering af data) frembyder lignende problemer. Heller ikke på disse

områder er det muligt i lovform at fastlægge et utvetydigt kriterium, der

afgrænser den registrerende opfølgende virksomhed i forbindelse med en

behandling, fra situationer, hvor formålet med virksomheden rummer

forskningsmæssige elementer og etiske problemstillinger, som kan begrunde

komitebedømmelse. Problemerne må derfor løses efter samme synspunkter som

ovenfor nævnt.

Inden for denne afgrænsning af § 5 og § 6's gyldighedsområde rummer

bestemmelserne en udvidelse i forhold til i dag, ved at omfatte forskning på

afdøde og på menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning og

befrugtede menneskelige æg.

Forskning på afdøde er ikke omfattet af Helsinki-deklarationen. I

rekommandation nr. 5 anbefaler Den Centrale Videnskabsetiske Komite, at man

på dette forskningsområde følger synspunkter svarende til dem, der gælder

forskning på levende mennesker, d.v.s., at der indhentes komitevurdering. Der

har med andre ord været en kollegial indforståelse med at følge deklarationen

uanset, at den ikke gælder på området. Når forskning på afdøde nu inddrages

under et lovhjemlet komitesystem og de regler, der gælder for dette, er det

vigtigt, at forskningsbegrebet afgrænses over for de procedurer, der er

omfattet af lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. (lov nr. 402 af

13.juni 1990) d.v.s. medico-legalt ligsyn, lægevidenskabelig obduktion og

udtagelse af organer m.v. i transplantationsøjemed. Med hensyn til dødens

konstatering henvises til den før omtalte lov, hvoraf det også fremgår (§

16), at der uanset samtykke ikke må foretages bio-medicinske forsøg på

hjernedøde.

Der foreligger i øvrigt afgrænsningsproblemer, der er beslægtet med de

ovenfor nævnte i forhold til levende mennesker. Udgangspunktet må være, at

medico-legalt ligsyn og udtagelse af organer m.v. i transplantationsøjemed,

falder uden for lovforslagets gyldighedsområde på grund af formålet med disse

procedurer. For så vidt angår obduktioner må langt hovedparten af disse

ligeledes undtages lovforslagets bestemmelser, fordi de udføres som led i en

sædvanlig vurdering af et sygdoms-/behandlingsforløb eller i

uddannelsesmæssigt øjemed. Kun de obduktioner, hvor der er et generelt

videnserhvervende element, der ikke er et led i uddannelsesforløbet, vil med

andre ord kunne være omfattet af anmeldelsespligten og de virkninger, der

følger deraf. Da lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. stiller

krav om samtykke fra afdøde eller afdødes nærmeste i obduktionstilfælde, vil

den reelle retlige forskel, på om en procedure henføres til det ene eller det

andet regelsæt, ikke være stor. Afgrænsningen medfører imidlertid - ligesom

ovenfor - at de strengere formkrav, der gælder, når der er tale om forskning,

ikke unødigt udstrækkes til at gælde sundhedsvæsenets sædvanlige

ikke-forskningsprægede rutiner.

Anmeldelsespligten efter § 5 gælder »ethvert«

forskningsprojekt, uanset hvor det udføres - på offentligt sygehus,

universitetsinstitut, i læge- og tandlægepraksis eller i private

virksomheder.

Multicenterundersøgelser efter § 5, stk. 3, er undersøgelser, der

udføres på flere forskningsinstitutioner. Der er her behov for en vis

praktisk koordination af komitebedømmelserne, som bedst løses ved

retningslinjer fra den centrale komite. Den eksisterende centrale

videnskabsetiske komite har udsendt rekommandation nr. 3, der blev revurderet

i 1989.

I § 6, stk. 3, præciseres det, at hvor der er tale om kliniske

afprøvninger af lægemidler, må forskningsprojektet ikke iværksættes, før

Sundhedsstyrelsen har givet tilladelse hertil. Baggrunden for den præcisering

er, at alle kliniske afprøvninger af lægemidler skal forelægges

Sundhedsstyrelsen i medfør af lægemiddelloven.

