Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 66/2003

KEN nr 9679 af 22/10/2003Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet29. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 66/2003

[En mand – K] har klaget til Pressenævnet over en række artikler

i Århus Stiftstidende den 21., 26. og 30. juni samt 7. og 12. juli 2003, idet

han finder, at god presseskik er tilsidesat.

I en artikel den 21. juni 2003 med overskriften ”

Århus bliver landets nye nazi-hovedstad

”

hed det i en underoverskrift: ”

Rekruttering:

White Pride-leder startede som medlem af tæskehold”.

I artiklen hed det blandt andet:

”Nynazisterne i Danmark er ved at gøre Århus til landets nye

nazi-hovedstad. Sådan lyder advarslen fra flere sider, efter at Århus

Stiftstidende har sat fokus på White Pride og gruppens aktiviteter.

Demos oplyser, at White Pride har rødder i et tæskehold, som var

vagtværn for Den Danske Forening, da denne holdt møder på Aarhus Cyklebane

midt

i 1990’erne.

Dengang bestod gruppen af unge skinheads i læderveste, mens

medlemmerne nu beskrives som pæne unge mænd i pænt tøj i alderen 20-30 år,

flere af dem med uddannelse og fast arbejde.

Fra flere uafhængige kilder har avisen fået udpeget en af White

Prides ledere, [K], som var med fra starten i tæskeholdet ved cykelbanen.

Han optræder på billeder i flere sammenhænge ved stærkt højreorienterede

møder og demonstrationer samt på billeder fra fodboldkampe, hvor han står

sammen med andre White Pride medlemmer, der bærer kasketter med nazi-lignende

symboler.

”

I en artikel samme dag med overskriften ”

Tæskeholdet blev til nazistisk gruppe

Læs alt

” hed det i en

underoverskrift: ”

WHITE PRIDE:

Gruppen har kontakt med andre nazister i flere lande”.

I artiklen hed det blandt andet:

”ÅRHUS: White Pride har rødder i et vagtværn og tæskehold, som

midt i 1990’erne var i sving ved flere møder holdt af Den Danske

Forening på

Aarhus Cyklebane. Det var møder, som blev mødt med demonstrationer, og blandt

de unge mænd i vagtværnet udenfor mødelokalet opstod kimen til det politiske

indhold i White Pride.

Leder udpeget

Århus Stiftstidende har af forskellige kilder fået udpeget en af

White Prides ledere. Han hedder [K], og der findes billeder af ham fra

tæskeholds-tiden ved cykelbanen, fra fester i Århus, fra fodboldkampe og fra

en

stærkt højreorienteret demonstration mod muslimer i Odense i 2001. Avisen har

kontaktet White Pride for at få kontakt til [K], via e-mail som er eneste

mulighed, men der er ikke kommet noget svar. Avisen har desuden fået oplyst,

at

hjemmesiden www.danskfront.dk i virkeligheden varetages af White Pride.

”

Artiklen var blandt andet ledsaget af et billede af klager med

følgende tekst: ” [K], en af White Prides ledere, fra tæskeholds-tiden.

Billedet er taget ved et møde i Den Danske Forening på cykelbanen i april

1996”.

I en artikel den 26. juni 2003 med overskriften ”

White Prides hærgen spreder frygt på

værtshusene

” hed det blandt andet:

”

Der Führer

Medlemmerne af White Pride kommer 8-10 stykker ad gangen på

Butler, og der har ikke været nogen ballade med dem, bliver der fortalt, uden

at nogen dog vil lægge navn til udtalelserne.

Den eneste i gruppen, som bliver udpeget ved navn, er [K], og

det fortælles, at han kommer sammen med de andre White Pride folk.

Århus Stiftstidende har tidligere fortalt, at ifølge to

uafhængige kilder er [K] leder af White Pride, og af billeder i avisens arkiv

fremgår det, at han startede som medlem af et tæskehold, der var i funktion i

forbindelse med møder i Den Danske Forening på Aarhus Cyklebane midt i

90’erne.

Ekstra-bladet beskriver [K] som White Prides ubestridte leder, der i gruppen

går under navnet Der Führer.

”

Artiklen var blandt andet ledsaget af et billede af klager med

følgende tekst: ”Lederen af White Pride, [K], som i gruppen bliver kaldt

”Der

Führer” ses længst til højre på et billede fra tæskeholds-tiden ved

møderne i

Den Danske Forening på cykelbanen. Billedet er fra september 1996. Nu om dage

kommer [K] på værtshuset Butler i Sct. Paulsgade sammen med andre medlemmer

af

White Pride, oplyser man på værtshuset”.

I en artikel samme dag med overskriften ”

White Pride er lukket land for omverdenen

” hed det blandt andet:

”

Århus Stiftstidende har i et stykke tid næsten dagligt forsøgt

at få kontakt til White Pride med henblik på at få medlemmer til at fortælle

om

gruppen og dens aktiviteter. Det er ikke lykkedes.

Den eneste måde at komme i kontakt med White Pride er via en

e-mail adresse, som opgives på gruppens hjemmeside. Svar fra gruppen kommer

fra

signaturen –

bonde, som på

hjemmesiden også har skrevet om White Prides historie.

Det gennemgående i –

bondes

svar på henvendelserne er, at [K] ikke er med i White Pride, og at gruppen

stort set ikke kender ham men kun møder ham tilfældigt på stadion. Dette

passer

dog ikke sammen med oplysningerne fra værtshuset Butler, hvor [K] er med, når

White Pride folkene mødes.

Både Århus Stiftstidende og Ekstrabladet bliver i en e-mail til

avisen fra White Pride beskyldt for at hænge [K] ud for at være nynazist og

hooligan. Signaturen

bonde

skriver, at [K]s liv bliver ødelagt, og at han risikerer at blive likvideret

af

galninge på venstrefløjen.

...”

I en forsideartikel den 29. juni 2003 med overskriften ””

Der Führer” gjorde fodboldfans til nazister

”

hed det i underoverskriften: ”

WHITE

PRIDE:

Tidligere medlem fortæller om udviklingen fra fodbold til nazisme”.

I en artikel den 30. juni 2003 med overskriften ”

White Pride styres af få personer

” hed

det i en underoverskrift: ”

NAZISME:

Leder i gruppen er kendt fra debatforum i AGFs fanklub”.

I artiklen hed det blandt andet:

ӁRHUS: Tre personer er helt centrale i den selvbestaltede AGF

fanklub White Pride. De styrer gruppen og har hver på sin måde været med til

at

dreje gruppen fra det oprindelige over til at være en nazistisk gruppe.

Gruppens øverste leder er [K], kaldet ”Der Führer”.

Det er desuden signaturen –

bonde, altså

André

Eeg

Jensen, der har besvaret de mange e-mails, som Århus

Stiftstidende har skrevet til White Pride i et forsøg på at komme i kontakt

med

gruppen. Men –

bonde har ikke

ønsket at snakke med avisen. Han har bare oplyst, at White Pride ikke kender

noget særligt til [K], og at gruppens medlemmer blot hilser på ham, når de

tilfældigt møder ham ved fodboldkampe på stadion.

White Pride har ikke ønsket at udtale sig til avisen.”

I en artikel samme dag med overskriften ”

Hurtigt kollaps uden ledere

” hed det blandt andet:

”

- Det er især [K], der har drejet White Pride i retning af at

blive en nazistisk gruppe. Men det med racisme og nazisme er ikke noget, man

taler så meget om, og der er ikke nogen skoling af medlemmerne. Det er mere

sådan, at de andre bare følger med, når de ledende udtaler sig, siger

Kaj

Sørensen.

Han er helt sikker på, at hvis de ledende nazister i gruppen

blev pacificeret på en eller anden måde, så ville hele White Pride kollapse i

løbet af ret kort tid, og i hvert fald ville hele det nazistiske

indhold forsvinde ret hurtigt.

”

Artiklerne var blandt andet ledsaget af et billede af en opgang

til en etageejendom, hvortil der var knyttet teksten: ”[adresse udeladt]

hvor

”Der Führer” i Århus, White Prides øverste leder, [K] bor på et

loftsværelse på

3. sal”.

I en forsideartikel med overskriften ”

Ballade på nazi-førers arbejdsplads

” den 7. juli 2003 hed det i en

underoverskrift: ”

AFSLØRING:

White

Pride-leder arbejder med sindslidende for Århus Amt”.

I artiklen hed det blandt andet:

”Sindene var i kog i sidste uge blandt medarbejdere på den

psykiatriske institution [institutionens navn]. Årsagen var artiklerne i

Århus

Stiftstidende om White Pride, hvor det blev afsløret, at en af gruppens

ledere

hedder [K]. Han arbejder nemlig på institutionen.

”

I en artikel samme dag med overskriften ”

Nazi-førers kolleger delt i to lejre

” hed det blandt andet:

”

Vellidt medarbejder

Ifølge Århus Stiftstidendes oplysninger har [K] i forbindelse

med sit arbejde på institutionen [institutionens navn] været til fodbold på

Århus Stadion med nogle af beboerne. Dette kender forstanderen ikke noget

til.

- [K] er en vellidt medarbejder, og han er god til sit arbejde.

Derfor har jeg for nylig forlænget hans vikariat, siger

Janne

Martinussen.

Avisen har talt med [K] og bedt om en kommentar til sagen, men

han ønsker ikke at udtale sig.”

Artiklen var ledsaget af et billede af institutionen

[institutionens navn], hvortil der var knyttet følgende tekst: ”White

Pride

leder [K] arbejder med sindslidende på Århus Amts institution [institutionens

navn]”.

Til en artikel med overskriften ”

Nynazist melder Stiften til politiet

” den 12. juli 2003 var knyttet

et billede af et demonstrationsoptog. Til billedet var knyttet følgende

tekst:

”Demonstrationen i Neumünster omfattede bannere, der afviser tyske

koncentrationslejre og masseudryddelse af jøder som ”løgne” og

”falskneri”. Med

blå kasket under banneret ses [K]”.

Klageren har anført, at der i artiklerne den 21. og 26. juni

2003 er bragt en række usande påstande om ham. Han hænges med flere billeder

og

navns nævnelse ud som ”nynazist” og leder af hooligan-gruppen White

Pride. I

den forbindelse kædes han sammen med en lang række voldelige og lovstridige

hændelser, ligesom det påstås, at han går under navnet ”Der

Führer”. Derudover

postuleres det, at han har været medlem af et kombineret vagtværn og

tæskehold,

der angiveligt skulle have beskyttet et møde på Århus Cykelbane i 1996.

Beskyldningerne kommer angiveligt fra anonyme kilder – blandt andet

anonyme

medlemmer af en forening ved navn ”Demos”.

Klageren har i forhold til bladets påstande anført, at han ikke

er – og aldrig har været – leder eller medlem af den artiklerne

omtalte

kriminelle gruppe, og han driver absolut ikke kriminel virksomhed. Klager er

ej

heller nynazist – klagers livssyn er helt og fuldt demokratisk.

Klageren har i den forbindelse oplyst, at han rigtigt nok har

deltaget i de omtalte møder på Århus Cykelbane midt i 90´erne, men har aldrig

været en del af et tæskehold eller et vagtværn – tværtom har klager selv

oplevet at blive overfaldet i den forbindelse.

Klageren har videre oplyst, at journalisten først den 27. juni

2003 pludseligt foregav at være interesseret i klagers syn på sagen, idet han

efterlod en besked på klagers telefonsvarer, hvor han bad klager kontakte

ham.

Klager bedømte, at det på dette tidspunkt var omsonst at kontakte

journalisten,

da løgnen allerede var bragt, og det virkede, som om journalisten via en

skjult

dagsorden var ude på at brændemærke ham socialt. Dagen efter blev der da også

bragt endnu en artikel med klagers navn og billede og nye spekulationer om

hans

person. Det er klagers opfattelse, at bladet burde have ventet til den 27.

juni

2003 med at bringe artiklerne. Såfremt bladet havde kontaktet klager, havde

han

med glæde taget til genmæle over for beskyldningerne.

Klageren har videre anført, at bladet i en artikel den 29. juni

2003 ikke blot har gentaget beskyldningerne, men også bragt klagers

hjemmeadresse samt et billede af, hvor han bor. I en tilknyttet artikel blev

der endvidere bragt en udtalelse fra en anonym person, der udtalte, at

”han er

helt sikkert på, at hvis de ledende nazister (det vil ifølge bladet sige

klager) blev pacificeret på en eller anden måde, så ville White Pride

kollapse

i løbet af meget kort tid”. Dette udsagn kan klager kun opfatte som en

skjult

dagsorden til selvtægt imod hans person.

Klageren har yderligere anført, at bladet den 6. juli 2003

bragte en artikel, hvor det blev ”afsløret”, hvor klager arbejder

som terapeut.

På ny blev der bragt forskellige beskyldninger, f.eks. at klager skulle have

haft sindslidende med til fodbold på Århus Stadion. Klager har som følge af

artiklen set sig nødsaget til at opsige sin stilling, idet omtalen ville

kunne

få uoverskuelige konsekvenser for beboerne. Det er for klager uforståeligt,

at

det skulle være nødvendigt at oplyse hans fulde navn, arbejdsplads og

hjemmeadresse samt bringe fotos af ham og hans arbejdsplads for at belyse et

emne, som bladet vurderede som et samfundsproblem – specielt når klager

ikke

står anklaget for nogen forbrydelse. Artiklerne har karakter af

personforfølgelse,

og med denne type journalistik risikerer man, at ekstremister tager

påstandene

for gode varer og loven i egne hænder. Bladet udsætter dermed klager og hans

familie for fare.

Klageren har videre anført, at påstandene, som er særdeles

krænkende og agtelsesforringende, i artiklerne gøres til kendsgerninger og

bringes uden, at den pågældende journalist har besværet sig med at kontakte

ham

for at forelægge ham påstandene. Det på trods af, at journalisten som bekendt

havde klagers navn, og at klagers adresse og telefonnummer var frit

tilgængelig

via oplysningen. Som påpeget har bladet også offentliggjort klagers adresse.

Det er for klager uforståeligt, at han ikke blev tilbudt at svare på

beskyldningerne før fem dage, efter at historien var bragt.

Til bladets anførsel om, at man har gjort sig store

anstrengelser for at få kontakt med klager, herunder ved at fremsende e-mails

til White Pride, har klager anført, at han ikke har noget med den pågældende

gruppe at gøre. Af denne simple grund kan bladets journalister have sendt nok

så mange e-mails til den pågældende hjemmeside – beskederne har aldrig

haft

mulighed for at nå ham. Set i lyset af, at bladets journalister ikke var

sikre

på klagers fulde navn, da den første artikel blev bragt den 21. juni 2003

–

hvilket bladet har erkendt over for Pressenævnet – virker det temmelig

tilfældigt at bringe historien og betegne klager som leder af den pågældende

gruppe og bringe hans billede. Såfremt bladets mange anonyme og

velinformerede

kilder var så pålidelige, som det påstås, skulle man mene, at de som et

minimum

var klar over, hvad klager hed.

I forhold til artiklen den 12. juli 2003 har klager oplyst, at

den i artiklen omtalte demonstration var en protest mod den kontroversielle

vandrerudstilling ”Verbrechen der Wehrmacht. Dimensionen des

Vernichtungskrieges 1941-1942”. Udstillingen forsøger at fremstille de

tyske

værnepligtige som krigsforbrydere og er alle steder, hvor den er blevet vist,

blevet mødt med protester fra en række politiske partier og historikere.

Klageren har anført, at den i billedteksten anførte påstand er

usand og fremsat mod bedrevidende. Parolerne på det afbillede banner

var alle vendt mod den kontroversielle

vandrerudstilling og ikke mod kz-lejre eller jødeudryddelse, hvilket tydeligt

ses på billedet. Heller ikke andre steder i demonstrationen forekom der

bannere

med de påståede paroler. Havde journalistens beskyldninger været rigtige,

ville

den lovlige demonstration ikke have kunnet gennemføres, idet fornægtelse af

Holocaust og koncentrationslejre i Tyskland er strengt forbudt og straffes

med

flere års fængsel.

Klageren betragter det som et forsøg på at brændemærke ham og

hetze mod hans person – og dermed skade ham – når journalisten mod

bedre

vidende kæder ham sammen med ikke eksisterende bannere og paroler med så

kontroversielle og følsomme emner. Påstandene er krænkende og

agtelsesforringende, og klager kan ikke undgå at få den tanke, at løgnen er

bragt som hævn over, at han har anmeldt bladet til politiet.

Klageren har endelig oplyst, at demonstrationen ikke blev

omtalt, da han talte i telefon med journalisten dagen før offentliggørelsen,

og

løgnen blev således heller ikke forelagt ham, således at han kunne have

korrigeret postulaterne.

Bladet har anført, at man har gjort sig særdeles store

anstrengelser for at komme i kontakt med klager, idet der – også før den

21.

juni 2003 – er sendt e-mails til White Prides hjemmeside for at få

kontakt med

klager og de øvrige ledere og medlemmer af denne gruppe. De fremsendte

e-mails

indeholdt opfordringer til at skaffe bladet kontakt med klager og til at

kommentere indholdet af artiklerne. Der er således i perioden fra den 20.

juni

2003 til den 1. juli 2003 sendt seks e-mails. Da den første artikel blev

bragt

den 21. juni 2003 vidste bladet udelukkende, at klageren var en af lederne,

men

man var usikker på, om hans navn skulle staves [K] eller [k], ligesom man

ikke

kendte hans mellemnavn på det tidspunkt. Derfor havde bladet ikke mulighed

for

at finde klagerens navn og adresse via oplysningen, som klager påstår over

for

Pressenævnet. I artiklen den 21. juni 2003 står der i øvrigt kun følgende om

klager: ”Fra flere uafhængige kilder har bladet fået udpeget en af White

Prides

ledere, [K], som var med fra starten i tæskeholdet på cykelbanen”. Først

den

27. juni 2003 fandt man frem til [K]s adresse, og her blev der lagt en

telefonbesked, som klager aldrig svarede på. Igen den 30. juni og 3. juli

2003

blev der lagt telefonbeskeder for at få klageren til at kommentere de

kommende

omtaler.

Bladet har videre anført, at oplysningerne om klagers

forbindelse til White Pride og nynazisterne i Danmark er efterprøvet særdeles

grundigt og bekræftet af vidt forskellige kilder. Det gælder folk på både den

politiske højre- og venstrefløj, kilder i offentligt regi samt tidligere

medlemmer af White Pride. Selv om klager over for nævnet fastholder, at han

ikke har noget at gøre med White Pride, er det en kendsgerning, at han er

afbildet sammen med medlemmer af gruppen på Århus Stadion, blandt andet

webmasteren for gruppens hjemmeside. Det må derfor anses for relevant, at

bladet har forsøgt at få kontakt med klager ved at sende e-mails til netop

den

pågældende webmaster, der jo enten kunne have givet oplysningerne videre

eller

hjulpet bladet med at finde frem til klager. Da klager ikke har ønsket at

ringe

tilbage på bladets beskeder på hans telefonsvarer – eller i det hele

taget

ønsket at henvende sig til bladet – har man været afskåret fra at bringe

hans

version af sagen. Klager kan ikke undgå offentlig omtale af sin person, når

det

gælder aktuelle problemer med nynazister i Århus, blot fordi han

tilsyneladende

bevidst har valgt at forholde sig tavs. Der er på ingen måde tale om

personforfølgelse, men om veldokumenteret journalistik om en gruppe, der

udfører samfundsskadelig virksomhed – ikke mindst i forbindelse med

sportsbegivenheder. Hvis klager opfatter de offentliggjorte oplysninger som

ærekrænkende, er det ikke en sag for Pressenævnet, men derimod en sag for

domstolene.

Bladet har i forhold til artiklen den 12. juli 2003 erkendt, at

teksten på et af de afbillede bannere er en anden, end hvad der fremgår af

billedteksten. Her er tale om en fejl, som man beklager, og som man straks

havde korrigeret i bladet, såfremt klager havde henvendt sig til bladet,

f.eks.

med krav om genmæle.

Bladet har videre anført, at man ikke har skrevet noget ”mod

bedre vidende” eller ”som hævn”, men har fuldt bevidst sat

journalistisk fokus

på de stadig mere omfattende nynazistiske aktiviteter i bladets

udgivelsesområde.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels Grubbe, Finn Rowold, Tage Clausen og

Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Der er ikke mulighed for at føre bevis for Pressenævnet

vedrørende de beskyldninger, der er rettet mod [K] i artiklerne den 21., 26.

og

30. juni samt 7. juli 2003, og nævnet kan derfor ikke tage stilling til, om

de

er rigtige.

Nævnet finder, at oplysningerne om [K] er af en sådan karakter,

at de burde være efterprøvet ved at blive forelagt for ham, inden de blev

offentliggjort.

Efter det oplyste har bladet i perioden fra den 20. juni til den

1. juli 2003 forsøgt at indhente [K]s kommentarer til artiklerne ved at

fremsende en række e-mails til White Pride. Den 27. juni 2003 lagde

journalisten endvidere en besked på hans telefonsvarer og bad om at blive

kontaktet. Nye beskeder blev lagt på hans telefonsvarer den 30. juni og 3.

juli

2003.

Nævnet finder, at bladet under hensyn til beskyldningernes

alvorlige karakter burde have udfoldet yderligere bestræbelser på at

efterprøve

dem, herunder ved forelæggelse for [K]. Oplysningerne i artiklerne havde ikke

en sådan aktualitet, at bladet ikke kunne have afventet hans eventuelle

bemærkninger. Nævnet finder, at bladet herved har handlet i strid med god

presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

[K] blev den 27. juni 2003 bekendt med, at bladet ønskede hans

kommentarer til de kommende omtaler af ham, men han ønskede ikke at kontakte

journalisten. Under hensyn hertil finder nævnet ikke, at der er grundlag for

at

udtale kritik i anledning af, at artiklerne den 30. juni og 7. juli 2003 blev

bragt uden [K]s kommentarer.

Nævnet finder, at bladet ikke har handlet i strid med god

presseskik ved at bringe [K]s navn og billede i forbindelse med omtalen af

hans

påståede forbindelse til White Pride. Nævnet finder derimod, at det ikke var

nødvendigt for denne omtale at bringe oplysninger om hans privatadresse og

arbejdsplads og billeder derfra i artiklerne den 30. juni og 7. juli 2003.

Nævnet finder, at bladet herved har handlet i strid med god presseskik, og

nævnet udtaler sin kritik.

I artiklen den 30. juni 2003 blev der bragt et anonymt udsagn

om, at White Pride ville kollapse, hvis de ledende nazister i gruppen blev

pacificeret på en eller anden måde. Nævnet finder, at der ikke heri ligger en

opfordring til at begå selvtægt mod [K], og at der derfor ikke er grundlag

for

kritik af, at bladet har offentliggjort udsagnet.

Bladet har erkendt, at der i artiklen den 12. juli 2003 blev

bragt en billedtekst, der ikke var korrekt. Nævnet udtaler sin kritik af

bladet

i anledning af offentliggørelsen. Uanset at bladet har beklaget den forkerte

billedtekst, finder nævnet, at bladet bør offentliggøre nævnets afgørelse på

dette punkt under hensyn til oplysningens karakter.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger nævnet herefter den

ansvarshavende redaktør af Århus Stiftstidende at offentliggøre følgende:

”

Kendelse fra Pressenævnet:

Den 21. og 26. juni 2003

bragte Århus Stiftstidende en omtale af AGF´s fangruppe, White Pride, der

blev

betegnet som nynazistisk og voldelig. I artiklerne blev det blandt andet

oplyst,

at

gruppens leder hedder [K],

at

han går under navnet

”Der Führer”,

og at

han har været medlem af et vagtværn og tæskehold,

der har beskyttet en række møder, som Den Danske Forening afholdt i Århus i

1996.

Den 30. juni og 7. juli

2003 bragte bladet endnu en omtale af White Pride og [K] med oplysninger om

klagers privatadresse og arbejdsplads og billeder derfra.

Den 12. juli 2003 bragte

bladet et billede med en tekst, der angav, at [K] under en demonstration i

Tyskland havde båret et banner, der afviste tyske koncentrationslejre og

masseudryddelse af jøder som ”løgne” og ”falskneri”.

[K] har klaget til

Pressenævnet, fordi han mener, at god presseskik er tilsidesat. Han har

blandt

andet anført, at oplysningerne i artiklerne den 21. og 26. juni 2003 er

usande

og ikke er blevet forelagt ham inden offentliggørelsen.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet finder, at

oplysningerne om [K] i artiklerne den 21. og 26. juni 2003 er af en sådan

karakter, at de burde være efterprøvet ved at blive forelagt for ham, inden

de

blev offentliggjort.

Efter det oplyste har

bladet i perioden fra den 20. juni til den 1. juli 2003 forsøgt at indhente

[K]s kommentarer til artiklerne ved at fremsende en række e-mails til White

Pride.

Nævnet finder, at bladet

under hensyn til beskyldningernes alvorlige karakter burde have udfoldet

yderligere bestræbelser på at efterprøve dem, herunder ved forelæggelse for

[K]. Oplysningerne i artiklerne havde ikke en sådan aktualitet, at bladet

ikke

kunne have afventet hans eventuelle bemærkninger. Nævnet finder, at bladet

herved har handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Nævnet finder, at det ikke

var nødvendigt for omtalen af [K]s påståede forbindelse til White Pride, at

der

i artiklerne den 30. juni og 7. juli 2003 blev bragt oplysninger om hans

privatadresse og arbejdsplads og billeder derfra. Nævnet finder, at bladet

herved har handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin

kritik.

Bladet har erkendt, at

billedteksten i artiklen den 12. juli 2003 ikke var korrekt. Nævnet udtaler

sin

kritik af bladet i anledning af offentliggørelsen.

København, den 22. oktober 2003

Niels Grubbe, Finn Rowold, Tage Clausen og Ole Askvig.”

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter