Spring til indhold

Retsinformation

1991 BTL 59 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER NR L 59 1991-92, 1. SAMLING

1991/1 BTL 59Betænkning over lovforslagFolketinget11. november 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og sundhedsministerens svar

herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser

fra:

Danmarks Farmaceutiske Højskole,

Dansk Magisterforening,

Dansk Selskab for Medicinsk Filosofi, Etik og Metode,

Dansk Sygeplejeråd,

De Samvirkende Invalideorganisationer,

Den Almindelige Danske Jordemoderforening,

Den Almindelige Danske Lægeforening,

Den Centrale Videnskabsetiske Komite (lægpersonerne),

Det Etiske Råd,

Det Åbne Akademi for Menneskerettigheder,

Forebyggelses- og Patientrådet,

Forældre og Fødsel,

Gen-Etisk Netværk,

Kræftens Bekæmpelse,

Københavns Sundhedsvæsen, Direktoratet, Det Sundhedsfaglige Forskningsråd,

Københavns Sundhedsvæsen, Institut for Sygdomsforebyggelse,

Københavns Universitets Institut for Kultursociologi,

Ringkjøbing Amtskommune, Den Medicinske Forskningsenhed,

Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd og

Turner Centret, Risskov.

Der er af sundhedsministeren, af et flertal og af nogle mindretal stillet

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres og Det

Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til

Læs alt

vedtagelse med det af sundhedsministeren og de af flertallet stillede

ændringsforslag.

Flertallet forudsætter, at såfremt formanden for de regionale og Den

Centrale Videnskabsetiske Komite vælges blandt de videnskabelige medlemmer,

skal næstformanden vælges blandt de læge medlemmer og omvendt. Det stemmer

overens med allerede gældende praksis og er kommet til udtryk i

standardforretningsordenen for de regionale videnskabsetiske komiteer.

Flertallet har i øvrigt noteret sig lovforslagets bemærkninger om, at der

ved udpegningen af medlemmer til komiteerne skal tilstræbes en ligelig

repræsentation af mænd og kvinder som foreskrevet i lov nr. 157 af 24. april

1985 om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegning af medlemmer til

offentlige udvalg, kommissioner og lignende.

Flertallet finder, at registerforskningen som forudsat ved revisionen af

registerlovgivningen i 1987 indtil videre bør være omfattet af komitesystemet

for den biomedicinske forskning. Men samtidig opfordrer flertallet andre

videnskabsfag som f.eks. det samfundsvidenskabelige til at oprette

komitesystemer, der kan forestå den videnskabsetiske bedømmelse af

forskningsprojekter inden for disse områder. I denne forbindelse ønsker

flertallet endvidere at understrege kravet om, at komiteerne skal gøre brug

af konsulentbistand i de tilfælde, hvor de ikke selv råder over den fornødne

faglige ekspertise til at bedømme forelagte projekter, jf. lovforslagets § 6,

stk. 5.

Flertallet har endvidere noteret sig, at Det Etiske Råd forbereder en

publikation om registerforskning.

Flertallet forudsætter, at de regionale komiteers afgørelser træffes uden

unødig forsinkelse, og flertallet har bemærket, at det fremgår af

standardforretningsordenen for de regionale videnskabsetiske komiteer, at

forskeren almindeligvis skal underrettes om resultatet inden 6 uger fra

forsøgsprotokollens fremsendelse til komiteens sekretariat.

Flertallet ønsker at understrege, at lovforslagets § 7 er en

rammebestemmelse, der bl.a. for så vidt angår det informerede samtykke

forudsættes udfyldt af sundhedsministeren, jf. lovforslagets § 7, stk. 2.

I forbindelse med udmøntningen af bemyndigelsen i lovforslagets § 7, stk.

2, forudsætter flertallet, at det slås fast, at forskning på patientgrupper,

der er ude af stand til af afgive samtykke, f.eks. mindreårige, umyndiggjorte

og bevidstløse, ikke må gennemføres på disse grupper, hvis de lige så godt

kan udføres på voksne habile personer. Der henvises i øvrigt til

sundhedsministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål 96, som er optrykt som

bilag til betænkningen.

Flertallet forudsætter endvidere, at der i udmøntningen af den ovennævnte

bemyndigelse indsættes en bestemmelse om, at komiteerne i særlige tilfælde

kan kræve, at samtykke til at deltage i et forskningsprojekt skal gives til

tredjepart. Det kan f.eks. være aktuelt, hvis de mulige forsøgspersoner

befinder sig i kritiske livs- og behandlingssituationer. Det kan på højt

specialiserede afdelinger dreje sig om patienter, som får tilbud om at

deltage i et forskningsprojekt, der kan indebære fordele for den enkelte

patient, men hvor vedkommende kan føle sig afhængig af forskeren, fordi denne

samtidig er patientens behandlende læge.

Endelig forudsætter flertallet, at det slås fast, at forskningsprojekter

på tvangsanbragte personer og på personer, der befinder sig i tilsvarende

afhængighedsforhold, skal forelægges for såvel den regionale som Den Centrale

Videnskabsetiske Komite, jf. lovforslagets § 6, stk. 4, idet projekter af

denne karakter må anses for at være af principiel karakter.

Med henblik på at understrege Den Centrale Videnskabsetiske Komites

uafhængighed har sundhedsministeren bekræftet, at ansættelse og afskedigelse

af personale vil ske i samråd med komiteens formand.

Herudover forudsætter flertallet, at Den Centrale Videnskabsetiske Komites

budget og regnskab specificeres på Undervisnings- og Forskningsministeriets

konto på finansloven.

Flertallet ønsker i denne forbindelse at fremhæve, at vedkommende ministre

ikke kan give Den Centrale Videnskabsetiske Komite, der bl.a. varetager

opgaver som ankeinstans for de regionale komiteer, tjenestebefalinger om

udfaldet af konkrete sager. Flertallet ønsker herunder at fremhæve

lovforslagets § 10, stk. 2, hvoraf det fremgår, at Den Centrale

Videnskabsetiske Komites afgørelse ikke kan indbringes for anden

administrativ myndighed.

Sundhedsministeren har erklæret sig rede til at fremlægge en redegørelse i

Folketinget om de etiske problemer i forbindelse med forplantningsteknologi.

Redegørelsen, der fremlægges inden udgangen af 1992, skal danne grundlag for

en vurdering af behovet for en samlet lovgivning på området.

Endvidere forudsætter flertallet, at sundhedsministeren inden udgangen af

1992 har foretaget en undersøgelse med henblik på at vurdere, om og i givet

fald i hvilket omfang de såkaldte behandlingsforsøg bør være omfattet af det

videnskabsetiske komitesystem.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet vil stemme for de under nr. 1, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10 stillede

ændringsforslag og bemærker følgende:

I erkendelse af, at Socialistisk Folkepartis uenighed med

sundhedsministerens lovforslag nr. L 166 fra folketingsåret 1990-91 (2.

samling), (jf. Folketingstidende 1990-91 (2. samling), forhandlingerne sp.

4690 og 5238 samt tillæg A, sp. 4233) var for stor til, at partiet kunne gå

ind for dette, har Socialistisk Folkeparti i starten af dette folketingsår

fremsat sit eget lovforslag nr. L 19.

Socialistisk Folkepartis lovforslag adskiller sig fra nærværende af

sundhedsministeren senere fremsatte lovforslag nr. L 59, som er en

genfremsættelse af L 166, på en række afgørende punkter:

For det første er sundhedsministerens lovforslag for omfattende.

Lovforslaget indeholder således ikke alene bestemmelser for forskning på

mennesker og afdøde og i den forbindelse en lovfæstelse af komitesystemet,

men også forslag om forsøg på menneskets æg, forsteranlæg og fostre. Specielt

spørgsmålet om forsøg på menneskets kønsceller, befrugtede æg, forsteranlæg

og fostre er særdeles kompliceret og er et følelsesmæssigt vanskeligt emne at

tage stilling til. Derfor finder Socialistisk Folkeparti, at hele dette

spørgsmål må behandles selvstændigt i Folketinget efter en indgående

offentlig debat, som ikke er sammenkædet med dette andet store område, nemlig

den generelle lovgivning om biomedicinske forsøg på mennesker. Socialistisk

Folkeparti afventer her forslag til en lovgivning fra sundhedsministeren på

et senere tidspunkt. Socialistisk Folkeparti ønsker i den forbindelse også en

drøftelse af de lovgivningsmæssige forhold om behandling med

reagensglasbefrugtning. På denne baggrund er det uacceptabelt at vedtage det

foreliggende lovforslags kapitel 4.

Ministerens lovforslag omfatter desuden spørgeskemaundersøgelser og

registerforskning, hvis metodeproblemer henhører under den

samfundsvidenskabelige og humanistiske referenceramme og derfor bør vurderes

ud fra andre kriterier end de lægevidenskabelige. Om dette emne viste der sig

uenighed i betænkning nr. 1185/1989: »Forskning på mennesket -

etik/jura«, og Socialistisk Folkeparti forventer en uddybet behandling

af disse forskningsområder, inden der fremsættes lovforslag.

For det andet har Socialistisk Folkeparti ønsket at betone, at formålet

med lovforslaget er at beskytte mennesker og at stille menneskets rettigheder

i centrum. Socialistisk Folkeparti ønsker gennem lovgivningen at slå et

grundlæggende etisk princip fast: at sikre den enkeltes ret til

selvbestemmelse over sit eget liv og levned og at sikre den enkeltes frie ret

til at bestemme, om vedkommende vil være med i biomedicinske forsøg - til at

træffe et informeret valg. Det sikres i ministerens forslag slet ikke i

tilstrækkeligt omfang.

For det tredje har Socialistisk Folkeparti ønsket at få præciseret de

organisatoriske spørgsmål, specielt samarbejdsrelationerne mellem Det Etiske

Råd og Den Centrale Videnskabsetiske Komite, og at sikre komitesystemet

uafhængighed, ligesom Socialistisk Folkeparti havde ønsket at få en større

åbenhed om afgørelser truffet i de videnskabsetiske komiteer. Det er

spørgsmål, som sundhedsministerens lovforslag ikke tager højde for. For

Socialistisk Folkeparti er en væsentlig begrundelse for lovgivning således,

at man sikrer offentlig indsigt i de videnskabsetiske komiteers afgørelser i

form af en løbende information til offentligheden om afgørelserne. Det skal

understreges, at åbenheden skal gælde principielle problemstillinger og ikke

forskningsmæssige detaljer.

I Socialistisk Folkepartis lovforslag var der sikret uafhængighed mellem

Den Centrale Videnskabsetiske Komite og de regionale videnskabsetiske

komiteer. I sundhedsministerens lovforslag er der en overlapning af

medlemmer, hvilket gør funktionen som ankeinstans illusorisk på grund af helt

klare habilitetsproblemer. Socialistisk Folkeparti mener heller ikke, at det

læge element i komiteernes personsammensætning står tilstrækkelig stærkt i

sundhedsministerens lovforslag, og Socialistisk Folkeparti ønsker

patientorganisationer, specielt De Samvirkende Invalideorganisationer,

inddraget.

På baggrund af dette anser Socialistisk Folkeparti ministerens lovforslag

for så mangelfuldt med hensyn til at yde forsøgspersoner, der deltager i

eller er genstand for biomedicinske forsøg, beskyttelse, at Socialistisk

Folkeparti ønsker lovforslaget forkastet.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved

2. behandling.

Mindretallet bemærker, at Fremskridtspartiets folketingsmedlemmer vil

blive stillet frit ved afstemningen om lovforslaget, da det drejer sig om

etiske spørgsmål.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2, 3, 7 og 10

stillede ændringsforslag.

Mindretallet havde gerne set, at lovforslaget var blevet delt op i to

dele, således at kapitel 4 var blevet udskilt som et selvstændigt lovforslag.

Mindretallet er imod den del af lovforslaget, der omhandler et

bureaukratisk komitesystem, hvor hvert amtsråd kan nedsætte en eller flere

videnskabsetiske komiteer inden for sit geografiske område. Mindretallet

finder det hensigtsmæssigt, at vurderingen af biomedicinske

forskningsprojekter foregår centralt.

Mindretallet vil kunne gå ind for et selvstændigt lovforslag, der alene

omfatter kapitel 4, så forskning på befrugtede menneskelige æg og

menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, bliver omfattet

af en særlig lov. Mindretallet kan tilslutte sig en sådan lov med det

indhold, der er i det foreliggende lovforslags kapitel 4, med de nødvendige

ændringer, der følger af afvisningen af det foreslåede komitesystem.

Et fjerde mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2, 3, 4, 7, 8,

9 og 10 stillede ændringsforslag.

Mindretallet er tilfreds med, at der nu sker en lovfæstelse af det

videnskabsetiske komitesystem.

Mindretallet kan derfor i alt væsentligt tilslutte sig de synspunkter, der

er tilkendegivet i udtalelsen fra flertallet om funktion, arbejdsområde og

sammensætning af de videnskabsetiske komiteer.

Men mindretallet finder, at det havde været hensigtsmæssigt, om

bestemmelserne i kapitel 4 om forskning på befrugtede menneskelige æg m.v.

var blevet udskilt i en særlig lov. Mindretallet støtter derfor

ændringsforslagene derom.

Mindretallet forventer, at komitesystemet vil fungere gnidningsløst i

adskillige år fremover med de regler, der nu bliver lovfæstet.

Derimod kan mindretallet meget vel forestille sig, at regler for forsøg på

befrugtede æg og andre forplantningsteknologiske eksperimenter vil undergå

forandringer, måske med korte mellemrum, således at hyppige lovændringer vil

blive nødvendige. Derfor er det ikke logisk at lægge dette helt specielle

forskningsområde ind i en lov, hvis væsentligste indhold er regler for

komitesystemet.

Sammenblanding af komitelovgivning og lovgivning om forplantningsteknologi

kan endvidere medføre, at udvalgsmedlemmer på grund af modstand mod

enkeltheder i afsnittene om forplantningsteknologi ikke kan stemme for loven

som helhed, selv om der var fuld støtte til komitedelen af loven.

Mindretallet ser frem til den redegørelse, sundhedsministeren vil

fremlægge inden udgangen af 1992 vedrørende forplantningsteknologi, og vil

allerede på nuværende tidspunkt tilkendegive, at en særlig lovgivning på

området bør etableres.

Et femte mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 4, 6, 7, 8, 9

og 10 stillede ændringsforslag.

Mindretallet udtaler, at lovforslaget ville have været klarere, hvis

ministeren havde delt det i to, således at et forslag omhandlede proceduren

for biomedicinske forsøg og et andet, hvilke forsøg der må foretages.

Anvendelsen af befrugtede æg til forskning eller behandling er etisk

uacceptabelt. En tilladelse til det vil betyde, at de nuværende begrænsninger

inden for menneskets forplantning, som sættes af biologien, vil blive

overskredet eller ophævet med hjælp af medicinsk højteknologi. Alle mere

eller mindre vilkårligt fastsatte begrænsninger, tidsfrister og juridiske

spilleregler vil da kunne argumenteres bort igen med henvisning til nye

mulige videnskabelige landvindinger, samfundsøkonomisk nyttevirkning,

ligestillingsbestræbelser eller slet og ret næstekærlighed.

Ved at fokusere på fortsat forbedring af reagensglasmetoden er der en

betydelig risiko for, at forskning i og behandling af årsagerne til

barnløshed nedprioriteres og sikkert vil blive yderligere nedprioriteret,

efterhånden som reagensglasmetoden forbedres og billiggøres.

Kristeligt Folkeparti har stor forståelse for de ufrivilligt barnløse par,

som presser på for at få forbedret in vitro-befrugtningsteknikken. Deres

problemer bør imidlertid løses gennem en intensivering af forskningen i

årsagerne til barnløshed og bekæmpelsen af den. Herudover mener Kristeligt

Folkeparti, at adoption er et godt alternativ til reagensglasbefrugtning, og

partiet vil arbejde for en liberalisering af adoptionsreglerne.

Såfremt de af Kristeligt Folkeparti stillede ændringsforslag ikke vedtages

ved 2. behandling, vil Kristeligt Folkeparti stemme imod lovforslaget ved 3.

behandling.

ÆndringsforslagAf et mindretal (SF):

Ny paragraf 1) Før § 1 indsættes efter kapiteloverskriften som ny

paragraf:

»§ 01. Loven har til formål at beskytte mennesker og afdøde,

der deltager i eller er genstand for biomedicinske forsøg.«

Af et flertal (S, V og KF), tiltrådt af et mindretal (CD og

RV):

Ny paragraf 2) Før § 1 indsættes efter kapiteloverskriften som ny

paragraf:

»§ 02. Loven har til formål at fastlægge de retlige rammer

for den videnskabsetiske bedømmelse af biomedicinske forskningsprojekter.

Stk. 2. Det videnskabsetiske komitesystems opgave er at sikre

beskyttelsen af forsøgspersoner, der deltager i biomedicinske

forskningsprojekter, samtidig med, at der skabes mulighed for udvikling af

ny, værdifuld viden.«

Til § 3 3) Stk. 3 affattes således:

» Stk. 3. Det ene af de medlemmer, der udpeges af

undervisnings- og forskningsministeren, skal repræsentere statslige

forskningsinteresser. Det andet medlem samt de 2 medlemmer, der udpeges af

sundhedsministeren, skal repræsentere folkeoplysende, almenkulturelle eller

sociale interesser, der er af betydning for den centrale komites virke. Disse

medlemmer må ikke have sæde i kommunale råd eller i Folketinget.«

Til § 5Af et mindretal (SF og KRF), tiltrådt af et mindretal

(RV):

4) I stk. 1 udgår nr. 2 .

Nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 2 og 3.

Af et mindretal (SF):

5) Stk. 2 affattes således:

»Stk. 2 . Det samme gælder forskningsprojekter, hvori

biomedicinsk forskning som nævnt i stk. 1 udgør en væsentlig bestanddel af

det samlede projekt.«

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (KRF):

Til § 7 6) Stk. 3 affattes således:

»Stk. 3 . Der må ikke foretages biomedicinske forsøg på

mennesker, der er tvangsanbragt på institution.«

Af et mindretal (SF og KRF), tiltrådt af et mindretal (CD og

RV):

Til kapitel 4 7) Kapitlet (§§ 13 og 14) udgår.

Af et mindretal (KRF), tiltrådt af et mindretal (SF og RV):

Til § 16 8) I stk. 1 ændres »§ 5, § 6, § 13, stk. 2, 3,

4 og 5, og § 14« til: »§§ 5 og 6«.

Til § 18 9) Nr. 2, 4, 5, 6 og 7 udgår.

Nr. 3 bliver herefter nr. 2.

Af sundhedsministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med

undtagelse af FP):

Til § 19 10) Paragraffen affattes således:

»§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan

ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.«

Bemærkninger

Til nr. 1 Med ændringsforslaget bestemmes det, at loven har til formål at

beskytte personer og afdøde, der deltager i eller er genstand for

biomedicinske forsøg. Vedtages ændringsforslaget, siger loven, at ingen

motiver kan retfærdiggøre brugen af enkelte mennesker som rene midler til

gavn for andre.

Til nr. 2 Ændringsforslaget gengiver lovens formål, som er at skabe

retligt bindende rammer for den videnskabsetiske bedømmelse af biomedicinske

forskningsprojekter i Danmark.

Det vil sige, at et forskningsprojekt først må iværksættes, når det er

godkendt af det videnskabsetiske komitesystem.

Udtrykket »forsøgspersoner« skal forstås i vid forstand. Det

gælder, hvad enten forskningsprojektet udføres på levendefødte menneskelige

individer, fosteranlæg, menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til

befrugtning, eller afdøde.

Stk. 2 fremhæver, at der i den videnskabsetiske bedømmelse af

forskningsprojekter skal foretages en afvejning af beskyttelseshensynene til

den enkelte forsøgsperson samtidig med, at der i komitebedømmelsen skal indgå

en vurdering af, om forskningsprojektet er af god videnskabelig standard, og

om projektet har et lødigt formål, herunder om der er tale om et projekt, der

kan bidrage til udvikling af ny, relevant viden. Komitebedømmelsen skal

således ikke blot omfatte en snæver videnskabsetisk vurdering, men skal

tillige inddrage mere almene etiske aspekter.

Til nr. 3 Ændringsforslaget har til formål at sikre en overvægt af læge

medlemmer i Den Centrale Videnskabsetiske Komite.

Til nr. 4 og 7 Til ændringsforslagene har et mindretal (Socialistisk

Folkeparti) følgende bemærkninger:

Spørgsmålet om forsøg på menneskets kønsceller, befrugtede æg, fosteranlæg

og fostre er særdeles kompliceret og et følelsesmæssigt vanskeligt emne at

tage stilling til. Derfor finder forslagsstillerne, at hele dette spørgsmål

må behandles selvstændigt i Folketinget efter en indgående offentlig debat,

som ikke er sammenkædet med dette andet store område, nemlig den generelle

lovgivning om biomedicinske forsøg på mennesker. Forslagsstillerne afventer

her forslag til lovgivning fra sundhedsministeren på et senere tidspunkt.

Forslagsstillerne ønsker i den forbindelse også en drøftelse af de

lovgivningsmæssige forhold om behandling med reagensglasbefrugtning.

Til nr. 4, 7, 8 og 9 Til ændringsforslagene har et mindretal (Kristeligt

Folkeparti) følgende bemærkninger:

Ændringsforslagene betyder, at det gældende forbud i lov nr. 353 af 3.

juni 1987 mod forskning på befrugtede menneskelige æg og kønsceller, der

agtes anvendt til befrugtning, bevares.

Kristeligt Folkeparti fastholder den grundlæggende respekt for det

menneskelige liv fra befrugtningsøjeblikket. Den nyere teknologiske udvikling

giver menneskene nogle muligheder, som vi af etiske grunde må afholde os fra

at benytte os af.

Kristeligt Folkeparti vil meget gerne hjælpe de ufrivilligt barnløse til

at få deres ønske om et barn opfyldt. Men vi mener, at forskellige former for

adoption vil være et godt alternativ til reagensglasmetoden, og vil arbejde

for en liberalisering af adoptionsreglerne.

Til nr. 5 Spørgeskemaundersøgelser og registerforskning, hvis

metodeproblemer henhører under den samfundsvidenskabelige og humanistiske

referenceramme, bør vurderes ud fra andre kriterier end de

lægevidenskabelige. Om dette emne viste der sig uenighed i betænkning nr.

1185/1989: »Forskning på mennesket - etik/jura«, og

forslagsstillerne forventer en uddybet behandling af disse forskningsområder,

inden der fremsættes lovforslag herom.

Til nr. 6 Her tænkes bl.a. på indsatte i fængsler eller børn, der er

tvangsanbragt på institution. Det afgørende er, at disse mennesker er i et

direkte afhængighedsforhold, som gør, at de aldrig vil kunne træffe et frit

valg, heller ikke til at deltage i biomedicinske forsøg. Der er formentlig

tale om meget få biomedicinske forsøg, så bestemmelsen vil få relativt lille

betydning for den lægevidenskabelige forskning, men det er vigtigt for

forslagsstillerne at give en retsgaranti for mennesker, der er i denne

situation.

Til nr. 10 Da det grønlandske sundhedsvæsen er overført til Grønland den

1. januar 1992, gælder forbeholdet i § 19 om, at loven kan sættes i kraft ved

kongelig anordning for disse landsdele, kun for Færøerne.

Hanne Andersen (S) Dorte Bennedsen (S) Martin Glerup (S) Anna-Marie Hansen

(S) Tove Lindbo Larsen (S) Torben Lund (S) nfmd. Lone Møller (S) Birgitte

Husmark (SF) Lis Noer Holmberg (CD) Karen Højte Jensen (KF) Fischer (KF)

Mariann Fischer Boel (V) Anders Mølgaard (V) Jørgen Winther (V) Køpke

Christensen (FP) fmd. Elisabeth Arnold (RV) Inger Stilling Pedersen

(KRF) Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til sundhedsministeren og dennes besvarelse

heraf

Spørgsmål 25:

»Ministeren bedes oplyse, om de forsøgspersoner, der omtales i punkt

10 i »Det Etiske Råds udtalelse om de videnskabsetiske aspekter af

forsøg på mennesket«, jf. L 59 - bilag 21, er omfattet af lov om

patientforsikring. Dækker § 1, stk. 2, og § 4, stk. 1 og 3, i lov nr. 367 af

6. juni 1991 om patientforsikring fuldt ud de forsøgspersoner, der er omtalt

i L 59 - bilag 21?»

Svar:

I Det Etiske Råds udtalelse, punkt 10, anføres, »at man bør indføre

et objektivt ansvar for alle skader, som personer, der deltager i forsøg,

pådrager sig. Der bør således indføres en forsikring, som også omfatter

skader i forbindelse med forsøg«.

Loven om patientforsikring, der træder i kraft 1. juli 1992, er dels

begrænset til offentlige sygehuse og sygehuse, hvormed det offentlige har

driftsoverenskomst, jf. lovens § 1, stk. 1, dels undtaget skader, der skyldes

egenskaber ved lægemidler, jf. § 3, stk. 3.

Ifølge lovens § 1, stk. 2, pkt. 1, sidestilles patienter efter § 1, stk.

1, med personer, der deltager i biomedicinske forsøg, der ikke indgår som led

i diagnostik eller behandling af personens sygdom.

Patientforsikringsloven dækker derfor de raske forsøgspersoner efter

lovens § 1, stk. 2, medens de forsøgspersoner, hvor »forsøget«

indgår som et led i behandlingen af patientens lidelse (de af rådet benævnte

»behandlingsforsøg«), dækkes efter lovens almindelige

erstatningsområde efter § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.

Dog er skader i forbindelse med afprøvning af lægemidler efter lovens § 4,

stk. 2, jf. § 3, stk. 3, holdt uden for lovens dækningsområde. Efter lovens §

3, stk. 3, ydes der som anført ikke efter patientforsikringsloven erstatning

for skader, der skyldes egenskaber ved de lægemidler, der er anvendt ved

undersøgelse, behandling eller lignende. Dette skyldes, jf. bemærkningerne

til lovforslaget, at et EF-direktiv om produktansvar og den senere danske

følgelov om produktansvar (L 371 - 7/6 1989) direkte regulerer

erstatningsansvar for produkter, herunder lægemidler.

Hvis der under afprøvning af lægemidler begås en egentlig lægelig fejl

m.v., vil en skade dog være omfattet af patientforsikringslovens almindelige

erstatningsområde, jf. § 1, stk. 1, idet det her er forudsat, at der ikke er

fejl ved selve lægemiddelproduktet eller i producentens anvisning for

afprøvning af lægemidlet.

Endelig er forsøg generelt ikke omfattet af patientforsikringsloven, hvis

det drejer sig om forsøg/behandlinger hos privatpraktiserende læger, private

firmaer m.fl. Her gælder de almindelige regler for erstatningsansvar, evt.

produktansvarsloven, hvis det drejer sig om lægemidler.

Udvalgets spørgsmål om indholdet af patientforsikringslovens § 4, stk. 1

og 3, opfattes således, at denne bestemmelse indeholder et objektivt ansvar

som nævnt i Det Etiske Råds udtalelse.

Efter lovens § 4, stk. 1, indføres der reelt et objektivt

erstatningsansvar for raske forsøgspersoner, idet det i forvejen udvidede

erstatningsansvar ved forsøg på raske forsøgspersoner skærpes gennem

indførelse af en omvendt bevisbyrde, således at erstatning udbetales,

medmindre det er overvejende sandsynligt, at skaden har anden årsag.

Hvor der er tale om de af rådet nævnte behandlingsforsøg, er

erstatningsansvaret derimod omfattet af patientforsikringslovens normale

erstatningsansvar, jf. lovens § 2, stk. 1. Denne regel indebærer i øvrigt en

skærpelse i forhold til de almindelige erstatningsansvarsregler, men kan på

den anden side næppe (dog undtaget § 2, stk. 1, nr. 2, om apparaturfejl)

betegnes som et objektivt ansvar.

I lovens § 4, stk. 3, bestemmes, at de raske forsøgspersoner også kan få

erstatning for psykiske skader.

SUNDHEDSSTYRELSEN

Ved brev af 12. februar 1992 med bilag (2. kt. j.nr. 383-5/1991) anmodede

Sundhedsministeriet Sundhedsstyrelsen om en udtalelse til brug for

sundhedsministerens besvarelse af spørgsmål 80, 81 og 88 oversendt fra

Folketingets Sundhedsudvalg ad L 59/L 19.

Sundhedsstyrelsen kan udtale følgende:

Spørgsmål 80:

»Vil ministeren redegøre for, hvad hensigten er med et opsætte

befrugtede æg i kvindens livmoder, når disse æg har været genstand for

forskning (jf. L 59, § 13, stk. 4)?»

Svar:

Bestemmelsen i § 13, stk. 4, må ses i sammenhæng med § 13, stk. 1,

hvorefter kun forsøg, som har til formål at forbedre in vitro-befrugtning, må

udføres, samt med det efterfølgende afsnit af § 13, stk. 4, hvor det

fastslås, at opsætning kun må ske, hvis der ikke er risiko for videregivelse

af arvelige sygdomme m.v. Jf. Sundhedsstyrelsens bidrag til besvarelse af

spørgsmål 14, ad L 166 under 15. august 1991 med supplerende brev af 9.

september 1991 ad samme kan der principielt forudses bl.a. forsøg, som skal

fremme sædcellers mulighed for at trænge ind i ægceller og befrugte disse, og

hvor det ikke er tænkeligt, at arvemassen forandres. Eksempelvis: Hvis

ufrugtbarhed hos et par forårsages af, at manden har meget få egnede

sædceller, kunne mikro-udboring eller »slibning« af æggets

overflade tænkes at muliggøre en sådan befrugtning, og formålet vil da være

opsætning i livmoderen med henblik på fremkaldelse af en graviditet.

Spørgsmål 81:

»Hvordan vil ministeren sikre, at der ikke er risiko for

videregivelse af arvelige sygdomme m.m. (jf. L 59, § 13, stk. 4)?»

Svar:

Bestemmelsen må ses i sammenhæng med foranstående punkt i § 13, stk. 4,

jf. besvarelsen af spørgsmål 80. Der tænkes således på mutation eller

beskadigelse af arvemassen m.v. som følge af eksperimentelle påvirkninger,

det vil sige, det skal være udelukket, at den anvendte teknik kan fremkalde

sådanne ændringer. Derimod kan der som udgangspunkt ikke være sikkerhed for,

at arvelige sygdomme forårsaget af kvindens eller mandens arvelige anlæg ikke

videregives, hvilket heller ikke tilsigtes med bestemmelsen.

Spørgsmål 88:

»Ministeren bedes tilsende udvalget en uddybende beskrivelse, jf.

tidligere besvarelse, af fosterets udvikling.«

Svar:

Spørgsmålet refererer til sundhedsministerens besvarelse af spørgsmål nr.

8, ad L 166. I sit bidrag til besvarelsen af spørgsmålet omtalte

Sundhedsstyrelsen særligt de første ca. 40 dage efter

befrugtningstidspunktet, det vil sige til og med 8. uge efter seneste

menstruation. Denne del af fosterudviklingen anses i almindelighed for at

være særlig kritisk, fordi kønsudviklingen, anlæggelsen af organsystemerne,

arme og ben, sker i denne periode. Sundhedsstyrelsen har opfattet ønsket om

uddybning således, at der er ønsket angivet hovedpunkter også i fosterets

senere udvikling, og skal henvise til vedlagte bilag 1, som er uddrag af

materiale udarbejdet af Sundhedsstyrelsens 1. afdeling. De i figuren angivne

graviditetslængder refererer til første dag af seneste menstruation, og det

bemærkes, at varigheden i forhold til selve befrugtningstidspunktet vil være

ca. 2 uger kortere end de angivne værdier.

Spørgsmål 92:

»Ministeren anmodes om at sende udvalget en redegørelse om den

lovgivning i Tyskland og England, som ministeren sendte til udvalget i

forbindelse med besvarelsen af spørgsmål nr. 45, jf. bilag 65. Redegørelsen

bør omfatte en oversigt, der viser, om man i Tyskland og England har

bestemmelser, der svarer til kapitel 4 i L 59.«

Svar:

Den tyske lovgivning »Gesetz zum Schutz von Embryonen« af 13.

december 1990 åbner ikke mulighed for, at der udføres forskning på befrugtede

menneskelige æg, idet § 1, litra 2, i loven bestemmer, at det er strafbart at

befrugte en ægcelle kunstigt til andet formål end at frembringe en graviditet

hos den kvinde, som ægcellen stammer fra. Denne bestemmelse betyder, at den

tyske lov ligesom L 59 forbyder donation af befrugtede menneskelige æg (L 59,

§ 13, stk. 5).

Loven indeholder derudover bestemmelser, der forbyder, at der foretages

valg af barnets køn i forbindelse med den kunstige befrugtning, undtagen i de

tilfælde, hvor valget af køn har betydning for at undgå, at barnet har en

kønsbestemt sygdom (§ 3).

Den tyske lov §§ 5, 6 og 7 indeholder ligesom L 59, kapitel 4, § 14,

forbud mod at foretage manipulation med den menneskelige arvemasse og forbud

mod at fremstille arvemæssigt identiske menneskelige individer.

Den engelske lov »Human Fertilisation and Embryology Bill« (Bill

141) giver en videre adgang til forskning på befrugtede æg end L 59, § 13,

idet der kan udstedes tilladelse til forskning til andre formål end blot at

forbedre in vitro-befrugtningsteknikken eller andre behandlinger for

ufrivillig barnløshed, hvor en kvindes æg befrugtes uden for livmoderen.

Den engelske lov åbner således mulighed for, at der kan udstedes

tilladelser til forskning (licences for research), hvis forskningen har

følgende formål:

- Fremme af forskning i forbindelse med barnløshed.

- Udvidelse af kendskabet til grundene til aborter.

- Udvikling af mere effektive måder til prævention.

- Udvikling af metoder til at opdage gen- og kromosomabnormaliteter i

embryoner før implantation.

Den engelske lov indeholder regler om embryoner, æg og sædceller samt

regler for indhentelse af samtykke fra æg- og sæddonorer.

Ligesom den tyske lov og L 59 indeholder den engelske lov også forbud mod

genetisk manipulation med den menneskelige arvemasse.

I den engelske lov har man ligesom i L 59 valgt at sætte grænsen for

forsøg med befrugtede menneskelige æg til 14 dage efter befrugtningen (Punkt

3, underafsnit (3) og (4), linje 30-45).

Loven indeholder desuden bestemmelser om et kontrolorgan (Human

Fertilisation and Embryology Authority), der er nedsat med henblik på at

kontrollere forskning på befrugtede menneskelige æg m.v.

Jeg mener, at vi med L 59 har fundet en god balance i forbindelse med det

meget svære emne, som forskning på befrugtede menneskelige æg er. I stedet

for at udelukke enhver forskning på området, som er konsekvensen af den tyske

lovgivning, sker der ved L 59 en forsigtig åbning på det enkelte område, som

har til formål at forbedre in vitro-forplantningsteknikken i forbindelse med

teknikkerne til kunstig befrugtning.

Spørgsmål 93:

»Ministeren anmodes om at indhente årsagsforklaringer til de

periodeangivelser, der er nævnt under punkt 3 i vedlagte bilag. Bilaget blev

udleveret til medlemmerne af Udvalget vedrørende Det Etiske Råd i forbindelse

med et besøg på Rigshospitalet den 19. februar 1990.«

Svar:

Jeg kan henholde mig til vedlagte skrivelse af 30. marts 1992 fra

Rigshospitalets direktion.

Rigshospitalet

Direktionen

30. marts 1992

Med henvisning til journal nr. 383-5/1991 har Rigshospitalets direktion

forespurgt reproduktionsbiologisk laboratorium på afdeling Y vedrørende

besvarele af spørgsmål 93 punkt a, b og c.

Direktionen vedlægger i kopi besvarelsen fra reproduktionsbiologisk

laboratorium, til hvilken direktionen henholder sig.

Vedr.: Udtalelse til brug for besvarelse af spørgsmål 93 og vedlagte

bilag punkt 3

Dyrkning af befrugtede æg (præ-embryoer) i maksimalt 14 dage.

a) Med henblik på nedfrysning (i 4-5 dage).

Normalt bliver befrugtede æg dyrket uden for kroppen i 2 til 3 dage,

førend de bliver indført i livmoderen. Efter nedfrysning er det normalt, at

de befrugtede æg dyrkes yderligere et døgn for at se, hvordan de har klaret

dybfrysningen. Det betyder, at perioden uden for kroppen vil blive 3 til 4

dage. For ikke at komme i karambolage med en lovfastsat tidsgrænse har vi

foreslået 4 til 5 dage.

b) Med henblik på kvalitetskontrol (i 7 dage).

Først efter dyrkning i 6 til 7 dage uden for kroppen vil det befrugtede æg

have delt sig et tilstrækkeligt antal gange til, at kvaliteten af

dyrkningsbetingelserne kan evalueres. Heri indgår tillige en vurdering af,

hvordan det befrugtede æg differentierer i denne periode.

c) Med henblik på undersøgelser af implantation (i op til 14 dage).

I naturen begynder implantationen cirka 6 dage efter ægløsningen. Herefter

tager det cirka en uge, førend præ-embryoet er kommet ud af sin skal og har

gravet sig ned i livmoderen og er endeligt implanteret.

Først på det tidspunkt, dvs. 13 til 14 dage efter ægløsningen, ses de

første tegn på et egentligt embryo. Det vil sige, at der går ca. 14 dage,

inden selve individet begynder at vise sig. Efter ca. 14 dage vil mindre end

1 pct. af de celler, præ-embryoet består af, danne embryoet, fosteret og

endelig selve barnet. 99 pct. af cellerne vil på dette tidlige tidspunkt

medgå til dannelse af fosterhinder og moderkage

Såfremt yderligere oplysninger eller andre informationer ønskes, står jeg

gerne til rådighed.

Spørgsmål 96:

»Ad ministerens svar på spørgsmål 94, jf. bilag 84

Ministeren bedes sende udvalget ministerens forslag til den konkrete

udmøntning af de i svaret nævnte ministerbemyndigelser. Ministeren bør i den

forbindelse klart tilkendegive, hvilke principper og retningslinjer

ministeren vil tage i anvendelse.«

Svar:

Som nævnt i mit svar på spørgsmål 94 forudsætter den konkrete udmøntning

af bemyndigelsen i § 7, stk. 2, bl.a. en drøftelse med relevante

myndigheder og instanser som f.eks. Sundhedsstyrelsen, det videnskabsetiske

komitesystem, Den alm. danske lægeforening m.fl.

Jeg kan derfor for nærværende alene præcisere en række principielle

synspunkter, som Sundhedsministeriet vil lægge til grund under disse

drøftelser.

ad det informerede samtykke* Det slås fast, at voksne habile

patienters og raske forsøgspersoners samtykke til at deltage i projekter

altid skal opnås på baggrund af fuld information om disses indhold, herunder

forudselige risici og fordele. Undtagelser herfra kan kun komme på tale ved

registerforskning, jf. lovforslagets § 7, stk. 3, og i tilfælde, hvor

personen midlertidigt er ude af stand til at modtage information og give

samtykke på grund af bevidstløshed eller af andre årsager, jf. lovforslagets

§ 7, stk. 1, nr. 3. I de sidstnævnte situationer må der stilles krav om, at

forskningen kun kan udføres på personer, der befinder sig i denne tilstand,

at samtykke indhentes fra de nærmeste pårørende, og at efterfølgende

information af forsøgspersonerne gives, hvis og så snart det er muligt.

* Stedfortrædende samtykke fra forældre/værge skal indhentes ved

umyndighed (mindreårige og umyndiggjorte). Kravet om forældre/værgesamtykke

bør generelt gælde mentalt handicappede personer, hvad enten de er

umyndiggjort eller ej, hvis deres handicap gør dem ude af stand til at forstå

informationens indhold og rækkevidde.

Omvendt bør der, i det omfang den potentielle deltagers mentale evner

taler derfor, lægges vægt på vedkommendes holdning til deltagelsen. Det bør

således slås fast, at et nej altid skal respekteres, mens et ja ikke altid

kan efterleves. I begge tilfælde bør desuden gælde, at der ikke bør

gennemføres forskningsprojekter på børn, psykisk syge og mentalt

handicappede, som kan udføres på habile voksne personer.

Endelig kan der være grund til at gentage, at forskning på personer, der

er tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt på psykiatriske institutioner, er

forbudt i medfør af loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien

(lov nr. 331 af 24. maj 1989).

* Det slås fast, at hensynet til fosteret/spædbarnet sætter grænser for,

hvilke typer forskning der må gennemføres på den gravide/moderen.

Samtidig har fosteret/spædbarnet krav på, at der vises særlig

agtpågivenhed over for, hvilke typer forskning der tillades udført på dem.

Begrundelsen herfor er, at de - ligesom mentalt handicappede og lidt større

børn - er i andres varetægt, dvs. i så udpræget grad henvist til andres

hjælp, omsorg og pleje. Det slås fast, at kun projekter, som kan komme

fosteret/spædbarnet eller moderen til gode, eller som har til formål at

studere svangerskabets (amningens) problemer, bør tillades - og kun hvis

moderen og fosteret ikke udsættes for uacceptable risici.

* Med hensyn til frihedsberøvede bør det slås fast, at en forudsætning

for, at disse kan deltage i biomedicinske forskningsprojekter, er, at

projektet kun kan gennemføres på frihedsberøvede og kan tænkes at komme disse

til nytte.

* Herudover bør f.eks. skriftlighedskravet præciseres således, at

forsøgsdeltagerne ikke bibringes en opfattelse af, at vedkommende - helt

eller delvis - påtager sig ansvaret for forsøgets gennemførelse eller i

øvrigt fraskriver sig sine rettigheder. Det vil også blive præciseret, at

forsøgsdeltagerne så vidt muligt bør have god tid til at tage stilling til

deltagelsen i forskningsprojektet.

ad risikoafvejningen * Både behandlings- og forskningssituationen kan være

forbundet med risici for patient og forsøgsperson. I behandlingssituationen

vil lægens vurdering af, hvor grænserne for en acceptabel risiko går,

væsentligt blive styret af hensynet til patientens velfærd og de

begrænsninger, samfundet sætter i form af det juridiske ansvar for forsvarlig

lægegerning. I forskningssituationen kommer der det yderligere moment ind, at

forskningsprojektet ikke alene sigter mod den enkelte involverede patients

nytte. Det gør det nødvendigt at formalisere risikoafvejningen, når projektet

forelægges.

Generelt bør det således slås fast, at raske forsøgspersoner ikke må

udsættes for risici ud over det helt minimale. Hvor der er tale om klinisk

forskning på voksne, habile patienter, må en højere risiko - naturligvis

efter fornøden information og opnåelse af samtykke - kunne accepteres ud fra

den betragtning, at forsøget kan rumme fordele for patienten og kommende

patienter. Medvirker en patient i et projekt, der ikke vedrører den sygdom,

patienten lider af, er situationen den samme som ved raske forsøgspersoner.

Er patienten ude af stand til at modtage information og give samtykke, må de

påregnelige fordele ved projektet for patienten være meget store for at kunne

begrunde en risiko, der svarer til, hvad der kan accepteres for voksne,

habile patienter.

Der er med andre ord tale om en risikoskala, som ikke kan formaliseres så

vidt, at der ikke kan opstå usikkerhed i det enkelte tilfælde. Det vil i

meget høj grad være bedømmelsen i den videnskabsetiske

komite/Sundhedsstyrelsens lægemiddelafdeling, der i det enkelte tilfælde må

sikre en forsvarlig afvejning. I den ene ende af skalaen har man ingen

risiko, i den anden en risiko, der er så høj, at den er direkte

velfærdstruende. Et sted på denne skala går grænsen, idet forskeren under

ingen omstændigheder er berettiget til at sætte forsøgspersonens velfærd på

spil af hensyn til forskningen.

I forbindelse med udmøntningen af bemyndigelsen i § 13, stk. 5, vil

følgende principper og retningslinjer blive lagt til grund:

ad nedfrysning * Nedfrysning af ubefrugtede menneskelige æg kan

ske med henblik på senere tilbageføring til den kvinde, der har afgivet

ægget, eller med henblik på donation. Ubefrugtede menneskelige æg må ikke

være nedfrosset i mere end 1 år.

Nedfrysningen af befrugtede menneskelige æg kan finde sted med henblik på

senere tilbageføring til den kvinde, hvorfra det befrugtede æg hidrører.

Befrugtede menneskelige æg må ikke være nedfrosset i mere end 1 år.

* Før nedfrysningen finder sted, skal der foreligge skriftligt samtykke

til nedfrysning og opbevaring. Den/de pågældende skal forinden informeres om

alle relevante aspekter af nedfrysningen.

Ubefrugtede menneskelige æg må kun optøs og anvendes i overensstemmelse

med donors bestemmelse.

Befrugtede menneskelige æg må kun optøes og anvendes, såfremt begge parter

afgiver skriftligt samtykke før hver behandlingscyklus. Det forudsættes

således, at befrugtede æg destrueres i tilfælde af vedkommendes død eller

skilsmisse/separation, samt at vedkommende ikke kan give samtykke til, at det

befrugtede æg bruges til befrugtning efter den pågældendes død. Det vil med

andre ord sige, at en ægtefælle/samlever ikke efterfølgende kan kræve det

befrugtede menneskelige æg udleveret.

ad donation * Donation af ubefrugtede menneskelige æg er tilladt.

Derimod er det ikke tilladt at donere befrugtede menneskelige æg.

* Der skal foreligge et skriftligt samtykke til donation. Forinden skal

vedkommende informeres om konsekvenserne heraf.

* Donor skal sikres anonymitet. En donor kan ikke få oplysninger om

parrets eller barnets identitet.

* Herudover bør der fastsættes bestemmelser om adgangen til at fortryde et

samtykke til donation og grænser for antallet af børn, der må fødes efter

donation.

Bemyndigelsen i § 15, stk. 4, er i det væsentlige af teknisk karakter, og

udmøntningen heraf må bero på en drøftelse med de relevante myndigheder.

Spørgsmål 97:

»Ministeren bedes begrunde, hvorfor ministeren vil fastsætte en

grænse på 1 år i forbindelse med nedfrysning af befrugtede menneskelige æg.

Ministeren bedes overveje, om det ikke vil være mere hensigtsmæssigt at sætte

tidsrammen i forhold til behandlingsresultatet, således at de befrugtede æg

destrueres efter endt behandling - med eller uden resultat.«

Svar:

Jeg kan henholde mig til vedlagte udtalelse af 14. april 1992 fra

Sundhedsstyrelsen.

Med den valgte tidsgrænse på 1 år mener jeg således, at der er sikret en

rimelig balance mellem de forskellige hensyn, der gør sig gældende på dette

område.

Sundhedsstyrelsen

4. april 1992

Ved brev af 7. april 1992 (2. kt. j.nr. 383-5-1991) anmodede

Sundhedsministeriet om styrelsens udtalelse til brug for besvarelsen af

spørgsmål 97 ad L 59/L 19 fra Folketingets Sundhedsudvalg til ministeren,

ligesom ministeriet efterfølgende telefonisk har udbedt sig bidrag til

besvarelse af spørgsmål 99.

Sundhedsstyrelsen kan udtale følgende:

Spørgsmål 97:

»Ministeren bedes begrunde, hvorfor ministeren vil fastsætte en

grænse på 1 år i forbindelse med nedfrysning af befrugtede menneskelige æg.

Ministeren bedes overveje, om det ikke vil være mere hensigtsmæssigt at sætte

tidsrammen i forhold til behandlingsresulattet, således at de befrugtede æg

destrueres efter endt behandling - med eller uden resultat.«

Svar:

Først med fødsel af levende barn kan det tilsigtede behandlingsresultat af

reagensglasbefrugtningen siges at være opnået. Fremkaldelse af graviditet kan

i sig selv ikke anvendes som kriterium for, at resultatet er opnået, idet der

selv da må tages hensyn til forekomsten af spontan abort, hvilket kan

nødvendiggøre gentagelse af behandlingsforsøg efter pause. Tilfældig sygdom,

ulykkestilfælde m.v. kan nødvendiggøre udskydelse af gentagen IVF-behandling.

Eventuelt kan en kvinde af andre grunde ønske en tænkepause, før nyt forsøg

besluttes. Disse eksempler viser, at destruktion af æg efter en væsentlig

kortere periode end de foreslåede 12 måneder næppe ville kunne påregnes, selv

om tidsrammen blev sat i forhold til behandlingsresultatet. Derimod ville et

sådant kriterium kunne nødvendiggøre længere opbevaring af udtagne æg end de

foreslåede 12 måneder.

Spørgsmål 99:

»Ministeren bedes redegøre for, hvorledes og hvornår

DNA-sondeundersøgelser forventes taget i brug i det danske

sundhedsvæsen.«

Svar:

Spørgsmålet refererer, jf. det af ministeriet fremsendte bilag, til

ministeriets svar af 24. marts 1992 på spørgsmål 78 ad L 59/L 19, hvor der

henvistes til ligeledes vedlagt udtalelse af 5. marts 1992 fra Den Centrale

Videnskabsetiske Komite.

Sundhedsstyrelsen kan oplyse, at den i besvarelsen omtalte

DNA-teknologiske undersøgelse for genet for cystisk fibrose er et eksempel på

DNA-sondeundersøgelser. Der er herhjemme desuden mulighed for at udføre

DNA-teknologisk diagnostik ved en række andre tilstande.

DNA-sondeundersøgelser er således allerede taget i brug i det danske

sundhedsvæsen. I den centrale komitees bidrag til besvarelse af spørgsmål 79

omtales nederst side 2 »forventede fremtidige DNA-sondeundersøgelser . .

.«. Denne forventning kan efter Sundhedsstyrelsens opfattelse ikke

præciseres ved at pege på bestemte sygdomme, der som de næste i rækken vil

kunne gøres til genstand for diagnostik/screening. Styrelsen opfatter

formuleringen som en generel tilkendegivelse af, at screening baseret på

DNA-teknologiske undersøgelser i nogle tilfælde vil kunne medføre opstilling

af yderligere krav/betingelser fra komiteen i forbindelse med hypotetiske

fremtidige projekter.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter