1991 LSF 19 FORSLAG TIL LOV OM BIOMEDICINSK FORSØGSVIRKSOMHED SAMT OM DET ETISKE RÅD OG ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Lovens formål og definitioner
§ 1. Loven har til formål at beskytte mennesker og afdøde, der
deltager i eller er genstand for biomedicinske forsøg.
§ 2. Ved biomedicinske forsøg forstås en planlagt, systematiseret
indsamling af såvel kliniske som ikkekliniske data med henblik på at opnå
generaliserbar viden om forebyggelse, diagnosticering og behandling af
sygdomme.
Stk. 2. Ved biomedicinske forsøg forstås desuden
behandlingsforsøg, hvor en medicinalperson benytter en ikke anerkendt
behandling over for flere patienter.
Kapitel 2
Det Etiske Råds og det videnskabsetiske komitesystems opgaver
§ 3. Det Etiske Råd skal
1) rådgive de videnskabsetiske komiteer om almene etiske spørgsmål i
forbindelse med biomedicinske forsøg,
2) rådgive sundhedsvæsenets myndigheder i bedømmelsen af almene etiske
spørgsmål af væsentlig betydning for sundhedsvæsenet ved anvendelse af og
valg af nye behandlingsmetoder, ny diagnostisk teknik og ny medicinsk
teknologi samt på eget initiativ tage opgaver op, der ligger inden for rådets
arbejdsområde,
3) følge udviklingen inden for det biomedicinske område og
4) løbende informere offentligheden om udviklingen og om sit arbejde og
tage initiativ til, at de etiske problemer, der opstår såvel i forbindelse
med de emner, rådet arbejder med, som i forbindelse med principielle
godkendelser i Den Centrale Videnskabsetiske Komite, gøres til genstand for
debat i offentligheden.
Stk. 2. Andre myndigheder kan høre Det Etiske Råd i generelle
sundheds- og behandlingsspørgsmål med væsentlige etiske aspekter.
Stk. 3. Rådet kan betjene sig af særligt sagkyndige.
Læs alt
Stk. 4. Rådet afgiver en årlig beretning til sundhedsministeren og
Folketinget.
§ 4. Den Centrale Videnskabsetiske Komite skal
1) koordinere arbejdet i de regionale videnskabsetiske komiteer,
2) fastsætte retningslinier og rådgive de regionale videnskabsetiske
komiteer i videnskabsetiske spørgsmål,
3) behandle sager om biomedicinske forsøg, som er forelagt komiteen efter
§ 22, stk. 6, og
4) bistå ved uddannelse af sundhedspersonale i patientkommunikation i
forbindelse med forsøg.
Stk. 2. Den Centrale Videnskabsetiske Komites afgørelser kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Komiteens afgørelser gøres tilgængelige for offentligheden
samtidig med afgørelsen.
Stk. 4. Kopier af Den Centrale Videnskabsetiske Komites afgørelser
skal samtidig med afgørelsen videresendes til Det Etiske Råd.
Stk. 5. Den Centrale Videnskabsetiske Komite kan fastsætte regler
for den praktiske tilrettelæggelse af den videnskabsetiske bedømmelse af
forsøg, der udføres på flere forskningsinstitutioner
(multicenterundersøgelser).
§ 5. Den Centrale Videnskabsetiske Komite afgiver en årsberetning,
der indeholder en redegørelse for komiteens virksomhed og praksis i det
forløbne år.
Stk. 2. I årsberetningen beskrives komiteens afgørelser tillige
med de væsentligste etiske problemer, komiteen har drøftet, og begrundelserne
for udfaldet af de enkelte sager.
Stk. 3. Årsberetningen skal indeholde oplysninger om, hvilke
biomedicinske forsøg der er gennemført med stedfortrædende samtykke, og
hvordan komiteen har sikret, at disse biomedicinske forsøg er etisk
forsvarlige.
§ 6. En forsker, der ikke har fået en regional komites tilladelse
til at iværksætte et projekt, kan indbringe afgørelsen for den centrale
komite. Et projekt kan ligeledes indbringes for den centrale komite af
enhver, der har særlig interesse heri.
§ 7. De regionale komiteers principielle afgørelser gøres
tilgængelige for offentligheden samtidig med afgørelsen.
§ 8. Hver regional videnskabsetisk komite afgiver en årsberetning,
der indeholder en redegørelse for komiteens virksomhed og praksis i det
forløbne år.
Stk. 2. I årsberetningen beskrives bl.a. komiteens afgørelser og i
den forbindelse de væsentligste etiske problemer, komiteen har drøftet, og
der anføres begrundelser for udfaldet af principielle afgørelser. Der gives
en særlig beskrivelse af, i hvilket omfang der er blevet givet tilladelse til
biomedicinske forsøg med stedfortrædende samtykke, herunder hvordan komiteen
har sikret, at forsøgene eller behandlingsforsøgene er etisk forsvarlige.
Stk. 3. I årsberetningen gives en særlig beskrivelse af komiteens
godkendelse af behandlingsforsøg samt eventuelle begrundelser for at undtage
behandlingsforsøg for godkendelse.
Kapitel 3
Det Etiske Råd
§ 9. Sundhedsministeren nedsætter Det Etiske Råd for
sundhedsvæsenet. Rådet virker i samarbejde med sundhedsvæsenets myndigheder
og de videnskabsetiske komiteer.
§ 10. Rådet består af 17 medlemmer, som beskikkes af
sundhedsministeren efter følgende regler:
1) 8 medlemmer udpeges af sundhedsministeren. Udpegningen sker under
hensyntagen til de pågældendes offentligt dokumenterede indseende i etiske,
kulturelle og samfundsmæssige spørgsmål, der er af betydning for rådets
arbejde. Et medlem er tillige medlem af Den Centrale Videnskabsetiske Komite.
2) 9 medlemmer udpeges af det i § 11 nævnte udvalg. Disse personer må ikke
være medlem af Folketinget, en kommunalbestyrelse eller et amtsråd. Et medlem
er tillige medlem af Den Centrale Videnskabsetiske Komite.
Stk. 2. Ved udpegning efter stk. 1, nr. 1, skal der være ligelig
repræsentation af kvinder og mænd. Ved udpegning efter stk. 1, nr. 2, må der
kun være een mere af det ene køn end af det andet.
Stk. 3. Formanden udnævnes af sundhedsministeren efter indstilling
fra det i § 11 nævnte udvalg blandt de af udvalget beskikkede medlemmer.
Stk. 4. Medlemmer og formand beskikkes for 3 år ad gangen.
Genbeskikkelse kan ske een gang.
Stk. 5. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 11. Der nedsættes ved begyndelsen af hvert folketingsår og efter
afholdelse af folketingsvalg et udvalg på 9 medlemmer valgt af Folketinget
efter forholdstal blandt dets medlemmer. For hvert medlem vælges på samme
måde en stedfortræder.
Stk. 2. Udvalget udpeger de i § 10, stk. 1, nr. 2, og § 13, stk.
1, nr. 2, nævnte medlemmer. Er der ikke enighed om udpegning, afgøres denne
af udvalgets flertal.
Stk. 3. Udvalget følger løbende arbejdet i Det Etiske Råd ved
fælles møder og lign. Udvalget kan endvidere anmode Det Etiske Råd om at
behandle nærmere angivne emner inden for rådets kommissorium.
Kapitel 4
De videnskabsetiske komiteer
§ 12. Der oprettes et videnskabsetisk komitesystem for
biomedicinske forsøg og behandlingsforsøg.
§ 13. Sundhedsministeren opretter Den Centrale Videnskabsetiske
Komite. Komiteen består af 9 medlemmer.
