1991 BTL 59 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER NR L 59 1991-92, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og sundhedsministerens svar
herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
Danmarks Farmaceutiske Højskole,
Dansk Magisterforening,
Dansk Selskab for Medicinsk Filosofi, Etik og Metode,
Dansk Sygeplejeråd,
De Samvirkende Invalideorganisationer,
Den Almindelige Danske Jordemoderforening,
Den Almindelige Danske Lægeforening,
Den Centrale Videnskabsetiske Komite (lægpersonerne),
Det Etiske Råd,
Det Åbne Akademi for Menneskerettigheder,
Forebyggelses- og Patientrådet,
Forældre og Fødsel,
Gen-Etisk Netværk,
Kræftens Bekæmpelse,
Københavns Sundhedsvæsen, Direktoratet, Det Sundhedsfaglige Forskningsråd,
Københavns Sundhedsvæsen, Institut for Sygdomsforebyggelse,
Københavns Universitets Institut for Kultursociologi,
Ringkjøbing Amtskommune, Den Medicinske Forskningsenhed,
Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd og
Turner Centret, Risskov.
Der er af sundhedsministeren, af et flertal og af nogle mindretal stillet
ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres og Det
Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til
Læs alt
vedtagelse med det af sundhedsministeren og de af flertallet stillede
ændringsforslag.
Flertallet forudsætter, at såfremt formanden for de regionale og Den
Centrale Videnskabsetiske Komite vælges blandt de videnskabelige medlemmer,
skal næstformanden vælges blandt de læge medlemmer og omvendt. Det stemmer
overens med allerede gældende praksis og er kommet til udtryk i
standardforretningsordenen for de regionale videnskabsetiske komiteer.
Flertallet har i øvrigt noteret sig lovforslagets bemærkninger om, at der
ved udpegningen af medlemmer til komiteerne skal tilstræbes en ligelig
repræsentation af mænd og kvinder som foreskrevet i lov nr. 157 af 24. april
1985 om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegning af medlemmer til
offentlige udvalg, kommissioner og lignende.
Flertallet finder, at registerforskningen som forudsat ved revisionen af
registerlovgivningen i 1987 indtil videre bør være omfattet af komitesystemet
for den biomedicinske forskning. Men samtidig opfordrer flertallet andre
videnskabsfag som f.eks. det samfundsvidenskabelige til at oprette
komitesystemer, der kan forestå den videnskabsetiske bedømmelse af
forskningsprojekter inden for disse områder. I denne forbindelse ønsker
flertallet endvidere at understrege kravet om, at komiteerne skal gøre brug
af konsulentbistand i de tilfælde, hvor de ikke selv råder over den fornødne
faglige ekspertise til at bedømme forelagte projekter, jf. lovforslagets § 6,
stk. 5.
Flertallet har endvidere noteret sig, at Det Etiske Råd forbereder en
publikation om registerforskning.
Flertallet forudsætter, at de regionale komiteers afgørelser træffes uden
unødig forsinkelse, og flertallet har bemærket, at det fremgår af
standardforretningsordenen for de regionale videnskabsetiske komiteer, at
forskeren almindeligvis skal underrettes om resultatet inden 6 uger fra
forsøgsprotokollens fremsendelse til komiteens sekretariat.
Flertallet ønsker at understrege, at lovforslagets § 7 er en
rammebestemmelse, der bl.a. for så vidt angår det informerede samtykke
forudsættes udfyldt af sundhedsministeren, jf. lovforslagets § 7, stk. 2.
I forbindelse med udmøntningen af bemyndigelsen i lovforslagets § 7, stk.
2, forudsætter flertallet, at det slås fast, at forskning på patientgrupper,
der er ude af stand til af afgive samtykke, f.eks. mindreårige, umyndiggjorte
og bevidstløse, ikke må gennemføres på disse grupper, hvis de lige så godt
kan udføres på voksne habile personer. Der henvises i øvrigt til
sundhedsministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål 96, som er optrykt som
bilag til betænkningen.
Flertallet forudsætter endvidere, at der i udmøntningen af den ovennævnte
bemyndigelse indsættes en bestemmelse om, at komiteerne i særlige tilfælde
kan kræve, at samtykke til at deltage i et forskningsprojekt skal gives til
tredjepart. Det kan f.eks. være aktuelt, hvis de mulige forsøgspersoner
befinder sig i kritiske livs- og behandlingssituationer. Det kan på højt
specialiserede afdelinger dreje sig om patienter, som får tilbud om at
deltage i et forskningsprojekt, der kan indebære fordele for den enkelte
patient, men hvor vedkommende kan føle sig afhængig af forskeren, fordi denne
samtidig er patientens behandlende læge.
Endelig forudsætter flertallet, at det slås fast, at forskningsprojekter
på tvangsanbragte personer og på personer, der befinder sig i tilsvarende
afhængighedsforhold, skal forelægges for såvel den regionale som Den Centrale
Videnskabsetiske Komite, jf. lovforslagets § 6, stk. 4, idet projekter af
denne karakter må anses for at være af principiel karakter.
Med henblik på at understrege Den Centrale Videnskabsetiske Komites
uafhængighed har sundhedsministeren bekræftet, at ansættelse og afskedigelse
af personale vil ske i samråd med komiteens formand.
Herudover forudsætter flertallet, at Den Centrale Videnskabsetiske Komites
budget og regnskab specificeres på Undervisnings- og Forskningsministeriets
konto på finansloven.
Flertallet ønsker i denne forbindelse at fremhæve, at vedkommende ministre
ikke kan give Den Centrale Videnskabsetiske Komite, der bl.a. varetager
opgaver som ankeinstans for de regionale komiteer, tjenestebefalinger om
udfaldet af konkrete sager. Flertallet ønsker herunder at fremhæve
lovforslagets § 10, stk. 2, hvoraf det fremgår, at Den Centrale
Videnskabsetiske Komites afgørelse ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed.
Sundhedsministeren har erklæret sig rede til at fremlægge en redegørelse i
Folketinget om de etiske problemer i forbindelse med forplantningsteknologi.
Redegørelsen, der fremlægges inden udgangen af 1992, skal danne grundlag for
en vurdering af behovet for en samlet lovgivning på området.
Endvidere forudsætter flertallet, at sundhedsministeren inden udgangen af
1992 har foretaget en undersøgelse med henblik på at vurdere, om og i givet
fald i hvilket omfang de såkaldte behandlingsforsøg bør være omfattet af det
videnskabsetiske komitesystem.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme for de under nr. 1, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10 stillede
ændringsforslag og bemærker følgende:
I erkendelse af, at Socialistisk Folkepartis uenighed med
sundhedsministerens lovforslag nr. L 166 fra folketingsåret 1990-91 (2.
samling), (jf. Folketingstidende 1990-91 (2. samling), forhandlingerne sp.
4690 og 5238 samt tillæg A, sp. 4233) var for stor til, at partiet kunne gå
ind for dette, har Socialistisk Folkeparti i starten af dette folketingsår
fremsat sit eget lovforslag nr. L 19.
Socialistisk Folkepartis lovforslag adskiller sig fra nærværende af
sundhedsministeren senere fremsatte lovforslag nr. L 59, som er en
genfremsættelse af L 166, på en række afgørende punkter:
For det første er sundhedsministerens lovforslag for omfattende.
Lovforslaget indeholder således ikke alene bestemmelser for forskning på
mennesker og afdøde og i den forbindelse en lovfæstelse af komitesystemet,
men også forslag om forsøg på menneskets æg, forsteranlæg og fostre. Specielt
spørgsmålet om forsøg på menneskets kønsceller, befrugtede æg, forsteranlæg
og fostre er særdeles kompliceret og er et følelsesmæssigt vanskeligt emne at
tage stilling til. Derfor finder Socialistisk Folkeparti, at hele dette
spørgsmål må behandles selvstændigt i Folketinget efter en indgående
offentlig debat, som ikke er sammenkædet med dette andet store område, nemlig
den generelle lovgivning om biomedicinske forsøg på mennesker. Socialistisk
Folkeparti afventer her forslag til en lovgivning fra sundhedsministeren på
et senere tidspunkt. Socialistisk Folkeparti ønsker i den forbindelse også en
drøftelse af de lovgivningsmæssige forhold om behandling med
reagensglasbefrugtning. På denne baggrund er det uacceptabelt at vedtage det
foreliggende lovforslags kapitel 4.
Ministerens lovforslag omfatter desuden spørgeskemaundersøgelser og
registerforskning, hvis metodeproblemer henhører under den
samfundsvidenskabelige og humanistiske referenceramme og derfor bør vurderes
ud fra andre kriterier end de lægevidenskabelige. Om dette emne viste der sig
uenighed i betænkning nr. 1185/1989: »Forskning på mennesket -
etik/jura«, og Socialistisk Folkeparti forventer en uddybet behandling
af disse forskningsområder, inden der fremsættes lovforslag.
For det andet har Socialistisk Folkeparti ønsket at betone, at formålet
med lovforslaget er at beskytte mennesker og at stille menneskets rettigheder
i centrum. Socialistisk Folkeparti ønsker gennem lovgivningen at slå et
grundlæggende etisk princip fast: at sikre den enkeltes ret til
selvbestemmelse over sit eget liv og levned og at sikre den enkeltes frie ret
til at bestemme, om vedkommende vil være med i biomedicinske forsøg - til at
træffe et informeret valg. Det sikres i ministerens forslag slet ikke i
tilstrækkeligt omfang.
For det tredje har Socialistisk Folkeparti ønsket at få præciseret de
organisatoriske spørgsmål, specielt samarbejdsrelationerne mellem Det Etiske
Råd og Den Centrale Videnskabsetiske Komite, og at sikre komitesystemet
uafhængighed, ligesom Socialistisk Folkeparti havde ønsket at få en større
åbenhed om afgørelser truffet i de videnskabsetiske komiteer. Det er
spørgsmål, som sundhedsministerens lovforslag ikke tager højde for. For
Socialistisk Folkeparti er en væsentlig begrundelse for lovgivning således,
at man sikrer offentlig indsigt i de videnskabsetiske komiteers afgørelser i
form af en løbende information til offentligheden om afgørelserne. Det skal
understreges, at åbenheden skal gælde principielle problemstillinger og ikke
forskningsmæssige detaljer.
I Socialistisk Folkepartis lovforslag var der sikret uafhængighed mellem
Den Centrale Videnskabsetiske Komite og de regionale videnskabsetiske
komiteer. I sundhedsministerens lovforslag er der en overlapning af
medlemmer, hvilket gør funktionen som ankeinstans illusorisk på grund af helt
klare habilitetsproblemer. Socialistisk Folkeparti mener heller ikke, at det
læge element i komiteernes personsammensætning står tilstrækkelig stærkt i
sundhedsministerens lovforslag, og Socialistisk Folkeparti ønsker
patientorganisationer, specielt De Samvirkende Invalideorganisationer,
inddraget.
På baggrund af dette anser Socialistisk Folkeparti ministerens lovforslag
for så mangelfuldt med hensyn til at yde forsøgspersoner, der deltager i
eller er genstand for biomedicinske forsøg, beskyttelse, at Socialistisk
Folkeparti ønsker lovforslaget forkastet.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved
2. behandling.
Mindretallet bemærker, at Fremskridtspartiets folketingsmedlemmer vil
blive stillet frit ved afstemningen om lovforslaget, da det drejer sig om
etiske spørgsmål.
Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2, 3, 7 og 10
stillede ændringsforslag.
Mindretallet havde gerne set, at lovforslaget var blevet delt op i to
dele, således at kapitel 4 var blevet udskilt som et selvstændigt lovforslag.
Mindretallet er imod den del af lovforslaget, der omhandler et
bureaukratisk komitesystem, hvor hvert amtsråd kan nedsætte en eller flere
videnskabsetiske komiteer inden for sit geografiske område. Mindretallet
finder det hensigtsmæssigt, at vurderingen af biomedicinske
forskningsprojekter foregår centralt.
Mindretallet vil kunne gå ind for et selvstændigt lovforslag, der alene
omfatter kapitel 4, så forskning på befrugtede menneskelige æg og
menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, bliver omfattet
af en særlig lov. Mindretallet kan tilslutte sig en sådan lov med det
indhold, der er i det foreliggende lovforslags kapitel 4, med de nødvendige
ændringer, der følger af afvisningen af det foreslåede komitesystem.
Et fjerde mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2, 3, 4, 7, 8,
9 og 10 stillede ændringsforslag.
Mindretallet er tilfreds med, at der nu sker en lovfæstelse af det
videnskabsetiske komitesystem.
Mindretallet kan derfor i alt væsentligt tilslutte sig de synspunkter, der
er tilkendegivet i udtalelsen fra flertallet om funktion, arbejdsområde og
sammensætning af de videnskabsetiske komiteer.
Men mindretallet finder, at det havde været hensigtsmæssigt, om
bestemmelserne i kapitel 4 om forskning på befrugtede menneskelige æg m.v.
var blevet udskilt i en særlig lov. Mindretallet støtter derfor
ændringsforslagene derom.
Mindretallet forventer, at komitesystemet vil fungere gnidningsløst i
adskillige år fremover med de regler, der nu bliver lovfæstet.
Derimod kan mindretallet meget vel forestille sig, at regler for forsøg på
befrugtede æg og andre forplantningsteknologiske eksperimenter vil undergå
forandringer, måske med korte mellemrum, således at hyppige lovændringer vil
blive nødvendige. Derfor er det ikke logisk at lægge dette helt specielle
forskningsområde ind i en lov, hvis væsentligste indhold er regler for
komitesystemet.
Sammenblanding af komitelovgivning og lovgivning om forplantningsteknologi
kan endvidere medføre, at udvalgsmedlemmer på grund af modstand mod
enkeltheder i afsnittene om forplantningsteknologi ikke kan stemme for loven
som helhed, selv om der var fuld støtte til komitedelen af loven.
Mindretallet ser frem til den redegørelse, sundhedsministeren vil
fremlægge inden udgangen af 1992 vedrørende forplantningsteknologi, og vil
allerede på nuværende tidspunkt tilkendegive, at en særlig lovgivning på
området bør etableres.
Et femte mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 4, 6, 7, 8, 9
og 10 stillede ændringsforslag.
Mindretallet udtaler, at lovforslaget ville have været klarere, hvis
ministeren havde delt det i to, således at et forslag omhandlede proceduren
for biomedicinske forsøg og et andet, hvilke forsøg der må foretages.
Anvendelsen af befrugtede æg til forskning eller behandling er etisk
uacceptabelt. En tilladelse til det vil betyde, at de nuværende begrænsninger
inden for menneskets forplantning, som sættes af biologien, vil blive
overskredet eller ophævet med hjælp af medicinsk højteknologi. Alle mere
eller mindre vilkårligt fastsatte begrænsninger, tidsfrister og juridiske
spilleregler vil da kunne argumenteres bort igen med henvisning til nye
mulige videnskabelige landvindinger, samfundsøkonomisk nyttevirkning,
ligestillingsbestræbelser eller slet og ret næstekærlighed.
Ved at fokusere på fortsat forbedring af reagensglasmetoden er der en
betydelig risiko for, at forskning i og behandling af årsagerne til
barnløshed nedprioriteres og sikkert vil blive yderligere nedprioriteret,
efterhånden som reagensglasmetoden forbedres og billiggøres.
Kristeligt Folkeparti har stor forståelse for de ufrivilligt barnløse par,
som presser på for at få forbedret in vitro-befrugtningsteknikken. Deres
problemer bør imidlertid løses gennem en intensivering af forskningen i
årsagerne til barnløshed og bekæmpelsen af den. Herudover mener Kristeligt
Folkeparti, at adoption er et godt alternativ til reagensglasbefrugtning, og
partiet vil arbejde for en liberalisering af adoptionsreglerne.
Såfremt de af Kristeligt Folkeparti stillede ændringsforslag ikke vedtages
ved 2. behandling, vil Kristeligt Folkeparti stemme imod lovforslaget ved 3.
behandling.
ÆndringsforslagAf et mindretal (SF):
Ny paragraf 1) Før § 1 indsættes efter kapiteloverskriften som ny
paragraf:
»§ 01. Loven har til formål at beskytte mennesker og afdøde,
der deltager i eller er genstand for biomedicinske forsøg.«
Af et flertal (S, V og KF), tiltrådt af et mindretal (CD og
RV):
Ny paragraf 2) Før § 1 indsættes efter kapiteloverskriften som ny
paragraf:
»§ 02. Loven har til formål at fastlægge de retlige rammer
for den videnskabsetiske bedømmelse af biomedicinske forskningsprojekter.
Stk. 2. Det videnskabsetiske komitesystems opgave er at sikre
beskyttelsen af forsøgspersoner, der deltager i biomedicinske
forskningsprojekter, samtidig med, at der skabes mulighed for udvikling af
ny, værdifuld viden.«
Til § 3 3) Stk. 3 affattes således:
» Stk. 3. Det ene af de medlemmer, der udpeges af
undervisnings- og forskningsministeren, skal repræsentere statslige
forskningsinteresser. Det andet medlem samt de 2 medlemmer, der udpeges af
sundhedsministeren, skal repræsentere folkeoplysende, almenkulturelle eller
sociale interesser, der er af betydning for den centrale komites virke. Disse
medlemmer må ikke have sæde i kommunale råd eller i Folketinget.«
Til § 5Af et mindretal (SF og KRF), tiltrådt af et mindretal
(RV):
4) I stk. 1 udgår nr. 2 .
Nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 2 og 3.
Af et mindretal (SF):
5) Stk. 2 affattes således:
»Stk. 2 . Det samme gælder forskningsprojekter, hvori
biomedicinsk forskning som nævnt i stk. 1 udgør en væsentlig bestanddel af
det samlede projekt.«
Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (KRF):
Til § 7 6) Stk. 3 affattes således:
»Stk. 3 . Der må ikke foretages biomedicinske forsøg på
mennesker, der er tvangsanbragt på institution.«
Af et mindretal (SF og KRF), tiltrådt af et mindretal (CD og
RV):
Til kapitel 4 7) Kapitlet (§§ 13 og 14) udgår.
Af et mindretal (KRF), tiltrådt af et mindretal (SF og RV):
Til § 16 8) I stk. 1 ændres »§ 5, § 6, § 13, stk. 2, 3,
4 og 5, og § 14« til: »§§ 5 og 6«.
Til § 18 9) Nr. 2, 4, 5, 6 og 7 udgår.
Nr. 3 bliver herefter nr. 2.
Af sundhedsministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af FP):
Til § 19 10) Paragraffen affattes således:
»§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Med ændringsforslaget bestemmes det, at loven har til formål at
beskytte personer og afdøde, der deltager i eller er genstand for
biomedicinske forsøg. Vedtages ændringsforslaget, siger loven, at ingen
motiver kan retfærdiggøre brugen af enkelte mennesker som rene midler til
gavn for andre.
Til nr. 2 Ændringsforslaget gengiver lovens formål, som er at skabe
retligt bindende rammer for den videnskabsetiske bedømmelse af biomedicinske
forskningsprojekter i Danmark.
Det vil sige, at et forskningsprojekt først må iværksættes, når det er
godkendt af det videnskabsetiske komitesystem.
Udtrykket »forsøgspersoner« skal forstås i vid forstand. Det
gælder, hvad enten forskningsprojektet udføres på levendefødte menneskelige
individer, fosteranlæg, menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til
befrugtning, eller afdøde.
Stk. 2 fremhæver, at der i den videnskabsetiske bedømmelse af
forskningsprojekter skal foretages en afvejning af beskyttelseshensynene til
den enkelte forsøgsperson samtidig med, at der i komitebedømmelsen skal indgå
en vurdering af, om forskningsprojektet er af god videnskabelig standard, og
om projektet har et lødigt formål, herunder om der er tale om et projekt, der
kan bidrage til udvikling af ny, relevant viden. Komitebedømmelsen skal
således ikke blot omfatte en snæver videnskabsetisk vurdering, men skal
tillige inddrage mere almene etiske aspekter.
Til nr. 3 Ændringsforslaget har til formål at sikre en overvægt af læge
medlemmer i Den Centrale Videnskabsetiske Komite.
Til nr. 4 og 7 Til ændringsforslagene har et mindretal (Socialistisk
Folkeparti) følgende bemærkninger:
Spørgsmålet om forsøg på menneskets kønsceller, befrugtede æg, fosteranlæg
og fostre er særdeles kompliceret og et følelsesmæssigt vanskeligt emne at
tage stilling til. Derfor finder forslagsstillerne, at hele dette spørgsmål
må behandles selvstændigt i Folketinget efter en indgående offentlig debat,
som ikke er sammenkædet med dette andet store område, nemlig den generelle
lovgivning om biomedicinske forsøg på mennesker. Forslagsstillerne afventer
her forslag til lovgivning fra sundhedsministeren på et senere tidspunkt.
Forslagsstillerne ønsker i den forbindelse også en drøftelse af de
lovgivningsmæssige forhold om behandling med reagensglasbefrugtning.
Til nr. 4, 7, 8 og 9 Til ændringsforslagene har et mindretal (Kristeligt
Folkeparti) følgende bemærkninger:
Ændringsforslagene betyder, at det gældende forbud i lov nr. 353 af 3.
juni 1987 mod forskning på befrugtede menneskelige æg og kønsceller, der
agtes anvendt til befrugtning, bevares.
Kristeligt Folkeparti fastholder den grundlæggende respekt for det
menneskelige liv fra befrugtningsøjeblikket. Den nyere teknologiske udvikling
giver menneskene nogle muligheder, som vi af etiske grunde må afholde os fra
at benytte os af.
Kristeligt Folkeparti vil meget gerne hjælpe de ufrivilligt barnløse til
at få deres ønske om et barn opfyldt. Men vi mener, at forskellige former for
adoption vil være et godt alternativ til reagensglasmetoden, og vil arbejde
for en liberalisering af adoptionsreglerne.
Til nr. 5 Spørgeskemaundersøgelser og registerforskning, hvis
metodeproblemer henhører under den samfundsvidenskabelige og humanistiske
referenceramme, bør vurderes ud fra andre kriterier end de
lægevidenskabelige. Om dette emne viste der sig uenighed i betænkning nr.
1185/1989: »Forskning på mennesket - etik/jura«, og
forslagsstillerne forventer en uddybet behandling af disse forskningsområder,
inden der fremsættes lovforslag herom.
Til nr. 6 Her tænkes bl.a. på indsatte i fængsler eller børn, der er
tvangsanbragt på institution. Det afgørende er, at disse mennesker er i et
direkte afhængighedsforhold, som gør, at de aldrig vil kunne træffe et frit
valg, heller ikke til at deltage i biomedicinske forsøg. Der er formentlig
tale om meget få biomedicinske forsøg, så bestemmelsen vil få relativt lille
betydning for den lægevidenskabelige forskning, men det er vigtigt for
forslagsstillerne at give en retsgaranti for mennesker, der er i denne
situation.
Til nr. 10 Da det grønlandske sundhedsvæsen er overført til Grønland den
1. januar 1992, gælder forbeholdet i § 19 om, at loven kan sættes i kraft ved
kongelig anordning for disse landsdele, kun for Færøerne.
Hanne Andersen (S) Dorte Bennedsen (S) Martin Glerup (S) Anna-Marie Hansen
(S) Tove Lindbo Larsen (S) Torben Lund (S) nfmd. Lone Møller (S) Birgitte
Husmark (SF) Lis Noer Holmberg (CD) Karen Højte Jensen (KF) Fischer (KF)
Mariann Fischer Boel (V) Anders Mølgaard (V) Jørgen Winther (V) Køpke
Christensen (FP) fmd. Elisabeth Arnold (RV) Inger Stilling Pedersen
(KRF) Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til sundhedsministeren og dennes besvarelse
heraf
Spørgsmål 25:
»Ministeren bedes oplyse, om de forsøgspersoner, der omtales i punkt
10 i »Det Etiske Råds udtalelse om de videnskabsetiske aspekter af
forsøg på mennesket«, jf. L 59 - bilag 21, er omfattet af lov om
patientforsikring. Dækker § 1, stk. 2, og § 4, stk. 1 og 3, i lov nr. 367 af
6. juni 1991 om patientforsikring fuldt ud de forsøgspersoner, der er omtalt
i L 59 - bilag 21?»
Svar:
I Det Etiske Råds udtalelse, punkt 10, anføres, »at man bør indføre
et objektivt ansvar for alle skader, som personer, der deltager i forsøg,
pådrager sig. Der bør således indføres en forsikring, som også omfatter
skader i forbindelse med forsøg«.
Loven om patientforsikring, der træder i kraft 1. juli 1992, er dels
begrænset til offentlige sygehuse og sygehuse, hvormed det offentlige har
driftsoverenskomst, jf. lovens § 1, stk. 1, dels undtaget skader, der skyldes
egenskaber ved lægemidler, jf. § 3, stk. 3.
Ifølge lovens § 1, stk. 2, pkt. 1, sidestilles patienter efter § 1, stk.
1, med personer, der deltager i biomedicinske forsøg, der ikke indgår som led
i diagnostik eller behandling af personens sygdom.
Patientforsikringsloven dækker derfor de raske forsøgspersoner efter
lovens § 1, stk. 2, medens de forsøgspersoner, hvor »forsøget«
indgår som et led i behandlingen af patientens lidelse (de af rådet benævnte
»behandlingsforsøg«), dækkes efter lovens almindelige
erstatningsområde efter § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.
Dog er skader i forbindelse med afprøvning af lægemidler efter lovens § 4,
stk. 2, jf. § 3, stk. 3, holdt uden for lovens dækningsområde. Efter lovens §
3, stk. 3, ydes der som anført ikke efter patientforsikringsloven erstatning
for skader, der skyldes egenskaber ved de lægemidler, der er anvendt ved
undersøgelse, behandling eller lignende. Dette skyldes, jf. bemærkningerne
til lovforslaget, at et EF-direktiv om produktansvar og den senere danske
følgelov om produktansvar (L 371 - 7/6 1989) direkte regulerer
erstatningsansvar for produkter, herunder lægemidler.
Hvis der under afprøvning af lægemidler begås en egentlig lægelig fejl
m.v., vil en skade dog være omfattet af patientforsikringslovens almindelige
erstatningsområde, jf. § 1, stk. 1, idet det her er forudsat, at der ikke er
fejl ved selve lægemiddelproduktet eller i producentens anvisning for
afprøvning af lægemidlet.
Endelig er forsøg generelt ikke omfattet af patientforsikringsloven, hvis
det drejer sig om forsøg/behandlinger hos privatpraktiserende læger, private
firmaer m.fl. Her gælder de almindelige regler for erstatningsansvar, evt.
produktansvarsloven, hvis det drejer sig om lægemidler.
Udvalgets spørgsmål om indholdet af patientforsikringslovens § 4, stk. 1
og 3, opfattes således, at denne bestemmelse indeholder et objektivt ansvar
som nævnt i Det Etiske Råds udtalelse.
Efter lovens § 4, stk. 1, indføres der reelt et objektivt
erstatningsansvar for raske forsøgspersoner, idet det i forvejen udvidede
erstatningsansvar ved forsøg på raske forsøgspersoner skærpes gennem
indførelse af en omvendt bevisbyrde, således at erstatning udbetales,
medmindre det er overvejende sandsynligt, at skaden har anden årsag.
Hvor der er tale om de af rådet nævnte behandlingsforsøg, er
erstatningsansvaret derimod omfattet af patientforsikringslovens normale
erstatningsansvar, jf. lovens § 2, stk. 1. Denne regel indebærer i øvrigt en
skærpelse i forhold til de almindelige erstatningsansvarsregler, men kan på
den anden side næppe (dog undtaget § 2, stk. 1, nr. 2, om apparaturfejl)
betegnes som et objektivt ansvar.
I lovens § 4, stk. 3, bestemmes, at de raske forsøgspersoner også kan få
erstatning for psykiske skader.
SUNDHEDSSTYRELSEN
Ved brev af 12. februar 1992 med bilag (2. kt. j.nr. 383-5/1991) anmodede
Sundhedsministeriet Sundhedsstyrelsen om en udtalelse til brug for
sundhedsministerens besvarelse af spørgsmål 80, 81 og 88 oversendt fra
Folketingets Sundhedsudvalg ad L 59/L 19.
Sundhedsstyrelsen kan udtale følgende:
Spørgsmål 80:
»Vil ministeren redegøre for, hvad hensigten er med et opsætte
befrugtede æg i kvindens livmoder, når disse æg har været genstand for
forskning (jf. L 59, § 13, stk. 4)?»
Svar:
Bestemmelsen i § 13, stk. 4, må ses i sammenhæng med § 13, stk. 1,
hvorefter kun forsøg, som har til formål at forbedre in vitro-befrugtning, må
udføres, samt med det efterfølgende afsnit af § 13, stk. 4, hvor det
fastslås, at opsætning kun må ske, hvis der ikke er risiko for videregivelse
af arvelige sygdomme m.v. Jf. Sundhedsstyrelsens bidrag til besvarelse af
spørgsmål 14, ad L 166 under 15. august 1991 med supplerende brev af 9.
september 1991 ad samme kan der principielt forudses bl.a. forsøg, som skal
fremme sædcellers mulighed for at trænge ind i ægceller og befrugte disse, og
hvor det ikke er tænkeligt, at arvemassen forandres. Eksempelvis: Hvis
ufrugtbarhed hos et par forårsages af, at manden har meget få egnede
sædceller, kunne mikro-udboring eller »slibning« af æggets
overflade tænkes at muliggøre en sådan befrugtning, og formålet vil da være
opsætning i livmoderen med henblik på fremkaldelse af en graviditet.
Spørgsmål 81:
»Hvordan vil ministeren sikre, at der ikke er risiko for
videregivelse af arvelige sygdomme m.m. (jf. L 59, § 13, stk. 4)?»
Svar:
Bestemmelsen må ses i sammenhæng med foranstående punkt i § 13, stk. 4,
jf. besvarelsen af spørgsmål 80. Der tænkes således på mutation eller
beskadigelse af arvemassen m.v. som følge af eksperimentelle påvirkninger,
det vil sige, det skal være udelukket, at den anvendte teknik kan fremkalde
sådanne ændringer. Derimod kan der som udgangspunkt ikke være sikkerhed for,
at arvelige sygdomme forårsaget af kvindens eller mandens arvelige anlæg ikke
videregives, hvilket heller ikke tilsigtes med bestemmelsen.
Spørgsmål 88:
»Ministeren bedes tilsende udvalget en uddybende beskrivelse, jf.
tidligere besvarelse, af fosterets udvikling.«
Svar:
Spørgsmålet refererer til sundhedsministerens besvarelse af spørgsmål nr.
8, ad L 166. I sit bidrag til besvarelsen af spørgsmålet omtalte
Sundhedsstyrelsen særligt de første ca. 40 dage efter
befrugtningstidspunktet, det vil sige til og med 8. uge efter seneste
menstruation. Denne del af fosterudviklingen anses i almindelighed for at
være særlig kritisk, fordi kønsudviklingen, anlæggelsen af organsystemerne,
arme og ben, sker i denne periode. Sundhedsstyrelsen har opfattet ønsket om
uddybning således, at der er ønsket angivet hovedpunkter også i fosterets
senere udvikling, og skal henvise til vedlagte bilag 1, som er uddrag af
materiale udarbejdet af Sundhedsstyrelsens 1. afdeling. De i figuren angivne
graviditetslængder refererer til første dag af seneste menstruation, og det
bemærkes, at varigheden i forhold til selve befrugtningstidspunktet vil være
ca. 2 uger kortere end de angivne værdier.
Spørgsmål 92:
»Ministeren anmodes om at sende udvalget en redegørelse om den
lovgivning i Tyskland og England, som ministeren sendte til udvalget i
forbindelse med besvarelsen af spørgsmål nr. 45, jf. bilag 65. Redegørelsen
bør omfatte en oversigt, der viser, om man i Tyskland og England har
bestemmelser, der svarer til kapitel 4 i L 59.«
Svar:
Den tyske lovgivning »Gesetz zum Schutz von Embryonen« af 13.
december 1990 åbner ikke mulighed for, at der udføres forskning på befrugtede
menneskelige æg, idet § 1, litra 2, i loven bestemmer, at det er strafbart at
befrugte en ægcelle kunstigt til andet formål end at frembringe en graviditet
hos den kvinde, som ægcellen stammer fra. Denne bestemmelse betyder, at den
tyske lov ligesom L 59 forbyder donation af befrugtede menneskelige æg (L 59,
§ 13, stk. 5).
Loven indeholder derudover bestemmelser, der forbyder, at der foretages
valg af barnets køn i forbindelse med den kunstige befrugtning, undtagen i de
tilfælde, hvor valget af køn har betydning for at undgå, at barnet har en
kønsbestemt sygdom (§ 3).
Den tyske lov §§ 5, 6 og 7 indeholder ligesom L 59, kapitel 4, § 14,
forbud mod at foretage manipulation med den menneskelige arvemasse og forbud
mod at fremstille arvemæssigt identiske menneskelige individer.
Den engelske lov »Human Fertilisation and Embryology Bill« (Bill
141) giver en videre adgang til forskning på befrugtede æg end L 59, § 13,
idet der kan udstedes tilladelse til forskning til andre formål end blot at
forbedre in vitro-befrugtningsteknikken eller andre behandlinger for
ufrivillig barnløshed, hvor en kvindes æg befrugtes uden for livmoderen.
Den engelske lov åbner således mulighed for, at der kan udstedes
tilladelser til forskning (licences for research), hvis forskningen har
følgende formål:
- Fremme af forskning i forbindelse med barnløshed.
- Udvidelse af kendskabet til grundene til aborter.
- Udvikling af mere effektive måder til prævention.
- Udvikling af metoder til at opdage gen- og kromosomabnormaliteter i
embryoner før implantation.
Den engelske lov indeholder regler om embryoner, æg og sædceller samt
regler for indhentelse af samtykke fra æg- og sæddonorer.
Ligesom den tyske lov og L 59 indeholder den engelske lov også forbud mod
genetisk manipulation med den menneskelige arvemasse.
I den engelske lov har man ligesom i L 59 valgt at sætte grænsen for
forsøg med befrugtede menneskelige æg til 14 dage efter befrugtningen (Punkt
3, underafsnit (3) og (4), linje 30-45).
Loven indeholder desuden bestemmelser om et kontrolorgan (Human
Fertilisation and Embryology Authority), der er nedsat med henblik på at
kontrollere forskning på befrugtede menneskelige æg m.v.
Jeg mener, at vi med L 59 har fundet en god balance i forbindelse med det
meget svære emne, som forskning på befrugtede menneskelige æg er. I stedet
for at udelukke enhver forskning på området, som er konsekvensen af den tyske
lovgivning, sker der ved L 59 en forsigtig åbning på det enkelte område, som
har til formål at forbedre in vitro-forplantningsteknikken i forbindelse med
teknikkerne til kunstig befrugtning.
Spørgsmål 93:
»Ministeren anmodes om at indhente årsagsforklaringer til de
periodeangivelser, der er nævnt under punkt 3 i vedlagte bilag. Bilaget blev
udleveret til medlemmerne af Udvalget vedrørende Det Etiske Råd i forbindelse
med et besøg på Rigshospitalet den 19. februar 1990.«
Svar:
Jeg kan henholde mig til vedlagte skrivelse af 30. marts 1992 fra
Rigshospitalets direktion.
Rigshospitalet
Direktionen
30. marts 1992
Med henvisning til journal nr. 383-5/1991 har Rigshospitalets direktion
forespurgt reproduktionsbiologisk laboratorium på afdeling Y vedrørende
besvarele af spørgsmål 93 punkt a, b og c.
Direktionen vedlægger i kopi besvarelsen fra reproduktionsbiologisk
laboratorium, til hvilken direktionen henholder sig.
Vedr.: Udtalelse til brug for besvarelse af spørgsmål 93 og vedlagte
bilag punkt 3
Dyrkning af befrugtede æg (præ-embryoer) i maksimalt 14 dage.
a) Med henblik på nedfrysning (i 4-5 dage).
Normalt bliver befrugtede æg dyrket uden for kroppen i 2 til 3 dage,
førend de bliver indført i livmoderen. Efter nedfrysning er det normalt, at
de befrugtede æg dyrkes yderligere et døgn for at se, hvordan de har klaret
dybfrysningen. Det betyder, at perioden uden for kroppen vil blive 3 til 4
dage. For ikke at komme i karambolage med en lovfastsat tidsgrænse har vi
foreslået 4 til 5 dage.
b) Med henblik på kvalitetskontrol (i 7 dage).
Først efter dyrkning i 6 til 7 dage uden for kroppen vil det befrugtede æg
have delt sig et tilstrækkeligt antal gange til, at kvaliteten af
dyrkningsbetingelserne kan evalueres. Heri indgår tillige en vurdering af,
hvordan det befrugtede æg differentierer i denne periode.
c) Med henblik på undersøgelser af implantation (i op til 14 dage).
I naturen begynder implantationen cirka 6 dage efter ægløsningen. Herefter
tager det cirka en uge, førend præ-embryoet er kommet ud af sin skal og har
gravet sig ned i livmoderen og er endeligt implanteret.
Først på det tidspunkt, dvs. 13 til 14 dage efter ægløsningen, ses de
første tegn på et egentligt embryo. Det vil sige, at der går ca. 14 dage,
inden selve individet begynder at vise sig. Efter ca. 14 dage vil mindre end
1 pct. af de celler, præ-embryoet består af, danne embryoet, fosteret og
endelig selve barnet. 99 pct. af cellerne vil på dette tidlige tidspunkt
medgå til dannelse af fosterhinder og moderkage
Såfremt yderligere oplysninger eller andre informationer ønskes, står jeg
gerne til rådighed.
Spørgsmål 96:
»Ad ministerens svar på spørgsmål 94, jf. bilag 84
Ministeren bedes sende udvalget ministerens forslag til den konkrete
udmøntning af de i svaret nævnte ministerbemyndigelser. Ministeren bør i den
forbindelse klart tilkendegive, hvilke principper og retningslinjer
ministeren vil tage i anvendelse.«
Svar:
Som nævnt i mit svar på spørgsmål 94 forudsætter den konkrete udmøntning
af bemyndigelsen i § 7, stk. 2, bl.a. en drøftelse med relevante
myndigheder og instanser som f.eks. Sundhedsstyrelsen, det videnskabsetiske
komitesystem, Den alm. danske lægeforening m.fl.
Jeg kan derfor for nærværende alene præcisere en række principielle
synspunkter, som Sundhedsministeriet vil lægge til grund under disse
drøftelser.
ad det informerede samtykke* Det slås fast, at voksne habile
patienters og raske forsøgspersoners samtykke til at deltage i projekter
altid skal opnås på baggrund af fuld information om disses indhold, herunder
forudselige risici og fordele. Undtagelser herfra kan kun komme på tale ved
registerforskning, jf. lovforslagets § 7, stk. 3, og i tilfælde, hvor
personen midlertidigt er ude af stand til at modtage information og give
samtykke på grund af bevidstløshed eller af andre årsager, jf. lovforslagets
§ 7, stk. 1, nr. 3. I de sidstnævnte situationer må der stilles krav om, at
forskningen kun kan udføres på personer, der befinder sig i denne tilstand,
at samtykke indhentes fra de nærmeste pårørende, og at efterfølgende
information af forsøgspersonerne gives, hvis og så snart det er muligt.
* Stedfortrædende samtykke fra forældre/værge skal indhentes ved
umyndighed (mindreårige og umyndiggjorte). Kravet om forældre/værgesamtykke
bør generelt gælde mentalt handicappede personer, hvad enten de er
umyndiggjort eller ej, hvis deres handicap gør dem ude af stand til at forstå
informationens indhold og rækkevidde.
Omvendt bør der, i det omfang den potentielle deltagers mentale evner
taler derfor, lægges vægt på vedkommendes holdning til deltagelsen. Det bør
således slås fast, at et nej altid skal respekteres, mens et ja ikke altid
kan efterleves. I begge tilfælde bør desuden gælde, at der ikke bør
gennemføres forskningsprojekter på børn, psykisk syge og mentalt
handicappede, som kan udføres på habile voksne personer.
Endelig kan der være grund til at gentage, at forskning på personer, der
er tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt på psykiatriske institutioner, er
forbudt i medfør af loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien
(lov nr. 331 af 24. maj 1989).
* Det slås fast, at hensynet til fosteret/spædbarnet sætter grænser for,
hvilke typer forskning der må gennemføres på den gravide/moderen.
Samtidig har fosteret/spædbarnet krav på, at der vises særlig
agtpågivenhed over for, hvilke typer forskning der tillades udført på dem.
Begrundelsen herfor er, at de - ligesom mentalt handicappede og lidt større
børn - er i andres varetægt, dvs. i så udpræget grad henvist til andres
hjælp, omsorg og pleje. Det slås fast, at kun projekter, som kan komme
fosteret/spædbarnet eller moderen til gode, eller som har til formål at
studere svangerskabets (amningens) problemer, bør tillades - og kun hvis
moderen og fosteret ikke udsættes for uacceptable risici.
* Med hensyn til frihedsberøvede bør det slås fast, at en forudsætning
for, at disse kan deltage i biomedicinske forskningsprojekter, er, at
projektet kun kan gennemføres på frihedsberøvede og kan tænkes at komme disse
til nytte.
* Herudover bør f.eks. skriftlighedskravet præciseres således, at
forsøgsdeltagerne ikke bibringes en opfattelse af, at vedkommende - helt
eller delvis - påtager sig ansvaret for forsøgets gennemførelse eller i
øvrigt fraskriver sig sine rettigheder. Det vil også blive præciseret, at
forsøgsdeltagerne så vidt muligt bør have god tid til at tage stilling til
deltagelsen i forskningsprojektet.
ad risikoafvejningen * Både behandlings- og forskningssituationen kan være
forbundet med risici for patient og forsøgsperson. I behandlingssituationen
vil lægens vurdering af, hvor grænserne for en acceptabel risiko går,
væsentligt blive styret af hensynet til patientens velfærd og de
begrænsninger, samfundet sætter i form af det juridiske ansvar for forsvarlig
lægegerning. I forskningssituationen kommer der det yderligere moment ind, at
forskningsprojektet ikke alene sigter mod den enkelte involverede patients
nytte. Det gør det nødvendigt at formalisere risikoafvejningen, når projektet
forelægges.
Generelt bør det således slås fast, at raske forsøgspersoner ikke må
udsættes for risici ud over det helt minimale. Hvor der er tale om klinisk
forskning på voksne, habile patienter, må en højere risiko - naturligvis
efter fornøden information og opnåelse af samtykke - kunne accepteres ud fra
den betragtning, at forsøget kan rumme fordele for patienten og kommende
patienter. Medvirker en patient i et projekt, der ikke vedrører den sygdom,
patienten lider af, er situationen den samme som ved raske forsøgspersoner.
Er patienten ude af stand til at modtage information og give samtykke, må de
påregnelige fordele ved projektet for patienten være meget store for at kunne
begrunde en risiko, der svarer til, hvad der kan accepteres for voksne,
habile patienter.
Der er med andre ord tale om en risikoskala, som ikke kan formaliseres så
vidt, at der ikke kan opstå usikkerhed i det enkelte tilfælde. Det vil i
meget høj grad være bedømmelsen i den videnskabsetiske
komite/Sundhedsstyrelsens lægemiddelafdeling, der i det enkelte tilfælde må
sikre en forsvarlig afvejning. I den ene ende af skalaen har man ingen
risiko, i den anden en risiko, der er så høj, at den er direkte
velfærdstruende. Et sted på denne skala går grænsen, idet forskeren under
ingen omstændigheder er berettiget til at sætte forsøgspersonens velfærd på
spil af hensyn til forskningen.
I forbindelse med udmøntningen af bemyndigelsen i § 13, stk. 5, vil
følgende principper og retningslinjer blive lagt til grund:
ad nedfrysning * Nedfrysning af ubefrugtede menneskelige æg kan
ske med henblik på senere tilbageføring til den kvinde, der har afgivet
ægget, eller med henblik på donation. Ubefrugtede menneskelige æg må ikke
være nedfrosset i mere end 1 år.
Nedfrysningen af befrugtede menneskelige æg kan finde sted med henblik på
senere tilbageføring til den kvinde, hvorfra det befrugtede æg hidrører.
Befrugtede menneskelige æg må ikke være nedfrosset i mere end 1 år.
* Før nedfrysningen finder sted, skal der foreligge skriftligt samtykke
til nedfrysning og opbevaring. Den/de pågældende skal forinden informeres om
alle relevante aspekter af nedfrysningen.
Ubefrugtede menneskelige æg må kun optøs og anvendes i overensstemmelse
med donors bestemmelse.
Befrugtede menneskelige æg må kun optøes og anvendes, såfremt begge parter
afgiver skriftligt samtykke før hver behandlingscyklus. Det forudsættes
således, at befrugtede æg destrueres i tilfælde af vedkommendes død eller
skilsmisse/separation, samt at vedkommende ikke kan give samtykke til, at det
befrugtede æg bruges til befrugtning efter den pågældendes død. Det vil med
andre ord sige, at en ægtefælle/samlever ikke efterfølgende kan kræve det
befrugtede menneskelige æg udleveret.
ad donation * Donation af ubefrugtede menneskelige æg er tilladt.
Derimod er det ikke tilladt at donere befrugtede menneskelige æg.
* Der skal foreligge et skriftligt samtykke til donation. Forinden skal
vedkommende informeres om konsekvenserne heraf.
* Donor skal sikres anonymitet. En donor kan ikke få oplysninger om
parrets eller barnets identitet.
* Herudover bør der fastsættes bestemmelser om adgangen til at fortryde et
samtykke til donation og grænser for antallet af børn, der må fødes efter
donation.
Bemyndigelsen i § 15, stk. 4, er i det væsentlige af teknisk karakter, og
udmøntningen heraf må bero på en drøftelse med de relevante myndigheder.
Spørgsmål 97:
»Ministeren bedes begrunde, hvorfor ministeren vil fastsætte en
grænse på 1 år i forbindelse med nedfrysning af befrugtede menneskelige æg.
Ministeren bedes overveje, om det ikke vil være mere hensigtsmæssigt at sætte
tidsrammen i forhold til behandlingsresultatet, således at de befrugtede æg
destrueres efter endt behandling - med eller uden resultat.«
Svar:
Jeg kan henholde mig til vedlagte udtalelse af 14. april 1992 fra
Sundhedsstyrelsen.
Med den valgte tidsgrænse på 1 år mener jeg således, at der er sikret en
rimelig balance mellem de forskellige hensyn, der gør sig gældende på dette
område.
Sundhedsstyrelsen
4. april 1992
Ved brev af 7. april 1992 (2. kt. j.nr. 383-5-1991) anmodede
Sundhedsministeriet om styrelsens udtalelse til brug for besvarelsen af
spørgsmål 97 ad L 59/L 19 fra Folketingets Sundhedsudvalg til ministeren,
ligesom ministeriet efterfølgende telefonisk har udbedt sig bidrag til
besvarelse af spørgsmål 99.
Sundhedsstyrelsen kan udtale følgende:
Spørgsmål 97:
»Ministeren bedes begrunde, hvorfor ministeren vil fastsætte en
grænse på 1 år i forbindelse med nedfrysning af befrugtede menneskelige æg.
Ministeren bedes overveje, om det ikke vil være mere hensigtsmæssigt at sætte
tidsrammen i forhold til behandlingsresulattet, således at de befrugtede æg
destrueres efter endt behandling - med eller uden resultat.«
Svar:
Først med fødsel af levende barn kan det tilsigtede behandlingsresultat af
reagensglasbefrugtningen siges at være opnået. Fremkaldelse af graviditet kan
i sig selv ikke anvendes som kriterium for, at resultatet er opnået, idet der
selv da må tages hensyn til forekomsten af spontan abort, hvilket kan
nødvendiggøre gentagelse af behandlingsforsøg efter pause. Tilfældig sygdom,
ulykkestilfælde m.v. kan nødvendiggøre udskydelse af gentagen IVF-behandling.
Eventuelt kan en kvinde af andre grunde ønske en tænkepause, før nyt forsøg
besluttes. Disse eksempler viser, at destruktion af æg efter en væsentlig
kortere periode end de foreslåede 12 måneder næppe ville kunne påregnes, selv
om tidsrammen blev sat i forhold til behandlingsresultatet. Derimod ville et
sådant kriterium kunne nødvendiggøre længere opbevaring af udtagne æg end de
foreslåede 12 måneder.
Spørgsmål 99:
»Ministeren bedes redegøre for, hvorledes og hvornår
DNA-sondeundersøgelser forventes taget i brug i det danske
sundhedsvæsen.«
Svar:
Spørgsmålet refererer, jf. det af ministeriet fremsendte bilag, til
ministeriets svar af 24. marts 1992 på spørgsmål 78 ad L 59/L 19, hvor der
henvistes til ligeledes vedlagt udtalelse af 5. marts 1992 fra Den Centrale
Videnskabsetiske Komite.
Sundhedsstyrelsen kan oplyse, at den i besvarelsen omtalte
DNA-teknologiske undersøgelse for genet for cystisk fibrose er et eksempel på
DNA-sondeundersøgelser. Der er herhjemme desuden mulighed for at udføre
DNA-teknologisk diagnostik ved en række andre tilstande.
DNA-sondeundersøgelser er således allerede taget i brug i det danske
sundhedsvæsen. I den centrale komitees bidrag til besvarelse af spørgsmål 79
omtales nederst side 2 »forventede fremtidige DNA-sondeundersøgelser . .
.«. Denne forventning kan efter Sundhedsstyrelsens opfattelse ikke
præciseres ved at pege på bestemte sygdomme, der som de næste i rækken vil
kunne gøres til genstand for diagnostik/screening. Styrelsen opfatter
formuleringen som en generel tilkendegivelse af, at screening baseret på
DNA-teknologiske undersøgelser i nogle tilfælde vil kunne medføre opstilling
af yderligere krav/betingelser fra komiteen i forbindelse med hypotetiske
fremtidige projekter.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 LSF 19 FORSLAG TIL LOV OM BIOMEDICINSK FORSØGSVIRKSOMHED SAMT OM DET ETISKE RÅD OG ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM Retsinformation · 2. oktober 1991
- 1995 LSF 179 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER OG LOV OM OPRETTELSE AF ET ETISK RÅD OG REGULERING AF VISSE BIOMEDICINSKE FORSØG (NEDSÆTTELSE, OPFØLGNING M.V.) Retsinformation · 12. juni 1996
- 1991 LSF 59 FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER Retsinformation · 13. november 1992
- 1989 LSF 209 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OPRETTELSE AF ET ETISK RÅD OG REGULERING AF VISSE BIOMEDICINSKE FORSØG (UDSKYDELSE AF LOVREVISION) Retsinformation · 17. maj 1990
- 1995 BTL 179 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER (NEDSÆTTELSE, OPFØLGNING M.V.) NR L 179 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 4. juni 1996
- 1996 BTL 5 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KUNSTIG BEFRUGTNING I FORBINDELSE MED LÆGELIG BEHANDLING, DIAGNOSTIK OG FORSKNING M.V. NR L 5 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 13. august 1997