Spring til indhold

Retsinformation

Kompetenceoverførsel og tavshedspligt i det videnskabsetiske komitesystem. Videregivelse af oplysninger.

FOU nr 1994.86UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kompetenceoverførsel

og tavshedspligt i det videnskabsetiske komitesystem. Videregivelse af

oplysninger.

A og B, der var lægmedlemmer af Den Videnskabsetiske Komite

for Københavns og Frederiksberg Kommuner, rettede i en skrivelse henvendelse

til mig. De ønskede at jeg skulle tage stilling til, om kompetencen til at

godkende visse forskningsprojekter på Rigshospitalet med rette var overført

fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner til

Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt. Endvidere ønskede de at jeg

skulle tage stilling til, om Den Centrale Videnskabsetiske Komite med rette

havde afvist at udlevere referater fra komiteens møder til medlemmerne af de

regionale videnskabsetiske komiteer.

I en senere skrivelse udvidede A og B deres klage til også

at vedrøre det forhold at Den Centrale Videnskabsetiske Komite den 27.

november 1992 - uden at afvente den endelige nedsættelse af Den

Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner - havde

afholdt konstituerende møde og i den forbindelse udarbejdet et udkast til

vedtægter for de videnskabsetiske komiteer.

I en skrivelse til A anførte jeg indledningsvist følgende:

"Om retsgrundlaget for det videnskabsetiske

komitesystem skal jeg kort bemærke følgende:

De videnskabsetiske komiteer er nedsat ved lov nr. 503 af

24. juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af

biomedicinske

forskningsprojekter. Loven trådte i kraft den 1. oktober 1992. Indtil dette

tidspunkt var grundlaget for de videnskabsetiske komiteers virksomhed

Helsinki

Deklaration II.

Efter lovens § 2, stk. 1, skal de enkelte amtsråd nedsætte

regionale videnskabsetiske komiteer. En række biomedicinske

Læs alt

forskningsprojekter

skal anmeldes til den regionale komite, hvorunder den, der er ansvarlig for

det

pågældende projekt, har sit virke, jf. lovens § 6, stk. 1. Projekterne må

ikke

iværksættes, før de er godkendt af den regionale komite, jf. § 7, stk. 1.

Visse

biomedicinske forsøg skal dog tillige godkendes af Den Centrale

Videnskabsetiske Komite, jf. lovens § 14, stk. 1.

En forsker, der ikke har opnået tilladelse i en regional

videnskabsetisk komite, kan indbringe sagen for Den Centrale Videnskabsetiske

Komite, jf. lovens § 12. De regionale komiteer skal i øvrigt forelægge sagen

for Den Centrale Videnskabsetiske Komite, såfremt man ikke kan nå til enighed

om bedømmelsen af et projekt, eller hvis sagen rejser spørgsmål af principiel

karakter, jf. lovens § 7, stk. 4.

Jeg skal herefter udtale følgende:

Det bemærkes indledningsvis, at jeg ikke har grundlag for at

kritisere, at Den Centrale Videnskabsetiske Komite den 27. november 1992 -

uden at afvente den endelige nedsættelse af Den Videnskabsetiske Komite for

Københavns og Frederiksberg Kommuner - afholdt konstituerende møde, og at man

i den forbindelse behandlede et udkast til vedtægter for de videnskabsetiske

komiteer (...)

..."

Således som A og B havde forelagt sagen for mig, skulle jeg

herefter tage stilling til to spørgsmål:

Spørgsmålet

om hvorvidt kompetencen til at godkende visse forskningsprojekter med rette

var

overført fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg

Kommuner til Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt, og

Spørgsmålet

om hvorvidt Den Centrale Videnskabsetiske Komite med rette havde afvist at

udlevere

referater af komiteens møder til medlemmer af de regionale videnskabsetiske

komiteer.

ad a) Spørgsmålet om

kompetenceoverførsel.

De faktiske omstændigheder, der lå til grund for denne del

af A's og B's klage, var følgende:

Den 9. november 1991 bragte X-avis en artikel om nogle

forsøg, som professor, dr. med. C havde gennemført på Rigshospitalet. Det

fremgik bl.a. af artiklen

at

de personer,

der medvirkede ved forsøgene, blev sprøjtet med radioaktivt stof i hjernen,

og

at

professor C ikke havde opnået

tilladelse til forsøgene fra det videnskabsetiske komitesystem.