1) 3 medlemmer udpeges af sundhedsministeren. Af disse er 1 medlem udpeget
via Det Etiske Råd, jf. § 10, stk. 1, nr. 1. 2 medlemmer udpeges efter
indstilling fra Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. De tre medlemmer
udpeget af sundhedsministeren skal dække områderne: Klinisk forskning,
arbejdsmedicin/miljømedicin samt alment praktiserende læge/embedslæge med een
person fra hvert område.
2) 5 medlemmer udpeges af det i § 11 nævnte udvalg. Udpegningen sker under
hensyntagen til de pågældendes indseende i videnskabsetiske, almenkulturelle
og samfundsmæssige spørgsmål, der er af betydning for komiteens arbejde. Af
disse fem medlemmer er 1 medlem udpeget via Det Etiske Råd, jf. § 10, stk. 1,
nr. 2, og 1 medlem er udpeget efter indstilling fra patientorganisationer.
3) Formanden udnævnes af sundhedsministeren efter indstilling fra det i §
11 nævnte udvalg.
Stk. 2. Ved udpegning efter stk. 1, nr. 1 og 2, må der kun være
een mere af det ene køn end af det andet.
Stk. 3. Den Centrale Videnskabsetiske Komites medlemmer må ikke
være medlem af Folketinget, en kommunalbestyrelse eller et amtsråd eller af
en regional videnskabsetisk komite.
Stk. 4. Den Centrale Videnskabsetiske Komite udarbejder selv
forslag til sin forretningsorden, der godkendes af det i § 11 nævnte udvalg.
Stk. 5. Den Centrale Videnskabsetiske Komites funktionsperiode er
4 år og følger den amtskommunale valgperiode. Genbeskikkelse af medlemmerne
kan ske een gang.
§ 14. Amtsrådene nedsætter regionale videnskabsetiske komiteer. Et
amtsråd kan nedsætte en eller flere regionale videnskabsetiske komiteer inden
for sit geografiske område. En komite kan også nedsættes af flere amtsråd.
Stk. 2. Ved amtsråd forstås tillige Københavns
Borgerrepræsentation og Frederiksberg Kommunalbestyrelse.
§ 15. En regional videnskabsetisk komite består af 9 medlemmer, og
disse personer må ikke være medlem af Folketinget, et amtsråd eller en
kommunalbestyrelse. Medlemmerne udpeges efter følgende retningslinier:
1) 3 af medlemmerne skal have hovedarbejdssted inden for komiteens område
og udpeges efter indstilling fra Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd
inden for områderne: Klinisk forskning, arbejdsmedicin/miljømedicin og alment
praktiserende læge/embedslæge med een person fra hvert område.
2) Af de øvrige seks medlemmer skal mindst eet udpeges efter udtalelse fra
patientforeninger og mindst eet efter udtalelse fra institutioner, foreninger
og organer inden for komiteens område, som har kulturelle, oplysningsmæssige
og lignende forudsætninger for og interesse i at deltage i komitearbejdet.
Formanden udpeges blandt denne gruppes medlemmer.
Stk. 2. Ved udpegning efter stk. 1, nr. 1, må der kun være een
mere af det ene køn end af det andet. Ved udpegning efter stk. 1, nr. 2, skal
der være ligelig repræsentation af kvinder og mænd.
Stk. 3. Den regionale komite udarbejder forslag til sin
forretningsorden, der godkendes af Den Centrale Videnskabsetiske Komite og af
det i § 11 nævnte udvalg.
Stk. 4. Komiteernes medlemmer udpeges for 4 år ad gangen svarende
til den kommunale valgperiode. Genudpegning af medlemmerne kan ske een gang.
Kapitel 5
Vilkår for biomedicinske forsøg
§ 16. Biomedicinske forsøg på levende mennesker må kun finde sted
på betingelse af,
1) at der foreligger frit afgivet informeret samtykke fra den, der
deltager i forsøget,
2) at de forudseelige risici og bivirkninger, der kan være forbundet med
forsøget, ikke har et uantageligt omfang for forsøgspersonen, og
3) at der ved forsøget kan opnås væsentlige resultater, der ikke kan opnås
på anden vis.
§ 17. Biomedicinske forsøg på børn og mennesker, der er ude af
stand til at træffe fornuftsmæssig beslutning på grund af mentale handicap
eller manglende bevidsthed, må kun gennemføres på betingelse af, at
1) der foreligger stedfortrædende samtykke fra de nærmeste pårørende til
forsøgspersonen,
2) forsøget kommer forsøgspersonen til gode,
3) forsøget kun kan udføres på børn eller mennesker, der befinder sig i
ovennævnte mentale tilstand, og at
4) der efterfølgende gives forsøgspersonerne information om forsøget, så
snart det i givet fald er muligt.
Stk. 2. Når et mindreårigt barn er i stand til at afgive samtykke,
skal dette indhentes ved siden af forældrenes samtykke.
§ 18. Biomedicinske forsøg på afdøde må kun foretages, hvis den
pågældende i levende live har givet sit informerede samtykke.
§ 19. Der må ikke gennemføres biomedicinske forsøg på mennesker,
der er tvangsanbragt på institution.
§ 20. Biomedicinske forsøg på mennesker og afdøde må kun finde
sted med forudgående tilladelse fra en regional videnskabsetisk komite.
§ 21. Alle biomedicinske forsøg skal forelægges for Den Regionale
Videnskabsetiske Komite for det område, hvori den projektansvarlige har sit
virke.
§ 22. I forbindelse med en godkendelse foretager komiteerne en
etisk bedømmelse.
Stk. 2. Komiteerne fastsætter vilkår for de tilladelser, der gives
til biomedicinske forsøg og behandlingsforsøg, og påser især, at
1) de risici og bivirkninger, der kan være forbundet med forsøget, er nøje
vurderet i forhold til patientgrupper og hverken i sig selv eller i forhold
til projektets forudseelige fordele har et uantageligt omfang,
2) der er afgivet frivilligt og informeret samtykke fra forsøgspersonen
eller stedfortrædende samtykke, jf. § 10 og 11, og at
3) forsøget efter sit formål og med hensyn til sin metodik repræsenterer
god videnskabelig standard, samt at der er tilstrækkelig grund til at
gennemføre projektet.
Stk. 3. Komiteerne kan stille krav om, hvilke oplysninger en
ansøgning om godkendelse skal indeholde.
Stk. 4. Forsøg, der er godkendt efter stk. 1 og 2, må ikke
iværksættes eller gennemføres med væsentlige ændringer uden komiteens
tilladelse.
Stk. 5. Ved biomedicinske forsøg, hvori der indgår klinisk
afprøvning af lægemidler, afgiver Sundhedsstyrelsen kvittering for modtagelse
af anmeldelse. Anmeldelsen skal inden 6 uger tilgå den regionale
videnskabsetiske komite, der giver den endelige tilladelse til iværksættelse
af projektet.
Stk. 6. Kan der ikke i en regional komite opnås enighed om
bedømmelsen af et forsøg eller behandlingsforsøg, eller finder komiteen, at
projektet rejser spørgsmål af principiel karakter, forelægges forsøget for
den centrale komite.
Stk. 7. Komiteerne kan undtage biomedicinske behandlingsforsøg for
godkendelse, hvis behandlingsforsøgene ikke rejser etiske betænkeligheder.
Stk. 8. Komiteerne skal gøre brug af konsulentbistand i de
tilfælde, hvor de ikke råder over fornøden faglig ekspertise til at bedømme
forelagte projekter.
§ 23. Informeret og friviligt afgivet samtykke foreligger, når
den, der samtykker, forud i passende form, først skriftligt og senere
mundtligt, har modtaget sådan vejledning og information om ulemper, risici,
bivirkninger og fordele, at afgørelsen træffes på et relevant grundlag.
Samtykke afgives skriftligt.
