Spring til indhold

Retsinformation

1991 LSF 19 FORSLAG TIL LOV OM BIOMEDICINSK FORSØGSVIRKSOMHED SAMT OM DET ETISKE RÅD OG ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM

1991/1 LSF 19Lovforslag som fremsatFolketinget2. oktober 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Lovens formål og definitioner

§ 1. Loven har til formål at beskytte mennesker og afdøde, der

deltager i eller er genstand for biomedicinske forsøg.

§ 2. Ved biomedicinske forsøg forstås en planlagt, systematiseret

indsamling af såvel kliniske som ikkekliniske data med henblik på at opnå

generaliserbar viden om forebyggelse, diagnosticering og behandling af

sygdomme.

Stk. 2. Ved biomedicinske forsøg forstås desuden

behandlingsforsøg, hvor en medicinalperson benytter en ikke anerkendt

behandling over for flere patienter.

Kapitel 2

Det Etiske Råds og det videnskabsetiske komitesystems opgaver

§ 3. Det Etiske Råd skal

1) rådgive de videnskabsetiske komiteer om almene etiske spørgsmål i

forbindelse med biomedicinske forsøg,

2) rådgive sundhedsvæsenets myndigheder i bedømmelsen af almene etiske

spørgsmål af væsentlig betydning for sundhedsvæsenet ved anvendelse af og

valg af nye behandlingsmetoder, ny diagnostisk teknik og ny medicinsk

teknologi samt på eget initiativ tage opgaver op, der ligger inden for rådets

arbejdsområde,

3) følge udviklingen inden for det biomedicinske område og

4) løbende informere offentligheden om udviklingen og om sit arbejde og

tage initiativ til, at de etiske problemer, der opstår såvel i forbindelse

med de emner, rådet arbejder med, som i forbindelse med principielle

godkendelser i Den Centrale Videnskabsetiske Komite, gøres til genstand for

debat i offentligheden.

Stk. 2. Andre myndigheder kan høre Det Etiske Råd i generelle

sundheds- og behandlingsspørgsmål med væsentlige etiske aspekter.

Stk. 3. Rådet kan betjene sig af særligt sagkyndige.

Læs alt

Stk. 4. Rådet afgiver en årlig beretning til sundhedsministeren og

Folketinget.

§ 4. Den Centrale Videnskabsetiske Komite skal

1) koordinere arbejdet i de regionale videnskabsetiske komiteer,

2) fastsætte retningslinier og rådgive de regionale videnskabsetiske

komiteer i videnskabsetiske spørgsmål,

3) behandle sager om biomedicinske forsøg, som er forelagt komiteen efter

§ 22, stk. 6, og

4) bistå ved uddannelse af sundhedspersonale i patientkommunikation i

forbindelse med forsøg.

Stk. 2. Den Centrale Videnskabsetiske Komites afgørelser kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Komiteens afgørelser gøres tilgængelige for offentligheden

samtidig med afgørelsen.

Stk. 4. Kopier af Den Centrale Videnskabsetiske Komites afgørelser

skal samtidig med afgørelsen videresendes til Det Etiske Råd.

Stk. 5. Den Centrale Videnskabsetiske Komite kan fastsætte regler

for den praktiske tilrettelæggelse af den videnskabsetiske bedømmelse af

forsøg, der udføres på flere forskningsinstitutioner

(multicenterundersøgelser).

§ 5. Den Centrale Videnskabsetiske Komite afgiver en årsberetning,

der indeholder en redegørelse for komiteens virksomhed og praksis i det

forløbne år.

Stk. 2. I årsberetningen beskrives komiteens afgørelser tillige

med de væsentligste etiske problemer, komiteen har drøftet, og begrundelserne

for udfaldet af de enkelte sager.

Stk. 3. Årsberetningen skal indeholde oplysninger om, hvilke

biomedicinske forsøg der er gennemført med stedfortrædende samtykke, og

hvordan komiteen har sikret, at disse biomedicinske forsøg er etisk

forsvarlige.

§ 6. En forsker, der ikke har fået en regional komites tilladelse

til at iværksætte et projekt, kan indbringe afgørelsen for den centrale

komite. Et projekt kan ligeledes indbringes for den centrale komite af

enhver, der har særlig interesse heri.

§ 7. De regionale komiteers principielle afgørelser gøres

tilgængelige for offentligheden samtidig med afgørelsen.

§ 8. Hver regional videnskabsetisk komite afgiver en årsberetning,

der indeholder en redegørelse for komiteens virksomhed og praksis i det

forløbne år.

Stk. 2. I årsberetningen beskrives bl.a. komiteens afgørelser og i

den forbindelse de væsentligste etiske problemer, komiteen har drøftet, og

der anføres begrundelser for udfaldet af principielle afgørelser. Der gives

en særlig beskrivelse af, i hvilket omfang der er blevet givet tilladelse til

biomedicinske forsøg med stedfortrædende samtykke, herunder hvordan komiteen

har sikret, at forsøgene eller behandlingsforsøgene er etisk forsvarlige.

Stk. 3. I årsberetningen gives en særlig beskrivelse af komiteens

godkendelse af behandlingsforsøg samt eventuelle begrundelser for at undtage

behandlingsforsøg for godkendelse.

Kapitel 3

Det Etiske Råd

§ 9. Sundhedsministeren nedsætter Det Etiske Råd for

sundhedsvæsenet. Rådet virker i samarbejde med sundhedsvæsenets myndigheder

og de videnskabsetiske komiteer.

§ 10. Rådet består af 17 medlemmer, som beskikkes af

sundhedsministeren efter følgende regler:

1) 8 medlemmer udpeges af sundhedsministeren. Udpegningen sker under

hensyntagen til de pågældendes offentligt dokumenterede indseende i etiske,

kulturelle og samfundsmæssige spørgsmål, der er af betydning for rådets

arbejde. Et medlem er tillige medlem af Den Centrale Videnskabsetiske Komite.

2) 9 medlemmer udpeges af det i § 11 nævnte udvalg. Disse personer må ikke

være medlem af Folketinget, en kommunalbestyrelse eller et amtsråd. Et medlem

er tillige medlem af Den Centrale Videnskabsetiske Komite.

Stk. 2. Ved udpegning efter stk. 1, nr. 1, skal der være ligelig

repræsentation af kvinder og mænd. Ved udpegning efter stk. 1, nr. 2, må der

kun være een mere af det ene køn end af det andet.

Stk. 3. Formanden udnævnes af sundhedsministeren efter indstilling

fra det i § 11 nævnte udvalg blandt de af udvalget beskikkede medlemmer.

Stk. 4. Medlemmer og formand beskikkes for 3 år ad gangen.

Genbeskikkelse kan ske een gang.

Stk. 5. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 11. Der nedsættes ved begyndelsen af hvert folketingsår og efter

afholdelse af folketingsvalg et udvalg på 9 medlemmer valgt af Folketinget

efter forholdstal blandt dets medlemmer. For hvert medlem vælges på samme

måde en stedfortræder.

Stk. 2. Udvalget udpeger de i § 10, stk. 1, nr. 2, og § 13, stk.

1, nr. 2, nævnte medlemmer. Er der ikke enighed om udpegning, afgøres denne

af udvalgets flertal.

Stk. 3. Udvalget følger løbende arbejdet i Det Etiske Råd ved

fælles møder og lign. Udvalget kan endvidere anmode Det Etiske Råd om at

behandle nærmere angivne emner inden for rådets kommissorium.

Kapitel 4

De videnskabsetiske komiteer

§ 12. Der oprettes et videnskabsetisk komitesystem for

biomedicinske forsøg og behandlingsforsøg.

§ 13. Sundhedsministeren opretter Den Centrale Videnskabsetiske

Komite. Komiteen består af 9 medlemmer.

1) 3 medlemmer udpeges af sundhedsministeren. Af disse er 1 medlem udpeget

via Det Etiske Råd, jf. § 10, stk. 1, nr. 1. 2 medlemmer udpeges efter

indstilling fra Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. De tre medlemmer

udpeget af sundhedsministeren skal dække områderne: Klinisk forskning,

arbejdsmedicin/miljømedicin samt alment praktiserende læge/embedslæge med een

person fra hvert område.

2) 5 medlemmer udpeges af det i § 11 nævnte udvalg. Udpegningen sker under

hensyntagen til de pågældendes indseende i videnskabsetiske, almenkulturelle

og samfundsmæssige spørgsmål, der er af betydning for komiteens arbejde. Af

disse fem medlemmer er 1 medlem udpeget via Det Etiske Råd, jf. § 10, stk. 1,

nr. 2, og 1 medlem er udpeget efter indstilling fra patientorganisationer.

3) Formanden udnævnes af sundhedsministeren efter indstilling fra det i §

11 nævnte udvalg.

Stk. 2. Ved udpegning efter stk. 1, nr. 1 og 2, må der kun være

een mere af det ene køn end af det andet.

Stk. 3. Den Centrale Videnskabsetiske Komites medlemmer må ikke

være medlem af Folketinget, en kommunalbestyrelse eller et amtsråd eller af

en regional videnskabsetisk komite.

Stk. 4. Den Centrale Videnskabsetiske Komite udarbejder selv

forslag til sin forretningsorden, der godkendes af det i § 11 nævnte udvalg.

Stk. 5. Den Centrale Videnskabsetiske Komites funktionsperiode er

4 år og følger den amtskommunale valgperiode. Genbeskikkelse af medlemmerne

kan ske een gang.

§ 14. Amtsrådene nedsætter regionale videnskabsetiske komiteer. Et

amtsråd kan nedsætte en eller flere regionale videnskabsetiske komiteer inden

for sit geografiske område. En komite kan også nedsættes af flere amtsråd.

Stk. 2. Ved amtsråd forstås tillige Københavns

Borgerrepræsentation og Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

§ 15. En regional videnskabsetisk komite består af 9 medlemmer, og

disse personer må ikke være medlem af Folketinget, et amtsråd eller en

kommunalbestyrelse. Medlemmerne udpeges efter følgende retningslinier:

1) 3 af medlemmerne skal have hovedarbejdssted inden for komiteens område

og udpeges efter indstilling fra Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd

inden for områderne: Klinisk forskning, arbejdsmedicin/miljømedicin og alment

praktiserende læge/embedslæge med een person fra hvert område.

2) Af de øvrige seks medlemmer skal mindst eet udpeges efter udtalelse fra

patientforeninger og mindst eet efter udtalelse fra institutioner, foreninger

og organer inden for komiteens område, som har kulturelle, oplysningsmæssige

og lignende forudsætninger for og interesse i at deltage i komitearbejdet.

Formanden udpeges blandt denne gruppes medlemmer.

Stk. 2. Ved udpegning efter stk. 1, nr. 1, må der kun være een

mere af det ene køn end af det andet. Ved udpegning efter stk. 1, nr. 2, skal

der være ligelig repræsentation af kvinder og mænd.

Stk. 3. Den regionale komite udarbejder forslag til sin

forretningsorden, der godkendes af Den Centrale Videnskabsetiske Komite og af

det i § 11 nævnte udvalg.

Stk. 4. Komiteernes medlemmer udpeges for 4 år ad gangen svarende

til den kommunale valgperiode. Genudpegning af medlemmerne kan ske een gang.

Kapitel 5

Vilkår for biomedicinske forsøg

§ 16. Biomedicinske forsøg på levende mennesker må kun finde sted

på betingelse af,

1) at der foreligger frit afgivet informeret samtykke fra den, der

deltager i forsøget,

2) at de forudseelige risici og bivirkninger, der kan være forbundet med

forsøget, ikke har et uantageligt omfang for forsøgspersonen, og

3) at der ved forsøget kan opnås væsentlige resultater, der ikke kan opnås

på anden vis.

§ 17. Biomedicinske forsøg på børn og mennesker, der er ude af

stand til at træffe fornuftsmæssig beslutning på grund af mentale handicap

eller manglende bevidsthed, må kun gennemføres på betingelse af, at

1) der foreligger stedfortrædende samtykke fra de nærmeste pårørende til

forsøgspersonen,

2) forsøget kommer forsøgspersonen til gode,

3) forsøget kun kan udføres på børn eller mennesker, der befinder sig i

ovennævnte mentale tilstand, og at

4) der efterfølgende gives forsøgspersonerne information om forsøget, så

snart det i givet fald er muligt.

Stk. 2. Når et mindreårigt barn er i stand til at afgive samtykke,

skal dette indhentes ved siden af forældrenes samtykke.

§ 18. Biomedicinske forsøg på afdøde må kun foretages, hvis den

pågældende i levende live har givet sit informerede samtykke.

§ 19. Der må ikke gennemføres biomedicinske forsøg på mennesker,

der er tvangsanbragt på institution.

§ 20. Biomedicinske forsøg på mennesker og afdøde må kun finde

sted med forudgående tilladelse fra en regional videnskabsetisk komite.

§ 21. Alle biomedicinske forsøg skal forelægges for Den Regionale

Videnskabsetiske Komite for det område, hvori den projektansvarlige har sit

virke.

§ 22. I forbindelse med en godkendelse foretager komiteerne en

etisk bedømmelse.

Stk. 2. Komiteerne fastsætter vilkår for de tilladelser, der gives

til biomedicinske forsøg og behandlingsforsøg, og påser især, at

1) de risici og bivirkninger, der kan være forbundet med forsøget, er nøje

vurderet i forhold til patientgrupper og hverken i sig selv eller i forhold

til projektets forudseelige fordele har et uantageligt omfang,

2) der er afgivet frivilligt og informeret samtykke fra forsøgspersonen

eller stedfortrædende samtykke, jf. § 10 og 11, og at

3) forsøget efter sit formål og med hensyn til sin metodik repræsenterer

god videnskabelig standard, samt at der er tilstrækkelig grund til at

gennemføre projektet.

Stk. 3. Komiteerne kan stille krav om, hvilke oplysninger en

ansøgning om godkendelse skal indeholde.

Stk. 4. Forsøg, der er godkendt efter stk. 1 og 2, må ikke

iværksættes eller gennemføres med væsentlige ændringer uden komiteens

tilladelse.

Stk. 5. Ved biomedicinske forsøg, hvori der indgår klinisk

afprøvning af lægemidler, afgiver Sundhedsstyrelsen kvittering for modtagelse

af anmeldelse. Anmeldelsen skal inden 6 uger tilgå den regionale

videnskabsetiske komite, der giver den endelige tilladelse til iværksættelse

af projektet.

Stk. 6. Kan der ikke i en regional komite opnås enighed om

bedømmelsen af et forsøg eller behandlingsforsøg, eller finder komiteen, at

projektet rejser spørgsmål af principiel karakter, forelægges forsøget for

den centrale komite.

Stk. 7. Komiteerne kan undtage biomedicinske behandlingsforsøg for

godkendelse, hvis behandlingsforsøgene ikke rejser etiske betænkeligheder.

Stk. 8. Komiteerne skal gøre brug af konsulentbistand i de

tilfælde, hvor de ikke råder over fornøden faglig ekspertise til at bedømme

forelagte projekter.

