Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 133/2000
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
133/2000
Landsforeningen Pårørende til Sindslidende
har ved brev af 16. november 2000 klaget til Pressenævnet over nogle
artikler bragt i Århus Stiftstidende den 23. oktober 2000, idet
foreningen mener, at god presseskik er tilsidesat.
Af artiklen bragt på forsiden med overskriften
"Anklage: En farlig forening" fremgår, at
"SAMVÆRSSAG: Foreningen for
Pårørende til Sindslidende er blevet brik i konflikt mellem
ægtefæller.
[X] fra Åbyhøj mener, at Landsforeningen for
Pårørende til Sindslidende er en farlig forening.
Årsagen er, at foreningen som rådgiver og
bisidder for hans ekspartner og moderen til hans børn har forfattet et
brev til Århus Statsamt, hvori foreningens psykolog og jurist
konkluderer, at det vil være bedst, hvis der sker en
indskrænkning af hans samvær med børnene.
De to fagfolk mener, at samværet fremover bør
ske under overvågning i moderens hjem for at der kan opbygges et godt
forhold mellem børn og far.
Grunden er en række påstande, som moderen
refereres for. Hun mener således, at [X] er psykisk ustabil og kun
styret af egne behov og forestillinger til stor skade for børnene.
Psykologen og juristen tolker alene på basis af
moderens påstande. De har aldrig talt med [X].
- Enhver, som ønsker at mobbe sin ekspartner, kan
åbenbart henvende sig til en sådan forening, siger [X].
Foreningens psykolog afviser kritikken. Hun mener kun, hun
har forholdt sig til sagen generelt. Foreningens formand, Ole Aagerup,
Læs alt
siger:
- Hvis [X] mener, han er oppe imod stærke
kræfter, må han selv søge rådgivning.
- Vi laver ikke et større researcharbejde. Vi kan
jo ikke rykke ud og lave interviews. Det er op til den undersøgende
myndighed at afgøre, om der er hold i påstandene eller ej. Vi
kommer ikke med den højforkromede sandhed, siger Ole Aagerup.
Pårørendeforeningens lokalafdeling i
København-Frederiksberg er dog af en anden mening.
- Foreningen risikerer at sætte sin
troværdighed på spil ved den her fremgangsmåde, siger
lokalformanden Ellen Herkild."
Af en artikel bragt samme dag i bladet med overskriften
"Pårørendeforening løj skilsmissefar sindssyg"
fremgår, at
"SAMVÆRSSAG: Forening vurderede alene ud fra
ekskonens forklaring.
ÅRHUS: [X] fra Åbyhøj fik et chok i
starten af august. Århus Statsamt bad ham kommentere et brev, hvori han
var blevet vurderet som psykisk syg.
Brevet var sendt til statsamtet fra Landsforeningen for
Pårørende til Sindslidende på vegne af hans tidligere
samlever, som han har to børn med.
Brevet var underskrevet af en jurist og en psykolog fra
foreningen. Med henvisning til en række påstande fra
børnenes mor skriver de to fagfolk:
- Ovenstående er blot et lille udsnit og et
øjebliksbillede af det, moderen véd, at børnene
udsættes for, når de er sammen med faderen.
- Vi kan fra Landsforeningens side oplyse, at det er almen
psykologisk viden, at de beskrevne oplevelser har afgørende betydning
for børns psykiske udvikling og giver livsvarige konsekvenser. Vi
mener, at en indskrænkning og overvågning af samværet
mellem faderen og børnene nu kan være med til at opbygge et godt
forhold mellem børnene og faderen og faderen og moderen på lang
sigt, hvis det foregår under kyndig professionel vejledning.
De to fagfolk refererer moderen for en række
påstande blandt andet, at [X] kun er styret af egne behov og
forestillinger, så børnenes udvikling og sundhed lider
skade.
Men de havde ikke på noget tidspunkt talt med
En farlig linje
- På baggrund af min ekspartners oplysninger
tillader foreningens jurist og psykolog sig at anbefale statsamtet, at mit
samvær med mine børn indskrænkes og fremover foregår
som overvåget samvær i moderens hjem. Jeg er rystet, siger
- De har aldrig set mig, endsige talt med mig. Bagefter
ved jeg, at de også kun har talt med børnenes mor pr.
telefon.