Stk. 2. Det skal af informationen klart fremgå, at det er
frivilligt at deltage i biomedicinske forsøg eller behandlingsforsøg, og at
den pågældende person
1) på ethvert tidspunkt kan tilbagekalde sit samtykke,
2) kan få indsigt i forsøgsprotokollen,
3) har god tid til at tage stilling til deltagelse i forsøget og kan
rådføre sig med sine nærmeste, inden der træffes beslutning,
4) giver samtykke til en anden person end den ansvarlige forsker og
5) skal have information om klagemuligheder.
Stk. 3. Informationen skal desuden indeholde oplysning om,
1) at personen indgår i et forsøg sammen med andre patienter,
2) forsøgets formål,
3) forsøgets vigtigste detaljer, herunder de anvendte procedurer,
4) forudsigelige risici og ulemper, herunder bivirkninger ved brug af
lægemidler og/eller procedurer anvendt i forbindelse med forsøget,
5) forsøgets forventede nytte for patienten og/eller fremtidige patienter
og
6) anden form for behandling, hvis patienten afslår at deltage.
§ 24. En regional komite påser, at de biomedicinske forsøg
gennemføres i overensstemmelse med de i godkendelsen fastsatte vilkår.
§ 25. En regional komite kan som led i varetagelsen af de § 22
nævnte opgaver beslutte at følge enkelte biomedicinske forsøgs forløb og
forlange, at den afsluttende forskningsrapport eller publikation samt en
begrundet redegørelse i tilfælde, hvor forsøget ikke fuldføres, sendes til
komiteen.
§ 26. Såfremt forsøgspersoner modtager vederlag eller anden ydelse
for at deltage i biomedicinske forsøg eller behandlingsforsøg, må det kun ske
med tilladelse fra en regional komite.
Stk. 2. Den regionale komite påser, at vederlaget nævnt i stk. 1
ikke påvirker samtykkeafgivelsen på utilbørlig vis.
Kapitel 6
Finansiering
§ 27. Til Det Etiske Råd og Den Centrale Videnskabsetiske Komite
knyttes et fast sekretariat, hvis ansatte ansættes og afskediges af Det
Etiske Råds formand.
Stk. 2. De nødvendige midler til Det Etiske Råds og Den Centrale
Videnskabsetiske Komites virksomhed bevilges på den årlige finanslov.
§ 28. Til hver regional videnskabsetisk komite knyttes et fast, af
amtskommunen uafhængigt sekretariat, hvis ansatte ansættes og afskediges af
formanden for den regionale komite.
Stk. 2. Udgifterne til de regionale komiteer bevilges på
finansloven. Til delvis dækning af udgifterne betaler statsinstitutioner samt
private firmaer og hospitaler et gebyr pr. projekt. Sundhedsstyrelsen
fastsætter gebyrets størrelse, som ikke må overstige, hvad der svarer til
projektets forventede andel af den pågældende komites samlede årlige udgift.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for den i
stk. 2 nævnte finansieringsordning.
Kapitel 7
Straffebestemmelser
§ 29. Den, der iværksætter et forsøg i strid med §§ 16, 17, 18,
19, 20, 21, 22 og 26, kan straffes med bøde eller hæfte.
Stk. 2. For overtrædelser, der begås af et aktieselskab,
andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant
bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt
fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten,
kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
Kapitel 8
Ikrafttræden
§ 30. Loven træder i kraft den 1. august 1993.
Stk. 2. Funktionsperioden for den først nedsatte Centrale
Videnskabsetiske Komite, jf. § 13, og de først nedsatte regionale
videnskabsetiske komiteer, jf. §§ 14 og 15, er fra lovens ikrafttræden indtil
den 1. januar 1998.
§ 31. I lov nr. 353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd
og regulering af visse biomedicinske forsøg, som ændret ved lov nr. 315 af
16. maj 1990, foretages følgende ændringer:
1. I § 1 udgår 2. pkt.
2. §§ 2 og 3 ophæves.
3. § 4 affattes således:
»I perioden indtil lovgivning træder i kraft om beskyttelse af
befrugtede menneskelige æg og levende fosteranlæg og fostre og om genetiske
forsøg på menneskelige kønsceller, som bliver brugt til befrugtning, må der
ikke foretages forsøg på befrugtede menneskelige æg.«
4. §§ 5, 6, 7, 8, 9 og 10 ophæves.
5. I § 12, stk. 1, ændres »§ 4, stk. 2,» til:
»§ 4,».
§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft med de ændringer, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund
Den 17. april 1991 fremsatte sundhedsminister Ester Larsen forslag til
lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter (lovforslag L 166, jf. Folketingstidende 1990-91 (2.
samling), forhandlingerne sp. 4690 og 5238 og tillæg A, sp. 4233). Ved
folketingsbehandlingen af lovforslaget var der - ligesom ved drøftelsen af
sundhedsministerens redegørelse den 7. februar 1990 til Folketinget om
biomedicinsk forskning og etik, jf. Folketingstidende 1989-90,
forhandlingerne sp. 5954, 5955 og 6842 - udbredt enighed om behovet for en
lovgivning om biomedicinsk forskning.
I bemærkningerne (s. 6) til lovforslag L 166 har sundhedsministeren givet
en begrundelse:
»Videnskabsetisk bedømmelse af biomedicinske forskningsprojekter er
ikke noget nyt i Danmark. Siden slutningen af 1970'erne har der eksisteret et
videnskabsetisk komitesystem her i landet, omfattende syv regionale komiteer
og en central komite (. . .)».
»Når dette system nu foreslås afløst af en lovreguleret ordning,
skyldes det en flerhed af grunde, der spænder fra rent praktiske og
organisatoriske hensyn til mere ideelle motiver:
En videreførelse af det eksisterende komitesystem rejser en række
problemer, som samlet vil kunne løses bedre gennem lovgivning. Antallet af
projekter, der forelægges, er voksende, arbejdsbelastningen stigende og vil
gøre det ønskeligt, at der sker en vis styrkelse af komiteernes bevillinger.
Samtidig er der behov for at få klarlagt systemets kompetence og ansvar inden
for det samlede sundhedsvæsen og det net af myndigheder m.v., systemet indgår
i og samarbejder med, herunder også lægemiddelindustrien. Komiteernes
sammensætning bør justeres, således at lægmandselementet styrkes. Endelig bør
der indføres regler, som giver komiteerne en vis opfølgende og
efterkontrollerende virksomhed over for bedømte forskningsprojekter, ligesom
de bør have bedre muligheder for at manifestere sig over for offentligheden.
Disse forhold ville - taget hver for sig - formentlig kunne løses inden
for rammerne af den aftale, der ligger til grund for det eksisterende
komitesystem, men under eet vil en lovgivning givetvis være et bedre
instrument.
Andre grunde taler imidlertid også for lovgivning:
Der tænkes her på selve det principielle, at det ved lov slås fast, at
videnskabsetisk bedømmelse af biomedicinske forskningsprojekter er en
selvfølgelig del af sundhedsvæsenets virksomhed.
Dertil kommer, at det eksisterende komitesystems regelgrundlag - især
Helsinkideklarationen - alene omfatter biomedicinske forskningsprojekter på
levende mennesker, men ikke på afdøde (lig) og heller ikke på det
menneskelige liv fra befrugtning til fødsel. Deklarationens regler er
endvidere ikke som sådanne juridisk bindede for forskerne. Endelig taler
hensynet til patientens og forsøgspersoners retsstilling for, at principperne
for komitebedømmelsen af forskningsprojekter fastslås ved lov.«
Der er flere grunde til, at forslagsstillerne har fundet det nødvendigt
selv at fremsætte deres eget lovforslag og ikke har afventet en
genfremsættelse af sundhedsministerens lovforslag.
