Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 133/2000

KEN nr 11953 af 09/05/2001Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet11. juni 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

133/2000

Landsforeningen Pårørende til Sindslidende

har ved brev af 16. november 2000 klaget til Pressenævnet over nogle

artikler bragt i Århus Stiftstidende den 23. oktober 2000, idet

foreningen mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen bragt på forsiden med overskriften

"Anklage: En farlig forening" fremgår, at

"SAMVÆRSSAG: Foreningen for

Pårørende til Sindslidende er blevet brik i konflikt mellem

ægtefæller.

[X] fra Åbyhøj mener, at Landsforeningen for

Pårørende til Sindslidende er en farlig forening.

Årsagen er, at foreningen som rådgiver og

bisidder for hans ekspartner og moderen til hans børn har forfattet et

brev til Århus Statsamt, hvori foreningens psykolog og jurist

konkluderer, at det vil være bedst, hvis der sker en

indskrænkning af hans samvær med børnene.

De to fagfolk mener, at samværet fremover bør

ske under overvågning i moderens hjem for at der kan opbygges et godt

forhold mellem børn og far.

Grunden er en række påstande, som moderen

refereres for. Hun mener således, at [X] er psykisk ustabil og kun

styret af egne behov og forestillinger til stor skade for børnene.

Psykologen og juristen tolker alene på basis af

moderens påstande. De har aldrig talt med [X].

- Enhver, som ønsker at mobbe sin ekspartner, kan

åbenbart henvende sig til en sådan forening, siger [X].

Foreningens psykolog afviser kritikken. Hun mener kun, hun

har forholdt sig til sagen generelt. Foreningens formand, Ole Aagerup,

Læs alt

siger:

- Hvis [X] mener, han er oppe imod stærke

kræfter, må han selv søge rådgivning.

- Vi laver ikke et større researcharbejde. Vi kan

jo ikke rykke ud og lave interviews. Det er op til den undersøgende

myndighed at afgøre, om der er hold i påstandene eller ej. Vi

kommer ikke med den højforkromede sandhed, siger Ole Aagerup.

Pårørendeforeningens lokalafdeling i

København-Frederiksberg er dog af en anden mening.

- Foreningen risikerer at sætte sin

troværdighed på spil ved den her fremgangsmåde, siger

lokalformanden Ellen Herkild."

Af en artikel bragt samme dag i bladet med overskriften

"Pårørendeforening løj skilsmissefar sindssyg"

fremgår, at

"SAMVÆRSSAG: Forening vurderede alene ud fra

ekskonens forklaring.

ÅRHUS: [X] fra Åbyhøj fik et chok i

starten af august. Århus Statsamt bad ham kommentere et brev, hvori han

var blevet vurderet som psykisk syg.

Brevet var sendt til statsamtet fra Landsforeningen for

Pårørende til Sindslidende på vegne af hans tidligere

samlever, som han har to børn med.

Brevet var underskrevet af en jurist og en psykolog fra

foreningen. Med henvisning til en række påstande fra

børnenes mor skriver de to fagfolk:

- Ovenstående er blot et lille udsnit og et

øjebliksbillede af det, moderen véd, at børnene

udsættes for, når de er sammen med faderen.

- Vi kan fra Landsforeningens side oplyse, at det er almen

psykologisk viden, at de beskrevne oplevelser har afgørende betydning

for børns psykiske udvikling og giver livsvarige konsekvenser. Vi

mener, at en indskrænkning og overvågning af samværet

mellem faderen og børnene nu kan være med til at opbygge et godt

forhold mellem børnene og faderen og faderen og moderen på lang

sigt, hvis det foregår under kyndig professionel vejledning.

De to fagfolk refererer moderen for en række

påstande blandt andet, at [X] kun er styret af egne behov og

forestillinger, så børnenes udvikling og sundhed lider

skade.

Men de havde ikke på noget tidspunkt talt med

En farlig linje

- På baggrund af min ekspartners oplysninger

tillader foreningens jurist og psykolog sig at anbefale statsamtet, at mit

samvær med mine børn indskrænkes og fremover foregår

som overvåget samvær i moderens hjem. Jeg er rystet, siger

- De har aldrig set mig, endsige talt med mig. Bagefter

ved jeg, at de også kun har talt med børnenes mor pr.

telefon.

