Kompetenceoverførsel og tavshedspligt i det videnskabsetiske komitesystem. Videregivelse af oplysninger.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kompetenceoverførsel
og tavshedspligt i det videnskabsetiske komitesystem. Videregivelse af
oplysninger.
A og B, der var lægmedlemmer af Den Videnskabsetiske Komite
for Københavns og Frederiksberg Kommuner, rettede i en skrivelse henvendelse
til mig. De ønskede at jeg skulle tage stilling til, om kompetencen til at
godkende visse forskningsprojekter på Rigshospitalet med rette var overført
fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner til
Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt. Endvidere ønskede de at jeg
skulle tage stilling til, om Den Centrale Videnskabsetiske Komite med rette
havde afvist at udlevere referater fra komiteens møder til medlemmerne af de
regionale videnskabsetiske komiteer.
I en senere skrivelse udvidede A og B deres klage til også
at vedrøre det forhold at Den Centrale Videnskabsetiske Komite den 27.
november 1992 - uden at afvente den endelige nedsættelse af Den
Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner - havde
afholdt konstituerende møde og i den forbindelse udarbejdet et udkast til
vedtægter for de videnskabsetiske komiteer.
I en skrivelse til A anførte jeg indledningsvist følgende:
"Om retsgrundlaget for det videnskabsetiske
komitesystem skal jeg kort bemærke følgende:
De videnskabsetiske komiteer er nedsat ved lov nr. 503 af
24. juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af
biomedicinske
forskningsprojekter. Loven trådte i kraft den 1. oktober 1992. Indtil dette
tidspunkt var grundlaget for de videnskabsetiske komiteers virksomhed
Helsinki
Deklaration II.
Efter lovens § 2, stk. 1, skal de enkelte amtsråd nedsætte
regionale videnskabsetiske komiteer. En række biomedicinske
Læs alt
forskningsprojekter
skal anmeldes til den regionale komite, hvorunder den, der er ansvarlig for
det
pågældende projekt, har sit virke, jf. lovens § 6, stk. 1. Projekterne må
ikke
iværksættes, før de er godkendt af den regionale komite, jf. § 7, stk. 1.
Visse
biomedicinske forsøg skal dog tillige godkendes af Den Centrale
Videnskabsetiske Komite, jf. lovens § 14, stk. 1.
En forsker, der ikke har opnået tilladelse i en regional
videnskabsetisk komite, kan indbringe sagen for Den Centrale Videnskabsetiske
Komite, jf. lovens § 12. De regionale komiteer skal i øvrigt forelægge sagen
for Den Centrale Videnskabsetiske Komite, såfremt man ikke kan nå til enighed
om bedømmelsen af et projekt, eller hvis sagen rejser spørgsmål af principiel
karakter, jf. lovens § 7, stk. 4.
Jeg skal herefter udtale følgende:
Det bemærkes indledningsvis, at jeg ikke har grundlag for at
kritisere, at Den Centrale Videnskabsetiske Komite den 27. november 1992 -
uden at afvente den endelige nedsættelse af Den Videnskabsetiske Komite for
Københavns og Frederiksberg Kommuner - afholdt konstituerende møde, og at man
i den forbindelse behandlede et udkast til vedtægter for de videnskabsetiske
komiteer (...)
..."
Således som A og B havde forelagt sagen for mig, skulle jeg
herefter tage stilling til to spørgsmål:
Spørgsmålet
om hvorvidt kompetencen til at godkende visse forskningsprojekter med rette
var
overført fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg
Kommuner til Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt, og
Spørgsmålet
om hvorvidt Den Centrale Videnskabsetiske Komite med rette havde afvist at
udlevere
referater af komiteens møder til medlemmer af de regionale videnskabsetiske
komiteer.
ad a) Spørgsmålet om
kompetenceoverførsel.
De faktiske omstændigheder, der lå til grund for denne del
af A's og B's klage, var følgende:
Den 9. november 1991 bragte X-avis en artikel om nogle
forsøg, som professor, dr. med. C havde gennemført på Rigshospitalet. Det
fremgik bl.a. af artiklen
at
de personer,
der medvirkede ved forsøgene, blev sprøjtet med radioaktivt stof i hjernen,
og
at
professor C ikke havde opnået
tilladelse til forsøgene fra det videnskabsetiske komitesystem.
