1992 LSF 227 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. (EFFEKTIVISERING AF PATIENTKLAGESYSTEMET)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.,
som ændret ved lov nr. 391 af 7. juni 1989 og lov nr. 369 af 6. juni 1991,
foretages følgende ændringer:
1. § 19, stk. 1, affattes således:
»Nævnet kan anmode vedkommende embedslægeinstitution om at undersøge
klagesagen samt om, at der udarbejdes indstilling til nævnet om sagens
afgørelse. Nævnet kan bestemme, at klagesagerne direkte kan indgives til
embedslægeinstitutionerne med henblik på undersøgelse, før nævnet træffer
afgørelse i en sag. Nævnet kan forelægge sager for Sundhedsstyrelsen og
Retslægerådet, før nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet skal, inden der
træffes afgørelse i en klagesag vedrørende sundhedsvæsenet i Grønland,
indhente en udtalelse herom fra sundhedsmyndighederne i Grønland.«
2. § 19, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Personer omfattet af dette kapitel skal efter
anmodning meddele Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt embedslægerne enhver
oplysning, herunder journaler, til brug for behandling af sagen.«
3. I § 19 indsættes som stk. 3:
» Stk. 3. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal holde
Sundhedsstyrelsen underrettet om de afgørelser, nævnet træffer.
Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin tilsynsvirksomhed få udleveret nævnets
sagsakter i de enkelte klagesager.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på klager, der rejses over for
Patientklagenævnet den 1. januar 1994 eller herefter.
Stk. 3. For klager, der er indleveret til Patientklagenævnet før
1. januar 1994, men hvor Sundhedsstyrelsen endnu ikke pr. 1. januar 1994 har
afgivet en udtalelse i sagen, kan Patientklagenævnet beslutte, at sagerne kan
overgå til fortsat behandling i nævnet, uden at Sundhedsstyrelsen har afgivet
Læs alt
udtalelse i sagen.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1.
I lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.,
som ændret ved lov nr. 391 af 7. juni 1989 og lov nr. 369 af 6. juni 1991,
foretages følgende ændringer:
1. § 19, stk. 1., affattes således:
» Stk. 1. Nævnet kan anmode vedkommende embedslægeinstitution
om at undersøge klagesagen samt om, at der udarbejdes indstilling til nævnet
om sagens afgørelse. Nævnet kan bestemme, at klagesagerne direkte kan
indgives til embedslægeinstitutionerne med henblik på undersøgelse, før
nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet kan forelægge sager for
Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før nævnet træffer afgørelse i en sag.
Nævnet skal, inden der træffes afgørelse i en klagesag vedrørende
sundhedsvæsenet i Grønland, indhente en udtalelse herom fra
sundhedsmyndighederne i Grønland.«.
2. § 19, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Personer, omfattet af dette kapitel, skal efter
anmodning meddele Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt embedslægerne enhver
oplysning, herunder journaler, til brug for behandling af sagen.«.
3. I § 19 indsættes som stk. 3:
» Stk. 3. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal holde
Sundhedsstyrelsen underrettet om de afgørelser, nævnet træffer.
Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin tilsynsvirksomhed få udleveret nævnets
sagsakter i de enkelte klagesager«.
§ 2.
Loven træder i kraft den 1. januar 1994.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på klager, der rejses over for
Patientklagenævnet den 1. januar 1994 eller herefter.
Stk. 3. For klager, der er indleveret til Patientklagenævnet før
1. januar 1994, men hvor Sundhedsstyrelsen endnu ikke pr. 1. januar 1994 har
afgivet en udtalelse i sagen, kan Patientklagenævnet beslutte, at sagerne kan
overgå til fortsat behandling i nævnet, uden at Sundhedsstyrelsen har afgivet
udtalelse i sagen.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets indhold og hovedformål
Formålet med lovforslaget er gennem en forenkling og effektivisering af
patientklagesystemets tilrettelæggelse at nedbringe klagesagernes
behandlingstid væsentligt i forhold til de ca. 18 måneder, der gennemsnitligt
kan forekomme i dag.
Lovforslaget indebærer en omlægning af klagesagernes forberedelse, således
at Sundhedsstyrelsen trækkes ud af klagesagsbehandlingen og opgaven med
undersøgelse og forberedelse af sagerne overgår fuldt ud til
Patientklagenævnets sekretariat. Endvidere gives der mulighed for, at
embedslægerne i højere grad kan inddrages i sagsbehandlingen.
Den centrale administrative forberedelse af klagesagerne henlægges fuldt
ud til Patientklagenævnets sekretariat, der samtidig styrkes
personalemæssigt, bl.a. ved overførelse af personale fra Sundhedsstyrelsen,
som hidtil har varetaget sagernes forberedelse for nævnet samt ved ansættelse
af et særligt fagligt konsulentkorps.
Endvidere ændres sagsgangen, således at embedslægeinstitutionerne ikke
alene som hidtil oplyser klagesagerne, men efter Patientklagenævnets nærmere
beslutning i ukomplicerede sager tillige udfærdiger indstilling om sagens
afgørelse over for Patientklagenævnet.
Endelig kan Patientklagenævnet, typisk i mere specielle sager, forinden de
behandles i nævnet, forelægge klagesager for Sundhedsstyrelsen eller
Retslægerådet til udtalelse.
Lovforslaget tager sigte på at nedbringe den samlede gennemsnitlige
sagsbehandlingstid til højst ca. 3 måneder for ukomplicerede sager og til
højst ca. 6 måneder for mere komplicerede sager.
Den nævnte ændring af patientklagesagernes administrative sagsforberedelse
berører alene bestemmelsen i centralstyrelseslovens § 19, idet den hidtil
gældende obligatoriske høring af Sundhedsstyrelsen i alle klagesager
afvikles, samtidig med at der foretages konsekvensændringer i bestemmelsen
vedrørende udveksling af oplysninger som følge af den ændrede
tilrettelæggelse af klagesystemet. De øvrige bestemmelser i
centralstyrelseslovens kapitel 3 om Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, bl.a.
vedrørende nævnets sanktioner, persongrupper, sammensætning og funktion,
ændres således ikke.
Der er i bilag 1 til lovforslaget foretaget en opstilling af
lovforslagets bestemmelser og de tilsvarende hidtil gældende bestemmelser.
Hvor der i lovforslaget er henvist til embedslægeinstitutionerne eller
lignende, gælder dette tilsvarende for Københavns Kommunes Stadslæge, der
varetager embedslægeinstitutionernes opgaver i Københavns Kommune.
2. Gældende regler
Ved lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
ændredes den dagældende administrative behandling af patientklagesager, idet
der fra 1. januar 1988 blev oprettet et administrativt uafhængigt nævn -
kaldet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn - som træffer endelig afgørelse i
klager over den faglige virksomhed, som udøves af personer inden for
sundhedsvæsenet.
Formålet med ændringen af patientklagesystemet var at styrke patienternes
retssikkerhed og tillid til klagesystemet ved at henlægge afgørelserne fra
Sundhedsstyrelsen til et uafhængigt nævn bestående både af lægmænd og af
juridisk og faglig ekspertise.
Vedrørende lovforslaget (L 58 - F 1986-87) og dets behandling i
Folketinget henvises til Folketingets Forhandlinger, spalte 1771 (1.
behandling), 11625 (2. behandling) og 11800 (3. behandling).
Ved lov nr. 391 af 7. juni 1989 ændredes centralstyrelseslovens § 16, stk.
1, således at der blev givet mulighed for at øge antallet af næstformænd i
nævnet. Ændringerne ved lov nr. 369 af 6. juni 1991, hvorefter
sundhedsmyndighederne i Grønland skal høres over klagesager, kom ind i loven
ved overdragelse af sundhedsvæsenet til Grønland 1. januar 1992.
Til nævnet er knyttet et sekretariat, som efter modtagelsen af en klage
foranlediger, at denne nærmere undersøges og vurderes af Sundhedsstyrelsen.
Sekretariatet forbereder endvidere sagsforelæggelsen for nævnet, deltager i
nævnsmøder og varetager i øvrigt sædvanlige administrative opgaver for
nævnet, jf. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 349 af 23. maj 1990 om
forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
3. Lovforslagets baggrund.
Det er i centralstyrelseslovens § 19, stk. 1, fastsat, at nævnet skal
indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, forinden nævnet træffer
afgørelse i en sag. For at undgå uhensigtsmæssige sagsgange er det i
centralstyrelsesloven forudsat, at Patientklagenævnets sekretariat alene
varetager de nævnte direkte sekretariatsforberedende og afsluttende opgaver
for nævnet. Sundhedsstyrelsen varetager under inddragelse af
embedslægeinstitutionerne den nærmere oplysning og udredning af sagerne og
foretager den faglige bedømmelse af disse samt udarbejder den samlede
indstilling, incl. forslag til evt. sanktion i sagen, til Patientklagenævnet.
Med lovforslaget henlægges den administrative forberedelse af
patientklagesagerne fuldt ud til Patientklagenævnet, hvorved der opnås en
rationaliseringsgevinst til nedbringelse af klagesagsbehandlingstiden.
Rationaliseringen består i, at dobbeltadministration kan afvikles, og at
sagsbehandlingen kan tilrettelægges, så den svarer til nævnets behov.
Således kan nævnet fremover umiddelbart stille og få besvaret uddybende
spørgsmål vedrørende undersøgelsen af den enkelte sag fra sekretariatets egne
læger m.v. eller egne faglige konsulenter. Opgaven med at indhente udtalelser
fra det indklagede medicinalpersonale, indhente journalmateriale m.v. skal
fortsat påhvile embedslægeinstitutionerne. For at sikre, at
sagsbehandlingstiden reduceres, bør sagsgangen yderligere ændres, således at
embedslægeinstitutionerne i de ukomplicerede sager udfærdiger en egentlig
indstilling til nævnet om den enkelte sags afgørelse indeholdt i et udkast
til nævnets svarskrivelse til klageren.
Det er med disse ændringer hensigten at nedbringe sagsbehandlingstiden i
de enkelte klagesager, idet der sigtes på, at ukomplicerede sager kan afgøres
på gennemsnitligt højst 3 måneder og mere komplicerede sager på højst 6
måneder. Det er imidlertid ikke muligt i lovform at fastsætte sådanne
absolutte frister.
Af hensyn til begge sagens parter, d.v.s. såvel klager som den indklagede
medicinalperson, skal sædvanlige retssikkerhedsmæssige hensyn således til
enhver tid fortsat sikres i sagsbehandlingen. Dette betyder bl.a., at de
indklagede sundhedspersoner skal have lejlighed til at udtale sig om klagen,
at der foretages partshøring over nye oplysninger, herunder også oplysninger,
der fremkommer sent i sagsbehandlingsforløbet, at der evt. må foretages
supplerende (læge-) faglig undersøgelse, og at nævnet eller nævnets enkelte
medlemmer skal have lejlighed til at kræve yderligere sagsundersøgelser.
De nævnte tidsfrister, der i øvrigt indebærer en meget betydelig
nedbringelse af den aktuelle sagsbehandlingtid, der er på gennemsnitligt ca.
18 måneder, vil derfor være gennemsnitlige sagsbehandlingstider, som
Patientklagenævnet skal søge at overholde. Endvidere vil Sundhedsministeriet
gennem en analyse af den fremtidige interne arbejdstilrettelæggelse i
Patientklagenævnet og gennem nævnets kvartalsmæssige indberetninger til
ministeriet om sagsbehandlingtiden m.v. søge at sikre, at der sker den
tilsigtede nedbringelse af sagsbehandlingstiden. Der kan dog opstå
situationer, hvor også den højeste sagsbehandlingstid på 6 måneder må
overskrides, bl.a. på grund af de nævnte retssikkerhedsmæssige hensyn, men
også fordi det i enkelte sager fortsat kan vise sig særlig vanskeligt at
afklare de faktiske forhold vedrørende klageforholdet.
Med henblik på at nedbringe den samlede sagsbehandlingstid vil
Sundhedsministeriet henstille til Patientklagenævnet, at der for de enkelte
faser i sagsbehandlingen indføres tidsfrister for afgivelse af udtalelse,
f.eks. for medicinalpersonale m.v. Men de pågældende frister vil, jf.
ovenstående, have henstillingens og vejledningens karakter, idet sagerne
almindeligvis ikke uden de pågældende udtalelser kan videreføres eller
afgøres.
Sundhedsstyrelsens pligt til at føre tilsyn med sundhedspersonalet ændres
ikke, og styrelsen skal som hidtil i henhold til centralstyrelseslovens § 12,
stk. 2, til Patientklagenævnet indbringe sager, som styrelsen finder vil
kunne give grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden
for sundhedsvæsenet. For ikke at svække grundlaget for Sundhedsstyrelsens
tilsynsfunktion skal Patientklagenævnet orientere styrelsen om sine
afgørelser, jf. bemærkningerne til de enkelte bestemmelser, nr. 3.
4. Sagsmængde og sagsbehandlingstider.
Hovedbegrundelsen for den ændrede tilrettelæggelse af klagesystemet er
ønsket om en væsentlig nedbringelse af den samlede sagsbehandlingstid.
Ministeriet har i en rapport af september 1991 nærmere redegjort for det
eksisterende klagesystem og påpeget de årsager til den gennemsnitligt lange
sagsbehandlingstid på ca. 12-18 måneder samt stillet forslag til
effektivisering af systemet. Sådanne effektiviseringer blev iværksat gennem
1992 og endelig i september 1992 med tilførsel af ekstra personale til
Sundhedsstyrelsens klagesagsafdeling primært ved en reduktion af
embedslægeinstitutionernes personale, som samtidig blev lettet for visse dele
af klagesagsbehandlingen. Der blev dog ikke ved effektiviseringen gennemført
en ændring af den overordnede tilrettelæggelse af klagesystemet, der således
blev opretholdt gennem et fortsat samspil mellem Patientklagenævnet,
Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionerne.
Da det ikke skønnes muligt gennem de pågældende effektiviseringer at opnå
den betydelige nedsættelse af klagesagsbehandlingstiden, er det nu fundet
nødvendigt at gå det skridt videre at ændre på den overordnede organisering
ved - som anført - helt at trække Sundhedsstyrelsen ud af
klagesagsbehandlingen. Herved skønnes der at kunne opnås en effektivisering i
sig selv, idet bl.a. dobbeltarbejde mellem nævnet og Sundhedsstyrelsen
undgås. Herudover findes det nødvendigt - som anført - at tilføre nævnet og
embedslægerne yderligere ressourcer, hvis den betydelige nedsættelse af
sagsbehandlingstiden skal realiseres og kunne fastholdes samt til
nedbringelse af den sagspukkel, der var i systemet (pr. december 1992 var der
i Sundhedsstyrelsen ca. 840 sager under behandling) og den sagspukkel, der
automatisk opstår ved, at målsætningen om nedbringelse af
sagsbehandlingstiden indføres.
Hertil kommer, at der gennem 1992 er konstateret en absolut stigning i
sagsantallet fra ca. 1.000 sager til ca. 1.200 sager årligt eller en stigning
på ca. 20%, som også vil kræve ressourcer.
Antallet af klagesager, der gennem årene er antaget til behandling i
Patientklagenævnet, og antal afgjorte sager fremgår af følgende oversigt:
------------------------------------------------
1989 1990 1991 1992
------------------------------------------------
Antagne
sager 822 885 922 1155
------------------------------------------------
Afgjorte
sager 543(* 1) 1151 848 1050
------------------------------------------------
(* 1) Særlig nedgang som følge af, at nævnet var ude af funktion nogle
måneder. Som det fremgår heraf, har patientklagesystemet haft en jævn
stigning i antal indgåede klagesager, samtidig med at der er afsluttet et
ligeledes stigende antal sager, men uden at man trods yderligere
personaleindsats har været i stand til at holde trit med udviklingen. Dette
er baggrunden for den fortsat lange sagsbehandlingstid og for den nu
foreslåede effektivisering af klagesagsbehandlingen.
Talmæssigt kan klagesagsantal og -tider samt ressourcer i øvrigt beskrives
således:
Til ekspedition af 1.000 sager er afsat ca. 8 årsværk i Patientklagenævnet
og ca. 14 årsværk i Sundhedsstyrelsen eller i alt ca. 22 årsværk med en
gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 12-18 måneder. Samtidig blev der arbejdet
på nedbringelse af en pukkel på ca. 800 sager i systemet, uden at
nedbringelsen heraf endnu har kunnet konstateres fuldt ud. Som anført lå der
ultimo december 1992 ca. 840 ikke-færdigbehandlede sager i Sundhedsstyrelsen,
hvoraf en del kan henføres til pukkelen. Den samlede sagsbehandlingstid i
Sundhedsstyrelsen er for oktober kvartal 1992 opgjort til gennemsnitligt 9,3
måneder, hvilket repræsenterer en effektivisering fra ca. 11 måneder
tidligere.
Efter nyordningen, hvor målsætningen er en nedbringelse af
sagsbehandlingstiden til 3-6 måneder eller en reduktion med 2/3, skønnes
tallene at se således ud:
Til sekretariatets ekspedition af årligt 1.200 sager på 3-6 måneder samt
en samlet pukkelnedbringelse over 1 år på ca. 800 sager skønnes en
merpersonaleindsats på netto ca. 25 % nødvendig i de første år, hvilket
svarer til 8 årsværk. Disse årsværk fordeles med 2 årsværk til
embedslægevæsenet og 6 til Patientklagenævnets sekretariat, der derved kommer
op på 23,3 årsværk. Når puklerne endeligt er afviklet, vil personaleindsatsen
blive nedjusteret.
Samtidig tilbageføres fra Sundhedsstyrelsen yderligere 4 årsværk fra
embedslægerne, og 9 årsværk overgår til Patientklagenævnet. Sundhedsstyrelsen
behøver 1 årsværk til fortsatte udtalelser i specielle sager.
Da det er vigtigt, at indsatsen med henblik på nedbringelse af
sagsbehandlingstiden iværksættes snarest muligt, og da det nye
patientklagesystem efter lovforslaget først kan få virkning fra 1. januar
1994, vil Sundhedsstyrelsen i overgangsperioden foretage en effektivisering
af sin del af klagesagsbehandlingen ved at udskille klagesagsbehandlingen fra
styrelsens 4. afdeling til en særlig sektion med ca. 14 årsværk. Dette vil
gennem en samtidig midlertidig yderligere styrkelse af denne sektion medvirke
til en umiddelbar nedsættelse af sagsbehandlingstiden, således at der også
kan påbegyndes en nedbringelse af de sagspukler, der ligger i
Sundhedsstyrelsen.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget medfører, at undersøgelse og forberedelse af klagesager
overføres fra Sundhedsstyrelsen til Patientklagenævnets sekretariat. Der
bliver desuden mulighed for, at embedslægerne i højere grad kan inddrages i
sagsbehandlingen.
Efter omlægningen forudsættes Patientklagenævnets sekretariat selvstændigt
at kunne varetage den helt overvejende del af klagesagernes forberedelse i
samarbejde med embedslægeinstitutionerne. Nævnets sekretariat vil derfor
blive styrket med juridisk og sundhedsfagligt personale, fortrinsvis læger,
samt teknisk-administrativt hjælpepersonale.
Nævnet vil desuden have behov for at råde over eksterne konsulenter, som
inddrages i sagsforberedelsen, hvis nævnets sekretariat ikke råder over den
nødvendige ekspertise. Nævnet kan endvidere indhente rådgivning hos
Sundhedsstyrelsen i mere specielle sager.
Nævnets sekretariat vil i alt blive udvidet med 15,0 årsværk ved
opgaveomlægningen, således at sekretariatet efter lovforslaget i alt omfatter
23,3 årsværk. Udvidelsen omfatter 1 årsværk som sekretariatschef i
bevillingslønramme 38, og 14 årsværk i bevillingslønramme øvrige, heraf ca.
10 AC-årsværk. Merudgifterne til aflønning af personale, honorarer til
sagkyndige m.v. udgør 7,2 mio. kr. årligt.
Patientklagenævnets øvrige driftsudgifter til lokaler, kontorhold,
edb-udgifter m.v. skønnes at vokse med 2,3 mio. kr. årligt. Endvidere skal
der afholdes etableringsudgifter til huslejeindskud, anskaffelse af inventar,
edb-udstyr, kontormaskiner o.l. på 3,1 mio. kr. Der afsættes desuden 0,5 mio.
kr. til en oplysningskampagne om patientklagereglerne.
I forbindelse med omlægningen tilføres embedslægeinstitutionerne en lønsum
på 1,95 mio. kr. årligt svarende til 6 årsværk (Ø). Heraf overføres 1,3 mio.
kr. og 4 årsværk (Ø) fra Sundhedsstyrelsen. Denne overførsel annullerer den
ressourcetilførsel, som Sundhedsstyrelsen har fået fra embedslægerne som
følge af omlægningerne i klagesagsbehandlingen i 1992. Embedslægevæsenet
tilføres desuden 0,3 mio. kr. årligt til øvrig drift.
Overførslen af opgaverne med undersøgelse og forberedelse af klagesager
fra Sundhedsstyrelsen til Patientklagenævnets sekretariat medfører, at
Sundhedsstyrelsens personalebehov til klagesagsbehandlingen stort set
bortfalder. Der vil dog fortsat være et meget begrænset personalebehov til
rådgivning af Patientklagenævnet, idet nævnet kan indhente rådgivning i mere
specialiserede og enkeltstående tilfælde, samt til tilsynsklagesager i
øvrigt.
Faldet i Sundhedsstyrelsens personaleforbrug udgør i alt 13,0 årsværk,
heraf 1 årsværk i bevillingslønramme 37. Nedgangen i personalebehovet skønnes
at medføre en samlet lønbesparelse på 3,9 mio. kr. årligt.
Det personale, som bliver overflødigt i Sundhedsstyrelsen i forbindelse
med omlægningen, vil så vidt muligt blive søgt genplaceret i
Patientklagenævnets sekretariat.
Omlægningen skønnes ikke at reducere Sundhedsstyrelsens udgifter til
sagkyndige rådgivere m.v., som honoreres med et fast vederlag.
Sundhedsstyrelsen vil fortsat have behov for særlige rådgivere, navnlig
specialister på det lægefaglige og tandlægefaglige område, til de resterende
klagesager, til øvrige tilsynssager samt til styrelsens mange andre opgaver,
bl.a. almindelige sundhedsfaglige opgaver, uddannelsesspørgsmål og
medicinområdet. Honoreringen af de sagkyndige tilpasses de nye forhold ved
førstkommende fornyelse af honorarordningen.
Sundhedsstyrelsens øvrige driftsudgifter reduceres med 0,7 mio. kr. årligt
i forbindelse med bortfaldet af styrelsens opgaver inden for
patientklagesagsbehandlingen.
Samlet set vil nettomerudgifterne i 1994 således for de nævnte
institutionsområder under Sundhedsministeriet udgøre i alt 10,7 mill. kr.,
hvoraf 3,6 mill. kr. udgør etablerings- og andre engangsudgifter, og de
resterende udgifter 5,2 mill. kr. til løn og 1,9 mill. kr. til øvrig drift. I
de følgende år vil nettomerudgifterne udgøre de nævnte 7,1 mill. kr., idet
der dog efter nærmere vurdering, jf. ovenfor, vil ske en nedjustering af
personaleindsatsen, når sagspuklerne er endeligt afviklede.
Ændringer i udgifter og personaleforbrug vil blive indarbejdet i
finanslovforslaget for 1994.
Lovforslaget vil ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser af
betydning for kommuner og amtskommuner.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen i § 19, stk. 1, fastslår indledningsvis, at Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn nu direkte kan etablere et samarbejde med
embedslægeinstitutionerne om klagesagsarbejdet og udsende retningslinjer
herfor. Denne del af bestemmelsen svarer til de lovregulerede adgange, andre
myndigheder, f.eks. retsvæsenet, har for benyttelse af embedslægevæsenet.
Bestemmelsen åbner mulighed for, at Patientklagenævnet nærmere kan præcisere,
hvordan det praktiske samarbejde om patientklagesagerne skal finde sted,
herunder at nævnet nærmere kan fastlægge f.eks. i generelle retningslinjer,
at embedslægeinstitutionerne i visse mere ukomplicerede sager ikke blot skal
undersøge og oplyse sagerne, men også skal udarbejde en indstilling om sagens
afgørelse til nævnet, typisk indeholdt i et udkast til nævnets svarskrivelse.
Hvis nævnet ønsker videregående brug af embedslægerne end forudsat i
lovforslaget, forudsættes Sundhedsministeriet inddraget i forhandlingerne
herom.
I 2. pkt. fastsættes, at nævnet kan bestemme, at klagesager direkte kan
indgives til embedslægeinstitutionerne. Herved åbnes mulighed for, at
embedslægerne direkte og uden forudgående forelæggelse for Patientklagenævnet
kan gå i gang med sagsundersøgelse og forberedelse, samt at
forældelsesfrister afbrydes ved indleveringen til embedslægen.
Endelig er det i 3. pkt. lagt til grund, at den administrative
forberedelse af patientklagesagerne henlægges til Patientklagenævnets
sekretariat, idet den obligatoriske høring af Sundhedsstyrelsen afskaffes,
dog således at der gives mulighed for, at Patientklagenævnet stadig kan høre
Sundhedsstyrelsen i helt specielle sager.
Endvidere gives der mulighed for, at Patientklagenævnet kan høre
Retslægerådet.
Til nr. 2
Bestemmelsen i § 19, stk. 2, sikrer, at det indklagede sundhedspersonale
har pligt til at forsyne såvel Patientklagenævnet som embedslægerne i deres
nye funktion for nævnet med de oplysninger og dokumenter, herunder journaler,
som findes at være af betydning for sagen. Det forudsættes dog, at den
pågældende af hensyn til tredjemand eller af hensyn til sig selv vil kunne
nægte at give oplysninger i overensstemmelse med retsplejelovens regler om
vidnefritagelse.
Til nr. 3
For at sikre, at Sundhedsstyrelsen fortsat kan varetage sine
tilsynsopgaver med sundhedsforholdene, herunder sundhedspersonalets faglige
virksomhed efter centralstyrelseslovens § 4, er det i stk. 3, 1. pkt.,
fastsat, at Patientklagenævnet løbende holder Sundhedsstyrelsen underrettet
om sin afgørelsespraksis. Samtidig gives der hjemmel til, at
Sundhedsstyrelsen om fornødent kan rekvirere nævnets akter i de enkelte
klagesager, jf. bl.a. kravet om lovhjemmel hertil i forvaltningslovens § 28
om videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder. Herudover
forudsættes det, at styrelsen udarbejder nærmere retningslinjer, der pålægger
embedslægeinstitutionerne at foretage en direkte orientering af styrelsen
f.eks. i sager, der vedrører gentagelsestilfælde, særlig alvorlige eller
principielle forhold m.v.
Til § 2
Efter vedtagelsen af lovforslaget vil omlæggelsen af patientklagesystemet
kræve en del forberedelse, herunder flytning og ansættelse af nyt personale,
anskaffelse og indretning af nye lokaler til Patientklagenævnet, ændring af
Patientklagenævnets forretningsorden m.v. Det skønnes derfor nødvendigt, at
nyordningen først iværksættes pr. 1. januar 1994.
Det er fundet mest praktisk at gennemføre overgangen til den nye ordning
således, at den gælder for alle klagesager, der rejses over for
Patientklagenævnet 1. januar 1994 eller derefter, jf. stk. 2.
Da hovedindsatsen i klagesagsbehandlingen hidtil har ligget i
Sundhedsstyrelsen, opstår der spørgsmål om, hvad der skal ske med de
klagesager i Sundhedsstyrelsen, der ved lovens ikrafttræden endnu ikke er
færdigekspederet. Ifølge den ny bestemmelse i § 19, stk. 3, kan
Patientklagenævnet beslutte, at disse sager skal overgå til fortsat
behandling i nævnet, uden at Sundhedsstyrelsen har afgivet udtalelse i sagen.
D.v.s. at Patientklagenævnet kan vælge enten at lade Sundhedsstyrelsen
færdigbehandle disse sager som hidtil eller selv at overtage sagerne, uanset
hvilket stadium i sagsbehandlingen sagerne har nået.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
§ 1. I lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets
centralstyrelse m.v., som ændret ved lov nr. 391 af 7. juni 1989 og lov nr.
369 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer:
1. § 19, stk. 1., affattes således:
» Stk. 1. Nævnet kan anmode vedkommende embedslægeinstitution
om at undersøge klagesagen samt om, at der udarbejdes indstilling til nævnet
om sagens afgørelse. Nævnet kan bestemme, at klagesagerne direkte kan
indgives til embedslægeinstitutionerne med henblik på undersøgelse, før
nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet kan forelægge sager for
Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før nævnet træffer afgørelse i en sag.
Nævnet skal, inden der træffes afgørelse i en klagesag vedrørende
sundhedsvæsenet i Grønland, indhente en udtalelse herom fra
sundhedsmyndighederne i Grønland.«.
§ 19. Nævnet skal indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, før
Nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet skal, inden der træffes afgørelse i
en klagesag vedrørende sundhedsvæsenet i Grønland, tillige indhente en
udtalelse herom fra sundhedsmyndighederne i Grønland. Til brug for sin
vurdering kan Sundhedsstyrelsen forelægge sagen for Retslægerådet.
2. § 19, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Personer, omfattet af dette kapitel, skal efter
anmodning meddele Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt embedslægerne enhver
oplysning, herunder journaler, til brug for behandling af sagen.«.
Stk. 2. Personer, omfattet af dette kapitel, skal efter anmodning
meddele Sundhedsstyrelsen enhver oplysning til brug for behandling af sagen.
3. I § 19 indsættes som stk. 3:
» Stk. 3. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal holde
Sundhedsstyrelsen underrettet om de afgørelser, nævnet træffer.
Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin tilsynsvirksomhed få udleveret nævnets
sagsakter i de enkelte klagesager«.
§ 2. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på klager, der rejses over for
Patientklagenævnet den 1. januar 1994 eller herefter.
Stk. 3. For klager, der er indleveret til Patientklagenævnet før
1. januar 1994, men hvor Sundhedsstyrelsen endnu ikke pr. 1. januar 1994 har
afgivet en udtalelse i sagen, kan Patientklagenævnet beslutte, at sagerne kan
overgå til fortsat behandling i nævnet, uden at Sundhedsstyrelsen har afgivet
udtalelse i sagen.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1997 LSF 142 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. (EFFEKTIVISERING AF PATIENTKLAGENÆVNET) Retsinformation · 17. december 1997
- Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. Retsinformation · 1. oktober 2002
- 1990 LSF 165 FORSLAG TIL LOV OM SUNDHEDSVÆSENET I GRØNLAND Retsinformation · 10. juni 1991
- 1988 LSF 190 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. (PATIENTKLAGENÆVN) Retsinformation · 9. juni 1989
- 1986 LSF 58 FORSLAG TIL LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. Retsinformation · 21. maj 1988
- Partshøring vedrørende Sundhedsstyrelsens udta lelser til brug for patientklagenævnet. Retsinformation · 3. november 2003