§ 23. Informeret og friviligt afgivet samtykke foreligger, når

den, der samtykker, forud i passende form, først skriftligt og senere

mundtligt, har modtaget sådan vejledning og information om ulemper, risici,

bivirkninger og fordele, at afgørelsen træffes på et relevant grundlag.

Samtykke afgives skriftligt.

Stk. 2. Det skal af informationen klart fremgå, at det er

frivilligt at deltage i biomedicinske forsøg eller behandlingsforsøg, og at

den pågældende person

1) på ethvert tidspunkt kan tilbagekalde sit samtykke,

2) kan få indsigt i forsøgsprotokollen,

3) har god tid til at tage stilling til deltagelse i forsøget og kan

rådføre sig med sine nærmeste, inden der træffes beslutning,

4) giver samtykke til en anden person end den ansvarlige forsker og

5) skal have information om klagemuligheder.

Stk. 3. Informationen skal desuden indeholde oplysning om,

1) at personen indgår i et forsøg sammen med andre patienter,

2) forsøgets formål,

3) forsøgets vigtigste detaljer, herunder de anvendte procedurer,

4) forudsigelige risici og ulemper, herunder bivirkninger ved brug af

lægemidler og/eller procedurer anvendt i forbindelse med forsøget,

5) forsøgets forventede nytte for patienten og/eller fremtidige patienter

og

6) anden form for behandling, hvis patienten afslår at deltage.

§ 24. En regional komite påser, at de biomedicinske forsøg

gennemføres i overensstemmelse med de i godkendelsen fastsatte vilkår.

§ 25. En regional komite kan som led i varetagelsen af de § 22

nævnte opgaver beslutte at følge enkelte biomedicinske forsøgs forløb og

forlange, at den afsluttende forskningsrapport eller publikation samt en

begrundet redegørelse i tilfælde, hvor forsøget ikke fuldføres, sendes til

komiteen.

§ 26. Såfremt forsøgspersoner modtager vederlag eller anden ydelse

for at deltage i biomedicinske forsøg eller behandlingsforsøg, må det kun ske

med tilladelse fra en regional komite.

Stk. 2. Den regionale komite påser, at vederlaget nævnt i stk. 1

ikke påvirker samtykkeafgivelsen på utilbørlig vis.

Kapitel 6

Finansiering

§ 27. Til Det Etiske Råd og Den Centrale Videnskabsetiske Komite

knyttes et fast sekretariat, hvis ansatte ansættes og afskediges af Det

Etiske Råds formand.

Stk. 2. De nødvendige midler til Det Etiske Råds og Den Centrale

Videnskabsetiske Komites virksomhed bevilges på den årlige finanslov.

§ 28. Til hver regional videnskabsetisk komite knyttes et fast, af

amtskommunen uafhængigt sekretariat, hvis ansatte ansættes og afskediges af

formanden for den regionale komite.

Stk. 2. Udgifterne til de regionale komiteer bevilges på

finansloven. Til delvis dækning af udgifterne betaler statsinstitutioner samt

private firmaer og hospitaler et gebyr pr. projekt. Sundhedsstyrelsen

fastsætter gebyrets størrelse, som ikke må overstige, hvad der svarer til

projektets forventede andel af den pågældende komites samlede årlige udgift.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for den i

stk. 2 nævnte finansieringsordning.

Kapitel 7

Straffebestemmelser

§ 29. Den, der iværksætter et forsøg i strid med §§ 16, 17, 18,

19, 20, 21, 22 og 26, kan straffes med bøde eller hæfte.

Stk. 2. For overtrædelser, der begås af et aktieselskab,

andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant

bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten,

kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Kapitel 8

Ikrafttræden

§ 30. Loven træder i kraft den 1. august 1993.

Stk. 2. Funktionsperioden for den først nedsatte Centrale

Videnskabsetiske Komite, jf. § 13, og de først nedsatte regionale

videnskabsetiske komiteer, jf. §§ 14 og 15, er fra lovens ikrafttræden indtil

den 1. januar 1998.

§ 31. I lov nr. 353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd

og regulering af visse biomedicinske forsøg, som ændret ved lov nr. 315 af

16. maj 1990, foretages følgende ændringer:

1. I § 1 udgår 2. pkt.

2. §§ 2 og 3 ophæves.

3. § 4 affattes således:

»I perioden indtil lovgivning træder i kraft om beskyttelse af

befrugtede menneskelige æg og levende fosteranlæg og fostre og om genetiske

forsøg på menneskelige kønsceller, som bliver brugt til befrugtning, må der

ikke foretages forsøg på befrugtede menneskelige æg.«

4. §§ 5, 6, 7, 8, 9 og 10 ophæves.

5. I § 12, stk. 1, ændres »§ 4, stk. 2,» til:

»§ 4,».

§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft med de ændringer, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund

Den 17. april 1991 fremsatte sundhedsminister Ester Larsen forslag til

lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter (lovforslag L 166, jf. Folketingstidende 1990-91 (2.

samling), forhandlingerne sp. 4690 og 5238 og tillæg A, sp. 4233). Ved

folketingsbehandlingen af lovforslaget var der - ligesom ved drøftelsen af

sundhedsministerens redegørelse den 7. februar 1990 til Folketinget om

biomedicinsk forskning og etik, jf. Folketingstidende 1989-90,

forhandlingerne sp. 5954, 5955 og 6842 - udbredt enighed om behovet for en

lovgivning om biomedicinsk forskning.

I bemærkningerne (s. 6) til lovforslag L 166 har sundhedsministeren givet

en begrundelse:

»Videnskabsetisk bedømmelse af biomedicinske forskningsprojekter er

ikke noget nyt i Danmark. Siden slutningen af 1970'erne har der eksisteret et

videnskabsetisk komitesystem her i landet, omfattende syv regionale komiteer

og en central komite (. . .)».

»Når dette system nu foreslås afløst af en lovreguleret ordning,

skyldes det en flerhed af grunde, der spænder fra rent praktiske og

organisatoriske hensyn til mere ideelle motiver:

En videreførelse af det eksisterende komitesystem rejser en række

problemer, som samlet vil kunne løses bedre gennem lovgivning. Antallet af

projekter, der forelægges, er voksende, arbejdsbelastningen stigende og vil

gøre det ønskeligt, at der sker en vis styrkelse af komiteernes bevillinger.

Samtidig er der behov for at få klarlagt systemets kompetence og ansvar inden

for det samlede sundhedsvæsen og det net af myndigheder m.v., systemet indgår

i og samarbejder med, herunder også lægemiddelindustrien. Komiteernes

sammensætning bør justeres, således at lægmandselementet styrkes. Endelig bør

der indføres regler, som giver komiteerne en vis opfølgende og

efterkontrollerende virksomhed over for bedømte forskningsprojekter, ligesom

de bør have bedre muligheder for at manifestere sig over for offentligheden.

Disse forhold ville - taget hver for sig - formentlig kunne løses inden

for rammerne af den aftale, der ligger til grund for det eksisterende

komitesystem, men under eet vil en lovgivning givetvis være et bedre

instrument.

Andre grunde taler imidlertid også for lovgivning:

Der tænkes her på selve det principielle, at det ved lov slås fast, at

videnskabsetisk bedømmelse af biomedicinske forskningsprojekter er en

selvfølgelig del af sundhedsvæsenets virksomhed.

