Spring til indhold

Retsinformation

Pressenævnets kendelse i sag nr. 4/2001

KEN nr 9480 af 31/10/2001Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet19. november 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Pressenævnets kendelse i sag nr.

4/2001

Landsforeningen Pårørende til Sindslidende

har ved advokat Michael Nathan klaget til Pressenævnet over to

artikler bragt i Jyllands-Posten den 19. og 21. november 2000, idet man

mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen bragt i Jyllands-Posten den 19. november 2000

med overskriften "Idealisterne" fremgik det af en

underrubrik, at:

"Landsforeningen Pårørende til

Sindslidende er under mistanke for at have svindlet i flere år for at

skaffe penge fra puljer og fonde. Sagens hovedpersoner opfatter sig selv som

idealister, der blev ledt på afveje af deres gode viljer og af en

manipulerende sekretariatschef."

I artiklen hed det:

"Det startede i nogle fugtige kælderlokaler i

det indre København, hvor en flok frivillige var samlet om et

fælles mål: At hjælpe de psykisk syge til at få et

bedre liv.

De fleste var forældre til unge med svære

sindslidelser, og de kendte alt til det psykiatriske systems mangler. Deres

børn havde oplevet umenneskelige indlæggelser, lammende

medicinering og omsorgssvigt på plejehjem for psykisk syge. I 1992

brød forældregruppen ud af Landsforeningen Sind, fordi de

følte, at den brede forening var domineret af de mest velfungerende

sindslidende dem, som var raske nok til at tale deres egen sag.

Sådan blev Landsforeningen Pårørende

til Sindslidende født. Foreningen skulle beskytte de svageste af de

svageste blandt de psykisk syge.

En af hovedkræfterne var fra starten Kaja Neumann,

Læs alt

der nyder udbredt anerkendelse for sin indsats for de psykisk syge. Kaja

Neumann formåede at skaffe foreningen stor gennemslagskraft, men hun

var ikke god til den administrative side af foreningsarbejdet.

Derfor besluttede foreningen i 1997 at hyre en

sekretariatschef. Valget faldt på Jens Bech, der kom fra en

chefstilling i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Man mente i den

lille pårørendeforening, at det ville være en fordel med

en mand fra centraladministrationen. Det kunne gøre det lettere at

skaffe offentlige tilskud.

Brugte bevilling

Måske er det her, at moralen begyndte at skride. For

at betale Jens Bechs løn brugte foreningen nemlig en bevilling

på 300.000 kr. om året fra Helsefonden. Ifølge

Helsefondens donation skulle pengene gå til "juridisk

rådgivning" af sindslidende og deres pårørende men

Helsefonden fik aldrig at vide, at pengene havnede i Jens Bechs lommer, og

spørgsmålet er, om han nogensinde har ydet den ønskede

rådgivning.

Både den daværende landsformand og flere

tidligere ansatte forklarer, at Jens Bech kun brugte en mindre del af sin

tid på rådgivningsprojektet. I praksis blev rådgivningen

varetaget af en jurist, som var i jobtræning i foreningens sekretariat.

Det vil sige, at hans løn blev betalt af Arbejdsformidlingen ikke af

foreningen. Sekretariatschefen Jens Bech var højst en slags

supervisor på rådgivningsprojektet, lyder forklaringen.

Det stemmer overens med, hvad foreningens ledelse skrev i

årsberetningen for 1997. Her er den nye sekretariatschefs opgaver

beskrevet, og der står, at Jens Bech skal "lede foreningens

sekretariat", "gennemføre en generel professionalisering af

foreningen og dennes drift" samt "styrke foreningens fundraising

aktiviteter". Men ikke et ord om rådgivning.

Den tidligere landsformand Kaja Neumann indrømmer

i dag, at pengene fra Helsefonden ikke blev brugt, som de skulle.

"Da vi ansatte Jens Bech, regnede jeg med, at han

skulle tage sig af rådgivningen, men når jeg var på

kontoret, kunne jeg se, at han overlod det til juristen i jobtræning.

Dengang skænkede jeg det ikke en tanke, fordi det vigtigste var at

kæmpe for sagen. De pårørende fik jo juridisk

rådgivning. Den blev bare givet af en anden person, " siger Kaja

Neumann.

Føler sig ført bag lyset

Når foreningen har skrevet indberetninger til

Helsefonden, er sekretariatschefen Jens Bech slet ikke blevet nævnt.

Der står blot i brevene, at "der blev udført"

rådgivning ikke af hvem.

Derfor føler de ansvarlige i Helsefonden sig

ført bag lyset.

"Vi støtter ikke almindelig foreningsdrift,

så foreningen burde have fortalt os, at det var sekretariatschefen, som

fik vores penge", siger Hanne Jervild, Sekretariatschef i

Helsefonden.