Efter at professor C havde fremvist en tilladelse, som han

havde modtaget fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og

Frederiksberg

Kommuner, blev oplysningerne herom korrigeret i X-avis den 10. november 1991.

Den 6. december 1991 bragte Y-avis en artikel om sagen.

Under overskriften "Strålende hjerner" hedder det bl.a. følgende:

"Forsøget på Rigshospitalet (professor (C's) ovennævnte

forsøg) er blevet anmeldt og godkendt af Den Videnskabsetiske Komite for

København og Frederiksberg. Men nu har formanden for komiteen, overlæge (D)

telefonisk bedt (C) om at holde pause med forsøgene.

Det er sket, efter at to lægmedlemmer af komiteen, (...)

skriftligt har krævet, at forsøgene skal stoppes øjeblikkeligt.

De henviser til, at forsøg med det radioaktive stof, kulstof

14, er forbudt i Frankrig, Tyskland og Østrig. I England og Schweiz har man

indført meget stærke begrænsninger."

Efter at sagen havde været drøftet på et møde i Den Centrale

Videnskabsetiske Komite den 6. december 1991, udsendte Den Videnskabsetiske

Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner den 10. december samme år en

skrivelse til en række forskningsanstalter m.v. Heri henstillede man at visse

af de omhandlede forskningsprojekter midlertidigt blev indstillet.

Efter at man havde indhentet yderligere oplysninger om

konsekvenserne af de omhandlede forsøg, udsendte Den Centrale

Videnskabsetiske

Komite i maj 1992 en rekommandation om deltagelse i forsøg, der medfører

udsættelse for ioniserende stråling.

Sagen om professor C's forskningsprojekt var blevet behandlet

på Den Centrale Videnskabsetiske Komites møde den 24. april 1992. Resultatet

af

mødet var at man ikke havde grundlag for at kritisere professorens

fremgangsmåde. Man anså herefter sagen for afsluttet.

Det fremgik af Den Centrale Videnskabsetiske Komites

udtalelse af 1. marts 1993 at professor C efterfølgende anmodede denne komite

om - i stedet for Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg

Kommuner - at behandle tre ansøgninger om godkendelse af forskningsprojekter.

Herom - og om sagens videre forløb - hed det i udtalelsen bl.a. følgende:

"Den offentlige indblanding i sagsbehandlingen i Den

Videnskabsetiske Komité for Københavns og Frederiksberg Kommuner og de

negative

udtalelser om professor (C) i pressen førte til, at denne komité på

foranledning af professor (C) indsendte 3 projekter til Den Centrale

Videnskabsetiske Komite med anmodning om behandling i Den Centrale

Videnskabsetiske Komite eller en anden regional videnskabsetisk komite, idet

han ikke mente at kunne påregne en uvildig behandling i Den Videnskabsetiske

Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Den Centrale Videnskabsetiske Komite fandt, at professor (C)

havde været udsat for en helt urimelig hetz i udførelsen af sit arbejde. Han

havde opfyldt alle de formelle krav, som kunne stilles på tidspunktet for

anmeldelse af sine protokoller, og det fandtes nu dokumenteret, at

anvendelsen

af Kulstof-14 ikke er forbudt i de angivne lande. Komiteen vedtog herefter at

behandle projekterne selv, hvilket skete på komiteens møder den 14. august

1992

og den 18. september 1992.

Komiteen bad desuden Den Videnskabsetiske Komite for

Københavns Amt om at stille sig til rådighed efter den 1. oktober 1992, idet

man havde et klart indtryk af, at indholdet af en eller flere forsøgsplaner

fra de pågældende afdelinger var kommet til pressens kundskab uden de

pågældende forskeres medvirken. Det har således været vanskeligt at sikre

fuld

diskretion vedrørende forsøgsplanerne, mens de blev underkastet en

videnskabsetisk vurdering. Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt

behandlede anmodningen på sit møde den 28. september 1992 og besluttede, at

man

rent midlertidigt og for en kortere

periode

ville være villig til at behandle relevante projekter fra

Rigshospitalet."

I en skrivelse af 14. oktober 1992 fra Den Videnskabsetiske

Komite for Københavns Amt til Den Centrale Videnskabsetiske Komite hed det

følgende:

"På sit møde den 18.9.1992 anmodede Den Centrale

Videnskabsetiske Komite om, at den videnskabsetiske komite for Københavns Amt

fremover behandlede projekter fra Rigshospitalet, som tidligere blev

fremsendt

til Den Centrale Videnskabsetiske Komite med den begrundelse, at man ikke

kunne sikre fortroligheden i den videnskabsetiske komite for Københavns og

Frederiksberg Kommuner.

Den videnskabsetiske komite for Københavns Amt har på sit

seneste møde den 28.9.1992 behandlet anmodningen, og komiteen besluttede, at

man rent midlertidigt og for en kortere periode indtil problemerne i

Københavner-komiteen er løst, vil være villig til at behandle de relevante

projekter fra Rigshospitalet m.v."

Om det retlige grundlag for den omhandlede

kompetenceoverførsel hed det i Den Centrale Videnskabsetiske Komites

udtalelse

af 1. marts 1993 følgende:

"Da danske læger ved etableringen af det

videnskabsetiske komitesystem frivilligt pålagde sig selv begrænsninger vedr.

forskningen på levende mennesker, var det en helt klar og naturlig

forudsætning, at der kunne tilsikres forskerne fuld diskretion i

sagsbehandlingen. Der var tale om et system, der byggede på gensidig tillid.

Denne gensidige tillid tillægger komitesystemet stadig særdeles stor vægt, og

i

den konkrete situation, var denne gensidige tillid ikke til stede.

Den Centrale Videnskabsetiske Komite er opmærksom på, at

komiteen efter den 1. oktober 1992 formelt næppe har hjemmel til at beslutte

en

kompetenceoverførsel fra en regional komite til en anden. Man fandt dog, at

der

var tale om en smidig løsning i en overgangsperiode, som Den Centrale

Videnskabsetiske Komite måtte kunne anbefale efter nødretlige

betragtninger."

Til det anførte bemærkede jeg følgende i skrivelsen til A:

"1. Som tidligere nævnt hvilede det videnskabsetiske

komitesystem indtil den 1. oktober 1992 - hvor den nugældende lov trådte i

kraft - på Helsinki Deklaration II. Indtil denne dato var komitesystemet ikke

en del af den offentlige forvaltning. Jeg har derfor ikke mulighed for at

tage

stilling til retmæssigheden af de dispositioner, som Den Centrale

Videnskabsetiske Komite har foretaget før den 1. oktober 1992; herved

henviser

jeg også til min udtalelse af 10. juli 1991 (j.nr. 1991-1032-43), (...).

Det spørgsmål, der foreligger til min bedømmelse, er derfor

alene, om Den Centrale Videnskabsetiske Komite efter den 1. oktober 1992

kunne

medvirke til en ordning, hvorefter visse ansøgninger om godkendelse af

biomedicinske forsøg på Rigshospitalet skulle behandles i Den

Videnskabsetiske

Komite for Københavns Amt og ikke - som foreskrevet i loven - af Den

Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner.

2. Loven om det videnskabsetiske komitesystem indeholder i §

6, stk. 1, følgende bestemmelse:

"§ 6.

Ethvert biomedicinsk forskningsprojekt,

der indebærer forsøg på

levendefødte

menneskelige individer,

menneskelige

kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, menneskelige befrugtede æg,

fosteranlæg

og fostre,

væv,

celler og arvebestanddele fra mennesker, fostre og lignende og

afdøde,

skal anmeldes til den regionale komite for det område, hvori

den projektansvarlige har sit virke."

Loven indeholder ikke hjemmel til, at en regional

videnskabsetisk komite - eller Den Centrale Videnskabsetiske Komite - kan

overføre den stedlige godkendelseskompetence, der er fastlagt ved lovens § 6,

stk. 1, fra én regional komite til en anden. En sådan kompetenceoverførsel

kan

heller ikke støttes på forvaltningsrettens almindelige principper om

delegation, jf. Karsten Loiborg m.fl., Forvaltningsret (1994), s. 96ff.

Den kompetenceoverførsel, der - på foranledning af Den

Centrale Videnskabsetiske Komite - blev iværksat ved skrivelsen af 14.

oktober

1992 fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt til Den Centrale

Videnskabsetiske Komite, var således i strid med loven.

3. Den Centrale Videnskabsetiske Komite har i udtalelsen

af 1. marts 1993 henvist til, at kompetenceoverførslen havde hjemmel i

nødretlige

betragtninger.

Hertil skal jeg indledningsvis bemærke, at det vel ikke kan

udelukkes, at der i en nødsituation - og naturligvis i tilfælde af

myndighedsinhabilitet

- ville kunne etableres en kompetencefordeling i (formel) strid med lovens

bestemmelser. En sådan nødsituation ville dog i sagens natur kun kunne

antages

at foreligge under ganske ekstraordinære omstændigheder. Herved henviser jeg

- udover at loven som nævnt indeholder en klar kompetencefordeling - til, at

offentlighedens (og ikke mindst forsøgspersonernes) tillid til det

videnskabsetiske komitesystem ville blive undermineret, såfremt de pågældende

forskere i almindelighed kunne gennemtrumfe, at deres ansøgninger skulle

behandles af en anden regional komite end den, der efter loven er kompetent.

4. Spørgsmålet er da, om der i den foreliggende sag er tale

om sådanne ekstraordinære omstændigheder.

a) Baggrunden for Den Centrale Videnskabsetiske Komites

beslutning om at overføre godkendelseskompetencen fra Den Videnskabsetiske

Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner til Den Videnskabsetiske

Komite for Københavns Amt er i udtalelsen af 1. marts 1993 beskrevet således:

"Komiteen bad desuden Den Videnskabsetiske Komite for

Københavns Amt om at stille sig til rådighed efter den 1. oktober 1992,

idet man havde et klart indtryk af, at

indholdet af en eller flere forsøgsplaner fra de pågældende afdelinger var

kommet til pressens kundskab uden de pågældende forskeres medvirken. Det har

således været vanskeligt at sikre fuld diskretion vedrørende forsøgsplanerne,

mens de blev underkastet en videnskabsetisk vurdering.

Den Videnskabsetiske

Komite for Københavns Amt behandlede anmodningen på sit møde den 28.

september

1992 og besluttede, at man

rent

midlertidigt og for en kortere periode

ville være villig til at behandle

relevante projekter fra Rigshospitalet." (de to første fremhævelser er

mine).

Begrundelsen for Den Centrale Videnskabsetiske Komites

beslutning er således, at visse - unavngivne - medlemmer af Den

Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner over for

pressen skulle have afgivet oplysninger om indholdet af de forsøgsplaner, som

har været forelagt for komiteen til godkendelse.

b) De avisartikler, som jeg har modtaget fra Den Centrale

Videnskabsetiske Komite - og som derfor må ligge til grund for antagelsen om

brud på tavshedspligten - er (X-avis') artikler af 9. november 1991

("Sprøjtet med radioaktivt stof i hjernen") og 10. november 1991

("Professor afviser anklager") samt (Y-avis') artikel af 6.

december

1991 ("Strålende hjerner"). Herudover har jeg fra Dem og (B)

modtaget

en udateret artikel fra (Y-avis) ("Etisk undtagelsestilstand").

Om professor (C's) forsøg fremgår det af disse artikler

navnlig,

at

forsøgene indebærer

indsprøjtning af radioaktive stoffer i menneskelige hjerner,

at

formålet med forsøgene er at forbedre

metoderne til behandling af sukkersyge og Føllings sygdom, og

at

forsøgspersonerne er mellem 24 og 71

år.

Det fremgår ikke af de omhandlede artikler, at oplysningerne

om professor (C's) forsøg er tilvejebragt af medlemmer af Den

Videnskabsetiske

Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Den Centrale

Videnskabsetiske

Komite har heller ikke i udtalelsen af 1. marts 1993 til mig oplyst, hvorpå

man

har baseret sine antagelser.

c) Således som sagen er oplyst, må jeg herefter være af den

opfattelse, at de antagelser, der ligger til grund for Den Centrale

Videnskabsetiske

Komites beslutning om kompetenceoverførsel, hviler på et utilstrækkeligt

grundlag. Dette må jeg anse for meget uheldigt; herved henviser jeg til,

at

en overførelse af

godkendelseskompetencen som nævnt kun ville kunne ske under ganske

ekstraordinære

omstændigheder (og på et tilsvarende sikkert faktisk grundlag), og

at

der i beslutningen om kompetenceoverførsel

synes at ligge en væsentlig kritik af de omhandlede - unavngivne -

komitemedlemmer.

Endvidere bemærker jeg, at sanktioner i anledning af

(dokumenterede) krænkelser af offentligt ansattes tavshedspligt naturligvis i

første omgang bør rettes mod de pågældende enkeltpersoner og ikke mod det

organ, som de er medlemmer af.

5. Sagen rejser i øvrigt det spørgsmål, om det - uafhængigt

af det tilvejebragte oplysningsgrundlag - i det hele taget ville være

retsstridigt for et medlem af en regional videnskabsetisk komite at udlevere

de

omhandlede generelle oplysninger om professor (C's) forsøg til pressen.

a) § 10 i loven om det videnskabsetiske komitesystem har

følgende ordlyd:

"§ 10.

Komiteerne følger løbende udviklingen

inden for den biomedicinske forskning og virker inden for deres område for

udbredelsen af kendskabet til de etiske problemer, der kan være forbundet

hermed."

I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen hedder det

følgende (Folketingstidende 1991/92, Tillæg A, sp. 1145):

"I § 9 (lovens § 10) hjemles de regionale komiteers

almindelige oplysende og debatskabende kompetence. Bestemmelsen forudsætter,

at

komiteerne af egen drift kan tage spørgsmål op og meddele sig til

offentligheden, når de skønner, at der foreligger etiske problemer af en

sådan

karakter, at en offentlig meningsudveksling er ønskelig."

Lovens § 10 tager vel efter sin ordlyd sigte på de regionale

komiteer som helhed; i konsekvens af det princip, som bestemmelsen er udtryk

for, må der imidlertid også tillægges de enkelte medlemmer en ganske

vidtgående adgang til at orientere offentligheden om spørgsmål af principiel

videnskabsetisk interesse. De almindelige bestemmelser om tavshedspligt i

straffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27 må fortolkes i

overensstemmelse

hermed. I denne forbindelse bemærker jeg også, at loven om det

videnskabsetiske

komitesystem ikke indeholder særlige bestemmelser om tavshedspligt.

Samtidig er det klart, at der også er et hensyn at tage til

de enkelte forskere. Hensynet til forskernes interesse i hemmeligholdelse af

generelle

oplysninger om deres projekter

må imidlertid som følge af det anførte normalt tillægges forholdsvis beskeden

vægt.

Det må herefter anses for åbenbart, at de videnskabsetiske

komiteer - og komiteernes enkelte medlemmer - er berettiget til at videregive

oplysninger til pressen om det generelle indhold af de forskningsprojekter,

man

får forelagt, såfremt oplysningerne er egnet til at rejse debat om væsentlige

og principielle videnskabsetiske spørgsmål; dette følger umiddelbart af

lovens § 10 og af bestemmelsens forarbejder.

b) Under disse omstændigheder må jeg anse det for

overordentlig beklageligt, at Den Centrale Videnskabsetiske Komite har

medvirket til at overføre godkendelseskompetencen fra Den Videnskabsetiske

Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner til Den Videnskabsetiske

Komite for Københavns Amt med den begrundelse, at enkelte af komiteens

medlemmer

- muligvis - har orienteret pressen om hovedindholdet af professor (C's)

forskningsprojekt vedrørende påvirkning af den menneskelige hjerne med

radioaktive stoffer.

I tilslutning hertil skal jeg mere generelt bemærke, at dele

af Den Centrale Videnskabsetiske Komites udtalelse af 1. marts 1993 synes at

hvile på en uholdbar opfattelse af forskernes forhold til det

videnskabsetiske

komitesystem; jeg sigter navnlig til følgende afsnit:

"Da danske læger ved etableringen af det videnskabsetiske

komitesystem frivilligt pålagde sig selv begrænsninger vedr. forskningen på

levende mennesker, var det en helt klar og naturlig forudsætning, at der

kunne

tilsikres forskerne fuld diskretion i sagsbehandlingen. Der var tale om et

system, der byggede på gensidig tillid. Denne gensidige tillid tillægger

komitesystemet stadig særdeles stor vægt, og i den konkrete situation, var

denne gensidige tillid ikke til stede."

Til det anførte skal jeg bemærke, at det videnskabsetiske

komitesystem i princippet er et almindeligt offentligretligt

godkendelsessystem;

forskerne må alene foretage de omhandlede forsøg, såfremt de får tilladelse

dertil fra de regionale videnskabsetiske komiteer. Som følge heraf skal

spørgsmål om offentlighed og tavshedspligt i det videnskabsetiske

komitesystem

besvares på grundlag af de almindelige forvaltningsretlige regler herom. Den

Centrale Videnskabsetiske Komite kan derfor ikke sikre de enkelte forskere

diskretion i videre omfang, end hvad der følger af disse regler; i retlig

forstand hviler det videnskabsetiske komitesystem således på ingen måde på

"gensidig tillid" mellem komitesystemet og forskerne.

6. Jeg har gjort Den Centrale Videnskabsetiske Komite

bekendt med min opfattelse. Da jeg - på grundlag af oplysningerne i komiteens

udtalelse af 1. marts 1993 - må gå ud fra, at kompetenceforholdene nu er

bragt

i overensstemmelse med loven, foretager jeg mig i øvrigt ikke videre."

ad b) Spørgsmålet om

udlevering af referater fra Den Centrale Videnskabsetiske Komites møder.

I skrivelsen af 19. januar 1993 klagede A og B som anført

tillige over at de medlemmer af de regionale videnskabsetiske komiteer, der

ikke samtidig var medlemmer af Den Centrale Videnskabsetiske Komite, ikke

havde adgang til at se referaterne fra møderne i Den Centrale

Videnskabsetiske

Komite. A og B henviste til at det måtte anses for væsentligt for de

regionale

komitemedlemmers arbejde at have kendskab til de principielle drøftelser, der

fandt sted i Den Centrale Videnskabsetiske Komite.

I Den Centrale Videnskabsetiske Komites udtalelse af 1.

marts 1993 hed det om spørgsmålet følgende:

"I den periode, hvor det videnskabsetiske komitesystem

fungerede på frivilligt grundlag, dvs. indtil 1. oktober 1992, pålagde

komiteerne sig selv en tavshedspligt med hensyn til, hvad de erfarede i deres

egenskab af medlemmer/suppleanter. Denne tavshedspligt var af moralsk natur,

begrundet

dels

i hensynet til de

patienter, der indgik i forskningsprojekter,

dels

i hensynet til beskyttelse af forskere og firmaer mod

uberettiget tilegnelse,

dels

i et almindeligt

hensyn til at kommunikation mellem forskere og komiteer kunne foregå i en

åben

atmosfære med tilsikret diskretion. Hensynet til fortrolighed blev håndhævet

gennem et generelt afslag på aktindsigt hos personer, som ikke deltog i den

enkelte komites møder, dvs.

kun

medlemmer og suppleanter i hver enkelt komite havde adgang til denne komites

sagsakter, herunder komiteens mødereferater.

...

Lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af

biomedicinske forskningsprojekter (lov nr. 503 af 24.6.1992) trådte i kraft

den 1. oktober 1992. Fra denne dato blev det videnskabsetiske komitesystem,

herunder Den Centrale Videnskabsetiske Komite en del af den offentlige

forvaltning og dermed omfattet af reglerne om aktindsigt i lov om

offentlighed

i forvaltningen.

I medfør af offentlighedslovens § 7, stk. 1, er interne

arbejdsdokumenter undtaget fra aktindsigt i det omfang de er udarbejdet af en

myndighed til eget brug, herunder dokumenter udarbejdet af sekretariatet for

et

kollegialt organ, når sekretariatet er del af forvaltningsmyndigheden.

Den Centrale Videnskabsetiske Komite har fortolket denne

bestemmelse således, at referater fra komiteens møder er undtaget fra pligten

til at give aktindsigt. Komiteens referater er affattet som et

"fuldstændigt referat", dvs. udover en konklusion om sagens

afgørelse

indeholder referaterne tillige en gengivelse af navngivne medlemmers

overvejelser vedrørende sagens afgørelse. Den Centrale Videnskabsetiske

Komites

referater sendes

kun

til komiteens

medlemmer, til de regionale videnskabsetiske komiteers sekretærer, der med

observatørstatus har adgang til at overvære møderne, og til de suppleanter

som

i det enkelte møde har måttet deltage i stedet for det ordinære medlem."

Til det anførte bemærkede jeg følgende i skrivelsen til A:

"1. Det spørgsmål, der foreligger til min bedømmelse,

er, om medlemmerne af de regionale videnskabsetiske komiteer - i deres

egenskab

af sådanne - har ret til at se referaterne fra møder i Den Centrale

Videnskabsetiske Komite. Den Centrale Videnskabsetiske Komite har bedømt

spørgsmålet

på grundlag af reglerne i offentlighedsloven.

Denne fremgangsmåde er ikke korrekt. Spørgsmålet om,

hvorvidt en forvaltningsmyndighed har pligt til at udlevere oplysninger til

en anden forvaltningsmyndighed, skal ikke bedømmes efter offentlighedsloven,

men efter de særlige bestemmelser i forvaltningslovens kap. 8. Spørgsmålet om

privates - herunder pressens - adgang til mødereferaterne skal derimod

behandles efter reglerne i offentlighedsloven.

Forvaltningslovens § 31 (lovens kap. 8) har følgende ordlyd:

"§ 31.

I det omfang en forvaltningsmyndighed er

berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en

anden myndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for

myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke

anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der

væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få

oplysningerne."

Det følger af bestemmelsen, at Den Centrale Videnskabsetiske

Komite er

forpligtet

til at udlevere

de omhandlede mødereferater til de regionale komiteer, såfremt en sådan

udlevering er

berettiget.

Sidstnævnte

spørgsmål skal besvares på grundlag af forvaltningslovens § 28; det bemærkes

herved, at den særlige bestemmelse i forvaltningslovens § 30 ikke omfatter en

situation som den foreliggende.

2. Forvaltningslovens § 28, stk. 1-3, har følgende ordlyd:

"§ 28.

Oplysninger om enkeltpersoners rent

private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om

politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger

om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler

og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2.

Videregivelse af de i stk. 1 nævnte

oplysninger kan dog ske, når

den,

oplysningen angår, har givet samtykke,

det

følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen

skal

videregives,

videregivelsen

sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart

overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse,

herunder

hensynet til den, oplysningen angår, eller

videregivelsen

er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en

myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Stk. 3.

Andre fortrolige oplysninger må ud over

de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden

forvaltningsmyndighed,

når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for

myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal

træffe."

Fra Den Centrale Videnskabsetiske Komite har jeg modtaget

referater af komiteens møder den 17. januar, 14. februar, 24. april, 22. maj,

26. juni, 14. august, 18. september og 27. november 1992.

Disse referater indeholder ikke oplysninger, der er omfattet

af forvaltningslovens § 28, stk. 1. Uanset om enkelte oplysninger måtte være

af fortrolig karakter, har medlemmerne af de regionale videnskabsetiske

komiteer herefter ret til at få referaterne udleveret til brug for deres

arbejde i komiteerne, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 3, sammenholdt med §

31, stk. 1; jeg henviser til, at det må anses for åbenbart, at medlemmerne af

de regionale komiteer har et sagligt begrundet behov for at kunne gøre sig

bekendt med de drøftelser, der foregår i Den Centrale Videnskabsetiske

Komite.

3. De øvrige referater fra Den Centrale Videnskabsetiske

Komites møder har jeg ikke haft lejlighed til at gennemgå. Den Centrale

Videnskabsetiske

Komite må derfor tage stilling til, om der er oplysninger i disse referater,

som efter forvaltningslovens § 31, jf. § 28, ikke må udleveres til de

regionale

videnskabsetiske komiteer.

Samtidig hermed har jeg henstillet til Den Centrale

Videnskabsetiske Komite, at man tager spørgsmålet op til fornyet behandling.

Jeg har udbedt mig underretning om sagens udfald.

..."

Lignende dokumenter