Dertil kommer, at det eksisterende komitesystems regelgrundlag - især

Helsinkideklarationen - alene omfatter biomedicinske forskningsprojekter på

levende mennesker, men ikke på afdøde (lig) og heller ikke på det

menneskelige liv fra befrugtning til fødsel. Deklarationens regler er

endvidere ikke som sådanne juridisk bindede for forskerne. Endelig taler

hensynet til patientens og forsøgspersoners retsstilling for, at principperne

for komitebedømmelsen af forskningsprojekter fastslås ved lov.«

Der er flere grunde til, at forslagsstillerne har fundet det nødvendigt

selv at fremsætte deres eget lovforslag og ikke har afventet en

genfremsættelse af sundhedsministerens lovforslag.

For det første var sundhedsministerens lovforslag for omfattende.

Lovforslaget indeholdt således ikke alene bestemmelser om forskning på

mennesker og afdøde og i den forbindelse en lovfastsættelse af

komitesystemet, men også forslag om forsøg på menneskets æg, fosteranlæg og

fostre. Specielt spørgsmålet om forsøg på menneskets kønsceller, befrugtede

æg, forsteranlæg og fostre er særdeles kompliceret og et følelsesmæssigt

vanskeligt emne at tage stilling til. Derfor finder forslagsstillerne, at

hele dette spørgsmål må behandles selvstændigt i Folketinget efter en

indgående offentlig debat, som ikke er sammenkædet med dette andet store

område, nemlig den generelle lovgivning om biomedicinske forsøg på mennesker.

Forslagsstillerne afventer her forslag til lovgivning fra sundhedsministeren

på et senere tidspunkt. Forslagsstillerne ønsker i den forbindelse også en

drøftelse af de lovgivningsmæssige forhold om behandling med

reagensglasbefrugtning.

Ministerens lovforslag omfattede desuden spørgeskemaundersøgelser og

registerforskning, hvis metodeproblemer henhører under den

samfundsvidenskabelige og humanistiske referenceramme og derfor bør vurderes

ud fra andre kriterier end de lægevidenskabelige. Om dette emne viste der sig

uenighed i betænkning nr. 1185/1989: »Forskning på

mennesket-etik/jura«, og forslagsstillerne forventer en uddybet

behandling af disse forskningsområder, inden der fremsættes lovforslag.

Ved at begrænse lovforslagets omfang ønsker forslagsstillerne at fremme en

mere dybtgående og seriøs debat om de konkrete etiske spørgsmål såvel i

Folketinget som i befolkningen.

For det andet har lovforslagsstillerne ønsket at betone, at lovgivningen i

særlig grad er til for at sikre forsøgspersonernes retsstilling. Formålet med

lovforslaget er at beskytte mennesker og at stille menneskets rettigheder i

centrum. Forslagsstillerne ønsker gennem lovgivningen at slå et grundlæggende

etisk princip fast: at sikre den enkeltes ret til selvbestemmelse over sit

eget lov og levned og at sikre den enkeltes frie ret til at bestemme, om

vedkommende vil være med i biomedicinske forsøg - til at træffe et informeret

valg. Det sker i lovforslaget ved at fastslå i formålsbestemmelsen, at

formålet med lovgivningen er at beskytte mennesker og afdøde, der deltager i

biomedicinske forsøg. Og det sker ved at sikre de enkelte forsøgspersoners

rettigheder, når de accepterer at deltage i forsøg. Det sker også ved hjælp

af særskilte regler om biomedicinske forsøg, der søges gennemført på

mennesker, der ikke er i stand til selv at tage stilling.

For det tredje har forslagsstillerne ønsket at få præciseret de

organisatoriske spørgsmål, specielt samarbejdsrelationerne mellem Det Etiske

Råd og Den Centrale Videnskabsetiske Komite og at sikre komitesystemet

uafhængighed, ligesom forslagsstillerne har ønsket at få en større åbenhed om

afgørelser truffet i de videnskabsetiske komiteer. Det er spørgsmål, som

sundhedsministerens lovforslag ikke tog højde for. For forslagsstillerne er

en væsentlig begrundelse for lovgivning således, at man sikrer offentlig

indsigt i de videnskabsetiske komiteers afgørelser i form af en løbende

information til offentligheden om afgørelserne. Det skal understreges, at

åbenheden gælder principielle problemstillinger og ikke forskningsmæssige

detaljer.

I forbindelse med udarbejdelse af lovforslaget har forslagsstillerne i

særlig grad støttet sig til betænkning nr. 1185/1989, »Forskning på

mennesket - etik/jura«, afgivet af et udvalg nedsat af

sundhedsministeren, til Det Etiske Råds kommentarer til betænkningen, optrykt

i Det Etiske Råds årsberetning 1990 (bilag 6), til sundhedsministerens

besvarelse af spørgsmål i forbindelse med lovforslag L 166, folketingsåret

1990-91 (2. samling), samt til Sundhedsstyrelsens »Cirkulære om

information og samtykke m.v. Lægers pligt og patienters ret« af 17. maj

1991 samt den offentlige debat.

2. Hovedprincipper i lovforslaget

Formålet med lovforslaget er at beskytte mennesker og afdøde, der

deltager i eller er genstand for biomedicinske forsøg. For forslagsstillerne

er det et grundlæggende etisk princip, at det er den enkelte, der skal træffe

beslutning, om hun eller han ønsker at deltage i biomedicinske forsøg eller

behandlingsforsøg.

Dette princip sikres gennem et frit afgivet, informeret samtykke. Selv om

det er et alment accepteret princip, er det vanskeligt at håndhæve.

Medvirkende hertil er bl.a., at der ikke er tale om noget ligeværdigt forhold

mellem forsøgsperson og forsker. Forskeren besidder en stor og specialiseret

viden, som skal formidles til patienten, så informationen er tilpasset

patientens forudsætninger. Ofte drejer det sig om at informere

forsøgspersonerne i en følelsesmæssigt belastende situation, hvor

forsøgspersonen efterfølgende er afhængig af forskeren, fordi denne skal

forestå behandlingen af patienten. Et hovedprincip i lovforslaget er derfor

på bedst mulig måde at sikre patientens informerede samtykke såvel skriftligt

som mundtligt. Det er sket ved direkte i loven at fastslå de vigtigste

elementer i informationen og ved i loven at give patienten direkte

rettigheder, hvorved der sker en retssikring af forsøgspersonen.

Hele spørgsmålet om patientinformation er et spørgsmål om en dialog mellem

sygehuspersonalet og patienten. Det er naturligvis ikke noget, der kan

lovgives om i detaljer. Forslagsstillerne lægger derfor afgørende vægt på, at

der sker en løbende tværfaglig uddannelse af sygehuspersonalet i

patientinformation, sådan som det f.eks. er sket i Det Etiske Råds projekt

»Kommunikation på afdelingen«, hvor der er lagt op til en

tværfaglig debat blandt sygehuspersonalet om såvel den skriftlige som den

mundtlige patientinformation.

Det andet hovedprincip er, at de kontrollerende myndigheder skal være

uafhængige. Dette er sikret ved, at medlemmerne af de videnskabsetiske

komiteer og medlemmerne af Det Etiske Råd ikke samtidig kan være medlem af

Folketinget, et amtsråd eller en kommunalbestyrelse, og ved at der etableres

uafhængige sekretariater for komiteerne. Desuden er der ønsket et flertal af

lægpersoner i såvel de regionale komiteer som i Den Centrale Videnskabsetiske

Komite. Det er en understregning af, at almene etiske overvejelser skal

tillægges lige så stor vægt som rene patient- og forskningshensyn.

Det tredje princip er, at arbejdet med forsøg på mennesker m.v. kommer til

at foregå inden for en samlet ramme. I dag er der på centralt niveau Det

Etiske Råd, som er udpeget af sundhedsministeren og Folketinget, og Den

Centrale Videnskabsetiske Komite, som hovedsagelig består af medlemmer fra de

regionale videnskabsetiske komiteer. For forslagsstillerne er det vigtigt

ikke at få to konkurrerende etiske råd på centralt niveau. Der må derfor

sikres en klar opgavefordeling og et formaliseret samarbejde. Det er bl.a.

baggrunden for, at bestemmelserne vedrørende Det Etiske Råd i lov nr. 353 af

3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse

biomedicinske forsøg er medtaget i dette lovforslag, samtidig med at de

tilsvarende bestemmelser i lov om etisk råd ophæves. Derudover er der sikret

en koordination ved, at to medlemmer både er medlem af Det Etiske Råd og Den

Centrale Videnskabsetiske Komite, og ved, at der etableres et fælles

uafhængigt sekretariat.

3. Lovforslagets område

Lovforslaget omhandler biomedicinsk forsøgsvirksomhed.

Ved biomedicinske forsøg forstås en planlagt, systematiseret indsamling af

såvel kliniske som ikke-kliniske data (jf. Helsinkideklaration II) med

henblik på at opnå generaliserbar viden om forebyggelse, diagnostik og

behandling af sygdomme.

Ved biomedicinske forsøg forstås også behandlingsforsøg, hvor en

medicinalperson benytter en ikkeanerkendt behandling over for flere

patienter.

Ved biomedicinske forsøg forstås primært forsøg og behandlingsforsøg inden

for de lægevidenskabelige fag og den kliniske forskning. Begrebet omfatter ud

over udforskningen af somatiske sygdomme tillige odontologisk og farmaceutisk

forskning. Lovforslaget omfatter derimod ikke samfundsvidenskabelig og

humanistisk forskning på dette område.

Lovforslaget omhandler - i modsætning til sundhedsministerens lovforslag -

behandlingsforsøg. Der er her tale om et gråt område, men en lang række

behandlingsforsøg vil formentlig være uproblematiske i etisk henseende.

Lovforslaget åbner derfor mulighed for, at de regionale videnskabsetiske

komiteer efter konkret vurdering kan undtage behandlingsforsøg fra

godkendelse, så der alene sker en registrering af disse behandlingsforsøg.

Det gør det muligt for komiteerne løbende at følge og vurdere

behandlingsforsøgene. Den enkelte forsker skal således ikke selv tage

stilling til, om behandlingsforsøget er etisk problematisk eller ej. Området

er medtaget for at skærpe opmærksomheden over for behandlinger, der udføres

på enkeltpersoner, men er på vej til større udbredelse.

Før nye behandlingsmetoder bliver et mere udbredt tilbud, er det afgørende

vigtigt, at de gøres til genstand for systematisk forskning. Hvis dette havde

været tilfældet i 1960'erne, ville skaderne efter LSD-behandling aldrig have

fået det omfang, de gjorde.

Ligeledes ville de i 60'erne og 70'erne praktiserede stereotaktiske

operationer (det hvide snit) være blevet stoppet på et langt tidligere

tidspunkt, hvis indikationsgrundlag og behandlingseffekt havde været genstand

for systematisk forskning. Det er derimod ikke forslagsstillernes hensigt at

kræve forhåndsgodkendelse ved akutte, individuelle behandlingsforsøg, der har

til hensigt at forhindre væsentlig skade på en persons helbred.

Når den enkelte forsøgsperson skal tage stilling til, om vedkommende

ønsker at deltage i et forsøg, er ikke kun omfanget af det fysiske indgreb

afgørende. En persons integritet kan også krænkes, hvis der fremkommer

sensitive oplysninger om personen. F.eks. er en blodprøve et bagatelagtigt

indgreb i fysisk henseende. Men blodprøver kan også give oplysninger om visse

arvelige sygdomme og egenskaber. Hvis sådanne oplysninger bliver misbrugt,

kan de have langt mere skadelige virkninger for forsøgspersonen end mange

fysiske indgreb. Forslagsstillerne finder derfor, at der bør indhentes

informeret samtykke til sådanne bagatelagtige indgreb, herunder også hvad

f.eks. blodprøver skal bruges til. Skal oplysningerne anvendes til andre

formål, end der er givet samtykke til, må det kun ske i anonymiseret form.

4. Oversigt over lovforslagets hovedindhold

Kapitel 1 (§§ 1 og 2) beskriver lovens formål og fastlægger definitionen

på forsøg og behandlingsforsøg.

I kapitel 2 (§§ 3-8) fastlægges Det Etiske Råds og komitesystemets

opgaver.

I kapitel 3 og 4 (§§ 9-15) videreføres Det Etiske Råd, og der lovfæstes et

videnskabsetisk komitesystem.

I kapitel 5 (§§ 16-26) fastlægges en række pa-tientrettigheder, og der

opstilles regler for en lovpligtig godkendelse af forsøg og behandlingsforsøg

på mennesker og afdøde.

I kapitel 6 (§§ 27-28) fastlægges regler for finansieringen af Det Etiske

Råd og komitesystemet.

Endelig fastlægges der i kapitel 7 (§ 29) straffebestemmelser for

overtrædelse af lovens bestemmelser og i kapitel 8 (§§ 30-32) lovens

ikrafttrædelsesbestemmelser.

Bemærkninger til lovforslagets kapitler

Til kapitel 1: Lovens formål og definitioner

I § 1 bestemmes, at loven har til formål at beskytte personer og afdøde,

der deltager i eller er genstand for biomedicinske forsøg. Dermed siger

loven, at ingen motiver kan retfærdiggøre brugen af enkelte mennesker som

rene midler til gavn for andre.

I § 2 fastslås lovens område til at omfatte forsøg og behandlingsforsøg.

Lovens område er tidligere kommenteret i et særskilt kapitel herom.

Til kapitel 2: Det Etiske Råds og komitesystemets opgaver

I § 3 fastlægges Det Etiske Råds opgaver. Det er de samme opgaver, som

rådet har i dag, med enkelte justeringer som en konsekvens af, at Det Etiske

Råd skal ses i tæt sammenhæng med komitesystemet.

Således skal Det Etiske Råd bidrage til, at principielle afgørelser

truffet af Den Centrale Videnskabsetiske Komite gøres til genstand for debat

i offentligheden, hvorved man bl.a. udnytter den ekspertise, der allerede

findes i Det Etiske Råd, til debatskabende aktivitet.

Den Centrale Videnskabsetiske Komites vigtigste opgave er at fungere som

ankeinstans for afgørelser truffet af de regionale komiteer. Den Centrale

Videnskabsetiske Komite skal desuden fortsætte med de opgaver, komiteen har i

dag, dvs. koordinere arbejdet i de regionale videnskabsetiske komiteer. Det

vil bl.a. indebære udarbejdelse af vejledninger, afholdelse af seminarer om

etiske spørgsmål af betydning for komiteernes arbejde og diskussion af

principielle videnskabsetiske spørgsmål.

Desuden skal komiteen fastsætte retningslinier og rådgive de regionale

videnskabsetiske komiteer i videnskabsetiske spørgsmål og behandle sager om

biomedicinske forsøg og behandlingsforsøg, som er forelagt komiteen efter §

22, stk. 6.

Komiteen skal som noget nyt bistå ved tværfaglig uddannelse af

sundhedspersonale i patientkommunikation i forbindelse med forsøg (jf. § 4,

stk. 1, nr. 4). Her tænkes særligt på projekter som Det Etiske Råds

»Kommunikation på afdelingen«, hvor der i dialog med

sundhedspersonalet lægges op til en udvikling af hele

kommunikationssituationen med patienter. Komiteen skal naturligvis i første

omgang koncentrere sig om patientinformation i forbindelse med forsøg og

behandlingsforsøg.