Til sikring af, at brugerne ikke belastes unødigt ved, at to myndigheder

skal vurdere de kliniske afprøvninger, er der indsat en frist på 6 uger for

den regionale komites bedømmelse af projektet. Fristen er sat i forhold til

det tidspunkt, hvor projektet er tilstrækkelig godt beskrevet til, at en

bedømmelse kan foretages. Det er således tillige overladt til den

projektansvarlige at sikre sig, at alle nødvendige oplysninger foreligger for

komiteen så tidligt som muligt.

Den regionale komites videnskabsetiske bedømmelse af projekter, der

omhandler kliniske afprøvninger af lægemidler, skal principielt set indeholde

de samme elementer som bedømmelsen af andre forskningsprojekter, jf.

forslagets § 7. Dette er en konsekvens af, at der i en videnskabsetisk

bedømmelse ikke kan drages en fuldstændig klar sondring mellem faglige

elementer og etiske. Det samme forhold gør sig derfor også gældende med

hensyn til Sundhedsstyrelsens vurdering af projekter efter lægemiddelloven.

Hensynet til en rationel og saglig opgavevaretagelse betyder dog, at der i

praksis skal tilstræbes en opdeling de to myndigheder imellem, således at den

enkelte myndighed hovedsageligt bedømmer de forhold, som myndigheden ud fra

sin opbygning og faglige ekspertise har de bedste forudsætninger for at

vurdere. Det betyder, at den regionale komite i sin bedømmelse skal lægge

hovedvægten på vurderingen af det rimelige i at inddrage patienter og

forsøgspersoner i den pågældende afprøvning, kontrollere udformningen af

patientinformationen samt vurdere kravene til indhentelsen af samtykket.

Sundhedsstyrelsen bør derimod lægge hovedvægten på en farmaceutisk vurdering

af lægemidlet, vurdering af det prækliniske materiale, den

kliniske/farmakologiske vurdering af indikation og dosering,

behandlingsvarighed, bivirkninger og muligheden for interaktioner.

Sundhedsstyrelsen giver, på baggrund af den regionale komites indstilling og

egne vurderinger, forskeren den endelige godkendelse.

Sundhedsstyrelsen vil som hidtil kunne kræve en klinisk afprøvning stoppet

efter reglerne i lægemiddelloven.

Efter § 6, stk. 4, skal et projekt henvises til Den Centrale

Videnskabsetiske Komite, hvis der ikke kan opnås enighed om det eller der

hersker tvivl om bedømmelsen. Bestemmelsen forudsætter, at komiteerne ikke

træffer deres afgørelser ved afstemninger, men ad argumentationens vej søger

at opnå enighed i bedømmelsen. Er der tvivl i komiteen, bør denne normalt

forelægges den pågældende forsker, inden komiteen beslutter sig. Bestemmelsen

svarer således til gældende praksis. Viser det sig, f.eks. p.g.a. komiteernes

ændrede sammensætning eller antallet af sager, at systemet ikke kan fungere

tilfredsstillende, må det - på grundlag af indhøstede erfaringer - overvejes

at indføre en egentlig afstemningsregel.

Efter § 6, stk. 5, forpligtes komiteerne til at betjene sig af

konsulentbistand i de tilfælde, hvor de ikke råder over fornøden faglig

kompetence til at bedømme forelagte projekter. Det kan ske formelt som

uformelt, f.eks. i form af en telefonisk konsultation hos en kollega.

De hidtidige erfaringer har vist, at komiteerne sædvanligvis selv besidder

den fornødne faglige kompetence. I modsat fald benytter komiteerne sig

hovedsageligt af vederlagsfri og uformelle kontakter til kollegaer.

Til § 7

I § 7 fastslås de principielle, overordnede elementer, der skal

indgå i komitebedømmelsen. Der er tale om en rammebestemmelse, der

forudsættes udfyldt på grundlag af de principper, bestemmelsen og

bemærkningerne nedenfor fastlægger. For så vidt angår krav til information og

samtykke forudsættes dette at ske ved sundhedsministeren, jf. § 7, stk.