Efter at professor C havde fremvist en tilladelse, som han
havde modtaget fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og
Frederiksberg
Kommuner, blev oplysningerne herom korrigeret i X-avis den 10. november 1991.
Den 6. december 1991 bragte Y-avis en artikel om sagen.
Under overskriften "Strålende hjerner" hedder det bl.a. følgende:
"Forsøget på Rigshospitalet (professor (C's) ovennævnte
forsøg) er blevet anmeldt og godkendt af Den Videnskabsetiske Komite for
København og Frederiksberg. Men nu har formanden for komiteen, overlæge (D)
telefonisk bedt (C) om at holde pause med forsøgene.
Det er sket, efter at to lægmedlemmer af komiteen, (...)
skriftligt har krævet, at forsøgene skal stoppes øjeblikkeligt.
De henviser til, at forsøg med det radioaktive stof, kulstof
14, er forbudt i Frankrig, Tyskland og Østrig. I England og Schweiz har man
indført meget stærke begrænsninger."
Efter at sagen havde været drøftet på et møde i Den Centrale
Videnskabsetiske Komite den 6. december 1991, udsendte Den Videnskabsetiske
Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner den 10. december samme år en
skrivelse til en række forskningsanstalter m.v. Heri henstillede man at visse
af de omhandlede forskningsprojekter midlertidigt blev indstillet.
Efter at man havde indhentet yderligere oplysninger om
konsekvenserne af de omhandlede forsøg, udsendte Den Centrale
Videnskabsetiske
Komite i maj 1992 en rekommandation om deltagelse i forsøg, der medfører
udsættelse for ioniserende stråling.
Sagen om professor C's forskningsprojekt var blevet behandlet
på Den Centrale Videnskabsetiske Komites møde den 24. april 1992. Resultatet
af
mødet var at man ikke havde grundlag for at kritisere professorens
fremgangsmåde. Man anså herefter sagen for afsluttet.
Det fremgik af Den Centrale Videnskabsetiske Komites
udtalelse af 1. marts 1993 at professor C efterfølgende anmodede denne komite
om - i stedet for Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg
Kommuner - at behandle tre ansøgninger om godkendelse af forskningsprojekter.
Herom - og om sagens videre forløb - hed det i udtalelsen bl.a. følgende:
"Den offentlige indblanding i sagsbehandlingen i Den
Videnskabsetiske Komité for Københavns og Frederiksberg Kommuner og de
negative
udtalelser om professor (C) i pressen førte til, at denne komité på
foranledning af professor (C) indsendte 3 projekter til Den Centrale
Videnskabsetiske Komite med anmodning om behandling i Den Centrale
Videnskabsetiske Komite eller en anden regional videnskabsetisk komite, idet
han ikke mente at kunne påregne en uvildig behandling i Den Videnskabsetiske
Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Den Centrale Videnskabsetiske Komite fandt, at professor (C)
havde været udsat for en helt urimelig hetz i udførelsen af sit arbejde. Han
havde opfyldt alle de formelle krav, som kunne stilles på tidspunktet for
anmeldelse af sine protokoller, og det fandtes nu dokumenteret, at
anvendelsen
af Kulstof-14 ikke er forbudt i de angivne lande. Komiteen vedtog herefter at
behandle projekterne selv, hvilket skete på komiteens møder den 14. august
1992
og den 18. september 1992.
Komiteen bad desuden Den Videnskabsetiske Komite for
Københavns Amt om at stille sig til rådighed efter den 1. oktober 1992, idet
man havde et klart indtryk af, at indholdet af en eller flere forsøgsplaner
fra de pågældende afdelinger var kommet til pressens kundskab uden de
pågældende forskeres medvirken. Det har således været vanskeligt at sikre
fuld
diskretion vedrørende forsøgsplanerne, mens de blev underkastet en
videnskabsetisk vurdering. Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt
behandlede anmodningen på sit møde den 28. september 1992 og besluttede, at
man
rent midlertidigt og for en kortere
periode
ville være villig til at behandle relevante projekter fra
Rigshospitalet."
I en skrivelse af 14. oktober 1992 fra Den Videnskabsetiske
Komite for Københavns Amt til Den Centrale Videnskabsetiske Komite hed det
følgende:
"På sit møde den 18.9.1992 anmodede Den Centrale
Videnskabsetiske Komite om, at den videnskabsetiske komite for Københavns Amt
fremover behandlede projekter fra Rigshospitalet, som tidligere blev
fremsendt
til Den Centrale Videnskabsetiske Komite med den begrundelse, at man ikke
kunne sikre fortroligheden i den videnskabsetiske komite for Københavns og
Frederiksberg Kommuner.
Den videnskabsetiske komite for Københavns Amt har på sit
seneste møde den 28.9.1992 behandlet anmodningen, og komiteen besluttede, at
man rent midlertidigt og for en kortere periode indtil problemerne i
Københavner-komiteen er løst, vil være villig til at behandle de relevante
projekter fra Rigshospitalet m.v."
Om det retlige grundlag for den omhandlede
kompetenceoverførsel hed det i Den Centrale Videnskabsetiske Komites
udtalelse
af 1. marts 1993 følgende:
"Da danske læger ved etableringen af det
videnskabsetiske komitesystem frivilligt pålagde sig selv begrænsninger vedr.
forskningen på levende mennesker, var det en helt klar og naturlig
forudsætning, at der kunne tilsikres forskerne fuld diskretion i
sagsbehandlingen. Der var tale om et system, der byggede på gensidig tillid.
Denne gensidige tillid tillægger komitesystemet stadig særdeles stor vægt, og
i
den konkrete situation, var denne gensidige tillid ikke til stede.
Den Centrale Videnskabsetiske Komite er opmærksom på, at
komiteen efter den 1. oktober 1992 formelt næppe har hjemmel til at beslutte
en
kompetenceoverførsel fra en regional komite til en anden. Man fandt dog, at
der
var tale om en smidig løsning i en overgangsperiode, som Den Centrale
Videnskabsetiske Komite måtte kunne anbefale efter nødretlige
betragtninger."
Til det anførte bemærkede jeg følgende i skrivelsen til A:
"1. Som tidligere nævnt hvilede det videnskabsetiske
komitesystem indtil den 1. oktober 1992 - hvor den nugældende lov trådte i
kraft - på Helsinki Deklaration II. Indtil denne dato var komitesystemet ikke
en del af den offentlige forvaltning. Jeg har derfor ikke mulighed for at
tage
stilling til retmæssigheden af de dispositioner, som Den Centrale
Videnskabsetiske Komite har foretaget før den 1. oktober 1992; herved
henviser
jeg også til min udtalelse af 10. juli 1991 (j.nr. 1991-1032-43), (...).
Det spørgsmål, der foreligger til min bedømmelse, er derfor
alene, om Den Centrale Videnskabsetiske Komite efter den 1. oktober 1992
kunne
medvirke til en ordning, hvorefter visse ansøgninger om godkendelse af
biomedicinske forsøg på Rigshospitalet skulle behandles i Den
Videnskabsetiske
Komite for Københavns Amt og ikke - som foreskrevet i loven - af Den
Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner.
2. Loven om det videnskabsetiske komitesystem indeholder i §
6, stk. 1, følgende bestemmelse:
"§ 6.
Ethvert biomedicinsk forskningsprojekt,
der indebærer forsøg på
levendefødte
menneskelige individer,
menneskelige
kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, menneskelige befrugtede æg,
fosteranlæg
og fostre,
væv,
celler og arvebestanddele fra mennesker, fostre og lignende og
afdøde,
skal anmeldes til den regionale komite for det område, hvori
den projektansvarlige har sit virke."
Loven indeholder ikke hjemmel til, at en regional
videnskabsetisk komite - eller Den Centrale Videnskabsetiske Komite - kan
overføre den stedlige godkendelseskompetence, der er fastlagt ved lovens § 6,
stk. 1, fra én regional komite til en anden. En sådan kompetenceoverførsel
kan
heller ikke støttes på forvaltningsrettens almindelige principper om
delegation, jf. Karsten Loiborg m.fl., Forvaltningsret (1994), s. 96ff.
Den kompetenceoverførsel, der - på foranledning af Den
Centrale Videnskabsetiske Komite - blev iværksat ved skrivelsen af 14.
oktober
1992 fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt til Den Centrale
Videnskabsetiske Komite, var således i strid med loven.
3. Den Centrale Videnskabsetiske Komite har i udtalelsen
af 1. marts 1993 henvist til, at kompetenceoverførslen havde hjemmel i
nødretlige
betragtninger.
Hertil skal jeg indledningsvis bemærke, at det vel ikke kan
udelukkes, at der i en nødsituation - og naturligvis i tilfælde af
myndighedsinhabilitet
- ville kunne etableres en kompetencefordeling i (formel) strid med lovens
bestemmelser. En sådan nødsituation ville dog i sagens natur kun kunne
antages
at foreligge under ganske ekstraordinære omstændigheder. Herved henviser jeg
- udover at loven som nævnt indeholder en klar kompetencefordeling - til, at
offentlighedens (og ikke mindst forsøgspersonernes) tillid til det
videnskabsetiske komitesystem ville blive undermineret, såfremt de pågældende
forskere i almindelighed kunne gennemtrumfe, at deres ansøgninger skulle
behandles af en anden regional komite end den, der efter loven er kompetent.
4. Spørgsmålet er da, om der i den foreliggende sag er tale
om sådanne ekstraordinære omstændigheder.
a) Baggrunden for Den Centrale Videnskabsetiske Komites
beslutning om at overføre godkendelseskompetencen fra Den Videnskabsetiske
Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner til Den Videnskabsetiske
Komite for Københavns Amt er i udtalelsen af 1. marts 1993 beskrevet således:
"Komiteen bad desuden Den Videnskabsetiske Komite for
Københavns Amt om at stille sig til rådighed efter den 1. oktober 1992,
idet man havde et klart indtryk af, at
indholdet af en eller flere forsøgsplaner fra de pågældende afdelinger var
kommet til pressens kundskab uden de pågældende forskeres medvirken. Det har
således været vanskeligt at sikre fuld diskretion vedrørende forsøgsplanerne,
mens de blev underkastet en videnskabsetisk vurdering.
Den Videnskabsetiske
Komite for Københavns Amt behandlede anmodningen på sit møde den 28.
september
1992 og besluttede, at man
rent
midlertidigt og for en kortere periode
ville være villig til at behandle
relevante projekter fra Rigshospitalet." (de to første fremhævelser er
mine).
Begrundelsen for Den Centrale Videnskabsetiske Komites
beslutning er således, at visse - unavngivne - medlemmer af Den
Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner over for
pressen skulle have afgivet oplysninger om indholdet af de forsøgsplaner, som
har været forelagt for komiteen til godkendelse.
b) De avisartikler, som jeg har modtaget fra Den Centrale
Videnskabsetiske Komite - og som derfor må ligge til grund for antagelsen om
brud på tavshedspligten - er (X-avis') artikler af 9. november 1991
("Sprøjtet med radioaktivt stof i hjernen") og 10. november 1991
("Professor afviser anklager") samt (Y-avis') artikel af 6.
december
1991 ("Strålende hjerner"). Herudover har jeg fra Dem og (B)
modtaget
en udateret artikel fra (Y-avis) ("Etisk undtagelsestilstand").
Om professor (C's) forsøg fremgår det af disse artikler
navnlig,
at
forsøgene indebærer
indsprøjtning af radioaktive stoffer i menneskelige hjerner,
at
formålet med forsøgene er at forbedre
metoderne til behandling af sukkersyge og Føllings sygdom, og
at
forsøgspersonerne er mellem 24 og 71
år.
Det fremgår ikke af de omhandlede artikler, at oplysningerne
om professor (C's) forsøg er tilvejebragt af medlemmer af Den
Videnskabsetiske
Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Den Centrale
Videnskabsetiske
Komite har heller ikke i udtalelsen af 1. marts 1993 til mig oplyst, hvorpå
man
har baseret sine antagelser.
c) Således som sagen er oplyst, må jeg herefter være af den
opfattelse, at de antagelser, der ligger til grund for Den Centrale
Videnskabsetiske
Komites beslutning om kompetenceoverførsel, hviler på et utilstrækkeligt
grundlag. Dette må jeg anse for meget uheldigt; herved henviser jeg til,
at
en overførelse af
godkendelseskompetencen som nævnt kun ville kunne ske under ganske
ekstraordinære
omstændigheder (og på et tilsvarende sikkert faktisk grundlag), og
at
der i beslutningen om kompetenceoverførsel
synes at ligge en væsentlig kritik af de omhandlede - unavngivne -
komitemedlemmer.
Endvidere bemærker jeg, at sanktioner i anledning af
(dokumenterede) krænkelser af offentligt ansattes tavshedspligt naturligvis i
første omgang bør rettes mod de pågældende enkeltpersoner og ikke mod det
organ, som de er medlemmer af.
5. Sagen rejser i øvrigt det spørgsmål, om det - uafhængigt
af det tilvejebragte oplysningsgrundlag - i det hele taget ville være
retsstridigt for et medlem af en regional videnskabsetisk komite at udlevere
de
omhandlede generelle oplysninger om professor (C's) forsøg til pressen.
a) § 10 i loven om det videnskabsetiske komitesystem har
følgende ordlyd:
"§ 10.
Komiteerne følger løbende udviklingen
inden for den biomedicinske forskning og virker inden for deres område for
udbredelsen af kendskabet til de etiske problemer, der kan være forbundet
hermed."
I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen hedder det
følgende (Folketingstidende 1991/92, Tillæg A, sp. 1145):
"I § 9 (lovens § 10) hjemles de regionale komiteers
almindelige oplysende og debatskabende kompetence. Bestemmelsen forudsætter,
at
komiteerne af egen drift kan tage spørgsmål op og meddele sig til
offentligheden, når de skønner, at der foreligger etiske problemer af en
sådan
karakter, at en offentlig meningsudveksling er ønskelig."
Lovens § 10 tager vel efter sin ordlyd sigte på de regionale
komiteer som helhed; i konsekvens af det princip, som bestemmelsen er udtryk
for, må der imidlertid også tillægges de enkelte medlemmer en ganske
vidtgående adgang til at orientere offentligheden om spørgsmål af principiel
videnskabsetisk interesse. De almindelige bestemmelser om tavshedspligt i
straffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27 må fortolkes i
overensstemmelse
hermed. I denne forbindelse bemærker jeg også, at loven om det
videnskabsetiske
komitesystem ikke indeholder særlige bestemmelser om tavshedspligt.
Samtidig er det klart, at der også er et hensyn at tage til
de enkelte forskere. Hensynet til forskernes interesse i hemmeligholdelse af
generelle
oplysninger om deres projekter
må imidlertid som følge af det anførte normalt tillægges forholdsvis beskeden
vægt.
Det må herefter anses for åbenbart, at de videnskabsetiske
komiteer - og komiteernes enkelte medlemmer - er berettiget til at videregive
oplysninger til pressen om det generelle indhold af de forskningsprojekter,
man
får forelagt, såfremt oplysningerne er egnet til at rejse debat om væsentlige
og principielle videnskabsetiske spørgsmål; dette følger umiddelbart af
lovens § 10 og af bestemmelsens forarbejder.
b) Under disse omstændigheder må jeg anse det for
overordentlig beklageligt, at Den Centrale Videnskabsetiske Komite har
medvirket til at overføre godkendelseskompetencen fra Den Videnskabsetiske
Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner til Den Videnskabsetiske
Komite for Københavns Amt med den begrundelse, at enkelte af komiteens
medlemmer
- muligvis - har orienteret pressen om hovedindholdet af professor (C's)
forskningsprojekt vedrørende påvirkning af den menneskelige hjerne med
radioaktive stoffer.
I tilslutning hertil skal jeg mere generelt bemærke, at dele
af Den Centrale Videnskabsetiske Komites udtalelse af 1. marts 1993 synes at
hvile på en uholdbar opfattelse af forskernes forhold til det
videnskabsetiske
komitesystem; jeg sigter navnlig til følgende afsnit:
"Da danske læger ved etableringen af det videnskabsetiske
komitesystem frivilligt pålagde sig selv begrænsninger vedr. forskningen på
levende mennesker, var det en helt klar og naturlig forudsætning, at der
kunne
tilsikres forskerne fuld diskretion i sagsbehandlingen. Der var tale om et
system, der byggede på gensidig tillid. Denne gensidige tillid tillægger
komitesystemet stadig særdeles stor vægt, og i den konkrete situation, var
denne gensidige tillid ikke til stede."
Til det anførte skal jeg bemærke, at det videnskabsetiske
komitesystem i princippet er et almindeligt offentligretligt
godkendelsessystem;
forskerne må alene foretage de omhandlede forsøg, såfremt de får tilladelse
dertil fra de regionale videnskabsetiske komiteer. Som følge heraf skal
spørgsmål om offentlighed og tavshedspligt i det videnskabsetiske
komitesystem
besvares på grundlag af de almindelige forvaltningsretlige regler herom. Den
Centrale Videnskabsetiske Komite kan derfor ikke sikre de enkelte forskere
diskretion i videre omfang, end hvad der følger af disse regler; i retlig
forstand hviler det videnskabsetiske komitesystem således på ingen måde på
"gensidig tillid" mellem komitesystemet og forskerne.
6. Jeg har gjort Den Centrale Videnskabsetiske Komite
bekendt med min opfattelse. Da jeg - på grundlag af oplysningerne i komiteens
udtalelse af 1. marts 1993 - må gå ud fra, at kompetenceforholdene nu er
bragt
i overensstemmelse med loven, foretager jeg mig i øvrigt ikke videre."
ad b) Spørgsmålet om
udlevering af referater fra Den Centrale Videnskabsetiske Komites møder.
I skrivelsen af 19. januar 1993 klagede A og B som anført
tillige over at de medlemmer af de regionale videnskabsetiske komiteer, der
ikke samtidig var medlemmer af Den Centrale Videnskabsetiske Komite, ikke
havde adgang til at se referaterne fra møderne i Den Centrale
Videnskabsetiske
Komite. A og B henviste til at det måtte anses for væsentligt for de
regionale
komitemedlemmers arbejde at have kendskab til de principielle drøftelser, der
fandt sted i Den Centrale Videnskabsetiske Komite.
I Den Centrale Videnskabsetiske Komites udtalelse af 1.
marts 1993 hed det om spørgsmålet følgende:
"I den periode, hvor det videnskabsetiske komitesystem
fungerede på frivilligt grundlag, dvs. indtil 1. oktober 1992, pålagde
komiteerne sig selv en tavshedspligt med hensyn til, hvad de erfarede i deres
egenskab af medlemmer/suppleanter. Denne tavshedspligt var af moralsk natur,
begrundet
dels
i hensynet til de
patienter, der indgik i forskningsprojekter,
dels
i hensynet til beskyttelse af forskere og firmaer mod
uberettiget tilegnelse,
dels
i et almindeligt
hensyn til at kommunikation mellem forskere og komiteer kunne foregå i en
åben
atmosfære med tilsikret diskretion. Hensynet til fortrolighed blev håndhævet
gennem et generelt afslag på aktindsigt hos personer, som ikke deltog i den
enkelte komites møder, dvs.
kun
medlemmer og suppleanter i hver enkelt komite havde adgang til denne komites
sagsakter, herunder komiteens mødereferater.
...
Lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af
biomedicinske forskningsprojekter (lov nr. 503 af 24.6.1992) trådte i kraft
den 1. oktober 1992. Fra denne dato blev det videnskabsetiske komitesystem,
herunder Den Centrale Videnskabsetiske Komite en del af den offentlige
forvaltning og dermed omfattet af reglerne om aktindsigt i lov om
offentlighed
i forvaltningen.
I medfør af offentlighedslovens § 7, stk. 1, er interne
arbejdsdokumenter undtaget fra aktindsigt i det omfang de er udarbejdet af en
myndighed til eget brug, herunder dokumenter udarbejdet af sekretariatet for
et
kollegialt organ, når sekretariatet er del af forvaltningsmyndigheden.
Den Centrale Videnskabsetiske Komite har fortolket denne
bestemmelse således, at referater fra komiteens møder er undtaget fra pligten
til at give aktindsigt. Komiteens referater er affattet som et
"fuldstændigt referat", dvs. udover en konklusion om sagens
afgørelse
indeholder referaterne tillige en gengivelse af navngivne medlemmers
overvejelser vedrørende sagens afgørelse. Den Centrale Videnskabsetiske
Komites
referater sendes
kun
til komiteens
medlemmer, til de regionale videnskabsetiske komiteers sekretærer, der med
observatørstatus har adgang til at overvære møderne, og til de suppleanter
som
i det enkelte møde har måttet deltage i stedet for det ordinære medlem."
Til det anførte bemærkede jeg følgende i skrivelsen til A:
"1. Det spørgsmål, der foreligger til min bedømmelse,
er, om medlemmerne af de regionale videnskabsetiske komiteer - i deres
egenskab
af sådanne - har ret til at se referaterne fra møder i Den Centrale
Videnskabsetiske Komite. Den Centrale Videnskabsetiske Komite har bedømt
spørgsmålet
på grundlag af reglerne i offentlighedsloven.
Denne fremgangsmåde er ikke korrekt. Spørgsmålet om,
hvorvidt en forvaltningsmyndighed har pligt til at udlevere oplysninger til
en anden forvaltningsmyndighed, skal ikke bedømmes efter offentlighedsloven,
men efter de særlige bestemmelser i forvaltningslovens kap. 8. Spørgsmålet om
privates - herunder pressens - adgang til mødereferaterne skal derimod
behandles efter reglerne i offentlighedsloven.
Forvaltningslovens § 31 (lovens kap. 8) har følgende ordlyd:
"§ 31.
I det omfang en forvaltningsmyndighed er
berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en
anden myndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for
myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke
anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der
væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få
oplysningerne."
Det følger af bestemmelsen, at Den Centrale Videnskabsetiske
Komite er
forpligtet
til at udlevere
de omhandlede mødereferater til de regionale komiteer, såfremt en sådan
udlevering er
berettiget.
Sidstnævnte
spørgsmål skal besvares på grundlag af forvaltningslovens § 28; det bemærkes
herved, at den særlige bestemmelse i forvaltningslovens § 30 ikke omfatter en
situation som den foreliggende.
2. Forvaltningslovens § 28, stk. 1-3, har følgende ordlyd:
"§ 28.
Oplysninger om enkeltpersoners rent
private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om
politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger
om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler
og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2.
Videregivelse af de i stk. 1 nævnte
oplysninger kan dog ske, når
den,
oplysningen angår, har givet samtykke,
det
følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen
skal
videregives,
videregivelsen
sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart
overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse,
herunder
hensynet til den, oplysningen angår, eller
videregivelsen
er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en
myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
Stk. 3.
Andre fortrolige oplysninger må ud over
de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden
forvaltningsmyndighed,
når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for
myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal
træffe."
Fra Den Centrale Videnskabsetiske Komite har jeg modtaget
referater af komiteens møder den 17. januar, 14. februar, 24. april, 22. maj,
26. juni, 14. august, 18. september og 27. november 1992.
Disse referater indeholder ikke oplysninger, der er omfattet
af forvaltningslovens § 28, stk. 1. Uanset om enkelte oplysninger måtte være
af fortrolig karakter, har medlemmerne af de regionale videnskabsetiske
komiteer herefter ret til at få referaterne udleveret til brug for deres
arbejde i komiteerne, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 3, sammenholdt med §
31, stk. 1; jeg henviser til, at det må anses for åbenbart, at medlemmerne af
de regionale komiteer har et sagligt begrundet behov for at kunne gøre sig
bekendt med de drøftelser, der foregår i Den Centrale Videnskabsetiske
Komite.
3. De øvrige referater fra Den Centrale Videnskabsetiske
Komites møder har jeg ikke haft lejlighed til at gennemgå. Den Centrale
Videnskabsetiske
Komite må derfor tage stilling til, om der er oplysninger i disse referater,
som efter forvaltningslovens § 31, jf. § 28, ikke må udleveres til de
regionale
videnskabsetiske komiteer.
Samtidig hermed har jeg henstillet til Den Centrale
Videnskabsetiske Komite, at man tager spørgsmålet op til fornyet behandling.
Jeg har udbedt mig underretning om sagens udfald.
..."
Lignende dokumenter
- 1995 BTL 179 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER (NEDSÆTTELSE, OPFØLGNING M.V.) NR L 179 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 4. juni 1996
- 1991 BTL 59 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER NR L 59 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 11. november 1992
- 1995 LSF 179 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER OG LOV OM OPRETTELSE AF ET ETISK RÅD OG REGULERING AF VISSE BIOMEDICINSKE FORSØG (NEDSÆTTELSE, OPFØLGNING M.V.) Retsinformation · 12. juni 1996
- 1985 LSF 91 FORSLAG TIL LOV OM OPRETTELSE AF ET ETISK RÅD OG REGULERING AF VISSE BIO-MEDICINSKE FORSØG Retsinformation · 21. maj 1988
- 1991 LSF 59 FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER Retsinformation · 13. november 1992
- 1990 LSF 166 FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIO-MEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER Retsinformation · 17. april 1991