For det første var sundhedsministerens lovforslag for omfattende.
Lovforslaget indeholdt således ikke alene bestemmelser om forskning på
mennesker og afdøde og i den forbindelse en lovfastsættelse af
komitesystemet, men også forslag om forsøg på menneskets æg, fosteranlæg og
fostre. Specielt spørgsmålet om forsøg på menneskets kønsceller, befrugtede
æg, forsteranlæg og fostre er særdeles kompliceret og et følelsesmæssigt
vanskeligt emne at tage stilling til. Derfor finder forslagsstillerne, at
hele dette spørgsmål må behandles selvstændigt i Folketinget efter en
indgående offentlig debat, som ikke er sammenkædet med dette andet store
område, nemlig den generelle lovgivning om biomedicinske forsøg på mennesker.
Forslagsstillerne afventer her forslag til lovgivning fra sundhedsministeren
på et senere tidspunkt. Forslagsstillerne ønsker i den forbindelse også en
drøftelse af de lovgivningsmæssige forhold om behandling med
reagensglasbefrugtning.
Ministerens lovforslag omfattede desuden spørgeskemaundersøgelser og
registerforskning, hvis metodeproblemer henhører under den
samfundsvidenskabelige og humanistiske referenceramme og derfor bør vurderes
ud fra andre kriterier end de lægevidenskabelige. Om dette emne viste der sig
uenighed i betænkning nr. 1185/1989: »Forskning på
mennesket-etik/jura«, og forslagsstillerne forventer en uddybet
behandling af disse forskningsområder, inden der fremsættes lovforslag.
Ved at begrænse lovforslagets omfang ønsker forslagsstillerne at fremme en
mere dybtgående og seriøs debat om de konkrete etiske spørgsmål såvel i
Folketinget som i befolkningen.
For det andet har lovforslagsstillerne ønsket at betone, at lovgivningen i
særlig grad er til for at sikre forsøgspersonernes retsstilling. Formålet med
lovforslaget er at beskytte mennesker og at stille menneskets rettigheder i
centrum. Forslagsstillerne ønsker gennem lovgivningen at slå et grundlæggende
etisk princip fast: at sikre den enkeltes ret til selvbestemmelse over sit
eget lov og levned og at sikre den enkeltes frie ret til at bestemme, om
vedkommende vil være med i biomedicinske forsøg - til at træffe et informeret
valg. Det sker i lovforslaget ved at fastslå i formålsbestemmelsen, at
formålet med lovgivningen er at beskytte mennesker og afdøde, der deltager i
biomedicinske forsøg. Og det sker ved at sikre de enkelte forsøgspersoners
rettigheder, når de accepterer at deltage i forsøg. Det sker også ved hjælp
af særskilte regler om biomedicinske forsøg, der søges gennemført på
mennesker, der ikke er i stand til selv at tage stilling.
For det tredje har forslagsstillerne ønsket at få præciseret de
organisatoriske spørgsmål, specielt samarbejdsrelationerne mellem Det Etiske
Råd og Den Centrale Videnskabsetiske Komite og at sikre komitesystemet
uafhængighed, ligesom forslagsstillerne har ønsket at få en større åbenhed om
afgørelser truffet i de videnskabsetiske komiteer. Det er spørgsmål, som
sundhedsministerens lovforslag ikke tog højde for. For forslagsstillerne er
en væsentlig begrundelse for lovgivning således, at man sikrer offentlig
indsigt i de videnskabsetiske komiteers afgørelser i form af en løbende
information til offentligheden om afgørelserne. Det skal understreges, at
åbenheden gælder principielle problemstillinger og ikke forskningsmæssige
detaljer.
I forbindelse med udarbejdelse af lovforslaget har forslagsstillerne i
særlig grad støttet sig til betænkning nr. 1185/1989, »Forskning på
mennesket - etik/jura«, afgivet af et udvalg nedsat af
sundhedsministeren, til Det Etiske Råds kommentarer til betænkningen, optrykt
i Det Etiske Råds årsberetning 1990 (bilag 6), til sundhedsministerens
besvarelse af spørgsmål i forbindelse med lovforslag L 166, folketingsåret
1990-91 (2. samling), samt til Sundhedsstyrelsens »Cirkulære om
information og samtykke m.v. Lægers pligt og patienters ret« af 17. maj
1991 samt den offentlige debat.
2. Hovedprincipper i lovforslaget
Formålet med lovforslaget er at beskytte mennesker og afdøde, der
deltager i eller er genstand for biomedicinske forsøg. For forslagsstillerne
er det et grundlæggende etisk princip, at det er den enkelte, der skal træffe
beslutning, om hun eller han ønsker at deltage i biomedicinske forsøg eller
behandlingsforsøg.
Dette princip sikres gennem et frit afgivet, informeret samtykke. Selv om
det er et alment accepteret princip, er det vanskeligt at håndhæve.
Medvirkende hertil er bl.a., at der ikke er tale om noget ligeværdigt forhold
mellem forsøgsperson og forsker. Forskeren besidder en stor og specialiseret
viden, som skal formidles til patienten, så informationen er tilpasset
patientens forudsætninger. Ofte drejer det sig om at informere
forsøgspersonerne i en følelsesmæssigt belastende situation, hvor
forsøgspersonen efterfølgende er afhængig af forskeren, fordi denne skal
forestå behandlingen af patienten. Et hovedprincip i lovforslaget er derfor
på bedst mulig måde at sikre patientens informerede samtykke såvel skriftligt
som mundtligt. Det er sket ved direkte i loven at fastslå de vigtigste
elementer i informationen og ved i loven at give patienten direkte
rettigheder, hvorved der sker en retssikring af forsøgspersonen.
Hele spørgsmålet om patientinformation er et spørgsmål om en dialog mellem
sygehuspersonalet og patienten. Det er naturligvis ikke noget, der kan
lovgives om i detaljer. Forslagsstillerne lægger derfor afgørende vægt på, at
der sker en løbende tværfaglig uddannelse af sygehuspersonalet i
patientinformation, sådan som det f.eks. er sket i Det Etiske Råds projekt
»Kommunikation på afdelingen«, hvor der er lagt op til en
tværfaglig debat blandt sygehuspersonalet om såvel den skriftlige som den
mundtlige patientinformation.
Det andet hovedprincip er, at de kontrollerende myndigheder skal være
uafhængige. Dette er sikret ved, at medlemmerne af de videnskabsetiske
komiteer og medlemmerne af Det Etiske Råd ikke samtidig kan være medlem af
Folketinget, et amtsråd eller en kommunalbestyrelse, og ved at der etableres
uafhængige sekretariater for komiteerne. Desuden er der ønsket et flertal af
lægpersoner i såvel de regionale komiteer som i Den Centrale Videnskabsetiske
Komite. Det er en understregning af, at almene etiske overvejelser skal
tillægges lige så stor vægt som rene patient- og forskningshensyn.
Det tredje princip er, at arbejdet med forsøg på mennesker m.v. kommer til
at foregå inden for en samlet ramme. I dag er der på centralt niveau Det
Etiske Råd, som er udpeget af sundhedsministeren og Folketinget, og Den
Centrale Videnskabsetiske Komite, som hovedsagelig består af medlemmer fra de
regionale videnskabsetiske komiteer. For forslagsstillerne er det vigtigt
ikke at få to konkurrerende etiske råd på centralt niveau. Der må derfor
sikres en klar opgavefordeling og et formaliseret samarbejde. Det er bl.a.
baggrunden for, at bestemmelserne vedrørende Det Etiske Råd i lov nr. 353 af
3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse
biomedicinske forsøg er medtaget i dette lovforslag, samtidig med at de
tilsvarende bestemmelser i lov om etisk råd ophæves. Derudover er der sikret
en koordination ved, at to medlemmer både er medlem af Det Etiske Råd og Den
Centrale Videnskabsetiske Komite, og ved, at der etableres et fælles
uafhængigt sekretariat.
3. Lovforslagets område
Lovforslaget omhandler biomedicinsk forsøgsvirksomhed.
Ved biomedicinske forsøg forstås en planlagt, systematiseret indsamling af
såvel kliniske som ikke-kliniske data (jf. Helsinkideklaration II) med
henblik på at opnå generaliserbar viden om forebyggelse, diagnostik og
behandling af sygdomme.
Ved biomedicinske forsøg forstås også behandlingsforsøg, hvor en
medicinalperson benytter en ikkeanerkendt behandling over for flere
patienter.
Ved biomedicinske forsøg forstås primært forsøg og behandlingsforsøg inden
for de lægevidenskabelige fag og den kliniske forskning. Begrebet omfatter ud
over udforskningen af somatiske sygdomme tillige odontologisk og farmaceutisk
forskning. Lovforslaget omfatter derimod ikke samfundsvidenskabelig og
humanistisk forskning på dette område.
Lovforslaget omhandler - i modsætning til sundhedsministerens lovforslag -
behandlingsforsøg. Der er her tale om et gråt område, men en lang række
behandlingsforsøg vil formentlig være uproblematiske i etisk henseende.
Lovforslaget åbner derfor mulighed for, at de regionale videnskabsetiske
komiteer efter konkret vurdering kan undtage behandlingsforsøg fra
godkendelse, så der alene sker en registrering af disse behandlingsforsøg.
Det gør det muligt for komiteerne løbende at følge og vurdere
behandlingsforsøgene. Den enkelte forsker skal således ikke selv tage
stilling til, om behandlingsforsøget er etisk problematisk eller ej. Området
er medtaget for at skærpe opmærksomheden over for behandlinger, der udføres
på enkeltpersoner, men er på vej til større udbredelse.
Før nye behandlingsmetoder bliver et mere udbredt tilbud, er det afgørende
vigtigt, at de gøres til genstand for systematisk forskning. Hvis dette havde
været tilfældet i 1960'erne, ville skaderne efter LSD-behandling aldrig have
fået det omfang, de gjorde.
Ligeledes ville de i 60'erne og 70'erne praktiserede stereotaktiske
operationer (det hvide snit) være blevet stoppet på et langt tidligere
tidspunkt, hvis indikationsgrundlag og behandlingseffekt havde været genstand
for systematisk forskning. Det er derimod ikke forslagsstillernes hensigt at
kræve forhåndsgodkendelse ved akutte, individuelle behandlingsforsøg, der har
til hensigt at forhindre væsentlig skade på en persons helbred.
Når den enkelte forsøgsperson skal tage stilling til, om vedkommende
ønsker at deltage i et forsøg, er ikke kun omfanget af det fysiske indgreb
afgørende. En persons integritet kan også krænkes, hvis der fremkommer
sensitive oplysninger om personen. F.eks. er en blodprøve et bagatelagtigt
indgreb i fysisk henseende. Men blodprøver kan også give oplysninger om visse
arvelige sygdomme og egenskaber. Hvis sådanne oplysninger bliver misbrugt,
kan de have langt mere skadelige virkninger for forsøgspersonen end mange
fysiske indgreb. Forslagsstillerne finder derfor, at der bør indhentes
informeret samtykke til sådanne bagatelagtige indgreb, herunder også hvad
f.eks. blodprøver skal bruges til. Skal oplysningerne anvendes til andre
formål, end der er givet samtykke til, må det kun ske i anonymiseret form.
4. Oversigt over lovforslagets hovedindhold
Kapitel 1 (§§ 1 og 2) beskriver lovens formål og fastlægger definitionen
på forsøg og behandlingsforsøg.
I kapitel 2 (§§ 3-8) fastlægges Det Etiske Råds og komitesystemets
opgaver.
I kapitel 3 og 4 (§§ 9-15) videreføres Det Etiske Råd, og der lovfæstes et
videnskabsetisk komitesystem.
I kapitel 5 (§§ 16-26) fastlægges en række pa-tientrettigheder, og der
opstilles regler for en lovpligtig godkendelse af forsøg og behandlingsforsøg
på mennesker og afdøde.
I kapitel 6 (§§ 27-28) fastlægges regler for finansieringen af Det Etiske
Råd og komitesystemet.
Endelig fastlægges der i kapitel 7 (§ 29) straffebestemmelser for
overtrædelse af lovens bestemmelser og i kapitel 8 (§§ 30-32) lovens
ikrafttrædelsesbestemmelser.
Bemærkninger til lovforslagets kapitler
Til kapitel 1: Lovens formål og definitioner
I § 1 bestemmes, at loven har til formål at beskytte personer og afdøde,
der deltager i eller er genstand for biomedicinske forsøg. Dermed siger
loven, at ingen motiver kan retfærdiggøre brugen af enkelte mennesker som
rene midler til gavn for andre.
I § 2 fastslås lovens område til at omfatte forsøg og behandlingsforsøg.
Lovens område er tidligere kommenteret i et særskilt kapitel herom.
Til kapitel 2: Det Etiske Råds og komitesystemets opgaver
I § 3 fastlægges Det Etiske Råds opgaver. Det er de samme opgaver, som
rådet har i dag, med enkelte justeringer som en konsekvens af, at Det Etiske
Råd skal ses i tæt sammenhæng med komitesystemet.
Således skal Det Etiske Råd bidrage til, at principielle afgørelser
truffet af Den Centrale Videnskabsetiske Komite gøres til genstand for debat
i offentligheden, hvorved man bl.a. udnytter den ekspertise, der allerede
findes i Det Etiske Råd, til debatskabende aktivitet.
Den Centrale Videnskabsetiske Komites vigtigste opgave er at fungere som
ankeinstans for afgørelser truffet af de regionale komiteer. Den Centrale
Videnskabsetiske Komite skal desuden fortsætte med de opgaver, komiteen har i
dag, dvs. koordinere arbejdet i de regionale videnskabsetiske komiteer. Det
vil bl.a. indebære udarbejdelse af vejledninger, afholdelse af seminarer om
etiske spørgsmål af betydning for komiteernes arbejde og diskussion af
principielle videnskabsetiske spørgsmål.
Desuden skal komiteen fastsætte retningslinier og rådgive de regionale
videnskabsetiske komiteer i videnskabsetiske spørgsmål og behandle sager om
biomedicinske forsøg og behandlingsforsøg, som er forelagt komiteen efter §
22, stk. 6.
Komiteen skal som noget nyt bistå ved tværfaglig uddannelse af
sundhedspersonale i patientkommunikation i forbindelse med forsøg (jf. § 4,
stk. 1, nr. 4). Her tænkes særligt på projekter som Det Etiske Råds
»Kommunikation på afdelingen«, hvor der i dialog med
sundhedspersonalet lægges op til en udvikling af hele
kommunikationssituationen med patienter. Komiteen skal naturligvis i første
omgang koncentrere sig om patientinformation i forbindelse med forsøg og
behandlingsforsøg.
Desuden er komiteen også som noget nyt forpligtet til at offentliggøre
sine afgørelser samtidig med afgørelsen (jf. § 4, stk. 3). Forslagsstillerne
har ikke lagt sig fast på formen, blot afgørelserne kommer til
offentlighedens kendskab. Således finder forslagsstillerne det ikke
tilfredsstillende, at orientering om komiteens afgørelser først fås i
forbindelse med årsberetningerne, hvis offentliggørelse kan komme op til 2 år
efter, at godkendelsen er blevet givet og forsøget er gennemført. Der er i
øvrigt i § 5 fastsat en række krav til årsberetningen.
Principperne om bredere information om komiteernes arbejde er også
fastlagt for de regionale komiteer, jf. § 7 og 8.
Endelig pålægges det i § 4, stk. 4, Den Centrale Videnskabsetiske Komite
at informere Det Etiske Råd om sine afgørelser. Dette sker for at sikre, at
Det Etiske Råd hele tiden er ajour med den biomedicinske udvikling, og for at
sikre en dialog mellem komiteen og rådet om de debatskabende aktiviteter om
komiteens afgørelser. Det skal fra forslagsstillerne kraftigt understreges,
at Det Etiske Råd ikke skal fungere som en yderligere ankemyndighed, og Det
Etiske Råd kan ikke tage sager op, som er færdigbehandlet i Den Centrale
Videnskabsetiske Komite.
Lovforslaget omhandler ikke forslag om særlig klageadgang. Klager over
skader ved medvirken i et forsøg eller behandlingsforsøg rettes som i dag til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Klager over selve forsøget eller
behandlingsforsøget kan derimod indbringes for Den Centrale Videnskabsetiske
Komite (§ 4, stk. 2).
Til kapitel 3: Det Etiske Råd
§§ 9-11 bestemmer udpegningen og sammensætningen af Det Etiske Råd.
Bestemmelserne svarer til ordlyden i de tilsvarende bestemmelser i lov nr.
353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse
biomedicinske forsøg (§§ 1, 2 og 10) og er en videreførelse af dette etiske
råd. Der er dog en enkelt undtagelse, som består i, at to af rådets medlemmer
tillige skal være medlem af Den Centrale Videnskabsetiske Komite. Det sker
for at bidrage til koordineringen af de to organers arbejde.
Til kapitel 4: De Videnskabsetiske Komiteer
I § 13 foreslås det, at sundhedsministeren opretter en central
videnskabsetisk komite. Komiteen får en anden sammensætning end i dag.
I lovforslaget er Den Centrale Videnskabsetiske Komite sikret uafhængighed
af de regionale komiteer, så Den Centrale Videnskabsetiske Komite kan virke
som ankemyndighed. Den eksisterende sammensætning af Den Centrale
Videnskabsetiske Komite, hvor medlemmer af de regionale komiteer samtidig er
medlem af Den Centrale Videnskabsetiske Komite, giver habilitetsproblemer,
fordi medlemmer af de regionale komiteer vil komme til at tage stilling til
det samme forsøg i både første og anden instans. Det vil svare til, at den
dommer, der havde pådømt sagen i første instans, deltog i bedømmelsen ved
landsretten. Derfor er det i lovforslaget fastslået, at medlemmer af de
regionale videnskabsetiske komiteer ikke kan være medlem af Den Centrale
Videnskabsetiske Komite.
Komiteen skal bestå af 9 medlemmer for på samme tid at sikre en
funktionsduelig komite og en alsidig sammensætning. I modsætning til
sundhedsministerens lovforslag er der her sikret et flertal af lægpersoner.
Nyt i forhold til den nuværende Centrale Videnskabsetiske Komite er, at
det læge elements rekrutteringsbasis gøres noget bredere, end det er
tilfældet i dag, sådan som det er foreslået af Sundhedsministeriets udvalg i
betænkning nr. 1185/1989 (s. 74). Således udpeges 4 medlemmer med indseende i
videnskabsetiske, almenkulturelle og samfundsmæssige spørgsmål, der er af
betydning for komiteens arbejde, mens 1 medlem udpeges efter indstilling fra
patientorganisationer. Her tænkes navnlig inddraget De Samvirkende
Invalideorganisationer, der nu er en landsdækkende paraplyorganisation for en
række foreninger for kronisk syge. Denne bestemmelse om en bredere
rekruttering af lægpersoners synspunkter er ny i forhold til
sundhedsministerens lovforslag. Det følger intentionerne i
Sundhedsministeriets udvalgs forslag.
3 medlemmer udpeges af sundhedsministeren. De skal dække områderne:
Klinisk forskning, arbejdsmedicin/miljømedicin og alment praktiserende
læge/embedslæge. Dermed sikres det, at komiteens afgørelser træffes på et
fagligt forsvarligt grundlag.
Medlemmerne udpeges af henholdsvis sundhedsministeren og Folketingets
Udvalg vedrørende Det Etiske Råd. Dermed overfører man de gode erfaringer,
der hidtil har været med nedsættelsen af Det Etiske Råd, til Den Centrale
Videnskabsetiske Komite.
En regional videnskabsetisk komite nedsættes af amtskommunen, men er i
øvrigt sikret uafhængighed ved, at medlemmerne af en regional videnskabsetisk
komite ikke samtidig kan være medlem af Folketing, et amtsråd eller en
kommunalbestyrelse. I øvrigt har de samme principper med flertal af
lægpersoner samt uafhængighed af de politiske myndigheder gjort sig gældende
ved sammensætningen og udpegningen af de regionale komiteer. Det forventes
ikke, at der bliver nævneværdigt flere regionale komiteer end de 7, der er i
dag.
Til kapitel 5: Vilkår for biomedicinske forsøg
I §§ 16 og 17 opregnes flere patientrettigheder. Der skal foreligge et
frit afgivet, informeret samtykke fra den, der deltager i det biomedicinske
forsøg eller behandlingsforsøg. Endvidere skal de forudselige risici og
bivirkninger, der kan være forbundet med forsøget, ikke have et uantageligt
omfang for forsøgspersonen. Endelig skal der ved forsøget eller
behandlingsforsøget kunne opnås resultater, der ikke kan opnås på anden vis.
Dermed bliver det forsøgspersonen og ingen andre, der skal tage endelig
stilling til, om forsøget har en for ham eller hende uantagelig karakter. De
videnskabsetiske komiteers opgave består bl.a. i at sikre, at eventuelle
risici er velbeskrevne i den skriftlige information, som gives til
forsøgspersonen forud for stillingtagen til deltagelse i forsøget, jf. § 16.
Forslagsstillerne er meget betænkelige ved brug af stedfortrædende
samtykke. I § 17 fastsættes derfor meget strenge krav ved brug af
stedfortrædende samtykke. Forslagsstillerne har - i modsætning til
sundhedsministeren - fulgt Sundhedsministeriets udvalg og fastslået, at der
kun må gennemføres forsøg, der kommer forsøgspersonen til gode (betænkning
1185/1989, s. 97). Forslagsstillerne finder i den forbindelse, at der kun må
gennemføres forsøg, der har minimale risici.
Der er i lovforslaget stillet en række krav, der gør det muligt for
offentligheden og Folketinget at følge brugen af stedfortrædende samtykke.
Der er stillet krav til komiteernes årsberetninger om at beskrive, i
hvilket omfang komiteerne har givet tilladelse til stedfortrædende samtykke,
og hvordan det er sikret, at forsøgene er etiske forsvarlige. Der kan på den
baggrund føres en løbende offentlig debat om betingelserne for, at der skal
kunne gennemføres forsøg med stedfortrædende samtykke, og om det skal være
tilladt fremover.
I § 18 foreslås, at der kun må gennemføres forsøg på afdøde, når disse
forud i levende live har givet informeret samtykke. I øvrigt henvises til
bemærkningerne i sundhedsministerens lovforslag, (s. 11) herom:
». . . . rummer bestemmelserne en udvidelse i forhold til i dag ved
at omfatte forskning på afdøde (. . .).«
»Forskning på afdøde er ikke omfattet af Helsinkideklarationen. I
rekommandation nr. 5 anbefaler Den Centrale Videnskabsetiske Komite, at man
på dette forskningsområde følger synspunkter svarende til dem, der gælder
forskning på levende mennesker, dvs., at der indhentes komitevurdering. Der
har med andre ord været en kollegial indforståelse med at følge
deklarationen, uanset at den ikke gælder på området. Når forskning på afdøde
nu inddrages i et lovhjemlet komitesystem og de regler, der gælder for dette,
er det vigtigt, at forskningsbegrebet afgrænses over for de procedurer, der
er omfattet af lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. (lov nr. 402
af 13. juni 1990), dvs. medico-legalt ligsyn, lægevidenskabelig obduktion og
udtagelse af organer m.v. i transplantationsøjemed. Med hensyn til dødens
konstatering henvises til før omtalte lov, hvoraf det fremgår (§ 16), at der
uanset samtykke ikke må foretages biomedicinske forsøg på hjernedøde.
Der foreligger i øvrigt afgrænsningsproblemer, der er beslægtet med de
ovenfor nævnte forhold til levende mennesker. Udgangspunktet må være, at
mediolegalt ligsyn og udtagelse af organer m.v. i transplantationsøjemed
falder uden for lovens gyldighedsområde. For så vidt angår obduktioner må
langt hovedparten af disse ligeledes undtages lovforslagets bestemmelser,
fordi de udføres som led i en sædvanlig vurdering af et
sygdoms-/behandlingsforløb eller i uddannelsesmæssigt øjemed. Kun de
obduktioner, hvor der er et generelt videnserhvervende element, der ikke er
led i uddannelsesforløbet, vil med andre ord kunne være omfattet af
anmeldelsespligten og de virkninger, der følger deraf. Da lov om ligsyn,
obduktion og transplantation m.v. stiller krav om samtykke fra afdøde eller
afdødes nærmeste i obduktionstilfælde, vil den reelle retlige forskel på, om
en procedure henføres til det ene eller det andet regelsæt, ikke være stor.
Afgrænsningen medfører imidlertid - ligesom ovenfor - at de strengere
formkrav, der gælder, når der er tale om forskning, ikke unødigt udstrækkes
til at gælde sundhedsvæsenets sædvanlige ikkeforskningsprægede rutiner.
§ 19 foreslår, at det ikke er tilladt at gennemføre biomedicinske forsøg
og behandlingsforsøg på mennesker, der er tvangsanbragt på institution. Her
tænkes bl.a. på indsatte i fængsler eller børn, der er tvangsanbragt på
institution. Det afgørende er, at disse mennesker er i et direkte
afhængighedsforhold, som gør, at de aldrig vil kunne træffe et frit valg -
heller ikke til at deltage i biomedicinske forsøg. Der er formentlig tale om
meget få biomedicinske forsøg, så bestemmelsen vil få relativt lille
betydning for den lægevidenskabelige forskning, men det er vigtigt for
forslagsstillerne at give en retsgaranti for mennesker, der er i denne
situation.
I § 20 foreslås, at alle biomedicinske forsøg på mennesker og afdøde kun
må finde sted med tilladelse fra en regional videnskabsetisk komite.
Det forudsættes, at komiteen tager stilling til, om forsøget er i
overensstemmelse med god videnskabelig praksis, og at den forudsete risiko
ved forsøget ikke har et uantageligt omfang. Den regionale komite godkender
også den skriftlige information i forbindelse med indhentelse af samtykke.
Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at fastlægge alle de spørgsmål, som den
regionale komite skal tage stilling til, men det afgørende er, at komiteen
skal leve op til intentionerne i loven og beskytte den enkelte forsøgsperson
eller afdøde, jf. i øvrigt § 22. De regionale komiteer kan således f.eks.
bestemme
- at projekter, der udføres på sygehuse, påtegnes af administrerende
overlæge/lederskabet. Dermed understreges afdelingsansvaret for projekternes
relevans, indhold og lødighed, men også at forsøget gennemføres i
overensstemmelse med protokollen,
- at informationsmaterialet sikrer, at den enkelte patient får de
nødvendige og tilstrækkelige skriftlige informationer, jf. i øvrigt
bemærkninger til informeret samtykke (jf. § 23),
- at de personer, der deltager i forsøget, i særlige tilfælde
efterfølgende kan underrettes om resultaterne. En naturlig afslutning vil
være en orientering til alle de deltagende forsøgspersoner, når forsøget er
afsluttet.
I forbindelse med en godkendelse kan komiteen fastsætte vilkår for
forsøget og i den forbindelse sikre sig, at forsøget med hensyn til metodik
repræsenterer god videnskabelig standard.
Problematiske er forsøg, der falder ind under kategorien irrelevant
forskning - forskning, der ikke bidrager med ny viden. I Sundhedsministeriets
udvalg blev denne forskning erkendt som et reelt problem, og det bestemmes
derfor, at de regionale komiteer skal sikre sig, at der er tilstrækkelig god
grund til at gennemføre forsøget.
I § 22, stk. 3, bestemmes, at komiteerne kan kræve fremskaffet de
nødvendige oplysninger for at kunne give deres tilladelse.
I § 22, stk. 5, fastsættes regler om forsøg med lægemidler. Paragraffen
sikrer, at det er det videnskabelige komitesystem, der giver den endelige
godkendelse.
Efter § 22, stk. 6, skal et forsøg henvises til Den Centrale
Videnskabsetiske Komite, hvis der ikke kan opnås enighed om det eller der
hersker tvivl om bedømmelsen. Bestemmelsen svarer til praksis i dag i de
videnskabsetiske komiteer.
Efter § 22, stk. 7, kan komiteerne undtage behandlingsforsøg for
godkendelse, hvis behandlingsforsøgene ikke rejser etiske betænkeligheder.
Med undtagelsesbestemmelsen undgår man unødigt bureaukrati for i etisk
henseende ukomplicerede behandlingsforsøg. I forhold til sundhedsministerens
lovforslag indeholder nærværende lovforslag netop behandlingsforsøg. Det sker
ud fra ønsket om at sikre, at loven ikke skal unddrages ved, at forskere blot
kalder deres forsøg for et behandlingsforsøg. Det betyder på den anden side,
at det ikke kan udelukkes, at loven også kommer til at omfatte
behandlingsforsøg, der ikke er etiske betænkeligheder ved. Sådanne forsøg kan
komiteerne undtage for godkendelsesproceduren. Forslagsstillerne forestiller
sig, at de første behandlingsforsøg, der undtages, tillige behandles i den
centrale komite. Endvidere forudsættes, at komiteerne ved sådanne afgørelser
særskilt offentliggør disse samtidig med afgørelsen og på den måde inddrager
offentligheden og bidrager til den offentlige debat i det betimelige i at
undtage sådanne behandlingsforsøg fra godkendelse.
Endelig forpligtes komiteerne i § 22, stk. 8, til at bruge
konsulentbistand i de sager, hvor komiteen ikke selv besidder den nødvendige
viden.
Frit afgivet, informeret samtykke er et helt centralt element i
lovforslaget for at sikre den enkeltes selvbestemmelse. Derfor indeholder
forslaget en særlig bestemmelse - § 23 - der nærmere fastlægger det
informerede samtykke. § 23, stk. 3, er stort set identisk med
Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og samtykke m.v. af 17. maj 1991,
§ 7, stk. 2.
Det er vanskeligt at lovgive om det informerede samtykke, fordi det
forudsætter en dialog mellem sundhedspersonale og patienter/forsøgspersoner
og en indlevelse i forsøgspersonen og evnen til at kommunikere.
Forslagsstillerne støtter således Den Almindelige Danske Lægeforenings etiske
regler om informeret samtykke i forbindelse med behandling:
»En patient har ret til fuld information om diagnose, prognose og
behandlingsmuligheder m.v. samt ret til på grundlag af denne information at
afgøre, om han eller hun vil acceptere eller frabede sig en given behandling.
Lægen skal altid indleve sig bedst muligt i patientens samlede psykiske,
sociale og somatiske situation og nøje overveje, i hvilken ånd information
skal gives. Lægen bør således aldrig påtvinge en patient information, som
denne åbenlyst ikke ønsker« (§ 4).
Forslagsstillerne finder, at informationssituationen skærpes væsentligt i
forbindelse med forsøg, hvor det lægelige indgreb ikke nødvendigvis er til
gavn for forsøgspersonen. Der er således situationer, hvor det vil være
direkte angribeligt overhovedet at spørge, om patienten vil være med i
forsøg. Det skal således efter lovforslaget ikke være en ret at spørge
patienter, om de vil være med i forsøg. Det kan f.eks. dreje sig om
kræftpatienter, som har fået deres »dødsdom«. Det kan også være
patienter, der på grund af sygdom ikke psykisk er i stand til overhovedet at
tage stilling til, om de ønsker at være med i forsøg.
Desuden er det fundet nødvendigt i lovforslaget at fastslå visse
minimumsrettigheder og -krav til informationen. Det skal af informationen
klart fremgå, at de mennesker, der deltager i biomedicinske forsøg, på
ethvert tidspunkt kan tilbagekalde deres samtykke.
Endvidere kan forsøgspersonen få indsigt i forsøgsprotokollen, fordi det
er afgørende, at forsøgspersonen har samme mulighed for indsigt i forsøget
som forskeren, idet en forskellig adgang til viden vanskeliggør
kommunikationen mellem forsøgsperson og forsker.
Der er naturligvis også krav om information om forsøgspersonens
klagemuligheder og om, at forsøgspersonen har så god tid til at tage stilling
til deltagelse i forsøget, at vedkommende kan rådføre sig med sine nærmeste.
Desuden er det bestemt, at samtykke gives til en anden person end den
ansvarlige forsker. Det er for at sikre, at samtykke ikke skal gives til en
person, der har personlig interesse i at få så mange som muligt til at sige
ja til at deltage i forsøget, og som dermed har en interesse i at påvirke
personen til at deltage i forsøg.
Forslagsstillerne har også overvejet, om informationen bør gives af en
anden end den ansvarlige forsker. Forslagsstillerne finder, at det bør være
det overvejende princip, men erkender samtidig, at det er den ansvarlige
forsker, der ved mest om forsøget, og at det på nogle sygehusafdelinger ikke
vil være praktisk muligt at have andre til rådighed til at informere om
forsøget.
Som noget nyt skal de regionale komiteer påse, at forsøgene gennemføres i
overensstemmelse med de i godkendelsen fastsatte vilkår (jf. § 24). Der kan
bl.a. være tale om gennem supervision, hvor forsøgene finder sted, at sikre,
at forsøgspersonerne får informationen i den ånd, der er i loven. Komiteerne
kan også foretage stikprøvevis kontrol med, at forsøget udføres i
overensstemmelse med protokollen, og kan stikprøvevis sammenholde protokol og
afsluttende rapport, herunder foretage vurderinger af, om bivirkninger har
været over- eller undervurderet i forsøgsprotokollen. I øvrigt er det op til
komiteerne at påse, at forsøgene udføres i overensstemmelse med den enkelte
patients rettigheder.
Forslagsstillerne ønsker ikke (jf. § 26), at vederlag til forsøgspersonen
skal kunne påvirke afgivelsen af samtykke. Der kan med andre ord kun være
tale om en symbolsk betaling. Forslagsstillerne finder det betænkeligt, at
ansatte på virksomheder indgår i forsøg, dels fordi der er et
afhængighedsforhold mellem de ansatte og virksomheden, og dels fordi der
altid vil være en vis pression, f.eks. gennem virksomhedskulturen, der mere
eller mindre vil presse den ansatte til at deltage i forsøg. Noget frit
informeret valg er der ikke tale om. Derfor skal der vises stor
tilbageholdenhed på dette område, og forslagsstillerne forventer, at
komiteerne i deres årsberetninger eller ved offentliggørelsen af deres
afgørelser redegør for, hvor mange forsøg der gennemføres under sådanne
omstændigheder, og hvor mange forsøgspersoner det drejer sig om. Komiteerne
forventes ligeledes at redegøre for, hvorfor forsøgene ikke kan udføres på
andre forsøgspersoner, og hvordan komiteen har sikret at forsøget er etisk
forsvarligt.
Til kapitel 6: Finansiering
For forslagsstillerne er det et afgørende princip at sikre Den Centrale
Videnskabsetiske Komites uafhængighed. Derfor etableres et af Sundheds- og
Forsknings- og Undervisningsministeriet uafhængigt sekretariat.
I dag er der allerede etableret et uafhængigt sekretariat for Det Etiske
Råd, og for at sikre den bedst mulige ressourceudnyttelse foreslås derfor i §
27, at dette sekretariat tillige kommer til at fungere som sekretariat for
Den Centrale Videnskabsetiske Komite. Dermed udnytter man de
fællesfunktioner, der nødvendigvis må være for to så tæt beslægtede organer.
Det drejer sig om bibliotek, internationalt kontaktnet, dokumentation inden
for den biomedicinske udvikling samt kontorhold, ligesom det fælles
sekretariat vil kunne bidrage til et tæt samspil om den informerende og
debatskabende funktion.
Sekretariatet ansættes og afskediges af Det Etiske Råds formand. Det
Etiske Råds formand skal i sin ansættelsespolitik tage hensyn til de
opgavefunktioner, der skal varetages for Den Centrale Videnskabsetiske
Komite.
I § 28 fastslås en tilsvarende af amtskommunen uafhængig
sekretariatsbistand til de regionale komiteer. De ansatte i sekretariatet
ansættes og afskediges af formanden for den regionale komite.
Til kapitel 7: Straffebestemmelser
I § 29 hjemles straf i form af bøde eller hæfte for overtædelser af
bestemmelserne i loven.
Til kapitel 8: Ikrafttræden
Loven træder i kraft den 1. august 1993, idet der dermed er sikret en
passende tid til at få udpeget medlemmer og fastsat de nødvendige regler i
medfør af loven.
I § 30 er nævnt de bestemmelser, der udgår af lov nr. 353 af 3. juni 1987
om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse biomedicinske forsøg. I
loven bevares bestemmelserne om beskyttelse af menneskelige befrugtede æg
m.v.
Skriftlig fremsættelse
Birgitte Husmark (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig hermed at fremsætte:
Forslag til lov om biomedicinsk forsøgsvirksomhed samt om Det Etiske
Råd og et videnskabsetisk komitesystem.
(Lovforslag nr. L 19).
Jeg henviser til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler
det til Tingets velvillige behandling.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 LSF 59 FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER Retsinformation · 13. november 1992
- 1995 LSF 179 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER OG LOV OM OPRETTELSE AF ET ETISK RÅD OG REGULERING AF VISSE BIOMEDICINSKE FORSØG (NEDSÆTTELSE, OPFØLGNING M.V.) Retsinformation · 12. juni 1996
- 1991 BTL 59 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIOMEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER NR L 59 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 11. november 1992
- 1989 LSF 209 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OPRETTELSE AF ET ETISK RÅD OG REGULERING AF VISSE BIOMEDICINSKE FORSØG (UDSKYDELSE AF LOVREVISION) Retsinformation · 17. maj 1990
- 1985 LSF 91 FORSLAG TIL LOV OM OPRETTELSE AF ET ETISK RÅD OG REGULERING AF VISSE BIO-MEDICINSKE FORSØG Retsinformation · 21. maj 1988
- 1990 LSF 166 FORSLAG TIL LOV OM ET VIDENSKABSETISK KOMITESYSTEM OG BEHANDLING AF BIO-MEDICINSKE FORSKNINGSPROJEKTER Retsinformation · 17. april 1991