Desuden er komiteen også som noget nyt forpligtet til at offentliggøre

sine afgørelser samtidig med afgørelsen (jf. § 4, stk. 3). Forslagsstillerne

har ikke lagt sig fast på formen, blot afgørelserne kommer til

offentlighedens kendskab. Således finder forslagsstillerne det ikke

tilfredsstillende, at orientering om komiteens afgørelser først fås i

forbindelse med årsberetningerne, hvis offentliggørelse kan komme op til 2 år

efter, at godkendelsen er blevet givet og forsøget er gennemført. Der er i

øvrigt i § 5 fastsat en række krav til årsberetningen.

Principperne om bredere information om komiteernes arbejde er også

fastlagt for de regionale komiteer, jf. § 7 og 8.

Endelig pålægges det i § 4, stk. 4, Den Centrale Videnskabsetiske Komite

at informere Det Etiske Råd om sine afgørelser. Dette sker for at sikre, at

Det Etiske Råd hele tiden er ajour med den biomedicinske udvikling, og for at

sikre en dialog mellem komiteen og rådet om de debatskabende aktiviteter om

komiteens afgørelser. Det skal fra forslagsstillerne kraftigt understreges,

at Det Etiske Råd ikke skal fungere som en yderligere ankemyndighed, og Det

Etiske Råd kan ikke tage sager op, som er færdigbehandlet i Den Centrale

Videnskabsetiske Komite.

Lovforslaget omhandler ikke forslag om særlig klageadgang. Klager over

skader ved medvirken i et forsøg eller behandlingsforsøg rettes som i dag til

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Klager over selve forsøget eller

behandlingsforsøget kan derimod indbringes for Den Centrale Videnskabsetiske

Komite (§ 4, stk. 2).

Til kapitel 3: Det Etiske Råd

§§ 9-11 bestemmer udpegningen og sammensætningen af Det Etiske Råd.

Bestemmelserne svarer til ordlyden i de tilsvarende bestemmelser i lov nr.

353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse

biomedicinske forsøg (§§ 1, 2 og 10) og er en videreførelse af dette etiske

råd. Der er dog en enkelt undtagelse, som består i, at to af rådets medlemmer

tillige skal være medlem af Den Centrale Videnskabsetiske Komite. Det sker

for at bidrage til koordineringen af de to organers arbejde.

Til kapitel 4: De Videnskabsetiske Komiteer

I § 13 foreslås det, at sundhedsministeren opretter en central

videnskabsetisk komite. Komiteen får en anden sammensætning end i dag.

I lovforslaget er Den Centrale Videnskabsetiske Komite sikret uafhængighed

af de regionale komiteer, så Den Centrale Videnskabsetiske Komite kan virke

som ankemyndighed. Den eksisterende sammensætning af Den Centrale

Videnskabsetiske Komite, hvor medlemmer af de regionale komiteer samtidig er

medlem af Den Centrale Videnskabsetiske Komite, giver habilitetsproblemer,

fordi medlemmer af de regionale komiteer vil komme til at tage stilling til

det samme forsøg i både første og anden instans. Det vil svare til, at den

dommer, der havde pådømt sagen i første instans, deltog i bedømmelsen ved

landsretten. Derfor er det i lovforslaget fastslået, at medlemmer af de

regionale videnskabsetiske komiteer ikke kan være medlem af Den Centrale

Videnskabsetiske Komite.

Komiteen skal bestå af 9 medlemmer for på samme tid at sikre en

funktionsduelig komite og en alsidig sammensætning. I modsætning til

sundhedsministerens lovforslag er der her sikret et flertal af lægpersoner.

Nyt i forhold til den nuværende Centrale Videnskabsetiske Komite er, at

det læge elements rekrutteringsbasis gøres noget bredere, end det er

tilfældet i dag, sådan som det er foreslået af Sundhedsministeriets udvalg i

betænkning nr. 1185/1989 (s. 74). Således udpeges 4 medlemmer med indseende i

videnskabsetiske, almenkulturelle og samfundsmæssige spørgsmål, der er af

betydning for komiteens arbejde, mens 1 medlem udpeges efter indstilling fra

patientorganisationer. Her tænkes navnlig inddraget De Samvirkende

Invalideorganisationer, der nu er en landsdækkende paraplyorganisation for en

række foreninger for kronisk syge. Denne bestemmelse om en bredere

rekruttering af lægpersoners synspunkter er ny i forhold til

sundhedsministerens lovforslag. Det følger intentionerne i

Sundhedsministeriets udvalgs forslag.

3 medlemmer udpeges af sundhedsministeren. De skal dække områderne:

Klinisk forskning, arbejdsmedicin/miljømedicin og alment praktiserende

læge/embedslæge. Dermed sikres det, at komiteens afgørelser træffes på et

fagligt forsvarligt grundlag.

Medlemmerne udpeges af henholdsvis sundhedsministeren og Folketingets

Udvalg vedrørende Det Etiske Råd. Dermed overfører man de gode erfaringer,

der hidtil har været med nedsættelsen af Det Etiske Råd, til Den Centrale

Videnskabsetiske Komite.

En regional videnskabsetisk komite nedsættes af amtskommunen, men er i

øvrigt sikret uafhængighed ved, at medlemmerne af en regional videnskabsetisk

komite ikke samtidig kan være medlem af Folketing, et amtsråd eller en

kommunalbestyrelse. I øvrigt har de samme principper med flertal af

lægpersoner samt uafhængighed af de politiske myndigheder gjort sig gældende

ved sammensætningen og udpegningen af de regionale komiteer. Det forventes

ikke, at der bliver nævneværdigt flere regionale komiteer end de 7, der er i

dag.

Til kapitel 5: Vilkår for biomedicinske forsøg

I §§ 16 og 17 opregnes flere patientrettigheder. Der skal foreligge et

frit afgivet, informeret samtykke fra den, der deltager i det biomedicinske

forsøg eller behandlingsforsøg. Endvidere skal de forudselige risici og

bivirkninger, der kan være forbundet med forsøget, ikke have et uantageligt

omfang for forsøgspersonen. Endelig skal der ved forsøget eller

behandlingsforsøget kunne opnås resultater, der ikke kan opnås på anden vis.

Dermed bliver det forsøgspersonen og ingen andre, der skal tage endelig

stilling til, om forsøget har en for ham eller hende uantagelig karakter. De

videnskabsetiske komiteers opgave består bl.a. i at sikre, at eventuelle

risici er velbeskrevne i den skriftlige information, som gives til

forsøgspersonen forud for stillingtagen til deltagelse i forsøget, jf. § 16.

Forslagsstillerne er meget betænkelige ved brug af stedfortrædende

samtykke. I § 17 fastsættes derfor meget strenge krav ved brug af

stedfortrædende samtykke. Forslagsstillerne har - i modsætning til

sundhedsministeren - fulgt Sundhedsministeriets udvalg og fastslået, at der

kun må gennemføres forsøg, der kommer forsøgspersonen til gode (betænkning

1185/1989, s. 97). Forslagsstillerne finder i den forbindelse, at der kun må

gennemføres forsøg, der har minimale risici.

Der er i lovforslaget stillet en række krav, der gør det muligt for

offentligheden og Folketinget at følge brugen af stedfortrædende samtykke.

Der er stillet krav til komiteernes årsberetninger om at beskrive, i

hvilket omfang komiteerne har givet tilladelse til stedfortrædende samtykke,

og hvordan det er sikret, at forsøgene er etiske forsvarlige. Der kan på den

baggrund føres en løbende offentlig debat om betingelserne for, at der skal

kunne gennemføres forsøg med stedfortrædende samtykke, og om det skal være

tilladt fremover.

I § 18 foreslås, at der kun må gennemføres forsøg på afdøde, når disse

forud i levende live har givet informeret samtykke. I øvrigt henvises til

bemærkningerne i sundhedsministerens lovforslag, (s. 11) herom:

». . . . rummer bestemmelserne en udvidelse i forhold til i dag ved

at omfatte forskning på afdøde (. . .).«

»Forskning på afdøde er ikke omfattet af Helsinkideklarationen. I

rekommandation nr. 5 anbefaler Den Centrale Videnskabsetiske Komite, at man

på dette forskningsområde følger synspunkter svarende til dem, der gælder

forskning på levende mennesker, dvs., at der indhentes komitevurdering. Der

har med andre ord været en kollegial indforståelse med at følge

deklarationen, uanset at den ikke gælder på området. Når forskning på afdøde

nu inddrages i et lovhjemlet komitesystem og de regler, der gælder for dette,

er det vigtigt, at forskningsbegrebet afgrænses over for de procedurer, der

er omfattet af lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. (lov nr. 402

af 13. juni 1990), dvs. medico-legalt ligsyn, lægevidenskabelig obduktion og

udtagelse af organer m.v. i transplantationsøjemed. Med hensyn til dødens

konstatering henvises til før omtalte lov, hvoraf det fremgår (§ 16), at der

uanset samtykke ikke må foretages biomedicinske forsøg på hjernedøde.

Der foreligger i øvrigt afgrænsningsproblemer, der er beslægtet med de

ovenfor nævnte forhold til levende mennesker. Udgangspunktet må være, at

mediolegalt ligsyn og udtagelse af organer m.v. i transplantationsøjemed

falder uden for lovens gyldighedsområde. For så vidt angår obduktioner må

langt hovedparten af disse ligeledes undtages lovforslagets bestemmelser,

fordi de udføres som led i en sædvanlig vurdering af et

sygdoms-/behandlingsforløb eller i uddannelsesmæssigt øjemed. Kun de

obduktioner, hvor der er et generelt videnserhvervende element, der ikke er

led i uddannelsesforløbet, vil med andre ord kunne være omfattet af

anmeldelsespligten og de virkninger, der følger deraf. Da lov om ligsyn,

obduktion og transplantation m.v. stiller krav om samtykke fra afdøde eller

afdødes nærmeste i obduktionstilfælde, vil den reelle retlige forskel på, om

en procedure henføres til det ene eller det andet regelsæt, ikke være stor.

Afgrænsningen medfører imidlertid - ligesom ovenfor - at de strengere

formkrav, der gælder, når der er tale om forskning, ikke unødigt udstrækkes

til at gælde sundhedsvæsenets sædvanlige ikkeforskningsprægede rutiner.

§ 19 foreslår, at det ikke er tilladt at gennemføre biomedicinske forsøg

og behandlingsforsøg på mennesker, der er tvangsanbragt på institution. Her

tænkes bl.a. på indsatte i fængsler eller børn, der er tvangsanbragt på

institution. Det afgørende er, at disse mennesker er i et direkte

afhængighedsforhold, som gør, at de aldrig vil kunne træffe et frit valg -

heller ikke til at deltage i biomedicinske forsøg. Der er formentlig tale om

meget få biomedicinske forsøg, så bestemmelsen vil få relativt lille

betydning for den lægevidenskabelige forskning, men det er vigtigt for

forslagsstillerne at give en retsgaranti for mennesker, der er i denne

situation.

I § 20 foreslås, at alle biomedicinske forsøg på mennesker og afdøde kun

må finde sted med tilladelse fra en regional videnskabsetisk komite.

Det forudsættes, at komiteen tager stilling til, om forsøget er i

overensstemmelse med god videnskabelig praksis, og at den forudsete risiko

ved forsøget ikke har et uantageligt omfang. Den regionale komite godkender

også den skriftlige information i forbindelse med indhentelse af samtykke.

Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at fastlægge alle de spørgsmål, som den

regionale komite skal tage stilling til, men det afgørende er, at komiteen

skal leve op til intentionerne i loven og beskytte den enkelte forsøgsperson

eller afdøde, jf. i øvrigt § 22. De regionale komiteer kan således f.eks.

bestemme

- at projekter, der udføres på sygehuse, påtegnes af administrerende

overlæge/lederskabet. Dermed understreges afdelingsansvaret for projekternes

relevans, indhold og lødighed, men også at forsøget gennemføres i

overensstemmelse med protokollen,

- at informationsmaterialet sikrer, at den enkelte patient får de

nødvendige og tilstrækkelige skriftlige informationer, jf. i øvrigt

bemærkninger til informeret samtykke (jf. § 23),

- at de personer, der deltager i forsøget, i særlige tilfælde

efterfølgende kan underrettes om resultaterne. En naturlig afslutning vil

være en orientering til alle de deltagende forsøgspersoner, når forsøget er

afsluttet.

I forbindelse med en godkendelse kan komiteen fastsætte vilkår for

forsøget og i den forbindelse sikre sig, at forsøget med hensyn til metodik

repræsenterer god videnskabelig standard.

Problematiske er forsøg, der falder ind under kategorien irrelevant

forskning - forskning, der ikke bidrager med ny viden. I Sundhedsministeriets

udvalg blev denne forskning erkendt som et reelt problem, og det bestemmes

derfor, at de regionale komiteer skal sikre sig, at der er tilstrækkelig god

grund til at gennemføre forsøget.

I § 22, stk. 3, bestemmes, at komiteerne kan kræve fremskaffet de

nødvendige oplysninger for at kunne give deres tilladelse.

I § 22, stk. 5, fastsættes regler om forsøg med lægemidler. Paragraffen

sikrer, at det er det videnskabelige komitesystem, der giver den endelige

godkendelse.

Efter § 22, stk. 6, skal et forsøg henvises til Den Centrale

Videnskabsetiske Komite, hvis der ikke kan opnås enighed om det eller der

hersker tvivl om bedømmelsen. Bestemmelsen svarer til praksis i dag i de

videnskabsetiske komiteer.

Efter § 22, stk. 7, kan komiteerne undtage behandlingsforsøg for

godkendelse, hvis behandlingsforsøgene ikke rejser etiske betænkeligheder.

Med undtagelsesbestemmelsen undgår man unødigt bureaukrati for i etisk

henseende ukomplicerede behandlingsforsøg. I forhold til sundhedsministerens

lovforslag indeholder nærværende lovforslag netop behandlingsforsøg. Det sker

ud fra ønsket om at sikre, at loven ikke skal unddrages ved, at forskere blot

kalder deres forsøg for et behandlingsforsøg. Det betyder på den anden side,

at det ikke kan udelukkes, at loven også kommer til at omfatte

behandlingsforsøg, der ikke er etiske betænkeligheder ved. Sådanne forsøg kan

komiteerne undtage for godkendelsesproceduren. Forslagsstillerne forestiller

sig, at de første behandlingsforsøg, der undtages, tillige behandles i den

centrale komite. Endvidere forudsættes, at komiteerne ved sådanne afgørelser

særskilt offentliggør disse samtidig med afgørelsen og på den måde inddrager

offentligheden og bidrager til den offentlige debat i det betimelige i at

undtage sådanne behandlingsforsøg fra godkendelse.

Endelig forpligtes komiteerne i § 22, stk. 8, til at bruge

konsulentbistand i de sager, hvor komiteen ikke selv besidder den nødvendige

viden.

Frit afgivet, informeret samtykke er et helt centralt element i

lovforslaget for at sikre den enkeltes selvbestemmelse. Derfor indeholder

forslaget en særlig bestemmelse - § 23 - der nærmere fastlægger det

informerede samtykke. § 23, stk. 3, er stort set identisk med

Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og samtykke m.v. af 17. maj 1991,

§ 7, stk. 2.

Det er vanskeligt at lovgive om det informerede samtykke, fordi det

forudsætter en dialog mellem sundhedspersonale og patienter/forsøgspersoner

og en indlevelse i forsøgspersonen og evnen til at kommunikere.

Forslagsstillerne støtter således Den Almindelige Danske Lægeforenings etiske

regler om informeret samtykke i forbindelse med behandling:

»En patient har ret til fuld information om diagnose, prognose og

behandlingsmuligheder m.v. samt ret til på grundlag af denne information at

afgøre, om han eller hun vil acceptere eller frabede sig en given behandling.

Lægen skal altid indleve sig bedst muligt i patientens samlede psykiske,

sociale og somatiske situation og nøje overveje, i hvilken ånd information

skal gives. Lægen bør således aldrig påtvinge en patient information, som

denne åbenlyst ikke ønsker« (§ 4).

Forslagsstillerne finder, at informationssituationen skærpes væsentligt i

forbindelse med forsøg, hvor det lægelige indgreb ikke nødvendigvis er til

gavn for forsøgspersonen. Der er således situationer, hvor det vil være

direkte angribeligt overhovedet at spørge, om patienten vil være med i

forsøg. Det skal således efter lovforslaget ikke være en ret at spørge

patienter, om de vil være med i forsøg. Det kan f.eks. dreje sig om

kræftpatienter, som har fået deres »dødsdom«. Det kan også være

patienter, der på grund af sygdom ikke psykisk er i stand til overhovedet at

tage stilling til, om de ønsker at være med i forsøg.

Desuden er det fundet nødvendigt i lovforslaget at fastslå visse

minimumsrettigheder og -krav til informationen. Det skal af informationen

klart fremgå, at de mennesker, der deltager i biomedicinske forsøg, på

ethvert tidspunkt kan tilbagekalde deres samtykke.

Endvidere kan forsøgspersonen få indsigt i forsøgsprotokollen, fordi det

er afgørende, at forsøgspersonen har samme mulighed for indsigt i forsøget

som forskeren, idet en forskellig adgang til viden vanskeliggør

kommunikationen mellem forsøgsperson og forsker.

Der er naturligvis også krav om information om forsøgspersonens

klagemuligheder og om, at forsøgspersonen har så god tid til at tage stilling

til deltagelse i forsøget, at vedkommende kan rådføre sig med sine nærmeste.

Desuden er det bestemt, at samtykke gives til en anden person end den

ansvarlige forsker. Det er for at sikre, at samtykke ikke skal gives til en

person, der har personlig interesse i at få så mange som muligt til at sige

ja til at deltage i forsøget, og som dermed har en interesse i at påvirke

personen til at deltage i forsøg.

Forslagsstillerne har også overvejet, om informationen bør gives af en

anden end den ansvarlige forsker. Forslagsstillerne finder, at det bør være

det overvejende princip, men erkender samtidig, at det er den ansvarlige

forsker, der ved mest om forsøget, og at det på nogle sygehusafdelinger ikke

vil være praktisk muligt at have andre til rådighed til at informere om

forsøget.

Som noget nyt skal de regionale komiteer påse, at forsøgene gennemføres i

overensstemmelse med de i godkendelsen fastsatte vilkår (jf. § 24). Der kan

bl.a. være tale om gennem supervision, hvor forsøgene finder sted, at sikre,

at forsøgspersonerne får informationen i den ånd, der er i loven. Komiteerne

kan også foretage stikprøvevis kontrol med, at forsøget udføres i

overensstemmelse med protokollen, og kan stikprøvevis sammenholde protokol og

afsluttende rapport, herunder foretage vurderinger af, om bivirkninger har

været over- eller undervurderet i forsøgsprotokollen. I øvrigt er det op til

komiteerne at påse, at forsøgene udføres i overensstemmelse med den enkelte

patients rettigheder.

Forslagsstillerne ønsker ikke (jf. § 26), at vederlag til forsøgspersonen

skal kunne påvirke afgivelsen af samtykke. Der kan med andre ord kun være

tale om en symbolsk betaling. Forslagsstillerne finder det betænkeligt, at

ansatte på virksomheder indgår i forsøg, dels fordi der er et

afhængighedsforhold mellem de ansatte og virksomheden, og dels fordi der

altid vil være en vis pression, f.eks. gennem virksomhedskulturen, der mere

eller mindre vil presse den ansatte til at deltage i forsøg. Noget frit

informeret valg er der ikke tale om. Derfor skal der vises stor

tilbageholdenhed på dette område, og forslagsstillerne forventer, at

komiteerne i deres årsberetninger eller ved offentliggørelsen af deres

afgørelser redegør for, hvor mange forsøg der gennemføres under sådanne

omstændigheder, og hvor mange forsøgspersoner det drejer sig om. Komiteerne

forventes ligeledes at redegøre for, hvorfor forsøgene ikke kan udføres på

andre forsøgspersoner, og hvordan komiteen har sikret at forsøget er etisk

forsvarligt.

Til kapitel 6: Finansiering

For forslagsstillerne er det et afgørende princip at sikre Den Centrale

Videnskabsetiske Komites uafhængighed. Derfor etableres et af Sundheds- og

Forsknings- og Undervisningsministeriet uafhængigt sekretariat.

I dag er der allerede etableret et uafhængigt sekretariat for Det Etiske

Råd, og for at sikre den bedst mulige ressourceudnyttelse foreslås derfor i §

27, at dette sekretariat tillige kommer til at fungere som sekretariat for

Den Centrale Videnskabsetiske Komite. Dermed udnytter man de

fællesfunktioner, der nødvendigvis må være for to så tæt beslægtede organer.

Det drejer sig om bibliotek, internationalt kontaktnet, dokumentation inden

for den biomedicinske udvikling samt kontorhold, ligesom det fælles

sekretariat vil kunne bidrage til et tæt samspil om den informerende og

debatskabende funktion.

Sekretariatet ansættes og afskediges af Det Etiske Råds formand. Det

Etiske Råds formand skal i sin ansættelsespolitik tage hensyn til de

opgavefunktioner, der skal varetages for Den Centrale Videnskabsetiske

Komite.

I § 28 fastslås en tilsvarende af amtskommunen uafhængig

sekretariatsbistand til de regionale komiteer. De ansatte i sekretariatet

ansættes og afskediges af formanden for den regionale komite.

Til kapitel 7: Straffebestemmelser

I § 29 hjemles straf i form af bøde eller hæfte for overtædelser af

bestemmelserne i loven.

Til kapitel 8: Ikrafttræden

Loven træder i kraft den 1. august 1993, idet der dermed er sikret en

passende tid til at få udpeget medlemmer og fastsat de nødvendige regler i

medfør af loven.

I § 30 er nævnt de bestemmelser, der udgår af lov nr. 353 af 3. juni 1987

om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse biomedicinske forsøg. I

loven bevares bestemmelserne om beskyttelse af menneskelige befrugtede æg

m.v.

Skriftlig fremsættelse

Birgitte Husmark (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig hermed at fremsætte:

Forslag til lov om biomedicinsk forsøgsvirksomhed samt om Det Etiske

Råd og et videnskabsetisk komitesystem.

(Lovforslag nr. L 19).

Jeg henviser til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler

det til Tingets velvillige behandling.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter