Partshøring vedrørende Sundhedsstyrelsens udta lelser til brug for patientklagenævnet.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Partshøring vedrørende Sundhedsstyrelsens udtalelser til
brug for patientklagenævnet.
A klagede over, at Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn havde udtalt kritik i forbindelse med hans behandling af tre
patienter, uden at han forinden havde fået lejlighed til at gøre sig bekendt
med og udtale sig om indholdet af Sundhedsstyrelsens udtalelser i de tre
sager.
Det fremgik af de
foreliggende oplysninger, at forældrene til tre børn, B, C og D indgav klage
til Sundhedsstyrelsen over den behandling, som børnene havde modtaget i en
kommunal tandpleje. Klagerne blev for B's og C's vedkommende indgivet i
november 1986 og for D's vedkommende i februar 1987. Styrelsen indledte
undersøgelse af alle tre sager. Da ingen af sagerne var afsluttet den 1.
januar
1988, overgik kompetencen til at bedømme sagerne til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn. Sundhedsstyrelsen afgav udtalelser til nævnet i skrivelser
af 30. juni 1988. Af skrivelserne fremgik, at styrelsen havde indhentet
journalmateriale, røntgenbilleder, modeller og lignende fra en
tandplejeklinik
samt desuden modtaget erklæringer fra A. Yderligere havde styrelsen indhentet
udtalelser fra privatpraktiserende tandlæger, hos hvem børnene var blevet
behandlet. Styrelsens udtalelser, som i alle tre sager konkluderede, at A
ikke
havde udvist den i tandlægelovens § 12 omhandlede omhu og
samvittighedsfuldhed
ved behandlingen af patienterne, bestod hovedsageligt i en redegørelse for
styrelsens tandlægefaglige og juridiske bedømmelse af det indhentede
materiale.
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn traf afgørelse i skrivelser af 21. september 1988 til
Læs alt
henholdsvis A og klagerne og tiltrådte i alle tre sager Sundhedsstyrelsens
indstilling. I sagen vedrørende B fandt nævnet dog, at A's adfærd var udtryk
for grov forsømmelse eller skødesløshed, jf. tandlægelovens § 19. Nævnet
overgav sagerne til Politimesteren i x-by til vurdering af, om der var
grundlag for at rejse tiltale mod A.
Statsadvokaten for .....
meddelte i brev af 13. oktober 1988, at han ikke fandt grundlag for at
indlede
efterforskning, da forholdene måtte anses for forældede. Dette gav nævnet A
besked om i et brev af 5. december 1988.
A gjorde over for mig
gældende, at patientklagenævnet burde have sendt ham kopier af styrelsens
udtalelser af 30. juni 1988 og givet ham lejlighed til at udtale sig herom,
inden
nævnet traf en afgørelse den 21. september 1988.
Patientklagenævnet anførte i
en redegørelse af 15. februar 1989 til Sundhedsministeriet følgende om dette
synspunkt:
"Når patientklagenævnet
modtager en patientklage, som efter centralstyrelsesloven skal undergives
nærmere behandling, sendes sagen indledningsvis til Sundhedsstyrelsen med
anmodning om en udtalelse. I de foreliggende tilfælde, er klagerne indgivet
til Sundhedsstyrelsen før nævnets oprettelse, hvorfor denne indledende fase
ikke har fundet sted.
Sundhedsstyrelsen
videresender klagen til embedslægeinstitutionerne/stadslægeembedet, som
indhenter de fornødne udtalelser og journalmateriale m.v. Praktisk sker det
ved, at den/de indklagede sundhedspersoner, samt øvrige sundhedspersoner som
formodes at kunne bidrage til sagens oplysning, modtager kopi af
klageskrivelsen,
sammen med en anmodning om at fremkomme med en udtalelse i sagen.
Når udtalelserne foreligger
returneres sagen til Sundhedsstyrelsen, vedlagt embedslægeinstitutionens
eventuelle kommentarer. I de aktuelle sager, har den indklagede (A) i alle 3
tilfælde modtaget kopi af klageskrivelserne, med opfordring til at fremkomme
med en udtalelse - en opfordring, som i alle tilfælde er fulgt.
Sundhedsstyrelsen vurderer
herefter sagen. I overensstemmelse med nævnets forretningsorden § 7, stk. 2,
som bygger på Forvaltningslovens § 19, tager Sundhedsstyrelsen stilling
til, om der i sagen er fremkommet sådanne nye og væsentlige oplysninger, at
sagen påny skal forelægges sagens parter til udtalelse. Sundhedsstyrelsen
afgør desuden, om der skal indhentes udtalelser fra de til styrelsen knyttede
særligt sagkyndige eller fra retslægerådet. I de aktuelle sager er indhentet
udtalelser fra andre sundhedspersoner end den indklagede, men
Sundhedsstyrelsen
har vurderet, at disse ikke rummer sådanne væsentlige, nye oplysninger, at de
har skullet tilsendes (A) til kontradiktion. Nævnet har i ingen af sagerne
fundet anledning til at tilsidesætte styrelsens vurdering heraf.
Patientklagenævnet orienteres ikke om eventuelle udtalelser fra
Sundhedsstyrelsens særligt sagkyndige, idet styrelsen anser disse for internt
arbejdsmateriale.
Når sagen er færdigbehandlet
i Sundhedsstyrelsen, modtager nævnet fra styrelsen (i overensstemmelse med
forretningsordenens § 7, stk. 3.) sagens akter og en udtalelse. Efter
forretningsordenen skal udtalelsen "indeholde en faglig og
juridisk/administrativ vurdering af sagen herunder en redegørelse for de
faktiske forhold, der er tillagt betydning ved Sundhedsstyrelsens vurdering
af sagen samt et forslag til hvilken sanktion, der efter Sundhedsstyrelsens
opfattelse eventuelt bør komme på tale."
Det er denne udtalelse, der
efter nævnets opfattelse i medfør af Forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2,
er undtaget fra retten til aktindsigt, indtil nævnet har truffet sin
afgørelse. Begrundelsen herfor er, at Sundhedsstyrelsen udfører
sekretariatsfunktioner for nævnet.
Argumentationen i udvalgets
bilag 1 er, at en indklaget skal kende Sundhedsstyrelsens juridiske og
faglige
overvejelser, inden afgørelsen træffes. At en indklaget skal modtage
aktindsigt i Sundhedsstyrelsens udtalelse følger ikke af Forvaltningslovens §
19. Det er nemlig nævnets opfattelse, at styrelsens udtalelse alene rummer en
faglig og juridisk/administrativ vurdering i kraft af, at styrelsen udfører
sekretariatsfunktioner for nævnet. Aktindsigt og adgangen til at udtale sig
som part i en sag gives, som foran nævnt, af Sundhedsstyrelsen, inden
indstillingen
til patientklagenævnet udarbejdes.
Nævnet skal bemærke, at
Forvaltningslovens § 19 vedrører en sags "faktiske omstændigheder".
Det er nævnets opfattelse, at Sundhedsstyrelsens udtalelse til nævnet alene
rummer en faglig og juridisk/administrativ vurdering, og at den derfor ikke
er omfattet af Forvaltningslovens § 19."
Sundhedsministeriet rejste i
foråret 1989 det generelle spørgsmål om partshøring vedrørende
Sundhedsstyrelsens
udtalelser til patientklagenævnet og indhentede i forbindelse hermed en
udtalelse af 15. juni 1989 fra Justitsministeriets lovafdeling.
Justitsministeriet
udtalte bl.a. følgende:
"1. Efter
forvaltningslovens § 19 er der pligt for en myndighed til at foretage
partshøring med hensyn til sagens faktiske omstændigheder. Begrebet
"faktiske omstændigheder" skal forstås på samme måde, som begrebet
anvendes vedrørende ekstraherings- og notatpligten i forvaltningslovens § 12,
stk. 2, og § 14, stk. 2, og offentlighedslovens § 6 og § 11. I modsætning til
offentlighedsloven af 1970, hvor begrebet "faktiske oplysninger"
blev anvendt, anvendes nu det bredere udtryk "oplysninger vedrørende en
sags faktiske omstændigheder". Ændringen betyder, at notat-,
ekstraherings-
og partshøringspligtens udstrækning ikke i første række er afhængig af, om en
oplysning efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, men i
højere
grad beror på, hvilken funktion oplysningen har i myndighedens
sagsbehandling.
Afgørende for, om en oplysning skal undergives partshøring, er herefter, om
oplysningen er af en sådan karakter, at den bidrager til at supplere sagens
bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med
hensyn til sagens faktiske omstændigheder. Høringspligten vil derfor også
kunne omfatte oplysninger, der indeholder en subjektivt præget stillingtagen
til et forhold, for så vidt vurderingen er af betydning for den
administrative
bevisoptagelse. Som eksempel kan nævnes udtalelser fra sagkyndige, der har
afgivet en vurdering af et forhold, som skal indgå i grundlaget for
myndighedens afgørelse, jf. Kommenteret Offentlighedslov, s. 94.
2. Efter § 19 i lov nr. 397
af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. skal
patientklagenævnet
indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, før nævnet træffer afgørelse i
en
sag. I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen anføres blandt andet
følgende, jf. Folketingstidende 1986/87, tillæg A, sp. 1179:
"Det præciseres i § 20,
at nævnets behandling skal ske på grundlag af en undersøgelse og vurdering af
sagen fra sundhedsstyrelsen, herunder af, hvilken sanktion der efter
styrelsens
opfattelse eventuelt bør komme på tale. Hermed sikres dels en sundhedsfaglig
bedømmelse af sagerne, dels en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse, idet
nævnssekretariatet bl.a. ikke forudsættes at anvende særlige ressourcer på
sagernes
faglige undersøgelse. Sundhedsstyrelsens udtalelse er ikke bindende for
nævnet,
men forudsættes at fremgå af nævnets endelige afgørelse til klager m.fl. Hvis
nævnet ønsker at træffe en beslutning, der væsentligt afviger fra
indstillingen, vil de faglige aspekter heraf kunne belyses ved en supplerende
undersøgelse, typisk i form af en fornyet høring af sundhedsstyrelsen.
Endvidere præciseres det, at
sundhedsstyrelsen ved sin oplysning af sagen som hidtil har adgang til at
forelægge særlige spørgsmål for retslægerådet.
Sundhedsstyrelsen vil i
øvrigt ved sin undersøgelse af sagerne være forpligtet til at følge
almindelige forvaltningsretlige regler, således som disse bl.a. har fundet
udtryk i forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985 (ikrafttræden 1.
januar 1987)."
Der er efter
Justitsministeriets opfattelse ikke i lovteksten eller i bemærkningerne
tilstrækkelig klar støtte for at antage, at Sundhedsstyrelsen alene har en
sekretariatsmæssig funktion i forhold til patientklagenævnet af den
karakter, der sigtes til i forvaltningslovens § 14, nr. 2.
3. På den baggrund er
Justitsministeriet enig med Sundhedsministeriet i, at der er tillagt
Sundhedsstyrelsen en selvstændig kompetence, og at Sundhedsstyrelsens opgaver
i forbindelse med behandlingen af en konkret klagesag ikke kan betragtes som
sekretariatsopgaver i forvaltningslovens forstand.
En part, der begærer
aktindsigt i Sundhedsstyrelsens udtalelse til nævnet, vil derfor i
almindelighed have krav herpå, ligesom parten uopfordret normalt har ret at
få
udtalelsen med tilhørende indstilling forelagt, såfremt denne indeholder
oplysninger, som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, jf.
forvaltningslovens
§ 19, stk. 1.
Justitsministeriet er også
enig med Sundhedsministeriet i, at partshøringspligten omfatter hele
Sundhedsstyrelsens
udtalelse, herunder styrelsens vurdering af sagen og forslaget til sanktion.
Partshøringspligten påhviler
efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, Patientklagenævnet, der efter
centralstyrelsesloven
har kompetencen til at træffe afgørelse i klagesagen. Forvaltningslovens §
19, stk. 1, udelukker imidlertid ikke, at der etableres en ordning, hvorefter
Sundhedsstyrelsen iværksætter den fornødne partshøring på nævnets vegne,
inden
udtalelsen afgives til Patientklagenævnet."
Under henvisning til denne
udtalelse fra Justitsministeriet bad Sundhedsministeriet i et brev af 29.
juni 1989 Sundhedsstyrelsen om fremtidigt at sørge for, at styrelsens
udtalelser bliver sendt til partshøring.
I en skrivelse til A udtalte
jeg følgende:
"Spørgsmålet om Sundhedsvæsenets
Patientklagenævns pligt til at forelægge Sundhedsstyrelsens udtalelser af 30.
juni 1988 for Dem må bedømmes på grundlag af forvaltningslovens § 19, stk. 1
og stk. 2, nr. 4. Bestemmelserne har følgende indhold:
"§ 19. Kan en part i en
sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af
bestemte
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes
afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og
givet
denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis
oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for
afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 1 gælder ikke, hvis
....
4)
parten ikke
har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de
pågældende oplysninger,
..."
Pligten til partshøring er i
§ 19, stk. 1, afgrænset til at omfatte "bestemte oplysninger vedrørende
sagens faktiske omstændigheder." Patientklagenævnet har henvist til, at
styrelsens udtalelser hovedsageligt bestod i vurderende bemærkninger om det
indhentede faktiske materiale og derfor ikke var omfattet af høringspligten.
§ 19's formulering går igen i
flere af forvaltningslovens bestemmelser og er også benyttet i den samtidig
med forvaltningsloven vedtagne offentlighedslov, bl.a. § 6. I
forarbejdsbemærkningerne
til denne bestemmelse (Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 217) er
udtrykkets
rækkevidde blevet præciseret på følgende måde:
"Efter den gældende lov
omfatter notatpligten "faktiske oplysninger". Efter forslaget
omfatter notatpligten "oplysninger vedrørende en sags faktiske
omstændigheder". Ændringen betyder, at notatpligtens udstrækning ikke i
første række er afhængig af, om en oplysning efter sit indhold må
karakteriseres som faktisk eller ej, men i højere grad beror på, hvilken
funktion oplysningen har i myndighedens sagsbehandling. Afgørende for, om en
oplysning skal noteres ned, er, om oplysningen er af en sådan karakter, at
den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt
tilvejebringes for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske
omstændigheder.
Notatpligten vil således også kunne omfatte oplysninger, der indeholder en
subjektivt præget stillingtagen til et forhold, for så vidt vurderingen er af
betydning for den administrative bevisoptagelse. Tilkendegivelse af
standpunkter, argumenter eller vurderinger med hensyn til en sags afgørelse
vil derimod ikke, lige så lidt som efter den gældende lov, være omfattet af
notatpligten.
Det samme gælder oplysninger, der isoleret set gengiver objektive
kendsgerninger
som f.eks. oplysninger om indholdet af gældende ret."
Det er min opfattelse - idet
jeg også henviser til Justitsministeriets bemærkninger herom i den ovenfor
citerede udtalelse af 15. juni 1989 - at Sundhedsstyrelsens udtalelse i dens
helhed (både de faktuelle oplysninger og styrelsens lægelige/juridiske
bedømmelse
heraf) vedrører "sagens faktiske omstændigheder". Styrelsens
indstilling
til nævnet må således anses for omfattet af forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Det følger af § 19, stk. 2,
nr. 4, at pligten til partshøring begrænses i samme udstrækning, som partens
adgang til aktindsigt efter kapitel 4 i forvaltningsloven er begrænset.
Lovens § 14, stk. 1, nr. 2, undtager følgende dokumenter fra partsaktindsigt:
"Dokumenter der
udveksles i forbindelse med, at en myndighed udfører sekretariatsopgaver for
en anden myndighed."
Bestemmelsen er enslydende
med offentlighedslovens § 10, nr. 4. I forarbejdsbemærkningerne til denne
bestemmelse
(Folketingstidende 1985/86, tillæg A., sp. 224) er anført følgende:
"Reglen i nr. 4 tager
sigte på tilfælde, hvor én forvaltningsmyndighed udfører
sekretariatsopgaver for en anden forvaltningsmyndighed. Som eksempel herpå
kan nævnes den kommunale skatteforvaltnings forberedelse af sager for
ligningskommissionen. Undtagelsesadgangen vil også kunne finde anvendelse i
tilfælde, hvor en myndighed i forbindelse med en bestemt sags behandling
udøver sekretariatsmæssige funktioner i forhold til en anden myndighed, uden
at betingelserne for at anse organerne for én og samme myndighed af den grund
er opfyldt, f.eks. hvor et direktorat eller en anden styrelse til brug for
vedkommende
minister udarbejder et udkast til besvarelse af et folketingsspørgsmål eller
en ansøgning til finansudvalget."
Reglerne om Sundhedsvæsenets
Patientklagenævns og Sundhedsstyrelsens behandling af klager over
sundhedspersonale
er fastsat i lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse
m.v. og i bekendtgørelse nr. 257 af 19. april 1988 om forretningsordenen for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Ifølge lovens §§ 13, 15 og 19
træffer patientklagenævnet afgørelse vedrørende klagerne, efter at have
indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen. Denne udtalelse skal ifølge
forretningsordenens § 7, stk. 3, indeholde en faglig og
juridisk/administrativ
vurdering af sagen, herunder en redegørelse for de faktiske forhold, der er
tillagt betydning ved Sundhedsstyrelsens vurdering af sagen, samt et forslag
til, hvilken sanktion der efter styrelsens opfattelse eventuelt bør komme på
tale, jf. herved også Folketingstidende 1986/87, tillæg A, 1. samling, sp.
1179, samt det, Justitsministeriet har anført i udtalelsen af 15. juni 1989.
Styrelsen er således blevet tillagt en selvstændig funktion ved behandlingen
af sagerne og forudsættes at afgive udtalelserne på grundlag af et særligt
sagkyndigt ansvar. På denne baggrund er jeg enig med Justitsministeriet og
Sundhedsministeriet i, at styrelsens funktion ikke kan betegnes som udøvelse
af sekretariatsopgaver for nævnet, i den forstand udtrykket er blevet
anvendt i forvaltningslovens § 14, nr. 4.
I den forbindelse skal jeg
også henvise til, at Sundhedsministeriet ifølge forretningsordenens § 5
udpeger
en sekretær for nævnet. Det særlige nævnssekretariat er ved
forretningsordenen tillagt en række typiske sekretariatsopgaver såsom
mødeforberedelse samt tilrettelæggelse af sagsoplysningen på nævnets vegne.
Det må herefter antages, at
der var partshøringspligt med hensyn til Sundhedsstyrelsens udtalelser af 30.
juni 1989, og at der for så vidt blev begået en fejl ved, at nævnet traf
afgørelse i de tre sager uden forinden at have forelagt Dem udtalelserne.
Under hensyn til, at denne
forståelse af bestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 4, ikke kunne betragtes som
aldeles
utvivlsom, samt til at tvivlen med hensyn til forståelsen af reglen først
kunne betragtes som afklaret i forbindelse med Sundhedsministeriets skrivelse
af 29. juni 1989 til henholdsvis nævnet og styrelsen, har jeg ikke fundet
tilstrækkeligt grundlag for at formulere min opfattelse som en kritik af
nævnets sagsbehandling, og heller ikke i øvrigt fundet grundlag for at
foretage noget over for patientklagenævnet."
Lignende dokumenter
- Klage til Patientklagenævnet. Forældelse. Retsinformation · 25. juni 2003
- Ankestyrelsens principmeddelelse 23-24 om anbragte børn - afbrydelse af kontakt - afbrydelse af brev-, e-mail- og telefonforbindelse - anden kommunikation - børne- og ungeudvalgets kompetence Retsinformation · 23. november 2024
- Udenlandsk statsborgers samværsret med dansk datter. Partshøring. Påstået advokatpålæg. Retsinformation · 5. november 2003
- 2018-33. En kommune havde begået væsentlige sagsbehandlingsfejl i fire sager om hjemgivelse af anbragte børn og unge Retsinformation · 13. december 2018
- 54.2021 (Denne sag drejer sig om, hvorvidt klager har krav på godtgørelser, herunder efter lov om helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. juni 2022
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 3. november 2006 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af compactdiske til indspilning (CD-R) med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Hongkong og Malaysia (2006/753/EF) EU-lovgivning · 3. november 2006