- Og som anklaget har jeg ikke fået en chance for at

kommentere eller tilbagevise disse grove påstande, inden denne bombe af

et brev blev sendt til Århus Statsamt.

- Hvad er det for en foreningspolitik? Enhver som

ønsker at mobbe sin ekspartner, kan åbenbart henvende sig til

foreningen. Så vil juristen og psykologen tillidsfuldt tage sig af

sagen. De behøver kun høre den ene side. En forening med en

sådan politik er farlig, siger [X].

Han oplyser, at han aldrig har været i kontakt med

det psykiatriske behandlingssystem, endsige fået en psykiatrisk

diagnose.

Men det er ikke nyt for ham, at børnenes mor

betegner ham som psykisk syg.

Kritik bliver afvist

Avisen har kontaktet formanden for Landsforeningen

Pårørende til Sindslidende, Ole Aagerup, Hvalsø.

- Når vi går ind i en sag, er det som advokat

for den person, der har henvendt sig. Vi kan anstændigvis ikke

rådgive begge parter, og synes [X], at han er op imod stærke

kræfter, må han selv søge rådgivning, siger Ole

Aagerup.

- Hvordan sikrer I jer, at det er korrekt, når en

person betegnes som sindslidende?

- Vi laver ikke et større researcharbejde. Vi

kan jo ikke rykke ud og lave interviews. Det er op til den

undersøgende myndighed at afgøre, om der er hold i

påstandene eller ej. Vi kommer ikke med den højforkromede

sandhed, men skriver, at hvis udsagnene er i overensstemmelse med

virkeligheden, så vil vi mene det og det. Det ligger dybt i vores

professionelle rådgivning, siger Ole Aagerup.

[X] har derfor ikke fået meget ud af den klage, han

sendte til formanden. Lokalafdelingen af foreningen i Århus, der

startede sagen, kan heller ikke se, at der er handlet angribeligt.

Troværdigheden på spil

Men [X] blev så vred, at han sendte klagen videre

til alle amtsafdelinger af landsforeningen, og fra to afdelinger på

Sjælland får han opbakning.

- Vi kan kun udtrykke vores forståelse for din

vrede. Sådan som du fremstiller sagen, ser det ud til, at vore ansatte

professionelle er gået ind i en sag, som de ikke burde have rørt

ved. Folks skilsmisser hører ikke til i foreningens regi. Vi vil

forfølge sagen internt, siger Ellen Herkild, formand for

lokalafdelingen i København og Frederiksberg.

- Jeg mener, foreningen risikerer at sætte sin

troværdighed på spil ved den her fremgangsmåde, siger

hun.

Det er dog ikke lykkedes for lokalafdelingen

København-Frederiksberg at vinde genhør for disse synspunkter.

Landsforeningens bestyrelse har diskuteret sagen og afviser kritikken.

Lokalafdelingen i København-Frederiksberg har

derefter opfordret [X] til at søge juridisk bistand."

Af artikel i bladet den 23. oktober 2000 med overskriften

"Fogedret gav far medhold og truede mor med bøde"

fremgår, at

"SAMVÆRSSAG: Foreningsjurist var budbringer

for moderen.

ÅRHUS: Først fik [X] fra Åbyhøj

et brev fra statsamtet, afsendt fra Landsforeningen for

Pårørende til Sindslidende, hvori hans børns mor

påstod, at han var psykisk ustabil: Få dage efter fik han en

opringning fra landsforeningens jurist Susanne Beck Petersen.

- Hun fortalte mig, at jeg ikke kunne få

børnene i den kommende weekend. Det bundede egentlig i en

misforståelse, for det var slet ikke min tur til at have

børnene. Men jeg undrede mig meget over opringningen. Hun var jo ikke

en øvrighedsperson.

- Var min samkvemsret med børnene ændret, var

det jo statsamtet, der skulle ringe, siger [X].

- Susanne Beck Petersen forklarede, at hun ringede

på vegne af moderen, og at jeg ikke kunne få børnene, da

de havde brug for at være sammen med deres mor.

Sag i fogedretten

De næste mange uger så [X] ikke sine

børn. Moderen forhindrede deres samvær, og sagen endte i

fogedretten.

Efter at fogedrettens dommer havde indkaldt den

ældste af børnene en pige på 11 år til en

samtale, for at høre af hendes egen mund, om hun havde interesse i at

være sammen med sin far, faldt afgørelsen. Heri hed det:

- Fogedretten har ikke grund til at antage, at

samværet vil udsætte børnene for sjælelig eller

legemlig fare.

Moderen blev samtidig stillet en bøde på

1.000 kr. i udsigt, hvis hun ikke respekterede afgørelsen. Det gjorde

hun imidlertid ikke, og først efter endnu et retsmøde, hvor

bødekravet blev indskærpet, fik [X] og børnene en weekend

sammen.

Det har på grund af ferie ikke været muligt at

få en kommentar fra jurist Susanne Beck Petersen. Men hendes kollega

i Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende, psykolog

Susanne Bærentzen, siger:

Praktisk budbringer

- Hvis der er blevet ringet, må det være

indlysende for ethvert tænkende menneske, at en repræsentant for

landsforeningen i givet fald ikke kontakter [X] som øvrighedsperson,

men kun som praktisk budbringer af en oplysning fra barnets mor.

- Nå vi handler på vegne af andre, handler vi

af og til på grænsen af, hvad de selv lige så godt kunne

have gjort. Blandt andet fordi, der nogle gange skal handles akut, eller

fordi folk, som vi rådgiver, selv er så rystede, at de ikke

magter at tage affære.

- Hvis der er tale om en situation, hvor nogen er ved at

bryde loven, gør vi altid konsekvenserne klart for dem. Og det er ikke

noget, vi råder nogen til.

- I samværssager formaner vi forældreparter

til at tage deres forældreansvar alvorligt, det vil sige tænke

sig grundigt om, inden de tager skridt til at begrænse samkvemsretten,

fordi børn har brug for begge forældre.

- Men hvis der var et tilfælde og jeg tænker

helt generelt hvor der var tale om en psykotisk person, der har

samværsret til børn, så ville det være forkert at

overlade børn til vedkommende. Og det siger loven faktisk, siger

Susanne Bærentzen.

Forældreevne betvivlet

Ved siden af kører sagen i statsamtet. Det er her,

brevet fra Landsforeningen indgår i en vurdering af, om [X] skal have

indskrænket sit samvær med børnene.

Han har taget til genmæle mod anklagerne.

Afgørelsen er endnu ikke faldet, men parret har været indkaldt

til en samtale, hvor der er blevet lyttet til begge parter.

Det er anden gang, forældrene strides om

samværsretten. Moderen forsøgte at få [X] kendt ikke-egnet

til samkvem i 1997 i direkte forlængelse af parrets brud.

Hun fik dengang statsamtet til at iværksætte

en børnesagkyndig undersøgelse, der er

standardundersøgelsen, hvis en persons forælder-evne drages i

tvivl, og der stilles spørgsmål ved børnenes trivsel.

- Hun mente, jeg havde fået tildelt for megen tid

med børnene, og at de tog skade af at være sammen med mig. Men

undersøgelsen gik hende imod. Den viste, at jeg var børnene en

kærlig far med blik for deres behov, siger[X].

Siden afgørelsen i 1997 har han haft børnene

hver anden weekend og på skift i ferier. Dog ikke uden konflikter

undervejs. Konflikter, der kulminerede i sommer."

Af bladets forsideartikel den 24. oktober 2000 med

overskriften "Psykologer vil have klare regler"

fremgår, at

"Samværssag:

For vidtgående at

kalde en mand sindssyg - uden at have mødt ham, mener formand.

[X] fra Åbyhøj er godt gal over, at en

psykolog bruger sin faglighed til at anbefale, at han får

indskrænket sit samvær med sine børn, når psykologen

aldrig har set ham.

Avisen omtalte sagen i går. [X] har nu rejst to

officielle klagesager. Dels mod en psykolog, dels mod en jurist i

Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende.

Og hvad angår psykologen, så ser det ud til,

at [X] har en stor chance for at få medhold i sin klage.

Psykologen har som ansat i Landsforeningen for

Pårørende til Sindslidende fungeret som rådgiver og

bisidder for [X]'s ekspartner. Som vi omtalte i går, har psykologen og

juristen skrevet et brev til Århus statsamt, hvori de refererer

ekspartneren for en række negative påstande om [X]. Brevet munder

ud i en generel anbefaling, hvor psykologen og juristen vurderer, at det

må være bedst, at [X] samvær med børnene fremover

bør være overvåget og foregå i moderens hjem, da han

ikke er psykisk stabil.

Men hverken psykolog eller jurist har nogensinde talt med

hovedpersonen, [X]. Og det går næppe an.

Avisen har fået en generel vurdering fra Dansk

Psykolog Forening og fra Socialministeriets psykolognævn. Ingen af

stederne kan bifalde fremgangsmåden.

I Dansk Psykologforening siger Elsa Schmidt, formand for

Etisk Nævn:

- Faget mangler at få beskrevet og etableret en

bundgrænse for moral og etik netop for bisidder-rollen.

Især fordi det er et forholdsvis nyt arbejdsfelt for

psykologer. Vi har set en del klagesager mod psykologer, der er

bisiddere.

- Det er min erfaring, at der er psykologer, der slet ikke

kan se, at de kan ende i en rollekonflikt, som bisidder.

- Men netop i den rolle er det vigtigt, at vi bygger

på principperne om, at man ikke skal slå på en person, der

måske ligger ned. Man skal respektere enhver persons rettigheder,

værdighed og integritet, siger Elsa Schmidt."

Inde i bladet samme dag fremgår det blandt andet af

artiklen med overskriften "Behov for klar etik for

psykologer", at

"Samværssag: Formand for etiknævn

ville ikke handle som psykologer i pårørendeforening.

ÅRHUS: Psykolog Susanne Bærentzen, der

arbejder i Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende,

står fuldt ud inde for den måde hun og jurist-kollega er

gået ind i en sag om samværsret (artiklen på forsiden).

Formanden for Etisk Nævn i Dansk Psykolog Forening,

psykolog Elsa Schmidt, er derimod ikke i tvivl om, at hun ville have

handlet anderledes.

- Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag. Men som jeg

har fået beskrevet fremgangsmåden, kan jeg generelt sige, at jeg

i alle fald ville afholde mig fra at rette henvendelse til en myndighed, hvis

jeg kun havde talt med den ene part i en sag.

- Der er nemlig store forskelle. Og det er min erfaring,

at der er psykologer, der slet ikke kan se, at de kan ende i en rollekonflikt

som bisidder, siger Elsa Schmidt.

- Men netop i den rolle er det vigtigt, at vi bygger

på principperne om, at man skal respektere enhver persons rettigheder,

værdighed og integritet.

Krav om balance

Men kommer der en klagesag mod en autoriseret psykolog

og en sådan er sendt i den omtalte sag så ender den hos

Psykolognævnet under Socialministeriet, hvor den ene af to

sagsbehandlere er John Barber.

Vurderer en psykolog, at der anbefales en

begrænsning i samværet mellem børn og forældre,

bør der vel tages direkte kontakt til begge parter, siger John

Barber, der kun vil udtale sig generelt.

Psykolog har lært af sag

Psykolog Susanne Bærentzen, Landsforening for

Pårørende til Sindslidende, mener ikke, hun har handlet

forkert.

Sammen med sin juridiske kollega Susanne Beck Petersen

har hun skrevet det omtalte partsindlæg i samværssagen fra

Århus, hvor brevet slutter med en vidtgående tolkning ved at

anbefale, at statsamtet beslutter at indskrænke faderens

samværsret.

- Ingen af os vurderer faderen. Men vi anbefaler, at hvis

det her er korrekt beskrevet af moderen, så ville den generelle

vurdering være sådan og sådan. Vi tolker dermed ikke den

konkrete sag. Og jeg vil handle på samme måde en anden gang,

siger Susanne Bærentzen.

- Men jeg har lært af det her. Jeg kunne have

ønsket, at vi havde skrevet med fede typer til sidst, for at gentage

det, at vi alene har refereret moderens synspunkter, og at vi ikke anbefaler

i den konkrete sag, men blot anlægger en generel vurdering, siger

foreningens psykolog.

Foreningens landsformand Ole Aagerup afviste også

i gårdagens avis, at der er handlet galt.

Det kommer der nu en endelig vurdering af fra

Psykolognævnet. [X], sagens hovedperson, har også klaget til

Advokatnævnet over foreningens advokat, der er medunderskriver af

brevet."

Klageren har anført, at artiklerne er dybt

krænkende og skadelige for foreningens og rådgivningens

omdømme. På forsiden den 23. oktober 2000 bliver klageren

anklaget for at være en farlig forening og samme dag inde i bladet

påstås det i overskriften, at foreningen har løjet en mand

sindssyg. Bladet har med sin omtale af foreningen klart overtrådt de

presseetiske regler, og det er i den forbindelse underordnet, at bladet har

gengivet [X]'s som en kilde til påstanden om, at foreningen er farlig.

Klageren har endvidere anført, at det er

kritisabelt, at bladet ikke i tilstrækkelig omfang har kontrolleret

anklager mod foreningen. For det første er der tale om anklager,

der i høj grad kan skade foreningen. For det andet rejses anklagerne

af en person, som helt indlysende er i et modsætningsforhold til sin

tidligere samlever og dermed i forhold til dem, der handler på hendes

vegne. Det er herudover en skærpende omstændighed, at

landsforeningen både mundtlig og skriftlig har afvist anklagerne over

for bladet, inden artiklerne blev bragt. Klageren har i den forbindelsen

fremlagt korrespondance af 20. oktober 2000 mellem foreningen og bladet.

Klageren har endvidere oplyst, at foreningens psykolog,

Susanne Bærentzen, ikke var bekendt med alle relevante afsnit i de

offentliggjorte artikler. Psykologen bad bladets journalist om at få

forelagt hans udkast til artikel i sin helhed, hvilket blev afslået.

Landsforeningen var blandt andet ikke bekendt med udtalelserne fra formanden

for Dansk Psykologforening, fra formanden for Etiknævnet i Dansk

Psykologforening og en sagsbehandler i Psykolognævnet, og foreningen

havde derfor ingen mulighed for at kommentere disse udtalelser. Selv om de

citerede personer alle afviser at kommentere den konkret sag, fremstiller

bladet på i artiklerne fra den 24. oktober 2000 de

pågældendes udtalelser, som om de alligevel tager stilling, idet

bladet henfører den generelle vurdering til den konkrete

fremgangsmåde.

Klageren har endvidere anført, at i det

citatudkast, der blev godkendt af Susanne Bærentzen, var hendes

udtalelser refereret som en helhed, hvorimod udtalelserne i bladet blev delt

i to artikler, som blev bragt to forskellige dage, og [X]'s beskyldninger mod

foreningen stod herved uimodsagt i artiklen den 23. oktober 2000.

Klageren har desuden anført, at der ikke ses at

være nogen kilde til påstanden om, at foreningen lyver.

Klageren har oplyst, at det omstridte brev fra foreningen

er rettet til Århus Statsamt og ikke til [X]. Foreningen yder

partsrådgivning og har derfor ikke kontaktet [X], inden brevet blev

sendt. Brevet var et partsindlæg, og det blev af statsamtet opfattet

som et partsindlæg. Det er urimeligt, at andre end den myndighed, som

brevet var adresseret til, giver sig af med at fortolke brevets karakter.

Alle partsindlæg i sager, der afgøres af en offentlig myndighed,

bliver forelagt modparten, og foreningen vidste derfor, at [X] som part i

sagen fik mulighed for at tage til genmæle. Det er således

myndighedernes opgave at forelægge partsindlæg for modparten og i

det hele taget sørge for, at en sag bliver tilstrækkelig belyst

fra begge sider. Klageren har i den forbindelse anført, at foreningen

klart må afvise, at foreningens jurist og psykolog som anført af

bladet har foretaget en vurdering af [X]. Der var tale om et

partsindlæg, der udfra en generel faglig viden og erfaring oplyste

statsamtet om, at såfremt moderens påstande var rigtige, var der

en god grund for statsamtet til at vurdere sagen, som ønsket af

moderen.

Herudover har klageren anført, at foreningen

afviser, at udtalelserne fra Psykologforeningens etiske nævn og

Socialministeriets Psykolognævn skulle være relevante kilder, der

kunne understøtte bladets påstand. Kilderne har alene udtalt sig

på baggrund af den sagsfremstilling, som de har fået forelagt af

vedkommende journalist. Kilderne burde ikke have udtalt sig uden at have

undersøgt sagen, men det fritager ikke bladet for ansvar.

For så vidt angår de citerede udtalelser fra

foreningens jurist har foreningen anført, at juristens kollega

udtrykkeligt gjorde journalisten opmærksom på, at vedkommende

ikke kunne udtale sig på juristens vegne. De citerede udtalelser fra

juristen er ukorrekte. Journalisten burde have ventet med citaterne, indtil

han dagen efter kunne have forelagt udtalelserne for juristen.

Bladet har anført, at bladet på forsiden den

23. oktober 2000 ikke anklager avisen foreningen for at være farlig.

Bladet refererer derimod en person, der uden grund føler sig

hængt ud som sindslidende af foreningen og derfor betegner foreningen

som farlig. Bladet vurderede, at personen havde et rimeligt belæg for

sine anklager, hvilket bladet havde fået bekræftet ved samtaler

med Etisk nævn i Dansk Psykolog Forening og Socialministeriets

Psykolognævn.

Bladet har anført, at ingen af disse kunne fagligt

stå inde for den fremgangsmåde, som foreningen havde benyttet i

den omtalte sag. Bladet har oplyst, at det i artikler den 24. oktober 2000

nærmere har redegjort herfor.

Herudover har bladet anført, at der også

internt i foreningen har været stærk uenighed om det holdbare og

etiske forsvarlige i fremgangsmåden samtidig med, at foreningens

landsformand på ingen måde har kunnet se noget problem.

For så vidt angår artiklerne inde i bladet den

23. oktober 2000 har bladet oplyst, at overskriften

"Pårørendeforening løj skilsmissefar sindssyg"

refererer til den vurdering, som foreningens fagfolk har foretaget i sagen

alene på baggrund af moderens udtalelser.

For så vidt angår udtalelserne fra foreningens

jurist, har bladet anført, at det uden held har forsøgt har

indhente en kommentar fra hende. Bladet har oplyst, at det i stedet har talt

med juristens kollega, psykolog Susanne Bærentzen, der sammen med

juristen har underskrevet brevet til statsamtet. Bladet har i den forbindelse

refereret psykologens forklaring.

Bladet har herudover tilføjet, at alle relevante

afsnit i de omhandlede artikler er blevet mailet til foreningen inden

publicering, hvor de efter aftale blev læst igennem af psykolog

Susanne Bærentzen. Efterfølgende var bladet i telefonisk

kontakt med hende om en række ønskede ændringer i teksten.

Alle ændringerne blev indføjet - stor set som hun via en mail

havde beskrevet. Den færdige tekst blev herefter læst op og

godkendt af hende over telefonen, hvor hun accepterede indholdet. Hun

læste dog kun de afsnit, der enten direkte vedrørte hendes

udtalelser, eller som stod i tæt relation hertil. Samtidig fik hun

læst det afsnit op, hvor foreningen landsformand citeres.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Kaare R.

Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at

nævnet ikke finder anledning til at kritisere, at bladet bragte [X]'s

kritiske beskrivelse af foreningen.

Det fremgår af de vejledende regler for god

presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende

eller virke agtelsesforringende for nogen skal efterprøves i

særlig grad inden de bringes, først og fremmest ved

forelæggelse for den pågældende.

Pressenævnet finder på baggrund af artiklerne

og af sagens oplysninger i øvrigt, at bladet i tilstrækkelig

omfang har forelagt de kritiske oplysninger for foreningen, og

Pressenævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af

Århus Stiftstidende.

Afsagt den 9. maj 2001.

Lignende dokumenter