- Og som anklaget har jeg ikke fået en chance for at
kommentere eller tilbagevise disse grove påstande, inden denne bombe af
et brev blev sendt til Århus Statsamt.
- Hvad er det for en foreningspolitik? Enhver som
ønsker at mobbe sin ekspartner, kan åbenbart henvende sig til
foreningen. Så vil juristen og psykologen tillidsfuldt tage sig af
sagen. De behøver kun høre den ene side. En forening med en
sådan politik er farlig, siger [X].
Han oplyser, at han aldrig har været i kontakt med
det psykiatriske behandlingssystem, endsige fået en psykiatrisk
diagnose.
Men det er ikke nyt for ham, at børnenes mor
betegner ham som psykisk syg.
Kritik bliver afvist
Avisen har kontaktet formanden for Landsforeningen
Pårørende til Sindslidende, Ole Aagerup, Hvalsø.
- Når vi går ind i en sag, er det som advokat
for den person, der har henvendt sig. Vi kan anstændigvis ikke
rådgive begge parter, og synes [X], at han er op imod stærke
kræfter, må han selv søge rådgivning, siger Ole
Aagerup.
- Hvordan sikrer I jer, at det er korrekt, når en
person betegnes som sindslidende?
- Vi laver ikke et større researcharbejde. Vi
kan jo ikke rykke ud og lave interviews. Det er op til den
undersøgende myndighed at afgøre, om der er hold i
påstandene eller ej. Vi kommer ikke med den højforkromede
sandhed, men skriver, at hvis udsagnene er i overensstemmelse med
virkeligheden, så vil vi mene det og det. Det ligger dybt i vores
professionelle rådgivning, siger Ole Aagerup.
[X] har derfor ikke fået meget ud af den klage, han
sendte til formanden. Lokalafdelingen af foreningen i Århus, der
startede sagen, kan heller ikke se, at der er handlet angribeligt.
Troværdigheden på spil
Men [X] blev så vred, at han sendte klagen videre
til alle amtsafdelinger af landsforeningen, og fra to afdelinger på
Sjælland får han opbakning.
- Vi kan kun udtrykke vores forståelse for din
vrede. Sådan som du fremstiller sagen, ser det ud til, at vore ansatte
professionelle er gået ind i en sag, som de ikke burde have rørt
ved. Folks skilsmisser hører ikke til i foreningens regi. Vi vil
forfølge sagen internt, siger Ellen Herkild, formand for
lokalafdelingen i København og Frederiksberg.
- Jeg mener, foreningen risikerer at sætte sin
troværdighed på spil ved den her fremgangsmåde, siger
hun.
Det er dog ikke lykkedes for lokalafdelingen
København-Frederiksberg at vinde genhør for disse synspunkter.
Landsforeningens bestyrelse har diskuteret sagen og afviser kritikken.
Lokalafdelingen i København-Frederiksberg har
derefter opfordret [X] til at søge juridisk bistand."
Af artikel i bladet den 23. oktober 2000 med overskriften
"Fogedret gav far medhold og truede mor med bøde"
fremgår, at
"SAMVÆRSSAG: Foreningsjurist var budbringer
for moderen.
ÅRHUS: Først fik [X] fra Åbyhøj
et brev fra statsamtet, afsendt fra Landsforeningen for
Pårørende til Sindslidende, hvori hans børns mor
påstod, at han var psykisk ustabil: Få dage efter fik han en
opringning fra landsforeningens jurist Susanne Beck Petersen.
- Hun fortalte mig, at jeg ikke kunne få
børnene i den kommende weekend. Det bundede egentlig i en
misforståelse, for det var slet ikke min tur til at have
børnene. Men jeg undrede mig meget over opringningen. Hun var jo ikke
en øvrighedsperson.
- Var min samkvemsret med børnene ændret, var
det jo statsamtet, der skulle ringe, siger [X].
- Susanne Beck Petersen forklarede, at hun ringede
på vegne af moderen, og at jeg ikke kunne få børnene, da
de havde brug for at være sammen med deres mor.
Sag i fogedretten
De næste mange uger så [X] ikke sine
børn. Moderen forhindrede deres samvær, og sagen endte i
fogedretten.
Efter at fogedrettens dommer havde indkaldt den
ældste af børnene en pige på 11 år til en
samtale, for at høre af hendes egen mund, om hun havde interesse i at
være sammen med sin far, faldt afgørelsen. Heri hed det:
- Fogedretten har ikke grund til at antage, at
samværet vil udsætte børnene for sjælelig eller
legemlig fare.
Moderen blev samtidig stillet en bøde på
1.000 kr. i udsigt, hvis hun ikke respekterede afgørelsen. Det gjorde
hun imidlertid ikke, og først efter endnu et retsmøde, hvor
bødekravet blev indskærpet, fik [X] og børnene en weekend
sammen.
Det har på grund af ferie ikke været muligt at
få en kommentar fra jurist Susanne Beck Petersen. Men hendes kollega
i Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende, psykolog
Susanne Bærentzen, siger:
Praktisk budbringer
- Hvis der er blevet ringet, må det være
indlysende for ethvert tænkende menneske, at en repræsentant for
landsforeningen i givet fald ikke kontakter [X] som øvrighedsperson,
men kun som praktisk budbringer af en oplysning fra barnets mor.
- Nå vi handler på vegne af andre, handler vi
af og til på grænsen af, hvad de selv lige så godt kunne
have gjort. Blandt andet fordi, der nogle gange skal handles akut, eller
fordi folk, som vi rådgiver, selv er så rystede, at de ikke
magter at tage affære.
- Hvis der er tale om en situation, hvor nogen er ved at
bryde loven, gør vi altid konsekvenserne klart for dem. Og det er ikke
noget, vi råder nogen til.
- I samværssager formaner vi forældreparter
til at tage deres forældreansvar alvorligt, det vil sige tænke
sig grundigt om, inden de tager skridt til at begrænse samkvemsretten,
fordi børn har brug for begge forældre.
- Men hvis der var et tilfælde og jeg tænker
helt generelt hvor der var tale om en psykotisk person, der har
samværsret til børn, så ville det være forkert at
overlade børn til vedkommende. Og det siger loven faktisk, siger
Susanne Bærentzen.
Forældreevne betvivlet
Ved siden af kører sagen i statsamtet. Det er her,
brevet fra Landsforeningen indgår i en vurdering af, om [X] skal have
indskrænket sit samvær med børnene.
Han har taget til genmæle mod anklagerne.
Afgørelsen er endnu ikke faldet, men parret har været indkaldt
til en samtale, hvor der er blevet lyttet til begge parter.
Det er anden gang, forældrene strides om
samværsretten. Moderen forsøgte at få [X] kendt ikke-egnet
til samkvem i 1997 i direkte forlængelse af parrets brud.
Hun fik dengang statsamtet til at iværksætte
en børnesagkyndig undersøgelse, der er
standardundersøgelsen, hvis en persons forælder-evne drages i
tvivl, og der stilles spørgsmål ved børnenes trivsel.
- Hun mente, jeg havde fået tildelt for megen tid
med børnene, og at de tog skade af at være sammen med mig. Men
undersøgelsen gik hende imod. Den viste, at jeg var børnene en
kærlig far med blik for deres behov, siger[X].
Siden afgørelsen i 1997 har han haft børnene
hver anden weekend og på skift i ferier. Dog ikke uden konflikter
undervejs. Konflikter, der kulminerede i sommer."
Af bladets forsideartikel den 24. oktober 2000 med
overskriften "Psykologer vil have klare regler"
fremgår, at
"Samværssag:
For vidtgående at
kalde en mand sindssyg - uden at have mødt ham, mener formand.
[X] fra Åbyhøj er godt gal over, at en
psykolog bruger sin faglighed til at anbefale, at han får
indskrænket sit samvær med sine børn, når psykologen
aldrig har set ham.
Avisen omtalte sagen i går. [X] har nu rejst to
officielle klagesager. Dels mod en psykolog, dels mod en jurist i
Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende.
Og hvad angår psykologen, så ser det ud til,
at [X] har en stor chance for at få medhold i sin klage.
Psykologen har som ansat i Landsforeningen for
Pårørende til Sindslidende fungeret som rådgiver og
bisidder for [X]'s ekspartner. Som vi omtalte i går, har psykologen og
juristen skrevet et brev til Århus statsamt, hvori de refererer
ekspartneren for en række negative påstande om [X]. Brevet munder
ud i en generel anbefaling, hvor psykologen og juristen vurderer, at det
må være bedst, at [X] samvær med børnene fremover
bør være overvåget og foregå i moderens hjem, da han
ikke er psykisk stabil.
Men hverken psykolog eller jurist har nogensinde talt med
hovedpersonen, [X]. Og det går næppe an.
Avisen har fået en generel vurdering fra Dansk
Psykolog Forening og fra Socialministeriets psykolognævn. Ingen af
stederne kan bifalde fremgangsmåden.
I Dansk Psykologforening siger Elsa Schmidt, formand for
Etisk Nævn:
- Faget mangler at få beskrevet og etableret en
bundgrænse for moral og etik netop for bisidder-rollen.
Især fordi det er et forholdsvis nyt arbejdsfelt for
psykologer. Vi har set en del klagesager mod psykologer, der er
bisiddere.
- Det er min erfaring, at der er psykologer, der slet ikke
kan se, at de kan ende i en rollekonflikt, som bisidder.
- Men netop i den rolle er det vigtigt, at vi bygger
på principperne om, at man ikke skal slå på en person, der
måske ligger ned. Man skal respektere enhver persons rettigheder,
værdighed og integritet, siger Elsa Schmidt."
Inde i bladet samme dag fremgår det blandt andet af
artiklen med overskriften "Behov for klar etik for
psykologer", at
"Samværssag: Formand for etiknævn
ville ikke handle som psykologer i pårørendeforening.
ÅRHUS: Psykolog Susanne Bærentzen, der
arbejder i Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende,
står fuldt ud inde for den måde hun og jurist-kollega er
gået ind i en sag om samværsret (artiklen på forsiden).
Formanden for Etisk Nævn i Dansk Psykolog Forening,
psykolog Elsa Schmidt, er derimod ikke i tvivl om, at hun ville have
handlet anderledes.
- Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag. Men som jeg
har fået beskrevet fremgangsmåden, kan jeg generelt sige, at jeg
i alle fald ville afholde mig fra at rette henvendelse til en myndighed, hvis
jeg kun havde talt med den ene part i en sag.
- Der er nemlig store forskelle. Og det er min erfaring,
at der er psykologer, der slet ikke kan se, at de kan ende i en rollekonflikt
som bisidder, siger Elsa Schmidt.
- Men netop i den rolle er det vigtigt, at vi bygger
på principperne om, at man skal respektere enhver persons rettigheder,
værdighed og integritet.
Krav om balance
Men kommer der en klagesag mod en autoriseret psykolog
og en sådan er sendt i den omtalte sag så ender den hos
Psykolognævnet under Socialministeriet, hvor den ene af to
sagsbehandlere er John Barber.
Vurderer en psykolog, at der anbefales en
begrænsning i samværet mellem børn og forældre,
bør der vel tages direkte kontakt til begge parter, siger John
Barber, der kun vil udtale sig generelt.
Psykolog har lært af sag
Psykolog Susanne Bærentzen, Landsforening for
Pårørende til Sindslidende, mener ikke, hun har handlet
forkert.
Sammen med sin juridiske kollega Susanne Beck Petersen
har hun skrevet det omtalte partsindlæg i samværssagen fra
Århus, hvor brevet slutter med en vidtgående tolkning ved at
anbefale, at statsamtet beslutter at indskrænke faderens
samværsret.
- Ingen af os vurderer faderen. Men vi anbefaler, at hvis
det her er korrekt beskrevet af moderen, så ville den generelle
vurdering være sådan og sådan. Vi tolker dermed ikke den
konkrete sag. Og jeg vil handle på samme måde en anden gang,
siger Susanne Bærentzen.
- Men jeg har lært af det her. Jeg kunne have
ønsket, at vi havde skrevet med fede typer til sidst, for at gentage
det, at vi alene har refereret moderens synspunkter, og at vi ikke anbefaler
i den konkrete sag, men blot anlægger en generel vurdering, siger
foreningens psykolog.
Foreningens landsformand Ole Aagerup afviste også
i gårdagens avis, at der er handlet galt.
Det kommer der nu en endelig vurdering af fra
Psykolognævnet. [X], sagens hovedperson, har også klaget til
Advokatnævnet over foreningens advokat, der er medunderskriver af
brevet."
Klageren har anført, at artiklerne er dybt
krænkende og skadelige for foreningens og rådgivningens
omdømme. På forsiden den 23. oktober 2000 bliver klageren
anklaget for at være en farlig forening og samme dag inde i bladet
påstås det i overskriften, at foreningen har løjet en mand
sindssyg. Bladet har med sin omtale af foreningen klart overtrådt de
presseetiske regler, og det er i den forbindelse underordnet, at bladet har
gengivet [X]'s som en kilde til påstanden om, at foreningen er farlig.
Klageren har endvidere anført, at det er
kritisabelt, at bladet ikke i tilstrækkelig omfang har kontrolleret
anklager mod foreningen. For det første er der tale om anklager,
der i høj grad kan skade foreningen. For det andet rejses anklagerne
af en person, som helt indlysende er i et modsætningsforhold til sin
tidligere samlever og dermed i forhold til dem, der handler på hendes
vegne. Det er herudover en skærpende omstændighed, at
landsforeningen både mundtlig og skriftlig har afvist anklagerne over
for bladet, inden artiklerne blev bragt. Klageren har i den forbindelsen
fremlagt korrespondance af 20. oktober 2000 mellem foreningen og bladet.
Klageren har endvidere oplyst, at foreningens psykolog,
Susanne Bærentzen, ikke var bekendt med alle relevante afsnit i de
offentliggjorte artikler. Psykologen bad bladets journalist om at få
forelagt hans udkast til artikel i sin helhed, hvilket blev afslået.
Landsforeningen var blandt andet ikke bekendt med udtalelserne fra formanden
for Dansk Psykologforening, fra formanden for Etiknævnet i Dansk
Psykologforening og en sagsbehandler i Psykolognævnet, og foreningen
havde derfor ingen mulighed for at kommentere disse udtalelser. Selv om de
citerede personer alle afviser at kommentere den konkret sag, fremstiller
bladet på i artiklerne fra den 24. oktober 2000 de
pågældendes udtalelser, som om de alligevel tager stilling, idet
bladet henfører den generelle vurdering til den konkrete
fremgangsmåde.
Klageren har endvidere anført, at i det
citatudkast, der blev godkendt af Susanne Bærentzen, var hendes
udtalelser refereret som en helhed, hvorimod udtalelserne i bladet blev delt
i to artikler, som blev bragt to forskellige dage, og [X]'s beskyldninger mod
foreningen stod herved uimodsagt i artiklen den 23. oktober 2000.
Klageren har desuden anført, at der ikke ses at
være nogen kilde til påstanden om, at foreningen lyver.
Klageren har oplyst, at det omstridte brev fra foreningen
er rettet til Århus Statsamt og ikke til [X]. Foreningen yder
partsrådgivning og har derfor ikke kontaktet [X], inden brevet blev
sendt. Brevet var et partsindlæg, og det blev af statsamtet opfattet
som et partsindlæg. Det er urimeligt, at andre end den myndighed, som
brevet var adresseret til, giver sig af med at fortolke brevets karakter.
Alle partsindlæg i sager, der afgøres af en offentlig myndighed,
bliver forelagt modparten, og foreningen vidste derfor, at [X] som part i
sagen fik mulighed for at tage til genmæle. Det er således
myndighedernes opgave at forelægge partsindlæg for modparten og i
det hele taget sørge for, at en sag bliver tilstrækkelig belyst
fra begge sider. Klageren har i den forbindelse anført, at foreningen
klart må afvise, at foreningens jurist og psykolog som anført af
bladet har foretaget en vurdering af [X]. Der var tale om et
partsindlæg, der udfra en generel faglig viden og erfaring oplyste
statsamtet om, at såfremt moderens påstande var rigtige, var der
en god grund for statsamtet til at vurdere sagen, som ønsket af
moderen.
Herudover har klageren anført, at foreningen
afviser, at udtalelserne fra Psykologforeningens etiske nævn og
Socialministeriets Psykolognævn skulle være relevante kilder, der
kunne understøtte bladets påstand. Kilderne har alene udtalt sig
på baggrund af den sagsfremstilling, som de har fået forelagt af
vedkommende journalist. Kilderne burde ikke have udtalt sig uden at have
undersøgt sagen, men det fritager ikke bladet for ansvar.
For så vidt angår de citerede udtalelser fra
foreningens jurist har foreningen anført, at juristens kollega
udtrykkeligt gjorde journalisten opmærksom på, at vedkommende
ikke kunne udtale sig på juristens vegne. De citerede udtalelser fra
juristen er ukorrekte. Journalisten burde have ventet med citaterne, indtil
han dagen efter kunne have forelagt udtalelserne for juristen.
Bladet har anført, at bladet på forsiden den
23. oktober 2000 ikke anklager avisen foreningen for at være farlig.
Bladet refererer derimod en person, der uden grund føler sig
hængt ud som sindslidende af foreningen og derfor betegner foreningen
som farlig. Bladet vurderede, at personen havde et rimeligt belæg for
sine anklager, hvilket bladet havde fået bekræftet ved samtaler
med Etisk nævn i Dansk Psykolog Forening og Socialministeriets
Psykolognævn.
Bladet har anført, at ingen af disse kunne fagligt
stå inde for den fremgangsmåde, som foreningen havde benyttet i
den omtalte sag. Bladet har oplyst, at det i artikler den 24. oktober 2000
nærmere har redegjort herfor.
Herudover har bladet anført, at der også
internt i foreningen har været stærk uenighed om det holdbare og
etiske forsvarlige i fremgangsmåden samtidig med, at foreningens
landsformand på ingen måde har kunnet se noget problem.
For så vidt angår artiklerne inde i bladet den
23. oktober 2000 har bladet oplyst, at overskriften
"Pårørendeforening løj skilsmissefar sindssyg"
refererer til den vurdering, som foreningens fagfolk har foretaget i sagen
alene på baggrund af moderens udtalelser.
For så vidt angår udtalelserne fra foreningens
jurist, har bladet anført, at det uden held har forsøgt har
indhente en kommentar fra hende. Bladet har oplyst, at det i stedet har talt
med juristens kollega, psykolog Susanne Bærentzen, der sammen med
juristen har underskrevet brevet til statsamtet. Bladet har i den forbindelse
refereret psykologens forklaring.
Bladet har herudover tilføjet, at alle relevante
afsnit i de omhandlede artikler er blevet mailet til foreningen inden
publicering, hvor de efter aftale blev læst igennem af psykolog
Susanne Bærentzen. Efterfølgende var bladet i telefonisk
kontakt med hende om en række ønskede ændringer i teksten.
Alle ændringerne blev indføjet - stor set som hun via en mail
havde beskrevet. Den færdige tekst blev herefter læst op og
godkendt af hende over telefonen, hvor hun accepterede indholdet. Hun
læste dog kun de afsnit, der enten direkte vedrørte hendes
udtalelser, eller som stod i tæt relation hertil. Samtidig fik hun
læst det afsnit op, hvor foreningen landsformand citeres.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Kaare R.
Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at
nævnet ikke finder anledning til at kritisere, at bladet bragte [X]'s
kritiske beskrivelse af foreningen.
Det fremgår af de vejledende regler for god
presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende
eller virke agtelsesforringende for nogen skal efterprøves i
særlig grad inden de bringes, først og fremmest ved
forelæggelse for den pågældende.
Pressenævnet finder på baggrund af artiklerne
og af sagens oplysninger i øvrigt, at bladet i tilstrækkelig
omfang har forelagt de kritiske oplysninger for foreningen, og
Pressenævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af
Århus Stiftstidende.
Afsagt den 9. maj 2001.
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-98 Retsinformation · 8. januar 2004
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0505 Retsinformation · 20. november 2020
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 137/2000 Retsinformation · 29. maj 2001
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 66/2003 Retsinformation · 29. oktober 2003
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 4/2001 Retsinformation · 19. november 2001
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-100 Retsinformation · 8. januar 2004