Pårørendeforeningens sekretariatschef Jens

Bech fastholder dog, at han har givet juridisk rådgivning. Han mener,

at de tidligere ansatte må lide af "erindringssvigt" og

så betegner han angrebene fra den forhenværende foreningsformand

som "brødnid". Kaja Neumann blev nemlig væltet som

formand i 1998, og hun har siden startet en konkurrerende

pårørendeforening.

" Kaja Neumann er åbenbart parat til at

søle sig selv til for at ramme mig, men hendes påstande om mig

er uden hold i virkeligheden. Jeg var først og fremmest ansat som

juridisk rådgiver og så klarede jeg de andre opgaver oven i

hvilket landsforeningen betalte for af egen kasse", siger Jens

Bech.

Fifleri

Beskyldningerne om svindel kommer dog ikke kun fra den

afgåede landsformand. Også tidligere medarbejdere står frem

for eksempel Anni Frydendal, der arbejdede som sekretær og

bogholder for foreningen indtil efteråret 1998. Hun forklarer, at hun

fik det stadig dårligere med det udbredte "fifleri" med

tallene.

Hendes egen aflønning var fordelt over et

psykologprojekt og et undervisningsprojekt begge finansieret af midler fra

Socialministeriet men Anni Frydendal fortæller, at hun næsten

ikke var beskæftiget med de to projekter. Hun siger, at hun

højst brugte to dage om måneden på projekternes

administration. Resten af tiden gik med at tage sig af foreningen og dens

medlemmer.

"Der var tale om kreativ bogføring for at

holde foreningens drift fri af udgifter", siger Anni Frydendal.

Sekretariatschefen Jens Bech afviser dog, at de

øremærkede midler fra Socialministeriet blev anvendt

forkert.

"Hvis Anni Frydendal har brugt så kort tid

på projekterne, kan hun ikke have passet sit arbejde ordentligt. Hun

var faktisk ansat til at arbejde for projekterne", siger han.

Rækken af anklager stopper dog ikke her. Inge-Lise

Olldag var indtil juli ansat i foreningens sekretariat, og hun

fortæller, at hun bevidst medvirkede til snyd for at overføre

penge fra de offentlige finansierede projekter til foreningens drift.

"Foreningen kunne slet ikke have klaret sig

uden", siger hun.

Metoden var ifølge Inge-Lise Olldag at overdrive

foreningens aktiviteter inden for projekternes regi for at kunne

retfærdiggøre pengeoverførsler fra Socialministeriet. For

eksempel blev hendes egen og en socialrådgivers rådgivning talt

med i rådgivningsprojektets statistik, selv om de ikke fik penge for

deres arbejde. Inge-Lise Olldag var i jobtræning, og

socialrådgiveren var en ulønnet frivillig.

Gratis arbejdskraft

Man kan for eksempel se det på foreningens

indberetning til Socialministeriet om rådgivningsprojektet i 1998. Her

fremgår det, at der er blevet registreret 205

rådgivningssamtaler, men Inge-Lise Olldag og den frivillige

socialrådgiver stod for stort set alle samtalerne. Alligevel blev der

udbetalt over 150.000 kr. i løn på projektets regning.

"Vi var gratis arbejdskraft, så vores indsats

var ren gevinst for foreningen", siger Inge-Lise Olldag.

Sekretariatschefen Jens Bech afviser den udlægning

af sagen.

"Vi tæller al den rådgivning med, som

faktisk foregår. I 1998 ser det blot ud til, at vi har indberettet for

få rådgivningssamtaler, fordi vi har manglet nogle bilag. Jeg har

selv givet en masse rådgivning, og det samme har foreningens

psykolog", siger Jens Bech.

Ifølge Inge-Lise Olldag er også

indberetningerne om foreningens undervisningsprojekt "oppustede".

Hendes arbejdsindsats er igen talt med, selv om hun ikke fik løn af

foreningen, og så er varigheden på de indberettede

undervisningssessioner overdrevet.

Sessionerne har inklusiv forberedelse og transport haft en

"gennemsnitslig varighed på 7½ time", hedder det i

foreningens indberetning den 4. oktober 1999.

Jens Bech indrømmer, at den oplysning er forkert,

men han mener ikke, at der er fuppet med Socialministeriets midler.

"Vi har jo ikke udbetalt løn til de mennesker,

der arbejdede gratis for os. Det er rigtigt, at deres arbejdskraft var en

gevinst men ikke for foreningens drift. Det var en gevinst for

projektet", siger han.

Uretfærdige anklager

Jens Bech føler, at anklagerne mod ham er

uretfærdige.

"Jeg har udført et reelt stykke arbejde for en

god sag. Da jeg kom til i 1997, var organisationen i dyb krise, men vi har

opbygget et professionelt sekretariat, så vi nu er i stand til at

forvalte offentlige tilskud på en forsvarlig måde", siger

han.

Pårørendeforeningens sekretariat er flyttet

fra de gamle kælderlokaler til nye og bedre forhold, og organisationens

kultur er totalt ændret, forklarer Jens Bech.

"Det har været et chok for nogle af dem, der

havde været med i mange år. I dag har vi ikke plads til folk, som

ikke er i stand til at yde en indsats, der svarer til deres

løn".

Sekretariatet har det seneste år været

præget af samarbejdsproblemer. Først blev en sekretær

bortvist, så forlod den frivillige socialrådgiver foreningen i

protest, og i foråret blev Inge-Lise Olldag fritstillet efter en

bitter strid. Derfor mener Jens Bech, at beskyldningerne om svindel i

virkeligheden er en hævnakt. Jens Bech er også overbevist om,

at den tidligere formand, Kaja Neumann, bruger anklagerne for at bringe sin

egen, nyere forening i en stærkere position.

Skal skaffes nye tilskud

Angrebene kan blive fatale for Landsforeningen af

Pårørende til Sindslidende. Foreningen har blot 1200 medlemmer,

og det seneste regnskab viser, at 89 pct. af aktiviteterne finansieres af

puljestøtte. Samtidigt er flere puljeprojekter tæt på at

ophøre, og derfor skal der snart skaffes nye offentlige tilskud.

Det gjorde Jens Bech udtrykkeligt opmærksom

på under foreningens seneste repræsentantskabsmøde.

"Hvis man ikke inden udgangen af år 2001 har

designet og fået godkendt nye projekter, som kan gå ind og

overtage, når de nuværende hører op, må foreningen

gå ind og opsige sit lejemål samt varsle opsigelse af det

ansatte personale", sagde Jens Bech ifølge referatet."

Artiklen var ledsaget af et billede af en patient på

en sengestue, hvortil var knyttet følgende ordlyd:

"AFDELING M10 PÅ SANKT HANS HOSPITAL"

Af artiklen bragt i Jyllands-Posten den 21. november 2000

med overskriften "Pårørende under mistanke"

fremgik det af en underrubrik, at

"Landsforeningen Pårørende til

Sindslidende risikerer politianmeldelse efter, at tidligere ansatte har

fortalt om flere års svindel med projektpenge."

I artiklen hed det:

"Socialministeriet iværksætter nu en

undersøgelse for at afgøre, om Landsforeningen

Pårørende til Sindslidende har fusket med offentlige midler.

Det sker efter, at tidligere ansatte i foreningen

søndag stod frem i Jyllands-Posten for at fortælle om snyd med

bevillinger fra offentlige fonde og puljer. Pengene var

øremærkede til specifikke projekter, men de blev kanaliseret

over til foreningens almindelige drift, lød forklaringen fra flere

medarbejdere.

"Vi kan ikke sidde overhørig, at navngivne

personer siger, at der har været ulovlig omgang med statslige

midler", siger Anne Brams, fuldmægtig i Socialministeriet.

Hun vil rette henvendelse til foreningen og dens revisor

for at bede om en redegørelse, og hvis der ikke kommer

tilfredsstillende forklaringer, risikerer pårørendeforeningen

politianmeldelse og krav om tilbagebetaling.

Endnu en undersøgelse

Også Helsefonden har sat en undersøgelse i

gang, fordi det er kommet frem, at Landsforeningen Pårørende til

Sindslidende brugte en årlig bevilling på 300.000 kr. fra fonden

til at ansætte Jens Bech i 1997. Jens Bechs stilling blev

både i foreningens blad og i årsberetningen for 1997 beskrevet

som rent organisatorisk. Han var "sekretariatschef" og skulle

professionalisere foreningens drift, hed det.

Anvendt forkert

Problemet er, at Helsefondens bevilling udelukkende skulle

gå til juridisk rådgivning af sindslidende og deres

pårørende ikke til almindelig drift. Den daværende

landsformand Kaja Neumann erkender i dag, at bevillingen ikke blev anvendt

rigtigt.

"Set i bakspejlet kan jeg godt se, at det ikke

hænger sammen," siger hun.

Flere tillidsfolk står frem med kritik af

pårørendeforeningens omgang med betroede midler. Peter

Abildgaard har for eksempel været medlem af landsbestyrelsen og

fungeret som "intern revisor" for foreningen. I 1998 påtalte

han, at man ikke klart kunne se, hvordan sekretariatets udgifter blev fordelt

mellem den almindelige drift og de offentligt støttede projekter.

"Der var ingen forretningsorden, og jeg kunne ikke

se, hvordan projektmidlerne hang sammen, men jeg fik at vide af bestyrelsen,

at jeg ikke skulle blande mig i den slags detaljer," siger Peter

Abildgaard.

Revisor er medlem

Alle pårørendeforeningens regnskaber og

projektindberetninger er blevet kontrolleret af statsautoriseret revisor

Allan Lucas, som også er medlem af foreningen. Over for Helsefonden

og Socialministeriet står han som garant for, at projektpengene er

anvendt til de aftalte formål.

"Vi var ikke klar over, at han også var medlem

af foreningen, og det er heller ikke noget, som nødvendigvis

gør ham inhabil. Men jeg er en juridisk forsigtigper, og hvis jeg

skulle have valgt en revisor, ville jeg have taget en, som var

uafhængig af foreningen," siger Anne Brams fra

Socialministeriet.

Revisoren Allan Lucas vil ikke kommentere de

fremførte anklager om snyd. Han understreger blot, at han har

"begrundet tro på, at alt i foreningen foregår lige efter

bogen".

Pårørendeforeningens nuværende formand,

Ole Aagerup, vil ikke kommentere beskyldningerne."

Klageren har over for Pressenævnet henvist til breve

af 24. november og 18. december 2000 fremsendt til bladet. Klageren har i den

forbindelse anført, at de pågældende artikler på en

række punkter er behæftet med faktuelle fejl og beskriver

foreningens forhold på en måde, der utvetydigt er udtryk for

retsstridige ærekrænkelser. Ved at offentliggøre de

fejlbehæftede artikler uden i tilstrækkeligt omfang at have

kontrolleret rigtigheden af de bragte oplysninger har bladet tilsidesat

reglerne for god presseskik. Det er et gennemgående tema, at foreningen

skulle have ført økonomiske bidragsydere bag lyset ved at

anvende tildelte midler i strid med givernes forudsætninger eller de

aftalte vilkår.

Klageren er enig i, at offentligheden og foreningens

medlemmer har en interesse i, at eventuelle kritisable forhold

afdækkes. Klagen vedrører imidlertid ikke om private, frivillige

sociale foreninger m.v. kan gøres til genstand for pressens interesse

og behandling, men derimod hvorvidt det er i overensstemmelse med god

presseskik at beskylde klager og klagers sekretariatschef, Jens Bech, for

strafbare handlinger på grundlag af udokumenterede beskyldninger fra en

række kilder, hvis troværdighed kan anfægtes blandt andet

som følge af åbenlyse personlige og interessemæssige

modsætningsforhold.

Klageren har videre gjort gældende, at det er

ukorrekt, at artiklerne - sådan som bladet har anført - alene

rejser spørgsmål. I den konkrete sammenhæng er det

afgørende navnlig, at artiklerne bringer påstande og

beskyldninger - herunder direkte og indirekte formuleret som

spørgsmål - i en redaktionel ramme, der fortolker og forklarer

de mange udsagn på en måde, som ikke nøjes med at stille

spørgsmål, men som drager konklusioner og dermed besvarer de

rejste spørgsmål. Artiklerne efterlader det indtryk, at det er

en kendsgerning, at klager - og herunder klagers sekretariatschef - har

svindlet med offentlige tilskud og tilskud fra en privat fond. Der er derfor

tale om, at artiklerne indeholder retsstridige krænkelser.

Klageren har i den forbindelse henvist til sætningen

"Måske er det her moralen begyndte at skride" i artiklen af

19. november 2000, som kun kan tolkes som om, at bladet konstaterer som et

faktum, at moralen er skredet, hvilket vil sige, at klager har handlet

kritisabelt. Ligeledes finder klager, at formuleringen "Pengene havnede

i Jens Bechs lommer" efterlader det klare indtryk, at det er

dokumenteret, at foreningen eller sekretariatschefen personligt har tilegnet

sig penge fra Helsefonden. Fra artiklen den 21. november 2000 har klager

særligt fremhævet udsagnet "Landsforeningen

Pårørende til Sindslidende risikerer politianmeldelse efter, at

tidligere ansatte har fortalt om flere års svindel med

projektpenge". Også på dette punkt fremlægges

oplysninger, som om det er en kendsgerning, at der igennem en

årrække har været svindlet med midler hos klager. Endvidere

har klager anført, at oplysningerne om risikoen for politianmeldelse

er bladets egen, helt utilbørlige vurdering, der tjener til at

bestyrke rigtigheden af udokumenterede beskyldninger, der dermed

præsenteres og fremtræder som kendsgerninger.

Klageren har yderligere anført, at det forekommer

yderst betænkeligt - om ikke netop uetisk - at fremføre så

alvorlige beskyldninger på baggrund af udsagn fra kilder, som

forekommer tvivlsomme, fordi disses udsagn kan være farvede af notorisk

personlig interesse eller ligefrem skadevoldende hensigt. Når der

fremsættes så alvorlige beskyldninger, bør bladet som

minimum kunne fremlægge et objektivt materiale, som på

væsentlig måde bestyrker beskyldningernes rigtighed. Derudover er

bladets henvisning til anonyme kilder ud fra et retssikkerhedsmæssigt

synspunkt betænkelig henset til beskyldningernes alvorlige karakter.

Heller ikke bladets skriftlige kilder leverer nogen dokumentation for

beskyldningerne, hvorfor disse forbliver postulerede, men præsenteret i

en form, som efterlader læseren med det indtryk, at der er tale om

dokumenterede kendsgerninger.

Klageren har endvidere anført, at oplysningerne i

artiklerne ikke er fremlagt på en fair og nuanceret måde. Det er

i strid med sandheden, når bladet oplyser, at klager, to uger

før den første artikel blev trykt, blev gjort bekendt med de

emner, som bladet ville behandle. Tværtimod foregav bladets journalist

ved den første henvendelse den 13. eller 14. november 2000, at

interviewet med sekretariatschefen skulle handle om helt andre emner.

Sekretariatschefen fik den 16. november 2000 telefonisk forelagt visse af de

beskyldninger, som er fremlagt i artiklen den 19. november 2000. Hverken han

eller foreningen kunne - uforberedt - tage stilling til de mange mindre og

til dels uvæsentlige deltaljer, som bladet byggede sine alvorlige

konklusioner og beskyldninger på. Han betingede sig derfor at få

forelagt udkastet til den skrevne artikel inden den blev bragt i bladet,

ligesom han i telefoninterviewet kategorisk afviste alle beskyldninger om

misbrug af bevilgede projektmidler. Derudover advarede han journalisten om,

at der burde tages forbehold med hensyn til kildernes troværdighed.

Udkastet til artiklen modtog sekretariatschef Jens Bech fredag den 17.

november 2000 ca. kl. 17.00, og artiklens deadline var lørdag den 18.

november 2000 om formiddagen. Jens Bech blev derfor stillet over for et

ubehageligt og helt urimeligt ultimatum: at kommentere de mange beskyldninger

- der vedrørte forhold, der lå flere år tilbage, og som

var baseret på et større antal tekniske detaljer - efter sin

hukommelsen eller helt undlade at kommentere artiklen. Det er korrekt, at

bladet på en række punkter ændrede formuleringer i artiklen

efter opfordring fra Jens Bech. Der var her dels tale om direkte

fejlcitater og misforståelser, dels om nogle præciseringer.

Bladet var imidlertid utilbøjelig til at ændre væsentlige

formuleringer eller til at foretage tilføjelser, der kunne

svække bladets overordnede, men uunderbyggede formål med

artiklen, nemlig at "afsløre svindel i Landsforeningen".

Jens Bech præciserede skriftligt den 18. november 2000 en række

væsentlige forhold over for journalisten. Den korte tidsfrist

muliggjorde imidlertid ikke en mere omfattende og udtømmende skriftlig

tilbagevisning af de grove påstande. Artiklen fra den 19. november 2000

blev i øvrigt efterfulgt af fire yderligere artikler om klager, som

blev bragt i løbet af de følgende dag, og udkast hertil blev

aldrig forelagt klager eller Jens Bech.

Særligt vedrørende artiklen fra den 19.

november 2000 har klageren anført, at de udsagn, der er indeholdt i

afsnittet, som begynder med ordene "Måske er det her moralen

begyndte at skride", er ærekrænkende og navnlig ukorrekte,

idet udsagnene implicerer, at såvel foreningen som sådan som dens

sekretariatschef har handlet svigagtigt, og herunder at klager har anvendt de

ydede midler i strid med giverens forudsætninger eller betingelser.

Klager bestrider korrektheden af de fremsatte beskyldninger og finder ikke,

at bladet har opfyldt dets forpligtigelse til at efterprøve

korrektheden af oplysningerne, navnlig fordi kilderne til oplysningerne

står i et modsætningsforhold til klager. Det er ukorrekt, at

Jens Bech udelukkende skulle udføre organisatoriske opgaver. Bladets

oplysninger er faktuelt forkerte, hvilket bladet var bekendt med. Jens Bech

skulle blandt andet varetage foreningens organisation, men havde tillige

andre opgaver. Sekretariatschefen har i en e-mail af 18. november 2000 til

artiklens forfatter redegjort for sine løn- og

ansættelsesforhold.

Vedrørende påstandene i artiklen af 19.

november 2000 om "fifleri" og "kreativ bogføring"

har klageren anført, at der også her fremsættes grove

beskyldninger mod klager for ikke at anvende økonomiske bidrag til de

formål, hvortil bidragene var øremærket. Oplysningerne er

ukorrekte og i allerhøjeste grad skadelige for foreningen, som derved

bringes i miskredit over for nuværende og fremtidige økonomiske

bidragsydere. Den Sociale Sikringsstyrelse har i øvrigt efter en

gennemgang af klagers redegørelse for anvendelsen af

Socialministeriets bevillinger ikke fundet grundlag for at udtale kritik.

Med hensyn til det anførte fra en tidligere ansat

om, at hun bevidst medvirkede til snyd, og at foreningen foretog urigtige

indberetninger til Socialministeriet, har klager anført, at bladet kun

på et enkelt punkt har fundet en misvisende oplysning i klagers

indberetninger til ministeriet. Klager har over for artiklens forfatter

medgivet, at den pågældende oplysning kunne være

misvisende. Det er imidlertid ukorrekt, når det i artiklen er

anført, at Jens Bech indrømmer, at oplysningerne er forkerte.

Det er i særdeleshed uantageligt - og efter klagerens vurdering groft i

strid med god presseskik - når bladet lægger vægt på

en så ubetydelig omstændighed som belæg for en offentligt

fremsat beskyldning om svindel.

Klageren har samtidig gjort gældende, at bladet ikke

blot generelt kan henvise til, at de kritisable udtalelser har været

forelagt klager inden offentliggørelsen. Idet Jens Bech ved

forudgående e-mail af 18. november 2000 afviste den kritik, som de

nævnte oplysninger er udtryk for, burde bladet have udfoldet

særlige bestræbelser på at sikre sig dokumentation for, at

de retsstridige udtalelser var korrekte. Bladet kan heller ikke henvise til,

at man blot har refereret stridende parters modsatrettede udtalelser, idet

læseren efterlades med det overordnede indtryk - også på

baggrund af journalistens kommentarer - at kritikken af klager er

berettiget.

Klageren har i forhold til artiklen den 21. november 2000,

hvor den tidligere landsformand er citeret, særligt anført, at

det modsætningsforhold, der består mellem foreningen og den

tidligere formand under alle omstændigheder burde have medført,

at bladet i særlig grad kontrollede oplysninger fra en sådan

kilde.

Endelig har klageren oplyst, at Helsefonden ikke over for

klager har kritiseret klagers administration af den pågældende

projektbevilling, herunder at Helsefonden burde have fået underretning

om, at det var sekretariatschefen, der konkret stod for rådgivningen.

Klager stiller sig derfor helt uforstående over for den af bladet

refererede "holdning i Helsefonden". Endvidere har Den Sociale

Sikringsstyrelse foranlediget af de kritiske artikler indhentet

redegørelser fra klager vedrørende anvendelsen af offentlige

bevillinger. Styrelsen har efterfølgende meddelt klager, at man har

fundet redegørelserne tilfredsstillende og på den baggrund

besluttet ikke at forfølge sagen yderligere.

Bladet har anført, at det er bladets

grundlæggende synspunkt, at man ikke har tilsidesat reglerne for god

presseskik i de pågældende artikler. Det er bladets opfattelse,

at små velgørende foreninger og interesseorganisationer skal

underkastes kritisk behandling i pressen på linje med de største

økonomiske og politiske magthavere. Disse foreninger kan ikke

stå fri af kritik, alene fordi de ifølge deres vedtægter

tjener et godt formål. En forenings medlemmer og den brede offentlighed

har en åbenbar interesse i at vide, om foreningen fungerer efter

hensigten, og om den arbejder efter gældende lov og moral. Når en

forening endda modtager offentlig støtte, har offentligheden en endnu

større interesse i, at evt. kritisable forhold afdækkes. Dette

er baggrunden for bladets beslutning om at undersøge forholdene hos

klager nærmere.

Bladet har videre anført, at artiklerne ikke

fælder nogen dom over klager. Artiklerne rejser nogle alvorlige,

kritiske spørgsmål, men konkluderer ikke, hvorledes de skal

besvares. Artiklerne kan derfor på ingen måde siges at indeholde

retsstridige krænkelser. Der foreligger et tungtvejende materiale, der

peger i retning af, at klager kan have brugt bevilgede midler til andre

formål end de aftalte. Materialet er efter bladets opfattelse så

alvorligt og veldokumenteret, at det ville være uetisk at fortie

det.

Bladet har med hensyn til det afsnit i artiklen den 19.

november 2000, der er indledes med formuleringen "Måske er det her

moralen begynder at skride" anført, at der i dette samt i

en række foregående og efterfølgende afsnit rejses

spørgsmål ved sekretariatschefens aflønning og funktioner

i foreningen på grundlag af en grundig research. Flere tidligere

ansatte, anonyme som navngivne, fortæller enslydende om baggrunden for

og finansieringen af sekretariatschefens ansættelse. Disse kilder

betvivler lovligheden af arrangementet, idet de har forklaret, at Jens Bech

fra begyndelsen af sin ansættelse blev aflønnet gennem midler,

der kom fra Helsefonden. Den tidligere landsformand og tidligere ansatte

siger imidlertid, at Jens Bech kun brugte en meget lille del af sin

arbejdstid på juridisk rådgivning, idet denne opgave først

og fremmest blev varetaget af en jurist i jobtræning - og kostede

altså ikke foreningen en øre i lønudgift. Disse

oplysninger får mere vægt, når de kobles sammen med sagens

skriftlige kilder. Over for offentligheden og over for foreningens medlemmer

er Jens Bech konsekvent blevet præsenteret som en

"sekretariatschef", der skulle udføre rent organisatoriske

opgaver. Det fremgår både af foreningens blad og

årsberetning for 1997. Endvidere ophørte klager fra tidspunktet

for sekretariatschefens ansættelse med i indberetninger til Helsefonden

at anføre, hvem der havde udført rådgivningen.

Helsefonden har kritiseret fremgangsmåden, idet fonden dermed ikke har

fået mulighed for at vurdere til bunds, om de bevilgede penge blev

anvendt til det aftalte formål. Den daværende landsformand

indrømmer i dag, at pengene fra Helsefonden ikke blev brugt rigtigt.

På den baggrund var der efter bladets opfattelse god grund til at rejse

denne sag - også i pressen. Bladet har tilføjet, at

sekretariatschefen afviste at udlevere en kopi af sin

ansættelseskontrakt og har givet skiftende forklaringer om sin

aflønning. I artiklen den 19. november 2000 er Jens Bech citeret

for, at han for sit arbejde som sekretariatschef blev aflønnet fra

foreningens egen kasse.

Bladet har i relation til det afsnit, hvor en tidligere

bogholder i foreningen er citeret for, at der skulle have foregået

"fifleri" og "kreativ bogføring" i foreningen,

anført, at kilden kunne underbygge sine alvorlige anklager med sit

eget eksempel. Kilden var under sin ansættelse aflønnet af to

projekter - hvilket klager bekræfter men hun siger selv, at hun stort

set ikke arbejdede med dem. Hun mener derfor, at foreningen overførte

midler fra projekterne til foreningens almindelige drift. Kildens oplysninger

er bekræftet af andre kilder. Sekretariatschefen blev forelagt de

pågældende oplysninger forud for offentliggørelsen, og han

mener, at de er usandfærdige, hvilket fremgår af artiklen.

Med hensyn til udtalelserne fra en tidligere

socialrådgiver i foreningen om, at hun har kendskab til, at foreningen

bevidst overdrev sine aktiviteter inden for projekternes regi for at

retfærdiggøre overførsler fra Socialministeriet, og at

hun bevidst medvirkede til snyd, har bladet anført, at kilden er en

tidligere medarbejder, og hendes betragtninger hviler på den

omstændighed, at hendes arbejde i foreningen blev talt med i

projektopgørelser til Socialministeriet, selvom hun ikke var

aflønnet af foreningen. Det samme gør sig gældende for en

frivillig socialrådgiver, der heller ikke fik løn af foreningen.

Klager og sekretariatschefen bekræfter disse oplysninger. Endvidere

baserer afsnittet i artiklen sig på informationer, bladet er kommet i

besiddelse af via aktindsigt i foreningens indberetning til Socialministeriet

for 1998. Af indberetningen fremgår, at der blev registreret 205

rådgivningssamtaler det år. Den tidligere ansatte og den

frivillige rådgiver har forklaret, at de har foretaget og indberettet

minimum 200 af disse samtaler. Foreningen og sekretariatschefen

bekræfter, at de to kvinder stod for dette antal af de indberettede

samtaler, hvilket ifølge Jens Bech skyldtes, at man det år

manglede nogle bilag. Foreningen og Jens Bech har selv bekræftet alle

oplysningerne i de afsnit i artiklen, der omhandler beskyldningerne fra den

tidligere socialrådgiver. Tilbage står en diskussion af, om det

er rimeligt eller ej at tælle ulønnede medarbejderes indsats med

i projektindberetninger til Socialministeriet. Jens Bech finder, at det er

helt rimeligt, hvilket han citeres for.

Bladet har i relation til udtalelserne i artiklen af 21.

november 2000 fra den tidligere landsformand anført, at det under alle

omstændigheder er relevant for offentligheden at vide, at en tidligere

landsformand selv indrømmer, at bevilgede penge ikke blev anvendt

rigtigt. Derudover gør bladet gældende, at der til fulde i

artiklerne er redegjort for det personlige modsætningsforhold mellem

den tidligere landsformand og en af de tidligere ansatte og klager,

således at læseren kan bruge oplysningen til at vurdere kildernes

troværdighed.

Bladet har endvidere anført, at klager og Jens

Bech fik rige muligheder for at forholde sig til de spørgsmål,

som rejses i bladets dækning. Således blev Jens Bech, 2 uger

før den første artikel blev trykt, gjort bekendt med de emner,

som bladet ville behandle. Bladet anmodede Jens Bech om et interview og

foreslog, at dette kunne ske i foreningens lokaler. Jens Bech afviste at

tage imod bladet og nægtede i det hele taget at kommentere sagen. Han

ønskede slet ikke at indgå i en dialog om de

spørgsmål, der rejstes. For at sikre klager en fair behandling

opfordrede bladet Jens Bech gentagne gange til alligevel at deltage i

artiklen. Den 16. november 2000 ombestemte Jens Bech sig og deltog i et

timelangt telefoninterview, og næste dag modtog han et udkast til

artiklen til gennemlæsning. På hans foranledning blev der

efterfølgende foretaget en række ændringer og

præciseringer. Der var på ingen måde ingen måde tale

om, at Jens Bech blev stillet over for et ultimatum. Han havde fået

adskillige dage til at tænke over tingene og valgte selv at udtale sig

på det tidspunkt, han gjorde det. Dog kunne de argumenter, Jens Bech

fremsendte den 18. november 2000, ikke komme i betragtning, idet de var

indsendt samtidig med avisens deadline den dag og i øvrigt ikke bragte

meget nyt i forhold til de tidligere samtaler.

Med hensyn til Helsefondens stilling til anklagerne, der

rettet mod klager, har bladet henvist til, at fondens holdninger er udtrykt

af fondens sekretariatschef gennem flere interviews med bladet.

Bladet har endelig henledt Pressenævnets

opmærksomhed på, at bladet i flere artikler har fulgt op på

sagen og således i artikler af 18. februar og 1. marts 2001 meddelt, at

Socialministeriet og Helsefonden efter at have indhentet redegørelser

fra klager har konkluderet, at der ikke er foregået snyd med bevilgede

midler. Socialministeriets synspunkter er i artiklen den 18. februar 2001

loyalt gengivet, men artiklen rejser samtidig nogle kritiske

spørgsmål mod den udførte undersøgelse.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard,

Lene Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at

det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger,

der gives, er korrekte. Det fremgår endvidere, at kritik bør

udvises over for nyhedskilder, i særdeleshed når disses udsagn

kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt,

ligesom oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller

virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig

grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for

den pågældende.

Artiklerne indeholder nogle alvorlige beskyldninger fra en

række tidligere centrale medarbejdere i foreningens sekretariat om

foreningens administration af bevilgede midler.

Formuleringen "Måske er det her, at moralen

begyndte at skride" kunne med fordel have været undladt, men ved

en samlet vurdering finder Pressenævnet ikke, at bladet ved dets

vurderinger og kommentarer, der i det væsentlige har baggrund i

udtalelserne fra den tidligere landsformand og tidligere ansatte i

foreningen, har handlet i strid med god presseskik.

Nævnet finder videre, at bladet i artiklen den 19.

november 2000 på en afbalanceret måde har redegjort for de

involverede parters synspunkter, og at klager ved sekretariatschef Jens

Bech er kommet til orde i forhold til de fremsatte beskyldninger.

Nævnet finder ikke, at bladet har handlet i strid med god presseskik

på dette punkt.

Nævnet finder heller ikke, at bladet har handlet i

strid med god presseskik ved at bringe den tidligere landsformand Kaja

Neumanns udtalelser i artiklen den 21. november 2000. Nævnet

bemærker i den forbindelse, at foreningens nuværende formand ikke

har ønsket at kommentere beskyldningerne.

Nævnet skal samtidig bemærke, at det efter

nævnets opfattelse tydeligt fremgår af de to artikler, at der

består et modsætningsforhold mellem på den ene side

foreningen og på den anden side de tidligere ansatte og den tidligere

landsformand, der er fremkommet med beskyldningerne i artiklerne.

Afsagt den 31. oktober 2001.

Lignende dokumenter