Spring til indhold

Retsinformation

1992 LSF 227 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. (EFFEKTIVISERING AF PATIENTKLAGESYSTEMET)

1992/1 LSF 227Lovforslag som fremsatFolketinget6. juli 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.,

som ændret ved lov nr. 391 af 7. juni 1989 og lov nr. 369 af 6. juni 1991,

foretages følgende ændringer:

1. § 19, stk. 1, affattes således:

»Nævnet kan anmode vedkommende embedslægeinstitution om at undersøge

klagesagen samt om, at der udarbejdes indstilling til nævnet om sagens

afgørelse. Nævnet kan bestemme, at klagesagerne direkte kan indgives til

embedslægeinstitutionerne med henblik på undersøgelse, før nævnet træffer

afgørelse i en sag. Nævnet kan forelægge sager for Sundhedsstyrelsen og

Retslægerådet, før nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet skal, inden der

træffes afgørelse i en klagesag vedrørende sundhedsvæsenet i Grønland,

indhente en udtalelse herom fra sundhedsmyndighederne i Grønland.«

2. § 19, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Personer omfattet af dette kapitel skal efter

anmodning meddele Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt embedslægerne enhver

oplysning, herunder journaler, til brug for behandling af sagen.«

3. I § 19 indsættes som stk. 3:

» Stk. 3. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal holde

Sundhedsstyrelsen underrettet om de afgørelser, nævnet træffer.

Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin tilsynsvirksomhed få udleveret nævnets

sagsakter i de enkelte klagesager.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på klager, der rejses over for

Patientklagenævnet den 1. januar 1994 eller herefter.

Stk. 3. For klager, der er indleveret til Patientklagenævnet før

1. januar 1994, men hvor Sundhedsstyrelsen endnu ikke pr. 1. januar 1994 har

afgivet en udtalelse i sagen, kan Patientklagenævnet beslutte, at sagerne kan

overgå til fortsat behandling i nævnet, uden at Sundhedsstyrelsen har afgivet

Læs alt

udtalelse i sagen.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1.

I lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.,

som ændret ved lov nr. 391 af 7. juni 1989 og lov nr. 369 af 6. juni 1991,

foretages følgende ændringer:

1. § 19, stk. 1., affattes således:

» Stk. 1. Nævnet kan anmode vedkommende embedslægeinstitution

om at undersøge klagesagen samt om, at der udarbejdes indstilling til nævnet

om sagens afgørelse. Nævnet kan bestemme, at klagesagerne direkte kan

indgives til embedslægeinstitutionerne med henblik på undersøgelse, før

nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet kan forelægge sager for

Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før nævnet træffer afgørelse i en sag.

Nævnet skal, inden der træffes afgørelse i en klagesag vedrørende

sundhedsvæsenet i Grønland, indhente en udtalelse herom fra

sundhedsmyndighederne i Grønland.«.

2. § 19, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Personer, omfattet af dette kapitel, skal efter

anmodning meddele Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt embedslægerne enhver

oplysning, herunder journaler, til brug for behandling af sagen.«.

3. I § 19 indsættes som stk. 3:

» Stk. 3. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal holde

Sundhedsstyrelsen underrettet om de afgørelser, nævnet træffer.

Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin tilsynsvirksomhed få udleveret nævnets

sagsakter i de enkelte klagesager«.

§ 2.

Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på klager, der rejses over for

Patientklagenævnet den 1. januar 1994 eller herefter.

Stk. 3. For klager, der er indleveret til Patientklagenævnet før

1. januar 1994, men hvor Sundhedsstyrelsen endnu ikke pr. 1. januar 1994 har

afgivet en udtalelse i sagen, kan Patientklagenævnet beslutte, at sagerne kan

overgå til fortsat behandling i nævnet, uden at Sundhedsstyrelsen har afgivet

udtalelse i sagen.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets indhold og hovedformål

Formålet med lovforslaget er gennem en forenkling og effektivisering af

patientklagesystemets tilrettelæggelse at nedbringe klagesagernes

behandlingstid væsentligt i forhold til de ca. 18 måneder, der gennemsnitligt

kan forekomme i dag.

Lovforslaget indebærer en omlægning af klagesagernes forberedelse, således

at Sundhedsstyrelsen trækkes ud af klagesagsbehandlingen og opgaven med

undersøgelse og forberedelse af sagerne overgår fuldt ud til

Patientklagenævnets sekretariat. Endvidere gives der mulighed for, at

embedslægerne i højere grad kan inddrages i sagsbehandlingen.

Den centrale administrative forberedelse af klagesagerne henlægges fuldt

ud til Patientklagenævnets sekretariat, der samtidig styrkes

personalemæssigt, bl.a. ved overførelse af personale fra Sundhedsstyrelsen,

som hidtil har varetaget sagernes forberedelse for nævnet samt ved ansættelse

af et særligt fagligt konsulentkorps.

Endvidere ændres sagsgangen, således at embedslægeinstitutionerne ikke

alene som hidtil oplyser klagesagerne, men efter Patientklagenævnets nærmere

beslutning i ukomplicerede sager tillige udfærdiger indstilling om sagens

afgørelse over for Patientklagenævnet.

Endelig kan Patientklagenævnet, typisk i mere specielle sager, forinden de

behandles i nævnet, forelægge klagesager for Sundhedsstyrelsen eller

Retslægerådet til udtalelse.

Lovforslaget tager sigte på at nedbringe den samlede gennemsnitlige

sagsbehandlingstid til højst ca. 3 måneder for ukomplicerede sager og til

højst ca. 6 måneder for mere komplicerede sager.

Den nævnte ændring af patientklagesagernes administrative sagsforberedelse

berører alene bestemmelsen i centralstyrelseslovens § 19, idet den hidtil

gældende obligatoriske høring af Sundhedsstyrelsen i alle klagesager

afvikles, samtidig med at der foretages konsekvensændringer i bestemmelsen

vedrørende udveksling af oplysninger som følge af den ændrede

tilrettelæggelse af klagesystemet. De øvrige bestemmelser i

centralstyrelseslovens kapitel 3 om Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, bl.a.

vedrørende nævnets sanktioner, persongrupper, sammensætning og funktion,

ændres således ikke.

Der er i bilag 1 til lovforslaget foretaget en opstilling af

lovforslagets bestemmelser og de tilsvarende hidtil gældende bestemmelser.

Hvor der i lovforslaget er henvist til embedslægeinstitutionerne eller

lignende, gælder dette tilsvarende for Københavns Kommunes Stadslæge, der

varetager embedslægeinstitutionernes opgaver i Københavns Kommune.

2. Gældende regler

Ved lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

ændredes den dagældende administrative behandling af patientklagesager, idet

der fra 1. januar 1988 blev oprettet et administrativt uafhængigt nævn -

kaldet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn - som træffer endelig afgørelse i

klager over den faglige virksomhed, som udøves af personer inden for

sundhedsvæsenet.

Formålet med ændringen af patientklagesystemet var at styrke patienternes

retssikkerhed og tillid til klagesystemet ved at henlægge afgørelserne fra

Sundhedsstyrelsen til et uafhængigt nævn bestående både af lægmænd og af

juridisk og faglig ekspertise.

Vedrørende lovforslaget (L 58 - F 1986-87) og dets behandling i

Folketinget henvises til Folketingets Forhandlinger, spalte 1771 (1.

behandling), 11625 (2. behandling) og 11800 (3. behandling).

Ved lov nr. 391 af 7. juni 1989 ændredes centralstyrelseslovens § 16, stk.

1, således at der blev givet mulighed for at øge antallet af næstformænd i

nævnet. Ændringerne ved lov nr. 369 af 6. juni 1991, hvorefter

sundhedsmyndighederne i Grønland skal høres over klagesager, kom ind i loven

ved overdragelse af sundhedsvæsenet til Grønland 1. januar 1992.

Til nævnet er knyttet et sekretariat, som efter modtagelsen af en klage

foranlediger, at denne nærmere undersøges og vurderes af Sundhedsstyrelsen.

Sekretariatet forbereder endvidere sagsforelæggelsen for nævnet, deltager i

nævnsmøder og varetager i øvrigt sædvanlige administrative opgaver for

nævnet, jf. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 349 af 23. maj 1990 om

forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

3. Lovforslagets baggrund.

Det er i centralstyrelseslovens § 19, stk. 1, fastsat, at nævnet skal

indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, forinden nævnet træffer

afgørelse i en sag. For at undgå uhensigtsmæssige sagsgange er det i

centralstyrelsesloven forudsat, at Patientklagenævnets sekretariat alene

varetager de nævnte direkte sekretariatsforberedende og afsluttende opgaver

for nævnet. Sundhedsstyrelsen varetager under inddragelse af

embedslægeinstitutionerne den nærmere oplysning og udredning af sagerne og

foretager den faglige bedømmelse af disse samt udarbejder den samlede

indstilling, incl. forslag til evt. sanktion i sagen, til Patientklagenævnet.

Med lovforslaget henlægges den administrative forberedelse af

patientklagesagerne fuldt ud til Patientklagenævnet, hvorved der opnås en

rationaliseringsgevinst til nedbringelse af klagesagsbehandlingstiden.

Rationaliseringen består i, at dobbeltadministration kan afvikles, og at

sagsbehandlingen kan tilrettelægges, så den svarer til nævnets behov.

Således kan nævnet fremover umiddelbart stille og få besvaret uddybende

spørgsmål vedrørende undersøgelsen af den enkelte sag fra sekretariatets egne

læger m.v. eller egne faglige konsulenter. Opgaven med at indhente udtalelser

fra det indklagede medicinalpersonale, indhente journalmateriale m.v. skal

fortsat påhvile embedslægeinstitutionerne. For at sikre, at

sagsbehandlingstiden reduceres, bør sagsgangen yderligere ændres, således at

embedslægeinstitutionerne i de ukomplicerede sager udfærdiger en egentlig

indstilling til nævnet om den enkelte sags afgørelse indeholdt i et udkast

til nævnets svarskrivelse til klageren.

Det er med disse ændringer hensigten at nedbringe sagsbehandlingstiden i

de enkelte klagesager, idet der sigtes på, at ukomplicerede sager kan afgøres

på gennemsnitligt højst 3 måneder og mere komplicerede sager på højst 6

måneder. Det er imidlertid ikke muligt i lovform at fastsætte sådanne

absolutte frister.

Af hensyn til begge sagens parter, d.v.s. såvel klager som den indklagede

medicinalperson, skal sædvanlige retssikkerhedsmæssige hensyn således til

enhver tid fortsat sikres i sagsbehandlingen. Dette betyder bl.a., at de

indklagede sundhedspersoner skal have lejlighed til at udtale sig om klagen,

at der foretages partshøring over nye oplysninger, herunder også oplysninger,

der fremkommer sent i sagsbehandlingsforløbet, at der evt. må foretages

supplerende (læge-) faglig undersøgelse, og at nævnet eller nævnets enkelte

medlemmer skal have lejlighed til at kræve yderligere sagsundersøgelser.

De nævnte tidsfrister, der i øvrigt indebærer en meget betydelig

nedbringelse af den aktuelle sagsbehandlingtid, der er på gennemsnitligt ca.

18 måneder, vil derfor være gennemsnitlige sagsbehandlingstider, som

Patientklagenævnet skal søge at overholde. Endvidere vil Sundhedsministeriet

gennem en analyse af den fremtidige interne arbejdstilrettelæggelse i

Patientklagenævnet og gennem nævnets kvartalsmæssige indberetninger til

ministeriet om sagsbehandlingtiden m.v. søge at sikre, at der sker den

tilsigtede nedbringelse af sagsbehandlingstiden. Der kan dog opstå

situationer, hvor også den højeste sagsbehandlingstid på 6 måneder må

overskrides, bl.a. på grund af de nævnte retssikkerhedsmæssige hensyn, men

også fordi det i enkelte sager fortsat kan vise sig særlig vanskeligt at

afklare de faktiske forhold vedrørende klageforholdet.

Med henblik på at nedbringe den samlede sagsbehandlingstid vil

Sundhedsministeriet henstille til Patientklagenævnet, at der for de enkelte

faser i sagsbehandlingen indføres tidsfrister for afgivelse af udtalelse,

f.eks. for medicinalpersonale m.v. Men de pågældende frister vil, jf.

ovenstående, have henstillingens og vejledningens karakter, idet sagerne

almindeligvis ikke uden de pågældende udtalelser kan videreføres eller

afgøres.

Sundhedsstyrelsens pligt til at føre tilsyn med sundhedspersonalet ændres

ikke, og styrelsen skal som hidtil i henhold til centralstyrelseslovens § 12,

stk. 2, til Patientklagenævnet indbringe sager, som styrelsen finder vil

kunne give grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden

for sundhedsvæsenet. For ikke at svække grundlaget for Sundhedsstyrelsens

tilsynsfunktion skal Patientklagenævnet orientere styrelsen om sine

afgørelser, jf. bemærkningerne til de enkelte bestemmelser, nr. 3.

4. Sagsmængde og sagsbehandlingstider.

Hovedbegrundelsen for den ændrede tilrettelæggelse af klagesystemet er

ønsket om en væsentlig nedbringelse af den samlede sagsbehandlingstid.

Ministeriet har i en rapport af september 1991 nærmere redegjort for det

eksisterende klagesystem og påpeget de årsager til den gennemsnitligt lange

sagsbehandlingstid på ca. 12-18 måneder samt stillet forslag til

effektivisering af systemet. Sådanne effektiviseringer blev iværksat gennem

1992 og endelig i september 1992 med tilførsel af ekstra personale til

Sundhedsstyrelsens klagesagsafdeling primært ved en reduktion af

embedslægeinstitutionernes personale, som samtidig blev lettet for visse dele

af klagesagsbehandlingen. Der blev dog ikke ved effektiviseringen gennemført

en ændring af den overordnede tilrettelæggelse af klagesystemet, der således

blev opretholdt gennem et fortsat samspil mellem Patientklagenævnet,

Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionerne.

Da det ikke skønnes muligt gennem de pågældende effektiviseringer at opnå

den betydelige nedsættelse af klagesagsbehandlingstiden, er det nu fundet

nødvendigt at gå det skridt videre at ændre på den overordnede organisering

ved - som anført - helt at trække Sundhedsstyrelsen ud af

klagesagsbehandlingen. Herved skønnes der at kunne opnås en effektivisering i

sig selv, idet bl.a. dobbeltarbejde mellem nævnet og Sundhedsstyrelsen

undgås. Herudover findes det nødvendigt - som anført - at tilføre nævnet og

embedslægerne yderligere ressourcer, hvis den betydelige nedsættelse af

sagsbehandlingstiden skal realiseres og kunne fastholdes samt til

nedbringelse af den sagspukkel, der var i systemet (pr. december 1992 var der

i Sundhedsstyrelsen ca. 840 sager under behandling) og den sagspukkel, der

automatisk opstår ved, at målsætningen om nedbringelse af

sagsbehandlingstiden indføres.

Hertil kommer, at der gennem 1992 er konstateret en absolut stigning i

sagsantallet fra ca. 1.000 sager til ca. 1.200 sager årligt eller en stigning

på ca. 20%, som også vil kræve ressourcer.

Antallet af klagesager, der gennem årene er antaget til behandling i

Patientklagenævnet, og antal afgjorte sager fremgår af følgende oversigt:

------------------------------------------------

1989 1990 1991 1992

------------------------------------------------

Antagne

sager 822 885 922 1155

------------------------------------------------

Afgjorte

sager 543(* 1) 1151 848 1050

------------------------------------------------

(* 1) Særlig nedgang som følge af, at nævnet var ude af funktion nogle

måneder. Som det fremgår heraf, har patientklagesystemet haft en jævn

stigning i antal indgåede klagesager, samtidig med at der er afsluttet et

ligeledes stigende antal sager, men uden at man trods yderligere

personaleindsats har været i stand til at holde trit med udviklingen. Dette

er baggrunden for den fortsat lange sagsbehandlingstid og for den nu

foreslåede effektivisering af klagesagsbehandlingen.

Talmæssigt kan klagesagsantal og -tider samt ressourcer i øvrigt beskrives

således:

Til ekspedition af 1.000 sager er afsat ca. 8 årsværk i Patientklagenævnet

og ca. 14 årsværk i Sundhedsstyrelsen eller i alt ca. 22 årsværk med en

gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 12-18 måneder. Samtidig blev der arbejdet

på nedbringelse af en pukkel på ca. 800 sager i systemet, uden at

nedbringelsen heraf endnu har kunnet konstateres fuldt ud. Som anført lå der

ultimo december 1992 ca. 840 ikke-færdigbehandlede sager i Sundhedsstyrelsen,

hvoraf en del kan henføres til pukkelen. Den samlede sagsbehandlingstid i

Sundhedsstyrelsen er for oktober kvartal 1992 opgjort til gennemsnitligt 9,3

måneder, hvilket repræsenterer en effektivisering fra ca. 11 måneder

tidligere.

Efter nyordningen, hvor målsætningen er en nedbringelse af

sagsbehandlingstiden til 3-6 måneder eller en reduktion med 2/3, skønnes

tallene at se således ud:

Til sekretariatets ekspedition af årligt 1.200 sager på 3-6 måneder samt

en samlet pukkelnedbringelse over 1 år på ca. 800 sager skønnes en

merpersonaleindsats på netto ca. 25 % nødvendig i de første år, hvilket

svarer til 8 årsværk. Disse årsværk fordeles med 2 årsværk til

embedslægevæsenet og 6 til Patientklagenævnets sekretariat, der derved kommer

op på 23,3 årsværk. Når puklerne endeligt er afviklet, vil personaleindsatsen

blive nedjusteret.

Samtidig tilbageføres fra Sundhedsstyrelsen yderligere 4 årsværk fra

embedslægerne, og 9 årsværk overgår til Patientklagenævnet. Sundhedsstyrelsen

behøver 1 årsværk til fortsatte udtalelser i specielle sager.

Da det er vigtigt, at indsatsen med henblik på nedbringelse af

sagsbehandlingstiden iværksættes snarest muligt, og da det nye

patientklagesystem efter lovforslaget først kan få virkning fra 1. januar

1994, vil Sundhedsstyrelsen i overgangsperioden foretage en effektivisering

af sin del af klagesagsbehandlingen ved at udskille klagesagsbehandlingen fra

styrelsens 4. afdeling til en særlig sektion med ca. 14 årsværk. Dette vil

gennem en samtidig midlertidig yderligere styrkelse af denne sektion medvirke

til en umiddelbar nedsættelse af sagsbehandlingstiden, således at der også

kan påbegyndes en nedbringelse af de sagspukler, der ligger i

Sundhedsstyrelsen.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget medfører, at undersøgelse og forberedelse af klagesager

overføres fra Sundhedsstyrelsen til Patientklagenævnets sekretariat. Der

bliver desuden mulighed for, at embedslægerne i højere grad kan inddrages i

sagsbehandlingen.

Efter omlægningen forudsættes Patientklagenævnets sekretariat selvstændigt

at kunne varetage den helt overvejende del af klagesagernes forberedelse i

samarbejde med embedslægeinstitutionerne. Nævnets sekretariat vil derfor

blive styrket med juridisk og sundhedsfagligt personale, fortrinsvis læger,

samt teknisk-administrativt hjælpepersonale.

Nævnet vil desuden have behov for at råde over eksterne konsulenter, som

inddrages i sagsforberedelsen, hvis nævnets sekretariat ikke råder over den

nødvendige ekspertise. Nævnet kan endvidere indhente rådgivning hos

Sundhedsstyrelsen i mere specielle sager.

Nævnets sekretariat vil i alt blive udvidet med 15,0 årsværk ved

opgaveomlægningen, således at sekretariatet efter lovforslaget i alt omfatter

23,3 årsværk. Udvidelsen omfatter 1 årsværk som sekretariatschef i

bevillingslønramme 38, og 14 årsværk i bevillingslønramme øvrige, heraf ca.

10 AC-årsværk. Merudgifterne til aflønning af personale, honorarer til

sagkyndige m.v. udgør 7,2 mio. kr. årligt.

Patientklagenævnets øvrige driftsudgifter til lokaler, kontorhold,

edb-udgifter m.v. skønnes at vokse med 2,3 mio. kr. årligt. Endvidere skal

der afholdes etableringsudgifter til huslejeindskud, anskaffelse af inventar,

edb-udstyr, kontormaskiner o.l. på 3,1 mio. kr. Der afsættes desuden 0,5 mio.

kr. til en oplysningskampagne om patientklagereglerne.

I forbindelse med omlægningen tilføres embedslægeinstitutionerne en lønsum

på 1,95 mio. kr. årligt svarende til 6 årsværk (Ø). Heraf overføres 1,3 mio.

kr. og 4 årsværk (Ø) fra Sundhedsstyrelsen. Denne overførsel annullerer den

ressourcetilførsel, som Sundhedsstyrelsen har fået fra embedslægerne som

følge af omlægningerne i klagesagsbehandlingen i 1992. Embedslægevæsenet

tilføres desuden 0,3 mio. kr. årligt til øvrig drift.

Overførslen af opgaverne med undersøgelse og forberedelse af klagesager

fra Sundhedsstyrelsen til Patientklagenævnets sekretariat medfører, at

Sundhedsstyrelsens personalebehov til klagesagsbehandlingen stort set

bortfalder. Der vil dog fortsat være et meget begrænset personalebehov til

rådgivning af Patientklagenævnet, idet nævnet kan indhente rådgivning i mere

specialiserede og enkeltstående tilfælde, samt til tilsynsklagesager i

øvrigt.

Faldet i Sundhedsstyrelsens personaleforbrug udgør i alt 13,0 årsværk,

heraf 1 årsværk i bevillingslønramme 37. Nedgangen i personalebehovet skønnes

at medføre en samlet lønbesparelse på 3,9 mio. kr. årligt.

Det personale, som bliver overflødigt i Sundhedsstyrelsen i forbindelse

med omlægningen, vil så vidt muligt blive søgt genplaceret i

Patientklagenævnets sekretariat.

Omlægningen skønnes ikke at reducere Sundhedsstyrelsens udgifter til

sagkyndige rådgivere m.v., som honoreres med et fast vederlag.

Sundhedsstyrelsen vil fortsat have behov for særlige rådgivere, navnlig

specialister på det lægefaglige og tandlægefaglige område, til de resterende

klagesager, til øvrige tilsynssager samt til styrelsens mange andre opgaver,

bl.a. almindelige sundhedsfaglige opgaver, uddannelsesspørgsmål og

medicinområdet. Honoreringen af de sagkyndige tilpasses de nye forhold ved

førstkommende fornyelse af honorarordningen.

Sundhedsstyrelsens øvrige driftsudgifter reduceres med 0,7 mio. kr. årligt

i forbindelse med bortfaldet af styrelsens opgaver inden for

patientklagesagsbehandlingen.

Samlet set vil nettomerudgifterne i 1994 således for de nævnte

institutionsområder under Sundhedsministeriet udgøre i alt 10,7 mill. kr.,

hvoraf 3,6 mill. kr. udgør etablerings- og andre engangsudgifter, og de

resterende udgifter 5,2 mill. kr. til løn og 1,9 mill. kr. til øvrig drift. I

de følgende år vil nettomerudgifterne udgøre de nævnte 7,1 mill. kr., idet

der dog efter nærmere vurdering, jf. ovenfor, vil ske en nedjustering af

personaleindsatsen, når sagspuklerne er endeligt afviklede.

Ændringer i udgifter og personaleforbrug vil blive indarbejdet i

finanslovforslaget for 1994.

Lovforslaget vil ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser af

betydning for kommuner og amtskommuner.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen i § 19, stk. 1, fastslår indledningsvis, at Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn nu direkte kan etablere et samarbejde med

embedslægeinstitutionerne om klagesagsarbejdet og udsende retningslinjer

herfor. Denne del af bestemmelsen svarer til de lovregulerede adgange, andre

myndigheder, f.eks. retsvæsenet, har for benyttelse af embedslægevæsenet.

Bestemmelsen åbner mulighed for, at Patientklagenævnet nærmere kan præcisere,

hvordan det praktiske samarbejde om patientklagesagerne skal finde sted,

herunder at nævnet nærmere kan fastlægge f.eks. i generelle retningslinjer,

at embedslægeinstitutionerne i visse mere ukomplicerede sager ikke blot skal

undersøge og oplyse sagerne, men også skal udarbejde en indstilling om sagens

afgørelse til nævnet, typisk indeholdt i et udkast til nævnets svarskrivelse.

Hvis nævnet ønsker videregående brug af embedslægerne end forudsat i

lovforslaget, forudsættes Sundhedsministeriet inddraget i forhandlingerne

herom.

I 2. pkt. fastsættes, at nævnet kan bestemme, at klagesager direkte kan

indgives til embedslægeinstitutionerne. Herved åbnes mulighed for, at

embedslægerne direkte og uden forudgående forelæggelse for Patientklagenævnet

kan gå i gang med sagsundersøgelse og forberedelse, samt at

forældelsesfrister afbrydes ved indleveringen til embedslægen.

Endelig er det i 3. pkt. lagt til grund, at den administrative

forberedelse af patientklagesagerne henlægges til Patientklagenævnets

sekretariat, idet den obligatoriske høring af Sundhedsstyrelsen afskaffes,

dog således at der gives mulighed for, at Patientklagenævnet stadig kan høre

Sundhedsstyrelsen i helt specielle sager.

Endvidere gives der mulighed for, at Patientklagenævnet kan høre

Retslægerådet.

Til nr. 2

Bestemmelsen i § 19, stk. 2, sikrer, at det indklagede sundhedspersonale

har pligt til at forsyne såvel Patientklagenævnet som embedslægerne i deres

nye funktion for nævnet med de oplysninger og dokumenter, herunder journaler,

som findes at være af betydning for sagen. Det forudsættes dog, at den

pågældende af hensyn til tredjemand eller af hensyn til sig selv vil kunne

nægte at give oplysninger i overensstemmelse med retsplejelovens regler om

vidnefritagelse.

Til nr. 3

For at sikre, at Sundhedsstyrelsen fortsat kan varetage sine

tilsynsopgaver med sundhedsforholdene, herunder sundhedspersonalets faglige

virksomhed efter centralstyrelseslovens § 4, er det i stk. 3, 1. pkt.,

fastsat, at Patientklagenævnet løbende holder Sundhedsstyrelsen underrettet

om sin afgørelsespraksis. Samtidig gives der hjemmel til, at

Sundhedsstyrelsen om fornødent kan rekvirere nævnets akter i de enkelte

klagesager, jf. bl.a. kravet om lovhjemmel hertil i forvaltningslovens § 28

om videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder. Herudover

forudsættes det, at styrelsen udarbejder nærmere retningslinjer, der pålægger

embedslægeinstitutionerne at foretage en direkte orientering af styrelsen

f.eks. i sager, der vedrører gentagelsestilfælde, særlig alvorlige eller

principielle forhold m.v.

Til § 2

Efter vedtagelsen af lovforslaget vil omlæggelsen af patientklagesystemet

kræve en del forberedelse, herunder flytning og ansættelse af nyt personale,

anskaffelse og indretning af nye lokaler til Patientklagenævnet, ændring af

Patientklagenævnets forretningsorden m.v. Det skønnes derfor nødvendigt, at

nyordningen først iværksættes pr. 1. januar 1994.

Det er fundet mest praktisk at gennemføre overgangen til den nye ordning

således, at den gælder for alle klagesager, der rejses over for

Patientklagenævnet 1. januar 1994 eller derefter, jf. stk. 2.

Da hovedindsatsen i klagesagsbehandlingen hidtil har ligget i

Sundhedsstyrelsen, opstår der spørgsmål om, hvad der skal ske med de

klagesager i Sundhedsstyrelsen, der ved lovens ikrafttræden endnu ikke er

færdigekspederet. Ifølge den ny bestemmelse i § 19, stk. 3, kan

Patientklagenævnet beslutte, at disse sager skal overgå til fortsat

behandling i nævnet, uden at Sundhedsstyrelsen har afgivet udtalelse i sagen.

D.v.s. at Patientklagenævnet kan vælge enten at lade Sundhedsstyrelsen

færdigbehandle disse sager som hidtil eller selv at overtage sagerne, uanset

hvilket stadium i sagsbehandlingen sagerne har nået.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 1. I lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets

centralstyrelse m.v., som ændret ved lov nr. 391 af 7. juni 1989 og lov nr.

369 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer:

1. § 19, stk. 1., affattes således:

» Stk. 1. Nævnet kan anmode vedkommende embedslægeinstitution

om at undersøge klagesagen samt om, at der udarbejdes indstilling til nævnet

om sagens afgørelse. Nævnet kan bestemme, at klagesagerne direkte kan

indgives til embedslægeinstitutionerne med henblik på undersøgelse, før

nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet kan forelægge sager for

Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før nævnet træffer afgørelse i en sag.

Nævnet skal, inden der træffes afgørelse i en klagesag vedrørende

sundhedsvæsenet i Grønland, indhente en udtalelse herom fra

sundhedsmyndighederne i Grønland.«.

§ 19. Nævnet skal indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, før

Nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet skal, inden der træffes afgørelse i

en klagesag vedrørende sundhedsvæsenet i Grønland, tillige indhente en

udtalelse herom fra sundhedsmyndighederne i Grønland. Til brug for sin

vurdering kan Sundhedsstyrelsen forelægge sagen for Retslægerådet.

2. § 19, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Personer, omfattet af dette kapitel, skal efter

anmodning meddele Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt embedslægerne enhver

oplysning, herunder journaler, til brug for behandling af sagen.«.

Stk. 2. Personer, omfattet af dette kapitel, skal efter anmodning

meddele Sundhedsstyrelsen enhver oplysning til brug for behandling af sagen.

3. I § 19 indsættes som stk. 3:

» Stk. 3. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal holde

Sundhedsstyrelsen underrettet om de afgørelser, nævnet træffer.

Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin tilsynsvirksomhed få udleveret nævnets

sagsakter i de enkelte klagesager«.

§ 2. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på klager, der rejses over for

Patientklagenævnet den 1. januar 1994 eller herefter.

Stk. 3. For klager, der er indleveret til Patientklagenævnet før

1. januar 1994, men hvor Sundhedsstyrelsen endnu ikke pr. 1. januar 1994 har

afgivet en udtalelse i sagen, kan Patientklagenævnet beslutte, at sagerne kan

overgå til fortsat behandling i nævnet, uden at Sundhedsstyrelsen har afgivet

udtalelse i sagen.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter