Pressenævnets kendelse i sag nr. 4/2001
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Pressenævnets kendelse i sag nr.
4/2001
Landsforeningen Pårørende til Sindslidende
har ved advokat Michael Nathan klaget til Pressenævnet over to
artikler bragt i Jyllands-Posten den 19. og 21. november 2000, idet man
mener, at god presseskik er tilsidesat.
Af artiklen bragt i Jyllands-Posten den 19. november 2000
med overskriften "Idealisterne" fremgik det af en
underrubrik, at:
"Landsforeningen Pårørende til
Sindslidende er under mistanke for at have svindlet i flere år for at
skaffe penge fra puljer og fonde. Sagens hovedpersoner opfatter sig selv som
idealister, der blev ledt på afveje af deres gode viljer og af en
manipulerende sekretariatschef."
I artiklen hed det:
"Det startede i nogle fugtige kælderlokaler i
det indre København, hvor en flok frivillige var samlet om et
fælles mål: At hjælpe de psykisk syge til at få et
bedre liv.
De fleste var forældre til unge med svære
sindslidelser, og de kendte alt til det psykiatriske systems mangler. Deres
børn havde oplevet umenneskelige indlæggelser, lammende
medicinering og omsorgssvigt på plejehjem for psykisk syge. I 1992
brød forældregruppen ud af Landsforeningen Sind, fordi de
følte, at den brede forening var domineret af de mest velfungerende
sindslidende dem, som var raske nok til at tale deres egen sag.
Sådan blev Landsforeningen Pårørende
til Sindslidende født. Foreningen skulle beskytte de svageste af de
svageste blandt de psykisk syge.
En af hovedkræfterne var fra starten Kaja Neumann,
Læs alt
der nyder udbredt anerkendelse for sin indsats for de psykisk syge. Kaja
Neumann formåede at skaffe foreningen stor gennemslagskraft, men hun
var ikke god til den administrative side af foreningsarbejdet.
Derfor besluttede foreningen i 1997 at hyre en
sekretariatschef. Valget faldt på Jens Bech, der kom fra en
chefstilling i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Man mente i den
lille pårørendeforening, at det ville være en fordel med
en mand fra centraladministrationen. Det kunne gøre det lettere at
skaffe offentlige tilskud.
Brugte bevilling
Måske er det her, at moralen begyndte at skride. For
at betale Jens Bechs løn brugte foreningen nemlig en bevilling
på 300.000 kr. om året fra Helsefonden. Ifølge
Helsefondens donation skulle pengene gå til "juridisk
rådgivning" af sindslidende og deres pårørende men
Helsefonden fik aldrig at vide, at pengene havnede i Jens Bechs lommer, og
spørgsmålet er, om han nogensinde har ydet den ønskede
rådgivning.
Både den daværende landsformand og flere
tidligere ansatte forklarer, at Jens Bech kun brugte en mindre del af sin
tid på rådgivningsprojektet. I praksis blev rådgivningen
varetaget af en jurist, som var i jobtræning i foreningens sekretariat.
Det vil sige, at hans løn blev betalt af Arbejdsformidlingen ikke af
foreningen. Sekretariatschefen Jens Bech var højst en slags
supervisor på rådgivningsprojektet, lyder forklaringen.
Det stemmer overens med, hvad foreningens ledelse skrev i
årsberetningen for 1997. Her er den nye sekretariatschefs opgaver
beskrevet, og der står, at Jens Bech skal "lede foreningens
sekretariat", "gennemføre en generel professionalisering af
foreningen og dennes drift" samt "styrke foreningens fundraising
aktiviteter". Men ikke et ord om rådgivning.
Den tidligere landsformand Kaja Neumann indrømmer
i dag, at pengene fra Helsefonden ikke blev brugt, som de skulle.
"Da vi ansatte Jens Bech, regnede jeg med, at han
skulle tage sig af rådgivningen, men når jeg var på
kontoret, kunne jeg se, at han overlod det til juristen i jobtræning.
Dengang skænkede jeg det ikke en tanke, fordi det vigtigste var at
kæmpe for sagen. De pårørende fik jo juridisk
rådgivning. Den blev bare givet af en anden person, " siger Kaja
Neumann.
Føler sig ført bag lyset
Når foreningen har skrevet indberetninger til
Helsefonden, er sekretariatschefen Jens Bech slet ikke blevet nævnt.
Der står blot i brevene, at "der blev udført"
rådgivning ikke af hvem.
Derfor føler de ansvarlige i Helsefonden sig
ført bag lyset.
"Vi støtter ikke almindelig foreningsdrift,
så foreningen burde have fortalt os, at det var sekretariatschefen, som
fik vores penge", siger Hanne Jervild, Sekretariatschef i
Helsefonden.
Pårørendeforeningens sekretariatschef Jens
Bech fastholder dog, at han har givet juridisk rådgivning. Han mener,
at de tidligere ansatte må lide af "erindringssvigt" og
så betegner han angrebene fra den forhenværende foreningsformand
som "brødnid". Kaja Neumann blev nemlig væltet som
formand i 1998, og hun har siden startet en konkurrerende
pårørendeforening.
" Kaja Neumann er åbenbart parat til at
søle sig selv til for at ramme mig, men hendes påstande om mig
er uden hold i virkeligheden. Jeg var først og fremmest ansat som
juridisk rådgiver og så klarede jeg de andre opgaver oven i
hvilket landsforeningen betalte for af egen kasse", siger Jens
Bech.
Fifleri
Beskyldningerne om svindel kommer dog ikke kun fra den
afgåede landsformand. Også tidligere medarbejdere står frem
for eksempel Anni Frydendal, der arbejdede som sekretær og
bogholder for foreningen indtil efteråret 1998. Hun forklarer, at hun
fik det stadig dårligere med det udbredte "fifleri" med
tallene.
Hendes egen aflønning var fordelt over et
psykologprojekt og et undervisningsprojekt begge finansieret af midler fra
Socialministeriet men Anni Frydendal fortæller, at hun næsten
ikke var beskæftiget med de to projekter. Hun siger, at hun
højst brugte to dage om måneden på projekternes
administration. Resten af tiden gik med at tage sig af foreningen og dens
medlemmer.
"Der var tale om kreativ bogføring for at
holde foreningens drift fri af udgifter", siger Anni Frydendal.
Sekretariatschefen Jens Bech afviser dog, at de
øremærkede midler fra Socialministeriet blev anvendt
forkert.
"Hvis Anni Frydendal har brugt så kort tid
på projekterne, kan hun ikke have passet sit arbejde ordentligt. Hun
var faktisk ansat til at arbejde for projekterne", siger han.
Rækken af anklager stopper dog ikke her. Inge-Lise
Olldag var indtil juli ansat i foreningens sekretariat, og hun
fortæller, at hun bevidst medvirkede til snyd for at overføre
penge fra de offentlige finansierede projekter til foreningens drift.
"Foreningen kunne slet ikke have klaret sig
uden", siger hun.
Metoden var ifølge Inge-Lise Olldag at overdrive
foreningens aktiviteter inden for projekternes regi for at kunne
retfærdiggøre pengeoverførsler fra Socialministeriet. For
eksempel blev hendes egen og en socialrådgivers rådgivning talt
med i rådgivningsprojektets statistik, selv om de ikke fik penge for
deres arbejde. Inge-Lise Olldag var i jobtræning, og
socialrådgiveren var en ulønnet frivillig.
Gratis arbejdskraft
Man kan for eksempel se det på foreningens
indberetning til Socialministeriet om rådgivningsprojektet i 1998. Her
fremgår det, at der er blevet registreret 205
rådgivningssamtaler, men Inge-Lise Olldag og den frivillige
socialrådgiver stod for stort set alle samtalerne. Alligevel blev der
udbetalt over 150.000 kr. i løn på projektets regning.
"Vi var gratis arbejdskraft, så vores indsats
var ren gevinst for foreningen", siger Inge-Lise Olldag.
Sekretariatschefen Jens Bech afviser den udlægning
af sagen.
"Vi tæller al den rådgivning med, som
faktisk foregår. I 1998 ser det blot ud til, at vi har indberettet for
få rådgivningssamtaler, fordi vi har manglet nogle bilag. Jeg har
selv givet en masse rådgivning, og det samme har foreningens
psykolog", siger Jens Bech.
Ifølge Inge-Lise Olldag er også
indberetningerne om foreningens undervisningsprojekt "oppustede".
Hendes arbejdsindsats er igen talt med, selv om hun ikke fik løn af
foreningen, og så er varigheden på de indberettede
undervisningssessioner overdrevet.
Sessionerne har inklusiv forberedelse og transport haft en
"gennemsnitslig varighed på 7½ time", hedder det i
foreningens indberetning den 4. oktober 1999.
Jens Bech indrømmer, at den oplysning er forkert,
men han mener ikke, at der er fuppet med Socialministeriets midler.
"Vi har jo ikke udbetalt løn til de mennesker,
der arbejdede gratis for os. Det er rigtigt, at deres arbejdskraft var en
gevinst men ikke for foreningens drift. Det var en gevinst for
projektet", siger han.
Uretfærdige anklager
Jens Bech føler, at anklagerne mod ham er
uretfærdige.
"Jeg har udført et reelt stykke arbejde for en
god sag. Da jeg kom til i 1997, var organisationen i dyb krise, men vi har
opbygget et professionelt sekretariat, så vi nu er i stand til at
forvalte offentlige tilskud på en forsvarlig måde", siger
han.
Pårørendeforeningens sekretariat er flyttet
fra de gamle kælderlokaler til nye og bedre forhold, og organisationens
kultur er totalt ændret, forklarer Jens Bech.
"Det har været et chok for nogle af dem, der
havde været med i mange år. I dag har vi ikke plads til folk, som
ikke er i stand til at yde en indsats, der svarer til deres
løn".
Sekretariatet har det seneste år været
præget af samarbejdsproblemer. Først blev en sekretær
bortvist, så forlod den frivillige socialrådgiver foreningen i
protest, og i foråret blev Inge-Lise Olldag fritstillet efter en
bitter strid. Derfor mener Jens Bech, at beskyldningerne om svindel i
virkeligheden er en hævnakt. Jens Bech er også overbevist om,
at den tidligere formand, Kaja Neumann, bruger anklagerne for at bringe sin
egen, nyere forening i en stærkere position.
Skal skaffes nye tilskud
Angrebene kan blive fatale for Landsforeningen af
Pårørende til Sindslidende. Foreningen har blot 1200 medlemmer,
og det seneste regnskab viser, at 89 pct. af aktiviteterne finansieres af
puljestøtte. Samtidigt er flere puljeprojekter tæt på at
ophøre, og derfor skal der snart skaffes nye offentlige tilskud.
Det gjorde Jens Bech udtrykkeligt opmærksom
på under foreningens seneste repræsentantskabsmøde.
"Hvis man ikke inden udgangen af år 2001 har
designet og fået godkendt nye projekter, som kan gå ind og
overtage, når de nuværende hører op, må foreningen
gå ind og opsige sit lejemål samt varsle opsigelse af det
ansatte personale", sagde Jens Bech ifølge referatet."
Artiklen var ledsaget af et billede af en patient på
en sengestue, hvortil var knyttet følgende ordlyd:
"AFDELING M10 PÅ SANKT HANS HOSPITAL"
Af artiklen bragt i Jyllands-Posten den 21. november 2000
med overskriften "Pårørende under mistanke"
fremgik det af en underrubrik, at
"Landsforeningen Pårørende til
Sindslidende risikerer politianmeldelse efter, at tidligere ansatte har
fortalt om flere års svindel med projektpenge."
I artiklen hed det:
"Socialministeriet iværksætter nu en
undersøgelse for at afgøre, om Landsforeningen
Pårørende til Sindslidende har fusket med offentlige midler.
Det sker efter, at tidligere ansatte i foreningen
søndag stod frem i Jyllands-Posten for at fortælle om snyd med
bevillinger fra offentlige fonde og puljer. Pengene var
øremærkede til specifikke projekter, men de blev kanaliseret
over til foreningens almindelige drift, lød forklaringen fra flere
medarbejdere.
"Vi kan ikke sidde overhørig, at navngivne
personer siger, at der har været ulovlig omgang med statslige
midler", siger Anne Brams, fuldmægtig i Socialministeriet.
Hun vil rette henvendelse til foreningen og dens revisor
for at bede om en redegørelse, og hvis der ikke kommer
tilfredsstillende forklaringer, risikerer pårørendeforeningen
politianmeldelse og krav om tilbagebetaling.
Endnu en undersøgelse
Også Helsefonden har sat en undersøgelse i
gang, fordi det er kommet frem, at Landsforeningen Pårørende til
Sindslidende brugte en årlig bevilling på 300.000 kr. fra fonden
til at ansætte Jens Bech i 1997. Jens Bechs stilling blev
både i foreningens blad og i årsberetningen for 1997 beskrevet
som rent organisatorisk. Han var "sekretariatschef" og skulle
professionalisere foreningens drift, hed det.
Anvendt forkert
Problemet er, at Helsefondens bevilling udelukkende skulle
gå til juridisk rådgivning af sindslidende og deres
pårørende ikke til almindelig drift. Den daværende
landsformand Kaja Neumann erkender i dag, at bevillingen ikke blev anvendt
rigtigt.
"Set i bakspejlet kan jeg godt se, at det ikke
hænger sammen," siger hun.
Flere tillidsfolk står frem med kritik af
pårørendeforeningens omgang med betroede midler. Peter
Abildgaard har for eksempel været medlem af landsbestyrelsen og
fungeret som "intern revisor" for foreningen. I 1998 påtalte
han, at man ikke klart kunne se, hvordan sekretariatets udgifter blev fordelt
mellem den almindelige drift og de offentligt støttede projekter.
"Der var ingen forretningsorden, og jeg kunne ikke
se, hvordan projektmidlerne hang sammen, men jeg fik at vide af bestyrelsen,
at jeg ikke skulle blande mig i den slags detaljer," siger Peter
Abildgaard.
Revisor er medlem
Alle pårørendeforeningens regnskaber og
projektindberetninger er blevet kontrolleret af statsautoriseret revisor
Allan Lucas, som også er medlem af foreningen. Over for Helsefonden
og Socialministeriet står han som garant for, at projektpengene er
anvendt til de aftalte formål.
"Vi var ikke klar over, at han også var medlem
af foreningen, og det er heller ikke noget, som nødvendigvis
gør ham inhabil. Men jeg er en juridisk forsigtigper, og hvis jeg
skulle have valgt en revisor, ville jeg have taget en, som var
uafhængig af foreningen," siger Anne Brams fra
Socialministeriet.
Revisoren Allan Lucas vil ikke kommentere de
fremførte anklager om snyd. Han understreger blot, at han har
"begrundet tro på, at alt i foreningen foregår lige efter
bogen".
Pårørendeforeningens nuværende formand,
Ole Aagerup, vil ikke kommentere beskyldningerne."
Klageren har over for Pressenævnet henvist til breve
af 24. november og 18. december 2000 fremsendt til bladet. Klageren har i den
forbindelse anført, at de pågældende artikler på en
række punkter er behæftet med faktuelle fejl og beskriver
foreningens forhold på en måde, der utvetydigt er udtryk for
retsstridige ærekrænkelser. Ved at offentliggøre de
fejlbehæftede artikler uden i tilstrækkeligt omfang at have
kontrolleret rigtigheden af de bragte oplysninger har bladet tilsidesat
reglerne for god presseskik. Det er et gennemgående tema, at foreningen
skulle have ført økonomiske bidragsydere bag lyset ved at
anvende tildelte midler i strid med givernes forudsætninger eller de
aftalte vilkår.
Klageren er enig i, at offentligheden og foreningens
medlemmer har en interesse i, at eventuelle kritisable forhold
afdækkes. Klagen vedrører imidlertid ikke om private, frivillige
sociale foreninger m.v. kan gøres til genstand for pressens interesse
og behandling, men derimod hvorvidt det er i overensstemmelse med god
presseskik at beskylde klager og klagers sekretariatschef, Jens Bech, for
strafbare handlinger på grundlag af udokumenterede beskyldninger fra en
række kilder, hvis troværdighed kan anfægtes blandt andet
som følge af åbenlyse personlige og interessemæssige
modsætningsforhold.
Klageren har videre gjort gældende, at det er
ukorrekt, at artiklerne - sådan som bladet har anført - alene
rejser spørgsmål. I den konkrete sammenhæng er det
afgørende navnlig, at artiklerne bringer påstande og
beskyldninger - herunder direkte og indirekte formuleret som
spørgsmål - i en redaktionel ramme, der fortolker og forklarer
de mange udsagn på en måde, som ikke nøjes med at stille
spørgsmål, men som drager konklusioner og dermed besvarer de
rejste spørgsmål. Artiklerne efterlader det indtryk, at det er
en kendsgerning, at klager - og herunder klagers sekretariatschef - har
svindlet med offentlige tilskud og tilskud fra en privat fond. Der er derfor
tale om, at artiklerne indeholder retsstridige krænkelser.
Klageren har i den forbindelse henvist til sætningen
"Måske er det her moralen begyndte at skride" i artiklen af
19. november 2000, som kun kan tolkes som om, at bladet konstaterer som et
faktum, at moralen er skredet, hvilket vil sige, at klager har handlet
kritisabelt. Ligeledes finder klager, at formuleringen "Pengene havnede
i Jens Bechs lommer" efterlader det klare indtryk, at det er
dokumenteret, at foreningen eller sekretariatschefen personligt har tilegnet
sig penge fra Helsefonden. Fra artiklen den 21. november 2000 har klager
særligt fremhævet udsagnet "Landsforeningen
Pårørende til Sindslidende risikerer politianmeldelse efter, at
tidligere ansatte har fortalt om flere års svindel med
projektpenge". Også på dette punkt fremlægges
oplysninger, som om det er en kendsgerning, at der igennem en
årrække har været svindlet med midler hos klager. Endvidere
har klager anført, at oplysningerne om risikoen for politianmeldelse
er bladets egen, helt utilbørlige vurdering, der tjener til at
bestyrke rigtigheden af udokumenterede beskyldninger, der dermed
præsenteres og fremtræder som kendsgerninger.
Klageren har yderligere anført, at det forekommer
yderst betænkeligt - om ikke netop uetisk - at fremføre så
alvorlige beskyldninger på baggrund af udsagn fra kilder, som
forekommer tvivlsomme, fordi disses udsagn kan være farvede af notorisk
personlig interesse eller ligefrem skadevoldende hensigt. Når der
fremsættes så alvorlige beskyldninger, bør bladet som
minimum kunne fremlægge et objektivt materiale, som på
væsentlig måde bestyrker beskyldningernes rigtighed. Derudover er
bladets henvisning til anonyme kilder ud fra et retssikkerhedsmæssigt
synspunkt betænkelig henset til beskyldningernes alvorlige karakter.
Heller ikke bladets skriftlige kilder leverer nogen dokumentation for
beskyldningerne, hvorfor disse forbliver postulerede, men præsenteret i
en form, som efterlader læseren med det indtryk, at der er tale om
dokumenterede kendsgerninger.
Klageren har endvidere anført, at oplysningerne i
artiklerne ikke er fremlagt på en fair og nuanceret måde. Det er
i strid med sandheden, når bladet oplyser, at klager, to uger
før den første artikel blev trykt, blev gjort bekendt med de
emner, som bladet ville behandle. Tværtimod foregav bladets journalist
ved den første henvendelse den 13. eller 14. november 2000, at
interviewet med sekretariatschefen skulle handle om helt andre emner.
Sekretariatschefen fik den 16. november 2000 telefonisk forelagt visse af de
beskyldninger, som er fremlagt i artiklen den 19. november 2000. Hverken han
eller foreningen kunne - uforberedt - tage stilling til de mange mindre og
til dels uvæsentlige deltaljer, som bladet byggede sine alvorlige
konklusioner og beskyldninger på. Han betingede sig derfor at få
forelagt udkastet til den skrevne artikel inden den blev bragt i bladet,
ligesom han i telefoninterviewet kategorisk afviste alle beskyldninger om
misbrug af bevilgede projektmidler. Derudover advarede han journalisten om,
at der burde tages forbehold med hensyn til kildernes troværdighed.
Udkastet til artiklen modtog sekretariatschef Jens Bech fredag den 17.
november 2000 ca. kl. 17.00, og artiklens deadline var lørdag den 18.
november 2000 om formiddagen. Jens Bech blev derfor stillet over for et
ubehageligt og helt urimeligt ultimatum: at kommentere de mange beskyldninger
- der vedrørte forhold, der lå flere år tilbage, og som
var baseret på et større antal tekniske detaljer - efter sin
hukommelsen eller helt undlade at kommentere artiklen. Det er korrekt, at
bladet på en række punkter ændrede formuleringer i artiklen
efter opfordring fra Jens Bech. Der var her dels tale om direkte
fejlcitater og misforståelser, dels om nogle præciseringer.
Bladet var imidlertid utilbøjelig til at ændre væsentlige
formuleringer eller til at foretage tilføjelser, der kunne
svække bladets overordnede, men uunderbyggede formål med
artiklen, nemlig at "afsløre svindel i Landsforeningen".
Jens Bech præciserede skriftligt den 18. november 2000 en række
væsentlige forhold over for journalisten. Den korte tidsfrist
muliggjorde imidlertid ikke en mere omfattende og udtømmende skriftlig
tilbagevisning af de grove påstande. Artiklen fra den 19. november 2000
blev i øvrigt efterfulgt af fire yderligere artikler om klager, som
blev bragt i løbet af de følgende dag, og udkast hertil blev
aldrig forelagt klager eller Jens Bech.
Særligt vedrørende artiklen fra den 19.
november 2000 har klageren anført, at de udsagn, der er indeholdt i
afsnittet, som begynder med ordene "Måske er det her moralen
begyndte at skride", er ærekrænkende og navnlig ukorrekte,
idet udsagnene implicerer, at såvel foreningen som sådan som dens
sekretariatschef har handlet svigagtigt, og herunder at klager har anvendt de
ydede midler i strid med giverens forudsætninger eller betingelser.
Klager bestrider korrektheden af de fremsatte beskyldninger og finder ikke,
at bladet har opfyldt dets forpligtigelse til at efterprøve
korrektheden af oplysningerne, navnlig fordi kilderne til oplysningerne
står i et modsætningsforhold til klager. Det er ukorrekt, at
Jens Bech udelukkende skulle udføre organisatoriske opgaver. Bladets
oplysninger er faktuelt forkerte, hvilket bladet var bekendt med. Jens Bech
skulle blandt andet varetage foreningens organisation, men havde tillige
andre opgaver. Sekretariatschefen har i en e-mail af 18. november 2000 til
artiklens forfatter redegjort for sine løn- og
ansættelsesforhold.
Vedrørende påstandene i artiklen af 19.
november 2000 om "fifleri" og "kreativ bogføring"
har klageren anført, at der også her fremsættes grove
beskyldninger mod klager for ikke at anvende økonomiske bidrag til de
formål, hvortil bidragene var øremærket. Oplysningerne er
ukorrekte og i allerhøjeste grad skadelige for foreningen, som derved
bringes i miskredit over for nuværende og fremtidige økonomiske
bidragsydere. Den Sociale Sikringsstyrelse har i øvrigt efter en
gennemgang af klagers redegørelse for anvendelsen af
Socialministeriets bevillinger ikke fundet grundlag for at udtale kritik.
Med hensyn til det anførte fra en tidligere ansat
om, at hun bevidst medvirkede til snyd, og at foreningen foretog urigtige
indberetninger til Socialministeriet, har klager anført, at bladet kun
på et enkelt punkt har fundet en misvisende oplysning i klagers
indberetninger til ministeriet. Klager har over for artiklens forfatter
medgivet, at den pågældende oplysning kunne være
misvisende. Det er imidlertid ukorrekt, når det i artiklen er
anført, at Jens Bech indrømmer, at oplysningerne er forkerte.
Det er i særdeleshed uantageligt - og efter klagerens vurdering groft i
strid med god presseskik - når bladet lægger vægt på
en så ubetydelig omstændighed som belæg for en offentligt
fremsat beskyldning om svindel.
Klageren har samtidig gjort gældende, at bladet ikke
blot generelt kan henvise til, at de kritisable udtalelser har været
forelagt klager inden offentliggørelsen. Idet Jens Bech ved
forudgående e-mail af 18. november 2000 afviste den kritik, som de
nævnte oplysninger er udtryk for, burde bladet have udfoldet
særlige bestræbelser på at sikre sig dokumentation for, at
de retsstridige udtalelser var korrekte. Bladet kan heller ikke henvise til,
at man blot har refereret stridende parters modsatrettede udtalelser, idet
læseren efterlades med det overordnede indtryk - også på
baggrund af journalistens kommentarer - at kritikken af klager er
berettiget.
Klageren har i forhold til artiklen den 21. november 2000,
hvor den tidligere landsformand er citeret, særligt anført, at
det modsætningsforhold, der består mellem foreningen og den
tidligere formand under alle omstændigheder burde have medført,
at bladet i særlig grad kontrollede oplysninger fra en sådan
kilde.
Endelig har klageren oplyst, at Helsefonden ikke over for
klager har kritiseret klagers administration af den pågældende
projektbevilling, herunder at Helsefonden burde have fået underretning
om, at det var sekretariatschefen, der konkret stod for rådgivningen.
Klager stiller sig derfor helt uforstående over for den af bladet
refererede "holdning i Helsefonden". Endvidere har Den Sociale
Sikringsstyrelse foranlediget af de kritiske artikler indhentet
redegørelser fra klager vedrørende anvendelsen af offentlige
bevillinger. Styrelsen har efterfølgende meddelt klager, at man har
fundet redegørelserne tilfredsstillende og på den baggrund
besluttet ikke at forfølge sagen yderligere.
Bladet har anført, at det er bladets
grundlæggende synspunkt, at man ikke har tilsidesat reglerne for god
presseskik i de pågældende artikler. Det er bladets opfattelse,
at små velgørende foreninger og interesseorganisationer skal
underkastes kritisk behandling i pressen på linje med de største
økonomiske og politiske magthavere. Disse foreninger kan ikke
stå fri af kritik, alene fordi de ifølge deres vedtægter
tjener et godt formål. En forenings medlemmer og den brede offentlighed
har en åbenbar interesse i at vide, om foreningen fungerer efter
hensigten, og om den arbejder efter gældende lov og moral. Når en
forening endda modtager offentlig støtte, har offentligheden en endnu
større interesse i, at evt. kritisable forhold afdækkes. Dette
er baggrunden for bladets beslutning om at undersøge forholdene hos
klager nærmere.
Bladet har videre anført, at artiklerne ikke
fælder nogen dom over klager. Artiklerne rejser nogle alvorlige,
kritiske spørgsmål, men konkluderer ikke, hvorledes de skal
besvares. Artiklerne kan derfor på ingen måde siges at indeholde
retsstridige krænkelser. Der foreligger et tungtvejende materiale, der
peger i retning af, at klager kan have brugt bevilgede midler til andre
formål end de aftalte. Materialet er efter bladets opfattelse så
alvorligt og veldokumenteret, at det ville være uetisk at fortie
det.
Bladet har med hensyn til det afsnit i artiklen den 19.
november 2000, der er indledes med formuleringen "Måske er det her
moralen begynder at skride" anført, at der i dette samt i
en række foregående og efterfølgende afsnit rejses
spørgsmål ved sekretariatschefens aflønning og funktioner
i foreningen på grundlag af en grundig research. Flere tidligere
ansatte, anonyme som navngivne, fortæller enslydende om baggrunden for
og finansieringen af sekretariatschefens ansættelse. Disse kilder
betvivler lovligheden af arrangementet, idet de har forklaret, at Jens Bech
fra begyndelsen af sin ansættelse blev aflønnet gennem midler,
der kom fra Helsefonden. Den tidligere landsformand og tidligere ansatte
siger imidlertid, at Jens Bech kun brugte en meget lille del af sin
arbejdstid på juridisk rådgivning, idet denne opgave først
og fremmest blev varetaget af en jurist i jobtræning - og kostede
altså ikke foreningen en øre i lønudgift. Disse
oplysninger får mere vægt, når de kobles sammen med sagens
skriftlige kilder. Over for offentligheden og over for foreningens medlemmer
er Jens Bech konsekvent blevet præsenteret som en
"sekretariatschef", der skulle udføre rent organisatoriske
opgaver. Det fremgår både af foreningens blad og
årsberetning for 1997. Endvidere ophørte klager fra tidspunktet
for sekretariatschefens ansættelse med i indberetninger til Helsefonden
at anføre, hvem der havde udført rådgivningen.
Helsefonden har kritiseret fremgangsmåden, idet fonden dermed ikke har
fået mulighed for at vurdere til bunds, om de bevilgede penge blev
anvendt til det aftalte formål. Den daværende landsformand
indrømmer i dag, at pengene fra Helsefonden ikke blev brugt rigtigt.
På den baggrund var der efter bladets opfattelse god grund til at rejse
denne sag - også i pressen. Bladet har tilføjet, at
sekretariatschefen afviste at udlevere en kopi af sin
ansættelseskontrakt og har givet skiftende forklaringer om sin
aflønning. I artiklen den 19. november 2000 er Jens Bech citeret
for, at han for sit arbejde som sekretariatschef blev aflønnet fra
foreningens egen kasse.
Bladet har i relation til det afsnit, hvor en tidligere
bogholder i foreningen er citeret for, at der skulle have foregået
"fifleri" og "kreativ bogføring" i foreningen,
anført, at kilden kunne underbygge sine alvorlige anklager med sit
eget eksempel. Kilden var under sin ansættelse aflønnet af to
projekter - hvilket klager bekræfter men hun siger selv, at hun stort
set ikke arbejdede med dem. Hun mener derfor, at foreningen overførte
midler fra projekterne til foreningens almindelige drift. Kildens oplysninger
er bekræftet af andre kilder. Sekretariatschefen blev forelagt de
pågældende oplysninger forud for offentliggørelsen, og han
mener, at de er usandfærdige, hvilket fremgår af artiklen.
Med hensyn til udtalelserne fra en tidligere
socialrådgiver i foreningen om, at hun har kendskab til, at foreningen
bevidst overdrev sine aktiviteter inden for projekternes regi for at
retfærdiggøre overførsler fra Socialministeriet, og at
hun bevidst medvirkede til snyd, har bladet anført, at kilden er en
tidligere medarbejder, og hendes betragtninger hviler på den
omstændighed, at hendes arbejde i foreningen blev talt med i
projektopgørelser til Socialministeriet, selvom hun ikke var
aflønnet af foreningen. Det samme gør sig gældende for en
frivillig socialrådgiver, der heller ikke fik løn af foreningen.
Klager og sekretariatschefen bekræfter disse oplysninger. Endvidere
baserer afsnittet i artiklen sig på informationer, bladet er kommet i
besiddelse af via aktindsigt i foreningens indberetning til Socialministeriet
for 1998. Af indberetningen fremgår, at der blev registreret 205
rådgivningssamtaler det år. Den tidligere ansatte og den
frivillige rådgiver har forklaret, at de har foretaget og indberettet
minimum 200 af disse samtaler. Foreningen og sekretariatschefen
bekræfter, at de to kvinder stod for dette antal af de indberettede
samtaler, hvilket ifølge Jens Bech skyldtes, at man det år
manglede nogle bilag. Foreningen og Jens Bech har selv bekræftet alle
oplysningerne i de afsnit i artiklen, der omhandler beskyldningerne fra den
tidligere socialrådgiver. Tilbage står en diskussion af, om det
er rimeligt eller ej at tælle ulønnede medarbejderes indsats med
i projektindberetninger til Socialministeriet. Jens Bech finder, at det er
helt rimeligt, hvilket han citeres for.
Bladet har i relation til udtalelserne i artiklen af 21.
november 2000 fra den tidligere landsformand anført, at det under alle
omstændigheder er relevant for offentligheden at vide, at en tidligere
landsformand selv indrømmer, at bevilgede penge ikke blev anvendt
rigtigt. Derudover gør bladet gældende, at der til fulde i
artiklerne er redegjort for det personlige modsætningsforhold mellem
den tidligere landsformand og en af de tidligere ansatte og klager,
således at læseren kan bruge oplysningen til at vurdere kildernes
troværdighed.
Bladet har endvidere anført, at klager og Jens
Bech fik rige muligheder for at forholde sig til de spørgsmål,
som rejses i bladets dækning. Således blev Jens Bech, 2 uger
før den første artikel blev trykt, gjort bekendt med de emner,
som bladet ville behandle. Bladet anmodede Jens Bech om et interview og
foreslog, at dette kunne ske i foreningens lokaler. Jens Bech afviste at
tage imod bladet og nægtede i det hele taget at kommentere sagen. Han
ønskede slet ikke at indgå i en dialog om de
spørgsmål, der rejstes. For at sikre klager en fair behandling
opfordrede bladet Jens Bech gentagne gange til alligevel at deltage i
artiklen. Den 16. november 2000 ombestemte Jens Bech sig og deltog i et
timelangt telefoninterview, og næste dag modtog han et udkast til
artiklen til gennemlæsning. På hans foranledning blev der
efterfølgende foretaget en række ændringer og
præciseringer. Der var på ingen måde ingen måde tale
om, at Jens Bech blev stillet over for et ultimatum. Han havde fået
adskillige dage til at tænke over tingene og valgte selv at udtale sig
på det tidspunkt, han gjorde det. Dog kunne de argumenter, Jens Bech
fremsendte den 18. november 2000, ikke komme i betragtning, idet de var
indsendt samtidig med avisens deadline den dag og i øvrigt ikke bragte
meget nyt i forhold til de tidligere samtaler.
Med hensyn til Helsefondens stilling til anklagerne, der
rettet mod klager, har bladet henvist til, at fondens holdninger er udtrykt
af fondens sekretariatschef gennem flere interviews med bladet.
Bladet har endelig henledt Pressenævnets
opmærksomhed på, at bladet i flere artikler har fulgt op på
sagen og således i artikler af 18. februar og 1. marts 2001 meddelt, at
Socialministeriet og Helsefonden efter at have indhentet redegørelser
fra klager har konkluderet, at der ikke er foregået snyd med bevilgede
midler. Socialministeriets synspunkter er i artiklen den 18. februar 2001
loyalt gengivet, men artiklen rejser samtidig nogle kritiske
spørgsmål mod den udførte undersøgelse.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard,
Lene Sarup og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at
det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger,
der gives, er korrekte. Det fremgår endvidere, at kritik bør
udvises over for nyhedskilder, i særdeleshed når disses udsagn
kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt,
ligesom oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller
virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig
grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for
den pågældende.
Artiklerne indeholder nogle alvorlige beskyldninger fra en
række tidligere centrale medarbejdere i foreningens sekretariat om
foreningens administration af bevilgede midler.
Formuleringen "Måske er det her, at moralen
begyndte at skride" kunne med fordel have været undladt, men ved
en samlet vurdering finder Pressenævnet ikke, at bladet ved dets
vurderinger og kommentarer, der i det væsentlige har baggrund i
udtalelserne fra den tidligere landsformand og tidligere ansatte i
foreningen, har handlet i strid med god presseskik.
Nævnet finder videre, at bladet i artiklen den 19.
november 2000 på en afbalanceret måde har redegjort for de
involverede parters synspunkter, og at klager ved sekretariatschef Jens
Bech er kommet til orde i forhold til de fremsatte beskyldninger.
Nævnet finder ikke, at bladet har handlet i strid med god presseskik
på dette punkt.
Nævnet finder heller ikke, at bladet har handlet i
strid med god presseskik ved at bringe den tidligere landsformand Kaja
Neumanns udtalelser i artiklen den 21. november 2000. Nævnet
bemærker i den forbindelse, at foreningens nuværende formand ikke
har ønsket at kommentere beskyldningerne.
Nævnet skal samtidig bemærke, at det efter
nævnets opfattelse tydeligt fremgår af de to artikler, at der
består et modsætningsforhold mellem på den ene side
foreningen og på den anden side de tidligere ansatte og den tidligere
landsformand, der er fremkommet med beskyldningerne i artiklerne.
Afsagt den 31. oktober 2001.
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 137/2000 Retsinformation · 29. maj 2001
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 133/2000 Retsinformation · 11. juni 2001
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 17-70-01115 Retsinformation · 10. august 2017
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-6877 Retsinformation · 26. februar 2025
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0570 Retsinformation · 17. april 2021
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-06876 Retsinformation · 26. februar 2025