2.

Det første overordnede princip, der fastslås i bestemmelsen, er, at

komitebedømmelsen ligeligt varetager en flerhed af formål: Først og fremmest

en beskyttelse af raske forsøgspersoner, patienter og andre, der medvirker i

forskningsprojekter. Derudover har bestemmelsen til formål at sikre, at

projekterne har den ønskelige videnskabelige kvalitet, d.v.s. efter deres

formål og metodik opfylder et krav til god videnskabelig standard.

Bedømmelsen begrænser sig med andre ord ikke til en vurdering af, om

relevante krav til information og samtykke er opfyldt, men omfatter tillige

forsøgets »rent videnskabelige« indhold og metodik. Dermed

udtrykkes en grundtanke i lovforslaget, nemlig, at der i den etiske

bedømmelse af bio-medicinsk forskning, ikke kan drages noget skarpt skel

mellem bedømmelsens rent »faglige« og dens

»etisk-juridiske« elementer. Der er tale om en samlet vurdering,

hvori begge elementer indgår.

Ser man dernæst på de elementer i bedømmelsen, der vedrører raske

forsøgspersoner og patienter samt disses sikkerhed, opstiller bestemmelsen 2

overordnede krav, nemlig om risikoafvejning og om information og samtykke.

Bestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 1, fastslår, at projektet skal

indeholde en risikoafvejning. Risikoen skal vurderes i sig selv, d.v.s. uden

hensyn til eventuelle fordele for en konkret person og i forhold til

projektets forudseelige fordele for forsøgspersoner og forskning.

En øvre grænse for, hvad der kan forsvares, vil allerede følge af

lægelovens § 6.

En anden ydergrænse i risikovurderingen vil være, at raske forsøgspersoner

kun må udsættes for risici, der kan karakteriseres som minimale.

Imellem disse yderpunkter kan der, for voksne habile patienter, være tale

om, at en højere risiko kan være acceptabel, fordi den er prisen for en mulig

helbredsmæssig fordel.

For raske forsøgspersoner og voksne habile patienter gælder endvidere

efter § 7, stk. 1, nr. 2, et krav om fuld mundtlig og skriftlig

information, og skriftligt samtykke til at deltage i projektet. Kravet om

skriftligt samtykke er en nydannelse og væsentligst begrundet i hensynet til

at støtte informationsprocessens lødighed. Det bør klart af

informationsmaterialet fremgå, at samtykket ikke indebærer noget medansvar

for projektet for den underskrivende.

Reglen i § 7, stk. 1, nr. 3, åbner mulighed for at gennemføre

forsøg med stedfortrædende samtykke fra nærmeste pårørende, værge eller

donor. Bestemmelsen omfatter 3 forskellige typiske situationer:

A: Forsøg, der udføres på levende menneskelige individer, der på grund af

bevidstløshed, ung alder, mental tilstand eller af andre lignende grunde er

afskåret fra at forstå den ønskede information og selv give et samtykke.

B: Forsøg, der udføres på afdøde (lig).

C: Forsøg på menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning og

befrugtede menneskelige æg.

Efter § 7, stk. 1, nr. 5, skal komiteen endvidere påse, at

projektet efter sit formål og med hensyn til sin metodik repræsenterer god

videnskabelig standard. Komiteen skal også påse, at der er tilstrækkelig

grund til at gennemføre projektet. Der er først og fremmest tale om et

standardkrav, der har karakter af en henvisning til den udvikling, der hele

tiden finder sted inden for forskningen. Efter de øjeblikkeligt gældende krav

indebærer bestemmelsen bl.a., at komiteen skal påse, at de nødvendige

dyreforsøg er gennemført, at projektet nødvendigvis skal udføres på de

personer eller det menneskelige materiale, det ønskes udført på. Herudover

skal komiteen påse, at projektet har et lødigt formål, herunder at der er

tale om et projekt, som kan bidrage til udvikling af ny, relevant viden.

I denne forbindelse bemærkes, at Sundhedsstyrelsens lægemiddelafdeling

allerede i dag afviser kliniske afprøvninger, hvis de må anses for

overflødige, fordi de forhold, der ønskes undersøgt, allerede skønnes at være

tilstrækkelig belyst.

I § 7, stk. 3, foreslås, at komiteen i særlige tilfælde kan kræve,

at der ved registerforskning indhentes informeret samtykke fra deltagerne i

projektet. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis det på et senere tidspunkt

kan blive nødvendigt at rette henvendelse til deltagerne eller ved mindre

projekter, hvor det er overkommeligt at kontakte deltagerne. Efter den

gældende registerlovgivning gælder der ikke noget krav om informeret samtykke

fra de personer, hvis data anvendes i forskningsprojekter. Ved revisionen af

registerlovgivningen i 1987 gav Folketinget udtryk for den opfattelse (jf.

Folketingstidende 1986-87, tillæg A, spalte 508), at anmeldelse af

bio-medicinske forskningsprojekter til en videnskabsetisk komite rummede en

tilstrækkelig integritetsbeskyttelse. Lovforslaget indebærer ingen ændringer

heri, men hviler på den opfattelse, at en ændring af registerlovgivningens

regler om integritetsbeskyttelse må være af generel karakter og hvile på en

vurdering af denne lovgivnings hensigtsmæssighed. Den foreslåede adgang for

komiteen til at kræve samtykke indhentet har til dels karakter af en

lovfæstelse af praksis i det eksisterende komitesystem.

Bestemmelsen i § 7, stk. 4, har først og fremmest til formål at

gøre det muligt for komiteen at få projektets baggrund - herunder dets

finansiering - klart belyst i tilfælde, hvor protokollen har givet komiteen

et indtryk af, at uvedkommende hensyn har kunnet spille ind i projektets

udformning.

I § 7, stk. 5 , fastslås det, at den regionale komite skal godkende

eventuelle vederlag eller anden ydelse for deltagelse i forsøg samt påse, at

dette ikke er egnet til at påvirke samtykkeafgivelsen.

Til § 8

I § 8 hjemles de regionale komiteers beføjelser til at følge

godkendte projekter.

I dag findes der ingen regler eller fast praksis, der giver sikkerhed for,

at godkendte projekter gennemføres efter planen - eller i det hele taget

gennemføres. Dette forhold foreslås ændret i § 8, således at

komitesystemet får adgang til at udøve en vis opfølgende virksomhed.

Det foreslås således:

- at komiteerne får mulighed for at udøve en vis opsøgende, stikprøvevis

kontrol med forløbet, f.eks. ved at anmode een eller flere forsker(e) om, på

et passende stadium, at redegøre for de udvalgte projekters forløb og

videnskabelige standard, og

- at publikationen eller rapporten altid tilgår komiteen, når den er

udarbejdet, og at der også her udøves en form for stikprøvekontrol ved, med

mellemrum, at sammenholde protokol og rapport.

Der er ikke hermed tilsigtet en udtømmende opregning af de krav, der kan

stilles, og komiteerne kan f.eks. bestemme:

- at projekter, der udføres på sygehusene, påtegnes af administrerende

overlæge/lederskabet. Dermed understreges afdelingsansvaret for projekternes

relevans, indhold og lødighed, men også for, at de afvikles i

overensstemmelse med protokollen,

- at informationsmaterialet til forsøgspersonerne altid rummer elementære

oplysninger om den pågældende komite, dens medlemmer, hjemsted o.s.v.,

således at forsøgspersonerne ved, hvor de kan henvende sig, og

- at de personer, som har deltaget i forsøget, i særlige tilfælde

efterfølgende kan underrettes om resultatet. En naturlig afslutning på

projektet kan være en orientering til alle de deltagende forsøgspersoner, når

forsøget er afsluttet og opgjort.

Til § 9

I § 9 hjemles de regionale komiteers almindelige oplysende og

debatskabende kompetence. Bestemmelsen forudsætter, at komiteerne af egen

drift kan tage spørgsmål op og meddeler sig til offentligheden, når de

skønner, at der foreligger etiske problemer af en sådan karakter, at en

offentlig meningsudveksling er ønskelig.

Til § 10

Beskrivelsen af den centrale komites funktioner svarer i store træk til

den gældende ordning. Om § 10, stk. 1, nr. 3, henvises til

bemærkningerne til § 13.

Komiteen har efter § 10, stk. 1, nr. 1, til opgave at koordinere

arbejdet i de regionale komiteer, rådgive disse i mere principielle og

vanskelige sager samt fungere som en art ankeinstans for afgørelser, der er

truffet regionalt.

Komiteens rådgivning kan ske konkret i forbindelse med behandlingen af et

projekt, der har givet anledning til uenighed i en regional komite, eller

hvis bedømmelse i øvrigt har rejst principielle spørgsmål i komiteen. I den

forløbne periode er rådgivningen og koordination tillige sket ved

udarbejdelse af et antal rekommandationer (for tiden 12), der supplerer,

udfylder og fortolker Helsinki-deklarationens alment formulerede

bestemmelser. Rekommandationerne har med andre ord karakter af en art

national tydeliggørelse eller tillempning af deklarationen.

Forslaget i § 10, stk. 1, nr. 2, fremhæver, at den centrale komite

har vigtige funktioner i forhold til offentligheden. Komiteen opnår gennem

den løbende indsigt i de forelagte forskningsprojekter en betydelig indsigt i

forskningsudviklingen og dermed mulighed for på et solidt grundlag at

informere om denne udvikling og deltage i debatten om den. Dette har hidtil

kun kunnet ske i nok så begrænset udstrækning, bl.a. på grund af de beskedne

ressourcemæssige rammer, der har været afsat til komiteens virke. Dette

forudsættes ændret fremover.

Endelighedsbestemmelsen for så vidt angår den videnskabsetiske bedømmelse

i § 10, stk. 2, vil tillige betyde, at der ikke i forbindelse med

administrativ rekurs efter anden lovgivning, vil kunne foretages ændringer i

den videnskabsetiske bedømmelse.

Til § 11

§ 11 fastslår, at den forsker, hvis projekt ikke har kunnet opnå

en regional komites accept, kan forelægge projektet for den centrale komite.

Et projekt, som er tiltrådt af en regional komite efter § 6, kan

ligeledes forelægges den centrale komite af enhver, der har en »særlig

interesse« heri. Der tænkes her f.eks. på sygehus- og

universitetsmyndigheder, eller de patient- eller personalegrupper, der

berøres af projektet.

Til § 12

De regionale komiteer og den centrale komite skal årligt afgive en

beretning, der indeholder en redegørelse for komiteernes virksomhed og

praksis. Bestemmelsen indeholder i øvrigt en række nærmere krav til

beretningen.

Beretningernes væsentligste formål vil være at sikre offentligheden

løbende indseende med, hvilke problemer, komiteerne behandler og hvilke

synspunkter, der har været lagt til grund for vurderingen.

Til § 13

§ 13 fastslår, at det alene er tilladt at foretage sådanne forsøg

med befrugtede menneskelige æg og kønsceller, der agtes anvendt til

befrugtning, som er nødvendige for at sikre en forsvarlig behandlingskvalitet

for in-vitrobefrugtningen. Tilsvarende gælder for andre behandlinger for

ufrivillig barnløshed, hvor en kvindes æg befrugtes uden for livmoderen.

Det betyder, at det hidtil gældende forbud mod forskning på befrugtede

menneskelige æg i lov nr. 353 af 3.juni 1987 om oprettelse af et etisk råd

m.v., § 4, stk. 2, ophæves for de nævnte forsøg. Hovedbegrundelsen for nu at

indføre en adgang til forskning på dette felt er, at in vitro-befrugtning er

en anerkendt behandling i det danske sundhedsvæsen, hvadenten behandlingen

udføres på offentligt sygehus eller private klinikker/hospitaler. Som på alle

andre behandlingsområder er forskning en integreret del af den stadige

udvikling af behandlingskvaliteten, og en fortsat afvisning af at tillade

forskning vil følgelig være ensbetydende med bevidst at tilbyde ringere

behandling end den mulige.

Forslaget vil medføre, at forskningsprojekter med andre formål end

forbedring af befrugtningsteknikken med henblik på fremkaldelse af en

graviditet fortsat ikke er tilladt.

Det foreslås i § 13, stk. 1, at alle projekter omfattet af

bestemmelsen obligatorisk skal bedømmes både i en regional komite og den

centrale komite. Det er ønskeligt, at der på dette specielle forskningsfelt

lægges en ensartet standard for hele landet, og at der til enhver tid

er overblik over forskningsudviklingen. Den centrale komite kan således

fastsætte generelle retningslinier for bedømmelsen af sådanne projekter ved

at følge eller gå imod en regional komites afgørelse.

Bestemmelserne i § 13, stk. 2, indebærer, at der kun kan forskes på

såkaldte »overskydende« æg. Ren donation af æg til forskningsformål

er med andre ord udelukket.

Samtidig foreslås i § 13, stk. 3, indført en lovmæssig tidsfrist

for, hvor længe befrugtede menneskelige æg må holdes i live uden for en

kvindes livmoder. Den tilladte forskning forudsætter en befrugtning uden for

en kvindes livmoder og rejser dermed et behov for at fastlægge, hvor længe

det befrugtede æg må holdes i live i denne tilstand. I denne forbindelse

foreslås i bestemmelsen indført en 14-dages frist regnet fra befrugtningen,

væsentligst begrundet i, at på dette tidspunkt er den såkaldte implantation

normalt sket og et afgørende nyt stadium i den samlede fosterudvikling

indtrådt. Denne regel har desuden opnået en vis international accept. I de 14

dage skal ikke medregnes den tid, hvori de befrugtede æg evt. befinder sig i

nedfrosset tilstand.

Fra det øjeblik implantationen er sket, gælder - hvadenten befrugtning har

fundet sted in vitro eller i en kvindes livmoder - de almindelige regler om

komiteforelæggelse, information og samtykke m.v. i forslagets §§ 5 -

7, herunder stedfortrædende samtykke, hvis der er tale om forskning på

fostre. § 13, stk. 4, fastslår, at befrugtede menneskelige æg, der har

været gjort til genstand for forskning, ikke må opsættes i en kvindes

livmoder, med mindre det kan ske uden nogen risiko for videregivelse af

arvelige sygdomme, defekter, misdannelser eller lignende.

I § 13, stk. 5, forbydes donation af befrugtede menneskelige æg.

Det er regeringens opfattelse, at der er vægtige grunde, som taler for at

forbyde donation af befrugtede menneskelige æg. Donation af befrugtede

menneskelige æg er ligeledes forbudt i Norge og Sverige. Forbudet vil kun

begrænse muligheden for at afhjælpe ufrivillig barnløshed hos det meget

begrænsede antal par, hvor såvel kvinden som manden er infertile.

I § 13, stk. 6, bemyndiges sundhedsministeren til at fastsætte

regler om nedfrysning og donation af menneskelige æg. Efter gældende ret er

nedfrysning og donation af menneskelige æg ikke forbudt, men de behandlende

læger har afventet Folketingets stillingtagen hertil, inden de tager disse

teknikker i brug.

Bestemmelsen giver ministeren hjemmel til at regulere de spørgsmål af mere

sundhedsfaglig karakter, som anvendelsen af teknikkerne kan rejse. Der tænkes

navnlig på spørgsmål som krav til indretning af æg- og sædbanker, kriterier

for nedfrysning af æg og sæd, maksimal opbevaringstid og donoranonymitet. Det

er derimod ikke tanken at fastsætte regler vedrørende de civilretlige

spørgsmål, som anvendelsen af disse teknikker kan tænkes at give anledning

til.

Regeringen forudsætter, at det kun tillades at nedfryse ubefrugtede og

befrugtede menneskelige æg i maksimalt 1 år, og at donation af ubefrugtede

menneskelige æg sker anonymt.

Til § 14

Bestemmelsen svarer til § 11 i lov om oprettelse af et etisk råd

m.v. Bestemmelsens overflytning til denne lov er af rent redaktionel

karakter.

Samtidig er der i nr. 4 tilføjet et forbud mod forsøg med det formål at

muliggøre individudvikling i artsfremmed livmoder. Forbudet følger delvis Det

Etiske Råds forslag i »Beskyttelse af menneskelige kønsceller,

befrugtede æg, fosteranlæg og fostre« pg. 77-78. De øvrige forbud, som

anføres i Det Etiske Råds redegørelse, er allerede i et vist omfang dækket af

lovforslagets bestemmelser.

Til § 15

I § 15 foreslås finansieringen af komitesystemet opdelt, således

at amtskommunerne finansierer driften af de regionale komiteer, mens staten

bekoster udgifterne i forbindelse med den centrale komites opgaver.

Amtskommunerne vil modtage tilskud til driften fra de statsinstitutioner samt

private hospitaler og firmaer, der benytter sig af de regionale komiteer. Der

er ikke med formuleringen tilsigtet nogen udtømmende opregning af de

institutioner, der kan afkræves et gebyr.

Godtgørelse til medlemmerne af de regionale komiteer, herunder til de

medlemmer, der tillige er medlemmer af den centrale komite, foreslås givet

til alle medlemmer, i modsætning til i dag, hvor kun amtsrådsmedlemmer

modtager godtgørelse. Godtgørelsen foreslås fastsat som diæter,

befordringsgodtgørelse og godtgørelse for fravær fra hjemstedet, i

overensstemmelse med, hvad der gælder for medlemmer af

kommunalbestyrelser/amtsråd, jf. lov om kommunernes styrelse. For de

medlemmer af den centrale komite, der ikke er medlemmer af en regional

komite, afgøres spørgsmålet om vederlæggelse i overensstemmelse med statens

almindelige regler.

For statens vedkommende har den foreslåede ordning karakter af en

formalisering af allerede gældende praksis, fordi en række statsinstitutioner

bidrager til det eksisterende komitesystem. For den private sektor, herunder

medicinalfabrikanter og importører, vil der reelt blive tale om en ny udgift.

Et vigtigt argument for det foreslåede system er, at samtlige brugere har

samme væsentlige interesse i, at forskningsprojekter til enhver tid

underkastes en forsvarlig vurdering, og at der derfor oprettes et

velfungerende komitesystem. Specielt for den private sektor gælder, at

kvaliteten af komitevurderingen har væsentlige konkurrencemæssige aspekter,

fordi sektoren afsætter på et marked, der præges af meget streng kontrol.

Til kapitel 6

I § 16 hjemles straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af

bestemmelserne i §§ 5, 6, 13, stk. 2, 3, 4 og 5 og § 14.

Reglen skal ses i sammenhæng med den praksis, der har udviklet sig for at

få forskningsrådsstøtte, ligesom støtte fra private fonde i vid udstrækning

også betinges af komitegodkendelse, samt at publikation, i anerkendte

videnskabelige tidsskrifter i realiteten ikke står åben for projekter, der

ikke er godkendt af en komite.

Til kapitel 7

I § 17 foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1992.

Baggrunden for revisionsbestemmelsen i § 17, stk. 2, er, at en

lovfæstelse af et komitesystem er en nydannelse, og at det er ønskeligt at

følge udviklingen med henblik på eventuelle justeringer af loven.

Ændringerne af en række bestemmelser i lov om oprettelse af et etisk råd

m.v. er af redaktionel karakter.

Kapitlet indeholder sædvanligt forbehold vedrørende Færøerne og Grønland.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter