Spring til indhold

Retsinformation

Partshøring vedrørende Sundhedsstyrelsens udta lelser til brug for patientklagenævnet.

FOU nr 1989.188UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Partshøring vedrørende Sundhedsstyrelsens udtalelser til

brug for patientklagenævnet.

A klagede over, at Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn havde udtalt kritik i forbindelse med hans behandling af tre

patienter, uden at han forinden havde fået lejlighed til at gøre sig bekendt

med og udtale sig om indholdet af Sundhedsstyrelsens udtalelser i de tre

sager.

Det fremgik af de

foreliggende oplysninger, at forældrene til tre børn, B, C og D indgav klage

til Sundhedsstyrelsen over den behandling, som børnene havde modtaget i en

kommunal tandpleje. Klagerne blev for B's og C's vedkommende indgivet i

november 1986 og for D's vedkommende i februar 1987. Styrelsen indledte

undersøgelse af alle tre sager. Da ingen af sagerne var afsluttet den 1.

januar

1988, overgik kompetencen til at bedømme sagerne til Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn. Sundhedsstyrelsen afgav udtalelser til nævnet i skrivelser

af 30. juni 1988. Af skrivelserne fremgik, at styrelsen havde indhentet

journalmateriale, røntgenbilleder, modeller og lignende fra en

tandplejeklinik

samt desuden modtaget erklæringer fra A. Yderligere havde styrelsen indhentet

udtalelser fra privatpraktiserende tandlæger, hos hvem børnene var blevet

behandlet. Styrelsens udtalelser, som i alle tre sager konkluderede, at A

ikke

havde udvist den i tandlægelovens § 12 omhandlede omhu og

samvittighedsfuldhed

ved behandlingen af patienterne, bestod hovedsageligt i en redegørelse for

styrelsens tandlægefaglige og juridiske bedømmelse af det indhentede

materiale.

Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn traf afgørelse i skrivelser af 21. september 1988 til

Læs alt

henholdsvis A og klagerne og tiltrådte i alle tre sager Sundhedsstyrelsens

indstilling. I sagen vedrørende B fandt nævnet dog, at A's adfærd var udtryk

for grov forsømmelse eller skødesløshed, jf. tandlægelovens § 19. Nævnet

overgav sagerne til Politimesteren i x-by til vurdering af, om der var

grundlag for at rejse tiltale mod A.

Statsadvokaten for .....

meddelte i brev af 13. oktober 1988, at han ikke fandt grundlag for at

indlede

efterforskning, da forholdene måtte anses for forældede. Dette gav nævnet A

besked om i et brev af 5. december 1988.

A gjorde over for mig

gældende, at patientklagenævnet burde have sendt ham kopier af styrelsens

udtalelser af 30. juni 1988 og givet ham lejlighed til at udtale sig herom,

inden

nævnet traf en afgørelse den 21. september 1988.

Patientklagenævnet anførte i

en redegørelse af 15. februar 1989 til Sundhedsministeriet følgende om dette

synspunkt:

"Når patientklagenævnet

modtager en patientklage, som efter centralstyrelsesloven skal undergives

nærmere behandling, sendes sagen indledningsvis til Sundhedsstyrelsen med

anmodning om en udtalelse. I de foreliggende tilfælde, er klagerne indgivet

til Sundhedsstyrelsen før nævnets oprettelse, hvorfor denne indledende fase

ikke har fundet sted.

Sundhedsstyrelsen

videresender klagen til embedslægeinstitutionerne/stadslægeembedet, som

indhenter de fornødne udtalelser og journalmateriale m.v. Praktisk sker det

ved, at den/de indklagede sundhedspersoner, samt øvrige sundhedspersoner som

formodes at kunne bidrage til sagens oplysning, modtager kopi af

klageskrivelsen,

sammen med en anmodning om at fremkomme med en udtalelse i sagen.

Når udtalelserne foreligger

returneres sagen til Sundhedsstyrelsen, vedlagt embedslægeinstitutionens

eventuelle kommentarer. I de aktuelle sager, har den indklagede (A) i alle 3

tilfælde modtaget kopi af klageskrivelserne, med opfordring til at fremkomme

med en udtalelse - en opfordring, som i alle tilfælde er fulgt.

Sundhedsstyrelsen vurderer

herefter sagen. I overensstemmelse med nævnets forretningsorden § 7, stk. 2,

som bygger på Forvaltningslovens § 19, tager Sundhedsstyrelsen stilling

til, om der i sagen er fremkommet sådanne nye og væsentlige oplysninger, at

sagen påny skal forelægges sagens parter til udtalelse. Sundhedsstyrelsen

afgør desuden, om der skal indhentes udtalelser fra de til styrelsen knyttede

særligt sagkyndige eller fra retslægerådet. I de aktuelle sager er indhentet

udtalelser fra andre sundhedspersoner end den indklagede, men

Sundhedsstyrelsen

har vurderet, at disse ikke rummer sådanne væsentlige, nye oplysninger, at de

har skullet tilsendes (A) til kontradiktion. Nævnet har i ingen af sagerne

fundet anledning til at tilsidesætte styrelsens vurdering heraf.

Patientklagenævnet orienteres ikke om eventuelle udtalelser fra

Sundhedsstyrelsens særligt sagkyndige, idet styrelsen anser disse for internt

arbejdsmateriale.

Når sagen er færdigbehandlet

i Sundhedsstyrelsen, modtager nævnet fra styrelsen (i overensstemmelse med

forretningsordenens § 7, stk. 3.) sagens akter og en udtalelse. Efter

forretningsordenen skal udtalelsen "indeholde en faglig og

juridisk/administrativ vurdering af sagen herunder en redegørelse for de

faktiske forhold, der er tillagt betydning ved Sundhedsstyrelsens vurdering

af sagen samt et forslag til hvilken sanktion, der efter Sundhedsstyrelsens

opfattelse eventuelt bør komme på tale."

Det er denne udtalelse, der

efter nævnets opfattelse i medfør af Forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2,

er undtaget fra retten til aktindsigt, indtil nævnet har truffet sin

afgørelse. Begrundelsen herfor er, at Sundhedsstyrelsen udfører

sekretariatsfunktioner for nævnet.

Argumentationen i udvalgets

bilag 1 er, at en indklaget skal kende Sundhedsstyrelsens juridiske og

faglige

overvejelser, inden afgørelsen træffes. At en indklaget skal modtage

aktindsigt i Sundhedsstyrelsens udtalelse følger ikke af Forvaltningslovens §

19. Det er nemlig nævnets opfattelse, at styrelsens udtalelse alene rummer en

faglig og juridisk/administrativ vurdering i kraft af, at styrelsen udfører

sekretariatsfunktioner for nævnet. Aktindsigt og adgangen til at udtale sig

som part i en sag gives, som foran nævnt, af Sundhedsstyrelsen, inden

indstillingen

til patientklagenævnet udarbejdes.

Nævnet skal bemærke, at

Forvaltningslovens § 19 vedrører en sags "faktiske omstændigheder".

Det er nævnets opfattelse, at Sundhedsstyrelsens udtalelse til nævnet alene

rummer en faglig og juridisk/administrativ vurdering, og at den derfor ikke

er omfattet af Forvaltningslovens § 19."

Sundhedsministeriet rejste i

foråret 1989 det generelle spørgsmål om partshøring vedrørende

Sundhedsstyrelsens

udtalelser til patientklagenævnet og indhentede i forbindelse hermed en

udtalelse af 15. juni 1989 fra Justitsministeriets lovafdeling.

Justitsministeriet

udtalte bl.a. følgende:

"1. Efter

forvaltningslovens § 19 er der pligt for en myndighed til at foretage

partshøring med hensyn til sagens faktiske omstændigheder. Begrebet

"faktiske omstændigheder" skal forstås på samme måde, som begrebet

anvendes vedrørende ekstraherings- og notatpligten i forvaltningslovens § 12,

stk. 2, og § 14, stk. 2, og offentlighedslovens § 6 og § 11. I modsætning til

offentlighedsloven af 1970, hvor begrebet "faktiske oplysninger"

blev anvendt, anvendes nu det bredere udtryk "oplysninger vedrørende en

sags faktiske omstændigheder". Ændringen betyder, at notat-,

ekstraherings-

og partshøringspligtens udstrækning ikke i første række er afhængig af, om en

oplysning efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, men i

højere

grad beror på, hvilken funktion oplysningen har i myndighedens

sagsbehandling.

Afgørende for, om en oplysning skal undergives partshøring, er herefter, om

oplysningen er af en sådan karakter, at den bidrager til at supplere sagens

bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med

hensyn til sagens faktiske omstændigheder. Høringspligten vil derfor også

kunne omfatte oplysninger, der indeholder en subjektivt præget stillingtagen

til et forhold, for så vidt vurderingen er af betydning for den

administrative

bevisoptagelse. Som eksempel kan nævnes udtalelser fra sagkyndige, der har

afgivet en vurdering af et forhold, som skal indgå i grundlaget for

myndighedens afgørelse, jf. Kommenteret Offentlighedslov, s. 94.

2. Efter § 19 i lov nr. 397

af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. skal

patientklagenævnet

indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, før nævnet træffer afgørelse i

en

sag. I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen anføres blandt andet

følgende, jf. Folketingstidende 1986/87, tillæg A, sp. 1179:

"Det præciseres i § 20,

at nævnets behandling skal ske på grundlag af en undersøgelse og vurdering af

sagen fra sundhedsstyrelsen, herunder af, hvilken sanktion der efter

styrelsens

opfattelse eventuelt bør komme på tale. Hermed sikres dels en sundhedsfaglig

bedømmelse af sagerne, dels en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse, idet

nævnssekretariatet bl.a. ikke forudsættes at anvende særlige ressourcer på

sagernes

faglige undersøgelse. Sundhedsstyrelsens udtalelse er ikke bindende for

nævnet,

men forudsættes at fremgå af nævnets endelige afgørelse til klager m.fl. Hvis

nævnet ønsker at træffe en beslutning, der væsentligt afviger fra

indstillingen, vil de faglige aspekter heraf kunne belyses ved en supplerende

undersøgelse, typisk i form af en fornyet høring af sundhedsstyrelsen.

Endvidere præciseres det, at

sundhedsstyrelsen ved sin oplysning af sagen som hidtil har adgang til at

forelægge særlige spørgsmål for retslægerådet.

Sundhedsstyrelsen vil i

øvrigt ved sin undersøgelse af sagerne være forpligtet til at følge

almindelige forvaltningsretlige regler, således som disse bl.a. har fundet

udtryk i forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985 (ikrafttræden 1.

januar 1987)."

Der er efter

Justitsministeriets opfattelse ikke i lovteksten eller i bemærkningerne

tilstrækkelig klar støtte for at antage, at Sundhedsstyrelsen alene har en

sekretariatsmæssig funktion i forhold til patientklagenævnet af den

karakter, der sigtes til i forvaltningslovens § 14, nr. 2.

3. På den baggrund er

Justitsministeriet enig med Sundhedsministeriet i, at der er tillagt

Sundhedsstyrelsen en selvstændig kompetence, og at Sundhedsstyrelsens opgaver

i forbindelse med behandlingen af en konkret klagesag ikke kan betragtes som

sekretariatsopgaver i forvaltningslovens forstand.

En part, der begærer

aktindsigt i Sundhedsstyrelsens udtalelse til nævnet, vil derfor i

almindelighed have krav herpå, ligesom parten uopfordret normalt har ret at

få

udtalelsen med tilhørende indstilling forelagt, såfremt denne indeholder

oplysninger, som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, jf.

forvaltningslovens

§ 19, stk. 1.

Justitsministeriet er også

enig med Sundhedsministeriet i, at partshøringspligten omfatter hele

Sundhedsstyrelsens

udtalelse, herunder styrelsens vurdering af sagen og forslaget til sanktion.

Partshøringspligten påhviler

efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, Patientklagenævnet, der efter

centralstyrelsesloven

har kompetencen til at træffe afgørelse i klagesagen. Forvaltningslovens §

19, stk. 1, udelukker imidlertid ikke, at der etableres en ordning, hvorefter

Sundhedsstyrelsen iværksætter den fornødne partshøring på nævnets vegne,

inden

udtalelsen afgives til Patientklagenævnet."

Under henvisning til denne

udtalelse fra Justitsministeriet bad Sundhedsministeriet i et brev af 29.

juni 1989 Sundhedsstyrelsen om fremtidigt at sørge for, at styrelsens

udtalelser bliver sendt til partshøring.

I en skrivelse til A udtalte

jeg følgende:

"Spørgsmålet om Sundhedsvæsenets

Patientklagenævns pligt til at forelægge Sundhedsstyrelsens udtalelser af 30.

juni 1988 for Dem må bedømmes på grundlag af forvaltningslovens § 19, stk. 1

og stk. 2, nr. 4. Bestemmelserne har følgende indhold:

"§ 19. Kan en part i en

sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af

bestemte

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og

givet

denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for

afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 1 gælder ikke, hvis

....

4)

parten ikke

har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de

pågældende oplysninger,

..."

Pligten til partshøring er i

§ 19, stk. 1, afgrænset til at omfatte "bestemte oplysninger vedrørende

sagens faktiske omstændigheder." Patientklagenævnet har henvist til, at

styrelsens udtalelser hovedsageligt bestod i vurderende bemærkninger om det

indhentede faktiske materiale og derfor ikke var omfattet af høringspligten.

§ 19's formulering går igen i

flere af forvaltningslovens bestemmelser og er også benyttet i den samtidig

med forvaltningsloven vedtagne offentlighedslov, bl.a. § 6. I

forarbejdsbemærkningerne

til denne bestemmelse (Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 217) er

udtrykkets

rækkevidde blevet præciseret på følgende måde:

"Efter den gældende lov

omfatter notatpligten "faktiske oplysninger". Efter forslaget

omfatter notatpligten "oplysninger vedrørende en sags faktiske

omstændigheder". Ændringen betyder, at notatpligtens udstrækning ikke i

første række er afhængig af, om en oplysning efter sit indhold må

karakteriseres som faktisk eller ej, men i højere grad beror på, hvilken

funktion oplysningen har i myndighedens sagsbehandling. Afgørende for, om en

oplysning skal noteres ned, er, om oplysningen er af en sådan karakter, at

den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt

tilvejebringes for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske

omstændigheder.

Notatpligten vil således også kunne omfatte oplysninger, der indeholder en

subjektivt præget stillingtagen til et forhold, for så vidt vurderingen er af

betydning for den administrative bevisoptagelse. Tilkendegivelse af

standpunkter, argumenter eller vurderinger med hensyn til en sags afgørelse

vil derimod ikke, lige så lidt som efter den gældende lov, være omfattet af

notatpligten.

Det samme gælder oplysninger, der isoleret set gengiver objektive

kendsgerninger

som f.eks. oplysninger om indholdet af gældende ret."

Det er min opfattelse - idet

jeg også henviser til Justitsministeriets bemærkninger herom i den ovenfor

citerede udtalelse af 15. juni 1989 - at Sundhedsstyrelsens udtalelse i dens

helhed (både de faktuelle oplysninger og styrelsens lægelige/juridiske

bedømmelse

heraf) vedrører "sagens faktiske omstændigheder". Styrelsens

indstilling

til nævnet må således anses for omfattet af forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Det følger af § 19, stk. 2,

nr. 4, at pligten til partshøring begrænses i samme udstrækning, som partens

adgang til aktindsigt efter kapitel 4 i forvaltningsloven er begrænset.

Lovens § 14, stk. 1, nr. 2, undtager følgende dokumenter fra partsaktindsigt:

"Dokumenter der

udveksles i forbindelse med, at en myndighed udfører sekretariatsopgaver for

en anden myndighed."

Bestemmelsen er enslydende

med offentlighedslovens § 10, nr. 4. I forarbejdsbemærkningerne til denne

bestemmelse

(Folketingstidende 1985/86, tillæg A., sp. 224) er anført følgende:

"Reglen i nr. 4 tager

sigte på tilfælde, hvor én forvaltningsmyndighed udfører

sekretariatsopgaver for en anden forvaltningsmyndighed. Som eksempel herpå

kan nævnes den kommunale skatteforvaltnings forberedelse af sager for

ligningskommissionen. Undtagelsesadgangen vil også kunne finde anvendelse i

tilfælde, hvor en myndighed i forbindelse med en bestemt sags behandling

udøver sekretariatsmæssige funktioner i forhold til en anden myndighed, uden

at betingelserne for at anse organerne for én og samme myndighed af den grund

er opfyldt, f.eks. hvor et direktorat eller en anden styrelse til brug for

vedkommende

minister udarbejder et udkast til besvarelse af et folketingsspørgsmål eller

en ansøgning til finansudvalget."

Reglerne om Sundhedsvæsenets

Patientklagenævns og Sundhedsstyrelsens behandling af klager over

sundhedspersonale

er fastsat i lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse

m.v. og i bekendtgørelse nr. 257 af 19. april 1988 om forretningsordenen for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Ifølge lovens §§ 13, 15 og 19

træffer patientklagenævnet afgørelse vedrørende klagerne, efter at have

indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen. Denne udtalelse skal ifølge

forretningsordenens § 7, stk. 3, indeholde en faglig og

juridisk/administrativ

vurdering af sagen, herunder en redegørelse for de faktiske forhold, der er

tillagt betydning ved Sundhedsstyrelsens vurdering af sagen, samt et forslag

til, hvilken sanktion der efter styrelsens opfattelse eventuelt bør komme på

tale, jf. herved også Folketingstidende 1986/87, tillæg A, 1. samling, sp.

1179, samt det, Justitsministeriet har anført i udtalelsen af 15. juni 1989.

Styrelsen er således blevet tillagt en selvstændig funktion ved behandlingen

af sagerne og forudsættes at afgive udtalelserne på grundlag af et særligt

sagkyndigt ansvar. På denne baggrund er jeg enig med Justitsministeriet og

Sundhedsministeriet i, at styrelsens funktion ikke kan betegnes som udøvelse

af sekretariatsopgaver for nævnet, i den forstand udtrykket er blevet

anvendt i forvaltningslovens § 14, nr. 4.

I den forbindelse skal jeg

også henvise til, at Sundhedsministeriet ifølge forretningsordenens § 5

udpeger

en sekretær for nævnet. Det særlige nævnssekretariat er ved

forretningsordenen tillagt en række typiske sekretariatsopgaver såsom

mødeforberedelse samt tilrettelæggelse af sagsoplysningen på nævnets vegne.

Det må herefter antages, at

der var partshøringspligt med hensyn til Sundhedsstyrelsens udtalelser af 30.

juni 1989, og at der for så vidt blev begået en fejl ved, at nævnet traf

afgørelse i de tre sager uden forinden at have forelagt Dem udtalelserne.

Under hensyn til, at denne

forståelse af bestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 4, ikke kunne betragtes som

aldeles

utvivlsom, samt til at tvivlen med hensyn til forståelsen af reglen først

kunne betragtes som afklaret i forbindelse med Sundhedsministeriets skrivelse

af 29. juni 1989 til henholdsvis nævnet og styrelsen, har jeg ikke fundet

tilstrækkeligt grundlag for at formulere min opfattelse som en kritik af

nævnets sagsbehandling, og heller ikke i øvrigt fundet grundlag for at

foretage noget over for patientklagenævnet."

Lignende dokumenter